Hvor meget må man hade et andet menneske – som man er gift med? Og hvor rasende må man blive på to mennesker, der ikke engang er halvanden meter tilsammen? Og som man selv har haft i maven.

Karin er blevet mor for anden gang og er klar til et liv som den perfekte mor med en lykkelig kernefamilie. Men der er frygtelig langt fra drøm til virkelighed, selvom hun laver marmelade med rabarber fra haven og køber Angulus-vinterstøvler i august. Hun mangler hele tiden et ekstra sæt arme og en god skilsmisseadvokat. Og 300-400 timers uafbrudt søvn. Jo mere hun kæmper for at nå ind til kernen i kernefamilien, jo flere spørgsmål står hun over for.

Hvor meget må ens mand snakke om, hvor sjov hans borddame var til festen i går, når man selv sad hjemme i sofaen og ammede?

Passer man overhovedet ind i Hellerup, når man synes, Carte d’Or er en god is?

Kan man være en god mor uden at sætte frikadellerne på et træspyd med cherrytomater imellem?

Skal man blive ved med at elske en mand, som altid husker sin iPad og champagnesabel, men aldrig vådservietterne?

En rørende og morsom bog om at blive mor, om at være gift og om at være del af en moderne familie med papbørn i alle størrelser.

KARIN HEURLIN, født 1976, journalist og forfatter. Karin har været klummeskribent, royal reporter, nyhedsjournalist, skrevet reportager og lavet en lang række søndagsinterviews i B.T. Hun er medforfatter til Ole Henriksens selvbiografi Et ærligt liv og Lykke Mays selvbiografi Mine 9 liv.

Karin er vokset op i Bogense, hvor hun som 19-årig startede sin journalistiske karriere som lokalreporter med scooter og styrthjelm. I dag bor hun i Hellerup med sine to døtre og sin mand, der har givet hende fire papbørn.

Man skal høre meget, når manlige er blevet mor for anden gang:

“Så gør dog noget ved det barn.”citat, dame med plisseretnederdel og gangstativ.

“Du må ikke sige fuck, mor.”citat, Ingrid, to et halvt år.

“Skal vi lige tage gryderne først?”citat, Karin, efter hun og manden

har lavet en aftale om sex.

“Så få dog den unge til at holde kæft.”citat, flypassager tre stolerækker væk.

“Er hun sulten?”citat, cirka 100 forskellige mennesker

af alle aldre og nationaliteter.

9 7 8 8 7 7 1 0 8 0 5 0 6

På vejen foreslår Thomas, at vi køber sushi.“Det behøver vi ikke. Vi har en rest lasagne fra i går,” siger jeg og prøver at

ignorere, hvor meget jeg lyder som min mor.“Men vi får jo besøg af Kristina fra Los Angeles,” siger Thomas. Han siger

det, som om det er en information, han har givet for længst. Men vi ved beggeto godt, at det er noget, han helt har glemt at sige. Eller måske ikke haft modettil.

“Den Kristina?” spørger jeg.“Ja,“ siger han, for han ved godt, hvem jeg mener.Alle som kender Kristina, ved, hvem man taler om, når man siger ”Den Kri-

stina”.Hun er skuespiller, model, forfatter og fuld af ideer. Og så kan hun bære et

par slangeskindsbukser, bemærker jeg, da hun træder ind i min stue på syv cen-timeter høje hæle og med to store bamser under armene til mine børn.

“Tillykke,” siger hun og giver Thomas og mig hvert et kram, så jeg tydeligtkan mærke, hvor lav jeg er i forhold til hende.

Har man læst bare et par chick litbøger, ved man, at der i det univers er eneviggyldig lov: Den smukke, rige, tynde og perfekte figur i bogen er i virkelig-heden en skidt person. Og man kan være helt sikker på, at hun har tabt, indenman når sidste side, for så er der retfærdighed til.

Men som bekendt ser virkeligheden ikke helt sådan ud. Den Kristina er fak-tisk sådan en, man ikke kan lade være med at lide, selvom man sidder med ela-stik i taljen og byder hende velkommen, mens ens mand ser lidt for glad ud.

“Du ser jo fantastisk ud,” siger Thomas til hende, og det har han ret i. Hun er kommet for at tale tv-ideer med Thomas, men vi starter med at spise

sammen for hyggens skyld, og da begge børn sover, har jeg nu mulighed for atvære mig selv hen over sushien uden en plettet stofble over skulderen.

Men jeg kan ikke rigtig finde mig selv. Min timing halter gevaldigt. Jeg er såforhippet på at deltage i samtalen som ligemand, at jeg hele tiden kommer tilat stille Den Kristina et nyt spørgsmål lige et par sekunder for hurtigt.

Lækre Kristina

hvornår er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 67

“Hvornår landede du?”“Jeg landede her i formiddags, og så var jeg lige forbi et par venner.”“Løber du stadig?”“Øh ja. Det gør jeg.”“Hvilke modelopgaver laver du?”Gertrud begynder at skrige, og jeg ånder lettet op. Det gør Den Kristina nok

også.Jeg tager min nyfødte op og sætter mig diskret i sofaen og begynder at amme.

Selvom Gertrud kun er syv dage, føler jeg allerede, jeg kender hendes behov.Når hun skriger, skal hun have mad, og bagefter er hun glad og træt. Sådan erreglerne også om natten, og jeg synes egentlig, jeg har fået et let, men sultentbarn.

Men nu vil Gertrud ikke rigtig sutte. Hun fjerner hele tiden hovedet fra mitbryst for bedre at kunne skrige. Jeg giver hende det andet bryst, men heller ikkedet virker.

Så begynder jeg at gå lidt rundt om spisebordet med hende. Den rute plejeraf en eller anden grund at tilfredsstille ethvert barn. Men hun græder stadig.

“Er hun sulten?” spørger Thomas, og jeg har lyst til at råbe “Tror du ikke,jeg for længst har forsøgt at give hende noget.” Men det gør jeg selvfølgelig ikke,når Den Kristina sidder imellem os og nipper til et glas hvidvin.

“Måske har hun lidt ondt i maven,” forsøger Den Kristina, som af en elleranden grund ved en hel del om børn for en barnløs model/skuespiller/forfat-ter.

Selv er jeg holdt op med at stille febrilske spørgsmål til Den Kristina. Jeg eri det hele taget holdt helt op med at tale, og mentalt er jeg også hoppet af sel-skabet.

Gertrud bliver ved med at skrige, og det forskrækker mig, for sådan har hunaldrig været før.

Jeg traver rundt om spisebordet, og langsomt begynder Gertruds skrig atdø hen, så jeg til sidst går hen for at lægge hende i vuggen. Men i det øjeblikmine fødder holder op med at bevæge sig, starter skriget igen.

Jeg går og går. I det fjerne hører jeg Thomas og Den Kristina grine og taleom Hotel Mondrian i Los Angeles.

Det bliver til rigtig mange skridt den aften. Og nat. Gertrud bliver nemligved med at græde.

“Hvad er der med hende?” siger Thomas klokken tre om natten, hvor selvhan ikke kan undertrykke en fortvivlet tone.

hvornår er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 68

“Jeg ved det ikke. Gå rundt om spisebordet. Det er det eneste, der hjælper,”stønner jeg og lægger en pude over mit hoved, så jeg næsten ikke kan trækkevejret. Men det gør ikke noget. Bare jeg kan få lov at lukke øjnene.

Endelig klokken fire sover Gertrud, og jeg tænker kun på en ting: Lad ikkedet her blive en vane.

hvornår er det_bog_Layout 1 24/02/11 10.54 Side 69