materialesamling til foreningsretole hasselbalch 2011 2 indholdsfortegnelse...
TRANSCRIPT
Materialesamling til foreningsret
Ole Hasselbalch
2011
2
Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse .................................................................................................. 2
1. Ideelle foreninger og disses karakter af juridisk person ......................................... 10
Ideelle foreningers placering i selskabsformerne ................................................... 10
Selskabsformerne: ............................................................................ 10
Mange træk er fælles ........................................................................ 10
Der er mange forskellige ideelle foreningsforhold: ............................ 10
Definitionen på en ideel forening............................................................................ 11
Juridisk person ................................................................................. 11
Ideel forening .................................................................................... 11
Afgrænsningsproblemet har aktualitet i forskellig sammenhæng: ..... 12
Afgørelse af enkelttilfælde ................................................................ 12
Udgangspunktet for vurderingen: Forholdets fasthed .................... 12
Modifikation 1: Foreningen oprettet i omgåelsesøjemed ............... 15
Modifikation 2: Tilsiger særlige hensyn anerkendelse af foretagendet som juridisk person i den konkrete sammenhæng? .. 15
Særligt om foreninger som part i kollektive overenskomster.......... 16
Hvem tegner foreningen? ...................................................................................... 20
Den formelle ordning ........................................................................ 20
Den praktiske ordning ....................................................................... 22
Stillingsfuldmagt ............................................................................ 23
Tolerancefuldmagt ........................................................................ 24
Ratihabition ................................................................................... 24
Umyndige foreningsrepræsentanter ................................................. 24
Fuldmagtsoverskridelser................................................................... 24
Hvem hæfter for de aftaler, foreningen indgår? ................................ 25
Hvem berettiges iht. foreningens aftaler? ......................................... 25
Beskyttelsen af foreningens omdømme, navn, kendetegn mv. .............................. 25
Ærekrænkelser ................................................................................. 25
”Privatlivets fred” .............................................................................. 25
Navn og kendetegn .......................................................................... 26
2. Foreningers retlige grundlag .................................................................................. 26
Lovgivning om foreninger ...................................................................................... 26
- Lov om fonde og visse foreninger ................................................... 26
- Speciallovgivning om visse foreningsforhold .................................. 27
- Lovgivning om visse foreningsmæssige anliggender ...................... 27
Ufravigelige regler ................................................................................................. 27
3
Hvilke foreninger?............................................................................. 27
Hvilke regler? ................................................................................... 27
Offentligt relaterede foreninger ......................................................... 28
Vedtægtens betydning ........................................................................................... 28
Tolkningen af foreningsvedtægter .................................................... 28
Almindelige foreningsretlige principper .................................................................. 30
Aftalerettens regler - aftaleretlige konstruktioner og slutninger ud fra almindelige fuldmagtsregler. ............................................................. 30
Saglighedskravet, herunder lighedsgrundsætningen ........................ 30
Organisationstanken ......................................................................... 31
God foreningsskik ............................................................................. 31
Særligt om organisationer med offentligretligt grundlag ......................................... 32
Hvilke offentlige opgaver? ................................................................ 32
Forvaltningslovgivningens gyldighedsområde ................................... 32
Forvaltningsretlige reglers anvendelse ud fra forholdets natur .......... 33
Hvad er der følgelig brug for regler om i foreningsvedtægten? .............................. 34
3. Nærmere om de ufravigelige foreningsretlige regler .............................................. 35
I hvilke foreninger gælder ufravigelige regler? ....................................................... 35
Hvornår er medlemskab reelt tvungent? ................................................................ 35
1) Krav ifølge lovgivningen ............................................................... 35
2) Privatretlig forpligtelse .................................................................. 35
3) Almindelige retlige overvejelser såsom: ........................................ 35
Eksempler: .................................................................................... 36
- Arbejdsmarkedets organisationer ................................................ 36
- Merkantile organisationer ............................................................ 38
- Andelsforeninger ......................................................................... 39
- Ejerforeninger ............................................................................. 39
- Sociale understøttelsesforeninger ............................................... 39
Hvad går de ufravigelige regler ud på? .................................................................. 39
- Om retskravet på medlemskab (dvs. ret til optagelse og værn mod eksklusion bortset fra ved væsentlig misligholdelse af medlemspligterne) ............................................................................ 39
- Om retten til ligebehandling ............................................................ 40
- Om retten til, at belastende beslutninger kun træffes efter overholdelse af en betryggende procedure (især rummende kontradiktion) .................................................................................... 42
- Om retten til at få retlige tvister med foreningen afgjort ad judiciel vej ......................................................................................................... 42
- Om værnet mod misbrug af interessen i medlemskab .................... 43
4
- Om værnet for retten til fri erhvervsudøvelse .................................. 43
- Om værnet mod beslutninger med tilbagevirkende kraft m.v. ......... 44
4. Minoritetsbeskyttelsen i foreningsforhold ............................................................... 44
Definition ............................................................................................................... 44
Minoritetsbeskyttelsen følger af: ............................................................................ 44
Vedtægten ........................................................................................ 45
- Vedtægtshjemlede procedureregler ............................................ 45
- Vedtægtshjemlede regler og forudsætninger m.h.t. medlemmets materielle stilling ........................................................................... 46
Spm.: Har foreningen adgang til at tage nye opgaver op? ............ 49
Enkelttilfælde: ............................................................................... 50
De af vedtægten uafhængige retskrav .............................................. 50
Aftalelovens § 36 samt lov og ærbarhed ........................................... 51
Særligt om beslutninger med karakter af vedtægtsændringer ........... 52
5. Stiftelse, ændring og opløsning af foreninger ........................................................ 55
Stiftelse ............................................................................................ 55
Ændringer ........................................................................................ 55
Sammenlægning af foreninger (fusion) ............................................. 56
Deling af foreninger ............................................................................................... 56
Almindelig fission .............................................................................. 56
Fission efter eksklusion eller udmeldelse .......................................... 57
Uregelret fission ............................................................................... 57
Foreningens opløsning .......................................................................................... 58
Ophørsmåder ................................................................................... 58
Ordinært ophør ................................................................................. 58
Virkningen af det ordinære ophør ..................................................... 58
Ophørstidspunktet ............................................................................ 59
Den praktiske afvikling ...................................................................... 59
6. Erhvervelse og forlis af medlemskab ..................................................................... 59
Normal indmeldelse .......................................................................... 59
Retten til optagelse ........................................................................... 59
Udmeldelse ...................................................................................... 60
Eksklusion ........................................................................................ 60
7. Medlemspligter og -rettigheder .............................................................................. 61
Pligter .................................................................................................................... 61
Hvor langt er foreningen berettiget til at binde medlemmerne? .............................. 61
Udgangspunktet ............................................................................... 61
5
Begrænsninger ................................................................................. 62
Udenforstående ............................................................................ 62
Hvilken fuldmagt tilsiger medlemsforholdet? ................................. 62
Særligt om tillidsmandens kompetence ............................................ 64
- Fuldmagten til at udøve sædvanlige tillidsmandsfunktioner......... 64
- Fuldmagt iht. praksis på den enkelte arbejdsplads ...................... 66
- Tillidsmandens rapporteringspligt ................................................ 66
- Opsigelse af kollektive lokalaftaler .............................................. 67
- Særligt om forlig i konkrete sager ................................................ 67
- Medvirken ved indgåelse af individuelle aftaler ........................... 68
Medlemmets rettigheder ........................................................................................ 68
8. Styringsordninger .................................................................................................. 68
Oligarkiske og demokratiske foreninger ................................................................. 68
Demokratiske foreninger ........................................................................................ 69
Den højeste foreningsmyndighed – generalforsamlingen ................................... 69
Den daglige ledelse – bestyrelsen ...................................................................... 69
Repræsentantskaber ol. organer ........................................................................ 69
Sprogbrugen ...................................................................................................... 69
Urafstemning ...................................................................................................... 69
Principperne for afstemninger ............................................................................ 70
Stemmekravene ............................................................................... 70
Konstateringen af stemmeafgivelsen ................................................ 70
Særligt om valg ................................................................................ 71
Særligt om vedtagelser ..................................................................... 71
Direktion m.v. ......................................................................................................... 72
Revision ................................................................................................................. 72
Valg af revisor .................................................................................. 72
Revisors opgaver.............................................................................. 72
Revisors redskaber ........................................................................... 73
9. Den højeste foreningsmyndighed: Generalforsamlingen ....................................... 73
Indkaldelsen til generalforsamlinger ....................................................................... 73
Overordnede principper .................................................................... 73
Vedtægten .................................................................................... 73
Udfyldende regler .......................................................................... 74
Indkaldelsens betydning for den materielle beslutningskompetence . 75
Indkaldelsesmangler ......................................................................... 76
Medlemsrettigheder på mødet ............................................................................... 76
6
Medlemmets rettigheder på mødet ................................................... 76
Særligt om møde ved fuldmagt m.v. ................................................. 77
Særligt om retten til at fremsætte forslag .......................................... 78
Forhåndsvarslede ......................................................................... 78
Forslag på selve mødet: ................................................................ 78
Særligt om ændringsforslag .......................................................... 79
Særligt om tilbagekaldelse af forslag ............................................. 79
Fremgangsmåden ved behandlingen af et forslag ......................... 79
Virkningen af tilsidesættelse af medlemsrettighederne ..................... 79
Forsamlingens beslutningstagen ........................................................................... 79
De enkelte dagsordenspunkter .............................................................................. 80
Hvem bestemmer dagsordenen ........................................................ 80
Beretningen ...................................................................................... 80
Regnskab og kontingent ................................................................... 81
Valg .................................................................................................. 81
”Eventuelt” ........................................................................................ 81
Generalforsamlingens kompetence – den formelle minoritetsbeskyttelse .............. 81
Mangelfulde generalforsamlingsbeslutninger ......................................................... 81
De enkelte mangeltilfælde ................................................................ 82
A) Tilblivelsesmangler ................................................................... 82
B) Indholdsmangler ....................................................................... 82
Nærmere om retsvirkningerne .......................................................... 82
A) Ugyldighed ............................................................................... 82
B) Udmeldelse .............................................................................. 83
C) Ændring ................................................................................... 83
D) Erstatning ................................................................................. 83
Spm.: Passivitetsvirkning og accept? ............................................ 83
10. Dirigenthvervet .................................................................................................... 84
Valg og afsættelse ............................................................................ 84
Kvalifikationer og habilitet ................................................................. 84
Pligter ............................................................................................... 85
Kompetenceområde ......................................................................... 85
Dirigentens område ....................................................................... 85
Forsamlingens område ................................................................. 87
Sanktionsmidler ................................................................................ 87
11. Bestyrelsen ......................................................................................................... 87
Valg og konstituering m.v. ...................................................................................... 87
7
Vedtægtsregler ................................................................................. 87
Ingen bestemmelse i vedtægten: ...................................................... 88
Nyvalg og konstitution ................................................................... 88
Afsættelse ..................................................................................... 88
Nedlæggelse af bestyrelseshvervet .............................................. 89
Bestyrelsens pligter ............................................................................................... 90
Afholdelse af bestyrelsesmøder ............................................................................. 91
Beslutningsprocessen ............................................................................................ 91
Habilitet ................................................................................................................. 91
Sagsbehandlingsregler generelt ............................................................................ 92
Mangelfulde bestyrelsesbeslutninger ..................................................................... 93
Kompetenceafgrænsningen over for andre foreningsorganer ................................ 93
Vedtægtsbestemmelser .................................................................... 93
Generalforsamlingens beslutninger om bestyrelsens kompetence ... 93
Udfyldende regler ............................................................................. 94
Formelle og materielle kompetencebegrænsninger ............................................... 95
Kompetenceoverskridelser .................................................................................... 95
Delegation af kompetence ..................................................................................... 95
12. Ansvar ................................................................................................................. 95
Strafansvar ............................................................................................................ 95
Erstatningsansvar .................................................................................................. 96
Det retlige grundlag for ansvaret: DL 3-19-2 og sagens natur ........... 96
Betingelsen for foreningens hæftelse: Dispositionen led i foreningsvirksomheden .................................................................... 97
Hvilke dispositioner er ansvarspådragende? .................................... 97
De skadelidte .................................................................................... 97
Særligt om foreninger, der varetager offentlige opgaver ................... 97
Nærmere om foreningens ansvar over for medlemmerne: ..................................... 98
Dårlig rådgivning ........................................................................... 98
Langsommelig sagsbehandling / fejltolkning af retsforskrifter ...... 100
Uforsvarlig sagsbehandling i øvrigt ............................................. 101
Manglende overholdelse af vedtægten og de i henhold hertil indgåede overenskomster ........................................................... 101
Overskridelse af de ufravigelige foreningsretlige regler ............... 103
Bestyrelsesmedlemmernes erstatningsansvar ..................................................... 103
Bestyrelsens erstatningsansvar over for foreningen ....................... 103
Bestyrelsens erstatningsansvar over for enkeltmedlemmer ............ 104
8
Bestyrelsens erstatningsansvar over for eksterne skadelidte .......... 105
Fordelingen af ansvaret mellem de ansvarlige ..................................................... 105
Revisors erstatningsansvar .................................................................................. 105
Andre foreningspersoners ansvar ........................................................................ 106
13. Lovgivning, der skal overholdes ........................................................................ 106
Offentlig foreningsvirksomhed ............................................................................. 106
Foreningens skattemæssige stilling ..................................................................... 107
Indkomstskat .................................................................................. 107
Gaver og arv til foreninger .............................................................. 108
Hvilke foreninger er almenvelgørende eller almennyttige? .............. 108
Moms ............................................................................................. 109
Bogføringsloven ............................................................................. 109
Forsikringspligten ................................................................................................ 109
Personoplysningsloven ........................................................................................ 110
Lov om fonde og visse foreninger ........................................................................ 111
14. Sammenkædede foreningsstrukturer ................................................................. 111
Sammenkædningsformer .................................................................................... 111
Sammenkædningens baggrund ...................................................... 111
Medlemsrelationens indretning ....................................................... 111
Samordningen af vedtægterne ....................................................... 112
Multileddede foreningsstrukturer ..................................................... 112
Formålet ......................................................................................... 112
Enkeltforeningens retlige karakter .................................................. 112
Selvstændig juridisk person? ............................................................................... 113
Kriterierne for om der foreligger en selvstændig juridisk person...... 113
Særligt om tegningsret og ansvar udadtil ............................................................. 114
Tegningsretten i aftaleforhold ......................................................... 114
Skadeforvoldelse ............................................................................ 114
Det interne ansvar inden for den samlede organisationsstruktur .......................... 115
Rettigheder og pligter for deltagerne i medlemsorganisationen ........................... 115
Indmeldelser i medlemsforeningen ...................................................................... 116
Udmeldelse af medlemsforeningen ...................................................................... 116
Medlemsforholdet mellem hoved- og medlemsforeningen ................................... 116
Indmeldelse i hovedforeningen ....................................................... 116
Udmeldelse af hovedforeningen ..................................................... 116
15. Tvister ............................................................................................................... 118
Sager ved domstolene ......................................................................................... 118
9
Værneting ....................................................................................... 118
Tegningsretten i retssager .............................................................. 118
Repræsentationsretten i retssalen .................................................. 118
Dommen overgår foreningen .......................................................... 118
Foreningsselvstyre og foreningsvoldgift ............................................................... 118
Problemstillingen ............................................................................ 118
Afgørelse af retlige tvister ............................................................... 119
Afgørelse af ikke-retlige tvister (”interessetvister”) .......................... 120
Voldgiftsklausuler i foreningsvedtægter .......................................... 121
Voldgiftsklausulen ....................................................................... 121
Sagsbehandlingen og kravet om upartiskhed .............................. 121
10
1. Ideelle foreninger og disses karakter af juridisk person
Ideelle foreningers placering i selskabsformerne
Selskabsformerne:
- Interessentskaber
- Andelsselskaber og kooperative foreninger
- Aktieselskaber
- Anpartsselskaber
- Samejer
- Ideelle foreninger
- Forsamlinger
- m.v.
Mange træk er fælles
i de eksisterende ikke-erhvervsmæssige – eller "ideelle" – foreninger (dvs. foreninger, uden erhvervsmæssigt / indtjeningsmæssigt hovedsigte). Disse foreninger er således ud over deres ideelle karakter karakteriseret af, at de rummer en varig aktivitet udfoldet af en større medlemskreds med deraf følgende problemer i relation til den kollektive styring samt tilgangen og afgangen af medlemmer fra foreningen.
Korterevarende samvirker (f.eks. forsamlinger, demonstrationstog, indsamlingskampagner o.l.) eller samvirker med et begrænset antal deltagere rejser ikke tilsvarende styrings- og ansvarsmæssige problemer. Og samvirker med erhvervsmæssigt hovedsigte aktualiserer spørgsmål med hensyn til realiseringen af dette sigte og placeringen af de økonomiske fordele og ulemper, der er forbundet hermed, som nødvendigvis vil forskyde hele tyngdepunktet i den retlige fokusering.
I praksis vil grænsen til foreninger med erhvervsmæssigt hovedsigte ofte kunne være svær at trække, bl.a. fordi også "ideelle" foreninger undertiden driver økonomiske aktiviteter i en udstrækning, som nødvendiggør en særlig stillingtagen hertil. Dette gælder f.eks. fagbevægelsen og erhvervslivets organisationer samt forsikringsforeninger af forskellig art.
Der er mange forskellige ideelle foreningsforhold:
Fra erhvervslivets kraftfulde organisationer på den ene side og til den fredsommelige filatelistklub på den anden. Især er der en grundlæggende forskellighed mellem de foreninger, hvor medlemskabet reelt er tvunget, og dem, hvor det ikke er det.
Man kan meget vel nyttiggøre de om andre samvirkeformer gældende regler også på ideelle foreninger. Mange af de retsspørgsmål, der opstår omkring de forskellige former for fællesskabsvirke, er jo identiske. F.eks. er problemerne omkring kanaliseringen af den kollektive vilje ofte ensartede, uanset hvilken organisationsform der er tale om. Det er derfor klart, at det ikke lader sig gøre at behandle en enkelt samvirkeform i total isolation fra andre, men at man tværtimod bestandig bør søge at holde sig den større sammenhæng for øje.
11
Definitionen på en ideel forening Poul Meyer: Vægt på, at der foreligger en aftale om fælles virksomhed, at formålet for denne virksomhed medfører en vis varigere aktivitet, og at medlemmernes tilslutning til fællesskabet i øvrigt er mere varigt.
Søren Friis Hansen og Jens Valdemar Krenchel: Der skal være tale om en aftale mellem flere om opnåelse af et fælles formål i en sådan form – som ikke nødvendigvis behøver bekræftes skriftligt – at den materielt modsvarer foreningsformen. Foreningen må endvidere have en identitet, der er adskilt fra de enkelte medlemmers - men der kan ikke stilles krav om en fast medlemsskare - hvis tilknytning til foreningen beror på indmeldelse. Ligeledes må der være en foreningsledelse, der kan tegne kollektiviteten. Samvirket behøver derimod ikke have varig karakter for at kunne konstituere en forening. Sammenfattende konkluderer disse forfattere, at det afgørende for, om man kan tale om en forening, er indgåelsen af en aftale mellem flere personer, hvorved der dels overdrages en kompetence til en ledelse, der inden for aftalens grænser (formålet) kan disponere på medlemmernes vegne, dels udsondres en særlig formue, der ikke tilhører medlemmerne.
Ross: Organiseret frivillig sammenslutning af en kreds af private personer til fremme af visse begrænsede formål. Som organisation forudsætter foreningen endvidere eksistensen af foreningsorganer, der har myndighed til at handle på foreningens vegne, og en medlemskreds, der er underkastet foreningsmyndigheden.
Max Sørensen: Kreds af personer, som er sammensluttet i et nærmere bestemt øjemed efter fastlagte regler og ved hjælp af organer, som kan handle på alle deltageres vegne, dels i forhold til deltagerne selv, dels i forholdet udadtil. Partikulær retsorden, som finder udtryk i foreningens særlige love eller vedtægter, og som gælder inden for den almindelige retsordens rammer. Endvidere at der ved disse love eller vedtægter er etableret organer – generalforsamling, bestyrelse m.v. – som har fået tillagt særlige beføjelser.
OH: Det må undgås at sammenblande to spørgsmål, nemlig for det første om der foreligger et samvirke, der har karakter af selvstændig juridisk person, og for det andet om dette samvirke kan karakteriseres som en ideel forening.
Juridisk person
Foreligger - medmindre lovgivningen stiller særlige krav i så henseende - når en sammenslutning af fysiske personer eller andre juridiske personer opnår selvstændig evne til at erhverve rettigheder og påtage sig retligt bindende forpligtelser, herunder til at være part og til at optræde som part i retssager. Hertil kræves normalt en aftale om organiseret samvirke, som instituerer en kollektiv beslutningsproces omkring opnåelse af et bestemt formål og inkluderende et foreningsapparat med organer, der kan tegne kollektiviteten indadtil og udadtil, en selvstændig økonomi og et system til klarificering af deltagerkredsen. Når den juridiske person er opstået, foreligger der ingen identitet imellem denne og deltagerne i den. Der må en vis fastere organisering af samvirket til, for at dette overhovedet kan kvalificere sig som juridisk person i denne forstand.
Ideel forening
Foreligger, når der er tale om en juridisk person der virker i foreningsformen med ideelt formål (jf. ovenfor).
Dvs. som udgangspunkt:
- Der skal være indgået en aftale mellem flere om opnåelse af et fælles formål.
12
- Aftalen skal gå ud på, at deltagerne vil anvende foreningsformen med henblik på gennemførelse af en aktivitet af en vis varighed.
- Den aftalte forening må have en selvstændig identitet, der er adskilt fra de enkelte medlemmers.
- Herunder må der være en foreningsledelse, der kan tegne kollektiviteten.
- Der må være styr på, hvem der er medlemmer.
- Ligeledes må der udskilles en særlig foreningsformue – som dog ikke behøver være særlig stor - der ikke tilhører medlemmerne, men den kollektive enhed.
Nogen enhedsdefinition på juridisk person i relation til ideelle foreninger er i øvrigt ikke nødvendig – og formentlig heller ikke mulig, hvis det herved kræves, at der skal opstilles kriterier, der udtømmende gør op med de faktorer, der i alle retlige relationer og situationer er afgørende for, hvorvidt man kan tale om en forening eller ej. Må afgøres konkret, alt efter hvilken relation og situation der er tale om og under hensyn til bl.a. omgåelsesrisikoen i relation til bestemte regelsæt, til om der foreligger konkret anerkendelse af foretagendet i den givne relation og andet.
Afgrænsningsproblemet har aktualitet i forskellig sammenhæng:
- Når det skal fastslås, hvorvidt en forening er kommet til eksistens på en sådan måde, at kun samvirket hæfter for oparbejdet gæld (og ikke uden videre de personer, der har indgået forpligtelsen på samvirkets vegne, eller foreningsmedlemmerne personligt). Anerkendes foreningens eksistens i denne relation, vil det omvendt have den virkning, at kreditorerne i en likvidationssituation får adgang til den gennem foreningsvirksomheden oparbejdede formuemasse forud for de enkelte medlemmer.
- Når ansvaret for skadevoldende dispositioner skal placeres.
- Når det skal afklares, om man står over for en organisation, der kan optræde som selvstændig part i en retssag.
- Når man står over for offentligretlige forskrifter, der anordner forskellige konsekvenser, alt afhængig af om der foreligger en foreningsaktivitet eller ej.
- Når det efter de kollektivarbejdsretlige regler skal afgøres, om der foreligger en kollektiv arbejdsoverenskomst.
- Når det skal afgøres, hvad der er omfattet af Menneskerettighedskonventionens foreningsfrihedsregel (artikel 11).
Afgørelse af enkelttilfælde
Udgangspunktet for vurderingen: Forholdets fasthed
Om nødvendigheden for interne spilleregler og organer til at tegne udadtil samt økonomi:
U 2002/2722 VL: I nogle lokaler i Randers var der samlingssted for en gruppe, der benævnte sig "PMC Danmark", senere "MC Danmark". Under ransagning her blev der taget 550.000 kroner i forvaring, af hvilke dog en del tilbagebetaltes til forskellige personer, således at der beslaglagdes 520.500 kroner. Senere tog MC Danmark navneforandring til "Hells Angels Randers" og krævede beløbet udbetalt.
Antaget af byretten, at der ikke længere var grundlag for at opretholde beslaglæggelsen, men det var ikke bevist, at "MC Danmark" ejede pengene,
13
hvorfor begæringen afsloges. Landsretten fandt det heller ikke godtgjort, at samvirket "Hells Angels Randers", der håndterede betydelige midler, var en juridisk person med særskilt formue, der ikke tilhørte de enkelte personer i samvirket. Det beslaglagte kunne derfor heller ikke udleveres hertil. En subsidiær påstand om, at beløbet blev udleveret, mod at samtlige medlemmer skriftligt erklærede at være indforstået med, at det skete til en bestemt person, toges ikke til påkendelse, allerede fordi "Hells Angels Randers" ikke var en juridisk person.
U 1996/984 ØL: "'Hells Angels" sagsøgte en politiinspektør for injurier.
Udtalt, at Hells Angels nok havde dannet et samvirke mellem flere etableret i et nærmere bestemt øjemed, men at man tilsyneladende var uden fastlagte regler og uden organer, der kendeligt og utvivlsomt over for omverdenen kunne handle på alle deltagernes vegne dels i forhold til disse og dels udadtil. Herefter fandtes Hells Angels, der ikke forud for sagsanlægget havde haft noget retligt forhold til politimanden, ikke at have processuel partsevne over for denne.
U 1984/1038 ØL: Arbejdsgruppen "Dyrenes stemme" bestod af en ubestemt og varierende kreds af personer, og der fandtes hverken vedtægter eller nogen egentlig organisation af gruppens virksomhed, ligesom der ikke aflagdes regnskab.
Derfor antaget, at arbejdsgruppen ikke havde processuel partsevne.
Hvad angik en "Komitéen mod Dyreforsøg" gjaldt, at der vel forelå et vist fællesskab med en fond til sygdomsbekæmpelse uden dyreforsøg, hvis fundats var konfirmeret, men komitéen var dog ikke identisk med eller en del af fonden. Komitéen fremtrådte som en løs organisation med skiftende medlemmer, og dens nuværende sammensætning var ikke dokumenteret under sagen. Den var uden selvstændige vedtægter, og der var ikke oplysning om at der bestod noget fælles økonomisk ansvar for medlemmerne.
Der var derfor efter det foreliggende ikke tale om et fællesskab af en sådan karakter, at det kunne gives grundlag for, at der tillagdes komitéen processuel partsevne.
U 1976/1010 ØL: Nogle beboere af et rømmet kaserneanlæg sagsøgte under betegnelsen "Fristaden Christiania" Københavns kommune.
Antaget, at Fristaden Christiania havde en så løs struktur, at der ikke kunne tilkomme sagsøgeren processuel partsevne i almindelighed i relation til Københavns Kommune, og at kommunen ikke havde indrømmet sagsøgeren kontraktmæssige rettigheder, men stedse afvist egentlige forhandlinger, hvorefter heller ikke dette kunne begrunde særlig processuel partsevne.
U 1969/898 VL: Antaget, at en forening oprettet i 1904, som ikke havde afholdt generalforsamlinger eller møder eller anden foreningsvirksomhed siden 1939, som alene havde ét nulevende bestyrelsesmedlem, og som aldrig havde haft nogen vedtægter, ikke bestod som forening på en sådan måde, at den kunne optræde som part i retssager.
14
U 1954/842 ØL: En forening "Amtskoncerterne i Slagelse", der foranstaltede koncerter, anset for afgiftspligtig til Koda for de afholdte musikfremførelser, der nemlig ansås offentlige. Adgangen til "foreningen" var fri, bortset fra en begrænsning af medlemstallet, der var betinget af koncertsalens størrelse, og den selvvalgte bestyrelse indkaldte aldrig medlemmerne til generalforsamling og fastsatte af egen drift kontingentets størrelse. Der var heller ikke nogen vedtægter, men der førtes en regnskabsbog og en medlemsprotokol. Koncerterne averteredes, og der kunne fås enkelte gæstebilletter, men ellers var koncerterne reserveret for medlemmer, der havde betalt kontingent.
Om selvstændigheden i forhold til overordnede foreninger:
U 1937/476 H - HRT 1937/67, jf. U 1936/950 VL: Spørgsmål om, hvorvidt Foreningen af Arbejdsledere i Danmark havde pligt til at optage en "værkstedsformand" som medlem.
Antaget af landsretten, hvilket spørgsmål ikke var oppe for Højesteret, at den lokale fagforeningsafdeling, der havde særskilt bestyrelse, kasse- og regnskabsvæsen, beføjelse til optagelse, eksklusion m.v. ikke havde en sådan uselvstændig karakter, at søgsmål mod afdelingen var afskåret.
U 1921/471 H: Efter at en afdeling af Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund var blevet idømt en bod, som den ikke kunne betale, lod Arbejdsgiverforeningen afdelingen erklære fallit. Boet og Arbejdsgiverforeningen søgte herefter forbundet til betaling af beløbet med henvisning til, at afdelingen ikke var en selvstændig organisation, navnlig heller ikke i økonomisk henseende.
Antaget, at afdelingen var et selvstændigt retssubjekt i samme forstand som andre fagforeninger. Herved bl.a. bemærket, at den havde en vis bestemt organiseret bestyrelsesform, kunne tage bestemmelse om eksklusion af medlem, gennem generalforsamlingen kunne fastsætte kontingent, såfremt det ønskedes, samt eje selvstændig formue.
U 1890/673: Antaget, at skyttekredsene under Gl. Københavns Skytteforening indtog en selvstændig stilling og i mangel af nærmere regler desangående i lovene måtte kunne udtræde af forbindelsen med denne forening, uden at kredsene herved ansås for opløst. Herved udtalt, at kredsene såvel efter lovene som efter den måde, hvorpå foreningen havde udviklet sig, indtog en selvstændig stilling og først blev indordnet i foreningen efter deres stiftelse.
U 1873/431 H: Mellem Våbenbrødrenes Centralbestyrelse og en filial af samme forening opstod der strid om ejendomsretten til de midler, filialen havde opsamlet.
Udtalt, at der ikke kunne lægges afgørende vægt på betegnelsen "filial", og beviset for, at den selvstændige forening, der var tale om, havde stillet sig i et afhængighedsforhold til Centralforeningen i København, måtte på hvile sidstnævnte. I så henseende ansås Centralforeningens love ikke for afgørende, og det måtte efter det mellem filialen og centralbestyrelsen passerede antages,
15
at førstnævnte indtog en mere selvstændig stilling, end der ellers efter lovene tilkom filialer.
Modifikation 1: Foreningen oprettet i omgåelsesøjemed
U 2000/1575 H: Et aktieselskab indkaldte i juli 1992 til nytegning af aktier for ca. 1,9 mia. kr., men den 19. august trådte selskabet i betalingsstandsning og blev senere erklæret konkurs. 52 personer, som havde deltaget i aktieemissionen, havde imidlertid sluttet sig sammen i en forening, som i juni 1997 anlagde retssag, dels mod medlemmer af aktieselskabets ledelse, selskabets revisorer og dels mod det pengeinstitut, som havde stået for aktieemissionen. Det samme gjorde en forening bestående af ca. 600 medlemmer, som uden at have deltaget i emissionen havde købt aktier i selskabet i perioden fra 16. juni til 19. august 1992. De pågældende foreninger krævede erstatning på hhv. 8,6 mio. kr. og ca. 25,6 mio. kr. Desuden krævedes konkursboets anerkendelse af de pågældende som simple kreditorer for samme beløb i boet. Foreningerne var blevet dannet med henblik på gennemførelsen af retssagerne og havde ikke midler til at udrede evt. sagsomkostninger til de sagsøgte. Efter vedtægterne hæftede alene foreningernes formue for foreningens forpligtelser, idet der herved tilsigtes at fritage medlemmerne for de sagsomkostninger, som de ellers enkeltvis eller i fællesskab kunne blive pålagt efter Retsplejelovens bestemmelser.
Højesteret fandt herefter, at foreningerne, hvis hovedformål måtte antages at være at omgå Retsplejelovens regler om sagsomkostninger, ikke kunne anerkendes som sagsøgere i de nævnte sager.
Spm.: Udelukker anerkendelse eller det modsatte i én retning anerkendelse eller det modsatte i alle andre? Ville man f.eks. være udelukket fra som forening at købe eller sælge gods o.l.?
U 1926/129 ØL: Antaget, at den såkaldte "Adlon-klub" ikke udgjorde en forening, idet klubben måtte antages at have som eneste formål at omgå beværterlovens regler om lukketid m.v., og da de selskabelige sammenkomster, som den afholdt, og hvortil alle og enhver inden for visse samfundsklasser havde adgang, måtte betragtes som offentlige. Klubbens formand blev herefter pålagt straf for overtrædelse af politivedtægten.
Modifikation 2: Tilsiger særlige hensyn anerkendelse af foretagendet som juridisk person i den konkrete sammenhæng?
U 1996/984 ØL: Forudsætningsvis. "Hells Angels" sagsøgte en politiinspektør for injurier.
Udtalt, at Hells Angels nok havde dannet et samvirke mellem flere etableret i et nærmere bestemt øjemed, men at man tilsyneladende var uden fastlagte regler og uden organer, der kendeligt og utvivlsomt over for omverdenen kunne handle på alle deltagernes vegne dels i forhold til disse og dels udadtil. Herefter fandtes Hells Angels, der ikke forud for sagsanlægget havde haft noget retligt forhold til politimanden, ikke at have processuel partsevne over for denne.
U 1990/396 H: En avis rettede beskyldninger mod plejepersonalet i De gamles By. En PR-gruppe blandt personalet omfattende 6 navngivne personer indkaldte
16
til flere stormøder med personalet, der var på i alt 800-850 personer. Stormøderne godkendte gruppens arbejde, og gruppen modtog kontante beløb til dækning af en injuriesag mod redaktøren m.fl. på bladet, ligesom man fik procesfuldmagter fra 260 ansatte.
Der kunne vel ikke i almindelighed tilkomme en gruppe som den anførte partsevne, men under de angivne omstændigheder fandtes den dog at kunne være part i en injuriesag.
U 1976/626 ØL: Under betegnelsen "Fristaden Christiania" sagsøgte beboerne på Christiania Forsvarsministeriet. Den såkaldte fristad afholdt fællesmøder, som der var fri adgang til, og havde uskrevne regler om organisation, kompetencefordeling m.v., men der var ikke nogen aftale om dannelse af en forening, hverken konkret eller de facto. Repræsentanter for fristaden repræsenterede dem, der nu engang deltog i fællesmøderne, og der var således ikke nogen, der forpligtede eller kunne forpligte Christiania, men de kunne kun forpligte sig selv. Forsvarsministeriet havde imidlertid over for fristaden afgivet nogle løfter, om hvilke der nu opstod strid.
Antaget, at samvirket i den konkrete situation havde processuel partsevne. Herved toges i betragtning de forhandlinger, ministeriet havde ført med beboerne under den nævnte betegnelse, og de tilsagn, der under forhandlingerne var givet disse.
Særligt om foreninger som part i kollektive overenskomster
Kun i tilfælde, hvor der er et kollektivt retssubjekt på lønmodtagerside, vil en aftale kunne have karakter af kollektiv overenskomst:
Jf. AR 4063: Udtalt, at den omstændighed, at et vejarbejde ifølge stiltiende enighed mellem arbejdsgiveren og hans arbejdsmænd blev aflønnet efter de derom i entreprenøroverenskomsten indeholdte bestemmelser, ikke medførte nogen pligt for forbundet med hensyn til strejkevarsler. Der var altså ikke for det pågældende arbejde gældende nogen kollektiv overenskomst.
Som individuel aftale må man som hovedregel regne den aftale, der indgås mellem en arbejdsgiver på den ene side og konkrete arbejdere under ét på den anden (f.eks. en gruppeakkord med et såkaldt "sjak" i bygge- og anlægssektoren), så længe 1) fællesskabet ikke udgør et selvstændigt retssubjekt, og 2) aftalen ikke formidler en aftalemæssig forbindelse til et sådant subjekt. Selve den omstændighed, at aftalevilkår forhandles i fællesskab, gør således ikke den deraf udsprungne aftale til en kollektiv overenskomst.
For at man kan tale om kollektiv overenskomst, må den ved den indgåede aftale bundne part på lønmodtagerside altså være et organiseret samvirke, der opfylder betingelserne for at være selvstændigt retssubjekt i relation til overenskomsten - hvad enten dette retssubjekt nu end har en ubestemt eller en fast medlemskreds. Der må være tale om et fællesskab af en sådan fasthed, at samvirket som sådan kan optræde som sagsøger og sagsøgt i sager vedr. overenskomsten, og at det i denne relation kan repræsentere medlemmerne effektivt samt sikre den udenretlige gennemdrivelse af overenskomstens vilkår over for disse, som er et af kernepunkterne i det kollektivarbejdsretlige system.
17
AT 2007/199 - AR 2006474: En gruppe medarbejdere i et lodseri kaldet Bådsmandsgruppen havde sideløbende med ansættelsen i lodseriet arbejdet som båd- og trosseførere for et andet selskab. Gennem mange år havde det således været kutyme, at lodsmedhjælperne ansat i lodseriet samtidig var ansat i selskabet til i samme arbejdstid efter samme vagtplan at udføre opgaver som båd- og trosseførere og hermed forbunden koordinering, således at der til enhver tid var sammenfald mellem gruppen af lodsmedhjælpere i lodseriet og gruppen af båd- og trosseførere i selskabet, og disse arbejdstagere udgjorde tilsammen Bådsmandsgruppen. Selskabet opsagde imidlertid ansættelseskontrakterne med samtlige medarbejdere i gruppen til ophør med udgangen af 2003. Inden da dannede Bådsmandsgruppen en forhandlingsgruppe, som forhandlede med selskabet om videreførelse af samarbejdet i 2004, og i november 2003 indgik selskabet en ny aftale med medarbejderne om vilkårene for udførelse af fortøjningsarbejde i 2004. Aftalen blev underskrevet af selskabet og en person på vegne Bådsmandsgruppen, der havde fået fuldmagt til indgåelse af en kollektiv overenskomst. Dokumentet blev afleveret sammen med en fuldmagtserklæring underskrevet af gruppens 10 øvrige medlemmer. Aftalen regulerede vilkårene for det fortøjningsarbejde mv., som medlemmerne af Bådsmandsgruppen skulle udføre som ansatte i selskabet efter indbyrdes fordeling under hensyn til vagtplanerne i lodseriet.
Antaget, at aftalen var en kollektiv overenskomst, idet Bådsmandsgruppen måtte anses for et således mellem lønmodtagere organiseret samvirke, som kunne være part i en kollektiv overenskomst. At medlemmerne af Bådsmandsgruppen ved fuldmagt til én person i forbindelse med underskrivelse af aftalen havde angivet gruppen som individuelle arbejdstagere, ændrede ikke resultatet.
AT 1991/37 - AR 90007: Nogle årlige lønreguleringer for ingeniørerne i en virksomhed var hidtil blevet ensidigt fastsat af dennes ledelse. I juni 1988 var der imidlertid blevet holdt et møde mellem virksomhedsgruppen for ingeniører i virksomheden på den ene side og dennes ledelse på den anden med det formål at søge et grundlag for en aftale, der kunne afslutte årets lønforhandlinger, og dermed en igangværende deponering af opsigelser, som var i gang fra ingeniørernes side.
Udtalt, at det måtte lægges til grund, at ledelsen og virksomhedsgruppen under forhandlinger med det nævnte sigte nåede til en aftale, der fastsatte gennemsnitlige løntal for de til enhver tid inden for aftaleperioden værende virksomhedsgruppemedlemmer, der opfyldte betingelserne for at indgå i nogle i aftalen angivne gennemsnitsberegninger. Endvidere fastsatte aftalen en modydelse i form af "synlig effekt" af en effektivisering og en procedure til afgørelse af uoverensstemmelser vedrørende konstatering af omtalte effekt. Aftalen blev godkendt af ingeniørernes virksomhedsgruppes generalforsamling, og i maj 1989 havde ledelsen af virksomheden erklæret sig enig i, at der var sket den fornødne effektivisering i form af en forbedret udnyttelse af arbejdstiden. Under disse omstændigheder ansås aftalen som en kollektiv overenskomst.
FV 24/2 1994: En større virksomhed havde i mere end 20 år haft en aftale om "ansættelsesforhold for ansatte i produktionsafdelingen". Denne blev af virksomheden og af størsteparten af medarbejderne opfattet som kollektiv overenskomst for området, og den blev forhandlet hvert år mellem ledelsen og
18
et af medarbejderne nedsat forhandlingsudvalg, som også tog sig af evt. uoverensstemmelser der opstod i årets løb. Specialarbejderforbundet og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark påstod imidlertid nu, at aftalen ikke var en kollektiv overenskomst, men blot et regelsæt ensidigt fastsat af virksomheden. Yderligere hævdede forbundene, at selv om aftalen var en kollektiv overenskomst, så havde de alligevel ret til at kræve paralleloverenskomst, fordi de ikke var bundet af fredspligten i den for virksomheden gældende hovedaftale.
Udtalt, at efter det oplyste om virksomhedens ganske særlige karakter, måtte det lægges til grund, at en meget fast stab af sorterere og arbejdsmænd år efter år havde været beskæftiget i virksomheden med samme slags arbejde. De havde været repræsenteret af et samarbejdsudvalg, der var valgt af medarbejderne efter betryggende valgregler, og havde derigennem haft indflydelse på de generelle regler, der var opstillet navnlig vedrørende løn og bonusforhold. Det måtte på denne baggrund antages, at de ansatte sorterere og arbejdsmænd år for år havde vedtaget disse regler som gældende, således at de ikke blot var forpligtende og rettighedsgivende for de ansatte, men også for virksomheden. Herefter ansås sortererne og arbejdsmændene overenskomstdækkede via aftalen. Der blev imidlertid tillige givet de to forbund medhold i, at forbundene ikke var parter i overenskomsten, hvorfor den i hovedaftalens § 2 fastslåede fredspligt på områder, hvor der var indgået overenskomst, ikke var gældende for dem. Ved kendelsen blev der imidlertid ikke taget stilling til, hvorvidt det ville være berettiget at iværksætte kampskridt til gennemførelse af overenskomstkrav fra forbundenes side.
AR 1805: Udtalt, at det af sagen omhandlede sogneråd til stadighed havde afslået at træde i forhandling med fagforeningen. Den omstændighed, at tre arbejdere, der var mødt til forhandling med sognerådet, havde været udpeget af fagforeningen, indebar ikke, at de fremtrådte som repræsentanter for samme over for sognerådet, for hvem de kun repræsenterede de af kommunens vejudvalg beskæftigede arbejdere. Sognerådet ansås herefter kun at have truffet en ordning med en vis gruppe af arbejdere inden for kommunen uden nogen nærmere fastlagt ramme, og der antoges herefter ikke at foreligge en med en organisation indgået overenskomst, som kunne indbringes for Den faste Voldgiftsret.
Såfremt det pågældende samvirke savner de håndfaste styringsmekanismer, arbejdslivets organisationer sædvanligvis har, eller er af rent midlertidig karakter, vil der altså e.o. kunne blive problemer med at anerkende de aftaler, fællesskabet indgår, som kollektive arbejdsoverenskomster. Men det spiller dog en rolle, om man på arbejdsgiverside har accepteret at forhandle med en repræsentation for en kollektivitet.
Noget andet er, at en kollektiv overenskomst udmærket kan vedrøre nogle konkret identificerede arbejdstagere.
FV 10/3 2000: På en arbejdsplads blev der indgået en lokalaftale om indførelse af aftenhold, hvilket hold ifølge aftalen på aftaletidspunkt bestod af fem navngivne medarbejdere. Nogle måneder efter opsagde parterne i enighed lokalaftalen til ophør straks. Forbundet mente imidlertid nu, at en
19
garantibestemmelse i aftalen gjaldt uafhængigt af opsigelsen, idet den måtte opfattes som en individuel garanti til aftenholdets medarbejdere.
Udtalt, at det ikke var godtgjort, at garantibestemmelsen havde selvstændig, juridisk eksistens uafhængigt af lokalaftalen. Denne måtte derfor anses for bortfaldet i og med opsigelsen af lokalaftalen.
Også på arbejdsgiverside kan der optræde et organiseret samvirke som overenskomstpart.
AR 344: En fagorganisation gjorde gældende, at den modstående arbejdsgiverpart "De Samvirkende Telefonselskaber" i virkeligheden ikke som forudsat af fagorganisationen ved overenskomstens indgåelse var en fast organisation, der hæftede for sine enkelte medlemmer på lignende måde som fagorganisationen hæftede for sine afdelinger. I kraft heraf kunne overenskomsten ikke være bindende, hævdedes det.
Udtalt, at fagorganisationen havde udbedt sig oplysning om sammenslutningens nærmere karakter og havde fået et svar herpå gående ud på, at det drejede sig om 5 nærmere opregnede selskaber, som var trådt sammen for at tilvejebringe ensartede arbejds- og lønvilkår og for at forhandle med personalet. Siden havde fagorganisationen afsluttet dyrtidsoverenskomster med "De Samvirkende Telefonselskaber" og haft voldgiftssag med samme. Da der endvidere intet som helst var fremkommet, der kunne give grund til at tro, at "De Samvirkende Telefonselskaber" ikke skulle have både vilje og evne til at opfylde overenskomsten, for hvis opfyldelse de enkelte selskaber måtte antages at hæfte solidarisk, kunne fagorganisationens indsigelse ikke tages til følge.
Men det kan være et problem at afklare, hvornår det er samvirket, der tegnes, og ikke kun de hertil sluttede virksomheder.
AT 1983/104 - AR 9856: Forudsætningsvis; I forbindelse med nogle virksomheders opsigelse af en særoverenskomst hævdede man på lønmodtagerside, at den modstående arbejdsgiverorganisation var part i overenskomsten og følgelig ikke kunne vægre sig mod at deltage i forhandlinger om fornyelse af samme. Den pågældende arbejdsgiverorganisation havde på et tidspunkt været part i overenskomsten, men denne fremtrådte fra 1977 udelukkende som en aftale indgået af bestemte virksomheder og var kun underskrevet af disse og fagforeningen.
Under hensyn hertil og til bevisførelsen i øvrigt antoges der ikke at være grundlag for at antage, at virksomhederne skulle have underskrevet som repræsentanter for arbejdsgiverorganisationen.
FV 29/6 1989: Mellem Isoleringsarbejdernes Fagforening i København og 6 københavnske isoleringsfirmaer blev der indgået overenskomst om noget bestemt arbejde, hvilken aftale ifølge sit indhold kunne opsiges med 3 måneders varsel. Det angaves i punkt 6, at aftalen var ”indgået mellem følgende firmaer samt Isoleringsarbejdernes Fagforening i København” og at den kunne opsiges med 3 måneders varsel. Et af de 6 firmaer ønskede nu for sit vedkommende at sige aftalen op.
20
Udtalt, at aftalen var indgået mellem på den ene side 6 selvstændige isoleringsfirmaer og på den anden side en organisation af arbejdstagere. Aftalen indeholdt satserne for afregning af isoleringsarbejder i asbestrenoverede brønde og indskærpede tillige de regler vedrørende arbejdsforholdene i øvrigt, som var gældende for dette arbejde. Da den således var indgået med en arbejderorganisation og omhandlede løn- og arbejdsvilkår, der skulle være gældende for det af aftalen omfattede arbejde, måtte aftalen betragtes som en kollektiv arbejdsoverenskomst. Arbejdsgiverparten i denne overenskomst var imidlertid hverken af Foreningen af danske Isoleringsfirmaer eller nogen anden arbejdsgiverorganisation, men 6 selvstændige firmaer. Spørgsmålet var derfor, om den mulighed for opsigelse af aftalen, der var hjemlet i dennes punkt 6, måtte forstås således, at firmaerne hver for sig kunne frigøre sig fra aftalen, eller om opsigelse måtte foretages under ét for alle 6 firmaer. Udgangspunktet i så henseende er efter arbejdsretlig teori og praksis, at der ikke kan ske delvis opsigelse af en kollektiv overenskomst, hverken som opsigelse af en del af overenskomstens indhold, eller som opsigelse for så vidt angår en del af de af virksomheder, som overenskomsten omfatter. Udgangspunktet fraviges imidlertid i tilfælde, hvor flere uafhængige parter har tilsluttet sig samme overenskomst, eller hvor det i øvrigt kan udledes af overenskomsten eller dennes forudsætninger, at den kan opsiges særskilt af en eller flere af de deltagende parter. Den foreliggende lokalaftale var indgået med de 6 firmaer som egentlige aftaleparter og kunne vel således ikke siges at fremtræde som en aftale, de 6 firmaer uafhængigt af hinanden havde tilsluttet sig. Aftalen trådte imidlertid i stedet for tilsvarende lokalaftaler indgået mellem hvert enkelt firma og tillidsrepræsentanterne, og den blev udformet i den foreliggende form på firmaernes foranledning, primært med det formål at undgå indbyrdes konkurrence ved tilbudsgivningen på det af aftalen omfattede arbejde. På denne baggrund fandt opmanden at måtte lægge til grund, at det, som forklaret af de afhørte, havde været en naturlig forudsætning for aftalen, at opsigelsesbestemmelsen, pkt. 6 - hvis formulering ikke blev drøftet nærmere under forhandlingerne om aftalen - ville give hvert enkelt firma mulighed for at frigøre sig fra aftalen uafhængigt af de øvrige firmaer på samme måde, som tilfældet ville have været, hvis de aftalte løn- og arbejdsvilkår var blevet nedfældet i enslydende aftaler for hvert af de 6 firmaer.
Hvem tegner foreningen? Når der er dannet en forening, som opfylder betingelserne for at være en selvstændig juridisk person, må der nødvendigvis være personer, som kan tegne denne person over for omverdenen, når foreningen skal indgå aftaler.
Den formelle ordning
Hvis andet ikke fremgår af foreningsvedtægten, tegner den lovligt valgte foreningsledelse foreningen i alle dagligdags anliggender. Mere usædvanlige forhold – som f.eks. køb og salg af foreningens faste ejendom – må derimod besluttes af foreningens højeste myndighed (generalforsamlingen).
I praksis vil der imidlertid ofte være udtrykkelige regler i vedtægten, som siger konkret hvem i ledelsen, der har tegningsretten, og hvor langt den går. F.eks. kan det være bestemt, at foreningen tegnes af formanden og kassereren i forening. Men der kan også være tillagt kassereren en særlig fuldmagt til at varetage de løbende økonomiske forretninger.
21
U 1998/1070 ØL: En andelsboligforenings bestyrelse underskrev I forbindelse med låneombytning et kreditforeningspantebrev, og dette lystes med frist til fremsendelse af generalforsamlingsprotokollat udvisende, at pantsætningen var vedtaget med tilstrækkeligt flertal. Ifølge foreningens vedtægter var bestyrelsen valgt til at varetage den daglige ledelse og udføre generalforsamlingens beslutninger, og der stod ikke noget om, hvordan der skulle forholdes ved pantsætning.
Pantsætning, herunder låneombytning, kunne ikke kan anses for et sædvanligt led i bestyrelsens daglige ledelse af foreningen, hvorfor det var berettiget, at der i det foreliggende tilfælde, hvor pantsætning ikke var omtalt i vedtægterne, var lyst med frist.
U 1978/604 ØL: Ifølge vedtægterne for et andelsmejeri var dettes øverste myndighed generalforsamlingen, og mejeriet forpligtedes i alle henseender ved underskrift af den samlede bestyrelse. Et af bestyrelsen underskrevet skøde vedrørende salg af en beboelsesejendom, der tilhørte mejeriet, blev imidlertid afvist fra tinglysning med henvisning til, at salget krævede generalforsamlingens godkendelse.
Antaget, at salget ikke var et sædvanligt led i mejeriets virksomhed, hvorfor afvisningen var berettiget.
U 1972/188 ØL: Fem pantebreve, som var underskrevet af samtlige bestyrelsesmedlemmer for et andelsmejeri, blev afvist fra tingbogen med den begrundelse, at generalforsamlingens godkendelse af pantsætningen ikke forelå.
Da det af vedtægterne med tilstrækkelig tydelighed fremgik, at et flertal af mejeriets bestyrelse kunne pantsætte fast ejendom, burde pantebrevene antages til tinglysning.
U 1967/572 VL: Et skøde, ved hvilket bestyrelsen for en indkøbsforening afhændede en ubebygget parcel tilhørende denne, var efter landsrettens opfattelse med føje afvist fra tingbogen, idet bestyrelsen ikke ifølge foreningens ansås legitimeret til at sælge fast ejendom uden generalforsamlingsbeslutning. Ifølge § 1 i de nævnte vedtægter var det foreningens formål ved indmeldelse i forskellige hovedforeninger at skaffe sine medlemmer og kunder gode og billige varer. Efter § 5 var foreningsmyndighederne generalforsamlingen, bestyrelsen og revisionen, og der var tillagt generalforsamlingen den højeste myndighed i alle foreningens anliggender, medens bestyrelsen, der bestod af 5 medlemmer i henhold til en bestemmelse i § 7, havde ledelsen af foreningen i overensstemmelse med gældende lovgivning, vedtægterne og generalforsamlingens lovlige beslutninger og har ansvaret for indkøb og udlevering af varer, for regnskabsføringen og foreningens virksomhed i øvrigt. Ifølge § 9 kunne bestyrelsen i det omfang, den fandt det fornødent, for at foreningens virksomhed kunne foregå på tilfredsstillende måde, optage lån og for sådanne give pant i foreningens faste ejendom.
U 1967/41 H: En person overtog aktiemajoriteten i et selskab og blev formand for bestyrelsen, hvorefter han opsagde selskabets direktør med det for denne gældende opsigelsesvarsel. Opsigelsen savnede imidlertid godkendelse fra 2 af
22
bestyrelsens medlemmer, og der forelå ingen bemyndigelse fra disse til at foretage den.
Herefter er antaget, at opsigelsen ikke var foretaget af bestyrelsen i overensstemmelse med selskabets vedtægter. Videre antaget, at en efterfølgende godkendelse af opsigelsen 5 måneder senere givet at den i mellemtiden ændrede bestyrelse ikke med tilbagevirkende kraft kunne medføre opsigelsen gyldighed.
U 1965/568 ØL: I 1952 aftalte en andelspensionsforening med en brugsforening repræsenteret ved dennes bestyrelsesformand, at den til enhver tid ansatte uddeler skulle være pensionsforsikret i pensionsforeningen på nærmere aftalte vilkår. Aftalen var opsigelig med 1/2 års varsel, dog tidligst til 1. januar 1962. I henhold til den tegnedes en pensionsforsikring for den daværende uddeler, der fratrådte sin stilling den 1. august 1961. Den nye uddeler ønskede ikke pensionsforsikring i pensionsforeningen, men denne gjorde nu gældende, at brugsforeningen ifølge den indgåede aftale skulle drage omsorg for, at uddeleren indtrådte i den kollektive pensionsforsikringsordning.
Heri fik pensionsforeningen ikke medhold, idet det ikke ansås bevist, at brugsforeningens bestyrelse havde været bekendt med eller godkendt en forpligtelse ud over ordningen af den tidligere uddelers pensionsforsikring. Ej heller fandtes formanden at have været beføjet eller befuldmægtiget til ved afslutningen af aftalen i 1952 at påtage brugsforeningen den omhandlede videregående forsikringspligt.
U 1931/792 ØL: På 2 generalforsamlinger i Fyns Stifts Læseforening anerkendtes et skøde, hvorved foreningens faste ejendom overdroges til Odense Byråd.
Antaget, at skødet med rette var afvist fra tingbogen, idet generalforsamlingsbeslutningen ikke var gyldig vedtaget, hvad enten nogle oprindelige love, der krævede to tredjedeles flertal herfor, lagdes til grund, eller nogle ændrede love, der fastslog, at beslutningen kun kunne træffes af en ordinær generalforsamling, idet de besluttende generalforsamlinger havde været ekstraordinære.
U 1928/566 ØL: Bestyrelsen for en grundejerforening havde underskrevet skøder til nogle af foreningens medlemmer, hvilke skøder søgtes tinglyst. Tinglysningen nægtedes imidlertid under henvisning til, at bestyrelsen ikke havde den fornødne legitimation, idet den udskrift af foreningens forhandlingsprotokol, som skulle legitimere bestyrelsen, blot anførte, at den generalforsamling, på hvilken bestyrelsen var valgt, "var vedtaget lovlig indvarslet".
Antaget, at tinglysningsdommeren var berettiget til at gå ud fra, at generalforsamlingen ikke kunne betragtes som lovlig, da dens lovlighed ikke var konstateret af dirigenten, i hvilken henseende det tilføjedes, at generalforsamlingen ikke med retsvirkning selv kunne vedtage sin lovlighed. I denne betragtning gaves der tinglysningsdommeren medhold.
Den praktiske ordning
23
I praksis fremviser man ikke vedtægten, hver gang der skal disponeres udadtil. Reglerne om, hvem udenforstående har lov til uden videre at anse for tegningsberettigede, er følgende:
Stillingsfuldmagt
Efter aftalelovens § 10, stk. 2, anses personer eller organer, som indtager en foreningsstilling, som typisk indebærer bemyndigelse til at indgå visse retshandler, at have fuldmagt til at disponere i denne sædvanligt forudsatte udstrækning.
U 1991/454 ØL: En idrætsinstruktør ansattes i en forening i henhold til fritidslovens regler og aflønnedes af det offentlige. Pågældende bestilte et træningsophold i et idrætscenter for et af foreningens fodboldhold, men holdet udeblev. Herefter stævnede centerets cafeteria foreningen og krævede betaling for den bestilte forplejning til holdet.
Antaget, at instruktøren hverken i kraft af sin stilling eller på andet grundlag kunne indgå aftaler af den nævnte art med bindende virkning for foreningen.
U 1959/587 B: En kasserer og et bestyrelsesmedlem i en forening blev sendt ud for at tilrettelægge en udflugt for medlemmerne, men uden bemyndigelse til at bestille middag. Der opstod imidlertid tvist om, hvorvidt de havde bestilt en sådan middag, og om de havde fornøden legitimation hertil.
Udtalt, at middagen måtte anses for bestilt, og at restauratøren havde haft føje til at gå ud fra, at de pågældende ifølge deres stilling var bemyndiget til at afgive bestilling på foreningens vegne. Der ansås herefter at foreligge en bindende aftale.
U 1930/979 H: En bestyrer af en brugsforening købte på egen hånd i modstrid med foreningens love nogle partier kaffe, som ikke kom foreningen til gode.
Udtalt, at den pågældende uddeler hverken havde haft udtrykkelig eller stiltiende bemyndigelse til at gøre indkøb af den art, der var tale om, og at stillingen som uddeler ikke gav en sådan legitimation, at det kunne forpligte foreningen, idet 3. mand må være henvist til at undersøge, hvem der ifølge foreningens love var kompetent til at forpligte denne. Den omstændighed, at bestyrelsen intet havde gjort over for nogle konkrete forretningskontakter, kunne ikke spille nogen rolle, idet de forbindelser, der var tale om, ikke fremgik af foreningens bøger på en sådan måde, at der havde været anledning til at give advis herfor til de pågældende.
U 1909/59: Formanden for en brugsforening anlagde sag mod et medlem til betaling af en foreløbig andel i et underskud i foreningen.
Antaget, at stillingen som formand ikke hjemlede bemyndigelse til at anlægge en sådan sag. Herved bemærket, at bestyrelsen ifølge lovene bestod af formanden og 4 andre valgt af generalforsamlingen, og at formanden ikke selv havde nogen ekstraordinær myndighed, ligesom der heller ikke var godtgjort at være nogen bemyndigelse i henhold til generalforsamlingsbeslutning i den anførte retning.
24
U 1898/719: En formand for en brugsforening, som tillige var forretningsfører for samme, købte nogle varer på kredit uden de øvrige bestyrelsesmedlemmers viden og imod lovenes udtrykkelige bestemmelse.
Antaget, at da sælgeren ikke havde kendt den pågældende lovbestemmelse, måtte foreningen betale varen, idet formandsstillingen måtte berettige en godtroende sælger til at gå ud fra, at det skete kreditkøb var lovmedholdeligt, og da de leverede varer endvidere var kommet brugsforeningen til gode.
Tolerancefuldmagt
Endvidere oparbejdes der hen ad vejen fuldmagt svarende til de funktioner, foreningens repræsentanter faktisk bestrider over for omverdenen (såkaldt tolerancefuldmagt). Baggrunden er, at når de kompetente foreningsorganer gennem nogen tid har accepteret, at visse foreningsinstanser eller -personer rent faktisk har handlet, som om formel fuldmagt forelå, har de også givet omverdenen det indtryk, at der faktisk er givet fuldmagt for fremtiden.
Dette indebærer, at såfremt en bestemt person sædvanligvis har modtaget betalinger på foreningens vegne, kan denne ikke pludselig hævde, at korrekt betaling ikke har fundet sted, når beløbet er indbetalt via den pågældende.
U 1972/93 H: Pressebilledunionen bestod af 6-10 billedbureauer. Unionen indledte nu samarbejde med Pressefotografforbundet i forbindelse med nogle prisforhandlinger, som havde fælles interesse. Unionen havde to gange før godtgjort forbundet halvdelen af udgifterne ved sådanne forhandlinger, og unionen havde senere genoptaget samarbejdet om kommende forhandlinger uden at tage forbehold med hensyn til udgifterne og disses fordeling.
Herefter blev unionen tilpligtet at betale halvdelen af disse udgifter, som i øvrigt var rimelige.
Ratihabition
U 1934/27 H: En formand for bestyrelsen i et andelsmejeri optog et lån på 22.000 kr. antagelig for at dække over senere konstateret underskud. Dispositionen skete derved, at han for mejeriet accepterede en veksel for dette beløb og lod vekselen diskontere i mejeriets bank.
Antaget, at formanden ikke havde bemyndigelse eller legitimation til den stedfundne disposition. Da imidlertid vekselens provenu var gået ind på mejeriets konto i banken, og da mejeriet til egen fordel havde benyttet det på kontoen indestående beløb vidende om, at dette var godskrevet i tillid til mejeriet, og da mejeriet hæftede for vekselen, ansås mejeriet også for at være ansvarlig over for banken for vekselens pålydende. Herefter ansås banken ikke at have noget berettiget krav mod formanden personlig ved siden af kravet mod mejeriet.
Umyndige foreningsrepræsentanter
Umyndige kan antagelig i princippet godt optræde som fuldmægtige for en forening – men det vil ikke uden videre være klogt at lade dem gøre det.
Fuldmagtsoverskridelser
25
Overskrides fuldmagten, vil foreningen som hovedregel ikke være bundet af den indgåede aftale – med mindre den vedstår dispositionen, f.eks. ved at tilegne sig den aftale ydelse. Foreningen må også snarest muligt gøre den anden aftalepart opmærksom på, at man ikke anser sig for bundet.
Overskrider en foreningsrepræsentant sin fuldmagt, vil han i øvrigt hæfte personligt for den indgåede aftale, se aftalelovens § 25.
Hvem hæfter for de aftaler, foreningen indgår?
Når der er dannet en forening, og denne påtager sig forpligtelser udadtil, er det som udgangspunkt foreningen som sådan, der hæfter for de indgåede aftaler. Dette fremgår ofte udtrykkeligt af foreningsvedtægterne. Men det antages at være den almindelige regel, som omgivelserne må være forberedt på, også uanset om en sådan udtrykkelig klausul ikke findes. Det følger således så at sige af selve den omstændighed, at der er tale om en selvstændig juridisk person.
Tanken er således, at når den, men hvem aftalen indgås, må være klar over, at han har at gøre med en selvstændig juridisk person – foreningen - kan han ikke regne med at kunne rette krav, der er relateret til foreningen, mod dennes enkelte medlemmer i stedet, herunder medlemmer af bestyrelsen. Ej heller kan han uden videre rettet noget krav mod den, der som fuldmægtig for foreningen har handlet på dennes vegne.
Det er imidlertid en forudsætning, at det står ganske klart for den anden aftalepart, at det er foreningen, der tegnes, og ikke den, der konkret har ageret i sammenhængen. Hvis en person indgår en aftale, uden at det kan ses, at han repræsenterer en forening i sammenhængen, hæfter han således selv for det, han er indgået på.
Hvem berettiges iht. foreningens aftaler?
Omvendt er det kun foreningen som sådan, ikke dennes enkelte medlemmer, der erhverver ret gennem de aftaler, foreningen indgår med 3. mand. Overholder modparten ikke aftalen, er det altså foreningen som sådan, der må indlede retssag for at få erstatning for kontraktbrud.
Beskyttelsen af foreningens omdømme, navn, kendetegn mv. I konsekvens af, at foreningen er et selvstændigt retssubjekt, er den også værnet på det ideelle plan:
Ærekrænkelser
Således er den beskyttet af reglerne om ærekrænkelser. Ubeføjede sigtelser eller ringeagtsytringer kan således påtales via en injuriesag iht. straffelovens § 267 og følgende – i øvrigt hvad enten krænkelsen er rettet imod foreningen som sådan eller imod en ubestemt del af medlemskredsen.
U 2000/2143 ØL: En fagforeningsformand idømtes dagbøder og tortgodtgørelse for uberettiget at have beskyldt Den Danske Forening for at være ”racistisk”, uanset formanden vidste, at tidligere domme havde kendt beskyldningen uberettiget. Ligeledes blev en række af formandens udtalelser om foreningen mortificeret.
”Privatlivets fred”
26
Tilsvarende er foreningers indre forhold meget langt beskyttet af straffelovens § 264 d om straf for den, der uberettiget videregiver meddelelser vedrørende en andens private forhold.
U1982/750 ØL: Et fogedforbud mod offentliggørelse af nogle af Frimurerordenen hemmeligholdte ceremonier ansås lovligt, idet de som hørende under frimurernes private forhold var beskyttet mod uberettiget offentliggørelse, og der ikke var nogen samfundsmæssig interesse i en offentliggørelse af dem.
Navn og kendetegn
Endvidere er foreningens (unikke) navn beskyttet. Denne beskyttelse opnås ved faktisk at tage navnet i brug. Den forening, der i lang tid har levet med et bestemt navn, skal således ikke finde sig i, at andre foreninger antager samme navn.
Foreningsnavne er dog alene beskyttet, så langt der er en nærliggende risiko for forveksling.
U 1980/588 SH: ”Dansk Handicap Idrætsforbund” kunne ikke forhindre en anden forening i at benytte navnet ”Dansk Handicap Forbund” (U 1995/211). En anden sag drejede sig om Foreningen Dansk Møbelindustri og foreningen Danske Møbelarkitekter og Indretningsarkitekter, der hver for sig var begyndt at benytte betegnelsen DMI som forkortelse af deres respektive foreningsnavn. Da de identiske betegnelser kunne medføre forveksling mellem de to foreninger, når hensås til deres respektive virksomhed, mente retten, at Foreningen Dansk Møbelindustri, der først i tid, nemlig nogle måneder før Danske Møbelarkitekter og Indretningsarkitekter, havde brugt betegnelsen, havde ret til forkortelsen.
2. Foreningers retlige grundlag
Lovgivning om foreninger Der gælder i Danmark ingen almen lovgivning om ideelle foreninger, men kun om visse foreninger og om spredte foreningsretlige problemstillinger.
- Lov om fonde og visse foreninger
Loven gælder efter § 2 for:
1) Arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger, der har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, som medlemmerne hører til, og
2) foreninger, hvis midler hovedsagelig består af bidrag fra de under 1) nævnte foreninger, såfremt foreningen har som et formål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, medlemmerne hører til.
Dog omfatter loven efter § 2, stk. 2, ikke foreninger, hvis aktiver ikke overstiger 250.000 kr., samt foreninger af kommuner og amtskommuner.
Efter loven skal visse foreninger indsende vedtægt og fortegnelse over medlemmerne af ledelsen til skattemyndighederne i foreningens hjemstedskommune. Videre skal der foreligge et af ledelsen underskrevet årsregnskab. Overtrædes disse regler, kan der efter lovens § 54 blive tale om strafansvar. Derimod indebærer undladelser i så henseende ikke, at foreningen er afskåret fra at virke som juridisk person.
27
- Speciallovgivning om visse foreningsforhold
Eksempelvis A-kasser, ejerlejlighedsforeninger og andelsboligforeninger.
- Lovgivning om visse foreningsmæssige anliggender
F.eks. ophavsretslovgivningen og lov om foreningers bidrag til politiske partier.
Ufravigelige regler
Hvilke foreninger?
Mange foreninger har stor betydning for medlemmerne - f.eks., fagforeninger, arbejdsgiverforeninger, mange merkantile foreninger og en del professionsforeninger. Uden medlemskab forringes ens erhvervsmæssige muligheder, man kan ikke få sine interesser varetaget på ordentlig vis, eller man bliver på anden måde stillet ringere end medlemmer. Med relation til sådanne foreninger, hvor det er en velfærdssag at være med, har domstolene udviklet en række ufravigelige foreningsretlige principper, altså regler, der gælder uanset om foreningsvedtægten måtte sige det modsatte, og uanset hvad foreningens højeste myndighed måtte beslutte.
Samme principper antages at gælde ufravigeligt, såfremt medlemskabet reelt er tvunget.
Hvilke regler?
De ufravigelige regler er – skitseret i korthed - følgende:
- Der er et retligt krav på medlemskab. Medlemssøgende, der opfylder de almene betingelser for medlemskab, kan ikke holdes ude. Ej heller kan et medlem ekskluderes uden saglig grund (f.eks. væsentlig misligholdelse af medlemspligterne).
- Foreningsbeslutninger med relation til medlemmet skal have saglig grund og ud fra almene retningslinjer. De må altså ikke træffes ud fra vilkårlighed eller hensyn, der er foreningens formål helt uvedkommende. Herunder gælder, at foreningsbeslutninger, der indebærer forskelsbehandling af enkeltmedlemmer, må være rimeligt begrundet i hensynet til medlemskredsen som helhed og have sammenhæng med opfyldelsen af foreningens formål, og de må ikke medføre afgørende særulemper for enkeltmedlemmet, lige så lidt som de må skyldes et ønske om at negativbehandle nogle af foreningens medlemmer.
- Foreningen kan ikke på usaglig vis begrænse medlemmernes fri erhvervsudøvelse.
- Værn mod indblanding i medlemmernes privatliv. Der er også en grænse for, hvor langt foreningen kan blande sig i medlemmernes private anliggender eller forhold, som med rimelighed bør unddrages andres bestemmelsesret.
- Belastende beslutninger kan kun træffes under overholdelse af en betryggende fremgangsmåde. Herunder gælder, at det medlem, der belastes, forinden have lejlighed til at argumentere sin sag.
- Værn mod misbrug af nødvendigheden for medlemskab. Foreningen er således afskåret fra at koble forpligtelser på foreningsformået, som er dette sagligt uvedkommende.
- Foreningsbeslutninger med tilbagevirkende kraft er ulovlige.
28
- Medlemmerne har et retskrav på at få retlige tvister med foreningen afgjort ved domstolene eller en privat voldgift, der opfylder visse i den særlige voldgiftslov opstillede retssikkerhedsgarantier.
Offentligt relaterede foreninger
Tilsvarende særlige hensyn gør sig gældende, når foreningen får væsentlige offentlige tilskud – det være sig direkte eller indirekte (i form af skattebegunstigelse). Sådanne midler må jo nemlig forvaltes betryggende - altså på samme måde som offentlige myndigheder selv ville skulle forvalte dem. På samme måde, hvis foreningen ligefrem er tillagt opgaver som led i den offentlige forvaltning – f.eks. adgang til at træffe beslutning på det offentliges vegne eller adgang til at administrere offentlige opgaver.
Om sådanne foreninger gælder således i al fald de lige nævnte ufravigelige regler. Forbindelsen til det offentlige kan også være så tæt, at også forvaltningsrettens skrevne og uskrevne regler gælder – herunder forvaltningsloven. Se herom nedenfor.
Vedtægtens betydning Bortset fra, hvad der følger af foregående, er det afgørende som udgangspunkt det, medlemmerne har aftalt – nemlig foreningsvedtægten.
Tolkningen af foreningsvedtægter
Bortset fra disse regler, der er ufravigelige i visse foreninger, må man ty til vedtægten for den konkret berørte forening for at hente svar på, hvad der gælder.
Foreningsvedtægter er imidlertid sjældent klare. De er ofte skrevet af lægmænd og kan måske oven i købet have ganske mange år på bagen. Hertil kommer, at en foreningsvedtægt i princippet blot er en aftale mellem foreningens medlemmer om, hvorledes foreningen skal indrettes, og aftaler behøver ikke være skriftlige. Ja, de kan skal end ikke være udtrykkelige (altså være udtrykt i ord) for at blive juridisk bindende. Det, man kan læse sig til i vedtægten, kan derfor meget vel være suppleret, ja endog ændret via uskrevne vedtagelser.
Er reglerne i en foreningsvedtægt tvetydige eller ufuldstændige i forhold til det opståede problem, er det i sidste ende op til domstolene at afgøre, hvad der ligger i den – altså fortolke og udfylde den.
Domstolene har efterhånden udviklet sig en ret fast opfattelse mht., hvordan man skal forstå foreningsvedtægter, når disse ikke meget klart udtaler sig i anden retning, eller det klart påvises, at der var en anden hensigt med vedtægten, som de berørte kendte til eller i al fald burde kende.
Domstolene tolker og udfylder eksempelvis så helst vedtægterne i pagt med, hvad der er kendt praksis i den pågældende forening selv. Har en forening i årevis brugt vedtægten på en bestemt måde, som medlemmerne må formodes at kende, vil domstolene altså nødig indlægge noget helt andet i vedtægten.
Problemet er imidlertid netop forbeholdet: Kun uskrevne hensigter og foreningspraksis, der kan forventes at være kendt af de berørte, har betydning. Det, der imidlertid under alle omstændigheder kan forudsættes kendt, er vedtægtens ordlyd. I de fleste praktiske tilfælde vil det derfor være ordlydens naturlige forståelse, der er afgørende.
U 1939/370 VL: Et medlem af en havnearbejderforening var i en sådan kontingentrestance, at det efter vedtægterne medførte slettelse.
29
Antaget, at eksklusion i h. hertil ikke havde været berettiget, idet det pågældende medlem ikke var uvillig til at betale og tidligere ofte havde været i restance, uden at der var truffet særlige foranstaltninger i den anledning, og praksis havde udviklet sig således, at restance i almindelighed tolereredes, således at kassereren henvendte sig til restanten, inden yderligere foretoges. Dette var ikke sket i den pågældende sag, og det pågældende medlem kunne ikke være bekendt med en generalforsamlingsbeslutning om ændring i praksis. Erstatning tilkendt for indtægtstab i anledning af eksklusionen, men ikke for tort.
U 1991/227 ØL: Ifølge de for en ejerforening gældende vedtægter skulle udgifterne til varme fordeles efter fordelingstal. Siden stiftelsen var de imidlertid blevet fordelt på medlemmerne efter forbrug. På en generalforsamling blev det med det for vedtægtsændringer nødvendige flertal besluttet, at belastningsafgiften for fjernvarme fremtidig skulle fordeles i henhold til fordelingstal og brændselsudgifterne (ca. 85 % af den samlede udgift) fordeles efter forbrug. Et medlem protesterede imidlertid.
Udtalt, at da en opgørelse af belastningsafgiften på grundlag af fordelingstal måtte antages at medføre en urimelig forøgelse af den protesterendes samlede varmeudgift, greb ændringen af vedtægten således ind i hans retsstilling, at den måtte forudsætte hans tilslutning.
U 1983/609 VL (forudsætningsvis): Ifølge en fjernvarmecentrals vedtægter havde hvert medlem én stemme på generalforsamlingen, hvilket fortolkedes således, at hvert anlæg havde én stemme. Dette førte til, at institutioner og virksomheder med flere varmeanlæg fik et dertil svarende antal stemmer.
Antaget, at der ud fra vedtægtens formulering ikke gyldigt kunne tillægges enkelte medlemmer af centralen mere end én stemme, idet en på generalforsamlinger fulgt praksis i denne retning ikke havde karakter af en vedtægtsændrende retssædvane.
Er der ikke noget her at hente, ser domstolene på, hvad der er sædvanligt i foreningsforhold i bredere almindelighed. Begrundelsen er, at må tør gå ud fra, at meningen med vedtægten har været at følge sædvanen i foreningsforhold, når vedtægten ikke specifikt siger det modsatte.
U 1918/75: En fagforeningsvedtægt bestemte, at generalforsamlingen havde ganske fri adgang til at ekskludere medlemmer. Retten fandt imidlertid, at denne regel måtte forstås med tilføjelse af, at den eksklusionstruede dels blev underrettet om den forestående eksklusion og dels fik adgang til at komme til stede på generalforsamlingen for at tale sin sag.
Er der heller ikke nogen dominerende sædvane i danske foreninger for en bestemt løsning på det punkt, hvorom tvisten står, falder man tilbage på den løsning, dommeren finder passende ud fra en almindelig rimelighedsvurdering. Her vil dommeren selvfølgelig være påvirket af de principper, der kommer til udtryk i de ovenfor nævnte ufravigelige foreningsretlige regler, også selv om striden ikke angår en af de foreninger, i hvilken medlemskab er en velfærdssag, eller hvor reglen af anden grund gælder ufravigeligt.
30
Almindelige foreningsretlige principper
Aftalerettens regler - aftaleretlige konstruktioner og slutninger ud fra almindelige fuldmagtsregler.
Overgangene fra det aftalemæssige grundlag for foreningens virke og til de omtalte almindelige foreningsretlige principper er glidende. Det er således indlysende, at udgangspunktet for en problemløsning jævnlig vil være aftaleretlige konstruktioner og slutninger ud fra almindelige fuldmagtsregler. Den reklamations- og passivitetsvirkning, som kan virke udfyldende i relation til vedtægtens udtrykkelige forskrifter, er allerede berørt. Tanken om vedtægten som aftale har imidlertid også andre konsekvenser. F.eks. vil overtrædelse af generalforsamlingens vedtægtsmæssige kompetence kræve, at de vedtægtsbestemmelser respekteres, som angår vedtægtsændringer. Tanken om aftalens bindende kraft er altså udslagsgivende. Andre gange er det fuldmagtssynspunkter, som står i forgrunden. F.eks. vil det foreningsorgan, der vedtægtsmæssigt har fået tillagt kompetence til at indkalde generalforsamlingen, bindende kunne foretage denne indkaldelse, selv om et overordnet foreningsorgan beslutter det modsatte. Ligeledes må lovligheden af bestyrelsens beslutninger og spørgsmål om ledelsens ansvar i væsentlig grad løses ud fra fuldmagtsbetragtninger. Endelig må vedtægten anvendes i lyset af de almindelige aftaleretlige ugyldighedsregler – f.eks. lovens § 36
U 1987/801 H: En ejerforenings vedtægter bestemte, at de oprindelige ejere af ejendommen havde 51 % af stemmeretten, indtil alle 80 ejerlejligheder var solgt. Endvidere bestemte de, at ejerforeningen havde pligt til at købe de 3 erhvervslokaler og de resterende beboelseslejligheder, når henholdsvis 45 af de 80 ejerlejligheder og 70 af de 77 beboelseslejligheder var solgt.
Disse bestemmelser var ikke blevet særligt fremhævet i forbindelse med de enkelte salg, og at de stillede ejerlejlighedskøberne væsentlig ringere end sædvanligt. De var herefter ikke bindende for ejerlejlighedskøberne, jf. Aftalelovens § 36.
Saglighedskravet, herunder lighedsgrundsætningen
En kontakt om et løbende mellemværende vil normalt hvile på en forudsætning om, at de beføjelser, kontrakten tillægger de kontraherende, udnyttes ud fra saglige kriterier. Dette vil også gælde i foreningsforhold.
U 1961/1045 H: En transformerforening havde i henhold til sine vedtægter adgang til at anbringe master m.v. på andelshavernes ejendomme mod at yde en erstatning herfor. Man traf herefter beslutning om at lade en ledning med master føre i lige linje over en andelshavers jord i stedet for langs en bugtet vej.
Beslutning herom ansås for gyldigt truffet, idet det ikke var godtgjort, at beslutningen var båret af usaglige hensyn, eller at der herved var krænket nogen lighedsgrundsætning.
U 1955/614 ØL: På generalforsamlingen i en fagforening vedtoges, at medlemmer, der havde ekstrafortjeneste, skulle betale et efter denne fortjenestes størrelse gradueret (progressivt stigende) ekstrakontingent.
Antaget, at den meget stærke progression i dette kontingents satser var i afgørende strid med det i foreningens love i øvrigt gennemførte lighedsprincip.
31
Ekstrakontingentet erkendtes endvidere af foreningen at tage sigte på ved inddragelse til fordel for fagforeningen af en væsentlig del af merfortjenesten over et bestemt maksimum at modvirke, at foreningens medlemmer på grundlag af en lovligt bestående arbejdsoverenskomst præsterede en yderligere arbejdsindsats. Dette formål fandt foreningen ikke berettiget til at forfølge ved et pålæg af den vedtagne art.
U 1985/439 VL: Ejerforeningen i en ejendom, som da bestod af 6 ejerlejligheder, vedtog i 1981 en husorden. I denne fastsloges det bl.a., at parkering i gården kun var tilladt "for ejernes personlige biler, motorcykler, knallerter og cykler". Ud af de 6 lejligheder blev 4 anvendt af ejerne til beboelse, medens øvrige 2 tilhørte samme ejer og var erhvervslejligheder. Den ene af disse sidste lejligheder havde siden 1980 været udlejet til en lejer, der efter lejeaftalen havde ret til at benytte de til erhvervslejlighederne hørende 2 parkeringspladser gården. De 2 erhvervslejligheder ændredes imidlertid, så at der kom 3 erhvervslejligheder ud af dem, og 2 af disse i solgtes nu til en person, som fortsatte lejemålet med omtalte lejer. Spørgsmålet var nu, hvorledes det forholdt sig med parkeringsretten i gården.
Det lagdes til grund, at der for hver af ejerlejlighederne var ret til 1 parkeringsplads i gården. Da ejerforeningen ikke havde givet nogen saglig begrundelse for den ovenfor omtalte bestemmelse i husordenen, som afskar en lejer af en ejerlejlighed fra at parkere i gården, og da bestemmelsen alene var vendt mod indehaverne af erhvervslejlighederne, fandtes bestemmelsen stridende mod den almindelige lighedsgrundsætning, der må følges ved fastsættelse af en husorden efter ejerlejlighedslovens § 5, stk. 1 (om at ejerforeningen kan fastsætte almindelige ordensforskrifter).
I forlængelse heraf vil der gælde en lighedsgrundsætning, dvs. en forudsætning om at medlemmerne i deres indbyrdes forhold skal behandles lige
Organisationstanken
Også selve organisationstanken og organisationskonstruktionen har betydning. Af denne kan jo nemlig udledes, at hæftelsen for oparbejdet gæld må påhvile foreningen, at en minoritet i reglen må bøje sig for majoriteten i de kollegiale organer – at foreningsaftalen altså kan ændres uden den enkelte kontrahents samtykke. Beslægtet hermed er kollektivitetstanken. Det interessefællesskab, der legemliggøres i foreningen som sådan, udløser således visse interesser hos de enkelte deltagere, som ikke ville have kunnet gøres gældende i et løst samvirke, men som nu får retlig betydning. F.eks. vil den omstændighed, at et medlem ifalder straf for alvorlige forbrydelser, e.o. kunne være eksklusionsgrund, uagtet deliktet måske ikke har noget med foreningen at gøre. Og foreningsledelsen vil e.o. selvstændigt kunne rejse sag om oprejsning i anledning af ærekrænkelser, som enkeltmedlemmer udsættes for.
God foreningsskik
I øvrigt har der i tidens løb på flere punkter også udfældet sig en ramme for, hvad "god foreningsskik" tilsiger – om end denne ikke uden videre kan sættes igennem ad rettens vej. Ofte vil det dreje sig om forhold, der slet ikke egner sig for en juridisk regulering.
F.eks. anses det ofte for god skik, at ansat personale optræder neutralt og derfor behandles neutralt, når der i foreningsledelsen er stridende politiske fløje. Ligeledes (i
32
foreninger med pligtigt medlemskab) at et ledende organ (f.eks. bestyrelsen) sammensættes med repræsentanter både for det politiske flertal og mindretallet – selv om flertallet havde mulighed for at besætte alle bestyrelsesposter. Endvidere at foreningsformanden optræder passende objektivt, når hans stemme er udslagsgivende i en bestyrelse bestående af 2 i øvrigt lige store fløje, og at bestyrelsens møder fastsættes til tidspunkter, hvor både flertallet og mindretallet kan komme til stede.
Det bør fremhæves, at det vil være "god foreningsskik" i foreninger, hvor medlemskabet ikke er tvungent, at overholde de principper, som domstolene opstiller som ufravigeligt gældende i foreninger med tvungent medlemskab, jf. nedenfor.
Særligt om organisationer med offentligretligt grundlag Private organisationer fungerer ofte i et nært samarbejde med det offentlige og kan ligefrem være tillagt opgaver som led i den offentlige forvaltning. Dette indebærer under visse omstændigheder, at de formelt vil falde under forvaltningsrettens skrevne og uskrevne regler.
Hvilke offentlige opgaver?
Samarbejdet kan have den form, at den private organisation høres – obligatorisk (f.eks. markedsføringslovens § 24) eller fakultativt – inden bestemte myndighedsbeslutninger træffes. Men det kan også være overladt den private organisation at træffe beslutning på det offentliges vegne (som f.eks. når en grundejerforening har fået bemyndigelse fra kommunalbestyrelsen efter kommuneplanlovens § 21 til at dispensere fra en lokalplan) eller at administrere bestemte opgaver (eksempelvis de anerkendte arbejdsløshedskasser, Dansk Flygtningehjælp og en række humanitære og mellemfolkelige organisationer). Eller organisationerne er repræsenteret i offentlige beslutningsorganer (eksempelvis på arbejdsmarkedet og i merkantile forhold, hvor organisationsrepræsentanter medvirker i en lang række sammenhænge i offentlige retter, udvalg og nævn). Videre kan organisationerne være tillagt økonomisk støtte fra det offentlige til løsning af, hvad der betragtes som samfundsnyttige opgaver. Denne kan være direkte (som eksempelvis de lokale idræts-, sociale- og kulturorganisationer, der får støtte fra kommunerne og de landsdækkende idrætsforbund, der får det fra staten). Men den kan også være indirekte og have form af skattebegunstigelse af frivillige bidrag til organisationen ifølge ligningslovens § 8 A. Endelig er visse organisationer etableret og virker med direkte hjemmel i lov (eksempelvis Advokatsamfundet iht. retsplejelovens kap. 15).
I tilfælde, hvor organisationen på en af de nævnte måder indgår helt eller delvist i den offentlige forvaltning, er spørgsmålet, om den i tilsvarende udstrækning er underkastet de forvaltningsretlige regler, der gælder for offentlige myndigheders virksomhed. Svaret herpå er undertiden klart. Når organisationer f.eks. deltager direkte i offentlige nævn og råd m.v., indgår de principielt i forvaltningen på linje med det almindelige forvaltningspersonel og er i den udstrækning, deltagelsen rækker, undergivet de samme (forvaltningsretlige) regler. I andre tilfælde kan spørgsmålets besvarelse derimod være mere tvivlsomt.
Forvaltningslovgivningens gyldighedsområde
Forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen gælder ifølge deres eget indhold alle dele af den "offentlige forvaltning". Foreninger falder imidlertid som hovedregel uden for dette begreb, uanset om de udøver en virksomhed, der kan sidestilles med den, som sædvanligvis udøves af forvaltningsmyndigheder.
33
I særlige tilfælde, hvor en forening er placeret meget tæt på den offentlige forvaltning, vil de to love dog være umiddelbart gældende også for foreningen. Afgørende for, om dette er tilfældet, er en vurdering af foreningens organisatoriske placering, og – hvis denne giver anledning til rimelig tvivl – evt. tillige hvilke funktioner den udøver. Såfremt en forening udøver offentlig virksomhed af mere omfattende karakter og som følge heraf er undergivet intensiv offentlig regulering, tilsyn og kontrol, vil den således umiddelbart være omfattet af forvaltningslovene.
Allerede i henhold hertil vil en privat tilskudsinstitution på det sociale område, som drives i foreningsform, være omfattet af forvaltningslovene – hvilket imidlertid også fremgår udtrykkeligt af loven om retssikkerhed og administration på det sociale område § 43, stk. 2. Det samme gælder de kommunale fællesskaber, der skal godkendes efter § 60 i lov om kommunernes styrelse, og ligeledes organisationer oprettet ved eller i henhold til lov (selv om organisationens midler er holdt adskilt fra andre offentlige midler). Derimod vil normal erhvervsvirksomhed, der drives i selskabsform, som udgangspunkt falde udenfor, når der udføres opgaver for det offentlige (f.eks. i entreprise) – selv om det offentlige deltager i den pågældende organisation. Dog gælder offentlighedsloven ifølge en udtrykkelig regel (lovens § 1, stk. 2) umiddelbart for de større energiforsyningsvirksomheder. I øvrigt har ombudsmanden udtalt, at Dansk Flygtningehjælp utvivlsomt falder uden for offentlighedslovens område. Ligeledes er det antaget, at landbrugets organisationer for så vidt angår deres virksomhed med formidling af støtte til landbruget og landbrugets dispositionsfond falder udenfor. Tilsvarende falder de kommunale forhandlingsorganisationer (Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen) udenfor.
Der er imidlertid hjemmel i de omtalte love til, at vedkommende minister kan bestemme, at de helt eller delvis skal gælde for en forening, der ikke lader sig henregne til den offentlige forvaltning. Betingelsen er, at udgifterne ved foreningens virksomhed overvejende (dvs. i al fald med 60-70 %) dækkes af statslige eller kommunale midler, eller (og i det omfang) at den har fået tillagt beføjelse til at træffe afgørelser på statens eller en kommunes vegne.
Det bør i øvrigt erindres, at den almindelige forvaltningslov (i modsætning til offentlighedsloven) ikke gælder for "faktisk forvaltningsvirksomhed" i form af f.eks. undervisning, klientbehandling, rådgivning, ordenshåndhævelse m.v.
Forvaltningsretlige reglers anvendelse ud fra forholdets natur
Afgræsningen af de foreninger, der formelt er omfattet af forvaltningslovgivningen om, udtømmer imidlertid næppe problemstillingen.
Således vil den myndighed, der yder økonomisk tilskud eller anden understøttelse til en privat organisation, kunne betinge denne støtte af, at visse spilleregler mht. organisationernes indretning og virke overholdes. Selv om en sådan betingelse formelt ikke er stillet, må det endvidere oftest anset for forudsat, at de almindelige forvaltningsretlige principper respekteres af den begunstigede i den udstrækning, hvori dette praktisk kan lade sig gøre. Det samme synes i at måtte være tilfældet, hvis en forening i henhold til særlig lovhjemmel har overtaget en offentlig reguleringsopgave eller som videreformidler af offentlige midler.
Dette vil i princippet indebære, at sådanne foreninger i al fald må overholde de ufravigelige foreningsretlige principper, som er skitseret ovenfor under 3.1.4. Men man synes at kunne drage den videregående slutning, at de uskrevne almindelige, på ulovbestemt grundlag gældende principper for den offentlige forvaltningsvirksomhed må finde anvendelse med de tilpasninger, forholdets særlige art tilsiger. F.eks. må kravene givetvis være strengere i tilfælde, hvor foreningen direkte optræder som
34
forvaltningsmyndighed og videreformidler af offentlige penge, end når den blot virker med offentlige tilskud.
Udførelsen af normale virksomhedsmæssige opgaver gennem overdragelse af disse i entreprise til private (foreninger) efter licitation vil derimod næppe påføre foreningen pligt til at følge de forvaltningsretlige regler ved udførelsen. Ej heller synes selve den omstændighed, at en privat juridisk person er dannet af offentlige myndigheder eller med deltagelse af sådanne – f.eks. i form af en arbejdsgiverorganisation – at påføre denne organisation pligt til at anvende de for sådanne myndigheder gældende forvaltningsretlige regler. I de tilfælde (og den udstrækning), hvor opgaven har karakter af en institutionsydelse eller service, som ikke omfatter ensidige afgørelser, der fremtræder som forvaltningsakter, vil de almindelige forvaltningsretlige regler næppe heller finde anvendelse. Sådanne ydelser vil imidlertid ofte være omgærdet med omfattende regelsæt, hvis overholdelse er en betingelse for at opnå den nødvendige godkendelse af eller økonomiske støtte til aktiviteten, og falder af den grund direkte under forvaltningslovgivningen, jf. ovenfor.
Hvad er der følgelig brug for regler om i foreningsvedtægten?
For at konstituere en juridisk person:
- Kompetenceoverdragelse til et fællesskab
- Navn
- Formål
- Fast ramme for styring/organisering af fællesskabets virke
- Ledelse til at tegne fællesskabet udadtil
- Registrering af dettes medlemmer
- Særlig foreningsformue med særskilt hæftelse
For at styre foreningen fornuftigt:
- Medlemsbetingelser og optagelsesbetingelser
- Udmeldelsesprocedurer og eksklusion
- Kontingentfastsættelse
- Medlemsrettigheder og pligter
- Styringsorganer og disses indretning
- Forvaltning af midler (regnskab og formue)
- Kontrolorganer
- Tegning og hæftelse
- Vedtægtsændringer
- Opløsning
- Afgørelse af tvister
35
3. Nærmere om de ufravigelige foreningsretlige regler
I hvilke foreninger gælder ufravigelige regler? Mange foreninger har ganske stor betydning for medlemmerne – medlemskabet er reelt tvunget.
Dette gælder f.eks., fagforeninger, arbejdsgiverforeninger, mange merkantile foreninger og en del professionsforeninger. Er man ikke med, forringes ens erhvervsmæssige muligheder, man kan ikke få sine interesser varetaget på ordentlig vis, eller man bliver på anden måde stillet ringere end de, der har et medlemskab. Det er kort sagt en velfærdssag at være med. Tilsvarende er der særlige hensyn, når foreningen får offentlige tilskud, idet betingelsen for at opnå sådant naturligvis er, at de tildelte penge forvaltes betryggende, altså på samme måde som offentlige myndigheder selv ville skulle forvalte dem.
Hertil kommer de foreninger, hvor medlemskabet faktisk er tvunget – som det f.eks. er tilfældet i visse grundejerforeninger.
Domstolene har i tidens løb behandlet et meget stort antal tvister netop om foreningsforhold af denne art, og der har her i retspraksis udviklet sig en række ufravigelige foreningsretlige principper. Herved forstås, at der er tale om regler, der gælder i de nævnte typer foreninger, uanset om foreningsvedtægten måtte sige det modsatte, og uanset hvad foreningens højeste myndighed måtte beslutte.
I andre foreninger – f.eks. rent selskabelige loger, hobbyklubber o.l. kan man sådan set godt fravige de ufravigelige regler. Men det anses dog som god skik at følge dem – og domstolene vil som allerede nævnt gå ud fra, at meningen var at den skulle fortolkes og udfyldes i pagt med de ufravigelige foreningsretlige principper, såfremt vedtægten ikke klart hjemler en anden ordning.
Ufravigelighed vil sige, at reglen ikke gyldigt kan fraviges – end ikke med medlemmets forhåndsaccept (typisk materialiseret i pågældendes passivitet over for vedtægten).
Minoritetsbeskyttelsen (jf. nedenfor) – dvs. beskyttelsen af en minoritet, evt. et enkelt medlem, imod misbrug af flertalsmagten – rummer bl.a. denne ufravigelighedsvirkning.
Hvornår er medlemskab reelt tvungent?
1) Krav ifølge lovgivningen
2) Privatretlig forpligtelse
Eksempler: Grundejerforeninger ifølge udstykningsservitutten, A-kasser iflg. fagforeningsvedtægter
3) Almindelige retlige overvejelser såsom:
- Hensynet til erhvervsfriheden,
- hensynet til den lige konkurrence,
- behovet for interessevaretagelse,
- foreningens placering som varetager af offentlige opgaver,
- foreningens modtagelse af offentlige tilskud
Derimod er ren selskabelighed, hobbyinteresser o.l. ikke tilstrækkelige.
36
Eksempler:
U 1929/151 ØL: Antaget, at en lokomotivfører ikke i strid med en på lovlig måde vedtaget flertalsbeslutning kunne forblive som medlem af nogle særlige kasser oprettet af lokomotivførerne i hans distrikt, idet de pågældende kasser udgjorde en art sammenslutning med væsentligst selskabelige formål og af ganske personlig karakter. Herefter kunne der ikke anses at være noget retligt beskyttet krav på at være medlem.
U 1925/184 ØL: En danselærerinde anmodede om optagelse i foreningen "Danseringen", idet hun indstillede sig til eksamen med henblik på sådan optagelse. Foreningens formål var at fremme en ensartet danseundervisning.
Udtalt, at efter dette formål samt da foreningen ifølge sine love ikke tilsigtede at lægge den pågældende nogen hindring i vejen for at drive danseundervisning som erhverv, selv om hun stod uden for foreningen, havde hun ikke noget retskrav på at få adgang til at indstille sig til den nævnte eksamen. Tillige bemærket, at vedtægtens regler om, hvem der var optagelsesberettigede, måtte antages (alene) at skulle tjene til bestyrelsens vejledning, således at et optagelseskrav ikke kunne støttes på vedtægten.
U 1993/3 H: Dansk Teknisk Lærerforening (DTL) havde fået overdraget forhandlingsretten fra Statstjenestemændenes Centralorganisation II (CO II) for så vidt angik ledere, inspektører og lærere ved landets omkring 60 erhvervsskoler. I begyndelsen af 1980-erne oprettede imidlertid en kreds af ledere og inspektører Foreningen af Ledere ved Erhvervsskolerne (FLE), som i midten af 1980-erne to gange søgte om optagelse i CO II, men fik afslag. FLE påstod herefter CO II tilpligtet at anerkende, at disse afslag var uberettigede.
Heri fik FLE imidlertid ikke medhold. Ved Landsretten henvistes til, at der ikke var tilstrækkelig grund i det fremførte bevismateriale til at tilsidesætte CO II's afgørelse, ifølge hvilken FLE ikke havde en sagligt begrundet interesse i medlemskab, der ikke i samme eller højere grad var tilgodeset ved optagelse i DTL. Problemerne omkring interessekonflikter adskilte sig ikke væsentligt fra tilsvarende problemer for mindretalsgrupper i andre faglige sammenslutninger, som FLE kunne sammenlignes med, og det fandtes ikke godtgjort, at FLE's medlemmers faglige og økonomiske interesser ikke var tilstrækkeligt tilgodeset ved medlemskab af DTL og de særlige regler om skoleledere, som fandtes i denne forenings vedtægter, herunder om repræsentation i hovedbestyrelsen og om status som lokalforening. Ej heller mente Landsretten, at der var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte afgørelsen ud fra almindelige retsgrundsætninger. Højesteret tiltrådte Landsrettens grunde, idet der heller ikke for denne instans var fremkommet tilstrækkeligt til at fastslå, at de pågældende kunne opnå en væsentlig mere fyldestgørende varetagelse af deres interesser gennem optagelse i CO II. Afslaget ansås bl.a. begrundet i et ønske om at fastholde en organisationsstruktur, som også i øvrigt havde været tilstræbt for det ansættelsesområde, der var omfattet af tjenestemandslovens kapitel 10.
- Arbejdsmarkedets organisationer
De afgørende hensyn:
37
For lønmodtagerorganisationer: Monopoliseringstendensen og den deraf følgende nødvendighed for medlemskab med henblik på at opnå effektiv interessevaretagelse til alle sider.
For arbejdsgiverorganisationer: Behovet for interessevaretagelse.
U 1914/539: En virksomhed havde indgået overenskomst med en fagorganisation, i henhold til hvilken den kun måtte beskæftige medlemmer af pågældende organisation.
Antaget, at den naturlige konsekvens heraf var, at der bestod en ret til at blive optaget i forbundet, såfremt man søgte arbejde i den pågældende virksomhed, idet en anden ordning ville medføre en uberettiget indskrænkning i adgangen til at søge arbejde inden for sit fag. Optagelse kunne heller ikke nægtes med henvisning til at den pågældende havde udført strejkearbejde, idet der var tale om genoptagelse og forbundet tidligere havde optaget ham uden hensyn til nævnte forhold.
U 1929/296 H: Søfyrbødernes Forbund, som havde til formål at samle alle søfarende fyrbødere i Danmark, nægtede at optage en søfyrbøder som medlem, idet han i henhold til forbundets love skulle have hyre for at kunne opnå medlemskab. Da han imidlertid fik lovet en hyre, hindrede forbundet, at han tiltrådte denne, gennem henvendelse til skibet, hvis kaptajn man gjorde opmærksom på, at han var uorganiseret.
Udtalt, at da denne handlemåde måtte sidestilles med vægring ved at optage søfyrbøderen, skønt han nu opfyldte betingelserne herfor, måtte den anses for retsstridig. Forbundet blev herefter tilpligtet at udrede erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
U 1931/580 VL: En lokomotivfyrbøder, som var blevet afskediget fra statsbanerne på grund af invaliditet og med en årlig pension, opnåede arbejde som lokomotivfører ved en privatbane og søgte i den anledning optagelse i Dansk Kedel- og Maskinpasserforbund. Her afvistes han imidlertid under henvisning til, at han ikke havde hovederhverv ved faget, ligesom han på grund af sin pensionsindtægt ikke kunne være nydende medlem af den til foreningen knyttede arbejdsløshedskasse.
Udtalt, at da den pågældende havde erklæret sig villig til at indtræde i arbejdsløshedskassen som bidragydende medlem uden at stille krav om hjælp, kunne han ikke på dette grundlag nægtes optagelse. Heller ikke i øvrigt ansås der at være grundlag for at nægte ham optagelse, og han blev derfor tilkendt erstatning for det tab, der var lidt ved vægringen ved at optage ham. Under hensyn til, at man måtte regne med, at den pågældende alligevel af andre grunde end nægtelsen ville være blevet afskediget, fastsattes erstatningen til 500 kr.
U 1952/330 H: Tjenerforbundet og Københavns Tjenerforening optog ifølge vedtægterne de i faget oplærte foruden efter bestyrelsens skøn sådanne, som antog faget som hovederhverv. Man nægtede imidlertid at optage en person, der hidtil havde været medlem af Dansk Arbejdsmandsforbund, men som i kraft
38
af sygdom var blevet forhindret i at virke som arbejdsmand, hvorfor han i korte perioder havde virket som tjener.
Udtalt, at det måtte antages, at langt den overvejende del af medlemmerne i tjenerorganisationerne var faglærte, og at ledelsen ved praktiseringen af sin skønsmæssige beføjelse havde valgt kun at optage sådanne personer, som uden at være fuldt uddannede dog i nogen tid havde haft beskæftigelse ved eller i øvrigt havde haft særlig tilknytning til faget, således at det skønnedes rimeligt og fagligt forsvarligt, at de blev medlemmer. Dette kriterium ansås efter det oplyste for sagligt velbegrundet, og da det ikke var godtgjort, at foreningerne ved afgørelsen af den konkrete sag havde fulgt andre synspunkter end de sædvanlige, kunne retten ikke underkende den trufne afgørelse.
- Merkantile organisationer
De afgørende hensyn:
E.o. interessevaretagelse inden for det kommercielle område, eksklusivordninger
U 1946/246 H: En københavnsk vognmand, om hvem det ikke var godtgjort, at han kunne have givet andre vognmænd beføjet anledning til anke, søgte om medlemskab i Københavns Vognmandslaug, men afvistes.
I betragtning af laugets betydning og omfang og navnlig som følge af bestemmelser i laugsvedtægten indeholdende forbud mod samarbejde m.v. i relation til uorganiserede, antoges det, at vognmanden havde en væsentlig berettiget erhvervsmæssig interesse i medlemskab. Han fik herefter medhold i en påstand om optagelse i lauget uanset en bestemmelse i laugsvedtægten om, at optagelsesspørgsmålet blev afgjort endeligt af laugsforsamlingen og ikke kunne indbringes for domstolene.
U 1953/72 H: En guldsmedeforenings vedtægter bestemte, at bestyrelsen, hvor det skønnedes formålstjenligt, kunne tillade et medlem at drive guldsmedevirksomhed i forbindelse med urmagervirksomhed. Foreningen nægtede imidlertid en person, der drev sådan blandet virksomhed, optagelse.
Da pågældende havde en væsentlig, berettiget erhvervsmæssig interesse i medlemskab, og nægtelsen ikke havde berettiget faglig interesse for foreningen, tilpligtedes den at optage pågældende som medlem. Herved bl.a. henvist til foreningens betydning for hans muligheder for at fremskaffe varer, og at 85 pct. af foreningens medlemmer var indehavere af blandede forretninger.
U 1979/818 ØL: En danselærerforening søgte om optagelse i foreningen "Danseorganisationernes Fællesråd", men ansøgningen herom afvistes.
Udtalt, at optagelse ikke var af afgørende økonomisk eller faglig betydning for den optagelsessøgende forening eller dennes enkelte medlemmer. Da optagelse som medlem herefter ikke kunne betegnes som en velfærdssag, ansås der ikke at foreligge grundlag for at pålægge Danseorganisationernes Fællesråd at optage den omtalte danselærerforening. En afvisningspåstand blev ikke taget til følge, da sagsøger ansås at have fornøden interesse i søgsmålet.
39
U 2001/488 VL: Et fjernvarmeværk, som var medlem af Foreningen af danske Kraftvarmeværker, havde i dettes bestyrelse siddende to personer, der var valgt som repræsentanter for varmeværket. Den ene havde tidligere været formand for bestyrelsen i foreningen, men som følge af samarbejdsvanskeligheder mellem pågældende og fem af de syv andre medlemmer af bestyrelsen vedtoges det på en generalforsamling at ekskludere varmeværket fra foreningen. Varmeværket krævede herefter eksklusionen kendt ulovlig ved domstolene.
Udtalt, at foreningens vedtægter ikke indeholdt en nærmere angivelse af eksklusionsbetingelserne, og at der som udgangspunkt må indrømmes generalforsamlingen en ret vid adgang til at bestemme, at et medlem kan ekskluderes, når medlemmet efter generalforsamlingens skøn modarbejder foreningen. Det var ikke godtgjort, at det eksklusionsramte værk ikke havde en vis beskyttelsesværdig interesse af erhvervsmæssigt karakter i medlemskabet, og generalforsamlingens skønsmæssige beføjelser i forbindelse med en udelukkelse var derfor begrænset til varetagelse af saglige hensyn, der fremmede foreningens mål og virke. Det fremgik, at baggrunden for eksklusionen alene var de nævnte samarbejdsvanskeligheder, men det forhold, at et bestyrelsesflertal havde samarbejdsvanskeligheder med et andet bestyrelsesmedlem, der var valgt på generalforsamlingen, fandtes under de anførte omstændigheder ikke i sig selv at kunne begrunde en lovlig eksklusion som sket. Det måtte således antages, at flertallet af bestyrelsen som et mindre indgribende skridt i stedet havde kunnet indstille til generalforsamlingen, at den pågældende blev afsat som bestyrelsesmedlem. Videre henvist til, at den valgte fremgangsmåde tillige fik som konsekvens, at også det andet af værkets bestyrelsesmedlemmer, der var valgt til generalforsamlingen, måtte udtræde af bestyrelsen. Herefter kendtes eksklusionen ugyldig. Dissens.
- Andelsforeninger
Eksempelvis forsyningsselskaber
- Ejerforeninger
- Sociale understøttelsesforeninger
U 1999/1916 ØL: En arbejdsløshedskasse havde ikke modtaget meddelelse om to medlemmers flytning, som var meldt til folkeregistret. Telefonnummeret var uændret. Arbejdsløshedskassen havde således mulighed for at få oplyst rette adresse. Sletning af medlemmet på grund af kontingentrestance med deraf følgende alvorlige retsvirkninger stod følgelig i misforhold til den forholdsvis ringe forsømmelse. Sletningen burde følgelig ikke være sket
Hvad går de ufravigelige regler ud på?
- Om retskravet på medlemskab (dvs. ret til optagelse og værn mod eksklusion bortset fra ved væsentlig misligholdelse af medlemspligterne)
U 1985/818 ØL: Sammen med 6 andre matroser havde to medlemmer af Sømændenes Forbund skrevet og indsamlet underskrifter fra andre medlemmer på en erklæring, i henhold til hvilken de ikke ville deltage i Sømandsforbundets lovlige strejke mod deres rederi, medmindre den blev vedtaget ved skriftlig
40
afstemning blandt de i rederiet ansatte medlemmer. 39 underskrev, hvoraf imidlertid 32 tilbagekaldte underskrifterne, heriblandt dog ikke de omtalte to medlemmer. Deres medlemskaber blev herefter suspenderet, indtil resultatet af en justifikationssag vedrørende lovligheden af et nedlagt forbud mod en egentlig eksklusion forelå.
Antaget, at erklæringen var uberettiget som stridende mod forbundets love, og at der var udfoldet et initiativ, der var stridende mod pligterne i henhold til samme love. Overtrædelsen måtte imidlertid under hensyn til den velfærdsfortabelse, som en eksklusion ville få, betragtes som ikke værende af fuldt så grov karakter, at det var berettiget at foretage eksklusion. Selv om en suspension måtte ligge inden for forbundets reaktionsmuligheder i medfør af lovene, der omtalte suspensionsmuligheden i forbindelse med eksklusion, var der dog ikke efter lovene grundlag for at antage, at der gjaldt andre og lempeligere regler for suspension end for eksklusion.
U 1956/526 H: Antaget, at uanset at en gårdejer, der var medlem af en kontrolforening, havde nægtet at medvirke til, at nogle prøveudtagninger blev gennemført på sagligt forsvarligt grundlag, hvorved han havde overtrådt sine forpligtelser over for foreningen, og uanset han ved sin optræden over for kontrolassistenten i væsentlig grad havde vanskeliggjort samarbejdet med denne, var en eksklusion i den anledning dog en for vidtgående foranstaltning, idet den hverken i tid eller på anden måde var begrænset. Foreningen dømtes derfor til at genoptage gårdejeren. En tidsbegrænset eksklusion ville derimod have været berettiget, hvorfor der ikke var grundlag for at tilkende erstatning.
U 1963/942 ØL: En droschevognmand tilsidesatte en af hans forening vedtaget og gennem lang tid fastholdt ordning angående begrænsninger i betjeningen af holdepladserne og blev i den anledning ekskluderet på en ekstraordinær generalforsamling.
Antaget, at ordningen, der ved tidligere landsretsdom var anset for gyldig, fortsat måtte antages at have et sagligt formål, hvorfor den var bindende for vognmanden som medlem af foreningen. Vognmandens bevidste og trods advarsel fastholdte modstand imod ordningen ansås derfor at danne grundlag for en vedtagelse om eksklusion. Det nødvendige antal stemmer for eksklusion i henhold til vedtægterne manglede vel, men der ansås at være grund til at antage, at der, såfremt parterne havde gjort sig det manglende stemmetal klart, ved en ny ekstraordinær generalforsamling kunne være opnået tilstrækkelige stemmer til en formelt gyldig eksklusion. Under hensyn hertil og til, at vognmanden ikke i rimelig fortsættelse af generalforsamlingen havde protesteret mod vedtagelsens gyldighed, ansås han ikke efter lang tids forløb og på et tidspunkt, hvor han ikke længere opfyldte betingelserne for at blive medlem, at kunne anfægte eksklusionen.
- Om retten til ligebehandling
Spørgsmålet er, hvad ligebehandling egentlig vil sige. Rent praktisk opstår uenigheden herom ofte først, når det kommer på tale at forrykke de en gang etablerede positioner. Den, der i en sådan sammenhæng får forringet sine hidtidige forhold, vil jo nemlig i så fald have anledning til at gøre gældende, at det skete indebærer en uberettiget diskriminering. Ved vurderingen af sådanne forandringers tilladelighed glider man over i den overalt i foreningsretten gældende regel om, at foreningsbeslutninger skal have
41
saglig grund. Udgangspunktet er således, at en oprindelig stilling mellem medlemmerne ikke lovligt kan forrykkes, medmindre der foreligger saglig grund herfor.
Retspraksis lægger i så henseende generelt vægt på, om dispositionen er rimeligt begrundet i hensynet til medlemskredsen som helhed og har sammenhæng med opfyldelsen af foreningens formål. Den må med andre ord ikke udspringe af et ønske om at negativbehandle nogle af foreningens medlemmer, og den må ikke træffes ud fra foreningen uvedkommende hensyn. Er disse betingelser opfyldt, vil der omvendt kunne accepteres en vis fortrinsberettigelse for visse medlemsgrupper, når der har været særlig grund hertil. Det sagte indebærer, at der e.o. godt kan besluttes noget, som er særligt tyngende for enkelte medlemmer eller medlemsgrupper. Hvor sådant kommer på tale, må der imidlertid også tages hensyn til tyngden i de særulemper, der påføres disse – ikke mindst, hvis deres interesse i medlemskabet er betydelig. Herudover fremgår det af foreningsretlig retspraksis, at det forudsættes, at foreningens beslutningsbeføjelse udøves efter almene retningslinjer og saglige kriterier. Disse udtryk anvendes tydeligvis som samlebegreb for en række forskellige og ikke nødvendigvis sammenlignelige betragtninger, der vanskeligt kan konkretiseres i detaljer. De dækker imidlertid i hvert fald en opfattelse af, at bestemmelsesretten ikke må udøves ud fra vilkårlighed.
U 1961/867 H: En afgående formand for Foreningen Statsradiofoniens Orkester afgav i 1935 kort efter sin fratræden en skriftlig erklæring, i henhold til hvilken han forpligtede sig til ikke fremtidig at blande sig i foreningens forhold.
Antaget, at denne ubestemte erklæring i hvert fald ikke nu kunne udelukke ham fra at nyde fulde medlemsrettigheder, herunder valgbarhed, hvilket ville betyde en fravigelse af princippet om medlemmernes ligestilling. I denne forbindelse udtalt, at foreningen varetog samtlige orkestermedlemmers interesser. En afvisningspåstand begrundet i manglende loyal interesse i en domstolsafgørelse blev ikke taget til følge.
U 1961/1045 H: Forudsætningsvis. En transformerforening havde i henhold til sine vedtægter adgang til at anbringe master m.v. på andelshavernes ejendomme mod at yde en erstatning herfor. Man traf herefter beslutning om at lade en ledning med master føre i lige linje over en andelshavers jord i stedet for langs en bugtet vej. Beslutning herom ansås for gyldigt truffet, idet det ikke var godtgjort, at beslutningen var båret af usaglige hensyn, eller at der herved var krænket nogen lighedsgrundsætning.
U 1956/48 H: En fagforenings generalforsamling besluttede, at medlemmer, der var slettet af arbejdsløshedskassen for svig, skulle betale et højere kontingent til fagforeningen end de øvrige medlemmer, der var medlem af kassen, nemlig svarende til disses bidrag til samme.
Antaget, at beslutningen herom var ugyldig som en ikke tilstrækkelig sagligt begrundet fravigelse af princippet om medlemmernes ligestilling. I denne forbindelse kunne der ikke lægges vægt på, at det slettede medlem havde undladt at fremsætte protest på generalforsamlingen, der traf beslutningen.
U 1961/291 ØL: Ifølge servitutter på nogle fra en strandgrund udstykkede parceller var grundejerne forpligtet til at være medlemmer af en grundejerforening, hvis indtægter i det væsentlige anvendtes til vedligeholdelse af veje. En grundejer opførte imidlertid en bygning, som anvendtes til
42
helårsbeboelse, medens de øvrige medlemmer kun brugte deres ejendomme til ophold under ferier, og i den anledning vedtog foreningen at pålægge helårsbeboere et betydeligt større kontingent end de øvrige medlemmer.
Antaget, at vedtagelsen ikke indebar en sådan sagligt ubegrundet forskelsbehandling, at den kunne tilsidesættes som uforbindende.
- Om retten til, at belastende beslutninger kun træffes efter overholdelse af en betryggende procedure (især rummende kontradiktion)
U 1950/877 H: Dansk Ingeniørforenings repræsentantskab tildelte et af foreningens medlemmer en alvorlig misbilligelse på grund af den pågældendes adfærd under besættelsen.
Udtalt, at under hensyn til, at foreningssagen kunne få væsentlig betydning for det pågældende medlem, bl.a. i kraft af dennes erhvervsmæssige interesser i allierede lande, burde en af ham udtrykkelig fremsat begæring om at få adgang til at udtale sig direkte over for repræsentantskabet, der skulle træffe afgørelse i sagen, være taget til følge. Da han endvidere havde bedt om, at afgørelsen måtte indeholde en vurdering pro et contra af hvert enkelt punkt i undersøgelsen, antoges han at have krav på, at beslutningen blev affattet således, at det kunne ses, hvilke bestemte forhold repræsentantskabet havde grundet misbilligelsen på. Endelig ansås 10 repræsentantskabsmedlemmers nærmere i dommen beskrevne adfærd at have været af en sådan beskaffenhed, at der i særlig grad kunne rejses tvivl om deres upartiskhed, hvorfor en fra medlemmets side i behørig tid fremsat indsigelse mod deres deltagelse i behandlingen ikke burde have været afvist. Under hensyn hertil ansås behandlingen af sagen at have lidt af sådanne mangler, at afgørelsen ikke antoges at stå ved magt som lovligt truffet.
- Om retten til at få retlige tvister med foreningen afgjort ad judiciel vej
U 1991/665 H: En forening af hesteavlere havde i sine vedtægter en klausul, som forpligtede medlemmerne til i påkommende fald at give afkald på at gå til de ordinære domstole med tvister og i stedet indbringe disse for en voldgiftsret, til hvem bestyrelsen udpegede 5 voldgiftsmænd, hvoraf mindst 1 skulle være jurist. Et medlem ville imidlertid ikke underkaste sig voldgiftsretten.
Udtalt, at vedtægtsbestemmelsens regel om sammensætningen af voldgiftsretten ikke gav den fornødne sikkerhed for en betryggende behandling og afgørelse af den foreliggende sag, hvis udfald var af væsentlig interesse for medlemmet. Uanset afkaldet på retten til at gå til de almindelige domstole ansås han derfor ikke afskåret fra at få sagen behandlet dér.
U 1988/97 ØL: I lovene for en brancheforening bestemtes det, at overtrædelser af samme og andre foreningsbestemmelser kunne indbringes for en permanent voldgiftsret, som bestod af tre medlemmer. Denne kunne idømme bøder på indtil 100.000 kr. til foreningens understøttelsesfond, ligesom den kunne pålægge erstatning og sagsomkostninger. Af rettens medlemmer skulle én være jurist, og de to andre skulle være medlemmer af foreningen - alle valgt på dennes årlige generalforsamling.
43
Antaget, at uanset et medlem på generalforsamlingen kunne øve indflydelse på voldgiftsrettens sammensætning, var denne sammensætning i en sag mellem foreningen og pågældende medlem om en betydelig bod for påstået ukollegial adfærd dog ikke betryggende, idet der var en risiko for, at et flertal af en således sammensat voldgiftsret ikke havde den fornødne upartiskhed. Foreningens begæring om udlæg hos et medlem for et af foreningsvoldgiftsretten pålagt betydeligt bødebeløb - 30.000 kr. - blev herefter nægtet fremme.
- Om værnet mod misbrug af interessen i medlemskab
Dispositioner, der indebærer et misbrug af et medlems væsentlige interesse i medlemskabet eller nødvendighed af samme, vil e.o. kunne tilsidesættes.
Domstolene har ofte måttet vurdere, om det, foreningen kræver som betingelse for optagelse, har en tilstrækkelig sammenhæng med det foreningsformål, hvorpå interessen i medlemskabet hviler.
Drejer det sig om fagorganisationer, antages denne nødvendige sammenhæng at være til stede med hensyn til pligten til medlemskab af en arbejdsløshedskasse. Det samme gælder i fagorganisationer e.o. deltagelse i visse pensions- og forsikringsordninger. Men her er tendensen ikke entydig. Også deltagelse i bidrag til politiske partier er ifølge retspraksis bygget på almindelige retlige overvejelser e.o. anset at falde inden for, hvad der kunne kræves. Men sådanne bidrag kan på den anden side næppe pålægges medlemmerne i en hvilken som helst udstrækning. Ifølge lov om private bidrag til politiske partier (lov nr. 404 af 13. juni 1990, ændret ved lov nr. 394 af 14. juni 1995) gælder endvidere specielt for arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger, der har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, som medlemmerne hører til, at disse foreninger skal tilsikre, at bidrag til politiske partier eller partipolitiske formål i øvrigt opkrævet over medlemskontingentet er frivilligt for det enkelte medlem. Medlemmer, der ønsker at blive fritaget for at betale sådanne bidrag, skal afgive en skriftlig erklæring herom i henhold til en i loven fastlagt procedure. Der må ikke ske uberettiget videregivelse af oplysninger om, hvem der er fritaget for betaling af bidrag eller har anmodet herom.
U 1948/830 H: Ifølge vedtægterne for en murermesterforening skulle medlemmerne foruden et fast kontingent betale en afgift på 4 pct. af udbetalt arbejdsløn, af hvilken en del anvendtes som tilskud til foreningens syge- og pensionskasser. I 1946 gennemførtes imidlertid en vedtægtsændring, i henhold til hvilken et medlem, der tillige stod i en anden arbejdsgiverorganisation og til denne betalte afgifter af sine herhen hørende arbejdere, skulle betale 2 pct. at denne arbejdsløn.
Udtalt, at det er et sundt og rimeligt princip, at personer, der driver forskellig virksomhed af nogen betydning, er tilsluttet de arbejdsorganisationer, som indgår overenskomster med de hos de pågældende beskæftigede arbejdere, og at der ikke til arbejdsorganisationernes normale formål bør kræves bidrag af flere organisationer til samme arbejdsløn. Vedtagelsen af 1946 tjente ikke til varetagelse af den pågældende organisations virksomhed som arbejdsgiverorganisation og antoges herefter at stride mod den ret, et konkret medlem havde som medlem af organisationen som arbejdsgiverorganisation, hvorfor den måtte tilsidesættes i forhold til medlemmet, efter at dette havde indmeldt sig i Cementindustriens Arbejdsgiverforening.
- Om værnet for retten til fri erhvervsudøvelse
44
Hvis medlemskabet er en nødvendighed for at kunne udøve erhverv, vil foreningen ikke uden vægtige grunde kunne pålægge medlemmerne restriktioner i den frie erhvervsudøvelse.
U 1954/905 ØL: En droschevognmand havde foruden sin drosche en bil, med hvilken han drev lillebilforretning. Han var ifølge sin droschebevilling forpligtet til at være medlem af "Korsør Taxa". Denne forening pålagde ham at undlade lillebilkørsel.
Antaget, at da det var nødvendigt, for at han kunne drive taxakørsel, at han var medlem af nævnte forening, kunne denne ikke gøre anden indskrænkning i hans ret til erhverv ved lillebilkørsel, end droschereglementet på bestillingskontoret lovligt hjemlede, og dette indeholdt ikke det i så henseende nødvendige forbud.
U 1948/1294 VL: Ifølge lovene for en lokal damefrisørforening skulle foreningens bestemmelse angående lukketider for medlemmernes forretninger overholdes. Foreningens generalforsamling besluttede på grundlag heraf, at forretningerne skulle holdes lukkede 14 dage en bestemt sommer.
Antaget, at denne beslutning var et så vidtgående indgreb i et medlems adgang til at drive forretning, at den i mangel af udtrykkelig hjemmel i lovene lå uden for generalforsamlingens beføjelser, hvorfor den ikke var bindende for det pågældende medlem, der ikke havde været til stede på generalforsamlingen, og som senere havde protesteret mod beslutningen.
- Om værnet mod beslutninger med tilbagevirkende kraft m.v.
Forandringer kan næppe gennemtvinges over for medlemmet med tilbagevirkende kraft. Tanken er således, at den, der er underkastet en forpligtelse, har krav på at kende denne, således at han kan indrette sig herefter. I konsekvens af dette princip synes der også at måtte kunne opstilles en sætning om, at forudsætningen for, at en medlemsforpligtelse kan gøres gældende, er, at den pågældende er behørigt underrettet om samme.
U 1911/139: En fagforening vedtog på generalforsamlingen, at foreningens bestyrelse skulle kunne idømme medlemmer, der uden tilladelse fra foreningen arbejdede ud over den fastsatte arbejdstid, bøder.
Antaget, at generalforsamlingen savnede beføjelse til denne vedtagelse i relation til et medlem, der ikke overværede generalforsamlingen, og som ikke, forinden han påbegyndte et sådant arbejde, havde været kendt med bestemmelsen på generalforsamlingen. Pågældende medlem ansås herefter ikke forpligtet til at indbetale det nævnte beløb.
4. Minoritetsbeskyttelsen i foreningsforhold
Definition Beskyttelsen af en minoritet, evt. et enkelt medlem, imod misbrug af flertalsmagten
Minoritetsbeskyttelsen følger af: 1) Aftalen med foreningen,
45
2) Medlemmets af foreningsaftalen uafhængige retskrav
3) Aftalerettens ugyldighedsregler
4) De ovenfor nævnte ufravigelige regler
Vedtægten
Medlemmet kan altid påberåbe sig vedtægtens regler som berettigende for sig
- Vedtægtshjemlede procedureregler
U 1997/662 ØL: En forening havde som hovedformål at drive et socialt samlingssted for de stedlige fiskere. En person, der blev ekskluderet af foreningen, anlagde nu sag mod denne vedrørende eksklusionens berettigelse. Den pågældende havde hverken direkte eller indirekte økonomiske eller andre væsentlige interesser i medlemskabet. Foreningen påstod derfor sagen afvist med henvisning til, at han ikke havde den fornødne retlige interesse i søgsmålet.
Udtalt, at fiskeren til støtte for sin påstand om eksklusionens ulovlighed gjorde gældende, at den ikke var sket i overensstemmelse med foreningens vedtægter. Selv om hans interesse i medlemskabet ikke kunne antages at være af økonomisk eller erhvervsmæssig betydning, fandtes han ikke at være afskåret fra at få prøvet, om eksklusionen var sket i overensstemmelse med vedtægterne. Afvisningspåstanden kunne derfor ikke tages til følge.
U 1987/793 H: I vedtægterne for en væddeløbsforening var det bestemt, at generalforsamlingen var foreningens øverste myndighed. Endvidere bestemtes det, at bestyrelsen under iagttagelse af en nærmere beskrevet formel fremgangsmåde kunne ekskludere et medlem. Efter at bestyrelsen havde foretaget en sådan eksklusion, bad den ekskluderede om at få denne disposition forelagt generalforsamlingen. Foreningen svarede imidlertid, at forslag til denne kun kunne fremsættes af medlemmer, og at ikke medlemmer ikke havde adgang til generalforsamlingen.
Antaget, at bestyrelsens beslutning om at fastholde eksklusion var en i formen gyldig beslutning, men at vedtægtsbestemmelsen ikke afskar generalforsamlingens kompetence i eksklusionssager, og at der i øvrigt ikke forelå noget, som medførte, at bestyrelsen havde enekompetence i disse sager. Der havde herefter været krav på at få eksklusionen behandlet på generalforsamlingen, ligesom den ekskluderede burde have været indkaldt og have haft adgang til denne. Ved at have afskåret denne mulighed fandtes foreningen at have tilsidesat så væsentlige retsbeskyttelseshensyn over for den ekskluderede, at eksklusionsbeslutningen allerede af den grund burde tilsidesættes som ugyldig.
U 1976/645 H: Efter at en bryggeriarbejder havde følt sig forulempet af en kollega, foranledigede han, at episoden blev rapporteret til arbejdsgiveren. Tillidsmanden henvendte sig herefter til ledelsen om sagen, og bryggeriarbejderen blev på denne baggrund afskediget, ligesom fagforeningen meddelte, at pågældende ikke mere kunne beskæftiges ved arbejde inden for foreningens område.
46
Antaget, at bryggeriarbejderen ved at klage havde overtrådt foreningens love og derved givet denne anledning til indskriden. En udelukkelse på ubestemt tid måtte imidlertid sidestilles med eksklusion, og en sådan sanktion ansås at gå ud over, hvad der efter forseelsens beskaffenhed var rimeligt og nødvendigt, ligesom sanktionen var blevet besluttet og iværksat uden iagttagelse af regler i lovene om fremgangsmåden ved behandling af klager. Foreningen blev herefter tilpligtet at anerkende, at bryggeriarbejderen kunne tage arbejde på virksomheder, hvor foreningen havde medlemmer beskæftiget, ligesom man blev tilpligtet at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, men ikke for tort.
- Vedtægtshjemlede regler og forudsætninger m.h.t. medlemmets materielle stilling
U 1984/678 ØL: Vedtægterne for en ejerforening fastslog, at foreningens formål var at administrere den pågældende ejendom og at varetage medlemmernes fælles interesser, herunder at sørge for, at vedligeholdelsen altid var forsvarlig. Vedtægten fastslog endvidere bl.a., at den udvendige vedligeholdelse skulle foretages af foreningen, mens den indvendige, som også omfattede fornyelse af vinduer, skulle foretages af de enkelte ejere.
Antaget, at et projekt til udskiftning af ejendommens vinduer med deraf følgende udgifter for de enkelte ejere til gennemførelse af vinduesfornyelse var omfattet af foreningens formål, hvorfor det gyldigt kunne vedtages på generalforsamlingen som fællesforanstaltning med bindende virkning for den enkelte ejer.
U 1980/306 ØL: Ved udstykningen af 260 parceller i 1967 blev der tinglyst en deklaration, hvorefter grundejerne havde pligt til at være medlem af grundejerforeningen. Ifølge dennes vedtægter var dens formål at varetage medlemmernes fælles grundejerinteresser, herunder særligt med hensyn til etablering af vand, vej og forsyning med elektricitet, administration af eventuelt fællesanlæg m.v. På en ekstraordinær generalforsamling i foreningen vedtoges det herefter med simpel majoritet at etablere et TV-fællesantenneanlæg, og der blev tinglyst en deklaration herom på de enkelte ejendomme. Et antal medlemmer hævdede imidlertid, at beslutningen herom ikke var bindende for dem.
Antaget, at ifølge den oprindelige deklaration om pligt til medlemskab og foreningens vedtægter faldt anlæg og drift af et TV-fællesanlæg uden for foreningens formål, således at det ikke kunne gennemføres uden samtykke af alle foreningens medlemmer. Herved bemærket, at medlemskabet var tvunget, samt at TV-fællesantenneanlæg allerede ved foreningens etablering ikke var usædvanligt, og at der ikke gives pålæg herom fra det offentlige.
U 1948/1294 VL: Ifølge lovene for en lokal damefrisørforening skulle foreningens bestemmelse angående lukketider for medlemmernes forretninger overholdes. Foreningens generalforsamling besluttede på grundlag heraf, at forretningerne skulle holdes lukkede 14 dage en bestemt sommer.
Antaget, at denne beslutning var et så vidtgående indgreb i et medlems adgang til at drive forretning, at den i mangel af udtrykkelig hjemmel i lovene lå uden for generalforsamlingens beføjelser, hvorfor den ikke var bindende for det pågældende medlem, der ikke havde været til stede på generalforsamlingen, og som senere havde protesteret mod beslutningen.
47
U 1984/657 ØL: Da der i en parcelhusbebyggelse blev konstateret utætheder i hustagene, henvendte en grundejer sig forgæves til grundejerforeningen, hvorefter han for egen regning lod sit tag udskifte. Senere vedtog foreningen imidlertid på generalforsamlingen mod protest bl.a. fra den pågældende husejer at opkræve et ekstraordinært kontingent med henblik på at få udarbejdet et ingeniørprojekt vedrørende de utætte tage.
Udtalt, at vedtægten ikke indeholdt hjemmel til at afholde udgifter af denne art, som alene var i en del af medlemmernes interesse, og som vedrørte forhold, det tilkom den enkelte grundejer at tage stilling til. Den pågældende husejer blev herefter frifundet for foreningens krav om betaling af ekstraordinært kontingent.
U 1980/1075 VL: Ifølge en andelsboligforenings vedtægter kunne afdelingsbestyrelsen vedtage udførelse af rimelige moderniseringsarbejder eller kollektive anlæg. Ifølge vedtægten kunne der holdes urafstemning, og ved en urafstemning, som bestyrelsen havde ladet afholde, vedtoges det på dette grundlag at tilslutte afdelingens lejligheder til et fællesanlæg. Dette medførte en forhøjelse af huslejen.
Antaget, at også en lejer, der ikke ønskede sig tilsluttet anlægget, måtte anerkende lejeforhøjelsen, idet vedtagelsen ikke stred mod foreningens vedtægter.
U 1926/672 H: Inden for en tempelorden opstod der nogle stridigheder angående udelukkelse af en af lederne, og denne udelukkelse kendtes ugyldig af retten. Herefter havde storlogen for den pågældende orden lukket nogle loger, som støttede den udelukkede leder, og denne lukning medførte, at de pågældende logers medlemmer ikke fik den begravelseshjælp, de var berettiget til af logernes opsparede midler.
Antaget, at lukningen af logerne ikke havde tilstrækkelig hjemmel i disses vedtægter, hvorfor lukningen var ugyldig.
U 1989/292 ØL: Efter at Socialpædagogernes Landsforbund på en ekstraordinær kongres havde besluttet at indmelde sig i Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed og i Folkebevægelsen mod EF, påstod et medlem af landsforbundet, at denne beslutning var ugyldig eller i hvert fald ikke gældende i forhold til ham. Indmeldelsen især indebar, at forbundet udtrykte støtte til de 2 foreningers formål og bidrog til deres virksomhed i økonomisk henseende. Der var tale om en indmeldelse af forbundet og ikke af dettes enkelte medlemmer, og indmeldelsen medførte ikke forpligtelser for den enkelte bortset fra et ubetydeligt økonomisk bidrag. Efter forbundets vedtægter havde det bl.a. til opgave at varetage medlemmernes interesser på det økonomiske og pædagogiske område.
Det ansås som led i varetagelsen af dette formål at kunne være hensigtsmæssigt og nødvendigt at tage stilling til spørgsmål af politisk karakter, og forbundets holdning til sådanne spørgsmål antoges at måtte fastlægges af dets kompetente myndigheder. Det måtte lægges til grund, at forbundets øverste myndighed havde anset dansk medlemskab af EF for at stride mod forbundets medlemmers interesser, og at denne myndighed havde skønnet, at indmeldelsen i Folkebevægelsen mod EF var hensigtsmæssig til imødegåelse
48
af de efter dets opfattelse uheldige virkninger af det danske EF-medlemskab. På denne baggrund var der ikke grundlag for at fastslå, at kongresbeslutningen var ugyldig på grund af manglende hjemmel i vedtægterne. Med hensyn til medlemskabet af Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed måtte det lægges til grund, at der inden for fagbevægelsen er en tradition for engagement i bestræbelser til fremme af international forståelse og sameksistens. Der ansås ikke i det oplyste at være grundlag for at antage, at indmeldelsen i Samarbejdskomitéen lå uden for de ved denne tradition angivne rammer for en lønmodtagerorganisations virke. Indmeldelsen kunne derfor ikke anses for ugyldig. Da indmeldelsen herefter var gyldig, kunne der ej heller gives medhold i den subsidiære påstand.
U 1973/487 H: Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund traf på et tidspunkt beslutning om gennemførelse af en obligatorisk gruppelivsforsikring.
Antaget, at et medlem ikke var berettiget til at udtræde af forsikringen og til at undlade at betale den del af kontingentet, som modsvarede forsikringspræmien. Herved udtalt, at det faldt inden for fagforbundets formål at gennemføre en fælles og alle medlemmerne omfattende ordning af denne art, som bidrog til at skabe økonomisk tryghed for dem.
U 1966/364 ØL: En grundejerforening havde til formål bl.a. at drage omsorg for vedligeholdelse af de private veje, der hørte under foreningens område. På en generalforsamling i foreningen blev der herefter truffet beslutning om, at udgifterne ved istandsættelse af vejene skulle fordeles mellem samtlige medlemmer. Visse medlemmer, hvis ejendomme grænsede ud til en offentlig vej, nægtede imidlertid at bidrage til denne udgift og gjorde herved gældende, at et sådant bidrag bl.a. under hensyn til bestemmelser i vejloven og kommunens vejvedtægt kun kunne pålægges ejerne af de grunde, der stødte ud til de private veje.
Antaget, at det ville stride mod foreningens formål ikke ligeligt at fordele udgifterne til de fælles veje på alle medlemmer. Tillige anført, at reglerne i vejloven og vejvedtægten, ifølge hvilke udgifter til vejvedligeholdelse og istandsættelse skulle fordeles mellem de tilstødende grundes ejere, ikke var til hinder for, at der ved privatretlige dispositioner blev truffet særlige ordninger vedrørende sådanne udgifters fordeling mellem ejendomme inden for bestemt afgrænsede områder.
U 1959/236 ØL: Optikerforeningen for Danmark vedtog ved lovændring oprettelse af et propagandafond med bidrag fra medlemmerne i forhold til deres grossistindkøb.
Dette fandtes bindende for et modvilligt medlem, idet vedtagelsen ikke efter sit indhold gik ud over, hvad foreningens formål og interesser berettigede generalforsamlingen til at fastsætte. Bemærket, at medlemmerne gennem bestyrelsens meddelelser var vel underrettede og orienterede om bestyrelsens hensigt forud for generalforsamlingen. De til propagandafondet beregnede udgifter og disses fordeling på medlemmerne medførte heller ikke så store udgifter, at en forudsætning for medlemskabet kunne siges at være bristet og berettige et medlem til øjeblikkelig udtræden, idet det måtte tages i betragtning ved bedømmelsen af udgifterne, dels at det tilsigtedes at tilføre medlemmet en større kundekreds gennem øget avertering og propaganda, dels at medlemmet
49
på grund deraf måtte antages at kunne reducere sine egne annoncer, i hvert fald i omfang, og derved opnå en besparelse. Den modvillige forpligtedes heller ikke af vedtægterne ud i fremtiden til deltagelse i en økonomisk betydningsfuld byrde, men kunne stadig med 3 måneders varsel til udgangen af et kvartal udtræde af foreningen mod alene betaling af sædvanligt kontingent og bidrag til propagandafondet indtil udtrædelsen.
U 1947/645 ØL: Efter at Keramisk Malerforening havde etableret en obligatorisk sygeforsikring, påstod et af medlemmerne sig fritaget for deltagelse i forsikringen under henvisning til, at denne lå uden for foreningens formål.
Udtalt, at en ordning som den omhandlede var indført inden for adskillige andre fagforeninger og ikke kunne siges at falde uden for foreningens formål efter naturlig og rimelig forståelse af foreningens love, som efter deres indhold sigtede på at varetage malernes faglige og økonomiske interesser.
U 1934/555 VL: På en ekstraordinær generalforsamling besluttedes det i Havnearbejdernes Fagforening i Nørresundby med basis i en henvisning i vedtægten til hovedforeningens vedtægter, der muliggjorde noget sådant mod protest fra visse medlemmer, at der skulle ydes et ekstrakontingent på 2 % af, hvad hvert enkelt medlem tjente ved havnearbejde, og at opkræve det i forbindelse med arbejdslønnens udbetaling, som skete til arbejdsformanden for samtlige arbejdere under ét.
Udtalt, at det vel lå inden for generalforsamlingens kompetence i fornødent fald at opkræve ekstrakontingent, uanset fagforeningsvedtægten ikke indeholdt udtrykkelige bestemmelser herom, men kun omtalte henvisning. Fastsættelse af ekstrakontingentet og påligning af samme måtte imidlertid ske inden for de rammer, som efter vedtægterne var fastsat for det ordinære kontingent, og under hensyn til vedtægtens udformning og til, at der ikke tidligere var opkrævet et procentvis bestemt ekstrakontingent af medlemmernes fortjeneste, måtte det antages, at der kun kunne fastsættes et bestemt beløb pr. medlem. Beslutningen fandtes herefter ugyldig.
U 1924/371 VL: En generalforsamling i en brugsforening besluttede at eftergive 1/4 af uddelerens gæld til foreningen.
Udtalt, at en disposition af det omfang og den art, der var tale om, havde karakter af gave, som ikke kunne træffes med bindende virkning for foreningen uden ved enstemmig vedtagelse af samtlige medlemmer.
Spm.: Har foreningen adgang til at tage nye opgaver op?
Afgørende er, om det, der tages op, falder inden for foreningens naturlige virksomhed.
Når ændrede forhold påberåbes som grundlag for nye initiativer, må imidlertid også ses på, hvorvidt disse ændringer var forudseelige ved formålsbestemmelsens formulering, idet aktivitetsudvidelser, der kunne forudses at blive aktuelle, uden at vedtægten er udformet under hensyn hertil, må antages at falde uden for, hvad der er adgang for foreningen til at engagere sig i.
I øvrigt vil også graden af medlemmets interesse i medlemskab spille en rolle. Er denne interesse stor, vil der således være anledning til større forsigtighed med at anerkende lovligheden af nye forpligtelser, der ligger uden for det formål, som
50
betinger interessen. Det samme gælder så meget des mere, hvor medlemskabet er tvungent.
Enkelttilfælde:
Udvidelse af den økonomiske risiko: Hvor foreningsdispositionen påfører medlemmer en væsentlig større økonomisk risiko, vil medlemmerne e.o. ikke være forpligtet til at affinde sig hermed.
Forøgelse af økonomiske bidrag, afholdelse af særlige udgifter: I mangel af udtrykkelig vedtægtsbestemmelse i modsat retning – herunder om hvad bidraget til foreningen nøjagtigt er – vil en almindelig forøgelse af det økonomiske bidrag til foreningen kunne finde sted i den udstrækning, hvori det er nødvendigt for at opretholde de sædvanlige foreningsaktiviteter. Gennem medlemskabet har medlemmerne jo som udgangspunkt anerkendt forpligtelsen til at understøtte foreningens aktuelle aktiviteter. Men det samme gælder antagelig meget langt løbende såvel som ekstraordinære bidrag til aktivitetsudvidelser, som har en naturlig sammenhæng med opfyldelsen af foreningens formål. Når det skal afgøres, hvorvidt en sådan sammenhæng er til stede, må der imidlertid i tvivlstilfælde ses på, hvad der i praksis er anset at falde under foreningsformålet og på størrelsen af det beløb, der er tale om. Et foreningsmedlem vil i øvrigt altid kunne modsætte sig afholdelse af udgifter til formål, der kolliderer med lovgivningen, og ofte også sådanne, som strider mod 3. mands ret.
Skærpelse af den ikke-økonomiske solidaritetsforpligtelse: Også udvidelse af forpligtelser, der ikke i første række er økonomiske, kan komme på tale. Er foreningens formål f.eks. at sikre medlemmerne indbyrdes ud fra konkurrencemæssige grunde, vil der i vid udstrækning kunne vedtages pligter for medlemmerne, som sigter på opnåelsen af dette formål.
Indgåelse af kollektive arbejdsoverenskomster: Ligger det inden for foreningens formål at afslutte kollektive arbejdsoverenskomster, må enkeltmedlemmer også affinde sig med de forpligtelser, indgåelsen af sådanne aftaler påfører dem.
Tilslutning til overordnede organisationer o.l.: Om minoritetsgrupper kan modsætte sig foreningens tilslutning til overordnede organisationer, afhænger rimeligvis bl.a. af, om de derved bliver tvunget til at underkaste sig aktiviteter uden for foreningens oprindelige formål, størrelsen af de dermed forbundne økonomiske forpligtelser m.v., alt efter de allerede foran udviklede retningslinjer.
De af vedtægten uafhængige retskrav
Enkeltmedlemmerne kan oparbejde individualkrav, der står uafhængigt af foreningsforholdet, og som derfor endog er resistente over for vedtægtsændringer. Sådanne krav vil naturligvis end mindre kunne rokkes af almindelige foreningsbeslutninger, som ikke opfylder kravene til beslutninger om vedtægtsændringer:
I almindelighed synes formodningen at være imod, at der foreligger et urørligt individualkrav, når kravet udspringer af pågældendes stilling som medlem. Konkrete
51
foreningsbeslutninger angående relationerne til et medlem vil således ikke skabe en kontraktmæssig ret for dette uafhængigt af fremtidige foreningsbeslutninger.
Vanskeligheden ligger imidlertid deri, at også rent kontraktlige relationer i forholdet mellem medlem og forening, som i og med deres kontraktlige karakter normalt vil ligge uden for foreningens rådighedsfære, når først kontrakten er indgået, ofte vil blive integreret i selve foreningsaftalen, såfremt de bliver aktuelle for mange af foreningens medlemmer (eventuelt i henhold til selve foreningsformålet). I så fald kan det være vanskeligt at eftervise, hvor langt foreningen har adgang til at disponere med bindende virkning for medlemmet iht. de foreningsmæssige styringsmekanismer.
Uigennemsigtigheden på dette punkt bliver ikke mindre af, at selve foreningsaftalen også undertiden efter sit indhold kan indebære, at der oparbejdes rettigheder for medlemmerne, som efter sagens natur må være uantastelige. F.eks. kan der nævnes krav på understøttelse muliggjort gennem længere tids medlemsbidrag. Udnyttelsen af konkrete medlemsrettigheder af forsikringsmæssig art kan således vanskeligt bringes til ophør gennem vedtægtsændring.
Fra retspraksis om spørgsmålet kan nævnes, at det er forekommet, at det økonomiske mellemværende mellem andelsforeninger og deres medlemmer er blevet anset for urokkeligt. Ligeledes er det e.o. antaget, at der kan opstå et urørligt krav i konsekvens af en foreningsbeslutning over for et tidligere medlem efter det tidspunkt, hvor han eller hun har forladt foreningen. Endelig har domstolene nægtet at anerkende ændringer i forsikringsvilkårene hos forsikringsforeninger, så længe medlemmet endnu ikke har kunnet udtræde af foreningen.
U 1881/1134: Antaget, at generalforsamlingen i en assuranceforening ikke ved flertalsbeslutning kunne berøve de enkelte deltagere i foreningen de dem efter tidligere regler kontraktmæssigt tilkommende rettigheder, medmindre i al fald der blev sat sådan en frist på beslutningens ikrafttræden, at den pågældende kunne udtræde af foreningen forinden.
Aftalelovens § 36 samt lov og ærbarhed
I øvrigt gælder der et almindeligt forbehold for "lov og ærbarhed" samt formuerettens generalklausul som udtrykt i aftalelovens § 36. I henhold hertil må det, medlemmet afkræves, ikke være urimeligt. Heraf vil f.eks. følge, at medlemmet ikke via medlemskabet kan forpligtes at bidrage til retsstridige aktiviteter (f.eks. kan et fagforeningsmedlem ikke tvinges til at bidrage til overenskomststridige aktiviteter på andre områder). End mere følger det, at foreningen næppe vil kunne pålægge medlemmet forpligtelser, som kolliderer med forpligtelser, foreningen selv allerede har over for 3. mand. Såfremt foreningens myndigheder beslutter at bidrage til ulovlige formål, og dispositionen anfægtes af et medlem, vil der evt. kunne blive tale om personligt ansvar for foreningsledelsen for den udgift, der gennem beslutningen er påført foreningen uden for det tilladelige.
U 1998/281 H: Pr. 1. januar 1991 stiftedes Byggeriets Arbejdsgivere (BYG) gennem en fusion af fire arbejdsgiverorganisationer, herunder Danske malermestre, men i juni 1991 udmeldte samtlige 72 lokale malerforeninger sig af BYG og genstiftede Danske Malermestre i september samme år. Denne organisation havde ved fusionen indskudt et betydeligt beløb i BYG's hjælpefond, som var oprettet ifølge Dansk Arbejdsgiverforenings love. Hjælpefondens midler skulle være til rådighed for understøttelse af virksomheder i forbindelse med faglige konflikter. Efter genstiftelsen gjorde
52
Danske Malermestre krav på at få en andel af BYG's hjælpefond, uagtet det fremgik af BYG's vedtægter og af reglerne for hjælpefonden, at udtrædelse ikke medførte krav på andel i formuen.
Antaget, at Danske Malermestre havde et sådan krav, idet der fandtes at foreligge så ganske særlige omstændigheder, så at de nævnte bestemmelser ikke burde afskære foreningen herfra jf. aftalelovens § 36. BYG's samlede egenkapital pr. 31. december 1991 inklusive hjælpefonden var ca. 43 millioner, hvilket var væsentligt mindre end hjælpefondens bogførte størrelse, og Danske Malermestres krav måtte begrænses til en andel af egenkapitalen, som fastsattes skønsmæssigt til 7 millioner. Der lagdes ved afgørelsen vægt på, AT vedtægtsbestemmelserne, der afskar krav på andele ved udtræden, ikke kunne antages at have en situation som den foreliggende for øje, samt AT BYG's bestyrelse efter at reglerne for hjælpefonden havde hjemmel til at tillade udbetaling af en andel "hvis udtrædelsen skyldes overflytning til en anden hjælpefond inden for DA", og AT en afvisning af Danske Malermestres krav i den foreliggende ekstraordinære situation vil medføre et urimeligt økonomisk resultat.
Særligt om beslutninger med karakter af vedtægtsændringer
Problemet omkring minoritetsbeskyttelsen er jævnlig opstået i forbindelse med vedtægtsændringer. Her skal man – også i lyset af de ufravigelige foreningsretlige regler - være opmærksom på følgende:
1. Medlemmets væsentlige forudsætninger for medlemskabet. Et flertal kan ikke gennem vedtægtsændring sætte sig aldeles ud over foreningens formål. Den grænse for foreningens elasticitet, som ud fra et forudsætningssynspunkt kan drages i relation til foreningsformålet, kan formentlig endvidere drages i relation til andre af vedtægtens bestemmelser.
Generelt synes det således f.eks. at være udelukket at via vedtægtsændring at pålægge medlemmerne økonomiske forpligtelser, som er helt ude af proportioner til, hvad der kunne forventes ud fra den oprindelige vedtægt. Ved vurderingen af, hvor langt vedtægten kan ændres med økonomiske konsekvenser for medlemmerne, må det imidlertid tages med i betragtning, om foreningen f.eks. står i en af omstændighederne og udviklingen nødvendiggjort omstruktureringsfase. At foreningsforholdet ikke kan opretholdes i sin oprindelige form under væsentligt ændrede ydre forudsætninger, turde i almindelighed være forudseligt for medlemmerne.
Der er også andre punkter, hvor de vedtægtsmæssige medlemsrettigheder ikke uden videre kan forringes. I så henseende synes der f.eks. at kunne opstilles en sætning om, at forudsætningerne for selve et medlems tilknytning til og beslutningsgrundlaget i foreningen i reglen ikke kan forrykkes, uden at medlemmerne har haft lejlighed til at tage deres stilling op til revision på det grundlag, de oprindelig har tilsluttet sig. Således vil det være naturligt e.o. at nægte at anerkende mere restriktive udmeldelsesregler eller at anerkende vedtægtsændringer med tilbagevirkende kraft, og muligvis også at anerkende en udvidet hæftelse for foreningens gæld. Måske er det i det hele muligt at antage, at ændringer, der er afgørende for medlemmerne, ikke kan være bindende for disse førend til udløbet af de terminer, til hvilke de kan udtræde af foreningen. I så henseende kan f.eks. nævnes den stemmeret, som i henhold til vedtægterne tilkommer medlemmerne. Således synes der at skulle meget stærke grunde til at forrykke de enkelte medlemmers stemmevægt i forhold til hinanden uden samtykke fra alle interesserede.
53
U 1927/617 H: Antaget, at en beslutning om at ændre stemmevægten, således at denne ikke længere skulle udøves i forhold til antallet af andele, var ugyldig.
U 1968/424 H: Ændring af en vedtægtsbestemmelse om forringelse af en medlemsgruppes repræsentation imod pågældende gruppes stemmer var ugyldig.
U 1993/721 H: Antaget, at enstemmighed var nødvendig for gyldigt at ændre vedtægterne i et andelsselskab med karakter af salgsforening således, at medlemmer, der ikke opfyldte et krav om et vist mindstesalg det foregående kalenderår, ikke mere skulle have stemmeret på generalforsamlingen, ikke skulle kunne fremsætte forslag på denne og heller ikke var valgbare til bestyrelsen.
Ligeledes kunne nævnes pligten til ligebehandling af medlemmerne, som almindeligt antages som et "naturale negotii" til foreningsaftalen, ikke uden videre kan ændres af en majoritet. I al fald synes et mindretal at måtte kunne modsætte sig vedtægtsændringer, der indebærer urimelige fordele for enkelte medlemsgrupper på andre gruppers bekostning, eller som klart er gennemført i andre interesser end dem, der falder inden for foreningsformålet.
2. Misbrug af interessen i medlemskab. Har medlemmet en væsentlig interesse i det pågældende organisationsformål, kan dette formål ikke varetages på en måde, der indebærer et misbrug af interessen i medlemskabet. Derfor vil det ikke være muligt gennem en vedtægtsændring at pålægge den pågældende i kombination med deltagelsen i dette formål at bidrage til helt uvedkommende aktiviteter – eller til at deltage under omstændigheder, som på anden måde påfører medlemmet en unødvendig ekstraforpligtelse i forbindelse med varetagelse af formålet.
U 1948/830 H: Arbejdsgiverorganisation kunne ikke på tværs af enkeltmedlemmer vedtage en kontingentordning, der reelt indebar, at der skulle betales bidrag for arbejdskraft, i relation til hvilken de faglige interesser varetages af en anden arbejdsgiverorganisation.
3. Ufravigeligt krav på medlemskab. Er interessen i medlemskabet så stor, at der antages et af foreningens beslutningsorganer uafhængigt krav herpå, tilsiger netop antagelsen af dette krav, at det ej heller gennem vedtægtsændringer er muligt at afskære eller ophæve medlemsmuligheden i relation til dem, hos hvem interessen har den for antagelsen af det obligatoriske medlemskrav nødvendige styrke.
4. Begrænsninger i erhvervsfriheden. En alment anerkendt retssætning går ud på, at borgerne har ret til at betrygge deres eksistens gennem erhvervsmæssig udfoldelse. Vedtægtsændringer, der på urimelig måde begrænser medlemmernes erhvervsfrihed, vil i konsekvens heraf kunne tilsidesættes.
54
U 1927/699 VL: Under henvisning til aftalelovens § 38 tilsidesattes en foreningsvedtægt, hvorefter medlemmerne kun måtte indgå kompagniskab på de af foreningen anerkendte kontrakter – der i øvrigt heller ikke måtte ændres uden foreningens samtykke.
5. De af foreningsvedtægten uafhængige kontraktkrav. Et helt specielt problem kan ligge i de ovenfor nævnte uopløselige individualkrav fra de enkelte deltagere oparbejdet på grundlag af et kontraktindhold, der e.o. anses tilvejebragt sideordnet med, men dog i en eller anden forbindelse med medlemskabet. Foreningen kan således have indgået en af de normale foreningsmæssige styringsfunktioner uafhængig aftale med medlemmet. En sådan aftale kan ikke bringes ud af verden gennem vedtægtsændring.
U 1952/103 H: Et medlem var her i 1928 udtrådt af en fagorganisation, men forblev i henhold til en bestemmelse i dennes vedtægt som nydende medlem af organisationens sygekasse, hvis medlemmer havde krav på en vis sygehjælp pr. dag uafhængigt af deres økonomiske forhold. I 1949 ændredes vedtægterne imidlertid således, at der ikke kunne oppebæres sygedagpenge, såfremt den pågældende under sygdom oppebar indtægter svarende til fagets gennemsnitsløn. Denne vedtægtsændring blev af retten anset for uforbindende for medlemmer, der havde gjort brug af den oprindelige vedtægtsbestemmelse.
Beslægtet hermed er tilfælde, hvor visse vedtægtsbestemmelser er således konkret begunstigende for enkelte medlemsgrupper, at de ikke blot udgør en bestemmende forudsætning for disses tilslutning til foreningen, men også er blevet til en af de øvrige medlemmer uafhængig ret. I det hele kan man måske ud fra tankegange af denne art ikke se bort fra, at et oprindeligt vedtægtsgrundlag har været så væsentligt for de oprindelige deltagere, at det ikke kan berøves disse – hvorimod nye deltagere måske må affinde sig med ændringer.
6. Indgreb i privatsfæren. Det kan forekomme, at foreningens virksomhed overlapper medlemmernes privatsfære. Dette giver ikke foreningen adkomst til at gribe ind i denne uden klar hjemmel herfor i formålsbestemmelsen. Sådanne problemer kan til eksempel opstå med henblik på udøvelsen af den ejerråden, der tilkommer medlemmerne af en ejerlejlighedsforening.
7. Foreninger, der løser offentlige opgaver. Fremdeles må det antages, at foreninger, der medvirker til løsningen af offentlige, forvaltningsmæssige opgaver, ikke lovligt vil kunne foretage vedtægtsændringer, der indebærer et brud med den offentlige rets grundlæggende principper (herunder f.eks. om ligebehandling, saglig behandling m.v.).
8. Strid med lov og ærbarhed. Endvidere må vedtægtsændringen naturligvis ikke tilsigte et resultat, der er i strid med lov eller ærbarhed (f.eks. indebære en racediskriminering, der kolliderer med straffeloven, bidragsbetaling til ulovlige formål o.s.v. ).
55
9. Kundgørelse. I øvrigt vil en vedtægtsændring formentlig først forpligte et medlem, såfremt den ved siden af selve vedtagelsen på generalforsamlingen kundgøres (typisk ad foreningens normale kommunikationskanaler til medlemmerne).
Jf. den tidligere nævnte U 1911/139 om en almindelig foreningsbeslutning.
10. I øvrigt gælder formuerettens generalklausul som udtrykt i aftalelovens § 36. I henhold hertil må det, medlemmet afkræves, ikke være urimeligt. Heraf vil f.eks. følge, at medlemmet selv ikke via vedtægtsændring kan forpligtes at bidrage til retsstridige aktiviteter (f.eks. kan et fagforeningsmedlem ikke tvinges til at bidrage til overenskomststridige aktiviteter på andre områder). End mere følger det, at foreningen næppe vil kunne pålægge medlemmet forpligtelser, som kolliderer med forpligtelser, foreningen selv allerede har over for 3. mand. Såfremt foreningens myndigheder beslutter at bidrage til ulovlige formål, og dispositionen anfægtes af et medlem, vil der evt. kunne blive tale om personligt ansvar for foreningsledelsen for den udgift, der gennem beslutningen er påført foreningen uden for det tilladelige.
5. Stiftelse, ændring og opløsning af foreninger
Stiftelse
En forening stiftes ved, at de personer, som ønsker at oprette den – stifterne - aftaler en foreningsvedtægt og tegner sig som medlemmer. Juridisk set kommer foreningen til eksistens fra det øjeblik, stifterne aftaler.
I praksis kan de evt. få initiativtagerne vælge at rundsende den vedtægt, de har besluttet, til andre muligt interesserede. I forbindelsen kan der oplyses om, hvorledes man rent praktisk slutter sig til foreningen. Dette kan f.eks. ske ved returnering af en underskrift på, at man ønsker medlemskab, eller derved at der indbetales et kontingent til foreningens konto i et pengeinstitut.
Da der imidlertid let kan dukke forslag til forbedringer af vedtægten op, er det normalt, at der blot rundsendes et forslag til vedtægt med besked om tid og sted for et regulært stiftelsesmøde – altså en ”stiftende” generalforsamling. På denne kan deltagerne så tale om tingene, udforme vedtægten i endelig skikkelse, vælge den første bestyrelse og registrere de mødedeltagere som medlemmer, der ønsker at være med fra starten.
Ændringer
Vedtægtsændringer kan i princippet hidføres på to forskellige måder:
- For det første kan vedtægten formelt ændres.
- For det andet kan foreningens styringsorganer (bestyrelsen og generalforsamlingen) i det daglige forvalte foreningen på en sådan måde, at det oprindelige grundlag forskydes. Som det fremgår ovenfor kan den faktiske praksis for, hvordan foreningen drives, således hen ad vejen antage karakter af stiltiende vedtægt. Sådan praksis – altså ny stiltiende foreningsaftale - kan endog fortrænge ældre udtrykkelige vedtægtsregler. Ændret praksis for forvaltningen af foreningen, bliver praksis med andre ord juridisk set også det formelt set gældende retsgrundlag. På den måde kan anvendelsen og e.o. også forståelsen af en gammel vedtægt flytte sig ikke så lidt.
Det er naturligvis bedst at få tilpasset vedtægtens formelle ordlyd, så denne kommer til at svare til de ændringer, der ønskes indført. Foreningsvedtægter indeholder derfor ofte specifikke regler om, hvordan de kan ændres. Ofte kræves således en særlig
56
fremgangsmåde iagttaget - f.eks. vedtagelse med kvalificeret majoritet (altså et flertal på mere en blot én over halvdelen – f.eks. 2/3 eller 3/4 flertal) og eventuelt tilslutning fra to på hinanden følgende generalforsamlinger. Undertiden kræves også på disse et mindste fremmøde blandt medlemmerne. Evt. angives det også, at der skal udsendes et formelt ændringsforslag til medlemskredsen en vis tid forinden – men dette vil selv i mangel af sådan forskrift følge af uskrevne foreningsretlige regler om generalforsamlingens kompetence.
Selv om vedtægten måtte savne bestemmelser om, hvorledes den ændres, kan den imidlertid ændres. I så fald gælder blot reglerne om generalforsamlingens almindelige kompetence. Sagt på en anden måde: Så kan foreningen ændres på den måde, at generalforsamlingen beslutter sig for en ændring på samme måde som forsamlingen træffer andre beslutninger træffes – dvs. normalt med almindelig stemmeflerhed.
Der er imidlertid visse yderste grænser for, hvilke ændringer evt. modvillige medlemmer skal tåle. Se i det hele ovenfor om minoritetsbeskyttelsen.
Sammenlægning af foreninger (fusion)
En særlig form for ændring er det tilfælde, at to foreninger sammenlægges (fusionerer).
En sådan fusion kan f.eks. have den form, at én forening overtager medlemmerne i en anden, som herefter forsvinder, dvs. afvikles iht. de nedenfor opridsede normale regler. Dette giver for så vidt ingen juridiske komplikationer. Fusionen kan imidlertid også gennemføres på den måde, at begge foreninger ændres således, at de fortsætter under ét med samme vedtægt (sammensmeltning). Her er der altså tale om, at de to foreninger begge beslutter at fortsætte aktiviteterne, blot under én (fælles) vedtægt og som én samlet juridisk person. De konkrete forhold vil være afgørende for, hvilken fusionsmodel der bør vælges.
Såfremt en foreningsvedtægt ikke siger noget om, hvordan der skal forholdes ved fusion, kan en sådan normalt gennemføres på samme måde som andre vedtægtsændringer.
Medlemmerne af de hidtidige foreninger vil normalt have et retligt krav på at fortsætte også under de nye rammer. De hidtidige foreningers kreditorer og eksterne aftaleparter kan imidlertid modsætte sig, at forpligtelserne overtages af den nye (fusionerede) forening, hvis ikke denne er både villig og i stand til at dække forpligtelserne i mindst samme omfang som den tidligere. Dette indebærer, at de respektive bestyrelser i de fusionerende foreninger skal passe på ikke at gennemføre en fusion på tværs af sådanne eksterne parters interesser, idet bestyrelsesmedlemmerne i så fald vil kunne blive personligt ansvarspådragende.
Deling af foreninger På samme måde kan en forenings højeste myndighed dele (fissionere) foreningen, således at der kommer flere selvstændige juridiske personer ud af det.
En sådan deling kan ske på forskellig måde:
Almindelig fission
Opstår der grundliggende uoverensstemmelser mellem medlemsgrupperne, kan der ske en målrettet, formel opdeling af foreningen, herunder således at foreningsaktiverne fordeles til de nye foreninger.
57
En sådan fission må besluttes af foreningens højeste myndighed, generalforsamlingen, der i forbindelsen også tage stilling til, efter hvilke (saglige) kriterier, formuen skal fordeles.
Når foreningsformålet fremtidig skal varetages af flere foreninger, der hver især har relation til forskellige af medlemsgrupper i den gamle forening, og som evt. endog indretter sig i indbyrdes afvigende former, må det kræves, at beslutningen tages efter reglerne om vedtægtsændringer. Det gælder også selv om vedtægterne for den eller de fortsættende foreninger formelt ikke får en væsentlig anden ordlyd end i den gamle forening.
I øvrigt skal man være opmærksom på, at en almindelig fission kan skabe problemer i forholdet til den hidtidige forenings kreditorer og aftaleparter. Udgangspunktet er således, at deltagerne i fissionen ikke ensidigt ved at beslutte denne kan frigøre sig fra deres hidtidige forpligtelser. Man kan derfor blive nødt til at sikre sig, at fissionen også er spiselig for kreditorerne mv.
Fission efter eksklusion eller udmeldelse
En ”fission” kan også være den praktiske følge af, at en medlemsgruppe ekskluderes eller udmelder sig og danner en ny, tilsvarende forening så at sige fra bunden.
Når fissionen sker på den måde, vil der som regel ikke opstå andre problemer end dem, som normalt knytter sig udmeldelser og eksklusioner. De medlemmer, der har forladt den gamle forening, vil således som udgangspunkt heller ikke mere have noget med den at gøre. De får altså ikke andel i dens aktiver, men hæfter på den anden side ikke for dens gæld.
Man skal dog være opmærksom på, at udtrådte medlemmer ikke i alle tilfælde bliver frigjort fra de forpligtelser, der påhvilede dem gennem medlemskabet.
FV af 30/9 1966: Udtalt i forbindelse med en splittelse af en chaufførorganisation, at det er den almindelige arbejdsretslige regel, at kollektivt udmeldte medlemmer af en fagforening fortsat er forpligtede i henhold til de før udtrædelsen af organisationen gældende overenskomster, så længe disse fortsat er gældende. Som et korrelat hertil gjaldt det efter opmandens opfattelse, at de også fortsat er berettigede i henhold til overenskomsten, således at de for eksempel ikke systematisk kan forbigås ved ansættelse eller kollektivt afskediges på grund af deres udtræden. I relation til en indgået eksklusivklausul i den oprindelige overenskomst til fordel for den oprindelige organisation udtalte opmanden, at der til en vis grad forelå bristende forudsætning for klausulen.
Heller ikke udmeldelse, som i realiteten udgør et forsøg på omgåelse af den hidtidige forenings forpligtelser, har naturligvis nogen virkning over for foreningens aftaleparter og kreditorer.
Uregelret fission
Endelig kan fission opstå som resultat af, at en større eller mindre gruppe medlemmer kommer uoverens med resten - om f.eks. vedtægtsændringer. Man skilles i vrede under uklare omstændigheder på en generalforsamling - hvorefter der opstår tvivl om, hvem der overhovedet retteligt er foreningen. I modsætning til de tilfælde, hvor uoverensstemmelsen udmønter sig i en formel udtræden af en af de stridende grupper, vil situationen her være den, at begge grupper gør krav på at udgøre foreningen.
58
En konflikt af denne art må afgøres ad rettens vej, således at det fastslås, hvem der lovligt repræsenterer den hidtidige forening, og hvem der følgelig kan hæve på dens bankkonto. Falder afgørelsen ud på en anden måde, end de på domstidspunktet faktiske besiddelsesforhold tilsiger, vil den kreds, der anerkendes lovlig foreningsledelse, evt. kunne opnå hjælp fra Kongens foged til at blive fysisk indsat i foreningens lokaler, til at få udleveret dens aktiver m.v. Den kreds, der taber sagen, vil derimod stå uden andre aktiver end dem, de selv har opbygget, efter at parterne er skiltes – og i øvrigt kun under forudsætning af, at der er tale om klart udskillelige goder.
Foreningens opløsning
Ophørsmåder
En forening kan ophøre på flere måder. Den kan f.eks. bryde økonomisk sammen – foreninger kan således erklæres konkurs efter samme regler, som gælder for enkeltpersoner. Endvidere kan den ophæves ved dom, hvis dens formål er lovstridigt eller samfundsskadeligt, eller der er god grund til at frygte, at den vil bruge ulovlige metoder. Det kan også være, at foreningen de facto forsvinder efter at have gennemlevet en gradvis hensygnen - aktiviteterne ophører, og til sidst tilbagestår blot den tomme skal, en uvirksom bestyrelse, ja måske blot en del af en bestyrelse. På et tidspunkt i en sådan udviklingsproces vil foreningen have mistet så meget af sit indhold, at den juridisk set er ophørt med at eksistere.
Det mest almindelige er imidlertid, at foreningen ophører iht. en formel beslutning i foreningen.
Ordinært ophør
Oftest vil foreningsvedtægterne fastlægge, hvorledes foreningens opløsning skal besluttes, og hvilken procedure der i øvrigt skal følges i denne forbindelse. Oftest er reglerne for opløsning strammere end reglerne om ændring af foreningsvedtægten. F.eks. kan det være bestemt, at der skal finde en urafstemning sted (altså en udsendelse til samtlige medlemmers stillingtagen), om at opløsningen skal vedtages af en særligt stor majoritet på generalforsamlingen – evt. blandt samtlige medlemmer og ikke blot blandt de fremmødte - og/eller vedtagelse af flere på hinanden følgende generalforsamlinger med en vis tidsmæssig indbyrdes afstand.
Bestemmelser af denne art sigter på at sikre, at der er en solid opslutning bag et så alvorligt skridt, som jo kan betyde væsentligt afbræk for medlemmerne. Tillige sikrer en stram opløsningsbestemmelse imod, at det med medlemmernes bidrag møjsommeligt opbyggede foreningsapparat og formuen ikke uden, at der er en særdeles god grund sættes ind i et formåls tjeneste, som er helt anderledes end det oprindelige.
Indeholder vedtægterne ingen særlige bestemmelser om opløsning, kan foreningens højeste myndighed som almindelig regel beslutte denne efter de gældende regler om vedtægtsændringer. Er der ingen forskrift om, at der skal en kvalificeret majoritet til at ændre vedtægten, kan nedlæggelsen altså vedtages med simpel stemmeflerhed.
Virkningen af det ordinære ophør
I forbindelse med opløsningen skal foreningens aktiver – pengebeholdning, papirer, fast ejendom eller hvad det nu måtte være - fordeles.
Aktiverne tilhører så at sige foreningsformålet og kan derfor ikke bare deles ud til medlemmerne. Som regel bestemmer vedtægterne derfor, hvad der skal ske med værdierne ved foreningens opløsning – f.eks. at de skal overføres til en forening med
59
beslægtet formål eller til almennyttige formål. Savnes sådan bestemmelse, må den opløsende generalforsamling beslutte, hvad der skal ske. Der kan ikke siges noget generelt om, hvilke kriterier der skal lægges til grund for en sådan beslutning, men usaglige begunstigelser af en enkelt eller enkelte medlemsgrupper vil dog næppe være lovlige.
I øvrigt kan den sidste bestyrelse ikke regne med at frigøre sig fra foreningens bestående forpligtelser ved at opløse foreningen, idet bestyrelsen da e.o. vil hæfte personligt for at aktiverne ikke deles ud til højre og venstre, førend alle forpligtelser er opfyldt.
Ophørstidspunktet
Formelt set vil foreningsforholdet falde væk ved beslutningen herom eller til det (senere) tidspunkt, der besluttes. Fra dette øjeblik ophører den selvstændige juridiske person principielt at eksistere og dermed også retsvirkningerne af dens eksistens.
Den praktiske afvikling
Bestyrelsens beføjelse til at disponere for foreningen i det daglige rækker ikke uden videre til at foretage af en praktisk afvikling af foreningen, herunder af dens forpligtelser og fordeling af dens aktiver. I mangel af vedtægtsmæssig regel om, hvem der skal forestå afviklingen må generalforsamlingen derfor tage stilling til, hvem der skal have ansvaret herfor. Man kan herunder vedtage at lade et til formålet nedsat særligt afviklingsudvalg tage sig af sagen.
6. Erhvervelse og forlis af medlemskab
I de fleste tilfælde kræver medlemskab en formel indmeldelse.
Normal indmeldelse
Såvel fysiske som juridiske personer (f.eks. andre foreninger, fonde, stiftelser eller erhvervsdrivende selskaber) kan være medlemmer af en forening. Den nærmere afgrænsning af medlemskredsen vil normalt fremgå af vedtægten. Denne vil normalt også sige noget om, hvorledes indmeldelse formelt finder sted. Evt. har bestyrelsen i den forbindelse adgang til at vurdere, om medlemsbetingelserne er opfyldt
Medmindre andet er foreskrevet i vedtægten – f.eks. om at fuldt medlemskab først opnås efter en vis tid - vil medlemskabet være en realitet når indmeldelsen kommer frem til foreningens adresse.
Medlemmet bliver registreret i et medlemsregister. Foreningen må efter personoplysningsloven ikke benytte oplysningerne fra dette register til uvedkommende formål.
Retten til optagelse
Ofte vil vedtægterne præcisere de nærmere krav til den optagelsessøgende, f.eks. mht. bopæl, erhverv o.l. Herudover skal han naturligvis opfylde de krav, der følger af foreningsformålet.
Som udgangspunkt, afgør foreningen selv, hvem den vil have som medlem. Hvis det er en velfærdssag at kunne blive medlem, antager domstolene imidlertid, at der er et retskrav på optagelse – se ovenfor om de ufravigelige foreningsretlige principper. I relation til sådanne foreninger er det altså uden betydning for kravet på optagelse, om denne har hjemmel i vedtægterne. Blot skal den optagelsessøgende underkaste sig de vilkår og forpligtelser, der gælder for andre medlemmer – herunder f.eks.
60
kontingentpligten. Nægtes optagelse i disse tilfælde, vil foreningen ifalde erstatning for det tab, den afviste lider i anledningen.
Efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet (diskriminationsloven) må forskelsbehandling – herunder optagelsesnægtelse – heller ikke finde sted på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. En tilsvarende regel findes i kønsligebehandlingsloven.
Udmeldelse
Findes ingen vedtægtsregel om udtræden, kan medlemmet udmelde sig med et efter omstændighederne passende varsel – evt. helt uden varsel.
Foreningsvedtægterne siger imidlertid i reglen noget om, hvordan udmeldelse sker. I foreninger, hvor medlemskabet er frivilligt, kan udmeldelse som regel ske på et hvilket som helst tidspunkt. Undertiden kræves imidlertid en vis opsigelsestid, eller udmeldelse kan kun finde sted til et regnskabsårs afslutning el. lign. Som udgangspunkt vil sådanne forskrifter om udmeldelsesterminerne og andre begrænsninger i udmeldelsesadgangen kunne kræves respekteret. Medlemspligterne skal med andre ord overholdes indtil den formelle udtræden. Undtagelse heri gælder kun, hvis foreningen ikke selv overholder sine forpligtelser over for medlemmet. I så fald har dette lov til at træde ud omgående uanset hvad vedtægten siger.
Efter medlemsforholdets opløsning ophører medlemmets pligter og rettigheder i relation til foreningen. Kontingent for perioden indtil udtrædelsen kan imidlertid eventuelt inddrives ad rettens vej
Eksklusion
Et foreningsmedlem kan udelukkes (ekskluderes) efter de regler, vedtægten opstiller herom. Det kan f.eks. ske i konsekvens af, at medlemmet ikke betaler sit kontingent, eller at pågældende handler illoyalt over for foreningen. Selv om vedtægten ikke formelt giver foreningen ret til at ekskludere et medlem i sådanne tilfælde, er denne mulighed til stede.
Den i vedtægten anviste fremgangsmåde – som f.eks. kan være, at eksklusionen skal bekræftes af generalforsamlingen - må imidlertid overholdes. Domstolene er også tilbøjelige til at tolke foreningsvedtægterne på den måde, at der foreningen skal følge en betryggende fremgangsmåde. De vil f.eks. ofte tolke vedtægten på den måde, at medlemmet skal have lejlighed til at forsvare sig over for den foreningsinstans, der beslutter eksklusionen.
Hvis det efter den pågældende forenings art er en velfærdsag at være medlem af den, antager domstolene endvidere foreningens mulighed for at skille sig af med et medlem er i særlig grad begrænset – uanset hvad vedtægten siger om foreningens adgang til at udelukke et medlem. I givet fald tilsidesætter de således eksklusionen som ugyldig og tillægger den ekskluderede erstatning for det tab, pågældende måtte have lidt i anledning af den uberettigede eksklusion. Se ovenfor om de ufravigelige foreningsretlige principper.
Det, domstolene ser på, når det afgøres, om eksklusion af en sådan forening er lovlig, er groft sagt, om den har saglig grund og er besluttet under iagttagelse af en betryggende fremgangsmåde.
Saglig eksklusionsgrund er f.eks. kontingentrestance, ubeføjet modarbejdelse af foreningsformålet (f.eks. usolidarisk optræden), medlemmets tilsidesættelse af foreningsvedtægten i øvrigt, nægtelse af at følge ulovlige påbud og anvisninger mv.
61
Men det er ofte en meget vanskelig afgørelse, om medlemmets forhold er så groft, at eksklusion er berettiget.
7. Medlemspligter og -rettigheder
Pligter Medlemmets pligter kan være opregnet i vedtægten. Men meget langt må de udledes forudsætningsvis af foreningens formålsparagraf.
Generelt kan således siges, at medlemmet må leve op til formålsbestemmelsen. Endvidere er medlemmet forpligtet til at leve op til de krav, som med rimelighed stilles for at få foreningen til at virke rent praktisk. Han skal f.eks. betale det pligtige kontingent, ligesom han må give de oplysninger, foreningen afkræver ham, til statistik, medlemmets aftaler til anden side og andet, der kan være af betydning for foreningen. Herudover er det en selvfølge, at han skal følge de forskrifter, der er opstillet til sikring af den interne foreningsdisciplin og gode orden.
Meget langt er det umuligt at fastlægge på forhånd, hvad medlemmerne skal, og noget sikkert kan heller ikke siges blot ud fra en tolkning af foreningsformålet. I så fald kan der blive tale om, at bestyrelsen eller generalforsamlingen træffer beslutning om, hvorledes medlemmerne skal forholde sig, når behovet opstår. Den slags beslutninger skal medlemmerne følge, når blot de er lovligt vedtaget i de respektive foreningsorganer, og er i pagt med foreningsformålet – hvilket i givet fald kan efterprøves af domstolene.
Overholdet medlemmet ikke sine pligter, kan han evt. dømmes til at respektere dem. Skyldes der kontingent, kan der også opnås dom til betaling heraf. Tilsidesættelsen kan imidlertid også, hvis den er væsentlig, medføre eksklusion, hvilket i de fleste tilfælde er mere praktisk. Men det kan i øvrigt også være, at foreningsvedtægten hjemler særlige muligheder - f.eks. fortabelse af anciennitetsbetingede særrettigheder, indskud eller andet, bortfald af understøttelse fra foreningen og eventuelt suspension af medlemskabet en vis tid eller foreningsbøde. Også foreningsbeslutninger om den slags sanktioner kan efterprøves af domstolene.
Hvor langt er foreningen berettiget til at binde medlemmerne?
Afgørende er: 1) Vedtægtens udtrykkelige regler samt 2) tolkningen af vedtægten, dvs. foreningsformålet
Udgangspunktet
Medlemmet er forpligtet til at følge det, foreningen beslutter på hans vegne inden for, hvad vedtægten hjemler, herunder evt. ud fra de forudsætninger, der ligger i foreningsformålet.
F.eks. skal medlemmerne alt efter organisationens art respektere de kollektive arbejdsoverenskomster om løn- og arbejdsvilkår, prisaftaler og andre aftaler med konkurrencebegrænsende sigte, eksklusivaftaler o.l., organisationen måtte indgå. Sådanne aftaler er medlemmerne således normalt forpligtet til at overholde, når indgåelsen heraf er et naturligt led i foreningens virke.
Endvidere er et medlem af en faglig organisation meget langt bundet af de aftaler og afkald, foreningen måtte gøre i hans konkrete sag med en arbejdsgiver, når denne drejer sig om et krav, der udspringer af en kollektiv overenskomst, foreningen har indgået. I så henseende gælder således, at arbejdsmarkedets organisationer i henhold til deres formål har kompetence til at løse stridigheder med relation til de overenskomstanliggender, i hvilke medlemmet så at sige har afgivet fuldmagt i og
62
med sin indmeldelse. I og med denne fuldmagt ligger det nemlig også i selve
overenskomstordningen, at organisationen har ret til at slutte opståede konkrete sager vedr. den indgåede overenskomst med bindende virkning for medlemmet.
Går organisationen uden for sin på grundlag af vedtægten etablerede forhandlingsfuldmagt, vil den e.o. kunne ifalde ansvar efter almindelige regler. Dette gælder både over for pågældende medlem og - efter aftalelovens § 25 - over for den 3. mand, med hvem en aftale er indgået, der viser sig ikke at holde på grund af kompetencemangel.
Begrænsninger
Grænsen for, hvad der uden særlig fuldmagt falder inden for organisationens rådighed, kan være ganske vanskelig at trække:
Udenforstående
Organisationen kan dog naturligvis ikke binde uorganiserede - og tidligere organiserede højst så langt, sagen relaterer sig til medlemskabet.
U 1993/417 ØL: Dansk Frisørforbund ekskluderede den 8.12.1989 en frisør med henvisning til, at den pågældende fra 1.10. s.å. i strid med den gældende kollektive overenskomst havde taget ansættelse i en konfliktramt virksomhed uden for Dansk Frisørmesterforening. Mesterforeningen krævede i den anledning frisøren idømt en bod, fordi sådan beskæftigelse efter overenskomsten var forbudt. Under et i den anledning afholdt mæglingsmøde den 18.12.1989 aftalte forbundet på hendes vegne en bod på 10.000 kr. Frisøren var ikke til stede ved mødet, og det var uklart, hvorvidt hun var blevet indkaldt til det.
Antaget, at da mæglingsmødet fandt sted på et tidspunkt, hvor den pågældende ikke længere var medlem af forbundet, havde dette ikke haft bemyndigelse til på pågældendes vegne at indgå aftale om betaling af bod.
AT 1983/3 (AR 9579): Sagen forligt efter retsformandens indstilling: Organisationerne har ikke pligt til at medvirke til fagretlig behandling i tilfælde, hvor den ene eller begge af parterne er udmeldt eller udtrådt af de respektive organisationer; undtaget herfra er dog de situationer, hvor uoverensstemmelsen eller retsbruddet kan henføres til et tidspunkt, hvor medlemskabet bestod, og hvor der er fremsat begæring om retlig behandling i medlemsperioden).
Hvilken fuldmagt tilsiger medlemsforholdet?
Men også for organiserede i den pågældende organisation er der grænser for organisationens muligheder, idet disse ikke går videre, end den fuldmagt, der ligger i medlemskabet, tilsiger. Dette er især kommet op i relation til arbejdsmarkedsorganisationerne:
A) Udgangspunktet er her, at organisationen har adgang til at disponere egenhændigt med bindende virkning for det enkelte medlem i alle tvister, der angår anvendelsen af overenskomsten. Det følger således af tilknytningen til fagorganisationen, at denne forhandler arbejdsvilkårene på medlemmernes vegne. Det enkelte medlem må derfor forvente, at organisationen binder ham i alle spørgsmål, der reguleres ved overenskomsten. Dette må gælde på et hvilket som helst tidspunkt af et sagsforløb – i
63
eller uden for Arbejdsretten og altså også på forudgående mæglingsmøder. En sådan ordning er da også forudsat i arbejdsretslovens § 34, stk. 1, der fastslår, at beslutninger taget på mæglings- og organisationsmøder er eksigible. Se tillige forudsætningen i arbejdsretslovens § 11, stk. 2, som bestemmer, at lønmodtageren kun kan anlægge sag ved de almindelige domstole, hvis han godtgør, at den faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet.
B) Derimod har en fagorganisation næppe uden særlig fuldmagt fra medlemmet eller klarere holdepunkt herfor i organisationsvedtægten - eller praksis for dennes anvendelse, som burde være kendt af lønmodtageren - adgang til at indgå forlig på dettes vegne i sager om medlemmets på lovgivningen støttede ufravigelige
ansættelsesgoder. Dette gælder, selv om lovreglen refereres neutralt i
overenskomsten. Det er jo nemlig ikke en sædvanlig og forudseelig konsekvens af indmeldelsen i en faglig organisation, at denne får adgang til at tegne den indmeldte i henseender, hvor det ikke er organisationen, der skaber retsgrundlaget (gennem kollektiv overenskomst). En faglig organisation kan end ikke ved kollektiv overenskomst binde medlemmerne til overenskomster, der fraviger ansættelseslovgivningen. Hvis organisationen skal tegne et medlem i så henseende i en konkret sag, må det således forudsætte en eller anden form for speciel fuldmagt hertil - enten i form af en udtrykkelig (stående) bestemmelse i organisationens vedtægter med henblik på den slags tilfælde eller f.eks. materialiseret i lønmodtagerens passivitet over for organisationens initiativ til at tage den konkrete sag op gennem de fagretlige kanaler. Modsætter medlemmet sig et initiativ til at slutte sagen forligsmæssigt, og er det i al fald i mangel af klar vedtægtsmæssig fuldmagt vanskeligt at se, hvorledes organisationen skulle kunne binde ham til et forlig. Det er da heller ikke ualmindeligt, at fagorganisationerne sørger for at opnå den involverede arbejdstagers underskrift på forligsdokumentet, når de for et medlem forhandler en konkret sag, der involverer spørgsmål om anvendelsen af ansættelseslovgivningen. Foreligger den fornødne fuldmagt, er det i øvrigt naturligvis en selvfølge, at organisationen ikke gyldigt kan renoncere på medlemmets lovhjemlede rettigheder i større udstrækning, end han selv ville have kunnet gøre efter reglerne herom.
C) Endvidere må medlemmet meget langt anses at have reserveret sig selv rådighedsretten i den udstrækning, hvori pågældende kontraktmæssigt har sikret sig en speciel retsstilling ud over den, der er hjemlet i overenskomsten.
Er der afgivet speciel fuldmagt, bindes lønmodtageren naturligvis i overensstemmelse hermed uafhængigt af det anførte.
U 1997/1089 VL: En heltidsbeskæftiget institutionslederstedfortræder, hvis institution blev nedlagt, blev af sin arbejdsgiver, nemlig pågældende kommune, i november 1991 opsagt til fratræden med udgangen af juni 1992. Hans faglige organisation protesterede imidlertid, og under mæglingsmødet tilkendegav kommunens repræsentanter, at kommunen, såfremt der i løbet af året 1992 blev etableret en såkaldt juniorklub, ville tilbyde ham ansættelse "minimum svarende til det nuværende stillingsniveau, evt. i kombination med en anden stilling samme sted, så fuldtidsbeskæftigelse kan opretholdes". Planerne om oprettelse af en juniorklub kunne realiseres, dels i kommunalt regi, dels i ungdomsskoleregi, og kompetencen til at ansætte lederen af klubben ville i sidste tilfælde tilkomme ungdomsskolens bestyrelse. Den blev oprettet på
64
sidstnævnte måde, og bestyrelsen opslog stillingen som ledig som ca. 3/4 fuldtidsstilling. Uagtet den afskedigede søgte stillingen, blev han ikke ansat i den. Der holdtes herefter nye møder, og kommunen anførte herunder, at man var uden indflydelse på ansættelsen, da klubben var oprettet i ungdomsskoleregi, således at ansættelses- og afskedigelseskompetencen lå uden for kommunens kompetence. Kommunen tilbød pågældende flere stillinger, herunder en stilling på deltid som konstitueret stedfortræder for en afdelingsleder for fritidsordningen på en skole.
Udtalt, at det måtte lægges til grund, at kommunens repræsentant ved forligsmødet var klar over, at planerne om oprettelse af en juniorklub kunne realiseres dels i kommunalt regi, dels i ungdomsskoleregi, i hvilket sidstnævnte tilfælde ansættelseskompetencen ikke var kommunens. Kommunen ansås på forligsmødet at have givet tilsagn om en stilling ved juniorklubben på pågældendes daværende stillingsniveau, alene betinget af klubbens oprettelse, og dette tilsagn var herefter misligholdt, således at kommunen var forpligtet til at betale erstatning for lønmodtagerens tab som følge heraf. Der var imidlertid alene givet tilsagn om en deltidsstilling, og en sådan stilling kunne pågældende ikke afslå under henvisning til, at der ikke var tale om fuldtidsbeskæftigelse. Stillingen lå endvidere indenfor, hvad der under hensyn til hans hidtidige ansættelse og reglementet måtte anses for passende. Tilbuddet var blevet fremsat overfor pågældendes faglige organisation, der ikke kunne komme i forbindelse med ham på grund af hans bortrejse, og som ikke kontaktede arbejdsgiveren for at søge ansøgningsfristen forlænget. Derfor begrænsedes erstatningen til det beløb, han ville have modtaget som løn i en måned som leder af juniorklubben.
U 1996/601 ØL: En medarbejder havde anmodet sin faglige organisation om, at en tvist, der var opstået mellem ham og arbejdsgiveren, måtte blive behandlet ved forhandling mellem organisationen og arbejdsgiveren. Tvisten drejede sig om, at han var blevet bortvist i anledning af, at han havde forladt arbejdspladsen i forbindelse med påstået sygdom. Der opstod herefter mellem de nævnte parter enighed om et forlig, som den pågældende ansatte imidlertid efterfølgende ikke ønskede at vedstå. Ifølge forliget trak arbejdsgiveren bortvisningen tilbage, og pågældende opsagde selv sin stilling.
Det lagdes til grund, at pågældende selv havde anmodet forbundet om at behandle sagen forhandlingsmæssigt. Det måtte have stået ham klart, at løsningen af sagen herefter ville ske efter de fagretlige regler. Organisationen havde herefter, også uden pågældendes accept af forliget, haft legitimation til at indgå forlig med bindende virkning for ham.
Særligt om tillidsmandens kompetence
- Fuldmagten til at udøve sædvanlige tillidsmandsfunktioner
En talsmands muligheder for at indgå aftaler på kollegernes vegne er ikke de bedste, når der savnes et overenskomstmæssigt grundlag for hans virke. Anderledes stiller det sig derimod, når det drejer sig om en tillidsmand, som arbejder med formel anerkendelse og udgangspunkt i en kollektiv overenskomst. Ofte er der nemlig ligefrem foreskrevet i overenskomsterne, at tillidsmanden har eller skal have fuldmagt til at indgå aftaler med arbejdsgiveren og dennes repræsentanter. Men selv uden sådan udtrykkelig regel må tillidsmanden ifølge overenskomstens almindelige forudsætninger normalt betragtes som fagforeningens repræsentant på arbejdspladsen. I denne egenskab vil han - medmindre andet er tilkendegivet over for
65
arbejdsgiveren - normalt bindende kunne tegne fagforeningen (og dermed kollegerne) i alle de sammenhænge, hvor det er forudsat, at lokale aftalearrangementer (af kollektiv eller individuel karakter) kan komme på tale m.h.t. forhold, der i øvrigt hører under overenskomstenfuldmagt (stillingsfuldmagt) i tilfælde, hvor en person indtager en stilling, som efter sædvane medfører beføjelse for ham til at handle på en andens vegne inden for visse grænser. Og dette er som regel netop tilfældet med en tillidsmand i forholdet til den faglige organisation, når overenskomsten forudsætter, at der indgås aftaler på lokalt plan.
Denne regel indebærer, at den af kollegerne valgte og af fagforeningen godkendte tillidsmand meget langt kan indgå bindende lokale aftaler med arbejdsgiveren på organisationens vegne. Aftaler indgået mellem tillidsmanden og arbejdsgiveren vil således binde den faglige organisation, såfremt de blot holder sig inden for, hvad den kollektive overenskomst med rimelighed antages at tilsige - herunder i betragtning af de hensyn, der er at tage til fagorganisationens interesser. Så længe aftalen ikke er klart overenskomststridig, vil den i så fald være bindende også for den faglige organisation. Denne må følgelig, såfremt den er utilfreds med aftalen, opsige aftalen efter de herom gældende regler - såfremt dette er muligt - og med henblik på fremtiden meddele arbejdsgiveren, hvor grænserne går for tillidsmandens fuldmagt. Det må dog herved bemærkes, at fagforeningen næppe kan berøve tillidsmanden enhver forhandlingsfuldmagt i forholdet til arbejdsgiveren, idet dette ville udgøre et brud på overenskomstens forudsætninger m.h.t. den lokale samarbejdsordnings indretning.
Det er i øvrigt en selvfølge, at tillidsmandens fuldmagt ikke rækker længere end til de kollegers forhold, som falder under den overenskomst, i henhold til hvilken han er valgt. Af den grund kan en fællestillidsmands kompetenceområde også være bredere end en tillidsmand, hvis virke er indskrænket til én enkelt overenskomst. Noget sådant forudsætter dog, at de organisationer, under hvilke fællestillidsmanden opererer, har accepteret at lade sig repræsentere af en fællestillidsmand - rent praktisk derved, at deres medlemmer har deltaget i valget af samme. Er dette tilfældet, vil de pågældende organisationer ikke uden videre kunne trække sig ud igen af de aftaler, fællestillidsmanden har indgået på deres medlemmers vegne som en del af helheden.
FV 30/6 1922: Visse forbundsområder havde udtrykkeligt over for arbejdsgiveren ophævet fællestillidsmandens mandat. I august 1917 meddelte tillidsrepræsentanterne for samtlige arbejdergrupper i en virksomhed således, at der var dannet en tillidsrepræsentantsammenslutning med det formål, at et repræsentantskab valgt inden for denne kunne forhandle med arbejdsgiveren i alle spørgsmål af fælles interesse for arbejderne. En i henhold hertil valgt fællestillidsrepræsentant sluttede på dette grundlag forskellige aftaler med virksomheden. Men efter at denne havde opsagt hidtidige regler for forskudsbetaling over for fællestillidsrepræsentanten meddelte han, at sammenslutningen var ophørt. Kort efter meddelte han mundtligt, at tillidsrepræsentantsammenslutningen atter var dannet, men tillidsrepræsentanterne for maskinarbejdernes og elektrikernes afdelinger meddelte virksomheden, at de ikke var med i den nye sammenslutning. Ikke desto mindre underskrev den gamle fællestillidsrepræsentant alene sammen med direktøren nogle reglementer af forskellig art - det ene dog således, at han tilføjede, at det herunder hørende punkt endnu ikke var ordnet for elektrikerne og maskinarbejderne. Nogle måneder efter skrev fællestillidsrepræsentanten uden forbehold tillige under på en aftale vedrørende forskudsbetalingen. Forbundet hævdede imidlertid nu, at maskinarbejderne og elektrikerne ikke var
66
bundet af denne aftale, idet dens indgåelse lå uden for fællestillidsrepræsentantens mandat.
Udtalt, at virksomheden, der efter at det skriftligt var meddelt, at tillidsrepræsentantsammenslutningen var ophævet og mandatet som fællestillidsrepræsentant dermed ophørt, ikke havde været beføjet til blot på en mundtlig meddelelse fra den tidligere fællestillidsrepræsentant at betragte ham som kompetent repræsentant for samtlige arbejdere, når de omtalte 2 grupper samtidig meddelte virksomheden, at de ikke var med i den nye ordning. Over for de 2 gruppers indsigelse mod deltagelsen i den nye sammenslutning havde det været arbejdsgiverens sag eventuelt at vægre sig ved at anerkende en sådan begrænset sammenslutning, som blev følgen. I hvert fald kunne arbejdsgiveren ikke med føje forudsætte, at man ved aftaler med fællestillidsrepræsentanten kunne binde de grupper, som udtrykkelig havde holdt sig uden for. Heroverfor kunne det ikke gøres gældende, at han havde underskrevet nogle bestemmelser vedrørende ordensforholdene, som de pågældende grupper ikke havde haft nogen tilskyndelse til at gøre indsigelse imod, selv om de ikke havde givet dem deres direkte tilslutning.
- Fuldmagt iht. praksis på den enkelte arbejdsplads
Det anførte kunne hævdes at være et usikkert grundlag for afgørelsen af, hvad en konkret tillidsmand kan og ikke kan i relation til en konkret arbejdsgiver. Det er jo bl.a. højst usikkert, hvad der forudsættes at kunne indgås aftaler om på lokalt plan, og hvilke fravigelser fra en fagoverenskomst der i givet fald må accepteres i forhold til denne.
I så henseende er der imidlertid anledning til at hæfte sig ved, at tillidsmandens fuldmagt ikke blot afhænger af, hvad tillidsmænd (generelt set) sædvanligvis kan foretage sig. Det følger også af de aftaleretlige fuldmagtsregler, at den faglige organisation vil være bundet af aftaler af en art, som man ved tidligere lejligheder uden indsigelse har tilladt den konkrete tillidsmand at indgå (når organisationen burde have været bekendt med disse aftaler) - tolerancefuldmagt.
Praksis på arbejdspladsen for, hvilke typer aftaler tillidsmændene dér indgår, vil altså hen ad vejen blive bindende for den faglige organisation i forhold til pågældende arbejdsgiver. Denne stilling varer, indtil den faglige organisation eventuelt ved henvendelse til arbejdsgiveren berøver tillidsmanden den oparbejdede fuldmagt for fremtiden (jf. dog herved det ovenfor nævnte om tilbagekaldelsesrettens grænser).
Den faglige organisation må følgelig reagere over for uregelmæssigheder i udnyttelsen af tillidsmandens forhandlingsret, som den burde have været bekendt med. Ellers bliver organisationen bundet af sin passivitet i overensstemmelse med den forhandlingskompetence, den pågældende tillidsmand rent faktisk tiltager sig.
- Tillidsmandens rapporteringspligt
Det anførte vil naturligvis kunne give vanskeligheder for den faglige organisation, fordi denne kan have svært ved at holde sig a jour med de aftaler, der indgås på de enkelte arbejdspladser. Man vil nemlig meget langt pålægge fagorganisationen risikoen for, at den ikke er bekendt med, hvad dens lokale tillidsmand går rundt og foretager sig. Det er derfor naturligt at etablere en ordning, hvorefter disse tillidsmænd skal indsende de aftaler med de respektive arbejdsgivere, som de indgår, til deres organisation (evt. til begge organisationer) - evt. at de ligefrem skal have dem godkendt her.
Dette indskærpes da også ofte tillidsmændene i interne instrukser på fagforeningsside. Men det kan også være udtrykkeligt foreskrevet i overenskomsten
67
med arbejdsgiverparten, at indgåede kollektive lokalaftaler i fagoverenskomstens regi ikke er gyldige uden godkendelse hos de overordnede organisationer.
Risikoen for, at den procedure, hvoraf godkendelsen afhænger, indledes, herunder for at den fornødne indsendelse af dokumenterne finder sted, påhviler dog meget langt den part, der senere vil gøre gældende, at aftalen ikke er gyldig på grund af forsømmelsen. Efter tilstrækkelig lang tid vil den part, der ønsker at fastholde en indgået lokalaftale, nemlig let kunne komme igennem med en påstand om, at aftalen må anses for stiltiende accepteret af den godkendelsesberettigede.
Det bemærkes i øvrigt, at der også kan være etableret en overenskomstmæssig forpligtelse til at vidererapportere aftaler, der er indgået i klubbens regi eller i øvrigt mellem de ansatte indbyrdes, til arbejdsgiverparten. Sigtet hermed er at sikre, at der ikke vedtages noget overenskomststridigt (f.eks. "loft over akkorderne" el.lign.).
- Opsigelse af kollektive lokalaftaler
Hvad der er sagt om kompetencen til at indgå kollektive lokalaftaler, gælder også meget langt i relation til opsigelse af sådanne aftaler. Det er imidlertid her værd at bemærke, at klubben og tillidsmanden ikke er enerådende over, hvornår en sådan opsigelse kan finde sted fra lønmodtagerside. Således følger det af den faglige organisations overordnede stilling, at den har en vid adgang til at opsige sådanne lokalaftaler, som den finder stridende mod de almene organisationspolitiske hensyn og interesser.
Når det drejer sig om opsigelse fra arbejdsgiverside, gælder, såfremt fagforeningen er overenskomstpart, at det ikke nødvendigvis er tilstrækkeligt at rette opsigelse til den tillidsmand, der måtte have indgået aftalen som repræsentant for foreningen.
- Særligt om forlig i konkrete sager
Også når det drejer sig om forligsforhandlinger vedr. kollegernes rettigheder støttet på den kollektive overenskomst, den faglige organisation har indgået, vil tillidsmandens muligheder for at afslutte sagen være underkastet visse begrænsninger. Dette skyldes, at tillidsmandens stillingsfuldmagt næppe rækker til at give afkald på kollegers rettigheder i henhold til overenskomsten. Og det måtte den jo måtte gøre, såfremt tillidsmanden skulle have en fuldstændig forhandlingskompetence i sagen.
Fagorganisationen har således ganske vist ret til uanset den implicerede lønmodtagers protest at slutte sagen - også således, at pågældende medlem ikke opnår alt det, der måske strengt formelt kunne hævdes at være hjemlet i overenskomsten. Men det skyldes, at organisationen er part i overenskomsten. Og den har i øvrigt et langt bedre overblik over, hvilke konsekvenser, der kan være forbundet med en sådan løsning. Tillidsmænd derimod beskæftiger sig normalt ikke med at give afkald på kollegernes rettigheder i henhold til overenskomsten i konkrete sager. Den stillingsfuldmagt, som tillidsmanden jf. det ovenfor nævnte har med henblik på aftaleindgåelser med mere generelt sigte på arbejdspladsen, altså med henblik på indgåelse af stående kollektive lokalaftaler), rækker derfor næppe så vidt, at den åbner mulighed for, at tillidsmanden kan opgive enkelte kollegers krav baseret på overenskomsten. Rent praktisk vil der endvidere sjældent på de enkelte arbejdspladser foregå så hyppige forligsforhandlinger, at det kan begrunde en tolerancefuldmagt for tillidsmanden i denne retning.
Dette indebærer rent praktisk, at tillidsmanden også i så henseende kun kan formidle forlig af denne art, men ikke binde organisation (og kollega) til sådanne. Tværtimod må han sikre sig den faglige organisations underskrift i sagen, hvis dennes afslutning indebærer en opgivelse af overenskomstmæssige krav.
68
- Medvirken ved indgåelse af individuelle aftaler
I den udstrækning, der må indgås individuelle aftaler med den enkelte berørte lønmodtager, er det i princippet denne selv, der optræder. Tillidsmanden kan således kun optræde på hans vegne, såfremt der er givet særlig fuldmagt hertil, herunder evt. på den måde, at der er tale om et i overenskomsten hjemlet gode (f.eks. et løntillæg) der forhandles på det kollektive plan, uanset om det tillægges den enkelte medarbejder.
Medlemmets rettigheder Også medlemmets rettigheder afhænger af, hvad foreningsvedtægten udtrykkeligt bestemmer, og af dens forudsætninger. Et medlemskab i en demokratisk forening indebærer derfor altid ret til at øve indflydelse på foreningens ledelse – altså tale- og stemmeret på generalforsamlingen og ret til at lade sig vælge til foreningens kompetente organer. Endvidere har medlemmet krav på at få de oplysninger om foreningens og egne forhold, som er relevante for hans stillingtagen i så henseende og for varetagelsen af hans interesser.
Hvad han herudover har ret til, afhænger af foreningens art og vedtægtens nærmere indretning. Der kan f.eks. være tale om, at medlemmet har ret til forskellige serviceydelser (rabatter, foreningsblad, advokatbistand og anden vejledning samt støtte i sager, medlemmet vikles ind i). Visse foreninger er også indrettet med henblik på at yde medlemmerne økonomisk understøttelse i bestemte situationer. Hvis det ikke er konkret opregnet i vedtægten, hvornår der udløses ret til bistand af den ene eller anden art, er det overladt til foreningsmyndighederne ud fra saglige kriterier at afgøre, hvor langt den vil engagere sig.
Tilsidesætter foreningen sine skyldigheder over for medlemmet, kan dette naturligvis klage på generalforsamlingen. Men i øvrigt har en klar vedtægtsregel om medlemsrettighederne samme virkning som enhver anden kontrakt. Dette indebærer, at det forurettede medlem e.o. kan gå til domstolene og f.eks. opnå dom for, hvad foreningen skal gøre eller betale. Endvidere kan medlemmet kræve erstatning, hvis foreningen ved ansvarspådragende forsømmelighed har forvoldt ham tab. Endelig kan han evt. vælge at melde sig ud øjeblikkeligt.
8. Styringsordninger
Forudsætningen for, at en forening med et ikke helt ubetydeligt antal medlemmer kan fungere, er, der oprettes foreningsorganer, hvorigennem nødvendige beslutninger kan træffes på foreningens vegne, og som rent praktisk kan forvalte foreningen i pagt med foreningsformålet. De nærmere regler herom vil fremgå af vedtægten.
Grundlæggende kan man i denne have valgt to forskellige måder at indrette denne på: Foreningen kan enten organiseres som oligarkisk (dvs. fåmandsstyret) eller demokratisk (dvs. medlemsstyret).
Oligarkiske og demokratiske foreninger Oligarkiske foreninger er ikke særligt almindelige, men de findes. Her er den højeste myndighed en kreds, der ikke omfatter alle medlemmerne – typisk en styrelse af størrelse svarende til en normal foreningsbestyrelse. Denne styrelse udgør så at sige foreningen, som medlemmerne så i øvrigt tilslutter sig for at støtte foreningsformålet. Skal styrelsen ændres, besluttes det af styrelsen selv efter de regler, som foreningsvedtægten opstiller - og i mangel af sådanne udtrykkelige regler heri ved flertalsafgørelse.
69
De fleste foreninger er imidlertid almindeligt demokratiske. Her er alle medlemmer på en eller anden måde med til at bestemme. Dette sker via nogle foreningsorganer, hvis indretning hviler på en tradition udsprunget af det praktiske foreningslivs behov.
Demokratiske foreninger
Den højeste foreningsmyndighed – generalforsamlingen
En demokratisk forening har i princippet en højeste foreningsmyndighed, som alle medlemmer deltager i - typisk kaldet generalforsamlingen. I nogen foreninger tales der dog om en kongres, landsstævne, landsmøde eller noget helt fjerde.
Her har alle medlemmer adgang til at gøre deres indflydelse gældende – hvis det er ét samlet møde altså adgang, taleret - med de taletidsbegrænsninger der om nødvendigt pålægger - og stemmeret.
Den daglige ledelse – bestyrelsen
Sådanne forsamlinger er for uhåndterlige til at kunne administrere foreningens løbende forretninger i det daglige. Normalt bestemmer vedtægterne derfor, at den højeste foreningsmyndighed vælger et mindre organ til at føre trufne beslutninger ud i livet og forestå den daglige ledelse, herunder tegne foreningen udadtil i hverdagen. Oftest benyttes her betegnelsen bestyrelsen, men der tales undertiden også om forretningsudvalg, ”kammer”, komité eller andet.
Repræsentantskaber ol. organer
Undertiden er der mellem bestyrelse og generalforsamling indskudt et mellemled, der typisk kaldes et ”repræsentantskab”, ”hovedbestyrelse” el. lign. Dette er et organ som består af en større kreds af valgte repræsentanter end bestyrelsen, og som har fået tillagt en kompetence, der er videre end dennes men snævrere end generalforsamlingens. Sådanne organer kan dog også være oprettet med rent rådgivende funktioner.
Sprogbrugen
Man skal passe på med at hæfte sig for meget ved de formelle betegnelser, der bruges om de forskellige foreningsorganer. De anvendes ofte i flæng, hvorfor man altid bør efterse den konkrete vedtægt for at finde ud af, hvilken kompetence, de i henhold til denne oprettede foreningsorganer har, og hvordan de udpeges. Begrebet "repræsentantskab" bruges f.eks. undertiden om foreningens højeste myndighed. I meget store foreninger, hvor medlemmerne ikke kan samles på én gang ét sted, kan det således være nødvendigt at indrette et repræsentantskab som højeste myndighed. Denne ordning indebærer, at medlemsindflydelsen kanaliseres gennem nogle færre, af medlemmerne udpegede repræsentanter. Om en forsamling af denne art anvendes i øvrigt undertiden også andre udtryk - f.eks. delegeretforsamling eller delegeretmøde.
Urafstemning
I større foreninger kan vejen fra medlem til ledelse altså være lang. Her bestemmer vedtægterne derfor evt., at visse forhold skal undergives såkaldt urafstemning. Dette indebærer, at de menige medlemmer alle skal have forelagt spørgsmålet, typisk på deres hjemadresse til skriftlig stillingtagen eller ved fremmøde på foreningens lokalkontorer.
70
Principperne for afstemninger
Stemmekravene
Den omstændighed, at beslutninger fattes gennem afstemning, indebærer udgangsvis, at flertallet blandt de afgivne ja/nej-stemmer bliver bestemmende, medmindre andet specielt er foreskrevet. Forudsætningen er blot, at forsamlingen er lovlig, herunder at den er behørigt indkaldt, og at beslutningen ligger inden for pågældende organs kompetenceområde. Mange foreningsvedtægter foreskriver imidlertid kvalificeret majoritet (se om begrebet nedenfor) i særlige situationer, f.eks. med henblik på vedtægtsændringer. Blanke stemmer vil normalt blive betragtet som ikke-afgivet, da de ellers i henhold til den normale afstemningsform ville blive talt som et nej – kræves en bestemt deltagelse i afstemningen (quorum, jf. nedenfor) må de dog naturligvis opgøres.
Sigtet med afstemningen er at udfinde forsamlingens kollektive vilje. Dette kan i sig selv være et problem derved, at det resultat, som fås frem, kan variere, alt efter hvorledes afstemningstemaet udformes og lægges op. De, der er rådige over afstemningstemaet, dvs. for generalforsamlingers vedkommende dirigenten, for en bestyrelses vedkommende normalt formanden, har derfor en nøgleposition. Medmindre særregler herom er angivet i vedtægterne, hvilket kun forekommer yderst sjældent, er der ved udfældelsen af disse temaer ingen almindelige juridiske retningslinjer at gå frem efter.
Selve spørgsmålet om, hvilken grad af flertal der skal til, er ofte berørt i vedtægterne. Man skelner imellem simpelt og kvalificeret flertal. Ved sidstnævnte menes, at der kræves et (nærmere angivet) flertal, som er større end "over halvdelen" (f.eks. 2/3 eller 3/4). Kvalificeret flertal kan kun kræves, såfremt det udtrykkeligt er hjemlet i vedtægterne. Endvidere må skelnes mellem begreberne absolut og relativt flertal. Det førstnævnte udtryk sigter til vedtagelser, der hviler på mere end halvdelen af de afgivne stemmer, medens relativt flertal betyder, at forslaget har fået flere stemmer end noget andet forslag (men ikke nødvendigvis over halvdelen). I ganske særlige tilfælde kræves – eller er der hjemlet – enstemmighed, hvilket giver enhver en vetoret.
Undertiden vil en forsamling kun være beslutningsdygtig, såfremt et vist antal medlemmer (eller procentdel af disse) er til stede og deltager i afstemningen (quorum). Findes ingen særlig forskrift herom i vedtægterne eller særlig grund for en anden ordning, vil forsamlingen være beslutningsdygtig uanset de tilstedeværendes og stemmernes antal.
Ny afstemning på samme grundlag kan normalt ikke foretages på samme møde.
Konstateringen af stemmeafgivelsen
Konstateringen af, hvorledes stemmerne fordeler sig, kan finde sted på flere måder. De mest almindelige er følgende:
- I forsamlinger kan dirigenten ofte umiddelbart konstatere, at der er enighed (consensus, ved valg ofte kaldet fredsvalg), idet ingen reagerer på dirigentens opfordring til at fremkomme med andre forslag. Herefter kan en formel afstemning undlades.
- I andre tilfælde vil afstemning i forsamlinger kunne foretages ved håndsoprækning. Er tilkendegivelsen utvivlsom, kan resultatet konstateres herudfra. Men det forudsættes, at der stemmes med lige stemmevægt, og at kun stemmeberettigede har adgang (eller at forsamlingen er af så beskeden størrelse, at de stemmendes identitet umiddelbart lader sig verificere).
71
- Mere sikker ved afstemning i forsamlinger er tilkendegivelse efter navneopråb. Beslægtet hermed er optælling efter medlemmernes passage af et eller flere kontrolpunkter, hvor deres identitet og standpunkt registreres.
- Endelig kan der anvendes skriftlig afstemning (hvorved krav om hemmeligholdelse kan opfyldes, men hvor der til gengæld oftest kræves et apparat opstillet på forhånd, da stemmesedler m.v. jo vanskeligere kan improviseres – i al fald i større forsamlinger).
Afstemningsforholdene kan være endog meget komplicerede, hvorfor der, hvad detaljerne angår, må henvises til speciallitteraturen. I korthed kan imidlertid siges følgende:
Særligt om valg
Ved valg må dirigenten konstatere, at valgbarhedsbetingelserne er opfyldt i relation til dem, der er foreslået som kandidater til posten (og at kandidatforslagene kommer fra dertil kompetente personer). I mangel af anden udtrykkelig regel i vedtægten kan kandidatforslag også fremsættes på stedet, og de foreslåede skal principielt ligestilles ved afstemningen.
I mangel af holdepunkt i vedtægten for anden ordning – f.eks. valg efter forholdstal, der giver mulighed for besættelse af poster efter forskellige interessegruppers relative vægt i foreningen – sker valg ved almindelig flertalsafgørelse. Der findes flere metoder til at få konstateret flertallet:
Hvis der opstilles flere kandidater, end der er ledige poster til besættelse, opstår problemer, hvis vedtægten ikke giver særlige regler for denne situation. I så fald må dirigenten bestemme afstemningsordningen med henblik på at udkrystallisere den beslutning, som i den konkrete situation må anses mest egnet til at udkrystallisere flertallets vilje. Er der kun to kandidater, må der derfor i mangel af anden vedtægtsregel stemmes om dem på én gang, således at den, der får flest stemmer, er valgt. Er der flere end to kandidater, er det væsentligt, at dirigenten på forhånd klarificerer afstemningsmetoden for deltagerne, således at de kan forholde sig i henhold hertil ved afstemningen. Herunder må han klarificere, om der kræves absolut majoritet (flertal for en kandidat) eller relativ majoritet (at han får flere stemmer end andre og derfor enten betragtes som valgt eller går videre i en ny valgrunde, hvor de med færrest stemmer efterhånden udelukkes). E.o. kan der altså uddestilleres en absolut majoritet for en kandidat på den måde, at der foretages omvalg mellem de kandidater, der opnår flest stemmer, indtil en kandidat er endeligt valgt med flertal. Afstemningen kan imidlertid e.o. tilrettelægges således, at der fra første færd er adgang til at afgive en subsidiær stemme, som tilfalder den subsidiære kandidat, såfremt den primære ikke opnår tilstrækkelige stemmer til valg. Indeholder en stemmeseddel ved valg flere navne, end den må, bliver den ugyldig. Derimod kan den godt indeholde færre navne. Er alle stemmerne på én stemmeseddel sat ved ét navn, anses kun én stemme at være afgivet på denne.
Ved stemmelighed antages det sædvanemæssigt, at lodtrækning må finde sted, og taberen må rykke ned til næste placering.
Særligt om vedtagelser
Afgørende ved afstemninger om forslag til beslutning er at få klarlagt, om der er absolut flertal for en vedtagelse, der bryder med status quo. I praksis kan problemet her især være, at der foreligger flere forslag inden for samme emnekreds.
I så fald er det naturligt at starte med det mest vidtgående forslag først, for at se om der er flertal herfor, hvilket jo automatisk overflødiggør de øvrige forslag, som dermed
72
falder væk. Er der ikke det, må der stemmes om de mindre vidtgående forslag i rækkefølge, indtil et resultat er fundet – evt. i den form, at der ingen vedtagelse ønskes. Endvidere bør der naturligvis stemmes om anliggender, der har betydning for andre forhold, der skal stemmes om, inden disse andre forhold kommer til afstemning.
Opstår stemmelighed, vil en vedtagelse (beslutning eller afgørelse) om et bestemt anliggende ikke være kommet igennem, medmindre det er foreskrevet, at én af stemmerne gør udslaget.
Direktion m.v. Hvis foreningen er meget stor og professionel, kan den daglige ledelse i øvrigt være overgivet til en ansat stab, altså en direktion, forretningsfører el. lign., der så også evt. har ansatte medarbejdere til rådighed i arbejdet. Er dette tilfældet, er det ikke god bestyrelsesskik, at bestyrelsesmedlemmer blander sig i den daglige administration.
Revision Foreninger, der falder under lov om fonde og visse foreninger – se herom ovenfor under 2 – er regnskabspligtige efter denne lov og skal også udpege revisorer. Det samme gælder politiske partier, der har været opstillet til det senest afholdte valg til Folketinget eller Europa-Parlamentet - se herom lov om bidrag til politiske partier og om disses regnskaber. Andre foreninger derimod er sådan set ikke forpligtet i så henseende ud over, hvad deres egne vedtægter bestemmer. Selv om vedtægten imidlertid ikke hjemler en særlig revision, skal foreningsbestyrelsen imidlertid sørge for at lave et regnskab, der er gennemsigtigt for medlemmerne – det ligger så at sige i en bestyrelses almindelige opgave. Det er imidlertid ganske almindeligt, at foreningens højeste myndighed vælger en revision – dette hjemles direkte i de fleste foreningsvedtægter.
Valg af revisor
Selv uden hjemmel i vedtægterne herfor kan generalforsamlingen ved simpel stemmeflerhed vælge en eller flere revisorer til at føre kontrol med bestyrelsens økonomiske transaktioner. Revisor må dig ikke selv være medlem af den bestyrelse, der skal kontrolleres.
Valget kan for så vidt godt ske for ubestemt tid. I mangel af særlig vedtægtsregel om valgperiodens længde må mandatet imidlertid forudsættes at løbe til næste ordinære generalforsamling. Men en generalforsamling kan til enhver tid afsætte revisorerne.
Den funktion, en valgt revisor udfylder, kræver regnskabskyndighed. I de foreninger, der falder under lov om fonde og visse foreninger, skal mindst én af revisorerne derfor være statsautoriseret eller registreret, såfremt aktiverne i det forudgående regnskabsår overstiger 3 millioner kr. I andre foreningsforhold kan der derimod ikke uden hjemmel i vedtægterne stilles krav af den art til revisor.
Ofte er revisor i almindelige foreninger da også et almindeligt medlem. Hvis arbejdet er mere krævende, udpeges dog evt. udefra kommende regnskabskyndige. I almindelighed er det ønskeligt, at de valgte har i al fald en vis regnskabsmæssig indsigt. Manglende indblik i almindelig regnskabsføring fritager nemlig ikke en revisor for erstatningsansvar, hvis han laver fejl.
Revisors opgaver
Revisorerne er medlemmernes tillidsmænd over for den daglige ledelse og som sådanne uafhængige af instruktioner fra bestyrelsen.
73
Deres opgave er at granske regnskabets rigtighed i overensstemmelse med, hvad god revisionsskik tilsiger, for at finde eventuelle fejl og forsømmelser – og eventuelt gennem vejledning at medvirke til, at sådant helt undgås.
Revisionen skal altså sikre, at regnskabet giver et retvisende billede. Herunder skal revisorerne se efter, at regnskabsmaterialet er autentisk og fyldestgørende, dvs. at regnskabsbøgerne er rigtigt ført og i overensstemmelse med de foreliggende bilag, samt at opgivne beholdninger og aktiver er til stede (og realistisk værdiansat). Til brug for dette arbejde kan revisionen forlange alle nødvendige oplysninger fra bestyrelsen og alt relevant materiale.
Derimod er det ikke almindeligt, at revisionen kontrollerer, at bestyrelsens dispositioner er politisk forsvarlige og vedtægtsmæssigt i orden (såkaldt "kritisk" revision). Der er imidlertid intet er til hinder for, at generalforsamlingen vedtager at lade en kritisk revision supplere den almindelige. Har en bestyrelse handlet på en måde, der kan være straf- eller erstatningspådragende, må i øvrigt også en almindelig revisor, som opdager det under sit arbejde, evt. gøre opmærksom herpå.
Revisionen kan være løbende, eller den kan finde sted én gang om året forud for generalforsamlingen.
Revisors redskaber
Ved underskrift på regnskabet markerer revisor normalt, at dette er fundet i orden. Revisor har imidlertid mulighed for at gøre anmærkninger til det af bestyrelsen fremlagte regnskab. Undertiden vil arbejdet også ende med en egentlig revisionsberetning, der kan fremlægges på selve generalforsamlingen i tilknytning til regnskabet eller gøres tilgængelig for medlemmerne forinden denne. Under alle omstændigheder må resultatet af revisionens arbejde videregives til medlemmerne på en måde, der giver generalforsamlingen en fair mulighed for at tage stilling til, hvorvidt der kan meddeles bestyrelsen ansvarsfrihed (decharge).
Revisor(erne) har i øvrigt møderet på generalforsamlingen, uanset de ikke er medlemmer af foreningen.
9. Den højeste foreningsmyndighed: Generalforsamlingen
Den overordnede ledetråd for generalforsamlingens virksomhed er bestræbelsen på at udkrystallisere af medlemsviljen på forsvarlig vis på grundlag af vedtægten samt (evt.) tolkning af denne.
Indkaldelsen til generalforsamlinger
Overordnede principper
Vedtægten
De fleste foreningsvedtægter indeholder forskrifter om afholdelsen af generalforsamlinger, herunder om tidspunktet for samme. Der er også oftest hjemlet bestyrelsen ret til at kan indkalde ekstraordinær generalforsamling, når særlige grunde gør det påkrævet. Eventuelt bestemmes, at der skal foretages en sådan ekstraordinær indkaldelse, såfremt en vis del af medlemmerne skriftligt kræver det med angivelse af dagsorden. På samme måde foreskriver vedtægten evt. den mødestedet og som oftest også indkaldelsesvarsel og indkaldelsens nærmere indhold, samt hvorledes indkaldelsen skal offentliggøres for medlemmerne (f.eks. ved særskilt brev til dem eller ved oplysning i medlemsbladet). Det kan også være
74
bestemt, at der samtidig skal indkaldes eventuelle forslag fra medlemmerne, og hvordan sådanne forslag skal behandles.
U 1980/821 ØL: En grundejerforenings vedtægter bestemte, at ordinær generalforsamling skulle indkaldes med mindst 14 dages varsel, ligesom indkaldelsen skulle indeholde dagsorden, og at intet måtte forhandles eller vedtages uden at være anført i indkaldelsen. Forslag, som ønskedes behandlet på generalforsamlingen, skulle være formanden i hænde senest 8 dage før denne. Forud for en ordinær generalforsamling udsendtes en dagsorden, som bl.a. omfattede "indkomne forslag" uden nærmere specifikation.
Antaget, at generalforsamlingen på dette grundlag kunne realitetsbehandle og stemme om et i øvrigt rettidigt indleveret forslag angående omlægning af trafikken på to af foreningens private veje, idet medlemmerne måtte være forberedt på, at der efter indkaldelsen kunne være fremkommet forslag til behandling, og at de kunne sikre sig disse efter 8-dagesfristens udløb ved henvendelse til formanden.
U 1947/431 ØL: Ifølge lovene for et andelsmejeri skulle lovændringer vedtages på to generalforsamlinger. På en ekstraordinær generalforsamling og en 1/2 time derefter på ny afholdt generalforsamling vedtoges en lovændring.
Antaget, at lovenes krav om vedtagelse på 2 generalforsamlinger ikke var opfyldt ved vedtagelsen på to på samme dag afholdte generalforsamlinger.
Reglerne skal overholdes strengt. Tilsidesættes de, kan forsamlingen ikke rette op på forsømmelsen.
Undlader bestyrelsen at indkalde, som den skal, kan den evt. sagsøges og dømmes til at gøre det nødvendige. I særlige, tilfælde kan enkelte bestyrelsesmedlemmer også indkalde til generalforsamling. Afgørende er, om bestyrelsens flertal er klart forsømmelige, og om foreningen risikerer at lide en ikke uvæsentlig skade eller afbræk, hvis ikke indkaldelsen foretages.
Udfyldende regler
I den udstrækning, hvori vedtægten ikke giver nærmere anvisninger om generalforsamlingen, og der savnes en fast foreningspraksis for, hvad der skal ske, må man bruge den ordning, som har almen foreningsretlig hævd. Almindeligvis kan medlemmerne derfor regne med at blive indkaldt én gang årligt, nemlig når regnskabet er afsluttet. Ekstraordinær generalforsamling kan efter sædvanemæssige foreningsretlige regler også altid indkaldes efter bestyrelsens skøn – og skal indkaldes, såfremt der ligger problemer til afgørelse, som falder uden for bestyrelsens kompetence, og som ikke tåler opsættelse til førstkommende ordinære generalforsamling. Endvidere må indkaldelsen sædvanemæssigt ske med et varsel, der er rimeligt langt, og mødestedet og -tidspunktet må stå klart for de indkaldte (og være realistisk nok til, at de rent praktisk har mulighed for at møde op).
Alle medlemmer skal principielt indkaldes, samt eventuelle bestyrelsesmedlemmer uden for medlemskredsen og revisorer.
Uden særlig hjemmel i vedtægterne kan det formentlig ikke kræves, at indkaldelsen ledsages af en detaljeret dagsorden. Men medlemmer, hvis individuelle rettigheder vil
75
blive berørt af beslutninger på den indvarslede generalforsamling, skal have særskilt underretning om, hvad der forestår. Ligeledes må mødets art og overordnede formål fremgå. Skal der behandles anliggender, som ligger uden for det sædvanligt forventelige, må det også være konkretiseret, og nødvendigt materiale må evt. være medsendt eller gjort tilgængeligt for eftersyn på foreningens lokaliteter. Skal der foretages valg, kan det også være praktisk, at det angives i indkaldelsen, mellem hvem der skal vælges, hvorfor og for hvor længe.
Ret til tilstedeværelse på generalforsamlingen har medlemmerne samt i mangel af anden sædvane for anden ordning sådanne udenforstående – journalister, gæster og andre tilhørere - som forsamlingen måtte tillade. Beslutningen herom ligger således uden for dirigentens beføjelser.
Når først mødet er (lovligt) indkaldt, kan det normalt ikke aflyses igen. Noget andet er, at den indkaldte forsamling kan vedtage at udskyde forhandlingerne til en ny (lovligt varslet) generalforsamling. Tilsvarende kan et udsendt varsel kun ændres inden for rammerne af, hvad det oprindeligt udsendte varsel tillader. Der kan således ikke uden gældende indkaldelsesvarsel puttes uforudseelige dagsordenpunkter ind på en allerede udsendt dagsorden.
U 1942/403 ØL: En række medlemmer af Dansk Forfatterforening krævede indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling med angivelse af følgende dagsorden: "Henvendelse til Undervisningsministeriet" og "Eventuelt". Bestyrelsen nægtede imidlertid at gennemføre indkaldelsen.
Udtalt, at det er en almindelig regel i foreninger som den pågældende, at en begæring om indkaldelse af ekstraordinær generalforsamling på en forståelig måde skal redegøre for, hvilket eller hvilke emner, der ønskes behandlet. Den pågældende dagsorden ansås ikke at fyldestgøre dette krav, hvorfor bestyrelsens nægtelse havde været beføjet.
U 1967/740 ØL: På en generalforsamling i Landsforeningen Forebyggende Børneværn vedtoges en ændring af foreningens vedtægter, hvorefter det bestyrelsesmedlem, som de deltagende institutioner bemyndigede til at afgive stemme på generalforsamlingen, ikke måtte være medarbejder ved en af institutionerne under Landsforeningen eller medlem af en af de dertil knyttede personaleorganisationer. Den udsendte dagsorden angav blot, at der blot skulle behandles indkomne forslag.
Antaget, at denne vedtægtsændring var så væsentlig for medlemmerne i foreningen, at den kun gyldigt kunne besluttes på en generalforsamling, såfremt det ved optagelse på en med behørigt varsel udsendt dagsorden var bragt til medlemmernes kundskab, at vedtægtsændring skulle behandles. Den omstændighed, at vedtægterne var tavse i så henseende, ansås ikke at udelukke et sådant krav til vedtægtsændringen. Dagsordenen fandtes ikke at fyldestgøre dette krav, og der ansås ikke at være nogen foreningssædvane i den pågældende forening, som kunne føre til et andet resultat. Da et medlem, der ikke havde deltaget i generalforsamlingen, ansås at have fornøden retlig interesse i en tilsidesættelse af vedtægtsændringen, blev denne herefter kendt ugyldig på pågældende medlems foranledning.
Indkaldelsens betydning for den materielle beslutningskompetence
Medlemmerne skal have lejlighed til at forberede sig på det, der skal tages stilling til på generalforsamlingen, ud over hvad der kan læses direkte af vedtægten og/eller
76
som de ud fra almindelig fornuft bør indse kan komme op. Et medlem skal også have mulighed for at vælge helt at blive væk, fordi han ud fra dagsordenen har ret til at mene, at der intet kommer op, som interesserer ham. Forsamlingen kan derfor ikke lovligt træffe beslutninger, der overskrider dagsordenen, herunder om forhold der er helt uforudseelige ud fra denne.
Indkaldelsesmangler
Hvis der er indkaldelsesmangler, er beslutningerne på forsamlingen som udgangspunkt ugyldige.
U 1912/855: En generalforsamlingen var ikke indkaldt med foreskrevet varsel, men denne mangel søgtes udbedret ved, at forsamlingen vedtog at anerkende indkaldelsen som lovlig.
Antaget, at generalforsamlingens beslutninger ikke var bindende
U 1908/846: Ifølge lovene for et forsikringsselskab skulle direktøren afskediges af generalforsamlingen, således at denne sammenkaldtes ved skriftlig meddelelse til hver af de 60 repræsentanter, som udgjorde generalforsamlingen, med angivelse af dagsordenen. Direktøren afskedigedes imidlertid efter beslutning på en generalforsamling, hvor dagsordenen angav "suspension" af direktøren, og hvor man desuagtet vedtog med 44 stemmer, at han skulle afskediges fuldstændigt.
Antaget, at beslutningen var lovlig, idet det efter afstemningens udfald måtte anses for utvivlsomt, at fejlen ved indvarslingen, mod hvilken der i øvrigt ikke på generalforsamlingen var rejst protest, havde været uden indflydelse på den trufne afgørelse.
Medlemsrettigheder på mødet Medlemsrettigheder på mødet har kun de, der har indmeldt sig så betids, at sædvanlig prøvelse af optagelsesbegæringens berettigelse har kunnet foretages.
Medlemmets rettigheder på mødet
Medlemsrettigheder på mødet har kun de, der har indmeldt sig så betids, at sædvanlig prøvelse af optagelsesbegæringens berettigelse har kunnet gennemføres på betryggende vis. Med dette – lille – forbehold har alle medlemmer adgang til at overvære generalforsamlingen. Ligeledes har ethvert medlem adgang til at ytre sig (indtil dirigenten fastslår, at emnet er udtømt), samt til at kræve oplysninger vedrørende foreningens forhold. Endelig har medlemmet ret til at fremsætte forslag og til at deltage i afstemningerne, medmindre hans personlige interesser er klart i modstrid med foreningens. Noget sådant kan komme på tale, f.eks. hvis beslutningen angår indgåelse af kontrakter mellem foreningen og ham, eller han er bestyrelsesmedlem, og der er tale om at indlede en ansvarssag mod ham for overtrædelse af bestyrelsens pligter. Han kan derimod godt deltage i en afstemning om sin egen eksklusion. Der kan ikke uden hjemmel i vedtægten stemmes pr. brev.
For mindreårige må forældremyndighedens indehaver – alt efter omstændighederne - træffe bestemmelse på den pågældendes vegne mht. udnyttelsen af medlemsrettighederne. Og er der en økonomisk hæftelse inde i billedet, må værgen træde ind – alt i overensstemmelse med værgemålslovens almindelige regler. For børn og unge må forældrene således evt. inddrages.
77
Særligt om møde ved fuldmagt m.v.
Der kan ikke uden hjemmel i vedtægten stemmes pr. brev.
Hvorvidt medlemsrettighederne uden særlig vedtægtsmæssig hjemmel herfor kan udøves gennem fuldmagt – det være sig til en navngiven person (evt. med nærmere angiven substitutionsret), til en gruppe (f.eks. bestyrelsen) eller til ihændehaver - må derimod afhænge af foreningsforholdets nærmere karakter. I mange ideelle foreninger knytter der sig for foreningen så væsentlige interesser til medlemmets person og personlige kvalifikationer, at et fremmøde i kraft af fuldmagt og dermed forbunden udnyttelse af taleret og stemmeret næppe ville være tilfredsstillende. Anderledes, hvor foreningen nærmest må siges at repræsentere økonomiske interesser, eller hvor den har juridiske personer som medlemmer. Eventuelt kan det tillægges betydning, at fuldmagten overlades til en person, der opfylder de kvalifikationsbetingelser, som foreningen med rimelighed kan sætte, f.eks. et andet medlem, eller at den dog angår et på forhånd så konkretiseret afstemningstema, at medlemmet selv har kunnet vurdere sagens substans og indrette fuldmægtigens mandat i overensstemmelse hermed. Afgørende bliver i tvivlstilfælde, hvorvidt fuldmægtigen må antages på behørig måde at kunne varetage fuldmagtsgiverens og foreningens kollektive interesser.
Selv i tilfælde, hvor denne betingelse er opfyldt i relation til den enkelte fuldmagt, er det dog muligt, at anvendelse af fuldmagt må afvises ud fra overvejelser over den foreliggende foreningsmæssige situation: Generalforsamlingen skal være forum for en demokratisk beslutningsproces. Denne proces kan imidlertid kortsluttes, såfremt det er muligt at dominere forsamlingens stillingtagen ved hjælp af fuldmagtsstemmer. Der opstår derfor et problem, såfremt fuldmagter præsenteres i meget stort tal. Generalforsamlingen skal være et forum, hvor beslutningerne formes på baggrund af en fri debat. Efter argumenternes slibning imod hinanden udkrystalliseres forsamlingens endelige stillingtagen. Hele denne proces sættes ud af funktion, såfremt "fuldmagtsstemmerne" bliver for mange. Små foreningsfraktioner kan spekulere i medlemmernes ringe lyst til at møde frem på generalforsamlingen og i det skjulte samle fuldmagter fra sympatisører, således at de kan "erobre" forsamlingen. Herved lader generalforsamlingsbeslutningerne sig forrykke på en måde, som ikke er i harmoni med flertallets ønsker og forventninger.
Det er et led i demokratiet, at man må møde frem og udnytte sin stemme, hvis man vil have indflydelse. Men det er imod demokratiet, at begrundede forventninger om, at det ikke er nødvendigt at møde frem, misbruges. I tilfælde, hvor der opstår risiko for sådant misbrug, må det derfor være dirigentens pligt at afvise fuldmagter – selv uden holdepunkt herfor i vedtægterne i form af et forbud mod stemmeafgivelse ved fuldmagt.
U 1983/609 VL: Antaget, at der i mangel af nærmere udtrykkelig bestemmelse herom i vedtægterne kunne stemmes ved fuldmagt.
U 1957/541 H: Antaget, at det, uanset om det under hensyn til lovenes tavshed herom var berettiget at afgive stemme ved fuldmagt, dog var berettiget at stemme på denne måde i et tilfælde, hvor det drejede sig om at tage stilling til et enkelt spørgsmål, hvorom foreningsdeltagerne i forvejen var underrettede, og hvor henvendelsen desangående til dem var godkendt på en generalforsamling. Sagen drejede sig om en beslutning om overdragelse af et andelsselskab. At forslaget herom ikke var opført på dagsordenen som et forslag til ophævelse eller opløsning, tillagdes ingen betydning.
78
Der bør tilføjes, at i de tilfælde, hvor foreningens højeste myndighed består af en repræsentation for en større medlemskreds, kan de af denne udpegede repræsentanter næppe møde ved fuldmagt.
Særligt om retten til at fremsætte forslag
Forhåndsvarslede
Et medlem (også medlemmer uden stemmeret) kan som udfyldende regel altid kræve et emne behandlet på generalforsamlingen, fsv.. han fremsætter en anmodning herom i så god tid, at det kan nå at komme med på dagsordenen for mødet. Det forudsættes selvfølgelig, at emnet falder inden for foreningens virksomhedsområde, og at det, der lægges op til vedtagelse, vil være lovligt efter vedtægten og lovgivningen.
Forslag på selve mødet:
Mere tvivlsomt er det, hvilke forslag der kan fremsættes og kræves fremmet til behandling under selve mødet:
- Formaliaforslag og resolutioner
Forslag på mødet vedrørende forsamlingens formelle afvikling inden for det område, hvor forsamlingen har mulighed for at tilkendegive sig kan formentlig kræves behandlet. Det samme gælder rene resolutionsforslag. Men betingelsen må generelt være, at der ikke er risiko for forrykkelse af de materielle og for medlemmerne retligt bindende resultater, forsamlingen når frem til (medmindre dagsordenen direkte indeholder et punkt, hvorunder der kan optages på forhånd uspecificerede forslag).
Er der en risiko for forskydning af de materielle resultater, må situationen således vurderes nærmere. F.eks. vil det næppe uden videre kunne tillades, at de enkelte punkter på en i forvejen annonceret dagsorden forskydes indbyrdes, idet man jo derved risikerer, at medlemmer, der er interesserede i enkelte punkter, ikke er til stede, når disse behandles. Af samme grund vil krav om genoptagelse af et færdigbehandlet punkt ikke uden videre kunne imødekommes. Tilsvarende vil det ikke uden videre være muligt at kræve et forslag om afslutning af debatten taget under afstemning, førend mindretallet er blevet hørt.
- Realiaforslag
Betænkelighederne vokser, når forslaget efter sit direkte indhold vedrører foreningens materielle politik og virke. Forslag kan således ikke kræves fremmet, hvis det lægger op til en vedtagelse, der ligger uden for forsamlingens materielle kompetence.
Lægger et forslag op til andet end rent uforpligtende drøftelser, resolutioner o.l. uden væsentlig betydning for de øvrige medlemmer, vil retten til at kræve sådanne forslag gjort til genstand for afstemning altså ikke kunne adskilles fra reglerne vedrørende dagsordenens betydning for generalforsamlingens beslutningskompetence. Det er således afgørende, at medlemmerne i forvejen er gjort bekendt med, hvad der kan forventes taget op på mødet. Dette gælder i alt fald, hvor vedtægterne stiller krav om, at indkaldelsen ledsages af dagsorden.
En umiddelbar konsekvens af et vedtægtskrav om dagsorden er således, at forslag af væsentlig substantiel betydning, der ønskes fremmet, må indsendes til bestyrelsen så
79
betids, at de kan optages i denne. Selv i tilfælde, hvor vedtægterne ikke kræver dagsorden, vil forslag af mere usædvanlig karakter antagelig kunne kræves indleveret til bestyrelsen på forhånd, således at de kan kommunikeres ud til medlemmerne.
I øvrigt kræver vedtægterne ofte udtrykkeligt, at eventuelle forslag fra medlemmerne indsendes på forhånd. Er dette tilfældet, kan de selvsagt ikke behandles, såfremt denne indsendelse forsømmes.
Særligt om ændringsforslag
Efter samme retningslinjer må ændringsforslag til allerede fremsatte forslag vurderes. Afgørende bliver altså, om ændringsforslaget ligger således inden for, hvad de øvrige medlemmer måtte forudse ville blive taget op, at de har haft lejlighed til på et realistisk grundlag at vurdere behovet for at møde frem. Ændringsforslag på mødet, som holder sig inden for rammerne af, hvad der er forudseeligt i henhold til et allerede lovligt fremsat forslag, kan følgelig altid fremmes.
I forbindelse med afstemninger om flere ændringsforslag er det naturligt at sætte det mest vidtgående under afstemning først. Vedtages det, vil de mindre vidtgående jo nemlig i og dermed bortfalde.
Særligt om tilbagekaldelse af forslag
En forslagsstiller kan altid tilbagekalde sit forslag – men enhver anden deltager i forsamlingen kan så gøre det til sit eget med den virkning, at det alligevel må behandles.
Fremgangsmåden ved behandlingen af et forslag
Det er dirigenten, der bestemmer, hvorledes forslag proceduremæssigt skal behandles. Herunder kan han f.eks. bestemme at lade et forslag behandle i flere tempi, f.eks. således, at man først behandler forslagets hovedidé, dernæst enkeltheder og ændringsforslag, og sluttelig gennemfører en samlet afstemning om den tilbageværende helhed.
Virkningen af tilsidesættelse af medlemsrettighederne
Virkningen af, at medlemsrettighederne på generalforsamlingen tilsidesættes, vil afhænge af tilfældets art. Det er f.eks. foran påvist, at den omstændighed, at et medlem er blevet afskåret fra at forsvare sig, har påvirket vurderingen af lovligheden af hans eksklusion. Men tilsidesættelse af enkelte medlemmer i forbindelse med en beslutning om et alment problem behøver ikke nødvendigvis at påvirke lovligheden af generalforsamlingen eller dennes beslutninger. Afgørende vil også være, hvorvidt fejlen har haft reel betydning for generalforsamlingens resultater.
Forsamlingens beslutningstagen Har indkaldelse fundet sted lovligt, vil generalforsamlingen være beslutningsdygtig i alle spørgsmål uanset antallet af fremmødte, medmindre vedtægterne hjemler en anden ordning. Undertiden foreskrives imidlertid i vedtægten f.eks., at beslutningen skal bekræftes af to på hinanden følgende generalforsamlinger, og/eller at der skal være en særlig fremmødeprocent ved afgørelsen af vigtige sager.
Endvidere viI i mangel af (lovlige) vedtægtsforskrift i anden retning hver deltager have én stemme. I foreninger bestående af juridiske personer kendes dog afstemningsordninger, der lader stemmevægten afhænge af den repræsenteredes tyngde. Undertiden kræves også en vis kortere medlemsanciennitet, førend stemmeret opnås.
80
En i forhold til 3. mand bindende beslutning foreligger først, når en tilkendegivelse herom til pågældende foreligger, som efter almindelige legitimationsregler virker forpligtende.
Generalforsamlingsbeslutninger kan som udgangspunkt omgøres af generalforsamlingen selv efter samme retningslinjer som dem, der gælder for beslutningens vedtagelse. Beslutninger, der er lagt op som tilføjelse til vedtægterne og under overholdelse af den for vedtægtsændringer gældende fremgangsmåde, kan således også kun omgøres under overholdelse af reglerne for vedtægtsændringer. Beslutninger, der virker begunstigende for enkeltmedlemmer, eller som har ført til en retligt forpligtende handling udadtil, kan dog ikke trækkes tilbage med bindende virkning for pågældende løftemodtager. Og er forsamlingen gået over til næste sag på dagsordenen, gælder særlige begrænsninger for omgørelsesretten (af hensyn til dem, der måtte have forladt mødet i mellemtiden).
De enkelte dagsordenspunkter
Hvem bestemmer dagsordenen
Ofte er de dagsordenspunkter, som skal behandles på ordinære generalforsamlinger, fastsat i vedtægterne, men i mangel af sådan regel bestemmer bestyrelsen (evt. direktionen), hvorledes dagsordenen skal se ud.
Af afgørende betydning er det, at en dagsorden, der udsendes på forhånd, er så klar og tydelig, at medlemmerne kan se, hvad der kommer op. Dette gælder især med henblik på mere specielle punkter såsom forslag om vedtægtsændringer. Kravet om klarhed og forudseelighed i denne henseende hænger sammen med det allerede nævnte, nemlig at sager, der ikke sædvanemæssigt behandles – f.eks. valg af bestyrelse – eller er optaget i en på forhånd udsendt dagsorden, eller dog har en indlysende sammenhæng med et heri optaget punkt, kun kan gøres til genstand for uforpligtende drøftelse og ikke for beslutning, der binder eventuelle udeblevne medlemmer.
Den opstillede dagsorden forvaltes af dirigenten.
Om de sædvanlige dagsordenspunkter – bortset fra valget af dirigent - bemærkes i øvrigt følgende:
Beretningen
Det er almindeligt, at bestyrelsen aflægger en såkaldt beretning, dvs. en (evt. skriftlig og på forhånd udsendt) redegørelse for begivenhederne i den periode, som er forløbet siden sidste generalforsamling, og for, hvilken politik bestyrelsen har ført og agter at føre i fremtiden. Ofte vil forsamlingen stemme om denne beretning. Formålet med en sådan afstemning er imidlertid ikke umiddelbart indlysende. Hvad der allerede er sket, kan jo ikke gøres om. Men i afstemningsresultatet kan naturligvis ligge en tilkendegivelse af, at generalforsamlingen ikke vil gøre ansvar gældende over for bestyrelsen, og at denne ikke findes at have disponeret uden for sine vedtægtsmæssige beføjelser. Men denne afstemning er ikke nødvendigvis bindende for medlemmer, der vil gøre ansvar gældende, såfremt ansvarsgrundlaget i øvrigt klart er til stede. "Godkendes" beretningen ikke, kan heri ligge, at forsamlingen udtrykker sin misbilligelse af den politik, der er lagt op til for fremtiden. Det må så være op til bestyrelsen at gøre op med sig selv, hvorvidt man agter at følge forsamlingens ønsker om en eventuel anden politik, eller om man vil trække sig tilbage. Når det trækker op til forkastelse af beretningen, er det altså meget afgørende, at dirigenten gennem udformning af de rette afstemningstemaer får udkrystalliseret, hvad det overhovedet er, der stemmes om. Og mest hensigtsmæssigt er det naturligvis, at bestyrelsen
81
udformer sine tilkendegivelser om planlagte markante ændringer i foreningens linje i konkrete forslag til forsamlingen opstillet under særskilte dagsordenspunkter.
Regnskab og kontingent
Ligeledes skal foreningens regnskab lægges frem – gerne underskrevet af bestyrelsen og påtegnet af revisor (hvilket påses af dirigenten). Også dette gøres til genstand for forsamlingens beslutning. En godkendelse af regnskabet indebærer i denne forbindelse forsamlingens anerkendelse af, at regnskabet er rigtigt aflagt, f.eks. at det indeholder de relevante poster. Meddelelse af decharge indebærer en tilkendegivelse af, at man ikke vil gøre ansvar gældende over for bestyrelsen. Nægtes godkendelse af regnskabet, kan bestyrelsen ikke disponere ud fra det, og det afhænger af de konkrete forhold, hvad følgen herefter skal være. E.o. må en sådan underkendelse således betragtes som et mistillidsvotum, men der kan også være tale om, at regnskabet blot må gøres om og f.eks. opgørelsesfejl rettes.
Ofte vil der i tilknytning til regnskabets aflæggelse blive forelagt et forslag til budget og kontingent for den kommende periode (sidstnævnte dog naturligvis kun, såfremt kontingentet ikke allerede tidligere er fastsat ”indtil videre”). Budgettet bør dog normalt ikke være så detaljeret, at det indebærer bindinger, der undergraver bestyrelsens mulighed for fleksibelt at varetage foreningens løbende anliggender. Gennemgangen bør indledes med et oplæg til, hvad der tænkes at skulle ske i fremtiden, og hvad pengene altså skal bruges til.
Valg
Endvidere vil generalforsamlingen foretage de nødvendige valg af bestyrelse, evt. suppleanter for samme samt af revisor. I mangel af anden vedtægtsregel behøver kandidatforslag i så henseende ikke være udsendt på forhånd – omend sådan udsendelse kan være praktisk.
”Eventuelt”
Endelig opereres der gerne med et punkt "eventuelt", hvor der er mulighed for at drøfte spørgsmål uden for dagsordenen, fremkomme med synspunkter og oplysninger o.s.v. Det er en konsekvens af det allerede sagte, at der ikke under dette punkt kan træffes beslutninger, der binder fraværende.
Generalforsamlingens kompetence – den formelle minoritetsbeskyttelse Udgangspunktet: Generalforsamlingen har den øverste bestemmelsesret
Begrænsning 1: Lovgivningen og 3. mands ret
Begrænsning 2: Hensynet til foreningsmedlemmerne, jf. om minoritetsbeskyttelsen ovenfor
Mangelfulde generalforsamlingsbeslutninger Generalforsamlingens beslutninger kan lide af mangler i en række henseender. Der opstår i denne forbindelse et spørgsmål om, hvorvidt disse mangler efter deres art kan medføre tilsidesættelse af pågældende beslutning eller andre reaktioner, og eventuelt, hvad en sådan tilsidesættelse indebærer. Problemet ligger i sidstnævnte henseende bl.a. i, at beslutningen ikke nødvendigvis altid behøver at have karakter af en nullitet (altså en ugyldighed fra fødslen), og i, at den eventuelt kan anfægtes af nogle, men ikke af andre.
82
De enkelte mangeltilfælde
Manglerne kan vedrøre beslutningens tilblivelse, eller de kan vedrøre dens indhold.
A) Tilblivelsesmangler
Hvad det første angår, er det indlysende, at når vedtægterne stiller særlige krav om deltagerantal på generalforsamlingen, kvalificeret majoritet ved visse vedtagelser o.s.v., vil mangler i så henseende som regel bevirke, at beslutningen simpelt hen ikke er kommet til eksistens.
Dette vil ofte være resultatet, når det drejer sig om stemmemangler.
Også mangler vedrørende indkaldelsesvarslet og indkaldelsesmåden, mødetiden og mødestedet, meddelelsen af dagsorden, behandlingen af sagerne på selve mødet, nægtelse af taleret og lignende formelle fejl vil kunne føre til beslutningens tilsidesættelse. Betingelsen er dog, at mangelen kan have fået væsentlig betydning for indholdet af den trufne beslutning. Sådanne defekter elimineres ikke uden videre, selv om forsamlingen eventuelt vedtager at se bort herfra, da det jo er de ikke-fremmødtes og minoriteternes interesser, der skal varetages. Imidlertid vil e.o. kun den del af medlemmerne, for hvilke mangelen har haft betydning, kunne gøre indsigelse.
B) Indholdsmangler
Drejer det sig om indholdsmangler, og er generalforsamlingen f.eks. gået ud over, hvad den materielt har adgang til at tage bindende stilling til, eller strider beslutningen med lovgivningen eller "lov og ærbarhed" (jf. DL 5-1-2), vil den ofte være uden virkning over for den krænkede og dem, som ikke ønsker at tilslutte sig den.
I de tilfælde hvor beslutningen er retsstridig, kan de, der har tiltrådt den, e.o. ifalde et personligt ansvar.
Nærmere om retsvirkningerne
A) Ugyldighed
Mangelen ved beslutningen kan være så fatal, at ugyldigheden er indlysende og end ikke behøver konstateres af domstolene, fordi ugyldigheden ikke drages i tvivl, når først problemet rejses. Almindeligvis må det foreningsorgan eller medlem, der har den fornødne retlige interesse heri, imidlertid søge at få den formelt underkendt. Dette kan ske efter indsigelse over for krav, der rejses over for den pågældende støttet på beslutningen. Men det krænkede medlem – og e.o. foreningens ledelse – kan også anlægge sag mod foreningen som sådan med påstand om at få beslutningen kendt ugyldig. Har nogle medlemmer anerkendt beslutningen, må ugyldighedsindsigelsen gøres gældende specielt med henblik på den, der ser sin ret krænket. Selv om han måtte få medhold, vil beslutningen i så fald e.o. kunne stå uantastet i forhold til dem, der har godkendt den.
Det kan imidlertid som nævnt diskuteres, hvornår mangelen ved beslutningen er så betydelig, at beslutningen principielt slet ikke kan antages at være kommet i stand og altså endnu mindre kan ratihaberes med tilbagevirkende kraft ved en efterfølgende godkendelse ("nullitet"), og hvornår ugyldighedsvirkning kun vil indtræde, såfremt mangelen påtales ("anfægtelighed"). Denne sondring har dog ikke den store interesse i foreningsretten, fordi beslutninger her i det væsentlige kun har privatretlig betydning og følgelig kun vil blive tilsidesat, såfremt en krænket part gør indsigelse imod dem. Kommer ingen sådan indsigelse (senest på det tidspunkt, hvor de krænkede havde en opfordring til at reagere), må beslutningen betragtes som godkendt (ratihaberet). Men
83
kravene til indsigelsen (og opfølgningen af samme) vil naturligvis kunne variere alt efter beslutningens mere eller mindre indgribende art. Kun i tilfælde, hvor beslutningen strider mod offentligretlige regler eller lovgivning af ufravigelig natur, vil der således i praksis komme til at foreligge klar nullitet. Og ugyldighed vil her indtræde også i relation til dem, der måtte have godkendt beslutningen.
B) Udmeldelse
I øvrigt vil mangelfulde beslutninger – specielt kompetenceoverskridelser – e.o. kunne give ret til udtræden i utide.
C) Ændring
Efter påstand kan der e.o. også blive tale om, at retten ændrer generalforsamlingsbeslutningen og fastslår, hvad der skal gælde i stedet. Men det må så kræves, at der er mulighed for med sikkerhed ud fra vedtægten at konstatere, hvad der er den rigtige beslutning. Et typisk eksempel herpå er fastlæggelse af, hvem der rettelig er valgt iht. en foretaget afstemning.
D) Erstatning
Endelig kan der eventuelt i forbindelse med ugyldighedsvirkningen blive tale om, at der tilkendes den forurettede part erstatning. Såfremt en ugyldighedsvirkning af praktiske grunde ikke kan gennemføres, fordi den ulovlige beslutning allerede er ført ud i livet, må oprejsningen ske over erstatningsreglerne.
Spm.: Passivitetsvirkning og accept?
Deltagelse i eller passivitet over for den mangelfulde beslutning vil altså kunne få konsekvenser.
De, der stemmer for en ulovlig beslutning, vil således i princippet kunne hævdes at have givet afkald på deres ret til at gøre indsigelse, såfremt stemmetilkendegivelsen kan eftervises. Det samme gælder dem, der rent faktisk efterlever beslutningen – f.eks. betaler et kontingentkrav, hvis lovlighed der er strid om, eller på anden måde disponerer på en måde, som kan siges at indebære et afkald på eventuelle indsigelser. Men e.o. vil forudsætningerne for en sådan tilslutning naturligvis kunne anses for bristede, såfremt nogle foreningsmedlemmer får beslutningen tilsidesat i forhold til sig.
Vanskeligere stiller det sig, når det drejer sig om ren passivitet. Det kan være medlemmer, der har afholdt sig fra at stemme – eller som slet ikke er mødt. Her kan det dog givetvis ofte gøres gældende, at den, der tier, samtykker. Endog den, der har stemt imod beslutningen, må e.o. følge sagen op, hvis han mener, at den er retsstridig. Således må han principielt gøre indsigelse snarest muligt. Deltagere i generalforsamlingen bør altså reagere allerede på denne.
Den praktiske situation kan imidlertid være sådan, at der ikke er nogen umiddelbar tilskyndelse til at reagere. Og i øvrigt kan en protest jo ofte opfattes som en aggressiv handling. Dette bør få indflydelse på de konsekvenser, der tillægges et medlems passivitet over for det, han opfatter som en ulovlig beslutning. Først og fremmest synes det således at måtte spille en rolle, hvorvidt den pågældende har en særlig tilskyndelse til at rejse indsigelse eller tværtimod slet ikke har haft nogen opfordring i denne retning. Mangler vedrørende mødeindkaldelsen kan f.eks. have ført til, at han slet ikke straks bliver klar over, at der er noget at rejse indsigelse imod. Og e.o. kan man også først forpligte den pågældende til at reagere på det tidspunkt, hvor beslutningen får praktiske virkninger i relation til ham. Men dernæst synes graden af interesse i medlemskabet at måtte spille ind. Stor interesse af denne art kan f.eks.
84
tilskynde til en særlig forsigtighed med at vise sig for "kantet". Dette har været fremme i eksklusionssager og i sager om ændringer af foreningsforholdet. Således må de nærmere omstændigheder altså overvejes nærmere.
Strider beslutningen mod offentligretlige forskrifter, der kan sanktioneres, gælder naturligvis slet ingen passivitetsvirkning.
U 1964/472 ØL: Efter et vandværks love kunne udtræden kun ske mod betaling af 40 gange den årlige afgift med fradrag af 1/40 "for hvert år, der er forløbet". Lovbestemmelsen herom skærpedes på en generalforsamling i 1952.
Denne vedtagelse fandtes at være sket i så åbenbar strid med lovene, hvorfor den var ugyldig. At en andelshaver havde deltaget i generalforsamlingen i 1952, dog uden at stemme, og at han ikke siden havde anfægtet vedtagelsen, kunne ikke medføre, at han nu var bundet af den. De 40 år skulle regnes fra hanens opsættelse i 1919 og ikke fra pågældendes erhvervelse af vedkommende ejendom.
10. Dirigenthvervet
Valg og afsættelse
Det praktiske initiativ til generalforsamlingens afholdelse ligger altså i reglen hos bestyrelsen. Men denne kan vanskeligt selv lede generalforsamlingen, eftersom dens virksomhed jo er genstand for drøftelse. Den bør derfor indtage en mere tilbagetrukket position i relation til forhandlingernes ledelse. Til at forestå den formelle ledelse af generalforsamlingshandlingen er det følgelig almindeligt, at forsamlingen udpeger en særlig forhandlingsleder, "dirigent" i henhold til de regler, der gælder om valg – jf. ovenfor under 1.2 og princippet i aktieselskabslovens § 75. Gennemførelsen af denne indledende valghandling vil være en normal bestyrelses(formands)forpligtelse.
I princippet har forsamlingen også til enhver tid adgang til at afsætte dirigenten (efter de regler der gælder for valg af denne) og vælge en ny. Enhver lovlig deltager i forsamlingen vil kunne fremsætte forslag hertil, og et sådant – motiveret - forslag skal umiddelbart sættes under afstemning uden forudgående debat under den allerede valgte dirigents ledelse. Afsættes han, må der vælges en ny under den oprindelige forhandlingsleders auspicier.
Kvalifikationer og habilitet
Dirigenten er i princippet tillidsmand for alle foreningsmedlemmerne og i denne egenskab en slags 1. instans voldgiftsdommer, for så vidt angår alle de procedurespørgsmål, der kommer op under forhandlingerne. Afgørelsen af disse kan have stor indflydelse på de materielle resultater, der opnås. Det er endvidere i det hele vanskeligt at opstille en udtømmende ramme for dirigentens beføjelser. Endelig er reaktionsmulighederne, såfremt hvervet misforvaltes, i praksis begrænsede - selv om hans afgørelser i princippet kan indbringes for domstolene, og selv om han selv i princippet vil ifalde erstatningsansvar for grove fejl og tilsidesættelser af gældende regler. Meget vil derfor afhænge af, at der vælges en person med en vis viden om foreningsjura, kendskab til den konkrete foreningsvedtægt samt ansvarsfølelse og konduite.
Selv om der ikke i henhold til vedtægterne måtte kunne stilles særlige krav med hensyn til dirigentens indsigt i foreningens anliggender, dens virke, vedtægter og sædvaner, er det af betydning, at han er i besiddelse af sådan indsigt. Samtidig bør han imidlertid være rimeligt neutral – selv om valg af en partisk dirigent næppe kan
85
sanktioneres af et utilfreds mindretal på anden måde end gennem anfægtelse af de beslutninger, der træffes, ad rettens vej. Det sagte er ikke til hinder for, at dirigenten vælges blandt medlemmerne, og er han medlem, har han både taleret og stemmeret i denne egenskab.. En dirigent uden for medlemskredsen har derimod ikke i kraft af sin dirigentstilling taleret som deltager i debatten.
Pligter
Dirigenten står for den praktiske afvikling af mødet og har ansvaret for, at formalia i denne forbindelse overholdes.
Herunder påser han, at mødet er indkaldt med tilstrækkeligt varsel af en kompetent person (eller organ), at indkaldelsen indeholder en passende koncis angivelse af mødeformålet og af mødested og -tid, at indkaldelsen er bekendtgjort eller udsendt korrekt, at materiale til drøftelse er behørigt bilagt, at mødet i øvrigt er beslutningsdygtigt (f.eks. hvis vedtægten opstiller krav mht. mindste antal fremmødte) og at regnskabet er underskrevet af bestyrelsen og påtegnet af revisor. Han må også efter behov sørge for at sikre, hvem der er mødt og eventuelle fuldmagters gyldighed samt afklare inhabilitetsspørgsmål vedrørende enkelte fremmødte. Ligeledes skal han påse, at foreslåede kandidater til valg er valgbare samt at forslagsstilleren er opstillingsberettiget.
Han skal endvidere tilrettelægge dagsordenens praktiske afvikling og virke som ordstyrer (inden for rammerne af vedtægter, indkaldelsen og den forretningsorden for forhandlingernes førelse, som evt. måtte være fastlagt på forhånd). Det er i den forbindelse hans pligt at sikre, at god tone respekteres, og at indlæggene ikke bevæger sig uden for, hvad dagsordenen berettiger til. Se i øvrigt nærmere nedenfor om dirigentens kompetence.
Fremdeles er det dirigenten, der skal sørge for, at afstemninger foregår og opgøres betryggende og i overensstemmelse med vedtægten gældende regler i øvrigt. Ligeledes skal han opgøre resultatet af stemmeafgivelsen og meddeler dette til forsamlingen (herunder det konkrete indhold af de af forsamlingen trufne beslutninger).
Generelt påhviler det i øvrigt dirigenten at sikre, at det fremgår klart på selve mødet, hvad der foregår (f.eks. hvornår man overgår til en ny sag på dagsordenen), og hvad der besluttes (f.eks. ved oplæsning af valgresultater og beslutninger). Ligeledes skal han sikre, at det senere kan eftervises, hvad der er sket på generalforsamlingen – i det mindste ved egne notater. Oftest vil der være sædvane for, at der udfærdiges et skriftligt beslutningsreferat eller måske et mere udførligt referat. I så fald påhviler det dirigenten, at tilse, at denne protokol føres, således at begivenhederne i påkommende fald kan eftervises senere – og at underskrive protokollen til sikring af, at den er i overensstemmelse med det stedfundne. Medlemmer med relevante særstandpunkter har ret til at få dem noteret i protokollen. E.o. kan det også være på sin plads heri at notere grundlaget for eventuelle uenigheder, som der er taget stilling til på mødet, for dirigentens beslutninger i opståede procedurespørgsmål o.l. Undertiden er det generalforsamlingen, der vælger referenten. Men denne fungerer under alle omstændigheder under dirigentens ansvar.
I den udstrækning, praktiske grunde nødvendiggør det, inddrager dirigenten den fornødne medhjælp (f.eks. til optællinger, registrering af stemmer o.l.).
Kompetenceområde
Dirigentens område
86
Dirigenten har som hovedregel kompetence til at afgøre alle formelle anliggender omkring mødets afvikling og den materielle beslutningstagen på det.
Det er således ham, der under mødet afgør de procedurespørgsmål, som kommer op, og som om nødvendigt fortolker vedtægten, dagsordenen og fremsatte forslag. Sådanne afgørelser kan det f.eks. blive aktuelt at træffe, når der opstår tvivl om forsamlingens kompetence, indkaldelsens og mødets lovlighed og beslutningsdygtighed, om taleret, om stemmeretsforhold, om adgangen til at stemme ved fuldmagt, om afstemningsmetoden, om rækkevidden af forsamlingens beslutninger for proceduren osv.
I konsekvens heraf er det dirigenten, der styrer de mundtlige indlæg, herunder beslutter talerorden - han skal dog give indlæg vedrørende proceduren for den måde, mødet afvikles på, forrang for alle andre punkter og talerindlæg - taletidsbegrænsninger, brug af talerstol og mikrofon, evt. opdeling af debatten, og om at eventuelle forslag skal udformes skriftligt.
Dirigenten kan i forbindelsen evt. vælge at lade to sammenhængende punkter drøfte under ét. Omvendt kan han også opdele et dagsordenspunkt i flere dele, såfremt det er nødvendigt for klarheden i behandlingen. Han kan endvidere ændre dagsordenspunkternes rækkefølge – forudsat der ikke derigennem vil være medlemmer, som risikerer at indfinde sig for sent i forhold til det forud forventelige behandlingstidspunkt. Derimod kan han, når et dagsordenspunkt er færdigbehandlet, ikke genoptage det, medmindre det var tilkendegivet, at det ville blive taget op igen, eller ingen har forladt mødet i tillid til, at sagen var afsluttet.
Han afgør også, hvorledes forslag skal håndteres – således om et ændringsforslag kan sættes til behandling som liggende inden for rammen for et oprindeligt forslag, eller om det skal betragtes som et helt nyt forslag, som ikke kan rummes inden for dagsordenen, hvorfor det må henskydes til en senere generalforsamling. Ligeledes afgør han, om et forslag evt. må behandles i flere tempi.
Også afstemningsformen og – metoden bestemmes - i mangel af vedtægtsregler herom – af dirigenten (der f.eks. kan beslutte skriftlig afstemning frem for håndsoprækning og anonym afstemning frem for åben). Herunder kan han om nødvendigt at redigere beslutningsforslag m.v., så de egner sig til afstemning, og opstille afstemningstemaerne. Han kan også anordne vejledende afstemninger med henblik på at klarlægge det endelige afstemningstema. Ligeledes er det ham, der har ansvaret for opgørelsen af afstemningsresultatet. Han kan herunder beslutte at opfatte et forslag som vedtaget, såfremt der ikke protesteres heroverfor.
En række af dirigentens afgørelser kan overlades til forsamlingens stillingtagen. Dirigentens beslutninger vedrørende indholdet af gældende ret kan imidlertid ikke bare henskydes til eller omgøres af forsamlingen. Forsamlingen kan således ikke dispensere fra formelle mangler ved indkaldelsen (f.eks. fra et for kort indkaldelsesvarsel). Ej heller kan dirigenten med forsamlingens accept tillade behandling af emner, der ikke var forudseelige for medlemmerne efter indkaldelsen eller vedtægten. En beslutning om at udvide et sammen med indkaldelsen udsendt forslag kan således ikke træffes af forsamlingen (udeblevne medlemmer ville jo muligvis have vurderet behovet for at møde op og gøre deres indflydelse gældende anderledes). Lige så lidt kan han bare overlade forsamlingen at tolke vedtægten eller at gøre indgreb i medlemmers af foreningsforholdet uafhængige retskrav eller i deres ufravigelige rettigheder (i de foreninger, hvor sådant er hjemlet. Tilsvarende gælder med henblik på ændring i den rækkefølge, efter hvilken de enkelte punkter i den udsendte dagsorden behandles, såfremt ændringen vil kunne få den betydning, at enkelte interesserede først indfinder sig for sent.
87
Dirigenten må således sikre, at enkeltmedlemmers ufravigelige eller på anden måde urørlige krav respekteres. Ethvert medlem har eksempelvis et retskrav på, at den gældende vedtægt respekteres i forhold til ham. Allerede derfor kan dirigenten ikke bare overlade spørgsmål, der angår tvivl om vedtægtens forståelse (f.eks. om generalforsamlingens kompetence og centrale procedurespørgsmål vedr. forsamlingens lovlige afvikling) til afgørelse ved afstemning. Men heller ikke alle rent praktiske spørgsmål om mødets gennemførelse, hvis afgørelse dog har betydning for den enkeltes ret, kan afgøres diskretionært af dirigenten eller af denne henskydes til afgørelse gennem afstemning. Det er således hans ansvar at enkeltmedlemmers ret ikke krænkes.
Dirigenten må naturligvis på opfordring over for forsamlingen redegøre for grundlaget for sine beslutninger.
Dirigentens beslutninger er i øvrigt underkastet den censur, der ligger i, at medlemmer, der føler deres rettigheder krænkede, kan søge disse gennemført ved domstolene.
Forsamlingens område
Visse procedurespørgsmål er af en sådan karakter, at dirigenten ikke kan træffe afgørelse i dem uden om forsamlingen. Dette gælder således e.o., når det skal træffes afgørelse om at lade et dagsordenspunkt udgå, om mødets ophør, inden hele dagsordenen er udtømt, om udsættelse af mødet til en anden dag, om afvisning eller udsættelse af en på dagsordenen optaget sag eller et lovligt forslag, om afslutning af debatten, inden talerrækken er udtømt, om undladelse af afstemning (eller i det mindste konstateringen af den klar overvejende opfattelse) eller om henvisning af en sag til behandling i særligt udvalg. Her må han altså forlange forsamlingens afgørelse. Også udenforståendes eventuelle adgang til at overvære generalforsamlingen afgøres af forsamlingen.
Sanktionsmidler
De midler, dirigenten kan betjene sig af ved varetagelsen af sin funktion, er i øvrigt følgende:
Han vil kunne påtale eventuelle ukorrektheder – og eventuelt, såfremt det drejer sig om en taler, lidt skarpere "kalde denne til orden". I øvrigt kan han også fratage taleren ordet, når god orden kræver det, taletiden udløbet eller emnet er udtømt (hvorfor han i samme tilfælde også kan lukke talerlisten). Efter samme princip kan han midlertidigt eller definitivt bortvise enkeltdeltagere, der ikke iagttager den nødvendige orden på mødet. Såfremt en sag kræver særlig overvejelse, eller situationen i øvrigt nødvendiggør det, kan han suspendere mødet for en kortere tid. Under særlige omstændigheder kan han endvidere hæve mødet. Endelig kan dirigenten naturligvis forlange ført til protokol det, han mener er relevant med henblik på eftervisningen af, hvad der er foregået. Han har ret og pligt til at underskrive protokollen, der herefter formodes at indeholde den korrekte version af begivenhederne.
11. Bestyrelsen
Valg og konstituering m.v.
Vedtægtsregler
Om valget af bestyrelsen og konstituering af samme indeholder vedtægterne ofte særlige regler. Disse kan i faglige og andre organisationer, i hvilke medlemskab er en nødvendighed, ikke lovligt udelukke visse medlemmer fra valg på et usagligt grundlag.
88
Ud over forskrifter om antallet af bestyrelsesmedlemmer og en almindelig bestemmelse om, at bestyrelsen vælges af generalforsamlingen, kan det også være overladt til denne at fordele de enkelte bestyrelsesposter. Undertiden finder man endvidere regler om, at bestyrelsen er selvsupplerende ved frafald i valgperioden eller om suppleantordning, om mulighed for eller udelukkelse af genvalg, om aldersgrænser og om, at de enkelte bestyrelsesmedlemmers valgperiode er forskudt i forhold til hinanden. Gennem sidstnævnte ordning søges kontinuiteten i foreningens ledelse sikret. Eventuelt hjemles også et vederlag for det udførte arbejde.
Ingen bestemmelse i vedtægten:
Nyvalg og konstitution
I mangel af særlig forskrift vælges bestyrelsen på den årlige generalforsamling, og den må herefter konstituere sig selv og herunder besætte de poster, som omstændighederne tilsiger (gerne med formand, næstformand, sekretær og kasserer). Der kan næppe opstilles nogen antagelse om, at kun medlemmer er valgbare til bestyrelsen. Antallet af bestyrelsesposter kan variere – fsv. er der næppe noget til hinder for, at bestyrelsen er på én person. Bestyrelsen kan almindeligvis ikke forvente at opnå vederlag for det udførte arbejde.
Domstolene vil kunne efterprøve lovligheden af det stedfundne valg – herunder f.eks. om dette hviler på urigtige forudsætninger.
Afsættelse
Det må antages, at enhver lovligt indkaldt generalforsamling kan afsætte bestyrelsen eller enkelte medlemmer af denne og vælge en ny. Udskiftning af en forenings bestyrelse vil ofte finde sted på den måde, at der først stemmes om, hvorvidt man overhovedet vil have en ny bestyrelse. Dette sker gennem vedtagelse af en sådan mistillidsdagsorden. Heri ligger ikke nødvendigvis, at den gamle bestyrelse er afsat. Men den gamle bestyrelse må nu fungere som "forretningsministerium" med henblik på at få valgt en ny. Dette indebærer, at forsamlingen i næste ombæring må vælge denne nye bestyrelse – dvs. de konkret valgte til den nye bestyrelse. Systemet, der sådan set svarer til det i Folketinget anvendte, indebærer, at man undgår den ulykkelige situation, at alle går fra hinanden efter, at en siddende bestyrelse er sat af, så at der ingen er til at varetage foreningens anliggender. Det indebærer også, at man i første omgang kan nøjes med at afklare holdningerne ved at stemme om det simple, nemlig ønskværdigheden i en udskiftning af bestyrelsen. Skulle holdningen til bestyrelsen gennem mistillidsdagsordenens vedtagelse vise sig at være for en sådan udskiftning, kan man dernæst gå over til det mere komplicerede, nemlig at vælge en ny.
Reglen om bestyrelsens afsættelighed gælder, uanset om bestyrelsesarbejdet måtte være vederlagt – vederlaget falder så væk fra fratrædelsestidspunktet. Det spiller i denne forbindelse næppe nogen rolle, om bestyrelsen i henhold til vedtægterne er valgt på åremål, idet en klausul af denne art almindeligvis ikke kan fortolkes som berettigende for bestyrelsen. En sådan fortolkning ville kollidere såvel med de almindelige principper om hvervgivers ret til når som helst at bringe en fuldmægtigs handlebeføjelse til ophør som med det tyngende behov for at sikre generalforsamlingen som højeste foreningsmyndighed mulighed for til enhver tid at kunne udpege den bestyrelse, man finder bedst egnet til at føre sin politik ud i livet. Generalforsamlingen er forum for debat om foreningens samlede politik. Konsekvensen heraf må være, at denne politik altid kan forlanges udmøntet på en lovlig generalforsamling – herunder med den konsekvens der ligger i, at et kursskifte giver sig udslag i en udskiftning af bestyrelsen.
89
God orden tilsiger, at muligheden for en hel eller delvis udskiftning af eller i bestyrelsen bør fremgå af dagsordenen, hvis den kan forudses. Men noget krav om optagelse på dagsordenen kan næppe stilles. Hvis hele bestyrelsen afsættes, selv om normal afgang ifølge vedtægten sker på forskudte tidspunkter, må det i øvrigt også besluttes, hvem af de nyvalgte der skal afgå hvornår.
U 1882/1163: En forenings bestyrelse valgtes i henhold til lovene for et tidsrum af 2 år.
Antaget, at bestyrelsen ikke gennem et valg på dette grundlag havde erhvervet en ret til at forblive i stillingen indtil udløbet af den tid, på hvilken de var valgt. Vel bestemte foreningens love, at valget af nye bestyrelsesmedlemmer ordentligvis skulle foregå på den årlige generalforsamling, men det ville stride mod sagens natur, om foreningen skulle være henvist til at afvente afholdelsen af den næste hovedgeneralforsamling for at træffe beslutning om forandringer i bestyrelsen, hvis øjeblikkelige iværksættelse måtte anses for nødvendig. Et forinden udløbet af den ordinære funktionstid foretaget valg af en ny bestyrelse kunne heller ikke sidestilles med lovændring med de deraf følgende skærpede krav til vedtagelsens lovlige gennemførelse.
Smh. om et repræsentantskab:
U 1935/332 H: Ifølge vedtægterne for et gensidigt forsikringsselskab lå den øverste myndighed i alle anliggender hos et repræsentantskab, som valgtes af medlemmerne for 4 år ad gangen ved kredsmøder. Bestyrelsen foranstaltede imidlertid nyvalg af repræsentantskabet inden for 4-års-perioden på ekstraordinære kredsmøder.
Udtalt, at repræsentantskabet var selskabets øverste myndighed og overordnet i forhold til bestyrelsen. Det måtte efter selskabets struktur og karakter antages, at vedtægtsbestemmelserne om, at valg skete for 4 år ad gangen og var gældende til næste ordinære valgmøde, tilsigtede at betrygge den øverste selskabsmyndigheds uafhængige stilling i valgperioden, og der var ikke noget holdepunkt i vedtægterne for, at bestyrelsen eller nogen under repræsentantskabet stående selskabsmyndighed inden for denne periode kunne gennemtvinge en fornyelse af repræsentantskabet ved at foranstalte nyvalg på ekstraordinære møder. Ej heller kunne et sådant nyvalg være gyldigt på grundlag af, at enkelte kredse rent faktisk havde foretaget valg, da vedtægterne ikke gav støtte for, at der fra interessenternes side kunne rejses krav om afholdelse af ekstraordinære kredsmøder til nyvalg. Herefter antoges det stedfundne nyvalg af repræsentantskabet ikke for vedtægtsmæssigt, og de gamle repræsentanter var fortsat lovlige øverste myndighed.
Domstolene kan ikke efterprøve generalforsamlingens grunde til at afsætte en bestyrelse i utide. Derimod kan de efterprøve, om afsættelsen har fundet sted på lovlig vis i henhold til de vedtægtsmæssige procedurer herfor. Den omstændighed, at det fastslås, at ét eller flere bestyrelsesmedlemmer er blevet uretmæssigt afsat, giver dog ikke de pågældende mulighed for ved fogedens hjælp umiddelbart at blive genindsat i deres funktion.
Nedlæggelse af bestyrelseshvervet
90
I øvrigt er et bestyrelsesmedlem altid berettiget til at nedlægge sit hverv. Dette må dog ikke ske således, at dispositionen får karakter af sabotage af foreningen.
Hvis bestyrelsen størrelsesmæssigt reduceres i valgperioden, kan der næppe uden vedtægtsmæssig hjemmel foretages selvsupplering. Hvis bestyrelsen reduceres så meget, at den ikke mere er beslutningsdygtig i henhold til vedtægten, må der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling. Indtil da må den eller de tilbageværende træffe de beslutninger, som er nødvendige for at opretholde den daglige drift (jf. reglerne om negotiorum gestio).
Bestyrelsens pligter Bestyrelsens pligter opregnes undertiden i vedtægterne – der dog i så henseende sjældent bør opfattes som udtømmende. Sammenfattende kan det siges, at bestyrelsen skal arbejde for at virkeliggøre foreningsformålet og tage de initiativer, som er påkrævede i forbindelse hermed. Således er man en slags ombudsmand for medlemmerne indadtil og repræsentant for dem udadtil. At bestyrelsen derfor skal være loyal over for medlemmerne, er en selvfølge. Heri ligger også, at bestyrelseshvervet ikke må misbruges til bestyrelsesmedlemmers egne formål.
Ombudsmandsfunktionen indebærer en aktiv initiativpligt med hensyn til bl.a. organiseringen af foreningens arbejde og en pligt til at føre fornødent tilsyn med foreningsvirksomheden. Herunder skal bestyrelsen f.eks. sørge for, at generalforsamlingen indkaldes behørigt, at forsamlingens beslutninger føres ud i livet, at der føres det fornødne regnskab, og at foreningen overholder eventuelle offentligretlige pligter i henseende til f.eks. anmeldelser til det offentlige o.l., som foreningsvirksomheden nødvendiggør. Er der en ansat stab, er det op til bestyrelsen at føre tilsyn med, at denne udfører de opgaver, den pålægges – og eventuelt at træffe de beslutninger, som ligger uden for den ansatte direktions kompetenceområde.
Disse pligter påhviler bestyrelsen som helhed, og dennes enkelte medlemmer kan altså ikke uden videre gå ud fra, at en internt gennemført arbejdsdeling mellem de enkelte bestyrelsesmedlemmer vil virke ansvarsbegrænsende for de af dem, der ikke er tillagt den opgave, hvor ansvarsspørgsmålet aktualiseres.
U 1935/23 H: Mellem to medlemmer af Dansk Ingeniørforening opstod en uoverensstemmelse, og det ene medlem søgte herefter at få bestyrelsen tilpligtet til at tage initiativ til at bilægge uoverensstemmelsen på en af bestyrelsens valgt rimelig måde. Bestyrelsen tog imidlertid intet initiativ.
Antaget, at det måtte tilkomme bestyrelsen selv at afgøre, hvorvidt man skulle foretage skridt til at fremme et kollegialt forhold mellem medlemmerne.
U 1920/701 H: På et tidspunkt meddelte Landbrugsministeriet en slagtermesterforening tilladelse til at udføre visse produkter fra en del af de offentlige slagterhuse. Foreningens næstformand, som hidtil selv havde opkøbt sådanne ting, traf herefter aftale om eksport med en speditør, som afkøbte ham de omhandlede produkter til en høj pris og afviste forespørgsler fra andre.
Udtalt, at det havde været bestyrelsens pligt at gøre foreningens medlemmer bekendt med den opnåede eksporttilladelse, ligesom næstformanden havde været uberettiget til at benytte sin som bestyrelsesmedlem erhvervede viden om samme tilladelse til at tilegne sig en fordel, som retteligt burde have tilkommet foreningen og dennes medlemmer. Den daværende bestyrelses passive
91
holdning i relation til det passerede kunne ikke gøre hans handlemåde retmæssig. Han tilpligtedes herefter at aflægge regnskab for handelen over for foreningen.
Afholdelse af bestyrelsesmøder Bestyrelsens virksomhed drives ofte på helt formløst grundlag. Undertiden etableres dog en forretningsorden indeholdende f.eks. regler om bestyrelsens konstitution, tid og sted for regelmæssige møder, løbende pligter og forskrifter for den beslutningstagen, der kan blive tale om. I mangel af særlig regel må møderne holdes med den frekvens, som er nødvendig, for at bestyrelsen kan varetage sine opgaver – herunder især tilsynsfunktionen – på forsvarlig vis. Det påhviler formanden at indkalde i nødvendigt omfang. Men et flertal af bestyrelsens medlemmer må kunne forlange bestyrelsesmøde afholdt.
Lader man sig vælge til bestyrelsen, må der i øvrigt principielt være mødepligt i denne. I mangel af forud bestemte mødedage skal indkaldelse til bestyrelsesmøderne finde sted på en sådan måde og til sådan tid, at der er mulighed for at opfylde denne pligt. Mangler i indkaldelsen vil eventuelt medføre, at trufne beslutninger ikke er gyldige. Uformelle drøftelser mellem et antal af bestyrelsens medlemmer kan således ikke gøre det ud for et formelt bestyrelsesmøde.
Om dagsordenen gælder samme principper, som for så vidt angår det om generalforsamlingsdagsordener anførte. Under hensyn til, at bestyrelsens virksomhed er mere målrettet, og til, at der principielt er mødepligt, synes mangler i henseende til udsendelsen af dagsorden dog ikke at kunne få helt den samme betydning. Er en mere udførlig dagsorden udsendt, vil den dog e.o. binde bestyrelsens beslutningskompetence på pågældende møde.
Medlemmer, der ikke er valgt til bestyrelsen, kan kun med særlig hjemmel i vedtægten kræve at være til stede under bestyrelsesmøderne.
Beslutningsprocessen Det vil vistnok være naturligt at stille større krav til fremmødet for at acceptere bestyrelsens beslutningsdygtighed end dem, der kan stilles til generalforsamlingen. I et så lille forum kan selv et begrænset fravær fuldstændig forrykke beslutningsgrundlaget. Dette er især aktuelt, såfremt bestyrelsen rummer repræsentanter for forskellige meningsgrupper. I almindelighed bør antagelig mindst halvdelen af bestyrelsen deltage i mødet, for at der kan træffes (gyldig) beslutning.
Da bestyrelseshvervet i ideelle foreninger i høj grad er personligt og bygger på en vurdering af den pågældendes hele indstilling, er det endvidere naturligt at antage, at et bestyrelsesmedlem ikke kan afgive generel fuldmagt til et andet til at stemme på sine vegne. På samme måde vil han ikke uden vedtægtsmæssig hjemmel herfor kunne sende en stedfortræder. Derimod synes han e.o. at måtte kunne stemme pr. brev i konkrete sager – eller afgive fuldmagt med hensyn til en konkret stemmeafgivelse til et andet bestyrelsesmedlem.
I øvrigt gælder i bestyrelsessammenhæng den udfyldende regel om, at beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed.
I mangel af særlig regel i vedtægten herom gælder intet princip om, at formandens stemme gør udslaget i tilfælde af stemmelighed. Stemmerne vægter således lige.
Habilitet Også i bestyrelsessammenhæng gælder et inhabilitetsprincip. Dette kan e.o. indebære en udelukkelse fra deltagelse såvel i bestyrelsens forhandlinger som i dens
92
afstemninger. I så henseende er det imidlertid ikke tilstrækkeligt, at pågældende blot repræsenterer særinteresser i foreningen – også disse skal kunne komme til orde. Afgørende er, hvorvidt der er tale om væsentlige særinteresser, som strider imod de interesser, der rummes inden for foreningsformålet. Dette kan f.eks. være tilfældet, når der skal træffes beslutning angående konkrete aftaler med eller søgsmål mod et bestyrelsesmedlem eller mod 3. mand, med hvem dette medlem har et væsentligt interessefællesskab, f.eks. fordi der er tale om en nær slægtning.
Sagsbehandlingsregler generelt Det anførte gælder som udfyldende regel om bestyrelsens virksomhed i alle typer af foreninger. Herudover gælder udfyldende i alle foreninger de regler, som i foreninger, i hvilke medlemskab er en velfærdssag, ligefrem er ufravigelige. Se om disse i det hele herom ovenfor.
Der er endvidere ingen tvivl om, at en række af de almindelige fra forvaltningsretten kendte principper vil virke udfyldende i relation til bestyrelsens administration af foreningens forhold til medlemmerne, blot i den tilpassede form, retsforholdets særlige art tilsiger. En organisation, der f.eks. udøver offentlige opgaver, må også i almindelighed anses for forpligtet til i sagsbehandlingen at følge de samme principper som forvaltningsmyndigheder i tilpasset form. Se herom ligeledes ovenfor. Dette gælder f.eks. principperne for magtfordrejning, pligten til at behandle borgerne (medlemmerne) lige, proportionalitetsprincippet og pligten til ikke at sætte skøn under regel. Det samme gælder reglerne procedurereglerne (mht. kompetence, habilitet, sagsoplysning herunder høring, begrundelse og klagemuligheder). Også princippet om, at der, når et sagsforløb er startet, tages notater om indholdet af væsentlige kontakter, som ikke foreligger verificerbare på anden vis f.eks. i mail, bør respekteres (tillige fordi den slags senere hen kan have en ikke ringe bevismæssig vægt mht., hvad der faktisk er passeret ved lejligheden). Ligeledes vil foreningen i forhold til medlemmerne være underkastet samme principper for offentlighed, som følger af offentlighedslovgivningen.
U 1950/877 H: Dansk Ingeniørforenings repræsentantskab tildelte et af foreningens medlemmer en alvorlig misbilligelse på grund af den pågældendes adfærd under besættelsen.
Udtalt, at under hensyn til, at foreningssagen kunne få væsentlig betydning for det pågældende medlem, bl.a. i kraft af dennes erhvervsmæssige interesser i allierede lande, burde en af ham udtrykkelig fremsat begæring om at få adgang til at udtale sig direkte over for repræsentantskabet, der skulle træffe afgørelse i sagen, være taget til følge. Da han endvidere havde bedt om, at afgørelsen måtte indeholde en vurdering pro et contra af hvert enkelt punkt i undersøgelsen, antoges han at have krav på, at beslutningen blev affattet således, at det kunne ses, hvilke bestemte forhold repræsentantskabet havde grundet misbilligelsen på. Endelig ansås 10 repræsentantskabsmedlemmers nærmere i dommen beskrevne adfærd at have været af en sådan beskaffenhed, at der i særlig grad kunne rejses tvivl om deres upartiskhed, hvorfor en fra medlemmets side i behørig tid fremsat indsigelse mod deres deltagelse i behandlingen ikke burde have været afvist. Under hensyn hertil ansås behandlingen af sagen at have lidt af sådanne mangler, at afgørelsen ikke antoges at stå ved magt som lovligt truffet.
93
Mangelfulde bestyrelsesbeslutninger Såfremt formalia ikke overholdes i forbindelse med bestyrelsens beslutningstagen, vil der e.o. indtræde ugyldighed m.v. Konsekvenserne af en fejl kan ikke uden videre bringes ud af verden ved en efterfølgende godkendelse (i de rette former) af den mangelfulde beslutning.
Kompetenceafgrænsningen over for andre foreningsorganer Spørgsmålet om bestyrelsens kompetence i forhold til andre foreningsorganer – især generalforsamlingen – har to facetter. Det kan dreje sig om fordelingen af kompetencer mellem bestyrelsen og andre foreningsorganer (og i sidste ende altså også om bestyrelsens bemyndigelse), eller det kan dreje sig om bestyrelsens tegningsret, legitimation, udadtil (fuldmagten). På nærværende sted vil opmærksomheden være samlet om afgrænsningen af bestyrelsens interne beslutningskompetence i forhold til de øvrige foreningsorganer.
Det i så henseende afgørende er 1) vedtægterne og 2) generalforsamlingens beslutninger. Såfremt der ikke findes holdepunkter for en løsning heri, må man falde tilbage på 3) almindelige overvejelser over, hvad en bestyrelses funktion er i en forenings styringssystem.
Vedtægtsbestemmelser
Undertiden indeholder vedtægterne bestemmelser om, hvad bestyrelsens kompetence er. I så fald er den berettiget i henhold hertil – og forpligtet til at udføre det, vedtægterne overlader til den at sætte i værk, medmindre anvisningen er i strid med lovgivningen. Såfremt det tydeligt fremgår, at det har været hensigten at overlade bestemte beslutninger til bestyrelsen – f.eks. ansættelse af direktionen – vil den heller ikke i så henseende kunne bindes af en generalforsamlingsbeslutning, medmindre denne beslutning gennemføres efter reglerne om vedtægtsændringer. Det er dog sjældent, vedtægterne skal forstås på denne måde.
Generalforsamlingens beslutninger om bestyrelsens kompetence
Bestyrelsens kompetence berøres sædvanligvis ikke mere detaljeret i vedtægterne – ofte vil det blot være anført, at bestyrelsen leder foreningen under ansvar over for generalforsamlingen. Det forekommer derimod mere almindeligt, at generalforsamlingens opgaver er opregnet udførligt. En sådan opregning skal imidlertid i almindelighed næppe forstås som udtømmende med hensyn til, hvad det er overladt generalforsamlingen at tage stilling til. Det ville altså være fejlagtigt at gå ud fra, at alt, hvad der ligger uden for en opregning af denne art, er overladt til bestyrelsens suveræne bestemmelse. I mangel af sikker regel i anden retning er bestyrelsens virksomhed tværtimod altid underlagt medlemsfællesskabets beslutninger, således som disse kommer til udtryk på generalforsamlingen – formodningen er overalt for, at man er forpligtet til at efterleve disse beslutninger.
Visse undtagelser fra denne regel gælder dog. Således kunne nævnes det tilfælde, at pågældende generalforsamlingsbeslutning f.eks. indebærer brud på lovgivning eller offentligretlige forskrifter. Heller ikke er bestyrelsen forpligtet til at følge påbud om at afvige fra vedtægten, medmindre beslutningen desangående er vedtaget i henhold til reglerne om vedtægtsændringer. Er der tale om en klart retsstridig disposition, vil bestyrelsen ikke kunne frigøre sig for ansvar under henvisning til, at man blot har fulgt en generalforsamlingsbeslutning. Endelig er bestyrelsen næppe forpligtet til at efterkomme generalforsamlingens beslutninger, såfremt disse er så omfattende og detaljerede, at denne forsamling i realiteten har overtaget foreningens daglige ledelse og derved reelt tilsidesætter vedtægtens bestemmelser desangående.
94
U 1940/376 ØL: Ifølge en deklaration var der tillagt en grundejerforenings bestyrelse beføjelse til at træffe bestemmelse om, hvorvidt der kunne drives butikshandel på parcellerne samt at fastsætte vilkårene for tilladelse hertil. Grundejerforeningens love fastslog imidlertid, at generalforsamlingen var foreningens højeste myndighed, og at medlemmer, der var utilfredse med bestyrelsens beslutning, kunne forlange sagen forelagt på første ordinære generalforsamling.
Udtalt, at en bestyrelse efter almindelige foreningsretlige regler er forpligtet til at rette sig efter en lovligt vedtaget generalforsamlingsbeslutning. Ydermere antoges der at savnes føje til at opfatte deklarationen som tillæggende bestyrelsen beføjelse til uafhængigt af generalforsamlingens vedtagelser at træffe bestemmelser angående de heri nævnte forhold.
I de fleste tilfælde vil dog spekulationer over bestyrelsens muligheder for at modsætte sig generalforsamlingens konkrete beslutninger eller beslutninger om, hvilken politik der skal føres, i sagens natur være af mere teoretisk end praktisk interesse, idet en sådan adfærd vil føre til afsættelse af bestyrelsen.
I øvrigt hænder det, at bestyrelsen er forpligtet til at sende bestemte dispositioner til afstemning i medlemskredsen (urafstemning). Eller bestyrelsen lader dog rent faktisk en sådan vejledende afstemning afholde.
Udfyldende regler
I mangel af andet må grænsen for, hvad bestyrelsen kan beslutte på egen hånd, fastlægges ud fra en almindelig overvejelse over dens funktion som led i det interne foreningshierarki. Afgørende vil her i vid udstrækning være, hvorvidt der er behov for at tillægge bestyrelsen som organ for den daglige (politiske) ledelse en beslutningskompetence i det pågældende anliggende, fordi dette kommer op jævnligt. I øvrigt må ses på, hvorvidt der er tale om ekstraordinære dispositioner af større rækkevidde, eventuelt med betydelige økonomiske konsekvenser involveret. Ligeledes på, hvorvidt det vil medføre særlige ulemper at henskyde afgørelsen til en generalforsamling. I øvrigt spiller foreningens karakter en rolle, så vidt som behovet for en daglig dispositionsbeføjelse af mere vidtgående rækkevidde kan være større, desto mere professionel (erhvervsmæssig) foreningsvirksomhed der drives. Endelig kan der ud fra nødretsbetragtninger (evt. negotiorum gestio) opstå en større handlebeføjelse i ekstraordinære situationer, der kræver en øjeblikkelig indgriben.
På dette grundlag vil bestyrelsen i foreninger med økonomisk formål normalt kunne antage og afskedige lønnet medhjælp og indgå sædvanlige aftaler om køb og salg inden for det aktivitetsområde, formålsbestemmelsen tilsiger.
U 1967/41 H: Antaget, at opsigelsen af en direktør gennemført af en bestyrelsesformand alene uden bemyndigelse eller godkendelse fra to af bestyrelsens medlemmer ikke kunne anses for foretaget af bestyrelsen i overensstemmelse med et selskabs vedtægter. En godkendelse af den trufne disposition givet 5 måneder senere af en i mellemtiden ændret bestyrelse ansås heller ikke med tilbagevirkende kraft at medføre opsigelsens gyldighed.
I ideelle foreninger er bestyrelsens adgang til at indgå i sådanne transaktioner derimod jævnlig mindre. Forøgelse af medlemmernes økonomiske forpligtelser,
95
ændring af foreningsvirksomhedens art og væsentlig indskrænkning eller udvidelse af dens omfang kræver utvivlsomt generalforsamlingens samtykke. Eksklusioner må i mangel af vedtægtsbestemmelse, der overlader bestyrelsen kompetencen hertil, altid foretages af generalforsamlingen. Selv en vedtægtsbestemmelse, der giver bestyrelsen eksklusionskompetence, må normalt forstås således, at spørgsmålet kan indbringes for generalforsamlingen. Udbetaling af usædvanlige ydelser til organisationens tillidsfolk skal også godkendes af generalforsamlingen. Derimod må bestyrelsen kunne modtage almindelige ind- og udmeldelser. Ej heller kan bestyrelsen på egen hånd vedtage en bødeordning.
U 1924/913 ØL: En fagforenings bestyrelse afholdt udgifter af foreningens midler til skovture og spisninger for bestyrelsens medlemmer med hustruer. Revisorerne bemærkede intet desangående.
Udtalt, at det var uberettiget at foretage disse aktiviteter på foreningens regning uden bemyndigelse fra generalforsamlingen, og at det ikke var afgørende, at der var meddelt decharge på regnskaberne, idet det ikke havde været tilstrækkeligt klarlagt i disse, hvortil de omstridte udgifter var medgået. De pågældende bestyrelsesmedlemmer blev herefter tilpligtet at erstatte forbundets kasse det ved deres handlemåde tilføjede tab.
Formelle og materielle kompetencebegrænsninger I øvrigt begrænses bestyrelsens beslutningskompetence efter samme principper som for generalforsamlingens vedkommende. Således må det f.eks. kræves, at det medlem, hvem en beslutning kommer til skade, har haft lejlighed til at tale sin sag.
Kompetenceoverskridelser Om virkningen af kompetenceoverskridelser vil der gælde tilsvarende principper som ved overskridelse af generalforsamlingens kompetence.
Delegation af kompetence Bestyrelsen kan ikke generelt overdrage opgaver, den i henhold til vedtægten, generalforsamlingens beslutning eller almindelige udfyldende regler skal varetage, til anden side – f.eks. særlige udvalg. Heri ligger dog ikke, at bestyrelsen er afskåret fra at etablere udvalg til bistand for udførelse af arbejdet eller til at forberede eller gennemføre visse bestyrelsesbeslutninger (endsige fra at overdrage ansatte medarbejdere en tilsvarende opgave). Men disses kompetence kan ikke udstrækkes ud over nærmere specificerede anliggender, og de må i øvrigt bestandig arbejde under tilsyn af bestyrelsen og under dennes ansvar.
12. Ansvar
Hvis foreningen eller de, der optræder for den, aktører ikke opfylder deres forpligtelser, vil de kunne ifald ansvar. Overtrædes lovregler, kan der således være hjemlet straf. Men i øvrigt vil de ansvarlige efter almindelige, uskrevne retsregler altid kunne afkræves erstatning for den skade, de måtte have forvoldt ved uforsvarlig adfærd.
Strafansvar I relation til de fleste strafsanktionerede forskrifter er reglen den, at det ikke er den kollektive enhed, altså foreningen, der pålægges straf, men derimod de enkeltpersoner, der som foreningsmyndighed er ansvarlige for foreningens strafbare
96
handling eller undladelse. Foreningsrepræsentanter kan altså ikke regne med at blive fritaget for strafansvar, blot fordi de har handlet på foreningens vegne.
Der kan dog være lovregler, der også giver mulighed for at straffe den juridiske person. Eksempel: Efter arbejdsmiljølovens § 86 kan tilsidesættelse af loven føre til, at der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Således vil et bestyrelsesmedlem meget vel kunne ifalde ansvar for forsætlige og uagtsomme lovovertrædelser, som pågældende har begået "i embeds medfør". Ansvaret falder dog normalt kun på dem, der har stemt for den ulovlige beslutning.
U 1993/551: En boldklub var eneste bruger af et lysanlæg med nogle master på en boldbane tilhørende kommunen. Der var imidlertid fejlstrøm i en af masterne, og da en dreng ville dreje på et håndtag på denne, fik han strømmen gennem sig og blev dræbt. Der blev herefter rejst tiltale mod klubbens formand efter stærkstrømsreglementet, som bestemte, at ejeren/brugeren er ansvarlig for anlæggets tilstand og vedligeholdelse. Formanden var imidlertid ulønnet og havde ikke havde nogen særlig opfordring til at drage omsorg for, at lysanlægget blev efterset, ligesom tiltale havde kunnet rejses mod idrætsforeningen som sådan. Under disse omstændigheder antoges formanden ikke at have udvist en uagtsomhed, der gav grundlag for at pålægge ham strafansvar.
U 1960/731: En boldklub havde afholdt et offentligt bal uden den nødvendige polititilladelse. 7 medlemmer af bestyrelsen blev følgelig dømt som ansvarlige for overtrædelse af politivedtægten og pålagt bødestraf.
Erstatningsansvar Anerkendelsen af foreningen som selvstændigt retssubjekt indebærer tillige, at dette retssubjekt af skadelidte – udenforstående eller medlemmer – vil kunne holdes ansvarlig for sine skadegørende dispositioner, således som disse materialiseres gennem foreningens organer. Forudsætningen er dog, at skaden er forvoldt gennem en disposition truffet på foreningens vegne.
Begrebet "foreningsorganer" skal i sammenhængen næppe opfattes alt for snævert. Således er det naturligt at lade foreningen bære ansvaret for skade, enkeltmedlemmer forvolder under udøvelsen af foreningsmæssige aktiviteter til opnåelse af foreningsformålet. Risikoen for disse aktiviteter bør således kunne henføres også til den kollektive enhed, selv om der e.o. kan blive tale om tillige at lade de pågældende enkelte medlemmer hæfte.
Det retlige grundlag for ansvaret: DL 3-19-2 og sagens natur
I mange tilfælde vil det formelle grundlag for foreningens ansvar være reglen i Danske Lovs 3-19-2. Dette gælder således, hvis der består et over/underordnelsesforhold – dvs. en instruktions- og tilsynsbeføjelse i forhold til det foreningsorgan, der i sin optræden for foreningens vegne optræder skadevoldende.
Danske Lovs regel er imidlertid ikke tilstrækkelig. Ofte tilkommer der således foreningsorganer en handlebeføjelse i henhold til vedtægterne, uden at denne beføjelse udøves i henhold til direktiver af den art fra oven, DL 3-19-2 forudsætter. Selve den omstændighed, at foreningen anerkendes som selvstændig juridisk person, vil imidlertid indebære, at denne person også kan pådrage sig ansvar ved de
97
dispositioner, denne organisations kompetente organer træffer. Dette følger så at sige af sagens natur.
Betingelsen for foreningens hæftelse: Dispositionen led i foreningsvirksomheden
Den omstændighed, at foreningen som juridisk person handler gennem fysiske personer, indebærer et særligt problem, nemlig det, der ligger i at afklare, hvornår pågældende fysiske person har disponeret som led i foreningsvirksomheden, således at ansvaret naturligt må falde tilbage på foreningen. Problemets løsning kompliceres i øvrigt af den omstændighed, at der kan blive tale om ansvar for både handlinger og undladelser, samt af, at der i sagens natur langt fra altid er mulighed for at splitte en fysisk persons aktiviteter op på en sådan måde, at det efterfølgende er muligt at påvise, hvornår han har handlet til varetagelse af sin foreningsfunktion og hvornår han har handlet for sig selv.
Hvilke dispositioner er ansvarspådragende?
Ansvarssager kan dreje sig om f.eks. skadelig rådgivning, fejlagtig behandling af medlemmets sag, manglende overholdelse af vedtægten og de i henhold hertil udfærdigede overenskomster, overtrædelse af de ufravigelige foreningsretlige regler og meget andet. Om kravene til karakteren af den handlemåde, der begrunder et erstatningsansvar, gælder her som udgangspunkt almindelige erstatningsregler. Der er med andre ord i princippet tale om et culpaansvar. Har foreningen påtaget sig at varetage medlemmernes faglige eller kommercielle interesser, vil ansvaret imidlertid antage karakter af et professionsansvar. Der kan her blive tale om relativt høje krav til kvaliteten i den rådgivning, der gives. Dette vil således være den naturlige konsekvens i de tilfælde, hvor medlemmerne ikke har andre steder at gå hen for at opnå deres interesser varetaget, således at foreningen har en monopollignende stilling. Men det er også en konsekvens af, at disse organisationer i deres akkvisition ofte lægger meget vægt netop på den rådgivningsmulighed, medlemskabet rummer.
Når det drejer sig om ansvar i kontrakt – herunder skadevoldelse over for medlemmerne i forbindelse med varetagelse af deres medlemsrettigheder - må der i øvrigt ved culpabedømmelsen ses bort fra individuelle undskyldningsgrunde hos fuldmægtigen (foreningsrepræsentanten), som ville have fritaget ham, såfremt han selv havde været skyldner. Modsat, når det drejer sig om erstatningsansvar uden for kontrakt.
De skadelidte
Foreningens erstatningspligt kan aktualiseres over for udenforstående. Den kan imidlertid også komme på tale over for medlemmerne både i tilfælde, hvor der foreligger en misligholdelse af de af medlemsforholdet flydende krav, og når det drejer sig om almindeligt erstatningspådragende adfærd, der ikke har noget med medlemskabet at gøre. Som eksempel på førstnævnte kan henvises til de allerede foran berørte tilfælde af ulovlig eksklusion.
Særligt om foreninger, der varetager offentlige opgaver
Et særligt problem knytter sig til de foreninger, der varetager offentlige opgaver, for så vidt angår deres ansvar over for medlemmerne ("borgerne"). Også her vil udgangspunktet være, at foreningens ansvar er et almindeligt culpaansvar (herunder for tilsidesættelse af den særlige vejledningspligt, offentlige myndigheder har over for borgerne). Men ansvaret må antagelig udvides på linje med, hvad der gælder for offentlige forvaltningsmyndigheder, når det drejer sig om skadeforvoldelse gennem retsvildfarelser (f.eks. foreningens fejlfortolkning af hjemmelsbestemmelser m.v.).
98
Nærmere om foreningens ansvar over for medlemmerne:
Dårlig rådgivning
U 2005/1044 VL: En lønmodtager afkrævede sin arbejdsløshedskasse en erstatning på 695.000 kr., fordi F efter rådgivning fra opsagde sit arbejde og søgte efterløn uden at være berettiget hertil. Kravet svarede til 5 års efterløn.
Antaget, at kassen ved sin rådgivning havde handlet erstatningspådragende, og at pågældende ikke havde forsømt at begrænse sit tab. Erstatningen opgjordes ud fra den forventede efterlønsydelse. Kravet var under anken nedsat til godt 250.000 kr., hvilket beløb anerkendtes.
U 2004/2830 VL: En landboforening sagsøgtes af et medlem med en påstand om erstatning med henvisning til, at pågældende på grund af en fejl ikke havde fået udbetalt supplerende omlægningstilskud uden mælkekvote for årene 1997-1999. Foreningen ydede rådgivning til medlemmerne mod betaling, og medlemmets henvendelse til en konsulent hos foreningen angik alene den attestation fra en jordbrugskonsulent, som efter en bekendelse krævedes for at opnå autorisation til økologisk jordbrugsproduktion. Skemaet, som i den forbindelse skulle indsendes til direktoratet, og som konsulenten attesterede, var i forvejen udfyldt af medlemmet og indeholdt intet om tilskud. Tilskud til omlægning til økologisk drift skulle søges ved en henvendelse til Strukturdirektoratet, og det var ikke oplyst, på hvilket grundlag medlemmet fik det tilskud, der udbetaltes ham. Det skete uden medvirken fra foreningen.
Antaget, at foreningen var erstatningsansvarlig, idet den som konsulent- og rådgivningsorganisation inden for landbruget havde til formål at bistå medlemmerne med at varetage deres interesser. Uanset om konsulent- og rådgivningsbistand alene ydes på anmodning mod betaling, påhviler det i et vist omfang sådanne organisationer at gøre et medlem, der henvender sig, opmærksom på konkrete forhold, der er af væsentlig betydning for medlemmets driftsøkonomi, og som kan give medlemmet anledning til at søge rådgivning. Uanset, at medlemmets henvendelse var af en særlig karakter, angik den omlægning til økologisk jordbrugsproduktion. Tilskudsmulighederne hertil var få dage før blevet suppleret, og tilskudsordningens økonomiske betydning var øget væsentligt med supplerende tilskud. Fristen for at søge tilskud udløb nogle få dage senere. Endvidere fremgik det umiddelbart for konsulenten, at det pågældende medlem opfyldte betingelserne for at opnå supplerende tilskud. Konsulenten havde eksemplarer liggende af det materiale, herunder ansøgningsskemaet, som Strukturdirektoratet kort forinden havde udsendt, og som han havde videresendt til kendte økologiske omlæggere. Uanset, at det forhold, at medlemmet havde henvendt sig om attestation, kunne være udtryk for, at han kendte tilskudsreglerne, var der under disse omstændigheder en sådan nærliggende mulighed for, at hans viden på et væsentligt punkt ikke var ajour, at det havde påhvilet organisationen som rådgivningsorganisation i medlemmers interesser at gøre opmærksom på, at tilskudsmulighederne var udvidet, og på ansøgningsfristen, evt. ved at udlevere det nævnte materiale. Selv om medlemmet havde set artikler i fagpressen med omtale af de udvidede tilskudsmuligheder, var der ikke grundlag for at reducere erstatningskravet pga. egen skyld.
99
U 2002/1868 VL: En person havde været sygemeldt fra sit arbejde siden 1995 efter en ulykke på arbejdspladsen og overvejede nu at gå på efterløn. Fra raskmeldingen den 27. juni 1997 havde pågældende holdt ferie uden indkomst til 21. juli samme år, hvorefter han havde ti ugers arbejde på et museum. Han ønskede og forventede at få efterløn på højeste sats og udfyldte under vejledning fra en medarbejder i sin faglige organisation papirerne hertil, uden at han blev gjort opmærksom på efterlønnens forventede størrelse, selv om pågældende medarbejder var i besiddelse af de nødvendige bilag, som skulle danne grundlag for beregningen. Fagforeningsmedarbejderen gjorde heller ikke pågældende opmærksom på den usikkerhed, som beregningsgrundlaget var behæftet med i konsekvens af oplysningerne om, at pågældende havde et afsluttende ansættelsesforhold af kun ti ugers varighed efter at have holdt ferie i fem uger uden indkomst. Han fik efterløn, men ikke med højeste sats. Forholdet var det, at hvis han havde haft yderligere to ugers beskæftigelse med løn svarende til de seneste ti uger, havde han kunnet få efterløn med højeste sats.
Antaget, at forbundet var erstatningsansvarlig for mangelfuld rådgivning, hvorfor det dømtes til at udbetale pågældende differencen mellem den efterlønssats, pågældende kunne have fået med to ugers ekstra beskæftigelse til en aflønning svarende til de seneste ti uger før ansøgningen, og den sats, pågældende til enhver tid var berettiget til at modtage.
VL 29/6 2000 - B-0758-99: En arbejdsgiver havde uberettiget bortvist en medarbejder på barselsorlov i anledning af, at hun ikke inden 8 uger efter fødslen havde oplyst, hvornår hun agtede at genoptage arbejdet. Eftersom arbejdsgiveren ikke havde godtgjort, at afskedigelsen ikke var begrundet i medarbejderens fravær på grund af barsel, var den i strid med loven. Der tilkendtes en godtgørelse svarende til 1 års løn. Pågældende arbejdsgiverforening havde vejledt arbejdsgiveren om bortvisningen og afkrævedes nu erstatning for det skete.
Der var ikke grundlag for at statuere, at virksomheden skulle have vægret sig ved at fremkomme med de nødvendige oplysninger om de kontakter, der havde været med den fraværende medarbejder. Under disse omstændigheder lagdes det til grund, at organisationen - uden at have søgt de faktiske forhold nærmere oplyst, f.eks. ved at bede om en skriftlig redegørelse herom og ikke blot i et så vigtigt anliggende som bortvisning af en funktionær, der var på barselsorlov, at rådgive ud fra telefoniske oplysninger - vejledte indstævnte om, at denne var berettiget til at ophæve ansættelsesforholdet. Organisationen godkendte herefter på vegne appellanten indholdet af den skrivelse, hvorved arbejdsgiveren uberettiget ophævede ansættelsesforholdet. Organisationen var herefter som professionel rådgiver erstatningsansvarlig for arbejdsgiverens tab på godt 300.000 kr. (dissens).
U 1995/84 ØL: En sygeplejerske havde i nogle år arbejdet på deltid og spurgte nu sin arbejdsløshedskasse, om hun kunne få fuldtidsefterløn, hvis hun tog fuldtidsarbejde i en periode, inden hun fyldte 67 år. Dette var efter loven ikke muligt, idet hun ikke kunne nå at være fuldtidsforsikret i 5 år. Svaret fra kassen gav imidlertid den pågældende en berettiget forventning om, at hun ved at tage fuldtidsarbejde i mindst 6 måneder kunne overgå til fuldtidsefterløn før hun fyldte 67 år. I tillid hertil påtog hun sig derfor arbejde på fuld tid og søgte derpå efterløn, idet hun samtidigt opsagde sin stilling. Hun sagsøgte herefter A-kassen for at få erstatning for det tab, hun havde lidt i anledning af det skete.
100
Antaget, at hun havde fået en berettiget forventning om, at hun ved at tage fuldtidsbeskæftigelse i mindst 6 måneder kunne overgå til fuldtidsefterløn før hun fyldte 67 år, selv om dette ikke var muligt. Det blev endvidere lagt til grund, at hendes dispositioner skete i tillid til oplysningerne fra kassen, der var foranlediget af hendes forespørgsel. Følgelig havde kassen på ansvarspådragende måde påført den pågældende et økonomisk tab i forhold til den situation, hun havde planlagt med fuldtids efterløn fra det tidspunkt, hvor hun fratrådte efter opsigelsen. Dette tab tilpligtedes kassen at erstatte. Da kassen havde valgt at informere den pågældende om de muligheder, som netop hun havde for at overgå til fuldtidsefterløn, fandtes det uden betydning, at det var en A-kasse, der blev pålagt ansvaret. Hun ansås ikke at have udvist egen skyld ved i tillid til kassens oplysninger at have opsagt sin stilling før det endelige tilsagn om fuldtidsefterløn eller ved ikke gennem kassens udsendte generelle informationsmateriale om de komplicerede regler at have opdaget, at hun ingen mulighed havde for at opnå fuldtidsefterløn.
U 1991/903 H: En sagsbehandler i et fagforbund vejledte et medlem om, hvorvidt pågældende kunne få efterløn. Vejlederen fik i denne forbindelse at vide, at pågældende fik delpension. I forbindelse med vejledningen oplyste sagsbehandleren, at medlemmet roligt kunne opsige sin stilling. Det viste sig imidlertid senere hen, at medlemmet foruden delpension fik førtidspension og hverken var berettiget til delpension eller efterløn. Herefter sagsøgte medlemmet forbundet for at opnå erstatning for det tab, pågældende havde lidt ved opsigelsen af stillingen.
Udtalt, at det kunne lægges til grund, at sagsbehandlerens bekræftelse af, at overgang til delpension ikke ville være til hinder for, at medlemmet kunne gå på efterløn, var korrekt. Det kunne ikke kritiseres, at pågældende ikke i denne forbindelse foretog en nærmere undersøgelse af, om betingelserne for, at medlemmet kunne gå på delpension og senere efterløn, var opfyldt. Derimod fandtes der at påhvile vejlederen en selvstændig forpligtelse til som rådgiver i pensionsspørgsmål at foretage en nøje gennemgang af betingelserne for at gå på efterløn, forinden medlemmet blev rådet til at opsige sin stilling. Den omstændighed, at sagsbehandleren have fået at vide, at medlemmet oppebar delpension, og at medarbejderen derfor havde grund til at tro, at medlemmet ikke samtidigt modtog førtidspension, kunne ikke fratage medarbejderen forpligtelsen til selvstændigt at undersøge, om betingelserne for at gå på efterløn var til stede, forinden sagsbehandleren udtalte, at medlemmet roligt kunne opsige sin stilling. Herefter fandtes sagsbehandleren at handle erstatningspådragende, og tabet fastsattes til kravet på efterløn med fradrag af nogle anerkendte modregningsbeløb. Det måtte lægges til grund, at den pension, medlemmet oppebar, var en pension, hun havde fået tilbudt efter sin ægtefælles død, og som oprindeligt blev benævnt enkepension, senere ændret til førtidspension. Uanset at betegnelsen førtidspension fremgik af opgørelserne til medlemmet vedrørende pensionsudbetalingerne, som sagsbehandleren ikke havde hæftet sig ved, fandtes der ikke fornødent grundlag for at nedsætte erstatningen på grund af udvist egen skyld. Der ansås heller ikke at være grundlag for at antage, at medlemmet havde kunnet begrænse sit tab ved at søge beskæftigelse.
Langsommelig sagsbehandling / fejltolkning af retsforskrifter
101
VL 15/11 2001 - B-2851-99: En lønmodtager anlagde sag mod sin organisation med krav om erstatning i anledning af, at organisationen efter hans opfattelse ikke havde vejledt og rådgivet ham i forbindelse med et påstået krav mod arbejdsgiveren, der var gået konkurs. Organisationen havde heller ikke inden den gældende frists udløb anmeldt kravet til LG.
Der var ikke basis for erstatning for dårlig vejledning. Organisationen havde meddelt pågældende, at man ikke ville foretage sig videre, før han fremkom med de fornødne oplysninger. Det kunne derfor ikke kunne bebrejdes organisationen, at man ikke havde foretaget sig noget, da arbejdsgiveren gik konkurs.
U 1994/771 ØL: En funktionær fik trods flere rykkere ikke betalt sine tilgodehavende feriepenge optjent i 1989. På anbefaling af HK fremsatte funktionæren imidlertid sit krav skriftligt over for arbejdsgiveren den 22. marts 1991, og da arbejdsgiveren ikke reagerede heroverfor, fremsatte HK på funktionærens vegne forgæves kravet overfor arbejdsgiveren på ny ved skrivelse af 5. april og 3. maj 1991. Ved en skrivelse af 27. maj 1991 fremsendte HK herefter kravet til Arbejdstilsynets Ferielovskontor, der imidlertid afviste det med henvisning til, at det var forældet, da kravet ikke var rejst over for Ferielovskontoret inden ca. en måned efter at det senest skulle være rejst overfor arbejdsgiveren, dvs. senest den 1. maj 1991, jf. ferielovens § 21, stk. 2. Herefter krævede funktionæren pengene af HK.
Udtalt, at forbundet over for funktionæren havde påtaget sig at inddrive feriepengetilgodehavendet, hvilket var mislykkedes på grund af den af Ferielovskontoret påberåbte forældelse. Uanset forældelsesfristens længde alene i loven beskrives "uden ugrundet ophold", og uanset Ferielovskontorets henvisning til en indfortolket 1-måneds frist, burde forbundet have været bekendt med forældelsesmuligheden og på et tidligere tidspunkt have indgivet kravet til Ferielovskontoret for at undgå forældelsesindsigelsen. Herefter tillagdes der funktionæren erstatning.
Uforsvarlig sagsbehandling i øvrigt
U 1951/190 VL: Antaget, at en fagforenings opbevaring af et medlems feriemærkebog i en uaflåset skuffe i et rum, hvortil en del personer havde adgang, ikke var forsvarlig. Foreningen dømtes derfor, da bogen ikke kunne findes, til at erstatte det beløb, der havde stået på den.
Manglende overholdelse af vedtægten og de i henhold hertil indgåede overenskomster
U 1992/393 H: En næstformand for en forbundsafdeling var valgt for en periode på to år med udløb i februar 1988. På en ekstraordinær generalforsamling den 19. februar 1987 blev den pågældendes status som næstformand imidlertid taget op til afstemning. En beslutning herom tilsidesattes som ugyldig, idet afstemningen var blevet afholdt som et valg mellem den pågældende og en anden, og idet de to opnåede lige mange stemmer. Herved henvist til forretningsordenen for generalforsamlingen, ifølge hvilken det var fastslået, at i tilfælde af stemmelighed ved en sags afgørelse skulle den bestående tilstand opretholdes. En senere afstemning, der faldt ud til fordel for den anden
102
kandidat, var således afholdt på et fejlagtigt grundlag og kunne ikke betragtes som omgørelse af det resultat, der fulgte af den første afstemning.
Herefter måtte beslutningen om at afsætte den pågældende næstformand i det hele anses for ugyldig. Det var ubestridt, at den afsatte ikke havde haft arbejdsindtægt i tiden fra afsættelsen til valgperiodens udløb i februar 1988, hvorfor pågældende ansås at have krav på erstatning svarende til den løn, hun ville have oppebåret i den resterende del af valgperioden i afdelingen. Der ansås ikke at være grundlag for at reducere erstatningen med en udbetalt fratrædelsesgodtgørelse, idet den pågældende efter forbundsafdelingens love ville have haft ret til sådan godtgørelse også i tilfælde af, at hun ikke opnåede genvalg efter udløbet af valgperioden.
U 1978/755 ØL: Indehaveren af en hundekennel, som var medlem af Dansk Kennel Klub, havde en årrække haft tilladelse til at benytte et særligt kennelmærke og havde ligeledes autorisation som dommer ved hundeudstillinger. Under et inspektionsbesøg fandt man imidlertid sygdomme hos hundene i kennelen, og da indehaveren af denne ikke efterkom en opfordring fra klubbens bestyrelse om at fremsende en dyrlægeattest vedrørende behandlingen af hundene og resultatet heraf, fratog bestyrelsen indehaveren nævnte rettigheder.
Antaget, at eftersom foreningens love krævede, at disciplinærforanstaltninger som den trufne skulle besluttes af et særligt disciplinærnævn, var bestyrelsens beslutning uberettiget. Der tilkendtes indehaveren af kennelen en skønsmæssig fastsat erstatning på grund af indtægtsnedgangen i anledning af det passerede.
U 1960/192 H: På en generalforsamling i en lokalafdeling af Bogbinderforbundet bestemtes, at akkordvederlag ud over et bestemt lønniveau skulle afleveres til afdelingen til fælles formål. En bogbindersvend skjulte imidlertid, at hans indtægt oversteg det vedtagne maksimum, og han blev herefter pålagt en bod. Da han nægtede at betale denne, gennemtvang afdelingen hans afskedigelse. Forbundet og afdelingen erkendte under sagen, at beslutning om lønbegrænsningen var ulovlig.
Udtalt, at svenden ikke havde været forpligtet til at efterkomme beslutningen, og den omstændighed, at han herefter havde givet urigtige oplysninger til klubformanden med hensyn til sin lønindtægt, kunne ikke berettige lokalafdelingen til at kræve hans afskedigelse. Herefter blev lokalafdelingen såvel som forbundet, det havde godkendt og understøttet lokalafdelingens handlemåde, pålagt erstatningspligt over for svenden.
U 1937/775 H: En arbejder, der hidtil havde stået i Træindustriarbejderforbundet, men som nu var blevet antaget som chauffør hos et firma, der havde overenskomst med en fagforeningsafdeling for transportarbejdere om kun at beskæftige medlemmer af samme, søgte herefter om optagelse i sidstnævnte afdeling. Han nægtedes imidlertid overflytning under henvisning til, at han ikke havde lovligt arbejde, da hans ansættelse var i strid med overenskomsten. På afdelingens forlangende blev han herefter afskediget hos den nye arbejdsgiver, som ville undgå konflikt.
Antaget, at den pågældende arbejdsoverenskomst måtte forstås således, at den ikke udelukkede personer, der efter almindelige regler havde ret til optagelse i
103
transportarbejderafdelingen ved overflytning, fra at antages til arbejde. Herefter havde man været uberettiget til at nægte overflytning. Afdelingen blev herefter kendt erstatningspligtig over for den pågældende for mistet arbejde.
Overskridelse af de ufravigelige foreningsretlige regler
U 1956/426 H: (forudsætningsvis). En gårdejer, som var medlem af en kontrolforening, havde nægtet at medvirke til, at nogle prøveudtagninger gennemførtes på et forsvarligt grundlag i overensstemmelse med foreningsvedtægten, og overtrådte derved sine forpligtelser over for foreningen. Da han i øvrigt ved sin optræden over for den pågældende kontrolassistent i væsentlig grad vanskeliggjorde samarbejdet med denne, ekskluderedes han.
Antaget, at eksklusionen med de deraf følgende vidtgående økonomiske konsekvenser for den pågældende havde været en for vidtgående foranstaltning, hvorfor foreningen blev dømt til at genoptage den pågældende. Derimod blev der under hensyn til det passerede ikke pålagt foreningen erstatningspligt. I øvrigt udtalt, at det efter omstændighederne kunne have været berettiget at foretage en tidsbegrænset eksklusion.
U 1968/256 H: Et fagforbund var ved landsretten dømt til at optage en person som medlem uden tab af anciennitet og at anerkende, at en stedfunden udelukkelse af forbundet havde været uberettiget. Domen var ikke anket i så henseende.
Herefter tilkendtes pågældende ved Højesteret erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Det ansås således godtgjort, at han ved udelukkelsen er blevet sat i en arbejdsmæssigt særdeles vanskelig situation, der for ham havde medført tab af arbejdsindtægter.
Bestyrelsesmedlemmernes erstatningsansvar
Bestyrelsens erstatningsansvar over for foreningen
Bestyrelsens medlemmer vil også kunne ifalde et personligt erstatningsansvar såvel internt som eksternt.
Over for foreningen som sådan vil de således ifald ansvar, såfremt de på uforsvarlig vis disponerer på tværs af de retningslinjer, der gælder for deres virksomhed, med skade for foreningen til følge. Overtrædelser af vedtægten, af instrukser fra generalforsamlingen eller af offentligretlig lovgivning er således som udgangspunkt ansvarspådragende. Er overtrædelsen klar, vil ansvarsgrundlaget i og dermed være til stede, og de implicerede bestyrelsesmedlemmer må refundere foreningens kasse den skade, der er forvoldt.
Er vedtægten mindre præcis, har bestyrelsen imidlertid lov til at handle ud fra en saglig vurdering af, hvad der må anses at tjene foreningens formål bedst. Der gives i så henseende ingen skarpe grænser, og bestyrelsen har under alle omstændigheder en vis handlefrihed. Det kan derfor være en ganske vanskelig vurdering at afgøre, hvornår den er gået for vidt.
Ved afgørelsen af, hvor meget der kan forlanges af det enkelte bestyrelsesmedlem i henseende til omhu, forudseenhed, kyndighed osv., tages imidlertid et vist hensyn såvel bestyrelseshvervets art som til de for generalforsamlingen kendelige forudsætninger, hvorunder udvælgelsen til hvervet har fundet sted. Der ses således
104
på, hvorvidt der er tale om en (eventuelt vederlagt) bestyrelsespost, som pr. definition stiller store saglige og tidsmæssige krav til indehaveren, eller om det blot er en post, som lægmand normalt bestrider. I sidstnævnte tilfælde kan der ikke forlanges større omhu, end almindelige mennesker sædvanligvis er i stand til at mobilisere.
I øvrigt skal man huske, at for en bestyrelse står omsorgs- og tilsynspligten i fokus. Dette vil indebære, at ansvar e.o. kan pålægges, uanset at den, der søges draget til ansvar, måske slet ikke har beflittet sig med sin opgave. Af samme grund vil en intern arbejdsdeling i bestyrelsen ej heller uden videre udelukke de bestyrelsesmedlemmer fra ansvar, uden for hvis arbejdsområde fejlen er begået.
I særlige tilfælde begrænses bestyrelsens ansvar over for foreningen i øvrigt. Dette gælder således, såfremt der er disponeret i henhold til direkte bestemmelse fra generalforsamlingen. Ligeledes kan der blive tale om ansvarsfrihed i forhold til foreningen, når generalforsamlingen efterfølgende bevilger ansvarsfrihed for det passerede – forudsat intet er stukket under stolen. Som eksempel kan nævnes de tilfælde, hvor generalforsamlingen meddeler "decharge" på regnskabet.
Beslutning om gennemførelse af en ansvarssag mod ledelsen må, som den usædvanlige disposition der er tale om, i reglen træffes af generalforsamlingen.
Bestyrelsens erstatningsansvar over for enkeltmedlemmer
Bestyrelsens medlemmer hæfter også personligt over for enkeltmedlemmerne for de fejl, de begår, med skade for medlemmet til følge. Det gælder ikke blot, når skaden slet ikke har noget med foreningen at gøre, men efter omstændighederne også, når den er forvoldt inden for rammen af de foreningsretlige relationer til medlemmet.
Bestyrelsen har imidlertid i forhold til medlemmerne en meget vid ramme for skønnet over, hvorledes der bør disponeres. For de dispositioner, der er truffet til varetagelse af det fælles foreningsformål, kan bestyrelsesmedlemmerne således ikke uden videre holdes personligt ansvarlige, selv om en senere efterprøvelse viser, at der burde have været handlet anderledes. Ansvar kommer således kun på tale, når bestyrelsen har handlet groft retsstridigt eller helt uden for den handleramme, vedtægten angiver, eller på en sådan måde, at foreningen som sådan slet ikke hæfter.
U 2006/3242 VL: Det kunne ikke forlanges af nogen medlemmer af bestyrelsen i en andelsboligforening, at de satte sig ind i det tal for hele ejendommens værdi, som var angivet i regnskabet, og ud fra hvilke man beregnede det beløb, en køber af en bolig skulle betale. En sådan køber var kommet til at betale for meget, fordi der i mellemtiden var fremkommet en lavere vurdering. For dette kunne foreningen som sådan godt blive ansvarlig. De tre bestyrelsesmedlemmer havde imidlertid status som andelshavere og savnede særlig ekspertise eller indsigt i regnskabsforhold eller lovgivningen om samme, og det var for så vidt tilfældigt, at de netop på det relevante tidspunkt udgjorde bestyrelsen.
U 1932/627 ØL: En smedemester, som havde måttet udtræde af sin smedemesterforening, fik denne dømt til at genoptage ham som medlem og udrede en erstatning på 1.200 kr. Foreningens formue kunne imidlertid ikke dække dette beløb, hvorfor han påstod bestyrelsens dømt til at betale.
De pågældende have ikke ved uberettiget at nægte genoptagelse og senere ved at nægte at modtage erstatningssøgsmålet, hvilket alt var sket i overensstemmelse med samtlige foreningens medlemmer, foretaget sig noget,
105
der kunne påføre dem et personligt ansvar. Da foreningen ydermere ingen formue havde, hvilket smedemesteren var klar over, og da bestyrelsesmedlemmerne ikke havde foretaget sig nogen økonomisk disposition, der havde forringet hans chance for at få erstatningsbeløbet hos foreningen, blev de sagsøgte frifundet.
Bestyrelsens erstatningsansvar over for eksterne skadelidte
Bestyrelsesmedlemmerne kan også ifalde ansvar for skade forvoldt ved uforsvarlig adfærd over for udenforstående – selv om det mest almindelige er, at disse retter deres krav direkte mod foreningen. Den omstændighed, at en skadeforvoldende handling eller undladelse er begået som led i bestridelsen af et bestyrelseshverv, kan således ikke føre til, at skadevolderen kan skubbe foreningen ind imellem sig og skadelidte.
U 2006/2637 H: Bestyrelsesmedlemmerne i AOF i Århus var ikke erstatningspligtige for kreditorers tab ved organisationens fortsatte drift forud for dens konkurs. Ansvaret for bestyrelsesmedlemmer i en organisation af en størrelse og med en aktivitet og omsætning som den i sagen foreliggende måtte imidlertid som udgangspunkt bedømmes på samme måde som ansvaret for bestyrelsesmedlemmer i erhvervsdrivende virksomheder.
U 1998/1137 H: Medlemmerne af bestyrelsen for en professionel fodboldklub ansås erstatningsansvarlig over for boet for kreditorernes tab ved klubbens fortsatte drift, idet bestyrelsen burde have indset, at videreførelsen ikke var mulig uden yderligere tab.
Fordelingen af ansvaret mellem de ansvarlige Pålægges der bestyrelsen som sådan ansvar, vil dens medlemmer hæfte solidarisk med foreningen. Bestyrelsesmedlemmerne vil som udgangspunkt også hæfte solidarisk indbyrdes. Om det efterfølgende opgør gælder erstatningsrettens almindelige regler – særligt erstatningsansvarslovens § 25. Således vil den endelige placering af den økonomiske byrde finde sted under hensyn til, hvad der efter ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt, samt eksistensen af ansvarsforsikringer hos de respektive skadevoldere.
Revisors erstatningsansvar Foreningsrevisorerne kan også ifalde ansvar såvel indadtil som udadtil.
Deres ansvar må vurderes ud fra tilsvarende retningslinjer som bestyrelsens, men skal især ses i lyset af revisionens særlige kontrolforpligtelse. Burde de have konstateret f.eks. underslæb eller besvigelser, kan de altså komme til at godtgøre tab forvoldt i anledning af, at der ikke er reageret med de midler, som står til en revisors rådighed. Det er også givet, at revisor må erstatte udgifterne ved at gøre hans arbejde om, såfremt det er klart utilstrækkeligt udført.
Ved vurderingen af revisors ansvar over for foreningen må der i øvrigt lægges vægt på revisors ved valget kendelige, personlige forudsætninger for at bestride hvervet. Generelt må der også ses på, om han har gjort noget for at etablere rutiner, der hindrer misbrug, og på om tab overhovedet kunne have været undgået ved indgreb fra hans side, herunder om en virkelig kontrol er mulig. Vælges læge revisorer, sådan som det er tilfældet i mange ideelle foreninger, kan der ved culpabedømmelsen næppe stilles store krav til dem.
106
U 1940/713 H: Formanden for et andelsmejeri var tillige kasserer og regnskabsfører, og da han døde, konstateredes en betydelig kassemangel. Underskuddet var opstået i løbet af en årrække og var ikke blevet opdaget, fordi hverken bestyrelse eller revisorer havde kontrolleret, hvorvidt det halvårlige overskud var til stede ved regnskabsårets slutning.
Det ansås som en grov forsømmelse, at hverken bestyrelse eller revisorer nogen sinde havde kontrolleret pengebeholdningernes tilstedeværelse, hvorfor de havde pådraget sig ansvar.
Andre foreningspersoners ansvar På samme måde vil andre foreningspersoner, f.eks. forsømmelige dirigenter på generalforsamlinger, kunne holdes erstatningsansvarlige.
13. Lovgivning, der skal overholdes
Lovgivningen indeholder en række regler, som foreninger skal overholde. De væsentligste er dem, der omtales mere detaljeret nedenfor. Man må imidlertid være opmærksom på, at ikke alting er medtaget dér, og at også andre love kan have betydning for visse foreninger. Blandt disse kan næves:
- Buskørselsloven, hvis foreningen står for bustransport til stævner o.l.,
- forbrugeraftaleloven, hvis den f.eks. vil sælge varer ved uopfordrede henvendelser til kundeemner,
- levnedsmiddellovgivningen og restaurationsloven, hvis den sælger mad,
- lejeloven, hvis den lejer sig ind i private lokaler,
- stærkstrømsbekendtgørelsen, hvis den har ansvar for et lysanlæg (f.eks. på en idrætsplads),
- næringsloven, hvis den driver næringsvirksomhed af den art, som er omfattet af loven (f.eks. som handlende eller inden for håndværks- eller vognmandsområdet),
- loven om visse erhvervsdrivende virksomheder, hvis foreningens formål er at fremme medlemmernes økonomiske interesser gennem erhvervsdrift,
- arbejdsmiljøloven, hvis den lader nogen udføre arbejde for sig,
- ansættelses- og arbejdslovgivningen, hvis den beskæftiger ansat arbejdskraft.
Offentlig foreningsvirksomhed Lovgivningen giver i flere henseender særlige regler for aktiviteter, der er offentlige. Disse forskrifter skal også overholdes af foreninger, når disses virksomhed er åben udadtil:
- Eksempelvis kræves forudgående polititilladelse til gennemførelse af optog og møder på offentlig vej, og det samme gælder ved afholdelse af offentlige forlystelser.
- Problemet dukker ligeledes op i relation til restaurationsloven. Selvstændig erhvervsvirksomhed ved servering af spise- og drikkevarer omfattes således af denne lov med den heraf følgende forpligtelse til bl.a. at søge næringsbrev samt eventuelt alkoholbevilling og restriktioner i henseende til salget af stærke drikke. Denne regel omfatter også foreninger, såfremt foreningens virksomhed udadtil fremtræder som erhvervsvirksomhed, eller der serveres stærke drikke for medlemmerne mod betaling. Ved afgrænsningen af lovens anvendelsesområde ses der bl.a. på foreningens
107
størrelse, der nemlig kan give det, der foregår i dens regi, et offentligt præg. Afklaringen af, hvorvidt der er en offentlig adgang, har også betydning i forhold til lovens regler om, at offentlige serveringssteder skal overholde bestemte lukketider.
- Efter ophavsretsloven har ophavsmanden til litterære og kunstneriske værker endvidere eneret til at fremføre eller vise dem offentligt. Hvis en foreningsbegivenhed får en offentlig karakter, skal der derfor betales afgifter til ophavsmanden.
- Efter loven om offentlige indsamlinger skal offentlige indsamlinger anmeldes til politiet, inden de iværksættes. En indsamling betragtes som offentlig, såfremt opfordring til at yde bidrag rettes til andre end indbydernes personlige bekendte, eller som har særlig tilknytning til de personer eller institutioner, til hvis fordel indsamlingen sker. Indsamlinger inden for en forenings lukkede kreds, er derimod ikke offentlig.
- Efter lotteriloven kræves bevilling til afholdelse af lotteri. Dog kan bortlodninger, herunder bankospil, under visse betingelser afholdes uden tilladelse i foreninger, forudsat der kun gives adgang for medlemmerne og disses pårørende.
U 1954/842: En forening "Amtskoncerterne i Slagelse", foranstaltede koncerter. Selv om foreninger normalt ikke er afgiftspligtige til Koda (der forvalter ophavsretligt beskyttede værker) for brug af musik, blev ”foreningen” dog anset for afgiftspligtig, idet de afholdte musikfremførelser nemlig reelt var offentlige. Adgangen var således fri, bortset fra en begrænsning af medlemstallet, der var betinget af koncertsalens størrelse. Den selvvalgte bestyrelse indkaldte heller aldrig medlemmerne til generalforsamling og fastsatte af egen drift kontingentets størrelse. Der var ikke nogen vedtægter, men førtes blot en regnskabsbog og en ”medlems”protokol. Koncerterne averteredes, og der kunne fås enkelte gæstebilletter, men ellers var koncerterne reserveret for de ”medlemmer”, der havde betalt kontingent.
U 1926/129 ØL: Den såkaldte "Adlon-klub", ikke blev anerkendt som forening, idet klubben havde som eneste formål at omgå beværterlovens regler om lukketid m.v. De selskabelige sammenkomster, den afholdt, og hvortil alle og enhver inden for visse samfundsklasser havde adgang, måtte således betragtes som offentlige
Foreningens skattemæssige stilling
Indkomstskat
De arbejdsmarkedsorganisationer, der er anmeldelsespligtige ifølge loven om fonde og visse foreninger) er skattepligtige efter fondsbeskatningsloven. Som hovedregel er andre, dvs. almindelige, ideelle foreninger derimod ikke skattepligtige.
De er således omfattet af selskabsskatteloven, og efter denne er der kun skattepligt for almindelige foreningers indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed (eller fortjeneste ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til en erhvervsmæssig virksomhed).
Ved erhvervsmæssig virksomhed forstås næringsvirksomhed eller anden forretningsvirksomhed, herunder indtægt ved drift, udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom.
Overskud opnået ved leverancer til medlemmer betragtes ikke som indvundet ved erhvervsmæssig virksomhed. Der bliver derfor ikke skattepligt af overskuddet ved et lukket foreningsarrangement – f.eks. et andespil, en koncert, en fest eller lign.
108
Indtægter af den foreningsformue, der er placeret i aktier, obligationer el.lign., og af foreningens almindelige bankindestående vil ej heller være skattepligtige. Det samme gælder gaver, foreningen modtager, tilskud fra det offentlige og foreningskontingenter.
Indvindes der derimod overskud på anden vis, herunder via entréindtægter ved en offentlig festligholdelse el.lign., er det skattepligtigt.
Har foreningen skattepligtig indtægt, kan omkostningerne ved at indvinde den fradrages. Endvidere kan der efter særlige regler fradrages udlodninger fra foreningen til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål.
Såfremt foreningen på dette grundlag måtte blive skattepligtig, skal den efter skattekontrolloven indgive en selvangivelse. Undtagelse gælder kun, hvis foreningen som følge af den lige nævnte fradragsret for udlodninger til almenvelgørende eller almennyttige ikke har indkomst til beskatning. Det er dog en betingelse herfor, at foreningens formål udelukkende er almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt.
Gaver og arv til foreninger
Gaver til og arv tillagt foreninger er i et vist omfang skattebegunstiget:
Således kan en giver efter ligningsloven ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst fradrage gaver til foreningen, såfremt dens midler anvendes i almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt øjemed til fordel for en større kreds af personer. Dog må gaven i det pågældende indkomstår være på mindst 500 kr., og fradraget kan i øvrigt højst være 3.900 kr. (som reguleres løbende). Fradragsretten er endvidere betinget af, at told- og skatteforvaltningen godkender den pågældende forening m.v. som almennyttig.
Efter ligningsloven kan der i øvrigt også inden for en vis beløbsgrænse gøres fradrag for løbende ydelser, som den skattepligtige ensidigt har forpligtet sig til at udrede, når ydelsen tilfalder foreninger, som er godkendt som almenvelgørende eller på anden måde almennyttige.
Boafgiftslovens undtager ligeledes fra afgiftspligten arv, legater mv. til foreninger, der er godkendt som almennyttige.
Hvilke foreninger er almenvelgørende eller almennyttige?
Afgørende er altså i flere sammenhænge, om foreningen er ”almenvelgørende” eller på anden måde ”almennyttig”. Det er ikke konkretiseret i loven, hvad der nærmere ligger heri. Efter ligningsvejledningen kræves imidlertid først og fremmest, at den kreds af personer eller institutioner, der kan komme i betragtning ved uddelinger fra foreningen, er afgrænset efter retningslinjer med et objektivt præg. Uddelingerne skal endvidere komme en vis videre kreds til gode.
For at et formål kan anses for almenvelgørende, er det i øvrigt efter ligningsvejledningen en forudsætning, at støtten ydes til personer i økonomisk trang.
Almennyttige formål foreligger, når formålet ud fra en almindeligt fremherskende opfattelse kan karakteriseres som nyttigt. Ligningsvejledningen nævner heriblandt sociale, kunstneriske og andre kulturelle formål samt miljømæssige, videnskabelige - herunder forskningsmæssige eller sygdomsbekæmpende - humanitære, undervisningsmæssige, religiøse eller nationale øjemed. Også idrætsforeninger og dyreværnsorganisationer vil dog kunne blive godkendt som almennyttige. Derimod anses organisationer, der varetager politiske, økonomiske eller erhvervsmæssige interesser, ikke for almennyttige.
109
Moms
Foreningsaktiviteter kan også være momspligtige, men det gælder dog kun i relation til erhvervsmæssig omsætning af varer og ydelser.
Undtaget fra momspligten er i øvrigt efter momslovens udtrykkelige regler:
- Foreningers og organisationers levering af ydelser og varer i nær tilknytning hertil til deres medlemmer i disses fælles interesse og mod et kontingent. Det er dog en forudsætning, at foreningen m.v. ikke arbejder med gevinst for øje, og at formålet er af politisk, fagforeningsmæssig, religiøs, patriotisk, filosofisk eller filantropisk karakter eller vedrører borgerlige rettigheder.
- Ydelser i nær tilknytning til udøvelsen af sport eller fysisk træning, der præsteres af virksomheder, som ikke drives med gevinst for øje, til fordel for sports- og idrætsudøvere samt opkrævning af entré ved sportsarrangementer. Fritagelsen omfatter ikke uden videre arrangementer, hvor der deltager professionelle sports- og idrætsudøvere.
Bogføringsloven
Man skal i øvrigt i forbindelsen huske, at efter bogføringsloven skal som hovedregel organisationer og sammenslutninger m.v., der er afgiftspligtige eller fuldt eller begrænset skattepligtige her til landet (typisk efter selskabsskatteloven eller fondsbeskatningsloven) føre forretningsbøger i overensstemmelse med lovens nærmere forskrifter.
Det er f.eks. antaget, at f.eks. en forening, hvis hovedindtægt ganske vist var kontingent fra medlemmerne, men som også solgte forskellige effekter (krus, askebægre m.v.), var omfattet af denne bogføringspligt.
Forsikringspligten Efter loven om arbejdsskadeforsikring er enhver, der ansættes til at udføre arbejde for en arbejdsgiver, berettigede efter loven, uanset om arbejdet er lønnet eller ulønnet, varigt, midlertidigt eller forbigående. Forsikringen omfatter alt arbejde for arbejdsgiveren, uanset om hans virksomhed er erhvervsmæssig eller ej. Videre er enhver, som i sin tjeneste beskæftiger sådanne personer, forsikringspligtig efter loven.
Det indebærer, at foreninger har pligt til at tegne en arbejdsskadeforsikring, hvis de bruger medhjælp udefra – uanset om den anvendte arbejdskraft er ulønnet (som f.eks. indsamlere, omdelere osv.). Undtagelse gælder kun, hvis der er tale om et meget nært forhold til foreningen (f.eks. forældre til børnene i en klub).
Når det drejer sig om arbejde ydet af medlemmerne selv, er det vanskeligere. Udføres det af et medlem under opfyldelsen af pågældendes normale foreningsfunktioner, er det således ikke omfattet af forsikringspligten - og heller ikke dækket af en tegnet forsikring. Bestyrelsesmedlemmer, der ikke udfører andet, end hvad der normalt følger af et sådant hverv, kan altså ikke regne med at være dækket af loven. Det samme gælder almindelige medlemmer, der yder det arbejde, medlemskabet sædvanligvis forpligter til, og hvortil der ellers naturligt havde skullet antages fremmed medhjælp.
Denne grænse kan være flydende, ikke mindst fordi det bliver stadig mere almindeligt, at medlemmer gennem pligtarbejde påtager sig at gøre noget, som førhen blev udført af udenforstående, f.eks. håndværkere. Under hensyn til tvivlen om forsikringspligtens omfang vil derfor det ofte være en god ide at tegne en arbejdsskadeforsikring, der gælder under alle omstændigheder.
110
Personoplysningsloven Personoplysningsloven regulerer foreningers registrering af både medlemmer og udenforstående og lægger visse bånd på, hvad foreningen kan og ikke kan i den forbindelse.
Den, der har indmeldt sig i en forening, anses dog i og dermed også at have accepteret, at denne internt kan registrere og bruge hans personoplysninger, så længe det blot foregår inden for rammen af, hvad foreningsformålet nødvendiggør. Dette gælder også særligt følsomme oplysninger (hvorved loven forstår oplysninger om etnisk eller racemæssig baggrund, politisk, filosofisk eller religiøs overbevisning, fagforeningstilhørsforhold, samt oplysninger om helbredsforhold og seksuelle forhold, og om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold). Oplysninger specielt om fagforeningsforhold kan registreres, hvis det er nødvendigt for overholdelse af foreningens arbejdsretlige forpligtelser eller specifikke rettigheder til anden side iht. lovgivning, kollektive overenskomster eller individuelle ansættelsesaftaler.
Oplysningerne skal imidlertid håndteres af foreningen under overholdelse af lovens nærmere regler for indsamlingen og behandlingen af dem. Især skal indsamlingen af dem ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, ligesom senere anvendelse af dem ikke må være uforenelig med disse formål. Medlemsoplysninger må altså ikke bruges til uvedkommende ting, og der må heller ikke indsamles oplysninger om medlemmerne, som er sagligt irrelevante for foreningen. Endelig skal indsamlede oplysninger ajourføres efter behov, og det skal kontrolleres, at de ikke er urigtige eller vildledende.
Oplysningerne kan udveksles mellem foreningsorganerne i foreningen (f.eks. mellem bestyrelse, forretningsudvalg) og dens administration. F.eks. har Datatilsynet bestemt, at Socialdemokraterne kunne bruge oplysninger om medlemmers navne og adresser i forbindelse med udsendelse af organisationens medlemsblad, hvorfor de også kunne overlade disse oplysninger til postvæsenet, der nemlig varetog denne udsendelse på vegne af organisationen (skrivelse 16/2 2004 j.nr. 2003-631-0106).
Derimod må de ikke udleveres til andre medlemmer. F.eks. har Registertilsynet fastslået, at en fagforeningsafdelings videregivelse af oplysninger om det enkelte medlems ugeløn uden samtykke var lovstridigt (Registertilsynets Beretning 1993 s. 99).
Videregivelse til andre foreninger, som foreningen står i forbindelse med (f.eks. en hovedforenings videregivelse til medlemsforeninger) er heller ikke lovlig, og det er næppe heller lovligt at videregive oplysningerne til tillidsmænd eller hjælpere, der ikke er ansatte eller valgte i foreningen. F.eks. er det bestemt, at LO ikke måtte udlevere medlemsoplysninger til andre medlemsforbund og partiforeninger (Registertilsynets Beretning 1987 s. 69).
Så meget mere er videregivelse af medlemsoplysninger udadtil – det være sig til konkrete udenforstående eller til en bredere offentlighed – ulovlig. Eksempelvis har registermyndighederne bestemt, at en kandidatforening ikke måtte videregive detaljerede oplysninger om medlemmernes forhold via Internet uden de pågældendes samtykke (Registertilsynets Beretning 1997 s.105). Tilsvarende har de bestemt, at en HK-afdeling ikke måtte videregive oplysninger om tillidsrepræsentanter m.fl. til dagbladet Aktuelt med henblik på at give dem et prøveabonnement (Registertilsynets Beretning 1987 s. 76).
Men også oplysninger om udenforstående er som sagt beskyttet efter loven. F.eks. har Registertilsynet bestemt, at det ikke måtte meddeles på en fagforeningskongres, hvem der var udtrådt som medlem (Registertilsynets Beretning 1984 s. 59).
111
Lov om fonde og visse foreninger Som det er nævnt ovenfor pålægger lov om fonde og visse foreninger visse foreninger inden for arbejdsmarkedet at indsende vedtægt og fortegnelse over medlemmerne af ledelsen til told- og skatteforvaltningen.
Sådanne foreningers vedtægter skal efter loven angive foreningens navn, hjemkommune, formål, antallet af ledelsesmedlemmer og fremgangsmåden ved disses udpegelse, reglerne om medlemmernes indbyrdes forhold – herunder indtræden og udtræden af foreningen – medlemmernes hæftelse for foreningens forpligtelser, reglerne om regnskabsaflæggelsen og regnskabsåret og endelig regler om foreningens ophør.
Indsendelsen af vedtægten skal ske senest 3 måneder efter foreningens oprettelse (eller forøgelse af foreningsformuen ud over en grænse på 250.000 kr.). Eventuelle senere vedtægtsændringer skal indsendes sammen med selvangivelsen.
Endvidere skal foreningen udpege en bestyrelse eller anden ledelse, og der skal udarbejdes årsregnskab i overensstemmelse med god regnskabsskik. Dette skal underskrives inden 6 måneder efter regnskabsårets afslutning.
Efter loven skal foreningen også udpege en eller flere revisorer.
14. Sammenkædede foreningsstrukturer
Der lader sig ikke opstille nogen alment gældende anvisninger til besvarelse af de spørgsmål, som opstår omkring sammenkædede foreningsstrukturer. Helt afgørende er således indretningen af den sammenkædning, der i det enkelte tilfælde er tale om. Men der er anledning til at ridse nogle linjer op, som kan bidrage til at gøre det lettere at identificere retsproblemerne og dermed fastlægge en passende løsning i de tilfælde, hvor tvivl måtte opstå.
Sammenkædningsformer
Sammenkædningens baggrund
Sammenkædningerne kan have forskellig baggrund: Det kan tænkes, at en række lokale eller fagligt afgrænsede enkeltforeninger med et fælles interessefelt opretter en overbygning. Men den sammenkædede organisationsstruktur kan også have udgangspunkt i, at en organisation opretter underorganisationer til varetagelse af f.eks. lokale behov, således at den oprindelige organisation i den oprettede struktur indtager rollen som hovedorganisation.
Medlemsrelationens indretning
Hvad enten baggrunden er den ene eller anden, kan selve medlemsforholdet og dermed indflydelsen i hovedforeningen være indrettet på forskellig vis:
Situationen kan være ren derved, at hovedforeningen har enkeltforeningerne som medlemmer, således at det bliver disse som sådanne, der udøver indflydelsen i hovedforeningen. Men hovedforeningen kan også indrettes på den måde, at dens ledelse vælges direkte af de tilsluttede foreningers medlemmer. Eller der kan laves mellemløsninger, hvor enkeltforeningerne som sådanne har en vis repræsentationsret på hovedforeningens generalforsamling og enkeltforeningernes medlemmer resten.
Ofte vil enkeltforeningen efter hovedforeningens oprettelse få karakter af rent administrativt/udøvende organ. I denne eller en beslægtet konstruktion med stærkt centraliseret magt kan man ende, selv om overbygningen (hovedforeningen)
112
oprindeligt alene var tænkt som blot et samarbejdsorgan. Det kan imidlertid også være, at overbygningen kun tildeles og faktisk beholder karakteren af administrativt, koordinerende led, og at den reelle magt altså bevares hos de deltagende enkeltorganisationer.
Endvidere kan der naturligvis forekomme mellemløsninger, hvor den afgørende indflydelse i forskellige foreningsanliggender er fordelt forskelligt mellem hovedorganisation og medlemsorganisationer. Det er især i disse tilfælde, særlige "folke"valgte styringsorganer ("repræsentantskab", "hovedbestyrelse"), valgt direkte af enkeltforeningernes medlemmer, kommer ind i billedet.
Samordningen af vedtægterne
På det retlige plan må samordningen af de forskellige organisationers aktiviteter finde sted gennem en eller anden grad af samordning af vedtægterne. Dette kan ske i den form, at den enkelte organisations vedtægter indrettes efter en fælles model og således, at denne ikke kan fraviges uden samtykke fra de øvrige – evt. fra hovedorganisationen. Den fælles del af vedtægtsgrundlaget kan herefter enten fremstå i fuldstændighed som en del af medlemsorganisationernes vedtægter, eller disse kan henvise (kortfattet) til et fælles vedtægtsgrundlag (standardvedtægt).
F.s.v. de enkelte (medlems)organisationer har karakter af selvstændige juridiske personer, vil en samordning efter denne model imidlertid ikke kunne gennemføres længere, end der er vilje til i disse organisationer – evt. således som denne vilje opmuntres ud fra de foreningssanktioner, der kan bringes i anvendelse over for den (medlems)organisation, der går uden for den afstukne ramme. En selvstændig juridisk person kan således ikke bindende fraskrive sig sin suverænitet. Men er der i den selvstændige juridiske persons styrende organer vedtægtsmæssigt placeret repræsentanter for andre organisationer, kan disse naturligvis udøve deres vedtægtsmæssige indflydelse dér, for at undgå, at man bevæger sig uden for den fælles ramme.
Multileddede foreningsstrukturer
I øvrigt kan en sammenkædning strække sig gennem flere led. Som typisk eksempel herpå kan nævnes fagbevægelsen, hvor man opererer med lokale fagforeninger, landsomfattende fagforbund og en fælles top: LO.
Formålet
Det er også værd at holde sig for øje, at et fællesskab mellem flere foreninger ikke behøver at være opbygget med henblik på varetagelse af de deltagende organisationers primære opgaver. Således kan det f.eks. forekomme, at eksisterende organisationer opretter en ny til varetagelse af nogle administrative eller informationsmæssige bifunktioner. I så fald vil ledelsen af administrationsforeningen typisk være udpeget således, at der er personsammenfald med ledelsen i medlemsorganisationerne.
Enkeltforeningens retlige karakter
Hvorledes leddelte organisationsstrukturer skal anskues rent retligt, afhænger ganske af, hvilken konstruktion man står over for, og af det nærmere indhold af de respektive foreningers vedtægter. Men det er let at se, at de sætninger, der er stillet op foran, i mange tilfælde må suppleres. Det vil også kunne forstås, at det ikke altid er indlysende, hvad disse supplementer skal gå ud på. De skitserede strukturer er f.eks. ofte hierarkiske og fungerer i det daglige ud fra et over/underordnelsesforhold de deltagende organisationer imellem. Men nogen nødvendighed for et sådant er der
113
ikke. Og det kan i øvrigt være ganske kompliceret at fastlægge de indflydelsesveje, gennem hvilke et over/underordnelsesforhold i givet fald skal udmøntes.
Uanset de indvendinger, der ud fra det anførte vil kunne rettes herimod, vil fremstillingen i det følgende betjene sig af et forenklet eksempel, hvori indgår to organisationsled. Således vil der blive opereret med en medlemsforening (den organisation eller det organisationsled, hvortil enkeltmedlemmerne er knyttet, og som i sig selv er knyttet til en anden organisation) og en hovedforening (den organisation, til hvilken medlemsforeningen er knyttet).
Selvstændig juridisk person?
Kriterierne for om der foreligger en selvstændig juridisk person
Helt afgørende vil det i reglen være at få klarlagt, hvorvidt de enkelte led i den sammenkædede organisationsstruktur udgør selvstændige juridiske personer, foreninger, i den relation, hvor den konkrete strid er opstået, eller om de tværtimod går op i den overordnede organisation, hovedforeningen, som integrerede dele af denne (omend måske med et vist selvstyre). Ikke sjældent kan der f.eks. udvikle sig en selvstændighed inden for visse kredse af foreningen, som efterhånden får disse kredse til at fremtræde med deres egen identitet. Hvornår denne identitet er blevet så udpræget, at man retligt set står over for en ny juridisk person, kan imidlertid være tvivlsomt.
For anerkendelsen af en selvstændig juridisk person er det ikke i sig selv et afgørende kriterium, om personer fra hovedforeningens ledelse også indgår i ledelsen af medlemsforeningen eller ej. Men såfremt dette er tilfældet, må udpegningen naturligvis have fundet sted efter regler, der ikke kolliderer med anerkendelsen af medlemsforeningen som selvstændig retlig enhed – dvs. valget af disse repræsentanter skal bero på medlemsforeningens regler.
Ej heller vil det være afgørende, at medlemsforeningens vedtægter er indrettet i overensstemmelse med, hvad hovedforeningen kræver, når blot denne indretning beror på medlemsforeningens autonomi, dvs. de selvstyreregler, der gælder for selvstændige foreninger. At den selvstændige bestemmelsesret eventuelt udnyttes under indtryk af pression fra hovedforeningen, er en anden sag. Men der må principielt være en sådan selvstyreret til stede. Får beslutninger i hovedforeningen således direkte virkning for deltagerne i medlemsforeningen, vil dette e.o. kunne berøve denne selvstændigheden på en måde, som stiller sig hindrende i vejen for dens anerkendelse som selvstændig juridisk person.
Endelig mister medlemsforeningen ikke karakteren af selvstændig juridisk person, selv om hovedforeningen repræsenterer medlemsforeningen udadtil over for andre. Men repræsentationsretten må bero på medlemsforeningens vilje – også således at medlemsforeningen har adgang til at tilbagekalde handlebeføjelsen (fuldmagten til hovedforeningen).
U 1959/688 VL: Antaget, at Bødkernes Arbejdsløshedskasse i Danmark ikke var en underafdeling af Bødkerforbundet i Danmark, men derimod en selvstændig institution, hvilket også gjaldt kassens lokalafdeling i Århus, uanset at kontingent opkrævedes og afregnedes i fællesskab. Herved bemærket, at det af ordentlige regnskaber til enhver tid var muligt at konstatere den rette kassebeholdning og dennes fordeling på henholdsvis arbejdsløshedskassen, forbundet og lokalafdelingen. Arbejdsløshedskassens opbygning og virksomhed m.v. var
114
undergivet lovforskrifter, og reglerne om adgangen til og udelukkelse fra medlemskab afveg fra forbundets tilsvarende regel. Den omstændighed, at en udsondring af det beløb, der vedrørte arbejdsløshedskassen, først fandt sted ved den kvartalsvise afregning gennem hovedkontoret, kunne ikke medføre, at beløbet, indtil sådan afregning havde fundet sted, kunne anses som tilhørende forbundets lokalafdeling. Der kunne herefter ikke gøres udlæg i denne del af kassebeholdningen for fagforeningens gæld.
Særligt om tegningsret og ansvar udadtil
Tegningsretten i aftaleforhold
Hvorvidt hovedforeningen kan tegne medlemsforeningen i aftaleforhold, afhænger i relation til medlemsforeninger med karakter af selvstændige juridiske personer af, om der foreligger den nødvendige tegningsfuldmagt. En sådan fuldmagt kan imidlertid være indeholdt i vedtægterne.
Skadeforvoldelse
Afklaringen af spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en selvstændig juridisk person eller ej, vil også have betydning med henblik på ansvaret for skadeforvoldelse udadtil:
For det, som interne, uselvstændige organisationsled foretager sig, vil principielt hovedforeningen hæfte – når i øvrigt betingelserne for hæftelse i øvrigt er opfyldt. Omvendt når der er tale om en medlemsforening, der er en fritstående juridisk person. Selvstændige foreninger inden for et organisationshierarki må således svare hver for sig.
Således er det f.eks. antaget, at en fagforening ikke nødvendigvis bærer ansvaret for de ulovlige beslutninger, som måtte blive truffet af de enkelte værkstedsklubber under foreningen. Men det kan naturligvis forekomme, at hovedforeningens dispositioner i sammenhæng med det, der er sket i medlemsforeningen, er selvstændigt ansvarspådragende. I selvstændige medlemsforeningers aktiver kan der omvendt ikke søges fyldestgørelse for hovedforeningens gæld.
U 1929/950 ØL: Efter at Dansk Tømrerforbunds Haderslev-afdeling var blevet dømt til at betale to tømrersvende erstatning for ulovlig eksklusion, sagsøgtes Dansk Tømrerforbund tillige for betaling af erstatningen.
Udtalt, at forbundet ikke havde foretaget nogen indblanding, som kunne pådrage det ansvar, og idet afdelingen måtte opfattes som et selvstændigt retssubjekt, og forbundet heller ikke have nogen myndighed til at ophæve den på afdelingens generalforsamling trufne eksklusionsbeslutning, ansås forbundet ikke for medansvarlig for erstatningen.
U 1928/175 ØL: Antaget, at en fagforening ikke kunne have ansvar for en beslutning truffet af en såkaldt værkstedsklub, og som havde ført til, at 6 arbejdere havde måttet opgive deres arbejde. Da de pågældende arbejdere endvidere ikke havde indbragt sagen for fagforeningens bestyrelse ved formelig klage, som vedtægterne foreskrev, kunne der ikke pålægges fagforeningen erstatningspligt for det passerede.
115
Det interne ansvar inden for den samlede organisationsstruktur Hvorvidt deltagerne i medlemsforeningen kan gøre et evt. ansvar for tilsidesættelse af deres medlemsrettigheder gældende over for hovedforeningen, afhænger af en parallel overvejelse. Afgørende er således, om medlemsforeningen er i en sådan grad uselvstændig, at ledelsesorganernes dispositioner i hovedforeningen får umiddelbar virkning for deltagerne i medlemsforeningen. At hovedforeningen eventuelt kan give medlemsforeningen bindende påbud eller skal godkende den af medlemsforeningen trufne disposition, og at tilsidesættelse af påbuddet eller manglende godkendelse kan føre til sanktioner, indebærer ikke uden videre, at hovedforeningen må bære ansvaret for det, der foregår i medlemsforeningen.
Rettigheder og pligter for deltagerne i medlemsorganisationen Det ligger i forlængelse heraf endvidere fast, at for de enkelte deltagere i en medlemsforening, der har karakter af selvstændig juridisk person, udledes rettigheder og pligter principielt af medlemsforeningens vedtægter og disse alene. En evt. pligt til at følge hovedforeningens regler må således udledes af, at disse tillige er gjort til en del af pligtforholdet ifølge medlemsforeningens vedtægter. Og der kan f.eks. ikke på plenummøder omfattende flere selvstændige organisationers medlemmer træffes afgørelser, der binder i medlemsorganisationens regi, uden at de for de enkelte organisationer gældende betingelser for at træffe bindende beslutninger er opfyldt.
Når dette er sagt, må det imidlertid også erindres, at hovedforeningens vedtægtsbestemmelser rent faktisk ofte er integreret i selvstændige medlemsforeningers derved, at disse direkte henviser hertil eller dog forudsætningsvis hviler herpå. Dette har den virkning, at hovedorganisationens vedtægter og beslutninger e.o. virker umiddelbart berettigende og forpligtende også for deltagerne i medlemsforeningen. Om noget sådant er tilfældet eller ej, afhænger af en fortolkning af medlemsorganisationens vedtagelser. Hvad denne fortolkning angår, giver retspraksis ingen klar vejledning på mere alment plan. De foreliggende retsafgørelser er således præget af, at man i det enkelte tilfælde tilsyneladende vælger de fortolkninger, som stemmer bedst med den løsning på den materielle strid, som retten føler sig mest tiltrukket af.
Medlemsorganisationens principielle selvstændighed anfægtes i øvrigt ikke af, at hovedforeningen kan beslutte at udvide medlemsforeningens og dennes medlemmers forpligtelser – forudsat at dette er hjemlet i vilkårene for medlemsforeningens tilknytning til hovedforeningen.
E.o. vil vedtægtsmæssige forskrifter i hovedforeningen, der sigter på at regulere stillingen for enkeltdeltagerne i medlemsforeningen, i øvrigt kunne påberåbes af disse direkte (som 3. mandsløfte). Et typisk eksempel er de tilfælde, hvor fagforbundsvedtægter hjemler medlemmerne i forbundets enkelte lokale afdelinger (der formelt har selvstændighed) ret til overflytning imellem disse indbyrdes.
U 1947/28 H: Ifølge lovene for De danske Pionerforeninger bestod disse af lokale pionerforeninger. Der blev til disse love gjort en tilføjelse, i henhold til hvilken der ikke inden for de lokale foreninger måtte findes underafdelinger, tillige med en bestemmelse om, at lokalforeninger om fornødent kunne ekskludere medlemmer, der stod i sådanne underafdelinger. Herefter ekskluderede Københavns Pionerforening et medlem, der ikke havde villet udtræde af en sådan underafdeling.
116
Udtalt, at det ikke fremgik af Københavns Pionerforenings love, at foreningen alene skulle betragtes som en lokalafdeling af De danske Pionerforeninger. Gyldigheden af eksklusionen måtte herefter afgøres efter de i Københavns Pionerforenings love indeholdte bestemmelser, og da eksklusionen ikke havde hjemmel i samme, blev den kendt ugyldig.
Indmeldelser i medlemsforeningen I optagelsessager må den udenforståendes ret til optagelse i en selvstændig forening vurderes uafhængigt af, hvad andre foreninger måtte bestemme i så henseende.
Udmeldelse af medlemsforeningen Udmelder deltageren i medlemsforeningen sig af denne, vil han hermed som regel også være befriet for forpligtelser i forhold til hovedforeningen. Noget andet gælder dog e.o., såfremt han tillige i kraft af tilknytningen til medlemsforeningen har været direkte medlem i hovedforeningen.
Medlemsforholdet mellem hoved- og medlemsforeningen For så vidt angår selve medlemsforholdet mellem hoved- og medlemsforeningen, kan der opstå særlige problemer.
Indmeldelse i hovedforeningen
Fast står det, at tilsvarende ufravigelige retshensyn, som kan begrunde et ufravigeligt krav på personers optagelse i en forening, også kan begrunde et krav for foreninger på optagelse i andre foreninger. Dog vil der kunne aktualisere sig gyldige optagelsesbetingelser, som kun vil være aktuelle i forhold til foreninger, således f.eks. med hensyn til størrelsen af den enhed, der søger optagelse o.l. Også i øvrigt administreres medlemsforhold for foreninger på samme måde som for personer.
Udmeldelse af hovedforeningen
Hvad udmeldelser angår, vil medlemsforeninger, der udgør selvstændige juridiske personer, kunne udmelde sig af hovedforeningen efter beslutning i medlemsforeningens kompetente organer, uanset om der ikke findes regler, der forudser denne udmeldelse hverken i hoved- eller medlemsforeningens vedtægter. Men det er ikke givet, at medlemsforeningen gennem udmeldelsen kan frigøre sig fra økonomiske forpligtelser over for 3. mand, som man måtte have påtaget sig gennem hovedforeningen (dvs. med denne som formidler). Og hovedforeningens eventuelle vedtægtsbestemmelser angående udmeldelsesbeslutningen må naturligvis også overholdes.
Et særligt spørgsmål vedrører fordelingen af eventuelle fællesaktiver efter en udmeldelse:
Om hovedforeningen i forbindelse med en udmeldelse vil kunne kræve medlemsforeningens pengemidler eller dele af disse udbetalt til sig, afhænger af omstændighederne. Er der tale om en medlemsforening af en sådan fast struktur, at den har selvstændig udmeldelseskompetence, synes spørgsmålet dog at måtte besvares benægtende, medmindre modsat regel findes i vedtægterne. Hvorvidt omvendt medlemsorganisationen ved udmeldelsen har krav på andel i hovedorganisationens formue, må afgøres ud fra en fortolkning af dennes vedtægter. Når der ikke er tale om økonomiske foreninger, synes almindeligvis også dette spørgsmål at måtte besvares benægtende.
117
Udmeldelsen behøver i øvrigt ikke nødvendigvis få virkning i forhold til de pligter og rettigheder, der for deltagerne i medlemsorganisationen følger af hovedforeningens vedtægter. I den udstrækning, hvori disse vedtægter indgår i medlemsforeningens (evt. i kraft af en henvisning heri), vil de således eventuelt fortsat have gyldighed, indtil medlemsforeningens vedtægter ændres i henhold til de herfor gældende regler. Sådanne forskrifter, som kun kan praktiseres, så længe medlemskabet af hovedforeningen er effektivt, vil dog miste deres virkning, når dette udløber. Og e.o. vil også sådanne regler, der, hentet fra hovedforeningens vedtægter, alene udgør uudtrykte forudsætninger for medlemsforeningens ditto, falde væk.
U 1929/443 VL: En provinsbarbermesterforening udmeldte sig af en sammenslutning af barbermesterforeninger og krævede herefter andel i sammenslutningens formue udbetalt.
Udtalt, at efter provinsforeningens karakter og formål, som ikke var erhvervsmæssigt eller sigtede på specielt at opspare kapital, kunne det enkelte medlem i mangel af udtrykkelig hjemmel i vedtægterne ikke ved udmeldelse kræve andel i foreningsformuen. Et sådant krav ville kunne blive af indgribende betydning for foreningen, og en vedtægtsregel om, hvad der skulle foregå i forbindelse med opløsning af foreningen, kunne ikke støtte et krav på udbetaling i den opståede situation, som ikke kunne sidestilles med foreningens opløsning.
U 1998/281 H: Pr. 1. januar 1991 stiftedes Byggeriets Arbejdsgivere (BYG) gennem en fusion af fire arbejdsgiverorganisationer, herunder Danske malermestre, men i juni 1991 udmeldte samtlige 72 lokale malerforeninger sig af BYG og genstiftede Danske Malermestre i september samme år. Denne organisation havde ved fusionen indskudt et betydeligt beløb i BYG's hjælpefond, som var oprettet ifølge Dansk Arbejdsgiverforenings love. Hjælpefondens midler skulle være til rådighed for understøttelse af virksomheder i forbindelse med faglige konflikter. Efter genstiftelsen gjorde Danske Malermestre krav på at få en andel af BYG's hjælpefond, uagtet det fremgik af BYG's vedtægter og af reglerne for hjælpefonden, at udtrædelse ikke medførte krav på andel i formuen.
Antaget, at Danske Malermestre havde et sådan krav, idet der fandtes at foreligge så ganske særlige omstændigheder, så at de nævnte bestemmelser ikke burde afskære foreningen herfra jf. Aftalelovens § 36. BYG's samlede egenkapital pr. 31. december 1991 inklusive hjælpefonden var ca. 43 millioner, hvilket var væsentligt mindre end hjælpefondens bogførte størrelse, og Danske Malermestres krav måtte begrænses til en andel af egenkapitalen, som fastsattes skønsmæssigt til 7 millioner. Der lagdes ved afgørelsen vægt på, AT vedtægtsbestemmelserne, der afskar krav på andele ved udtræden, ikke kunne antages at have en situation som den foreliggende for øje, samt AT BYG's bestyrelse efter at reglerne for hjælpefonden havde hjemmel til at tillade udbetaling af en andel 'hvis udtrædelsen skyldes overflytning til en anden hjælpefond inden for DA', og AT en afvisning af Danske Malermestres krav i den foreliggende ekstraordinære situation vil medføre et urimeligt økonomisk resultat.
118
15. Tvister
Sager ved domstolene
Værneting
Efter retsplejelovens § 238 har foreninger hjemting i den retskreds, hvor hovedkontoret befinder sig, eller når sådant ikke kan oplyses, hvor et af bestyrelsens medlemmer bor. Det er altså som udgangspunkt dér, stævning i givet fald må indgives i sager mod foreningen. Ofte fremgår hjemstedet direkte af vedtægterne.
Samme sted kan retssager angående foreningsanliggender rejses af foreningen mod de enkelte medlemmer eller indbyrdes imellem disse i anledning af tvister med relation til foreningen.
Tegningsretten i retssager
Hvem internt i foreningen der er bemyndiget til at tage stilling til, om foreningen skal gennemføre en retssag, og hvilke processuelle skridt der skal tages under en evt. sådan, afhænger af, hvorledes hhv. bestyrelsens og generalforsamlingens kompetence er beskrevet i vedtægterne. Afgørende er det som regel, hvorvidt sagen er af rutinepræget karakter, i hvilket tilfælde bestyrelsens tilslutning til sagen er nok. Det har også betydning, om beslutningen tåler at blive udskudt til en generalforsamling. Overskrider bestyrelsen sin ramme, risikerer den at ifalde et internt ansvar herfor.
Udadtil disponerer bestyrelsen imidlertid bindende for foreningen i retssager, medmindre andet fremgår udtrykkeligt af vedtægterne.
Repræsentationsretten i retssalen
Advokater har ifølge retsplejelovens § 260 normalt monopol på at møde for andre i retssager. Foreningen kan derfor uden videre lade sig repræsentere under sagen gennem en ekstern advokat.
Men den kan dog også møde ved egne repræsentanter. Kollektive enheder har nemlig altid ret til at møder ved den befuldmægtigede ledelse.
Foreningen kan således lade sig repræsentere af et medlem eller en ansat funktionær, som ifølge sin stilling eller i henhold til særlig fuldmagt fra foreningen er bemyndiget til at repræsentere denne i retten. Det må imidlertid evt. godtgøres for retten, at foreningen har givet den pågældende rettergangsfuldmagt.
Dommen overgår foreningen
Det er en følge af det allerede sagte, at sager mod en forening eventuelt vil føre til dom over denne som sådan og ikke over det organ eller den person, der har repræsenteret foreningen i sagen. Dømmes foreningen f.eks. at udrede et pengebeløb, må tvangsfuldbyrdelse af kravet via fogeden følgelig rettes mod foreningsformuen.
Omvendt er det også foreningen som sådan, som bliver berettiget til at modtage det, dommen måtte lyde på.
Foreningsselvstyre og foreningsvoldgift
Problemstillingen
119
Opstår der i anledning af foreningsforholdet tvist mellem medlemmer indbyrdes eller mellem et medlem og foreningen, kan det undertiden være vanskeligt at vide, hvor striden skal afgøres. Skal man til domstolene, eller kan man klare sig med en afgørelse i foreningens eget regi?
Problemet er bl.a., at foreningen efter selve den juridiske konstruktion, der ligger bag anerkendelsen af, at en kollektivitet af enkeltpersoner kan optræde samlet som juridisk person – altså som en forening - må have ret til at styre sig selv. Men hvor går grænsen mellem de foreningsanliggender, som bestyrelsen, generalforsamlingen og de øvrige ledelsesorganer har ret til at tage bindende stilling til, og så afgørelser af ”juridisk” karakter, der i sidste ende kan indbringes for domstolene?
Endvidere er det i dansk ret muligt at aftale, at sager, der hører under domstolene, skal behandles ved en privat voldgiftsret i stedet. Dette gælder også sager om stridigheder i foreningsforhold. De regler om afgørelse af sådanne tvister i foreningens eget regi, der findes rundt om i en del foreningsvedtægter, er imidlertid ofte uklare og opfylder langt fra altid de krav, loven stiller, for at man kan bruge en privat (forenings)voldgiftsret i stedet for domstolene.
Afgørelse af retlige tvister
Det er i et retssamfund således, at ”retlige” tvister, skal kunne indbringes for enten domstolene eller en hertil svarende ”judiciel” instans. Med sidstnævnte menes et afgørelsesorgan, der opfylder visse garantier mht. rettens uafhængighed og sagens betryggende behandling (der man kan kalde ”retspleje”garantier).
Retlige stridigheder kan derfor i Danmark som regel altid forelægges domstolene til afgørelse, medmindre de stridende parter har aftalt at nedsætte en privat voldgiftsret i stedet i henhold til en særlig lov om voldgift.
Hvad er da en ”retlig” tvist?
Ja, juridisk/teknisk kan det defineres som en uenighed angående eksistensen eller konsekvensen af en ”retsposition”. Sagt på en anden måde: Der er i forvejen en lov, en aftale eller et andet retligt grundlag (f.eks. en uskreven retsgrundsætning), som regulerer anliggendet. Blot er det omstridt, hvad reglen heri nærmere går ud på, og/eller hvordan den skal anvendes i den konkret foreliggende situation.
Man skal i øvrigt være opmærksom på, at en retsposition ikke behøver have form af en regel, der danner et udtømmende grundlag for afgørelse af uenigheden. F.eks. kan reglen udmærket levne den ene part et vist råderum, inden for hvilket parten kan skønne frit mht., hvad han vil beslutte. Hvis der f.eks. i en forenings love står, at der efter bestyrelsens skøn under ”særlige omstændigheder” kan bevilges kontingentfritagelse til ”økonomisk nødlidende” medlemmer, har medlemmerne reelt givet bestyrelsen en vis frihed til at træffe bestemmelse om dette anliggende. På den anden side kan bestyrelsen ikke bare afslå en anmodning om fritagelse for kontingent. Den skal vurdere på saglig vis, om ansøgeren efter alt foreliggende kvalificerer sig som ”økonomisk nødlidende” i vedtægtens forstand.
Når der opstår konflikter i foreningens regi, kan såvel medlemmer som forening altså altid forlange prøvet ved domstolene - eller en voldgiftsret efter voldgiftsloven:
- Om de ovenfor omtalte ufravigelige retshensyn gør sig gældende, og hvad de tilsiger,
120
- hvad foreningsvedtægten – som den må tolkes og udfyldes – forpligter og berettiger til,
- hvad lovgivningen indebærer,
- hvad en af foreningsforholdet uafhængig aftale mellem parterne har som konsekvens,
- hvad almindelige restgrundsætninger indebærer.
U 1997/662: En forening var socialt samlingssted for lokale fiskere, og disse havde hverken direkte eller indirekte økonomiske eller andre væsentlige interesser i medlemskabet. En fisker blev nu ekskluderet. Retten fandt, at han havde den fornødne retlige interesse i at kunne få efterprøvet ved domstolene, om eksklusionen var sket i overensstemmelse med foreningens vedtægter.
Afgørelse af ikke-retlige tvister (”interessetvister”)
I tvister, der skyldes et ønske om at få tilvejebragt en retsposition i et spørgsmål, som ikke er underkastet nogen retlig regulering i forvejen, er de stridende parter udelukket fra at gå rettens vej. Hvis man gerne vil have en anden til at gøre et eller andet og ikke kan henvise til noget retligt grundlag herfor, må man forsøge at tale sig frem. Domstolene vil således afvise at behandle sager om sådanne krav, og en foreningsvoldgift vil heller ikke røre ved dem, hvis den ene part protesterer. De stridende må med andre ord her selv skabe ret ved at indgå en aftale om anliggendet. - Og i foreningsforhold, hvor aftalen (vedtægten) går ud på, at bestemmelse træffes gennem foreningens ledelsesorganer, må de berørte finde sig i de ”politiske” beslutninger der træffes i disse organer.
Det er følgelig væsentligt at få afklaret, hvor grænsen går mellem retlige og ikke-retlige tvister.
Dette problem dukker ofte op i foreningsforhold. En forening udgør som allerede nævnt et selvstyrende minisamfund, der i en lang række henseender selv træffer bestemmelse om foreningens og medlemmernes stilling. Herigennem kan enkeltmedlemmer og medlemsgrupper meget vel blive udsat for væsentlige forandringer i eller præciseringer af deres stilling.
De beslutninger i foreningens eget regi, der ikke kan forlanges efterprøvet af domstolene (eller en foreningsvoldgiftsret efter voldgiftslovens regler), er følgende:
- Skønsmæssige foreningsbeslutninger, der klart ligger inden for de rammer for foreningsledelsens frie skøn, vedtægten opstiller,
- foreningsbeslutninger af mere intern, ordensmæssig karakter eller om ceremonielle eller lignende anliggender.
Hvem der skal sidde i bestyrelsen, hvad kontingentet skal være, hvilke aftaler foreningen skal indgå til anden side, hvorledes foreningens faciliteter og hjælpemidler skal anvendes i det daglige, hvilken orden medlemmerne skal iagttage i forhold til hinanden osv. osv. afgør foreningen således selv.
Om der er tale om en retlig tvist – herunder om en politiske beslutning i et af de nævnte anliggender er bundet inden for visse retlige rammer - kan imidlertid altid
121
forlanges afgjort ved domstolene. I bekræftende fald kan det også altid forlanges afgjort ved domstolene, om der er en gyldig voldgiftsvedtagelse.
Voldgiftsklausuler i foreningsvedtægter
Ud fra et ønske om og tradition for, at alle opståede stridigheder afgøres inden for foreningernes lukkede kreds har der været tilbøjelighed til at søge uden om de almindelige domstole også i stridigheder af klart retlig karakter. Det er sket gennem udformning af vedtægtsklausuler om, at (alle) tvister afgøres endeligt ved et eller andet foreningsorgan.
Den slags klausuler forekommer i mange og ikke altid lige heldige afskygninger. Således forekommer foreningsvedtægter, der fastslår, at de af bestyrelsen eller generalforsamlingen trufne afgørelser – hvad de nu end drejer sig om - er "endelige". Ikke sjældent er noget, der ligner en ”selvdømme”ordning af denne art udsprunget af en blot ubehjælpsom formulering af selve selvstyreordningen. Som eksempel kan nævnes de mange tilfælde, hvor foreningsvedtægter bestemmer, at generalforsamlingen "afgør opståede tvivlsspørgsmål om vedtægternes anvendelse". Der kan imidlertid også være hjemlet ensidigt sammensatte ”voldgifts”organer, tvisteløsningsnævn, kollegiale retter o.l. Måske er det ligefrem udtrykkeligt bemærket, at foreningsafgørelser eller afgørelser fra et sådant organ ikke kan videreføres til domstolene. Specielt hvis foreningsvedtægten er gammel, er det ikke sikkert, at den er indrettet i overensstemmelse med de krav, loven i dag stiller.
De på den måde udpegede organer opfylder imidlertid ikke nødvendigvis de krav, der stilles til organer, der kan afgøre retlige tvister. Foreligger der en retlig tvist, kan den derfor uanset sådanne vedtægtsklausuler altid indbringes for domstolene i stedet.
Hvis en forening ønsker at kunne få afgjort egne sager i eget regi, selv om der skal tages stilling til retsspørgsmål, må den således i vedtægten etablere en regulær foreningsvoldgiftsret efter voldgiftslovens regler. Der kan med andre ord meget vel etableres en foreningsmæssig selvdømmeordning, som har til konsekvens, at stridigheder, som efter vedtægten hører herunder, efter påstand skal afvises af domstolene. Betingelsen er imidlertid så, at voldgiftslovens forskrifter er overholdt.
Voldgiftsklausulen
Denne lov kræver, at der skal være indgået en aftale mellem de stridende parter om voldgift. Der skal altså være en regulær voldgiftsklausul i vedtægten.
Denne klausul skal endvidere være klar. Hvis den ikke omfatter netop tvister af den type, sagen drejer sig om, kan sagen således forlanges afgjort ved domstolene i stedet.
Endelig vil en foreningsvoldgiftsordning kun dække de tvister, en foreningsvedtægt med bindende virkning kan henskyde til foreningsvoldgift. Sager om regler, der ligger uden for foreningens og medlemmernes egen bestemmelsesret, er således ikke omfattet.
U 1999/829: En tvist var afgjort af en vedtægtsmæssig kollegial ret i en forening. Striden vedrørte imidlertid en overtrædelse af offentligretlige regler fastsat i henhold til lov. Retten fandt, at den kollegiale foreningsvoldgiftsret ikke kunne afgøre, om sådanne regler var overtrådt.
Sagsbehandlingen og kravet om upartiskhed
122
Yderligere skal voldgiftsrettens sammensætning og sagsbehandlingen være retssikkerhedsmæssigt betryggende.
Det nytter derfor ikke noget, at foreningens almindelige ledelsesorganer bruges som dømmende instans. Det er nemlig ikke retssikkerhedsmæssigt betryggende, hvis afgørelsen er overladt til f.eks. bestyrelsen eller generalforsamlingen.
Det samme gælder, hvis voldgiftsrettens medlemmer udpeges af foreningen alene.
U 1991/665: En foreningsvoldgift skulle efter en forenings regler udpeges af bestyrelsen. Den ansås derfor ikke betryggende sammensat, hvorfor medlemmet kunne gå til domstolene med sit krav.
På den anden side kræver voldgiftsloven ikke, at hele voldgiftsretten er upartisk – tværtimod er det både sædvanligt og hensigtsmæssigt, at hver af de stridende parter udpeger én eller to voldgiftsmænd. Men disse partsvalgte dele af retten må stå lige, og den udslagsgivende faktor, opmanden, skal være upartisk. Han må derfor heller ikke selv være medlem af foreningen, såfremt afgørelsen vil kunne komme foreningen til skade (f.eks. ved at påføre den en udgift).