Ekstranummer af kirkebladet, juni 2014

70-års fødselsdagsrundrejsen begyndte onsdag den 11. juni kl. 13.00, hvor Inger Merete

og jeg forlod præstegården for at tage toget fra lufthavnen til Zermatt. Derfra fortsatte

vi torsdag med Glacier Express til St. Morits. Efter en overnatning dér tog vi fredag Ber-

nina Express til Tirano og derfra med bus til Lugano, hvor vi på det hjerteligste blev

modtaget af danske mennesker, som gerne vil have en julegudstjeneste. Halvdelen af

lørdagen brugte vi på en byrundtur. Derefter var vi på besøg hos gode mennesker i Itali-

en. Søndag formiddag besøgte vi den engelske kirke St. Edward the Confessor. Derefter

togrejse over St. Gothard og Olten tilbage til Genève.

Zermatt i aften skumring, men endnu med sol på Matterhorn

Alt i alt blev det på fem dage til 19 timers tog-

rejse og tre timer med bus. Det kan godt lade

sig gøre. Vi burde måske have brugt et par

dage ekstra for at gå lidt mere i dybden - eller

rettere højden - med St. Morits og Tirano,

men det må vente til en anden gang.

På billedet til venstre ses Inger Merete på ba-

negården i Visk spændt spejdende efter to-

get, som skal bringe os til Zermatt. Hvor vi har

været en gang tidligere her i foråret.

Det blev en flot togrejse fra Visk til Zer-

matt med sol og høj blå himmel og var-

me i luften, så vi kunne køre med åben-

stående vinduer og høre lyden fra vand-

faldene.

I Zermatt fandt vi ind på et lille fredeligt

hotel, som vi har boet på tidligere, Hotel

Elite. Den har ingen restaurant, men vi

fandt en glimrende italiensk restaurant i

byen, hvor vi fik hver sin velsmagende

pastaret + ½ liter øl til at sove på.

Torsdag morgen kl. 7.52 hoppede vi ombord

på Glacier Express, som lige fik en beroligen-

de klap på skulderen inden afgang. Det hav-

de den nok ikke behov for. For det viste sig

at være verdens mest langsomme exprestog,

men det var kun en fordel. Vi havde god tid

til at se, hvordan landskabet skiftede karak-

ter undervejs, og hvor flot blomsterne tog sig

ud på markerne. Der var både klokkeblom-

ster, bellis og følfod, tror jeg nok.

I byen Disentis, som ligger et godt stykke oppe i

bjergene, gjorde toget meget hensynsfyldt et op-

hold på en halv times tid, så vi kunne få mulighed

for at strække benene, efter at vi havde spist fro-

kost. Som det ses på billedet er det et stort bene-

diktinerkloster fra 100-tallet, som vi godt ville ha-

ve set lidt nærmere på. Da de jo taler rætro-

romansk dér, kom vi ikke rigtig i snak med nogen.

Som det ses på ovenstående billeder, tog Inger Merete godt for sig af frokosten, som også var vældig

god. Det var Bøf Stroganoff med ris og gulerødder. Vinen var også god, en merlotvin så vidt jeg husker.

Der blev også lidt til overs til mig—både af den gode kødret og af vinen.

Det er en togrejse med fantastiske

udsigter undervejs. Og det er en luk-

sus uden lige at tilbagelægge turen i

en behagelig waggon med et velju-

steret klimaanlæg. Man kan ikke

lade være med at tænke på, hvor-

dan rejsen over Alperne har været

for H.C. Andersen og andre eventyr-

lystne danskere, som for 150 år si-

den gjorde turen i en hestetrukket

karet på vej til Rom.

Da vi sidst på eftermiddagen ankom til St. Morits, travede vi fra banegården forbi Palace Hotel, som vi

måske skulle have foretrukket. Men som de beskedne mennesker vi er, fortsatte vi til St. Morits Bad,

hvor vi tog ind på Hotel Sonne, hvis restaurant først åbnede dagen efter. Så vi måtte ud for at opdage

en anden restaurant, hvor vi fik en lidt kedsommelig kylling med pommes frites. Men pyt! Øllet smag-

te udmærket, og vi sov godt.

Den næste dag, dvs. fredag formiddag, passerede vi en dej-

lig lille kirke. Med sin karakteristiske campanile så den noget

italiensk ud. Men den var yngre, end vi først troede. Den var

indviet i 1872 til St. Karl.

Fra kirken gik vi en frisk formiddagstur langs med søen tilbage

til banegården. Vi havde sat os for, at vi også ville prøve en tur

med Bernina-banen, som er en jernbane af samme slags som

Glacier Express, bortset fra at den er noget kortere. Turen fra

St. Moritz til Tirano tager kun et par timer.

Bernina-banens tog ligner til forveksling

Glacier Express med høje panoramaruder,

så man ikke mister udsigten til de sne-

klædte bjergtoppe. Togene er fint ren-

gjorte, og vinduerne er polerede, så der

ikke er noget, der distraherer udsigten.

Bernina Express når lidt højere op i bjer-

gene end Glacier Express. På toppen er

man oppe i 2.253 meters højde, hvor der

ligger to store søer, som der stadig er

dækket af isflager.

Det er ejendommeligt at se, at søerne ligger lige i vandskellet, således at den nordlige sø afvandes til

Donau, så vandet ender i Sortehavet. Den sydlige sø afvandes derimod til Po-floden, hvilket vil sige, at

dens vand ender i Adriaterhavet. Et gult skilt markerer vandskellet, og der så ikke ud til at være mere

end et par hundrede meter mellem søerne.

Til venstre ses den nordlige sø, som kaldes den

sorte sø. Den sydlige sø hedder til gengæld den

hvide sø. Billedet er taget den 13. juni, men der

er stadig temmelig koldt deroppe. Fra vandskellet

går togrejsen stejlt nedad til Tirano. Der er et høj-

detab på 7 meter pr. 100 meter. Det er jernbanen

konstrueret til. Der er sindrige tunneller og bro-

konstruktioner, som betyder, at banen nærmest

skruer sig ned i spiraler.

Fra Tirano kom vi med Bus igennem Italien

til Lugano, hvor vi blev hjerteligt modtaget

af Susanne Hyttel Kjølby , som gerne vil ha-

ve, at den danske kirke er lidt mere synlig i

den italiensktalende del af Schweiz. Vi be-

søgte også det uhyre gæstfri ægtepar Heidi

og Leif Munch Nielsen, som bor på den ita-

lienske side af grænsen. De tog os med på

en gåtur til en bjerglandsby med en meget

spændende kirke med fine billeder. Og så

tog de os i øvrigt med på en fantastisk god

restaurant.

Som det ses på billedet til højre havde vi i Lugano også lidt tid til os selv og en øl på fortovsrestaurant.

Tusind tak til alle de gode mennesker, som har muliggjort denne herlige tur i anledning af min 70-års

fødselsdag! Kærlig hilsen fra os begge

Kresten