7

Kapitel 1

Århus, fredag den 29. oktober 2010Kl. 03.04

“Hallo, er det alarmcentralen?” Mobiltelefonen rystede i hånden på den tilfældigt forbipasse-

rende cyklist, der denne kolde og regnfulde oktobernat havde været på vej hjem fra sin ugentlige kortaften med tre studiekam-merater, men var blevet stoppet af et makabert syn, da han kørte forbi Skt. Johannes Kirken på Trøjborg i det nordlige Århus. På sin tur fra Finsensgade havde han kun set et par biler og et enkelt avisbud. Det var torsdag nat og havde kun været fredag i lidt over tre timer. Vinden blæste kraftigt, og fik det til at føles koldere end de to grader, der var den reelle temperatur. Regndråber løb ned ad hans kinder. Det plejede ellers aldrig at blive så sent med de kortaftener, men en fredag med aflyste forelæsninger og et par ekstra øl havde gjort deres til, at det havde trukket ud.

Lige fra han havde sagt “Tak for i aften. Vi ses mandag”, og slæbt sin cykel ned fra tredje sal for at køre hjem, havde han glædet sig over sin gevinst tæt på et par hundrede kroner, som trods alt var et fornuftigt tilskud til SU´en. Så var der plads til lidt stu-denterluksus i et ellers stramt budget. Måske et par flasker god rødvin, en premiere dvd eller en biograftur med kæresten. Han var kommet ned ad Peter Sabroes Gade, og ud for kirken havde han helt instinktivt grebet om cyklens håndbremser, som straks havde blokeret hjulene og bragt den til standsning få sekunder senere. Han havde stået på cirka 20 meters afstand og kigget på hovedindgangen til kirken med cyklen mellem benene og reg-nen i øjnene. Glæden over gevinsten var forsvundet øjeblikkeligt, og han havde haft svært ved at tro, hvad han så. Først havde han troet, at det var en joke i forbindelse med den kommende week-ends Halloween-fest. En grov joke, men som Halloween-tradi-tionerne havde krydset Atlanten, og var blevet mikset med dansk

8

humor og blasfemi, kunne man nu forvente sig lidt af hvert. Men jo mere han havde kigget efter, desto mere var han kommet i tvivl. Lige meget om det var en joke eller ej, havde han ikke kun-net lade være med at standse, for han måtte bare se nærmere på, hvad det var, der stod op af kirkens indgangsdør - fuldt belyst af en projektør. Det eneste ord, som han havde kunnet finde, var “udsmykning”. Det var et latterligt ord. Det vidste han godt, men han havde været blank for andre. En blanding af nysgerrighed og forargelse havde fået ham til at stoppe. Havde det ikke været for projektørlyset, havde han måske ikke lagt mærke til noget. Han var stået af cyklen og havde trukket den henover den lille græsplæne foran kirken og forbi et par mindre træer, som års-tidens hærgen havde gjort bladløse. Stående en meter foran de tre trappetrin op til hovedindgangsdøren havde han fået øje på en lille seddel, som var fæstnet til døren med et søm. “9.39” stod der på den.

Han havde undret sig over tallene på sedlen og kigget på “udsmykningen” endnu en gang. Den måtte være ægte. Han havde kunnet lugte den, men hvad tallene kunne betyde, havde han ikke nået at komme med et bud på, før hans mave havde reageret på de indtryk, som hans øjne og næse formidlede videre. Smagen af humle havde ramt hans smagsløg. Med en begyn-dende kvalme havde han hurtigt fundet sin mobil frem, trykket på tasterne, taget den op til højre øre, og sagt:

“Hallo, er det alarmcentralen?”Der var ingen, der svarede. Måske der var noget galt med for-

bindelsen, tænkte han, og kiggede undrende på mobilen. Havde han været en smule beruset, så var han det på ingen måde mere. Alle hans sanser var vakt. Han så sig omkring for at se, om den eller de, der havde “udsmykket” indgangsdøren, var i nærheden. Ingen var at se. At høre var kun vinden. At mærke kun kulden. Han undrede sig over, hvorfor der ikke var nogen på alarmcen-tralen, der svarede. Måske havde han trykket forkert? Kulden havde berøvet hans fingre en del af deres førlighed, så sand-synligheden for at have trykket forkert var ret stor. Der var ikke andet for end at prøve igen. 112. Tre cifre. Hvor svært kunne

9

det være? Åbenbart svært nok, når man havde oplevet noget så skrækindjagende, at et nødopkald var nødvendigt. Han kiggede på “udsmykningen” igen. For hvert sekund hans øjne indsam-lede indtryk til videre bearbejdning, blev han mere og mere sik-ker på, at der ikke var tale om en joke. Det var lidt for livagtigt. Måske “livagtigt” ikke var det helt rigtige ord. Der måtte findes andre ord, der bedre kunne beskrive, hvad han så. Lige nu kunne han bare ikke finde dem. Hans sunde fornuft lod sig imidlertid ikke overbevise så let og blev ved med at påstå, at det, som hans øjne så, var så uvirkeligt, at det ikke kunne være sandt. Det var simpelthen for langt ude.

Han mærkede tvivlen komme tilbage og håbede så inderligt, at den ikke ville forlade ham igen, men til sidst måtte han give slip. Godt nok kunne man lave mange ting i voks og lignende mate-rialer, men hvis det her ikke var ægte, så ... Et kraftigt vindpust overdøvede mobilens tastelyde, men nu stod der 112 i displayet. Altså var cifrene tastet rigtigt ind. Med en halvfrossen, højre tom-meltot trykkede han på opkaldstasten, og tog mobilen op til øret, mens hans øjne gik på intens jagt efter fejlbarligheder, der kunne lokke tvivlen tilbage. Intet fandt de. Absolut intet. Og væk var tvivlen. For altid. Frygten sneg sig ind på ham, og han ønskede, at han bare var kørt videre. Hvorfor var han overhovedet stop-pet? Hvorfor, hvorfor? Selvbebrejdelserne stod i kø, og han mær-kede sit maveindhold finde vej op igennem spiserøret for at blive kastet ud af munden og lande på fortovet med et ordentligt plask, som end ikke den kraftige vind kunne overdøve.

“Du har ringet til alarmcentralen, hvad kan vi hjælpe med?,” lød det fra mobilen, som opkastbevægelserne havde bragt så meget på afveje, at den nu befandt sig cirka en halv meter fra hans øre. En bitter og stærk smag af humle, gær og mavesyre fyldte hans mund og fik ham til at kaste op endnu en gang, mens en stemme skrattede fra mobilen:

“Hallo! Det er alarmcentralen. Er der nogen? Hallo!”Hans foroverbøjede krop rystede, og mens han forsøgte at slippe

af med ildesmagende spyt, slim og opkast, lød samme spørgs-mål en sidste gang. Intet svar og vagthavende på alarmcentra-

10

len konkluderede, at opkaldet kunne kategoriseres som fejlop-kald, og lagde på.

“Dut, dut, dut” var det eneste, der kunne høres fra mobilen. Alt det, der havde ligget i hans mavesæk for et halvt minut siden, lå nu på fortovet og kiggede op på ham. Om noget mindede det ham om den hjemmelavede rabarberkompot, som oldemor Yrsa havde serveret, når han som barn havde besøgt hende i have-huset i Åbyhøj. Den røde farve stammede dog ikke fra rabarber, men fra tomatsaucen på den Capricciosa, han havde sat til livs syv timer tidligere. Han forsøgte at samle sig, og begyndte lige så stille at rette sin krop op. Først nu bemærkede han dut-lydene fra mobilen. Han trykkede på “afslut-opkald” tasten, og skulle lige til at trykke på genopkald, da han mærkede en underlig smerte i sit højre ben. En smerte han aldrig havde følt før. Som et hårdt stik med en nål. Instinktivt prøvede han at vende sig om for at se, hvad der havde forårsaget smerten, men benene gav efter under ham, og han faldt forover. Hans knæ ramte fortovet først, deref-ter overkroppen og til sidst hovedet. Et blodkar bristede, og blod løb ud af næsen på ham. Han trillede om på siden, og hans ven-stre kind lagde sig til rette i opkastet. Han var død.

Havde hans øjne kunnet se, ville de have set projektørlyset blive slukket, så den makabre “udsmykning” ikke påkaldte sig så meget opmærksomhed mere. Og havde hans krop kunnet føle, ville den have mærket handskeklædte hænder tage fat ind under den bag-fra og løfte den op, bære den hen til en grå van uden bagruder, hvor der i varerummet lå et kropsstort tæppe klar til at rulle den ind i, for så at køre den ned ad Peter Sabroes Gade i retning mod midtbyen - med cyklen liggende oven på tæppet.

Ingen havde set noget, og kun meget få nåede at opleve det samme syn som den tilfældige cyklist, før Falck - efter et avisbud havde ringet til alarmcentralen - fik pillet “udsmykningen” ned.

11

Kapitel 2

Århus, fredag d. 29. oktober 2010Kl. 04.15

45 år. Så gammel var Rasmus Thygesen. Og 44 år havde det taget, før han var blevet udnævnt til chef for Kriminalpolitiet i Århus - Østjyllands Politi. Som den karrieremand han var, havde det varet nogle år for længe, syntes han, men hvad kunne han have gjort anderledes? Den tidligere chef havde imod forventning besluttet at tage et par år mere på posten og var ikke gået af, før han var fyldt 67. Der havde været et par muligheder for en chef-stilling i andre politikredse, men nu havde han - på nær de fire uddannelsesår på politiskolen i København - boet hele sit liv i Århus med sin kone Lene og deres tre børn, og de ville nok have rynket mere end et enkelt øjenbryn, hvis han havde bedt dem rykke teltpælene op, for at han kunne forfølge sin drøm om en chefstilling. For år tilbage var Lene helt klart fuldt med uden at blinke, men efter de havde fået børn, var det ikke sådan mere. Så han var pænt blevet, men havde på ingen måde opgivet sine karriereambitioner. Hvis han ikke havde fået chefstillingen, da den endelig var blevet ledig for et år siden, havde han for første gang i sit liv ikke haft en plan B. Det havde fået ham til at sætte ekstra hårdt ind.

Thygesen, som alle kaldte ham på Politigården, var en flot mand. Slank, brede skuldre, mørkt kortklippet hår med enkelte grå stænk og et blik, der kunne bore sig ind i de fleste kvinders hjerte. Han havde taget en matematisk studentereksamen, og derefter aftjent sin værnepligt hos ingeniørtropperne i Randers. Under hele vær-nepligten havde han boet hos sine forældre i Århus og havde taget bussen frem og tilbage til Randers. Den weekend, han var blevet færdig ved militæret, havde han fejret det med en druktur i Århus sammen med sine soldaterkammerater og havde mødt Lene på Diskotek Tordenskjold på Store Torv. Det var kort tid før,

12

han som 21-årig skulle starte på politiskolen, men hun havde ikke haft det mindste imod at tage med til København. Tværti-mod. Hun var faldet for hans flotte ydre ved første øjekast, og desuden havde han været hendes mulighed for at komme væk fra en kontrollerende far og en overbeskyttende mor og vise dem, at hun godt kunne stå på egne ben. Så efter at Thygesen havde givet hende en ordentlig omgang på et af diskotekets toiletter i kælderen, havde hun i den grad fået bekræftet, at han var den mand, som ville være den rigtige for hende, og som skulle opfylde hendes ambition om mand og børn.

Hurtigt havde de fordelt rollerne imellem sig. Han skulle dyrke karrieren, og det skulle hun også - altså hans. Og for at det hele kunne gå op i en højere enhed, var hun startet på pædagogse-minariet, mens han havde brugt stort set alle sine vågne timer på at dygtiggøre sig og forfølge drømmen om en toppost inden for politiet. Den drøm var så gået i opfyldelse for lidt over et år siden, men alligevel var han ikke helt tilfreds. Allerede efter få måneder i jobbet havde den indre trang til mere presset sig på. Nu var målet stillingen som politidirektør. Han vidste godt, at skulle han nå det mål, var der kun en vej; hårdt arbejde. Men det var han helt på det rene med. Sådan havde det jo altid været. Det havde han indset længe før, han var startet på politiskolen. Igennem hårdt arbejde havde han opnået dygtighed, og dyg-tigheden havde gjort ham respekteret - såvel fra sine over- som underordnede. “Hårdt arbejde fornægter sig aldrig”. De ord havde hans nu afdøde far sagt så mange gange, at de var blevet pren-tet ind i hans sjæl. Og Thygesen var aldrig blevet skuffet. Han havde hurtigt lært, at ville han opnå noget, så kunne han ved at forene sin intelligens med hårdt arbejde nå de mål, han satte sig. Selvom han altid havde arbejdet meget, var der dog blevet tid til at få tre børn - tre piger.

Thygesen elskede sine piger, men skulle han være helt ærlig, ville han - som de fleste mænd - gerne have haft en søn. Pigerne havde temmelig tit måttet undvære deres far til skolefester og lignende, men til gengæld havde de altid kunnet nyde godt af deres mors nærvær og omsorg. Thygesen anede ikke, hvor årene var blevet

13

af. Nu var de to ældste piger på 18 og 19 begyndt at snakke om at finde en lejlighed sammen. Og den mindste var lige startet i børnehaveklasse. Selvfølgelig var det den vej, det gik. Det vidste han godt. Men det gik lige hurtigt nok. Han var slet ikke klar til at give slip på dem. Så vidt han vidste, havde ingen af dem en kæreste, men det kom vel også snart, og så kunne det lige plud-seligt gå rigtigt hurtigt. Det vidste Thygesen af erfaring. Sådan var det jo gået for ham. Hurtigt lige pludseligt.

Der var fem år til, at Thygesen og fru Lene kunne fejre sølv-bryllup. De var blevet gift på Århus Rådhus, en uge før han efter endt uddannelse skulle tiltræde sin første stilling ved ordenspoli-tiet i Århus. Thygesen havde ment at kunne se gode karrieremu-ligheder i Århus, og det passede fint med, at Lene gerne ville til-bage til Århus, nu da hun havde bevist over for sine forældre, at hun kunne stå på egne ben. En af Thygesens militærkammerater havde fremlejet sin 2-værelses lejlighed i Guldsmedgade til dem i et år, hvilket havde været helt perfekt, for så kunne de bo bil-ligt og spare penge op til udbetaling på et hus. Brylluppet skulle ikke have været noget stort, men helt uventet havde Lenes for-ældre tilbudt at betale en pæn del af gildet. Lene havde ikke haft nogen som helst forventning om, at hendes forældre ville betale brylluppet, selvom hun var enebarn, for hun vidste godt, at de ikke havde ret mange penge, så hun var blevet meget overrasket, da hendes far havde sagt.

“I skal ikke tænke på det med pengene. Vi betaler en pæn del af gildet, og det skal være et ordentligt sted”.

Lige præcis de ord havde han brugt. Så Lene havde meget hur-tigt udvidet gæstelisten fra de oprindeligt 15 personer fra den nærmeste familie til også at omfatte venner og bekendte. I alt 70 personer var blevet inviteret. Og i stedet for som planlagt at holde brylluppet i et lejet selskabslokale, havde Lene med kort varsel booket restaurant Kellersgaard, som var kendt for at være en af de bedste restauranter i Århus. Alt var gået fint. Såvel på Rådhuset som på Kellersgaard. Faktisk var det gået så godt, at det nygifte par - som traditionen ellers byder det - ikke havde for-ladt festen før gæsterne, men var blevet til den bitre ende. I det

14

store hele havde der kun været to skår i glæden. Det ene var, at Lene gerne ville have haft et kirkebryllup, men det havde Thy-gesen som overbevist ateist pure afvist. Lene havde forsøgt at overtale ham, men det var ikke lykkedes hende. Det andet var, da Lenes far efter festen stolt havde stukket sin nye svigersøn en hvid kuvert i hånden med ordene.

“Vi havde jo en aftale. Tillykke og værsgo´”.I godt humør og temmelig beruset tilstand havde Thygesen

bedt overtjeneren om regningen, som havde lydt på kr. 35.751,99. Thygesen var blevet en anelse overrasket over beløbets størrelse, men havde sat sin lid til den hvide kuverts indhold, hvilket havde været en af hans livs få fejldispositioner. Aldrig før eller siden var Thygesen blevet så overrasket, som da han åbnede kuverten og så 15 nystrøgne hundredkroner sedler og et lille kort med tek-sten: “Hilsen Karl og Elly”.

Dybt rystet havde Thygesen måttet bede om at få regningen med hjem og så betale den senere. Det havde ikke behaget over-tjeneren, men der havde ikke været andet at gøre. Om manda-gen måtte Thygesen en tur i banken og bede om et lån, og den fremlejede lejlighed var blevet deres bopæl noget længere tid end beregnet, før lånet var betalt af, og en rimelig udbetaling til hus var sparet op. Thygesen havde aldrig helt tilgivet sin svi-gerfar, at der kun havde været 1500 kroner i kuverten, men han havde aldrig fundet ud af, hvorfor der ikke havde været mere. En af de sværeste handlinger i hans liv havde været at ringe til sine svigerforældre og sige tak. Efterfølgende var han og Lene blevet enige om aldrig at bringe det på bane for hendes forældre. Om ikke andet så for familiefredens skyld. Nogle år senere havde de kunnet grine af det, også selvom det havde betydet, at de havde måttet vente med både hus og børn.

Klokken var 04.15 denne fredag morgen, da Thygesens mobil rin-gede. Han lå i sin seng og sov. De fleste mennesker ville nok være blevet irriteret over at blive ringet op af deres arbejdsplads så tid-ligt om morgenen, men ikke Thygesen. Det havde han for længst vænnet sig til. Og resten af familien for den sags skyld også. Han

15

blev jævnligt ringet op på de mærkeligste tider af døgnet. Han havde prøvet det tidligere som kriminalbetjent, og nu var det en del af chefjobbet. Han plejede at møde på arbejde klokken syv, så et opkald et kvarter over fire var ikke at regne for noget. Lidt værre var det at blive vækket, når man lige havde lagt sig til at sove. Men sådan var det bare. Det havde han lært at leve med.

“Thygesen”. Det var Iversen. “Godmorgen chef. Undskyld at jeg ringer, men der har været et

drab i nat på Trøjborg. Der blev ringet til alarmcentralen lidt over fire. Omstændighederne er ret usædvanlige, men vi ved ikke så meget endnu. Hvem skal jeg bede tage derop?”

Thygesen var ikke i tvivl.“Send Halvorsen, og bed ham selv vælge en makker. Jeg er der

om et kvarter. Gør klar til at briefe mig, når jeg kommer,” sagde Thygesen og afsluttede samtalen. For Thygesen var det en del af rutinen at være frisk og klar i hovedet, selvom han kun havde været vågen i et halvt minut. Et hurtigt toiletbesøg, tøj på, fat i bilnøglerne og af sted. Kaffe måtte han vente med. Halvorsen var den mest erfarne drabsmedarbejder på Gården, så sagen var i de bedste hænder.

Fra Thygesens bopæl på Klokkerbakken i Århus-forstaden, Åby-høj, var der omkring 10 minutters kørsel ind til Politigården. Og tidligt om morgenen var der ikke megen trafik. Knap var han kommet ud på Viborgvej, før mobilen ringede endnu en gang. Det var Iversen igen:

“Vi har lige fået melding om endnu et drab. Denne gang i områ-det omkring Langelandsgade. Hvem skal jeg sende?”.

Et drab mere!“Send Dalsager. Og han vælger også selv en makker. Noget spe-

cifikt om drabene?” spurgte Thygesen. “Nej, vi har ikke rigtigt noget endnu, men medierne har åben-

bart opsnappet det. Jeg har lige fået et opkald fra en journalist,” svarede Iversen.

“Det var fandeme hurtigt ... Ok, jeg er der lige straks,” sagde Thy-

16

gesen, afsluttede samtalen og tænkte; Hvad fanden er der gang i? Drab var ret sjældne i Århus. I gennemsnit fem om året. Sid-ste år havde der været otte, men i år havde de været fuldstæn-digt forskånet for drab - indtil i dag. Kun enkelte gange havde der været to drab samme dag, og når det var sket, så havde der næsten altid været en sammenhæng mellem dem. Men to drab, to forskellige steder i byen, så var der formentlig ingen sammen-hæng mellem dem. Uvilkårligt trådte han lidt hårdere på spee-deren. Han vidste, at han om kort tid skulle informere offentlig-heden om drabene foran et tv-kamera. Sådan var det. Når først medie-gribbene havde fået færten af blod, så skulle de nok være der. Ingen tvivl om det. Og lige nu vidste han intet. Det stressede ham en lille smule, for han vidste godt, hvilken opmærksomhed der altid var på drab, men han vidste også, at der ikke var andet at gøre end at abstrahere fra det og vente på at blive briefet.

Klokkerbakken i Åbyhøj. Dér havde de boet i snart tyve år. Lene havde altid gerne villet bo i velhaverkvarteret Skåde, men pri-serne havde været alt for høje i sin tid og var det i øvrigt stadig. Da de havde kigget efter hus, var de startet med Skåde og Ris-skov, men havde hurtigt indset, at de med deres lønninger ikke havde nogen som helst mulighed for at kunne købe et hus i de områder, så tvunget til at kigge i andre områder af Århus havde de til sidst fundet et hus på Klokkerbakken, som de kunne se sig selv i, og som var til at betale. De havde været glade for huset i alle årene, men havde selvfølgelig bemærket, at omgivelserne havde ændret sig med tiden. Især Bispehaven, som ikke lå mere end et par stenkast derfra, havde udviklet sig til et af de typiske ghetto-områder, som ikke ret mange havde lyst til at bo i grundet de mange sociale problemer, som ofte opstår, når man propper folk fra mange forskellige kulturer sammen på det samme sted. Og da en ret stor del af politiets “kunder” boede i lige netop det område, så havde Thygesen kendskab til ret mange af områdets personager og var tæt på dem, selv når han ikke var på arbejde. Men trods beliggenheden havde de kun haft et enkelt indbrud for en del år siden, hvor der af uransagelige årsager ikke var ble-

17

vet stjålet noget. Nu efter mange års hårdt arbejde kunne de nok godt få råd til en bolig med en noget bedre beliggenhed, men det var ikke rigtig interessant mere. På uforklarlig vis var de lige-som blevet ét med deres hus, og Thygesens yngste datter havde ikke den ringeste lyst til at flytte fra området. Hun havde jo sine veninder dér. At de ældste så ... For tredje gang denne morgen ringede hans mobil. Det kunne godt være medie-gribbene, men han måtte i så fald skuffe dem indtil videre, for han vidste intet konkret endnu. Det var Iversen.

“Nu er det sgu rigtig alvorligt. Vi har lige fået melding om endnu et drab. Denne gang på Frederiksbjerg. Hvem skal jeg sende?”

Et tredje drab! Thygesen prøvede at virke fattet. Det var det bedste, han kunne gøre. Han måtte ikke vise mangel på over-skud over for sine underordnede, men for første gang siden han var tiltrådt sit nye job, var han en lille smule rystet. Tre drab på samme dag. Det var aldrig sket i Århus før.

“Send Mikkelsen. Jeg ved godt, at han afspadserer, men det er der ikke noget at gøre ved. Ring ham op og sig, at jeg skal bruge ham.”

Da Thygesen drejede ind på Politigården fra Sønder Allé, håbede han på, at det trods alt blev ved de tre drab. Et fjerde ville vælte hele læsset.

19

Kapitel 3

Århus, fredag d. 29. oktober 2010Kl. 04.31

Iversen stod klar til at modtage Thygesen på parkeringspladsen, og knap havde Thygesen åbnet bildøren, før Iversen gik i gang med at briefe ham på deres vej ind i bygningen.

“Alarmcentralen fik melding om det første drab klokken 04.04 fra et avisbud på Trøjborg. Han var helt rundt på gulvet, da han ringede ind. Dræbte er en ung kvinde, formentlig dansk, cirka 20 år. Ingen identifikation endnu, og ingen meldinger om savnede per-soner. Avisbuddet fandt hende foran indgangsdøren til Johannes Kirken, som ligger lige over for Kommunehospitalet. Men ...”

Iversen holdt en lille pause, som tydeligvist irriterede Thyge-sen, der - selvom han ikke brød sig om det, følte sig lidt stres-set, og sagde vredt.

“Kom nu Iversen. Vi har jo to mere”. Iversen tog en dyb indånding.“Undskyld, men omstændighederne er noget usædvanlige. Hun

blev fundet sømmet fast til et stort kors, som var lagt på siden foran indgangsdøren. Fødderne vendte ind mod midten af døren. Det er lidt svært at forklare. Jeg har bedt om fotos, og Teknisk har lovet, at de snart skulle være klar, men hun lå som ti minut-ter i to ... Hovedet var skilt fra kroppen, og vi har ikke fundet det endnu”.

Thygesens hoved gav et ryk i retning af Iversen, et ryk han for-trød med det samme, fordi kropssprog ofte siger mere end tusinde ord. Han ville for alt i verden ikke virke rystet og satte tempoet op. Af alle de drabssager, han havde været på, havde han aldrig været ude for, at hovedet havde manglet. I narkorelaterede drabs-sager havde han set afklippede fingre og tæer, men det havde aldrig rørt ham. De mange år i politiet havde hærdet ham, og han havde altid haft en evne til ikke at lade sig gå på af de ting,

20

han oplevede på arbejde. Over for sig selv forklarede han denne evne som en del af et veludviklet overlevelsesinstinkt, som ingen i politiet kunne klare sig uden - i hvert fald ikke i længere tid. Men i nogle få sager var han dog blevet rystet over, hvad men-nesker kunne finde på at gøre ved hinanden. Han spurgte sig selv, hvem helvede der kunne finde på at skære hovedet af en ung pige. Når medierne blev bekendt med de fakta, som Iversen lige havde forelagt ham, så ville fanden være løs. Journalister og kamerafolk ville slå lejr uden for Politigården, indtil drabsman-den var fundet. Nogle gange havde han dem mistænkt for at håbe på, at der ville gå lang tid, før en drabsmand blev fundet, så de kunne fylde endnu flere avisspalter og nyhedsprogram-mer ... I sit indre mærkede han en irritation over medierne og den måde, de på deres usaglige og sensationsliderlige måde byg-gede en scene op for så at tvinge ham op på den, så han kunne deltage i deres stort opsatte skuespil, som de kaldte nyhedsfor-midling. Men han mærkede også den ild, der havde fået ham til at søge ind til politiet efter militæret. Den ild, der først gik ud, når en drabsmand var bag lås og slå. Ild eller retfærdighedssans. Begge ord dækkede lige godt. Godt nok var det ikke ham selv, der skulle i marken, men det forhindrede ikke ilden i at sprede sig i hans indre. Og hvis ret skulle være ret, så måtte han ind-rømme, at medierne også kunne bruges til at hjælpe ham i sit arbejde, så han havde altid holdt sig gode venner med dem. Alt andet ville være dumt, men i bund og grund brød han sig ikke om deres gribbeadfærd.

“Hvis der ikke er mere til det første, så lad os komme videre med det næste,” sagde Thygesen.

Iversen fortsatte: “Næste drab løb ind klokken 04.16. Mand, for-mentlig dansk, i starten af tyverne. Ingen identifikation og han er heller ikke meldt savnet. Fundet foran indgangen til Markus Kirken i Langelandsgade af en hundelufter. Også han blev fundet på et kors, men lagt til højre for indgangen, altså som ti minut-ter i to ... med begge ører skåret af”.

Iversen kiggede på Thygesen for at se hans reaktion. Men denne gang var der intet at komme efter.

21

“Og det tredje?,” spurgte Thygesen. De var nået til Thygesens kontor, og han havde håbet på, at duf-

ten af friskbrygget kaffe var kommet ham i møde. Han trængte noget så grusomt til en kop, men måtte væbne sig med tålmo-dighed. Iversen havde ikke nået at lave kaffe, hvilket kun skete yderst sjældent, for Iversen, der var 55 år og havde en karriere i ordenspolitiet bag sig, var det mest pligtopfyldende menneske, man kunne forestille sig. Hans liv var hans arbejde på Gården. Kollegerne hans familie. Han havde aldrig fået kone og børn. Hvorfor vidste ingen, og ingen spurgte. Efter en blodprop for tre år siden, var han blevet omskolet og havde været Thygesens per-sonlige sekretær det seneste år. Thygesen kunne ikke forestille sig nogen bedre sekretær. Iversen var der bare altid, og hans arbejde var i en klasse for sig. Aldrig havde Thygesen kunnet sætte en finger på noget. Iversen fortsatte.

“Opkald til alarmcentralen klokken 04.20. Ung kvinde, ingen identifikation, omkring 20 år, formentlig nydansker, fundet af et avisbud foran indgangen til Lukas Kirken på Frederiksbjerg. Og som de andre var hun sømmet fast til et kors, men korset stod på hovedet. Umiddelbart ingen skamferinger. Hun bar tørklæde, altså formentlig muslim”.

For første gang i sin chefkarriere løb det koldt ned ad ryggen på Thygesen, og han kunne mærke Iversens øjne betragte ham ind-gående. De vidste begge, at det her var lige præcis så slemt, som det kunne blive. Man behøvede ikke at have læst religionshi-storie for at forudsige de sandsynlige reaktioner fra byens mus-limske mindretal, når det kom ud, at en af deres egne - og så en kvinde - ikke alene var blevet dræbt, men også korsfæstet som en kristen. Lunten til krudttønden var næsten allerede tændt. En krudttønde som var fyldt op med følelsen af undertrykkelse, ulige muligheder på arbejdsmarkedet, sociale problemer og mange etni-ske danskeres negative holdning til muslimer og islam. Sprang tønden i luften, ville eksplosionen utvivlsomt blive så kraftig, at den ville kunne antænde lignende krudttønder i både Odense og København - og måske sågar også i udlandet. Thygesen var

22

fuldstændig klar over situationens alvor. Der skulle handles, og det skulle være nu.

“Ok, Iversen. Ring til den øvrige ledelse. Sig det er en kategori 1 situation og, at der er ledermøde om en halv time. Jeg ringer selv til Meinert og orienterer ham. I den halve time sørger du for en opdateret status og laver et notat med alle kendte fakta. Sig til Halvorsen, Dalsager og Mikkelsen, at jeg vil vide alt nyt, lige så snart de selv ved det, og ligeledes med Teknisk. Medierne må vente til efter mødet.”

Iversen forlod kontoret med hastige skridt, mens Thygesen fandt sin mobil frem for at ringe til politidirektøren.