Liza M

undy Michelle O

bama – en biografi

Liza Mundy

MichelleObama– en biografi

KlimKlim

Liza Mundy arbejder ved The Washington Post, hvor hun i mere end ti år har dækket politik, ligestilling og kultur. Hun har modtaget flere priser og skrevet bøger, blandt andet om kunstig befrugtning.

I denne grundigt researchede biografi, baseret på mere end et hundrede interview, heriblandt med Michelle Obama selv, fanger Mundy de mange sider af denne bemærkelsesværdige kvinde og det liv, hun har levet.

Hun har en måde at sige tingene på, så man tror, man kan alting. Humor, personlig stil, varme, hun kan være stærk og sej og alligevel ikke virke negativ. Hun har timing. Hun kan sende en et blik, så man bliver nødt til at le. fra bogen

Michelle Obama – en biografi er et portræt af USA’s nye førstedame. Bogen tegner et billede af en moderne, selvstændig og veltalende kvinde. En kvinde, som efter sigende har været udslagsgivende for Barack Obamas historiske sejr, men også en kvinde, der har udtalt sig skarpt og kontroversielt om ømtålelige emner: USA’s internationale omdømme, ligestilling mellem kønnene og ikke mindst landets lange og smertefulde historie om race og diskrimination.

Hun kan være sjov og rapkæftet, omsorgsfuld og direkte, moderlig og krævende. Hvem er den kvinde, som Barack Obama kalder ’the boss’? I Michelle Obama – en biografi tegner Washington Post-skribent Liza Mundy et detaljeret og ind-gående portræt ikke blot af Michelle, men også af hendes ægteskab og dermed det mest dynami-ske par i international politik i dag. Mundy viser, hvor godt de to supplerer hinanden: Michelle, den top-organiserede, til tider grænseoverskridende, liste-skrivende pragmatiker; Barack, det tænk-somme politiske geni, der bjergtager verden med sine visioner, men ikke får samlet sine sokker op derhjemme. Deres forhold har – som de fleste par med børn og to karrierer kender det – været belastet til bristepunktet. Barack har flere gange måttet overtale Michelle til at støtte sin fortsatte politiske karriere. Hendes virkelighed har rummet modsætningerne mellem spændende og krævende jobs og hverdagen som alenemor i praksis med madpakker, tøjvask, forældremøder, lektiehjælp og godnathistorier.

Michelle Obamas historie er også fortællingen om USA’s konfliktfyldte og sammensatte historie. Michelle er, i modsætning til Barack, efterkom-mer af slaverne. Som datter af en kommunalt ansat far og en hjemmegående mor voksede hun op i et kvarter i Chicago, der oplevede de hvides flugt, efterhånden som flere sorte familier fik råd til at rykke ind. Da hendes mor forsøgte at lære hende at læse, ville Michelle selv. Og den stædighed og målrettethed fulgte hende videre gennem skolen frem til studietiden, hvor hun oplevede stor succes – men også diskrimination og ensomhed som del af et lille mindretal af sorte studerende på elite-universiteterne Princeton og Harvard.ISBN 978 87 7955 703 1

Forsidebillede: Timothy Greenfeld-Sanders/Corbis/Outline

Bagsidebilleder: Øverst: (til venstre) Richard Perry – The New York Times/Redux (i midten øverst) Polaris (i midten nederst) med tilladelse fra Whitney M. Young High School (til højre) Arnold Turner – WirelImage/Getty ImagesNederst: Scott Olson/Getty Images

Forfatterbillede: Claudio Vasquez

Liza M

undy Michelle O

bama – en biografi

Liza Mundy

MichelleObama– en biografi

KlimKlim

Liza Mundy arbejder ved The Washington Post, hvor hun i mere end ti år har dækket politik, ligestilling og kultur. Hun har modtaget flere priser og skrevet bøger, blandt andet om kunstig befrugtning.

I denne grundigt researchede biografi, baseret på mere end et hundrede interview, heriblandt med Michelle Obama selv, fanger Mundy de mange sider af denne bemærkelsesværdige kvinde og det liv, hun har levet.

Hun har en måde at sige tingene på, så man tror, man kan alting. Humor, personlig stil, varme, hun kan være stærk og sej og alligevel ikke virke negativ. Hun har timing. Hun kan sende en et blik, så man bliver nødt til at le. fra bogen

Michelle Obama – en biografi er et portræt af USA’s nye førstedame. Bogen tegner et billede af en moderne, selvstændig og veltalende kvinde. En kvinde, som efter sigende har været udslagsgivende for Barack Obamas historiske sejr, men også en kvinde, der har udtalt sig skarpt og kontroversielt om ømtålelige emner: USA’s internationale omdømme, ligestilling mellem kønnene og ikke mindst landets lange og smertefulde historie om race og diskrimination.

Hun kan være sjov og rapkæftet, omsorgsfuld og direkte, moderlig og krævende. Hvem er den kvinde, som Barack Obama kalder ’the boss’? I Michelle Obama – en biografi tegner Washington Post-skribent Liza Mundy et detaljeret og ind-gående portræt ikke blot af Michelle, men også af hendes ægteskab og dermed det mest dynami-ske par i international politik i dag. Mundy viser, hvor godt de to supplerer hinanden: Michelle, den top-organiserede, til tider grænseoverskridende, liste-skrivende pragmatiker; Barack, det tænk-somme politiske geni, der bjergtager verden med sine visioner, men ikke får samlet sine sokker op derhjemme. Deres forhold har – som de fleste par med børn og to karrierer kender det – været belastet til bristepunktet. Barack har flere gange måttet overtale Michelle til at støtte sin fortsatte politiske karriere. Hendes virkelighed har rummet modsætningerne mellem spændende og krævende jobs og hverdagen som alenemor i praksis med madpakker, tøjvask, forældremøder, lektiehjælp og godnathistorier.

Michelle Obamas historie er også fortællingen om USA’s konfliktfyldte og sammensatte historie. Michelle er, i modsætning til Barack, efterkom-mer af slaverne. Som datter af en kommunalt ansat far og en hjemmegående mor voksede hun op i et kvarter i Chicago, der oplevede de hvides flugt, efterhånden som flere sorte familier fik råd til at rykke ind. Da hendes mor forsøgte at lære hende at læse, ville Michelle selv. Og den stædighed og målrettethed fulgte hende videre gennem skolen frem til studietiden, hvor hun oplevede stor succes – men også diskrimination og ensomhed som del af et lille mindretal af sorte studerende på elite-universiteterne Princeton og Harvard.ISBN 978 87 7955 703 1

Forsidebillede: Timothy Greenfeld-Sanders/Corbis/Outline

Bagsidebilleder: Øverst: (til venstre) Richard Perry – The New York Times/Redux (i midten øverst) Polaris (i midten nederst) med tilladelse fra Whitney M. Young High School (til højre) Arnold Turner – WirelImage/Getty ImagesNederst: Scott Olson/Getty Images

Forfatterbillede: Claudio Vasquez

Liza M

undy Michelle O

bama – en biografi

Liza Mundy

MichelleObama– en biografi

KlimKlim

Liza Mundy arbejder ved The Washington Post, hvor hun i mere end ti år har dækket politik, ligestilling og kultur. Hun har modtaget flere priser og skrevet bøger, blandt andet om kunstig befrugtning.

I denne grundigt researchede biografi, baseret på mere end et hundrede interview, heriblandt med Michelle Obama selv, fanger Mundy de mange sider af denne bemærkelsesværdige kvinde og det liv, hun har levet.

Hun har en måde at sige tingene på, så man tror, man kan alting. Humor, personlig stil, varme, hun kan være stærk og sej og alligevel ikke virke negativ. Hun har timing. Hun kan sende en et blik, så man bliver nødt til at le. fra bogen

Michelle Obama – en biografi er et portræt af USA’s nye førstedame. Bogen tegner et billede af en moderne, selvstændig og veltalende kvinde. En kvinde, som efter sigende har været udslagsgivende for Barack Obamas historiske sejr, men også en kvinde, der har udtalt sig skarpt og kontroversielt om ømtålelige emner: USA’s internationale omdømme, ligestilling mellem kønnene og ikke mindst landets lange og smertefulde historie om race og diskrimination.

Hun kan være sjov og rapkæftet, omsorgsfuld og direkte, moderlig og krævende. Hvem er den kvinde, som Barack Obama kalder ’the boss’? I Michelle Obama – en biografi tegner Washington Post-skribent Liza Mundy et detaljeret og ind-gående portræt ikke blot af Michelle, men også af hendes ægteskab og dermed det mest dynami-ske par i international politik i dag. Mundy viser, hvor godt de to supplerer hinanden: Michelle, den top-organiserede, til tider grænseoverskridende, liste-skrivende pragmatiker; Barack, det tænk-somme politiske geni, der bjergtager verden med sine visioner, men ikke får samlet sine sokker op derhjemme. Deres forhold har – som de fleste par med børn og to karrierer kender det – været belastet til bristepunktet. Barack har flere gange måttet overtale Michelle til at støtte sin fortsatte politiske karriere. Hendes virkelighed har rummet modsætningerne mellem spændende og krævende jobs og hverdagen som alenemor i praksis med madpakker, tøjvask, forældremøder, lektiehjælp og godnathistorier.

Michelle Obamas historie er også fortællingen om USA’s konfliktfyldte og sammensatte historie. Michelle er, i modsætning til Barack, efterkom-mer af slaverne. Som datter af en kommunalt ansat far og en hjemmegående mor voksede hun op i et kvarter i Chicago, der oplevede de hvides flugt, efterhånden som flere sorte familier fik råd til at rykke ind. Da hendes mor forsøgte at lære hende at læse, ville Michelle selv. Og den stædighed og målrettethed fulgte hende videre gennem skolen frem til studietiden, hvor hun oplevede stor succes – men også diskrimination og ensomhed som del af et lille mindretal af sorte studerende på elite-universiteterne Princeton og Harvard.ISBN 978 87 7955 703 1

Forsidebillede: Timothy Greenfeld-Sanders/Corbis/Outline

Bagsidebilleder: Øverst: (til venstre) Richard Perry – The New York Times/Redux (i midten øverst) Polaris (i midten nederst) med tilladelse fra Whitney M. Young High School (til højre) Arnold Turner – WirelImage/Getty ImagesNederst: Scott Olson/Getty Images

Forfatterbillede: Claudio Vasquez

37

1

Som sin mand, hvis første bog Arven fra min far var en omfattende

overvejelse over faderen og det indtryk, hans fravær havde gjort, så

har Michelle Obama også arvet drømme fra sin far. Michelle var så

heldig, at hendes far hele tiden var der, da hun var lille – så han faktisk

var den, der fik størst indflydelse på hendes liv. I næsten enhver tale

kommer Michelle ind på billedet af Fraser Robinson III, kommunal-

arbejderen fra Chicago, der hver dag sled og slæbte i et job, der med

stor sandsynlighed ikke svarede til hans evner, drevet af viljen til at

sørge for et stabilt og lykkeligt hjem for sin familie. Fraser var en livlig

mand, der blev forkrøblet af sklerose, en fremadskridende sygdom,

der satte ind, allerede da han var i trediverne, men som på grund af sit

store nærvær prægede det hjem, hun voksede op i. Michelle beskriver

altid sig selv som et produkt af Frasers ubøjelige arbejdsmoral, hans

dybe engagement i familien, hans opfattelse af, at man som person

ikke blot bestemmes af, hvordan man opfører sig offentligt, men også

af, hvad man foretager sig der, hvor ingen kan se, hvad man gør.

Hvis man forstår hendes far og det samfund, han opdrog hende i,

så vil man, antyder hun, også forstå hende.

38

“Inderst inde er jeg stadigvæk den lille pige, som voksede op i

South Side i Chicago,” sagde hun til en forsamling i New Hampshire

i januar 2008, med noget som er en karakteristisk bemærkning. “Alt,

hvad jeg tænker på og gør, er formet af det liv, jeg levede i den lille lej-

lighed i den bungalow, som min far arbejdede så hårdt for at skaffe os.”

Når hun henviser til sin far og den arbejderklasse, han repræsenterede,

så viser hun tilhørerne et andet billede af livet i en afroamerikansk fa-

milie end det, de er vant til at støde på i medierne. Hun fremstiller sig

selv som en middelklasseamerikaner, ikke en elitær person, samtidig

med at hun illustrerer sit synspunkt om, at livet i Amerika engang

var mere i overensstemmelse med familien. I talerne kommer hun

ofte ind på, i hvor høj grad familielivet er blevet mere krævende og

genkalder sig nostalgisk, hvordan det engang var muligt for en enkelt

middelklasseforælder at forsørge familien, mens den anden gik der-

hjemme. Hendes egen familielykke er kilden til hendes ofte fremførte

synspunkt om, at livet nu om dage er blevet sværere for familierne.

Faktisk er sandheden om hendes opvækst mere kompleks end

som så. Mens der var mange lykkelige ting i Michelles barndom

– man kunne lade sin cykel stå på fortovet, mødrene kunne blive

hjemme, og børn kunne løbe mere frit omkring, end de kan nu – så

er det også indiskutabelt, at det Chicago, hun voksede op i, ikke lige-

frem var imødekommende over for borgere som Fraser Robinson

og hans forhåbninger om at gøre livet bedre for sin familie. Hendes

far og hendes miljø kan måske godt forklare hendes jordbundne

og hårdtarbejdende natur såvel som hendes engagement i børnene,

men Chicago i 1960’erne er med sikkerhed også kilden til hendes

ofte udtrykte skepsis over for politik. Ikke blot var det en racistisk

og stærkt raceopdelt by, det var også en by med et indviklet og dob-

belttydigt politisk system, et system som Fraser Robinson deltog i,

enten fordi han godt kunne lide politik, eller fordi det var en af de

få muligheder, han havde for at komme frem i livet som en ambitiøs

sort mand.

39

Faktisk fik Barack Obama en indføring i det gamle Chicago, da

han flyttede til byen i 1985 for at arbejde som socialarbejder i netop

de kvarterer, som Michelle kendte så godt. Dengang vidste Barack

ikke meget om byen og satte sig for at lære den bedre at kende ved

at sætte sig ind i sin ramponerede Honda og køre hele vejen fra den

nordlige ende af Martin Luther King, Jr., Drive til den sydlige ende

af denne hovedfærdselsåre gennem South Side. Her må han uden at

vide det have passeret den lejlighed, hvor Michelle tilbragte sin tid-

ligste barndom. Ifølge Marian Robinsons vælgerregistrering boede

familien Robinson i 1960’erne i en lejlighed i South Park, en gade

der senere skulle blive opkaldt efter King, i et af byens traditionelle

sorte arbejderklassekvarterer, som sorte indbyggere i årtier var blevet

tvunget til at slå sig ned i.

Obama fik sig også en første erfaring med hensyn til det poli-

tiske system, der fungerede i byen under Richard J. Daley, og som

kun tillod ganske få afroamerikanere at blande sig, samtidig med at

det gjorde dem medskyldige i raceadskillelsen og mishandlingen af

resten af deres egne. Den lektie lærte han af en barber i Hyde Park,

“Smitty”, som forklarede, hvorfor så mange forretninger i South Side

havde et billede af Harold Washington, byens første afroamerikanske

borgmester, hængende. “Før vi fik Harold, var det, som om vi altid

var andenklasses borgere,” sagde Smitty til Barack, mens han klippede

ham. “De sorte fik de dårligste job. De dårligste boliger. Masser af

politivold. Men når den såkaldte sorte valgkomitémand troppede op,

når der skulle til at være valg, så stillede vi alle op og stemte demo-

kratisk. Solgte vores sjæl for en julekalkun. De hvide spyttede efter os,

og vi belønnede dem ved at stemme på dem.” Den slags kaldte man,

forklarede Smitty og en anden kunde den lyttende Barack, “plantage-

politik”.

Det samme kunne Michelles far sikkert have fortalt ham. Ud

over sit almindelige job var Fraser Robinson frivillig områdesekre-

tær for det demokratiske parti, en post som var et vigtigt led i den

40

magtfulde politiske organisation, som Daley kørte. Han var, ud over at

være borgmester, også formand for Cook County Democratic Cen-

tral Committee, hvilket betød, at han kontrollerede såvel bystyret som

det politiske parti og kunne bruge de to organer til at fremme hin-

andens sager. Chicago er opdelt i halvtreds kredse, der hver har en

rådmand – en offentlig valgt person, der sidder i bystyret og er med til

at vedtage love – såvel som to komitémedlemmer, den ene demokrat,

den anden republikaner, som kører partiet i den pågældende kreds. Til

at hjælpe sig havde komitémedlemmet en områdesekretær, en stærk

leder fra det lokale miljø, hvis opgave det var at få folk til at stemme

på valgdagen og ideelt set at få dem til at stemme sådan, som Daley

gerne ville have det.

Under alle omstændigheder var det at være områdesekretær et

godt job for en social person. Naboerne opfattede Fraser Robinson

som en “morsom mand” – et karakteristika, som han også har givet vi-

dere til sin positive, hurtigttalende datter – og politisk græsrodsarbejde

kan meget vel have været noget, han satte pris på, da han stadig var rask

og rørig: Man skulle ud omkring og uddele læsestof, banke på døre,

sludre med naboer, aflægge familier besøg i forbindelse med bryllupper

og begravelser. Områdesekretæren var en person, som folk henvendte

sig til, når de havde brug for hjælp til for eksempel snerydning eller

træfældning. I de fleste byer kan skatteborgerne forvente, at den slags

bare er noget, der bliver ordnet, men i Chicago måtte indbyggerne

bede om det, for at de skulle føle sig taknemmelige og afhængige.

Dette forsynede områdesekretæren med autoritet og status.

“Områdesekretæren stod i stadig kontakt med sine vælgere.” Så-

dan siger John Stroger, som startede som områdesekretær i 1950’erne

for siden at blive den første sorte amerikaner, der blev formand for

Cook County Board of Commissioners. “Det var et ritual hele tiden

at besøge dem, være sammen med dem, udtrykke sin forståelse for

dem, når de havde problemer, og fejre det sammen med dem, når

noget gik godt.” I Daleys Chicago var politik i et vist omfang noget

41

lokalt, fordi det var nødvendigt. Man blev inden for sit eget kvarter,

fordi det kunne være farligt at bevæge sig udenfor. “Hele livet i et

kvarter var centreret omkring kirken og det politiske establishment,”

sagde Stroger. Pointen med al denne nabohjælpsomhed var at skabe

en fornemmelse af at stå i gæld, sådan at man bedre kunne få vælgerne

til at stemme, som man gerne ville have det. Folk lærte at have tiltro til

områdesekretæren og ville ofte følge hans råd og vejledning, når det

drejede sig om kandidater til lokale embeder. Det kunne godt være,

at folk vidste, hvem de gerne ville have valgt til de øverste embeder,

men når det drejede sig om, hvem der skulle stå i spidsen for insekt-

bekæmpelse, så fulgte de områdesekretærens anvisninger. “De stem-

mer for [områdesekretæren], som er der til daglig sammen med dem,

som forsøger at hjælpe dem med den service, de med rette fortjener,”

sagde James Taylor, en mand fra Arkansas, som startede i Chicago som

områdesekretær og skraldemand, og som endte med at blive et magt-

fuldt komitémedlem.

“Jeg var der og talte med dem om, hvordan det ville være en

hjælp for mig, hvis de stemte for vores særlige kandidater ... De kom

og de stemte, som de skulle ... Jeg endte med at blive den bedste

områdesekretær i bydelen.”

At få folk til at stemme “som de skulle” var netop målet. At

stemme for partimaskinen. At stemme for Daley. Men ved at arbejde

som områdesekretær var Robinson også en del af et større politisk

system, der i bedste fald var en blandet fornøjelse for de sorte. Det

Chicago, som Michelle blev født ind i, var en by, hvor magtstrukturen

var beregnet på at holde afroamerikanere spærret inde – noget som

Don Rose, en mangeårig politisk konsulent og byhistoriker fra Chi-

cago kalder for “en kæmpemæssig, stadig voksende sammensværgelse

for at holde [de sorte] i ave.” Chicago havde ganske vist været en

raceopdelt by, inden Daley kom til magten, men han sørgede for, at

den blev ved med at være det. “At holde negrene nede var den uud-

talte politik i byen”, skriver aviskronikøren Mike Royko i Boss, hans

42

fremstilling af årene under Daley. Så længe han var ved magten, blev

der ved med at være raceopdeling i skoler og kvarterer. Realkreditfor-

midlere afviste at låne penge til sorte, der havde den frækhed at ville

købe hus i et hvidt kvarter. Det samme gjaldt for ejendomsmæglere.

Den uudtalte regel var, at sorte højst kunne flytte en enkelt karré

uden for et traditionelt sort område. “Sorte kunne godt spadsere gen-

nem et hvidt kvarter, men kun hvis man kunne se, at de var på vej

til det nærmeste busstoppested eller til en restaurant for at vaske op,”

som Royko udtrykte det. “I 1950’erne kunne sorte ikke få bord på de

fleste restauranter, ligesom de fleste hoteller heller ikke ville indlogere

dem; og the Loop [Chicagos centrale velhavende kvarter opkaldt efter

byens letbane, o.a.] lå helt uden for deres rækkevidde.”

Fordommene forsvandt ikke med vedtagelsen af borgerrettig-

hedslovene i 1964, tværtimod: I midten af 1960’erne forsøgte Martin

Luther King Jr. at bringe borgerrettighedsbevægelsen nordpå til

Chicago og flyttede med sin familie ind i en ghettolejlighed for at

gøre en ende på slummen, protestere mod boligforholdene for de

sorte og få nedbrudt det raceopdelte boligmarked. Under den ene

af to marcher ind i kvarterer forbeholdt hvide blev King ramt i ho-

vedet af en mursten kastet af en af de hvide demonstranter, der stod

opmarcheret langs ruten for at råbe racistiske ukvemsord efter dem.

Byens fjendtlighed besejrede ham og fik ham til at erklære, at det

eneste sted, han nogensinde havde frygtet for sit liv, var i Chicago.

Chicago var noget andet end Sydstaterne. Her opstod de race-

mæssige spændinger til dels, fordi byen rummede så mange forskellige

immigrantgrupper, folk, der ofte var født i andre lande, og som havde

slået sig ned i kvarterer, som fungerede, men som også var ekstremt

fremmedfjendske. “Som tommelfingerregel hadede hvide fra South

Side sorte mere end hvide fra North Side gjorde, fordi de havde de

sorte tættere inde på livet,” skriver Royko.

Daley sørgede for at opretholde situationen ved hjælp af et po-

litisk system, hvor en håndfuld afroamerikanere blev belønnet for at

43

holde de andre nede. Daley beholdt blandt andet magten og bevarede

de raceadskilte skoler og boliger ved hjælp af seks afroamerikanske

rådmænd – de Tavse Seks, som de blev kaldt – som var villige til at

danse efter borgmesterens pibe, når det drejede sig om at fortsætte

de facto-raceadskillelsen. Daley forsynede rådmændene med mas-

ser af job, som de kunne dele ud til deres vælgere, og de Tavse Seks

brugte disse og andre frynsegoder til at manipulere deres vælgere til

at holde Daley og hans folk ved magten. Områdesekretærerne var

af afgørende betydning i det system. Selvfølgelig gjaldt det overalt

i byen – områdesekretærerne havde nok at se til i alle bydele, sorte

som hvide – men afroamerikanere var som vælgere mere modtage-

lige over for pres, fordi de havde meget mindre at falde tilbage på. I

nogle tilfælde truede partimaskinen dem med, at de ikke ville kunne

få nogen serviceydelser. “Negrene blev advaret om, at de ville miste

deres bistandshjælp, deres kommunale lejlighed, deres arbejde, hvis de

ikke stemte på demokraterne,” siger Royko.

Som områdesekretær kunne man til gengæld for denne politiske

manipulation forvente et job hos kommunen. Faktisk var det kun ved

at deltage i “frivilligt” arbejde, at man kunne få sådan et job. “Hvis

man skulle gøre sig håb om et arbejde ved kommunen, så var man

nødt til at have en eller anden form for anbefaling fra komitémedlem-

met for sin bydel,” siger Don Rose og beskriver et system, hvor det

var af afgørende betydning at have en anbefaler, en eller anden, der

tog en under sine vinger – en skytsengel. Daley havde et arkiv over

disse job, og han kendte efter sigende navnene på alle dem, der sad i

dem. Et job ved kommunen var særlig værdifuldt for afroamerikanere

i den forstand, at det gjorde dem mere immune over for det åbne

arbejdsmarkeds omskiftelighed og racisme. “Det var i 1950’erne og

begyndelsen af 60’erne. Forud for den positive forskelsbehandling var

beskyttelse det tætteste, man kunne komme på positiv særbehandling,

og blev man ikke ligefrem rig af det, så gav det i det mindste fast ar-

bejde,” siger Rose.

44

“Vi havde nogle frivillige, men hovedparten var [områdesekre-

tærer], fordi deres job afhang af det,” siger Cliff Kelley, en tidligere

rådmand fra South Side, som ikke var en af de Tavse Seks, men som

kendte til kulturen i det politiske maskineri. For det meste var en per-

sons politiske aktivisme og det job, han besad, uadskillelligt forbundne,

siger Kelley.

Set i lyset af denne tradition er det også sandsynligt, at Fraser

Robinsons job i vandforsyningen var en belønning for en politisk

tjeneste. “Han var [næsten med sikkerhed] en ansat, der havde en be-

skytter” siger Leon Despres, som i mange år var rådmand for bydelen

Fifth Ward, og som, selvom han var hvid, blev kendt som “den eneste

neger i byrådet”, fordi han gik imod Daleys politiske maskine og

gjorde indsigelser mod raceadskillelsen. Ud fra sin viden om, hvor-

dan tingene fungerede i andre bydele, finder Despres det overvejende

sandsynligt, at Robinson var en “solid politisk udnævnelse, som for sin

loyalitet blev rykket opad til denne udsøgte position.” Vandforsynin-

gen, hvor Fraser Robinson arbejdede, var kendt som et sted, hvor der

var mange af denne slags ‘beskyttede job’.

Robinson blev i vandforsyningen hele sit liv og blev belønnet

med tidlig forfremmelse. Efter at være startet som almindelig arbejder

blev han i 1968 forfremmet til “arbejdsformand”, et overordnet job,

der også betød lønforhøjelse på 200 dollar om måneden ifølge kom-

munens officielle fortegnelse over hans ansættelse. Samme år blev han

forfremmet til “stationsvarmemester”, et job, der gik ud på at holde

opsyn med vandforsyningens kedler. I 1969 blev han forfremmet til

“maskinmester” og fik opsynet med kedler, dampturbiner, pumper,

varme- og airconditionsystemer, et arbejde, der virkelig krævede no-

get. Han var således i løbet af fem år blevet forfremmet tre gange, så

han i 1969 tjente 858 dollar om måneden, omkring 10.000 om året,

hvilket var en respektabel løn og næsten dobbelt så meget, som han

havde fået til at begynde med. I slutningen af sin karriere kom han til

at tjene mere end 40.000 dollar om året.

45

Michelle Obama taler ofte og bevægende om, hvor vigtigt job-

bet var for hendes far. Hun og broderen Craig beskriver, hvor stor en

inspiration det var for dem begge at se Fraser Robinson stå op for at

gå på arbejde hver morgen, noget som blev stadig vanskeligere, efter

at sygdommen satte ind. På trods af, at han var nødt til at gå med stok

– og senere med krykker for til sidst at køre på en handicapscooter

– så holdt han aldrig op med at arbejde.

“Min far havde dissemineret sklerose og arbejdede hver dag, men

beklagede sig sjældent,” sagde Michelle til en interviewer i 2007, da

hun skulle beskrive den mand, som var hendes og Craigs forbillede,

når det kom til arbejdsmoral. “Han døde på vej til arbejde,” tilføjede

hun og beskrev hans alt for tidlige død i 1991, da han var i begyn-

delsen af halvtredserne. Han havde kort forinden været indlagt til en

nyreoperation og døde uventet af komplikationerne. “Han havde det

ikke ret godt, men han ville ind i den bil og på arbejde.”

Det er imidlertid også sandsynligt, at Michelle med al denne

stolthed over faderens optagethed af sit arbejde også har lært en ting

eller to af ham om politik. Michelles skepsis over for politik kan til

dels tilskrives, hvad hun var tæt på som lille: Et system, der købte

og beskyttede en, men som også kontrollerede en. “Hvis man ikke

gjorde dette eller hint, hvis man ikke opførte sig på en bestemt måde,”

siger Rose, “så kunne man miste sin indkomst. [Maskinen kunne]

degradere dig, fyre dig.” Folk, der ikke levede op til forventningerne

i deres politiske arbejde, udsatte sig selv for at blive “presset” eller for

en vilkårlig fyring. Sådan var politik i Chicago. “Noget af [Michelles]

ubevidste – noget af hendes afsky for politik kan have at gøre med,

hvordan [hendes far] blev behandlet, og hvad han blev udsat for,” siger

Al Kindle, en politisk rådgiver, der er vokset op i South Side.

Og det var derfor, siger Kindle, at det sorte samfund havde blan-

dede følelser over for beskyttelsessystemet og over for Daley: Den

politiske maskine kunne hæve en op – man fik job og frynsegoder –

og samtidig holdt den en nede. “Det stod klart, at man ikke fik adgang

46

til visse tjenesteydelser, hvis ikke man var ven med magtstrukturen.

Der kunne let blive slukket for hanen. Som ung sort amerikaner med

familie var man nødt til at tage det system i betragtning. På samme

måde som det hjalp en, indskrænkede det også ens valg.” Så det kan

godt være derfor, at Robinsons datter og søn udviklede en afsmag

for politik, samtidig med at de udviklede en dyb, dyb kærlighed til

faderen. “Som familie var vi ekstremt kyniske med hensyn til politik

og politikere,” siger Craig. Det begyndte at ændre sig, da de mødte

Barack, hvis politiske karriere til dels blev skubbet i gang af en koali-

tion af folk, som var vokset op i opposition til Daley, og hvis mål var

at smadre Maskinen.

132

Fra venstre foroven med uret: Michelle, i midten, med andre elever fra Whitney M. Young High School. Gruppen er netop blevet optaget i National Honor Society; Michelle med sine klassekammerater det første år i high school; Michelle danser ballet ved en high school-opvisning (Whitney M. Young High School)

Copyright © dansk udgave – forlaget Klim, 2009Copyright © Liza Mundy, 2008

First published by Simon & Schuster, Inc., 2008

Published in Denmark by arrangement withSane Töregård Agency AB

Michelle Obama – en biografi oversat af Steen Fiil

efter den amerikanske udgaveMichelle – a biography

Skrift: Bembo Std 11,5/15, KlimTryk: WS Bookwell, Finland

ISBN 978 87 7955 703 11. udgave, 1.oplag, Århus 2009

Forlaget KlimNy Tjørnegade 19DK-8200 Århus NTlf.: +45 86103700Fax: +45 86103700

www.klim.dk

www.lizamundy.com

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner,

der har indgået aftale med Copydan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.