Israel har gennem tiderne taget imod mange etiopiere. Den lutherske præst Tamiru blev sendt tilbage til Etiopien. (Arkivbillede. Foto: Israel Government Press Office).

Hvis advent er en ventetid, så var der til en vis grad dømt adventstid i Ben Gurion lufthavnen i Tel Aviv i midten af oktober måned. Jeg stod i hvert fald og ventede

og var efterhånden ved at være lidt utålmodig. Jeg var stået ud af min seng midt om natten for at køre til lufthavnen og hente Tamiru, en luthersk præst fra Eti-opien, som jeg skulle være vært for i tre uger på Caspari Centret i Jerusalem. Og der stod jeg altså i ankomst-

hallen med et fint skilt med hans navn på og ventede og ventede. Kabinepersonalet fra Ethiopian Airlines var for længst kommet ud, og der var ikke kommet en eneste afrikaner ud i mindst en halv time. Da tålmodigheden slap op, gik jeg først til informationen og blev der bedt om at henvende mig på indenrigsministeriets kontor.Der blev jeg så, efter at være

blevet krydsforhørt om mit for-hold til Tamiru, informeret om at hr. Tamiru ikke kunne få lov at komme ind i Israel. Og det til trods for at han havde søgt og fået visum på ambassaden i Etio-pien til at rejse ind i Israel. Man mistænkte Tamiru for at ville ind i Israel under falske forudsætninger baseret på mindst to tidligere afvi-ste visumansøgninger fra ham.

Afvisningen af TamiruPå en måde kan man ikke for-tænke de israelske myndigheder i deres mistanke, for det var klart

for enhver af os, der havde været i kontakt med Tamiru, at hans højeste ønske var at få lov at bo sætte sig i Israel for en periode. Men forskellen på Tamiru og den store gruppe af afrikanere, som til stadighed forsøger at komme ind i Israel i håb om her at finde et bedre liv, er motivationen. Tamiru ønskede brændende at komme til Israel, ikke for selv at kunne få del i den vestlige verdens rigdomme her, men fordi han mente at være rig på noget, som folk her mang-ler. Tamiru så sig selv kaldet af Gud til at være et vidnesbyrd om ham for det jødiske folk.I en mail, hvor han beskrev sine

ønsker for det tre uger lange forløb hos os på Caspari, var punkt ét på hans liste en bøn om, at vi ville planlægge, at han kunne få lov at fortælle sit vid-nesbyrd om, hvordan Gud havde bragt ham hjem til sit hus, for som han skrev: jeg tror det vil forandre ting.

Drømmen gik ikke i opfyldelse, men ...Men Tamiru var altså ikke vel-

kommen her og måtte efter en sikkert ikke alt for behagelig dag i emigrationsmyndighedernes vare tægt finde sig i at blive sat på næste fly tilbage til Etiopien. Og efter den oplevelse kommer hans drøm om at få lov at komme til Israel for at dele sit vidnesbyrd om Israels Gud med israelerne nok aldrig til at gå i opfyldelse.Her i adventstiden var det måske

passende for os, som er engage-ret i mission til det jødiske folk, at bede om, at noget af den liden-skab, som Tamiru har for at få lov at dele det bedste han havde med det jødiske folk, må smitte af på os. Så at han, som Tamiru var drevet af, også selv om Tamiru ikke selv fik lov at komme ind, kan få lov at komme og blive til liv for sit eget folk. Så det kan blive advent her igen.

Advent i Ben Gurion Lufthavn

Jakob Wilms Nielsen, Jerusalem

Kai Kjær-Hansen (th.) kunne ved landsstyremødet i november meddele Arne Hovgaard Pedersen, at han havde fået sit ”drømmejob”.

REJSE TIL ISRAEL - med Vicka og Jan Mortensen i maj måned //SIDE 6

MOTTO: “. . .Jeg beder af hele mit hjerte t i l Gud om at jøderne må bl ive frelst” (Rom 10,1)

NR. 6 DECEMBER 2011Israelsmissionens Avis EVANGELIET OG DEN JØDISKE VERDENStiftet 1885

Israelsmissionens årsmøde finder sted lørdag den 24. marts 2012 på TORVET i Aarhus. Sæt allerede nu et kryds i kalenderen. I forbindelse med årsmødet er der valg til Israels missionens landsstyre

// SIDE 6

GravhavenMidt i al julehurlumhejet kan et besøg i gravhaven i Jerusalem sætte gang i tanker om det sande formål for Jesu komme til jord.// UNGE - SIDE 7

Ny kommunikations- og netværksmedarbejder

Af i alt 22 ansøgere er Arne Hougaard Pedersen ansat som ny kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen fra og med den 1. januar 2012. Arne Hougaard Pedersen er

ikke en ukendt person i Israels-missionen. Han blev medlem af Israelsmissionens Unge i 2002 og har siden da været aktiv både i lokalforeningerne i Herning og Aarhus og også som formand for Israelsmissionens Unge. Efter at have studeret teologi i

2½ år skiftede han i 2006 spor og begyndte at læse medievi-denskab ved Aarhus Universitet og afsluttede sine studier dér i 2011. Han brænder for kommuni-

kation, mission og teologi. Eller som han skrev i sin ansøgning til

Den Danske Israelsmission: ”Det bibelske kald om at ’begynde i Jerusalem’, om jødemission, har en helt central placering i orga-nisationen, og der har været en udbredt tradition for at sam-mentænke teologi og mission – en egenskab som har gjort Israelsmissionen bredt anerkendt – nationalt som i udlandet. Disse egenskaber gør Israelsmissionen til en spændende missionsorga-nisation med kant – en missions-organisation som gør og vil gøre en forskel langt ind i fremtiden.” Arne er gift med Heidi, og

sammen har de tre piger. Vi byder Arne velkommen som

medarbejder og lægger ham og hans familie hen til Israelsmissio-nens venners forbøn.

Kai Kjær-Hansen

Årets JulegaveSidste år tilbød Israelsmissionen landsstyremed-lem Jørgen Hedager Nielsen et legat, som skulle bruges til en rejse til Israel med henblik på at skrive en bog om forsoningsarbejdet Musa-laha. De penge viser sig nu at være givet godt ud. I bogen Forsoning i kløfternes land – tager man k’et væk bliver det til ”løfternes land” – fortæller 18 personer om deres arbejde for forsoning. Personligt, gribende og eksistentielt taler Jesus-troende jøder og palæstinensere samt andre kristne om sig selv og den anden part. Forsoningsarbejdet drejer sig, som en af de interviewede siger, om “at se udfordringerne sammen, tilbede sammen, lære om hin-anden, prøve at forstå hinandens verdensopfattelse. Det var meget udfordrende. Nogle gange smertefuldt.” Læs mere på midtersiderne. kk-h

2 | ISRAELSMISSIONENS AVIS | DECEMBER 2011

Generalsekretæren har ordetKLUMMEN

ANDAGT

Som det fremgår af Avisens forside, får Israelsmissionen ny medarbejder fra 1. januar 2012. Frem til ansøgningsfristens udløb sidst i oktober måned fik vi dejligt mange henvendelser fra mennesker, der søgte arbejde, men altså også søgte om at blive Israelsmissionens medarbejder. Det glæder jeg mig over, og flere af dem var velkvalificerede til jobbet. Ærgerligt, at vi kun skulle ansætte én!Hvorfor valget faldt på Arne Hougaard

Pedersen, skal jeg ikke her argumen-tere for. Det skal han først og fremmest selv vise, når han efter 1. januar møder på arbejde på TORVET – om end det i første omgang bliver i den midlertidige pavillon.

Hvad er budskabet?Men processen frem til beslutningen har givet mig anledning til at overveje, hvad det er for et budskab vi har, hvem vi gerne vil skal høre det, og hvordan vi så gør det bedst. Jeg glæder mig til i samarbejde med Arne at finde frem til svar på disse spørgsmål og så forsøge at omsætte svarene til handlinger. Det kan lyde, som om vi ikke allerede gør os disse overvejelser, hvilket ikke er sandt. Men på kommunikationsområdet sker der hele tiden nyt – og det går stærkt.Budskabet er ikke blevet et andet. Det

handler stadigvæk om, at jøden Jesus er Israels Messias. For ”evangeliet er ikke et begreb, som skal tilføres nye ideer, men en historie, der skal fortælles på ny”, som det hedder i Cape Town-er-klæringen (s. 17). Og lige på det punkt er vi i Israelsmissionen ret ensidige. Og bliver da også sommetider beskyldt for kun at have ”én tone i livet”.

Budskabet fortalt på ny og på en ny mådeDen beskyldning kan vi leve med, men vi kan og må ikke leve med ikke at få fortalt historien på ny og på en (ny) måde, så den høres og kommer ud over kanten. Dertil er den for god og for skelsættende. Vi vil ikke være kantede, men vores budskab skal have kant. Vi ønsker ikke at skabe skel, men når evan-geliets fortælling om jøden Jesus høres og modtages, bliver det skelsættende i menneskers liv. Når det sker, er det Hel-ligåndens gerning og skyldes ikke vores nye kommunikation. Alligevel er det vores opgave at gøre det så godt, så relevant, så tidssvarende, så målrettet, så økonomisk ansvarligt, som vi kan. Og så længe vi kan.Som andre missionsselskaber er vi meget

bevidste om, at vi har begrænsede res-sourcer. Men vi har også begrænset tid. Det første kunne vi godt ønske os var anderledes. Men det sidste – at tiden er begrænset – er faktisk en del af den gode historie: At Jesus kommer igen – for at gøre alting nyt. Derfor ønsker vi hinanden ”Glædelig advent!”

Frygt ikke! Se, jeg for­kyn der jer

en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.Herrens engel (Luk 2,10-11)

Det er advent. Gud kom. Skaberen af vores galakse, Mælkevejens 100 milliarder stjer-ner og yderligere 100 milliarder galakser i universet (har jeg hørt), blev født af en fattig teenager. Universets konge blev en af os – for os. Og hvor glæder jeg mig egentlig til igen at høre juleaftens nyhedsoplæsning: ”I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” Det er lige på og hårdt. En frelser er født os. Havde jeg bedt om det? Næh… Har jeg brug for det? Se, det siger englen faktisk implicit. Og jo, nu du siger det.

Alt ramlerDet slog mig for nylig, da jeg læste Salme 11. Her siger David i vers 3: ”Når grundvoldene vakler, hvad gør da den retfærdige?” Hvad siger han? Han siger, at alt ramler i denne verden. Selv gode mennesker går ikke ram forbi. Alt er korrumperet. Og helt ærligt; han er skræmmende præcis. Der findes ikke noget mere lunefuldt end denne verden. Den er ikke til at stole på. Det eneste, der ikke vakler og som er til at stole på, er det, David siger videre: ”Herrens trone er i himlen.” Alt ramler, men Gud er på tronen. Hvor lykkeligt! Der er håb for verden. Men ”hans blik prøver menneskene”, fortsætter David. Guds blik prøver mig. Åh, det bliver jo en gordisk knude. Det eneste håb for verden er, at Gud genopretter den og fjer-ner alt, der har selv det mindste kim til ondt i sig. Men hvis det er verdens eneste håb,

hvad håb er der så for mig, når Guds blik prøver mit liv og mine tanker? Jo, jeg har brug for en frelser. Jeg har brug for en nådig Gud. Jeg har brug for, at han genopretter mig og genopretter verden.

Jesus kom-merJulen er værd at vente på i adventstiden. Guds Søn kom og tog alt, hvad der var mit, for at give mig alt, hvad der er hans. Og han er på tronen. Han har overvundet alt, selvom vi ikke ser det fuldt ud endnu. Men det gør vi snart, siger han. Det er nemlig altid advent. Jesus kommer igen, og vi venter, som de kristne har gjort det i mange år. Ovenstående fra Romerbrevet fortæller en

banal sandhed om den adventstid, vi hver dag lever i: Nu er timen, hvor Jesus kommer igen, nærmere, end den var før! Det er jo logik for landhøns, men fatter vi det? En af mine venner gør. Hver gang jeg spør-ger: Hvordan går det? svarer han: Bedre for hver dag. Hvorfor gør han det? Jo, for i dag er vi nærmere den kulmination, alting handler om, end vi var i går. Faktisk er vel den eneste grund til, at der overhovedet er noget, der hedder i dag, at der er noget, der hedder den dag. Hvis Gud ikke havde en plan om at frelse verden, så havde verdens-historien kun haft Bibelens tre første kapit-ler. Så havde han lukket ballet for længst. Men det gjorde han ikke. Derfor kom Jesus, og derfor kommer Jesus igen. Advent giver sandelig perspektiv på livet.

Budskab på to t-shirts ved sommerens internationale konference om jødemission:Spørgsmål: Hvem er han? Svar: Jesus – Israels klippe

”For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær” (Rom 13,11-12).

Sekretariatet Landsstyret

KO

LO

FO

N GODT SAGT

ØKONOMI

For godt til ikke at blive fortalt - og hørt

Adventstid

Evangeliet er gratis, men det koster penge at drive mis-sion. Med din støtte er du med til at bringe evangeliet tilbage til Guds ejendomsfolk.Israelsmissionens budget for 2011 er på 3.279.000

kroner. Heraf er det budgetteret med 1.730.000 kroner som gaver. Per 1. november er i gaver indkommet 1.025.000 kroner, hvilket svarer til 62% af de budget-terede gaver. Desuden er der indkommet 325.000, som er øremærket til bygningen af TORVET.

EVANGELIET TILBAGE TIL JøDERNE

Ydre Missions Hus Nørregade14 • 6070 Christiansfeld • Tlf. 7456 2233

Generalsekretær Bodil F. SkjøttTlf. 7356 1276 • Mobil 2371 8264E-mail: general@israel.dk

Kontorassistent Jeanette WindE-mail: kontor@israel.dkGirokonto 305-4500Bankkonto: Reg. nr. 9743 konto nr. 0003054500Hjemmeside: www.israel.dk

Ungdomssekretær - se side 8

Formand Teol. dr. Kai Kjær-HansenTlf. 8622 6470 • E-mail: kkh@israel.dk

Næstformand Sognepræst Peter Ø. JacobsenTlf. 7592 0121 • E-mail: poej@km.dk

FU-medlem Redaktionel medarbejder IMTJørgen Hedager NielsenTlf. 7586 1221 • E-mail: hedager@nielsen.mail.dk

Konsulent Bent JakobsenTlf. 7594 2991 • E-mail: herdisogbent@gmail.com

Familiebehandler Merete Pihl KonradTlf. 22723363E-mail: meretepihljacobsen@googlemail.com

Administrator og præst Sten NielsenTlf. 4028 6452 • E-mail: mie.sten@privat.dk

Cand.mag. Arne Hougaard Pedersen Tlf. 2259 0733 • E-mail: hougaardpedersen@gmail.com

Sognepræst Heinrich W. PedersenTlf. 7588 3012 • E-mail: hwpe@km.dk

Bodil F. Skjøtt

Tak for en god julegave t i l Israelsmissionen

Christian Rasmussen, Jaffo

ISRAELSMISSIONENS AVIS | DECEMBER 2011 | 3

Opstarten

For nogle år siden sad hun og diskuterede emnet med en tidligere ansat på Caspari. De talte om, hvor få tilbud der var for singler i den messianske bevægelse. Der var tilbud for børn og unge, men ikke tilbud direkte hen-vendt til singler med emner, som var relevante for dem. Fx ”hvordan finder man en partner” eller ”hvordan kan man forberede sig på ægte-skab”? Samtalen mundede ud i en opfordring til selv at starte noget op, og som sagt så gjort. I samarbejde med sin ven, Christina Maximenko, som arbejder for HaGefen Publishing, startede de projektet Mini-stry to Singles for 2-2 ½ år siden som et fællesprojekt mellem Caspari og HaGe-fen Publishing. Projektet fik navnet ”Tovim Haschneim” (”Hellere to end én”); et udtryk taget fra Prædike-rens Bog kap. 4, vers 9.

Seminarer Det første seminar blev afholdt i oktober 2010 i Haifa. 60 singler med en gennemsnitsalder på ca. 35 år mødte op til semina-ret, som varede i to dage,

for at høre oplæg og taler om emner som ”Guds hen-sigt med ægteskabet” og ”Hvordan forberede sig på ægteskab.” Fokus var på, hvordan man som troende single kan leve sit liv efter Guds ord og vilje. Især i en verden, hvor vi alle påvir-kes af det syn på kærlighed og sex, som vi bombarde-res med i tv, film, reklamer, mode osv. Her ses en tendens til at

vægte forelskelse, seksuel tiltrækning og opfyldelse af egne behov over for emner som troskab og opfattel-sen af kærlighed som et valg, man må kæmpe for. Den sekulære opfattelse af sex og kærlighed kommer dermed nemt i modstrid med Bibelens betoning af seksuel afholdenhed før ægteskab og troskab mod den ægtefælle, man har valgt. Ud over undervisning indeholdt seminaret også workshops og diskussions-grupper. Ar ran gementet blev modtaget meget posi-tivt blandt deltagerne.Andet seminar blev afholdt

i september 2011 og strakte sig over tre dage. Nu var fokus flyttet lidt fra ”hvor-dan finder jeg en ægte-

fælle” til mere at fokusere på det ultimative mål med den enkeltes liv: et liv i evig-heden med Gud. Målet som menneske er ikke kun at blive gift, men derimod at leve sit liv efter Guds intention og med Guds rige som mål. Også denne gang deltog ca. 55-60 deltagere, og igen udtrykte de stor tilfredshed med arrangementet. Næste seminar er planlagt til sep-tember 2012.

Øvrige tiltagDen overordnede plan for ”Tovim Haschneim” er at afholde et seminar om året og derudover afholde 2-3 andre tiltag. I juni 2011 blev der fx afholdt en todages tur til Galilæa, hvor de 60 deltagere sov i telte eller små hytter og prøvede river rafting på Jordanfloden og hiking i Yehudia Naturreser-vat. En anden, men bestemt ikke uvæsentlig, måde at lære hinanden at kende på og skabe fællesskab. En lig-nende hikingtur planlægges til december 2011.Et andet tiltag fandt sted

i april 2011, hvor der blev afholdt en diskussionsaften, hvor deltagerne efter fæl-lesmåltid og selskabslege blev opdelt i smågrupper og sat til at diskutere emner som ”hvordan man lærer en

”Hellere to end én…”

I min søgen efter kvinder i den messianske bevægelse med noget på hjerte stødte jeg på jødiske Jennifer Nataf (34). Hun er født i Montreal, Canada, og kom til Israel som 15-årig i 1992. Desuden er hun engageret i den messianske bevægelse og arbejder til daglig som administrator på Caspari Centret i Jerusalem. Jennifer er en smuk og imødekommende kvinde med en brændende vision: ”Ministry to Singles” (”Tjeneste for singler”).

anden at kende”, ”måder at træffe andre på”, ”kri-terier for en partner, og hvorvidt disse er fair eller ikke”, ”opstartsproblemer i forhold” og ”synet på kvin-der, der tager initiativet til et forhold.”

Kønsroller Personligt kunne jeg ikke lade være med at studse lidt over det sidste emne. Måske fordi jeg kommer fra en dansk baggrund, hvor kvinders lighed, frihed og handlekraft betones meget. Ifølge Jennifer er det dog vigtigt for mange messian-ske mænd, at de er initiativ-tageren. Kvinden må gerne udvise interesse, men han skal – som den potentielle leder af en kommende fami-

lie – være den aktivt hand-lende. Ellers er der risiko for, at han mister respekten for hende.Et andet aspekt ved køns-

roller er kampen for at få mandlige deltagere. Trods en – i forhold til arrange-mentets karakter – pæn kønsfordeling på 40% mænd og 60% kvinder og tilfredshed blandt de deltagende mænd ople-ver Jennifer stadigvæk en kamp for at få mænd til at deltage. Måske af frygt for at blive udstillet eller sat sammen med en, måske pga. generthed, eller måske pga. en opfattelse af, at de ikke har behov for det. Uanset hvad, så er venteli-sten altid fyldt med kvinder, og Jennifer må ringe rundt

for at opfordre mændene til at deltage.

Formålet Blandt messianske singler oplever Jennifer et behov for undervisning om kønsroller, men også for undervisning og vejledning generelt. Et behov, som mange menig-heder ikke er bevidste om. Det kan desuden være svært for disse singler at møde andre singler, da de ofte er meget engagerede i deres egne menigheder og derfor ikke har tid til at besøge andre menigheder. Og selvom dette behov også er til stede, under-streger Jennifer, at deres Ministry to Singles ikke er blevet oprettet for at give folk datingmuligheder. De er naturligvis ikke afvisende for, at folk igennem deres arrangementer lærer hinan-den at kende og starter et forhold, men det primære formål er undervisning og vejledning. Derfor er dating heller ikke et planlagt pro-grampunkt til arrangemen-terne.Fokus er altså på undervis-

ning af lokale messianske singler i håb om, at hver enkelt deltager må lære at leve sit liv efter Guds vilje og være præget af Hans ønsker for den enkelte. Og et håb om, at disse ønsker må inkludere et liv med kærligheden mellem mand og kvinde.

Udsendinge Avisen

AR

BE

JD

ET

JaffoLisbeth og Christian RasmussenImmanuel Church • Rehov Be’er Hofman 15,P.O. Box 1783 • Tel Aviv 61016 • Israel Tlf.: +972 3 682 0654 • Fax: +972 3 682 6409E-mail: rasmussen@israel.dk

JerusalemJakob Wilms NielsenDen Danske Kirke • Bar Kockba Street 91/5IL-Jerusalem 97892 • Tlf. +972 77 5324 254E-mail: jakobwn@israel.dk

‘Evangeliet og den jødiske verden’Oplag: 5.000 • ISSN 0907-2314Eftertryk tilladt ved kildeangivelse

RedaktionBirger PettersonBodil F. SkjøttKai Kjær-Hansen (ansv. for siderne 1-6) Box 11, 8520 Lystrup • Tlf. 8622 6470E-mail: dimavis@israel.dk

Adresseændring meddeles til Post Danmarks lokale postkon-tor, hvor efter Israelsmissionens Avis automatisk bliver sendt til den nye adresse i Danmark. Ved flytning til udlandet, Færøerne og Grønland meddeles flytning til Israelsmissionen.

Layout: Orla F. Møller, Mission AfrikaTryk: Vinderup Bogtrykkeri a/s,

Lise Bach Nielsen, Jerusalem

Kære venner af Israelsmissionen. Vi ønsker jer alle en glædelig jul og takker for medleven og forbøn.

Lise og Jakob Wilms Nielsen, Jerusalem, samt Lisbeth og Christian Rasmussen, Jaffo

Glædelig Jul!

Volontørkoordinator i IsraelLise Bach Nielsen • lisebn@israel.dk

4 | ISRAELSMISSIONENS AVIS | DECEMBER 2011

”Der kan ikke være forsoning uden tilgivelse, men der er ikke automatisk forsoning, selv om der er tilgivelse. Forsoning er mere end tilgivelse.” Louise i Forsoning i kløfternes land

Louise Vibjerg ThomsenINDTRYKLouise fra Danmark

Bodil F. Skjøtt

Evan Thomas er præst i en stor messiansk menighed i Netanya i Israel, men han voksede op i et verdsligt jødisk hjem i New Zealand. “I 1978 mødte jeg gennem

bogen Skjulestedet den kristne Ten Boom-families vidnesbyrd om Jesus,” for-klarer han. “Især gennem søstrene Corrie og Elisabeth Ten Boom og deres lidelse under nazisterne fik jeg en personlig erfaring af Mes-sias. Ikke alene accepterede jeg ham som sandheden, men jeg bød ham velkom-men i mit liv.” Evan Thomas var sikker

på, at han var den eneste jøde i verden, som havde gjort det. ”Det var bestemt ikke

en jødisk ting at gøre. Min kone var blevet kristen året før, men jeg tænkte på hendes tro som noget, der var rettet mod den ikke-jødiske Gud. Hedningernes Gud.” Evans hustru Maala er ikke

jøde. For ham var det derfor ikke underligt, at hun var faldet for de kristnes Gud.

Rejs til IsraelVi sidder på terrassen i familiens idylliske have i en mindre by ved Netanya. Familien er israelere nu. “I det øjeblik jeg mødte

Jesus – eller Messias, som jeg senere har lært at kalde ham – blev jeg yderst opmærksom på min jødisk-hed. Omkring fire måneder senere, da min kone og jeg blev døbt i en kristen kirke i New Zealand, havde vi et meget stærkt møde med Herren, nærmest en form for vision som tydeligt viste os, at vi skulle rejse til Israel,” forklarer han. I Israel mødte de David og

Lisa Loden, som var ledere i den lille messianske menig-

hed Beit Asaf. Evan blev sammen med David præst i menigheden, som nu tæller flere hundrede medlemmer.

Ven med en araberI 1988 læste Maala og Evan på et messiansk studiested i Tel Aviv. Der mødte de ara-beren Salim Munayer, som gik i samme klasse. Salim og Evan blev venner. ”Vi fandt ud af, at vi på

mange måder var på bølge-længde til trods for den store forskel i vores kulturelle bag-grund. Vores personlighe-der spillede godt sammen, og vi brændte for Herrens sag. Gud havde netop givet Salim syn for nødvendighe-den af et forsoningsarbejde mellem pa læ stinensere og israelere – jø der og ara-bere her i lan det. Han spurgte, om jeg ville gå ind i et sådant arbejde sammen med ham.”

Udfordring til forsoningEvan springer lidt tilbage i tiden og fortæller, at han aftjente sin værnepligt som kampsoldat og underord-net befalingsmand. Det var under den første intifada, og en stor del af det foregik i Gaza og på Vestbredden. “Herren skabte dengang

en uro i mit hjerte. Min rolle

og nogle af mine zionistiske idealer blev udfordret. Fak-tisk havde jeg haft nogle ret stærke konfrontationer – i ordets positive mening – med kristne palæstinen-siske mænd i Gaza og på Vestbredden, mens jeg bar min soldateruniform. Så da Salim udfordrede mig, skulle jeg ikke overveje det længe, før jeg var klar til at gå ind i forsoningsarbejdet sammen med ham.” Det nye forsoningsarbejde

fik navnet Musalaha. Det er siden vokset, så der nu er en række ansatte, som årligt har kontakt med flere tusind israelere og palæstinensere, der mødes for at lære hin-anden at kende. Salim er generalsekretær, og Evan er formand for bestyrelsen i Musalaha.

Min datter er soldatEvan Thomas giver nogle eksempler på de dilemmaer, han har som Jesus-troende jøde. ”Se på tørresnoren der-

henne,” opfordrer han. Mel-lem badstuehytten (Evans kone er oprindelig fra Fin-land) og en palme hænger soldateruniformer til tørre. ”Da min datter blev 18

år, måtte jeg sende hende til hæren. Det indebærer et

særligt psykologisk traume: Hvordan kan jeg overhove-det tænke på at sende mit barn til hæren? Når vi arbejder med forso-

ning, må vi ikke alene for-holde os til trosspørgsmål. Vi må også tage politiske, sociologiske og psykolo-giske spørgsmål op. Vi må svare på, hvad venskab må koste. Hvor højt vurderer vi fællesskab? Den pris, vi kan komme til

at betale for at vælge, som vi har gjort i Musalaha, er at blive set fra den israelske side – eller fra den palæsti-nensiske side – som forræ-dere mod vores eget folk.” Der er ikke plads til hele

hans forklaring i denne artikel, men den er med i interview-bogen Forsoning i kløfternes land, som blev til på basis af samtaler med Evan, Salim og 16 andre israelere og palæstinensere.

Flygtning i sin egen bySalim blev født i byen Lydda, som siden har fået Tel Aviv Lufthavn som nabo. Hans familie er arabere med isra-elsk statsborgerskab. Slæg-ten er kristen, og den har været meget velhavende. I 1948 blev Lydda erobret

af den israelske hær. ”Min far og hans brødre og søstre og min mor og hendes fami-lie, i alt 200 kristne, søgte asyl i byens kirke, som min oldefar byggede. De blev flygtninge i deres egen by. Alle andre – mere end 700 – blev jaget ud. Jeg blev født ind i den virkelighed,” for-tæller Salim. ”Jeg voksede op i en by,

som blev jødisk. Jeg var en arabisk dreng, men gik i jødisk skole. På det jødiske gymnasium begyndte jeg at stille spørgsmål om min identitet, om hele situa-tionen. I klassen underviste læreren i jødisk historie for at retfærdiggøre dannelsen af staten Israel. Vi lærte, at staten Israel var dannet, fordi de kristne europæere havde forfulgt jøderne, så de måtte have et sikkert hjemland. Som kristen var jeg ikke særlig glad for den forklaring.”

Noget i den retning var Louise Vibjerg Thomsens kom-mentar, da jeg mødtes med hende på min tur til Israel i november måned, og jeg spurgte hende, hvorfor hun har valgt at bruge syv år på Musalahas forsonings-arbejde. Efter disse syv år, hvor Louise stort set har haft alle de job, man kan have som Musalaha-ansat, er tiden kommet til at bryde op og prøve nye udfor-dringer. Hun flytter til Tel Aviv, hvor hun har fået nyt arbejde, som hun skal påbegynde den 1. december.

Brobygger og formidlerLouises engagement i Musalahas arbejde har været afgørende for det samarbejde, Israelsmissionen har kunnet have med Musalaha, og den måde vi har haft mulighed for at være engageret i et forsoningsarbejde mellem Jesus-troende israelere og palæstinensere. Hel-digvis har Louise også været god til at se, når tiden var kommet til at lade andre komme til. Derfor er der nu andre lokale – både israelere og palæstinensere – som vi kan fortsætte samarbejdet med.Selv om Louise fra december ikke længere vil være en

del af Musalahas kontor, vil hun fortsat være en del af Musalahas vision og projekt. For, som hun siger, når vi lever her, er vi altid enten en del af problemet eller en del af løsningen.”Mit arbejde i Musalaha og de mennesker, jeg her

har lært at kende, har hjulpet mig til at forstå min egen identitet. Jeg er ikke israeler og ikke palæstinenser – selv om jeg snart har boet i Israel halvdelen af mit liv. Jeg er Louise fra Danmark, kristen fra en luthersk bag-grund og det er som sådan, jeg kan være brobygger og formidler. Og det vil jeg fortsætte med at være på min nye arbejdsplads. Der vil jeg jo også møde mennesker, som er mærket af konflikten.” Fra os alle til Louise: En stor tak til og Guds velsignelse

over det næste afsnit af dit liv. Bodil F. Skjøtt

Louise Vibjerg Thomsen

Man kan enten være en del af problemet eller en del af løsningen. Der er ikke rigtig plads til at stille sig udenfor.

EN APPETITVÆKKER TIL AT KØBE BOGEN AF SAMME NAVN

Forsoning i kløfternes land

Journalist og forfatter Jørgen Hedager Nielsen

Som soldat blev nogle af mine idealer udfordret, så jeg var klar til at gå ind i forsoningsarbejdet, fortæller Evan Thomas, der er præst i en messiansk menighed.

ISRAELSMISSIONENS AVIS | DECEMBER 2011 | 5

En stor takPÅ GENSYN

Hvordan var det nu Jeanette gjorde? Hvad var det nu Jeanette sagde? Hvor var det nu Jeanette gemte det dokument?

Disse og lignende sætninger kommer til at lyde flere gange i løbet af det næste år, når Israelsmissionen flytter ind på TORVET. For Jeanette Wind flytter ikke med! Det er ikke en skam, men det er et tab – ikke mindst for os, som til daglig har haft glæde af, hvad Jeanette, gjorde, sagde og vidste. Det er heller ikke et tab, som ikke kan erstattes, men det bliver svært, og der kommer til at gå nogen tid. For vi har vænnet os til, at der var ting, vi ikke behøvede at vide eller kunne – for det vidste og kunne Jeanette. Nu må vi selv til at lære det!Jeanette blev involveret i Israelsmissionens arbejde,

allerede da hun var ansat i det, som dengang hed Sudanmissionen, for det var hende, der ordnede vores regnskab, da vi indledte det, som siden hen blev til YMH-samarbejdet. Siden har hun haft stort set alle de funktioner, man kan få i Israelsmissionen – både ude og hjemme. En kort overgang var hun også ”funge-rende generalsekretær”.

Israelsmission en hjertesagJeanette kan det der med tal, og hun kan li’ det. Både at lave regnskabet og forklare os andre, hvad tallene i regnskabet betyder. Men der er én ting, hun ikke er god til at tælle, og det er arbejdstimer. Jeanette holder, når hun er færdig med det, hun skal lave, eller det vi andre gerne lige skulle have gjort, men ikke nåede. Hun kan rigtig meget, og så skal hun helst være i gang med mere end en ting af gangen.Hun er god, og ikke mindst er hun god til at gøre

andre bedre, ved at opmuntre og bakke op, ved stille det kritiske spørgsmål, så tingene lige bliver vendt en ekstra gang. Og så er hun dejlig nysgerrig. Efter at vide mere, vide hvordan de udsendte har det, hvad nyt der sker hos vores partnere og hvem de nye volon-tører er. For arbejdet med Israelsmission har været en hjertedag for Jeanette. En replik, som ofte er kommet fra Jeanette, når nye initiativer er blevet foreslået, har været: ”Men hvad har det med mission at gøre?” Godt gået, Jeanette, du som ellers er optaget af tal. Og derfor også tak for dit internationale engagement til gavn for Lausanne-rådet for Jødemission (LCJE).Men nu går Jeanette. Eller rettere hun bliver på den

arbejdsplads, hvor hun de sidste år har været på halv-tid. Derfor er stor tak til Jeanette for alt det, hun har gjort og bidraget med. Og velkommen som frivillig!

Bodil F. Skjøtt og Kai Kjær-Hansen

En ung veteran checker ud

Gud havde forberedt migSalims identitet blev udfor-dret, så han begyndte at stille en masse spørgsmål. Og nogle af spørgsmålene var også om Jesus. ”At nævne Jesus i en jødisk

sammenhæng i 70’erne var som et jordskælv i klassen. Der var råben og diskus-sioner. Jeg gik hjem uden at vide, hvad jeg skulle gøre. Men så var der bibelstu-dier i min onkels hus. Jeg gik med og opdagede, at det var arabiske og jødiske unge, der kom sammen for at studere Bibelen. I den sammenhæng blev jeg tro-ende. Jeg kender begge kulturer.

Begge sprog. Jeg har levet i begge samfund. Jeg mødte Herren i en blandet gruppe. Med den baggrund var det oplagt, at jeg skulle arbejde for forsoning. Gud havde forberedt mig til det,” siger Salim med overbevisning.

Villig til at betale prisenSalim måtte tage en beslut-ning. Han havde hørt kaldet til at arbejde for forsoning mellem jøder og arabere. Han vidste, det ville blive hårdt. ”Gud kaldte, og jeg fulgte

kaldet. Det har sat mig i en position, hvor jeg ikke er afholdt hverken af jøder eller palæstinensere. Både blandt troende palæstinen-sere og messianske jøder er der et flertal, som mener, det er forkert at søge forso-ning med de andre.

Det er ikke let at stå for forsoning i en situation, hvor tingene tilspidses. Der er en mængde stærke følel-ser, en masse had og forvir-ring. Og udviklingen går i en retning, hvor det ikke bliver lettere. Prisen bliver højere og højere.”

Fælles tro på Jesus

De fleste fredsskabende organisationer dengang, og måske også i dag, er ikke trosbaserede. De tager ikke hensyn til den rolle, religion og kultur spiller i konflikten. Det særlige ved Musalaha var og er, at de anser reli-gion for at have en vigtig rolle i konflikten. Gennem mere end tyve

år har de samlet værdifulde erfaringer, som er blevet til

flere bogudgivelser. Salim og Evan fortæller, at den fælles tro på Jesus Messias er grundlaget, men på det grundlag må man have mod til at åbne sig for hinanden og lade sig udfordre af den anden part. Alle kommer med deres

personlige historie, som ofte er fyldt med smerte, og de skal kæmpe sig frem mod forsoningen ad hver sin vej. Men det er muligt, når det sker i gode omgivel-ser. Det vidner de 18 livshi-

storier om, som er samlet i bogen ”Forsoning i kløfter-nes land”. Hverken Salim Munayer,

Evan Thomas eller nogen af de andre interviewede mener, at Musalahas ar -bej de med forsoning vil skabe national fred, men de vidner hver især om, at det er muligt for den enkelte at blive forsonet med dem på den anden side.

EN APPETITVÆKKER TIL AT KØBE BOGEN AF SAMME NAVN

Forsoning i kløfternes land

Jeanette Wind ved Israelsmissionens 125-jubilæum i 2010, hvor hun stod for den smukke udstilling af jødiske brugs-genstande, som er blevet benyttet i arbejdet op gennem tiderne.

Årets Julegave

Forsoning i kløfternes landFokal / Forlags gruppen Lohse i sam arbejde med Logos Media.

De 18 fortællinger om det smertefulde og forpligtende møde mellem mennesker, der er fælles om troen på Jesus, gør indtryk. Forsoning drejer sig ikke blot om forholdet

mellem Gud og mennesker, men også mellem mennesker og mennesker.

Bogen er årets julegave til Israelsmissionens venner.

234 sider - 249,95 kr.

Gud forberedte mig til for-soningsarbejdet ved at lade mig som araber vokse op i en jødisk sammenhæng, mener Salim Munayer.

I bogen ”Forsoning i kløfternes land” fortæller Jørgen Hedager Nielsen om disse 18 personer og deres forhold til for-soning. (Fotos: Jørgen Hedager Nielsen)

6 | ISRAELSMISSIONENS AVIS | DECEMBER 20116 | ISRAELSMISSIONENS AVIS | DECEMBER 2011

Nyheder - Bibelens troværdighed - arkæologisk sidelys

Se mere på www.bibelskarkaeologi.dk eller skriv til info@bibelskarkaeologi.dk

Bliv abonnent på bladet TEL

Introduktionstilbud:

Årgang 2010 og 11 for 175 kr

(125 kr for unge under 26 år)

20 år

tilbud175 kr… og vind flotte præmier i Selskab for Bibelsk Arkæologis 20 års jubilæumskampagne

Tegn abonnement på Tro & Mission

inspiration nærvær holdning Kontakt 48 20 76 80 eller tm@dlm.dk

Læs mere påwww.dlm.dk/tro-og-mission

Med Vicka og Jan Mortensen til IsraelVicka og Jan Mortensen var Israelsmissionens udsendinge i Israel i perioden 1999-2009. I dagene 8.-19. maj 2012 er

de rejseledere på en Felix-rejse til Israel. Foruden besøg påde klassiske bibelske steder

møder man på rejsen arabiske kristne og messianske jøder samt Israelsmissionens udsendinge.

Kontakt Felix Rejser: fxr@felixrejser.dk - tlf. 7592 2022 eller Jan Mortensen: jhm@km.dk - tlf. 7550 3379

TORVETS facade er ved at være på plads. Vi glæder os til at indtage interiøret i begyndelsen af foråret 2012.

Tak for en god julegave t i l Israelsmissionen

LANDSSTYRET

Thomas Frovin Christensen er gymnasie- og studentersekretær i KFS. I forbindelse med valget t i l Israelsmiss ionens landsstyre skr iver han:

For mig begynder det med det jødiske folk – Jesus kom til os som jøde og døde for mig som jøde. Derfor må kirkens mission også begynde med begyndelsen: Jeg skylder at være med til at række evangeliet tilbage til det jødiske folk – så de må se det, jeg har fået lov at se: at Jesus er Messias, hele verdens frelser.I DIM fastholdes fokus på en Gud, der ønsker at se Israels folk

frelst. Jeg ser med glæde en kontinuerlig dialog med Bibelens ord om Israel; en samtale der udfordrer og opmuntrer. Og så holder jeg af, at man i DIM har erkendt at studentermission er en hjørne-sten i et hvilket som helst missionsarbejde!Det er et privilegium at få lov til at være med i DIMs landsstyre

og der yde en indsats for at give det jødiske folk dét for intet, vi har fået for intet.

Nyt medlem Årsmøde og valg 2012

Israelsmissionens årsmøde afhol-des på TORVET i Aarhus lørdag den 24. marts 2012. I forbindelse med årsmødet skal der foretages valg til landsstyret. Egentligt var det planen at

afholde årsmødet i 2012 i Herning. Årsmødet sidste år blev afholdt i Aarhus, og almindeligvis afholdes Israelsmissionens årsmøde ikke i samme by to år efter hinanden. Men det gør vi altså undtagelses-vist denne gang. Årsagen hertil er den åbenbare,

at TORVET i Aarhus – den nye bygning, som opføres af Menig-hedsfakultetet, Ethiopermissionen og Israelsmissionen som fælles center for mission og teologi – efter planen kan tages i brug omkring 1. marts. Ved at hen-lægge årsmødet til TORVET kan Israelsmissionens venner få lejlig-hed til at se det nye center.

Årsmødets tema bliver ”Israels-mission – altid og over alt”. Fra midten af december måned kan programmet ses på www.israel.dk; det vil også blive bragt i febru-ar-avisen. Men afsæt allerede nu lørdag

den 24. marts til deltagelse i års-mødet – og til at se de nye lokali-teter.

Valg til landsstyretIsraelsmissionens landsstyre består af otte medlemmer, de fem vælges af Israelsmissionens medlemmer og de tre af landsstyret. Da Arne Hougaard Pedersen på grund af sin ansættelse i Israelsmissionen udtræder af landsstyret, er Thomas Frovin Moesgaard-Christensen valgt i hans sted efter indstilling fra Israelsmissionens Unge. På valg er to øvrige personer.

Bent Jakobsen ønsker ikke gen-

valg. Kai Kjær-Hansen er derimod rede til at modtage genvalg. Der skal således vælges to personer. Allerede nu har 10 personer

som kandidat opstillet Uffe Torm, København. Han er afgående afdelingsleder for Dansk Missions-råds Udviklingsafdeling (DMR-U) og vil gerne stille sin ekspertise til rådighed for Israelsmissionen. I sin ungdom var han et par år redaktør af Israelsmissionens blad, og ja, både hans farfar og far har været formænd for Israelsmissio-nen i perioden 1921-1975. Forslag til yderligere kandidater

skal sendes til Israelsmissionens sekretariat, TORVET, Katrinebjerg-vej 75, 8200 Aarhus N. og være modtaget senest den 9. januar 2012 samt være ledsaget af den foreslåede kandidats skriftlige til-sagn om at lade sig opstille.Forslag kan stilles af israelsmissi-

onskredse eller 10 medlemmer af Den Danske Israelsmission.

Studentermissionen hjørnesten

ISRAELSMISSIONENS AVIS | DECEMBER 2011 | 7

JeruSalem eFTeråreT 2012? Se mere på www.ung.israel.dk/volontør, hvis du vil ½ år til Jerusalem med volontørarbejdet Meet The People. Det koster 19.000 kr og er inklusiv alt. Skriv en mail til iu@israel.dk

loKal-ForenIngerne ForåreT 2012: Der sker spændende aktivi-

teter for dig som hjemvendt volontør eller IU-medlem i byerne Aalborg, Århus, Esbjerg og København. Se deres gode programmer og fællesskaber inde på www.ung.israel.dk

STøTTe Fra DuF: IU har på baggrund af dig som medlem under 30 år og vores lokalforeninger i 2010 modtaget driftstilskud fra Dansk Ungdoms Fællesråd på 744.657 kr. Vi er meget glade for denne støtte, og

vi vil bruge pengene til at skabe bedre rammer og muligheder for vores med-lemmer, lokalforeninger og potentielle volontører.

KonToreT FlyTTer TIl Januar:Israelsmissionens Unge flyt ter adresse pr. 1. januar 2012. Vi vil der-efter være at finde på Torvet, Katrinebjergvej 75, 8200 Århus N.

www.ung.israel.dk

og beskylder dig for ting, som du ikke

har gjort. Bagefter klynger soldaterne

dig op på et kors. Smerten strømmer

gennem din krop, da de store nagler flænger huden i

dine håndflader og gennemborer dine fødder. Imens

beder du denne bøn til din himmelske Far: ”Tilgiv

dem, for de ved ikke, hvad de gør!”

Det må da være indbegrebet af næstekærlighed at

kunne bede den bøn i en så umenneskelig situation!

Tilgiv dem Far, for de ved ikke, hvad de gør! Tænk,

hvilken kærlighed Jesus måtte føle til disse menne-

sker, som hånede og mishandlede ham. Lige så stor

er hans kærlighed til dig!

I Paulus’ brev til menig-heden i Rom skriver han i kap. 10, vers 1 ”Brødre, af hele mit hjerte ønsker jeg og beder til Gud om, at de må frelses.” Jeg har netop været

to uger i Israel på ferie, hvor jeg virkelig har nydt Israels mange fantastiske steder og mødt nogle dej-lige og varme mennesker. Samtidigt med ferie og et travlt program, læste min kone og jeg hver aften i en bog, inden vi lagde os til at sove. Bogen hedder Himlen findes virke-lig, og er skrevet af den amerikanske præst Todd Burpo. Hans søn blev alvorligt syg, og i det mest kritiske øjeblik kom sønnen op i himlen, hvor

han mødte Jesus og mødte gamle familiemedlem-mer. Bagefter kunne han beskrive, hvordan himlen virkelig ser ud.

SøNNEN OVERLEVEDE OG FORTALTE SIN FAR MANGE DETALJER FRA SIT MøDE MED JESUS.

Samtidig fik sønnen et barns forhold til dét at kende og vandre med Jesus, hvilket i bogen ses ved en begravelse, hvor drengen går med faderen ind i kirken og ser kisten. Sønnen spørger faderen: ”Kendte han (den afdøde) Jesus?”. Faderen svarede, at det gjorde han vist nok. Drengen råber derefter: Det skal han! Det skal han! Han kan ikke komme ind i himlen, hvis han ikke havde Jesus i sit hjerte!”I vores arbejde med at

fortælle jøder om Jesus har jeg enkelte gange glimt af

den barnlige nidkærhed – nemlig at jøder skal kende Jesus! Det skal de bare! Jeg har netop rejst rundt i Israel, mødt og set en del jøder, hvor jeg om dem alle må tænke, at disse ikke kommer i himlen til Jesus, hvis de ikke hører om ham først. Jeg tænker, at jeg som kristen er bud-bringeren af de gode nyheder, og at de, det jødiske folk ud over hele verden, er modtagerne. De skal høre om Jesus! Den omvendte jøde

Paulus skrev sit brev til menigheden i Rom. Det var formodentlig en menighed mest bestå-ende af hedninger, og netop derfor fortalte han dem om, at han inderligt bad om, at det jødiske folk måtte lære Jesus at kende, fordi dette var måden at kende Gud. Dette er du som kristen en del af!

Af ungdomssekretær

Peter Worm Madsen

Lone Kiilerich,

MTP-volontør i Jerusalem

VOLONTØRPOSTKORT:

Gravhaven i Jerusalem er ikke særlig stor. Når tre

grupper med hver sin nationalitet synger så højt,

de kan, og en anden gruppe følger en guide med

megafon, er det, som om den ro, jeg søgte inde i den

idylliske have, alligevel ikke eksisterer.

MEN MIN TUR I HAVEN DéN DAG BLEV

ALLIGEVEL NOGET HELT SæRLIGT, OG JEG

VIL GERNE TAGE JER MED På EN LILLE REJSE

I DE TANKER, DER FyLDTE MIG.

Forestil dig en stor muskuløs mand fra fitnesscen-

teret. En af dem, der er pumpet helt umenneskelig

meget. Han ser koldt på dig og bliver ved med at slå

dig på din bare ryg med lædersnore, hvor der er slået

knuder i enden. For hver gang han slår, bliver smer-

ten og svien forstærket. Til sidst mærker du dit varme

blod løbe ned af ryggen. Omkring dig står en flok

mennesker. De hjælper dig ikke, men griner af det

hele og gør nar af dig. Når han så endelig holder op,

mærker du, at noget varmt og fugtigt løber ned af

din kind. Da du ser op, rammer det dig i dit ene øje.

Det er nogle af de omkringstående mennesker, der

spytter på dig. De kalder dig en masse modbydeligt

KORT NYT - neWS From Iu

Postkort fra Israel

IDenTITeT: ”De skal kende Jesus

– det skal de bare!”

Meet The People of Israel:

Vil du rejse et halvt år til Jerusalem som volontør?

For kun 19.000 kr får du rejse, kost, logi, dansk støtte og en Galilæa-rejse oveni.

Vil du selv sidde i Gravhaven i Jerusalem og

fundere over kristendommens jødiske rødder,

så meld dig som MTP-volontør

i et halvt år i 2012.

Kontakt vores Volontørkoordinator på

iu@israel.dk, eller ring 51953209.

En særlig have

8 | ISRAELSMISSIONENS AVIS | DECEMBER 2011

Af Maria Mark Hansenbestyrelsesmedlem i Landsstyret for Israelsmissionens Unge

Ungdomssekretær: Peter Worm madsen (Ansv. redaktør s. 7-8) unge@israel.dk / Tlf. 3029 2075

Volontørkoordinator lise Søndergaard / Iu@israel.dkPersonlig assistent Tobias n. olesen / Pa@israel.dkIU-formand: Peter Bach nikolajsenpeterbach30@hotmail.com

Eventkoordinator: Peder ravn / eVenT@israel.dk

Projekter: A meet The People / A musalahaA Studenterarbejde i KFS/IFeS / A Jews For Jesus

Giv en gave til IU på konto: 9743 0016529907

I oktober og november 2011 var jeg på en privat rejse i Israel i 14 dage. Jeg boede overfor Damaskus Gate ved Den Gamle By i Jerusalem, hvilket gav os de mest utrolige lyde, dyt fra biler, et menneskemylder og meget mere. Damaskus-porten ind til Den Gamle By er gammel, bygget af Suleiman Den Store i 1537 og betyder ”Sejrens Port” på arabisk. Når jeg går ind ad porten i dag, skal jeg først forcere en travl gade, gå adskillige trin ned fra gadeniveauet og så ind ad porten. Vidste jeg ikke andet, ville jeg ikke undre mig mere over dette. Men jeg ved, at Jerusalem har hævet sig i niveau, og at det gamle Jerusalem, det oprindelige Jerusalem, skal findes ved at grave nedad. Derfor er jeg så fascineret af billeder fra det gamle Jerusalem fra 1920’erne, 1930’erne.

nyTTIge InFormaTIoner

kunne være et interessant emne? For det fjerde, så er det

ikke bare en kvinde som Jesus henvender sig til, men en kvinde, der havde haft mere end én mand, og det var bestemt heller ikke accepteret, at en jødisk mand snakkede med den slags kvinder. Efter Jesus og kvinden havde diskuteret frem og tilbage, gik kvinden ind til byen og sagde: ”Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus.” Kapitlet slutter af med at fortælle, at mange samaritanere kom til tro på Jesus i løbet af de næste dage, fordi kvinden havde fortalt dem, at hun troede, at Jesus var Kristus. – læs det selv i Joh. kap. 4.

Dette er en af mine fa vorithistorier lige nu. Dels fordi Jesus bryder så mange af samfundets regler for, hvem han må og ikke må tale med. For ham betyder det ikke noget, at det er en samaritaner, eller en kvinde der har haft flere mænd, som han beder om vand. For ham betyder det noget, at han bringer frelse til hende og til hendes folk. Og dels er det en af mine yndlingshistorier, fordi Jesus bruger én, som i samfun-dets øjne var alt andet end perfekt eller oplagt til at være missionær til at åbne mange menneskers øjnene for, at han er Kristus. Det er godt at vide, at Gud er så stor og kreativ, at han kan bruge lige nøjagtig os med lige præcis vores per-sonligheder og skævheder i sin mission!

Israelsmissionens Ungeydre missions Hus / nørregade 146070 Christiansfeld

Tlf. 7456 2233 / http://ung.israel.dk

Læs med i Joh. kap. 4, og forestil dig situationen: Jesus er på vej til Gali-læa og skal gå gennem byen Samaria. Midt på dagen, cirka kl. 12, er han blevet udmattet af at vandre og sætter sig ved en kilde. Så kommer der en kvinde for at hente vand, og Jesus spørger hende om at få noget vand. Umiddelbart er det ikke særlig underligt for mig, idet hun sikkert lige havde øsen i hånden alli-gevel. Men rejser vi 2000 år tilbage i tiden og 3400 km væk fra Danmark, var situationen en ganske anden.For det første var det

ikke bare en kvinde. Det var en samaritansk kvinde, og samaritanere var et folkefærd, som jøderne normalt tog afstand fra.

For det andet var det en kvinde. Ikke noget, der springer i øjnene her i Dan-mark, men

I MELLEMøSTEN VAR DET På DEN TID HELT UHøRT, AT EN JøDISK MAND TALTE TIL EN KVINDE. FAKTISK SKULLE HAN HELST HOLDE 4-6 METERS AFSTAND TIL KVINDER.

For det tredje var der noget lidt sært over tids-punktet. Har du været i Israel? – Så ved du, at der midt på dagen kan være rigtig varmt. Normalt hen-tede kvinderne vand om morgenen og aftenen, men hende her gik altså derud midt på dagen. Mon det var for at være alene? For at undgå flokken af kvin-der, der sikkert også den-gang havde tendenser til sladder, og hvor hun måske

DE GODE GAMLE SORT-HVIDE BILLEDER, DER FOR MIG VISER EN TID, DER På EN ELLER ANDEN MåDE VIRKER MERE REN OG RIGTIG I FOR-HOLD TIL NUTIDENS KAOS AF KøD På GRILL, GADEHANDLERE MED HOPPENDE MEKANISKE BAMSER, SKO OG BILLIGE GRANATæBLER.

Fortidens identitet virker for mig som mere ren og for-billedlig.

Som kristen skal jeg også ofte grave lidt for at finde mig selv. Jeg skal ofte ned i lagene af min tro på Jesus for at genfinde den skønhed og farverige virkelighed, der er forbundet med at tilhøre Jesus Messias. I disse måneder graver jeg mig ikke ned i jorden foran Damaskus Gate, men jeg graver ned i Bibelens fortællinger om Mes-sias, både i det Gamle Testamente og i det nye. Deri finder jeg det sande billede af Kristus. Dér i historierne om den undervisende Jesus på Tempelpladsen i Jerusa-lem, om jøden Jesus, der absolut måtte gå gennem det ”urene” Samaria, og om Jesus, Guds søn, der måtte dø for min synder - dér finder jeg den renhed og sandhed, der er min identitet. Det er Ham, som jeg finder, når jeg graver ned i min kristne identitet.

Min identitet som kristen er altså dybt begravet i Mes-sias. Ja, det er den. Men det fantastiske, ikke mindst i denne juletid, er, at min identitet som kristen ikke blot er begravet i jordens muld, og at jeg derfor blot skal arbejde på at finde ned i lagene til min identitet i Jesus. Nej, det fantastiske, det vilde er, at Jesus selv steg op fra dybet. Han kunne ikke forblive begravet, men som Guds søn, min og jødernes Messias, måtte han opstå til herlighed, for fuldt ud at kunne blive alt for dig og mig. Jesus er ikke en dybt begravet identitet for dig. Han er en identitet, der er opstået fra graven. Tro det. Glædelig Jul.

Hvorfor EgEntlig – bede en kvinde om vand?

DIN IDENTITET ER DYBT BEGRAVET!

Julie Hvas Skovgaard

Af Peter W. Madsen,

Ungdomssekretær

www.palestineremembered.com

Månedens volontørbillede :-) Hyggelig ridetur på Golan Højderne;

foto: Marie Laugesen.