Friheden findes

i sprækken

over to

ben

Tønder, siv, timeglas og

pæreformer. På NFJ Naturistcamping

mødes naturisterne med ublu udsyn til alt det hemmelige.Det der normalt

gemmes væk i samværet med hinanden, hvor

friheden og freden eksisterer i blotlagt

balle og bryst.

Af Nikolaj Kennov RasmussenFoto: Ida Guldbæk Arentsen

De har efterhånden været her i lang tid. Da den første sprang i havet i 1956, og de

andre fulgte med. For at generobre en frihed, som man ellers troede kun var forbeholdt de første få forfædre. På et smalt strandbælte imellem Aarhus og Odder blev urmennesket genopvækket. Igennem trangen til at gå back to basics med bar røv. Her dannede kun badesandalerne bro til virkeligheden udenfor, hvor den nøgne krop ellers ikke rigtigt eksisterede.

Oasen voksede sig med tiden større og blev i 1961 til naturistcampingen ved Kysting Strand. Fastliggere og turister flokkes stadig til den græsgrønne plet med sundudsigt for at være upåklædte sammen. For naturisterne er nøgenhed normen. Beklædningen byttet ud med frit udsyn til diller, dusk og måne, der uden underhyller og bikini for længst er brunet af uvant UV.

”Der er ikke rigtigt noget at skjule,” som formand for NFJ Naturistcamping, Henrik, forsikrer gennem sin egen nøgenhed, imens han piller sit telt ned. Han flagrer

“Det er dem med tøj på, man holder øje med.”

Henrik er formand for campingen, men han må snart hjem med det telt, han har delt

med sin kone over sommeren.

lidt med en teltstang. Skæver så over på fotografen og jeg. ”Det er snarere dem med tøj på, man holder øje

med.”

Det forbudne elevatorblik De underlige beklædte er måske også de eneste, der bedst kan holdes øje med. For her holdes øjenkontakten. Blikket fryses fra at lave en elevator, der ellers gerne ville pendle op og ned langs de ældede kroppe, hvor alt det før så hemmelige kød trisser rundt kun iført Crocs-sandaler og træsko. Man har næsten lyst til at være den lille dreng i Kejserens nye klæder og uanet ærligt råbe, ”men de har jo ikke tøj på!”

Nej, for deres tøj er den nøgne hud, der pendulerer protesterende mod at lægge kroppen i bomuldslænker, og ”skulle man få en stivert, så vender man sig bare!” som lejrchefen fra Sønderjylland, Sylvia, tyskklingende fortæller. Hun fortsætter med en rød hundrede rygende fra mundvigen.

”Når vi alle sammen er naturister, så er vi ens. Vi er totalt ligeglade med skavanker, og vi har da også et par stykker med stomi og manglende bryst. At være nøgen her skal under alle omstændigheder være fedt og frit,” siger Sylvia, der understreger udsagnet ved selv at smide T-shirten og lade to piercede brystvorter stikke til syne.

”Så er der jo heller ikke så meget vasketøj. Og bikinimærker skal man slet ikke tænke på!” En nøgen mand i en knurrende traktor trutter forbi uden for Sylvias fortelt. På traktorladet står en saunahytte, der skal varme vinterbaderne, når de kommer op fra det kolde gys. Alle har sine små gøremål, men arbejdstøjet bliver hjemme.

Påklædt/ afklædt Derved ikke sagt, at man skal være nøgen døgnet rundt. Campisterne trækker gerne i trøjen, hvis solen skulle slå smut imellem en sky eller forsvinde helt i sommermånedernes vanlige evighedsbyger.

”Der er alle vikingerne. Og så er der selvfølgelig tøsedrengene,” siger Henrik, der nu har pakket sit telt sammen og snart er parat til at futte hjem til familien.

”Men jeg vil faktisk sige, at naturister ikke giver op så let over for det danske sommervejr. Man bliver ligesom mere opmærksom, når alting afhænger så meget af solen,” siger han og klapper sig lidt på skuldrene for at få varmen.

”Som naturist er man vant til at tage lige så hurtigt tøj på, som man tager det af igen.” En ældre herre cykler forbi. Den nøgne krop skælver lidt under det ukurante grus, der fører ham ned igennem den søndagsstille campingplads. Vejnavnene er lige så forskellige som folk er flest: Aalborg. Bredgade. Prærien?

Campingpladsen henlægger nøgen som cykelmyggen, der ses forsvinde i den tætte slåenbusk for enden af vejen, hvor havet møder den redelige campingplads. Søndage er lig med stilhed, lyder det fra Henrik.Men sludrende stemmer høres alligevel summe fra pladsens mødested.

Ingen Adonis længere ”Jeg kommer nu!” ”Det er fandeme også på tide. Nu gider jeg ikke længere sidde her og få fliser i røven!”En kvinde er træt af at vente på sin mand, der endelig

“Man er ingen Adonis længere, når man kommer op i alderen.”

Sylvia og hendes mand Benny faldt for naturisme på en badetur for tre år siden. Efter det var det unaturligt at gå vandet uden at smide badebukserne først.

Udsigten er lige så nøgen som manden, der nyder freden og friheden på NFJ Naturistcamping.

kommer hendes utålmodighed til undsætning. Med bar røv trasker de ned igennem campingpladsen, hvor naturisterne er hoppet indenfor til kaffe og skumbananer. Eller er samlet på mødestedet, hvor snakken går om højt til lavt.

”Lillebælt er sgu for klaustrofobisk… det her er stadig number one med udsigten og sammenholdet,” lyder det fra den anden side af hækken, der beskytter mødestedet i grønt.

På flere af campingvognene hænger dannebrog ligeså lavt som de mandlige campisternes kønsdele. Det er en vindløs søndag, der blot er gjort mere tyst af turisternes nylige afsked med weekenden, hvor der fredag og lørdag har været fuldmånebadning og grillaften.

Nede på stranden spadserer en enlig herre langs vandkanten. Han har været her siden ’91. Et årstal der nu er blevet hans alder.

”Man er ingen Adonis længere, når man kommer op i alderen. På de overfyldte strande glor man nok lidt når sådan en gammel knark, som jeg, går nøgen i vandet,” fortæller han og afslører at alderdommen ikke har slækket på forfængeligheden.

Det gælder også andre på campingpladsen. Selvom naturisme i wmanges ører måske rimer på moder natur, så har mange alligevel valgt at lade kønsbehåringen undergå en nøjsom rundbarbering. Selv hos naturister hviler åbenbart en forfængelighed, der forsøger at omgå den vildtvoksende natur. Der er en lidt ironisk distance mellem flertallets sang om det nøgne menneskes frihed og den friserede busk under fyndordene.

Hos nogle er urtidsmennesket metro. Hos andre står busken i fuldt flor. I midten af plads-

ens aldeles utrimmede slåenhæk findes dog en undtagelse.

Back to the roots En smal sti fører ind til teltet, der er slået op i midten af den meterhøje hæk. Her sidder Ove foroverbøjet over en bog, mens havet høres gnave sig ind i kysten lidt længere nede. Her har han boet over mange somre, imens han har nydt sit eget og andre naturisters selskab. Selv har han været naturist siden 12-års alderen.

Udover at være mindre bekvemt end den praktiske campinghytte på fire hjul, så ligger teltet på første parket med åben udsigt til Kattegat. Gemt så meget væk, at nøgenhed under alle omstændigheder ikke ville kaste de store problemer af sig.

”Jeg har bevidst fravalgt elektricitet, og jeg nægter at rykke op i en campingvogn. Det skal jeg simpelthen tvinges til. Hernede er man mere i pagt med naturen. Det er den rene urskov,” fortæller Ove. Han kigger længere op af skrænten, hvor formand Henrik nu har pakket sin bil færdig.Henrik kører derfra og efterlader susende den nøgne plet, hvor hans enorme villatelt før stod plantet. Ove vender sig, funderer så lidt.

”Mon man skulle have sagt, at han havde glemt at tage tøj på? Ej, mon ikke han opdager det!”

Tjoh, man er vel bare mennesker, når det kommer til s tykket. Især campisterne på NFJ Naturistcamping, der hverken synes bekymret om den regntunge himmel eller tiltagende blæst.For bar røv er til alle tider bedst.