kurs mod fastlandet - ftlf · 112 skibet er ladet med eventyr kurs mod fastlandet første del af...

112 Skibet er ladet med eventyr

Kurs mod fastlandet

Første del af turen gik rigtig fint. Vi kunne sejle for sejl og vindror, og søen var så rolig, at man snildt kunne nyde sin kaffe. Vi lavede en overordnet rute til Napoli, inden vi sejlede fra Olbia, og tænkte, at vi kunne justere den undervejs. Der var jo masser af tid at tage af, og det var med at komme af sted, mens den gode vejrudsigt var der. Vi blev noget lange i ansigterne, da vi nærlæste vores italienske pilot for at finde et godt sted at overnatte. Havnene omkring Napoli var tit så fyldte, at man skulle booke plads flere uger i forvejen, og prisen for en overnat-ning lå langt over vores budget. Vi krydsede fingre for, at det ikke ville blive nødvendigt at gå i havn, og håbede på, at det kunne lade sig gøre at ligge for anker i nogle af de mange bugter langs kysten. Vi besluttede os for at begynde med at sejle mod den lille ø Ponza, hvor der var nogle ankerbugter på begge sider af øen og en lille mulighed for at finde en plads i havnen, hvis det skulle blive nødvendigt. Eneste ulempe ved at sejle til Ponza var, at vi skulle ankomme i dagslys, fordi der var nogle klipper under vandoverfladen, som kunne være svære at se om natten.

Livet om bord indtog den afslappede rytme, der er, når man sejler længere stræk. Minimatroserne tog skolebøgerne med op i cockpittet, hvor Marie tegnede inden for stregerne, og Sebastian øvede tal og bog-staver. Der blev bagt brød, ordnet vasketøj, fortalt historier og sunget. Vi hyggede os og glædede os over, at vi inden for en overskuelig fremtid skulle være sammen med Benedikte igen.

I løbet af første sejldag fandt vi ud af, at vi ikke ville kunne nå Ponza i dagslys, så kursen blev lagt 40 sømil længere sydpå mod øen Ischia, som vi regnede med at anløbe næste morgen. Da vi var 30 sømil fra målet, friskede vinden pludselig op fra øst (hvor vi var på vej hen), og søen rejste sig kraftigt. Vi rebede storsejlet, men bølgerne var for store til, at det kunne betale sig at fortsætte. Vi sejlede som gale, men bevægede os kun mellem 1,7 og 2,4 sømil i timen, og så er 30 sømil langt. En ny plan

blev lagt, og vi sejlede mod vores oprindelige mål: Ponza. Da vi havde vendt skuden, kom vi op på mellem 6 og 7 sømil i timen, og det var noget mere behageligt at være på båden.

Vi sejlede hen mod en bugt på vestsiden af Ponza i stedet for at sejle mod havnen. Havnen på Ponza er åben mod øst (fordi det stort set aldrig blæser fra den retning på disse kanter), så vi regnede med at komme til at ligge me-get uroligt derinde, hvis det ville lykkes os at finde en ledig plads. For foden af den klippe, der danner sydspidsen af Ponza, kunne vi se

På første del af turen fra

Olbia til Otranto var det

vindroret, der styrede.

Skibet er ladet med_contents_FINAL_10072012.indd 112 11-07-2012 12:27:24

Kurs mod fastlandet 113

en masse røde og hvide lys. Da vi kom tættere på, opdagede vi, at det var lokale fiskere på vej ud på havet samt lystsejlere på vej mod den bugt, vi også sejlede mod.

Da vi kastede anker, var det blevet lyst, og det var rart at kunne se bunden i stedet for at kaste anker i blinde og risikere at få kastet det ned mellem nogle sten. Vi blev i bugten resten af dagen, fik sovet og tørret vasketøjet. Der blev svømmet i det klare varme vand og sludret med en dansk familie, der holdt ferie i en stor, lejet båd. Da vinden vendte igen, sejlede vi ind mod havnen for at se, om det var muligt at finde en anker-plads. Der skulle være en del dønninger i havnen fra de store færger, der sejlede til og fra øen, men vi besluttede os for at se, hvor slemt det kunne være, for vi havde brug for en god nats søvn uden afbrydelser, inden vi sejlede videre. Vi lå noget uroligt i havnen, men også godt beskyttet mod den nye vindretning, og var meget glade for, at vi fik set Ponza by, der er både charmerende og hyggelig.

Næste morgen sejlede vi videre ned mod Capri, hvor der skulle være meget smukt. På vestsiden af øen var der en god ankerbugt, der ville passe perfekt til vores planer. Vi fik en fanta-stisk dejlig dag med strålende solskin og højt humør på båden. Desværre fandt vinden på at ændre retning, så vi sejlede ikke helt så hurtigt som forventet og kunne se, at det ville blive mørkt, inden vi kom til Capri. Den ankerbugt, der havde været perfekt i forhold til morge-nens vejrudsigt ville være ret ubehagelig at ligge i med den nye vindretning, så vi beslut-tede os for at sejle hen mod Marina Grande på nordsiden af Capri. Vi fik set Capri ‘by night’, det så godt ud, men der var alt for uroligt i

Når det var vindstille,

kunne vi tørre vasketøj

på turen fra Olbia til

Otranto.

Solopgang.



vandet til, at vi ville kaste anker uden for havnen. Der var store bølger skabt af vinden, og store dønninger fra de færger, der sejlede ind og ud af havnen. Ifølge vores pilot skulle der være næsten lige så uroligt inde i havnen, hvor prisen for en overnatning lå et godt stykke over vores budget.

Vi sejlede derfor lidt rundt et stykke fra havnen for at finde et sted at kaste anker. Vi var trætte, men der var alt for langt til bunden og for mange både i forvejen, så vi besluttede os for at sejle ind mod fastlandet i stedet. Det var første gang, vi oplevede, at de 60 meter kæde, vi havde på ankeret, ikke var nok til at nå ned på bunden, hvor der det eneste egnede sted var 64 meter under overfladen.

Ved Punta Campanella, omkring 4 sømil fra Marina Grande, ligger naturområdet Senno di Ieranto. Det er forbudt at kaste anker derinde, men man kunne ifølge vores pilot fortøje til en af de bøjer, der var lagt ud. Det passede os perfekt at skulle fortøje båden til en bøje (der ikke har samme tilbøjelighed til at drive som et anker kan have), så humøret var højt hos de trætte skippere, der glædede sig til en god nats søvn i den beskyttede bugt. Stjernerne funklede over de høje klipper, da vi sejlede hen mod bugten, månen var ikke kommet frem endnu, men man kunne tydeligt se aftegningerne af klipperne, selvom det var nat. Vi forbandt den lille gps til computeren, og havde på den måde en fin kortplotter, der kunne vise os, om vi sejlede i den rigtige retning. Der skulle ifølge piloten være masser af vand inde i bugten, men vi sejlede alligevel lidt langsomt ind, mens klipperne rejste sig højt over masten på begge sider af skibet og den lille besætning. Lasse stod i stævnen og ledte med sin lommelygte efter bøjerne, mens jeg holdt tungen lige i munden og et vågent øje på afstanden til klipperne. På et tidspunkt blev signalet til gps’en så lavt, at vi ikke kunne bruge kortplotteren, men på det tids-punkt var vi nået ind i bunden af bugten, hvor Lasse kunne konstatere, at de bøjer, der ifølge vores pilot skulle være der, var væk.

Klokken havde passeret midnat, vi havde sejlet hele dagen og kunne godt bruge noget læ og noget søvn. Der var ikke andet at gøre end at finde bogen frem igen og se, hvor vi kunne være heldige at finde læ i ste-det for i bugten. Heldigvis fandtes ikke langt derfra de sagnomspundne

Klipperne langs kysten

ud for Ponza kunne være

svære at få øje på om

natten.

Det var meget varmt,

selvom der var skygge

under parasollen.



klipper, som søfolk i gamle dage blev lokket til at sejle mod af sirenernes smukke sang. Her ligger en bugt, hvor der skulle være nogle bøjer, man var velkommen til at bruge. Vi sejlede derhen og blev glade for at se, at der ikke alene var bøjer i vandet, men at nogle af dem oven i købet var ledige.

Glædeligt overraskede over vores store held nød skipperne en øl un-der stjernerne, hængte dagens vasketøj til tørre og gik på køjen. Da vi næste morgen var ved at gøre båden sejlklar kom italienske Rafael ud til os i sin gummibåd – han havde for en kort bemærkning været ude hos os om natten for at anvise en bøje. Han fortalte denne morgen, at vi lånte hans bøje, og at han lige ville have ordnet betalingen, inden vi sejlede. Normalt kostede det 55 euro i døgnet, men vi skulle få lov til at slippe med 20. Vi havde i vores pilot læst, at der i mange havne var nogle private havnefogeder, der havde lejet en del af pladserne, og at man i mange tilfælde kunne prutte om prisen for en overnatning. Så vi gik i gang med at prutte; vi ville gerne betale, men helst slippe billigst muligt. Skipper påpegede, at 20 euro for en halv nat var lidt vel meget, og jeg kom iført mine bedste dådyrøjne op på dækket og nævnte, at Rafael havde glemt at fortælle, at vi skulle betale for at bruge bøjen, da vi lagde til om aftenen. Rafael bandede først på italiensk og sagde så på engelsk, at hvis vi ikke ville betale, så havde vi vær så god at smide fortøjningerne og sejle vores vej. Det gjorde vi, båden var mere eller mindre sejlklar, og det, der manglede, kunne vi sagtens klare, mens vi sejlede. Vi ville godt have betalt for at låne bøjen, bare ikke så meget, som han indledte med at forlange, men vi var heller ikke blege for at benytte os af chancen for at spare, hvor det kunne lade sig gøre. Minimatroserne vågnede og var lidt ærgerlige over, at de ikke havde fået hørt sirenernes sang, så vi måtte love dem at sejle samme vej tilbage og se, om vi kunne få nogen i sigte.

Dage og nætter flød ud i hinanden på turen ned langs Italiens vest-kyst. Solen skinnede fra en skyfri himmel, hvor vi jævnligt fik besøg af skildpadder og delfiner. Stimer af tunfisk svømmede forbi båden, som var de delfiner, nogle af dem sprang kåde ud af vandet, mens andre svømmede forbi to og to. Dagene var meget varme, vi svedte, selvom vi sad helt stille i læ under solsejlet, som var sat op i cockpittet. Der var

Sebastian og Lasse

får en sludder langs den

italienske vestkyst.

Lasse nyder solnedgan

gen med bar overkrop.



næsten ingen vind, og vi sejlede for motor stort set hele turen. Om nat-ten var temperaturen reduceret til behageligt lunt, stjernerne funklede på himlen, og morilden blinkede i vandet. Det var fantastisk at se på, og nattevagterne gik som en leg. Minimatroserne hyggede sig med at lave perleplader, legede i kahytten, sad på tænkepletten (den lille plade i stævnen) og kiggede ud over vandet, så film eller lavede fest og spil-lede på mundharmonika. De var som regel til at lokke på dæk, hvis der var delfiner ved siden af båden, men var de for langt ude i horisonten, kunne det være svært at løsrive de forvænte børn fra det, de var i gang med. På et tidspunkt blev der lavet bamsehospital i kahytten, fordi den ene bamse havde brækket styrbord pote.

Vi var enige om, at det var værd at tage nogle seje stræk for at mødes med Benedikte og komme til at sejle i Grækenland, men også at det var dejligt, at det var så kort en del af turen, vi skulle sejle på denne måde. Vores besætning er til kortere ture og til at se det, vi sejler forbi, fra land-siden og ikke bare fra vandsiden.

I byen Camerota fik vi fyldt båden op med diesel, vand og proviant og satte kursen mod Messinastrædet. Ifølge græsk og romersk mytologi huserede der i antikken to søuhyrer, som levede af de søfolk, der pas-serede igennem det smalle Messinastræde mellem Sicilien og fastlandet. Odysseus skulle efter sigende være kommet sikkert igennem ved hjælp af et tip fra Kirke – vi søgte råd i vores pilot og var spændte på at skulle opleve nogle af de naturfænomener, der havde givet liv til tidligere tiders overtro.

Messinastrædet er et af de eneste steder i Middelhavet, hvor der er tidevandsstrøm, og strømmen vender to gange i døgnet. Hvis strøm og vindretning ikke følges, kan det blive temmelig ubehageligt at sejle forbi i en sejlbåd, så det gjaldt om at ramme strædet på det helt rigtige tids-punkt. Strømmen bliver op til 4 knob, vores båd sejlede i gennemsnit

Den smukke kyst på

fastlandet ved Capri.



mellem 4 og 5 sømil i timen, så vi ville gerne have strømmen med os, når vi skulle igen-nem. Strædet er ud over det kraftige tidevand berygtet for de store strømhvirvler, der opstår, når det varme, men ikke så saltholdige vand fra Det Tyrrhenske Hav mødes med det mere saltholdige vand fra Det Ioniske Hav. Det er et spændende sted at sejle, blandt andet på grund af de modsatrettede strømme.

Ifølge vores pilot var der tre steder i stræ-det, man skulle være særligt opmærksom på, når man kom i en lille båd; i resten af strædet skulle strømhvirvlerne være så små, at de ikke udgjorde nogen reel fare. Vi havde talt om at kaste anker og få et par timers søvn, inden vi sejlede gennem strædet, men da vi midt i sol-opgangen fik strædet i sigte, passede det med tidevandet, så vi blev enige om at sejle gennem med det samme. I en lille båd som vores kunne det godt mærkes, at der var nogle store strøm-hvirvler i spil, og med den medstrøm, vi hav-de, strøg vi med forhøjet tomgang på motoren gennem strædet med op til 9 knob. Vi kunne have sejlet hurtigere, men der var nok at holde styr på midt i mylderet af færger, containere og fiskerbåde på udkig efter sværdfisk.

Vi kom dog godt gennem, og jeg var meget stolt, da jeg på et tidspunkt kunne sejle butter-fly med storsejlet og forsejlet på hver sin side af båden. Men den kraftige strøm og de lidt for skiftende vindretninger (og styrker) gjorde det langtfra muligt at lave kaffe … Da vi kom ud af den smalle del af strædet, blev farten reduceret til små 4 sømil i timen.

Vinden friskede op, og vores forventede an-komsttidspunkt i Rocella Ionica rykkede læn-gere og længere væk. Minimatroserne havde glædet sig til at skulle se film på computeren, når vi var vel ude af den befærdede del af stræ-det, men da vi var så langt, hoppede det gode skib så meget i søen, at det ville have været for risikabelt at rigge computeren til. Skipperne var ved at være trætte, og udsigten til at skulle sejle omkring 55 sømil mere, inden vi kunne komme i havn, var deprimerende.

Vores pilot kunne ikke fortælle om nogen egnede ankerbugte på den havneløse stræk-

Havnen i Ponza.

Tunfiskene svømmede lige ved siden af båden.

Delfiner langs Italiens vestkyst.



ning, men der var et sted på kysten, hvor der så ud til at være læ. Vi sejlede derhen og fandt en god stor sandplet, hvor ankeret hurtigt fik fat. Udsigten bød på en trøstesløs strand og en jernbanestrækning, men det gjorde ikke så meget, for på det tidspunkt var vi alligevel for trætte til at nyde den. Minimatroserne fik lov til at se film, mens skipperne lavede aftensmad og gjorde båden klar til en nat for anker. Vi vidste ikke, hvor længe vi kunne blive liggende, så det gjaldt om at holde båden mest mulig sejlklar, samtidig med at vi passede på udstyret. Vi lå fint ved den lille strand indtil klokken halv fire næste morgen, hvor vinden var frisket op og var gået i vest. Skipperne kom i tøjet og tog fat på endnu en dejlig dag.

I forhold til gårsdagens 9 knob, nærmest sneglede vi os af sted med næsten 4 sømil i timen, og selvom vi var sejlet tidligt, rykkede vores for-ventede ankomsttidspunkt i Rocella Ionica sig for hver sømil. Vi håbede på, at det ville kunne lade sig gøre at få provianteret i det supermarked, der ifølge vores pilot skulle ligge 1,5 km fra havnen, men stolede ikke længere så blindt på de informationer, vi kunne læse os til efter ople-velsen med de manglende bøjer ved Capri. Det var heldigt, at vi ikke var blæst inde på turen fra Olbia, men vi var ved at være godt trætte og kunne godt bruge en nats søvn uden afbrydelser i en rolig havn, hvor vi ikke skulle vælge sovestilling efter, hvordan båden bevægede sig i søen. Efter tolv timer på vandet var det skønt at lægge til kaj – også selvom vi vidste, det bare var for en kort bemærkning.

Noget af det, man får med i køjesækken efter en tid som langturs-sejler, er effektivitet. Det lille døgns tid vi lå i Rocella Ionica, var vi på stranden med minimatroserne, vi fik provianteret, sovet ud og hygget os med en anden dansker, der var på langfart og lå i havnen. Det var dejligt at få stillet så mange behov på så kort tid, men ærgerligt at vi havde fået lavet så stram en tidsplan, for vi kunne godt have brugt at blive lidt læn-

Lasse på delfinspotting i

masten.

Lasse styrer koncentreret

det gode skib sikkert ud

og ind mellem færger

og store containerskibe i

Messinastrædet.

Sværdfiskerbådene

sejler på kryds og tværs

af strædet. Fiskene bliver

spottet fra kurven i top

pen og spiddet på den

lange bro foran båden.



gere. Men der var ikke noget at gøre. Hvis vi ville til Otranto og videre til Grækenland måtte vi sejle videre, glæde os til at se nærmere på Italien på turen tilbage og håbe på, at vi stødte ind i den danske båd igen.

I byen Crotone sejlede vi ind for at få tanket diesel til det sidste styk-ke. Mens vi ventede på vores tur, trak vi en frisk vejrudsigt. Den lo-vede lidt rigelig vind til nattens sejlads, men det burde ikke være mere, end vi kunne klare. Til gengæld var der et kraftigt blæsevejr på vej, så hvis vi gik i havn, risikerede vi at blæse inde i en uge. Lasse spurgte en lokal, om han mente, det ville være forsvarligt at sejle videre i en lille båd som vores. Italieneren kiggede op på nogle skyer og fortalte, at der først på aftenen ville komme noget termisk vind fra land, som ville falde kl. 22.30. Det ville ifølge ham være vindstille i løbet af natten, og der ville så komme en frisk nordenvind om morgenen. Den vejrudsigt viste sig at holde hundrede procent!

Da vi havde lagt til i havnen i Otranto spurgte vores ene nabo, hvor vi kom fra. Da Lasse fortalte ham, at vi var kommet fra Olbia, blev han først lidt stille, hvorefter han tilbød at ordne fenderne mellem bådene, så vi kunne nyde en velfortjent øl i cockpittet. Det havde taget os otte dage at sejle de 688 sømil fra Olbia til Otranto. Vi var trætte, og det tog nogle

Gps’en viser, at vi sejler

mod tredje waypoint på

ruten, at kursen vi skal

sejle er 202°, men at vi

bevæger os 144° over

grunden. Vi er 0,23 sømil

til bagbord for vores kurs,

mangler 0,76 sømil til vi

er fremme ved det way

point, vi sejler mod, og at

vi sejler 9 knob i timen

over grunden.

Minimatroserne laver

perleplader i kahytten.



dage, inden vi rigtig fik sovet ud, men det var alle strabadserne værd.

På turen kom vi til at filosofere over be-grebet luksus. Hjemme i hverdagen handlede det om god vin, champagne og lækre mid-dage i smukke omgivelser. På turen fra Olbia til Otranto var luksus at bide i et sprødt æble, tage brusebad og at kunne sove en hel nat uden afbrydelser.

Aftenhygge på dækket

inden minimatroserne skal

på køjen.

Den håndholdte gps viste

vej i kahytten, når vindro

ret styrede.

Endelig fremme og godt

fortøjet ved kajen i Otranto.

Minimatroserne leger på

dækket i de høje bølger.


kurs mod fastlandet - ftlf · 112 skibet er ladet med eventyr kurs mod fastlandet første del af...

Documents