ipmonopolet #12 - nationalstaten

ER DEN TILBAGE?NationalstatenTEMA

Ismar DedovicKommunisme og nationalisme i Jugoslavien

Tage BaumannNationalstaten tilbage som international aktør

Eva SmithHar vi brug for menneskerettighederne?

Birgit FeldtmannPiraterne med vind i sejlene?

ipmonopolet.dk11. udgave, april 2011pris 50,-

IP MONOPOLETTidsskrift for International Politik

SynspunktLouise Rosa Paulsen

WebmasterJulian Alexander Bethencourt

IPanmeldelseLiv Andersson

LayoutLayoutChristian Daugaard Jacobsen

MarketingAnders Helt Lund

IPmonopolet udgives med støtte fra:Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

ChefredaktionenHjalte Meilvang (chefredaktør)Frederik Bitz MøllerEmil Nørgaard

TemaFrederik Bitz Møller (temaredaktør)Camilla FrederiksenCamilla FrederiksenAnnette LendalHjalte Meilvang

UdblikEmil Nørgaard (udbliksredaktør)Louise Rosa PaulsenNicolai Bech KofoedAlexander BuggeAlexander BuggeHjalte Meilvang

IPmonopoletc/o Institut for Statskundskab (IfS)Øster Farimagsgade 5,1353 København K

www.ipmonopolet.dkEmail: [email protected]: [email protected]

ISSN: 1903-5713ISSN: 1903-5721 (online udgave)

IPmonopolet trykkes hosDet Samfundsvidenskabelige Fakultets Trykkeri, ReproCenter

tidsskrift for international politik / ipmonopolet.dk / 11. udgave / nationalstatenside 2

Redaktion

De første måneder af 2011 har været en spændende tid i interna-tional politik. Mens vi her på redaktionen har arbejdet med at indsamle og redigere artikler, og mens Danmark så småt faldt til ro efter jul og januars eksamensstress, brød revolutionen ud. I det meste af Nordafrika og Mellemøsten gik folk på gaderne og krævede forandring. Listen over lande, hvor der de sidste to måneder har været demonstrationer og protester, er allerede lang: Tunesien,Tunesien, Egypten, Libyen, Algeriet, Bahrain, Oman – mens alverdens kejseres kombination af brød og skuespil i Kuwait stadigt ser ud til at virke: ekstraordinære gaver og lønstigninger i det offentlige har indtil videre holdt gemytterne nede. Men hvor længer? De arabiske stater bliver i disse dage udfordret af egne befolkninger. Hvorvidt der bliver tale om reelle omvæltninger – eller blot rokader indenfor det siddende styre – vil den næste tid vise. Men spændende og fantastisk er det. Men spændende og fantastisk er det.

Disse stater er imidlertid ikke de eneste, der her et årti efter årtusindskiftet har overlevet sig selv. Muligvis. I dette blads tema stiller vi skarpt på nationalstatens fremtid i en globaliseret verden. Vi spørger, om den har sine bedste år bag sig, eller tværtimod fortsat – i det 21. århundrede – vil forblive den vigtigste aktør på den inter-nationale arena, som den har været det de sidste par hundrede år.Inden dette blad for alvor får lov at lægge fra land, vil vi benytte lej-ligheden til at takke Institut for Statskundskab ved Københavns Uni-versitet. Deres støtte til bladets udgivelse gør det økonomisk muligt for os også i 2011 at yde vores bidrag til at sprede og producere viden om de politiske aspekter ved alt det, der foregår indenfor vores – indrømmet – vidtfavnende fokus: Verden, som den er.

Som den har været. Og som den bliver.

Frederik Bitz Møller, Emil Nørgaard & Hjalte MeilvangChefredaktionen.


Leder

Tema: Nationalstaten: Back in business?6: Indledning

8: “Nationalstaten i international politik – spiller den stadig en rolle?” af Gorm Kjær Nielsen

10: “Nationalstaten - back in business?” af Martin Marcussen

12: “Nationalstaten tilbage som international aktør” 12: “Nationalstaten tilbage som international aktør” af Tage Baumann

14: “Kommunisme og nationalisme i Jugoslavien” af Ismar Dedovic

Udblik18: “Piraterne med vind i sejlene?” af Birgit Feldt-mann

20: “Den Internationale Straffedomstol” af Camila Sonne & David Kendal

22: “Midtvejsvalg kan gavne Obama op til 2012” af Nicolai Alexander Bech Kofoed

24: “Nigiina: det nye sikkerhedsnet i Uganda” af Signe Okkels


Synspunkt28: “Har vi brug for menneskerettighederne?” af Eva Schmidt

IPanmeldelse30: “Præsidentens Mand” af Liv Andersson



TEMA

BACK IN BUSINESS?Nationalstaten

Magt. Omdrejningspunktet i politik er magt. Hvem har den, hvordan styrer de… Det er et spørgsmål, som, i et internationalt perspektiv, er blevet stadig vanskeligere at svare på. Godt nok er vi selvsty-rende i Danmark, og ifølge folkeretten er vi en suveræn enhed, men det betyder ikke altid, at vi er herre i eget hus. De færreste vil for eksempel benægt, at Danmark ikke kigger USA, EU eller Kina over skulderen i både udenrigspolitikken og indenrigspolitikken. EtEt andet eksempel på nationalstatens begrænsede suverænitet er finanskrisen. At en boligkrise i USA kan resultere i, at enkelte europæiske stater nærmer sig den økonomiske afgrund, viser, hvor tæt verden er forbundet. Faktum er, at denne øgede integration (økonomisk, kulturel mm.) samtidig har givet os (i hvert fald i Vesten og dele af Asien) en utrolig rigdom, men samtidig har gjort os fat-tigere, når det kommer til suverænitet og dermed vores magt. NationalstaterneNationalstaterne kan ikke længere gøre, som det passer dem. Lidt karikeret kan man sige, at økonomien styrede staterne og ikke omvendt.

I sommers blev nationalstatens rolle atter taget op til diskussion. En rapport fra det tyske forsvars afdeling for fremtidsanalyse konklud-erede, at nationalstaten var på vej tilbage. Argumentet var, at vi nærmede os den såkaldte ”Peak Oil”-situation, hvor man har udvundet mere olie, end der er tilbage. Det ændrer vilkårene for staternes samarbejde. Overordnet er argumentet, at forsyning-sknapheden gør nationalstaterne selvcentrerede og protektionistiske.

Hvad betyder det så? Jo, det betyder, at nationalstaten igen bliver omdrejningspunktet for international politik og styrende for økono-mien, og at vi igen får magt(en).

Men er nationalstaten en fighter - a comeback kid – der nægter at give op? Eller er dens rolle udspillet? Måske er sandheden, at staten aldrig har været ude, og at vi har levet i en ”globaliserings-illusion”? Det er netop de spørgsmål, der er teamet i den 11. udgave af IPmonopolet. Vi har på redaktionen forsøgt at tage denne diskussion op gennem fire artikler, der hver især ser på forskellige aspekter af nationalstaten og dens suverænitet – og dermed folkets magt.

I temaets fire artikler læser vi om, hvordan forskere inden for inter-national politik opfatter nationalstaten, hvad den globale økono-miske krise har betydet for nationalstaten, og hvad forsyningsknapheden betyder for nationalstaten. Til sidst i temaet slutter vi af med en mindre teoritung artikel. I et studie af forholdet mellem nation og stat ser vi på statsdannelse i det gamle Jugoslavien. Indirekte problematiserer artiklen national-statsbegrebet, der af mange tages for givet, men som ikke nødven-digvis er et særlig homogent, problemfrit og selvfølgeligt begreb.

Temaets mål er ikke nødvendigvis at give et endeligt svar – ingen siger, at forfatterne har ret – men blot at bidrage til debatten. Rigtig god læselyst.

Frederik Bitz Møller/Temaredaktør


Intro

udtryk for nye politiske udfordringer, uafhængige af nationale grænser, og som derfor vanskeligt løses af individuelle stater.

DisseDisse liberalister hævder således, at vi er vidne til en langsigtet overgang, hvor regionale samarbejdsformer vil udgøre fremtidens politiske organiseringsform på bekostning af nationalstatens og dens politiske enekompetence. Ikke overraskende køber realiste-rne ikke de liberale argumenter. De påpeger derimod, at staten fortsat er den vigtigste politiske aktør og den instans, der træffer de væsentligste politiske beslutninger. Det skal i den sammenhæng nævnes,nævnes, at realister ikke underkender den ovennævnte politiske globalisering og forsøg på kollektiv problemløsning, men at de anser EU for et unikt fænomen uden sammenligning i verdens øvrige regioner. Realisterne peger ofte på områder med større politisk ustabilitet, som f.eks. Mellemøsten og Sydøstasien, for at understrege deres pointe om manglende interstatsligt samarbejde og herskende politisk ustabilitet og suverænitetshævdelse.

Om man så vælger at anse eks. ASEAN (sammenslutning af Sydøstasiatiske lande) og den Afrikanske Union for institutionelle forfølgere ift. EU’s førerposition på den integrationsmæssige landevej, med potentiale til med tiden at antage samme samarbe-jdsform, vil jeg lade op til læseren at vurdere. Faktum er i hvert fald, at EU er en unik politisk institution, der som den første i verdenshis-torien har mulighed for at underlægge medlemsstaterne politiske beslutninger inden for en så bred vifte af områder, endda til tider trods medlemmers åbenlyse politisk modstand (Jf. bl.a. Metock-dommen).

Europæisk integration?De liberale retninger anvender præcis denne argumentation for at hævde, at muligheden for at lovgive imod medlemsstaternes inter-esser netop er udtryk for nationalstatens svindende rolle i det poli-tiske. Vedtagelsen af Lissabon-traktaten og dens medfølgende regelændringer ift. beslutningsprocessen, der bl.a. gør det van-skeligere at blokere for uønskede politiske beslutninger i EU’s min-isterråd, hvor repræsentanter for medlemsstaterne har sæde, er blot med til at skærpe diskussion yderligere ang. nationalstaten og dens eventuelle erodering.

I et teoretisk perspektiv indenfor EU er bl.a. neo-funktionalismen, en liberal afart af integrationsteorien, fortaler for dette synspunkt og fremhæver, at løsning af politiske udfordringer på et felt langsomt vil medføre samarbejde på øvrige felter og derved nærmest automa-tisk suverænitetsafgivelse til EU. Omvendt hævder de Neo-liberale Intergovernmentalister, en mere realistisk version af integrationste-orien, at EU’s medlemslande alene deltager i samarbejdet for at fremme egne interesser, og at integration anses for ekstremt van-skeligt, idet forhandlinger betragtes ud fra en nulsums-logik, hvor den ene vinder på bekostning af den anden. Altså ingen reel kom-petenceafgivelse og staten står fast som den egentlige magthaver. Realpolitisk kan man, mht. kompetencespørgsmålet og suverænitetsafgivelse, hævde, at medlemslandene på visse områder har afgivet en relativt stor andel af deres beslutningskompetence, mens man på andre ikke har. Og det må retfærdigvis også nævnes, at selvom der til tider træffes upopulære beslutninger i EU, så er det vanskeligt at forestille sig lovgivning uden bred opbakning

Spiller nationalstaten fortsat en rolle i international politik? Hvem taler for dens fortsatte relevans, og hvem anser den for utidssvar-ende, snart henvist til bibliotekernes støvede hylder? Denne artikel ser nærmere på nationalstatens rolle ud fra en international politisk teoretisk indfaldsvinkel og forsøger i en både historisk og nutidig kontekst at give læseren et indblik i en både spændende, kompleks og yderst relevant diskussion.

Nationalstaten, som vi kender den i dag, er tæt koblet til suverænitetsprincippet, der kort fortalt giver nationalstater ret til selvbestemmelse indenfor deres eget afgrænsede territorium fri fra andre staters indblanding. Den statslige organiseringsform og suverænitetsanskuelsen er dog langt fra nye fænomener. Faktisk skal vi helt tilbage til 1648, året der markerede afslutningen på 30-års intens krig i Centraleuropa, for at finde årstallet for staters gensidigegensidige anerkendelse af hinandens suverænitet. Princippet vandt efterfølgende hurtigt indpas i det øvrige Europa og blev hernæst udbredt til resten af verden, ikke mindst grundet Vestens kolonisering i de følgende århundreder.

Således har staten i næsten 400 år udgjort det primære analyseob-jekt for praktikere og teoretikere i international politik. I en mere moderne kontekst var de første teoretikere, der fremhævede statens betydning i international politik, de såkaldte ’realister’, der ud fra en betragtning om konstant potentiel konflikt i det internatio-nale system af stater, skelnede klart mellem politik internt i staten (indenrigspolitik) og politik mellem stater (udenrigspolitik). Begge dele var overladt til statens kompetenceområde, men potentialet for udenrigspolitisk samarbejde blev anset for relativt begrænset, særligt hvad angik kompetenceoverdragelse af sikkerhedspolitik-ken, hvilket i særdeleshed omhandler staters eksistensgrundlag.

Den politiske globaliseringMed oprettelsen af en række internationale politiske institutioner kort efter afslutningen på 2. verdenskrig, med FN (herunder GATT mfl.), IMF, NATO, Verdensbanken og EU blandt de mest betyd-ningsfulde, påbegyndtes den internationale politiske institutionsop-bygning for alvor. En positiv udvikling hvis man spørger realisternes teoretiske modpol, liberalisterne, som fremhæver staters fælles politiske og økonomiske interesser og deraf rationelle ønske om samarbejde for at sikre velstand og fremskridt. Særligt etableringen af EU og institutionens hastigt stigende opgaveportefølje fik visse nyere former for liberalisme, bl.a. transnationalisme, global gover-nance og kosmopolitanisme, til at sætte spørgsmålstegn ved statens rolle og relevans i international politik. Ifølge disse retninger anses staten for at være under pres, fordi den ikke alene kan håndtere de politiske problemstillinger som globaliseringen trækker i sit kølvand. Emner som human trafficking, narkotikahandel, migra-tion, finanskrise, klimaforandringer mv. anses i denne optik som

af Gorm Kjær Nielsen

»Særligt etableringen af EU og institutionens hastigt stigende opgaveportefølje fik visse nyere former for liberalisme, bl.a. transnationalisme, global gover-nance og kosmopolitanisme, til at sætte spørgsmål-stegn ved statens rolle og relevans i international politik.« “


Nationalstaten i international politik Spiller den stadigvæk en rolle?

Gorm Kjær Nielsen er stud. scient. pol samt Instruktor i International Politik, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Om skribenten

i ministerrådet, særligt fra EU’s store spillere. Og så skal man dertil huske på, at EU blot udgør 27 af verdens i alt 193 FN-anerkendte nationer.

Det statslige kerneområdeMenMen hvad med udenrigspolitikken, det vanskeligste samarbejd-sområde ifølge realister? Har oprettelsen af EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, udenrigstjenesten samt udnævnelsen af ’udenrigsminister’ Ashton ikke grundlæggende sikret de liberale ærkerivaler sejren? Både og. Selve initiativet er naturligvis et slag mod ideen om aldrig at afgive suverænitet på statens kerneområde. Omvendt er der ikke tale om en substantiel afgivelse af medlems-staternes militære styrker, ligesom støtte til missioner vedr. EU’s (noget begrænsede) indsatsstyrke alene afgøres af de enkelte medlemmer. De liberale må derfor nok sande, at nationalstaten på det udenrigspolitiske felt står ekstremt stærkt, selv i verdens mest institutionaliserede samarbejde.

Men diskussion forsætter uden tvivl ufortrødent og er vel at mærke ikke kun af teoretisk karakter. Kast blot et blik på oprøret i Egypten med den nu afgåede præsident Hosni Mubarak og den debat de folkelige protester har afledt. Politikere verden over, fortrinsvis vestlige qua landenes politiske organisering, fordømte de voldelige overgreb og krævede præsidentens afgang. Men hvem giver nationalstater ret til at blande sig i andre staters interne politik jf. suverænitetsprincippet?suverænitetsprincippet? Mht. voldelige overgreb, vil vestlige lande hævde, at rettighedsgiveren er Folkeretten og FN’s konventioner, som nationerne selv er hovedarkitekterne bag. Ingen hvis man spørger lande som Rusland og Kina, der begge har nok at gøre med egne interne problemer. Og hvad med det egyptiske folks krav om Mubaraks afgang?

Er det et legitimt krav for en stats at stille? Igen er det svært at give et entydigt svar. I vores egen hjemlige politiske andedam mente Villy Søvndal ja og nævnte bl.a. oppositionsleder El-Baradai som politisk efterfølger til Mubarak, mens udenrigsminister Lene Espersen slog fast, at Danmark på ingen måde havde ret til at blande sig i den slags indenrigspolitiske anliggender.

FN og FolkerettenLadLad mig afslutningsvist kort vende tilbage til FN og organets interne spændingsforhold mellem hensynet til Folkeretten og dens hensyn til menneskerettigheder på den ene side og dens ikke-indblanding-sprincippet på den anden side. For her fortsætter diskussionen om nationalstaten og dens rolle i international politik på globalt politisk plan. Det kontroversielle spørgsmål, der går på, hvornår hensynet til menneskerettigheder vejer tungere end ikke-indblandingsprincip-pet eller omvendt, har gang på gang splittet FN’s sikkerhedsråd vedr. diskussion om mulige humanitære interventioner i eksempel-vis Somalia, Rwanda, Eksjugoslavien og senest Darfur i Sudan, blandt de mest opsigtsvækkende cases. Diskussionen skyldes ikke mindst den manglende enighed i FN’s sikkerhedsråd i samtlige af disse tilfælde, til trods for grove og gentagne overgreb på men-neskerettighederne. Særligt Rusland og Kina har tillagt suverænitetsprincippet og ikke-indblanding større vægt end men-neskerettighedshensynet, hvilket har fået nationerne til at nedlægge veto vedr. ovenstående sager, officielt med henvisning til, at konflikterne ikke har truet den internationale stabilitet, uofficielt grundet landenes egne interne historik mht. overholdelsen af men-neskerettigheder og ønske om fravær af øvrige staters indblanding i nationale forhold.

Debatten om statens rolle i international politik er således både yderst interessant, politisk højaktuel og vil uden tvivl fortsætte de næste mange år med alle sine tilhængere såvel som kritikere.

»De liberale må derfor nok sande, at nationalstaten på det udenrigspolitiske felt står ekstremt stærkt, selv i verdens mest institutionaliserede samarbejde.« “


løbende i forhold til deres indsats. Der opbygges således et krise-beredskab, hvor den politiske og administrative elite er centralt placeret.

Finanskrisen er mere af det sammeFinanskrisen 2008-2009 er ikke en overlevelseskrise. Krisen er selvfølgelig den største finanskrise verden og Danmark har oplevet siden 1930’erne, men den har på intet tidspunkt truet centrale danske værdier. På den måde er finanskrisen blot én krise blandt alle andre kriser, som den offentlige forvaltning løbende må forholde sig til. Selvom krisen som nævnt opleves som noget helt særpræget, indgår den i rækken af andre og meget forskelligartede kriser,kriser, som dem, der er nævnt ovenfor. Set under ét er den offentlige forvaltning og det danske politiske system konstant i kriseberedskab. Sat på spidsen kan det oven i købet hævdes, at en moderne offentlig forvaltning blandt andet er kendetegnet ved, at kriser er blevet rutine: snarere end at udgøre en kontrast til ”det normale” er krisen og alle de omstændigheder, der omkranser den, blevet normaliseret.

På mange forskellige måder har finanskrisen bidraget til, at politik og forvaltning er kommet meget mere på banen. Staten i bred forstand er i den grad blevet en central spiller på det finansielle område – i Danmark såvel som globalt. Der reguleres som aldrig før, eksisterende organisationer udvides og får nye funktioner, og nye organisationer kommer på banen.

Statslig styring i DanmarkPåPå det nationale plan er vi vidner til flere udviklingstendenser, der bidrager til at placere danske politikere og embedsmænd centralt i finansverdenen. Den helt centrale udviklingstendens er naturligvis, at staten har spændt et sikkerhedsnet ud under store dele af den finansielle sektor. Det offentlige Danmark har således vedtaget en række bankpakker, der enten garanterer for finanssektorens soli-ditet eller direkte afholder nogle af de betydelige udgifter, der er for-bundet med enkelte private bankers nedsmeltning. Det er, med andre ord, danske skattekroner der skal rede udvalgte dele af det private erhvervsliv. Indtil videre har det været en god forretning for den danske stat at sætte skattekroner på spil i denne sammen-hæng, men det relevante i forhold til denne kroniks tematik er, at det statslige sikkerhedsnet på det finansielle område har medført en stigende forvaltningsmæssig og politisk kontrol over og indflydelse på den danske banksektor. Det kan tilføjes, at der ikke bare investeres kolossale milliardbeløb i sektoren men også i den grad iværksættes regulering på alle niveauer.Det er regler der regulerer bankdirektørers aflønningsformer, det er nye og udvidede afrappor-teringsregler, regler om indsigt og transparens, krav til de finansi-elle aktørers solvens osv.. En sektor der i stor udstrækning er blevet liberaliseret gennem 1980’erne og 1990’erne er nu igen blevet et mål for intensiv offentlig styring. Hertil kommer at der er sket en interessant udvikling på det diskursive område.

Deflation af nationalstaten – er efterspørgslen faldet? Hvilke kon-sekvenser har finanskrisen haft i forhold til nationalstaten? Følgende artikel undersøger, både i en historisk og nutidig kontekst, hvilken betydning og hvilke udviklingstendenser som de af finanskrisen affødte økonomiske kriser har haft og har initieret på et nationalt, internationalt og globalt niveau.

Kriser skaber vækst! I hvert tilfælde organisatorisk vækst. Bureaukratiet blomstrer og gror, når grundlæggende samfunds-værdier trues. Sådan har det altid været. Mest åbenlyst ser vi denne klare sammenhæng mellem kriser og bureaukratisk vækst udspille sig, når vi står overfor en reel overlevelseskrise, dvs. en situation hvor samfundets demokratiske institutioner og nationen som helhed trues af tilintetgørelse. 1864-krisen er et godt eksempel på en sådansådan overlevelseskrise. Ved afslutningen af krigen havde Danmark mistet tre hertugdømmer til Preussen og Østrig. Landet blev dermed reduceret med 40 procent af territoriet og befolkningsmæssigt fra 2.5 millioner indbyggere til 1.5 millioner. Tysklands invasion af Danmark under Anden Verdenskrig er et andet eksempel. Atomkriserne i 1960’erne kan ses som andre eks-empler på sådanne ultimative kriser. Fælles for dem alle er, at de ledte til en kolossal opbygning af offentlige institutioner og en betydelig grad af offentlig regulering.

Siden afslutningen af den kolde krig har Danmark ikke været udsat for nogen former for overlevelseskriser. Man kan sige, at Danmarks demokratiske institutioner står sikrere end nogensinde. Det betyder dog ikke, at den offentlige forvaltning og det politiske system ikke udfordres! Tværtimod. Den offentlige forvaltning i Danmark og i andre lande er mere beskæftiget med kriser end nogensinde før – der er bare ikke tale om overlevelseskriser i stringent forstand. Der erer askeskyer, der blokerer den europæiske lufttrafik og dermed store dele af den europæiske økonomi i ugevis, der er terrorkriser i alle tænkelige afskygninger, der er sundhedskriser i form af fugle- og svineinfluenzaer, der er klimakriser, energikriser, kriminal-itetskriser for slet ikke at tale om militære kriser, naturkriser, etiske kriser, værdikriser og identitetskriser. Stadig flere af disse kriser har en international dimension, og fælles for dem alle er, at de fremkalder et behov for beredskaber og dermed politisk og administra-tiv aktivisme og styring. Når kriserne afsluttes hører det absolut til undtagelsen, at det opbyggede beredskab afvikler sig selv. I mange tilfælde forholder det sig oven i købet på den måde, at der opbygges kriseberedskaber uden, at der udspiller sig en egentlig krise, men derimod i forventning om, at der nok engang i fremtiden vil opstå en krise af én eller anden slags.

Hver krise har noget unikt i sig, og dér hvor den rammer ned opleves den ofte som noget helt usædvanligt. En krise er næsten per definition noget, der forstyrrer én eller anden form for normaltil-stand. Det kan godt være, at denne normaltilstand først defineres og bliver et referencepunkt, når krisen er brudt ud, men i løbet af krisen vil der opstå en bred forventning i befolkningen om, at vore politikere og embedsmænd tager hånd om krisen og genetablerer ”det”det normale”. Med andre ord, i forbindelse med enhver krise er der en efterspørgsel efter ledelse og resolut handlen fra centralt hold – ”nogen må gøre noget” – og politikere og embedsmænd vurderes

af Martin Marcussen

» …i forbindelse med enhver krise er der en efter-spørgsel efter ledelse og resolut handlen fra centralt hold – ”nogen må gøre noget” – og politikere og embedsmænd vurderes løbende i forhold til deres indsats« “


Nationalstaten - “back in business”

Martin Marcussen, professor mso, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.Forskningsområde: ØMU, Europæiseirngen af den offentlige forvaltning, Lissabon processen.

AnalysenAnalysen baserer sig på Martin Marcussen og Karsten Ronit, red. (2011), Kriser, politik og for-valtning – internationale udfordringer, Køben-havn: Hans Reitzels Forlag.

Om skribenten

Hvor det før i tiden ikke var politisk acceptabelt at have en mening om uafhængige reguleringsmyndigheder som eksempelvis Finanstilsynet og Nationalbanken ser man nu i stigende grad politik-ere, embedsmænd og andre meningsdannere forholde sig kritisk til disse særligt fredede institutioner. Et område som i løbet af 1990’erne nærmest var blevet monopoliseret af nogle politisk uaf-hængige reguleringsmyndigheder er nu delvist politiseret. Opsummerende kan man sige, at en konsekvens af finanskrisen er, at staten mere end nogensinde er blevet en central spiller på det finansielle område.

Statslig styring i EuropaOgså på europæisk plan er vi vidner til nogle interessante udviklingstendenser, der understreger den overordnede bevæ-gelse hen imod mere statslig styring. Centralt er det eksempelvis at undersøge, hvilken rolle en overnational organisation som EU-Kommissionen spiller i kriseforløbet - eller snarere manglende rolle. Det viser sig nemlig, at EU-Kommissionen stort set ikke var på banen i løbet af krisen. Det var ikke EU-Kommissionen, der opdagede at krisen var på vej. Det var heller ikke EU-Kommis-sionen, der samlede de relevante aktører eller forslog løsninger, da krisen var på sit højeste. Centrale spillere var derimod den franske præsident Nikolas Sarkozy, der varetog en central rolle i kraft af, at Frankrig var formandskabsland, og udvalgte regeringsledere – herunder naturligvis Angela Merkel og Gordon Brown. Det var ikke den samlede bestand af stats- og regeringsledere i Det Europæiske Råd, eller det samlede Råd af Økonomi- eller Finans-ministre, eller for den sags skyld den mere eller mindre formelle Eurogruppe, der var hovedaktørerne. Under krisen blev det klart understreget, hvem der i realiteten styrer økonomien i Europa - og det var hverken de overstatslige eller de mellemstatslige institu-tioner i Europa.

Tværtimod var det enkelstater, der tog førertrøjen. Initiativer og ansvar blev taget ude i hovedstæderne – i nationalstaterne. Denne tendens ses også afspejlet i de nuværende anstrengelser for at redde visse euro-lande ud af deres gældskriser. Der bliver udelukk-ende truffet mellemstatslige beslutninger, når visse enkeltstater har taget et initiativ og givet sin aktive støtte. Det gør sig gældende, når fælles krisefonde og stabiliseringsmekanismer skal etableres. Et resultatresultat af denne statsstyring i Europa er ikke, at de mellemstatlige eller overstatslige institutioner får mere magt, men derimod, at der bevares nationale vetomuligheder på helt centrale områder af den finansielle sektor. Dette ses mest klart demonstreret i de nyud-viklede finansielle overvågningssystemer, der skal fungere som early-warning mekanismer i forbindelse med fremtidige kriser. Det foreløbige resultat af finanskrisen er således, at det økonomiske og finansielle samarbejde i Europa, der for blot få år siden i forbindelse med ØMU’ens ti-årige fødselsdag så ud til at blive stadig mere supranationalt, nu snarere er blevet fikseret i en stats-baseret sty-ringsstruktur.

Statslig styring i verdenPå det globale plan ser vi tilsvarende udviklingstendenser. Globali-seringen er ofte blevet defineret som det forhold, at nationale barri-erer for kapitalens, varernes og personers frie bevægelighed over de sidste tredve år er blevet afviklet. . Dette har altid været en for-simplet definition, der har overset den betydelige vækst i og plurali-

sering af autoritative globale reguleringsaktører. Alligevel har det ofte været den almindelige opfattelse blandt nationale og globale politiske eliter, at globaliseringen i form af liberalisering er uafven-delig, og at den gør statslig styring irrelevant, ineffektiv og nærmest skadelig. I dag, i særdeleshed efter finanskrisen, er det mere hyppigt at tale om, at det er globaliseringen, der afvikles. I forlæn-gelse af finanskrisens afledte økonomiske kriser er det nu alle steder blevet kutyme at etablere regler, der hindrer personers fri bevægelighed på tværs af grænser. Der er desuden blevet genet-ableret kontrol af kapitalbevægelser i mange henseender, og verden over frygter man, at der mellem de helt afgørende statslige aktører i verdenshandlen udbryder en decideret handelskrig. Der tales sågar om nyprotektionisme. I alle disse af-globaliseringspro-cesser spiller statslige og interstatslige reguleringsmyndigheder en helt afgørende rolle. Der er nærmest tale om, at eksisterende inter-nationale organisationer, der med årene havde opnået en hvis autonomi i forhold til deres medlemsstater, nu er blevet helt eller delvist udfordret af en generel G-ificeringsbølge – d.v.s. dannelsen af mellemstatelige fora i form af G3, G7, G8, G10 og G20. Verdens-politikken er, med andre ord, drejet over i retning af disse fora af regeringsledere, der ønsker at vise lederskab. Ligesom på nationalt niveau er der på globalt niveau en folkelig efterspørgsel efter synlige ledere, der viser statemanship. Også på globalt niveau har finanskrisen medført en større – og altså ikke mindre – grad af statslig styring og kontrol. Pendulet går både frem og tilbageDet er de store pulsslag i verdenspolitikken vi er vidner til i øjeblik-ket. I et historisk lys er der intet, der bør overraske os. Vi ved, at kriser fører til mere statslig styring på alle niveauer – det nationale, det europæiske og det globale. I øjeblikket er staten tilbage i business. Vi ved også, at styringsmoden udvikler sig fra årti til årti. Den statslige styring er ikke nødvendigvis kommet for at blive. På et tidspunkt kommer det atter på mode at afvikle regler og at betragte statsligstatslig styring som skadelig for de frie markedskræfter. Denne forudsigelighed betyder imidlertid ikke, at vi bør afholde os fra at studere disse pendulsvingninger. Et pendul svinger aldrig helt tilbage til det samme punkt hvor det startede, og vi kan ikke sige med sikkerhed, hvornår og med hvilke konsekvenser pendulet svinger tilbage.

»Under krisen blev det klart understreget, hvem der i realiteten styrer økonomien i Europa - og det var hverken de overstatslige eller de mellemstatslige institutioner i Europa. Tværtimod var det enkelstater, der tog førertrøjen. Initiativer og ansvar blev taget ude i hovedstæderne – i nationalstaterne.« “


Kernen i den er, hvad Tyskland kan, må eller skal bruge sin væbnede magt til. Netop derfor er Forbundsværnet optaget af om nationalstaten har en rolle i det fremtidige internationale system, eller om fremtiden er global, supranational eller transnational.

ForsvaretForsvaret er blevet pålagt at overveje sandsynlige konfliktscenarier i fremtiden og implikationerne for forbundsværnet. Det har de poli-tikere brug for, der i dag skal træffe beslutninger – om indkøb af større våbensystemer for eksempel - som i forsvarssammenhæng rækker 20-30 år ud i fremtiden. Derfor har tyskerne indrettet et for-skningscenter for fremtidens konflikter: Transformationscentrum Forbundsværn, Afdeling Fremtidsanalyse, hedder det.

Den mest overraskende og kvalitativt nye af de mange konflikter vi har oplevet siden den bipolære verdensordens sammenbrud, krigen mod international terror, ser ud til at bekræfte den accept-erede antagelse om nationalstatens svindende rolle som interna-tional aktør. End ikke den tilbageværende supermagt, USA, er i stand til at tage kampen mod international terror alene men må ty til koalitioner, netværk, alliancer og overstatlige eller mellemstatlige løsninger. Nationalstatens rolle som international aktør synes altså dalende.

Men i efteråret kom det nye tyske forskningscenter med en opsigts-vækkende rapport om ressourceknaphed som fremtidigt konfliktpo-tentiale. Eksemplet er råolie, og en konklusion blandt mange er, at fremtidens kamp om energiressourcer tvingende vil føre national-staten tilbage som international aktør.

Argumenterne er følgende: 9595 procent af verdens industriproduktion, næste hele verdens transport, store dele af opvarmning og elforbrug er afhængig af olie- og gas. For oliens vedkommende nærmer vi os maksimal-udvindings-punktet. Når det punkt (Peak Oil-punktet) er overskre-det vil den mængde olie der stadig kan udvindes være mindre end den mængde olie der allerede er udvundet. Med andre ord: den mængde olie der er tilgængelig til verdens samlede forbrug vil falde.

Sammenholdt med, at store tærskellande som Kina, Indien, Brasil-ien kan betale for et omfattende og hastigt stigende olieforbrug, gør det kampen om olien til en eksistenskamp for konsumentlandene. Stigende oliepriser vil fordyre industriproduktionen og svække konkurrenceevnen, og dermed ødelægge arbejdspladser og undergrave staternes husholdninger med på den ene side stigende sociale udgifter for at bevare den sociale ro ved dalende beskæfti-gelse, og på den anden side dalende skatteindtægter som følge af højere arbejdsløshed.De modtræk der kan være til sådan en udvikling - erhvervsstøtte, skattelettelser, afreguleringer for at afbalancere højere produktion-somkostninger til olieprodukter - sætter markedskræfterne ud af spil, og kan derfor kun leveres af nationalstaten. Det samme gælder indgreb i løn- og prisdannelsen, hvad der også vil indebære et indgreb overfor den overenskomstautonomi som i dag, i hvert fald i de vesteuropæiske lande, traditionelt ligger hos arbejdsmarkedets parter.parter.

Stik mod den vedtagne antagelse, at nationalstaten er på vej ud som international aktør, argumenterer tyske sikkerhedspolitiske forskere, at nationalstaten er på vej tilbage som international aktør. Nationalstaten vil være den centrale aktør i fremtidens opgør om råstoffer, hævder de, og gennemspiller deres argumenter i eksem-plet olie- og gas knaphed og den deraf følgende eksistenskamp for at sikre sig de rigtige mængder til den rigtige pris. De nødvendige handler,handler, reguleringer og tiltag vil kræve politiske prioriteringer, som kun nationalstaten eller grupper af samarbejdende nationalstater magter og har legitimitet til at implementere.

Siden kommunismens og Sovjetunionens sammenbrud og globali-seringsfænomenets gennembrud har verden diskuteret national-statens stadig mindre betydning som international aktør.Sidenløbende har tyskerne diskuteret nationalstatens nye styrke, muligheder og pligter.

ForklaringenForklaringen er, at Tyskland med den tyske genforening under den internationale 4+2 aftale (de fire sejrsmagter fra anden verdenskrig plus de endnu to Tysklande), fra 1990 igen opnåede den fulde nationale suverænitet, landet mistede efter anden verdenskrig. Fra 1945 til 1990 kunne en fredsslutning med Tyskland ikke gennem-føres, fordi landet var delt som følge af den kolde krig: der var ikke noget samlet og helt Tyskland der kunne sluttes fred med. Mere magtpolitisk konkret så var hverken Vesttyskland eller DDR i stand til at handle som fuldt suveræne stater så længe de to tysk-lande med ubønhørlig koldkrigslogik ville ende i hver sin lejr og altså i krig med hinanden, hvis den kolde blev til en varm krig. Det snævrede mulighederne for at optræde som en normal suveræn stat med de tilhørende interessepolitiske målsætninger i udenrig-spolitikken væsentligt ind.

På den østlige side var bindingerne lige så begrænsende for statens suverænitetsudøvelse i internationale forhold som på den vestlige, og militært var DDR bundet lige så kraftigt ind i Warsza-wapagten som Vesttyskland fra 1955 var bundet ind i NATO.

Begge sider gemte sig længe bag den, ikke altid ukærkomne, und-skyldning, at man ikke kunne forfølge egne interesser, fordi der var den slags bindinger og et tysk historisk ansvar som gjorde en multi-lateral tilgang – i NATO og EU for den enes vedkommende, i Warszawapagten og COMECON for den andens – nødvendig på bekostning af national interessepolitik, altså nationalstatens suverænitetsudøvelse.

Men alt det var forbi i 1990 og det genforenende Tyskland måtte fra oktober det år tænke over, hvad nationalstaten er og kan, og hvordan Tyskland skulle håndtere sin nyvundne suverænitet.

Den diskussion fortsætter.

af Tage Baumann

»Netop derfor er Forbundsværnet optaget af om nationalstaten har en rolle i det fremtidige internatio-nale system, eller om fremtiden er global, suprana-tional eller transnational.«“


Nationalstaten tilbage sominternational aktør

Tage Baumann (f. 1952), journalist.

Sikkerhedspolitisk og Tysklandspolitisk medar-bejder på programmet Orientering på DR’s P1 siden 1994, før da udenrigspolitisk medarbe-jder på Radioavisen fra 1987.

Startede sin journalistiske karriere på dagbladet Aktuelt 1976-1987 som blandt andet udenrig-spolitisk medarbejder og sikkerhedspolitisk led-erskribent. Har skrevet bøgerne Europas tyske bygmester (1999) om Forbundsrepublikkens første 50 år, og Kriger i åbent landskab (2002) om den moderne enkeltkæmpers dilemmaer i dagens krigsførelse.

Om skribenten

Rammer energiknapheden hårdere end samfundene kan bære, vil forbrugsregulerende mekanismer blive nødvendige ud over hvad markedskræfter – høje priser, faldende forbrug – formår: rationali-seringer, kvoteringer, bilfrie søndage eller andre forbrugsreguler-ende indgreb, der indebærer et element af tvang overfor borgernes og erhvervslivets frie udfoldelse. Det kan kun staten, og det vil genetablere nationalstatens centrale stilling indadtil i samfundene.

I længden vil det ikke være nok.

BådeBåde i de olieproducerende udbyderlande og i de olieforbrugende køberlande vil der være en interesse i at sætte internationale markedsmekanismer ud af kraft. Producentlande med meget store indtægter vil være lige så afhængig af et stabilt internationalt økono-miske system som de konsumentlande, de typisk vil anbringe deres overskud i. Det forudsætter oliepriser på et ikke-invaliderende niveau for de olieafhængige industrilande. Køberlandene vil derfor værevære interesseret i så lave oliepriser som muligt, sælgerlandene interesseret i at få betaling i anden form end penge. Eller sagt på en anden måde så vil konkurrencen mellem køberlandene udspilles på et ikke-økonomisk plan. Køberlandene vil finde andre måder at gøre sig attraktive som kunder på overfor producentlande der kan stille andre vilkår for at sælge end rent økonomiske.

Altså politisk-diplomatiske indrømmelser i bytte for olieforsyninger i den rigtige mængde til den rigtige pris. Det kan være indrømmelser som diplomatisk støtte til sælgerlandendes egne internationale pro-jekter, agendaer og aspirationer (større indflydelse i internationale organisationer for eksempel eller ændringer af internationale regelsæt i sælgerlandenes favør) og det kan være rent politiske indrømmelser (for eksempel mindre eller slet ingen kritik af sælger-landes styreformer og regeringsskik som køberlandene finder kritis-able). Betalinger som private handelsselskaber og organisationer ikke kan levere. Men som kan leveres af nationalstaterne. Mellem-statlige eller overstatlige organisationer kan levere noget af den her type betalinger, men i sidste ende vil beslutninger og implementer-inger af handelsbetingelserne falde tilbage på et nationalstatsligt ansvar.

Derfor rykker nationalstatens betydning som international aktør igen frem i første række, både på producent-side og på konsument-side.De tyske forskere forudser, at den slags handler meget vel kan ske ved en reetablering af helt eller delvist offentligt ejede selskaber på begge sider.

SideløbendeSideløbende med den her tendens ser forskerne tendenser til, at private aktører tvinges til at overtage opgaver som traditionelt hører nationalstaten til – for eksempel politimæssig eller militær sikring af olieproduktionsområder i svage stater eller stater i opløsning (failing states) med større eller mindre oliereserver. Men den tendens svækker ikke tendensen til, at nationalstatens stilling igen styrkes i kampen om olien.

Den nærmeste afløser for olien er gas. Den nærmeste afløser for olien er gas.

FordiFordi det er et brugbart fossilt brændstof, men også fordi dets kemiske sammensætning er så tæt på oliens, at gas kan bruges til fremstilling af produkter med samme egenskaber som olieproduk-ter, der bruges til fremstilling af industriprodukter i dag. Verdens gasreserver er så store, at det ikke er muligt at se et ”Peak Gas” punkt parallelt til et Peak Oil punkt. Men verdensmarkedet for gas

viser andre kendetegn, som for de tyske forskere også vil fremme nationalstatens betydning i internationale forhold igen.

Det kræver nationalstaters eller samarbejdende nationalstaters indsats for at sikre olieforsyningsruterne til havs mod for eksempel piratvirksomhed som den vi oplever i Adenbugten. Men olien kan, mod betydelig meromkostning ganske vist, fragtes ad alternative ruter udenfor piraters rækkevidde.

GasleverancerGasleverancer er altovervejende pipeline-baseret, og kræver derfor meget store og stationære infrastrukturer over nationalstaters terri-torier eller - som i tilfældet Northstream- forbindelsen i Østersøen - gennem internationalt farvand.

Stationære anlæg er sårbare overfor lokale uroligheder og terroris-tiske eller kriminelle angreb. Handler det om internationale forbin-delser og tusinder af kilometer pipelines gennem mange nationalstaters områder, overstiger beskyttelsesopgaven private operatørers evner og muligheder.

Der er kun to, der magter den opgave: nationalstaterne eller en international aktør sammensat og dirigeret af nationalstaterne.Så også her rykker nationalstaten op som central international aktør, argumenterer tyskerne.

Og derfor er de sikkerhedspolitiske opgaver, der er diskuteret her, også nogle som det tyske forbundsværn allerede nu skal begynde at tænke på at kunne løse i fremtiden, mener de. Beslutningerne ligger i Berlin.

»Rammer energiknapheden hårdere end samfundene kan bære, vil forbrugsregulerende mekanismer blive nødvendige ud over hvad markedskræfter – høje priser, faldende forbrug ...« “


Kosovo i syd og Vojvodina i nord -. De seks republikker var i prin-cippet suværene og havde valgt at tilslutte sig Jugoslavien og kunne – implicit – selv vælge hvor længe de havde lyst til at forblive en del af denne. i ministerrådet, særligt fra EU’s store spillere. Og så skal man dertil huske på, at EU blot udgør 27 af verdens i alt 193 FN-anerkendte nationer.

Denne føderale indretning af staten havde rod i to hensyn: Den skulle dels sikre, at den serbiske dominans som eksisterede i Kon-geriget Jugoslavien, som var opløst af tyskerne i 1941, ikke kunne finde sted igen. Dette skulle fremme en jugoslavisk identitet (jugoslavisme), når dette begreb ikke længere blev opfattet som et andet ord for ”stor-serbisme”.

Og samtidig skulle en decentral stat nemmere kunne leve op til kommunismens forestilling om statens endelige forsvinden som et led i bevægelsen mod det kommunistiske samfund. DetDet nye Jugoslavien var således både et klassisk statsprojekt (de sydslaviske folks stat) og et socialistisk projekt i hvilken, hensynet til proletariatet og overgangen til kommunismen var det afgørende. Disse to visioner om, hvad den nye stat skulle være, havde også afgørende betydning for, hvordan man anskuede og behandlede det nationale spørgsmål i Jugoslavien.

Del og helhedMedMed de jugoslaviske lederes egne ord skulle den nye stat fremme de jugoslaviske folks ”broderskab og enhed”. Og netop denne så berømte parole udtrykker måske bedst statens noget skizofrene indretning.

PåPå den ene side ønskede visse af kommunistpartiets ledere, herib-landt Tito selv, at styrke den jugoslaviske identitet blandt de jugo-slaviske folkeslag (enhedstanken) og håbede, at denne

For mange er fortællingen om et kommunistisk Jugoslavien, der faldt fra hinanden, da kommunismen mistede sin undertrykkende samlingskraft, en naturlig udlægning af det vestlige Balkans nyere historie. Imidlertid er det ikke det eneste, der er at sige om den sag. Faktisk var forholdet mellem centralisering og regionalisering under Tito mere indviklet end som så.

DetDet traditionelle billede af nationalismens historie i det kommunis-tisk Jugoslavien – men også i andre lande i Østeuropa – er, at kom-munismen fungerede som en slags dybfryser, der sørgede for at lukke ned for diverse nationalistiske stridigheder fra før 1945 og etablerede et voldsregimente, der kunne holde de nationale frak-tioner i skak. Derefter fulgte nogle årtier med relativ harmoni godt hjulpet på vej af økonomisk fremgang og kommunistparitets politiske monopol. Men i takt med at kommunismen i løbet af 1980’erne mistede taget i befolkningen, formåede nationalistiske bevægelser – anført af Serbiens Slobodan Milosevic – at ”vågne af deres dvale” og fortsætte de etniske og nationale stridigheder, som var blevet afbrudt af kommunisternes magtovertagelse i 1945. Disse stri-digheder udviklede sig til blodige krige.

Den alternative historie Dette er i hvert fald den officielle fortælling i de jugoslaviske efterføl-gerstater og i høj grad også i Vesten. Og det er en fortælling, som nyder en del udbredelse blandt akademikere også. En del af disse har set nationalismens endegyldige sejr som en total afvigelse fra den jugoslaviske idé og dermed som dennes nederlag.

Der er meget rigtigt i denne betragtning, men en del nuancer går alligevel tabt. For den forudsætter en klar rollefordeling på den jugoslaviske scene: der var en kamp mellem de antinationalistiske, projugoslaviske kommunister og de antikommunistiske og antijugo-slaviske nationalister. Hermed ignoreres 45 års samspil mellem kommunisme og nationalisme i Jugoslavien, som i høj grad var med til at sætte rammen for det blodige drama, der udspillede sig i 1990’erne.1990’erne. Og det er netop dette samspil, samt de ideologiske (og praktisk-politiske) overvejelser i forhold til de nationale spørgsmål, som de jugoslaviske kommunister gjorde sig i løbet at deres 45 år ved magten, som denne artikel vil sætte fokus på.

Hvad, der forhåbentlig vil blive tydeligt, er, hvordan den nationalis-tiske ”eksplosion”, der fandt sted i slutningen af 1980’erne i Jugo-slavien, ikke var en total afvigelse fra tidligere forhold, men lå i god forlængelse af den politik som var ført i de foregående årtier. Det vil forhåbentlig også få os til at tænke på kommunisme og national-isme som langt mere dynamiske fænomener end hidtil.

Den sydslaviske føderationDa det jugoslaviske kommunistparti (KPJ) i 1945 kom til magten i Jugoslavien, skete det som følge af en lang og opslidende krig mod tyske besættelsesstyrker og disses allierede, som kommunistpartiet havde ført sejrrigt til ende. Allerede to år inden sejren, havde man fremlagt en vision om, hvordan den stat som kommunisterne fik magten i skulle se ud: Den skulle bestå af seks ligestillede republik-ker – Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Makedonien, Montenegro, SerbienSerbien og Slovenien – samt to autonome provinser i Serbien –

af Ismar Dedovic

»De seks republikker var i princippet suværene og havde valgt at tilslutte sig Jugoslavien« “


Kommunisme og nationalisme i Jugoslavien

Ismar Dedovic er Kandidatstuderende i historie på Københavns Universitet. Han har en BA i historie og Balkanstudier fra KU.

DedovicDedovic var formand for Foreningen af Bosni-skhercegovinske Studerende (UBS) i Køben-havn og senere for Bosnisk Ungdoms Forbund (BUF) i Danmark. Er nu tilknyttet BUF som særlig konsulent. Er bestyrelsesmedlem i Bal-kangruppen.

Om skribenten

jugoslavisme med tiden ville kunne få forrang for de nationale iden-titeter (serber, sloverner etc.). Dette krævede en klassisk statsop-bygning med en stærk centralstat, der kunne holde sammen på republikkerne og føre en jugoslavisk politik både internt og i uden-rigsspørgsmål.

På den anden side er det klart, at det andet led i parolen, ”broder-skab”, implicerer forskellige nationaliteter, som lever harmonisk sammen, men ikke fusionerer. Disse nationale grupper skulle – i kraft af deres dominans i de lokale republikker – kunne udfolde deres fulde nationale potentiale og samarbejde med de andre jugo-slaviske folk, hvor dette gav mening (primært i forsvars og udenrig-spolitik, samt i visse økonomiske spørgsmål). Dette implicerede en svag centralregering og stadig mere selvstyre til republikkerne.

Hverken stat eller kapitalHele dette problemkompleks kunne måske have forblevet teo-retiske fiksfakserier, hvis ikke det, ellers så stalinistisk anlagte, KPJ i 1948 havde brudt med Stalin og Sovjetunionen. Baggrunden for bruddet skal ikke optage os her, men det havde som følge, at Tito i højere grad baserede sin magt på lokale kræfter frem for på Moskva (hvilket man i nogen grad også havde gjort tidligere), og at man havde brug for at tilpasse KPJ’s ideologiske basis til de nye forhold.forhold. Man valgte her to fremgangsmåder: man styrkede i endnu højere grad republikkerne på bekostning af centralregeringen for at fremhæve regiments socialt retfærdige og anti-stalinistiske karakter. Og man indførte langt mere selvstyre på arbejdsplad-serne (det såkaldte arbejderselvstyre) som et forsøg på at emanci-pere proletariatet. Den jugoslaviske kommunisme skulle i Edvard Kardeljs (KPJs chefideolog) øjne adskille sig fra den sovjetiske ved at være anti-statscentreret. Det vil sige, at man lagde mere og mere vægt på republikansk og proletarisk selvstyre, som en måde at fremskynde den egentlige overgang til kommunismen (der skulle karakteriseres ved at staten visnede bort!).

Denne formel, visse steder kaldet decentralisering frem for demokratisering, skulle i flere omgange blive løsningen på interne stridigheder i staten og havde afgørende konsekvenser både teoretisk/ideologisk og praktisk.

Selvmodsigelser II den ideologiske ende fik denne måde at løse interne kriser i staten på gjort det næsten umuligt at tale for en styrkelse af den fælles jugoslaviske identitet, da dette straks blev set som overgreb på den jugoslaviske kommunistiske model. Hermed blev enhver styrkelse af Jugoslavien og dens fælles institutioner læst som et reaktionært forsøg på at bringe stalinismen tilbage. De kommunistiske ledere i republikkerne fandt det her stadig mere belejligt at mobilisere både kommunistisk,kommunistisk, men også nationalistisk støtte til at bekæmpe even-tuelle centraliseringsforsøg.

Det såkaldte ”kroatiske forår” i de tidlige 70’ere var ikke, som det fremstilles nu, en kamp for kroatiske nationale interesser, men en kamp mellem to fløje i det kroatiske kommunistparti, hvor føderali-sterne udnyttede nationale følelser til at trumfe deres modstandere. Og denne scene, en alliance mellem kommunister og nationalister, sås igen og igen i jugoslavisk politik.

Da den sidste jugoslaviske forfatning blev vedtaget i 1974, blev det mere eller mindre tydeligt, at man havde opgivet den jugoslaviske enhed til fordel for de jugoslaviske folks broderskab. En aldrende

Tito (han var 82 i 1974) var blandt de sidste der holdt fast i jugoslav-ismen, men der var et stiltiende samtykke om, at hans holdning ikke burde fortsættes efter hans død.

En praktisk konsekvens af denne politik var, at det blev sværere og sværere for centralregeringen at styre de enkelte republikker og disse begyndte i stigende grad at konstituere sig som de egentlige magtcentre i Jugoslavien.

Mod den endelige opløsningSå længe kommunismen bestod og var en potent politisk faktor, var det muligt med denne at begrunde føderaliseringen af staten og derved holde den sammen. Men i løbet af 80’erne begyndte kom-muniststyrets legitimeringsgrundlag at blive stadig mere eroderet, og da kommuniststyrerne i Østeuropa ramlede sammen fra 1988, betød det også enden på den jugoslaviske kommunisme.

Dette sammenbrudsscenarie førte dog til en sidste alliance mellem kommunister og nationalister, da Slobodan Milosevic brugte nation-alismen til at puste liv i det hensygnede serbiske kommunistparti og bringe sig selv til magten. Og et af de løfter, som Milosevic gav nationalisterne, var at han ville styrke den jugoslaviske centralreger-ing, hvilket gav ham støtte i hæren (der i modsat fald risikerede at stå uden en stat), men førte til modstand i de andre republikker, der var vant til stadigt mere autonomi. Dog gav det ikke længere mening at argumentere for denne autonomi i socialistiske vend-inger, og man mobiliserede rent nationalistiske følelser for at presse imod centraliseringen.

Og da forskellige nationalistledere i republikkerne gjorde det klart at de, om nødvendigt, ville bruge den forfatningssikrede ret til løsriv-else hvis Milosevic insisterede på at centralisere staten, blev Jugo-slaviens opløsning mere og mere sandsynlig.

»Denne formel, visse steder kaldet decentralisering frem for demokratisering, skulle i flere omgange blive løsningen på interne stridigheder«

»Dog gav det ikke længere mening at argumentere for denne autonomi i socialistiske vendinger, og man mobiliserede rent nationalistiske følelser for at presse imod centraliseringen«

“

“



Udblik

agenda er spørgsmålet om strafforfølgelse af pirater. Jack Lang antager i sin rapport til sikkerhedsrådet, at 90 % af piraterne, som bliver tilbageholdt af de internationale styrker, bliver løsladt uden juridiske konsekvenser.

WG2 og de internationale rammer for strafforfølgelseSpørgsmåletSpørgsmålet om strafforfølgelse – eller rettere sagt manglen på strafforfølgelse – er et af de emner, som står højt på agendaen. Den dansk ledede Working Group 2 (WG2) vedrørende retlige spørgsmål af den internationale Contact Group on Piracy off the Coast of Somalia (CGPCS) har senest i november 2010 diskuteret spørgsmålet og fremhævet den indsats, nogle lande gør for at drage pirater til ansvar. WG2 har længe arbejdet på at muliggøre strafforfølgelsestrafforfølgelse af mistænkte pirater, blandt andet ved at lave en »retlig værkstøjskasse«, samt oprette en fond, som skal yde økono-misk assistance i forbindelse med gennemførelse af straffesager. På trods af disse tiltag er strafforfølgningsraten som nævnt ikke høj. Manglen på strafforfølgelse har mange grunde, ikke mindst retlige.

Det er dog vigtigt at fremhæve, at international ret giver enhver stat store muligheder inden for pirateribekæmpelse (såfremt dette sker i overensstemmelse med menneskerettighederne). Havretskonven-tionen giver for eksempel ethvert land ret til at opbringe piratskibe, beslaglægge piratudstyr og anholde formode pirater (Havretskonventionens art. 105). Desuden har ethvert land ret til at føre straffesager mod pirater, uanset om sagen har tilknytning til landet.landet. Det er altså ikke de internationale regler, som begrænser landenes adgang til at gennemføre straffesager. Problemet er, at international ret ikke indeholder nogle entydige forpligtelser med henblik på strafforfølgelse af pirater. Derfor kan landene i sidste ende selv bestemme, om og i hvilke situationer de gennemfører sager mod pirater.

En del vestlige lande har været tilbageholdende med at indlede straffesager mod pirater, især hvis der ikke var en direkte forbin-delse til landet. I nogle situationer var grunden hertil, at den natio-nale lovgivning ikke gav mulighed for at indlede en straffesag, i andre sager var det mere et spørgsmål om, at man reelt ikke ville. Et af de spørgsmål, som synes at have spillet ind i denne sammen-hæng er spørgsmålet, hvad der vil ske med dømte pirater efter de har afsonet deres straf. Den nuværende situation i Somalia gør det vanskeligt at tilbagesende mennesker til landet, da Danmark i forbindelse med det såkaldte ”non-refoulement” princip er afskåret fra at sende mennesker tilbage til situationer, hvor for eksempel deres liv er i fare.

Lokale mulighederMange vestlige lande har satset på at finde lande i regionen, som er villige til at gennemføre straffesager. Denne tilgang er ikke uproblematisk, og erfaringer med Kenya har vist, at den i hvert fald ikke kan stå alene. FN’s generalsekretær har i sommeren 2010 fremlagt en rapport, som præsenterer syv scenarier, som kunne fremme strafforfølgelse af pirater. De fremlagte scenarier går fra nationale »pirat-domstole« med eller uden et internationalt element, tiltil en regional »pirat-tribunal« eller en international domstol. FN’s generalsekretær har i den sammenhæng udnævnt Jack Lang og bedt ham om at se nærmere på problemstillingen.

II de seneste uger har pirateriproblemet ved Afrikas Horn og i det Indiske Ocean været meget synligt i den offentlige debat: En gruppe formodede pirater har siden slutningen af december været tilbageholdt på det danske flådefartøj »Esbern Snare« under mistanke for, at de ville angribe det danske M/V »Elly Mærsk«. Stat-sadvokaten for Særlige Internationale Straffesager i København har indledt en efterforskning i sagen, men har for nylig opgivet den, da man mente, at sagen ikke ville føre til en domfældelse. man mente, at sagen ikke ville føre til en domfældelse.

To danske sømænd holdes i skrivende stund som gidsler af somal-iske pirater, og forhandlingerne om betaling af en løsesum for disse og deres kollegaer fra M/V »Leopard« er indledt. Samtidig bliver det i den internationale arena diskuteret, hvordan man mest effektivt kan bekæmpe piraterne, og især hvad der skal ske med tilbage-holdte mistænkt for pirateri. Imens diskuterer de danske redere, om man bør bruge private vagter eller militærstyrker om bord på skibene, som sejler i regionen.

Pirateriproblemet er en udfordring både for søfartsnationen Danmark, som står for ca. 10 % af transporten til søs, og det interna-tionale samfund. Pirateri i regionen ved Afrikas Horn og det Indiske Ocean er et stort problem – det antages at ca. 1.500 aktive pirater formår at true en af verdens mest centrale søfartsruter: Sejladsen igennem Suezkanalen, som årligt benyttes af ca. 22.000 skibe. Bekæmpelsen af piraterne har de seneste år stået højt på den inter-nationale agenda; alligevel kunne problemet ikke for alvor begrænses. Piraternes angreb er blevet mere avanceret, og de har løbende udvidet deres aktionsområde og opererer nu i store dele af det Indiske Ocean. Denne udvikling er sket på trods af, at adskillige lande aktivt deltager i piratbekæmpelsen, og at rederierne har prøvet at indstille sig på situationen ved blandt andet at sikre deres skibe, følge de anbefalede »best practice rules« og indrette såkaldtesåkaldte »sikre rum«. Antallet af kaprede skibe er på et meget højt niveau – alene i den første måned i 2011 blev 7 nye kapringer regis-treret. FN’s Special Adviser for retlige spørgsmål i forbindelse med pirateri fra Somalias kyst, Jack Lang, har for nylig aflagt en rapport om situationen i FN’s sikkerhedsråd og har i den forbindelse udtalt, at kapløbet imellem piraterne og det internationale samfund klart bliver vundet af piraterne.

Denne pessimistiske vurdering giver anledning til at se nærmere på, hvorfor piratbekæmpelsen i området ikke er mere effektiv, og hvad der i den anledning diskuteres på den internationale scene. Der hersker nok ingen tvivl om, at en langsigtet løsning på pirateri-problemet ligger på land: pirateriets opståen og udvikling i regionen er tæt knyttet til Somalias kaotiske og ulykkelige situation, og kun ægte fremskridt i landet vil for alvor føre til en langtidshold-bar løsning. Men dette perspektiv har desværre lange udsigter, og spørgsmålet er derfor, hvordan situationen kan håndteres her og nu. Et af de aspekter, som p.t. er meget højt på den internationale

af Birgit Feldtmann

»We may be dealing with a 17th Century crime, but we need to bring 21st Century solutions to bear.« US Secretary of State Hillary Clinton i forbindelse med sørøverangrebet mod Mærsk Alabama i foråret 2009 “


Piraterne med vind i sejlene?Et indblik i den internationale debat vedrørende strafforfølgelse af somaliske pirater

Birgit Feldtmann er Dr.jur. fra Universitet Bremen og lektor i kriminalvidenskabved Juridisk Institut, Syddansk Universitet.

II hendes forskning fokuserer hun på straffer-ettens internationale dimension, og hun leder et tværfagligt forskningsprojekt om pirateri: Pirateri i det 21. århundrede – Sikkerhedspoli-tiske, strategiske og retlige aspekter afmoderne pirateri.

Om Birgit Feldtmann

FaktaboksOver 2.600 søfarere har siden januar 2007 været holdt som gidsler af somaliske pirater.

Den 21. januar 2011 var mindst 33 skibe og 758 sømænd i hænderne på somaliske pirater.

DenDen gennemsnitlige løsesum for et skib og dens besætning har i 2010 ligget omkring 5,4 millioner US-dollars. Den højest kendte løsesum er på 9,5 millioner US-dollars og blev i november 2010 betalt for den koreanske supertanker M/V »Samho Dream«.

TreTre internationale operationer har (bl.a.) til formål at bekæmpe pirateri i regionen: NATO’s Operation Ocean Shield (med aktuel deltagelse af »Esbern Snare«), den amerikansk initierede Combined Task Force 151 og EU NAVFOR’s Operation Atalanta. Desuden har nogle lande (for eksempel Kina, Sydkorea og Indien) flådefartøjer i området for at bekæmpe pirateri uden at indgå i en af de tre operationer.

Jack Lang argumenterer i sin rapport for en »somaliazation« af spørgsmålet om strafforfølgelse: Han foreslår, at der indrettes trespecielle somaliske »pirat-domstole« samt tilhørende afsoningsfa-ciliteter. To af disse domstole skal oprettes i Somalia (i Puntland ogSomaliland), mens den tredje i en overgangsperiode skal dannes iArusha, Tanzania. Opbyggelse af disse domstole skal ske med detinternationale samfunds støtte, ikke mindst finansielt. Derudover skal det internationale samfund også være garant for, at straffesagerne og afsoningen sker i overensstemmelse med men-neskerettighederne.

Jack Langs forslag er blevet mødt med positiv interesse, men manmå erkende, at denne løsning – forudsat den vil blive gennemført –ikke er en løsning på den kortere bane. Det blev under diskus-sionen af forslaget i sikkerhedsrådet også fremhævet, at det ville være gavnligt, hvis flere lande, som har en direkte interesse i den frie sejlads på havet, ville gøre bedre brug af de vide rammer inter-national ret giver i forbindelse med strafforfølgelse.

På vej imod selvtægtUanset om Jack Langs forslag bliver til virkelighed eller ej, er det afgørende at forbedre strafforfølgningsstatistikken: Den nuværendesituation fører til en utilfredsstillende tilstand og til det, man er fristettil at kalde en »wild west«-justits til søs, hvor for eksempel private aktører føler sig ladt alene med problemet og selv sørger for deressikkerhed, ikke mindst ved at hyre bevæbnede private vagter.

Ønsket om øget beskyttelse er forståeligt, men grænsen til selvtægtkankan være flydende. Desuden kan brugen af væbnede vagter og generel anvendelse af øget magt mod pirater, bidrage til en eskala-tion af situationen. En indikation af en sådan eskalation kunne sesfor nylig, da det tysk ejede M/V »Beluga Nomination« blevet kapret.Skibet og besætningen blev forsøgt befriet, hvilket mislykkedes, ogmindst to pirater blev dræbt under aktionen. Efterfølgende beret-tede tyske medier, at også mindst to besætningsmedlemmer mistede livet under begivenhederne – en sømand blev formentlig dræbt af piraterne som direkte reaktion på befrielsesaktionen. Hvisdette er rigtigt, så er det en særdeles uheldig udvikling, idet piraterne førhen har undgået at dræbe deres gidsler.

Et andet eksempel på »wild west«-justits kunne ses i maj 2010. Etrussisk flådefartøj havde tilbageholdt en gruppe formodede pirater,efter disse havde forsøgt at angribe et russisk skib. Piraterne blevefterfølgende »frigivet« i en lille gummibåd uden navigationsudstyrlang ude på havet. Russerne udtalte efterfølgende, at man formoder, at piraterne omkom. Den russiske præsident Medvedevblev i denne sammenhæng citeret for at have følgende holdning tilpirateriproblemet, indtil en international løsning er fundet:

En sådan holdning til pirateriproblemet er – ikke mindst fra et retligtEn sådan holdning til pirateriproblemet er – ikke mindst fra et retligtperspektiv – uacceptabel. Pirateriproblemet opstod i forbindelse med Somalias sammenbrud, hvilket medførte et retsløst samfund.Det er en falliterklæring, hvis piraternes retsløshed bekæmpes medretsløshed fra vores side. Udfordringen er at tage ansvar, både pånationalt og internationalt plan, og at udvikle strategier, som svarertil det 21. århundrede, til bekæmpelsen af pirateri.

»(…) indtil da bliver vi nødt til at behandle dem, somvores forfædre gjorde det i gamle dage – og De forstårgodt selv, hvad jeg mener.«“


tisk indgreb i statens suveræne beføjelser. Det gælder selvsagt særligt, hvis der er tale om retsforfølgning af højtstående politikere, ministre eller statsoverhoveder. DenDen nærmere forståelse af komplementaritetsprincippet giver anledning til fortolkningstvivl. Særligt vurderingen af, hvornår en stat ikke har evnen til at retsforfølge, og hvor meget der skal til, før en stat har taget reelle skridt til retsforfølgning, og ICC derfor bør "trække sig", er vanskelig. Disse og en række andre spørgsmål må ventes gradvist at blive afklaret gennem deltagerstaternes og ICC’s praksis.

MenMen også andre dele af komplementaritetsdiskussionen har tiltruk-ket sig opmærksomhed. Det drejer sig om såkaldt ”positiv komple-mentaritet”, der dækker over den indsats, der gøres i nationale retssystemer for at sikre, at disse har den fornødne kapacitet til at retsforfølge alvorlige forbrydelser under ICC’s jurisdiktion. Arbejdet hermed ligger i forlængelse af den generelle og langsigtede udviklingsbistand, der gives til opbygning af retssektorer i udviklingslandene.

Effektiv retsforfølgning på det nationale, frem for det internationale, niveau har mange fordele. Det er mere omkostningseffektivt, ret-sprocessen afvikles nærmere ved ofrene og bliver derved mere til-gængelig for disse, og endelig får de nationale institutioner, der forestår gennemførelsen af processen, større ejerskab til sagerne. Alt dette kan være med til at opfylde et af de væsentligste formål med sådanne retsprocesser, nemlig at de berørte samfund autoritativt får beskrevet og fastlagt, hvad der reelt er hændt under kon-flikter, og at de ansvarlige bliver straffet, så samfundet kan forsones og komme videre.

Danmark er - med sit fokus på international retsforfølgning og meget omfattende udviklingsbistand netop inden for retssektoren – i en unik position til at fremme dagordenen om positiv komplemen-taritet. Danmark er da også sammen med Sydafrika blevet udpeget, som koordinator for ICC’s landenes arbejde med positiv komplementaritet. Dette arbejde består i at samle alle relevante aktører (donorer, internationale organisationer, modtagerlande, NGO’er,NGO’er, mv.) til at videreudvikle standarder for, hvordan kapacitet-sopbygning bedst fremmes inden for retssektoren.

Med denne kobling styrkes ikke blot de nationale retssektorer. Det er også en fordel for ICC, at domstolen ikke ses som et vestligt instrument, der presses ned over hovedet på udviklingslandene. Med positiv komplementaritet er budskabet klart: ICC retsforfølger kun, hvis landet ikke selv gør det – og vi står parate til at bistå jer med selv at klare sagerne. På trods heraf, er det desværre ikke altid ukompliceret, som nedenstående eksempel viser.

Politisering af ICC - en brik i et politisk magtspil Politisering af ICC - en brik i et politisk magtspil I modsætning til en retssag ved de danske domstole, hvor ministre og andre politikere vil være tilbageholdende med at kommentere

DenDen Internationale Straffedomstol (ICC) er som den første perman-ente internationale straffedomstol en unik institution. 114 statsparter støtter op om domstolen, men hvad sker der på den nationale poli-tiske scene, når det enkelte land ikke selv har vilje eller evne til at gennemføre en retsproces? Og hvordan bidrager ICC og det inter-nationale samfund til at nå målsætningen om ingen straffefrihed for de alvorligste internationale forbrydelser?

Lidt om Den Internationale DomstolDen Internationale Straffedomstol (ICC), der har hovedsæde i Haag i Holland, er den første permanente internationale domstol, der eft-erforsker og dømmer enkeltpersoner anklaget for folkedrab, for-brydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Domstolen, som er en uafhængig international institution, er oprettet på grundlag af Rom-statutten, som blev vedtaget i juli 1998 og som trådte i kraft allerede i 2002, da 60 lande havde ratificeret. Pr. februar 2011 er 114 lande statsparter til Rom-statutten, heraf er 41 europæiske lande, 31 afrikanske lande, 26 amerikanske lande, 8 asiatiske lande og 8 lande fra Oceanien. Markante spillere på den internationale scene som USA, Kina, Rusland og Indien er endnu ikkeikke statsparter til ICC. Der er imidlertid gennem årene sket en betydelig forbedring i samarbejdet mellem disse lande og ICC – mest markant er den betydelige opblødning og samarbejdsvilje fra amerikansk side efter Præsident Obama indtog det hvide hus i 2009.

Danmark har siden ICC’s etablering i 1998 været en af domstolens stærkeste støtter i form af politisk, samt økonomisk og praktisk bistand. Kampen for at forhindre straffrihed for de alvorligste inter-nationale forbrydelser er en central udenrigspolitisk målsætning for Danmark.

ICC har til dato haft fem verserende sager. I tre af sagerne (vedrørende Den Demokratiske Republik Congo, Uganda og Den Centralafrikanske Republik) har staterne selv bedt ICC behandle sagerne. Sagen om Darfur (Sudan), hvor der er udstedt en arrestor-dre mod Sudans præsident Al-Bashir, behandles af ICC efter hen-visning fra FN’s Sikkerhedsråd, hvorimod sagen om Kenya er den første sag, som anklageren har startet af egen drift.

Positiv komplementaritet – styrkelse af national retsforfølgningEtEt grundlæggende princip i Rom-statutten er det såkaldte "komple-mentaritetsprincip". Herved forstås, at ICC kun retsforfølger i de tilfælde, hvor gerningsmandens hjemland ikke selv har vilje eller evne til at tage effektive skridt til retsforfølgning. ICC er således komplementær til nationale retssystemer, jf. Rom-statuttens artikel 17, og herved adskiller ICC sig fra eksempelvis Det Internationale Straffetribunal for Jugoslavien (ICTY), der har primær jurisdiktion i forhold til nationale retssystemer. forhold til nationale retssystemer.

Baggrunden for, at man i Rom-statutten har valgt denne "komple-mentaritetsløsning" er en anerkendelse af, at retsforfølgning af indi-vider ved internationale domstole ofte opfattes som et meget dras-

af Camilla Sonne & David Kendal

»Det er også en fordel for ICC, at domstolen ikke ses som et vestligt instrument, der presses ned over hovedet på udviklingslandene.« “


Den Internationale Straffedomstol Retfærdighed på larvefødder

David Kendal er souschef i Udenrigsministeri-ets Folkeretskontor og herudover lektor i folkeret ved Københavns Universitet. Han har arbejdet i Udenrigsministeriet siden 1996 og er uddannet jurist fra København, Leiden og Cambridge.

Camilla Sonne er uddannet jurist og er fuld-mægtig i Folkeretskontoret i Udenrigsminis-teriet, hvor hun særligt beskæftiger sig med Den Internationale Straffedomstol. Hun har tidligere været ansat i Justitsministeriet i en årrække, hvor hun bl.a. arbejdede med straf-feret og var assisterende ministersekretær for daværende justitsminister Lene Espersen.

Om skribenterne

domstolens behandling af sagen, finder efterforskning og retssager ved ICC sted i et til tider ganske politiseret miljø. til det 21. århun-drede, til bekæmpelsen af pirateri . Den nuværende politiske situa-tion i Kenya er et højaktuelt eksempel på, hvordan en sag ved ICC - ud over at handle om at retsforfølge lovovertrædelser - i den grad også bruges som en brik i politiske spil og nationale magtopgør, som oftest med udgangspunkt i argumentet om, at retsforfølgning af afrikanske ledere ved ICC er udtrykt for de vestlige landes ny-kolonisering.

Situationen i Kenya tager sit udspring i præsidentvalget i december 2007, hvor valget stod mellem præsident Mwai Kibaki og oppositio-nens kandidat Raila Odinga. På valgdagen så det ud til, at opposi-tionens kandidat Odinga ville vinde, men pludselig vendte tendensen, og den kenyanske valgkommission endte med at udnævne den siddende præsident Kibaki til sejrsherre. Dette udløste en af de mest voldelige perioder i Kenyas historie, med omfattende etniske sammenstød og stribevis af forbrydelser begået af personer med tilknytning til begge sider af de to politiske fløje. Urolighederne kostede 1.100 menneskeliv, 3.500 sårede og op til 600.000 mennesker blev tvunget væk fra deres hjem. I løbet af de 60 dage med vold blev der begået flere hundrede voldtægter, og mere end 100.000 ejendomme blev ødelagt. Med forhenværende FN-Generalsekretær Kofi Annan som mægler indgik Præsident Kibaki og oppositionens kandidat Odinga i april 2008 en aftale om deling af magten, sådan at Kibaki fortsatte som præsident mod, at Odinga blev udnævnt til premiereminister. Som en del af regeringsaftalen blev der nedsat en international undersø-gelseskommission (Waki Kommissionen) af den kenyanske regering til at udrede urolighederne. Trods bestræbelser fra kenyanskkenyansk side lykkedes det ikke at nå til politisk enighed om at rets-forfølge sagen nationalt, eller alternativt at henvise sagen til behan-dling hos ICC.

Resultatet blev derfor, at ICC-chefanklager Luis Moreno-Ocampo besluttede at åbne en efterforskning af situationen i Kenya ved ICC, og i december 2010 satte chef-anklageren navne på 6 højtstående kenyanske politikere, som ICC mistænker for at være ansvarlige for forbrydelser mod menneskeheden. De anklagede, hvoraf en del er tidligere ministre, er henholdsvis tre personer fra oppositionens fløj og tre personer fra regeringens fløj. Reaktionerne på ICC’s indledning af sager mod de 6 meget indfly-delsesrige anklagede har været meget kraftige og bruges nu af præsident Kibaki som en brik i magtkampen mellem ham selv og premiereminister Odinga. Noget, der med stor sandsynlighed vil påvirke den planlagte gennemførelse af landets nye forfatning og dermed forberedelsen af valget i 2012.

Efter først at have forsøgt at motivere de afrikanske lande gennem Den Afrikanske Union (AU) til samlet at trække sig ud af ICC, er det nu lykkedes for præsident Kibaki at få AU til at udtrykke sin støtte til, at Sikkerhedsrådet udsætter sagen i 12 måneder, så Kenya selv kan retsforfølge de 6 anklagede. Premiereminister Odinga mener ikke, at Kenya har kapacitet til at retsforfølge og har afvist national retsforfølgning. Samtidig må det siges at være baseret på en bevidstbevidst misforståelse fra kenyansk side at forsøge at få Sikkerhed-srådet involveret, da anfægtelse af adgangen til at retsforfølge sagen i Kenya ikke kræver Sikkerhedsrådets involvering i dette tilfælde, hvor sagen ikke behandles af ICC efter henvisning fra Sik-

kerhedsrådet. Det politiske magtopgør i Kenya og spillet om ICC handler i bund og grund om, i hvilken retning Kenya skal bevæge sig retspolitisk de kommende år. Skal straffrihed for alvorlige for-brydelser fortsætte som nu, eller skal den nye forfatning sikre, at der gøres op med korruption, politiske forbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Præsidenten Kibakis beslutning om at frem-skynde udnævnelsen af nye chefer i retsvæsenet, som han traf udenom premiereminister Odinga kort før sin afrejse til AU topmøde i slut januar 2011, må ses som endnu et forsøg på at overbevise det internationale samfund om, at Kenya selv er i stand til at gennem-føre retssagerne. De mange krumspring i relation til de 6 anklagede skal naturligvis også ses i lyset af deres høje politiske profil og ønske om at deltage i kapløbet om præsidentvalget i 2012. Men premiereminister Odinga står ikke alene med sin modstand mod præsident Kibakis miskreditering af ICC og forsøg på at få stoppet sagen. Undersøgelser viser, at over 60 % af befolkningen og civilsamfundet i Kenya mener, at retssagerne ved ICC skal gennemføres, og der er ingen tegn på, at ICC har ændret kurs i sagen. Næste skridt er Forundersøgelseskammerets godkendelse af chef-anklagerens anmodning om at udstede stævninger til de anklagedeanklagede om at møde frem til retssagen i ICC. Hvordan et sådant skridt fra ICC’s side vil blive modtaget i Kenya og de øvrige afrikan-ske lande vil tiden vise.

KonklusionSagen i Kenya illustrerer de gode muligheder ICC har for at være en støtte i landenes retsopgør efter konflikter, men samtidig er sagen også et lysende eksempel på den risiko, der er for politisering af ICC. Når ICC er genstand for massivt politisk pres og miskreditering af sit arbejde, er det afgørende, at den stærke kreds af lande, der står bag ICC, bakker op om institutionen – også når det bliver rigtigt besværligt. Det vil ofte være en fristelse ud fra pragmatiske hensyn atat finde løsninger, der på den korte bane er de mindst kontroversi-elle. Problemet er imidlertid, at erfaringerne viser, at alvorlige og massive overgreb mod civilbefolkningen, der ikke håndteres i en retsproces, vil forfølge landet i mange generationer fremover. Uden en anerkendelse af forbrydelsernes omfang og grovhed vil befolkningen, og i særdeleshed ofrene for forbrydelserne, sjældent opnå den nødvendige forsoning, og derved risikerer man langvarige skel og fjendtlighed mellem forskellige religiøse og etniske grupper, der kan give grobund for flere fremtidige konflikter. Det er derfor afgørende, at det internationale samfund både nu og i fremtiden tager ansvar for at samarbejde og fremme såvel den nationale og internationale retsforfølgning af de mest alvorlige inter-nationale forbrydelser.

»Den (…) politiske situation i Kenya er et højaktuelt eksempel på, hvordan en sag ved ICC (…) i den grad også bruges som en brik i politiske spil …« “


Præsident Obama under sin State of the Union tale. Bag ham Vicepræsident Joe Biden (tv) og den republikanske flertalsleder i Repræsentanternes Hus John Boehner (th).


vejsvalg. Demokraterne opnåede flertal i mange traditionelt set ’røde stater’ i 2008 og oplevede en usædvanligt stor opbakning i befolkningen – det politiske pendul var svunget meget langt i demokraternes retning. Derfor er det politisk set kun naturligt, at de oplevede en betragtelig tilbagegang i 2010.

EtEt lignende billede tegnede sig i 1994, da demokraterne under præsident Clinton oplevede en kraftig tilbagegang ved midtvejsval-get og mistede flertallet i Repræsentanternes Hus. Dengang vandt republikanerne også på at følge en decideret protest-strategi.

»Det viste sig hurtigt, at republikanerne havde nemmere ved at appellere til vælgernes utilfredshed end ved selv at gøre vælgerne tilfredse. Og to år efter blev præsident Clinton genvalgt. Det kan godt være en fordel at være i opposition, fordi man kan give det ledende parti skylden for alt, der går galt – men det kan hurtigt give bagslag, hvis man ikke er i stand til selv at levere.«

ClintonClinton formåede i perioden frem mod præsidentvalget i 1996 at fremstå kompromissøgende og løsningsorienteret med særligt fokus på økonomien. USA oplevede økonomisk fremgang, og samtidig havde republikanerne svært ved at omsætte det gode valg i 1994 til populære resultater. Clinton blev genvalgt som præsi-dent, og meget kunne tyde på, at Obama vil gøre brug af samme strategi frem mod 2012.

»Det kan blive meget svært for især Tea Party-folkene at få succes i Repræsentanternes Hus. Det er trods alt langt nemmere at brokke sig over det eksisterende end at levere et attraktivt alternativ i praksis. Den situation kan Obama udnytte. Samtidig er det svært at forestille sig, at økonomien ikke skulle være forbedret om to år i forhold til, hvad den er nu, og tilsammen betyder det, at Obama har relativt gode muligheder for at kopiere Bill Clintons strategi fra midt-90’erne og genvinde præsidentposten i 2012.midt-90’erne og genvinde præsidentposten i 2012.«

Mette Nøhr Claushøj

Om skribenten

Mette Nøhr Claushøj (f. 1975) har en Master of International Affairs fra Columbia University med speciale i amerikansk politik. Hun har arbejdet som politisk rådgiver ved FN i New York og på den danske ambassade i Washington, DC. Desuden har hun fungeret som politisk analytiker og kommentator i flere danske medier, herunder Deadline og Weekendavisen. Deadline og Weekendavisen.

Nicolai Alexander Bech Kofoed (f.1989) studerer ved Det Samfundsvidenskabelige Internationale Basisstudium på Roskilde Universitet.

.

Obama står med gode kort på hånden forud for præsidentvalget i 2012. Paradoksalt nok skyldes det hans historisk store nederlag ved midtvejsvalget, vurderer ekspert i amerikansk politik Mette Nøhr Claushøj i et interview med IP Monopolet.

DemokraterneDemokraterne led ved midtvejsvalget i november et historisk stort nederlag. Vælgernes tiltro til Obama var i efteråret på et hidtidigt lavpunkt i hans periode som præsident, hvilket bevirkede at midtve-jsvalget kunne tolkes som et nederlag til demokraterne som helhed og Obama i særdeleshed. Derfor kunne man foranlediges til at tro, at Obamas chancer ved præsidentvalget i 2012 var svækkede, ikke mindst på grund af den dårlige økonomi med høj arbejdsløshed og gigantisk gæld. gigantisk gæld.

Ved midtvejsvalget overtog republikanerne desuden flertallet i Repræsentanternes Hus. Da den nyvalgte republikanske flertal-sleder, John Boehner, tilmed erklærede, at republikanerne ikke ville være ’the party of no”, men ”the party of hell no” tegnede det ikke til, at Obama kunne få sine mærkesager igennem.

Midtvejsvalget kan dog vise sig at være til Obamas helt store fordel, når man ser frem mod præsidentvalget i 2012. Det siger ekspert i amerikansk politik Mette Nøhr Claushøj, der tidligere har været politisk rådgiver på den danske ambassade i Washington.

»»Hidtil har republikanerne, og særligt Tea Party bevægelsen, levet højt på at gå i protest mod den politik, der er ført under Obama. Demokraterne har haft magten i begge kamre i Kongressen, og derfor har republikanerne så at sige ganske gratis kunnet kritisere, både hvad der blev gennemført af lovforslag, og hvad der manglede af resultater, fordi det hele var demokraternes ”skyld”. Men nu sidder de selv på magten i Repræsentanternes Hus, og så bliverbliver det straks sværere for dem at kritisere Obama og demokraterne for den politik, der bliver vedtaget i Kongressen – den vil nemlig være vedtaget med deres egne stemmer.«

Obama brugte ifølge Mette Nøhr Claushøj en del af sin State of the Union tale i januar på at lægge op til samarbejde med repub-likanerne. Præsidenten fremstod kompromissøgende, hvilket understreger hans strategi frem mod valget, der især er målrettet den store gruppe af vælgere, der ønsker en samarbejdende kongres.

»Der findes en stor vælgergruppe, der mest af alt ønsker at politik-kerne samarbejder for at finde løsninger på den økonomiske situa-tion. Den gruppe vælgere appellerer Obama i høj grad til, når han søger kompromisser med republikanerne.«

Politik i penduler Siden 1930 er det kun lykkedes tre siddende præsidenter, at undgå tilbagegang i Repræsentanternes Hus ved deres respektive midt-

af Nicolai Alexander Bech Kofoed

»Midtvejsvalget kan dog vise sig at være til Obamas helt store fordel, når man ser frem mod præsidentv-alget i 2012«

»Obama har relativt gode muligheder for at vinde og dermed kopiere Bill Clinton i 90’erne«

“

“


Midtvejsvalg kan gavne Obama Obama står med gode kort på hånden forud for præsidentvalget i 2012.

i Afrika. Her render alle rundt i vintagetøj. »Mzungu! [hvid mand, red.]? You are my size!« lyder det fjoget fra de unge markedsmænd. Jeg vifter dem væk, og de skraldgriner. AminaAmina er en ældre dame. Stor. Sprudlende. Kraftfuld. En rigtig ‘afri-kansk mama’. Hendes barm, der røber, at hun har født mindst et eller flere kuld børn, er på vej ud af blusen, hver gang hun slår ud med armene, og det gør hun ganske ofte. Lettere ukoncentreret, med vasketøj dinglende om ørerne og små kyllinger trippende forbi os, lytter jeg til hendes historier på verandaen.

Som tilskuer på første parket spørger jeg til bilen, der er parkeret foran os som et andet udstillingseksemplar. At have egen bil giver nemlig forrygende status i Uganda. Køretøjet har hun erhvervet gennem Nigiina, ligesom alt inventaret indenfor. Lige fra madrasser og kogegryder til det nye tag. Og ja, så bilen. Gavekartoteket vil til-syneladende ingen ende tage. Hendes nabo fik sågar et hus, der nu pryder en lille bakketop ikke så langt herfra, fortæller hun stolt, somsom var det hendes eget. Der er således ingen tvivl om, at et medlemskab betaler sig, men minderne, der er fikseret sirligt i foto-albummet, vidner om, at det snarere er fællesskabsfølelsen end de materielle goder, der får kvinderne til at elske deres nigiina foreninger. For Amina er lykken gjort. Hun er Herren evigt taknem-melig og priser ham fra tid til anden, mens vi taler.

Afrikansk velfærd Gederne med deres kid græsser uforstyrret omkring, mens hele nabolagets børn gemmer sig bag husets mange stolper. Når jeg af og til får øje på dem, fniser de og skynder sig væk, men få minutter senere står de der igen.

GaveudvekslingenGaveudvekslingen er en ceremoni, der markeres med musik, dans, taler og mad i lange baner. Mens en traditionel festdans – deraf betegnelsen nigiina - folder sig ud overrækkes en ny kvinde hver gang et beløb eller gaver, som hun har ønsket sig. Hun bliver på denne dag kaldt bruden (Mugole). II foreningerne bliver der talt om alle livets aspekter, herunder god opførsel, gensidig respekt og kulturelle overbevisninger. Gennem de sociale netværk, de beskedne opsparinger og den frie informa-tionsudveksling får kvinderne fornyet styrke til at bryde ud af fattig-dommens stramme, isolerende greb. Mændene foretrækker derimod at læne sig tilbage og nyde godt af hustruens nye invester-inger, hvorfor majoriteten i foreningerne er kvinder.

De traditionelle udvidede familier har siden koloniseringen været på retræte i Uganda, såvel som i resten af Afrika. Et velfærdsystem er imidlertid ikke på fremmarch, og det skaber store sociale og økono-miske problemer for samfundets udsatte, heriblandt fattige mødre. De mange nigiina sammenslutninger tilbyder ret beset dét sociale og økonomiske sikkerhedsnet, som ingen længere udbyder.

Politisk guldgrubeTidligere var der nærmest tale om nationalbevægelse, men de

Når pengene er små, kan det være svært at spare op. Særligt når sulten er stor. Opsparing fordrer vedholdendenhed, men denne disciplin er vanskelig at beherske alene. Netop derfor er nigiina svaret på mange kvinders bønner i Uganda, for sammen er det lettere at spare op. Det kender Amina alt til.

UlandshjælpensUlandshjælpens nye sorteper er de såkaldte mikrolån, der eftersi-gende blot avler yderligere fattigdom i den tredje verden. Mikrolån, der er blevet hyldet i mere end tre årtier og sikrede Muhammed Yunus Nobels Fredspris i 2006, ledsages nemlig til tider af urimeligt høje renter, og de fattige låntagere skal tilmed afdrage lånet efter den første uge. Men dette kan næppe komme som nogen over-raskelse, eftersom den samme politik gør sig gældende, når Verdensbanken eller IFM flotter sig med tegnepungen, hvorfor ulan-dende på lignende vis fanges i større og større gældsklemmer.I Uganda er mikrolån imidlertid en landsdækkende succes og går under betegnelsen nigiina, der med lidt god vilje kan oversættes til jubeldans, men der er langt fra tale om danselektioner. Nej, nigiina er fattigdomsbekæmpelse på lokal plan. Nigiina er samhørighed. Det afrikanske svar på et velfærdssytem. Nigiina er ulandshjælp, bare bedre. Ingen mellemmænd. Ingen korruption. Ingen adminis-tration. Vestens lange snabel er med andre ord uindblandet, og i modsætningmodsætning til de omtalte mikrolån, er idéen til nigiina helt i tråd med landets oprindelige traditioner og værdier.

Én for alle, alle for énFor at drage fordele af nigiina må man som medlem kontribuere med en lille pose penge månedligt. Det kan variere alt efter, hvor fattig man er, men alt fra 5.000 til 20.000 Uganda Shillings, svarende til mellem 13 og 50 kroner, er normalt. Alle pengene kanaliseres i den fælles pulje, og hver måned kan én person rydde hele kagefadet, der således går på runde, måned efter måned, år efter år. Jo flere medlemmer, desto større kage - det siger sig selv, menmen i Uganda ligger kagetyvene også på lur. Enhver med en svag karakter ville kunne vente på sin tur for derefter at rende afsted med alle herlighederne. Tillid og tålmodighed er derfor altafgørende faktorer i disse nærmest familiære grupper af kvinder, og nye med-lemmer bliver kun værdiget en chance, hvis de kan bevise, at de er født i det pågældende område. Derfor er de store foreninger, der tæller flere hundrede medlemmer, oftest delt op i utallige undergrupper, hvor alle kender hinanden, og hvor udsigten til sin tur er overskuelig. I mange foreninger er der ligefrem mulighed for at optage de famøse mikrolån, og det har hjulpet tusindvis af kvinder og deres familier i Uganda.

Det betaler sigPå boda boda (motorcykel taxa) ad Kampalas veje, hvor der er flere hulller end asfalt, og som giver én mere adrenalinsus end en kar-ruseltur i Tivoli, er jeg taget ud for at møde én kvinde, der har været en del af nigiina siden den spæde start for snart ti år siden. Jeg kører gennem markeder, mellem sirlige stakke af grøntsager og bunker af genbrugstøj fra EU, som bliver solgt for en slik alle steder

af Signe Okkels

»Nigiina er samhørighed. Det afrikanske svar på et velfærdssytem.«

»Tillid og tålmodighed er derfor altafgørende faktorer i disse nærmest familiære grupper af kvinder.«

“

“


NigiinaDet nye sikkerhedsnet i Uganda

Børn og fattige folk i Uganda går alle rundt i nigiinas, der fås i alle farver for en slik. Gummisandalerne, der importeres fra Asien til hele Østafrika, bliver i Uganda kaldt nigiinas ligesom foreningerne af kvinder. Dette sammentræf kan ingen imidlertid forklare.

Signe Okkels er journalist-studerende på Roskilde Universitet, og har desuden studeret ved Makerere University i Kampala.

Dette er tredje og sidste artikel i hendes artikel-serie om Uganda.

Om skribenten

Faktaboks- Paraplybetegnelsen nigiina dækker over alle de registrede initiati-ver, hvor kvinder på på festlig vis hjælper hinanden ud af fattigdom gennem beskedne opsparinger.

- Aktiviteterne i disse sammenslutninger spænder vidt fra kompe-tenceudvikling inden for ledelse og entreprenørskab til udstedelse af rentefrie lån. Sammenslutningerne er uafhængige og opererer efter deres egne regler og normer.

- Der findes flere hundrede nigiina foreninger alene i Uganda, men ingen ved reelt hvordan det hele begyndte. De afspejler imidlertid den solidaritet og gensidighed, der karakteriserede fortidens slægter som dengang udgjorde det sociale og økonomiske sikker-hedsnet.

- Nigiina grupperne er et relativt nyt fænomen i Uganda, men lignende sammenslutninger eksisterer i de fleste ulande Verden over.

seneste par år er foreningernes aktiviteter stilnet af. Ifølge professor Andrew State ved Makerere University skyldes dette, at der ikke længere er tale om små uformelle sammenslutninger, hvor beskedne beløb cirkulerer. Nej, der kan i dag være tale om ganske store summer, hvorfor de fleste holder lav profil for at undgå tyveri og misundelse. Han påpeger ligeledes, at der er et påfaldende højere aktivitetsniveau omkring præsidentvalgene. Nogen mener ligefrem,ligefrem, at foreningerne blev iværksat af regeringspartiet NRM ved valget i 2001, der dengang opfordrede landets fattige til at bekæmpe fattigdom gennem små opsparinger. Så var ansvaret i hvert fald placeret, fristes man til at sige.

Det har altid været billigt at købe sig til stemmer i de fattiges lag, og noget tyder på, at disse sammenslutninger for tiden udvikler sig til politiske platforme. Mange foreninger tæller flere hundrede kvinder, og politiske kandidater ser med god grund sit snit at høste stemmer her.

NårNår alt kommer til alt, bliver et medlemskab først en god forretning, når ikke-medlemmer spytter i kassen, idet medlemmerne alene ikke får mere end det de selv betaler i det lange løb. Derfor er de fleste nigiina foreninger i dag registrerede under de regionale udviklings-centre og nyder godt af lokalpolitiske, finansielle bidrag og støtte i form af undervisning og kompetenceudvikling. Amina bekræfter, at de også i deres forening har haft besøg af politikere, og hun glæder sigsig til valget i februar 2011, hvor politikerne begynder at kaste med penge igen. Det sker ellers aldrig, for i Uganda har statskassen aldrig set dagens lys. Himmelen har trukket sig sammen og varsler regnskyl. Jeg prajer en boda boda og skynder mig hjem. Amina samler børnene og går ind i sit fine, lille hus, hvor det ikke skorter på noget takket være hendes elskede nigiina forening .



Synspunt

Senere konventioner har anlagt en bredere fortolkning af men-neskerettighederne, f.eks. Den Afrikanske Menneskerettighedskon-vention, der blev indgået mellem afrikanske stater i 1981.Efter konventionen skal de afrikanske stater beskytte ikke blot enkeltpersoners rettigheder, men også folkegrupper. Desuden indeholder art. 27-29 en række pligter, f.eks. til at respektere forældre og sørge for, at de ikke lider nød, samt pligten til at arbejde, betale skat og bevare og styrke sit lands uafhængighed. Konventionen opretter desuden en menneskerettighedskommis-sion, som både stater og enkeltpersoner kan klage til. AndreAndre menneskerettighedskonventioner afviger mere markant fra den klassiske opfattelse. Et eksempel kunne være den såkaldte Cairo-erklæring fra 1990. Hvor det fremgår af FNs Verdenserk-læringens § 1, at Enhver har ret til frihed, liv og personlig sikkerhed, hedder det i Cairo-erklæringen: Livet er helligt og må kun tages, hvis det har hjemmel i sharia. En paragraf om forbud mod tortur er udformet på samme måde.

Som det fremgår er menneskerettighederne ikke evigt gyldige sandheder, som ethvert menneske og samfund på jorden umiddel-bart og til enhver tid anerkender som umistelige værdier. De er derimod i høj grad båret af kulturelle og historiske forestillinger og erfaringer. For vor kulturkreds fremstår de dog som bærende ret-tigheder, uden hvilke vi ikke ville kunne tale om frie, demokratiske stater.

Hvem skal fortolke menneskerettighederne?Mens vi alle kan blive enige om, at mennesker f.eks. har ret til en ”fair trial”, er det ikke helt så ligetil at vurdere, hvori en ”fair trial” består, og hermed opstår spørgsmålet om, hvem der skal fortolke menneskerettighederne.

Fortolkning af grundloven SpørgsmåletSpørgsmålet minder om den problematik, der knytter sig til et lignende spørgsmål, nemlig, hvem der skal fortolke forfatningen (hos os grundloven). Forfatningen står over almindelig lov, og almindelige love må ikke stride imod forfatningen. I USA fortolker Højesteret forfatningen, men det er præsidenten der udpeger Højesteret, og på den måde får politikerne indirekte betydning for fortolkningen af forfatningen. I Danmark var det i mange år et stridsspørgsmål,stridsspørgsmål, om politikerne eller Højesteret skulle fortolke grun-dloven. Man kan sige, at hvis det er Højesteret, får denne mulighed for at tilsidesætte en demokratisk vedtaget lov – omvendt er det ikke tilfredsstillende, at Folketinget selv vurderer, om dets love er i strid med grundloven. Man har fundet en middelvej: Politikerne anerk-ender, at Højesteret kan tolke grundloven – Højesteret på sin side anlægger en meget forsigtig grundlovsfortolkning og erklærer kun en lov grundlovsstridig, hvis man er meget sikker på, at det for-holder sig sådan.

Et godt eksempel er bestemmelsen om, at domstolene skal være upartiske – en bestemmelse, der både står i den danske grundlov og i EMRK. I 1994 (1) kom en sag for de danske domstole, hvor forsvaret i en straffesag hævdede, at dommeren var inhabil. Den pågældende udførte kun dommerhvervet en gang om ugen, og resten af tiden var hun ansat i Justitsministeriet i afdelingen for

MenneskerettighederneMenneskerettighederne er under pres i disse år. Den traditionelle opfattelse er, at de er forudsætningen for et værdigt menneskeliv i et frit demokrati. Men er de – som nogle politikere hævder – snarere snærende bånd for staternes frie udfoldelsesmuligheder? Artiklen beskriver, hvad menneskerettighederne hviler på, og hvem der skal fortolke dem i praksis. Der lægges særligt vægt på Den europæiske Menneskerettighedskonvention og den tilknyttede domstol.

FNsFNs Verdenserklæring om Menneskerettighederne blev vedtaget i 1948. 48 medlemslande stemte for, ingen stemte imod, men otte undlod at stemme. Vedtagelsen var et udtryk for håbet om, at nationerne havde lært af 2. verdenskrigs rædsler, og at man i frem-tiden ville kunne leve sammen i fred og frihed. I erklæringens indledning hedder det: “… anerkendelse af, at den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige ret-tigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie er grund-laget for frihed, retfærdighed og fred i verden,…” Og artikel 1 lyder: “Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder…..”

Det er store ord, og selvom erklæringen ikke er juridisk bindende for staterne, kan det være et stort politisk prestigetab ikke at overholde menneskerettighederne. Verdenserklæringen har dannet udgangs-punkt for senere menneskeretskonventioner som Børnekonven-tionen og Racediskriminationskonventionen.

Uden for FN-systemet er skabt en række andre konventioner. I Europa er den vigtigste Den Europæiske Menneskerettighedskon-vention (EMRK) ikke mindst pga. den tilknyttede domstol, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Med Menneskeret-tighedsdomstolen er der for første gang skabt et internationalt organ, hvor borgere har mulighed for at klage over deres egen stat.

Reglerne i EMRK er i vidt omfang brede standarder ligesom man ser det i grundloven. En standardformulering ved frihedsrettighed-erne (retten til f.eks. privatliv, ytringsfrihed, religionsfrihed) er, at disse friheder kun kan begrænses, hvis det er foreskrevet ved lov og nødvendigt i et demokratisk samfund. Disse generelle stan-darder er det Menneskerettighedsdomstolens opgave at fylde ud, og Menneskerettighedsdomstolen har anlagt en såkaldt ”dynamisk” fortolkningsstil, hvilket betyder, at målestokken ikke er året 1950 - hvor konventionen blev skrevet – men året 2011. Det katolske Irland er således blevet dømt for krænkelse af homosek-suelles rettigheder, og Danmark har set, at det er en krænkelse af menneskerettighederne, hvis der kræves medlemskab af en bestemt fagforening for at beholde et job.

Hvad hviler menneskerettighederne på?Menneskerettighederne er udtryk for nogle standarder, som et stort flertal af verdens statsledere på et givet tidspunkt opfattede som grundlæggende, eller med verdenserklæringens ord: ufortabelige. De har rødder i både den franske og amerikanske uafhængighed-serklæring, og er udtryk for værdier, som sættes højt i de vestlige demokratier, herunder ikke mindst respekten for det enkelte individ.

af Eva Smith


Har vi brug for menneskerettighederne?

Eva Smith er professor i procesret ved Køben-havns Universitet og har i mange år interesseret sig for menneskerettigheder.

Hun har publiceret adskillige artikler og holdt foredrag for dommere og advokater. Hun er endvidere Danmarks medlem af en kommission under Europarådet (ECRI), der skal bekæmpe intolerance og fremmedhad.

Om skribenten

politi- og anklagemyndighed. Forsvaret påberåbte sig såvel grund-loven som EMRK.

For så vidt angik grundloven henholdt Højesteret sig til den traditio-nelle fortolkning og pegede på, at der var tale om en praksis, der siden 1919 havde haft hjemmel i Retsplejeloven og finanslovene, uden at det hidtil havde givet anledning til diskussion.

Spørgsmålet om overensstemmelse med EMRK var vanskeligere. Man henviste til, at der ikke fandtes domme fra Menneskeret-tighedsdomstolen, som angik helt tilsvarende situationer, men endte med at sige, at især på baggrund af den pågældendes ansættelse i kontoret vedrørende politi- og anklagemyndighed, fandt man det rigtigst, at hun veg sit sæde. Herefter blev reglerne ændret, således at det nu ikke længere var muligt at være ”formid-dagsdommer” parallelt med en ansættelse i Justitsministeriet.

Det er imidlertid tankevækkende, at der på dette område er ensly-dende bestemmelser i grundloven og EMRK – men, at kun bestem-melsen i EMRK yder den danske borger beskyttelse.

Fortolkning af EMRKPå samme måde, som med diskussionen om fortolkningen af grun-dloven kan man diskutere, om det er korrekt, at Menneskeret-tighedsdomstolen, der består af regeringsudpegede jurister fra hvert medlemsland og således er uden demokratisk mandat, kan sætte sig til dommer over det danske Folketing. Menneskerettighedsdomstolen underkender ikke direkte medlems-landedes love, men beskæftiger sig i stedet med enkeltsager. Såfremt at der i en konkret sag statueres brud på menneskeret-tighederne, kan det betyde, at det bliver nødvendigt at ændre den nationale lovgivning. Det er der mange eksempler på både fra Danmark og andre europæiske stater. Er det rimeligt?

I 1990 skrev den juridiske professor Bent Christensen en artikel, hvori han beskrev afgørelser fra Tyskland og Frankrig. Afgørelserne drejede sig ikke om Menneskerettighedsdomstolen, men omhan-dlede Forfatningsdomstolen i de to lande, altså det organ, der skal tage stilling til, om en lovgivning strider med forfatningen. Begge forfatninger indeholder en bestemmelse om ”retten til liv” – og i begge stater var der indført fri abort. Sagsøgerne påstod, at fri abortabort var i modstrid med forfatningen. Sagerne endte med, at loven ikke blev kendt forfatningsstridig i Frankrig, men blev det i Tyskland, hvor man herefter indførte en række undtagelser (moderens helbred, sociale forhold, etc.) Dette betød alt i alt, at der i praksis også blev fri abort i Tyskland.

Bent Christensen stiller imidlertid det relevante spørgsmål: Er dette problem noget, domstolene skal tage sig af, eller hører det ind under politikernes domæne? Lignende spørgsmål er rejst i andre forbindelser, f.eks. vedrørende et dødsfald, der fandt sted på et lille sygehus i Odder. Dødsfaldet kunne have været undgået med moderne udstyr. Var staten ansvarlig, fordi dette ikke fandtes i Odder? Domstolen fandt ikke erstatningsansvar og tilføjede, at hvilkehvilke ressourcer samfundet skal stille til rådighed for det enkelte sygehus ikke i første række er et juridisk, men et politisk-økonomisk spørgsmål. Bent Christensen er på linje hermed, når han skriver: ”Jeg foretrækker, at afgørelser, der indebærer bare nogenlunde grundlæggende interesseafvejninger i samfundet, træffes af politik-ere snarere end af dommere.”

Man kan diskutere, om man med Menneskerettighedsdomstolen har lagt for mange afgørelser, der retteligt tilhører politikerne, ud til en domstol. Mange politikere vil utvivlsomt svare ’ja’. De finder det urimeligt, at vi ikke selv kan bestemme eksempelvis vore udvisning-

regler vedrørende kriminelle udlændinge uden at skulle stå til regnskab i Strasbourg.

Jeg synes, det er en legitim diskussion, men dels er Menneskeret-tighedsdomstolen forsigtig i sin fortolkning, dels er det efter min opfattelse af stor betydning, at den holder fast i nogle principper, som vi alle anser for grundlæggende i et vestligt demokrati – også når politikerne gerne havde set, at reglerne blev bøjet.

Et godt eksempel på denne problematik er den såkaldte Tuneser-sag. Her havde regeringen (med støtte af store dele af opposi-tionen) fået gennemført en lov, som bestemte, at et spørgsmål om hvorvidt en person udgjorde en sikkerhedsrisiko, fremover skulle vurderes af PET. Hvis PETs vurdering blev støttet af såvel jus-titsministeren som integrationsministeren, var dette tilstrækkeligt grundlag for udvisning (og i den forbindelse fængsling) af en person .

Højesteret (3)omstødte denne lov under henvisning til EMRK. Efter denne kræves det, at den udviste har et tilstrækkeligt kendskab til myndighedernes materiale til, at det er muligt for ham at imødegå deres påstand.

KonklusionMenneskerettighederne hviler på nogle grundlæggende princip-per, som vi anser for nødvendige forudsætninger for et værdigt menneskeliv i en demokratisk livsform.(4)

Selv om jeg i princippet deler Bent Christensens opfattelse af, at grundlæggende interesseafvejninger i samfundet bør træffes af demokratisk valgte politikere, synes jeg erfaringen har vist, at vi ikke kan være sikre på, at politikerne i den enkelte situation holder hovedet koldt og sikrer de menneskerettigheder de selv har vedtaget, og som de i princippet er helt enige i.

DetDet er nok tvivlsomt, om Europas politikere havde skabt domstolen, som en del af EMRK, hvis de havde vidst, hvordan den ville udvikle sig, men det er efter min opfattelse af afgørende betydning for de europæiske borgeres retssikkerhed at Menneskerettighedsdomsto-len har fastholdt politikerne på EMRKs grundlæggende principper.


PRÆSIDENTENS MANDIPanmeldelse


Mandela i sydafrika og Anwar Sadat i Egypten.

GennemGennem hele sit liv er Sorensen forblevet aktiv inden for demokratisk politik. Han var især beundret af en senator fra Illinois, Barack Obama, da han ankom til Washington i 2005. Da Obama to år senere stillede op for præsidentposten støttede Sorensen op om hans kandidatur og deltog i kampagner på tværs af landet. I sin biogarafi ”Præsidentens mand” påpeger Sorensen de mange egenskaber Obama havde til fælles med Kennedy; ”en ungdom-meligmelig senator, hvis modstandere anklagede ham for at mangle erfaring; en meget berejst mand, der forstod hvordan USA blev opfattet i udlandet; en formidabel taler, der appelerede til unge mennesker og inddrog dem i både sin valgkamp og sin administra-tion med løfter om forandring, reformer og progressive idealer; en Harvard-uddannet intellektuel der kunne lide at skrive om og dis-kutere offentlige anliggender, og en kandidat hvor det virkede umuligt for ham at blive nomineret af partiet og valgt af befolkningen - af irrelevante og uretfærdige demografiske grunde”.

På spørgsmålet om hvorfor Sorensen ikke har sluttet sig til Obamas administration besvarer han spørgsmålet med et citat fra Kennedys indsætningstale; ”faklen er blevet givet videre til en ny generation af amerikanere”. Med antipatien mod George W. Bush og paral-lellerne mellem Obama og Kennedy er der skabt en ny interesse for John F. Kennedys liv. Via foredrag, artikler og interviews har Sorensen forsogt at holde hans minde i live og hans værdier i hævd.

”Præsidentens mand” indeholder mange facetter; Sorensen stærke bånd til Danmark hvorfra hans oldeforældre emigrerede, om de his-toriske og politiske begivenheder der fandt sted iløbet af hans tid i Det Hvide Hus, samt hans personlige forhold til Kennedy. Sid-stenævnte er dog ”farvet” og svækker derved selvbiografiens tro-værdighed. Sorensen nægter eksempelvis konsekvent at kommentere rygterne om Kennedys utroskab. Samtidig ignoreres eller forskønnes Kennedys gentagne forsøg på at snigmyrde Fidel Castro og hans involvering i den tidligere Vietnamkrig. Dette til trods er ”Præsidentens mænd” bestemt anbefalelsværdig. Sorensen førstehåndsberetning fra magtens centrum er spændende og skrevet med en selvironi, indsigt og klarhed, der gør bogen til en fascinerende beretning om en idealistisk, politisk samt loyal ildsjæl bag en af verdens mest magtfulde mænd.

Kun to uger før Ted Sørensen skulle have besøgt Danmark, dels i anledning af udgivelsen af hans biografi ”Præsidentens mand”, dels for at deltage i den journalistsike konference Fagfestival, døde han af et slagtilfælde. Med ham døde en af de sidste overlevende fra John F. Kenendys administration. En æra i amerikansk politik er slut

Om skribentenLiv Andersson (f. 1987) er bachelorstuderende på Statskundskab på Københavns Universitet.

Hun er næstformand i International Debat samt aktiv i IP-monopolet siden sommeren 2010. Hun mødte Ted Sorensen under International Debats studietur til USA i april 2010

.

John F. Kennedys tidligere taleskriver og politiske rådgiver, Ted Sorensen, døde i november 2010 få uger før hans biografi fik dansk premiere. I biografien ”Præsidentens mand” giver Ted Sorensen et indblik i hans politiske karriere og tætte forhold til John F. Kennedy. Biografien tegner billedet af en ung idealistisk mand, der via sine liberale holdning og retoriske kompetencer endte med at påvirke amerikansk udenrigspolitik som præsidentens rådgiver.

TheodoreTheodore C. Sørensen blev født 8. maj 1928 i Lincoln, Nebraska og var en amerikansk advokat og politik rådgiver med danske aner. Sørensen blev uddanneyt som jurist fra University of Nebraska i 1949 og blev i 1953 ansat som daværende senator John F. Kennedys assistent. De to arbejdede sammen i årene op til Kennedys nominering som præsidentkandidat og rejste alle USA’s stater tynde og finpudsede samarbejdet. Kennedy talte, Sorensen lyttedelyttede og noterede sig hvad er virkede og ikke virkede. Da Kennedy blev valgt fulgte Sørensen med ind i Det Hvide Hus. Hans officielle titel var ”særlig rådgiver”, men han fik tilnavnet ”Kennedys intellektuelle alter ego”, og John F. Kennedys bror sagde om ham ”Når det bliver svært, bliver Sorensen bragt ind”. Sorensen bidrog i væsentlig grad til udfærdigelsen af Kennedys pulitzer-vindende bog ”profiles in Courage” fra 1956.InspireretInspireret af mænd såsom Thomas Jefferson og Winston Churchill var Sorensen mest kendt for sine skarpe retoriske evner, hvilket blandt andet kom til udtryk i det kendte citat fra Kennedys åbning-stale i 1961; ”spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, spørg hvad du kan gøre for dit land”. John F. Kennedys ærkerival, Richard Nixon sagde om ham, at han havde den særlige gave at han kunne finde ord og vendinger, der trængte ind i den amerikanske folkes-jæl.

I spørgsmålet om Sorensens mest betydningsfulde øjeblik i ameri-kansk politik, henviser han selv i sin biografi ”Præsidentend mand” til forhandlingerne under Cuba-krisen i 1962. Sorensen formuler-ede et brev til den sovjetiske leder Nikita Khrushchev der var med til at ende den cubanske missil krise. Efter Kennedy-administratio-nens mislykkedes kup mod Fidel Castro i Svinebugten, havde Sovjet sendt atomvåben til Cuba der potentielt kunne ramme byer såsom New York og Washington. ”Jeg vidste at en enkel fejtagelse i mit brev – hvad som helst der havde gjort Khrushchev vred eller misfornøjet– kunne medføre Amerikas udslettelse, ja måske hele verdens udslettelse” udtalte Sorensen sig i et interview i New York Times. I det endelige brev til Khruschov pressede Kennedy på for en fredelig løsning. Sovjetunionen tilbagetræk deres missiler og verden kunne ånde lettet op. Sorensen fortsatte sit arbejde for Kennedy frem til hans død i november 1963. I 1976 tilbød Jimmy Carter Sorensen rollen som direktør i CIA, hvilket konservative kræfter satte en stopper for, da det kom frem at Sorensen som 17-årig havde registreret sig som militærnægter. Nomineringen til CIA-direktor blev afmeldt hvilket endte Sorensens ambition om et fortsat politisk arbejde i Washing-ton.

I mere end 40 år efter Sorensen forlod det Hvide Hus arbejdede han som advokat og seniorpartner i advokatfirmaet Paul, Weiss, Ridkind, Wharton og Garrison. Sorensen rådgav bl.a. Nelson

af Liv Andersson


Præsidentens mandIP Monopolet anmelder Ted Sorensens selvbiografi

ipmonopolet #12 - nationalstaten

Documents