MAXIMUMCITYSLUM

Michael Bothager

Og i fattigdommens hjem, hvor sundhed, viden, ly og sikkerhed ikke er en fødselsret, er det at have en sjæl måske heller ikke en fødselsret.

William T. Vollmann, The Atlas

Det største slumområde i Mumbai, Dharavi, var indtil 2009 Asiens største slum.

MAXIMUMCITYSLUM

af Michael Bothager

M CITYSLUM

8 9

Mumbai. Indiens funklende stjerne. Det finansielle centrum for verdens fjerde-største økonomi raser, og dag for dag vokser indbyggertallet. Hvis udviklingen fortsætter, vil byen om få år være verdens andenstørste by, kun overgået af Tokyo. Mumbai er fordoblet siden 1950, og om ti år vil der bo mere end 25 mil-lioner indbyggere i byen. Ingen ved præcist hvor mange, der i dag bor i Mumbai. De Forenede Nationer (FN) har i 2007 vurderet antallet af indbyggere til 19 mil-lioner. Det er lidt mindre, end hvad der bor i Danmark, Norge og Sverige tilsam-men - samlet på et område mindre end Bornholm. Det gør Mumbai til verdens tættest befolkede by. Hver dag ankommer 300-400 nye familier til byen i jagten på et bedre liv. Et liv, hvor et tag over hovedet, rent drikkevand og adgang til et toilet ikke er en ret, men et privilegium. Mere end halvdelen af indbyggerne bor i slum eller på gaden.

Fredag morgen. 35-årige Vasanti Padma er lige vågnet. Hun er blot én af byens mere end 100.000 hjemløse. Mens hun strækker sig tæt omslynget af sin sari, søger hendes blik over på den anden side af vejen. Her ligger størstedelen af hendes familie samlet. De er 25 i alt, og holder til på fortovet ved Mahim Station sammen med næsten 150 andre familier. De samler tæpperne sammen, efterhånden som de vågner. Ramu, Vasantis mand på 42 år, er forsvundet gennem åbningen i muren mellem fortovet og jernbanen bærende på en lille bøtte fyldt med vand. Mens togene langsomt skramler forbi, har alle frit udsyn til Ramu. Der er intet toilet, ingen buske eller hegn, der kan skjule hans nødtørft. Her sker alt i fuld offentlighed.

Manoj, Vasantis 11-årige søn, navigerer imellem morgentrafikkens biler over vejen til resten af familien. Mens han børster tænder, får han selskab af sin lillesøster Madhu på fem år. Få meter bagved er Vasanti gået i gang med at lave morgenmad til hele familien, mens flere og flere fodgængere passerer dem på vej hen til Mahim Station. Myldretiden er startet. Vasanti og hendes familie har boet ved stationen siden 1984, da de kom til Mumbai fra deres landsby i delstaten Rajahstan.

I 2008 boede der for første gang i jordens historie flere mennesker i byerne end på landet. Folk er flyttet væk fra landområderne. Fortsætter den tendens, så vil der i 2050 bo det samme antal mennesker i byerne, som der var i hele verden i 2004. Seks milliarder i alt. Den største vækst sker i udviklingslande som Indien, samt andre lande i Asien, Afrika og Sydamerika. Denne ophobning af menne-sker på ét sted giver store udfordringer for byerne. Der skal bygges nye boliger, vandforsyningen skal øges, og kloaknettet udvides, så de mange liter affald kan transporteres sikkert væk. Der skal laves mere plads på vejene, og flere busser og tog skal fragte de mange mennesker til og fra arbejdet.

De mange mennesker i byerne har også skabt en ny form for fattigdom - de ur-bane fattige. Traditionelt betyder fattigdom, at man ikke har penge til at købe nok mad. Men i byer som Mumbai, hvor der er bedre muligheder for at tjene til føden, er udfordringen at få et ordentligt sted at bo – og som er til at betale. Den årlige gennemsnitsløn i byen er på 65.000 indiske rupees, hvilket svarer til

INDLEDNING

10 11

8.500 danske kroner. Men når priserne på en bolig kun er lidt billigere end i Singa-pore, Tokyo og Paris, så er det langtfra alle, der har råd til tag over hovedet. De gamle lejligheder, som fik fastlåst huslejen ved lov i midten af det 20. århund-rede for at forhindre spekulation i boligmanglen, går i arv i familien. Uden en stor pose penge har den almindelige middelklassefamilie ingen mulighed for at finde et ordentligt sted at bo. Og det er de færreste, der tjener 65.000 rupees om året. 40 procent af familierne i slummen ligger under fattigdomsgrænsen på 600 Rupees om måneden pr. person. Det er hver fjerde indbygger i hele byen. Der er et stort skel mellem de rige og fattige i Mumbai, Indiens rigeste by, hvor verdens fjerderigeste mand, Mukesh Ambani og fire andre af verdens 100 rige-ste mennesker også bor.

Ordet slum dukkede første gang op i London i det 19. århundrede. Her boede ar-bejderklassen tæt på fabrikkerne. Familierne blev klemt ind på få kvadratmeter i simple boligblokke, hvor de delte pladsen med rotter og affald i gaderne. I den sidste halvdel af det 20. århundrede voksede slumområderne drastisk verden over. I storbyer som Rio de Janeiro og Mumbai bor der nu lige så mange menne-sker i slummen som den samlede befolkning i mindre lande som eksempelvis Danmark.

I dag findes der mange former for slum. Fælles for dem alle er, at de mangler en eller flere nødvendigheder, som FN organisationen HABITAT har beskrevet

som slumindikatorer. Mangler blot et enkelt af disse punkter, så er det slum.

» adgang til rent drikkevand i en tilstrækkelig mængde til hele familien

» adgang til ordentlig sanitet, det vil sige toiletter og klo-aksystem, der kan håndtere affaldet. Det kan både være private toiletter eller offentlige, der er delt af en mindre gruppe mennesker

» en bolig med rigtigt gulv, tag og vægge, som ligger i et sik-kert miljø. Jordgulv, lerklinede vægge, plastikvinduer osv. er ikke tilstrækkeligt til at være en “rigtig” bolig

» tilstrækkelig plads i boligen, hvor ikke mere end to menne-sker bor i hvert rum

» sikkerhed for at familien kan beholde boligen, altså en form for leje- eller ejerkontrakt, som gør at familien ikke kan smides ud

Slum er derfor mere end blot affald og lort i gaderne, selv om det er det, vi oftest forbinder med slum.

For 100 år siden - midt i Mumbais industrielle storhedstid - var byen centrum for mere end 80 bomuldsmøller med en tilhørende tekstilindustri. Eksporten af

12 13

bomuld og stoffer til England var en af de vigtigste indtægtskilder, og muligheden for at få arbejde lokkede mænd ind fra landdistrikterne. Opgangstiderne bød på rige muligheder for at tjene penge, og chawls, lave rækker af boligblokke med små et-værelses lejligheder, blev bygget til arbejderne. Hver lejlighed var beregnet til en enkelt eller et par arbejdere. Toiletter og bad var fælles, og det var ikke usædvanligt, at der var op mod 20 lejligheder for hvert toilet. Med tiden blev chawls’ne fyldt med familier på fire-fem medlemmer, og hvert toilet skulle nu bruges af op mod 80-100 mennesker. Chawls er stadig en almindelig boform i Mumbai, og toiletforholdene i byens hjem er ikke blevet meget bedre - kun 30 procent af Mumbais boliger har toiletter og sanitet.

Byggestilen i dag ligner stadig chawls. I den nordøstlige forstad, Mankhurd, lig-ger boligområdet Lallubhai Compound. De 40 boligblokke huser op mod 11.000 familier. Størstedelen af beboerne er genhuset fra nedrevne slumområder, og er nu samlet i et ghettolignende område klemt inde mellem tre slumområder. Hele familier er stuvet sammen i etværelses lejligheder på 20 kvadratmeter med bad, toilet og en køkkenkrog, hvor vandet ikke altid kommer ud af hanen. På ydersiden af de syv år gamle betonhuse lækker kloakrørene ned i de smalle korridorer mellem bygningerne. Officielt er området ikke et slum og indgår derfor ikke i statistikken for de cirka 2.000 slumområder, der findes i Mumbai.

Næsten 2.000 slumområder ligger spredt ud over Mumbai. De fylder kun seks procent af byens areal.

»

Mangal Podi forbereder dagens første måltid til hendes familie på fem. Hun er 32 år, og har i fem år boet på 3. sal i Lallubhai Compounds bygning 20B. Fra køkkenet har hun udsigt over naboslummen Sathe Nagar. Hun sænker den lille stålkande ned i en blå vandtønde og hælder vandet ud på panden. Den lille dampsky forsvinder hurtigt i den lune brise, der passerer gennem lejligheden. Døren ud til gangen står altid åben for at lette lidt på temperaturen, der har rundet de 30 grader. Hendes to yngste sønner, Dushar på 12 og Vinayak på ti står foran fjernsynet og deles om et tv-spil. Stuens eneste stol, en træ- og læderstol, hvor det meste af læderet for længst er smuldret væk, står alene i det modsatte hjørne med to par sandaler som selskab.

Da Rushigesh, den ældste søn på 14, stryger ind ad døren med en lille pose mælk, får Mangal sine sønner til at dække op. Fire stålkrus bliver sat på gulvet sammen med en sodavandsflaske, der er så ridset, at den er mere grå end gennemsigtig. Mangal balan-cerer med to ståltallerkener fyldt med brødboller og ris til drengene. De slår sig ned på stengulvet. Mens drengene spiser, får Mangal sig en lille kop stærk og sød indisk te. Drengenes kæledyr, en mager grå kat, lægger sig sløvt imellem tallerkenerne.

Mumbai; kaldet Maximum City og Drømmens By, er stedet hvor ekstremerne mødes. Verdens største slumbefolkning bor her dør om dør med nogle af ver-dens rigeste mennesker.

14 15

16 17

En stor del af hverdagen foregår udenfor i gaderne. Der vaskes tøj, repareres sko, sælges brændte nødder og klippes hår.

18 19

Gyderne er som en kæmpe labyrint.

20 21

Chili til salg på en trappe i PMG Colony.

22 23

Mens solen og temperaturen begynder at gå ned, kommer folk ud for at handle.

24 25

Transit Camp 138A og 138B i Mankhurd rummer cirka 2.500 familier, der venter på genhusning. Der er i øjeblikket ingen udsigt til, hvornår nye boliger bliver bygget til dem.

Familien Shaikh har boet i lejren i syv år. De boede tidligere tre år i en transitlejr ved Mankhurd Station og blev flyttet til 138B, da den blev revet ned.

Familien Chavan har boet i lejren i fem år. De boede tidligere i Rajaram Colony ved

Mumbais indenrigslufthavn.

26 27

Transit Camp 138A og 138B.

Familien Ansari har boet i lejren i fem år.

Familien Pawar har boet i lejren i fem år. De boede tidligere i Rajaram Colony ved

Mumbais indenrigslufthavn.

28 29

En ged foran et hus i Dharavi.

30 31

Karu Mugem, 29 år, træner i Lallubhai Compound Fitnessclub.

32 33

Lallubhai Compound. Vinayak på ti år vil se, om mobiltelefonen er

færdig med at oplade.

34 35

Nybyggeri og højhuse i bydelen Worli. Boligpriserne i Mumbai nærmer sig priserne i andre storbyer som Singapore, Tokyo og Paris.

36 37

Telefonforretning.

38 39

Halal-slagteren Sulejman Ashek har sin forretning i Jyoti Nagar slummen. I weekenden slagter han otte-ti geder, som har stået klemt inde i forretningen om natten.

40 41

Dharavi Dhobi Ghat, hvor de lokale beboere banker vasketøjet rent.

42 43

En ufærdig boligblok i Dharavi er blevet til et ulovligt hjem for nogle af indbyggerne. Genhusningsprojekterne har modvind. Ejerlejlighederne er svære at sælge, for der er ikke mange, der vil have slumbeboerne som nabo.

44 45

Lallubhai Compound ligger klemt inde mellem tre slumkvarterer, der tilsammen rummer op mod en

million mennesker. Mangal Podi har gennem de sid-ste fem år haft udsigt til Sathe Nagar slummen.

46 47

Sunita Patils hjem i Mohite Patil Nagar. Hun bor sammen med sin søn og sit barnebarn Sagar i en lidt større lejlighed med rindende vand, toilet og hendes homøopatiske klinik. Sagar har sine venner Afsar Ali og Juneid på besøg.

48 49

Sheela Laxman Sarte, 60 år bor i en lille shantytown med sin mand Prakesh Yadav, 55 år. Området består af 18 hytter klemt inde mellem Transit Camp 138B og et sumpområde ved Thane Creek.

50 51

HIV undervisning i Padma Nagars sundhedsklinik, drevet af NGO’en Apnalaya.

52 53

En arbejder sover på gaden foran sin arbejdsplads.

54 55

Der bor 1000 familier i Koli-fiskerkolonien Cuffe Parade.

56 57

Overalt findes der små virksomheder klemt inde på et loft eller i en gyde. For at komme op til systuen på første sal skal man klatre op af en stige og klemme sig igennem en halv meter bred sprække ved væggen.

58 59

Næsten ingen slumområder har kloakker. Spildevand fra tøjvask, opvask og regnvand fra monsoonen ledes bort i smalle render i gyderne.

60 61

Trappeopgang i Lallubhai Compound.

62 63

Et af de mest almindelige transportmidler i Mumbais forstæder er auto rickshawen. Baburao Bhawaskar gør sin klar i Sathe Nagar slummen, hvor han har boet i 20 år med sin syv mand store familie. De 100.000 trehjulede knallerter med kaleche er sammen med en million andre køretøjer en af Mumbais værste støj- og luftforureningskilder.

64 65

Dagliglivet i Dharavi er blevet til en turistattraktion efter succesfilmen “Slumdog Millionaire.” Små grupper

på op til fem personer bliver guidet rundt i bydelen. Det koster op til 700 kroner for en gruppe.

66 67

11 millioner mennesker bliver hver dag fragtet rundt i Mumbai.

68 69

Mumbais to store jernbanelinjer har endestation i det sydlige Mumbai, hvor der tilsammen dag-ligt strømmer 1,4 millioner mennesker igennem Churchgate og Victoria Terminus.

70 71

Tata Colony ligger overfor det moderne Bandra-Kurla Complex, hvor blandt andet den danske kemikalie-

producent Cheminova har adresse. Tata Colony er en transitlejr, hvor folk har boet i de gamle chawls i de

sidste 15 år, mens de venter på at blive genhuset.

72 73

Vasanti Padma er en af de 100.000 hjemløse i Mumbai. Siden 1984 har hun boet ved Mahim Station sammen med sin familie og søskende.

74 75

Hver aften er der karatetræning for områdets børn udenfor PMG Colony.

76 77

Chander, syv år og fra Mharashta Nagar slummen, er på vej til sommerskole en uge inde i sommerferien.

78 79

Transit Camp 138B har ikke nogen vandforsyning. Beboerne er derfor nødt til at købe vand, som koster en rupee for en dunk på 35 liter. Vandet kommer fra

naboslummen Sathe Nagar.

80 81

Sudat på 12 år roder i containeren efter plastik. I alt fire millioner tons plastik bliver hvert år smidt ud i Mumbai, og en hel industri er blevet bygget op omkring indsamling, sortering og salg af plastik til genbrug.

82 83

Lallubhai Compound blev færdigbygget i 2003, og rummer nu 11.000 familier fordelt i 40 boligblokke.

84 85

Hjemløse ved Mahim Station, hvor der bor op mod 150 familier. Om dagen gemmer de tæpperne og deres personlige ejendele bag muren, så politiet ikke smi-der dem væk fra fortovet.

86 87

Tidligt om morgenen bliver der brændt affald af i Lallubhai Compound.

88 89

Der er kun få meter mellem bygningerne i Lallubhai Compound, hvor kloakrørene kravler op ad murerne.

90 91

Slumkvarter i Bandra, en af Mumbais mest eftertragtede uptown forstæder.

92 93

En tidlig morgen, mens Mumbai vågner, ser jeg en dør banket sammen af et par brædder, svinge op. Ud træder en mand på cirka 35 år. Hans nystrøgne karry-gule skjorte klæber endnu ikke til hans krop på grund af varmen, og de rubin-røde bukser har stadig deres pressefolder. Han står stille og værdigt i et øjeblik, som en skærende kontrast til sit hjem, der er flikket sammen af brædder, kraftigt blå plast og med forskellige plader af bølgeblik smidt ovenpå. Jeg tænker på, om han hver dag spejler sig i glasfacaden på den moderne kontorbygning lige over for hans hjem. Et sidste tjek om alt sidder, som det skal, inden han sammen med et par millioner andre arbejdere kaster sig ud i Mumbais myldretid. Han drejer om på foden og bevæger sig med en glidende lethed hen imod busstop-pestedet få hundrede meter væk. Byen opsluger ham sammen med horden af pendlere.

Jeg når aldrig at tale med ham, men hans udstråling af mod og viljestyrke har jeg mødt igen og igen i Mumbai. Folk, der bor i slumområderne, er oftest stolte og glade for deres små “landsbyer” midt i storbyen. De har en vilje til at få tingene til at fungere, de tilpasser sig selv og deres omgivelser efter behov. I et slumområde som Dharavi, hvor der bor mellem 600.000 og en million menne-sker, er der skoler, læger, fitnesscentre, forretninger og tusindvis af virksomhe-der. Alt sammen bygget op af indbyggerne.

Hvis renoveringen af Dharavi og næsten 2.000 slumområder i Mumbai sker som planlagt, hvor firmaer overtager jorden og bygger boligblokke til genhusning og salg, vil den lokale sjæl og driftighed måske dø. Byens indbyggere vil gå glip af milliarder af rupees fra slummens virksomheder. Folk er vant til at leve tæt

EFTERSKRIFTsammen og hjælpe hinanden. Dørene står altid åbne, voksne og børn farer ind og ud af de forskellige hjem og snakken går lystigt. Hvis de bliver proppet ind i små lejligheder stablet oven på hinanden, vil den nærhed forsvinde. Indbyg-gerne vil forsøge at omdanne lejlighedskomplekserne til små landsbyer på højkant som i Lallubhai Compound, hvor de første familier flyttede ind i 2003. Mange af stuelejlighederne er forvandlet til beboede forretninger, hvor der handles ud gennem vinduerne. Oppe på etagerne er der små kiosker i lejlighe-derne, hvor børnene snolder lystigt. Andre steder er der banket hul i murene for at lave improviserede døre ind til naboen. Tilbage i Dharavi og i de andre genhusningsområder står der tomme, halvfærdige bygninger. Nogle af lejlighe-derne er beboet, da folk er flyttet ulovligt ind. Det er svært for bygherrerne at få solgt de lejligheder i husene, der ikke skal bruges til genhusning af slummens indbyggere. Folk vil ikke bo dør om dør med “dem fra slummen.”

I Lallubhai Compound oplever jeg også en anden side af den indiske mentalitet. Indendørs i lejlighederne er der pænt og rent, mens alle fællesområderne flyder med affald. De smalle korridorer mellem bygningerne drukner i lort, og fluernes summen overdøver næsten støjen fra vejen. Selv om der op til flere gange i kvartalet fjernes skrald, så får myndighederne aldrig bugt med det. Det samme mønster går igen overalt. Mens jeg venter i køen foran Mumbais internationale lufthavn, står jeg bag en velklædt indisk forretningsmand i jakkesæt. Hans bagagevogn drukner under tre store tasker. I hånden har han en coladåse, som han tømmer. Helt ugenert lader han den falde til jorden. Da jeg spørger ham, om han vil samle dåsen op, smiler han bare tilbage og svarer: “Samle hvad op?”

Michael Bothager, Mumbai, april 2010

Maximum City Maximum Slum

© 2010 Michael Bothager

Grafisk tilrettelæggelse: Michael Bothager & Anders Gram Jensen

Trykt i Danmark 2010

Tryk: J. & R. Frydenberg A/S, København

Bogen er sat med Helvetica Neue / Caecilia

Mangfoldiggørelse af indholdet i denne bog eller dele heraf er i henhold til gældende dansk lov om ophavsret er ikke tilladt uden forudgående aftale med fotografen.

Tak til:

Nafees Ahmed Ansari Abhishek Bharadwaj Nanna Kreutzmann Martin Lehmann Søren Lorenzen René Løkkegaard Jepsen

En særlig tak til alle de fantastiske men-nesker jeg har mødt i Mumbai

www.michaelbothager.dk

MAXIMUM CITY MAXIMUM SLUMaf

Michael Bothager