illustration: kristian labak - kommunikationsforum og... · 2016. 10. 7. · illustration: kristian...

K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T D E T H U M A N I S T I S K E F A K U L T E T

ILLUSTRATION: KRISTIAN LABAK

ILLUSTRATION: KRISTIAN LABAK

KANDIDATSPECIALE Af Anne Høj Nielsen

NÅR DER ER FORSKEL PÅ TERROR En undersøgelse af nyhedsmediers dækning af terrorangreb i Beirut og Paris

Vejleder: Gitte Gravengaard

Institut / Fag: Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab / Dansk

Anslag / Sideantal: 189.201 / 78,8

Afleveret 29. juli 2016

AnneHøjNielsen,xsq728Speciale,F16

Afleveret29.juli2016

1

ABSTRACT In November 2015, the group Islamic State conducted terror attacks in Beirut and Paris.

While the western media had a strong reaction towards the attack in Paris, the same

reaction did not appear in relation to the attack in Beirut. This thesis aims to find out, how

specific Danish news media covered terror attacks in Beirut and Paris differently. Further

more the study seeks to examine what consequences it might have, when news media

cover terror attacks in a non-western country as Lebanon differently than attacks that

happen in a western country as France.

The study of this thesis relies on theory about news medias agenda setting by

Maxwell McCombs et. al. (2009), Karin Wahl-Jorgensen & Thomas Hanitzsch (2009) and

James W. Dearing & Everett M. Rogers (1996). Furthermore, I draw upon theory about the

hierarchy of global suffering and distant suffering by Stijn Joye (2009, 2015) and Lilie

Chouliaraki (2006). My analytical method is based on Norman Faircloughs (1995) Critical

discourse analysis.

In order to conduct this examination, I have analysed articles from four

representatives from the Danish news media; Jyllands-Posten, MetroXpress, B.T. and

Politiken. The empirical data has been analysed in both quantitative and qualitative

manner. My analysis showed a significant difference in the way that the specific Danish

news media covered the two terror attacks. The difference manifested as both a difference

in the amount of articles, as well as a difference in the language and the discourse that the

articles articulated. The fact that the articles shows a difference in language and discourse

illustrates that there is in fact a difference to how Danish news media prioritize and

articulate terror attacks, based on whether its takes place in a western country or not. The

attack in Paris was described in details as a terror attack and a tragedy. The attack I Beirut

was not described as a terror attack, despite the fact that it lives up the definition of

terrorism as a violent act towards unknowing civilians. In stead the articles about the attack

in Beirut has a significant focus on conflict and contextual conditions in Lebanon which

disconnects the attack from terrorism and tragedy. The way, that the specific Danish news

media covered the two attacks, has the possible consequences, that the Danish news

reader does not conceive the attacks as equally tragic, and therefore gets the impression,

that a human life lost in Paris is more tragic, than a life lost in Lebanon.



2

INDHOLDSFORTEGNELSE SIDE

ABSTRACT 1

KAPITEL 1, INDLEDNING 4 1.1. PROBLEMFORMULERING 5

1.2. BESKRIVELSE AF UNDERSØGELSEN 5

1.3. BEGREBSAFKLARING 7

KAPITEL 2, TEORI 9

AFSNIT 1: 9

2.2.1. VIDENSKABSTEORETISK STÅSTED 9

2.1.2. NYHEDER SOM KONSTRUKTIONER 10

2.1.3. AGENDA-SETTING 12

AFSNIT 2: 15

2.2. NYHEDSJOURNALISTIKKEN I DANMARK 15

AFSNIT 3: 25

2.3. FJERN LIDELSE OG DET GLOBALE HIEARAKI 25

AFSNIT 4: 30

2.4. DISKURSANALYSE 30

2.4.1. DIRSKURSTEORI 31

2.4.2. KRITISK DISKURSANALYSE 32

KAPITEL 3, METODE 37

3.1. EN KOMPARATIV ANALYSE I TO DELE 37

3.2. EMPIRI 38

3.3. OPDELING AF ANALYSE OG EMPIRI 43

3.4. ANALYSEMETODE 44



3

KAPITEL 4, ANALYSE 47

4.1. ANALYSE, DEL 1 47

4.2. ANALYSE, DEL 2 55

4.3. DELKONKLUSION PÅ ANALYSE DEL 1 & 2 78

KAPITEL 5, DISKUSSION, AFSLUTNING & KONKLUSION 79

5.1. DISKUSSIONSAFSNIT 79

5.2. VIDERE UNDERSØGELSE 85

5.3. AFSLUTNING & KONKLUSION 85

KILDEFORTEGNELSE 89

LITTERATUR 89

ARTIKLER 90

WEBKILDER 94

BILAG 1 95



4

KAPITEL 1:

INDLEDNING Den 13. november 2015 gik en gruppe terrorister ud i Paris’ gader, hvor de skød og

dræbte 129 civile mennesker. Gruppen Islamisk stat tog efterfølgende ansvar for

terrorangrebet. Internationale såvel som danske nyhedsmedier dækkede hændelserne tæt

i dagene efter angrebet. I Danmark producerede de landsdækkende dagblade således

mere end 500 nyhedsartikler i det første døgn efter angrebet1. Det amerikansk baserede

sociale medie Facebook indførte i løbet af få timer en knap, hvormed brugere i Paris

kunne meddele deres netværk, at de var i sikkerhed. Sympatisører med de parisiske ofre

verden over kunne desuden føje det franske flag til deres profilbillede. Sociale medier som

Instagram, Facebook, Twitter mv. flød over med tilkendegivelser af sympati, hvor

hashtagget ”Pray for Paris” eksempelvis er blevet brugt mere end 4,4 mio. gange på det

sociale medie Instagram2.

Dagen før angrebet i Paris blev 43 civile dræbt i en forstad til Beirut i Libanon,

da to terrorister detonerede deres selvmordsveste i et område med butikker og beboelse.

Også dette terrorangreb tog gruppen Islamisk stat ansvaret for. Den voldsomme

internationale reaktion, som den der fulgte angrebet i Paris, udeblev dog. Samlet set blev

der skrevet ca. 15 artikler om angrebet i Beirut i de danske landsdækkende dagblade, og

det var ikke muligt efterfølgende at melde sig i sikkerhed eller i sympati at sætte det

libanesiske flag på sit profilbillede på Facebook. Af samme årsag blev der efterfølgende

skrevet debatindlæg, hvor både libanesere og andre stillede spørgsmålstegn ved, hvor

den globale opmærksomhed for ofrene i Beirut blev af (The New York Times, 16.11.15;

Stateofmind13.com, 14.11.15; The Daily Vox, 14.11.15; Time, 15.11.15).

Dette speciales undersøgelse er motiveret af den undren, der fulgte de to

angreb, og som var foranlediget af den forskel, der var på den vestlige verdens reaktion

på dem. Jeg forudsætter dermed, at der reelt var forskel på dækningen af angrebene,

hvilket tallene i ovenstående indledning også antyder. Jeg er interesseret i at undersøge,

hvilke konsekvenser det har, når vestlige nyhedsmedier vælger at give et terrorangreb i et

vestligt land mere opmærksomhed end et terrorangreb i et ikke-vestligt land. For at kunne

1 Tal i dette afsnit er taget fra søgninger i databasen Infomedia 20.07.16 2 Kilde: Instagram



5

gøre det vil jeg undersøge, hvad forskellen på dækningen af angrebene i henholdsvis

Beirut og Paris reelt bestod i. I det følgende vil jeg formulere denne undersøgelse i en

problemformulering. Efterfølgende vil jeg gøre rede for, hvorfor undersøgelsen er relevant,

samt hvordan jeg konkret vil gribe denne undersøgelse an.

1.1. PROBLEMFORMULERING

Med udgangspunkt i ovenstående indledning vil jeg formulere specialets centrale

problemstilling sådan her: Hvordan har udvalgte danske nyhedsmedier dækket to tilfælde

af terrorangreb i henholdsvis et vestligt og et ikke-vestligt land forskelligt? Og hvilke

konsekvenser kan dette potentielt have for den vestlige nyhedsmodtagers opfattelse af

ikke-vestlige lande?

I mit indledende afsnit beskrev jeg kort specialets case og angav min motivation for at

foretage specialets undersøgelse. I det følgende vil jeg kort redegøre for undersøgelsens

relevans.

Mit speciales udgangspunkt er det faktum, at nyhedsmedierne spiller en rolle i

forhold til at oplyse samfundets borgere om, hvad der sker i verden. I et større perspektiv

er mit formål således at belyse den position, som nyhedsjournalistikken og

nyhedsmedierne har i samfundet i forhold til at sætte dagsorden og konstruere emner på

denne dagsorden. Undersøgelser, som den jeg foretager i indeværende speciale, er

væsentlige, fordi de er med til at anskueliggøre det faktum, at nyhedstekster ikke blot er

objektive beskrivelser af virkeligheden, men produkter af social meningskonstruktion, som

foretages hos nyhedsmedierne af journalister (Gravengaard, 2010: 3). På grund af sin

dagsordensættende natur, er det i høj grad nyhedsmedierne og journalisterne, der

bestemmer hvilket udsnit af virkeligheden, samfundets borgere skal præsenteres for

(Wahl-Jorgensen & Hanitzsch, 2009: 3). Det er dette præmis for journalistikken, som jeg i

undersøgelsen af min specifikke case ønsker at udfordre og undersøge. I det følgende vil

jeg kort beskrive, hvordan jeg vil undersøge og svare på min problemformulering.

1.2. BESKRIVELSE AF UNDERSØGELSEN

For at undersøge og besvare min problemformulering vil jeg foretage en analyse af et

empirikorpus bestående af nyhedsartikler om angrebene i Beirut og Paris. Artiklerne er alle



6

blevet publiceret i udvalgte danske, landsdækkende nyhedsmedier inden for to døgn efter

angrebet. For at kunne foretage denne undersøgelse, vil jeg inddrage og redegøre for

relevant litteratur og teori, som kan give mig begrebsapparat samt perspektiver på

specialets problemstilling at analysere ud fra. I det følgende vil jeg kort beskrive, hvilken

litteratur og teori, jeg inddrager i specialet. Uddybende begrundelse for mine tekst- og

teorivalg vil fremgå af selve teorikapitlet.

Det første skridt for mig, er at slå undersøgelses videnskabsteoretiske

udgangspunkt fast. Her vil jeg inddrage teori om socialkonstruktionisme, som beskrevet af

Vivien Burr (1995). Herefter vil jeg undersøge selve nyhedsgenren og beskrive de

præmisser, som den bedrives på. Det vil jeg gøre ved først at undersøge

nyhedsjournalistikkens funktion og indflydelse i samfundet. Her vil jeg se på nyheden som

virkelighedsrepræsentation, hvor jeg vil inddrage tekster af Gaye Tuchman (1978) og Gitte

Gravengaard (2010, 2015). Herefter vil jeg inddrage teorien om agenda-setting, der

handler om nyhedernes dagsordensættende funktion. Til det formål trækker jeg på tekster

af blandt andre Karin Wahl-Jorgensen & Thomas Hanitzhche (2009), Maxwell McCombs

et al (2009) og James W. Dearing & Everrett M.Rogers (1996). Derefter vil jeg gennemgå

nogle af de grundlæggende forhold for journalistikken, herunder historisk kontekst og de

redaktionelle processer, der gør sig gældende, når nyhedsmedierne vælger, hvilke emner

og begivenheder der skal blive til nyheder. Med disse grundlæggende præmisser for

nyhedsgenren på plads, vil jeg bevæge mig tættere på min case ved at inddrage teori, der

undersøger, hvordan vestlig nyhedsjournalistik er medvirkende til at fastholde og skabe

distance mellem vestlige og ikke-vestlige lande samt reproducere et globalt hierarki, hvor

menneskeliv værdisættes efter geografisk såvel som kulturel afstand. I den forbindelse vil

jeg inddrage teori og tekster af Stijn Joye (2009, 2015) og Lilie Chouliaraki (2006). Min

undersøgelse er en analyse af nyhedsjournalistik og dermed sprog. Derfor vil jeg inkludere

teori om diskursanalyse, nærmere bestemt Norman Faircloughs (1995) kritiske

diskursanalyse. Her vil jeg følge Faircloughs tredimensionelle analysemetode, der tillader

mig både at analysere min empiri på et overordnet strukturelt niveau og på et tekstnært,

lingvistisk niveau. Hvordan selve analysen er bygget op, vil jeg beskrive i detaljer i

specialets metodekapitel. Efter analysen vil jeg folde min undersøgelse ud i en diskussion

af den viden, jeg har indsamlet ved at inddrage relevant teori og ved at analysere min

empiri.



7

Min problemformulering er delt i to spørgsmål. Det første spørgsmål vil jeg

besvare med min analyse af empirien, mens problemformuleringens andet spørgsmål kun

kan besvares ud fra en diskussion af min analyses resultater. Problemformuleringens

andet spørgsmål vil derfor blive undersøgt i specialets diskussion.

I det foregående har jeg introduceret specialets problemformulering, samt hvordan jeg

videre vil undersøge og svare på denne. I det følgende vil jeg kort afklare mit brug af

betegnelserne ”Nyhedsmedier” og ”Terrorangreb” i specialet. Afklaringen er placeret her

for at undgå misforståelser i forhold til mit brug af betegnelserne senere.

1.3. BEGREBSAFKLARING

I specialet bruger jeg konsekvent betegnelsen ”nyhedsmedier” frem for ”dagblade”.

Betegnelsen dækker udelukkende over de institutioner i Danmark, der bedriver skriftlig

nyhedsjournalistik enten på tryk eller via mediernes digitale platforme. I den sammenhæng

inkluderer jeg altså ikke TV og radio. Jeg har valgt betegnelsen nyhedsmedier ud fra en

betragtning af, at nyheder er noget, der i dag udkommer døgnet rundt, alle ugens dage; på

digitale platforme, i trykte aviser og via sociale medier. Når jeg skriver nyhedsmedier

mener jeg aviserne som institutioner, fx Politiken, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad m.fl.,

og når jeg refererer til nyhedsjournalistikken, mener jeg nyheder, der udkommer i de trykte

aviser, og nyheder der udkommer på nyhedsmediernes digitale platforme, med mindre

andet er angivet. Jeg vil vende tilbage til dette emne i specialets teorikapitel.

I specialet refererer jeg til angrebene i Beirut og Paris både med og uden

ordet ”terror” som præfiks. Når jeg gør dette, er det udelukkende udtryk for sproglig

variation og altså ikke en skelnen mellem typer af angreb. Jeg vil kort afklare, hvilken

definition af terror som specialet trækker på: Terrorisme kommer fra latin (terrere) og

betyder ”at sprede rædsel” (Hansen, 2003: 13). Terror kan defineres som voldelige

handlinger, begået af civile mod andre civile med formål om enten at skræmme en

befolkning, at tvinge myndigheder til at skifte kurs eller at destabilisere grundlæggende

strukturer (ibid.; PET, 31.01.08).



8

Det næste kapitel er mit teorikapitel. Det er her, jeg redegør for de teorier og tekster, som

specialets undersøgelse bygger på, og som jeg vil trække på i senere analyse og

diskussion af specialets cases.



9

KAPITEL 2:

TEORI I dette kapitel præsenterer jeg den teoretiske baggrund og de begreber, som jeg trækker

på i min senere analyse og diskussion af min problemformulering. Kapitlet er delt ind i fire

afsnit. Første afsnit indeholder specialets videnskabsteoretiske udgangspunkt, en

beskrivelse af nyhedsjournalistikken som virkelighedskonstruktion, samt en introduktion til

teori om agenda-setting. Kapitlets andet afsnit er en historisk funderet beskrivelse af,

nyhedsjournalistikken i dagens Danmark med tilhørende gennemgang af branchens

udfordringer i en digitaliseret tidalder. Kapitlets tredje afsnit er en introduktion til teori om

det globale lidelseshierarki. Kapitlets bliver sluttet af med en introduktion til diskursanalyse,

som er den grundlæggende metodiske tilgang i min analyse.

AFSNIT 1

I det følgende vil jeg kort redegøre for mit speciales videnskabsteoretiske udgangspunkt,

for at kortlægge de videnskabelige principper og det verdenssyn, som specialets teori og

min egen undersøgelse ligger i forlængelse af.

2.1.1 VIDENSKABSTEORETISK UDGANGSPUNKT Når jeg i mit problemfelt skriver, at nyheder er virkelighedsrepræsentationer, som

medkonstruerer virkeligheden, tager jeg udgangspunkt i den videnskabsteoretiske retning

socialkonstruktionisme, som den er defineret af Vivien Burr (1995).

Socialkonstruktionismen tager udgangspunkt i forestillingen om, at menneskets opfattelse

af virkeligheden er en social konstruktion, hvor sprog og den måde, som mennesker taler

om verden på, konstruerer virkeligheden. Socialkonstruktionismen tilskynder en kritisk

stillingtagen til menneskets antagelse af, hvordan verden umiddelbart fremstår. Teorien

gør således op med forestillingen om, at verden og mennesker har en essens, som det er

muligt at finde frem til (Burr, 1995: 3, 5). Af samme grund er der ifølge

socialkonstruktionismen ikke en sand virkelighed, som kan iagttages og gengives objektivt.

Opfattelsen af virkeligheden er ikke en afledning af verdens sande natur, men noget vi

fastholder via sociale processer, og som konstrueres mellem mennesker gennem sprog og



10

interaktion (ibid. 4). Det betyder imidlertid ikke, at der ikke findes en virkelighed, og at man

kan sige, hvad man vil om den. Menneskets kategorisering af verden er historisk og

kulturelt specifikt, hvilket betyder, at menneskets opfattelse af verden omkring sig, er

afhængigt af den tid og kultur, som det lever i. Hvordan mennesket eksempelvis opfatter

menneskeskabte kategoriseringer som fx musikgenrer eller hudfarver kan altså variere

over tid og mellem kulturer, hvilket betyder at alle måder at forstå og opfatte er historisk og

kulturelt relativt (ibid.3).

En effektiv måde at analysere, hvordan mennesket konstruerer via sprog, er

diskursanalysen, hvorfor jeg har valgt denne metode som min primære analysemetode.

Idet den diskursanalytiske tilgang udspringer af den socialkonstruktivistiske tankegang,

repræsenterer denne også en kritisk stillingtagen til det, man kan kalde ’selvfølgelig viden’

(Jørgensen & Phillips, 1999: 13). Kort sagt bygger diskursanalyse på den opfattelse, at

sprog ikke er en neutral afspejling af den verden, som sprogbrugeren færdes i, dennes

identitet eller sociale relationer, men at sproget i høj grad er med til at skabe og forandre

disse (ibid. 9). På den måde er mennesket medvirkende til både at reproducere og

forandre den eksisterende verdenskonstruktion ved sprogbrug alene. Jeg vil vende tilbage

til diskursanalyse i slutningen af indeværende kapitel, hvor jeg vil indkredse det teoretiske

felt og specificere, hvordan jeg vil anvende metoden i min analyse.

Ganske i tråd med socialkonstruktionisme og diskursanalyse pointerer Gaye

Tuchman (1978), at nyhedsjournalistikken medkonstruerer virkeligheden gennem sprog og

repræsentation. Nyheder er virkelighedskonstruktioner, i kraft af at de er sprog. For at

kunne undersøge, hvordan de udvalgte nyhedsmedierne valgte at dække angrebene i

Paris og Beirut, er det relevant for mig at undersøge, hvad det betyder, at nyhedsmedierne

medkonstruerer virkelighed, samt hvordan de gør det. I det følgende vil jeg derfor

redegøre for nyhedsjournalistikken som virkelighedskonstruktioner.

2.1.2 NYHEDER SOM KONSTRUKTIONER

Det er nyhedsjournalistikkens ambition at gengive virkeligheden, idet formålet med genren

er at beskrive og oplyse samfundet om hændelser i omverden (Gravengaard, 2015: 100).

Gaye Tuchman beskrev i 1978 således nyheder som et vindue til verden (Tuchman, 1978:

1). Mennesker lærer om sig selv, andre, samfundsinstitutioner, ledere, livsstil, andre

nationer og fremmede kulturer gennem nyhederne, der danner den vinduesramme, som vi



11

kigger på verden igennem (ibid.; Wahl-Jorgensen & Hanitzsch, 2009: 3). Ved at bruge

vinduesmetaforen peger Tuchman på nyhedsmediet som værende den, der konstituerer

vinduets ramme og dermed, hvordan læseren/seerens udsyn til verden er. I sidste instans

er det en redaktionel beslutning, hvordan dette udsyn er, og man kan i den sammenhæng

sige, at journalisten fungerer som en virkelighedsredigerende instans; en ’gatekeeper’.

Journalistens funktion som gatekeeper vil jeg imidlertid vende tilbage til senere i dette

kapitel.

Som det fremgik af min indledende gennemgang af socialkonstruktionismen

og diskursanalyse, er sprog aldrig en objektiv og præcis spejling af samfundet. Derfor er

nyhedsjournalistikken det heller ikke. Der er i stedet tale om en konstrueret virkelighed.

(Tuchman, 1978: ix), og en institutionel metode til at gøre information tilgængelige for

samfundets borgere (ibid. 4). ”At skabe en nyhedshistorie er at skabe en repræsentation af

virkeligheden. Sprog – eller diskurser – betragtes altså som

repræsentationer af virkeligheden, som måder at tale om og forstå verden

på” (Gravengaard, 2010: 3-4).

Det er en vigtig pointe, at nyhedsartikler ikke skriver sig selv. Bag enhver artikel gemmer

sig en journalist, en redaktion og en medieinstitution, der i sidste ende befinder sig i et

komplekst medielandskab. Nyhederne bliver fabrikeret i rutineret praksis af professionelle

journalister, og i en kulturel og institutionel kontekst vælger disse journalister hver dag,

hvilke emner der skal have dækning samt hvordan (ibid. 2). Journalisten har således den

redigerende magt (Lund, 2004), en magt der ligger i tilvalget, men også i fravalget af

informationer, kilder og vinkler (Gravengaard, 2010: 3).

Fordi nyhedsmedierne i sidste instans bestemmer, hvilke emner og

begivenheder der får sendetid i tv og spalteplads i aviserne, er nyhederne også med til at

forme samfundsdebatten og forme folks opfattelse af givne samfundsemner. Nyhederne er

på den vis med til at sætte dagsordenen i den offentlige debat (Tuchman, 1978: 2). Hvad

nyhederne handler om, har med andre ord indflydelse på, hvad der diskuteres i samfundet

og hvordan (ibid.).

Anker Brink Lund (2013) problematiserer en udbredt selvopfattelse hos

journalister, der ser sig selv som samfundets og demokratiets vagthunde, der ”yder kritisk

kontrol med samfundets magteliter, på vegne af de magtesløse masser” (Lund, 2013:

112). I stedet argumenterer Lund for opfattelsen af journalisten som en hyrdehund, der



12

ikke kan bestemme, hvad folk skal mene, men som i høj grad bestemmer, hvad

befolkningen skal mene noget om, og hvad beslutningstagere skal ”gøre noget ved” (ibid.).

Nyhedsjournalistikken har altså en dagsordensættende funktion i samfundet. I det

følgende afsnit vil jeg stille skarpt på netop nyheders dagsordensættende natur ved at

inddrage og redegøre for teori om agenda-setting, der både udgør teoretisk baggrund og

metodisk ramme for min analyse.

2.1.3 AGENDA-SETTING

Som jeg netop har beskrevet, spiller nyhedsmedierne en rolle i forhold til, hvilke

begivenheder og problemstillinger der optager befolkningen i samfundet (McCombs et al.

2009: 147). Teorien om agenda-setting er væsentlig at inddrage i forhold til min

problemformulering, fordi den uddyber de processer og dynamikker, der gør sig gældende,

når nogle emner får bred dækning i nyhedsmedierne, mens andre ikke gør.

Ifølge James W. Dearing og Everrett M. Rogers (1996) er et hvert socialt system nødt til at

have en dagsorden for at kunne prioritere og håndtere de udfordringer, det står overfor.

Det er den proces, som agenda-setting-teori handler om; kampen om at komme på

dagsordenen (Dearing & Rogers, 1996: 1). Ifølge Dearing og Rogers tilbyder teorien om

agenda-setting en forklaring på, hvorfor nogle emner får opmærksomhed i samfundet,

mens andre ikke gør, hvordan en offentlig holdning formes, og hvorfor visse sager

adresseres politisk, mens andre ikke gør. Grundlaget for agenda-setting blev lagt allerede i

1922, hvor den amerikanske forfatter, journalist og politiske kommentator Walter Lippmann

skrev, at ”nyhedsmedier konstruerer folks opfattelse af verden”. 50 år senere blev teorien

navngivet af Maxwell McCombs og Donald Shaw i forbindelse med studiet "Chapel Hill

study," fra 1968 (McCombs et al., 2009: 147).

Der ligger en kompleks beslutningsproces bag enhver udvælgelse af nyhedshistorier.

Hvilke historier, der ender med at blive valgt, men også fravalgt, har en stor betydning for,

hvad samfundsborgeren opfatter som værende væsentligt og relevant (Wahl-Jorgensen &

Hanitzhch, 2009: 3). Ifølge McCombs et al. (2009) er agenda-setting, når massemedier

præsenterer givne emner ofte og fremtrædende med det resultat, at store dele af

befolkningen kommer til at opfatte disse emner som værende vigtigere end andre. Jo mere



13

eksponering et emne får i nyhedsmedierne, desto mere vigtigt bliver det opfattet som

værende af befolkningen (McCombs et al., 2009: 147).

Dearing og Rogers definerer en dagsorden som en række emner, der

kommunikeres ud i et hierarki alt efter emnernes vigtighed på de givne tidspunkter.

Dagsordenprocessen er dynamisk i og med, at problemstillinger konstant stiger og falder i

vigtighed (ibid. 2). I ”Under lup i offentligheden” skriver Mie Femø Nielsen (2000), at det i

første omgang er en magtposition at komme på dagsordenen, og herefter et spørgsmål

om, hvor højt man kommer på dagsordenen. Hun pointerer, at hver gang et emne kommer

på dagsordenen, er der tilsvarende noget, der ikke gør (Femø Nielsen, 2000: 28). Ligesom

Femø Nielsen peger Dearing & Rogers også på den logiske slutning, at når ét emne

kommer på dagsordenen, så er der tilsvarende nogle, der ikke gør. De skriver videre, at

agenda-setting derfor er en kamp mellem forskellige debatsagførere, der kæmper om at få

offentlighedens, mediernes og politikernes opmærksomhed (Dearing & Rogers, 1996: 5).

En problemstilling skal have dækning i medierne, før det kan betragtes som et public

issue, altså en offentlig debatsag (ibid. 2).

Dearing og Rogers identificerer tre forskellige dagsordener, der gensidigt

påvirker hinanden; den politiske, mediernes og offentlighedens. Selvom de tre

dagsordener kan være svære at adskille, så giver distinktionen alligevel mening, idet de

tre grupperinger har forskellige opfattelser af, hvad der er relevant at sætte på

dagsordenen (Hjarvard, 1995: 49). Medierne har både en indflydelse på den politiske

dagsorden og på befolkningens dagsorden, samtidig med at den politiske dagsorden

påvirker både mediernes og befolkningens. Det er en kompleks vekselvirkning, og netop

af samme årsag, vil jeg fremadrettet udelukkende forholde mig til mediernes dagsorden.

Når jeg skriver ’dagsorden’ fremadrettet, mener jeg derfor mediernes dagsorden, med det

forbehold at jeg her har gjort det klart, at mediernes dagsorden ikke står alene, men både

påvirker og påvirkes af offentlighedens og den politiske dagsorden, som også indbyrdes

påvirker hinanden. Jeg er primært interesseret i, hvordan nyhederne influerer

offentlighedens dagsorden, ved at vælge at sætte fokus på forskellige begivenheder og

problematikker.



14

SALIENCE

Et begreb, som Dearing og Rogers introducerer, er det om ’salience’. Salience er graden

af vigtighed, som en problemstilling eller debatsag på dagsordenen opfattes at have i

befolkningen. Det er en central del af agenda-setting-processen, når et emnes salience

ændrer sig på en given dagsorden. I forskningen omkring agenda-setting fokuseres der

ikke så meget på, om holdningen i fremstillingen af en problemstilling er negativ eller

positiv, men på et emnes salience. Man kan sige, at salience fortæller folk, hvilke emner

de skal bekymre sig om. Forskning viser i den sammenhæng, at et emnes relative

salience på mediernes dagsorden bestemmer, hvordan den offentlige dagsorden ser ud.

Dette har indflydelse på den politiske dagsorden, som i sidste ende influerer de politiske

beslutninger, der bliver truffet (Dearing & Rogers, 1996: 8).

2.1.3.1. AGENDA-SETTING PÅ TO NIVEAUER

Hvor agenda-setting oprindeligt udelukkende beskæftigede sig med et emnes grad af

salience i befolkningen, skelner man i dag mellem 1. og 2. niveau af agenda-setting

(McCombs et al., 2009: 147). På første niveau undersøges mængden af dækning, som et

givent emne får i medierne (ibid. 149). På agenda-settings 2. niveau undersøges, hvordan

emner på dagsordenen konstrueres. Her er der således fokus på, hvordan medierne og

journalister konstruerer de emner og problemstillinger, der er på mediernes dagsorden

(ibid. 150).

Jeg skal bruge distinktionen mellem agenda-setting på 1. og 2. niveau

fremadrettet som udgangspunkt for min analyse. Her vil jeg analysere min empiri med

udgangspunkt i distinktionen, der tillader mig at skelne mellem empiriens kvantitative og

kvalitative niveau. Hvordan min analyse mere konkret er struktureret, vil jeg imidlertid

vende tilbage til i mit metodekapitel.

I det foregående har jeg anskueliggjort, hvordan socialkonstruktionisme og diskursteori

ligger til grund for beskrivelsen af nyheder som konstruktioner. Efterfølgende har jeg via

teori om agenda-setting beskrevet, hvordan nyhedsjournalistikken er med til at sætte

dagsordenen og influere på, hvilke emner der opfattes som væsentlige at forholde sig til i

befolkningen.



15

AFSNIT 2

2.2. NYHEDSJOURNALISTIKKEN I DANMARK Min empiri består som bekendt af artikler fra danske nyhedsmedier. For at jeg kan

analysere dem, vil jeg i det følgende først gennemgå den danske nyhedsjournalistiks

udvikling i nyere tid. Denne gennemgang vil give mig et udgangspunkt for at beskrive,

hvordan nyhedslandskabet ser ud i Danmark i dag, samt pointere de udfordringer, som

nyhedsmedierne står over for. Den historiske og samtidige kontekst er vigtig for, at jeg i

min analyse kan forholde empirien til dens institutionelle kontekst. Dette er i sidste ende

nødvendigt, hvis jeg skal kunne vurdere, om de udvalgte nyhedsmedier dækkede

angrebene i henholdsvis Beirut og Paris forskelligt.

2.2.1. HISTORISK KONTEKST

I det følgende afsnit vil jeg belyse dansk nyhedsjournalistiks historiske kontekst. Formålet

er, at give mig et bedre udgangspunkt for efterfølgende at beskrive nyhedsjournalistikkens

vilkår i dagens Danmark.

Der er udkommet aviser med nyheder i Danmark siden midten af 1600-tallet.

Efter junigrundlovens indførsel i 1849 spillede politik en større rolle i aviserne, og det var

heromkring at partipressen opstod. Partipressen, der også fik navnet firebladssystemet,

fungerede sådan, at hver avis agerede som talerør for hver af de fire største politiske

partier i tiden; Venstre, Højre, senere Konservative, Socialdemokratiet, og fra 1905 også

Radikale Venstre (Gravengaard, 2015: 85). Amerikansk avisideologi vandt efter 1910’erne

indpas, en udvikling der tog sin start ved indsættelsen af Henrik Cavling som redaktør for

Politiken i 1905. Herefter blev den partipolitiske tilknytning nedtonet (Hjarvard 1995: 19),

og man bevægede sig gradvist hen mod omnibusidealet. Med omnibusavisen gik man

væk fra formidlingen af partipolitik for at få en uafhængig presse, der skrev mere bredt til

alle om alt, uanset politisk orientering (Gravengaard, 2015: 86). Der skete her en

afpolitisering af pressen, der i stedet blev en organisme med egen dagsorden og dynamik.

Den politiske diskussion, der tidligere foregik aviserne imellem, foregik herefter i hver

enkelt avis med journalisten som moderator. Pressen blev en selvstændig magtfaktor og

institution i samfundet (Hjarvard, 1995: 20). Det var med fremkomsten af omnibuspressen,



16

at grundstenen til idealet om den objektive journalistik blev lagt i det danske

medielandskab. Journalisten skulle herefter skildre begivenheder neutralt uden at give

udtryk for egne holdninger. Idealet om objektivitet er relevant at undersøge i denne

kontekst, da den er en forudsætningen for journalistens upartiskhed, når denne vælger,

hvilke emner og begivenheder, der skal have eksponering. Jeg vil derfor vende tilbage til

objektivitetsidealet i senere i kapitlet.

2.2.2. FRA OMNIBUS TIL SEGMENTPRESSE

Omnibusidealet var i 1990’erne en hensigtsmæssig forretningsmodel for nyhedsmedierne,

idet det kommercielle fokus primært var på at maksimere læsertal af den årsag, at man

ville tage hensyn til annoncører (Lund 2013: 106). Ifølge Anker Brink Lund har man siden

årtusindeskiftet flyttet sig fra omnibusidealet mod en mere segmenteret dagspresse,

forstået sådan, at nyhedsmedierne er langt mere målgruppeorienteret (ibid.).

Frem for at skrive med idealet om at skulle nå ud til så mange som muligt i den brede

befolkning, er der i dag sket en segmentering af nyhedsmedierne, hvor aviserne i højere

grad fokuserer på at ramme specifikke målgrupper og segmenter (Schultz, 2007).

Læseren er ikke længere en borger, som skal oplyses, men i stedet en bevidst forbruger,

som efterspørger bestemte medieprodukter (Hjarvard, 1995: 89). I det følgende vil jeg

beskrive, hvordan Lund (2013) placerer de største danske nyhedsaviser i en

positioneringsmodel. Modellen viser, hvordan de pågældende nyhedsaviser placerer sig

værdimæssigt. Senere i opgavens metodekapitel viser jeg, hvordan jeg med

udgangspunkt i denne segmenteringsanalyse har valgt, hvilke nyhedsmedier min empiri er

indsamlet fra.

Lund (2013) introducerer i ”Mangfoldighed i dansk presse” en

positioneringmodel med udgangspunkt i minervamodellens struktur og værdier, nemlig

fællesskab over for individ samt det kosmopolitiske over for det traditionalistiske (Lund,

2013: 106). I disse fire felter placerer han de største danske dagblade, bl.a. de danske

nyhedsmedier Politiken, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og B.T., med

udgangspunkt i nyhedsmediernes egen beskrivelse af deres målgruppe. Lund placerer

Politiken i feltet mellem det kosmopolitiske og fællesskabsorienterede, Jyllandsposten og

Berlingske befinder sig begge i feltet mellem det kosmopolitiske og individorienterede, om

end Jyllands-Posten befinder sig længere mod midten. Lunds forklaring på dette er, at



17

avisen ikke har spillet ud med en eksplicit segmenteringsprofil som de øvrige medier (Ibid.

107). Ekstra Bladet befinder sig sammen i feltet mellem det traditionalistiske og

individorienterede. I en udvidet version har Gitte Gravengaard (2015) tilføjet aviserne

Information og MetroXpress i samme felt som Politiken. Hun tilføjer også Kristeligt

Dagblad, der som den eneste avis er fællesskabsorienteret og traditionel (Gravengaard,

2015: 91). MetroXpress befinder sig dog væsentligt tættere på centrum og dermed

omnibusidealet. Lund har desuden inkluderet de pågældende nyhedsmediers webaviser

og placeret dem særskilt i modellen med den begrundelse, at der er forskel på den type

indhold, aviserne bringer i deres trykte morgenavis og på deres digitale platforme (Lund,

2013: 106). Webaviserne befinder sig desuden i samme felter som de pågældende

morgenaviser, om end de alle er placeret tættere mod midten og dermed omnibusidealet

(ibid. 110). Fordi min empiri både består af artikler fra trykte aviser og internettet, vil jeg i

det følgende komme nærmere ind på den indholdsmæssige forskel, der er på nyheder, alt

efter om de befinder sig på internettet eller i en trykt avis. Denne forskel relaterer sig

imidlertid også til nogle af de udfordringer, som nyhedsjournalistikken står overfor i dag. I

det følgende vil jeg kort redegøre for disse udfordringer, og i den kontekst redegøre for

nogle af de forskelle, der på web- og trykte artikler.

2.2.3. OPLAGSTAL, ANNONCERING OG NYHEDSFLOW

Oplagstallene for danske aviser toppede i midt-/slutfirserne, men er faldet støt siden.

Ekstra Bladet og B.T. har til eksempel haft et fald på 80% i deres oplag fra 1985 til 2014,

hvoraf det største fald er sket i løbet af de seneste 10 år (Gravengaard, 2015: 92).

En del af årsagen til dette skal findes i det faktum, at nyheder i højere grad er tilgængelige

på internettet, hvorfor en stor del af befolkningens nyhedsforbrug foregår på digitale,

internetbaserede nyhedskilder (Kammer, 2013: 5) Siden Jyllands-Posten, som første

danske medie, oprettede en hjemmeside i 1996, er alle danske aviser tilstede på

internettet med en online nyhedstjeneste. Ifølge Aske Kammer får mere end 80 procent af

befolkningen i dag deres nyheder fra nettet (ibid.). At alle danske aviser fortsat udkommer

online og på papir har fordret en anden differentiering i indhold, da det har vist sig svært at

få folk til at betale for den trykte avis, hvis det selv samme indhold findes gratis online

(Lund, 2013: 109; Kammer, 2013: 5). Ændringerne i befolkningens nyhedsforbrug har haft

økonomiske konsekvenser for nyhedsmedierne. Både på grund af det store dyk i antal



18

solgte aviser og abonnementer, men også fordi det er er sværere at tjene penge på

annoncering online, end det er på tryk (ibid.). En af årsagerne til dette skal blandt andet

findes i konkurrencen fra organisationer som Facebook og Google, hvor annoncerne

bedre kan målrettes mod klart definerede målgrupper (Kammer, 2013: 5). Journalistikken

indgår således pludselig i en større industri, hvor der er konkurrenter.

Når annoncører annoncerer på nyhedsmediernes digitale platforme bliver

nyhedsmedierne oftest betalt pr. 1000 kliks. Det betyder, at 1000 brugere skal klikke sig

ind på den artikel, som annoncen er placeret på, før nyhedsmediet tjener det aftalte beløb.

Derudover er der en række forhold, der gør sig gældende, alt efter hvor på hjemmesiden

annoncen er placeret, hvor længe den er eksponeret, hvilket format den har, med videre

(Berlingske Media, prisliste, 2016). Kammer påpeger her den tendens til, at de ”vandtætte

skodder” mellem redaktioner og annonceafdeling, som skulle sikre at journalisten ikke blev

påvirket af økonomiske interesser, er under forandring (Kammer, 2013: 4). Der er således

sket en udvikling mod, at den journalistiske udarbejdelse af nyheder er præget af

kommercielle hensyn, og at emneområder som er økonomisk lukrative bliver opprioriteret,

på trods af det Kammer kalder for ”begrænset, publicistisk relevans” (ibid. 6).

For at imødekomme folks manglende lyst til at betale for indhold på tryk, som

de lige så godt kan læse gratis online, har de fleste aviser udviklet en skarpere profil i

deres papiraviser, end de har online. Det er denne proces, jeg før refererede til som

segmentering og årsagen til, at Lund havde placeret nyhedsmediernes digitale aviser

andetsteds i minervamodellen end den trykte avis. De trykte historier indeholder således

højere grad grundigt researchede baggrundsartikler og dybdegående analyser, hvor online

artikler er rutineprægede og ’hurtige’ nyheder (Gravengaard, 2015: 94). Det gælder her om

at overbevise læserne om, at de skal betale for kvalitet og en anden type indhold, end det

de kan finde i eksempelvis gratisaviser og på de gratis online nyhedssites. I den

sammenhæng kan det trykte indhold i højere grad karakteriseres som være segmenteret,

mens de online indhold til nogen grad fortsat følger omnibusidealet (Lund, 2013:106).

Man kan desuden tale om en ændring i nyhedsjournalistikkens flow, som er

sket over de sidste 10-15 år. Når jeg skriver ’flow’, mener jeg den rytme, som skriftlige

nyheder udkommer i. Hvor man før i tiden kunne læse om begivenheder i morgenavisen,

dagen efter begivenhederne havde fundet sted, kan nyhederne i dag udkomme

umiddelbart efter, eller måske ligefrem imens, at begivenheder finder sted, i alle døgnets



19

24 timer. Internettet gør det desuden muligt at opdatere nyheder og udvide dem løbende,

som begivenheder skrider frem (Gravengaard, 2015: 93). Noget der eller tidligere primært

har været forbeholdt tv og radio. Dertil kommer de øgede muligheder for

nyhedsdistribution, som det sociale medie Facebook bl.a. har været med til at facilitere.

Også denne distributionsform er uafhængig af døgnets rytme.

I det ovenstående har jeg præsenteret den udvikling, som nyhedsjournalistikken har

gennemgået fra partipressen til segmentpressen i dag. Derudover har jeg skitseret nogle

af de udfordringer, som nyhedsmediebranchen står overfor i en digital tidsalder, hvor folk i

stigende grad får deres nyheder på internettet. Denne gennemgang kommer til at danne

grundlag for min senere argumentation for udvælgelse af empiri samt analysen af samme.

Det ovenstående afsnit er væsentlig for min analyse og diskussion, fordi den illustrerer

nogle af de forhold, som gør sig gældende, når journalister vælger hvilke begivenheder,

der skal blive til nyhedsartikler. Desuden er det relevant for mig at vide, hvordan trykte

artikler adskiller sig fra online artikler, når jeg senere skal argumentere for mit valg af

empiri. Jeg vil imidlertid vende tilbage til dette i mit metodekapitel.

2.2.4. JOURNALISTER SOM GATEKEEPERS

Når journalisterne vælger, hvilke nyhedshistorier der skal have et liv i offentligheden,

udfører de deres rolle som gatekeeper. Mie Femø Nielsen (2000) skriver, at journalisterne

er de gatekeepers, der bestemmer, hvem der får adgang til mediernes arena for den

offentlige debat. Medierne har desuden den redigerende position, hvilket vil sige, at de

både strukturerer stoffet og tildeler talepositioner (Nielsen, 2000: 48). De styrer altså ikke

kun hvem der udtaler sig og om hvad, men også hvordan det bliver fremstillet. Pamela J

Shoemaker et al. (2009), argumenterer for, at gatekeeping er en nødvendighed, fordi

mængden af information, som journalisten bombarderes med, er enorm (Shoemaker et al.,

2009: 73). Udvælgelsesprocessen er altså en vurdering af, hvorvidt en nyhed passer

gennem ’gaten’, som journalisten administrerer (ibid.).

For at afgøre om en nyhedshistorie også er en god historie – om den skal

passere gennem gaten - retter journalisten sig efter en række kriterier, nemlig

nyhedskriterierne. Nyhedskriterierne er en fast bestanddel af de journalistiske lærebøger

og et fungerende værktøj, som journalisterne benytter, når nyhedshistorier skal vinkles og



20

vægtes (ibid. 101). At der i branchen er bred konsensus om nyhedskriteriernes gyldighed,

betyder, at der er en fælles forståelse for, hvad der udgør en god nyhedshistorie (ibid.).

Netop fordi nyhedskriterierne er en etableret rettesnor i branchen og har betydning for,

hvordan journalister vælger historier, vurderer jeg, at nyhedskriterierne er højst relevante i

undersøgelsen af min problemformulering, idet de kan fortælle mig noget om de kriterier,

som journalisterne arbejder ud fra, de når vælger, hvilke begivenheder der skal blive til

nyheder. Derfor vil jeg i det følgende kort gennemgå de fem nyhedskriterier; væsentlighed,

identifikation, sensation, aktualitet og konflikt. Det vil jeg gøre med udgangspunkt i

Mogens Meilbys (1999) gennemgang af nyhedskriterierne.

2.2.5 NYHEDSKRITERIERNE

Væsentlighed – nyheder, der lever op til kravet om væsentlighed, har en høj grad har

betydning for samfundet som helhed. Der er ofte tale om meget generelle eller fjerne

nyheder, som måske ikke nødvendigvis virker vigtige set med læserens øjne. Det er derfor

vigtigt, at der til denne typer historier tilføjes elementer, som kan gøre det relevant for

læseren. Det gøres fx ved at vise, hvilke konsekvenser begivenheden kan have for

læseren eller ved at skabe anden form for identifikation, der gør det lettere for læseren at

relatere til nyheden.

Identifikation – Nyheder der lever op til kravet om Identifikation handler i høj grad om

følelser og om genkendelighed; personer, steder eller emner, som er tæt på læserens

kulturelle nærhed. Desuden er der også her fokus på, om emnet er noget, der måske har

direkte konsekvenser for læserens virkelighed.

Sensation – nyhedskriteriet om sensation handler om det usædvanlige og uventede og

taler til læserens behov for at blive forarget, forundret eller overrasket.

Aktualitet – den aktuelle nyhed handler om noget, der lige er sket, eller om noget der

netop nu optager læseren.

Konflikt – Konfliktfyldte nyheder dækker strid mellem personer eller interesser. Der er ofte

tale om nyheder med et dramatisk element, som pirrer læserens nysgerrighed.

(Meilby, 1999)

Som tilføjelse til de fem nævnte nyhedskriterier oplister Gitte Gravengaard (2015) desuden

otte faktorer, som påvirker vurderingen af, hvorvidt en historie skrives eller ej. Alle otte



21

faktorer relaterer sig til de redaktionelle beslutninger – lige fra den redaktionelle linje til

journalistens personlige præferencer og de muligheder, der ligger i historier i form af

mulige vinkler og kilder:

1. Idé-igangsætter – er historien foranlediget internt eller eksternt? Har man selv

fundet på den eller har man fået den tildelt?

2. Hændelsen – er det væsentligt? Nyt? Kan det dokumenteres?

3. Journalisten – ligger emnet inde for journalistens eget interessefelt og

engagement?

4. Medieproduktet – hvordan passer en given historieide ind i samlet medieprodukt?

5. Medieorganisation – hvordan historien passer ind i rammevilkår for

nyhedsproduktion – den redaktionelle linje, med videre.

6. Andre medier – hvilke historier har andre medier skrevet/ ikke skrevet – er der

mulighed for at komme først?

7. Læserne – vil historien interessere læserne og muligvis skabe debat?

8. Kilderne – er kilderne tilgængelige – ønsker de at udtale sig, og er de troværdige?

(Gravengaard, 2015: 102)

Disse otte faktorer fungerer i et komplekst samspil. Dertil kommer, at ideerne til

nyhedshistorier konkurrerer indbyrdes om bedst at leve om til ovenstående (ibid.). Jo

bedre en nyhedshistorie lever op til nyhedskriterierne og disse otte faktorer, desto større

chance er der altså for, at den rent faktisk bliver skrevet.

2.2.6. JOURNALISTIK – FORMELLE GENRETRÆK

Journalistiske historier kan inddeles i tre hovedkategorier: ”afspejlende journalistisk”,

”opsøgende journalistik” og ”meningsjournalistik” (Schmidt, 2011: 171).

”Afspejlende journalistik” formidler journalistisk bearbejdede budskaber fra

kilder til læseren. Journalistikken er ikke dybdegående og ofte på kildernes præmisser.

Journalistens rolle består her primært i at samle informationer op, vurdere og udvælge

relevante oplysninger og formidle efter journalistiske principper.

I ”opsøgende journalistik” tager journalisten selv initiativ og indsamler

materiale via research. Historierne er her på journalistens egne betingelser og indeholder

ofte analyser og perspektivering.



22

”Meningsjournalistik” dækker over artikler, hvor journalistens personlige

meninger og argumenter er bærende, genrer inkluderer kommentarer, anmeldelser,

klummer, blogindlæg med videre (ibid.).

Nyhedsartikler har nogle faste formelle træk. Dem vil jeg kort beskrive i det

følgende, således at jeg har nogle grundlæggende genretræk, jeg kan vende tilbage til,

når jeg skal analysere de artikler, der indgår i mit empirikorpus. Først og fremmest har

artikler en kerne, bestående af rubrik, manchet, som rummer historiens essentielle

informationer. Den er efterfulgt af satellitafsnit, der uddyber nyhedens detaljer (Fairclough,

1995: 144). Først i artiklen præsenteres læseren for de vigtigste informationer, altså selve

hovednyheden; historiens hvad, hvem, hvor. Herefter kommer uddybning, som munder ud

i en perspektiverende baggrund for nyheden til slut; historiens hvorfor. Denne opbygning

af nyhedsartikler hedder også nyhedstrekanten (ibid.). Nyhedstrekantens struktur er

bygget op efter det, der også hedder ”princippet om faldende vigtighed” (Gravengaard,

2015: 103).

I det foregående afsnit har jeg beskrevet nogle af journalistikkens

kontekstuelle forhold. Her har jeg blandt andet været inde på journalistikken i en digital

tidsalder samt de medfølgende økonomiske udfordringer. Jeg har redegjort for

journalistens rolle som gatekeeper, samt beskrevet de nyhedskriterier og faktorer, der gør

sig gældende, når journalisten vælger, hvad der udgør en nyhed, samt kort beskrevet

journalistikkens formelle genretræk og kategorier. I det følgende vil jeg komme tættere på

journalistens forhold til selve nyhedsteksten og vende tilbage til det objektivitetsidel, der

udviklede sig i journalistikken efter omnibuspressens fremkomst.

2.2.7. ET IDEAL OM OBJEKTIVITET ”Objektivitet, upartiskhed. Kravet om objektivitet forstås normalt som et

krav om, at en person og hans udsagn skal være kendetegnet af

saglighed og uafhængighed af personlige (subjektive) forhold. Normalt

kaldes en antagelse derfor objektiv, hvis den er uafhængig af tilstand,

beskaffenhed, ønsker og bestræbelser hos den, der hævder den.”

(Gyldendals Den Store Danske, 2016)

Sådan står der i Gyldendals Encyklopædi, når man søger på ordet ’Objektivitet’. Det er

denne begrebsdefinition, der er udgangspunkt for det følgende.



23

Jeg har tidligere defineret nyhedsjournalistik som virkelighedsrepræsentation,

der beror på journalistens redaktionelle til- og fravalg, samt kortlagt de kriterier og faktorer,

der gør sig gældende for disse valg. Journalisten har nok rollen som gatekeeper og er i

praksis den redigerende magt, men dertil hører også en faglig forpligtelse til at formidle så

upartisk og objektivt som muligt. Ifølge socialkonstruktionist Vivien Burr (1995), er

objektivitet slet ikke en mulighed: ”There can be no such thing as an objective fact. All knowledge is derived

from looking at the world from some perspective or other, and is the

service of some interest rather than others” (Burr, 1995: 6)

Kravet om objektivitet er ikke desto mindre et vilkår inden for journalistikken. Burrs pointe

er, at al viden og dermed også formidlingen af viden er en afledning af et subjektivt

perspektiv på verden. De valg, som journalisten træffer i sin formidling, vil altså ifølge

socialkonstruktionismen nødvendigvis være påvirket af journalistens indre, subjektive

perspektiv, uanset hensigter om tilstræbt objektivitet. Fordi idealet strider mod mit

speciales udtalte videnskabsteoretiske ståsted, er det væsentligt, at jeg forholder mig til,

hvordan objektivitet konkret operationaliseres inden for de normative og redaktionelle

rammer, jeg allerede har gennemgået. I det følgende vil jeg derfor redegøre for, samt

diskutere, objektivitetsidealet i journalistisk praksis.

Ifølge lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Lars Bjerg, er det

muligt som journalist at være objektiv: ”Jeg tror, at sandheden findes, og at objektivitet er

mulig. Jeg tror ikke, objektivitet altid er mulig, og jeg tror ikke, den altid er ønskværdigt”

(Bjerg, 2010: 59). Han skriver, at virkeligheden er det, som findes, og sandhed er en

egenskab ved det, der siges om denne virkelighed (ibid. 57). Ifølge Bjerg findes der kun én

sandhed, og kan man sige flere forskellige ting om den samme sag, så er der tale om

forskellige aspekter af sandheden om sagen (ibid.). I ”Nye veje for journalistik”

problematiserer Gitte Haslebo og Magnus Harald Haslebo, det faktum at sandheden om

virkeligheden er et ideelt krav, der sjældent sættes spørgsmålstegn ved i journalistisk

selvforståelse. Idealet står centralt samtidig med, at der er en bred erkendelse af, at

idealet i praksis er svært at leve op til. Haslebo og Haslebo skriver ydermere, at

journalistens største hindring i forhold til at leve op til dette ideal er mangel på tid. Det er

ganske enkelt umuligt for journalisten at nå at dække en mere end en brøkdel af

virkeligheden, da den er for kompleks og har uanede mængder af begivenheder og

aktører (Haslebo & Haslebo, 2010: 37). Ifølge Haslebo og Haslebo bygger ideen om, at



24

det skulle være muligt at nå frem til en - om end forsimplet - så i hvert fald utvetydig

sandhed om virkeligheden, på, at journalisten kan frakoble sig den fysiske og sociale

verden og konstatere, om noget er eller ikke er, og at journalisten skulle være i stand til at

gengive kendsgerninger uden at komme til at påvirke dem. Inden for journalistikken kan

objektivitet også opfattes som det at være neutral og upartisk (ibid. 41). Den amerikanske

professor i journalistik Michael Schudson (2001) skriver, at objektivitet er en konstrueret

moralsk norm, som blandt andet skaber en rituel solidaritet journalister imellem, samt

skaber gruppeidentitet, der er baseret på en gensidig enighed i, at den måde, som tingene

bliver gjort på, er den rigtige (Schudson, 2001: 152). Til sammenligning ser den

amerikanske sociolog Gaye Tuchman (1972) objektivitet som et redskab, der skal beskytte

journalisten mod kritik. Ifølge Tuchman har journalisten en række sproglige redskaber, der

helgarderer mod beskyldninger om fraværende objektivitet (Tuchman: 1972: 660).

Eksempelvis når en journalist sætter anførselstegn rundt om suggestive ytringer, og på

den måde lade egne holdninger skinne igennem ved at lade andre føre ordet (ibid. 661).

Ud fra ovenstående gennemgang kan jeg konstatere, at der i blandt journalister er en

konsensus om, hvordan objektivitetsbegrebet håndteres i praksis; der findes en

virkelighed, som det er muligt at beskrive. I praksis kan denne beskrivelse imidlertid aldrig

blive andet end tilstræbt objektiv, qua min indledende citat af Vivien Burr. Fælles for

Tuchman og Schudson er deres instrumentalisering af den journalistiske objektivitet, hvor

objektiviteten er et normativt ritual, der skaber fælles forståelse for den journalistiske

praksis. Desuden bliver objektivteten her beskrevet som et redskab, der beskytter

journalisten mod kritik.

Da en række danske journalister skrev om angrebene i henholdsvis Beirut og

Paris, må man formode, at de, jf. ovenstående, har bestræbt sig på at beskrive

begivenhederne inden for de disse rammer af objektivitet. I min senere analyse vil jeg

undersøge om der dette til trods er en forskel i, hvordan journalisterne har forholdt sig til

de to angreb. Desuden vil jeg efterprøve, om der er indikatorer på, at journalisternes

subjektive opfattelse af angrebene skinner igennem i deres journalistiske formidling, samt

om dette resulterer i en øget forskel i dækningen på de to angreb.



25

AFSNIT 3:

2.3. FJERN LIDELSE OG DET GLOBALE HIERARKI I det følgende vil jeg inddrage tekster og teori af henholdsvis Lilie Chouliaraki (2006) og

Stijn Joye (2009, 2015), der netop handler om forskelsbehandling i vestlige

nyhedsmediers dækning af global menneskelig lidelse, baseret på kulturel og geografisk

afstand. Mens jeg undersøger, hvordan specifikt danske nyhedsmedier har dækket to

terrorangreb i henholdsvis Libanon og Frankrig, behandler følgende teori vesten som én

sammenhængene størrelse. Danmark indgår i det man kalder de vestlige lande

(Undervisningsministeriet), hvorfor følgende teori burde kunne anvendes i analyse af

danske nyhedstekster.

Teoriernes formål er at synliggøre et tilsyneladende skel mellem vesten og

ikke-vestlige lande, der ifølge teoretikere reproduceres i vestlig nyhedsdækning, og som

har resulteret i et vestligt baseret hierarki, hvor nogle menneskeliv har større betydning

end andre (Joye, 2009:45). Teorierne skal hjælpe mig med at konkretisere, hvordan denne

forskelsbehandling umiddelbart kan udspille sig, hvilke faktorer der gør sig gældende i

forskelsbehandlingen, samt hvad nyhedsmedierne eventuelt kunne gøre anderledes i

deres dækning af global lidelse.

Stijn Joye (2009 og 2015) og Lilie Chouliaraki (2006) argumenterer begge for, at nyhedsmedier bidrager til en fastholdelse af bestemte samfundsmæssige

ulighedsrelationer, hvor nogle menneskes ulykke er vigtigere end andres. Der opstår

således et globalt diskursivt hierarki i de nyhedstekster, der beskriver menneskelig lidelse i

forbindelse med humanitære katastrofer, forårsaget af krig, naturkatastrofer eller lignende

(Joye, 2009: 45; Chouliaraki, 2006: 110). De fleste studier deler ifølge Stijn Joye den

indstilling, at vestlig nyhedsdækning ikke tillægger udviklingslande særlig høj

nyhedsværdi, hvilket skyldes, at vestlig dækning af internationale begivenheder ofte er

nationalistiske og har et vestligt etnocentrisk fokus (Joye, 2009: 46). Dertil kommer, at

internationale nyheder, bragt i vestlige lande om ikke-vestlige lande, oftest handler om

konflikt og vold, hvilket resulterer i et ulige, negativt og stereotypt portræt af de

pågældende udviklingslande (ibid.). Mediernes reproduktion af en amerikansk-

/eurocentriske verdensorden bidrager til at fastholde en sociokulturel forskel på ‘os’ og



26

‘dem’ - et velkendt kapitalist-hierarki, hvor et fattigt ikke-vestligt menneske er mindre værd

end et velhavende vestligt menneske (ibid. 57).

Nyhedsmedierne spiller altså en væsentlig rolle i forhold til at give globale

katastrofer betydning for den vestlige verden (ibid.) idet de fungerer som primær kilde, til

viden om, hvad der sker i verden. Derudover er den generelle opfattelse af mennesker i

andre kulturer ofte i høj grad udelukkende viderebragt af medierne via repræsentation, på

grund af store fysiske afstande (Joye, 2009: 48), hvorfor medierne spiller en betydelig rolle

i forhold til at invitere vestlige læsere til at få medfølelse og bekymre sig om folk, der ikke

’ligner dem selv’ (Joye, 2015: 683). Til dette skal tilføjes, at nyhedsmedierne i dag ikke står

alene om at formidle informationer om emner og begivenheder, da fremkomsten af sociale

medier i høj grad har betydet, at information og viden deles på nye måder uden om

nyhedsmedierne (Bødker, 2013: 211). Nyhedsmedierne er imidlertid også til stede på

eksempelvis det sociale medie Facebook, hvorfor man stadigvæk kan sige, at

nyhedsmedierne spille en væsentlig rolle i forhold til at oplyse om begivenheder, der finder

sted rundt omkring i verden.

2.3.1. VESTLIG SELVINTERESSE SOM FORUDSÆTNING FOR SYMPATI

En rapport fra 2006, som er udarbejdet af det amerikanske analysebureau CARMA med

titlen “Western media coverage of Humanitarian Disasters”, undersøger netop vestlig

nyhedsdækning af globale katastrofer. CARMA-Rapporten3 understøtter netop Joyes teori,

når den konkluderer, at “Western self-interest is the pre-condition for significant coverage

of a humanitarian crisis” (CARMA-rapport, 2006: 5). Det betyder med andre ord, at den

vestlige nyhedsdækning af humanitære kriser afhænger af vestlige interesser. CARMA-

rapporten konkluderer blandt andet, at vestlige økonomiske interesser i katastroferamte

områder betyder mere end humanitære konsekvenser.

I CARMA-rapporten kan man læse, at selvom Tsunamien i Indonesien i 2004

både var en kulturel og fysisk fjern katastrofe for et vestligt publikum med lille økonomisk

vestlig interesse, så fik den alligevel en væsentlig dækning i vestlige medier. Dækningen

bliver af Stijn Joye (2009) sammenlignet med et jordskælv i Pakistan, som fandt sted

3 Rapporten er en undersøgelse af 64 europæiske nyhedsmediernes dækning af seks forskellige humanitære katastrofer, heriblandt orkanen Katrina i New Orleans, USA, 2005 samt jordskælvet i Kashmir i Pakistan, 2005, Tsunamien i Det Indiske Ocean 2004 mv.



27

samme år, og som havde cirka samme omfang, hvad angår humanitære konsekvenser

(Joye: 2006: 56). Jordskælvet i Pakistan fik meget lidt dækning i vestlige medier

sammenlignet med Tsunamien i Det Indiske Ocean. Årsagen til forskelligheden i

nyhedsdækningen skal findes i vestlige interesser; Indonesien er en populær, vestlig

rejsedestination, hvorfor der var mange vestlige ofre i Tsunamien. Dertil kommer, at

mange i vesten kender Indonesien som en rejsedestination og måske selv været der eller

kender nogen, der har (ibid. 6). Pakistan er derimod fysisk såvel som kulturelt fjernt og er

ikke en rejse-destination, som mange i vesten har besøgt. Dertil kommer, at der ingen

vestlige ofre var ved jordskælvet. Tsunamien i Indonesien fik derfor en betragteligt større

dækning i vestlige medier end jordskælvet i Pakistan (ibid.). I Danmark afholdte Danmarks

Radio bl.a. et større indsamlingsshow til fordel for ofrene ved tsunamien (Danmarks Radio,

09.01.05). Det samme gjorde sig ikke gældende efter jordskælvet i Pakistan.

Der er ifølge Joye en indadvendthed, som præger nyhedsdækningen, der

konsekvent tager udgangspunkt i vestens egne nationale interesser i dækningen af

internationalt nyhedsstof. Det underliggende præmis er simpelthen, at nyheder essentielt

skal handle om eller relateres til det vestlige land, som nyheden produceres i (Joye, 2015:

682). Nærhed spiller altså en central rolle som nyhedskriterie i nyhedens

produktionsproces. Og her skal nærhed ikke kun forstås geografisk, men også som

kulturel affinitet, turisme, historiske forbindelse og følelsesmæssig nærhed, i det afstand

ikke kun er noget fysisk, men også i høj grad noget mentalt (Joye, 2015: 684).

Ifølge Joye er problemet med nyhedsjournalistikken primært, at diskurser om ulighed og

hierarki ikke bliver udfordret, men netop opretholdt af nyhedsmedierne, der via tekstuelle

strategier, baseret på eksisterende magtrelationer, inddeler verden i både reelle og

konstruerede fællesskaber. For meget fokus på egen nationale rolle i nyhedsdækningen af

internationale kriser, kan ifølge Joye skabe et uhensigtsmæssigt etnocentrisk billede af

verden (Joye, 2009: 55).

2.3.2. ’COMPASSION FATIQUE’

Overeksponering af menneskelig lidelse menes at kunne have den effekt, at den direkte

mindsker ‘public concern’ hos et vestligt publikum (ibid.). Dette fænomen kaldes for

’compassion fatique’ og kan bedst oversættes til ’tilskuerens udmattelse ved at føle

medlidenhed’, noget der resulterer i en ligegyldighed over for fjern lidelse (Chouliaraki,



28

2006: 97). Teorien om compassion-fatique er ifølge Lilie Chouliaraki længe blevet set som

et svar på, hvorfor vestlig dækning af ikke-vestlige humanitære katastrofer er så

begrænset. Argumentet er, at folk bliver trætte og afmægtige ved overeksponering af

menneskelig elendighed og lidelse, som foregår over det hele, hele tiden, og som den

almindelige vestlige samfundsborger alligevel ikke kan gøre ved (ibid. 112). Chouliaraki

beskriver det som en fornægtelse og en evne til at se bort fra den fjerne ’other’, som

nyhedsmedierne er med til at skabe. At være vidne til lidelse uden at føle medlidenhed er

således en etisk mulighed for tilskueren, der fortolker den lidende ud fra diskurser om den

kulturelle forskel, som værende uovervindelig. Dette ’befrier’ tilskueren fra den moralske

obligation til at reagere (ibid. 98). Nyhedsjournalistikken beskytter sit publikum mod

eksponering af den fjerne lidelse ud fra teorien om compassion-fatique, med det resultat,

at der intet følelsesmæssigt krav stilles til tilskueren. Det vestlige publikums fornægtelse

og apati er ifølge Chouliaraki ikke et resultat af compassion-fatique, men en dynamik

forårsaget af et velment ønske fra nyhedsmedierne om at prioritere nyheder med vestligt

etnocentrisk fokus, samt at skabe simplicitet og komfort for tilskueren (ibid.). Af den grund

er der ifølge Chouliaraki ikke tale om en ’audience-fatique’, men en media-fatique, idet det

er mediernes normer for repræsentation, der står i vejen for det vestlige publikums

sympatifølelse og ’helping behaviour’, og ikke publikums egen ’compassion-fatique’ (ibid.

113).

2.3.3 AT BLIVE BEKENDT MED DET FREMMEDE

Lilie Chouliaraki introducerer begrebet ’othering’, hvor nyhedsmedierne er medvirkende til

at fremmedgørende den fjerne lidende, ved på forskellig vis at fremstille dem som ’de

andre’ (Chouliaraki, 2006: 98). På den måde reproducerer medierne en ’os-og de-andre’-

forståelse hos den vestlige tilskuer. Ifølge både Chouliaraki og Stijn Joye er det imidlertid

muligt for nyhedsmedierne at skabe identifikation for læseren og dermed opfordre til

medfølelse og ’public action’, frem for at fremmedgøre (ibid.; Joye: 2009: 48). Ifølge Joye

og Chouliaraki er det en udbredt tendens i vestlige mediers repræsentation af fjern lidelse,

at de pågældende ofre bliver afbilledet uden ’agency’. Agency skal forstås som

handlekraftighed fra enten de lidende selv, eller myndighederne i det pågældende land

(Chouliaraki, 2006: 109). I stedet vises de fjerne lidende som passive ofre; de får sjældent

en stemme i form af interviews, som kan skabe identifikation hos tilskueren, og der er ofte



29

ikke tilknyttet billeder. Manglen på agency i vestlige mediers repræsentation har ifølge

Chouliaraki den konsekvens, at den vestlige tilskuer ikke føler sympati og trang til at

hjælpe (ibid.).

Stijn Joye argumenterer imidlertid også for, at nyhedsmedierne kan være med

til at modarbejde den mentale afstand, som de selv er med til at reproducere og gøre fjern

lidelse nemmere at relatere til. Joye introducerer i den forbindelse begrebet ’domestication’

(her oversat til domesticering) som journalistisk praksis. Hans pointe er, at lige så vel, som

at journalister kan fremmedgøre den fjerne lidende over for den vestlige tilskuer, er det

også muligt at skabe en følelse af nærhed ved at fremhæve bestemte aspekter ved en

historie eller bruge bestemte billeder (Joye, 2015: 686). At domesticere er en

’hjemliggørelse’ af nyheder, som gør det muligt for et vestligt publikum at identificere sig

med den fjerne lidende. Ved at domesticere sit nyhedsindhold kan journalisten indgyde sin

læser til at få en følelse af fællesskab på tværs af landegrænser og kulturer, samt føle en

identifikation, der i sidste ende skal engagere læseren og mindske kulturelle skel. Denne

domesticering kan ske på forskellig vis, blandt andet ved at etablere et menneskeligt bånd

mellem seeren/læseren og de lidende. Det kan gøres på flere måde, blandet andet ved at

bruge øjenvidneberetninger. Øjenvidnet er ’ligesom seeren/læseren selv’ og giver en

personlig og følelsesmæssig gengivelse af begivenhederne, som de har oplevet den.

Øjenvidner gøres herved til autoriserede kilder (ibid. 687). Den følelsesmæssige

domesticering kan altså deles ind i to modus; domesticering ved at appellere til følelser og

domesticering ved at linke den givne begivenhed til involverede landsmænd gennem

øjenvidneberetninger (ibid. 688).

Domesticering som beskrevet ovenfor minder i høj grad om beskrivelsen af

nyhedskriterierne om ’væsentlighed’ og ’identifikation’. Der er derfor i høj grad tale om

virkemidler, som er almindelig kendt i journalistisk praksis. Joyes argument er her, at hvis

disse virkemidler bruges bevidst, har de den effekt, at de gør nyheder om fjern lidelse

relevant og mere forståelig for vestlige læsere/seere (Ibid. 690). Stijn Joye problematiserer

imidlertid måden, man domesticerer på ved at pointere, at man ofte kommer til at fastholde

en ’os-og-dem’-diskurs, som virker fremmedgørende (ibid.). Problemet opstår, når

nyhederne om ’den fjerne anden’ i lige så høj grad, hvis ikke højere, kommer til at handle

om det vestlige land selv samt den rolle, som de selv spiller i forbindelse med den fjerne

lidelse. Joye konstaterer herved, at vestlige medier er med til at reproducere et globalt



30

hierarki, hvor nogens lidelser fremstilles relevante, mens andres ikke gør, og hvor nogle

menneskeliv indirekte fremstilles som værende vigtigere end andres (ibid. 692).

I det ovenstående har jeg gennemgået Joye og Chouliarakis teorier om,

hvordan vestlig etnocentrisk nyhedsdækning af menneskelig lidelse resulterer i et globalt

hierarki, hvor vestlige liv og katastrofer er vigtigere at skrive om i nyhederne end ikke-

vestlige. Her med undtagelser af ikke-vestlige katastrofer, som er vestligt relaterede,

sådan som det sås i eksemplet med Tsunamien i det indiske ocean. Desuden har jeg

redegjort for Chouliarakis beskrivelse af begrebet ’compassion fatique’ samt Joyes begreb

om domesticering. Jeg vil vende tilbage til disse begreber i min analyse og diskussion

senere i specialet, hvor jeg netop analyserer og diskuterer, hvordan danske nyhedsmedier

har dækket terrorangreb i henholdsvis et vestligt og et ikke-vestligt land. Jeg vil altså i den

forbindelse trække på de netop præsenterede begreber om vestlig etnocentrisme,

compassion fatique og domesticering. Her vil jeg undersøge, hvorvidt man kan spore den

vestlige etnocentrisme i min empiri, og så vil jeg diskutere, hvordan compassion fatique og

domesticering kan relatere sig til min empiri.

Det følgende afsnit er teorikapitlets sidste. Her vil jeg vende tilbage til den

diskursanalyse, som jeg introducerede i kapitlets begyndelse. Fordi jeg trækker på

diskursteori i min analyse, vil jeg i det følgende gennemgå teorien, indkredse min

diskursanalytiske tilgang og beskrive de elementer af tilgangen, der kommer til at indgå i

min egen analyse af specialets empiri. Yderligere præsentation af, hvordan jeg konkret

foretager analysen vil dog først fremgå i specialets metodekapitel.

AFSNIT 4:

2.4. DISKURSANALYSE Følgende afsnit er udarbejdet med udgangspunkt i tekst af Marianne Winther Jørgensen &

Louise Phillips (1999) og Norman Fairclough (1995). Den følgende gennemgang af

diskursteori og Faircloughs kritiske diskursteori følger derfor beskrivelserne, som de

fremgår i de nævnte tekster.

Diskursanalyse som den defineres i indeværende speciale, bygger på den

opfattelse, at sprog ikke er en neutral afspejling af den verden, som sprogbrugeren færdes



31

i, dennes identitet eller sociale relationer, men at sproget i høj grad er med til at skabe og

forandre disse ting (Jørgensen & Phillips: 1999: 9). Diskursanalyse hævder altså ikke, at

der ikke findes en virkelighed, og at betydning og repræsentation ikke er virkeligt, men at

den fysiske verden kun får betydning gennem diskurs (ibid. 19). Som det fremgik af

kapitlets indledning, er udgangspunktet for socialkonstruktionisme, og dermed også den

diskursanalytiske tilgang, en kritisk stillingtagen til det, man kan kalde ’selvfølgelig viden’

(Jørgensen & Phillips, 1999: 13). Ingen viden om verden kan tages for at være en objektiv

sandhed, idet individet kun har adgang til verden gennem kategorisering og sprog. Viden

er således produktet af den måde, individet kategoriserer verden på via diskurser (ibid.

19).

2.4.1. DISKURSTEORI

Diskursanalyse er ikke kun én tilgang, men en række tværfaglige og multidisciplinære

tilgange, som kan anvendes på mange forskellige sociale områder (ibid. 9). Jørgensen &

Phillips (1999) inddrager i deres bog ”Diskursanalyse” tre forskellige retninger inden for

diskursanalyse; diskursteori, som den præsenteres af Ernesto Laclau og Chantal Mouffe,

’Kritisk Diskursanalyse’ og diskurspsykologi. De tre diskursanalytiske tilgange abonnerer

alle på et strukturalistisk og poststrukturalistisk sprogsyn, der hævder, at menneskets

adgang til virkeligheden altid er gennem sproget (ibid. 17). Jeg har til indeværende

speciale valgt at tage udgangspunkt i kritisk diskursanalyse, som den præsenteres af

Norman Fairclough (1995).

Norman Faircloughs definition af diskurs lyder: ” […] en praksis, som ikke bare

repræsenterer verden, men også giver verden betydning, konstituerer den og konstruerer

den i mening” (Fairclough, 1995: 18). Fairclough bruger betegnelsen diskurs på to måder,

nemlig som et abstrakt substantiv; sprogbrug som en social praksis, og som substantiv

med artikel, altså: ” […] som en bestemt måde at tale på, der giver betydning til oplevelse ud fra et bestemt perspektiv – dvs. én bestemt diskurs, der kan adskilles

fra andre diskurser, som fx en feministisk diskurs […] ” (Jørgensen &

Phillips, 1999: 79)



32

Det er centralt i Faircloughs definition af kritisk diskursanalyse, at diskurs er konstitueret

og konstituerende; diskurs reproducerer og forandrer viden, identiteter og sociale

relationer, herunder magtrelationer, og diskurs formes af andre sociale praksisser og

strukturer. (Jørgensen & Phillips, 1999: 77).

Ligesom i diskursteori er udgangspunktet i kritisk diskursanalyse, at diskurs

medskaber den sociale verden. Dog holder man inden for metoden, modsat i eksempelvis

diskursteori, fast i, at diskurs kun udgør ét aspekt af social praksis. Ifølge Fairclough

består diskurs udelukkende af lingvistiske elementer, hvilket altså står i modsætning til

opfattelsen hos Laclau & Mouffe, som har indarbejdet en ikke-lingvistisk forståelse i deres

diskursbegreb, hvorfor alt er diskursivt i deres diskursteori (ibid. 15, 18 & 79).

Fairclough begrunder betegnelsen ’kritisk’ med en anerkendelse af, at social

praksis, herunder særligt sprogbrug, er bundet op på årsag-virkningsmekanismer

(Fairclough, 1995: 120). Kritikken skal afsløre den rolle, som diskursiv praksis spiller i

forhold til at opretholde ulige magtstrukturer (Jørgensen & Phillips, 1999: 76). Det er netop

denne sidste argumentation, der gør kritisk diskursanalyse særligt velegnet til dette

speciale, idet mit formål netop er at undersøge, om der er tale om ulige magtstrukturer i

den måde, som udvalgte nyhedsmedier har konstrueret nyheder om to terrorangreb i

henholdsvis et vestligt og et ikke-vestligt land på. Desuden har jeg valgt kritisk

diskursanalyse, som beskrevet af Fairclough, fordi han benytter detaljeret lingvistisk

tekstanalyse. Det er ifølge Fairclough muligt at forandre diskurser og dermed også den

sociale og kulturelle omverden, fordi diskurser netop er med til at konstituere denne

(Jørgensen & Phillips, 1999: 76).

2.4.2. KRITISK DISKURSANALYSE

I ovenstående afsnit introducerede jeg diskursanalyse og begrundede min valg af Norman

Faircloughs (1995) kritiske diskursanalyse. I det følgende vil jeg beskrive, de elementer af

kritisk diskursanalyse, som kommer til at indgå i min egen analyse. Afsnittet er udarbejdet

med udgangspunkt i kapitlet ”Kritisk analyse af mediediskurs” fra Faircloughs (1995) egen

bog ”Kritisk diskursanalyse” samt Marianne Winther Jørgensen og Louise Phillips (1999)

bog ”Diskursanalyse”. Sidstnævnte er inddraget, fordi Jørgensen & Phillips beskriver

metoden på en måde, der klart belyser dens anvendelighed.



33

Faircloughs tilgang til kritisk analyse af mediediskurs er kompleks, hvorfor jeg

har valgt at simplificere og udelade aspekter, der enten ikke er relevante for min analyse,

eller som er valgt fra på baggrund af en prioritering. Det vil sige, at visse udeladte

elementer sagtens kunne vurderes relevante for analysen, men alligevel er valgt fra af den

simple årsag, at jeg må begrænse mig, af hensyn til analysens omfang og fokusering. Det

følgende er derfor en beskrivelse af de aspekter af metoden, som jeg vil trække på i min

analyse.

2.4.2.1. DEN TREDIMENSIONELLE ANALYSEMODEL

Ifølge Fairclough kan et hvert tilfælde af sprogbrug betegnes som en kommunikativ

begivenhed (Fairclough, 1995: 124; Jørgensen & Phillips, 1999: 80). Den kommunikative

begivenhed har tre dimensioner, som en kritisk diskursanalyse tager udgangspunkt i: 1.

Den er tekst. 2. Den er diskursiv praksis. 3. Den er social/sociokulturel praksis (ibid.).

’Tekst’ skal i denne kontekst forstås som alle former for sprog. Det betyder, at der både er

tale om reel tekst i alle afskygninger, men også billeder, illustrationer, radioprogrammer,

tv-udsendelser, og så videre. (Fairclough, 1995: 124). I det følgende vil jeg beskrive de tre

dimensioner samt deres rolle og samspil i en kritisk diskursanalyse. I min analyse kommer

jeg til at tage udgangspunkt i disse tre dimensioner, men hvordan jeg konkret vil inddrage

dem og strukturere analysen, gennemgår jeg i specialets metodekapitel.

TEKST

Den kommunikative begivenhed er først og fremmest en tekst, som kan underlægges

lingvistisk analyse. I denne del af analysen forholder man sig til de formelle teksttræk, som

konstruerer diskurser og genrer lingvistisk (Jørgensen & Phillips, 1999: 80), herunder

ordvalg, semantik, sætnings- og syntagmegrammatik, det fonologiske system og det

skriftlige system (Fairclough, 1995: 124). Tekstanalyse fokuserer altså både på betydning

og form (ibid. 125). Et vigtigt grammatisk element er ifølge Jørgensen & Phillips blandt

andre ’transitivitet’ og ’modalitet’ (Jørgensen & Phillips, 1999: 95).

En undersøgelse af en teksts transitivitet fortæller noget om, hvordan

begivenheder og processer forbindes (eller ikke forbindes) med objekter eller subjekter i

teksten. Dette sker blandt andet ved brug af passivformer, hvor substantiver erstatter

proces. Ved at lægge vægt på effekt frem for handling, er der ikke nogen, som bliver holdt



34

ansvarlig for handlingen i teksten. Transitivitet kan altså sige noget om de idelogiske

konsekvenser, som formuleringer i en tekst kan have (ibid.).

Når man ser på tekstens ’modalitet’, fokuserer man på afsenderens egen

tilslutning til udsagn i teksten. Tekstforfatteren kan vælge at beskrive noget som faktuelt

uden tvivlsmarkører, fx. ”Det er koldt”. Han kan også vælge at skrive sig selv ind og

dermed markerer, at der er tale om en subjektiv holdning, fx. ”Jeg synes, det er koldt” eller

han kan vælge at relativisere, fx. ”måske er det lidt koldt”, hvor ordene ’måske’ og ’lidt’

relativiserer udsagnet (ibid.). Journalister bruger ofte kategoriske modaliteter uden

relativisering eller vælger objektive modaliteter, fx. ”sygdommen er farlig” modsat ”Vi

mener, sygdommen er farlig”. Denne brug af modalitet kan både afspejle og fremme

journalistens egen autoritet (ibid. 96). En analyse af en kommunikativ begivenheds

modalitet siger derfor noget om afsenderens position eller positionering.

DISKURSIV PRAKSIS

Formålet med en analyse af en kommunikativ begivenheds diskursive dimension er at

finde ud af, hvordan teksten er produceret, og hvordan den bliver konsumeret. Det kan

man ifølge Jørgensen & Phillips gøre ved enten at foretage en receptionsanalyse, som er

en undersøgelse af, hvordan tekstmodtageren opfatter teksten. Derudover er det muligt at

foretage en sociologisk undersøge af, hvordan teksten konkret er blevet til eller tage

lingvistisk udgangspunk i konkrete tekster for at identificere, hvilke diskurer disse trækker

på (ibid. 93). Norman Faircloughs egne analyser tager primært udgangspunkt i

sidstnævnte metode (ibid.). Jeg har ikke foretaget hverken en sociologisk undersøgelse

eller en receptionsundersøgelse, hvorfor jeg følger Fairclough og tager udgangspunkt i

teksterne ved at foretage en lingvistisk analyse, med det formål at afdække artiklernes

diskursive forskelle.

Udgangspunktet for at foretage en analyse af en teksts diskursive praksis er,

at en tekst skal ses som en del af en intertekstuel kæde, hvor ingen tekst kan stå alene,

men skal ses som en del af netværk af tekster, der har elementer fra andre tekster

inkorporeret (Jørgensen & Phillips, 1999: 84). Intertekstualitet skal i denne sammenhæng

forstås som historiens indflydelse på tekst og tekstens indflydelse på historien (ibid. 85).

Der er derfor tale om en intertekstuel analyse, hvor man sigter mod at afdække de

forskellige genrer og diskurser, som artikuleres sammen i teksten (Fairclough, 1995: 127;



35

Jørgensen & Phillips, 1999: 80). I en analyse af denne dimension vil man således

fokusere på at afdække de diskurser, som teksten trækker på, samt tekstens genre. Genre

skal i denne sammenhæng forstås som sprogbrug, som er forbundet med eller

konstituerer en del af en specifik social praksis, som eksempelvis interviewgenren (ibid.

80).

I forbindelse med diskursiv praksis introducerer Fairclough begrebet

’diskursorden’. Diskursorden dækker over summen af de diskurser, som benyttes inden for

et socialt domæne eller institution. Det kunne fx være inden for sundhedsvæsenet eller

journalistikken (ibid.). Når man analyserer en tekst, skal den altså vurderes inden for den

diskursorden, som den befinder sig i, hvilket relaterer sig til den tidligere nævnte

genredefinitionen. Orden skal ikke forstås i strukturalistisk forstand, men således at en

journalist eksempelvis ikke blot trækker på eksisterende diskursordener, men også

reproducerer og konstituerer dem. Diskursordenen udgør de ressourcer, i form af genrer

og diskurser, som sprogbrugeren har til rådighed (ibid. 83). Man vil desuden også vurdere

om en kommunikativ begivenhed trækker normativt eller kreativt på diskursordenen.

Norman Fairclough skelner her mellem relativt homogene og relativt heterogene tekster.

Han pointerer således, at man i generelle termer kan sige, at konventionel diskursiv

praksis realiseres i tekster, som er relativt homogene, hvorimod kreativ diskursiv praksis

realiseres i tekster som relativt heterogene med hensyn til form og mening. (Fairclough,

1995: 128). Det er også i analyse af tekstens diskursi

illustration: kristian labak - kommunikationsforum og... · 2016. 10. 7. · illustration: kristian...

Documents