Karismatisk fornyelse og luthersk tradition

Viden om...

Indledning

Guds folk over hele jorden oplever i disse år en meget tiltrængt ånd-elig vækkelse og fornyelse, som især har sat fokus på Helligåndens person, kraft og gaver og dermed også på kristenlivets vækst og modning på områder såsom fæl-lesskab, bøn, lovsang, tjeneste og mission.

Uanset hvor i verden fornyelsen har vundet frem, har den mødt modstand i større eller mindre grad. Der har uden tvivl været fejl på begge sider - både hos ‘forny-elses-folk’ og deres modstandere. En ud af mange årsager har været misforståelser af teologisk art.

De teologiske retningspile på de følgende sider er blevet til i forbin-delse med den hjemlige debat på og i til knytning til ‘Vejen-konven-terne’ (1986-89), og udgives på andres opfordring, og med tak til dem, som har bidraget med gode forslag, såvel form- som indholds-mæssigt.

Det er skrevet ud fra et ønske om, at fornyelsens velsignelser må kunne flyde uhindret til alle dele af

det danske kristenfolk - uden at skulle hindres af unødige teologis-ke barrierer.

Med andre ord er det et forsøg på at formulere en ‘teologisk vinsæk’, som er i overensstemmelse med Biblen, og som er i stand til at rum-me den nye vin, således at denne på den ene side kan strømme frit og på den anden side kan bevares sund og velsmagende.

1. Åndsmeddelelse

Enhver døbt og troende kristen har modtaget den Hellige Ånd. Denne grundlæggende åndsmeddelelse ved dåb og tro er en genfødsel og nyskabelse af mennesket (Tit. 3,5), en indpodning ved Ånden på Kristi legeme (1. Kor 12,13), en Ån-dens besegling (Ef 1,13), og en dåb i Ånd til et liv i kraft (Luk 24,49; Ap. G, 1,58) og nådegaveudrustning (1. Kor 12,11)!

Denne initiatoriske begivenhed (=indlemmelse i den kristne menig-hed ved dåb og tro) er indgangen til et liv i gudsrigets helligheds- så-vel som kraftdimension - altså ud-gangspunktet for stadig fortsatte

åndsmeddelelser til styrkelse og intensivering af det allerede givne.

Den fortsatte modtagelse af Ån-den sker ifølge Ap. G. 2,42…- gennem apostlenes lære (tros-mæssig tilegnelse af hele Skrif-tens åbenbaring i almindelighed og de specifikke løfter om Hellig-åndens kraft i særdeleshed)- gennem fællesskabet (når andre betjener os gennem udøvelse af nådegaver/åndsåbenbarelse til fælles gavn, 1. Kor 12,7, eller gennem andres forbøn evt. med håndspå-læggelse, 1, Tim 4,14; 2. Tim. 1,6, el-ler under fællesbøn, Ap. G. 4,31)- gennem brødsbrydelsen (for-ening med Kristi guddommelige liv og kraft)- gennem bønnerne (bøn i almin-delighed og specifik bøn om Hel-ligånden i særdeleshed, Luk 11,9-13; Ap. G. 4,31; Ef. 3,14-16)

Denne fortsatte modtagelse af kraftens, kærlighedens og besin-dighedens Ånd (2. Tim 1,7) fore-går som en stille gradvis vækst og kan tillige opleves som mere momentane (=pludselige, dvs. på konkret tid og sted) åndsfyldeer-faringer.

Karismatisk fornyelse og luthersk tradition

Gud handler med os individuelt. Derfor må vi advare imod at gøre ens egne oplevelser til norm for andre og således ensrette og uni-formere Åndens gerning til ganske bestemte oplevelser og tegn.

I stedet for at binde menneskers forventning - hvad enten det sker ved at sætte erfaring lig med en be-stemt type oplevelse, eller det sker ved at nedvurdere og nedgøre ånds- erfaringers betydning - så bør det være vort ønske og vor opgave at åbne mennesker for alle de bibelske ytringer af den Hellige Ånd.

På den ene side må vi med Ny Testamente (NT) positivt frem-hæve troserfaringernes legitimitet, bredde og nødvendighed for den sande tros udfoldelse og for guds-rigets komme i opstandelseskraft. I NT er der en stærk bevidsthed om Åndens tilstedeværelse i og blandt de kristne; en bevidtshed som i NT aldrig skyldes en tankemæssig for-sandt-holden, men derimod skyl-des personlig erfaring. Helligånden er gennem hele Biblen, også Gam-mel Testamente, beskrevet som en erfarbar virkelighed. Dette må for-kyndes frimodigt og udfordrende.

På den anden side må vi afvise en “åndsdåbs-teologi” (trinlære), som skaber to slags kristne, og som definerer den momentane “åndsdåb” som en nødvendig ind-gang til det virkeligt åndsfyldte og nådegaveprægede liv. Vi må end-videre advare imod en lovisk me-todologi mht. Åndens hidbringelse. Her gælder følgende balance:

– 1. Ånden kommer altid på bag-grund af Guds nåde og Guds løfter, og ikke på baggrund af at menne-sket er tilstrækeligt værdigt og for-beredt.

– 2. Ånden kommer ikke, hvor den er uønsket, og hvor konkret synd hindrer dens virke. Gud ønsker, at vi skal leve i stadig selvransagelse og i stadig begæring om mere af Åndens fylde.

At fastholde troserfaringens og åndsfyldens nødvendighed uden at havne i en ubibelsk trinlære op-nås gennem at pointere, at Åndens fylde kan ske gradvist og stille (processivt), såvel som momen-tant og dramatisk (punktuelt).

Når vi opmuntrer mennesker til at søge Åndens fylde og gaver, skal det ske på baggrund af en frigørende forkyndelse af den ufor-tjente nåde i Kristus, i stedet for en trælbindende forkyndelse af en række forberedende “betingelser”.

2. Retfærdiggørelse – helliggørel-se – udrustning

Frelsen i Jesus Kristus betyder bl.a. en udfrielse fra syndens skyld (retfærdiggørelse) og fra syndens magt (helliggørelse).

Retfærdiggørelsen sker ved tro på Guds tilgivende og ufortjente nåde og barmhjertighed i Kristus. På baggrund af Kristi lidelse, død og opstandelse er enhver, som ved dåb og tro er indlemmet i Kristus, en i Guds øjne helt retfærdig og syndfri og fuldkommen skabning.

Helliggørelsen sker, ved at Kristus gennem Åndens iboen og gen-fødslens realitet vinder skikkelse i og præger den troende.

Der er i helliggørelsen tale om en livslang kamp mellem lys og mørke, mellem Ånd og kød. Men kampen har det fortegn, at kødet

er korsfæstet med Kristus, og at dets herredømme er brudt af Ån-dens nye virkelighed (Rom. 6). En kristens primære identitet er ikke kødet, men Ånden. Derfor er en kristen ikke i kødet, men i Ånden (Rom. 8,9) og lever heller ikke i kø-det (Rom. 7,5), men i Ånden (Gal. 5,25), og vandrer ej heller efter kø-det, men efter Ånden (Gal. 5,16.25). Dette skift til et helt nyt liv (Rom. 6,4) gør dog ikke kampen mindre reel eller mindre konfliktfyldt.

På den ene side må vi derfor af-vise en forståelse af “åndsdåb”/åndsfylde-erfaringen som en alt-forvandlende helliggørelsesbegi-venhed, der mere eller mindre gør det gamle menneske (kødet) til en tandløs størrelse. Også den ånds-fyldte kender til fald og nederlag og bliver af Ånden overbevist om synd. Helliggørelsens vækst i alt

godt (Åndens frugter) inkluderer en parallelt voksende syndserken-delse, idet Kristi sind i os gør sam-vittigheden positivt følsom over for synden, også i dens mere fromme forklædninger.

Samtidig vil vi dog føje til, at selvom åndsfylde-erfaringerne primært må forstås som kraft til tjeneste og udrustning, vil hellig-gørelsen dog ikke være upåvirket heraf, idet sådanne konkrete be-røringer af Guds Ånd vil åbne men-nesket for potentielt set alle sider af Åndens gerning, inklusive hellig-gørelsen.

På den anden side må vi også afvise en forkyndelse, som be-grænser evangeliet til at bestå i frigørelsen fra syndens skyld og følgelig fortier eller direkte modsi-ger Biblens tale om frigørelsen fra syndens magt.

Evangeliet, de gode nyheder, omfatter således:

Retfærdiggørelse Helliggørelse Udrustning

Nåden-uden-for-mig Nåden-i-mig Nåden-gennem-mig

Syndstilgivelse (Jesu frelsesværk bliver mit)

Syndsuddrivelse (Jesu natur vinder frem i mig)

Salvelse (Jesus gør sin gerning gennem mig)

Kristus er korsfæstet for mig Jeg er korsfæstet med KristusKristus giver mig sin opstandelseskraft

Jeg er i Kristus Kristus er i mig (Åndens gave)Jeg er et lem på Kristi legeme

(Åndens gaver)

Vi har set på betydningen af at skelne mellem helliggørelse og udrustning for at kunne forstå åndsfyldeerfaringen i det rette perspektiv: primært udrustning, sekundært helliggørelse.

Ligeledes fremmer det en sund og befriende sjælesorg at gøre sig en anden skelnen bevidst: mellem på den ene side retfærdiggørelse (nå-den-uden-for-os) og på den anden side helliggørelse/udrustning (nå-den-i-og gennem-os). Guds kærlig- hed til sine børn - retfærdiggø-relsens status - er evig, urokkelig og fuldkommen og er derfor vid-underligt uafhængig af graden af vellykkethed i vor helliggørelse og tjeneste. Sagt på en anden måde: Hvor meget vi er elsket af Gud af-læses ikke af tilstedeværelsen el-ler udeblivelsen af særlige oplevel-ser og nådegaver, hvor værdifulde sådanne “Guds (kær)tegn” og ar-bejdsredskaber end er. Vi er i den sag frem for alt henvist til nådens uforanderlige tegn, Jesu kors.

Det er således ret at skelne mel-lem nåden-uden-for-os (retfærdig-gørelse) og nåden-i-og gennem-os (helliggørelse/udrustning), men det er ikke ret at skille eller, hvad endnu værre er, at modstille dem, da de som en organisk enhed tilsammen udgør frelsens virkelighed.

Gudsrigets frelsende invasion gennem Jesus inkluderer nådens konkrete virkninger til ånd, sjæl og legeme (se Luk. 4,18f).

Konklusion: Vi trænger til en klar forkyndelse af, at frelsens grund ligger uden for os, og vi trænger i lige så høj grad til en stærk forkyn-delse af Åndens forvandlende kraft i og gennem os.

3. Tværkirkelighed

De forskellige former for afgræns-ninger for kristent fællesskab på forskellige niveauer (bede-, forkyn-delses-, nadver-, og kirkefælles-skab) er en kendsgerning.

De usædvanligt stærke formule-ringer i Jesu bøn om enhed i Joh. 17,20f er imidlertid også en kends-gerning og kalder os til en dybere erkendelse af enheden, kærlighe-den og fællesskabet mellem alle Jesu sande disciple.

De eneste legitime grænser er dem, som evangeliet selv sætter i forhold til alt, som måtte modsige og true evangeliet. Rent menne-skeskabte grænser er imidlertid en fornægtelse af evangeliet, ja en form for afgudsdyrkelse. Det bliver derfor et vigtigt og alvorligt spørgsmål, hvilke af de eksisteren-de grænser som hører til den før-ste kategori, og hvilke som hører til den anden kategori.

Der er tit blevet fokuseret me-get på ting, der skiller, og kun lidt på ting, der binder sammen. Den største fællesgave er Åndens pant på den evige frelse i Jesus Kristus. Ofte har vi meget mere til fælles, end vi har til forskel, når vi stiller troens grundlæggende sandheder op, og når vi tænker på det evige liv i Kristus, som vi deler i kraft af evangeliets tilsigelse.

Der er ikke hermed lagt op til lære-ligegyldighed. Guds Ord er

fremmed for enhver tendens til at spille lære og liv ud mod hin-anden. Det vi siger er, at det må være muligt at have en på evan-geliet grundlagt forsvarlig tvær-kirkelig praksis, som kan manifes-tere den i Joh. 17 omtalte enhed mellem Jesu disciple.

Forudsætninger for en sådan praksis bør - i forlængelse af den fælles Åndens og troens gave - ifølge min overbevisning være:

– a. at man deler en respekt for Guds Ord som autoritet i lære og liv

– b. at man deler de grund-læggende kristne dogmer, som kommer til udtryk i de tre oldkirke-lige bekendelser

– c. at man deler den reforma-toriske arvs centrum: retfærdiggø-relse af tro alene

– d. at man er grundfæstet i sin egen tro og bekendelse

– e. at man gensidigt respek-terer hinanden som ‘fuldgyldige’ kristne

Når fælles tiltag omkring bøn, lov-prisning, forkyndelse og evangeli-sation indfrier ovenstående, er det efter min mening en fælleskirke-lighed, som Gud finder behag i, og som glæder hans hjerte. At bruge betegnelsen ‘oplevelsesøkumeni’ om sådanne fællestiltag er en teo-logisk kortslutning og ikke særlig relevant.

Åndens gave er i Apostlenes Gerninger selve kendemærket på Guds sande folk. At have inddruk-ket den samme Ånd, Kristi Ånd (1. Kor.12.13), er noget ganske andet end en almen-religiøs erfaring og binder sammen i ét legeme; Kristus har kun dette ene legeme!

Vi bør derfor arbejde på, at det af Gud udvalgte og helligede folks åndelige enhed, kærlighed og fæl-lesskab kommer til konkret udtryk - på forsvarlig og velovervejet vis - midt i den kirkelige og organisa-toriske mangfoldighed.

4. Nådegaverne

Vi vil sammenfatte dette afsnit i to enkle teser:

– a. Karismatiske manifestationer var noget normalt blandt de første kristne.

– b. Denne Åndens virkemåde blandt de første kristne er forbil-ledlig for den kristne menighed til alle tider.

At karismatiske manifestationer var normalt blandt de første krist-ne er, hvad vi kunne forvente ud fra de gammeltestamentlige profetier. Andre jødiske kilder fra de nærme-ste århundreder op til Kristi komme viser, hvor seriøst man tog disse forjættelser, idet man (som sagt med gammeltestamentlig grund

under fødderne) ventede på en ‘Åndens tidsalder’ i endetiden.

I pinsen og dens efterspil ser vi, hvordan opfyldelsen tager konkret form gennem en med Ånden salvet endetids-menighed med apost-lene i spidsen. Åndens tidsalder er nu brudt igennem. I opfyldelsens lys kommer aha-oplevelsen: Aha, det er altså sådan, det ser ud!

Men hvordan så det ud, hvis vi skal beskrive det lidt nærmere? Mange nytestamentlige forskere giver Eduard Schweizer ret, når han siger, at gudstjenesten hos de første kristne var præget af åndsmanifestation og af gavernes fylde. Blandt Åndens ytringer var helbredelser, åndsuddrivelser, un-dergerninger, profetier, tungetale, udlægning, drømme, syner, nåde-gaver med gudsnærværets mani-festerende karakter, f.eks. særlig åbenbaret kundskab og visdom og åndsbåren forkyndelse, samt momentane åndsfyldeerfaringer (Åndens falden på/kommen over mennesker).

Denne Åndens virkemåde blandt de første kristne er forbilledlig for

os i dag af den simple grund, at det stadig er endetid; en endetid som ifølge Skriften har karakter af en ‘Åndens tidsalder’.

Nutidens endetidsmenighed er arvtagere af den profetisk-karis-matiske løfte-tradition fra Joel 3 (pinse-løftet) i lige så høj grad som de nytestamentlige menigheder var det.

Hvorfor er dette så vigtigt? Af hensyn til mission (=sendelse). Menigheden er en nutidig legem-liggørelse af Jesus og fortsæt-ter som sådan hans messianske sendelse og gerning ved at være hans øjne, mund og hænder. Dette virkeliggøres gennem åben-baringsgaver, ordgaver og hand-lings- og kraftgaver. Som teo-logen Edmund Schlink udtrykker det: ‘Gennem den rige variation af åndelige gaver manifesteres Kristi fylde ind i nutiden’ (egen over-sættelse). Nådegaverne forstår vi som tegn på og manifestation af den Opstandnes nærvær gennem Ånden, og de spiller en central rolle for formidlingen af Kristi livs synliggørelse i menighedens mid-te og for dens tjeneste i verden.

Et snævert nådegave-spektrum er et fattigdomstegn. Dette ud-sagn kan dog ikke vendes om til at sige, at nådegaver i sig selv er et modenhedstegn (jfr. de kødelige tendenser i korinter-menigheden).

Afslutning

Hvor ofte har ikke en formodet ”sundhed” kvalt dynamikken? Og omvendt: Hvor ofte har ikke en på-tvunget ”dynamik” kvalt sundhe-den? Udfordringen for kristen for-kyndelse og praksis ligger for mig at se netop i det indbyrdes forhold mellem sundhed og dynamik - ikke mindst på de i dette hæfte omtalte områder: åndsmeddelelse, hellig-gørelse, tværkirkelighed og nåde-gaver.

Det er min overbevisning, at den reformatoriske og den karismati-ske vækkelse kan befrugte hinan-den gensidigt med en kombination af sundhed og dynamik som resul-tat.

Af Morten Munch

DanskOases sekretariat, Rude Havvej 11, 8300 Odder. T: 8654 3600 M: info@danskoase.dk

www.danskoase.dk

Få mere information:

Karismatisk fornyelse og luthersk tradition:

Udgivelses Info:

Genudgivet i 1991 i en lettere revideret udgave. Genoptrykt i 1995.Genoptrykt i 2003.Genoptrykt i 2011.

© ved Morten Munch

Dette skrift giver den seriøse læser en god indføring i den balance mellem den lutherske og den karismatiske arv, som DanskOase søger at leve og virke i.

Kernepunkter i behandlingen er den kristnes modtagelse af Helligånden, forholdet mellem retfær-diggørelse og kristen vækst, spørgsmålet om nådegaverne og om kristen økumeni.

Der præsenteres en syntese mellem det lutherske anliggende om troens forankring i Kristi gerning og det karismatiske anliggende om Åndens nærvær.

Skriftet blev til som et lejlighedsskrift i 1989 på foranledning af arbejdsgruppen for Vejen-konven-terne, der førte til stiftelsen af DanskOase samme år.