moral i politik - dpsa.dkdpsa.dk/papers/moral i politik.pdf · konflikt med moral. denne ubalance...

Jacob Ehrenreich, Ph.d.-studerende Syddansk Universitet, Institut for Statskundskab

1

Moral i politik

Det vil ikke være helt forkert at hævde, at der mellem moral og politik er en vis spænding og at det i

politik af og til kan virke som om, der inviteres til handlinger, som er moralsk problematiske.

Derfor er det heller ikke ualmindeligt, hvis man, både hos sig selv og hos andre, oplever en skepsis i

forhold til ideen om moral i politik. Som et faktisk fænomen er denne skepsis interessant, fordi den

peger på en ubalance imellem den måde vi opfatter moral og den måde, vi oplever politik. Vi

opfatter moral som noget væsentligt og selvom vi undertiden er uenige om, hvad der er rigtigt og

forkert, så opfører vi os som moralske realister forstået på den måde, at når vi siger, at noget er

rigtigt eller forkert, så tager det som noget, der refererer til det, vi taler om og ikke blot som udtryk

for vores subjektive følelser, samfundets normer eller nonkognitive ekspressioner. Moralen er altså,

rent fænomenologisk, reel og vigtig, og uden at give dette et mere metaetisk fundament, vil jeg tage

denne opfattelse af moral som et billede på vores opfattelse af moral. Men netop fordi vi er

moralske mennesker i denne substantielle forstand, så er det underligt, at politik ofte opleves i

konflikt med moral. Denne ubalance ansporer derfor også helt naturligt til en nærmere undersøgelse

af relationen mellem moral og politik og de forudsætninger eller grunde der er til at være skeptisk i

forhold til moral i politik.

Den form for skepsis, jeg her tænker på, er en, der afspejler en klassisk problematik i politisk teori

om forholdet mellem politik og moral; en problematik, der gennem tiden er tematiseret af indtil

flere af disciplinens allerstørste koryfæer fra Platon og frem.1 For så vidt udtrykker den altså en

reaktion på noget umiddelbart vedvarende og robust i relationen mellem moral og politik og bør

som sådan ikke affejes som overfladisk. Som udgangspunkt er det derfor vigtigt at adskille det, jeg

her vil behandle fra andre forhold i politik, der også helt traditionelt, og med god ret, giver

anledning til skepsis mod moral i politik. Eksempelvis må den skepsis og de scenarier i politik, jeg

tænker på, adskilles fra de tilfælde, hvor en politiker benytter sin position og magt til at berige sig

selv eller sine nærmeste. Den korrupte politiker er selvfølgelig på sin vis interessant og sætter da

også spørgsmålstegn ved de moralske elementer i politik og hvorfor man ofte oplever netop sådanne

personer i politik. Ikke desto mindre er denne form for problem omkring moral i politik triviel i den

1 Parrish, 2007


2

forstand, at korruption ikke, normalt i hvert fald, anses for en politisk handling, hvorfor det forkerte

i korruptionshandlingen ikke er noget, der er politisk motiveret. Det samme kan siges om de

tilfælde i politik, hvor der er et skisma mellem det, der hævdes politisk og det politikeren gør privat,

for selv om den dobbeltmoralske politiker også kan være interessant fra et moralsk synspunkt og

give anledning til skepsis, så er der heller ikke her tale om en konflikt mellem moral og politik som

sådan, med mindre der er politiske grunde til denne dobbeltmoral. Det, som her er det interessante,

er netop de tilfælde, hvor skepsissen er genereret af, at politik opleves som værende i konflikt med

moral på grund af noget politisk bestemt. Lad mig give tre konkrete eksempler på scenarier, hvor

der umiddelbart er tale om netop en sådan, mere substantiel, konflikt mellem moral og politik:

Atombombardementet af Hiroshima og Nagasaki. Den amerikanske beslutning om at

bruge atomvåben mod Japan har fra det øjeblik, den blev taget, været kontroversiel.

Præsident Trumans begrundelse var, at atombomberne ville afkorte krigen og dermed

skåne tusindvis af amerikanske soldater fra samme skæbne som havde mødt deres

kampfæller året før i Normandiet. Strategien lykkedes, men prisen var som bekendt høj:

på de to dage, samt i de måneder der fulgte, døde op mod 250.000 mennesker, de fleste

civile og uden at have en direkte andel i krigen mod USA. Deres død var ifølge

Truman-administrations strategiske analyse angiveligt det eneste mulige middel til at få

afsluttet krigen i amerikansk favør. 2

Thule-sagen. I 1957 blev der fra amerikansk side rettet henvendelse til den daværende

danske statsminister H. C. Hansen om muligheden for at placere atomvåben på

Grønland. Selvom det var, og er, imod officiel dansk politik så gav statsministeren,

egenhændigt og helt uden at orientere hverken sin regeringspartner, folketinget eller

vælgerne, amerikanerne den tilladelse, de efterspurgte. På den måde startede hen ved 40

års løgnagtig dansk atompolitik, som først i 1995 så dagens lys. Det umoralske ved H.

C. Hansens beslutning til trods, er det ikke utænkeligt, at han havde ganske gode

politiske grunde til at handle, som han gjorde – ikke mindst givet det internationale

klima under Den Kolde Krig og Danmarks strategisk udsatte position.3

Kuppet i Kerteminde. Ved kommunalvalget i 2009 blev Sonja Rasmussen valgt ind for

Socialdemokraterne i Kerteminde, men valgte efterfølgende at melde sig ud af partiet og

2 Se eksempelvis: Gutmann & Thomson 2005 3 Se eksempelvis: Brink 1997


3

indgå en konstitueringsaftale med Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og

Borgerlisten. På den måde fik hun selv borgmesterposten og Socialdemokraterne og SF,

der ellers traditionen tro stod til at vinde magten, var pludselig reduceret til opposition.

Mens de tidligere partifæller følte sig forrådt, forsvarede Sonja Rasmussen sig med, at

kuppet var den eneste måde, hun kunne få sin politik igennem og at hun gjorde det af

hensyn til dem, der havde stemt på hende.

Det er ikke hensigten med disse tre eksempler at fælde dom over det rigtige eller det forkerte i det,

de tre eksempler beskriver. Men selv hvis de endelige moralske meritter et øjeblik sættes til side, så

er det alligevel klart, at der i det mindste er noget etisk på spil i disse tre scenarier. Det ses ved, at

man som politiker tilsyneladende skal gøre ting, som det i hvert fald udenfor det politiske ikke ville

være prisværdigt at gøre: initiere handlinger, der med sikkerhed vil resultere i sagesløse menneskers

død eller lidelse, handle fordækt og føre andre mennesker bag lyset og, som Sonja Rasmussen fra

Kerteminde, forråde sine fæller. Til sådanne scenarier er den korrekte respons moralsk skepsis.

Skepsis i forhold til om den begrundelse der kan gives for, at der i de tre tilfælde blev handlet

korrekt også vil være adækvat og, mere grundlæggende, skepsis i forhold til om man som politiker,

givet det man undertiden bør gøre, i det hele taget kan være et moralsk menneske.

For at underbygge dette vil jeg i det følgende se nærmere på relationen mellem moral og politik. Jeg

vil fastholde den her nævnte normative skepsis og på den baggrund være tvivlende i forhold til både

den politiske moralisme og politiske realisme; for så vidt at den sidste tages som udtryk for en

amoralisme. I stedet vil jeg, med reference til Weber, påpege, at der gælder en anden etisk standard

for politik og at man som politiker har en særlig ansvarsetisk forpligtelse. Dette fjerner dog ikke

grundlaget for en moralsk skepsis i forhold til politik, men gør den dog mere håndterbar. Til sidst

vil jeg træde et skridt tilbage og mere generelt overveje, hvilke metodiske tilgange der, på baggrund

af det jeg har sagt om moral i politik, vil være frugtbare i forhold til en nærmere undersøgelse af

fænomenet.

1.

Én måde at tænke relationen mellem politik og moral er, hvis man ud fra et stærkt moralsk

perspektiv søger at indordne det politiske under det moralske, således forstået, at hvis der er

konflikt mellem en moralsk og en politisk handlemulighed, så er det altid den første, som vejer


4

tungest og dermed det, man bør gøre. Immanuel Kant er vel nok den moderne tids mest velkendte

eksponent for en sådan position. I ”Den evige fred” skriver han notorisk om forholdet mellem

politik og moral at:

Den sande politik kan … ikke foretage sig noget uden først at have hyldet moralen, og skønt politik i sig selv er en

svær kunst, så er det at forene den med moralen overhovedet ikke nogen kunst. For så snart politik og moral kommer

i strid med hinanden, så hugger moralen den knude over, som politikeren ikke formår at løse4

Kants etik er en pligtetik uden empiriske referencer overhovedet. Han lægger ideen om ”den gode

vilje” til grund for, hvad der er moralsk prisværdige handlinger. Den gode vilje, skriver Kant, ”er

ikke god i kraft af det, den bevirker eller udretter, ikke i kraft af dens evne til at opnå et eller andet

forudsat mål, men alene i kraft af dens villen”5; den gode vilje er for Kant god i sig selv. Følgelig

ligger en handlings moralske værdi ikke i dens virkning, forventet eller ej, men derimod i det

princip som udtrykker denne vilje. Som bekendt er det kategoriske imperativ, handl altid således at

man kan ville at ens maksime kan blive almengyldig6, Kants formulering af dette princip. Kant

bestemmer moralen som en fornuftens praksis og ses lovmæssighed, eller konsekvens, i

handlingslivet som en forudsætning for det at handle moralsk. Dette, samt negligeringen af det

empiriske som noget, der er relevant for, hvad man bør gøre, betyder, at Kants moralopfattelse er i

direkte konflikt med den måde politik opleves på. Fra et kantiansk synspunkt må aktørerne i de

ovennævnte eksempler siges at handle ikke bare moralsk forkert, men også politisk, for den sande

politik, som Kant skriver, er ikke i konflikt med moralen.

Kants etik er et eksempel på en deontologisk etik, altså en etik, der på forhånd kategoriserer

handlinger som enten rigtige eller forkerte, ved at formulere særlige regler eller principper som

handlinger ikke må være i konflikt med, hvis de skal være moralske. Uagtet den begrundelse der

filosofisk gives, kantiansk eller ej, så er konventionel etik typisk deontologisk i sin struktur, da

netop det at være moralsk, associeres med overholdelsen af visse moralske regler, eksempelvis at

man ikke må slå uskyldige ihjel, ikke må bedrage eller forråde andre. I den forstand er en del af den

ovennævnte skepsis givet ved en modsætningen mellem konventionel moral og politik, for det er

netop opmod en sådan opfattelse af moral at politik må opfattes som moralsk besmittet.

En anden, og helt modsat måde at tænke relationen på, er den, der starter i en opfattelse af politik

som noget særegent og grundlæggende amoralsk. Hvis Kant er det klassiske eksempel på en tænker,

4 Kant 1995, p 77 5 Kant 2004, p 40 6 Ibid., p 51


5

der vil subsumere det politiske under det moralske, er Niccolò Machiavelli det klassiske eksempel

på en, der vil det modsatte. For som bl.a. Benedetto Croce har bemærket, så er Machiavelli en af de

første, der beskriver det politiske som karakteriseret ved en særlig autonomi og nødvendighed og at

politik derfor transcenderer det moralske.7 I Machiavellis velkendte guide til politisk succes,

Fyrsten, findes flere velkendte citater, der udlægger dette angivelige aspekt ved politiske

handlinger. Et af de mest velkendte, er dette:

Et menneske der kun vil det gode, må gå under blandt de mange, der ikke er gode. Derfor må en fyrste, der vil bevare

sin magt, være i stand til ikke at være god, og anvende det gode eller det ikke gode, eftersom omstændighederne

kræver det8

Helt modsat Kant har Machiavelli et stærkt empirisk fokus i sin analyse og han understreger da

også, at han med Fyrsten har til hensigt at ”skrive noget der kan nytte”, og derfor vil ”holde sig til

tingenes virkelig tilstand og ikke til fantasibilleder”9. Tilstand i politik er, ifølge Machiavelli, ofte

kaos og konflikt, magtkampe og intriger og derfor nytter det ikke noget, at man på forhånd

klassificerer handlinger som rigtige eller forkerte, men at dette må afgøres ud fra

omstændighederne. I kontrast til Kants etik og den deraf følgende opfattelse af, hvad der bør gøres,

også i politik, er Machiavellis fokus instrumentelt og orienteret mod, hvad der er nødvendigt at gøre

i en given situation. Derfor vil Machiavelli heller ikke hævde, at hverken Truman, H. C. Hansen

eller Sonja Rasmussen gjorde noget forkert i de tre eksempler, så længe deres valg var politisk

motiveret og de realiserede det, de havde sat sig for.

Distinktionen mellem Kants og Machiavellis positioner er mere overordnet en distinktion mellem

politisk moralisme og politisk realisme. Politisk moralisme forstås nemlig som de teorier, hvor det

moralske sættes før det politiske og hvor det, man bør gøre, derfor følger af en, uafhængig

formulering af moral. Politisk realisme er den form for teori, der giver større autonomi til det, som

er karakteristisk for politik, og vil derfor ikke hævde, at den retmæssige standard for evalueringen

af politisk handling er noget, der er eksternt til det politiske, men nærmere en standard, der vokser

frem, eller er givet, af det politiske selv.10

Både Kants moralisme og Machiavellis amoralske, politiske realisme, vil jeg hævde, er for ekstreme

i deres respektive formulering af moral-politik relationen. De er ekstreme i deres ensidighed, fordi

de hver især ignorerer den anden side af relationen og fastholder et helt enøjet fokus. Dette har som

7 Croce 1946, p 45 8 Machiavelli 2003, p. 66 9 Ibid., p. 66 10 Williams 2005, pp. 1-17


6

umiddelbar konsekvens, at hverken Kant eller Machiavelli vil kunne imødekomme den skepsis, som

her har været udgangspunktet og, som det blev hævdet, burde tages alvorligt. Machiavelli vil

selvfølgelig have sympati med den, som er skeptisk indstillet overfor politikkens moralske

beskaffenhed, men hvis denne skepsis samtidig rummer en beklagelse over, at politikeren ikke lever

op til moralen, så vil sympatien med al sandsynlighed transformere sig til en mild overbærenhed,

hvis da ikke ligefrem hån, da skeptikeren, i Machiavellis øjne, jo må anses for naiv og uerfaren i

forhold til den politiske virkelighed, hvor moral ikke hører hjemme. Også Kant må kunne tænkes at

have en umiddelbar sympati for skeptikeren. Men igen kun umiddelbar, for Kant vil selvfølgelig

berolige ham med, at skepsissen i og for sig er ubegrundet, for når det gælder, hvad han ser som den

sande politik, er der ingen modstrid mellem politik og moral og dermed heller ingen grund til

skepsis. Den såkaldte sande politik, opfattet som den, der er i overensstemmelse med Kants etik

eller bare etik forstået konventionelt, synes dog utopisk set i forhold til hvordan politik rent faktisk

foregår. Heri har Machiavelli ret og i det mindste en gang imellem må hensynet til moralen sættes

til side, hvis der overhovedet skal være noget, der kan kaldes politik. Men han tager umiddelbart

fejl, når han hævder, at man i sådanne tilfælde ikke bør være betænkelig, da politik er amoralsk. I

modsætning til Machiavelli er det nemlig de færreste, der blot tager det ad notam, hvis der handles

moralsk forkasteligt i politik og at politik i en eller anden forstand har en etisk dimension, synes

rimeligt. Derfor er det oplagt at formulere en mellemposition, en ”tredjevej”, der hverken lægger et

strengt moralsk eller amoralsk synspunkt til grund; et perspektiv, hvor politik står konsekvent uden

for moral, men heller ikke ubetinget er forpligtet på en moral som den, der kendetegner

konventionel moral.

2.

Som en eksponent for en sådan vej, der går imellem moralisme og realisme, kan man nævne Max

Weber. For Weber er politik på ingen måde en amoralsk praksis, da der altid må være en sag, et

formål, som den politiske handling retter sig mod. Denne sag er med til at give de politiske

handlinger deres særlige etiske dimension. Weber vender sig derfor også mod magtpolitikken, hvor

magten opfattes som et mål i sig selv og kalder det en dødssynd i politik kun at ville magten for


7

magtens egen skyld. For selvom magten som middel er uundgåeligt i politik, og magtstræben ofte er

den primære drivkraft, så er det hele i sidste ende noget, der må stå ”i sagens tjeneste”.11

Men selv

om Weber altså på denne vis karakteriserer politik som en moralsk praksis, er der ikke tale om, at

politiske handlinger refererer til en universel moralsk standard eller en standard som den, der

gælder for ikke-politiske handlinger. I politik er det altså sagen og magten forstået som et middel,

der er det afgørende, og Weber skelner derfor mellem to forskellige etiske kodeks: en sindelagsetik

og en ansvarsetik. Den første er som Kants etik, en variant af deontologien og som sådan også

udtryk for konventionel moral. Den regner ikke konsekvenserne for relevante, men sætter i stedet

det rette sindelag som det moralsk afgørende. Sindelagsetikeren vil derfor, ifølge Weber, altid give

”verdenen, andre menneskers dumhed eller Guds vilje” skylden for de slette følger af ens

handlinger.12

Weber karakteriserer sindelagsetikken som politisk ubrugelig, fordi den må fraskrive

sig ethvert middel som er moralsk betænkeligt. Og hvor sindelagsetikeren eksempelvis kan stå fast

på, at man ikke må sætte sig op mod det onde med magt, så gælder der for politikeren det stik

modsatte, nemlig at han må sætte sig op mod det onde med magt, for ellers bliver han selv ansvarlig

for dets overmagt.13

Derfor formulerer Weber ansvarsetikken som en særlig politisk etik, der

modsat sindelagsetikkens deontologiske struktur, i langt højere grad har en teleologisk struktur, da

det netop er konsekvenserne, sagen, der giver handlingen dens værdi, og ikke handlingen selv,

forstået som det rette sindelag eller princip man handler ud fra.

Politik og politiske handlinger er noget, der typisk har stor og afgørende indflydelse på mange

menneskers liv og velbefindende hvorfor det ikke synes kontroversielt hvis der er i mod

konsekvenserne man først og fremmest retter sit blikke, når man vurdere hvad der burde eller ikke

burde gøres. Men der er tale om en afgjort anden måde at klassificere handlinger end i konventionel

moral. For hvor man med den sidste vil sige, at en handling er rigtig, hvis den ikke er i modstrid

med en deontologisk regel eller princip, så hævder den politiske etik, at den rigtige handling er den,

der har de bedste konsekvenser og at de bedste konsekvenser, jf. Weber, er dem, der er givet ved

sagen som handlingen tjener. Men selvom den politiske handling altså har en etisk dimension, der

gør det muligt at vurdere den moralsk, så er der ikke tale om en politisk moralisme for så vidt, at der

er tale om en særegen politisk etik, hvor standarden ikke er uafhængig af, at der er tale om politik.

En måde, dette vil kunne udtrykkes nærmere, vil være, hvis man ser politiske handlinger som

rollebestemte handlinger. Som politiker kan man nemlig siges at handle i egenskab af en særlig

11 Weber 2003, p 253 12 Ibid. 13

Ibid., p 257


8

institutionelt specificeret rolle, og at det derfor er gennem en nærmere analyse af rollens og

institutionens formål og værdier, at man skal finde et muligt svar på, hvad der betinger den politiske

handling i form af de værdier som institutionen og dermed rollen anses at bør fremme.14

At skelne mellem en konventionel og en politisk etik, samt at inkorporere ideen om sociale roller,

er, vil jeg mene, et afgørende skridt hen imod en større forståelse af moral i politik. Men det vil dog

ikke være en forståelse, der kan fjerne den skepsis, der er i forhold til moral i politik, hvilket nu

heller ikke, som det blev nævnt i indledningen, bør være ambitionen. Der er flere grunde til, at der

stadig er god grund til skepsis. For det første er det i høj grad formålet med politisk handling, at de

værdier som handlingen tænkes at skulle indfri, er afgørende, hvis man vil sige noget om, hvorfor

man i politik kan have grund til at gøre, hvad der uden for politik kan opfattes som moralsk forkert.

Men dette er særdeles svært at give et entydig svar på. Hvilke normative implikationer en given

social rolle har, vil altid være et spørgsmål om tolkning og noget, der kan debatteres. Selvfølgelig er

der gradsforskelle mellem forskellige roller og nogle roller er mere fastlagte end andre. Men netop

politikerrollen synes at være kontroversielt, for hvad formålet med politik og de politiske

institutioner er, er ofte selv et politisk spørgsmål. Dette giver grobund for skepsis. En anden ting er,

at selv hvis, der kunne gives en udtømmende redegørelse for, hvad politikerrollen bød en at gøre, så

er det tvivlsomt om al moral vil kunne reduceres til rollemoral, da der med rimelighed er ting man

bør gøre eller ikke gøre som er uafhængig af roller. Eksempelvis det at man ikke bør lyve. Dette vil

jeg uddybe i næste afsnit. Endelig, og selv hvis rollen gav entydig og fuldt ud transparent moralsk

vejledning, så vil det konsekventialistiske aspekt ved politiske handlinger i sig selv give anledning

til skepsis, for som Weber skriver, er det nærmest en kendsgerning, at det endelige resultat af

politiske handlinger stort set aldrig er i fuldkommen overensstemmelse med den oprindelige mening

eller intention, man havde med den. 15 Selvom Weber måske nok overdriver når han hævder der

aldrig er overensstemmelse mellem det man ønskede med handlingen, og det den rent faktisk

resulterede i, så er det dog ofte sådan, at det kan være svært at vurdere hvorvidt og hvordan en

handlingen rent faktisk indfrier sit mål, og om den nu også var nødvendig i en sådan grad at den

retfærdiggøre at man gjorde som man gjorde. Hvis der kan gives et svar på dette, er det et der ofte

først kan gives ex post, hvilket også må give grund for skepsis i forhold til politiske handlinger, da

de således kan have karakter af chancetagning.

14 Nagel 1978, særligt pp. 82-86; for rollens særlige grundgivende og forklarende funktion: se eksempelvis Hardimon 1994, p 362,

Downie 1971, p 128 samt MacIntyre 1981, pp54-56

15 Weber 2003, p 254


9

Men selv hvis disse problemer i forhold til at gøre det moralske rigtige i politik sættes i parentes, og

at der altså hverken er praktiske problemer forbundet med at indfri målet, og at målet kan tages for

givet, så er der stadig bund for en skepsis alene givet ved modsætningen mellem den konventionelle

moral og den specielle politiske etik.

3.

Spørgsmålet er, om man overhovedet kan være et moralsk menneske og politisk effektiv på en og

samme tid, givet den konflikt der er imellem konventionel moral og konsekvensetik. Sagen er

nemlig den, som nævnt ovenfor, at det man bør gøre i kraft af sin rolle, det man bør gøre, fordi man

er politiker, undertiden stadig kan være i modsætning til konventionel moral. Denne problematik er

kernen i det perspektiv, der kaldes dirty hands, som hævder, at man ikke både kan regere og bevare

sin moralske uskyld. Perspektivet har fået sin moderne formulering af Michael Walzer i en artikel

fra 1973; navnet og temaet får han dog fra Sartres højspændte politisk drama ”De urene hænder”,

der på bedste vis iscenesætter konflikten mellem moral og politik som en konflikt, der netop ikke

altid lader sig løse uden moralske omkostninger. Dette er hos Sartre udtrykt med en stålfast

overbevisning af stykkets politiske realist, Hoederer, i et udfald vendt mod hans diametrale

modsætning Hugo:

Hvor er du dog bange for at tilsmudse dine hænder. Så bliv dog ved med at være ren. Hvad tjener det til, og hvad vil

du blandt os? Renhed er en fiks idé hos fakirer og munke. I andre, de intellektuelle, salonanarkisterne, I bruger den

som et påskud til intet at gøre, - til at forholde sig passive, klemme albuerne ind mod kroppen og gå med handsker.

Jeg ----jeg har snavset hænder. Lige op til albuerne. Jeg har begravet dem i skidt og blod. Og hvad så? Tror du man

kan herske når man er blåøjet?16

I politik må man gøre, hvad der udenfor politik i det mindste opfattes om moralsk forkasteligt. Som

der blev argumenteret for i det foregående, er der en særlig ansvarsetisk forpligtigelse knyttet til det

at være politiker. Det er derfor, man kan have en grund, også en moralsk grund, til at lyve, bedrage

og måske endda, som Truman, smide med atombomber. I det mindste kan vi antage, at der er en

moralsk begrundelse for dette. Men selv hvis tilfældet er, at det er det rigtige at gøre, så er både

Hoederers og Walzers pointe, at det også er forkert.

Dirty hands perspektivet er derfor paradoksalt, da det hævder, at en handling kan være både rigtig

og forkert på en og samme tid. Bagved dette, ligger også en tanke, man finder hos Weber, nemlig at

der mellem konventionel og politisk etik ikke er en absolut modsætning, men at de, som Weber

16 Sartre 1964, pp. 190-120


10

skriver, er komplimentære og tilsammen udgør det ægte menneske, det menneske, der kan være

kaldet til politik.17

Implikationen er, at det moralske univers ikke er en kohærent størrelse, der er

ensartet og uden konflikt. Denne konflikt oplever den politiske aktør – og det er dirty hands

perspektivets pointe, at han bør opleve den – når han må tilsidesætte værdsatte moralske normer af

hensyn til det politiske.

Som nævnt er ideen om dirty hands paradoksal. Men som bl.a. Williams har påpeget, så er det, at en

handling kan være den rigtige, trods dens forkerthed, ikke et fuldstændig ukendt fænomen.

Williams taler i den forbindelse om, at en ellers korrekt handling kan have en form for moralsk

efterslæb, en ”moral remainder”, som peger tilbage på, at den ikke er entydigt rigtig.18

Dette er

netop, hvad der er på spil i dirty hands scenarierne. En måde dette viser sig på, skriver Williams, er

ved, at dem, der i dirty hands scenarierne er gjort uret, har en legitim ret til at beklage sig over det,

der er blevet gjort mod dem. På den måde bør dirty hands perspektivet også adskilles fra de tilfælde,

hvor det vil være mere rimeligt at tale om de moralske principper som noget, der er ren prima facie

karakter. Man kan eksempelvis godt tale om tilfælde, hvor der rent prima facie er tale om, at det er

forkert at gøre noget og hvor det forkerte derfor vil kunne annulleres. Eksempelvis når et løfte, man

har givet en ven, bør tilsidesættes af den mere presserende omstændighed, at man må komme en

nødstedt til undsætning. Forkertheden ved ikke at indfri sit løfte forsvinder, eller annulleres, med al

rimelighed i et sådant scenarie og viser sig netop ved, at vennen ingen rimelig ret har til at beklage

sig over, at man ikke overholdt løftet. I dirty hands scenarierne forholder det sig omvendt. Her

forsvinder eller annulleres det forkerte ved gerningen ikke, selvom man altså også her, som i

tilfældet med den nødstedte, har god grund til at gå imod et moralsk princip. Jeg vil mene, at dette

er illustreret i de tre eksempler fra indledningen, for her synes det mærkeligt, hvis de mennesker,

der blev gjort uret, slet intet grundlag har for at være uenig eller utilfreds med det, der blev gjort.

For selv hvis indbyggerne i Nagasaki og Hiroshima, den danske befolkning og Socialdemokraterne

i Kerteminde kunne forstå, hvorfor der blev handlet som der blev, og måske tilmed anerkende, at

det set fra den modsatte side var det eneste rigtige at gøre, så ville de alligevel stadig have en

berettiget grund til at beklage sig. Hvis man kan medgive dette, er Williams pointe, så må man også

medgive, at en handling både kan være rigtig og forkert.19

17 Weber 2003 265 18 Williams 1978 19 Williams 1978, p 62


11

Netop fordi det moralske univers har en sådan karakter, må Walzer afvise utilitarismen som en

rimelig redegørelse for dirty hands scenarier.20

Utilitarismen er standardeksemplet på en

konsekventialistisk teori og da også tit den bedste tilgang til det etiske aspekt ved politik.21

Men

ifølge denne teori, kan der ikke være tale om, at en handling både er rigtig og forkert, for enten er

den utilitaristisk set rigtig eller også er den ikke. Der findes ikke noget midt imellem. I de tre

eksempler fra starten har Truman, H. C. Hansen og Sonja Rasmussen derfor nok truffet et svært

valg, der indebar, at de måtte være enten brutale eller bedrageriske, men de har ikke gjort noget

forkert set i et utilitaristisk perspektiv. Walzers indvendinger mod utilitarismen er af en generel

karakter. Eksempelvis påpeger han, at utilitarismen, hvis den forstås som en privat moralsk

kugleramme vi hver især vil kunne regne den moralsk rigtige handling ud med, ikke giver mening.

De færreste vil anse den konsekvente utilitarist, der kun ser mod konsekvenserne af sine handlinger,

som et moralsk prisværdigt menneske. En del af det at handle moralsk er nemlig, at man ikke blot

orienterer sig fremad, men også bagud mod de normer og regler der i samfundet opfattes som

vægtige. Dette var netop det, som ovenfor blev set som det karakteristiske for den konventionelle

opfattelse af moral. Utilitarismen kan selvfølgelig forsøge at forklare de konventionelle moralregler

utilitaristisk ved, at deres værdi skal forstås i relation til deres nytte og at det i langt de fleste

situationer vil resultere i de mest nyttige konsekvenser, at man følger disse. Problemet i forhold til

en sådan forklaring, hævder Walzer, er, at man, når man tilsidesætter de konventionelle normer af

hensyn til nytte, ikke gør det let og ligetil, men ofte med store skrupler, hvilket for Walzer betyder,

at valget ikke er så entydig, som utilitaristen hævder. Utilitaristen kan forklare skruplerne med, at

også de er nyttige, da det at have skrupler gør, at man eksempelvis ikke vil være tilbøjelig til at

smide med atombomber, men kun gør det, når det er absolut og helt ekstraordinært påkrævet. Men

selvom skrupler har værdi som bremseklods i forhold til det moralsk forkastelige, så mener Walzer

ikke, at dette udtømmer, hvad der er at sige om dem, men at de faktisk peger tilbage på, at det

Truman eksempelvis gjorde, ikke udelukkende var rigtigt. Imod den utilitaristiske forklaring

påpeger han, at det synes mærkeligt, at en person kan bryde med en moralsk regel af utilitaristiske

grunde og samtidig, også af utilitaristiske grunde, føle skyld og have skrupler ved at gøre det. Jo

mere overbevist utilitarist man er, jo mindre tilbøjelig vil man øjensynligt være til at have de –

utilitaristisk begrundede – skrupler. Derfor har skruplerne en realitet uafhængigt af deres nytte og er

altså ikke bare nyttige, men også noget man i visse situationer helt korrekt bør føle, hvis man er et

moralsk menneske, der af utilitaristiske grunde må bryde med konventionel moral.

20 Walzer 1973 pp. 168-173 21 Goodin 1995


12

Fordi der således kan være handlinger, der både er rigtige, utilitaristisk eller politisk set, men også

forkerte ud fra den konventionelle morals perspektiv, så vil den person, som er politiker, og som

altså opererer i begge sfære, kunne få urene hænder. At han har skrupler ved at gøre det moralsk

forkastelige, er et afgørende bevis på, at han er klar over dette og er karakteristisk for den moralske

politiker: ”it is by his dirty hands that we know him. If he where are moral man and nothing else,

his hands would not be dirty, if he were a politician and nothing else, he would pretend that they

were clean”.22

4.

Indtil nu har jeg set på, hvad der begrunder en skepsis i forhold til moral i politik. Jeg har her peget

på de praktiske problemer med konsekvensetikken, uenigheden om hvad formålet er med politik

samt det at der uagtet dette ofte er moralske omkostninger ved politisk handling. I dette sidste afsnit

vil jeg træde et skridt tilbage og kort se på, hvilket metodisk perspektiv, der er mest frugtbart for en

nærmere undersøgelse af moral i politik, givet det, der indtil nu er hævdet om problemet.

Grundlæggende er det blevet hævdet, at moral i politik er rodet og dilemmatisk. Derfor kunne en

måde at angribe problematikken på være, hvis man ud fra et teoretisk, moralfilosofisk perspektiv

kunne vise, at der bagved det, der forekommer rodet og dilemmatisk, er et fast grundlag; et

grundlag hvorudfra man ville kunne give de konkrete handlinger i politik den deduktive gyldighed,

de savner. Det helt klassiske eksempel på en tænker, der følger en sådan metode, er naturligvis

Platon. Som bekendt er den centrale påstand i Platons filosofi, at selvidentiske, immaterielle former

manifesterer sig i mangfoldigheden af fænomener, og at de enkelte fænomener har formerne som

både deres epistemiske og ontologiske forudsætning. Genstanden for erkendelse er derfor heller

ikke fænomenet eller tingen som sådan, men formen. Derfor er der heller ikke tale om, at

erkendelsen beror på en abstraktionsproces fra fænomenet i den forstand, at dette skulle være

årsagen, eller blot en del af årsagen, til vores viden om dette eller hint. Linjelignelsen er nok Platons

mest kendte illustration af dette. Her er eksemplet godt nok matematisk erkendelse, men det må

siges at være betegnende for måden Platon opfatter etik og hvilket erkendelsesideal han lægger til

grund, at han ikke skelner mellem matematisk og etisk viden. Lignelsen giver et billede af en

erkendelsesproces, der tager sin begyndelse i det rent fænomenale, men dog kun som en slags

prolog for den egentlige erkendelse. For med dette som udgangspunkt bevæger man sig tentativt

22

Walzer 1973 p 168


13

bagud – eller mere rettelig: opad – til det stadigt mere generelle og fundamentale indtil et sandt og

sikkert grundlag er nået i den selvidentiske form. Fra dette selvgivne, sikre, grundlag vil der i en

ovenfra-ned-bevægelse kunne drages konklusioner om de konkrete tilfælde og situationer med en

deduktiv gyldighed.23

Man behøver selvfølgelig ikke at overtage hele Platons filosofi, for at se de metodiske implikationer

for problemet om moral i politik: i situationer som de politiske, hvor der er konflikt og altså tvivl

om, hvad der bør gøres, da skal man gå efter at finde almene regler som situationen vil kunne føres

ind under. Er der efterfølgende stadig konflikt, hvis mere end én regel synes at være gældende, skal

man forsøge at finde endnu mere almene regler, gå endnu længere bagud indtil man forhåbentlig har

et entydigt, fast og sikkert grundlag. Metoden kendes selvfølgelig ikke kun fra Platon. I den

moderne kontekst er John Rawls det bedste eksempel på en grundlagsteoretiker. Ifølge Rawls er det

kontrakten og ideen om den oprindelige situation, der giver vurderingen af de faktiske

samfundssystemer sit arkimediske punkt.24

Mere direkte relevant for eksempelvis dirty hands

problemet kan metoden ses anvendt hos R. M. Hare, der giver et teoretisk grundlag for

nytteprincippet, ved at appellere til den korrekte brug af det moralske sprog.25

Formålet med den

grundlagsetiske tilgang er først og fremmest at kunne give de etiske domme en sikker begrundelse

og den er sammenlignelig med den aksiomatiske metode kendt fra matematikken: slutning fra

ubeviste aksiomer til beviste teoremer.

En indvending mod denne metode er, at der altid synes at være uenighed om hvad, der er det rette

grundlag. Er det eksempelvis nytteprincippet eller det kategoriske imperativ, som er sidste

appelinstans? Hvis strategien fra enten nytteetikeren eller kantianeren er at ignorere de

konkurrerende principper, så bliver teorien kun overbevisende for den, der i forvejen er tilhænger af

den.26

I forlængelse heraf risikerer en grundlagsetik, trods dens ambitioner om at være

handlingsvejledende, ofte at være det stik modsatte. Den ensidige fokus på principper og troen på,

at de udtømmende kan beskrive en etisk position, ender nemt med at forvrænge og oversimplificere

den moralske virkelighed og enten ignorere de faktiske forhold, der åbenlyst taler imod anvendelsen

23 Johansen 1998, pp. 233-234 24 Rawls 1971, pp. 261 25 Hurka 2007, samt Hare 1972, pp. 174 26 Dige 2011, p 157


14

af princippet, eller helt at tilsidesætte de praktiske problemer i etik til fordel for den rent

spekulative, teoretiske analyse af moral.27

Som sagt er formålet med grundlagsetik en sikker begrundelse af moral og er bl.a. ansporet af

behovet for at kunne argumentere imod den, der hævder amoralitet eller stærk relativisme.28

Den

skepsis, der motiverede dette paper og det perspektiv, der blev lagt til grund, er begge noget, der er

artikuleret inden for det moralske univers, og behovet for begrundelse af moral er derfor ikke det

centrale. Den måde problematikken her har manifesteret sig, er som et problem på det praktisk og

konkrete niveau, hvorfor det, der er behov for først og fremmest, er orientering i forhold til dette

niveau, frem for begrundelse af moralske principper.

En mere frugtbar metode, når det gælder moral i politik, vil derfor være en, der tildeler den konkrete

moralske perception og erfaring en langt højere grad af moralsk betydning end grundlagsetikken

gør. Her er Aristoteles eksemplarisk. For hvis Platon er den klassiske eksponent for

grundlagsetikken og den teoretiske forankring af principper, så er Aristoteles eksemplet på en

tænker, der vil forankre principperne i praksis og ud fra de konkrete situationer argumentere

”nedefra-op”. En velkendt og central aristotelisk pointe er, at man ikke skal forvente en højere grad

af sikkerhed end hvad der er foreneligt med naturen af det, man undersøger. Og da netop naturen af

det etiske ikke er karakteriseret ved nødvendighed, vil det være malplaceret at forvente

demonstrativ gyldighed her, fremfører han.29

Den praktiske viden, som altså er en anden end den

teoretiske, omfatter derfor ikke blot de generelle moralske principper, men i høj grad også sagens

enkeltheder ”thi den virkelige handling drejer sig om enkeltheder”.30

For en forståelse af, hvad der

bør gøres, er det derfor afgørende, hævder Aristoteles, at man inddrager de nærmere

omstændigheder ved den pågældende situation, hvori handlingen udføres:

… det [er] ikke utjenligt at skelne disse enkelttilfælde, hvilke de er og hvor mange, hvem der handler og hvad han

gør, hvad handlingen angår eller hvori den består og nogle gange også hvormed, som f.eks. et værktøj, og med

hvilken hensigt, som f.eks. for at redde nogen, og i hvilken grad som f.eks. i ringe grad eller høj grad.31

En indsigt i de rent faktuelle omstændigheder ved en situation er for Aristoteles ikke blot en prolog

eller et springbræt til at komme bagom til et fælles, sikkert grundlag. Omstændighederne er derimod

helt afgørende i dem selv for den adækvat moralske vurdering, da det er den, der er guidende for,

27

Toulmin 1981 28 Williams 2006, kap. II 29 Aristoteles 2000, p 33 30 Aristoteles 2000 31 Ibid. p 75


15

hvordan det generelle, og ofte vage princip, kan appliceres. For godt nok har vi, ifølge Aristoteles,

en intuitiv indsigt i, hvad der er det rigtige og kan som sådan formulere generelle love og regler,

men at handle etisk og forstå, hvad der bør gøres i situationen, forudsætter en evne til, med

rimelighed, at applicere de generelle love og regler på situationen. Denne ”rimelighed” er central og

kan ifølge Toulmin beskrives således:

Equity means doing justice with discretion around, in the interstices of, and in the areas of conflict between our laws,

rules, and other general formulas. It means being responsive to the limits of all such formulas, to the special

circumstances in which one can properly make exceptions, and to the trade-offs required were different formulas

conflict32

Dette implicerer ikke en ren ovenfra-ned bevægelse fra det generelle princip, men derimod en

nedefra-op, mere induktiv, bevægelse fra de konkrete partikulære situationer til de mere generelle

regler.

Lige så vel som man ikke behøver at antage hele Platons filosofi for at forstå de grundlæggende

metodiske implikationer, så skal man heller ikke nødvendigvis acceptere den aristoteliske

hylemorfisme for at se, hvad dette metodiske perspektiv kan tilbyde. Frem for en tilgang, der søger

at give en teoretisk fundering af etiske principper, er tanken i det aristoteliske perspektiv snarere at

svaret på, hvad man bør gøre må udspringe af en erfaring med den moralske praksis. Etiske

principper og regler vil derfor i denne tilgang ikke blive opfattet som forudsætninger for en

normativ etisk analyse, men mere som noget, der er et resultat af analysen - en form for

efterrationalisering på baggrund af den direkte erfaring. En sådan tilgang kendes især fra den

såkaldte kasuistiske metode, der i mange hundrede år fra antikken og frem til midten af 1600-tallet

spillede en afgørende rolle i normativ analyse. Uretmæssigt døde denne metode en langsom død,

efter den franske matematiker Blaise Pascals angreb den i sit skrift Lettres provinciales. Han

beskyldte her metoden for at føre til moralsk slaphed og basalt set være en perfid teknik til i

konkrete situationer at løfte den dårlige samvittighed væk fra skuldrene af dem, der måske netop

burde føle sig tynget. At kausismen er en metode, der stiller sig i den moralske middelmådigheds

tjeneste, er desværre en opfattelse, der til dels stadig hænger ved, selvom den i den senere tid

heldigvis igen er begyndt at komme til ære og værdighed inden for den anvendte etik. 33

Kasusisme er, som navnet antyder, en casebaseret tilgang til etisk analyse. Den følger Aristoteles

særligt på tre punkter: (1) at vi som mennesker har en fornemmelse, eller intuitiv indsigt i

32 Toulmin 1981 p 34 33 Se eksempevis: Toulmin & Jonsen 1988; Miller 1996 samt Bedau 1997


16

principperne for moralsk rigtig handling, (2) at der ikke kan opnås eksakt eller sikker viden i

etikken, samt (3) at praktisk viden kun kan erhverves gennem en kritisk refleksion af den faktiske

moralske erfaring.34

Metoden er en, der kan adressere en lang række konkrete problematikker på en

måde, der ikke i samme grad vil være mulig i et metodisk perspektiv, der starter fra et teoretisk

grundlag. Ved at tage udgangspunkt i de omstændigheder, der kendetegner den konkrete situation

og holde dem op imod paradigmatiske cases, hvis moralske status allerede er afgjort og ikke

betvivles, vil det være muligt at lave moralsk relevante distinktioner, baseret på forskellighederne i

ellers sammenlignelige situationer. På den måde er der tale om en taksonomisk, og ikke

aksiomatisk, metode, der ud fra en klassificering af situationen tentativt søger at give etisk

orientering, ikke ved at begrunde deduktivt, men ved at appellere til de forskelligartede og

substantielle forhold, der karakteriserer situationen.

Konklusion

Der er god grund til skepsis i forhold til moral i politik. Ikke fordi politik bør leve op til

konventionel moral eller er amoralsk, men fordi der er afgørende uenighed om, hvilke værdier

politik bør fremme samt det, at der er grundlæggende praktiske problemer knyttet til

konsekventialismen. Men selv hvis disse problemer kan sættes i parentes, vil der være potentiale for

skepsis, da der er et skisma mellem det, man bør gøre som person og det, man bør gøre som

politiker, hvorfor politik undertiden betyder, at man må få urene hænder. Moral i politik er

grundlæggende en rodet affære, hvor mange forhold spiller ind, og derfor har jeg her talt for en

aristotelisk og casebaseret tilgang til problematikken.

Litteratur

Aristoteles (2000): Etikken. Det lille forlag. Frederiksberg

Bedau, Hugo (1997): Making Mortal Choices Three exercises in moral Casuistry. Oxford University Press.

Oxford

Brink, Poul (1997): Thule-sagen – Løgnens univers. Aschehoug. København

Croce, Benedetto (1946) Politics and Morality. Georg Allan & unwin Ltd. London

Downie, R. S. (1971): Roles and Values an introduction to social ethics. Methuen & co. Ltd. London Uk.

Dige, Hansen (2011) Praktisk etik en oversigt, i (Christensen, Anne-Marie, ed.): Filosofisk Etik. Aarhus

universitetsforlag. Aarhus 2011

34 Bedau 1997, p 102


17

Gutman, Amy &Thompson Dennis (2005): Ethics and Politics: Cases and Comments. Harvard university

press. Chap. I

Goodin, Robert E. (1995): Utilitarianism as a Public Philosophy. Cambridge University Press. Cambridge

Hardimon, Michael (1994) Role obligations, i The Journal of Philosophy, Vol. 91.No. 7 (jul., 1994). pp. 333-

363

Hare, R. M. (1972): Rules of War and Moral Reasoning, i Philosophy & Public Affairs, Vol. 1, No. 2

(Winter, 1972), pp. 166-181

Hurka, Thomas (2007): Normative Ethics: Back to the Future, i (Leiter, Brian ed.): The Future for

Philosophy. Oxford University Press. Oxford pp. 246-264

Johansen, Karsten Friis (1998): Den Europæiske Filosofis Historie, Bind I. Nyt Nordisk Forlag

Kant, Immanuel (2004) Grundlæggelsen af sædernes metafysik. Hans Reitzels forlag. København

Kant, Immanuel (1995) Til den evige fred. Gyldendal. København 1995

Machiavelli, Niccoló (2003): Fyrsten. Borgen, Gylling DK.

MacIntyre, Alasdire (1981): After Virtue, a study in moral theory. Gerald Duckworth & Co. Ltd. London uk.

Miller, Richard Brian (1996): Casuistry and Modern Ethics. The University of Chicago Press. Chicago

Nagel, Thomas (1978) Ruthlessness in public life, i (Hampshire, Stuart, ed.): Public and privat morality.

Cambridge University press. Reprinted 1991. New York 1991. pp. 75-91

Parrish, John (2007): Paradoxes of Political Ethics. Cambridge university press, Cambridge Uk.

Rawsl, John (1971) A Theory of Justice. Belknap Havard University press, Cambridge USA

Sartre, Jean-Paul (1964) De Urene Hænder. Gyldendal. København

Toulmin, Stephen (1981): The Tyranny of principles, i The Hastings Center Report, Vol. 11, No. 6 (Dec.,

1981), pp. 31-39

Toulmin & Jonsen (1988) The Abuse of Casuistry a History of Moral Reasoning. University of California

Press

Walzer, Michael (1973): Political Action: the problem of dirty hands, i Philosophy and Public Affairs, Vol.

2, Issue 2 (Winter 1973), pp. 160-180

Weber, Max (2003) Politik som Levevej, i Weber, Max: udvalgte tekster bind I, pp. 181-211. Hans Reitzels

Forlag. København 2003

Williams, Bernard (1978) Politics and moral character, i (Hampshire, Stuart, ed.): Public and privat

morality. Cambridge University press. Reprinted 1991. New York 1991. pp- 55-74

Williams, Bernard (2005): Realism and Moralism in Political Theory, i (Williams, Bernard): In the

beginning was the deed. Princeton University Press. Princeton. pp 1-17

Williams, Bernard (2006): Ethics and the limits of philosophy. Routledge, Abingdon

moral i politik - dpsa.dkdpsa.dk/papers/moral i politik.pdf · konflikt med moral. denne ubalance...

Documents