Tytte Marie Risgaard Højbak

Lad minderne

fortælle

2

Indholdsfortegnelse bag i bogen !

3

Forord

De sidste par år har jeg skrevet nogle nye brudstykker fra mit

liv.

Det er nu blevet til en bog, som mine fire børn og ni børnebørn får overrakt til min 90 års fødselsdag. Jeg håber, I alle vil læse i

den og måske nikke genkendende til noget af det.

Bogen er blevet til på den måde, at jeg har skrevet en masse lapper, som jeg efterhånden har sendt ned til Polle, som har

renskrevet teksterne.

Jeg er Polle dybt taknemmelig for det store og fine arbejde, han har lavet, opsætning af tekst, fotos og noder. Bogen var slet ikke

blevet til uden Polles hjælp. Men jeg ved også, at det har været

en glæde for ham at arbejde med materialet. Et par dage i december 2002 har Polle og jeg gået materialet igennem inden

bogen bliver lavet.

Eva og Aage syntes, jeg skulle skrive noget til Randers Amtsavis om noget fra mit lange liv. Derfor blev jeg Apropos-skribent til

seks artikler i 2002. Det er en glæde for mig, at I også mener, jeg kan bruges til noget.

Mange læsere har udtrykt glæde over artiklerne. Disse har også været sat op på opslagstavlerne på bl.a. sygehuset,

Hjælpemiddelcentralen, Tirsdalens Plejehjem og på vaskehuset i Solhøj.

Det er en gave, at jeg stadig kan huske træk fra mit liv. Det

skyldes også jeres tiltro, Eva og Aage. Tak for hjælp til

renskrivning mm.

17. december 2002 En taknemmelig Mor

4

Ferier i Gedsted som barn (Skrevet juli 2000)

Hver sommer holdt jeg ferie i Gedsted. Det var mest den overgang Esther, Gudrun og mig. Længe før glædede vi os, og

Mor havde travlt med at gøre vores tøj klar. Jeg husker, vi talte dagene til sidst.

Vi kørte med tog fra Randers og med rutebil fra Aalestrup til

Gedsted. Vi var ellevilde, når den første af os fik øje på Gedsted Mølle ude i horisonten, hoppede af glæde. Moster Pouline var på

stedet og tog imod os, vi skulle så fordeles ved min Mors og fars familie. Jeg var altid hos min kære gamle Mormor, Kirsten Marie

Pedersdatter, født 29-1-1845 og død 3-4-1927.

Gudrun var hos Fars Mor og Far, men hun ville ellers gerne være

hos Mormor, men vi skulle jo fordeles. Esther var hos Moster Pouline og hendes mand Sander. De havde selv Gudrun på

Esthers alder og Robert to måneder yngre end mig.

Mormor

Mormor boede i et aftægtshus ved siden af Moster og Sander, og

Mormor blev passet af Moster. Vi var jo en stor flok børn på den måde, og Gudrun opholdt sig tit hos os, der var mere liv end hos

Farmor og Farfar og deres datter.

Faster Sine var gift med Thomas, og de boede sammen med Farfar og Farmor i min Fars barndomshjem på Lyngvej 3 i

Gedsted. De var alle søde ved os, men der var jo mere liv hos Moster, fordi de havde børn i samme alder som os.

Min Mormor havde været gift to gange, men ingen børn i sidste ægteskab. Mor har fortalt mig, at hendes Far døde, da hun var

ca. 8 år. Moster var helt lille, og så var der fire drenge. De havde en stor gård i Gedsted. Morfar var syg længe af kræft. Nu stod

hun så med seks ukonfirmerede børn. Senere giftede hun sig

5

med den største gårdejer i Gedsted. Han havde ikke været gift

før og ingen børn. Hvor længe han levede og hvad han hed, har vi vist ikke fået oplyst. Mors Far hed Hans Kristoffer Kristensen.

Da Mormor skulle i aftægtshus, fik hendes ældste søn gården,

Kresten og Mathilde, dem som jeg var i pleje hos som lille, da mine forældre var syge et år.

Da mine forældre flyttede til Randers i 1916, havde de små kår på grund af sygdom og fallit, og der kom efterhånden fem børn

mere til flokken, så vi blev tolv. Derfor var det en stor aflastning for Mor, at vi børn kom på ferie i Gedsted hver sommer.

Jeg har så mange skønne minder fra alle de ferier, det største er,

at jeg var hos min Mormor. Hun havde sin egen stue og soveværelse, men vi spiste alle samlet hos Moster i huset, som

var bygget til.

Jeg sov i samme seng som Mormor og jeg mindes alle de ting i hendes hyggelige stue. Hun havde en rok, og hun både kartede

og spandt garnet og derefter strikkede strømper til alle vi børn. Hun var et lille fint menneske, brugte altid en sort blondekyse.

Når vi kom i seng, fortalte Mormor mig så mange historier, og til sidst bad vi altid aftenbøn sammen og sluttede med at synge

"Lyset slukkes". Den lille sang har Mormor også sunget sammen med sine børn og min Mor sang den for mig og mine søskende,

og jeg har sunget den for mine børn også som godnat sang. Den sidste nat Martin levede, sang Karen og jeg den for ham.

6

Lyset slukkes

Lyset slukkes. Alt er stille.

Hør i nåde, Gud, den lille. Tak for dagen, tak for livet.

Tak for alt, hvad du har givet.

Tak på faders, moders vegne,

også tak på mine egne. Vogt os kærligt fra det høje

når vi nu har lukt vort øje.

Ukendt digter

(Noder bag i bogen)

Jeg husker tydeligt sidste gang, min Mormor var i Randers. Det var kort før hendes 80 års fødselsdag. Mor kunne ikke være med

til at fejre hendes festdag, så Mormor overraskede Mor med at komme til Randers kort før Ellen blev født. Jeg ser hende komme

gående og Mors store glæde ved at få besøg af sin mor. Hun døde to år senere. Et menneske, der satte spor hos mig, var ikke

mere. Jeg var 14 år. Hun gav mig så mange værdier at leve

videre på.

¤¤¤¤¤

7

Lise og Oles sølvbryllup Desværre kan jeg ikke finde sange fra vores sølvbryllup, jeg kan

se på billederne fra festen at vi synger en sang, hvis den kommer frem engang, kan den sættes ind i samlingen. Underligt

nok kan jeg heller ikke finde den fra mine forældres sølvbryllup, men vi er flere, der har dette ene vers i hovedet, så jeg vil skrive

det ned, det var da vi boede i von Hattenstræde lo, vi var mange mennesker til fest den dag husker jeg, mine ældste søskende var

forlovet, og det er Marie og måske Henry, der har digtet den sang, som jeg altså kun har det ene vers af. Mor fik altså alle

pengene og holdt hus med dem, der var mange munde at mætte hver dag, og Mor ordnede udgifterne ved det hele, Far fik efter

den tid en god løn, og var også en meget dygtig maskinsnedker, meget akkurat med sit arbejde, og en god læremester for

Theodor, som også var hos Sørensen på Frederiksberg. Da vi var

nygifte boede vi i gaden ved siden af, og jeg kunne kikke til dem derhenne, jeg husker at Mor var stolt over at Far fik 8o kr. om

ugen.

Mors og Fars sølvbryllup var den 19. december 1927.

Når Far hver fredag aften så bringer lønnen hjem: - Tak, siger Mor, men har du så til en skrå, min ven!

Fars skrå

Jeg mindes når Far tog sin æske med skrå frem, han spurgte tit, om jeg ville smage, men puha, som det var stærkt, det var i

stænger, så tog han en bid af det, endnu kan jeg lugte skråen, som han havde i en blikæske, men det var egentlig hyggelig at

se Far sidde med skråen i munden, og når vi skulle spise, skulle

han have den spyttet ud i skraldespanden. Det var ikke spor uhygiejnisk at se min Far skrå. Han røg da også pibe af en rigtig

gammeldags med porselænshoved, han havde flere hængende på væggen.

¤¤¤¤¤

8

Sang i mit barndomshjem Jeg husker som barn i von Hattenstræde 10, når vi sad ved

gadelygtens skær. I starten var det gas, siden blev det el. Vi havde ikke lyset tændt i stuen, vi sang og hyggede os der i

aftentimerne. Mor eller Far læste for os, eller en af de store børn eller vi mindre sang f.eks. "Der er lys i lygten lille Mor" og

mange andre, som dengang var på mode, som "Lille Lise let på tå". Jeg kan ikke teksten udenad, men de findes jo stadig.

Far

Far spillede tit til, når vi om aftenen hyggede os, enten spillede han på mandolin eller også violin, jeg ser den stoute mand for

mig, hele hans måde at bevæge sig på, når han stod og spillede og sang, med sin dejlige sangstemme. Jeg husker når vi var i

kirke, eller til et møde, så kunne vi altid høre min Fars

sangstemme klinge højt, han sang altid for til forskellige møder. Jeg var stolt af min Far. Ikke mindst i vores eget hjem kunne

han lede det hele med en værdighed, når vi havde mange unge og gamle i hjemmet.

Jeg er nok kommet til at værdsætte min Far endnu mere efter

hans død, efter hvad flere af vore venner siger, var han en personlighed, dygtig til at lede et møde, bibeltime, eller holde

foredrag, både kristeligt og politisk, han var inde i sin bibel, og i det hele taget med i alt, hvad der foregik ude i verden. Han

interesserede sig meget for stjernerne og hele universet og forstod at uddybe det, han påtog sig at fortælle om. Han var

interessant at føre en samtale med, var inde i utrolig mange ting, både det åndelige og det jordnære, begge dele havde han

en evne til at gøre meget levende.

Han gik også meget op i, at der skulle sendes en raket til månen,

han ville have fulgt alt dette med stor interesse men døde i 196o. Vi siger tit til hinanden: dette eller hint ville Far have gået

op i med liv og sjæl.

9

Jeg kunne godt ønske, at mine børn havde oplevet min Far noget mere, nu efter at I alle er blevet mere modne end for 26 år

siden.

Mor

levede jo 14 år mere, det er ligesom hende, der mest er kommet

med ind i vore børns bevidsthed. Begge mine forældre har sat

dybe spor hos mig. Trods alle vi børn der voksede op i hjemmet, var der tid til at

være noget for andre også. Mange er de mennesker, der er gået ind og ud i hjemmet og har nydt gæstfrihed og hjælp. Det var

festlige stunder, når der kom en flok unge med hjem fra et møde, og vi fortsatte derhjemme med kaffe og Mors

hjemmebagte kager, sang og spillede så det rungede. De kunne lide at komme derhjemme hos os. Endnu er der nogen, der

mindes de dejlige timer i Frederiksgade 1. Det sker jævnligt at nogen fortæller mig om oplevelser, de har haft i mit

barndomshjem, både i Frederiksgade og i von Hattenstræde lo.

Yndlingssange

Jeg vil prøve at nævne nogen af de sange som vi måske sang

mest, de findes de fleste i ”Hjemlandstoner”:

Den himmelske lovsang - På det stormfulde hav - Gode Hyrde -

Barnetro - Kun een dag - Guds menighed syng - Jeg bærer med smil min byrde - Sølvsnoren brister dog engang - I den tavse

midnatstime - I al sin glans nu stråler solen - Underfuld dejlige Eden - Kristus på Korset - Jerusalem Guds helgenstad - Der er i

guldharpen en sitrende klang.

Og mange flere, bl.a. dem jeg i Hjemlandstoner har sat kryds ved. Fædrelandssange var meget brugt også.

Alle disse sange har været med til at præge min barndom og

ungdom. Mit hjem var præget af indre mission, men bestemt

10

ikke fanatisk, som nogen mener at indre mission er. Vi bad

bordbøn, og Far læste et andagtsstykke hver aften, og som ovenfor nævnt sang vi meget - og var vi først kommet i gang,

kunne vi blive ved.

Farfar

Mit hjem var nok mest præget af min Fars hjem. Det var også

indre mission, men ikke fra starten. Min Farfar spillede til bal i

forsamlingshuse i flere år, men da der kom en vækkelse, blev han omvendt og mente nok ikke, de to ting kunne forenes, han

hængte sin violin på væggen, og så vidt jeg ved rørte han den ikke siden.

Spillemand

Min Fars Far og en anden mand gik ud som rigtige spillemænd, og de var dygtige spillere, den anden spiller var venstre hånds,

så de spillede imod hinanden. Det har sikkert set morsomt ud. Min Farfar var en lun fyr, så jeg kan tænke mig, at der har været

mange sjove bemærkninger til ballerne og til andet de spillede for. Men da de begge holdt op med at spille grundet vækkelsen,

holdt de i stedet for møder i Farfars Værksted, og efter hvad jeg har fået at vide, var rummet meget primitivt indrettet.

Min Farfar blev skadet, da han var soldat ved at falde af hesten. Det endte med, at han fik sin ene fod ovenfor ankelen

amputeret, men inden da led han vist meget, har jeg fået at vide.

Læs mere i mine Erindringer (1978) om mine bedste-forældre fra side 54. Min opfattelse af dette hjem er, at de har

prøvet utrolig meget, de mistede to af deres børn, Mette Marie 22 år og Luther 18 år, begge ved ulykker, og indenfor fem uger,

der står om det i bogen også.

11

Vækkelsen

Farfar byggede efter vækkelsen i byen et forsamlingshus, som han brugte til søndagsskole og møder.

Mormor

Side 55 forneden står der lidt om min Mors Mor, og hvad det hjem har betydet for min Mor. Det var også et kærligt og godt

hjem, hun var fra. Min Mor har selv fortalt om det, jeg tror i det

hele taget, at alle mennesker var mere (som de sagde det dengang) gudfrygtige, tiderne har forandret sig, eller er det os,

der er forandret?

Jeg ved i hvert fald, at der er sket meget, siden jeg var ung, jeg tænker på mit barndomshjem. Det var præget af at være et

kristent hjem, derfor havde vi sang og musik og oplæsning som hjalp i hverdagen og hele livet igennem.

Mors omvendelse

Jeg har optaget noget af min Mor (som jeg stadig har). Der fortæller hun om, da hun blev omvendt, hun ville så gerne gå til

bal, men da skete der noget med hende, og en aften gik hun forbi forsamlingshuset, hvor der var bal inde. Mor fortæller her

på det bånd, at hun ville derind, men kunne ikke sætte hånden

på døren, der var én, der bevarede hende, siger hun. Men første gang, hun mente, hun ville tro på Gud, var engang, hun fra sit

hjem skulle trække Fårene hjem, da tænkte hun, siger hun, åh gid du var et Får, så var der da ikke noget med at komme i

himlen eller helvede. Mor fortæller meget om sit liv, og bl.a. om, da hun kom til at kende Far. Det er optaget da Mor var 9o år til

92 år.

Hun døde i 1974 og blev altså næsten 94 år.

¤¤¤¤¤

12

Min barndoms jul For mange år siden, ja helt tilbage til i attenhundredetallet,

forelskede to unge sig, endda vist helt fra de var børn, og d.19. december 1902 giftede de sig efter ca. fire års forlovelsestid.

Mine forældre

De blev mine forældre d. 27.1.1913. Da var Gedsted også dækket af sneens tæp'; siges det. Forinden var der i hjemmet

født først en pige, derefter fem drenge.

Deres hvedebrødsdage kom vist til at forme sig lidt trist, det var i julestormen 1902, tagene blæste af husene, så Far måtte ud og

reparere ,det har min Mor fortalt mig mange gange om, og hun siger det for øvrigt på et bånd, som jeg har optaget, hvor hun

fortæller om gamle dage (92 år) - et kært minde at have af min

Mor.

Desværre har jeg intet af min Far. Han døde i 1960, og da var det ikke så almindeligt som nu at optage i private hjem.

Julestormen kunne måske minde om 1981, hvor december

startede med voldsomme storme, som ødelagde meget, både i skove og ved vand, og da julen kom, væltede sneen ned og

frostgrader helt ned til 28°, og efter hvad vejrtjenesten meddelte, har vi aldrig tidligere oplevet tilsvarende, så tidlig på

vinteren.

Som skrevet så jeg verdens lys i Gedsted, 1913, men først da vi flyttede til Randers i 1916 og nok lidt senere, husker jeg noget

fra min barndoms jul.

von Hattenstræde 10

Midt i den indre by, boede vores store familie, der skulle meget til for at mætte alle, men ikke alene til det, tøj, seng m.m. Ja det

13

måtte være svært at skaffe det hele til så mange, jeg har dog

aldrig følt, at der manglede noget, selvom jeg nu ved, at det var børnene der først og fremmest blev sørget for. Der var kun Fars

løn til at klare alle de udgifter, der var forbundet med så stor en familie. Det hjalp nok lidt, da de ældste kunne have en byplads

eller avisplads. Mor havde mere end nok arbejde med at klare det hele derhjemme, dog måtte hun have en rulle, husker jeg

som nr. 7 i flokken. Det foregik ved håndkraft, jeg kan se min

mor for mig slide det sving rundt. De store børn hjalp både med rulle og køre tøjet ud til folk. Det var på grund af, at Far blev syg

igen, men da han blev rask og fik godt arbejde som maskin- snedker, holdt Mor op med at rulle for folk.

Dette har jeg vist skrevet mere om i mine erindringer, så det vil

jeg lade ligge. Min Far blev indkaldt til sikringsstyrken i 1913, Bådsmands-

stræde København, men blev syg og indlagt på Viborg Sygehus, det var forfrysninger i benene. Mor blev også syg og indlagt

samme sted for galdesten. Både Mor og Far var meget syge. Det var et nervepres at få syv børn passet. Det var hårde dage (vi

syv blev født i Gedsted).

Efterhånden kom der flere børn til flokken, der var ikke noget der hed børnetilskud, nej et par forældre måtte selv klare de

børn, de satte i verden. Trods alt dette, som må have været forfærdelig svært, følte jeg aldrig, at vores hjem var et fattigt

hjem, sikkert fordi begge mine forældre var meget ihærdige og pligtopfyldende over for deres børn. De forstod at spare og få alt

udnyttet. Det kan nok forstås, når jeg fortæller lidt om, hvad der f.eks. foregik i julemåneden, og i julen hjemme i von Hatten-

stræde 10, Randers.

Mine forældres tro

Inden jeg fortæller om juleforberedelserne, vil jeg fortælle om,

hvad Mine forældre også kunne klare, foruden den store børneflok, mit hjem var præget af en kristen ånd, som gik

14

igennem det hele, f.eks. har jeg aldrig hørt et bandeord i

hjemmet. Vi kunne selvfølgelig være slemme som alle andre imod hinanden, men den gode tone skinnede hele tiden

igennem, og både Mor og Far har lært os at bede, både for gode dage som svære dage, sikkert også fordi deres liv heller ikke har

været så let at komme igennem.

Jeg tænker tit på, og mere og mere jo ældre jeg bliver, at de to

kære forældre har virkelig ofret sig for en børneflok, som det vist ikke kunne finde sted i dag. De deltog begge i kristeligt arbejde,

bl.a. var min Far formand for Blå Kors og holdt mange taler forskellige steder bl.a. i missionshuse og andre steder rundt

omkring. Det er blevet mig fortalt, at når Ole Mortensen talte, lyttede de ekstra, det var værd at høre. Han var også god til at

læse op på jysk på en fornøjelig måde, bl.a.: "Bette Niels". Jeg har et par stykker, som Far har læst op af ved forskellige

lejligheder.

Der var også altid åben hus i mit barndomshjem, f.eks. bag efter møder, eller hele aftener, hvor vi sang meget, og Far spillede

eller læste op m.m. Mor kunne snart få en kage bagt og brygget noget kaffe, jo mit hjem havde alle muligheder for en god optakt

til julen.

December måned

Hele december måned var der en særlig højtid over i mit barndomshjem, juletraditioner, som jeg ser tilbage på med

glæde, og glæden var uendelig stor over ubetydelige ting i forhold til i dag, hvor vi alle er så forvente og har alt, det er

svært at glæde nogen med små ting i dag.

Vi var alle med til jule forberedelserne, julebagning, det var bl.a. pebernødder (som vi i julen spillede om), vi klippede julepynt alt

imens Far læste historier eller spillede på mandolin, violin eller mundharpe til. Det var juletoner, som vi sang med på mens vi

lavede jacobsstiger, engle, stjerner, hjerter, kræmmerhuse og flettede kurve. Mor hjalp til, for det kneb lidt for de mindste at få

15

kræmmerhuset og hanken til at holde. Det var melklister vi

brugte og det tog lang tid før det ville binde. Sommetider tabte vi vist tålmodigheden, så var det godt at have Mor ved hånden.

Vi hyggede os også foran kakkelovnen i mørkningen, og Far

læste historier af H.C. Andersen m.fl. Vi holdt et blad, som hed "Børnevennen" (tror jeg), der var to små englebørn med vinger

udenpå husker jeg. Dem læste Far også højt for os af.

Købmandspakken

Jeg husker også, når vi fik vores store købmandspakke i hver måned. Den var særlig stor til jul, hver gang var der et

kræmmerhus fuld bolcher med varerne, men til jul var det endnu større, og det gemte Mor til de kræmmerhuse, vi med møje og --

besvær havde klistret sammen, og der blev lagt et enkelt stykke bolcher og et par pebernødder i hver og hængt på juletræet,

som vi måtte få juleaften.

Dukker

Det der gjorde størst indtryk på mig angående gave, tror jeg nok

var det år, Mor syede dukker til alle vi små piger. Hun købte dukkehovederne, det var en slags blik, som var malet det

yndigste ansigt på, der var to huller foran og to huller bagpå,

ned over brystet på hovedet, så det kunne syes fast til kroppen, som Mor selv syede, og meget fint dukketøj til, som Mor sikkert

har syet af gammelt tøj, det hele fremtryllede hun om natten, mens vi sov og der var fred og ro til det.

Jeg mindes endnu den glæde hin juleaften, vore barneøjne

strålede over at eje så skøn en dukke. Jeg ser den for mig endnu, og mener den var ca. 30 cm. høj.

Der blev lavet julegaver til os hvert år, ting som vi alligevel

trængte til, men vi var glade for den ene ting vi fik.

16

Jesusbarnet

Trods små kår i hjemmet på grund af tolv børn efterhånden, gjorde mine forældre alt for at stable uforglemmelige juleaftener

- og julen i det hele taget - på benene, men vi lærte også, at julehøjtiden var fordi jesusbarnet blev født julenat, det var den

største julegave og den juleglæde prægede i rigt mål mit hjem, har sat spor.

Juleslagtning

Min Mor satte, sit særlige præg på jule traditioner, som hun har

ført videre fra sit eget hjem. Hun var med til at slagte får, geder, grise m.m. og rigtig lave til af det til jul. Hun har fortalt mig, at

når de til jul slagtede på gården, skulle min Mor som lille pige ud med kurve fyldt med sulemad til folk i Gedsted, som havde det

meget småt.

Jeg mindes, hvor glad min Mor var, når vi skulle til at ordne gris. Far savede altid kødet ud i de stykker, som Mor så anvendte til

stege og andet. Jeg skal love for, der blev mange måltider mad ud af det. Meget af det blev jo saltet ned. Det skulle så vandes

ud, inden det skulle tilberedes og spises. F.eks. skinken blev sal-tet, for senere at blive sendt til rygning. Det var lækkert kød og

meget drøjt i brug, Mor lavede bjerge af medisterpølser, set med

mine små barneøjne.

De fik også blod med fra grisen. Mor lavede selv blodpølse. Det

meste af hovedet blev anvendt til sylte, der blev lavet leverpostej, rullepølser, frikadeller, fedtegrever m.m. Mor

tilberedte det hele, og en stor del blev opbevaret i saltkarret til senere brug.

Min Mor har været vant til at tilberede det hele selv, og det har hun lært mig til også, selvom jeg må indrømme, at jeg nu af

og til køber noget færdigt, men det man selv laver til er nu nummer ét.

17

Juletræ

Vi havde et stort juletræ, Far købte også en stor stjerne til toppen, som vi selvfølgelig brugte fra år til år, det var jo pyntet

med alt det, vi selv lavede, foruden var der mange røde lys på, som var sat lidt interimistisk fast i lyset og grenen.

Så var vi ved at være færdig til at fejre jul. December måned var

glædens og forventningens måned, ikke forjaget. Jeg mener, det

var en mere afslappet måde, vi glædede os end i dag. Dog er der heldigvis mange, der er ved at indse ræset.

Lillejuleaften blev juletræet pyntet, og alt var i orden både ude

og inde. Der var også sørget for fuglene.

Juleaftensdag og juleaften

Min Mors frokost før juleaften var helt enestående (altså kl. 12).

Der var alt, hvad der kan laves af hjemmelavet grisemad på bordet, vi startede med stuvet hvidkål med sukker og kanel på,

hjemmelavet medisterpølse til, og drikke var varmt juleøl, selvfølgelig også hjemmebagt brød til.

Juleaften begyndte med, at alle gik i kirke, dog ikke Mor og de

mindste, hun ville selv lægge sidste hånd på højtidsaftenen. Da

vi kom hjem fra kirke, kom der en liflig duft os i møde, stegen var godt nok blevet stegt hos bageren, den kunne ikke være i

ovnen i den overgang, der var så mange hjemme, og det brugtes meget dengang,(jeg hørte forresten i TV Børnenes Julekalender

1981, at stegen var til bag'ren sendt). Vi gik alle til et meget festligt julebord, som de to her har været med til at pynte

mange gange. Vi sang altid bordvers, men juleaften sang vi:

Kom Jesus vær vor hyttegæst,

hold selv i os din julefest, da skal med davids harpens klang,

dig takke højt vor nytårssang;

18

Derefter fik vi risengrød med rigtig smør i, med sukker og kanel

på og juleøl til, der var også en mandel i, og der var ingen snyd med, hvem der skulle have gaven. Jeg mindes, at vi var noget

mætte, da vi skulle til stegen, med hjemmelavet medister, brunede kartofler, rødkål, og både surt og sødt til også. Efter

middagen sang vi et af disse vers, særlig søndage og til højtider:

Lad os aldrig takken glemme,

hjælp os, Jesus, at vi må, sjælens trang i os fornemme,

at den kan sin føde få, have vi, o Jesus Krist,

ikke dig, så dør vi vist, hjælp at vi i nådens dage,

dig du livsens brød må smage

Eller:

Tak for mad o kære Fader, vi blev styrket, vi blev mæt;

ja, din godhed ej aflader til vort sidste åndedræt.

Blot vi tro, skal vi få

alt, hvortil vi trænge må. (mel.: Op, I kristne)

Disse og andre bordvers står for mig endnu som højtid, jeg kan

endnu høre min Far stemme i med sin skønne og kraftige sangstemme, og vi sang alle med, både store og små, og foldede

vore hænder. Vi lærte at sidde pænt ved bordet og blive der, til vi alle var færdige, og vi sagde tak for mad til Mor og Far. Der

var bestemthed, måske lidt strenghed. Mon ikke også det var nødvendigt med sådan en flok?

Ordet "tak"

Vi har lært at sige tak i mit barndomshjem. Jeg hørte tilfældigt noget i radioen for en tid siden. Det var om at sige tak. Bl.a. blev

19

der sagt, at små børn kan kun kræve, men hvis ikke man lærer

barnet at sige tak, så vil det blive ved at kræve.

Vi ved, at ordet tak siger så meget, vi har alle fornemmet, hvad det er at få en tak for et stykke arbejde, eller en eller anden

ting, man har forsøgt at gøre for et andet menneske. Det giver lyst til mere. Det har haft meget stor betydning for mig, at mine

forældre har lært mig dette ord, tak, ikke alene til dem og alle

andre, men også til Gud.

Efter middagen juleaften hjalp vi alle (som vi altid gjorde) med at få taget af bordet. Mor ryddede maden væk. Der blev ikke

vasket op, før juleaften var slut, så hjalp de store med at rydde alt op, så det hele var i orden til julemorgen.

"Det bette hus"

Der var vist en lille kø udenfor "det bette hus" i gården den aften. Alt imens havde Far juletræet tændt. Vi var alle i vores

fineste tøj hele juleaften. Hele flokken stod spændt foran døren og ventede på det store øjeblik, da døren gik op og Far sang for.

Vi stemte alle i med: "Det kimer nu til julefest." - Bagefter mange flere af julens dejlige salmer. Det var festligt at være så

mange sådan en aften, når vi alle gik om træet. Vi havde ikke

travlt med at få det overstået, det var højdepunktet for os at blive ved med at synge om træet til lysene næsten var brændt

ned.

Vi fik vores gave, som jeg før har skrevet om, derefter læste Far juleevangeliet og bad en bøn om, at vi alle måtte have den rette

juleglæde og for vort land og ud over hele jorden.

Vi spillede nogen spil, hyggede os med forskelligt, Far læste julehistorier af et hæfte, der hed julestjernen. Vi fik også en

appelsin hver, som min Far nulrede og skar toppen af, deri blev lagt en sukkerknald, så den kunne vi sutte i længe.

20

Det var højtidsstunder, når vi alle var samlet. Jeg følte det, som

himlen var os nær. Det var svært at blive færdig til at komme i seng, det var som englene sang for os, der var en fred over

julenat, hvor hyrderne gik på marken og så stjernen over Betlehem, hvor verdens frelser blev født i en stald og lagt i en

krybbe for snart 2000 år siden.

Det var de forældre, der kom til verden for over hundrede år

siden, der har sået et korn i små barnesjæle, som vi har fået med os ud i livet, om en lykkelig barndom, at vi så ikke har

formået at leve op til alt det, vi har fået med os på livets vej, kan jo give en noget at tænke på.

Tiden er forandret

Jeg kan for mit eget vedkommende sige, tiden er forandret, siden jeg var barn. Vi har så travlt med så meget, jeg tænker i

denne forbindelse særlig på julen, alt går op i gaver, mad, drik. Jeg tror alle med mig vil sige, at det har taget overhånd. Med

måde er alting godt. Det er godt, vi vil glæde hinanden, men i al ræset glemmer vi, hvorfor vi holder jul. Mon ikke en stille

december ville være en god forberedelse til jul?

Vi fortsatte julen helt til helligtrekonger. Juletræet var tændt

med tre lys denne aften. Også nytårsaften, hvor vi bl.a. sang og dansede om træet, sanglege, jule og nytårssange m.m.

Nytårsaften

Da jeg var barn, i hvert fald den yngre tid, var der ingen skyderi. Nytårsaften kl.24 gik vi udenfor. Vi stod stille og lyttede til

kirkeklokkernes kimen og skibenes tuden i havnen. Bagefter gik vi stille ind i det nye år.

Traditionen

Nu har jeg så skrevet noget om min barndoms jul. Det er, hvad jeg i store træk har fået ud af det. Jeg har prøvet at lade mine

21

oplevelser fortsætte i mit eget hjem, og jeg håber, traditionen vil

sætte spor i slægter, der følger.

Jeg tror, det er få, der som jeg i den første fjerdedel af nittenhundred tallet, med så stor en børneflok har oplevet sådan

en jul.

Jeg husker mange ture, vi har gået ud i Doktorparken, bl.a. en-

gang Far gik med vi mindste. Jeg husker tydeligt han sagde, at den der passede bedst på ikke at ødelægge eller skramme sine

nye Sko, måtte få en femøre når vi kom hjem. Jeg pudsede mine af mange gange på turen, og det var mig, der fik femøren.

Jeg har regnet ud, at vi ud fra min Far og Mor er blevet til i alt

119, børn, børnebørn, svigerbørn og deres igen, det er altså blevet til så mange i løbet af ca. 80 år. Hvad kan det ende med?

Slægt skal følge slægters gang.

Skrevet af Tytte vinteren 1981-1982

¤¤¤¤¤

22

Fars brev til sine forældre (Tyttes far skriver om sin søn Risgaard:)

Randers d. 29. 4. 1921

Kære Forældre.

Jeg kom godt hjem efter Besøget i Gedsted, jeg var i Randers

lidt før kl. 8. I Dag har jeg faaet en Plads til Risgaard for sommeren, men det blev ikke som Studetrækker og

Knoldesparker på Landet, nej det er noget meget mere attraaværdigt efter hans Mening.

Han skal til Tømrer Christensen, St. Blichersgade 11 som

Trappesnedker, han har foreløbig Trapper til 60 Etager Trappegang og har flere i vente, (han laver saa godt som alle

Trapper her i Byen), hos ham lærer han jo ret indgaaende

Kendskab til Trappebygning.

I Betragtning af, at han nu har hjulpet mig i halvanden aar, vil han saa tage ham som anden Aars Lærling og lønne ham

derefter, er han flink og interesseret i at lave sit Arbejde godt, saa faar han 3o øre i Timen og saa kan han jo godt betale for

Kosten, saa nogenlunde, og ogsaa ved Extra Arbejde tjene sig en Skilling til Tøj.

Foreløbig er han saa kun fæstet for Sommeren. Han skal saa

cycle hjem Mandag Formiddag og faa lidt Værktøj ordnet om Eftermiddagen og møde i Pladsen Tirsdag Morgen Kl. 7.

Jeg har ogsaa været ude om en Plads til mig selv og nu har jeg

sikker løfte paa een, men det varer maaske endnu nogen Tid.

"Odin" har Bygningssnedkerarbejde i Udsigt for ca. 1oo,ooo Kr. og naar dette Arbejde er helt overdraget til dem, saa skal de

have flere Folk antaget og deriblandt er jeg lovet at blive medregnet, det Løfte har jeg nu faaet baade af Direktøren og

Værkføreren.

23

Forhaabentlig varer det saa ikke særlig lang Tid, inden jeg igen har stadig Arbejde for længere Tid.

Hermed de bedste Hilsener til eder alle i hjemmet og Oskar,

fra os her

Ole.

Efterskrift:

Hjertelig Tak Kære Svigerforældre, for eders Godhed imod os Eders Lise.

(Brev slut!)

(Risgaard har brevet endnu, jeg har skrevet det af efter originalen, fordi Polle gerne vil forske lidt i fortiden, tak for det

Risgaard). (Tytte).

Tyttes forklaring til brevet

Til brevet vil jeg give lidt forklaring: Risgaard var på ferie, eller rettere, han skulle hjælpe

Bedstefar med noget murerarbejde, min Far havde cyklet en tur

til Gedsted og hjem igen, som han skriver om. Risgaard havde plads på en gaard mens vi boede i Gedsted fra han var otte år,

og det var ikke lige noget, han syntes om, så der var en femtenårs dreng der blev glad, da Far skrev dette brev til vores

bedsteforældre (jeg syntes, det skulle være skrevet til Risgaard selv, sådan ville vi vist gøre det i dag), men Risgaard fik altså

brevet, og han ved ikke hvordan det er gået til, at han har bevaret det.

Jeg ville egentlig gerne fotokopiere originalen, men Risgaard

ville vist ikke gerne låne det ud, jeg har skrevet det af inde hos ham, måske kan vi gøre det senere, det kunne være rart at have

Fars håndskrift i et helt brev, og Mors hilsen.

24

Brevet siger lidt om tiden dengang, det er jo ved at være en

menneskealder siden.

Fars arbejdspladser i Randers

Far skriver om, at Risgaard har hjulpet Far i halvanden år, det

var i det første arbejde, han havde i Randers, på Ligkiste-fabrikken Heilskov, og det var i gården i von Hattenstræde lo der

var værksted, som jeg tydelig husker.

Far kom så til fabrikken ”Odin", derefter til snedkermester Sørensen på Frederiksbergvej, det var der Far var på vej til, da

han styrtede på cyklen på vej til arbejde. Han kom aldrig i gang igen derude, var syg i flere år efter den omgang, 57 år var han.

Oskar

Oskar blev i Gedsted da vi flyttede til Randers, da han var i lære og boede så hos Bedstefar og Bedstemor eller kom der hele

tiden, han boede hos mester.

Det har ikke været en let opgave at forsørge 12 børn, ingen hjælp af nogen art, man forstår godt, at de ældste var nødt til at

betale for kosten, som min Far skriver om at Risgaard kan tjene til, og ved ekstra arbejde kunne han have en skilling til tøj.

¤¤¤¤¤

25

Et eventyr For snart 100 år siden levede et par forældre, som efterhånden

fik en stor børneflok. De blev gift midt i vinterens hjerte, det var snestorm så tagene blæste af husene, alle mennesker måtte ud

at hjælpe med at rette på skaderne. Folk frøs, for der var mange frostgrader. De fleste havde stadig petroleumslamper og

brændeovne til at lyse og varme, så når skaderne var reparerede, kunne de sidde lunt inden døre, saltkarret var nok

også fyldt op med kød og flæsk, det var netop lige før jul. Brødet var også bagt i de store bageovne. Dengang var man ikke

afhængig af elektriciteten, som kan lamme landet nu 100 år senere. Folk tog sig af de svage, og det var et liv, hvor ingen led

nød, man kom hinanden ved. Dette ægtepar deltog flittigt i oprydningsarbejdet efter

stormen sammen med alle, der havde kræfter til at lave frivilligt

arbejde, for der var ikke Falckredning og andet, som vi i dag lader overtage katastrofer.

I denne eventyrverden og i dette lykkelige hjem fødtes først en pige, derefter kom med 1½-2 års mellemrum fem drenge, så

fulgte fire piger, en dreng og som nummer tolv en pige, i alt seks piger og seks drenge.

Nummer syv barn

Nummer syv barn var en pige, og hun blev nærmest midtpunkt i denne familie, hun kunne også mange ting, som de andre ikke

mente, de kunne. Hun var lillesøster til en stor pige og fem drenge, de nærmest forgudede hende, men så skulle hun

pludselig være storesøster til efterhånden fem yngre.

Hun syede tøj til alle de små, så de lignede små prinsesser og en prins. Moderen til hele flokken var så stolt af den pige, og pigen

var så glad for, at hun havde fået nogen evner. Alle tolv børn havde gode evner på hver deres måde og udviklede sig til

dygtige børn af to stolte forældre.

26

Nummer syv barn voksede op inde midt i en storby. Skolen

var tæt ved hjemmet. Da hun skulle i skole, græd hun den første dag og ville med en storebror hjem. Hun var vist ikke glad for at

gå i skole, blev moppet af kammeraterne, drillet med sit navn. Hendes mor var sød til at tale med hende om problemerne, men

pigen følte sig nok mindreværdig. Hendes søskende, de store drenge, var dog så stolte af hende, og efterhånden blev hun glad

igen.

Tre af flokken fik realeksamen, én studentereksamen, de andre måtte klare sig med en syv års skolegang, deriblandt også

nummer syv pige. Der var nok ikke råd til at give dem alle længere skolegang, og det var nok heller ikke almindeligt for så

mange år siden. Opdragelsen var nok bestemt og kærlig, og børnene imellem

opdragede også på hinanden. Nummer syv i flokken følte vist, at hun var en prinsesse af et kongepar og var stolt af sin familie. På

et tidspunkt skulle hun prøve at leve et liv som hun selv kunne ønske, en ungdomstid som var helt forskellig fra nutidens, en

lykkelig tid, hvor unge havde respekt for hinanden i disse kredse, hvor denne pige opholdt sig. De mødtes ikke lørdag nat, men

midt i ugen til festlige sammenkomster med evt. foredrag, kaffebord, hyggesnak. Denne unge pige kendte ikke til noget

med at drikke, hun kunne more sig uden det, og det kunne de

alle sammen, og der var ikke noget med tømmermænd. De kunne tage hjem og sove og være friske næste dag og med et

dejligt minde rigere at tænke tilbage på alle de skønne aftener.

Den lille sorte

Den "lille sorte" kaldte de pigen på KFUM, hun blev meget

omsværmet af de unge mænd, som hun dagligt havde kontakt med, da det var hendes arbejdsplads. Hendes mor havde fortalt,

at det var vigtigt ikke at vise sine følelser for alle de unge mænd, de måtte godt mærke, at hun ville holde dem på afstand, men

den "lille sorte" morede sig med dem, når de om aftenen kom og købte aftenkaffe og brød i køkkenet og tog det med på deres

værelser. De løsnede sløjfen på hendes forklæde og ville have hende til at danse rundt, så hendes fine kjole struttede. Flere

27

gange under rengøring på værelserne kunne de unge mænd

prøve at være lidt nærgående og kærlige mod hende, men så huskede hun, hvad moderen havde advaret hende imod. Der var

unge mænd fra hele landet, som boede og spiste på KFUM, der var nogen af alle slags, som hun kom til at kende, beskedne,

sjove, glade, vigtige, store i slaget, pjattede, dumme, men den lille sorte havde gennemskuet dem. Pludselig bankede hendes

hjerte voldsomt, en ung mand helt oppe fra det høje nord i

Danmark var vildt forelsket i den "lille sorte", men han gik stille og lidt kluntet med det, nok fordi det ikke skulle opdages af de

andre. De unge piger var også under streng kontrol af forstanderinden. Den "lille sorte" var engang hos frisør og fik

krøller i håret, men forstanderinden blev vred og sagde, at det var ikke anstændigt, så hun måtte fjerne krøllerne igen.

Den unge mand fra nord

Den unge mand nord fra vidste ikke hvordan han skulle komme i kontakt med "den lille sorte". Han skrev et brev og gav hende en

morgen hun vaskede fortrappe, han skulle ned at spise, inden han skulle på arbejde, hun blev nok lidt rød i hovedet, der stod i

brevet om de skulle mødes og gå en tur en aften, men da de mødtes, kom der en kammerat og fulgtes med dem, der gik lang

tid før de igen kunne mødes. Det blev først efter at "den lille

sorte" havde fået en anden plads, hvor hun skulle lære at blande medicin og trille piller, nu var hun ikke under opsyn af alle dem

på KFUM.

Forlovelsestid

Hun oplevede en dejlig forlovelsestid med sin udkårne, i alt tre et

halvt år inden brylluppet skulle stå. De skulle begge forberede deres eget hjem, han kunne selv

lave alle møblerne til hjemmet, og hun sy og samle til reden, alt skulle være helt i orden, og samtidig lærte de hinanden godt at

kende. Dengang flyttede man ikke sammen før bryllupsdagen, der var mere glæde ved at stifte hjem, med alt det nye der

skulle ske mellem to, der elsker hinanden.

28

Bryllup

Eventyret fortsatte med et stort bryllup i barndomshjemmet hos

pigens forældre. Alt var forberedt til punkt og prikke, der blev syet brudekjole af en hjemmesyerske, som også syede til

brudens søskende, brudgommen fik skræddersyet en smoking, alle var så flotte i lange kjoler. Faderen lavede generalprøve med

hvordan og med hvem man skulle følges op ad kirkegulvet.

Bruden og faderen prøvede derhjemme at gå sammen i et passende tempo op ad kirkegulvet. Brudekjolen var hvid satin

med flæser, flot slør hvorpå var syet myrter, også i en krans om hovedet, dette symboliserede jomfru, renhed til brylluppet.

Dengang i 1934 blev der lyst for brudeparret i kirken under gudstjenesten tre uger før bryllup, og hvis der var nogen, der

havde indsigelse mod dette trolovede par, skulle de klage til myndighederne, men der blev bedt for det vordende ægteskab.

Nu var alt klappet og klart til den store dag, som både brudeparret, forældre på begge sider, søskende og nær familie

så hen til med stor glæde. Efter vielsen fik de fin middag lavet af brudens mor og brudens ældste søster. Der blev festet langt ud

på de små timer, og de unge kørte ud i deres dejlige hjem, som var indrettet så flot. De fik så mange gaver, og den unge brud

serverede hjemmebag for gæster i mange aftener. De havde

begge mange venner, selv præsten og hans kone var gæst en aften, og han holdt en rørende tale for det unge nygifte par, som

nu begyndte på et hjem, hvor der efterhånden kom fire dejlige børn.

Fire børn

Selv om anden verdenskrig brød ud midt i deres opvækst, så fik de et hjem, hvor der blev sørget for børnene i første række.

Nu er denne pige (nummer syv i flokken) kommet i en tryg havn. Eventyret fortsætter i hendes ægteskab med den mand,

hun har valgt og elsker, det er hende der selv skriver om det. Nu er der gået 65 år, siden vi stod foran alteret i kirken og

sagde ja til at dele livet i medgang og modgang. Begge dele har

29

vi haft, det har modnet os til at klare det. 60 år fik vi lov at være

gift. Fem år er gået, hvor jeg er alene og kan se tilbage på 60 lykkelige år. Savnet og minderne står tilbage, med et liv fyldt

med gode oplevelser med vore børn, børnebørn og oldebørn, syv af sidste generation, fire af dem født efter Martins død.

Nu bor jeg her i en skøn lejlighed efter mange år i eget hus med minder fra børnenes opvækst. En taknemmelighedsfølelse

overstrømmer mig med tak til vor Skaber for al den lykke, der

har været tildelt mig i mit lange liv. Skrevet år 2000

¤¤¤¤¤

30

Min søster Gudrun

Gudruns korte liv

Det var i Randers på Vester Tværvej i en lejet villa, en sidevej til

Viborgvej i 1916, jeg fik de første indtryk af, at jeg var til. En Mor og Far skulle prøve lykken i nye omgivelser med syv

børn i en alder fra 14 til tre år. I denne familie fødtes nr. otte barn den 26. april 1916. Det

blev en lillesøster til stor glæde for mig. I fantasien i min unge alder syntes jeg at se storken komme med hende. Hun var noget

helt specielt, følte jeg lige fra jeg så hende første gang.

Von Hattenstræde 10

Efter at familien flyttede ind i von Hattenstræde 10 kom atter

en pige til verden den 19-3-1918. I barndommen og den tidlige

ungdom var det nok mest Gudrun og jeg, der virkelig havde glæde af hinanden. Hun var sådan en livsglad pige, der - selv om

hun var yngre end mig - kunne hjælpe mig i hele barndommen til at klare opgaven som storesøster. Jeg var slet ikke så modig

til den opgave, men når hun var bange i tordenvejr og mørke, var jeg den store og kloge storesøster. Når vi skulle i syskole for

at lære at sy hedebo syning og anden, klarede jeg mig bedst, og på vej hjem ved 21 tiden var Gudrun altid så bange. Jeg tror

egentlig også jeg var - men det kan en storesøster ikke være. Bare der kom en mand gående, troede vi, han kom efter os, men

jeg sagde: - Pjat med dig. Han gør ingenting!

Gudrun var en mere robust type end jeg, men hun var jo tre år yngre. Theodor, som er halvandet år ældre end jeg, var en god

storebror. Da vi var halvvoksne, cyklede vi tre tit ud i naturen.

Theodor har engang taget et billede af Gudrun og jeg mens vi cykler på vej til Fladbro. Det var kun få biler, vi mødte på vejen,

så vi havde den helt for os selv.

31

Gudruns kærester

Gudrun var lige så omsværmet af unge mænd som jeg, men da hun var en helt anden type, havde hun i hele ungdomstiden altid

en kæreste. En af dem var meget forelsket i mig, men da jeg ikke ville have ham, blev det en tid Gudrun og ham.

Det er ikke så få, hun havde med ud i mit hjem, efter at jeg var

blevet gift. Jeg husker én af dem, der var med ude i vores have

før vi byggede huset. Gudrun lå i en liggestol, og han stod bagved og kærtegnede hende, men pludselig brast liggestolen

sammen ved hans voldsomme vægt. Den blev vist ikke til stol mere og både Martin og jeg var efterhånden ved at være trætte

af Gudruns forskellige bekendtskaber.

Gudrun rejser til København

Bare jeg havde hende for mig selv, havde vi det altid så festligt

sammen. Det var forfærdelig hårdt for mig, da hun rejste til København. Hun fik plads i huset hos et meget rart ægtepar. De

havde ingen børn. Vi besøgte Gudrun flere gange i dette hjem. Da var Polle og Aage små, og det ægtepar elskede de to drenge.

Gudrun var spejder med liv og sjæl og kom sammen med et

præstepar, som havde med dette at gøre. Præstekonen var til

stor hjælp for Gudrun, for hun trængte til, at der var nogen, der forstod hende. Gudrun var slet ikke så rask, og hun fortalte mig,

at hun havde en meget god veninde i denne præstekone.

Det var slet ikke let for Gudrun at flytte til storbyen og for alvor skulle til at stå på egne ben. Vi savnede hinanden utrolig meget,

for det var jo ikke så tit, vi så hinanden, efter hun flyttede fra Randers.

Gudruns bryllup

Gudrun havde været til en fest et sted derovre sammen med vores lillebror Svend, som læste i København. Der fandt hun den

mand, som hun giftede sig med. Vi havde slet ikke set ham, før

32

de skulle have bryllup. Gudrun mente vist, at det var noget stort,

hun gik ind til. Hans mor virkede som en dame, der var hævet over alle vi andre.

Jeg mindes deres bryllup i Sct. Mortens Kirke i Randers, hvor

hun for os at se nærmest så ned på hele Gudruns familie. det viste sig, at hun var ond mod Gudrun. Gudrun har grædt, når

hun fortalte om den svigermor. Hun regnede kun sin søn.

Vi troede, han var en god mand for Gudrun, og det lod til, at han ville forsørge hende med sin gode stilling. Men det viste sig,

at der intet var ved ham. Han havde intet arbejde. Gudrun måtte fortsætte med at arbejde for dem begge ved siden af, at hun fik

sit første barn.

Besøg i København

Det blev ikke så tit, Gudrun kom til Randers. Det havde de ikke

råd til. Engang, jeg var på besøg hos Marie og Gudrun, var Ellen ca. ét år. Jeg havde været meget syg en tid før, og Martin

syntes, jeg skulle have en lille ferie. jeg tror, det var ca. et halvt år før Karen blev født. hvem der passede mine tre drenge,

husker jeg ikke. Martin skulle jo passe sit arbejde.

Da jeg kom ud til Gudrun, lå hun syg, og den lille Ellen stod i en

kravlegård. Gudrun havde været syg en tid, men trods det kunne vi more os, som da hun var i Randers.

På det tidspunkt havde Tido arbejde. Han fik nok lavet lidt mad til dem, men aldrig har jeg set så stort et rod i køkkenet af

stabler af snavsede tallerkener, kopper, pander, gryder.

Gudrun var ulykkelig over, at jeg kom og så det. Hun var sådan et ordentligt menneske men havde ikke kræfter til at rydde op.

Da Tido kom hjem, satte han sig bare, så jeg fik ryddet op i køkkenet. Han var ligeglad og troede bare, han kunne pjatte sig

fra det.

33

Gudruns sidste tid

Sidste gang, Gudrun var i Randers, var hun nærmest psykisk syg, troede vi. Hun havde forsøgt alt for at blive rask. En læge

mente, at hvis hun fik et barn mere, ville hun få det godt. Det blev dog værre og værre med hende.

Ni måneder efter fødte Gudrun en lille pige, men fem dage efter

døde hun. Hun kom på sygehus efter fødselen, som foregik

derhjemme. Hendes mand var på arbejde, var vist ikke klar over, hvor syg Gudrun var. Han har altid opført sig som et stort

barn, der bare troede, man kunne pjatte alt væk. Han var slet ikke en støtte for Gudrun. Han var en forkælet dreng af sin mor,

men nu stod han pludselig i alvoren, dog fortsatte han med pjat.

Kirsten

Da vi alle var til Gudruns begravelse, skulle vi ud på hospitalet

og se lille Kirsten. vi skulle med et tog, og Tido dirigerede os alle op i toget således: Én - to - tre - fire osv. Ingen af os i Gudruns

familie havde lyst til pjat på det tidspunkt. det var et hårdt slag at miste Gudrun, som til denne dato var min kæreste søster.

Kirsten holdt jeg i mine arme. Sygeplejersken gav mig hende, og

hvor ville jeg gerne have beholdt hende, men Gudruns svigermor

sørgede for adoption til et ægtepar på ca. 50 år, som ingen børn havde.

Os i Gudruns familie måtte ikke vide, hvor hun var, før hun 37 år senere døde. Vi fik beskeden fra en sagfører. Hun havde

været forgudet og forkælet af gamle adoptivforældre. Hun var en meget klog pige, læste historie på Århus

Universitet, var fantastisk til at spille klaver. Det ved vi fra en dame, som Esther og Svend kendte.

Denne dame var af og til indlagt på Risskov, og hun fortalte

Esther og Svend om en ung pige, som også af og til var indlagt.. Hun havde dette navn og læste på universitetet i Århus.

34

Damen fortalte, at hun var et geni, helt fantastik til at spille

klaver. Hun underholdt med sin dejlige musik. Esther var klar over efter beskrivelsen, at det måtte være Kirsten.

Hun havde brudt med sine adoptivforældre, og nu var faderen død, moderen på plejehjem, dement. Efter oplys-

ningerne, vi fik fra sagføreren, stemmer dette. Jeg har et billede af Gudruns lille pige. det er en kopi, som

sagføreren har sendt os i familien. Hun er ca. fem år på billedet.

Kirsten boede altså ikke langt fra os i Randers, men vi så hende

aldrig.

Gudruns korte liv

Gudrun døde af kræft kun 33 år gammel og fra to små børn

(henhv. fire år og 5 dage gamle).

Det blev Gudruns korte liv, men minderne lever videre i mig med alt, hvad hun gav mig i livet.

Der kunne skrives meget om hende, men dette er i korte træk noget om en kær søster.

Fortsættelse om Gudrun

Min bror Svend, som jo også boede i København, tog sig meget

af Gudrun. Efter at Gudrun havde født, var han der de tre døgn, hun var i hjemmet.

En nat skulle han hjælpe hende på toilettet. Da besvimede hun i hans arme, og hun havde så mange smerter.

Svend sendte et telegram til vore forældre, og der stod: "Gudrun har født en velskabt pige!", men ikke noget om "Alt

vel!"

Mor og Far i København

Dagen efter skulle Mor og Far med toget til København. Det var

bestemt i forvejen. Mor skulle netop over på Lukas Stiftelsen og opereres for livmodernedsynkning. Ellen var sygeplejerske der

35

og havde fået dem til at ordne det. De tog straks fra toget ud for

at se Gudruns lille pige og få hilst på Gudrun, men da var hun så syg, kunne blot lige hilse på dem og sige: "Er hun ikke kær,

Mor?" Det var det sidste, Gudrun sagde. Hun gik fra bevidsthed

mens de endnu var på besøg, og hun blev kørt på hospitalet. Det var i sidste øjeblik, de fik Gudrun at se. Hun har sikkert

strammet sig op for at se sin Mor og Far for sidste gang på

denne jord.

Gudrun dør

Mor skulle indlægges dagen efter - det var mandag - og opereres

tirsdag. Onsdag døde Gudrun. Far sad og vågede ved hende også, da hun døde.

Svend sendte telegram til familien. Jeg modtog mit, mens jeg

var alene hjemme med mine to mindst, Karen to år og Peter, fem år. Jeg glemmer aldrig, da jeg stod med dette telegram i

hånden. Jeg troede, at heri står, at min Mor er død. Det varede længe, før jeg turde åbne det, følte mig så alene. De to små

forstod det jo ikke. Omsider åbnede jeg telegrammet, hvori der stod Gudrun er

død. Jeg havde jo kun tænkt på, at det var Mor, fordi hun dagen

i forvejen var opereret. Det var så ubeskrivelig svært at forstå, at det var Gudrun, der nu var død fra to små børn, næsten som

mine. Jeg omklamrede dem og hulkegræd. Peter (som var fem år) husker, hvor ulykkelig jeg var.

Polle og Aage var i skole, da jeg fik budskabet. Jeg fik bud efter Martin, og han satte flaget på halv. Polle fortæller mig, at

det gjorde så stærkt et indtryk på ham, og han troede som jeg, at det var hans Mormor, der nu var død. ingen af os havde

tanken om, at det kunne være Gudrun. Polle har være 13-14 år dengang og Aage 11-12.

Martin blev hjemme ved børnene, og jeg tog ud til nogen af mine brødre. Esther og Svend boede da på Lolland. Hun fortalte

mig om sin reaktion, da telegrammet kom. Hun var lang væk fra vi andre.

36

Pludselig kunne jeg føle, at hvorfor skulle det nu ikke være Mor. Vi var ikke klar over, hvor alvorligt det var. Svend havde godt

nok også sendt et brev til Mor og Far og fortalt om det, men det kom først, efter at de var rejst, og jeg ville ikke åbne deres brev.

Vores Mor skulle nu have det triste budskab lige efter

operationen. min søster Ellen kom ind på Mors stue sammen

med oversygeplejersken, men de behøvede ikke at fortælle det. Hun var klar over det og sagde til Ellen: "Så har vi ikke vores

kære Gudrun mere!" Mor kunne godt se, hvor det bar hen med Gudrun. Ellen kunne sammen med Mor græde. De fik lov at være

i enrum på stuen. Alle på Sct. Lucas var så søde ved Mor i sorgen, og det er

klart, at hun også syntes, at det skulle være hende, der først skulle herfra.

Efter Gudruns begravelse fra Grundtvigskirken og på Bispebjerg

Kirkegård tog alle vi søskende (og Far) ud til vores Mor. Vi var alle spændte på, hvordan hun tog det, men for os at se var hun

rolig og fattet. Hun vidste, hvad Gudrun havde lidt i flere år, og nu troede hun på, at Gudrun var gemt hos Gud. "Men de bette

børn. Hvordan skal det gå dem?"

Efter at Mor blev udskrevet, kørte Marie og Henry dem ud på

kirkegården, hvor de så Gudruns grav. Da vi modtog dem herhjemme, sørgede vi med dem over at miste vores kære

datter og søster. Hendes liv blev så kort og fyldt med sygdom og modgang. Når vi var samlet de sidste år, hun levede, kunne vi

piger have det så festligt sammen, når vi så skulle til ro, kunne Gudrun godt sige: "Nu kan I lægge jer til at sove, men jeg må gå

oppe på gulvet og kan ikke sove for smerter. Gudrun har sikkert haft kræft i flere år, uden at lægen fandt ud af, hvad det var.

Det må have været svært for Gudrun at gennemføre sit sidste svangerskab og fødsel med de få kræfter, hun havde. Man kan

læse lidt af det i et brev, hun skrev til Mor og Far om, hvor træt hun var, og det var lige før hun blev gravid med det barn, hun

fødte til et ægtepar, der kunne være barnets bedsteforældre.

37

Mange tanker har jeg om alt det, Gudrun måtte igennem, før hun døde. Jeg tror, som Georg skriver, at hun har måske haft

det godt, men har følt sig ensom i livet. Gudrun fik ikke lov at opdrage sine to piger.

Gudrun var helt gul. Det var leverkræft, hun døde af. Svend sagde til mig, at vi skulle ikke ønske at se hende, da vi var til

begravelsen. Bevar et godt minde om Gudrun.

Efter nogen måneder tog Esther til København for at se til begge

børnene, som da var på et plejehjem. Hun blev forfærdet over at se deres tilstand. Det hele var under al kritik. Da bestemte hun

sig for at tage Ellen til sig, og Ellen var så hos dem hele barndommen og den første ungdom.

Hun blev uddannet sygeplejerske fra Randers Sygehus. Ellen har fået en god og kærlig pleje og opvækst i dette hjem. Det var

vi alle meget glade for. Ca. ét år efter flyttede de alle fem til Randers til stor glæde

for os alle, ikke mindst vore forældre (altså ca. ét til halvandet år efter Gudruns død).

Om Gudrun og hendes datter Kirsten

Jeg havde de to breve, ét fra Gudrun, og ét fra Svend. Disse

taler for sig selv.

Desuden vedlægger jeg noget, som Georg har skrevet dengang Gudrun døde og senere Kirsten.

Gudruns brev til sine forældre Lise og Ole

Kære Mormor og Morfar

Undskyld mig det er så længe siden, jeg har skrevet. Jeg har

desværre ikke haft det så godt, især de sidste 14 dage. I dag synes jeg, det er helt galt. Jeg kan ikke sove om natten, sidder i

flere timer op i sengen og kæmper med alt det, der huserer i mine tanker og giver mig smerter alle vegne.

38

Jeg har et stykke tid kunnet overkomme en hel del, men nu

er det galt igen. Jeg kan snart ikke komme igennem det daglige. Jeg ville ønske, I boede noget nærmere, kære Mor og Far, så

kunne Ellen og jeg nemt smutte hjem til jer engang imellem, men der er jo så langt. I kan tro, jeg er ked af det, når jeg har

det sådan. Det er en tilstand, som ingen kan forstå, der ikke har prøvet noget af det.

Vi var til konfirmation i søndags hos Tidos tante og onkel i

Gentofte, dem jeg hjalp. Jeg havde ikke sovet de sidste tre nætter forinden, så jeg var så træt, men vi havde en dejlig dag.

Jeg ville gerne skrive, men, men - jeg er så ked af det hele, så

jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. Vi sender jer nu et billede af vores lille skat.

Mor, vil du bede Tytte sende mig opskriften på kjolen igen, når

hun er færdig med den. Og hils så mange gange.

Jeg skal hilse både fra Ellen og Tido. Selv sender jeg jer de kærligste hilsener. Håber, I har det godt begge to.

Jeres Tido, Ellen og Gudrun

Svends brev til sine forældre Lise og Ole

København 18-2-1950 Kære Far og Mor

Jeg sidder i øjeblikket ude hos Gudrun og har lovet lige at sende en lille hilsen hjem til jer fra den nye, lille verdensborger og

hendes Mor. Tido har så meget at gøre, så han har dårligt tid til at skrive endnu.

Det er jo lidt svært for mig at finde ud af, hvad Gudrun gerne

ville skrive til jer, hvis jeg kunne finde ud af at skrive noget.

Det er en yndig lille sorthåret unge, Gudrun har fået. Jeg var herude torsdag aften, og den følgende nat blev barnet født. Det

39

må jo i hvert fald siges, at være godt, at fødselen er godt

overstået. Jeg har ærlig talt nogen gange frygtet det værste. Gudrun er jo meget langt fra at være rask, men nu må vi jo

håbe, at fremtiden kan bringe noget bedre.

Jeg skriver nærmere til jer én af dagene.

Kærlig hilsen fra Gudrun, Ellen, Tido, Lillesøster og Svend

Georgs tekst i anledning af Gudruns død

Den 22. februar 1950 ramte en stor sorg familien, da min søster

Gudrun, som var gift med Tido Valeur Jensen, afgik ved døden. De havde en datter, som hed Ellen. Gudrun, der gennem

længere tid havde lidt af en alvorlig sygdom, havde netop født sit andet barn, der efter hendes ønske kom til at hedde Kirsten.

Men desværre slog Gudruns kræfter ikke til, og hun udåndede få dage efter fødselen på Bispebjerg Hospital.

Den lille nyfødte blev bortadopteret. Så vidt jeg husker, var det Tidos mor fru Valeur Jensen, der egenmægtigt gennem-

trumfede, at et barnløst ægtepar af hendes familie (bekendt-skab) adopterede den lille Kirsten. Min broder Harald og hans

hustru Ida - som havde to sønner - ville så gerne have adopteret

den lille pige - også fordi Harald og Gudrun altid følte sig meget stærkt knyttet til hinanden, og jeg er sikker på, at Kirsten ville

have fået et godt hjem hos sin onkel og tante - også materielt set, for Harald har altid været meget vesitueret. Men fru Valeur

Jensen fik sin vilje, der også strakte sig så langt som til, at vi - Gudruns (og altså også dermed Kirstens biologiske) familie -

intet måtte få at vide om adoptivforældrenes navne eller adresse. Jeg husker, at også mine forældre begge sørgede

meget over, at de skulle holdes i uvidenhed om deres elskede datter Gudruns lille barns videre skæbne. Den eneste oplysning,

fru Valeur Jensen tillod at sive ud var, at adoptivforældrene vistnok var velsituerede.

Før min moder døde, havde hun i sit testamente vedrørende fordelingen af hendes meget beskedne formue bestemt, at også

40

Gudruns Kirsten skulle arve på lige fod med alle øvrige

familiemedlemmer - herunder også naturligvis søsteren Ellen. Men denne lille arvepart modtog Gudruns yngste datter

desværre ikke, fordi Tido efter en henvendelse fra skifteretten i Randers, hvori man bad ham oplyse Kirstens adresse, havde

meddelt, at han under ingen omstændigheder måtte opgive denne adresse, så den kom til Gudruns families bekendtskab.

Det forekommer jo besynderligt, at han i den grad lod sig binde

af sin mors vilje, at han holdt tand for tunge med hensyn til en oplysning, som kun Tidos familie måtte sidde inde med - men

altså ikke Gudruns. Var hendes familie da at betragte som mindreværdige? Vi vil altid opfatte Gudruns lille datter som

værende et af vore kære børnebørn! Gudruns Ellen havde en sporadisk forbindelse med sin søster,

men kontakten mellem dem blev ikke yderligere uddybet, såvidt jeg har fået oplyst, fordi Kirsten alligevel ikke ønskede at knytte

nærmere bånd til sin biologiske familie - uvist af hvilken grund, men hun har måske følt, at vi var placeret i et miljø, der socialt

betragtet ikke svarede til hendes - og såfremt det var årsagen til hendes afgørelse, ... ja, så kunne det nok også være ligegyldigt.

Men Ellen var vistnok meget ked af, at hendes biologiske søster valgte denne udvej, og jeg tror - nej, jeg ved, at hele min familie

og i ganske særlig grad Harald og Ida og alle mine søstre var

meget skuffede over Kirstens stillingtagen, for der var jo slet ikke tale om en adoption af et barn født udenfor ægteskab, hvor

moderens eller faderens navn er ukendte! Tværtimod! Da Gudrun var afgået ved døden, fik hendes ældste datter -

efter først at have oplevet nogle fortvivlede forhold - en kærlig pleje gennem så mange år i min søster Esther og svoger Svends

hjem på Eskildsvej i Kristrup, hvor dette gode og offervillige ægtepar gav hende en kærlig og god opdragelse sammen med

og på absolut lige fod med deres egne børns - Lis og Inges. Esther og Svend har faktisk altid betragtet Ellen som deres egen

datter - de gav hende en sorgløs og problemfri barndom og første undgomsår - og det skylder vi (begge familier Gudruns og

Tidos) dem stor tak for.

41

Dødsannoncen

"Min kære hustru, børnenes kærlige moder GUDRUN VALEUR-JENSEN sov stille ind på Bispebjerg Hospital

onsdag den 22-9-50. TIDO VALEUR-JENSEN

Begravelsen finder sted søndag den 26. ds. kl. 1330 fra

Grundtvigskirken i København."

Gudruns mand Tido døde mange år efter af en alvorlig kræft-

sygdom, og både Gudrun og Tido ligger begravet på Bispebjerg Kirkegård i København.

(Georgs tekst slut!)

Tillæg om Gudrun

Skrevet februar 2000

For et par år siden på et besøg hos Peter og Jytte kom Aages

Claus derud, og han spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at komme i Grundtvigskirken til gudstjeneste og bagefter til frokost

hos Claus. Peter og jeg mødtes med Claus udenfor den store, flotte kirke søndag formiddag. I 1950 var jeg der sidste gang,

men det var til Gudruns begravelse. Da jeg nu igen trådte ind i kirken, vældede minderne frem fra denne dag, hvor jeg følte det

som en endeløs gang sammen med Gudruns mand op ad

kirkegulvet, op til Gudruns kiste. En overgang var det ved at være for meget for mig, men højtiden og stilheden i kirken gav

mig ro i sjælen, og jeg havde en dejlig oplevelse.

Der var altergang, og Claus ville til alters. Vi gik derop og modtog brødet og vinen, og i denne stund følte jeg, at Gudrun

var lige ved mig, det var lige som sidste gang, hun var i Randers og blev ved med at vinke farvel til mig. Da vi kom hjem til Claus

i hans lejlighed, gik det op for mig, at det var i denne gade, Gudrun boede og fødte lille Kirsten. Deres lejlighed var indrettet

ligesom Claus'. Jeg kunne genkende det . Måske var det ikke i den opgang, men de var ens indrettet. jeg så hendes hjem, da vi

alle var til begravelsen for 50 år siden. Jeg er meget glad for, at

42

Claus bød mig til denne store oplevelse, som han ikke er klar

over, at det blev for mig.

¤¤¤¤¤

43

Nogle af mine andre søskende

Esther

Jeg vil fortsætte med en søster, der var to år yngre end Gudrun og altså fem år yngre end mig. I barndommen var det mest en

lillesøster, jeg skulle passe. Hun blev født 19-3-1918 i von Hattenstræde, hvortil familien var flyttet i en stor lejlighed med

kælderværelser, stueetage og soveværelser ovenpå, altså tre

etager. Det var først da hun var ung pige, havde plads i en bagerforretning og boede hjemme i vores barndomshjem, som

dengang var flyttet i eget hus i Frederiksgade 1, Randers. Både Gudrun og Esther og efterhånden de mindre kunne finde på

mange ting, så der var altid liv i huset. Engang var de to og Ruth også blevet enige om, at de ville

have håret klippet af (Ruth siger, at de havde fået lov af mor). Jeg husker, Esther græd da lokkerne faldt. Hun fortrød det,

måske også fordi mor var ked af det. men det var så småt ved at blive mode for piger at have kort hår. Jeg bevarede mit lange

hår til nogle år senere, vist nok helt til jeg blev gift. Martin kunne godt lide mig med langt hår, men efterhånden kortede jeg det

af.

Vi kom alle i KFUK og havde mange dejlige oplevelser der, fandt

mange gode veninder. Vi havde også tit samlingspunkt i vores barndomshjem. Der kom også unge mænd. Jo, der var altid

åbent hus i Frederiksgade 1. Der kom en flok FDF'ere - som bl.a. min bror Risgaard også

var. I denne kreds var der en gartner, som havde plads i et stort gartneri. Han kom fra Lolland og boede hos gartneriets ejer og

spiste der også. Jeg mindes disse festlige sammenkomster, hvor vi sang og

spillede meget, fik kaffe og mors hjemmebag. Far læste tit historier op på jysk eller andet, og vi sluttede med en kort

andagt.

44

Den unge gartner, som hed Svend, blev meget forelsket i Esther,

og det endte med, at de blev gift. Da havde Svend fået en stilling på Lolland som slotsgartner på Fuglsang Slot. Han var

meget dygtig til sit fag.

De blev gift 7. april 1940, lige da krigen brød ud, og efter en dejlig bryllupsfest i vores barndomshjem, skulle de køre til deres

første hjem. Svend havde en gammel bil, de kørte derned i, men

det var forfærdeligt, særligt for Esther der skulle så langt væk fra os i Randers. På vej derned blev de stoppet af tyskerne

mange gange. Bilen blev undersøgt, men i løbet af et par dage nåde de frem, dog kom alle deres brudegaver mm. først tre

måneder senere. Far havde pakket det, og det blev sendt med banen.

De havde opgivet at få deres ting, men en skønne dag dukkede det op, og der var glæde.

Vi besøgte dem nogle gange mens de boede i en lille by, der hed Nysted. Det hele var meget primitivt, WC i gården,

vandpumpe. Det hele skulle bruges ved håndkraft. Særlig om vinteren var det drøjt at slæbe det kolde vand ind til husholdning

og vask. Det var en stor omvæltning for Esther, og hun længtes meget efter Randers.

Lis og Inge blev født på Lolland. Da Gudrun døde, tog de hendes Ellen i pleje da hun var et halvt år, og det var vi alle glade for i

vores familie. (Se et senere afsnit: "Familie Boesen")

Skrevet år 2000

Marie

Marie er den ældste af en søskendeflok på 12. Hun blev født i Gedsted 27-9-1903. Imellem Marie og jeg er der 10 ½ år. Jeg er

født 27-1-1913, og imellem vi to piger er der fem drenge.

Jeg kan ikke selv huske noget fra Maries barndom, men senere fik vi meget glæde af hinanden. Hun var en storesøster, som vi

45

så op til. Jeg husker fra hendes ungdom, at hun glædede vi børn

med små gaver eller en slikpose.

Marie var på Svaneapoteket i 12 år inden hun blev gift med Henry, og de flyttede til Holbæk på Sjælland. De rejste flere

gange om året til Randers, og det var en begivenhed uden lige. Alle os, som nu var blevet voksne, kunne sammen med mor og

far hygge os til langt ud på natten. Marie og Henry oplevede jo

meget langt væk fra os, som vi dengang ikke var så oplyst om som i dag. Der var meget nyt helt ovre fra Sjælland.

Engang var Ida, Harald, Martin og jeg i Holbæk på besøg. Det

var skønne dage, men den sidste dag blev lidt trist. De havde WC i gården, og Marie kom farende efter et besøg der og

fortalte, at der var en stor rotte, som hun var meget bange for. Det endte med, at Marie blev syg og blev kørt på sygehus få

timer før vores hjemrejse.

Det viste sig, at hun aborterede med sit første og eneste barn. Senere adopterede de Ruth til stor glæde for Marie og Henry. Vi

har alle betragtet Ruth som var det deres eget barn, og hun har hele livet igennem været så god mod sine forældre. De var en

lykkelig familie.

Desværre mistede Marie sin mand da hun var 50 år efter kort

tids sygdom af kræft. Marie var enke i 42 år. Hun kunne ikke tænke sig en anden mand. Hver gang hun om sommeren var i

Randers tog Esther, Marie og jeg en tur forskellige steder i Randers omegn, oplevede seværdigheder og nød en god frokost.

Det var dage, vi tit har set tilbage på med glæde.

De sidste 5-7 år, hun levede blev hun svagere. Hun blev plaget af knogleskørhed, som forvandlede hendes krop til ukendelighed.

Hun kunne ikke passe almindeligt tøj. Jeg syede underbukser og kjoler til hende efter hendes specielle kropsmål. Når jeg var

derovre, tog jeg mål, og nogen gange måtte Ruth sætte nåle i og sende retur, hvis det ikke passede, men hvor var hun glad og

taknemmelig for alt det, jeg syede.

46

I mange år sad hun bare i sin stol på Lyngbygårdsvej 17, 2., skulle bæres ned ad trappen, hvis hun få gange var uden for

hjemmet.

Hun huskede alle i familien med en hilsen på højtidsdage. Vores mor og far fik næsten hver søndag "søndagsbrev" (til dobbelt

pris) som skulle skrives modsat frimærket og med et kryds over

konvolutten.

Sidste gang Marie var i Randers var til vores guldbryllup 7. oktober 1984. Hun var sammen med Ruth og jeg tror, de kørte

med Peter og Jytte. Esther og jeg har fejret flere af Maries runde fødselsdage i vore hjem, hvor Maries kære var med herovre

også.

Dejlige minder om min storesøster, som næsten kunne være mor for nogen af de mindste.

Mere om Marie

Min søster Marie i Lyngby var herhjemme hver sommer, og det

var en fast regel, at Esther, Marie og jeg tog en dag ud i naturen og spiste en frokost bl.a. på Fladbro Kro, Hvidsten Kro og herre-

gårde. Marie mistede sin mand Henry, da hun var 50 år. Hun var 10 år ældre end jeg. Denne udflugt så vi hen til hvert år.

Vi besøgte Marie i Lyngby enten sammen eller nok mest hver for

sig mange gange, og det var så dejligt at besøge hende. Vi kunne aldrig blive færdige med at snakke og grine før langt ud

på natten.

Når jeg (vi) var på besøg i Hvidovre, var jeg hver gang en dag

eller to hos Marie, helt til hun døde 92 år gammel. Jeg tog med tog, men de senere år kørte Peter mig derud, når han skulle på

arbejde og hentede mig sidst på eftermiddagen. Hver gang var det svært at tage afsked for os begge. Mens Martin var med i

47

Hvidovre, tog han på ture ud for at opleve København mens jeg

var hos Marie. Engang Marie var på ferie i Randers på besøg hos mor men

boede hos os, da blev hun syg, fik lungebetændelse. Penicillin kunne hun ikke tåle. Det slog ud over hele kroppen og inde i

munden. Hun var en overgang meget alvorlig syg. Hendes datter Ruth var meget bekymret for hende men var glad for, at hun var

i gode hænder. Det stod på i fjorten dage. Hun lå i Martins seng,

så jeg var hos hende nat og dag. Hun var så taknemmelig for, at jeg kunne pleje hende. det kunne hun aldrig glemme. De sidste

dage kom hun ud i havestuen om dagen, og da følte hun, at solens stråler gjorde hende rask. Selvom der var ti år imellem

os, så har vi haft det rart, nok først da vi var voksne.

Jeg har selvfølgelig mange gode oplevelser med alle mine søskende, men når vi var så mange, er det vel naturligt, at det

er enkelte, man har været knyttet til.

Ruth

Foruden dem, jeg har skrevet om, vil jeg nævne Ruth, men ikke gå i detaljer, det var jo først som voksen, og nu hvor både Ruth

og Harry er meget svage. Jeg taler tit med dem i telefonen. Men jeg kunne jo blive ved. Nu er os, der er tilbage, svagelige og kan

ikke klare at besøge hinanden men får en sludder i telefonen.

Theodor og Georg

Theodor bor i Ans. Ham besøgte jeg 1999. Karen kørte mig - et dejligt gensyn. Georg blev 90 den 12. september 1999. Der var

Aage, Eva og jeg med til fest. Det var ved at overgå mine kræfter.

Det sidste stykke vej

Nu er jeg glad for at sidde i min stue, gå en lille tur. Kræfterne tager meget af. Jeg mærker som blomsten, der visner og dør, at

livet vil fortsætte efter døden. Jeg er ikke bange for at dø, for jeg

48

tror på opstandelsen engang og føler, at Gud vil følge mig også

det sidste stykke.

Mange af mine venner er ikke mere, og mange af de nye er nu også gamle. Ikke mindre end to er døde i denne uge. Så

kommer tankerne, at det er nok snart din tur. Det gør heller ikke noget. Jeg har haft et rigt liv, hvor der både er medgang og

modgang, glæder og sorger, som alt sammen er med til at gøre

mig modnet til at tage afsked med alle dem, jeg holder af, men også for, at vi alle må mødes igen.

Skrevet år 2000

Theodor

(Skrevet juli 2000)

I går ringede min bror Theodor for at høre til mig. Vi fik en læn-gere snak om dejlige minder både fra vores barndom og til nu.

Theodor var spejder som dreng og var med på landslejr nede

ved Fredericia da han var 14 år. Der var 6-7000 deltagere også fra andre lande, og han boede i telt sammen med nogle

udlændinge. Det var en stor oplevelse og mere sjældent dengang, at børn kom udenlands.

Nu i denne uge er der spejder landslejr i Randers på et stort

område, der tilhører den tidligere kaserne. Der er ca. 20.000 børn fra hele verden samlet. Randers by er præget af alle de

unge.

Theodor og jeg har oplevet mange ting sammen. Han er halvandet år ældre end mig, er nu 89 år. Ida var min veninde,

og de to blev gift med hinanden. De nåede at få guldbryllup inden Ida døde.

Vi fire har holdt mange ferier sammen i forskellige sommerhuse.

Engang vi var i Blokhus, kørte vi en tur i deres bil en aften til Lønstrup. Vi mindedes en ret uhyggelig oplevelse. Theodor kørte

vist lidt stærkt gennem byen og bemærkede ikke, at vi pludselig var lige ved at køre ud i vandet. Det kom så pludselig for os alle,

49

og vi fik nok et chok. Ida og jeg kunne ikke lade være med at

grine, men det blev for meget for Theodor, det var ikke noget at grine ad.

Vi havde tit besøg af nogen af vore familier, og vi nød ture ved vandet.

Da Eva og Aage boede i Kenya, havde de købt en grund ved

Dråby strand v. Ebeltoft. De købte et A-hus, som vi selv skulle

samle, alt det indvendige. Da hjalp Theodor Martin med at lægge gulve og begyndelsen til rummene. De to knoklede løs og

svedte, men det var en stor hjælp for Martin og mig, som lavede resten færdig. Derefter holdt vi en uges dejlig ferie i huset.

Theodor og jeg talte om alt det. Vi fik besøg af Esther, Svend, Risgaard og Michela. Jo og engang nord på i et sommerhus kom

Karen og Svend. De havde lejet et hus deroppe, og vi besøgte også dem. Vores Karen kom også på besøg. Hun var da elev på

Thisted Sygehus.

Jeg har et billede fra Rubjerg Knude, hvor Esther, Svend, Martin og jeg står. Nord på er der en enestående natur. Jeg husker

engang efter vi var hjemme igen, at vi så i TV, at havet havde ædt netop dette sted, hvor vi dengang stod ca. 14 dage før. Det

gjorde et stærkt indtryk at se, hvad naturen kan lave på kort tid.

Vi bliver igen mindet om naturens kræfter. Da vi stod derude og så ned over skrænten gibbede det, at se det store hav vise

tænder langt nede.

Engang efter ferie sammen, var Theodor og Ida med til Randers og overnattede hos os. På videofilmen ser vi, da de skulle køre

hjem til Holbæk, de havde fået termokanden fyldt med kaffe, som Theodor kommer springende med, jeg havde stadig

morgenkåbe på, vi skulle på besøg i Esbjerg, så vi kom alle fire ud af huset fra morgenen af.

Det var én af de mange dejlige samtaler Theodor og jeg har på

vore gamle dage.

¤¤¤¤¤

50

Familien Boesen Vi oplevede meget, når vi besøgte Esther og Svend på Lolland.

Det var om sommeren, og det har sikkert været i Martins ferie. Engang var Magda på besøg. Hende og Laurits Christensen

boede ikke langt derfra. Det var første gang, vi traf Magda, som nu bor i Assentoft.

Grisen

Esther og Svend havde en gris, og den slap ud af skuret og for af sted ud i en kornmark lige overfor, hvor de boede. Vi var alle i

sving for at fange grisen, men det var bestemt ikke let, men endelig fik Magda fat i halen på den, og dyret skreg "som en

stukken gris". Hun fik den ind i skuret og sat lås på. Karen og Inge skreg om kap med grisen, de var jo kun ca. 2-3 år. Vi

måtte love for, at Magda var kommet, for ingen af os kunne

fange den. Bagefter kunne vi more os over en sjov oplevelse i kornmarken.

Slottet

Vi så også den flotte have, som Svend passede, og vi var en dag inde at se slottet. Der skulle være en festmiddag, og Svend

havde pyntet med blomster. Esther hjalp til, når der var travlt i køkkenet eller med rengøring.

Randers-besøg

De havde ikke råd til at rejse til Randers ret tit, men de var hjemme til Karens barnedåb i 1947 sidst i september, og de var

faddere. Ellers kom Esther alene med børnene en tur. Hver gang var det en kamp at sige farvel, særlig til Mor og Far. Esther led

meget af hjemve, og hun var så ked af det for Svends skyld, for

hun holdt lige så meget af ham, og han forstod godt Esthers situation.

51

Kristrup Kirkegård

I 1951 blev stillingen ledig på Kristrup Kirkegård som leder. De havde længe tænkt på at flytte til Randers. Vi vidste jo alt om

det, og straks vi fik dette oplyst, gik Martin i gang med at anbefale Svend til alle menighedsrådsmedlemmerne. Det var

kort tid før Martin selv kom i menighedsrådet.

Børstenbinderen

Der var mange, der søgte stillingen. Svend havde fine anbefalinger med, også Esther, da hun så skulle have heltidsjob.

Efter afstemning valgte de en børstenbinder. Han var selv i rådet. Der var stor skuffelse på Lolland og hos os her i familien.

Men da det efterhånden kom frem i avisen, at ham de havde ansat slet ikke var kvalificeret til dette arbejde, blev der røre i

hele Kristrup og længere omkring. der var mange læserbreve i avisen, også fordi det var én fra rådet, de havde valgt. Jeg

husker, han hed Hansen. Martin havde mange samtaler med ham. Han kom så til sidst og talte med os om det i vores hjem,

og da havde han selv besluttet, at han ville trække sig tilbage.

Telegram til Lolland

Så skulle de begynde forfra med at søge. Jeg tror, der i alt gik et

par måneder, før vi kunne sende telegram til Lolland, at De

havde fået stillingen. Den skulle tiltrædes 1. april, og det var kun 8-14 dage før, de fik beskeden. Svend kom først og 14 dage

senere Esther og børnene.

Vi græd af glæde

Jeg cyklede samme dag hjem i Frederiksgade og fortalte

nyheden. Jeg husker, at Mor og jeg dansede rundt og græd af glæde. Mor sad ved sin væv, da jeg kom. Hun var ved at sætte

træn på. Det hele gik i fisk for hende, for nu kunne vi kun tænke på at få dem her til Randers.

52

De boede hos os

Vi tilbød Esther og Svend, at de kunne bo hos os, til de fandt noget selv. Det viste sig, at det var næsten umuligt, men de

fandt dog det hus, som blev deres eget, hvor de kunne flytte ind fire måneder senere. Huset var ved at blive bygget af en

murermester, som solgte de huse, han byggede. Det var jo som skabt til dem, da grunden lå lige op til Kirkegården. De havde på

den måde let til deres arbejde.

Esther, Svend, Inge og Lis fik vores kælderværelse, og Ellen

boede i de fire måneder hos Mor og Far. Det var kun et år efter Gudruns død, og så var det en stor glæde for Mor og Far at have

Ellen, og det befandt alle os det godt med.

Ti daglige mennesker

Vi var nu ti daglige mennesker på Holmsgårdsvej og blev godt

rystet sammen, havde det festligt. Jeg stod for hele husholdningen, for Esther havde heldagsjob på kirkegården og i

kirken.

Vi kom for alvor tæt ind på livet af hinanden. Der var flere som udtalte, at det kunne ikke gå i længden, men jeg må sige, at der

var ikke et ondt ord imellem os. Vi blev knyttet endnu tættere

ved at opleve de fire måneder sammen.

Kirkegårdsarbejdet

Vi blev også inddraget i kirkegårdsarbejdet, for de skulle selv

føre regnskab over renholdelse og blomster og gran, selv kræve pengene ind. Esther gik selv ud med regningerne. Det var

næsten mere end et fuldtidsjob, hun havde, og sommetider kunne det knibe, at folk fik betalt. Det var mange ældre

ægtefæller, der var tilbage, og de ville gerne have en snak med Esther. Hun spurgte tit mig, om jeg ville gå over til Marie Klok

med regning. Hun boede lige over for os, og hun var næsten ikke til at komme fra for Esther.

53

Afholdt i Kristrup

Både Esther og Svend blev meget afholdt i Kristrup. Kirkegården tog en stor forandring til det bedre. Svend sled hårdt i det men

krævede også af de få medarbejdere, han havde at alt skulle være tip-top i orden. Det glædede Martin og mig, da det for

alvor rygtedes, hvor dygtig et graverpar, vi havde fået. Vi havde jo en stor andel i, at det var dem, der fik stillingen.

Det hele foregik ved håndkraft i modsætning til nu 50 år senere.

Polles konfirmation

Det kan da ikke nægtes, at vi alle glædede os til, at de kunne

flytte i eget hus, og det blev nogenlunde færdig fire måneder efter, at de var kommet til os.

Vi skulle netop have vores første barn, Poul Erik, konfirmeret ca.

14 dage efter og det var dejligt, at vi kunne nå at få børnene flyttet tilbage på deres værelser. De havde, mens vi havde

Esther-familien boende, sovet i vores havestue.

Syning

Mens vi var ti daglige, fik jeg forberedt noget til festen, bl.a.

syede jeg et jakkesæt til både Polle og Aage, for han skulle

konfirmeres året efter, og så var de fine til begge festerne.

Jeg syede også Peters matrostøj og Karens og min bordofarvede fløjlskjoler. Vi blev fotograferet i stadsen på Polles festdag.

Esther og Svend fik et dejligt hjem bygget op på Toppen. Det

blev deres resten af livet.

Fællesture

Vi oplevede meget sammen med dem på ture ud i naturen. Mens

børnene var børn cyklede vi eller alle dem, der kunne, blev proppet ind i deres bil, når vi skulle på længere ture og havde

54

telt med. senere har vi fire holdt sommerferie i sommerhuse. Det

hele er gode minder at se tilbage på.

Når der skulle festes, hjalp vi hinanden og brugte både deres og vores hus.

Fars død

Da min Far døde i 1960, var det også en stor hjælp for mig, at

Esther var her og vi sammen kunne hjælpe vores mor, som da var 80 år gammel. Mor boede stadig i huset i Frederiksgade 1

men turde ikke være der alene. Derfor skiftedes Karen, Inge, Ellen og Lis til at sove hos hende om natten. Men til sidst blev

pigerne trætte af det. De skulle jo den lange vej til Kristrup hver dag og i skole.

Mor på plejehjem

Da der var gået et år efter Fars død, kom Mor selv på tanken at sælge huset. Hun kom på et plejehjem på Hobrovej i en privat

villa. Huset var slet ikke egnet til ældre og nogle år senere ulovlig.

Nytårsaften

Hvert år fejrede vi to familier nytårsaften på skift. Vi gjorde

rigtig meget ud af at lave en festlig aften. Vi havde alle sjove hatte på, som jeg mener, børnene valgte. Bordet var pyntet med

serpentiner og bordbomber. Jeg husker ikke, om vi havde noget at skyde af udenfor klokken 24. Nytårsmiddagen var altid flot og

festlig og en overraskelse for den familie, der skulle være gæst. Børnene skulle bagefter ud at leve noget sjov. Kaffekanden

"Madam Blå" fik de altid deres snit til at gemme for vi fire voksne. det var aftener, hvor både deres og vores børn fik lov at

slå tøjlerne løs. Vi fortsatte efter at vore børn var flyttet hjemmefra. Det var bestemt dejlige aftener.

55

Snevejr

Et år var det et frygteligt snevejr. Vi skulle fejre nytårsaften hos Esther og Svend. Esther var desværre blevet syg, så jeg lavede

maden og tog med derop. Det var bl.a. suppe. Da vi kom til deres vej, skred bilen tilbage. Det var umuligt at køre derop, så

vi lod bilen stå til senere på aftenen, slæbte maden derop. Svend kom ned og hjalp os. Også dengang fik vi en god aften.

Familievideoen

En nytårsaften hos os smalfilmede vi lidt fra aftenen. Det er med

på familievideoen, som Peter lavede det til. På denne video er der mere fra andre fester, hvor de er med.

Inge og Ellens konfirmation

Den allerførste film, der er på videoen, er fra Ellen og Inges konfirmation. Det var længe før jeg filmede. Ellens farbror optog

det hele fra festen. Jeg lånte den af Ellen, og til gengæld fik hun så videoen med det hele på, som Peter lavede til mine fire børn

og mig også, et kært minde med mange dejlige oplevelser.

Jeg hjalp Esther med forberedelserne til pigernes fest. De blev konfirmeret i Kristrup Kirke og festen var på Toppen (Eskildsvej).

Da Ellen skulle have sin opvækst hos dem, lovede jeg at sy Ellens tøj i barneårene. Jeg tror, det sluttede ca. med, at jeg

syede hendes konfirmationskjole og Esther syede Inges. Det var ens stof og facon. Det var en fin fest, de holdt.

Tido havde vist lovet at betale en andel til festen, men så vidt

jeg husker, glemte han det. Hans mor var jo også med og den øvrige familie. Min mor var også med og hele Gudruns familie.

Omstændighederne omkring Fars død

Far var da død (desværre har vi ham ikke på bånd). Han døde i 1960 og det var i tidlig forår, vi havde været på besøg hos

56

Esther og Svend. Jeg tror, der var nogen af de udenbys på

besøg. Far ville udenfor og se en tilbygning, som Esther og Svend netop var ved at få lavet. Han gik ud uden jakke på, og

forårsvinden var meget kold. Få dage efter blev han pludselig syg med høj feber. Dagen før var han cyklende ned til byen.

Begge dele var nok for meget for en 80-årig. En lungebetændelse blev slutningen på Fars liv.

Den sidste nat inden han blev indlagt, vågede Esther og jeg

ved Fars sygeleje, dvs. Esther kunne ikke klare det, hun tog sig af Mor mens jeg sad ved Far. Det var ikke let, for han var i

vildelse gr. den høje feber. Om morgenen, inden han skulle på sygehuset, havde vi en

dejlig andagtsstund sammen. Da vi havde bedt Fadervor sammen, sagde Far, at der var en bøn i Fadervor, som var svær

at bede: "Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere." Dertil sagde Mor, at Gud forlader al vor skyld, når vi

beder om det.

Da vi skulle med ambulancen, slog Far øjnene op udenfor hjemmet (på båren) i Frederiksgade. Solen skinnede fra en skyfri

himmel. Så sagde han: "Nu glæder jeg mig ved at se den smukke forårssol skinne på os alle. En uge efter var Far der,

hvor solen skinner hele tiden.

Tanker om livet og døden

I dette hjem, som var mit barndomshjem, har der været både sorg og glæde. Men uden modgangen kan vi så let blive over-

modige. Far og jeg har tit talt om de svære tider i livet, men han talte først om det, da han blev ældre.

Jeg kan genkende mig selv i det samme, nu 87 år. Et langt livs

erfaring lærer os, at vi gennem alt det svære og lette modnes til at skulle herfra.

Livet er dejligt her på jord. Mange gange lever vi det, som om vi altid skal være her. Det er helt naturligt, dog er det klogt af og

til at stoppe op og tænke over livet efter døden. Vi så det i vores hjem ved Gudruns tidlige død (33 år), og Theodors Mogens (kun

57

18 år). Så stopper man en stund op. I et kort liv kan man også

udrette glæde for andre, der får lov at blive gamle. Her kan man måske føle sig til besvær for andre, men jeg tror, at så længe vi

lever har vi en opgave.

Esther og Ruth som børn

Da Esther var barn, var der mange sjove oplevelser. Hun var jo

lillesøster til mig. Ruth er halvandet år yngre, og de to piger

havde meget glæde af hinanden. Ruth var mere robust og fri, så de to supplerede hinanden godt. Jeg tror, Esther blev ved med

resten af livet at sætte stor pris på Ruth, men de kunne godt som børn skændes, så det røg om ørerne. Esther var nok lidt

kræsen. Der var noget mad, hun slet ikke kunne få ned, men Ruth spiste mange gange hendes levninger. Esther ville så gerne

have lækkert brød fra bageren. En gang måtte hun få en stor flødeskumskage, hvis hun først spiste en ret mad, hun ikke

kunne lide. Enkelte gange spiste Ruth det for hende, så hun fik sin kage.

Esthers lussing

Esther var ikke så dygtig til regning i de mindste klasser, og engang, hun ikke kunne sin tabel, fik hun en knaldende lussing,

så hun faldt. Hun fortalte det til Mor. De måtte til læge og det

viste sig, at trommehinden var sprængt. Hun er blevet opereret mange gange helt til hun var voksen. Hun mistede hørelsen på

det øre og havde et stort hul ind i øregangen. Hun har faktisk døjet med smerter efter dette alle sine dage.

Den lærer, som slog hende, fik ingen straf for det. Folk fandt sig i mange ting, som ikke må ske i dag.

Da Esther blev halvvoksen, fik hun en plads i en bagerforretning

i Søren Møllersgade. Det var Søstrene Christensens Bageri, en fin forretning med førsteklasses brød, som de to selv bagte.

Esther var så glad for at være der, og de var også søde ved hende. Det var næsten som om hun var medlem af deres

58

familie. Esther var de helt til hun blev gift, 22 år gammel. (Hun

kom tit hjem med brød, der var tilbage).

Esthers dårlige tænder

Esther havde dårlige tænder. Hun gik til tandlæge, og han

foreslog hende at få munden ryddet og få protese. Esther havde heller ikke råd til at koste en masse penge på få plomber i, så de

blev enige om, at hun skulle have gebis (18-20 år). Hun har

mange gange senere fortrudt det bitterligt. Der gik på det tidspunkt lidt sport i at gøre den slags. Senere kom tandlæger på

andre tanker. I dag er man rystet over, at tandlæger kunne gøre det. Vi oplevede det også med to af vore børn, Polle og Karen,

hvor de fik et par tænder fjernet for at resten kunne sidde lige. Når en tandlæge foreslog det, troede vi selvfølgelig, at det var

en god løsning.

Graver og kirketjener

Det var næsten hver søndag, vi fire mødtes i kirken, men det var

Esther og Svends arbejdsplads. Jeg kan ikke mindes, at de har haft fri en weekend, som alle har nu. Højtiderne var der særlig

travlt med mange gudstjenester og bryllupper Svend måtte op i tårnet og både kime og ringe. Det var kun de sidste år, at det

blev lavet om til el. Det var både koldt og hårdt at sidde deroppe

og kime ved håndkraft.

Esther var mange gange kirketjener, for Svend skulle også have ryddet for sne om vinteren inden kirketid.

Begravelser

Gravene blev gravet ved håndkraft, og der var kun én fast medarbejder. I dag er der mindst ti, og de har alle hjælpemidler,

men kirkegårdens størrelse er den samme som dengang. Det er både Esthers og Svends fortjeneste, at vi har én af landets mest

velholdte kirkegårde. Martin og jeg har i alle de år, de to var

59

ledere af kirkegården, glædet os over den fremgang i skønhed,

der blev i de 32 år, de havde dette arbejde.

De nåede nogle års otium, men de begyndte begge at være meget syge. Ingen havde dog troet, at Esther måtte først herfra.

Hun blev 72 år, havde kræft i otte år (død 2. oktober 1990).

Sygdom og død

Et halvt år før hun døde, havde de guldbryllup (7. april 1990). Derefter gik det stærkt med hendes svære sygdom, men hun var

så tapper og tænkte mest på Svend, som hun vist troede var mere syg. Hun kørte ham mange gange til behandling i Århus.

Jeg husker engang, hun kom hjem efter et besøg hos ham i Århus. Hun ringede til mig, vidste knapt, hvordan hun var

kommet hjem. Hun følte, at der var en engel ved hendes side i bilen hjem.

Jeg tog op til Esther, og hun græd af smerte, men Svend måtte

ikke vide, hvordan hun havde det, sagde hun. Nu måtte hun så holde sengen. Det var svært for hende, at hun ikke havde

kræfter til at besøge Svend på hospitalet i Århus. Svend havde flere gange haft mavesår. Det stod på i flere år, og der var ingen

tvivl om, at han var ødelagt af slid på kirkegården. En søndag

morgen var han så dårlig. Der skete noget i hans mave, men han ville i kirke og passe sit arbejde. Men han måtte køres hjem.

Han havde kastet blod op udenfor kirken. Det skete under gudstjenesten. Martin og jeg kørte derop for at høre til ham.

Samme eftermiddag blev han opereret for sprængt mavesår.

Det har været en gave at have én af mine søskende så tæt inde på livet lige siden Esther kom til verden i 1918. Forleden dag

satte jeg et bånd på og hørte nogen taler fra Martins 80 års fødselsdag. Bl.a. holdt Svend en tale, en tak for alle de år, vi har

haft sammen, og at der aldrig havde været et ondt ord mellem vi fire.

60

Svend levede tre år mere efter Esthers død, men han havde

fuldstændig tabt lysten til at leve. Der manglede det bedste for ham i dette hjem. Det kunne også både ses og mærkes. Svend

kom tit ned for at spise og hygge, men glæden var og blev borte.

Alene tilbage

Det er et stort savn, at jeg nu står alene tilbage, uden de tre

støtter, men trods alt fik vi mange gode år sammen. Jeg ved ikke, om det bliver lettere for den sidste, som jo er mig. De fik

alle mange år at leve i: Esther 72 år, Svend 78 år, og Martin 89 år.

Jo, jeg har meget at være taknemmelig for, også gennem alt det, vi har oplevet sammen.

Den syvogfirsårige Tytte

¤¤¤¤¤

61

Ungdomsvenner Oplevelser og arbejde i mit voksenliv. Meget har jeg skrevet om,

men livet er jo fyldt med oplevelser.

Magda Heilskov

Jeg vil starte med en af mine gode venner (fra Martins og min

ungdom), som lige er død (1-7-2000).

For ca. 3-4 måneder siden ringede hun til mig, og da jeg havde gæster, sagde hun, at hun ville ringe igen om et par dage. det

gjorde hun ikke. Jeg ringede så til hende mange gange i ca. en uge og blev til sidst bange for, at der var sket noget. Jeg skrev

et langt brev til hende. Takkede bl.a. for alle de skønne oplevelser, vi har haft sammen. Nogen dage efter ringede

hendes søn Gunnar og takkede for mit rørende brev. Min mor er

så træt, så hun har ikke kræfter til at tale med dig i telefonen, men hun skulle nok ringe senere. Jeg måtte ikke ringe. Dagene

gik, og nu ringede Gunnar igen og fortalte, at nu var hans mor død, havde været meget syg lige siden.

Emmy Christensen og Anna Flyvholm

Det er Magda Heilskov, som nu er død. Vi er nu tre tilbage. Det er foruden mig Emmy Christensen og Anna Flyvholm. De er

begge meget svage. Det er lidt uvist med Anna. Hun træffes ikke på sit sædvanlige telefonnummer. Måske er hun her ikke mere.

Det er vemodigt, at der faktisk kun er mig tilbage, men denne kreds har haft stor betydning for os alle livet igennem.

Heilskovs

Magda Heilskov og jeg havde et særligt godt forhold. Viggo og

Magda boede i Randers de første ca. ti år, de var gift. Vore børn er jævnaldrende. Dog har de ikke haft nogen særlig kontakt,

sikkert på grund af, at de flyttede til Ålborg, hvor Viggo drev en

62

filial af ligkistefabrikken, som startede i Randers for nok 85-90 år

siden, og som senere udvidede både til Ålborg og Kolding.

Jeg har kendt Viggos forældre. De var venner med mine forældre. De boede og havde fabrik i Jernbanegade i Randers.

Da vi flyttede til Randers, kom min far til at arbejde hos Viggos far, men de kendte hinanden fra Gedsted. Viggos forældre var

også fra den egn. Da forældrene blev ældre, overtog tre af deres

sønner det: Ejner i Randers, Gustav i Kolding og Viggo i Ålborg. Så vidt jeg ved, driver deres sønner det igen videre.

I nogle år syede jeg ligtøj hos dem. Det foregik i jernbanegade.

De mindste ting syede jeg hjemme hos os selv for at være hos mine børn. Men deres symaskiner derinde var større og bedre at

sy det på, og det var besværligt at transportere tøjet hjem til mig.

En overgang havde jeg noget hjemmearbejde fra en fabrik. Det var forklæder og kjoler, men det var dårligt lønnet, så det

varede ikke så længe.

Evas svigerinde Grethe havde en forretning i Bønnerup med kunsttøj. Hun ville gerne have mig til at sy tunikaer med

applikation på. Jeg lavede selv nogen af modellerne og

forskellige applikationer. Det var ret spændende, og det stod på i nogle år.

¤¤¤¤¤

63

Jobs og fritidsinteresser

Spirellakorsetter

En overgang cyklede jeg ud til damer og tog mål til B H og korset. Mange fik syet korset pga. dårlig ryg. Jeg var på kursus

for at lære at tage de rigtige mål. De mål jeg tog, sendte jeg til Spirellafabrikken, som så syede efter målene. Senere kom det

tilbage, og jeg skulle ud at aflevere det og se, om det passede, og jeg havde ingen reklamationer.

Jeg skulle have næringsbrev for at drive denne forretning, og nu

var jeg så "Spirellakorsettiere". Vi husker nok sådan en i "Matador". Det var jo i krigen og lige efter, netop hvor jeg

arbejdede med det.

Tupperware

Da jeg kom jeg i gang med at sælge Tupperware i private hjem, blev jeg mere selvstændig, dette arbejde gav mig selvtillid, en

tro på, at jeg godt kunne noget.

Tupperware var helt ny i Danmark, og det var ikke anerkendt som lovligt at sælge om aftenen pga. lukkeloven. Der kørte en

sag om det i retten, og Tupperware vandt på den måde, at vi godt måtte tage imod bestillinger fra gæster i hjemmet, men

betaling måtte først ske, når jeg (vi) ca. en uge efter skulle aflevere varerne hos værtinden, som havde haft disse gæster.

Det gav os en del problemer og sikkert også mindre salg. Vi var lige startet op i Skanderborg-området, vi var alle nye (ca. 10-12)

sælgere, og det var slet ikke kendt i Danmark - den måde at sælge varer på.

Det var startet i Amerika og var meget brugt der. Efterhånden kom det over det meste af jordkloden. Jeg taler af og til med et

par stykker, der var med den gang, og vi er enige om, at vi lavede forarbejdet til den udvikling, det fik.

64

Min mor boede hos os en tid - og netop da jeg kom i gang. Hun syntes, jeg skulle passe på ikke at komme i politiets kløer. Der

stod en del om det i avisen, som hun også havde læst.

Det blev til godt 16 år, jeg var i dette firma. Jeg arbejdede mig op til at blive leder af et hold damer, jeg havde bil til rådighed,

og som ca. 50-årig fik jeg kørekort. Som sagt fik jeg firmabil til

rådighed, men det krævede også, at jeg solgte meget og havde 8-10 damer under mig som jeg skulle holde i sving.

Den første bil, jeg havde var en lille Mascot. Hver mandag

formiddag skulle jeg på kursus i Skanderborg, og en gang på vej derned og havde tre damer med i bilen, blev vi påkørt bagfra af

en militærlastbil og der var én foran mig. Det var et under, at vi slap med livet i behold. Bilen blev totalt smadret og aldrig til bil

mere.

Hvert halvandet år blev bilen skiftet ud med en ny hver gang. Det var mest folkevogne, vi så derefter fik.

Den sidste folkevogn købte vi, da den skulle skiftes ud. Vi skulle

netop rejse til Tanzania, da jeg blev ringet op, at jeg skulle have

en ny. Vi nåede lige at få handlet og købte den, jeg havde kørt i i halvandet år. Derefter trappede jeg ned med at arbejde i

Tupperware. Mine kræfter slog ikke til længere, og det var temmelig krævende hele tiden at skulle være sikker på at nå

disse krav, der blev stillet for at have bilen.

Nu kørte jeg så i vores egen bil og var ikke længere leder af et hold. Sådan arbejdede jeg ca. tre år, men jeg var også 64 år, da

vi købte bilen. Det hele ebbede langsomt ud. Jeg var næsten 67 år, da jeg helt holdt op og solgte min kollektion ud.

Tupperware fortsatte på samme måde.

65

Porcelænsmaling, almuemaling og akvarel

Da jeg var sidst i 40'erne, begyndte jeg at male porcelæn. Det var et par af de mange damer, jeg kom sammen med, som ville

have mig med i den gruppe. Jeg mente ikke, det var noget for mig. Det var Mimi Hansen og et par stykker mere der skiftedes

til at male ved hinanden. Jeg kom med og blev faktisk bidt af det. Så det blev starten på, at jeg senere gav mig til at male

almue og akvarelmaling. Jeg gik på skole for at lære nogen

grundregler. Læreren blev desværre syg, så jeg har derefter læst mig til det.

Jeg gik på aftenskole til almuemaling i tre vintre, men

porcelænsmaling har jeg gået på skole hos Ruth Eriksen i 10 år i træk. Jeg tror alle mine børn og venner har noget, jeg har malet.

Akvarel er den hobby, jeg fortsatte med, og jeg har meget glæde af at male nu i min høje alder.

¤¤¤¤¤

66

Holmsgårdsvej 7 - Vi bygger hjemmet op

Grunden på Holmsgårdsvej

Vi havde begge to sparet, så vi engang kunne få vort eget. Vi blev gift i 1934, og i 1939 blev huset til virkelighed. Grunden

købte vi et par år før for 1500 kr. Den havde nærmest været

brugt som losseplads, så vi knoklede i det, før den blev til en dejlig have, hvor vi høstede mange af sommerens grønsager.

Martin byggede også et dejligt lysthus, som vi havde meget

glæde af indtil vi skulle bygge vort hus, som vi havde i 55 år.

Vi havde selv fået sparet 400 kr. fra til grunden, lånte 500 kr. af Martins bror Karl og 700 kr. af Martins far. Huset løb op i ca.

12.000 kr. Det værste var, at krigen brød ud midt i det hele, og alle betalinger blev standset. Det så meget broget ud for os. Vi

havde da Polle (3 år) og Aage (1 år).

Priser på madvarer mm.

Vi var begge to sparsommelige, og det fik vi for alvor brug for i

krigens fem år. Begge skrev vi regnskab de første år, vi var gift.

Jeg vil prøve at skrive lidt op om, hvad madvarer mm., vi købte kostede i 1934 og senere. Vi havde kun Martins ugeløn på ca. 60

kr. i starten.

1934-36:

1 kg. kartofler 10 øre

250 gram sild 20 øre Et lille stykke ost 25 øre

En skive leverpostej 10 øre 250 gram kød 1 kr.

500 gram margarine 51 øre 5 rundstykker 20 øre

67

1 rl. toiletpapir 18 øre

10 æg 75 øre ½ l. sødmælk 12 øre

2 dl kernemælk 4 øre 250 g smør 67 øre

Husholdningspenge ca. 20 kr. pr. uge

1941-42:

Husholdningspenge 20 kr. pr uge

Sko til Polle 10,50 kr. Skistøvler til Martin 35,80 kr.

Støvler til Aage 22,50 kr. Undertøj til drengene 33,- kr.

Frakke til Tytte 86,90 kr. koks 30,- kr.

1943:

Husholdningspenge ca. 30 kr. pr. uge Brugte hjul til legevogn 10 kr.

Polle - Tytte sko forsålet 10,25 kr. Drengene klippet 2,- kr.

Rulletøj 2,- kr.

Kaninskind garvet 2,50 kr. Guitar 20,- kr.

Amtsavis 3,75 kr.

1948:

Dværghøns 8,- kr.

Sko til alle fire børn 82,45 kr.

1949:

Husholdning 50-60 kr. pr. uge

Tur til Mollerup 11,- kr. (m/ isbåd på cykelturen 3,- kr.)

Sko til Karen 11,50 kr.

68

Tytte krøllet 4,- kr.

Fernis 15,- kr.

1950:

Polle - Peters tænder 35,- kr.

Gardinstof soveværelse 30,- kr. Trykkoger 80,- kr.

Sytråd 7,- kr.

Fladbrotur 7,- kr. Sommerferie i Thy 6,- kr.

Alpehue til Martin 8,- kr.

1957:

Sko til Karen og Peter 87,- kr.

Cykel til Peter 260,- kr. Karens fødselsdag 30,- kr.

Peters fødselsdag 30,- kr. Husholdning pr. uge 70-80 kr.

1958:

Årsløn 12008,- kr. Husholdning 70-100 kr. pr. uge

Fortsættelse følger med "Vore fire børn" med lidt af de mange dejlige oplevelser, vi havde med dem i deres opvækst. De er født

i tiden, hvor krigen satte sit præg. Dog tror jeg ikke, de mærkede alt det grusomme, der skete omkring os.

¤¤¤¤¤

69

Små træk fra mine fire børns opvækst Vort første barn er vist altid noget særligt.

8. september 1936

Poul Erik var alene i stuen et øjeblik, ca. 8-9 måneder, kravlede hen til dækketøjsskabet, fik nøglen ud af lågen og hamrede løs

på den. Da han så mor i døren, skulle han rigtig vise mig, hvor dygtig han var og fortsatte med endnu mere kraft. Gulvet var

hvidt af savsmuld. Nu kunne vores fine møbler ikke længere stå til pynt. Faderen var stolt af sin lille søn.

Som 1-årig havde han ikke en tand i munden (- en begivenhed,

da han fem dage efter fik den første tand). Forinden kunne han sige både Martin og Tytte. Tre år gammel lagde han grundsten til

vores hus, men først hjalp han far med at grave grunden.

Et livsafsnit var den første skoledag. De følgende første dage

kom han hjem før tiden. Jeg ringede til lærer Ramsing, fordi jeg troede Poul Erik var ked af at gå i skole, men de skulle bare lære

skolegangen i små tempi. Nej, Poul Erik var netop glad for at gå i skole og blev en dygtig og samvittighedsfuld elev

21. juli 1938

Nu kunne det være nok med at ligge i den "hule". To timer efter kom endnu en dreng, nu skulle Polle pludselig være storebror.

Da Aage var tre år, var han pludselig forsvundet sammen med

en legekammerat. Hele Kristrup blev sat i gang med at lede efter dem. Mange timer gik, men så fandt vognmand Larsen to små

drenge med en kæp over skulderen gående ude på Grenåvej. De

skulle ud at skyde tyskerne!

En dag spurgte Aage sin mor, hvad "en knag" var for noget, for det sagde lærer frk. Trøst, at han var.

70

Uha! Brandbilen kom. Igen de to små drenge på spil. Aage havde puttet sig. Det er ellers spændende at se en brandbil. Men Aage

og kammeraten havde fundet en æske tændstikker, som jeg havde efterladt på grubekedlen efter en storvask og fik en bøde

på 20 kroner. Han sad på skødet af en Politimand bagefter og var i forhør.

Ilden blev hurtigt slukket, det var kun noget halm, som børnenes kaniner havde, der futtede af og kaninerne blev reddet ud i nogle

papirsække. Vores ret nye hus blev reddet.

24. maj 1944

En lille solstråle dukkede op midt i den triste krig, som

selvfølgelig prægede tilværelsen.

Da Peter var ét år og ni måneder var hans mor syg. Før indlæggelsen på sygehuset stod han ved min side, aede mig og

sagde "du er sød, mor." Han var i pleje hos fru Einfeld de tre uger. En dag, de skulle spise, græd Peter og sagde "Peter også

ha' noget!" Der var kun dækket til tre, for datteren kom ikke den dag. Den lille purk troede, han skulle snydes for mad.

Da han var fire år, skulle han opereres for brok. Inden de kunne opereres, skulle han over på et andet sygehus, jeg skulle selv

følge ham. Det var svært at fortælle en lille dreng, som troede, han skulle med mig hjem. Bagefter skulle han igen på det første

sygehus og opereres for brok. Jeg måtte ikke besøge ham, hvis han græd, når jeg gik. Jeg lovede en hestevogn med to heste for

- et stort ønske. Trods det var det svært at tage afsked med Mor, og hun følte sig som en slem ravnemor. Det var lykkens

dag, da han kom hjem.

Peter var en rigtig drillepind og ville gerne tage livtag med Mor, så hun fik blå mærker. Lærerne i skolen kunne han for os

derhjemme underholde med deres små særheder.

71

Han var slem til at slå prutter. Aftalen var: udenfor døren og tæl

til 50. Han stak bare enden udenfor. Hans barneår var gode. Spejder og skolekammerater daglige

gæster i hjemmet. Mange minder fra dem.

31. august 1947

Endelig kom prinsessen, som alle der besøgte os sagde om

hende.

Femte dagen troede vi, at vi skulle miste hende, men heldigvis efter blodoverføring på sygehuset kom hun sig hurtigt. Hun

forblødte ved navlen den femte nat, og vi blev kørt ba-bu på sygehus.

Karen elskede at lege med dukker og påklædningsdukker. Dyr

var hendes ét og alt. En overgang havde vi både kanariefugle og kat, men katten ville æde fuglene.

I hele hendes barndom har hun haft kat. Mange historier kunne

jeg fortælle om katten, men jeg nøjes med to. Katten mjavede og hoppede op ad Karen hver gang hun fyldte mælk i en dukke-

sutteflaske. Katten kom op på skødet af Karen, fik et viskestykke

for sig og suttede løs af flasken. Den sad som et lille barn, og vi morede os.

En af gangene den skulle have killinger, det var på Karens

konfirmationsdag. Da vi kom hjem fra kirke fik Karen redt op til den i Fars værksted, låste døren. Da middagsfesten var

overstået, gik Karen ned til Mis. Den havde fået 8 killinger.

Karen var spejder, gik på Martha-skole, sang og skole, som krævede meget. Hun var nødt til at vælge noget fra, for det hun

havde med at gøre, ville hun gøre helt.

_______________

72

Pludselig var barndommen gået. De skulle ud at stå på egne

ben. Livet går sin gang. Nu er de alle fire på vej ind i den tredie alder. Mærkeligt for en mor, at det går så hurtigt. Og en underlig

tanke, at vi nu er blevet til så mange.

Et lille stamtræ, som jeg her har skrevet om: Martin og Tytte: 2

Tre drenge og én pige + ægtefæller: 8

Ni børnebørn (+seks ægtefæller): 15 (Snart) ni oldebørn: 9

I alt 34

¤¤¤¤¤

73

Vore fire børn Jeg har skrevet en del om mine fire børn, så måske bliver der

gentagelser i dette her.

Jægergade i Vorup

Jeg var 23 år, da jeg fik min førstefødte dreng, Polle. Han kom til

verden i vores første hjem, som var ovenpå i Villa Væld nr. 5, Jægergade i Vorup.

Inden han kom, var alt klar til at modtage ham - ligesom det var

til dem alle fire. Martin havde købt en brugt barnevogn. Den kostede 30 kroner og var meget flot, men jeg syntes, den var

lidt klodset. Der var rum i bunden til at have bleer mm. Man kan godt sige, at det var praktisk, men tung at skubbe op ad bakker,

når jeg kørte den lange tur til Frederiksgade til mormor og

morfar.

Engang på vej hjem fra besøg hos dem skreg Polle. Sutten, som var hans uundværlige trøst var blevet væk. Jeg blev klar over, at

jeg havde glemt den i Frederiksgade, og vi var nået helt ned til savtakkehusene på Nørrebrogade. Jeg kørte derop igen efter

sutten. Én sut var nok dengang og pengene små, ellers havde jeg købt en ny sut, men sådanne tanker havde jeg slet ikke. Jeg

har altid været vant til at spare, det var en naturlig ting, som slet ikke kunne finde sted i dag.

Vi havde været gift i to år, og jeg arbejdede ikke ude, så det var

en stor omvæltning i vores lille hjem at få barn. Polle var den dejligste lille dreng i verden, så køn og mild, blev beundret af

alle vore venner og fik så meget tøj, at der vist var til de andre

tre også som efterhånden kom.

Inden vi flyttede til Kristrup blev Polle døbt i Vorup gamle kirke (Nu kapel) mest fordi vi i Vorup havde mere plads i den lejlighed

74

til at holde dåbsfesten med familien der. Aage, Peter og Karen er

døbt i Kristrup kirke.

Svend Trøstvej i Kristrup

Vi tre flyttede et par måneder senere til Kristrup på Svend

Trøstvej nr. 17, ovenpå i en villa, men med mindre plads. Det var billigere at bo i Kristrup, også skattemæssigt. Vi ville spare til

eget hus. Det var hårdt med så lidt plads, også fordi vi 22

måneder efter fik en dreng mere. Han blev født i dette hjem.

Alle fire er født hjemme. Det var mere almindeligt dengang, og jeg syntes, det var så trygt. Martin var med til alle fødsler, vist

ikke så almindeligt dengang, men det havde vi bestemt, og det var en stor hjælp for mig, at Martin var ved min side ved

fødselen. Men særlig god til at passe små børn var han bestemt ikke, hverken nat eller dag.

Kighoste

Nu var der så to små børn, men jeg havde lært at passe mine små søskende, så det var ikke noget problem. Jeg tænkte også i

forhold til min mor, som fik 12 børn med ca. halvandet års mellemrum, kunne jeg nemt klare det. Noget af det første jeg

følte lidt svært, var da Aage var 4 måneder og Polle 2 år. Da fik

de begge kighoste. Jeg tænkte nok mest på, at det ville være værst for Aage, men da jeg ammede ham, kom han utrolig let

over det, men Polle var det meget slemt for. Jeg havde desværre ikke mælk til Polle, da han blev født. Han skreg, nok af sult de

første fjorten dage, men da han fik sutteflaske, hjalp det straks. Lægen påstod, at årsagen til, at spædbarnet kom lettest igen-

nem kighosten, var at han fik modermælk. Det var alligevel nogle drøje måneder med kun lidt nattesøvn for mig. Martin sov

fra det hele, men jeg klarede det, selv om jeg blev tyndere og tyndere.

75

Grunden på Holmsgårdsvej

Disse to drenge havde vi i seks år inden Peter indfandt sig 1944, midt i krigen, og Karen 1947 efter krigen med alle dens

efterveer. Jeg fik opfyldt mit ønske at få fire børn.

Polle var meget stolt af sin lille trillebør. Han brugte den flittigt i haven, også da han hjalp sin far med at grave grunden ud til

vores hus. Det var en leg for ham, og mens vi boede på Svend

Trøstvej, ville han med sin far hen i haven, så de kunne lege. Da Aage blev lidt større, fik han også en trillebør. Jeg tror, deres far

selv havde lavet dem begge.

Kaniner

De ville så gerne have kaniner, og de samlede mælkebøtter i

trillebørerne til dem. Efterhånden skulle kaninerne slagtes, men det var ikke lige sagen at spise de dyr, de havde gået og kælet

for. Skindet fik vi garvet, og jeg syede en frakke og kyse til moster Esthers Lis. Den gik senere i arv til Ruth i Lyngby.

Mens Peter var lille syede jeg en hue til ham. Jeg tror, jeg syede

overtøj til andre også af skindet men husker ikke til hvem. Det var jo under krigen, hvor det i forvejen var svært at få noget at

sy af.

Temperamenter

Der var stor forskel på Polle og Aages temperament helt fra de var små. Man skulle tro, det var den ældste, der ville råde, men

det var lige modsat, og Aage kunne tit være hård ved Polle, men han var tålmodig, dog ikke altid. Hvis det gik for vidt, kunne

Polle rigtignok slå fra sig. Jeg havde tit besvær med at styre dem. Engang en af vore

gode venner fru Johnsen kom, var drengene meget uvenner, så hun syntes, det var hårdt for den lille mor. Men det klarede jeg

nu.

76

Fyrværkeri

Engang jeg nok var nogle ærinder, var Aage kommet til skade. Han havde leget med en kineser, som skød af i hånden på ham.

Det så slemt ud. Han gik selv ned til vores læge i Strømmen dr. Møgelvang og fik det renset, syet og forbundet. Nogle dage efter

skulle vi til lægen for at få kontrolleret Aages hånd. Da sagde lægen til mig, at det var flot han selv kunne klare at tage derned

første gang.

Aage påkørt af en lastbil

En gang skulle Polle og Aage i biografen. Jeg har før skrevet om det, men på vej ind mod Randers blev Aage påkørt af en lastbil

fra en sidevej. Han kunne nær have mistet livet, men Polle tog Aage på stang på cyklen, for de ville opleve biografturen. Aages

cykel var helt smadret.

Sommerferier i Thy

De to drenge holdt mange sommerferier i Thy, Polle ved Magda

og Kortegård. De havde en dreng lidt yngre end Polle som hedder Svend, og de oplevede meget sammen de to drenge. Jeg

husker engang vi fik et brev fra Polle, hvor han skriver noget om "brøvset", det var sådan, de udtalte det, men vi blev da klar

over, at det var bryggerset. Det mindede mig om de første

gange, jeg var med Martin i Thy. Hvor var det svært at forstå mange af ordene, bl.a. et barn udtalte "æ bar" og "der synder

po" eller "vejster". Jeg var ikke god til verdenshjørnerne når jeg var et fremmed sted, så jeg forstod godt, at det ikke var let

heller for en lille purk at forstå det hele.

Aage holdt ferie hos Viggo og Marie. De havde fire børn, og der var nok mere liv i dette hjem end hos Magda. Aage var ellevild

med at komme af sted på ferie hvert år. Jeg husker engang, da Aage kom hjem fra den sidste skoledag inden ferien. Jeg var ikke

hjemme, så han skrev en seddel til mig, at han var cyklet til Øsløs. Han kunne ikke vente og havde kun en lille bylt tøj mm.

med, så jeg måtte til at sende mere til ham. Det var i disse år, at

77

han troede, at han ville være landmand, men da han kom ud på

en gård senere, var det jo ikke bare leg som i Øsløs.

Kista Dan

Som ganske ung ville Polle gerne ud at sejle. Han fik hyre på

Kista Dan som messedreng. Skibet skulle på en ekspedition til Antarktis. Disse 8 måneder var drøje, ikke ufarligt, men en

oplevelse, som endte med, at Polle gav sig til at læse til

maskinmester, som han var i mange år.

Harmonika

Polle og Aage kom en tid lidt fra hinanden, men efter de har

rundet de 50, har de for alvor taget tråden op og dyrket deres harmonikamusik sammen også til stor glæde for familien.

Spejderliv og cykelture

Der var et stort slip på 6 år mellem Aage og Peter (født 1944) og Karen (født 1947). Peter var nok en lille drillepind, så det endte

tit med, at de to små blev uvenner, men de har oplevet meget sammen, ikke mindst at være spejdere, og det gik de højt op i.

Det kom os alle til gode, når vi om sommeren tog på cykelferier

rundt i landet. Nød deres indsats for spejderlivets opgaver. det

er en god ballast at tage med ud i livet, det er med til at lære at klare sig selv.

Bornholm

Da vi fire var på ferie på Bornholm, slog de telt op og lavede mad. Vi cyklede rundt og så hele øen. Hver gang vi skulle rykke

teltpælene op og drage til et nyt område, skulle vi pakke 13 forskellige slags bagage, som vi transporterede til næste

campingplads på vore cykler. Men det var en skøn oplevelse af denne natur, som vi aldrig glemmer.

78

Tivoli

Da vi kom til København på vej hjem med færgen, blev vi enige om at tage en tur i Tivoli, for det var jo ikke sikkert, at vi kom til

København foreløbig.

DSB

Da vi nåede Randers, lå der brev til Peter, at han skulle begynde

i København ved DSB. Han havde forinden søgt, og vist fjorten

dage efter startede han på skole derovre. han boede hos moster Marie. Ved siden af hende boede Ruth, Kaj, Kim og Janic. De to

drenge på 4-6 år var vilde med Peter, så dem morede han sig meget med. Peter var lige færdig med realeksamen. Det var lidt

tidligt, han kom hjemmefra. Han var kun 17 år, da han startede (Peter havde 40 års jubilæum i DSB den 16. august 2001).

Marthaskole og mis

Karen fortsatte som spejder, gik på Marthaskole og flere andre ting. Gik til spil og sang, men det blev for meget ved siden af

skolen. Hun var så glad for dyr. Vi havde altid en mis og mange gange også fugle. Missen fik sutteflaske, sad på skødet og

suttede løs. Hun sad med den som et lille barn, fik et viskestykke for, mens den suttede. det var en lille dukke-sutteflaske, som

Karen fyldte med mælk. Missen kunne snart ikke vente, til

flasken var klar.

Sygeplejerske og bejlere

Efter realeksamen begyndte Karen sin uddannelse som

sygeplejerske.

Som barn havde hun mange bejlere, bl.a. nogle, som skrev smukke digte til hende, og der var et rend af drenge, og vores

hjem var altid åbent.

Men da skolegangen skulle begynde, ville Erik Andersen ikke følge med Karen og jeg på første skoledag. Det kom først

79

senere. Mange af Peter og Karens kammerater var Worre

Jensens børn og Rodams Henrik og Carl Johan, Richard Dahlin og alle hans søstre, og der var mange flere.

Sammenskudsgilde i haven

Det var hos Worre Jensens og os, de holdt til. Mens vore fire var børn og unge, var der altid liv i huset - også når vore venner

kom. Engang var vi 40 til et sammenskudsgilde. Det var meget

festligt, fint sommervejr. Polle og Aage stod for haven. De lavede kærlighedsgange og stier. Imellem hækken og espaliertræerne

var der kulørte lamper og ligeledes rundt om i haven. De tog græstørv op i plænen og lavede bål, så vi kunne sidde og synge.

Der var stillet borde rundt om, hvor vi kunne spise. Sidst på aftenen stod vi på svalen og sang "Der er et yndigt land" og

andre fædrelandssange. Naboerne nød også den aften, fortalte de bagefter. Det var en af de skønne sommeraftener med

skønne minder. Skrevet år 2000

¤¤¤¤¤

80

De mange år på Holmsgårdsvej 7 med gode naboer Der var en egen stemning for mig, når vi kom gående eller

kørende op ad vejen med de smukke rønnetræer, som dannede en allé i hver side af vejen til nr. 7, vort hjem i 55 år. Det

begyndte i det små, og efterhånden blev hjemmet et hyggeligt

arnested for både vore fire børn, vore børnebørn, venner og naboer.

Christensens i nr. 9 og Nielsens i nr. 5

Vore naboer, som vi havde et godt forhold til, var de samme gennem de første mange år. Christensens, som boede i

bungalow'en nr. 9, flyttede ind kort tid efter vi havde bygget nr. 7. De havde ingen børn. Vi var naboer så længe de levede, jeg

tror i ca. 40 år. I nr. 5 boede Marius Nielsen og Kirstine (længe før os). Hun var så døv, men så rar. Han var slagteriarbejder, og

hans drikkekammerater kom troligt hele sommeren igennem. Bølgerne gik højt efterhånden som sprutten kom ind. Han var

slet ikke sød ved Kirstine. Hun kunne få lov at bestemme, når han lå deroppe bag hækken, råbte han mange gange.

Kirstine døde, da vi var i Kenya i 72-73. Han blev næsten 100

år, kom på plejehjem de sidste 8-10 år, han levede. Derefter fik vi nye naboer, en familie med tre børn, også rare

og hjælpsomme. de havde to piger på 14 og 16 år og en dreng på fire år. Han var så glad for mig, kom tit ind, når han ikke

kunne finde sin mor.

Nygårds i nr. 9

Der kom nye ind i Christensens hus efter deres død. Det var et

rart gammelt ægtepar, som vi straks kom i kontakt med. Der gik vist ikke en dag uden vi rendte sammen. De boede der fem år.

Han var lammet, kunne ikke tale, men det var ligesom han

81

kunne gøre sig forståelig overfor mig, og det kunne jeg se,

glædede ham. En dag, jeg ringede på, blev der ikke lukket op. Jeg gik om på

deres terrasse og kunne se hans hjemmesko, der stod ved sofaen, som han lå meget på, men der var ingen Nygård. Han

døde pludselig den nat. Datteren Birthe og familie bor i Uggelbølle, der var Marie ude,

men de kom samme formiddag, ringede efter mig. Marie flyttede

i lejlighed i Uggelbølle, men døde et års tid efter. Jeg har stadig forbindelse med Birthe. Hun var også med blandt vor gæster ved

diamantfesten om formiddagen.

Holmsgårdsvej 3

I nr. 3 boede først tjener Jensen og konen. Deres datter overtog

huset, da hun blev gift med slagter Andersen. Deres to drenge Knud og Erik kom meget hos os, gik i klasse med Peter og

Karen.

Holmsgårdsvej 1

I nr. 1 boede familien Hvid og ovenpå familien Kondrup.

Kondrups havde to børn på alder med Polle og Aage og kom meget hos os. Deres far var lam i hele kroppen. Hver sommer lå

han i sin stol ude på fortovet, så han kunne komme i kontakt

med dem, der kom forbi. Martin spillede meget skak med ham, ca. en gang om ugen. Vi var tit hos dem.

Ulrich Jensens nr. 8

På den anden side af vejen boede Ulrich Jensens og deres tre børn Bent, Finn og Ulla. De var på alder med vores. Den familie

var vi naboer med i over 50 år. De blev gift en måned efter os. Dem har vi haft meget med at gøre, men vi var af og til uvenner

over børnenes ulykker. Vi har oplevet hinandens fester. Jeg husker efter Polles

konfirmation var der en flok kammerater med til festen, som foregik i vores ryddede soveværelse. Her var der stillet borde op

82

i en hestesko. De morede sig. Senere på aftenen kom Liva for at

hente Bent og Finn. Hun forstod bare ikke, at jeg gad at have sådan et halløj af alle de børn. Det var også mest hos os, det

foregik. Her måtte de have lov at røre sig. Men det var ligesom jo ældre vi to hold naboer blev, des bedre havde vi det med

hinanden og kunne more os over alle de gange, vi havde været uvenner.

Til vores guldbryllup var de blandt gæsterne til morgenkaffe,

og da sagde Ulrich Jensen: - Kan vi ikke låne jeres æresport om en måned? Det var nok ment for sjov. Jeg talte med min svoger

Svend, om det kunne lade sig gøre. Det var hans ting, der var brugt. Da Svend nogle dage efter vores fest tog den ned, blev

den anbragt på vores græsplæne. Jeg aftalte med Finn, at de kunne låne den. Hans forældre vidste det ikke. Den kom til ære

to gange. Jeg lavede en masse friske buketter af efterårsblomster fra vores have, så Bent, Finn og Ulla skulle bare

selv stille den op. Den gjorde stor lykke, da vi var ovre at synge for dem.

Bent bosatte sig i Canada, Finn købte huset, da Liva og Ulrich flyttede i Solhøj. Jeg besøgte dem der flere gange før vi anede,

at vores hjem også skulle blive der. De er begge døde nu.

Dobbelthuset

I nederste del af dobbelthuset boede chauffør Jensens og deres datter Jytte. Hun var på alder med Polle. På første sal boede

repræsentant Sørensens og deres to drenge. Kurt gik i klasse med Peter.

I Øverste halvdel af dette hus boede Kloks. De havde en søn,

som døde ret ung, var gift og havde igen en søn, som kom til at bo i det underste, og Marie Klok foroven.

Marie var Holmsgårdsvejs avisnyheder. Polle havde en overgang til opgave at tømme hendes askeskuffe, så han fik

mange nyheder fra hende, som hun oplevede hos os, inden han vidste det hjemmefra.

Marie mistede både mand, eneste søn og eneste sønnesøn, og hun var alene i mange år.

83

Dagen før hun døde, ringede hun til mig, om jeg ville få fat i

lægen. jeg tog over til hende. Lægen kom, men tog det ikke alvorligt. Jeg ville have ham til at indlægge hende. Samme nat

døde hun. Det var mig, som først kom ind og fandt hende siddende død i sin WC-stol. Den stakkels kone sad der alene.

Hendes hjemmehjælp og mig fandt hende i den uhyggelige tilstand.

Alle dem, jeg har skrevet om, har vi haft mange flere oplevelser med.

Der kom nye til, Ormstrups, som havde to piger, den yngste

legede meget med Karen, så de var der også længe, men det gik så tragisk i dette hjem, og de to forældre er forlængst døde.

Hans mange penge blev ødslet op på druk og piger. Det fortalte fru Ormstrup mig.

Skrevet år 2000

¤¤¤¤¤

84

Martins epileptiske anfald Jeg har skrevet om, at vennerne falder fra, men når jeg selv er

87 ved vi, at det er en naturlig ting, men mange gange er det trist at sidde tilbage. Jeg tror, det var da jeg blev 75 år og jeg

havde en flok damer. Nogle var yngre, andre var ældre end mig, få af dem er tilbage. Disse damer har jeg også været til mange

dejlige fester hos.

Inden de kom, havde jeg mange forberedelser, jeg var i gang med at lave noget smørrebrød bl.a. De skulle komme klokken

13, de var budt til kaffefrokost, vi var ca. 12 ved bordet.

Men inden de kom, blev Martin syg. Det var midt på formiddagen, han havde været i bad af en hjemmehjælper, og

han var i sit tøj, hun var gået igen. Jeg var tilfældigvis inde i

soveværelset. Martin stod ved fodenden af vores seng med sin stok i hånden, han så mærkelig ud. Jeg spurgte, hvad er der i

vejen? men han svarede ikke, han blev stiv i hele kroppen som en pind, og jeg blev klar over, at det var et epileptisk anfald, han

fik. Jeg fik hevet en dyne ned på gulvet, som han faldt ned på, havde stokken krampagtigt i hånden. Jeg ringede efter hjælp, og

der kom omgående en mandlig sygeplejerske, han var stor og stærk, ellers måtte de være to om det. Han syntes, det var

utroligt, at jeg kunne sanse i det øjeblik at smide dynen ned på gulvet. Han fik Martin bakset op på W.C. stolen, så han klarede

at få ham i seng og skiftet ham. Han var bevidstløs et par timer, og da han vågnede lidt op, var det lige før mine gæster kom.

Han sagde altid: Hvad er der sket? og jeg fortalte ham, at han havde været dårlig. Hver gang efter et anfald kærtegnede han

mig og sagde, at det var synd for mig, men det slog jeg hen. Et

døgns tid efter hver gang det skete, var han meget træt og kunne sove hele tiden. Det hændte, at han stod for tidligt op

med det resultat, at han fik anfald igen. Jeg må indrømme, at jeg hver gang var bange for, at det skete igen.

85

Martin var ikke pyldret, han syntes altid, at det var værst for

mig. Han har altid været taknemmelig for min hjælp, derfor tror jeg også, at jeg på den måde fik kræfterne., men det var

rigtignok værst for Martin.

Damefrokost

Mine gæster fik efterhånden at vide, hvad der var sket, de mente

alle, at det var ikke til at klare det hele, men jeg kunne jo ikke

nå at aflyse min damefrokost, så jeg klarede det uden nogen hjælp også den gang.

Disse anfald stod på i mange år, og Martin endte med ved siden

af at blive dement, disse år med det ville jeg godt være foruden. At se sin ægtefælle blive som et lille barn og ingenting forstod,

og skulle passes døgnet rundt. Jeg fik kræfterne til at klare det indtil fire måneder før Martins død. Måske er det efterveerne, jeg

nu døjer med fra disse mange år, hvor jeg kunne og skulle være frisk.

Jeg er blevet gammel på to måder. De første par år følte jeg en

lettelse ved alt det, men savnet er tilbage, og det er der ingen, der kan tage fra mig, selv om jeg har mange gode venner og

familie. Jeg var ved at tælle på, hvor mange venner, jeg har,

men måtte opgive det, for det er mange. Jeg hørte en sang i radioen i Giro 413, som lyder: Rigtige venner kan ej købes for

guld. Foruden dem, jeg havde før Martins død, er der kommet flere til, mange bor i Solhøj som jeg.

Eksempler er der mange af, bl.a. så sent som i går ringede Mary

og inviterede mig hen at spise benløse fugle med nye kartofler og jordbærgrød med fløde.

Et andet eksempel dagen før jeg skulle indlægges her i juni 2000

ringede en anden og sagde, at når vi lægger røret på, skal du slå op i din salmebog og læse nr. 5, vers 4 og 7 og så tænke på os

begge to.

86

Jeg vil citere:

4. Jeg har i mine levedage

haft mange store prøver på, at Gud i både fryd og plage

har ført mig; jeg bekende må, han altid mig ved hånden fik,

når vandene til sjælen gik.

7. Den ringe tak, jeg her kan give,

forsmå du ej, min sjæleskat! I himlen skal det bedre blive,

når jeg får engletonen fat! I høje kor jeg synger da

det evige halleluja.

Brorson

Efter sådan en opringning er det godt at mærke, at man står ikke alene. Jeg følte en stor trøst i, at vi har alle brug for sådan

hjælp, som både hun og os alle må finde tryghed i med Brorsons "Gud altid mig ved hånden fik."

¤¤¤¤¤

87

Børnebørn (skrevet år 2000)

Det er en stor glæde og lykke at være velsignet med så mange

børnebørn. I mine mange år har jeg oplevet utrolig meget sammen med dem, ikke mindst i vort hjem på Holmsgårdsvej,

hvor alle vore fire børn har haft deres opvækst, og hvor vi boede i 55 år.

Huset, som vi selv byggede, blev også til glæde for

børnebørnene. Der har alle ni tumlet og fået oplevelser både med deres Morfar/Mormor og Farfar/Farmor og med hinanden

indbyrdes, når de holdt ferie eller havde ophold her hos os.

De første børnebørn

Det første barnebarn er født i 1960. Helt fra han var spæd, er han blevet passet en del hos os. Han var selvfølgelig det

allerskønneste for os, og han elskede at være hos os. Han var kun 16 måneder, da han fik en lillesøster.

Engang hele familien var samlet hos os, skulle de to små sove til

middag i vores soveværelse. Jeg ville kigge ind til dem, og til min rædsel så jeg Per i færd med at sminke lille Hanne. Deres mor

havde efterladt sin kosmetik derinde på toiletbordet. Det var spændende for Per at sminke lillesøster og sig selv med disse

fine ting både i håret og ansigtet. Håret var lakket til med Esthers dyre creme. Pudder og læbestift var der over hele

ansigtet. Sikken et syn at komme ind til. Det var lige en forside til Familie Journalen. Særlig Pers hår var smurt ind i creme, og

det var næsten ikke til at vaske af, så den lille purk græd over at

få håret renset for cremen. Jeg husker, han sad i gyngehesten og var så ulykkelig.

Den eneste ven han vist følte, han havde, var Oldemor (min mor). Hun havde så ondt af ham. Den lille Hanne lå i liften og

morede sig over deres leg. Hun var ca. fire måneder.

88

Nå, hvis jeg skal fortsætte med dem alle at gå i detaljer, bliver det for lang en historie, men der er ellers nok at fortælle om.

Hver eneste sommer, og mange gange på andre tider af året,

havde vi vore kære børnebørn at passe, og tit var det flere på én gang.

Ældste og yngste barnebarn

Per kom til verden i 1960, den ældste af børnebørnene, og

Rasmus som den niende 20 år senere. Peter og Karen var stadig børn, da næste generation startede. Jeg følte aldrig, at det var

en belastning at have dem, tvært imod har vi i hjemmet haft mange dejlige oplevelser med dem alle.

Vort hjem var praktisk indrette til, at børnene kunne more sig.

Jeg tror, de alle har oplevet morellerne på det store træ, som hængte ind over skuret. Hvor de oplevede mange timer på dette

tag. Tit havde de tæpper med at ligge på, fik af og til frokost serveret deroppe og ellers fyldte vommen med moreller.

Jeg brækkede benet

Vandpjaskeri på græsplænen, fra vandslangen og i vandbassin. -

- Det endte desværre galt med den gamle Farmor/Mormor. Hun ville lege med, var så uheldig at brække benet. Jeg havde mest

ondt af Filip og Ruben, som netop var påbegyndt deres sommerferie hos os, og vi nød denne dejlige sommerdag, der

endte så brat.

Disse ni børnebørn, som jo var fætre og kusiner, fik minder med ud i livet, og de har et dejligt sammenhold nu, de alle er voksne

og bor forskellige steder i landet. Men de mødes til familiefester og andre sammenhænge til stor glæde for deres forældre og

Mormor/Farmor.

89

Når de læser disse linier, ved jeg at der dukker mange flere

minder frem hos den enkelte af de ni. Det kunne jeg skrive meget om, men vi må lade tankerne få frit løb.

Jeg har oplevet det mange gange til både Martins og mine

festdage, hvor de har holdt rørende taler med mange oplevelser med hinanden på Holmsgårdsvej 7.

Tak kære alle børnebørn for hvad I har givet jeres bedsteforældre af glæde igennem de mange år og stadig gør ved

jeres hilsener, besøg og opringninger. Det varmer, når man efter et langt liv har alle de glæder at tænke på.

Nu er der så næste generation igen, oldebørn, som jeg har

glæde af at få små besøg af. Alle I er dejlige børn.

Jeg ønsker Guds velsignelse og lykke i jeres liv.

¤¤¤¤¤

90

(Følgende tekst har Tytte digtet til oplæsning for Ruben og Rasmus i julen ca. 1985):

Lottes jul Engang for mange, mange år siden levede der en lille pige. Hun havde mange søskende. De boede alle sammen med deres

forældre i nogen meget små rum. Men det gjorde Ikke noget, for den lille pige var så glad for sin Mor og Far. De var så gode ved

hende. Lotte hed hun. Men da hun blev 8-9 år, tænkte hun: - Jeg kunne nu godt ønske, at jeg var en kongedatter, for så

måtte jeg nok få alt hvad jeg ønskede mig! Det skulle snart være jul, og på et slot havde de vist mange penge.

Lottes fantasi var ved at tage overhånd. Hun tænkte: - Når jeg

er en kongedatter, vil jeg skrive en ønskeseddel med nogen

store gaver på. Lotte skrev ned:

Et dukkehus, en stor dukke med fint tøj på, en dukkevogn, sorte laksko, en silkekjole, underkjole.

Nu var Lotte heldigvis så stor, så hun selv kunne skrive en

ønskeseddel. Det var så spændende at ønske. Pludselig kom Lottes Mor ind i stuen og sagde: - Du skal være barnepige for

lillesøster, for Mor skal til at vaske en masse tøj , ag det vil vare hele dagen, for der skal fyres under en stor gryde, så vandet kan

blive varmt! Tøjet skulle vaskes eller skrubbes på et vaskebræt. Det var en streg i Lottes regnestykke. Nu havde hun lige været i

drømmeland, ønsket sig så mange store julegaver. Det gik op for Lotte, at hun jo ikke var en kongedatter.

Eller var hun nu ikke det alligevel? Hun havde det jo så godt, hjemme hos sin Mor og Far.

Det var nu ikke sikkert, at en prinsesse havde det så godt som

hun, tænkte Lotte. - Nej jeg vil nu hellere være en ganske

91

almindelig pige, der ikke altid skal være så fin i tøjet og opføre

sig så pænt.

Lotte følte sig nu som en rigtig prinsesse, men fra et hjem, hvor man ikke kunne få alt hvad men peger på. Hun følte også, at det

var både sundere, og at der var mere glæde ved livet, som hun havde det.

Lotte fik et af sine ønsker opfyldt denne jul, nemlig en dejlig dukke, som hendes Mor selv havde fremtryllet. Hun blev så glad

for den store julegave. Dukken sov i Lottes arme gennem flere år.

Den juleaften fandt Lotte ud af, at hun var en rigtig kongedatter.

Hendes Mor og Far havde givet både hende og alle hendes søskende, en uforglemmelig jul. Ikke alene fik de alle en

julegave, men den bedste julegave var, at Jesusbarnet blev født julenat. Det lærte Lotte om i sit barndomshjem.

Det kimer nu til julefest, det kimer for den høje gæst,

som steg til lave hytter ned

med nytårsgaver: fryd og fred.

¤¤¤¤¤

92

Sange

Gamle afskrevne sange

(fra ca. 1928)

Barn, min lille Pige.

Skrevet af fhv. Sognepræst i Sorø, Knud Alsinger.

l. Blå er dine Øjne, gyldent er dit Hår

og dit sind som Lærkens, ja, som Morgenlærkens i den unge Vår.

2. Barn, min lille Pige, solskinsglad og mild,

ak, hvor verden ville blive grå og stille, hvis du ej var til.

3. Aldrig kan jeg glemme dagen, da du kom -

da jeg knæled' stille ved din Vugges lille, hvide Helligdom.

4. Da jeg bag Gardinets lyse forhæng så

dine øjne funkle, som juveler dunkle

fyldt med himlens blå.

5. Barnets rene uskyld stråled' fra dit blik, glimted mig i møde, til din stemmes søde,

kvidrende musik.

6. Himlens farve fik du dybt i Øjet ind - Barn, min lille Pige, måtte aldrig vige,

Himlen af dit sind.

Det er et digt, min søster Marie sendte til os, jeg ved ikke hvornår, men kan forestille mig, at det måske var, da Karen var

93

kommet til verden. Jeg har også haft det iblandt disse gamle

ting. Der står nedenunder:

"Kærlig hilsen, Marie.

Til Tytte og Martin."

Giv mig en Blomst.

1. Giv mig en Blomst mens jeg lever,

at Øjet kan frydes derved, mit øje ej skuer de Blomster,

der lægges paa Kisten ned.

2. Giv mig et Smil mens jeg lever, kom mod mig, forstaaende, mild,

naar først man har lagt mig i Graven, saa trænger jeg ikke dertil.

3. Elsk mig imedens jeg lever,

og Hjertet om kærlighed ber, har døden først lukket mit Øje,

behøves det ikke mer.

4. Græd ikke over min Kiste,

de Taarer ej bringer mig Fred, du maatte langt hellere sparet

mig mangen en Taare, jeg græd.

5. Saa stakket er Livet hernede, aah hvorfor forstaar vi dog ej,

af Sol og af Smil at sprede et Væld paa hverandres Vej.

94

Jeg ved ikke, hvem der har forfattet denne sang. Den lå også

laset i mine gemmer, og på min håndskrift kan jeg se, at den er fra ca. samme tid som: "Det lyder som...", altså 1928-29.

Jeg har skrevet mit navn på de sange, jeg skrev ned dengang, af

hvad grund ved jeg ikke, men nu er det da meget sjovt at se, hvad der har interesseret mig som ganske ung.

Genforeningssangen fra 192o

Digtet af Henrik Pontoppidan.

1. Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage.

En røvet Datter dybt begrædt, er kommen frelst tilbage.

2. Det sker, hvad som et Drømmesyn, har straalet for vor Tanke, til Sommer vajer Dannebrog, igen paa Dybbøl Banke.

3. Velkommen hjem til Moders Hus, vor søster hjertenskære,

saa bleg du blev i Kampens sus, i Striden for din Ære.

4. Du sad i Bolt og fangejern, til Spot for vilde Drenge, Seks Tusind unge Sønners Liv, var dine Løsepenge.

5. Men du vil ingen Sørgefest. Mens Taaren Øjet brænder du skjuler stolt, hvad ondt du led i hine Bøddelhænder.

6. Du kommer klædt i hvidt og rødt og smiler os i Møde.

Hil dig vor Moders øjesten, i Nytids Morgenrøde.

Jeg fandt også denne lasede sang, som jeg i ca. 1928 har

skrevet i hånden. Jeg husker, ung som jeg var dengang, at denne sang gjorde et stærkt indtryk på mig, som den stadig gør,

når man har oplevet noget af krigens rædsler, så taler det måske mere til en.

95

I dag for 14 dage siden, den 27.4.1986, eksploderede atom-

kraftværket i Rusland. Dette taler nok til alle Mennesker, man spekulerer på, hvad skal der ske fremover. Mennesker er blevet

så kloge og har ikke tænkt på følgerne af alt det, der bliver lavet. Hvad med slægter, der følger, vi når måske ikke så langt,

før det hele er tilintetgjort?

(Skrevet i 1986)

Gamle sange

For et års tid siden fik jeg den ide, at det vist kunne være spændende at blade lidt i fortiden og op til nu, ca. fra 195o og

til år 1986, så nu har jeg fået lyst til at samle gamle digtede sange frem fra gemmerne. Jeg troede ikke, der var så mange

bevarede, det var faktisk en glædelig overraskelse for mig, og jeg håber, der er nogen, som gerne vil læse dem.

Martin har digtet sange til alle vore familiefester, og da familien

er stor, kan det ikke undgås at blive til en del, der er også sange, andre har digtet til de forskellige fester. Da Martin blev 7o

år ville han ikke digte flere sange, så jeg overtog dette hverv, det var ligesom blevet en selvfølge, at der kom en sang herfra til

højtidsdagene.

Vi har også altid haft en ekstra udgift ved det, vi måtte have

sangene trykt på et trykkeri, som det kan ses på alle de gamle sange, og det er jo først de senere år, vi har fået dem duplikeret

privat.

Sangen, Martin digtede til Mors og Fars guldbryllup den 19. dec. 1952 (underskrevet: Svigerbørn og børn) fik min bror trykt hos

Ethelbergs Bogtryk, han kendte dem privat, og det fik vi lavet gratis, men ellers skulle denne sangs udgifter have været fordelt

på os alle.

Det er interessant at følge disse sange, som jeg har med her, det er til nu i 55 år ca., og før den tid blev det vist ikke brugt så

96

meget med festsange, og jeg tror også, at vi særlig i vores

familie har haft denne skik. Der er dejlige minder i de sange, som jo er personlige og siger en del om den enkelte, der festes

for.

Både Martin og jeg har været meget glade for at digte de sange, vi har jo begge givet hinanden nogen ideer til, hvad der skulle

stå i de enkelte sange.

Jeg er også blevet opfordret til at få noget gjort ved det, af Poul

Erik, og samtidig vil han gerne have noget at vide om, hvad vi sang i mit barndomshjem, og hvorfor vi gjorde det. Jeg vil prøve

at uddybe det før dette afsnit af disse sange.

Hvis der er flere som er interesseret i at eje sådan et eksemplar, så kan de selv få det duplikeret herfra, nu er det jo let at gå til,

men jeg kan love jer for, at det er et stort arbejde, at få dem ordnet, desværre mangler der nogen, men jeg mener, der er et

stort udsnit af hele familien, nok mest på den "mortensenske" familie, altså min.

Det er jo ikke alene sange, der er digtet af Martin, og lidt af mig,

nej, mens jeg har gået dem alle igennem, har jeg fundet mange

sange, som er digtet til os, både af vore børn og af andre familiemedlemmer.

Jeg er meget glad for at have bevaret nogen fra mit hjem, som

min Far har digtet, både til vores bryllup, Maries, Esthers, Gudruns og Ruths. Lige nu husker jeg ikke, om der er flere af

ham, men imellem alle de gamle sange, fandt jeg et stykke papir, hvorpå min far har skrevet et digt. Jeg vil prøve at kopiere

det som det er, men jeg skriver det ned her også:

Og Roser, selv når de visner, forgår, engang blir' Minder om svundne Aar,

og hvad mon i Verden vi ønske her, som mere end Mindernes Skønhed er værd.

97

Desværre kan jeg ikke nu finde sange fra vores sølvbryllup, men

inden jeg bliver færdig med det hele, vil jeg gå gemmerne igennem igen, sjovt nok har vi fra alle vore fire børn, først deres

konfirmationssang, og så har vi sangen fra drengenes bryllup, ikke Karens, de er nok blevet smidt væk fra hendes første ægte-

skab, og der var ingen gilde ved hendes bryllup med Jørgen, men så er der sange fra Rasmus' barnedåb.

Nu rykker næste generation tættere på, der bliver ved at

være nogen og noget at skrive sange om, jeg vil ønske at slægter der følger, vil skrive noget der både er sjovt og samtidig

indhold i, det er festligt med lidt af hvert, også sjove overraskel-ser, med sangskjulere og underholdning som f. eks. til vores

guldbryllup, det er lyspunkter i hverdagen, og dejligt at mærke, at der er nogen, der vil glæde andre.

Otto Leisner

Esther og Svend havde guldbryllup 7-4-1990. Ingen vidste dengang, at Esther var alvorlig syg af kræft undtagen hende

selv. 2-10 samme år døde hun.

En aften kort tid efter deres guldbryllup var Esther og jeg ovre i Johanneskirken i Vorup for at høre Otto Leisner fortælle om sine

oplevelser i TV på skærmen.

Vi talte med ham bagefter, og Esther fortalte, at de havde sluttet

festen af med, at Ruths Anna sang solo "En dejlig dag". Det glædede ham, at vi brugte hans sang. Han fortalte, at han og

hans kone snart skulle have guldbryllup.

¤¤¤¤¤

98

Nogle erindringsglimt (Skrevet 4. maj 2002)

1902

Mine forældre blev gift for 100 år siden 19-12-1902. Jeg blev nr.

syv i børneflokken 1913, den 27-1. Netop i disse dage blev jeg undfanget for 90 år siden i 1912.

12. maj 1912

var en trist dag for mine forældre. Både deres fabrik (værksted) tømrer- og snedkerværksted med huset de boede i brændte ned

til grunden. Fars virksomme fabrik og hele husets indbo brændte. Nu stod Far, Mor og seks børn uden tag over hovedet.

Gode venner og familie tog sig af dem.

1913

Året efter 27-1-1913 fødte min mor en lille pige. Hun blev straks hjemmedøbt, da der ikke var meget liv i hende.

Nu er denne pige 89 år gammel. Måske var det godt - eller var

det skidt, at de holdt liv i hende? Det må læserne så afgøre, jer, der er mit afkom, mine fire børn og slægten, der følger.

18-5-1930

Efter en god barndom og tidlig ungdom fandt jeg mit livs lykke som 18-årig, som holdt resten af livet med ham.

Vi blev gift 7. oktober 1934, et godt, lykkeligt ægteskab med

både medgang og modgang. Vi var gift i over 60 år.

99

1995

Min kære mand og mine fire børns kære far døde 27-5-1995.

¤¤¤¤¤

100

Skrevet torsdag den 12. juli 2001

Til mine fire børn Det er vel ikke så mærkeligt, at mine tanker af og til går til min sidste tid. Ingen ved, om jeg kan klare mig selv til min sidste

stund.

Jeg vil helst blive i mit hjem her så vidt muligt. Skulle jeg blive hjælpeløs, hvis det er en kort tid, har jeg et ønske, at mine fire

børn vil skiftes til at passe mig med hjælp fra plejen også, her i hjemmet 31 C III, eventuelt 3-5 dage ad gangen. Tal med

hinanden om det. Jeg håber slet ikke, at det bliver aktuelt. En ønske-død er nok for os alle, at den må blive som jeres fætter

Oles for nylig.

Skulle jeg blive, så jeg slet ikke kan være her, hvis det bliver et

langvarigt sygeleje, som miste min taleevne, lammelse og andet, som ikke kan plejes her, så må I fire tage stilling til evt.

plejehjem. I sidste tilfælde vil jeg også have det bedst med et plejehjem, mener jeg.

Jeg håber allermest, at jeg kan klare mig selv med mere hjælp

fra plejen, hvis jeg måske bliver nødt til mere personlig pleje.

Jeg er ikke bange for at dø, jeg tror på, at Gud vil hjælpe mig det sidste stykke vej.

Mit liv har været fyldt med så meget både glæde og sorg som

livet nu er her på jord, men mest glæde. Den rigdom, at mit liv er blevet brugt, også i min sidste lange tid, med alt det, jeg ved

Polles opbakning og hjælp har skrevet i mine bøger, og de sidste

tekster, hvor der er minder fra fortiden til alle mine efterkommere. Tanker, som jeg skrev ved starten, er slet ikke

noget, jeg kredser om hele tiden. Jeg oplever så meget dejligt hver eneste dag i mit hjem her, mine gode venner, mine børn og

gode samtaler i telefonen med jer alle.

101

Kærlige tanker sender jeg jer alle fire og jeres familier hver dag.

Knus fra jeres Mor.

¤¤¤¤¤

102

Brev fra Tytte til sine sønner ved

Nordkap Randers d.21.6.1991.

Kære Polle, Aage og Peter

Mens I tre nu er tusinder af km. fra vort lille Danmark, vil jeg

bede Jer læse dette brev fra Jeres gamle forældre. I skal vide at vi følger Jer på hele turen. Vi tror at denne mandetur vil knytte

Jer endnu mere sammen og at I evt. lærer noget af hinanden, så det kan være til indbyrdes gavn for Jer. Jeg forestiller mig, at I

sidder og taler om mangt og meget. Nyder midnatssolens skønhed, at I oplever Guds skønne jord på en helt ny måde. Den

smukke natur, som vist er noget helt for sig deroppe.

Da jeg var omkring Jeres alder, måske lidt yngre, var jeg tante på søndagsskolens sommerlejr hver sommer igennem ti år. Da

nød jeg at gå tur til stranden om aftenen, sammen med en del af de andre ledere. Det var oplevelser jeg aldrig glemmer. Jeg

mindes bl.a. at midt i tusmørket, så jeg et spøgelse, men da jeg kom nærmere viste det sig at være et træ, som naturens kræfter

ruskede i. Det var de mest sære ting man kunne få ud af

naturens lune. Jeg hørte havets brusen mod land. I disse aftener stod jeg stille (sammen med de andre), så ud over havet. Følte

mig så lille i forholdt til det brølende hav. Det var en mærkelig afmægtig fornemmelse for mig. Jeg blev klar over, at der er en

magt i naturen, som sagde mig noget om, hvad vort liv er. Vi kan intet stille op mod de storme der kan komme bragende ind

mod os. Jeg stod i sikkerhed, inde på land, men tankerne for igennem mig: - Lå jeg nu derude i bølgerne, ..! Jeg mærkede

naturens storslåede kræfter på min krop, da jeg stod der. Denne jordklode med alt levende. Jeg sagde til mig selv, at der er en

Gud bag alt dette. Vi er så kloge, men kun til at ødelægge vores dejlige jord.

103

Jeg oplevede også samme hav blik stille. Solnedgangen og

måneskin. Sikke en forskel. Det er en fryd at stå og se ud over det blinkende vand. Ikke en lyd kunne høres, en stilhed som får

tankerne på flugt. Får hjertet til at banke af fryd og glæde. Jeg tror det er sådan vort liv også er. Sommetider på det gyngende

hav, men stormen stilner igen. Sådan er vores sejlads igennem livet.

Aldrig ræd for mørkets magt! Stjernerne vil lyse !

Med et "Fader vor" i pagt, skal du aldrig gyse;

Se op i stjernernes ufattelige himmel. Nyd vores skønne natur,

som er overalt på jorden. Jeg vil citere et vers, Polle digtede til Fars 70 års fødselsdag i 1976:

Jeg husker, Far, da vi to kigged' stjerner

og sammen drømte lidt om evighed. Vi så Guds spor i himmelens lanterner,

- en skabers kraft bag den mangfoldighed. Hav tak, mit ophav, for det lys I tændte,

- for jeres kærlighed. - Tak for vort Hjem.

Med olie i lampen I os sendte på vej mod stjernen over Betlehem.

Jeg tror alle forældre vil gøre det bedste for deres børn. Nu er I

tre drenge selv ovre børneopdragelse med jeres egne. Intet er godt nok til vores afkom. Det er det bedste vi ejer. Men en

skønne dag ejer vi dem ikke mere. Det er et led i slægtens gang. Men man er knyttet sammen med blodets bånd. En kærlighed

der er uforklarlig.

Derfor kan jeg som jeres Mor ikke lade være at skrive mine følelser for Jer, mine kære fire børn. I er vores trøst og glæde i

alderdommen. Vi føler det som en gave at være forældre. Det er skønt at mærke jeres omsorg for os, nu vi er blevet gamle. Vi

har nået den alder, hvor vi er glade for hver dag vi får lov at leve

104

sammen. Ingen ved hvem af os der først skal herfra, men svært

vil det blive for den der står tilbage. Så er det en stor trøst at have fire børn, der alle vil være til hjælp for den sidste.

I dag fik vi et kort fra Rikke med hendes nye adresse. Det gør

også godt. Ruben læste det og Rikke skrev adressen. Mette og Martin H--. Han kom med en sød detalje om at jeg måtte hedde

"Mormor" for ham fra jeg var lille. Jeg havde intet andet navn

end Mormor for ham. Vi er glade for alle vore børnebørn og oldebørn. Ingen af dem

glemmer os, når de er på ferier m.m.

Nu vil vi følge jer tre "drenge", når I oplever midnatssolen og ønsker fortsat et godt samvær og en god hjemtur igen. Og at I

alle passer godt på jer selv. Vi glæder os til at se jer og høre om turen.

Kærlige hilsener og knus fra jeres Far og Mor.

¤¤¤¤¤

105

Livet som gammel

November 2001

Nogle af mine kære har anbefalet/opfordret mig til at skrive små

fortællinger om dette emne. Det vil jeg forsøge.

Jeg er født i 1913, har haft et godt liv, har fået værdier med fra mit barndomshjem sammen med en børneflok på i alt 12.

Har været gift med den samme mand i over 60 år – vi fik lov at

fejre diamantbryllup. Vi har som alle andre haft både medgang og modgang, dog

heldigvis mest medgang.

Min mand døde i 1995, 89 år gammel. Det er først efter hans

død at min alderdom rigtigt melder sig.

Jeg har altid været udadvendt og takket være et nogenlunde godt helbred, som jeg godt ved ikke er alle beskåret, har jeg

været optaget af mange ting, så min tid knapt slog til. Nu overkommer jeg ikke så meget!

Jeg valgte, efter at jeg blev alene, at mit liv skulle fortsætte med

alle mine interesser. I de kommende notater vil jeg fortælle om, hvad min

alderdom bliver brugt til. Måske også noget fra før jeg begyndte at mærke alderdom-

mens uundgåelige skrøbeligheder. Ja – måske enkelte ting fra min barndom vil jeg trække frem.

Efter et langt liv på 88 år er der nok at fortælle om. Mange vil nok nikke genkendende til noget af det.

Af en eller anden grund er det som en computer, som har lagret barndommens minder. Jo mere man arbejder med det jo

mere dukker der frem.

106

Måske sidder der nogen, som tænker, at hun kan sagtens når hun er rask. Det er jeg selvfølgelig taknemlig for. Jeg har lært at

gå sagte. Det kommer af sig selv. Træthed og smerter siger selv stop. Jeg har viljen – vil ikke give op. Dejligt at få lov at udrette

lidt hver dag trods alderen.

Snestorm

Jeg nyder solens stråler gennem mit vindue mens jeg nedfælder

disse linier.

Det er i dag d. 23 november 2001. Netop på denne dag for 30 år siden var vi (Martin og jeg) på vej

hjem fra København. Vi havde været på besøg hos vores søn og svigerdatter. De havde fået barn nr. 2, Jesper, som vi skulle se.

Storebror, Henrik blev seks år d. 20 november, så vi slog to fluer med ét smæk og havde herlige dage hos dem. Vejret var solrigt

som i dag. Da vi skulle køre fra København i vores lille Morris Mascot var

det ved at blive overskyet. Men ellers fint vejr. Vi rullede af sted. Det var mig, der kørte. Min mand har aldrig

haft kørekort til bil. Da vi nærmede os Sjællands Odde begyndte det at blæse op

og det føg med lidt fint sne henover vejen. Ombord på færgen begyndte den at vippe voldsomt og da vi

nåede Ebeltoft og skulle ned på bildækket blev vi kastet frem og

tilbage. Endnu værre blev det, da vi kørte fra borde. Himmel og jord

stod simpelthen i ét. Sneen fossede ned og vi skulle passe på ikke at miste de forankørende af syne, vi kunne ikke se, om det

var vejen eller marken vi kørte på.

Da vi nåede Mørke turde vi ikke køre længere. Vi parkerede bilen og gik ind på kroen for at styrke os på en kop kaffe. Der var

mange folk derinde, bl.a. en mand, som ville prøve at køre mod Randers. Vi hørte senere, at han væltede et stykke videre ude ad

vejen. Han lå på tværs af vejen. Jeg ville også prøve, men min mand sagde nej, det går ikke.

107

Vi stod på vejen, troede rutebilen kørte – men nej. Vi frøs, havde ikke sørget for at tage varmt tøj på hjemmefra. Måske lå der lidt

i bilen. Men vi kunne slet ikke finde den. Snemasserne havde dækket den fuldkomment.

Min mand gik over på landevejskroen for at høre, om vi kunne indlogere os der. Jeg stod stadig og ventede på en rutebil,

som ikke kom.

Vi fik et lille hummer oppe under taget. Det sidste de havde. Ringede til de nærmeste i familien – så blev telefonen afbrudt –

og vi havde hverken lys, vand eller varme. Vi fik god forplejning. Det var mange mennesker de måtte huse på kroen.

Det var en søndag vi sneede inde. Mandag kl. 17 kom vi med et

tog til Århus. Klokken 23 nåede vi Randers banegård efter megen besvær. Optimistisk troede vi, at vi kunne tage en bus

eller en taxa hjem, men alt var lukket af høje snedriver. Vi gik de tre kilometer til vores hjem. Var slet ikke klædt på

til vinter. Da vi nåede vores vej var der gravet en smal sti midt i vejen. Hjemme ved huset sagde vi til hinanden, her har ingen

tyve været. Aldrig før har jeg været så glad ved at komme hjem. Der var både lys og varme og i fryseren kunne vi finde noget at

spise.

Mange steder rundt om i landet havde de stadig ingen strøm.

Det stod i avisen. Dyrene sultede og frøs. Fjerkræ døde. Ikke alle folk, som blev indlogeret på gårde og i huse var lige

søde og rare. Nogle tillod sig at ringe til udlandet – uden at afregne. Det stod også i avisen. De fleste var dog taknemlige for

husly og mad.

To dage efter blev jeg ringet op af min chef i Skanderborg. Min bil var en firmabil, hvor firmaets adresse stod på. Chefen var

blevet ringet op af én fra Mørke, som gerne vil have mig til at flytte bilen så han kunne komme ud af sin garage. Jeg måtte i

hast med rutebilen til Mørke medbringende en ekstra nøgle. Om søndagen havde jeg tabt nøglen i sneen i kampens hede.

108

Jeg fik en skovl med, og imens jeg var på min ekspedition

skulle min mand have gravet vores egen garage fri. Det var et forfærdeligt syn på vej derud i rutebilen. Biler lå

endnu i vejgrøften hele vejen men vejen var nogenlunde ryddet. Jeg var ikke særlig stolt over at skulle køre min bil hjem. Og

kunne den så starte? Da jeg kom til bilen var der nogle rare skovlende mænd, som

hjalp mig med at skovle min bil fri. Som tak gav jeg dem penge

til en øl. Bilen startede straks. Jeg kørte hjem uden problemer – indtil jeg skulle ind i garagen. Jeg måtte parkere midt på vejen

indtil vi fik hullet gravet større.

Det var en tur vi aldrig glemte. Efter den skulle vi nok sørge for at have varmt tøj med på tur.

Fire alderstrin

Selvom man bliver ældre er der stadig noget, man kan udrette og deltage i. Jeg må tilføje, at er man meget handicappet er det

nok begrænset. Men prøv at være aktiv med det du kan. Det giver glæde i tilværelsen.

Hver dag jeg har fået lidt udrettet føler jeg, at der stadig er brug for mig.

Jeg vil kalde min alder for den fjerde alder. (1 – 25, 26 – 50,

51 –75, 76 – 100). Jeg er nu 88 og langt henne i sidste fase af fjerde alder. Lige i går, d. 26.11.01, skulle jeg køres med

patientbefordring til læge. Jeg bor på tredje sal, vores elevator var gået i stykker, så jeg måtte gå ned ad alle trapperne. Det

var hårdt men endnu værre da jeg skulle tilbage. Klarede det dog. Og så var det dejligt at få en god hvil ovenpå.

Skrøbelighederne melder sig for alvor i den fjerde alder. Sådan

er det i hvert fald for mit vedkommende. Livet skal ikke være evigt her på jord, men hvor er det dejligt at få lov at bruge de

talenter, som jeg er blevet tildelt. Vi har alle talenter på hver vores måde – brug dem.

Jeg føler en dejlig tilfredsstillelse ved at udrette lidt, eller mere, hver dag.

109

Det kan godt være svært, at jeg ikke kan udrette så meget, som jeg kunne engang. Det er lidt af en balancegang. Når man altid

har været aktiv skal man indstille sig på, at det er tilladt at tage mange hvil i løbet af dagen, at sove længe om morgenen.

Den første tid efter min mands død kunne jeg godt føle mig flov, hvis nogen kom på besøg før jeg var stået op. Det gør jeg

ikke mere. Det må vist være tilladt efter et langt liv, hvor jeg

skulle tidligt op hver morgen. Lidt hårdt, når man gerne ville være længe oppe om aftenen.

Nu er jeg hverken a- eller b-menneske mere men står ofte op

midt om natten, når jeg ikke kan sove. Så sætter jeg mig ind i stuen, skriver noget – som nu. Læser lidt, eller maler akvarel.

Det er en dejlig måde at få mine tanker ført ned på papiret eller male noget, som jeg lige netop har lyst til. Så kan jeg for det

meste falde i søvn.

Jeg føler tit nu, at den fjerde alder er kostbar og vil gerne, at det ikke skal siges om mig, at ingen vil besøge mig fordi jeg bare

sidder og har ondt af mig selv.

Jeg har fire gode børn og deres familie. I alt er vi 31, som mødes

ved festlige lejligheder. Jeg har ofte besøg af familien.

Hukommelsen? Erindringer?

For nogle år siden lærte jeg at bruge computer. Det er ca. fem år siden. Den er blevet brugt flittigt, både til at skrive breve,

dagbog og en bog ”Mine Erindringer” samt ”Dagbogsnotater om min mands sygdom og død”. Den sidstnævnte er blevet udgivet i

bogform på Psyk-Info Forlag. Det er dejligt at skrive om, hvad jeg har oplevet i mit liv.

Jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg kunne huske alt det, jeg har fortalt i bogen. Jeg erfarede, at hændelserne dukkede op

i hukommelsen efterhånden som jeg skrev.

110

Min søn, som bor i Esbjerg, opfordrede mig til at få det skrevet.

Han hjalp mig, rettede mine fejl og skrev det rent til sidst. Når jeg havde noget færdigt sendte jeg en diskette til min søn –

og det samme gjorde han tilbage efter at vi havde talt om det i telefonen. Det var et stort arbejde men samtidig meget

spændende for os begge to. Det varede knapt to år inden jeg fik bogen helt færdig.

Den ligger nu hos alle mine fire børn, ni børnebørn og otte

oldebørn samt familie og venner. Bogen kan også lånes på biblioteket i Randers.

På internettet har vi en familie-hjemmeside, hvor jeg har fortalt

lidt om min fortid og blandt andet om mine børns opvækst i krigens tid.

Både min mand og jeg førte dagbog.

Vi havde kun min mands løn at leve af. Der skulle spares i vores dagligdag for at der kunne blive både til mad, tøj, brændsel og

alle de øvrige udgifter. Der var ikke råd til dyrt legetøj til børnene. Meget af det fremtryllede vi selv – til stor glæde for

børn såvel som forældre.

Det er sjovt at betragte udviklingen i min tid fra jeg blev født i

1913. Da havde vi ikke TV, radio, køleskab, fryser eller væg-til-væg tæpper. En rivende udvikling er sket i min tid.

Jeg lærte at bruge en computer for fem år siden. Det skulle jeg

have gjort længe før – for nu er mit syn så dårligt, at jeg ikke kan magte det mere.

Dagbog

Januar 2002.

Jeg har i nogle år skrevet dagbog indimellem. Først da min mand blev dement blev det til en stor støtte for

mig – alt det jeg måtte bære på alene og dog sammen med ham.

111

Hans demens kom snigende, og ingen uden mig var i starten

klar over, at der var noget galt. Hvis ikke jeg havde fået det skrevet ned hver dag ved jeg

faktisk ikke, hvordan jeg skulle have klaret det. Den mand, som jeg elskede, levede med i over 60 år, blev en

helt anden. Han levede i sin egen verden, blev som et barn på to år. Ja, det var mere besværligt for mig end at have et lille barn.

Jeg havde hverken ro nat eller dag, et 24 timers job.

Der kom hjælpere døgnet rundt. De sidste fire måneder han levede var han på plejehjem. Og da var jeg kørt helt ned, 82 år

gammel.

Det var hårdt at skulle aflevere ham på plejehjem, men der var ingen anden udvej. Demente siges at være pårørendes sygdom –

og det måtte jeg sande. Ved et tilfælde blev mine dagbogsnotater udgivet i bogform.

Jeg håber og tror, de har været til hjælp for andre pårørende.

Efter alt dette var det svært at komme til kræfter igen, men jeg har dog haft det nogenlunde og kunnet udrette lidt. Jeg har også

kunnet glæde mig over de uanede kræfter jeg fik under min mands sygdom.

Jeg kan anbefale at skrive dagbog, hvis man kommer ud for svære ting i livet (og det gør vist alle).

Skriveprocessen kan være en god hjælp til få løst op for problemerne og komme videre i livet.

Solkrog og samvær.

Her, hvor jeg bor – i Solhøj - har vi det så rart naboerne imel-lem. På sommerdage mødes vi, medbringende vores kaffe eller

andet, i en dejlig solkrog i vores gård, som er omgivet af træer. Det bliver oftest til en eller to hyggelige timer.

Der er fine havemøbler, som tilhører vores boligforening. Om vinteren hygger vi os i Solhøjs festsal hver 14 dag fra

klokken 14 til 16.30. På den måde kommer beboerne til at kende hinanden.

112

F. eks. her før jul 2001 havde vi en festlig sammenkomst med fin frokost, som blev finansieret via tidligere kaffesalg.

Vi tager normalt selv brød med til kaffen. Så synger vi et par sange og af og til læser en af beboerne en god historie. Derefter

spiller nogen kort eller andre spil. Andre snakker om løst og fast. Jo – vi kommer hinanden ved i Solhøj.

Vi er 20 – 30 deltagere hver gang.

Her bor mange lidt ældre – og endnu ældre som jeg. De fleste er

alene – og flest er kvinder, ”det stærke køn”. De mænd der bor her er svære at få ud af busken. De snyder

sig selv fra disse hyggestunder.

Festsalen ligger kælderen i den blok, hvor jeg bor. Det er meget nemt for mig at tage elevatoren ned til kælderen – og hvis jeg

bliver for træt kan jeg køre op til tredje sal, hvor min lejlighed ligger.

Alle er så hjælpsomme når en gammel kone bliver træt og

trænger til hvile.

(Fortsættes i et senere afsnit om naboer og venner i Solhøj)

Rollator – Hjælpemidler.

Jeg føler mig privilegeret ved trygt at kunne gå en lille tur med

støtte ved rollatoren. Bliver jeg træt på min lille tur kan jeg bremse køretøjet og sætte mig på den for at hvile lidt.

Jeg kan ikke undvære rollatoren i min lejlighed og har derfor

aftalt med en nabo, at jeg låner hendes, når jeg skal ud at vandre. Det er lettere end at bakse min egen rollator ned ad de

sidste otte trin fra hvor elevatoren stopper.

113

Vores postkasse lige udenfor hvor jeg bor er blevet sløjfet – og

der er langt til den næste. Jeg skriver en del breve og er nu desværre afhængig af andres hjælp til at poste dem.

Jeg har mange andre hjælpemidler i hjemmet. Luplamper og

skærm foran TV, som forstørrer billedet meget, håndgreb på badeværelset. Disse håndgreb har siddet fra min mands sygdom.

Jeg ville ikke have dem fjernet for snart 7 år siden da jeg var

klar over, at jeg måske kunne få brug for dem.

Jeg har en alarm-anordning, som jeg går med hele tiden. Med den kan jeg kalde hjælp i tilfælde af at jeg er i akut nød. Dette

er en stor betryggelse for mig selv og mine kære. Alle disse hjælpemidler er stillet til rådighed fra kommunen.

Et af mine børn har lige givet mig en trådløs telefon, som jeg

kan bære rundt med overalt i lejligheden. Vi har indtastet ti numre, så jeg let kan ringe til disse numre

uden først at skulle trykke 8 cifre.

I gamle dage havde man ikke alle disse hjælpemidler. De er naturligvis medvirkende til, at man kan blive i eget hjem

længere end tidligere.

Jeg ønsker at blive i mit dejlige hjem så længe jeg lever, men jeg kan mærke, at det er ved at være nødvendigt med mere

hjælp fra ”plejen”.

Jeg får lydavis – på kassettebånd - fra biblioteket hver fredag. Jeg har ellers holdt Amtsavisen i ca. 62 år. Jeg synes nu, at jeg

er så svag, at jeg ikke kan læse den. Jeg hører en del i radioen, bl.a. morgenandagt, musik som

jeg hører på CD. Jeg har efterhånden fået mange dejlige CD’er, som mine kære har givet mig.

Tanker om mine børn.

Når jeg sidder her i min stue er mine tanker meget hos mine fire børn og alle dem, der er kommet til.

114

Det er en gave at have så mange at holde af. Ingen af dem

glemmer mig. Børnebørnene er flinke til at ringe og komme på besøg. De kære oldebørn er der 8 af og alle mødes vi. De bor

spredt over hele landet – og i Norge. Billeder får jeg hele tiden af dem.

Jeg er så taknemlig og glad for hver en hilsen fra dem alle.

Lige nu i januar for et år siden – i 2001 – blev min 88 års fødselsdag fejret hos min datter, som da boede her i Kristrup.

Som skrevet er vi mange. Vi valgte at mine fire børn og svigerbørn skulle deltage. Det var så dejlig en fest, som jeg ser

tilbage på med glæde.

Min datter og hendes mand er nu flyttet til England. Den eneste pige. De andre tre er drenge. Heldigvis bor en af dem i Randers.

Datteren bor i Sydengland og vil have mig en tur derover i løbet

af foråret. Mine kræfter slår dog ikke til. Vi taler tit i telefonen og skriver breve, men det er af og til lidt hårdt, at hun ikke er lige

tæt ved. Der er jo ikke så langt til England – så hun kan hurtigt smutte

en tur hjem.

Jo, alle mine fire børn og deres kære er det bedste, jeg har på jord.

Jeg ved godt, at jeg er privilegeret. Jeg ved, at der sidder mange

rundt om, som sjældent får besøg af deres børn. Mange har end ikke børn.

En hverdag

Der er den fordel ved at man bliver ældre: Der er ingen, man skal tage hensyn til som da jeg havde min syge mand.

Jeg var 82 år da han døde. Den sidste lange tid var det et 24-timers job, som tog slemt på kræfterne. Det er da klart, at det er

svært at miste min mand, men nu kan jeg hvile ud når jeg vil.

115

Jeg har altid været B-menneske men nu på mine gamle dage

er jeg hverken A- eller B-menneske. Tidligt i seng – og sent op. Dagen er på den måde kort.

Efter at jeg har været på badeværelset kl. 9.30, fået morgenmad og er kommet i tøjet er jeg træt til at hvile igen. Så

skal jeg have lidt frokost – og måske gå en lille tur – og er igen træt til at hvile mig et par timer.

Måske får jeg besøg eller jeg skriver eller maler lidt – og så er

det tid til aftensmaden, som jeg delvis selv laver. Inden sengetid ser jeg udpluk af TV avisen og enkelte andre udsendelser, hvis

det er værd at se. Synet er ikke for godt, så mange gange er det bedre at høre

radio – eller lægge en CD på og høre dæmpet musik mens jeg ligger i min hvilestol. En dejlig stol, som elektrisk kan justeres til

at ligge eller sidde i. Forleden ringede en af mine gode naboer og inviterede mig til

at komme og spise frisklavet mad. Jeg skal heldigvis ikke ud af huset for at besøge hende. Vi havde nogle hyggelige timer

sammen. Jeg har mange venner, som kigger ind. Det er rart og jeg føler mig aldrig alene, de er alle så hjælpsomme.

Det er et herligt sted jeg bor. Her er en del ældre, de fleste dog

meget yngre end jeg. Da jeg var ti år yngre kunne jeg også en

hel masse, Jeg er dybt taknemlig for, at jeg kan stå op af min seng og klare mig nogenlunde. Jeg har hjælp til rengøring og

bad en gang om ugen.

Ca. hver anden uge bestiller jeg varer hos købmanden, som så sender det op til mig. Det er jo rart, men det er ikke altid jeg får

de rigtige varer. Ofte får jeg frugt, som ikke er frisk. Det er rart jeg selv kan bestille det og sætte det på plads. Jeg må hvile mig

ind imellem. Men det er en tilfredsstillelse selv at kunne udrette noget.

¤¤¤¤¤

116

Mere om mit liv som gammel

22. maj 2000

På sygehus til undersøgelse for vandladningsproblemer. Ultralyd-scannet.

23. maj. Kikkertundersøgelse

En polyp skal fjernes. Indlægges den 13. Forberedelser til operation 24-5 evt. i narkose eller rygmarv. I blæren ses en

fortykkelse, som er taget prøve af og sendt til undersøgelse. Det ser ikke ud som kræft, mente lægen, men ved ikke, hvad det er.

Symptomer fra polyp - evt. blod i urinen. Blærehævelsen skyldes ikke denne polyp. Ses mere efter ved operationen, evt. skrabes.

da jeg var til scanning den 22. var jeg meget dårlig, og de fandt den tid 23. til kikkertundersøgelsen, ellers skulle jeg først derop

6-6, så nu er det heldigvis fremskyndet og måske på et afbud før

til operation. Det har været to hårde dage, og jeg kan ikke komme mig over det. Man skulle tro, jeg var så træt, så jeg

kunne sove. Klokker er to nat 24-5. Jeg er overtræt og har uro i hele kroppen, kan ikke slappe af. Derfor gav jeg mig til at skrive.

Peter kom til verden 24-5-1944 kl. 1 nat, altså nu for en time

siden.

Jeg er på en måde glad for, at der bliver gjort noget for smerterne i underlivet. Jeg ville ønske, at mine smerter i

hovedet kunne fjernes, for det er værre end i underlivet. det er hårdt at have smerter hele tiden og værre fra dag til dag.

117

På aflastning på Tirsdalens Plejehjem

(Skrevet 5. juni 2000)

Mine tanker mens jeg sidder her på aflastning i en uge på

Tirsdalens Plejehjem. Jeg er her for at samle kræfter til operation i blæren, indlægges 20-6. Jeg føler ikke, at mine kræfter

kommer. Jeg går en tur rundt i haven et par gange hver dag..

Ellers er mit ophold mest i den stue, jeg bor. Der er også hyggeligt med en god stol, TV, god seng, men trist at sidde

meget alene, ikke som hjemme. Jeg får en god forplejning og lækkert tillavet mad.

På onsdag den 7. juni skal jeg hjem igen. Det vil så vise sig, om

jeg kan klare mig. Jeg får vakuum-mad, men der er andre måltider, der skal købes ind til og selv tilberede.

9. juni 2000

På fredag kommer sygeplejersken og Aage hjem til mig for at tale om, hvordan jeg bedst kan klare mig derhjemme. Jeg vil

ikke ligge mine børn til byrde. Det er et frisk pust at få besøg, som gerne skal være rart. Jeg mindes min mor, som jeg var hos

hver anden dag. Hun kunne være så trist, når jeg kom, men

friskede op, når Esther og jeg kom med et godt humør. Det var til stor glæde for begge parter.

Én af plejerne sagde til mig nu efter aften, hvor jeg sagde til

hende, at jeg ville ud i naturen, som jeg lige kom ind fra: Det er godt, du siger "jeg vil". Du har mange glæder med dine børn. De

har stadig brug for dig. Det glædede mig, at hun sagde sådan, hun har selv voksne børn. Connie, hedder hun, er aftenvagt. Hun

giver mig massage hver aften. Jeg mærker, det er godt, for alle de spændinger i nakken giver mig de voldsomme smerter i mit

hoved, og hun har fået løsnet op for noget af det. Jeg vil prøve at få én til at fortsætte derhjemme med massage.

118

Jeg tror, at hvis jeg bliver lettet i hovedet, så vil mit humør

komme igen og min energi. Hele kroppen bliver påvirket. Der står et sted i Bibelen, at når et lem lider, lider hele kroppen med.

Det kan jeg for alvor mærke, og så har man ingen modstandskraft. Hele legemet hører sammen.

Pinsedag 11. juni 2000

Jeg har flere gange skrevet lidt om at blive gammel. Da havde

jeg det langt bedre end nu og kunne deltage i forskelligt. Min situation er helt anderledes nu, jeg er blevet meget afhængig af

andres hjælp, bare ting som at få bestilt det hjem, som jeg skal spise og drikke, få vasket mit tøj og meget andet. Jeg er selv

nødt til at tænke på alt det.

Jeg har heldigvis Mary, som ordner ting for mig, men jeg vil ikke bede hende om for meget, hun er 77 år og har jo også andre

ting, hun skal. Jeg kan ikke får mere hjælp fra plejen end en time om ugen til rengøring og en halv time til bad.

For tre år siden skrev jeg lidt om at være aktiv i alderdommen,

nu ser jeg det med helt andre øjne og mærker det helt ander-ledes på min krop. Hele min krop er så mærkelig træt, er for

eksempel helt forkommen af at gå en lille tur på ca. et kvarter,

af at stille min morgenmad frem, min daglige kropspleje, min frokost. Jeg kan knap klare det og må hvile hele tiden.

¤¤¤¤¤

April 2000.

Første juli 2000

Mon ikke det er den fjerde alder, jeg er langt henne i? Efter et

langt og indholdsrigt liv mærker jeg nu rigtig, hvad det er at blive gammel. Jeg har dog stadig mod på livet og vil gerne prøve

at male lidt, i gang med at gå en tur, for jeg kan mærke, at kræfterne svinder efter den sidste operation i blæren nu her i

juni måned. Samtidig får jeg massage herhjemme af en

119

fysioterapeut for mine voldsomme smerter i hovedet. Jeg kan

knap se, hvad jeg skriver, fordi det sidder også ind ved mine øjne. Jeg håber og tror på, at "Fys" kan hjælpe mig efter nogle

flere behandlinger.

Hanne

Hanne har lige nu ringet til mig. Hun er færdig med sin eksamen

efter tre år og har nu kun et turnusår tilbage. Hun var så glad.

Hun var så spændt på også at høre, om jeg kan få det bedre med disse behandlinger. Det er jo den uddannelse, hun har. Det

er skønt, at mit barnebarn ringer til mig og fortæller om sin glæde. Det glæder mig meget, at denne generation også husker

sin gamle Farmor.

Jeg skriver i det foregående, at jeg stadig har mod på livet. Jeg er dog hverken kommet i gang med at gå lidt ud eller male. Jeg

har viljen, men ikke kræfterne. Da jeg var yngre, havde jeg ikke forestillet mig, at kunne blive så træt. Måske skal jeg heller ikke

trodse mine kræfter, som jeg faktisk sidder og gør nu ved at skrive lidt ned, så bliver det nok ikke til det, som jeg havde

forestillet mig.

Jeg sidder i min liggestol henne ved vinduet og skriver. Det har

været et trist vejr med regn, blæst og kulde den sidste lange tid. Mon ikke sommervarmen snart er på vej, så energien og solen

vil hjælpe. Jeg tror alle bliver påvirket af vejret. Juli, august og september skulle gerne give os alle den vitaminindsprøjtning til

at klare vinteren. Det er dejligt at få besøg, det er altid et frisk pust. Aage var her i går (han er flink til at komme). Mens vi sad

og drak kaffe, kom Mary med en kage og småkager, så vi tre hyggede os sammen, Hun er en af mine mange trofaste venner.

Det betyder meget, når man ikke slev kan så meget. Aage sagde, da hun var gået, at han troede hun selv var meget glad

for at besøge mig og hjælpe mig. Nu i formiddags, da jeg var ved at lave lidt morgenmad, kom hun med varme birkes til min

kaffe.

120

Karen

Senere kom Karen med blomster fra haven. Jeg var glad for hendes besøg. Hun skulle på arbejde, og næsten hver dag i hele

juli måned, så hun har ikke så meget tid. I går fik jeg en lang og dejlig snak med Polle i telefonen. Han må desværre prøve så

meget her i livet, men han har det som jeg, at der også er meget at glæde sig ved. Alle hans interesser hjælper ham

meget. han vil også skrive mine kladder af, kun det, der er værd

at bruge, har jeg sagt til ham. Det er en del, jeg har skrevet om i vinterens eller forårets tid 2000. Han vil så ved lejlighed lave

det. Det hele er samlet hos Polle. Jeg sender også dette her, men jeg tror ikke, det er andet end problemer, jeg skriver om.

Måske kan det sorteres lidt.

¤¤¤¤¤

121

Læserbrev til Amtsavisen

Positiv Dialog med Hanne Lundberg om Demens

Inden jeg beretter om en spændende og livsbekræftende

oplevelse jeg har haft med Hanne Lundberg må jeg fortælle om baggrunden:

Min mand var dement i nogle år, inden han døde for nu fem år siden.

Jeg skrev dagbogsnotater i den svære tid – hvilket var en stor hjælp for mig. Disse dagbogsoptegnelser er er nu blevet til

en lille bog udgivet af Psyk. Infos forlag.

Kort før jul 1999 læste jeg i Kristeligt Dagblad et stort interview med Hanne Lundberg, hvori hun fortæller om livet med en mand,

hvis hukommelse er forsvundet. Alt hvad der står om Knud Lundberg kan jeg nikke

genkendende til. Lige siden jeg læste interviewet har jeg tænkt på at skrive til

Hanne Lundberg, som jeg ellers kun kender som hustru til en kendt sportsmand.

Brevet blev sendt. Et par dage efter ringede en meget venlig dame ved navn Hanne Lundberg til mig. Det var blot ikke den

Hanne Lundberg. Hun ville dog gerne have, at den ”rigtige” Hanne fik brevet, da hun syntes det var så rørende, det jeg

skrev.

Hun fandt adressen på internet, men under Knuds fornavn. Hun videresendte mit brev til Knuds Hanne Lundberg og samme dag

hun modtog det ringede hun til mig. Hun var tydeligt rørt og glad for at modtage denne hilsen fra mig.

122

I brevet var indeholdt lidt materiale fra min bog ”Senil Dement –

Dagbogsoptegnelser omkring min mands sygdom og død”.

Hanne Lundberg skulle holde et foredrag i Alzheimer foreningen nogle dage efter og ville gerne have et eksemplar af min bog.

Hun fik forlagets adresse og nåede at få bogen, som hun brugte i sit foredrag.

Hanne ringede til mig igen dagen efter foredraget og fortalte at alle var meget interesserede. Hun havde læst et afsnit af bogen

for dem, og mange ville notere bogens titel.

Jeg har kendt Hanne Lundberg i kort tid – og kun gennem telefonen. Vi er dog enige om, at vi vil holde kontakten ved lige.

Vi mener begge, at det betyder meget at få luft for alt det svære, som følger med at have en dement ægtefælle.

Vores erfaringer, Hannes gennem foredrag, og mine fra min bog,

håber vi kan være til gavn og måske trøst for pårørende, som står i samme situation med en ægtefælle eller slægtning, som er

ramt af hukommelsestab eller –svigt.

Tytte Højbak

¤¤¤¤¤

123

Apropos nr. 1 15.04.02

Min barndoms gade

APROPOS - Dagens apropos skribent har lige rundet 89 og ser i

jubilæumsåret tilbage på et langt liv i Randers.

Randers er min by. Jeg har levet her hele mit liv fra jeg var ca. 3 år gammel til nu, hvor jeg er en ældre dame på 89.

Hele barndommen var i von Hattenstræde nr. 10, hvor mine forældre flyttede ind i 1916 sammen med en stor børneflok.

For ca. 20 år siden gik jeg, som så ofte før, en tur gennem von Hattenstræde. Jeg stoppede op foran nr. 10 da jeg så en

dame stå indenfor i ”vores” vinduer. Jeg dristede mig ind i

porten, og to trin oppe til venstre var hoveddøren. Jeg ringede på damens dørklokke. Hun kom smilende ud.

Jeg fortalte, at jeg havde trådt mine barnesko i den lejlighed og havde boet der indtil jeg var 16. Jeg ville gerne se mit

barndomshjem inden det snart skulle renoveres.

Næsten alt så ud som dengang, slidte dørtrin, døre og vinduer, stuernes størrelse. Mine voksne øjne opfattede nu stuerne som

ret små. Køkkenet var lidt pyntet op. Dengang havde vi brændekomfur

med ringe og messingstang, køkkenlampe drevet ved petroleum. Nu var der elektrisk lys.

Det var en dejlig oplevelse at genopfriske min barndom. Tankerne kom i sving med minderne om en svunden tid.

Tøjet skulle vaskes i et lille baghus. Om vinteren skulle vandet først tøes op. Der blev fyret under grubekedlen. Soda og brun

sæbe til at skrubbe tøjet på vaskebrættet. Alt naturligvis ved håndkraft. Vaskedagen var en lang dag - fra tidlig morgen til sen

124

aften. Det er nemmere at vaske tøj i dag. Hvem kender til

blevask i dag?

WC-et, eller retiraden, var i gården. En spand var sat under et bræt med hul i. Gamle udgaver af Amtsavisen hang på et søm.

Det var datidens genbrug. Natvognen kom et par gange om ugen og tømte spandene. Natvognen var et hestekøretøj, som

skrumlede på de brostensbelagte gader. Vi kunne høre og lugte

natvognen på lang afstand og sørgede for at lukke vinduer og døre i god tid.

Hver lørdag var der hestemarked i Torvegade. Hestene stod i to

rækker op ad gaden – med bagenderne ind imod fortovet. Som lille pige elskede jeg at løbe hen i Torvegade og se

hvordan de tingede om prisen på hestene. Der var altid en masse mennesker i gaderne, når der var marked.

Hestehandlernes køretøjer var staldet op på markedspladsen i udkanten af byen, ca. der hvor Jako nu ligger.

Hestemarkedet midt i byen blev forbudt i begyndelsen af 1920erne. Jeg husker, at de forretningsdrivende var kede af, at

det sluttede. Det gik ud over handelen.

Jens Otto Krag boede Kirkegade 9, hvor hans far havde en

cigarforretning. Kirkegade støder op til von Hattenstræde, hvor jeg boede. Jens Otto og jeg var ca. lige gamle, så vi har uden

tvivl leget sammen i barneårene. Jeg husker ham dog ikke fra dengang. Tænk, at han skulle blive Danmarks statsminister.

Da jeg var ca. 8 år biksede min bror Harald med en kasse, som

han kaldte et krystalapparat. Det havde en masse tråde, som han viklede sammen i kassen – og nu skulle vi mindre søskende

være helt stille, for der skulle komme musik ud af den kasse. Vi måbede, da vi hørte en lyd komme ud og fattede ikke en pind

om, hvor lyden kom fra. Det var vist den første undren hos mig vedrørende den

udvikling, der med lynets hast er foregået i min tid. Hvis jeg dengang var blevet fortalt, at jeg 75 år senere skulle få en

125

computer at skrive på, ville jeg ikke have troet på, at det kunne

lade sig gøre.

Sandelig – der er sket store udviklinger siden jeg i 1916 flyttede ind i den hyggelige brolagte gade i Randers.

Godt at gaden stadig ligner sig selv.

¤¤¤¤¤

126

Apropos nr. 2

Og det blev forår……….

APROPOS: Lyset er vendt tilbage og folk glæder sig. Det gjorde vi også hin mindeværdige aften den 4 maj 1945.

Hvert år den 4 maj sætter jeg lys i vinduerne. Det gjorde vi også, da BBC om aftenen den forårsdag i 1945 kl. 20.35

meddelte over radioen, at Danmark atter var frit. De fem uhyggelige år var slut. Tyskland havde kapituleret. Vi

kunne flå de forhadte mørke rullegardiner ned og tænde lys overalt.

Lyset blev nu igen tændt i hjerter og hjem. Vi følte stor glæde

over budskabet fra Danmarks Radio, som betød, at nu var vi atter frie. Alle satte levende lys i vinduerne, naboerne ønskede

hinanden tillykke, råbte hurra, dansede og hoppede.

Jeg glemmer aldrig den glædens aften. Nu behøvede vi ikke længere at være bange for den ondskab, som en krig medfører.

Vi var et frit land. Kirkeklokkerne kimede og den 5 maj var der mindegudstjeneste i vore kirker.

Den 5 maj 1945 tog vi med vore tre små drenge ind til Randers.

Vi skulle glæde os med hinanden. Alle kom hinanden ved. Vi havde dannebrogsflag og rød-hvide blomster med.

Der var næsten ufremkommeligt. Glæde og sang lød fra alles læber og vi omfavnede mennesker vi slet ikke kendte. Nu vidste

vi, at vi skulle holde sammen, store og små, unge og gamle.

Den mest populære sang det forår med den smukke melodi og

tekst var:

127

”En lærke letted, og tusind fulgte Og straks var luften et væld af sang

De tusind tårne tog til at tone Så landet fyldtes af klokkers klang

Og byer blomstred i rødt og hvidt Og det var forår og Danmark frit

ja, Danmark frit.”

Denne dejlige sang rummer alt det, vi følte efter befrielsen.

Den står som nummer 432 i Højskolesangbogen og er komponeret af Math. Christensen. Teksten er skrevet af Mads

Nielsen.

Vort hus var knapt bygget færdigt da Danmark blev besat af Nazi-Tyskland den 9 april 1940.

Om morgenen stod vore to små drenge på vores terrasse. De syntes det var sjovt med alle de flyvere, som var næsten helt

nede over vore hoveder. Forældrene var mere beklemte. Flyverne sendte flyveblade ned over os med besked om,

hvordan vi skulle forholde os. Et ”OPROP”, som tyskerne kaldte det.

Vi fik også snart besked på at mørklægge vinduerne om

aftenen. Vi havde imidlertid hverken vinduer eller døre i huset, som ikke var færdiglavet.

Trods krigen prøvede vi at leve et normalt liv, så børnene ikke

skulle lide nogen nød. Sirenerne havde en ildevarslende og grim lyd. Man blev fyldt

med ængstelse for, hvad der kunne ske. Der skete nu ikke så meget i Randers sammenlignet med andre steder i verden.

Vort tredje barn, som hver dag lå i barnevognen, kunne ikke lide sirenernes lyd. Han brast altid i gråd, når de tog til at hyle.

Vi måtte i kældre og beskyttelsesrum når ”luftalarmen” lød. Vi kunne ikke bevæge os udendørs efter mørkets frembrud

medmindre vi havde speciel tilladelse. En ubehagelig tid var det – at være berøvet sin frihed.

128

En aften var det alvor med sirenerne. En bombe faldt i Vorup og

jævnede tre huse med jorden. Det var i sommeren 1944. Det rygtedes, at det var engelske flyvere på vej hjem til England

efter et bombetogt. De tog fejl af stedet hvor de ville droppe deres overflødige last.

Vi mærkede trykbølgen fra bomben helt til Kristrup. Vi havde åbne vinduer så vore ruder overlevede, men de som havde

lukkede vinduer fik knust ruderne af trykket.

Næste dag tog jeg de to store ved hånden og den lille i

barnevognen for at se det forfærdelige syn, som gjorde et stærkt indtryk på os.

Adskillige mennesker mistede livet ved den lejlighed. Nogle overlevede på mirakuløs vis.

Rygterne gik, vi havde jo heller ikke en fri presse i de dage.

Mange danske jøder var gemt væk under besættelsen. Vores læges kone var en af dem. En mørk nat skulle hun flyttes fra et

skjulested til et andet. Under køreturen påkørte de en tysk påhængsvogn, som tyskerne havde tabt. Man skal erindre, at

der var totalt mørke, så en påkørsel var næsten uundgåelig. Lægens kone, som var højgravid, blev slynget ud af bilen.

Resultatet var, at hun mistede synet. Hun fødte et sundt barn

men så det aldrig. Senere klarede hun sig fint i bylivet efter at hun havde fået

en førerhund, og vi talte ofte sammen.

Vi hørte jo en del om sabotagehandlinger, Hvidsten-gruppen og den skrækkelige likvidering af Kaj Munk.

En nær ven – en af ”de tapre døde” - som var med i modstandsgruppen, blev skudt sammen med fire andre. Vores

ven var 19 år gammel. Min yngre bror var også med i modstandsbevægelsen og blev

taget af tyskerne i krigens sidste dage. Han blev indsat i Vestre Fængsel og led nogen overlast. Heldigvis nåede de ikke at sende

ham til Neuengamme, hvor så mange andre endte.

129

Jeg glæder mig dagligt over, at vi lever i et frit, demokratisk

land, specielt her i de mindeværdige forårsmåneder.

Jeg sætter også lys i vinduerne i morgen aften – den 4 maj 2002.

¤¤¤¤¤

130

Apropos nr. 3

”Sangen om Randers”

APROPOS: Tytte Højbak var tidligere medlem af et kor. Korlederen, Jacob Nielsen skrev en – hidtil ret ukendt -

hyldestsang til sin hjemby, Randers.

I mine yngre dage var jeg meget aktiv på det musikalske område. Jeg sang og spillede guitar i et kor. Vi havde en meget

dygtig korleder, som hed Jacob Nielsen. I 1948 skrev han en sang til hyldest for sin hjemby, Randers.

Jeg har mange gange syntes, at det var en skam, at denne smukke sang og melodi ikke kom mere frem i lyset.

Jeg tror den hører hjemme her i jubilæumsåret – og

fremover.

Jeg fandt den i min node- og sangbog fra så mange år tilbage og fik inspiration til at fundere over, at Randers stadig er en smuk

og attraktiv by at bo og leve i.

131

Sangen om Randers

Danmarks perle hvor er du gemt?

Hist hvor Gudenåen løber ud i fjorden og dermed nemt

Randersnavnet røber. Hegnet du bli’r af bakker og sletter

som løvkrans ifletter

om kirkernes spir.

Helt fra middelalderen står dine huses bindingsværker,

heltegerningers frasagn går, dønninger end vi mærker,

Kronjydens by, Niels Ebbesen maner til hævede faner

i dage som gry.

Randers, Randers, dig har vi kær, når vi ser de røde tage,

krumme gader og parkers træer, det vore sind behage,

og vi har ry for handsker og store

laks og piger, den slags som er skønne og bly.

Randers, Randers, dig har vi kær,

om de tretten landeveje, stundom fører fra hjemmet her,

som i din favn vi eje. Billedet dit dog hjerterne gemmer,

vi aldrig dig glemmer, du drager os blidt.

(Node bag i bogen!)

132

Med minderne om denne sang vil jeg berette lidt løst og fast om

livet i byen i første halvdel af 1900-tallet. I tyverne og trediverne var husene opvarmet ved hjælp af

koks, briketter og træ. Under krigen og længe efter brugte man tørv, ofte af elendig kvalitet og ofte halvvåde, så man fik løbesod

i skorstenen. Husene var smukke – set udefra. Men de manglede oftest de

mest elementære installationer og var ikke særligt komfortable

at bo i. I slutningen af tyverne blev der etableret fjernvarme i byen,

først i Vesterport og i KFUMs hus. En fantastisk fremgang. Nu kunne man i disse huse få bad – og varmt vand fra hanen.

Fjernvarmen blev dog først almindeligt udbredt efter krigen ligesom andre praktiske ting som badeværelser og ordentlige

køkkener. Støvsugeren mindes jeg i 1935. De emsige sælgere af Nilfisk

demonstrerede, hvor snavset ens sofa var. Man dækkede sofaen med et klæde, hvorefter agenten støvsugede ovenpå klædet.

Derefter vendte han klædet om, og fluks måtte den flove husmor erkende, at hun ikke kunne undvære en Nilfisk.

Rådhusets flytning.

I tyverne var der boder på Rådhustorvet, hvor man kunne købe

alskens ting og sager. I begyndelsen af 1930 var den store begivenhed flytningen af

rådhuset. Jeg var 17 år dengang i det tidlige forår og ansat som

stuepige på KFUM. Folk var spændte – og ængstelige! Kunne det nu lade sig gøre – eller ville det hele brase sammen?

Man manglede plads i Rådhusstræde til den voksende trafik

og overvejede forskellige projekter vedrørende det gamle smukke rådhus, som var blevet bygget i 1778.

Resultatet blev, at det gamle hus skulle flyttes – 3 meter mod nord. Det skulle understøttes med jernbjælker, sættes på ruller

og skubbes med donkrafte.

133

Jeg og de øvrige piger på KFUM skulle jævnligt ned at kigge på,

hvordan det gik med projektet. Det tog nogle måneder at forberede det. Dagligt var der en sand strøm af mennesker, som

skulle forbi for at følge processen.

Endelig oprandt den store dag, d. 6 marts 1930. Rådhustorvet var sort af mennesker, som skulle se på. Vi kunne ikke se det

rokke sig, men det faldt da heller ikke sammen. På andendagen,

d. 7 marts endte huset med at stå på sin nye plads. Fuldstændig uskadt. Det gamle tårnur slog sine slag som tegn på, at tiden går

videre.

Det mere end 200 år gamle rådhus står der endnu – flankeret af Niels Ebbesens statue – og danner et smukt og naturligt midt-

punkt for byen. Hvilken fryd det er at sidde på en bænk på Rådhuspladsen en solrig sommerdag og se den spændende

arkitektur og det myldrende folkeliv.

Byens parker

I min barndoms- og ungdomstid gik søndagsturen ofte til byens

parker. På Skovbakken var der hele sommeren forskellige former for underholdning, friluftsteater – og tivoli.

I Vestparken var der mange sommermøder. Man tog

madkurven med. Det var også her de unge elskende par sværmede. Om vinteren har jeg mange gange suset ned ad

kælkebakkerne der. I denne park står genforeningsmonumentet som symbol på

Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. Afsløret d. 15 juni 1927.

Indskriften står der endnu:

”Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage,

en røvet datter dybt begrædt, er kommet frelst tilbage”

134

Doktorparken er der også endnu. Der var – og er – vand, smuk

natur og mange fugle. I min barndom var der små heste, som børn kunne ride på.

Byen

Byen så ganske anderledes ud dengang. Frederiksplads var en smuk samlingsplads for unge mennesker. Et flot springvand stod

midt på pladsen. Østervolds planlæggere må have en lidt dårlig

smag i munden. Og Vestervolds.

Gravemaskinernes hærgen har man så forsøgt at råde bod på ved at placere en flot hest på Østervold – og en underlig ”høm-

høm” på Vestervold.

Man kan glæde sig over, at byens fædre er blevet kloge af skade og at de gamle smukke bygninger nu bliver bevaret for

eftertiden. Ligeledes glæder jeg mig over de mange smukke skulpturer, statuen af Niels Ebbesen, Konen med Æggene ved

Helligåndshuset, Den Jyske Hingst. Når man har passeret Randersbro og ladet sit blik genere af

den underlige vase midt i åen og den besynderlige stak brædder, der læner sig op ad kommunens administrationsbygning kan

man glæde sig over, at de smukke kirker, Sct. Mortens og

Klosterkirken står endnu.

Ja, Randers er stadig en smuk by trods hårdhændede metoder i tresserne.

Måske skulle vi synge en sang til ære for byen ved Gudenåen.

Måske ”Sangen om Randers”.

¤¤¤¤¤

135

Apropos nr. 4

Blodigler på Svaneapoteket

APROPOS: I 1930-erne var jeg ansat som såkaldt defektrice på Svaneapoteket i Randers. Man solgte bl.a. levende igler, som

folk brugte mod bylder.

Det gamle Svaneapotek ligger malerisk i Middelgade med udsigt op ad Torvegade. Apotekets trappe er noget for sig - med

opgang fra begge sider. Gelænderet er meget smukt, udført i smedejern med

indbyggede svaner og slanger og med indskriften ”Svane Apothek”.

Over skranken i apoteket var en inskription, hvor der på latin

stod: ”Nos remedia – Deus salutem” (Vi har midlerne – Gud velsigner dem). Det står der ikke mere, idet inskriptionen måtte

lade livet under en ombygning. På fronten af huset er bl.a. en relief, hvor der står ”A 1802”,

hvilket formentlig betyder, at huset i år har 200 års jubilæum. Måske er det derfor, man netop nu er i gang med at male det.

Når man skal på apoteket bør man unde sig selv den oplevelse, det er at gå ind i gården, som er meget smuk. Der er en flot

fontæne midt i gården, dog desværre nu uden vand.

Jeg var ansat på Svaneapoteket i tre et halvt år fra foråret 1931 til efteråret 1934. Så blev jeg gift med mit hjertes udkårne,

som mente at han var i stand til at forsørge mig. Jeg ville egentlig gerne have fortsat på apoteket og apotekeren ville også

gerne have mig til det. Det var dog almindeligt i de tider, at

”koner” gik hjemme, så det gjorde jeg også.

Min ældste søster var ansat på apoteket, men skulle giftes og flytte til Sjælland. Tanken var så, at jeg skulle afløse hende, men

136

først skulle hun oplære mig i kunsten at blande medicin. Vi var

sammen om det i tre måneder. Jeg havde forestillet mig, at det var meget fine mennesker,

der arbejdede på et apotek. Jeg var lykkelig for, at min søster var der, for det var et helt nyt miljø for mig. Tidligere havde jeg

arbejdet på KFUM som stuepige, og der var liv og glade dage. Tonen på apoteket var helt anderledes. Apotekeren var en

statelig herre, som man tiltalte Hr. Apotekeren (han hed P.O.

Christensen) og alle sagde De til hinanden. Jeg blev kaldt Morten 2. Min ældre søster hed Morten 1. Vi

hed nemlig Mortensen til efternavn. Min søster var en hård læremester. Hun forlangte, at jeg

huskede de latinske navne på alt, hvad jeg havde med at gøre, blot hun havde fortalt det én gang. Det var også vigtigt at vide,

hvor jeg skulle finde de forskellige ingredienser. En overgang var jeg ved at tabe modet, men efterhånden gik

det lettere for mig. Jeg skulle jo være defektrice. Defektricer hedder nu om dage farmaconomer.

Naturmedicin

En del af mit arbejde var at blande såkaldt ”klogkone-medicin” sammen. Der var mange slags blandinger. En af dem bestod af

15-20 slags tørrede urter og andre ting, som jeg stødte til pulver

i en morter. Meget af det var stærke sager. Hver ting skulle vejes nøjagtigt af. Det foregik på en helt speciel vægt, noget i

retning af en brevvægt. Jeg brugte også en vægt med to skåle og lodder. Alle

ingredienserne kom i en stor apotekerkrukke. Der blev hældt sprit og destilleret vand over, hvorefter det skulle stå og trække i

18 - 20 dage under jævnlig omrøring. Derefter blev det filtreret og hældt på små dråbeflasker, som jeg satte korkpropper i,

foldede pergamentpapirhætter over, satte en snor omkring flaskehalsen og klippede en fin kant, så det lignede en

præstekrave. Jeg skrev mixturens navn på etiketten og satte flaskerne hen i et skab ved skranken. Jeg lavede vel en 50 – 60

flasker ad gangen.

137

Jeg fik efterhånden stor rutine i at folde disse papirhætter og

blev da også meget rost for det. Medicinen var god mod mange dårligdomme såsom galde-

sten, gigtsmerter, hovedpine, træthed.

Jeg lavede også andre blandinger, eksempelvis hovedpinepulver ordineret af læge. Det skulle vejes nøjagtigt, lægges i små

kuverter og foldes, alt ved håndkraft.

Igler mod bylder

Vi havde også igler, som stod i en krukke med vand. Det skete tit, at der var kunder til sådan en ulækker sort fyr. Iglen skulle

bruges mod bylder. Man satte den på bylden, hvorefter iglen ville suge materien ud af det betændte sted -og vups var man rask.

Når der kom en kunde til igler fiskede jeg de levende igler op af krukken med en tang og over i et lille glas og bandt over det.

Det var før penicillinens udbredelse. Der er næppe nogen, der ville ønske at sætte levende igler på kroppen nu om dage.

Dengang i trediverne var der mange ansatte på apoteket. 30 –

35 i alt: 7 – 8 farmaceuter, 4 – 5 disciple, 3 kontordamer, en flaskedame, som gjorde flasker rene, 2 rengøringsdamer, 10 –

11 defektricer, et bud, en altmuligmand.

Budet kørte konstant rundt i byen til kunderne og bragte desuden medicinpakker til rutebilstationen så folk i oplandet

også kunne blive forsynet. Arbejdstiden var lang. Ikke noget med lørdagsfrihed. Da

arbejdede vi ofte til kl. 8 – 9 om aftenen. Til daglig sluttede arbejdstiden normalt kl. 18.

Gammelt apotek

Svaneapoteket har en lang historie bag sig. Jeg har lånt en indbundet bog, som indeholder et halvt års

udgaver af Randers Amtsavis fra 1932. Jeg fandt på den sidste side, hvad der står om Svaneapotekets start.

138

Citat:

”Randers Amtsavis og Avertissements – Tidende, Mandagen den 2den Januar Anno 1832, som med Kgl. Allernådigst Bevilling

forsendes med Brevposterne overalt i Danmark og Hertugdømmerne, Redigeret, trykt og udgivet af J.M. Elmendorff.

Randers Svane Apotek

Som ifølge allernaadigst Bevilling fra ny er oprettet, har jeg haft den Ære, i dag at forevise ved Visitation for S.T. Hr.

Kancelliraad, Stiftphysicus, Doctor Med. Villemoes, S.T. Hr. Kancelliraad, Districtscirurg Jørgensen og de øvrige

herværende Herrer Læger, under Overværelse af den velvise Magistrat, hvorved Alt befandtes ordentligt og

hensigtsmæssigt indrettet, ligesom Lægemidlerne vare i god

Tilstand og i Overflødighed. Som følge heraf tillader jeg mig at anbefale mit Apotek

paa det bedste til Byens og Omegnens Beboere, forsikrende stedse at skulle iagttage den samvittighedsfuldeste

Opfyldelse af mine Pligter.

Randers, den 28de Juni 1832. S. Køster.” Citat slut.

Mens jeg var på apoteket var der hundrede års jubilæum, altså i

1932. Gaven fra personalet var en stor, flot Kgl. Porcelænsvase

dekoreret med Svaneapotekets facade. Vi gav alle 10% af vores månedsløn til vasen. Til gengæld fik hele personalet en

månedsløn i gave. Vasen står stadig i apoteket. Et flot minde om jubilæet i 1932.

Den 16 November 1981 fejrede apoteket 150 års jubilæum. Da var jeg derinde med blomster fra min ældste søster og mig.

På det vedhæftede kort skrev jeg lidt om fortiden, underskrevet af Morten 1 og Morten 2.

Den daværende apoteker var meget interesseret i at høre om

gamle dage og viste mig rundt på hele apoteket. Der var sket en

139

stor forandring med indretningen. Tonen var også en anden,

mere uformel. Det var ganske pudsigt at høre apotekeren tiltale mig med Du.

Der sker alligevel en hel del i løbet af 70 år.

¤¤¤¤¤

140

Apropos nr. 5

Min ven rollatoren

(27.06.02)

APROPOS: Den lille røde Morris Mascot blev solgt og jeg fik et andet køretøj med fire hjul.

I mange år var jeg ansat i firmaet Tupperware og kørte land og rige rundt i min lille røde Morris Mascot, som var et yderst

charmerende køretøj. Da jeg rundede 83 år syntes jeg, at jeg skyldte mine medtrafikanter lidt ro, hvorfor jeg skilte mig af med

bilen. Et par år efter fik jeg et andet køretøj med fire hjul, sæde og

bremser - men dog uden motor. Et andet charmerende køretøj.

Rollatoren blev en fast bestanddel af mit liv.

Dørtrinene i min lejlighed blev fjernet, så nu kan jeg let køre

rundt indendørs. I kurven kan jeg transportere mine ting og sager, og hvis jeg bliver træt – det gør jeg ofte – kan jeg bremse

køretøjet og sætte mig ned på det indbyggede sæde. I sandhed en herlig opfindelse den rollator.

Jeg er så heldig, at der er elevator i ejendommen, hvor jeg bor. Desværre kan jeg ikke magte at bakse køretøjet ned fra min

lejlighed, idet elevatoren stopper ved den nederste repos, hvorfra der er otte trin ned. Jeg har derfor lavet en aftale med

en af de andre ældre beboere om, at jeg kan benytte hendes rollator, når jeg skal udendørs på min jævnlige spadseretur. Den

står parkeret i gadeplan. Heldigt, at der bor så mange gamle mennesker i ”Solhøj”.

Børnebørnene synes, at rollatoren er sjov at lege med.

141

Når man bliver gammel og gerne vil blive boende i eget hjem er

det en stor fordel, at det offentlige stiller så mange hjælpemidler til rådighed. Det sparer måske også det offentlige for udgifter til

brækkede ben og andre aldersrelaterede sygdomme.

Jeg sætter megen pris på de mange håndtag, som jeg har i soveværelse og badeværelse. De hjælper mig med at navigere

rundt i lejligheden.

Når det kniber med at læse aviser og bøger er det en stor hjælp at modtage lydbånd fra biblioteket. Disse lydbånd kommer

med posten hver fredag og giver et godt overblik over det, som jeg tidligere kunne læse om i Randers Amtsavis.

Hvis man skal læse en bog eller lave lidt håndarbejde er det rart

at have en lup-lampe, som jeg har fået stillet til rådighed fra hjælpemiddelcentralen.

Fjernsyn kan jeg se på storskærm. Det virker på den måde, at

man stiller en stor krum skærm op foran fjernsynet og billedet bliver således forstørret. Nogen af mine veninder kommer ofte til

en biografaften her.

Jeg har netop ved at se udsendelsen ”Fra Kap til Kilimanjaro”

genopfrisket gamle minder fra Afrika, som min mand og jeg besøgte i to omgange for en del år siden, da min søn og

svigerdatter var bosiddende der.

Nødkaldeapparat.

Og så har jeg for nylig fået et kaldeapparat, som jeg altid har om halsen. Hvis jeg skulle få behov for det, kan jeg blot trykke på

kaldeapparatet, som står i direkte forbindelse med Tirsdalens Plejehjem. Få minutter efter skulle der være assistance på

stedet. Jeg har enkelte gange haft lejlighed til at afprøve

apparatet og det virker tilfredsstillende. Det er meget betryggende for mig selv og for min familie.

142

Mad

Indkøb og madlavning bliver også besværlig, når man bliver ældre. Jeg klarer stadig indkøb ved at ringe til købmanden, som

så bringer mine varer. Jeg har ikke energi til at lave den varme mad selv, så den

kan jeg bestille fra kommunens madservice. Udmærket sund og nærende mad - men naturligvis ikke som

vor mor lavede den.

Jeg har selv købt en elektrisk stol. Den er herlig at sidde – og

ligge – i. Med et tryk på en knap bliver stolen til en seng, næsten. Mine oldebørn elsker min elektriske stol og jeg viger

gerne pladsen, når de er på besøg. Jeg fik en trådløs telefon af en af mine sønner. Den følger mig

overalt i rollatorens kurv. Nu kan jeg ringe ved tryk på et par enkelte knapper.

Hjemmehjælp.

Alle dagligdags opgaver, som tidligere var en enkel sag at overkomme bliver pludseligt besværlige, når man er gammel.

Som yngre er det sikkert svært at forestille sig, at det at tage et bad kan være en større belastning. Det er det for mig nu.

En gang om ugen kommer hjemmehjælpen og sørger for min personlige hygiejne og rengøring. Samtidig får jeg gjort rent i

lejligheden. Desværre har de søde og effektive hjælpere ikke så megen

tid til en snak og en kaffetår.

Ofte kan man også blive lidt frustreret over, at personalet fra hjemmehjælpen meget ofte skiftes ud. Social- og Sundheds-

hjælpere skal ofte på skole for at dygtiggøre sig. Det er sikkert nødvendigt i vort moderne samfund.

143

I gamle dage var verden enklere.

Da kunne man klare sig med syv års skolegang og pigerne lærte alle de huslige gøremål af deres mor.

For et par generationer siden tog familien sig af de gamle. Man havde bedre tid til de ting. Måske kom man hinanden mere

ved?

I dag foregår meget elektronisk. Man skriver breve til hinanden

på computeren. Måske skriver man slet ikke breve. Måske meddeler man sig blot til hinanden.

Jeg holder stadig af at skrive breve – er lidt ked af, at postvæsenet har nedlagt postkassen nede på hjørnet.

Sådan udvikler vort samfund sig. Noget vindes – andet tabes.

Jeg sætter pris på det, jeg har vundet. Det tabte ligger bagude som værdifulde minder.

¤¤¤¤¤

144

Apropos nr. 6

Ældreliv i ”SOLHØJ”

APROPOS: Når ens jævnaldrende dør er det vigtigt at skabe nye relationer.

Ejendomskomplekset ”Solhøj” bærer sit navn med rette. Det

ligger på det højeste punkt i den sydlige del af Randers. Som beboer på den øverste etage har jeg en mageløs udsigt til nord

og til syd. Mod nord har jeg Randers by, som er smukt beliggende i Gudenådalen. Jeg kan se milevidt ud langs fjorden

og op ad Gudenåen. Min lille kikkert må ofte frem for at jeg kan nærstudere nye

opdagelser.

Mod syd har jeg den dejligste udsigt over villakvarterer med

smukke haver - og vindmøller, som producerer forureningsfri elektricitet til glæde for samfundet. Varehuset OBS kan øjnes i

det fjerne.

Solnedgangen over Gudenådalen med de smukke, vekslende skyformationer giver meget stof til eftertanke og sender ofte

tanken på flugt og undren over, hvad der mon er på den anden side af døden.

Jeg har ofte forsøgt at gengive naturens undere på lærred men må gang på gang erkende, at Vorherre er dygtigere end jeg

er.

Byens lys om aftenen er et fascinerende skue. Under

nytårsaftens festfyrværkeri sidder jeg i første parket.

Jeg holder meget af de vekslende årstider: Efterårets sprudlende farvepragt, vinterens rimfrost på de nøgne træer - men mest af

145

alt forårets sprøde grønne farver med forventning om sol og

sommer og lange, varme dage.

Alt dette har jeg nærkontakt til fra min ”udsigtsplatform”.

Det værste ved at blive gammel er, at ens jævnaldrende venner falder fra. Det gør de nødvendigvis, når man nærmer sig

halvfems.

Så er det vigtigt at skabe nye bekendtskaber, som måske kan udvikle sig til venskaber.

Der synes at være en tendens til, at ældre mennesker i Kristrup flytter til Solhøj. Måske er det, fordi her er et godt

sammenhold mellem beboerne.

Jeg har selv igennem en del år været involveret i en støttekreds i Kristrup Sognegård, hvor jeg har fået mange venner. En del af

dem bor i Solhøj. Som en af de ældste i Solhøj er det meget vigtigt for mig at

dyrke venskaberne. Jeg føler mig aldrig alene. Folk dumper ind med kage til kaffen. Pludseligt er vi fire-fem stykker, som drikker

kaffe, snakker og hygger os. Det varmer en gammel kone, at hun ikke er glemt.

På gode sommerdage mødes vi i solkrogen til medbragt kaffe og kage. Det bliver ofte til et par timer med en god hyggestund og

snak om løst og fast, om forbedringer i ejendommen, om noget spændende, vi har oplevet.

Det er mest de ældre, der samles. Fra tres- til halvfemsårige. Kvinderne er altid i overtal. Hvad mon mændene laver?

Om vinteren mødes vi i Solhøjs festsal hver anden torsdag

eftermiddag. Ofte er der en af beboerne, som står for oplæsning. Måske er der anden form for underholdning. Den medbragte

kage indtages sammen med kaffen, som man betaler et beskedent beløb for.

Den årlige julefrokost finansieres via kaffesalget. Ligeså med den årlige sommerudflugt.

146

Efter kaffebordet spiller nogen kort eller andet spil. Andre har

mere lyst til blot at sidde i de bløde stole og få en hyggelig snak. Det er dejligt, at der er nogen af de yngre beboere, som har

lyst til og er i stand til at tage initiativ til disse aktiviteter.

Det er i det hele taget dejligt, at beboerne i Solhøj kommer hinanden ved. Det virker som en god boform, en slags kollektiv

individualisme, hvor alle har deres eget hjem og deres eget liv

men alligevel er en del af et fællesskab, et fællesskab, som viser tidens tendens.

Ældre er begyndt at søge sammen i bo-fællesskaber. Det er for kedeligt og uinspirerende at bo alene. Mennesker har behov

for hinanden.

Vi gamle i Solhøj har antydet modellen for nye samværsformer.

147

Tidstavle med nogle familie-begivenheder

Listen omfatter nogle af Tyttes nærmeste forfædre, forældre,

søskende, mand, børn, svigerbørn og børnebørn.

1841 Tyttes Morfar Hans Kristoffer Kristensen. Født 20-5. (Død 1890).

1845 Tyttes Mormor Kirsten Marie Pedersdatter. Født 29-11. (Død 3-4-1927)

1853 Tyttes Farmor Karen Olesen født 16-11 (Hun var

herreskrædder) (Død 1932) 1855 Tyttes Farfar Jens Mortensen født 28-9 (Død 1926).

1880 Tyttes Mor født 3-7 Elisabeth Kristensen, kaldt Lise (Død 1974).

1880 Tyttes Far Ole Mortensen født 7-5 (Død 1960) 1890 Tyttes Morfar Hans Kristoffer Kristensen Død

(Født 1841) 1896 Missionshuset i Gedsted bygges

1902 Tyttes forældre Lise og Ole blev gift 19-12 1903 Marie Mortensen født 27-9 (Død 1996).

1905 Oskar Mortensen født 10-1 (Død 1985). 1906 Martin Højbak født 27-2 (Død 27-5 1995).

1906 (Jens Kristoffer) Risgaard Mortensen født 3-4. (Død 1995)

1907 Harald Mortensen født 18-10 (Død 1979).

1909 Georg Mortensen født 12-9 1911 Theodor Mortensen født 11-6 (Død 2001).

1912 Ole og Lises virksomhed og hus brænder 12-5 1913 Tytte Mortensen født 27-1

1913 Tyttes Far Ole indkaldt til sikringsstyrken 1914 Lise og Ole begge syge. De lå på Viborg Sygehus.

Syv børn i pleje hos familie og venner. 1916 Gudrun Mortensen født 26-4 (Død 1950)

1916 Ole begynder på Ligkistefabrikken Heilskov 1917 Mortensen familien flytter til von Hattenstræde

1918 Esther Mortensen født 19-3 (Død 1990). 1920 Tyttes skolegang 1920-27. Markedsgade Skole

1920 Ruth Mortensen født 29-9

148

1921 Ole skriver brev om sin søn Risgaard

1922 Svend Mortensen født 25-10 (Død 1994). 1925 Der kom mælkeforretninger i Randers. Mælkemanden

holdt op med at køre 1925 Hestemarked forbydes midt i byen. Flyttede til

markedspladsen 1926 Ellen Mortensen født 8-1 (Død 2000).

1926 Tyttes Farfar Jens Mortensen dør (Født 1856)

1927 Tyttes Mormor Kirsten Marie Pedersdatter. Død 3-4-1927

1927 Tyttes forældre har sølvbryllup 19-12 1930 Tytte var pige på KFUM 1930-31

1930 Rådhuset i Randers flyttes på ruller 1931 Tytte og Martin forloves 18-5

1931 Tytte ansættes på Svane Apoteket Foråret 1931 til 1-10 1934

1931 Lise og Ole køber Frederiksgade 1 1932 Tyttes Farmor Karen Olesen dør (Født 1853)

1932 Svaneapoteket bliver 100 år 28-6 1934 Tytte og Martins bryllup 7-10

1936 Poul Højbak født 8-9 1938 Aage Højbak Født 21-7

1939 Holmsgårdsvej 7, indflytning september

1939 Esther Nielsen født 10-9 1940 Esther og Svends bryllup 7-4 (Tre dage efter

besættelsen!) 1944 Eva (Flarup) Højbak født 17-1

1944 Peter Højbak født 24-5 1944 Jytte (Ehlert) Højbak født 31-6

1944 Bomber i Vorup 1944 Martin begynder at lave pudsebånd i kælderen

1945 Svend (Tyttes bror) taget af tyskerne kort før befrielsen. (Sad i Vestre Fængsel).

1946 Tytte på sygehus (mavesår). Peter passes af fru Einfeldt. 1947 Karen Højbak født 31-8

1950 Tyttes søster Gudrun dør 22-2-1950 1951 Esther og Svend m familie flytter til Randers

1956 Jørgen Skov født 10-5

149

1959 Esther og Polle holder bryllup 26-9

1959 Tytte og Martins sølvbryllup 7-10 1960 Tyttes far Ole Mortensen død. Marts.

1960 Per Højbak født 13-4 1960 Lone (Andersen) Højbak født 10-12

1961 Hanne Højbak født 9-8 1962 Eva og Aage holder bryllup 1-12

1963 Claus Højbak født 1-6

1963 Tytte begynder i Tupperware 1963 Tytte får kørekort

1965 Jytte og Peter holder bryllup i pinsen 1965 Tyttes Mor Lise bor en tid på Holmsgårdsvej.

1965 Henrik Højbak født 20-11 1970 Altertæppet til Kristrup Kirke indviet

1971 Rikke Højbak født 23-2 1971 Filip Højbak født 1-5

1971 Martin Højbak får et voldsomt epileptisk anfald 1971 Jesper Højbak født 31-10

1972 Tytte og Martin hos Eva og Aage i Kenya 1974 Tyttes Mor Lise dør 2-4

1974 Ruben Skov født 10-11 1977 Tytte og Martin hos Eva og Aage i Tanzania

1978 Tytte udsender sine første erindringer

1979 Tytte brækker benet ved leg med Ruben og Filip 1979 Tyttes bror Harald dør.

1980 Karen og Jørgen holder bryllup 1980 Rasmus Skov født 2-8

1984 Tytte og Martins guldbryllup 7-10 (Mygind Gl. Præstegård) 1985 Tyttes bror Oskar dør

1986 Mikkel Højbak født 19-9 1986 Hans Christian Akervoll født 2-12

1987 Rikke Marie Højbak født 16-9 1987 Kirsten (Gudruns yngste datter) dør

1989 Tytte udsender erindringsbogen "En rejse..." 1990 Esther Boesen dør 2-10

1992 Kristrup Sognegård indvies. December 1994 Tyttes bror Svend dør.

1994 Tytte og Martins diamantbryllup 7-10 (Holmsgårdsvej)

150

1994 Tytte og Martin flytter på Asser Rigsvej

1995 Martin på plejehjem. Februar 1995 Martin Højbak dør 27-5

1995 Tyttes bror Risgaard dør 1996 Tyttes søster Marie dør

1997 Tyttes "Erindringsglimt" 2000 Tytte på aflastning på Tirsdalen 5-6

2000 Tytte på sygehus 22-5 (Vandladningsproblemer)

2000 Tyttes søster Ellen dør. 2001 Tyttes bror Theodor dør.

151

Personregister - Liste over Tyttes forældre, søskende, mand og børn (opstillet

efter fødselstidspunkt!). Tallene er sidetal. "ff" betyder "og følgende sider".

Tytte er ikke med i listen, da hun direkte eller indirekte er med over det hele.

Fotografierne er ikke med på listen. Listen skal ikke betragtes som komplet.

Lise, Tyttes Mor

6, 7 ff, 23, 26, 37, 38, 144

Ole, Tyttes Far

6, 14, 22 ff, 37 ff

Marie

7, 32, 36, 44 ff, 78, 92, 96

Oskar

23, 24

Martin

5, 27 ff, 29, 31, 32, 35, 43, 45

ff, 50 ff, 58 ff, 68, 69, 72 ff, 81, 84 ff, 93, 95, 96, 103

Risgaard

22 ff, 43, 49

Harald

39, 40, 45, 121

Georg

37, 39 ff, 47

Theodor

7, 30, 47 ff, 56

Gudrun

4, 30-42, 43, 44, 52, 55, 56, 96

Esther (Boesen)

4, 33 ff, 37, 40, 43 ff, 49, 50-60, 75, 96, 97, 114

Ruth

43, 45 ff, 57

152

Svend (Mortensen)

31, 34 ff

Ellen (Mortensen)

6, 34, 36 ff

Polle

3, 23, 31, 35, 53, 58, 66 ff, 73

ff, 81, 82, 100, 116, 117

Aage

3, 31, 35, 41, 47, 49, 53, 66

ff, 69, 70, 74 ff, 79, 81, 114, 116

Peter

35, 41, 46, 53, 55, 68, 70, 74 ff, 81, 82, 88, 113

Karen

5, 32, 35, 47, 49, 50, 53, 54, 58, 67, 68, 71, 74, 75 ff, 81,

83, 88, 92, 97, 116

Indhold

Indholdsfortegnelse bag i bogen ! .................................... 2

Forord .......................................................................... 3

Ferier i Gedsted som barn .................................................... 4

Mormor ..................................................................... 4

Lyset slukkes ............................................................. 6

Lise og Oles sølvbryllup ........................................................ 7

Fars skrå ................................................................... 7

Sang i mit barndomshjem .................................................... 8

Far ............................................................................ 8

Mor ........................................................................... 9

Yndlingssange ............................................................ 9

Farfar ....................................................................... 10

Spillemand ................................................................ 10

Vækkelsen ................................................................ 11

Mormor .................................................................... 11

Mors omvendelse ....................................................... 11

Min barndoms jul ............................................................... 12

Mine forældre ............................................................ 12

von Hattenstræde 10 ................................................. 12

Mine forældres tro ..................................................... 13

December måned ....................................................... 14

Købmandspakken ...................................................... 15

Dukker ..................................................................... 15

Jesusbarnet ............................................................... 16

Juleslagtning ............................................................. 16

Juletræ ..................................................................... 17

Juleaftensdag og juleaften .......................................... 17

Ordet "tak" ............................................................... 18

"Det bette hus" .......................................................... 19

Tiden er forandret ...................................................... 20

Nytårsaften ............................................................... 20

Traditionen ............................................................... 20

Fars brev til sine forældre ................................................... 22

Kære Forældre. ......................................................... 22

Tyttes forklaring til brevet ........................................... 23

Fars arbejdspladser i Randers ...................................... 24

154

Oskar ....................................................................... 24

Et eventyr ......................................................................... 25

Nummer syv barn ...................................................... 25

Den lille sorte ............................................................ 26

Den unge mand fra nord ............................................. 27

Forlovelsestid ............................................................ 27

Bryllup ..................................................................... 28

Fire børn ................................................................... 28

Min søster Gudrun .............................................................. 30

Gudruns korte liv ............................................................. 30

Von Hattenstræde 10 ................................................. 30

Gudruns kærester ...................................................... 31

Gudrun rejser til København ........................................ 31

Gudruns bryllup ......................................................... 31

Besøg i København .................................................... 32

Gudruns sidste tid ...................................................... 33

Kirsten ..................................................................... 33

Gudruns korte liv ....................................................... 34

Fortsættelse om Gudrun ............................................. 34

Mor og Far i København .............................................. 34

Gudrun dør ............................................................... 35

Om Gudrun og hendes datter Kirsten ................................. 37

Gudruns brev til sine forældre Lise og Ole ..................... 37

Kære Mormor og Morfar ........................................... 37

Svends brev til sine forældre Lise og Ole ...................... 38

Kære Far og Mor ..................................................... 38

Georgs tekst i anledning af Gudruns død ....................... 39

Dødsannoncen ........................................................... 41

Tillæg om Gudrun ...................................................... 41

Nogle af mine andre søskende ............................................. 43

Esther ......................................................................... 43

Marie .......................................................................... 44

Mere om Marie ............................................................. 46

Ruth ........................................................................... 47

Theodor og Georg ......................................................... 47

Det sidste stykke vej .................................................. 47

Theodor ....................................................................... 48

Familien Boesen ................................................................. 50

155

Grisen ...................................................................... 50

Slottet ...................................................................... 50

Randers-besøg .......................................................... 50

Kristrup Kirkegård ...................................................... 51

Børstenbinderen ........................................................ 51

Telegram til Lolland .................................................... 51

Vi græd af glæde ....................................................... 51

De boede hos os ........................................................ 52

Ti daglige mennesker ................................................. 52

Kirkegårdsarbejdet ..................................................... 52

Afholdt i Kristrup ....................................................... 53

Polles konfirmation ..................................................... 53

Syning ...................................................................... 53

Fællesture ................................................................. 53

Fars død ................................................................... 54

Mor på plejehjem ....................................................... 54

Nytårsaften ............................................................... 54

Snevejr .................................................................... 55

Familievideoen .......................................................... 55

Inge og Ellens konfirmation ......................................... 55

Omstændighederne omkring Fars død .......................... 55

Tanker om livet og døden ........................................... 56

Esther og Ruth som børn ............................................ 57

Esthers lussing .......................................................... 57

Esthers dårlige tænder ............................................... 58

Graver og kirketjener ................................................. 58

Begravelser ............................................................... 58

Sygdom og død ......................................................... 59

Alene tilbage ............................................................. 60

Ungdomsvenner ................................................................. 61

Magda Heilskov ......................................................... 61

Emmy Christensen og Anna Flyvholm ........................... 61

Heilskovs .................................................................. 61

Jobs og fritidsinteresser ...................................................... 63

Spirellakorsetter ........................................................ 63

Tupperware ............................................................... 63

Porcelænsmaling, almuemaling og akvarel .................... 65

Holmsgårdsvej 7 - Vi bygger hjemmet op .............................. 66

156

Grunden på Holmsgårdsvej ......................................... 66

Priser på madvarer mm. ............................................. 66

1934-36: ............................................................... 66

1941-42: ............................................................... 67

1943: .................................................................... 67

1948: .................................................................... 67

1949: .................................................................... 67

1950: .................................................................... 68

1957: .................................................................... 68

1958: .................................................................... 68

Små træk fra mine fire børns opvækst .................................. 69

8. september 1936 ..................................................... 69

21. juli 1938 ............................................................. 69

24. maj 1944 ............................................................ 70

31. august 1947 ........................................................ 71

Vore fire børn .................................................................... 73

Jægergade i Vorup ..................................................... 73

Svend Trøstvej i Kristrup ............................................ 74

Kighoste ................................................................... 74

Grunden på Holmsgårdsvej ......................................... 75

Kaniner .................................................................... 75

Temperamenter ......................................................... 75

Fyrværkeri ................................................................ 76

Aage påkørt af en lastbil ............................................. 76

Sommerferier i Thy .................................................... 76

Kista Dan .................................................................. 77

Harmonika ................................................................ 77

Spejderliv og cykelture ............................................... 77

Bornholm .................................................................. 77

Tivoli ........................................................................ 78

DSB ......................................................................... 78

Marthaskole og mis .................................................... 78

Sygeplejerske og bejlere ............................................. 78

Sammenskudsgilde i haven ......................................... 79

De mange år på Holmsgårdsvej 7 med gode naboer ............... 80

Christensens i nr. 9 og Nielsens i nr. 5 .......................... 80

Nygårds i nr. 9 .......................................................... 80

Holmsgårdsvej 3 ........................................................ 81

157

Holmsgårdsvej 1 ........................................................ 81

Ulrich Jensens nr. 8 .................................................... 81

Dobbelthuset ............................................................. 82

Martins epileptiske anfald .................................................... 84

Damefrokost ............................................................. 85

Børnebørn ......................................................................... 87

De første børnebørn ................................................... 87

Ældste og yngste barnebarn ........................................ 88

Jeg brækkede benet ................................................... 88

Lottes jul ........................................................................... 90

Sange ............................................................................... 92

Gamle afskrevne sange ................................................. 92

Barn, min lille Pige. .................................................... 92

Giv mig en Blomst...................................................... 93

Genforeningssangen fra 192o ...................................... 94

Gamle sange ............................................................. 95

Otto Leisner .............................................................. 97

Nogle erindringsglimt .......................................................... 98

1902 ........................................................................ 98

12. maj 1912 ............................................................ 98

1913 ........................................................................ 98

18-5-1930 ................................................................ 98

1995 ........................................................................ 99

Til mine fire børn .............................................................. 100

Brev fra Tytte til sine sønner ved Nordkap ........................... 102

Kære Polle, Aage og Peter ......................................... 102

Livet som gammel ............................................................ 105

November 2001 ....................................................... 105

Snestorm ................................................................ 106

Fire alderstrin .......................................................... 108

Hukommelsen? Erindringer? ...................................... 109

Dagbog................................................................... 110

Januar 2002. ........................................................ 110

Solkrog og samvær. ................................................. 111

Rollator – Hjælpemidler. ........................................... 112

Tanker om mine børn. .............................................. 113

En hverdag ............................................................. 114

Mere om mit liv som gammel ............................................. 116

158

22. maj 2000 .......................................................... 116

23. maj. Kikkertundersøgelse .................................... 116

På aflastning på Tirsdalens Plejehjem ......................... 117

9. juni 2000 ............................................................ 117

Pinsedag 11. juni 2000 ............................................. 118

Første juli 2000 ....................................................... 118

Hanne.................................................................. 119

Karen .................................................................. 120

Læserbrev til Amtsavisen .................................................. 121

Positiv Dialog med Hanne Lundberg om Demens ............ 121

Apropos nr. 1................................................................... 123

Min barndoms gade ....................................................... 123

Apropos nr. 2................................................................... 126

Og det blev forår………. ................................................... 126

Apropos nr. 3................................................................... 130

”Sangen om Randers” .................................................... 130

Sangen om Randers ................................................. 131

Rådhusets flytning. .................................................. 132

Byens parker ........................................................... 133

Byen ...................................................................... 134

Apropos nr. 4................................................................... 135

Blodigler på Svaneapoteket ............................................ 135

Naturmedicin ........................................................... 136

Igler mod bylder ...................................................... 137

Gammelt apotek ...................................................... 137

Citat: ..................................................................... 138

Randers Svane Apotek .............................................. 138

Apropos nr. 5................................................................... 140

Min ven rollatoren ......................................................... 140

Rollatoren blev en fast bestanddel af mit liv. ............... 140

Nødkaldeapparat. .................................................... 141

Mad ....................................................................... 142

Hjemmehjælp. ......................................................... 142

I gamle dage var verden enklere. .............................. 143

Apropos nr. 6................................................................... 144

Ældreliv i ”SOLHØJ” ....................................................... 144

Tidstavle med nogle familie-begivenheder ........................ 147

Personregister ................................................................. 151

159

Lise, Tyttes Mor ....................................................... 151

Ole, Tyttes Far ......................................................... 151

Marie ...................................................................... 151

Oskar ..................................................................... 151

Martin .................................................................... 151

Risgaard ................................................................. 151

Harald .................................................................... 151

Georg ..................................................................... 151

Theodor .................................................................. 151

Gudrun ................................................................... 151

Esther (Boesen) ....................................................... 151

Ruth ....................................................................... 151

Svend (Mortensen) .................................................. 152

Ellen (Mortensen) .................................................... 152

Polle ....................................................................... 152

Aage ...................................................................... 152

Peter ...................................................................... 152

Karen ..................................................................... 152

Indhold ..................................................................... 153

Anetavle .................................................................... 160

Noder ........................................................................ 160

Fotos ........................................................................ 160

160

Anetavle

Noder

Fotos

1.Ly -2.Tak

setpå

F

sluk -fa -

kes,ders,

altmo -

erders

C7

stil -veg -

le.ne,

Hørog -

iså

4

Gm

nå -tak

de,på

Gud,mi -

denne

F

lil -eg -

le.ne.

TakVogt

foros

Dm

da -kær -

gen,ligt

takfra

fordet

7

Gm

li -hø -

vet.je,

Taknår

forvi

F Dm

alt,nu

hvadhar

dulukt

harvort

C7 F

gi -ø -

vet.je.

Lyset slukkes, alt er stille

Trad. efter Tytte Højbak

Lyset slukkes. Alt er stille.Hør i nåde, Gud, den lille.Tak for dagen, tak for livet.Tak for alt, hvad du har givet.

Tak på faders, moders vegne,også tak på mine egne.Vogt os kærligt fra det højenår vi nu har lukt vort øje.

Mundtligt overleveret.

Omtale af sangen: Se side 5 og følgende sider!

F B F

Dan - marks per - le

C7 F

hvor er du gemt?

C7

Hist hvor Gu - den - å - en

4

C7 F

lø - ber

C G7

ud i fjor - den og

C G7

der - med nemt

F C

Ran - ders - nav - net

8

C

rø - ber.

C

Heg - net du blir af

C7 F

bak - ker og slet - ter som

11

F C7

løv - krans i - flet - ter om

C7 F

kir - ker - nes spir.

RanderssangenTekst og melodi: Jacob Nielsen 1948

1. Danmarks perle hvor er du gemt?Hist hvor Gudenåen løberud i fjorden og dermed nemtRandersnavnet røber.Hegnet du blir af bakker og slettersom løvkrans ifletterom kirkernes spir.

2. Helt fra middelalderen stårdine huses bindingsværker,heltegerningers frasagn går,dønninger end vi mærker,Kronjydens by, Niels Ebbesen manertil hævede faneri dage som gry.

3. Randers, Randers, dig har vi kær,når vi ser de røde tage,krumme gader og parkers træer,det vore sind behage,og vi har ry for handsker og storelaks og piger, den slags somer skønne og bly.

4. Randers, Randers, dig har vi kær,om de tretten landeveje,stundom fører fra hjemmet her,som i din favn vi eje.Billedet dit dog hjerterne gemmer,vi aldrig dig glemmer,du drager os blidt.

Omtale af Randerssangen side 127 og følgende!

Jacob Nielsen 1948

Tyttes Mormor Kirsten Marie Pedersdatter

Født 29-1-1845 Død 3-4-1927

Tyttes Morfar Hans Kristoffer Kristensen

Født 20-5 1841 Død 2-12 1890

Tyttes Farmor Karen (Olesen) Mortensen

Født 16-11-1853 Død 1932

Tyttes Farfar Jens Mortensen født 28-9-1855

(Død 1926).

Tyttes Mor Elisabeth Kristensen,

kaldt Lise. Født 3-7-1880.

(Død 1974).

Tyttes Far Ole Mortensen Født 7-5-1880

(Død 1960)

Fotos 1. Forfædre

Tyttes Fars forældres hjem i Gedsted.

Jens og Karen Mortensen

Oskar med cyklen og Robert

(Tyttes fætter, søster til Gudrun fra Lime.

De er børn af moster Pouline)

Fotos 2. Barndom

Syv børn i pleje hos familie og venner: Fra venstre: Oskar, Risgaard, Marie,

Theodor, Harald. Foran: Georg, Tytte i stolen.

Marie er den ældste ca. 11 år, Tytte 1 år.

Marie og Lise med Ellen foran

i von Hattenstræde ca. 1927.

De seks yngste børn i gården, von Hattenstræde: Esther, Ruth (med tandpine), Svend, en lege-

kammerat. - Foran: Valborg, Tytte med Ellen samt Gudrun.

Oskar, Lise med Esther samt Ole

i Doktorparken 1919

Til venstre:

Lise og Ole med Risgaard, Marie og Oskar

ca. 1906

Til højre: Tytte, Gudrun og

Esther i gården

von Hattenstræde 1921

Fotos 3. Ungdom

Tytte og Gudrun 1929

Tytte 18 år Lise og Ole med alle deres tolv børn ved Oskars bryllup 1930:

Bagved: Georg, Risgaard, Gudrun, Oskar, Tytte, Theodor. Ruth og Esther i midten (Ruth står på en skammel, fordi

hun er mindre end Esther) Forrest: Marie, Svend, Lise, Ellen, Ole og Harald

Tytte, Gudrun, Ellen, Svend og Ole med Bowler i 1931.

Vi var lige flyttet i Frederiksgade

Harald med Ellen, Tytte, Gudrun og Marie. Esther foran. 1929.

Til venstre:

Ruth, Ellen, Gudrun

(fra Lime) og Esther

1931

Nedenfor: Bagved: Tytte, Martin, Ida. Forrest: Ole, Ellen, Svend

og Lise. Frederiksgade 1931

Fotos 4. Ca. 1927-39

Martin ca. 1927

Tytte (i midten) På Svaneapoteket ca. 1932

Bryllup 7. oktober 1934

Holmsgårdsvej 7, 1937 Polle hjælper mureren, Holmsgårdsvej 1939

Til venstre: Aage næsten nyfødt

sammen med sin mor og

storebror 1938

Til højre: Martin med Aage i

”Kanonen”, Polle og Tytte

1939

Fotos 5. Ca. 1937-48

Ole med Oskars Arne, Ditte, Lise med Aage.

Foran: Haralds Ole og Polle. Frederiksgade, ca. 1939

Alle fire børn her er ca. ét år ved fotograferingen

Aage og Polle ca. 1940

Gudrun som spejder i

København ca. 1941

Polle og Aage ved kaninerne ca. 1941

Ca. 1942

Til venstre (ca. 1943): Svend M, Ellen, Tytte, Svend B,

Esther, Ida (Haralds), Ruth.

Polle, Aage, Lise med Per, Ole med Lis samt Ole (Haralds).

Ovenfor: Polle, Tytte, Ellen, Ruth, Gudrun, Svend og Aage.

(Sejlads i vandbassinet - 1941)

Fotos 6. Ca. 1944-48

Tytte med Karen ved dåben 1947 Peter og Tytte Julen 1944

Polle, Martin og Aage Julen 1944

Peter næsten nyfødt med sin mor og brødre 1944

Peter 1945

Til højre:

Aage og Polle som akrobater i tørrestativet

Tytte med Peter

samt Martin

1944

Ovenfor: Træf ved vandbassinet. Tytte med Karen,

Lise (bagved i stolen), Martin, Peter Ellen og Gudrun 1948.

Længst til venstre: Lise i køkkenet Frederiskgade. 1945

Ved siden af: Gudrun ca. 1947

Fotos 7. Ca. 1948-57

Til højre:

Peters fødselsdag 1952:

Peter, Karen, Knud, Bruno.

Brunos mor, Jonna og Tytte

Til venstre:

Gudruns Ellen, Peter og

Karen 1948

Til Højre:

Så fik vi endelig lillesøster med

(1949)

Ovenfor: Ved Lise og Oles 70-års dag (1950). Fem måneder efter Gudruns død!

Til venstre: Ole og Martin. Lise, Pouline og Tytte.

Peter, Karen og Polle. Ca. 1950

Juleaften 1956: 1) Julemaden indtages. 2) Aage. 3) Polle på Kista Dan (i Australien).

Til venstre: Konfirmation 1950 Bagest: Esther, Lauritz, Svend B, Peder (Mollerup), Magda, Kortegård, Marianne,

Tytte og Martin. Foran: Lis, Inge, Ellen, Anne, Karen, Svend

(Thy), Polle, Aage og Peter

Fotos 8. Ca. 1954-84

Martin på Randers møbelfabrik med sit mesterværk, skabet ”Hepplewhite”

Ole, Theodor, Lise, Jørgen. Martin, Tytte, Gerda, Ida

Børnene er Karen og Gerdas datter. Ca. 1954

Ved Tytte og Martins sølvbryllup 7. oktober 1959. Esther er med som den

første og hidtil eneste svigerdatter.

Karen får et misse-kys.

Ca. 1960 Lise og Ole 7. oktober 1959

Tytte og Martins guldbryllup 1984. Karen fortæller, at nu kommer der to små tryllekunstnere, Ruben og Rasmus, som skal trylle Polle, Aage og Peter frem (i korte bukser og

med ”charmepropel”).