hus forbi nr. 11 november 2012

hus forbinr. 11 november 2012 16. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort

Køb Kun avisen af sælgere med synligt id

Hus forbi må iKKe sælges i togene

KOPI

utrættelig kamp på de hjemløses side

frank Hvam modtager pris fra narkomaner

odense er en rå by formisbrugere

2 | HUS FORBI | nr. 10 november 2012 | 16. årgang HUS FORBI | nr. 10 november 2012 | 16. årgang | 3

| leder |Uanstændigt, Esbjerg!I Esbjerg har det vakt røre, at den lokale, konservative socialudvalgsformand, Henrik Vallø, har benægtet, at der er hjemløse i kommunen. Byens forsorgshjem er ellers fyldt godt op, og der bor også folk på gaden.

Der kommer nok flere hjemløse i fremtiden, selvom Esbjerg har fået 22 millioner kroner fra staten til at gennemføre en strategi, hvor det overordnede mål er, at ingen borgere skal leve et liv på gaden. Kommunens eget bidrag til hjemløsestrategien er 3,5 millioner kroner, og de penge og mere til skal åbenbart hentes hjem igen på de socialt udsatte borgere.

Kommunen har lige tjent 12 millioner kroner ved at sælge 40 lejligheder, hvor næsten alle beboerne er socialt udsatte. De fleste er på kontanthjælp, mange har psykiske problemer, en del er misbrugere. Alle bor netop dér, fordi de ikke mag-ter mange af tilværelsens udfordringer, hvoraf det at holde styr på en alt for lille økonomi – med rudekuverter og huslejen som den største enkeltstående udgift – er blandt de helt store.

Ved at have nogle ejendomme kan en kommune holde nogle af de mennesker i deres bolig ved at være lidt mere lempelig og tolerant end en privat udlejer. Den ny ejer derimod, har selvfølgelig købt ejendommene for at tjene penge. Pengene kom-mer først i kassen, når de nuværende beboere flytter, så udlejeren kan sætte lejlighe-derne i stand, kræve indskud og hæve huslejen for de nye lejere. Det siger næsten sig selv, at udsigten til at tjene penge på en ny og mere velstillet lejer betyder meget for, hvad der skal til, før de nuværende socialt udsatte beboere får en opsigelse. Det er også åbenlyst, at der kan komme konfrontationer mellem de nye, velstillede lejere og dem, der allerede bor i ejendommene.

Ingen af de socialt udsatte beboere har penge til indskud andre steder. I det lange løb vil Esbjerg Kommune komme til at betale dyrt for forsorgshjemspladser til dem, der bliver smidt ud, og siden for genhusning.

Men de mennesker i Esbjerg, der betaler den højeste pris, er de borgere, der har mest brug for hjælp. Selvom socialudvalgsformanden lover dem nye boliger, så er det at miste sit hjem, blive umyndiggjort, sat på gaden og være nødt til at flytte på et forsorgshjem en meget høj og ydmygende menneskelig pris at betale.

Eksemplet understreger, at kommunerne ikke er egnede til at tage sig af de mest udsatte borgere i samfundet. Selv når der laves en overordnet plan og klokkeklare lokale aftaler med kommunen om at hjælpe hjemløse, så ser vi alligevel, at hele formålet – at støtte de hjemløse – undergraves af sideløbende aktiviteter. I Esbjergs tilfælde burde kommunen ganske enkelt tvinges til at betale de 22 millioner kroner tilbage til statskassen, når de samtidig med at de indkasserer dem, sælger boliger, hvor potentielt hjemløse kan klare sig. Der er jo reelt tale om en nedprioritering af den samlede indsats over for socialt udsatte i kommunen. Poul Struve Nielsen, redaktør

hus forbiREDAKTIONANSVARSHAVENDE REDAKTØROle [email protected] REDAKTØRPoul Struve [email protected] Flindt PedersenKORREKTuRBro Kommunikation A/SlAYOuTl7/Kim lykke

KONTAKT REDAKTIONENtlf. 5240 9079, [email protected]

SALGSAFDELINGJYllAND/FYN: Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128, [email protected]ÆllAND/ØERNE: Morten Munk Hansen, tlf. 8161 6689, [email protected]

SÆLGERKONTAKTtlf. 5133 8128

ADMINISTRATIONRasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder, 5240 9049, [email protected] Skou, formand, tlf. 4073 3537, [email protected] Kristoffersen, bogholder, 5240 9089, [email protected]

UDGIVERForeningen Hus ForbiBragesgade 10 B, stuen, 2200 København NTlf. 8993 7471, www.husforbi.dk

DISTRIBUTIONBoformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere som distributør for Hus Forbi – dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne.Kontakt os på: tlf. 5133 8128(se listen af distributører på www.husforbi.dk).

ABONNEMENTSTANDARDABONNEMENT: 465 kroner(12 numre om året – inklusive moms, porto og gebyr).STØTTEABONNEMENT: 665 kronerKontaktperson John Hansen, Tlf 52409069Mail: [email protected]

BIDRAGHvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet indpå kontonummer (9541)60028842. Mærk indbetalingen ’bidrag’.

TRYK Dansk AvistrykOPLAG 105.000LÆSERTAL 402.000 (4. kvartal 2010 & 1. kvartal 2011) ifølge index Danmark/GallupANTAL REGISTREDE SÆLGERE 1.100ISSN 1397-3282

Næste nummer udkommer den 30. november, 2012

OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og eventuel kriminalitet. indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, iNSP.

vi støtter Hus forbi

| indhold | 6

Odense er provinsens barskeste by at være narkoman i. Danmarks tredjestørste by er nemlig stor nok til at have et forrået narkotikamarked, som mange kriminelle prøver at tjene penge på – men samtidig lille nok til, at det er umuligt for en misbruger at gemme sig, hvis han eller hun kommer i problemer.

Esbjerg Kommune har sat et helt boligkvarter, hvor de fleste beboere er socialt udsatte, til salg. Nu er der frygt for, at almindelige lejevilkår vil gøre beboerne hjem-løse. Det får store menneskelige omkostninger, og kommunen kom-mer næppe til at tjene på det. 90 procent af folk i lejlighederne er på kontanthjælp, og de har ikke råd til at betale indskud til en ny lejlighed, så det må kommunen hjælpe dem med – og hvor skal de flytte hen?

4

18

26

31

32

Nyheder

En chance for at dø af alderdom

Utrættelig kamp for hjemløse

x-ord

ny hus forbi-sælger

248Efter 10 år med narkomaner på trappestenen og kanyler på gaden fik Frank Hvam nok og gik all-in i kampen for bedre vilkår for Vester-bros stofbrugere. Han blev formand for Foreningen Fixerum, som med indretningen af det permanente fixerum i Kødbyen har fuldført sin mission og derfor modtager de danske stofbrugeres hæderspris den 1. november.

På forsorgshjem-met Svenstrupgård i Nordjylland blev Hus Forbi inviteret indenfor en uge og fik lov til at åbne 12 døre for at portrættere 12 forskel-lige mennesker, der bor i Svenstrupgårds forskellige boliger. Det er blevet til Hus Forbis årskalender 2013.

14

- Jeg havde ondt her hver dag. Og jeg blev meget ensom. Jeg følte ikke, at der var nogen, der elskede migKlavs, patient på Afdeling for Retspsykiatri, Afsnit R3 i Risskov

“

v/Annemette lyngh

Det koster 5.000 kroner om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til [email protected]

vil du også støtteHus forbi?

2013

Pris 50 kr. – sælgeren får 30 kr.

23


Det er koldt derude

Vinteren står for døren, og den kan være hård, kold og lang. Ikke mindst når man som Hus Forbi sælger er på gaden hver eneste dag.

Vi har brug for varmt overtøj og solide vinterstøvler til de mange nye sælgere.

Støt de hjemløse med et bidrag på konto i Danske Bank: 9541-10155088.

På forhånd en varm tak!

Foto

: Hol

ger H

enri

ksen

Færre varme hænderPolitikere i både stat og kom-muner har i årevis lovet flere varme hænder. Men der er tale om et løftebrud af dimensioner. Der bliver ved at være færre hjemmehjælpere, pædagoger, lærere, sygeplejersker og andre, som arbejder på gulvet og gaden for at hjælpe borgerne. Folk i den slags stillinger, som beteg-nes som ’varme hænder’, fyres i langt højere grad end de ’kolde hænder’ – chefer, akademikere og andre, som laver kontor-, papir og it-arbejde langt væk fra borgerne. Tal fra kommunernes lønstatistik viser ifølge Berlingske Tidende, at der de seneste fem år er nedlagt 14.000 stillinger, som kan betegnes som ’varme hæn-der’, mens der i samme periode er kommet 6.000 ekstra admini-strative medarbejdere til. Antallet af ’varme hænder’ er faldet med 2,8 procent. Der er kun et fald på 0,2 procent i antallet af ’kolde hænder.’|

Social arv slår igennem hos 15-årigeForældrenes ressourcer har stor betydning for de unges valg af ungdomsuddannelse. Der er mar-kant social skævhed i de unges forventninger til deres videre ud-dannelse, viser rapporten ’15-åri-ges hverdagsliv og udfordringer’ fra Det Nationale Forskningscen-ter for Velfærd, SFi, som har fulgt 6.000 børn siden deres fødsel i 1995 i Børneforløbsundersøgel-sen. Både forældrenes uddannelse og de unges personlighedstræk og færdigheder har betydning, når det handler om, hvorvidt de unge forventer at få en videregå-ende uddannelse. Og selvom de unge i dag er ambitiøse, så er der en markant social skævhed i de unges forventninger – den sociale arv sætter sig igennem allerede hos de 15-årige. Dette til trods for et mangeårigt politisk mål om social mobilitet gennem uddan-nelse.

Af Poul Struve Nielsen

Mange kommuner bruger stadig tvivlsomme og uvidenskabelige metoder i alkoholbehandlingen, viser en ny rapport, som Lægeforeningen har fået Statens Institut for Folkesundhed til at udarbejde.

Lægeforeningen finder resultaterne dybt for-uroligende og opfordrer regeringen til at overveje, om kommunerne magter opgaven, med at tilbyde

alkoholafhængige patienter en faglig og effektiv behandling

Efter fem år, hvor kommunerne har haft ansvaret for behandling af mennesker med alkoholproblemer, er der stadig store problemer med kvaliteten. Der er fortsat stor forskel på kvaliteten af den kommunale alkoholbehandling fra kommune til kommune. I flere kommuner lever alkoholbehandlingen ikke op til de anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen stiller til god kvalitet og brug af metoder, der er videnskabeligt underbyggede, mener Lægeforeningen.

Dårlig kvalitet- Nu har kommunerne haft fem år til at finde ud af, hvordan patienter med alkoholproblemer skal behandles. Det er urimeligt, at der stadig er så stor forskel i alkoholbehandlingen fra kommune til kom-mune, og at kvaliteten i mange tilfælde er så dårlig,

som rapporten beskriver, siger Jette Dam Hansen, formand for Lægeforeningens forebyggelsesudvalg.

Hun finder rapportens resultater er meget skuf-fende, ikke mindst i lyset af, at Kommunernes Landsforening i foråret meldte ud, at kommunerne skal arbejde efter nationale kliniske retningslinjer.

- Hvis ikke kommunerne kan tilbyde alle pa-tienter en kvalitet i behandlingen, som lever op til de standarder, som sættes af Sundhedsstyrelsen og andre eksperter på området, så må vi opfordre regeringen til at overveje, om kommunerne magter opgaven, siger Jette Dam-Hansen. Behandling uden evidensMange kommuner bruger behandlingsmetoder uden evidens for effekt. Rapporten beskriver eksempel-vis, at næsten halvdelen af kommunerne anvender akupunktur i abstinensbehandlingen – en behand-lingsform, som er uden dokumenteret virkning.

Lægeforeningen har længe arbejdet for nationale retningslinjer for alkoholbehandling, som alle kom-muner skal efterleve.

- Erfaringen viser nu, at det ikke kan gå hurtigt nok. Vejledninger og frivillige ordninger er tilsyne-ladende ikke nok, siger Jette Dam-Hansen.

Psykisk sygdom oversesRapporten viser også, at 60 procent af kommunerne ikke undersøger alkoholafhængige patienter for psykisk sygdom.

- Det sker på trods af, at vi ved, at omkring halv-delen af patienter med alkoholafhængighed samtidig har en psykiatrisk lidelse. Det er umuligt at give pa-tienterne en effektiv behandling for alkoholmisbrug, hvis patienten har en ubehandlet psykisk sygdom ved siden af, siger Jette Dam-Hansen.

Statens Institut for Folkesundhed bygger rap-porten på spørgeskemaer besvaret af 94 kommuner og 1. 644 praktiserende læger. Over en halv million danskere har et skadeligt alkoholforbrug, og 140.000 er afhængige af alkohol.|

Hjemløses ting smidt vækKøbenhavns Kommune har bedt politiet fjerne hjemløses ejendele fra Folkets Park på Nørrebro, fortæller Blå Kors. De hjemløse har tradition for at gemme deres ejendele i poser, der er hængt op i træerne. ironisk nok faldt oprydningen sted på hjemlø-sedagen, den 17. oktober. De hjemløse mangler varmt tøj og soveposer, fordi politiet har kørt deres genstande direkte til for-brændingen. - Rydningen rammer især de udenlandske hjemløse hårdt. Nogle af dem havde deres pas i de poser, der blev fjernet. uden pas kan de ikke bevæge sig ud af landet, fortæller Sofie Weinreich, leder af Blå Kors' cafe Grace.

Der spares mest i socialsektorenDet sociale område mister langt hurtigere sine ansatte end andre store velfærdsområder som ud-dannelse og sundhed. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som Altinget.dk har lavet bereg-ninger på baggrund af. i En-hedslisten er socialordfører Finn Sørensen rystet over, at udviklin-gen er gået så stærkt. ’Jeg vidste godt, at nulvæksten kostede tusinder af offentlige ansatte jobbet. Men det er skræmmende, at nedskæringer slår så hurtigt igennem på det sociale område. Det betyder, at man forværrer de sociale problemer, og at regeringen kommer endnu længere væk fra sit mål om at mindske uligheden, siger han til Altinget.dk.

Færre får førtidspensioni 2. kvartal 2012 tilkendte kom-munerne 2.979 nye førtidspen-sioner til 3.583 ansøgere. Det er et fald på 26 procent i forhold til 2. kvartal 2011, hvor 4.023 fik tilkendt førtidspension. Faldet i forhold til 2. kvartal 2011 kan dog forventes at blive lidt min-dre, da kommunerne erfarings-mæssigt efterfølgende indbe-retter flere afgørelser, oplyser Ankestyrelsen.|

Kommunerne svigter alkoholmisbrugereLægeforeningen er kritisk over for kommunernes måde at håndtere alkoholbehandlingen på

Flere tvangsanbringelser af børn og unge Antallet af afgørelser om anbringelse af børn og unge uden samtykke er steget med 22 procent det seneste år. Der blev truffet 377 afgørelser om an-bringelse uden samtykke i 2011 mod 309 afgørelser i 2010. Det fremgår af Ankestyrelsens netop offent-liggjorte årsstatistik 2011 om børn og unge anbragt uden for hjemmet. Til gengæld sparer kommunerne på de frivillige anbringelser, viser statistikken. Når afgørelser om de frivillige anbringelser tælles med, traf kommunerne 2.634 afgørelser om anbringelse af børn eller unge uden for hjemmet. Det er et fald på 12 procent i forhold til 2010. Det faldende antal afgø-

relser afspejles i et fald på tre procent i det samlede antal anbragte børn og unge. Ved udgangen af året 2011 var 12.364 børn og unge anbragt, mens 12.699 børn og unge var anbragt i 2010. Andelen af børn og unge, der bliver anbragt i plejefamilie som første an-bringelsessted, er stigende. 36 procent af børnene/de unge blev anbragt i en plejefamilie i 2011. I 2007 var det 25 procent. I samme periode faldt andelen af børn og unge, der blev anbragt på en døgninstitution som første anbringelsessted fra 36 procent til 28 procent.|

Foto: Colourbox.

HUS FORBI | nr. 10 november 2012 | 16. årgang | 76 | HUS FORBI | nr. 10 november 2012 | 16. årgang

af Esben Digefoto: Christer Holte

Politikerne i Esbjerg Kommune mener ikke, at kommunen skal være et boligselskab, og da kommunen fattes penge, har den solgt 40 af de kommunale lejligheder på 'Ved Skoven' per 1. januar 2013, og et tilsvarende antal på 'Skov-kanten' er sat på salgslisten. Den udvikling får beboerne til at frygte, at de bliver presset ud af deres bolig.

I Esbjerg kaldes kvarteret slet og ret Gl. Vardevej.

- Beboerne i området har store sociale problemer, men her kan de få hverdagen til at hænge sammen, fordi der er et fællesskab, hvor man passer på hinanden og accepterer hinan-den. Her er der ingen, der ligger død i tre måne-der i en lejlighed. Når den nye ejer efterhånden får moderniseret lejlighederne, så har de ikke råd til at bo her. Men det er også mit indtryk, at kommunen ønsker at fjerne de socialt udsatte fra området, siger Peter Marqvard, der selv bor i området og er tidligere lokalformand for de hjemløses organisation, SAND.

En dyr beslutningHan mener også, at det bliver en dyr beslutning for Esbjerg Kommune at sælge lejlighederne.

- 90 procent af folk i lejlighederne er på

kontanthjælp, og de har ikke råd til at betale indskud til en ny lejlighed, så det må kommu-nen hjælpe dem med – og hvor skal de flytte hen? Mange er blevet smidt ud af andre bolig-foreninger. De er kommet herud, fordi de ikke har andre steder at bo, siger Peter Marqvard.

Han bakkes op af Annette Hesselberg, der er socialpædagog på Morgenrøden, som udfører boligsocialt miljø-arbejde med tilknyttet være-sted, og som er et tilbud til beboerne i området.

- Mange af beboerne i området klarer sig kun på grund af netværket i området. Hvis de skal flytte, så har de brug for en støtte- og kontaktperson eller eventuelt en plads på en boform, og det skal kommunen betale, forklarer hun.

Tag det roligtFormanden for Socialudvalget i Esbjerg Kom-mune, den konservative Henrik Vallø, vurde-rer derimod ikke, at der bliver så store proble-mer, som beboerne frygter.

- For det første så vil jeg gerne afvise, at Esbjerg Kommune ønsker at fjerne de socialt udsatte fra området – det har intet på sig. For det andet så sælger kommunen ikke alle sine boliger, så kommunen vil stadigvæk kunne henvise folk til en kommunal bolig, hvor de ikke skal betale indskud. Men jeg kan selv-følgeligt ikke afvise, at det kan være, at nogle

beboere kommer i klemme, men så løser vi problemet, når det opstår. Jeg kan i hvert fald love, at der ikke er nogen, der ender på gaden på grund af dette, understreger Henrik Vallø.

Huslejen stigerMen i Roskilde har kommunen allerede solgt en del af dens ejendomme på Eriksvej og Kø-benhavnsvej, og erfaringerne herfra viser, at beboernes frygt ikke er ubegrundet.

- Når man køber en ejendom, så er formålet at tjene penge. Det er en investering som ak-tier eller obligationer, og det er der ikke noget galt i. Men der sker typisk det, at lejlighederne bliver moderniseret, og dermed stiger husle-jen. Det var det, der skete i Roskilde. Når der er tale om socialt udsatte borgere, har de ofte ikke råd til at betale huslejen og må flytte, forklarer formanden for Danmarks Lejerfor-eninger Bodil Kjærum.

Hun peger desuden på, at der ofte kan opstå konflikter mellem den nye ejer og bebo-erne, som kan betyde, at lejerne må flytte.

- Jeg kan godt forstå, at beboerne i Esbjerg frygter, hvad der kommer til at ske i fremti-den, siger hun.

Og Peter Marqvard giver heller ikke meget for socialudvalgsformand Henrik Valløs garan-tier.

- Det har vi hørt mange gange før fra kom-munen, men jeg vil se det, før jeg tror det. Jeg tror ikke på, at kommunen har en plan for, hvad der skal ske i området, når først den nye ejer begynder at modernisere lejlighederne og huslejen stiger, siger Peter Marqvard, der nu har lavet en underskriftsindsamling for at råbe kommunen op.|

Når kommunen sælger hele bo-ligområder, der i særlig grad huser socialt udsatte, er der fare for, at de ikke vil kunne blive boende. En køber af en ejendom må forventes at være en investor, der ønsker at få mest muligt for sine penge, og ikke en social entreprenør.

Dermed bliver de socialt udsatte borgere i området spredt for alle vinde. Nogle ender måske uden egen bolig og må på forsorgshjem. Det er en ulykkelig situation, som hidtil er blevet forebygget ved, at de socialt udsatte lejere har boet i den kommunalt ejede ejendom i et kvarter, hvor der også er et være-sted for socialt udsatte.

Det er i Serviceloven paragraf 81, at der står om kommunens pligt til at forebygger: ’Kommunalbestyrelsen skal tilbyde

en særlig indsats til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Formålet med indsatsen er1) at forebygge, at problemerne

for den enkelte forværres,2) at forbedre den enkeltes sociale

og personlige funktion samt udviklingsmuligheder,

3) at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gen-nem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje og

4) at yde en helhedsorienteret ind-sats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen bolig, herunder i botilbud efter lov om almene boliger m.v. eller i botilbud efter denne lov.’|


At området ved Gl. Vardevej huser socialt ud-satte beboere, ses blandt andet af, at der har været alvorlige problemer med tuberkulose.

’Én er død, otte har aktiv tuberkulose, og mindst 21 er testet positive.’ Således blev der gjort status i den lokale presse i oktober 2011.

Dengang slog embedslægerne og Lungeme-

dicinsk Ambulatorium på Sydvestjysk Sygehus ifølge avisen JydskeVestkysten alarm efter en koncentration af tuberkulose blandt fortrins-vis grønlændere i de gamle kommunale blokke på Gl. Vardevej. Lungemedicinsk Ambulatorium opfordrede ifølge avisen kommunen til at gribe ind for at sikre, at smitten ikke skulle spredes yderli-gere. Kommunale medarbejdere ved Projekt

Morgenrøden har gentagne gange gjort kom-munen opmærksom på problemet.

Hele landetTuberkulose er ikke kun et problem i Esbjerg. Der er 400 nye tilfælde i Danmark om året, og sygdommen breder sig. I 2010 steg antallet af tuberkulosesmittede med ni procent, og det er især hjemløse og socialt udsatte, der rammes af sygdommen.

Derfor har Region Hovedstaden netop be-vilget fem millioner kroner til en røntgenbus.

- Vi skal bruge røntgen-udstyr for at un-dersøge, om borgerne har tuberkulose. Og vi er nødt til at komme ud til de smittede, hvor de færdes. For der kan gå lang tid, før de smittede kontakter sundhedsvæsenet, og hermed når de at smitte andre personer i omgangskredsen, siger tuberkulosesygeplejerske Nete Wrona Olsen fra Lungemedicinsk Afdeling på Gen-tofte Hospital.

En af projektmedarbejdere ved Projekt Mor-genrøden på Gl. Vardevej er ifølge JydskeVest-kysten også blevet smittet med tuberkulose.

Region Syddanmark og de øvrige regioner i Danmark vil i fremtiden kunne forbedre bekæmpelsen af tuberkulose ganske effektivt. Region Hovedstaden vil meget gerne hjælpe i resten af landet ved at udleje den ny tuberku-losebus.|

Det siger Serviceloven

Socialt udsatte frygter hjemløshedEsbjerg Kommune sælger ud af lejligheder, hvor mange beboere er socialt udsatte

Peter Marqvard bor i området. Han tror, det bliver en dyr løsning for Esbjerg Kommune at sælge bygningerne, og han frygter, at beboerne bliver presset ud af deres bolig på grund af huslejestigninger.

Beboerne på Skovkanten er socialt udsatte, og der bliver drukket mange bajere. Esbjerg Kommune har nu sat boligerne til salg, og beboerne frygter at bliver presset ud på grund af huslejestigninger.

Et område med tuberkuloseMange beboere blev smittet for få år siden


af Peter Andersenfoto: Rasmus Flindt Petersen

I et afsnit af tv-serien Klovn kommer den ene af hovedpersonerne, antihelten Frank, til at nappe et nummer af Hus Forbi fra en sælger i den tro, at det er en gratisavis. Virkelighedens Frank med efternavnet Hvam køber jævnligt hjemløseavisen – for penge, som han selv siger med eftertryk – og i det hele taget er der hver-

ken meget klovn eller antihelt over ham denne eftermiddag i Kødbyen på Vesterbro.

I et års tid har han været formand for For-eningen Fixerum, der har holdt to ombyggede ambulancer – de såkaldte fixelancer – kørende som et tilbud til Vesterbros stofbrugere. Og som har banet vej for et permanent fixerum i bydelen.

Det er nu åbnet, lige der i Kødbyen, og 1. november modtager Frank Hvam Brugerfor-

eningen for Aktive Stofbrugeres hæderspris på vegne af Foreningen Fixerum. Som nu har nedlagt sig selv, fordi missionen er fuldført, som der står på hjemmesiden.

Så hvis det endelig skal være, har Frank Hvam for en gangs skyld helterollen. Selv om han nødig vil være ved det. Han understreger, at det er foreningen, der modtager prisen, ikke ham. Og han forsøgte i lang tid at holde lav profil.

- Det er vigtigt for mig, at det ikke bare har handlet om at kaste kendisstøv over projektet. Jeg var i begyndelsen nervøs for, at det skulle blive et klovneprojekt, som folk ikke tog seri-øst, fordi jeg var en del af det. Så indledningsvis prøvede jeg faktisk at holde mig under radaren.

Du skrev netop i et indlæg i Berlingske Tiden-de for to år siden, at du ikke gør noget, du 'kigger bare'. Hvad gjorde udslaget, så du også begyndte at gøre noget?

- Jeg kommer fra Midtjylland og har en stor autoritetstro på, at systemet arbejder med pro-blemerne og løser dem. Men da jeg havde boet på Vesterbro i 10 år, kunne jeg se, at der ikke var sket en skid. De eneste, der handlede, var nogle ildsjæle, som lavede uofficielle fixerum, og hver eneste gang, der var et uofficielt fix-erum, var der færre stofbrugere på min trap-pesten. Sammenhængen var så indlysende, og det forekom mig fuldstændig vanvittigt, at det fixerum ikke blev lavet. Og på et tidspunkt må man selv gå i gang. Som beboer, indigneret menneske og humanist.

Humoristisk sansMen nogle komikere har svært ved at træde ud af rollen. - Det er jo ikke sådan at jeg har mistet min humoristiske sans. Vi har holdt nogle rime-ligt morsomme bestyrelsesmøder, hvor vi har grint både af os selv og af stofbrugerne og af kommunen og af den fastlåste situation, som har været så bizar og absurd. Når man laver humor, trækker man på sine egne følelser og fordomme, og dem har vi jo alle sammen, også i forhold til hjemløse og stofbrugere. Og der er gode grin i de fordomme.

Hjælper humor også, når man er til møder med kommunen?

- Det hjælper helt gevaldigt. Sådan nogle møder er altid stive indledningsvis, men vi fandt så nogle mennesker, som rent faktisk går op i sagen. De findes – måske lidt overraskende for nogen – også i kommunen. Og så er vi gået all-in.

Interviewet foregår i den ene af de to fixelancer og afbrydes på et tidspunkt af en stofbruger på vej ind i gården foran cafeen Dugnad, hvor det nye fixerum ligger. Han vil lige give hånd og sige tak for indsatsen. Her er Frank bare Frank, vesterbro’er før tv-stjerne, men i sin kommunikation har han været meget opmærksom på, at han talte til hele Danmark.

Derfor har han holdt fast i ordet 'narkoma-ner', selvom Brugerforeningen foretrækker det bredere og knap så bandsatte 'stofbrugere'.

Om at redde liv - Det er det ord, danskerne kan forstå. Hvis man siger 'stofbrugere' i Ringkøbing, tror de, vi er nogle pladderhumanister, der vil give alle lov til at fyre alt det, de har lyst til. Men det er ikke hyggenygge det her, det handler om at redde liv. Og jeg kan love dem i Ringkøbing, at havde de haft et tilsvarende problem som her på Vesterbro, havde de gjort præcis det samme.

De to ambulancer blev købt i udlandet, ind-registreret og ombygget for indsamlede penge, blandt andet via et støtteshow i standup-temp-let Bremen.

- Lynhurtigt kom folk væltende til, og skaren af frivillige nåede 220. Vesterbro har levet i en tilstand af afmagt i mange år, og folk har ønsket at gøre noget, men har ikke kunnet på grund af lovgivningen. Så opbygger man en vrede, og den har de fået afløb for.

Fixelancerne har elimineret den sidste del af modstanden mod at indrette et permanent fixerum, mener Frank Hvam.

- Vi står på skuldrene af en hel masse men-nesker, som har kæmpet for det her i årevis, og vi kunne aldrig have klaret det alene. Der har været tale om en langsom holdningsbearbejd-ning af den logik, at jo ringere narkomanerne har det, jo færre narkomaner bliver der. Men der bliver jo ikke færre narkomaner af, at de bliver behandlet vanvittig dårligt.

Så fixelancerne har været en nødvendig løfte-stang?

- Ja, det mener vi. Vi har kunnet vise verden, at så er det heller ikke sværere. At så farligt var det måske heller ikke, så vrede blev naboerne heller ikke, og så meget ballade blev der heller ikke. Det her projekt er svært at have noget imod, fordi det er mobilt. Vesterbro kunne forstå, at nu løfter vi i flok, det er ikke bare en enkelt gade, der hænger på den. Og så er det i øvrigt svært at tæve på frivillige læger og sygeplejersker.

Hæderspris til social aKtivistFrank Hvam – mere beboer, indigneret menneske og humanist end Klovn

Efter 10 år med narkomaner på trappestenen og kanyler på gaden fik Frank Hvam nok og gik all-in i kampen for bedre vilkår for Vesterbros stofbrugere. Han blev formand for Foreningen Fixerum, som med indretningen af det permanente fixerum i Kødbyen har fuldført sin mission, og derfor modtager de danske stofbrugeres hæderspris den 1. november.

I Jylland kan man blive bidt af en hugorm, her kan man træde en kanyle op i en sko, siger social akti-vist på Vesterbro Frank Hvam.


Frank Hvam er især kendt for sit makkerskab med Casper Christensen i tv-serien Klovn. Det er en tv-serie, der med humor og pinligheder, som seerne har krummet mange tæer af led over, beskriver, hvor svært det kan være at være mand i dagens Danmark.

Her i slutspurten af den benhårde kamp mel-lem Barack Obama og Mitt Romney er det værd at nævne, at det faktisk lykkes makkerparret at rode Hus Forbi ind i den amerikanske valgkamp – sådan da. i afsnittet ’White House Potential’ (Potentiale til at sidde i Det Hvide Hus), funde-rer Casper over, at hvis man nu kunne vælge en præsident i Danmark, så var det noget at stile efter.

- Jeg synes bare, jeg har White House Po-tential, siger han og uddyber:

- Det betyder, at 95 procent af alle beslut-

ninger, jeg træffer, de er rigtige. Det er White House Potential.

Frank mener også at besidde White House Potential. Men Casper skønner, at det kun er 55 procent af Franks beslutninger, der er rigtige. Diskussionen ender, da Kasper spørger Frank: Hvorfor køber du hjemløseavisen?

- Jeg troede, jeg havde taget MetroXpress, svarer Frank.

- MetroXpress er gratis. Den der koster en 20’er, siger Casper.

- Jamen, jeg har da bare nappet den her ud af armen på en mand, der stod ved vejen, forsvarer Frank sig. Derefter afgør Casper præsidentvalg-kampen mellem de to med ordene:

- Det er jo ikke White House Potential at stjæle fra en hjemløs, Frank. Det kan du godt se!

Et synspunkt, vi deler her på Hus Forbi. PSN|

Altid narko på VesterbroFrank Hvam taler i nutid om projektet, selvom det formelt set er afsluttet. Kommunen over-tager de to fixelancer for at bruge dem som supplement til det permanente fixerum.

Hvad skal du så lave nu ud over at være en sjov mand?

- Det tager mere tid, end man lige reg-ner med. Jeg skal lige arbejde på nogle comedyshows, inden jeg kaster mig over noget nyt. Og så bare glæde mig over, at det gik godt.

Har det været stressende? - Jeg skal ikke sidde og klage over stress.

Vi hjælper nogle mennesker, der virkelig ken-der til stress. Mit stressniveau er bedøvende ligegyldigt, siger Frank Hvam.

Han er helt på det rene med, at fixerummet ikke løser problemerne.

- Uanset hvor godt det går, vil der stadig være et narkoproblem på Vesterbro. I Jylland kan man blive bidt af en hugorm, her kan man træde en kanyle op i en sko. Men det bliver nemmere både at være stofbruger, beboer og politimand her på Vesterbro. Politiet kan sige til stofbrugerne, at de skal gå derover, og nu skal jeg følge dig. Stofbrugerne har jo ikke et ønske om at stå i en trappeopgang, hvor der kommer børn, det er en meget ydmygende situation. Så alle parter kan være lykkelige.

Frank Hvam er blandt andet kendt fra tv-serierne Casper og Mandrilaftalen, Langt fra Las Vegas og senest Klovn, som også er overført til biograf-lærredet. I 2009 debuterede han med sit første one-man show Live 09. Han boede på Vesterbro i 13 år, men er for nylig flyttet til Lyngby – primært fordi hans to børn skulle have en have at lege i.|

Af Poul Struve NielsenFoto: Lars Ertner

I februar i år kom den lovændring, der gjorde det muligt for de danske kommuner at drive stofindtagelses-rum, også kaldet fixerum. Den 1. oktober åbnede det første af slag-sen på Halmtorvet i København.

Dermed har hovedstadens stofbrugere et alternativ til at fixe i opgange, bag skraldespande og i baggårde.

Sundhedsminister Astrid Kragh (SF) holdt tale ved indvielsen, og hun udtrykte forhåbninger om, at Københavns Kommune vil gøre så gode erfaringer med fixerummet, at det vil inspirere andre kommuner.

Byrådet i Odense har netop vedtaget at bevillige 450.000 kroner om året til et fixerum, der skal placeres i tilknytning til Kirkens Korshærs varmestue og sundhedsklinik i Pantheonsgade. I Aarhus har et flertal i kommunal-

bestyrelsen meldt positivt ud, men der er ikke vedtaget noget endnu. I Aalborg vurderer politikerne, at der ikke er behov for et fixerum, og i andre større danske byer er der stadig overvejelser i gang.

I det nye stofindtagelses-rum kan misbrugerne få be-handling af for eksempel sår, infektioner og vaccinationer af det sundhedsfaglige personale. Desuden får misbrugerne rene kanyler, der afleveres efter brug og derfor ikke ender på gaden til gene for de forbipasserende. Det er også håbet, at stedet vil fungere som en bro til behandlersystemet. Siden juli i år har Københavns kommune – sammen med Forenin-gen Fixerum – drevet de to fixelan-cer, der var den løsning, som det efter lovændringen hurtigst kunne lade sig gøre at etablere. I hvert fald den ene fixelance fortsæt-ter som et tilbud i det kommende år. PSN|

Fixerum er åbnetKøbenhavn er i gang – Odense er på vej

FAKTA om fixerummet i stofindtagelsesrummet er der syv pladser til at fixe. Seks sygeplejersker og fire pædagoger står klar til at hjælpe. Organisatorisk hører tilbuddet under herberget Mændenes Hjem. Stofindtagelsesrummet flytter til herbergets lokaler på istedgade på

Vesterbro til næste år. i 2012 bruger Københavns Kommune 5 millioner kroner på at drive

stofindtagelsesrum og det mobile tilbud fixelancen. i 2013 er der afsat 12,4 millioner kroner til stofindtagelsesrummet.

Alt for mange stofmisbrugere i behandling er gengangere. 65 procent af de stofmisbrugere, som går i behandling, har et eller flere behandlingsforløb bag sig. Det er et stort menneskeligt tab. Derfor lancerer social- og integrationsmi-nister Karen Hækkerup (S) nu en ny plan for behandling af stofmis-brugere. Socialministeriet har selv valgt at kalde planen for ’Metoder, der virker på narkoområdet’.

- Der er brug for en ny tilgang på misbrugsområdet. Vi er for ofte så fokuserede på at behandle folk for deres misbrug, at vi helt glem-mer alle de andre problemer, som

de også kæmper med, og som ofte er årsagen til deres misbrug. Når misbrugeren går ud af døren efter endt behandling, så venter alle de andre problemer stadig, og derfor falder så mange tilbage til mis-bruget. Det skal vi have gjort op med, udtaler socialminister Karen Hækkerup i en pressemeddelelse fra ministeriet.

Hun lover en tilgang, som i langt højere grad skal sikre, at stofmis-brugere får en behandling af høj kvalitet, så langt flere fortsætter et liv uden stoffer efter endt be-handling. Strategien indeholder 10 initiativer til i alt 103 millioner. kr.|

Ny plan for behandling af misbrugere

Med indretningen af det permanente fixerum i Kødbyen har Brugerforeningen for Aktive Stofbrugere nået et af de mål, den har kæmpet for, siden den blev oprettet i 1973.

- Det er svært at forstå, at det ikke er sket før. Men nu har vi syv permanente fixepladser derinde og det er rigtig flot. Som alle andre steder i verden, hvor der findes fixerum, er det startet nedefra. Foreningen Fixerum har modigt og kreativt betrådt nogle nye stier, så vi kunne nå målet, så derfor skal de have vores hæders-pris, siger Jørgen Kjær, som er formand for Brugerforeningen.

Hvad har det betydet, at et kendt ansigt som Frank Hvam er gået forrest?

- Her på Vesterbro er Frank jo først og frem-mest kendt som et godt menneske. Men det gør det for eksempel lettere at få journalister på banen. Det bliver mere interessant, når en kendt komiker åbner hjertet for denne gruppe.

Skal der indrettes flere permanente fixerum? - ikke nødvendigvis. Vi skal ikke spilde

penge på stofbrugere, der aldrig dukker op. Der er kun et behov, hvor der er en åben stofscene.

Brugerforeningen står blandt andet for sprøjtepatruljen, som indsamler kanyler og andet affald, stofbrugerne efterlader. Bliver den

overflødig nu? - Nej. Vi har endnu ikke set et fald i indsam-

lingsmængden, og vi ved, at ikke alle kommer til at bruge fixerummet. Nogle er måske sure på hinanden eller skylder hinanden penge.

Er alle klar over, at fixerummet er kommet? - Ja, det er jo gået som en steppebrand. Det

er i klasse med dengang, lars løkke Rasmussen gik på tv og meddelte, at nu fik vi adgang til fri heroin. Men det fik vi så ikke. Hvis jeg skal med i ordningen, skal jeg begynde at fixe efter at have sniffet i 36 år. Og åbningstiderne er ikke afstemt efter stofbrugernes behov. Det skal være mellem klokken 9 og 11 og igen mellem 15 og 17, og det er alt for tidligt til andet fix. Så den ordning er en ommer.

Hvad er målet i foreningen nu? - At vi kan få heroin på apoteket, ligesom

når alle andre henter deres medicin. Og det kommer før eller senere. Med metadonen var det jo også først sådan, at man skulle tage det ved apoteket. Så blev det så til, at man kunne få med hjem til weekenden, og nu kan de velfungerende stofbrugere få til en måned ad gangen. Som vi har sagt lidt humoristisk: Det kommer, når politikerne først ser, at vi ikke begynder at spise børn.|

Næste mål er heroin på apoteketEt slag er vunder med fixerummet i Kødbyen, men kampen fortsætter

Hus Forbi i den amerikanske valgkampOm episoden af Klovn, hvor Frank stjæler fra en sælger

Nu arbejder vi for, at vi kan få heroin på apoteket, ligesom når alle andre henter deres medicin, siger Jørgen Kjær.


- Den vandrende fattigdom og hjemløshed går ikke væk, fordi skiftende regeringer gentager, at udenlandske hjemløse kræver en løsning på EU-niveau. En fælles løs-ning kræver også dansk deltagelse! Det er skammeligt, at natherberget i Stengade må lukkes, og at vinterfrosten skal bide fra sig, før organisationer kan få støtte og gå i gang med en akut-indsats for uden-

landske hjemløse. Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte

og generalsekretær i Caritas Danmark.

EN GOD DAG – fyr den af

af Poul Struve Nielsenfoto: Lars Ertnertegneserie: Peter Pedersen

Den nationale hjemløsedag blev holdt på Nytorv i København onsdag den 17. oktober. Tegneren bag Hus Forbis stribe ’En dag ad gangen’, Peter Pedersen, var med på en god dag, da Peter Philipsen med Kim Larsen Jam og Folkeklubben fyrede den af. Robert Olsen og Jann Sjursen holdt taler. Der var tombola med flotte materialer.

Temaet var udenlandske hjemløse, og Hjemløseprisen blev uddelt til et af de steder, som har været en særlig hjælp for de hjemløse fra udlandet, nemlig Den Sorte Gryde, som giver varme frokoster til hjemløse.

’Baggrunden er deres fantastiske stykke arbejde med nogle af de mest ekskluderede

hjemløse i øjeblikket – de udenlandske hjem-løse. For mange af de udenlandske hjemløse er ’Gryden’ blevet et fast holdepunkt i en ellers kaotisk og fjendtlig verden. De har også vist et godt eksempel ved at ansætte nogle udenland-ske hjemløse på lige vilkår med de fastansatte for derigennem at give dem en chance for at komme videre med livet på en værdig og respektfuld måde, hedder det i den indstilling, der førte til, at ’Gryden’ fik prisen. Den Sorte Gryde ligger i Nansensgade i København og drives primært for midler fra kirkerne og deres menighedsplejer.

Som altid var hjemløsedagen en blanding af fest og alvor, for det er et alvorligt problem, at der bliver flere og flere hjemløse i Danmark. Gadepræst Mia Rahr Jakobsen holdt andagt for de hjemløse, der er døde i årets løb, og de blev mindet med et minuts stilhed.

- Fattigdom er mere end et nationalt problem. Økonomien bevæger sig frit over landegrænser. Når man ser de fattige ud-lændinge, der søger til Danmark og bliver hjemløse indvandrere, fristes man næsten til at drage en parallel til dengang, Mændenes Hjem og Kofoed Skole blev skabt for at tage sig af unge hjemløse mænd, som var ind-vandret fra provinsen til København.Robert Olsen, forstander for Kofoed Skole og for-

mand for Socialpolitisk Forening.

Justine Mitchell fra Den Sorte Gryde modtog Hjemløseprisen. Der var mange andre festlige indslag.


Af Birgitte Ellemann Höegh og Jakob Bergmann Moll

Heinz Wolf lukker døren bag sig og sætter sig ved et stort bord. Mødelokalet i kælderen under Kirkens Korshærs varmestue i Odense er halvtomt og dårligt belyst. Det føles som en fængselscelle, komplet med gitter bag de uklare ruder ud til fortovsfliserne.

Kirkens Korshærs varmestue er ikke et sted, man søger arbejde, hvis man går op i at holde møder. Korshærsleder Heinz Wolf går derimod op i mennesker – i en sådan grad, at han bruger det meste af sin vågne tid på en mi-noritet i det danske samfund, som få tænker på i det daglige, og som endnu færre opfatter som deres ansvar. På en typisk dag besøger omkring 100 mænd og kvinder – hovedsageligt misbru-gere – varmestuen ovenpå, hvor en rugbrøds-mad koster et par kroner, og kaffen er gratis.

Et sted udenfor, i gården bag korshærsbyg-ningen, har en flok af Odenses mest marginali-serede borgere søgt ly for støvregnen – en del har knappet stærke øl op. Deres ru stemmer kan høres svagt i kælderrummet. Stemnin-gen er god derude, bedømt på musikken i de raspende stemmer.

Sådan er det ikke altid. - Der er meget, meget kontant afregning

her i byen. Især fra de udenlandske bagmænd, siger korshærslederen og holder en lille pause.

- Noget af det er tortur. Lederen af varmestuen taler ellers med

ildsjælens energi. Men når man spørger, hvad hans brugere mere præcist bliver udsat for, sniger der sig et tomt udtryk ind i hans ansigt. Som om volden – efter 15 års arbejde, hvor utallige narkomaner er mødt op på dørtrinnet haltende og blødende fra friske sår – stadig ikke rigtig kan trænge ind.

- De bliver udsat for korporlig afstraffelse i alle de variationer, man kan tænke sig. Også en del, man ikke kan. De kan blive voldtaget af andre mænd. Vi havde en, der blev lænket til en radiator, som blev skruet helt op. Så sad han der i to dage, siger den 44-årige varme-stuechef.

Heinz Wolf kender godt Stige Ø. Han ved også, hvad der foregår derude. Når Heinz Wolf en sjælden gang læser i avisen om en ung mand eller kvinde, der er blevet holdt som fan-ge og mishandlet, tænker han på alle de andre ofre. Han ved, at hver gang en mishandlet nar-

koman omtales på Ekstra Bladets hjemmeside, sker der 10, 20 eller flere voldelige overgreb, som ingen nogensinde hører noget til.

Det er morgen i herberget i Benediktsgade. Johnny er lige væltet ud af sengen. Han sover fast på stedet. Rødstensbygningen blev bygget som sygehus i slutningen af 1800-tallet, men indvendigt emmer herberget af institution. Mest på grund af lugten og linoleumsgulvene. Men her er o.k., synes Johnny. Han er inden-dørs, og han har en seng, et bord, et fjernsyn og en stol. I de andre værelser bor flere af Johnnys bekendte – blandt andre Steno og Stenos lillebror, Finn. Johnny sælger for tiden heroin sammen med brødrene inde i gågaden. De får stofferne fra en tyrker ved navn Bora og fordeler selv stofferne imellem sig. Når de har solgt varerne, afleverer de alle indtægterne til tyrkeren. Så udregner han overskuddet og giver dem deres andel – godt og vel halvdelen af det, de hver især har tjent.

Johnny tager også selv stoffer, for tiden både heroin og kokain. Morgenen er stadig ung, da Johnny tager dagens første skud.

Da Johnny træder ud i Benediktsgade, ser han Bora holde i en rød Toyota på den modsatte

Rejsen til STIGE Ø

Odense er provinsens barskeste by at være narkoman i. Danmarks tredjestørste by er nem-lig stor nok til at have et forrået narkotikamarked, som mange kriminelle prøver at tjene penge på – men samtidig lille nok til, at det er umuligt for en misbruger at gemme sig, hvis han eller hun kommer i problemer. De sidste 15 år er Odenses narkomiljøet gradvis blevet mere brutalt, og i dag kan en gæld på 500 kroner sagtens medføre blodig afstraffelse.

Der er cirka 1.500 narkomaner i Odense, hvoraf de 200 lever et meget barskt liv, hvor det

er stofferne, der styrer, hvert et skridt de tager. Det betyder, at de mestendels opholder sig på gaden, hvor mange af dem enten lever som gade-hjemløse eller sover på byens herberger.

Hus Forbis skribent Birgitte Ellemann Höegh forsøgte i samarbejde med journalist og forfatter Jakob Bergmann Moll at komme tæt på de barske realiteter i Odense.

Projektet strakte sig over et halvt år og blotlagde en blodig underverden i en by, mange danskere forbinder med Albani-øl og H. C. An-dersen. For nylig udgav skribenterne den digitale

journalistiske fortælling ’I Tusmørket - Jagten på penge i den hvide heroins by’ om de kriminelle narkomaners hverdag og vilkår i Odense.

Det er en hårrejsende fortælling, en rejse gen-nem en kriminel verden, hvor ingen kan hjælpe dig, når bagmanden banker på.

Hus Forbi bringer på de følgende sider et uddrag af fortællingen. Det fortæller om gadepu-sheren Johnny og hans rejse til Stige Ø nord for Odense.

'Johnny Steno' og de øvrige navne er ændret af hensyn til misbrugernes sikkerhed.

Når fynboer hører om Stige Ø, tænker de på solskin, jagt, fiskeri og gåture. For Odenses narkomaner har øen en anden betydning. Når en narkoman får besked på at sætte sig ind i en bil, fordi han eller hun skal ’ud på Stige Ø’ eller bare ’en tur i skoven’, ved vedkommende udmærket, hvad klokken er slået. Derude er narkomaner blevet brændt og banket, de har fået fingre klippet af og dødelige doser heroin pumpet ind i årerne. På øen kan ingen høre dem råbe om hjælp.

NåR HAMMEREN FALDER På FYNJohnny og hans to kammerater havde gennem længere tid handlet stoffer for to tyrkiske bagmand. Dette er beretningen om, hvad der sker, når Odenses misbrugere skylder penge til de forkerte ...

I TUSMØRKET. Jagten på penge i den hvide heroins by er udgi-vet af det journalistiske forlag Zetland. Fortællin-gen er en såkaldt ’single’: en mellemting mellem en artikel og en bog, som udgives og læses digi-talt. Den fulde historie kan købes for 24 kroner på www.zetland.dk.


side af gaden. Dealeren vinker Johnny over til sig med et lille løft med hovedet. Johnny havde forventet at se ham i dag, fordi de skulle handle. De tre gadepushere skal betale for den seneste portion dope og have nogle nye varer retur. Johnny har sin andel af indtægterne med.

- Hvor er dine to venner?, spørger Bora. - Steno er oppe på herberget, svarer John-

ny og spørger, om han skal hente ham.- Ja. Men vi kører ingen steder, før Stenos

lillebror er her. Det kommer ikke bag på Johnny, at de skal

ud at køre. Det er sikrest at udveksle dope og penge et afsides sted. Fast arbejdsgang.

Oppe på værelset får Johnny hanket op i Steno.

- Behøver det være lige nu?, siger Steno med en sløv stemme.

- Ja, svarer Johnny, og Finn skal med. Lil-lebroren er nede at hente sin metadon, fortæl-ler Steno, som langsomt begynder at krænge et par cowboybukser og en sweatshirt over sin lange, tynde, tatoverede krop. Han stikker fødderne ned i et par gummisko, der venter foran sengen.

Nede på gaden står Bora med korslagte arme og læner sig op ad bilen. Johnny og Steno hilser på ham med et nik og sætter sig over i skuret og venter.

Tyrkerens lillebror, Metin, dukker op. Bag-mændene sidder ovre i bilen i hver sin Adidas-uniform og hører tyrkisk popmusik. De fylder det meste af forsæderne – man kan se, hvor mange vægte de løfter. Hele deres familie har ry for at være afsindigt hidsige, mest af alt lillebroren.

Brødrene spreder frygt ved deres blotte tilstedeværelse. Varmestuens personale er frustrerede, når bagmændene af og til går gen-nem døren hos Kirkens Korshær. Personalet ved godt, hvorfor dealerne dukker op – men de er ikke i stand til at gøre noget, for det meste drikker mændene bare en kop kaffe i tavshed.

Efter halvanden time dukker Stenos lille-bror, Finn, op, efter han har hentet sin metadon.

De går over til bilen med de tyrkiske brødre. Johnny er spændt. Bora har sagt, at hvis handlen er gået godt, vil gadepusherne få en lille bonus.

De sætter sig ind på bagsædet. Bilen begyn-der at trille. Johnny rækker sine penge frem til Metin, der til gengæld finder en pose hvidt pulver frem fra dens skjul bag bilens askebæ-ger. Han rækker Johnny fem gram heroin.

Så sker der ikke mere. Steno og Finn sidder som forstenede og ser lige frem.

- Vi har ikke pengene, siger Steno så. Det drejer sig om 10.000 kroner, så vidt

Johnny kan regne ud. - Hvordan vil I skaffe dem, siger Bora, der

kører bilen. Han kigger på Steno i bakspejlet. - Kan vi låne lidt flere stoffer?, siger Steno

så lavt, at han næsten hvisker. - Så skal vi nok lave nogle penge. Vi skal

bare have to dage. Der bliver stille i bilen. Metin slukker for

anlægget. - Jeg tror, vi skal ud og køre en lille tur og

få snakket lidt sammen, siger han. Bilen er i fart. Nordpå. Forbi havneområdet

og ad Næsbyvej gennem Åløkke Skov – på vej mod Stige Ø.

Nu går alvoren op for Johnny. Tyrkerne er garanteret ligeglade med, hvem af dem der har dummet sig. De er tre om at sælge, og de er tre om at lave lort i den.

Steno, din store idiot? Hvorfor sagde du ikke noget, da vi sad i skuret?, tænker han, mens husene suser forbi uden for vinduerne. En købmand, et solcenter, et villakvarter – den rene provinsidyl. Hver en celle i Johnnys krop dirrer, sveden pibler frem under hættetrøjen. Han føler, han skal kaste op.

Der er helt stille i bilen. Den eneste lyd er bilens motor, der driver Toyotaen ud mod Stige Ø. Der veksles et par ord på tyrkisk på forsæ-det. Johnny tør ikke se på de andre, og han skal absolut ikke komme med gode forslag. Brødrene sidder på heroinmarkedet, så vidt han ved, de ejer praktisk talt Odense, Svend-borg og Nyborg.

Brødrene har masser af håndlangere – brødre, fætre og venners venner. Normalt foregår ’skovture’ om aftenen, men Johnny kender tyrkernes retfærdighedssans og tempe-rament. Man kan også finde øde steder ved Stige Ø i dagtimerne. Tyrkerne kører ad de små veje for at komme gennem skoven og ud til volden ved Odense Kanal. De parkerer på en lille bakke ved fire mosbegroede betonpil-ler. Johnny, Steno og Finn bliver siddende på bagsædet. Ingen af dem skal nyde noget af at stige ud af bilen.

Det kan godt være, at de kun er to mænd på forsædet, men hvis de så meget som lægger hånd på dem, er de færdige alligevel. Bare tanken om at kæmpe imod er fuldstændig afsindig. Det ved Johnny alt for godt.

Der er ikke ét menneske at se i miles om-kreds.

- Vi skal bare have én dag, så skaffer vi dem, siger Steno pludselig.

Han får ikke noget svar fra forsædet. I stedet trækker Metin en skruetrækker frem fra handskerummet, går ud af bilen og hiver fat i Stenos nakke. Han trækker pusherens tynde krop ud af bilen. Johnny tør ikke vende sig om, men han kan høre, at de begge råber og skriger. Lidt efter ser han ud af øjenkrogen, at Metin trækker Steno over græstørvene og ned mod kanalen.

- Av, hører han Steno råbe. Det er alt. Efter lidt tid står Bora også ud af bilen og

forsvinder ned ad bakken mod vandet. Det kan blive Stenos redning. Johnny og Finn sid-der tilbage. Helt stille. Johnny kan høre fugle-kvidder og en and, der lander på den blikstille vandoverflade i kanalen. Der ligger skrald op ad skrænten, og en lilla syrenhæk blomstrer. Johnny har hænderne på lårene. Det føles, som om hele hans krop er gået i baglås.

De to tyrkere kommer tilbage til bilen. Der er blod på skruetrækkeren og Metins hånd, og han har våde bukseben.

Så tager de fat i Finn. Han bliver flået ud af bilen og om bagved, hvor de fortæller ham, at han får en sidste chance og hælder ham ind i bilen igen.

- Kom, lad os køre, siger Metin. Steno kommer ikke frem. Og bilen kører i

den modsatte retning. Køreturen tilbage mod centrum føles uen-

delig lang. Johnny forestiller sig Steno ligge ved vandet med åbne øjne og blodet piblende ud af kroppen. Men han siger stadig ikke et ord. De tyrkiske brødre har skruet op for den tyrkiske musik. Johnny kan næsten ikke holde det ud.

Ved Odense Banegård sætter tyrkerne Finn

og Johnny af. - Tak, siger de bare. Finn og Johnny forsøger at ringe til Steno,

men han tager ikke sin mobiltelefon. De væl-ger at gå hver til sit og se tiden lidt an. Johnny har ikke lyst til at snakke forløbet igennem med Finn, han vil bare være alene.

En time senere ryster Johnny stadig over hele kroppen og har ondt i hver en muskel. For lidt over en time siden troede han, at han skulle dø. Måske er Steno død, og måske er det hans egen tur i morgen. Han trænger til noget, der kan dæmpe nerverne, og går ind i en kiosk, køber en pose stærke øl og sætter sig ned i Gråbrødrepassagen. Der sidder heldigvis ikke andre dernede i dag. Johnny magter ikke at tale med nogen.

Johnny er på vej tilbage til Stige Ø. Der er gået tre år siden den morgen, han blev samlet op i Benediktsgade af de tyrkiske brødre. Han flygtede siden fra Odense – ikke så meget for at undslippe bagmændene som for at undslippe

sig selv og sit misbrug. I dag bor han i Køben-havn på skiftende herberger.

Johnny har været på stoffer on and off siden tiden som gadepusher. For tiden forsøger han at kvitte stofferne og alkoholen. For tre dage siden begyndte han på antabus. For at klare dagens mentale rejse har han taget nogle piller, der skulle nedsætte rystelserne i hans krop. Han har øjensynligt taget en del, for medi-cinen har ramt ham som en forhammer. På køreturen mod Stige Ø falder han flere gange i søvn midt i en sætning. Johnny har taget en ven med på turen. Vennen har også en fortid som pusher i Odense.

At køre gennem Odense med to af byens narkomaner er som at besøge byen på ny.

- Deroppe solgte jeg fra en lejlighed, siger vennen og peger op mod et almindeligt treeta-gers boligbyggeri i gule mursten.

- Dér mødtes jeg med ham, der gav mig stofferne, siger han og peger på en lille parke-ringsplads kort derfra.

Alle områder i byen har en skjult side. Vi passerer en lille tatovørforretning, der er kontrolleret af Hells Angels. Møntsolen bliver brugt til hvidvask af narkopenge, fortæller vennen. Kiosken dér køber hælervarer ligesom de fleste andre.

Johnny har indvilliget i at tage tilbage til Stige Ø. Til gengæld vil han under ingen omstændigheder ses inde midt i byen. Han vil umuligt kunne holde sig fra kokainen i de gamle rammer. Der begynder at komme liv i Johnny. Vi stopper på en tankstation og ryger en smøg. Den friske luft hjælper.

Ved enden af Lodsvej stiger Johnny ud af bilen. Man kan se på ham, at han har det skidt. Han vælger at gå turen på stien langs kanalen for at vise det sted, hvor han tre år tidligere troede, at han skulle dø.

Johnny er en lille, tæt mand – på afstand ligner han ikke en narkoman, der har taget stoffer gennem mange år. Håret er kort og velklippet, hans blik mildt, og tøjet rent. Det er kun hans hænder, der afslører, at personple-jen ikke er helt intakt. Neglene er beskidte, og hænderne let opsvulmede.

Johnny kigger ned i jorden, mens han går. På vejen passerer han en mountainbiker, en mand med en sort labrador og to roere.

- Der var meget mere stille herude den-gang, konstaterer han.

Umiddelbart virker stien ved Odense Kanal ikke som et hensigtsmæssigt sted at slå nogen til plukfisk. Landskabet er åbent, og der er frit udsyn fra Stige Ø på den anden side. Men Johnny og vennen fortæller, at der var langt mere tilgroet, da de sidst var herude.

Steno overlevede overfaldet den dag, han, Johnny og Finn blev kørt til Odense Kanal. Skruetrækkeren ramte forbi hans halspulsårer. Med hånden presset mod såret vaklede Steno op mod de første huse på Lodsvej. Han bad om hjælp og blev kørt ud på universitetshospita-

let. Han fortalte siden, at Metin ganske rigtigt havde forsøgt at drukne ham, indtil Bora var kommet ham til undsætning.

Efter turen på hospitalet røg Steno direkte tilbage i gademiljøet som pusher, fortæller Johnny og hans ven. De har stadig kontakt til den tidligere pusherkollega. Skruetrækkeren var blot en advarsel, og Stenos gæld voksede støt. Et par måneder senere klokkede han i det igen. Han var endnu en gang kommet til at bruge de penge, han skyldte tyrkerne for heroinsalget.

Endnu en gang røg Johnny med i bilen, denne gang fordi han stod og solgte ved siden af Steno.

- Det var om aftenen, og så var det ellers af-sti-af-sted. Men i bilen på vej derud lånte jeg ham de 1.500 kroner, han skyldte. Jeg li-stede dem over til ham nede ved benene. Steno gav dem pengene, da vi holdt ude ved kana-len, men de var jo rasende over, at han havde løjet for dem, da han sagde, at han ikke havde nogen penge. Så fik han en over nakken.

Tredje gang Steno kom ud til Stige Ø, var det alvor. Hverken Johnny eller vennen var med, men de har gennem rygter hørt optrinnet beskrevet.

De tog handsker på og lavede en ordentlig kanyle. Steno vidste udmærket godt, at de ville slå ham ihjel, så han trak ærmet på sin jakke op, slog sig på armen tre gange og sagde: ’Så giv mig den OD’er!’ Det provokerede tyr-kerne det vildeste, så i stedet gennembankede de ham totalt.

Johnny fortsætter: - Da han vågnede, stod tyrkerne inde på

hospitalsstuen – ved fodenden af hans seng. De gav ham fem gram dope og sagde, at nu skulle han ud og lave penge.

Bøvlet med Stenos gæld betød, at Johnny og Steno ikke længere hang ud sammen. De blev ’nærmest fjender’ siger Johnny. Johnny stolede ikke på Steno, som flygtede til Svend-borg og siden København, hvor han forsøgte at gemme sig. Han skylder stadig tyrkerne penge.

Johnny kom til gengæld ud af tyrkernes greb. Fordi han altid havde betalt sine penge, tænkte han, at de måske ville lade ham holde op med at sælge. På det tidspunkt skyldte han dem 5.000 kroner. En måned hævede han sin kontanthjælp på 6.000 kroner og afleverede pengene til dem.

- Jeg spurgte, om det var o.k., at jeg kvit-tede. Hvis det blev nødvendigt, sagde jeg, ville jeg gerne sælge for dem igen.

Da Johnny stoppede med at sælge for de tyrkiske brødre, valgte han at fuske og tigge i gågaden.

- Tage røven på folk og bumme, som han formulerer det.

Hans ven kigger på ham. - Så har man ramt bunden. Johnny svarer ikke, for han er tydeligvis

ikke enig. Hans helbred er vigtigere end hans stolthed.|

Her ses skuret ved herberget i Benediktsgade. De øvrige fotos er fra området ved Stige Ø.


af Birgitte Rørdamfoto: Sarah Bender

- I dag brænder jeg for at fortælle unge om mit ekstremt voldelige lorteliv. Jeg håber, at det vil få dem til at tænke sig om. Er man først kriminel, bliver det hurtigt ens identitet, og så er det svært at komme fri af.

Sådan lyder det fra 41-årige Tom Rostved, der sidder fængslet på 16. år for væbnede bankrøverier, afpresning, grov vold, kidnap-ning og brug og salg af stoffer.

De sidste fire år har han været clean, og han er ikke længere voldelig. I stedet synger han i Vridsløselilles fangekor, spiller guitar og trom-mer i et fængselsband og underviser elever på landets skoler i, hvorfor man skal holde sig fra

kriminalitet. Han nyder at kunne være noget for sine to døtre på 12 og 14 år, og til december forlader han den åbne udslusningsinstitution Engelsborg i Nordsjælland som en fri mand for at flytte i egen lejlighed.

God til at slå Tom Rostved opdagede tidligt, at det var nød-vendigt at forsvare sig. Han far var voldelig og bankede ham, indtil moderen fik faderen smidt på porten. Men på det tidspunkt havde Tom Rostved allerede fundet ud af, at vold var den sikreste måde at overleve på.

- Det miljø, jeg var i, var hårdt. Hvis man ikke slog igen, blev man trynet. Jeg gik ud af skolen efter 7. klasse – det boglige var jeg ikke god til. Til gengæld var jeg god til at slå. Så

jeg gik i byen, røg hash, tog kokain, bankede mig til en solid status i det kriminelle miljø og fik den magt og indflydelse, jeg så gerne ville have, siger han og fortsætter:

- Problemet er bare, at grænserne med vold flytter sig. Jo flere gange du er voldelig, jo hur-tigere griber du til vold, og jo grovere bliver volden. Jeg startede med væbnede bankrøve-rier, og det sluttede med, at jeg tjente penge på at klippe fingre af folk, der ikke havde betalt deres gæld.

Tom Rostved var 22 år, da han fik sin første længere dom på halvandet års fængsel. Han afsonede i Vridsløselille Statsfængsel, og her lærte han for alvor at være kriminel. Siden har han kun været løsladt i korte perioder. Gen-tagne overfald begået i fængslet, røverier, grov

En chance for at dø af alderdomKursskiftet lykkedes trods væbnede røverier, grov vold, kidnapning, salg af stoffer og 16 år bag tremmer

Tom Rostveds CV

1971: Tom Rostved bliver født1985: Går ud af skolen1985-1991: Sælger og tager stoffer og laver stadig grovere kriminalitet1991: Får sin første dom blandt andet for væbnet bankrøveri1993-2000: Er løsladt i korte perioder1998: Får sit første barn2000: Får sit andet barn 2002: Begynder i Vridsløselille Fangekor2008: Bliver løsladt2008: Ryger i fængsel igen for grov vold, kidnapning og afpresning2008: Bliver clean og stopper med at være voldelig2010: Starter med at undervise på skoler 2010: Laver fængselsband med betjent og en anden fange2012: Udsluses til den åbne pension Engelsborg2012: Løslades, om alt går vel, til egen bolig i december

vold og afpresning begået på korte ophold i det fri, forlængede hans ophold bag tremmer.

- Jeg havde en solid position blandt de andre fanger, og det var en stor hjælp for mig. De svage har det virkelig dårligt, de skal hele tiden forsvare sig og passe på sig selv. Men jeg havde samme rang i fængslet, som jeg havde udenfor. Så jeg fortsatte bare med at lave penge og tage stoffer, og derfor gjorde det mig i lang tid ikke noget at være bag tremmer, siger han.

Afhængig af kokain Efterhånden blev Tom Rostved imidlertid mere og mere afhængig af kokain. Det betød, at han skulle skaffe formuer, og presset på ham voksede.

- Da mit forbrug af kokain toppede, skulle jeg skaffe op mod 10.000 kroner hver dag for at få dækket mit behov. Det tvang mig til at lave kriminalitet konstant, og hele min tilvæ-relse blev efterhånden vold og stress.

I 2008 blev Tom Rostved placeret nogle uger alene i en sikret celle, fordi han havde haft et opgør med sine medfanger. På det tidspunkt var der ikke én knogle i hans krop, der ikke havde været brækket, og han var begyndt at lave så hårde ting, at han ikke læn-gere kunne genkende sig selv. Han tænkte på sine døtre, som han hele tiden havde gjort sig

umage for at have kontakt med, men som altid havde måttet affinde sig med, at hans krimi-nelle liv kom i første række. Og her gik det op for ham, at det rå liv var blevet for meget.

- Jeg kan ikke forklare, hvad der skete, men pludselig stod det fuldstændig klart for mig: Jeg måtte stoppe, ellers ville jeg dø – enten af stof-ferne eller af miljøet. Jeg er meget beslutnings-fast. Det var også det, der gjorde, at jeg kunne udføre de grove voldshandlinger. Så fra den ene dag til den anden stoppede jeg med stofferne og volden og startede med at behandle folk, som jeg gerne selv ville behandles.

Samtidig begyndte Tom Rostved at benytte de tilbud, der var i fængslet. Han opsøgte psykologen og psykiateren og fik tilknyttet en terapeut, der skulle lære ham at omgås andre mennesker uden at slå.

- For mig har det altid været naturligt at slå. Jeg ser mig som en tørlagt voldelig, som hele tiden skal arbejde med mig selv. Her fire år efter, at jeg startede i behandling, taler jeg stadig med en psykolog og med min terapeut. Det har været hårdt arbejde, men det gode er, at der har åbnet sig en helt ny verden for mig: Jeg opfører mig ikke længere som en idiot, jeg kan være en nærværende far for mine døtre, og nu har jeg en chance for at dø af alderdom.

Fangekoret gjorde ham blød Tom Rostved er dog ikke i tvivl om, at det er Vridsløselilles Fangekor, hvor han har sunget og spillet guitar de sidste ti år, der lagde kimen til den nye Tom Rostved.

- Fangekoret har spillet en helt afgørende rolle for mig. Jeg har altid været glad for musik. Man kan ikke slås, når man synger og spiller, og samtidig proppede lederen af fangekoret, Louise Adrian, mig med en hel masse kærlighed. Ingen andre havde tidligere kunne se det gode i mig. Men det kunne hun på en måde, så jeg også selv fik øje på det, og så begyndte det at vokse.

Siden Tom Rostveds liv tog en drejning til det bedre, har han været med en fængselsbe-tjent ude på skoler og gymnasier for at fortælle om sit liv som kriminel. Her er det gået op for ham, at han er en dygtig formidler, og at han kan gøre en forskel for de unge. - Jeg får at vide, at børn, der ellers ikke kan sidde stille, lytter koncentreret, når jeg fortæl-ler om mit liv. Og jeg har fået mails fra elever, der har takket mig for, at jeg har fået dem til at ikke at lave kriminalitet. Jeg har brugt så mange af samfundets ressourcer, og derfor har jeg det utrolig godt med, at jeg nu kan give no-get tilbage. Så godt, at jeg overvejer at arbejde mere fast med unge, når jeg bliver en fri mand.|

- Jeg kan ikke forklare, hvad der skete, men pludselig stod det fuldstændig klart for mig: Jeg måtte stoppe, ellers ville jeg dø – enten af stofferne eller af miljøet. Jeg er meget beslutningsfast. Det var også det, der gjorde, at jeg kunne udføre de grove volds-handlinger. Så fra den ene dag til den anden stoppede jeg med stof-ferne og volden og startede med at behandle folk, som jeg gerne selv ville behandles.

I Vridsløselilles Fangekor, som har eksisteret i 17 år, synger mordere, røvere og narkohandlere med årelange domme hver søndag i fængslets kirke. Efter at fangekoret i 2004 udgav deres egen cd sammen med kendte danske musikere og begyndte at give koncerter uden for murene, har projektet fået stor anerkendelse, og det har givet mange af fangerne nyt håb for fremtiden.

i dag er 11 af korets fanger enten flyttet til åbne fængsler eller er løsladt. Men de synger sta-

dig i koret og har ikke begået ny kriminalitet. At fangekoret skulle vise sig at blive et godt

bud på et resocialiserende projekt, var ikke tilsig-tet. Heller ikke for louise Adrian, der har været korleder og dirigent for fangekoret i alle 17 år.

- Jeg har altid interesseret mig for musikkens indvirken på mennesker, for musik rummer glæde og giver synlige resultater, men at vi skulle synge for at holde fangerne fra at begå ny kriminalitet, så langt tænkte jeg ikke. Det har bare vist sig at

blive sådan for en del af deltagerne. Ved at tro på de her folk og vise dem tillid, så er de vokset. Fangekoret er blevet en succes, og ikke mindst er fangerne blevet en succes, fortæller hun. Fangekoret har indtil nu afholdt mere end 300 koncerter uden for murene, herunder koncerter i München og Grønland.|Der er for nylig udgivet en bog om Fangekoret.

Bogen kan købes på: www.adlibris.com/dk/

product.aspx?isbn=8774670875

Vridsløselille fangekorDe synger sig ud af kriminalitet


af Thilde Baden Rasmussenfoto: Lars Ertner

- La la la la la laaaa… - Ja, sådan – I skal kunne mærke det helt ned i maven.

Det er torsdag formiddag og stemmeop-varmningen til hjemløsekorets ugentlige sang-time er netop begyndt. Bag klaveret sidder den anerkendte jazzpianist Torben Kjær og styrer slagets gang.

De fremmødte kormedlemmer står i en halvcirkel rundt om ham. Koncentreret suger de luft ned i lungerne og forsøger at følge pia-nisten. ’La la la’ og ’da da da’ bliver dog hurtigt erstattet af grin, når der ikke er mere luft til de højeste toner.

Koret øver i E-huset på Thorsgade, Nørrebro.Den store røde bygning er normalt et bosted

for aktive alkoholikere, men da huset både har klaver og god plads i kantinen, er det nu også

samlingssted for hjemløsekoret. Og mens koret begynder stemmeopvarmningen, sidder flere af beboerne udenfor på terrassen. De suger også luft ned i lungerne, men det er tobaksrøg og ikke sangtoner, der kommer ud af deres munde. Som musikken fra kantinen sniger sig ud på terrassen, rejser flere af dem sig op, skodder deres cigaret og vralter i retning af klaveret. Nogle med rollator, hvor flaskerne klirrer i takt med deres trin.

Plads til improvisation På klaveret ligger plastikcharteks med de sange, som koret synger.

- Det der med at huske teksterne udenad er ikke vores stærke side, fortæller hjemløse-korets tovholder, Ole Svendsen, med et grin. Selvom sangteksterne ligger klar på rad og række, er der dog også plads til improvisation, og pianist Torben Kjær slår tonerne an til John Mogensens ’Så længe jeg lever’. Koret stemmer

hurtigt i, og med fælles hjælp lykkedes det at huske det meste af sangen. Især når det kom-mer til passagen med ’Men du er en rullesten, du har ikke nok i én’, hæver koret stemmerne og synger af deres lungers fulde kraft. Kvinder-ne i koret begynder at rocke fra side til side.

- Er det ikke bare godt! Torben Kjær løfter sine hænder fra klaveret og klapper.

’Bjørnen’ får tårerne fremNæste sang er ’I skovens dybe stille ro’. Det går noget langsommere. Faktisk minder det lidt om en begravelsessang, mener Edmund S. Ja-cobsen, der er en af hjemløsekorets mandlige tenorer. Han får derfor samlet sangteksterne ind, inden aftens fred har nået at sænke sig stille ned. Edmund vil hellere synge ’Bjørnen’ med tekst af Benny Andersen. Sangen handler om en bjørn, der vågner fra sit hi og finder sin mage.

- Jeg kan ikke lade være med at fælde en

Enhver hjemløs synger med sit næbNår hjemløsekoret øver, så er det vigtigere, at man synger til, end at man synger rent

Hjemløsekoret

Hjemløsekoret blev dannet, da Østre Gasværk Teater i vinteren 2011 opførte julestykket ’Stem-mer fra Østre Gasværk’, hvor der optrådte et hjemløsekor blandt de mange artister og sangere. Forestillingen blev dirigeret af Frans Rasmussen, der er kendt fra forskellige tv-programmer, for eksempel ’Stemmer fra Vollsmose’ og ’Maestro’. Til at starte med var hjemløsekoret tænkt som en engangsforestilling, men da man så det enga-gement og den glæde, som de hjemløse lagde i det, endte forestillingen på Østre Gasværk Teater med at blive startskuddet til et permanent kor for hjemløse og socialt udsatte. Der er ingen krav til fine sangstemmer i koret, man skal bare møde op. Netop det kan dog være svært nok for flere af korets medlemmer, men koret giver dem et fast omdrejningspunkt i deres liv og noget at stå op til om morgenen. |

Hjemløsekoret har også deltaget i projekter sammen med andre kor. Her er nogle af deltagerne til prøve i Brorsons Kirke.

Pianist Torben Kjær slår tonerne an.

tåre, for sangen giver mig hjemve til Færøerne, hvor jeg kommer fra, og så minder den mig også om mine hjemløse venner, forklarer Edmund. Han har selv levet på gaden i tre år. Edmund er med i hjemløsekoret både for hyggens skyld, og fordi han godt kan lide at synge. For når man synger, så giver man alt, hvad man har i sig. Det rammer noget inde i Edmund, og han kan derfor godt blive lidt pinligt berørt, når han pludselig fælder en tårer under ’Bjørnen’.

- En mand plejer jo ikke at græde, siger Edmund.

Livet er ikke det værste, man har- Ka’ du så holde fingrene fra klaveret! Torben Kjær giver en mand, der sidder bag ham, et kærligt klap over fingrene, da han bevæger sig ind på pianistens territorium. Manden med de lange fingre sidder med en flaske kirsebærvin. Meget passende insisterer han på at synge en sang med den simple tekst ’Undskyld hr., må jeg byde dem et kirsebær’. Denne sang indgår dog ikke i korets repertoire, og i stedet fort-sætter dagens sangtime med Benny Andersen.

- Det er blevet tid til ’Svantes lykkelige dag’. En af de mænd, der i starten sluttede sig til koret, basker med armene til linjerne ’Fuglene flyver i flok, når de er mange nok’. Han smiler.

Det samme gør hjemløsekorets øvrige med-lemmer, og selvom ingen af dem har haft den nemmeste tilværelse, så synes de alligevel for en kort stund at mene, at livet ikke er det er værste, man har…|

Redaktionen beklager fejl

i interviewet med folketingsmedlem Martin Hen-riksen fra Dansk Folkeparti (’Dansk Folkeparti vil lukke Natcafeen', Hus Forbi oktober 2012) spørger jeg: ’Der er jo udenlandske hjemløse, som er frosset ihjel i vinterkulden i Danmark. Vil i nu bare lade dem ligge og dø.’ Martin Henriksen svarer, at det vil man ikke, og at Dansk Folkeparti støtter akutbevil-linger, som sikrer, at ingen behøver at dø af kulde på gaden. Jeg kan imidlertid ikke dokumentere, at der rent faktisk er udlændinge, som er frosset ihjel i vinterkulden i Danmark. På hjemmesiden for Missionen blandt Hjemløse står ganske vist: ’i vinteren 2007-8 døde to østeuro-pæiske hjemløse i København,’ og der er faktisk tale om en nyhed, som er videregivet flere andre steder, endda på BBC. Men ifølge en artikel, som læge Preben Brandt har skrevet for Projekt udenfor, afkræfter Danmarks Radios udsendelse Detektor på P1 i februar 2011 kvalificeret påstanden om adskillige dødsfald blandt udenlandske hjemløse i Danmark i vinterkulden. Den oplysning, jeg viderebringer med mit spørgs-mål, har jeg altså ikke dokumentation for. Derfor undskylder og beklager jeg formuleringen af spørgsmålet over for Martin Henriksen og især over-

for Hus Forbis læsere.

Poul Struve Nielsen, redaktør, Hus Forbi

Koret giver deltagerne et fast omdrejningspunkt i en omtumlet tilværelse.


af Helle HorskjærFoto: Steen Gyldendal/ Herning Museum of Contemporary Art

Han åbner døren. Langsomt. Kigger ned og rækker hånden frem.

- Klavs, hvisker han. Hans brune øjne flakker. Han sætter sig på

stolen og bøjer hovedet, så hagen rører hans grå sweatshirt. Der er stille i det store hvide lo-kale med højt til loftet. Uden for skinner solen, og man kan skimte ‘løveburet’ i det fjerne. Det er afdelingens sikrede boldbane. To beboere sidder i pavillonen i gården og ryger en smøg. Han er en af patienterne på Afdeling for Rets-psykiatri, Afsnit R3 i Risskov. Dermed er han med til at svare på spørgsmålet: Hvem er patien-terne på afdelingen, og hvad drømmer de om?

Det er nogle af de spørgsmål, som kunstne-ren Ivalo Frank har forsøgt at få svar på under verdens eneste biennale, der forener kunst og erhvervsliv: Socle du Monde (biennale er en fest, udstilling eller lignende, der bliver afholdt hvert andet år).

Kunst på psykiatriskI samarbejdet med Afsnit R3 har Ivalo

Frank skabt et værk baseret på interviews med seks psykisk syge patienter, som lever en del af deres liv på en lukket afdeling.

Samarbejdet er mundet ud i en film, 12 fotografier og en skypeinstallation, der kan opleves på ’Heart – Herning Museum of Con-temporary Art’ frem til den 6. januar 2013.

Afsnit R3 på Afdeling for Retspsykiatri er et særligt sikret, lukket retspsykiatrisk afsnit.

Det er et afsnit for personer med bopæl på Grønland. Patienterne skal enten mentalob-serveres, når de er indlagt, eller indlægges på grund af en dom, og hvor det er vurderet, at opgaven ikke kan klares på Grønland.

Flertallet af patienterne har en dom til anbringelse eller behandling. Der er plads til 18 patienter.

Afsnit R3 har særligt ansvar for patienter, der bliver behandlet efter aftale med Grøn-lands Hjemmestyre. Afdelingen har 40 an-satte, og en tredjedel af dem taler grønlandsk.

Klavs' historieKlavs er 28 år og har været på R3 i lidt over tre år. Han kom hertil fra Grønland. Dømt til anbringelse. En druktur endte fatalt, mere vil han ikke fortælle.

KLAVS ER EN AF OSRetspsykiatrisk patient fra Risskov med i kunstværk og kampagne

Overlæge på Afdeling for Retspsykiatri, Afsnit R3 i Risskov, Georg Gouliaev og kunstneren Ivalo Frank har samarbejdet om udstillingen på ’Heart – Herning Museum of Contemporary Art’ frem til den 6. januar 201.

Han er en af de seks patienter på afdelin-gen, der deltager i Socle du Monde. Han gør det, fordi han gerne vil fortælle sin historie. Eller i hvert fald noget af den.

Klavs løfter hovedet. Han undskylder, at han ikke taler så godt dansk. Han har svært ved at finde ordene.

- Jeg har lavet kriminalitet. Jeg vil helst ikke snakke om det, siger han. Han ved godt, at det, han har gjort, er utilgive-ligt. Hans blik flakker, og stemmen bliver svag.

Men han vil gerne snakke om, hvordan det er at være på R3. Om savn og ensomhed. Og hans store kærlighed.

Savner familienHan sidder uroligt på stolen.

- Jeg savner min familie meget. Min lille-bror var nede og besøge mig før sommerferien, men min mor og far har jeg ikke set i lang tid, fortæller han.

Klavs husker barndommen som god. Hans far er fanger, og Klavs har været med ham på arbejde mange gange. De fangede sæler og fisk. Nogle gange var hele familien med.

- Det var en god tid.Han tøver.- Vi var samlet. Det var dejligt, fortæller han.Efter skolen har Klavs forskellige job. Han

har også en kæreste, og da han er 22 år, bliver han far. Forholdet holder ikke, men der går ikke lang tid, før Klavs får en ny kæreste. Han er glad og er også flyttet i egen lejlighed.

Men efter en periode uden arbejde bliver Klavs smidt ud af sit nye hjem. Han kan ikke betale regningerne. En chance mereHan beslutter sig for, at han vil ud at sejle.

Og kæresten beslutter sig for, at hun ikke vil være kæreste med Klavs mere.

- Jeg drak meget dengang, og det var derfor, hun gik fra mig, fortæller han.

Han tager sin hånd op og slår på hjertet.- Jeg havde ondt her hver dag. Og jeg blev

meget ensom. Jeg følte ikke, at der var nogen, der elskede mig, siger han.

Klavs sejler i tre måneder. Han kommer hjem og tager i byen. Og så ender historien her på R3.

Eller den del af historien, Klavs ikke taler om.

Han kigger væk. Og åbner munden. Bare lidt.- Jeg er begyndt at snakke med min gamle

kæreste.Hende, der droppede ham, fordi han drak for

meget.- Jeg har sagt undskyld mange gange til

hende. Og hvis vi skal finde sammen igen, så skal jeg tage mig sammen og ændre mit liv. Uden alkohol og hash, siger han.

Men først håber han på, at han kan afsone resten af sin dom på Grønland. Tættere på familien og sin dreng på seks år.|

Kunst i et retspsykiatrisk lysAfsnit R3 deltager i Socle du Monde som et led i kampagnen EN AF OS, der handler om at afstigmatisere psykisk sygdom. Afdelingen vil gerne give patienterne mulighed for at fortælle deres historie. Det handler ikke om at forherlige det, de har gjort – tværtimod – men om at give dem en chance for at fortælle om deres liv. Håbet er, at det kan anspore dem til at køre den rigtige vej. Og at det kan give dem et håb, at der faktisk er nogen, der gerne vil dem, fortæller overlæge på R3 Georg Gouliaev.Patienterne på afdelingen kan alle dansk, men det kan være svært for dem at udtrykke, hvad de føler. Derfor fokuserer afdelingen meget på kunst som en proces, der også kan helbrede.

Om kampagnen EN AF OSDer hersker mange fordomme om de mennesker, der lever med en psykisk lidelse. Kampagnen EN AF OS arbejder for at øge danskernes viden og skabe større åbenhed og dialog om psykisk sygdom. Psykiatrien i Region Midtjylland deltager i kampagnen, der strækker sig til 2015.


af Birgitte Ellemann Höeghfoto Helga C. Theilgaard

I et villakvarter i en forstad til Aalborg ligger forsorgshjemmet Svenstrupgård og adskiller sig fra omgivelserne med sine gule murstens-bygninger, sorte træhuse, haver og værksteds-bygninger. Da Hus Forbi var på besøg i som-mer, var der fuldt belagt.

Fotografen og journalisten fik af personale og beboere lov at gå frit omkring, deltage i måltiderne og tale med de mennesker, der havde lyst og mod på at være i kontakt med hjemløseavisens udsendte om deres opgave: Hus Forbis kalender for 2013.

Et forsorgshjem er et sted, hvor kommu-nerne giver tag over hovedet til mennesker,

der ikke har noget hjem. Hus Forbis kalender, som kan købes på gaden hos Hus Forbis sæl-gere i november, december og januar, består af portrætter af 12 hjemløse. 12 mennesker fra forskellige steder i Danmark, som af en eller anden grund var havnet på forsorgshjemmet i den uge.

Det mest slående ved mødet med et for-sorgshjem er den stilhed, der hersker på stedet, selvom så mange mennesker bor dør om dør på relativt få kvadratmeter. Mennesker, der er samlet på et af de mest sårbare og kritiske tidspunkter i deres liv.

Gangene, som er belagt med filtgulvtæpper, er for det meste tomme, og man kan konstant høre en brummelyd fra husets kaffeautomat. Man møder mennesker i ’Rygeren’ og om-

kring måltiderne. Men ellers opholder de fleste beboere sig på deres værelser eller i husets værksteder. Her er skæve huse, alternativt plejehjem, udslusningsboliger, kvindeafsnit, afrusningsklinik og de almindelige værelser, som alle sammen rummer mennesker med hver deres historie. Hovedparten har eller har haft et misbrug af enten stoffer eller alkohol, og det er en del af den kamp, de står i her.

Kom over til migEn ældre mand, som har hvidt skæg, der ræk-ker helt ned til kraven på hans læderjakke, sidder i biblioteket og læser avis. Han har nærmest alle aviserne for sig selv hver dag, fortæller han. Fire mænd er i rygerummet og taler sagte med hinanden. Der er en gul Post-

En kalender bliver tilStilheden hersker på Svenstrupgård

it-seddel på dørtrinnet ind til et værelse, hvor en af beboerne har skrevet: 'Kom over til mig på vær. 422 klokken ni, ok?'.

Bag en dør kan man høre en beboer spille på klaver. Det lyder lidt som Tracy Chapman. En fyr med langt hår, lædervest og bare arme, der er tætpakket med tatoveringer, går om-kring i højt tempo og får sparket til en skralde-spand i forbifarten. Han er lige ankommet og er arrig over det meste, har drukket en del og skal lige finde sig til rette. En anden mand står med sin rygsæk foran afrusningsklinikken.

Han har ringet dagen inden og fået at vide, at der var en plads til ham. Hans bror har kørt ham herud, og på vejen har han drukket sin sidste stærke øl og er nu parat til 10-12 dages afrusning på klinikken, som er hermetisk luk-ket for de andre beboere.

Under måltiderne er kantinen fuldt be-sat, men her er så dæmpet snak, at man kan høre knive og gafler rasle mod porcelænet. Et måltid tager som regel 15 minutter, så er alle beboerne igen spredt for alle vinde – ingen har åbenbart lyst til at hænge ud over en sludder. De skal i øvrigt også ud og ryge. Der er varm mad til frokost og kold mad allerede klokken 17.20 – for så passer det sammen med medicin-udleveringen lidt senere. Maden er traditionel: kød, sovs og kartofler og salatbord til fro-kost, indimellem også en dessert med syltede frugter og råcreme, kage om eftermiddagen og højtbelagt smørrebrød om aftenen.

Blåt arbejdstøj og hvide kitler På kvindeafsnittet ligger to kvinder i et sofa-arrangement med tæpper over sig og fødderne strittende op i luften. Klokken er ti om formid-dagen. De ser fjernsyn. Rundt omkring på græsarealerne fræser en stor fyr med tatove-ringer helt op i hovedbunden rundt på en trak-

tor og slår græs i en rasende fart og har masser af henvendelser til de andre – de handler vist mest om kvindfolk. I værkstederne arbejder en del af beboerne. De er i blåt arbejdstøj og sid-der blandt andet og samler legetøj, indrammer billeder eller udfører smedjearbejde. I gartne-riet bliver der passet tomater og andre planter. I et hjørne står nogle kajakker, som man kan transportere hele vejen til Gudenåen, hvis lysten til en naturoplevelse skulle opstå. Noget af plejepersonalet er i hvide kitler, andre går bare omkring i deres eget tøj.

I det alternative plejehjem må man drikke det, man har lyst til. Der kommer et bud fra en købmand forbi og leverer blandt andet en hel kasse øl til en af beboerne – men det råber han ikke så højt om, for så kan det være, at de an-dre beboere kommer lidt mere forbi end ellers. Her må man have de misbrug, man har. Her er malerier på væggene, stramajer, billeder af børn og børnebørn, kakkelborde og lænestole med fodskamler, parykker og rollatorer, som man vil finde på et hvilket som helst andet plejehjem, og som står i skærende kontrast til de unge på Svenstrupgård, der har indrettet sig mere spartansk med computere og guitarer.

Folk kommer fra alle dele af landet i for-skellige stadier af deres liv. Nogle er nysgerri-ge og vil gerne snakke, andre vil absolut helst være fri. Udskiftningen er stor, nogle kommer retur, og andre har været her så længe, at de kender hinanden ind og ud. I De Skæve Huse, som er en almennyttig boligforening, er der beboere, som har slået sig godt ned – blandt andet en kvinde omkring de 50 år, der har prydhave med blomster og stenspringvand og en pertentlig indretning indendøre, mens an-dre har en sand rodebutik, som de bare er i for at få hevet lidt nattesøvn i land. På gangene er der planter overalt, akvarier, et enkelt jorde-

gern, indrammede plakater på væggene, men mest af alt ro, ro og atter ro.

Rytme og personlighederEfterhånden begynder forsorgshjemmets nuancer at tage form, og man får en mere og mere klar fornemmelse af stedets rytme og personligheder. Om morgenen er folk om end endnu mere stille, nogle med så sort humør, at de blot sidder og stirrer ned i morgenmaden og ikke skal nyde noget af at hilse på nogen som helst. Her er ansigter, man slet ikke har set før – beboere, som åbenbart kun er ude af værelserne på den tid af døgnet. Mange er i kedeldragter – det blå arbejdstøj – og på vej ud på områdets forskellige arbejdsstationer. De skal lige have kaffe, brød og en cigaret inde i ’Rygeren’, inden dagen for alvor kan begynde.

Beboerne begynder at komme til Hus Forbis journalist og fotograf af sig selv. De sætter sig ned og fortæller om deres liv, deres børn, der enten sidder i fængsel for mord eller er blevet topadvokater, om børn de har mistet kontak-ten til, men holder øje med på Facebook. Så ry-ger nogle af husets mere vilde historier også på bordet – nogle af dem om den alkohol, som de gerne må drikke uden for Svenstrupgård – om folk, der turer på gangene om aftenerne, om nogle, der er faldet i søvn uden for en dør, om beboere, der i skjul forsøger at sælge stoffer i tv-stuen til de unge, og om ansatte, der ikke er helt så milde, som de ser ud til. Men mesten-dels er folk ovenud lykkelige for at være her. De føler sig trygge, set, hørt og taget hånd om.

Da Hus Forbi om fredagen siger farvel til Svenstrupgård, er det med en god fornem-melse i maven, at vi ser en mand komme ind af døren med en plastikpose i hånden for at henvende sig i modtagelsen med ønsket om en midlertidig bolig. |

2013


Hvis du vil lære 12 af beboerne på Svenstrupgård bedre at kende, så køb Hus Forbis årskalender 2013 hos din lokale Hus Forbi-sælger. Den koster 50 kroner. Sælgeren får 30 kroner.

Et af landets mest alsidige forsorgshjem ligger i Nordjylland og

hedder Svenstrupgård. Her blev Hus Forbi inviteret inden-for en uge i sommeren 2012 og

fik lov til at åbne 12 døre for at por-trættere 12 forskellige mennesker, der

bor i Svenstrupgårds forskellige boliger. Det er blevet til Hus Forbis årskalender 2013


af Esben Digefoto: Christer Holte

Har man sagt hjemløse og socialt udsatte i Esbjerg, må man også sige Ingelise Wenzel. For i 28 år har hun utrætteligt kæmpet for at forbedre forholdene for netop den gruppe. Hun er blandt andet formand for Kirkens Korshærs lokale korshærsråd, hun er formand for De Hjemløses Venner i Esbjerg, og fra 1. septem-ber er hun også ansat som socialpræst i byen.

- Mange af de opgaver, jeg har som so-cialpræst, har jeg allerede lavet i mange år i forvejen. Det nye er, at jeg nu også får tid til at komme rundt på kommunens væresteder og snakke med de hjemløse. Og så skal jeg lave alternative gudstjenester for de socialt udsatte

– Den første var en grønlandsk gudstjeneste, hvor biskoppen fra Grønland deltog, fortæller Ingelise Wenzel.

Skabe kontakt til sofa-surfereAlene i år har De Hjemløses Venner hjulpet over 100 hjemløse med at blive etableret i egen bolig. Foreningen har arrangeret kunstauktio-ner på Lauritz.com til fordel for de hjemløse og skaffet 50.000 kroner til kogebogen 'Kunsten at leve på en sten' med 26 lækre retter til en samlet pris på under 1200 kroner.

Ingelise Wenzel er også initiativtager til en nytårskur for socialt udsatte i Esbjerg Musik-hus, hvor der deltager 200-300. Så hun er et særdeles kendt ansigt i de hjemløses og socialt udsattes miljø i Esbjerg. Alligevel blev hun

overrasket, da hun var på besøg på et værested. - Jeg sad og drak en kop kaffe, da en af

brugerne kom og spurgte, om jeg var en ny bruger på værestedet, fortæller Ingelise Wen-zel og smiler lidt af det pudsige i situationen.

Men det fortæller hende også, at der er brug for at komme ud på værestederne, for der er mange, som hun ikke er i kontakt med.

- Hvis det at være hjemløs er det samme som at sove udendørs, så er det rigtigt, at vi kun har få hjemløse i Esbjerg. Men jeg plejer at sige, at vi har en diskret hjemløshed i Esbjerg. Folk lægger sig ikke på fortovet, de gemmer sig lidt væk. Desuden er der en gruppe 'sofa-surfe-re', som overnatter hos venner og kammerater, og som hutler sig igennem livet, så godt de kan. Det er dem, jeg skal ud og prøve at få kontakt

Utrættelig kamp på de hjemløses sideIngelise Wenzel er ny socialpræst i Esbjerg. Hun har kæmpet for hjemløse og socialt udsatte i mange år

- Ingelise Wenzel er 60 år.- Hun er ansat som socialpræst i Esbjerg.- Hun er gift med lasse, som ifølge hende er Danmarks mest tålmodige ægtefælle. Han må nemlig lægge øre til mange af hendes oplevelser i hverdagen, forklarer hun.- Når hun slapper af, sker det gerne med en god krimi, men nu læser hun Søren Kirke-gaard, da hun er ved at lave et foredrag om den kendte filosof og teolog.- Hun er vild med hunde og har otte Jack Russel terriere.

til. Når jeg snakker med folk, så bliver de over-raskede over, at der er denne form for diskret hjemløshed i byen, fortæller Ingelise Wenzel.

Rollerne kan hurtigt skifteIgennem de mange år med arbejde for de so-cialt udsatte har Ingelise Wenzel oplevet både solstrålehistorier og folk, der gennemlever den store nedtur.

- Noget af det, der har gjort det største indtryk på mig, er at have mødt en gruppe mennesker, om hvem man aldrig ville tro, at de endte, hvor de nu er endt. Det er typisk en mand, der måske er blevet skilt – det kan han ikke håndtere, han begynder at drikke for meget, kan ikke passe sit job og bliver fyret, og pludselig er han ude i en social deroute. Det kan gå lynhurtigt, og det kan ramme alle, forklarer hun.

Og samtidigt er det med til at fastholde hendes brændende engagement for de socialt udsatte.

- Jeg føler en umådelig taknemmelighed over, at jeg er i stand til at hjælpe en smule, og når jeg kan, så mener jeg også, at jeg har en forpligtelse til det – for man ved ikke, hvornår rollerne er byttet om.

Af samme grund er Ingelise Wenzel også glad for, at folkekirken nu har ansat hende til at varetage de socialt udsattes interesser.

- Hvis folkekirken vil være troværdig, så er det en opgave, den er forpligtet til at tage på sig, understreger hun.

Ud til brugerneIngelise Wenzel kommer til at arbejde tæt sammen med Kirkens Korshær, og lederen af varmestuen, Peter Kent Starup, glæder sig til at arbejde sammen med hende.

- Vi kan hjælpe brugerne med mad og et sted at være. Vi kan bruge Ingelise til at kom-me mere ud til brugerne og møde dem, hvor de er. Ingelise er hjertevarm, empatisk, troværdig og ikke-fordomsfuld, så jeg kan ikke forestille mig nogen bedre til det arbejde, siger han.

Og det at komme ud til brugerne er den største opgave for Ingelise Wenzel og Kirkens Korshær. Det seneste officielle tal for antallet af hjemløse i Esbjerg er 124, men både Ingelise Wenzel og Peter Kent Starup vurderer tallet til at være højere.

- Der er en gruppe sofa-surfere, som vi ikke har kontakt til, understreger Ingelise Wenzel

- Og selvom vi arbejder på at være så in-kluderende som overhovedet muligt, så er der nogle, der holder sig væk fra varmestuen, fordi de ikke synes, at de er en del af fællesskabet. Så der er et stort behov for at komme ud og snakke med dem i deres miljø, supplerer Peter Kent Starup fra Kirkens Korshærs.

Korshærens varmestue i Exnersgade er i øvrig også distributionssted for Hus Forbi i Esbjerg! |


Af Thilde Baden Rasmussen

Flere af Nørrebros væresteder har travlt for tiden. Enten sælger de ud og pakker væk, eller også gør de klar og pakker ud. For mens to af kvarterets gamle kendinge, Hjemløsehuset på Falkevej og Stengades Natcafé, snart må dreje nøglen om, så er to nye initiativer, morgen-caféen Grace og Projekt Hjemløs, klar til at åbne dørene for bydelens hjemløse og socialt udsatte.

Dårlig evaluering fører til lukningHjemløsehuset er ikke ramme om nye initiativerDa Hovedstadens Røde Kors tilbage i 1999 besluttede at etablere Hjemløsehuset i en billig ejendom på Falkevej, fik organisationen en stor pose penge af Socialministeriet gennem den såkaldte satspulje for netop at være et foregangssted på hjemløseområdet.

Det skulle være et sted, der kunne ind-samle viden og udvikle nye aktiviteter – samt ikke mindst et sted, hvor forskellige aktører på området skulle mødes for sammen at løfte niveauet og opnå større gennemslagskraft.

Det skete til en vis grad. Huset blev om-drejningspunkt for forskellige initiativer, som Hus Forbi, tandklinikken Bisserne og fodbold-foreningen Ombold. Projekter, der af forskel-lige grunde flyttede fra Hjemløsehuset.

I den evalueringsrapport fra konsulent-firmaet Rambøll, der har ført til lukningen af Hjemløsehuset, nævnes en lang række punk-ter, hvor Hjemløsehuset ikke har levet op til forventningerne. Der efterlyses blandt andet systematisk metodeudvikling, skriftlig doku-mentation og en samlet strategi. Desuden har økonomistyringen ikke været tilstrækkelig.

Da de hjemløses organisation, SAND i slutningen af 2010 forlod Hjemløsehuset, forsvandt også de sidste ambitioner og mulig-heder for, at huset kunne være ramme om et bredt samarbejde på hjemløseområdet – hvil-ket var grundlaget for de mange støttekro-ner. Således adskiller Hjemløsehuset sig ikke længere fra andre aktører på området, og det er muligvis ingen overdrivelse at kalde stedet i sin nuværende form for ’Danmarks dyreste varmestue’. Derfor må Hjemløsehuset efter 12 års drift nu dreje nøglen om.

Hvad så nu? Der er dagligt omkring 70 brugere i Hjemløse-huset, og størstedelen af disse har svære psy-kiske problemer og er ude i misbrug. Persona-

let på det lukningsramte værested vil tage en personlig samtale med hver enkelt bruger og finde alternative tilbud i nærområdet. Herefter vil de bogstavelig talt følge brugeren over til det nye sted for at sikre den bedste overgang.

Desuden fortsætter tre af Hjemløsehusets aktiviteter. Det gælder en sygeplejeklinik, et projekt, hvor hjemløse forældre kan være sammen med deres børn i trygge rammer, og et boligprojekt, der hjælper hjemløse med at etablere sig i egen bolig. Alle projekter kører videre i Røde Kors’ lokaler på Nordre Fasanvej.

Vi er slet ikke glade for, at det er endt på den måde, men når Rambøll kommer med den konklusion, så kan vi jo kun sige, at det er facts. – Keld Scharling, bestyrelsesmedlem

Hovedstadens Røde Kors

Omsorg og dansk mad Projekt Hjemløs er et nyt initiativ, som åbner i weekendenTil januar slår det nye initiativ Projekt Hjemløs dørene op for hjemløse og socialt udsatte i Kø-benhavns Nordvest kvarter. Projektet holder åbent hver lørdag og søndag klokken 16 –19 i en gammel villa.

Her kan brugerne se frem til en portion god gammeldags dansk mad – og en lige så stor portion omsorg. Ud over mad og omsorg disker

projektet op med en række andre tilbud som for eksempel fodterapi, tøjudlevering, sund-hedsfaglige personer, dyrlæge, socialrådgivere og alkohol-konsulenter.

Dertil kommer, at fem professionelle kokke har meldt sig til at stege frikadeller og røre i gryderne med brunsovs. Projekt Hjemløs drives udelukkende af frivillig arbejdskraft, og der er allerede 20 – 30 frivillige tilknyttet projektet, som regner med, at der vil komme 100-150 personer forbi huset på en normal weekenddag.

Sådan som jeg hører det, så er det netop i weekenden, at mange hjemløse føler sig ensomme og mangler et sted, hvor de kan gå hen. – Gitte Johansen, stifter og frivillig – Projekt Hjemløs

Ny morgen café for hjemløseGrace – i samarbejde mellem Blå Kors og Kristus-kirkenI slutningen af august åbnede Blå Kors i samarbejde med Kristus-kirken morgencaféen Grace, som tilbyder morgenmadsbuffet til fem kroner alle hverdage mellem klokken 7 og 11.

Oprindeligt havde Grace kun åbent tre af ugens dage, men da både efterspørgslen og behovet for faste rammer var stort, har caféen allerede udvidet åbningsdagene. Rent fysisk


Foreningen, som udgiver hjemløseavisen Hus Forbi, har holdt generalforsamling. Og delta-gerne kunne glæde sig over, at avisen har haft et godt år. De mange mennesker, der var samlet i Hus Forbis medarbejdercafe i Bragesgade, vid-nede om, at hjemløseavisen er landsdækkende. Der var deltagere fra både Aalborg, Aarhus og Odense.

Foreningen Hus Forbis formand, Ole Skou, lagde i sin beretning vægt på, at der er ro omkring avisen, både økonomisk og i organi-sationen.

- Vi skulle have ro omkring avisen, det har vi skabt. Vi har en personalegruppe, der trives. Vi kan mærke på sælgermøderne, at folk er glade. Vi har opnået en stabil og solid øko-nomi, sagde Ole Skou.

Han forklarede, at det har været bestyrel-sens mål, at foreningen skal have en økonomi, der tillader, at man i værste fald kan ’lukke hele butikken og betale enhver sit’.

- Det kan vi nu. Så det er vigtigt, at det overskud, vi har, primært går til sælgerne, fordi det er dem, der primært har tjent pen-gene. De skal bruges til tøj til sælgerne, og desuden overvejer vi nyskabende ting, der kommer hjemløse til gode, sagde formanden i sin beretning.

Det fremgik klart, at der ikke på nogen måde er udsigt til, at det bliver nødvendigt at

lukke hele butikken og betale enhver sit.’ Målet er at blive ved med at lave en god avis, som der er rigtig mange, der vil købe. Hus Forbi skal være Danmarks førende socialpolitiske magasin.

BeretningHer følger uddrag fra formandens beretning:

- Nu er der et godt samarbejde i sekretariat og bestyrelse, og det er ikke bare noget, der kommer. Jeg mener, vi har fået et team, som har en rimelig klar rollefordeling. Vi lægger i bestyrelsen den overordnede holdningsmæs-sige linje med hensyn til, hvad avisen står for. Redaktøren står for det redaktionelle, sekreta-riatslederen står for den daglige drift.

- For andet år i træk har vi et rimeligt over-skud. Det er på 1,4 millioner kroner, og det er i meget høj grad sælgernes fortjeneste. Langt størstedelen af pengene er også brugt på tøj til sælgerne.

- Det har hjulpet på regnskabet, at Hus For-bi er kommet ud af nogle meget omkostnings-tunge forpligtelser i forbindelse med lejemålet i hovedkvarteret i Bragesgade på Nørrebro i København. I forbindelse med indgåelsen af lejemålet havde vi forpligtet os til også at leje førstesalen. Men det er lykkedes os at komme helt fri af lejekontrakten, fortalte Ole Skou.

- Det månedlige avissalg har også været bedre, end der var budgetteret med. Budgettet hvilede på 60.000 solgte aviser om måneden, men vi har solgt op mod 70.000 aviser hver

måned, og vi trykker 85.000 nu. - Det er, bortset fra julemåneden, det største

antal, vi nogensinde har trykt, sagde formanden.

Landsdækkende- Jeg har fra starten sagt, at Hus Forbi burde være landsdækkende. Vi har aldrig haft så mange sælgere som nu. Vi har rundet 1.300 sælgere. Det er vigtigt, at hjemløse over hele landet kan drage nytte af Hus Forbi, dele tan-ken om Hus Forbi og deltage i fællesskabet.

- Der har lige været indvielse af et nyt lokalkontor i Aarhus, hvor jeg og redaktøren tager over til det første sælgermøde.

- Politikere og beslutningstagere læser Hus Forbi. Avisen er et kritisk talerør for socialt udsatte, og den er respekteret af hele befolk-ningen. Vi står for nogle gode ting.

- Samarbejdet mellem professionelle og hjemløse er også vigtigt. Vi arbejder på at styr-ke det samarbejde. Vi vil lave små workshopper og have de hjemløse med, så de ting, der kom-mer på dagsordenen, kommer direkte fra gaden. Vi har tidligere hjemløse i salgsafdelingen, og hjemløse kører rundt med avisen.

- Der er indkøbt et nyt scannersystem, så vi kan afvise falske sælgere. Det har været omdis-kuteret. Men der er altid nogle, der er dygtige, så det er svært, men vi prøver at sikre avisen.

Formandens beretning blev godkendt. Det samme gjorde regnskabet og budgettet for det kommende år. |

Et godt år for Hus ForbiØkonomien hænger sammen, og organisationen er på plads

BestyrelsenDer blev valgt nye medlemmer til bestyrelsen, som nu består af følgende:Ole Skou(suppleant Ask Svejstrup)Holger E. Henriksen(suppleant Henrik Søndergaard)Chopper(suppleant Lille John)Stig Sonne(suppleant Per Søhus)Thomas Petersen(suppleant John Hansen)

Da den ny bestyrelse konstituerede sig, blev det desuden besluttet at sige ja tak til Kim Rydahls tilbud om at fortsætte som indsupple-ret medlem af bestyrelsen.

GAMLE STEDER LUKKER, MENS NYE åBNEROmrokeringer blandt varmestuer og væresteder på Nørrebro

Grace er en morgencafe for hjemløse. Foto: Lars Ertner.

| væresteder |

Foto: Lars Ertner


Støtte til Hus ForbiHjælp til sælgertøj fra Hjemløses Venner i Esbjerg

Organisationen Hjemløses Venner i Esbjerg, som hjælper hjemløse med at få mad, møbler i nye boliger, tøj og anden form for støtte, har doneret 20.000 kroner til Hus Forbi. Pengene anvendes til vintertøj til Hus Forbis sælgere.

På en kunstauktion, der blev holdt på lauritz.com i Esbjerg, blev kunstværker fra en række lokale kunstnere sat til salg. Da auktionen var slut, var der kommet godt 125.000 kroner ind. Heraf blev de 12.500 doneret til vintertøj til Hus Forbis sælgere. Et medlem af bestyrelsen i Hjemløses Venner rundede beløbet op, så Hus Forbi fik 20.000 kroner.

Desuden blev et af de fine kunstværker, lause Søgaards træskulptur ’Et lille plaster på såret’, doneret til Hus Forbi. Søgaard har lavet netop det værk, i erkendelse af at støtten til de hjemløse kun kan være netop et plaster på såret.

Hus Forbis formand, Ole Skou, modtog kunstværket og beløbet fra formanden for Hjemløses Venner i Esbjerg, socialpræst ingelise Wenzel.

Tonny Rimsmeds

hjørne

Hjemløse Venners Inge Lise Wernzel overrækker prisen til Hus Forbis Ole Skou. Foto: Christer Holte.

Det Radikale udtaler -(Statsminister) Margrethe Vestager galerJeg prøver med min arrogance -at skabe lidt balanceog gi’ de rigeste en chanceHvorfor skulle jeg gøre dagpengeperio-den større -jeg har jo mit på det tørreSå nu vil jeg gerne være fri -for arbejdernes konstante klynkeriDet er jo ikke mig der mangler en halv million -jeg går bare af på ministerpensionOg nu mens jeg har ordet -så lad os få nogle fakta på bordetVi skal digitalisere -så vi de ældre kan isolereVi taber måske ikke så mange -men dem vi taber kan godt begynde at blive bange

© Hus Forbi-sælger Tonny - Nummer 0081

Email: [email protected]

2013


MindeordHus Forbi-sælger Mitze er død. Det var hun sådan set for ung til. Men hun var ofte i højt humør og kom meget i Hjemløsehuset. Hun boede i telt med Tim i flere år sammen med deres hund Fria. Det fortalte de om til Hus Forbis særtillæg, som udkom i forbindelse med Roskilde Festivalen i sommeren 2011. ’Det bedste ved at ligge i telt er, at vi er ude i det i det fri og kan gøre, hvad vi vil. Vi kan slukke mobilen, være os selv og glemme vores sædvanlige miljø,’ fortalte de. Det værste var, når der kom en vagt en aften eller nat og sagde, at de skulle være væk klokken ni næste morgen. ’Det er stressende. Nogle vagter kan være stride.’ Nu har Mitze fået fred.Hus Forbi. Foto: Holger Henriksen

Køb HjemløseKalenderen 2013 af Hus forbis sælgerePris 50 kroner. Sælgeren får 20 kroner. Kalenderen sælges i november, december og januar

holder morgencaféen til i Kristus-kirkens lokaler på Bag-gesensgade 7.

De 20-25 gæster, der dagligt kommer i caféen, er pri-mært personer med psykiske problemer.

Som de fleste andre steder er caféen stof- og alkoholfri, for hele humlen – så at sige – bag projektet er, at brugerne får mad og varme i trygge rammer, hvor der altid er nogen, der har tid til at lytte – og i caféens sofaer kan brugerne slappe af med biblen eller en god bog.

- Det primære fokus er, at man har en god ven at tale med, siger Sofie Weinreich, leder af Grace.

Det primære fokus er, at man har en god ven at tale med – Sofie Weinreich, leder af Grace.

Slår dørene op for alle – og mister pengeNatcaféen i Stengade lukker ved årets udgangSom Hus Forbi også nævnte i sidste udgave af avisen, står Kirkens Korshærs Natcaféen i Stengade til lukning ved årets udgang. Stedet, der hver nat huser omkring 40 hjem-løse, har kørt siden 1995, men nu er pengekassen lukket i. Årsagen er, at caféen åbner sine døre for alle, der har brug for et varmt og trygt sted at sove – også udlændinge, der ikke har deres papirer i orden. Det vil Dansk Folkeparti ikke støtte, og partiet har derfor sat en stopper for den portion penge, som Natcaféen plejer at modtage. Sidste vinter blev caféen ellers renoveret for et stort beløb.

Hvad så nu?Som situationen ser ud nu, er det eneste, der kan redde Natcaféen fra en lukning, at projektet bliver bevilliget penge i de kommende finanslovforhandlinger. På Kirkens Korshærs lokalitet i Stengade er der også en dagvarme-stue. Denne vil ikke blive berørt, men fortsætte med at tilbyde et varmt og trygt opholdssted i dagtimerne.

Vi har ’dem, som ingen andre vil lege med’ – for jeg mener helt klart, at hvis ikke man får dækket de basale behov som mad og hvile, så kan man ikke tage de vigtige beslutninger, der kan ændre ens liv.– Hanne Merete Pedersen – leder af Natcaféen.

Dusaduku og X-ord

Kære læser,Stakkevis af breve hver måned vidner om, at dusaduku og X-ord er utroligt popu-lære indslag i Hus Forbi. indslag, som er en vigtig del af redaktionen. Vi er virkelig glade for den store opmærksomhed og respons, vi får fra vore læsere hver måned. Det er derfor beklageligt, at vi ikke kan bringe nogen af delene i denne måned. Men desværre har de gode medarbej-dere, som laver det, ikke været i stand til at levere denne gang. Vi håber at være på toppen med nye X-ord og dusaduku i næste måned.Redaktionen

✘

Foto: Holger Henriksen

Kalenderfotos: Helga C. Theilgaard

Foto: Lars Ertner.

32 | HUS FORBI | nr. 10 november 2012 | 16. årgang

| ny hus forbi-sælger |af Birgitte Ellemann Höegh foto Poul Struve Nielsen - Jeg blev hjemløs, fordi jeg fik en depression. Jeg var indlagt så længe, at jeg til sidst sagde min lejlighed op. Siden blev jeg så træt af psykiatere, piller og pis og lort, at jeg bare ville være mig selv. Og så gik jeg… ud på gaden med min guitar og rygsæk, fortæller 45-årige lars Sørensen, som vi møder på Værestedet i Jægergårdsgade ved havnen i Aarhus.

lars Sørensen, der oprindeligt kommer fra den jyske vestkyst nær Struer og lemvig, har blandt andet arbejdet på slagteri, som tømrer, i forskellig industri og været ude at sejle. Han har været hjemløs i de sidste to år. Han er på sin vej gennem det danske land i flere omgange vendt tilbage til Aarhus – denne gang fordi han havde brug for at få bistand. Han har taget fat i de sociale myndigheder. Ellers har han levet af at spille guitar – i Aarhus foregår det ofte på Klostertorv.

- Det kører fint nok nogle gange. Jeg spiller mest Bob Dylan, som jeg er stor fan af. Han er en meget ærlig mand, som ikke tænker på at gøre folk tilfredse, men bare er sig selv. Hans musik ligger godt til min stemme, og så gjorde han lidt det samme som mig, dengang han tog på den dér ’Coffee House Trip’, hvor han rejste fra Minneapolis til New York og spillede undervejs på nogle kaffe-steder. Han har også skrevet man-ge sange om gadebumser og skæve eksistenser – for eksempel ’Man On The Street’, ’Only A Hobo’ og ’Moonshiner’, fortæller lars Sørensen.

Og nu har lars Sørensen planer om at komme ordentlig i gang med at sælge Hus Forbi. indtil videre har han været på gaden med de fem første af slagsen.

- Jeg begyndte, fordi jeg ikke kunne få mine penge til at slå til, og jeg er reelt hjemløs, så hvorfor skulle jeg ikke det! Salget gik fint nok, men jeg syntes, det var lidt svært. Jeg vender mig sgu nok aldrig til at være en af de skæve eksistenser på gaden … man står jo dér nøgen og sårbar! Jeg har ikke rigtig haft råd til at købe flere aviser, men så snart, jeg har det, vil jeg fortsætte.

Og så er han blevet glad for sit sælgertøj, som holder ham tør og varm. i øjeblikket sover han på Moesgård Strand i en sovepose under et halvtag.

- Jeg kan godt lide at vågne op ude i naturen og se solopgangen over fjorden. Til vinter vil jeg også helst være udendørs. Jeg har været soldat, så jeg ved, hvordan man skal klare sig. Bare jeg kan holde mig tør og får noget ordentligt grej, er det ok. Jeg plejer at være rimelig heldig med sådan noget – hvis jeg bare lader være med at drikke mig helt i hegnet og kommer ned i min sovepose, så sker der ikke noget.

Dagtimerne tilbringer han gerne omkring Værestedet, hvor han går og suger indtryk til sig i byens gader og parker, alt imens han får nogle øl.

- Jeg har ikke lyst til at være en del af det etablerede samfund. På længere sigt vil jeg gerne skrive en roman. Den skal handle om, at man ikke kan revolutionere andet end sig selv som menneske – Michael Jackson er en stor filosof i ’Man in The Mirror’, hvor han synger: 'if you wanna make the world a better place, take a look at yourself and then make a change ’ – ligesom Sokrates siger: 'Kend dig selv!'. Alt det, forbrugersamfundet står for, forvirrer mennesket, der tror, at alt foregår uden for dem selv. Det er jo lige omvendt. Hvis du finder ud af, hvem du selv er, så kan du blive lykkelig. Og så får jeg meget ud af at tale med tilfældige mennesker på gaden. Man kan ligesom med en julekalender, åbne op for alle de mennesker, man møder på sin vej, og finde ud af, at der kan ske alt muligt sjovt, slutter han. |

sælger nr. 1289

LarsSørensen

Hvad vil du gerne i din fremtid?- Jeg vil gerne søge ind på Teaterskolen i Aarhus, Odense eller København, for jeg tror, jeg er god til det. Jeg spiller sgu teater hver dag – går og laver fis med ting og sager. Men mit næste ønske er en sort labrador, der kan passe på mig, og som jeg kan være noget for.

Hvad fik du at spise i går?- Der fik jeg en cheeseburger. Jeg får morgenmad og frokost på Værestedet. Hvis de ikke var her, så ved jeg ikke, hvad jeg skulle gøre.

Hvor er du på vej hen?- Jeg sidder og venter på en gut, der skal sælge nogle aviser, og så tager jeg med og spiller lidt guitar, for så går salget lidt hurtigere.

3 spørgsmål

Hver måned spørger vi en nystartet sælger, hvad der fik ham/hende i gang med at sælge Hus Forbi. Hus Forbi har sælgere spredt ud over hele Danmark. En tredjedel af dem i Københavnsområdet.

hus forbi nr. 11 november 2012

Documents