Indholdsfortegnelse

Indledning ......................................................................... 2

Opgaveafgrænsning ......................................................... 2

Analyser af kildemateriale ............................................... 3

Bolsjevismen fra Moses til Lenin .................................. 3

Min Kamp bind I ............................................................ 5

Mine samtaler med Hitler .............................................. 7

The occult roots of Nazism ............................................ 8

Hitlers håndlangere ....................................................... 8

Svastika ved en korsvej ................................................... 9

Den kendte nazisme ....................................................... 12

Den ukendte nazisme ..................................................... 14

Den hemmelige nazisme ................................................ 16

Konklusion ...................................................................... 19

Engelsk resume ............................................................... 20

Litteraturliste ................................................................. 21

1

Indledning

At nazisterne som deres ideologiske modsætning, i højere grad satte jøderne, end

kommunisterne, var nok det første, som for mig indikerede, at nazisternes selvopfattelse

var mere religiøs end almindeligvis antaget.

Folkedrabet på potentielle slaviske allierede i den militære kamp mod Stalins røde hær,

var mig også et fingerpeg om, at nazismen ikke blot var båret af den såkaldt realpolitiske

stræben efter magt, men at denne magt tjente som middel til at realisere nogle irrationelle

idealer, der blot vanskeligt kan anerkendes som idealer, i en sekulær kristen kultur.

Endelig har det slået mig, at Hitler havde noget ganske centralt til fælles med Moses, i

ambitionen om at føre et (i hvert fald påstået) slægtsfællesskab til at annektere østlige

landområder, samt, i forsøget derpå, at være rede til at udrydde derboende folkeslag,

såvel som til at decimere vrangvilje væk i egne rækker.

På baggrund heraf, var jeg overbevist om, at kunne beskrive væsentlige dele af nazismen,

omtrent som var nazismen en religion.

Opgaveafgrænsning

Med henblik på at give en stedse dybere karakteristik af den nazistiske ideologis

religiøse, symbolske og mytologiske træk, har jeg valgt at lægge vægten på kilder, der

beskriver nazismen, dels udefra, dels indefra, dels kilder fra nazismens blomstringstid,

dels kilder som inddrager den nyeste forskning.

Dette kildemateriale, som jeg vil underkaste en selvstændig analyse, er følgende1:

• Bolsjevismen fra Moses til Lenin

• Min Kamp bind I

• Mine samtaler med Hitler

• The occult roots of Nazism

• Hitlers håndlangere

Efter analysen vil jeg belyse svastikaets historie og symbolværdi.

Dernæst vil jeg beskrive religiøse, symbolske og mytologiske træk i nazismen, som under

Det tredje Rige var almenkendte, og herefter nogle mindre kendte, og sluttelig nogle der

direkte blev hemmeligholdt. 1 For udgivelsesår, forfatter etc. henvises til litteraturlisten bagerst i opgaven

2

Analyser af kildemateriale

Bolsjevismen fra Moses til Lenin

Johann Dietrich Eckart var blandt de ganske få personer, hvis venskab Adolf Hitler

vedkendte sig, og han er kendt som nationalsocialismens digter:

”Især blev hans Sturmlied populær, og omkvædet „Deutchland erwache!”

blev et af nationalsocialisternes mest brugte slagord.”2

Eckart var misbruger af både alkohol og morfin, men også en dannet herre, som fra

december 1918 og to år frem, med hjælp fra Alfred Rosenberg; nazismens såkaldte

chefideolog, udgav et antisemitisk tidsskrift3.

I samme tidsrum lærte han Hitler personligt at kende, og introducerede ham for kredse af

det bedre dvs. velhavende borgerskab, hvor mange, særligt af kvinderne, modtog Hitler

med åbne arme og åbne portmoneer.

Eckart var okkultist og så, måske af den grund, mere i Hitler end de fleste andre.

”Eckart var i sine spekulationer behersket af en mystisk forestilling om en

„forløser”, som skulle komme og frelse fædrelandet, og heri var han helt på

bølgelængde også med mere nøgterne gemytter i sin tid.”4

Bolsjevismen fra Moses til Lenin udkom posthumt (og uafsluttet) med undertitlen:

Samtale mellem Adolf Hitler og mig år 1924, mens NSDAP; nazistpartiet endnu var langt

fra magten.

Bogen blev genoptrykt året efter, men med titlen: Bolsjevismen fra sin begyndelse til

Lenin, og uden undertitel.

Bogens dialogform er et litterært kunstgreb, men mens det er let at forestille sig utallige

omskrivninger og udeladelser, er det vanskeligt at tro, at Eckart ligefrem skulle tillægge

Hitler standpunkter, som han ikke privat havde givet utryk for.

2 Dietrich Eckart, Bolsjevismen fra Moses til Lenin, s. 22 - forordet 3 Auf gut deutch – Wochenschrift für Ordnung und Recht 4 Dietrich Eckart, Bolsjevismen fra Moses til Lenin, s. 18 - forordet

3

Eckart havde det skrevne ord i sin magt, men manglede Hitlers sikre fornemmelse for

propagandistiske virkemidler, hvilket sandsynligvis var afgørende for, at bogen mistede

sin undertitel, og siden forsvandt fra offentligheden.

Eckart havde formentlig selv betragtet bogen som et fint stykke propaganda, der lå

nydeligt i forlængelse af ambitionen om, at introducere Hitler blandt det bedre

borgerskab, som dog aldrig kom til at udgøre kernen i Hitlers vælgerskare.

Bogens ærinde er, som antydet i dens originale titel, og som ekspliciteret i nedenstående

citat, at fremstille ”jøden” som en ondskabens arketype.

”Alle, og jeg mener alle, betydelige sociale uretfærdigheder i verden, kan føres

tilbage til jøden og hans underjordiske indflydelse.” 5

Heri adskiller bogen sig ikke markant fra Min kamp, men det gør den i udlægningen af

Biblen og kristendommen (og her særligt af protestantismen), der hver især betragtes som

værende korrumperet af jøder.

”De to parter i dialogen erklærer sig ganske vist for kristne, for katolikker, men

det er en mærkværdig kristendom, der betegner Bibelen som „Hadets Bibel” og

„Satansbibelen”.”6

Luther anses for at være blevet bedraget under oversættelsen af Biblen.

”Man mener for eksempel, at ordet „Rêa” betyder „folkefælle”. Men så kommer

rabbineren og siger: det betyder „næsten”. Og så oversætter man: „Elsk din næste

som dig selv”.”7

Også Jesus anskues en anelse uortodokst:

”Så fast overbeviste er hebræerne om, at Kristus er af ikke-jødisk afstamning, at

de ligefrem henregner ham til de overforhadte samaritanere.8 9

Bogen må betragtes som fremstillende et troværdigt, men også begrænset billede af

Eckarts og Hitlers fælles tankeverden.

5 Ibid s. 96 6 Ibid s. 27 7 Ibid s. 73 8 Ibid s. 52 9 Joh. 8,48 – Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?«

4

Min kamp bind I

Forfatteren behøver ikke at præsenteres nærmere, men det bør erindres at han påbegyndte

første bind under sin anden afsoning af en fængselsdom, efter det mislykkede ølstuekup

8. november 1923.

Hitlers forrige afsoning skyldtes et i øvrigt vellykket forsøg på, med hjælp af nogle bøller

fra det paramilitære SA (Sturmabteilung), at forhindre en politiker i at holde en tale.

Mens ølstuekuppet var, om ikke en farce – det kostede 20 dødsfald, en gevaldig fadæse,

så viste retssalen sig at være en ideel politisk platform for Hitler, hvor han både havde

journalisternes opmærksomhed og juristernes sympati.

Han var derfor en forfatter – skribent var han ikke, han dikterede – med masser af tillid til

sig selv og til sin bevægelses fremtid, hvilket tydeligt kan aflæses i hans forord.

”jeg ved at man vanskeligere formår at vinde mennesker med det skrevne ord end

med det talte, og at enhver stor bevægelse på denne jord skylder de store talere og

ikke de store skribenter sin vækst. Men grundsætningerne for en lære må fæstnes

til papiret, for at den kan få en ensartet udbredelse overalt. Disse to bind skal

gælde som mursten og føjes herved til den øvrige bygning.”10

Man skal ikke kende meget til parsismens historie, for at anerkende denne ”viden”, men

det er slet ikke utænkeligt, at Hitler faktisk kendte den indgående. Han var, trods sin

mangelfulde skolegang, kendt som en ivrig læser, og ikke kun af antisemitiske ugeblade.

I bestemt form, ubestemt form, ejefald eller som del af et sammensat ord, optræder ordet

”skæbne” ikke mindre end 92 gange på første binds 247 sider af Min kamp.

Langt sjældnere optræder det beslægtede begreb lod, der konnoterer tilfældighed og

manglende lovmæssighed.

Skæbnen tillægges derimod ofte en egen vilje eller hensigt, og optræder således implicit

som en transcendent entitet med magt over individers eller hele folkeslags liv og død.

”Den dag i dag står det for mig som et lykketræf, at skæbnen lod mig blive født

netop i Braunau ved Inn.”11

10 Adolf Hitler, Min kamp, bind I s. 13 11 Ibid s. 15

5

Ordet ”skæbne” optræder her i første binds første kapitels allerførste linie. Og lidt nede

på samme side står der:

”Således forekommer denne lille grænseby mig at være symbolet på en stor

opgave.”12

Om Hitler tillagde denne symbolik nogen personlig betydning, skal være usagt, men han

demonstrerer allerede her en forståelse af symbolikkens propagandistiske betydning.

Begrebet Gud optræder langt mere sporadisk end begrebet skæbne, og ofte i form af rene

talemåder, dog klart oftere i entalsform end i flertalsform.

”Forsynet” optræder hyppigt i teksten, men aldrig som del af en talemåde, og eftersom

dette kuriøse begreb også optræder jævnligt i andre af Hitlers bøger og taler (også

private), må man formode at det spillede en betydningsfuld rolle i Hitlers begrebsverden.

De to bind af Min kamp indeholder en rodet blanding af selvbiografi, antisemitisme,

politiske og militære analyser, samt politiske og militære visioner, men kan overordnet

beskrives med ét ord: Propaganda.

Det er derfor interessant at Hitler helligede en betragtelig del af første bind til analyse af

netop dette begreb.

”Ligesom kvinden, hvis sjælelige følelser mindre bestemmes af den abstrakte

fornufts grunde end af en ubestemmelig, følelsesmæssig længsel efter en

supplerende kraft, og som derfor foretrækker at bøje sig for den stærke frem for at

beherske svæklingen, således elsker massen også herskeren (…) Massen bliver

lige så lidt klar over, hvor uforskammet den åndelig set bliver terroriseret, som

over, hvor oprørende dens menneskelige frihed bliver mishandlet, da den jo på

ingen måde aner hele lærens indre vanvid.”13

Der lægges altså ikke fingre imellem, og på mange punkter kan bogen – paradoksalt nok

– forekomme mere åbenhjertig og selvudleverende, end kynisk og direkte forløjet.

12 Ibid s. 15 13 Ibid s. 40

6

Mine Samtaler med Hitler

Rauschning var af gammel prøjsisk godsejer- og officerslægt, og lod sig år 1931

indmelde i nazistpartiet. År 1933 blev han udnævnt til Senatspræsident (statsminister) for

fristaten Danzig, og kom via denne position i meget nær kontakt med Hitler og NSDAP’s

inderkreds. Det tætte forhold varede kun til 1935, hvorefter Rauschning udviklede sig til

en indædt modstander af nazismen.

Rauschning havde et godt blik for de politiske og militære konsekvenser af nazismens

konsolidering af regeringsmagten i Tyskland, men synes ikke at have haft megen

interesse eller forståelse for religiøse implikationer.

”Jeg har ofte haft Lejlighed til at iagttage mine egne Reaktioner, og det skal

indrømmes, at jeg i Hitlers Selskab atter og atter er faldet som Offer for en art

Hypnose, som jeg først senere blev i Stand til at ryste af mig. Han er virkelig en

usædvanlig Mand, og det vilde være uklogt at forsøge paa at reducere ham eller

affærdige ham med Spottegloser. Han er simpelthen den store Medicinmand, og

han er det i Ordets bogstavelige Forstand. Saa langt er vi rykket tilbage i Kultur,

at vi har nærmet os de Vildes Stadium, hvor Medicinmanden er Konge iblandt

os.”14

Her gør Rauschning netop det han fraråder, nemlig at ”reducere” Hitler eller ”affærdige

ham med Spottegloser”, for Rauschning har tydeligvis ikke megen respekt for ”de Vildes

Stadium, hvor Medicinmanden er Konge”.

Som kontrast til nazisympatien i Dietrich Eckarts bog, men også som parallel dertil,

nemlig ved at tegne et portræt af Hitler, som ikke er farvet af anden verdenskrig, må

Rauschnings bog regnes for en vigtig kilde til forståelsen af Hitler og af nazismen.

14 Hermann Rauschning, Mine samtaler med Hitler, s. 257

7

The occult roots of Nazism

Denne bog om nazismens okkulte rødder udkom første gang år 1985, og beskæftiger sig

med forskellige okkultister og okkulte grupperinger (særligt i Østrig og Tyskland), mod

slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, okkultister, hvoraf mange

bekendte sig til ariosofien, der helt oplagt udsprang af teosofien.

Bogen giver et plausibelt svar på et spørgsmål, der ofte er blevet stillet, men som også

ofte synes at være blevet stillet på skrømt: Hvordan kunne holocaust finde sted?

Hvis man ellers kan befri begrebet forståelse for det konnoterede begreb sympati, vil man

forstå, at der i visse kredse herskede en mere eller mindre militant racemytologisk

dualisme, som jorden blev gødet grundigt for, af den demografiske udvikling.

“In 1857 only some 6,000 Jews had resided in the capital, but by 1910 this

number had risen to 175,000, which was more than 8 per cent of the total city

population; in certain districts they accounted for 20 per cent of the local

residents. These eastern Jews wore traditional costume and made a scant living as

poor tradesmen or pedlars.”15

Bogen er central for forståelsen af årsagerne til nazismens opblomstring. Primært af de

teoretiske årsager, men faktisk også af de praktiske.

Hitlers håndlangere

Bogen omhandler primært Heinrich Himmler og dennes medarbejdere, og er en atypisk

historiebog idet den er kendetegnet ved en udpræget brug af religionsfaglig terminologi. I

forbindelse med Himmlers og Alfred Rosenbergs strid om udlægningen af den

germanske oldtid, hævder Lund eksempelvis at:

”Skismaet opstod som følge af en doktordisputats”16

Bogen er imidlertid fyldt med kultiske, mytologiske, symbolske og rituelle aspekter, der

umuligt kan reduceres til et spørgsmål om semantik, og for en større skriftlig opgave med

beslægtede temaer som emne, er bogen at regne for en gylden åre.

15 Ibid s. 14 16 Allan A. Lund, Hitlers håndlangere, s. 146

8

Svastika ved en korsvej

Svastikaet betegnes ofte som et soltegn, og der er da også en visuel korrespondens

mellem svastikaet og solen, samt solens tilsyneladende gang over himmelen, men her er

tale om en moderne fortolkning af et tegn, der er årtusinder ældre end skriftsproget, og

der kan derfor ikke være tale om en ubrudt fortolkningstradition.

Symbolet kendes i forskellige varianter, drejende med eller mod uret, med retvinklede

eller med buede arme, og med eller uden prikker.

Hagekorset blev i Min kamp beskrevet som et symbol på:

”den mission at kæmpe for det ariske menneskes sejr og samtidig hermed for, at

tanken om det skabende arbejde skal sejre, som i al evighed har været og vil være

antisemitisk.”17

Det må dog, af befolkningen i Det Tredje Rige, snarere formodes at være blevet opfattet

som symbol på den nationalsocialistiske bevægelse. Det var i hvert fald som sådan, at

hagekorset, systematisk og med øjeblikkelig virkning, blev udslettet af

besættelsesstyrkerne, da Det tredje Rige faldt i maj 1945.

I maj 1919 blev hagekorset foreslået som symbol for nationalsocialismen af Friedrich

Krohn. Forslaget blev som bekendt vel modtaget i det, der endnu gik under navnet Tysk

Arbejderparti, men som stod foran både navneforandring og politisk gennembrud i

februar 1920.

Hagekorset havde siden sommeren 1916 prydet det officielle nyhedsbrev fra Den

Germanske Orden (grundlagt 1912 – ikke at forveksle med Ordenen af Germanske

Riddere fra det tredje korstog). Friedrich Krohn havde været ordensmedlem siden 1913,

og var endnu medlem år 1919, men nu af Thule-Selskabet, som ordenen i mellemtiden

havde skiftet navn til.

17 Adolf Hitler, Min kamp, bind II s. 87

9

Thule-Selskabets emblem.18

Den Germanske Orden var – ligesom Ordo Novi Templi, der allerede år 1907 havde

benyttet hagekorset som symbol – tydeligt inspireret af ariosofien, en antisemitisk okkult

strømning, der havde taget sit afsæt i teosofien.

Det Teosofiske Selskab var år 1875 blevet grundlagt i USA af den ukrainske spiritist og

okkultist Helena Petrovna Blavatsky, som i selskabets segl inkluderede flere religiøse

og/eller okkulte symboler, herunder et svastika.

18 http://da.wikipedia.org/wiki/Billede:Thule-gesellschaft_emblem.jpg

10

Det Teosofiske Selskabs segl19.

Helena Petrovna Blavatsky var oprindeligt en forholdsvis traditionelt skolet europæisk

okkultist, dvs. hendes okkulte teser var præget af traditionel europæisk mystik, der

historisk kunne spores til Sydeuropa, Nordafrika og Mellemøsten, og som præsenteredes

i løsrevne fragmenter, dog tvunget sammen som brikker fra flere uensartede puslespil.

Hendes fascination af bl.a. astrologi, gnosticisme og kabbalah, udstraktes dog til østens

visdom, og teosofien tog en drejning væk fra kristendommen, mod Buddhismen og

hinduismen, hvor svastika – selv i dag – optræder som et af de allermest benyttede

religiøse symboler.

“Theosophy offered an appealing mixture of ancient religious ideas and

new concept borrowed from the Darwinian theory of evolution and modern

science.”20

Ordet svastika er sanskrit for lykke, og hvad Blavatsky end lagde af symbolik i sit

svastika, kan det vanskeligt bygge bro mellem lykke og antisemitisme.

Svastikaet skulle dog også indenfor en hinduistisk kontekst symbolisere fertilitet. 19 http://swastika-info.com/de2/opinion/opinion/1078092103.html20 Nicholas Goodrick-Clarke, The occult roots of Nazism, s. 22

11

Den kendte nazisme

Befolkningen i Det tredje Rige var kun i meget beskedent omfang bekendt med indholdet

af Min kamp, men

“Bortset fra Bibelen blev ingen bog solgt så godt under det nazistiske styre, da

kun få husstande følte sig trygge uden et eksemplar på bordet.”21

Trygheden ved at være del af et fællesskab, hvad besiddelsen af værket symboliserede,

var alternativet til frygten for at blive mistænkt for tilbøjeligheder, som, de eventuelle

konsekvenser taget i betragtning, med større ret kan beskrives som kætterske, end som

politisk ukorrekte.

Politisk ukorrekt er bedre dækkende for udtrykket: Nazist, hvilket var en nedsættende

betegnelse på linje med: Sosse (socialdemokrat), og alle vidste at det var god tone, at

omtale nationalsocialister respektfuldt.

De frustrerede unge stormtropper i brune skjorter, som gjorde gaderne usikre i 20´erne,

blev i 30´erne sat i skyggen af disciplinerede SS-officerer i uniformer af sort og sølv

(designet af Hugo Boss), og de kom til at udgøre forbilleder for mangen et medlem af

Hitler-Jugend, der igen talte mangen et medlem af den tyske ungdom.

”HJ’s betydning i det nazistiske system fremgik alene af det forhold, at den var

den eneste organisation i det III. Rige med obligatorisk medlemskab for alle. Som

følge deraf omfattede Hitler-Jugend i princippet hele den tyske ungdom under 18

år, og dens medlemstal toppede i 1941, da HJ talte opimod 10 mio. medlemmer.

Det var ensbetydende med, at 87% af den tyske ungdom var organiseret i HJ!”22

Forskellige grene af den nationalsocialistiske bevægelse luftede i forening deres

forskellige uniformer, ved den årlige højtidelighed til minde om ølstuekuppet.

”Foran blev båret en hagekorsfane, „Blodfanen”, som den allerhelligste relikvie

fra den blodige novemberdag, angiveligt gennemvædet af den faldne fanebærers

blod.”23

21 William L. Shirer, Det tredje Riges storhed og fald, s. 112 22 Karl Cristian Lammers, Nazismens epoke, s. 266 23 Allan A. Lund, Hitlers håndlangere, s. 22

12

Processionen må have taget sig malerisk ud, ikke mindst den i år 1935, igen beskrevet af

Allan A. Lund:

”I en mindehøjtidelighed med Hitler i spidsen bar gamle kampfæller den 9.

november 1935 16 jernsarkofager, der indeholdt de opgravne lig af „de 16 tyske

frihedskæmpere” til Königsplatz, som var der tale om en translatio af en helgens

relikvier. Hér blev sarkofagerne anbragt i to til formålet – af arkitekten Troost –

specielt opførte og indviede, 21 kvadratmeter store ærestempler, hvis

allerhelligste Hitler alene som (en) „ypperstepræst” betrådte for at nedlægge sine

kultiske offergaver, kransene, foran jernsarkofagerne, der – otte i hvert tempel –

var nedsænkede i den to meter høje sokkel.”24

Hitler havde naturligvis en særstatus, som her beskrevet af Karl Christian Lammers:

”Førermyten kunne opfattes som udtryk for længslen efter den ”store mand og

leder”, der kunne redde folket og nationen fra elendighed, nød, politisk korruption

og national ydmygelse.”25

Og Lammers fortsætter tørt:

”treenigheden ”Ein Volk, ein Reich, ein Führer“ var iscenesat, og Hitler fik en

slags kultisk og religiøs status i det nazistiske III. Rige.”26

Havde Hitler storhedsvanvid?

Måske, men ikke et grænseløst sådan, for, som han åbent indrømmede, han turde ikke

”fordømme kirken som sådan”27, men ”marxismens jødiske lære”28 fordømte han i tide

og utide, og til tider med et sprogbrug, der passede sig for en såre from katolik:

”Så tror jeg da nu at handle i den almægtige skabers ånd, når jeg siger: Idet jeg

værger mig mod jøden, kæmper jeg for Herrens værk.”29

Imidlertid:

”For den store Majoritet af nazist-Ledere er hele Race-Doktrinen blot »Adolfs

Kæphest«.(..) en Øvelse i revolutionær Virksomhed.”30

24 Ibid s. 24 25 Karl Cristian Lammers, Nazismens epoke, s.252 26 Ibid s. 252 27 Adolf Hitler, Min kamp, bind I s.87 28 Ibid s. 54 29 Ibid s. 55 30 Hermann Rauschning, Mine Samtaler med Hitler, s. 233

13

Den ukendte nazisme

Mellem linierne i Min kamp kan flere interessante synspunkter på religion aflæses.

”Den, der mener ved hjælp af en politisk organisation at kunne komme til en

religiøs reformation, viser blot, at han mangler ethvert begreb om, hvordan

religiøse forestillinger eller trosbekendelser bliver til, og hvorledes deres kirkelige

virkninger er.

Her kan man ikke tjene to herrer. Jeg regner stiftelsen eller udryddelsen af en

religion for at være væsentlig større end at grundlægge og tilintetgøre en stat,

endsige da et parti.”31

Hitler hævdede implicit, at han havde ”begreb om, hvordan religiøse forestillinger eller

trosbekendelser bliver til”, og at han ikke blot prioriterede nationalisme over partipolitik,

men også religiøsitet over nationalisme, og at både parti og nation i yderste konsekvens

måtte tjene religionen.

Mange vil måske hæfte sig ved formuleringen ”udryddelsen af en religion”, og udlede

deraf, at Hitlers ambition angående religion udelukkende var af destruktiv karakter, men i

så fald overser de Hitlers svar på det retoriske spørgsmål:

”Kan man overhovedet udrydde åndelige ideer med sværdet? Kan man bekæmpe

»verdensanskuelser« ved anvendelse af brutale magtmidler?32

Hitlers svar var:

”Ved at gennemtænke analoge tilfælde, som findes i historien, især på religiøst

grundlag, kommer man til følgende principielle erkendelse:

Forestillinger og ideer samt bevægelser med bestemt åndeligt grundlag – hvad

enten dette nu er rigtigt eller falskt – kan fra et vist tidspunkt af deres tilblivelse

kun knuses med magtmidler af teknisk art, når disse korporlige våben samtidig

benyttes i kampen for en ny ildnende tanke, en idé eller en verdensanskuelse.” 33

Hitler svarede kort sagt, at en religion kun kan udslettes af en anden religion, eller af

noget der ligner en religion temmelig meget.

31 Adolf Hitler, Min kamp, bind I s.86 32 Ibid s. 121 33 Ibid s. 121

14

Kort før Hitler dikterede ovenstående, hvilede hans magt i høj grad på SA, der nok kunne

gå for at være fanatiske, men som vanskeligt kunne siges at være samlet om et ”bestemt

åndeligt grundlag”. Imidlertid var SA blevet forbudt efter det mislykkede ølstuekup, og i

det – midlertidige – fravær af SA, lagdes grunden til SS (Schutzstaffel), der, særligt under

Himmlers ledelse, sagtens kunne siges at være samlet om et ”bestemt åndeligt grundlag”.

”Hvad specielt SS angår, var man (læs: Himmler) nok modstander af

kristendommen, men ikke modstander af germansk Fömmigkeit („religiøsitet”) og

germansk Gottesgläubigkeit (men den gud, man troede på, var ikke de kristnes

gud). Det kristne begreb menighed blev ligeledes afløst af det

nationalsocialistiske fællesskab. Og det var til dette, man ved afslutningen af

julehøjtiden afgav en (tros)bekendelse.”34

Göring kan citeres for at:

”Føreren er sendt af Gud, og i politiske spørgsmål er han lige så ufejlbar som

paven er det for katolikkerne i religiøse spørgsmål.”35

Men hvad Göring måtte mene var mindre betydningsfuldt, fordi han sammenlignet med

Himmler, simpelthen var mindre betydningsfuld. Himmler kom til at kontrollere

væsentlige magtbastioner indenfor militæret, politiet, samt i forsknings- og

uddannelsessektoren. Hans indflydelse blev således kun overgået af Hitlers.

Megen forskning bedrevet af SS gik i retning af at identificere den jødiske race, og var, i

hvert fald i den henseende, en dundrende fiasko, men på andre områder opnåede SS at

fejre en række succeser.

Blandt andet lykkedes det år 1937 arkæologer fra SS, at afdække nogle knogler i

(nærheden af) Henrik Fuglefængerens (tomme) grav i Quedlinburg stiftskirke, hvor

krypten skulle:

”være at betragte som et indviet sted – til minde om kong Heinrich I, til hvis grav

tyskheden kunne valfarte og dermed ære og tjene den mand, som 1.000 år efter

kong Heinrich havde taget dennes menneskelige og politiske arv op, Adolf

Hitler.”36

34 Allan A. Lund, Hitlers håndlangere, s. 108 35 Herbert Tingsten, Nazismens og Fascismens ideer, s. 91 36 Allan A. Lund, Hitlers håndlangere, s 115

15

På længere sigt ville den mest afgørende indflydelse, som SS udøvede, nok være den, der

angik ungdommen ved at udgøre det mønster, som Hitler-Jugend blev modeleret efter.

Allerede når drenge gik fra Pimpf (6–10 årige) til Jungvolk (10–14 årige), og derfra til

Hitler-Jugend, gennemgik de en ceremoni, der havde klare paralleller hos SS, og hvor de

også skulle sværge ved ”blodfanen”, som ikke var identisk med den tidligere omtalte, for:

”Efter 1926 blev alle nye SS- og partifaner indviet ved berøring med

„Blodfanen”. Dennes magiske kraft blev således symbolsk videregivet.”37

Pigerne i de nazistiske ungdomsforeninger blev opgraderet fra Jungmädel (6-14) til Bund

Deutscher Mädel (12-20), mens de oplærtes i alle relevante sysler for Det tredje Riges

kvinder: Fødsel og børnepleje!

Den hemmelige nazisme

Da Himmler år 1935 lod den katolske kirkes hekseforfølgelser efterforske, skete det i

hemmelighed, og han overlod opgaven til efterretningstjenesten SD (Sicherheitsdienst).

Hensigten var at dokumentere konspirationen mellem jøder og jesuitter:

”Den nationalsocialistiske kulturforskning led tilsyneladende under den

tvangsforestilling, at der var tale om en sammensværgelse mod den nordisk-

germanske „race”.”38

Himmlers uenighed med Alfred Rosenberg i spørgsmålet om oldtidens germanere, kan

næsten betragtes som en kamp mellem krigens Odin og bondens Thor.

Rosenberg, der havde indlagt sig megen fortjeneste ved at udgive Zions vises protokoller,

som han selv havde medbragt fra Baltikum, var en ivrig fortaler for den bondeidyl, der lå

i konceptet: ”Blut und Boden”, men:

”Havde billedet af germaneren som bonde indtil da været fremherskende,

kom nu den krigeriske germaner i centrum. Analogien til Waffen-SS, de

moderne bersærker, nygermanernes fornemste Männerbund, der blev

indviet til ekstasens guddom, Wotan” 39

37 Ibid s. 23 38 Ibid s. 144 39 Ibid s. 146

16

Himmlers havde faktisk en skjult dagsorden i forbindelse med eftersøgningen af Henrik

Fuglefængerens jordiske rester. Himmler mente nemlig at være dennes reinkarnation, og

gik derfor i kredse af SS under navnet: ”König Heinrich”40.

Himmler forsøgte, i form af en særlig højborg, at skabe et fysisk og åndeligt bolværk

mod horderne østfra, og heri blev han bistået af Karl Maria Wiligut, men:

”Mens Quedlinburg som SS-kultsted var åbent og tilgængeligt for den tyske

almenhed, var SS-højborgen Wewelsburg lukket for denne.”41

Wewelsburg blev, i Det tredje Riges sidste dage, af Himmler endda beordret bortsprængt,

men der herskede som bekendt en voldsom knaphed på ammunition, og det meste af

borgen, samt dens indbyggede talmystik, forblev stående.

”Det er en nærliggende tanke, at tallet tre skal symbolisere Det Tredje Rige. Tallet

tolv er vanskeligere at forklare.”42

Her sigtes bl.a. til 12 forhøjninger, 12 søjler, og 12 SS-runer, der måske kan sættes i

forbindelse med astrologiske betragtninger, hvilket i hvert fald kan gøres med vinter- og

sommer-solhverv, der var nationalsocialistiske festdage.

Karl Maria Wiligut, der også gik under navnet Weisthor (den vise Thor), var også

Himmler behjælpelig med at udforme den runebesmykkede ”Totenkopfring”43, som blev

båret medlemmer af SS, samt:

“to research and draw up suitable rituals. Already, the two men had

developed an SS naming ceremony to replace the traditional christening

ceremony for a baby.”44

Wiligut var en meget fantasifuld herre, der mens Hitler havde dikteret Mein Kampf i en

fængselscelle, også selv havde siddet indespærret. Han var blevet tvangsindlagt i

Salzburg med diagnosen:

“schizophrenia involving megalomaniac and paranoid delusions”45

40 Ibid s. 114 41 Ibid s. 122 42 Allan A. Lund, Hitlers håndlangere, s. 121 43 Nicholas Goodrick-Clarke, The occult roots of Nazism, s. 177 44 Heather Pringle, The master plan, s. 84 45 Nicholas Goodrick-Clarke, The occult roots of Nazism, s. 182

17

Holocaust; den endelige løsning på det jødiske problem, blev i vid udstrækning lagt i

hænderne på Himmler, og var ikke noget Goebbels pralede af i Völkischer Beobachter;

nazisternes partiblad, som tidligere havde været i hænderne på Rudolf von Sebottendorff.

Sebottendorff; født: ”Adam Alfred Rudolf Glauer”46, medlem af Den Germanske Orden

og siden af Thule-Selskabet, udbredte sig i bogen: Bevor Hitler kam om samarbejdet med

nazisterne. Bogen blev naturligvis forbudt, og Sebottendorff arresteret, men løsladt igen

efter nogle kammeratlige samtaler.

Thule-Selskabet, hvis motto var: ”Husk at holde dit blod rent!”47 talte, i lighed forskellige

frimurerloger, medlemmer med en udpræget interesse for mystik og okkultisme, samt

medlemmer, der blot øjnede nye forretningsforbindelser.

Thule-Selskabets racemystik var i store træk en kopi af Blavatskys ”hemmelige lære” om

den femte rod-race: Den ariske race. Navnet: ”Thule” sattes dog i forbindelse med

atlantidernes; den fjerde rod-races, længst svundne kontinent.

Blavatskys ariske race skulle have haft omtrent en million år på bagen, og skulle følges af

en ikke navngivet 6. rod-race, der måske var den, som Hitler egentlig bekendte sig til.

”Nu skal jeg fortælle Dem en Hemmelighed. Jeg har set den ny Mand i en

Aabenbaring – frygtløs og imponerende. Jeg gøs tilbage for ham!”48

Hitler gav udtryk for at han betragtede den katolske kirke som nazismens forbillede.

”Den katolske Kirke er det største Forbillede, der findes med al dens kloge Taktik

og dens Viden om den Menneskelige Natur og den maade hvorpaa den gør

Regning paa Menneskers Svaghed i Ledelsen af de Troende.”49

Alligevel kan der vanskeligt argumenteres mod, at han faktisk anså jødedommen for en

endnu bedre skabelon, at modellere nazismen efter.

”Men racen ligger ikke i sproget, udelukkende i blodet, hvad ingen ved bedre end

jøden, der netop lægger meget ringe vægt på sproget, derimod hele vægten på at

holde blodet rent.”50

46 Ibid s. 146 47 Allan A. Lund, Hitlers håndlangere, s. 31 48 Hermann Rauschning, Mine samtaler med Hitler, s. 246 49 Ibid s. 239

18

Konklusion

Mine indledende betragtninger om, at nazisternes ideologiske modsætning, og, som

konsekvens deraf, deres egen selvforståelse, var mere religiøst end politisk orienteret, kan

let dokumenteres hos de to allermest indflydelsesrige nazister.

På spørgsmålet om hvorvidt nazisternes stræben efter magt tjente et ideologisk sigte, eller

om det ideologiske sigte var en undskyldning for magtsyge, er svaret ikke helt enkelt.

For Hitlers vedkommende, er der slet ingen tvivl om, at han rask væk svigtede erklærede

idealer, men givetvis for lettere at realisere nogle andre.

Opgavens emne voksede, i form af myter, ritualer, relikvier, kultsteder osv., ud af linierne

i kildematerialet, så enkeltstående træk let kunne beskrives, som var nazismen reelt en

religion.

Derudover viste der sig en rød tråd i nazismens centrale racemytologi, som parallelt med

svastikaet; nazismens overordnede symbol, via diverse antisemitiske okkulte selskaber i

Tyskland og Østrig, kunne spores tilbage til Det Teosofiske Selskab, grundlagt af Helena

Petrovna Blavatsky år 1875.

Ud fra en historisk synsvinkel, må jeg fremover karakterisere nazismen som et politisk

fænomen, for det vil være kontrafaktisk historieskrivning at hævde, at nazismen blot ikke

overlevede længe nok til at krænge sine fåreklæder af, og åbent demonstrere for folket, af

hvilket stof bevægelsen reelt var gjort af.

Men ud fra en religionsfaglig synsvinkel vil jeg ikke tøve med at beskrive nazismen som

en nyreligiøs bevægelse med en synkretistisk verdensanskuelse.

København 15. februar 2008

50 Adolf Hitler, Min kamp, bind I s. 210

19

Engelsk resume

Based upon a somewhat flimsy sense that Nazism constituted a pseudo-religious

movement, I believed I could prove that certain aspects thereof could be described as if

the whole of Nazism actually was a religion.

I’ve chosen to analyse the religious, symbolic and mythological traits of Nazism through

sources, which partly represents an outside point of view, partly an inside point of view.

Among these I’ve singled out five main sources, each of which has been the target of a

separate analysis, mainly to assess their credibility and usefulness concerning the subject

at hand.

Thereupon I’ve traced the use of the Swastika, through several anti-Semitic occult circles

in Austria and Germany, back to The Theosophical Society founded 1875 in USA by the

Ukrainian spiritualist and occultist Helena Petrovna Blavasky, who obviously were

inspired by Hinduism and Buddhism in India where the Swastika for centuries has been

and still is a common religious symbol.

Then I’ve pointed out a whole series of religious, symbolic and mythological traits, in

different ways related to Nazism, primarily to Adolf Hitler and Heinrich Himmler, the

two most influential Nazis, who clearly were driven by purposes of a more religious than

political nature.

Working my way from the most obvious through the less known and in to the most secret

religious aspects of the Nazi ideology, I’ve discovered that the mythological racial

theories of the Nazi regime ran parallel to the use of the Swastika, as far back as to The

Theosophical Society where pretty much everything dissolves into obscurity.

As a historically phenomenon I still must consider Nazism a political movement, but only

because Nazism didn’t survive long enough to reveal its hidden but highly religious

identity.

20

Litteraturliste

Eckart, Dietrich: Bolsjevismen fra Moses til Lenin. Helikon, 2002, oversat af Fritz

Wolder efter: Der Bolschewismus von Moses bis Lenin, 1924

Goodrick-Clarke, Nicholas: The occult roots of Nazism. Tauris Parke Paperbacks,

2004

Hitler, Adolf: Min kamp, Jørgen Paludans forlag. 1999, oversat af Clara

Hammerich efter: Mein Kampf. 1925, 1927

Lammers, Karl Christian: nazismens epoke. Det Schønbergske Forlag, 2003

Lund, Allan A.: Hitlers håndlangere. Samlerens forlag, 2001

Pringle, Heather: The master plan. Fourth Estate, 2006

Rauschning, Hermann: Mine Samtaler med Hitler. Povl Branners forlag, 1945,

oversat af Else Brudenell-Bruce efter: Wenn Hitler siegt. 1939

Shirer, William L: Det tredje riges storhed og fald. Berlingske forlag, 1962,

oversat af Mogens Boisen efter: The Rise and Fall of the Third Reich, 1960

Tingsten, Herbert: Nazismens og Fascismens ideer. Gyldendal, 1967, oversat af

Ebba Hentze efter: Nazismens och fascismens idéer, 1965

Ziemer, Gregor: Opdragelse til døden. Aschehoug, 2003, illegal originaludgave

21