nynne bjerre
DESCRIPTION
lixen portrætTRANSCRIPT
14 | oktober 2009 | LIXEN PORTRÆT LIXEN | oktober 2009 | 15PORTRÆT
Hårdt arbejde og ikke så meget pisfast i Nynne Bjerre Christensen. Hun når resultater ved at arbejde hårdt. Og det gør hun så, med en nærende tro på at lave
SKARPLADT. Iført en puma-‐hættetrøje og et par løse jeans åbner Nynne Bjerre sin hoved-‐dør. I haven står hendes hund Smilla, gøende og vild. Tøjet er ganske anderledes, end når hun er på skærmen, hvor hun stiller spørgsmål
Deadline på DR2. »Men du forholder dig ikke rigtig til, at så mange fra DR har forladt direktionen?« spørg-‐er Nynne Bjerre frygtløst sin egen bestyrelses-‐formand. Når hun er hjemme, sætter hun pris på at hug-‐ge brænde i haven for at koble af. Og i Deadlines studie er hun også hårdtslående. Både når hun fastholder kilder og gentager sine spørgsmål. Hun kalder hunden ind i huset og byder samti-‐
dig velkommen. Der er lidt problemer med hu-‐sets sjældne portugisiske vandhaner, forklarer hun, mens hun forsvinder ind i køkkenet med en logrende Smilla i hælene. Derfor er hen-‐des ven Ivan på vej, han er nemlig den eneste,
dørklokken igen, og ind træder Ivan. Køkkenet summer af snak, en kogende tekeddel og Ivans nørkleri med hanen. Fem minutter går og fem til. Ved siden af sofaen står en stor kurv med aviser: Information, Berlingske Tidende og BT. Sidst der var en journalist i huset, var det en fra Alt for Damerne. Der gik snakken om alt fra tøj til børn, men ikke noget om journalistik. Heller ikke selvom Nynne Bjerre synes, at det må være mere interessant at læse om. For journalistik-‐ken er en stor del af hendes liv, og passionen for overskrifter, vinkling og deadlines er ikke kom-‐met snigende. »Jeg er sådan en rigtig kedelig én, der har vidst det altid,« svarer Nynne Bjerre på spørgsmålet om, hvornår hun vidste, at hun skulle være journalist. Imens løfter hun tehætten op fra kanden og sætter den op på sit eget hoved som for at vise, hvor kedelige den slags mennesker er. »For mig var der egentlig ikke så meget tvivl. Og det har der aldrig rigtig været. Tvivl er ikke rigtig en del af min karakter,« forklarer hun.
Mødet med VorherreTvivl var der heller ikke meget af, da Nynne Bjerre i 1989 tretten år gammel tog alene af sted til TV-‐byen. Hun ville i erhvervspraktik på TV-‐Avisen. Derfor tog hun cyklen til Taastrup, toget ind over København og til Søborg og bus-‐sen videre det sidste stykke til den gamle TV-‐By for at spørge, om det kunne lade sig gøre: »Så gik jeg ind og spurgte efter Steen Bostrup.
Hun havde ingen aftale, men Steen Bostrup var tilfældigvis på arbejde og blev kaldt ned af vagten. »Og så kom han ned til mig. Vorherre selv, som
han jo var, for der var jo monopol. Så sagde jeg, at jeg bare så gerne ville i erhvervspraktik på TV-‐avisen,« forklarer Nynne Bjerre og griner af sin egen beslutsomhed. Steen Bostrup lovede at undersøge sagen og ringe tilbage. Men regler var regler, TV-‐Avisen tog ikke erhvervspraktikanter ind, heller ikke
står oplevelsen stadig klart for hende. »For mig var det en langt ude ting at gøre. Jeg var jo skide nervøs.« Skide nervøs måske, men ikke i tvivl. Og den tilgang har ifølge Nynne Bjerre gjort livet meget nemmere. Hun motiverer sig med mere jord-‐nære redskaber; klarhed og hårdt arbejde.
Ikke en skid idé om indholdDengang Nynne Bjerre som 13-‐årig stod i TV-‐Byens entre med sin taske under armen og journalistdrømmen svævende oppe under loftet, vidste hun, at det var det, hun ville. Men
vejen til DR gik ikke gen-‐nem forestillinger om at sætte mediernes dagsor-‐den med den ene bombe af afsløringer efter den anden. Tværtimod. »Jeg havde ikke en skid idé om substansen i at
være journalist. Jeg tænkte, at nyhederne jo måtte komme et eller andet sted fra,« husker hun tilbage. Alligevel var hun overbevist om, at journalis-‐tikken ville føre hende sammen med mennesker med et temperament, der passede til hendes eget. Det indtryk havde hendes to onkler plan-‐
tet i hende. De var journalister og havde altid en spændende historie at fortælle. »Jeg havde de her onkler, som var så seje. De
pulsen, du ved, de var sådan nogle mennesker, som… Det var tydeligvis bare sjovt, det, de lavede,« fortæller hun. Hendes hænder bevæger sig med store bevæ-‐gelser i luften, tydeligvis optaget af at gengive de to onkler med den misundelsesværdige hverdag. En hverdag, hun senere selv blev en del af på Journalisthøjskolen. I gymnasiet og folkeskolen var hun hverken ensom eller isoleret. Hun gik til fester og tog del i det sociale. I hverdagen havde hun nok i sit eget. Men det, hun ikke havde tilfælles med
til gengæld med de mennesker, hun mødte på Journalisthøjskolen. Her fandt Nynne Bjerre både ud af, at hun rent faktisk selv skulle lave nyhederne, og at onklerne ikke var de eneste sjove journalister. Hænderne, der endnu ikke har hvilet, løfter hun nu op i luften i begejstring. »Nå, det er her, alle de sjove er! Det var første
stil,« næsten råber hun ud i lokalet, »fedt nok, mand.« Journalisthøjskolen var befolket med mærkelige typer, der kunne de særeste ting, ikke mindst fordi de var gået andre veje end den slagne akademiske. Og det var ifølge Nynne Bjerre en vigtig kvalitet: »Det er et stort tab, at nogle folk ikke kom-‐mer ind på skolen, fordi de ikke følger det der strømlinede uddannelsessystem,« siger hun og understreger, at de mærkelige typer var frem-‐ragende journalister med en anderledes tilgang
Selve skolen var ifølge Nynne Bjerre dårlig til at udfordre de studerende. Det var almindeligt,
selvom hun hellere ville knokle. Det hårde ar-‐bejde skulle hun dog ikke vente længe på. Det kom i prak-‐tiktiden på Berlingske Tidende. »Jeg var jo på bladet hele tiden. I en periode var jeg der hver dag i seks eller syv uger, også i weekenden. Jeg er meget stor til-‐hænger af mesterlæren,« siger hun. Hun fandt hurtigt ud af, at hvis hun tog de sure jobs, når hun ikke selv havde nogen ideer til re-‐daktionsmøderne, faldt der også eftertragtede tjanser af til hende. »Da jeg var i praktik på Berlingske, var der én
i Danmark. Og det blev pudsigt nok mig, for jeg tog også alt det andet lort. Så stod der ni andre slukørede elever,« fortæller hun.
Fremdrift og hårdt arbejdeNynne Bjerre mener ikke, at den hårdtarbejdende natur kommer fra fremmede. Hun er vokset op i en familie, hvor faren var tomatavler, stod tidligt op om morgenen og var vant til at få tingene gjort grundigt. »Vi børn måtte selv tjene vores penge. Og arbe-‐jde for det selv, ligesom vores forældre gjorde. Og det er en vigtig pointe at tage med sig – tin-‐
”
gene kommer ikke af sig selv.«En pointe, som Nynne Bjerre også har haft med sig på de forskellige steder, hun har arbejdet. Uanset om det var på Journalisthøjskolen, Ber-‐lingske Tidende eller på hendes nuværende job på Deadline: »Det er sgu sådan, at de sjove opgaver og rejs-‐erne ikke bliver givet til dem, som går klokken seksten hver dag. De bliver givet til dem, der ar-‐bejder for tingene,« slår hun fast.
Deadline»Der sker ikke en skid, når man bliver vært. Andet end mediet bliver et andet.« For Nynne Bjerre, der siden 2005 har været ansat på Deadline, har
vær t s ro l l en ikke været et skridt ind i en kendisverden med glamour og gallapre-‐mierer. Snarere
tværtimod. For på Deadline lever værterne, ifølge Nynne Bjerre, et stille liv uden at være i sladderbladenes søgelys. Da Nynne Bjerre blev vært på Deadline, var det ikke kun tankerne om at blive eksponeret, der fyldte i hendes hoved. I hendes verden var Deadline ikke et program, man bliver vært på
midt i sin karriere: »Jeg havde egentlig tænkt, at det var et slut-‐job. Jeg tænkte, at når man er på Deadline, så skal man virkelig vide noget,« fortæller hun og forklarer, at jobbet kræver en vis tyngde og fag-‐lighed. Og jobbet er da også forbundet med en snert af usikkerhed, for hvad hvis nu et interview ikke forløber som planlagt? For Nynne Bjerre er forberedelsen den vigtigste del af jobbet. Og den er med til at få et interview og en udsend-‐else til at glide. Kun en enkelt gang er det gået helt galt. Det var, da Bent Falbert var i Deadline for at dis-‐kutere Ekstra Bladets prostitutionsannoncer. En historie, der var blevet aktualiseret af BT, hvor Nynne Bjerres mand Simon Andersen er redaktionschef. »Han startede simpelthen interviewet med at sige, at han da bare lige ville gøre det klart, at grunden til at vi skulle tage historien op var, fordi Nynnes mand havde lavet den.« En påstand, der for Nynne Bjerre var langt ude at forholde sig til inden udsendelsen. Det betød, at hun stod totalt uforberedt foran rullende kameraer. Optagelserne har hun aldrig selv set igennem, fordi hun er overbevist om, at det ser ’helt åndssvagt ud’. DR’s lokaler er rykket nogle kilometer hen
over København, siden hun som 13-‐årig troppede op og bad om sin ønske-‐praktikplads. Selv er Nynne rykket op i Deadlines studie, men cirklen er ikke afsluttet af den grund. For selv-‐om hun mener, at Deadline har tyngden til at være et slut-‐job, regner hun ikke med at slutte sine dage som journalist i DR2’s studie. »Det fede ved Deadline er, at man laver det vigtigste. Det er væsentlighedskriteriet, der tæller. Jeg tror ikke selv, at jeg bliver nyheds-‐journalist igen, men det kan da godt være, at jeg bliver det inden for et felt. Jeg kunne godt tænke mig at lave udland igen for eksempel.« Noget tyder på, at hun får held med at komme videre i det næste job. For heldet har hun haft i ryggen indtil nu, men det kommer ikke af sig selv: »Det er pudsigt nok, at det altid er de samme,
Så det gælder om at få sig selv sat i en position, hvor man bliver ramt af heldet. Der ligger nok et lidt mere grundigt forarbejde til bunds.«
Nynne
”
Foto: Rikke Gredsted Seidenfaden
Foto: Rikke Gredsted Seidenfaden