m&m 1ålogmæle.dk/mom-arkiv/mom_36/mom36_1.pdf · i mit sprog udtrykker noget, der fak-tisk er...

Sprogligheder 2Mangt om meget 6Retskrivnings-ordbogen 9Tegnsætning med mening 17Nyere danske lydlove 24Svar på Sprogviden 31Sprogviden 32

Meget godt erhalvt skidtMen hvorfor er det sådan? Erik Hansenudreder paradokset side 6.

Ret skrivning på rette sted?Hvad er nyt og godt ved den nye rigtigeretskrivningsordbog, og hvad kunne værebedre? Og er det overhovedet fornuftigtat lade Sprognævnet lave ordbøger? LarsTrap Jensen anmelder på side 9.

Tegn med mådeI almindelighed forbindes interpunktion(punktum, komma …) med struktureringaf tekst, sætninger og deres dele. Mentegn har også stor betydning for indhol-det i kommunikationen. Carsten Elbro ogKen Farø demonstrerer hvordan på

side 17.

En hæslig jager – og 9 andrelydloveLars Brink inviterer på en flyvetur gen-nem de vigtigste sproglige udtaleæn-dringer i nyere dansk. Læs første del afhans oversigt side 24.

35. årgang, september 2013

Der er ikke noget som etvelanbragt komma

Denne brevkasse handler om sproglig-heder. Det er spørgsmål og problemerom sprog, men det er også fine detal-jer i sproget som man bliver opmærk-som på, og som man vil gøre andrebekendt med. Går I rundt og tænkerpå sprogligheder, så send et brev omdem til redaktionen. De vil svare påbrevet hvis de kan. Ellers kender denok nogen de kan sætte til det. Sendbrevet til:

Carsten ElbroInstitut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab,Københavns Universitet,Njalsgade 120,2300 København SE-mail: [email protected]

? Bare for sødJeg har bemærket, at de unge brugerudtrykket »du er bare for sød«, somen slags forstærkelse – altså en ros.I mine ører (f. 1949) er vi ovre i, atdu er ved at være slesk. Og hvordanvil disse unge så udtrykke noget, somi mit sprog udtrykker noget, der fak-tisk er for meget?

Alice Vilstrup2770 Kastrup

! For i forbindelser som for lidt, forofte og for trist tilhører gruppen afgradsadverbier, dvs. ord, der specifi-

cerer andre ords (adjektiver ogadverbiers) betydning nærmere ellermodificerer dem. At der findes heltandre for-ord, der er hhv. substantiv,præposition og konjunktion, vil viikke lade os anfægte yderligere afher.

Grundbetydningen af gradsadver-biet for kan omtrent beskrives som ’ien uhensigtsmæssig eller uønsket højgrad’. Vi finder den i autentiskeeksempler som »Jeg er for træt til atforme sætninger« og »Kan en mandvirkelig være for træt til sex?«. Ibegge tilfælde kan man tale om etmisforhold mellem en tilstand (A) ogen handling (B), hvor graden af A (formeget af A) blokerer for realisering-en af B.

I den nye betydning af for er derikke noget B-element: egenskaben erbare til stede i meget høj grad. Nogenkan være for lækker, for dejlig ellerfor sød. Maden kan smage for godt,musikken kan lyde for fed, ensportsudøver kan styre for hårdt. Herkan der vist heller ikke være tryk påfor, hvad der kan i standardbetyd-ningen.

Det er ganske rigtigt en ny betyd-ningsudvikling, at for nu også kananvendes med funktionen ’i megethøj grad’. Den Danske Ordbog harregistreret 1996 som året, hvor dennebetydning af for kom ind i dansk.

mål og mæle 1·2013

Sprogligheder

2

Betydningsvarianten findes også iengelsk, hvor too kan markere enmeget høj grad, fx i udråbet that’s toocute! (’hvor nuttet!’). Her kan manogså finde eksempler, der måskeudgør the missing link mellem denuønskede høje grad og den blot højegrad: Too cool for words (’så sej, atder nærmest ikke findes ord fordet’). Således kan man argumenterefor, at der altid er et underforstået’… til at man kan rumme/bære/ud-trykke det’, når man bruger for påden nye måde.

For’s betydningstilføjelse er altså ivirkeligheden en betydningsreduktion(bortfald af elementet ’uønsket’), derkan være påvirket fra engelsk. Ogbindeleddet mellem den nye og den(stadig aktuelle) traditionelle betyd-ning kan være sammenhænge, hvorden høje grad ikke længere måles iforhold til abstrakt ønskelighed ellerhensigtsmæssighed, men blot enimplicit lavere grad.

Man kan spørge, om der er re-striktioner for det ord, der optræderefter for i den alternative betydning?Det er der. Prøv fx selv at smage pådisse eksempler: Du er bare for tål-modig/høflig/veluddannet! Nej, vel?Reglen ser altså ud til at være, at for+ X i betydningen ’absolut høj grad’[= den nye betydning] forekommer iuformelle kontekster hos yngresprogbrugere, og at betydningen afdet modificerede ord ikke skal værealt for specifik eller præcis, men sna-rere et udtryk for en følelsesmæssigindstilling til nogen, som i du er forklog/dygtig/cool/sej/lækker/sexet/

stærk! Så vores for-betydning er nok ivirkeligheden en del af et udråb.

Faktisk tror jeg ikke, de unge, derbruger denne betydningsvariant, harnogen problemer med at holde de tofor-varianter ude fra hinanden. Derer som regel rigeligt med kontekst-signaler til stede, og der er masser afandre eksempler i sproget, hvornoget i teorien burde blive blandetsammen, uden at det bliver det. Dennye betydning har ikke erstattet dengamle, blot suppleret den.

KF

? Gamle rimHar »dig« og »mig« og måske også»sig« tidligere været udtalt med i-lydi stedet for ai-lyd? Bl.a. i salmer kanman finde en del eksempler på, atdisse stedord skal rime på ord, somudtales med i-lyd. Som eksempel kanman se Den Danske Salmebog nr. 217»Min Jesus, lad mit hjerte få«, hvor»dig« i vers 1 er rimord for »umiste-lig« og i vers 2 for »lystelig«.

Venlig hilsenKarsten MatzenHerning

! Karsten Matzen har ganske ret.Digtenes rim forudsætter de gamlesåkaldte foredragsvarianter, dvs.mere gammeldags og skriftsprogsnæ-re udtaleformer: sagde, havde oglagde skulle i deklamation, lyrik ogsang udtales »sawde«, »hawde« og»lawde«, jf. »Jeg gik mig over sø ogland/der mødte jeg en gammelmand./Han sagde så og spurgteså:/Og hvor har du vel hjemme?«

mål og mæle 1·2013 3

Selv børn i dag udtaler i tredje linjesagde som "sawde".

Man kunne altså sprogligt tage etblåt sæt tøj på, når der ikke var brugfor hverdagstøjet. Så man havde enrække varianter til fint brug; det, deudtaltes i almensproget, som vi gørdet i dag, men til fint brug krævedesudtalerne »dæt« og »de« (rimende påsne), jf. Oehlenschlägers rim i»Underlige Aftenlufte«, hvis titel er»Hiemvee«. Digteren er på en megetlangvarig udenlandsrejse, sidder vedfloden og lytter til en smuk pigescitarspil og sang, sikkert på tysk. Også begynder han at græde af længselefter sit modersmål:

Det er ei den danske Tunge,Det er ei de vante Ord!Ikke dem, jeg hørte siunge,hvor ved Hytten Træet gror;Bedre er de vel maaske,Ak, men det er ikke de!Bedre, tror jeg vist, hun qvæder,Men tilgiver, at jeg græder.

Dengang rimede de og måske perfekt.Mht. mig, dig, sig, udtalt med

skarp i-lyd, afspejler den gamle fore-dragsvariant den gamle middelalder-lige udtale, som altså overlevedelænge i høj stil.

JL

? Postkasse og brevkasseEr der forskel på en postkasse og enbrevkasse? Jeg mener, at postkasserer dem, Post Danmark har sat op, og

brevkasser er dem, villaejerne harsat op.

Med venlig hilsenLars Dannemand,København N

! Den Danske Ordbog oplyser atpostkasser er de store røde som eropstillet af postvæsenet til offentlig-hedens afgivelse af breve til postbe-sørgelse. Læser man vejledningen ogformaningerne på selve postkassen,ser man at postvæsenet selv kalderde røde for postkasser.

Tilsvarende oplyser ordbogen at enbrevkasse er en kasse til modtagelseaf post til en enkelt adressat. De stårfx ved vejen ud for hver enkelt haveeller i opgangen til en beboelsesejen-dom.

Det er den brug af postkasse ogbrevkasse man må anbefale en derbeder om vejledning. Men ordbogensbeskrivelse afspejler ikke sprogbru-gen, altså hvad der faktisk siges. Ianledning af spørgsmålet har jeg desidste uger lyttet godt efter hvad folksiger, og jeg kan meddele at postkas-ser ofte kaldes »brevkasser«, og atbrevkasser tit omtales som »post-kasser«.

Og så kan brevkasse i øvrigt ogsåbruges om en fast rubrik i aviser,blade eller i radio med spørgsmål fralæsere og lyttere – og svar fra redak-tionen. Sådan en brevkasse kaldesvistnok aldrig »postkasse«.

EH

? HiatusTo vokaler ved siden af hinanden, vi


iler, kaldes hiat(us). Hvad kaldes tokonsonanter ved siden af hinanden,fx jeg går?

Med venlig hilsenLars Dannemand,København N

! Det latinske ord hiatus betyder’gab’, ’åbning’.

I digtekunsten betegner hiat etsammenstød eller naboskab mellemto vokaler, dels inden for et ord:beduin, koordinere, uanstændig, hiat,dels ved at ét ord ender på vokal ogdet følgende begynder med vokal: daisen brast…, fordi at, så underligt, deandre, vi elsker vort land, fra i aftenosv.

I den antikke digtekunst og i tradi-tionel romansk, fx fransk digtning,anses hiat for grimtlydende og kræ-ves undgået. Derfor har fænomenetfået et navn. Kritik og pædagogik harbrug for en hurtig og klar betegnelsefor den pinlige fejl.

Naboskab mellem konsonanter erderimod helt uundgåeligt, regnes ikkefor fejl og kræver ingen særlig beteg-nelse. Der er dog nok visse konso-nantgrupper som i nogle sammen-hænge kan diskuteres eller tillæggesen særlig effekt, fx noget harsktsprøjt, et skælmskt smil, en herreløsHest’s Trampen (Henrik Hertz), mender har ikke været behov for at navn-give sådanne konsonanttræf.

EH

? Loyal To FamiliaBandenavnsforkortelsen LTF står iføl-ge medierne for Loyal To Familia.

Hvordan er familia havnet i det ellersengelske navn? Og når det nu hver-ken skal være engelsk eller dansk,hvorfor staves det så ikke på itali-ensk, famiglia, så man sikrer sig, atmafiaassociationerne indfinder sig?

Hilsen A og a

! Redaktionen har ikke turd… kunnetafse tid til at besvare spørgsmålet oghar derfor bedt om hjælp hos eksperti bandeord F.O.R. Sørensen, der oply-ser følgende:

»Formen familia kan ifølgeWikipedia stamme fra latin, asturisk,esperanto, galicisk, rumænsk ellerspansk, men den mest sandsynligeforklaring er, at banditterne ikke kanstave til deres eget navn«.

Redaktionen henstiller til, at yder-ligere henvendelser i denne sag ret-tes direkte til F.O.R. Sørensen påadressen Ved Volden 20, Slagelse.


Vort danske meget er et almindeligt,dagligdags og hundesvært ord.- Nå, hvordan gik jeres rejse? Godt!- Nå, hvordan gik jeres rejse? Megetgodt.

Det første svar er uindskrænketpositivt, rejsen gik godt. Det andetsvar er forbeholdent. Rejsen gik retgodt, ikke helt godt.

Ifølge ordbøgerne er hovedbetyd-ningen af meget ’stor mængde, fore-kommende i høj grad´. Det passerrigtig dårligt på vores eksempel:meget godt er ringere end godt – ogdet burde have været omvendt!

Hvad er nu det for noget!

Meget godt og meget dårligtVi skal først se lidt på udtalen.Sammenlign

hun er meget sarther er meget rart

I forbindelsen meget sart er dersamme tryk på de to ord: méget sárt.I meget rart er der et normalt tryk påmeget, mens rart har svagere tryk:méget ràrt, har en trykfordeling somsvarer til den man har i ét ord, fxsnéglefàrt. Det trykstærke meget haren tydeligt nedadgående eller lidtdybere tone. Prøv at sige disse sæt-ninger, og hør godt efter:

Hvordan er vejret? Det er megetgråt/Det er meget godt

Gråt har hovedtryk, godt har bitryk,

ikke? Og meget har tonedyk foran dettryksvækkede godt. Det vil sige atbetydningen ´temmelig´ mest fremgåraf trykket på det der kommer efter:méget rént over for méget rènt.

BetydningDet er ikke alle adjektiver, tillægsord,der kan forbindes med et meget derbetyder ’temmelig´. I fx meget turbu-lent, meget uhøflig, meget dum, megetgiftig, meget umoralsk har vi kunbetydningen ’i høj grad’, lige efterordbogen.

For det første skal adjektivetbetegne noget positivt: Ole er mégetkvìk, men ikke Ole er méget dùm.Derimod naturligvis Ole er mégetdúm, hvor meget betegner en højgrad.

For det andet skal adjektivet værehøjfrekvent, et som bruges meget, fxgod, fin, pæn, flink, fornuftig, ren, sjov,morsom, skæg, interessant, fordel-agtig, spændende, passende, men ikkelidt mindre brugte ord som grinagtig,skøn, elskværdig, interessevækkende,smagfuld, prisbillig, favorabel.

Det vil så sige at man gennembetoningen af meget kan skelne mel-lem betydningsvarianter af adjekti-vet:

Hvordan er det her kød? Det erméget fédt. Det er méget fèdt

Betydningsvarianterne af fed er ’med

Mangt om meget

6 mål og mæle 1·2013


højt fedtindhold’ og ’lækkert, velsma-gende’.

Vinen er desværre meget sød. Vores nye lærer er såmænd megetsød.

Betydningsvarianterne af sød: ’sødt-smagende’ og ’flink, elskværdig’.

Gruppen bestående af positive oghyppigt brugte adjektiver er ikkeskarpt afgrænset, og der kan væreindividuelle forskelle hos sprogbru-gerne. Og så skal det lige med atmeget foran en komparativ, sammen-ligningsform, altid har betydningen ’ihøj grad’: meget bedre, meget dyrere,meget mere behageligt.

Very muchHvordan gengiver man det engelskevery much og very many? Eller tysksehr viel og sehr viele? Det plejer joat være meget som er en god ogbrugbar oversættelse af very og sehr,men den går ikke i denne forbin-delse: meget meget og meget mange,til trods for at meget lidt og meget fåjo går udmærket! Her må man gribetil andre forstærkende ord, fx særde-les, overordentlig, kolossalt, ekstremt,yderst, enormt, vældig, (helt) vildt, ogder er nok at tage af, se bare Politi-kens synonymordbog under særdeles.

Disse forstærkere betegner dogikke bare en høj grad, men en over-ordentlig høj grad, og de kommer lettil at gøre teksten utilsigtet drama-tisk. I øvrigt er en del af dem udpræ-get talesproglige: sindssygt mange,morderligt meget, styrtende meget,skidehamrende meget, forbandetmange, (helt)vildt mange osv.

Desuden er der et filtret krat afforstærkerelementer der indgår somen del af adjektivet, ikke bare stårforan. Og jeg skal advare om grimmeord i det følgende: skidebillig, skæp-peskøn, knippelgod, pissefin, brandær-gerligt, røvkedelig, pløkforvirret,superlækker, tæskefuld, dødspæn-dende, hundekoldt, herregodt osv.Disse elementer kan, som man ser,både forstærke positivt og negativt.

Rigtigt og rimeligtDet danske meget er et vanskeligt ordat bruge. Udlændinge har svært vedbåde at opfatte og at bruge tonedykog trykreduktion. Vi havde engang enudenlandsk gæst til middag. Ved mål-tidets slutning siger han på dansk tilværtinden »Tak for mad, det smagtemeget godt.« Det var jo ikke så godt,men hans accent frikendte ham.

For indfødte danskere er de sværebetydningsnuancer af meget skjult iskriften, hvor tonedyk og tryksvæk-kelse mangler. Man kunne godttænke at det er flertydigheden afmeget, både i skrift og tale, der liggerbag den fremgang som rigtig har idisse år, også – måske især – i pæntog dannet sprog: vi havde det rigtigrart, torsk er blevet rigtig dyrt, han varrigtig elendig. Det kan oven i købetbruges foran meget og mange: vi harnået rigtig meget, der var rigtig mangemennesker til stede.

På tilsvarende måde bruges nu omdage rimelig. Ordet kunne tidligerekun bruges om noget positivt: rimeligfornuftig, rimelig billigt, rimelig godtvejr, men det ser ud til at rimelig nu

kan bruges uanset om det er positivteller negativt: jeg blev rimeligt for-skrækket, der var rimelig koldt i stuen,torsk er blevet rimelig dyrt. Det vil iøvrigt sige at rimelig har forskudt sig

på samme måde som temmelig, dertidligere kun kunne bruges positivt:temmelig godt, men ikke temmeligdårligt.

Erik Hansen (f. 1931)professor emeritus

ISSN 0106-567XHjemmeside: www.målogmæle.dkeller www.maalogmaele.dk

redaktion:Kasper Boye, Carsten Elbro, Ken Farø, Erik Hansen og Jørn Lund.

typografisk design: Henrik Birkvig.

skrift: FF Olsen. sats: Sven Elbro.

tryk: Grafisk – Københavns Universitet.

ekspedition og abonnement:Blad og Mål og Mæles plakat kan fås i Net-butikken via www.målogmæle.dkeller hosStudenterafdelingen, Det HumanistiskeFakultet, Københavns Universitet,

Njalsgade 80, 2300 København S. Tlf. 35 32 91 61.

E-post: [email protected]

Mål og Mæle udkommer 4 gange om året,og abonnementsprisen er 225,00 kr. forårgang 2012 i Danmark.

Eftertryk af tekst og illustrationer er til-ladt når kilden angives.

Spørgsmål til læserbrevkassen samtmanuskripter til Mål og Mæle sendes til:

Carsten Elbro, Institut for Nordiske Studierog Sprogvidenskab, Københavns Universitet,Njalsgade 120, København S.E-post: [email protected]


Den 9. november 2012 fik vi en revi-deret udgave af Retskrivningsordbo-gen (RO 2012). Den officielle præsen-tation fandt sted under stor opmærk-somhed på årets BogForum, hvordaværende kulturminister Uffe Elbækkastede glans over arrangementet.Pressen skrev både før og efter udgi-velsen i stort opsatte artikler om devigtigste ændringer, og læserbrevetikkede ind på redaktionerne i storstil. Jo, danskerne er skam optaget afsproget og især af hvad der er kor-rekt eller ukorrekt sprog.

Dansk Sprognævn har sikkertværet godt tilfreds med forløbet ogdækningen af udgivelsen. Reaktioner-ne har nemlig især drejet sig om detsom Sprognævnet selv gerne vil dis-kutere: Hvilke ord er kommet med iden nye udgave, hvilke ord har visagt farvel til, og er det rimeligt atlige netop de stavemåder er blevetændret? BT hæftede sig ved at der erkommet 4.500 nye ord med i ordbo-gen:

mens Politiken diskuterede nogle afde forældede ord der har forladt ord-bogen:

Derudover dækkede de flestemedier udgivelsen loyalt ved at frem-hæve de vigtigste indholdsmæssigeændringer i retskrivningen. Bådelæserbrevene og de adspurgteeksperter fordelte sig næsten somman kunne forvente: Nogle syntes atændringerne var for få og for over-fladiske, andre at de gik alt for vidt.Dansk Sprognævn har derfor nok haften fornemmelse af at have fordelt solog vind lige med et passende kom-promis mellem alle de mange hensynog holdninger der præger sprogde-batten.

Selvfølgelig kan man diskutere detrimelige i hver enkelt beslutning:Nej, det var nok ikke en rigtig beslut-ning at fjerne et ord som hulkort fraordbogen. Det er ikke et specieltsjældent ord og bør selvfølgelig væremed på linje med andre historiskeredskaber som kan slås op i ordbo-gen, fx fonograf, regnestok og selv-binder. Og nej, det er svært at se

Retskrivningsordbogen 2012 – en bedre ordbog?

Af Lars Trap-Jensen

9mål og mæle 1·2013

tapas, barista, wrap, chorizo, bench-marke, kickoff, medarbejdersamtale,omstillingsparat, proaktiv, brainstorme,bundskat, skatteskrue, storkommune,vidensamfund, borgerservice, jobrota-tion, burka, perker, bederum, blowjob,bøssepar, metroseksuel, linselus, snot-hvalp, fucking, tudefjæs, bitch, bimbo.

pampusse, hårsigte, poussere, oppebie, øjenlyst, rufgardin, neme, navlebind,baksgast, jægt, nidsk, oaseged, barbi-tursyre, hulkort.

logikken i at man godt må skriveovenover, udenover og udover sompræposition, mens det er forbudt atskrive indover, henover og opover isamme anvendelse. Men denne kritiker ikke helt så alvorlig, for redaktio-nen af ordbogen består jo af fornufti-ge folk der kan rette op på den slagssmuttere – på samme måde som deti RO 2012 er blevet tilladt at skrivejobs, klogelig og gudsbenådet. Ikkesom følge af en ændret sprogbrug,men fordi redaktionen har indset atden tidligere beskrivelse ikke vardækkende.

Udover de principper som gælderfor retskrivningen i den officiellebekendtgørelse, traditionsprincippetog sprogbrugsprincippet, skalpåtænkte ændringer passere flereinstanser i Sprognævnet. Forudenordbogens redaktion behandles de afFagrådet for retskrivning og endeligaf Sprognævnets repræsentantskab,der bl.a. tager stilling til om enpåtænkt ændring har principielkarakter. Ved uenighed i fagrådet ind-drages også bestyrelsen, og hvis enændring er principiel, kræves endvi-dere godkendelse af kulturministerenunder inddragelse af undervisnings-ministeren for at ændringen kantræde i kraft. Det er altså ikke såligetil i al ubemærkethed at snigeændringer i retskrivningen ind.Selvom der fra tid til anden fremsæt-tes krav om mere vidtgåendeændringer af den danske retskriv-ning, er der indbygget adskillige for-hindringer i den formelle sagsgangsom skal overvindes før ændringerne

kan blive til virkelighed. Det betyderat redaktionen har forholdsvis snæv-re rammer for at normere selvstæn-digt, men indenfor det manøvrerumden har, er der ingen grund til at troat den ikke udfører et fornuftigtarbejde.

Af den grund gætter jeg på at kri-tikken af Retskrivningsordbogen erblevet godt modtaget hos Sprognæv-net. Den har nemlig hovedsageligbeskæftiget sig med den ene del af deretskrivningsmæssige forpligtelser. Iloven om dansk retskrivning hedderdet imidlertid: »Dansk retskrivningfastlægges af Dansk Sprognævn ogoffentliggøres i Dansk Sprognævnsretskrivningsordbog«. Udover at nor-mere den danske retskrivning pålæg-ges Sprognævnet i loven altså også atformidle den i ordbogsform. Dennesidste opgave har der stort set ikkeværet opmærksomhed om, og det erderfor dér jeg vil tage fat.

Sondringen er ikke triviel. Det erén ting at fastlægge ordenes stave-måde, en helt anden at udgive enordbog. De to ting er uafhængige afhinanden. Man kan sagtens lave for-billedligt normeringsarbejde og for-midle det håbløst, lige så vel somman kan udgive en fremragende ord-bog med et indhold der er præget afinkonsistens og forkerte beslutninger.Der er naturligvis grænsetilfældehvor normering og formidling ermere snævert forbundet, men princi-pielt er det adskilte størrelser. Lad osderfor se på hvilke leksikografiske ogformidlingsmæssige ting der er atsige om Retskrivningsordbogen 2012.


OpslagsordSprognævnet oplyser at den nyeudgave har nogenlunde det sammeantal opslagsord som den forrige, ca.64.000. I sig selv siger det dog ikkemeget, for det dækker over et bety-deligt antal redaktionelle ændringer:Forældede ord er fjernet, nye ord erkommet til, og principperne for deresordning er ændret sådan at der nugives flere sammensætninger someksempler på orddannelse underusammensatte ord, mens der erfærre sammensatte ord på alfabetiskplads. Det samlede antal behandledeord når dermed op på 74.000 i alteller ca. 6.000 flere ord end 2001-udgavens. Det er dog stadig skuffen-de få opslagsord i sammenligningmed fx de tilsvarende ordbøger iSverige, Norge og Tyskland. Densvenske Svenska Akademiens ordlista(SAOL) indeholder ca. 125.000, dennorske Tanums Store Rettskrivnings-ordbok ca. 300.000, mens den tyskeDudens Die deutsche Rechtschreibunghar ca. 135.000 – og alle fås i øvrigt ihåndterlige papirudgaver. Det ned-sætter naturligvis anvendeligheden afden danske retskrivningsordbog til-svarende fordi brugerne vil opleve atslå forgæves op efter forholdsvisalmindelige ord i sproget. Som jeghar forstået det, er det en bevidstredaktionel beslutning at holde ord-bestanden på dette omtrentligeniveau. Jeg finder den både uforståe-lig og forkert. Af ordbogens vejled-ning fremgår det at man som hoved-regel ikke finder »sammensætningerhvis betydning umiddelbart fremgår

af de enkelte leds betydninger«. Atbetydningen er gennemskuelig, hjæl-per imidlertid ikke den bruger derhar et retskrivningsproblem og er itvivl om han skal skrive æg- ellerægge- i almindelige ord som æg(ge)-blanding, æg(ge)masse, æg(ge)pakkeri,æg(ge)produktion, æg(ge)ret, æg(ge)-stand, æg(ge)ur og æg(ge)varmer. Dethjælper heller ikke at han under ægkan se at det kan hedde æg- ellerægge- i sammensætninger, for detvar jo netop den tvivl der fik ham tilat slå op. Problemet løses kun ved attage ordene med i ordbogen.

Beslutningen om at flytte vissesammensætninger fra deres alfabe-tiske plads til grundordet someksempel på orddannelse er forståe-lig nok set fra grundordets side, mendet er et tilbageskridt for den brugerder slår et sammensat ord op uden atfinde det på alfabetisk plads. Fxfinder man nu ikke længere arbejds-tøj, gårdskarl og natlampe som selv-stændige opslagsord i ordbogen. Dekan kun ses som eksempler på ord-dannelse under arbejde, gård og nat.Brugeren skal altså foretage yderlige-re et opslag for at finde de søgte ord.De undersøgelser jeg kender til, tyderikke på at det vil ske, og derfor er detså meget mere besynderligt at manend ikke får match på disse ord vedsøgning i den elektroniske udgave.Det må opfattes som en fejl, men hel-digvis én der nemt kan – og snarestbør – udbedres.

AnbefalingerDet har gennem længere tid været


diskuteret om Retskrivningsordbogenindeholdt for mange dobbeltformer,og ved lanceringen af den sidsteudgave i 2001 var der lagt en delarbejde i at afskaffe et betydeligtantal af dem. Denne bestræbelse ervidereført i 2012-udgaven, men mod-gås af indførelsen af en række nyedobbeltformer, hvoraf nogle hører tilde mere iøjnefaldende af slagsen:muligheden for at skrive gymnasie/gymnasium, dna/DNA, over for/overforosv. Jeg skal derfor ikke kunne sigeom der samlet er flere eller færredobbeltformer i denne udgave, mendet er for så vidt heller ikke afgøren-de. Argumentet for at have dobbelt-former er demokratisk. Når flere for-mer findes og bruges af gode og sikresprogbrugere, dvs. er i overensstem-melse med traditions- og sprogbrugs-princippet, bør det også afspejles iretskrivningen. Argumentet imoddobbeltformer er pædagogisk. Nårfolk slår op i ordbogen, bør de få klarbesked om hvordan ordet staves, ogikke bebyrdes med selv at skullevælge mellem flere former. Desudener det lettere at lære én form fremforflere. Det har været nævnt som etmuligt kompromis mellem de to hen-syn at Sprognævnet i en periodeburde anbefale den ene form uden atgøre alternativet til fejl. Derved imø-dekommes det pædagogiske hensynuden at man med ét gør gode ogsikre stavere til dårlige stavere.Sådan praktiseres det i fx svensk ret-skrivning, tilsyneladende med succes.I den svenske SAOL optræder foru-den dobbeltformer adskilt af el. også

opslag af typen stödja äv. stöda ogkalebass äv. kalabass. Dermed signale-res at stöda og kalabass anerkendes,men ikke er helt ligestillede med deførstnævnte former, der anbefales.Dansk Sprognævn har indtil viderevægret sig ved at indføre dette prin-cip, som bl.a. har været fremført afmedarbejdere ved Center for Leksiko-grafi ved Handelshøjskolen, AarhusUniversitet, under betegnelsen pro-skription. Det er lidt svært at forstånævnets modstand, ikke mindst ibetragtning af at Sprognævnet jogodt vil anbefale når det drejer sigom kommatering (ganske vist medbegrænset succes), og desuden anbe-faler i en lang række andre tilfælde,bare i den pædagogisk set langt meretvivlsomme form indirekte anbefa-ling. Lad os se på et par eksempler.

Rundtomkring i Retskrivningsord-bogen er der paragrafhenvisningerfra et opslagsord til retskrivningsreg-lerne. Det kan være oplysende ognyttigt for den der fx har slået utroligop og dér ser at det i adverbiel brugogså kan få -t efter sig. Her uddyberog forklarer paragraffen i retskriv-ningsreglerne hvorfor og under hvilkebetingelser -t’et er valgfrit. Men derer også eksempler hvor valgfrihedenalene er beskrevet i reglerne og ikkeved almindeligt opslag i ordbogen.Det gælder de nye regler for binde-streger i gruppesammensætninger,altså det at man nu kan skrive coun-try-og-western-musik, falde-på-halen-komedie og først-til-mølle-princip i til-læg til de tidligere enerådende coun-try og western-musik, falde på halen-


komik og først til mølle-princip. Valg-friheden får man bare ikke beskedom når man slår ordene op i ordbo-gen. I ordbogens alfabetiske del næv-nes kun den ene mulighed, nemligden oprindelige med én bindestreg:country og western-musik. Den nyestavemåde må man slutte sig til somen mulighed ved læsning af retskriv-ningsreglernes § 57.7.a. På tilsvaren-de vis bruges der alene henvisningertil den relevante paragraf ved sam-mensætninger med proprier (jyl-landstur/Jyllandstur), brug af accent-tegn i ord på trykstærkt -e eller -er(café/cafe; manér/maner) samt ordder kan være både proprier og appel-lativer (jernalderen/Jernalderen).

Det kan kun opfattes på den mådeat Sprognævnet anbefaler den stave-måde der er anført i den alfabetiskeordliste, men anerkender den alter-native stavning som en mulighed.Det oplyses bare ikke direkte, afgrunde som kan være svære at følge.Det rigtige ville selvfølgelig være atoplyse om de tilladte stavemåder dérhvor brugeren slår op, men i øvrigtgerne anbefale én form fremfor enanden. Og på samme måde kunne detgøres systematisk ved en række dob-beltformer, fx anbefale de næstenenerådende former midterside, trans-sibirisk, quilte og vue og derved banevejen for at de i RO 2012 tilladte,men sjældent benyttede former midt-side, transsibirsk, kvilte og vy udfases.

Digital forrangEn af de helt store nyheder vedRetskrivningsordbogen 2012 er at den

efter al sandsynlighed markererafslutningen på en æra. Sprognæv-nets direktør har ved flere lejligheder(bl.a. i det seneste temanummer omRO 2012 af nævnets eget organ Nytfra Sprognævnet) fortalt at ikke-prin-cipielle ændringer i retskrivningenfremover vil komme drypvis og blivelanceret online. Det betyder ikke at vihar set den sidste trykte retskriv-ningsordbog, men den næste kom-mer – for de punktuelle ændringersvedkommende – til at opsummere enrække retskrivningsændringer snare-re end at introducere dem. Det erikke nogen uproblematisk, men givet-vis en rigtig beslutning sådan somudviklingen er.

Når man overgår til at lade digitalpublicering være den primære, un-drer det at der i den nye udgave ergjort så lidt ud af den digitale versioni sammenligning med papirordbogen.I skrivende stund indeholder Sprog-nævnets egen officielle app stadig 3.udgave af Retskrivningsordbogen fra2001, mens onlineudgaven ganskevist er den nye, men der er gjort for-bavsende lidt ud af at målrette den tilmediet. Én god ting er dog at søgningefter en bøjet form bringer brugerendirekte til opslagsordet, for vi ved atmange brugere blot kopierer ord overi søgefeltet i den form de er stødt pådet. Til gengæld betyder det at dentrykte ordbogs henvisning derved eroverflødig. Alligevel er henvisninger-ne ikke fjernet i den elektroniske ver-sion, og man får derfor – unødven-digt – to resultater når man søger påfx gik: dels den relevante gå, dels den


nu overflødige »gik, præt. af gå«. Vedsimple slåfejl og fejlstavninger fårman til gengæld for lidt: Søger jegefter mørkhæret eller clorid, er deringen hjælp at hente: »Ingen søgere-sultater«. Med andre ord: Man skalvide hvordan ordet staves, for atkunne slå det op. Det er ikke såsmart i en retskrivningsordbog, ogman må håbe at det snart bliver for-bedret.

Indirekte normeringSom nævnt gælder Sprognævnetsbemyndigelse alene retskrivningen,dvs. ordenes stavning og reglerne fortegnsætning. Efter min mening er detfornuftigt. Skriftsproget er tillært, ogderfor giver det mening at en centralinstans har myndighed til at fastsæt-te den rette norm. Derimod giver detikke mening at lovgive om det taltesprog: Talesproget er en biologiskevne hos mennesket, og det mirakelsom sproget er, består i at alle små-børn, forudsat at de modtager sprog-lige stimuli fra omgivelserne, helt afsig selv udvikler et sprog, på sammemåde som de automatisk lærer at gå.Lige så lidt som nogen skal blande sigi om vi går rigtigt, lige så lidt giverdet mening at gribe ind i om voressprog er rigtigt eller forkert. Det erderfor sprogfolk insisterer på atbeskrive sprogbrugen fremfor atforeskrive den. Sproget har eksisteretog udviklet sig på denne måde i årtu-sinder uden indgriben udefra, ogsådan fungerer det bedst. Det er bag-grunden for at sige at talesproget er

primært, mens skriftsproget erafledt.

Retskrivningsordbogen indeholderandre oplysninger end dem der ved-rører retskrivningsforhold: Den oply-ser fx om særlige karakteristika vedsprogbrugen når ihvorvel og herefter-dags forsynes med oplysningen»ældre«, eller når snekke kaldes »his-torisk, poetisk« og beverding »spø-gende«. Men med ovenstående inmente ligger også oplysninger ombøjningsformer udenforSprognævnets mandat, eller rettere:Sprognævnet kan bestemme stav-ningen af bøjningsformerne, mensbøjningsformerne selv fastlægges idet primære, talte sprog. Det er altsået normeringsspørgsmål om bestemtform ental af album skal være albu-met eller albummet, men ikke omflertal af job skal være job eller jobs –det sidste er nemlig først og frem-mest et spørgsmål om et valg mellemto hørbart forskellige former og hørerdermed talesproget til. Fastholderman denne skelnen, betyder det atogså spørgsmålet om fugeelementerligger udenfor retskrivningen og der-med Sprognævnets bemyndigelse.Hvis fodboldskamp er den naturligeform for nogle mennesker, er denomstændighed at kun fodboldkamp eroptaget i ordbogen, ikke i sig selv etargument mod at bruge ordet.

I praksis er det til gengæld tvivl-somt om brugerne opfatter det påsamme måde. Tværtimod vil de flestenok opfatte alle ordbogens oplysning-er som autoritative, og mon ikke fxde fleste lærere sætter en rød streg


under former som fodboldskamp ogjobs (indtil 2012)? Man kan kaldedisse oplysninger for indirekte nor-mering.

Med RO 2012 er der kommetmange flere indirekte normeringermed: Ved 38 % af ordene er der nem-lig nu kommet »ordidentificerendebetydningsoplysninger« (Nyt fraSprognævnet 2013/1, s. 6). Det skerfor at oplyse brugeren om hvad deter for et ord der er slået op på. Deter især oplysende ved homografer(ensstavede ord som brand ‘ild’ ogbrand ‘varemærke’), og mange afdisse havde da også en forklaring iden tidligere udgave. Men nu givesoplysningen desuden i mange tilfældehvor ordene »skønnes at kunne giveanledning til tvivl hos især de yngsteaf ordbogens brugere« (RO 2012 iVejledning i ordbogens brug, s. 13).Det er unægtelig noget elastisk hvormange ord det omfatter.

Selvom det er gjort i den bedstemening, er jeg noget skeptisk overfordenne praksis. Redaktionen er siggivetvis bevidst at oplysningerne ikkemå opfattes som officielle betyd-ningsangivelser, og at Retskrivnings-ordbogen ikke er på vej til at blive enbetydningsordbog, men ikke destomindre vil det af offentligheden for-mentlig blive opfattet på linje medoplysninger om bøjning og fugeele-ment. Hertil kommer praktiske pro-blemer med ord der har flere betyd-ninger: Hvilke(n) angivelse(r) skalman vælge som ordforklaring (se fxopslagsordet base)? Der er desudenen indbygget risiko for leksikografisk

langspyt som kan tage opmærksom-heden fra det egentlige: oplysning omretskrivningen (se fx opslagene vind-rose, sklerose, interessentskab).

Med den bemærkning er vi næstentilbage ved udgangspunktet og meden lidt paradoksal konklusion. Det serud som om Sprognævnets lovbestem-te pligt til at foretage sproglig nor-mering ikke harmonerer videre godtmed den anden lovbestemte pligt,den om at offentliggøre normeringeni ordbogsform. Forsøg på at gøre ord-bogen bedre resulterer i uheldig indi-rekte normering og fører redaktionenvæk fra dens egentlige opgave og iretning af de almene betydningsord-bøger. I en tid med ekstrem resurse-knaphed på området kan man stillesig det spørgsmål om det er en hen-sigtsmæssig brug af skatteydernespenge: Først skal Sprognævnet udar-bejde en retskrivningsordbog, og der-efter skal alle andre ordbøger indar-bejde alt hvad der er ændret, tilføjet


base sb., -n, -r, -rne (en kemisk forbin-delse; militærbase; database; sted somdanner udgangspunkt for noget) (jf.basis)sklerose sb., -n, -r, -rne (sygelig for-tætning af organvæv), i sms. sklerose-,fx sklerosepatient, skleroseramtvindrose sb., -n, -r, -rne (grafisk frem-stilling af vindforholdene på et sted; envindmølle)interessentskab sb., -et, -er, -erne(virksomhed hvis ejere hæfter personligtog solidarisk for virksomhedens gæld)(fork.: I/S el. i/s)

og fjernet. Det er egentlig et unød-vendigt dobbeltarbejde der ret enkeltkunne effektiviseres hvis Sprognæv-nets opgave udelukkende var norme-rende og kunne koncentrere kræfter-ne om at lave et grundigt norme-ringsarbejde. Dette skulle naturligvisfølges op af forpligtende aftaler meden eller flere ordbøger om at videre-formidle normen. Denne model sva-rer til praksis i de fleste andre landeder har en centralt fastsat norm –Danmark er mig bekendt det enesteland der lovmæssigt forpligter en

institution til at udgive en ordbog.Den foreslåede model synes at væreden mest fornuftige, men den inde-bærer en ændring af den gældendelovgivning.

Den næstbedste løsning er eftermin opfattelse at Sprognævnet holdersig så snævert som muligt til detsom er dets vigtigste opgave: listenover officielt normerede ord og deresstavemåder.

Lars Trap-Jensenledende redaktør ved Det Danske

Sprog- og Litteraturselskab


Nej? er et spørgsmål. Nej! er et svareller tegn på overraskelse, nøøj!»Nej« er noget, andre siger, og nej ;-)er sagt med et glimt i øjet, det erikke nogen afvisning, måske slet ikkenoget nej.

Spørgsmålstegn, udråbstegn,punktum osv. er tegn, som kan hjæl-pe læseren med at forstå den skrevnetekst. Tegnene er en støtte, fordiskrevet sprog ikke har de sammeudtryksmuligheder som talt sprog.Det talte sprog har pauser, intona-tion, styrke og ofte også ledsagendemimik og gestik. Det skrevne sprogkan ikke slå ud med armene; det kanikke smile eller se medlidende på lyt-teren.

Det er påfaldende, at interessenfor tegnsætning i Danmark især harfokuseret på kommaet. Både debattenog forskningen har været megetoptaget af, hvor kommaet skal sæt-tes, og om det overhovedet skal ståder. Udtryksmulighederne i de andretegn har ikke været genstand forsamme interesse. De er ellers mange,som det vil fremgå.

Skilletegn og mådetegnMan kan grundlæggende skelne mel-lem to slags tegn, eller rettere mel-lem to generelle funktioner af tegn.Den ene tegnfunktion er at adskilledele af teksten fra hinanden. Den er

dominerende i brugen af tankestreg,semikolon, komma og punktum. Deter tegnsætningens adskillende funk-tion, der er i fokus i Retskrivnings-ordbogens (2012) oversigt i paragraf5 og frem. Den funktion svarer tildels til pauser i talt sprog. Et punk-tum markerer en adskillelse afmeninger, delvis svarende til en(kort) pause i talt sprog. Skriftensskilletegn kan sættes med bagklog-skabens overblik; mens pauser italen følger en noget anderledes,hovedkulds sprogproduktion. Derforpasser skilletegn og pauser langt frasammen.

Den anden tegnfunktion er at angi-ve, på hvilken måde den tilhørendetekst skal forstås. Er den fx en kon-statering, et udbrud eller et spørgs-mål?

Du spiser brød til stegen.Du spiser brød til stegen!Du spiser brød til stegen?

Man skal ikke lade sig narre af, atnogle mådetegn kun står efter denmening, de modererer. De sammetegn står både foran (på hovedet) ogbagefter meningen på fx spansk. ¿Duspiser brød til stegen? Det er ikke såfjollet, som det ser ud. Det gør detlettere at læse og at læse op, nårman på forhånd ved, at den følgendesætning skal læses som et spørgs-

Tegnsætning med meningAf Carsten Elbro og Ken Farø



mål. Man kan sammenligne det medhøjtlæsning, hvor man har givet for-skellige figurer faste stemmer (fxnarrens stemme nasaleret, kongensdyb, troldens hæs, heksens skingeretc.). Hvis ikke man på forhånd ken-der replikkens ophav, går hele oplæs-ningssystemet i stykker.

Andre mådetegn står både før ogefter den tilhørende tekst – også pådansk. Det gælder fx citationstegn oggåseøjne. Det er ibegge tilfælde tegnpå, at skriveren fra-lægger sig udsagnet.Her er det jo vigtigtnøjagtigt at kunnese, hvad der er for-fattertekst, og hvadder fx er citat. Detgælder også parente-ser og andre tegn pånedjustering af tek-stens betydnings-vægt.

Mådetegnene er naturligvis ikkeden eneste mulighed for at udtrykke,hvordan den tilhørende tekst skalforstås. I skuespiltekster og librettoerer de suppleret med regibemærknin-ger. »Med lav stemme« eller sottovo-ce svarer til »i parentes bemærket«.Fodnotetegn og »det med småt« er etandet mådetegn med tilsvarendefunktion i andre genrer.

Mådetegnene svarer i enkelte til-fælde til en særlig form (modus) afverbet. Brudeparret længe leve! Gudbevare Danmark! Eddermame! (dvs.edder mane mig!) Her svarer ønske-formen (optativ eller konjunktiv) af

verbet til udråbstegnet, og udråbsteg-net er sådan set bare redundans, dvs.dobbeltkonfekt. Tilsvarende medbydemåde, spis nu op! Sæt tommeflasker her! På andre sprog kan manfinde spørgeform og andre særligeformer af verberne. Her er et eksem-pel fra crow, som er et sioux-sprog(lånt fra Randolph Graczyk: A Gram-mar of Crow, University of NebraskaPress 2007, s. 391-392):

På sprog som crow er spørgsmåls-tegnet ikke så vigtigt, fordi det spør-gende både høres og ses af verbetsform. Andre sprog kan således havemuligheder, som vi på dansk må ud iordstillinger, intonation og tegnsæt-ning for at markere. Der findes fxogså sprog med grammatisk marke-ring af citat, dvs. med markering af,at det ikke er den talende, der eransvarlig for indholdet, det gælder fxvestgrønlandsk og kannada. Ja, fak-tisk skal vi ikke længere væk end tiltysk, hvor indirekte referat ofte gen-gives i konjunktiv.

De fleste mådetegn fungerer også

(1) Johnnysh búupcheesh kuleé-k.Johnny bolden hold-FREMSÆTTENDE

‘Johnny holder bolden’.

(2) Johnnysh búupcheesh kuleé-?.Johnny bolden hold-SPØRGENDE

‘Holder Johnny bolden?’

(3) Johnnysh búupcheesh kulaá-h.Johnny bolden hold-BYDEFORM

‘Johnny, hold bolden!’

som skilletegn. Spørgsmålstegn ogudråbstegn adskiller ofte ogsåmeninger – svarende til punktum; ogi så fald skal der stort begyndelses-bogstav i den næste mening. Ogomvendt er der skilletegn, som ogsåhar mådetegnsfunktioner. Den megetlangvarige diskussion om kommaetkan ses som en diskussion af, omkommaet skal være et mådetegn ellerbare et skilletegn. Som nævnt er detbedst at tale om to forskellige funk-tioner af tegn – at adskille over for atangive måde – snarere end at taleom to slags tegn.

Her er det tegnenes mådeangivel-se.

¿Spørgsmålstegn?Spørgsmålstegnet har først og frem-mest som funktion at markerespørgsmål. Den er normalt markeretaf spørgende ordstilling og i tale afen spørgende intonation. Men mankan godt udtrykke spørgsmål med enalmindelig, fremsættende ordstilling(se også Mål og Mæle 18. årgang nr.2).

Spørgsmålstegnet kan forstærkesved gentagelse.

»Hvor er cyklen?«»Hvor er cyklen???«

Det første er et almindeligt spørgs-mål om, hvor cyklen er. Det andetspørgsmål er forstærket. Det for-stærkede spørgsmål kunne fx kommeaf, at cyklen ikke er, hvor man for-ventede at finde den. Måske har denadspurgte bare taget den? Det for-stærkede spørgsmål er så svarkræ-

vende, at det nærmer sig en anklage.Spørgsmålstegnet er dermed eteksempel på ikonicitet, dvs. at tegnetsudtryksside får direkte forbindelsemed en indholdsmæssig dimension.Her er der sammenhæng mellemudtryksmæssig kvantitet og indholds-mæssig intensitet; flere spørgsmåls-tegn betyder et stærkere spørgsmål.

Spørgsmålstegnet og nogle fåandre mådetegn kan bruges selv-stændigt, som en logograf, ligesom §,7, +, %, £, ß osv. Det findes fx somikon i mange computerprogrammer:Tryk på spørgsmålstegnet, hvis du eri tvivl. Hvis man venter på sin ægte-fælle, som har lovet at komme på etbestemt tidspunkt, og dette tidspunktfor længst er passeret, kan en smsindeholdende et »?« være rigeligt. Iså fald er spørgsmålstegnet en selv-stændig ytring, noget som ikke allelogografer kan være. Svaret kan fxvære »Jeg kommer om 10 min.« Herbetyder spørgsmålstegnet bare'spørgsmål'; og situationen specifice-rer så spørgsmålets indhold, »hvor-når kommer du?«

Brugen af spørgsmålstegn er ble-vet vanskeligere for mange i detseneste tiår. Det kommer af, at flereledsætninger har fået samme ordstil-ling som i helsætninger. Tidligere heddet

Vi skal se på, hvor skabet skal stå.De var uenige om, hvad der nuskulle ske.

I talt sprog hedder det nu også

Vi skal se på, hvor skal skabet stå.



De var uenige om, hvad skulle dernu ske.

Ændringen rammer ledsætningermed indledende om eller spørgeordog gør formelt ledsætningen merespørgende og tiltrækker derforspørgsmålstegn. »Vi skal se på, hvorskal skabet stå?« Det giver usikker-hed. Og usikkerheden vender ogsåden anden vej, sådan at almindelige,fremsættende ledsætninger kan fåspørgsmålstegn, fx:

»Mens operationerne altså virker,ved forskerne ikke ret meget om,hvorfor det virker? Derfor tagerKaren Østergaard inden længeplads i DNC-huset, hvor husetskommende MEG-scanner skal bru-ges til at undersøge, hvorfor DeepBrain Stimulation virker?«

En meget ældre usikkerhed kom-mer af, at nogle spørgsmål er lige såmeget udråb som spørgsmål: »Hvadfanden har du gang i, Corydon!«»Hvad bilder du dig dog ind, din løm-mel!« Det er såkaldte udråbsspørgs-mål, som man kan sætte bådespørgsmålstegn og udråbstegn efter,som man behager.

¡Udråbstegn!Udråbstegn påkalder læserensopmærksomhed. Udråbstegnet mar-kerer en kommando eller et andetpåbud, det kan være en advarsel,eller det kan markere stærke følelserhos afsenderen, ønsker, eder og for-bandelser. Her!

Udråbstegnet kan også gentagesmed forstærkende effekt – ligesom

spørgsmålstegnet. I den almindeligekamp om kunders, kollegers ogkæresters opmærksomhed betyderdet, at udråbstegnene bliver alt formange. De bliver hurtigt attributterfor markedsskrigeri – eller tegne-seriestil. Det fremmer således ikketroværdigheden hos ejendomsmæg-lerstanden, når Lokalbolig i Valby isine annoncer regelmæssigt benyttersig af tre udråbstegn i rap:

»Nyere badeværelse!!! SKAL OPLE-VES!!!«

Virkemidlerne står i kø med to gangetre udråbstegn og versaler i én linje.Det fremkalder sproglig opmærksom-hedsforstoppelse hos læseren, navn-lig når anledningen trods alt ikke erså oplagt: Et nyere badeværelse ernæppe noget sensationelt; selv et nytbadeværelse burde være en tvivlsomanledning til at fyre en tredobbeltudråbstegnskanonade af.

Udråbstegnet er også en logograf(ligesom spørgsmålstegnet): 'væropmærksom', 'pas på', 'obs.'

Udråbstegnet er væsentlig lettereat sætte end spørgsmålstegnet, fordidet ikke er så afhængigt af sætnings-formen. Problemet er overforbrugetaf udråbstegn.

Som det vistnok eneste interpunk-tionstegn har udråbstegnet en kon-

ventionel funktionblandt færdselstav-lerne. Det gør op-mærksom på enfare, der typisk spe-cificeres nedenunderdet trekantede skilt.

»Anførselstegn« og “gåseøjne”Anførselstegn og gåseøjne markerer,at afsenderen ikke er ansvarlig forordlyden. Det kan være, fordi det ernoget, en anden har udtalt. Så kandet være et citat, som er markeretmed anførselstegn. Det kan ogsåvære, fordi ordet eller udtrykket ikkeskal forstås konventionelt, så kanman bruge gåseøjne.

Snavs og gulvtæpper skal være i“harmoni”.

Det er ikke en sædvanlig musikalskeller emotionel harmoni, men enmere usædvanlig overensstemmelseher. Meningen er, at gulvtæpper skalkunne tåle den slags snavs, de bliverudsat for.

Det er helt almindeligt at sætte“normal” i gåseøjne, såkaldt “nor-mal”, når det drejer sig om menne-sker. De færreste har lyst til åbent atdefinere, hvad der er normalt, ogdermed sætte rammer for andre. Ogdet er åbenbart heller ikke så let atkomme på bedre ord i en fart, selvom de findes og er helt normale, fxupåfaldende, sædvanlig eller ikke-opmærksomhedskrævende.

Retskrivningen har ingen snævrerammer for (eller klar støtte til) bru-gen af anførselstegn og gåseøjne. Dekan være enkelte eller dobbelte,sidde for oven eller forneden ogvende den ene eller den anden vej.Politiken anvender fx i to forskelligeartikeloverskrifter om det sammetema på samme side henholdsvis’Kasi’-Jesper og Jesper ”Kasi” Nielsen.

Ortografien er vel heller ikke rigtig tilat misforstå her. Gåseøjne kan ogsåsættes i talt sprog ved at markere toanførselstegn i luften med fingrene.Både i skrevet og talt sprog er detanvendelsen af gåseøjne, ikke formenpå dem, der giver udfordringer.

Ord og ‘betydning’Gåseøjne bruges i praksis til en for-færdelig masse. Ud over at angivecitat og betydningsdistance brugesgåseøjne også ofte til omtale af ord,fx det engelske ord grape betyder’drue’. Det er nok et levn fra hånd-skriftens og skrivemaskinernes dage,at det samme tegn skal kunne såmeget forskelligt. Ordbøgerne brugernu som standard at henvise til ord isig selv med kursiv, ordet grape, ogbetydningsangivelser med enkeltecitationstegn betyder ‘drue’.

☺ Smiley ☺Da jeg så, at du havde lånt cyklen,blev jeg rigtig »vred«.

Det er netop her, hvor ordene ikkealtid vil gå lige i den retning, mangerne ville udtrykke sig, at smileyerkan være en nem løsning. Man kannemlig skrive ordet eller udsagnetmed den forkerte værdiladning, og såjustere med en smiley bagefter. Rigtig»vred« ;) . Det er sproglig amatøris-me; men hvor der er en sprogligvilje, findes der nok en smiley.

Smileyer hører ikke med til denofficielle ortografi, og de er ikkealmindelige blandt midaldrende ogældre sprogbrugere; men de er med



her i artiklen, fordi de er oplagtemådetegn, og fordi de faktisk eroverordentlig udbredte i forholdsvisuformelle sammenhænge. I grundfor-men ☺ eller :) er en smiley bare etsmilende ansigt. Tegnet betyder gan-ske enkelt, at det skrevne er sendtmed et smil. Smilet kan modificeredet skrevne, sådan at modtagerenikke skal tage alt for tungt på noget,der fx kunne lyde anklagende. Smiletkan således signalere ironi, dvs. atdet skrevne har en anden værdilad-ning end det udtrykte. Et mere speci-fikt tegn for ironi eller anden distan-ce er ;-). Så er det foregående skre-vet med et blink med det ene øje, etglimt i øjet.

Der findes et hav af andre smiley-varianter. Nogle af de almindelige ertegn for overraskelse, beklagelse, ogvrede. De kan være praktiske, hvismeddelelsen er kort, og hvis denskrivende og/eller den læsende ikkeer så øvede sprogbrugere.

(Parentes) – tankestreg – fodnote

Parenteser og tankestreger markererindskud. Indholdet i parenteser kanvære nok så vigtigt. Men det kantages ud af fremstillingen, uden atden bliver ugrammatisk. Så parente-serne og tankestregerne er en læser-service, der hjælper med at skabesprogligt overblik. Visse rigtig dygtigeprosaister bruger nødigt parenteser.De har afklaret, hvad der hører tilteksten, og hvad der ikke gør. Og såkan de formulere det hele i klare ogvelformede sætninger.

Når parentesindholdet er omfat-

tende og mindre væsentligt, kan detsættes i en fodnote. Fodnote er såle-des også en form for mådetegn. Denfortæller læseren, at her er der stof,som er mindre væsentligt, men somfx kan være nyttig dokumentation.»Det med småt« hedder det også. Hermisbruger nogle firmaer oplagtlæsernes tillid til, at fodnoterne ermindre væsentlige – ved fx at placereden sammenlignelige pris eller afgø-rende betingelser i fodnoten. Imundtlige annoncer kan man høreden lovpligtige fodnotetekst udtaltsom en form for indskud, med megethurtig, lav, monoton stemme. Her eren mundtlig udtryksmåde, som erafledt af en skriftmåde. Det er ikkealmindeligt.

Udeladelsesprikker ...Resten er tavshed. Eller er resten ...tavshed? Udeladelsesprikkerne mar-kerer, at noget er udeladt. Det er ikkei sig selv et mådetegn. Men det kanblive det, hvis udeladelsesprikkernemarkerer, at tavsheden bør væretalende – i læserens hoved. Så bliverudeladelsesprikkerne en direkteopfordring til, at læseren kommerfrem til et uudsagt budskab vedhjælp af videre ræsonnement. I såfald skal læseren lige tænke en ekstragang over den relevante del af teks-ten: her står der faktisk mere, endhvad der er direkte formuleret. Hvader resten, hvis ikke tavshed?

Udeladelsesprikkerne fungererogså mundtligt, hvad der ikke er såalmindeligt for interpunktion. Mankan sige »prik, prik, prik« og dermed

antyde, at der er noget vigtigt ude-ladt.

Faren er naturligvis, at det ikkelykkes læseren eller lytteren at regnedet uudsagte ud. Og faren er, at sig-nalet om den dybere tanke bliversendt, hvor der ikke er noget at regneud. På den måde kan udeladelsesprik-ker være for sprogbrugen, hvad fart-striber er for biler. Påpasselige stilis-ter undgår da også helst udeladelses-prikker efter en sætning; deres tekstskulle nødigt blive opfattet som petit-journalistik.

[udtale] #morfemer#Selv om denne oversigt over måde-tegn ikke gør krav på at være kom-plet, så er det umuligt for sprogfolkat skive om dem uden lige at nævneet par fra deres egen verden:

['uttrögt], fonetiske udtaleangi-velser står mellem kantede paren-teser,

#ud#trykk#et#, betydningsenheder(morfemer) står mellem nummer-tegn.

Eksemplerne her skal bare markere,at der er masser af mådetegn i for-skellige fag, dvs. tegn som markerer,at den relevante tekst skal forstås påen særlig måde.

I det hele taget er der givetvismange mådetegn i brug, som ikke eromtalt her. Det er en oplagt mulighedat gå på jagt efter flere.

Mådetegn og skriftbrugereTegnsætning er et senere fænomen

end skriften. De første interpunk-tionstegn dukkede op for ca. 2000 årsiden i den såkaldte Mescha-stele,der indeholder prikker mellem ord ogvandrette streger mellem størremeningsbærende enheder. De førsteskriftlige vidnesbyrd er væsentligtældre. Tilsvarende er der prikkermellem ordene på nogle runeind-skrifter, men slet ikke på dem alle.Andre har nemlig hverken tegn ellermellemrum. Mådetegnene er endnunyere end mellemrummene og deandre skilletegn.

Mådetegnene var slet ikke nødven-dige, da kun en meget lille skriftelitekunne skrive og læse. Men efterhån-den som læse- og skrivefærdighederblev mere udbredte – og læsningovervejende mundtlig – blev dermere brug for hjælp til at læse tek-ster op og forstå dem. Derfor blevmådetegnene almindeligt udbredtefter middelalderen.

I disse år, hvor elektroniske skrift-medier for alvor gør alle til afsendereaf skriftlige meddelelser, er behovetfor hjælp til fortolkningen øget tilsva-rende dramatisk. Derfor dukker dersmileys op, og derfor bliver der etvoksende behov for hjælp til at brugedisse og andre mådetegn med fornuftog indlevelse.

Carsten Elbroprofessor i anvendt sprogvidenskab

Københavns Universitet

Ken Farø lektor i tysk sprog, ph.d.Københavns Universitet



Nyere danske lydlove� Udtaleændringer siden 1955-generationen

Af Lars Brink

Redaktionen har bedt mig om en ud-

tale-oversigt. Baggrunden er vel, at

dansk udtale udvikler sig med storm-

skridt. Både ældre mennesker og vore

nordiske frænder er forundrede og

foruroligede. Hvad skal det ende med?

Men der kan ikke blive plads til det

hele: enkeltord, fremmedord, sociolek-

ter, regionalsprog, rigsmål, skriftindfly-

delse, sjusk, kønsforskel, indvandrer -

sprog. Jeg har valgt at fokusere på

lydlovene. De er de mest dominerende i

ud viklingen – og de mindst påagtede

blandt lægfolk. I "folkelingvistikken"

finder man fx "datid", "bisætning",

"kryds-og-bolle", "gradbøjning", men

lydlove tales der aldrig om blandt læg-

folk. Blandt lingvister er lydlove deri-

mod et hedt emne. Da Jørn Lund og jeg

gik i gang med undersøgelserne til

Dansk Rigsmål 1975, var et hovedmo-

tiv at studere lydlove på lydlige kilder.

Det havde kun én gjort, svejtseren

Gauchat i 1905, men han spændte, uden

teknik, kun over 3 generationer. Vores

ældste meddeler var født i 1816, den

yngste i 1957, i alt 6 ½ generation a 25

år.

I dette og det følgende nummer af

Mål og Mæle ridses samtlige lydlove

op, der ikke var helt eller næsten afslut-

tet i 1955-generationen. Vi har fulgt ud-

taleudviklingen, bl.a. i Den StoreDanske Udtaleordbog 1990, og, sidst,

med en større gymnasie-undersøgelse i

2007-2008 til brug for en kommende

sproghistorie. Lydlovene 1-10 (denne

artikels emne) er beskrevet i DanskRigsmål, men altså langt fra som fuld-

byrdede. Nr. 11-23 er uomtalte dér og

altså af yngre dato. De følger i næste

nummer. Forhåbentlig kan der så i et

endnu senere nummer blive lejlighed til

at give et overblik over lydloves natur.

Fokus er i det følgende på køben-

havnsk, men alle lydlovene har forceret

Valby Bakke, enkelte vestfra. Sprogligt

har København været toneangivende

siden 1400-tallet, først mht. ortografien,

siden 1600-tallet mht. udtalen.

Ordet lydlov er vildledende. Det er

naturligvis ikke nogen juridisk lov a la

færdselsloven, endsige en naturlov.

Metaforen bag det er misvisende, fordi

en lydlov ikke er en tilstand, men en

ændring af udtalen – til bestemt tid og

sted. Klarere er derfor termen lydlovs -ændring. Mange er vant til generel lyd -ændring, men dét siger for meget,

eftersom mange lydændringer kan siges

at være generelle uden at være lydlove.

I det flg. beskrives hver lydlov først

som en ren formel med lydskrift (der

forklares i boksen). Dernæst mere al-

menforståeligt. Det gør jeg, fordi en

lydlov er en ren formel, der hos de

sprogbrugere, der foretager den (små -

børn) må foreligge som formel i de små

hoveder. Småbarnet hører en bestemt

lyd, men ud af munden på det kommer


der en anden. Når man almenforståeligt

beskriver en lydlov, må man nød-

vendigvis tage udgangspunkt i nogle

konkrete ord, læseren kender. Men

lydloven er uafhængig af konkrete ord.

Barnet foretager lydombytningen i alle

de ord, det har hørt, og alle de ord, det i

den kommende tid får at høre, ligesom

alle selvopfundne ord vil følge lydlo -

vens formel. Der foreligger ingen be -

vidsthed om en bestemt ordgruppe.

1. Dræbt er drabt[rqa > rq] foran tungespids- og

læbekonsonant. – Forbindelsen r + kort

æ-lyd i ord som græsk, ret, havde

a som i Ghita Nørbys udtale af Hansenq som i havnA som i Leif Sylvesters udtale af Hansenð »blødt d« som i kidə som i katteq som i ældre jyders udtale af sagn, spansk agua2 som i bang!c som i Ghita Nørbys udtale af topR som i urå som i sukå som i vor pron.

den pågældende lyd danner stavelse fx [had!] hatten’ stød som i Møller.

· »længdeprik« = længde på den påg. lyd

' hovedtryk på flg. stavelse som i 'kæmpe 'højB bitryk på flg. stavelse som i 'kæmpeBhøj subst.

den pågældende lyd danner ikke stavelse

høj-sprog = sprogvarianter med et minimum af lavsocialt forbundne træk

lav-sprog = sprogvarianter med et minimum af højsocialt forbundne træk

sonoritet = relativ lydstyrke ved givet udåndingstryk


oprindelig en ren æ-lyd, dvs. samme æ-

lyd som i mæt. Men tidligt blev vokalen

åbnet og endte med – lige før nærvæ -

rende lydlov – at være en kortvarig

glider, der gled fra en q-position (q =

tandlægens aarrhh i kort udgave) til en

mere fremskudt a-kvalitet som i mand.

Det nye er da, at den lyse kvalitet

droppes. Hvorved vi får sammenfald i

stor stil: ret og rat, træf og traf, kræftog kraft, skræmmer og skrammer falder

sammen. Sådanne sammenfald er

sproget i forvejen fuld af – pga. ældre

tiders lydlovsændringer: hinde og

hende, tygge og tykke, tolv og told, festeog fæste. Ja, i sprog som fransk og ki-

nesisk er det ligefrem normalt, at en ud-

tale dækker over flere vidt forskellige

ord, der er faldet sammen.

Udtaleændringen finder ikke sted

foran bagtunge-konsonant, dvs. i ord

som trække, dreng, der jo ikke hedder

»trakke, drang« osv. Grunden er utvivl-

somt, at det ville indebære for stor en

lydlig ændring. Når tungen skal gå fra

rq via a til en tungespids- eller læbe -

konsonant (i fx ret) udgør omvejen via

a kun en lille artikulatorisk-akustisk

omvej, men skal den hen til en bag-

tunge-konsonant, bliver omvejen større

og mere iørefaldende. Ved så stor en

omvej, ville børnene blive berøvet illu-

sionen af at sige det samme som deres

forældre.

Udviklingen var oprindelig socialt

forskudt: rq var fuldbyrdet i lav-køben-

havnsk allerede i generationen født

1900, men var kun trængt ind hos 1/3 af

vore høj-københavnsktalende 1950’er-

meddelere. Herefter går det hurtigt. I

vort 1990-materiale har alle rq.

2. Sprogbroen[ru(·) > ro(·)]. – Kort og langt u sænkes

efter r til o i ord som skrue, brug,

russer til "skroe", "bro", "rosser". Af

vore 15 høj-københavnsktalende

1950’er-meddelere havde de 13 eksem-

pler på ro(·), men dog kun gennemført

hos én. Hos 3-11-årige børn optegnet i

1968 fandt vi mange eksempler på fuld-

byrdet overgang. Det var derfor over-

raskende, at lydloven viste sig ikke at

være gennemført i 1990-generationen.

Der var nok flertal for ro-udtaler, men

de var kun obligatoriske hos få, ligesom

en del slet ikke var berørt af dem. Det

kan kun betyde, at nogle af de oven-

nævnte børn har aflagt sig udtalen efter-

hånden, som de blev ældre. (Hvad der,

som vi senere skal se, er paralleller til).

Lydloven hører dermed til de ret

»træge« med dertilhørende ret klar

glose-udspaltning hos de vaklende, dvs.

ru· i visse ord, ro· i andre, vaklen i

resten.

Engang da Jørn Lund i sin undervis-

ning af ret store børn brugte ordet pro-tokol med ə i 2. stavelse, opstod der

spredt munterhed.

3. En hæslig jager[æ(·)R > A(·)R]. – Kort og lang æ-lyd i fx

sær, fair, lære sænkes til lys a-lyd foran

det såkaldt vokaliske r og vokalerne qog c, der artikuleres næsten på samme

måde. (Der er vokalisk r i ur, men ikke

i ru). Oprindelig havde de pågældende

ord lang vokal, men da lydlovsændrin-

gen satte ind, var vokalforkortelsen

nævnt i 6. i fuld gang. I udlyd (sær,

svært), hvor vokalen nu er obligatorisk

kort hos de unge, er sænkningen prak-


tisk talt fuldbyrdet. Den lange vokal

(lære, hæren) har derimod været

sendrægtig: Ny form fandtes hos

halvdelen i 1950’erne, de fleste vak-

lende. Også dengang fandt vi adskillige

børn med obligatorisk sænkning. I

1990-materialet forekommer a-former

(lange) hos alle, men ca. halvdelen har

også gammel form.

Lydloven fører sammen med nr. 7 til

drastiske sammenfald som: jæger =

jager (hvis g har været stumt i genera-

tioner), kæres = kærres = kagers =

kaos!

4. Rådgråd[röð > råð, ryð > ruð]. – Denne lidt ob-

skure lydlov, der rammer ret få ord, ud-

vikler grød til "gråd", Trørød til

"Tråråd", forbryder til "forbrudder" osv.

I vort lav-københavnske materiale med

1940-1955-generationerne havde en hel

del de nye former eller mellemform. I

høj-københavnsk sprog var præget

beskedent. I 1990-genenerationen er

der ny ustabil form (el. mellemform)

hos godt halvdelen. Endnu en langsom

lydlov.

5. Ko'onə-assimilation. – Lydloven består i, at

den svage vokal ə bliver optaget i (as-

simileret med) den mest sonore

nabolyd, men stadig danner stavelse. Fx

[ko’ən > ko’on, 'sænə dən > 'sæn! d!,

fylE > fyl/, 'hadEBnÅ’l > 'had!BÅ’l], dvs.

koen > "ko'on", sende den > "senn dn",

fylde > "fyll", hattenål > "hadnål" (=

have den, Åhl). Er der kun ustemt

nabolyd, tabes ə: [kaɾu'sdegd!] Kan dustikke den? I mindre distinkt tale redu -

ceres assimilations-resultatet yderlige -

re. I fuglesang er der altså stadig 3

stavelser: ['fu;/Bsq2’] "fuhllsang" modsat

Fuglsang med 2, men i hurtig tale kan

det første let reduceres til det sidste. –

Vor ældste meddeler f. 1816 havde

ingen nye former, og de næstældste, f.

1840, var kun svagt prægede af dem.

Men siden har ə-assimilerede udtaler

langsomt og sikkert vundet frem og er

blevet obligatoriske i flere typer. Jo

mere sonor nabolyd, jo stærkere ten-

dens, men talrige andre lydforhold

spiller ind (Dansk Rigsmål § 32).

Særlig vigtigt er det, om ə i det

pågældende ord kan stå foran pause.

Ingen har i dag ə i typer som marked,

fakkel, koen, spanden, hvor der ingen

pausemulighed er efter ə. I 1955-gene -

rationen havde også ə efter i·, y·, u·:pige, syge, stue osv. fået obligatorisk ə-

assimilation i spontan tale. (Men əkommer frem i råben og sang!). Siden

da har de unge – helt overvejende – fået

obligatorisk ə-assimilation i ð/J/w + ə +

pause: gade "gadd", feje "fejj", Norge"norww" osv.

Ved alle lydlove er der en vakletil-

stand – hos nogle eller alle – hvor gam-

mel og ny form veksler; altid på den

måde, at den gamle form fremmes af

distinkthed og fokus på det pågældende

ord, mens den nye fremmes af hur-

tigere, henkastet tale. Denne tendens

ses intetsteds tydeligere end ved ə-as-

similationen. Hos den enkelte fremstår

ə-assimilationen derfor som et reduk-

tionsfænomen (reduktion = reglerne for,

hvordan man »sjusker«): ə veksler med

stavelsesdannende nabolyd afhængigt

af tempo og fokus. Men det er ikke ren


reduktion, eftersom forholdet mellem

de to udtaler langsomt forrykker sig: əbliver stadig lidt sjældnere, samtidig

med, at assimilations-udtalen rykker op

på højere distinktheds-niveau, dvs.

bliver mere og mere brugelig i langsom

tale.

6. Sprogget skridderVokal forkortes foran vokoid. – En

vokoid er en åben stemt lyd uden lukke

eller friktionsstøj. De stavelsesdan-

nende vokoider kaldes vokaler, de ikke-

stavelsesdannende vokoider kaldes

halvvokaler. Siden 1860-generationen

har vokalforkortelse foran halvvokal: ð,

q, J, R, w, grebet om sig: [ne’ð > neð’,u·& > uD&, bø’Jc > bøJ’c, fe’RJE > feR’JE,bå·# > båw#], dvs. ned > "nedd", ude >

"uddd", bøger > "bøjjer", ferie > "ferr -

je", borge > "borww" osv.

6.1. Lydloven er tidligst og stærkest

ved vokal + stavelses-final halvvokal

samt dobbelt-konsonant: bedre,

beskedne, mægle, sorte, styrmand, for-revne – ud, sag, ur, bror, bogorm, stiv.

Her havde næsten alle i 1955 obliga-

torisk kort vokal. (Lav-københavnsk

noget forsinket foran R). Dog ikke ved

de 3 åbne midt- og bagtungevokaler:

grad, arg, arv, borg, båd m.fl. Her var

lang vokal ret almindeligt i tydelig tale.

Det er det ikke mere. De fleste unge har

arv = av!, grad = græd!, men et min-

dretal holder fast.

6.2. Lydloven er en smule svagere

og senere ved vokal + stavelses-indle-

dende ð, q, J, w i stødt stavelse: æder,

forsøger, begaver, bogen. Men også her

er udviklingen forlængst fuldbyrdet, når

vi atter undtager de 3 åbne midt- og

bagtungevokaler: arven, borgen, bådenosv., der kan være bevarede hos de yng-

ste i distinkt tale.

6.3. Klart svagere er forkortelsen

foran stavelses-indledende r i stødt

stavelse: bestyre, stæren, regering, hi -storisk. Her kan de fleste unge stramme

sig op til en lang vokal.

6.4. Svagest er forkortelserne da ved

vokal + stavelses-indledende vokoid i

stødløs stavelse: gade, stædig, store,

nærig, hæver, hvor langvokal holder sig

ret godt, særlig den mest åbne, qˑ :

[vq·&] varet, [q·#] arve osv.

6.5. Forkortelserne medfører sam-

menfald som rider = ridder, æder =

edder, så at uøvede snart skriver nyd-der, snart sluder. Hvor forkortelsen

ikke er obligatorisk, burde der ikke

være fuldstændigt sammenfald, fx i

bude–Budde. Det sker dog sporadisk al-

ligevel derved, at gamle korte vokaler

undertiden forlænges. En meddeler f.

1939 siger således »Ska vi væde?«, og

hos langt yngre har vi hørt »Va ka han

hede?«. Fænomenet kaldes proportions-

dannelse: Når der i talrige ord veksles

mellem lang distinkt og kort indistinkt,

er det fristende at indsætte lang distinkt

i de få opr. korte.

7. ...Og Sjas han ingen snører!Vi ved Du fylder 40!!

Rimet er perfekt hos yngre, thi lydloven

dekreterer: Vokal-forlængelse foran Rmellem vokaler. Fx [fCRc > fC;c, kliRc >

kli·c, snoRc > sno·c] 40 "føre", klirre"klire", snurre "snore". Først optræder

det i sjællandsk og lav-københavnsk.

Det trænger ind i høj-københavnsk i

1940’erne, så at ca. halvdelen af 1955-


generationen var ramt. I 1990-genene -

rationen har loven næsten sejret. Langt

de fleste har i tydelig tale lang vokal

(der dog ifølge regel 6 kan reduceres til

kort). Kun knap 10 % skelner

skure/skurre, for styret / forstyrret,stiger/stirrer osv.

Det virker umiddelbart paradoksalt,

at der i samme lydtype både kan være

lydlovsbestemt forkortelse (regel 6) og

forlængelse. Men sådan er det bevisligt

gået: Lydtypen lang vokal + oprindeligt

r + ə: snøre, bestyre, lyder notorisk

langt oftere forkortet i 1990 end i 1850

(altid lang), samtidig med at oprindelig

kort vokal + oprindeligt r + ə: større,

forstyrre, notorisk har fået forlængelse.

Vel, danskerne er endnu ikke blevet

skizofrene heraf; de forkorter i mindre

distinkt tale og bevarer eller forlænger i

mere distinkt. Men hvordan skal de to

modsatrettede kræfter forklares? For-

kortelsen er mest indlysende: Den ind-

går i systemet af vokalforkortelse foran

vokoid. Forlængelsen derimod er

sikkert bl.a. betinget af, at dansk aldrig

har haft vokallængde-modsætning foran

endnu en vokal, en modsætning, der

ville være svær at høre (vokaler glider

uskarpt over i hinanden), og som er

sjælden blandt sprogene. Ord som tier,

Pio, Vium, Roald har overvejende lang

vokal distinkt, men kort mindre dis-

tinkt, ganske som vores ord med

oprindeligt -rr-.

8. Hun har varet maretHalvlang > kort vokal i lav-køben-

havnsk sprog. – De velkendte lav-

københavnske vokal-halvlængder i fx

ligge, basse, lander, er i l990 næsten

forsvundet. De var i 1955-generationen

svagt trængt ind i høj-københavnsk. I

det ene ord frakke var der endda hos en

del fuldlængde. I 1990 er der stadig

enkelte længder i frakken og kaffe,

ellers minimalt. – I lav-københavnsk

var der fra gammel tid ofte fuldlængde

foran J: [hå·%, hq’Jn] høje, hegn osv.

Også denne længde er der yderst svage

spor af i 1990.

For sig står typen meget, legede,

fejet. Den gamle lav-københavnske

fuldlængde er her bevaret, selvom J nu

er bortassimileret: meget [mq·&]

("mardd") osv. Langt [q·] hørtes ikke i

høj-sproget i 1955, men står meget

stærkt i 1990. Det kan få vokalforkor-

telse (regel 6) som enhver vokal foran

vokoid, men i almindelighed er det

langt hos det store flertal – der følgelig

har sammenfald: vejet = varet osv.

Allerede i 1940’erne blev køben-

havnske børn advaret mod »maret«

(meget). Der har næppe været en mere

stigmatiseret udtale i Kbh. end den.

Men advarslerne er prellet af som vand

på en gås.

9. ð-sammensmeltningVokal + ð smelter sammen til et sta vel -

sesdannende &, der har den oprindelige

vokal som biartikulation. – Før 1955

fandt det i normaltydelig tale stort set

kun sted ved kort snæver/halvsnæver

fortungevokal: [t&i’, s&ø’] tid, sød. Men

udviklingen er gået videre. Den rammer

nu – også i distinkt tale – alle for-

tungevokaler, lange og korte. Men ikke

nok hermed. Biartikulationen bortfalder

hyppigt, så at vi får [&;&, t&’&n, sd&&,]

æde, tiden, stadig/stædig. Sidste eksem-


pel viser, at ð også kan smelte sammen

med en følgende vokal. Der bliver altså

totalt sammenfald af former som bid!–bed–bad, idet sporet af den oprindelige

vokal ofte er væk. Det skal dog siges, at

ð-sammensmeltning ikke er obliga-

torisk, omend mange sikkert har lagt

sig fast på den i visse almindelige ord.

Da min datter f. 1988 var 6 år, bad

jeg hende engang om at sige, hvor

mange lyde, der var i ordet død, som

hun lige havde udtalt med klokkeren ð-

sammensmeltning. »To!«, svarede hun.

Jeg nævner det for at strejfe det felt, der

hedder sprogbrugernes egen oplevelse

af deres tale. Selvom jeg afviser al

fonologi, havde jeg nærmest ventet, at

hun ville svare: 3, for jeg tror godt, at

der kan være enkelte tilfælde af konflikt

mellem oplevelse og fonetisk faktum

(ud over bogstav-fiksering). Dagens

fonologer noterer, hos gammel og ung,

død som /dø·d/ + stødregel. Hvis dette

skal være forankret i virkelighedens

oplevelse og sprogproduktion, var min

datters virkelighed både fysisk og

psykisk en anden, på dette punkt.

10. Over alle bjaveR svinder foran w. – Fx [biR’wc > biw’c,

fAR# > fA·#, sAR’w > sAw’] Birger,

færge, serv. Bortset fra Birger og

hvirvel spillede lydloven ingen rolle før

1955, men hos børn født omkring 1960

sporede vi den jævnligt. I 1990 har kun

ca. 10 % fast de gamle former. Hos

resten dominerer R-tabet stærkt, omend

de fleste nok i ny og næ kan mobilisere

R i fri distinkt tale. – Den nye udtale er

med sit sammenfald som hærge = haveforvirrende for ældre medborgere, der

fx ikke straks forstår, hvad det vil sige

at »save« i tennis.

Lars Brink (f. 1945)professor emeritus

På Mål og Mæles hjemmeside,

www.målogmæle.dk, kan du lytte

til eksempler på udtaleforskellene i

de 10 lydlove.

1. Retskrivningsreformen af 1948medførte bl.a., at substantiver(minus proprier) skulle skrivesmed lille, bolle-å indførtes i nor-diske ord, modalverberne skulde,kunde og vilde ændredes til skulle,kunne og ville.

2. Eksempler på alfabeter er det ara-biske, det kyrilliske (det russiske),det romerske/latinske (vores eget)og futhark (runealfabetet).

3. »Hoved«-betegnelser er fx bærret,hatten, håret, krydderen, kasketten,knoppen, lampen, lystavlen, låget,nødden, pæren, roen, sinkadusen,skallen, øverste etage.

4. Vokaler og konsonanter er lyde,mens bogstaver tilhører skriften.

5. Det græske bogstav, der i sin»store« form er en trekant, erdelta (d/δ).

6. Ligaturen (dobbeltbogstavet) ß(på tysk scharfes S) har siden dentyske retskrivningsreform af1996/98 markeret, at den foregå-ende vokal er lang eller en dif-tong (tvelyd).

7. Nu(,) da vi er færdige, ved viomsider, hvem og hvor mange afeleverne der har bestået.Derefter kiggede han ud ad vindu-et, som om beretningen ikkeinteresserede ham mere.

Holm mødte på arbejde, tre ugerefter at han var udskrevet.Må jeg lige spørge, om dét er denelev, som der har været så megetballade med tidligere?

8. (b) er fra 2003 og tættest på ori-ginalteksten.

9. Sile har langt i, silde har kort.Bønder har stød, bønner er stød-løst.Helle og hælde, viske og hviskeudtales ens.

10. Alle tre sætninger kan udtalesmed tryksvagt eller trykstærktverbum (viste, sov, blevet).Med trykstærkt verbum: ’hanpegede på døren’, ’hun sov imange timer’, ’Amalie er ikkekommet’.Med tryksvagt verbum: ’hansmed mig ud’, ’hun stod sent op’,’Amalie er blevet væk’.

11. exceptionel, exit-skilt og excellent.

12. I den ældre og oprindelige betyd-ning er vindskibelig synonymtmed foretagsom, nævenyttig oghandlekraftig. I den nyere betyd-ning med de andre.

13. Ved mødets begyndelse bød for-eningens formand, JensAndersen, den norske nobelpris-tager Ståle Vikør velkommen.

EH og KF

Svar på Sprogviden


1. Nævn to ændringer fra retskriv-ningsreformen af 1948.

2. Nævn tre alfabeter.

3. Nævn 5 synonymer for hoved(et),inkl. som del af faste udtryk.

4. Vedrører termerne konsonant ogvokal lyd eller skrift?

5. Hvad kaldes det græske bogstav,hvis »store« variant har form somen trekant?

6. Hvornår bruges ß efter gældendetysk retskrivning?

7. Sæt korrekt grammatisk komma idisse sætninger.Nu da vi er færdige ved vi omsi-der hvem og hvor mange af ele-verne der har bestået.Derefter kiggede han ud ad vindu-et som om beretningen ikke inter-esserede ham mere.Holm mødte på arbejde tre ugerefter at han var udskrevet.Må jeg lige spørge om dét er denelev som der har været så megetballade med tidligere?

8. Her følger to citater fraGrundtvigs salme »Lille Gudsbarn, hvad skader dig?« Det eneer fra Salmebog for Kirke og Hjem1945, det andet fra Den Danske

Salmebog 2003. Citaterne er medmoderne retstavning.(a) Dog på den goldeste klippeø

finder den lille fugl et frø(b) Dog hvor bønder af hunger dø,

finder den lille fugl et frøSæt årstal på!

9. Hvad er forskellen i udtale mellemfølgende ordpar:helle/hælde, silde/sile, viske/hvis-ke, bønder/bønner?

10. Følgende sætninger har to forskel-lige udtaler og tilsvarende tobetydninger. Hvilke?Han viste mig døren.Næste dag sov hun længe.Lille Amalie er blevet borte.

11. I hvilke af følgende ord er x kor-rekt:exceptionel, extravagant, exkur-sion, exit-skilt, excellent, exil.

12. Med hvilke af følgende ord ervindskibelig synonymt:foretagsom, lunefuld, nævenyttig,karakterløs, handlekraftig, ubereg-nelig.

13. Sæt komma: Ved mødets begyndelse bød for-eningens formand Jens Andersenden norske nobelpristager StåleVikør velkommen.

Sprogviden, spørgsmål


m&m 1ålogmæle.dk/mom-arkiv/mom_36/mom36_1.pdf · i mit sprog udtrykker noget, der fak-tisk er...

Documents