lille rygende fis
DESCRIPTION
Han stinker som en ko og lyver stærkere, end en hest kan rende. Hans navn er Billy Bob, og han er præriens værste barnepige. En aften står han midt i Uffes værelse. Tag med en tur til det ret vilde vesten, hvor en mand er en løgnhals, og en kvinde har tobakssovs i overskægget. Her kan du møde bankrøveren Betty Bankboks og hendes syv snottede møgunger. Du kan møde indianeren Lille Rygende Fis, der er ekspert i røvsignaler. For ikke at tale om det forelskede stinkdyr Skunky, den skotske guldgraver MacMuggen og alle de andre, der gør prærien usikker med deres spytbakker og ufortyndede stikkelsbærsaft. Alder 7-12 årTRANSCRIPT
Læs for eksempel side 10
Røverhistorier fra det vilde vesten
Claus Riis
ISBN 978-8740000863
9 788740 000863
Claus Riis er illustrator og har blandt andet tegnet for Kim Fupz Aakeson. I 2007 modtog han sammen med
Jens Vilstrup Orla-prisen for bedste billedbog. “Lille Rygende Fis” er Claus Riis’ første børnebog som forfatter.
Hans navn er Billy Bob, og han er præriens værste barnepige. Pludselig en aften står han midt i Uffes værelse.
Tag med de to til det ret vilde vesten, hvor en mand er en løgnhals, og en kvinde har tobakssovs i overskægget.
Her møder du bankrøveren Betty Bankboks og hendes syv snottede møgunger. Du møder indianeren
Lille Rygende Fis, der er ekspert i røvsignaler. For ikke at tale om det forelskede stinkdyr Skunky,
den skotske guldgraver MacMuggen og alle de andre, der vælter sig i spyttebakker og ufortyndet stikkelsbærsaft.
Clau
s Riis
Lille Rygende Fis
5
Uffe var ret stor, syntes han selv. Men ikke stor nok til at være
alene hjemme, syntes hans mor. Derfor kom der altid en
barnepige, når hans mor skulle i byen. Det skulle hun i aften.
Men noget var anderledes, end det plejede. Faktisk helt an-
derledes.
Uffe stod i sin pyjamas, da det ringede på døren. Hans mor
var lige gået, så det var ham selv, der lukkede op. Forskrækket
trådte han et skridt tilbage.
Uden for på trappen stod en rigtig cowboy. Sådan en med
cowboyhat og revolverbælte og støvler med sporer, der klirrede,
når han gik.
“Er det dig, der skal passe mig i aften?” stammede Uffe.
11Betty BankBoksog de syv snotunger
6
“Jeps, knægt, det kan du bide spidsrod på, at det er. Billy Bob
Gunson, det er mig. En vaskeægte cowboy. Altså bortset fra at
en rigtig cowboy ikke kan lide at blive vasket.”
Uffe syntes, at Billy Bob så ud som en helt rigtig cowboy. Han
lugtede også som en. Hele gangen stank lige nu af noget, som
godt kunne være både komøg og hestepærer.
7
“Men hvorfor passer du børn?” spurgte Uffe.
Billy Bob havde allerede lukket døren bag sig.
“Well, ser du, knægt. Det vilde vesten er ikke, hvad det har
været. Nu om dage bor indianerne i campingvogne i stedet
for telte, og der er ikke køer nok til os cowboys. Derfor passer
jeg altså sådan nogle som dig i stedet for.”
Billy Bob gik ind i stuen og smed sin lasso på sofabordet. Så
slog han ud med armene.
”Faktisk er det ikke så meget anderledes end at passe køer.
Bortset fra at børn er mindre selvfølgelig og derfor lidt svæ-
rere at fange med en lasso.”
“Med lasso?” sagde Uffe.
“Nemlig, kid. Stå stille og kig efter!”
8
Billy Bob tog lassoen, kastede den og lod løkken dale ned
over en lænestol med brunt læderbetræk. Han hev stolen tværs
gennem stuen, viklede lassoen rundt om stolebenene og bandt
en knude.
“Sådan! Nu skal den bare brændemærkes,” sagde Billy Bob.
“Brændemærkes? Hvorfor det?” spurgte Uffe.
“Ja, så kan vi kende den igen, hvis den stikker af eller bliver
stjålet. Sådan gør man med køer i det vilde vesten, for det vrim-
ler med kvægtyve. Men på den anden side er det her jo kun en
stol, og jeg har bundet benene på den. Det må være nok for i
aften.”
“Har du også en hest?” spurgte Uffe.
“Selvfølgelig har jeg en hest. Den står nede på parkerings-
pladsen.”
Uffe gik hen og kiggede ud af vinduet. “Jeg kan ikke se nogen
hest.”
“Nå,” sagde Billy Bob. “Den går nok rundt og spiser lidt af
buskene dernede. Der er jo dejlig grønt her i kvarteret”
“Er du ikke bange for at få en parkeringsbøde?” spurgte
Uffe.
“Hør nu her, knægt. Ude på prærien vrimler det med bandit-
ter og klapperslanger. Skulle jeg så være bange for en parke-
ringsvagt? Desuden så har jeg en seksløber,” sagde Billy Bob og
trak sin revolver frem, så Uffe kunne se den.
“Nøj,” sagde Uffe. “Kan vi ikke prøve at skyde med den? Bare
et skud op i loftet. Der bor ikke nogen ovenpå.”
9
“Sig mig, har du spist kaktus, knægt? Det går ikke at spilde
krudtet på at rende rundt og skyde huller i alt muligt, og i øvrigt
må det også være sengetid nu. Op på sengehesten. Så rider vi
ind i seng. Ude på prærien går man til ro, når solen er gået ned.
Husk at tjekke soveposen for klapperslanger.”
“Sejt!” sagde Uffe og gik ind og kiggede i sin seng. Der lå en
Spiderman og to sure tennissokker under dynen. Ingen klap-
perslanger.
“Får jeg så en godnathistorie fra det vilde vesten?” spurgte
han.
“Det kan du bide dig selv i næsen på,” sagde Billy Bob. “Du
skal få en historie fra dengang, hvor en mand var en mand, og
en enlig mor uddelte kæberaslere og havde overskæg. Sådan en
dame var Betty Bankboks. Hun var enlig mor til hele syv snot-
tede møgunger.
Uopdragne og fyldt med lus var de, hele banden. De syv møg-
unger var ikke til at styre på ti tønder afsvedet land. De levede
af flæsk og bønner og spyttede skråtobak og hørte kun efter,
hvad deres mor sagde, når hun trak et haglgevær frem og skød
et skud ind i flokken.”
“Skød hun på børnene?” spurgte Uffe.
“Selvfølgelig,” sagde Billy Bob. “De mindste havde jo lært at
vende enden til, så deres ble kunne tage af for det værste. Og
selvfølgelig kunne de store tåle mosten. De pillede bare haglene
ud og tyggede dem som skråtobak eller slugte dem, når det var
småt med bønner. Hård kost, men det lagde en god bund.
10
Sådan var børneopdragelse dengang. Der var ingen kære
mor, når ens mor var enlig mor i det vilde vesten.
Sådan noget som børnepenge fandtes heller ikke. Derfor
måtte Betty Bankboks røve en bank i ny og næ, og hvem skulle
så passe ungerne?
Det var aldrig til at få fat i en babysitter. Bettys egen mor sad
som regel i spjældet, og hendes far drak ufortyndet stikkelsbær-
saft på den nærmeste saloon. Derfor måtte alle syv børn med
mor på arbejde.
De to mindste sad i en barnestol bag på hesten, og resten tra-
vede af sted ved siden af. Sådan så det ud, når Betty Bankboks
gik på arbejde.
Så marcherede hele flokken ind i en bank. Betty Bankboks
truede ungerne til at holde bøtte med et haglgevær, og med en
seksløber i den anden hånd truede hun bankmanden.
“Hit med gysserne,” sagde hun. “Eller jeg skyder et numsehul
lige mellem øjnene på dig.”
På den måde fik hun tingene til at hænge sammen.
En dag, da Betty var i gang med at røve en bank i Arizona, var
ungerne helt umulige. Som en sæk lopper på en præriehund
skreg og hylede de og spyttede skråtobak og gav hinanden
sherifstjerner.”
“Rigtige sherifstjerner?” spurgte Uffe.
“Nix, sådan nogle sherifstjerner, hvor man tager fat i brystet,
og vrider rundt, indtil der er en, der begynder at tude.
12
Derfor måtte Betty Bankboks skyde adskillige skud hagl ind
i flokken, før der blev ro til at sige til bankdirektøren, at det her
altså var et bankrøveri, og han skulle se at få åbnet sin bank-
boks. Og det måtte godt gå lidt hurtigt, for det kløede alvorligt
meget i den finger, hun brugte til at skyde med.
Da alle pengesækkene var slæbt ud på Bettys hest, lå bank-
direktøren tilbage og bankede i gulvet.
“Jeg er ruineret! Jeg er fallit! Min bankboks er tom som en
kirke i helvede,” flæbede han og græd snot nok til at fylde ad-
skillige spyttebakker.
“Hmmm,” sagde Betty og fik en idé. “Jeg skal sørge for, at din
boks bliver fuld igen.”
Og så sendte hun den største af sine syv snotunger hen og
røve en blandet landhandel for dåsebønner og skråtobak. Det
røg ind i bankboksen, og alle ungerne røg efter. De fik en farvel-
lussing hver og et ekstra skud hagl, som de kunne sidde og pille
ud af bagdelen. Så havde de lidt at få tiden til at gå med. Betty
Bankboks var jo ikke en fuldstændig hjerteløs mor.
14
Hun bad bankdirektøren om at gemme nøglen og ikke lukke
nogen af de syv snotunger ud, før de var blevet voksne og selv
kunne røve til dagen og vejen.
Bankdirektøren turde ikke gøre andet, og da børnene endelig
kom ud mange år senere, blev de bankdirektører så godt som
hver og én. De gik i habitter med vest og guldkæde og tjente
flere penge, end selv den flittigste bankrøver kunne nå at røve.
På mors dag kom de alle sammen forbi Betty Bankboks, og
gav deres gamle mor et skud hagl. Så havde hun lidt at sidde og
pille i på sine gamle dage.
Jo, der var familiefølelse til dengang. Og det var så den histo-
rie. Slut, dut, put og .... prut!” sagde Billy Bob og slog en ordent-
lig prut.
“Øj, den var nasty!” sagde Uffe.
“Sandt nok, kid, men sådan er det altså ude på prærien. Der
får man ikke andet end dåsebønner, og så begynder ens mave
at brumme og snerre lidt. Nogenlunde som en stor hveps i en
snusdåse.
Engang slog jeg en skid, som satte ild i en kaktus. Det var
nede i Mexico, hvor de kommer krudt og stærk chili i bønnerne.
Men nu godnat, knægt og sov godt.”