lØssalg: 30 kr. fra indholdet · algemein, udo ulfkotte, har afsløret, at alle vestens...

FRA INDHOLDET

– Leder: Og fanden tager de sidste

– Kunstnere for Freds prisoverrækkelse den 23. oktober 2016

– Carl Nielsens hospital– Vestens store forbilledes

sande ansigt– Atomnedrustning– Seks millioner stemmer

er arresteret– Social kontrol– Barbariet truer Venezuela– Hvis vi vil fred, må vi gå

ad fredens vej– Privatiseringer– Overvågningssamfundet– En cubaner beretter– Finanslov: Regeringen stjæler

fra verdens fattigste

DECEMBER 2016

LØSSALG: 30 KR.

2 l Antifascistisk Forum – december 2016

H Danmark er nummer ét. Sædvanligvis udløser det næste hysterisk national jubel ud over alle grænset. Nummer ét – vi er røde vi er hvide, vi står sammen side om side...! Dan-nebrog blafre smukt i vinden. Vi har gjort det igen – tror vi også denne gang.

Men denne gang er det anderledes!I oktober meddelte dagspressen, at Danmark ligger på

førstepladsen i Norden i antal ekstremt fattige. Vinderne er Løkke-regeringen og folketingets flertal fra Social-demokratiet til SF, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance og de konservative. Det er dem, som har kæmpet sejren i hus.

Og de er stolte af deres værk. Taberne er landets so-cialt dårligst stille – de fattige, og dem bliver der stadig flere af.

H ”Antallet af ”ekstremt fattige danskere er steget fra to procent i 2008 til 3,7 procent i 2015. Både Sverige, Norge og Finland er de tilsvarende tal faldet. En person betegnes som ekstremt fattig, hvis vedkommende blandt andet ikke er i stand til at betale husleje eller varme i hjemmet. ”

Samtidig advarer de sociale boligselskaber om, at de kan blive ”nødt til” at sætte et stigende antal lejere, som er kommet på Støjbjergs integrationsydelse på gaden, da de ikke er i stand til at betale husleje, hvis de også

LEDE

R Og fanden tager de sidste...

”Fritænkersangen” er skrevet af Joe Hill i 1911. Musik af Joseph Webster. Den er en parodi på frelser-sangen ”In the sweet by and by”

Joe Hill blev født i Sverige den 4. juni 1872.

Han blev henrettet i USA d. 19. november 1915. Fagfor-eningsaktivist, arbejderdigter og protest sanger.

FritænkersangenTit fortalte os præsterne det:Der er forskel på synd og på retmen begær du et tørt stykke brødsynger koret i trossikker glød:

Du får steg kammerathist i himmelens herlige stat!Sult kun glad! Kalvestegblir i himmelen serveret for dig.

Du går arbejdsløs på boulevardendu må sulte med hustru og barn. Vær tålmodig – for herren har jo talt,deroppe, der ordner sig alt!Du får steg kammerat....

Demokraterne siger så pænt:Gør ej oprør, hold ud blot og vent!Alt er vel endnu ikke så godt,men det kommer – det kommer så småt.Du får steg, kammerat...

Er der nød i dit hjem, et du ved:Hver jul der er jo velgørenhed!Hvis du bøjer dig dybt, kan du fåen kop kaffe at fortsætte på!Du får steg kammerat...

Du bliver gammel og rynket og grå,fra dit arbejde køres du må,kun en skærv til lidt snus da du får, men din fremtid er herlig og stor!Du får steg kammerat...

KONTINGENT 2017

Alle medlemmer og læsere af Antifascistisk Forum opfordres til at indbetale kontingent for 2017 – kr. 200 – på vedlagte girokort.

Redaktionen

Antifascistisk Forum – december 2016 l 3

Udgivet af foreningen ”Antifascistisk Forum”Medudgivere: Horserød-Stutthofforeningen og Aktive Antifascister – FIR 2016.

ISSN nr. 2245-4195.

Ledelse: Formand: Anton Nielsen ([email protected]) Næstformand: Annette Mørk ([email protected]) Kasserer: Bjarke Enoch ([email protected])

Redaktion: Anton Nielsen: Ansvarshavende – og politisk redaktør.Tonny Warming, Lili Rodeck, Annette Mørk, Egon Laugesen, Flemming Hybert.

Artiklerne afspejler ikke nødvendigvis redaktionens holdninger.

Medlemskab – abonnement: 200,- kr. pr. år (4 numre).Netadresse: www.antifascistisk-forum.dk

Artikler til bladet sendes til Anton Nielsen ([email protected]) eller Annette Mørk ([email protected])

Henvendelse til Antifascistisk Forum:Formand Anton Nielsen, Telefon: 4717 9069.E-mail: [email protected]

Antifascistisk Forums støttefond:Man kan støtte Antifascistisk Forum økonomisk på følgende konto: Arbejdernes Landsbank: reg.nr. 5332. Kontonummer: 0000244920Kontingent/abonnement indbetales på samme konto.

Horserød-Stutthof Foreningen har hjemmesiden: www.horserød-stutthofforeningen.dk og Facebooksiden: Horserød-Stutthof Foreningen

Deadline nr. 1, 2017 er 12. februar 2017.

skal have mad på bordet. De hjemløses antal er stadig sti-gende.

Samtidig kom det frem, at fru Støjbjergs integrations-ydelse ikke er juridisk holdbart, men det synes ikke at gøre indtryk på ministeren. Vi skal jo spare – men alt vil være på sin rette plads i 2025. Så de hjemløse, de arbejds-løse, pensionisterne og alle de andre, som er på ”offentlig ydelse” må væbne sig med tålmodig.

Men det slutter ikke der:

H Efter kontanthjælpsloftet trådte i kraft d. 1. oktober har Mødrehjælpen oplevet et stigende antal henvendelser fra folk der søger hjælp til deres økonomi. ”Vores rådgivere får flere og flere henvendelser fra det, de betegner som de-sperate mennesker, der mangler penge til mad til børnene, vinterstøvler og flyverdragter. Så de er meget pressede,” siger direktør Mads Roke Clausen. (Kristeligt Dagblad 19. okt.)

De samme meldinger kommer fra de velgørende orga-nisationer – Frelsens Hær, Kirkens Korshær m.fl.- som uddeler julehjælp til mennesker, som af dem anses som ”værdigt trængende”.

De frygter, at måtte afvise mange mennesker i år, da de ikke er i stand til at imødekomme behovet for hjælp, som er voldsomt stigende. Meget tyder på, at man må stille sig tilfreds med Frelsens Hærs orkester – de spille kønt, men det bliver man jo ikke mæt af.

H Sidste: Efter deadline kom meddelelsen om den ”nye” re-gering – Uber-regeringen, Den ser det som sin fornemste opgave, at udliciterer og privatiserer alt fra den offentlige trafik til plejehjem, stramme grebet om de arbejdsløse og yderligere forringe forholdene for såvel pensionister som de unge.

De onde lo og de gode græd. Sådan blev det atter jul i Løkke-landet

Redaktionen af Antifascistisk Forum ønsker alle vore læ-sere en god jul og et forhåbentlig bedre nytår.

ModerniseringAf hensyn til Europas værnvi har en ANTIKOMINTERN,og vi har ført den op til dato!Og derfor kalder vi den NATO.

Erwin Neutzsky-Wulff


Tale af Pernille GrummeTale af formand for Kunstnere for Fred, Pernille Grumme, ved Kunstnere for Freds prisoverrækkelse den 23. oktober i Krudttønden

H I vores formålsparagraf står der, at vi støtter arbejdet for fred og nedrustning, beskyttelse af miljøet, internationalt solidaritet og samarbejde mellem mennesker, og hvis der er nogle, der har kæmpet for netop dette, er det dig. Vi var da også helt enige i vores bestyrelse om, at du skulle have vores pris og fredsdue i år.

Du har været murer og tillidsmand og som sådan kæm-pet for rettigheder og ordentlige arbejdsforhold i over 40 år. Du medstifter af Kommunistisk Parti i Danmark, re-daktør af tidsskriftet Antifascistisk Forum, og som søn af en modstandsmand – foranværende formand for Horserød Stutthof Foreningen. Og så er du forfatter til det store værk om terrorisme og modstandskamp fra 1933 -2014 med titlen Byd Magten Trods, med undertitlen Når uret bliver til ret er modstand en pligt. Så du er altså også for-fatter, og jeg må sige, jeg synes du skriver virkelig godt! Man kan mærke din retfærdige harme over uretten, og di-ne ord vækker til oprør! Du er fuld berettiget til at melde dig ind i Kunstnere For Fred !...

”Formålet med bogen er at kaste lys over efterret-nings-tjenesternes og regeringernes lyssky virksomhed, som i sidste ende fører til politistaten,” skriver du i foror-det. Altså en kamp for demokratiet. Intet kan være mere ærværdigt og smukt. Vi kæmper den selv i forskellige af-delinger af freds- og truth-bevægelserne hver eneste dag. Men det er som bekendt ikke alle, der synes om det, vi la-ver! Absolut ikke, og det har du oplevet mere end end nogle af os, for du blev dømt! Du har en plettet straffe-attest for at kæmpe for retfærdighed, lige som vores forri-ge prismodtager, Anders Koustrup Kærgaard har det. Og begge domme er så hamrende urimelige at man kun kan blive rasende og harm. Jeg har læst din formidable for-svarstale, den kunne ingen juraprofessor have skrevet bedre.

H Alligevel blev du som formand for Horserød-Stutthof-for-eningen idømt to måneders fængsel for terror! Terroren bestod i at støtte PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befri-else) og FARC, (Colombias revolutionære oprørsgruppe). I støttede de svage mod de stærke, det er altså strafbart! Statsadvokaten og justitsministeren mente: Du var til fare for rigets sikkerhed og anklageren hævdede: Du havde ond hensigt. Det var en skændsel og vi kan ikke være me-re uenige. Vi synes, det er nogle helt andre, der udøver terror og har onde hensigter. Dem der smider bomber og

ødelægger huse, veje og hospitaler og slår folk, der er in-despærret på et lille bitte landområde, ihjel. Dem, der bru-ger hvidt fosfor – som brænder sig ind i huden og ikke kan slukkes med vand,- dem, der bruger dette hæslige våben mod små børn, der leger på en strand, de er onde og mod-bydelige! De burde dømmes af verdenssamfundet!

Men de går fri!At gøre det strafbart at være solidarisk med det under-

trykte colombianske eller mishandlede palæstinensiske folk er oprørende, og det er svært at forstå, at det virkelig var i Danmark, den dom faldt. Det var en fascistisk dom. Terrorloven bør laves om!

Jeg var selv i hele marts måned i år på Vestbredden i en flygtningelejr i Jenin. Jeg var der sammen med en ven-inde for at lære børnene lidt engelsk og for at vise dem, at de ikke er glemt. Men det, jeg gjorde, var forbudt og jeg var rystende angst for, at min computer og mine videoop-tagelser skulle blive beslaglagt, og for, jeg skulle blive bli-ve tilbageholdt og krydsforhørt i lufthavnen i Tel Aviv. For man må jo ikke filme og dokumentere den åbenlyse undertrykkelse og fornedrelse. Man må ikke lave intervie-ws med folk, der fortæller, hvordan selv små børn bliver tortureret i Israels fængsler, man må ikke filme de bestan-digt voksende bosættelser bevogtet med sværtbevæbnede vagter.

Man må ikke vise verden, hvem der er de egentlige ter-rorister. Man må ikke fortælle om palæstinensernes dagli-ge kamp for et værdigt liv. Og jeg ved, at du er enig i, at det skal vi, og derfor fortæller jeg det her. Jeg ved også, at du mener, at vi skal boykotte Israel. Jeg synes også at vi skal boykotte alle de aviser, der holder hånden over det såkaldte forjættede land. Så er der i midlertid ikke mange aviser eller nyhedskanaler tilbage….

H Der er i det hele taget ikke mange medier, der kæmper for det samme som du gør. Der er ikke mange, der vir-keligt ærligt beskriver undertrykkelsen, udbytningen, uligheden og uværdigheden. Men du opfordrer alle til at være med, for er man passiv, er man medansvarlig for uretten.

Du vil vække folk, der er hjernevaskede af løgnagtige massemedier. En tidligere chefredaktør for Frankfurter Algemein, Udo Ulfkotte, har afsløret, at alle vestens frem-trædende journalister er bestukket til at skrive og sige, hvad CIA vil have. CIA betaler millioner af dollars for at

Kunstnere for Freds prisoverrækkelse 23. oktober 2016


få deres vinkel på historierne. Skriver man anderledes, ry-ger man bare ud. Så det er os, der må sige sandheden. Den er, som du skriver i sidste nummer af Antifascistisk Fo-rum: at man forbereder den totale krig. Våbenkapløbet er i gang. Man har omringet Rusland med NATO-tropper og missilramper. En oprustning, der meget nemt kan ende med vores allesammens udslettelse og som kun er til gavn for det militærindustrielle kompleks. Lige det Kennedy advarede om i sin sidste, store tale som kostede ham livet.

Men lige fra mordet på Kennedy har man forsøgt at lukke munden på alle, der ikke tror på det, de forsøger at bilde os ind, ved at kalde os konspirationstosser. Det er et CIA-udtryk. Ja, de ved skam, hvad de taler om. Den næste idiot i Det Hvide Hus – og det bliver en idiot, for der er kun to binde gale idioter opstillet, – han eller hun kan give ordre til at trykke på en knap og udslette det hele, angive-ligt for at kæmpe for frihed. Det er løgn. Det er ikke USA,

der kæmper for en bedre verden. Det er os,- det er dig, der gør det, og heldig vis bliver vi flere og flere. Så der er håb, for folk er ved at vågne op over hele verden, takket være sådan nogle som dig, der byder magten trods.

H Når et stykke kød ikke er til at tygge, siger man at bøffen er sej. Det er ikke ment som en en kompliment til hverken slagteren eller til kokken. Men i vores tider bliver udtryk-ket som bekendt brugt som en stor kompliment. Og An-ton, – vi synes altså, du er sej og derfor skal du have vores pris. Den er ikke så stor, som den Bob Dylan får, men vi håber, den rækker til en skøn bøf, der ikke er sej og nogle gode flasker eller hvad I nu har lyst til. Så stort tillykke herfra og en dybtfølt tak for din livslange kamp mod uretten.

Tale af Anders Koustrup KærgaardH Kunsten er en samtaleKunsten stiller spørgsmålKunsten udfordrerKunsten provokererKunsten skaber – former – os – verdenKunsten kan være ubelejlig – ubehagelig – men aldrig be-lærende Kunsten er uden kompromisKunsten er sjælen -Sidste år modtog jeg i stor kærlighed den smukkeste hvide due – den står i lyset – i vinduet, med mulighed for at flyve bort – men den bliver, hos mig og jeg elsker den for det.Min due har en stækket vinge – en skade – den er ikke fejlfri – det er netop derfor at den er perfekt – smuk -Her kunne jeg rode mig ud i noget med at også Anton er smuk – men det vil jeg overlade til Pernille-Jeg ved heller ikke om Anton er belærende – men jeg tror det ikke.-Men jeg ved at Anton er ubelejligJeg ved at han stiller spørgsmål og udfordrer vores tanker og vores virkelighed -Anton er som kunsten – uden kompromis – og ved sit valg og sit eksempel – tvinger han os til at reflektere over be-greberne terror, frihedskamp, alliancer og fjender, ret og uretDet er provokerende – men nødvendigt-

Det er dér hvor det koster, at livet bliver betydningsfuldt – eller meningsløst – vore valg har konsekvenser -Terror er et ordMen terror virker ikkePFLP er for mange af os i vesten selve definitionen af terror FlykapringerDrab af uskyldige civile – mænd – kvinder – børnDe eksploderende fly i ørkenen-GuantarnamoIrakMen statsterroren er den værste-Kan det forsvares ? – jeg kan ikkeMen det skal jeg heller ikke-Anton kanSå dét jeg skal – er at forsvare Antons ret til at forsvare dét han finder rigtigt -Uden kompromisUden at være belærendeMen med sjælMed fredMed kunstMed livet – om nødvendigtTillykke med din due – stil dén i lysetTak <3


Tale af Anton NielsenH Det kræver et vist mod, når man som Kunstnere for Fred tildeler en af det kapitalistiske samfunds pariaer sin Freds-pris.

Jeg er kommunist, hvis nogen ikke skulle vide det – og står stædigt på klassekampens grund. Det udvirker nor-malt hverken priser eller medaljer. Den eneste gang jeg tidligere har modtaget noget lignende var i 80’erne – un-der Schlüters regime – da de arbejdsløse i Arbejdsløsheds-huset i Istedgade udnævnte mig til æresmedlem.

Jeg var glad for den pris, ligesom jeg er glad og beæret for fredsprisen, omend jeg er en smule overrasket.

Det burde jeg måske ikke være alt den stund, at en tid-ligere formand for ”Kunstnere for Fred” nu desværre af-døde Jesper Klein, var medstifter af det antifascistiske kulturtidsskrift ”Antifascistisk Forum”.

Det skete en efterårsnat i 2008, at vi – Jesper Klein, min ven Mogens Japsen, redaktør for tidskriftet ”Ret og Vrang” – nu heller ikke mere iblandt os – og Flemming Hybert og jeg selv – de to sidste fra Horserød Stutthof Foreningen – mødtes på Kroteket på Blågårds Plads. Her besluttede vi udgivelsen af vort nye tidsskrift. Det er ud-

kommet siden, næste nummer udkommer den 6. decem-ber.

Men det ”normale” er som i 2011 – da jeg som davæ-rende formand for Horserød Stutthof Foreningen – af den daværende justitsminister, Barfod og statsadvokaten blev udnævnt til ”Samfundsfjende” og vor forening ”som en fare for Rigets sikkerhed.”

Vor forsyndelse var, at vi havde samlet penge ind til børnene i Gaza efter Israels angreb i 2008- 2009. Havde vi samlet ind til bosætterne, havde vi sikkert kunne trække det fra i skat. Men vi var dømt inden vi satte foden i Kø-benhavns Byret.

Som ”Fighters and Lovers” og foreningen ”Oprør” og dens formand; Patrick Mc Manus før os. Siden er mange fulgt efter. På det sidste mennesker som er kommet flygt-ninge til hjælp, og som nu tiltales som menneskesmuglere. Eller wislblowere som lukker sandheden om Danmarks krige og politikernes løgne ud i dagens lys. En sam-fundsnyttig og modig gerning, hvorfor de nu kaldes lands-forrædere af af de selv samme krigsanstifterne og løgnag-tige politikere.


Foto: Aage Christensen

Anders Koustrup Kærgaard fra whisleblowerforeningen Veron

og Anton Nielsen


H I mellemtiden er terrorlovene blevet strammet utallige gange – offentligt og i det skjulte. PET og FE er blevet oprustet til det tredobbelte, og terrorloven tilsidesætter i stadig flere tilfælde Grundloven. Danmark er blevet en overvågningsstat – det ikke blot et fremtidigt mareridt, men en kendsgerning i dagens Danmark.

Sidste aktuelle skud på stammen er, at regeringen vil oprette ”et Civilsamfundsdrevet Korps af digitale For-nufts-stemmer” til bekæmpelse af ”radikalisering”. Hvem mon målgruppen er for disse ”stemmer”? Skulle jeg gætte, er det en stor del ef jer, der er her til stede. Vi har nu et tankepoliti.

Det er desværre ikke første gang i historien. Til det brug har man altid haft et kobbel – nu digitale stemmer og velbetalte krønikeskrivere – som længe har været i gang med at skrive historien om, så den kommer til at passe med de til enhver tid siddende magthaveres politiske op-fattelse og mål.

De har stået i lære hos Göbbels:En løgn skal bare gentages tilstrækkelig mange gange,

så vil den fremstå som den skinbarlige sandhed.Men som rigtigt sagt: Den der ikke kender historien, er

dømt til at gentage dens fejl. Det er, hvad der sker i disse år. Historien om nazismens fremmarch i 30-erne og dens danske proselytters samarbejdet med besættelsesmagten underbesættelsen, udleveringen af kommunisterne til Ges-tapo og dødslejrerne. Samt deres opfordring til at stikke modstandsfolk til besættelsesmagten, har for altid sat spørgsmålstegn ved deres moralske habitus.

Men de blev aldrig draget til ansvar for deres landsska-delige virksomhed, og og deres efterfølgere har derfor si-den fortsat i samme spor.

Det kom til udtryk senere den kolde krig og atomtrus-len, som gjorde udslettelsen af menneskeheden med et tryk på en knap til en realitet. Som man galgenhumoristisk sagde dengang: I dag står vi ved afgrundens rand – i mor-gen går vi et skridt videre!

Alle havde og har – også i de nutidige historikeres skriverier – fælles fjender som skal bekæmpes med alle midler – antifascister, freds-tilhængere, socialister og ikke mindst kommunister. Og det på trods af, at de – guderne må vide hvor mange gange har dømt os døde og begrave-de – slettet af historien.

Ligesom klassekampen ikke er noget der eksisterer i en Velfærdsstat – skønt den fungerer hver eneste dag i det virkelige liv.

H Men i sandhedens interesse må jeg nok indrømme, at af en fredsprismodtager at være, er jeg nok noget krigerisk. Måske har justitsministeren og statsadvokaten ret. For sandt er det, at jeg vil og altid har villet bekæmpe det ka-pitalistiske samfund med næb og kløer.

Jeg – og mange andre med mig – har valgt side i klas-sekampen. Vi står ubetinget på samfundets svages side. Det gør os ikke populære i en reformistisk fagbevægelse, med arbejdsret, strejkeforbud, overenskomster på arbejds-givernes betingelser og erklæret politisk borgfred.

Jeg er derfor glad for, endelig at kunne erklære mig enig med en socialdemokrat, nemlig den for længst afdøde Peter Sabro, hvis motto var:

”Vi være de riges ris, vi være de fattiges værner.” Er vi ikke det, har vi svigtet vort ansvar over for vor

klasse – og er sammenlignelig med Socialdemokratiet an-no 2016, som har sat sig som mål at overhale Dansk Fol-keparti højre om for at de ikke skal miste ”deres vælgere”. Et umuligt projekt, da DF altid vil være mindst et skridt eller to foran.

Og jeg er enig med Viggo Hørup – den sidste ægte ra-dikaler og antimilitarist – udover hans datter Ellen Hørup – da han allerede i kampen mod Estrups provisorie i 1885 bl.a. sagde.

”Stol ikke på Folketinget, for Folketinget kan ingen ting. Stol ikke på de parlamentariske midler, for der er in-gen.

Stol på dem selv!I sidste instans appellerer vi til folket, og vi har nået

sidste instans. Vi står hverken på Grundlovens grund eller lovens grund eller noget af den slags. Vi står på bar bund!

Danmark er trådt ud af de frie staters række. Vi har in-gen bevillingsret længere, og en fri forfatning uden bevil-lingsret, det er som en sky uden regn, der driver over lan-det som et bedrøveligt vejr, men der ingen grøde i det.”

Hørup sagde meget mere, som også har relevans i dag. Så mon ikke der er nogen i dag, som kan se EU-Danmark for sig, hvor finansloven først skal til godkendelse i Brüs-sel, før den kan behandles i sognerådet – kaldet folketin-get. Han forudsagde det borgerlige demokratis fallit, som vi er vidne til i disse år.

Med skattelettelser til de rigeste og nedskæringer for alle andre. De som mere end rigelig har skal mere gives, mens de svageste skal alt fratages. Det er dansk socialpoli-tik anno 2016. Bankerne skal polstres for at modstå kom-mende kriser, mens tusinder af arbejdsløse bringes til tig-gerstaven.

Livet er modsætningsfyldt i ”Verdens lykkeligste land”- Man kalder det en ”velfærdstat”, men det aldrig været andet end et luftkastel. Et socialdemokratisk illusi-onsnummer, som har til formål at skaffe ro på bagsmæk-ken. Vi er jo alle i samme båd, siger de, men hvorfor fan-den er det altid de samme, som skal ro? Det er vi mange, der ikke kan forstå.

Ligesom flere og flere ikke kan forstå nødvendigheden af den galopperende oprustning, som pågår for tiden. Hvad skal vi med nye kampfly, mens de unges fremtid



spares væk og de gamles pensioner bestandig er under pres?

Hørup spurgte i sin tid: ”Hvad skal det nytte?” Jeg spørger i dag: Og hvem skal det skade?

H Jeg er dermed nået til det, som jeg anser for tidens stør-ste og mest påtrængende spørgsmål – spørgsmålet om Krig og Fred. Om kampen for freden og et opgør med danske regeringers årelange deltagelse i imperialistiske krige snart sagt overalt på kloden. Når overhunden i Was-hington knurre ligger de små danske køtere sig fladt ned på rykken.

Flyene er i luften få minutter efter ordren tikker ind fra chefen over there.

Milliarder af danske skattekroner bevilges til mord på andre mennesker i lande, som på intet tidspunkt har truet vort land. Det er nødvendigt i kampen terrorismen. Und-skyld mig – men hvem er terroristerne i denne sammen-hæng? De stakler som får bomberne i hovedet – eller dem der kaster dem?

Krigen mod terror blev lanceret præsident Buch efter 11. september. Siden har USA og NATO inklusive Dan-mark bombet og udraderet det ene land efter det andet. Tusinder af mennesker er blevet vore terroristers ofre. Det er på den måde flygtningestrømmene skabes, de flygtninge som man nu med alle midler vil forhindre i at kommen

frem til vore kyster. Det har givet næring til racisme og fascisme, som nu spreder sig i hele Europa.

Det må og skal stoppes inden verden drives ud i en tredje og sidste verdenskrig.

Derfor er kampen for freden afgørende og vedrører alle mennesker. Derfor er genskabelsen af en slagkraftig freds-bevægelse en afgørende opgave, som vi alle må tage på os uanset politisk, religiøse eller andre anskuelser.

H Da jeg i sin tid sad i Horserød Statsfængsel, havde jeg masser af tid til at tænke over situationen, og jeg skrev blandt andet:

”Det er vor tids frihedskamp.Derfor: Rejs jer – tiden er knap, og der er meget, som

skal genopbygges – og nyt der skal skabes! Der bliver brug for alle hænder og dristige hjerner.

Lad kunsten blomstre! Skriv for folket. Gør op med hi-storieforfalskerne og de falske profeter!

Der bliver brug for al den kreativitet, vi kan mønstre i opgøret med mørkemændene og deres tusmørkesamfund. Sæt farve på tilværelsen! Mal byen rød – nej, brug alle palettens farver, men brænd de sorte mørklægnings-gardi-ner! Lad kærligheden og fantasien blomstre! Giv livet en chance!

I fællesskab kan vi vinde vort land tilbage, så:Folkets vilje bliver landets lov!”

BekendelseDer er ingen mening med livet.Du sier: Vi fødes og dør,Men er der ikke et mål for det hele.En hensikt med alt hvad vi gør?

Jeg kjenner en mening med livet.Det er at du gjør din pligt.I stort og i smått mot din klasse – I handling, i tanke og dikt.

Ti selv har du intet å håpe.Lykken er ikke for dig.For fremtidens slekt skal du åpneEn bedre og lysere vei.

Jeg kjenner en mening med livet.Det er i de navnløse hær.Å kjempe for arbeiderklassen,med tanke og sang og gevær.

Rudolf Nilsen (1901-29), norsk, arbejderlyriker. Voksede op i en arbejderfamilie i den østlige del af Oslo. Blev politisk engageret allerede i gymna-siet, og medlem af Norges Socialdemokratiske Ungdomsforbund i 1919. Ved parti splittelsen i 1923 fulgte han med over i NKP – Norges kom-munistiske parti. På vej hjem til Norge fra et Spaniensophold i foråret 1929 døde Nilsen af tuberkulose i Paris.


Carl Nielsens hospital Horserød-Stutthof foreningen har fundet et interview bragt i ”Land og Folk” d.27.7.45. Det er forfatteren Hans Scherfig, som skrev artiklen til avisen:

H Dette er historien om Carl Nielsens hospital. Han er ikke selv interesseret i at få den frem. ”Det er da ikke noget at skrive om” siger han. Og man må spørge ham ud før han fortæller. Der er udført så mange bedrifter i disse år, og den ene skal ikke fremhæves frem for den anden. Men be-retningen om, hvordan en hel del af de syge fra Stutt hof-lejren, blev reddet fra at dø, bør alligevel kendes af så mange som muligt. Carl Nielsen må finde sig i at historien bliver fortalt.

Arbejdsmand Carl Nielsen, Mørdrup, blev anholdt 22. juni 1941 som kommunist, men løsladt igen et par måne-der efter. I november 1942 holdt det danske politi igen en større razzia efter kommunister, men Carl Nielsen slap fra dem. I marts 1943 blev han imidlertid på gaden i Helsing-ør genkendt af en nidkær dansk betjent og arresteret.

Via Vestre fængsel kom han til Horserød-lejren og blev d. 29. august sammen med de andre danske internere-de udleveret til tyskerne af justitsminister Thune Jacobsen. I oktober gik turen til tilintetgørelseslejren Stutthof.

Andre har fortalt om Carl Nielsens ”overlæge”-gerning i den sidste vanskelige tid før befrielsen, og jeg spørger nu selv, hvordan det gik til, at han kom til at passe lejrens syge?

”Det kom ganske af sig selv”, siger han. ”Det var, da vi måtte marchere fra Stutthof sidst i januar, efter at de russiske granater var begyndt at falde. Martin Nielsen og andre har fortalt om den forfærdelige march, hvor de døde lå langs vejene. Der var ingen vand at få, og fangerne led meget af tørst og de drak af pytterne og vandet i hjulspo-rene. Det blev de naturligvis syge af”.

(Scherfig:) ”Hvad var det for sygdomme?”. ”Det var især tyfus og plettyfus og den modbydelige

”flegmone”, en betændelse der skyldes underernæring. Vi kom til Nawitz i Lauenburg-området. Det var en tidligere arbejdslejr. Vi fik næsten ingen mad. Kun lidt kartofler og polakkerne kom med lidt brød. En enkel gang kunne der skaffes lidt byggrød, bare 4-5 skefulde til hver af de meget syge”.

(Scherfig:) ” Hvor mange syge var der?”. ”De var faktisk allesammen syge. Jeg var vist den ene-

ste nogenlunde raske. Det var derfor naturligt, at jeg kom til at passe de andre. Men det var meget besværligt. Jeg kogte vand til dem, men der var næsten ingen vand at få. Og der var ingen lys. Skodderne blev lukket for om afte-nen. De fleste led af stærk diarre. Der var et grænseløst svineri og de syge måtte ikke komme på WC. De skulle sætte sig lige ude for døren, så man slæbte hele svineriet med ind i soverummet. Og her lå de så tæt, at man ikke

kunne gå uden at træde på kammeraterne. Det var meget besværligt, men det var godt at have noget at gøre, så man ikke kom til at spekulere for meget”.

(Scherfig:) ”Hvor længe var I i Narwitz?”.”Det var ca. 5 uger”. (Scherfig:) ”Og hvad gjorde du så ved patienterne?”. ”Ja, jeg delte altså grød ud om morgenen, når der var

noget. Og så gik jeg rundt og tog deres temperatur. Der var mange, der havde 41. Og der var mange der var uklare og lå og talte i vildelse. De led meget af tørst. Der var ikke vand nok, fordi vagtposterne ikke gad gå med efter vand. Så smeltede jeg sne i kakkelovnen og kogte det. Senere blev kakkelovnen revet ned. Der var en tid med 40 alvor-lig syge, danskere og nordmænd. Jeg fik skaffet nogle bor-de, hvor jeg kunne lægge nogle af de mest syge. De min-dre syge lå under bordene. Det hjalp lidt på pladsen”.

(Scherfig:) ”Havde I noget medicin?” ”Ja, det havde vi heldigvis. Waldemar Gravesen havde

slæbt et lille apotek med, som vi i sin tid havde fået fra Røde Kors pakkerne. Derfra stammede termometeret. Og der var asperin og lidt opiumdråber og streptomidpiller. Og en smule vat og forbindingsstoffer”.

(Scherfig:) ” Havde i også brug for forbindings stoffer?” ”Ja, til ”flegmone” og bylder og betændelse. Fire-fem

af de raskeste hjalp mig med at passe de syge. Om natten havde jeg altid selv vagt, fordi de syge nu var vant til at kalde på mig. Det var jo det med at bære de syge ud, når de havde diarre. Der var en snedker, der havde lavet en slags transportabel lokum af en gammel stol, men den måtte vi ikke bruge ”for smittefaren skyld”. Så jeg måtte altså bære de syge ud om natten. Udenfor døren måtte de syge sidde i sne og sjap. De måtte ikke gå bort fra døren for vagtposterne. De truede med at skyde. Jeg blev engang dunket i ryggen, med sådan en geværkolbe, fordi jeg var gået lidt til siden”.

(Scherfig:) ”Døde der mange? ”Nej, der døde virkelig kun to. Otto Melchior var den

ene og den anden var en nordmand. Det reddede mange, at der netop til Nawitz kom en beredskabspakke fra konsula-tet. Der var et kvart pund sukker og noget marmelde og en

Carl Nielsen


lille æske med ost. Der var også lidt skonrogger. Nogle af kammeraterne skaffede andre fødemidler fra polakkerne. De byttede sig til te og fedt, som de syge fik. Jeg kan hu-ske, at Kristian Hvarre skaffede noget halm og det var me-get vigtigt”.

(Scherfig:) ”Hvordan kunne han skaffe det?” ”Jo, der kom en bonde forbi med noget halm og Hvar-

re kom til at tale med ham. Vagtposten skød efter Hvarre, men ramte ikke og Hvarre kom grinende og afleverede halmen, som vi havde mægtig brug for. Og Niels Klitgård skaffede engang noget mælk. Han skulle ud og hente vand og var så kommet i forbindelse med en kone og fik mælk af hende. Også Oluf Redder skaffede mælk engang. Han havde været ovre i kælderen efter kartofler. Se, det var jo fordi de danske kammerater hjalp hinanden og holdt sam-men, at så mange blev reddet. Polakkerne i de nedre ba-rakker døde i hundredevis. Så var det lejren skulle evakue-res. Det var d. 9. marts. Der kom ordre til opbrud midt om natten. Ingen raske måtte blive tilbage. Russerne stod tæt ved Nawitz”.

(Scherfig:) ”Hvad så med dig?” Vi blev enige om at jeg skulle prøve at blive hos de sy-

ge. Ellers ville de jo sikkert omkomme. Jeg måtte lade som om, jeg selv var syg. Jeg lagde mig ned og stønnede. Der var jo mange, der jamrede sig og talte i vildelse”.

(Scherfig:) ”Var der ikke fare for at tyskerne ville myr-de de syge?”

”Jo, det regnede vi jo med. Vagtposterne havde også fået udleveret håndgranater til det, men det fik vi først at vide senere. Jeg fik lagt de syge sammen i en række. Men så blev der om morgenen givet ordre til, at alle syge fra hele lejren skulle bringes sammen i en barak. Jeg måtte så slæbe dem over en af gangen. Og så var det jeg så at vag-terne havde fået håndgranater og fik bange anelser”.

(Scherfig:) ”Hvordan kunne du bære alle de voksne mennesker?”

”Det var ikke så svært. Du må jo huske på, at mange af dem vejede ikke engang 50 kg. Granaterne fra fronten var begyndt at falde tættere, og jeg var klar over at der snart ville ske noget. Så kom der løbende nogle piger og adva-rede vogterne: Russerne er her”, råbte de. Og vagterne rev deres skulderstropper af og løb. De glemte at bruge deres håndgranater.

Og så var det, at jeg lidt efter så den første russer. Det kan man slet ikke forestille sig, hvad det betød. Jeg var gået udenfor barakken for at pille lusene af mit trøje. Det plejede jeg at gøre hver morgen. Og i dag var der jo ingen vagter, så jeg gik helt ud på vejen. Det var sådan en pæn morgen. Solen var ved at stå op, og jeg syntes, det var så dejligt at gå lidt på vejen og se lidt på solen.

Så kom der en mand, som jeg troede var en folke-stormssoldat. Det var den første russer. Han hørte til en

fremskudt panserkile, der kørte videre. ”Vi skal gøre kri-gen færdig”, råbte han. Jeg løb straks ind til kammeraterne og fortalte dem det. De ville først slet ikke tro det. Men en af dem kom kravlende ud og så, at det var sandt. Og så kom de andre krybende ud – også de var meget syge – for at se den russiske kammerat og røre ham og byde ham velkommen.

Han var så bevæget, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Jeg bestemte, at jeg ville flytte ”hospitalet” over i SS’ernes barak, som var den bedste. Først måtte jeg muge ud derovre. De havde efterladt et forfærdeligt svineri. Der var skidt på gulvet, der måtte vaskes og renses og skaffes ren halm. Så tændte jeg op i kakkelovnene. Der var 6-7 værelser, og for at skaffe bedre plads rev jeg skillerumme-ne ned. På den måde fik jeg indrettet en lang sygestue, hvor der kunne ligge 25 patienter i række.

Senere tog jeg skillerummene, der var lavet af træ og lagde mursten under, så det blev til en slags senge. Det trak nemlig nede ved gulvet.

Efterhånden som det kom i orden bar jeg de syge der-over. Der kom system i sagerne. Jeg inddelte dagen og lagde en plan. Om morgenen kl. 5 stod jeg op og gjorde rent og tændte i de to kakkelovne. På den ene kogte jeg vand og på den anden kogte jeg havregrød. Når havregrø-den var færdig, varmede jeg vand til vasken. Så tog jeg temperatur og så blev patienterne vasket og barberet. Der-efter redte jeg sengene. Og så fik de syge medicin. Opium og aspirin og hvad der nu var.

Fra den tid begyndte de at blive raskere. Og enkelte begyndte at kunne hjælpe. Det var f.eks. Melsing og Niels Køkkenkarl.

(Scherfig:) ”Hvor længe gik det på den måde?” ”Ca. 3 uger, tror jeg eller lidt over fjorten dage”. (Scherfig:) ”Var du stadig alene?” ”Kammeraterne begyndte at blive raske. Men jeg kun-

ne ikke sætte dem til noget. De var helt afkræftede. Jo, Henry Christensen fra Horsens hjalp forresten til, så snart han kom op af sengen. Russerne kom med mad. Efter nog-le dages forløb kom der besked om, at de, der trængte til operation kunne komme på et russisk feltlazerat, der var fulgt med den første panserstødkilde”.

(Scherfig:) ” Var der da nogle, der skulle opereres?” ”Ja, der var Valdemar Lorentzen, der havde fået fleg-

mone i hovedet. Han var meget syg. Vi havde næsten op-givet ham. Han kom på lazarettet og nu er han hjemme i god behold. Efterhånden blev flere af kammeraterne sta-blet på benene. Vi fik stillet et rundt bord lige ved køkke-net, hvor de raskere kunne spise. Det var virkelig helt hyggeligt. En hyggekrog. Der var blomster på bordet. Dem kom russerne med. Og vi fik landkort på væggene, og der kom russiske soldater på besøg hos os.

Der kom også en kvindelig russisk læge. Hun var me-


get imponeret over, hvordan vi havde indrettet os og spurgte, hvad landsmænd vi var. Da hun hørte vi var dan-skere, sagde hun: ”Danskerne har altså også kultur”. Hun havde meget at gøre. Blandt andet skulle hun organisere aflusningen af hele byen. Det var en meget vigtig ting.

Jeg havde virkelig gået i rædsel for, at der skulle være flere af mine kammerater, der skulle dø. Heldigvis blev vejret godt og jeg sørgede for at få dem ud i solen, der kunne tåle det. Jeg var ærligt talt vældig stolt den dag, jeg kunne få de mest syge med ud at gå. Mange af dem havde selv opgivet at blive raske. De var så afkræftede, at de havde opgivet det hele. Men efter den første spadseretur blev de klar over, at de dog måske kunne komme over det.

Og de kom over det. Da alle var oppe, fik vi besked på, at byen skulle rømmes. Vi skulle sammen med polakkerne til en samlelejr ved Litmannstadt. Men de fleste var allige-vel så afkræftede, at de ikke kunne være med på transpor-ten. Vi kom så til en polsk politistation og blev derfra for-delt til flere gårde. To-tre hvert sted”.

H Og dermed er hospitalets historie forbi. Carl Nielsen og fi-re andre meldte sig ved et russisk kompagni og kom i ar-bejde til krigens afslutning. Og nu er de hjemme igen, trods Thune Jacobsen gode vilje.

Carl fortæller roligt og beskedent om begivenhederne. Han mener ikke, at hans egen indsats skulle betyde noget særligt. Og han syntes ikke, det kan være noget at skrive om. ”Det var de danske kommunisters kammeratskab og sammenhold, der var skyld i, at så mange reddede livet,” siger han.

Han har ikke mere at fortælle om sit hospital. Men det har hans patienter. Og når en samlet beretning om Stutthof fangernes oplevelser engang skal udgives, vil dette afsnit ikke komme til at mangle”. De fleste Stutthof-fanger kom hjem – på trods af samarbejdsregeringen, det nidkære po-liti og justitsminister Thune Jacobsen.

Info: Horserød-Stutthof foreningen er ved at skrive en samlet beretning om Stutthof-fangerne, til udgivelse 2018.

To november skæmte-viser om noget så alvorligt som liv og død, ære og velfærd...(To Be Or Not To Be – Something Is Rotten In The Kingdom Of Denmark...)Af Ken Bruun

Demokrati er græsk og betyder folkestyre –ikke fåredrift...

(Mel: “Det er et yndigt land”.)

Der er et syndigt land -hvor får med brede bageministre blive kanog fodre folk med sand...De bræger løs i folkets sal -- og sælger gamle Danmarkfor hjemløs kapital...For får er fejghed normal...

Vort gamle Danmark må forgå -når fåreflokken spejlersig i et banner blåmed gyldne stjerner på...

Lars Løkkes (& Ligesindedes) Livsforsikring...

(Mel.: “Lille sommerfugl”)

I en dejlig Verden,fyldt med gylden sol,trues vi af terror,helt fra pol til pol...Derfor må vi værneos, som vi forstår...Og det gør vi gernealt, hvad vi formår...Lille Angrebsfly!Lille Angrebsfly!Flyv fra land og til land -fra by til by...Når jeg følger Dig -åh, så føler jegmig så tryg,Lille Angrebsfly!

Du kan ramme mange -Du kan ramme få...Gør det mange gange!Vis, at vi kan slåhver og en, som stræbermod vort mål så smukt...Dem, du ikke dræber -jager du på flugt...Lille Angrebsfly...


Vestens store forbilledes sande ansigtUSA’s valg var et valg mellem pest og kolera. Det er sagt så tit, at det ligner en kliche. Men ikke desto mindre er det sandt. Det var et valg mellem det militære industrielle kompleks og Wall Strets kandidat, Hillary Clinton og løgnhalsen, milliardæren, populisten, racisten og de amerikanske arbejderes ”sande ven”, Donald Trump.

Af Anton Nielsen

H Kendsgerningen er nu, at milliardæren Donald Trump bliver USA’s 45-tyvende præsident. Hvordan kunne det ske? spørges der. Hvordan kunne meningsmålingerne tage så gruelig fejl? Hvad har vi gjort forkert?

I har ikke gjort noget forkert. Men nogle har alligevel mistet troen på meningsmålingerne og vil fremover kun tage hensyn til sine politiske mavefornemmelser? Hvad med at bruge hovedet til en afveksling!

I har bare gjort, som I plejer i en arrogant og misforstå-et opfattelse er egen fortræffelighed og det kapitalistiske systems ufejlbarlighed og globale magt. I har ført klasse-politik på kapitalens præmisser. Mens de rige blev stadig rigere og de 99% af befolkningen blev stadig fattigere.

The establishment i Washington havde og har totalt mistet jordforbindelsen. De blev ofre for deres egen poli-tik – eller manglen på samme!

Man vil ikke indse, at det er systemet, der er forkert – og at valget netop var et desperat oprør mod systemet. En konsekvens af de sociale forhold i USA, som efterlader

krisens ofre i arbejdsløshed og afgrundsdyb fattigdom. Det misbrugte Trump ved at spille racismekortet, og

ved at henvende sig til nogle af ofrene – først og fremmest de hvide arbejdere – som han lovede guld og grønne sko-ve og millioner af ”ny jobs”, når han havde deporteret 11 millioner illegale indvandrere.

Det er ikke noget enestående for Trump. Historien kan fremvise mange eksempler på tilsvarende – f.eks. Hitler, som sendte de arbejdsløse ud og lave motorveje, så hans krigsmaskine kunne komme hurtigt og uhindret frem. Li-gesom Trump nu vil bygge en meget, meget stor MUR ved grænsen til Mexico for at holde uønskede fremmede ude af det amerikanske ”paradis”.

Panikken bredder sig”Den aften, det hele blev afgjort, minder om scenerne i en film, hvor jorden går under,” skrev Information dagen der-på. Men det var ikke film, men den skinbarlige virkelig-hed. Og det er endnu ikke jordens undergang, vi er vidne til, men en samfundsorden i opløsning og måske et forvar-sel om det kapitalistiske samfunds endelige sammenbrud.


Valgets resultat giver selvfølgelig abstinenser i vide kredse, som har deponeret deres økonomiske og militære fremtid i troen på USA som Verdens politibetjent, der til enhver tid er klar til at rykke ud og slå eventuelle ”uroma-gere” ned, som truer Vestens magtmonopol og umistelige eneret til jordens resurser.

Det man blev præsenteret for hin aften var USA’s sande ansigt med tydelige fascistiske og racistiske træk.

Intet under at de europæiske fascister og højrekræfter-ne vejre morgenluft fra Marie Le Pen til Viktor Orban, Alternative für Deutschland og Dansk Folkeparti og flere med dem.

En psykopat sidder med fingeren på den røde knap og truer den hele menneskeheden med udslettelse.

Men det er ikke noget nyt, sådan har det altid været. Et eksempel: Dengang da USA troede, de havde monopol på atombomben – det var i præsident Trumans periode få år efter han havde kastet atombomberne over Hiroshima og Nagasaki – skrev selvsamme præsident i et memorandum – her i kort uddrag (27. januar 1952):

”... hvis der bliver tale om yderligere indblanding vil vi fjerne alle de havne og byer, det er nødvendigt at fjerne for at opfylde vort fredelige formål.”

Truman slutter sit memorandum :”Det betyder altomfattende krig. Det betyder, at Mo-

skva, Leningrad, Mugden, Vladivostok , Peking, Shang-haj, Port Arthur, Dairen, Odessa, Stalingrad og hver fabrik i Kina og Sovjetunionen udslettes. Det er den sovjetiske regerings sidste chance til at bestemme sig til, om den øn-sker at overleve eller ej.” (Michael Meyerson & Mark Sa-lomon: ”Stop den tredje Verdenskrig.” Tidens Forlag 1983.)

Så mange var ordene – så meget for de ”fredelige for-mål”!

Make America great againDet har været recepten lige siden, og har betydet, at USA har startet krige overalt på jorden. Fra 1945 frem til dags dato er 30 lande blevet bombet af USA. Land efter land er blevet lagt i ruiner.

Det anfægter ikke de danske politikere eller EU væ-sentligt, de gør sig klar til – på Trumps befaling – at øge de militære udgifter, til skade for befolkningerne, men til glæde for krigsindustrien. Vi kan ikke længere regne med USA’s ”beskyttelse”, hvis vi kke kommer til lommerne. Vi skal være med til at financierer vores egen undergang.

Men de danske politikere er – som de kræmmere de al-tid har være – langt mere bange for, hvad der kan ske med deres penge – og deres forkromede TTIP plan – hvis Trumps ”økonomiske ideer” føres ud i livet.

Det har de muligvis også grund til – men for denne skribent synes truslen mod verdensfreden langt vigtigere. Uden fred ingen fremtid.

KapløbetVort forsvarsbudget må til stadighed gro– har andre et fly, så må vi have to!

Og hver gang en nabostat ses provokere,så må vi jo selv provokere lidt mere,det gælder jo blot om at intimidere,for så vil den anden part klart retirere.

Vi spiller det farlige taktiske spilog truer med krigen, vi slet ikke vil,og spørger så siden, hvordan det gik til,at alting forsvandt i en søjle af ild?

Først da vil nationerne leve i fred,når de lærer at kappes i fredelighed.

Erwin Neutzsky-Wulff


AtomnedrustningAf Christian Juhl,MF, udviklingsordfører for Enhedslisten

H Danmark stemte nej til et historisk forsøg på at afskaffe atomvåben. Det skete i sidste uge i FNs komite for ned-rustning og international sikkerhed i New York.

Resolutionen indebærer, at der afholdes en konference i marts måned med det formål at forhandle en juridisk bin-dende aftale om et globalt forbud mod kernevåben på plads.

Jeg er chokeret, dybt chokeret og kan ikke tro mine egne øren. Jeg troede, det var en selvfølge at enhver dansk regering vil støtte ethvert initiativ for at fremme en atomnedrustning. Det ligger uden for min fantasi at fore-stille sig, at der er flertal for en sådan holdning i Folke-tinget.

Det er ganske uforståeligt, at regeringen har stemt imod FN-resolutionen, der er særdeles skelsættende. Den signalerer et stort og positivt skifte i mange års dødvande i aktiviteterne for atomnedrustning.

Danmark skal være i forreste række i denne indsats, ik-ke mindst som en naturlig fortsættelse af skiftende rege-ringers tilslutning til kravet om Norden som atomvåbenfri zone. Danmark har ingen interesser i at opretholde den ek-sisterende atomtrussel.

H Holdningen i FN er den diamentral modsatte af den alle danske partier, på nær Dansk Folkeparti, gav udtryk for, da de i EU-parlamentet næsten samtidig stemte om en re-solution om atomnedrustning. Jeg vil omgående bede udenrigsministeren forklare sig i Udenrigsudvalget.

Ifølge Sammenslutningen af Amerikanske Videnskabs-mænd (FAS) findes der i dag omkring 15.000 atom-spræng hoveder på verdensplan.

38 lande stemte nej til FN-resolutionen om at arbejde for at forbyde atomvåben:

Albanien, Andora, Belgien, Bosnien, Bulgarien, Cana-da, Danmark, Estland, Frankrig, Grækenland, Island, Isra-el, Italien, Japan, Kroatien, Letland, Litauen, Luxem-bourg, Mikronesien, Monaco, Montenegro, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Rusland, Storbritannien, Serbien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sydkorea, Tjekkiet, Tyrki-et, Tyskland, Ungarn og USA.

123 lande stemte for. 16 undlod at stemme

Læs mere her: – http://jyllands-posten.dk/politik/ECE9122277/dan-

mark-stemte-nej-til-historisk-forsoeg-paa-at-afskaffe-atomvaaben/

– http://jyllands-posten.dk/politik/ECE9126829/df-adva-rer-mod-atomnedrustning/

– http://christianjuhl.dk/


Den Europæiske menneskerettighedskonvention § 10: “Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give og modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser”. I den danske grundlov § 77 står – næsten – det samme.

Seks millioner stemmer er arresteret Af Annette Mørk,bestyrelsesmedlem i Horserød-Stutthof foreningen.

H 17. november 2016: Alle Folketingets partier – med und-tagelse af Dansk Folkeparti – vedtog kritik af undertryk-kelsen i Tyrkiet og krav om løsladelse ad de fængslede parlamentarikere og journalister.

Det var på tide! Men det er ikke nok at “vedtage kritik”. Der skal hand-

ling bag ordene. Skulle der virkelig arrestationer af parlamentsmedlem-

mer og folkevalgte borgmestre til, før end andre partier end Enhedslisten fandt det værd at påtale situationen i re-gimet Tyrkiet?

4. november blev HDP’s to ledere Salahattin Demirtas og Figan Yüksekdag, sammen med ni partimedlemmer ar-resteret i deres hjem. I den kurdiske del af Tyrkiet er 32 folkevalgte borgmestre fængslet af regimet og erstattet med regeringsudpegede administratorer. En af de mange er Ahmet Türk, som var borgmester i byen Mardin. Trods mange års chikane, undertrykkelse og pessimisme, var han optimist på fredens vegne. Men 21. nov. kom en ar-restordre fra sultanatet. Den rolige og vise mand, som må-ske var fredens sidste ambassadør på de kanter, er nu også buret inde. Ialt er 49 borgmestre afsat, hvilket berører 3,3 millioner mennesker, som demokratisk har valgt dem ind. De arresterede står til års fængselstraf, fordi de er anklaget for at støtte frihedsbevægelsen PKK, som står på USA’s

og EU’s terrorlister. En anklage som Tyrkiet bruger mod alle sine politiske modstandere, og som betyder at det in-ternationale samfund ikke blander sig.

Jeg kunne ellers læse i Jyllands Posten d. 30. sep: “Udenrigsministeren – Kristian Jenseb var skeptisk, da han tog til Ankara, men mødet med Tyrkiets regering be-roligede ham”. Det ville have klædt vores udenrigsmin-ster, at have taget initiativ til kritik af Tyrkiet allerede for et år siden, da han ikke har været uvidende om de udemo-kratiske og undertrykkende forhold, som landet har været dybt præget af.

H Siden valget i juni 2015, hvor det prokurdiske- og ven-streorienterede parti HDP vandt lidt over 13% af stemmer-ne, har der været voldsomme angreb på ytringsfriheden, undertrykkelse, overgreb, tortur, forfølgelse og mord, ud-ført af det tyrkiske regime med præsident Erdogan og hans parti AKP i spidsen.

Der blev udskrevet omvalg, til afholdelse d. 1. nov. 2015 og op til denne dato, blev flere kurdiske byer i det østlige Tyrkiet underlagt udgangsforbud, bombet og be-skudt og flere steder blev der lukket for strøm, samt vand i de berørte områder. Disse handlinger udsprang af, at dik-tatoren Erdogan havde håbet på et flertal ved valget i juni, således at han kunne få gennemført en forfatningsændring, som ville ophøje ham til “Sultan Erdogan” – enevældig konge – med vetoret i alle spørgsmål. Ved omvalget kom HDP lige netop over spærregrænsen på 10% og kom i par-lamentet med 59 mandater, på trods af tyrkisk statsterror i de kurdiske områder og svindel ved valgstederne, hvor f.eks. de danske valgobservatører ikke kunne få adgang.

Drømmen om at blive magtfuldkommen diktator brast endnu engang ved omvalget. Kurderne og de demokrati-ske kræfter i Tyrkiet trodsede statsregimet og stemte en drøm om demokrati ind i parlamentet. Dog fandt diktato-ren og hans støtter en udvej: Ophævelse af den parlamen-tariske immunitet for “visse” folkevalgte og det ramte de kurdiske parlamentarikere. En historie vi kender fra be-sættelsestiden, da vores folkevalgte grundlovsstridigt blev fængslet efter den såkaldte “kommunistlov” og hvoraf nogle af dem kom i koncentrationslejren Stutthof, blå-stemplet af den danske regering, med justitsminister Thu-ne Jacobsen i spidsen.


Før militærkuppet d. 15. juli (præsident Erdogans “rigsbrand”) i år var forholdende for politisk aktive kurde-re og andre demokratiske kræfter – mildelst talt – kritisa-ble. I dag er forholdende værre! Der er frit lejde til mord på påståede modstandere og fængslinger af demokratiske valgte borgmestre, samt parlamentarikere. Danmark – og EU – er en villig medspiller i Erdogans beskidte politik. Lov og ret, ytringsfrihed og de mest basale menneskeret-tigheder eksisterer på et niveau lig nul.

Regimet erklærede undtagelsestilstand efter kuppet og et totalt diktatur blev indført. 105.097. offentligt ansatte blev fyret eller suspenderet, 74.561. er eller har været an-holdt, 34,087. er varetægtfængslet. 2.099. skoler, universi-teter og kollegier er lukket, 6.337 akademikere har mistet deres job, 3.640. dommere og anklagere er fyret, 186 me-dier er lukket, 133 journalister er anholdt og på grund af undtagelsetilstanden kan det vare op til 30 dage før end de anholdte bliver stillet for en dommer. Vel og mærke, en dommer udpeget af regimet! Diverse tal vokser i antal dag for dag. Amnesty International har påpeget, at de har bevi-ser for vold og tortur i forhold til de anholdte.

Regimet har på dagsordenen at genindføre dødsstraf.Tyrkiet er medlem af NATO og kandidatland til EU!

H Et eksempel – hvor ikke bare Tyrkiet lukker medier – men hvor europæiske lande støtter terroristen Erdogan og hans parti: Fornyligt lukkede det Tyrkiet 12 venstreorien-terede eller/og pro-kurdiske tv.kanaler og 14 radio kanaler og hurtigt fulgte den franske satellit Eutelsat op og lukke-de den kurdiske nyhedsstation MedNuce, samt Newroz med base i Stockholm og en kurdisk tv-station i Belgien.

Vi kender jo situationen fra Danmark, hvor den kurdi-ske tv-station ROJ.TV blev lukket efter pres fra Tyrkiet. Selv en programflade for kurdiske børn – som minder om Danmarks Radios Ramasjang – var en trussel mod det re-gime, som i ROJ.TV sagen i Byretten i København blev kaldt “et demokratisk samfund, der bygger på retsstats-principper”. Dog har dele af børnekanalens programmer fået sendetilladelse igen.

Dagligt er der nye undertrykkende eller vanvittige love og/eller retsningslinier, som bliver udstukket af re-gimet. Offentlig ansatte trues til at medlde sig ud af den progressive fagbevægelse og tvinges til at bakke op Erdo-gans AKP-parti. 370 (ca.tal) organisationer lukket over et døgn og erklæret ulovlige. Det var kurdiske organisatio-ner, men også venstreorienterede demokratiske organisati-oner, nødhjælpsorganisationer, journalist- og advokatfor-bund, menneskerettighedsorganisationer, demokrati- og fredsbevægelser m.m. og præsident Erdogan og hans parti kommer med flere middelalderlige lovforslag, som bliver vedtaget.

Ved redaktionens afslutning forsøgte AKP at vedtage

en lov om, at voldtægtsforbrydere kan blive helt straffri eller få nedsat straffen, hvis de gifter sig med deres offer! En lov, som blev taget af bordet, pga. omfattende demon-strationer i de store byer i Tyrkiet. Men også et lovforslag, som vidner om Tyrkiets vej tilbage til den mørke middel-alder.

I Tyrkiet kan en kurdisk identitet – alene – være grun-den til at miste livet eller blive fængslet. 8. okt. blev fire civile kurdere dræbt og fem andre såret, af en tyrkisk poli-tibetjent i Yüksekova/Gever i Tyrkiet. Blandt de dræbte var 16.årige Serhat Buldan , som var nevø til HPD-parla-mentarikeren Pervim Buldan. Guvernørens kontor i pro-vinsen Hakkari bekræftede drabene på de fire civile og skrev på deres hjemmeside at :“Våbenet der var monteret på toppen af et køretøj, åbnede ild af sig selv”!

Desværre er det ikke en udsædvanlig historie. I Europa angiver præsident Erdogans støtter kurdere,

samt demokratiske tyrkiske kræfter – efter anmodning fra præsidenten – til den tyrkiske efterretningstjenesten/politi-et. Dette har f.eks. i Danmark betydet at tyrkiske privat-skoler har mistet elever, fordi at familierne følte sig truet, samt at herboende kurdere på deres sommerferie – hos fa-milie i Tyrkiet – blev gennemtævet af tyrkisk politi, for deres Facebook-opdateringer – skrevet i Danmark!

H Handelsaftaler og det danske erhversliv skal tilgodeses og et samarbejde med Tyrkiet er vigtigt for Danmark. “Profit før moral” er mantraet hos flertallet på Christiansborg.

Og så – selvfølgelig i disse år – den beskidte aftale mellem EU og Tyrkiet om at Erdogan og hans støtter får 22,5 milliarder kroner, hvis de effektivt stopper flygtnin-gene, som søger til Europa. En sum penge, som vil blive fordoblet, når aftalen er overholdt. En aftale som betyder at tyrkisk politi /militær har skudt på familer, som søger over grænsen fra Syrien mod Tyrkiet, at traumatiserede flygtninge fra krig sidder i teltlejre på grænsen til Tyrkiet – i Syrien eller at flygtninge og deres børn lever og bor på må og få i storbyerne i Tyrkiet, hvor de ikke kan få arbej-de og børnene ikke kommer i skole. Et fåtal af flygtninge-ne kommer i – de dertil – indrettede teltlejre, som vi hver-ken ser eller hører noget fra.

Historisk har diktatorer – som præsident Erdogan – al-tid tabt og frihedskæmpere som PKK blevet kaldt for ter-rorister. Men historien har også altid husket dem, som kunne have trodset den førte politik og ikke handlede.

40 millioner kurdere har et håb om fred. De har en identitet, en kultur, et sprog og liv. 40 millioner menne-sker kan ikke fjernes – de bliver flere – uanset hvor mange som bliver arresteret, torturet, bliver myrdet og sidder med lemlæstede liv. Undertrykkelse får tanken om frihed til at blomstre og kurderne blomster i disse år.

Mangfoldigt!


Social kontrolAf Lilli Rodeck

H I den forløbne måned fremstod Venstre med et fantastik forslag, nemlig ”kampen mod social kontrol”. Flere gange gik Ellen Trane Nørby på skærmen, for at understrege, hvor vigtig kampen mod social kontrol er. Hun glemte i farten, at ingen samfund, det være sig i dyreriget eller blandt mennesker, kan eksistere uden social kontrol. Den sociale kontrol foreskriver de spilleregler, som nødvendig-vis bør findes i samkvem mellem mennesker.

Den sociale kontrol findes i flere lag. F.eks. findes i hver familie spilleregler, som gør, at det enkelte familie-medlem nøjagtig ved, hvordan man skal opføre sig og hvad der forventes. Af uforklarlige årsager, tror mange, at alle danske familier har samme regler for familielivet. Men det er en overforsimplet. Der er stor forskel på, hvor-dan familier fungerer alt efter indkomst, boligforhold og om familien bor sammen med deres indtægtskilde som f.eks. landmænd eller gartnere. Til det skal lægges, at mange religioner også har specifikke regler som social kontrol. F.eks. Jehovas Vidner, som ikke understøtter, at medlemmerne tager uddannelse eller fejre jul. Den sociale kontrol, når den fungerer bedst, anviser hvordan man op-fører sig i skolen, på jobbet, i forhold til ægtefælde og ved handel. Den sociale kontrol skulle jo gerne forbygge kri-minalitet, svindel og anden uhensigtsmæssig adfærd.

H Desværre er der grupper, som mener, at social kontrol hæmmer dem i deres jagt på rigdom og ære. De mener, at alle skal have lov til at udleve sin grådighed, ligesom man kan i USA. Men netop grådighed er i alle religioner og i den almene dannelse en uønsket adfærd, som skaber pro-blemer for samfundene.

I de mange lag, som findes i social kontrol, er der nog-le leveregler, som støder mod de overordnede leveregler i vores samfund. At bekæmpe dem, kan være svær. Men her kommer historien os til hjælp. Gennem tiderne har Danmark modtaget mange mennesker, med forskellige kulturer og religioner. De har i de første generationer her i vores land, ofte prøvet at bibeholde de gamle normer og den sociale kontrol, de foreskriver. Men efter to – tre ge-nerationer, har disse mennesker langsomt taget de danske normer til sig, og derved efterlevet de regler, den overord-nede social kontrol foreskriver.

Anderledes ser det ud, når man kigger på de højreradi-kale politiske grupperinger. De sociale normer, de har, vil aldrig tilpasse sig det øvrige samfund. De kan kun drøm-me om, at de en dag får magten, så deres sociale normer bliver dem, det øvrige samfund bør leve efter. De højrera-dikale grupper tror på ”den hvide races overlegenhed”, selvom der ikke er belæg for denne anskuelse. Og allige-vel ser vi, hvordan de højreradikales synspunkter lang-

somt bliver mainstream. Der er næsten ingen politiske partier, bortset fra EL og De Alternative, som ikke ser flygtninge, som en trussel mod vores samfund.

Langsomt gennem 0’erne og op til i dag, har fremmed-fjendsk menneskesyn bredt sig i næsten alle lag i vores samfund. Det tolerante og menneskekærlige menneskesyn er blevet trådt ned af den ny politiske sociale kontrol.

Har de nu gjort det igen?!Af Hellen Gade

H Først blev vi tvunget ved lov til at betale for, at post-kasserne skulle flyttes til gadeniveau. Nå, tænkte man, så skulle postbudenes rygge alligevel skånes. Så blev Post Danmark lagt sammen med det svenske postvæsen – og samtidig stækket økonomisk. Postbudenes rygge skulle belemres med mange, mange kilo reklamer.

Masser af posthuse blev nedlagt, og forretningsdriven-de indkasserede lejeindtægt for at huse de forskellige post-indleveringssteder. Altså bortset fra pengeforsendelser. Dem skal banken have betalt eneret på at håndtere. ”Man merkt die Absicht und wird verstimmt!” Der er langt – me-get langt mellem brevene – men reklamerne bæres dagligt i stakkevis hen i skraldespanden af reklamebelemrede be-boere. Der ligger nu et forslag i ministerierne om at priva-tisere postvæsnet.

Mon ikke det er på sin plads at konkludere, at kapita-len endnu en gang har lagt udgifter, som de rettelig selv burde – og har rigeligt råd til selv at – afholde, over på underklassens skuldre for at få et landsdækkende distribu-tionsnet til deres reklamer.


Barbariet truer Venezuela – men der kæmpes og håbet bestårVenezuela blev under den nu afdøde præsident Hugo Chávez en hovedrivkraft i den såkaldte venstrebølge i Latinamerika. Venstrebølgen udfordrer både de nationale magthavere og USA’s interesser. Derfor er Venezuela udsat for voldsomme angreb fra højrekræfter og imperialismen.

Tekst og foto: Sven-Erik Simonsen, formand for Dansk-Cubansk Forening og journalist på Arbejderen

H Den politiske scene skifter i Venezuela og hele Latiname-rika. 15 år med fremgang for venstrekræfterne er afløst af politisk uro, parlamentariske nederlag til progressive rege-ringer og partier, kup og politisk krise. Latinamerikas høj-rekræfter er i offensiven, og de får støtte fra USA og andre imperialistiske kræfter.

Med valget af Donald Trump til USA’s kommende præsident skifter horizonten mod nord fra mørkegrå til sort: ”Venezuela er blevet ruineret af socialisterne”, har Trump udtalt og erklæret sig rede til at være solidarisk med ”de undertrykte venezuelanere”, som han formulerer det. De ”undertrykte venzuelanere” er i Trumps perspektiv forretningsfolk, børsspekulanter og virksomhedsejere, som i dag må aflevere dele af deres profit til staten, som bruger pengene på sociale projekter: uddannelse, sundhed, boliger, mad til alle og pension til alle ældre.

Fascister styrket“Fascistiske kræfter er vokset frem i Venezuela de seneste ti år”, fortæller Carolus Wimmer fra Venezuelas Kommu-nistiske Parti. ”Vi har jo altid haft en politisk højrefløj med kristelige partier, konservative og angivelige social-demokrater. Men nu er der også vokset en fascistisk bevæ-gelse frem, som sammen med paramilitære grupper virke-lig udgør en fare”, forklarede Carolus Wimmer på en kon-ference i Bruxelles i sommeren 2015.

På det tidspunkt talte ofrene for højrefløjens politiske vold 43 menneskeliv.

Wimmer lagde vægt på, at klassekampen i hans land ikke kun udkæmpes af de nationale kræfter isoleret inden for landets grænser. Højrefløjen får aktiv støtte fra kontra-revolutionære og fascistiske kræfter i USA og i nabolande i regionen. Han henviste til, at Venezuela har en lang grænse til Colombia, hvor USA har syv militærbaser – halvdelen af dem tæt på grænsen til Venezuela. Venezuela er spækket med våben, og efter 50 års væbnet konflikt er der tusinder af højreorienterede lejesoldater, som gerne lader sig hyre til operationer i Venezuela.

Med våbenhvilen og fredsprocessen i Colombia vil arbejdsløshed blandt højremilitser sandsynligvis øge denne trussel.

Venstrebølgen i LatinamerikaMed valgsejren i 1999 til Venezuelas Hugo Chávez vok-sede venstrebølgen i Latinamerika. Lula blev valgt til præ-sident i Brasilien, Evo Morales i Bolivia, Rafael Correa i Ecuador. ALBA-samarbejdet blev skabt fra 2004 og sam-ler 10 lande med 70 millioner mennesker om et alternativt samarbejde, som bygger på solidaritet i stedet for nylibe-ral konkurrence.

Nicaragua, Argentina, Paraguay, Uruguay, Honduras, El Salvador. Venstrebølgen rullede og nåede land efter land, hvor den gav sig forskellige politiske udtryk.

I 2005, mens USA under George W. Bush hærgede som verdens eneste supermagt, satte de latinamerikanske lande hælene i over for USA og sagde nej til FTAA/AL-CA-aftalen. Det var en investerings- og frihandelsaftale, som modstanderne betegnede som en ’nykolonisering af kontinentet’. FTAA/ALCA-aftalen ville udbrede NAF-TA-aftalen, som i 1994 blev indgået mellem USA, Canada og Mexico, og som har haft katastrofale konsekvenser; tab af cirka to millioner arbejdspladser i USA og en ruinering af majsbønderne i Mexico for at nævne to eksempler. FTAA/ALCA var en forgænger for investerings- og fri-handelsaftalerne CETA mellem EU og Canada samt TTIP mellem EU og USA.

Investerings- og frihandelsaftalerne er et af nutidens klare udtryk for imperialismen som kapitalismens højeste – og ifølge Lenin – kapitalismens sidste stadie. Industri-kapitalen har brug for en ekstrem grad af global monopo-lisering og finanskapitalen har brug for ubegrænset ad-gang til kapitaleksport. Alle forhindringer skal fjernes, og disse aftalers kapitler om investorbeskyttelse viser, at ka-pitalen i stigende grad overtager den magt, der traditionelt tilhører nationale regeringer og domstole. Det traditionelle borgerlige demokrati er under afvikling og monopolernes diktatur stikker stadig tydeligere sit fascistiske fjæs frem.

21. århundredes socialismeFra 1999 til omkring 2013 voksede venstrebølgen. Eksem-plerne fra Latinamerika inspirerede andre steder i verden. Diskussionerne gik om dét, som blandt andet Venezuelas præsident Hugo Chávez kaldte ’Det 21. århundredes so-cialisme’. Han var ikke særlig specifik omkring vejen frem til denne socialisme og karakteren af den. Han slog dog fast, at den ikke var en kopi af det, verden havde set i


Sovjetunionen. Der skulle være mindre bureaukrati og mere demokrati.

De samfundsforandringer, som skete især i ALBA-lan-dene, men også i Brasilien og Uruguay og til en vis grad i Argentina og Paraguay, bestod i, at antallet af sultende og fattige blev reduceret. Børn kom i skole, sundhedsvæsenet nåde længere ud – i nogle af landene helt ud i alle hjørner med hjælp fra Cubas læger og sygeplejersker. Venezuela og Bolivia blev erklæret fri for analfabetisme af FN-orga-nisationen UNESCO. I Venezuela og Bolivia blev olie- og gassektorerne nationaliseret. Eksportindtægterne kom lan-det og befolkningen til gode. Der blev råd til en nærmest eksplosiv social fremgang. Mange fik et arbejde og løn-ningerne blev hævet.

Ejendomsretten til produktionsmidlerneI Argentina og Venezuela var der en række arbejderkampe for at forhindre lukning af virksomheder. Arbejdere kæm-pede for at overtage driften og enten selv få en kollektiv ejendomsret eller få staten til at nationalisere virksomhe-den. Men hvis man ser bort fra olie- og gassektoren i Boli-via og Venezuela, så er ejendomsretten til produktions-midlerne stort set uanfægtet i alle landene i regionen.

Og markedskræfterne er også i kraft – dog har en række lande med Venezuela som det mest radikale eksem-pel iværksat salg og uddeling af fødevarer til lave, stats-støttede priser. Og Venezuela har pr. november 2016 byg-get ikke mindre end 1,2 millioner boliger, som fordeles efter sociale kriterier – ikke på et boligmarked styret af kapitalen.

I de 15-16 år fra år 2000 er der gennemført et socialt løft af de fattigste grupper i landene. Millioner er sluppet

ud af ekstrem fattigdom. Når FN i 2015 kunne notere en række delsejre omkring opfyldelsen af de såkaldte 2015-mål, skyldes det ikke mindst de store resultater, som blev skabt i Latinamerika i et opgør med den nyliberalisme, som herskede og hersker i verden, og som øger fattigdom og udstødelse. Men det skete uden at tage et dybtgående opgør med den kapitalistiske samfundsindretning.

Højrekræfternes modstandGennem alle årene har højrekræfter i landene kæmpet hårdt imod de regeringer, der ville regulere markedet og gøre indhug i profitterne for at omfordele til fattige be-folkningsgrupper og sikre en bedre velfærd for den brede befolkning.

I april 2002 var der et dramatisk kup i Venezuela, som afsatte præsident Chávez i 48 timer. En rasende folkelig opstand pressede dog kupmagerne til at opgive, hvorefter Hugo Cháves blev genindsat. Året efter kom en måned-lang arbejdsgiver-loockout, som paralyserede økonomien. Også Bolivia og Ecuador har været mål for uroligheder, opstande og kupforsøg.

Krisen fra 2008/2009 ramte de progressive regeringer med økonomisk tilbagegang og ikke mindst lavere oliepri-ser. Og højrekræfternes modstand blev forstærket. Ven-strebølgen led sit første store nederlag med kuppet mod præsident Manuel Zelaya i Honduras i 2009.

Parlamentariske kupKuppet i Honduras og kuppet tre år senere i Paraguay har de samme kendetegn. De er en form for parlamentariske kup, hvor den politiske leder, der er mål for højrekræfter-nes had, anklages for brud på administrative regler, love

Hugo Chávez udløste en enorm entusiasme i den venezuelanske befolkning. Det er en arv, som Venezuelas nuværende præsident Nicolas Maduro har svært ved at løfte – især når også de økonomiske vankeligheder tårner sig op


eller forfatningen. Således blev Zelaya anklaget for brud på forfatningen, fordi han ville gennemføre en folkeaf-stemning for at afklare om befolkningen ønskede valg til en grundlovgivende forsamling. Den junimorgen i 2009, hvor folkeafstemningen skulle sættes i værk, slog militæ-ret og højrekræfterne til. Zelaya blev ført til USA’s mili-tærbase, hvorfra han blev fløjet ud af landet i et amerikan-ske militærfly. Et tilsvarende parlamentarisk kup skulle gentage sig i sommeren 2016 i Brasilien. Præsident Dilma Rousseff blev anklaget for budgeturegelmæssigheder og afsat. Den samme type uregelmæssigheder havde flere præsidenter før Rousseff foretaget.

USA’s skyggeUSA’s skygge ses mere eller mindre tydeligt omkring et-hvert forsøg på regimeskifte i Latinamerika.I Haiti er USA’s direkte indblanding et veldokumenteret faktum. Først ved indsættelsen af præsident Aristide i 1994 og si-den ved afsættelsen ham i 2004 . Det samme gælder i Ve-nezuela. Og USA’s mere end 50 år lange blokade mod Cuba udelader enhver tvivl om det officielle USA’s direk-te indblanding for at styrte uønskede regeringer med bru-tale og ulovlige midler.

Bolivia smed i maj 2013 USA’s bistandsorganisation USAID ud. Bolivias regering anklagede USAID for at blande sig i landets interne politiske forhold og støtte re-geringskritiske kræfter i sociale organisationer og fagfor-eninger. Allerede i juni 2012 havde regeringsrepræsentan-ter for ALBA-landene Bolivia, Cuba, Ecuador, Dominica, Nicaragua og Venezuela besluttet at opsige alle bistands-aftaler med USAID med henvisning til, at pengene fra USAID – ifølge dokumenter offentliggjort i USA (!) – gik til grupper, hvis formål var at destabilisere regeringerne i landene. Det betegnes i den fælles udtalelse fra de seks ALBA-lande som ulovlig indblanding i landenes politiske forhold.

Da Hugo Chávez døde i marts 2013 og Nicolas Madu-ro blev valgt ved et fuldt demokratisk valg, nægtede USA efterfølgende at anerkende valgresultatet. Det betyder, at USA sender et signal om, at man mener, der sidder en ulovlig regering i Venezuela, og at USA er klar til at bak-ke op om kræfter, der kæmper for at styrte denne regering. Denne implicite støtte til oppositionen er indblanding i Venezuelas indre forhold. Og denne indblanding blev end-nu stærkere udtrykt, da præsident Obama i marts 2015 ud-stedte et dekret – Executíve Order 09-15-2015, hvori han anklager Venezuela for alvorlige brud på menneskerettig-heder, forfølgelse af politiske modstandere, begrænsning af pressefrihed, vold og korruption. Præsident Obama dra-ger den konklusion, at Venezuela ”udgør en usædvanlig og ekstraordinær trussel mod USA’s nationale sikkerhed og udenrigspolitik”. Dette dekret og en række sanktioner

mod Venezuela er stadig i kraft. Dekretet kan når som helst danne grundlag for en direkte intervention mod Ve-nezuela.

Medierne i en central rolleMedierne har spillet og spiller en nøglerolle. De er helt overvejende ejet monopolerne og kontrolleret af højre-kræfter. I Brasilien sidder konglomeratet O’Globo på me-dierne, i Argentina hedder koncernen Clarín, mens en håndfuld private medier er stærkt dominerende i Venezu-ela; aviserne El Universal, El Nacional og Ultima Noticia samt tv-stationerne RCTV og Globovision.

I Venezuela og enkelte andre lande har centrum-ven-streregeringer gjort visse forsøg på, at bryde mediemono-polernes store magt og opbygge stærkere offentlig pub-lic-service medier. I Venezuela er der også skabt et bety-deligt net af lokalradioer og andre græsrodsmedier. Men det har ikke ændret, at 70-80 procent af medierne kontrol-leres af højrekræfter.

”De private medier har nærmest erstattet de politiske partier. De private medier er enormt magtfulde. De skaber stemningen, vreden, kravet om regeringsskifte”, forklare-de Telesur-journalisten Jon Restpo under et besøg i Dan-mark i september i år. Han illustrerede, hvordan medierne i Venezuela, i praksis optræder som partier på den politi-ske højrefløj, og henviste til kuppet mod Chávez i april 2002, som blev iscenesat af medierne; Globovision, El Nacional, El Universal. Internationale medier er tilsvaren-de med til at dæmonisere lederne af Venstrebølgen i Latinamerika, for tiden i særlig grad lederne i Venezuela. Af over 1000 artikler i internationale medier over nogle år var således kun tre positive beretninger om den regering, som et flertal i Venezuela havde valgt. Jon Restpo oplyste, at den internationale mediedækning af Venezuela kan spo-res til store medier i fire byer – alle uden for Venezuela: Bogotá i Colombia, Miami og New York i USA samt Madrid i Spanien.

Med Donald Trump i Det Hvide Hus skifter Venezuelas og Latinamerikas horizont mod nord fra mørkegrå til sort. Her Caracas op til valget i oktober 2012, hvor Chávez blev genvalgt til præsident, men døde et halvt år senere


De brede fronters epokeVenstrekræfterne i Latinamerika har vundet den politiske magt i land efter land ved hjælp af brede politiske alliancer. Venstrekræfterne og den kommunistiske bevægelse i Latin-amerika og internationalt diskuterer i denne tid erfaringerne fra venstrebølgen og vejen frem i lyset af den højreorientere-de og imperialistiske offensiv, som har høstet en række sejre.

Spørgsmålet var på dagsordenen da kommunistiske partier og venstrepartier i slutningen af august i år mødtes i Perus hovedstad Lima. Der var enighed på mødet om, at verden ”står over for den største krise i kapitalismens hi-storie” og at ”imperialismen optræder stadig mere agres-sivt” for at tilegne sig ”olien, vandet, mineralerne og bio-diversiteten i vores lande”, som det formuleres i erklærin-gen fra mødet. Men der er uenighed i bevægelsen om, hvorvidt sluterklæringen fra mødet drager de rigtige poli-tiske konklusioner. Uenigheden står mellem partier og be-vægelser, der vil fortsætte den nuværende strategi med dannelse af brede fronter, vinde eller bevare regerings-magten og således søge at videreføre den nuværende ven-strebølge. Over for disse partier står partier, der advarer om, at denne strategi er utilstrækkelig. De uenige partier mener, at det er nødvendigt at kæmpe for en egentlig so-cialistiske revolution, hvor folkene overtager ejendomsret-ten til produktionsmidlerne og således oven i den politiske magt også tager den økonomiske magt i landene.

Venezuela lige nuHøjrkræfterne i Venezuela har tabt 18 ud af cirka 20 valg og folkeafstemninger, som er afholdt siden Hugo Chávez vant præsidentposten i 1999. Højrekræfterne er udemokra-tiske: Vold og destabilisering, hamstring og tilbageholdel-se af varer fra markedet, kapitalflugt til udlandet og valu-taspekulation, loockouter og sabotage af produktionen i landet er nogle af de metoder, der tages i brug.

Siden højrealliancen (MUD) i Venezuela vandt flertal i parlamentet i december 2015 har dette flertal forsøgt at styrte den valgte præsident Nicolas Maduro og hans rege-ring med parlamentariske initiativer. Formodeltlig inspire-ret af ’succesfulde’ parlamentariske kup i Honduras, Para-guay og Brasilien. I Venezuela er det ikke parlamentets flertal, der – som for eksempel i Danmark – danner en re-gering. Befolkningen vælger ved direkte valg en præsi-dent, som udnævner sin regering. Valgperioden er seks år. Højreflertallet i parlamentet er lige nu i gang med at bruge en paragraf i forfatningen, som åbner for, at tilbagetrække en valgt præsident. Proceduren er nøje beskrevet.

En initiativgruppe skal først indsamle underskrifter fra en procent af valgerne i landet. Når det er gjort og under-skrifterne er godkendt, skal der indsamles underskrifter fra 20 procent af vælgerne. Når det er gjort, og underskrifter-ne er godkendt, skal der afholdes en folkeafstemning for

eller imod præsidenten. Hvis et fjertal stemmer for præsi-dentens afgang skal han træde tilbage – dog kun hvis dette flertal er større end det flertal, som i sin tid valgte ham. Hvis en sådan folkeafstemning gennemføres i første halv-del af en præsidents regeringsperiode, og den ender med præsidentens afgang, skal der være nyvalg. Hvis den gen-nemføres i anden halvdel af seksårs-perioden, overtager den tidligere vicepræsiden posten i resten af perioden.

Skæringdato for at få et hurtigt præsidentvalg er 10. ja-nuar 2017, og det når højrefløjen ikke, fordi valgmyndighe-derne har afsløret omfattende svindel med underskrifter. Der er blandt andet indleveret 10.995 underskrifter fra afdø-de personer og over 3000 fra unge uden stemmeret. Så en rasende højrefløj ser for sig, at den ikke vinder præsidentpo-sten og regeringsmagten før tidligst ved næste valg i 2019.

En styrket arbejderklasseDer er en ekstremt skærpet situation i Venezuela. Paven i Rom og mæglere fra UNASUR (sammenslutningen af lan-de i Sydamerika) samt den tidligere spanske regeringsle-der, socialdemokraten José Luis Zapatero optræder som mæglere. I midten af november blev parterne i hvert fald formelt enige om at søge at ”stoppe den økonomiske krig mod Venezuela”, man blev enige om at diskutere et samar-bejde mellem højreflertallet i parlamentet og ’venstre’-re-geringen og man enedes om at fremme fred i landet. Næste dialogmøde er i december. Men de seneste 15 års historie viser, at højrekræfterne, som omfatter væbnede, fascistiske grupper, ikke er til at regne med. Volden fortsætter.

Den diskussion, der foregår på venstrefløjen og i den kommunistiske bevægelse om erfaringerne fra venstrebøl-gen i Latinamerika, har ikke mindst relevans i Venezuela. Præsident Nicolas Maduros regeringsparti PSUV – Det forenede socialistiske parti – støttes af en række andre partier på venstrefløjen, blandt dem Venezuelas Kommu-nistiske Parti, som dog ikke indgår i regeringen.

Partiet har helt siden tiden med Hugo Chávez kæmpet for en lovgivning, er overfører magt til arbejderklassen og den brede befolkning. Det er sket i nogen udstrækning med en nu arbejdslov, som sikrer en vis magt til arbejder-råd på alle virksomheder. Der er også opbygget ’kommu-ner’ over hele landet, hvor befolkningen er organiseret omkring løsningen af en lang række lokale opgaver og fælles udfordringer. Med denne styrkelse af arbejderklas-sen og denne organisering af befolkningen omkring løs-ningen af egne problemer – alt fra informationsarbejde til vaccinationer, fødevareforsyning og forsvar af demokrati-et – består håbet om, at de demokratiske kræfter, venstre-kræfterne i Venezuela kan overvinde de aktuelle vanske-ligheder og måske påny blive en stærk drivkraft i en an-tiimperialistisk folkebevægelse for national selvbestem-melse, regional enhed, fred, velfærd og socialisme.


Hvis vi vil fred, må vi gå ad fredens vej Af Lave K. Broch, 1. suppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

H EU’s forsvarsagentur – som Danmark heldigvis ikke er medlem af på grund af vores forsvarsforbehold – afholdt deres årlige konference den 10. november under overskrif-ten ’A third industrial evolution or revolution in defence?’ En af hovedtalerne var EU’s udenrigsminister Federica Mogherini. Hun talte til de ca. 500 fremmødte deltagere, der bestod af folk fra regeringer, militære repræsentanter og våbenindustrien.

Mogherini sagde bl.a.: “You might very well know, so-me sixty years ago, the founding fathers and mothers of our European Union believed that a united Europe had to be built on two pillars: a European Economic Community, and a Defence Community. They knew that a true Union could not simply rely on the integration of the markets. They were right, and yet they failed. Sixty years later, I believe the original intuition has become even more rele-vant. Security matters. In today’s world, I believe security matters even more than during the Cold War.”

EU’s mål er meget klart. EU skal blive en militær uni-on. En del af denne militære union er EU’s våbenproduk-tion og våbeneksport. Andre sider af denne union, drejer sig om militære styrker, EU’s kampgrupper og en fælles sikkerheds- og udenrigspolitik.

Jeg mener, at EU’s militære ambitioner er noget, som vi på tværs af partier og lande bør tage afstand fra.

EU’s tætte samarbejde med våbenindustrien er meget

problematisk. EU-kommissionen har flere gange argumen-teret for at mere våbeneksport fra EU kan skabe arbejds-pladser f.eks. sagde EU’s daværende ’præsident’ og chef for EU’s forsvarsagentur, Herman Van Rompuy den 24. juli 2013: ”... the European defence market is feeling the effects of the financial crisis. Europe’s defence industries are not only important for our security, by providing ca-pabilities for our armed forces, but also for jobs, growth and innovation”.

Men det er en meget kortsigtet tankegang. Våben fra EU-landene bliver med opbakning fra EU solgt til lande, der vedvarende krænker menneskerettighederne. Det er med til at skabe en mere usikker verden og er til stor ska-de for mennesker, der bor i disse lande. Mange mennesker bliver simpelthen dræbt af våben, som EU’s industri har tjent penge på. Det er med til at skabe usikkerhed og får også mennesker til at flygte fra deres lande.

Derudover er det skadeligt for den globale udvikling, hvis der udvikles endnu en supermagt. Hvis vi vil fred, er vi nødt til at gå ad fredens vej. Det betyder, at vi skal ar-bejde for fredsmægling og støtte at FN og folkeretten ud-vikles.

Jeg ser meget gerne, at Danmark deltager i FN-operati-oner, hvor vi stiller os mellem parter i væbnede konflikter, og at vi aktivt arbejder for fredsmægling og nedrustning. Vi bør atter blive en fredsnation. Det er derfor afgørende, at vi fastholder forsvarsforbeholdet, og vi træder ud af EU’s terrorliste. Den har gjort mere skade en gavn.

Ja til fred og FN – Nej til EU-militæret.


Boganmeldelse Af Annette Mørk

H På Scherfigsk manér beskriver forfatter og samfundssati-rikeren Klaus Haase borgerskabet og de socialt udsatte i sin bog: “Da Whistleblowere og flygtningestrømme kom til udkantsdanmark”.

Byfesten i Middelborg er på sit højeste og alle delta-ger, enten som aktører eller øldrikkende tilskuere til sce-neriet. Det mest fremherskende emne er de netop ankom-ne flygtninge til byen. Dem er der delte meninger om. Som de fleste af byens borgere udtrykker det: “Det er ikke fordi jeg er racist, men.....”. Blandt deltagerne er – også – psykiater Jan Von Unik, som er i byen for at afholde et kursus for inderkredsen i den kommunale administration med titlen: “Hvordan skaffer man sig af med besværlige medarbejdere?”.

Vi møder Middelborg gennem Mogens øjne og han ser mere end de fleste og vi møder Rollator Ellen, som har mén efter en hjerneblødning, der med åndenød og hoste forsøger at passe sin arbejdsprøvning tre timer om dagen, mens hele Danmarks Nille – som er vært i programmer som: “På hat med udkantsdanmark” – er i Middelborg for at optage en ny serie: “Svage i ånden – stærke i livet”. Klaus Haase sætter den meningsløse politiske dagsorden i Danmark op på en scene, hvor både morskab, tragedie og ironi danser på kryds og tværs mellem hinanden. Man både griner, forarges og lever med indbyggerne i Middelborg.

Læs bogen og få indblik i hvorfor flygtningene bliver sat i gummibåde af hjemmeværnsfolk, overvåget af en kri-sepsykolog eller hvorfor byen må benytte sig af whistle-blowere for at belyse, hvordan en psykopatisk leder be-handler sine svageste borgere. Der er noget råddent i Mid-delborg.

Bogen er højaktuel med emner som flygtninge, jobsøg-ningskurser, ungdom med militærstøvler og elefanthuer, en selvhøjtidelig borgmester,besparelser i de offentlige in-stitutioner, frygten for terror, sladrecentralen Havnegril-len, følelsesporno i mediernes bedste sendetid, samt livets daglige trummerum for borgerne i Middelborg.

Bogen er absolut værd at tilbringe et par efterårsdage med og en oplagt gaveidé.

Klaus Haase: “Da Whistleblowere og flygtninge kom til udkantsdanmark”.Forlaget “Underskoven”, pris 149,- kr.

Klaus Haase, født 1957. Forfatter. Kulturanmelder. Sati-riker. Samfundsdebattør. Foredragsholder. Tidligere ud-givet: “Politiske dyr i samfundsreservater”, “Men nogen har valgt dem ind – satiriske tekster om Christiansborg” og “Da havenisserne kom til udkantsdanmark”.

Kontakt for oplæg/foredrag: [email protected]

Boganmeldelse Af Annette Mørk

H Jesper Klein var skuespiller, instruktør, forfatter, oversæt-ter, frivillig klovn, entertainer, børnenes legeonkel, kom-ponist, musiker, humanist, humorist, fredselsker, et altid politisk menneske og Sebastians far.

Den borgerlige presse har i sine anmeldelser lagt vægt på “min fars druk”, hvilket i stor grad er misvisnede. Der var en periode hvor Jesper Klein drak mere end godt var, efter Sebastian var flyttet hjemmefra. En kort periode i et liv, som afsluttedes da Jesper Klein var 66 år gammel.

Bogen er en stor kærlighedserklæring fra sønnen til Jesper Klein og Lykke Nielsen :

“Jeg har haft en storartet opvækst, og selv som voksen følte jeg tillid til, at jeg havde dem i ryggen. Jeg savner de to gamle tosser helt uendeligt. Deres fantasi og deres på-fund. Jeg savner lyden af skrivemaskinen, lyden af radio-en og lyden af deres samtaler i lænestolen sent om afte-nen. Jeg savner min mor, der råber af fjernsynet og min far der smager på hver eneste stavelse i sine sætninger. Jeg savner hans listige smil, nrå han har fået en idé. Jeg

savner strømmen af mærkelige og skæve mennesker, som berigede vores liv. Jeg savner alt det , hans efterladte bre-ve mindede mig om, og jeg savner anerkendelsen”.

Bogen er rigt udstyret med billeder, anekdoter og fort-ællinger om stort og småt om den sky og meget private person Jesper Klein var. F.eks. brugte Klein sin mulighed for at vise sin modstand mod EU – som dengang hed EF – i julekalenden “Julerup Færgeby” i 1974 en fiskebil. En gang imellem kom fiskebilen til byen, og hver gang ban-kede den ind i alting, skabte ravage og forstyrrede harmo-nien totalt. På siden af bilen stod der “Euro Fish”, med et meget stor E og F og de andre bogstaver var næsten ulæ-selige.

Jesper Klein var i mange år formand for “Kunstnere for Fred” og skrev artikler til Antifascistisk Forum.

Bogen er et oplagt emne til en god julegaveidé og et indblik i et kunstner- og politisk kreativt hjem.

Sebastian Klein – i samarbejde med Danni Travn: “Fra min fars skygge”. Politikens forlag. Pris: 299,-kr. 303 sider.


PrivatiseringerStår det til de danske politikere på Christiansborg, ser de gerne at det danske samfund får flere lighedspunkter med “den amerkanske model”: Enhver er sin egen lykkes smed. Arbejder-og middelklassen, samt alle på overfør-selsindkomst bliver presset mere og mere.

Tonny Warming

H Indtil starten af firserne var al infrastruktur, sundheds-væsen, uddannelse, offentlig transport, post, vand, renova-tion osv. på offentlige hænder og dermed også under of-fentlig kontrol. Men der er sket meget siden da og det ska-der samfundsstrukturen og den almindelige borger, når of-fentlige opgaver privatiseres og når offetlige virksomhe-der skal drives som et privat firma eller koncern. Formålet er, at indføre markedsstyring, så produktionen sker i privat regi og finansieringen foregår via brugerbetaling.

Nogle store privatiseringerEn af de første store privatiseringer var Statsanstalten for livsforsikring. Frasalget til Danske Bank, gav staten en indtægt på ca. 4 mia.kr. Det meste af denne indtægt blev ædt op af skattebesparelser. Selskabet hedder i dag Dani-ca. Staten og pensionsopsparerne blev taberne. Overskud-det gik til Danske Bank. Et andet eksempel er Danske Banks overtagelse af Giribank. Oprindeligt en billig og ef-fektiv pengeformidling, hvor man kunne undgå de store gebyrer, som vi kender i dag.

Salget af Tele Danmark gav staten en indtægt på ca. 30 mia. kr. Det har kostet og koster stadig staten milliardbe-løb i skatteindtægter. Adskillige tusinder ansatte blev fy-ret. Konsekvensen var øget arbejdsløshedsunderstøttelse og efterløn. Ved at sælge al infrastrukturen af kabelnettet, mistede staten kontrollen over en vigtig del af samfundet. Spekulanter havde frit spil, også her.

Datacentralen er også blevet privatiseret. Det drev lan-dets registre over bl.a. CPR, politi og forsvar. Alt sammen følsomme oplysninger. Datacentralen var en førende it-virksomhed, som gav Danmark mulighed for at styre en del den teknologiske udvikling.

Ideologi Privatiseringer og udliciteringer handle om en ideologi der har voldsomme konsekvenser for arbejderklassen og de svageste i samfundet. At denne privatisering og udlicitering vil koste skatteborgerne dyrt. Er det privatiseret eller udlici-teret, så skal virksomheden og aktionærer tjene penge. Det kan de f.eks. Gøre ved at spekulere i at levere en dårligere service, fyre personale og presse lønnen. EU’s fri bevæge-lighed for arbejdskraft forværrer kun ræset mod bunden.

Strategien for at gøde grunden for privatiseringer og udliciteringer er nedskæringer på al offentlighed virksom-

hed. Det være sig inden for statslig og kommunalt regi. Det kommunale selvstyre eksisterer stort set ikke mere. En stram statslig økonomisk styring forhindrer dette.

Nedskæringer i hele den offentlige sektor, betyder at kommunerne i større og større omfang satser og efterlyser frivillig arbejdskraft i børnehavner, på plejehjem etc.

Et godt eksempel på den liberale ideologi, er omdan-nelsen af almennyttige boliger til ejerlejligheder. Det har forringet mulighederne for at løse de boligsociale proble-mer, som fører – og har ført – til, at de som har en høj ind-komst kan købe de bedste lejligheder. Alle socialt udsatte, eller dem der ikke har råd, må flytte sammen i ghettoer.

Besparelser over alt i den offentlige sektor har bl.a. be-tydet massefyringer, samtidig med at man gør det vanske-ligere at drive et sundhedssektor, uddannelsesområdet, DSB osv. Omdannelsen fra at have et offentligt system som fungerer, til at drive dem som koncerner/virksomhe-der betyder at man gør dem klar til udlicitering eller priva-tisering. Vi har set det med DSB gods, som blev overtager af de tyske statsbaner.

Det bevirkede at den danske stat mistede sit incitament i at flytte vejtransporter af gods til jernbanegods. Det i en tid hvor vi skal tænke på miljøet.

Vand, varme, el, skrald og spildevandEn stor del af vores vand og varmeselskaber drives efter ”hvile i sig selv princippet”. Det bliver der snart lavet om på!

Regeringen arbejder i øjeblikket på at privatisere vand – og varmesektoren. En bestilt rapport fra konsulentfirma-et McKinsey anbefaler privatiseringer, på de offentligt og forbrugerejede vand – og varmeselskaber. Opgiver man ”hvile i sig selv princippet” og privatisere, vil det med stor sandsynlighed blive dyrere og ringere for forbrugerne. De private investeringer skal forrentes og der skal tjenes pro-fit. Det kan kun betyde højere priser. Da der skal tjenes penge, kan man frygte at rørnettet ikke bliver vedligehold og forsyningssikkerheden forsvinder. Samtidig forsvinder statens kontrol med hele energipolitikken, mulighed for at sikre energibesparelser og omlægning til vedvarende energikilder.

Ved indførelse af frihandelsaftaler med USA og Canada kommer der mere fart på, og vil helt sikkert føre til mere liberalisering af det offentlige område. Fx sundhed og ud-dannelse. Sverige og Finland har taget forbehold over for uddannelse og sundhedsområdet, så man her har fuld kon-trol med områderne. Et sådant forbehold har Danmark ikke.

Info: Liberalisme går kort skrevet ud på, at man skal have frihed til at skabe et godt liv for sig selv. Omvendt lægger det også op til, at får man ikke et godt liv, er det ens egen skyld. Man er selv ansvarligt for eget liv. Det er således ikke statens ansvar.


OvervågningssamfundetAf Anton Nielsen

H For efterhånden mange år siden – engang i 1970’erne – skulle man i det daværende Frederiksborg Amtsråd til at indfører EDB i administrationen, på sygehusene og i so-cialvæsnet. Kort før, var der kommet en trebinds rapport fra en statslig nedsat kommission om digitaliseringens muligheder i fremtidens Danmark. Den var entydig positiv og så ingen problemer i forbindelse med indførelsen af EDB i den offentlige sektor.

I forbindelse med amtsrådet behandling om spørgs-målet, havde undertegnede den frækhed at stille spørgs-målet om borgernes retssikkerhed i den sammenhæng. Politikerne kunne ikke svare på spørgsmålet, så det blev overladt til amtskommunaldirektøren. Det var ikke noget at bekymre sig om, bedyrede han; Der er vandtætte skod-der mellem de forskellige administrationer, så samkøring af programmerne lod sig simpelt hen ikke gøre.

Så det kommunistiske amtsrådsmedlem kunne være helt tryg – det var han nu ikke – men det var resten af Amtsrådet. Som sædvanlig!

Maj 2016I et stort opsat interview i Politiken den 14. maj 2016 konstaterede lektor Anders Albrechtslund – som netop da havde udgivet en bog med titlen ”Overvågning” – at: ”Det er skønne spildte kræfter at kæmpe imod over-vågningssamfundet. Det er her allerede, vi er dybt afhæn-gige af det, og derfor giver det ingen mening at fortsætte den evindelige diskussion om ”ja eller nej til Big Brother”. Det interessante spørgsmål er, hvordan vi vil overvåges – ikke, om vi vil overvåges.” Og han slår fast som en kendsgerning, at ”Det danske velfærdssamfund slet ikke kunne eksistere uden en massiv overvågning af borgerne, og at det tilsyneladende passer danskerne fint.”

Så ved vi det – overvågning af borgerne er velfærds-statens fundament, skal man tro hr. Albrechtslund.

Hvor han har det sidste fra må guderne eller PET vide. Denne skribent kender i hvert fald mange, som af gode

grunde føler sig voldsomt intimideret og truet af overvåg-ningssamfundets muldvarpes snagen i deres privatliv og indtil nu legale politiske holdninger.

Oktober 2016Allerede tidligt på året – januar – forsøgte justitsminister Søren Pind sig med en gammel traver om udvidelse af den såkaldte sessionslogning, som ville give efterretningstje-nesterne ”ret” til at overvåge hele befolkningens brug af “Nettet” og mobiltelefoner. Grundet en voldsom protest-storm, måtte det trækkes tilbage, men det er ikke det sam-me som, det er opgivet.

I skrivende stund – oktober/november 2016 – pusler Pind og regeringen med en række nye forslag til yderlige-re stramninger. En ny pakke – ekstremist-pakken – er un-der forberedelse. Det skal kunne give op til seks års fæng-sel bare at dele ”terrorrelateret propaganda”. Videoer fra Islamisk Stat har været nævnt som eksempel. Hvem der i øvrigt kommer ind under Søren Pinds definition som ter-rorister eller radikaliserede, vides ikke, men man kan have sine anelser. Enhver kritiker af det kapitalistiske samfund, enhver krigsmodstander og systemkritikere må anses for at være i farezonen.

Det vil være klart, efterhånden som hjemmesider bliver lukket, eller den enkelte bruger af “Nettet” får besøg af det påtænkte ”civilsamfundsdrevne korps af digitale for-nufts-stemmer”, som oprettes ”for at give de radikalisere-de elementer modspil” og få de frafaldne tilbage på Pinds og PETs smalle tornefulde sti. Ret ind og stå ret. Med an-dre ord et tankepoliti.

Endnu en pind til demokratiets ligkiste.

EU I HVERDAGENAlbertslund nærradio

Direkte hver tirsdag ml. kl.15.00–16.00 FM 94,5 – Hybrid 104,5

Samsendes på www.albertslundradio.dk

RADIO SPARTACUS98,9 mhz – 98,8 hybrid

Hver fredag m. kl. 18.00–19.30 (÷ første fredag i måneden)

www.ch-radio.dk


Interview

En cubaner beretterJorge Gonzales, 26 år gammel (ingeniør), opvokset og bosat i Havanna, besøger i øjeblikket Danmark. Han beretter i nedenstående samtale om sit indtryk af forholdene og livet i Cuba, på godt og ondt, og i skyggen af det fjendtligsindede USA.

Af Flemming Hybert

H Hvordan oplever du hverdagen i Cuba? – Vi lever et godt og trygt liv sammenlignet med andre

latinamerikanske lande. Vi lever i et sikkert samfund og i almindelighed er befolkningen glad og tilfreds og solidari-ske med hinanden. Selvfølgelig er ikke alt problemløst. En bil f.eks., for blot at nævne en lille lidt besværlig detalje, er temmelig bekostelig. Derfor foregår samfærdslen og transporten til og fra arbejde – for de flestes vedkommen-de – med offentlige transportmidler.

Til de lidt større problemer hører lønniveauet, samt det forhold at der opereres med både Dollar og lokale penge (Cubanske pesos), og i tilgift skal nævnes den ekstreme varme, der påvirker arbejdsevnen og følgelig bruttonatio-nalproduktet. Arbejdsugen er i øvrigt på 40 timer.

Hvilke erhverv er fremherskende? – Turisme og tobaksindustri fylder meget plus eksport

af rom, og nikkel ikke at forglemme, Cuba har faktisk ver-dens største nikkelreserver. Sukkerproduktionen som før-hen var meget stor er nu reduceret betragteligt. Og hvad landbruget angår, er det præget af små uhensigtsmæssige brug, men på det område er der nu igangsat en nyudvikling. Men når man taler industri og eksport skal det påpeges, at USA’s embargo har påført vort land store vanskeligheder.

Her i landet oplever vi en stigende ulighed, hvordan ser det ud i Cuba?

– Der er ulighed i alle lande, det gælder også i nogen grad i Cuba. Der er opstået en for privateje indenfor især restaurationsbranchen og udlejningssektoren. Men når vi snakker ulighed contra lighed, så er det sidste langt mere fremherskende i Cuba. Vi har 12 års obligatorisk skole-gang, som i lighed med al videregående uddannelse er gratis. Maden i grundskolen er gratis. På de videregående uddannelser er der kost og logi for de studerende der kom-mer langvejs fra tillige gratis.

Hvad der også er et lighedsgode kommer til udtryk in-denfor sundhedssektoren. Alt er gratis. Det gælder såvel sygehusindlæggelser, som lægebesøg og tandlægebesøg. Alle store virksomheder har såvel en læge som en sund-hedsplejer tilknyttet. Der betales kun en symbolsk pris for medicinen. Jeg skal dog indskyde, at der kommer en del mennesker fra andre lande som bruger vores system. Her er reglen, at de betaler for ydelserne. Ellers kan jeg sige, at levestandarden er rigtig høj, den gennemsnitlige levealder ligger på 75 år.

Endelig kan jeg nævne, at uddannelsen af læger priori-teres meget højt. Hvilket også kommer udlandet til gode, eftersom Cuba ofte sender læger og andre hjælpearbejdere til områder med specielle behov.-

Deltager befolkningen i almindelighed i det politiske liv? – Generelt snakker cubanerne meget politik, er hele ti-

den optaget af situationen og af de sociale forhold. Næv-nes skal det, at regeringen stærkt opfordrer befolkningen til deltagelse i samfundslivet, på arbejdspladserne, gen-nem lokalråd, gennem diverse komiteer og til forsvar af revolutionens landvindinger. Deltagelsen i det offentlige liv former sig ikke kun som snak, men resulterer ofte i konkret politisk handling. Også i arbejdernes egne organi-sationer finder udøvelsen af indflydelse sted. Det gælder bl.a. den centrale fagforening, der organiserer alle. I den forbindelse kan jeg oplyse, at alle der vil arbejde får arbej-de. Hvis man ikke arbejder, er det fordi man ikke vil. Ar-bejdsløshedsprocenten er under 3%.

Hvordan oplever du forholdene efter Fidel Castros exit? – Det er min opfattelse, at Raul Castro følger Fidels

spor, fortsætter udviklingen, den socialistiske udvikling. Kursen er den samme. Raul arbejder videre på en forbed-ring af levestandarden og på en udbygning af det cuban-ske samfund. Han vil gerne forbedre forholdet til USA, men USA er ikke troværdig. Obama siger en ting, men gør noget helt andet. Blokaden er ikke ophævet, men presset fra omverdenen og den internationale solidaritet bevirker, at USA nødes til en udvikling der går i den rigtige retning. Men fremdeles er handelsbetingelserne ulige. Cubanske firmaers relationer med USA sker i dollarens tegn til ugunst for Cuba, ligesom amerikanske banker i et vist om-fang straffes med bøder for transaktioner med Cuba.

Hvad med Guantánamo? – Den er en strategisk vigtig base for USA, ikke bare

til årelang opbevaring og tortur af ”terrorister”, men som led i USA’s verdensomspændende militære kontrol. Gu-antánamo har jo været okkuperet område i årtier. USA skal respektere Cubas suverænitet og levere området tilba-ge til Cuba. Det er det cubanske befolknings ønske. Under alle omstændigheder må spørgsmålet indgå i forhandlin-gerne vedrørende Cubas relationer til USA.

Hvordan ser du på situationen i Europa/Mellemøsten? – Krigen i Syrien og flygtningesituationen, er det der i

øjeblikket springer i øjnene. Begge dele og mere til, er et resultat af den politik som med våben har været og stadig føres af henholdsvis Frankrig, England og USA. Der kan


dog ikke herske tvivl om, at USA er hovedkraften bag de-stabiliseringen af området. Jeg kan kun konstatere, at såvel Irak, Libyen og Syrien alle var inde i en god udvikling in-den USA blandede sig, hvilket har mere med USA’s øko-nomiske interesser at gøre, end det har med omsorg for Mellemøstens indbyggere. Nu har vi miseren: Flygtninge der i titusindvis søger mod Europa og dermed skaber øko-nomiske og politiske problemer, der sammenlagt er en så destabiliserende trussel, at det kalder på stop for militær indblanding og en kraftig omlægning af den førte politik.

Hvordan er dine forventninger til fremtiden?– At Cuba fortsat udvikler sig indenfor det socialistiske

systems rammer, at befolkningen levevilkår forbedres i takt med den økonomiske udvikling, herunder en lønud-vikling, der matcher befolkningens behov. Det er også vigtigt, at USA ophører med at yde pengehjælp til den lil-le minoritet, der ønsker at destabilisere det cubanske sam-fund. Befolkningen er bevidst om problemerne, men vil selv løse dem uden indblanding udefra.

Sanktionerne og blokaden mod vort land skal bringes til ophør. Sådan at vi kan indgå i normale relationer med omverdenen.

Sluttelig vil jeg nævne, at spørgsmålet om krig og fred, sikring af verdensfreden i høj grad er noget der optager den cubanske befolkning. Det er mit håb, at vi i den hen-seende kan bidrage positivt.

Finanslov: Regeringen stjæler fra verdens fattigsteAf Christian Juhl MF, udviklingsordfører for Enhedslisten

H Regeringens seneste udspil på udviklingsområdet tegner en sort fremtid for det danske bidrag til en mere retfærdig udvikling i verden. Finanslovsforslaget er en trist kopi af det historiske blodbad på udviklingsbistanden som rege-ringen satte i værk sidste år. Mens 2025-planen og de ud-viklingspolitiske prioriteter slår fast, at regeringen på den langsigtede bane har den afstumpede tilgang til udvik-lingspolitik, at den fortrinsvist skal bruges til at sikre dan-ske egeninteresser.

Risikovillig kapital skaber ikke bæredygtig udviklingStår det til regeringen skal udviklingsmidlerne i langt hø-jere grad bruges til at hjælpe danske virksomheder med at finde nye markeder og investeringsmuligheder i det globa-le syd. Altså en direkte erhvervsstøtte til danske erhvervs-liv, hvilket ligger ganske langt fra selve målet med udvik-lingsbistand, nemlig at bekæmpe fattigdom og ulighed, og fremme en bæredygtig og fredelig fremtid for verdens fat-tigste.

Udenrigsministeren har begejstret forklaret, hvordan bistanden fremover skal bruges som risikovillig kapital til investeringer i udviklingslande. Vi taler her om penge, der

tages fra FN og fraorganisationer med årelang erfaring med at skabe bæredygtig udvikling i syd, og gives til virk-somheder, hvis fremmeste formål er at skabe profit. Med en finanskrise i ryggen er det rent gambling med fremti-den for verdens fattigste, når udviklingsmidler sløses væk som risikovillige kapital.

Vi skal en helt anden vejDen globale ulighed vokser, klimakriser og krige driver mennesker på flugt, mens penge strømmer fra fattige til ri-ge lande på grund af udplyndring af naturressourcer og multinationale selskabers skatteunddragelse. Udviklingsbi-stand er et vigtigt værktøj i kampen mod den uretfærdige fordeling af ressourcer, men støtte til dansk erhvervsliv gi-ver ikke automatisk bedre regeringsførelse eller mindre fattigdom i syd. Og er der en ting historien har lært os så er det, at frihandel og vækst absolut ikke afhjælper ulighed.

Dansk udviklingsbistand bør derfor fokusere på kampen mod fattigdom og ulighed, sikring af demokra-tiske rettigheder og styrkelse af et stærkt og kritisk ci-vilsamfund. Vi skal satse på en bæredygtig udvikling med retfærdige skattesystemer, der gør lande i syd i stand til selv at omfordele og sikre befolkningen basale rettig-heder.

Pernille, Morten og Daniel

lØssalg: 30 kr. fra indholdet · algemein, udo ulfkotte, har afsløret, at alle vestens...

Documents