6 Nr. 1 . 2002

Ikke alle lever lykkeligt til deres da-ges ende − heller ikke i parforholdet.Måske de færreste, er det indtryk, vistår tilbage med fra omgangskredsen,fra parterapeuternes venteværelserog fra den almindelige debat i medi-erne.

Har parforholdet overhovedet enberettigelse i vores samfund? lyder etalmindeligt spørgsmål. Ikke under-ligt, når skilsmisseprocenten vokser,og mange lever alene. Men det er altfor tidligt at give op. Hvis ikke vi for-mår at knytte tætte, dybe relationer tilandre mennesker, er der en stor risikofor, at livet kan blive både ensomt ogulykkeligt. Ny forskning peger enddapå, at tætte menneskelige relationerog netværk har afgørende betydningfor vores sundhed og velbefindende ialle aldre.

Vores påstand er, at tætte og dyberelationer med andre mennesker er envigtig forudsætning for et menings-fuldt liv. Lad os sige det lige ud: vitror på parforholdet! Med dette ud-gangspunkt ønsker her at formidlevores viden og interesse for Imago-metoden, som har sit udspring i par-terapi, men kan bruges generelt i allemenneskelige relationer.

Imago-tankegangen har vist sig atvære en oplagt mulighed for at ud-vikle både den åndelige, følelsesmæs-sige og lidenskabelige dimension iforholdet til et andet menneske.

Kald det’Jeg’ og ’du’ har en masse bagage med ind i

parforholdet. Det er udgangspunktet for Imago-

metoden, der kan anvendes i parterapi, men har

bud til alle menneskelige relationer.

I det postmoderne, fragmenteredesamfund har kærligheden trange kår.Vi har behov for at opprioritere vær-dien af at være sammen med andre ogfastholde evnen til at fordybe og ikkemindst forpligte os i de nære relatio-ner.

IndividualiseringVi lever i en opbrudstid. Kendte ogfaste strukturer i både privatlivet og iarbejdslivet udfordres og nedbrydes idet postmoderne samfund. Mangeægteskaber har ikke længere sammepraktiske betydning som tidligere,både mænd og kvinder har uddan-nelse og job til at stå på egne ben. Entredjedel af den danske befolkningvælger i dag en single-tilværelse. Detætte og vidtfavnende familiære net-værk er væsentlig reduceret og erstat-tet af velfærdssamfundets institutio-ner.

Mange af de par, vi arbejder med,har ikke nogen rollemodeller for,hvordan de arbejder sig igennemspændinger og vanskeligheder i par-forholdet. De rollemodeller, de harhaft, tager de ofte afstand fra. Tidernehar ændret sig – rollerne er ikke læn-gere så klart definerede.

Også i arbejdslivet er der opbrudog forandring. Organisationer fusio-nerer eller indskrænker. Ny teknologimuliggør virtuelle, globale organisa-tioner, hvor flere sidder hjemme, og

��� Af Katrine Halvgaard, Monett Rostock, Kirsten Seidenfaden og Jette Sinkjær Simon

kærlighed

6 Nr. 1 . 2002

7Nr. 1 . 2002

resten sidder rundt omkring i verden.Fagforeningernes betydning somstærke ankre for det kollektive sam-menhold er blevet formindsket,navnlig i forhold til de unge.

Midt i kaos og isolation skal vi hverisær indstille os på, at forandring erden eneste konstant. Vores reaktion erumiddelbart individualisering ogholdninger som ”jeg kan kun over-komme mig selv”. Denne selvcentre-ring kombineret med den vestligeverdens høje velfærd har gjort os tilzappere, der er fristet til at flyde gen-nem livet på en strøm af uforpligten-de overfladiskhed. Nogle går enddaså vidt, at de begrænser deres kontaktmed andre til chatsider på nettet, ano-nymt og uden konsekvens.

Kortvarig, intensiv stimulering ogbekræftelse er vilkårene for zapper-mennesket. Masseeksponering på tver den ultimative og narcissistiskesucces. Bagsiden er overfladiskhed,ensomhed og stor risiko for følelses-mæssig isolation. At være menneske– uanset alder − i dette turbulente

samfund er indlysende svært. Og vimøder disse mennesker i konsultatio-nerne, hvor de beder om hjælp til atklare livet, redde sig selv, deres par-forhold, deres forhold til børnene –kort sagt deres relationer til andremennesker.

Relationer � elleringentingDet, vi længes efter, er at være sam-men, for mennesket er i bund oggrund et socialt væsen. Vi skabes ogudvikles i relationen med andre men-nesker, og ikke mindst barnet harbrug for at vokse op i tætte menneske-lige relationer for at udvikle en sundpersonlighed og dermed etablere fun-damentet for et godt liv og samliv.

Et af de steder, hvor vi som voksnehar de bedste muligheder for at ud-vikle os, er i parforholdet. Parforhol-det syner måske overflødigt i detpraktiske perspektiv, men bestemt ik-ke i det følelsesmæssige. Spørger vide unge i dag, er deres højeste ønskeda også at finde en partner for livet og

8 Nr. 1 . 2002

opnå en frugtbar tryghed i kernefami-lien. Vi kan gøre os tanker om demange, der bliver gift i pomp ogpragt for efter kort tid at skilles. Ev-nen og erfaringen til at fastholde ogudvikle de nære relationer er tilsyne-ladende ikke til stede.

Det ser dog ud, som om de unge istigende grad er indstillet på at arbej-de med parforholdet. Også dem mø-der vi i konsultationerne, hvor de sø-ger inspiration til at gøre det bedreend forældregenerationen og hjælp tilat bryde mønstre og dårlige vaner iparforholdet.

Muligheden for udvikling af par-forholdet er imidlertid ikke reserveretde unge. Selv det mest rutineprægedeægteskab rummer kimen til udvik-ling. Det er aldrig for sent at gå i gang.

Parforholdets livscyklusValget af partner er ikke tilfældigt. Enaf de grundlæggende hypoteser in-den for Imago-relationsteorien er, atvi ubevidst i forelskelsen søger enpartner, der har de samme udvik-lingspsykologiske udfordringer somos selv, men som har valgt en andenoverlevelsesstrategi. Dvs. vi søger enpartner, der har fået udfordringer påsamme psykiske udviklingstrin somos selv, men som har søgt andre må-der at kompensere for disse.

Har en person fx manglet tæt, stabilog varm menneskelig kontakt i barn-dommen, reagerer han måske ved atklynge sig til sin partner. Partneren,som også har manglet relevant kon-takt, har derimod valgt en anden stra-tegi ved at distancere sig og undgåtæt kontakt. I mødet søger partnernedet, de har mistet, og drages mod hin-anden for psykologisk set at genskabemuligheden for at imødekommeudækkede behov og læge de tidligesår.

I forelskelsens første euforiske må-neder lever parret som ”vi” i en tætsymbiotisk helhed, der opfylder allebehov. Vi oplever, at alt kan lade siggøre, vi supplerer hinanden, og detføles, som om ”jeg ikke kan leve udendig”. Forelskelsen bliver i alle parfor-

hold naturligt afløst af trangen til løs-rivelse og magtkamp. Magtkampenopstår, når vi mere eller mindre be-vidst erkender, at de sider, vi faldt forhos vores partner, viser sig at være desider, som vi selv har været nødt til atundertrykke som følge af vores egenopdragelse. Det er her, vores altopslu-gende betagelse af fx partnerens ud-advendte og opsøgende adfærd til fe-ster erstattes af irritation. Irritationenhandler ofte ikke om partnerens ud-advendthed, men om det ubehag, detvækker hos os at se partneren udtryk-ke det, vi har lært at undertrykke somforbudt adfærd gennem vores egenopdragelse.

Endvidere skal vi gøre os klart, at vii et livslangt forhold har mange for-

9Nr. 1 . 2002

og velafprøvede teorier og metoderinden for det terapeutiske felt. Det te-oretiske fundament har således ele-menter fra bl.a. de psykodynamiske,kognitive, systemiske, kommunikati-onsteoretiske og objektrelationistisketeorier, der tilsammen udgør én sam-menhængende, dynamisk tænkningsom udgangspunkt for forståelsen afparrelationen og relationer i øvrigt.

Metoden består af en række tera-peutiske processer, teknikker og dia-loger, der har til formål at bevidstgøreparterne om dels eget forsvar, for-trængning og eventuel følelsesmæs-sig blokering, dels udvikling af nyeog mere hensigtsmæssige kommuni-kations- og adfærdsmønstre.

Centrale dele af Imago-metoden erendvidere anvendelig i relation tilbørn og øvrige relationer, også på ar-bejdspladsen.

Parret selv er eksperterne, mens te-rapeutens rolle er som vejleder og fa-cilitator. Grundtanken er, at udviklin-gen skal ske i parret, for det er her iden primære kærlighedsrelation, atoverføringen sker. Det er her, vi fin-der de stærkeste kræfter for vækst ogheling. Det er her, vi har brug for at fåvores tætte følelsesmæssige behovdækket. Det er her, vi udtrykker voresfølelsesmæssige frustrationer, og deter her, vores overlevelsesstrategier fårfrit løb.

Bevidst dialogDen grundlæggende proces er denbevidste dialog med sin faste struk-tur. Her beder vi parret om at lyttemeget målrettet. Dialogen består aftre trin: spejling (aktiv lytning), vali-dering (anerkendelse) og empati(indføling).

Terapien sigter bl.a. på at gen-etablere en dybere og mere li-denskabelig kontakt mellemparterne. Målet er at skabekontakt i en tryghed fremfor afstand og angst samtat kunne opleve hinandensom to individuelle personer i ensamhørighed. Gennem dialogen fårvi kontakt med vores følelser − en

skellige forhold. Vi mødes måske somunge elskere, senere lever vi sammensom ”mor” og ”far” for at afslutte li-vet som gamle, kloge partnere. Hverfase kræver selvindsigt og respekt forden andens situation.

Mange parforhold kommer ikkegennem magtkampen og videre tildet bevidste forhold. Når ægtefæller-ne i en periode har kæmpet nådesløseslag om, hvem der har mest ret, givetden anden skylden og utrætteligt for-søgt at lave hinanden om, går de hvertil sit. Typisk søger de lykken i et nytforhold, der kun alt for ofte ender isamme situation. Alternativt vælgerde at blive sammen og lever parallel-le, praktiske liv i et lidenskabsløst for-hold.

90 % af frustrationerne i parforholdhandler altså ikke om parret og samli-vet, men om det, man selv har med ibagagen. Skal parforholdet lykkes,skal man udvikle sig selv. Og herkommer Imago-relationsterapien indi billedet.

Selvudviklingvia dialogImago-relationsterapi er udviklet afdet amerikanske psykologægteparHarville Hendrix og Helen LaKellyHunt med udgangspunkt i deres erfa-ringer fra mere end 20 års terapi medtusindvis af par. Grundtanken iImago er, at vi skal udvikle os selvgennem dialog med partneren ellermere generelt med et andet menne-ske.

’Imago’ er det latinske ord for ’bil-lede’. Imago refererer til de billeder,vi har med fra vores barndom, dvs.vores tidligste erfaringer, følelser ogforestillinger internaliseret fra voresomsorgspersoner. Imago er en terapi-form, der gennem dialog bevidstgørpartnerne om deres personlige for-svar, deres fortrængninger og deresfølelsesmæssige blokeringer. Ud fradenne bevidsthed skabes nye og merehensigtsmæssige kommunikations-og adfærdsmønstre i parforholdet.

Imago-relationsterapi bygger på ensyntese af et bredt udsnit af velkendte

10 Nr. 1 . 2002

kontakt, der skaber grobund for kær-lighed og lidenskab. De genfundnefølelser og partnerens accept genåb-ner lysten til den anden. .

I begyndelsen er det en meget faststruktur, som kan opleves rigid, mensom efterhånden bliver en naturligflydende proces.

Imago-metoden etablerer øjeblik-kelig kontakt, er det vores erfaring.Det vigtigste er at skabe en fast og sik-ker ramme omkring processen, så derbliver tryghed for dialogen. I begyn-delsen har parret brug for terapeutensom facilitator, hvis dialogen glider afsporet. Men med lidt øvelse kan par-ret selv bruge metoden, som efterhån-den bliver en systematisk og fremad-rettet måde at tale sammen på omvigtige emner.

Et samtaleredskabImago er ikke kun et parterapeutiskredskab, men et samtaleredskab, derkan bruges i mange andre sammen-hænge. For eksempel kan Imago an-vendes i forældre/børn-relationer el-ler i relationer i arbejdslivet, hvor dethandler om konfliktløsning, læringeller kompetenceudvikling. I det heltstore perspektiv kan metoden brugesi politisk konfliktløsning, hvor der erbrug for en konstruktiv, neutral og re-spektfuld dialog.

Som nævnt stammer Imago-rela-tionsteorien fra USA, men tankegan-gen vinder frem i Europa. Det danske

Mere om ImagoLæsere, der ønsker yderligere viden om Imago-terapi,

henvises til hjemmesiden www.imago.dk. Her finder

man bl.a. relevante litteraturhenvisninger.

Imago Institut blev etableret på Lan-geland i 1998, og over hundrede parhar deltaget i weekendkurser på insti-tuttet. Herfra er også det fjerde holdterapeuter under videreuddannelse.

Erfaringer med Imago tyder på, atvi her har fået en terapiform, der sam-ler den eksisterende viden på områ-det i én sammenhængende teori ogpraksis. En kærkommen mulighedfor nytænkning i forhold til parfor-holdet og privatlivet.

Udviklingen i samfunds- og ar-bejdslivet har gennem længere tid fo-kuseret på kommunikation, følelses-mæssig intelligens, værdibaseret le-delse og livslang læring. Vi ønsker, atdisse tendenser også i praksis afspej-les i privatlivet.

Nytænkningen handler måske net-op om at gøre parforholdet og de næ-re relationer til dynamiske lærings-miljøer, der skaber gensidig personligudvikling. Udviklingen forudsætterbevidst målrettet arbejde og dyb gen-sidig forpligtelse. Vi har alle et ansvarover for os selv, over for vores familieog over for menneskeheden.

Katrine Halvgaard er cand.psych.,Monette Rostock er socialrådgiver

og psykoterapeut,Kirsten Seidenfaden er cand.psych. ogco-leder af det Danske Imago Institut,

Jette Sinkjær Simon er cand.psych.og Leder af uddannelsen til

Imago Relationsterapeut

11Nr. 1 . 2002

Det følgende er et uddrag af en klinisk sessionmed et par, som bruger den bevidste dialog til atfortælle hinanden om følelsesmæssige reaktionerudløst af den andens adfærd. For at demonstrereprocessen giver vi ingen informationer om parret.

Denne terapi begyndte med diffuse beskyldnin-ger fra begge parter, hvor de nedgjorde hinandensintentioner. Da terapeuten foreslår, at de omfor-mulerer deres bekymringer gennem den bevidstedialog, er de begge lettede over at kunne udtrykkesig uden frygt for angreb.

Hun: Noget, der virkelig har gjort mig ked afdet, er, at du for 20 år siden fortalte mig, at jeg al-drig ville opnå at blive din foretrukne partner. Si-den har du også vist det gennem din adfærd modmig.

Han: Du er ked af, at jeg lod dig vide, at du altidvil forblive nummer to i mit liv?

Hun: Det, jeg siger til mig selv, er, at du er usik-ker og tarvelig.

Han: At jeg er usikker og tarvelig … Er der mere?Hun: Det får mig til at føle mig ked af det, fru-

streret, ja næsten hjælpeløs og vred.Han: Når jeg gør det, får det dig til at føle trist-

hed, hjælpeløshed og vrede.Terapeut (til ham): Er der noget af det, der giver

mening?Han: Jeg tror ikke, jeg har tænkt på det, siden jeg

var 18 år gammel, og jeg vidste sikkert ikke, hvadjeg gjorde. Jeg har ikke lyst til at behandle dig så-dan nu, men jeg kan se, hvordan du kommer til atføle, og at det stadig er sådan efter det, der lige ersket.

Terapeut (til ham): Er der nogen sinde nogen, derhar fortalt dig, at du var nummer to i rækken? Oghvis der er, kan du så huske, hvilke følelser dukom i berøring med?

Han: Ja − på arbejdet, så det er selvfølgelig nogetlidt andet. Men jeg ved, at det føltes uretfærdigtog forkert. Jeg tænkte også, at der måtte være no-get galt med den person, der kunne omtale mig påden måde uden rigtig at kende mig.

Terapeuten (til ham): Kan du genkende følelsenaf hjælpeløshed?

Han: Ja, det er skrækkeligt.Terapeuten (til hende): Hvornår har du haft den

slags følelser – også før du mødte din partner?Hun: Ja. Da jeg var barn, fortalte min mormor

mig tit, at hun holdt mere af min bror end af mig,fordi jeg lignede min far, og ham kunne hun ikkeholde ud!

Terapeuten (til hende): Hvor gammel var du?Hun: Det er længe siden, jeg var helt lille den-

gang, og jeg husker det især, fra da jeg begyndte athave min egen mening. Jeg ligner min far meget,og min mor var enebarn. Min mormor kunne ikkelide min far, hun havde virkelig problemer. Vi til-bragte meget tid sammen med hende om somme-ren, så jeg har tit hørt hende sige det.

Terapeuten (til hende): Hvordan håndterede dudet?

Hun: Mine forældre overkompenserede for det,og jeg blev ofte forkælet hjemme. Jeg var den sødepige, og min bror var en lømmel.

Terapeuten (til ham): Vil du prøve at formulere,hvad der i hendes beretning giver mening for dig?

Han: Det giver virkelig god mening, at når jegpå forskellige måder har udtrykt, at du kun ernummer to i mit liv, så må det være meget sårendeat høre på. Ikke bare på grund af, hvad jeg har sagteller gjort, men også ud fra dine oplevelser meddin mormor.

Terapeuten (til hende): Og hvordan kan han hjæl-pe dig med nogle af disse smertelige følelser?

Hun: Det, jeg gerne vil have dig til at gøre an-derledes, er faktisk noget, vi allerede har gjort .For nogle måneder siden bad jeg dig om, at viskulle finde en vielsesring sammen, som et sym-bol på vores nye forpligtelse over for hinanden.Du hørte godt, hvad jeg sagde, men du bragte detikke op igen. Til sidst besluttede jeg, at hvis jegvirkelig ønskede det, så måtte jeg endnu mere ty-deligt vise, at jeg gerne ville have den ring. Dusagde ok, men nævnte det ikke igen før sidste uge,hvor du ringede fra kontoret og foreslog, at viskulle kigge efter dem i dag. Først var jeg såret ogvred over, hvor lang tid det havde taget, men såindså jeg, at du gjorde det for min skyld, da det joi virkeligheden ikke er dit projekt. Tidligere villejeg have skjult, at jeg var såret, og bare ladet, somom det ikke var vigtigt. Men det gik op for mig, atjeg sårede mig selv på denne måde, og derfor gikjeg med i fredags.

Terapeuten (til hende): Og den følelse, du kom iberøring med …?

Hun: Jeg følte virkelig, at jeg var betydningsfuldog glad for, at jeg fortalte dig, hvor meget jeg øn-skede, vi skulle have de ringe.

Han: Og jeg ville virkelig gerne give det til dig,for du fortjener det, og du er det mest betydnings-fulde menneske i mit liv.

Hun: Tak.

���������������� ����