JAPAN 2014

I marts 2014 var undervisere og studerende fra Studieafdeling 3, Kunstakademiets

Arkitektskole på studietur i Japan. Denne publikation samler iagttagelser og

overvejelser, som rejsens deltagere gjorde sig under og efter studieturen.

Tak til Alex H. Lee, der muliggjorde denne tur.

IAGTTAGELSER

Troels Rugbjerg

“Here the European visitor is

confronted with a wholly new beauty,

one that can be compared with no

other and is purely Japanese. But

precisely what is it that almost

intoxicates the eye?”

Sådan skriver den tyske arkitekt

Bruno Taut efter et besøg i det

kejserlige palads: Katsura i Kyoto i

1934. (Taut 2011:335), hvor han undrer

sig over, hvad det er, der ”beruser hans

øje”.

Intentioner med studieture er

umiddelbart at opleve arkitektur, -

bygninger, haver, byer, som ikke fi ndes

her omkring os men der ude, hvor der

også fi ndes ”fremmede” forestillinger

om, hvad arkitektur er og bør være, som

vi også konfronteres med når vi opsøger

og får mulighed for at møde fremmede

kulturers arkitektur.

Det at rejse til fremmede steder, kan

i sig selv ses som ønsket om at

overskride ens vante forestillinger - og

i stedet åbne op for andre perspektiver

– ”en helt ny skønhed”. På den anden

side bærer vi også grundlæggende

forestillinger med os om, hvad sted,

rum og tid mv. er, hvilket kan gøre

det svært at begribe en fremmed

bygningskultur, der kan være skabt

indenfor og ud fra andre forestillinger,

hvorved vi kan overse og misforstå

væsentlige forhold.

Hvilke muligheder har vi for at

overskride – eller i hvert fald udfordre,

grundlæggende forestillinger om, hvad

arkitektur er og kan være? Afgørende

er det her overhovedet at være

opmærksom på problemstillingen; at vi

umiddelbart møder arkitektur med en

kulturel forståelsesramme?

På Studieafdeling 3s studieture

vil vi gerne have indsigt i forskellige

bygningskulturers rum- og design-

principper, hvilket fordrer, at

vi udfordrer vores kulturelle

forståelsesramme. Det er en indsigt,

som i bedste fald kan indlejres og

inspirere deltagerne på turene i deres

efterfølgende praksis.

Her kan iagttagelser af konkrete

fænomener og, hvordan de opleves,

være en mulighed for at omgå vores

kulturelle udgangspunkt. Det er

en praksis som bredt kan kaldes

feltarbejde og, som omfatter alle former

for observationer, eksperimenter,

opmålinger, der bliver lavet på konkrete

steder. Et undrende spørgende blik og

en systematisk tilgang er her afgørende

for, at steder, rum, pladser mv. kan

træde frem på andre måder end dem,

der ligger lige for. Det åbner også op

for, at denne praksis kan anvendes i

mere kendte rammer, hvorved det vante

anskues på uvante måder.

Iagttagelserne kan være med til at

skabe forbindelser over det kulturelle

gab, der umiddelbart kan være mellem

”vores” og i dette tilfælde japanske

forestillinger om, hvad et sted er og,

hvad der karakteriserer rum, objekt

og designprincipper. Engagerede og

disciplinerede undersøgelser kan

give indsigt, hvor mere overfl adiske

registreringer umiddelbart “blot” vil

afspejle egne forestillinger. Eksempler

på inspirerende iagttagelser er foretaget

af fx Carsten Niebuhr, Bruno Taut

og Jørn Utzon, der på forskellig vis

udfordrede deres syn på fremmede

bygningskulturer.

C. Niebuhrs rejse til det ”lykkelige”

Arabien bringer ham i 1765 til ruinerne

af Persepolis i det nuværende Iran.

Selvom hans iver efter at se på et sted,

hvor solen skinner ubønhørligt stærkt,

betyder, at han midlertidigt mister

synet, så lykkes det ham alligevel at

kopiere den kileskrift, der fi ndes på

murene, hvilket danner grundlag for,

at skriften efterfølgende kan tydes.

(Hansen 2009:317-324)

B. Tauts fi re timer lange besøg i

Katsura i 1934 bliver i de efterfølgende

to dage omsat i det han kalder:

”Refl ections” (Taut 2011:343), et album

med 24 ark, der i korte tekststykker og

enkle tegninger samler hans iagttagelser

af arkitekturen han oplevede. ”First,

almost inadvertently, hence without

rationally analyzing the structure of

the park, you notice that here the art

of the garden refl ects human

relationships and ties in an extremely

refi ned form.” (Taut 2011:335) Sådan

svarede B. Taut på sit spørgsmål om,

hvad det var der næsten berusede hans

øje. Et forsøg på et entydigt svar, hvor

de relationer, som B. Taut oplever,

at arkitekturen afspejler, nok også

afspejler Tauts egne forventninger?

J. Utzons studierejser efter 2.

verdenskrig bringer ham udenfor den

tidligere vante rejserute for

nyuddannede arkitekter til Sydeuropa,

hvor han i stedet rejser til Marokko

i 1948; USA og Mexico i 1949; Kina,

Japan, Indien og Australien i 1957.

(Kjeldsen 2004:94) Han engagerer sig

i nomadernes liv i Sahara (Hansen

2009:317-324) og han måler ikke op,

som Niebuhr gjorde, men optager

derimod smalfi lm. (Andersen 2011)

I japan oplevede vi den umiddelbart

usikre position, der ofte fi ndes i

traditionel japansk arkitektur, hvor

man befi nder sig mellem to eller

fl ere rum samtidigt. Det skete bl.a. i

Nomuras hus i Kanazawa og ligesom

B. Taut også i Katsura.

Nomuras hus er et større samurai-

byhus som på fi g. 1 er gengivet med

udsyn til et bygnings- og haveanlæg,

som vi (kameraets linse) er midt i.

På billedet er der over os et større

svævende loft, med en enkelt tynd

søjle, der lander i en dam, med vand,

der fl yder helt ind til under platformen

vi står/sidder på. Vægge af papir kan

her indstilles til at afskærme rum inde

under taget, men i den position som

de står i her, muliggør de en organisk

sammenhæng mellem forskellige fl ader

fra tatamimåtter, over platform, til

vandfl ade, som sten giver os mulighed

Fig. 1: Nomuras hus, Kanazawa (http://theartoftravel.net/press-release/for_press_use)

for at komme helt ud i.

Først tag, der etablerer skygge og

dernæst gulvfl ader til ophold. (Tanizaki

1977:17) Sådan fremstår rækkefølgen

for byggeriet her, hvor vertikale

elementer er begrænset til en enkelt

søjle og tynde skærme. Også hjørnerne

er det muligt at komme omkring.

Billedet illustrerer en fl ydende relation

mellem at være ude og inde, hvor vores

position på kanten af en tynd skrøbelig

platform samtidigt er central.

Katsura er et større anlæg af have

og bygninger, der fl etter sig ind mellem

hinanden. På fi g. 2 har jeg fotograferet

paladsets centrale platform, der er

anlagt til at betragte månens

refl eksioner i den overfor liggende

dam, og som også giver mulighed for

at se ud over hele anlægget af have

og te-pavillioner. (Isozaki 2006:285)

Det er en skrøbelig fl ade af tynde

bambusstænger, der skyder sig ud fra

de centrale paladsbygninger og ud

under taget, som efterlader den

eksponeret for regn. Stedet placerer sig

inde som ude, (Maruyama 1980:598)

hvor det hører til paladsets rum

samtidigt med, at det ligger helt

udenfor i haven.

Fig. 2: Katsura, Kyoto

Også platformen i Katsura er tvetydig

ved, at være en central position med

mulighed for ophold samtidigt med, at

den er udsat og uafklaret.

Platformpositionen er langt fra at

være et centrum i et aksialt barokanlæg,

men også anderledes end den

transparens, der ofte eftertragtes i en

moderne arkitektur og, som måske især

er optaget af en tværgående bevægelse,

hvor kroppen og blikket kan krydse fra

et rum til et andet. (Gropius 2011:349)

I Nomuras Hus og i Katsura danner

platformen ikke ”bare” en overgang,

men samtidigt også et sted til ophold,

hvor vi kan slå os ned. I denne position

vendes blikket fra et frontalt

gennemskærende blik til et mere

dvælende kig på langs af og i

mellemrummet, som det er tilfældet i

fi g. 1.

Men forståelsen af denne position

som ambivalent, fordi den både er

overgang og sted samtidigt, knytter sig

også til en europæisk forestilling om

arkitektur, som ikke indgår i traditionel

japansk bygningskulturs rum- og

designprincipper.

Ifl g. den japanske antropolog

Magoroh Maruyama er europæisk

arkitektur generelt optaget af

grænsedragning. (Maruyama

1980:598) Det er grænser mellem

forskellige rum, indenfor og udenfor

samt mellem masse og rum. Denne

optagethed af grænsedragning

udspringer af en kulturel

forståelsesramme, der baserer sig på

bl.a. forskelle og hierarki, hvorfor mere

eller mindre tydelige forskelle mellem

dele, rum osv. bliver et udgangspunkt,

som arkitekturen både designes og

vurderes ud fra.

I modsætning til det er japansk

arkitektur, ifl g. Maruyama, mere

optaget af kontinuitet mellem dele, rum

osv. og der tilstræbes en afbalancering

delene imellem, som kan være mere

eller mindre statisk og lukket eller

dynamisk og åben. Det hænger ifl g.

Maruyama sammen med en japansk

kultur, der i mindre grad ser verden i

modsætninger, hvilket han bl.a. henter

belæg for i en myte om en tidlig

konceptualisering af rum i Japan:

”Each locality had a Mononoke which,

like mana of Polynesians, permeated

the locality. In the beginning, the

Mononoke was quite undifferentiated

and undefi ned, but later it was

considered to condense into rocks,

not very large in size. Rocks came to

represent the special quality of the

Mononoke of the locality. Hence, a

rock represented the space instead of

opposing it. The rock was the quality of

the space, not a mass. This concept was

incorporated into the Japanese garden

design and architecture. Hence there is

no opposition between space and

matter.” (Maruyama 1980:598)

Hvis man læser positionen

på platformene ud fra en af de to

forskellige forståelsesrammer, så vil

en europæisk optagethed af forskelle

forklare ens position, som ambivalent,

hvor en japansk optagethed af

kontinuitet derimod vil tilskrive den en

fl ertydig og foranderlig karakter.

Hvis vi lader os inspirere af japansk

kultur kan vi måske lede efter mulige

organiske sammenhænge mellem

japansk og europæisk arkitektur i stedet

for forskelle.

Publikationen præsenterer

iagttagelser af japansk arkitektur, rum

og kultur fra en studietur til Japan.

Iagttagelserne har været ”frit stillede”

og ikke underlagt en gennemgående

systematik eller grundighed. Det er en

heterogen sammenstilling af

iagttagelser, der i bedste fald udpeger

mulige forbindelser.

LITTERATUR

- Andersen, Michael Asgaard (2011): Jørn

Utzon, Arkitekturens tilblivelse og virke.

København: Nyt Nordisk Forlag Arnold

Busck.

- Gropius, Walter ([1960]2011): ”Architecture

in Japan” i: Ponciroli, Virginia: Katsura

Imperial Villa. London & New York: Phaidon.

- Hansen, Hans Munk (2006): ”Utzon

og Orienten” i: Jørn Utzon – Arkitektens

Univers. Lousiana Revy 44. Årg. Nr. 2.

- Hansen, Thorkild ([1962]2009): Det

lykkelige Arabien. København: Gyldendal.

- Holm, Michael Juul; Kjeldsen, kjeld;

Marcus, Mette (2006): ”Biografi ” i: Jørn

Utzon – Arkitektens Univers. Lousiana Revy

44. Årg. Nr. 2.

- Isozaki, Arata (2006): ”Architectonic

Polysemy” i: Isozaki, Arata: Japan-ness in

Architecture. Cambridge Mass.: MIT Press.

- Maruyama, Maroroh (1980): ”Mindscapes

and Science Theories” i: Current

Anthropology, Vol. 21, Nr. 5, pp. 589-608.

URL: http://links.jstor.org/sici?sici=0011-

3204%28198010%2921%3A5%3C589%3AM

AST%3E2.0.CO%3B2-F

- Tanizaki, Jun’ichirõ ([1933]1977): In Praise

of Shadows. Stony Creek CT: Leete’s Island

Books.

Refl ections are either specular (mirror-like) or diffuse (retaining the energy, but

losing the image) depending on the nature of the interface. The city is a context of

experiences surrounded by refl ections of light, sound, movement, and interruption.

Is it there or is it not? Only the observer knows! How long does it exist? Only the ob-

server knows! Can it be recreated? Only the observer knows! Does the image refl ect

reality? Only the observer knows!

Mike Martin: Tokyo: A City of Refl ections

På mit besøg til Teshima Art Museum

smelter natur, arkitektur og kunstværk

sammen og skaber et helt særligt sted,

en sakral lysning der giver anledning til

en dybsindig sansning af stedets

elementer og fænomener.

Elementerne styres af en skjult stedlig

logik. Jordens kølige, betonfugtige

soliditet. Luftens animering af

ophængte silkebånd og tynde tråde.

Lysets tiltrækningskraft. Vandets

bevægelser hen over jorden.

Små vanddråber formes spontant på

gulvet og vokser indtil de ved et

trylleslag løsriver sig og begynder en

bevægelse hen over den tilsyneladende

plane overfl ade. Vandet bringes til live

af usynlige kræfter.

Hver dråbe har sin egen personlighed.

Nogle er livlige og eksperimenterende,

andre kalkulerende og rationelle. Lange

slanger maver sig afsted over gulvet,

små mus sprinter gennem lysninger,

cikader hopper fra sted til sted. Nogle

dråber underkaster sig væskens

momentum: De falder, kolliderer,

løsrives og splittes som dråber af

kviksølv.

Fænomenerne er psykedeliske. Man

fokuserer så intenst på de uvante

fænomener at man ikke længere

tænker. Man sanser intenst. Lever i

nuet.

Jeg kender tilstanden fra hverdagen.

Pludselig kan man fanges i en trance

og blive fascineret af hårshampooens

unikke viskositet eller den særlige

semi-sprødhed i et stykke knækbrød,

før man vågner op og fortsætter sin

aktivitet.

På Teshima har Ryue Nishizawa og Rei

Nato formået at skabe et sted der gør

det let og gnidningsfrit at komme ind

Mads Kjær: Teshima Art Museum

DET LYSERØDE BÅND

I Japan fi ndes en farve som binder

historien og nationen sammen. En farve

der udspringer af naturens forårskåde

generøsitet, men samtidig folder sig ud i

metropolens mest opdaterede trends.

Bladene der åbner sig og siden falder

til jorden, hvor de danner arketypen på

den småmønstrede yndighed.

Den elegante sødme i de

traditionelle kimonoer der udtrykker

århundreders smagfulde stil. Den

karikerede barnlighed hos lolitapigerne

der afsøger de aktuelle grænser for

farvens uskyld. Stenbiderrogn der

garnerer tunens rå halekød og syrnes

med rosasyltet ingefær.

Det lyserøde bånd favner hele

Japan og tilhører alle. Ingen historiske

årtier, politiske partier, kommercielle

dynastier eller seksuelle minoriteter kan

her påberåbe sig ejerskab til det rosa.

Den ligger som mørtelen mellem de

sten den japanske selvforståelse er

bygget af og binder generationerne

sammen. Japanerne drømmer lyserøde

drømme fra fortiden.

Flemming Anders Overgaard: La vie en rose

Beinta á Steig

FIELD OF RITUALS

The Japanese fi eld-condition as a dis-

play of ritual domestication.

Order exists within the Japanese area.

Things are given signifi cance.

Edges are carefully defi ned, and every-

thing within the edge is given impor-

tance. There are no backsides, or linear

order. Order is inherent, but without

external hierarchy. Direction refers to

the immediate location.

The beauty and meaning therefor

raises out of the whole, which can be

the specifi c tea in a cup, the plan of a

house, or the entire city and it’s relation

to sea and mountain. The whole exists

as relations between things, beings and

phenomena. The whole is always there

– everything is, in its essence, whole all

the time, in the sense that everything

is always in an immediate relation with

something else. Order emerges from

the distinct way in which parts relate to

each other, but without linear hierar-

chy. The hierarchy emerges from inhe-

rent orders that are ritualised.

A Fish swims in water, but that does

not make the fi sh inferior to the water.

Fish create swimming water, as water

creates swimming fi sh. The relation is

ritualised. As such, borders, defi nitions,

and thresholds that at once both limit

it and make the emergence of a world

of relations possible defi ne the fi eld.

However, as this emergence is made

from dynamic hierarchies, it is instable,

as both composition and decomposi-

tion is taking place continuously. The

composition is in the same time local

and global. Teacup and Galaxy mirror

each other. The Japanese area is a fl uid

puzzle, where everything fi ts together in

its essence, because at any time, it con-

stitutes a whole. Everything is in fl uid

evolution, and is therefor at all times

imperfectly perfect – or Wabi-Sabi.

Fields of rituals emerge as bundles of

relations between beings, things and

phenomena. The rituals are a way of

performing human existence through-

out the ever-evolving frame of the

universal fi eld.

Anne Mette Frandsen: Field of Rituals

A colourful path to Sensōji, Asakusa Kannon Temple

Nanna Hedensted Lundorf: Sensoji Temple

TOKYO I KABLER

Når man ser på Japan og japaneren

med et par amatør antropologi-briller,

slår det én, hvor effektivt og gnidnings-

frit landet fungerer. Pænt og poleret;

man oplever buisnessmænd i skarpe

jakkesæt stå og vente i en snorlige kø

for at komme på den næste metro,

salgsekspedienternes indstuderede

høffl ighedsfraser, når man køber en

onigiri i 7-eleven, eller når man en

smule nervøs krydser fodgænger-

feltet ved Shibuya, hvor de herboende

med nærmest mekanisk præcision

og konstant hastighed passerer forbi

hinanden, mens man selv danser frem

og tilbage.

Ikke ét stykke affald på gaden, ikke

én plet på bilerne, der er tænkt over

hver eneste sten og blomst i tehusets

have. Men lige på den anden side af

rækværket, på en af byens sidegader, er

husene viklet ind i et kaos af kabler og

ledninger, på rækker af elmaster med

ujævn rytme.

Der er slående mange telefonkabler

i gadebilledet. For hver skralde-spand

og bænk, der mangler, er der en elmast.

Måske er det fordi, det er billigt

og hurtigt at forbinde hele byen på

denne måde. Måske er det pga. risikoen

for jordskælv og dermed overrevne

kabler, at man ikke lægger dem i jorden.

Hver gang der bygges en ny bolig,

hiver man bare endnu et kabel fra mas-

ten og huset har internet, tv og telefon.

Hurtigt og effektivt, men måske ikke så

kønt og poleret.

På en måde bliver masten et arkitek-

tonisk møbel i byen, der med sine led-

ninger til højre og venstre sætter linjer i

gadebilledet: Et ornament.

Asger Theo Taarnberg: Tokyo i Kabler

“Ema, Votive Tablets for special personal prayers and gratitude toward the

deities enshined in Meiji Jingu Shrine are offered to you for 500 yen apiece.

Hung around this Divine Tree with your wishes written on the reverse side, these

Ema are offered at Mikesai, the morning ceremony held every day, and your

supplications are conveyed by the priests.”

Christina Särs Vernersen: Meiji Jingu Shrine, Tokyo

THE CHANGING FACADE OF CHANEL

A small tribute to the land of technology and BIG widescreens

Ida Bredsgaard Månsson: The Changing Facade of Chanel

Helga Marie Tveitaskog Vesterøy: Tokyo

DET JAPANSKE LYS

Vi omtaler ofte det nordiske lys som

noe særlig, og vi vier det stor plass i

vår nordiske arkitektur. Det japanske

lys slo meg også som noe helt spesielt,

dog på en annen måte. Morgen som

kveld, oppe i fjellene eller ved sjøen,

var himmelen sløret av en tynn dis

som ga det japanske lys en fantastisk

fi ltrerende og nesten drømmeaktig

karakter. Fjellene fi kk i dette lys skarpe

silhuetter som gradvis ble tonet ut mot

horisonten. Denne fi ltrering og gradvise

nedtoning av lyset er også tydelig

tilstede i tradisjonelle japanske hus.

Fra de ytre rom, gjennom rispapirets

fl orlette struktur, siver lyset inn i

det japanske hjem og er med på å

understreke overgangen mellom ute og

inne - mellom natur og arkitektur.

Nina Jerpset Sandersen: Det japanske lys

Indenfor periferien af SANAA´s cirkulære

samtidsmuseum i Kanazawa har James Tur-

rell bidraget med et enkelt, kubisk rum, der via

en kvadratisk udskæring i loftet indrammer et

stykke af himlen. Motivets beskæring og kompo-

sition defi neres dermed af iagttagerens placering

i det lille rum og Vorherres løbende konfi gura-

tion af det store. Desuden bidrager lokale vejr-

forhold og tidspunktet på året og døgnet til den

endeløse variation.

Og man fortaber sig umiddelbart i oplevel-

sen, selvom den strengt taget ikke rummer noget

nyt ud over beskæringen og den deraf følgende

koncentration. Og dén er svær at fastholde, når

man nærmest pr. automatik tager et skridt op

ad abstraktionsstigen og derfra iagttager, ikke

universet, men sig selv iagttagende universet.

Måske foregår det som ren tankeproces. Måske

gælder det den medierede udgave, hvor to pjan-

kede teenagepiger iscenesætter deres væren i

verden med et par hurtige selfi es. Med himlen

som bagtæppe.

Finn Selmer: Turrell i Japan

Julian Worrall on Shibuya Crossing: “It’s a great example of what Tokyo does best when it’s not trying.”

Julie Lejre og Katrine Rasmussen: Shibuya Crossing

Julie Lejre og Katrine Rasmussen: Shibuya Crossing

CALLIGRAPGY AND LANTERNS

Paper lantern is a combination of

culture, craft and perhaps, architecture.

Individual lantern is unique because of

the slight variation in craftmanship and

the calligraphy imprinted on the

surface. Trainned craftmen hang them

on various temporary structures:

wooden stick and plastic rod with

lighting fi ttment, etc. They can come

as a wall or a fl oating zone. At some

points, the individuality is melted into

the repetitive organization. They defi ne

and separate gathering points.

Upon a closer examination, one will

notice the various profi les of gaps and

pores between the lanterns. By reading

the texts carefully, one can distinguish

whether it is the name of a little girl, a

restaurant or a group of female dancers.

Probably they bear a deeper layer of

meaning for the local community. It is

interesting to note the interchanging

relationship on the lantern: one focus

on the imprint at the daytime while

neglecting it at the evening.

Lanterns are made and removed

for every festival, in exactly the same

form but with a different imprint. In

that sense, it is highly coherent with the

spirit of metabolism, in a smaller scale.

Trace of calligraphy at Gion Shrine, Kyoyo

Ka Chun Lee: Calligraphy and Lantern

Freia Cecilie Krog: TATAMI: Naoshima, Teshima, Inujima

Maria Rønne Vang: Legeplads i Kanazawa

LANGT VÆK HJEMMEFRA

Jeg gjorde mig mange tanker under studieturen til Japan. Men jeg måtte også sande,

at mange af disse var falske – og når epifanien ramte, følte jeg mig ofte til grin. Særligt

en episode står tydeligere end så mange andre, nemlig mit møde med helligdommen

Fushimi Inari-taishas mange orange porte.

I takt med opstigningen mod toppen var det umuligt ikke at bemærke de smukke

skrifttegn, som prydede portene. Jeg troede, det måtte være hellig, buddhistisk prosa,

men til min store forbløffelse var tegnene blot en tilkendegivelse af hvem, der havde

købt og betalt porten.

Mon andre havde det som mig? Eller var det blot min romantiske forestilling omkring

disse fremmede tegn, jeg så overalt, der skabte illusionen om en højere mening med

deres tilstedeværelse her. Det var åbenlyst for mig, at jeg var kommet langt væk

hjemmefra – længere væk end jeg nogensinde havde været før. Her var der meget,

jeg ikke forstod.

Marcus Vesterager: Langt væk Hjemmefra

4

7

Observationer af japansk arkitektur

inspireret af Alex H. Lees arbejde

med “bevægelige materialer”.

1: Røg i Waki Honjin, Tsumago-

Juku. 2: Ildsted i Waki Honjin,

Tsumago-Juku. 3: Gulnet papir i

bondehus, Edo Museum, Tokyo.

4 - 6: Eksperiment med at udsætte

papirfl ade for ild og vand og

registrere prægningen.

7: Papir-fl ade efter eksperiment.

1

2

3

5 6

7

Troels Rugbjerg: Japan papir

Thit Ejstrup-Christensen: Den dyrkede og kontrollerede japanske natur

På studieturen opdagede vi hurtigt, hvor stor

betydning billedet har i den japanske kultur,

og det var spændende at opleve billedet som et

hovedtema i arkitekturen. Her diskuterer vi,

hvordan japansk æstetik og billedkultur kan

læses ind over mange grene af samfundet.

VINDUET: I vesten er vinduets primære for-

mål at lade lys gennemtrænge rum. I japan

oplevede vi til tider det modsatte, hvor lys fra

vinduet drog øjet til vinduets motiv. Det gav til

tider nogle mørke rum,2 der sammen med de

traditionelle tatamimåtte-rums ikke eksiste-

rende indretning gjorde, at vinduets levende

motiv var det eneste reelle holdepunkt for

øjet. Vinduernes indramning af naturen var

ofte som maleriske kompositioner.3

EN SEKVENS AF BILLEDER: I japansk arki-

tektur får man ofte fornemmelse af, at den

er opbygget af en række sekvenser af bille-

der. Både i traditionel og moderne japansk

arkitektur gør dette sig gældende og måske

især i havekunsten. Et af de mest fornemme

eksempler er måske Katsura Imperial Villa i

Kyoto med pavilloner spredt rundt omkring i

en poetisk have. Den fraværende akse, gør det

muligt at bevæge sig mere organisk, men alli-

gevel styret, rundt og få ”serveret” forskellige

“frames” af skiftevis pavillon, have og rela-

tioner imellem dem.

3

2

“He catches a glimpse of Infi nity,

but words cannot voice his delight,

for the eye has no tongue.”

― Kakuzō Okakura, The Book of Tea

ALFABETETS BETYDNING: Det japanske al-

fabet er et af de mest komplicerede i verden.

Kanji, som er de primære skrifttegn, kan både

læses fonetisk, men også som hele ord i sig

selv. Tegnet bliver derfor til et billede af or-

det for læseren. Et billede som bliver til kunst

i kalligrafi en.5 Det er et billedsprog som alle

i Japan oplever dagligt fra de er helt små til

de dør.

I Danmark bruger vi en modifi ceret udgave

af det latinske alfabet. Også vores bogstavers

oprindelse har haft billedlige betydninger. Det

latinske alfabet menes at have sine rødder i

det proto-sinaiske alfabet, hvor f.eks. ‘B’ kom-

mer af ’beth’, som betyder hus, og hvis tegn,

i forskellige udgaver, både kan læses som en

husplan og et hus med udluftning til et ild-

sted. Den betydning er tabt i dag, hvor ‘B’ har

mere abstrakte fonetiske konnotationer end

en billedlig forståelse.

Det er interresant, at en kunstart som

kalligrafi , som er bundet til det skrevne sprog

og har eksisteret i Japan i over 1600 år, kan

have den samme udtryksfuldhed som visse

malerier fra den abstrakte ekspressionisme i

New York i 1950’erne.6

Beth

5

6

Daniel Boesen og Jakob Lykkebo Østergaard: Japansk æstetik i billeder

SELVISCENESÆTTELSE: Et andet moderne

udtryk for japansk billedkultur er søndags-

ritualet Cosplay, hvor unge japanere mødes i

Tokyos Yoyogi Park udklædt som deres teg-

neserieidoler. Det er en avanceret leg, hvor

de iscenesætter sig selv og gennem billedlig-

gørelse kommunikerer, hvem de er eller øn-

sker at være, med et hav af indforståede sym-

boler og billeder. Det er også et eksempel på,

at billedkulturen bruges til at fylde ”det frie

rum”, hvor der ikke er plads til bare at være til

eller at lave ingenting, men må iscenesættes/

stages for at forsvare et uproduktivt øjeblik.

DET BILLEDLIGE I HANDLINGEN: Man

kan se religiøse overtoner i den æstetiske kul-

tur som te-ceremonien. Selve ordet ceremoni

er taget fra det religiøse (stammer fra det la-

tinske caerimonia ‘hellighed, hellig handling),

og hvis man har oplevet en te-ceremoni, så

ved man, at det er mindst lige så ritualiseret

som det at gå til gudstjeneste. Selve te-cere-

monien bliver et billede i sig selv. Et ritual

hvor selve handlingen bliver kompositioner

af bevægelser i et rum med teen som omdrej-

ningspunkt.7 Brugen af billeder synes kraftig

når man oplever japansk kunst og arkitektur,

hvor man kan få en klaustrofobisk følelse, for-

di alt er så iscenesat og ritualiseret. Man kan

savne et ukontrolleret rum, hvor man selv kan

vælge, hvordan man vil indtage rummet.

7

“Tea ... is a religion of the art of life.”

― Kakuzō Okakura, The Book of Tea

Daniel Boesen og Jakob Lykkebo Østergaard: Japansk æstetik i billeder

JAPAN I DETALJER

At være på opdagelsesrejse i den japan-

ske kultur og arkitektur, er som at være

på en uendelig skattejagt.

Her eksisterer en verden, hvor

detaljerne er uendelige og æstetikken så

kompleks, at man selv med arkitektens

skarpe øjne, kun bliver bekendtgjort

med en brøkdel af den.

Den japanske havekunst er især

fascinerende at dykke ned i, hvor hver

eneste sten og træ er planlagt ned til

mindste detalje. Sjovt er det, hvordan

nogle detaljer er helt tydelige i deres

form og funktion, mens andre sætter

hjernen i kog og dernæst i tomgang.

Om det er et spørgsmål om mangel på

kulturel viden eller blot en kælen og

hyldest til den japanske æstetik og

arkitektur tradition? Det ved jeg ikke.

Nogle fi ndes der helt sikkert en dybere

mening bag, men det er i sidste ende

måske heller ikke så defenitivt. Japa-

nernes kultur for detaljer vil jeg for

evigt være fascineret af.

Eva Maria Mikkelsen: Japan i Detaljer

NO

ZO

MI

T

he w

ord

nozo

mi i

n Ja

pane

se m

eans

“hop

e” o

r “w

ish”

Claus Smed Søndergaard: Nozomi

At fl ytte sig fra sted til sted. At have pakket sin taske og måtte pakke den igen.

At sætte sig ind i bussen eller i toget og se landskabet fare afsted.

At bevæge sig fra regnen til sneen og mærke overgangen på sin krop.

At opleve en by og genkende dens træk. At gå ind i et rum og tænke anderledes når man er ude.

At fl ytte sig fra sted til sted både med kroppen men også med sindet.

Ruben Andersen: Rejse

BOTTOM UP

Finn Selmer

Troels Rugbjergs indledende artikel

fokuserer på det traditionelle Japan og

beskriver en verden, hvor næsten alt

synes at tage afsæt i det nærværende

og sansede – dels i detaljen og dels i de

håndværksmæssige procedurer, der

sikrer den raffi nerede helhed. Des-

uden skildres det i artiklen, hvordan

europæiske ”opdagelsesrejsende” ved

hjælp af forskellige medier – op-

målinger, tekster, tegninger og smalfi l

– har bidraget til at gøre japansk byg-

ningskultur kendt og anderkendt i den

vestlige verden.

På vore dages hektiske studieture,

er det ofte det digitale kamera eller

mobilen, der dokumenterer. Og netop

den beskedne skalas raffi nementer er

i høj grad fotogene. Så det er fristende

at nyde det nærværende uden nødven-

digvis at skulle gøre rede for de større

sammenhænge. Men det er så også

netop derfor det kan være svært at blive

klog på Japan, japanerne og japansk

arkitektur. Det er ikke så lige til at

etablere det overblik, vi har vænnet os

til at tage udgangspunkt i – også når det

gælder arkitektur.

Så hvad mon der sker, hvis man zoomer

ud og interesserer sig for de større

enheder, og f.eks. anskuer Tokyo fra en

af dette urbane felts mange sky bars?

Mike Martin skildrer i sit opslag A City

of Refl ections en verden, der er alt

andet end nærværende – Is it there or

is it not? Does the image refl ect reality?

Og, kunne man tilføje, er Blade Runner

mon blevet overhalet indenom?

Noget tættere på dagliglivets akti-

viteter registrerer Julie Lejre og Katrine

Rasmussen Shibuya Crossing og citerer

i den forbindelse Julian Worrall for

udsagnet It´s a great example of what

Tokyo does best when it´s not trying.

Her ses et eksempel på, at dele dan-

ner helheder, men ikke i den gængse

hierarkiske forstand. Det drejer sig

tydeligvis ikke om hverken håndværk

eller komposition, snarere om en slags

sværmintelligens, der fungerer uden at

nogen nødvendigvis kender formlen.

Og så vender vi med Flemming An-

ders Overgaards pink, pink, pink opslag

tilbage til noget, der kan læses som

sociale og kulturelt baserede rollespil.

Her trumfer det tvetydigt postmoderne

traditionen, men giver den samtidig nyt

liv – et sted imellem distance og bevidst

koketteri.

Det Kongelige Danske Kunstakademis Skolerfor Arkitektur, Design og KonserveringArkitektskolen

© Det Kongelige Danske Kunstakademis

Skoler for Arkitektur, Design og

Konservering, Arkitektskolen

Studieafdeling 3

ISBN

978-87-7830-343-1

REDAKTION OG LAY-OUT

Finn Selmer og Troels Rugbjerg

TRYK OG BOGBINDER

Christensen Grafi sk

UDGIVER

Det Kongelige Danske Kunstakademis

Skoler for Arkitektur, Design

og Konservering

UDGIVET

2014

Det Kongelige Danske Kunstakademis Skolerfor Arkitektur, Design og KonserveringArkitektskolen