M gasin XXXII

s a m t i d s s k r i f t e t

Indhold side

M gasin udgives afPoetklub ÅrhusEgegade 22 st.8200 Århus Ninfo@poetklub.dktel. 30892153

Tekster, anmeldelser og billedmateriale sendes til bladets emailadresse.

mgasin@gmail.comEgegade 22 st.8200 Århus NTidsskriftet M gasinLars Hougaard Clausen

tel. 30892153

Abbonement på M gasin / poetklub medlemsskab kan ske ved overførsel af 200,- til foreningens konto i merkurbank.Hreg: 8401Konto: 0001043258

Vedr. annoncer og anden støtte af tidsskriftet kontakt til bladet redaktør eller poetklubbens formand.

M gasin er trykt med støtte fra poetklubbens medlemmer og magistratens 4. afdeling Århus kommune.

Lay out og foto mv. hvor andet ikke er

anført: Michael Persson

M gasin xxxII Trykt i 300 eksemplarerHuset, ÅrhusISSN 1603 - 2845

LederMedvirkende

Åbent M gasin

Tekster tilsendt bladet

uden for tema

Tema:

Byen & Blomsten.

Tekster tilsendt dette

nummers tema.

Noveller og kortprosa

Artikel

Pia Taftrups haiku

boomerang

Anmeldelser mv.

2 - 3

4 - 38

40 - 69

70 - 75

76 - 85

Poetklub Århus

Leder

Det M gasin, som I nu holder i hænderne, er det første af tre planlagte numre i 2010. I 2009 udkom desværre kun et enkelt nummer. Alle aktiviteter i Poetklub Århus hviler på frivillige skuldre, og således også udgivelsen af M gasin - og ikke alt går, som vi planlægger. Det gør det ikke lettere, at bladet efterhånden han hævet sig til et layoutmæssig niveau, så det kræver beherskelse af InDesign at lave det. Det er de-jligt, at M gasin har været velsignet med så højt kvalificerede medarbejdere - men når samme igen må sige fra af tidsmæssige årsager opstår et problem med at finde nye kvalificerede folk. Hen ad vejen lykkes det som regel alligevel, og M gasin er igen på gaden.

I dette nummer er temaet Blomsten og Byen. Umiddelbart modsætninger, som, når de krydser hinandens veje, afsætter en særegen poesi. Blomsten er det byen fremmede, som skyder op og skaber skønhed både i bogstavelig og over-ført betydning. Eller den vokser frem hjulpet af gartnerens omsorg. De vilde blomster hjælpes på vej i havekunstens urgamle disciplin.

Ordet ‘paradis’ er persisk for have, som i denne klassiske betydning af ordet betegner en have med en høj mur omkring - så ingen kan se den udefra. Sådan en have findes også i Århus bag den mur, som også afskærmer Vor Frue Kirke mod Klostergade - men haven vælder også ud på den side af kirken, som vender ud mod Vestergade! Her i skyggen under gamle tjørne strækker sig ganske upåagtet et stykke af Paradis lige ud til alfarvej. Dette strøg har vi forsøgt at indfange - ikke bænkene og beplant-ningen foran, men stykket herfra og ind mod kirken med det blå ur... Få en fornemmelse på de følgende sider, og hold øje med stedet i løbet af sommeren. I skal få større ting at se.

Lars Hougaard Clausen

Tak til de medvirkende:

Nb. den lange ventetid på nærverende udgave af M gasin, skyldes udelukkende lay outerens humørsvingninger. En stor undskyldning til bl.a Ib Johansen, der ihærdigt har vist sin interresse for tilblivelsen af dette nummer.

Allan Heinet Kenny............................................72Allan Snoddie.......................................................69AnneLouise Stevnhø.....................................8 - 9Anne Marie Eriksen................................24 - 26Bjørn........................................................................53Bo Dalum..............................................................16Christine Enevoldsen.....................56 - 57, 73Connie Nordholt.................................................27Cüneyt Pala..........................................................52Digterkollektivet “Den Brændende Hund”.......................20 - 23Dorthe Emilie Røssell......................................41Dylan Thomas...........................................36 - 37Heidi Jørgensen....................28 - 29, 74 - 75Henrik Giversen...............................14, 50 - 51Ib Johansen................................................32 - 34inger-marie ørner....................................18 - 19Jacob Hallgren.........................................54 - 55Jens Jørgen Boje..............................................46Joel Posner................................................30 - 31Jørgen Andersen.................................................7Lars Hougaard Clausen...............15, 63 - 65Lise Dilling Hansen...............................................5Maria Eiset Andersen.....................................11Michael Persson.......................................49, 58Mikkel Grøn.............................................................6Morten Andersson..............................................4Nana Rømer Dorph-Petersen.....................17Peter Bang Simonsen.....................................62Peter Dyreborg..................................................40Poul Høllund Jensen..............................47 - 48Poul Lyngaard Damgaard...................12 - 13Renate Recke...........................................76 - 86 Ruth Bentzon......................................................10Sid Yiddish..................................................60 - 61Sleiman Nazzal..................................................38Stine Vinther.......................................................40Thomas Nielsen...............................68, 70 - 71Vivi Nielsen.................................................42 - 45William Blake.............................................10, 35

Åbent M gasinPoesi og prosa tilsendt uden for tema

Lad Os VæreLad os vokse sammen til noget større end livet og den størrelse vi er som individer.

Lad os vokse fra et mikrokosmos til alt det, der giver mening. Du er i mine drømme når jeg sover og i mine tanker når jeg er vågen.

Lad os gøre det eneste rigtige. Lad os forsvinde væk sammen mens vi oplyser verden i et evighedssekund.

Lad os være.

Morten Andersson

4

Jeg tror hele verden måtte samle sigfor at sige hvad du kan sigeog jeg tror alle floder skulle mødesi morgenlysetfor at ligne dine øjneøjneøjeg tror aftenstundens himmel kun har det særlige skær over sigfordi du ånderjeg tror nogle gange når jeg lukker øjneneøjneneøat du sidder lige ved siden af migog holder min håndjeg tror stadig at der er håb for verdens skøb for verdens skøb for verdens sk nhedselv om du ikke er her mere

Der er fugle som synger i dit hjertemen dine øjne er søjne er sø å dødedu er jordens hænderaf sorte floder

Lise Dilling Hansen

Når man så ind i dine øjneøjneøåbnede der sig et havså man mistede vejretdu er luften på tungenidet man åbner mundenfor at nå digordløst

Jeg gik i fløjsnøjsnø ætterog samlede stjerner opfra vejkantendem der ikke er brændt fastde ligger alle i min håndflade

5

digte fra digtsamlingen Smeltede næsehorn.

På guldskeens undersideCirka hele verden blafrer for os alle, i vinden,klodens rotation går aldrig i stå for os,som var vi flygtninge fra verden før tiden,åbner mørket op med melankolske dåseåbnere. Hvem regner tågen for sin egen veninde, hvem regner os med på malerens palette,vi går endnu en sommer i møde, med øje,for alt det vi aldrig har vidst som dråber.Igennem alle kroppe er der et plus og minus,fra en verden hvor fugle ikke har lært at synge,hvor solen bliver et øje der dykker i havet,og i mig springer et helt egetræ ud.Jeg længes efter de fyldte pladser i Europa,efter dine fingre der cirklede i mine hænder,elskede som om vi ikke kunne ses igen,har jeg sovet og ladet mit ansigt vaskes i saltvand.

Kære GudTavse ven fra fremtidens galakser, kan du føle,mælkevejens indre dynamo, når du løfter hånden,sæt dig så ned i en stol af stjernestøv,selv om den er nok så laset af meteornedslag. Hvis roen bliver til i tavsheden må larmen,komme fra et ekko af noget større end,et Eiffeltårn vendt på hovedet i syrebad ,vil du ikke drikke, bliv så selv til vin.Bliv nattens ravn og dagens sommerfugl,midt i motorvejens stiplede orkanøjne,for dine skridt svæver hen over bilerne,og jeg drejer mit ansigt ind i dit indre blik.Glemte du de horisontale luftspejlinger, der blinker om kap med verdens alter,sig så til klodens midtpunkt at regnen ,vil bryde ned igennem jordens åbne øje.

Mikkel Grøn

6

Kysset som bliver husket, som ufuldbyrdet.

Skælvende kælvende en ny lykke. Bruden konstant føBruden konstant føBruden konstant f dende, ydende. Midt i ordets omfavnelse en fjern rystelse.

Prøv at se. et menneske med afsæt på huden med en hånds tilfænds tilfænds tilf ldige bevægelser ved kærtegn der næsten er glemt.

Hvis ikke dette så intet

Ordene

anløbne et parnas af uforudsigelighed forlist i mine hænder. Klæber som mørket til månen.

Søger gennemkøkøk d lyde tørrer ud på det knitrende papir.

Vinden kysser

slikker min kind, sætter aftryk af rødt der strutter. I munden smagen af dig

allesteds favnende.

ADAGIO, CON ESPRESSIONE1.For lidt sidenEn hæmningsløs krumningNæsten uhørt

Prøver atKnytte sigTil livet

GLIMTVIS

2.Udspændt mellemBøn og et stumtEgetræ…

et andet sted

3.Gemmer mineHænderVed ryggen, lettereEndNætter og dage

Jørgen Andersen

7

Der er noget

Der er noget, jeg bedre kan lide end digdet siger du ligegyldigt, og jeg kigger ud på alt det udenfor, jeg er ikke rede tilat reagere på det. Vidste du, at du ikkeer det smukkeste, jeg har set, det spørger du mig om igen, som om du ikke ved, at jeg ikke er klar endnu. Jeg er det smukkeste, jeg svarer afmålt og endnumere forsømmende end dig. Jeg harskuldre, og de er lige så spinkle somsølv, der er smeltet. Jeg har læber, der ligner en fugls. En høne med hvide og røde fjer, der stritter. Mine lår er runde og bløde, forklarer jeg dig, som vidste du det ikke. De er silke, men ikke det, der ligner satin, det ægte silke. Du ser ud som om, du er blevet slået ud med en hammer af cement. Jeg tror, jeg er afhængig af din trods, det siger du ikke længere stift, nuer du brændende, dine øjne lyser ogskinner som et ægte bål, og du kysser efter mig i lang tid efter, jeg har forladt stedet, bænken, vi sad på og jorden bag den, som er blevet kold af frosten.

Lyrics

Mange forfærdelige tider har passeret det kreativevæsenigen og igen lyner øjeblikke forbinæsen, og det er ikke kun dig der misterdet er os alle.Mest mig. Det er de forfængeligedet er de uhyggeligt narcissistiskedet er også mig, når jeg er sådanJeg hører kun sange fordijeg godt kan lide teksterneder løber ned ad væggeneog samler sig til en klæbrig masse pågulvetad, råber de og løber efter musikanterne, deres brovtende instrumenter som dunker, dunker, dunker. jeg ligger mig på gulvet, og måskeforestiller jeg mig, at det, jeg ruller rundt ier det samme som et pigetoilet påmit gymnasium. Overskrevet. Over-tegnet. Der er en sandhed tværet ud på væggen over hovedet, der ligger på gulvet. Men det er ikke det samme, for det er ikke frastødende. Det er tekster.De er dybe, og nogle er så ligetilat de er dybsindige.Ligesom dig. Og mig sommetider

Jeg er din stalker

Jeg er din stalker når månen skinner

for jeg drømmer om dig i natog næste natigen

AnneLouise Stevnhøj

8

Hvordan ser jeg ud i en film?

Hvordan ser jeg ud i en film spørger jeg dig med et øjekasthvis jeg var en film, hvordan ville jeg så se ud?

Min hud ville være hvid, og kyssene røde og udtryksløsemin hånd ville holde et lysog min finger hvile tyssende over munden’vær stille nu’, ville jeg hviskeog mine gevandter skulle være af silke.

Nej, siger du.Min jakke skulle være slidt og af læder,og håret ville være blondereend det egentligt var.Jeg ville dufte sødt om endlidt kvalmt af blomsterder er modne før tidog jeg blev nødt til at tygge salmiak i takttil en lp’s rustne toner

Nej – du ryster på hovedetJeg skulle stå bag et vindue

og stirre ud på gaden som flyder over af sang og fest.Jeg ville være den enestesom vidste det. Og der ville ikke være andre.Gardinet, jeg rørte ved, skullevære mørt og jeg havde smilt et køligt smilog bedt dig om at lytte:skynd dig vækville jeg sige, nærmest hvislesom en slange

og du ville skynde dig hastigt væk

Hvis det er det, du vil

som en sodet klingebrænder jeg alt, der nogensindenærmer sigalle desom vil mig det godtpå nogen måde inderligt krydser mitliveller virkelig prøver at elske migfår hugget hovedet eller fingrene afved hjælp af mit glohederaseri, min pludselige sorgbitre sarkasme ellerdet pinefulde spil om barmhjertighed og dårlig mavefornemmelse

om natten vågner jeg svedendeskræmt af mine fantomerjeg spørgerhvis jeg nogensinde har været usandvar det da mod dig?og jeg sværger påat jeg vil gøre det godt igenhvis det da er det, du vilså forlad mig

vi er klædt på til mord i nat

hvis det er det, du vil

AnneLouise Stevnhøj

9

Bølgesprøjt på molen,regnbuen over fjorden,tordenskyer i vest.Gæssenes pile former flugten.Luften, lyset, duftener livet for mennesker her på klitten.

Uddrag af “The Ecchoing Green” af William Blake oversat af Ruth Bentzon

Solen stiger og gør skyerne glade.De muntre klokker ringerfor at ønske foråret tilbage.Lærken og fuglene i buskene syngertil klokkernes glade lyd,mens vi ser på sporten,på den ekkogivende grønne mark.Gamle John sidder under egen,mellem gamle folk

og ler sine bekymringer væk.

Ruth Bentzon

10

A day in blue

A fine day to tell a story …a secret. The ocean is my guardian. Thoughts like melodies, never composed. The ocean is my home.

Loneliness is a colour , a space to unravel with light. A dream to dream, a place to hide, a path to take, a moment to live.

Life… is simple. Love is a golden tear, drop in the sea. Hope is a green leaf growing in my hands.

Wippe in sleep, I wake up. Sweating water, breathing deep…. expecting. A secret to hold… karma is heavy and is trembling by the light of the moon.

Am watching you, Moon! I feel your power holding me warm… never leave me, carry me away, where hate, cruelty and misfortune can’t be found.

The ocean embraces passionately this tomorrow. There’s no place to fear, you can not walk away now.

In Night despair, in legends of fall, my wish, my life, my love is blue, as a scent of roses touched, while someone plays

the blues…

With colours of cold seas, A magic will float in the air, transparent as a crystal and pearls will fall in this universe of mankind, perhaps so unkind in their acts, while I am writing and

whispering this song… “ remember, remember the blues are you, the blues are in all you touch as long as

human will live in a constant fight to reach a dream in this life.

So please dream in blue and feel blue, as long as you are you.”

Mea09

Maria Eiset Andersen

11

Poul Lyngaard Damgaard

Pibens lyd

De er så entydige, at det kunne være ornamenter. En ide der ikke fortjente mere end to billeder. Leder efter dem i vandkanten. En fremmed siger, at det er uforanderligt, men hen over tid er noget ikke det samme. Jeg kan virkelig ikke genkende hende. Man skulle tro en skiftede disse bastante enheder ud. I dag kigger jeg gennem ruden, som om det nu skulle være noget.

Hvid hat med fjer

De vandfald som bare hele tiden strømmer til. Lyt til de fanatiske stemmer, de knækker på stemmebåndet i deres fascination af det billede som byder sig. Så et tog i dag, som faldte fra hinanden. Næste station blev stående på monitor i en tid, hvor klangen ryster i glasset flere øjeblikke efter vinden lægger sig ved kysten. Her er trapperne bare længere. Sagte rislen på fremmede huse. Hinandens støvler farer ikke væk, som den forskrækkede kat ved braget. Toner fra himlens farvel ved banelegemet. Starter her.

12

Poul Lyngaard Damgaard

13

Digteren ville ha’ været et lykkeligere menneske

Jeg ville ha’ været et lykkeligere menneskehvis jeg var holdt op med at ryge som fjortenårigJeg ville ha’ været et lykkeligere menneskehvis jeg havde kysset Dorthe da hun kiggede sådan på mig dengangJeg ville ha’ været et lykkeligere menneskehvis ikke jeg havde færdiggjort min uddannelseog fået en lækker étplansvilla i forstæderneog tjent de første mange tusinder om åretJeg ville ha’ været et lykkeligere menneskehvis jeg havde boet i et skib i Aalborg Havnmellem mågerne på kajen og i vandetog ikke havde set på andetend røgen fra fabriksskorstenenemens jeg selv røg min pibeover en kop kaffe på dækket om morgenenJeg ville ha’ været et lykkeligere menneskehvis jeg en tidlig morgen havde afgjort udsigten for mig selvog bestemt hvilken vej der var den rigtigeJeg ville være et lykkeligere menneskehvis jeg ikke sad og så andre gå forbiuden at gide at bruge mig selv til nogetJeg ville være et lykkeligere menneskehvis jeg ikke drak kold kaffe fordi det er bedre end ingentingJeg ville være et lykkeligere menneskehvis havnen og mågerneflettede sig ind i mit syn og mine tankernår jeg gik langs med vandetJeg ville ha’ været et lykkeligere menneskehvis nu jeg var hvor jeg varhvilket jeg erså det er ikke noget problem -jeg har ikke noget problemfor øjeblikket står maden hvor den erog børnene leger omkring migDe har ringet fra Beatles og tilbudt mig jobbet som rytmeguitaristVinden ta’r i det den skalog jeg er desværre hvor jeg skal være -

Henrik Giversen

14

15

Du er selv en åben bogskrevet med Guds fingerpå min pande.

Om vi så kunvar snegle uden huseen tilfældig morgen.

Svanen har strakt sin hals gennem himlenog fjernet et brød fra min hånd.

Fra en boreplatform i hjernenhenter jeg svaret op i flydende form.

Jeg leder efter min elskede,med runde øjne leder jegefter min elskedes blik.

Jeg finder min elskede ved havet,ved havet finder jeg min elskedemed bølger i håret.

Sin mors eneste er hun, min due.Sin egen.

Min elskede går fra træ til træ.Alle oliven.

Lars Hougaard Clausen

BALLON

Den ballon som du talte omden fløj mig lige forbiforbifordijeg hang over skarpe tænderuden øjne med gabende huller viklet ind lagt til hvile af rødder kød og brusk vokset sammen bag skyggenbag de gabende huller står en rammeden beskytter resterne af en falmet fjer så skrøbelig men rød

som den ballon du talte om

EFTER JEG DØDE

jeg skal aldrig se hende igenskal aldrig se hende igen aldrig se hende igense hende igenhende igen

igen

Sandheden er at der ingen sandhed erer det min opfattelse

er jeg sandheden

Bo Dalum

16

Det Vilde Hav

Jeg går ind til træet her er havet roligt

Ser myggene danse i den fugtige luft havet som nyfødt hejser himlen op i en sølvstreng

Jeg er den klare drøm i overfladen dér hvor smerten skærer gennem vandet og du må holde vejret

Jeg er det rolige hav bader de salte sten skyller drømmene op på land Jeg er havet det almægtige solens sejl himlens spyd tårernes arnested for flugt

Jeg er havet skærer mig gennem din krop af kød, knogler og væsker

IND TIL BENET

I mig synker himlen til bunds

Jeg er havet i dit blod hele himlens kærlighedsblod

Det vilde hav der flækker himlen i to

JEG ER FORTID NUTID - FREMTID INGEN TID - ALTID

- og evighed.

Nana Rømer Dorph-Petersen

17

Salme

Mørket sig om sjælen lukkersmerten tungt i brystet sukkerlidelsen blev til mig givethjælp at jeg kan leve livetog kan drive dommen væk

Jeg i ensomhed var bangegik ad veje mørke, trangemeningen blev til mig givetså nu kan jeg leve livetog kan give lyset kraft

Frygt og ensomhed forsvindernår jeg til mit liv forbindersjælens styrke som tilgiverog mig evigt livet giverog kan blive kærlighed

I kontakt med alting værevil min sjæl al visdom bærejeg vil ære livets gavekærlighed til jorden haveog er til i evighed

Den omvendte verden

Der sker i andegårdenså sjældent noget stortjeg vender så min verden omså den bliver fremmedgjort

jeg spejler mig i fluenog vifter spejlet bortog drikker så papiretog maler kaffen sort

jeg spiser ostemandenog betaler til en pølseforlader så butikkenmed dårlig mæthedsfølse´

jeg kæler med en pibeog ryger på min kæreog ruller mig i lånte fjerog drysses så med tjære

jeg sørger over glædenog glædes over sorgenog det som jeg har gjort i dagforsømmer jeg i morgen

jeg vender om på vrangenog vrider retten udog snyder kobbertøjetblankpudser så min tud

men jeg kan ikke vende ompå livets trummerumså jeg må leve evigtog dø med mellemrum

inger-marie ørner

Teksterne var tiltænkt M gasin xxx

18

Flyvske ideer

Min glæde den bæres af det humørjeg får ved at se solsorte-næbbets kulør

min vilje den ligger i summen fra en flueså lille og dog kan den verdensfreden true

mine tro bæres oppe at det vingesussom bringes af ørnen fra åndernes hus

mine ønsker de fødes af kyllingepipog bliver som regel til et egotrip

min sorg er beskyttet af en kolibrisom søger de blomster som den kan limin længsel bliver vakt af en nattergalsom høres i kæret så sentimental

min vrede er slebet af mågeskrigder næsten kan starte den kolde krig

min tvivl er i næbbet på en pelikanjeg deles om pladsen med en bavian

min fornuft er borte som stæren ved vinterog det kan i grunden jeg ikke forhindre

og min fantasi er så sandelig nu sluppet opmen pyt, det var bare et pip-fugle-flop

KYKLIKYYYYY

En hane synger i vilden skyog galer ud sit KYKLIKYen sang om det at være sygaf elskov i årle morgengry

Høns byder på den lydmenude kagler og siger: puh ha pyhog påbegynder livet så på nyog alt det gør de uden at kny

De ligger og klukker i liggeskrukiklædt fjer og mamma-lookog passer på når æggeuret ringerog glade ned i reden springer

der er en forskel på dyrelydemed disse skal de hinanden tydede skal som hunner og hanner lydefor at de ikke hinanden skal snyde

ja, lyde skaber liv i et ægteskabog forhindrer et livsvigtigt æggetab

inger-marie ørner

Det pirrende mørke

Du natte-stille flyverer bedst til sværmerieri mørke at bliveog med din vinge pirremen lader du dig af lyset fristedu vil din sværme-evne misteså nattens flyver bliv ved din læsti mørke at sværme, det tjener dig bedst

Tryk gør en forskelEt lille dyri det store havså dybt på bundenfandt sin gravdet hviler nui en klump ravog på et navndet gør et kravet fint fossilog ej kadav´

Teksterne var tiltænkt M gasin xxx

19

Elsa ArnoldTo digte inspireret af tidsskriftet “Ude og Hjemme”

Hjemme godt men ude bedst

Det er godt at være hjemme men det er bedst at være ude på toilettet der er det kun mit eget lort jeg skal finde mig i

Noget at tørre sig med

noget om nogen alt om vægttab noget om ulykker en kryds og tværs noget om ikke noget en side med dårlige vittigheder og listen over de tv-udsendelser man er gået glip af

Digte fra Anitta Spoon

Salt til et æg

jeg har skruet op for radiatoren pakket dig ind i et tæppe og kradset din isse til blods

men det er dit eget svedige salt der svier i sårene

Skaldet

Jeg fjerner dit behårede filter med gaffa-tape fordi det er lige ved hånden og anvendeligt

I varmen klistrer karameller godt og fluerne finder selv foderbrættet

Digterkollektivet “Den Brændende Hund”

20

To digte fra Sune Nissen

Mit ansigt(til min mor i anledning af hendes fødselsdag)

er som en vinter i Sibirien mild hvis man forstår at klæde sig ordentligt på og bakteriefri frem for alt BAKTERIEFRI

Søndag morgen

kan jeg finde på at gå til postkassen kun iført min pyjamas

jeg kan finde på at hule osten fordi jeg er for magelig til at skære skorpen af

jeg kan finde på at sidde på toilet en hel time og læse basse-blade

jeg kan finde på at udskyde tandbørstningen til om eftermiddagen

nogen gange hvis det er søndag og jeg ikke skal noget særligt kan klokken godt blive halv elleve ... og elleve før jeg tager mit nattøj af

Digterkollektivet “Den Brændende Hund”

21

Skriveøvelse om Sunes MorJoshua Istakopfkes digte til sunes mor

Mine fødder

er som et s-tog … det trænger til at der bliver snittet lidt i sæderne med en kniv

Min nyre

er som de fleste medlemmer af Dansk Folkeparti de skal lige have et knytnæveslag en gang imellem når de siger noget åndssvagt og det gør de temmelig tit skulle jeg hilse og sige

Min hage

er som en brosten i min hånd når jeg keder mig Jeg får lyst til at kyle den af sted og smadre et eller andet ”Det ville jeg i alt fald have lyst til hvis jeg var Sunes mor!”

Sunes mor

er som levertran blandet i jordbæryoughurt

Sunes mor skal ikke blande sig i mine ting!

Digterkollektivet “Den Brændende Hund”

22

Hennings digteTre digte om Sune Nissens mor (Fordi hun tit er på besøg i digterkollektivet)

Mit hår (1)

er som en ildebrand der er gået ud … sådan lidt askegråt hedder det vist Og med lilla skær når solen skinner i det Selvom det ville være sjovere hvis jeg var skaldet Og måske malet som en fodbold En fodbold som man skal huske at lade være med at sparke til Eller ville være sjovt at det blev malet med sådan en sort streg … så ville jeg nok ligne en stor rynket tissemand med kjole på årh, det kunne se sjovt ud

Mit hår (2)er som en gammel muggen leverpostej fede farver men det lugter godt nok en hel del

Mine frikadeller

er som kanonkugler de smager kanon godt men det kan godt gøre ondt at få dem i knolden og så kan de trille

Digterkollektivet “Den Brændende Hund”

23

Anne Marie Eriksen

Mens jeg græder her i toget, - som den eneste,for det gør man jo ikke -,tænker jeg på,hvem jeg helst ville trøstes af.Der var en fyr med stærke arme,som kunne knuse mig fast.Der var et parudenlandske kvinder, som jeg ikke - pga. sprogforskellen –kunne betro mig til.Der var mig selv,men det ville seså dumt ud, at jeg begyndteat omfavne mig selv og lyttetil mig selv. Der var det tomme sæde overfor,hvor jeg ku ønske, Gud sad.Eller du sad.Måske ønsker jeg slet ikke, at nogen skal trøste mig.Og mens jeg skrev,holdt jeg op med at græde.Da var du, læser min største trøst.

Her er jeg helt usynlig.Jeg ved selv,at jeg har enlyserød trøje på,men ingen heri toget ser mig.Kun hvis jeg spildermin kaffe udover dem.Måske sku jeg(gøre det)?Hvis jeg spilder denudover mig selv,ser de mig sikkertogså. Kun hvis jeg begårfejltrin,vil de opdage mig,og ikke se mig for andet enddet.

En uro i mavensagde mig en hel massepå én gang.Hvis maven havde sprogsagde den: ”Hjælp”.Jeg rejste mig for at hjælpe den.Jeg gik nærmest fra dentil et sikrere sted,og efterlod den,hvor den var opstået.Så stilnede den afog lagde sig ned.- Til næste gang,jeg satte mig der.

24

En aften troede jeg,alle formåede at læsemine tanker.Jeg fik aldrig spurgt,hvad jeg tænkte.Men jeg forsøgte at tænkenogle rare tanker, så jeg gav det bedstmulige indtryk.Nogle gange tænkte jegsvinske tankerog skammede mig over,hvad de andre måtte seaf mig. Jeg så ikke, de væmmedes over synet,men jeg tænkte,de gjorde.

Alle andre var pludseligstørre end mig,bedre end mig.Sagde mere rigtige ting.Endda flere tingefter hinanden.Til det sagde jeg”ja” og ”nej”.Jeg ville (så) gerne have uddybet mine svar,men korte som de var,var der ikkemere at sige. Det prøvede jeg såat sige.

En dag mærkede jeg,hvordan jeg gik fra sindtil sindssyg.Det var helt tydeligt.Jeg havde bedt omat blive afvistuden at blive det.Da vendte jeg mig selv ryggen,i stedet for at han gjorde det.Så var der da én.

En dag var jeg bare akaveti min måde at være til på.Ingen andre så detheldigvis,- eller hvad ved jeg?Men da jeg så ind i deres øjne, ledte jeg efterderes dom. Jeg ventede.Så var der én,der tog min hånd, som om jeg var hans hånd værdig.Andet så eller hørtejeg ikke. Så længe jeg ikke skulle trykkemin egen hånd.

Jeg bør ikke bekymre migover dine skridt.De gik, hvor de varment at gå.Jeg bør kun regne mineegne skridtfor noget, Men det gjorde jeg(jo) ikke. Så så jeg til din sidei stedet for at kigge til min egen.Derfor skylder jeg digde skridt, du togfor os begge, mens jeg så til.

Anne Marie Eriksen

25

Først vaskede jeg migfor ikke at lugte.Så parfumerede jeg migfor at lugte godt. Siden gned jeg det væk igenaf skræk for at lugtefor meget.Siden duftede jeg som jeg gjordeuden at gøre mereved det.Da lod jeg detvise sig folks ansigtsudtrykom jeg havde valgt rigtigt. Siden gik jeg fra demfor at dufte mig selv,men jeg kunne ikke.Da så jeg,at hvad jeg gjorde for deres skyld,gjorde de for min.

Mens jeg gik herover

Mens jeg gik herovervar der fordømmelse ialles blikke rettet mod mig.Som om jeg sku ha gåetet helt andet sted.Det andet fortov, den anden gade,den helt anden by.Men her var jeg,og der skulle tages stilling til mig,som en berettiget del af bybilledet.Og hvor sku jeg ellers væreend hvor jeg var?Mens jeg skrev hjalp jeg en kvindemed at komme af det rigtige stedpå hendes første tur.Og jeg tænkte:Én har brug for at jeg er herOg jeg tænkte:Én har brug for at jeg er herOg jeg tænkte:

på det her tidspunkt.Og jeg ønskede ikkeat være andre steder end her,hvad jeg end havde mødt på vejen herhen. Jeg så, hun forstyrrede mit digt,men hellere hende end dette.

En dag gemte jeg migbag en flaske vand.Det var langt det nemmeste.Når bare jeg havdemin flaske vandkunne jeg gåhvor som helst.Jeg tænkte påat sætte den fra mig,Men jeg vidste ikke,hvor jeg siden henkunne gå.Det vidste kun I.

Bebrejdelser var der nok af.En dag strakte jegen bebrejdelseså langt ud,at den omfattedenæsten alt, hvad jeg havde gjort,- forkert, selvfølgelig.Da jeg så sku til at leve ”normalt” igenmed fejl som alle andre mennesker,formåede jeg det ikkeog bebrejdede mig det.

Anne Marie Eriksen

26

FORTABELSE

Jeg fortabte mig i morgenens skønhed,

i det bløde grå-grønne blå, i mågens ivrige morgenbadeplasken,

i solens gyldne facetter på skyernes hvidbløde grå.

Tiden holdt pludselig inde, holdt et øjeblik sit vejr, og åbnede mit blik udad og indad.

Først i trafikkens urolige tummel fik jeg øje på urets viser, der bare gik og gik.

Hverdagens hektiske travlhed tog fat med urokkelig kraft.

Nu er det slut med min daglige frihed, og jeg siger tak for de syner og dén sommer jeg har haft.

Men havet, solen, skyen og mågenforsvinder ikke så let, de er der jo stadig derude, og også derinde for mit indre blik.

En påmindelse om en anden verdenmed en anden regel og logik.En verden, hvor urene kan tikke lige så tossede, de vil.

For skyerne flyver, og solen, den skinner og regnen, den regner og mågen, den bader

helt uden at tage hensyn dertil.

Connie Nordholt

27

The Devils attorney

Your self controlled and relaxed walk conquers the room

Impressive amount of attention from

dolls on rows

all trying to get a personal piece of your cool steps and your self assured chilliness

everything seeming almost irresistible in the moment you turn your face towards your audience

of women each and everyone showing readiness and will to entertain you

each and everyone

except one!

Heidi Jørgensen

28

Kostbart imellem Hvad sker der med ordene der vil danse vinterUdenpå, fordi monsunen er på vej indeniFordi det sarte nøgne og fine Er så bange

For atter at blive ridset og skamferetAf illusionister der kun tænker i gråzonerOg som er så bange for at ikke at få nokOg derfor ikke ønskerFuldstændighed

At blæse og ha mel i munden er innAt være det man ERvirker SkræmmendeAt varedeklarationen svarer til indholdetVirker åbenbart forstyrrendeFor så er det ægte!

De fleste leder ikke efter originalerNej de går efter kopier! Så når monsunen hitter i mit indreSå kan jeg kun vente på at den er ovreOg rydde op efter den

Bygge nyt og vente på at tiden er modenFor at flere kan tænke i absolutterFor så kan min ydre vinter og indre monsunblive slut

en gang for alle og transformere sine elementertil noget smuktnoget der aldrig bliver slutkærlighed derLeves i absolut

Heidi Jørgensen

29

Mette Frederiksen Dine skønne, store øjne, med de lange vipper, ser så dumme ud, så dukke-og glasagtige, at det ikke kan passe, det må være lyv og propaganda, men jo, den er god nok, det stemmer skam, med bilag og det hele, med dine tipunktsprogrammer, tipskuponer, hule taler på tomme ølkasser, Første Maj-parader hånd i hånd med Parteigenossen, (til daglig dine værste fjender), dit skin af Stauning og Entschlossenheit for alverden og hans kamera, social mig her og der og jeg skal komme efter dem, som du er den førende stemmefisker, denne side højrefløjen, der har sjosket i sine gummistøvler og fjällräven på ryggen, på samtlige tilløb til sund fornuft. Du har ophøjet stupiditeten til lov, og fremkommet med fejende eksempler på en trawler i afdrift. Jeg er sikker på du nok skal blive til noget, men i så fald uden merit, og ikke uden protest.

Mogens Camre Du gamle krakiler, elendige svagpisser, hvornår kradser du endelig af, og efterlader din veteranbilsamling, skænket af den danske befolkning, til din operagejle kone.

Vi vil mindes din umådelige kæft, på størrelse med et krokodillegab, fuld af forlorne tænder, og den pistol, du svingede som sikkert var en attrap.

Da jeg mødte dig i toget, var du lille og bange, en gammel, vissen mand, der frygter “de fremmede”.

Jeg havde lyst til at give dig et kram, i beroligende øjemed, men vil i stedet danse på din grav, og skråle “skål du gamle”.

Brian Mikkelsen Flosklernes herre, Eichmanns parodiske avatar og arvtager, du kan stramme læberne så bistert det skal være, gnisle pløkkerne til støv, til du får hold i kæberne, plapre løs om hårde straffe og Al Capone-metoden, iklædt din langskødede gestapofrakke, men du er og bliver nu kun en Arthur, og ingen nok så bandsat attitude vil nogensinde få bugt med din arthurhed, det siger jeg med megen ærbødighed, unter uns, så kan du måske fatte det, og pis så af, din grævling.

Joel Posner

30

Birthe Rønn Hornbech Dig, må det have været, Julien Benda havde i tanken, i La Trahison des Clercs, og Emile Zola i J’accuse, ja, hvem anden end dig, Birthe Rønn.

Nuvel, du slap måske for en rigsretssag, en veg opposition holdt hånden over dig, men du slipper sgu ikke for en bredside...

Fra alment respekteret politiker til æreløs minister, ingen forvandlede sig så raskt som du, selv en Ovid måtte se sig passeret, og Kafka med, for den sags skyld.

Men ikke den som har læst i dine skrifter; det hele står der jo allerede, den hele redelighed sort på hvidt.

Du ligger blot som du har redt, Birthe Rønn, du var aldrig nogen sky anemone, ingen mimose eller bly viol er gået tabt i dig, så forlad dig ikke på vores dårlige hukommelse, som vi forlader dig din faible for Tidehverv.

Bertel Haarder Du kan næppe gøre for det, du er bare som folk er flest - en bavian med en grundtvighat.

Du har gode og dårlige dage: På en god dag hopper lopperne i din pels ekstra højt, I er nu alle i doing mode; der er du rektor, der har du hjemmel, på røde papirer og bagdel, den olme papist med de stirrende øjne der grynter så gramt i medierne, store, stygge Struwwelpeter, udstedende fatwaer mod sine fjender, når ikke du negrifler de ømmeste lejlighedsviser, der netop viser hvem du er.

På en dårlig dag ødelægger du læselysten for generationer af elever.

Villy Søvndal Dette digt kan aldrig få ende som flommen af fej og flov kynisme der strømmer mod magtens munding alle grammatiske tegn drukner i den giftige slam og fråde samlede de udstødte sig ved din bred så var det fordi de var blinde tvættede befængte sår i din strøm så var de en hær af forrykte hil sidde du hykleriets prud vi tilbeder dig granne mester

Joel Posner

31

quaker lake.

sø rækker tungead skyerne -

brungylden møllarvespinder sig udaf træerne,lander på sydende vand...

ocneria dispar:

vrider sig,vrider sig:

fiskemund,klip -

og elektriske gnistermellem fingrene,forsinkettordentaletil gurglende sten...

dommedagover en svulmendebadering -

Note.Ocneria dispar er et møl, som efter utilsigtet at være blevet indføre blevet indføre blevet indf rt i New England har udviklet

sig til et decideret skadedyr. På dansk hedder det ”nonnen”, på engelsk the gypsy moth.

Ib johansen

32

asmat.

anepæle, dansende dyreskjolde

kastet mod perlemorshimmel,

kravlende

på slimet jord,

op, ned,

på bunden af krokodillebåden

på vej mod safan...

gennem tunnel af ben,

en kvinde

der skræver

over taget -

med nakken

mod din faders hovedskal,

hælen mod havet,

venter du i solopgangen

på næsehornsfuglens

spidse

skrig og et enkelt blad

dækker den sidste

stjerne -

Note:Asmat-folket lever på det sydlige New Guinea. Tidligere var de kannibaler og hovedjægere, men nu er de mest kendt for deres træskulpturer. Deres åndeverden hedder Safan.

Ib Johansen

33

byen og himlen.

by af farvede dage,

gaders kirsebærblomstring -

båret

på vindens fugleskuldre,

kastanjernes lys

over kanalens

subway: hér

studerer vi

undrende

denne knopskydnings

kosmologi -

mens tvillingemånen

skinner

dobbelttronende

gennem basaltens skjoldede

røntgen-

skelet...

Ib Johansen

34

35

En drøm.

Over min engle-skærmede sengVæved’ en drøm mig en skygge engang:Hér på græs, hvor mit øje faldt i, Fandt en myre ej vej eller sti.

Sorgfuld, forvildet og helt forladt,Så mødig i en stjerneløs nat,Over filtrede strå, uden håb,Hørte jeg nu hendes klageråb:

“Ak, mine børn! De græder nok!Hører de mon deres faders suk?Snart udenfor ser de efter mig , Snart inde, med gråd så ynkelig”.

Medlidende faldt min tåre ned;En sankthansorm jeg så tætved,Som svared’: “Hvilket klagende kræKalder nattevagten til folk og fæ?

Mit kald er at bringe lysets skærvHér, hvor billen røgter sit hverv:Hør billens summen, følg vejen frem;Lille vandrer, skynd dig nu hjem!”

Liljen.

Beskedent rosen stikker frem en torn,Mens fåret ydmygt truer med et horn.Dog liljen hvid kender elskovs fryd:Hverken torn eller trussel pletter dens pryd.

William BlakeGendigtet af Ib Johansen

Fra: Sange om uskyld og erfaring (1789-94).

Teksterne var tiltænkt M gasin xxx

Kærlighed i galehuset.

En fremmed er kommet

For at dele mit værelse med mig hér i huset, lidt til en side,

En pige gal som fuglene

Slår slå for dørens nat med sin arm, med sin fjerbusk,

Strakt ud i sin dulmende seng

Forfører hun det himmel-sikrede hus med indtrædende skyer.

Alligevel bedrager hun med rundture mareridts-rummet,

Hvor de døde er på fri fod,

Eller gennemrider mands-afdelingerne.

Hun er kommet besat,

Hun, som lader det falske lys trænge gennem den springende væg,

Besat af himlene. Hun sover i det smalle trug og betræder støvet alligevel;

Dog raser hun som hun vil

På galehusets gulv, tyndslidt af mine vandrende tårer. Og grebet af lyset i hendes arme kan jeg endelig,

Uden at tage fejl,

Rammes af det første syn, som satte ild til stjernerne.

36

Dylan Thomas (1914 - 1953)

Gendigtet af Ib Johansen

37

Gå ikke ydmygt ind ad nattens dør.

Gå ikke ydmygt ind ad nattens dør,

Oldinge bør flamme, når sol går ned,

Rase, rase imod det lys som dør. Vismænd, skønt de dog ved hvad mørket gør,

Når deres ord ej tændte lyn et sted,

Går ikke ydmygt ind ad nattens dør. Bølgen slap op, dog gode mænd de tør

Kalde svag dåd til dans på bugt tætved,

Raser, raser imod det lys som dør. Vildmænd sang solen frem med fuld honnør,

Men mærked’ de kun voldte den fortræd:

Går ikke ydmygt ind ad nattens dør. Slog blinde øjet op i højt humør,

Dét så de alvorsmænd, hvis syn gik ned:

Raser, raser imod det lys som dør. Og du, min fader, græd dog nu som før.

Forband, velsign mig, på din bjergelid:

Gå ikke ydmygt ind ad nattens dør.

Ras, ras imod det lys som dør.

Dylan Thomas (1914 - 1953)

Gendigtet af Ib Johansen

Laras digt

Prinsessen besluttede sig for at svømmei sin skønheds sø,vi fandt hendes lyse ligved kærlighedens bred.

- Hun gik på sejrens bro så nøgenmed 3 deprimerede fremtider,næste dagfandt vi hendedrukneti vandspejlets spørgsmål.

- Prinsessen valgte at sendedagens vilde blikketil opløsningens rum,omkring hendes sindmødte vitriste blomster.

Vores hjerter følgerprinsessens hemmelige bølger.Hun stigerhun smiler til guds tankerhun favner guds næste drømprinsessen hilser påhimlens smukke vingerprinsessen bliver til dronningi guds demokratiske sjæl.

38

Sleiman Nazzal

Byen & Blomsten

M gasin xxxII

Tekster til temaoplæget:

Hjetebanken!

Paradis er blomsten.Fængsel bevogtet af engle.På en tom, fantastisk affaldspladsSidder i en båd ved bjerget.Årene går.Hjertet banker stædigt mit bryst.

Stine Vinther

ROSE

Jeg drømmer omat du vil døen ensom dødfordi jeg dødefør dig.

Peter Dyreborg

40

Banegården

Snubler over en løs fliseglider i smattet fra et henkastet ispapirlander fortumlet på en bænk mellem strandede turisteri hjørnet ligger en hjemløs udstrakt i dyb søvntæller geleddets utal af tomme øldåser oghenkastede cigaretskuden brugt kanyle ligger forladt under en affaldskurvet velrettet langspyt fra en skater lander for fødderne af en mand der svarer igen med fingerenet par betjente bryder et begyndende slagsmålmens et skrigende barn taber sin mor af synei mylderet af hastende rejsende ad eskalatorernesuafbrudte kværn til eller fra perronernes endeløse spormed ventende togsæt ingen ænser banegårdens tiltagende forfaldi facadens smukke indpakning

Dorthe Emilie Røssell

”Gåseøjne”

?Som nu er vi blot tabula rasa!er blot celler uden cirkler!er slidser i en gulvlang kjole!er tegn på menneskelighedi anførelsestegner fugtige fingrei en snedækket tilstander latente listunder tavshedssprækker,er følelser, der trækkerer nætter, der spørger?

Valmue

I vinden bladrer du verdeni flere delevender regnbueenderi enkel ensomhedDu farver vinden i fartenbevægelsesblikket ertidstegn i rødglimtDu glider i mellem fingreneJeg kan ikke holde dig fast

I vinden blander du verden

Natten I nattener en timing,et telefonopkald i slalom,hvor jeg trykker din stemmeind på mit øreI natten er længslenlange lister af tid,korte lister af løfter,brudte bevægelsermod en omslutning,blege brud i nattens gråzonergår fra hinandeni tavse angrebspositioner,

På a-drevet er et hus og en havetil c-drevet overføres detI natten slettes detI natten drømmes detOm natten indrømmes deti de slettede stønudslip

Næste morgen slippes detI Morgen slipper jeg dig

I nat er du endnu min skat i drømmeni natteni indrømmelsen om natten,i opkaldet forneden,når vi lister os ind på de forbudte områder,når vi elsker i mørkeog ikke i morgen

Hvide stjerner

Hvide stjerner vokser ind i væggenud af nattenfarver nethindefilmenubestemtog nerveløslyder gennemsigtigt af vishedstjernestilhed i mit andet ansigt

Under kanten er en kant Under natten er endnu en natI væggen vokser lyset udDet skæres ud af kroppen

Hvide stjerner stryger tagryggen,subtile hukommelsesdrys snerunder øjenvippen er signalerHermenuetiske nætter filmatiseres for øjet

Vivi Nielsen

42

Åndestøv

Jeg er der,hvor man ikke står op,der hvor intet hjerteslag slår,der hvor autopiloten pulserer

Jeg er der,hvor intet længere vokserpå den rette planeti det lukkede univers,hvor afsnit kan købes i udsnitaf afsavn i indsniti manipuleret indsigthalvt ansigt

Jeg er der, hvor der ikke længere lukkes op,selvom jeg siger:hej, kl. 17.00, farvel, ja og nej

Jeg er der,hvor klokkeslaget bliver til støv,hvor alle nætter bliver bedøvet med usvar, uhyrer, urmennesker,ultravoldelige voiceovers

Jeg er derikke,hvor det er,

Jeg er deraldrigi altid

Jeg var deret moment i mængdenaf kaos og klaustrofobi, i kasser, i klaser

Jeg er der,hvor natten stopperog dagen bløder

Sølvbaner

Brækgrønt blikbeigefabrikeret fjæsflyver i flokover månenmed sitrende øjnesluger femkantede stjernerzigzagger videre i glimmer og glitter,

Betonby

Længslen er larmendeBlomsterne blander sig

Trækker tidskviste under migStensind skrigeri betonbyBevægelser bakker bagudforstenede følelser finder fingrevanvidsvarsler vækker forsteningendrømmer mareridt om meningenMørket mærker migI mørket mærker jeg

By

Mit hjerte er en modsætning

Blomsterblade knitrer over kinderødmenhårstrå flagrermed facadebladeByen bevæger sigJeg står stillei stribet regnvejrBuen betoner beskedentror på idylliserede tegningerstadigi momentmørketsamler på lykkestykkerpå kontrastkonti

Du griber min puls

åre

i nattesten

Vivi Nielsen

43

Mindestræde

Gråden går i glasuri grånedtonede guirlanderhænger skyernepå vipperneog lader længslen liste rundtog pifte efter ligegyldigheden

Skyskygger skummer i rummetMørket mølæder mine tankerI tynde tonefald trøstes jegtil tidsbalancenNuancer nippessom skjulte skuffelsergemte minderskygger skuffelserne

Byen

Byen er borderlineblade, der delesi sidegaderafspor angstansigteraldringsartikulationsorte valmuer hvide roserdepressiv oplysningi mellem tankeafsnit og Nettoposergrå klokkeblomster,der kimer kødet til flokkenonline-orkideer i kasser, klasser og klaser,overbefolkede oaserensomhed i masseeksistensenfletter fingreslipper slippes undslipper,tøsetripper i glemsomme gestikulationerByen blokerer, alarmerer, trafikkerer,føder flereperifere personerpauseklovne, pastapersonligheder,pølseboder og pornoportalertanker i hastige vejkrydsudkanterne i Mejlgade og de andre udkanter

de mørklagte gardineri sjælen,sjælden sjæl i sjælerpå Sjællandsgade

Truede blomsterarteri vaser

Byen og blomsten

Byen er brugter flugt

gader, du går pågentagelse gange gentagelseBlomsten er et blik,du samler opi hukommelsesregningen;et ansigt,du ikke kan holde fastByen er cement,steder, som sejler i dine øjenkroge,forældede følelser,gamle gader,du ikke gentager igen

Blomsten blinker,og lejligheden er ubestemter snekerner og solstrejfi sætningers vandringer og pauseri mellem tidenvi visker ud og gentager

med kopisikkerhedtidstryghed

44

Blomsterskygger

På langs ad nattenbinder jeg blomsterskyggerover læbestøvet,forsøger at plukke elveri håbrander,hviskende bevægelser tænder tårer på forståelsesrytmerjeg skælver

Stamme

Du tager til din stamcafe,Du tager din stamlsdDu kysser med din stamfeDu drikker din stamteDu ånder din stamleDu ler ikke

Natnarrativer

Selvrengøring i udlandetblander cocktails med tropisk troløshedtænker i natnarrativermøder selv(monologiske) motiver

Tails of the cocks

Jeg kender sjælenDen er sjælden,siger rødvinm.m. i inquitKvit evit

Kvit evigt

Iris

Ortorektisk korrekt opstramning,celluliterigtig udskrabningØkologisk ønskedrømGrøn er den nye sort,siger wannabehippietransen læspendePåtagede personligheder vandrer ud og ind af Iris

I byen

Facadefrostbær og facadefølelserklikker mig ind på kærlighedspræmisserog får ingenpræmier,ruller løse joints i liderlige latinokvartererog lader lysten larme(sig fri)Parcelhuspleje og neglelaksnætter,lakerer luderrigtigt i mørkeog mister selvbevidstheden i neoni selvlysende svarfra foroven

Bliver bedre om nogle ugerDionysos drives bortmed serum og detox og parabener

Sexløse sekunderskrider fra mig

Plasticparty

Skipper skåler med skurken og skan-daler,vandrer vigtigt i rockchicksandaleri size zero på økoKen vil gerne være pigernes hero,men han er plastic og zero

Vivi Nielsen

45

“JUST CALL ME LOU, THAT WILL DO...”

I’m so Sinister Cool....People tend to call me Lou ReedI hide behind my dark shadesMy futureoncewas so brightI now have to wear these shadesasa shieldtowardsthis world’s cruelnessI have seen my partofboth good and bad stuff...I had my shareof this world’s uglyness...ButI do my job more decentthan most muscicians...In fact:I’m one of the bestI mustadmit...Vaguely disordered, disorientated and distorted.....Intense burn-out...My future is gone 4-everand my past belong to the blank generationI turn my lightsdownslowlyw/out hesitationand no regretsI never stumblein my long careerI might miss some valuable timebut I’ll always be back on my feetstrongerthan everI’m indestructibleThey cannot destroymyRock ‘n’ Roll Heart!I never surrendercuz’ I’m Mr. LOU!Lou er StorbyPoeten,Bowie Kamæleonen,& Iggy (Pop..) Vilddyret,mine 3 vigtigste musikalske “storebrødre”udi musikkens veje & vildveje....Et gentagende, messende Mantra der aldrig forsvinder - Helt...

Jens Jørgen Boje

46

teatertidløber snævre stederi gadens bevægelseen flyvers hvide streghusene giver lyset fra sig du stårog ryger en smøgpå hjørnetjeg ser kroppens omridsbag cigaretglødenøjet spejleransigtetindi sit runde mørke

i byens gader færdes en mand fra Kinahan sidder på brede sæderligner et bladder er plukket af vindenefter livet i store højder

stormen har lagt sigfuglene svulmer så rene

Poul Høllund Jensen

47

fodtrin ved blikkets randlokker mig mod sidegader

hor vinduer spejler de første stjernerinden lyset indefra gør dem blinde

blomster i parkenjorden frier til solenmånens grimasse

at stjæle en indkøbsvognskubbe den gennem byenhvor folk sidderbag værtshusenes vinduermens ulvetimen banker

at nå dit husat stable nattensnedfaldne æblerbag døren

Poul Høllund Jensen

48

49

Michael Persson

Nattens små majonetter

Går i land i en ukendt havn møbleret med gendkendeligt glat betræk – og basSmider overfortøjringen i slusenog glider ind i tætsiddene selvværd med tykke tåger af svedig fornøjelse

Stirrer sig blind på på den kropsnære underholdning af dukkebørnsom (lidt) desperat griber ud efter hinanden i stroboskobens mørkemen lader som intet når den er tændt

G srengs trusler flyver gennem lokalet bag ryggen på de lavtaljede bukserog brystprotesterende små snurretoppe – lige så gennemsigtigesom de tandbøjler de hænger på

Pornoterer sig hinandens påklædning med selvværdet hængende itynde tråde – fæstnet over alt i de svageste ledTrådene vikler sig sammen til en`stor ukendelig masse afunika otiske bevægelsesmønstrer – tegnet som nøje udregnedeliderligninger i hinandens potens

Det hele pumpes op med bas ogfotogenmanipulerede soyaimplanteater kulisserlige til at rive ud af pakken og bruge ved en hver lejlighedi forhudindtaget selvudløsning

Der er dømt trend sæt og match boller mig vej gennem garderobenbaren og dansegulvet – til jeg ikke kan komme længere

På toiletterne spejler de sig i trend magasiner og forsidestoffersniffes langt op i de hjerne halvdelte meninger

Alle nejer og bukker under for gruppepres ternes prædifirkantedehudskabte hængedynd

De er nattens små majnonetterpå evig jagt – efter alle andre end sig selv

Flere digte II

En guitar der lyderovre fra pladsenefter ønsket -

dette

Dette ersolen der blinker i havnebassinetfolk der cykler forbivinden der ta’ri gardinerne

--

Et sted ude over havnenlangs de blå skyerog den strimlede røgfra skorstenene

går vi

--

Dengang én lærte migved sit eget eksempelat det var min egen reaktionikke situationen

--

Der er kun én ting der ikke du’rdet er at tænke for meget

Stenen ligger på stolen -det lyder absurdmen i nogle situationer er det sandt

--

Det gi’r umiddelbart meningat gå med sten i skoen

Alle rygeret sted henuden at gå i luften

--

Hvem kan sejle uden vindhvem kan ro i sine tårer?Hvem kan fejle helt uden grunduden at kaldes en dåre?

--

Den klirren fra et sted udenforog en regndråbeblandt de andre -

”Hvad sker der lige dér?”

--

Jeg har altid elsketde steder jeg har væreten tidlig morgen før otte

i foråret engang

--

Der er gået en halv timemed snak og desligeTankerne blafrer som gammelt tøjog danner en simpel intrige

--

Regn hele dagenog tingene ligger barei pytter til senere fordampning

hos A/S Kosmisk Autocentral

--

Ramponerede værtshuseer de bedstedette slid -man kan se

Melankolien i dekendte sangefra jukeboxenman kansé & sé

--

Henrik Giversen

50

Det er let at være musog ligge under jordeni læ for katten

og vente på tureneover jorden

--

En dreng der cyklerpå en blå cykel

og én pige der går over pladsenunder træerne

--

Høj femog håndklask

og børnenes stemmerunder sejlene

Én sætter sig i stolenog slapper af -

--

- Vinken og modellerfor ankomst og afgangi Universets moduler

--

Det hele findeshverken mere eller mindrei et hul i hatten

--

Jeg har været tilfør jeg fandtes -

siger børnene altidOg det er rigtigt nok

--

Alle mulighederne er tilde eksisterer netop som sådan

og det er detde gør

--

Det er ikke særligt sværtat være til

Det hele gi’r sig selvsom man sidder hér

Hvem trækker vejret for én?Det er der ikke andre der gør

--

Smertegrænsener nåetmed de stadigt stigende graderaf tiltag ovenpå tiltag

--

Hvor flaskerne samlesog lygterne er tændtesom trediegradsforbrændingerunder Månen -

Jah, mand!

--

Motoren er tændtog det hele kører drønendesom en samlet sangfræsende ind påParadisets Motorvej

--

Henrik Giversen

51

Byen Stemmes

jeg lytter til aarhusen tidlig morgenstundmågerne er lige passeret horisontenalting formår at være stillejeg lytter til aarhusklokken er tolv et sted i danmarkbilerne holder fri idaghåndværkere spiser smurte håndværkerejeg lytter til aarhusaftenen nærmer sigbyen stemmes pånyog spiller sin yndlings melodijeg lytter til aarhusnatten er faldetmen ingen har slået sigjeg går glad i sengjeg lytter til aarhusårhus er kun for alleog alle andreder vil den

Cüneyt Pala

Cüneyt Pala

52

en perlekæde til byen

Jeg vil så gerne give byen en perlekædefor byen er så trist når jeg er munterOg perlekæden skal beståaf løvløse træer en kold januarmorgenden skal beståaf kapitulerede miner i klokkekampden skal beståaf mascara og biler og busser og stille afgasserder siver ind i lungerne uden at banke påog holder housewarmingden skal beståaf oversete grøfter og forhutlede trappeopgangeaf kasserede møbler og glæden over velfungerende apotekerden skal beståaf myggebalsamOg når alle perlerne er trukket på den røde trådskal jeg løfte den højt op over byens halsog skrige sammen med mågerne:blomster i støvet, støv i blomsterne –du er smuk smuk smuk

Bjørn

53

I virkeligheden er jeg et bymenneske

I virkeligheden er jeg et bymenneskeJeg elsker lyden af biler Lyden af folk der brager gennem byen Byen der brager gennem folkJeg elsker fortorvscafer og ujævne pavéerIdioter der pisser mig afHunde der skiderOg hjemløse der bliver skidt påJeg elsker stablerne af gratisaviserOg horderne af ivrige statisterDe hyppede genbrugsbutikkerAt ting ikke kun foregår mellem 9 og 17At du kan finde lykkenPå det nærmeste værtshusAt lørdag nat altid er et galehusAt du hurtigt kan komme galt i byenLige meget hvor i byen Du er

Og det er faktisk ret mærkeligtFor jeg er opvokset i HelsingørEller Hesinør Som min vi siger der oppeOg det er der fandeme ikke meget storby overMan fristes næsten til at sige provinsielt

Jeg har aldrig boet i New York eller TokyoMen altid spist burger og sushiSå det er muligt storbyen bare kommer til én At man kan fødes med denUden man nødvendigvis behøver at være fødte i denAt man er storby, uden egentlig at ville det

Jeg elsker at kigge påByens fortravlede individerFolk der bare skider På hvordan de opfattesI andres øjneAf myldretiden på StrøgetDer bare stryger af stedHen langs byens kanalerEller folk der glemmer vigtige journalerI bussenEller togetJeg elsker tågenDer bare ligger tætOg skabe hygge på den uhyggelige mådeEller tilbage til togetDer angiver byens pulsslagdum, dum……….dum, dum……….dum, dumJeg elsker at gåAd tomme gader En tidlig morgenFornemme der har været livMen at livet bare har taget time-outBlot en kort stundIndtil gadens blodårer igen bliver fyldteJeg elsker fyldte rumDem er der nok afI byenJeg elsker byens rumlen og tumlenHvisken og tiskenRåben og skrigenRyd kørebanen!Jeg har planenHER KOMMER JEGSkal du af eller på?Det er nu Hvis der noget du skal nåMin venSpænd sikkerhedsselenOg ret blikket stift ned i jordenBed din bøn til pastorenFor der er fart over feltetFør du får set dig om har vi ramt store bæltetOg er tilbage inde i byen igenTil tonerne af en sort hummer Og tiggere med tomme lommerDumme turister der guffer medisterI sig Helt sorgløstPå cafe SorgenfriAlt imens parkometrene æder dagens sidste småpengeJeg håber inderligt det vare længeFør byen forlader mig

Jacob Hallgren

Vinter på broen

Gaden fryserTøserne gyserDet er vinter på broenVi har ikke set solenSiden engang i sidste årtusindeRegnen er knusende Og hvad laver alle de fucking biler i byen?Vandet rammer som sylenLige i byldenDet eneste der giver meningEr at sidde på Høgh’sPå vagtPå sin pindBare forsvindeFra virkelighedenHvad skal vi med regn og sludNår man kan give den max gas på McKludFor det er vinter på broenOg som på koenEr der is i skruenTemperaturen er faldet Mærktbar(t)Men der er er ingen vej udenomVed mindre den vej går direkte til RomToddyPå din lokale varmestueHvor du kan smide både luffer og hueFå lettet din snueOg dit sindBare være blindOverfor hverdagenDen kan du tage en anden dagNår livet har genvundet pondusPå HackenbuschStår shotsene klarDe skal bare hentes i barenSelv luderne klapre tænderFor deres arbejdstid ligger i andres hænderEgentligt tro jeg, de kun tænker på kaffe på Cafe SommerstedOg når sommeren kom tilbage, står de nok samme stedDet er vinter på broenOg vi råber i korAt snotten har fået for lang snorMen det gør ikke spor Så længe vi slipper for at skrue bissen påPå Riesen bar Truer en gæst at gå med røven barGæsterne gisperOg Gustav, han grinerFor det er helt fintMed lidt liv på StrassenFor når alle andre har så rasendeTravltHvorfor så ikke bare trække stikket ud?

Chille ud på RigaI stedet for at downloade en GigaByteMed ubrugelig informationEn konklusionDer burde ligge lige forDet kan du fortælle din pige, så?Og lade din kærlighed spire på BlomstenEller røbe hun er din, på DarlingMen det kan være sværtAt proklamere hvem man har kærtFor det er vinter på broenOg følelserne er gået i frivilligt eksilSelvom man er udfarende som et Stinger missilEller egentligt bare føler sig super virilDet er nok faren for at blive til grinDer holder ens smilTilbageTil trods forAt man jo bare dingler på Bang og JensenBruger hele ens lønPå heldagsmjødMed hænderne i sit skødVentende på det næste stødVed billardbordet På Cafe ErikEr drengene stiveOg klager over de ikke kan få noget at rive iI en håndevendingEr dagen ommeLommerne tommeDer er ingen der svarer, når jeg spørgerKan jeg få en om’er?Fuck, hvor jeg glæder mig til det bliver sommer!

Jacob Hallgren

Åh ÅrhusJeg er stået af som blind passageri Århus’ brostensgaderher er jeg født jeg mærker byens pulsmens jeg folder min gratis avis udog tager en slurk af min kaffeved det runde bordpå min stamcafé i 1989jeg vil hjemfortovene afslører levnfra nattens liv og glade dageenkelte er først på vej hjemi svedigt festtøj og med Mac D. i håndender går en mand forbimed en krage på skulderenen kvinde med cigaretter bag ørernetaler højlydt med dem hun passererjeg vil hjemunge mennesker spiser brunchgår igennem Mølleparkenden nye metropol i byenhvor alle typer mødes eller ikke mødesmen bare er, som man erfolk med take-away lattéen bajer i håndenfolk der laver gøglerier eller spiser sushi i en boksjeg vil hjemén cykler forbimens han synger høje strofer af en hjemmedigtet sangjeg drikker den sidste slurk af min kaffejeg køber Hus forbiog takker nej til Vagttårnetjeg ligger en mønt i kaskettenved en gademusikantjeg vil hjemjeg råber ”GO GF”til en flok fodboldfansog går en tur op i rådhusetfor min sidste tikroneÅrhus er byen her er jeg fødtjeg vil hjem til Århus

Christine Enevoldsen

56

Jeg er fjolletalligevel giver det et ekstra sæt i migda bussen kommerog vi får øjenkontaktgodt jeg gik hernedjeg sætter i løbog putter blomsten i lommen

Elsker, elsker ikkeHvis du var en blomstville jeg aldrig lege legen”Elsker, elsker ikke”for jeg ville på forhånd videhvad udfaldet blev

HobbyJeg prøvede at finde en hobbymen jeg fandt ingentinghvor blev det afalt det sjovelivetgalskabenmorsomhedernejeg ser mig selv i spejletog ved ikke hvad der sketeglæden er vækfolk går bare rundtog ser på sig selvog jeg vil egentlig bare gernehave en hobby

ParretEn sko mødte en anden skoog de blev til et parsammen sad depå hver deres fodog så hele byende var to skoet par

SOS frysehusKig på migog mit hjerte vælter omkuldjeg smelterhvem har en fryser

MaskinerietDer er nogen der rammer så uendeligt dybtog nogle som slet ikkegår igennem

du er som en boremaskine

Christine Enevoldsen

57

Michael Persson

58

Skælvende af blomstdu brænder som om altingi brand du skinnermere end NuDusom du i du som altid som i længsel som i nat efter natefter dagsom i du i dusom i jeg

Som i aldrig førog mere end alting

Jeg gror et spejl der hvor himlen vokser ogventer alting på tværsDu hækler landskaberaf lysSig ind i træerne

letter som en fuglaf vingersom en skov af skyersigplanter et bæger af kys til randenom din haveogen bælg af kærtegnsååbenbartogså lige til

Som om Altingsig aldrig førend nu

Skælvende af blomstdu brænder som om altingi brand du skinnermere end NuDusom du i du som altid som i længsel som i nat efter natefter dagsom i du i dusom i jeg

Som i aldrig førog mere end alting

stoKrosen

59

Stale Cotton Cigarettes

I never asked to be a part of your circusStanding alongside the clowns, jugglers, freaks and baboonsEveryone a loser in their own rightA bad luck hand played out like last night’s poker game, hidden behind the make-up & the laughter, the stale cotton cigarettes & the whiskey soda-soaked popcornYour voice evokes 1 million images I care not to hearIt’s no wonder you repeat the same act day after day after dayIt must be tough to walk a tightrope between reality & pain, oh to suffer laughs at your own lousy game

You’ve been slippin’ on that banana peel for how long now?There’s a sucker punched every second you can lure themSeems to me the elephants has no recourseYou fart & burp more times than a bareback rider falls off her horse, not ladylike, but you never seem to mind

Those other clowns, well! Hell! They love roustabouting to your every needThat midget squad? Gotta really hand it to them they way they build you up & knock you down like a sideshow tent

But last night? Oh, last night was the worst! You lost your clothes, you lost your money, you lost your ass, you just flounder on the table around and around, like a fisherman’s prize-winning catch of a wide mouth bass

Yes, you’ve played the “Poor me” act for quite a while

It’s time to quit, don’t ya think?

(Written March 4, 2004/1st edit November 27, 2004/2nd edit November 5,

2009/3rd edit November 11, 2009)

Sid Yiddish

60

The Greatest Revolution In Birdland! (For Jobie Hughes)

Once upon a dream agoI was a jailed canary birdNever thought much about flying, just laying eggs and strutting in line with all those other feather-brains.

One day, I heard a young finch’s voice, so beautiful, so pure, singing a tune I ain’t never heard before, so I asked this finch where it learned that tune and the finch showed me, note for note, line for line.

I knew something was different, as I felt myself cooing inside, still I had this feeling, I hadn’t felt in years.

So I spread my wings and began to fly around my cage, almost clumsily at first, then I got back onto the perch, directly into the line of fire, much to the chagrin of the prison raven’s demonic (des) ire.

It was then that I began to sing.And sing loud and clear.Sung a song so dear and meaningful, that it rattled the rest of those caged birds, and so it began the greatest revolution in Birdland, that ever ceased to be.

And out of their cages they flew, they strutted, shook a tail feather or two and twittered and tweetered and cheeped and chirped.

And now, I fly and strut and sing on my own.

I looked around to thank that young finch, but it was already gone, flown the coop.

Godspeed young finch, Godspeed.

Sid Yiddish

61

Udgangspunkt ufødt drømmendeom navlesnorsmå lysende farver som blomstermusiklivmoderens varme væskeog en verden der er ren, overskuelig og imødekommende Farvelære Solensplittes mellem persiennernes sprækkerog falder som lysende og sorte striber hen ad det ridsede linoleummellem det lyse og mørke skimtes smalle stregerblå, røde, grønnesmå sarte vidunderemellem det lyse og mørke eksisterer regnbuen men ser vi dem med sanserneeller er de ikke andet end et synsbedrag? dagen består af blå, røde, grønne nuancerom lidt sænker tusmørket sigkatten der glider ind gennem døren ser i mørkemen ser ikke det røde, blå, grønnekatten ser sort hvidtdens øjne lyser

Peter Bang Simonsen

62

CAFÉ MORIA

Jeg husker, at min mor læste højt af biblen for mig, indtil hun en dag smækkede den i midt i fortællingen om Abraham og Isak på vej op ad Moria bjerg! Så var jeg overladt til selvstudium af dén historie - og jeg læste mig senere til, at Gud havde givet Abraham den forjættelse, at hans slægt skulle blive talrig som himlens stjerner. Men Abraham havde ingen børn med sin hustru Sara. Oldgammel fødte hun alligevel Abraham en søn, og det var ham, han var ved at ofre på Moria bjerg.

I begyndelsen af firserne skød der som bekendt cafeer op overalt i bybilledet i Århus, og jeg, der var begyndt at læse teologi på universitetet afsøgte området, når lejlighed bød sig. Altid, vil jeg tro, med min dén gang foretrukne avis, Politiken som ledsager. Ellers var jeg oftest alene, men en dag mødte jeg på en café på Strøget, som vist hed Finn´s, en medstuderende Tine, som slog sig ned og gjorde mig selskab. Vi udvekslede erfaringer med det for os begge nye cafémiljø i univer-sitetsbyen, og jeg tror hun blev klar over, at for mig var det en livsstil i svøb. Hun anbefalede mig så en café, hun selv havde været på, Café Vestergade hed den og lå på hjørnet af Vestergade og Grønnegade skråt over for det dengang funklende nye plejehjem, Møllestien.

En dag åbnede jeg selv døren til Café Vestergade, som blev bestyret af en ældre dame og en hær af unge piger bag baren. Dét blev mit sted, og jeg blev ved med at komme der. Også da jeg sad i specialesumpen og tjente til kaffe og øl ved forskellige rengøringsjobs, mens mine medstu-derende forsvandt ud i forskellige embeder eller andre steder hen. Nogle tog til Afrika, mens jeg studerede rastafari på mit eget universitet. Reggaereligionen fra Jamaica, der dyrker det tidligere etiopiske kejser Haile Selassie som messias. Det var i tiåret for Bob Marleys død i 81, jeg lod mig “omvende” – det var i virkeligheden komplementærsiden til min i forvejen i teologisk sammen-hæng usædvanlige kærlighed til inderen Jiddu Krishnamurti, der faldt på plads. Krishnamurti, mystikeren – rastafari, menigheden.

Således rustet gjorde jeg en aften på Café Vestergade bekendtskabet med Peter, som sad og læste i en krishnamurtibog. Det var før internettet ramte mig, så det at kende et andet menneske med samme inklination overfor Krishnamurti som jeg selv var usædvanligt. Jeg ved ikke, om vi var enige, vi havde hver vores tilgange, og følgen ad vore sonderinger var nærmest , at de gik op i en spids, uforløste. Men sådan er det med Krishnamurti. Han fører andre steder hen, og det er her rastafari kommer ind – for mig, og det var her digtene kom ind for os. Jeg havde altid skrevet digte, og Peter var begyndt på det, og han var også begyndt at komme i De Unge Poeters Klub i kælderen under Café RisRas i Mejlgade. Som mange andre digtere in spe var jeg selv for arro-gant til at søge kollegialt selskab, og der skulle det til, at han en dag satte udråbstegn efter sin opfordring til mig om at deltage. Der var omkring 20 mennesker i kælderen, da jeg læste mine digte op med rystende knæ. Hvor var det mærkeligt, at netop ved min indtræden på den poetiske scene i Århus, var Tanja til stede blandt publikum. Hun fyldte det gamle lighus med intet andet end ånd, og jeg endte med at kysse hendes knæ i en anden mands køkken.

Lars Hougaard Clausen

63

Nu kom jeg hver gang, og da det var vanskeligt at rumme de mange oplæsninger på én gang, fik jeg den idé at lave et blad, så vi kunne læse hinandens ting. Det gik vi nogle stykker sam-men om, og vi kunne kun blive enige om, at der ikke skulle være nogen censur. Det viser, hvor langt ude ideen var, at ingen af de mange kvallitetskneppere blandt de unge poeter var at finde i initiativgruppen til bladet. Vi kunne heller ikke blive enige om et navn, så derfor udkom de første to numre af bladet uden. Navnet M gasin fik bladet først, da kometen Claus kom forbi og deltog i Jeppes og min tradition med at spise kinesisk på Dragen, når vi havde lavet blad.

Claus var journalist, og syntes det var for ringe, at udgive et blad, som ikke hed noget, og han brugte middagen til at forsøge at overbevise os om nødvendigheden af at få bladet holdt over dåben. Vi var ikke til at stikke i, og med uforrettet sag gav han tilsyneladende op, betalte og gik udenfor. Så betalte Jeppe og fulgte efter og sidst jeg. Da jeg kom ud, stod de og kiggede op på varehuset Magasings den dag defekte lysreklame. Claus havde gjort Jeppe opmærksom på den, og de stod og legede med en idé. Det skulle være bladets navn! Det var ikke til at komme udenom. Det fik mig til at tænke på et digt af Vagn Steen, som står i klassikeren ”Digte?”. Digtet hedder til overflod ”Skilte i Århus” og består af aflæste defekte skilte i Århus. Disse muta-tioner i sproget har fanget digterens opmærksomhed. Jeg slog til.

Det første nummer af bladet blev betalt af private lommer, og Kunstrådet i Århus Kommune fandt ideen så sympatisk, at det bevilgede penge til et års udgivelse af bladet. Beløbet var led-saget af en oplysning om, at der ikke ville blive bevilget penge til en fortsat udgivelse af bladet. Det havde været Peters idé overhovedet at søge penge hos kommunen, og nu udtænkte han en plan, der skulle redde bladets fortsatte eksistens. Vi skulle danne en forening, for til fore-ninger med folkeligt sigte var det nemlig muligt at få løbende finansiel støtte. Altså lånte vi det hedengangne musikværtshus Æskens gamle vedtægter og tilpassede dem vores eget formål og dannede Poetklub Århus.

Poetklubben, som den hedder i daglig tale, tiltrak en broget forsamling af mennesker med mange forskellige talenter. Nogle har talent for at tænke en sag igennem til bunds, andre har talent for at føre en sag ud i livet. Nogle er gode læsere, og digteren selv er sådan indrettet, at når han sukker, kommer der vellyd over hans læber. Således er goderne ulige og lige fordelt, for, hvad den ene ikke kan, det kan den anden. Det er lidt som en familie, selv om der er dem, der tjekker ud og danner deres egen. Nogle flytter til Viborg, og der er andre, der kommer derfra.

Hvert år siden 2003 er det lykkedes at danne en spiselig bestyrelse, hvis medlemmer skiftes til at lægge hus og have til bestyrelsesmøderne og for egen regning lave mad til hele holdet. En aften havde vi været i Kenneths nye lejlighed i Vestergade, og det var let bagefter at dumpe ned på Cafeen af samme navn. Den har nu skiftet ejer og bestyres af Madjid, der skarpsindigt har regnet ud, at efter kl. 20 gælder rygeloven ikke på hans café! Den omstændighed tiltrækker naturligvis et bestemt klientel til min stamcafé. Jeg fik øje på en kvinde, som sad og røg og læste i en bog med en stor fadøl foran sig. Hun havde åbenbart lige sat sig. Jeg rejste mig og gik hen over en gyngende bro til landet bag hav. Det viste sig, at bogen var ”De usynlige byer” af den italienske forfatter Italo Calvino. Kvinden var fra Chicago.

Jeg arbejder i Egå og var en aften travlt optaget af mine gøremål, mens fjernsynet kørte. Måske har jeg haft en pause fra mine pligter og har været overladt til mig selv et øjeblik. Langsomt blev jeg opmærksom på, at jeg smilede. Jeg smilede og tænkte på hende. Det var som et ubevidst smil, der steg op til overfladen.

Lars Hougaard Clausen

64

For nogle uger siden gik Christian og jeg på Highway ikke langt fra min bopæl for at se semifinalen mellem Barcelona og Chelsea. Det var anden gang i løbet af et par måneder, at vi måtte ty til den løsning for at se fodbold. Christian spurgte, hvorfor vi ikke havde gjort det noget oftere – og jeg kunne kun svare, at det var først efter Joans ønske om at besøge det værtshus, at jeg var begyndt at lægge mærke til plakaten for fodbold på storskærm hver gang, der var en vigtig kamp.

Men det er ikke den eneste ændring den amerikanske kvinde har bragt ind i mit liv. Af større betydning er, at hun bad mig om at fikse mit forhold til min søster. Efter jul, var det det første hun spurgte til. Det var ikke lykkedes mig, men den følgende jul gjorde jeg endnu et forsøg. Jeg besøgte Mette i København, og vi havde aftalt en enkelt overnatning. Men det blev til mere. Da Mette og Luca den dag hentede mig på stationen, stod vinduet åbent, og det første hun gjorde var at formidle et ønske fra sin søn, om jeg ville blive en dag mere, indtil hans far kom hjem fra Italien? Siden er det blevet til endnu et besøg.

Før Moria bjerg havde Abraham i virkeligheden ingen søn. Han havde blot en søn, som var et pant på Guds løfte. Det var det pant han var parat til at ofre - for at få sin søn. Man forestille sig, hvordan forholdet mellem Abraham og Isak efter Moria bjerg ikke længere var belastet af nogen forventning. Først da kunne forventningen gå i opfyldelse. Eller man springe ud fra afsatsen i den formening, at nu var tilliden brudt - i det øjeblik, hvor den i virkeligheden blev

født. Jeg lukker bogen midt i historien om Abraham og Isak på vej ned ad Moria bjerg.

Lars Hougaard Clausen

I 1948 benævnte digteren Jack Kerouac (1922-1969) i en samtale med vennen John Clellon Holmes (1926-1988) den generation, der i årene efter 2. Verdenskrig følte, at USA var på en farlig og ødelæggende kurs. Beatgenerationen blev senere navnet på en gruppe af forfattere og digtere, der havde fælles kulturelle og moralske værdier, og som i en årrække brugte hinanden som inspiration i deres litteratur.

Gruppen bestod i begyndelsen af Jack Kerouac, Neal Cassady (1926-1968), William S. Burroughs (1914-1997), Herbert Huncke (1915-1996), John Clellon Holmes og ikke mindst Allen Ginsberg (f.1926-1997), som må siges at have haft en særlig central rolle i Beatgenerationen. Senere stødte Carl Solomon (1928-), Philip Lamantia (1927-)og Gregory Corso (1930-2001) til. Peter Or-lowsky (1933), Gary Snyder (1930-) og forlæggeren og digteren Lawrence Ferlinghetty (1919-), blandt mange andre, kom til fra San Fransisco i 1954. Beatgenerationen var et netværk, et meget omfattende netværk, der bestod af flere hundrede kunstnere, der på en eller anden måde var tilknyttet gruppens hovedaktører, eller i hvert fald inspireret af dem.

Men hvem var disse digtere og forfattere, der i 1950’erne og 1960’erne var med til at sætte det amerikanske samfund under kritisk behandling?Først og fremmest var de kunstnere, der havde en mission. Og nøgleordet var frigørelse. Mest af alt handlede det om spirituel og seksuel frigørelse, men også om ligestilling mellem køn og racer. De var universitetsstuderende, forældreløse, lægesønner, sorte, hvide, homoseksuelle, heter-oseksuelle, alkoholikere, stofmisbrugere, buddhister, katolikker, pacifister.En broget forsamling fra alle egne af USA. Selv om de som personer var så forskellige og hver især så store individualister, og selv om deres forfatterskaber er meget forskellige, så arbejdede de sammen for en fælles sag. “Vi har et vigtigt job, en mission”, sagde en idealistisk Allen Gins-berg, “vi forsøger at redde og helbrede den amerikanske ånd”.

Det må siges at være et omfangsrigt og ambitiøst projekt, og ikke mindst et positivt og progres-sivt projekt, hvilket var absolut kendetegnende for denne bevægelse. Der var en stærk tro på det gode i mennesket, og det kom især til udtryk i deres religiøsitet. Flere af forfatterne var meget optaget af buddhisme og anden form for østlig spiritualitet.

Beatgenerationens venskaber på tværs af race, social baggrund og politisk overbevisning afspe-jler meget godt én af deres vigtigste hjertesager: Multikulturalisme. Bl.a. var jazzen, “den sorte

musik”, en afgørende del af den bohemetilværelse beatgenerationen førte.

Skrevet for Litteratursiden.dk Af Therese West

66

B eatg E

Allen Ginsberg - en beatnikAllen Ginsberg var som tidligere nævnt omdrejningspunkt og primus motor. Hans digt “Howl” (1956) blev en milepæl, et manifestlignende hyl, som gav genlyd i den amerikan-ske litterære verden, da han en aften i 1956 på “Six Gallery” i San Fransisco læste digtet op første gang. Senere blev aftenen døbt til “Beatgenerationens fødselstrauma”.

I dette digt samlede Ginsberg essensen af sin generations oplevelser på godt og ondt. Han havde fanget pulsen (the (heart)beat) i tiden, og de lange, snoede, kompakte vers mindede mest af alt om en lang Charlie Parker saxofonsolo.

Sammen med vennen Jack Kerouac rejste han ud for at finde en større mening med livet, og de to opnåede nærmest kultstatus blandt den amerikanske ungdom, der havde den småborgerlige forstadskultur og bl.a. Vietnamkrigen at kæmpe mod.Pacifisme var udgangspunktet for problemløsning, for som Ginsberg fremhævede: “Vi er ikke rebeller, vi vil bringe en ny form for bevidsthed.” Kerouac var meget optaget af rejser. De var en slags moderne dannelsesrejser, og det var et yndet emne i hans forfatterskab bl.a. i gennembrudsromanen “Vejene” fra 1957.Han havde paradoksalt nok i slutningen af sit liv meget svært ved at acceptere at være stemplet som en “beatnik”. De sidste år nægtede han at vise sig offentligt og afbrød kon-takten til sine tidligere beatvenner.

Bag sig havde han en ufattelig stor produktion af romaner, hvoraf kun få af dem faldt i publikums smag. Han døde kun 47 år gammel af sit voldsomme alkohol- og stofmisbrug. I 1974 oprettede Allan Ginsberg og en anden amerikansk lyriker, Anne Waldman, “The Jack Kerouac School of Disembodied [abstrakt] Poetics” i Colerado.En tredje vigtig “beatnik”, William Burroughs, blev bl.a. kendt for sit tilfældighedslyrik, hvor han klippede tekster fra hinanden og satte dem sammen igen helt tilfældigt. Han havde det svært i USA og befandt sig bedre i bl.a. Tanger og Paris, hvor han i fred kunne leve som stofmisbruger og homoseksuel. Kerouac og Ginsberg besøgte ham adskillige gange for at opmuntre ham til at skrive og for at tage hans arbejde med hjem til udgiv-else.Beatgenerationen opstod i en begivenhedsrig periode i USA’s historie. Gennem selvbi-ografisk prosa, spontan lyrik, ren lyrik, polemik, satire, politiske manifester og memoirers gjorde de oprør mod forbrugersamfundet, racisme, kønsdiskriminering og forurening. William Burroughs kaldte beatgenerationen “forandringens arkitekter”, og for ham var der ingen tvivl om, at de havde medvirket til at gøre USA et friere land.

B eatg E ner AT ionenFind mere om beatgenerationen eller andre emner på: Litteratursiden.dk

67

Den liberale humanismes finurlige vogter

Kurt Vonnegut (1922 – 2007)

I 1969 udkom en af litteraturhistoriens bedste bøger. Den tids litterære elite ville typisk nok knap kendes ved den. Den blev kaldt underlødig og ren science-fiction, hvilket bestemt ikke var en fribillet til kanonlisten. Kurt Vonnegut Jr.’s Slaughterhouse-Five var på sin vis science-fiction. Men den var også meget mere end det.

På små 190 banebrydende sider udtrykte bogen med sin skildring af Billy Pilgrims rejse gennem tid, rum og egenskabte virkeligheder på finurlig, nærmest tragi-komisk vis menneskets helt grundlæggende frygt for døden og manglende evne til at forstå den grusomhed, hvormed én gruppe mennesker kan finde på at behandle en anden.

Vonnegut havde nemlig været med i en krig, og det var ikke hvilken som helst krig, og det var bestemt ikke bag et skrivebord: han havde som krigsfange oplevet og overlevet de allieredes bombning af den tyske by Dresden i 1945.

Vonnegut skulle til sin død i 2007 undre sig over, hvordan de allierede - altså de gode, heltene - kunne finde på at slå op mod 35.000 hovedsagligt civile ihjel på én gang og i øvrigt tage en af Tysklands kulturelt fremtrædende og meget lidt krigeriske byer med i købet. Sammen med mo-derens selvmord i 1944 blev Dresden en af de begivenheder, der skulle præge hele Vonneguts livssyn og dermed forfatterskab.

Den unge Vonnegut forsøgte sig som antropologistuderende, men var ifølge eget og under-visernes udsagn en elendig antropolog. Hans talent for at skrive blev dog anvendt på diverse studenterblade og senere som PR mand for General Electric og skribent for Sports Illustrated. Han blev med tiden underviser i skriftlig formidling på University of Iowa.

Gennembruddet som romanforfatter kom endelig med Vonneguts fjerde roman, Cat’s Cradle fra 1963. Det var dog Slaughterhouse-Five, der for alvor gjorde hans navn kendt.

Det blev til 14 romaner samt et utal af noveller og essays fra Vonngeguts hånd. Kendetegnende for hans samlede værk var det liberalt humanistiske syn på tilværelsen og den postmodern-istiske hovedrysten over den krigsliderlige og grådige eksistens, som menneskeracen havde kastet sig selv ud i.

Hos Vonnegut er budskabet; du har et liv, nyd det dog i stedet for at gøre ting, som man er nødt til at fantasere sig væk fra.

Kan man andet end at holde af en forfatter med den holdning? Kritikerne gjorde i hvertfald: Slaughterhouse-Five kom nemlig på Time Magazine’s liste over de 100 bedste amerikanske værker i det 20. århundrede.

Thomas Nielsen

68

Som en regnorm

i en spand i en sandkasse i en børnehave

Rute 666

Nogen gange har jeg det som katten i grøftekanten med indvolde stikkende ud og mærket efter bildæk over maven

eller som pindsvinet forsvarsløst trods pigge kørt fladt mast til ukendelighed som en pandekage på vejen

Blomsten og byen

zoom zoom zoom lille pige omkring

Mit hjerte er ikke knust bare forstuvet

Allan Snoddie

69

Gule korridorer

Det var for sent, og de vidste det. Han havde løbet i timevis, uden at der af den grund syntes at være en ende på de gule korridorer. Fortvivlelsen var ved at sætte ind både hos ham selv og hos de små. Stemmerne i hans hoved råbte og peb retningsanvisninger, alle nyttesløse og frustrerende som ind i helvede. “Hold kæft!” råbte han. Han var på grådens rand.

Vablen under højre hæl var ved at tage livet af ham, men de forstod intet af den slags. Stem-merne fortsatte ufortrødent.

En stemme skar pludselig klarere igennem end de andre. Det lød som en kvinde. “Andreas” skreg hun, “se op!” Han bremsede og mærkede, hvor taknemmelig hans krop var for puster-ummet. Han tvivlede på, at den ville kunne tvinges i gang igen, selv hvis det blev nødvendigt. Han indså sin dumhed.

Det gabende hul over hans hoved ledte ud. Han kunne mærke det. Han kunne næsten føle vinden mod sin blege hud.

Stemmerne i ham hujede alle frydefuldt, for en gangs skyld næsten alle som med én stemme. Det beroligede ham for en stund. “Hvordan fanden kommer jeg derop?”, spurgte han dem, og igen startede en kakofoni af meninger og gode råd. Han fortrød, at han havde spurgt, men vidste, at han alligevel ville være blevet fyldt op med bedrevidende stemmer i sit trætte hoved.

Nu var det en mand, der trængte igennem. “Der er tydeligvis ingen stiger eller tovværk i kor-ridorerne, Andreas. Du må bruge dit tøj - riv det i stykker og bind det sammen. Der er nagler deroppe, ikke sandt?” Han nikkede langsomt og begyndte tøvende at tage sit tøj af. Lyden af tøj der blev revet i stykker, foruroligede ham selv.

Efter få minutters koncentreret arbejde havde han produceret et stykke tov med en løkke i enden. Med et utal af gode råd om kastemetoder i sit hoved lykkedes det ham efter et stykke tid at ramme en af naglerne deroppe. Han begyndte at klatre op og fik hurtigt fat.

Opstigningen var besværlig. Naglerne og den modsatte væg i den vertikale tunnel var den eneste støtte, han havde. Han kunne tydeligt høre på stemmerne, hvor bange de var. For at miste ham. Og sig selv. Stadigvæk var alting gult.

Thomas Nielsen

70

Efter en times klatren så han en forandring i det gule over sig. Et grønligt skær bredte sig deroppe. Stemmerne skreg af glæde. Med en sidste anstrengelse trak Andreas sig op af skaktens munding og væltede om i græsset. Noget skyggede for solens stråler.

“I nåede det ikke, tidsfristen blev desværre ikke overholdt.” Den bredskyggede hat dækkede delvis over det ansigt, han kun kendte som værende mildt og fyldt med bløde rynker. “Det gør mig ondt, Andreas, men du ved, at det er reglerne, der afgør det her, ikke mig.” Stemmerne protesterede voldsomt, så voldsomt at han blev svimmel. “Meister, det er ikke...”

Den lydløse disintegrator havde allerede brændt et betragteligt hul i hans nøgne bryst, hjernen havde blot ikke sanset det endnu. Da hans krop faldt sammen, kunne man stadig se skuffelsen malet i hans ansigtstræk.

“I må hellere komme ud nu”, bød Meister et øjeblik efter, “man ved aldrig, hvad et dødt legeme kan finde på.” Ud af Andreas’ ører kravlede de små væsener, som havde befundet sig inde ved siden af hans hjerne de sidste måneder. De fleste af dem råbte små, pibende fornærmelser og beklagelser, alle rettet mod Meister. Enkelte hoppede op og ned i lutter raseri over at have tabt løbet.

“I får naturligvis en ny til næste løb. Ja, jeg kan allerede nu love, at det bliver et bedre eksemplar - selvom jeg ved, at mange af jer vil synes, at Andreas bliver svær at erstatte.”

Han nikkede anerkendende mod Andreas’ livløse krop, strøg ham efter nogen overvejelse over det kulsorte hår. Han sukkede og vendte sig derefter for at følge spillerne tilbage til omklædning-srummene. For sig selv mumlede han: “Ja, det bliver svært at finde en erstatning for Andreas.”

Thomas Nielsen

71

Storm

Ormene hygger sig i kompostbunken. Affald bliver til muld. Æbler modnedes påtræet et efter et. Der er hindbær og brombær i massevis. Græsset stårmeterhøjt og urokkeligt under sommersolen. Græsset formår at kilde dig iørene mens du blunder i liggestolen. Katten har fundet vej til dit skød.Fuglene lander på havebordet, snupper ærter og kammerjunkere inden de flyvervidere til jordbærbedet.

Katten ligger der endnu og sover.

Nogen skærer tynde hvide striber i himlen. Du har drukket alt vandet ogskubbet glasset ind midt på bordet. Du lufter dine tanker. Et blad falderfra det gamle æbletræ. Katten farer op af dit skød. Ind i huset gennem et afde utallige upudsede ruder. Over den alt for fyldte vasketøjskurv. Tusindegange op og ned af de umalede vægge. Den hvæser kløer i entréens uåbnedebreve og flænser avisen med de små sylespidse tænder.

Cyklen vælter i carporten. Ingen ved hvorfor.

Når du prutter lyder det som en hval der synger! Det mener jeg da ikke nogetmed!? Det lyder bare som en hval der synger. Jeg siger ikke du erovervægtig. Jeg siger at det lyder som en hval der synger. Jeg syntes det ersjovt at … jeg står ikke og lytter ved døren til toilettet. Selvfølgelig kanjeg skrue op for fjernsynet. Men jeg kom bare til at lytte. Jeg kunne høredet helt ind i stuen. Jeg griner ikke af dig. Jeg syntes bare det er sjovtat der kommer hvalsang fra vores wc.

Katten har låst sig inde på toilettet. Kæden er hoppet af og cyklen er nualt for tung at rejse igen. Jeg tør ikke gå på toilet.

Bladet fra det gamle æbletræ har nu ramt jorden. Det ligger sig tålmodigttil at vente på efteråret hvor det vil blæse væk eller blive revet sammen ogsmidt i komposten. Katten hopper fra dit skød og prøver insisterende at fåbladet til at hvirvle. Men ikke en vind rør sig. Den ligger sig og gnasker ibladet med sine kindtænder. Den slæber det skambidte blad op på havebordet.I forbifarten slikkes den sidste koldskål af de dybe tallerkener.

Med poten skubbes bladet mod bordkanten.

”NEEEEEEJ” Man kan høre bladet skrige mens det for seks hundrede og seks ogtressens tyvende gang nærmer sig bordkanten. Gennemgnasket og farveløstfalder det mod jorden. Ikke en vind rør sig. Katten ser sig om efter et nytlegetøj. Ligger sig på lur i dit skød.

Hvalen prutter. Nu lyder det ikke som en sang.

Cyklen hvirvles ud på vejen. Kæde eller ej. Taget flyver af huset og murenevælter de steder hvor katten har tisset. Ormene arbejder sig gennemkøkkenhaven, henover græsset til soklen af huset. Selv betonsoklen viser signu at være organisk nedbrydelig. Affald bliver til muld. Solsorten tager etbid af hvert æble så de berusede hvepse bedre kan komme til. Hindbærrene ogbrombærrene er nu modne og utilgængelige bag tornene.

Selv græsset har lagt sig i stormen.

Allan Heinet Kenny

72

Dengang Skat blev sygemeldt

Skat bor i Århus. Han er stået tidligt op, for det er søndag og vejret er godt. Skat elsker sin have og han elsker morgenbitter. Hver dag kl.12 spiser Skat og hans kone frokost i haven. Det kolde bord med Fernet branca og kølig hvidvin. Og når Skat’s kone deler sin over i to, grynter Skat, for så kan han tillade sig at tage en ekstra. Den renser jo systemet, siger han vittigt. For han ved godt, at han måske får en enkelt for meget lidt for mange gange om ugen. Skat er blevet sygemeldt. Han har brækket sit ben. Og det er ikke heldigt. For Skat er rastløs. Og Skat’s kone er efter ham. For han går bare der og laver ingenting. Og hvis der er noget, der ikke giver point hos Skat’s kone, er det dovenskab. Hun råber konstant efter ham. ”Skat gør dit, og Skat gør dat. Skat Skat Skat. Du tarvelige mandfolk”. Som om Skat selv synes, at det er fedt. Han har jo ikke de store interesser. Han keder sig. Han er ikke mobil, og selvom de bor i stuen, er det jo ikke fedt at gå med krykker. Man har jo en vis status i nabolaget. Faktisk er status en stor ting for Skat og endnu mere for Skat’s kone. Deres have er overpyntet, og hvert år stiller de op til den store havekonkurrence. For at blive hyldet og komme i bladet. De har blomster overalt. Små nusselige potter og mærkelige porcelænsfigurer. Men nu er Skat blevet rastløs. Handicappet. Ubrugelig. På sine dårligste dage sammenligner han sig selv med en 90-årig olding, sendt på plejehjem af familien, som tilmed ikke besøger ham, fordi han engang til en frokost i hidsighed kom til at råbe, at de ikke arver noget som helst fra ham. Skat plejer ikke at gå så meget ud. Hans omgangskreds er meget snæver og derfor er det også kedeligt at være 65 år og på krykker. For han får ikke besøg. Hver anden time hører man Skat’s kone råbe sine skingrende formaninger efter ham. Og han sukker stille for sig selv og humper af sted med sænket nakkeparti. Skat er vågnet fra sin middagslur. Og han har fået en idé. Han har et projekt. Han vil bygge et skur i haven. Skat’s kone er ellevild. Fordi Skat tager teten og gør noget spontant. Hun har altid ønsket sig et drivhus til de mange planter. Men hvad hun ikke ved er, at Skat skal bygge et helt almindel-igt skur. Et redskabsskur. For han har mange haveredskaber. Og de ser ikke pæne ud i haven. Og for øvrigt ruster de også alt for hurtigt, forklarer han tålmodigt. Skat er faktisk en meget tålmodig mand. For Skat’s kone er noget særligt for at sige det mildt. Med årerne har Skat dog lært at leve med hendes høje ryst og sirlighed. For Skat er selv perfektionist, og der matcher de hinanden meget godt. Selvom Skat’s kone lige lovligt tit hundser med Skat. Og gerne vil bestemme. Som med drivhuset, der slet ikke skal være et drivhus. Hun synes, at Skat arbejder for langsomt. Men Skat har fået et kald. Han har næsten glemt at humpe. Hver dag står han op og mærker, hvordan skuret mere og mere får form. Han tager sig god tid. Der er ikke noget, han skal nå. Det larmer og Skat’s kone er ikke tilfreds. Men i dag er Skat ligeglad. Han sætter sig i haven og beundrer sit værk. Med en Fernet branca. Skat’s kone er ude. Så Skat nyder stilheden og forestiller sig, hvordan han står ved skuret på vinderbilledet i dette års konkurrence. Han skyder ryg og fylder glasset.

Resten af flasken kaster han mod skuret. Skat døber skuret ”fredens hule”.

Christine Enevoldsen

73

Pandora sad i frisørstolen og ventede på en modeklip i Anthonys Nyåbnede salon, hun havde sparet sammen i 6 måneder for at kunne betale den nette sum af 2oookr for en uniqe, klippe oplevelse. Hun havde læst om Anthony og den nye salon for et halvt år siden, i et” Euro woman ”der tilfældigvis lå i venteværelset hos tandlægen. I artiklen var alle de awards, Anthony havde vundet nævnt, og det hele lød ret imponerende. Samt at han efter en årrække i Holly Wood nu til alles overraskelse havde valgt at rejse tilbage til sin fødeby, hvor han havde åbnet en salon beliggende på byens gågade. Et besøg måtte Pandora ganske enkelt aflægge. Straks var hun begyndt at Spare sammen! Det gjorde slet ikke noget at det havde taget hende så lang tid at få skrabet alle pengene fra, for Anthonys salon, havde slet ikke haft en ledig tid inden nu. Så nu! sad hun der, fuld af forventning og med en drøm om at få sin helt egen lille fornemmelse af at få et stykke med hjem af Holly Wood! En ung pige kom hen til hende og bad hende om at følge med over til en vask, i løbet af NO TIME! havde Pandora fået:håret ”Shampooed” som hun hørte flere gange i farten af travle ”Vaske piger” og et par af Anthonys frisør assistenter, som han jo havde bragt med sig over,fra sin fashionable tidligere forretnings adresse. Nu blev Pandora bedt om at tage plads i ny stol, foran et kæmpe antikt spejl med en meget bred forgyldt ornamenteret ramme. Hun fik serveret et glas eksotisk friskpresset frugt juice, med is terninger og en stilk selleri. Meget kreativt tænkte hun og turde næsten ikke række ud efter det smukke høje glas, i angst for at spilde noget af indholdet ,ned over den elegante og eksklusive frisørkappe som pigen havde udstyret hende med. I et kort sekund fangede hun blikket af Anthony (en smuk og smart fyr ,som mere lignede den næste James Bond, end en frisør! ) Pandora kunne mærke en rødmen i kinderne da det gik op for hende at Anthony havde sendt hende et lille blink efterfulgt af et yderst charmerende og skævt smil. En Frisør som hed Pamela ,indfandt sig ved Pandoras side og præsenterede sig som den frisør der skulle klippe Pandora ( Ikke et øjeblik havde Pandora overvejet, at det ikke var Anthony der klippede alle! En smule skuffet var hun, men accepterede Pamela som sin nye frisør da Pamela jo var specielt udvalgt af An-thony, og derfor sikkert var fuldstændig up to date, og forrygende dygtig) Pludselig hørte Pandora en stemme som alle i den mellemstore købstad kendte! Stemmen som var den mest gennemtrængende og skingrende stemme, nogen overhovedet kunne forestille sig, og som indgød en meget stærk trang til blot at fortrænge så hurtigt som man kunne, inden stemmens ejer fik øje på en,( hvis man altså skulle være så uheldig at være blandt en af personer som den ellers oversnobbede indehaver af stemmen, havde godtaget som konversations værdig, med det forbehold at konversationen var en 99% envejs kom-munikation) nærmede sig , og kom forstyrrende t æt på Pandora siddeplads! Så kunne stemmen ikke komme tættere på, og med rædsel og en klump i halsen måtte Pandora iagttage hvordan Fru Torsen ,satte sig godt tilrette i stolen lige ved siden af Pandora. Et kort øjeblik kiggede Fru Torsen med et koldt blik over på Pandora, og i stedet for at hilse kastede hun nærmest hovedet så meget tilbage at Pandora blev bange for at nakken på den selvoptagende butiks indehaver skulle knække. Så ankom en af vaske pigerne og for en stund flyttede fru Torsen sig fra pladsen, men blot 10 minutter senere var hun der igen. Det gav et lille sæt i Pandora for pludselig stod Anthony bag fru Torsen, fru Torsen smiskede og leflede og snakkede med en strøm af ord så selv Anthony ikke fik ret mange ord indført. Pandora bemærkede at den ellers tilsyneladende velafbalancerede Anthony,

Heidi Jørgensen

74

så ud som om han var ved at føle sig meget utilpas i fru Torsens nærhed! Pandoras klipning skred frem, og det gjorde fru Torsens også, nu så det ud til at fru Torsen også skulle have farve i håret. Pludselig kom en assistent hen til Anthony med en mobil telefon, Anthony undskyldte, og gjorde en håndbevægelse til assistenten som åbenbart overtog farvningen af fru Torsen. Pandora kunne se at assistenten var en smule nervøs! Behold-eren med farve som Anthony havde sat fra sig væltede ned på fru Torsens solariebrune ben! Hun skreg som var der et uhyre i salonen. Assistenten fik beroliget fru Torsens og rengjort både ben og gulv, desværre kunne alt farven ikke komme af men det så ikke ud som om det var gået op for fru Torsen, der havde mere travlt med at afreagerer hyster-isk overfor assistenten, der så meget nervøs ud. Nu skulle der imidlertid blandes mere hårfarve til fru Torsen, og assistenten skyndte sig af sted efter farven, han kom hurtigt tilbage, og fortsatte sit arbejde med at få farvet fru Torsens hår færdigt. Pandora havde meget hår så klipningen tog lang tid, også fordi Pamela insisterede på at udføre et elegant klippejob. Pandora havde haft mulighed for, at følge det meste af fru Torsens oplevelse. Assistenten farvede videre og netop som Pandora var færdig, noterede hun hvordan as-sistenten nærmest lignede en person i chok! Pandora der var yderst tilfreds med sit nye look betalte, og forlod glad og opløftet Anthonys salon. Hun forblev i nabolaget da det var en skøn sommerdag og fordi de i cafeen (der lå overfor frisør salonen) havde et super lækkert tilbud på belgiske vafler. Pandora satte sig ved et af bordene udenfor og imens hun indtog vaflerne med velbehag, kiggede hun af nysgerrighed over imod Anthonys sa-lon. En taxi drejede op foran indgangen til Anthonys, og en mand i en trenchcoat steg ud, Pandora kunne skimte at han bar et tørklæde i sin ene hånd .Manden dinglede lettere ind i frisør salonen. Pandora genkendte manden der var hr Torsen, en uforbederlig alkoholiseret erhvervsmand, som levede på falsk sympati pga af småborgerlige personers material-isme, snarere end noget andet. Nu strøg hr og fru Torsen ud af Anthonys salon, den ene hurtigere end den anden, fru Torsen havde et stort tørklæde om hovedet, de blev kørt væk i den ventende taxi. Pandora rystede lidt på hovedet, men spiste færdig. Hun havde en aftale hos lægen så skynde sig skulle hun. Da Pandora ankom til lægens venteværelse sad assistenten fra Anthonys Salon på en stol, han havde den ene arm bundet op og sad helt stille som havde han haft en meget skræmmende oplevelse. Pandora satte sig ved siden af ham. Hej sagde hun stille! Assistenten vendte ansigtet mod hende og sagde meget stille: Hej! Hvad er der sket spurgte Pandora nysgerrigt! Jeg har lige været inde hos lægen og fået en stivkrampe vaccine! Er du blevet bidt af en hund spurgte Pandora (som ikke kunne huske at have set en hund i salonen) Nej sagde assistenten med næsten knækket stemme, jeg blev så forvirret over den fru Torsen ( som var meget krævende, og overlegen) at jeg ved en fejl kom til at tage de forkerte flasker og blandede det på en sådan måde at fru Torsens hår efter at hun havde været under tørrehjelmen ,viste sig at være blevet blåt! BLÅT udbrød Pandora som var ved at få et gigantisk grine anfald! Ja frygteligt, frygteligt sagde den stadig chok ramte assistent, fru Torsen blev så hysterisk at hun tog fat i min underarm og holdt fast som en igle samtidig med at hun borede sine lange vinylnegle ind i min arm! Jeg har aldrig, aldrig oplevet noget lignende, lægen troede at det var cafe ejerens kæmpepuddel der var gået amok i Anthonys og havde bidt sig fast i min arm, sagde frisør assistenten stadig i chok og som blev siddende med et fastfrosset blik der skreg en ny webside: www.dont visitdenmark.

Heidi Jørgensen

75

PIA TAFDRUPS HAIKU-BOOMERANG.

SPROGPSYKOLOGISKE UDKAST: STADIER OG

STUDIER AF MENTAL BEVÆGELSE

Sproglig venden sigatter til nyt udgangspunkt

erkendelse nu

Af Renate Recke, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet, renater@hum.ku.dk

Traditionen kastet

Pia Tafdrups forfatterskab er rigt facetteret og bæres af en grundlæggende sprogpsykologisk interesse for sprogets formidling og forskansning af det subjektive. Hendes ærinde er forholdet mellem (sensorisk) virkelighedserfaring og sprogets receptoriske evne i kombination med sprogets tendens til at forme det subjektive sansekatalog i abstrakte begrebskonstellationer, der undsiger det konkrete objekt for en sanseerfaring. Sproget bliver på den måde en sensorisk erfaring af tryk og modtryk i forhold til lyrikerens arbejde.[1]

Tafdrups arbejder med det sceniske format (Døden i bjergene, 1988; Jorden er blå, 1991) og med den episke form i romanerne Hengivelsen (2004) og Stjerne uden land (2008) føjer sig til hendes tilbagevendende livtag med det lyriske format som privilegeret æstetisk form. Tafdrups sonderinger i lyrikkens tilstødende og beslægtede genrer kan lidt tilspidset ses som systematiske ekspeditioner i forholdet mellem det subjektive indhold og dets formidling i en kollektivt tilgængelig form, men det er ikke formidlingens mulighed eller vanskelige kår, eller for den sags skyld paradigmeskiftet mel-lem dialog, narrativ eller hermetik, der er Tafdrups nyeste lyriske projekt: På det seneste har Pia Tafdrup nemlig vendt sig mod den ultrakorte lyriske form, haiku, i samlingen Boomerang (2008). Bortset fra enkelte dagblads- og biblioteksanmeldelser er samlingen Boomerang i skrivende stund endnu ikke behandlet i forskningslitteraturen, og haiku-genren på dansk er tidligere egentlig også kun set i en lignende form med Hans-Jørgen Nielsens lyriske gendigtende oversættelser af klas-siske haiku. Derfor indskriver denne artikel sig i en helt ny formtradition og et nyt genrebillede støbt af Tafdrup inden for dansk lyrik. Det kunne have været en stor støtte at have tidligere tolk-ninger at tage afsæt i, men på den anden side er der så meget større frihed til at anlægge et så bredt perspektiv som muligt på spændvidden i Tafdrups haiku.

En mulig nøgle[2] til tolkningen af samlingen er formidlet visuelt: titlen, Boomerang, lægger sig i en bue af elegant formede gule bogstaver hen over forsiden, der selv er sølvblank. Er sølvet mon en allusion til mundheldet ”Tale er sølv, tavshed er gul(d)”? Og er det faktiske forhold, at samlin-gens fysiske format er karakteriseret ved, at højden er kortere end længden, en tilsvarende allusion til boomerangens fysiske udtryk med lang længde og kort bredde?

Tafdrup-titlen lyder ”Boomerang”, og titlens grafiske udtryk er en boomerang, således at der op-træder en samklang og identitet mellem sproglig form, visualitet og betydningsindhold. Det

Renate Recke

76

virker plausibelt at se en inspiration til titlen ”Boomerang” i den optiske lighed mellem haikudigtets vinklede form skabt af den længere midterlinie, som afstedkommes af det længere midtervers, der samtidig er en form for symmetriakse, og så boomerangens vinkelform. Tafdrups brug af boomer-angen som digttitel og ydre perceptuelt tegn for indre kognitive processer synes samtidig at pege i retning af en Lockeiansk[3] neo-sensualisme. Lockes sensualisme kan principielt sammenfattes i hans markante dictum ”Nihil est in intellectu, quod non prius fuerit in sensu”. At der ikke er noget i ånden, som ikke først har været i sanserne, prioriteter subjektets kontakt med virkelighedens intel-ligible fænomener over forstandens egne billeder. Også hos Wittgenstein i Philosophische Unter-suchungen ligger der en nøgle til den både visuelle og sproglige praksis, som Tafdrup anvender i Boomerang:

”Wer in einer Figur (1) nach einer anderen Figur (2) sucht, und sie dann findet, der sieht (1) damit auf neue Weise. Er kann nicht nur eine neue Art der Beschreibung von ihr geben, sondern jenes Bemerken war ein neues Seherlebnis.” (Wittgenstein 1989: 528)

Haiku-boomerangen hos Pia Tafdrup er en sådan „figur i figur“, der både er en sproglig ”treakter”, der læses oppefra og ned, men også en vinklet figur, der peger mod højre i læsningens retning og dermed skaber en vedvarende bevægelse gennem digtsamlingen. Denne bevægelse kan indfanges med en af Wittgensteins vermischte Bermerkungen, som efter en beskrivelse af den æstetisk-kunsteriske proces som forandrende fremstiller en bevægelse, der har stærk affinitet til Tafdrups boomerang-bue:

”Nun scheint mir aber, gibt es außer der Arbeit des Künstlers noch eine andere, die Welt sub specie aeterni einzufangen. Es ist – glaube ich – der Weg des Gedankens, der gleichsam über die Welt hinfliege und sie so läßt, wie sie ist – sie von oben vom Fluge betrachtend.“ (Wittgenstein 1987:18)

At lade verden være som den er, betyder, at sansningerne ikke omkalfatres til begrebslige stør-relser, men forbliver som de specifikke konkrete synsindtryk, der skabes gennem buens bevægelse oven over verden.

Erkendelsen er ikke af den grund udelukket, hvilket fremgår af en anden bemærkning, der i Tafdrups tilfælde kan tjene som forklaring på, hvorfor agens[4] stort set er udeladt gennem hele samlingen:

”Man kann nicht die Wahrheit sagen; wenn man sich noch nicht selbst bezwungen hat. Man kann sie nicht sagen; - aber nicht weil man noch nicht gescheit genug ist.

Nur der kann sie sagen, der schon in ihr ruht […]“ (Wittgenstein 1987: 73)

At hvile i sandheden kan fremkaldes gennem den cirkularitet, som boomerang-buen også er, fordi der vendes tilbage til udgangspunktet, men i selve haikuformationen skaber Tafdrup gennem-gående en cirkularitet ved at arbejde med modsatrettede principper inkorporeret i hinanden.

Man kunne måske indvende, at haikuformen er ikke-vestlig, og at der derfor består et misforhold mellem brug af en vestlig filosof, Locke, på ikke-vestlige kulturprodukter, men Tafdrup har poin-teret, at hun har kulturaliseret haikuformen: I ”Fælles sandhed kan vi godt opgive” (2008) siger hun

”- Jeg har ikke kunnet tage haikugenren til mig på dansk grund. Jeg måtte til Japan for at begribe, hvad haiku er. Og herefter har jeg kun kunnet betjene mig af genren ved at være bevidst om, at jeg mødte den med min vestlige baggrund. Det gav mig en frihed i forhold til den bundne form, en meget inspirerende frihed.”

Renate Recke

77

Haiku er en form, der er bundet, overskuelig – og fremmed. Og Tafdrup er gået et skridt videre, for hendes ærinde er ikke - som så ofte før - lyrikkens eksklusive udtryk for det subjektive indtryk hhv. udtryk i det momentant-flygtige eller det somatiske: Den hermetiske form er erstattet af den bundne haiku-form, der udgør en særlig ”sproglig teknologi”, som lyrikeren kan betjene sig af. Der er på sin vis tale om kalkulerbare udkast, der vender tilbage som aforismer, sentenser, paradokser og små æstetiske emblemer.[5] Samlingen fastholder dermed begrænsningen, udgrænsningen og afgrænsningen, der på paradoksal vis åbner porte ind til en forståelse af væren, der både er mo-mentan og universel, men konsekvent bundet til den sensoriske erfaring. Sensualismens insiteren på det faktuelt-virkelige kan ses som en bevægelse bagom og uden om to centrale vestlige sprog- og kulturfilosofiske diskurser.

I vesterlandsk sprogteori spiller strukturalismens præcisering af det arbitrære forhold mellem tegnets form og dets indholdsmæssige betydning en central rolle. Kernepointen er meget enkelt betragtet, at ens ontologiske fænomener inden for forskellige sprogsystemer har forskellig sproglig fremtrædelsesform. Udtrykket for den givne genstand er med andre ord variabelt.I vesterlandsk kulturteori udfylder forestillingen om kulturspecifikke, men kontekstsensitive ske-mata en tilsvarende markant rolle. Skemata, der er baseret på associative procedurer, ses dermed som en privilegeret måde at koble perception, kognition og værdiforestillinger på. Skemata udgør så at sige billeder af kulturaliserede erfaringshorisonter hos individer og grupper.

Lidt forenklet kan man derfor se arbitrariteten (jfr. strukturalismen) og relationaliteten (jfr. ske-mata) som to modsatrettede og dog på paradoksal vis sammenhørende og sammenhængende narrativer i moderne vesterlandsk åndshistorie. Lidt forenklet kan man se arbitraritet som en markør for en overordnet instabilitet og man kan tilsvarende se relationaliteten som markør for en overordnet stabilitet, og det er denne kompleksitet af stabilitet og ikke-stabilitet, der er styrende for de analyser, jeg foretager i det følgende og som jeg foretager inden for rammerne af en Lock-eiansk sensualistisk forståelse af sanseerfaringen og dermed virkelighedens betydning for kognitio-nen – og sprog.

Buen, kastet, besindelsen og betvingelsen

I Boomerang udfordrer og kobler Pia Tafdrup disse to vesterlandske narrativer om arbitraritet og relationalitet i en reflekterende nygestaltning af lyrisk form og sanseligt indhold, hvor hun benytter bevægelsen væk fra og tilbage til som et komplekst eksistentielt billede på livet som vej, væren på vej og kommen tilbage.Ethvert metrum stiller specifikke krav til sproglig adfærd inden for nogle helt bestemte rammer – det kan og vil ingen benægte, men netop haiku-formens fortættede og dog åbne struktur stiller nogle anderledes og nye krav, og giver dermed nye muligheder for lyrisk udfoldelse.På trods af strejftog i andre genrer, kan man ikke sige, at Tafdrup ”vender tilbage til” den lyriske form. Snarere kan man sige, at hun vender det lyriske format - eller at det lyriske format vender sig elegant i luften og returnerer til Tafdrup, og det er netop den manøvre, der er denne artikels studieobjekt.

Klassiske udkast: Haiku og bevægelsen tilbage

Haiku er en æstetisk form af asiatisk oprindelse. Haiku-digtet begrænser ytringen til 3 korte vers på henholdsvis 5, 7 og atter 5 stavelser. Haiku er opstået ”aus dem scherzhaften Kettengedicht (Haikai)” (Wilpert 1979: 323), og den prægnante pointeren er et specifikt kendetegn ved Haiku-digtet:”Kenzeichnend ist trotz der stofflichen Freiheit die knappste und sinnreiche Erfassung des Gegen-standes in geeigneter, typischer Form und treffendem Ausdruck.“ (Wilpert 1979: 323)

Renate Recke

78

Den bundne haiku-form signalerer på sæt og vis, at alt indhold er underlagt eller kan underlægges den samme struktur. Form-indhold-dialektikken, som er et klassisk diskussionsemne i vesteuropæisk litteraturforskning, overflødiggøres, når digteren anvender haikuformatet, fordi formen er præfigur-eret, og indholdet må føje sig derefter. Der ikke tale om en erkendelse, der formes og bliver til, men om en form, der vil fyldes ud og fyldes op. Formatet stiller krav. Formen tvinger indholdet i knæ, og form-indhold-dialektikken ophæves. Der er litteraturhistoriske eksempler på en bundethed mel-lem form og indhold. Elegien og epigrammet betjener sig traditionelt af distichon, men haiku skiller sig ud ved kun at være bundet af 17 stavelser fordelt på tre verslinier, og haiku har intet specifikt metrum.

Haiku som et skrevet format, der har æstetisk udsigelseskraft, indføjer Tafdrup i naturelementerne og i årstidernes vekslen

Vinter i kursiv –kirsebærblomster dalerlunt mod graves græs. (Boomerang, haiku 31)

Kursiv er en ortografisk henvisning, der anvendes til fremhævelse, og giver det kursiverede en særstatus i forhold til den øvrige tekst. Den skråtstillede kursiv markerer en kombination af skriftens bevægelse fra venstre mod højre og skriftens vridning oppefra og ned, men indføjes i et naturscen-eri med dalende kirsebærblomster, der daler i samme bevægelse oppefra og ned. At de foregår ”lunt” står i modsætning til vinterkulden, og kirsebærblomsterne, der er tegnet på forår og forsom-mer modstilles vinter.[6] Allitterationen ”graves græs” viser alene grammatisk en dobbelt pluralitet, men også en logisk modsætning og kobling af græs som vækstsymbol og gravene som død og destruktion. Haiku 31 er et billede på den modsatrettethedens systematik, som Tafdrup betjener sig af i Boomerang.

Det må ikke overses, at haiku er et besindelsens format, et disciplinens format og et begrænsnin-gens format. 5, 7 og 5 er devisen og derigennem optræder der et vist mål af symmetri og harmoni. Man kan sige, at formen slutter sin egen ring. Derfra er der ikke langt til boomerangen, som er bevægelsens returneren. På den måde bliver boomerangens mål og dens udkast mere centrale end boomerangen selv.

Indkast: Indtryk og udtryk

Ved at benytte den klassiske japanske haiku-form, træder Tafdrup uden for det gængse vesterland-ske kulturfelt og uden for en senmoderne samtid, og fra denne eksterne position danner hun sig et nyt overblik og former en ny indsigt ved at se på den æstetiske forms funktion som determinerende faktor i forhold til indholdet. Haikudigtets emnekatalog er præfigureret. Formen ligger fast[7] – ind-holdet er bundet og modelleres efter formen, og de kognitive processer indføjer sig efter netop den praksis, der er mulig inden for haiku-formen. Når formen – og indholdet - er givet på forhånd, ligger skabelsen forud for digtets væren og digtet selv bliver en boomerang-effekt: en venden tilbage til en udgangsform.[8]

Artiklen følger boomerangen på to planer i samlingen: dels den bevægelse mellem udkast og tilbagevenden, som er samlingens grundmodel, dels selve udkastet og den bane, som de enkelte haiku-boomeranger beskriver. Digtene selv er formet som små boomeranger, og dermed bliver de selvstændige optiske tegn. Medens sproget er præget af arbitraritet mellem det sproglige udtryk og indholdet, er tegningen eller omridset af boomerangen illustrativ. På den måde kan der argumen-teres for, at Tafdrup åbner for et tegnsystem, der ligger mellem det sproglige og det visuelle. Boo-merangen bliver en særlig vinkling og dermed en måde at ramme virkeligheden på, for boomerang er et jagtredskab.[9] Boomerangen findes i flere udgaver med forskellige funktioner.

Renate Recke

79

Nogle boomeranger er konstrueret sådan, at de vender tilbage, hvis et bytte ikke rammes. Andre er konstrueret, så de ikke vender tilbage overhovedet. Nogle boomeranger er til jagt - andre anv-endes til krigsformål. Boomerangen er en måde at jage på og at få ram på byttet fra lang afstand. Det er netop distancens politik, der er kernen i boomerangens teknologi. På en raffineret måde er der en modsætning mellem den lukkede skriftsproglige haiku-form og boomerangens fysiske kast ud i rummet.

Boomerangen beskriver en bevægelse i tid og rum, og bevægelseslinien selv udgør en sofistikeret geometri, som Tafdrup bruger gennem hele samlingen. I sin klassiske form er boomerangen vinklet således, at der opstår en symmetriakse. Det er med andre ord boomerangens teknologi, symmetri-aksen, som de to vinger spejles omkring, der bliver en slags pejlemærket tilgang for mine analyser.Det spørgsmål, som jeg søger svar på, er, om de partikulære haiku-udkast kan sig-es at hænge sammen i en overordnet boomerangbevægelse i Tafdrups Boomerang. Det første udkast

Tafdrups første haiku-digt tager meget passende form og amorficitet op som indledende tematik:

Fra et mørkt brønddybhver dag klatre mod stjerneruden at græde. (Boomerang, Haiku 1)

Haiku holdes i nu-tid, men Tafdrup bevæger sig i det første haiku-digt ind i al-tid og den gentagne tids ”hver dag”. Gentagelsen selv kan i en vis forstand ses som en tilbagevenden og dermed som en form for boomerang. Hvis den uophørlige daglige klatren er en henvisning til Sisyphos-myten, indebærer fraværet af agens, at der er tale om en dynamik, der er løsrevet fra den menneskel-ige bevidsthed og udgør en ren somatisk refleks. Mytens klippeblok, der skal rulles op ad bjerget dagligt, mangler, hvilket betyder, at Tafdrup opererer med et fravær af individualiserende om-stændigheder og en tilstedeværelse af universalitet.[10] Brønddybet er et afgrænset, vertikalt rum. Det er dimensioneret og lokaliserbart, men i ”-dyb” ligger også noget amorft-uafgrænset, for tilsyneladende kan brøndens bund ikke anes, og det mørke brønddyb antager dermed en obskur karakter. Præpositionen ”fra” viser en bevægelse væk, ”mod” angiver en bevægelse hen mod, og den udeblevne, betvungne eller undertrykte gråd (”uden”) signalerer et tilsyneladende fravær af emotionel responsivitet, og da gråden kan ses som et reaktivt og somatisk forhold, markerer Tafdrup, at der ikke er et subjektivt engagement. Haikuet forbliver billedet af en fysisk bevægelse ”fra-til”. Der er en vis balance mellem brønddybets vand i 1. vers og tårernes vandighed i 3 vers, men fravær af gråd og dermed tårer kan ses som udtryk for, at der ikke er en spejling mellem ver-dens fakticitet (brønddybet) og det somatiske. Uden agens er den agent, der logisk set foretager klatringen, ikke tilstede som en virkelighed eller fakticitet. Dermed distancerer Tafdrup sig fra den filosofiske tradition, der grundlægges med Descartes’ ”cogito, ergo sum”, der slutter fra bevid-sthedens rationelle tankemanøvrer til eksistensen af et jeg. Hos Tafdrup er det kroppens iterative manøvre, der er eksisterende som en teknik i virkeligheden. Fra det amorfe brønddyb klatres der mod stjerner. Stjernerne er ikke organiseret i stellare billeder, men udgør fjerne fikspunkter. Klatrin-gen er dermed en binding af den fysiske manøvre, som igen er et eksistentielt vilkår, og klatringen beskriver bevægelsen fra det nære, men amorfe (brønddynet i singularis) til det differentierede (stjerner i pluralis), men uhåndgribelige.

Renate Recke

80

Fra sit udkast i 1. haiku, hvor psyken og dermed en indre virkelighed ikke indrømmedes nogen betydning i forhold til en faktuel verdens væren, behandler hun disse præmissers betydning for sproget:

Sproget er sultent,i buret starter tumult –endeløs fodring. (Boomerang, Haiku 2)

Sprogets sult kan forklares på to måder, der er komplementære. Der er tale om en ontologisk umættethed eller uopfyldthed i sproget, som er betinget af sprogets forhold til virkeligheden.

Buret billedliggør de afgrænsende og bundne systematikker (grammatik, semantik, ideomatik, fra-seologi og så videre), der konstituerer sproget, men afgrænsningen og struktureringen skaber ikke stabilitet: ”tumult starter i buret”. Tumult angiver en kaostilstand svarende til den amorficitet, der repræsenteredes af brønddybet i Haiku 1.

Den endeløse fodring markerer, at sproget modtager sin næring udefra. Sproget er ikke autopoi-etisk, men afhængig af tilførsel ude fra. Igen er der en virkelighed, der trænger sig på og som går forud for og er uafhængig i forhold til sproget og sproget selv er ikke civilisatorisk, men barbarisk. I næste haiku bringer Tafdrup civilisationskritikken op: aben som traditionel eksponent for det dyriske omfavner ”et bestialsk menneske”. I haiku 2 opererede buret som en begrænsende ramme, der skaber et rum af kaos. Denne struktur videreføres i haiku 3, hvor aben, repræsentanten for det dyriske og præfigurationen af det menneskelige, omfavner og dermed indrammer mennesket:

Aben omfavneret bestialsk menneske.Såret engels smil. (Boomerang, Haiku 3)

Omfavnelsen skaber en slags parallelbillede i forhold til den unavngivne klatrende i haiku 1, der var omsluttet af brønddybet. Menneskets bestialitet i haiku 3 omsluttes af abekroppen, der antager ka-rakter af en form for puppe. Man aner en kultur- og evolutionskritisk tone og måske en henvisning til Benjamins 13. tese: at ethvert fremskridt og enhver udvikling er fulgt af en understrøm bagud mod barbari.

Englen, som i vestlig teologi er sendebud mellem Gud og mennesker, fremtræder qua sit smil som antropomorf, og såret antyder et brud i relationen mellem himmel og jord. Smilet er udtryk for en emotionel responsivitet i modsætning til den grådløse klatren i haiku 1, men det er ikke klart, om, det bestialske menneske eller aben, der bærer smilet. Derfor er den menneskelighed og den metafysik, som englesmilet repræsenterer potentielt både tilordnet det dyriske og det bestialske, mennesket og aben. En tredje mulighed er, at englen skal findes uden for abens omsluttende favntag, og at der er en ekstrafysisk instans, der er vidne til tildragelserne mellem aben og men-nesket, men såret indikerer brud og dermed en disharmoni. ”Såret” har på dansk både en fysisk og en emotionel implikation, og på den måde trækkes en psykisk dimension ind i det somatiske. Ydermere er der med ”såret” en intertekstuel reference til Tafdrups egen debutsamling Når der går hul på en engel (1981), således at boomerang-dynamikken og dens indbyggede tilbagevenden til et oprindeligt udkast og udgangspunkt understreges.[11] På den måde er det muligt at se på Boomerang som et refleksions- og revisionsprojekt, der udforsker kampen og integrationen mellem konstruktive og destruktive dynamikker i verden, virkelighed og menneskelighed. Boomerangen beskriver en bevægelse, der også må forstås i forhold til kausalitet og finalitet. I haiku 5 griber Tafdrup to kausaliteter op, som er relateret til ”såret”, nemlig indgrebet i forhold til en intakt krop og det emotionelle sår, der er affødt af et tab:

Hvor en nål dirrer,står en sommerfugl spiddetpå en tabt årstid. (Boomerang, haiku 5)

Renate Recke

81

Igen er den lange haikumidterlinie symmetriakse og balancepunkt for haikuet: nålen er et pen-etrationsinstrument med potentielle destruktive effekter såsom spidning og såring. Spidningen af sommerfuglen er bundet til en kategoriserende indsamling og positivistiske akribi, der kendetegner insektsamlerens klassificering, men denne implicitte logik er underordnet naturens cyklicitet, fordi sommerfuglens livsbane er afstukket af bestemte årstider. Natur og kultur er dermed ikke indføjet i en dikotomi, og der er ikke en rousseausk naturbegejstring og kulturkritik at spore – ej heller er der en kriminalisering af naturen. Snarere opererer Tafdrup med en form for realisme, der trækker på forestillingen om en verden af faktiske fænomener uafhængig af bevidstheden, og derfor bliver sansningen og det sensoriske ganske afgørende kriterier for beskrivelsen af verden. Haiku 13 tager tematikken abstraktion/begreb og sensualisme/fænomen op:

Slør af vintersnedækker alle regnbuersindgang til verdner. (Boomerang, Haiku 13)

Midterlinien kan benyttes som tolkningens omdrejningspunkt: regnbuen er både et optisk fænomen, der ligner et bånd af spektralfarver tværs over himlen. Regnbuen som naturfænomen finder sin par-allel i den vestlige kulturs billede af regnbuen som et billede på Guds herlighed.[12] Regnbuen som billede på både de konkret-fysiske og det mystisk-metafysiske sløres af vintersneen. Snekrystaller er præcise med samtidig ikke modstandsdygtige i forhold til ydre påvirkning. Sneen er taktil, men det slør, der refereres til er snefnuggenes bevægelse i luften. Dermed antager sneen også en dobbelt-funktion som luft- og jordrelateret. At sneen dækker regnbueindgangene til verdener, betyder, at sneen selv, dvs. fænomenet, er adgangsgivende til de ikke-taktike, abstrakte dimensioner. Pointen synes at være komplementaritet i den forstand, at alt også indeholder sin egen modsætning, som det også fremgår af haiku 19:

Tærsklen til døden:Månemørkt indre rige- passagers lysflod. (Boomerang, Haiku 19)

Tærsklens liminalitet er ikke udstrakt, men punktuel og døden udgør i sig selv et endepunkt, men brugen af kolon lige efter ”døden” indikerer optisk en indgang til noget nyt, en fortsættelse, og fra kolonet strækker sig den længere midterlinie: ”månemørkt indre rige”. Månens velkendte goldhed og mørket som billede på det amorfe, men det indre rige antyder en udstrækning og dermed en struktur, der står skarpt tegnet mod det ustrukturerede og amorfe. Igen er der denne særegne struktur, hvor fylde er inkorporeret i det punktuelle, hvor det statiske er indlagt i det dynamiske og så fremdeles. Passager er udstrakte rum, der optræder som forbindelsesmuligheder mellem andre rum, men Tafdrup kobler de lokaliserbare plurale passager med en singulær lysflod. Den punktuelle tærskel udstrækkes til en passage, og vand og lys kobles til en dynamisk ”lysflod”, der står som modsætning til månemørket.

Tankestregen[13] bruger Tafdrup flere steder til at skabe et visuelt ”mellemrum”, der står tomt og dermed skaber en rift i haikuet, men andre steder er tankestregen en illustrativ struktur, der visual-iserer det sproglige indhold, som det ses i haiku 21:

Ikke krydse sitspor – men følge hjulet afrødder og vinger. (Boomerang, Haiku 21)

Ordet ”spor”, som indikerer en linie, følges af tankestregens linie, og i den centrale 2. linie har Tafdrup sat sporets linearitet over for hjulets cirkularitet. Sporkrydsningen må tolkes som et tilbagetog eller en retrospektion, men hjulfølgen er identisk med boomerangbevægelsen, fordi den beskriver en bevægelse ud fra og tilbage til et udgangspunkt. ”Rødder og vinger” er helt banale referencer til jord og luft og til planter og dyr, men både vinge og rod er tillige udstrakte og har dermed visse ligheder med den linie, der markeres af tankestregen. På den måde formår Tafdrup at opretholde og udviske forskelle og at kontrastere og integrere linie og hjul. Mangelen på agens i Tafdrups haiku-digte har jeg tidligere tolket i retning af en universalisme og jeg har udpeget

Renate Recke

82

konkretionsreferencerne som en henvisning til sensualismens idé om, at begrebsliggørelsen sker på baggrund af sanserefaringerne. Verden er dermed ikke en logisk følgeslutning. Den er apriori og ikke a posteriori. Tafdrup tegner sig for et opgøret med Descartes’ cogito, men hendes integration af modsatrettede elementer synes at udpege en livsanskuelse eller etik, der ved første blik vækker associationer i retning af østens tanker om ying-yang-balancen, som i haiku 30, hvor de reciprokke relationer bringes op:

Min orden er fyldtaf kaos – i dit kaosfindes en orden (Boomerang, Haiku 30)

Jeg-du og kaos-orden er samhørende – ikke partikulære, og de balanceres omkring tankestregen på en måde, så haiku 30 kan læses cirkulært efter princippet: ”Min orden er fyldt af kaos – i dit kaos findes en orden Min orden er …”. Spørgsmålet er, om der bag denne naturens og elementernes anskueliggjorte komplementaritet er en egentlig etik? Et belæg for tolkning af en etisk dimension hos Tafdrup kan findes hos Wittgenstein i hans foredrag om etik (Wittgenstein 1991: 77-86), hvor han udfolder begrebet ”godt” som en vifte, der spænder fra godt i en relativ betydning, som blot in-dikerer ”daß ein vorbestimmter Standard erreicht wird” (Wittgenstein, 1991: 78). Det indebærer, at der foretages en implicit sammenligning af standard og præstation. Også i behandlingen af ”god” i en religiøs kontekst påpeger Wittgenstein, at religionens og etikkens sprog betjener sig af en sam-menligning, men hvor ”standarden” var kvantificerbar, gælder dette ikke inden for religionens og etikkens ramme:

”So scheinen wir in der Sprache der Ethik und der Religion ständig Gleichnisse zu verwenden. Aber ein Gleichnis muß doch Gleichnis für etwas sein. Und wenn ich eine Tatsache mittels eines Gleich-nisses beschreiben kann, muß ich das Gleichnis auch weglassen und die Tatsache ohne es besch-reiben können. Sobald wir nun in unserem fall das Gleichnis fallenlassen und die dahinterstehenden Tatsachen aussprechen wollen, sehen wir, daß es keine solchen Tatsachen gibt.“ (Wittgenstein 1991: 84)

Etikken og religionen refererer ikke til en standard og ej heller til fakta i verden, og derfor er deres sprogliggørelse problematisk. Derfor konkluderer Wittgenstein, at formidling af etik og religion i sproglig form indebærer et pres mod sprogets rammer:

„Es trieb mich, gegen die Grenzen der Sprache anzurennen – wie es, glaube ich, alle Menschen getrieben hat, die jemals über Ethik oder Religion zu schreiben oder zu sprechen versucht haben. Dieses Anrennen gegen die Grenzen unseres Käfigs ist völlig und vollkommen hoffnungslos.“ (Witt-genstein 1991: 86)

Wittgenstein anvender samme bur-metafor („Kafig“), som Tafdrup i haiku 2, og man kan ved god ret tolke hans vedvarende ”Anrennen” mod buret som en parallel til Tafdrups ”tumult” i haiku 2. Sprogets indre uorden i haiku 2 korresponderer med Wittgensteins idé om, at sprogliggørelsen i forhold til etik og religion betjener sig af analogier og allegorier (Wittegenstein 1991: 84), der er karakteriseret ved, at der oprettes en relation mellem et udtryk og et indhold, som ikke er empirisk funderet. Tafdrup lader sin haiku-boomerang beskrive en lignende bane i haiku 39:

Af stenen huggesog slibes det, der ikketilhører kuglen (Boomerang, Haiku 39)

Tanken om kuglen, som en indre struktureret, geometrisk form, der er placeret og skjult i den amorfe stenmasse føres videre i haiku 43, hvor dyret og dermed liv er indeholdt i den døde amorfe stenmasse:

Renate Recke

83

Passiverne ”slibes” og ”hugges” henviser til aktivitet, men undsiger igen agens. Der foregår noget, men aktiviteten kan ikke relateres logisk til en specifik aktør, derfor bliver den en del af verdens beskaffenhed. Til sammen peges der i retning af orden indeholdt i kaos svarende til haiku 30. Lighed er identitet er væren – dette synes at være mekanikken bag den boomerang, som Tafdrup opererer med.

Det sidste haikudigt (nr. 101) vender tilbage til tematikken fra det første haiku-digt:

Ord i dråbeform -Smertebefrugtet isbjerg.Glemselsdybt grundvand.(Boomerang, haiku 101)

Der startes med ordet men i plural form og med dråbeformen som en dobbelthenvisning til par-tikularitet og til vandelementet, der var på færde som brønddybet i det første haikudigt. Isbjerget er et vandmassiv, fikseret dynamik, og med det særlige kendetegn, at 90 % af isbjerget ligger un-der vandoverfladen. Med ”smertebefrugtet” alluderes der til isbjerget som en somatisk enhed med neurologiske og emotionelle særpræg og med det glemselsdybe grundvand alluderes der til brønd-dybet i 1. haikudigt. Glemselen kan tolkes således, at boomerangbuen fra udkast til tilbagevenden ikke knyttet til refleksion eller erkendelse, men ganske enkelt beskriver en buen og viser en linie.

Boomerangen bliver en henvisning til væren og ikke en reference til metafysik. Det sidste digt har nummer 101, og man tænker uvilkårligt, at der tredelingen ”1 – 0 – 1” i samlingens endepunkt viser, hvordan den midterlinie, der har formet og drevet haiku-boomerangen nu er nedskrevet til nul (”0”) og at dynamikken dermed mister kraft og derfor slutter.[14]

KonklusionIfølge Wittgenstein er refleksionen omkring etik og religion først og fremmest „ein Dokument einer Tendenz im Menschen“ (Wittgenstein 1991: 86).

Der er blevet set på Tafdrups sprogpsykologiske udkast fra flere vinkler. Der er tale om sprogp-sykologiske udkast, men i den forstand, at sproget ikke er en stabil kategori, men en dimension, der varieres i sit eksterne udtryk og gennemgår en række markante forandringer tværs gennem Boomerang. Boomerangen er et udtryk for, at sproget kan bære viden om en række modsatret-tede dynamikker, der afbalancerer hinanden, men at sproget er underordnet en mekanik, der er empirisk og som i sin underlige venden sig i luften gør arbitraritet til relationalitet.

[1] Ludwig Wittgenstein har i Vermischte Bemerkungen beskrevet det modsætnings- og mod-standsfyldte forhold mellem eksistens og sprog således: „Wir kämpfen mit der Sprache. Wir stehen im Kamp mit der Sprache.“ (Wittgenstein 1987: 30)[2] I Haiku 52 omtaler Tafdrup delfinen som ”Havets boomerang” og antyder dermed, at boomer-angen ved siden af en empirisk dimension også har en biologisk dimension. I Goldberg Nr. 6 2008 forholder Tafdrup sig til forholdet mellem funktionalitet og destruktivitet, æstetik og artefakt: „Man kann slynge en boomerang af sted for at nyde synest af dens bevægelse gennem luften, eller man kan benytte den som våben, der rammer præcist. Den er primært tænkt og brugt som våben. Den flade form giver den lethed og flyveevne, den er som en vinge gennem luften. En boomerang har en smuk, afrundet form: en blød bue og en skarp kant.“ [3] Se Schischkoff (1978: 492).[4] I Goldberg Nr. 6 2008 forklarer Tafdrup agens-bortfaldet: ”Tingen og situationen taler frem for det personlige jeg.”[5] Se analysen af Haiku, nr. 30.[6] Se desuden Tafdrups bemærkning i Goldberg Nr. 6 2008: ”Hvad der ikke mindst optager mig ved øjeblikket i haikuet er den udspændthed, der kan ligge indbygget i de dobbeltbetydninger og kontraster, der er så typiske for genren.”

Renate Recke

84

[7] Tafdrup påpeger i ”Fælles sandhed kan vi godt opgive” (2008), at ”Gode haikudigte kommer som lynnedslag, men formen rummer en fare, for alt kan hældes ned i 17 stavelser.”[8] Hume benytter målmetaforikken i sin anmeldelse af Tafdrups Boomerang: ”Når jeg for sjov […] bruger vendingen hovedet gør ondt om læsning af Tafdrups digte, kan det enten betyde, at digtene har flyttet noget i ens hoved, har ramt målet eller at Boomerang’ vender tilbage til afsenderen uden anden effekt end læserens hovedpine over uberørt at have læst digtene.”. Humes boomerang udgør en bev-ægelse i tid og rum er samtidig en undsigelse af boomerangen som en særlig vinkling. [9] I antropologisk optik er den slags enkelt udformede kastetræ - som boomerangen - tæt knyttet til den slags kulturer, som man tidligere kaldte ”primitive kulturer”, hvilket vil sige små jæger-/samlersam-fund. På det seneste er man inden for antropologien og religionsvidenskaben gået bort fra den dis-kvalificerende betegnelse ”primitiv”, der meget direkte beskriver samfundets mangel på differentiering, specialisering og institutioner. I stedet for ”primitive folk” er man begyndt at benytte den ikke mindre sigende betegnelse ”skriftløse folk”, der kun henviser til fravær af skriftsprog og nedskrevne tekster. De ikke-alfabetiserede skriftløse folk har en rig mundtlig kultur, hvor myter, legender og fortællinger holdes i live gennem det talte ord i forbindelse med blandt andet ritualer. Der er tale om ustabile tekster, som har mange variansformer, fordi den mundtlige fremlæggelse og den rituelle situation lægger op til ved-varende forandring. [10] I Goldberg Nr. 6 2008 definerer Tafdrup denne universalisme: Man har ikke uden grund begrebet ”the haiku moment.” En essens indfanget et vågent øjeblik.”[11] Det samme gælder haiku 95: ”Livslang indsigt at/ krydse sekunders bro. Sår/dækkes af ny hud”, der refererer dobbelt til Sekunderne bro (1988) og Når der går hul på en engel (1981).[12] Se Johannes Åbenbaring 4, 3.[13] Tankestregsbrugen hos Tafdrup er i Boomerang er kendetegnet ved, at der skabes afstand, rum og mellemrum i haikuet, men samtidig er tankestregen ikke en bevægelse over mod en abstraktion: det er det konkret erfarbare og sensualistiske, som er fundamentet. [14] Tafdrup påpeger i Goldberg Nr,. 6 2008, at 1001 som henvisning til de persiske fortællinger af samme navn, ikke kunne benyttes: ”1001 havde været for meget, men 101 smager lidt af 1001 og antyder et magisk tal.”

Bibliografi

”Fælles sandhed kan vi godt opgive” (Interview med Pia Tafdrup). IN: http://www.sentura.dk/pia_tafdrup_interview.htlm. (2008-10-22)

Hume, Lars. ”Modige Tafdrup kaster 101 haiku-digte efter læseren.” IN : www.litteratursiden.dk (2008-10-20).

Mølgaard, N. & Fibiger, J. ”At fortolke tekster” IN: Litteraturens tilgange. Red. Fibiger, J. et al. Academica: Århus. pp. 15-29.

Schischkoff, G. (red.), Philosophisches Wörterbuch. Alfred Kröner Verlag: Stuttgart, 1978.

Tafdrup, Pia. Boomerang. Gyldendal: København, 2007.

Tafdrup, Pia. ”Tafdrup i en nøddeskal”. IN: Goldberg. Nr. 6. 2008. IN: http://www.goldberg.nu/Artikler. (2008-11-02)

Ølholm, Marianne. Lyrik og lyrikteori ’91 – En læsning af lyrik af Søren Ulrik Thomsen, Juliane Preisler, Pia Tafdrup og Niels Frank i lyset af et udvalg af teorier om genren. Upubliceret speciale. Københavns Universitet. 1991.

Wilpert, Gero von. Sachwörterbuch der Literatur. Alfred Kröner Verlag: Stuttgart, 1979.Wittgenstein, Ludwig. Geheime Tagebücher 1914-1916. Eds. Wilhelm Baum. Turia & Kant: Wien, 1991.

Wittgenstein, Ludwig. Tractatus logico-philosophicus. Tagebücher 1914-16. Philosophische Untersuchungen. Suhrkamp Verlag: Frankfurt am Main, 1989.

Wittgenstein, Ludwig. Vermischte Bemerkungen. Suhrkamp Verlag. Frankfurt am Main, 1987.

Renate Recke

85

86

Bindeleddet mellem Danmark og Algeriet

Uden at blive alt for politisk kan man vist roligt slå fast, at det til tider er vanskeligt som indvandrer at bosætte sig i Danmark. En af de føtte sig i Danmark. En af de føtte sig i Danmark. En af de f rste opgaver man må kaste sig over er at lære vores rødgrødmedflødede sprog. Denne udfordring påtager Kamal Ahmane sig fuldt ud og udgav fem år efter han flyttede fra Algeriet til Danmark sin før efter han flyttede fra Algeriet til Danmark sin før efter han flyttede fra Algeriet til Danmark sin f rste danske digtsamling ”Bindeled”. Med sine seks afsnit giver digtsamlingen flere synsvinkler på Danmark set med indvandrerøjne. øjne. øDet går op for én som læser, at ting, man selv er holdt med at lægge mærke til, fylder meget i det danske landskab, når man ser det med fremmede øjne. Hvor tit tøjne. Hvor tit tø ænker man egentlig på Danmark som et sted med blomsterfyldte parker, smukke marker med køDanmark som et sted med blomsterfyldte parker, smukke marker med køDanmark som et sted med blomsterfyldte parker, smukke marker med k er, skøer, skøer, sk nne strande osv. – særligt når man er byboer? Og hvordan hænger det egentlig sammen at ”Danmark er et sted, hvor et menneske føet sted, hvor et menneske føet sted, hvor et menneske f ler sig trygt(...)men alligevel er der fremmedfrygt”? ”Bindeled” er både en hyldest til Danmark og en kritik af det fremmedhad, der finder sted her. Kamal lægger ikke fingre imellem og sætter endda navn på nogle af ’problemerne’ (fx Krarup). Det er dog ikke kun indvandrerpolitikken, der behandles i denne digtsamling. Emner som Irakkrigen, Nørrebroballaden, slankefeber og sågar cykelsporten bliver berørt. Kamal beskriver også de frygtelige hændelser i Algeriet, han flygtede fra og den kæmpe kontrast til Danmark kommer nærmest til at virke absurd når digtene springer fra massakrer til gløgg og juleidyl. Og så er der selvføer der selvføer der selvf lgelig kærligheden, som bragte Kamal til Danmark. Særligt fine er kærlighedserklæringerne til døtrene, der i digtenes nærmest banale beskrivelse, gør selv de helt små hverdagsting poetiske.

Hvis man skulle sætte en finger på noget, er det digtsamlingens rim. Størstedelen af ”Bindeled” er skrevet på rim, hvilket kan virke fint, men nogle gange fungerer det bare ikke. Anstrengelse for at få for at få for at f noget til rime kommer til at ødelægge det poetiske indhold som fx i sætningen ”Mine træer holder dig varm, og deres frugter fylder din tarm”. Langt hen ad vejen fungerer rimene, er holder dig varm, og deres frugter fylder din tarm”. Langt hen ad vejen fungerer rimene, er holder dig varm, og deres frugter fylder din tarm”men det er vigtigt at kunne give slip på formregler til fordel for poesiens frihed.

”Bindeled” er bl.a. dedikeret til alle der kæmper for fred, ytringsfrihed og demokrati og man fåmper for fred, ytringsfrihed og demokrati og man fåmper for fred, ytringsfrihed og demokrati og man f r virkelig lyst til at kæmpe for denne treenighed, når man læser digtsamlingen og i en bog få bog få bog f r belyst de mange sider af danskheden.

Bindeled er udgivet af forlaget Giv dig tid, 2008

Lise Dilling Hansen

87

88