Af samme forfatter:

Thit – den sidste valkyrie, 1990

Dansende stjerne – en bog om Tom Kristensen, 1993

Til døden os skiller. Et portræt af Tove Ditlevsen, 1997

Vildmanden, 1998

Hovedstød. 13 målsøgende meninger om fodbold (red.), 1998

H.C. Andersens glemte eventyr, 2001

Andersen. En biografi, 2003

Greveligt godt, 2004

Ild i papiret. 500 H.C. Andersen-citater, 2005

København i en jazztid (red.), 2008

BOY Af Jens Andersen

FRANKIEEn biografi om Frank Arnesen

Frankie Boy – en biografi om Frank Arnesen

Copyright © Jens Andersen 2008

Copyright denne udgave © People’sPress 2008

Omslag: Simon Lilholt/Imperiet

Omslagsfotos: Polfoto

(forside: Willy Lund, bagside: Finn Frandsen og flap: Darren Walsh/PA)

Sats og tilrettelægning: LYMI og Kirsten Sonne/baghus

Bogen er sat med Minion

ISBN 978-87-7055-383-4

1. udgave, 1. oplag

Printed in Germany 2008

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med

overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke

er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V

Forfatterbooking: www.artpeople.dk

Kun en idiot ville lære et geni at spille fodbold

Stefan Kovács, 1972

INDHOLD

FORORD . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9

11 SPLEJS PÅ GREISVEJ (1960-1973) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15Frank og de ti bud • Stærk klub på Amagerland • Far her laver tolveren •

Forældreholdet 1967 • Venstre fløj dribler for meget • Pølsebrød og meget

meget mer’ • På banen igen (derudaf)

12 ÅH, OS FRA FREMAD AMAGER AF (1974) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 54Fremad i 70’erne • Yngling til låns • På vej mod drømmedebut •

Sjove søndage i Sundby • Modet til at have talent • Opkøbere og oprykning

13 DEN DYNAMISKE DUO (1975) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81Daskende ynglingestil • Balletmesterens repertoire • Op- og downperioder •

“Jørgen Lerby” • Søndagshelte på Amager • Gyldne drenge forhandler •

Velkommen i Slaraffenland • Lykken bor på Esso Motor Hotel •

The Amsterdam Bluff

14 TOTALT FODBOLDLIV (1976-1981) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 120To bondedrenge kommer til byen • Debut i Æresdivisionen • Hakket i

småstykker • Fra Michels til Ivic • Kampen for at overleve • Gennembruddet

i 1977-78 • Ny træner, ny dansker, ny anfører • Rygnummer “14”

15 SÅ LÆNGE BØGEN SPEJLER (1977-81) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 169Portrætter af en hyggeonkel • VM i fodbold på Mallorca • Also sprach Piontek •

“I kaan ik spiel dorlit” • Fremtidens mænd • Hollandske forbilleder • Jalousi

og Jugoslavien • Nedtur og optur • “Jeg kan altid blive bedre” • Djævlesplinten

16 FODBOLDMASKINEN (1981-83) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 207

Hvor appelsinerne gror • Debut på Mallorca • Lykke og smerte • Pim pam

pum mål • Kvinde min • Belgisk redning

17 FODBOLD FOR FOLKET (1984-86) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 232The Come Back Kid • Skæg drøm om fodbold • Fart og fare på færde •

Morten Olsen-bandens kup • Datski Dynamit • Oolææææ olæ’olæ’o’læææ

18 SIDSTE RYK MOD BAGLINJEN (1987-1988) . . . . . . . . . . . . . . . 270Showtime Arnesen • “Er I ved at være for gamle, Frank?” • Katastrofen •

Under bøgen med Bisgaard • Til EM som 21. mand • “Arn-ne-sen!

Ar-ne-sen! Ar-ne-sen!”

19 VEJEN TIL HIMMERIGE (1989-2004) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 296B 1913, TV2, Hummel eller PSV? • Fra korte bukser til habit og slips •

“Romario is gek!” • Fodboldliebhaverne • Svigersønnen fra Ipanema •

Peter og Ulven

10 FRANKIE GOES TO LONDON (2004-2007) . . . . . . . . . . . . . . . . 328Rottefængeren fra Eindhoven • “Arnegate” • Midt i en engelsk kulturkamp •

“It stinks a little bit” • The Roman Empire • Russisk roulette • The Special

One • Kompetencestridigheder • Blæksprutten og hans blæksky

11 TILBAGE TIL GRÆSRØDDERNE (2008) . . . . . . . . . . . . . . . . . . 374Fra High Court til Cobham • Græsrødder på green • Kunsten at scoute

et talent • Elsk din skæbne

KILDER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 402FOTOS . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 406

9

FORORD

Da Frank Arnesen fyldte 50 år i 2006, havde han først besluttet sig for ikke atholde en stor fødselsdagsfest, men så var det – måske – han en nat drømte omSteppeulven. Sådan hed en uforglemmelig bog fra hans hippieungdom på Chri -stianshavn i begyndelsen af 1970’erne, hvor håret nåede skuldrene, og midter-skilningen blev holdt sammen af et pandebånd. Romanen, der havde gjort såstort indtryk, handler om en ensom, melankolsk mand, som mener, at allemænd, der fylder 50, lige så godt kan begå selvmord, men skifter mening, da hanen dag forvandles fra sky steppeulv til udadvendt, nærværende menneske, fuldaf dans og latter.

Måske var det derfor, Frank vågnede op en morgen i 2006 hjemme i villaeni Esher syd for London, satte sig op i sengen og sagde til sin kone: “Kate, jeg hol-der sgu den fødselsdag, og ved du hvad? Jeg vil invitere alle dem, der har bety-det noget for mig i mit liv.”

De kom fra nær og fjern. Nogle var forhindret, f.eks. Jesper Olsen og den tid-ligere engelske landstræner Bobby Robson samt svigersønnen Chris van derWeerden, der har spillet som professionel i Holland, er gift med Anja og far tilFrank og Kates tre børnebørn. Også andre i bedstefar Franks europæiske ven-nekreds havde måttet melde forfald. Alligevel blev det en storslået aften i Palme-haven på D’Angleterre. Dyre biler med fremmede nummerplader rullede ind påKongens Nytorv i løbet af lørdagen, og fra lufthavnen kom taxaer dryssende itimerne op til festen med gæster fra ind- og udland.

Hvis den seksårige Frank på en af sine sporvognsture med faren, der var vogn-styrer, havde peget ind på det fineste hotel i landet og sagt, at han en dag villeholde sin fødselsdag derinde for alle sine fodboldvenner, havde John Arnesenrystet på hovedet og sagt, at den knægt da ikke kun var lige så tynd og ranglet,

10

men også lige så tosset som den unge H.C. Andersen, der engang havde ståethenne foran Det Kongelige Teater og drømt om at blive balletdanser.

José Mourinho sås ikke blandt gæsterne lørdag 29. september. Han havde hel-ler ikke nået at betyde så meget for fødselaren. Det havde til gengæld den russi-ske oliemilliardær, Roman Abramovitj, men hverken ham eller hans body guardsfik man øje på ugen efter i Se & Hør. Danske ugebladslæsere måtte også undvæ-re glamourglimt af Ronaldo, van Nistelrooy og Arjen Robben, der godt kunnehave kigget forbi og sagt tak for, at de alle på et lidt forpjusket tidspunkt i dereskarriere var kommet under Arnesens managervinger og derfra var fløjet videreaf sig selv til verdensberømmelse og velstand i nogle af verdens største klubber.

Heller ikke Dynamitlandsholdet fra 1980’erne myldrede ind til festen. Detvar faktisk kun nogle få udvalgte, der sås blandt de mange udlændinge i Pal -mehaven: Morten Olsen, Per Frimann og – selvfølgelig – Søren Lerby, der holdttalen til sin ven på hollandsk.

Blandt de knap 100 gæster fyldte Franks egen storfamilie godt op. Et vok sen -de dynasti, anbragt ved runde borde omkring dansegulvet: tvillingepigerne Anjaog Britt – den ene familiefrue i Eindhoven, den anden single med fast adresse iBarcelona – lillebror Sebastian, der arbejder som talentspejder for sin far i Hol-land, samt Rebecca, der studerer i London.

Birthe og John Arnesen, Franks forældre, havde taget den korte tur over Knip-pelsbro fra lejligheden på Christianshavn, hvor Frank voksede op i 1960’erne.Under armen havde de en stor scrapbog, fuld af gamle avisudklip, fotos og andreminder med rødder tilbage i den nordatlantiske slægt Arnason, der fra Islandvia Færøerne satte ben på dansk jord i 1920’erne, da Frank Arnesens farfar som14-årig kom til København, gik i tømrerlære, fandt sig en kone og satte syv børni verden.

Scrapbogen rummede først og fremmest alle minderne fra Franks fodboldkar-riere: fra debuten som 17-årig i Fremad Amager i 1974 og det sensationelle salg tilAjax året efter, senere den alvorlige knæskade i Valencia, de heroiske comebacks iAnderlecht og PSV Eindhoven og succeserne med alle tiders danske landshold i1980’erne, hvor Frank blev kultfigur i sit fædreland. Og til slut i scrapbogen små ogspredte højdepunkter fra en ny fodboldkarriere på business class i Holland i1990’erne, hvor Frank forgyldte PSV Eindhoven og drog videre til England. Hervar der første gang i hans glorværdige karriere blevet sat spørgsmålstegn vedsønnens troværdighed og hæ derlighed, og pludselig havde Frank – som en andensteppeulv – trukket sig tilbage fra offentligheden. Det stod der i sagens natur ikkeså meget om i scrapbogen.

11

Ved midnat var der kæmpe fyrværkeri ude på Kongens Nytorv. Mens lyseneglimtede over Krinsen, mindedes Birthe Arnesen, at hun engang i 1950’ernehavde forpurret sin mands plan om, at drengen skulle hedde Robert. Frank varhendes fikse idé. Ikke på grund af Sinatra, men fordi hun som ung pige i1940’erne havde passet en usædvanlig sød dreng på Amager Landevej. Han hedFrank, og en dag sagde Birthe til sig selv: “Får jeg engang en søn, så skal han altsåhedde Frank!” Det fik hun 30. september 1956. Det var selvfølgelig en søndag,hvor John skulle spille kamp for Kastrup, så da Birthe om morgenen fik veer,tog hun af sted til hospitalet, mens gemalen pakkede fodboldtasken og cykledeud til Tårnby Stadion. Sådan gjorde kvinder og mænd dengang. Efter kampenså han sin lille mørkhårede søn, der var så køn, at nogle af de andre misundeli-ge mødre de følgende dage bad om at få lov at holde ham lidt.

Festfyrværkeriet var Kate Arnesens gave til sin mand det år, hvor Frank fyld-te rundt, og ægtefællerne i juli havde kunnet fejre deres 30-års-bryllupsdag. Katehavde været nødt til at røbe sin overraskelse. Skulle man anmode om tilladelsetil sådan noget i vor tids København? De blev enige om at lade være. Hvad manikke ved, har man ikke ondt af.

Og det gik alt sammen. En kort stund blev København illumineret til ære forFrank Arnesen. Helt ude på Amager kunne man se krystalbomberne. Dron -ningen henne om hjørnet følte sig hverken truet eller forstyrret i sin nattesøvn,ligesom den gode fyrværker undgik at stikke ild til Den Franske Ambassade,Kunstakademiet, Det Kongelige Teater og Magasin. Riget stod kort sagt, som detskulle klokken 00.30, og efterfølgende kunne alle festdeltagere i ro og ge -mytlighed trække indendørs igen, nyde natmaden og danse igennem til denlevende popmusik. Natmaden indtog man i dagens danske anledning på Houl -bergs Terrasser ved den fuldt oplyste pølsevogn, der bugnede af røde pølser. Ikkealle udlændinge forstod det dér med rå og ristede løg, men de morede sig for-træffeligt sammen med pølsemanden bag glasruden og kom alle sent i seng.

Dagen efter var der nydelige fødselsdagsportrætter af Frankie Boy i avisen.Og den følgende uge som sagt sorthvide billeder fra festen i Se & Hør. Fød -selaren og hele hans kosmopolitiske familie var da for længst tjekket ud og hjem-me igen på deres respektive bopæle rundt omkring i Europa. Tilbage på Kon-gens Nytorv lå kun et par sodede raketpinde.

Der manglede noget i fejringen af Frank Arnesens 50-års-fødselsdag. Ikkekun et større dansk publikum, men også en grundigere belysning af et danskfodboldliv af H.C. Andersenske dimensioner. Et liv fuld af ærgerrighed, af vove-mod, store sejre, tragiske nederlag og masser af udlængsel og hjemve i en epoke,

12

da fodbold som så meget andet i lille Danmark pludselig blev globaliseret, ogord som “talentspejder” gled ud af sproget til fordel for det internationale “scout”.Årtier, hvor fodboldklubber, der i begyndelsen af 1970’erne endnu havde væretrodfæstet i lokale fællesskaber, forvandledes til produkter og brands til salg forhvem som helst hvor som helst.

Frank Arnesens karriereforløb afspejler denne revolution af en sportsgrengennem de seneste 30 år, og efter hans opsigtsvækkende skifte til Chelsea i 2005må han i dag regnes for den dansker med mest indflydelse på udviklingen i inter-national fodbold. Ingen ved med sikkerhed, hvor den ender, så sandt som den iskrivende stund flyder mere og mere med russiske gas- og oliestrømme. Ogsåher er Frank Arnesen i kridthuset som højt lønnet fodboldekspert og -rådgiverfor verdens femtenderigeste mand. Hvem havde mon kunnet regne det ud i1971-72, da flippede Frank løb rundt ude på Kløvermarken og spillede skole-fodbold i Ekstra Bladets turnering og bagefter sad nede på Havnen med venner-ne og fyrede den fede?

Derfor er denne bog skrevet. Frank Arnesen har ikke selv ønsket at medvir-ke i interviews, men har venligt svaret på spørgsmål pr. mail og givet tilladelsetil, at undertegnede kunne tale med familie, venner og ansatte. Ud over at øse afminderne har de stillet fotos, scrapbøger og andet uvurderligt materiale til rådig-hed. Tak for det alt sammen. Og tak til alle andre – først og fremmest Per Fri-mann – der med smil på læben bidrog med små og store indfaldsvinkler på fæno-menet “Frankie Boy”.

Hen ad vejen blev det også en rejse gennem min egen barndoms og ungdomsfodboldkultur. Takket være en jævnaldrende hovedperson, som i årtier har væretet inspirerende forbillede for mange af os i dag stivbenede fodboldfædre, der sidenbarndommen har delt Frank Arnesens passion og fortsat færdes på de grønnebaner som enten spillere, trænere, ledere eller dommere i dansk fodbold.

Lysten til at skrive denne bog kan dybest set tilbagedateres til en solbeskin-net søndag i august 1974, da jeg som benovet 18-årig debuterede på AB’s første-hold mod Fremad Amager i Sundby Idrætspark. Til min store skuffelse var danskfodbolds 17-årige stjerneskud, som nogle år tidligere havde tryllebundet mig,mine kammerater og vores træner under et indendørsstævne i Idræts huset, ikkemed på Fremads hold i pokalkampen, som vi tabte efter omkamp og straffe -sparkskonkurrence. Æv. Mest fordi jeg ikke fik mulighed for at bytte trøje medFrank Arnesen. Det forsøger jeg så med denne bog.

Jens Andersen, august 2008

15

SPLEJS PÅ GREISVEJ

(1960-1973)

Greisvej på Amager en hverdagseftermiddag i foråret 2008. Et pænt, velfriseretkvarter, der forbinder den pulserende Amagerbrogade nær Sundbyvester Pladsmed åndehullet Kastrup Strandpark. I begyndelsen kun villaer, men pludseligåbner vejen sig på begge sider med gule boligblokke i andensals højde. Lavt oglyst boligbyggeri fra slutningen af 1940’erne med masser af grønne arealer om -kring husene. Parkerede biler overalt. En mor med en barnevogn og pensioni-ster med indkøbsnet. To drenge på vej hjem fra skole, som forsvinder rundt omet hjørne. Derefter igen stilhed. Ingen vrælende børn, ingen fange- og gemme-lege på plænerne mellem boligblokkene, ingen der sjipper på asfalten foranopgangene, ingen rytmiske dunk fra en bold, der systematisk tæves op ad en gavleller en garagedør. På trods af den lokkende og lune forårssol er kvarterets dren-ge og piger inden døre.

Så dødt var her ikke for 50 år siden. Da var der liv og røre på hele Greisvej.Børn, der pilede af sted over vejen, hen ad fortove, gennem hække, ned i kæld-re og op i træerne. Stemmer i alle tonearter og på vidt forskellige lydniveauer.Lyden af leg fra hver en åben plet i kvarteret, der var optaget og i brug efter sko-letid, efter aftensmaden og hele weekenden. Det var dengang, pigerne lavedehinkeruder eller hoppede i elastik, grupper af drenge kæmpede indædt om enbold ude på græsset eller spillede mur og højlydt diskuterede, om bolden havdeligget stille eller ej, før man skød. Sammen legede kønnene fange eller skjul, høn-sede eller tegnede med kridt på asfalten.

Det var dengang, børns liv var et udeliv, og der skulle slagregn eller snestormtil at holde de 3-14-årige samfundsborgere inde. Selv de unges kommunikationog samvær foregik ude i det fri. Ikke gennem mobiler, men hen over cykelstyrog knallertsæder, omkring en bænk og et bord, lænet op ad plankeværk ellermure. Ansigt til ansigt. Og havde de mindste brug for hjælp, eller sulten, tørsten

1

16

og ensomheden pludselig blev for stor, lød det skingert op mod altanerne påGreisvej: “Mo-ar!” Og snart efter fulgte de større børns vrængende ekko: “Minebukser er for sto-aar!”

Det var dengang, at alting – også hvis man skal tro historiebøgerne – varsådan lidt leverpostejsfarvet i Danmark, og ord som “mådehold” og “opsparing”var al min deligt kendte og i daglig brug. Ligesom “gummisko”, “sporvogn”, “mæl-kekapsel” og “orangeade”. Kun hver fjerde eller femte lejlighed i en opgang isociale boligbyggerier som det på Greisvej havde tv. I stedet besøgte man lykkenspam filius oppe på anden eller nede i stuen og enten fik et magisk glimt af desusende, sorthvide transmissioner fra OL i Rom og Tokyo eller det ugentligeafsnit af westernserien Bonanza, der handlede om fire charmerende brødre medefternavnet Cartwright. Dem prøvede danske drenge i begyndelsen af 60’erneså at ligne mest muligt næste dags eftermiddag, indtil også den legs mulighedervar udtømt, og de rygende revolvere og geværer blev smidt ind i entreen og byt-tet ud med en af kvarterets fodbolde.

Så var det tid til dagens uundgåelige møde med langt større drenge, der ruste-de nogle af de mindre spirrevipper for livet, mens andre fik skrammer på sjæ-len. Det var Darwins gamle naturlov, der kom til udfoldelse i alle disse klumperaf hankøn, som kunne ses og høres over hele Amager dengang. Små mænd medstore stemmer, der kaldte sig for enten Pelé, Garrincha, Yashin, Harald Nielseneller Ole Madsen, og som indtil deres syv-års-fødselsdag måtte nøjes med atdrømme om at blive medlem af en rigtig fodboldklub, få rigtig spilledragt ogrigtige fodboldstøvler.

De få heldige havde allerede en rigtig læderbold. Det kunne gå an, at den havdesnøre, selv om det var gammeldags. En læderbold var og blev en skat, man pas-sede ekstra godt på. En rigtig god bold var adgangstegnet til selv de mest lukke-de drengegrupper. Derfor skulle ens læderbold ønskes eller vælges med omhu.Det stod der også i Bogen om fodbold; en lille drengebibel, der var en altomfat-tende indføring i fodboldspillets univers og handlede om alt fra danske divisions-klubber til fodboldens historie, regler, systemer, finter og skader. Bogen lå trygtog godt på reolen over sengen hos mange drenge i 1960’ erne. Den ønskede mansig, så snart man kunne læse, og i den stod der om valget af læderbold:

“Tænk på, hvad fodbolden skal ‘finde sig i’. Den bliver sparket til, banket mod

målstængerne og kommer i klemme mellem tacklende modspillere, og når

kampen er forbi, skal den have nøjagtig de samme egenskaber, som før spil-

let begyndte. Desuden skal den holde i mange kampe, ja helst et par år.”

Sådan var det også blandt drengene på Greisvej. Hver eneste dag kom boldenganske alvorligt i klemme mellem tacklende med- og modspillere. Især når fæd-rene og storebrødrene også blandede sig i legen på græsplænen mellem husblok-kene. Og der blev passet ekstra godt på en læderbold ligesom den, ham der hennei nr. 21 havde. Den skulle man undgå at spille med på asfalt, fordi læderet villeblive slidt af, omtrent lige så hurtigt som et stykke sandpapir, ifølge ens sløjdlæ-rer, kunne forvandle et stykke træ med splinter og knaster til “nonnemaveskind”.Den sammenligning gik hen over hovedet på de fleste seks-syvårige fodboldtos-ser, men at smøre bolden ind i læderfedt mindst én gang om ugen, det var noget,alle forstod og få glemte.

Ham splejsen henne fra 21 havde som sagt en rigtig læderbold og en rigtigpumpe. Selvfølgelig havde han det. Hans far var jo rigtig fodboldspiller, der spil-lede højre wing hver weekend ovre på Tårnby Stadion for Kastrups førstehold.Så splejsens bold blev der spillet med næsten hver eneste dag. Time efter time.Splejsen hed Frank, og han var uhelbredelig syg. Syg med fodbold og syg til det– som vi siger i dag. Lynhurtig, smidig, insisterende, pågående, skudstærk ogeventyrlig god til at krølle drenge, der var nogenlunde dobbelt så høje og bredesom han selv.

Det slog aldrig fejl. Skulle der deles hold, og nogle store lømler på gennem-træk fra Amagerbrogade til Femøren (og som ikke kendte Lille Frank) tog teten,undlod de selvfølgelig at vælge ham til deres hold på grund af splejsens størrel-se. Det skulle de aldrig have gjort. Frank tog gerne sagen i egen hånd. Han skul-le vise dem, og så vandt hans hold. I virkeligheden kunne det have været LilleFrank mod rosset. Så god var han.

Hans allerbedste ven hed Manse. Det vil sige, rigtigt hed han Henrik og boedelige rundt om hjørnet på Parosvej sammen med sine to mindre brødre og morog far, der også kom sammen med Franks forældre. Manse havde lyst, krøllethår og var et år ældre end sin mørkhårede kammerat. De gik begge to på Ger-brandskolen, der lå i nabolaget, tog på feriekoloni sammen og gik også i sammefritidsklub, hvor man hver vinter spillede masser af indendørs fodbold og togud til spændende stævner. “Amsterdamvejs Fritidsklub”, sådan stod der på mavenaf Frank, når de var i kamp. Så tidligt kaldte en hollandsk stemme på ham.

Når det øsede ned, og de to drenge måtte blive inde i Franks hjørne af denlille toværelses lejlighed, som han delte med mor og far og storesøster Yvon ne,og man sov på to senge, der var skubbet ind under to sofaer, kunne de bladre iFranks bokse-scrapbog og beundre den store plakat på væggen. Den forestille-de, ligesom de fleste sider i scrapbogen, Floyd Patterson. En mørklødet ameri-

17

Året er 1963, hvor Frank bliver meldt ind i Fremad Amager, og det danske fodboldlandshold med

lodtrækningsheld og sejre over Malta, Albanien og Luxembourg kvalificerer sig til Nations Cup, der

var den tids EM. Det er året, da Grete og Jørgen Ingmann vinder det danske melodi grand prix med

“Dansevise”, og Prinsesse Anne Marie forlover sig med den græske tronfølger Prins Konstantin. Ude

i den store verden besøger præsident Kennedy Berlin og forsøger at tage trykket af den kolde krig

med de berømte ord, “Ich bin ein Berliner!” men senere samme år bliver han snigmyrdet i Dallas.

kansk sværvægtsbokser, som havde mødt svenske Ingemar Johansson i noglelegendariske kampe. Han var Franks store idol, og da Floyds selvbiografi Sejrover mig selv udkom i dansk oversættelse i 1962, købte knægten bogen og læsteog spejlede sig i en idrætspersonlighed, der kunne finde på at skrive: “Verden eret sted, hvor man lever. Ikke en kælder, man skjuler sig i.”

Knægten elskede boksning. Især når far tog ham med til de store boksestæv-ner i KB-Hallen, og når så Frank klagede over, at han ikke kunne se ringen forbar mennesker på rækken foran, så sagde John Arnesen til ham: “Ja men, så smutdu bare helt ned til ringen, Frank, og klem dig ind!” Det gjorde han så, splejsen.Maste sig så tæt som muligt på ringside, de råbende trænere og sekundanter ihvert sit hjørne, blitzene fra pressefotograferne og de svedige, snøftende bokse-re, der trippede rundt, rullede med overkroppen og så ondt på hinanden.

Men Floyd Patterson var som sagt noget særligt for Frank. Ikke nogen bøf afen sværvægter, nærmest kun letsværvægter, men en teknisk dygtig bokser medet usædvanlig kvikt fodarbejde, stor karisma og et smil, deroppe på plakaten istuen på Greisvej, der kunne få pigernes hjerte til at slå lidt hurtigere. Men hvisknægten drømte om en dag at blive meldt ind i CIK og selv udvikle sig til Ama-gers svar på Floyd, så kunne han lige så godt slå det ud af sit eget hoved, sagdemor og far. Frank var jo ikke kun klejn af størrelse, men også alt for spinkel afstatur.

Næsten halvtreds år senere griner begge forældre ved tanken om Frank sombokser. Ifølge mor Birthe ville sønnen være blevet “mast”, og far John konklu-derer: “Han kunne jo ikke gå til boksning. Så det blev fodbold, ligesom jeg spil-lede dengang.”

En rigtig splejs var han altså, seks-syv-årige Frank Arnesen. Som Mansehusker i dag, kunne man så nemt komme til at skade Frank, når han sådan snoe-de sig – ret provokerende – forbi én med bolden klistret til fødderne. Man komligesom til at flæske ham, selv om det inderst inde ikke var med vilje: “Jeg harfaktisk sparket Frank midt over engang. Vi var små og af sted på vores førstesommerlejr med Fremad Amager. Der gik sgu tre måneder eller sådan no get, førFrank måtte spille igen!”

Jo, de spinkle lemmer og lysten til at udfordre sine langt kraftigere modspil-lere på vejen og i klubben havde tidligt sin pris. Det gjorde ondt, men også godt.Auraen omkring Franks flagrende drengeskikkelse, der altid sås i nærheden afen bold et eller andet sted i kvarteret, kunne ingen slukke, og med den fulgterespekten og anerkendelsen, for på en fodboldbane kunne Lille Frank næstenlige, hvad han ville, og det vidste han også godt selv, fortalte han i 1987 til B.T.:

19

“Vi var fem drenge i gården. Når vi spillede, var det fire mod én, og jeg varden ene. Jeg har altid vidst, at jeg ville være professionel fodboldspiller. Det varjeg sikker på, jeg var skidegod til.”

Frank havde ikke sit talent og sine sportslige ambitioner fra fremmede. JohnArnesen spillede som sagt højre wing på Kastrups førstehold i 1950’erne og begyn-delsen af 60’erne, hvor han nåede at få mere end 200 førsteholdskampe samt enhåndfuld kampe på diverse udvalgte hold. Arnesen tjente til dagen og vejen iKøbenhavns Sporveje og var således medansvarlig for, at de gule sporvogne hvermorgen rullede ud af remisen i Sundby og vendte hjem igen om aftnen. Spor-vognslinjerne 2 og 5 var i begyndelsen af 1960’erne øens livsnerver, som hver dagfyldtes med mennesker på turen gennem Amagerbrogade over ChristianshavnsTorv og Knip pels bro og videre ud i fjerne forstæder som Brøns høj, og tilbage igengennem indre bys labyrint, over broernes bro og Chri stianshavns Kanal og vide-re hjem gennem menneske- og cykelmylderet på A ma gerbrogade til endestatio-nen ved Sundbyvester Plads, et stenkast fra Greisvej.

FRANK OG DE TI BUD

Aldrig føler en dreng sig større, end når han sidder på fars skuldre. Og John Arne-sen var selvfølgelig Franks største idol. I forhold til far kunne selv Floyd Patter-son godt gå hjem at lægge sig. Tænk at have en far, der scorede mål på TårnbyStadion, styrede sporvognen over broen fra Amager og gav sønnen lov til at ringemed sporvognsklokken!

Tidligt lærte den glade, følsomme dreng, der arvede sin mors smil, sin farssangstemme og begge forældres arbejdsomhed, talegaver og stædighed, at mankommer langt i livet med venlighed, respekt samt et bredt smil og godt humør.Noget forældrene selv havde lært, da de var børn. Birthe Arnesen var født ogvokset op på Amager, helt ude ad lufthavnen til, og John Otto Arnesen kom fraGladsaxe, hvor hans færøske far havde bosat sig med sin kone og alle deres børn.

Som forældre gjorde Birthe og John sig umage med at respektere deres børnsfrihedstrang, samtidig med at de betonede over for Frank og hans storesøsterYvonne, at det var en del af deres ansvar som menneske at vide, hvad der er rig-tigt og forkert her i livet. For eksempel måtte man ikke stjæle fra andre. Det lærteFrank en dag, han blev sat til at hjælpe mor med at lede efter en 2-krone, der varforsvundet under mystiske omstændigheder. Den havde jo været i mors pung,lige før den blev alene i lejligheden med Frank:

20

“Vi ledte i hele huset, i skuffer og skabe, og jeg vidste jo godt, at Frank havdetaget den, men jeg ville have ham til at forstå, at han havde gjort noget forkert,og da vi efter lang tids søgen ikke kunne finde mønten, brød han hulkende sam-men og sagde: ’Mor, jeg har lånt den!’ Frank havde let til tårer – og han forstodogså at spille på det.”

Noget Frank dog aldrig lærte, mens han var barn, var at spise op. “Frank varså kræsen,” fortæller Birthe Arnesen, “ofte stod han dér med hagen på køkken-bordet og sagde: ’Mor, skal vi nu have grøn sovs igen?’ Det var persillesovs, også måtte jeg igen lege fut-fut-fut for at lokke en bid i ham. Til sidst måtte jeg tillægen med ham, så tynd var han, men lægen sagde, man ikke måtte tvinge børntil at spise, det skulle nok komme. Det gjorde det ikke. Frank blev aldrig tykke-re og var gennem hele sin barndom lige kræsen. Men det er han ikke i dag, skul-le jeg hilse at sige, der glider selv grøn sovs ned!”

Der var mange bud at forholde sig til i børns barndom omkring 1960, hvordrenge og piger mange steder i offentligheden var noget, man gerne måtte se,men helst ikke høre. At være alt for hidsig og højtråbende som lille menneskevar ilde set og i visse situationer svært for Frank at forstå, husker hans mor. Isærhvis det havde noget at gøre med sport, som drengen elskede over alt på jordenog læste hver en linje om i alle tilgængelige aviser og blade. Tennis, fodbold,boksning, atletik, svømning, ja selv cricket, optog ham lidenskabeligt. Men overalle sportsgrene tronede fodboldspillet, der nærmest var en slags religion forFrank. Og blev der gået på kompromis med den højere retfærdighed i sportensunivers, kunne han som tilskuer miste be sindelsen, fortæller Birthe Arnesen.For eksempel i forbindelse med dommerkendelser, der gik imod farens fod-boldhold. Så forvandlede den lille medlevende tilskuer på Tårnby Stadion sigtil en kværulerende olding. Som fru Ar nesen fortæller i dag:

“Jeg kan huske – Frank har vel ikke været mere end fem-seks år gammel – athan løb ophidset op og ned langs sidelinjen og diskuterede højlydt med linje-vogteren, når hans far spillede for Kastrup. Det så utrolig morsomt ud, men detvar ikke altid så sjovt for mig, fordi jeg var hans mor, der ikke kunne få ham udbag hegnet igen.”

Frank fulgte fanatisk med i farens kampe på Kastrups førstehold og elskedeat være med i omklædningsrummet bagefter, når de svedige mænd med hår påbrystet krængede de sure sokker af, knappede øllerne op og lagde nakken tilba-ge. Alle i mandehørmen kendte Johns glade søn og holdt af at drille ham medsmå ironiske bemærkninger om, at hans far da vist ikke havde spillet alt for godti dag derude på fløjen. Havde John Otto egent lig ikke feset den lidt af? Så gik

21

sønnike på barrikaderne og forsvarede med næb og klør sin fars ære. Noget JohnArnesen – da sønnen for længst var blevet etableret landsholdsspiller – moredesig over, da Ekstra Bladet i et særtillæg op til VM i Mexico 1986 ville vide, hvor-når det stod skrevet i stjernerne, at Frank Arnesen skulle være professionel fod-boldspiller:

“Frank kunne knap gå, da jeg begyndte at tage ham med til mine kampe for

Kastrup. Selv efter et nederlag kunne han få smilet frem hos os i om -

klædningsrummet. Her blev han altid spurgt: ‘Hvem var så bedst i dag?’ Lige-

gyldigt hvordan jeg havde spillet, svarede han altid med sin klare barnestem-

me: ‘Min far var bedst!’”

Det var dog især på det trekantede græsstykke mellem Greisvej og boligblok-ken, hvor familien Arnesen boede, at de store fodboldsslag stod. “Banen liggerder sgu stadig i dag!” siger Manse og ser ud, som om han længes hjem til dentid, da Frank og far John, Manse og alle mulige andre drenge, brødre og fædremødtes omkring bolden i barndommens gade. Et syn, man kunne støde på over-alt i Danmark for 40-50 år siden, men kun til dels støder på i dag, hvor mangeaf de familiære fodboldkampe foregår indendørs på PlayStation og pc, hvorfædre og sønner dyster i FIFA- og Football Manager-spil, sætter deres “Drøm-mehold” på avisernes hjemmesider eller “oddser” sammen.

Sådan har denne del af vores kulturarv, som omfatter fodboldspillet, formetog flyttet sig i mere end hundrede år. Bolden er i generation efter generation ble-vet rakt videre fra fædre til sønner. Engang foregik det udelukkende gennemselve spillet ude på mere eller mindre improviserede fodboldbaner i parker, haverog gårde. Det var en socialisering under åben himmel. Få drenge gik gennemfolkeskolen i Danmark i årene 1958-1968 uden at blive vejet og målt på fodbold-spillets vægt i gymnastiktimerne. Det var slut med årtiers kraftspring, vejrmøl-ler og spring over hest. Dermed også med lugten af sure rullemadrasser i gym-nastiksalens hjørne. Nu skulle der i stedet spilles bold skoleåret rundt. Udendørsog indendørs.

For nogen var det et helvede, for andre lykken i højeste potens. Og blandt delykkelige, der straks kunne skille sig ud som den succesfulde ener, var FrankArnesen. Han vidste som sagt allerede, hvad han ville, når han blev stor, og behø-vede sådan set slet ikke nogen modstandere og medspillere for at blive bedre.Han selvtrænede ved at lege med sig selv. Som Frank Arnesen fortalte til Billed-Bladet i september 1986:

22

23

“Hjemme i gården løb jeg altid alene rundt. Når jeg var med far til de storefodboldkampe i Idrætsparken, var noget af det første, jeg greb, når vi kom hjem:fodbolden. Jeg var alle berømthederne på en gang: Ole Sørensen, Ole Madsen.Efterhånden spillede jeg også uden bold. Far fortalte mig, at en dygtig fodbold-spiller skyder lige godt med begge ben, og jeg kunne kun sparke med højre.Naboerne har sikkert troet, jeg ikke var rigtig klog. Når jeg løb rundt nede i går-den, sparkede jeg hele tiden ud i den tomme luft med venstre ben. Det var noget,

John Arnesen i aktion for Kastrup på Tårnby Stadion i slutningen af 1950’erne i en pokalkamp mod

Ikast, hvor jydernes målmand Egon Kirkeby når bolden før den målfarlige wing.