mit liv som kuglepen
DESCRIPTION
Majbritt Lund-kuglepennen har oplevet mere end de fleste andre kuglepenne. Læs med i denne bog, som er 2. udgave.TRANSCRIPT
Mit liv som kuglepen
Fortalt til Majbritt Lund
2.udgave oktober 2011
1. udgave oktober 2010 blev læst af 412
Denne bog er beskyttet af ophavsretten, og det er derfor kun
tilladt at citere herfra med tydelig kildeangivelse
3
Forord
Hvordan kan en kuglepen have over 170 fans på facebook, være
set af næsten 1500 på youtube, være i Pengemagasinet, rejse i
flere lande end de fleste og samtidig være et naturligt
omdrejningspunkt i enhver social begivenhed?
Det er der nok flere forklaringer på. Som med så meget andet
ligger historien sjældent i produktet, men i, hvilken betydning
produktet får for folk.
Dette er historien, om hvordan Majbritt Lund-kuglepennen
netop gik fra at være en reklamegenstand til at være et levende
visitkort.
Billederne er jævnt fordelt udover bogen og kommer derfor ikke
i naturlig rækkefølge. De er venligst udlånt af Jette Friis O´
Broin, Mette Weber, Susanne Kjær, Gitte Lykkeaa, Elisabeth
Kolerus vind, Erik Schrøder og Erik Rasmussen.
Oktober 2011
4
Skruk kvinde går amok
Jeg blev undfanget en efterårsaften til et netværksarrangement
om at sælge mere i Høje Taastrup. Det var tilbage i efteråret
2008.
Min mor, journalist Majbritt Lund, mødte Lis Hartvig Holm
fra firmaet logocare, der sælger reklameartikler, og det var i
sandhed en aften, der gavnede Lis´ salg.
Hun viste min mor og nogle af de andre en af de kuglepenne,
hun solgte. Og min mor har jo altid været glad for at skrive, så
hun fik den over i sin lille, buttede hånd. Og synes, at den var
rigtig lækker. Den lignede til forveksling, hvordan jeg også
skulle komme til at se ud. Dog var logoet, farven og teksten
anderledes.
Min mor var helt forelsket. Hun drømte om den dag, hvor der
også ville være tilsvarende kuglepenne med hendes logo, farve
og tekst og spurgte Lis, hvad sådan en kostede, for den så dyr
ud. Og det var den da også.
Min mor ville aflevere kuglepennen tilbage, for hun havde kun
haft sit firma i halvandet år, og så var det jo lige vildt nok at
købe sådan nogle dyre kuglepenne. Men Lis lod min mor
beholde kuglepennen, og det var en klog beslutning. For Lis
havde åbenbart hørt rigtig godt efter med det der salg.
5
Til den næste workshop hørte min mor ikke særlig meget efter.
Hun så på kuglepennen og forestillede sig, hvordan den ville se
ud med hendes fine logo på. Og når det kom til stykket:
Hvornår ville hun så være etableret nok til at have sådan nogle
kuglepenne? Og hvad ville de gøre for hendes forretning til den
tid? Og hvor ville det være fedt at kunne aflevere sådan en hos
en kunde, når hun sluttede mødet af. Ville hun kunne nå at få
dem tids nok til at sende kuglepenne ud sammen med
julekortene det år, hvis det nu var?
Ja, det var den slags tanker, min mor gjorde sig, da hun sad til
et foredrag om salg. Og lærte hun ikke at sælge, så lærte hun
at købe.
Det viste sig, at hun lige præcist kunne nå at få kuglepennene
tids nok, til at de kunne følge med julekortene ud til kunderne.
Og min mor begyndte at glæde sig…
Den søde ventetid
Hun viste demo-kuglepennen til alle, der gad lytte og
forklarede dem nøje, hvordan hendes kuglepen, altså mig, ville
komme til at se ud. Og selv om nogle vil mene, at jeg bare er en
kuglepen, blev de fleste alligevel grebet af, hvor begejstret min
mor var. Og jo, de kunne også godt forestille, sig, at det ville
blive en rigtig flot kuglepen. Dog var de lidt bekymrede over, at
min mor skulle købe så mange af min slags. For 500
6
kuglepenne er mange for et enkeltmandsfirma, og hvor mange
kendte hun, når det kom til stykket. Og det var jo nogle dyre
kuglepenne at have liggende og tørre ind i skabet.
Tiden gik. Først skulle min mor og Lis finde ud af helt
præcist, hvordan jeg skulle se ud. Jeg er jo lidt en slags… om
ikke designer-baby, så designer-kuglepen. Det endte med, at
der kom til at stå ”Journalistik & PR” på skaftet, være logo og
hjemmesideadresse på. Det var meget fint.
Fordi jeg er sådan en fin kuglepensrace blev jeg skabt i
Schweiz, så det tog mig lidt tid at komme til Danmark. Og
min mor gik og glædede sig som alle andre kommende
forældre. Hun forestillede sig, hvordan det ville være at skrive
med sin egen kuglepen og besluttede sig for, at når jeg kom til
verden, ville hun aldrig mere skrive med andre typer
kuglepenne end mig ude i offentligheden. Så kunne hun bruge
en billigere og dårligere derhjemme, når ingen så det.
7
Men så kom den store dag, hvor jeg ankom med mine 499
søskende. Min mor havde gjort klar til os og havde skrevet
adresser på alle boblekuverterne, puttet frimærker på og skrevet
alle julekortene til kunderne. Hun manglede bare os. Så på den
sidste postdag hvor kortene kunne nå frem til jul, fik min mor
sendt os i alle retninger. Som forældre jo gør, når de er rigtig
stolte af deres børn.
En stolt mor
Min mor var så lykkelig som kun en nybagt mor kan være
det. Var der da ikke et eller andet, der skulle skrives i hånden?
Og der blev skrevet meget i hånden i de dage. Min mor
funderede over, om det nogen sinde igen ville blive helt
naturligt at tage en kuglepen op af tasken for at skrive under
på noget. Ville det at holde mig i hånden blive ved med at være
så stort, at det i sig selv var større end det, hun skrev?
Som andre mødre var også min mor meget glad for at vise mig
frem. Kontorfællerne på La Oficina havde jo længe hørt om, at
jeg skulle komme. Og de måtte give min mor ret: Jeg var
bestemt ikke som alle de andre kuglepenne.
Min mor holdt den ene del af sit løfte: Hun skrev aldrig mere
med andre kuglepenne end mig, når hun var ude. Men når hun
nu havde vænnet sig til at skrive med en god kuglepen, hvorfor
skulle hun så skrive med en dårlig, når hun var hjemme. Så
nu skrev hun praktisk talt kun med mig hele tiden.
8
Hun blev meget glad, da hun fandt ud af at andre faktisk
havde det lige sådan. De ville også helst skrive med mig, og
havde de mistet mig, kom de til min mor for at få en til.
Jeg blev hurtigt spredt ud over La Oficina, og min mor satte en
lille metalbøtte med kuglepenne frem, så folk også kunne få en
kuglepen de dage, hun ikke var der. Og lige så stille kom der
skred i mig.
Der begyndte at være et naturligt fokus omkring mig. Det var
ikke længere noget ”Se, min nye kuglepen” alene på grund af
nyhedens interesse. Men folk begyndte at melde tilbage til min
mor, at jeg jo var noget ganske særligt. Og så gav de mig et
navn. Jeg var jo ikke bare en almindelig kuglepen og skulle
derfor ikke forveksles med de andre, der bare kunne skrive,
sådan da. Nej, jeg fik navnet ”Majbritt Lund-kuglepennen”.
9
Med på bølgen
Jeg voksede op, mens facebook-bølgen rasede i Danmark. Der var
lavet facebookgrupper eller sider om alt. Og en dag, hvor min
mor igen sad og talte om mig, var der en, der spurgte, om hun
ikke også skulle lave en facebookgruppe for mig. ”Det kunne
hun jo lige så godt, når der også var grupper om alt muligt
andet”.
Hun tænkte, at det bare virkede for langt ude. For nok er hun
mærkelig hende min mor, men en eller anden form for
fingerspidsfornemmelse har hun alligevel.
Hun talte stadig meget om mig i sit netværk, og det var som
om, at folk faktisk ikke blev trætte af at høre om mig. Som de
jo ellers godt kan blive, når folk taler om deres børn hele tiden.
De talte om, hvor god jeg var, og om hvor godt jeg lå i hånden,
og at de andre kuglepenne, de havde skrevet med før min tid,
bare ikke var det samme mere. Nogle gange nævnte min mor
også muligheden for at lave den facebookgruppe til mig. Ikke
fordi hun synes det var nogen god ide, men fordi det var
underholdende at fortælle om.
Imidlertid var der flere, der ikke synes, det var nogen latterlig
ide. Og da tilpas mange mennesker havde sagt, at de faktisk
ville synes, det var sjovt, tænkte hun ”hvorfor ikke?”. Og så
oprettede hun facebookgruppen ”Os der har en Majbritt Lund-
kuglepen”.
10
Som med alt andet, der sker i min tilværelse, har jeg jo altid en
stor flok velmenende onkler og tanter, der følger mig tæt. Og
deres kontinuerlige støtte er nok en af grundene til, at det er
gået mig så godt. For let´s face it. Min mor arbejder meget og er
derfor afhængig af meget hjælp til at tage sig af mig.
Tante Lisbeth fra Århus opdagede derfor hurtigt, at min mor
slet ikke havde fattet det der med facebook. Grupperne var på vej
ud. Nu brugte man sider, hvis man ville noget med det.
Heldigvis var Lisbeth som altid så hurtig, at det kun var
moster Elisabeth, der havde nået at melde sig ind i gruppen.
Den blev slettet igen, og min mor oprettede derfor en side til mig
i stedet for.
Min mor måtte hurtigt sande, at det ikke havde været nogen
dårlig ide at oprette en side til mig. Venner, bekendte og
slægtninge fra nær og fjern meldte sig lystigt ind i siden. Og
pludselig var de 20. Og min mor tænkte, at det var jo nok,
hvad den side kunne bære, og det var også fint med det. Men
folk blev ved med at melde sig ind i siden.
På et tidspunkt foreslog de også min mor, at jeg blev skiftet ud
med en i-pad. Så kunne hun lave en ny facebookside ”Os der
har en Majbritt Lund-i-pad”, men det fik de altså ikke.
11
Et liv som barnestjerne
Udover at min mor havde oprettet en side specielt til mig på
facebook, skulle hun da nok også sørge for at gøre opmærksom
på mig på alle andre kanaler også. Så lige så stille blev hun
også kontaktet af facebookvenner, der aldrig før havde set mig
i virkeligheden. De var også interesseret i, hvem jeg var, siden de
nu havde hørt så meget om mig.
Derfor oplevede hun, at flere af dem, hun havde gået i
folkeskolen eller på gymnasiet med, skrev og spurgte om, de
også kunne få en Majbritt Lund-kuglepen. Og selvfølgelig
kunne de det.
Selv om mange vil kalde min mor for en linselus af de værste,
var hun altså noget ydmyg og imponeret over, at de sådan gik
op i, at hun havde fået mig. For hun er jo ikke lige den type, der
også går op i at se billeder af de andres børn.
Jeg ved, at min mor har funderet rigtig meget over, hvad der
gjorde, at alle mulige på den måde også gik op i min færden.
Det skrev hun også om på sin blog på et tidspunkt. Ja, det var
endnu en anledning til at nævne mig.
Livet gik sin stille gang, og jeg voksede til. Nogle gange bliver
jeg spurgt, hvordan det har påvirket min barndom at være en
slags barnestjerne, som altid er fremme i rampelyset.
Jeg kan jo ikke sidde og tegne kruseduller, der klatter, uden at
folk automatisk fokuserer på det. Folk åbner mig for at se,
12
hvordan sådan en som mig mon ser ud inden i. Er jeg også her
anderledes end de andre kuglepenne?
Men jeg har jo aldrig prøvet andet. Man kan også sige: ”Som
mor så barn”. Og hvor andre familier lader et håndværk gå i
arv, er vi mere sådan nogen, der altid bliver lagt mærke til. Og
mine første ord var derfor også meget naturligt: ”Kamera hvor?”
Nogle vil mene, at min mor bruger mig til at skabe
opmærksomhed omkring sig selv. Og det skal jeg ikke
fortænke dem i, for min mor kunne da aldrig have fået så
meget opmærksomhed uden mig.
Jeg havde den første tv-debut, jeg kan huske, i starten af maj
2009. En læge var i TV-Lorry for at fortælle om
svineinfluenzaen, og jeg sad lige så diskret i hans brystlomme.
Men nu har jeg jo altid haft evnen til at være diskret på den
bemærkelsesværdige måde. Og min mors kollega Karin
opdagede mig så alligevel. Desværre kunne min mor ikke finde
tv-indslaget, for der var mange indslag om svineinfluenza i
den periode. Og TV2 havde ikke markeret ”Majbritt Lund-
kuglepen” som søgeord i stil med ”svineinfluenza” og andet,
der åbenbart var vigtigere.
13
Festens midtpunkt
Hvor mit liv startede med, at min mor fortalte om mig til alt og
alle, blev det lige så stille sådan, at alle andre også begyndte at
gå og fortælle om mig, også når min mor ikke var der.
”Hvor meget kan man blive ved med at snakke om om en
kuglepen?” er der tit nogen, der spørger.
Ja, det er nok lidt lige som med vejret: Et uudtømmeligt emne,
der også er så harmløst, at man altid kan tale om det. Men hvor
vejret er lidt ligegyldigt, især i Danmark, så skete der som
regel det, at folk altid blev glade af at tale om mig.
Det hele tog for alvor fart til julefrokosten på La Oficina 2009.
Jeg var der selv, og derfor ved jeg, at de ikke engang kan
undskylde sig med at have drukket sig i hegnet. For det havde
de ikke. Men som så ofte før begyndte folk at tale om mig. Jeg
husker især, at Kitt og Klaus gjorde sig morsomme på min
bekostning.
”Du skal melde dig ind i ”Os der har en Majbritt Lund-
kuglepen”, før den kan skrive,” sagde Kitt om mig.
Og så fik den ellers bare hele armen, om hvordan jeg fremover
ville erstatte alle computerne. Der var kun et lille problem ved at
give mig alt den magt: Hvis folk skulle melde sig ind i
facebooksiden for at jeg kunne skrive, hvad skulle de så gøre,
hvis jeg havde erstattet alle computerne?
14
Og som jeg skriver denne historie, kan jeg godt høre, at det
lyder som noget fuldemandssnak, og at det hele faktisk er lige
så utroligt som så meget andet, der er sket i mit liv. Men det
sjove er, at alle dem, der sad ved bordet, skreg af grin, og igen
oplevede jeg at være med til at sprede glæde ved min blotte
tilstedeværelse.
På den måde har medlemmerne på La Oficina altid hjulpet med
til, at der løbende kommer flere og flere medlemmer af min
side. Nogle siger, at jeg er blevet kult, selv om det ikke rigtigt er
et ord, jeg forstår.
15
Gode ambassadører
Mine faddere hedder Erik og Susanne, og i perioder går de
faktisk mere op i at sprede budskabet om mig og sikre sig, at
jeg har det godt, end min mor gør. De spreder mig ud til højre
og venstre, og de gør det med en sådan entusiasme, at folk, der
kun kender min mor på grund af mig, også melder sig ind i
min side på facebook.
Og Erik og Susanne kan altid hive en ny, sjov oplevelse frem,
de har haft med mig. De ser mig bare alle steder – også steder,
hvor de ikke selv har lagt mig. Som da Erik holdt møde med en
konsulent, der sad med en Majbritt Lund-kuglepen. Og her var
Erik hurtig ”Hov, du har taget min kuglepen”, sagde han, for
han vidste jo, at hun umuligt kunne have fået sådan en
kuglepen selv. Men jo. Hun havde taget den på La Oficina,
sagde hun.
Eller da Susanne havde fortalt Cafe Sygemeldt så meget om
mig, at min mors foredrag blev præsenteret med, at det jo var
hende med Majbritt Lund-kuglepennen.
For ikke at glemme, da Erik og Susanne var statister i
Pengemagasinet og huskede at tage mig med.
Min mor var lidt misundelig, men det er altså mig, medierne
vil have. Dog hjalp det på hendes humør, da det gik op for hende,
hvor mange der havde opdaget, at det var mig, der var i
fjernsynet og ikke en hvilken som helst anden kuglepen.
16
Men der er også mange andre, der hjælper min mor med at
holde historien om mig i live. Foreksempel skrev tante Lisbeth i
Århus en guide om facebooksider, hvor min mor fik sneget et
afsnit om mig ind.
Og min ukendte tante Mette A., som min mor først har mødt
for nylig, har også længe gået og talt om mig. Hun er veninde
med Susanne, så det ligger jo lidt i kortene. Mette A. havde en
pudsig oplevelse henne i banken, hvor bankrådgiveren kom til
at tage Mettes kuglepen, altså mig, og da Mette fortalte hende,
hvorfor hun ikke måtte tage lige præcist den kuglepen, sad
bankdamen og tog noter. (Formentligt med en anden kuglepen,
der klattede og gjorde ved, men skidt nu med det.)
Til Iværksættermessen i Århus, forår 2011, var der også rift om
mig. La Oficina havde en stand og havde taget en stak med af
mig og mine søskende. Og forbi gik et venindepar, hvor den ene
sagde til den anden” Ej der ligger der en Majbritt Lund-
kuglepen. Sådan en skal du også have.”
Og med så mange hjælpere kræver det jo ikke meget af min
mor at blive ved med at sprede historierne om mig.
17
Verdens havene
En af dem, det er allermest spændende at ligge i tasken hos, er
Mette W.
I hendes taske rejser jeg mere, end den tid jeg ligger i de andres
tasker tilsammen. Mette W. er verdensborger og har boet 17 år i
udlandet. Mette W.s mand arbejder på Bali, så der er jeg tit med
Mette nede, ligesom jeg også var med hende i Sydafrika med
hele familien, da hun blev 60 år.
Man kan sige, at succesen er vokset min mor lidt til hovedet.
Hvor nogle frygtede, at jeg bare ville ligge og tørre ind i min
mors skab, måtte hun hurtigt købe flere kuglepenne ind, og
hun går hele tiden og regner på, hvornår hun skal købe flere.
Dels er der tre til fire ugers leveringstid på mig, og dels har min
18
mor en del highlights i sit liv, hvor hun ved, hun kommer til at
dele mange kuglepenne ud. Det er især, når hun
går på messer.
holder sine gratis PR-minikurser.
er til netværksarrangementer, hvor jeg ofte er et helt
naturligt samlingspunkt. Til Freelanceseminar 2011
oplevede min mor især en stor interesse for mig. Hun var
noget taknemmelig over at opleve, hvor mange af de andre,
der kunne fortælle hele historien om mig. Så den må jo
have gjort indtryk.
Man kan også sige, at min mor jo er som en slags magnet for
arrangementer, hvor hun kan komme til at dele ud af mig.
Min første fest
I april 2010 fik jeg min første plastikoperation, om man så må
sige. Eller måske er det mere korrekt at sige, at jeg sprang med
på bølgen med kosmetiske tatoveringer. Hvor andre får
markeret læber og øjenbryn, fik jeg tilføjet ”kommunikation”
mellem ”Journalistik” og ”PR”, så der kom til at stå
”Journalistik, kommunikation & PR” på mit skaft, og på
bagsiden af skaftet kom der også til at stå
”Sundhedsspecialist”.
19
Og sådan gik det til, at de første 1500 Majbritt Lund-
kuglepenne nu overgik i historien, og de kommende så lidt
anderledes ud.
Men hvor alle andre går lidt stille med dørene, når de på den
måde laver om på deres egne børn, er min mor jo helt
anderledes. Hun inviterede i stedet alle mine fans til en
reception. Og de glædede sig og ville gerne komme.
Der kom sågar en til receptionen, som aldrig havde mødt min
mor i virkeligheden. Og en kom fra Silkeborg. Og det var en
rigtig fin, lille fest for mig. Folk kom med gaver, og Susanne,
Mette W. og Kitt lavede noget underholdning.
Og som alle andre familier har vi også et familiemedlem, der
20
altid fotograferer det hele. Hos os er det moster Elisabeth. Hun
optog hele seancen og lagde derefter filmen ud på youtube. Og
inden der var gået et år, havde 1000 set mig. Det skulle efter
sigende kun være 1 % af alle film på youtube, der opnår det, så
igen blev min mor så uendeligt stolt af mig. Pt. er der 1500 der
har set den film. Men jeg er nok også en af de eneste
kuglepenne, der sådan er gået til filmen.
Efter jeg havde haft min filmdebut, kan jeg da godt mærke
kendiseffekten. Og det kan min mor også. Nu sker det med
jævne mellemrum, at hun møder forretningsforbindelser, der
spørger, om det ikke er hende med kuglepennen.
For eksempel mødte min mor en studiekammerat til et
netværksarrangment, som hun ikke havde set siden
Journalisthøjskolen, og hun kunne ikke engang huske, hvad
han hed. Men inden de havde talt sammen i et minut, sagde
han: ”Jeg har sådan grint af dig og din kuglepen”. Det samme
skete, da min mor skulle oprette en bankkonto i Jyske Bank.
Her brugte bankrådgiveren også mig som indgangsreplik.
Også hun var meget imponeret af, hvad min mor havde fået ud
af mig.
Efter jeg havde haft mine 2½ minutes of fame, var der mange,
der skrev til min mor, at de også ville have en kuglepen. Og
hun var rigtig glad. Imidlertid var min morfar lidt bekymret
21
over alle de frimærker, hun måtte betale for. Men den slags
hænger min mor sig ikke i.
Siden har min mor løbende justeret på mit look, så nu er der
fire forskellige typer af mig. Den mest bemærkelsesværdige
ændring er at min mors hjemmesideadresse nu står meget
tydeligere på pennen, end den gjorde i starten. Og det går min
mor også meget op i. For høje besøgstal på hjemmesiden er der
penge i, siger hun.
Når hun tjekker sine besøgstal, kan hun i øvrigt også se, at
søgeordene ”god kuglepen” tit trækker trafik ind på sitet.
Ferieminder
I foråret 2010 var jeg sammen med min mor og hendes kæreste
i Jordan. Han ser mig nok lidt som et stedbarn. Han er hverken
på facebook eller noget, så han har aldrig rigtig kunnet se den
store fidus i mig. Men han ved, at jeg gør min mor meget glad,
og jeg tager jo ikke noget fra ham, så vi har det egentligt fint
sammen. Han har heldigvis ikke selv nogle kuglepenne fra
tidligere. Ellers ville der sikkert også komme noget jalousi,
fordi vi så hele tiden skulle kæmpe om opmærksomheden, (og
her er jeg jo lidt svær at slå for de andre).
Mette W. og en masse andre sender altid billeder ind til min
facebookside, når de har haft mig med ude at rejse. Det gør det
også lidt lettere for mig at huske alle de ferier, jeg har været på.
Sommer 2010 var jeg med Jannemieke til VM i Sydafrika.
22
Sådan noget sport ville min mor alligevel aldrig tage mig med
til, så det er jo rigtig fint. Ellers var jeg med Susanne og Erik
på slotsferie i Tyskland, Mette H. på slotsferie i Polen, Majbrit
A. til golfturnering i Sverige, Gitte i Grækenland og Heidi i
Edinburgh.
Og Erik har også haft mig med på skiferie, så jeg er jo ret
alsidig. Som han skrev da han sendte sit billede ind til
facebooksiden: ” Kuglepennen kigger beundrende op på sin
forfader Mont Blanc - fyldepennen.”
Sommer 2011 tog min mor og kæresten mig med til
vinområdet Barolo i Italien og til rivieraen i Sydfrankrig. Og
helt i min mors ånd skulle vi selvfølgelig fotograferes på den
røde løber i Cannes.
Ellers var jeg med Susanne nede og besøge en veninde i Tyrkiet
og med norske Agnar oppe og se den to-hovede trold i
Trollheimen.
23
Fætter og kusinefest
På et tidspunkt kom min mor i kontakt med Søren, som
dengang arbejdede i den danske afdeling af kuglepensfirmaet
Prodir. Altså mit mærke.
Og de faldt hurtigt i snak, fordi de jo i sagens natur havde så
meget til fælles: nemlig interessen for kuglepenne.
Søren blev hurtigt klar over, at min mor var en rigtig god
reklame for det at have reklameartikler. Så han sendte hende en
kasse af alle mulige andre kuglepenne, så vi kunne se, hvordan
en ægte prodir også kunne tage sig ud. Nogle lå i små æsker.
Andre lå i bøger, hvor der var lavet plads i papiret til en
kuglepen.
Det var rigtig hyggeligt i de dage. Jeg legede med alle mine
sjove fætre og kusiner. Der var både van Gogh-pennen, disko-
pennen, VM-pennen og kugpepennen fra verdensnaturfonden,
som nu er knap så blød i kuglepensudgaven, som den ser ud i
”bjørneudgaven”.
Efter Søren var stoppet hos Prodir blev min mor nu ved med at
holde kontakten med både ham og firmaet. På et tidspunkt fik
Mette W. tilsendt en kuglepen fra Prodir, hvor der stod Mette
Weber på. Hun tænkte med det samme, at det var noget, min
mor havde sørget for, for udover Mette Weber-kuglepennen,
havde de også sendt en anden demo med, så Mette W. bedre
kunne forestille sig mulighederne. Og denne demo var en kær
kending, altså mig.
24
Min mor blev så glad, da hun hørte denne historie, for når
Mette W. havde fået en Majbritt Lund-kuglepen fra firmaet,
gad vide hvor mange andre der så også havde fået en? Derfor
ringede hun ind og fik en sludder med dem på Prodir. Hun
talte med to medarbejdere og blev både glad og overrasket over,
at hun ikke behøvede at præsentere sig med andet end navnet.
Jo, de vidste godt, hvem Majbritt Lund var. Desværre havde de
ikke noget overblik over, hvor mange de havde sendt mine
søskende ud til. De havde nok alligevel ikke forventet, at det
ville betyde så meget for min mor. Men never mind. Nu vidste
hun i hvert fald at de også hjalp med at sprede mig. Og det
særlig gode var, at de delte penne ud, som min mor ikke havde
betalt for!
25
Repræsentationsarbejde og halvmaraton
Men det er nu ikke bare sjov og spas at være mig. Min mor har
tit lidt for mange jern i ilden. Og derfor når hun aldrig ind til
fredagsmøderne på La Oficina. Det er ellers et arrangement lige
i hendes ånd. Medlemmerne mødes og deler deres erfaringer
med nyhedsbreve, blogs, gratis arrangementer, bøger og
lignende.
Derfor er det også godt, at der altid er så mange andre, der
husker at tage mig med, så jeg får taget nogle gode notater.
På et tidspunkt inviterede Erik de andre på La Oficina til DHL-
stafetten. Og min mor skyndte sig at sige, at hun ville
sponsere t-shirts til løberne. Og hvor alle andre ville reklamere
for deres firmaer, ville min mor altså hellere reklamere for mig
og facebooksiden. Så hun bestilte en bunke t-shirts, hvor der
stod ”Os der har en Majbritt Lund-kuglepen” på forsiden. På
bagsiden stod der ”præcis, levende og med gennemslagskraft”.
Tror aldrig, der er nogen, der er blevet helt klog på, om det er
mig eller hende selv, hun knytter de ord til.
Jeg må indrømme: T-shirten er lige så fin som mig selv. Og
den kommer så med moster Elisabeth og onkel Niels ud at købe
alle mulige løb. Blandt andet halvmaraton… Og de løber da
nok noget hurtigere end min mor.
26
Udenlandske venner og familieforøgelse
En dag fik min mor et brev fra en kuglepenssamler, som
synes, jeg var så flot, at han gerne ville købe en af mig til sin
samling. Han havde også sendt en svarkuvert med frimærker
på og skrev, at min mor bare kunne sende et girokort med
prisen på kuglepennen.
Men hvad er prisen for ens eget barn? Er det kostprisen, eller
skal der så også noget affektionsværdi oven i mig? Jeg var nu
lidt lettet, da hun bare sendte mig og et par andre til ham, uden
27
at han skulle betale, for hvis hun først begynder at tage penge
for mig, bliver jeg altså lidt utryg over, hvor jeg så ender.
Nu sker det med jævne mellemrum, at min mor bliver
kontaktet af folk, der samler på kuglepenne. Og de har styr på
de forskellige kuglepensvarianter. Min mor blev noget
overrasket, da de begyndte at omtale mig som en Prodir DS2
(men det var rigtigt set af dem).
Blandt andet er der nu indtil flere nordmænd på min
facebookside. En af dem skrev følgende til min mor: ”Jeg er
utrolig stolt og glad for å ha din flotte penn i min samling,
den skal få hedersplass i skryteskapet på pennerommet mitt.”
En anden nordmann skrev et blogindlæg om mig.
Min mor er også blevet kontaktet af en tysk kuglepenssamler.
Ham var hun ellers ved at komme til at slette. For hans mail
startede med ”Dear Sir/Madam”, og det plejer at være starten på
en spam-mail. Min mor blev lidt ked af, at han ikke ville
kunne se filmen med mig, læse bogen eller have en reel glæde
af facebooksiden på grund af sproget. Det inspirerede hende så
til at få lavet engelske undertekster på kuglepensfilmen. Og ja,
når hun kan få 1500 til at se den på dansk, ja så kan hun da
godt få våde drømme ved tanken om, hvor mange der vil se
den, når den også vil give mening i udlandet.
I forbindelse med Iværk & Vækst september 2010 fik jeg en
lillesøster ved navn Jette Friis-blyanten. Hun var lille og tynd,
28
men sød på sin egen måde. Og selv om der ikke er så meget
spræl i hende endnu, er jeg sikker på, at vi nok skal få det
sjovt, når hun bliver lidt større.
Og jeg var så stolt, da jeg var blevet storesøster. Lige som min
mor havde gået rundt med mig, da jeg kom til verden, sendte
jeg selvfølgelig også et billede af min nye lillesøster ud til mine
venner på facebook (og pludseligt forstod jeg min mor meget
bedre).
Siden har jeg også fået en lillebror, der hedder Projekt
Arbejdsglæde-pennen.
29
Hjælper også på PR-kurser
Min mor er begyndt at holde kurser - især om at komme i
pressen. Og her spiller jeg en særlig rolle. Min mor bruger
nemlig mit eksempel i sin undervisning. Dels er jeg et eksempel
på, hvordan man kan bruge de sociale medier, dels er jeg et
eksempel på, hvordan man kan skabe en historie rundt om et
produkt og dels er jeg et eksempel på, hvordan man kan komme
i pressen, selv om man kun opfylder et enkelt af det, min mor
kalder AVIS-kriterierne. Det skal jeg ikke trætte dig med, men
en af vejene til at komme i pressen er at være en sensation. Og
på kurserne fortæller min mor om, hvor sensationelt det er, at
der er kommet så meget liv ud af mig.
Og så viser hun filmen, og de griner, og jeg er igen med til at
skabe sådan en god stemning. Det sjove er, at når min mor så
taler med kursisterne efterfølgende er der mange, der skynder
sig at nævne, at de stadig er glade for at skrive med mig. En
enkelt har sågar fortalt, at hun på et tidspunkt blev tilbudt 100
kroner for mig, men ville hun sælge?
Nogle gange deltager der også blinde på min mors kurser, men
de vil også have en kuglepen. Og her gør min mor altså ikke
forskel.
Da de første 1000 havde set filmen med mig kontaktede min
mor de medier, min historie kunne være interessant for. Hun
kontaktede blandt andet Go’morgen Danmark, men det fik
30
hun nu ikke noget ud af. Det var åbenbart ikke en historie,
man kunne forvente, at hele Danmark ville være interesseret i.
Ja, jeg oplever jo selv noget helt andet set fra min stol, men jeg
selvfølgelig også en slags part i sagen.
Noget af det, min mor underviser i, er, at det kan være en fordel
at kontakte nichemedierne, hvis man har en historie, som mere
snævre målgrupper kan være interesseret i. Og ganske rigtigt:
Kommunikationsforeningen ville da også gerne bringe
historien om mig i deres nyhedsbrev. Og det blev min mor glad
for, for det kommer alligevel ud til 7.000 læsere. Og de bragte
også links til både filmen og bogen (altså den første udgave),
så det var jo fint.
31
Vejen til ministre
Min mor lever jo af at skrive. Ja, hun gør det godt nok på en
computer, men det er fint for mig, for ellers ville jeg godt nok
komme på overarbejde. Så jeg tager mig en slapper, mens hun
hamrer i tastaturet. Hun har nu skrevet to bøger. God
kommunikation i foreningen, som udkom marts 2011 og God
kommunikation for selvstændige, der formentligt udkommer
her i efteråret 2011.
I begge bøger skriver hun også om de sociale medier, og i den
første var hun lidt i vildrede. For hun ville så gerne nævne
kuglepenseventyret som eksempel, men det havde jo ikke noget
med foreninger at gøre, så derfor endte hun med at lade være.
Til gengæld så nævner hun mig i den anden bog, og her passer
det jo fint ind, fordi jeg er et eksempel på, hvordan man kan
markedsføre sig som selvstændig.
H vis du har set kuglepensvideoen husker du måske, at min
mor lovede god rødvin til vedkommende, der afleverede en
Majbritt Lund-kuglepen personligt til daværende
sundhedsminister Bertel Haarder. Dengang troede hun, at det
ville blive en af mine fans fra facebook, der skulle have den
flaske og så kunne de lave noget sjov ud af det, men det endte
med at blive noget mere højpoleret. På grund af min mors bog
God kommunikation i foreningen deltog min mor i
åbningskonferencen af Frivillighedsåret 2011. Daværende
socialminister Benedikte Kiær deltog i sagens natur også. Det
32
var jo ligesom hendes område. Og min mor har jo aldrig været
sen til at lade en chance passere forbi, så hun skyndte sig hen
og gav Benedikte en pen, eller rettere hun gav hende to og
spurgte, om hun ville give den anden til Bertel, og Benedikte
nikkede. Min mor bestemte sig for at tro, at Benedikte ville
holde ord. Bare fordi det var rart at tro på.
Stor var hendes glæde dog alligevel da hun få dage efter fik en
mail fra Bertel, der takkede for den fine kuglepen. Og min mor
var sikker på, at han ikke havde fået sin sekretær til at skrive
mailen for ham.
Punkt 1: Det ville simpelthen være for latterligt at bede en
sekretær om.
Punkt 2: Min mors navn var stavet forkert. Og havde
sekretæren skrevet mailen, ville hun nok have sørget for at
stave Majbritt rigtigt (j og to t´er).
På det tidspunkt var Bertel ellers kendt for at have et meget
anstrengende forhold til journalister, fordi der var en af min
mors kolleger, der havde forstyrret ham midt i risengrøden. Så
måske var han bare glad for en harmløs og venlig gestus.
I mellemtiden har der jo været regeringsskifte, så nu kan min
mor jo starte forfra.
33
Facebook samler verden
Jeg har tidligere nævnt mine kuglepensvenner over hele verden.
Og udover at det er godt at have mange venner, har de også vist
sig at gavne min mors forretning. For en af dem købte bogen
God kommunikation i foreningen og bekræftede min mors
håb: Nemlig at bogen også sagtens kunne bruges i andre lande.
Nu er bogen så sat til salg i en webbutik i Norge, og forlaget
tager den med til bogmessen i Frankfurt. Så, jo. En kuglepen
kan også have nogle brugbare kontakter.
Min mor har jo gennem tiden plejet mange af mine
legekammerater for mig gennem facebook, og det gør
unægtelig det hele noget nemmere, når man nu kender så
mange, som jeg gør. Men min mor har længe haft en særlig
forpligtelse uden for facebook. For Lis, som min mor jo køber os
af, var lidt længe om at komme på facebook, så derfor sendte
min mor nogle gange særlig info til Lis per mail, når der var
noget nyt om mig. Derfor blev min mor da unægtelig noget
lettet, da Lis også fik en profil på facebook. Nu har jeg alle
samlet.
Effektiv markedsføring
Alt i alt oplever min mor fortløbende en masse sjov på grund af
mig. På et tidspunkt ringede hun til potentielle kunder og kom
i kontakt med en, der havde fået en kuglepen for 1½ år siden,
og vedkommende skyndte sig at sige, at hun skam stadig
34
havde kuglepennen. Det kan godt være, at den potentielle
kunde endnu ikke har købt noget, men det smarte ved
arbejdsfordelingen mellem mig og min mor er, min mor kan
lave alt muligt andet, mens jeg ligger og gør mig lækker på en
masse forskellige skriveborde, i en masse forskellige tasker og
hvor jeg ellers har været i tidens løb (ja, for mig er diskretion en
æressag, så du kan være ganske rolig…). Nogle gange siger
jeg, at jeg vil have nogle flere lomme penge, for jeg synes
faktisk, at jeg knokler for hende. Men hun siger, at hun har
udgifter nok på grund af mig. Måske skulle jeg melde mig til
et af de salgskurser, hun er begyndt at markedsføre.
Min mor er frivillig rådgiver på Iværk & Vækst hvert år. Her
har jeg godt nok også nogle travle dage. Men hvor er det rart at
se, at der også her er en masse, der kender min mor på grund af
mig.
På Iværk & Vækst 2011 fik hun også movet sig ind hos
Bøvlbefrierne, der optog noget video. Det var godt nok avanceret.
De kaldte det at de ”streamede live” – altså noget med at man
kunne følge dem over facebook. Og her blev min mor så
interviewet om, hvordan hun var blevet så kendt på grund af
mig.
Mange har spurgt min mor, hvor hun køber pennene henne. For
de kan jo godt se, at jeg er markedsføring, der virker. Men det
35
er som om, interessen falder lidt, når de hører, hvad penne som
jeg koster.
Da min mor fik sit firma, kaldte hun det for Majbritt Lund
efter sig selv og tænkte, at så kunne hun måske finde på noget
smartere senere. Den tanke er hun nu gået væk fra, for når min
mor nu er kendt som hende med Majbritt Lund-kuglepennen,
ville det ikke længere give mening at firmaet ikke også skulle
hedde Majbritt Lund. Dog ved jeg at hun har det lidt mærkeligt
med at firmaet nu ikke længere hedder Majbritt Lund efter
hende selv, men efter mig. He he…
Hvilke tanker gør en kuglepen sig om fremtiden?
Min mor har altid lært mig, at man skal gøre det, man er god
til. Og det, jeg er god til, er at skrive og skabe god stemning.
Derfor har jeg overvejet at skrive den fredserklæring, der en
gang for alle afslutter uroen i Mellemøsten.
Like mother – like daughter, not!
36
De personer der optræder i denne bog har følgende efternavne:
Jannemieke Nooteboom
Lotte Reiter
Mette Weber
Susanne Kjær
Erik Schrøder
Mette Herzmann
Heidi Pallisbo
Lisbeth Scharling
Elisabeth Kolerus Vind
Karin Høgh
Kitt Tvile
Klaus I. Hell
Majbrit Andersen
Niels Moestrup
Gitte Lykkeaa
Mette Allerslev
Søren Thielke
Agnar Storbakk