ikke i kød og blod

Ikk

e I kø

d o

g b

lod

Ru

th

R

end

ell

100 mm 100 mm140 mm 140 mm25 mm

Ikke I kød og blod

Ruth Rendell

Ruth Rendell (f. 1930) debuterede med kriminal-romanen Med hilsen fra døden i 1964 og har siden skrevet mere end 50 romaner og novellesamlinger, en del under pseudonymet Barbara Vine. Hun er blevet præmieret med adskillige priser gennem hele sit forfatterskab deriblandt The Edgar Award og The Gold Dagger Award. Ikke i kød og blod er Ruth Rendells enogtyvende bog med kriminalkommissær Wexford i hovedrollen.

Omslag: L ine KrügerPortrætfoto: © i. boccon-gibod/oxigeneOmslagsfoto: © Getty Images

Resterne af en hånd dukker op af jorden ved et gammelt og forladt hus. Det viser sig, at nogen har ligget begravet der i mere end ti år. Men hvem er det? Og hvem har svøbt den døde krop i et lilla lagen og stedt den til hvile?

Liget er en mand, men ellers afslører obduktionen intet om hverken dødsårsag eller identitet, og kriminalkommissær Wexford og hans medarbejdere har kun en liste over forsvundne personer at gå ud fra. Et eller andet sted må der sidde en ulykkelig familie tilbage, der har mistet en far, en bror eller en søn.

Da man finder endnu et lig bare tyve meter fra det første, kommer der for alvor skred i tingene. Er der en sammenhæng mellem de to dødsfald, og kender områdets excentriske og mildest talt usamar-bejdsvillige beboere mere til sagen end først antaget?

Ikke i kød og blod er den enogtyvende krimi i Ruth Rendells mester-lige og knivskarpe serie om kriminalkommissær Wexford.

“Der er den fornemmelse af organisk helhed og fortælleteknisk overlegenhed, der gør historien til en dybt tilfredsstillende læseoplevelse. Kort sagt, Rendell er kunstner, hvor de fleste af hendes, ikke mindst skandinaviske, kolleger, er de rene amatører.”

Jyllands-Posten

“… masser af atmosfære, stilfærdig humor, en vis uhygge og interessante demonstrationer af, hvor lidt (f.eks. et mord) der skal til, før de pæne og elskværdige facader krakelerer.”

Politiken

KRIMI | ROsInAnTE

IKKE I KØD OG BLOD

side 1 – 3. korrektur

ikke i kød og blod

forum

christensen grafisk|33983

Af samme forfatter:

Romaner med Wexford og Burden

med hilsen fra dødendøden kaster skygge

en morder vælger galtmord før brylluppet

døden sætter punktumen morder eftersøgesnår mordet er begået

døden holder festivaldet sidste farvel

mord uden adressemord i blinde

hjemkomst til mordsort som ravne

dødens slørkys ikke kanonérens datter

simisol avejmordet

når skaden er sketforvildede sjæle

det ender med tårer

Andre spændingsromaner

en malet djævelmani eller mord

selvmordernedøden skal du lidebesat af en kvinde

mord i ventemorder antages

døden tager gevinsti skorpionens tegn

hedens herskeren dukke der dræber

et barn savnesangst

hjertestenhemmelige budskaber

brudepigenaltid om lørdagen

som fugle i krokodillens gabnøglerne til gaden

en fryd for øjetadam og eva igen og igen

rottweilerentretten trin ned

Noveller

blodets bånd


ikke i kød og blod

forum



ikke i kød og blod

forum


Ruth Rendell

IKKE I KØD OG BLOD

krimi

på dansk ved asta smith-hansen

Rosinante


ikke i kød og blod

forum



ikke i kød og blod

forum


Ikke i kød og bloder oversat fra engelsk

af Asta Smith-Hansen efter Not in the FleshCopyright © Kingsmarkham Enterprises Ltd 2007

Denne udgave: © Rosinante / rosinante&co1. udgave, 1. oplag, 2011

Omslag: Line Krüger med foto: © Getty ImagesSat med Utopia hos Christensen Grafisk

og trykt hos Narayana Press, Gylling

ISBN 978-87-638-1615-1Printed in Denmark 2011

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&co a/sKøbmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | 1019 København K

www.rosinante-co.dk | www.forlagetforum.dk


ikke i kød og blod

forum



ikke i kød og blod

forum


Tilegnet Patricia Nassif Acton


ikke i kød og blod

forum



ikke i kød og blod

forum



ikke i kød og blod

forum



ikke i kød og blod

forum


7

kapitel et

Tom Belbury døde i maj, og nu da sommeren var forbi, savnede

hans bror ham mere end nogen sinde. Ingen af dem havde giftet

sig, så der var ingen enke og ingen børn, kun hunden Honey.

Jim tog Honey til sig – han havde altid været glad for den hund

– og det var også Toms ønske. Da han blev klar over, at han

ikke havde langt igen, bekymrede han sig meget for Honey,

hvad der ville ske med hende, når han var død, og selvom Jim

forsikrede ham, at han ville tage sig af hende, blev Tom ved

med at gentage det.

»Har jeg ikke lovet det igen og igen? Vil du have, at jeg skal

skrive det ned og få det bekræftet af vidner? Det kan jeg godt

gøre, hvis du vil have det.«

»Nej, jeg stoler på dig. Hun er en god hund.«

Og han havde ikke gjort hans tillid til skamme. Jim boede i et

lille hus, der havde været brødrenes barndomshjem, og Honey

flyttede hen til ham i det hus. Hun var et ægte gadekryds og

ikke nogen skønhed – en blanding af spaniel, bassethund og

Jack Russell. Tom påstod, at hun lignede en corgi, og da alle

vidste, at dronningen altid havde corgier, fik hunden på den

måde så at sige en kongelig blåstempling. Jim kunne nu ikke se

den lighed. Alligevel var han blevet knyttet til Honey. Bortset

fra at hun var trofast og kærlig, havde hun endnu en særlig

evne. Hun var en god trøffelhund.

Hvert år i begyndelsen af september var Tom og Honey gået


ikke i kød og blod

forum



ikke i kød og blod

forum


8

ud til et par steder i skoven i omegnen af Flagford på jagt efter

trøfler. Det var der mange, der drillede dem med. De sagde, at der

ikke fandtes trøfler i Storbritannien, de voksede kun i Frankrig

og Italien, men Honey fandt dem altid og blev belønnet med

en luns kød, og Tom solgte trøflerne til en berømt restaurant i

London for 200 pund per halvkilo.

Jim brød sig ikke om smagen, men han kunne godt lide tan-

ken om 200 pund, muligvis mere. Han havde aldrig været på

trøffeljagt sammen med Tom, men han vidste, hvordan man

skulle bære sig ad. Derfor så man en mild og solfyldt morgen

sidst i september Jim og Honey i det, naboerne kaldte den fine

del af Flagford, der hvor Pump Lane ligger mellem Flagford Hall

og Athelstan House, begge på kæmpestore grunde. De var ikke

spor interesseret i de huse eller deres beboere. De gik i retning

af Old Grimble’s Field, der lå i et hjørne mellem den have, der

omgav Athelstan House, og to ens villaer, der hed Oak Lodge

og Marshmead.

Ligesom det Hellige Romerske Rige, som Gibbon sagde, hver-

ken var helligt, romersk eller et rige, var dette åbne stykke land

ikke en mark, og Grimble var heller ikke særlig gammel og hed

i virkeligheden slet ikke Grimble. Det var et vildtvoksende om-

råde, cirka en halv hektar og noget, en ejendomsmægler sikkert

ville kaldte en hjørnegrund. På grund af flere års manglende

pasning var småtræer blevet store, krat blevet til kratskov, roser

og liguster og kornel blevet til hegn, og træer var vokset til dob-

belt størrelse. Et sted midt i denne bevoksning, der efterhånden

var et sammenfiltret virvar af grene og blade, lå der en så godt

som forladt bungalow, der havde tilhørt Grimbles far. Der var

sat brædder for vinduerne, og taget var langsomt i gang med at

smide tagstenene fra sig. Tom Belbury havde været der sammen

med Honey på trøffeljagt året før og havde sagt, at stedet var

rigt på trøffelarten Tuber.


ikke i kød og blod

forum



ikke i kød og blod

forum


9

Fordi Tom gerne gik rundt med Honeys belønning uindpakket

i brystlommen på sin skindjakke, havde han som regel lugtet

af kød, der var en anelse ‘for gammelt’. Det havde Jim ikke

tidligere brudt sig om, men nu tænkte han kærligt på det. Hvor

ville det have glædet Tom at se ham og Honey sammen på vej

ud til Old Grimble’s Field på jagt efter trøfler, ligesom han selv

og Honey plejede at gøre. Måske kunne han se det, tænkte Jim

sentimentalt og forestillede sig, hvordan han så ned på dem fra

den trøffelskov i himlen, han befandt sig i.

Det var Honey, der førte an. Tom påstod altid, at hun fandt

hen til et særlig godt sted ved at lægge mærke til, hvordan trøf-

felfluer svirrede rundt under et bestemt træ, og nu ledte hun Jim

hen til et gammelt træ (han mente, det var et morbærfigentræ),

hvor han selv kunne se fluerne.

»Begynd så at grave, min tøs,« sagde han.

Honey slap beredvilligt den uregelmæssige vortedækkede

klump, omtrent på størrelse med en tennisbold, som hun gra-

vede op, til gengæld for et stykke okseinderlår, som Jim tog

op af en hygiejnisk genlukkelig plasticpose, han havde taget

med.

»Den her gamle svamp må veje over et halvt pund,« sagde

han højt. »Bliv ved med at grave, Honey. God hund.«

Honey fortsatte. Trøffelfluerne irriterede hende, og hun snap-

pede efter sværmen, fik dem spredt og snusede omkring på det

sted, hvor de havde været tættest. Der begyndte hun at grave

igen, fik først en meget mindre trøffel op af den gode, blad-

dækkede muld, derefter en på størrelse med en stor kartoffel

og blev endnu en gang belønnet med et stykke inderlår.

»Der er mange flere fluer derhenne,« sagde Jim og pegede på

et stort bøgetræ, der så ud til at være hundrede år gammelt.

»Hvad med at gå derhen?«


ikke i kød og blod

forum



ikke i kød og blod

forum


10

Det havde Honey på ingen måde tænkt sig. Sådan ville en

person, der gravede efter diamanter, sikkert nægte at forlade

det sted, hvor ædle stene, der var en formue værd, allerede var

kommet for dagens lys, før han var sikker på, at der ikke var

mere tilbage. Honey sniffede, gravede, slog ud efter fluerne med

poterne, gravede igen. Ikke flere trøfler blev halet op, og den

genstand, hun havde gravet op af jorden, interesserede hende

overhovedet ikke. Den lå på den kastanjebrune jord, hvid, vif-

teformet og umiskendeligt det, den var, en menneskehånd.

Eller rettere sagt knoglerne af en menneskehånd. Kød, hud,

årer, sener var alt sammen forsvundet.

»Du godeste, gamle tøs,« sagde Jim Belbury, »hvad i alverden

er det, du her har fundet?«

Som om Honey forstod det, holdt hun op med at grave, satte

sig ned og lagde hovedet på skrå. Jim klappede hende. Han lagde

de tre trøfler ned i den plasticpose, han havde taget med til det

samme, puttede posen i sin rygsæk og tog sin mobiltelefon op

af rygsækken. Jim var måske nok fra landet, han havde været

landarbejder, boede i et lille hus uden badeværelse og uden

ordentlig kloakering, men han ville lige så lidt være gået ud

uden sin mobiltelefon, som hans femtenårige nevø ville. Da

han ikke havde nummeret til politistationen i Kingsmarkham,

tastede han 112.


ikke i kød og blod

forum



ikke i kød og blod

forum


ikke i kød og blod

Documents