M O R T E N

A A G A A R D ”begrebet minder”

k v u - juni 2013

scene kunstens udviklings

center 2013

       

     

Udarbejdet  af  Morten  Aagaard  i  forbindelse  med  eksamen  på  Dukke-­‐  og  Animationsuddannelsen,  juni  2013  

 Hjemmesiden  http://bricksite.com/mindebiblioteket/velkommen  

er  en  del  af  værket  

I begyndelsen

var bevægelsen  

Introduktion    Denne  opgave  er  bygget  op  af  mange  små  nedslag,  som  rummer  indtryk  og  erfaringer  fra  moduluddannelsens  forskellige  tilgange  til  det  kunstneriske  og  videnskabsteoretiske  arbejde.      Set  i  erfaringens  klare  lys  er  det  både  fordelen  og  ulempen  ved  en  uddannelsen  med  skiftene  undervisere,  at  man  som  studerende  bliver  præsenteret  for  mange  forskellige  tilgange,  som  til  tider  taler  imod  hinanden.  Det  kan  selvfølgelig  skabe  en  bred  forståelse,  mange  tilgangsmuligheder,  et  stort  udvalg  at  nedslagsområder  –  men  det  kan  også  give  en  fornemmelse  af  usammenhørighed.      Derfor  er  min  ambition  med  denne  opgaven  ikke  at  skabe  et  overblik,  hvor  tilgangene  bliver  samlet  til  en  enkelt  sandhed  eller  metode,  men  blot  at  belyse  hvordan  det  kunstneriske  og  videnskabsteoretiske  arbejde  for  mig  har  skabt  en  fremadrettet  og  brugbar  metode.    Mit  kunstneriske  værk  arbejder  med  begrebet  ”minder”.  Det  første  credo  i  værket  er,  at  alle  har  brug  for  gode  minder.  Efter  etablering,  udvikling  og  sprængning  kommer  værket  frem  til  sit  andet  credo,  hvilket  er,  at  alle  har  brug  for  sine  egne  minder.      Jeg  har  valgt  at  arbejde  med  et  meget  abstrakt  begreb  i  et  meget  konkret  univers.  Der  er  altså  både  en  tid,  et  sted  og  en  virkelighed  i  værket.      Her  kommer  en  kort  skitse  af  værket  som  helhed:  På  et  Mindebibliotek  sidder  Mindebibliotekaren  og  holder  styr  på  de  minder  her  hele  tiden  kommer  ind.  Der  skal  udlånes  minder,  og  da  Mindebibliotekaren  opdager,  at  ikke  alle  har  gode  minder,  sender  han  andres  minder  i  stedet  for,  i  håbet  om  at  gøre  en  god  gerning.  Som  det  ofte  sker,  tager  det  overhånd  og  Mindebibliotekaren  kommer  frem  til  at  alle  er  bedst  tjent  med  deres  egne  minder  –  selv  om  han  altid  vil  kunne  undskylde  sig  med,  at  det  kan  personen  bare  ikke  huske.        

Når man nærmer sig en dukke får alt en

dramatisk betydning

Anslag til værk Det  begynder  med  materialet  –  det  har  længe  været  min  tilgang  til  dukke-­‐  og  animationsteatret.  Som  Jette  Lund  fastslår  kan  dukketeatret  godt  tage  elementer  fra  det  dramatiske  teater,  uden  at  det  ødelægger  illusionen  af  ”en  anden  slags  teater”  –  men  det  dramatiske  teater  kan  –  af  flere  årsager  –  ikke  låne  fra  dukke-­‐  og  animationsteatret.    Vi  har  talt  meget  om  ”indefra  og  ud”  og  ”udefra  og  ind”  –  og  jeg  har  hele  tiden  manglet  et  begreb  der  hed  ”fra  materialet  og  hen”.  I  en  samtale  med  Jette  Lund,  sagde  hun,  at  i  dukketeatret  kan  det  kun  starte  med  materialet  –  for  før  materialet  er  tilstede  er  det  ikke  dukketeater  som  tager  form.      Mit  værk  bevæger  sig  i  en  lineær  dramaturgi.  Grunden  til,  at  jeg  har  valgt  dette,  selvom  jeg  på  grund  af  temaets  abstrakte  udgangspunkt  har  kigget  mod  den  cirkulære  dramaturgi,  er  at  jeg  arbejder  med  et  handlingsforløb.  Der  er  ting  der  bliver  gjort  i  en  særlig  rækkefølge,  det  er  et  handlingsforløb,  hvor  episoderne  er  afhængige  af  hinanden  –  og  ikke  mindst  er  der  et  credo  et  og  et  credo  to.      At  sætte  en  location,  om  end  en  fiktiv  eventyragtig  location,  er  med  til  at  gøre  det  abstrakte  tilgængeligt.  Et  Mindebibliotek  er  min  opfindelse,  men  det  kommer  ud  af  en  tankerække  jeg  har  haft,  som  for  mig  gjorde,  at  det  gav  mening,  at  vi  nogen  gange  kommer  i  tanke  om  de  minder  vi  mente  vi  havde  glemt.          

Processen skal være en kærlighedskampzone

Kompetenceh ju let    I  denne  opgave  –  og  i  arbejdet  med  mit  værk  –    har  jeg  fokuseret  på  følgende  kompetencer:      

-­‐ handlings  kompetencer  -­‐ metodiske  kompetencer  -­‐ innovative  kompetencer  -­‐ relationelle  kompetencer  -­‐ refleksive  kompetencer  

   De  forskellige  kompetencer  er  beskrevet  løbende  fordelt  gennem  opgaven.            

       

Arbe jdsmetoder    At  arbejde  alene  og  være  i  et  fællesskab  med  andre  på  samme  tid.  Det  har  været  mit  dilemma  gennem  hele  denne  proces.  Derfor  har  jeg  valgt  at  fokusere  på  forskellige  arbejdsmetoder,  der  passede  ind  i  den  givende  situation  –  nogen  gange  var  jeg  alene  på  gulvet,  andre  gange  var  jeg  i  et  fællesskab  i  en  samtale  om  værket  og  mulighederne.      De  forskellige  arbejdsmetoder  er  beskrevet  løbende  fordelt  gennem  opgaven.        

At lade legen være research    Ida  Tjalve  har  en  særlig  arbejdsmetode,  som  inspirerede  mig  i  arbejdet  med  mit  værk.  Hun  har  en  hands-­‐on  tilgang  til  skyggeteatret,  men  ud  fra  et  særligt  tilrettelagt  rum  som  hun  bygger  op  inden  deltagerne  i  hendes  workshop  ankommer.      Forarbejdet  i  Ida  Tjalves  arbejdsmetode  ligger  grunden  til  hele  workshoppens  udfald.  Hun  bruger  meget  tid  på  at  skabe  et  rum,  der  på  samme  tid  har  flere  funktioner.  Det  rum  hun  skaber  er  en  arbejdsplads,  en  legeplads,  en  scenografi,  en  installation  og  et  skyggeteater.  Hun  arbejder  med  at  skabe  skyggeskærme  i  forskellige  formater  og  materialer.  Hun  præsenterer  muligheder  inden  for  lyskilder  og  skyggedukker  –  men  giver  bevidst  ikke  et  resultat.    Derefter  inviterer  hun  til  udforskning  af  rummet.  Hun  åbner  op  for  at  deltagerne  enkeltvis  undersøger  mulighederne.  Man  har  lang  tid  til  at  udforske  og  prøve  ting  af.  Hun  pirrer  legelysten.      Som  metode  efter  introduktionen  til  rummet,  arbejder  hun  med  leg  som  vejen  ind  til  etableringen  af  materialet.  Legen  er  en  sikker  og  tryg  leg,  fordi  deltagerne  har  haft  god  tid  til  at  lære  rummet  at  kende  og  gøre  sig  erfaringer.    Denne  metode  har  jeg  brugt  direkte  i  mit  researcharbejde  i  forbindelse  med  mit  værk.  Jeg  byggede  en  scenografi,  hvor  jeg  målrettet  arbejde  med  at  skabe  en  arbejdsplads,  en  legeplads,  en  scenografi,  en  installation  og  et  skyggeteater.      Starten  på  processen  var  at  skabe  et  rum  der  tog  udgangspunkt  i  dukketeatrets  muligheder  og  det  som  denne  teaterform  har  brug  for.        

Tvivlen er god for den viser os

den rette vej

Det udefinerbare element    Det  spanske  teater  Teatro  de  los  Sentidos  kører  i  øjeblikket  i  samarbejde  Universitat  de  Girona  i  Barcelona,  en  række  forelæsninger  med  titlen  ”The  Poetics  of  Space”.  Der  er  Annemette  Frandsen  fra  Kunstakademiets  Arkitektskole,  der  står  for  den  videnskabsteoretiske  del  af  arbejdet,  men  med  baggrund  i  Enrique  Vargas  observationer  gennem  30  år  med  poetisk  og  sanseligt  teater.    Den  scenografiske  målsætning  i  Teatro  de  los  Sentidos  arbejde  er  at  scenografien  skal  kunne  fungerer  alene  som  en  installation.  De  arbejder  med  begrebet  ”indbyggere”  (engelsk:  inhabitants,  et  ord  som  også  har  en  klang  af  tilstedeværelse  i  sig)  i  deres  forestilling.  Det  vil  sige,  at  forestillingerne  også  er  tænkt  som  værende  et  sted,  et  rum  eller  en  installation,  der  kan  fungere  alene  uden  ”indbyggere”.      Dette  har  jeg  tænkt  over  i  forbindelse  med  det  scenografiske  arbejde  til  mit  værk;  kan  det  stå  alene?  Kan  man  sætte  sig  og  se  på  scenografien  og  alene  derved  få  en  oplevelse  af  dramatik.  Et  af  de  virkemidler  som  Teatro  de  los  Sentidos  arbejder  med  er  ”det  udefinerbare  element”  –  altså  et  element  som  ikke  passer  ind  i  konteksten  og  derved  skaber  en  dramatisk  spænding  –  en  start  på  en  historie,  så  at  sige.        

Et objekt med hele kroppen    Hans  Jochen  Mentzel  arbejder  med  objektteater,  og  at  få  en  koncentration  omkring  objektet  frem,  således  at  en  særlig  tæt  relation  mellem  subjekt  og  objekt  opstår.      Hans  antagelse  er,  at  ved  at  søge  ind  i  objektet,  og  finde  det  der  er  særligt  ved  det,  og  i  subjektets  krop  tage  objektets  kvaliteter  til  sig,  opstår  et  særligt  kropslig  sprog  og  en  forståelse,  som  vil  blive  videreført  til  den  måde  subjektet  spiller  med  objektet.      Jeg  kalder  det  ”en  antagelse”,  fordi  jeg  som  dukkefører  mener  at  have  en  funktion  på  scenen,  og  den  vil  altid  opstå  i  forbindelse  med  et  arbejde  med  en  dukke  eller  et  objekt.  Dog  vil  jeg  anerkende,  at  det  nærstuderede  arbejde  på  objektet  giver  et  kendskab  til  hvad  det  kan  og  hvad  dets  spillemuligheder  er.  Om  hans  metode  ændre  min  måde  at  spille  på  –  med  netop  det  objekt,  skal  være  mig  uvist.    Når  Hans  Jochen  Mentzel  taler  om  at  søge  ind  i  et  objekt  med  hele  kroppen,  tror  jeg  at  det  giver  mere  mening  for  de  kropslige  performere  end  det  gør  for  mig.  For  mig  er  det  mere  et  udvidet  kendskab  til  mit  objekt,  som  vil  give  mig  bedre  spilleegenskaber  –  det  er  ikke  en  kropslig  bevidsthed.  Jeg  spiller  ikke  bedre  med  et  æggeur  fordi  jeg  føler  mig  som  et  æggeur.  Jeg  spiller  bedst  med  et  æggeur  fordi  jeg  har  øvet  mig  og  fået  en  håndværksmæssig  færdighed  hvorved  jeg  kan  udtrykke  mig  kunstnerisk.      

At arbejde på gulvet    Da  mit  værk  er  et  solo-­‐projekt  var  det  em  særlig  opgave  at  gå  på  gulvet  og  arbejde  med  stoffet.  Som  solo-­‐kunstner  spiller  man  ikke  op  af  andre,  og  derfor  blev  jeg  nød  til  at  skabe  nogen  elementer  jeg  kunne  spille  med  og  op  af.      Det  første  skridt  var  at  bygge  nogen  dukker  –  som  jeg  allerede  fra  starten  vidste  måske  ikke  skulle  ind  i  værket,  men  de  var  en  vigtig  del  af  arbejde  med  at  komme  på  gulvet  som  solo-­‐dukkespiller.  Dukketeatret  begynder  først  når  dukkerne  er  der.    Jeg  har,  som  en  fast  del  af  processen,  inviteret  publikum  til  at  overvære  mit  arbejde.  Men  da  jeg  ikke  er  interesseret  i  det  kunstneriske  i  samtalen,  men  i  processerne  og  udtrykkene,  har  jeg  sat  spilleregler  op  –  og  centreret  visningen  omkring  enkelte  emner:      

-­‐ Hvad  ser  du  i  scenografien?  -­‐ Hvordan  virker  lyset  på  dig?  -­‐ Hvor  rammer  teksten  dig?  -­‐ Hvordan  opfatter  du  poetikken?  

 Ved  at  dele  samtalerne  op,  og  skabe  spillerregler  omkring  samtalerne  –  blandt  andet  ønskede  jeg  ikke  en  anmeldelse  –  blev  samtalerne  anderledes.  De  fik  et  udviklende  status  –  og  fremstod  ikke  som  direkte  idegenerering.        

Udefra og i nd  I  min  opgave  ”Privatliv  2.0”  skriver  jeg  følgende:    Jeg  ser  en  tendens  i  samfundet  til  at  vores  forståelse  af  privatliv  ændre  sig.  Privatlivet  er  noget  vi  selv  gør  offentligt  tilgængeligt.  Vi  poster  vores  sygdomme,  parforholdets  problemer  og  børnenes  ve  og  vel  på  facebook.    Vi  ligefrem  regner  med  at  omverdenen  læser  det  …  Vi  har  skubbet  til  privatlivets  fred.  Vi  har  flyttet  privatlivet  ud  i  det  offentlige  rum.  Vi  har  så  at  sige  skabt  et  Privatliv  2.0  …  Der  er  nogen  mekanismer  i  os,  som  gør  at  vi  handler  ud  fra  bestemte  mønstre.  Vi  er  født  som  flokdyr.  Vi  trives  bedst  når  vi  er  sammen  med  andre.  Når  vi  så  kryber  sammen  foran  computerskærmen,  må  der  ske  ting  og  sager.  Vi  er  først  lige  begyndt  at  kunne  se  hvad  det  er”.    I  samfundet  ser  jeg  en  tendens,  som  jeg  ikke  er  sikker  på  at  vi  på  nuværende  tidspunkt  kan  overskue  konsekvenserne  af  –  og  alligevel  er  vi  alle  sammen  mere  eller  mindre  hoppet  med  på  vognen.      Vi  kommer  til  fremtiden  at  møde  mennesker,  som  ikke  selv  har  valgt  i  deres  barndoms  billeder  er  for  evigt  offentligt  eje.  Ingen  stiller  spørgsmål  til  det.  Det  virker  som  om  de  der  ikke  poster  billeder  hvert  andet  øjeblik,  måske  ikke  holder  lige  så  meget  af  deres  børn,  eller  synes  at  de  er  lige  så  spændende  –  men  i  fremtiden  vil  vi  måske  opdage,  at  de  blot  beskyttede  dem.      

I ndefra og ud    Da  jeg  havde  skrevet  min  opgave  ”Privatliv  2.0”,  gik  jeg  og  tænkte  over  indholdet.  Det  der  tændte  mig  mest  var  at  jeg  havde  fået  åbnet  for  kanaler  i  mig  selv  –  set  en  samfundstendens,  som  jeg  selv  er  blevet  en  del  af  –  uden  at  vide  hvor  og  hvornår  det  skete.      Jeg  er  bevidst  om  min  brug  af  digitale  medier  –  og  jeg  er  bevidst  om  at  intet  på  nettet  forsvinder.  Det  er  på  samme  tid  et  uoverskueligt  samlingssted,  hvor  alting  forsvinder  –  og  et  blivende  medie,  som  vi  ikke  forholder  os  kritisk  til.    Det  rørte  noget  i  mig,  at  jeg  sender  mit  privatliv  ud  i  verden.  Jeg  begyndte  at  bladre  tilbage  i  min  timeline  på  facebook  –  og  læste  mine  gamle  statusopdateringer,  så  mine  gamle  billeder  og  så  videre.  Det  var  fuldstændig  som  en  tur  ned  af  mindernes  lange  vej.      Min  mormor  havde  en  dagbog.  Den  var  personlig,  hemmelig  og  helt  privat.  Jeg  har  også  en  dagbog.  Den  er  offentlig,  til  rådighed  og  alligevel  helt  privat.      Dette  kom  indefra  og  skulle  ud.  Jeg  fik  lyst  til  at  arbejde  med  begrebet  ”minder”.      

Værket ska l komme et sted f ra

Tilblivelsen af tekst    Da  jeg  gennem  hele  forløbet  har  arbejdet  med  ordløse  forestillinger,  og  følt  en  udfordring  ved  at  pådutte  mine  dukker  min  stemme  og  mine  ord,  har  jeg  i  mit  værk  arbejdet  bevidst  med  teksten,  som  et  bærende  element.  Det  har  været  et  læringsstræk  jeg  gerne  ville  opnå.      I  virkeligheden  er  det  underligt,  at  jeg  har  haft  svært  ved  ord,  da  jeg  som  en  væsentlig  del  af  mit  scenekunstneriske  arbejde  fungerer  som  manuskriptforfatter.  Jeg  har  skrevet  tusindvis  af  replikker.  Men  mit  arbejde  med  dukkerne  krævede  et  ordløst  univers.      I  mit  værk  fastsatte  jeg  hurtigt  som  et  dogme,  at  det  skulle  indeholde  tekst  –  også  noget  som  jeg  sagde  på  scenen.    Men  da  jeg  arbejdede  med  et  abstrakt  begreb  som  åbnede  op  for  mange  indgange  og  fortolkninger,  satte  jeg  mig  for,  at  det  ikke  skulle  være  mine  ord  der  skulle  være  den  bærende  del  af  ordbilledet.  Blandt  andet  derfor  har  jeg  også  brugt  skuespillere  i  forbindelse  med  indtaling  af  de  lydspor,  der  bliver  brugt  i  værket    I  forbindelse  med  indsamling  af  materiale  til  teksten,  arbejdede  jeg  med  forskellige  indsamlingsmetoder.    Jeg  brugte  facebook,  hvor  jeg  stillede  nogen  spørgsmål:      -­‐ Hvorfor  skal  man  passe  på  sine  minder?  -­‐ Hvordan  opbevarer  man  bedst  sine  minder?      Det  viste  sig  at  være  en  meget  kvantitativ  måde  at  indsamle  tekst.  Der  dukkede  mange  brugbare  one-­‐liners  op  omkring  begrebet  minder.  Heldigvis  blev  der  ikke  gået  ind  i  de  konkrete  minder,  men  man  holdt  sig  til  spørgsmålene.      Samtidig  havde  jeg  brug  for  at  arbejde  mere  kvalitativt  med  teksten.  Til  det  brugte  jeg  en  lille  spørgsmålsbog  med  syv  grundlæggende  og  åbne  spørgsmål  om  minder,  som  jeg  uddelte  vil  studiekammerater,  venner  og  kollegaer.        

                       -­‐ Er  det  vigtigt  at  have  minder?  -­‐ Hvordan  føles  et  minde?  -­‐ Hvor  meget  vejer  et  minde?  -­‐ Hvad  koster  et  minde?      Her  fik  jeg  også  en  del  brugbart  materiale,  og  det  viste  sig  at  være  mere  fyldstgørende,  men  stadig  havde  svarene  et  præg  af  at  være  en  del  af  et  spørgeskema.    For  at  få  et  dybere  materiale  sendte  jeg  en  håndfuld  mails  til  personer,  som  jeg  tænkte  havde  noget  på  hjertet  i  forbindelse  med  mit  værk,  og  som  uden  at  skulle  have  en  forklaring  på  værket  (dette  ville  ensrette  svarene,  mente  jeg)  ville  svare  ærligt.      Jeg  fik  jeg  en  stor  samling  materiale,  som  kunne  bruge  på  forskellige  niveauer.  Det  var  konkrete  minder,  løse  strøtanker  og  filosofiske  overvejelser  om  begrebet.    Da  jeg  begyndte  at  skrivearbejde  til  værket,  savnede  jeg  en  knage  at  hænge  udvælgelsen  op  på,  så  det  ikke  blot  blive  mine  favoritter,  og  mit  forhold  til  poetiske  minder.  Derfor  genlæste  jeg  store  dele  af  Italo  Calvinos  forfatterskab,  for  at  finde  en  indgang,  som  også  ville  give  mening  i  forhold  til  mit  værk.      Jeg  genlæste  med  stor  fornøjelse  hans  lille  novellesamling  ”Under  Jaguar-­‐solen”,  og  fandt  nøglen  til  udvælgelsen  i  mit  store  materialebibliotek.  ”Under  Jaguar-­‐solen”  er  et  poetisk  lille  værk  om  sanserne.  Det  skulle  have  været  et  samlet  værk  om  de  seks  sanser  –  men  han  døde  desværre  midt  i  processen.  Tilbage  er  tre  fine  noveller  om  at  smage,  at  dufte  og  at  høre.    Her  var  en  indgang,  som  jeg  kunne  se  i  mit  værk.      

B lue ocean

   I  Kim  og  Mauborgnes  ”Blue  Ocean  Strategy”  står  der  ”The  only  way  to  beat  competition  is  to  stop  trying  to  beat  competition”.  Altså  at  se  nye  muligheder.  De  kalder  alle  disse  muligheder  ”Blue  ocean”,  hvilket  er  stedet  hvor  alt  det  der  ikke  er  opfundet  ligger  og  svømmer  rundt.  Evolutionen  viser,  at  udvikling  altid  har  –  og  altid  vil  –  findes.  Vi  knokler  for  at  finde  frem  til  hvad  der  gør  os  specielle.  Vi  pumper  teaterforestillingerne  med  alt  hvad  der  findes  af  ny  teknologi  –  og  vi  tror,  at  det  er  der,  vi  finder  det,  der  gør  os  specielle.      Det  handler  selvfølgelig  både  om  opfindelser  og  udvikling  af  teknologi,  når  man  skal  hopper  over  i  det  blå  ocean  –  eller  gør  det,  tænker  jeg.      I  disse  tider  hvor  alt  bliver  større  og  større,  vildere  og  vildere  –  ene  og  alene  fordi  det  er  muligt,  er  det  opløftende  at  Svensk  TV1,  valgte  at  lave  et  Eurovisions  Melodi  Grand  Prix  til  blot  en  1/10  af  hvad  omkostningerne  var  sidste  år  i  Azerbaijan.  Da  de  blev  spurgt  hvad  grunden  til  dette  var,  var  svaret  klart  og  entydigt:  der  findes  ikke  bedre  teknologi  og  showet  bliver  ikke  bedre  af  at  det  bliver  dyrere  og  dyrere.  De  valgte  at  lave  et  show,  der  var  baseret  på  kvalitet  –  og  det  som  Eurovisionens  Melodi  Grand  Prix  i  virkeligheden  handler  om:  Musik.    Det  gjorde  faktisk  dette  års  Melodi  Grand  Prix  ret  specielt.  Nærværende,  vil  nogen  nok  sige.    Skal  jeg  oversætte  dette  til  teaterformen  ”dukketeater”  –    med  Blue  Ocean  Strategy  i  tankerne  –  så  kommer  jeg  frem  til  søge  mod  det  som  dukketeatret  er:  et  medie  til  at  fortælle  en  god  historie  og  sætte  refleksionen  i  gang  hos  publikum.      Jeg  oplever  af  de  forestillinger  som  berører  mig  mest,  er  dem  der  er  ægte  og  ligetil.  Når  teknikken  tager  over,  bliver  forestillingen  låst  i  sine  egne  muligheder.  Derfor  passer  mit  valg  af  et  analogt  udtryk,  ikke  alene  godt  til  mig  som  person  og  den  kunstneriske  virksomhed  jeg  ønsker  og  lave  –  men  også  til  den  strategi  jeg  vil  ligge  foran  mig.    I  forbindelse  med  at  gøre  værket  større  og  mere  vidtrækkende,  så  vil  jeg  skrive  mere  om  dette  i  afsnittet  ”Det  digitale  værk”.      

Markedsfør ing 3 .0    Alting  vil  forandre  sig.  Det  er  vel  den  konklusion  man  kan  kommer  frem  til,  når  man  kommer  frem  til  et  ”komma  noget”.      I  det  øjeblik  jeg  køber  et  styresystem  version  ”tre  komma  nul”  til  min  computer,  så  ved  jeg  at  ”tre  komma  et”  vil  komme.    Jeg  vil  altid  være  bagefter.  Så  snart  alle  er  på  myspace,  er  det  noget  andet  der  er  overtager.  I  det  øjeblik  facebook  er  for  alle,  har  trendsætterne  flyttet  sig  videre  i  det  uendelige  cyberspace.      Det  interessante  ved  artiklen  ”Markedsføring  3.0”  er  at  vi  pludselig  med  markedsføring  har  taget  et  globalt  perspektiv  til  os.  Vi  vil  gøre  verden  bedre  –  vi  vil  overveje  værdier  –  og  vi  vil  ses  som  individer  med  hjerte  og  ånd.    Det  er  spændende  at  se  på  historien,  når  man  skal  se  fremtiden  for  sig.  Det  er  det    fremtidsforsker  Maria-­‐Therese  Hoppe  gør  i  sin  bog  ”Fremtiden  kommer  i  spring”.  Hvis  vi  kigger  på  markedsføringens  rejse  ser  den  således  ud:    At  ”sælges  produkter”  –  ”tilfredsstille  og  holde  på  kunderne”  –  ”ændre  verden”  .    Hvad  rummer  ”Markedsføring  4.0”  så?    Hvilke  fremtidsperspektiv  vil  der  komme?  Vil  min  ide  om  ”Privatliv  2.0”  komme  til  ære  og  værdighed?  Vil  vi  markedsføre  os  til  et  socialt  liv?  Vil  vi  redde  mennesker  i  stedet  for  verden?  Vil  vi  bruge  markedsføringen  til  at  få  mennesker  ud  af  den  digitale  verden  og  ind  i  den  analog  baserede?      

Forfatteren er død    ”Når  forfatteren  ophører  med  at  ville  være  tilstede  (give  et  budskab),  men  lader  sproget  handle  alene,  får  læseren  plads.”    Den  sætning  skal  jeg  læse  igen  og  igen.  Som  dukkefører  gør  jeg  hele  tiden  et  stort  arbejde  for  at  give  min  dukke  spilleplads  og  udtryksmuligheder  –  altså  forsøger  at  ophører  med  at  være  tilstede  –  og  det  velvidende  at  jeg  i  sagens  natur  er  tilstede,  for  ellers  ville  dukke  være  død.  Her  er  det  en  af  dukketeatrets  dramaturgiske  særligheder  der  er  på  spil.  Det  er  en  teaterform,  der  taler  både  til  højre  og  venstre  hjernehalvdel.  Højre  hjernehalvdel  er  udmærket  godt  klar  over  at  det  er  dukkeføreren  der  fører  dukken,  men  venstre  hjernehalvdel  vil  gerne  tror  på  at  dukke  har  sit  eget  liv.      Når  jeg  som  skaber  af  et  værk,  både  forholder  mig  til  ovenstående,  og  tænker  værket  som  en  oplevelse,  som  publikum  selv  skal  kunne  opsuge  og  tage  stilling  til,  så  arbejder  kunsten  på  flere  planer.    For  det  første  skal  dukketeatret  rent  praktisk  visuelt  fungere.  Dernæst  skal  jeg  skabe  et  værk,  hvor  der  er  indgange  til  mange  forståelser  og  fortolkninger.      En  tese  er:  det  er  altid  modtageren,  der  bestemmer  budskabet  –  og  det  må  i  sagens  natur  være  rigtig.  Vi  kan  dog  gøre  alt  hvad  vi  kan  for  at  påvirke  budskabet,  men  den  endelige  forståelse  ligger  hos  modtageren.    Igen  har  jeg  lyst  til  at  vende  tilbage  til  Enrique  Vargas  arbejde  med  scenekunst.  Han  tror  på,  at  det  er  muligt  at  skabe  værker,  som  er  forståelige  verden  over.  Alle  mennesker  har  en  indgang  til  værket,  hvis  vi  arbejder  med  at  stille  en  række  muligheder  op,  hvor  publikum  kan  gribe  det  er  giver  mening  for  dem  i  det  øjeblik  de  har  oplevelsen.    Jeg  har  i  mit  værk  forsøgt  at  skabe  nogen  rammer,  nogen  teser  og  et  univers,  som  publikum  skal  forholde  sig  til.  Jeg  har  prøvet,  at  lade  min  egne  minder  være  utilgængelige,  for  det  er  begrebet  jeg  vil  arbejde  med.    I  mit  værk  har  det  været  vigtigt  for  mig  at  arbejde  med  en  forståelsesramme  alle  ville  kunne  genkende.  Børn  vil  kunne  forholde  sig  til  det  at  blive  gammel  og  have  minder  og  gamle  vil  kunne  forholde  sig  til  det  at  have  minder  og  dele  dem.  Derved  er  det  min  opfattelse,  at  jeg  som  kunstner  kan  ”være  tilstede”  i  værket,  men  stadig  overlade  ”sproget”  til  publikum  –  og  derved  give  dem  plads.        

Vi er jo poetiske. Der skal være plads

til sådan nogen som os

Den uundgåelige poesi    Jeg  har  gennem  det  meste  af  mit  kunstneriske  virke  vendt  tilbage  til  Italo  Calvinos  værker  og  forelæsninger.  Han  har  i  sit  forfatterskab  en  poesi  og  en  sanselighed,  som  virker  inspirerende  på  mig.  Jeg  kan  dykke  ned  i  værkerne,  og  han  lader  mig  sanse  hans  univers  på  mine  præmisser.      I  ”Under  Jaguar-­‐solen”  –  der  i  dette  værk  har  været  et  ståsted  –  som  jeg  flere  gange  er  vendt  tilbage  til,    beskriver  han  smagssansen,  høresansen  og  duftsansen  så  fint  og  åbent,  at  man  mens  man  læser  har  en  klar  opfattelse  af  hvad  han  fortæller,  samtidig  med,  at  han  giver  mig  plads  til  mine  egne  erfaringer  og  min  egen  sanselighed.  Det  er  sansernes  poetik.      Eksempel  på  sanselighed  i  Italo  Calvinos  ”Under  Jaguar-­‐solen”:    ”…  men  hvorledes  skulle  jeg  med  ord  kunne  beskrive  den  henførende  og  dog  grufulde  oplevelse,  jeg  havde  før  ved  maskeballet,  da  min  mystiske  partner  i  valsen  med  en  doven  bevægelse  havde  ladet  det  florlette  sjal,  der  skilte  hendes  hvide  skuldre  fra  mit  overskæg  glide  bort,  og  en  stribet  bølgende  sky  havde  ramt  mine  næsebor  som  indåndede  jeg  en  tigers  sjæl  …”    ”…  en  ganske  fin  stilk  i  den  mundfuld  vi  tyggede  på  var  nok  til  at  videregive  en  sød  og  stikkende  fornemmelse  til  næseborene,  som  en  umærkelig  beruselse  …”    ”  …  dine  dage  består  af  en  forsat  række  lyde,  snart  tydelige,  snart  næsten  uhørlige.  Du  har  lært  at  skelne  dem,  at  vurdere  hvor  de  kommer  fra,  afstanden,  du  kender  deres  rækkefølge,  hvor  længe  pauserne  varer,  hvert  drøn  eller  knirken  eller  klirren  der  er  på  vej  ind  til  din  trommehinde,  venter  du  allerede  at  høre,  du  foregriber  den  i  din  fantasi;  hvis  den  lader  vente  på  sig  bliver  du  utålmodig  …  ”    Her  er  forfatteren  død  i  mere  end  en  forstand.  Jeg  har  som  læser  masser  af  plads  til  at  opleve  teksten  på  mine  præmisser  og  med  det  der  er  mig  i  dette  nu.    I  forbindelse  med  arbejdet  med  poesi,  har  jeg  har  overvejet  hvordan  poesien  bedst  kommer  ind  i  dukketeatret,  og  jeg  ser  skyggeteatret  som  magisk  –  og  meget  poetisk.      

Skyggeteatret    Der  går  historier  om,  at  skyggeteatret  er  lige  så  gammelt  som  ilden,  for  da  den  første  flamme  lyste,  kastede  den  en  skygge  på  væggen  i  huleboernes  hule,  og  der  opstod  skyggeteatret.  Det  er  kontrasten  mellem  lys  og  mørke.  De  er  to  yderpoler.    I  det  indonesiske  skyggeteater  sidder  mændene  på  samme  side  af  skyggeskærmen  som  dukkeføreren  og  kvinderne  på  den  anden  –  for  at  bevarer  magien.    I  1800  tallets  Frankrig  blev  skyggeteatret  brugt  til  at  vise  små  poetiske  momenter  tilsat  musik.  Det  har  på  en  måde  været  som  levende  malerier  til  musik.      Det  er  netop  de  tre  ting,  der  fascinerer  mig  ved  skyggeteatret:  lyset  og  mørket,  magien  og  det  poetiske.      I  min  første  skriftlige  refleksions  opgave  skrev  jeg:    ”I  mit  skyggeteater  er  billederne  meget  styrende  for  oplevelsen.  Selvom  de  fleste  af  mine  skyggedukker  er  sorte,  har  jeg  tit  været  ude  for  at  børn  har  set  RØDhårede  havfruer  og  BLÅ  skyer  …  Et  oplevelses-­‐  og  udforskningsrum,  hvor  ideerne  stod  på  spring  for  at  hoppe  op  på  de  belyste  skærme.  Det  kriblede  i  fingrene  på  mig  for  at  komme  om  bag  skærmene  og  begynde  at  skabe  billeder.”    Det  er  stadig  sådan  jeg  har  det  med  skyggeteatret.  Det  er  altid  en  umådelig  poetisk  oplevelse  at  se  og  skabe  skyggeteater  –  de  mindste  virkemidler  kan  skabe  kolossale  effekter.  Magi  kan  opstå,  fordi  vi  ikke  kan  se  hvordan  teatret  bliver  skabt.  I  en  tid  hvor  alt  kan  lade  sig  gøre  på  computeren  og  med  filmtricks,  så  er  det  vidunderligt  befriende  at  arbejde  med  noget  så  analogt  som  et  teater  bestående  kun  af  lys  og  skygge.        

Lys som skulptur    En  vigtig  del  af  mit  arbejde  har  været  at  vælge  lyskilder  til  mit  værk.  Jeg  havde  fra  starten  lyst  til  at  gå  den  modsatte  vej  af  udviklingen  –  dette  også  på  grund  af  mit  valg  tema  og  mine  tanker  om  ”indefra  og  ud”.    Jeg  havde  brug  for  at  komme  væk  fra  fjernstyrede  lyssystemer,  computergeneret  grafik  fra  en  projektor  og  så  videre.  Jeg  ville  arbejde  analog  og  med  lyskilder  som  mine  bedsteforældre  ville  kunne  mindes.    I  forbindelse  med  at  Europa  kommissionen  i  september  2012  gjorde  første  skridt  i  mod  et  forbud  mod  glødepæren,  begyndte  skyggeteaterfolk  over  hele  Europa  at  se  som  om  efter  nye  muligheder  –  og  i  den  forbindelse  ville  skyggeteatret  naturligvis  udvikle  sig.  Da  jeg  begyndte  at  researche  på  lyskilder,  fik  jeg  lyst  til  at  kigge  tilbage  på  tidligere  lyskilder,  hvad  de  er  og  hvad  de  kan.    I  min  søgen  mellem  gamle  standerlamper  og  kontorinventar  faldt  jeg  over  et  ældgammelt  grønt  lysbilledapparat.  Det  lavede  et  vidunderlig  billede  af  lys.  Det  havde  en  særlig  kvalitet  i  udtrykket  –  det  var  en  lille  smule  grumset,  det  var  på  en  underlig  måde  en  smule  falmet  og  bedst  af  alt  havde  apparatet  en  sanselig  brummende  lyd.    Jeg  gik  straks  på  jagt  efter  gamle  lysbilledapparater,  filmfremvisere  og  så  videre.  De  havde  alle  sammen  en  analog  kvalitet,  som  end  ikke  den  forbudte  glødepære  kunne  frembringe.      Rent  scenografisk  passede  disse  gamle  apparater  også  godt  ind  i  mit  værk.      Herefter  begyndte  jeg  at  søge  inspiration  omkring  lys.  Den  største  inspiration  fandt  jeg  hos  Felix  Barrett  og  Maxine  Doyle  som  har  iscenesat  ”Sleep  No  More”  –  for  det  engelske  kompagni  Punchdrunk.  De  skriver  blandt  andet:    ”We  see  the  light  as  a  sculptural  element  of  the  production  –  when  it  is  done  right,  you  should  feel  as  if  you  might  be  able  to  reach  out  and  touch  it.  It  creeps  around  corners;  it  has  its  own  personality.”    Netop  tanken  om  at  have  følelsen  af  at  kunne  række  ud  efter  lyset,  virkede  spændende  at  arbejde  videre  med.  I  skyggeteatret  er  lyset  hovedrolle,  så  at  sige.  Uden  lys  ingen  skygge.      Felix  Barrett  og  Maxine  Doyle  taler  også  om  lys  –  eller  som  de  siger:  mangel  på  samme!  Det  ligger  godt  op  at  mine  tanker  omkring  at  det  der  er  i  lyset  kun  er  interessant  fordi  at  der  må  være  noget  i  mørket.    Lys  og  mørke  hænder  uløseligt  sammen.  Ud  af  mørket  er  der  kommet  utallige  historier  –  derfor  er  lyset  og  det  skulpturelle  element  også  vigtigt  at  forholde  sig  til.  I  mig  værk  kan  de  valg  jeg  har  truffet  ses  som  et  ønske  om  at  gøre  lyskilden  og  mørket  ligeså  interessant  som  selve  lyset.  

 

Et problem er i virkeligheden

en frustreret drøm  

Det digitale værk  I  forbindelse  med  at  medierne  bliver  udviklet  bliver  kunsten  også  udviklet  eller  tilrettet  det  nye  medie.  Det  er  historisk  set  en  udvikling,  der  sker  hurtigere  og  hurtigere.      I  1920’erne  kom  radioen  til  folket,  og  kort  efter  opstod  Radioteatret.  Radioteatret  var  i  begyndelsen  radiodramatiseringer  af  kendte  stykker  og  ofte  i  opsætninger  som  mindede  om  dem  på  teatret.    I  1950’erne  kom  fjernsynet,  og  det  blev  hurtigt  folkeeje,  og  her  opstod  Fjernsynsteatret  –  som  det  hed  dengang.  På  samme  måde  som  med  Radioteatret,  var  det  kendte  stykker,  med  kendte  skuespiller,  i  kendte  opsætninger  fra  teatret,  der  blot  blev  filmet.      Til  trods  for  at  de  nye  medier  havde  mange  uprøvede  muligheder  fulgte  teatret  i  det  nye  medie  ikke  så  hurtigt  med.  Langt  op  i  00’erne  transmitterede  fjernsynet  forestillinger  fra  forskellige  teatre.  Man  arbejdede  så  at  sige  meget  lidt  med  teater  tilpasset  mediet.    Da  internettet  i  midten  af  1990’erne  gjorde  sit  indtog  bid  teatret  heller  ikke  på.  Og  lige  som  man  havde  gjort  tidligere  begyndte  man  i  2010  af  transmittere  teater  på  nettet.  Med  oprettelsen  af  Seeatre.com  i  2010  –  viste  teatret  at  man  i  udviklingssammenhænge  ikke  har  flyttet  sig  siden  radioteatret  og  fjernsynsteatret  –  man  benytter  ikke  det  nye  medier  på  dets  præmisser.    Hvornår  opstår  internetteatret  som  sit  eget  medie?  Og  hvad  indeholder  det?  Vil  der  blive  skrevet  dramatik  til  nettet,  på  samme  måde  som  der  nu  bliver  skrevet  dramatik  specielt  til  radioen  og  fjernsynet  –  og  måske  endda  på  dets  præmisser?    Og  stopper  udviklingen  der?  Er  youtube  måske  i  virkeligheden  et  overset  medie  til  dramatik?  Kan  videotjenester  på  nettet  noget  i  forbindelse  med  et  dramatisk  værk?  Og  stopper  det  der?  Hvad  er  mobilteatret  for  en  størrelse?  Forfatterne  er  allerede  begyndt  at  lave  SMS-­‐noveller,  en  novelle  som  læseren  modtager  i  SMS-­‐form  henover  en  fra  forfatterens  side  valgt  periode.  Hvornår  kommer  teatrene  på  banen  og  laver  reel  mobildramatik?    Man  får  lyst  til  at  spørge:  Er  det  scenekunstneriske  værk  større  end  scenearbejdet?  I  forbindelse  med  mit  værk  har  jeg  valgt  at  lave  en  hjemmeside.  Det  er  et  online  mindebibliotek,  hvor  man  kan  indsende  minder,  som  vil  blive  offentliggjort  på  internettet.      Samtidig  har  jeg  lagt  små  postdramatiske  videoer  op.  Der  er  stemningsvideoer  uden  reel  handling,  men  med  en  sanselighed  og  en  poetik.  Hvordan  dette  arbejde  skal  udvikle  sig  ved  jeg  ikke  –  men  jeg  ser  det  som  en  spændende  rejse  ind  i  et  medie,  hvor  scenekunst  er  noget  man  downloader.  Handling  noget  man  scroller  i  og  rækkefølge  noget  googles  søgemaskine  bestemmer.    

 

At stille sig selv til rådighed    Da  dette  er  den  afsluttende  opgave,  vil  der  selvfølgelig  også  være  et  element  af  refleksion  over  forløbet,  som  afsæt  til  dette  værk  og  denne  opgave.  Som  nævnt  i  indledningen  kan  et  forløbet  som  det  jeg  har  været  igennem  åbne  for  masser  af  tilgange  og  muligheder  –  og  samtidig  give  fornemmelsen  af  usammenhørighed  de  forskellige  dele  i  mellem  og  indbyrdes.      Jeg  er  udmærket  godt  klar  over  at  læringstrækket  ligger  hos  mig,  og  at  jeg  skal  gribe  efter  de  elementer  af  uddannelsen,  der  giver  mening  for  mig  og  mit  kunstneriske  virke.  Alligevel  må  jeg  sige,  at  jeg  har  fornemmet  et  spor  af  en  ønsket  retningssans  fra  uddannelsen,  som  ikke  altid  har  fremstået  som  særlig  klar  for  mig  som  studerende.  Især  i  uddannelsens  sidste  to  semestre,  har  jeg  mærket  mange  ændringer,  planlægningsudsving,  manglende  information  og  hensigtsformål  samt  mange  nye  ønsker  og  intentioner  med  uddannelsen.  I  den  forbindelse  kan  jeg  som  studerende  godt  sidde  med  en  følelse  af  at  have  stillet  mig  selv  til  rådighed  for  en  uddannelsen,  som  tog  mere  end  den  gav.      Men  var  selvfølgelig  også  en  del  af  det  jeg  sagde  ja  til,  da  jeg  indskrev  mig  på  en  prøveuddannelse.  Uddannelsen  har  givet  mig  en  masse  personligt,  socialt,  fagligt  og  kunstnerisk.  Den  har  givet  mig  lysten  til  at  forsætte  arbejdet  med  dukke-­‐  og  animationsteatret.  Det  har  givet  mig  lysten  til  at  ikke  blot  spille  med  dukker,  men  åbne  flere  øjne  for  dukkernes  muligheder  –  og  sidst  men  ikke  mindst  har  den  givet  mig  en  faglig  stolthed  over  at  auteurarbejde  indenfor  dukketeater  rent  faktisk  er  en  kompetence  jeg  besidder.      

At sige værket ret farvel    Selvom  jeg  har  lært  rigtig  meget  om  proces  og  skyggeteater  i  forbindelse  med  arbejdet,  så  har  jeg  valgt  ikke  at  forsætte  arbejdet  med  det.  Min  oprindelse  tanke  var  at  arbejde  videre  med  værket  og  gøre  det  til  en  reel  forestilling.  Det  har  jeg  valgt  at  sige  farvel.  Værket  er  blevet  som  jeg  ønskede,  men  mit  kunstneriske  virke  har  skiftet  retning.  Derfor  har  jeg  valgt,  at  bruge  skyggeteater  i  en  ny  produktion,  som  ikke  har  et  uddannelsesmæssigt  præg,  men  udelukkende  et  kunstnerisk.    Værket  stod  sin  prøve  –  og  det  takker  jeg  det  for.      Morten  Aagaard,  juni  2013.                              

                               

Hvis vi gør noget der ligger lige for for os

så gør vi noget der ikke ligger lige for for andre

                                   

                                                                                                 

                                                                                             

Udarbejdet  af  Morten  Aagaard  i  forbindelse  med  eksamen  på  Dukke-­‐  og  Animationsuddannelsen,  juni  2013  

                                                                                             

Morten Aagaard