nietzsche - den antikristne

Friedrich Nietzsche

Den antikristne

Forbandelse

over kristendommen

København 2014

»Der Antichrist« udkom ikke i Nietzsches levetid, og har derfor heller ikke erfaret den færdiggørende korrektur, som kendetegner de udgivne skrifter. Teksten er oversat efter standardudgaven: Friedrich Nietzsche: Kritische Studienausgabe (KSA), Band 6, udgivet af Giorgio Colli & Mazzino Montinari, dtv / Walter de Gruyter, Berlin / New York 19882, pp. 165-254.

Oversat af Peter Ban.

S t a tu s : 1 . j anu a r 2 0 1 4

Friedrich Nietzsche

Den antikristne

Forord.

Denne bog tilhører de færreste. Måske lever ingen af dem endnu. Det kan være dem, der forstår min Zarathustra: hvordan måtte jeg forveksle mig med dem, for hvem der allerede i dag vokser øren? – Først i overmorgen tilhører mig. Nogle fødes posthumt.

De betingelser, under hvilke man forstår mig og så med nødvendighed forstår, – jeg kender dem kun for nøje. Man må være retskaffen i åndelige ting indtil hårdhed, for bare at kunne udholde min alvor, min lidenskab. Man må være trænet i at leve i bjerge – at se tidens forbarmelige sladder om politik og folke-egoisme under sig. Man må være blevet ligegyldig, man må aldrig spørge, om sandheden nytter, om den bliver skæbnesvanger for en… En styrkens forkærlighed for spørgsmål, som ingen i dag har mod til; modet til det forbudte; forudbestemtheden til labyrinten. En erfaring fra syv ensomheder. Nye øren for ny musik. Nye øjne for det fjerneste. En ny samvittighed for sandheder, som hidtil er forblevet stumme. Og viljen til økonomien i den store stil: at holde sin kraft, sin begejstring samlet…

Friedrich Nietzsche 2

Æresfrygten for sig; kærligheden til sig; den ubetingede frihed mod sig…

Nuvel! Dét alene er mine læsere, mine rette læsere, mine forudbestemte læsere: hvad er der ved resten?– Resten er blot menneskeheden. – Man må være menneskeheden overlegen gennem sjælens kraft, gennem dens højde, – gennem foragt.

Friedrich Nietzsche.

1.

– Ser vi os i øjnene. Vi er hyperboræere, – vi ved godt, hvor afsides vi lever. »Hverken til lands eller til vands vil du finde vejen til hyperboræerne«: det har allerede Pindar vidst om os. Hinsides norden, isen, døden – vort liv, vores lykke… Vi har opdaget lykken, vi kender vejen, vi fandt udgangen ud af hele årtusinder i labyrinten. Hvem fandt den ellers? – Det moderne menneske, for eksempel? »Jeg ved hverken ud eller ind; jeg er alt, hvad der hverken ved ud eller ind« – sukker det moderne menneske… Ved denne modernitet var vi syge, – ved den lade fred, ved det feje kompromis, ved hele den dydsmæssige urenhed i det moderne Ja og Nej. Denne tolerance og largeur i hjertet, som »undskylder« alt, fordi den »begriber« alt, er Scirocco for os. Hellere leve i isen end blandt alle moderne dyder og andre søndenvinde!… Vi var tapre nok, vi skånede hverken os eller andre: men længe vidste vi ikke, hvorhen vi skulle med vores tapperhed. Vi blev dystre, man kaldte os fatalister. Vores fatum – det var fylden, spændingen, opsamlingen af kræfterne. Vi tørstede efter lyn og gerninger, vi forblev fjernest fra svæklingenes lykke, fra


»hengivelsen«… Et uvejr var i vor luft, den natur, som vi er, formørkedes – for vi havde ingen vej. Formel for vor lykke: et Ja, et Nej, en lige linje, et mål…

2.

Hvad er godt? – Alt, hvad der højner magt-

følelsen, viljen til magten, magten selv i mennesket. Hvad er slet? – Alt, hvad der stammer fra

svagheden. Hvad er lykke? – Følelsen af, at magten vokser, at

en modstand bliver overvundet. Ikke tilfredshed, men mere magt; ikke fred overhovedet, men krig; ikke dyd, men dygtighed (dyd i renæssance-stil, virtù, moralin-fri dyd). De svage og fejlslagne skal gå til grunde: første sætning for vores menneskekærlighed. Og man skal endda hjælpe dem til det. Hvad er skadeligere end nogen last? – Medlidenheden i gerning med alle fejlslagne og svage – kristendommen…

3.

Ikke, hvad der skal afløse menneskeheden i rækken af væsener, er problemet, som jeg hermed stiller (– mennesket er en ende –): men hvilken type menneske man skal avle, skal ville, som den højereværdigere, leveværdigere, fremtidssikrere. Denne højereværdigere type har ofte nok været til: men som et lykkestilfælde, som en undtagelse, aldrig som villet. Snarere er den bedst blevet frygtet, den var hidtil nærmest det frygtelige; – og ud af denne frygt blev den omvendte type villet, avlet, opnået: husdyret, flokdyret, det syge dyr mennesket, – den kristne…

Den antikristne 5

4. Mennesket fremstiller ikke en udvikling til det bedre eller stærkere eller højere, sådan som det bliver troet i dag. »Fremskridtet« er blot en moderne ide, det vil sige en falsk ide. Europæeren af i dag forbliver i sin værdi dybt under renæssancens europæer; videreudvikling er desværre ikke med nogen nødvendighed højnelse, stigning, forstærkning. I en anden forstand gives der en fortsat velartethed for enkelte tilfælde de forskelligste steder på Jorden og ud fra de forskelligste kulturer, med hvilke der vitterlig fremstiller sig en højere type: noget, der i forhold til total-menneskeheden er en art overmenneske. Sådanne lykkestilfælde af den store velartethed var altid mulige og vil måske altid være mulige. Og selv hele slægter, stammer, folkeslag kan under omstændigheder fremstille en sådan fuldtræffer.

5. Man skal ikke smykke og sminke kristendommen: den har gjort en dødskrig imod denne højere type menneske, den har bandlyst alle denne types grundinstinkter, den har af disse instinkter uddestilleret det onde, den onde, – det stærke menneske som den typisk forkastelige, det »forkastede menneske«. Kristendommen har taget parti for alt det svage, nedrige, fejlslagne, den har gjort et ideal ud af modsigelsen til opretholdelses-instinkterne for det stærke liv; den har fordærvet fornuften på selv de stærkeste naturer, idet den lærte at fornemme åndelighedens øverste værdier som syndige, som vildledende, som fristelser. Det mest jammerfulde eksempel – fordærvelsen af Pascal, der troede på fordærvelsen af sin fornuft gennem


arvesynden, mens den bare var fordærvelsen gennem hans kristendom! –

6. Det er et smerteligt, et gruopvækkende skuespil, som er gået op for mig: jeg trak forhænget væk fra menneskets fordærvelse. Dette ord, i min mund, er i det mindste beskyttet mod en mistanke: at det indeholder en moralsk anklage mod mennesket. Det er – det vil jeg gerne understrege igen – moralin-frit ment: og dét i sådan grad, at jeg fornemmer hin fordærvelse stærkest netop der, hvor man hidtil mest bevidst aspirerede til »dyden«, til »guddommeligheden«. Fordærvelse forstår jeg, man gætter det allerede, i betydningen décadence: min påstand er, at alle værdier, hvori menneskeheden nu sammenfatter dens øverste ønskelighed, er décadence-værdier. Jeg kalder et dyr, en art, et individ fordærvet, når det mister sine instinkter, når det vælger, når det foretrækker, hvad der er det til ulempe. En historie for de »højere følelser«, for »menneskehedens idealer« – og det er muligt, at jeg er nødt til at fortælle den – ville nærmest også være en forklaring på, hvorfor mennesket er så fordærvet. Livet selv gælder mig som instinkt for vækst, for varighed, for samling af kræfter, for magt: hvor viljen til magten mangler, er der nedgang. Min påstand er, at alle menneskehedens øverste værdier mangler denne vilje, – at nedgangs-værdier, nihilistiske værdier hersker under de helligste navne.

7.

Man kalder kristendommen for medlidenhedens religion. – Medlidenheden står i modsætning til de

Den antikristne 7

toniske affekter, som højner livsfølelsens energi: den virker depressivt. Man taber kraft, når man medlider. Gennem medlidenheden forøger og mangfoldiggør sig det tab af kraft, som allerede i sig selv giver livet lidelsen. Lidelsen selv bliver smitsom gennem medlidenheden; under omstændigheder kan der med den opnås en total-afgivelse af liv og livs-energi, som står i et absurd forhold til årsagens kvantum (– tilfældet med nazaræerens død). Det er det første synspunkt; men der er endnu et, der er vigtigere. Antaget, at man måler medlidenheden ud fra værdien af de reaktioner, som den plejer at frembringe, så fremstår dens livsfarlige karakter i et endnu klarere lys. Medlidenheden krydser i det store og hele den lov for udviklingen, som er loven for selektion. Den opretholder, hvad der er modent til undergang, den vægrer sig til fordel for livets arveløse og fordømte, gennem fylden af de fejlslagne af alle slags, som den fastholder i livet, giver den livet selv et dystert og tvivlrådigt aspekt. Man har vovet at kalde medlidenheden en dyd (– i enhver fornem moral gælder den som svaghed –); man er gået videre, man har gjort den til dyden, til alle dyders fundament og oprindelse, – men ganske vist kun, hvilket man bestandig må holde for øje, ud fra synspunktet for en filosofi, som var nihilistisk, som skrev sig fornægtelsen af livet på skjoldet. Schopenhauer var i sin ret dermed: gennem medlidenheden bliver livet benægtet, gjort benægtelsesværdigere. – Medlidenhed er nihilismens praksis. Sagt endnu engang: dette depressive og smitsomme instinkt krydser de instinkter, som går ud på at opretholde og højne værdien af livet: den er som både multiplikator af elendigheden og som konservator af alt elendigt et hovedværktøj til forøgelsen af décadencen – Medlidenheden overtaler til intet! … Man siger ikke »intet«: man siger i stedet »hinsides«; eller »Gud«; eller »det sande liv«; eller Nirvana, forløsning, salighed…


Denne uskyldige retorik, fra riget for den religiøst-moralske idiosynkrasi, fremstår straks langt mindre uskyldig når man begriber, hvilken tendens der her kaster de sublime ords frakke over sig: den livsfjendske tendens. Schopenhauer var livsfjendsk: derfor blev medlidenheden ham til dyd… Aristoteles så, som man ved, i medlidenheden en sygelig og farlig tilstand, som man ville gøre godt ved, her og der at komme omkring med et purgativ: han forstod tragedien som purgativ. Ud fra livets instinkt måtte man vitterlig søge et middel til, at give stikket til en så sygelig og farlig opsamling af medlidenhed, som tilfældet Schopenhauer (og desværre også vores samlede litterære og artistiske décadence fra St. Petersborg til Paris, fra Tolstoj til Wagner) fremstiller den: for at den brister… Intet er mere usundt, midt i vores usunde modernitet, end den kristelige medlidenhed. Her at være læge, her at være ubønhørlig, her at føre kniven – det hører os til, det er vores art menneskekærlighed, dermed er vi filosoffer, vi hyperboræere.

8.

Det er nødvendigt at sige, hvem vi føler som vores modsætning – teologerne og alt, hvad der har teolog-blod i livet – hele vores filosofi… Man må have set skæbnesvangerheden på nært hold, bedre endnu, man må have oplevet den på sig selv, man må næsten være gået til grunde ved den, for ikke længere at forstå det som en spøg (– den frie ånd hos de Herrer naturforskere og fysiologer er i mine øjne en spøg, – de mangler lidenskaben i disse ting, lidelsen ved dem –) Hin forgiftning rækker langt videre end man tænker: jeg genfandt teolog-instinktet for hovmod overalt, hvor man i dag føler sig som »idealist«, – hvor man, i kraft af en højere herkomst, tager en ret i hævd, til at se

Den antikristne 9

overlegent og fremmedt på virkeligheden… Idealisten har, helt ligesom præsten, alle store begreber i hånden (– og ikke kun i hånden!), med velvillig foragt spiller han dem ud imod »forstanden«, »sanserne«, »ærerne«, »det gode liv«, »videnskaben«, han ser den slags under sig, som skadelige og forføreriske kræfter, hvorover »ånden« svæver i ren for-sig-hed: – som om ydmyghed, kyskhed, armod, med ét ord, hellighed, ikke hidtil skulle have gjort livet usigeligt mere skade end nogen som helst frygteligheder og laster… Den rene ånd er den rene løgn… Så længe præsten stadig gælder som en højere art menneske, denne benægter, fornægter, forgifter af livet af kald, gives der intet svar på spørgsmålet: hvad er sandhed? Man har allerede stillet sandheden på hovedet, når den bevidste advokat for intet og for benægtelsen gælder som stedfortræder for »sandheden«.

9.

Mod dette teolog-instinkt fører jeg krig: jeg fandt

dets spor overalt. Hvem der har teolog-blod i livet, står på forhånd skævt og uærligt til alle ting. Den patos, som udvikler sig deraf, kalder sig tro: en-gang-for-alle at lukke øjet for sig selv, for ikke at lide ved den uhelbredelige falskheds aspekt. Man laver hos sig en moral, en dyd, en hellighed ud af denne fejlagtige optik for alle ting, man knytter den gode samvittighed til det, at se falsk, – man kræver, at ingen anden art optik længere må have nogen værdi, efter at man med navnene »Gud«, »forløsning«, »evighed« har gjort den egne sakrosankt. Jeg gravede hidtil teolog-instinktet frem overalt: det er den mest udbredte, den egentlig underjordiske form for falskheden, der gives på Jorden. Hvad en teolog fornemmer som sandt, det må være falskt: derved har man nærmest et kriterium for sandheden. Det er hans


underste selvopretholdelses-instinkt, der forbyder, at realiteten i et eller andet punkt skulle komme til ære eller også blot til orde. Så langt teolog-indflydelsen rækker, er værdi-dommen stillet på hovedet, er begreberne »sandt« og »falskt« nødvendigvis omvendte: hvad der er skadeligst for livet, det hedder her »sandt«, hvad der løfter, øger, affirmerer, retfærdiggør det og gør, at det triumferer, det hedder »falskt«… Sker det, at teologer via fyrsternes (eller folkenes –) »samvittighed« strækker hånden ud efter magten, så tvivler vi ikke om, hvad det i grunden er, der hver gang sker: viljen til enden, den nihilistiske vilje vil til magten…

10.

Blandt tyskere forstår man det straks, når jeg siger,

at filosofien er fordærvet gennem teolog-blod. Den protestantiske sognepræst er bedstefader til den tyske filosofi, protestantismen selv er dens peccatum originale. Definition på protestantismen: den halvsides lammelse af kristendommen – og af fornuften… Man skal blot udtale ordet »Tübinger Stift«, for at begribe, hvad den tyske filosofi er i grunden – en listig teologi… Schwaberne er de bedste løgnere i Tyskland, de lyver uskyldigt… Hvorfra kom den lovende opildnelse, som ved Kants optræde gik gennem de tyske lærdes verden, der for tre fjerdedeles vedkommende består af præste- og lærer-sønner –, hvorfra kom den tyske overbevisning, som endnu i dag finder sit ekko, at med Kant begynder en vending til det bedre? Teolog-instinktet i den tyske lærde gættede, hvad der nu atter var muligt… En smutvej til det gamle ideal stod åben, begrebet om en »sand verden«, begrebet om moralen som essensen af verden (– de to mest ondartede fejltagelser der findes!) var nu atter, takket være en fiffig-klog skepsis, om ikke bevisbar, så dog ikke

Den antikristne 11

længere gendrivelig… Fornuften, fornuftens ret rækker ikke så langt… Af realiteten havde man gjort et »skin«; man havde gjort en fuldkomment opløjet verden, det værendes verden, til realiteten… Kants succes er bare en teolog-succes: Kant var, lig Luther, lig Leibniz, en hæmsko mere i den i sig selv ikke taktfaste tyske retskaffenhed – –

11.

Ét ord til imod Kant som moralist. En dyd må være

vores opfindelse, vores personligste nødværge og nødtvungenhed: i enhver anden forstand er den kun til fare. Hvad der ikke betinger vort liv, skader det: en dyd, blot ud fra en respekt-følelse for begrebet »dyd«, som Kant ville det, er skadelig. »Dyden«, »pligten«, det »gode i sig selv«, det gode med upersonlighedens og almengyldighedens karakter – hjernespind, hvori nedgangen, den sidste afkræftelse af livet, det königsberg’ske kineserdømme udtrykker sig. Det omvendte bliver påbudt af de dybeste opretholdelses- og vækst-love: at enhver skal opfinde sig sin dyd, sit kategoriske imperativ. Et folk går til grunde, når det forveksler sin pligt med pligtbegrebet overhovedet. Intet ruinerer dybere, mere inderligt end hin »upersonlige« pligt, enhver ofring overfor abstraktionens Molok. – At man ikke har fornemmet Kants kategoriske imperativ som livsfarligt! … Men teolog-instinktet tog det i forsvar! – En handling, som livets instinkt tvinger til, har i lysten dens bevis på, at være en ret handling: og enhver nihilist med kristelig-dogmatiske indvolde forstod lysten som indvending… Hvad ødelægger hurtigere, end at arbejde, tænke, føle uden indre nødvendighed, uden et dybt personligt valg, uden lyst? som automat for »pligten«? Det er ligefrem opskriften på décadencen, selv på idiotismen… Kant


blev idiot. – Og dét var Goethes samtidige! Denne edderkoppe-skæbnesvangerhed gjaldt som den tyske filosof, – gør det stadigvæk! … Jeg varer mig for at sige hvad jeg tænker om tyskerne… Har Kant ikke i den franske revolution set overgangen fra den uorganiske statsform til den organiske? Har han ikke spurgt sig, om der findes en begivenhed, som slet ikke vil kunne forklares anderledes end gennem et moralsk anlæg i menneskeheden, således, at »menneskehedens tendens til det gode« dermed, én-gang-for-alle, så vil være bevist? Kants svar: »dét er revolutionen.« Det fejlgribende instinkt i alt og ethvert, modnaturen som instinkt, den tyske décadence som filosofi – det er Kant! –

12.

Jeg tager et par skeptikere til side, den anstændige

type i filosofiens historie: men resten kender ikke til de første krav for den intellektuelle redelighed. De alle gør ligesom pigebarnet, alle disse store sværmere og mirakeldyr, – de holder de »skønne følelser« for allerede at være argumenter, det »løftede bryst« for en guddommens blæsebælg, overbevisningen for et kriterium på sandheden. Til slut har også Kant, med »tysk« uskyldighed, forsøgt at lade denne form for korruption, denne mangel på intellektuel samvittighed videnskabeliggøre under begrebet »praktisk fornuft«: han opfandt egenhændigt en fornuft for, i hvilket tilfælde man ikke skal bekymre sig om fornuften, nemlig når moralen, den ophøjede fordring »du skal« lyder. Overvejer man, at filosoffen hos næsten alle folk bare er videreudviklingen af den præstelige type, så overrasker dette arvestykke fra præsten, falskmøntneriet over for sig selv, ikke længere. Når man har hellige opgaver, for eksempel at forbedre, at redde, at forløse menneskene, når man bærer guddommen i brystet, er

Den antikristne 13

mundstykke for hinsidige imperativer, så står man med en sådan mission allerede udenfor alle blot forstandsmæssige vurderinger, – selv allerede helliggjort gennem en sådan opgave, selv allerede typen for en højere orden!… Hvad kommer for en præst videnskaben ved! Han står for højt til det! – Og præsten har hidtil hersket! Han bestemte begrebet »sandt« og »usandt«!…

13.

Vi skal ikke undervurdere dette: vi selv, vi frie ånder,

er allerede en »omvurdering af alle værdier«, en korporlig krigs- og sejrs-erklæring over alle gamle begreber om »sandt« og »usandt«. De værdifuldeste indsigter bliver fundet senest; men de værdifuldeste indsigter er metoderne. Alle metoder, alle forudsætninger for vores nuværende videnskabelighed har gennem årtusinder haft den dybeste foragt imod sig, med den var man udelukket fra omgangen med »honnette« mennesker, – man gjaldt som »Guds fjende«, som foragter af sandheden, som »besat«. Som videnskabelig karakter var man candala… Vi har haft hele menneskehedens patos imod os – dens begreb om, hvad sandhed skal være, hvad tjenesten af sandheden skal være: ethvert »du skal« var hidtil rettet imod os… Vore objekter, vore praktikker, vores stille forsigtige mistroiske art – alt syntes menneskeheden fuldkomment uværdigt og foragteligt. – Til slut måtte man have lov til, med nogen rimelighed, at spørge sig, om det ikke egentlig var en æstetisk smag, som har holdt menneskeheden i så lang en blindhed: den forlangte af sandheden en pittoresk effekt, ligeledes forlangte den af den erkendende, at han skal virke stærkt på sanserne. Vores beskedenhed gik den længste tid imod dens smag… Åh, hvor de gættede det, disse truthaner for Gud – –


14. Vi har lært om. Vi er i alle stykker blevet mere

beskedne. Vi udleder ikke længere mennesket af »ånden«, af »guddommen«, vi har sat det tilbage blandt dyrene. Det gælder os som det stærkeste dyr, fordi det er det listigste: en følge deraf er dets åndelighed. Vi vægrer os på den anden side mod en forfængelighed, som også her gerne ville lyde igen: som om mennesket skal have været den store bagtanke med den dyriske udvikling. Det er aldeles ingen krone på skabelsen, ethvert væsen er, ved siden af mennesket, på et samme niveau af fuldkommenhed… Og også idet vi påstår dette, påstår vi for meget: mennesket er, taget relativt, det mest fejlslagne dyr, det sygeligste, det bort fra sine instinkter farligst forvildede – ganske vist, med alt det, også det interessanteste! – Hvad dyrene angår, så har først Descartes, med beæringsværdig dristighed, vovet den tanke, at forstå dyret som machina: vor hele fysiologi bestræber sig på beviset af denne sætning. Og på logisk vis sætter vi ikke mennesket til side, som Descartes endnu gjorde det: hvad der i dag overhovedet er begrebet om mennesket, går præcis så langt, som det er begrebet machinalt. Førhen gav man mennesket, som dets medgift fra en højere orden, den »frie vilje«: i dag har vi selv frataget det viljen, i den forstand, at der derunder ikke længere må forståes en evne. Det gamle ord »vilje« tjener blot til at betegne en resultant, en art individuel reaktion, som nødvendigvis følger på en mængde dels modstridende, dels samstemmende pirringer: – viljen »virker« ikke mere, »bevæger« ikke mere… Førhen så man i menneskets væren bevidst, i »ånden«, beviset på dets højere herkomst, dets guddommelighed; for at fuldende mennesket, rådede man det til, på skildpaddevis at trække sanserne i sig, at indstille omgangen med det jordiske, at skaffe sig af

Den antikristne 15

med det dødelige hylster: hovedsagen af det forblev så tilbage, den »rene ånd«. Også desangående har vi besindet os bedre: at blive bevidst, »ånden«, gælder os ligefrem som symptom på en relativ ufuldkommenhed af organismen, som en forsøgen, famlen, fejlgriben, som et slid, hvorved unødig megen nervekraft forbruges, – vi benægter, at noget som helst kan gøres fuldkomment, så længe det endnu bliver gjort bevidst. Den »rene ånd« er en ren dumhed: fraregner vi nervesystemet og sanserne, det »dødelige hylster«, så forregner vi os – intet videre!…

15.

Hverken moralen eller religionen berører sig i

kristendommen med et eller andet punkt af virkeligheden. Lutter imaginære årsager (»Gud«, »sjæl«, »Jeg« »ånd«, »den frie vilje« – eller også »den ufrie«); lutter imaginære virkninger (»synd«, »forløsning«, »nåde«, »straf«, »syndernes forladelse«). En omgang med imaginære væsener (»Gud«, »ånder«, »sjæle«); en imaginær naturvidenskab (antropocentrisk; fuldstændig mangel på begrebet om de naturlige årsager); en imaginær psykologi (lutter selv-misforståelser, interpretationer af behagelige eller ubehagelige generelle følelser, for eksempel af tilstandene i nervus sympathicus ved hjælp af tegnsproget for en religiøs-moralsk idiosynkrasi – »anger«, »samvittighedsnag«, »djævlens fristelse«, »Guds nærhed«); en imaginær teleologi (»Guds rige«, »dommens dag«, »det evige liv«). – Denne rene fiktions-verden adskiller sig, meget til dens ulempe, fra en drømmeverden derved, at sidstnævnte genspejler virkeligheden, mens den forfalsker, devaluerer, benægter virkeligheden. Efter at først begrebet »natur« som modbegreb til »Gud« var opfundet, måtte »naturlig« være ordet for »forkastelig«, – hele denne fiktions-


verden har sin rod i hadet imod det naturlige (– virkeligheden!–), den er udtrykket for et dybt misbehag ved det virkelige… Men dermed er alt forklaret. Hvem alene har grunde til at lyve sig væk fra virkeligheden? Den der lider ved den. Men at lide ved virkeligheden vil sige at være en forulykket virkelighed… Ulystfølelsernes overvægt over lystfølelserne er årsagen til hin fiktive moral og religion: men en sådan overvægt afgiver formlen for décadence…

16.

Til den samme slutning tvinger en kritik af det

kristelige gudsbegreb. – Et folk, der endnu tror på sig selv, har også stadig dets egen gud. I den beærer det de betingelser, gennem hvilke det er ovenpå, dets dyder, – det projicerer dets lyst ved sig selv, dets magtfølelse ind i et væsen, som man kan takke derfor. Den, der er rig, vil give; et stolt folk behøver en gud for at ofre… Religion, inden for sådanne forudsætninger, er en form for taknemmelighed. Man er taknemmelig for sig selv: dertil behøver man en gud. – En sådan gud må kunne nytte og skade, må kunne være ven og fjende, – man beundrer den i det gode som i det slemme. Den modnaturlige kastration af en gud til en gud kun for det gode ville her ligge uden for al ønskelighed. Man har lige så meget behov for den onde gud som den gode: den egne eksistens har man jo ikke ligefrem tolerancen, filantropien at takke for… Hvad ville der være ved en gud, der ikke kendte til vrede, hævn, nid, hån, list, voldsakt? som måske ikke engang ville være bekendt med sejrens og tilintetgørelsens henrykkende ardeurs? En sådan gud ville man ikke forstå: hvad skulle man have den for? – Ganske vist: hvis et folk går til grunde; hvis det føler troen på fremtiden, dets håb om frihed endegyldigt svinde; hvis underkastelsen træder det i

Den antikristne 17

bevidsthed som første nytte, de underkastedes dyder som opretholdelsesbetingelser, så må dets gud også forandre sig. Nu bliver den duknakket, frygtsom, beskeden, råder til »sjælens fred«, til ikke-mere-had, til overbærenhed, selv til »kærlighed« over for ven og fjende. Den moraliserer bestandig, den kravler ind i hulen til enhver privatdyd, bliver gud for enhver, bliver privatmand, bliver kosmopolit… Førhen fremstillede den et folk, styrken i et folk, alt det aggressive og magttørstige i et folks sjæl: nu er den bare den gode gud… Vitterlig, der gives ingen andre alternativer for guder: enten er de viljen til magten – og så længe vil de være folkeguder – eller afmagten til magten – og så bliver de nødvendigvis gode…

17.

Hvor viljen til magten i en eller anden form går ned, gives der hver gang også en fysiologisk tilbagegang, en décadence. Décadencens guddom, beskåret ved dens mandigste dyder og drifter, bliver nu nødvendigvis til guden for de fysiologisk-tilbagegangne, de svage. De kalder sig ikke selv for de svage, de kalder sig »de gode«… Man forstår, uden at der behøvedes så meget som et vink, i hvilke af historiens øjeblikke den dualistiske fiktion om en god og en ond gud først bliver mulig. Med det samme instinkt, med hvilket de underkastede bringer deres gud ned til det »gode i sig selv«, stryger de fra deres overvinderes gud de gode egenskaber væk; de tager hævn ved deres herrer, derved at de fordjævler deres gud. – Den gode gud, såvel som djævlen: Begge er afkom af décadencen. – Hvordan kan man endnu i dag give så meget efter for enfoldigheden hos kristelige teologer, til med dem at dekretere, at videreudviklingen af gudsbegrebet fra »Israels gud«, fra folkeguden til den kristelige gud, til


indbegrebet for alt godt, skal være et fremskridt? – Men selv Renan gør det. Som om Renan havde nogen ret til enfoldighed! Det modsatte springer da i øjnene. Hvis forudsætningerne for det opstigende liv, hvis alt stærkt, tappert, dominant, stolt elimineres fra gudsbegrebet, hvis guden skridt for skridt synker ned til symbolet for en stok til de trætte, et redningsanker til alle druknende, hvis han bliver stakkels-folk-gud, synder-gud, syge-gud par excellence, og prædikatet »frelser«, »forløser« ligesom forbliver til overs som guddommeligt prædikat overhovedet: hvorom taler en sådan forvandling? – Ganske vist: »Guds rige« er dermed blevet større. Førhen havde han kun sit folk, sit »udvalgte« folk. I mellemtiden gik han, helt ligesom hans folk selv, i det fremmede, på vandring, intetsteds sad den sidenhen stille: indtil han endelig blev hjemme overalt, den store kosmopolit, – indtil han fik »det store antal« og den halve Jord på sin side. Men guden for det »store antal«, demokraten blandt guder, blev trods alt ingen stolt hedningegud: han forblev jøde, han forblev vinklens gud, guden for alle dunkle hjørner og steder, for alle usunde kvarterer i den hele verden!… Hans verdensrige er nu som før et underverdens-rige, et hospital, et subterræn-rige, et ghetto-rige… Og han selv, så bleg, så svag, så décadent… Selv de blegeste af de blege blev stadig herre over ham, de Herrer metafysikere, begrebs-albinoerne. Disse spandt så længe omkring ham, indtil han, hypnotiseret af deres bevægelser, selv blev edderkop, selv blev metaphysicus. Nu spandt han atter verden ud fra sig – sub specie Spinozae –, nu transfigurerede han sig i det stadigt tyndere og blegere, blev »ideal«, blev »ren ånd«, blev »absolutum«, blev »ting i sig selv«… En guds forfald: Gud blev »ting i sig selv«…

Den antikristne 19

18.

Det kristelige gudsbegreb – gud som sygegud, gud som edderkop, gud som ånd – er et af de mest korrupte gudsbegreber, som er blevet opnået på Jorden; det fremstiller måske selv pejlemærket for lavmålet i den nedstigende udvikling af gude-typen. Gud, afartet til modsigelsen af livet, i stedet for at være dets opklaring og evige Ja! I gud, fjendskabet erklæret til livet, naturen, viljen til livet! Gud, formlen for enhver fornægtelse af det »dettesidige«, for enhver løgn om det »hinsides«! I gud, intet guddommeliggjort, viljen til intet kanoniseret!…

19.

At de stærke racer i det nordlige Europa ikke har stødt den kristelige gud fra sig, gør sandelig ingen ære til deres religiøse begavelse, for ikke at tale om smagen. Med et så sygeligt og alderssvækket afkom af décadencen ville de have måttet være færdige. Men der påligger dem en forbandelse, fordi de ikke er blevet færdige med ham: de har optaget sygdommen, alderen, modsigelsen i alle deres instinkter, – ingen gud har de sidenhen skabt! Næsten to tusinde år og ikke én eneste ny gud! Men derimod stadigvæk og som med rette bestående, som et ultimatum og maximum for den mennesket iboende gudsskabende kraft, creator spiritus, denne ynkværdige gud for den kristelige monotono-teisme! denne hybride forfalds-dannelse af nul, begreb og modsigelse, hvori alle décadence-instinkter, alle sjælens fejheder og trætheder har deres sanktion! – –


20.

Med min fordømmelse af kristendommen vil jeg ikke have begået en uret mod en beslægtet religion, som med henblik på de bekendendes antal endda overgår den, imod buddhismen. Begge hører sammen som nihilistiske religioner – de er décadence-religioner –, begge er på den mærkværdigste måde adskilte. At man nu kan sammenligne dem, for dét er kritikeren af kristendommen de indiske lærde dybt taknemmelig. – Buddhismen er hundrede gange mere realistisk end kristendommen, – den har arven fra den objektive og kølige problem-stillen i kroppen, den kommer efter en hundreder af år varende filosofisk bevægelse, begrebet »gud« er allerede afskaffet da den kommer. Buddhismen er den eneste egentligt positivistiske religion, som historien viser os, også i dens erkendelsesteori (en streng fænomenalisme –), den siger ikke længere »Kamp imod synd«, men derimod, helt givende virkeligheden ret, »Kamp imod lidelsen«. Den har allerede – dette adskiller den dybt fra kristendommen – selv-bedrageriet med moral-begreberne bag sig, – den står, talt i mit sprog, hinsides godt og ondt. – De to fysiologiske kendsgerninger, som den hviler på og som den holder for øje, er: først en overstor pirrelighed af sensibiliteten, der udtrykker sig som raffineret smerteformåen. Dertil en overåndeliggørelse, at have levet alt for længe i begreber og logiske procedurer, som person-instinktet har taget skade af til det »upersonliges« fordel (– begge tilstande, som i det mindste nogle af mine læsere, de »objektive«, lig mig selv, vil kende af erfaring). På grund af disse fysiologiske betingelser er opstået en depression: imod denne går Buddha hygiejnisk frem. Han anvender livet i det fri imod den, vandrerlivet, mådeholdet og valget i kosten; forsigtigheden overfor alle spirituosa; forsigtigheden tillige overfor alle affekter, der skaber

Den antikristne 21

galde, opheder blodet; ingen bekymring, hverken for sig, ej heller for andre. Han kræver forestillinger, der enten giver ro eller opmuntrer – han opfinder midler til at vænne sig af med de andre. Han forstår godheden, det, at være godmodig, som sundhedsfremmende. Bøn er udelukket, såvel som askesen; intet kategorisk imperativ, ingen tvang overhovedet, selv ikke indenfor klosterfællesskabet (– man kan komme ud igen –). Det ville altsammen være midler til at forstærke hin overstore pirrelighed. Netop derfor kræver han heller ingen kamp imod anderledestænkende; hans lære vægrer sig mest af alt imod følelsen af hævn, af antipati, af ressentimentet (– »ikke gennem fjendskab kommer fjendskab til ende«: det rørende refræn for hele buddhismen…). Og med rette: netop disse affekter ville være fuldkomment usunde med henblik på det diætetiske hovedsigte. Den åndelige udmatning, som han forefinder, og som udtrykker sig i en alt for stor »objektivitet« (dvs. svækkelse af individual-interessen, tab af tyngde, af »egoisme«), bekæmpet med en streng tilbageførelse af selv de åndeligste interesser til personen. I Buddhas lære bliver egoismen pligt: dens »Ét er nødvendigt«, dens »hvordan kommer du fri af lidelsen« regulerer og begrænser hele den åndelige diæt (– man har måske lov at erindre sig om hin athener, der ligeledes førte krig mod den rene »videnskabelighed«, om Sokrates, der løftede personal-egoismen op til moral, også i problemernes rige.)

21.

Forudsætningen for buddhismen er et meget mildt klima, en stor blidhed og liberalitet i sæderne, ingen militarisme; og at det er de højere og selv lærde stænder, hvori bevægelsen har sin flok. Man vil munterheden, stilheden, ønskeløshed som højeste mål, og man når sit


mål. Buddhismen er ikke en religion, hvor man blot aspirerer til fuldkommenhed: det fuldkomne er normaltilfældet. – I kristendommen kommer instinkterne fra underkastede og undertrykte i forgrunden: det er de nederste stænder, der søger deres frelse i den. Her bliver, som beskæftigelse, som middel mod kedsomheden, udøvet syndernes kasuistik, selvkritikken, samvittigheds-inkvisitionen; her bliver affekten imod en mægtig, benævnt »Gud«, bestandig opretholdt (gennem bønnen); her gælder det højeste som uopnåeligt, som gave, som »nåde«. Her mangler også offentligheden; gemmet, det dunkle rum er kristeligt. Her bliver kroppen foragtet, hygiejnen forkastet som sanselighed; kirken vægrer sig selv mod renligheden (– den første kristelige forholdsregler efter maurernes fordrivelse var nedlukningen af de offentlige bade, hvoraf Cordova alene besad 270). Kristelig er en vis sans for grusomheden, imod sig og andre; hadet imod de anderledestænkende; viljen til at forfølge. Dystre og ophidsende forestillinger er i forgrunden; de højestbegærede, med de højeste navne betegnede tilstande er de epileptiske; diæten bliver ordnet sådan, at den begunstiger morbide fremtrædelser og overpirrer nerverne. Kristeligt er dødsfjendskabet imod Jordens herrer, imod de »fornemme« – og tillige i det skjulte en hemmelig dyst (– man lader dem »kroppen«, man vil kun »sjælen«…) Kristeligt er hadet imod ånden, imod åndens stolthed, mod, frihed, libertinage; kristeligt er hadet imod sanserne, imod glæden ved sanserne, imod glæden overhovedet…

22.

Kristendommen, da den forlod sit første underlag, de nederste stænder, den antikke verdens underverden, da

Den antikristne 23

den gik ud efter magt blandt barbar-folk, havde her ikke længere trætte mennesker til forudsætning, men derimod inderligt forvildede og sig sønderrivende, – de stærke mennesker, men de mislykkede. Utilfredsheden med sig, lidelsen ved sig er her ikke som ved buddhisten en overmåde pirrelighed og smerteformåen, snarere omvendt en overmægtig forlangen efter at gøre ondt, efter udladelse af den indre spænding i fjendske handlinger og forestillinger. Kristendommen havde barbariske begreber og værdier nødig, det, at drikke blod ved nadveren, foragten for ånden og kulturen; torturen i alle former, sanseligt og usanseligt; kultens store pomp. Buddhismen er en religion for sene mennesker, for godmodige, blide, overåndeliggjorte racer, der alt for let fornemmer smerte (– Europa er endnu langt fra moden til den –): den er en tilbageførsel af dem til fred og munterhed, til diæten i det åndelige, til en vis afhærdelse i det legemlige. Kristendommen vil blive herre over rovdyr; dens middel er, at gøre dem syge, – svækkelsen er den kristelige recept til tæmningen, til »civilisationen«. Buddhismen er en religion for afslutningen på og trætheden i en civilisation, kristendommen forefinder den ikke engang, – den begrunder den endda under visse omstændigheder.

23.

Buddhismen, sagt endnu engang, er hundrede

gange mere kold, sandfærdig, objektiv. Den har ikke længere nødig, at gøre sin lidelse, sin smerteformåen anstændig gennem syndens interpretation, – den siger blot, hvad den tænker, »jeg lider«. For barbaren, derimod, er der intet anstændigt ved selve lidelsen: han behøver først en udlægning, for at tilstå sig, at han lider (hans instinkt viser ham snarere hen mod fornægtelse af lidelsen, på stille udholdelse). Her var ordet »djævel«


en velgørenhed: man havde en overmægtig og frygtelig fjende, – man behøvede ikke at skamme sig over at lide ved sådan en fjende. – Kristendommen har i sin grund nogle finheder, som hører Orienten til. Frem for alt ved den, at det for sig betragtet er ligegyldigt, om noget er sandt, men at det er af højeste vigtighed, for så vidt det bliver troet som sandt. Sandheden og troen på, at noget er sandt: to helt adskilte interesse-verdener, næsten modsætnings-verdener – man kommer til det ene og til det andet ad grundforskellige veje. At være vidende om dette – det udgør i Orienten nærmest den vise: sådan forstår brahmanerne det, således forstår Platon det, således enhver elev af esoterisk visdom. Hvis der for eksempel ligger en lykke deri, at tro sig forløst fra synden, så gør som forudsætning dertil ikke nød, at mennesket så er syndigt, men derimod, at det føler sig syndigt. Men hvis det overhovedet frem for alt er tro, der er nødig, så må man brunge fornuften, erkendelsen, forskningen i miskredit: vejen til sandheden bliver til den forbudte vej. – Det stærke håb er en langt større stimulans i livet, end nogen enkeltstående virkeligt indtrædende lykke. Lidende må man opretholde gennem et håb, som der ikke er nogen virkelighed, der kan modsige, – som der ikke er nogen opfyldelse, der kan afskaffe: en hinsides-forhåbning. (Netop grundet denne evne til, at holde de ulykkelige hen, gjaldt håbet for grækerne som ondernes onde, som det egentligt lumske onde: det forblev tilbage i fadet af onder). – For at kærlighed er mulig, må Gud være person; for at de nederste instinkter kan tale med, må Gud være ung. Man skal for kvindernes inderlighed rykke en skøn hellig i forgrunden, for mændene en Maria. Dette under den forudsætning, at kristendommen vil blive herre på en grund, hvor afrodisiske eller Adonis-kulter allerede har bestemt begrebet om kulten. Kravet om kyskhed forstærker vehemensen og inderligheden af det religiøse

Den antikristne 25

instinkt – det gør kulten mere varm, sværmerisk, sjælefuld. – Kærligheden er den tilstand, hvor mennesket mest ser tingene, som de ikke er. Den illusoriske kraft er dér på sin højde, ligeså den forsødende, forklarelsens kraft. Man holder til mere i kærligheden end ellers, man tåler alt. Det gjaldt om, at opfinde en religion, hvori der kan elskes: dermed er man ude over det værste ved livet – man ser det slet ikke længere. – Så meget om de tre kristelige dyder tro, kærlighed, håb: jeg kalder dem de tre kristelige kløgtigheder. – Buddhismen er for sen, for positivistisk til, stadig at være klog på denne måde. –

24.

Her berører jeg kun problemet om kristendommens tilblivelse. Den første sætning til dets løsning lyder: kristendommen er alene at forstå ud fra det fundament, hvoraf den er vokset, – den er ikke en modbevægelse imod det jødiske instinkt, det er selve dens følgerigtighed, en slutning mere i dens frygtindgydende logik. I forløserens formel: »frelsen kom fra jøderne«. – Den anden sætning lyder: galilæerens fysiologiske type er stadig erkendbar, men først i dens fuldstændige vanartethed (som er både forvanskning og overlæsning med fremmede træk –) har den kunnet tjene til det, som den er blevet brugt til, til typen for en menneskehedens forløser. – Jøderne er det mærkværdigste folk i verdenshistorien, fordi de, stillet overfor spørgsmålet om væren og ikkeværen, med en fuldkomment uhyggelig bevidsthed har foretrukket væren for hver en pris: prisen var den radikale forfalskning af al natur, al naturlighed, al realitet, hele den indre verden såvel som den ydre. De afgrænsede sig imod alle betingelser, hvorunder et folk hidtil kunne leve, havde lov at leve, de skabte ud af sig et


modsætnings-begreb til naturlige betingelser, – de har, i den rækkefølge, på uhelbredelig vis omdrejet religionen, kulten, moralen, historien, psykologien i modsigelsen til deres natur-værdier. Vi møder det samme fænomen nok engang og i usigeligt forstørrede proportioner, trods alt kun som kopi: – den kristelige kirke savner, i sammenligning med »de helliges folk«, enhver fordring om originalitet. Jøderne er, netop dermed, det skæbnesvangreste folk i verdenshistorien: i deres eftervirkning har de gjort menneskeheden falsk i en sådan grad, at den kristne endnu i dag kan føle antijødisk, uden at forstå sig som den yderste jødiske konsekvens. Jeg har i min »Moralens genealogi« for første gang psykologisk fremført modsætnings-begrebet om en fornem moral og en ressentiment-moral, sidstnævnte udsprungen ud af Nej’et til de første: men dette er den jødisk-kristelige moral helt og aldeles. For at kunne sige Nej til alt, hvad der fremstiller livets opstigende bevægelse, velartetheden, magten, skønheden, selvaffirmationen på jorde, måtte ressentimentets til geni blevne instinkt her opfinde sig en anden verden, hvorfra hin livs-affirmation fremtrædte som det onde, som det forkastelige i sig selv. Efterregnet psykologisk, er det jødiske folk et folk af den sejeste livskraft, som, hensat under umulige betingelser, frivilligt, ud fra den dybeste kløgt i selv-opretholdelsen, tager parti for alle décadence-instinkter, – ikke som behersket af dem, men derimod fordi det i dem gætter på en magt, hvormed man kan sætte sig igennem imod »verden«. De er modstykket til alle décadents: de har måttet fremstille dem indtil illusionen, de har vidst, med det skuespilleriske genis non-plus-ultra, at stille sig i spidsen for alle décadence-bevægelser (– som Paulus’ kristendom –), for deraf at skabe noget, som er stærkere end ethvert Ja-sigende parti for livet. For den art

Den antikristne 27

menneske, der i jøde- og kristendommen forlanger at komme til magten, en præstelig art, er décadence blot middel: denne art menneske har en livs-interesse i at gøre menneskeheden syg, og på en livsfarlig og verdenfornægtende måde at omdreje begreberne »godt« og »ondt«, »sandt« og »falskt«. –

25.

Israels historie er uvurderlig som typisk historie om al denaturalisering af natur-værdierne: lad mig antyde fem kendsgerninger om samme. Oprindelig, især på kongedømmets tid, stod også Israel i det rigtige, dvs. i det naturlige forhold til alle ting. Dets Javeh var udtryk for magt-bevidstheden, glæden ved sig, forhåbningen for sig: i ham forventede man sejr og frelse, med ham stolede man på, at naturen giver hvad folket behøver – især regn. Javeh er Israels gud og følgelig retfærdighedens gud: logikken for ethvert folk, som er i magt og har en god samvittighed derom. I fest-kulten udtrykker sig begge disse sider af et folks selvaffirmation: den er taknemmelig for de store skæbner, hvorved det kom ovenpå, den er taknemmelig i forholdet til årets kredsløb og til al lykke i kvægdrift og dyrkning af jorden. – I lang tid forblev denne tingenes tilstand idealet, også da den på sørgelig vis var afskaffet: anarkiet i det indre, assyrerne udefra. Men folket fastholdt som det højest ønskelige denne vision om en konge, der er en god soldat og en streng dommer: frem for alt hin typiske profet (dvs. kritiker og satyriker af øjeblikket) Jesaia. – Men alt håb forblev uopfyldt. Den gamle gud kunne ikke længere noget af det, han førhen kunne. Man skulle have ladet ham fare. Hvad skete? Man forandrede hans begreb, – man denaturaliserede hans begreb: for denne pris fastholdt man det. – Javeh, »retfærdighedens« gud, – ikke længere en enhed med Israel, et udtryk for folke-


selvfølelsen: bare en gud under betingelser… Hans begreb bliver et værktøj i hænderne på præstelige agitatorer, som derefter fortolker al lykke som løn, al ulykke som straf for ulydighed mod gud, for »synd«: denne mest forløjede interpretations-manér for en angiveligt »sædelig verdensorden«, med hvilken, én gang for alle, naturbegrebet »årsag« og »virkning« er stillet på hovedet. Hvis man først, med løn og straf, har bragt den naturlige kausalitet ud af verden, behøver man en modnaturlig kausalitet: den hele rest af unatur følger med. En gud, der kræver – i stedet for en gud, der hjælper, der skaffer råd, der i grunden er ordet for enhver lykkelig inspiration af modet og af selvtilliden… Moralen, ikke længere udtrykket for et folks livs- og vækst-betingelser, ikke længere dets underste instinkt til livet, men derimod blevet abstrakt, blevet modsætning til livet, – moral som principiel forringelse af fantasien, som det »onde blik« for alle ting. Hvad er jødisk, hvad er kristelig moral? Tilfældet frataget dets uskyld; ulykken tilsmudset med begrebet »synd«; velbefindendet som fare, som »fristelse«; det fysiologiske ildebefindende forgiftet med samvittigheds-ormen…

26.

Gudsbegrebet forfalsket; moralbegrebet forfalsket:

– det jødiske præsteskab blev ikke stående ved det. Hele Israels historie kunne man ikke bruge: væk med den! – Disse præster har bragt hint vidunderværk af forfalskning i stand, hvis dokument Bibelen for en god del foreligger for os som: deres egen folke-forgangenhed har de med en hån uden lige, imod enhver overlevering, imod enhver historisk realitet, oversat i det religiøse, det vil sige, de har gjort den til en stupid frelselses-mekanisme af skyld mod Javeh og straf, af fromhed mod Javeh og løn. Vi ville føle denne

Den antikristne 29

forsmædeligste akt af historie-forfalskning langt mere smertefuldt, hvis ikke den kirkelige historie-interpretation af årtusinder næste havde gjort os stumpe for kravene om retskaffenhed in historicis. Og filosofferne sekunderer kirken: løgnen med »den sædelige verdensorden« går gennem hele udviklingen af selv den nyere filosofi. Hvad betyder »sædelig verdensorden«? At der, én gang for alle, gives en Guds vilje om, hvad mennesket skal gøre, og hvad det skal lade; at værdien af et folk, af en enkelt vil lade sig måle ud fra, hvor meget eller hvor lidt Guds vilje adlydes; at Guds vilje i et folks, en enkelts skæbner beviser sig som herskende, dvs. som straffende og belønnende, alt efter graden af lydighed. Realiteten i stedet for denne forbarmelige løgn vil sige: en parasitisk art menneske, der kun trives på bekostning af alle livets sunde dannelser, misbruger Guds navn: en tingenes tilstand, hvor præsten bestemmer tingenes værdi, kalder det »Guds rige«; de midler, gennem hvilke en sådan tilstand opnås eller opretholdes, kalder det »Guds vilje«; med en koldblodig kynisme afmåler det folkene, tiderne, de enkelte efter, om de nytter eller modstræber præste-overmagten. Tag at se dem ved værket: under de jødiske præsters hænder blev den store tid i Israels historie en forfalds-tid; eksilet, den lange ulykke forvandlede sig til en evig straf for den store tid – en tid, hvor præsten endnu ikke var noget… De mægtige, meget frigjorte skikkelser i Israels historie, har de, alt efter behov, gjort til duknakker og hyklere eller »gudløse«, de har forsimplet psykologien i enhver stor tildragelse til idiot-formlen »lydighed eller ulydighed mod Gud«. – Et skridt videre: »Guds vilje«, dvs. opretholdelses-betingelserne for præstens magt, må være kendte, – til dette formål behøves en »åbenbaring«. På tysk: en stor litterær forfalskning bliver nødig, en »hellig skrift« bliver opdaget, – under en rigidt religiøs pomp, med bodsdage og jammerskrig over den lange


»synd« bliver den gjort offentlig. »Guds vilje« stod forlængst fast: hele ulykken ligger deri, at man har gjort sig fremmed overfor den »hellige skrift«… Allerede for Moses var »Guds vilje« åbenbaret… Hvad var der sket? Præsten havde, med strenghed, med pedanteri, helt indtil de store og små skatter, som man skulle betale ham (– det lækreste stykke kød ikke at forglemme: for præsten er en beefsteak-æder) en gang for alle formuleret, hvad han vil have, »hvad der er Guds vilje«… Fra nu af er alle ting i livet ordnet sådan, at præsten er uundværlig overalt; i alle livets naturlige hændelser, ved fødslen, ægteskabet, sygdommen, døden, for slet ikke at tale om ofret (»måltidet«), kommer den hellige parasit til syne for at denaturalisere dem: i hans sprog for at »helliggøre« dem… For dette må man begribe: enhver naturlig sæde, enhver naturlig institution (stat, rets-orden, ægteskab, sygdoms- og fattigpleje), ethvert af livs-instinktet indgivet krav, kort sagt alt, hvad der har sin værdi i sig, bliver gennem præstens parasitisme (eller den »sædelige verdensorden«) gjort principielt værdiløst, værdi-stridigt: det behøver efterfølgende sanktionen, – en værdigivende magt er nødig, som deri benægter naturen, som netop først derved skaber en værdi… Præsten devaluerer, afhelliggør naturen: for denne pris er det, at han overhovedet består. – Ulydigheden imod Gud, dvs. imod præsten, imod »loven« får nu navnet »synd«; midlerne til, atter »at forsone sig med Gud«, er, som rimeligt, midler, hvormed underkastelsen under præsterne bare bliver mere grundigt sikrede: præsten alene »forløser«… Psykologisk efterregnet bliver »synderne« uundværlige i hvert præsteligt organiseret samfund: de er magtens egentlige håndtag, præsten lever af synderne, han har nødig, at der »syndes«… Øverste sætning: »Gud tilgiver den, der gør bod« – på tysk: den, der underkaster sig præsten. –

Den antikristne 31

27. På et således falskt grundlag, hvor enhver natur, enhver natur-værdi, enhver realitet havde de dybeste instinkter i den herskende klasse imod sig, voksede kristendommen op, en dødsfjendskabs-form imod realiteten, som hidtil ikke er blevet overgået. Det »hellige folk«, som for alle ting kun havde beholdt præste-værdier, præste-ord til overs, og med en slut-følgerigtighed, der kan indgyde frygt, havde ladet alt, hvad der ellers bestod af magt på Jorden, udskille fra sig som »uhelligt«, som »verden«, som »synd« – dette folk frembragte for sit instinkt en sidste formel der var logisk helt indtil selvbenægtelsen: det benægtede, som kristendom, også den sidste form af realiteten, det »hellige folk«, »de udvalgtes folk«, selve den jødiske realitet. Tilfældet er af første rang: den lille opstandige bevægelse, der døbes i navnet af Jesus af Nazareth, er det jødiske instinkt endnu engang, – anderledes sagt, præste-instinktet, der ikke længere tåler præsten som realitet, opfindelsen af en endnu mere tilbagetrukken tilværensform, en endnu mere ureal vision om verden, end en kirkes organisation betinger den. Kristendommen benægter kirken… Jeg ser ikke, imod hvad den opstand var rettet, som Jesus er blevet forstået eller misforstået som ophavsmanden til, om ikke det var opstanden imod den jødiske kirke, kirke netop taget i den forstand som vi i dag tager ordet. Det var en opstand imod »de gode og retfærdige«, imod »Israels hellige«, imod samfundets hierarki – ikke imod deres fordærvelse, men imod kasten, privilegiet, ordenen, formlen; det var ikketroen på de »højere mennesker«, et Nej talt imod alt, hvad der var præst og teolog. Men det hierarki, som dermed, om end kun for et øjeblik, blev draget i tvivl, var den pælebygning, hvorpå det jødiske folk, midt i »vandet«,


overhovedet endnu fortsatte med at bestå, den møjsommeligt tilkæmpede sidste mulighed for, at blive til overs, residuet for dets politiske sær-eksistens: et angreb på det var et angreb på det dybeste folke-instinkt, på den sejeste folke-livs-vilje, som nogensinde har været på Jorden. Denne hellige anarkist, opråbte det lavere folk, de udstødte og »synderne«, candalaerne indenfor jødedommen, til modsigelse imod den herskende orden – i et sprog, som, hvis evangelierne ellers var til at stole på, ville føre direkte til Sibirien også i dag, han var en politisk forbryder, for så vidt nemlig at politiske forbrydere var mulige i et absurd-upolitisk fællesskab. Dette bragte ham på korset: beviset herfor er korsets påskrift. Han døde for sin skyld, – der savner enhver grund til at påstå, hvor ofte det end er blevet gjort, at han døde for andres. –

28. Et helt andet spørgsmål er det, om han overhovedet havde en sådan modsætning i bevidstheden, – om han ikke blot blev opfattet som denne modsætning. Og først her berører jeg problemet om forløserens psykologi. – Jeg bekender, at der er få bøger jeg læser med sådanne vanskeligheder som evangelierne. Disse vanskeligheder er andre, end dem, ved hvis påvisning den tyske ånds lærde nysgerrige har fejret en af deres mest uforglemmelige triumfer. Tiden er fjern, hvor også jeg, som enhver ung lærd, med en raffineret filologs kloge langsommelighed indtog den uforlignelige Strauss’ værk. Dengang var jeg tyve år gammel: nu er jeg for alvorlig dertil. Hvad kommer »overleveringens« modsigelser mig ved? Hvordan kan man overhovedet kalde legender om hellige for »overlevering«! Historierne om hellige er den tvetydigste litteratur der overhovedet findes: at anvende den videnskabelige

Den antikristne 33

metode på dem, når der ellers ikke foreligger nogen vidnesbyrd, forekommer mig at være dødsdømt på forhånd – bare lærd lediggang…

29.

Hvad der kommer mig ved, er forløserens

psykologiske type. Denne kunne jo være indeholdt i evangelierne til trods for evangelierne, hvor meget den så end er forvansket eller overlæsset med fremmede træk: ligesom den psykologiske type af Frans af Assisi er indeholdt i hans legender til trods for hans legender. Ikke sandheden om, hvad han har gjort, hvad han har sagt, hvordan han egentlig er død: men derimod spørgsmålet, om hans type overhovedet endnu er forestillelig, om den er »overleveret«? – De forsøg, jeg kender, på, af evangelierne sågar at læse historien for en »sjæl« ud, synes mig at være beviser på en afskyværdig psykologisk letfærdighed. Hr. Renan, denne Hanswurst in psychologicis, har henbragt de to utilhørigste begreber til hans forklaring af typen Jesus, som der kan gives for dette: begrebet geni og begrebet helt (»héros«). Men hvis der er noget, der er uevangelisk, så er det begrebet helt. Netop modsætningen til al kæmpen, til al følen-sig-i-kamp er her blevet instinkt: uformåendet til modstanden bliver her moral (»modstå ikke det onde«, evangeliernes dybeste ord, i en vis forstand deres nøgle), saligheden i freden, i blidheden, i det, ikke-at-kunne-være-fjende. Hvad betyder »glædeligt budskab«? Det sande liv, det evige liv er fundet – det bliver ikke lovet, det er til, det er i jer: som liv i kærligheden, i kærligheden uden fratræk og udelukkelse, uden distance. Enhver er Guds barn – slet intet gør Jesus krav på for sig alene – som Guds børn er alle lige med alle… At gøre en helt af Jesus! – Og hvilken misforståelse er overhovedet ordet »geni«! Hele vores begreb, vores kultur-begreb »ånd«


har i den verden, som Jesus lever i, slet ingen mening. Talt med fysiologens strenghed, ville her et helt andet ord være på sin plads: ordet idiot. Vi kender en tilstand af sygelig pirrelighed af følesansen, som så gyser tilbage for enhver berøring, for ethvert greb om en fast genstand. Man kan oversætte sig en sådan fysiologisk habitus i dens sidste logik – som instinkt-had imod enhver realitet, som flugt i det »ufattelige«, i det »ubegribelige«, som modvilje imod enhver formel, ethvert tids- og rumbegreb, imod alt, hvad der er fast, sæde, institution, kirke, som væren-hjemme i en verden, som ingen art realitet længere rører, en blot »indre« verden, en »sand« verden, en »evig« verden… »Guds rige er i jer«…

30. Instinkt-hadet imod realiteten: Følge af en ekstrem lidelses- og pirringsformåen, som overhovedet ikke vil »berøres« længere, fordi den fornemmer enhver berøring for dybt. Instinkt-udelukkelsen af al antipati, alt fjendskab, alle grænser og distancer i følelsen: Følge af en ekstrem lidelses- og pirringsformåen, som allerede opfatter enhver modstræben, modstræbelses-tvang som ubærlig ulyst (dvs. som skadelig, som frarådet af selvopretholdelses-instinktet), og som alene kender saligheden (lysten) deri, ikke længere, mod ingen længere, hverken mod ondet, eller mod den onde, at yde modstand, – kærligheden som eneste, som sidste livs-mulighed… Dette er de to fysiologiske realiteter, på hvilke, ud af hvilke forløsnings-læren er vokset. Jeg kalder dem en sublim videre-udvikling af hedonismen på helt igennem morbidt grundlag. Næstbeslægtet med den, om end med et stort tilskud af græsk vitalitet og nervekraft, forbliver epikuræismen, hedenskabets forløsnings-lære.

Den antikristne 35

Epikur, en typisk décadent: først af mig erkendt som en sådan. – Frygten for smerte, selv for det uendeligt-lille i smerten – den kan slet ikke ende anderledes end i en kærlighedens religion…

31. Jeg har forudskikket mit svar på problemet. Forudsætningen for det svar er, at forløserens type kun er givet os i stærk forvanskning. Denne forvanskning har i sig selv megen sandsynlighed: en sådan type kunne af flere grunde ikke forblive ren, hel, fri af tilføjelser. Både det milieu, som denne fremmede skikkelse bevægede sig i, må have efterladt spor ved ham, og endnu mere historien, skæbnen for den første kristelige menighed: derudfra blev, tilbagevirkende, typen beriget med træk, der først bliver forståelig ud fra krigen og til propagandaens formål. Hin sælsomme og syge verden, som evangelierne fører os ind i – en verden som fra en russisk roman, hvor udsmidning fra samfundet, nervelidelser og »barnlig« idiotisme synes at tilpasse sig hinanden – må under alle omstændigheder have forgrovet typen: især de første disciple oversatte først en helt i symboler og ufatteligheder svømmende væren til den egne grovhed, for overhovedet at forstå noget deraf, – for dem var typen først efter en indformning i kendte former forhånden… Profeten, Messias, den fremtidige dommer, morallæreren, mirakelmanden, Johannes Døberen – lige så mange lejligheder til at forkende typen… Lad os endelig ikke undervurdere dette proprium ved al stor, især sekterisk beærelse: den visker de originale, ofte pinligt-fremmede træk og idiosynkrasier ved det beærede væsen ud – den ser dem ikke selv. Man ville have at beklage, at en Dostojevski ikke har levet i nærheden af denne interessanteste décadent, jeg mener nogen, som netop vidste af at


fornemme den gribende pirring ved en sådan blanding af det sublime, syge og barnlige. Et sidste synspunkt: typen kunne, som décadence-type, faktisk have været af en ejendommelig flerhed og modsigelsesfuldhed: en sådan mulighed kan ikke fuldstændigt udelukkes. Alt fraråder dog fra den: netop overleveringen ville for dette tilfælde måtte være en mærkværdigt tro og objektiv: hvorom vi har grunde til at antage det modsatte. Indtil videre gaber en modsigelse mellem bjerg- sø- og hede-prædikeren, hvis tilsynekomst frembyder sig som en Buddha på et meget indisk grundlag, og angrebets fanatiker, teolog- og præste-dødsfjenden, som Renan’s ondskabsfuldhed har forherliget som »le grand maître en ironie«. Jeg selv tvivler ikke på, at det rigelige mål af galde (og endda af esprit) først er flydt fra den ophidsede tilstand af den kristelige propaganda over til mesterens type: man kender jo så rigeligt den ubetænkelighed hos alle sekterere, af deres mester at gøre sig deres apologi til rette. Da den første menighed havde behov for en dømmende, stridende, rasende, ondsindet spidsfindig teolog, imod teologer, skabte de sig deres »gud« efter deres behov: ligesom de så også uden tøven gav ham hine fuldkomment uevangeliske begreber i munde, som de nu ikke kunne undvære, »genkomst«, »dommens dag«, enhver art tidslig forventning og lovning. –

32. Jeg vægrer mig, sagt endnu engang, imod, at man skriver fanatikeren ind i forløserens type: alene det ord, impérieux, som Renan bruger, annullerer allerede typen. Det »gode budskab« er netop, at der ikke længere gives nogen modsætninger; himmeriget tilhører børnene; den tro, der lyder her, er ikke nogen tilkæmpet tro, – den er der, den er fra begyndelsen af, den er ligesom en i det

Den antikristne 37

åndelige tilbagetrådt barnlighed. Tilfældet med den udskudte og i organismen uudviklede pubertet som følgefænomen af degenerationen er i det mindste fysiologerne fortrolig. – En sådan tro raser ikke, dadler ikke, vægrer sig ikke: den bringer ikke »sværdet« med, – den aner slet ikke, hvor vidt den engang ville kunne adskille. Den beviser sig ikke, hverken gennem mirakler, eller gennem løn og løfte, ej heller »gennem skriften«: den selv er i hvert øjeblik sit mirakel, sin løn, sit bevis, sit »Guds rige«. Denne tro formulerer sig heller ikke – den lever, den vægrer sig imod formler. Ganske vist bestemmer tilfældet omgivelserne, sproget, den forudgående dannelse af en bestemt kreds af begreber: den første kristendom håndterer kun jødisk-semitiske begreber (–at æde og drikke ved nadveren hører hertil, dette af kirken, som alt jødisk, så slemt misbrugte begreb). Men man skal vare sig for at se mere deri end en tegntale, en semiotik, en lejlighed til lignelser. Netop det, at intet ord tages bogstaveligt, er for denne anti-realist forbetingelsen for, overhovedet at kunne tale. Blandt indere ville han have betjent sig af sankhyam-begreberne, blandt kinesere af Laotse’s – og ville ikke føle nogen forskel derved. – Man kunne, med nogen tolerance i udtrykket, kalde Jesus for en »fri ånd« – han gør sig intet til af alt, hvad der er fast: ordet dræber, alt, hvad der er fast, dræber. Begrebet, erfaringen »liv«, sådan som han alene kender det, modstræber hos ham enhver art ord, formel, lov, tro, dogme. Han taler blot om det inderste: »liv« eller »sandhed« eller »lys« er hans ord for det inderste, – alt øvrigt, hele realiteten, hele naturen, selve sproget, har for ham blot værdien af et tegn, en lignelse. – Man må på dette sted aldeles ikke forgribe sig, hvor stor den forførelse end er, som ligger i den kristelige, dvs. kirkelige fordom: En sådan symbolik par excellence står udenfor al religion, alle kult-begreber, al historie, al naturvidenskab, al verdens-erfaring, alle


kendskaber, al politik, al psykologi, alle bøger, al kunst – hans »viden« er netop den rene dårskab derom, at der gives noget af den slags. Kulturen er ham ikke engang kendt ved omtale, han har ingen kamp imod den nødig, – han fornægter den ikke… Det samme gælder om staten, om hele den borgerlige orden og samfundet, om arbejdet, om krigen – han har aldrig haft en grund til, at fornægte »verden«, han har aldrig haft anelse om det kirkelige begreb »verden«… Fornægtelsen er netop det ham helt umulige. – Tillige mangler dialektikken, der mangler forestillingen om, at en tro, en »sandhed« ville kunne bevises gennem grunde (– hans beviser er indre »lys«, indre lyst-følelser og selvaffirmationer, lutter »beviser på kraften« –) En sådan lære kan heller ikke modsige, den begriber slet ikke, at der gives, kan gives andre lærer, den ved slet ikke om at forestille sig en modsat dømmen… Hvor den støder på den, vil den af inderste medfølelse sørge over »blindhed«, – for den ser »lyset« –, men ikke gøre nogen indvending…

33. I hele »evangeliets« psykologi mangler begrebet skyld og straf; tillige begrebet løn. »Synden«, ethvert distance-forhold mellem Gud og menneske er afskaffet, – netop det er det »glade budskab«. Saligheden bliver ikke lovet, den bliver ikke knyttet til betingelser: den er den eneste realitet – resten er tegn til at tale om den… Følgen af en sådan tilstand projicerer sig i en ny praktik, den egentlig evangeliske praktik. Ikke en »tro« adskiller den kristne: den kristne handler, han adskiller sig gennem en anderledes handlen. At han mod den, der er ond imod ham, hverken yder modstand i ord eller i hjertet. At han ikke gør forskel mellem fremmed og hjemlig, mellem jøder og ikkejøder (»den næste« egentligt trosfællen, jøden). At han ikke raser mod

Den antikristne 39

nogen, ringeagter nogen. At han hverken lader sig se ved domstole, eller lader sig påkalde (»ikke sværge«). At han under ingen omstændigheder, heller ikke i tilfældet af hustruens beviste utroskab, skilles fra sin hustru. – Altsammen i grunden én sætning, altsammen følger af ét instinkt. Forløserens liv var intet andet end denne praktik, – hans død var heller ikke andet… Han havde ikke længere behov for formler, for en ritus for omgangen med Gud – ikke engang bønnen. Han har afregnet med hele den jødiske bods- og forsonings-lære; han ved, hvordan det alene er livets praktik, med hvilken man føler sig »guddommelig«, »salig«, »evangelisk«, til hver en tid »barn af Gud«. Ikke »bod«, ikke »bøn om tilgivelse« er veje til Gud: den evangeliske praktik alene fører til Gud, den er netop »Gud« – Hvad der med evangeliet var afskaffet, det var jødedommen med begreberne »synd«, »tilgivelse af synden«, »tro«, »forløsning gennem troen« – hele den jødiske kirke-lære var fornægtet i det »glade budskab«. Det dybe instinkt for, hvordan man vil måtte leve, for at føle sig »i himlen«, for at føle sig »evig«, mens man ved enhver anden forholdsmåde aldeles ikke »føler sig i himlen«: dette alene er den psykologiske realitet af »forløsningen«. – En ny praksis, ikke en ny tro…

34. Hvis jeg forstår et eller andet af denne store symbolist, så er det det, at han kun tog indre realiteter som realiteter, som »sandheder«, – at resten, alt naturligt, tidsligt, rumligt, historisk forstod han blot som tegn, som lejlighed til lignelser. Begrebet »menneskesøn« er ikke en konkret person, som hører til i historien, en eller anden enkelt, unik, men derimod en »evig« faktualitet, et fra tidsbegrebet forløst psykologisk


symbol. Det samme gælder nok engang, og i højeste forstand, om denne typiske symbolikers gud, om »Guds rige«, om »himmeriget«, om »Guds sønlige udkårelse«. Intet er ukristeligere end de kirkelige grovheder om en gud som person, om »Guds rige«, om en »Guds søn«, trinitetens anden person. Alt dette er – man tilgive mig udtrykket – en knytnæve lige i øjet – oh, for et øje! af evangeliet; en verdenshistorisk kynisme i forhånelsen af symbolet… Men det ligger jo lige for hånde, hvad der berøres med tegnene »fader« og »søn« – ikke for enhver hånd, det medgiver jeg: med ordet »søn« er indtrædet i altings total-afklarings-følelse (saligheden) udtrykt, med ordet »fader« denne følelse selv, evigheds- og fuldendelses-følelsen. – Jeg skammer mig ved at erindre, hvad kirken har gjort ud af denne symbolisme: har den ikke placeret en amfitryon-historie ved tærskelen til den kristelige »tro«? Og et dogme om den »ubesmittede undfangelse« oveni? … Men dermed har den besmittet undfangelsen – – »Himmeriget« er en tilstand i hjertet – ikke noget, der kommer »over Jorden« eller »efter døden«. Hele begrebet om den naturlige død mangler i evangeliet: døden er ingen bro, ingen overgang, den mangler, fordi den er tilhørende en helt anden blot tilsyneladende, blot til tegn nyttig verden. »Dødens time« er intet kristeligt begreb – »timen«, tiden, det fysiske liv og dets kriser er slet ikke til stede for læreren af det »glade budskab«… »Guds rige« er ikke noget, som man forventer; det har intet i går og intet i overmorgen, det kommer ikke om »tusinde år« – det er en erfaring i ens hjerte; det er til overalt, det er intetsteds til…

35. Denne »glade budbringer« døde som han levede, som han lærte – ikke for »at forløse menneskene«, men derimod for at vise, hvordan man skal leve. Det er

Den antikristne 41

praktikken, som han efterlod til menneskeheden: hans opførsel overfor dommerne, overfor betjentene, overfor anklagerne og alle slags bagvaskelse og hån, – hans opførsel på korset. Han modstår ikke, han forsvarer ikke sin ret, han gør intet skridt, som vægrer det yderste væk fra ham, mere endnu, han fordrer det frem… Og han bønfalder, han lider, han elsker med dem, i dem, der gør ham ondt… Ordene til røveren ved korset indeholder hele evangeliet. »Det har sandelig været et guddommeligt menneske, et »Guds barn« siger røveren. »Hvis du føler dette – svarer forløseren – så er du i paradiset, så er også du et barn af Gud…« Ikke vægre sig, ikke rase, ikke ansvarlig-gøre… Men derimod heller ikke modstå den onde, – at elske ham…

36.

– Først vi, vi frigjorte ånder, har forudsætningen for at forstå noget, som nitten århundreder har misforstået, – hin retskaffenhed, som er blevet instinkt og lidenskab, som fører krigen mod den »hellige løgn« mere end mod nogen anden løgn… Man var usigeligt fjernt fra vores elskelige og forsigtige neutralitet, fra den tugt af ånden, hvormed det alene bliver muligt at gætte om så fremmede, så sarte ting: man ville til hver en tid, med en uforskammet selviskhed, kun have sin fordel deri, ud fra denne modsætning til evangeliet har man opbygget kirken…

Hvem der ville søge tegn på, at en ironisk guddommelighed spillede med fingrene bag det store verdens-spil, han ville finde ikke så lidt holdt i det uhyrlige spørgsmålstegn, som kristendommen fremkalder. At menneskeheden ligger på knæene overfor modsætningen af det, som var evangeliets oprindelse, mening, ret, at den i begrebet »kirke« netop har kanoniseret, hvad den »glade budbringer« fornemmede


som under sig, som bag sig – man søger forgæves efter en større form for verdenshistorisk ironi – –

37.

– Vores tidsalder er stolt over dens historiske sans: hvordan har den kunnet gøre sig den nonsens troværdig, at der ved kristendommens begyndelse står den grove mirakelmager- og forløser-fabel, – og at alt det spirituelle og symbolske først er en senere udvikling? Omvendt: kristendommens historie – og vel at mærke fra og med døden på korset – er historien om den skridtvist stadigt grover misforståelse af en oprindelig symbolisme. Med enhver udbredelse af kristendommen over stadigt bredere, stadigt mere rå masser, som stadigt mere savnede de forudsætninger, hvoraf den er født, blev det mere nødvendigt at vulgarisere, at barbarisere kristendommen, – lærer og riter fra alle imperium Romanum’s underjordiske kulter, nonsens fra alskens syg fornuft har den slugt i sig. Kristendommens skæbne ligger i nødvendigheden af, at dens tro selv måtte blive så syg, så nedrig og vulgær, som de behov, der skulle tilfredsstilles med den, var syge, nedrige og vulgære. Som kirke samler det syge barbari sig endelig selv til magten, – kirken, denne dødsfjendskabsform mod enhver retskaffenhed, mod enhver højde af sjælen, mod enhver tugt af ånden, mod enhver frimodig og godmodig menneskelighed. – De kristelige – de fornemme værdier: først vi, vi frigjorte ånder, har genetableret denne største værdi-modsætning, som der gives! – –

38.

– Jeg skal på dette sted ikke undertrykke et suk. Der gives dage, hvor en følelse hjemsøger mig, sortere end

Den antikristne 43

den sorteste melankoli – menneske-foragten. Og for at jeg ikke skal lade nogen tvivl tilbage om hvad jeg foragter, hvem jeg foragter: det er mennesket af i dag, det menneske, som jeg skæbnefuldt er samtidig med. Mennesket af i dag – jeg kvæles ved dets urene ånde… Overfor det forgangne er jeg, lig alle erkendende, af stor tolerance, dvs. det er storsindet selvbetvingelse: jeg går igennem denne galehus-verden af hele årtusinder, den hedde sig nu »kristendom«, »kristelig tro«, »kristelig kirke« med et dystert blik fremad, – jeg varer mig for, at gøre menneskeheden ansvarlig for dens mentale sygdomme. Men min følelse slår om, bryder frem, så snart jeg indtræder i den nyere tid, i vores tid. Vores tid er vidende… Hvad der førhen blot var sygt, i dag blev det uanstændigt, – det er uanstændigt, at være kristen i dag. Og her begynder min ækel. – Jeg ser mig omkring: intet ord er til overs længere, af det, som før hed »sandhed«, vi holder det ikke engang ud længere, når en præst så meget som tager ordet »sandhed« i munden. Selv ved det beskedneste krav om retskaffenhed må man vide i dag, at en teolog, en præst, en pave, med hver en sætning, som han taler, ikke kun tager fejl, men derimod lyver, – at det ikke længere står ham frit for, at lyve af »uskyldighed«, af »uvidenhed«. Også præsten ved, så godt som hvermand ved det, at der ingen »Gud« er længere, ingen »synder«, ingen »forløser«, – at »fri vilje«, »sædelig verdensorden« er løgne: – alvoren, den dybe selvovervindelse af ånden tillader ingen længere, ikke at vide om dette… Alle kirkens begreber er erkendt som det, de er, som det mest ondsindede falskmøntneri der findes, til det formål at devaluere naturen, natur-værdierne; præsten selv er erkendt som det, han er, som den farligste art parasit, som den egentlige giftedderkop i livet… Vi ved, vores samvittighed ved i dag –, hvad de uhyggelige opfindelser fra præsterne og kirken overhovedet er værd, hvad de tjente til, hvormed den


tilstand af selvskænding af menneskeheden er opnået, som kan frembringe ækel ved dens åsyn – begreberne »hinsides«, »dommens dag«, »sjælens udødelighed«, »sjælen« selv; det er tortur-instrumenter, det er systemer af grusomheder, ved hvis hjælp præsten blev herre, forblev herre… Hvermand ved det: og alligevel bliver alt ved det gamle. Hvor er det kommet hen med den sidste følelse af anstændighed, af selvrespekt, når selv vore statsmænd, en ellers meget ubefangen art mennesker og helt igennem antikristne i gerning, i dag kalder sig kristne og går til nadveren? … En ung fyrste, i spidsen for sit regimente, pragtfuld som udtryk for sit folks selviskhed og selvovervurdering, – men, uden al skam for, at bekende sig som kristen! … Hvem er det så, kristendommen fornægter? hvad kalder den »verden«? At man er soldat, at man er dommer, at man er patriot; at man vægrer sig; at man holder på sin ære; at man vil have sin fordel; at man er stolt… Enhver praktik ethvert øjeblik, ethvert instinkt, enhver vurdering der bliver til gerning i dag er antikristelig: hvilket misfoster af falskhed må det moderne menneske være, så at det dette til trods ikke skammer sig for, stadig at kaldes kristen! – – –

39.

– Jeg vender tilbage, jeg fortæller jer kristendommens ægte historie. – Allerede ordet »kristendom« er en misforståelse –, i grunden gaves der kun én kristen, og han døde på korset. »Evangeliet« døde på korset. Hvad der fra dette øjeblik af kaldes »evangelium«, var allerede modsætningen til det, som han levede: et »slemt budskab«, et dysangelium. Det er forkert helt indtil nonsens, når man i en »tro«, såsom i troen på forløsningen gennem Kristus ser kendetegnet på den kristne: kun en praktik, et liv sådan som han, der døde på korset, levede det, er kristeligt… Endnu i dag er

Den antikristne 45

et sådan liv muligt, for visse mennesker endda nødvendigt: den ægte, den oprindelige kristendom vil til alle tider være mulig… Ikke en tro, men derimod en gøren, frem for alt en en meget-ikke-gøren, en anden væren… Bevidstheds-tilstande, en eller anden tro, en holden-for-sandt for eksempel – alle psykologer ved det – er jo fuldstændig ligegyldig og femterangs i forhold til værdien af instinkterne: strengere talt, hele begrebet om åndelig kausalitet er forkert. At reducere det, at være kristen, kristeligheden til en holden-for-sandt, til en blot bevidstheds-fænomenalitet, vil sige at negere kristeligheden. I praksis gaves der slet ingen kristne. Den »kristne«, det, der sit to årtusinder kaldes kristne, er blot en psykologisk selv-misforståelse. Nøjere tilset, hersker i ham, trods al »tro«, blot instinkterne – og hvilke instinkter! – »Troen« var til alle tider, eksempelvis hos Luther, kun en frakke, et påskud, et forhæng, bag hvilket instinkterne spillede deres spil –, en klog blindhed overfor visse instinkters dominans… »Troen« – jeg kaldte den allerede den egentlige kristelige kløgt, – man talte altid om »troen«, man gjorde altid kun ud fra instinktet… I den kristnes forestillings-verden forekommer intet, som end blot rørte ved virkeligheden: derimod erkendte vi i instinkt-hadet imod enhver virkelighed det drivende, det eneste drivende element i roden af kristendommen. Hvad følger deraf? At også in psychologicis er fejltagelsen her radikal, dvs. væsens-bestemmende, dvs. substans. Tag ét begreb væk, sæt en eneste realitet i dets sted – og hele kristendommen ruller ind i intet! – Fra højden betragtet, forbliver denne mest fremmedartede af alle kendsgerninger, en gennem fejltagelser ikke kun betinget, men derimod kun i skadelige, kun i livs- og hjerteforgiftende fejltagelser opfindsom og endda genial religion et skuespil for guder, – for hine guddomme, som tillige er filosoffer, og som jeg for eksempel har mødt ved hine berømte samtaler på Naxos. I det


øjeblik, hvor ækelen for dem viger (– og for os!), bliver de taknemmelige for den kristnes skuespil: den forbarmelige lille stjerne, som kaldes Jorden, fortjener måske alene for dette kuriøse tilfælde et guddommeligt blik, en guddommelig deltagelse… Lad os nemlig ikke undervurdere den kristne: den kristne, falsk helt indtil uskylden, er langt over aben, – med henblik på kristne bliver en velkendt herkomst-teori til den blotte artighed…

40.

– Evangeliets skæbne afgjorde sig med døden, – det hang på »korset«… Først døden, denne uventede forsmædelige død, først på korset, der generelt blot forbeholdtes canailles, – først denne forfærdeligste paradoksi bragte disciplene overfor den egentlige gåde: »hvem var det? hvad var det?« – denne tilstand lader sig kun for godt begribe. Her måtte alt være nødvendigt, have mening, fornuft, højeste fornuft; kærligheden hos en discipel kender ingen tilfældighed. Først nu brød kløften op: »hvem har dræbt ham? hvem var hans naturlige fjende?« – dette spørgsmål sprang frem som et lyn. Svar: den herskende jødedom, dens øverste stand. Man følte sig fra dette øjeblik af i oprør mod ordenen, man forstod efterfølgende Jesus som i oprør mod ordenen. Indtil da manglede dette krigeriske, dette nejsigende, nejgørende træk i hans billede; mere endnu, det var dets modsigelse. Åbenbart har den lille menighed netop ikke forstået hovedsagen, det forbilledlige i denne måde at dø på, friheden, overlegenheden over enhver følelse af ressentiment: – et tegn på, hvor lidt de overhovedet forstod af ham I sig selv kunne Jesus med sin død ikke ønske andet end offentligt at give den stærkeste prøve, beviset på hans lære… Men hans disciple var langt fra at undskylde denne død, – hvilket havde været evangelisk i

Den antikristne 47

højeste forstand; eller endda, i hjertets blide og elskelige ro at tilbyde sig til en samme død… Netop den mest uevangeliske følelse, hævnen, kommer atter ovenpå. Umuligt kunne sagen være til ende med denne død: man behøvede »gengældelse«, »domstol« (– og hvad kan dog være mere uevangelisk end »gengældelse«, »straf«, »doms-afholdelse«!) Endnu engang kom den polulære forventning om en Messias i forgrunden; et historisk øjeblik blev holdt for øje: »Guds rige« kommer til dommen over dets fjender… Men dermed er alt misforstået: »Guds rige« som slutakt, som løfte! Evangeliet havde da netop været tilstedeværelsen, opfyldelsen, virkeligheden af dette »rige«. Lige netop en sådan død var dette »Guds rige«… Først nu skrev man hele foragten og bitterheden mod farisæere og teologer ind i mesterens type, – dermed gjorde man en farisæer og teolog ud af ham! På den anden side kunne denne vildgjorte beæring hos disse aldeles tumultariske sjæle ikke længere udholde den evangeliske ligeberettigelse af hvermand som barn af Gud, som Jesus havde lært: deres hævn var, på udskejende vis at opløfte Jesus, at løse ham fra sig: helt sådan, som jøderne førhen af hævn mod deres fjender havde løsnet deres gud fra sig og løftet den i højden. Den éne Gud og den éne Søn af Gud: Begge er de frembringelser ud fra ressentiment…

41.

– Og fra nu af dukkede et absurd problem op, »hvordan kunne Gud tillade dét!« Det fandt den forstyrrede fornuft i det lille fællesskab et direkte skrækkeligt absurd svar på: Gud gav sin søn for tilgivelsen af synderne, som offer. Hvor var det på én gang til ende med evangeliet! Skyldsofret, og vel at mærke i dets mest modbydelige, barbariske form, ofret af den


uskyldige for de skyldiges synder! Hvilken forfærdelig hedenskab! – Jesus havde jo selv afskaffet begrebet »skyld«, – han havde benægtet enhver kløft mellem Gud og menneske, han levede denne enhed af Gud som menneske som sit »glade budskab«… Og ikke som forrettighed! – Fra nu af trådte skridtvist ind i forløserens type: læren om dommen og om genkomsten, læren om døden som en offerdød, læren om opstandelsen, hvormed hele begrebet »salighed«, evangeliets hele og eneste realitet, er tryllet bort, – til fordel for en tilstand efter døden! … Denne opfattelse, denne utugt af opfattelse, har Paulus med hin rabbinermæssige frækhed, som i alle stykker kendetegner ham, logificeret derhen: »hvis Kristus ikke er genopstået fra de døde, så er vores tro forfængelig«. – Og på én gang blev der af evangeliet den foragteligste af alle uopfyldelige løfter, den uforskammede lære om personal-udødeligheden… Paulus selv lærte den endnu som løn! …

42.

Man ser, hvad der var til ende med døden på korset: et nyt, et helt igennem oprindeligt afsæt mod en buddhistisk fredsbevægelse, mod til faktisk, ikke blot lovet lykke på Jorden. For dette forbliver – jeg fremhævedet det allerede – grundforskellen mellem de to décadence-religioner: buddhismen lover ikke, men holder, kristendommen lover alt, men holder intet. – I det »glade budskabs« fodspor fulgte det allerværste: Paulus’ budskab. I Paulus legemliggøres modsætnings-typen til den »glade budbringer«, geniet i hadet, i hadets vision, i hadets ubønhørlige logik. Hvad har denne dysangelist altsammen bragt hadet til offer! Frem for alt forløseren: han slog ham op på sit kors. Livet, eksemplet, læren, døden, meningen og retmæssigheden som var i hele

Den antikristne 49

evangeliet – intet var længere tilstede, andet end hvad denne falskmøntner begreb ud fra hadet, det alene, som han kunne bruge. Ikke realiteten, ikke den historiske sandhed! … Og endnu engang udøvede jødens præste-instinkt den samme store forbrydelse mod historien, – han gennemstregede simpelthen kristendommens i går og i forgårs, han opfandt sig en historie for den første kristendom. Mere til: han omforfalskede Israels historie endnu engang, til at fremstå som forhistorie til hans gerning: alle profeter skal have talt om hans »forløser«… Senerehen forfalskede kirken endda menneskehedens historie til kristendommens forhistorie… Forløserens type, læren, praktikken, døden, meningen med døden, selv det, der fulgte efter døden – intet forblev uantastet, intet forblev endog blot i lighed med virkeligheden. Paulus henlagde simpelthen tyngdepunktet for hele tilværelsen til efter denne tilværelse, – til løgnen om den »genopstandne« Jesus. Han kunne i grunden overhovedet ikke bruge forløserens liv, – han havde døden på korset nødig og noget mere dertil… At holde en Paulus, med hjemstavn ved den stoiske oplysnings hovedsæde, for at være ærlig, når han ud fra en hallucination lægger sig beviset til rette for, at forløseren stadig lever, eller også blot at skænke tro til hans fortælling om, at han har haft denne hallucination, ville være en sand niaiseri fra en psykologs side: Paulus ønskede formålet, følgelig ønskede han også midlerne… Hvad han ikke selv troede på, det troede idioterne, som han kastede sin lære ud iblandt. – Hans behov var magten; med Paulus ville præsten endnu engang til magten, – han kunne kun bruge begreber, lærer, symboler, hvormed man tyranniserer masser, danner flokke. – Hvad alene tog senere Muhammed fra kristendommen? Paulus’ opfindelse, hans middel til præste-tyranniet, til flok-dannelsen af udødeligheds-troen – altså læren om »dommen«…


43.

Hvis man henlægger tyngdepunktet for livet, ikke til livet, men til det »hinsides« – til intet –, så har man overhovedet frataget livet dets tyngdepunkt. Den store løgn om personal-udødeligheden ødelægger enhver fornuft, enhver natur i instinktet, – alt, hvad der er velgørende, livsfremmende, lovende for fremtiden i instinkterne, vækker nu mistro. At leve sådan, at det ikke længere har nogen mening at leve, det bliver nu »meningen« med livet… Hvad skal sans for det fælles til for, hvad skal taknemmelighed for herkomst og forfædre til for, hvad skal det til for at arbejde med på, at have lid til, at fremme et eller andet almenvel og have det for øje? … Lige så mange »fristelser«, lige så mange digressioner fra den »rette vej« – »et er nødvendigt«.. At alle som en »udødelig sjæl« har samme rang som enhver, at enhver enkelts »frelse«, i totaliteten af alle væsener, har lov at gøre krav på en evig vigtighed, at små hyklere og trekvarts-forrykte har lov at bilde sig ind, at naturens love bestandig bliver gennembrudt for deres skyld – en sådan forøgelse af enhver art selviskhed i det uendelige, i det uforskammede, kan man ikke brændemærke nok med foragt. Og alligevel har kristendommen denne forbarmelige smiger for personal-forfængeligheden at takke for dens sejr, – netop alle de vildfarne, opstandigt-sindede, slet afstedkomne, hele menneskehedens udsmid og affald har den dermed overtalt for sig. »Sjælens frelse« – på tysk: »verden drejer sig omkring mig«… Giften i læren om »samme rettigheder for alle« – kristendommen har udsået det mest principielt; enhver æresfrygt- og distance-følelse menneske og menneske imellem, dvs. forudsætningen for enhver højnelse, enhver vækst af kulturen, har kristendommen ført dødskrig mod fra de hemmeligste vinkler af slette instinkter, – den har af massernes ressentiment smedet sit

Den antikristne 51

hovedvåben imod os, imod alt fornemt, muntert, højhjertet på Jorden, imod vores lykke på Jorden… »Udødeligheden«, tilstået enhver Petrus og Paulus, var hidtil det største, det mest ondsindede attentat mod den fornemme menneskelighed. – Og lad os ikke undervurdere den skæbne, der fra kristendommen har sneget sig helt ind i politikken! Ingen i dag har længere modet til særrettigheder, til dominans-rettigheder, til en æresfrygts-følelse overfor sig selv og sine lige, – til en distancens patos… Vores politik er syg ved denne mangel på mod! – Aristokratismen i sindelaget blev på det mest underjordiske undergravet med sjæle-ligheds-løgnen; og om troen på »de flestes forrettighed« gør revolutioner og vil gøre det, kristendommen er det, tvivl ikke på det, kristelige værdidomme er det, som enhver revolution blot oversætter i blod og forbrydelse! Kristendommen er en opstand fra alt langs-jorden-kravlende imod det, der har højde: de »laveres« evangelium gør lav…

44.

– Evangelierne er uvurderlige som vidne for den allerede uopholdelige korruption indenfor den første menighed. Hvad Paulus senere med en rabbiners logiker-kynisme tilendebragte, var trods alt bare den forfalds-proces, der begyndte med forløserens død. – Evangelierne kan man ikke læse varsomt nok; de har deres vanskeligheder bag hvert et ord. Jeg bekender, det vil man holde mig det til gode, at de netop dermed for en psykolog er en fornøjelse af første rang, – som modsætning til al naiv fordærvelse, som raffinementet par excellence, som kunstmesterskabet udi den psykologiske fordærvelse. Evangelierne står for sig. Biblen tåler overhovedet ingen sammenligning. Man er blandt jøder: første synspunkt, for her ikke fuldstændig


at tabe tråden. Den her nærmest til geni blivende selvforstillelse i det »hellige«, som ikke ellers er opnået blandt bøger og mennesker, dette ord- og gebærde-falskmøntneri som kunst er ikke tilfældet af en hvilken som helst enkelt-begavelse, undtagelses-natur. Til dette hører race. I kristendommen, som den kunst, helligt at lyve, kommer hele jødedommen, en flerehundredeårig jødisk alleralvorligst for-øvelse og teknik til yderste mesterskab. Den kristne, denne ultima ratio af løgnen, er jøden nok engang – tre gange, endda… – Den principielle vilje til, kun at anvende begreber, symboler, attituder, som er beviste ud fra præstens praksis, instinkt-forkastelsen af enhver anden praksis, enhver anden art værdi- og nytte-perspektiv – det er ikke bare tradition, det er arv: kun som arv virker det som natur. Hele menneskeheden, selv de bedste hoveder fra de bedste tider – (én undtaget, som måske blot er et umenneske –) har ladet sig bedrage. Man har læst evangeliet som uskyldighedens bog …: ikke noget lille fingerpeg for, med hvilket mesterskab der her er blevet spillet skuespil. – Ganske vist: hvis vi så dem, også blot i forbifarten, alle disse forunderlige hyklere og kunst-hellige, så ville det være ved enden, – og netop fordi jeg ingen ord læser, uden at se gebærder, gør jeg en ende på dem… Der er en vis måde at slå øjnene op på, som jeg ikke længere holder ud ved dem. – Til alt held er bøger for de allerfleste blot litteratur – – Man behøver ikke at lade sig vildlede: »døm ikke!« siger de, men de sender alt i helvede, som står dem i vejen. Idet de lader Gud dømme, dømmer de selv; idet de forherliger Gud, forherliger de sig selv; idet de kræver de dyder, som netop de er i stand til – mere endnu, som de har nødig, for overhovedet at blive ovenpå –, giver de sig det store udseende af en kæmpen om dyden, en kamp om dydens dominans. »Vi lever, vi dør, vi ofrer os for det gode« (– »sandheden«, »lyset«, »Guds rige«): i sandhed gør de,

Den antikristne 53

hvad de ikke kan lade. Idet de på duknakkevis presser sig igennem, sidder i vinklen, lever skyggeagtigt i skyggerne, gør de sig en pligt deraf: som pligt fremstår deres liv som ydmyghed, som ydmyghed er det et bevis mere for fromheden… Åh, denne ydmyge, kyske, barmhjertige art forløgenhed! »For os skal dyden selv aflægge vidnesbyrd« … Læs evangelierne som bøger til at forføre med moral: moralen bliver af disse små folk belagt med beslag, – de ved, hvad det har på sig med moralen! Menneskeheden bliver bedst ført ved næsen med moral! – Realiteten er, at den mest bevidste holden sig for udvalgt her spiller beskedenhed: man har én gang for alle stillet sig, »menigheden«, de »gode og retfærdige« på den ene, på »sandhedens« side – og resten, »verden«, på den anden… Det var den skæbnesvangreste art storhedsvanvid, som hidtil har været på Jorden: små misfostre af hyklere og løgnere begyndte, for sig at gøre krav på begreberne »Gud« »sandhed« »lys« »ånd« »kærlighed« »visdom« »liv«, ligesom som synonymer for sig, for dermed at afgrænse »verden« imod sig, små superlativ-jøder, modne for enhver slags galehus, drejede overhovedet værdierne om efter sig, som var først den kristne meningen, salten, målet, og også den sidste dom for hele resten… Hele skæbner blev muliggjort alene derved, at en beslægtet, racebeslægtet art storhedsvanvid allerede fandtes i verden, den jødiske: så snart kløften mellem jøder og jøde-kristne rev sig åben, havde de sidstnævnte slet ikke andet valg tilbage, end at anvende de samme procedurer for selvopretholdelse, som det jødiske instinkt rådede til, imod jøderne selv, mens jøderne hidtil blot havde anvendt dem imod alt ikke-jødisk. Den kristne er bare en jøde af »friere« bekendelse. – –


45.

– Jeg giver et par prøver på det, som disse små folk har sat sig i hovedet, hvad de har lagt i munden på deres mester: lutter bekendelser fra »skønne sjæle«. –

»Og er der nogle, som ikke tager imod jer eller hører på jer, så gå derfra og ryst støvet af jeres fødder som et vidnesbyrd imod dem. Jeg siger jer: Sandelig, det vil gå Sodoma og Gomorra mere tåleligt på dommens dag, end en sådan by« (Markus 6, 11) – Hvor evangelisk! …

»Og den, der bringer en af de små, som tror på mig, til fald, ham ville det være bedre at have en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet« (Markus 9, 42) – Hvor evangelisk! …

»Og bringer dit øje dig til fald, så kast det fra dig. Det er dig bedre, at du går enøjet ind i Guds rige, end at du har to øjne og bliver kastet i helvedesilden; hvor deres maddiker ikke dør og ilden ikke slukkes« (Markus 9, 47) – Det er ikke ligefrem øjet, der er ment…

»Sandelig, jeg siger jer, der står nogen her, som ikke skal smage døden, førend de ser Guds rige komme med kraft« (Markus 9, 1). – Godt løjet, løve…

»Den, der vil følge mig, skal fornægte sig selv og tage sit kors på sig og følge efter mig. For …« (Anmærkning fra en psykolog. Den kristelige moral bliver gendrevet gennem dens for’er: dens »grunde« gendriver, – sådan er det kristeligt) Markus 8, 34. –

»Døm ikke, så at I ikke skal blive dømte. Det mål, I måler med, vil I blive målt efter.« (Matthæus 7,1) – Hvilket begreb om retfærdighed, fra en »retfærdig« dommer! …

»For hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn vil I så få? Gør ikke også tolderne det samme? Og hvis I kun er venlige mod jeres brødre, hvad særligt gør I så? Gør ikke også tolderne sådan?« (Matthæus 5, 46) – Princip

Den antikristne 55

for den »kristelige kærlighed«: den vil i sidste ende være godt betalt…

»For sådan som I ikke tilgiver menneskene deres fejl, vil jeres fader i himlen heller ikke tilgive jer« (Matthæus 6, 15) – Meget kompromitterende for benævnte »fader«…

»Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt sådant blive jer givet« (Matthæus 6, 33). Alt sådant: nemlig næring, klædning, hele livets nødtørft. En fejltagelse, beskedent udtrykt… Straks derpå fremstår Gud som skrædder, i det mindste i visse tilfælde…

»Fryd jeg så og spring op: for se, jeres løn er stor i himlen. Således behandlede jeres fædre også profeterne« (Lukas 6, 23) Uforskammet pak! Det sammenligner sig allerede med profeterne…

»Ved I ikke, at I er Guds tempel, at Guds ånd bor i jer? Hvem der fordærver Guds tempel, ham vil Gud fordærve: for Guds tempel er helligt, og det tempel er I« (Paulus, 1. korintherbrev 3, 16) – Den slags kan man ikke foragte nok…

»Ved I ikke, at de hellige skal dømme verden? Så når verden skal dømmes af jer: er I så ikke gode nok til at dømme i ringere sager?« (Paulus, 1. korintherbrev 6, 2) Desværre ikke blot talen fra en i galehuset… Denne frygtelige bedrager fortsætter bogstaveligt sådan: »Ved I ikke, at vi skal dømme over englene? Hvor meget mere så over de jordiske goder!« …

»Har Gud ikke gjort denne verdens visdom til dårskab? For da denne verden i dens visdom ikke erkendte Gud i hans visdom, faldt det Gud vel, gennem dåre prædiken at saliggøre dem, der tror derpå. Ikke mange vise i kødet, ikke mange mægtige, ikke mange ædle er kaldet. Men det, der er dårskab for verden, det har Gud udvalgt, så at han beskænder de vise; og hvad der er svagt for verden, det har Gud udvalgt, så at det kan beskænde det, som er stærkt. Og det, der er uædelt for


verden, og det foragtede, det har Gud udvalgt, og hvad der er intet dér, så at han gør til intet, hvad der er noget. Så at intet kødeligt priser sig overfor Gud« (Paulus, 1. korintherbrev 1, 20 ff.) – For at forstå dette sted, et vidnesbyrd af første rang for psykologien i enhver candala-moral, skal man læse den første afhandling i min Moralens genealogi: i den blev for første gang modsætningen mellem en fornem og en af ressentiment og afmægtig hævn født candala-moral stillet frem i lyset. Paulus var den største af alle hævnens apostle…

46.

– Hvad følger deraf? At man gør godt i at tage handsker på, når man læser Det Nye Testamente. Så megen urenligheds nærhed tvinger nærmest til det. Vi ville vælge os »første kristne« til omgang lige så lidt som polske jøder: ikke at man ville behøve en indvending imod dem… Begge lugter ikke godt. – Forgæves har jeg gennemsøgt Det Nye Testamente for bare ét sympatisk træk; intet er der deri, som ville være frit, godmodigt, åbenhjertigt, retskaffent. Menneskeligheden har her endnu ikke gjort sin første begyndelse, – renlighedens instinkter mangler… Der er kun slette instinkter i Det Nye Testamente, der er intet mod, ikke engang til disse slette instinkter. Alt er fejhed, alt er øje-lukken og selvbedrag deri. Enhver bog bliver renlig, når man lige har læst Det Nye Testamente: jeg læste, for at give et eksempel, med henrykkelse umiddelbart efter Paulus hin mest tiltalende, overmodige Petronius, om hvem man kunne sige, hvad Domenico Boccaccio skrev til hertugen af Parma: »è tutto festo« – udødeligt sund, udødeligt munter og velartet… Disse små hyklere forregner sig nemlig i hovedsagen. De angriber, men alt, der angribes af dem, er dermed udmærket. Hvem en »første kristen« angriber, ham besudler han ikke…

Den antikristne 57

Omvendt: det er en ære, at have »første kristne« imod sig. Man læser ikke Det Nye Testamente uden en forkærlighed for det, som deri bliver mishandlet, – for ikke at tale om »denne verdens visdom«, som en fræk vindmager »gennem dåre prædiken« forgæves søger at beskænde… Men selv farisæerne og de skriftlærde har deres fordel af sådanne modstandere: de må allerede have været noget værd, for at blive hadet på så uanstændig vis. Hykleri – dét ville være en anklage, som »første kristne« ville have lov at gøre! – Til slut var det de privilegerede: dette rækker, candala-hadet behøver ikke flere grunde. Den »første kristne« – jeg frygter, også den »sidste kristne«, som jeg måske endnu vil opleve – er af det nederste instinkt rebel imod alt privilegeret, – han lever, han kæmper altid for »samme rettigheder«… Nøjere tilset har han intet valg. Vil man, for sin person, være en »Guds udvalgte« – eller et »Guds tempel«, eller en »englenes dommer« –, så er ethvert andet princip for udvælgelsen, for eksempel ud fra retskaffenhed, ud fra ånd, ud fra mandighed og stolthed, ud fra hjertets skønhed og frihed, simpelthen »verden«, – det onde i sig selv… Morale: ethvert ord i munden på en »første kristen« er en løgn, enhver hand, som han gør, er en instinkt-falskhed, – alle hans værdier, alle hans mål er skadelige, men hvem han hader, hvad han hader, det har værdi… Den kristne, den præste-kristne i særdeleshed, er et kriterium for værdier – – Mangler jeg endnu at sige, at der i hele Det Nye Testamente kun forekommer en eneste figur, som man må give ære? Pilatus, den romerske statholder. At tage en jødehandel alvorlig – dertil overtaler han sig ikke. En jøde fra eller til – hvad kommer an på dét? … Den fornemme hån fra en romer, overfor hvem der drives et uforskammet misbrug af ordet »sandhed«, har beriget Det Nye Testamente med det eneste ord, som har værdi, – som er dets kritik, selve dets tilintetgørelse: »hvad er sandhed!« …


47.

– Ikke dét byder os afsked, at vi ikke genfinder nogen Gud, hverken i historien, eller i naturen, eller bagved naturen, – men det, der æredes som Gud, opfatter vi ikke som »guddommeligt«, snarere end som forbarmeligt, som absurd, som skadeligt, ikke kun som fejltagelse, men derimod som forbrydelse mod livet… Vi benægter Gud som Gud… Ville man bevise os denne de kristnes Gud, så ville vi vide, at tro den endnu mindre. – På formel: deus, qualem Paulus creavit, dei negatio. – En religion, som kristendommen, der på intet punkt rører med virkeligheden, der straks henfalder, så snart virkeligheden også blot på ét punkt kommer til sin ret, må rimeligvis være en dødsfjende af »verdens visdom«, dvs. af videnskaben, – den vil godkende alle midler, hvormed tugten af ånden, renhed og strenghed i åndens samvittighedssager, åndens fornemme kølighed og frihed kan forgiftes, bagvaskes, diskrediteres. »Troen« som imperativ er vetoet imod videnskaben, – in praxi løgnen for enhver pris… Paulus begreb, at løgnen – at »troen« var nødvendig; atter senere begreb kirken Paulus. – Hin »Gud«, som Paulus opfandt sig, en Gud, der lader »verdens visdom« (i snævrere forstand al overtros to store modstandersker, filologi og medicin) »beskænde«, er i sandhed bare den resolutte beslutning hos Paulus selv: At kalde sin egen vilje for »Gud«, thora, det er urjødisk. Paulus vil beskænde »verdens visdom«: hans fjender er de gode filologer og læger af den aleksandrinske skole –, dem gør han krig imod. Og vitterlig, man er ikke filolog og læge, uden tillige at være antikristen. Som filolog skuer man nemlig bagom de »hellige bøger«, som læge bagom den fysiologiske forkommenhed hos den typiske kristne. Lægen siger »uhelbredelig«, filologen »svindel«…

Den antikristne 59

48.

– Har man egentlig forstået den berømte historie, som står i begyndelsen af Biblen, – om Guds helvedesangst for videnskaben? … Man har ikke forstået den. Denne præste-bog par excellence begynder, som det er rimeligt, med præstens store indre vanskelighed: han har kun én stor fare, følgelig har »Gud« kun én stor fare. – Den gamle Gud, helt »ånd«, helt ypperstepræst, helt fuldkommenhed, lystvandrer i sin have: blot keder han sig. Imod kedsomheden kæmper selv guder forgæves. Hvad gør han? Han opfinder mennesket, – mennesket er underholdende… Men se så, også mennesket keder sig. Guds forbarmelse med den eneste nød, som alle paradiser har ved sig, kender ingen grænser: han skabte snart også andre dyr. Guds første fejlgreb: mennesket fandt ikke dyrene underholdende, – det herskede over dem, det ville ikke engang være »dyr«. – Følgelig skabte Gud kvinden. Og vitterlig, nu har det en ende med kedsomheden, – men også med noget andet! Kvinden var Guds andet fejlgreb. – »Kvinden er i sit væsen slange, Heva« – det ved enhver præst; »fra kvinden kommer enhver ulykke i verden« – også det ved enhver præst. »Følgelig kommer også videnskaben fra kvinden«… Først gennem kvinden lærte mennesket at spise af erkendelsens træ. – Hvad var der sket? Den gamle Gud blev grebet af en helvedesangst. Mennesket selv var blevet hans største fejlgreb, han havde skabt sig en rival, videnskaben gør lig Gud, – det er til ende med præster og guder, når mennesket bliver videnskabeligt! – Morale: videnskaben er det forbudte i sig selv, – den alene er forbudt. Videnskaben er den første synd, kimen til alle synder, arvesynden. Dette alene er moral. – »Du skal ikke erkende«: – resten følger deraf. – Guds helvedesangst forhindrede ham ikke i at være klog. Hvordan vægrer


man sig imod videnskaben? det blev i lang tid hans hovedproblem. Svar: mennesket ud af paradiset! Lykken, lediggangen bringer tanker op, – alle tanker er slette tanker… Mennesket skal ikke tænke. – Og »præsten i sig selv« opfinder nøden, døden, livsfaren ved svangerskabet, enhver art elendighed, alder, slid, frem for alt sygdommen, – lutter midler i kampen mod videnskaben! Nøden tillader ikke mennesket at tænke… Og alligevel! forfærdeligt! Erkendelsens værk tårner sig op, himmelstormende, gude-dæmrende, – hvad skal man gøre! – Den gamle Gud opfinder krigen, han adskiller folkene, han gør, at menneskene gensidigt tilintetgør sig (– præsterne har altid behøvet krigen…) Krigen – blandt andet en stor forstyrrer af videnskaben! – Utroligt! Erkendelsen, emancipationen fra præsten, tiltager endda på trods af krige. – Og en sidste beslutning kommer til den gamle Gud: »mennesket blev videnskabeligt, – intet hjælper, man må drukne det!« …

49.

– Man har forstået mig. Begyndelsen af Biblen indeholder hele præstens psykologi. – Præsten kender kun én stor fare: det er videnskaben – det sunde begreb om årsag og virkning. Men videnskaben trives i det store hele kun under lykkelige forhold, – man må have tid, man må have ånd i overflod, for at »erkende«… »Følgelig må man gøre menneskene ulykkelige«, – det var til hver en tid præstens logik. – Man gætter allerede, hvad der, ifølge denne logik, så først er kommet ind i verden: – »synden«… Skyld- og strafbegrebet, hele den »sædelige verdensorden« er opfundet imod videnskaben, – imod menneskets løsnen sig fra præsten… Mennesket skal ikke se udover, det skal se ind i sig selv; det skal ikke, som lærende, se klogt og forsigtigt ind i tingene, det skal overhovedet slet ikke se: det skal lide… Og det skal lide

Den antikristne 61

sådan, at det til hver en tid behøver præsten. – Væk med lægerne! Man behøver en frelser. – Skyld- og strafbegrebet, iberegnet læren om »nåden«, om »forløsningen«, om »tilgivelsen« – løgne helt igennem og uden al psykologisk realitet – er opfundet, for at ødelægge menneskets årsags-sans: de er attentatet mod begrebet årsag og virkning! – Og ikke et attentat med næven, med kniven, med ærligheden i had og kærlighed! Men derimod ud fra de fejeste, listigste, nedrigste instinkter! Et præste-attentat! Et parasit-attentat! En vampyrisme fra blege underjordiske blodsugere! … Hvis de naturlige følger af en gerning ikke længere er »naturlige«, men derimod tænkes bevirket gennem overtroens begrebs-spøgelser, gennem »Gud«, gennem »ånder«, gennem »sjæle«, som blot »moralske« konsekvenser, som løn,straf, vink, opdragelsesmiddel, så er forudsætningen for erkendelsen ødelagt, – så har man begået den største forbrydelse mod menneskeheden. – Synden, sagt endnu engang, menneskets selvskændings-form par excellence, er opfundet, for at umuliggøre videnskab, kultur, enhver højnelse og fornemhed for mennesket; præsten hersker gennem opfindelsen af synden. –

50.

– Jeg fritager mig på dette sted ikke fra en psykologi

for »troen«, for den »troende«, rimeligvis netop til nytte for den »troende«. Hvis der endnu i dag ikke er mangel på sådanne, som ikke ved, hvor vidt det er uanstændigt at være »troende« – eller et tegn på décadence, på en brudt vilje til livet –, så vil de allerede i morgen vide om det. Min stemme når også de tunghøre. – Det synes sådan, hvis ellers ikke jeg har hørt forkert, at der blandt kristne gives en art kriterium på sandheden, som man kalder »kraftens bevis«. – Her ville man i første omgang have lov at indvende, at netop saliggørelsen ikke er bevist,


men kun er lovet: at saligheden er knyttet til »troens« betingelse, – man skal blive salig, fordi man tror… Men at der faktisk indtræder, hvad præsten lover den troende for det for al kontrol utilgængelige »hinsides«, hvormed beviser man det? – Det angivelige »kraftens bevis« er altså i grunden atter blot en tro på, at den virkning ikke udebliver, som man lover sig af troen. På formel: »jeg tror, at troen gør salig; – følgelig er den sand.« – Men dermed er vi allerede ved ende. Dette »følgelig« ville være et absurdum som kriterium på sandheden. – Men antager vi, med nogen eftergivenhed, at saliggørelsen så er bevist gennem troen – ikke kun ønsket, ikke kun lovet gennem en præsts noget fordægtige mund: ville salighed, – teknisk talt, lyst, så nogensinde være et bevis på sandheden? Så lidt, at det nærmest afgiver modbeviset, i al fald den højeste mistanke mod enhver »sandhed«, når lystfornemmelser taler med om spørgsmålet »hvad er sandt«. »Lystens« bevis er et bevis for »lyst«, – intet mere; hvorfra af alt i verden skulle det være fastlagt, at lige netop sande domme skulle give mere fornøjelse end falske, og, i henhold til en præstabiliseret harmoni, med nødvendighed ville trække behagelige følelser efter sig? – Erfaringen fra alle strenge, alle dybt udartede ånder lærer det omvendte. For hvert skridt har man måtte afkæmpe sig sandhed, man har måtte prisgive næsten alt, som hjertet, vores kærlighed, vores tiltro til livet ellers hænger ved. Der kræves en sjælens storhed dertil: tjenesten af sandheden er den hårdeste tjeneste. – Hvad vil det da sige, at være retskaffen i åndelige sager? At man er streng mod sit hjerte, at man foragter de »skønne følelser«, at man af hvert et Ja og Nej gør sig en samvittighed! – – – Troen gør salig: følgelig lyver den…

Den antikristne 63

51.

At troen gør salig under omstændigheder, at salighed endnu ikke gør en fiks ide til en sand ide, at troen ikke flytter bjerge, men dog sætter bjerge, hvor der ingen er: en flygtig gang gennem et galehus opklarer tilstrækkeligt om dette. Ikke for en præst, vel at mærke: for han benægter af instinkt, at sygdom er sygdom, galehus galehus. Kristendommen har sygdommen nødig, omtrent ligesom grækerdømmet har et overskud af sundhed nødig, – at gøre syg er den egentlige bagvedliggende hensigt med kirkens hele frelseprocedure-system. Og kirken selv – er den ikke det katolske galehus som sidste ideal? – Jorden overhovedet som galehus? – Det religiøse menneske, sådan som kirken vil det, er en typisk décadent; tidspunktet, hvor en religiøs krise bliver herre over et folk, er hver gang kendetegnet ved nerve-epidemier; det religiøse menneskes »indre verden« ligner til forveksling den »indre verden« hos de overpirrede og udmattede; de »højeste tilstande«, som kristendommen har hængt op over menneskeheden som alle værdiers værdi, er epileptoide former, – det er kun forrykte eller store bedragere in majorem dei honorem, som kirken har kanoniseret… Engang har jeg tilladt mig, at betegne hele den kristelige bods- og forløsnings-training (som man i dag bedst studerer i England) som en metodisk frembragt folie circulaire, som rimeligt, på et allerede dertil forberedt, dvs. grundigt morbidt fundament. Det står ingen frit for, at blive kristen: man bliver ikke »omvendt« til kristendommen, – man må være syg nok dertil… Vi andre, som har modet til sundheden og også til foragten, hvordan skal vi have lov at foragte en religion, der belærte i at misforstå kroppen! som ikke vil af med sjæle-overtroen! som af den utilstrækkelige ernæring gør en »fortjeneste«! som i sundheden


bekæmper en art fjende, djævel, fristelse! som overtalte sig til, at man vil kunne bære en »fuldkommen sjæl« rundt i et kadaver af en krop, og dertil havde nødig, at lægge sig et nyt begreb om »fuldkommenhed« til rette, et blegt, sygeligt, idiotisk-sværmerisk væsen, den såkaldte »hellighed«, – hellighed, selv blot en symptom-række i den forarmede, enerverede, uhelbredeligt fordærvede krop!… Den kristelige bevægelse, som europæisk bevægelse, er på forhånd en total-bevægelse af udskuds- og affalds-elementer af alle slags: – denne vil til magten med kristendommen. Den udtrykker ikke nedgangen for en race, den er en aggregat-dannelse af sig sammentrængende og sig søgende décadence-former der kommer overalt fra. Det er ikke, som man tror det, korruptionen af oldtiden, den fornemme oldtid, som muliggjorde kristendommen: den lærde idiotisme, som også endnu i dag opretholder sådan noget, kan man ikke sige hårdt nok imod. På den tid, hvor de syge, fordærvede candala-lag kristianiserede sig i det hele imperium, var netop modtypen, fornemheden, til stede i dens skønneste og modneste skikkelse. Det store antal blev herre; de kristelige instinkters demokratisme sejrede… Kristendommen var ikke »national«, ikke racebetinget, – den henvendte sig til hin art af livets arveløse, den havde sine forbundsfæller overalt. Kristendommen har fra grunden af rettet de syges rancune, instinktet imod de sunde, imod sundheden. Alt det velartede, stolte, overmodige, frem for alt skønheden gør ondt i dens ører og øjne. Endnu engang erindrer jeg om det uvurderlige ord hos Paulus: »Hvad der er svagt for verden, hvad der er tåbeligt for verden, det uædle og foragtede for verden har Gud udvalgt«: det var formlen, in hoc signo sejrede décadencen. – Gud på korset – forstand stadigvæk ikke den frygtelige bagtanke ved dette symbol? – Alt, hvad der lider, alt, hvad der hænger på korset, er guddommeligt… Vi alle hænger på

Den antikristne 65

korset, følgelig er vi guddommelige… Vi alene er guddommelige… Kristendommen var en sejr, et fornemmere sindelag gik til grunde ved den, – kristendommen var hidtil den største ulykke for menneskeheden. – –

52.

Kristendommen står også i modsætning til al

åndelige velartethed, – den kan kun bruge den syge fornuft som kristelig fornuft, den tager parti for alt det idiotiske, den udsiger forbandelsen over »ånden«, over den sunde ånds superbia. Fordi sygdommen hører til kristendommens væsen, må også den typisk kristelige tilstand, »troen«, være en sygdomsform, må alle direkte, retskafne, videnskabelige veje til erkendelsen af kirken forkastes som forbudte veje. Allerede tvivlen er en synd… Den fuldkomne mangel på psykologisk renlighed hos præsten – afslørende sig i blikket – er et følgefænomen af décadencen, – man skal betragte de hysteriske fruentimmere, på den anden side børn med anlæg for engelsk syge, på, hvor regelmæssigt falskhed af instinkt, lyst til at lyve, for at lyve, uformåen til ligefremme det blik og skridt er udtrykket for décadence. »Tro« vil sige, at ikke-ville-vide, hvad der er sandt. Pietisten, præsten af begge køn, er falsk, på grund af sin sygdom: instinktet forlanger, at sandheden på intet punkt får ret. »Hvad der gør sygt, er godt; hvad der kommer af fylden, af overfloden, af magten, er ondt«: således føler den troende. Ufriheden til løgnen – derudfra gætter jeg alle forudbestemte teologer. – Et andet kendetegn på teologen er hans uformåen til filologi. Under filologi skal her, i en meget almen forstand, forstås den kunst, at læse godt, – at kunne aflæse kendsgerninger, uden at forfalske dem gennem interpretationer, uden i forlangendet efter at blive forstået at miste


forsigtigheden, tålmodigheden, finheden. Filologi som ephexis i interpretationen: om det nu angår bøger, om avis-nyheder, om skæbner eller kendsgerninger om vejret, – for ikke at tale om »sjælens frelse«… Måden, hvorpå en teolog, ligegyldigt om i Berlin eller i Rom, udlægger et »skriftord« eller en oplevelse, eksempelvis en sejr for fædrelandets hær under den højere belysning fra Davids salmer, er altid således dristig, at en filolog løber op ad alle vægge derved. Og hvad skal han overhovedet stille op, når pietister og andre køer fra det schwabiske land med »Guds finger« gør sig deres tilværelses armselige hverdag og knejperøg til rette til et vidunder af »nåde«, af »forsyn«, af »erfaringer af frelsen«! Den beskedneste anvendelse af ånd, for ikke at sige af anstand, måtte dog overbevise disse fortolkere om det fuldkomment barnlige og uværdige i en sådan misbrug af den guddommelige fingerfærdighed. Med en så ringe grad af fromhed i kroppen skulle en Gud, som til rette tid kurerer en snue eller som får os til at stige på vognen i et øjeblik, hvor en stor regn netop bryder løs, være os en så absurd Gud, at man måtte afskaffe ham, selv hvis han eksisterede. En Gud som tjenestebud, som brevbærer, som kalendermand, – i grunden et ord for den dummeste af alle slags tilfælde… Det »guddommelige forsyn«, sådan som endnu i dag omtrent hvert tredje menneske i det »dannede Tyskland« tror på det, ville være en indvending imod Gud, som den slet ikke kunne tænkes stærkere. Og i al fald er det en indvending imod tyskere! …

53.

– At martyrer beviser noget for sandheden af en sag, er så lidt sandt, at jeg ville benægte, at en martyr nogensinde overhovedet har haft noget med sandheden at gøre. I den tone, hvormed en martyr vender sin

Den antikristne 67

holden-for-sandt om verden på hovedet, udtrykker sig allerede en så ringe grad af intellektuel retskaffenhed, en sådan sløvhed i forhold til spørgsmålet om sandhed, at man aldrig behøver at gendrive en martyr. Sandheden er ikke noget, som den ene ville have og en anden ikke: sådan kunne højest bønder eller bonde-apostle af Luthers slags tænke om sandheden. Man kan være sikker på, at alt efter graden af samvittighedsfuldhed i åndens sager bliver moderatheden, moderationen på dette punkt stadigt større. I fem sager at vide, og med sart hånd at give afkald på, ellers at vide… »Sandhed«, dette ord sådan, som enhver profet, enhver sekterer, enhver fri-ånd, enhver socialist, enhver kirkemand forstår det, er et fuldkomment bevis for, at der end ikke engang er gjort den begyndelse på den tugt af ånden og selvovervindelse, som er behøvet for at finde en eller anden lille, nok så lille sandhed. – Tilfældene af martyr-død, ved siden af bemærket, har været en stor ulykke i historien: de forførte… Den slutning hos alle idioter, kvinde og folk medregnet, at det med en sag, for hvilken nogen går i døden (eller som endda, som den første kristendom, frembringer dødshungrende epidemier), har noget på sig, – denne slutning er blevet efterprøvningen, efterprøvningens og forsigtighedens ånd usigeligt til hæmsko. Martyrerne skadede sandheden… Også endnu i dag behøves der kun grovheden ved en forfølgelse, for at et for sig betragtet nok så ligegyldigt sektereri kan skaffe sig et ærværdigt navn. – Hvordan? ændrer det noget på værdien af en sag, at nogen lader sit liv for den? – En fejltagelse, der bliver ærværdig, er en fejltagelse, der besidder en yderligere pirring til forførelse: tror I, I Herrer teologer, at vi ville give jer anledning til at blive martyrere for jeres løgn? – Man gendriver en sag, idet man agtelsesfuldt lægger den på is – netop sådan gendriver man også teologer… Netop det var den


verdenshistoriske dumhed hos alle forfølgere, at de gav modpartens sag udseende af ærværdighed, – at de gav den martyriets fascination i gave… Endnu i dag ligger kvinden på knæ for en fejltagelse, fordi man har sagt hende, at nogen døde på korset for den. Er korset da et argument? – – Men om alle disse ting har en alene sagt det ord, som man siden årtusinder ville have haft nødig, – Zarathustra.

Blodtegn skrev de på den vej, som de gik, og deres dårskab lærte, at man beviser sandhed med blod. Men blod er det dårligste vidne for sandheden; blod forgifter selv den reneste lære til hjertets forblindelse og had. Og hvis én gik gennem ilden for sin lære, – hvad beviser dét! Mere er det sandt nok, at der af egen brand kommer den egne lære.

54.

Man skal ikke lade sig vildlede: store ånder er skeptikere. Zarathustra er en skeptiker. Styrken, friheden ud fra åndens kraft og overkraft beviser sig gennem skepsis. Mennesker af overbevisning kommer slet ikke i betragtning for alt, hvad der er principielt af værdi og uværdi. Overbevisninger er fængsler. Dét ser ikke langt nok, dét ser ikke under sig: men for at måtte tale med om værdi og uværdi, må man se fem hundrede overbevisninger under sig, – bag sig… En ånd, som vil noget stort, som også vil midlerne dertil, er med nødvendighed skeptiker. Friheden fra enhver art overbevisninger hører til styrken, det, at-kunne-se-frit… Den store lidenskab, grunden og magten for hans væren, endnu mere oplyst, endnu mere despotisk end han selv er, tager hele hans intellekt i tjeneste; den gør

Den antikristne 69

ubetænkelig; den giver ham endda mod til uhellige midler; under omstændigheder under den ham overbevisninger. Overbevisningerne som middel: meget opnår man kun via en overbevisning. Den store lidenskab har brug for, forbruger overbevisninger, den underkaster sig dem ikke, – den ved sig suverain. – Omvendt: behovet for tro, for et eller andet ubetinget af Ja og Nej, carlyleismen, hvis man vil tillade mig dette ord, er et svaghedens behov. Mennesket af troen, den »troende« af enhver art er nødvendigvis et afhængigt menneske, – en sådan, der ikke kan sætte sig som formål, og overhovedet ikke kan sætte formål ud fra sig. Den »troende« hører ikke sig til, han kan kun være middel, han må forbruges, han har behov for nogen, som forbruger ham. Hans instinkt giver den højeste ære til en uselviskhedens moral: til dén overtaler han alt, hans kløgt, hans erfaring, hans forfængelighed. Enhver art tro er selv et udtryk for uselviskhed, for selv-fremmedgørelse… Overvejer man, hvordan det for de allerfleste er nødvendigt med et regulativ, som udefra binder og fæstner dem, hvorledes tvangen, i en højere mening slaveriet, er den eneste og sidste betingelse, hvorunder det viljessvagere menneske, i særdeleshed kvinden, trives: så forstår man også overbevisningen, »troen«. Deri har mennesket af overbevisning sin rygrad. Ikke at se mange ting, på intet punkt at være ubefangen, helt igennem at være parti, at have en streng og nødvendig optik i alle ting – det alene betinger det, at en sådan art menneske overhovedet består. Men dermed er den modsætningen, antagonisten til den sandfærdige, – til sandheden… Den troende står det ikke frit, overhovedet at have en samvittighed for spørgsmålet om »sandt« og »usandt«: at være retskaffen på dette sted ville straks være hans undergang. Den patologiske betingethed af hans optik gør den overbeviste til fanatiker – Savonarola, Luther,


Rousseau, Robespierre, Saint-Simon – modsætnings-typen til den stærke, frigjorte ånd. Men den store attitude hos disse syge ånder, begrebets epileptikere, virker på den store masse, – fanatikerne er pittoreske, menneskeheden ser hellere gebærder, end at den hører grunde…

55.

– Ét skridt videre i overbevisningens, i »troens« psykologi. Det er allerede for længe siden givet op til overvejelse af mig, om ikke overbevisningerne er farligere fjender af sandheden, end løgnene (Menneskeligt, alt for menneskeligt, nr. 483). Denne gang vil jeg stille det afgørende spørgsmål: består der overhovedet en modsætning mellem løgn og overbevisning? – Alverden tror det; men hvad tror alverden ikke! – Enhver overbevisning har sin historie, sine forformer, sine tentativer og fejlgreb: den bliver til overbevisning, efter at den længe ikke er det, efter at den endnu længere næppe er det. Hvordan? kunne ikke også løgnen var iblandt disse embryonal-former for overbevisningen? – Nogle gange behøves der blot et person-skifte: i sønnen bliver til overbevisning, hvad der i faderen endnu var løgn. – Jeg kalder løgn dette, ikke at ville se noget, som man ser, ikke at ville se noget sådan, som man ser det: om løgnen finder sted overfor vidner eller uden vidner, kommer ikke i betragtning. Den sædvanligste løgn er den, hvormed man belyver sig selv; det, at belyve andre, er relativt undtagelsestilfældet. – Nu er denne ikke-villen-se, hvad man ser, denne ikke-villen-se-sådan, som man ser, nærmest den første betingelse for alle, der i en eller anden forstand er parti: partimennesket bliver med nødvendighed løgner. Den tyske historieskrivning er for eksempel overbevist om, at Rom var despotismen, at germanerne har bragt

Den antikristne 71

frihedens ånd ind i verden: hvilken forskel er der mellem denne overbevisning og en løgn? Har man endnu lov at forundre sig derover, når, af instinkt, alle partier, også de tyske historikere, har moralens store ord i munde, – at moralen nærmest viderebestår derved, at partimennesket af enhver art i hvert øjeblik har den nødig? – »Dette er vores overbevisning: vi bekender den overfor alverden, vi lever og dør for den, – respekt for alt, hvad der har overbevisninger!« – den slags har jeg endda hørt komme ud af munden på antisemitter. Lige modsat, mine Herrer! En antisemit bliver aldeles ikke anstændigere derved, at han lyver ud fra en grundsætning… Præsterne, der i sådanne ting er finere, og udmærket forstår den indvending, der ligger i begrebet om en overbevisning, dvs. i begrebet om en principiel, nemlig formålstjenstlig forløjethed, har fra jøderne fået den kløgt, i stedet for at indskyde begrebet »Gud«, »Guds vilje«, »Guds åbenbaring«. Også Kant, med hans kategoriske imperativ, var på den samme vej: hans fornuft blev heri praktisk. – Der gives spørgsmål, hvor det ikke tilstår mennesket at afgøre om sandhed og usandhed; alle øverste spørgsmål, alle øverste værdi-problemer er hinsides den menneskelige fornuft… At begribe fornuftens grænser – først det er i sandhed filosofi… Hvad gav Gud menneskene åbenbaringen for? Ville Gud have gjort noget overflødigt? Ud fra sig selv kan mennesket ikke vide, hvad der er godt og ondt, derfor lærte Gud det hans vilje… Morale: præsten lyver ikke, – spørgsmålet om »sandt« eller »usandt« i sådanne ting, som præster taler om, tillader slet ikke at lyve. For for at lyve, måtte man kunne afgøre, hvad der her er sandt. Men det kan mennesket netop ikke; præsten er dermed kun mundstykket for Gud. – En sådan præste-syllogisme er aldeles ikke bare jødisk og kristelig: retten til løgnen og kløgten i »åbenbaringen« hører præstens type til, décadence-præsterne så vel som hedenskabs-


præsterne (– hedninge er alle de, der siger Ja til livet, hvem »Gud« er ordet for det store Ja til alle ting) – »Loven«, »Guds vilje«, den »hellige bog«, »inspirationen« – altsammen bare ord for de betingelser, under hvilke præsten kommer til magten, med hvilke han opretholder sin magt, – disse begreber finder sig på grunden af alle præste-organisationer, alle præstelige eller filosofisk-præstelige herskabs-dannelser. Den »hellige løgn« – fælles for Konfusius, Manus Lovbog, Muhammed, den kristelige kirke: den mangler ikke hos Platon. »Sandheden er til«: dette betyder, hvor end det lyder, at præsten lyver…

56.

– Til slut kommer det an på, til hvilket formål der lyves. At de »hellige« formål mangler i kristendommen, er min indvending imod dens midler. Kun dårlige formål: forgiftning, fornægtelse, benægtelse af livet, foragten for kroppen, nedvurderingen og selvskændelsen af mennesket gennem syndens begreb, – følgelig er også dens midler dårlige. – Med en modsatrettet følelse læser jeg Manus Lovbog, et usammenligneligt åndeligt og overlegent værk, hvis blotte nævnelse i samme åndedrag som Biblen ville være en synd imod ånden. Man gætter det straks: den har en virkelig filosofi bag sig, i sig, ikke blot et ildelugtende judain-stof af rabbinisme og overtro, – den giver selv den mest forvænte psykolog noget at bide i. For ikke at glemme hovedsagen, grundforskellen fra enhver art Bibel: de fornemme stænder, filosofferne og krigerne, holder med den deres hånd over mængden; fornemme værdier overalt, en fuldkommenheds-følelse, en Ja-sigen til livet, et triumferende velbehag ved sig og ved livet, – solen ligger over hele bogen. – Alle de ting, hvorved kristendommen udlader dens uudgrundelige gemenhed,

Den antikristne 73

avlen, for eksempel, krvinden, ægteskabet, bliver her behandlet alvorligt, med æresfrygt, med kærlighed og tiltro. Hvordan kan man egentlig lægge en bog i hænderne på børn og kvinder, som indeholder de nederdrægtige ord: »for at undgå utugt skal enhver have sin egen hustru og enhver sin egen mand: for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær«? Og må man være kristen, så længe menneskets tilblivelse er kristeliggjort, det vil sige tilsmudset med begrebet om en immaculata conceptio? … Jeg kender ingen bog, hvor kvinden blev sagt så mange sarte og godmodige ting, som i Manus Lovbog; disse gamle gråskæg og hellige har en måde, at være artige overfor kvinder, som måske ikke er overgået. »En kvindes mund – hedder det engang – en piges bryst, et barns bøn, offerets røg er altid rene«. Et andet sted: »der gives intet renere end solens lys, skyggen af en ko, luften, vandet, ilden, og åndedrættet fra en pige.« Et sidste sted – måske også en hellig løgn –: »alle kroppens åbninger over navlen er rene, alle under er urene. Kun hos pigen er hele kroppen ren.«

57.

Man opsnapper uhelligheden af de kristelige midler

in flagranti, hvis man engang måler det kristelige formål med formålet for Manus Lovbog, – hvis man bringer denne, den største formåls-modsætning under stærkt lys. Kritikeren af kristendommen bliver ikke sparet for, at gøre kristendommen foragtelig. – En sådan lovbog som Manus opstår, som enhver god lovbog: den resumerer erfaringen, kløgten og eksperimental-moralen fra lange årtusinder, den afslutter, den skaber ikke længere noget. Forudsætningen for en kodificering af dens slags er den indsigt, at midlerne til, at skaffe autoritet til en langsom dyrt erhvervet sandhed, er


grundforskellige fra dem, man ville bevise dem med. En lovbog fortæller aldrig om en lovs nytte, dens grunde, kasuistikken i dens forhistorie: netop derved ville den afgive dens imperativiske tone, dens »Du skal«, forudsætningen for, at der adlydes. Problemet ligger netop heri. – På et vist punkt i et folks udvikling erklærer dets mest vidtskuende, dvs. det mest tilbage- og udskuende lag, den erfaring, som der skal leves efter – dvs., som der kan leves efter –, for afsluttet. Dets mål går ud på, så rigt og fuldstændigt som muligt at bringe høsten hjem fra eksperimentets og den slemme erfarings tider. Hvad der følgelig frem for alt skal forhindres, er den endnu-videre-eksperimenteren, fortsættelsen af værdiernes flydende tilstand, efterprøvningen, udvælgelsen, kritik-udøvelsen af værdierne in infinitum. Imod dette opstiller man en dobbelt mur: For det første åbenbaringen, altså den påstand, at fornuften af hine love ikke skal være af menneskelig herkomst, ikke langsomt og med fejlgreb er blevet søgt og fundet, men derimod, som af guddommelig oprindelse, helt, fuldkomment, uden historie, en gave, et vidunder, blot er meddelt… Dernæst traditionen, altså den påstand, at loven allerede skal have bestået siden urgamle tider, at det vil være pietetsløst, en forbrydelse mod forfædrene, at drage den i tvivl. Lovens autoritet begrunder sig med teserne: Gud gav den, forfædrene levede den. – Den højere fornuft i en sådan procedure ligger i den hensigt, skridt for skridt at trænge bevidstheden tilbage fra det rigtigt erkendte (dvs. gennem en uhyrlig og skarpt gennemsiet erfaring beviste) liv: så at instinktets fuldkomne automatisme opnåes, – denne forudsætning for enhver art mesterskab, enhver art fuldkommenhed i livets kunst. At opstille en lovbog af Manus slags vil sige, fremover at tilstå et folk at blive mestre, at blive fuldkomne, – at have ambitioner om den højeste livs-kunst. Dertil må det gøres ubevidst: dette er

Den antikristne 75

formålet med enhver hellig løgn. – Kasternes orden, den øverste, den dominerende lov, er kun sanktionen af en natur-orden, natur-lovlighed af første rang, som intet vilkår, ingen »moderne ide« har magt over. I ethvert sundt samfund træder, sig gensidigt betingende, tre fysiologisk forskelligt-tyngende typer ud, hvoraf hver har sin egen hygiejne, sit eget rige af arbejde, sin egen art fuldkommenheds-følelse og mesterskab. Naturen, ikke Manu, adskiller de overvejende åndelige, de overvejende muskel- og temperament-stærke, og de hverken i det ene eller andet udmærkede tredje, de middelmådige, fra hinanden, – de sidstnævnte som det store antal, de førstnævnte som de udvalgte. Den øverste kaste – jeg kalder dem de færreste – har som de fuldkomne også de færrestes forrettigheder: dertil hører, at fremstille lykken, skønheden, godheden på Jorden. Kun de åndeligste mennesker har tilladelsen til skønheden, til det skønne: kun hos dem er godhed ikke svaghed. Pulchrum est paucorum hominum: det gode er en forrettighed. Intet kan derimod mindre tilstås dem, end hæslige manerer eller et pessimistisk blik, et øje, som hæsliggør –, eller endda en forfærdelse overfor tingenes total-aspekt. Forfærdelsen er forretten for candalaerne; ligeså pessimismen. »Verden er fuldkommen – således taler instinktet i de åndeligste, det Ja-sigende instinkt: ufuldkommenheden, enhver art os-imellem, distancen, distancens patos, selv candalaen hører med til denne fuldkommenhed.« De åndeligste mennesker, som de stærkeste, finder deres lykke i det, som andre ville finde deres undergang i: i labyrinten, i hårdheden imod sig og andre, i forsøget; selvbetvingelsen er deres lyst: asketismen bliver hos dem til natur, behov, instinkt. Den tunge opgave gælder dem som forret, at spille med laster, som trykker andre, gælder dem som rekreation… Erkendelse – en form for asketisme. – De er den ærværdigste art menneske: det


udelukker ikke, at de er den muntreste, den elskværdigste. De hersker, ikke, fordi de vil, men fordi de er, det står dem ikke frit for, at være sekundære. – De sekundære: det er rettens vogtere, dem, der plejer ordenen og sikkerheden, det er de fornemme krigere, det er kongen frem for alt, som den højeste formel af kriger, dommer og opretholder af loven. De sekundære er de åndeligstes eksekutiver, det næste, som hører til dem, det, som aftager dem alt groft i arbejdet med at herske – deres følge, deres højre hånd, deres bedste elever. – I alt det, sagt endnu engang, er intet af vilkår, intet »gjort«; hvad der er anderledes, er gjort, – så er naturen beskændet… Kasternes orden, rangordenen, formulerer blot den øverste lov for livet selv, udsondringen af de tre typer er nødig for samfundets opretholdelse, for muliggørelsen af højere og højeste typer, – uligheden i rettigheder er først betingelsen for, at der overhovedet gives rettigheder. – En rettighed er en forrettighed. I sin værens-art har enhver også sin forrettighed. Vi skal ikke undervurdere de middelmådiges forrettigheder. Livet i retning af højden bliver stadigt hårdere, – kulden tager til, ansvaret tager til. En høj kultur er en pyramide: den kan kun stå på et bredt fundament, den har som det allerførste en stærkt og sundt konsolideret middelmådighed som forudsætning. Håndværket, handelen, jordbruget, videnskaben, den største del af kunsten, hele indbegrebet af erhvervsaktivitet med ét ord, passer kun sammen med et middelmål i kunnen og begær: den slags ville være fejlplaceret blandt undtagelser, det dertil hørende instinkt ville modsige både aristokratismen og anarkismen. At man er en offentlig nytte, et hjul, en funktion, til dette gives der en naturbestemmelse: ikke samfundet, den art af lykke, som de allerfleste blot er i stand til, gør dem til intelligente maskiner. For de middelmådige er det at være middelmådig en lykke;

Den antikristne 77

mesterskabet i én ting, specialiteten er et naturligt instinkt. Det ville for en dybere ånd være fuldkomment uværdigt, allerede i middelmådigheden i sig selv at se en indvending. Den er selv den første nødvendighed for, at der har lov at gives undtagelser: en høj kultur er betinget af den. Når undtagelses-mennesket netop håndterer de middelmådige med sartere fingre, end sig selv og sine lige, så er dette ikke blot en hjertets høflighed, – det er simpelthen dets pligt… Hvem hader jeg bedst blandt nutidens pak? Socialist-pakket, candala-apostlene, som undergraver arbejderens instinkt, lyst, tilstrækkeligheds-følelse med hans lille væren, – som gør ham misundelig, som lærer ham hævn… Uretten ligger aldrig i ulige rettigheder, den ligger i kravet om »lige« rettigheder… Hvad er slet? Men jeg sagde det allerede: alt, hvad der stammer fra svaghed, fra misundelse, fra hævn. – Anarkisten og den kristne er af én og samme herkomst…

58.

Vitterlig, det gør en forskel, til hvilket formål man lyver: om man dermed opretholder eller ødelægger. Man har lov at opstille en fuldkommen ligning mellem kristen og anarkist: deres formål, deres instinkt går kun på ødelæggelse. Beviset for denne sætning skal man bare aflæse historien: historien indeholder sætningen i forfærdende tydelighed. Lærte vi lige en religiøs lovgivning at kende, hvis formål var, at »forevige« den øverste betingelse for, at livet trives, en stor organisation af samfundet, så har kristendommen fundet sin mission deri, at gøre en ende på netop sådan en organisation, fordi livet trivedes i den. Dér skulle fornufts-afgrøden fra lange tider med eksperimentet og usikkerheden lægges an til den fjerneste nytte og høsten bringes så stort, så rigeligt, så fuldstændigt hjem som muligt: hér blev,


omvendt, høsten over nat forgiftet… Det, som stod aere perennius, imperium Romanum, den mest storartede organisations-form under vanskelige betingelser, som hidtil er opnået, i sammenligning med hvilken alt forudgående, alt efterfølgende er stykværk, stymperi, dilettantisme, – hine hellige anarkister har gjort sig en »fromhed« deraf, at ødelægge »verden«, det vil sige dette imperium Romanum, indtil ingen sten stod på en anden, – indtil selv germanere og andet rak kunne blive herre over det… Den kristne og anarkisten: begge décadents, begge ude af stand til at virke andet end opløsende, forgiftende, forkymrende, blodsugende, begge med dødshadets instinkt imod alt, hvad der står, hvad der står på en stor måde, hvad der har varighed, hvad der lover en fremtid for livet… Kristendommen var vampyren for imperium Romanum, – romernes gerning, at vinde et fundament for en stor kultur, som har tid, har den gjort ugjort over nat. – Forstår man det stadigvæk ikke? Det imperium Romanum, som vi kender, som historien om den romerske provins lærer os stadigt bedre at kende, dette beundringsværdige kunstværk i stor stil, var en begyndelse, dets bygning var beregnet på, at bevise sig med årtusinder, – der er indtil i dag aldrig blevet bygget sådan, aldrig engang blot blevet drømt om, at bygge i samme omfang sub specie aeterni! – Denne organisation var fast nok til at udholde dårlige kejsere: tilfældigheden ved personer må ikke have noget at sige i sådanne ting, – første princip for al stor arkitektur. Men den var ikke fast nok imod den mest korrupte art korruption, imod den kristne… Denne hemmelige orm, som i nat, tåge og tvetydighed sneg sig ind på alle enkelte og på hver enkelt udsugede alvoren for sande ting, overhovedet instinktet for realiteter, denne feje, feministiske og sukkersøde bande har skridt for skridt fremmedgjort »sjælene« for dette uhyrlige byggeri, – hine værdifulde, hine mandigt-fornemme

Den antikristne 79

naturer, som i Roms sag fornemmede deres egen sag, deres egen alvor, deres egen stolthed. Hykler-snigeriet, konventikel-hemmeligheden, dystre begreber, såsom helvede, som ofret af den uskyldige, som unio mystica i bloddrikningen, frem for alt den langsomt opskruede ild af hævn, candala-hævnen, – det blev herre over Rom, den samme art religion, som allerede i dens præeksistens-form havde gjort krig imod Epikur. Man kan læse Lukrets for at begribe, hvad Epikur har bekæmpet, ikke hedenskabet, men »kristendommen«, dvs. fordærvelsen af sjælene gennem skylds-, gennem straf- og udødeligheds-begrebet. – Han bekæmpede de underjordiske kulter, hele den latente kristendom, – at benægte udødeligheden var dengang allerede en virkelig forløsning. – Og Epikur ville have sejret, enhver agtværdig ånd i det romerske rige var epikuræer: da fremtrådte Paulus… Paulus, det kød-, det geni-gjorte candala-had imod Rom, imod »verden«, jøden, den evige jøde par excellence… Hvad han gættede, det var, hvordan man ved hjælp af den lille sektereriske kristen-bevægelse afsides fra jødedommen ville kunne antænde en »verdensbrand«, hvordan man med symbolet »Gud på korset« ville kunne opsummere alt det nederst-liggende, alt hemmeligt-oprørerisk, hele arven af anarkistiske rørelser i riget, til en uhyrlig magt. »Frelsen kommer fra jøderne«. – Kristendommen som formel til at overbyde de underjordiske kulter af alle slags, Osiris’, den store moders, Mithras’ for eksempel – og til at summere dem: i denne indsigt består Paulus’ geni. Hans instinkt var så sikkert deri, at han med skånselsløs voldsomhed over for sandheden lagde de forestillinger, med hvilke hine candala-religioner fascinerede, i munden på »frelseren« i hans opfindelse, – at han lavede ham til noget, som også en Mithras-præst kunne forstå… Dette var hans øjeblik i Damaskus: han begreb, at han havde behov for udødeligheds-troen, for


at devaluere »verden«, så at begrebet »helvede« også bliver herre over Rom, – at man med det »hinsides« dræber livet… En nihilist, en kristen: det rimer, det ikke bare rimer…

59.

Hele den antikke verdens arbejde omsonst: jeg har intet ord for det, som udtrykker min følelse om noget så uhyrligt. – Og i betragtning af, at dens arbejde var et forarbejde, at det netop først var underbygningen til et arbejde af årtusinder, der var blevet lagt med granitisk selvbevidsthed, hele meningen med den antikke verden omsonst! … Hvad havde grækerne været til for? og romerne? – Alle forudsætninger for en lærd kultur, alle videnskabelige metoder var allerede til stede, man havde allerede etableret den store, den uforlignelige kunst at læse godt – denne forudsætning for kulturens tradition, for videnskabens enhed; naturvidenskaben, i forbund med matematik og mekanik, var på den allerbedste vej, – sansen for kendsgerninger, den sidste og mest værdifulde af alle sanser, havde sine skoler, sin allerede århundreder gamle tradition! Forstår man det? Alt væsentligt var fundet, for at kunne gå til arbejdet: – metoderne, ti gange må man sige det, er det væsentlige, også det vanskeligste, også det, der længst har vanerne og dovenskaben imod sig. Hvad vi i dag, med usigelig selvbetvingelse – for vi alle har på en eller anden måde stadigvæk de dårlige instinkter, de kristelige, i kroppen –, har generobret for os, det frie blik for realiteten, den forsigtige hånd, tålmodigheden og alvoren i den mindste sag, hele retskaffenheden i erkendelsen – den var der allerede! allerede for mere end to tusinde år siden! Og, regnet oveni, den gode, den fine takt og smag! Ikke som hjerne-dressur! Ikke som »tysk« dannelse med tølper-manerer! Men derimod som krop, som gebærde,

Den antikristne 81

som instinkt, – med ét ord, som realitet… Altsammen omsonst! Over nat blot en erindring! – Grækere! Romere! Fornemheden i instinktet, i smagen, den metodiske forskning, geniet i organisation og forvaltning, troen, viljen til menneske-fremtiden, det store Ja til alle ting var synligt som imperium Romanum, synligt for alle sanser, den store stil ikke længere bare kunst, men blevet realitet, sandhed, liv… – Og ikke spoleret over nat ved en natur-tildragelse! Ikke trådt ned af germanere og andre tungfødder! Men beskændet af listige, hemmelige, usynlige, blodfattige vampyrer! Ikke besejret, – bare udsuget! … Den skjulte hævngerrighed, den lille misundelse blevet herre! Alt det forbarmelige, ved-sig-lidende, af-slette-følelser-hjemsøgte, hele den ghetto-verden af sjæle på én gang ovenpå! – – Man kan bare læse en eller anden kristelig agitator, den hellige Augustin for eksempel, for at begribe, for at lugte, hvad for urene fæller der dermed er kommet ovenpå. Man ville bedrage sig helt og aldeles, hvis man for førerne af den kristelige bevægelse forudsatte en eller anden mangel på forstand: – oh, de er kloge, kloge indtil hellighed, disse Herrer kirkefædre! Hvad de mangler, er noget helt andet. Naturen har forsømmet dem, – den glemte, at give dem en beskeden medgift med af agtværdige, af anstændige, af renlige instinkter… Mellem os sagt, det er ikke engang mænd… Når islam foragter kristendommen, så har den tusinde gange ret dertil: islam har mænd til forudsætning…

60. Kristendommen har frarøvet os høsten fra den antikke kultur, den har senere også frarøvet os høsten fra islam-kulturen. Spaniens vidunderlige mauriske kultur-verden, i grunden os mere beslægtet, mere til sans og smag talende, end Rom og Grækenland, blev trådt


ned – jeg siger ikke af hvad for fødder – hvorfor? fordi de for deres tilblivelse havde fornemme, havde mande-instinkter at takke, fordi de sagde Ja til livet, også med de sjældne og raffinerede kostbarheder i det mauriske liv! … Korsridderne bekæmpede senere noget, som det ville havde været mere anstændigt for dem at lægge sig i støvet for, – en kultur, overfor hvilken selv vort nittende århundrede turde forekomme meget fattigt, meget »sent«. – Ganske vist, de ville have bytte: Orienten var meget rig… Men man skal dog være ubefangen! Korstoge – ikke andet end højere sørøveri! – Den tyske adel, i grunden en vikinge-adel, var dermed i sit element: kirken vidste kun for godt, hvormed man har den tyske adel. Den tyske adel, altid kirkens »schweizere«, altid i tjeneste for alle kirkens dårlige instinkter, – men godt betalt… At kirken netop ved hjælp af tyske sværd, tysk blod og mod har ført dens dødsfjende-krig imod alt, hvad der er fornemt på Jorden! På dette sted gives en hel mængde af smertelige spørgsmål. Den tyske adel mangler nærmest i den højere kulturs historie: man gætter grunden… Kristendom, alkohol, begge de store midler til korruptionen… I sig selv skulle der jo ikke være noget valg, stillet overfor islam og kristendom, så lidt som overfor en araber og en jøde. Afgørelsen er givet, det står ingen frit for, her stadig at vælge. Enten er man en candala eller også er man det ikke… »Krig på kniven med Rom! Fred, venskab med islam«: således fornemmede, således gjorde den store friånd, geniet blandt de tyske kejsere, Friederich II. Hvordan det? må en tysker først være geni, først være friånd, for at fornemme anstændigt? – Jeg begriber ikke, hvordan en tysker nogensinde kunne fornemme kristeligt.

Den antikristne 83

61.

Her er det nødvendigt at berøre en for tyskere stadigvæk hundrede gange pinligere erindring. Tyskerne har frarøvet Europa den sidste store kultur-høst, som der var at hjembringe for Europa, – renæssancen. Forstår man endelig, vil man forstå, hvad renæssancen var? Omvurderingen af de kristelige værdier, forsøget, foretaget med alle midler, med alle instinkter, med alt geni, på at bringe mod-værdierne, de fornemme værdier til sejren… Der gaves hidtil kun denne store krig, der gaves hidtil ingen mere afgørende problemstilling end renæssancens, – mit spørgsmål er dens spørsgmål –: der gaves heller aldrig en mere principiel, mere direkte, mere streng i hele fronten og mod centrum løs førte form for angreb! At angribe på det afgørende sted, i selve kristendommens sæde, her at bringe de fornemme værdier til tronen, dvs. at bringe dem ind i instinkterne, i de nederste behov og begær hos dem, der sad der… Jeg ser en mulighed for mig, for en fuldkomment overjordisk trolddom og farveglans: – det forekommer mig, at den stråler med alle en raffineret skønheds gysninger, at en kunst er på spil i den, så guddommelig, så djævelsk-guddommelig, at man omsonst gennemsøger årtusinder efter en anden sådan mulighed; jeg ser et skuespil, så sanserigt, og tillige så vidunderligt paradokst, at alle Olympens guddomme ville have haft anledning til en udødelig latter – Cesare Borgia som pave… Forstår man mig? … Nuvel, det ville have været den sejr, som jeg i dag alene forlanger –: dermed var kristendommen afskaffet! – Hvad skete der? En tysk munk, Luther, kom til Rom. Denne munk, med alle hævntørstige instinkter fra en mislykket præst i kroppen, forargede sig i Rom imod renæssancen… I stedet for med dybeste taknemmelighed at forstå det uhyrlige, som var sket, overvindelsen af kristendommen ved dens sæde –,


forstod hans had kun at drage sin næring af dette skuespil. Et religiøst menneske tænker kun på sig selv. – Luther så fordærvelsen af pavedømmet, mens det modsatte netop var håndgribeligt: den gamle fordærvelse, dette peccatum originale, kristendommen sad ikke længere på pavens stol! Men derimod livet! Derimod livets triumf! Derimod det store Ja til alle høje, skønne, forvovede ting! … Og Luther genetablerede kirken: han angreb den… Renæssancen, en tildragelse uden mening, et stort omsonst! – Åh, disse tyskere, hvad har de allerede kostet os! Omsonst – det var altid tyskernes værk. – Reformationen; Leibniz; Kant og den såkaldte tyske filosofi; friheds-krigene; riget – hver gang et omsonst for noget, som allerede var til stede, for noget uopretteligt… Det er mine fjender, jeg bekender det, disse tyskere: jeg foragter i dem enhver art af begrebs- og værdi-urenhed, af fejhed overfor ethvert retskaffent Ja og Nej. De har, næsten gennem et årtusinde, forfiltret og forvirret alt, hvad de rørte med deres fingre, de har alle de halvheder – tre-ottendedelsheder! – på samvittigheden, som Europa er syg ved, – de har også den ureneste art kristendom, der findes, den uhelbredeligste, den ugendriveligste, protestantismen på samvittigheden… Hvis man ikke bliver færdig med kristendommen, så vil tyskerne være skyld deri…

62.

– Hermed er jeg ved slutningen og siger min dom. Jeg fordømmer kristendommen, jeg rejser imod den kristelige kirke den frygteligste af alle anklager, som en anklager nogensinde har taget i munde. Den er mig den højeste af alle tænkelige korruptioner, den har haft viljen til den yderste korruption, som overhovedet var mulig. Den kristelige kirke lod intet uberørt med dens

Den antikristne 85

fordærvelse, af hver en værdi har den lavet en uværdi, af hver en sandhed en løgn, af hver retskaffenhed en sjæle-nederdrægtighed. Man vove lige at tale til mig om dens »humanitære« velsignelser! At afskaffe en eller anden nødstilstand gik imod dens dybeste nytte, – den levede af nødstilstande, den skabte nødstilstande, for at forevige sig… Syndens orm for eksempel: denne nødstilstand har først kirken beriget menneskeheden med! – »Sjælenes lighed for Gud«, denne falskhed, dette påskud for alle de nedrigtsindedes rancunes, dette sprængstof af et begreb, der endelig er blevet til revolution, moderne ide og nedgangs-princip for hele samfunds-ordenen – er kristelig dynamit… Kristendommens »humanitære« velsignelser! Af en humanitas at fremavle en selv-modsigelse, en selvskændings-kunst, en vilje til løgnen for enhver pris, en modvilje, en foragt for alle gode og retskafne instinkter! – Det ville kristendommens velsignelser være for mig! – Parasitismen som kirkens eneste praksis; med dens blegsots-, dens »helligheds«-idealer, der uddrikker ethvert blod, enhver kærlighed, enhver forhåbning for livet; det hinsides som vilje til benægtelsen af enhver realitet; korset som erindringstegn for den mest underjordiske sammensværgelse, der nogensinde har været, – imod sundhed, skønhed, velartethed, tapperhed, ånd, sjælens godhed, imod livet selv…

Og så regner man tiden efter den dies nefastus, hvormed denne skæbnesvangerhed begyndte, – efter kristendommens første dag! – Hvorfor ikke hellere efter dens sidste? – Efter i dag? – Omvurdering af alle værdier! …

* * * * * * * * *

Lov mod kristendommen.

Givet på dagen for frelsen, på den første dag af året ét (– d. 30. september 1888 efter den falske tidsregning)

Dødskrig imod lasten: lasten er kristendommen

Første sætning. – Lastefuld er enhver art modnatur. Den mest lastefulde art menneske er præsten: han lærer modnaturen. Imod præsten har man ikke grunde, man har tugthuset. Anden sætning. – Enhver deltagelse i en gudstjeneste er et attentat mod den offentlige sædelighed. Man skal være hårdere mod protestanter end mod katolikker, hårdere mod liberale protestanter end mod strengttroende. Det forbryderiske i, at være kristen, tager til i den grad, som man nærmer sig videnskaben. Forbrydernes forbryder er følgelig filosoffen. Tredje sætning. – Det forbandelsesværdige sted, hvor kristendommen har udruget dens basilisk-æg, skal jævnes med jorden og være til skræk for efterverdenen som det ryggesløse sted på Jorden. Man skal avle giftige slanger på det. Fjerde sætning. – At prædike kyskhed er en offentlig opfordring til modnaturen. Enhver foragt for kønslivet, enhver forurenelse af samme gennem begrebet »urent« er den egentlige synd imod livets hellige ånd. Femte sætning. – At spise ved samme bord som en præst, udstøder: man ekskommunikerer sig dermed fra det retskafne selskab. Præsten er vores candala, – man skal gøre ham fredløs, udhungre ham, drive ham ud i enhver slags ørken. Sjette sætning. – Man skal kalde den »hellige« historie ved det navn, den fortjener, som forbandet historie; man skal benytte ordene »Gud«, »frelser«, »forløser«, »hellig« som bandeord, som vartegn for forbrydere. Syvende sætning. – Resten følger deraf.

Den antikristne.

nietzsche - den antikristne

Documents