Om    at  være  noget    05.02.2012  Tekst  og  foto:  Randi  Pallesen    I det følgende vil jeg fortælle tre små historier om tre små faser under modeugen. Helt simpelt. Ikke andet end tre små historier. Alle med samme udgangspunkt: At være noget. Den første historie handler om at observere. En frostkold februar-dag i den danske hovedstad. Scenen var sat, gæstelisterne skrevet og modellerne klar i kulissen. Fem dage senere var Copenhagen fashion week igen overstået og byen kunne vende tilbage til sit normale jeg. Men på disse mellemliggende dage havde der været pakket med modeshows på spektakulære locations, lukkede og eksklusive minglefester, høje hæle og champagne i massevis. En lukket fest for modebranchen og de sultne pressefolk. Selv om modeugen havde åbnet flere døre op for de ”almindelige mennesker”, var selve kernen stadig forseglet og man blev mødt ved døren af vagter og piger med gæstelister. Takket være min gode veninde stod jeg på flere af disse famøse lister og havde derfor mulighed for at træde ind i løvens hule. Det var en fascinerende verden hvor ens status bliver målt på, hvorvidt man får lov at sidde ned eller ej og dernæst på om der står en gavepose under stolen. Vi prøvede at opleve alle statusniveauer, men det kommer der mere om i en senere historie. Her startede vi med at stå op. Facaden var støbt i cement og ingen der havde intentioner om at krasse i den, fik lov at komme helt tæt på. Derfor var det også en nærmest umulig opgave jeg havde sat mig for, da jeg ville prøve at finde personlige historier og menneskelig fejl netop her. Jeg valgte derfor at lade masken blive på og i stedet nyde universet i sin menneskeskabte, fejlfrie natur. De virkelige mennesker bag, valgte jeg at møde hvor de var allermest tilgængelige. Og dette leder mig videre til min næste historie. Den anden historie handler om at vende tingene på hovedet.

Jeg skulle finde de personlige historier og det menneskelige i modeugen et helt andet sted, end jeg havde tænkt. De viste mig ind gennem døren, krydsede mig af på gæstelisten, viste mig til min plads og serverede kolde drikkevarer. Almindelige mennesker der enten frivilligt eller betalt arbejdede foran kulissen til modeugen. Jeg valgte derfor at vende tingene lidt på hovedet og bad dem om at være fotomodeller for et øjeblik. Rette kameraet og opmærksomheden modsat de andre og fange smil og varme. Her handlede det ikke så meget om at sidde det rigtige sted. De var her, for at vi andre ubesværet kunne være noget. (Eller i hvert tilfælde føle at vi var.) For uden dem ville det blive meget svære rigtigt at være noget. Den sidste historie handler om et eksperiment. Modeugen handlede selvfølgelig om mode. Om smukke kjoler og Sovjet inspirerede jakker. Men den handlede også om at være noget. Nogle var meget oplagt noget. Det vidste alle. Andre var kun noget hvis man var en sand kender og det var her at min veninde og jeg besluttede os for at lave et eksperiment. Kunne man blive noget, hvis man bare lod som om at være det? Som før beskrevet, var det lidt en kunst overhovedet at komme inden for dørene til disse arrangementer. Men med det klaret, var det vores status vi kunne eksperimentere med. Vi startede ud i det små. Kort før shows at finde siddepladser og endda få lov at få de famøse gaver med hjem. Selvtillid og status i en opadgående kurve. (Det skal her lige nævnes, at forsøgene fandt sted til de mindre shows, hvor nogle af dem der var noget, havde besluttet sig til ikke at møde op.) Henover dagene rykkede vi stolerækker frem og kom til eksklusive fester med 3000kr. champagne i rigelige mængder. Vi sprang en 2 timer lang kø over, ved at udgive os for at være presse og blev til sidst seated til et af modeugens største shows. (Det sidste skabte en smule postyr, da folk som alle vidste var noget, pludselig ikke kunne sidde ned og derfor ikke rigtig var noget alligevel.) Men vi fik bevist, at hvis man selv mener at være noget, er folk bange for at sætte spørgsmålstegn ved det og man ender derfor med at blive noget. Jeg fik i løbet af modeugen altså lov til at møde folk der var noget og folk der ikke var noget. Snakket med folk som man ikke skulle tro var noget, men som viste sig måske at være nogle af de vigtigste. Til sidst fik jeg også lov til selv at prøve både at være intet og noget.