midtersiderne djh’ere sejrer til Årets pressefotoillbunker.dk/pdfarkiv/2005-02.pdf ·...
TRANSCRIPT
rustur
s.9STENDISFEST 2005
1. semester indledt med manér
inspirator
s.18AVISER ER KEDELIGE
Das Büro inspirerer
indenfor
s.7DJH’ERNES DRUK
Branchen er vokset fra den
Det er forbudt at snyde med kilder, og hvis du bliver taget i at fuske, dumper du. Alligevel fi k to 2. sem. studerende på en work-shop lov til at opdigte navne på interview-personer. Vel at mærke med underviserens samtykke.
Kald ham bare P. DahlDe to studerende havde lavet in-terview til reportagedelen i deres udredende artikel. De gode citater havde de husket, til gengæld havde de glemt navnene på in-terview-personerne. De erkendte fejlen over for underviseren, som til deres store overraskelse sagde, at de bare kunne fi nde på et par andre fornavne til kilderne, hvis de blot gjorde opmærksom på det i arbejdsrapporten. Og hvis de huskede, at den altså ikke gik en anden gang.
De studerende mener, at underviseren gjorde det i bedste mening og for at hjælpe dem, men de undrede sig over, at de kunne slippe afsted med at give kilderne fi ktive navne. Faktisk havde de slet ikke regnet med, at de måtte bruge de pågældende kilder i artiklen.
Og det måtte de egentlig hel-ler ikke, hvis de skulle overholde Journalisthøjskolens regler for omgang med kilder. Studieleder Lars Bjerg vil ikke udtale sig om den enkelte sag, men siger gene-relt om brugen af kilder.
”Reglen er, at alt materiale skal kunne offentliggøres, og at kilderne er indforstået med det. Den studerende må ikke selv opdigte informationer, og kilderne skal citeres korrekt og loyalt. I journalistik er troværdigheden alfa og omega.”
Lille forseelse kan få store konsekvenserDet er ikke kun af hensyn til kilderne, at de studerende skal udvise pli og korrektesse. Det kan få meget alvorlige konsekvenser for de studerende selv, hvis de bli-ver opdaget i at udøve lemfældig omgang med kilder.
”Hvis den studerende snyder ved for eksempel at opdigte falske navne på kilderne – eller fi nde på kilder, der slet ikke eksisterer, er konsekvensen, at man dumper. Det er ligegyldigt, om det er til en eksamen eller på et undervis-ningsforløb. I yderste instans kan fusk med kilder medføre bortvis-ning,” siger Lars Bjerg.
Ligeledes mener Lars Bjerg ikke, at det holder at opdigte nye navne til sine kilder, fordi man har glemt de rigtige.
”Hvis en af mine studerende
skrev i sin arbejdsrapport, at han havde givet sine kilder andre navne, fordi han havde glemt at få de rigtige med hjem, ville jeg give vedkommende en lektion i troværdighed.
Har man dummet sig og glemt at få de rigtige navne, må man omtale kilden som ’x’. Det andet er en forkert løsning.”
Razzia-gruppen slår til igenDet er ikke første gang, der er pro-blemer med lødigheden på DJH. I 2002 nedsatte underviserne, på baggrund af Illustreret Bunkers afsløringer om kildefusk, en raz-zia-gruppe. Den havde til formål at undersøge, hvorvidt de studerende overholdt reglerne for omgang med kilder. Razzia-gruppen slog til tre – fi re gange i løbet af det første år uden dog at fi nde noget. Siden
da har gruppen stået på stand by. Det betyder ikke, at kontrollen med kilder er et overstået fæno-men. Lars Bjerg forestiller sig, at razzia-gruppen vil slå til igen.
”Vi tager razzia-gruppen op igen på et tidspunkt, ” siger Lars Bjerg.
”Og det bliver altså uden at ad-visere de studerende på forhånd.”
Den implicerede underviser bekræfter historien, men vil ikke udtale sig i sagen.De to studerende foretrækker at være anonyme, men har gengivet hændelsesforløbet til IB.
Underviser blåstemplede kildefuskTekst | Nanna Schelde FODFEJL
DJH’ere sejrer til Årets PressefotoGlade DJH’ere vandt ved Årets Pressefoto.Se vinderbillederne inde i avisen og læs desuden fokus om Foto i Fremtiden
Fokus
s.12
Foto | Rumle Skafte MIDTERSIDERNE
2 ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005
illustreret bunkerdanmarks journalisthøjskoleolof palmes allé 11, 8200 århus [email protected] 22 98 31 08
redaktionendorte stenbæk (ansv.) [email protected] clement [email protected] thimes langballe [email protected] hall [email protected]
kasserermorten perregaard [email protected]
annoncerdorte stenbæk 22 98 31 08 [email protected]
billedredaktørermie schärfe [email protected] brasen [email protected]
bagsidenmads zacho [email protected] szygenda
illustrationerkatrine damkjær [email protected]
stud.aarhus-ansvarliganders lai [email protected]
oplag1800 eksemplarer 9 gange årligt.illustreret bunker uddeles til studerende og ansatte ved djh, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på sdu og ruc.citater, billeder og andet materiale fra bladet må kun bringes med udførlig kildeangivelse
trykavistryk nord 98 17 19 11
udgivelse10. marts 20058. årgang nr. 2 - 1. oplag
næste udgave idéudvikling i lokale 204 den 14. marts kl. 15.00. illustreret bunker udkommer næste gang den 7. april.deadline for artikler, annoncer og debatindlæg er den 30. marts.
INDHOLD
2 Short Story
3 Leder
Forskel på folk
Information fra studieadministrationen, eller hva’
4 Lange evalueringer
5 Et spørgsmål om teknik
6 En duft af KaJ
7 Den journalistiske spritter er en døende race
8 Optagelsesprøven bliver ændret
9 Stendis-amok
I N D E N F O RI N D E N F O R
16 Forberedelse gør mester
17 The love of Hunter Stockton...
18 Inspirator: Gi’ den gas
20 Praktikant: Frederik Ohsten - hvad de andre ikke fortæller
U D E N F O RU D E N F O R
21 Sparegris i cyberspace
Hang the DJ
22 Jeg gad ikke teste barnevogne - og slet ikke i radioen
F O R B R U G E RF O R B R U G E R
D E B A TD E B A T23 Hej Louise
Undskyld, Lasse
Alarmerende ringe
Short Story - historien i billedet
Hver måned fortæller en fotograf historien i billedet. Skal dit billede vises frem, så send det samt en kort tekst
til [email protected] eller [email protected]
Tekst & foto | Gitte Gry Langkjær
Manden blandt løverne hedder Kim, og han har arbejdet som snedker ved Naturhistorisk Museum i Århus de sidste 13 år. Jeg husker Kim specielt godt, for da jeg prøvede at putte ham ind til zebraerne, gazellerne og gnuerne, kigger han inderligt på mig og siger: ”Jeg har altså altid gerne ville fotograferes med løverne.« Og sådan blev det.
10 Det er ikke så svært
DJH underminerer fotojournalistuddannelsen
11 Skrivende - nu med kamera
Begejstret tysk fotograf
12 Årets pressefoto
F O K U S : F O T OF O K U S : F O T O
Man kan godt forstå, hvis fotojournalisterne ser lidt trykkede ud i disse dage. Presset fra blandt andet nedskæringer og den teknologiske udvikling med redigeringsprogrammer og kameramobiler klemmer de studerende fra alle sider.
Som om det ikke skulle være nok, så antydes det fra højeste sted, at septembers nye kuld skrivende skal udstyres med kamera samt et kursus i at bruge apparatet. Spørgsmålene fra de fotograferende er talrige og dertil bekymrede. Hvor meget vil man gøre ud af det? Vil det gå ud over undervisningen af fotojournalisterne? Vil det kunne gøre fotograferne helt overfl ødige på arbejdsmarkedet?
Tankerne er forståelige. En sådan trussel mod ens fremtid, må da gøre en lidt betænkelig, måske endda trist. Men er det nu også så skidt?
Der er ingen tvivl om, at man som kommende fotojournalist ikke bare kan slappe af og satse på, at der kommer job fl yvende. Det har udvik-lingen i de seneste år, med omfattende nedskæringer på blandt andet avisredaktionerne, bevist.Men er den onde fremtid besluttet på at ville nedlægge alle arbejds-pladser for folk med hang til telelinser og Photoshop? Eller er det bare panik over, at noget måske vil ændre sig?Ingen af de ovenstående forklaringer er dækkende for situationen. For det er vel de færreste, der vil komme og påstå, at der ikke vil være brug for pressefotografer om 20 år.
Hermed ikke sagt, at alt vil blive ved med at være det samme. At være fotograf i fremtidens danske medieverden vil givetvis kræve både ny-tænkning, tilpasning, kreativitet, talent og fl id. Men først og fremmest kræver det, at man med sit arbejde gør en forskel.
”Et billede siger mere end tusind ord – men det kan ikke stå alene.” Grunden til, at de to sætninger er blevet klicheer, er vel, at de er sand-heder. Fotografens billede fænger, så historien bag det kan fortælles i den tilhørende artikel fra journalisten. Ideelt set, giver de to sat sam-men et resultat, der er større end de enkelte dele hver for sig.Sådan er arbejdsdelingen blandt DJH’s to faggrupper. Og det bør den blive ved med at være. Vi har hver vores kompetencer, og dem skal vi forstå at udnytte på bedst mulig måde.
Det kræver, at vi forstår at samarbejde. Den gensidige faglige respekt og forståelse skal være på plads. Dette kommer kun ved kendskab til hinandens måder at arbejde på. Som skrivende skal man forstå arbejdsgangen i en fotografs vej fra ide til færdigt billede, ligesom fo-tografen skal kunne sætte sig ind i processen fra research til skrivning.
Her kommer DJH’s nye tiltag på banen. Som skrivende vil man i fremtiden få et indblik i fotografens hverdag og kan ved selvsyn konstatere, at det ikke bare handler om at trykke på en knap og så lege med Photoshop.
Men skal samarbejdet rigtig svinge, så nytter det ikke noget, at vi ikke har mere undervisning på tværs af uddannelserne. Man kan ikke lære at samarbejde ved at læse om det i en bog – det skal prøves. Ikke bare på ét forløb, som man endda kun får, hvis man vælger trykte medier på 3. semesters nyhedsforløb, men løbende igennem hele uddannel-sen.Når man nu er i gang med at ændre 1. delen, ville det være oplagt at kigge på den virkelighed, vi skal ud i og tilrettelægge uddannelsen, så vi får de færdigheder, en journalist eller fotojournalist skal have.
DJH bryster sig af at være tæt knyttet til branchen og virkeligheden uden for betonens trygge mure. Uddannelsen skal ruste os, så vi bliver i stand til at klare omverdenens krav. Siger branchen, at det skal være rødt, så nytter det ikke noget, at vi bliver oplært til at tænke blåt.Helt optimalt kunne man jo påstå, at vi gerne skulle være et skridt foran. At det kunne være skolens undervisere, ledere og studerende, der satte dagsordenen. Så DJH var med til at bestemme, hvordan morgendagens medieverden skal se ud.
Så kan vi måske gå fremtiden i møde med lidt lysere [email protected]
3ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005
I N D E N F O RI N D E N F O RLEDER
På en af de mangfoldige dage, hvor Journalisthøjskolens eviggrå beton tonede ud i ét med en trist, grå himmel, var ventetiden endelig ovre. Samtlige 127 studerende på 2. semester havde langt om længe fået deres karakterer for semesteropgaverne i medieteori og samfundsfag. Egentlig skulle karaktererne have været offentlig-gjort senest i uge syv, men nu kom de altså mandag i uge otte.
Nuvel, dette er næppe i sig selv en grund til at hyle op. De fl este kan vel leve med, at ventetiden skulle forlænges med en ekstra weekend i pinefuld spænding. Problemet er, at godt halvdelen af alle studerende fi k deres sam-fundsfagskarakter op til 17 dage senere end de elever, der fi k karak-terer først. Denne kendsgerning har medført irritation hos den gruppe studerende, der har måttet vente næsten tre uger længere end resten på at få afgjort deres skæbne. Men størst betydning har det dog for de ti personer, der ikke bestod opgaven. De må fi nde tid
til at ændre deres opgave, samtidig med at de skal følge den øvrige undervisning. Og her kan et par uger fra eller til tænkes at gøre en forskel.
En uheldig sag
Lektor i samfundsfag Roger Buch er ansvarlig for undervisningen i samfundsfag på 1. og 3. semester. Han bekræfter, at han allerede har hørt om de studerendes utilfreds-hed med forløbet af karaktergiv-ningen.
”Det er selvfølgelig uheldigt med en sådan sag. Det er jo en fordel, når de studerende får tidli-gere besked,” siger Roger Buch.
”Men vi havde simpelthen ikke tænkt på, at det kunne blive et problem, da vi planlagde forløbet,” forklarer han.
Derfor fi k de tre vejledere ikke at vide, at de skulle afl evere deres bedømmelser samtidigt, men at de bare skulle afl evere hurtigst muligt inden for fristens udløb i uge syv.
”Det resulterede altså i, at de
to vejledere, der skulle give karak-terer til ét hold hver, afl everede noget før ham, der havde to hold tilknyttet,” fortæller Roger Buch, der har lært af episoden.
Næste gang vil der blive udmeldt en fastlagt dato til både vejledere og studerende; gerne sammenfaldende med karaktergiv-ningen i medieteori for at skabe en overordnet sammenhæng.
”Desværre bliver enden på historien nok, at alle vil få deres bedømmelser lidt senere,” siger han.
”Men hele denne sag bør sættes i relation til omfanget af det materiale, der skal rettes i de ikke-beståede opgaver. Der er jo ofte tale om ganske lidt, der skal laves om. Eksempelvis manglende referencer der kan tilføjes på en times tid,” kommer det fra Roger Buch, der har indberettet hele af-færen på mail til studieleder Lars Bjerg.
Forskel på folkHalvdelen af de studerende på 2. semester fi k deres bedømmelse for 1. seme-sters opgave i samfundsfag op til 17 dage senere end deres medstuderende. Det har affødt irritation og kommentarer som ”forskelsbehandling” blandt fl ere DJH’ere
Tekst | Janus Laursen ROD I BEDØMMELSERNE
Tekst | Simon James Pettitt NYTTIG INFO
Jobannoncer, boligopslag og andet godt dominerer på studieadministrationens mailingliste
Mange har den sidste tid undret sig over de mails, der kommer fra Studieadministrationen, hvor alt fra jobannoncer til boligopslag er landet i de studerendes mailbokse. Men ikke noget om administra-tionen af studiet. Men det er der, ifølge studiesekretær Karin Degn-Andersen, en forklaring på.
”Jeg ved ikke, hvordan det var førhen. Men vi har besluttet, at alt studierelevant information kommer ud på Quickplace mens alle henvendelser, som ikke er om studiet, bliver sendt ud via malingslisten.”
Karin Degn-Andersen kan godt se, at navnet på mailinglisten er en smule misvisende, og det vil nu blive taget op til overvejelse.
Med hensyn til hvad der slip-
per igennem og ud til de cirka 1000 studerende på listen, fi ndes der ingen faste retningslinjer for.
”Den bruges af studerende og folk udefra, som ønsker at komme i kontakt med de stude-rende. Studieadministrationens mailingliste er jo også frivillig, hvorimod man når ud til alle med Quickplace,”siger Karin Degn-An-dersen.
Med hensyn til de jobtilbud, der kommer ud via listen, mener hun, at det er op til afsenderen selv at sørge for, at de overholder bijobsreglerne. Det er ikke noget, Studieadministrationens skal holde øje med.
En del studerende har oplevet at blive smidt af mailinglisten, men det kan være selvforskyldt,
mener IT-chef, Niels Mørk.”Hvis nogen har oplevet at
blive smidt af en mailliste, så kan det være, fordi deres mailboks er fyldt op. Hvis den er det, så bliver mailen sendt retur, og vores mail-lister er bygget sådan op, at de automatisk smider mailadresser af, hvis den modtager mails fra den.”
Niels Mørk tilføjer, at man frit kan melde sig til listerne igen, hvis man bliver smidt af.
”Og hvis I oplever andre problemer, så smid en mail til mig eller smut forbi IT-afdelingen, så vil vi prøve at hjælpe.”
Information fra studieadministrationen, eller hva’
Morgendagens medieverden
4 ILLUSTRERET BUNKER INDENFOR MARTS 2005
I starten af året sendte undervi-ser Flemming Svith et spørge-skema ud med ikke mindre end 42 spørgsmål efter kun en uges undervisning i Metode og Stati-stik. Der var kun 35, der svarede. Evalueringen kan dermed ikke bruges - der skal nemlig være mindst 50 procent af de stude-rende, der svarer.
Ifølge Flemming Svith består dilemmaet i, at lærerne på DJH har brug for de studerendes mening om de enkelte undervis-ningsforløb, men de studerende har ikke tid til at besvare spørge-skemaerne, som de ser ud i dag.
Han indrømmer, at 42 spørgs-mål efter kun en uges under-visning er alt for mange. Men samtidig pointerer han, at de stu-derende har et ansvar. På samme måde som de skal deltage aktivt i undervisningen, er det deres an-svar at evaluere den. Selvom den sidste evaluering var meget lang, var det positivt at udforme spørgs-målene, synes Flemming Svith.
”Det er rart at kunne gå i detaljer i spørgsmålene for præcis at fi nde ud af, hvad de studerende mener om de enkelte opgaver eller
pensum, og hvad der måske skal rettes til næste forløb,” siger han.
Sidste gang Flemming Svith evaluerede et undervisnings-forløb, kom der 107 besvarelser. Han mener selv, det kan skyldes to ting: Færre spørgsmål - og en påmindelse i de studerendes mail til dem, der ikke havde besvaret inden for en kort periode.
En smutter
Inden undervisernes spørgsmål bliver sendt ud til de studerende, skal de godkendes af studieleder Lars Bjerg, der indrømmer, at spørgeskemaet med de 42 spørgs-mål var en fejl.
”Det er en smutter. Jeg havde ferie den dag, og så blev det god-kendt et andet sted,” siger han.
Han understreger, at der ingen regler er for, hvor lang en evalu-ering må være. Men for at der skal tegne sig et så sandt billede som muligt af undervisningens kvalitet, skal der mindst være 50 procent, der svarer. Er svarprocenten under 50, bliver evalueringen ikke brugt. Dog bliver eventuelle kommenta-rer læst igennem.
”Vi ville selvfølgelig gerne helt op på 80-90 procent,” siger Lars Bjerg.
Tidligere, da der blev evalueret på papir, gik det meget bedre:”Læreren kunne se folk i øjnene, og sige: Nu sætter du dig ned og evaluerer, så læser jeg den, og så snakker vi om den sammen,” forklarer Lars Bjerg.
Efter evalueringen blev elek-tronisk, raslede svarprocenten ned.
Lars Bjerg mener, det kan skyldes, at man ikke sidder over for læreren, men foran en skærm med spørgeskemaet. Samtidig er der måske for mange evalueringer. Men med den nye førstedelsre-form bliver der færre korte forløb.
”Det er et kæmpe problem, at svarprocenten er så lav, for så mister evalueringerne deres funktion. Er det kun de utilfredse, der svarer, eller er det dem, der er gladest for læreren? Det er et problem. Og vi har ikke fundet en løsning,” siger Lars Bjerg.
Det har været et stille halvår i de studerendes fagforening. For-mandens beretning bar præg af et efterår uden de store begiven-heder. En kommende omlægning af førstedelen af journalistud-dannelsen på DJH, med fokus på spørgsmålene om fl ermedialitet og kompetencer har været bestyrel-sens primære opgave siden sidste generalforsamling.
Kasseren kunne berette om lavere udgifter end budgetteret. Det skyldtes, at der var færre deltagere end forventet til generalforsam-lingen, hvilket betyder en mindre udbetaling i rejserefusion til praktikanterne. I fremtiden betaler Dansk Journalistforbund yderlige-re 11.000 kroner i tilskud, hvilket vil blive brugt på en forbedring af hjemmesiden. Afslutningsvis blev budgettet for 2005 godkendt.
I formandens beretning blev der også lagt op til, at alle aktører, her-under især praktikstederne, tager del i debatten om panikdagen. Debatten har efterhånden stået
på i en årrække, hvor studerende klager over dårlige betingelser for fordelingen af praktikplad-serne. På de mange spørgsmål fra tilhørerne omkring panikdagen, kunne man tydeligt mærke, at frustrationen ikke er blevet min-dre, men formand for KaJ, Didde Elnif, lovede, at hun vil genoptage debatten om panikdagen.
Debat om Illustreret Bunker og tre100tres
Det blev diskuteret, om KaJ skulle øge sit annoncebudget til temamagasinet tre100tres. Maga-sinets udsendte retorikere havde forinden ytret ønske om at få afsat fl ere midler til annoncering, idet markedsprisen per annonce er højere, end KaJ betaler for sin promovering i tre100tres i dag. Efterfølgende beskød salen forslaget, som blev nedstemt med overvældende fl ertal på grund af, at magasinet udkommer så relativt få gange.Udsendte fra nærværende medie – Illustreret Bunker – fi k lov til at fremsætte et forslag om, at avisens
skribenter fremover skal kunne søge om refusion af rejseudgif-terne i forbindelse med interview uden for Århus. Igen var stem-ningen overvejende negativ, og det blev problematiseret, at KaJs bestyrelse, som skal behandle ansøgninger om rejserefusioner, dermed ville få en vis redaktionel indfl ydelse på avisen.
Den obligatoriske del af gene-ralforsamlingen sluttede med en kort præsentation af de opstillede kandidater til bestyrelsen i KaJ. Syv studerende fra forskellige se-mestre stillede op, men da der kun er seks pladser, måtte en enkelt blive stemt hjem. De seks nyvalgte, hvoraf enkelte er genvalgt, er: An-ders Kanberg 3. sem, Jeppe Dong Abrahamsen 7. sem, Rikke Hal-berg 7. sem, Nanna Teckemeier 7. sem, Ditte Valente 4. sem, Mikkel Damgaard 4. sem. Tore Plougheld fi k ikke nok stemmer til en plads i bestyrelsen. Sara Schlüter blev valgt til skolegruppeformand.
NOTE
CFJE-konference
CFJE afholder konference på Danmarks Journalisthøjskole fra den 17. marts til den 18. marts. Temaet er ny inspiration og viden om arbejdet med udviklingsprojekter på redaktionen, og hvordan man planlægger og gennemfører interne efteruddannelser. Det vil på konferencen blive forsøgt at oprette et nordisk samarbejde inden for efteruddannelse.
NOTE
Ung dame fylder rundt
Den forgangne måned bød på en ganske bestemt mærkedag på 100-gan-gen. Lektor Kirsten Thaaning, der blandt andet underviser i værktøjsfa-gene research og interview samt kultur-workshoppen på 1.delen, fyldte 60 år den 23. februar. Kirsten arbejdede i 16 år på Jyllands-Posten, inden hun i 1998 begyndte at dele sin viden og sit engagement for journalistik med de studerende på DJH. Illustreret Bunker ønsker hjertelig tillykke med dagen.
NOTE
Biblioteket mere integreret i undervisningen
Som et resultat af at biblioteket har medvirket i undervisningen på work-shopforløbene på 2. semester, er der på bibliotekets hjemmeside oprettet et undervisningssite med masser af gode links.
NOTE
35.000 gode kroner i lommen
5. maj-komiteen ønsker at markere 60-året for Danmarks befrielse. Derfor har de udskrevet en priskonkurrence for journaliststuderende i Danmark. Opgaven kan være en artikel, en multimedieproduktion, en radioudsen-delse eller et tv-program, og skal være rettet mod unge mellem 15 og 20 år. De studerende på radioforløbet på 3. semester prøver for øjeblikket lyk-ken.
NOTE
Rekord i praktikanter
Når det nye kuld praktikanter til august starter i praktik bliver der sat rekord.I alt 300 journalistspirer fra DJH, SDU og RUC skal denne gang i prak-tik. Ifølge Journalistens seneste nyhedsbrev, er der dog ingen grund til at frygte, at der ikke er praktikpladser til alle. Hvert år godkendes 20-25 nye praktikpladser.
NOTE
CFJE i kejserens nye klæ’r
Den 1. marts indviede Center For Journalistisk Efteruddannelse (CFJE) offi cielt sin nye bygning.Den nye bygning er et lysende eksempel på, at DJH ikke nødvendigvis er lig med gråt og brunt. Bygningen skaber mere plads til CFJE’s arbejde på at højne standarden i den danske presse.
Kun meget få studerende svarer på de elektroniske evalueringer. Det betyder, at evalueringerne stort set ikke kan bruges
Lange evalueringer
Endnu et år i KaJTekst | Mads Zacho Teglskov og Morten Vedsø Szygenda GENERALFORSAMLING
Tekst | Helle Nellemann Petersen EVALUERING
5ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005
Den dobbelte Cavlingvinder Anders Peter Mathiesen går på scenen i Frøberts Auditorium, hvor KaJs generalforsamling lige er blevet hævet. Men der er ikke orden. Enkelte stole er blevet ef-terladt mellem tavlen og det lange bord. Dem sætter Anders Peter Mathiesen ind på deres plads, som er under bordet. Ordenen er gen-oprettet. Anders Peter Mathiesen kigger ud over de journaliststude-rende, hiver en pakke hvide Kings op af lommen, og siger.
”Jeg har tænkt mig at ryge. Og jeg har ikke forberedt noget sær-ligt. Og jeg gør det uden mikrofon. Hvad vil I gerne høre?”Folk er vågne. Første række hæver hænderne. Spørgsmål. Spørgsmål. Spørgsmål.
Brug tid på tosserne
Journalisterne stiller spørgsmål,
og journalisterne lytter. I en time har de ham for sig selv. Den ene af kun to nulevende journalister med to Cavlingpriser i tasken. Anders Peter Mathiesen kan nogle historier. Han kan nogle fi f.
”I skal lytte til tosserne. I skal lytte til al sladderen, og I skal snakke med folk. Jeg troede engang, at det var Ritzau, der fandt på alle historier. Det passer ikke. Man kan sgu sagtens selv, ” fi loso-ferer Anders Peter Mathiesen.
En spørgsmålshånd ryger i vejret:
”Hvordan skaffer du dig dit netværk?”
Anders Peter Mathiesen tager hver gang en lille pause, inden han svarer på spørgsmål.
”Jeg ved det ikke. Jeg snak-ker bare med folk, og jeg kender bare mange. Jeg ved ikke. Jeg kal-der det ikke for netværk. Jaaa. Jeg kender bare mange mennesker.”
Målet helliger midlet
Cavlingvinderens ene hånd hviler hele tiden i de blå jeans eller den sorte fl øjlsblazer, mens den anden ryger forbudte smøger i Frøberts. I det hele taget er han ikke bange for autoriteter, og det er egentlig også den måde, han har vundet sine Cavlingpriser på. Fælles for dem er, at han har afsløret ulovlig-heder i det offentlige system.
”Målet helliger midlet,” mener han.
Og det er hans avis, ifølge ham selv, næsten altid enig i. Bortset fra enkelte perioder har Anders Peter Mathiesen arbejdet på Ekstra Bladet, siden han blev færdigud-dannet fra Danmarks Journalist-højskole midt i fi rserne. ”Hvad er det mest ekstreme, du har lavet?
Anders Peter Mathiesens sorte fl øjlsblazer blafrer lidt. Han tæn-der smøg nummer fem.
”Jeg har engang brudt ind på Amalienborg. Der stod vagter udenfor, men vi kendte en ansat ved hoffet, som lukkede os ind. Vi var i håndværkerforklædning, fordi vi havde hørt, at stedet var en ruin indeni. Og der så Her-rens ud derinde, så historien var hjemme.”
En presset læringscitron
”Hvordan arbejder du? Har du nogle særlige teknikker?” Journalisterne er ikke færdige. Tiden er næsten gået, men citro-nen skal presses, og den sidste læring suges. Cavlingvinderen skuffer. Han kan ikke rigtig sætte ord på sine teknikker, for det er ikke noget, han tænker så meget over. Men han kan fortælle histo-rier, og han kan nogle fi f.
Der bliver klappet. Fem jour-nalister går op til Anders Peter
Mathiesen og ryger sammen med ham. De snakker videre om, hvor-dan det er. Og hvad man kan gøre.
”Diplomuddannede kan ikke mere på papiret end almindelige journalister. De kan bare noget andet,” udtaler Peter Kramhøft, leder af Diplomuddannelsen ved
Danmarks Journalisthøjskole. Diplomuddannelsen henvender sig til folk, der allerede har en ud-dannelse og er i job. De ønsker at tilegne sig journalistiske færdig-heder, så de kan formidle det stof, som de beskæftiger sig med på deres arbejde. En diplomjournalist kan efter endt uddannelse tilføje titlen fagjournalist på visitkortet. Langt de fl este studerende på diplomuddannelsen har orlov fra deres arbejde, og størstedelen vender tilbage efter endt uddan-nelse. Mange bliver informati-onsmedarbejdere, webredaktører eller redaktører på fagblade. Nogle
vælger at blive freelancere. Peter Kramhøft pointerer, at medie-branchen altid har ansat folk med specialviden til at formidle forskellige fagområder. På diplom-uddannelsen kan fagfolkene i dag lære at formidle deres stof på en let tilgængelig måde.
Fagjournalisternes opgaver er ofte meget anderledes end almin-delige journalisters.
”De almindelige journalistud-dannede er trænet til hurtigt at kunne skabe sig et overblik over sagens kerne og formidle uden den store betænkningstid. De egenskaber er der stor efterspørg-
sel på i branchen. Men når det kommer til den helt specifi kke fag-lighed, er der behov for speciali-ster. Det er her, diplomuddannede kommer ind i billedet,” forklarer Peter Kramhøft. Dermed kan diplomuddannede aldrig fuldt ud erstatte journalister, og omvendt. Han tilføjer, at det alligevel er vig-tigt for journalister at tilegne sig en vis faglighed for at følge med udviklingen i mediebranchen.
Journalister med dybdegående faglig viden er efterspurgt inden for mediebranchen, men den almindelige journalists færdigheder er stadig i høj kurs
Tekst | Maria Faarvang og Tanja Aas Foto | Gitte Gry Langkjær DIPLOMUDDANNELSE
FAGJOURNALISTER | Fagjournalistik i medierne
Tekst | Lasse Hørbye Foto | Kristian Brasen CAVLINGVINDER
Hvis man kan lære at få Cavlingpriser, så kan man lære det af Anders Peter Mathiesen, for han har nemlig to
Et spørgsmål om teknik
MATHIESENS CAVLINGRÅD
Tro på alt til det modsatte er bevist
Lad være med at tro på autoriteter
Lyt til tosserne
Lyt til sladder og snak
Lad være med at offentliggøre dine ting for tidligt
Mere er muligt, end man tror
INDENFOR
Målrettet uddannelse
DIPLOMFAKTA
I 2004 blev der uddannet 20 diplomjornalister. Heraf var otte fra den nye deltids-diplomuddannelse
Til sammenligning udklækker DJH halvårligt cirka 80 almene journalister
6 ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005
Kalika Bro Jørgensen. 7. semester: ”Jeg har lånt noget Bulgari duft af en veninde, og mit hår dufter af Urtekram’s shampoo fra Helsekost. Det er biodynamisk! Men ellers putter jeg ingenting i mit hår.”
Folk var lækre og duftede glimrende til årets KaJ-fest, men der var alligevel nogle, der trak ekstra i næseborene hos Illustreret Bun-kers udsendte medarbejdere. Vi trak dem til side for at høre deres hemmelighed. Fortæl mig din duft...
En duft af KaJTekst | Lasse Hørbye Foto | Uffe Weng FEST I BUNKEREN
Peter Hammer, engageret fagfor-eningsmand, 4.semester: ”Jeg har hårproduktet Sebastian i mit hår. Og jeg dufter af Nemo, som jeg har fået helt gratis, fordi jeg engang arbejdede for et rekla-mebureau, som ... Ja.. Reklame-rede for dem.”
Louise Runge Erichsen, 4. semester: ”Jeg hader alle kvindedufte , undtagen den jeg selv bruger. Det er Ralph Lauren Sport! Og den er okay. I mit hår har jeg en blanding af begejstring, hvis du forstår?” Thomas Johansen, 4 semester: ”Jeg bruger Sebastian i håret. Det er herregodt , men pissedyrt. Derfor er det vigtigt, at håret lige er lidt fugtigt, når man på smækker det i. Så ser man faktisk slet ikke det er voks. Og jeg bruger Dolce Gabbana.”
Kan-tine-Anette: ”Jeg dufter af Dolce Gabbana, og jeg har hårlak i håret. Der skulle jo nødig komme hår i sovsen.”
Kantine-Lars: ”Jeg har lyse striber i håret. Det er vist det. Og så bruger jeg Hugo Boss. Og skal vi så få serveret den dessert Anette.”
Martin Hansen. 3. semester: ”Jeg er iført Mentholatum, fordi jeg har et slemt forkølelsessår, jeg simpelthen ikke kan komme af med. Derudover har jeg hvid Renati voks i håret, og jeg dufter Calvin Klein. Det er en gave fra kæresten.”
Jens Malling, 1. semester: ”Jeg er i aften iført to piger, jeg ken-der fra SDU. De er skide søde, og jeg lugter af Axe Africa. Mit voks er fra Nykøbing Falster og hedder Ny-Klip.” Sarah S. Tuesen 2. semester: SDU. ”Jeg har noget lækkert hår-noget i mit hår. Åhh... jeg kan ikke huske, hvad det hedder. Men jeg dufter af Clarine, hvis du kan stave til det?”Maria Lyngsø. 2.semester SDU: ”Det er Føtex det bedste og billigste hårspray, jeg har i håret. Men min duft.... Det er Paco Rabanne!”
Jeg er i aften iført to piger, jeg kender fra SDU. De er skide søde, og jeg lugter af Axe Africa
“
“
- Jens Malling
INDENFOR
7ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005
Ølhunden glammer sit ildelug-tende budskab ind i kraniet på dig, det øjeblik du sætter din fod i bunkeren.
”Velkommen til alkoholis-mens højborg!”
Ingen tvivl om at journalist-studerende er glade for alkohol. Ikke en fredag forløber uden, at mindst 500 liter fadøl løber gen-nem hanerne nede i kælderen. Det er omtrent dobbelt så mange som på byens førende ølsted, Café Ris Ras.
På årets rustur formåede 1. semester at kværne 45 fl asker sprut allerede den første aften. Og det på trods af et ekstraordinært ophold ved Bilka for at fylde ølfor-syningerne op til busturen.
Til KaJ-festen måtte to stu-derende forvises fra skabene på 200-gangen, der åbenbart fungerer glimrende som sovepladser. En enkelt sov rusen ud på et toilet – med bukserne nede om knæene.
En tur i kantinen på en almin-delig eftermiddag viser tydelige spor fra en samling studerende, der lige skal have skyllet dagens strabadser ned med et par af de kolde fra automaten.
Selv når vi sammenligner os med byens øvrige uddannel-sesinstitutioner, placerer vi os fl ot. Af de adspurgte er det kun Handelshøjskolen, der når op på et gennemsnitsforbrug per elev på niveau med vores. 6,2 store fadøl – hver fredag. Naturligvis et tal, der skal tages med forbehold, da antallet af besøgende i fredagsba-ren og ølsalget i kantinen varierer en del. Men alligevel. Vi får hældt en hel del indenbords.
I skyggen af virkeligheden
Rygterne om fadølsanlæg på redaktionerne på Ekstra Bla-det hænger i den tunge luft fra fredagsbaren. Billedet af den for-drukne reporter fra Se & Hør, der vælter buffeten til pressemødet på Amalienborg, sejler på nethin-den. Men det er glimt fra fortiden. Snapshots fra en tid hvor arbejds-markedet havde plads til origina-lerne. Da fordommene blev født. De har ikke længere fadølsanlæg på Ekstra Bladet. Heller ikke på B.T. eller hos TV2. Ikke engang på Se & Hør kan de mønstre en kold fadbamse i en overskuelig radius
fra kontorpladsen. I takt med at kravene til journalisternes pro-duktivitet og sociale optræden er steget, er alkoholforbruget faldet.
”I 70’erne var der et stort alkoholforbrug på næsten alle arbejdspladser, men i takt med de generelle ændringer i samfundet er Gammel Dansk forsvundet fra redaktionsmøderne,” fortæller Peter Andersen, der er afdelings-chef i arbejdsmiljø hos Danske Dagblades Forening.
En opfattelse Niels Brink fra TV2 deler.
”Det er ikke moderne mere at have en øl stående på sit skrive-bord. Nu ser man nærmest ned på dem, der drikker i arbejdstiden.”
Arbejdsmarkedet har ikke længere plads til den drukfældige, løsslupne journalist. Han er ikke længere velkommen.
Farvel til den glade journalist
Emma Gad skrev engang, at hvis du vil have stemning og fest til dit selskab, skal du invitere en jour-nalist. Niels Brinck er ganske enig med salig Gad.
”Journalister er generelt nogle meget sociale mennesker. Vi søger kontakt. Er opsøgende og nysgerrige. Hvis du ikke besidder de evner, skal du ikke blive journa-list,” forklarer han.
Det er en balancegang. Og den er ikke så enkel. Naturligvis skal vi ikke blive nogle røvkedelige afholdsmennesker, der ikke evner at konversere med Murermester Hansen over en kølig Hancock på den lokale beverding.
”Journalistik er blevet lidt kedeligere,” forklarer en kilde fra et kendt kulørt blad, der ikke ønsker at komme i konfl ikt med sin arbejdsgiver.
”Før i tiden gik man i byen med dem, man skrev om. Sørgede for, at tungebåndet blev løsnet lidt. Fik nogle informationer, man ellers ikke havde fået”.
Anonymous har arbejdet i mere end tyve år på den slags medier, han kalder for repræsen-tanter for den mere hårdtslående journalistik.
”Nogle gange har man brug for at drikke sig mod til at stille de grænseoverskridende spørgsmål, der træder ind på folks privatsfæ-re,” forklarer han.
”Og når man har drukket sig mod til i 20 år, kan det være svært at holde op igen.”
Den bitre sandhed
Det er de færreste medier, der har et decideret alkoholforbud på arbejdspladsen. Alligevel er den øredøvende lyd af klirrende fl a-sker en sjældenhed. Den stigende arbejdsløshed i vores branche har øget kravene til individet. Der er ikke tid til at være en drukmås. Eller som Peter Andersen fra
Danske Dagblades Forening siger om journalisten:
”Vi lever i en kultur, hvor vi er blevet pænere over for hinan-den. Og pænere over for os selv.”
Journalistforbundet ser også alkoholforbruget i branchen som et problem, der for længst er pas-seret.
”Vi så tendenserne for mange år tilbage, men medierne har selv taget et opgør med alko-holen,” fortæller Ebba Henker, der er ansvarlig for arbejdsmiljøområ-det i Dansk Journalistforbund.
”Journalisten med portvin-studen og Elefanter i skrivebords-skuffen er ved at være en uddød race,” fortæller hun.
Så til os der havde skruet for-ventningerne til en alkoholiseret fremtid i vejret, er der kun ét at sige: Drik jer for pokker i hegnet, mens det stadig er fremmende for jeres sociale karriere.
Den journalistiske spritter er en døende race
Tekst | Anders Kanberg Illustration | Katrine Damkjær ALKOHOLFORBRUG
Fredagsbaren, KaJ-festen eller bare en helt almindelig onsdag eftermiddag i rygerkantinen bærer det sørgelige vidnesbyrd. Journali-ster drikker som svin! Men uden for bunkerens utrygge rammer har et større opgør med fortidens fordomme fundet sted
INDENFOR
8 ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005
Den første lørdag i maj vil en bro-get fl ok mennesker som altid stille op til optagelsesprøven på DJH. For dem, der søger ind på jour-nalistlinjen, kan deres optagelses-prøve få et nyt element.
Der vil som hidtil være 237 pladser, så hvis ansøgertallet holder, vil der være plads til cirka en tredjedel. Optagelsesprøven vil ligne den fra tidligere år, bortset fra at anmeldelsesdelen er skåret væk.
Når postbudet cirka en måned senere afl everer brevet fra DJH, kan omkring 180 ansøgere ånde
lettet op og nyde deres sommerfe-rie. De er kommet direkte ind. En cirka lige så stor gruppe mangler stadig en prøve, før de ved, hvad de skal lave efter deres sommer-ferie. De er blevet indkaldt til en personlig samtale, som kan afgøre, hvad de skal bruge resten af deres liv på. For at spare prøvedelta-gernes tid og penge kan de selv vælge, om de vil tage anden del af optagelsesprøven i Århus eller København.
På baggrund af anden del af optagelsesprøven vil cirka en tredjedel af de 180 få karakteren
”bestået” og dermed være sikre på en plads på DJH. En gruppe på omkring 40 vil blive tilbudt en standby plads.
Til anden del af optagelses-prøven vil prøvedeltagerne få udleveret noget materiale, som de har 10 minutter til at forberede sig på. Hvilket materiale de får, er selvfølgelig hemmeligt, men ifølge Erik Farmann, formand for optagelsesnævnet, vil det være en artikel, nogle billeder, noget kunst eller lignende. Prøvedelta-gerne vil få nogle spørgsmål til materialet, som de skal forberede
sig på. Disse spørgsmål skal være udgangspunkt for cirka halvdelen af samtalen.
Anden halvdel af samtalen skal være mere personlig.
”Der vil blive lagt vægt på, hvilke tanker ansøgerne har gjort sig om det at blive journalist, om de har et realistisk billede af, hvad det vil sige at være journalist. Hvis de tror, at det handler om at være nyhedsoplæser og se yndig ud, så kan de gå på skuespillerskolen,” forklarer Erik Farmann og fortsæt-ter.
”Desuden vil vi se, om de har
det personlige drive, der skal til for at være journalist. Man skal turde gå ind til folk med en blok i hånden.”
Det vil stadig ikke være nød-vendigt at have et langt CV med journalistisk erfaring for at komme ind på DJH.
”Det får ikke karakter af en ansættelsessamtale, det har jeg personligt tænkt mig at sørge for,” lover Erik Farmann.
Optagelsesprøven bliver ændretDJH har ladet sig inspirere af SDU og indkalder en del af ansøgerne til en personlig samtale
Tekst | Jesper Ernst Henriksen OPTAGELSESSAMTALE
27-årige Emrah Sütcü ankom den 1. februar til Danmarks Journalist-højskole efter en lang og besværlig rejse fra en akademisk verden til en praktisk. En rejse der startede, da Emrah Sütcü kom tilbage til Roskilde Universitetscenter i foråret 2004 efter et år i praktik på Politiken.
”Det var lidt af en kontrast at komme tilbage og skulle fordybe sig i et teoretisk speciale, når jeg lige havde været ude og opleve journalistikkens spændende og hurtige virkelighed. Det fungerede ikke efter mit hoved, og jeg vurde-rede, at jeg blev nødt til at fl ytte, mens min journalistiske bagage stadig lå øverst i kufferten,” siger Emrah Sütcü.
Han søgte derfor om at blive overfl yttet til DJH, men fi k at vide, at han manglede et halvt års prak-tikerfaring. Samtidig var Panik-dagen overstået, og Emrah havde dårlig udsigt til at få en praktik-plads i opsamlingsrunden. Han fi k dog en special-aftale på plads med ’Harber’ – en dansk/tyrkisk avis, som han lavede noget freelance-journalistik for.
JP-Politikens Hus, som ejede den lille avis, besluttede dog kort tid efter at nedlægge Emrahs prak-tikplads. Heldigvis tog mediehuset ansvaret på sig og sikrede Emrah yderligere et halvt års praktikplads på Politikens udlandsredaktion. Og dermed billetten til DJH.
Vil lære at køre hurtigt
Emrah Sütcü har fi re års universitetsgang og halvandet års praktik bag sig og kan allerede kalde sig bachelor i journalistik.
”Formelt set vinder jeg ikke noget på at fl ytte til DJH. Mine pa-pirer er ens om et år. Jeg betragter det som en slags efteruddannelse på den måde, at jeg føler, jeg har fået mit kørekort på RUC og nu gerne vil lære at køre hurtigt på DJH. Eller udtrykt på en anden måde: Jeg har det taktiske på plads. Nu mangler jeg det tekni-ske,” fastslår Emrah Sütcü.
Han vurderer, at han er no-genlunde på niveau med sine nye medstuderende, når det handler om den praktiske tilgang til jour-nalistikken, mens han endnu har svært ved at placere sig teoretisk.
”Jeg kan se, at vi skal have en seks-syv forelæsninger i medie-teori på 7. semester. Det svarer stort set til, hvad jeg havde i ugen på RUC, så jeg er jo langt foran,” griner Emrah Sütcü og fortsætter,
”Nej, de studerende fra Århus og Roskilde står for mig at se ikke så langt fra hinanden, når de tager i praktik. Det er først bagefter, at journalistuddannelserne sætter et forskelligt præg på dem.”
Fra RUC til DJH – det er ingen problemEfter et års praktik skiftede Emrah Sütcü fra RUC til DJH. Han betragter det sidste år som sin efteruddan-nelse
Tekst | René Deichgræber SKOLESKIFT
Journaliststuderende, der ønsker at fl ytte fra et uddannelsessted til et andet, er hverken bedre eller dårligere stillet end alle mulige andre studerende. Det fastslår Kim Minke, rektor på Danmarks Journalisthøjskole.
”Vi efterlever den almindelige henstilling fra Undervisningsmi-nisteriet om, at der skal være en vis smidighed mellem uddannel-sesstederne. Og i de fl este tilfælde lykkes det altså for journaliststu-derende at fl ytte til og fra DJH.”
”Både SDU og RUC har fået at vide, at de skal adskille sig endnu mere fra os. Da regeringen opret-tede de to andre journalistuddan-nelser, var den politiske holdning, at samfundets vagthunde skulle have forskellige smags- og lug-tesanser, så vi skal passe på med hele tiden at måle os med hinan-den,” advarer Kim Minke.
Ens 1.års opgaver
Kim Minke vurderer, at der højst er tale om en håndfuld SDU’ere eller RUC’ere, der årligt forsøger at skifte til Journalisthøjskolen. Som det er nu, bliver Studie-nævnet nødt til at behandle sagerne enkeltvis, fordi der ikke er udfærdiget nogle faste krav til ansøgerne. Det betyder, at sagsbehandlingen sommetider kan trække ud, men rektoren kalder det for omsonst at defi nere et fælles parameter blandt de tre uddannelsessteder.
Formand for Studienævnet, lektor Lars Bjerg pointerer, at Journalisthøjskolen forsøger at være imødekommende over for journaliststuderende udefra. Samtidig erkender studielederen, at det er svært at vurdere ele-verne fra Roskilde og Odense, når
Studienævnet behandler ansøg-ningerne.
”Er det for eksempel rimeligt eller urimeligt, at en journaliststu-derende, der dumpede optagel-sesprøven på DJH, men bestod på SDU, får mulighed for at skifte til Århus senere?”
Studielederen har ikke selv et svar på spørgsmålet. Lars Bjerg mener, det er vigtigt, at DJH bevarer sit eget unikke krav til ansøgere sideløbende med, at uddannelsen bliver endnu bedre til at vurdere journaliststuderende udefra. I første omgang oplyser han, at Studienævnet arbejder på at gøre 1.års opgaverne på SDU og DJH ens, så de to uddannelser får lettere ved at veje deres elever op mod hinanden.
Journaliststuderende er vægtløseUnikke og alligevel sammenlignelige. Journaliststuderende fra Århus, Odense og Roskilde bliver vejet uden en vægt, når de søger om at blive optaget hos hinanden
Tekst | René Deichgræber SKOLESKIFT
INDENFOR
9ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005
Efter et hurtigt visit i Fredags-baren sidder de der - de kære russere. De klamrer sig savlende til armlænene i den spækkede tu-ristbus. 130 journaliststuderende på dannelsesrejse til Stendis for at lære hinandens bedre at kende.
”Klæd jer ud som noget med explorer,” lød opfordringen fra de engagerede rusværter.
Således blev sund fornuft og påtaget moral elimineret af de respektive explorer-kostumer.
”Danmark har brug for en Kjærsgaard-regering!”
Begejstringen vil ingen ende tage i Campisternes lejr af krydsord, papvin og sok-i-sandal-uniformer. En rød pølse fl yver tæt forbi en rusværtindes Pilgrim-øre-ring, da hun forsøger at kæmpe sig frem i bussen.
”Og vinklen er; dulle har ikke fået pik i fi re år og er nu nymfo-man,” siger en truckrusser og klør sig hjemmevant i skridtet. Han bladrer videre i ’Ugens Rapport’ og lægger an til en ny fortælling i rejseleder-mikrofonen.
”De er bare så super klamme, de der truckere,” siger en cam-ping-mama. Hun retter lidt på
bæltetasken og slynger en be-mærkning ud om andenrangsmen-nesker, indianere og blinde.
Skadestue og stramme læderbuk-ser
En jævn beruselse har forplantet sig i deltagerne ved ankomsten til feriekolonien.
De 130 lystne russere reduce-res hurtigt til 129 tilbudsannoncer. Chris fra hold A stjerne-stunter op ad ’mount’-trappe. Det manife-sterer sig i en fi re centimeter lang fl ænge i hovedbunden og et ansigt sølet til i blod - første mand på skadestuen.
Om aftenen forsøger rusvært Jeppe at skære igennem tågen af fuldemandsudbrud. Men forgæ-ves. Hans spæde ord drukner i visdomsordene:
”Vi’ lianer. Søn af alt der gror.”, ”Camping til stregen,” og nogle tilfældige jubelråb om hans køns-dele i de tætsiddende latexbukser.
Han gør nogle sidste krampe-trækninger for at få sit budskab ud:
”Sov ikke i sneen. Det er usundt.”
Helvedesstafet
”Øøøøl!” Theis fra hold B skøjter hen mod det opstillede plastkrus i det colgate-hvide landskab. Ølstafet. Nu skal der kværnes. Det gælder holdets ære. Men Theis er lige så spejlblank som den overfl ade, han bevæger sig på. Han fl yver hen til målet. Og forbi. Landingen ud-løser enkelte latterbrøl. Men han bliver liggende livløs i sneen.
Næste mand nede og på vej til skadestuen. Denne gang med nak-kekrave og udrykning.
B.S. er død –hvad rager det os- stik mig en bajer til
”B.S. Christiansen er blevet myr-det! Opklar mordgåden, lav en forside og få RESPEKT!” Rus-vært-der-er-klædt-ud-som-Hans-Otto-Bisgaard forsøger at opildne den fl ade ølstemning.
Men begejstringen bliver gas-set ud af Søren og Martin fra hold C. De to har siden formiddag bol-tret sig i barens eksklusive Han-cock øl, som et par danskstudiner der kaster sig over en speltbolle med rucola og serrano skinke.
”I låååve you! I think you’re special,” lyder kærlighedserklæ-ringerne over de lunkne øl ud til resten af salen.
Undersøgelsen af mordgåden tager en forbavsende drejning, da resultatet offentliggøres. Ingen af deltagerne har formået at opklare mysteriet. Men ølsalget er til gen-gæld steget.
”Bæverhævn – bæver stanger B.S. ihjel,” hedder vinderhistorien.
We will rock you
Aftenen skrider frem. Gallamid-dag bliver til salsabar, og den polske gymnastiksal emmer af sex, sangria og sydlandske rytmer.
En trucker, nu i smoking, stam-per på det veldækkede bord. Han kender rytmen i den der ’We will rock you.’ Et hvidvinsglas knuses under den ene laksko. Meget ryt-misk. Et til lader livet. Han rækker armene i vejret og smiler. Klap, klap. Stadig i takt. Levner ikke det ølkrus, han har i hånden, megen opmærksomhed. Det skvulper ude af takt og ned på trægulvet.
Musikken slutter ikke. Folk falder stykvis i seng.
Det brænder
”En brandslukker er blevet tømt ud over hele kælderen i nat. Alt er dækket i skum dernede,” siger Signe-Svendsen-look-alike-rus-vært-Helle søndag morgen.
Beskeden fra rusværterne er bøjet i neon. Ingen morgenmad før den skyldige er fundet. Men hvad rager det en fl ok skabsteen-agere, der padler rundt i tømmer-mænd og forsøger at få sparket morgenens ”hvad-laver-jeg-nøgen-i-dine-arme-wakeupcall” ud af sengen?
Under truslerne om tilbage-holdelse af morgenmad skulle de skyldige aka ’Brandmændene’ efter sigende have haft følgende samtale med Falck:
”Hvis nu man rent hypotetisk havde sprøjtet lidt med en skum-slukker… koster det så mindre, at få den fyldt op, når den er halvfuld, eller kan jeg bare sprøjte resten ud til samme pris?”
Stendis - amok
Rusværterne kunne kun se målløse til, da 130 tøj-lesløse journalistrussere boltrede sig i begærets og rusens vold et tilfæl-digt sted i Vestjylland
Tekst | Mathilde Louise Riis Holm Foto | Maria Fonfarra og Didde Elnif Collage | Brian Berg RUSTUR
RUS | Der var masser af indtryk og udtryk, da 1. sem. slog sig løs i Stendis
INDENFOR
10 ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005
”Jeg vil godt lige understrege, at intet er besluttet endnu. Men det er da helt sikkert, at jeg er fortaler for, at journalister skal kunne betjene et kamera. Men jeg kan forstå, jeg får lov til at prøve det i dag?”
Henrik W. Jørgensen, leder af 1. delen på Journalisthøjskolen, eksperimenterer med sin kæp-hest, og en del af resultatet ses på denne side. Journalister skal i fremtiden tage deres egne billeder, og de skal lære det på Danmarks Journalisthøjskole. Henrik W. Jørgensen går foran med et godt eksempel, for som han siger:”Det er egentlig ikke så svært. Teknikken er let tilgængelig nu om dage. Det er ikke længere den store kunst, som det var for et par år tilbage”.
Journaliststuderende kan altså sagtens lære det, og måske bliver det allerede til sommer, at journa-lister skal fatte andet end pennen. Henrik W. Jørgensen afslører, at det er noget, man diskuterer
kraftigt i det udvalg, som arbejder med udseendet af det nye intro-forløb. Men det er ikke sikkert, at det allerede bliver til næste semester, der skal knipses med det digitale kamera. Men det kommer helt sikkert på et tidspunkt, mener Henrik W. Jørgensen.
”Vi har jo ekspertisen her på skolen. Vi uddanner de bedste fo-tojournalister i hele verden, så det vil være oplagt at lægge den ekstra fotodimension på journalistud-dannelsen.”
I den sammenhæng fastslår Henrik W. Jørgensen, at de almin-delige fotojournalister ikke skal være bange. Der vil stadig være brug for dem, fordi de er eks-perter. Der vil stadig være svære fotoopgaver, som kun de kan løse.
Derudover er der så de nemme fotoopgaver. Det er de billeder, man tager, for at læseren kan se, at man har været der. Lidt ligesom Henrik W. Jørgensen på en dag i februar hvor det sner. Det er ikke svært.
Alle billeder på siden er taget af Henrik W. Jørgensen med et amatør-kamera
Henrik W. Jørgensens udtalel-ser om en mulig foto-dimension på journalistuddannelsen er alt andet end sød musik i ørerne for fotojournalisterne. Formanden for Pressefotografforbundet Lars Lindskov beklager udmeldingen fra DJH-lederen.
”Det kan have den konsekvens, at det kommer til at ramme os på beskæftigelsen,” lyder det fra pres-sefotografernes fagforbund.
Fotojournalisterne risikerer nemlig at blive taberne i fremti-dens mediebillede. Konturerne bliver stadig mere utydelige, og faggrænserne breder sig efter-
hånden ind over hinanden. Lars Lindskov forstår godt, at journa-liststuderende får lyst til at snuse lidt til fotoverdenen. Men grund-læggende bryder han sig ikke om, at man på en journalistuddannelse skal lære at tage billeder.
”Journalistuddannelsen må være stedet, hvor man træner jour-nalistiske færdigheder. Det er vel det, man skal bruge de fi re år på?”
Han mener, at Journalisthøj-skolen har fået en rigtig dårlig idé.
”Jeg synes, det er grotesk, at DJH på den måde underminerer sin egen fotojournalistuddannelse, når de nu mener, at det er verdens
bedste. Der er en grund til, at den tager fi re år.”
Lars Lindskov mener dog ikke, at man for altid kan holde journa-lister fra at tage billeder til deres egne historier.
”Men først skal de have styr på de journalistiske færdigheder. Derefter kan de begynde at efter-uddanne sig til at tage billeder,” er holdningen fra pressefotografer-nes formand.
F O K U S : F O T O O G F R E M T I D E NF O K U S : F O T O O G F R E M T I D E N
når man først får det lært, mener Henrik W. Jørgensen, der går ind for, at journalister skal tage deres egne billeder
Det er ikke så svært,Tekst | Lasse Hørbye Foto | Henrik W. Jørgensen AMATØR-FOTOGRAF
DJH underminerer fotojour-nalistuddannelsenPressefotografforbundet fi nder DJH’s fotoplaner groteske
FØRSTEDELSREFORM
I forbindelse med udformningen af den nye førstedelsreform besluttes det, hvor stor en rolle fotografering fremover får på journalistuddan-nelsen
Et udvalg, under ledelse af 1. dels leder, Henrik W. Jørgensen, bestå-ende af Oluf Jørgensen, Christian Breinholt, Henrik Berggren, Søren Pagter, Flemming Svith, Lars Bjerg og Karin Degn Andersen arbejder i øjeblikket på at udforme den nye 1. del
Den nye 1. del ventes at træde i kraft for nye studerende fra 1. september 2005
Tekst | Ole Hall FOTOJOURNALIST
11ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005
For snart et halvt år siden fi k alle skrivende medarbejdere på Sjællandske Mediers to dagblade, Sjællands Tidende og Næstved Tidende, et tilbud. Få et kamera, og tag billeder til avisen.
Alligevel skal der ikke siges farvel til pressefotograferne. Foto-afdelingen er ellers blevet kraf-tigt beskåret de seneste år, men tillidsmand John Jakobsen fi k det skrevet ind i aftalen, at der ikke må fyres fotografer på grund af de nyindkøbte kameraer.
Ikke pænere
Langt de fl este journalister tog imod tilbudet, der indeholdt et tredages kursus med pressefoto-graf Thomas Krakau, og kan nu tage billeder til deres historier.
”Vores aviser er ikke blevet pænere af det, men hvis man tager i betragtning, at de ikke har fået meget uddannelse, så går det ri-melig godt,” siger Thomas Krakau og bemærker, at det tager tid at lære at se mulighederne for det gode billede.
Han mener, at det nye initiativ er en god måde at få billeder i
avisen på.”Alternativet havde været, at
der var færre billeder i avisen,” siger han og fortæller samtidig, at det faktisk kan ende med at være en fordel for fotograferne i og med, at journalisterne kan over-tage de kedelige opgaver.
”At køre til Møn og lave et billede af en husfacade, kan vi nu sætte en skrivende til. Og så har vi fået mere tid til at lave de opgaver, hvor der er mere kød på,” forkla-rer han.
Også journalistisk redaktør, Helge Vedel, er glad for den nye
ordning og afviser, at de nye tiltag skulle være sat i kraft for at spare fotografer.
”De store reportageopgaver skal stadig laves af uddannede fotografer, det kan de skrivende ikke magte,” siger han.
Mere respekt
Helge Vedel mener desuden, at det, at journalisterne har fået et kamera i hånden, har gjort, at der er kommet større respekt omkring fotografernes arbejde.
Det er tillidsmand for journali-sterne, John Jakobsen, enig i.
”Der havde bredt sig den myte, at med de nye digitalkameraer skulle man bare stille sig op og trykke på en knap. Det kan vi nu se, at det bestemt ikke passer.”
Journalisterne skal til de plan-lagte opgaver stadig bestille en fotograf. Det er så fotoafdelingen, der afgør, hvilke billeder jour-nalisterne selv får lov til at lave og hvilke opgaver, der sendes en fotograf ud til.
Seriøsitet og hård konkurrence præger DJH og de studerende. Det mener 26-årige Maximillian Westphal fra Tyskland, der går på skolens internationale linie.
”Jeg kan vældig godt lide sko-lens stil,” forklarer han.
”Hvis du vil gå helt til din grænse, skal der nok være nogen, der vil hjælpe dig til at nå derhen.”
Vil gerne lave fi lm
Max kom til Danmark for tooget-halvt år siden. Han var udveks-lingsstudent. Da semesteret var færdigt, besluttede han sig for at blive i Danmark for at få den ma-stergrad i Business Management, han var startet på. I juli 2004 tog han til Cambodja sammen med en ven, der dengang gik på DJH. De havde fået muligheden for at lave en dokumentarfi lm for DANIDA.
Max er meget imponeret over de danske studerendes arbejds-indsats. Han oplever, at de rejser rundt, og at de knokler for at tage gode billeder.
For ham hænger det sammen med de krav, skolen stiller til de studerende. Han synes, der er stor fokus på, hvor hårdt jobbet er, og hvor svært det er at komme til at leve af at fotografere.
”Folk vil jo gerne på Jyllands-Posten, Politiken eller Berlingske,” siger Max.
”Og så skal man være god”.
Generte og indadvendte
Max kan godt lide skolen. Han har fået den hjælp, han skal bruge. De danske studerende har været meget hjælpsomme og har taget godt og høfl igt imod ham.
”Men jeg kan ikke fi nde ud af, om de er lykkelige,” fortæl-ler han. Max har en oplevelse af, at danskerne er udadvendte og afslappede, når de er fulde. Men til daglig ser han dem som en smule generte og indadvendte.
”De er gode at tale med, men de taler ikke rigtigt til dig. I bus-sen og i toget er der stille. Folk taler ikke sammen,” forklarer han og tilføjer: ”Det er ikke nødven-digvis dårligt. Det er bare et fact.”
Mange priser
På trods af danskernes indad-vendte natur har de alligevel en stor tradition for at tage gode billeder. Mange har vundet World Press Photo – også studerende fra DJH. Max mener, at endnu fl ere vil kunne gøre det, fordi de er så
ambitiøse og motiverede. Den måde, lærerne underviser
på, inviterer til, at hver enkelt skal gøre sit bedste.
”Det er meget seriøst. Det er en af grundene til, at jeg har valgt den her skole,” siger Max.
FOKUS
På Sjællandske Medier har journalisterne fået kamera. Dermed afl aster de fotograferne – og så er respekten mellem de to faggrupper blevet større
Skrivende – nu med kamera
Begejstret tysk fotografMaximillian Westphal startede i januar som fotojournaliststuderende på DJH. Det er han glad for
Tekst | Mette Mandrup Foto | Søren Nellemann INTERNATIONAL FOTOGRAF
INTERNATIONAL UDDANNELSE
For internationale studerende fi ndes der to skribentlinier med henholdsvis 16 og 17 studerende på hver, en fotolinie med 8 stude-rende og en tv-billedlinie med 10 studerende.
DJH har studerende fra Peru, Nepal og en del fra Baltikum, samt de lande hvis journalistuddannelser DJH samarbejder med. Det er primært de nordiske lande samt USA/Canada.
INTERNATIONAL STUDERENDE | “De danske studerende er meget ambitiøse”
Tekst | Dorte Stenbæk FOTOGRAFERENDE JOURNALISTER
12 ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005
En summen af small talk, hvide duge, fyldte hvidvinsglas og fancy udskårne ostestænger. Danske pressefotografer var mødt op på Brandts Klædefabrik i Odense den 25. februar for at lokke fotograferne bag årets bed-ste billeder op på scenen. Blandt de 16 fotografer, der ventede på at få overrakt deres pris, var fi re elever fra DJH og Maria Hedega-ard, der dimmenterede fra skolen ved årsskiftet.
Miriam Dalsgaard fra 8. semester gentog succesen fra World Press Photo med serien om kvindelige boksere i Indien og vandt Årets Sportsbillede. Jeppe Carlsen fra 5. semester og Henrik Kastenskov fra 7. semester fi k hver en hædrende omtale i portræt, mens Thomas Lekfeldt fra 4. semester hentede hædrende omtale i årets danske hverdagsbil-lede. Tidligere elev Maria Hedega-ard modtog DJH’s pris for bedste
visuelle journalistik om hverda-gen på Thulebasen i Grønland. Prisen blev overrakt af lederen af fotojournalistuddannelsen, Søren Pagter.
De unge har energien
Han nævner sine elevers succes i Årets Pressefoto som ”et festligt lille skulderklap til uddannelsen og eleverne,” men undrer sig ikke over, at fotojournaliststuderende
blandede sig i opløbet. ”Det er de unge, der har ener-gien, modet og engagementet til at være historiefortællere. Thomas Lekfeldt overraskede positivt med sin godt fortalte serie, og det er opløftende at se, at en almindelig hverdagshistorie kan blande sig i konkurrencen.” 31 fotojournalistelever fra skolen havde indsendt 540 af de i alt 2865 konkurrerende billeder i konkur-rencen.
Igen i år hentede fotoelever priser hjem til DJH ved Årets Pressefoto i Odense
Smukt fotoarbejde
“Vi ville lave en historie om kvinder i Indien – men ikke hvor de var i of-ferrollen. Historier, som fokuserer på mennesker som ofre i fattige lande, kan nogle gange give en tom fornemmelse,” fortæller Miriam Dalsgaard.
Og den uges arbejde i Indien sidste år har båret frugt. Først en an-denplads ved World Press Photo i “Sport Feature”-kategorien og nu i Odense, hvor historien om de kvindelige boksere gav hende en pris for bedste sportsbillede. Historien lavede hun sammen med en skrivende journalist, mens hun var i praktik på Politiken.
Miriam Dalsgaard: Bedste Sportsbillede
Tekst | Kristian Brasen VINDERE
ÅRETS PRESSEFOTO
For at deltage i konkurrencen skal du være medlem af af Pressefo-tografforbundet, der er en del af Danmarks Journalistforbund.
Udstillingen Årets Pressefoto ses på Aros Kunstmuseum frem til den 3. april. Derefter vises den rundt om i landet. Se udstillingskalende-ren og alle vinderbillederne på www.pressefotografforbundet.dk.
13ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005
Thomas Lekfeldt: Hverdagshistorie - Hædrende omtale
Med let forundring og et skævt smil stod Thomas Lekfeldt fra 4. semester efter endt prisover-rækkelse og læste dommernes kommentarer til billedserien i udstillingskataloget.
”Fotografen måtte kende til emnet personligt,” var deres overbevisning. Serien er i alt på syv billeder.
Jeppe Carlsen: Portræt - Hædrende omtale
Henrik Kastenskov: Portræt - Hædrende omtale
Maria Hedegaard: Bedste Visuelle Journalistik
“Det var bare en ren undren – hvorfor tager folk op for at arbejde i Grønland? Der er koldt, øde og ingenting,” fortæller Maria Hedegaard, der ved årsskiftet blev færdig på DJH og nu er freelance-fotograf i Kolding. Hun lavede opgaven i samarbejde med Michala Pauli og Kathrine Krake under multimedieopgaven. De ønskede, og blev belønnet for, at videregive stemningen fra det kolde Grønland til læseren.
Oplev hverdagen på Thulebasen på: http://www.aaretspressefoto.dk/2004/visuel/
”Det behøver ikke at tage så lang tid at tage gode billeder,” fortæller Henrik Kastenskov fra 7. semester.Mens journalisten fra JP-Århus interviewede den 22-årige rygenarkoman til avisen, skulle Henrik Ka-stenskov fi nde ud af, hvor-dan han kunne portrættere den unge mand. Præmissen var, at han skulle forblive anonym på billedet.
En tjans som babysitter gav Jeppe Carlsen en gratis tur til Indien. Under en ‘fridag’ blev pædagogikken gemt væk, og Jeppe gik ind på et børnehjem for at skyde billeder en times tid. Under besøget på børnehjemmet tog han tre billeder af pigen med den vanskabte hånd.
14 ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005
Strukturreformen er betydningsløs
Det bliver småt med de synlige ændringer på TV2’s otte regio-nalstationer, når regeringens nye Danmarkskort bliver indført. Kortet kommer til at ændre gen-nemgribende på strukturen i de danske kommuner og amter. Og netop amterne har – i grove træk – fungeret som geografi sk af-grænsning mellem regionalstatio-nerne. Men regeringens ændringer kommer ikke til at manifestere sig gennem den journalistiske praksis på redaktionerne; kun i form af et øget fokus på det lokalpolitiske stofområde. Geografi en har dog allerede haft betydning på nogle af redaktionerne. TV2/NORD har i øjeblikket fi re egnsredaktioner som supplement til den store
hovedredaktion. De består af en journalist og en teknisk medarbej-der, der leverer det nære lokalstof til den mere brede lokalfl ade på stationen. Konstitueret direktør på TV2/NORD Hans Otto Delfs er tilfreds med fordelingen og ønsker endda en udvidelse.
”I øjeblikket har vi kun én journalist ansat på hver af egnsre-daktionerne. Fremover vil vi for-søge at opgradere, så der er to VJ’s (Video Journalists. En journalist, der selv fører kameraet, red.) hvert sted,” forklarer Hans Otto Delfs.
Han understreger dog, at der ikke er planer om at ansætte prak-tikanter på egnsredaktionerne, da praktikanterne helst skal arbejde i en større redaktion.
Kender næsten hele øen
Et enkelt sted i landet har en regionalstation allerede gjort sine erfaringer med kommunesammen-lægninger. På TV2/BORNHOLM skulle journalisterne fra og med den 1. januar 2003 pludselig vænne sig til at dække én stor regionskommune i stedet for de kendte kommuner. Det betød, ifølge redaktionschef Árni Greger-sen, at de ansatte skulle vænne sig til en ny praksis.
”Vi har altid prioriteret lo-kalpolitisk stof meget højt, men sammenlægningen betød, at vi blev afhængige af nogle få kilder. For nu var der jo kun én teknisk forvaltning og én økonomisk forvaltning. Og hvis en af vores
journalister stod med en kilde, der ikke ville udtale sig, så var der ikke længere mulighed for at køre til en anden kommune og få en ud-talelse dér. Så vi har nogle gange været nødt til at gå længere ned i systemet. Men vi kender jo også næsten hele øen,” forklarer Árni Gregersen.
Branchen efterlyser interesse på DJH
På TV/MIDT-VEST frygter re-daktionschef Lars Lundgaard dog ikke, at strukturreformen kommer til at infl uere på mulighederne for at lave god journalistik i fremtiden – tværtimod.
”Når der er færre kommuner, så er der også færre byråd og færre kommunalpolitikere. På den måde bliver systemet nok lettere at overskue,” siger Lars Lundga-ard, der glæder sig til at se sine
praktikanter arbejde journalistisk med kommunalreformen og kom-munalvalgene til november.
”Det kommunale stof bliver alt andet lige mere spændende, når vi står over for sådan nogle begiven-heder, men jeg synes også, at jeg ser en tendens på DJH, hvor de studerende er mere interesserede i at lave nationalpolitik end lokal-politik,” forklarer Lars Lundgaard.
Praktikanterne på TV/MIDT-VEST kommer til at arbejde nøj-agtig som de fastansatte journali-ster, og Lars Lundgaard sætter ord på en enig branches holdning til praktikanternes fremtidige arbejde med lokalpolitik.
”Hvis vores station bestemmer sig for at lave mere om struktur-reformen, så gælder det selvføl-gelig også praktikanterne. De skal kunne lave det hele.”
Tekst | Mads Zacho Teglskov STRUKTURREFORM
Regeringens nye Danmarkskort præsenterer danskerne for nogle radikale æn-dringer. TV2s regioner hidser sig ikke op over den slags – erfaringerne peger på små ændringer og plads til mere lokaljournalistik
Året 2004 har været overvæl-dende for 33-årige Miriam Dals-gaard. Det startede med prisen for årets sportsbillede i Årets Pres-sefoto, og for en lille måned siden vandt hun 2. pladsen i kategorien ’Sportsfeature’ i World Press Photo. Og så er hun bare lige startet på 8. semester.
Det er ikke første gang, Miriam deltager i verdens mest prestige-fyldte konkurrence for professio-nelle fotografer, men hun gør det faktisk ikke for at vinde priser.
”Selve konkurrencen er ikke det vigtige. Det handler mere om muligheden for at få kigget sine billeder igennem og få vist det stykke arbejde, man har lavet i løbet af året. Om at gøre status - og om at stå til regnskab og fi nde ud af om man er på rette spor.”
Stort personligt udbytte
Vinderreportagen om de indiske amatørboksere lavede hun, mens hun var i praktik på Politiken. Her er det en uskreven regel, at foto-graferne deltager i konkurrencen. Og det er en god ide at deltage, mener Miriam.
”World Press Photo sætter en debat i gang omkring fotogra-fi et, som det ser ud netop nu. Og deltager man, så er man med til at starte diskussion. Billederne bliver vist i 40 lande, og på den måde bliver historierne fortalt om igen. Det giver fotografi erne en læn-
gere levetid, og det skaber større bevidsthed hos folk.”
Hvad det præcis kommer til at betyde karrieremæssigt for Mi-riam, er svært at svare på endnu, men personligt har hun haft stort udbytte af det.
”Dét, at jeg har vundet og har delt mine billeder med et så stort publikum, det skaber opmærk-somhed omkring dem og giver an-ledning til debat og snak. På den måde bliver jeg også mere bevidst omkring mig selv som fotograf. Jeg kan sætte ord på processen og forklare, hvad det betyder.”
Tid til fordybelse
For David Høgsholt, der netop er færdiguddannet fra DJH, har 3. pladsen ved World Press Photo givet ham mere ro som fotograf. Han vandt i kategorien ’Contem-porary issues’ for sin serie om narkomanen Mia.
”Dét at være fotograf kan være et meget ensomt arbejde. Du laver alting selv, og derfor tvivler du også indimellem på, om det du laver er godt nok. Men at vinde World Press Photo viser, at der er kvalitet i mit arbejde. Og det har givet mig ro på.”
Men David lægger samtidig også vægt på, at det i første om-gang ikke er det at vinde, der er det afgørende. Når man deltager, er det først og fremmest for at få lagt sit arbejde lidt på afstand. En
form for selvrevidering. ”Når du kommer i praktik, be-
gynder du at producere hele tiden. Du har mindst to-tre opgaver hver dag, og derfor når du aldrig at fordybe dig i det, du laver. World Press Photo er en god anledning til at tage et par ugers pause i
slutningen af året og få refl ekteret over dit arbejde. Det tvinger dig til at gå dybere ind i dine billeder og få kigget dem alle igennem. Se hvor man er på vej hen – og hvor man egentlig vil hen.”
World Press Photo giver mulighed for eftertankeFire danske fotografer kan i år bryste sig af at være blandt vinderne af World Press Photo 2005. Blandt dem er Miriam Dalsgaard fra 8. semester og David Høgsholt, der netop er blevet færdiguddannet fra DJH
Tekst | Marie Louise Siim Foto | David Høgsholt REFLEKSION
UDDRAG | Foto fra David Høgsholts vinderserie om narkomanen Mia: Mia mødte Ali i efteråret. Han var coke-pusher, og de blev kærester. Ali kunne ikke tolo-rere, at Mia trak på gaden, men Mia forklarede ham, at det var mindre ydmygende end at skulle tigge ham om stoffer. De blev enige om, at hvis hun stoppede i Skelbækgade, ville han dække hendes stofbrug.
VINDERBILLEDER
Alle vinderbillederne i World Press Photo kan opleves fra april måned på www.worldpressphoto.com.
Til efteråret vil udstillingen blive vist i Øksnehallen i København.
FOKUS
15ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005ANNONCE
16 ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005
Et klik på Højskolernes Hus’ hjemmeside viser, at ti højskoler har forberedelse til journalistprø-verne i Roskilde, Odense og Århus på skemaet.
Askov Højskole ved Vejen er en af de højskoler, der markerer sig mest, når det handler om jour-nalistik og forberedelse til prøven.
Til Åbent Hus den 3. marts var leder af Journalistlinjen ved Askov Højskole, Kai Brinch, på besøg med mere end 40 højskoleelever.
Askov Højskole har et langt kursus på tre måneder med op mod 18 timers journalistik om ugen. Derudover er der et fi re ugers intensivt forløb i marts og et nyt i april. Kurserne sigter direkte mod optagelsesprøverne i Odense og Århus. Alle 40 pladser på de in-tensive kurser plejer at være besat.
”På de intensive kurser er der seks timers undervisning hver dag. Hver enkelt opgave bliver rettet, så eleverne får en personlig evalu-ering. Vi forsøger så vidt muligt at lave opgaver, der svarer til dem, man møder til optagelsesprøver-ne,” siger Kai Brinch.
Udover at arbejde med sprog og journalistiske teknikker er et andet mål med de daglige opga-ver at træne eleverne i at arbejde under pres.
Derudover er der afsat en dag til at afprøve en gammel optagel-sesprøve fra Odense og en dag til den fra DJH.
Ingen garanti
Deltagelse i et forberedende kursus er ikke nødvendigvis ens-betydende med, at man kommer ind på DJH. Omvendt betyder det heller ikke, at man er dårligere kvalifi ceret end andre deltagere. I perioden mellem nytår og den første weekend i maj får Studie-vejledningen mange henvendelser omkring optagelsesprøven. Mange er interesserede i at høre, hvordan muligheden for at blive optaget er, hvis de deltager i et af de forbere-dende kurser.
Claus Rødgaard Thomsen, der er en af skolens tre studievejle-dere, forklarer.
”Vi fraråder ikke folk at deltage i kurserne, men vi anbefaler dem det heller ikke. Det må være op til folk selv at vurdere, om de kan bruge et af de forberedende kur-ser,” siger han.
Indhold hemmeligholdes
I november 2004 afholdt man på DJH et informationsmøde for steder, der tilbyder forberedelses-kurser til optagelsesprøven.
”Det er primært en dag, hvor vi fortæller lidt om uddannelsen og om optagelsesprøven uden at afsløre for meget,” fortæller Claus Rødgaard Thomsen.
Kai Brinch synes, at informati-onsmødet er en god idé.
”Informationerne er meget á la dem, der bliver givet til Åbent Hus dagen. Men derudover diskuterer vi også prøverne,” siger han.
Stederne med forberedelses-kurser har i sagens natur ikke indfl ydelse på prøvens sammen-sætning. Diskussionerne er med til at klarlægge, hvad man fra skolens side ønsker at teste prøvedelta-gerne i.
Kursusoversigt på hjemmeside
På studievejledningens hjemme-side fi ndes en oversigt over nogle af de forberedende kurser, der fi n-des. Ligger der ikke en signalværdi i det? Det mener Claus Rødgaard Thomsen ikke, at der gør.
”Vi vurderer ikke hvert enkelt kursus. Det vil sige, at vi anbefa-ler ikke en højskole frem for en anden. Vores opgave er at infor-mere eventuelle ansøgere om deres muligheder for at forberede sig. Jeg ser ingen grund til, at vi hemmeligholder nogle informa-tioner, som folk alligevel kan få. Det er blot en service,” siger Claus Rødgaard Thomsen.
Forberedelse gør mesterLørdag den 7. maj er dagen for årets optagelsesprøve. Et ukendt antal ansø-gere vælger at deltage i et forberedende kursus på en af landets højskoler
Tekst | Anders Lai PRØVEFORBEREDELSE
For ottende år i træk kan Dag-bladet Børsen notere en frem-gang i oplagstallene. Ifølge Index Danmark/ Gallup og Dansk Oplagskontrol har Børsen opnået en oplagsfremgang på knap 3500 blade i andet halvår af 2004 sam-menlignet med andet halvår af 2003. Det svarer til en stigning på 5,5 procent, så Børsen nu har et oplag på 65.528.
Kristeligt Dagblad går fremTallene fra Index Danmark/ Gal-
lup og Dansk Oplagskontrol viser også en fremgang for Kristeligt Dagblad med en oplagsstigning på 10,2 procent, så bladet i dag har et oplag på 23.373.
I medgang og modgang
BT er modtageren af den største lussing med en oplagsnedgang på 8,9 procent fra andet halvår 2003 til andet halvår 2004. Herefter føl-ger Morgenavisen Jyllands-Posten med et fald på 7,4 procent.
Til gengæld er bundlinjen positiv sort hos både B.T. og Jyllands-Posten, hvor de seneste tal viser et overskud på driften hos B.T. på cirka seks millioner kroner. JP/ Politikens hus kan præstere et overskud på hele 206 millioner før skat.
Opmuntrende oplagstal for Børsen og Kristeligt Dagblad
Tekst | Morten Perregaard OPTUR
De seneste oplagstal for andet halvår af 2004 er kommet og viser et gennem-snitligt fald på 4,4 procent for landsdækkende hverdagsaviser
NOTE
Danske aviser stemmer ja
Når danskerne skal stemme om landets fremtid i det store EU den 27. september, bliver det med mediernes støtte til ja-siden. Information forholdt sig neutral i lederne op til ØMU-afstemningen i 2000, og Ekstra Bladet erklærede sig imod. Begge aviser støtter denne gang et dansk ”ja tak” til den nye EU-forfatning, som også skal til afstemning i otte andre EU-lande. Det eneste land, som allerede har stemt om forfatningen, er Spanien. Hér stemte fl ertallet for.
NOTE
MetroXpress opruster i kampen om de mandlige læsere
Alle raske drenge og normale mænd elsker at læse sportssiderne. Det har de fundet ud af på gratisavisen MetroXpress, der nu udvider mandags-sektionen, så den fremover vil brede sig over 12-16 sider. Satsningen skal gennem den ultimative manddomsprøve, når SAS-ligaen genoptages den 12.-13. marts. Der skulle i hvert fald være nok at rive i.
zacho@[email protected]
NOTE
Goddaw i retten
Datoen er den 28 juni, når Lars Larsen skal i retten på baggrund af en sag om krænkelse af ophavsretten, som Dansk Journalistforbund har anlagt. Baggrunden er Lars Larsens selvbiografi , ’Goddaw, jeg hedder Lars Larsen - Jeg har et godt tilbud’, hvor Lars Larsen har gentrykt tre artikler fra B.T. uden journalisternes tilladelse. Lars Larsen mener, at ar-tiklerne falder ind under citatreglerne. Dansk Journalistforbund mener det modsatte. [email protected]
NOTE
Farvel til mr. DR-Sporten
Efter 28 års tro tjeneste hos DR-Sporten forlader Claus Borre den 1. august jobbet.Hvor vi i fremtiden kan se det letgenkendelige ansigt, vides endnu ikke. Vi følger spændt udviklingen.
NOTE
Journalist i frost og snue
Tv-værten Reimer Bo Christensen har ønsket at forlade DR TV’s sats-ning i Nordøstgrønland, hvor en syv ugers slædeekspedition i marts og april i år bliver til en tv-serie. Tv-værten siger, at han har mødt sin grænse efter adskillige dage i Grønland med 30-40 graders frost. DR arbejder nu på at fi nde en ny vært.
NOTE
Mere guf i posen
For første gang siden 1997 får journalister mere i lønningsposen end det øvrige arbejdsmarked. I gennemsnit fi k journalister en stigning på 3,3% mod 2,7% for det øvrige arbejdsmarked I 2004. Omvendt får nyansatte journalister mindre i løn end dem, de erstatter. Ifølge den seneste lønsta-tistik fra Journalistforbundet ligger den gennemsnitslige månedsløn for journalister på 34.941 kroner.
UD E N F O RU D E N F O R
17ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005
Tekst | Markus Bernsen Illustration | Katrine Damkjær NEKROLOG
”Pressen er en bande hjerteløse bøssekarle. Journalistik er hverken en profession eller et erhverv. Det er en billig fællesbetegnelse for røvhuller og mislykkede eksistenser – en falsk bagdør til livets bagside, et skident, urinstin-
kende lille hul, der er blevet lukket af bygningsinspektøren, men lige akkurat er dybt nok til, at en drukkenbolt kan krybe sammen i det, lidt væk fra fortovet, mens han onanerer som en chimpanse i et bur i zoologisk have.” Hunter S. Thompson om journaliststanden i Fear and loathing in Las Vegas.
Han var et sted omkring Barstow på kanten af ørkenen, da stofferne begyndte at tage fat. Søndag den 20. februar, klokken 17.42 lokal tid, gav de endelig slip igen.Jeg var selv et sted omkring København – på kanten af gymnasiet, da Hunter S. Thompson begyndte at tage fat. Jeg læste de første linier af Fear and Loathing in Las Vegas og var hooked. Ikke bare fordi han skrev så ligefremt og levende, fordi han
trodsede alle autoriteter og lavede sine egne regler. Men mere fordi mandens rablende gale reportageværk blev drevet af en lidenskab, som man kun kunne misunde ham. . . hvis bare man turde. Jeg har i tidszoner regnet mig frem til, at kongen af Gonzo blev fundet død, samtidig med at jeg spiste posenudler og
læste Søndagsavisen i mit køkken. Ikke særligt Rock ’n Roll, hvis du spørger Hunter. Dette er en nekrolog, og den er værd at læse, fordi undertegnede helt sikkert ikke er den eneste dødbidder af en journaliststuderende, der kunne lære noget af Doktor Thompsons kærlighed.
Mediedagene efter Hunters selvmord var fulde af ambitiøse nekrologer. For mange journalister har det været en opgave, man ikke kunne tage for let på. Her var superstjernereporteren - et af det tyvende århundredes helt store kulturelle ikoner på linje med James Dean og Ernest Hemingway - fundet død for egen hånd. Oven i købet var han en af deres egne; en skribent, der havde bedrevet, hvad de fl este skribenter kun hulkende tør drømme om før deadline, under dynen, om natten: Berømmelsen. Også herhjemme har nyheden om Hunters død utvivlsomt medført noget tumult på de små kulturredaktioner. For hvem skulle da have lov til at skri-
ve om Hunter? Nogle steder har det givet sig selv, men opgaven har stadig været betydelig. Hvem kunne forklare, hvad fænomenet Hunter S. Thompson
egentlig handlede om? Hvad var essensen? Hvad var hans arv til verden? Hvem kunne bedømme det? For konklusioner skal der nu engang til. Med nekrologen
falder dommen, og for folk som Doktor Thompson, hvis bedrifter er blevet skildret i et utal af artikler, biografi er og tegneseriestriber i Doonesbury, i fi lmatiseringer med Bill Murray og Johny Depp i den bærende hovedrolle, sker der noget sjovt med nekrologen. Superstjernerne er folkeeje, selv ude om det, og når de går hen og dør, så nøjes vi ikke med at fortælle om deres liv. Nej, vi
anmelder det, for sådan er genren nu engang skruet sammen. I da-gene efter selvmordet er der tærsket mange danske anslag om
manden med cigaretrøret. Flere aviser har bragt mere end én nekrolog, og anmeldelserne har været delte. Men den røde tråd igennem en karriere, der endte i en blodpøl, synes de danske kri-
tikere alligevel at være mere eller mindre enige om: Hunter blev offer for sin egen myte. Han var for meget litterat
og for lidt journalist. Han satte spor, men brændte ud for længe, længe siden. ”Manden var stilen, og med hans død er et væsentligt kapitel i moderne
journalistik afsluttet,” som Egon Balsby skriver det i en af Weekendavisens mere respektfulde vurderinger. Budskabet er hermed givet videre til journalistspirer: Hold jer fra stoffer og New Journalism, for der var kun én Hunter S., og han var fortid, årtier før han stak sin revolver i munden.
For så vidt er konklusionen såmænd også god nok, og Hunter lader sig ikke sådan efterligne. Man kan vælte sig i sprut, stof-fer og skarpladte våben, plage og ydmyge sine redaktører, overskride sin udgiftskonto og afl evere sine maniske skriblerier påsmå, sædplettede post-its to uger over deadline, men lige meget ville det nok hjælpe. Den slags galskab har man fyresedlermod. Verden er en anden, branchen en helt tredje, og et eller andet sted i en nær fremtid venter en Audi og en kommunika-tionsstilling på de fl este af os. Og fred være med det. Vi må nødvendigvis spille en anden rolle, end den Hunter engang spillede,og Audi laver gode biler. Men der er også en anden og mere menneskelig vinkel på doktorens bedrifter. Bag al selvdestruktionen og sarkasmen gemmerder sig en lidenskab i Thompsons artikler, som ikke nødvendigvis havde sidste salgsdato for 30 år siden. Han kunne som få andre svinge sig op til et niveau af gedigen angst, foragt og frygt ved den virkelighed, han slingrede rundt i, og hans indlevelseer stadig i vore dage en bedrift, man kan og bør efterligne…hvis bare man kan og tør gøre det. Hunter var simpelthen ikke helt tryg ved den måde, verden hænger sammen på, og mange af hans artikler er af den særlige mars-mand-kvalitet, hvor fortælleren låner læseren et sæt friske, småparanoide øjne. For sådan var Hunter på scenen, når han var bedst. Som en forvirret, tømmermændsplaget marsmand, nødlandet i begivenhedernes centrum. Nok kan det være svært at adskille Hunter fra stofferne - og let at afskrive ham på grund af dem, men marsmanden Hunter var så fascineret og betaget af verden omkring ham, at han fortjener at blive husket for andet end sine vanvittige udskejelser. Så ud over en lang, euforiseren- de streg af alle tiders mest underholdende artikler, er det måske i sidste ende baredet, Hunter Stockton Thompson efterla-der kommende journalistermed: Sin kærlighed – og uforbeholdne væmmelse.
The love of Hunter Stockton…
UDENFOR
18 ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005
Tekst | Karen Clement Foto | Martin Stampe
Gi’ den gasFyr den af. Find din egen stil. Læs magasiner. Mød Das Büro, og lad dig inspirere
De fleste rejste ud i verden og jagtede det klassiske billede af ’den skaldede dreng, der er skåret under næsen med en helikopter i baggrunden’
“
“
- Lars Bech
FOTOGRAFER | Mændene bag billederne
”Fotojournalisterne på DJH skal allerede nu vænne sig til tanken om, at når praktiktiden er ovre, har de måske taget deres sidste avisbillede.”
Sådan lyder dommen fra fotograferne Lars Bech og Ulrik Jantzen. De er begge uddannede fotojournalister fra DJH og har begge valgt at gå en anden vej end avisbilleder og har startet fotobu-reauet Das Büro.
Fotografi sk fællesskab
Lars og Ulrik sad i et fællesskab sammen med fem andre fotografer ude på Islands Brygge. Langsomt forsvandt de andre. De fl yttede, blev gift, og til sidst var der kun Lars og Ulrik tilbage. Det blev starten på Das Büro.
”Jeg overvejede først at sidde derhjemme for at spare penge, men man har brug for hinanden til at sætte andre øjne på de bil-leder, man tager,” forklarer Ulrik, og Lars fortsætter:
”Den der sparring med andre fotografer er meget vigtig.”Selvom de begge er uddannede fotojournalister og har været i praktik på Berlingske Tidende, lig-ger der ingen aviser i deres kontor på Østerbro.
”Der er ingen inspiration at hente i aviserne i dag. Der mang-ler nogle isbrydere og nogen, der kan fi nde på noget nyt,” mener de to fotografer, der da også havde deres problemer i praktiktiden.
”Da jeg var i praktik, fi k jeg tæsk, hver gang jeg kom hjem fra en opgave og havde gjort noget anderledes,” fortæller Ulrik, og Lars supplerer:
”Folk i branchen skal turde noget mere og satse noget mere.”
Aviser er kedelige
Fastansættelse eller ej er ikke det eneste, fotojournalister på DJH skal tænke på. De skal også tage deres skole alvorligt.
”Mange fra mit semester
brugte ikke nok tid på skolen. Til et tre-ugers projekt hyggede de sig måske en uge, tjente penge den næste og fordyber sig ikke i det. De skal lære at nyde det! Business skal nok komme senere, hvis du
bruger din tid rigtigt på skolen,” mener Ulrik, der opfordrer de studerende til at fokusere på deres nuværende projekt og bruge deres energi på skolen.
”Eleverne skal huske at fi nde inspiration andre steder end i Politiken om søndagen. Det er ikke der, du fi nder guldæggene,” forklarer Lars.
”Aviserne er kedelige. Det er faktisk de unge elever, der rykker.”
Selv fi nder Lars og Ulrik deres inspiration hos hinanden, andre kollegaer i branchen, men primært hos mode- og reklamefotografer
og i et hav af magasiner. ”Vi er meget inspirerede af det,
der bliver lavet i London. Lige nu er vi to år foran avisfotografi et. Om to år begynder de sikkert også at tage lys med ud på opgaverne. Som avisfotograf er man mere in-spireret af andre aviser. De kigger ikke i de fede magasiner.”Lars uddyber:
”Ja, på en avis laver man det, man kan lave med en blitz og et digitalkamera. Det er bare et spørgsmål om at gøre det! Gøre det anderledes. At sige ’denne por-trætserie vil jeg gøre noget ekstra ud af’.”
De griner begge to og fortæller om Lars, der rendte rundt en hel dag med et fl ashanlæg på ryggen.
”Vi laver ikke den gamle foto-graf med blitz på kameraet.”Til gengæld har Lars og Ulrik så også to assistenter, der tager med ud på opgaverne.
”Vi laver set-up’s, som man gør i mode/reklamebranchen og har derfor brug for assistenter,” forklarer Ulrik.
Branding
Das Büro er ikke kun fotografi , men er også et brand. Den del af Lars’ og Ulriks arbejde, der beskæftiger sig med annoncer og t-shirts med deres logo på, er den skævhed, der gør de kedelige dage
UDENFOR
19ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005
INSPIRATOR
29 årUddannet fra DJH i 2001Har udgivet den anmelderroste fotobog langenæs/århus/danmarkModtager af fl ere priser, bl.a. Årets Portræt til Årets Pressefoto Udstillinger i både ind- og udland, bl.a. i LondonFar til Bjørk på 2 år
Læs mere på www.larsbech.com
FAKTA OM LARS BECH FAKTA OM ULRIK JANTZEN
28 årUddannet fra DJH i 2003Har vundet over 15 internationale og nationale priser i de seneste år, bl.a. Årets Feature til Årets PressefotoHar haft udstillinger med personlige projekter i ind- og udland, bl.a. i London, Amsterdam og BarcelonaFar til Vilma på 1 år
Læs mere på www.ulrikjantzen.dk
DAS BüRO
Das Büro holder til på Irmingers-gade 7, 2100 Kbh. Ø.
Laver t-shirts og arbejder med visuel kommunikation
Kunder: Børsen, TDC, HUR m.fl .
Se mere på www.dasburo.dk
Andre fotografer går måske mere op i tek-nik og megabyte. Vi går op i andre ting.
“
“
- Ulrik Jantzen
SAMARBEJDE | Lars og Ulrik bliver inspirerede af hinandenBRANDING | Ulrik og Lars laver t-shirts med Das Büro’s logo på
mere spiselige.”Man er nødt til at lave noget
nytænkning. Det kan være røvsygt at få en opgave med 80 portrætter af de ansatte i et fi rma, men så er det fedt at komme hjem til vores kon-tor,” forklarer Ulrik.
”Andre fotografer går måske mere op i teknik og megabyte. Vi går op i nogle andre ting.”Men selvisce-nesættelsen af de to fotografer har også kostet et par hak i tuden.
”I en udgave af Journalisten satte vi et hav af små annoncer i. Alle de andre annoncer var bare sort/hvid og kun skrift. Vores var orange og havde vores logo på.
Når man viser fl aget på den måde, må man forvente negativ respons. Det er ikke fordi, folk er ondsin-dede, men det vi gør, er jo anderle-des,” fortæller Lars.
”Denne branche er meget indspist, og man skal ikke ret langt frem med næsen, før man får nogle hak.”
Det vilkår, at det er en lille branche, man arbejder i som fotograf, er ikke kun negativt, men også det
tætte netværk, der kan hjælpe til overlevelse.
”Hvis folk er bange for at blive arbejdsløse, skal de tænke på, at det gode ved, at det er en lille branche, er, at vi hjælper hinanden,” forklarer Lars, der
ikke mener, at de studerende på DJH skal være bange for at blive selvstændige.
”Skolen tager desværre slet ikke forholdsregler for, at eleverne skal ud og være selvstændige. Der er satme ikke ret mange, der bliver fastansat længere.”
De opgaver, man kan blive stillet, når man er selvstændig fotograf, er mange og forskel-lige. Ulrik har taget billeder af Thomas Vinterberg til magasinet Romeo+Juliet, Anders W. Berthel-sen og Norén’s seneste opsætning på Betty Nansen teatret. Lars Bech har taget billeder for Microsoft og af Asger Aamund. Desuden optræder han i Danmarks første fotografi ske leksikon, der beskri-ver dansk fotohistorie fra 1839 til 2004. I perioden fra 1980 til i dag er Lars Bech vurderet som en af de vigtigste danske fotografer af sin generation.
Desuden har en af hættetrø-jerne med Das Büros logo været i
Boogie på en af værterne.”Det er vildt sjovt, når sådan
noget sker. Det var ikke engang os selv, der havde givet hende den,” griner de.
Det lader til, at de to fotogra-fer trives med deres anderledes tankegang og nytænkning.
Find din stil
Da Lars og Ulrik skulle lave hoved-opgaver på DJH, var det også en anderledes tankegang, der blev brugt. Lars’ endte med bogen langenæs/århus/danmark.
”De fl este rejste ud i verden og jagtede det klassiske billede med den ’skaldede dreng, der er skåret under næsen med en helikopter i
baggrunden. Og det er der bare alt for mange, der gør. Jeg tog billeder af mine naboer ude i Langenæs.”
Det gælder om at fi nde sin egen stil. Ulrik forklarer:
”Jeg har da lavet sort/hvid reportager af sultne børn i Bangladesh. Det laver jeg ikke nu, men jeg kunne tage det med videre og bruger det da også lidt nu.”
Snart vil de gå i gang med forhandlinger med DJH om
at få lov til at uddele en pris: Das Büro prisen, der skal uddeles for energi, kreativitet, progressivitet og nyskabelse blandt de stude-rende.
Der er ingen inspira-tion at hente i avi-serne i dag.
“
“
- Das Bûro
UDENFOR
20 ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005
”Halvdelen af bladet handler om, hvem der knepper hvem.” Udsagnet kommer bramfrit fra den 23-årige DJH’er og praktikant på SE og HØR, Frederik Ohsten, der som udgangspunkt er villig til at skrive alle historier.
Jagter Jokke
Frederik er netop kommet hjem fra Livigno i Italien. I tre dage har han jagtet prins Joachim og prins Nikolaj. Nu er han tilbage på basen i sit lille kontor. Bunker af gamle numre af SE og HØR omringer ham, mens han fortæller, hvordan han i forrige uge overvå-gede en skilift i tre dage for at få et par citater fra prinsen. Desværre for praktikanten var de kongelige rejst hjem samme dag, som han ankom. Det fi nder han først ud af senere, men det slår ikke den 23-årige københavner ud. I stedet får han et tip om, at Joachim har været ’stangstiv’ en af dagene. Tip-pet redder Frederik, som laver to sider i ugens SE og HØR om den kongelige ferie.
Belønnet af Qvortrup
Men det er ikke kun faste opgaver, som at dække de kongelige, der ligger inden for praktikantens område. Som praktikant på SE og HØR har Frederik, ifølge ham selv, frie rammer. Det benyttede han sig af til uddelingen af Københav-nerprisen for nylig. Med forvent-ningen om at han ville blive afvist, hvis han sagde, han var fra SE og HØR, købte Frederik en almin-delig billet. Da vagten senere på aftenen var væk, så han sit snit til at snyde sig backstage for at tage nogle undercoverbilleder af de kendte.
”Jeg drak mig ’bankelam’ og tog en masse billeder af Mads Mikkelsen, der sad og gav fuck-fi ngre, mens han var i selskab med Sonja Richter,” fortæller han stolt. Fotoserien, der kom ud af anstren-gelserne, endte med at blive Fre-deriks hidtil eneste hovedhistorie på forsiden. ’Sonja Richter fl irter med Mads Mikkelsen’, lød det med store typer.
”Det er vigtigt, vi skriver, at det er Sonja Richter, der fl irter med Mads Mikkelsen og ikke omvendt, for Mads Mikkelsen har en kone,”
forklarer Frederik, der endnu ikke har nogen kilder inden for skue-spil og den kongelige verden.
”Men så må man bare gå ud og drikke sig stiv med de rigtige men-nesker. Næste gang man ringer, så siger de tak for sidst,” forklarer han.
Chefredaktør, Henrik Qvor-trup, bliver efterfølgende så glad for fotoserien, og historien om Mads Mikkelsen og Sonja Richter, at han belønner Frederik med en fl aske gin.
”Han havde løst en opgave på fortrinlig vis, og det synes jeg, han skulle belønnes for,” fortæller Henrik Qvortrup om den 23-åriges arbejde som undercoverjournalist.
Og det er ikke kun denne ene historie, der har gjort indtryk på chefredaktøren. Generelt er han meget tilfreds med sin unge praktikant.
”Han er et dejligt friskt pust. Han lader sig ikke skræmme af nogen autoriteter og stopper ikke på grund af et nej. Han går på med krum hals,” roser Henrik Qvortrup.
Morgenaviserne bringer os ikke videre
På trods af, at Frederik er glad for sin plads som praktikant på SE og HØR, er han udmærket klar over, hvordan nogle journalister og journaliststuderende ser på bladet. Da Frederik fi k sin praktikplads, var der nogle medstuderende, der sagde, ”det kan man da ikke”.
”De fl este syntes dog, det var sjovt, og nogle mente, det var ret langt ude,” beretter han og fortsætter.
”Hvis de ser ned på ugeblads-journalistik, så er det bare synd for dem. Hvis folk har lyst til at læse kedelige aviser, så er det ok. Halv-delen af morgenaviserne er skåret over en rapport, og det bringer os ikke et skridt videre.”
Og Frederik har generelt ikke meget til overs for journalistikken på de store morgenaviser.
”På SE og HØR sidder jeg ikke og skriver pressemeddelelser af fra Amtsrådsforeningen, som de gør på Berlingske. Det er jo ikke journalistik,” mener han.
Udover meninger fra de med-studerende fornemmer Frederik også, at der nok er nogen i hans
familie, der ikke helt kan forstå, at han arbejder på SE og HØR.
”Der er nok nogen, der synes det er lidt underligt, men de synes, jo også, det er skide skægt, ik’. Når jeg sidder i et selskab og fortæl-ler, at jeg arbejder på SE og HØR, siger folk ” kan man virkelig det” , men de vil jo alle sammen gerne have noget sladder, og så giver jeg dem nogle gode historier,” fortæl-ler Frederik og lyser op i et stort smil.
Lysten tilbage, Alexandra?
Frederik er godt klar over, at de emner, han beskæftiger sig med, ikke har den store politiske rele-vans.
”Om Mary taber sig, har jo ikke betydning for, om der bliver krig. Men derfor kan det sagtens være interessant,” påpeger han.
”Det hele skal jo ikke være tørre tal. Der skal være lidt liv, fest og farver, sol og iskage.”
Det er også derfor, han til en åbning af Børns Vilkår spørger prinsesse Alexandra, om hun har fået lysten tilbage.
”Det kunne jo være lysten til alt muligt,” argumenterer han og fortsætter:
”Lysten til at klippe den røde
snor over til indvielsen - eller ly-sten til at kneppe,” fi losoferer han ufortrødent.
Prinsessen svarer ikke, men kigger blot underligt på Frederik, der efterfølgende bliver skubbet væk af en sikkerhedsvagt.
Ufarlige SE og HØR
SE og HØR-praktikanten kan ikke forstå, hvorfor mange kendte vil skjule deres privatliv. Han kan ikke se, hvad de har at skjule, da de er mennesker som alle andre.
”Der er jo ikke noget farligt i at stille op til et interview med SE og HØR. Vi tager bare et par billeder af dem,” beretter Frederik, der mener, at de kendte ikke tager deres fans seriøst, når de ikke stiller op.
”Der er nogle af de kendte, der ikke kan lide almindelige men-nesker. De kan ikke lide deres fans. Derfor stiller de ikke op i SE og HØR, men i smarte cafeblade, som Euroman og Cover. Blade der lefl er for dem. Det er ikke særlig sympatisk,” mener Frederik, der understreger, at SE og HØR skriver om dem alligevel. Så bliver det bare ikke på de kendtes egne præmisser, påpeger han.
Ikke en ond historie
Det værste ved jobbet er dog langt fra de kendtes snobberi. Derimod synes Frederik aldrig, det er sjovt, når han skal ringe ud og høre, om folk er ved at blive skilt, eller høre om deres bror er død.
”Jeg ringede til fodboldspil-leren Jonas Kampers familie, da faderen døde i en ulykke. Familien ville ikke snakke. De var ulyk-kelige. Det er jo forståeligt, og så skriver jeg det. Det er ikke en ond historie. Det er bare en historie om, at faderen er død,” siger Fre-derik med et alvorligt blik.
Platugler og skiderikker
I løbet af det halve år, Frederik har været på SE og HØR, er han blevet hurtigere til at fi nde vinklen på historien. SE og HØR-vinklen som han kalder den. Og den 23-årige kan godt se sig selv besætte en fast stilling på bladet engang i fremtiden.
”Ikke for tid og evighed, men for en periode. Jeg kunne også godt tænke mig at afsløre platugler og skiderikker for Ekstra Bladet,” slutter han.
Praktikant på SE og HØR Frederik Ohsten vil ikke være journalist for at stive sin egen selvgodhed af eller for at blive en del af det gode selskab. Til gengæld brænder han efter at fortælle læserne om de kendtes branderter
Frederik Ohsten – hvad de andre ikke fortæller
Tekst | Christian Kjær Foto | Kristian Brasen PRAKTIKANT
SE & HØR | Ingen og intet er helligt for Frederik Ohsten - den eneste praktikant på SE & HØR
UDENFOR
21ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005
Lange interviews over telefonen kan være en betydelig post på budgettet for journaliststuderende. Men hvis man lige kigger sig lidt for, ikke er teknologi-forskrækket og i øvrigt har en computer og en mikrofon, kan man spare mange penge på at bruge Skype.
Skype er et stykke software, der kan foretage opkald til telefo-ner over hele verden. Det ligner til forveksling MSN Messenger, som stort set alle bruger, men med Skype kan man både chatte som normalt og føre en telefonsamtale over nettet med andre brugere eller almindelige telefoner.
Programmet er udviklet af folkene, der gav os KaZaa – et af de populære gamle p2p-fi ldelings-systemer. Teknologien bag Skype ligner også KaZaa.
SkypeOut
Den helt store fordel ved Skype er SkypeOut. Man kan ringe til
fastnet- og mobiltelefoner over hele verden. Til priser langt under teleselskabernes priser. For 14,5 øre i minuttet kan man ringe til fastnettelefoner i Danmark, USA og Europa.
Systemet er enkelt. Uanset hvor du er i verden, koster det 14,5 øre i minuttet at ringe til en dansk telefon. Eller en amerikansk eller chilensk for den sags skyld.Det største problem med Skype er, at det stadig er temmelig dyrt at ringe til danske mobiltelefoner – hvis du er i Danmark. Det koster knap to kroner i minuttet at ringe til en dansk mobiltelefon – mere end dobbelt så meget som med for eksempel Telmore eller et af de andre billige teleselskaber.
På længere sigt bliver det forhåbentlig billigere, men lige nu må man ”nøjes” med at ringe til fastnettelefoner. Måske heller ikke så dårligt. Uanset hvad er det bil-ligere end telefonkælderen.
F O R B R UG E RF O R B R UG E R
Sparegris i cyberspaceSkype er ikke noget nyt. Men det gør det ikke mindre interessant. Med gratis voice chat og meget billige opkald til fastnettelefoner i både Danmark og resten af verden kan journaliststuderende spare en god slat penge
KALENDER
Fredag d. 11. og lørdag den 12. marts - Spiritusmesse i kongrescenteretDer er rig mulighed for at udforske din indre drukhund. Pris 195 kroner. Medlemmer af Studenterhus Århus slip-per med en hund. Se mere på www.spiritusmessen.dk
Fredag d. 11. marts - Sproglab i cyberspaceForelæsning ved Tina Thode Hou-gaard, kl. 14 -16 i Adorno, Institut for Informations- og Medievidenskab, Helsingforsgade 14, 8200 Århus N, lokale 138.Tina Thode Hougaard vil fortælle om chatterne som stil- og sprogbevidste kommunikatører.
Lørdag d. 19. marts – Mikael Simpson & SølvstomSoveværelelsesmusikeren og tidligere Luksus-frontmand gæster Voxhall med sin elegante sangskriverkunst. Entre: 120 kroner
Tirsdag d. 22. marts - Spindok-tor i Århus StudenterhusTidligere spindoktor for Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft, Peter Mogensen, holder foredrag. Medlemmer gratis. Ikke-medlemmer en rund tyver plus en tier.
Fredag d. 25. marts - Monthy Python i BiocityDen klassiske ’Life of Brian’ vises i Biocity fra fredag d. 25. marts og lørdag d. 26. marts kl. 23.59
Fredag d. 1. april – Det sociale i relation til medierKl. 14-16 i Adorno, lokale 138.Cand.mag. Jesper Tække fortæller om mediesociografi en, der beskriver det sociale i relation til medierne.
Onsdag d. 6. april - TV2s nye programudviklingVed Hanne Danielsen fra TV2. kl. 14.00-16.00 i Adorno, lokale 138.
Tekst | Oliver R. Skou INTERNETTELEFONI
Hang The DJ11. marts: DJ Lurifaxxx aka The Manowarriors
En eklektisk blanding af dancehall, rock, digital og en skvis reggae er, hvad månedens første DJ i fredagsbaren byder på. Hans identitet er pt. hemmelig, men glæd jer allerede.
Hvis du har en plade eller tres du gerne vil spille i fredagsbaren, så send en mail til [email protected]. Der er stadig ledige pladser ved pulten i maj måned.
Tekst | Martin Thimes Langballe Flyer | DJ Lurifaxxx FREDAGSBAR
Danmark - fastnet Danmark - mobil USA
TDC Fastnet 0,25* 1,60-1,75* 1,75*
Telmore 0,80* 0,80* 3,70*
Sonofon fastnet 0,22* 0,75-0,88* 1,73*
Telefonkælderen 0,25** 1,75** -
SkypeOut 0,145 1,925 0,145
* Der tillægges en opkaldsafgift på 25 øre pr. opkald ** Der tillægges en opkaldsafgift på 2,50 kroner pr. opkald
KENDER DU TIL ET IN-TERESSANT ARRANGE-MENT, ELLER HAR DU ET GODT FORBRUGER-TIP SÅ SEND DET TIL [email protected]
SKYPE.COM | Det er lige så nemt som at bruge MSN Messenger
22 ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005
Tekst | Martin Thimes Langballe Foto | Martin Stampe MONOPOLET
”Jeg har et problem, som jeg gerne vil spørge Monopolet til råds om. Jeg skal interviewe en kendt radiovært om kort tid. Jeg kender ikke andet til ham end det, man får at vide i radioen. Og så er han 33 år og har tre børn. Hvad skal jeg starte med at spørge ham om?”
Spørgsmålet er søgt og ikke så relevant, da det jo ikke er Mads Steffensen, der er selve ’Monopo-let’. Han er bare ’Mads’. Ikke desto mindre er dét det mest naturlige at spørge ham om. Hver lørdag formiddag spørger ganske almin-delige danskere nemlig hans Mo-nopol om deres helt almindelige dilemmaer. Live i æteren. Direkte fra stuen til studiet og tilbage igen.
Mads’ Monopol mener:
”Jeg synes, du skal starte med at skamrose ham for at lave et fantastisk godt program. Så føler folk sig altid godt tilpas,” er hans umiddelbare svar.
Hans stemme besidder præcis den nordjyske ro, som radiolyt-tere landet over hører hver lørdag formiddag. I modsætning til mange andre radiopersonligheder tager Mads ikke radiostemmen på, når han står foran mikrofonen i studiet. Jeg føler mig hensat til 91.7 FM.
”Og så kan du starte med at spørge om, hvordan pro-grammet blev til, for jeg tror, mange hellere vil snakke om det, de laver end om dem selv. Jeg er i hvert fald én af dem,” forklarer han videre.
Mads Steffensen ridser klart op. Han er en privat mand, men dog en privat mand med holdnin-ger og meninger om det medie-billede han selv er en del af. For han kan rigtig godt lide at lave underholdning. Især underhold-ning som betyder noget.
”Jeg ser ’Mads & Monopolet’ som et underholdningsprogram først og fremmest. Det er debat-ten, der kommer som nummer to. Det fungerer kun, fordi det er sjovt, men det er sjovt, fordi det skaber debat, og fordi der er en høj identifi kation hos lytteren. Alle kan forstå de dilemmaer
’Monopolet’ bliver præsenteret for, fordi det er lytterne selv, der sid-der med dilemmaerne.”
De tre nøgleord
Den morgen for halvandet år siden, hvor Mads mødte på P3’s redaktion på Frederiksberg i København, havde han overhove-det ikke nogen plan. Han vidste, at ledelsen havde tilbudt ham at udfylde tre timer lørdag formid-dag. Det var det.
”Ledelsen ville gerne have, at der kom noget smæk på lørdag formiddag. De ville have et forbru-gerprogram, for der er jo mange børnefamilier, der lytter til radio lørdag formiddag. Så jeg spurgte dem, hvilke elementer de havde forestillet sig i sådan et program. Jeg fi k at vide, at de havde tænkt på, ’at man eventuelt kunne teste barnevogne og så se, hvad for en der var bedst,’ og jeg kan bare huske, at det havde jeg slet ikke lyst til. Og slet ikke i radioen.”
Heldigt for Mads og de mere end 500.000 mennesker der hver lørdag stiller ind på P3’s frekvens på deres FM-radioer. For Mads fi k frie hænder til at udvikle det program, som han selv havde mest lyst til at lave. Det skulle bare kunne udfylde formiddagsblokken
på tre timer.”Jeg skrev
nogle nøgleord ned om, hvad et godt program kunne være. Jeg fandt på, at pro-grammet skulle være enkelt i sit udtryk – et klart koncept, så alle var enige om, hvad det
her handler om,” fortæller han og skærer helt ind til benet.
”Der er så mange program-mer, som handler om alt muligt, så det kunne være meget fedt at få et program, hvor alle lyttere ved, hvad det egentlig handler om.”
Det næste nøgleord, Mads Steffensen skriblede ned den for-middag, var ’vedkommende’.
”Det skulle handle om noget, der betyder noget for folk,” er hans meget åbenlyse argument for, at netop det ord skulle indgå i konceptet. Om det lidt rodede kontormiljø, som omkranser hele P3’s redaktion, har været til inspiration for det sidste nøgleord i konceptet til ’Mads & Monopo-
let’, må stå hen i det uvisse, men ’kontrolleret kaos’ var det ord, Mads Steffensen sidst tilføjede til konceptpapiret.
”Det er sjovt at have mange ubekendte, men det er også rart med et par faste holdepunkter, så det hele ikke sejler,” fortæller han uden at virke afskrækket af det store virvar af forskelligtstrittende holdninger og gode råd, som semi-kendte, komikere, folketings-politikere og eksperter kan byde ind med live i æteren.
Mener ikke noget overhovedet
”Når jeg laver ’Mads & Monopo-let’, mener jeg aldrig noget. Jeg bliver nødt til at have min rolle
som udspørger klart defi neret. Hvis jeg først begynder at mene noget, så udvander jeg min egen rolle. Så selvom jeg nogle gange mener noget, og selvom jeg tænker, at noget er totalt vrøvl, så bruger jeg det journalistisk ved at stille spørgsmål ind til argumen-tet. Også selvom det måske er en, jeg er enig med. Det gør jeg sim-pelthen for at få vendt alle de sten, der nu engang er,” fortæller han.
Rollen som passiv og tilbage-holden radiovært passer heldigvis Mads godt. Måske fordi han ikke har efterladt meget mere end en skygge af sit ellers rødlige hår.
Jeg gad ikke teste barnevogne og slet ikke i radioen...tænkte Mads Steffensen, da han kom tilbage på P3’s redaktion efter en lang sommerferie for halvandet år siden. Derfor udviklede han ’Mads & Monopolet’
MADS STEFFENSEN | Mads Steffensen styrer og dirigerer ’Monopolet’ hver lørdag formiddag
MADS STEFFENSEN
Er uddannet journalist fra DJH i 1997
Var i praktik på Frederiksborg Amtsavis og har tidligere været ansat på Berlingske Tidende og Metronome
På P3 har han været studievært på både ’Go’ Morgen P3’ og ’Strax’ og har desuden været producer på stort set alle programmer på P3
Har to brødre som begge arbejder hos Danmarks Radio
Hvis jeg først begyn-der at mene noget, så udvander jeg min egen rolle
“
“
- Mads Steffensen
23ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2005
D E B A TD E B A T
Levering
Alle indlæg sendes til [email protected] i Word .doc eller .rtf-format. Husk rubrik, fulde navn, semester / stilling og e-mail-adresse i dokumentet.
Omfang
For indlæg og svar gælder det, at de maksimalt må fylde 2500 anslag (inkl. mellemrum), og hvis debatten stræk-ker sig over fl ere numre maksimalt 1600 anslag.
Redigering
Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere og forkorte indlæg. Desuden at vælge indlæg fra, såfremt der ikke er plads til alle indkomne - eller hvis redaktionen vurderer, at et indlæg falder uden for avisens område.
DEBATINDLÆG
Tekst | Lars Bjerg, studieleder 1. ÅRS EKSAMEN
Selvfølgelig er det en træls situa-tion. Og vi har skam tit kigget på kalenderen.
Men forudsat at 1.års projektet skal være afslutningen på 2. se-mester, og det skal det, så kan det ikke være anderledes – til vinter-eksamen. Kig selv efter i Mayland: Efteråret er for kort til alt det, man skal lære for at blive en god journalist.
Hvis vi fulgte lovens bogstav, måtte du vente et halvt år på at gå til reeksamen, fordi man faktisk skal have bestået 1.års prøven for at måtte deltage i noget som helst derefter. Vi har så skønnet, at det trods alt må gøre mindre ondt med både usikkerhed og alle de der medlidenhedsblikke i nogle dage, hvor man ikke ved, om man må fortsætte på sit hold.
Vi vil i al fald ikke skære seme-strene ned – og dermed forringe uddannelsen for alle - for at skåne dig for det.
Mayland er bedre om foråret. Dér kan man afl evere sit reeksa-mensprojekt før sommerferien og gå til reeksamen i august før semesterstart.
Kære Louise
Jeg tror, det bunder i svigt i min barndom. Én eller anden tabte mig på et betongulv. Eller måske var det nærmere de 20 smøger om dagen, som min mor pustede i hovedet på mig, mens jeg legede prinsesselege som lille. Jeg fi k nemlig aldrig begrebet ’hensyns-fuld ryger’ med i bagagen oven i de andre sociale kompetencer, som jeg siden hen har fået brug for.
Og derfor er jeg én af dem, som du, Lasse, brutalt bræn-demærker som ’dårlig ryger’ i dit indlæg i sidste nummer af Bunkeren. For jeg er ikke særlig hensynsfuld, når det kommer til
rygning. Jeg ryger, hvor og hvornår det passer mig. Så længe det selvfølgelig er tilladt i pågældende område.
Men, hvis sandheden skal frem, så har jeg da også en enkelt gang eller to stået og hængt taber-agtigt ud foran Frøberts. Hvor det vist i virkeligheden ikke er helt lovligt at ryge. Høj af abstinenser og trang til at strække benene har jeg glemt alt om forbud, passiv rygning og andre menneskers helbred. I stedet har jeg kastet mig over misbrugets glæder for derefter at voldpuste røgen ud i hovedet på forsvarsløse menne-sker. Måske dig?
Og det undskylder jeg. At det forpestede din livskvalitet så meget, det var jeg slet ikke klar over.
Men hvor skulle jeg vide det fra? Du har jo ikke sagt noget. Ikke engang et højlydt host er det blevet til. Og derfor troede jeg, det var helt i orden, at jeg gjorde det.
Næste gang du føler dig for-ulempet, så gør mig opmærksom på det. Jeg tror, vi er mange rygere, der ikke tænker, når trangen til nikotin tager over. Men du kan godt sige det til os, når du bliver irriteret. Vi er nemlig meget rare, selvom vi er rygere.
Undskyld, LasseTekst | Charlotte Halbæch-Andersen, 3. sem OSERI
Første gang jeg oplevede tyveri-alarmen hyle i bunkerens lange gange, var det spændende – og lidt sjovt, da vi fandt ud af, at det var falsk alarm. Anden gang var det underligt. Tredje gang var det irriterende.
Det er nu fl ere måneder siden, og alarmen har efterfølgende bra-get igennem lydmuren tja... rigtigt mange gange. Morgen, middag, aften og faktisk det meste af nat-
ten til KaJ-festen. Mig bekendt har det været falsk alarm hver eneste gang.
I dag – søndag den 6. marts - må være ny rekord. Jeg opgav at tælle, da jeg var nået til syv-otte alarmafgange, men jeg gætter på i alt 15. Imponerende! De stakkels FalckSecuritas-mænd er helt blå i hovedet af raseri, når de kommer ilende herop spørgende:”Hvem har nu aktiveret alarmen?”
Svaret er det samme hver gang:”Vi ved det ikke!”
Helt sikkert er det, at der er noget riv-rav-ruskende galt. Ikke for noget Bygningsservice, men det er for dårligt. Uanset om det kan være svært at installere et nyt alarmsystem, så tager det da for pokker ikke tre måneder? Vil I ikke nok få styr på det?!
Alarmerende ringeTekst | Ole Hall, 2. sem. KIMNING
Næsten alt støv kan eksplodere. Heldigvis for Journalisthøjskolen, hvor maskinstøv og manglende luftfugtighed længe har overskredet den nedre eksplosionsgrænse. Det er godt nyt for undervisere og studerende, der glæder sig til, at det nye opstår i asken fra det gamle. Vi kan læne os tilbage og nyde ventetiden - før det store brag.
Journalistik er elektrisk. Det er eksplosivt uden at være støvet. Arki-tekten P.H. sagde engang, at »Politik er kampen om retten til at leve livet. Kunst er kampen om evnen til at leve livet.« Her står journali-stikken i spændingsfeltet mellem politik og kunst. Elektrisk højpotent spændt ud mellem magten og kærligheden. Og her går vi, studerende og undervisere, i det størst tænkelige energifelt og er lige ved at falde i søvn. Fordi vi hverken tager kunsten eller politikken alvorligt. Fordi vi er så forblændet af at se på teknikken, at vi glemmer at spørge - hvor-for? Uden at udvikle svarene på hvorfor vi er journalister, er teknikken som viagra for et speedhoved. Den gør os stive og i stand til at udføre jobbet. Men der skal mere til. Derfor kommer eksplosionen. Fordi det mest grundlæggende spørgsmål ikke bliver stillet på skolen. Hvorfor er du her? Hvorfor er du journalist?
Er svaret indlysende? Eller er det for privat til at diskutere? Eller er det bare noget, vi ikke behøver at tænke over, før vi er færdige med uddannelsen? Hvem skal svare for os, hvis vi ikke selv kan? Når ikke undervisningen bringer os tættere på de historier, vi allerhelst vil for-tælle, men ikke tør fortælle. Tættere på den kerne af fortællekraft alle mennesker besidder. Det punkt hvorfra vores nysgerrighed, angst og lyst eksploderer. Det punkt, som vi i dag lader som om ikke eksisterer, ligesom vi lader som om, G-punktet ikke eksisterer, når vi ikke kan fi nde det. G-punktet kan lære os om kunstens og kærlighedens andel i jour-nalistik. Ikke fordi politikken og magten er uinteressant. Det er bare svært at diskutere i en tid, hvor ikke engang politikere gider diskutere politik. Så fuck det - for nu. Og lad os lære G-punktet at kende. Det sker alene eller sammen med andre. Princippet er det samme. Er man alene, stikker man fi ngeren op i sig selv og mærker efter, hvor det kil-der. Og når man først er i gang, opdager man, at det kilder mere, hvis man får hjælp. At kærlighed gør sex sjovere, ligesom kærlighed gør journalistisk sjovere, bedre og større.
Derfor skal vi have undervisere, der kalder på nysgerrige fi ngre og i sidste ende på skabertrangen - på kærligheden. Undervisere, der ken-der sig selv, og som prikker og skubber og har en kærlig iver efter, at vi kommer tættere på noget, som er farligt. Ikke undervisere, der snakker målgruppe, før de snakker indhold.
Målgruppejournalistik er blandingen af 70’ernes bløde mand, der kun giver sin kvinde det, hun siger, hun vil have. Og så 80’er mantraet om at sælge. Sælge det, folk gerne vil have. Sælge ud. Sælge alt. Målgruppejournalistik er færdigt. Det dør sammen med de aviser, der holder fast i det.
Men netop her - på målgruppen - falder støvet, så man kan høre det i undervisningen. Når vi for eksempel diskuterer, hvilke pressemed-delelser der kan give historier, der passer målgruppen. Og vi skal argumentere for, hvilken målgruppe vores stof er henvendt til. Men aldrig hvorfor historien interesserer os. Aller højest: Hvorfor historien, ud fra normen, er vigtig. Ud fra den gængse logik. Og igen lærer vi lu-derens abstrakte videnskab, at bare nogle andre kan lide det, vi laver, behøver det ikke at betyde noget for os selv. Bag betonen, hvor alle taler om virkeligheden på den anden side. Men i virkeligheden er det lige virkeligt på begge sider af skolens tiltrukkede gardiner. Virkelighe-den er der bare. Uvirkelig, hvis man glemmer den. Virkelig, hvis man tør den. Hvis man er der.Hellere end at vente på virkeligheden skal vi trække gardinerne fra vinduet og lade solen varme støvet op. Droppe målgrupper og disku-tere det vi brænder for. Det vil i sig selv være den gnist, som får støvet i de døde hjørner til at eksplodere.
Fakta om støveksplosioner
Mange virksomheder har ofte ikke kendskab til, at støveksplosioner kan være en konstant trussel, hvor der kan ske alvorlige personskader og skader på materiellet.
Der er fare for en støveksplosion: Når støvet er blandet med luftens ilt over en vis minimumkoncentrati-on - man taler om den nedre eksplosionsgrænse - og når der samtidig er antændelsesenergi, fx varme eller gnister.
Næsten alt støv kan eksplodere.
Kilde: Udpluk af »Arbejdstilsynet vejledning C.0.9«[email protected]
Støvets eksplosionDebat| Lars Borking, 3. sem. KLUMME
Ministeriet for Presse og Livet har med øjeblik-kelig virkning besluttet at nedlægge smags-
dommerorganet ’Sand-hedskommissionen’, som gennem et halvt år har søgt at forhøje sig selv til et bedrevidende public serviceorgan på Danmarks Jour-nalisthøjskole. Hver-ken ministeren eller regeringen kan eller vil acceptere denne form for selviscenesættelse og usmageligt infame og infantile pissen op
og ned af benene på
hædelige mennesker og undervisere. Vi skal understrege, at beslutningen er helt selvstæn-dig og ikke bygger på henvendelser fra nogen som helst.Hvad angår forældremyndigheden over lille-Roger fra Benin ser Ministeriet for Presse & Livet sig nødsaget til at bortadoptere barnet til sig selv. Han kan ikke være tjent med at vokse op i et så primitivt miljø, som Sandhedskommissionen præsterede. Departementschefen overtager myndig-heden over Roger til hans fyldte 18. år. Hele ministeriet vil fremover arbejde for, at Roger kan få arbejde på det prægtige ’Negermagasinet’.
Endnu en kvindelig minister er nu røget på glatbane – billedligt talt. Social - og Ligestillings-minister Eva Kjer Hansen er ufrivilligt blevet med rogn. Men Christiansborgs samlede pres-setjeneste strammer kardanaks-len og har instrueret Eva Kjer i en klassisk kvindelig undvige-manøvre, som hendes kolleger Ulla og Henriette allerede har benyttet: ”Det var min mand, der gjorde det!”
Det nye Danmarkskort medfører omsiggribende omvæltninger på DJH. Det viser sig, at den nye kommune-grænse mellem Århus og Aalborg-Cypern kommune kommer til at gå lige gennem Roger Buchs kontor. Det betyder, at Roger ’The Expert’ Buch har fået begrænset sine muligheder for at udtale sig som ekspertkilde. Når reformen træder i kraft, må hr. Buch kun må udtale sig som ekspert om kommuner mandag, onsdag og fredag. Tirsdag, torsdag og i weekenden kan journalister ringe og høre eksperten om temaet ’Børn og SMS’.
Afl ytning af Minkes telefon – ’Den Røde Linie’ – torsdag den 3/3, kl. 22:46. Samtale mellem rektor Kim Minke (DJH) og institutleder Niels Krause-Kjær (SDU).
[...]Minke: Kim Minke.K-K: Hej Minke, det er Niels.Minke: Hej Niller. Hvad vil du på den hér tid af døgnet?K-K: Jo, altså...jeg var forbi DJH i dag for at sikre mig, at I ikke kan undervise i poli-tisk journalistik på næste semester og for at få et par gratis boller i kantinen...hun er egentlig stadig fræk...øøh...hvad er det, hun hedder?...Og så var det, jeg så, at I har hængt kunst op derinde...Minke: Ja, der skal jo gerne være lidt at se på, så der ikke går Portland i den...høhø...fi k du den?K-K: Joh...men havde vi ikke en aftale om, at det med kunst og planter og studie-miljø, at det var noget, som vi har hernede...og så har I den seriøse journalistik?Minke: Tjoo...K-K: Det er sgu’ ikke sportsmanship, Kim. Så får du heller ikke de to Berlingoer, du vandt i det dér spil Texas Hold ’Em, du slog mig i på No Hand Bar...Minke: Ej, Niller...kom nu! Ikke være kontrær. Jeg skal nok rive det kunst ned og spraymale de malede fl ader grå...Niller? Niller!![...]
Og disse unge mennesker har fået den gode idé at lave en skoleavis. Den hedder LIXEN – men ikke ret meget længere. Nu har LIXENs redaktion nemlig tyvhugget Illustreret Bunkers layout, og for at dække over misèren har de kloge hoveder udskrevet en navnekonkurrence: Find et nyt navn til vores avis! De tre bedste forslag præmieres med DVD-fi lmen ’Kongekabale’. Du skal være mere end velkommen til at sende dit forslag ind til redak-tionen på [email protected]
Ministeriet for Presse og Livet har selv følgende bud:
Illustreret Bunker, Illustreret Bunker, jr., Ekstra Illustreret Bunker, Det Fri Illustreret Bunker, Illustreret Bunker Tidende, Illustreret Dagen, Kristeligt Illustreret Bunker, Junior, Undermåleren, Tævemagasinet eller Negermagasinet.
BEKENDTGØRELSE!BEKENDTGØRELSE!
På SDU uddanner de også journalister
LILLE-ROGER | Sandheds-kommissionens plejebarn Lille-Roger bliver bortadopteret til Ministeriet for Presse & Livet. Måske med en fremtid på TV!
EVA KJER | I den senere tid er flere og flere folketingspolitikere (den kvindelige af slagsen, forstås) røget i et slemt uvejr. Om det var dårligt vejr, da Evas mand rev hende rundt, er ikke til at sige, men graviditeten var hans skyld.
Politiker med rogn
SKRIV TIL MINISTERIET
FOR PRESSE & LIVET PÅ
VI GI’R, VI TA’R 50/50!!!
Tekst | Morten Szygenda og Mads Zacho
Kommunalreformen splitter DJH