Finn Bromsen er lærer for klassen 7.a, der holder til i en lille landsby, muligvis i det sydlige Jylland. Han arbejder sammen

med klasselærer Gitte Gaul, hvis to vigtigste karaktertræk må være glad og positiv. Dog kan hun blive meget nervøs, hvis

hun mærker fare.

Finn lever i en mindre lejlighed, der aldrig roder. Hans ting er altid i orden, og han

kan håndtere presset, der er, hvis man skal have en 7. klasse. I fritiden er han sam-

men med sin klan, der består af nogle elever fra 7.a. De hygger hos hinanden,

og snakker om 7.a som helhed.

Finn bruger meget af sin fritid på sine enormt mange knive og andre våben,

hvilket han altid har næret stor interesse for. I sin fritid kan han også godt lide at se

fjernsyn og rejse væk fra den stressende hverdag.

Finn er meget klar inde i hovedet, og han kan altid perspektivere de proble-

mer, han støder ind i. Han ved altid, hvad han gør, og han lader næsten aldrig an-

dre påvirke sine beslutninger. Han tænker, før han taler, og mange af de ting, han

gør, er altid gennemtænkt – dog kan det smutte ind imellem. Finn er også meget

positiv og åben, dog ikke over for mennesker, han ikke har mødt før – han stoler ikke

rigtig på dem.

Finns tale er meget fornuftig og korrekt rent sprogligt, da han ikke rigtig bruger

nogen udenlandske låneord eller nogen former for slang. Han er altid meget høflig, og

han siger aldrig bandeord – ikke engang når han bliver sur. Dog kan han godt afbryde

ind imellem, men det er ikke tit, han bruger sådanne metoder.

Det er meget svært at sige, hvordan Finn ser ud, da der ikke er nogen beskrivelse

af ham i bogen.

Dette ansigt kunne være et bud på Finn Bromsens udseende i

virkeligheden.

”… lægge mig til at sove lidt, da jeg føler mig meget træt i dag. Jeg tror, vi alle sammen er meget trætte, da det har været

en lang tur, og stort set ingen af os har fået noget søvn under hele turen.”

Finn sad bagest i bussen og kunne iagttage alle de mærkelige, spændende, forunderlige og vidunderlige ting 7.a gjorde.

Anders sad og spillede keyboard, hvor Tineke og Vibe sad og sang til – ja, hvis Tineke gjorde, skulle Vibe jo også.

Vanessa sad og kiggede ud af vinduet, hvilket hun også gjorde på turen ud til Pemba. På sædet ved siden af sad Beth.

Hun sad og sov. Hun snorkede, som havde hun ikke sovet i flere år.

Johan, Jens, Mouritz, Alexander og Julius sad selvfølgelig og snakkede om, at ”Fernando Torres lige var blevet kåret til

verdens bedste fodboldspiller” – altid fodbold, tænkte Finn. Altid fodbold.

Gustav sad og spillede GameBoy – så vidt Finn vidste, spillede han altid et eller andet med den lille italiener med rød

kasket, og hans bror med grøn kasket; hvad var det nu, de hed? Finn kunne ikke huske det.

Bob sad helt forrest ved Gittes side og prøvede så vidt muligt at se over bussens store instrumentbræt, så den lille hund

kunne se ud på vejen.

Finn så pludselig et halvkrøllet papir, der formentlig havde været hvidt for omkring 100 år siden, men det var, efter man-

ge havde trådt på det, blevet gråt, og det lignede noget fra en dagbog. Finn rejste sig og tog det lille, grå papir op fra gul-

vet. Der stod ikke meget tekst på, men Finn besluttede sig for at læse det:

”Undskyld jeg ikke nåede at skrive færdig i går, dagbog. Jeg var simpelthen så træt, at jeg faldt i søvn her på dagbogen.

Det, jeg ville skrive i går, var, at jeg nok ikke kommer til at skrive så meget mere i dig, fordi vi får meget travlt det næste

stykke tid. Vi har hørt, at der er pirater her i området, og vi skal derfor skiftes til at holde vagt. Jeg er sat på i morgen, så jeg

håber ikke, der kommer nogen der!

Jeg må hellere gå i seng, hvis jeg skal være klar til min vagt i morgen. Vi håber på at kunne holde et stop ved Gibraltar i

morgen, så vi kan få købt noget mad, da vi ikke har mere tilbage. Godnat, dag…”

Der stod ikke mere. Finn undrede sig. Hvorfor stod der ikke mere? Han havde jo ikke fået opklaret det mysterium, der før

havde været lukket takket være Anders. Men nu havde Betty Matsons dagbog jo fået en side mere! Da tingene så aller-

mest sorte ud, kiggede Finn udover 7.as elever, da han så et andet krøllet, gråt papir, der lå på gulvet.

Sådan kunne pensionatet PEMBA se ud, hvis det stadig stod der den dag i dag. Huset er bygget i træ, mens taget er lavet af grå, sandfarvede og basefarvede tagplader.

Vinduerne er inspireret af et hus af ældre dato, hvor der levede en ældre dame.