6

første del

1

Ov er det ki nesiske h av

2

Af samme forfatter

Før jeg brænder ned

kongens hjerte

Af samme forfatter

Før jeg brænder ned

kongens hjerte

Gaute heivOll

Over det kinesiske hav

På dansk ved

Camilla Christensen

samleren

4

Over det kinesiske haver oversat fra norsk

af Camilla Christensen efter Over det kinesiske havCopyright © tiden norsk Forlag 2013 [all rights reserved]

denne udgave: © samleren/rosinante & co, københavn1. udgave, 1. oplag, 2015

Omslag: © asbjørn Jensendansk versionering: imperiet

Foto: © all Over Press/Corbis imagessat med sabon hos Christensen Grafisk

og trykt hos livonia Print, rigaisBn 978-87-638-3365-3

Printed in latvia 2015

enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lovom ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

denne oversættelse har fået støtte fra nordisk ministerråd

samleren er et forlag i rosinante & co

købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | dk-1019 københavn krosinante-co.dk Til Anita

5

Over det kinesiske haver oversat fra norsk

af Camilla Christensen efter Over det kinesiske havCopyright © tiden norsk Forlag 2013 [all rights reserved]

denne udgave: © samleren/rosinante & co, københavn1. udgave, 1. oplag, 2015

Omslag: © asbjørn Jensendansk versionering: imperiet

Foto: © all Over Press/Corbis imagessat med sabon hos Christensen Grafisk

og trykt hos livonia Print, rigaisBn 978-87-638-3365-3

Printed in latvia 2015

enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lovom ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

denne oversættelse har fået støtte fra nordisk ministerråd

samleren er et forlag i rosinante & co

købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | dk-1019 københavn krosinante-co.dk Til Anita

6

første del

7

første del

8

9

1

det var, da jeg tømte huset og ryddede chatollet i stuen i efteråret 1994, at jeg faldt over kontrakten, far underskrev den aften i februar 1945. Jeg fandt også en række andre pa-pirer, der drejede sig om plejen, deriblandt mine egne breve. desuden var der de tre fotografier af mor; et, hvor hun stod foran stortinget, et foran slottet og det sidste ved siden af bronzeløven uden for kunstnernes hus. det hele, bortset fra fotografierne, der lå i mors konfirmationsbibel, var samlet i en brun kuvert, der var lukket med tape. udenpå stod: Papirer vedrørende plejen. det var fars håndskrift.

kontrakten var udarbejdet af værgerådet i stavanger og underskrevet i to eksemplarer, og det fremgik, at mor og far i pleje modtog fem åndssvage børn mod en godtgørelse på firs kroner pr. barn pr. måned. måske fik de det samme beløb for Josef, matiassen og Christian Jensen. det ved jeg ikke. måske fik de mere. de var jo trods alt ikke børn.

alle nyanskaffelser af det, der blev kaldt gangtøj og sko-tøj, skulle besørges af værgerådet, hed det videre, foruden eventuelle lægebesøg og medicin.

videre forpligtede de sig til at: Give børnene en sund og tilstrækkelig kost Lade børnene få et sundt og forsvarligt natteleje i egen

seng

10

Påse, at børnene holdes rene og ordentlige Afpasse det arbejde, børnene udfører, efter deres alder

og kræfter det var det hele. Fire punkter. derefter fulgte børnenes navne og fødselsdatoer. lilly.

nils. erling. ingrid. sverre. sverre var kun fire år gammel. der var tretten år mellem lilly og sverre. hun var jo næsten voksen. alle døbt i skt. Johannes sogn i stavanger.

Opsigelsesfrist: en måned.

kontrakten var gulnet og fuld af pletter – sandsynligvis snefnug, der var smeltet på papiret, da far skrev under i lyset fra matiassens gamle minelygte. hans navn med rystende skrift. værgerådets stempel. Og datoen, 17. februar 1945.

Jeg kan huske, at det sneede.

der var også en følgeskrivelse, hvoraf det fremgik, hvilken forfatning de fem børn var i, før de kom til os. der var udarbejdet en rapport, og det var denne rapport, følgeskri-velsen i alt væsentligt støttede sig til. Følgeskrivelsen var på én a4-side og hæftet fast til kontrakten med en clips. rust fra clipsen havde smittet af på papiret. maskinskrif-ten var meget svag og utydelig, og jeg stillede mig hen til vinduet for at læse.

det var som at trække vejret dybt. Og så.

de fem børn blev hentet i en lejlighed ikke langt fra strand-gaten i stavanger den 22. december 1944, efter at flere personer uafhængigt af hinanden havde udtrykt deres be-kymring for den store besynderlige familie. det var blevet sagt, at man mærkede stanken fra lejligheden, allerede når

11

man kom ind i karreen. lige før jul sendte værgerådet i stavanger derfor en af sine inspektører ud på tilsyn. da han bankede på døren, var det et af børnene, der lukkede op, og jeg forestillede mig, at det må have været ingrid, for i rapporten stod, at flere af dem havde mangelfuldt ud-viklede sproglige færdigheder. det må have været ingrid. hun kunne jo ikke sige et ord. måske stod hun i døren og slikkede sig om munden, måske tudede hun dæmpet, måske nejede hun dybt og adeligt, sådan som hun havde lært af lilly, og så trådte hun til side.

det var en vis aarrestad, der førte pennen i rapporten. det var ham, der havde banket på døren og taget hatten af, da han trådte ind. Bagefter gik han hjem og skrev, at han i sine tretten år i værgerådet i stavanger aldrig havde set noget værre. det var ham, der først sammenlignede dem med dyr.

inde i lejligheden var stanken næsten uudholdelig, skrev han. al slags skrammel og affald, skidt, musespiste ma-drasser, jordslåede gardiner, avispapir for vinduerne. et helt igennem beskidt kaos. manden i huset, stenhugger hertinius Olsen, sad sammensunket og apatisk i en stol, mens børnene kravlede rundt om hans fødder. deres mor, der hed rebekka, stod i et hjørne af rummet, hvor hun tilsyneladende forsøgte at røre noget sammen, der kunne spises, eller måske forsøgte hun at skjule, at der slet ikke fandtes mad i huset.

måske skammede hun sig. det fremgik videre af rapporten, at hertinius og rebekka

Olsen – der begge i øvrigt, i lighed med deres fem børn, blev betegnet som åndssvage – ikke havde været i stand til at holde styr på rationeringskortene. de magtede ikke længere at skaffe mad, hverken til sig selv eller til børneflokken. På

12

det tidspunkt, hvor aarrestad bankede på døren, havde de givet op. aarrestad afsluttede rapporten sådan: Disse syv lever som dyr under de allermest nedrige forhold, børnene er som dyr med dyrs vaner, og det anbefales følgelig, at vær-gerådet straks griber ind over for denne stakkels familie.

Børnene blev hentet næste aften. det var stille, koldt og klart vejr over stavanger. mørket

havde sænket sig, gaderne var julepyntet, en og anden stjer-ne over fjorden, et tyndt lag is på Breiavannet. de fem blev kørt gennem byen til værgerådets lokaler, der lå i nygaten 26, ikke langt fra skt. Petri kirke. de blev ført gennem kor-ridorerne på rad og række. de fik bad, blev vasket, skrubbet og til sidst afluset. de fik nyt tøj, der kun delvis passede, men som trods alt var bedre end de laser, de havde før. de to piger fik flettet håret, de tre drenge fik det klippet.

ingen protesterede. Juleaften 1944 sad de for første gang omkring et ordent-

ligt dækket bord og fik serveret rygende varm julemad på værgerådets bekostning, mens rebekka og hertinius Olsen sad alene hjemme i den mistrøstige lejlighed i strandgaten uden deres fem børn. Pludselig var alt blevet stille omkring dem. ingen plagede om noget at spise, ingen kravlede hen over gulvet og udstødte dyrelyde. hertinius og rebekka skulle aldrig få deres børn tilbage. Jeg aner ikke, hvordan de reagerede. måske protesterede de.

rapporten fortæller ingenting.

det skulle senere vise sig, at der ikke fandtes plejemulighe-der i rogaland, der havde kapacitet til at tage imod en hel søskendeflok på fem åndssvage børn. det trak derfor ud til langt ind i januar 1945, før man fandt en løsning. man hen-vendte sig på aktuelle plejesteder nordpå langs kysten helt op

13

til Bergen, op langs fjordene og ind i ryfylke, men det var før, man var blevet orienteret om mine forældre, diakonen og den forhenværende ullevålsøster og vores hus i den lille bygd helt nede sydpå i norge, fyrre kilometer fra kysten.

derefter gik det hele hurtigt. man fik formaliteterne i orden, udarbejdede en kontrakt

med fire punkter, der omhandlede dem alle fem, og ligesom i følgeskrivelsen fik det hele plads på et enkelt stykke papir.

Jeg ved ikke, hvad de fem så for sig, da de blev hentet en formiddag nogle uger senere. måske fik de oplyst, hvor de skulle hen. måske ikke. måske fortalte man det til lilly, som jo var sytten år og måske ikke engang åndssvag, bare lidt tilbage, og som herefter skulle fungere som en slags mor for de fire andre. måske fortalte man det, måske nikkede hun og lod, som om hun forstod det.

de havde ingen bagage, ingen ejendele, kun det nye tøj, de gik og stod i. lilly samlede sine søskende omkring sig, værgerådets ansatte sagde farvel, og så blev de ført ud på gaden og ind i den sorte bil, der ventede på dem.

havet var gråt, sludbygerne drev hen over fjorden, og da de kørte langs strandene på Jæren, klarede det op, og de kunne se, hvordan havet buede i horisonten.

de kørte gennem egersund og Flekkefjord, bilen drejede op over kvinesheia, og da de var nået op på toppen, kunne de have vendt sig om og stadig skimtet havet i det fjerne.

det var en rejse på mere end to hundrede kilometer. da de nåede til mandal, var det allerede blevet mørkt.

Bilen drejede nordpå og fortsatte op langs mandalselven. det blev koldere i vejret, driverne i vejkanten efter sneploven voksede, sneen lyste blåligt i det urolige lys fra forlygterne, og snart kørte de gennem sort skov.

14

Jeg kan huske de dirrende forlygter, der nærmede sig nede ved mælkerampen, bilen, der kom op over bakkerne og til sidst svingede ind på tunet. Jeg kan huske det øjeblik, da chaufføren åbnede bilens bagdør, og jeg stod sammen med tone og Josef i døråbningen hjemme i vores hus, og den første, der dukkede op i lyset, var lilly. hun var otte år ældre end mig, og jeg syntes, hun var en voksen kvinde. hendes hår var samlet i en lang fletning ned ad ryggen, og hun bøjede hovedet og trådte ud i sneen. hun lignede an-dre kvinder, jeg kendte fra bygden, og i lyset fra den gamle minelygte var hun næsten smuk. lilly stod ved siden af mor, de var lige høje, de kiggede på hinanden, og lilly var sky og undvigende. de gav hinanden hånden, og lilly nejede så dybt, at hendes frakke lagde sig i folder ud over sneen. så vendte hun sig om og råbte noget ind i bilen, og så kom hendes søskende ud på rad og række; først nils, så erling, derefter ingrid og til sidst lille sverre. til sidst stod de alle sammen i sneen. det var en mærkelig forsamling, de virkede fremmede og fuldstændig malplacerede. nils, der var næstældst, men højere end lilly, havde bukser på, der hang løst i livet, og han trak dem op med hænderne i lommen. han stod ved siden af mor og smilede skævt, som om nogen netop havde fortalt ham en vittighed, og han næsten havde fattet pointen. sverre virkede bange og klamrede sig til ingrid, og ingrid holdt erling i hånden, og på den måde holdt de mindste fast i hinanden, mens lilly og nils stod lidt for sig selv. ingrids mund var halvvejs åben, som om hun skreg eller lo. men hun gjorde ingen af delene, hun var helt stille. erling sparkede i sneen med skosnuderne, mens han drejede hovedet og skulede vagt-somt op på far. Far stod i en gammel vinterfrakke fra tiden på dikemark og en baskerhue, som jeg ikke vidste, hvor

15

stammede fra. han bøjede sig over bilens køler og skrev sit navnetræk på det gloende hede underlag. Bagefter gav han genparten af kontrakten til chaufføren, og så gned han hænderne mod hinanden. Jeg så sneen hvirvle i lyset fra minelygten.

– er det dem? hviskede tone. Jeg nikkede. – det er dem, sagde jeg. nu er de her. den kolde træk slog op over mine fødder, far trådte nogle

skridt frem, og mor stillede sig ved siden af ham i den slidte arbejdskofte, hun havde fået af anna som gave. det blå-hvide skær fra lygten lyste omkring dem som et himmelsk skær, og det fik mig til at tænke på bryllupsbilledet, der hang over klaveret inde i stuen, hvor far havde hænderne bag på ryggen, og mor sad foran ham på en stol med blom-sterbuketten på skødet for at skjule, at hun var gravid. På bryllupsbilledet smilede de begge to. nu stod de med ryggen til mig, forlygterne fra den fremmede bil lyste asketræet op. Jeg kunne se lidt af laden og de snedækkede marker, der bølgede udad i bløde buer, indtil de forsvandt i skovbrynet. sneen faldt fra det store, sorte himmelrum, jeg hørte fars stemme, han lænede sig ind mod mor og sagde noget, kun hun kunne høre, og den aften var der ingen af os, der havde den ringeste anelse om, hvad der skulle komme.

2

da far var tyve år gammel, forlod han bygden for at blive diakon. en tidlig morgen rejste han med d/s ‘arendal’ fra kristiansand og den lange vej til Oslo, til diakonhjemmet,

16

der lå på steinerud på vindern, oprindelig en gammel gård, omgivet af marker, enge og egeskov, og der lærte han, hvor-dan patienterne skulle plejes i Kristi kærligheds ånd, som det hed. han rejste ud og blev diakon, og det var højst usædvan-ligt. der var jo knap nok nogen fra bygden, der rejste. Og slet ikke til Oslo. hvis man rejste, var det mest til amerika og som regel for at tjene nogle penge eller for at blive der for altid, medmindre man kom tilbage, fordi man havde mistet forstanden.

På steinerud var han et halvt år, men så fik han arbejde på dikemark, og på dikemark blev han i elleve år. i elleve år var far sammen med de sindssyge og åndssvage, og det var elleve gode år. På dikemark var der unge drenge, der hylede som ulve om natten, der var krøblinge, der hverken kunne gå, sidde oprejst, holde på skeen eller tale, der var ældre mænd, der troede, de var kejsere eller hærførere, mordere eller Jesus på korset. Og så var der eugen Olsen, der hele sit liv var overbevist om, at den bygning, han til enhver tid boede i, stod i brand. Far elskede det hele. arbejdet med de gale og åndssvage var det, der gav livet mening. han var rejst fra bygden, og foreløbig tænkte han ikke på at vende tilbage. de elleve år på dikemark blev de elleve lykkeligste år, han havde. Jeg hører ham sige det: Det var dengang, jeg levede.

det var dengang, han levede, og det var der, på dikemark, han mødte mor. efter nogle år som ullevålsøster havde hun søgt og fået en stilling som sygeplejerske på kvindeafdelin-gen, der lå adskilt fra mandeafdelingen, men alligvel inden for det samme høje hegn. afdelingerne mindede om ærvær-dige herskabshuse og havde navne som Pensionatet, Kur-huset, Udsigten og Slottet. På afstand kunne det minde om

17

en gammel herregård med gangstier og et lille parkanlæg. næsten normalt, bortset fra hegnet.

tjenesteboligerne lå imidlertid et stykke væk fra de for-nemme galehuse, og det var på vej til og fra natskiftet, mor og far lærte hinanden at kende. de gik ved siden af hinanden i mørket, mens hun fortalte om morfar, der var ejendomsinspektør i udenrigsministerboligen på Parkveien, lige bag slottet i Oslo. det var vinter og måneskin, de frosne snevolde i vejkanten glitrede, og hun fortalte om et af sine allerførste minder; det var om onkel Josef, der stod midt på gulvet i inspektørlejligheden og sang. de gik sammen ned til tjenestelejlighederne og blev stående lidt i mørket, inden de låste sig ind ad hver sin dør, men næste natskift fulgtes de igen, og sådan fortsatte det, lige til mor en nat standsede på det sted, hvor vejen var allermørkest. ingen gadelygter. ingen måne. ingen stjerner. mor blev stående, og far fortsatte et stykke vej, inden han opdagede, at han gik alene. han standsede, vendte sig om og så hende som en mørk skygge, noget ubevægeligt, der var mørkere end mørket selv.

– karin? sagde han. hun svarede ikke. han gik tilbage til hende, og hun sagde stadig ikke noget,

hun ventede bare, indtil han var nået helt hen til hende, og så lagde hun armene om ham.

noget af det første, mor huskede, var onkel Josef, der sang. senere skulle Josef blive sendt i pleje på en gård i røyken, og mor begyndte at tage sangtimer hos en dame på Frogner. hun havde tænkt sig at blive sangerinde, hun blev opmuntret til at øve sig og fik at vide, at hun kunne nå så langt, hun ville. men da mormor døde, holdt hun

18

pludselig op. i stedet blev hun sygeplejerske. Jeg ved ikke, hvad der skete. det var, som om hun pludselig indså, at sangen havde været et forkert spor. hellere passe syge end synge. de åndssvage og vanføre frem for impresarioerne. det var, som om hun pludselig indså det.

måske var det Josef, der havde fået hende til at begynde med sangen. måske var det på grund af ham, at hun købte et stort sort steinway koncertflygel for arven efter mormor, og måske var det mindet om onkel Josef, der gav hende tanken om at søge til dikemark.

Onkel Josef var jo åndssvag. min oldefar havde været kusk på Granfoss Papirfabrik på

lysaker, nogen sagde, at Josef var faldet af vognen og havde slået hovedet, og siden havde han ikke været sig selv. han havde jo været begavet, men så faldt han, hovedet ramte en sten, og Josef blev en anden. i folkeskolen blev han hurtigt stemplet som åndssvag, men én ting var dog uforandret, og det var den mørke, klangfulde sangstemme. da han stadig boede sammen med sin far i asker, var han med i sang-foreningen Haabet, og engang rejste Haabet på verdens-turné til trondheim. hvor de egentlig havde optrådt, var der ingen, der vidste med sikkerhed, og onkel Josef kunne ikke fortælle ret meget fra turen, bortset fra to skelsæt-tende hændelser. For det første var det i trondheim, Josef havde mødt en kvinde, som han kaldte min unge brud, for det andet havde han set midnatssolen over nidarosdomen klokken to om eftermiddagen.

Josef stod i døråbningen sammen med tone og mig den aften i februar 1945, da søskendeflokken fra stavanger stod i sneen foran den fremmede bil. han var kommet ned ad trappen fra sit værelse, der lå lige oven over hoveddøren med

19

udsigt til asketræet. han havde uniformsjakken på, men tapperhedsmedaljen havde han glemt. nu stod han barfodet på kludetæpperne og så det samme som os.

– det er altså de nye tosser, sagde han. søskendeflokken stod, som om de havde rejst over at-

lanten to gange ligesom Jensen og matiassen, der på det tidspunkt var gået til ro oppe på førstesalen. lilly stillede alle op på række, fra nils, der var højest, til sverre, der var mindst, og så kom far og gav dem alle sammen hånden. de bukkede høfligt, bortset fra erling, der bare virrede med ho-vedet, og ingrid, der nejede næsten lige så dybt og og adeligt som lilly. Chaufføren, der hele tiden havde stået og skuttet sig, satte sig ind i bilen og startede motoren. Forlygterne blev tændt, og igen kunne jeg se markerne, skovbrynet og granerne derude, der ligesom stivnede i det pludselige lys.

Far kastede et blik hen mod huset og fik øje på Josef, tone og mig, der stod i døråbningen. det var, som om noget ramte ham. han så på os med en slags smil, og et øjeblik virkede han næsten skamfuld, som om vi havde set noget, vi aldrig måtte fortælle videre. Chaufføren svingede bilen i en stor bue, mens lyset fra lygterne skar gennem mørket og ramte mig i øjnene, mørket lugtede af sne og udstødning, og vi hørte bilen forsvinde ned ad bakkerne. et øjeblik var vi alle sammen overladt til os selv. Far foldede omhyggeligt kontrakten sammen, så svingede mor med matiassens lygte.

– nu går vi ind, sagde hun. mor gik først med lygten dinglende i hånden, far sidst

med kontrakten stikkende op af frakkelommen, og mellem dem kom hele søskendeflokken gående hen mod vores hus.