i victorias navn - kapitel 1

LÆS I DAG

MAGASINSØNDAGREDAKTØR: SØREN DOMINOREDAKTION: GRETHE NIELSEN FORSIDEFOTO: MADS NISSEN

REDAKTION: pILESTRÆDE 341147 KØBENHAVN KTELEFON: 3375 7575FAX: 3375 2020EMAIL: [email protected]

REpORTAGE / 2-23NAvNE / 24-xxDEbAT / xx-xx

X»Xxxxxxxxxxx, xxxxxxx

BARNET UDEN NAVNI september bragte Berlingske Tidende et fotografi af en alvorligt syg, forældreløs pige i Nepal, som var lagt til at dø. Det fik mange læsere til at reagere, men 36-årige Cecilie M. Hansen gik videre end det. I november tog Berlingske med hende på en bevægen-de og dramatisk rejse. Tilbage til Nepal for at finde pigen.

32 MAGASIN SØNDAG BERLINGSKE TIDENDE 01. JANUAR 0001

Alt i kroppen synker, da ambulancen kører i endnu et dybt hul i vejen. Bå-ren af jern og presenning skrider mod bagdøren med et metallisk brag, og Cecilie stemmer fødderne i gulvet for

at blive siddende på sin taburet.»Kan vi ikke godt køre langsom-

mere!« Hendes ord falder på perfekt engelsk. Faste og skarpe. Det er ikke et spørgsmål. Chaufføren slipper speederen en anelse.

For hvert bump kan Cecilie mærke barnets baghoved bevæge sig på sin højre underarm. Det giver efter som en spændt vandballon. Hun tænker på, om det kan briste. Om barnets hoved kan gå i stykker lige dér mel-lem hænderne på hende, netop som det hele er begyndt. Hun har selv gre-bet ud efter ansvaret. Sendt mails på

tværs af verden, tænkt tanker, presset på fremmede menneskers velvilje. Nu er det hendes; ansvaret, beslutnin-gerne, risiciene. Nu ligger det, uventet hurtigt og uden mulighed for fortry-delse, i hendes arme:

Et fremmed, alvorligt sygt barn. Barnets hoved er alt for tungt. Alt

for stort. Vægten af den 20 måneder gamle pige føles som den fyldte kuf-fert, Cecilie to dage forinden har bragt med sig fra Gentofte til Nepal: Uvant og med forkert fordelt tyngde i hen-des favn, selv for en kvinde, der er ny-bagt mor. Cecilie kaster hurtige blik

bagud og over sin venstre skulder. Ud på den fremmede by og det bakkede boligkvarter i Katmandu, som vog-nen bringer hende gennem ad smalle passager. Hun er ikke bange. Ikke som hun skal blive det senere.

»Nu sker det. Endelig sker det,« tænker hun.

Luften udenfor er varm og krydret og tyk af dyttende motorcykler og støv. Hun ser ned på barnet i sin favn, der er klædt i Cecilies medbragte lyse-røde køredragt og små sokker og har en blodplettet stofble om hovedet. Cecilie laver lyde til hende. Prøver at »

Tekst: Line Holm Nielsen Foto: Mads Nissen

BERLINGSKE TIDENDE 01. JANUAR 0001 MAGASIN SØNDAG 33

» få et smil, mens alting omkring dem skrumler og bumper. Pigen er tavs og vågen. Ligger trykket ind til Cecilies bryst med øjne, som er svære at af-læse. Måske er det ikke angst, heller ikke tristhed. Men hun kan umuligt forstå. Det er første gang i hendes liv, at hun er udenfor. Første gang, hun har mærket solen direkte på sit an-sigt. Første gang, hun har tøj på, hø-rer lyden af dythorn, mærker vinden, føler fremmede menneskers påtræn-gende nysgerrighed og registrerer en bils dieselhakken under sig.

Det er første gang, hun ligger i Ce-cilies arme.

DER ER GÅET MINDRE end to må-neder, siden billedet af den lille pige i Nepal flyttede ind i Cecilie Mose Hansens liv og tanker. Det var en septembersøndag. Hun og hendes mand var taget i sommerhus, hvor de slapper bedst af fra jobbene. Han som finansiel rådgiver for store dan-ske virksomheder i en bank, hun som personlig assistent for en af Mærsk-koncernens topledere.

For 36-årige Cecilie er positionen som lederens højre hånd ny, men lig-ger hende ikke fjernt. Fire år tidligere vakte hun opsigt i erhvervsaviserne og damebladene, da hun blev valgt som medarbejderrepræsentant til Mærskkoncernens bestyrelse. Som den første kvinde nogensinde uden

for Møller-familien. Den høje, blonde HR-manager med en baggrund i lit-teraturhistorie og et speciale i Karen Blixen trådte ind i kredsen af tunge og 30-40 år ældre erhvervsnavne som Jan Leschly, Lars Kann-Rasmussen og Poul Svanholm.

Bestyrelsestiden var forbi nu, og Cecilie havde været på barsel. Om-kring hende denne septembersøn-dag møvede etårige Sebastian sig rundt, ivrig for at komme på benene og gå. Cecilie satte sig med Berling-

ske Tidende og en reportage fra Ne-pal. Hendes blik faldt på et dunkelt fotografi. Det var taget ind gennem en dør til et opbevaringsrum på en statslig fødeklinik i Katmandu. Inde i rummet, mellem en stålhåndvask, fugtstribede vægge og overskyden-de hospitalsudstyr, lå et barn på en stol. Over stolens ryg hang et rødt og gult pelsdyr - det eneste lille tegn på menneskelighed i institutionen. Men pelsdyret så man først, hvis man studerede billedet nøje. For barnet

var sygt. Deformt. Mund, næse, øjne og hage var normale. Kønne, faktisk. Men fra barnets øjenbryn hvælvede panden og tindingerne sig opad og udad til en størrelse, som overgik en voksen mands hoved. Cecilie læste billedteksten på avispapiret. Og læste den så igen:

»I bagerste rum på Nepals fineste neo-natalafdeling ligger en pige på en stol. Hun er halvandet år gammel og har in-tet navn. Ikke officielt. Personalet kal-der hende Ghane – det betyder »stort hoved«. Den lille pige er født med vand i hovedet. En tilstand, der nemt af-hjælpes i Vesten, men som nepalesiske læger intet kan gøre ved. Pigens mor forlod hende straks efter fødslen; intet børnehjem vil have hende. Så nu lig-ger hun her. Hun kan ikke bevæge sig, har liggesår og skader på rygsøjlen. Men øjnene følger med. Ingen ved, hvad der foregår derinde bag de lidt angste øjne. Et smil kan man få, når man aer hende over kinden og brystet. Spørger man lægerne til hendes fremtid, ryster de stille på hovedet. Der er grænser for Nepals formåen. Hvis der er en fremtid for Ghane, håber de alle, at den bliver nådigt kort.«

CECILIE SMÅGRÆD resten af dagen. Når hun ikke var rasende. Hun kun-ne ikke få tankerne væk fra det lille menneske i avisartiklen; et barn, som

Aften, Annapurna-hospitalet. Efter første nat i fællesstue får Cecilie og pigen et privat, dyrere rum. I fred for nysgerrige blikke.

BARNET …

Den 19. september bragte Berlingske dette billede. Avisens journalister så barnet ved et tilfælde på statshospitalet Paropakar i Katmandu i august.


var lagt afsides for at dø. Hun vid-ste ikke helt, hvorfor det påvirkede hende. Den slags skæbner er aviserne og TV jo fulde af hver dag. Måske var det fordi, hun selv var blevet mor for nylig? Måske var det frustration over passiviteten omkring barnets situa-tion? Passivitet irriterer Cecilie. An-svarsløshed endnu mere. I Mærsks personlighedstest er hun slået ud på markører som »utålmodig« og »følel-sesdrevet«, men også »pragmatisk« og »resultatorienteret«. Hun har selv svært ved at se barrierer eller poten-tiel fiasko, når hun sætter sig noget for. Det er de personlighedstræk, der kan få et menneske til at tale, før hun har tænkt sig ordentligt om. Og kan trykke mere indadvendte tvivlere baglæns ud af lokalet. Men også ty-pen, der får projekter trumfet igen-nem. En can-do-personlighed, som de siger hos Mærsk.

»Nogen må sgu da gøre noget,« gentog hun igen og igen over for Chri-stian, hendes mand. De diskuterede resten af søndagen og mandagen, hvem den »nogen« kunne være. Indtil Cecilie fik en tanke: »Måske er ’nogen’ mig?«

GENNEMBRUDDET KOM i begyndel-sen af oktober.

Cecilie havde hver aften sat sig ved computeren, med Blackberry-telefo-nen inden for rækkevidde. Hun fik fo-

tografen til at sende flere billeder, bad en dansk læge vurdere barnet, skrev til børnehjem, til den dansk-nepale-siske forening, til Mærsk-kontorer i Sydøstasien, til børnehjælpsorgani-sationer i Nepal og til direktørerne på hospitalet Paropakar. Søgte på medi-cinske termer som hydrocephalus og spinae bifida – vand i hovedet og ryg-marvsbrok. Undersøgte muligheden for at flyve barnet ud af Nepal til be-handling i et andet land. I Indien, må-ske. Og hun læste, at ubehandlet vand i hovedet kan føre til så voldsomt pres på hjernen, at barnets synkere-fleks eller vejrtrækning sætter ud. Barnet kunne blive kvalt. Eller sulte langsomt ihjel.

Cecilie er vant til fra sin arbejds-plads, at al kommunikation foregår på engelsk. Og at kontorer i Fjern-østen, USA eller Sydamerika kun er et opkald eller en mail væk. Verden er ikke så stor i hendes øjne. Det hand-lede bare om at blive ved. Og ved.

De moralske spørgsmål var svæ-rere: Hvilket ansvar ville hun i vir-keligheden få ved at blande sig; øko-nomisk, moralsk, tidsmæssigt? Hvis hun først gik ind i sagen, kunne hun så nogensinde trække sig igen, hvis det blev for dyrt eller uoverskueligt? Kunne hun lægge barnet tilbage på stolen og lukke øjnene?

Der var megen velvilje, men flere lukkede døre. De danske hjælpeor-

ganisationer havde ingen projekter i Nepal. Børnehjemmene kunne ikke påtage sig et handicappet barn. Nogle svarede slet ikke.

MEN DEN 7. OKTOBER ankom en mail. Cecilie var faldet over en interimi-stisk udseende hjemmeside for Neuro Foundation Nepal; et selskab af neu-rologer på et privathospital i Katman-du. Hun sendte en mail til samtlige medlemmer af bestyrelsen. Med to spørgsmål: Ville de være i stand til at udføre diagnosticering og behandling på pigen? Og hvad ville det i givet fald koste?

Svaret kom samme aften. Fra sel-skabets grundlægger og formand, en mand i fyrrene med sideskilning, overskæg og et venligt, men stolt blik på det lille pasfoto på hjemmesiden:

»Kære Mrs. Cecilie M. Hansen. Mange tak for din forespørgsel om Ghane, den forældreløse fra Nepal…,«

begynder mailen. »Jeg har set på fo-tografiet, og det er medfødt hydro-cephalus. Meget omfattende. Vi har faktisk faciliteter til CT- og MRI-scan-ning og operation for sådanne tilfæl-de,« skrev lægen.

Problemet var, at man normalt ville have opereret på pigen længe før. Når sygdommen nu var så fremskreden, skulle der formentlig opereres flere gange. Og der var ingen garantier:

»Hvad angår prognosen, må jeg fortælle dig, at disse tilfælde er svære. Hendes mentale udvikling kan jeg først give dig en ærlig vurdering af efter at have set scanningsbilleder. Udgifterne for scanninger, operatio-ner, dræn og medicin vil beløbe sig til omkring 2.000 dollar. Jeg sætter pris på din omsorg og villighed til at hjælpe hende,« sluttede mailen.

For Cecilie var det en sejr i sig selv:»En stor tak for at du involverer dig

i denne sag. Denne lille piges skæbne vokser i mit hjerte hver dag, selv om jeg aldrig har mødt hende, og selv om hun er langt væk. Det er gådefuldt, hvad der får et menneske til at hand-le, men hun har gjort det for mig. Selv om hendes tilstand er alvorlig, er jeg sikker på, at hun kan få hjælp,« skrev Cecilie tilbage.

Snart løb mail og SMSer frem og tilbage mellem Dr. Basant Pant i Kat-mandu og Cecilie i Gentofte. Han bad om flere oplysninger; havde brug for »

Barnet, kaldet »Ghane«, blev født 1. marts 2009. Hendes fattige mor forlod hospitalet kort efter, nedslået over pigens medfødte defekter.

»Udgifterne for scanninger,

operationer, dræn og medicin vil beløbe sig til omkring 2.000 kr.«

DR. bASANT pANT, KATMANDu


BARNET…vished for, at hun var virkelig – og ved sine fulde fem – før han kunne gå ind i barnets sag, »hinsides min profes-sion«, som han skrev. Cecilie sendte billeder af Sebastian, af Christian og hende, af deres arbejdspladsers hjem-mesider. Af deres hus.

I slutningen af oktober tikkede sms’en ind, som hun havde ventet på:

»Det er tid til, at du kommer til Ne-pal.«

DET VAR LUGTEN, hun skulle komme til at huske bedst. Sødlig, antiseptisk, men ikke helt ren. Luften på den mør-ke, tomme og tyste neonatalafdeling var fugtig af lagner, der hang til tørre langs væggene. Det var den 3. novem-ber. Cecilie havde købt sin flybillet med timers varsel, hun havde fløjet i knap et døgn og var landet i et af ver-dens fattigste lande. Til dage, der var varme og solrige. Men ikke herinde på det nedslidte statshospital, Paro-pakar.

Hun havde lagt en slagplan med Dr. Basant Pant. Det formelle papir-arbejde skulle klares hurtigst muligt, så pigen kunne flyttes. Dr. Pant ville forsøge at trække i nogle tråde. Men endnu manglede Cecilie det vigtigste: At se barnet.

Ingen stoppede den høje, blonde dansker, da hun tog en kittel og ud-trådte badesandaler på. Hun åbnede døren til to rum ensuite fyldt med

kuvøser, undervægtige nyfødte og bippende alarmer. Da hun passerede de sidste mellemdøre, var det som at træde ind i avisfotografiet. Dér var stålvasken, dér stod stolen blandt de grønne vægge, dér hang det gule og røde bamsedyr, plastikken foran vin-duerne og dér, omviklet med grønne lagenstykker, lå pigen og stirrede på hende med store øjne.

PIGEN ER IKKE VANT TIL at se frem-mede, men når hun gør, reagerer de som regel voldsomt på hendes udse-ende. Med chok. Med nysgerrighed, væmmelse eller tårer. Som menne-sker har gjort gennem hele historien, når de ser den abnorme, den afvi-gende. Ude af stand til at løfte eller vende sit hoved væk, til at rejse sig og gå, sågar ude af stand til at slå de but-tede hænder for øjnene, kan hun end ikke værne sig mod det. Hun kræn-gede mundvigene nedad og brød i gråd, først lydløst og så hikstende, da Cecilie satte sig hos hende. Cecilie følte kun samhørighed. Barnets tårer løb ned i folderne omkring halsen. Måske var hun ikke vant til at blive rørt, tænkte Cecilie, mens hun aede hende over hovedet. Det var mindre, end Cecilie havde regnet med, men tog sig så i det: Måske havde hun blot vænnet sig til tanken.

Pigen så ren ud. Velnæret, faktisk tyk med Michelinmandsfolder på

arme og ben. Personalet sagde, at de har givet hende bad hver tredje dag ved at holde hende ind under vand-hanen i rummet. Men da Cecilie slog stofstykkerne, som var viklet om bar-nets underkrop, til side, steg en ram stank af tis op. I folderne under hagen lå rester af gammel mælk; hun lug-tede surt og klægt, og inde i pigens knyttede hænder kunne Cecilie skra-be kager af snavs af. Cecilie forsøgte at vaske det værste væk med sine medbragte vådservietter.

Barnet sov tungt med halvåbne øjne, da Cecilie et par timer senere gik derfra. Begge var udmattede. Pigen var gået fra at tolerere hendes tilstedevæ-relse til at acceptere den. Måske endda nyde den. Mødet havde været lige så stærkt, som Cecilie havde forventet. Følelserne for den lille navnløse pige boblede frem, per instinkt. Hun flød bare med. Men der var stik af skuffelse indeni. Cecilie kunne ikke lade være med at sammenligne med sin sunde etårige Sebastian derhjemme. Pigen her var understimuleret fysisk og psy-kisk, og selv om Cecilie gjorde sit bed-ste i sine kommende ti dage i Nepal, var det måneders arbejde, der skulle indhentes.

Cecilie tog en taxa tilbage til hotel-kvarteret og satte sig på en tagrestau-rant med indisk mad. Det var første gang i tre døgn, hun kunne slappe af. Hun ringede til Christian derhjemme og til de få veninder, der vidste, hvor i verden hun befandt sig. Og hvorfor. Hun tænkte hele situationen igen-nem. Hvad der kunne ske. Om lavinen, der rullede nu med hende midt i den. Udfordringerne, der ventede den lille, intetanende pige. Ansvaret på længere sigt? Og risikoen… Hvad hvis den lille pige fik det værre? Eller døde? Dr. Pant havde gjort klart, at han var på vej ud i medicinsk ingenmandsland. Få læger i verden havde formentlig set så alvor-ligt et tilfælde før.

»

Øverst t.v.: Røntgenfoto af barnets hoved. Øvrige billeder: Som forældreløs tilhører pigen staten. Torsdag den 4. november ændrer det sig. Børneorganisationen CWIN bliver på Cecilies vegne værge for den lille pige. Cecilie kan samle hende op – og tage hende med.

Se flere billeder af Cecilie og det forældreløse barn på www.berlingske.dk/victoria

Læs i morgen:»STORE HOVED, STÆRKE HJERTE«

KAPITEL 1


»Du fatter ikke, hvor langt ude jeg er,« sagde hun i telefonen til Christi-an. Hun havde netop tændt sin første cigaret i to år. Under hende myldrede cykeltaxier og lykkesøgende gade-sælgere ind mellem hinanden. Taxaer dyttede, lys blinkede, og fra barerne i kvarteret spillede høj musik for flok-kene af turister og bjergbestigere. Ce-cilie sad midt i larmen, alene ved sit bord, og græd.

TIDLIGT TORSDAG MORGEN vendte Cecilie tilbage til hospitalet. Hun be-gyndte at være utålmodig. De næste fire dage var helligdag i Nepal. Alt officielt ville lukke ned. Hun spurgte gentagne gange efter ledelsen på hospitalet. Skubbede på. Det var, fornemmede hun, langt over græn-sen for nepalesisk etikette. Men hun var ikke kommet halvvejs rundt om jorden for at sidde passivt hen i fire dage. En administrator fra hospitalet forsøgte at forklare:

»Alle i dette land prøver at gøre alt, hvad de kan, for at undgå ansvar,« sagde han undskyldende.

Hospitalsdirektøren ankom sent om eftermiddagen. Cecilie ventede på hendes kontor, da den lille dame med guldindfattede briller og hvid sari hilste hjerteligt og satte sig bag skrivebordet med et bundt papir. Præsidenten for en børnehjælpsor-ganisation kaldet CWIN var også til

stede. Cecilie var usikker på, hvad der skulle ske. Hun havde lovet Christian, at hun ikke ville skrive under på no-get. Slet ikke dokumenter med nepa-lesisk skrift.

Få minutter senere rejste direktø-ren sig og rakte ud efter Cecilies hånd. Organisationen CWIN havde officielt, efter aftale med Dr. Pants hospital, overtaget ansvaret for pigen fra sta-ten. Juridisk var hun nu organisatio-nens ansvar, men de agtede at lægge alle beslutninger i Cecilies hænder. Cecilie kunne gå ned og hente pi-gen. Løfte hende op fra den stol, hun havde levet sit liv på, tage hende ud af rummet, væk fra hospitalet, ud til de chancer, hun aldrig havde fået.

»Tusind tak for at lade mig hjælpe hende. Tak for den mulighed,« be-gyndte Cecilie, da hun tog imod ho-spitalsdirektørens hånd. Hun slog armene om Cecilie i en uventet, tå-refuld omfavnelse og holdt fast: »Jeg takker dig mere.«

AMBULANCEN KOM til et prustende holdt uden for Annapurna Neurolo-gical Institute i det sydøstlige Kat-mandu for få timer siden. Cecilie bar selv den tavst stirrende pige ind i elevatoren og op til sengeafdelingen på fjerde sal. Det er for længst blevet mørkt, og Cecilie forsøger at finde ro for natten.

Der bliver hostet og harket i rum-met. 25, måske flere patienter med hjerneblødninger, epilepsi eller hjer-nesvulster, ligger i lokalet adskilt af tynde skillevægge. I et hjørne, skjult bag en lilla, stofklædt skærm, er Ceci-lie flyttet ind med sin kuffert, sin Pra-da-taske og sin Blackberry. Og med barnet. Hun har fået anvist en hånd-vask, hvor hun kan børste tænder. Og ved, hvor der findes et baderum på hospitalet, hvor hun kan vaske hår. En kakerlak piler frem på væggen og for-svinder så igen. Kravlende rundt på barnets briks forsøger Cecilie at finde den for at give den et klask med sin sko. Barnet kan end ikke vifte en flue væk. Tanken om, at kakerlakken kom-mer igen om natten, er kvalmende.

Hun har bedt om stofskærmen, der lukker hendes og barnets aflukke helt af. Hun retter på den flere gange. Ir-riteret. Flokke af ugenert nysgerrige kommer hen og titter ind. Ligesom en kødrand af fremmede stimlede sam-men om Cecilie og det opsigtsvæk-kende barn i hospitalsgården og tog

billeder med deres mobiltelefoner, mens Cecilie ventede på ambulan-cen. Det var ubehageligt. Ikke blot mængdens fysiske påtrængenhed, men den åbenlyse grænseløshed. Den manglende respekt for barnets hjæl-peløshed. Hun ved godt, at flertallet af nepalesere økonomisk og kultu-relt vokser op uden muligheder for at lukke døren. Uden principper om in-dividets ukrænkelighed. Men lige nu fortrænger behovet for fred og for at beskytte barnet al forståelse.

»Så kom vi så langt, du,« siger hun, da hun fuldt påklædt lægger sig på den smalle briks, krummet omkring barnet. Det er seks uger siden, hun så pigen på billedet i avisen. Nu lig-ger de her; Cecilie ved siden af pigen. Lyset bliver slukket ved midnatstid. I morgen starter kampen for at give det navnløse barn en chance for at overleve. Barnet aner ikke, Cecilie aner knap, hvilke fysiske og psykiske udfordringer, der venter dem.

Men lige nu ligner pigen en, der bare tager det ind med store, undren-de øjne. Det er første gang i barnets liv, hun ikke er alene i mørket.

[email protected] [email protected]

»Alle i dette land prøver at gøre

alt, hvad de kan, for at undgå ansvar.«

ADMINISTRATOR på hOSpITAlET

Cecilie og barnets første nat på Annapurna. Der er kakerlakker i væggene og 25 mennesker på stuen. Det er første gang, barnet ikke sover alene.


i victorias navn - kapitel 1

Documents