“Mutti er et misfoster i den moderne velfærdsstat”

Katrine Winkel Holm, Rend mig i kødgryderne, 2010

Om børn, børnepasning og modkultur

Velfærdskultur”Det er måske en af de største kulturelle revolutioner overhovedet, at de fleste børn næsten

fra fødslen delvis fjernes fra hjemmet og anbringes i offentlige institutioner”Forh. Departementschef Erik Ib Schmidt, citeret i KWH, 2010

Den Danske Model: Børnepasning som middel til 1) ligestilling i resultatet og 2) økonomisk omfordeling

“I kommunale børnepasninger ... er forældrenes egenbetaling typisk under en tredjedel af

driftsomkostningen [pt. maks. 25%, LRJ]; for familier med flere børn og for lavtlønnede endda endnu mindre.

Tre fjerdedele af de samlede udgifter betales over de almindelige skatter. Det har økonomisk lettet kvindernes

indtog på arbejdsmarkedet og er med til at forklare, at 96% af alle børn mellem 2-5 år er i pasningsordninger.”

Mogens Lykketoft, Den Danske Model, AE, 2010

Sådan får man børn i Velfærdsdanmark

9 måneders graviditet, husk: gravid-gymnastik, gravid-yoga, gravid-svømning, fødselsforberedelse inklusive feminiserede mænd. Nul alkohol, nul smøger, nul hårfarve, flyt eventuelt til barnevognsbydelen Østerbro, brug økologisk make-up,

Fød! Gerne uden bedøvelse, helt sikkert helst uden kejsersnit, eventuelt med akupunktur eller i et badekar eller stående

Barsel i 9-12 måneder, husk: babyrytmik, babysalmesang, overpriced café latte en masse, mødregruppe, offentlig amning, sure læserbreve hvis offentlig amning opleves som uønsket, økologisk trælegetøj fra Peru, sengetøj i Liberty stof, hjemmehæklede tæpper, hjemmerørt grød, hjemmelavet frugtmos, brok over dagpengesatsen, rejser til eksotiske steder, som var det et fjumreår...

Hvor gør vi af småbørnene?

85% af børn i vuggestuealderen og

91% af børn i børnehavealderen

...passes ude i gennemsnit...

35 timer om ugenKWH, 2010

1475 institutioner i Danmark, hvoraf

74% er offentlige og resten er selvejende

(flertallet), private og puljeordninger, dog

på kommunernes nådeCEPOS, 2010

Hvad er der galt med det her billede?

SOCIALISERING

Er virkeligheden:- Rød stue, 3 mavesure

pædagoger og 9 skrigende småbørn med grøn snot

Eller

- Familie, hverdagsgøremål, elskelige barnepiger og ro, renlighed og regelmæssighed

Det er også for galt: Hverdagspres, skat og bestikkelse Er fuldtidslønarbejde (aka. karriere) til alle

tider og for enhver pris med sikkerhed enhver småbarnsforælders drøm og manifestationen af ligestilling?

Kan en familie leve for én indtægt, når der også skal være råd til at betale skat?

Kan man takke nej til statslig bestikkelse i hundredetusindekroners-størrelsen?

Og med det kommunale børnemonopol går det helt galt...

Kommunerne har monopolstatus på pasningsområdet Ventelister og ensartethed. Urimelighed.

“After over 5 months of planning permission application, we still do not have the planning permit ... for the preschool. And we do not even know if we will get it at all! ... Although we are hoping

to have a central Copenhagen address, it is proving to be extremely difficult due to municipality regulation. This might

explain the lack of preschools and børnehave in central Copenhagen!”

5. Juli 2011. Godkendelsen kom 24. April 2012:

“That’s it, we have received the final approval from Copenhagen Municipality. We are just so thrilled!”

Hvad skal man synes om kollektivismens sære og

centralstyrede arbejdsdeling?

“Kvindernes høje erhvervsdeltagelse er både årsag til og virkning af den vældige udbygning af kommunernes og statens rolle, når det gælder pasning af børn, syge og gamle. Og mens kvinderne i det gamle samfund

varetog denne omsorg inden for familiens rammer, er det nu overvejende kvindelig arbejdskraft, der løser opgaven for det større fællesskab i børnehaver, på

sygehuse og plejehjem mv.”

Mogens Lykketoft, Den Danske Model, AE, 2010

Prisinformationen der forsvandt

En kommunal vuggestueplads i Københavns Kommune koster månedligt 11.000 kr. per barn. Forældrene får at vide, den koster 2.780 kr.

Småbørnspasning er en kostbar ydelse. Småbørn er omsorgskrævende og skrøbelige.

But who cares. – Ingen kvaler, når skattefar betaler.

Børnene bliver snydt, når vi ikke behøver forholde os til den vigtige information, som ligger i prisen.

Sådan taler de om børn, kvinder og familier: