mats berggren - onsdag aften lige før syv

1

ONSDAG AFTEN LIGE FØR SY V

Mats Berggren

høst & Søn

35047_Onsdag_aften_lige_før_syv.indd 1 09-06-2015 14:49:42

2

Mats Berggren

høst & Søn


Mats Berggren

Onsdag aften

lige før syvoversat af anja hitz

HØST & SØN

Mats Berggren

høst & Søn


onsdag aften lige før syver oversat fra svensk

af Anja Hitz efter Onsdag kväll strax före sju

Copyright © 2014 by Mats Berggren,

Bokförlaget Opal AB, Bromma 2014

Denne udgave: ©Høst & Søn /rosinante & co, København

1. udgave, 1. oplag, 2015

Omslag: Alette Bertelsen /aletteb.dk

Sat med Charter hos Christensen Grafisk

og trykt hos Livonia Print, Riga

ISBN 978-87-638-3916-7

Printed in Latvia 2015

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne

i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Nordisk Ministerråd for støtte til oversættelsen

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co

Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

rosinante-co.dk


5

Drengen, som lå på gangstien, var ifølge politiets forun-dersøgelse blevet stukket i hjertet med en spids genstand. Det var mindre end hundrede meter fra Alsta centrum. Han havde ikke ligget der længe, da han lidt i syv blev fundet af to piger, som skulle til den koncert, der havde været så meget ballade om. Den mørke plamage af blod på den sorte T-shirt, blev stadigt større. Den ene af pigerne skreg bare, skreg og skreg, men den anden tog sig så meget sammen, at hun kunne få mobilen frem og trykke 112. Drengens liv kunne ikke reddes. Han blev femten år.


6


7

INDEN


9

Svensktimen med Irene, som eleverne kaldte Irene Despe-ration, var ved at være slut. Ingen arbejdede længere med de grammatikopgaver, hun havde givet dem. De snakkede næsten alle sammen med hinanden i små grupper. Hun råbte ikke for at overdøve dem, talte i stedet ekstra lavt. »Vi skal se en film næste gang,« sagde hun. Lydniveauet dalede til en opmærksom mumlen. »Det er en svensk film,« fortsatte hun. »Udvandrerne. Den er lang, men vi slår svensk og samfundsfag sammen, og så får I fri tirsdag morgen.« »Jeg kan ikke lide svenske film,« råbte Daniel. »Mere end en million svenskere udvandrede til Ame-rika i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Filmen handler om det – om hvorfor de tog af sted, og om hvordan det var at komme til det nye land.« »Den er jo totalt gammel. Hvorfor skal vi se det lort?« stønnede Ville. »Det er en klassiker. Den bygger på en roman af Vil-helm Moberg, en berømt svensk forfatter. Når vi har set filmen, skal vi tale om den. Hvis I vil have gode karakte-rer, må I også gerne læse lidt i bogen.«


10

»Kan vi ikke se Scarface i stedet for?« foreslog Daniel. »Det er også en klassiker.« »Den har du vel allerede set hundrede gange,« sagde Rakel. »Forstår I ikke, at filmen handler om folk, der kommer til et nyt land ligesom os?« sagde Jamila. »Det gør Scarface også,« påstod Daniel. »Han er politisk flygtning og arbejder som opvasker, ligesom din far.« »Politisk flygtning?« sagde Jamila. »Han er jo gangster.« »Ingen af dem handler om mig. Jeg er ikke udvandret,« sagde Ville. »Jo, fra en grisefarm i Småland. Det er som at komme fra månen,« mente Rakel. »Hele din slægt er haram,« sagde Jamila. Alle lo på nær Nalin – som så forventningsfuldt på Ville – og Abdi, som sad i hjørnet, bagerst til venstre og læste i en tyk ordbog. »Hold kæft, møgfisse,« sagde Daniel. »Du skal ikke sige noget lort om min brors familie.« Irene slog straks ned. »Daniel! Ikke den slags ord!« Daniel lod, som om han ikke havde hørt det. »Jeg har heller ikke skiftet land,« sagde han. »Men dine forældre har,« sagde Jamila. »Hvornår stopper det så? Jeg er født her. Men jeg vil ikke være en skide svenne.« »Din bedste ven er jo svenne,« påpegede Rakel. »Det er anderledes. Han er min bror.« »En haram-svenne som bror. Hvor klamt,« sagde Jamila.


11

Daniel fløj op af stolen. »Rådne luder! Hvis du siger noget lort om min bror én gang til, så slår jeg dig ihjel!« råbte han. »Daniel! Sådan skal du ikke tale til dine kammerater!« Irene så på uret. »Som I fornemmer, kommer vi til at have interessante diskussioner om den her film,« sagde hun. »Nu er der fro-kost. Læg grammatikbøgerne på hylden ved døren, når I går.«


12

Abdi havde bladret i ordbogen hele timen, afsondret fra alt omkring sig. Af og til havde han skrevet et rim ind i mobilen. Nu vendte Daniel sig mod ham. »Vi skrider.« Abdi kiggede op og så, at klassen var på vej ud. »Chill,« sagde han. »Hvad sker der med dig? Vi skal jo æde.« Irenes stemme lød fra katederet. »Abdi, vil du blive et øjeblik? Jeg vil gerne tale lidt med dig.« Abdi sendte hende et træt blik. Hvad skulle hun nu gøre vrøvl over? Han granskede sin hukommelse, men kunne ikke komme i tanke om noget, han havde gjort, som hun kunne beklage sig over. »Skal vi vente på dig?« spurgte Ville. »Nej. Jeg kommer senere.« Ville og Daniel jog ud gennem døren. Abdi sad tilbage med ordbogen opslået. Hvad var det for et ord, han lige havde set? Vokabular. Ordforråd, ordsamling i listeform. Det måtte han skrive op, det kunne han bruge. Som rapper havde han et godt vokabular.


13

Irene kom hen til ham. Han var nødt til at se ud, som om han lyttede, brumme lidt og svare, når han kunne mærke, det var nødvendigt. Vokabular, det måtte han ikke glemme. Han dukkede sig og skulle lige til at lukke af for hende, da hun sagde, at hun havde læst hans stil. Hun ville ikke aflevere den tilbage, før hun var færdige med alle, men hun ville sige, at hans sprog havde udviklet sig enormt. Hun havde givet ham -3 i ottende, men det var mest, fordi han havde haft så meget fravær, nu lå han på et klart 02, og hvis han anstrengte sig lidt mere, kunne det blive endnu højere til foråret. Hun holdt en pause, ville selvfølgelig have ham til at sige noget, men han kunne ikke få et ynkeligt tak, hvor dejligt frem. Det var umuligt at sige til hende efter alt, hvad der var sket. Han nikkede bare og kiggede i bogen, hvor stod det nu henne, voka-et-eller-andet. »Du må gerne låne den, vi har mange,« sagde hun og gik tilbage til katederet som tegn på, at de var færdige. Han fandt det, vokabular, skrev det ind i mobilen, prop-pede den i lommen, slog bogen sammen, tog den i hånden og gik. Der strømmede billeder igennem hans hoved af alle de gange, Irene havde skældt ud på ham og hans venner. Han havde altid troet, at hun var efter dem, fordi hun var racist. Det var hun måske alligevel ikke.


14

Daniel kogte. De der fedterøvs-fisser skulle ikke sige noget lort om hans bror. Han satte albuen i en fra syvende, som stod længst fremme i madkøen, maste ind foran og øste skiver af falu-pølse og kartofler op på tallerknen. Med Ville i hælene kastede han sig ned ved det første det bedste bord og gik til angreb på maden, tyggede kraftigt og hurtigt. Det blev ved med at koge i ham, og det blev ikke bedre af, at Abdi kom dalrende, satte sig hos dem med sin kyl-lingepølse og virkede ligeglad. »Hvad ville kællingen?« Abdi trak på skuldrene. »Ikke noget særligt.« »Sagde hun noget lort om os?« »Nej.« »Wallah, bror, sagde hun ikke noget om balladen i timen?« »Hånden på Koranen, det gjorde hun ikke.« Daniel kunne se, at Abdi skjulte noget. Det fik ham til at koge endnu mere, men han ville ikke blive ved med at gentage sig selv. »Tager du med i aften?« spurgte han.


15

Abdi rystede på hovedet. »Jeg skal øve.« »Hey, bror, du tager aldrig med, du skal altid øve. Du er blevet totalt kedelig.« Daniel havde sat al sin falupølse til livs og ville have mere. Han sprang op af stolen og strøg tilbage til køen. Forrest stod Juan, en dum gangsterwannabe fra ottende. Han ville ikke lade Daniel komme foran, gav ham et hårdt skub i siden og begyndte at tage for sig af maden. Daniel mærkede en glød ulme indeni. »Hvad fanden laver du!« råbte han. Han gav Juan et ordentlig slag på skulderen, og han holdt ikke igen. Der gik en trækning over Juans ansigt, det havde gjort ondt, men han ville ikke vise det. »Du maser dig foran, maricon, hvem tror du, du er?« sagde han. Den lille, respektløse skid. Daniel kunne ikke tænke klart længere, gløden flam-mede op og tog magten over ham. Han slog Juan lige i ansigtet, så han gik i gulvet, stillede sig over ham og fortsatte med at slå, indtil Ville og Abdi greb fat i ham og trak ham væk. »Det er nok,« sagde Ville. Daniel gjorde sig fri og stak af, ud i gården og væk fra skolen.


16

Biblioteket havde to eksemplarer hjemme af Vilhelm Mobergs Udvandrerne. Jamila og Rakel lånte hver sit og sank ned i den sofa, hvor de plejede at holde til om efter-middagen. Det her var deres fristund. Deres egen tid, en tids-lomme efter alle de timer, hvor de skulle være på rette sted til rette tidspunkt, efter at Rakel ventede, mens Jamila forrettede asr i skolens bederum, og inden de skulle hjem for at passe deres små søskende og hjælpe til med aftensmaden. Forældrene havde ikke tjek på skemaet, men troede, at de skulle være i skole længere, end de skulle. Ingen vidste, hvor de var, undtagen bibliotekarerne. Normalt gennemgik de først alt det, der var sket i løbet af dagen, men nu sad de stille og koncentrerede og blad-rede frem og tilbage i bøgerne. »Hvad er det for nogle ord?« sukkede Jamila. »Sulema-den ... klatrejernet ... attråede ... frejdige ... fattiglem ... er det her svensk?« »Det er nok smålandsk?« mente Rakel. »Villes modersmål,« sagde Jamila. De begyndte at fnise. »Han kan måske lære os det?« foreslog Rakel.


17

»Den nye ‘vikar’, Ville. Allerførst skal han få sig selv til at holde mund.« De fnes endnu mere og kunne ikke holde op. Det kunne de sjældent. Hvis man ikke kendte dem, ville man måske undre sig over, hvorfor to piger, der var så forskellige, sad sammen – Jamila var usminket, med tørklæde og lange gevandter, der skjulte hendes krop; Rakel var sminket, med løsthæn-gende hår, i jeans og en top – jakken var smidt skødesløst over sofaens armlæn. Hvis man så dem fnise, kunne man se, at de hørte sam-men. »Men seriøst,« sagde Jamila, da de var faldet til ro. »Mener hun virkelig, at vi skal læse det her?« De ville gøre deres bedste, passe skolen og have gode karakterer, men det her så ud til at være umuligt. »Det bliver sikkert lettere, når vi har set filmen,« sagde Jamila. De slog bøgerne sammen. »Der er snart åbent hus på gymnasierne,« sagde Rakel. »Jeg vil på naturlinjen et sted i indre by. Mor og far siger, at skolerne er meget bedre der.« Hun så på Jamila. »Det ville være fedt, hvis vi kom ind det samme sted,« tilføjede hun. Jamila tøvede. »Superfedt,« sagde hun så og forsøgte at lyde glad. Rakel var hendes bedste ven, men hun ville virkelig ikke tale med hende om det her. Heldigvis ringede Rakels mobil.


18

Hun tog den og talte suryoyo med personen i den anden ende. Jamila forstod ikke, hvad hun sagde, men syntes, at hun fik noget tungsindigt over sig. Rakel lagde på. »Jeg skal hjem og lægge Gabriels fodboldtøj frem.« »Magter din bror ... din storebror ikke at holde styr på sit eget tøj?« »Han kan ikke engang finde det, hvis jeg forklarer ham, hvor det er.« Hun himlede med øjnene. »Du ved, hvordan det er. Det nytter ikke at brokke sig, det kommer der ikke noget ud af.« Rakel lagde bogen i tasken og rejste sig.


19

Nalin drev rundt i centrum og håbede, at Ville dukkede op. Hendes bedste ven, Evin, var flyttet, ugen før det nye skoleår begyndte. Nalin havde en del andre kammerater, men ingen, hun som en selvfølge hang ud med efter skole. I stedet brugte hun eftermiddagene på at gå rundt og spejde efter Ville, og hun havde set ham tilstrækkelig mange gange til at fortsætte med sine runder. Men indtil videre havde han altid haft Daniel med, indimellem også Abdi. Så turde hun ikke gå hen og tale med ham. Før eller siden måtte han være alene, og så ville hun tage chancen, langt fra alle blikkene i skolen, helst i et hjørne, hvor hverken hendes slægtninge eller forældrenes kurdiske venner kunne få øje på dem. Denne eftermiddag håbede hun mere inderligt end ellers. Daniel var stukket af fra skolen. Måske var Ville for en gangs skyld ikke i nærheden af ham. Hun stod og tænkte over, hvad hun så ville sige til ham, da han i det samme kom op fra fodgængertunnelen og løb lige ind i hende. Selvom hun vidste, hvor sød han var – hun tænkte stort set ikke på andet – gav det et jag i brystet af overraskelse hver gang, som om hun alligevel ikke rigtig kunne fore-stille sig det.


20

Hun kendte ingen anden med så pænt lyst hår og sådan nogle ultrablå øjne. Det var egentlig ikke så underligt, der gik ikke så mange svenskere på skolen. Men det handlede ikke kun om udseendet. Hun kunne godt lide hans respektløse stil, hans måde at gøre som han ville på og være ligeglad med, hvad lærerne mente. Det eneste, hun ikke brød sig om, var, at han hang så meget ud med Daniel, som helt klart var sindssyg. I kanti-nen havde hun fået på fornemmelsen, at han kunne have gjort hvad som helst, hvis ikke Ville og Abdi havde holdt ham tilbage. Netop. Ville havde holdt ham tilbage. Ville var ikke som Daniel. Det var der sikkert mange, der så dem sammen, som troede, men sådan var Ville ikke. Ikke i virkelighe-den. Han stødte ind i hende, så hende i øjnene med de ultra-blå og smilede, så hun begyndte at svæve. »Åh,« sagde han. »Jeg så ikke ... jeg har lidt travlt ... skal til tandlægen.« »D-det er okay,« hakkede hun, forbavset over at hun overhovedet fik sagt noget. Han nikkede farvel og skyndte sig videre. Der var ikke sket ret meget, et puf ved en fejl, et smil, nogle halve sætninger – men hun syntes alligevel, at hun havde fået et glimt af den anden Ville – ham, som gemte sig under den hårde overflade. Hun havde vidst det hele tiden. Han var overhovedet ikke som Daniel. Ikke i virkelig-heden.


21

Gabriel lå henslængt i stuesofaen og så fjernsyn, da Rakel kom hjem. Hun syntes, at han lignede de hvalrosser, hun havde set i en naturfilm. Ikke fordi han var lige så tyk som dem, han var tværtimod veltrænet, men han havde en måde at brede sig ud over hele sofaen på, som mindede hende om deres bølgende folder af skind. Egentlig var det ufatteligt, at Gabriel, som trænede hver dag, var så lad og ugidelig derhjemme. Han orkede ikke at samle sit tøj op fra gulvet, orkede ikke at tage af bordet eller sætte i opvaskemaskinen. Han havde en lille tallerken foran sig, havde sandsynligvis sat nogle madder til livs, men han havde kun smurt dem selv, fordi der ikke havde været andre hjemme – moren og faren arbejdede som sædvanlig i familiens restaurant, og de små søskende var stadig i daginstitution. Hun skulle forresten snart hente dem. Hun ville være tvunget til at rydde op efter ham, og hun hadede det, blev mere og mere gal, for hver dag der gik. Men, som hun havde sagt til Jamila, regnede hun med, at det kun ville føre til besvær – og desuden tage længere tid – hvis hun gjorde vrøvl. Gabriel slukkede for fjernsynet.


22

»Hvor fanden har du været?« sagde han vredt. »Det sagde jeg jo. Jeg var på biblioteket med Jamila. Vi lavede lektier.« »Jalla,« sagde han. »Jeg kommer for sent.« Hun gik ind i sine brødres værelse, åbnede garderobe-skabet, greb IKEA-posen med det rene vasketøj, som hun ikke havde nået at lægge på plads, gravede fodboldtøjet frem og proppede det ned i hans sportstaske, som lå smidt midt på gulvet. Hun fiskede hans drikkeflaske op af den, tog den med ud i køkkenet og fyldte den med koldt vand fra hanen. Gabriel stod i entreen og ventede med tasken over skulderen. Hun rakte ham flasken, han hev den til sig og styrtede ud gennem hoveddøren. »Tak, elskede søster,« råbte hun efter ham.


23

Ville ventede længe hos tandlægen. De første ti minutter sad han i en lænestol og tænkte på Nalin. Først og fremmest på hendes øjne. De var mørkebrune og så ... smukke, det lød halvfjollet, men han kunne ikke finde et bedre ord. Når han kiggede ind i dem, måtte han tvinge sig selv til at vende hovedet væk. Det blev ikke lettere af, at han syntes, at hun på det sidste havde kigget på ham med et særligt blik. Han undertrykte tanken. Hun var muslim – hun virkede dog ikke lige så ret-troende som for eksempel Jamila – og ville sikkert aldrig finde sammen med en svenne. Om ikke andet ville hendes familie sikkert aldrig til-lade det. Han rejste sig fra stolen og begyndte at gå frem og til-bage i gangen. Flere af dørene var åbne. Det gav et sæt i ham, da han gik forbi en af dem, han listede tilbage for at tjekke igen, fortsatte så til den næste og næste. Der stod computere overalt. Ingen mennesker i syne. Han smuttede ind i et forladt kontorrum og gik hen til vinduet.


24

Det var muligt at komme ind fra taget af bygningen ved siden af, den var en etage lavere. Han kiggede efter alarmer, så ingen i rummet og gik ud i gangen igen. Der sad følerne, i loftshjørnerne. Ville var høj – 1.91 sidst han havde målt, men hans mor påstod, at han var vokset siden. Han stillede sig på tæerne og strakte sig så meget han kunne, nåede følerne uden problemer. Hvis han fik nogle uforstyrrede minutter, ville det være let at vride dem op, så de ikke længere kunne registrere nogen bevægelser.

Han havde et hul i en kindtand og fik en ny tid til at få det lavet, men han dansede alligevel ud fra tandlægen. Han satte farten ned, da han nærmede sig hjemmet, tændte en smøg og røg den færdig, inden han gik ind ad gadedøren og slæbte sig op ad trapperne til niende sal med stadigt tungere skridt. Han låste døren op og mærkede, hvordan det sved i maven. Der var stille i lejligheden. Da han gik derfra om morgenen, havde moren ligget i sengen med persiennerne for og grædt. Han havde brugt lang tid på at overtale hende, inden han havde fået medi-cinen i hende. Hun havde knap nok orket at løfte hovedet fra puden til det vandglas, han holdt mod hendes læber, så hun kunne skylle pillen ned. Han listede ind i entreen og kastede et blik ud i køk-kenet. Alt var, som da han havde vasket op og ryddet af


25

efter sin morgenmad. Intet tydede på, at hun havde spist eller drukket noget i løbet af dagen. Han fortsatte til hendes soveværelse. Persiennerne var stadig nede. Hun lå fortsat under dynen, men nu sov hun. Hun havde hverken klædt sig på eller været i bad i dage-vis. Der blev ikke noget aftensmad her i dag. Hun kom bestemt ikke til at lave noget mad, og det gjorde han heller ikke. Han gjorde det ret tit, men ikke de seneste dage, var indimellem dødtræt af at være mor for sin mor. Han gik ud gennem hoveddøren igen, låste, tog mobi-len frem og sendte en sms til Daniel.


mats berggren - onsdag aften lige før syv

Documents