gi' los dec. 2003

1Gi’ LOS SÆRNUMMER • 4-2003

N R . 4 • 1 0 . Å R G A N G • O K T O B E R 2 0 0 3

LOS - Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud

Gi‘ LOS

Turbulens omkring anbringelseraf børn og unge – efteråret 2003

Særnummer af Gi' LOS

2 Gi’ LOS SÆRNUMMER • 4-2003 3Gi’ LOS SÆRNUMMER • 4-2003

Forord

Jens Hedemand, formand for LOS

Hvad sker der på anbringelsesområdet i øjeblikket - især inden for det private område?

Og hvordan skal det private område begå sig?Hvorfor er det egentligt, at anbringelse uden for hjemmet bliver sat i så dårligt lys, når der er massi-ve erfaringer, der viser, at det er både en nødvendig og en gavnlig indsats? Det er blot nogle af de spørgsmål, vi forsøger at analysere i dette skrift. Hele det private område har det sidste år arbejdet intenst med kvalitet, dokumentation og etik, hvil-ket har medført en endnu mere målrettet indsats over for det enkelte barn og den enkelte unge eller voksen. Der-for er det paradoksalt, at der netop nu i den offentlige mening piskes en stemning op om, at anbringelser kun er af det onde. Selvfølgelig er vi i LOS klar over, at udgifterne på dette om-råde er steget meget, og vi har den helt klare holdning, at in-tet menneske skal anbringes uden for hjemmet uden en ovenud vægtig grund. Men vi tror ikke, at pengene blot er smidt ud på ligegyldige placeringer uden for hjemmet, fordi der er blevet stadigt flere anbringelser. Det er fordi antallet af børn, unge og voksne, der har brug for hjælp, er foruroligende stigende. Og her burde blikket være rettet mod, at den egentlige årsag bliver behandlet, i stedet for at anbringelsesområdet bliver mistænke-liggjort og gjort op i kroner og øre. LOS håber med dette skrift at kunne give den nuværende de-bat omkring anbringelsesområdet en ny og ekstra dimension, så fokus kan blive drejet væk fra økonomi og hen mod de menne-sker, der i virkeligheden trænger til hjælp. I virkeligheden er økonomi jo blot en diskussion om, hvordan samfundets midler skal fordeles. Her bør vi altid huske på, at man kan vurdere et samfunds succes på, hvordan det behandler sine svageste.

3Gi’ LOS SÆRNUMMER • 4-2003

GI‘ LOS • NR. 4 SÆRNUMMER • 10. ÅRGANG • OKTOBER 2003 ISSN 1398-3539RedaktionGeert Jørgensen, ansvarshavendeTlf. 70 23 34 00 • 40 63 67 09Deadline næste nr.: 20. november 2003

UdgiverLOS - Landsforeningen af opholdssteder,botilbud og skolebehandlingstilbudSekretariatetSkindergade 23, st. • 1159 København KTlf. 70 23 34 00 • Fax 70 23 54 00E-mail: [email protected]

LayoutPeder Hovgaard, www.ph7.dk

TrykPhønix-Trykkeriet asDenne tryksag ersvanemærket.

NO

RDI

SK MILJØMÆRKNIN

G

Tryksag541 006

Indhold særnummerTurbulens omkring anbringelser af børn og unge – efterår 2003:

4 Indledning

6 Hvad har udviklingen været de seneste år?

9 Hvad medvirker til fortsatte udgifter til anbringelse?

10 Hvad går kritikken af anbringelse på, og hvad gør man for at bremse op?

11 Hvilke alternativer peger man på?

12 Hvad kan de private tilbud gøre i den øjeblikkelige situation?

13 Hvad siger forskningen?

14 Hvad peger nuværende og tidligere anbragte på?

15 Hvordan sikrer vi bedre anbringelser?

18 Sammendrag

20 Litteraturliste

Seneste nytLOS er sammen med andre interesseorganisationer blevet inviteret til et inspirations-møde om anbringelsesreformen i Socialministeriet den 21. oktober.I oplægget til mødet hedder det blandt andet om baggrunden for reformen: »I forbindelse med regeringens udspil om social arv er det blevet besluttet, at der skal gennemføres en reform af anbringelsesområdet. Børn, der har været anbragt uden for hjemmet har større risiko for senere at få sociale problemer som misbrug, arbejdsløshed osv. - de er bærere af en negativ social arv. Anbringelsessystemet skal ses som et instrument til at bryde denne arv, og reformen skal gøre det til et stærkere instrument.

Reformens indholdDet er hensigten, at reformen skal behandle følgende fi re temaer:• Mere ansvar til familien• Tidligere indsats, færre anbringelser• Målretning af indsatsen, bedre sagsbehandling og effektmåling• Kvalitet i anbringelsen og i efterværnet.«

�

��

��

��

Gi‘ LOS

��

��


Af Geert Jørgensen,sekreariatschef, LOS

Dette skrift er et forsøg på over-for LOS’ medlemmer og andre

interesserede, at give LOS’ bud på nogle af de vigtigste forhold om-kring den aktuelle udvikling inden for anbringelse af børn og unge og de udfordringer, som anbringelses-stederne står overfor. Anbringelse af børn og unge uden for eget hjem er i øjeblikket under et voldsomt pres. Efter at have været inde i en stadig vækst si-den 1997, sættes der nu fra flere si-der ind med et angreb på de stadigt stigende udgifter til anbringelser af børn og unge. Stigende udgifter, der for en stor dels vedkommende bunder i politiske vedtagelser om et udvidet serviceniveau på områ-det. Eksempelvis lovgivningen om voldspakken, ungdomssanktion og styrkelse af særlig støtte for udsatte børn og unge, der alene er beregnet til at koste 350 millioner om året. Et andet forhold der har været med til at øge udgifterne er det stigende kvalitetskrav, forstået som kvalitet i skriftlighed, dokumentation, pro-fessionalisme m.v. Der er ingen tvivl om at dette angreb på anbringelse af børn og unge uden for eget hjem for en stor del skyldes økonomitænkning. Skattestoppet og grundtakstmodel-

len tvinger kommuner og amter til at se nøjere på, hvad det er de får for deres penge, når de anbringer børn og unge uden for eget hjem. Men det er som om politikere og le-dende embedsmænd (i betryggen-de afstand fra »sagerne«) er ramt af »kikkertsyn«. Siden 2010-scenari-et1 i al sin gru gik op for dem, foku-seres der i stigende grad på alt, der kan tale imod anbringelse af børn og unge. Nu er der fra mange sider stort set kun dårligt at sige om an-bringelse af børn og unge.Det var således helt i tråd med ti-dens økonomifokuserede trend, at Amtsrådsforeningen og SL på en fælles konference i april 2003 om »Kvalitet i det socialpædagogiske arbejde« blandt oplægsholderne har en kontorchef fra Finansmini-steriet. Men det vil være for nemt og uklogt af anbringelsesstederne blot at skyde på politikere og em-bedsmænd og sige, at de kun tæn-ker på pengene og ikke på barnets tarv. Selv om en del af kritikpunk-terne af anbringelse af børn og unge fordrejes eller pustes op, for at blive brugt til at legitimere øko-nomistyringen, står anbringelses-stederne over for nogle alvorlige udfordringer, når det gælder om at overbevise politikere og det øv-rige samfund om, at en anbringelse i samme udstrækning som hidtil er

det bedste tilbud til udsatte børn og unge. Anbringelsesstederne har her en række problemer, som jeg skal komme ind på senere. Fra slutningen af 60’erne og frem foregik der en udvikling, hvor en række døgninstitutioner blev ned-lagt, og kommunerne i højere grad anvendte billigere tilbud som fami-liepleje, kollektiver og senere op-holdssteder. Enhedsomkostninger-ne (udgiften pr. barn) faldt, blandt andet fordi en lang række mere el-ler mindre behandlingskrævende børn og unge gled fra det »gamle« behandlingssystem over i disse bil-ligere foranstaltninger, hvor der også var et andet syn på, hvad der skulle til for at hjælpe disse børn og unge. Siden da er bølgen væk fra det specialiserede gradvist vendt. I de senere år er man i stigende om-fang begyndt at diagnosticere disse børn og unge og specialisere tilbu-dene til dem. Man fokuserer på, at de har et behandlingsbehov og stil-ler i stigende omfang krav til ind-holdet og karakteren af det pæda-gogiske arbejde, herunder også til beskrivelse og dokumentation. Det er efter min mening indlysende, at det stigende krav om professiona-lisering af anbringelsesstederne, er et af de forhold, der er med til igen at øge omkostningerne på anbrin-gelsesområdet. Man kan så spørge sig selv, om de stigende formkrav til anbringelsesstederne i sidste ende medvirker til et bedre liv for de anbragte børn og unge. Professionaliseringens indvirk-ning på udgifterne er man også inde på i »Udfordringer og mulig-heder – den kommunale økonomi

Indledning

Baggrund for analysen, kommentarer til den politiske og admi-nistrative situation – Hvilke motiver ligger der bag – Hensynet til de anbragte – Hensynet til økonomien – Lidt historie – Ønsket om at nedbringe anbringelsestallet vil især ramme de »lettere sager« – Modsætning til ønsket om samtidig at styre plejeveder-lagene nedad – KABU på den ene side, samtidig angrebet på an-bringelserne i stedet for at afvente resultaterne


frem mod 2010«, hvor man gør opmærksom på, at man forestiller sig, at et fald i anbringelsestallet især vil ramme de »lettere sager«. Samtidig med, at man i andre sam-menhænge slår på, at man vil have hævet kvaliteten. På trods heraf ar-bejder man med muligheden for at nedsætte enhedsomkostningerne. Det vil sige, at udfordringen er tredobbelt: Man vil have løftet en tungere opgave, med en højere kva-litet og til en lavere pris. Endelig er det utrolig ærgerligt, at det har taget så lang tid, at få startet KABU-projektet2 op, og at det er blevet så amputeret, som det er i forhold til de oprindelige inten-tioner. Da KABU blev introduceret i forbindelse med nedsættelsen af anbringelsesudvalget, der afslutte-de sit arbejde med en rapport i maj 2000 blev der afsat 75 millioner kr. til forskning og metodeudvikling. KABU skulle sikre en gennemgri-bende kvalitetsudvikling af hele anbringelsesområdet. Siden er om-kring halvdelen af pengene blevet brugt til andre ting. KABU blev lanceret som det ul-timative og gennemgribende kva-litetsprojekt, der for alvor skulle undersøge, dokumentere og udvik-le arbejdet omkring anbringelse af børn og unge. Det er foreløbig blevet til en rigtig god forsknings-oversigt udarbejdet af SFI, en un-dersøgelse og rapport omkring anbringelse af etniske unge, TA-BUKA3, samt starten på et longitu-dinelt forskningsprojekt, hvor SFI skal føle en række anbragte børn i de kommende år. De 10 millioner der nu er tilbage til at lave forskning, metodeud-

vikling og dokumentation for, har man besluttet skal gives til en lang række mindre projekter, hver på maks. 200.000 kroner. I stedet for den gennemgribende indsats man lagde op til i starten, får man nu en lang række småprojekter, der hver for sig sikkert er udmærkede, men vil glide ind i den lange række af udviklingsprojekter og lignende, der kun har haft betydning for de involverede og i øvrigt ligger og samler støv rundt om på reolerne.

1 I rapporten »Udfordringer og muligheder – den kommunale økonomi frem mod 2010« udgivet af Finansministeriet i 2002 fremskrives anbringelsesudgifterne ud fra den hidtidige stignings-takt til i et »worst case scenario« at stige med 200 % til 20-25 milliarder kr. i 2010.2 KABU, Kvalitet i Anbringelsen af Børn og Unge er en udløber af arbejdet i Anbringelsesudval-get, der afsluttede sit arbejde med en rapport i maj 2000. Oprindeligt var der afsat 75 millioner kroner fordelt over tre år til forskning, udvikling og dokumentation. Siden er beløbet skrumpet ind. I uge 40 fordeles 10 millioner kroner til forskellige ansøgninger. Der er indkommet 187 an-søgninger, og det øvre loft er 200.000 for hvert projekt.3 TABUKA-projektet er et delprojekt under KABU, hvor en gruppe tidligere anbragte er kommet med deres bud på bedre anbringelser.

��

��

��

Gi‘ LOS

��

��


Som det fremgår af tallene er det i 2002 stort set lykkedes amter

og kommuner, at standse stignin-gen i antallet af anbragte børn og unge. Som det fremgår af tallene for anbringelsesprocenten (andelen af alle børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet) kan langt stør-stedelen af den nominelle stigning i antallet af anbringelser henføres til den generelle stigning i antallet af børn og unge i Danmark. Generelt anbringes der langt fle-re af en årgang børn og unge jo æl-dre de bliver. Og hvis man samtidig iagttager ændringen i alderssam-mensætningen (der bliver relativt flere 10-19 årige og færre 0-9 årige i disse år) burde stigningen i an-bringelsestallet alt andet lige have været større end de 259 anbringel-sestallet er steget fra 2001 til 2002. I en prognose jeg lavede i 20014 be-regnede jeg, at antallet af anbrin-gelser alt andet lige ville stige med 347 fra 2001 til 2002, så i forhold til tidligere anbringelsespraksis, er der tale om et fald. Det kan derfor

undre, at man stadig hører udtalel-ser om, at antallet af anbragte børn og unge stadig stiger voldsomt.Til gengæld stiger antallet af fore-byggende foranstaltninger fortsat. Stigningen var på 9,6 % fra 12.748 i 2001 til 14.100 i 2002. Når det gælder udviklingen i 2003 er det usikkert at sige noget entydigt herom. En undersøgelse foretaget af Dagbladet Politiken og offentliggjort den 13. septem-ber i år konkluderer, at der sta-dig anbringes flere børn. Politiken spurgte landets 271 borgmestre om hvorvidt deres kommune havde faldende, uændret eller stigende antal anbringelser af børn og unge i 2003. her meldte 132 kommuner om fortsat stigning, 31 kommuner om faldende tendens og 105 kom-muner et uændret antal. 3 svarede »ved ikke«. Udviklingen i det reelle antal anbragte børn kan dog ikke umid-delbart udledes af denne undersø-

gelse, da tallene ikke sammenhol-des med kommunestørrelse eller antallet af anbragte børn i 2002. Tendensen behøver derfor ikke nødvendigvis at være lig med den faktiske udvikling i antallet af an-bragte børn og unge. Konklusionen er også i modstrid med udsagnene fra socialrådgi-verne i kommunerne samt en lang række andre fagfolk, men selv-om der skulle være en stigning i 2003,er det et usikkert grundlag at konkludere på. Når det gælder de private op-holdssteder for børn og unge, lå antallet af opholdssteder med ledi-ge pladser blandt LOS’ medlemmer før grundtakstens indførelse på ca. 40-50 steder. I foråret 2002 var tal-let steget til 60-70 steder ud af 357 opholdssteder. Fra efteråret 2002 til sommeren 2003 lå det rimelig konstant omkring 90-95 steder for børn og unge ud af de 380 opholds-steder, der i dag er medlemmer af LOS (det er usikkert, hvor mange ledige pladser det enkelte sted på listen har). En del af stigningen kan dels forklares med den læn-gere sagsbehandling og dels med et stigende antal opholdssteder, d.v.s. en øget kapacitet og hermed et større kapacitetsoverskud. Her i efteråret er dette tal dog i løbet af kort tid steget til 108 steder med ledige pladser, det vil sige en plud-selig stigning på 20 %, der ikke blot kan tilskrives tilgangen af nye steder. Hvad der ligger bag denne pludselige stigning er svært at sige, men sammenholdt med andre ud-meldinger fra fagfolk, er der meget

Hvad har udviklingenværet de seneste år?

Danmarks Statistik frem til 31.12.2002 – Tallene fra Den Socia-le Ankestyrelse for de fire kvartaler af 2002

Tabel 1. Antallet af anbragte børn og unge 1997-2001.Danmarks Statistik*År Anbringelses-

procentAntal anbragte børn og unge

Stigning ift. året før

1997 0,93 % 11.499 1,1 %

1998 0,97 % 12.129 5,5 %

1999 1,01 % 12.672 4,5 %

2000 1,08 % 13.641 7,7 %

2001 1,11 % 14.171 3,9 %

2002 1,12 % 14.430 1,8 %*Tallene for 2002 er foreløbige tal

4 Offentliggjort i Gi’LOS, nr. 3, 2001


��

��

��

Gi‘ LOS

��

��

der tyder på, at der for tiden er tale om en betydelig nedgang i antal-let af anbringelser. Social- og psy-kiatriudvalget i Fyns Amt vedtog den 24. september at arbejde på at nedlægge 77,5 pladser på grund af manglende belægning på de amts-lige institutioner. Også dette er et tegn på, at der for tiden sker noget markant omkring anbringelse af børn og unge uden for hjemmet. At der hersker stor uklarhed om den aktuelle udvikling er tydeligt. Senest har KL i en artikel på deres hjemmeside den 2. oktober meldt ud, at den nyeste ressourceopgø-relse fra Danmarks Statistik viser, at kommunerne ikke skærer ned, men fortsat udvider, og at der der-for fortsat brug for en mere aktiv styring af området. I artiklen hed-der det blandt andet: »Der har i den seneste tid været en del røre om besparelser på grund-takstområdet. Påstande om mange hjemtagninger fra døgninstitutioner og plejefamilier for at spare penge har været fremme i pressen. Ser vi på ressourceopgørelsen »en faktisk opgørelse over hele landet« tegner der sig et noget andet billede. I den sociale ressourceopgørelse tælles an-tallet af pladser på forskellige typer sociale foranstaltninger. Den mod-stående tabel (i kke medtaget her, red.) opsamler udviklingen fra 2002 til 2003. Tabellen viser, at kommu-nerne ikke bruger færre pladser, men fortsat udvider.« Problemet er her blot, at de anvendte tal fra Den sociale res-sourceopgørelse som det fremgår handler om udviklingen i antallet af pladser, at de omhandler perio-den fra marts 2002 til marts 2003, samt at de ikke siger noget om an-tallet af anbragte, endsige noget om den seneste udvikling. Der er jo som nævnt ovenfor fokus på, at der netop nu, i stigende omfang meldes

om en markant stigning i antallet af ledige pladser. Den anvendte ressourceopgørelse kan derfor ikke bruges til at sige noget om udvik-lingen i antallet af anbragte børn og unge i 2003. En af grundene til, at det ikke er gået værre for opholdsstederne i 2002 er, at stort set hele den re-lativt lille stigning i antallet af anbringelser er gået til opholds-stederne. Et forhold, der kan tyde på, at der er en præference for an-bringelse på opholdssteder i mange kommuner. Dette underbygges af Socialministeriets undersøgelse af ventetider i december 2002. På det-te tidspunkt (tallene skal tages med et vist forbehold) ventede 514 børn og unge på landsplan på en anbrin-gelsesplads. Heraf ventede de 229 på en plads på et opholdssted. Det er også her bemærkelsesværdigt, at selvom opholdsstederne kun udgør 17 % af pladserne på anbringelses-området, venter 45 % af de om-handlede børn og unge på en plads på et opholdssted. Antallet af børn og unge på ven-teliste ved årsskiftet var større end antallet af ledige pladser. En del af ventelisten skyldes matchnings-problemer, eller at nogle børn og unge ventede på et bestemt tilbud.

Udviklingen inden for deforskellige anbringelsesformerI diagrammet nedenfor kan man se

udviklingen indenfor de fire største anbringelsesformer. Når man ser på udviklingen i an-tallet af børn og unge, der anbrin-ges på de forskellige anbringelses-steder er det bemærkelsesværdigt, at opholdsstederne også i 2002 har fortsat deres stigning i andelen af det samlede antal anbringelser. Dette vil nok komme bag på en del af dem, der har haft den opfattelse, at amterne i stor udstrækning har brugt deres medfinansiering til at sikre, at anbringelser over grund-taksten skete på de amtslige in-stitutioner. Der foreligger da også en del tilkendegivelser fra sagsbe-handlere og opholdssteder om, at de har haft sager, hvor amtet gik ind og pressede kommunen til en anden anbringelse end den ønske-de, men generelt peger stigningen i anbringelser på opholdsstederne sammen med et lille fald i anbrin-gelser på døgninstitutioner på, at problemet ikke har den udstræk-ning, mange har troet. En faktor, der kan spille ind, er at ifølge meldinger fra døgninsti-tutionerne er det især de mindre børn, der i langt mindre omfang anbringes på institution, og her den ledige kapacitet primært lig-ger, hvorimod unge-institutioner-ne ikke har ledige pladser i samme omfang. I perioden 1997 er antallet af an-bringelser på opholdsstederne ste-

Familiepleje

Døgninstitution

Opholdssteder

1997 1998 1999 2000 2001 2002

7000

6000

5000

4000

3000

2000

1000

0

Diagram 1. Antallet af anbringelser fordelt på anbringelsessted.


��

��

��

Gi‘ LOS

��

��

get støt hvert år og er fordoblet fra 1.202 i 1997 til 2.460 i 2002. An-tallet af anbringelser på døgninsti-tutioner steg med 9 % fra 1997 til 2000 fra 3.097 til 3.380 hvorefter tallet siden er faldet en smule til 3350 i 2002. Anbringelser i familie-pleje steg støt fra 1997 til 2001 med i alt 29 % fra 5.023 til 6.492, hvor-efter stigningen tilsyneladende er bremset op. I 2002 sås blot en min-dre stigning til 6.560. Hvorledes den fortsatte udvik-ling kommer til at se ud, er svært at spå om. Alt andet lige må man forvente, at den hidtidige stigning i anbringelse på opholdsstederne bremses op. Hidtil har opholdsste-derne været en del af en udvikling med stigende antal anbringelser, hvilket for mange har forklaret den fortsatte fremgang. Hvis der fort-sat skal ske en stigning i anbrin-

gelser på opholdssted kommer det i de kommende år til at ske ved en minimering af de øvrige anbringel-sesformer. Man kan ikke forvente, at eksempelvis amterne imens blot ser passivt på. Det kommer i høj grad til at afhænge af hvorvidt de forskellige anbringelsessteder kan opfylde kommunernes ønsker til fleksibilitet og forholdet mel-lem pris og kvalitet. Som tidligere nævnt må det forhold, at opholds-stederne har formået at optage stort set hele tilgangen i 2002 tyde på en kommunal præference overfor op-holdssteder. Et andet forhold, som i øvrigt kan undre er, at brugen af døgnin-stitutioner ikke er steget på trods af, at amterne gennem de senere år har fået mange millioner kroner fra staten til at oprette nye pladser. Om det skyldes, at der er nedlagt andre

amtslige tilbud i samme omfang, el-ler der ikke er overensstemmelse mellem kommunernes behov og de amtslige tilbud, må henholdsvis amter og kommuner kunne svare på.


Udviklingen siden 1997 har som tidligere nævnt af mange grun-

de medført en meget stor stigning i udgifterne til anbringelse. Når man nu fokuserer så kraftigt på at få ned-bragt antallet af anbringelser skyl-des det, at man ved, at der de næste år er en stigning i antallet af børn og unge og især af større unge. En stigning, der alene vil betyde en ud-videlse af anbringelsestallet på om-kring 15 % – alt andet lige. Så selv uden stigninger i enhedsomkostnin-ger og anbringelsesprocenten i for-hold til i dag vil der være tale om en stigning på op mod en milliard kro-ner frem til 2010. De tidligere nævnte initiativer omkring voldspakken, ungdoms-sanktion og særlig støtte, er også initiativer, der peger på en fortsat udgiftsstigning set i forhold til al-derssammensætningen blandt børn og unge de kommende år. Udviklin-gen inden for børne- og ungdoms-kriminaliteten har vist, at på trods af en faldende kriminalitet, laver et stigende antal unge stadig grovere kriminalitet. En meget stor del af disse kriminelle unge har en anden etnisk baggrund end dansk. En un-dersøgelse (Hannemann, 2003) vi-ser, at når det gælder etniske børn og unge, har især børn under 10 år

i langt mindre grad end andre børn været anbragt uden for hjemmet. Tilsyneladende står sagsbehandlerne usikre over for at gribe ind i etniske familier. Efterhånden som udviklin-gen »normaliserer« indsatsen over-for etniske familier vil man kunne forvente, at også antallet af anbragte etniske børn vil stige, hvilket social-ministeren som tidligere nævnt har udtalt ønske om. Samtidig har hun annonceret, at der skulle oprettes to opholdssteder specielt til kriminelle børn og unge med anden etnisk bag-grund end dansk. At det så vil være en udfordring, at udvikle tilbud, der i højere grad tilgodeser denne målgruppes behov, er indlysende. For kriminelle unge anvendes anbringelse – og gerne langt fra hjemmemiljøet – ofte som en effek-tiv måde at fjerne problemet fra lo-kalområdet. Der er også på trods af modstand og inerti i systemet, en sti-gende efterspørgsel på individuelle løsninger til særligt vanskelige unge. Der har også i de senere år været en udvikling i antallet af kriminelle og voldelige piger. Der er en stigning i antallet af børn af psykisk syge og misbrugere. 40 % af alle anbragte børn og unge er børn af psykisk syge og misbru-

gere, så denne stigning vil umiddel-bart have stor indflydelse på antal-let af anbragte børn og unge. Der er også en markant stigning i antallet af børn og unge med diag-noser som DAMP, Aspergers Syn-drom, autisme m.v.. Der er allerede etableret en lang række anbringel-sessteder, der målretter sig denne gruppe, men de ungdomspsykiatri-ske afdelinger melder fortsat om et stort behov for flere anbringelses-pladser til efterbehandling. Når det gælder forebyggelse, har det vist sig, at der måske snarere end at være tale om forebyggelse af anbringelse er tale om en serviceud-videlse i forhold til hjemmeboende børn med særlige behov. Forhåbent-lig har man heller ikke glemt erfa-ringerne fra sidst, man skar markant ned i antallet af anbringelser om-kring starten af 90’erne. Dengang hed det forebyggelse i stedet for an-bringelse og mindsteindgrebs-prin-cippet. Og i nogle kommuner: ingen anbringelse af unge over 14-15 år. Det medførte tiltagende problemer med »utilpassede unge« mange ste-der i landet. Og har helt givet været medvirkende til den store stigning i anbringelser siden 1997. Endelig er det også vigtigt at på-pege, at trods al kritikken af anbrin-gelse uden fir hjemmet, har en lang række sagsbehandlere i mange sager været vidner til nogle børn og unge, der fik det markant bedre og blom-strede op efter at blive anbragt. Der findes også positive historier om an-bringelse, selv om de måske ikke er lige så interessante for tiden. Et ek-sempel er DPU’s evaluering af op-holdsstedet Charlottenborg (Rosen-dal Jensen 2003).

Hvad medvirker til fortsatteudgifter til anbringelse?Det stigende børnetal, især blandt de større børn – Voldspakken – Ungdomssanktion – Særlig støtte – Anbringelser fjerner problemet fra lokalområdet – Individuelle løsninger – De positive evalueringer der trods alt findes – Manglende resultater af forebyggelse hidtil på trods af stor udgiftsstigning – Erfaringerne fra sidst anbringelsestal-let blev presset ned – Hidtil meget lavere anbringelsestal for etniske børn – Stigende antal kriminelle unge, især tungere og unge med anden etnisk baggrund end dansk – Stigende antal voldelige og kri-minelle piger – Stigende antal diagnosticerede med Asperger, DAMP, autisme m.v. – Stigende antal børn af misbrugere og psykisk syge


Hvad er det så, kritikken af an-bringelsesstederne går på?

Det skifter lidt efter situationen, og hvor store krav til saglighed og dokumentation kritikerne stil-ler til sig selv, men hovedkritikken går på:• Manglende effekt – det nytter al-

ligevel ikke noget.• Kvaliteten er for dårlig eller

usynlig.• For mange anbringelser bryder

sammen.• For mange børn og unge genan-

bringes.• Desuden er det alt for dyrt.

Kritikken peger på anbringelses-områdets næststørste udfordring – efter udfordringen om at skabe de bedst mulige rammer og opvækst-betingelser for de anbragte børn og unge – nemlig at forbedre såvel be-skrivelsen af tilbudene som doku-mentationen af værdien af indsat-sen for de anbragte børn og unge. Når det gælder kritikken af de mange sammenbrud vil jeg se-nere komme ind på hvad, der kan gøres for at bedre dette forhold. Jeg skal her blot pege på den alt-overskyggende nødvendighed af et ordentligt forarbejde, en om-hyggelig matchning af barnet og anbringelsesstedet og styrkelse af rummelighed og fleksibilitet på anbringelsesstedet. Når det gælder

genanbringelser er det – udover sammenbrud i en tidligere anbrin-gelse – især de gentagne hjemgivel-ser i mange sager, der er årsagen hertil. Den høje grad (ca. 90 %) af frivillige anbringelser i Danmark, medvirker til at disse gentagne hjemgivelser er langt hyppigere i Danmark end i noget andet nordisk land. Kritikken, af at det er for dyrt, ville for en dels vedkommende kunne imødegås med en bedre dokumentation af, hvad man rent faktisk får for pengene. Det kan selvfølgelig heller ikke udelukkes, at der i nogle tilfælde kunne opnås fordele ved en bedre økonomisk styring på de enkelte anbringelses-steder. En af de måder, man forsøger at nedbringe udgifterne på er ved at »tømme« diagnoserne for rettighe-der. Dette gælder særlig indenfor specialundervisningen. En anden måde er, at man i stigende grad fjer-ner kompetencen fra sagsbehand-lerne og lægger den højere oppe i systemet lægges hos ledelsen/det politiske niveau. Herved overlader man afgørelsen til personer, der er fjernere fra »sagen«, og opnår der-med en mindre følelsesmæssig in-volvering fra beslutningstagerne i afgørelsen af, hvorvidt man vil bevilge en anbringelse i en konkret sag. Desuden prøver man at mini-

mere »ekstraydelser«, det vil sige betaling for ydelser som anbringel-sesstedet af forskellige årsager stil-ler krav om ud over den alminde-lige anbringelsesaftale. Hvor store beløb, der her er tale om, er ikke dokumenteret, så spørgsmålet er, hvor meget det reelt drejer sig om. Desuden arbejder man aktivt på at begrænse opsigelsesvarslerne i for-hold til opholdsstederne, et andet forhold, der efter min opfattelse kun i ringe grad betyder noget i de samlede udgifter, men nok snarere er et psykologisk irritationsmo-ment. I familieplejeforeningerne ople-ver man for tiden, at kommunerne trækker tilsynene med de anbrag-te børn hjem, ofte uden at afsætte flere ressourcer i forvaltningen, hvorfor man erkender, at familie-plejerne vil få langt mindre støtte og supervision i arbejdet fremover. En klar serviceforringelse, der ikke kan undgå at medføre en ringe-re indsats for de berørte børn og unge. Endelig har socialministeren an-nonceret, at hun vil komme med en anbringelsesreform blandt andet for at nedsætte udgifterne til an-bringelse af børn og unge uden for hjemmet, men også med den mål-sætning at »… i højere grad sikre, at indsatsen er effektiv og hviler på grundige undersøgelser, klare mål-sætninger og velevaluerede foran-staltninger.«

Hvad går kritikken af anbringelse på, og hvad gør man for at bremse op?Dårlig kvalitet – Ingen effekt – Sammenbrud – Genanbringelser – For dyrt – Regeringens, KL og Amtsrådsforeningens vedholden-de pres på kommunerne om at få anbringelsestallet ned – Myn-dighederne vil tømme diagnoser for rettigheder – Kompeten-cen fjernes i stigende grad fra sagsbehandlerne og lægges hos ledelsen/det politiske niveau – Færre »ekstraydelser« – Social-ministerens bebudede anbringelsesreform

��

��

��

Gi‘ LOS

��

��


Signalerne om at der skal findes andre løsningsmuligheder end

de nuværende anbringelsessteder er mange. Både fra regeringen og fra kommunerne fokuseres der i stigende omfang på normalsyste-mets rummelighed. Det gælder især inden for folkeskolen, men også in-denfor andre områder som f. eks. daginstitutioner m.v.. Der har gen-nem de senere år været en stigende tendens til udstødning gennem diagnosticering og specialisering. Der er en bred politisk enighed om, at dette nu skal minimeres. Når det gælder intentionerne omkring anbringelse uden for hjemmet, er der også en lang række signaler. Socialminister Henriette Kjær har i flere sammenhænge ud-talt sig til fordel for en øget priori-tering af familierådslagning, fami-lieanbringelser og kritisk overfor anbringelser, især af større unge, som er dem, der anbringes flest af. Ministeren har også udtalt, at hun ikke mener, at det nytter noget at anbringe unge, at det skal ske me-get tidligere. Modsat udtalte hun dog i forbindelse med drabet på en ung italiener på Nørrebro, at der skal anbringes flere – etniske – unge. På samrådet i Folketingets So-cialudvalg den 19. september un-derstregede ministeren, at det ikke bare gjaldt om at anbringe færre børn og unge, men om at anbringe

de rigtige børn og unge i de rigti-ge tilbud i rette tid. En holdning, der naturligt nok ikke var nogen uenighed om. Samtidig diskute-redes en kommende anbringelses-reform, med det mål at nedbringe antallet af anbringelser. Mens jeg hørte debatten kunne jeg ikke lade være med at tænke på A.P. Møllers slogan »rettidig omhu«. Hvis det kunne blive le-detråd for såvel kommuner som anbringelsessteder, lige fra proble-merne opstod for det enkelte barn eller unge til vedkommende var kommet godt i vej med sit liv, ville vi være kommet et godt stykke af vejen mod større succes i arbejdet med udsatte børn og unge. I en artikel fra Jydske Vestky-sten under overskriften: Splittelse af familier skal bekæmpes, om at nedbringe anbringelsesudgifter-ne hedder det blandt andet: So-cialminister Henriette Kjær (K) vil bruge 65 mio. kr. årligt i fire år på at knække den voksende kurve over antallet af børn, der anbringes uden for hjemmet. Pengene skal bruges til en indsats allerede fra babyalderen, lektiehjælp og »børnehimmelekspres-ser«, hvor børnefamilier i problemer kan henvende sig, og hvor barnet kan gå hen og være, hvis f.eks. mor kom-mer på stoffer eller far ryger i fæng-sel. Flere kommuner er begyndt at se på, om MST – Multi Systemisk

Terapi kan nedbringe antallet og varigheden af anbringelser uden for hjemmet. Der er fra flere sider endog meget store forventninger til hvor meget anvendelsen af MST kan reducere anbringelsesudgif-terne. Desuden får kommunerne nu mulighed for selv at oprette op-holdssteder i konkurrence med de private og der skal udvides med lokale »børnehuse«, hvor udsatte børn kan komme i perioder, når det står værst til derhjemme. Endnu en understregning af ten-densen er at Horsens Kommune – der i øvrigt i lighed med flere andre kommuner har iværksat massive tilbagetrækninger af anbragte unge – i årene 2003-2005 fra SIBU-puljen har fået tildelt 3 x 450.000 til pro-jekt: »Alternativer til anbringelse, forslag til ny foranstaltningsarki-tektur«. Århus Kommune og Århus Amt har i fællesskab udviklet et idé-katalog med i alt 50 forskellige ideer til en bedre og strammere styring af de sociale udgifter. I en rapport foreslås det, at de 35 af de 50 ideer skal realiseres i pe-rioden 2003-2006. I årene derefter skal de sidste 15 ideer udvikles.De nævnte tiltag er blot nogle få af de mange tiltag, som er undervejs i kommunerne for at nedbringe an-tallet af anbringelser.

Hvilke alternativer peger man på?Større rummelighed i normalsystemet – Forebyggelse – MST – Familierådslagning – Familieanbringelser – Lokale »børnehu-se«- SIBU midler i år. Bl.a. Horsens Kommune 2003-2005, 3 x 450.000 til projekt: Alternativer til anbringelse, forslag til ny foranstaltningsarkitektur.Århus Amt og Århus Kommunes idékatalog

��

��

��

Gi‘ LOS

��

��


��

��

��

Gi‘ LOS

��

��

Som det fremgår af dette notat, er udfordringerne store for op-

holdsstederne. Der er for mig ingen tvivl om, at der ikke i de kommen-de år er plads til at fortsætte den store tilgang af opholdssteder, der har været siden 1997. Det stigende antal ledige pladser vil medføre, at en del af de eksisterende opholds-steder vil lukke eller gå konkurs. En udvikling, der allerede er star-tet. Omvendt kan det enkelte sted gøre meget for at overleve og ud-vikles. Generelt har opholdssteder-nes styrke været deres evne til at tilpasse sig kommunernes og de an-bragtes behov, og der er ikke nogen grund til at de ikke endnu en gang skal kunne klare denne opgave. Blandt de områder, hvor op-holdsstederne skal sætte deres fo-kus i den nye situation er:• Åbenhed og gennemsigtighed• Fleksibilitet kombineret med

målrettethed• Kvalitet• Dokumentation

I forbindelse med den stigende konkurrence på anbringelsesom-

rådet stiger kravene om indsigt i stedernes arbejde både på det pædagogiske plan såvel som det økonomisk/administrative plan. Stederne skal på en gang kombi-nere en høj grad af fleksibilitet og tilpasning til den enkelte anbragtes behov med en tydelighed i målsæt-ningen for det socialpædagogiske arbejde. Her skal de særligt kunne formidle, hvad det er for ressourcer og kompetencer som stedet er i be-siddelse af, og hvilke ressourcer og kompetencer hos den enkelte an-bragte, som man arbejder på at ud-vikle og vil hjælpe den anbragte til at bygge sin fremtidige tilværelse op omkring. Uanset mange af stederne mener, at det er det daglige arbejde, de skal måles på, bliver de nødt til at acceptere, at »markedsvilkårene« i de kommende år ændres – ja allere-de er begyndt at blive ændret. Der vil i stigende omfang blive stillet krav til skriftlighed og dokumen-tation. Om ikke deciderede effekt-målinger, så i hvert fald tydelige beskrivelser af, hvad det er man laver, hvad det er man forventer at opnå, og hvilke metoder man vil anvende for at nå til målet. I forhold til kommunerne må opholdsstederne overveje om de i højere grad end hidtil skal indgå i et samarbejde med deres beliggen-hedskommune. Det kan både være i forbindelse med anbringelser af børn og unge lokalt, opsøgende og forebyggende arbejde. Det kan også være i forbindelse med en eventuel intern skole, hvor mange er åbne for også at optage elever fra lokalområdet. I forhold til selv at drive en specialskole, kan kom-

munen have fordel af at samarbejde med et opholdssted, der har erfa-ring i at arbejde med netop den elevtype, som folkeskolen har op-givet. I forhold til amterne kan op-holdsstederne, og her særligt LOS, gøre amtspolitikerne opmærksom-me på den økonomiske fordel ved i større omfang at samarbejde med opholdsstederne. En model, der for amtsrådet er både billigere og mere fleksibel, end driften af egne insti-tutioner. Jeg har i dette notat indtil nu overhovedet ikke beskæftiget mig med en eventuel strukturreform. Uanset meget p.t. peger på, at am-terne i løbet af få år bliver nedlagt, og vi i stedet får et ukendt antal større regioner – måske uden no-gen særlig rolle på det sociale om-råde – er det alt for tidligt at lægge sig fast på en model. Opholdsste-derne – og LOS – må selvfølgelig forberede sig på de udfordringer en eventuel fremtidig struktur vil stille, og så snart den nye struktur ligger fast indrette sit arbejde der-efter.

Hvad kan de private tilbud gøre i den øjeblikkelige situation?


��

��

��

Gi‘ LOS

��

��

13Gi’ LOS • 3-2003

Der er ikke megen forskning i anbringelser af børn og unge

i Danmark, og den der findes be-skæftiger sig stort set kun med problemer omkring anbringelser og anbragte børn og unge. Dette gælder især forskning, der beskæf-tiger sig med hvad de anbragte børn og unge får eller har fået ud af anbringelsen. Desuden er det vig-tigt at være opmærksom på, at rap-porter som f. eks. »Anbragte børns livsforløb« (Nygård Christoffersen, 1993) beskæftiger sig med gennem-snit. Vi ved fra praksis, at der er forskel på resultaterne af det dårli-ge, det gode og det fremragende ar-bejde. Det kan derfor undre, at der ikke er sat mere ind for at forsøge at afdække hvad det er, der kende-tegner, de allerbedste anbringelses-steder, og hvorledes deres indsats indvirker på de børn og unge, der har været anbragt her. Ud over kravet om større åben-hed, vil det i øvrigt også betyde, at man ude på anbringelsesstederne dropper beskedenheden og trodser janteloven, og tør gå ud og sige det højt, hvis man mener, at man laver et virkelig godt arbejde. Manglerne ved socialforvaltnin-gernes arbejde med anbringelse af børn uden for hjemmet har været genstand for langt mere forskning og er relativt veldokumenteret. Her har især Tine Egelund, Anne Dor-the Hestbæk og Else Christensen dokumenteret manglerne ved kom-munernes forarbejde, men også Karin Kildedal har peget på pro-

blemer omkring sagsbehandlernes kompetence i anbringelsessager. Der er her noget der tyder på, at grundtakstfinansieringen om ikke andet så har skærpet kvaliteten i kommunernes arbejde inden an-bringelsen. To særligt problematiske for-hold, som er kendt fra udenlandsk forskning, men kun er sparsomt dækket i Danmark er sammenbrud i anbringelsen og genanbringelser. Dette er et fantastisk stort problem for de berørte børn og unge, men er tilsyneladende ikke i samme omfang genstand for systemets opmærksomhed – systemet her forstået som det politiske niveau, forvaltningerne og anbringelses-stederne. Alt for mange børn og unges anbringelse bryder af mange forskellige grunde sammen, men uanset grunden stiger risikoen med hver eneste genanbringelse for at anbringelsen, i stedet for at være et positivt skridt på vejen frem mod et godt liv, bliver endnu et neder-lag. At sikre en langt større kontinui-tet er derfor en af de største udfor-dringer såvel anbringelsesstederne som de øvrige involverede står over for. Når det gælder omfanget af forskning på anbringelsesområdet, går der en historie om, at tidligere socialminister Henrik Dam Kristen-sen efter skiftet fra Landbrugsmi-nisteriet udtalte at han undrede sig over, at han kom fra et mini-sterium, hvor der blev brugt flere

Hvad siger forskningen?Forskningsoversigten, Egelund, Hestbæk – Nygård Christoffersen – Christensen – Kildedal – Dårligt forarbejde i socialforvaltnin-gerne (og på stederne) – Genanbringelser – sammenbrud

penge på forskning i en enkelt roe-sort, end på den samlede forskning i anbringelse af børn og unge.


��

��

��

Gi‘ LOS

��

��

Kvalitative undersøgelser og in-terview af blandt andet Karin

Kildedal og Henrik Egelund har betonet betydningen af relationens betydning for at de anbragte børn og unge oplever sig hjulpet og har chancen for at få et godt liv. Der har også i de senere år været et øget fokus på at høre de anbragte selv og også de tidligere anbragte om hvordan de vurderer deres an-bringelse og resultaterne heraf. Se-nest har TABUKA-projektet peget på en række forhold, som tidligere anbragte mener, skal styrkes, hvis kvaliteten i anbringelserne skal hæves. Det drejer sig om en række for-hold, som også kommer frem i en lang række undersøgelser med in-terview af tidligere anbragte ikke bare i Danmark, men også i de øv-rige nordiske lande. Det er for nog-le forholds vedkommende helt ele-mentære ting, der peges på, og det er nærmest pinligt, at det er nød-vendigt for de tidligere anbragte at nævne dem. Først drejer det sig om noget så elementært som en højere grad af inddragelse i beslutningerne om-

kring deres liv, og en langt bedre information om deres rettigheder. Det er en styrket skolegang. For anbragte børn som for alle andre er skolegangen en væsentlig del af så-vel deres identitetsopbygning som den er en stor del af grundlaget for deres videre chancer i livet. De peger på, at det personlige og faglige grundlag hos dem, der ar-bejder med anbragte børn under anbringelsen skal styrkes, kommu-nens tilsyn med anbringelsen skal styrkes, der bør være en ombuds-mand, som kan inddrages i anbrin-gelsessagerne og de skal have kon-taktperson, der følger dem – også hvis de skal gennem flere anbrin-gelser. Desuden understreger de betyd-ningen af et godt netværk, både under og efter anbringelsen, be-tydningen af et ordentligt efter-værn og ret til psykologhjælp. Fælles for mange af de tidligere anbragte, der kommer i Baglandet er, at uanset den kritik de har mod deres anbringelsessteder, er de fle-ste enige om, at det var godt, at de blev anbragt. Flere ville ønske, at de var blevet anbragt tidligere.

Hvad peger nuværendeog tidligere anbragte på?Relationen – Kildedal, Egelund m.fl. – Inddragelse – Styrke sko-legang – Information om rettigheder – Kontaktperson – Netværk under og efter anbringelsen – Styrkelse af det personlige og fag-lige grundlag hos dem, der arbejder med anbragte børn – Et styr-ket tilsyn, herunder ombudsmand – Et ordentligt efterværn – Ret til psykologhjælp – Kontinuitet og stabilitet


Med hensyn til kvaliteten i an-bringelserne spiller en lang

række faktorer ind. Nedenfor har jeg opstillet en række faktorer, der efter min opfattelse har stor betyd-ning for indsatsen. Selv om der er overlap, har jeg forsøgt at opdele dem i forhold, der ligger h.h.v. indenfor og udenfor anbringelses-stedets ansvar. Listerne er ikke udtømmende, men medtager de forhold, jeg mens jeg skrev dette fandt vigtigst. Jeg har sandsynlig-vis glemt noget, som jeg vil ærgre mig over ikke kom med, men sådan må det være. Samtidig skal jeg un-derstrege, at der er nogle forhold, der overlapper, og at anbringelses-stedet også påtager sig et medan-svar, hvis de accepterer at deltage i en anbringelse, hvor der er for-hold, der tydeligvis indikerer, at der er meget ringe chancer for, at anbringelsen skal blive vellykket. Noget af det allervigtigste i for-bindelse med en anbringelse er matchningen. At der er overens-stemmelse mellem barnets/den un-ges behov og anbringelsesstedets ressourcer og kompetencer. Her var det nedslående at læse Udviklings- og Formidlingscentrenes rapport til anbringelsesudvalget i maj 2000. I en fjerdedel af alle sager mente sagsbehandlerne ikke, at anbrin-gelsesstedet levede op til barnets/den unges behov. Det må være ind-lysende, hvor ringe sandsynlighed, der er for at de pågældende anbrin-gelses skal blive en succes.

Hermed kunne man også mind-ske antallet af genanbringelser. Det er evident, at jo flere gange et barn eller ung har været anbragt, jo mindre bliver chancen for, at an-bringelsen bliver vellykket. Ikke desto mindre har vi i Danmark en praksis, der i stort omfang opere-rer med gentagne anbringelser og hjemgivelser. Dette til stor skade for de anbragte børn og unge. I min egen lille undersøgelse fra 1997 fandt jeg, at hvor 75 % af de førstegangsanbragte blev udskre-vet planmæssigt, skete det kun 25 % af de børn og unge, der havde været anbragt over fem gange, og det er der rent faktisk en del børn og unge, der har været. For opholdsstederne peger erfa-ringerne på, at en del af dem må blive bedre til at finde ud af, hvilke børn og unge, de kan rumme, og hvilke de ikke kan rumme. I øvrigt vil jeg henvise til LOS’ og KL’s fælles vejledning Kvalitet i anbringelsen, der rummer en lang række anvisnin-ger på at hæve kvaliteten i opholds-stedernes arbejde. Anvisninger, der i vid udstrækning også kan anven-des af de øvrige anbringelsessteder. Min direkte erfaring med døgn-institutionerne er relativt be-grænset, og jeg har ingen tal for forløbene på døgninstitutionerne – hvad jeg i øvrigt ikke tror nogen andre har. Men det har altid undret mig, når amterne fortæller, at op-holdsstederne jo har det godt, når de selv bestemmer, hvem de skal

modtage på stedet. Det fremstilles nærmest som en dyd, at amterne tvinger deres institutioner til at modtage børn og unge, de ikke mener at kunne rumme, og derfor ikke ønsker at modtage. Jeg har også på et offentligt møde, hørt en amtskonsulent ud-tale, at man jo i amtet godt vidste, at effekten af anbringelse på amtets døgninstitutioner blev bedre, hvis man nedsatte gruppestørrelserne. Blot blev det afslået af økonomiske grunde. Så på den ene side kritise-rer man anbringelsesstederne, her-under døgninstitutionerne, på den anden side påfører man dem et al-vorligt handikap i forhold til den optimale opgaveløsning. For alle anbragte børn og unge er udslusningen og efterværnet af alt-afgørende betydning. Alt for ofte af-slutter man mange års anbringelse, der ofte har kostet mange millioner kroner, med at efterlade den unge i et tomrum, uden nogen form for støtte eller netværk. Det er fuld-stændig absurd, ikke at ville etab-lere rammer for en overgang til en selvstændig tilværelse for den unge. Som tidligere nævnt har der væ-ret megen fokus på problemerne i socialforvaltningernes sagsbehand-ling. Udover inddragelsen af barnet og forældrene vil jeg blot sætte fo-kus på to ting: Antallet af børnesa-ger for den enkelte sagsbehandler og sagsbehandlernes gennemsnitli-ge ansættelsestid kun 11 måneder. Når inddragelse og kontinuitet er så vigtigt for arbejdet med anbrin-gelse af børn og unge, er det ind-lysende, at der må gøres noget ved disse to forhold, der i øvrigt sand-synligvis hænger sammen.

Hvordan sikrer vibedre anbringelser?Forhold der styrker eller svækker den positive effekt af anbringel-sen – Før, under og efter anbringelsen – Uden for anbringelses-stedets ansvarsområde – Indenfor anbringelsesstedets ansvars-område


Forhold uden for anbringelsesstedets ansvarsområde, der henholdsvisstyrker og svækker den positive effekt af anbringelsen

Styrker den positive effekt Svækker den positive effekt

GenereltStabilitet i den politiske holdning Svingdørspolitik – hjemgivelser i utideStabilitet i forældrenes holdning og evner Svingdørsanbringelser – hjemtagelse i utideTilstrækkelige ressourcer, specielt normering Utilstrækkelige ressourcerOpsamling og formidling af erfaringer, udviklingsprojekter og ny viden

Manglende opsamling og formidling

Før anbringelsenGrundig og velkvalificeret forundersøgelse Manglende forundersøgelseGod inddragelse af barnet/den unge Manglende inddragelse af barnet/den ungeAccept og samarbejde fra forældre Modstand fra forældreGod matchning Dårlig eller manglende matchningAccept af anbringelsessted fra barnet/den unge og forældre Manglende inddragelse og accept fra barnet/den unge og

forældre

Under anbringelsenStabil kontakt mellem sagsbehandler og den anbragte Manglende eller ustabil kontakt – sagsbehandlerskiftInddragelse i beslutninger om ændringer Manglende inddragelse – eksempelvis ved afgørelser base-

ret på økonomiske forholdRelevant information Manglende informationAdækvat skolegang og undervisning Manglende eller inadækvat undervisningGod kontakt til forældre Afbrudt eller manglende kontakt til forældreGod kontakt til eventuelle søskende Afbrudt eller manglende kontakt til eventuelle søskendeGod kontakt til øvrige familie og netværk Afbrudt eller manglende kontakt til øvrige familie og netværkNødvendig supplerende støtte Manglende nødvendig supplerende støtteRettidig forberedelse af anbringelsens afslutning Dårlig eller manglende forberedelse af anbringelsens afslut-

ning

Efter anbringelsenEfterværn i nødvendigt omfang Manglende efterværnNødvendig personlig støtte til efterbehandling Manglende personlig støtteStøtte i forbindelse med uddannelse og arbejde Manglende støtte til uddannelse og arbejdeEt arbejde Arbejdsløshed


��

��

��

Gi‘ LOS

��

��

Forhold inden for anbringelsesstedets ansvarsområde, der henholdsvisstyrker og svækker den positive effekt af anbringelsen

Styrker den positive effekt Svækker den positive effekt

GenereltÅbenhed LukkethedViden om egne evner og begrænsninger Manglende selvindsigtÅbenhed for udvikling og supervision Selvtilstrækkelighed God anvendelse af ressourcer, specielt normering Uhensigtsmæssig ressourceanvendelseStabilitet i medarbejdergruppen Hyppige medarbejderskiftVedholdenhed Give for let opErfaringsopsamling og bearbejdning Manglende refleksion over erfaringer

Før anbringelsenGrundig og velkvalificeret visitation Dårlig visitationGod matchning Dårlig eller manglende matchningGod inddragelse af barnet/den unge Manglende inddragelse af barnet/den unge

Under anbringelsenVilje til accept af, og samarbejde med forældre Modstand mod »forældreindblanding«Støtte til forældrekontakt Manglende eller halvhjertet støtte til at fastholde kontakten

til forældreStøtte til kontakt til eventuelle søskende Manglende eller halvhjertet støtte til at fastholde kontakten

til eventuelle søskendeStøtte til kontakt til øvrige familie og netværk Manglende eller halvhjertet støtte til at fastholde kontakten

til øvrige familie og netværkGod relation mellem den anbragte og mindst en medarbejder (plejeforælder)

Manglende relationer på anbringelsesstedet

Inddragelse af den anbragte i hverdagens forhold Manglende indflydelse på egen hverdagRelevant information om ændringer og udvikling på stedet Manglende information om ændringer og udvikling på stedetRelevant information om hvad der skrives om den anbragte HemmelighedskræmmeriInddragelse i hvad der skal skrives i indberetninger og lig-nende i muligt omfang

Umyndiggørelse

Støtte omkring skolegang og undervisning Manglende eller inadækvat undervisningStøtte til overgangen til arbejdsmarkedet Manglende støtte ved overgangenNødvendig supplerende støtte Manglende nødvendig supplerende støtteRettidig forberedelse af den anbragte på anbringelsens af-slutning

Dårlig eller manglende forberedelse af anbringelsens afslut-ning

Efter anbringelsenMulighed for efterværn i nødvendigt omfang Manglende mulighed for efterværnMulighed for personlig støtte til efterbehandling Manglende mulighed for personlig støtteMulighed for støtte i forbindelse med uddannelse og arbejde Manglende mulighed for støtte til uddannelse og arbejdeEt arbejde Arbejdsløshed

18 Gi’ LOS SÆRNUMMER • 4-2003

��

��

��

Gi‘ LOS

��

��

Anbringelse af børn og unge uden for eget hjem er for tiden

ude for et massivt pres. Et pres, der er baseret på den store udgiftsstig-ning området har gennemgået si-den 1997, hvor antallet af anbragte børn og unge igen steg efter et mas-sivt dyk starten af 90’erne. Men selvom økonomien spiller en stor rolle, er der også en række andre faktorer, der spiller ind. På trods af et stigende antal børn og unge, og især inden for de al-dersgrupper, der traditionelt an-bringes uden for hjemmet, er det i 2002 lykkedes amter og kommu-ner at nå regeringens, KL og Amts-rådsforeningens målsætning om at bremse stigningstaksten i anbrin-gelserne. Hvis man sammenligner den lille stigning, der var i anbrin-gelsestallet med den demografiske udvikling i befolkningen, er der oven i købet tale om et – om end lille – fald i 2002. Når det gælder udviklingen i 2003, er der mange modsatrettede udmeldinger, og ge-nerelt må man sige, at det er van-skeligt at sige noget sikkert herom. Når det gælder udviklingen i an-bringelser på de forskellige typer anbringelsessteder, var det eneste område, der gik markant frem an-bringelse på opholdssteder, som gik frem med 12 %. Anbringelse på døgninstitutioner gik tilbage med 1 % og anbringelse i familie-pleje gik frem med 1 %. Anbrin-gelse på kost- efterskoler gik til-bage med 3 %. Sammenholdt med, at 229 ud af 514 børn og unge, der ventede på en anbringelsesplads ved udgangen af 2002, ventede på en plads på et opholdssted, tyder det på, en vis præference i kommu-

nerne for at anbringe børn og unge på opholdssteder.Antallet af børn og unge, der mod-tog forebyggende foranstaltning steg igen – i 2002 steg det med 11 %. Der er en lang række faktorer, der spiller ind, når det gælder den fremtidige udvikling i anbringel-sesudgifterne. Nogle indikerer sti-gende udgiftspres og andre indi-kerer et fald i udgifterne. Blandt de »udgiftsdrivende« kan nævnes: Det stigende børnetal, især blandt de større børn, voldspakken, ung-domssanktion, Lov om særlig støt-te, det forhold, at anbringelser fjer-ner problemet fra lokalområdet. De positive evalueringer og resultater der trods alt findes. Andre faktorer er de manglende resultater af fore-byggelse hidtil på trods af stor ud-giftsstigning. Ligesom erfaringerne fra sidst anbringelsestallet blev presset ned, ikke just burde op-fordre til gentagelse. Der har også hidtil været et meget lavere anbrin-gelsestal for etniske børn. Der er et stigende antal kriminelle unge, især unge, der har begået alvorlig kriminalitet. Her særligt unge med anden etnisk baggrund end dansk. Der er et stigende antal voldelige og kriminelle piger. Der er et sti-gende antal diagnosticerede med Asperger, DAMP, autisme m.v. samt et stigende antal børn af misbru-gere og psykisk syge. Alt sammen forhold, der vil modvirke bestræ-belserne på at nedbringe anbrin-gelsesudgifterne. Heroverfor står en lang række initiativer, der alle har til formål at begrænse antallet af anbringelser. Kompetencen til at godkende en

anbringelse lægges i flere kommu-nerne højere oppe i systemet end tidligere. Der indføres i højere grad økonomiovervågning. Der arbejdes på større rummelighed i normal-systemet, på nye forebyggelsesfor-anstaltninger, familierådslagning, familieanbringelser, MST, lokale børnehuse og mange andre projek-ter. Desuden vil socialministeren gennemføre en »anbringelsesre-form«, der påbegyndes i dette ef-terår, med henblik på at nedbringe antallet af anbringelser. Kritikken af anbringelserne går på flere forhold:• Manglende effekt – det nytter al-

ligevel ikke noget.• Kvaliteten er for dårlig eller

usynlig.• For mange anbringelser bryder

sammen.• For mange børn og unge genan-

bringes.• Desuden er det alt for dyrt.

Kritikken peger på anbringelses-områdets næststørste udfordring – efter udfordringen om at skabe de bedst mulige rammer og opvækst-betingelser for de anbragte børn og unge – nemlig at forbedre såvel be-skrivelsen af tilbudene som doku-mentationen af værdien af indsat-sen for de anbragte børn og unge. Når det gælder forskning og do-kumentation ligger Danmark langt bagud i forhold til de lande, vi nor-malt sammenligner os med. Det er i denne sammenhæng dobbelt ær-gerligt, at KABU er blevet så beskå-ret, som det er blevet. Når det gælder opholdsstederne står de overfor en stor udfordring i de kommende år, hvor man ikke

Sammendrag

2 Gi’ LOS SÆRNUMMER • 4-2003 3Gi’ LOS SÆRNUMMER • 4-2003 19

umiddelbart kan forvente, at en fortsat stigning i anbringelser, vil sikre, at stederne fortsat bliver fyldt op. Blandt de områder, hvor opholdsstederne skal sætte deres fokus i den nye situation er:• Åbenhed og gennemsigtighed• Fleksibilitet kombineret med

målrettethed• Kvalitet• Dokumentation

Nuværende og tidligere anbragte peger på en række forhold, der kan forbedre anbringelserne:Først drejer det sig om noget så elementært som en højere grad af inddragelse i beslutningerne om-kring deres liv, og en langt bedre information om deres rettigheder.

Det er en styrket skolegang. For anbragte børn som for alle andre er skolegangen en væsentlig del af så-vel deres identitetsopbygning som den er en stor del af grundlaget for deres videre chancer i livet. De peger på, at det personlige og faglige grundlag hos dem, der ar-bejder med anbragte børn under anbringelsen skal styrkes, kommu-nens tilsyn med anbringelsen skal styrkes, der bør være en ombuds-mand, som kan inddrages i anbrin-gelsessagerne og de skal have kon-taktperson, der følger dem – også hvis de skal gennem flere anbrin-gelser. Desuden understreger de betyd-ningen af et godt netværk, både under og efter anbringelsen, be-

tydningen af et ordentligt efter-værn og ret til psykologhjælp. Med hensyn til kvaliteten i an-bringelserne spiller en lang række faktorer ind. I afsnittet om hvor-dan vi sikrer bedre anbringelser, har jeg opstillet en række faktorer, der efter min opfattelse har stor be-tydning for indsatsen. Selv om der er overlap, har jeg forsøgt at opdele dem i forhold, der ligger h.h.v. in-denfor og udenfor anbringelsesste-dets ansvar samt før, under og efter anbringelsen. Her er nøgleord som: Inddragelse, stabilitet og relationer altafgørende, men uden et ordent-ligt forarbejde og efterværn, er chancerne for succes væsentligt nedsat, uanset kvaliteten af an-bringelsen i øvrigt.

��

��

��

Gi‘ LOS

��

��

4 Gi’ LOS SÆRNUMMER • 4-2003

www.los.dk

Abilgård, Inger: Velfærden på vægten, Mandat, s. 19, nr. 5, maj 2003.

Bojsen, Daniel Schwartz: Stadig vækst i anbringelsespladser til sårbare børn og unge, www.kl.dk, 2. oktober 2003.

Bollerup Hansen, Jørgen: Foden er sat på bremsen på de sociale udgif-ter, Århus Stiftstidende, 26. august 2003.

Christensen, Else: Anbringelser af børn, SFI, 1998.

Christensen, Else & Egelund, Tine: Børnesager. En evaluering af kom-munernes forebyggende arbejde. SFI, 2002.

Den Sociale Ankestyrelse: Udkast til notat om: Grundtakstovervågningen – Kvartalsstatistikken 2002.

DR Nyheder Online – Politik: Vil fjerne problembørn tidligere. 9. juli 2003.

Egelund, Henrik (red.): Så kommer du til et bedre sted, Pædagogisk Bog-klub, 2001.

Egelund, Tine og Hestbæk, Anne-Dor-the: Anbringelse af børn og unge uden for hjemmet. En forsknings-oversigt, SFI, april 2003.

Fall Nielsen, Hanne: Flere børn fjer-nes, Politiken, side 4, 13. septem-ber 2003.

Finansministeriet: Udfordringer og muligheder – den kommunale øko-nomi frem mod 2010, 2002.

Hannemann, Nina: Fokus på – anbrag-te børn med anden etnisk baggrund end dansk, UFC-Unge, april 2003.

Hovmand, Mette: Antallet af børnean-bringelser skal ned, Jyllands-Posten, s. 1, 27. februar 2003.

I pleje hos den nærmeste familie, Ber-lingske Tidende, 8. juni 2003.

Jørgensen, Geert: Børn, unge op voksne på opholdsstederne – et øjebliksbillede af 1996, Forlaget Nordkysten 1997.

Jørgensen, Geert: Udviklingen i an-bringelse af børn og unge – risiko for katastrofal mangel på pladser til unge. Gi’LOS, nr. 3, 2001.

Kildedal, Karin: Det anbragte barn – en debatbog om mødet mellem den pro-fessionelle og barnet, Dafolo, 1996.

Kildedal, Karin: Når et barn skal anbrin-ges – en metodebog, Dafolo, 1998.

Kvalitet i anbringelsen – samarbejdet mellem kommuner og opholdssteder: KL og LOS 2001.

Leder: Socialpolitik der virker, Danske Kommuner, s. 3, nr. 17, maj 2003.

Lenschau-Teglers, Steffen: Forældre opgiver problembørn, Danske Kom-muner, s. 6, nr. 19, 2003.

Lenschau-Teglers, Steffen: Sociale ud-gifter tager pippet fra Holeby, Danske Kommuner, s. 22, nr. 19, 2003.

Ministerudvalget for negativ social arv og social mobilitet: En god start til alle Børn, juni 2003.

Nygård Christoffersen, Mogens: An-bragte børns livsforløb, SFI, 1993.

Ploug, Niels red.: Vidensopsamling om social arv, SFI, juni 2003.

Rasmussen, Palle og Hovgård Nielsen, Susanne: Økonomisk perspektiv om styring af udgifterne til udsatte børn og unge. www.kl.dk/261095, 2002.

Ritzau: Myndigheder vil tømme diagno-ser for rettigheder, 2. juli 2003.

Rosendal Jensen, Niels: Evaluering af det socialpædagogiske opholdssted Charlottenborg, www.los.dk > Nyhe-der > 10. juni 2003.

Socialministeriet: Kommuneundersø-gelse om ventelister/-tider for børn og unge, december 2002, marts 2003.

Socialministeriet: Rapport fra arbejds-gruppen om grænsefladen mellem kriminalforsorgen og social- og sundhedssektoren, maj 2003.

Socialministeriet: Rapport om kule-gravning af særlig støtte-området for børn og unge, maj 2003.

Socialministeriet, Redegørelse om den sociale finansieringsreform (Grund-takstredegørelse 1), maj 2003.

Svigtede børn skal hurtigt væk, Ber-lingske Tidende, 8.6.2003.

Sørensen, Eskil: Social nulvækst, Gi’LOS nr. 2, juni 2003.

TABUKA: Notat til Socialministeriet, Tidligere Anbragtes Bud på Kvali-tet i Anbringelsen. Opsummering af drøftelserne på TABUKA’s konferencer for tidligere anbragte. April 2003. www.tabuka.dk.

Thomsen, Poul Erik: Splittelse af fa-milier skal bekæmpes, Jydske Vest-kysten s. 1, 11.marts.2003

Udsatte børn og unge, www.kl.dk lagt op 15. oktober 2002

Vennekilde, Line Vaaben: Pengetanken frem for tænketanken. Berlingske Ti-dende, 27. december 2002.

Litteraturliste

http://www.los.dk

http://www.kl.dk

gi' los dec. 2003

Documents