CLAUS DALBY

HemmeligeHAVER

6

Forord

Sjældent har jeg mærket så stor interesse for en bog, før den

var udgivet. Det skyldes helt sikkert titlen – Hemmelige haver.

Den er åbenbart lige så pirrende, som jeg havde håbet.

Efterhånden har jeg skrevet en del bøger – f lere om min

egen have, men også om andres, for eksempel Drivhusdrømme

og Havedrømme I og II. Med dem har jeg været med til at af-

sløre mange havehemmeligheder, for det er kendetegnende for

f lere af de paradisiske pletter, jeg skriver om, at de hidtil har

været helt ukendte. Haverne finder jeg frem til vom Hörensa-

gen. Ved at spørge mig frem hos kreative mennesker, som jeg

møder på min vej.

Man kunne måske tro, at jeg minutiøst søgte i publikatio-

nen Åbne haver, som udgives af Det Danske Haveselskab, men

det er ikke en af mine kilder. Det er nemlig meget ofte plante-

samlerhaver med så mange forskellige og sjældne vækster som

muligt. Og det er slet ikke det, der interesserer mig.

For mig handler det om at få en totaloplevelse og komme

i en helt særlig stemning, når jeg træder ind i en have. Krea-

tivitet og formsans er noget, som optager mig meget. Perfekte

græsplæner, fint afstukne kanter, renskurede belægninger – ja,

for megen sirlighed – kommer der sjældent sublime haver ud

af. Der skal være plads til det umiddelbare – en selvsået plante,

en vild vækst, en patineret potte eller en gammel vandkande.

De haver og deres ejere, som jeg beretter om i denne bog, går

normalt stille med dørene, hvad deres private domæne angår,

men jeg er så heldig, at det ikke har krævet de store overtalel-

sesevner at få lov til at komme på besøg. For i bund og grund

vil alle os, der er glade for vore haver, jo gerne vise dem frem

for ligesindede. Men det er de færreste af os, der ønsker, at de

skal blive en turistattraktion. Derfor var der også flere af ha-

veejerne, som betingede sig, at jeg ikke skrev, præcist hvor de

boede. Selvfølgelig, for ellers var bogens titel jo også hurtigt

uaktuel!

En hemmelig have. Hvad er det? Det kan være rigtig man-

ge ting. Nogle haver kan være så hemmelige og ligge så langt

væk, at GPS’en i bilen falder helt ud et stykke tid, før man når

frem. Det oplevede jeg for eksempel med Holger i skoven, som

jeg fortæller om på side 108. Flere haver ligger for enden af en

blind vej, hvor stort set kun ejeren, posten og andre med di-

rekte forbindelse til huset kommer. Og andre igen er måske

gemt bag en høj hæk inde midt i en by.

Det har været særligt spændende at skrive denne bog, fordi

der gik sport i at finde og opsøge disse ukendte steder. Som det

vil fremgå, har jeg en forholdsvis bred smag, og haverne i bo-

gen er da også ret forskellige, men alligevel med mindst ét fæl-

lestræk: blomsterne! Jeg er en romantisk sjæl, som ikke kan få

blomster nok, og det er især passionen for det frodige, jeg ger-

ne vil formidle.

Jeg er glad for og stolt over, at bogens hovedpersoner har

åbnet havelågen for mig, og jeg glæder mig virkelig til at være

guide.

Rigtig god fornøjelse

Claus Dalby

Et stemningsbillede fra Søren og Nicos have, som jeg fortæller om i

næste afsnit.

7

8

En oase

Første gang jeg skulle besøge denne have, var jeg lige ved at op-

give at finde den. Jeg havde fået et vejnavn, men ikke et num-

mer, og kørte frem og tilbage på den lille vestsjællandske vej.

Ikke meget tydede på, at den helt særlige have, som jeg hav-

de fået et tip om, skulle ligge her. Det var blomsterkunstneren

Erik Buch, der havde fortalt mig om to af sine venner, Søren

og Nico, og med malende beskrivelser berettet om dette helt

unikke sted.

Jeg har mange forskellige ‘kilder’, og når en mand som Erik

Buch kontakter mig, må jeg sige, at jeg er mere end lydhør. For

Erik er ikke en hr. hvem som helst.

Til dronning Ingrids begravelse var det Erik og hans team,

der pyntede Roskilde Domkirke. Men klarest i erindringen

står nok hans helt overdådige pyntning af Vor Frue Kirke i Kø-

benhavn, da kronprinsparret i 2004 blev gift. Et fuldstændig

enestående blomsterhav af tusind- og atter tusindvis af nel-

liker, roser og pæoner, ærteblomster, jasmin, løjtnantshjerte,

rododendron, klokkeblomst, efeu og australsk eukalyptus.

Over vejende i røde og pink farver. Omkring tredive menne-

sker var indforskrevet til at hjælpe. Og det kan nok være, at

der var travlt, for også Københavns Rådhus og Det Kongelige

Teater skulle blomsterpyntes, så ingen var i tvivl om, at dette

var en begivenhed, der ville gå over i historien.

Dette lille sidespring, fordi Nico, som jeg nu var på vej til,

gennem flere år har været en del af den faste kreds, som har

hjulpet Erik med at pynte til store kongelige begivenheder.

Men tilbage til landevejen: Endelig opdagede jeg en lang

grusvej med frodig bevoksning på begge sider. Et eller andet

sagde mig, at det måske var her, jeg skulle ned. Derfor dreje-

de jeg af. Grusvejen var temmelig lang, og det var ikke til at

se, hvor den førte hen. Men for enden slog den et slag, og da

jeg kom rundt i det, var jeg ikke mere i tvivl. Jeg ankom til en

eventyrlig gård. Det kunne kun være her.

9

10

Søren og NicoJeg steg ud af bilen, Søren og Nico kom mig i møde, og straks

var jeg klar over, at her var to mennesker, som jeg havde lyst til

at lære nærmere at kende. Jeg havde forinden talt med Nico i

telefonen, og efter at jeg havde lovet ham, at stedet ville blive

ved med at være hemmeligt – ikke noget med at nævne adres-

sen, så folk pludselig dukkede op på søndagsudflugt – fik jeg

at vide, at jeg var velkommen.

At parret ikke kun var have-, men også fugle-‘tossede’, tog

det mig ikke lang tid at finde ud af. For på gårdspladsen foran

huset var der bygget tre meget store og flotte sortmalede voli-

erer med 45 grader taghældning. Her boede forskellige kaka-

duer og andre papegøjer, som jeg senere vil vende tilbage til.

11

A plantsmanSøren førte an, for det er i virkeligheden ham, der er the plants-

man – et af de engelske udtryk, som er svært præcist at over-

sætte til dansk. Det betegner en mand (eller en kvinde), som

konstant har fingrene i jorden for at plante, så, prikle og stik-

ke. Hvis man i en engelsk haveguide støder på betegnelsen ‘a

real plantsman’s garden’, skal man vide, at plantsman er en hæ-

dersbetegnelse for en person, der nemt kan vente to-tre år på,

at et frø spirer. Og det er netop sådan én, Søren er. Nico holder

bestemt også af haven og ikke blot på det nydende plan, for

han slår græs og laver en mængde forefaldende arbejde. Men

det er Søren, der vinteren igennem studerer plante-, frø- og

løgkataloger og er i korrespondance med ligesindede over hele

verden.

Mens vi går rundt i haven, fortæller parret, at de har boet

her siden 1976, og at det stort set var en ruin, de overtog. Et

gammelt og mere end almindelig faldefærdigt husmandssted

med hullet stråtag, lerklinede vægge og et svampeangrebet

gulv. Der gik da også nogle år, før de for alvor turde kalde ste-

det for et hjem.

Når Søren og Nico købte stedet uden længere betænk-

ningstid, hang det sammen med, at de øjnede muligheder, for

de er begge to kreative og skabende. Livet igennem har de ar-

bejdet i filmbranchen – Nico som rekvisitør og kostumier og

Søren som scenograf – og ofte blev de booket sammen til store

opgaver i ind- og udland.

At de med deres baggrund kunne se, at huset var muligt at

gøre beboeligt, kan jeg til nød forstå. Men hvordan med ha-

ven? Den var blot en stor misligholdt græsplæne, fortalte de.

Hvor kom den interesse fra? Søren fortæller, at han er opvok-

set på en gård i Sønderjylland, og at hans forældre havde det,

man dengang kaldte en ‘pæn have’.

“Men min tidligste haveerindring har jeg fra min on-

kel Mikkel,” fortæller Søren. “Det var faktisk min fars onkel,

og han boede ikke langt fra mine forældre. Der elskede jeg at

komme, for onkel Mikkel – der var en fin mand, som altid gik

med handsker og stråhat, når han var ude – havde den sirlig-

ste have og det smukkeste hus. Jeg glemmer aldrig lysthuset og

de skarpt formede hække. Jo, det er i høj grad ham, jeg skylder

meget af min haveglæde.”

Det med interessen er en af de ting, jeg ofte spørger folk om,

når jeg skal fotografere og skrive om deres have. Ofte er det

noget med barndommen – minder, der har ligget latent og

ventet på at bryde ud i lys lue. I de unge år er der så meget an-

det, som er vigtigere, men når vi bliver lidt ældre, dukker in-

teressen pludselig frem af glemslen. Søren mener, at sådan var

det nok også for ham, men som landmandssøn er det alligevel

noget, man hele tiden har med sig. Han kunne lide det frie liv

på landet, at se kornet gro og omgås dyrene. Men landmand,

det skulle han i hvert fald ikke være.

12

Et fælles projektNico fortæller om, hvordan havens indretning hele tiden har

været et fælles projekt. Godt nok var det Søren, der i sin tid gik

i gang med at støbe og lave gange, men der er blevet snakket

meget om det designmæssige.

En del af havens interiør og planter stammer fra den lange

karriere i filmverdenen. Blandt andet har f lere af træerne væ-

ret ‘statister’. Da de havde udtjent deres rolle, overtog Søren og

Nico dem til en symbolsk pris.

“Her har Meryl Streep og Jeremy Irons siddet,” siger Nico lidt

henkastet, da vi går forbi en af havens bænke. Jeg ‘plumper’

straks i og tænker, at det var vel nok nogle fine havegæster,

men snart efter kommer forklaringen. Nico fortæller, at bæn-

ken var med i optagelsen af filmen Åndernes hus.

Søren og Nico har rejst meget, både hver for sig og sam-

men, og rundtomkring i haven ses mange pudseløjerlige ting,

som er hjembragt fra udlandet. Det er det, der er med til at

gøre denne have til et rent eventyrsted.

Når man betragter haven inde fra huset, opleves den næ-

sten som et stykke scenografi, hvor blomster, buske og træer

danner henholdsvis forgrund, mellemgrund og baggrund. På

én og samme tid virker det naturskabt og så alligevel meget

gennemtænkt.

13

14

Støbte bassiner og stierStore vandhuller bidrager til havens særlige stemning, og det

skyldes, at der oprindeligt var naturlige vandhuller i haven,

fortæller Søren. Derfor begyndte han så småt at bygge haven

op omkring dem. Men så skete der desværre det, at naboen,

der er landmand, gav sig til at dræne, og så var det slut med

vand i haven.

Noget måtte gøres, for Søren og Nico var enige om, at det

miljø, som vandet skabte, kunne de ikke undvære. Søren er

ikke og har aldrig været bange for at tage fat, så han besluttede

sig for at støbe bassiner. Bassinfolie var slet ikke i hans tanker,

fordi folien – som han siger – stort set er umulig at dølge langs

kanterne. Nej, sku’ det være, sku’ det laves rigtigt. Derfor inve-

sterede han i en cementblander.

Der gik lidt tid med at finde frem til det rigtige blandingsfor-

hold, men efterhånden har han fundet frem til et, som han

gerne afslører: én del cement, tre dele støbegrus og fem dele

ærtesten.

Stjernemagnoliaen, der ses til højre i billedet, er et næsten

uundværligt træ. Også til den lille have.

15

16

17

Snart blev Søren så vild med at støbe, at han også gik i gang

med et sindrigt system af stier, trapper, plateauer og pladser –

alt udført med stor akkuratesse, men også med en veludviklet

sans for former, forløb og niveauspring. Marksten, brosten og

bordursten blandt mange andre i virtuose sammensætninger.

Kun én gang tidligere har jeg oplevet en lignende forståelse for

og anvendelse af sten. Det er i Ivy Høghs have, som jeg skrev

om i bogen Jeg ved, hvor der findes en have.

Ellers bliver jeg nødt til at sige, at jeg har det svært med

sten i haven. Rigtig tit oplever man sten ved sten omkransende

et bed, og når jeg ser det, giver det mig ofte mindelser om en

undermund. Heldigvis er det ikke de associationer, jeg får her.

For at skabe et udtryk som dette er det vigtigt at udvælge ste-

nene med stor omhu; at vende og dreje dem igen og igen, til de

ligger rigtigt.

Det, der er med til at give et helt særligt udtryk, er Sørens

brug af chaussesten, fordi de virkelig er med til at understrege

det menneskeskabte.

Fordelen ved stier i haven er, at man ledes ud på nogle for-

udbestemte gåture, og at de er et smukt modspil til havens

planterigdom.

18

LivsnydereMange steder i haven er der sidde- og liggestole, og de er i høj

grad medvirkende til, at man føler sig velkommen og får lyst

til at slå sig ned. De parvise stole, som står på strategiske ste-

der, vidner om, at det et par livsnydere, der bor her. Selvfølge-

lig skal der arbejdes, men det er også vigtigt at dyrke det gode

liv i pagt med dyr og natur.

Både Søren og Nico er gået på pension, men de ligger ikke

på den lade side. Og man føler altid deres store gæstfrihed. Er

jeg i området, kører jeg som regel lige forbi, og før man ved af

det, er der mad på bordet. Mens Søren og jeg går en tur i ha-

ven for at se, hvad der er sket siden mit sidste besøg, har Nico

umærkeligt trukket sig tilbage til køkkenregionerne. I godt

vejr sidder vi selvfølgelig ude, og så går snakken, mens papegø-

jerne snakker med.

Det er klart, at der tales om planter og blomster, men også

om så mange andre ting. Blandt andet kunst og kultur. Der er

jo – trods alt – andet end haver, der dur!

19

20

21