[ORG.495|AA|VIII325] version: 21. nov. 2011, v3.

KANT ALLE TINGS ENDE*(1794)

[AA327] Det er et, isr i det fromme sprog, vanligt udtryk, at lade et dende menneske sige: at det gr fra tiden ind i evigheden. Dette udtryk ville reelt ikke sige noget, hvis der her under evigheden skulle forstes en i det uendelige fortskridende tid; for s ville mennesket jo aldrig komme ud af tiden, men derimod altid blot fra en tid videre til den nste. Alts m dermed vre ment en al tids ende, ved menneskets uafbrudte fortvaren, men denne varen (dets tilvren som strrelse betragtet) dog ogs som en med tiden helt usammenlignelig strrelse (duratio noumenon) [496] som vi ganske vist ikke kan gre os noget

*

Oversat efter Kant: Das Ende aller Dinge, in: Berlinische Monatsschrift. Herausgegeben von Biester. Dreiundzwanzigster Band, Januar bis Junius, 1794. Dessau 1794, pp. 495-522 (juni), hhv.: Immanuel Kants gesammelte Schriften, herausgegeben von der Kniglich Preuischen Akademie der Wissenschaften, Band VIII: Abhandlungen nach 1781. Berlin 1912/1923, pp. 325-339. Den i kantede parenteser placerede paginering henviser til originaludgaven fra 1794 med et tal, og til den sk. Akademie-Ausgabe med AA efterfulgt af et tal. - Oversat af Peter Ban (ban1974@gmail.com) Skriftet udkom 1794, i juni-udgaven af det af Johann Biester udgivne Berlinische Monatsschrift. I et brev til Biester (dat. 10. april 1794) foromtales dette skrift kort sledes: Afhandlingen, som jeg nste gang vil sende Dem, vil have titlen Alle tings ende, og vil vre dels bedrvelig, dels lystig at lse (Immanuel Kants gesammelte Schriften, Band XI: Kants Briefwechsel, p. 497). (O. a.)

(andet end et blot negativt) begreb om. - Denne tanke har noget gruende i sig: fordi den ligesom frer til randen af en afgrund, som ingen tilbagevenden er mulig fra, for den, der synker i den (Ham holder dog p alvorligt sted, Hvem intet lader vende tilbage, Evigheden med strke arme fast. Haller); og dog ogs noget tiltrkkende: for man kan p den anden side ikke lade vre med, igen og igen at vende sit tilbageskrmte je mod den (nequeunt expleri corda tuendo.1 Virgil). Den er frygteligt-ophjet: til dels grundet dens dunkelhed, hvori indbildningskraften plejer at virke mere magtfuldt end ved det klare lys. Endeligt m den dog ogs vre vvet sammen med den almene menneskefornuft: eftersom den er at finde blandt alle fornuftsudvende folkeslag, til alle tider, ikldt p den ene eller anden mde. - Idet vi nu forflger overgangen fra tiden ind i evigheden (denne ide kan, betragtet teoretisk, som erkendelses-udvidelse, have objektiv realitet eller ikke), sdan som fornuften i moralsk henseende laver den for sig selv: s stder vi p alle tings ende, som temporale vsener og som genstande for mulig [497] erfaring: hvilken ende dog i formlenes moralske orden tillige er begyndelsen p en fortvaren af netop disse som oversanselige, flgeligt ikke under tidsbetingelser stende, vsener, som, medsamt deres tilstand, ikke vil vre i stand til nogen anden bestemmelse af deres beskaffenhed, end en moralsk. [AA328] Dage er ligesom brn af tiden, fordi den flgende dag, med det, som den indeholder, er fremavlet af den foregende. Ligesom nu det sidste barn kaldes for dets forldres yngste barn: sledes har vort sprog holdt det for godt at benvne den sidste dag (tidspunktet, som slutter al tid) den yngste dag. Den yngste dag hrer alts endnu tiden til; for der sker stadigvk noget p den (ikke noget, som hrer evigheden til, hvor intet lngere sker, fordi det ville vre den temporale fortsttelse): nemlig menneskenes regnskabsaflggelse over deres opfrsel i hele deres livstid. Det er en domsdag; verdensdommerens bendigelses- eller fordmmelses-dom er sledes den egentlige ende p alle ting i tiden, og tillige begyndelsen p den (salige eller usalige) evighed, hvori det for hver enkelt tilfaldne lod forbliver sdan, som det, i jeblikket for udsigelsen (af domsordet), [498] blev vedkommende til del. Alts indeholder den yngste dag tillige ogs den

1

Det kan ikke blive mt af at se, cf. Virgil, neiden, VIII, v. 265. (O. a.)

2

yngste dom2 i sig. - Skulle nu til de sidste ting ogs medtlles enden p verden, sdan som den fremstr i sin nuvrende skikkelse, nemlig stjernernes fald fra himlen som fra en hvlving, sammenstyrtningen af denne himmel selv (eller dens fjernelse som en indpakket bog)3, begges forbrnden, skabelsen af en ny himmel og en ny jord 4 til de saliges sde, og af helvede til de fordmtes: s ville denne dommedag ganske vist ikke vre den yngste dag; men der ville tvrtimod flge forskellige andre efter den. Men da ideen om en ende p alle ting ikke tager sin oprindelse fra fornuftsudvelsen over verdens tings fysiske, men derimod over deres moralske forlb, og alene foranlediges derigennem; og det ogs alene er sidstnvnte forlb, som kan henfres til det oversanselige (som kun er forsteligt ved det moralske), af den slags som evighedens ide er det: s m forestillingen om disse sidste ting, som skal komme efter den yngste dag, kun anses som en sanseliggrelse af det sidstnvnte, medsamt dets moralske, os i vrigt ikke teoretisk begribelige, flger. [499]

2

Kant skriver: das jngste Gericht, hvorved Gericht gengiver ordlyden for Johannes benbaring i Luthers oversttelse. Nr Kant citerer fra eller henviser til Biblen, er der altid tale om Luthers Bibeloversttelse, og nrvrende oversttelse flger ordlyden af den tyske, hvorimod fodnoteapparatet gennemgende henviser til Det Danske Bibelselskabs oversttelse fra 1992, hvor Luthers Zeit seines Gerichts hedder timen, da han dmmer, cf. Johannes benbaring, XIV, v. 6-7: [6] Jeg s endnu en engel flyve midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor p jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungeml og folk, [7] og englen sagde med hj rst: Frygt Gud og giv ham re, for timen er kommet, da han dmmer. Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder. (O. a.) 3 Cf. Johannes benbaring, VI, v. 12-17: [12] Og jeg s: Da Lammet brd det sjette segl, kom der et stort jordsklv, og solen blev sort som en sk, og hele mnen blev som blod, [13] og himlens stjerner faldt ned p jorden, som et figentr taber sine frugter, nr stormen rusker i det. [14] Og himlen blev trukket vk, som en bogrulle rulles sammen, og hvert bjerg og hver blev flyttet fra deres plads. [15] Og jordens konger og stormnd og hrfrere og rigmnd og magthavere og hver trl og fri skjulte sig i huler og klippeklfter. [16] Og de sagde til bjerge og klipper: Fald ned over os og skjul os for ham, som sidder p tronen, og for Lammets vrede. [17] For nu er deres vredes store dag kommet, og hvem kan da best? (O. a.) 4 Cf. Johannes benbaring, XXI, v. 1: Og jeg s en ny himmel og en ny jord. For den frste himmel og den frste jord forsvandt, og havet findes ikke mere. (O. a.)

3

Men det skal anmrkes, at der siden de ldste tider har fandtes to systemer vedrrende den fremtidige evighed: det ene er disse tiders unitarers system, som tilkender alle mennesker (gennem mere eller mindre lange bodsvelser rensede) den evige salighed, det andet er dualisternes*, [AA329] der tilkender nogle udvalgte [500] saligheden, men alle vrige den evige fordmmelse. For et system, iflge hvilket alle ville vre bestemt til at vre fordmt, kunne vel ikke finde plads, fordi der ellers ikke ville vre nogen retfrdiggrende grund til, hvorfor de overhovedet skulle vre blevet skabt; men alles tilintetgrelse ville pege p en forfejlet visdom, som, utilfreds med dens eget vrk, ikke vd noget andet middel til at afhjlpe dets mangler, end at delgge det. - For dualisterne str imidlertid altid netop den samme vanskelighed i vejen, som hindrede, at tnke sig en evig fordmmelse af alle: for til hvad, kunne man sprge, var ogs de f, hvorfor ogs blot n eneste blevet skabt, hvis vedkommende kun skulle vre til, for at blive forkastet for evigt? hvilket dog er mere rgerligt, end slet ikke at vre. Ganske vist, s vidt vi indser det, s vidt vi kan udforske os selv, har det dualistiske system (men kun under et hjest-godt urvsen), i praktisk henseende, for hvert et menneske, sdan som det kan dmme sig selv (omend ikke sdan som det er befjet til at dmme andre), en tungerevejende grund i sig: for, s vidt det kender sig, lader fornuften det ikke nogen udsigt ind i evigheden tilovers, andet end den, som [501] dets egen samvittighed ved livets ende bner for det ud fra dets hidtidige livsfrelse. Men til dogmet, og dermed for at kunne gre en i sig selv (objektivt) gyldig teoretisk stning ud af det, dertil er det, som blot

*

I den gammelpersiske (Zoroasters) religion var et sdant system grundlagt p forudstningen af to i evig kamp med hinanden begrebne urvsener, princip for det gode, Ormuzd, og for det onde, Ahriman. - Srprget er det: at sproget i to langt fra hinanden, men lngere endnu fra det tyske sprogs nuvrende sde, adskilte lande, i benvnelsen af disse to urvsener, er tysk. Jeg mindes at have lst hos Sonnerat, at det gode princip i Ava (burachmanernes land) kaldes godeman (et ord, som ogs synes at ligge i navnet Darius Codomannus); og, da ordet Ahriman lyder meget lig den arge mand, det nuvrende persisk ogs indeholder en mngde oprindeligt tyske ord: s kan det vre en opgave for oldtidsforskeren ogs ad sprogbeslgtethedens ledetrd at efterg oprindelsen til de nuvrende religionsbegreber for diverse folkeslag. (Cf. Sonnerats Rejser, bog 2, kap. 2. B.)

4

fornuftsdom, s langt fra tilstrkkeligt. For hvilket menneske kender sig selv, hvem kender andre s helt igennem, til at afgre: om, hvis det fra rsagerne til sin formentligt velfrte livsfrelse afsondrer alt, hvad man kalder for lykkens fortjeneste, al dette menneskes medfdte godartede temperament, den naturlige strre styrke af dets vre krfter (forstandens og fornuftens, til at tmme sine drifter), dertil ogs [AA330] lejligheden, hvor tilfldet lykkeligvis sparede det for mange fristelser, som ramte en anden; hvis mennesket afsondrede alt dette fra sin virkelige karakter (sdan som det da, for passende at kunne vrdstte denne, ndvendigvis m afregne, fordi dette, som lykkesgave, ikke er noget, som kan tilskrives vedkommendes egen fortjeneste): hvem vil s afgre, siger jeg, om, for en verdensdommers altseende je, det ene menneske, ud fra dets indre moralske vrdi, endnu overalt vil have et eller andet fortrin frem for det andet, og det s ikke mske ville vre en urimelig selvblindhed, ved denne [502] overfladiske selverkendelse, til egen fordel at udsige en eller anden dom over det moralske vrd (og den fortjente skbne) for vedkommende selv, s vel som over andre. - Flgeligt synes bde unitarens og dualistens system, begge som dogme betragtet, aldeles at overstige den menneskelige fornufts spekulative evne, og alt synes at fre os hen til, simpelthen at indskrnke hine fornuftsideer blot til betingelserne for den praktiske brug. For vi ser da intet for os, som allerede nu ville kunne belre os om vores skbne i en kommende verden, andet end vores egen samvittigheds dom, alts det, som vores nuvrende moralske tilstand, s vidt vi kender den, p fornuftig vis lader os dmme derom: at nemlig, hvilke principper for vores livsfrelse vi indtil dens ende har fundet herskende i os (de vre sig af det gode eller det onde), ogs efter dden vil fortstte med at vre det; uden at vi har den mindste grund til at antage en forandring af dem i hine fremtid. Flgeligt mtte vi ogs tilst os de til benvnte fortjeneste eller skyld passende flger, under det gode eller onde princips herskab, for evigheden; [503] i hvilken henseende det flgeligt er visdom, at handle som om et andet liv, og den moralske tilstand, som vi ender det nuvrende liv med, samt dets flger, s vil vre uforanderlige ved indtrdet i samme. I praktisk henseende vil det system, som skal antages, alts mtte vre det dualistiske; uden dog at ville afgre, hvilket af de to der, i teoretisk og blot spekulativ henseende, vil fortjene at blive foretrukket: isr, da det unitariske system synes at vugge hen i ligegyldig sikkerhed. Men hvorfor forventer menneskene overhovedet en ende p verden? og, om denne ende end indrmmes dem, hvorfor netop en ende med rdsel (for strstedelen af den menneskelige slgts vedkommende)? . . . Grunden

5

til det frste synes at ligge deri, at fornuften siger dem, [AA331] at verdens varighed kun for s vidt har en vrdi, som at de fornuftige vsener i den er i henhold til endemlet for deres tilvrelse, men, hvis dette ikke skulle opnes, s synes selv skabelsen at vre formlsls for dem; som et skuespil, der slet ikke har nogen udgang, og ikke giver nogen fornuftig hensigt til kende. Det sidste grunder sig p opfattelsen af den menneskelige slgts fordrvede [504] beskaffenhed,* som vrende stor indtil hblshed; hvilket det [505] for den hjeste visdom og retfrdighed (iflge den strste del af menneskene) skal vre den eneste anstndige forholdsregel at gre en ende p, og dt en skrkkelig ende. - Derfor er ogs fortegnene p den yngste dag (for hvor lader det vel en gennem store forventninger opildnet indbildningskraft mangle p tegn og vidundere?) alle af den skrkkelige slags. Nogle ser dem i den overhnd tagende uretfrdighed,

*

Til alle tider har sdanne, der tnkte sig vise (eller filosoffer), uden at vrdige anlgget til det gode i den menneskelige natur nogen opmrksomhed, udtmt sig i modbydelige, til dels kle, lignelser, for at fremstille vor jordiske verden, opholdsstedet for mennesker, ret s foragteligt. 1) Som et vrtshus (karavanserai), sdan som hine dervish anser den: hvor enhver, der p sin livsrejse kommer ind forbi, m vre forberedt p, snart at blive trngt vk af en flgende. 2) Som et tugthus; en meningsopfattelse, som de brahmanske, tibetanske og andre vismnd fra Orienten (endda ogs Platon) giver sig hen til: et sted for tugtelsen og renselsen af faldne, fra himlen forstdte, nder, nu menneskelige eller dyre-sjle. 3) Som et galehus: hvor ikke alene enhver for sig tilintetgr sine egne hensigter, men derimod ogs fjer den anden al tnkelig hjertenslidelse til, og oveni opfatter behndigheden og magten til, at kunne gre dt, for den strste re. Endeligt 4) som en kloak, som hvert et skarn fra andre verdener er blevet bandlyst til. Sidstnvnte indfald er p sin vis originalt, som en persisk vittigper er at takke for, der hensatte paradiset, det frste menneskepars opholdssted, til himlen, [505] i hvilken have der var trer nok at finde, rigeligt forsynede med herlige frugter, hvis overskud, efter deres nydelse, fortabte sig gennem umrkelig uddunstning; t eneste tr i havens midte undtaget, som ganske vist bar en pirrende frugt, men en sdan, som ikke lod sig svede ud. Da vore frste forldre nu lod sig friste til, uagtet forbuddet, alligevel at smage p den: s var der, for ikke at tilsmudse himlen, intet andet rd, end at en af englene viste dem jorden p lang afstand, med ordene: Dt er latrinet for hele universet, derp frte dem derhen, for at de kunne forrette deres ndtrft, og derp flj tilbage til himlen, med dem ladt tilbage. Deraf skal nu den menneskelige slgt vre udsprungen.

6

undertrykkelse af de fattige gennem de riges overmodige svlgeri, og i det [506|AA332] generelle tab af troskab og tro; eller i de i alle ender af jorden opblussende blodige krige, osv.: med t ord, ved det moralske forfald og den hurtige forgelse af alle laster, samt de dem ledsagende onder, af den slags, som de tnker, at den foregende tid aldrig s dem. Andre derimod i usdvanlige naturforandringer, ved jordsklvene, stormene og oversvmmelserne, eller kometer og lufttegn. Faktisk fler, ikke uden rsag, menneskene byrden af deres eksistens, om de end selv er rsagen til samme. Grunden til dette forekommer mig at ligge heri. - Naturligvis iler kultivationen af talenterne, af behndigheden og smagen (med deres flge, yppigheden) foran moralitetens udvikling, nr det kommer til fremskridtene i den menneskelige slgt; og denne tilstand er netop den besvrligste og farligste for sdeligheden, svel som for det fysiske vel: fordi behovene vokser langt strkere frem, end midlerne til deres tilfredsstillelse. Men menneskehedens sdelige anlg, der (som Horats poena, pede claudo 5) altid halter efter, vil [507] engang (som man under en vs verdensregent vel har lov at hbe) overhale den, som i sit ilfrdige lb fanger sig selv og ofte snubler; og sledes skulle man, selv ud fra erfaringsbeviserne for, at sdeligheden i vor tidsalder, i sammenligning med alle tidligere, er at foretrkke, godt kunne nre det hb, at den yngste dag snarere mtte indtrde med en Eliasfart, end med en helvedsfart, ligesom rotten Korahs, og mtte fre alle ting p jordens ende med sig. Men denne heroiske tro p dyden forekommer dog, subjektivt, ikke at have en s almenkrftig indflydelse p gemytterne, til omvendelse, som troen p et optrin ledsaget af rdsel, som tnkes gende forud for de sidste ting. *** Anmrkning. Da vi her blot har at gre med ideer (eller spiller med dem), som fornuften selv skaber sig, hvis genstande (hvis de har dem) ligger helt udenfor vort synsfelt, men som dog, selvom det for den spekulative erkendelse er overdrevet, ikke derfor i alle henseender er at holde for tomme, men derimod i praktisk henseende gives os i hnde af den lovgivende fornuft selv, ikke sdan for [508] at gruble over deres genstande, ud fra, hvad disse er i sig selv og iflge deres natur, men derimod, hvordan

5

Straffen med haltende fod, cf. Horats, Carmina, 2. bog, 2, v. 32. (O. a.)

7

vi har at tnke dem med henblik p [AA333] de moralske, mod alle tings endeforml rettede, grundstninger (hvorved de, som ellers ville vre tomme, fr objektiv praktisk realitet): - s har vi et frit felt foran os, dette produkt af vores egen fornuft: at inddele det almene begreb om en ende p alle ting, ud fra det forhold, som det har til vores erkendeevne, og at klassificere de begreber, der str under det. Dette tilflge bliver helheden inddelt, 1) i den naturlige* ende p alle ting, ud fra den guddommelige visdoms orden af moralske forml, som vi sledes (i praktisk henseende) godt kan forst, 2) i den mystiske (overnaturlige) ende p samme, i de virkende rsagers orden, af hvilke vi intet [509] forstr, 3) i den unaturlige (omvendte) ende p alle ting, som afstedkommes af os selv, derved at vi misforstr endemlet, og denne helhed prsenteres i tre afdelinger: hvoraf den frste netop er blev afhandlet, og de to endnu vrige nu flger. *** I Apokalypsen (X, 5, 6) lfter en engel sin hnd mod himlen, og svrger ved den, der lever fra evighed til evighed, som har skabt himlen osv.: at fremover skal der ikke lngere vre tid.6

*

Naturligt (formaliter) kaldes, hvad der flger ndvendigt ud fra love for en vis orden, hvilken den end er, og dermed ogs ud fra den moralske (alts ikke altid blot den fysiske). Dette er det ikke-naturlige modstillet, som enten kan vre det overnaturlige, eller det unaturlige. Det ndvendige ud fra naturrsager ville ogs blive forestillet som materialiter-naturligt (fysisk-ndvendigt). 6 Cf. Johannes benbaring X, v. 1-7: [1] Jeg s en anden mgtig engel stige ned fra himlen, kldt i en sky og med regnbuen om sit hoved. Dens ansigt var som solen og dens ben som ildsjler, [2] og den havde en lille ben bogrulle i hnden. Den stillede sig med det hjre ben p havet og det venstre p land [3] og rbte med hj rst, som en lve brler, og da den rbte, lod de syv tordener deres rst hre. [4] Og da de syv tordener talte, ville jeg skrive, men jeg hrte en rst fra himlen sige: St segl for det, de syv tordener har sagt, og skriv det ikke ned. [5] Og englen, som jeg havde set st p havet og p land, lftede sin hjre hnd mod himlen [6] og svor ved ham, der lever i evighedernes evigheder, ham som har skabt himlen og alt i den og jorden og alt p den og havet og alt i det Tiden er ude. [7] I de dage, da den syvende engel skal blse og lade basunen lyde,

8

Hvis ikke man antager, at denne engel med dens stemme af syv tordener (v. 3) har villet skrige nonsens, s m den dermed have ment, at der fremover ikke skal vre nogen forandring; for var der endnu forandring i verden, s ville tiden ogs vre der, da hine kun kan finde sted i denne, og, uden dens forudstning, slet ikke er tnkbar. Her forestilles nu en ende p alle ting, som genstande for sanserne, som vi slet ikke kan lave noget begreb om: fordi vi uundgeligt fanger os selv i modsigelser, nr vi [510] vil gre t eneste skridt ud af sanseverdenen ind i den intelligible; hvilket her [AA334] sker derved, at det jeblik, som udgr enden p den frstnvnte, ogs skal vre begyndelsen p den den anden, og denne dermed bringes i n og samme tidsrkke med hine, hvilket modsiger sig. Men vi siger ogs, at vi tnker os en varighed som uendelig (som evighed): ikke fordi vi eksempelvis vil have et eller andet bestembart begreb om dens strrelse - for det er umuligt, da tiden, som mlestok for samme, helt mangler -; hine begreb er derimod, fordi der, hvor der ikke gives nogen tid, heller ingen ende finder sted, blot et negativt begreb om den evige varighed, hvorved vi ikke kommer n eneste fodsbredde videre i vores erkendelse, men der derimod kun vil siges, at fornuften, i (praktisk) henseen mod endemlet, aldrig kan stilles tilfreds ad de bestandige forandringers vej: ogs selvom fornuften, nr den forsger det med princippet om stilstanden og uforanderligheden af tilstanden for vsenerne i verden, lige s lidt ville tilfredsstille sig med hensyn til sin teoretiske brug, men derimod snarere ville gerde i fuldstndig tankelshed; da der ikke bliver den andet tilovers, end [511] at tnke sig en i det uendelige (i tiden) fortgende forandring, i den bestandige forskriden hen til endemlet, hvorved sindelaget (som ikke, som hine, er et fnomen, men derimod er noget oversanseligt, og dermed ikke er foranderligt i tiden) forbliver og vedvarende er det samme. Reglen for fornuftens praktiske brug i henhold til denne ide vil alts ikke sige andet end: at vi m tage vores maksime sdan, som om, ved alle i det uendelige gende forandringer fra det gode til

er Guds hemmelighed fuldbyrdet, som han har forkyndt det for sine tjenere, profeterne. (O. a.)

9

det bedre, vores moralske tilstand, ud fra sindelaget (homo noumenon, hvis gang er i himlen7), slet ikke ville vre underkastet nogen tidsveksel. Men at der engang vil indtrde et tidspunkt, da al forandring (og med denne tiden selv) hrer op, er en forestilling, der forarger indbildningskraften. For s bliver hele naturen nemlig stiv og ligesom forstenet: den sidste tanke, den sidste flelse forbliver s stende i det tnkende subjekt og for altid de samme uden veksel. For et vsen, som kun i tiden kan blive sig sin tilvrelse og dennes omfang (som varighed) bevidst, m et sdant liv, hvis det ellers kan kaldes liv, synes at vre tilintetgrelsen lig: fordi det, for [512] at tnke sig ind i en sdan tilstand, dog overhovedet m tnke noget; men tnkning indeholder en reflekteren, som selv kun kan ske i tiden. - Beboerne af den anden verden bliver s forestillet, som de, alt efter forskelligheden af deres bosted (himlen eller [AA335] helvedet), enten altid istemmer den samme sang, deres Halleluja, eller evigt de samme jammertoner (XIX, 1-6; XX, 1-5)8: hvormed skal ppeges den fuldstndige mangel p al veksel i deres tilstand.

7

P tysk: ho mo noumenon, dessen Wandel im Himmel ist. Dette udtryk, som Kant ogs andetsteds anvender i forbindelse med begrebet om (den teoretisk umulige, men praktisk, for pligtmssig handlen, virkeligt forudsatte) mundus noumenon (cf. AA XX, 307), er mske, mske ikke, en direkte henvisning til en motet af den tyske komponist Heinrich Schtz (1585-1672), med titlen Unser Wandel ist im Himmel (Geistliche Chormusik, opus 11, 1648): Unser Wandel ist im Himmel, von dannen wir auch warten des Heilands, Jesu Christi des Herren, welcher unsern nichtigen Leib verklren wird, da er hnlich werde seinem verklrten Leibe, nach der Wirkung, damit er kann auch alle Ding ihm untertnig machen. (Vor gang er i himlen,/ hvorfra vi ogs afventer Frelseren,/ Herrens Jesu Christi,/ som vil opklare vort ubetydelige legeme,/ s at det skal ligne hans opklarede legeme,/ efter den virkning, hvormed han ogs for alle ting,/ kan gre dem underdanige under ham). (O. a.)8

Johannes benbaring, XIX, v. 1-8: [1] Derefter hrte jeg en vldig lyd som af en talrig skare i himlen, som sagde: Halleluja! Frelsen og ren og magten er vor Guds, [2]

10

Alligevel er denne ide, s meget den end overstiger vores fatteevne, dog nrt beslgtet med fornuften i praktisk henseende. Selv, hvis vi antager menneskets moralsk-fysiske tilstand her i livet som stende p den bedste fod, nemlig som en bestandig fortskriden og tilnrmelse til det hjeste (for mennesket til ml udstukne) gode: s kan vedkommende dog (selv i bevidstheden om uforanderligheden af dets sindelag) ikke forbinde udsigten til en evigt varende forandring af dets (sdelige svel som fysiske)

sande og retfrdige er hans domme. Han har dmt den store skge, som fordrvede verden med sin utugt, han har hvnet sine tjeneres blod p hende. [3] Og atter sagde de: Halleluja! Rgen fra hende stiger op i evighedernes evigheder. [4] Og de fireogtyve ldste og de fire levende vsener faldt ned og tilbad Gud, som sidder p tronen, og de sagde: Amen, halleluja! [5] Og der kom en rst fra tronen: Lovpris vor Gud, alle hans tjenere, I som frygter ham, bde sm og store. [6] Og jeg hrte lyden som af en stor folkeskare og som af vldige vande og som af strk torden, som sagde: Halleluja! Herren vor Gud, den Almgtige, har taget magten, [7] lad os glde os og juble og lovprise ham, for nu skal Lammets bryllup st, og hans brud har gjort sig rede, [8] hun har fet givet at klde sig i lysende rene linnedklder for linnedklderne er de helliges retfrdige gerninger. I originalen af Ende aller Dinge lyder den anden henvisning XX, 15. Det pgldende sted, Johannes benbaring, XX, v. 14-15, lyder: [14] Dden og ddsriget blev styrtet i ildsen. Det er den anden dd, ildsen. [15] Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsen. - Dette sted bidrager dog ikke synderligt til nrvrende sammenhng. Da synes det mere rigtigt at antage en stterfejl i denne sammenhng, s at Kants henvisning gr p XX, v. 1-5, som lyder: [1] Og jeg s en engel stige ned fra himlen med nglen til afgrunden og en stor lnke i hnden. [2] Englen greb dragen, den gamle slange, som er Djvelen og Satan, og bandt ham for tusind r [3] og styrtede ham i afgrunden og satte ls og segl for ham, for at han ikke mere skal forfre folkeslagene, fr de tusind r er omme. Derefter skal han slippes ls en kort tid. [4] Og jeg s troner og nogle, der tog sde p dem; de fik givet domsmagt (Luther: und ihnen ward gegeben das Gericht). Og jeg s sjlene af dem, som var blevet halshugget p grund af Jesu vidnesbyrd og Guds ord, og alle, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke sat mrket p deres pande og hnd. De kom til live og blev konger med Kristus i tusind r. [5] De andre dde kom ikke til live, fr de tusind r var omme. Det er den frste opstandelse. (O. a.)

11

tilstand med tilfredsheden. For den tilstand, som vedkommende er i nu, forbliver dog altid et onde, i sammenligning med den bedre tilstand, som vedkommende [513] er parat til at trde ind i; og forestillingen om en uendelig fortskriden frem til endemlet er dog tillige et prospekt ind i en uendelig rkke af onder, som, om de end overvejes af det strre gode, dog ikke lader tilfredsheden finde sted, som vedkommende kun derved kan tnke sig, at endemlet endeligt engang bliver net. Derved gerder det grublende menneske i mystikken (for fornuften, da den ikke let lader sig nje med dens immanente, alts praktiske brug, men derimod gerne vover noget i det transcente, har ogs sine hemmeligheder), hvor vedkommendes fornuft ikke forstr sig selv og hvad den vil, men derimod hellere svrmer, end, som det smmer sig for en intellektuel beboer af en sanseverden, at holde sig inden for grnserne af denne. Deraf kommer Laokiuns uhyre af et system om det hjeste gode, som skal best i intet: alts i bevidstheden om at fle sig slynget i guddommens afgrund, gennem sammenflydningen med guddommen og alts gennem tilintetgrelse af vedkommendes personlighed; hvilken tilstand kinesiske filosoffer, i dunkle kamre, med lukkede jne, [514] anstrenger sig for at have en forudfornemmelse for. Deraf panteismen (hos tibetanerne og andre stlige folkeslag); og som ud fra sammes metafysiske sublimering i flgen frembragte spinozisme: som begge er nrt beslgtede med det urgamle emanationssystem for alle menneskesjle ud fra guddommen (og dens endelige resorption i netop samme guddom). Altsammen blot for, at menneskene dog endelig gerne ville have en evig ro at glde sig ved, som s [AA336] udgr deres formodet salige ende p alle ting; egentligt et begreb, hvormed bde forstanden gr fra dem, og al tnkning selv har en ende for dem. *** Den ende p alle ting, som gr gennem menneskenes hnder, er, selv ved deres gode forml, drskab: alts, brug af sdanne midler til deres forml, som netop er imod disse forml. Visdom, dvs. praktisk fornuft i tilmltheden til alle tings endeml, det hjeste gode, fuldkomment tilsvarende forholdsregler, bor alene hos Gud; og dette, blot ikke synligt at handle imod ideen om visdom, er det, som [515] kunne benvne sdan noget som menneskelig visdom. Men denne sikring mod drskab, som mennesket kun har lov at hbe p at opn gennem forsg og hyppigere forandring af dets planer, er mere et smykke, som selv det bedste

12

menneske kun kan jage efter, om det end gerne ville gribe det; hvorom det dog aldrig m lade sig pfre den egenkrlige overtalelse, og langt mindre har lov at g frem iflge den, som om det har grebet det. - Deraf ogs de fra tid til anden forandrede, ofte meningsstridige, udkast til behndige midler til at gre religion hjlydt og tillige kraftfuld i et helt folk; sdan, at man vel kan udrde: Arme ddelige, hos jer er intet bestandigt, andet end ubestandigheden! Men hvis det s alligevel endelig engang er kommet s vidt med disse forsg, at fllesskabet formr og er tilbjelig til, ikke blot at give gehr til de frembragte fromme lrer, men derimod ogs til den gennem dem opklarede praktiske fornuft (sdan som det ogs simpelthen er ndvendigt til en religion); hvis de (p menneskelig vis) vise blandt folket, ikke gennem indbyrdes foretagne aftaler (som en klerus), men derimod som medborgere, laver udkast og for strstedelens vedkommende stemmer overens i dem, hvilke p [516] ufordgtig vis beviser, at det er dem om at gre med sandhed; og folket vel ogs i det hele taget (om end endnu ikke i den mindste detalje), gennem det alment flte, ikke p autoritet begrundede behov for den ndvendige tilbygning til dets moralske anlg, tager interesse deri: s forekommer intet at vre mere tilrdeligt, end blot at lade disse udkast lave og at lade deres gang fortstte, da de nu engang, hvad den ide angr, som de eftergr, er godt p vej: hvad imidlertid angr udkommet af de til det bedste endeml valgte midler, da dette udkomme, sdan som det efter [AA337] naturens lb mtte falde ud, for altid forbliver uvist, at overlade det til forsynet. For, man vre s svrttroende, som man vil, s vil man dog, hvor det simpelthen er umuligt at forudse udkommet af bestemte, med al menneskelig visdom (der, hvis den skal fortjene sit navn, m g alene p det moralske) tagne, midler med vished, mtte tro praktisk p en med naturens forlb sidelbende guddommelig visdom, hvis ikke man da hellere helt vil opgive sit endeml. - Ganske vist vil man indvende: Allerede ofte er blevet sagt, at den nuvrende plan er den bedste; den m det fra nu af for altid [517] blive ved; det er nu en tilstand for evigheden. Hvem der (ud fra dette begreb) er god, er for altid god, og hvem der (imod det) er ond, er for altid ond (Apokal. XXII, 11)9: ligesom om

9

Her parafraserer Kant, snarere end at citere; Lutherbiblen sondrer mellem den onde, den urene, den fromme og den hellige, men ikke, som Kant, mellem den gode og den onde. Cf. Johannes benbaring, XXII, v. 8-11: [8] Det er mig,

13

evigheden, og med den alle tings ende, allerede nu kunne vre indtrdt; og alligevel er sidenhen stadigt nye planer, blandt hvilke den nyeste ofte blot var genfremstillingen af en gammel, blevet bragt p banen, og der vil heller ikke vre mangel p flere sidste udkast. Jeg er mig s meget min manglende evne til, heri at gre et nyt og lykkeligt forsg, bevidst, at jeg, hvilket der ganske vist ikke hrer nogen strre opfindsomhed til, heller ville rde til: at lade sagerne sdan, som de sidst stod, og nrmest en menneskealder igennem i deres flger havde bevist sig som udholdeligt gode. Men da det vel ikke mtte vre meningen hos mndene af enten stor eller dog overtagende nd: s fr det vre mig tilladt, med beskedenhed at anmrke, ikke hvad de skal gre, men derimod, hvad de ville have at tage sig i agt for at forstde imod, da de ellers ville handle imod deres egen hensigt (selv hvis den var den bedste). [518] Kristendommen har, ud over den store agtelse, som helligheden af dens love uimodsteligt indflyder, ogs noget elskvrdigt i sig. (Jeg mener her ikke elskvrdigheden for personen, som har erhvervet det med store opofringer, men derimod for sagen selv: nemlig for den sdelige forfatning, som Han stiftede; for hine lader sig kun flgeslutte af denne.) Agtelsen er uden tvivl det Frste, fordi den ogs finder sted uden sand krlighed; om man end uden krlighed alligevel kan have stor agtelse overfor nogen. Men nr det ikke blot kommer an p en forestilling om pligten, men derimod ogs p, at flge den, nr man sprger efter den subjektive grund for handlingerne, af hvilken, [AA338] hvis man har lov at forudstte den, det frst er at forvente, hvad mennesket vil gre, og ikke blot sprger efter det objektive, hvad det skal gre: s er krligheden dog, som det frie optag af en andens vilje blandt sine maksimer, et uundvrligt kompletteringsstykke til den menneskelige naturs ufuldkommenhed (til, at mtte blive ndsaget til, hvad fornuften foreskriver gennem loven): for

Johannes, som har hrt og set dette. Og da jeg havde hrt og set det, faldt jeg ned for fdderne af den engel, som havde vist mig dette, for at tilbede den. [9] Men englen sagde til mig: Nej! Jeg er kun tjener som du og dine brdre, profeterne, og som de, der holder fast ved ordene i denne bog. Gud skal du tilbede. [10] Og englen sagde til mig: Forsegl ikke profetiens ord i denne bog, for tiden er nr. [11] Lad den, der ver uret, stadig ve uret, den, der er tilslet, stadig sle sig til, den retfrdige stadig ve retfrdighed, og den, der er hellig, stadig helliges. (O. a.)

14

hvad n ikke gerne gr, det gr vedkommende s karrigt, vel ogs med sofistiske udflugter om [519] pligtens pbud, at der ikke vil kunne regnes meget med denne pligt, som drivfjeder, uden hine krligheds tiltrde. Hvis man nu, for at gre det ret s godt, ogs tilfjer kristendommen en eller anden autoritet (om det s var den guddommelige), denne autoritets hensigt kan s vre nok s velmenende og formlet ogs virkelig nok s godt: s er kristendommens elskvrdighed dog forsvundet: for det er en modsigelse, at pbyde nogen, at vedkommende ikke alene vil skulle gre noget, men derimod ogs vil skulle gre det gerne. Kristendommen har til hensigt: at fremme krlighed, til det forehavende, at observere sin pligt overhovedet, og denne frembringer den ogs; fordi kristendommens stifter ikke taler i kvaliteten af en befaler, der lgger sin adlydelses-krvende vilje, men derimod i kvaliteten af en menneskeven, der til sine medmennesker lgger deres egne velforstede viljer, alts det, som de af sig selv frivilligt ville handle ud fra, hvis de behrigt prvede sig selv, p hjerte. Det er alts den liberale tnkemde - p lige lang afstand af slavesind, og ubundenhed - som kristendommen for sin lre forventer effekt af, hvorved den [520] formr at vinde de menneskers hjerter for sig, hvis forstand allerede er opklaret gennem forestillingen om loven for deres pligt. Flelsen af friheden i valget af endemlet er det, som for dem gr lovgivningen elskvrdig. - Ogs selvom kristendommens lrere ogs ankyndiger straffe, s er det dog ikke sdan at forst, i det mindste er det ikke passende for kristendommens egendommelige beskaffenhed, at forklare det sdan, som skulle disse straffe blive drivfjedrene til at yde kristendommens pbud flge: for s vidt ville den hre op med at vre elskvrdig. Tvrtimod, man har kun lov at udlgge dette som en krlig, af lovgiverens velvilje udspringende, advarsel om, at vare sig for den skade, som uundgeligt mtte udspringe af overtrdelsen af loven (for: lex est res surda et inexorabilis.10 Livius); fordi det her ikke er kristendommen, som frivilligt antaget [AA339] livsmaksime, men derimod loven, der truer: hvilken lov, som en uforanderlig i tingenes natur liggende

10

Loven er en dv og urokkelig sag, cf. Titus Livius, Roms historie, bog 2, kap. 3.4, hvor det dog lyder: Leg es rem surdam, inexorabilem (dvs.: loven var en sag uden rer, urokkelig). (O. a.)

15

orden, ikke er overladt til skaberens vilje at afgre, om pbuddene flges sdan eller anderledes. Nr kristendommen lover belnninger (f.eks. Vr glade og fortrstningsfulde, [521] alt vil blive jer godt gengldt i himlen 11): s behver det iflge den liberale tnkemde ikke udlgges sdan, som var det et tilbud, for derved ligesom at tinge menneskene hen til den gode livsfrelse: for s ville kristendommen p sin side ikke vre elskvrdig for sig selv. Kun en tilskyndelse til sdanne handlinger, som udspringer af uegennyttige bevggrunde, kan overfor den, der gr tilskyndelsen, indflyde mennesket agtelse; men uden agtelse gives der ingen sand krlighed. Alts m man ikke tillgge hine lfte den mening, som skulle belnningerne tages for drivfjedrene til handlingerne. Den krlighed, hvorigennem en liberal tnkemde bliver kdet til en velgrer, retter sig ikke efter det gode, som den, der er trngende, modtager, men derimod blot efter godheden af viljen hos den, der er tilbjelig til at uddele det: ogs selvom vedkommende f.eks. ikke skulle vre i stand til det, eller skulle blive hindret i udfrelsen gennem andre bevggrunde, som hensynet til, hvad der er det bedste for verden generelt, frer med sig. Dt er den moralske elskvrdighed, som kristendommen frer med sig, som [522] stadigvk skinner igennem i mangt en tvang, som, ved den oftere veksel af meningerne, yderligt er blevet pfrt kristendommen, og har opretholdt den imod den antipati, som ellers mtte have ramt den; og som (hvilket er mrkvrdigt) i tiden for den strste oplysning, som nogensinde var blandt mennesker, altid viser sig i et kun desto klarere lys. Skulle det engang komme derhen med kristendommen, at den hrte op med at vre elskvrdig (hvilket godt kunne tildrage sig, hvis den, i stedet for dens blide nd, gaves en pbydende autoritet som vben): s mtte, da der i moralske ting ikke finder nogen neutralitet (og mindre endnu en koalition mellem modsatstillede principper) sted, en antipati og en opposition imod kristendommen blive til menneskenes herskende tnkemde; og antikrist12, som uanset hvad holdes for forlberen til den

11

Cf. Jesu bjergprdiken i Matthus-evangeliet, V, v. 12: Fryd jer og gld jer, for jeres ln er stor i himlene. (O. a.) 12 Diskussionen om NTs Antikristforestilling centrerer sig naturligvis ogs de apokalyptiske forestillinger fra Johannes benbaring, selvom det ikke er her, men derimod kun i NTs Frste og andet Johannesbrev (1. brev, II, v. 18 ff., IV, v. 3; 2. brev, v.

16

yngste dag, ville pbegynde sit (formodentlig p frygt og egennytte begrundede) ganske vist kortvarige regime: hvorp, da kristendommen s ganske vist ville vre bestemt til at vre almen verdensreligion, men det af skbnen ikke ville vre den begunstiget at blive det, s alle tings (omvendte) ende i moralsk henseende ville indtrde.

Knigsberg

I. Kant.

7) man finder udtrykket . Dette udtryk blev i den lutherske oversttelse af Johannesbrevene er oversat med Widerchrist - ikke med det her af Kant anvendte Antichrist. (O. a.)

17

[AA| XXIII149]

Forarbejde til

ALLE TINGS ENDE*Lsblad F 18[AA151] Anden side Inddeling i tid og evighed. Hvis sidstnvnte betyder en blivende tilstand, s ville enhver ufuldkommenhed ikke vre et skridt til det bedre. Men da den sjlelige evighed m vre det bedste og mest fuldkomne, men mennesket til hver en tid kun er en del til det mest fuldkomne hele, s er den sjlelige evighed en bliven henslynget i guddommen. Derfor frst emanation, Laokiums sekter eller panteisme. Verdens sidste dag er den yngste dag, da der ikke mere er nogen tid. Det er dden for hver enkelt. Vedkommende er get fra tiden ind i evigheden. Her er verden Jorden, og menneskene er alle fornuftige vsener i verden. Om dden og genopvkkelsen og s om opklaringen af kropslsheden uden dd. - Hensigten er ikke, at afklare begreber, eller at tale om det platoniske verdensr og genfrembringelsen af alle ting, men derimod at

*

Oversat efter Immanuel Kants gesammelte Schriften, herausgegeben von der Kniglich Preuischen Akademie der Wissenschaften, Band XXIII: Handschriftlicher Nachla, pp. 149-152. (O. a.)

18

udforske, hvad der har rumsteret i menneskenes hoveder, hvor tnkningen til sidst finder den sdeste hvile i tankelshed. Tredje side En tid, for hvilken der ikke er nogen mlestok (ingen dag, da den sidste r get), og en varighed, for hvilken der ikke er nogen tid, er evigheden: evigheden af Oet Fjerde side Hvis tid og evighed (som varighed) blot betragtes ud fra deres strrelse, ikke ud fra deres kvalitet, s er det en urimelig deling af al verdens varighed i tid og evighed, for tiden hrer for mig til evigheden. De m alts inddeles gennem deres forskellige kvalitet. Mennesket gr fra tiden ind i evigheden er et selvmodsigende udtryk, for mennesket var i evigheden da det var i tiden. Evigheden m alts vre en varighed uden tid. - Mennesket er alfa og omega, fordi enhver tings begyndelse og ende r tillige med Gud, alts, fra varigheden falder blot successionen vk, strrelsen forbliver. Mennesket gr fra en bestemt tid ind i alle flgende. - Det m vel sige s meget som, at det gr fra tiden over i en varighed, som ikke er tid, men da nu mlestokken er for tingenes varighed som fremtrdelser, uden hvilke [AA152] denne deres vren ikke kan tnkes som en strrelse, s ville mennesket g over i en tilvren, som har strrelse, men er inkommensurabelt med tiden - englen taler osv. tiden bliver alts tnkt som indesluttet mellem to grnser.

19