1

Indhold

Indledning ............................................................................................................................................ 3

Casestory .......................................................................................................................................... 5

Kontaktpersonordningen - KPO ....................................................................................................... 5

Kontaktpersonen .......................................................................................................................... 6

Problematikker i forhold til KPO .................................................................................................. 6

Aalborg Sygehus - LUP ................................................................................................................. 7

Problemstilling ................................................................................................................................. 8

Metode ............................................................................................................................................... 10

Videnskabsteori – ontologi og epistemologi ................................................................................. 10

Ontologisk socialkonstruktivisme .............................................................................................. 11

Hermeneutikken som fortolkningsramme ................................................................................. 13

Den filosofiske hermeneutik ...................................................................................................... 14

Hermeneutikken og socialkonstruktivismen som samarbejdspartnere .................................... 14

Indsamling af empiri ...................................................................................................................... 16

Begrundelse for valg af metode ................................................................................................. 16

Det diskursive interview ............................................................................................................. 16

Interviewdesign .......................................................................................................................... 17

Interviewpersoner og sted ......................................................................................................... 17

Interviewguide ........................................................................................................................... 18

Transskriptions- og analysemetode ........................................................................................... 19

Teori ................................................................................................................................................... 21

Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse .................................................................................. 21

Den tre-dimensionelle model ........................................................................................................ 22

Tekst ........................................................................................................................................... 23

Diskursiv praksis ......................................................................................................................... 24

Social praksis .............................................................................................................................. 25

Etienne Wenger - Praksisfællesskaber ........................................................................................... 26

Praksisbegrebet .......................................................................................................................... 26

Mening ....................................................................................................................................... 27

Deltagelse ................................................................................................................................... 27

Tingsliggørelse ............................................................................................................................ 27

2

Fællesskab .................................................................................................................................. 28

Gensidigt engagement ............................................................................................................... 28

Fælles virksomhed ..................................................................................................................... 28

Fælles repertoire ........................................................................................................................ 28

Læring ......................................................................................................................................... 28

Analyse ............................................................................................................................................... 30

Diskursiv praksis ............................................................................................................................. 31

Interdiskursivitet ........................................................................................................................ 35

Sociale praksis ................................................................................................................................ 37

Fællesskabet blandt sygeplejerskerne på hjerte-lungekirurgisk afdeling ................................. 37

Meningsforhandling på hjerte-lungekirurgisk afdeling ............................................................. 40

Teams og ledelse på hjerte-lungekirurgisk afdeling .................................................................. 42

Ændringer gennem ny ledelse på hjerte-lungekirurgisk afdeling .............................................. 44

Systemets indflydelse på hjerte-lungekirurgisk afdeling ........................................................... 49

Systemets indflydelse på meningsskabelsen på hjerte-lungekirurgisk afdeling ....................... 51

Læring på hjerte-lungekirurgisk afdeling ................................................................................... 56

Konklusion .......................................................................................................................................... 60

Kritisk refleksion ................................................................................................................................. 63

Metodekritik .................................................................................................................................. 63

Reliabilitet, validitet og generaliserbarhed .................................................................................... 64

Kritik af teori .................................................................................................................................. 66

Perspektivering .................................................................................................................................. 68

Litteraturliste ..................................................................................................................................... 71

Bøger .............................................................................................................................................. 71

Internet kilder ................................................................................................................................ 72

3

Indledning

”På landsplan er udviklingen i perioden 2008 – 2011 gået i den ønskede retning på de

fleste af områderne[…]. Andelen af dagkirurgi på sygehusene er steget. Den

gennemsnitlige indlæggelsestid og andelen af patienter, som efter udskrivning må

genindlægges, er faldet. Og dødeligheden efter indlæggelse på sygehus (HSMR) er

faldet. Denne udvikling giver alt andet lige mere sundhed for pengene”1

Det er i dag en realitet, at det danske sundhedsvæsen gennemgår en stadig større effektivisering og

forandringsproces. I 2005 indgår sundhedsvæsnet en aftale med den tidligere regering og de Danske

Regioner om en produktivitetsmåling, som skal sætte fokus på ressourceudnyttelsen på de enkelte

sygehuse. Produktivitetsmålingerne skal offentliggøres, så sygehusene kan foretage en

sammenligning af målingerne, med henblik på at skabe en forbedringsproces, hvor sygehusene

indhenter viden fra de sygehuse, som skaber mest sundhed for pengene.2

Som ovenstående citat fra Bilag 1 indikerer, er udviklingen i perioden 2008 – 2011 gået i den

ønskede retning. Dog mener den nuværende regering, at der er plads til yderligere forbedringer.

Blandt andet har regeringen og de Danske Regioner, i deres aftale om regionernes økonomi, valgt at

fokusere på en øget udbredelse af forbedringer af behandlingsmetoder og arbejdsgange. Desuden

fokuseres der på en reducering af den gennemsnitlige indlæggelsestid, således der opnås et mere

omkostningseffektivt behandlingsforløb.3 Som følge af effektiviseringen kan sundhedsvæsnet siges

at være et konstant foranderligt miljø, hvor kvalitetsudvikling, strukturændringer af arbejdsgangen

og fusioner er i højsædet. Beslutningerne om organisatoriske ændringer på sygehusene bliver ikke

truffet af de medarbejdere og ledere, som skal agere med ændringerne, men af politikerne, som ikke

har et indgående indblik i arbejdsgangen på de enkelte afdelinger.

I en dokumentar ’Velkommen til virkeligheden’, vist på TV2, udtaler venstres sundhedsordfører

Sophie Løhde, at det danske sundhedsvæsen aldrig har været bedre, mens en sygeplejerske fra

Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg fortæller, at personalet, som følge af effektiviseringen, oplever en

øget travlhed i hverdagen og har for lidt tid til den enkelte patient.

1 Bilag 1; 3

2 Bilag 2

3 Bilag 1; 3

4

Som følge af ovenstående er det tydeligt, at der er opstået en uoverensstemmelse mellem

sygeplejerskernes og politikernes forståelse af, hvad kvalitetsbegrebet indebærer. Uddybende

ønsker regeringen, at ”[…]følge udviklingen på en række områder med henblik på at:

Reducere sygehusdødeligheden (HSMR) med 10 pct. over tre år

Reducere antallet af skader på patienter med 20 pct. over tre år

Nedbringe omfanget af sygehuserhvervede infektioner

Reducere den gennemsnitlige indlæggelsestid

Nedbringe andelen af akutte genindlæggelser

Nedbringe væksten i kontakter til Sygehusvæsnet pr. patient

Øge anvendelsen af dagkirurgi”4

I henhold til ovenstående er det tydeligt, at regeringens effektiviseringstiltag er koncentreret om at

få patienterne hurtigt igennem systemet. For sygeplejerskerne har kvalitetsbegrebet dog en anden

betydning. Som dokumentaren ’Velkommen til virkeligheden’ indikerer, vægtes det højt blandt

sygeplejerskerne, at de har tid til at tale med patienterne og at sætte sig ind i den enkelte patients

livssituation.

Den ovenstående uoverensstemmelse mellem kvalitetsbegreberne kan afføde spørgsmålet om,

hvilke konsekvenser de politiske forandringskrav kan have for de sygeplejersker, der agerer under

de nye arbejdsstrukturer. Hvad er sygeplejerskernes erfaringer med implementeringen af ændringer

i arbejdsgangen? Og i hvilken grad giver det mening for sygeplejerskerne at anvende de

effektiviserende tiltag, der er pålagt dem af regeringen og regionerne?

4 Bilag 1; 3

5

Casestory Min vagt hedder 7-16 i dag. Jeg arbejder som sygeplejerske på hjerte-lungekirurgisk afdeling.

Første punkt på dagens udfordringer er at tage imod en ny patient. Han hedder Jens, er 79 år og er

indlagt, fordi han har oplevet problemer med vejrtrækningen. Jeg skal agere kontaktperson for Jens,

og derfor er det min opgave at præsentere mig for patienten og forklare ham om hans

indlæggelsesforløb. Jeg kommer ind på stuen, hvor Jens ligger. Jeg får givet ham det kort, som

forklarer, at jeg er hans kontaktperson under hans indlæggelse her på afdelingen, men jeg får ikke

mulighed for yderligere at forklare ham, hvad ordningen indebærer og om kortets betydning, da min

kollega kommer ind på stuen. Hun beder mig følge med, da en ny patient venter. Jeg afslutter

hurtigt samtalen med Jens og ønsker ham god bedring. Det føles nogle gange meningsløst at uddele

kontaktpersonkortet, da jeg ikke har tid til at fortælle, hvad kortets funktion er. Desuden kommer

jeg højst sandsynligt ikke til at se Jens igen, eftersom jeg kan fornemme, at han er ved godt mod og

sikkert bliver udskrevet inden min næste vagt. Klokken bliver 16, og jeg har endelig fri efter en lang

dag. Da jeg kommer på job dagen efter klokken 21 til min aftenvagt, er Jens allerede udskrevet

igen. Jeg går ind på den stue, hvor Jens lå, for at se til en anden patient. På det lille sengebord ligger

et blåt kontaktpersonkort. Vedkommende, der nu ligger i sengen, hvor Jens lå dagen før, forklarer,

at det ikke er hans kort. Jeg kigger i kortet og ser, at det er Jens’ kort, som han har efterladt -

formentlig fordi jeg ikke har været i stand til at forklare ham, hvad kortet skal gøre godt for.

Kontaktpersonordningen - KPO

KPO er et punkt i regeringens og amternes økonomiaftale fra år 2005. Denne ordning blev indført

med henblik på at skabe et mere sammenhængende patientforløb på de danske regionssygehuse og

mere specifikt for at sikre ”[…]en bedre, mere sammenhængende og mere tryg

sygehusindlæggelse”5 for patienterne. Denne plan om et sammenhængende patientforløb blev i

2005 indført på kræftområdet. Senere blev det vedtaget i sundhedsloven, at KPO skal fungere på

alle sygehusets afdelinger. I sundhedslovens kapitel 23 står følgende vedtægt om KPO:

5 http://www.fm.dk/publikationer/2005/aftaler-om-den-kommunale-oekonomi-for-2006/aftale-mellem-regeringen-og-

dansk-folkeparti-om-forbedring-af-behandlingen-af-kraeft/ (1/10/12, kl. 13.45)

http://www.fm.dk/publikationer/2005/aftaler-om-den-kommunale-oekonomi-for-2006/aftale-mellem-regeringen-og-dansk-folkeparti-om-forbedring-af-behandlingen-af-kraeft/http://www.fm.dk/publikationer/2005/aftaler-om-den-kommunale-oekonomi-for-2006/aftale-mellem-regeringen-og-dansk-folkeparti-om-forbedring-af-behandlingen-af-kraeft/

6

”Regionsrådet tilbyder en eller flere kontaktpersoner til en patient, der modtages til

ambulant behandling eller behandling under indlæggelse på regionens sygehuse, når

behandlingsforløbet sammenlagt strækker sig over mere end 2 dage, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Selv om behandlingsforløbet kun strækker sig over 1-2 dage, tilbyder

regionsrådet en eller flere kontaktpersoner, hvis en patient har særligt behov for

det.”6

Kontaktpersonen Loven vedrørende KPO står meget klart. Formålet med denne ordning er derimod mere diffust.

Hvad vil det sige at være kontaktperson? Hvilken form for personale kan bære titlen som

kontaktperson, og hvad forventes der af denne? En kontaktperson er hos Region Nordjylland

defineret som ”[…]en hospitalsansat sundhedsfaglig person tilknyttet den enkelte patient, der har

særligt ansvar for sikring af sammenhæng i patientforløbet under indlæggelse og i ambulante

forløb.”7 Det vil dermed sige, at en kontaktperson eksempelvis kan være en læge, en sygeplejerske

eller en social- og sundhedsassistent. En kontaktperson har ansvaret for, at patienten får besvaret

sine spørgsmål vedrørende indlæggelsen og de igangværende behandlinger og undersøgelser.

Således kræves det, i en vis forstand, af kontaktpersonen, at denne er bekendt med patientens

sygdomshistorie, og at denne er til stede, når patienten ønsker svar på spørgsmål angående

indlæggelsen. Det sidstnævnte har vist sig at være problematisk. Vi ved fra vores egne

forforståelser, at sundhedspersonale ofte har skiftende arbejdstider, og at den enkelte medarbejder

ikke altid kan være på vagt 24 timer i døgnet. Derfor vil der forekomme tidspunkter på døgnet, hvor

patienten ikke kan komme i kontakt med den tilknyttede kontaktperson, hvilket antageligt kan

skabe forvirring og utryghed hos patienten.

Problematikker i forhold til KPO I dokumentaren ’Velkommen til virkeligheden’ er Venstres sundhedsordfører Sophie Løhde i

praktik på Sydvestjysk Sygehus. I denne dokumentar bliver der blandt andet fokuseret på

ovenstående problematikker. Sophie Løhde oplever på egen krop, hvordan en hektisk hverdag som

sygeplejerske kan føre til, at KPO kan føles som en ”skal-opgave” mere end en støtte til patienten.

6 https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=130455#K23a (29/10/12, kl. 17.08)

7 http://www.sygehusthymors.rn.dk/For+fagfolk/Kvalitetsudvikling/SundhedsfagligKontaktperson.htm, (8/11/12, kl.

12.04)

https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=130455#K23ahttp://www.sygehusthymors.rn.dk/For+fagfolk/Kvalitetsudvikling/SundhedsfagligKontaktperson.htm

7

Der er ikke meget tid til at forklare patienterne om formålet med KPO, og desuden er det ofte

tilfældet, at kontaktpersonen aldrig ser sin patient mere end én gang under indlæggelsen. Derfor

forekommer KPO for mange som et meningsløst tiltag, der er besluttet af politiske magter, som ikke

har gennemtænkt ordningen i praksis. I dokumentaren bliver Sophie Løhde kontaktperson for en

nyrepatient. Som kontaktperson er det Sophie Løhdes job at have ansvaret for nyrepatienten, i den

forstand, at hun primært skal skabe tryghed for patienten. Her ses det dog, hvordan Sophie Løhde

hurtigt bliver sendt videre til en ny arbejdsopgave, og at hun ikke møder nyrepatienten under hans

indlæggelse igen. Sygeplejersken Sanne, der er ansvarlig for Sophie Løhdes praktik, forklarer,

hvordan tidspresset har en stor indflydelse på KPOs funktion. KPO bliver af Sanne omtalt som

noget ”pjat på papir”, eftersom personalet ikke kan leve op til de forventninger, patienterne har til

deres kontaktperson. Sanne mener, at patienterne er taberne i denne sag, og desværre ses det, at

Sydvestjysk Sygehus ikke er det eneste sygehus i landet, hvor KPO ikke fungerer optimalt.

Aalborg Sygehus - LUP LUP er en forkortelse for den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser, og herunder er

KPO et undersøgelsespunkt. I flere LUP evalueringsrapporter kan det læses, at KPO bliver

evalueret med skuffende resultater. I LUP for 2011 på landsplan svarer 23,1 procent af deltagerne,

at de ikke har haft en kontaktperson tilknyttet i deres indlæggelsesforløb.8 Dette er forundrende,

eftersom 100 procent reelt set burde have haft en kontaktperson tilknyttet. På Aalborg Sygehus er

tallet ikke markant bedre. Her svarer 19,3 procent nej til spørgsmålet: ”Oplevede du, at én eller

flere kontaktperson(er) på afdelingen havde særligt ansvar for dit forløb?”9 Det kan altså udledes,

at der eksisterer problematikker angående KPO. Dog er det interessant at se på de efterfølgende

undersøgelsesspørgsmål i LUP fra 2011. Til spørgsmålet, der lyder ”Hvordan vurderer du alt i alt,

at din/dine kontaktperson(er) har taget ansvar for dit forløb?” svares der af 36,4 procent af

patienterne på Aalborg Sygehus ”Virkelig godt” og 60,1 procent svarer ”Godt”, hvilket tyder på, at

når først patienten har fået tildelt en kontaktperson, påskønnes denne i særdeleshed af patienterne.

Dermed fremstår selve KPO som et fornuftigt og gavnligt tiltag i forhold til patienttilfredsheden.

Men hvori består problemerne så? Kan man forestille sig, at sundhedspersonalet, som skal agere

kontaktperson, ikke tager opgaven seriøst? Drejer det sig om, at KPO for sygeplejerskerne ikke

8 Bilag 3

9 Bilag 4

8

giver mening at benytte sig af? Har det noget at gøre med måden, hvorpå sundhedspersonalet er

blevet introduceret til KPO? Handler det om italesættelsen af KPO? Eller er det i bund og grund et

spørgsmål om tidspres, når problemerne med at få KPO til at fungere optimalt skal løses? Disse

spørgsmål indeholder en hel række af forskellige mulige problemstillinger. Vi vil i det næste afsnit

indkredse netop den problemstilling, vi i dette projekt vil behandle.

Problemstilling I ovenstående afsnit er det klarlagt, at en række forskellige problemstillinger kan gøre sig gældende

vedrørende KPO. Der kan både være tale om et implementeringsproblem, som kan tænkes at

vedrøre det organisatoriske og planlægningsmæssige aspekt i sundhedssektoren. Det kan også

tænkes, at politiske faktorer kan spille en problematiserende rolle for funktionen af KPO på

sygehusene. Det er ligeledes muligt, at der kan være tale om et problem inden for kommunikationen

på sygehusene. Herunder kan det både være sygeplejerske-patient kommunikationen, eller den

indbyrdes kommunikation personalet imellem, hvilket yderligere kan skyldes en række forskellige

årsager.

I dette projekt vil vi fokusere særligt på problematikkerne, der angår det kommunikative aspekt.

Hertil har vi en række forforståelser, der har indflydelse på valget af problemstilling. Vi har læst

artikler og set udsendelser, der tager fat i netop dette problemfelt, hvilket medfører, at vi ønsker at

undersøge problematikken vedrørende italesættelsen af KPO nærmere. Ved at fokusere på

italesættelsen af KPO fra sygeplejerskernes perspektiv, åbner dette op for en anden problemstilling,

som stadig indgår i samme emnefelt. Vi ønsker ved hjælp af en analyse af italesættelsen af KPO at

se nærmere på, hvordan brugen af KPO giver mening for sygeplejerskerne. Hermed lyder vores

problemformulering:

Hvilke diskurser gør sig gældende blandt tre sygeplejersker på hjerte-lungekirurgisk afdeling

på Aalborg Sygehus, når de fortæller om arbejdet på afdelingen? Hvordan udtrykker de

gennem disse diskurser, at de får brugen af KPO til at give mening, og hvordan får de

tilpasset denne til arbejdsgangen på afdelingen?

9

Denne problemformulering indebærer, at vi udelukkende undersøger sygeplejerskernes forhold til

KPO og ikke tager hensyn til patienternes eller andre faggruppers mening. I det følgende vil vi gøre

rede for og begrunde den metodiske tilgang til projektarbejdet.

10

Metode

I dette afsnit vil vi præsentere vores metodiske tilgange til projektet. Målet er at give en indsigt i,

hvorledes vi anvender metoden i den empiriske indsamling, samt klargøre, hvilken indflydelse

valget af videnskabsteori har på den specifikke problemstilling.

Videnskabsteori – ontologi og epistemologi Vores videnskabsteoretiske afsnit skal klarlægge den optik, hvormed projektet skal forstås. Her

opstilles præmisserne for, hvorledes vores problemformulering bedst besvares. Først klarlægges

vores ontologiske og epistemologiske ståsteder i henhold til problemformuleringen. Derefter

redegøres der yderligere for valget af de videnskabsteoretiske tilgange, vi baserer vores

undersøgelse på og disses medvirken til at skabe gyldig viden.

I dette projekt arbejder vi ud fra den ontologiske konstruktivisme og den epistemologiske

interpretivisme. Valget knytter sig til ønsket om at undersøge hvilke diskurser, der gør sig gældende

blandt sygeplejerskerne på hjerte-lungekirurgisk afdeling om fænomenet KPO. Vi søger at afdække,

hvilke oplevelser sygeplejerskerne har med KPO, samt hvilken mening de tilskriver denne. Til at

besvare problemformuleringen, anser vi det kvalitative interviewstudie inden for en

socialkonstruktivistisk og hermeneutisk ramme, som en fordelagtig metode. Gennem

sygeplejerskernes italesættelse af KPO kan vi afdække, hvordan viden og mening konstrueres af -

og mellem mennesker.

I dette projekt kommer den ontologiske konstruktivisme til udtryk ved, at vi anser diskurserne, altså

sproget og kommunikationen, som sociale konstruktioner, der udtrykker og producerer viden, og

som konstant bliver påvirket af aktører (Collins, 2007; 250). I takt med vores søgen efter hvordan

sygeplejerskerne skaber mening med KPO, anser vi deres sprog og dermed italesættelsen som en

afspejling af den virkelighed, der gør sig gældende på afdelingen. Vi mener desuden, at den

ontologiske konstruktivisme er fordelagtig at benytte, idet subjektiviteten er i højsæde, da den

tilgodeser den effekt de enkelte aktører har på et givent fænomen. Denne subjektivitet, mener vi,

har en afgørende betydning, når vi skal afdække, hvilke diskurser der gør sig gældende, når

sygeplejerskerne taler om deres erfaringer med – og holdninger til KPO.

11

Inden for epistemologien tilslutter vi os interpretivismen som måden, hvorpå vores genstandsfelt

skal studeres. En overordnet pointe i interpretivismen er, at forskeren aldrig kan forholde sig

fuldkommen objektivt til feltet. Mennesker vil altid være påvirket af eksempelvis kulturen, historien

og deres sociale erfaringer. I henhold til dette projekt finder vi interpretivismen fordelagtig, da

sygeplejerskernes erfaringer og den sociale kontekst er vigtig i forhold til at få et dybdegående

indblik i de diskurser, der er om KPO. I takt med denne kvalitative og interpretivistiske tilgang til

projektet, kan vi konstatere at replikabiliteten af denne forskning er lav. Dette konstateres, da denne

slags forskning kun er et uddrag af videnskaben og den sociale virkelighed på et bestemt tidspunkt,

et bestemt sted og en bestemt kontekst (Bryman, 2004; 13). Den sociale virkelighed skal her forstås

som de diskurser, der skabes gennem interaktionen mellem mennesker i en bestemt kontekst.

Ovenstående klarlæggelse fører os til vores valg af videnskabsteori. I dette projekt benytter vi os

både af den socialkonstruktivistiske og den hermeneutikske tilgang.

Ontologisk socialkonstruktivisme En overordnet pointe i socialkonstruktivismen er, at virkeligheden og viden karakteriseres som en

social konstruktion, som bliver skabt gennem kollektive menneskelige processer. Den ontologiske

konstruktivisme ”[…]hævder, at der er visse aspekter af selve virkeligheden, der er

samfundsmæssigt skabt, såsom køns- og raceforskelle.” (Collin, 2007; 250). Således er ikke alle

aspekter af virkeligheden menneskeskabte. Dog antager den alligevel, at de fysiske fænomener først

foreligger, når de iagttages af aktører og får betydning og godtages gennem et fælles sprog, og

dermed bliver sociale opfindelser. Det vil sige, at den ontologiske konstruktivisme antager, at der

findes en virkelig verden uafhængigt af vores observation af den. Dog finder den samtidig, at den

reelle verden kun kan gengives subjektivt, da vi som mennesker ikke er i stand til at erfare objektivt

(Collin, 2007; 248-249).

Endvidere knytter vi os til en særlig version af den ontologiske socialkonstruktivisme, som bygger

bro mellem den erkendelsesteoretiske og den ontologiske konstruktivisme, da vi mener, at den

viden, der er konstrueret i samfundet, reflekterer - og påvirker den sociale virkelighed, vi lever i

(Collin, 2007; 251). Dette betyder, at individer er med til at konstruere den sociale verden, men

påvirkes samtidig også af udefrakommende faktorer i samfundet såsom overordnede diskurser. I

henhold til dette projekt kan vi her sige, at sygeplejerskerne, gennem interaktionen præger

12

arbejdsgangen på afdelingen, men samtidig selv påvirkes af udefrakommende faktorer som

eksempelvis politiske tiltag.

I socialkonstruktivismen gælder det generelt, at viden bliver konstrueret, når flere individer bliver

enige om at tillægge et fænomen en særlig egenskab. Dermed kan den sociale virkelighed siges at

være et resultat af tidligere formede diskurser, som er blevet accepteret i et givent samfund. Med

tiden bliver fænomenet en inkorporeret og naturlig del af virkeligheden, hvorfor aktøren ikke

længere bemærker det. På bagrund af den allerede konstruerede sociale virkelighed, laver

samfundet så nogle nye diskurser, som er påvirket af de eksisterende diskurser og den sociale

virkelighed. Videnskab og social virkelighed kan derfor siges at være i en konstant foranderlig

proces, hvor de gensidigt påvirker hinanden.

Figur 1

Ovenstående figur viser, hvordan den videnskab, vi skaber gennem den sociale interaktion påvirker

den sociale virkelighed og omvendt.

Fra et socialkonstruktivistisk synspunkt er en af hovedopgaverne i dette projekt at få identificeret og

denaturaliseret de forskellige diskurser, der gør sig gældende i forhold til KPO og få afklaret,

hvorvidt diskurserne påvirker meningsdannelsen i forhold til KPO.

Ifølge Finn Collin er sproget en væsentlig faktor, da det er herigennem opfattelsen af verden og

konstruktionen af virkeligheden skabes (Collin, 2007; 252). Hermed anses den kritiske

13

diskursanalyse som en fordelagtig metode, da vi gennem sygeplejerskernes italesættelse af KPO

kan få et dybdegående indblik i, hvilken betydning KPO har for de pågældende sygeplejersker, og

hvilke diskurser, der gør sig gældende om arbejdsgangen på afdelingen samt om arbejdet med KPO.

Ved at sige, at KPO er en social konstruktion og for at afklare og identificere de gældende diskurser

på afdelingen, er der vigtigt at overveje, hvad den sociale virkelighed egentlig er. Mary Gergen og

Kenneth J. Gergen arbejder med en videnskabsteoretisk position kaldet social konstruktion hvilken,

ifølge Collins, ligger tæt på den ontologiske socialkonstruktivisme (Collins, 2007; 266). Herunder

præsenteres et interessant socialkonstruktivistisk perspektiv:

”Den grundlæggende ide i social konstruktion virker ret enkel, men den er også dyb.

Alt, hvad vi regner for virkeligt, er socialt konstrueret. Eller, sagt mere dramatisk,

intet er virkeligt, før folk er enige om, at det er det.” (Gergen, 2005; 9)

Dette citat afføder et interessant spørgsmål, når der arbejdes med socialkonstruktivisme. Hvis alt er

socialt konstrueret, hvornår ved vi så, hvad der er virkeligt? I henhold til dette projekt er Gergens og

Gergens repræsentationsbegreb vigtig at adressere, da vores undersøgelse kun er et udsnit af den

sociale virkelighed på hjerte-lungekirurgisk afdeling. I takt med at viden og virkelighed konstant er

i forandring, betyder det, at vi højst sandsynligt ikke vil få de samme resultater i en anden kontekst.

Således er formålet med dette projekt at afbilde et bestemt problem på et bestemt tidspunkt.

Hermeneutikken som fortolkningsramme Efter at have kortlagt vores brug af socialkonstruktivismen i projektet vil vi nu beskrive, hvordan

hermeneutikken spiller en rolle i projektet. Idet vi anvender socialkonstruktivismen på det

ontologiske plan, har hermeneutikken i dette projekt en plads på det epistemologiske plan.

Hermeneutikken søger at forstå og fortolke det meningsindhold, som aktørerne tillægger de

fænomener vi undersøger - herunder KPO. Da hermeneutikken er ”[…]en almen lære om, hvad det

vil sige at forstå en tekst[…]” (Lübcke, 1991; 166) kan denne overordnet hjælpe os til at forstå

måden, hvorpå vi studerer vores genstandsfelt. Den hermeneutiske epistemologi stiller sig

spørgende over for, om der rent faktisk findes endegyldig viden, hvorfor vi i dette projekt ikke

søger at finde den endegyldige sandhed, men blot at se på et udsnit af den sociale virkelighed på et

bestemt tidspunkt og fortolke dette.

14

Den filosofiske hermeneutik I den filosofiske hermeneutik, som Hans-Georg Gadamer beskriver den, er forståelse og fortolkning

grundvilkårene for den menneskelige eksistens (Olsen, 2004; 320). Dette betyder, at fortolkning og

forståelse altid vil komme før forklaring. Den hermeneutiske tilgang til besvarelse af

problemformuleringen vil dermed forårsage, at der kan opstå forskellige resultater og udlægninger,

alt efter hvem der tolker, og i hvilken situation der tolkes. Vi må altså erkende, at forståelse er lig

med forforståelse og fordomme, og at forståelsen ikke er kontekstuafhængig (Olsen, 2004; 321). Vi

mennesker kan således ikke være neutrale i vores forståelse af virkeligheden.

Dette leder os videre til Gadamers forklaring af den hermeneutiske cirkel. Den hermeneutiske cirkel

kan ses som et redskab til at benytte hermeneutikken i praksis. Cirklen indebærer, at fortolkeren

erkender sine forforståelser vedrørende genstandsfeltet og benytter disse i fortolkningsarbejdet. Her

er det bevægelsen mellem genstandsfeltet og fortolkeren, der skaber en cirkularitet. Forforståelsen

er en vigtig del af den hermeneutiske cirkel, da denne er med til at konstituere betingelserne for,

hvordan vi som mennesker danner mening og viden om verden (Olsen, 2004; 321). Vi kan således

aldrig frigøre os fra vores forforståelser og kan dermed aldrig sætte os uden for den hermeneutiske

cirkel. Ydermere er det kendetegnende for den hermeneutiske cirkel, at den ofte ses som en spiral,

eftersom den hverken har en decideret begyndelse eller slutning. Den hermeneutiske cirkel er

således en uendelig proces, som vi som fortolkere altid vil befinde os i. Vi vil i projektet således

konstant bevæge os fra del til helhed og tilbage igen, efterhånden som vi får nye erkendelser af

genstandsfeltet.

Hermeneutikken og socialkonstruktivismen som samarbejdspartnere Eftersom vi både vil benytte socialkonstruktivismen og hermeneutikken som metodiske ståsteder, er

det nødvendigt at forklare, hvordan disse to videnskabsteoretiske tilgange supplerer hinanden, og

derved kan bruges i samspil med hinanden. Jacob Dahl Rendtorff forklarer, hvordan en

hermeneutisk analysetilgang kan benyttes i samarbejde med den socialkonstruktivistiske metode:

”Man går derfor galt i byen, når man fastholder, at socialkonstruktivismen og

hermeneutik umiddelbart udtrykker to traditioner, der ikke kan forenes. Snarere er der

tale om yderpunkter på samme linje, der deler forudsætningen om, at virkeligheden er

baseret på menneskelig skabende fortolkning.” (Sehested, 2003; 101)

15

Rendtorff mener desuden, at det er nødvendigt at benytte sig af den hermeneutiske form for

tolkning, når socialkonstruktivismens kritiske perspektiv er sat som ramme for projektet.

Socialkonstruktivismen kan dermed ”[…]hente en vigtig metodisk og erkendelsesmæssig præcision

i hermeneutikken.” (Sehested, 2003; 102). Især i arbejdet med diskursanalyse er det fordelagtigt at

benytte hermeneutikken og socialkonstruktivismen som en metodisk kombination. Idet der i

diskursanalysen er fokus på at undersøge, hvordan mennesker bruger sproget til at iscenesætte

bestemte aktiviteter, er det nødvendigt at fortolke sprogbrugen. Hvor tolkning af sproget netop er

essensen af hermeneutikken, så er sproget som værende socialt konstruerende et af

hovedelementerne hos socialkonstruktivismen. Det kommer ligeledes til udtryk hos Rendtorff, at

sproget er fællesnævneren, idet han skriver at sammenhængen

”[…]mellem intentioner, handlinger og sproglig kommunikation dokumenterer den

hermeneutiske indflydelse på Berger og Luckmanns opfattelse af

socialkonstruktivismen.” (Sehested, 2003; 106)

Hermeneutikken og socialkonstruktivismen deler altså de samme forudsætninger i deres antagelse

om den menneskelige virkelighed som værende fortolkende og meningsskabende (Sehested, 2003;

111). Endnu et lighedspunkt mellem socialkonstruktivismen og hermeneutikken findes hos

Gadamer, som ikke mener, at der findes en uafhængig objektiv viden – al viden er baseret på

fortolkerens forforståelser. Således er Gadamer enig med socialkonstruktivisterne om, at

”[…]virkeligheden er et historisk og socialt produkt, der vedvarende er i forandring i løbet af den

historiske udvikling.” (Sehested, 2003; 113).

16

Indsamling af empiri For at besvare den opstillede problemformulering er det nødvendigt at have empirisk materiale, der

kan analyseres nærmere. Herunder vil en begrundelse for valg af metode til dataindsamling findes

og ydermere vil en uddybelse og fremgangsmåde i forhold til denne metode finde sted.

Begrundelse for valg af metode For at undersøge problemstillingen nærmere er det relevant at benytte udsagn fra de personer, der

har KPO inde på livet og kan udtrykke en mening om ordningens funktion. Disse udsagn kan findes

forskellige steder og i forskellige formater. Eksempelvis er det muligt at undersøge

problemstillingen nærmere ved hjælp af kvantitative metoder som spørgeskemaer. Desuden findes

der utallige rapporter og artikler, hvor både sundhedspersonale og politikere udtaler sig om KPO,

hvilket giver anledning til at undersøge problemstillingen fra en anden vinkel. Fokus for

problemstillingen i dette projekt er imidlertid italesættelse og meningsdannelse i forhold til KPO,

og dermed vil det være nødvendigt med kvalitative udsagn, som kan analyseres med dette fokus for

øje. Det empiriske materiale vil derfor eksistere i form af interviews med sygeplejersker.

Det diskursive interview Et interview kan udføres på forskellige måder og med dertilhørende forskellige resultater. Der er

både de lukkede og de mere åbne former for interviews, hvilke benyttes med forskellige hensigter. I

dette projekt er hensigten ikke, at resultatet af analysen kan generaliseres og give en endegyldig

sandhed på problemstillingen, eftersom vi arbejder med den socialkonstruktivistiske og

hermeneutiske tilgang til viden. Der er derimod fokus på at undersøge interviewpersonernes

vidensudtryk, som kommer frem ved hjælp af deres sproglige udsagn om KPO og ud fra disse

konkludere på problemformuleringen. Eftersom denne hensigt med besvarelsen af

problemformuleringen eksisterer, vil den diskursive form for interview være optimal som

undersøgelsesmetode. Hertil har Steinar Kvale og Svend Brinkmann formuleret en definition af det

diskursive interview: ”En aktiv form for interview, der fokuserer på det sproglige og sociale

samspil i interviewsituationen.” (Kvale & Brinkmann, 2009; 349). Hertil vil interviewformen være

semistruktureret, hvilket betyder, at der opstilles en interviewguide, som skal danne ramme for

forløbet i interviewet. Det semistrukturerede interview tillader, at forskeren under interviewet følger

de retninger, som synes interessante.

17

Interviewdesign Inden et interview igangsættes, er det vigtigt at gøre sig visse overvejelser i forhold til udformning

og proces. I dette afsnit vil der forestå overvejelser i forhold til punkterne:

Interviewpersoner og sted

Interviewguide

Transskriptions- og analysemetode

Interviewpersoner og sted Der findes mange muligheder for, hvordan rekrutteringen af interviewpersoner kan foregå.

Afhængig af målgruppe og problemformulering må der overvejes hvilke og hvor mange personer,

der skal indgå i interviewene. Målgruppen i dette projekt kan kortlægges meget enkelt. For at

analysere diskursen i forhold til brugen af KPO, kræves det, at interviewpersonerne har et

indgående kendskab til denne. I indledningen blev en kontaktperson defineret som en hospitalsansat

sundhedsfaglig person, med særligt ansvar for en patient. Dermed vil interviewpersonerne i

undersøgelsen opfylde denne definition. Ydermere har det for os været vigtigt at søge

interviewpersoner, der befinder sig i en kontekst, hvor KPO benyttes på en måde, som er relevant

for vores undersøgelse. Grundet dette, har vi på forhånd valgt at foretage pilotinterviews for at

undersøge, hvordan forskellige afdelinger benytter sig forskelligt af KPO. Hertil fandt vi, at

konteksten på hjerte-lungekirurgisk afdeling på Aalborg Sygehus, er med til at understøtte vores

undren om KPO i funktion og herunder den meningsskabelse, der sker i forhold til brugen af KPO.

Grundet akutte indlæggelser kan hjerte-lungekirurgisk afdeling siges at være en afdeling med høj

intensitet. Afdelingen er desuden et sengeafsnit, hvor indlæggelsestiden kan variere fra cirka tre

dage til en måned. Dette medfører antageligvis, at vi kan få indblik i, hvordan det er nødvendigt for

sygeplejerskerne at skabe mening i forhold til KPO, da de har med patienter at gøre, som er indlagt

i en længere periode, end på eksempelvis en ambulant afdeling.

Om antallet af interviewpersoner skriver Kvale og Brinkmann meget simpelt: ”Interview så mange

personer, som det kræver for at finde ud af det, du har brug for at vide.” (Kvale & Brinkmann,

2009; 133). Det nødvendige antal interviewpersoner må dermed afgøres ud fra undersøgelsens

formål: ”Hvis formålet er at forstå verden, som den opleves af en bestemt person[…], er denne ene

person tilstrækkelig.” (Kvale & Brinkmann, 2009; 134). Formålet med undersøgelsen i dette

18

projekt er at se nærmere på problematikkerne angående KPO og finde ud af hvilken, diskurs der

eksisterer om KPO. Et interview med fokus på at analysere diskursen kan være en proces, som

kræver tid og fordybelse, så det kan tidsmæssigt blive et problem at have for mange deltagere med i

undersøgelsen. Antallet af interviewpersoner er dermed vurderet ud fra formål, ressourcer, tid og

loven om faldende udbytte, om hvilket Kvale og Brinkmann skriver: ”[…]et øget antal

respondenter vil ud over et vist punkt give stadig mindre ny viden.” (Kvale & Brinkmann, 2009;

134). Antallet af interviewpersoner er på baggrund af ovenstående bestemt til at være tre. Med dette

antal er der mulighed for at få et nuanceret billede af den eksisterende diskurs, og samtidig kan det

tids- og ressourcemæssigt lade sig gøre at fordybe sig i hvert interview.

Med hensyn til stedet hvor interviewene vil foregå, vil det ske to forskellige steder. De to af

interviewene er sat til at finde sted på hjerte-lungekirurgisk afdeling, mens det tredje interview vil

foregå i hjemmet hos en af gruppens medlemmer. Grunden til valg af disse steder sker eftersom det

ene interview nu er foretaget, og var et af de førnævnte pilotinterviews. Således var det ikke muligt

at komme op på afdelingen den dag, vi havde planlagt interviewet. De andre to interviews vil som

nævnt foregå inden for de rammer, hvor fokus for projektet eksisterer – altså på hjerte-

lungekirurgisk afdeling, hvor KPO ses i funktion. Vi vil i den kritiske refleksion komme ind på,

hvilken betydning disse steder kan have for interviewets validitet.

Interviewguide For at afhjælpe struktur i interviewene kan der med fordel udformes en interviewguide (Kvale &

Brinkmann, 2009; 151). En interviewguide er et slags manuskript, som sørger for at intervieweren

kommer gennem de temaer, der ønskes undersøgt. For at følge den naturlige diskurs må

interviewguiden indeholde åbne spørgsmål, og det er en mulighed blot at opsætte temaer for

interviewet og dermed følge samtalens naturlige vej. Temaerne for de tre interviews er som følger:

Tema 1: Formaliteter

Navn, alder, arbejdstitel, ansættelsesperiode, afdeling

Tema 2: Afdelingen som arbejdsplads

Rutiner, roller, personlig motivation, daglige arbejdsopgaver

19

Tema 3: Afdelingens anvendelse af KPO

Regler for brug af KPO (formelt/ uformelt), introduktion til KPO

Tema 4: Personlige forhold til KPO

Kendskab, erfaringer (historier), holdninger

Tema 5: Forslag til løsning af problematikker vedrørende KPO

Indvendinger, meningsdannelse

Med disse fem temaer som udgangspunkt for interviewene vil mere detaljerede spørgsmål

formuleres.10

Spørgeteknikken vil bære præg af at være åben og direkte. Dermed er forhåbningerne,

at diskursen tydeligt vil komme til udtryk, og at analysen heraf vil være udførlig.

Transskriptions- og analysemetode For at arbejde videre med interviewene er det nødvendigt at foretage en transskription af disse. Kort

forklaret er en transskription en forvandling af den mundtlige interviewsamtale til en tekst i skreven

form. Her bliver interviewet oversat fra den mundtlige diskurs til den skriftlige diskurs (Kvale &

Brinkmann, 2009; 200). Da der findes utallige metoder til transskriptionsarbejdet, er det vigtigt at

beslutte sig for en fastlagt fremgangsmåde, eftersom dette kan have stor indflydelse på det

analytiske arbejde og resultaterne heraf. Idet at der i en diskursanalyse er fokus på det tekstlige

indhold og mere præcist ordvalget, vil transskriptionsmetoden afspejle dette. De overordnede regler

for transskriptionsmetoden i dette projekt vil beskrives herunder. Som nævnt er der fokus på den

verbale del af interviewene og derfor vil non-verbal kommunikation udelades i transskriptionen. Af

hensyn til interviewpersonernes anonymitet vil de benævnes ”S3”, ”S4” og ”S5”. Denne

benævnelse vil også gøre sig gældende, når vi analyserer de tre interviews. For at lette læsningen af

transskriptionerne vil talesprog blive omskrevet til skriftsprog. Derudover vil alle ord medtages i

transskriptionen, undtagen hvis det, der bliver sagt ikke kan høres på optagelsen, hvormed det vil

betegnes som uforståeligt og skrives som [ufs].

Når interviewene er transskriberet, er næste skridt at analysere disse nærmere. Til denne proces

findes ligeledes flere metoder. Eftersom diskurs er undersøgelsesemnet, vil det være naturligt og

givende at analysere ud fra en diskursanalytisk tilgang. Hertil skriver Kvale og Brinkmann, at

10

Bilag 5

20

diskursanalysen undersøger ”[…]hvordan enkeltindivider og grupper bruger sproget til at

iscenesætte bestemte aktiviteter og identiteter.” (Kvale & Brinkmann, 2009; 176). Sproget er

dermed nøgleordet til den analytiske fremgangsmåde. I dette projekt vil Fairclough med sin kritiske

diskursanalyse blive anvendt til at belyse de eksisterende diskurser, og derfor er den specifikke

analysemetode beskrevet senere i afsnittet omhandlende Faircloughs kritiske diskursanalyse.

Vi arbejder i projektet primært induktivt og empirinært, idet vi har fokus på sygeplejerskernes

italesættelse af arbejdsgangen på afdelingen. Vi anvender efterfølgende teori som et analyseredskab

til at fortolke empirien, hvorudfra vi vil analysere os frem til meningsdannelse i forhold til KPO.

21

Teori I dette afsnit vil vi gøre rede for de teoretiske værktøjer, vi vil benytte i projektet. Først vil vi

klarlægge Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse og herunder gå i dybden med udvalgte

begreber. Dernæst vil vi gennemgå dele af Etienne Wengers sociale læringsteori, hvortil begreberne

praksis, mening, fællesskab og læring vil blive uddybet.

Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse Til at analysere vores empiri har vi valgt at benytte os af Norman Faircloughs kritiske

diskursanalyse (herefter KDA). Valget af KDA knytter sig til, at Fairclough tilbyder en

operationaliserbar analysemetode til at identificere og fortolke de diskurser, der hos tre

sygeplejersker på hjerte-lungekirurgisk afdeling gør sig gældende om KPO. Derfor anser vi KDA

som et brugbart redskab til at afhjælpe en besvarelse af vores problemformulering.

Eftersom Faircloughs KDA fungerer både som teori og metode, giver det os en værktøjskasse

bestående af analyseredskaber samt en metode til strukturering af analyseforløbet. Vi ser en fordel

ved at benytte KDA da man ”[…]ikke behøver at ´købe´ hele pakken, fordi tilgangen netop er

tværfaglig og lægger op til åbenhed.” (Fairclough, 2008; 7). Dermed har vi mulighed for at

kombinere KDA med andre teoretiske redskaber, som vi finder nyttige til besvarelse af vores

problemformulering.

Formålet med KDA er at belyse sociale fænomener ved brug af lingvistiske elementer. Det vil sige,

at der er fokus på at skabe en forståelse for et bestemt socialt fænomen, ved at analysere forskellige

aktørers italesættelse af givne fænomener (Jørgensen & Phillips, 2008; 73). I Faircloughs forståelse

af KDA ses diskurser som både konstituerende og konstitueret af den sociale praksis. Diskurserne

bliver altså formet af den sociale praksis, men er ligeledes med til at påvirke den sociale praksis.

Det vil i praksis betyde, at hvis en sygeplejerske omtaler KPO negativt, kan det påvirke den fælles

opfattelse af KPO, der påvirker den subjektive holdning angående KPO og dermed kan igangsætte

yderligere negativ omtale. Således kan KDA siges at være tæt forbundet med det

socialkonstruktivistiske perspektiv, som vi arbejder ud fra i dette projekt (Jørgensen & Phillips,

2008; 77).

22

Når det siges, at KDA er ”kritisk”, menes der, at analysen forsøger at afsløre den diskursive praksis’

rolle i forhold til opretholdelse af den sociale verden. Der er dermed et ønske om at fokusere på,

hvordan den sociale verden afspejles i interviewpersoners sprogbrug og ordvalg. Da formålet med

KDA er at belyse sociale forandringer og processer inden for den sociale praksis, er dette med til at

skabe bevidsthed om den sociale struktur og dermed muliggøre en social forandring (Jørgensen &

Phillips, 2008; 75).

Fairclough opfatter diskurs som bestående udelukkende af lingvistiske elementer, hvilket vil sige

ordvalg og sætningsopbygning (Jørgensen & Phillips, 2008; 79). Som social funktion eller praksis

er diskurser med til at reproducere og forandre fænomener som viden, identiteter og sociale

strukturer, hvilket vil sige sociale relationer i samfundet som helhed eller specifikke institutioner.

Diskurser er således med til at forandre den sociale praksis, men bliver også selv påvirket af andre

sociale praksisser. Da diskurserne er dynamiske, er KDA kun et stilbillede. Vi afbilder derfor kun

de sociale strukturer og praksisser i det givne øjeblik, hvor empirien er indsamlet.

Når der fortages KDA er to dimensioner i spil. Den ene er den kommunikative begivenhed og den

anden er diskursordenen. Den kommunikative begivenhed er et tilfælde af sprogbrug, hvilket vil

sige, at der eksisterer en form for tekst; såsom en tale, en artikel eller et interview. Diskursordenen

er summen af de diskurstyper, som har indflydelse under brugen af teksten. Diskurstyper består af

de diskurser og genrer, som er anvendt under dannelsen af teksten. Hertil er genrer en særlig måde

at anvende sproget på i den gældende sociale praksis. Som nævnt består diskurser af lingvistiske

elementer, mens genrer er sprogbruget i en specifik social praksis. Tilsammen udgør disse to

elementer begrebet diskurstyper. I en diskursorden, såsom den der findes på et sygehus, kan der

anvendes forskellige diskursive praksisser; såsom læge-patientsamtaler eller personalesamtaler. I

hver af disse diskursive praksisser anvendes der forskellige diskurstyper.

Den tre-dimensionelle model Efter at have kortlagt Faircloughs begreber vil vi nu redegøre for hans tre-dimensionelle model, ud

fra hvilken vi ønsker at strukturere vores analyse.

Den kommunikative begivenhed, der som sagt er et tilfælde af sprogbrug, består af tre dimensioner,

hvor der er fokus på forskellige elementer. Herunder ses der på det tekstlige indhold, den diskursive

23

praksis og den sociale praksis. Det er disse tre dimensioner, som danner ramme for Faircloughs

model.

Figur 2 - http://gf.dk/poldisk.htm (1/11/12, kl. 10.11)

Tekst

Den tekstlige dimension er lingvistisk betinget, hvilket vil sige, at det er de sproglige elementer, der

analyseres og fortolkes. Det er inden for denne dimension, der skal analyseres på mening og

sprogformer. Der arbejdes simultant med både mening og form, hvilket betyder, at tekststykkerne

analyseres med henblik på at se nærmere på den overordnede mening med selve teksten

(Fairclough, 2008; 30). Generelt er Faircloughs tilgang til den tekstlige dimension meget åben. Det

vil sige, at der kan være mange forskellige slags tolkninger på det samme tekststykke.

I henhold til Faircloughs KDA er det nødvendigt at medtage den tekstlige dimension i det samlede

analytiske overblik. Dette argumenterer lingvisten Michael Alexander Kirkwood Halliday for, når

han siger, at diskursanalyser, der ikke inddrager det tekstlige aspekt ”[…]ikke er andet end ’en

løbende kommentar’.” (Frimann, 2004; 20). Det er i sætningers grammatik, at betydninger bliver

realiseret, hvilket betyder, at en tekstlig analyse er vigtig og endda nødvendig for at være i stand til

at eksplicitere fortolkninger af betydninger i en tekst.

http://gf.dk/poldisk.htm

24

I dette projekt vil vi dermed trække på Hallidays begreber inden for det tekstanalytiske felt. Her vil

vi benytte os af nedenstående to begreber til at undersøge diskurserne nærmere. Det samlede

begrebssæt vil vi fremover kalde for værktøjskassen.

Værktøjskassen Modalitet: Modalitet er defineret som graden af forpligtelse eller villighed over for et givent emne.

Modalitet kan fremkomme som både høj, middel og lav. Et eksempel på høj modalitet kan være

ordet altid, lav modalitet kan være sommetider og middel modalitet kan være sædvanligvis. Vi vil

analysere styrkemarkører i teksterne for at undersøge modaliteten nærmere. Herunder vil vi særlig

kigge på up- og downgraders. Kort forklaret er upgrading en understregning af ord; for eksempel

ordene virkelig, heldigvis, meget og utrolig. Downgrading indebærer, at kraften tages ud af det

sagte. Eksempelvis ordene bare, lidt og måske.

Deiksis: Deiksis er et værktøj fra sprogvidenskaben. Inden for deiksis kan der skelnes mellem tids-,

steds- og persondeiksis. I vores analyse vil vi blot benytte os af persondeiksis, hvilken er

pronominer; såsom jeg, man og vi. Ved at analysere pronominerne i teksterne ønsker vi at afbilde

interviewpersonernes personlige forhold til KPO. Derudover kan vi ved at analysere pronominerne,

afdække i hvilken udstrækning KPO giver mening for sygeplejerskerne.

Med denne værktøjskasse vil vi analysere den indsamlede empiri og dermed besvare

problemformuleringen.

Diskursiv praksis Denne dimension har til formål at afdække de pågældende processer, der udspiller sig i

interviewsamtalen. For at analysere denne dimension, er det vigtigt at overveje og have indblik i

sygeplejerskernes rolle og sociale kontekst, hvori de befinder sig, og ligeledes hvor diskurserne

udspiller sig i. Den diskursive praksis handler dermed om at undersøge afsenderen af teksten, i

vores tilfælde interviewet, og finde ud af hvilken position eller rolle denne afsender indtager i den

sociale relation.

Vi ønsker med den diskursive praksis at danne en rammeforståelse for den kontekst diskursen

udspiller sig i på hjerte-lungekirurgiskafdeling på Aalborg Sygehus. Vi vil derfor benytte

Faircloughs begreb intertekstualitet; herunder interdiskursivitet. Intertekstualitet forstås som måden,

25

hvorpå alle tekster trækker på eksisterende tekster, hvormed nye diskurser altid vil være påvirket af

tidligere diskurser (Jørgensen; Phillips, 2008; 84-86). Herunder hører begrebet interdiskursivitet,

som kan siges at være en redegørelse for, hvilke diskurser forfatteren trækker på, under dannelsen

af teksten (Fairclough, 2008; 44). I dette projekt vil vi således identificere de forskellige diskurser,

sygeplejerskerne trækker på under interviewene.

Social praksis Denne dimension af modellen beskæftiger sig med de interaktioner, der sker i praksis mellem

mennesker. I diskurserne er der indlejret kulturel og social viden, forståelse og mening. Her ønsker

vi at undersøge det fællesskab, der findes på hjerte-lungekirurgisk afdeling og dertil undersøge,

hvorledes meningsskabelse kan siges at gøre sig gældende i forhold til KPO. Således opfatter vi den

sociale praksis som et sted, hvor diskurser og handling mødes og konstituerer hinanden. Vi ønsker

altså her at belyse denne dimension i forhold til meningsskabelse og læring ved hjælp af Wengers

teori om praksisfællesskaber.

Mellem den sociale praksis og den diskursive praksis vil der altid være en sammenhæng. Således

vil vi i arbejdet med den sociale dimension have den diskursive praksis in mente, da konteksten

udgør en nødvendig forståelse for den sociale praksis.

26

Etienne Wenger - Praksisfællesskaber Idet vi overordnet ønsker at undersøge sygeplejerskers forhold til KPO og herunder undersøge den

meningsskabelse, der sker i forhold til KPO, er det nødvendigt at have et grundlag for at afdække

denne meningsskabelse. Ved hjælp af læringsteoretikeren Etienne Wengers teori om

praksisfællesskaber, vil vi undersøge den læring og skabelsen af mening, der finder sted i forhold til

KPO på hjerte-lungekirurgisk afdeling på Aalborg Sygehus. Wenger er af den opfattelse, ”[…]at

læring dybest set er et fundamentalt socialt fænomen.” (Wenger, 2004; 13) og dermed stemmer

denne forståelse godt overens med vores socialkonstruktivistiske tilgang til projektet. Vi tager

udgangspunkt i, at al menneskelig erkendelse er socialt konstrueret, og er derfor af den opfattelse, at

viden, mening og læring tilegnes og skabes gennem menneskers interaktion med hinanden. Dog kan

vi hverken diktere eller strukturere viden og mening – vi kan derimod tage højde for de betingelser,

hvori viden og mening udvikles og skabes og således understøtte processen. Derfor vil vi inddrage

Wengers teori om praksisfællesskaber for at opnå en større forståelse af, hvordan mening dannes i

forhold til KPO.

I dette afsnit vil vi kort definere Wengers forståelse af praksisbegrebet og dernæst gøre rede for de

aspekter af Wengers teori, som vi vil benytte i analysen – nemlig mening, fællesskab og læring.

Praksisbegrebet I Wengers forståelse af praksisbegrebet fokuserer han på, at praksis skal ses som handling, både i en

historisk og en social kontekst. Det vil sige, at praksisbegrebet skal ses, som noget, ”[…]der giver

det, vi gør, struktur og mening.” (Wenger, 2004; 61). Med til praksisbegrebet hører dermed

uundgåeligt det sociale aspekt. Dermed taler Wenger også om praksisfællesskaber, hvilket kort kan

forklares som det, en gruppe af mennesker eksisterer sammen om. Et praksisfællesskab kan derfor

eksistere i mange forskellige versioner, og vi mennesker er ofte del af flere praksisfællesskaber på

én gang. For eksempel kan familien siges at være én form for praksisfællesskab, mens et

arbejdsteam af sygeplejersker er et andet eksempel på et praksisfællesskab.

I dette projekt vil vi undersøge hvorledes de eksisterende teams, der findes på hjerte-lungekirurgisk

afdeling, kan anskues som praksisfællesskaber i forhold til Wengers teori. Dermed vil vi ydermere

undersøge den meningsdannelse, der sker i disse teams.

27

Mening Når Wenger skriver om mening, skal det forstås, som de erfaringer, der gøres i praksis, og hvor

konteksten har indflydelse (Wenger, 2004; 65). Meningsdannelse kan altså siges at være processen,

hvor fællesskabet opnår en fælles forståelse af deres handlinger. Det er den gentagne produktion af

mønstre, der bliver skabt i fællesskabet, ”[…]der giver anledning til en oplevelse af mening”

(Wenger, 2004; 66) I næsten alt hvad mennesket foretager sig, eksisterer denne form for

meningsforhandling. En meningsproduktionsproces kan både påvirke os, men vi kan ligeledes

påvirke den:

”Vi skaber meninger, der udvider, omdirigerer, afviser, omfortolker, modificerer eller

bekræfter – kort sagt genforhandler – de meningshistorier de er en del af. Livet er i

denne forstand en konstant meningsforhandlingsproces.” (Wenger, 2004; 67)

Deltagelse Deltagelse er en proces i meningsforhandlingen, som betegner det sociale tilhørsforhold, vi har til

hinanden i praksisfællesskaberne. Det er dermed det aktive engagement, vi lægger i vores samvær

med andre. Deltagelse implicerer dog ikke, at vi som mennesker i vores forhandlinger er homogene

og harmoniske, men blot at vi har evnen til gensidig genkendelse (Wenger, 2004; 70). Når den

enkelte sygeplejerske handler aktivt i fællesskabet kan dette være udtryk for Wengers begreb

deltagelse.

Tingsliggørelse Wenger benytter begrebet tingsliggørelse, som et udtryk for at sætte ord på det abstrakte. Her kan

”[…]det at nedskrive en lov, skabe en procedure eller frembringe en proces.” (Wenger, 2004; 73)

opfattes som tingsliggørelse. Dermed kan tingsliggørelse bruges som et redskab til at handle

sammen om en given sag. Tingsliggørelse kan eksempelvis komme til udtryk, hvis KPO eksisterer i

nedskrevet form. Her skal sygeplejerskerne sørge for, at dette tiltag inkorporeres i deres hverdag, så

det for dem giver mening.

28

Fællesskab Wenger beskæftiger sig med tre dimensioner af begrebet praksis, hvilke er kilder til sammenhæng i

et fællesskab. Disse tre dimensioner udgør således hver en egenskab ved et fællesskab. Herunder vil

de tre dimensioner kort være beskrevet.

Gensidigt engagement Et af aspekterne ved praksis er det gensidige engagement, som eksisterer ”[…]fordi mennesker er

engageret i handlinger, hvis mening de forhandler indbyrdes.” (Wenger, 2004; 90). Det, der

muliggør det gensidige engagement i et fællesskab, kan være meget forskelligt al afhængig af

konteksten. For en familie kan det gensidige engagement for eksempel bestå i at spise morgenmad

sammen, hvor det gensidige engagement på en sygehusafdeling kan være pleje af patienterne.

Gensidigt engagement er således et ord for den interesse, man har for hinanden eller noget i

fællesskabet, uanset om der blandt menneskerne eksisterer homogenitet eller ej.

Fælles virksomhed Kort forklaret kan begrebet fælles virksomhed forklares som måden, hvorpå hver enkelt ser

fællesskabet. Det vil altså sige måden, hvorpå mennesker får fællesskabet til at fungere mest

optimalt. Dermed sker der en forhandlingsproces, som indebærer, at der koordineres og organiseres

således, at det der sammen arbejdes på giver mening for hver enkelt.

Fælles repertoire Udviklingen af et fælles repertoire opstår over tid i fællesskabet. Det fælles repertoire betyder, at

der i fællesskabet udvikles rutiner, procedurer, regler, historier, erfaringer, værktøjer med mere,

som gør hverdagen og opgaverne i fællesskabet lettere. Herunder omfatter det fælles repertoire

”[…]den diskurs, hvormed medlemmer skaber meningsfulde udsagn om verden.” (Wenger, 2004;

101). Det fælles repertoire bliver desuden nødt til at forstås i den kontekst, hvor det er skabt – i

vores tilfælde dermed på den specifikke afdeling, vi undersøger.

Læring Med begrebet læring distancerer Wenger sig fra ideen om den institutionaliserede form for læring,

hvor elever arbejder og lærer individuelt gennem undervisning. I stedet anskuer han

29

læringsbegrebet fra en socialkonstruktivistisk vinkel således, at læring skal ses i sammenhæng med

de tilegnede erfaringer, mennesket har fået gennem dets sociale deltagelse i verden (Wenger; 2004,

13). Hermed kan læring siges at være en integreret del af den sociale praksis, som foregår gennem

menneskelig interaktion, altså i praksisfælleskaber. Derfor anser vi læring som værende et produkt

af praksisfællesskaber, hvori der gennem gensidigt engagement, fælles virksomhed og fælles

repertoire opstår mening. Individets læring sker altså via meningsforhandling i praksisfællesskabet,

hvor blandt andet deltagelse og tingsliggørelse er forudsætninger for læringen. I henhold til dette

projekt betyder det, at sygeplejerskernes læring foregår gennem deltagelse i deres

praksisfællesskab, hvor de interagerer og forhandler med hinanden blandt andet gennem

vidensdeling og samarbejde i sygeplejen. Således kan praksisfællesskabet også ”[…]opfattes som

fælles læringshistorier.” (Wenger, 2004; 105), da sygeplejerskerne skaber en fælles historie

gennem sociale handlinger. Praksis som fælles læringshistorier skal ikke anskues som stabil, men

som en kombination af kontinuitet og diskontinuitet. Dette fordi betingelserne i praksis er konstant

foranderlige, hvorfor praksis hele tiden må genopfindes og genforhandles, også selvom den

forbliver den samme (Wenger, 2004; 113-114).

Som redegjort for i indledningen, gennemgår sygehusafdelinger konstant forandringer i form af nye

politiske tiltag, nye maskiner og andre redskaber. Dog består forandringsprocessen, ud fra Wengers

perspektiv, ikke alene i at medarbejderne skal tilpasse sig de ydre påvirkninger, men er også

”[…]en investering af energi i, hvad mennesker gør, og i deres indbyrdes relationer.” (Wenger,

2004; 114). I takt med disse forandringsprocesser foregår der, ifølge Wenger, også en

læringsproces. Dog skriver han, at medarbejdere oftest ikke anser deres arbejde for værende læring,

da det de lærer, er deres praksis. Således henvender Wengers læringstype sig til udviklingen af

menneskers praksisser samt deres evne til at forhandle mening (Wenger, 2004; 116).

30

Analyse Efter en gennemgang af både Faircloughs KDA og Wengers teori om praksisfællesskaber vil vi nu

analysere den indsamlede empiri. Dette vil foregå med udgangspunkt i både Faircloughs og

Wengers metodiske og teoretiske ståsteder. Vi vil dermed kombinere den metodiske

fremgangsmåde fra KDA med Wengers læringsteoretiske tilgang. Analysen vil således blive opdelt

i to overordnede dele – den første del vil være en analyse af den kontekst, der eksisterer i forhold til

den indsamlede empiri. Her vil vi benytte Faircloughs dimension, der omhandler den diskursive

praksis. Her vil vi altså kortlægge de diskurser, som vi ud fra de tre interviews kan udlede, at

sygeplejerskerne på hjerte-lungekirurgisk afdeling trækker på, og herunder se på, hvilken

indflydelse konteksten kan tænkes at have på diskursen omkring KPO. Ydermere skal en

kortlægning af den diskursive praksis være med til at tydeliggøre de arbejdsprocesser, der foregår

på afdelingen i forhold til KPO.

Den anden del af analysen vil omfatte de to andre dimensioner i Faircloughs tredimensionelle

model – nemlig den tekstlige og den sociale dimension. Her vil vi benytte begge dimensioner i

samspil med hinanden til at afdække den del af problemformuleringen, der omhandler

meningsdannelse i forhold til KPO. Vi vil herunder inkludere Wenger, hvortil hans teori om læring

og mening i praksisfællesskaber kan hjælpe os til en forståelse af, hvordan mening skabes hos de tre

interviewede sygeplejersker. Den tekstlige dimension af Faircloughs model vil blive brugt til at

understøtte de analytiske opdagelser, vi gør med Wenger. Her vil de lingvistiske værktøjer

modalitet og deiksis være en hjælp til at anskue, hvornår begreberne mening, læring og fællesskab

finder sted i empirien.

Således vil vi aktivt benytte den forforståelse vi danner os i den første del af analysen, til at danne

en ramme for anden del af analysen.

31

Diskursiv praksis I den diskursive praksis vil vi, ved hjælp af vores interviews, danne et billede af hjerte-

lungekirurgisk afdeling på Aalborg Sygehus. Det vil sige, at vi vil afdække konteksten, hvori

interviewene befinder sig, og dernæst undersøge interdiskursiviteten i interviewene. Derudfra vil vi

kortlægge hvilke forskellige diskurser, sygeplejerskerne trækker på.

Hjerte-lungekirurgisk afdeling er koncentreret om patienter med hjerte og lunge sygdomme.

Afdelingen er kendetegnet ved at have en akut patientmodtagelse, hvorfor indlæggelsestiden kan

variere ”[…]fra fem dage til en måned.” (Bilag S5; 3). Ligeledes varierer antallet af patienter, som

er indlagt på afdelingen, grundet den akutte patientmodtagelse. Der er i alt ansat 45 sygeplejersker

på hjerte-lungekirurgisk afdeling, hvilke er fordelt ud på tre teams; rød, gul og grøn. På hvert af de

tre teams arbejder sygeplejerskerne sammen om at skabe et sammenhængende patientforløb.

Ud fra følgende citater, kan det udledes, at der blandt de interviewede sygeplejersker hersker delte

meninger om denne teamopdeling. S4 udtaler: ”Teams har ødelagt noget synes jeg.” (Bilag S4; 16).

S3 derimod har en mere positiv holdning angående teamopdelingen: ”[…]vi har de her teams, og

det synes jeg har fungeret godt.” (Bilag S3; 3). De tre teams har tidligere været inddelt efter

sygeplejerskernes specialer som bestod af en hjertegruppe, en lungegruppe og en blandet gruppe.

Denne opdeling er, af den nye ledelse, ved at blive genindført på afdelingen, hvilket kan ses af

følgende citat: ”[…]vi skal lave vores teams om, så der bliver et lungeteam og et hjerteteam og så

et blandet team[…]”(Bilag S4; 16). Afdelingen er altså under udvikling og befinder sig i

overgangsfasen mellem de to former for teamopdeling.

I de tre nuværende teams foregår kommunikationen blandt andet gennem afrapporteringer, som

afgives ved vagtskifte. Desuden afgiver en sygeplejerske fra hvert team rapport til en koordinator:

”Men så er der så en fra vores team som kommer ind til vores koordinator ved det

runde bord, som vi kalder det, som sætter sig og fortæller om alle patienterne i det

team og gerne giver rapport.” (Bilag S3; 1)

Kommunikation på afdelingen sker desuden gennem personalemøder, hvor sygeplejerskerne bliver

informeret om interne beslutninger på afdelingen samt større politiske tiltag, de skal efterleve:

32

”[…]Personalemøder, der snakker vi som regel om hvis der er problemer i afdelingen

og vores arbejdsplan.” (Bilag S3; 6)

Det er på afdelingen en realitet at, der er sket besparelser, hvormed antallet af bemandingen per

vagt over tid er skåret ned, hvilket S4 forklarer i følgende citat:

”[…]altså vi er okay bemandet, men slet ikke til, hvad vi var engang. Vi kan være som

regel 11 i dagvagt, hvor nu dengang jeg startede heroppe, der kunne vi sagtens være

17-18 i dagvagt, så der er stor forskel, det vil jeg sige.” (Bilag S4; 6)

På afdelingen har de altså førhen været flere sygeplejersker på arbejde i løbet af en vagt, hvilket kan

have påvirket arbejdstempoet på afdelingen. Interviewpersonerne giver udtryk for, at afdelingen er

præget af travlhed, hvortil S5 beskriver, at sygeplejerskerne på afdelingen har”[…]ekstremt travlt.”

(Bilag S5; 3)

I løbet af en vagt har sygeplejerskerne ansvaret for flere patienter. Dette antal af patienter afhænger

af forskellige årsager, hvilket S3 herunder forklarer:

”Som regel mellem tre og fire.. I en dagvagt. I en nattevagt har jeg ti. Og i en

aftenvagt har jeg måske fem. Men det kommer an på, hvis jeg har en tung, så har jeg

kun en tung og måske en selvhjulpen eller en ny patient, som skal opereres i

morgen[…]” (Bilag S3; 3)

Med ordet tung patient menes der her en patient, som er specielt ressourcekrævende og dermed

særlig tidskrævende for sygeplejersken. Patienternes tilstand svinger fra, at de kan være selvhjulpne

til at være i kritisk tilstand. Derfor kan indlæggelsestiden variere ”[…]fra fem dage til en måned.”

(Bilag S5; 3). Denne variation af patienternes indlæggelsesforløb har betydning for

sygeplejerskernes brug af KPO, da et patientforløb kan være uforudsigeligt. Dette sker i takt med, at

afdelingen modtager akutpatienter, hvilket besværliggør planlægningen af et kontinuerligt

patientforløb. Som sagt er hjerte-lungekirurgisk afdeling under udvikling, hvilket kan have

indflydelse på det interne samarbejde. Herunder belyser S4:

”[…]vi har lavet sådan en vurdering af vores arbejdsplads, hvordan vi synes det var

at være her, og der havde vi scoret lidt lavere end andre afdelinger,[…]”(Bilag S4; 4)

33

Dog mener S3:”Vi har det rigtig godt kollegialt. Vi fungerer godt sammen.” (Bilag S3; 3). Der er

altså delte meninger i henhold til arbejdstilfredsheden på afdelingen. S5 fortæller ligeledes, hvordan

den travle arbejdsdag kan påvirke samarbejdet:

”Vi har ekstremt travlt. Og det bærer tonen jo også præg af. Jeg synes, at selvom vi

har så travlt, så på en eller anden mærkelig måde så er vi faktisk dygtige til at hjælpe

hinanden. Altså, hvis der er en af vores kolleger der har brug for hjælp så plejer man

at prioritere højt at man lige skal hjælpe hinanden. Men den bærer præg af, i hvert

fald overfor vores chefer hvis de har en ny opgave til os eller vil have os til et eller

andet at så lukker vi meget af overfor dem, og siger at ”det kan jeg simpelthen ikke,

det må i finde nogen andre der kan gøre” (Bilag S5; 3)

Dog påpeger S5, at sygeplejerskerne indbyrdes arbejder godt sammen og prioriterer at hjælpe

hinanden.

Sygeplejerskerne på hjerte-lungekirurgisk afdeling arbejder ikke kun med patienternes fysiske

tilstand, men er også koncentrerede om det psykiske aspekt, hvilket S5 fortæller i nedenstående:

”For eksempel har vi tit nogle patienter der er meget bange for at blive opereret eller

efterfølgende hvor de kan mærke at man har været inde og pille omkring hjertet så det

er ret angstprovokerende.” (Bilag S5; 15)

Den psykiske del af sygeplejen består i at skabe tryghed og kontinuitet for patienten. I denne

forbindelse kan det beskrives, hvordan KPO fungerer for sygeplejerskerne på hjerte-lungekirurgisk

afdeling. Kontinuerligheden i patientforløbet bliver vægtet højt af sygeplejerskerne, mens

uddelingen af kontaktpersonkortet ikke medfører en særlig ansvarsfølelse, hvilket S4 fortæller om:

”Ja, det er der, der er da en forskel i, at der er en kontinuitet sammen med patienten,

men det mener jeg ikke det kort, det gør noget ved, det er ikke kortet, det er det

overhovedet ikke.” (Bilag S4; 14)

34

Hermed kan det siges, at kontaktpersonkortet i sin fysiske fortand, ikke har nogen særlig betydning

for S4. Således forekommer det os, at KPO får et flertydigt indhold, som udmøntes i henholdsvis

KPO som værende kontaktpersonkortet og KPO som primærpleje.

Efter at have kortlagt konteksten, hvori interviewene finder sted, vil vi nu redegøre for de

forskellige diskurser, som vi oplever, at sygeplejerskerne trækker på under interviewene.

35

Interdiskursivitet I dette afsnit vil vi, ved brug af den diskursive dimension i Faircloughs tre-dimensionelle model,

belyse de diskurser, der kommer til udtryk gennem de tre interviews med sygeplejerskerne fra

hjerte-lungekirurgisk afdeling.

I de tre interviews bliver der overordnet anvendt en sygeplejerskediskurs, hvilket skyldes, at de tre

interviewpersoner er uddannede sygeplejersker og befinder sig inden for den samme kontekstuelle

ramme, i form af hjerte-lungekirurgisk afdeling. Denne diskurs er karakteriseret ved at være

beskrivende, hvor sygeplejerskerne benytter sig af fagtermer såsom venflon, epi, stent, telemetri

med flere. Brugen af denne diskurs kan siges at lette kommunikationen mellem sygeplejerskerne på

afdelingen, idet de med denne diskurs kan afkode hvad der menes med ordet, uden yderligere

forklaring.

En anden diskurs, der kommer til udtryk under de tre interviews kan siges at være

primærplejediskursen. Denne diskurs vedrører patientpleje eller primærpleje, og konstituerer en

positiv indgangsvinkel til primærplejen, når der tales om dette emne. Under interviewene har vi

fundet, at sygeplejerskerne finder værdi i at arbejde med primærpleje under patientbehandlingen.

Primærpleje vil i denne sammenhæng sige, at sygeplejerskerne står for den fulde pleje af patienten,

hvilket for eksempel indebærer, at sygeplejersken ”[…]skifter forbindinger, […]går stuegang,

[…]går ture med dem, […]gør alt.” (Bilag S3; 7)

En tredje diskurs, som vi ser, gør sig gældende i interviewene, er samarbejdsdiskursen.

Sygeplejerskerne trækker på denne diskurs, når de omtaler teamopdeling og afdelingens interne

samarbejde. Denne diskurs refererer desuden til atmosfæren og omgangstonen på afdelingen.

Gennem samarbejdsdiskursen forklarer sygeplejerskerne, hvordan der på afdelingen arbejdes i

teams. Ligeledes udtrykker sygeplejerskerne gennem denne diskurs, hvilke holdninger de har til

teamopdelingen. På hjerte-lungekirurgisk afdeling er sygeplejerskerne inddelt i tre teams;

henholdsvis rødt, gult og grønt team. Denne teamopdeling er imidlertid under omlægning, således

at de tre teams bliver opdelt efter kompetencer, nemlig et hjerteteam, et lungeteam og et blandet

team. Dermed lægger denne omlægning op til en fjerde diskurs, som gør sig gældende på

afdelingen; forandringsdiskursen.

36

Når sygeplejerskerne trækker på forandringsdiskursen, taler de om de forandringer afdelingen

generelt gennemgår og i fremtiden skal gennemgå. Herunder har vi, gennem interviewene, fået

indblik i sygeplejerskernes holdninger til de beslutninger, der bliver taget af ledelsen og ligeledes de

tiltag der, fra politikernes side, bliver implementeret på afdelingen. Disse tiltag kan for eksempel

være besparelser, love og effektiviseringsforslag. Forandringsdiskursen er generelt positiv, dog

forbeholdende over for den tilpasningsproces, som forandringer indebærer.

Disse fire diskurser vil i analysen benyttes til at undersøge, hvilke tematiseringer, der gør sig

gældende i de tre interview. Således kan vi strukturere analysen i henhold til de fire nævnte

diskurstyper.

37

Sociale praksis I denne del af analysen vil vi undersøge de tre sygeplejerskers udtalelser ved at benytte Wengers

teori om praksisfællesskaber. Hertil vil vi ligeledes se på de tekstlige elementer af interviewene,

hvilket vi vil gøre ved hjælp af den førnævnte værktøjskasse.

Fællesskabet blandt sygeplejerskerne på hjerte-lungekirurgisk afdeling I denne del af analysen vil vi fokusere på at undersøge det fællesskab, der antageligt praktiseres

blandt de ansatte på hjerte-lungekirurgisk afdeling. Når dette er gjort, bliver det muligt at undersøge

meningsdannelsen og læringen nærmere og dermed komme med en besvarelse på

problemformuleringen.

Ud fra de tre foretagne interviews kan det siges, at pleje af patienter er grundlaget for fællesskabet

blandt sygeplejerskerne på hjerte-lungekirurgisk afdeling. Dette vil være et overordnet grundlag,

eftersom det ofte vil være pleje af patienter, der er i fokus på et sygehus. Dette grundlag kommer til

udtryk, når en af de interviewede sygeplejersker udtaler:

”Altså det er simpelthen allerhøjeste prioritet og allerhøjeste krav der er til os. Også

at vores sygepleje, selvom vi har så travlt, at den bliver udført ordentligt, altså, at jeg

ikke står og selvom jeg er vildt presset, at jeg ikke kommer til at give noget forkert

medicin for eksempel” (Bilag S5; 6)

Her forklarer S5, hvordan en veludført sygepleje har den højeste prioritering på afdelingen. Vi ser i

citatet desuden et eksempel på det gensidige engagement, der finder sted på afdelingen. Ifølge

Wenger forudsætter det gensidige engagement, at der sker en interaktion mellem medlemmerne af

fællesskabet – i dette tilfælde mellem sygeplejerskerne. Det gensidige engagement, altså

sygeplejen, udvikler dermed relationer mellem sygeplejerskerne, og således kan de siges sammen at

danne et praksisfællesskab. Udover selve sygeplejen er KPO i sig selv også en del af det gensidige

engagement, der, ud fra sygeplejerskernes udtalelser kan siges at gøre sig gældende på hjerte-

lungekirurgisk afdeling. Arbejdet med KPO drejer sig både om at sikre den optimale sygepleje for

patienterne, men også om at sikre en god arbejdsgang for sygeplejerskerne. KPO binder dermed

sygeplejerskerne sammen på tværs af deres forskellige faglige kompetencer, personlige holdninger

og teamsamarbejdet.

38

Pronominerne os og vi, som ses i citatet, er indikatorer på, at S5 har en opfattelse af, at der findes et

fællesskab blandt sygeplejerskerne på hjerte-lungekirurgisk afdeling. Dette kommer til udtryk

eftersom de nævnte personlige pronominer er inkluderende, hvormed S5 både omtaler sig selv og

samtidig inkluderer resten af afdelingen. Desuden er ordvalget i det ovenstående udsagn med til at

markere opfattelsen af det gensidige engagement. Ordet allerhøjeste fungerer i denne forbindelse

som en upgrader, der understreger, at S5 ser sygeplejen som det ultimativt vigtigste element i

sygeplejerskernes fælles praksis. Hertil kan vi, ud fra sygeplejerskernes udtalelser, se, at de trækker

på primærplejediskursen. Dette kan udledes, eftersom plejen af patienter bliver omtalt som en fælles

værdi, der gør sig gældende blandt de tre interviewede sygeplejersker.

At anskue KPO som værende et grundlag for fællesskabet på afdelingen kan også gøre det muligt

for sygeplejerskerne at skabe mening i forhold til brugen af KPO. I det gensidige engagement og

dermed i arbejdet med KPO, bliver der således skabt en mening med det at være kontaktperson for

en patient. Som Wenger formulerer det, sker denne meningsdannelse ”[…]fordi mennesker er

engageret i handlinger, hvis mening de forhandler indbyrdes” (Wenger, 2004; 90). Ved at

sygeplejerskerne er engagerede i de handlinger, der sker i forhold til KPO, bliver denne

meningsfuld i fællesskabet.

Et andet udtryk for det praksisfællesskab, vi ud fra interviewene ser på hjerte-lungekirurgisk

afdeling findes idet S4 udtaler sig om motivationen for at arbejde på netop denne afdeling:

”Og så har det altid været et rigtig godt sted at være ansat, jeg har nogle rigtig, rigtig

gode kollegaer. Det vil jeg sige, det gør også at det holder mig her.” (Bilag S4; 6)

Her er igen et eksempel på upgrading, idet S4 benytter ordene rigtig, rigtig gode, når hun taler om

sine kolleger. Denne brug af modalitet bevirker, at fællesskabet blandt medarbejderne forekommer

meget stærkt. Et andet eksempel, der bekræfter dette findes, når S5 siger følgende:

”Altså, hvis der er en af vores kolleger der har brug for hjælp så plejer man at

prioritere højt at man lige skal hjælpe hinanden” (Bilag S5; 3)

Også her er der gjort brug af upgrading i form af ordet højt, når S5 taler om, hvilken prioritering det

at hjælpe hinanden, har på afdelingen. Generelt trækker de tre interviewede sygeplejersker på

39

samarbejdsdiskursen, når de taler om det gode kollegiale sammenhold og den atmosfære, der er på

afdelingen.

I de to ovenstående citater ses det desuden, at der bliver bygget videre på det gensidige engagement

og dermed, at der er tale om begrebet fælles virksomhed, hvilket indebærer medarbejdernes egen

forståelse af praksisfællesskabet. At kollegerne føler ansvar over for hinanden, sker eftersom de i

deres praksisfællesskab er afhængige af hinanden og dermed skabes en fælles virksomhed.

Fællesskabsfølelsen hos hver enkelt af de tre interviewpersoner kan, ud fra ovenstående, siges at

være af samme karakter. Det gensidige engagement i denne praksis viser sig således i interviewene

med sygeplejerskerne, når de skal forklare om deres måde at samarbejde på, og idet de forkl