mig før dig

90mm 145 mm

226

mm

145 mm CMYK 90mm37,5 mm 145 mm CMYK

MIG før

DIG

Mig før dig er en bittersød historie om at elske, at lære

og at give slip. Det er en skøn læseoplevelse. Jeg elskede den.

– Daily Mail

JOJO MOYES

CICERO

MIG

før DIG

førDIG

37,5 mm

Lou Clark ved en masse ting. Hun ved, hvor mange skridt der er fra bussen og hjem.

Hun ved, at hun elsker sit arbejde på The Buttered Bun, og hun ved, at hun måske ikke elsker sin kæreste Patrick

så højt, som hun burde.

Hvad Lou ikke ved, er, at hun lige om lidt mister sit job, og at det bestemt ikke er nemt at få et nyt.

Will Traynor ved, at han ikke længere har lyst til at leve.Han ved, at livet nu føles småt og glædesløst, efter at han er blevet lam i stort set hele kroppen − og han ved præcis,

hvordan han vil gøre en ende på elendigheden.

Hvad Will ikke ved, er, at Lou lige om lidt vil bryde ind i hans liv og gøre hans dagligdag knap så farveløs.

Og hvad ingen af dem ved, er, at de kommer til at forandre hinandens liv for altid.

„Er du okay?“ Jeg kastede et blik ned mod

hans kørestol, for jeg var bange for, at han

på en eller anden måde havde fået noget

i klemme eller sad fast, at jeg havde gjort

noget forkert.

„Jeg har det fi nt. Det er bare ...“

Jeg kunne se kontrasten mellem hans

lyse krave og den mørke blazer.

„Jeg har ikke lyst til at komme ind

endnu. Jeg vil bare gerne lige sidde lidt

uden at behøve at tænke på ...“ Han gjorde

en synkebevægelse.

Selv i halvmørket kunne jeg se, at det

ikke var let for ham.

„Jeg vil bare gerne ... være en mand,

der har været til koncert med en pige i rød

kjole. Bare et par minutter mere.“

Jeg slap dørhåndtaget.

„Selvfølgelig.“

Jeg lukkede øjnene og lænede hovedet

mod nakkestøtten, og så blev vi siddende

sammen lidt længere, to mennesker,

der var opslugt af den musik, de havde hørt,

i skyggen fra et slot på en bakketop

i måneskinnet.

© P

HY

LL

IS CH

RIST

OP

HE

R

JOJO MOYES (f. 1969) er uddannet jour-

nalist og debuterede som romanforfatter

i 2002. Hun er forfatter til i alt 9 romaner,

hvoraf BRUDESKIBET og HVALERNES SANG er

udkommet på dansk, og har to gange mod-

taget den engelske pris Romantic Novel of

the Year. Med MIG FØR DIG har Jojo Moyes’

forfatterskab taget en ny drejning, og ro-

manen ser ud til at blive hendes helt store

gennembrud i England, hvor den på kort tid

har solgt over 250.000 eksemplarer.

– Daily Mail– Daily Mail

CICERO

JOJO

MO

YE

S

Mig foer dig_smuds.indd 1 04/07/12 18.01

Mig før dig

Moyes - Mig før dig (638-2539-9) - 444 sider - IB.indd 1 05-07-2012 09:36:57

Af samme forfatter:

Hvalernes sangBrudeskibet


Jojo Moyes

Mig før dig

Oversat fra engelsk afMarianne Linneberg Rasmussen

CICERO


Copyright © Jojo Moyes, 2012Originaltitel: Me Before You

Sats: Cicero, KøbenhavnTryk: CPI – Clausen & Bosse, LeckOmslagsillustration: © Sarah Gibb

Tilrettelægning af dansk omslag: Lonnie Hamborg/ImperietISBN: 978-87-638-2539-9Første danske udgave

Printed in Germany 2012

CICEROer et forlag i Rosinante&Co

Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København Kwww.rosinante-co.dk


Til min kære Charles


12

1

2009

Der er 158 skridt fra busstoppestedet og hjem til vores hus, men det kan godt komme op på 180, hvis man ikke har travlt, eller man har plateausko på. Eller sko, man har købt i en genbrugs-butik, og som har sommerfugle på snuden, men ikke sidder ordentligt fast om hælen og derfor kun kostede den latterlige sum af 1 pund og 99. Jeg drejede om hjørnet til vores vej (68 skridt) og kunne lige skimte vores hus – et halvt dobbelthus med fire værelser og to stuer i en række med andre dobbelt-huse med tre eller fire værelser og to stuer. Min fars bil holdt udenfor, så han var åbenbart ikke taget på arbejde endnu. Omme bag mig var solen ved at gå ned bag Stortfold Castle. Slottets mørke skygge gled langsomt ned ad bakken som smel-tet voks for at overhale mig. Da jeg var barn, lod vi tit vores lange skygger udkæmpe pistoldueller, og så lå vores vej plud-selig et sted i det vilde vesten. Hvis bare det havde været en anden dag, kunne jeg have fortalt om alt det, jeg har oplevet lige her: Det var her, min far lærte mig at cykle uden støttehjul; her, mrs. Doherty med den skæve paryk kom ud til os med nybagte boller; og her, Katrina som elleveårig stak hånden ind i en hæk og forstyrrede et hvepsebo, hvorefter vi løb skrigende hele vejen op til slottet. Thomas’ cykel lå væltet på havegangen, og da jeg havde lukket havelågen bag mig, stillede jeg cyklen op på verandaen og åbnede hoveddøren. Varmen ramte mig med samme kraft som en airbag – min mor er en frygtelig frossenpind og har skruet op for varmen hele året rundt. Min far går altid og mum-ler, at hun ender med at sende os alle sammen på fattiggården.


13

Han påstår, at vores varmeregning er større end bruttonatio-nalproduktet for et mellemstort afrikansk land. „Er det dig, skat?“ „Jeps.“ Jeg hængte min jakke op på knagerækken, hvor den måtte slås om pladsen med alt det andet overtøj. „Hvem af jer er det? Lou? Katrina?“ „Lou.“ Jeg stak hovedet ind i stuen. Min far lå på sofaen med ansigtet nedad og armen begravet mellem hynderne, som om de havde slugt den i én mundfuld. Min femårige nevø, Thomas, sad på hug og stirrede spændt på ham. „Lego.“ Far drejede ansigtet om mod mig. Han var helt gas-blå i hovedet af anstrengelse. „Jeg fatter ikke, hvorfor de laver de klodser så små. Har du set Darth Vaders venstre arm?“ „Den har ligget oven på dvd-afspilleren. Han har vist byttet arme med Indiana Jones.“ „Nå, men nu kan Vader åbenbart absolut ikke have beige-farvede arme mere. Vi er nødt til at finde de sorte.“ „Bare rolig. Hugger Obi-Wan Kenobi ikke armen af ham i 3’eren?“ Jeg pegede på min kind som signal til Thomas om at give mig et kys. „Hvor er mor?“ „Oppe ovenpå. Nejj se, jeg fandt lige en mønt – et helt pund endda!“ Jeg så op, da jeg hørte den velkendte knirken fra strygebræt-tet. Min mor, Josie Clark, sidder aldrig nogensinde ned. Hun sætter en ære i altid at være i sving. Engang stod hun på en stige udenfor og malede vinduer, mens hun med jævne mel-lemrum vinkede ind til os andre, som sad omkring spisebordet og spiste oksesteg. „Vil du ikke nok prøve at finde den forbistrede arm til ham? Nu har jeg ledt i en halv time, og jeg skal snart på arbejde.“ „Har du aftenvagt?“ „Ja. Halv seks.“ Jeg kastede et blik på uret. „Den er altså kun halv fem.“ Han gjorde sin arm fri af hynderne og kiggede på sit arm-båndsur. „Hvordan kan det være, du allerede kommer hjem nu?“


14

Jeg rystede bare på hovedet, som om jeg ikke forstod, hvad han mente, og gik ud i køkkenet. Morfar sad og nærstuderede en sudoku på sin stol ved køk-kenvinduet. Hjemmesygeplejersken havde sagt, at det ville være godt for ham med lidt hjernegymnastik, så han kunne blive bedre til at koncentrere sig efter hjerneblødningerne. Jeg var vist den eneste, der havde luret, at han bare udfyldte fel-terne med helt tilfældige tal. „Hej morfar.“ Han så op og smilede. „Vil du have en kop te?“ Han rystede på hovedet og åbnede munden lidt. „Vil du hellere have noget koldt at drikke?“ Han nikkede. Jeg åbnede køleskabet. „Vi har ikke noget æblejuice.“ Jeg kom i tanke om, at æblejuice var for dyrt. „Hvad med Ribena?“ Han rystede på hovedet. „Vand?“ Han nikkede og mumlede noget, der måske godt kunne have været et ‘tak’, da jeg rakte ham glasset. Min mor kom ind i køkkenet med en kæmpestor kurvfuld rent tøj, der var lagt sirligt sammen. „Er det dine?“ Hun holdt et par sokker i vejret. „Jeg tror, det er Katrinas.“ „Det tænkte jeg nok. Sikke en løjerlig kulør. Jeg er vist kom-met til at vaske dem sammen med morfars lilla pyjamas. Du er vel nok tidligt hjemme. Skal du noget?“ „Næh.“ Jeg fyldte et glas fra hanen og tømte det. „Kommer Patrick forbi senere? Han har ringet. Har du haft mobilen slukket?“ „Mhm.“ „Han ville gerne bestille jeres ferie. Din far siger, at han har set noget om det i fjernsynet. Hvor var det nu, I gerne ville hen? Ipsos? Kalypsos?“ „Skiathos.“ „Nemlig, ja. I skal sørge for at tjekke hotellet meget grun-


15

digt. Gør det på internettet. Han og morfar så noget om det i middagsnyhederne. Halvdelen af de billige billetter, der bliver solgt, er åbenbart til hoteller, der ikke er bygget færdige endnu, og det opdager man først, når man kommer derned. Far, vil du have en kop te? Har Lou ikke tilbudt dig en?“ Hun tændte for elkedlen og skævede til mig. Så lagde hun endelig mærke til, at jeg ikke sagde så meget. „Er der noget galt, lille skat? Du ser da noget bleg ud.“ Hun lagde hånden på min pande, som om jeg var en hel del yngre end seksogtyve. „Jeg tror altså ikke, vi skal på ferie alligevel.“ Min mor tog hånden til sig. Hun havde fået det dér røntgen-blik, jeg kan huske, fra da jeg var barn. „Er der knas mellem dig og Patrick?“ „Mor, jeg …“ „Det er altså ikke for at blande mig, men det er nok bare, fordi I har været sammen meget længe. Det er helt naturligt, at det knager lidt en gang imellem. Altså, din far og jeg, vi …“ „Jeg er blevet fyret.“ Min stemme skar sig gennem stilheden. Ordene blev hæn-gende i det lille køkken, længe efter at lyden var døet hen. „Hvad er du?“ „Frank lukker cafeen i morgen.“ Jeg holdt hånden frem og viste hende den lettere fugtige konvolut, jeg chokeret havde knuget hele vejen hjem. Alle de 180 skridt henne fra busstop-pestedet. „Han har givet mig tre måneders løn.“

Dagen var ellers begyndt ligesom enhver anden dag. Alle dem, jeg kender, hader mandag morgen, men det har jeg aldrig gjort. Jeg kunne godt lide at møde tidligt i The Buttered Bun, at tæn-de for den kæmpestore tebrygger i hjørnet, hente kasserne med mælk og brød omme i gården og sludre med Frank, mens vi gjorde klar til at åbne. Jeg kunne godt lide den baconduftende varme i cafeen, de små pust af kølig luft, når døren gik op og i, den dæmpede summen af snak, og når der var stille, Franks radio, der stod


16

henne i hjørnet og sang metallisk for sig selv. Det var ikke no-get fint sted – på væggene hang der billeder af slottet oppe på bakketoppen, bordpladerne var af laminat, og menuen havde ikke ændret sig i al den tid, jeg havde været der, bortset fra at der var sket et par justeringer i chokoladeudvalget, og at der nu også lå chokoladebrownies og muffins i kurven med boller. Men det var nu kunderne, jeg holdt allermest af. Jeg kunne godt lide blikkenslagerne Kev og Angelo, som kom forbi næ-sten hver formiddag og drillede Frank med, hvor han mon havde fået sit kød fra. Jeg kunne også godt lide Mælkebøtte-damen, der havde fået sit øgenavn på grund af sit store, vilde hvide hår, og som bestilte et spejlæg med pomfritter hver dag fra mandag til torsdag, mens hun sad og læste de gratis aviser og drak sig igennem to krus te. Jeg hyggesnakkede altid lidt med den gamle dame. Jeg havde nemlig en mistanke om, at jeg var den eneste, hun talte med hele dagen. Jeg kunne godt lide turisterne, der kiggede ind på vej til el-ler fra slottet; de højrøstede skolebørn, som kom forbi efter skole; stamkunderne fra kontorerne på den anden side af ga-den; og frisørerne Nina og Cherie, som vidste nøjagtig, hvor mange kalorier der var i alt, hvad man kunne købe i The But-tered Bun. Jeg havde ikke engang noget imod de besværlige kunder, som for eksempel den rødhårede dame, der ejede lege-tøjsbutikken og mindst en gang om ugen beskyldte mig for at give forkert tilbage. Jeg så parforhold begynde og slutte ved de borde, så skils-missebørn blive afleveret og afhentet, så den skyldbetyngede lettelse hos forældrene, der ikke orkede at lave aftensmad, og pensionisternes fryd, når de flottede sig med en gang bacon og æg til morgenmad. Alle mulige mennesker kom forbi her, og de fleste af dem vekslede jeg et par ord med eller lavede lidt sjov med hen over krusene med dampende varm te. Far siger tit, at der altid kommer de værste uhyrligheder ud af munden på mig, men på cafeen gjorde det ingenting. Frank kunne godt lide mig. Han var en lidt stille mand og mente, at jeg pustede lidt liv i cafeen. Det var lidt ligesom at


17

arbejde på en bar, bortset fra at man slap for at have med fulde folk at gøre. Og så, den eftermiddag, efter at frokosttravlheden havde lagt sig, og der for en stund ikke var nogen kunder, var Frank gået væk fra stegepladen, havde tørret hænder i forklædet og vendt skiltet på døren, så der stod ‘Lukket’ ud mod gaden. „Nej, hør nu, Frank, du ved da godt, at jeg ikke er med på det dér med ekstraydelser. Ikke til den løn.“ Frank var det, min far ville kalde lige så bøsset som Melodi Grand Prix. Jeg så op. Frank smilede ikke. „Åh nej. Jeg har ikke hældt salt i sukkerbøsserne igen, vel?“ Han stod og vred et viskestykke mellem hænderne, og al-drig havde jeg set ham se så utilpas ud. Et kort øjeblik spekule-rede jeg på, om der mon var nogen, der havde klaget over mig. Og så gjorde han tegn til, at jeg skulle sætte mig ned. „Jeg er rigtig ked af det, Louisa,“ sagde han, da han havde fortalt mig det. „Men jeg tager tilbage til Australien. Min far har det ikke for godt, og nu åbner slottet snart sin egen café. Jeg har set skriften på væggen.“ Jeg tabte vist underkæben. Og så rakte Frank mig konvolut-ten og svarede på mit næste spørgsmål, inden jeg nåede at stil-le det. „Jeg ved godt, at vi aldrig rigtig har haft nogen formel kontrakt eller noget, men jeg vil ikke lade dig helt i stikken. Her er tre måneders løn til dig. Vi lukker i morgen.“

„Tre måneders løn!“ fnøs min far, mens min mor stak et krus sød te i hånden på mig. „Det er satme storsindet af ham, i be-tragtning af at hun har knoklet som en lille hest på den café i de sidste seks år.“ „Så, Bernard.“ Mor sendte ham et advarende blik og gjorde et lille kast med hovedet hen mod Thomas. Mine forældre pas-sede ham hver dag efter børnehaven, indtil Katrina fik fri fra arbejde. „Hvad fanden skal hun nu gøre? Han kunne sgu godt have givet hende mere end en dags varsel.“


18

„Hun … hun bliver bare nødt til at finde et andet arbejde.“ „Der er jo ikke noget arbejde at få, Josie. Det ved du sgu da lige så godt som mig. Det er krisetider, for hulen.“ Mor stod lidt med lukkede øjne, som om hun lige skulle sun-de sig, inden hun sagde noget. „Hun er jo en kvik pige. Hun skal nok finde noget. Hun har da haft arbejde i mange år, ikke? Frank skal nok skrive en rigtig fin anbefaling til hende.“ „Ja, det skal sgu nok blive godt: ‘Louisa Clark er utrolig dygtig til at smøre boller og er desuden en knag til at skænke te.’“ „Ih, tak for støtten, far.“ „Ja, ja.“ Jeg vidste godt, hvorfor far var så bekymret. De var afhæn-gige af min løn. Katrina tjente nærmest kun håndører i blom-sterforretningen. Mor kunne ikke arbejde, for hun skulle passe morfar, hvis pension var latterligt ringe, og far levede i evig skræk for at miste sit job på møbelfabrikken. Hans chef havde i flere måneder mumlet noget om, at der måske ville komme en fyringsrunde. Herhjemme blev der snakket om gæld og over-træk på kassekreditten. To år forinden havde far fået sin bil smadret af en bilist uden forsikring, og på en eller anden måde havde det været nok til at vælte hele det vaklende læs, der ud-gjorde mine forældres økonomi. Min beskedne løn havde væ-ret et lille stabilt bidrag til husholdningen, og det havde gjort, at vores familie indtil videre havde klaret skærene. „Lad os nu lige klappe hesten. I morgen kan hun gå ned på jobcentret og høre, hvad der er. Hun har nok til at klare sig for lige nu.“ De snakkede om mig, som om jeg slet ikke var der. „Og hun er jo en vaks pige. Er du ikke også, lille skat? Måske kan hun tage et kursus i maskinskrivning og få sig et kontor-job.“ Jeg sad bare uden at sige noget, mens mine forældre snak-kede om, hvilke andre stillinger jeg med mine begrænsede kvalifikationer kunne gøre mig håb om at få. Ufaglært fabriks-arbejder, maskinoperatør, bollesmører. For første gang den ef-termiddag var jeg lige ved at tude. Thomas så på mig med


19

store, runde øjne og rakte mig tavs en blød kiks, han havde spist halvdelen af. „Tak, Thomas,“ mumlede jeg og gumlede den i mig.

Patrick var nede i atletikklubben, akkurat som jeg havde regnet med. Fra mandag til torsdag, så regelmæssigt som en togkøre-plan, var han enten inde i deres træningscenter eller ude på det oplyste stadion og løbe runder. Jeg skuttede mig i kulden og gik langsomt ned ad trappen og videre ud på banen, hvor jeg vinkede, da han kom tæt nok på til at se, hvem jeg var. „Kom og løb med,“ pustede han, da han kom nærmere. Hans ånde kom ud i lyse skyer. „Jeg mangler kun lige fire run-der.“ Jeg tøvede et øjeblik og begyndte så at løbe ved siden af ham. Det var den eneste måde, hvorpå jeg ville kunne komme til at snakke med ham. Jeg havde mine pink løbesko med tur-kisfarvede snørebånd på – det var de eneste sko, jeg kunne holde ud at løbe i. Jeg havde været hjemme hele dagen og forsøgt at gøre mig nyttig. Jeg vil tro, der gik omkring en times tid, inden jeg be-gyndte at gå i vejen for mor. Hun og morfar har deres egen lille rytme, og det forstyrrede, at jeg pludselig også var der. Far lå og sov, for han havde aftenvagt den måned og måtte ikke for-styrres. Jeg ryddede op på mit værelse og gav mig så til at se fjernsyn med lyden skruet helt ned, og hver gang jeg kom i tanke om, hvorfor jeg var hjemme midt på dagen, kunne jeg ligefrem mærke et stik i brystet. „Jeg havde ellers ikke regnet med, at du kom.“ „Jeg kunne ikke holde ud at være hjemme mere. Jeg tænkte, at vi måske kunne lave et eller andet sammen.“ Han skævede til mig. Han havde en fin film af sved på pan-den. „Jo før du finder et nyt arbejde, jo bedre, skat.“ „Det er jo også hele fireogtyve timer siden, jeg mistede det gamle. Har jeg ikke lov til at være bare en lille smule trist og slatten? Altså bare i dag?“ „Jamen du er nødt til at tænke positivt. Du var jo godt klar


20

over, at du ikke kunne blive der til evig tid. Du skal bevæge dig opad, fremad.“ To år tidligere var Patrick blevet udnævnt til Årets Unge Iværksætter i Stortfold, og det var han endnu ikke rigtig kommet sig over. Siden da havde han fundet en kompag-non, Røde Pete, og de arbejdede som personlige trænere for kunder inden for en radius af 60 kilometer. De havde to vare-vogne med reklamer på siden, købt på afbetaling, og på Pa-tricks kontor var der et whiteboard, hvorpå han yndede at skrive sin forventede omsætning med en fed sort tusch, og de tal blev han ved med at regne på, indtil han var tilfreds med resultatet. Jeg var ikke helt klar over, om de havde noget med virkeligheden at gøre eller ej. „Fyringer kan ændre folks liv, Lou.“ Han kastede et blik på sit ur for at tjekke sin omgangstid. „Hvad har du lyst til at ar-bejde med? Du kunne jo sætte dig tilbage på skolebænken. Jeg er sikker på, at der findes legater for sådan nogle som dig.“ „Sådan nogle som mig?“ „Folk, der søger nye udfordringer. Hvad har du lyst til? Du kunne jo blive kosmetolog. Du er i hvert fald køn nok.“ Han gav mig et puf i siden, som om jeg burde være taknemmelig for komplimentet. „Du ved jo godt, hvor meget jeg gør ud af den slags. Jeg nøjes med vand og sæbe og en pose over hovedet i ny og næ.“ Patrick var så småt begyndt at se irriteret ud. Jeg sakkede bagud. Jeg kan ikke fordrage at løbe. Jeg var rasende over, at han ikke satte farten ned. „Eller hvad med … butiksassistent. Sekretær. Ejendoms-mægler, hvad ved jeg. Der må da være noget, du har lyst til.“ Det var der bare ikke. Jeg havde været så glad for at arbejde på cafeen. Jeg kunne godt lide, at jeg vidste alt, hvad der var at vide om The Buttered Bun, og jeg elskede at høre kunderne fortælle om deres liv. Jeg havde følt mig så godt tilpas på den café. „Det nytter ikke noget at hænge med næbbet, skat. Du er nødt til at komme videre. Alle de bedste iværksættere har ar-bejdet sig op. Det gjorde Bill Gates for eksempel. Og Steve


21

Jobs.“ Han klappede mig på armen og prøvede at få mig op i tempo igen. „Jeg tvivler godt nok stærkt på, at Steve Jobs nogensinde er blevet fyret fra et job, hvor han skulle lune kanelboller.“ Jeg havde tabt pusten. Og jeg havde den forkerte bh på. Jeg stand-sede op og hang forover med hænderne på knæene. Han vendte om og løb baglæns, mens hans ord blev båret af sted af den stille kolde luft. „Men hvis han havde … jeg siger det bare. Sov på det, og i morgen skal du tage noget pænt tøj på og gå ned på jobcentret. Hvis du har lyst, kan jeg også træne dig op, så du kan arbejde sammen med mig. Der er jo penge i det, ved du nok. Og du behøver ikke være bekymret for det med ferien. Jeg skal nok betale.“ Jeg smilede til ham. Han sendte mig et fingerkys, og hans stemme gav genlyd på det tomme stadion. „Du kan bare betale mig tilbage, når du har fundet noget nyt.“

Jeg søgte understøttelse for første gang. Jeg var til samtale i tre kvarter, og derefter deltog jeg i et fællesmøde, hvor jeg sad sammen med en flok på omkring tyve vidt forskellige mænd og kvinder, hvoraf cirka halvdelen havde det samme lettere lamslåede ansigtsudtryk, som jeg kan forestille mig, at jeg selv havde, mens den anden halvdel var helt tomme i blikket, fordi de allerede havde været der alt for mange gange. Jeg var iført det, min far kalder mit ‘civile’ tøj. Resultatet af disse anstrengelser blev, at jeg fik en kortvarig tjans som vikar på natholdet på et kyllingeslagteri (jeg havde mareridt i flere uger efter) og to dages oplæring som energiråd-giver for private. Det gik ret hurtigt op for mig, at jeg dybest set blev instrueret i at lokke ældre mennesker til at skifte energi-selskab, og jeg sagde til min personlige ‘rådgiver’, Syed, at jeg simpelthen ikke kunne få mig selv til det. Han insisterede dog på, at jeg skulle fortsætte med det, og så remsede jeg nogle af de ting op, som de havde bedt mig om at gøre, hvorefter han blev temmelig tavs og foreslog, at vi (han sagde altid ‘vi’, selv


22

om der jo tydeligvis var én af os, der havde et job) prøvede no-get andet. Så var jeg to uger på McDonald’s. Arbejdstiderne var okay, og jeg kunne godt leve med, at uniformen gjorde mit hår elek-trisk, men det var umuligt for mig at holde mig inden for dre-jebogen med de ‘godkendte udsagn’, såsom: ‘Hvad skulle det være?’ og ‘Vil du gerne have pomfritter til?’ Jeg blev fyret, efter at en af donut-pigerne tog mig i at diskutere fordele og ulem-per ved det gratis legetøj med en fireårig. Hvad skal jeg sige? Hun var en vaks fireårig. Jeg syntes også, Snehviderne så ånds-svage ud. Nu var jeg i gang med min fjerde samtale, mens Syed despe-rat ledte efter andre job-‘muligheder’ på sin touchscreen. Selv Syed, der altid var så uhyggeligt optimistisk – sikkert fordi det var lykkedes ham at få lirket selv de mest håbløse jobansøgere ned i en stilling – var begyndt at lyde lettere opgivende. „Øhm … har du nogensinde overvejet et job i underhold-ningsbranchen?“ „Hvad tænker du på … i et dukketeater, eller hvad?“ „Nej, det var nu ikke lige det. Men der er en ledig stilling som poledancer. Der er faktisk flere, kan jeg se.“ Jeg løftede det ene øjenbryn. „Det kan du ikke mene.“ „Tredive timer om ugen på freelance-basis. Det skulle efter sigende give gode drikkepenge.“ „Jeg håber virkelig ikke, jeg lige hørte dig sige, at jeg skal søge et job, der går ud på at gøre sig til iført undertøj foran fremmede mænd.“ „Du har jo selv sagt, at du gerne vil arbejde med mennesker. Og du er åbenbart også glad for … festlig … påklædning.“ Han kastede et blik ned på mine grønne glimmerstrømpe-bukser. Jeg havde bare tænkt, at de måske kunne peppe mit humør lidt op. Thomas havde nynnet kendingsmelodien fra Den lille havfrue for mig, mens vi spiste morgenmad. Syed skrev noget på tastaturet. „Hvad så med moderator på et telefon-træfpunkt?“ Jeg stirrede på ham.


23

Han trak på skuldrene. „Du har altså selv sagt, at du godt kan lide at snakke med folk.“ „Nej. Og jeg vil heller ikke være halvnøgen barpige. Eller massøse. Eller webcam-operatør. Kom nu, Syed. Der må da være et eller andet job, som ikke vil give min far et hjertean-fald.“ Det gjorde ham åbenbart helt paf. „Der er ikke meget til-bage, ud over flekstidsjob i detailbranchen.“ „Altså fylde hylder op om natten?“ Jeg havde efterhånden været der så mange gange, at jeg nu talte samme sprog som dem. „Der er venteliste. Den slags arbejde er populært blandt for-ældre, fordi det kan kombineres med skolegang,“ sagde han undskyldende. Igen studerede han skærmen. „Så det eneste, der er tilbage, er stillinger inden for plejesektoren.“ „Tørre røv på gamle folk.“ „Louisa, jeg er altså bange for, at du ikke er kvalificeret til ret meget andet. Hvis du gerne vil i gang med noget uddan-nelse, skal jeg med glæde hjælpe dig i den retning. Der er mas-ser af kurser inden for voksenuddannelse.“ „Jamen det har vi jo allerede været igennem, Syed. Hvis jeg gør det, mister jeg min understøttelse, ikke?“ „Hvis du ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, så gør du, ja.“ Vi sad lidt uden at sige noget. Jeg kiggede hen mod døren, hvor der stod to hærdebrede vagter. Jeg spekulerede på, om de mon havde fået deres arbejde gennem jobcentret. „Jeg er ikke ret god til gamle mennesker, Syed. Min morfar har boet hjemme hos os, siden han fik et par hjerneblødninger, og ham er jeg altså ikke ret god til.“ „Javel. Du har altså en vis erfaring med plejearbejde.“ „Ikke rigtig. Det er min mor, der tager sig af ham.“ „Er din mor interesseret i et job?“ „Meget morsomt.“ „Det var skam alvorligt ment.“ „Og så skulle jeg tage mig af min morfar? Ellers tak. Jeg er


24

ret sikker på, at han også ville betakke sig. Har du ikke noget på en café?“ „Jeg tror ikke, der er nok cafeer tilbage til, at du kan få et job, Louisa. Men vi kan selvfølgelig godt prøve hos Kentucky Fried Chicken. Det kan jo være, det går bedre end på McDonald’s.“ „Fordi jeg ville være bedre til at sælge Hotwings end Chick-en McNuggets? Jeg tvivler.“ „Jamen så bliver vi måske nødt til at lede efter noget inden for en lidt større radius.“ „Der går kun fire busser til og fra den her by. Det ved du udmærket godt. Og jeg ved godt, du siger, at jeg skal prøve at tjekke turistbussen, men jeg har ringet ned på stationen, og den går ikke efter klokken fem. Plus at den er dobbelt så dyr som de almindelige busser.“ Syed lænede sig tilbage i stolen. „Louisa, jeg bliver nødt til at understrege, at du jo er sund og rask, og hvis du fortsat skal opfylde betingelserne for arbejdsløshedsunderstøttelse, så er du nødt til …“ „… at vise, at jeg er aktivt jobsøgende. Ja, ja, jeg ved det godt.“ Hvordan skulle jeg forklare manden, hvor gerne jeg ville have et job? Havde han slet ikke fattet, hvor meget jeg savnede mit gamle arbejde? Arbejdsløshed havde ikke været andet end et abstrakt begreb – noget, der af og til blev omtalt i nyhederne i forbindelse med skibsværfter eller bilfabrikker. Jeg havde al-drig tænkt på, at man kan savne et job, som man ville savne en arm eller et ben – som noget, man konstant mangler og længes efter. Jeg havde ikke forestillet mig, at det at miste et job ikke alene ville give en masse bekymringer om penge og fremtiden, men også ville få én til at føle sig overflødig, ubrugelig. At det ville blive sværere at komme op om morgenen, end dengang vækkeuret brat rev én ud af søvnen. At man ville komme til at savne dem, man havde arbejdet sammen med, uanset hvor lidt man havde haft til fælles med dem. Eller at man ligefrem ville gå og spejde efter velkendte ansigter, når man gik hen ad ga-den. Den første gang, jeg havde set Mælkebøttedamen gå ned


ad hovedgaden, havde hun set lige så ulykkelig ud, som jeg selv følte mig, og jeg havde virkelig måttet lægge bånd på mig selv for ikke at gå hen og give hende et knus. Syeds stemme trængte ind i mine tanker, der var taget på langfart. „Aha. Det her var måske noget.“ Jeg prøvede at kigge om på skærmen. „Den er lige kommet for et øjeblik siden. En stilling inden for plejesektoren.“ „Jeg har jo sagt, at jeg ikke duer til …“ „Det er ikke på et plejehjem. Det er en … en privat stilling. Du skal hjælpe til i et privat hjem, og det ligger ikke engang 3 kilometer fra, hvor du bor. ‘Handicaphjælper for mandlig kø-restolsbruger.’ Har du kørekort?“ „Ja. Men skal jeg så tørre …“ „Der bliver ikke tale om at tørre røv, i hvert fald ikke så vidt jeg kan se.“ Han lod blikket glide ned over skærmen. „Han er … tetraplegiker. Han har brug for en handicaphjælper i dag-timerne til at hjælpe med mad og anden pleje. I den type stil-ling er det tit et spørgsmål om, at man skal ledsage dem, når de vil et eller andet sted hen – og hjælpe med de ting, de ikke kan selv. Sese. Lønnen er faktisk temmelig god. Et godt stykke over mindstelønnen.“ „Det er garanteret, fordi man også skal tørre røv.“ „Jeg skal nok ringe og sikre mig, at der ikke er nogen røve, der skal tørres. Men hvis det er tilfældet, vil du så gerne til samtale?“ Han fik det til at lyde som et spørgsmål. Men vi kendte begge svaret. Jeg sukkede, tog min taske og gjorde klar til at tage hjem.

„Den stakkel,“ sagde min far. „Prøv engang at forestille jer, hvordan det må være. Som om det ikke er straf nok at være bundet til en kørestol – nu skal den arme mand oven i købet trækkes med Lous selskab fra morgen til aften.“ „Så, Bernard!“ råbte min mor. Omme bag mig sad morfar og gnæggede ned i sit tekrus.


mig før dig

Documents