ONEMORE

TIME

2

ONE MORE TIME

Et oplæg til debat udgivet af H.J.Hansen Genvindingsindustri A/S

© H.J.Hansen og forfattere 2009

Bidragydere: Connie Hedegaard, Tor Nørretranders, Suzanne C. Beckmann, Henrik Wenzel, Mads Thimmer og Preben Mejer

Idé: Miljøchef Thorvald Brix Isager, H.J.Hansen

Redaktion H.J.Hansen: Miljøkonsulent Rasmus Olsen,marketingkonsulent Sanne Terp Nielsen, og underdirektør Jesper Bank

Projektledelse: Sofie Pedersen, Stickelbergs Bureau Grafisk tilrettelæggelse: Ulrik Samsøe Figen, Stickelbergs Bureau

Foto: Ulrik Samsøe Figen, Polfoto og Scanpix

ISBN 978-87-990443-1-3

Synspunkter, der kommer til udtryk i denne bog, er forfatternes egne og er ikke nødvendigvis sammenfaldende med H.J.Hansens.

Bestilling: Debatbogen ”One more time” kan bestilles hos H.J.Hansen på hjemmesiden www.hjhansen.dk eller på telefon 63 10 91 00

Bogen er FSC-certificeret og trykt hos AKA-PRINT, Tilst

3

Jens Hempel-Hansen: Genvinding – også for klimaets skyld

Connie Hedegaard: Intelligente løsninger er fremtiden

Tor Nørretranders: Genbrug – igen igen

Suzanne C. Beckmann: Grønt selvbedrag – myten om den miljøbevidste forbruger

Henrik Wenzel: Genviding og grønne skove

Innovation Lab: Frem med de gode miner

Indhold4

6

8

24

36

50

side

side

side

side

side

side

4

Global opvarmning er et af de emner, der står øverstpå den internationale dagsorden. Kommende gene-rationers fremtid afhænger af vores evne til at findeintelligente løsninger på klimaudfordringerne ogtræffe de rigtige valg. Det er et stort ansvar, menogså en spændende mulighed for at gå nye veje ogredefinere samfundet og den måde, vi lever på.

Gennem generationer har H.J.Hansen arbejdetmed genvinding af ressourcer lige fra gamle heste-sko til udtjente alufælge. I nogles øjne er det affald

– i vores er det råstoffer. Vi ser det som vores for-nemmeste opgave at værne om jordens sparsom-me ressourcer ved at bruge dem igen og igen og påden måde bidrage til et bedre klima. Hver gang vigenvinder metalskrot i stedet for at kassere detsom affald, sparer vi miljøet for CO2-udledning, ogdet er vores målsætning at spille en aktiv rolle ikampen mod global opvarmning.

Som et indlæg i klimadebatten har vi inviteret femsamfundsdebattører med vidt forskellig baggrund

Genvinding – også for klimaets skyld

5

til at give hver deres bud på, hvordan genbrug oggenvinding kan være med til at give klimaet enhjælpende hånd i fremtiden. Debattørerne hartaget imod udfordringen og har ladet tankerne fåfrit løb. Det er der kommet denne seriøse, spæn-dende, underholdende og til tider provokerendeartikelsamling ud af. Innovation Lab tager os med ind i en højteknolo-gisk fremtid, hvor nye opfindelser gør livet sommiljøbevidst verdensborger både nemt og bekvemt.Suzanne C. Beckmann udstiller den grønne forbru-

gers selvbedrag. Henrik Wenzel går i kødet på globa-liseringens miljøspøgelse ved at sætte fokus på myterog fakta i energidebatten. Og Tor Nørretranders vilkort og godt have os til at genbruge alting igen ogigen. Alt i alt en samling tankevækkende pointer, derer værd at tage stilling til, hvad enten man er enigeller uenig med de fem debattører.

Rigtig god fornøjelse med læsningen.

Jens Hempel-Hansen, adm. direktør H.J.Hansen 4. generation af H.J.Hansen familien

6

Vi befinder os i en brydningstid. Som beboere påjorden skal vi beslutte os for, om vi vil tage ansvarfor klimaforandringerne. Om vi vil tage ansvar for,at den måde, vi har indrettet vores samfund på,med overhængende sandsynlighed vil forandrehele planetens økologiske system inden for denæste to-tre generationer, hvis ikke vi ændrer denmåde, vi bruger vores ressourcer på.Det er en kæmpe udfordring. Men det er ikke deneneste udfordring, vi står overfor. I 2050 forventesder at leve ni milliarder mennesker på jorden, ogotte milliarder af dem vil leve i lande, der i dagbetegnes som udviklingslande. De vil efterspørgede samme goder og ressourcer, som vi i de udvikle-de lande i dag nyder gavn af. Derfor er det underalle omstændigheder nødvendigt, at vi finder påbedre og mere effektive måder at bruge vores res-sourcer på, hvis der i fremtiden skal være plads til,at verden kan vokse og udvikle sig. Men det behø-

ver ikke betyde forbud, afsavn og kolde bade. Detbetyder, at vi skal satse på nye teknologier, somkan give os renene energikilder og bedre og reneremåder at udnytte vores ressourcer på.I Danmark har vi vist, at det kan betale sig atudnytte ressourcerne med omtanke. Siden 1980 erDanmarks økonomi vokset med 78 procent samti-dig med, at energiforbruget har været stort setkonstant, og CO2-udledningerne er reduceret. Deter sket, fordi vi har valgt at satse på nye og intelli-gente måder at bruge vores ressourcer på. Foreksempel har vi skabt rammerne for, at vindkraftkunne udvikle sig til en effektiv måde at skabeenergi på. I dag er Danmark et af de lande, der fården største del af sin strøm gennem vindkraft - ogdet er tilmed blevet en rigtig god forretning, i taktmed at man andre steder i verden har indsetmulighederne i vind og er begyndt at efterspørgedanske teknologier. Vi har også skabt rammerne

Intelligente løsninger er fremtiden

7

for en bedre udnyttelse af brændsler, når vi produ-cerer el og varme. I Danmark produceres halvdelenaf alt el og varme faktisk sammen, hvilket er ensmart måde at bruge ressourcerne med omtankepå. Samtidig har vi sikret, at de ressourcer, som viallerede har, for eksempel biomasse eller affald,også indgår i energiproduktionen og dermed blivergenanvendt.Intelligente løsninger og nye teknologer er vejenfrem, hvis vi skal løse udfordringerne. Og udviklin-gen er allerede i gang – nye måder at tænke på ognye måder at overveje, hvordan vi kan bruge res-sourcerne. Engang talte man meget om vugge-til-grav-cyklus: At man for hvert enkelt produkt, viomgiver os med i vores hverdag skulle se på, hvil-ket aftryk det satte, helt fra oprindelsen, til detendte som affald. Denne cyklus bliver i stadig stør-re grad afløst af en ny måde at tænke på: Vugge-til-vugge. I denne tankegang er der slet ingen

”grav”: Hvert produkt bliver fremstillet på enmåde, så alt er 100 procent genbrugeligt eller ned-brydeligt. Det kan for eksempel være en udslidtløbesko, som i dag ville ryge i affaldsposen. Lige nuarbejder en af verdens kendteste producenter afløbesko på at lave sko, som efter endt gerning påveje og stier kan skilles ad og genbruges – 100 pro-cent. Eller det kan være ispapiret, der bliver tilvæske, hvis det har været for længe væk fra frost.Den type tanker fortjener at vinde gehør – bådehos producenterne, men i lige så høj grad hos os, deenkelte borgere, der skal vælge, hvilken type gum-misko vi skal købe. Hver eneste dag træffer vinogle valg, som vi kan bruge til at sende signalertil markedet, blandt andet om at vi støtter, at defremmer nye teknologier. Jeg er overbevist om, atvi kan løfte de udfordringer, vi står overfor, hvis viløfter i fællesskab – politikere såvel som borgere ogvirksomheder.

Connie Hedegaard, klima- og energiminister

8

Kapitel 1 : Genbrug – igen igen

9

Share your shit! Del dit lort med andre.

Lad være med at lave affald,som ingen kan bruge.

Giv dine ting videre, videre, videre.

Del affald, del ideer, del dinåbenhed med andre.

Del hele lortet!

Tor Nørretranders

,,,,

10

Tor NørretrandersForfatter og adjungeret professor i filosofi påCopenhagen Business School.

Med baggrund i sin uddannelse som miljøplanlægger erdet blevet Tor Nørretranders varemærke at kunne for-midle naturvidenskabens mysterier på en forståelig ogfascinerende måde. Han beskæftiger sig med tilværel-sens store linjer: Hvad vil det sige at være menneske, oghvordan indgår vi i jordklodens strømme af energier ogstof? I 1991 fik Tor Nørretranders sit internationale gennem-brud med bogen ”Mærk verden”, og i dag har han et tro-fast publikum både inden og uden for Danmarks græn-ser, som han forsyner med foredrag, artikler og bøgerom naturvidenskabelige og samfundsvidenskabeligeemner, der sætter dagsorden.

11

Det er jo ikke akkurat en nyhed: Man kan genbru-ge materialer. Man kan bruge energi, der kommerfra kilder, der fornys hele tiden og aldrig bliverbrugt op. Man kan bruge information igen og igen.De fleste virkelig værdifulde ting i livet bliver kunmere værd, jo mere man bruger dem: Viden, sprog,kærlighed. Det er ikke nyheder, overhovedet. Men alligevel virker det nyt, for det har væretglemt. Ude af sind i tusindvis af år. Men nu er detved at dukke op igen. Nu sker det på ny: Vi indser,at genbrug er selve princippet for alt levende her påJorden. Vi skal genbruge som det selvfølgeligste afalt, for det gør alt andet levende på planeten, såhvorfor skulle vi ikke også?

En fantastisk planet

Men lad os lige tage den forfra: Vi lever på en pla-

net, hvor der sker de mest fantastiske ting heletiden. Livet leves, blomster blomstrer, og hyænernehyler på stepperne. Det er ret utroligt hvad myrer-ne, muslingerne og mågerne udretter hele tiden. Ogde gør det alle sammen med én eneste kilde til alaktiviteten, én eneste kilde til al den energi: Solen.Solen er en fusionsreaktor, der hænger derude iverdensrummet på præcis den afstand, som atom-reaktorer bør have: 150 millioner kilometer fraJorden. Vi kredser om Solen og bades derfor kon-stant i dens lys, som afsætter mange hundredetusinde terawatt energi på kloden. Det vælter nedmed energi, som strømmer gennem Jordens yderstelag, atmosfære, hav, landjord og ikke mindst livs-verden. Energien fører til en enorm aktivitet. Bådei fysiske systemer som luftens strømme – vind – oghavets vandbevægelser – strøm og bølger. Men ikke

Genbrug – igen igenHistorien gentager sig – heldigvis. Genbrug vender tilbage som den dominerende livs-form for mennesker. Men ikke uden vores indsats. Verdenshistoriens største udfor-dring står for døren, når klimakrisen endelig bliver set som det, den er: Toppen af etisbjerg af behov for genbrugstænkning overalt i tilværelsen. Det gælder energi, detgælder stof, det gælder ideer og relationer. Kodeordet er enkelt og uforskammet:Share your shit.

Af Tor Nørretranders

12

mindst i biologiske systemer, der transportererenorme mængder af stof, alt sammen drevet af sol-skin.Det er så viseligt indrettet, at en stor del af delevende væsener på Jorden – planter, alger og vissebakterier – er i stand til at spise solskin. De sugersollyset til sig og henter energi ud af det. Energienbindes i sukkermolekyler gennem en proces, somkaldes fotosyntese. For at gøre det skal disse leven-de væsener bruge andet end solskin. Lad os tageplanterne som eksempel. De skal have vand, som desuger op med rødder fra jordbunden. Og de skalhave næringsstoffer, som de også henter fra jord-bunden. Og endelig skal de have kuldioxid til atopbygge deres molekyler. Kuldioxid henter de fraluften, der blandt meget andet består af dette stof.Kuldioxid består af molekyler af kulstof og ilt.Kulstof er et grundstof, som planterne skal bruge tilat opbygge sig selv med, mens ilten er noget, de fårtil overs. Så ilten sender de ud igen til atmosfæren.En plante gror derfor ved, at den suger sollys fraoven og vand fra neden, så den kan spalte den kul-dioxid, den hiver ind fra luften, til kulstof, som denselv bruger, og ilt, som er dens affald.

Ilt var engang forurening

Da de første plantelignende mikroorganismer opstodpå Jorden for milliarder af år siden, skabte de en for-ureningskatastrofe af helt kolossale dimensioner:Atmosfæren blev gennemtrængt af en uhyre reak-tionsvillig og vanvittig giftig luftart, som mangelevende væsener ikke kunne leve med: ilt.Ilten var utålelig for mange af den tids mikroorga-

nismer, men endte med at blive livsnødvendig forsenere udviklede væsener, der lærte at tilpassesig denne ekstremt reaktionsvillige luftart. Detblev dyrene, som ikke selv kan spise solskin ogderfor er afhængig af, at andre kan. Dyrene spiserplanter, som har spist solskin. Dyrene forbrænderplanternes kulstofholdige materiale ved at forbin-de det med luftens frie ilt. Forbrænding er netopen proces, hvor ilt og kulstofholdige stoffer forbin-des, så der frigives energi. Vi kender det fra bålplad-sens ild, og vi kender det altså fra dyr som os selv, deri princippet foretager sig præcis det samme som enflamme. Den suger kulstof ud af plantemateriale (forilden er det brændet, for os er det maden) og forbin-der den med ilt, som suges ud af luften. Ved etable-ringen af denne forbindelse opstår der et over-skud af energi, som bruges til at holde processenved lige. Ilden består af en flamme, som hele tidensender varm luft fuld af kuldioxid op i vejret, såny, frisk luft fuld af ilt kan blive suget til. Iltenforbindes med brændets kulstofholdige forbindel-ser. Og vupti, energi sættes fri.Luften, som flammen sender til vejrs, er rig påden form for luft, der opstår, når man forbrænder.Forbrændingen består i at forbinde kulstofforbin-delser og ilt. Derfor er det måske ikke så overra-skende, at forbrændingen fører til, at der danneskuldioxid. Det er jo netop en forbindelse af kulstofog ilt. Så forløbet er enkelt: Flammen suger ilt tilsig ved at sende den varme forbrændingsluftopad. Ilten forbindes med kulstof og bliver til kul-dioxid, som indgår i forbrændingsluften.Flammen fortærer plantemateriale – træ – men

14

fører samtidig til, at dette plantemateriale sættesi omløb igen i form af kuldioxid. Kulstoffet kom-mer tilbage til atmosfæren, hvor nye planter ogtræer opsuger den og bruger den til at bygge sigop med ved at spalte kulstoffet fra ilten. Det er med andre ord et kredsløb: Planterne hen-ter kulstof, som de splitter ad til henholdsvisplantemateriale og ilt. Dyrene spiser planterne ogforbinder dem med deres eget affaldsprodukt, ilten,så der skabes et energio-verskud. Dette energiover-skud betyder, at dyrenekan leve og rende omkringog spise planter. På denmåde leverer planterneenergi til, at nogen kanrende rundt og spise dem.

Frugten som lokkemad

Er det ikke tegn på, atplanterne er ret dumme?Aldeles ikke! Dyrene ernyttige redskaber for plan-terne.Planter har et stort talent:De kan spise solskin. Deresliv består derfor i at ståder i solskinnet og suge løs af al den dejlige ener-gi. Planterne behøver ikke flytte sig, for solskin-net kommer, hvor de er – og vandet skal hentesmed rødder, der ikke er lette at flytte. Så det lig-ger uden for en plantes rækkevidde at være mobil.Derfor har de brug for dyrene. For planterne vil

gerne have deres arvelige materiale spredt, så derkan komme nye små planter rundt omkring. Menhvordan gør man det, når man ikke kan flytte sig?Nogle planter har snedige mekanismer som atsætte frø, der kan flyve med vinden. Men mangeandre planter har fundet på noget endnu mereelegant: De laver frugt.Frugt er en slags lokkemad. Planten eller træetlaver et bær eller et æble, som rummer kerner

med arveligt materiale.Ved at gøre bær og frugtvelsmagende, smuk oglækker, får planten dyr tilat spise frugten. Dyrenefarer omkring og spiserfrugter – og når frugtenspises, undgår dyret attygge de hårde og bitrekerner. De ryger ud igen,gerne med afføringen, somsnedigt nok endda rum-mer en masse nærings-stoffer, som nye små plan-ter kan bruge til at voksemed.Så planten bruger dyrettil at få flyttet sit arvelige

materiale. Dyret bruger planten til at skaffe sigsolskinsenergi. De to parter lever af hinanden oglever helt bogstaveligt af hinandens affald.Men hvad med stoffet? Materialet? Kuldioxid bli-ver til ilt og kulstof, der igen bliver til kuldioxid,der igen bliver til ilt og kulstof. Hvad er pointen?

“Ethvert åndedrag fører mindst

et atom fra ethvert af ens tidlige-

re åndedrag ned i lungerne.

Hver gang man trækker vejret,

vil der være mindst et atom i luf-

ten, som også var nede i ens

lunger, da man fyldte otte år og

pustede lysene på lagkagen

ud.”

15

Hvad kommer der ud af alt dette? At solskin bli-ver omdannet til bevægelse. At livet leves. At ato-merne kører i kredsløb.Hvorfor er det sjovt? Fordi livet er sjovt. Det er såvidunderligt indrettet, at stoffet bare kører i ring,mens energien strømmer gennem systemet og sik-rer, at det kan køre i ring. Alt sammen drevet afSolen.

Mennesker som hvirvler

Der skal ikke nyt stof til, ikke fjernes stof – dethele er bare en stor gåen-i-ring, som får livet til atblomstre. Også vores kroppe deltager i dette enor-me kredsløb, endda i den grad, at 98 procent afatomerne i os skiftes ud hvert år. 98 procent! Vi er mere som flammer og floder, der kun kanbevare deres særpræg, fordi stoffet evigt strøm-mer gennem dem, end vi er som klipper ellerstole. En stol går netop i stykker, hvis atomerne iden bliver skilt ad. Vi levende væsener dør, hvisdet ikke sker hele tiden. Livet er en enorm proces, hvor alle atomer heletiden skiftes ud i enhver levende organisme. Etmenneske indtager halvandet ton stof om året iform af mad, drikke og en smule indåndet ilt(okay, en stor smule luft, men den vejer ikke såmeget). Vandet i kroppen er udskiftet på under enmåned. Knoglerne og tilsvarende tunge dele afkroppen er måneder om at blive skiftet ud, men såheller ikke mere.Man er en hvirvel i en vandstrøm, en hvirvel medegen identitet og personnummer. Men fundamen-talt set en hvirvel, et mønster i en strøm af stof,

der hele tiden er på vej gennem hvirvlen. Hvisman ville have en hvirvel, der altid bestod af detsamme stof, ville den forsvinde på stedet. Der kankun være en hvirvel i et vandløb, fordi vandetstrømmer. I stille vande er der ingen hvirvler. Enflamme går ud, hvis luften ikke skiftes ud heletiden. Et menneske dør, hvis ikke stoffet strøm-mer gennem det hele tiden.Javel, men er det genbrug? I den grad! Man kanregne ud, at der, hvis vi ser på luften, virkelig ertale om genbrug. Der er omkring titusind millia-der milliarder atomer i et åndedrag. Skrev mandet tal op, ville det være et ettal efterfulgt af 22nuller. Så det er mange atomer. Ser man så på, hvor mange atomer der er i heleatmosfæren omkring Jorden, er det lige netoptitusind milliarder milliarder gange så mange,som der er i et åndedrag. Der er lige så mange ato-mer i hvert åndedrag, som der er åndedrag iatmosfæren. Det har en overrumplende konse-kvens: Hver gang man trækker vejret, skal derstatistisk set være mindst et atom fra luften, somman tidligere har haft nede i lungerne ved en ind-ånding. Og endnu mere mærkeligt: Ethvert ånde-drag fører mindst et atom fra ethvert af ens tidli-gere åndedrag ned i lungerne. Hver gang mantrækker vejret, vil der være mindst et atom i luf-ten, som også var nede i ens lunger, da man fyld-te otte år og pustede lysene på lagkagen ud.Men endnu mere mærkeligt: Hver gang mantrækker vejret, er der mindst et atom i luften, somvar nede i lungerne på hvem som helst, sidstegang han eller hun trak vejret. Det kan være

17

Julius Cæsar, Jesus, Louis Armstrong, LeonaraChristina eller Christian IV. Vælg selv. Menhusk, at det også kunne være – og var! – Hitler,Napoleon, Djengis Khan og en lille bitte pungrot-te i en fjern ørkenpræget verdensdel. Hallo! Dudeler luftatomer med hele bundtet: Skurke, reg-norme, balletdansere, blåhvaler, svenskere, sang-fugle og svimlende mange forskellige former forbiller.Stoffet er i omløb, igen og igen. Luften når ned ialle halse, og kroppene består af en dans af mate-riale, som omsættes hele tiden. Atomerne hopperfra solsikker til kvæg til mennesker til halvaber,lotusblomster og komøg. Mulden rejser sig og gåromkring som menneske.Vi er verden, der vandrer. Vi er solskin omsat tilbevægelse. Vi er undere, for søren.

Mærkelig sprogbrug

Men genbrug er det. De samme atomer, densamme luft, den samme muld, det samme vandpumpes og pumpes og pumpes rundt i manegen afdette evindelige solskin, som falder så mildt, ved-holdende og gavmildt ned over os. Hele tiden.Naturens enkle princip er genbrug. Den enesaffald er den andens mad. Planterne kan ikkeklare sig uden den kuldioxid, vi frigiver, og denafføring, vi skaber, propfuld som den er af kvæl-stof og fosfor og meget andet godt. Dyrene – altsåogså os – kan ikke klare sig uden den ilt, som erplanternes affald. Vi kan ikke klare os mangeminutter uden ilt, så er vi døde. Man kan ikkemelde sig ud af dette kredsløb, denne ordentlige

omgang genbrug. Man kan kun være med, og mankan kun være med, hvis man vil spise andresaffald. Så det er livets lov: Solskinnet er kilden tilalt – og for at få del i det må man tage lortet, somdet kommer.Man skal give sin egen lort videre. Man skal selvleve af andres lort.Er sprogbrugen mærkelig? Ja, men det er jo ogsåen mærkelig kultur, vi har, hvor vi gør alt for atskjule, at vi er fulde af noget, som vi giver videretil andre, der begærligt indtager vores efterladen-skaber. Det er jo ikke bare 10 milliarder fluer, derikke kan tage fejl, når de spiser vores møg. Det erogså planetens planter, der har fat i den langeende, når de gerne vil have vores kuldioxid til atvokse af.Mad og affald er i kredsløb, og det er i balance.Der skabes ikke et overskud af hverken ilt ellerkuldioxid, for dem, der laver kuldioxid (det er os),gør det alene fordi de spiser nogen, der har spistkuldioxid. Det hele går op, der går lige meget indog ud, det er i balance.Omløb, omløb, omløb, drevet af solskin, det erlivets lov.Hvis vi skal udtrykke det helt præcist, kan jegmåske tillade mig at formulere det på engelsk, fordet sprog gør det lidt lettere at sige, hvad dethandler om på den her planet: Share your shit!Del dit lort med andre. Lad være med at laveaffald, som ingen kan bruge. Giv dine ting videre,videre, videre. Del affald, del ideer, del din åben-hed med andre. Del hele lortet.Ja, jeg ved godt, at det ikke lyder pænt at sige

18

sådan. Men derfor kan det jo godt være sandt alli-gevel.

Genbrugets tankegang

Men hvad er det så med os mennesker? Hvorfor vilvi ikke være med?Vi synes, det er for besværligt at være afhængige afat samle den energi ind, som hele tiden ankommertil Jorden fra Solen i form af solskin, der afsættessom solvarme, som vind, som bølger på havet, somenergi i planter og træer. Vi vil have noget, der ernemmere at styre og kontrollere. Derfor er vibegyndt at grave gammelt liv op, som ligger aflejreti jordskorpen som en slags kirkegårde, hvor gamleplanter er omdannet til ukendelighed og henliggersom olie, kul og gas. Det kan vi pumpe op og bræn-de af. Men så sker der noget uheldigt: Der tilføresnyt kulstof til atmosfæren, for vi brænder gamle ligaf, kulstof, som ikke lige er hentet ud af atmosfæ-ren. Der ophobes derfor kulstof, og planeten varmesop. Det er skidt, og det er ved at ske nu, så vi ertvunget til at gribe ind.Når man ikke bruger af den vedvarende strøm afenergi, men i stedet suger af gamle depoter, der eraflejret dybt i jordlagene, så har man et problem.Man træder ud af strømmen og bruger af endeligeressourcer, som der ikke er nok af. Og man laveraffald, som ingen kan eller vil bruge til noget.I stedet for at opføre sig som alt andet levende påjorden, der bruger af noget, andre leverer, fordi deikke selv skal bruge det, og laver noget, som andrekan bruge, nu man ikke selv skal bruge det, så insi-sterer vi mennesker på at bruge af noget, som ingen

laver mere (gamle lig) og lave noget, som ingen skalbruge (lossepladser).Tankegangen er tåbelig og kortsigtet. Alternativethedder genbrug.Når man genbruger, handler om det om at brugenoget, man selv har brugt før, eller noget andre harbrugt. Bruger man noget, man selv har brugt, gen-bruger man fra en teknisk kilde, et tidligere pro-dukt. Når man genbruger noget, andre arter harbrugt, genbruger man fra en biologisk kilde, enandens affald. Eller man bruger af Solens energi.Det gode ved at bruge af Solens energi er jo, at derer nok af den. Nok nok. Rigtig meget. Man skal barefange energien, når den suser forbi som solskin,vind, bølger eller biomasse. Når man bruger den energi, genbruger man energi,som Jorden allerede har fanget i en løbende strøm,som man selv deltager i. Vi kender alle metodernetil at genbruge energi i form af vedvarende energi:Vindmøller, solfangere, solceller, bølgemaskiner,biogasanlæg. Der er ikke så meget nyt dér, dethandler bare om at komme i gang. Vi har sovet itimen, men nu er vi ved at vågne op til den klimati-ske nødvendighed. Vi skal i gang. Nu.Når det gælder stof, skal der ske en hel masse, forat vi kan genbruge løs. Vi skal opfinde produkter,som faktisk er egnede til genbrug. Alle de produk-ter, vi har i dag – fra strygejern til lokomotiver – erudtænkt i en verden, hvor man brugte og smedvæk. Hvor det hele endte på lossepladsen. Den gårikke mere. Nu skal der laves nye produkter, nyedesigns, nye materialer, nye logikker, som gør, attingene kan bruges igen og igen. Det kræver megen

19

forskning, megen udvikling og megen nysgerrighed.Og megen investeringslyst.Så det kunne ikke være meget bedre: Vi skal opfin-de alting på ny. Fra et miljøsynspunkt er det rigtiggodt, for de kendte produkter og teknologier er ikkejust præget af miljøhensyn. Fra et forretningssyns-punkt er det godt, fordi der skal opfindes mange nyeting og dermed markedsføres mange nye produkter,som der kan tjenes mange penge på. Så genbrug afmaterialer rummer store muligheder. Meget store.

Genbrug af menneskelige forbindelser

Det er ikke bare energien og stoffet, der skal gen-bruges. Det er også de sociale relationer, forbindel-ser mellem mennesker.Det kan lyde mærkeligt,for hvordan kan man gen-bruge en forbindelse medet andet menneske?Forhåbentlig gør du dethele tiden. Du anvenderdin relation til din familie,dine venner, dine arbejds-kolleger, din købmand,din nabo og dine kamme-rater fra sportsklubben. Forhåbentlig bruger dudem igen og igen, fordi du instinktivt ved, at jo meredu bruger en social relation, des mere er den værdfor dig.Men kan man så andet, kunne du spørge? Kan manundgå at genbruge sociale relationer?Ja, det kan man sagtens. Man kan for eksempelnøjes med at indgå i relationer, som handler om

ikke at blive genbrugt. Hvis man køber en vare,betaler prisen og tager den med ud af butikken, erder tale om en afsluttet relation. Man har ikke merepå hinanden. Der er sket en transaktion, enudveksling af penge og varer. Punktum. Storbyens liv er præget af mange afsluttede relatio-ner: Man køber, man betjener, man kører, man gørplads, man går forbi, man dytter. Færdigt arbejde!Ikke mere dér. Ses måske aldrig igen.Landsbyens liv er præget af relationer, der brugesigen og igen. Man omgås i alle sammenhænge, ikkebare når man handler, men også når man går tilgymnastik eller skal til samme fødselsdag. Man harrelationer på alle mulige måder.

Storbyens anonymitet kanvære befriende. Man kanbedre være sær i en stor-by. Men kan til gengældikke rigtig være andet.Landsbyens intimitet kanvære kvælende. Der erikke plads til den anderle-des. Alle taler om alle, ogalle ved alt om alle. Dethele er genbrug.

Et lykkeligt liv handler om at genbruge relationer,men ikke i et lille kredsløb. Hellere i et stortkredsløb. Det lykkelige er, at internettet er opstå-et. Det er blevet lettere at have relationer til vildtfremmede mennesker med eksakt samme under-lige interesser som en selv. Landsbytossen kanfinde de andre tosser i de andre landsbyer.I hundredvis af år er udviklingen gået mod mere

“Affald er ressourcer på det for-

kerte sted. Forurening er res-

sourcer, der er fejlanbragt.”

21

og mere anonymitet, mere og mere relation udengenbrug. Nu er vi ved at indse, at der er brug fortæt vævet genbrug og for frisk luft i form af heltnye relationer. Og helt nye ideer.Vi har brug for at bruge hinandens ideer, sendedem i omløb, dele dem, udveksle dem, lade demgro frit frem i forvirring. Vi har brug for at indse,at jo flere ideer man deler med folk, jo flere ideerhar man (det er noget andet end at dele æblermed folk eller bytte pærer med folk, for det fårman ikke flere af). Genbrug er ikke kun et spørgsmål om stof, energiog ressourcer. Genbrug handler om det hele, ogsåvores ideer og relationer. Vi skal lære at leve i etkredsløb, der drives af en stjerne derude i det fjer-ne, et evigt kredsløb af liv drevet af solskin. Viskal lære at elske det. At se affald som ressourcerog lort som liv. Skrot kan være smukt, hvis manser det på den rigtige måde.

Odense Havn i vinteren

Taxaen fra togstationen glider langsomt gennemdet halvøde industrikvarter ved havnen. Det ersvært at nægte, at det hele ser lidt trist ud denneregngrå decemberdag, hvor jeg skal besøge H.J.Hansens anlæg ved Odense Havn. Jeg ved ikkemeget om virksomheden, andet end at den erinteresseret i at lave en bog, der skal forklare omgenbrug. Anlæg efter anlæg toner frem i vinterlyset, mensjeg spekulerer på, hvornår genbrugsvirksomhe-den dukker op. Pludselig er jeg ikke længere itvivl: Bjerge af skrot, bunker af brugt jern og

enorme læs af det værste skrammel dukker op.Det hele ligner noget, der er løgn. En gåtur rundt på pladsen viser al den æstetik,som vi har lært at foragte gennem de seneste årti-ers billeder af de meningsløst idiotiske amerikan-ske bilkirkegårde. Ton efter ton af skrot, skram-mel og gammelt jern har været brugt som symbolpå forbrugersamfundets dumhed.Er det ikke det samme, man ser her i Odense?Netop ikke. Her ser man noget, der er på vej til atblive brugt igen, noget som skal i omløb på ny. Detstarter med at ligne en dum bilkirkegård, men deter på vej til at blive til noget andet. Bunker af fra-sorteret kobber, jern, messing, blik, aluminium.Det bliver pænere undervejs gennem anlægget.Men det starter med at se ret grimt ud. Genbrugstarter med noget, vi synes er affald. Det er helepointen. Vi kender den fra biologien: Set fra ét synspunkt,fodgængerens, er det en hundelort. Set fra etandet synspunkt, fluens, er det mad. Set fra entredje synspunkt, plantens, er det gødning.En hundelort er mad eller gødning, som eranbragt det forkerte sted, nemlig på fortovet i ste-det for i busken eller på marken. Affald er res-sourcer på det forkerte sted. Forurening er res-sourcer, der er fejlanbragt.Der går ikke mange årtier, før vi har lært det, omikke andet af bitter nødvendighed: Vi skal lavetingene, så de er lette at genbruge. Vi skal skabesociale netværk, som gør det let at bruge voresrelationer igen og igen, samtidig med at vi skabernye. Vi skal lave vores køretøjer, så de er lette at

22

skille ad igen. Vi skal lave ting, der er på vej til atblive brugt igen, når vi ikke selv skal bruge demmere.Men lige nu er alverdens produkter lavet udenomtanke, så det kræver megen snilde at skilledem ad igen. Genbrug er vanskeligt i dag, menskulle gerne blive lettere i morgen. Vi skal plan-lægge produkterne, så de er lette at genbruge,uden at skulle gennem gigantiske skrotbunker ogkæmpemæssig genbrugsteknologi.I løbet af nogle årtier vil vi have afskaffet behovetfor de store skrotbunker, vi ser ved Odense Havn.Vi skal gøre det enklere at genbruge.Genbrugsteknologi er en nødløsning, som vi ikkebehøver genbruge. Vi skal lave produkter, der gen-bruger sig selv, uden hjælp fra store industrianlæg.Genbrugsindustrien er livsnødvendig netop nu. På længere sigt skal vi afskaffe den og træde indi det store kredsløb. Igen igen.

VIDSTE DU

... at Jorden i gennemsnit modtager lige såmeget solenergi per kvadratmeter, som det kræver at oplyse knap syv 50 watts elpærer?

... at vedvarende energi leverede 17 procentaf det samlede danske energiforbrug i 2007?

... at den samlede affaldsproduktion iDanmark i 2006 var 15,5 millioner tons, hvoraf70 procent blev genanvendt? Kun seks pro-cent blev deponeret.

... at en dansk forsker ved hjælp af en indtør-ret, forstenet lort har fastslået, at Amerika varbeboet for 14.300 år siden?

24

Kapitel 2 : Grønt selvbedrag – myten om den miljøbevidste forbruger

25

,,

,,

Der er mange miljøbevidste

forbrugere, men en stor del af dem køber

noget andet end de grønne produkter.

Suzanne C. Beckmann

26

Suzanne C. BeckmannMarketingprofessor ved Copenhagen BusinessSchool, Institut for Afsætningsøkonomi.

Hvilke værdier styrer os forbrugere, når vi fylder voresindkøbsvogne? Det spørgsmål har Suzanne C. Beckmannundersøgt fra forskellige vinkler gennem hele sin profes-sionelle karriere. Fokus har især været på den såkaldtegrønne forbruger og markedsføring af miljøvenlige pro-dukter. Med hele verden som arbejdsplads og fast base iKøbenhavn og Berlin følger hun aktuelt de seneste ten-denser i udviklingen af virksomheders sociale ansvar og eren hyppig benyttet ekspert i den offentlige debat om for-brugertendenser og branding.

27

Vi siger ét, men gør noget andet, når det kommer tilforbrug med grøn samvittighed. Groft sagt holderrigtig mange forbrugere af at overbevise sig selv oghinanden om, at de træffer miljørigtige valg i dag-ligdagen, selvom de fleste i praksis vælger det, derer nemmest og billigst.Konstateringen kommer fra marketingprofessorSuzanne C. Bechmann, som gennem de seneste 20år har fulgt forbrugernes forhold til miljø. »Forbrugerne er mere bevidste om miljø end tidlige-re og vil gerne være med til at påvirke samfundet ien grønnere retning - teoretisk set. Men når detkommer til praksis, er de rigtige holdninger langtfra ensbetydende med den rigtige adfærd,« sigerSuzanne C. Beckmann.I løbet af de seneste 10 år er der ellers sket et sandtboom i udbredelsen af forskellige mærkningsord-

ninger, der fortæller, hvilke processer vores varerhar undergået, før de lander i vores indkøbskurv. Vikan købe økologisk, biodynamisk, fair trade, svane-mærket, fra friland og et væld af andre mærker.Sidste skud på stammen er ”vugge til vugge”-mær-ket, der indikerer, at varen kan genbruges og upro-blematisk indgå i naturens kredsløb på ny, når vikasserer den. Eller klimamærket, der fortæller,hvor meget CO2-udslip det har kostet at producerevaren. Men de mange mærker kan ikke tages tilindtægt for, at forbrugerne er blevet mere miljøbe-vidste i deres valg af varer. »Miljø er hipt, og derfor ser vi lige nu fra mangesider en stor interesse i at søsætte forskellige nyegrønne mærkningsordninger. Men ofte forvirrermærkerne mere, end de gavner. I Tyskland er derfor eksempel over 20 økologiske mærker på marke-

Grønt selvbedrag - myten omden miljøbevidste forbrugerDen etiske forbruger har vind i sejlene, men også en hel del varm luft. Derfor afspej-ler indkøbskurv og adfærd kun i begrænset omfang de miljørigtige holdninger, sommange sympatiserer med. Skal handling følge holdning, må samfundet satse på atgøre det grønne valg til det nemmeste og mest rentable, mener marketingprofessorved Copenhagen Business School Suzanne C. Beckmann.

Af Sofie Pedersen, journalist

29

det, og det giver sig selv, at man skal være ualmin-deligt velorienteret for at vide, hvad de alle står for.I Danmark er vi godt på vej mod den samme situa-tion. Derfor er det ofte den samme meget snævreskare af miljøforkæmpere, som mærkerne reelthenvender sig til. Forbrugerne, som de er flest, gårefter det, de i forvejen kender, det der er nemt, ogdet der er billigt,« konstaterer Suzanne C.Beckmann.

Myten om den miljøbevidste forbruger

Hvad der på overfladen ligner et øget fokus på vær-dier hos forbrugeren, skal altså tages med et gransalt. En undersøgelse vistefor eksempel, at salget afMax Havelaar-mærkedevarer i Danmark steg med72 procent i 2007, men atstigningen dækkede over,at hver dansker køber foromkring 54 kroner om året.Et beløb der godt nok gørDanmark til en af de føren-de nationer inden for fairtrade, men i praksis svarertil en pose kaffe og en klasebananer per person. Når det kommer til frem-tidsudsigterne for ”vuggetil vugge”-mærket, CO2-mærket og mange af de andre mærker, der skal giveforbrugeren mulighed for at vælge miljørigtigt, erSuzanne C. Beckmann derfor langt fra optimistisk.

»Mange vil sympatisere med idéen bag ”vugge tilvugge”-mærket, hvis de samtidig får god og konkretinformation om, hvad det handler om. Men selvomforbrugerne synes, at ”brug og genbrug” lyder somet bedre koncept end ”brug og smid væk”, skal dermeget til for at ændre vores indkøbsadfærd. Dethar taget næsten 30 år for økologien at vinde ind-pas hos forbrugerne, og det var først, da prisernefaldt, at der for alvor skete noget i forhold til mar-kedsandele. Hvis ”vugge til vugge”-tanken skalhave nogen effekt i praksis, skal vi ikke gå helevejen fra, at man skal ændre holdning for at ændreadfærd. Så må samfundet i stedet satse på at gøre

genbrug til det nemmesteog billigste valg for forbru-geren,« siger Suzanne C.Beckmann.Der er mange eksemplerpå, at holdningsbearbej-delse ikke opnår et hold-bart resultat i forhold tilforbrugernes adfærd. Iflere tilfælde har forbruge-re efterspurgt produkter,som de alligevel ikkekøber, når de lander påbutikshylderne.»Man kan groft sagt sige,at der er mange miljøbe-vidste forbrugere, men en

stor del af dem køber noget andet end de grønneprodukter. Derfor er den politiske forbruger langthen ad vejen en myte, som ikke holder.

“Forestillingen om forbrugeren,

der presser på for at få det loka-

le supermarked til at sælge

mere miljøvenlige varer og til

sidst sejrer, er et drømmesce-

narium, som ikke hænger sam-

men med, hvordan virkeligheden

ser ud. Her står den primære

kamp om pris, pris og atter pris.”

30

Forestillingen om forbrugeren, der presser på for atfå det lokale supermarked til at sælge mere miljø-venlige varer og til sidst sejrer, er et drømmescena-rium, som ikke hænger sammen med, hvordan vir-keligheden ser ud. Her står den primære kamp ompris, pris og atter pris, og hvis et nyt produkt ikkehar en høj omsætningshastighed i løbet af de fireførste uger, tager detailhandlen det af hylderneigen,« forklarer Suzanne C. Beckmann.

Det rigtige skal være det nemmeste

Den tyske kemiker Michael Braungart står sam-men med den amerikanske arkitekt og designerWilliam McDonough fadder til udviklingen af”vugge til vugge”-mærket og filosofien om et frem-tidigt samfund, hvor alt er designet til at blive gen-brugt. De mener, at vejen mod ”brug og genbrug”-samfundet går gennem innovative løsninger, derpå sigt vil gøre det miljørigtige valg til det nemme-ste. Som de siger: Stenalderen endte ikke, fordi viløb tør for sten.Det synspunkt deler Suzanne C. Beckmann. »Folk vil gerne være miljøvenlige, når det er fordel-agtigt og let at have med at gøre. Et helt konkreteksempel er flaskepant, hvor forbrugeren får enøkonomisk gevinst ved at indsamle sine flasker ogaflevere dem til genbrug. I det tilfælde gælder prin-cippet om at gå fra at ændre adfærdsændring til atændre holdning. Der kan være mange motiver tilat sortere sit affald, men grundlæggende skal dervære et praktisk eller økonomisk incitament, førfolk gør det. Det nytter ikke, at forbrugeren skalskylle syltetøjsglas og yoghurtbægre for at kunne

aflevere dem til genbrug i to separate containere.Selvom sorteringen gavner miljøet, er det simpelt-hen for bøvlet til, at ret mange gider gøre det,«siger Suzanne C. Beckmann.I slutningen af 90’erne var hun med til at sammen-ligne forskellige ordninger til indsamling af affald.I den ene kunne forbrugeren vælge mellem tre for-skellige størrelser af skraldespande til husholdnin-gen og spare penge på renovationen ved at brugeden mindste. Men beløbet, som forbrugeren spare-de, var kun 150 kroner om året sammenlignet med,hvad den store kostede. Det beløb var alt for lille tilat motivere folk til at sortere mere og lave om påderes hidtidige rutiner i husholdningen.»I forsøget på at motivere folk til at opføre sig meremiljøvenligt glemmer politikerne ofte, hvordan denpraktiske hverdag ser ud for mange familier. Hvisdu har travlt og kun lige får det hele til at hængesammen, skal der meget til, før du begynder atændre din adfærd. Men med de rette incitamenter– enten i form af skatter og afgifter på det dårligevalg eller en praktisk eller økonomisk belønningfor det gode valg - kan du få folk til at opføre sigmere miljøvenligt i dagligdagen,« siger Suzanne C.Beckmann.Der er et stort uudnyttet potentiale for at gøre detmiljørigtige valg nemmere, mener hun. »I dag er det langt hen ad vejen både dyrere ogmere besværligt at opføre sig miljøvenligt. Når jegfor eksempel skal ned med gamle aviser i papircon-taineren, må jeg presse dem igennem en sprække,der er så smal, at jeg dårligt kan få hele søndags-avisen igennem på én gang. Eller hvis jeg vælger at

32

tage metroen ind til midtbyen i stedet for min bil,så er der ingen mulighed for, at jeg kan parkerebilen ved siden af stationen. I begge eksempler erdet forbundet med bøvl og besvær at tænke på miljø-et, men det er jo noget, dernemt kan ændres,« sigerSuzanne C. Beckmann. Mangel på råvarer ellerdyrere priser på råvarerkan også få os til at ageremere miljøvenligt.»Det, der er penge i, harfolk altid godt kunnetfinde ud af at sortere. I dettidligere DDR betød knap-hed på ressourcer, at østty-skerne på nogle punktervar bedre til at sortere oggenbruge ressourcer endvesttyskerne. Det var ikke miljøhensynet, der gjor-de udslaget, men praktiske og økonomiske forhold.Vi så det også under 2. Verdenskrig, da folk var rig-tig gode til at genbruge og lod mindst muligt gå tilspilde. Derfor er det ikke usandsynligt, at knaphedpå råvarer kan få os til at sortere mere og bedre ifremtiden.«

Dårlig samvittighed sælger ikke

Film som Al Gores ”Klodens sande tilstand” fikmange til at åbne øjnene for de klimaudfordrin-ger, verden står overfor. Men ifølge Suzanne C.Beckmann har skrækscenarier om miljøet megetlille effekt på, hvordan vi som borgere og forbruge-

re opfører os. Dårlig samvittighed får os højest tilat lave sporadiske ændringer i dagligdagen, menikke til at lægge vores livsstil om.»Konsekvenserne af ”brug og smid væk”-livsstilen

ligger for langt ude i frem-tiden til, at forbrugere foralvor synes, det er noget,de behøver bekymre sigom. Vi kan sammenlignemed konsekvenserne af atleve usundt. Hvis manryger meget, drikkermeget og spiser fedt, ved vifra utallige kampagner, atdet forkorter livet og livs-kvaliteten. Alligevel bliverfolk ved med at ryge, drik-ke og spise usundt. Derforer sundhedskampagnerne

et godt eksempel på, at det er meget svært atændre folks adfærd ved at bearbejde deres holdnin-ger,« siger Suzanne C. Beckmann og tilføjer:»De fleste rygere er helt enige i, at det er skadeligtat ryge, men gør det alligevel. Først når regeringerlaver rygeforbud i det offentlige rum og på arbejds-pladser, sker der ændringer i rygernes adfærd.Sådan forholder det sig også med miljøet. Hvis vivirkelig ønsker at gøre noget ved den forurening,”brug og smid væk” medfører, må samfundet regu-lere forbrugernes adfærd med enten incitamentereller tvang. Så længe der er mere bekvemme valgend det miljørigtige, vælger de fleste det nemme,fordi regningen først skal betales langt ude i frem-

“Det nytter ikke, at forbrugeren

skal skylle syltetøjsglas og yog-

hurtbægre for at kunne aflevere

dem til genbrug i to separate

containere. Selvom sorteringen

gavner miljøet, er det simpelt-

hen for bøvlet til, at ret mange

gider gøre det.”

33

tiden. Hvis tidshorisonten for miljøkonsekvensernevar kortere, var det mere realistisk at ændre påfolks adfærd gennem bearbejdelse af deres hold-ninger. Lad os for eksempel sige, at du får beskedpå, at de eksisterende lossepladser er ved at værefyldt op, og derfor skal kommunen bygge en ny los-seplads i dit parcelhuskvarter senest om fem år,med mindre at alle altså reducerer deres affalds-mængder og bliver gode til sortering. Det er etmere konkret scenarium, som giver langt størresandsynlighed for, at du ændrer din adfærd, endudsigten til at klodens temperatur stiger to til tregrader i løbet af de næste 50 år.«

Genbrug og godt design

Samfundet kan gøre meget for at ændre borgernesadfærd i en mere miljøvenlig retning, men hvisgenbrug for alvor skal blive en prioritet hos forbru-gerne, handler det ifølge Suzanne C. Beckmann omsamtidig at gøre det miljøbevidste valg trendy ogkvalitetsbevidst. »De dage er ovre, da det ikke spillede nogen rolle,hvordan miljørigtige produkter så ud. Selvfølgeliger der stadig en lille gruppe af midaldrende miljø-forkæmpere, som er villige til at gå på kompromismed design, hvis produkterne bærer de rette vær-dier. Men det er ikke dem, der udstikker retningeni samfundet. I dag definerer flertallet sig meget udfra, hvilke produkter og brand de bruger, og derforer det vigtigt, at udseende og design sender de rig-tige koder,« siger Suzanne C. Beckmann.Som eksempel nævner hun radio- og tv-branchen.Her går den tekniske udvikling stærkt, og når for-

brugeren skal vælge et nyt tv, er der mange for-skellige detaljer og design at tage stilling til. Omfjernsynet nemt kan skilles ad og genbruges, erikke en prioritet. Først i det øjeblik, forbrugerenstilles over for en række fjernsyn, der teknisk, pris-mæssigt og designmæssigt er på højde med hinan-den, kan miljøhensynet komme til at spille en rolle. »Hvis vi forestiller os, at sælgeren fortæller, at ifjernsyn A kan 80 procent af materialerne genbru-ges, når du skrotter det, mens det kun er muligt atgenbruge 30 procent af materialerne i fjernsyn B,som ellers har præcis de samme egenskaber somfjernsyn A. Så kan miljøhensynet gå ind og blive etekstra kvalitetsparameter for forbrugeren. Menisoleret set er genbrug ikke nogen sællert,« sigerSuzanne C. Beckmann.Hun mener, at Nike har fat i den rigtige ende.Sportsfirmaet lancerede i 2008 en sko, som er lavetaf genbrugsmaterialer. »Nike har allerede et attraktivt image hos mangeunge, og derfor kan firmaet gå ind og lancere engenbrugssko som et kvalitetsbevidst og stilsikkertvalg. Men hvis Nike vil gøre det rigtigt, bør virk-somheden gøre det helt rigtigt. Så bør kundernekunne aflevere deres gamle sko hos forhandlerne,der også skal informere om, hvor meget af skoender kan genbruges og hvordan.«Mange ved nemlig ikke, hvad der sker med voresaffald, efter vi har smidt det i skraldespanden. Detforsvinder kort sagt ud af bevidstheden: »Når der til og med dukker historier op af og til,som fortæller at affaldssortering ikke har nogeneffekt, fordi det hele alligevel bliver blandet sam-

34

VIDSTE DU

... at Danmark var det første land til at udpege en miljøminister? Det skete i 1971, og tre årsenere fik danskerne deres første miljølov.

... at danskerne returnerede 345 millionertomme flasker og dåser med pant i 2007? Tilsammenligning afleverede de knap 19 millio-ner dåser og flasker uden pant.

... at 44 procent af alle danske familier havdefladskærmstv i 2008? I gennemsnit bruger etfladskærmstv mere end dobbelt så megetstrøm som et almindeligt tv.

... at der findes over 50 forskellige miljø- ogenergimærker i de danske butikker lige fraøko-mærkede tekstiler til mærker for bære-dygtigt fiskeri?

men i sidste ende, er det let at få en ligegyldig atti-tude. Så selvom jeg ikke tror, at holdningsbearbej-delse alene kan få forbrugerne til at ændre adfærd,er oplysning en vigtig medspiller. Jo mere håndgri-beligt genbrug bliver i vores hverdag des bedre,«siger Suzanne C. Beckmann.

36

Kapitel 3 : Skrot er godt

37

Det gode ved skrot er, at det aldrig slipper op: Så

længe vi bruger metal, har vi skrot til rådighed.

Vi skal blot lade være med at smide det væk.

,,

,,

Henrik Wenzel

38

Henrik Wenzel Professor ved Syddansk Universitet, Institut forKemi-, Bio- og Miljøteknologi.

Nogle løsninger er bedre for miljøet end andre, og gennemde seneste 20 år har Henrik Wenzel beskæftiget sig medvurdere, hvilke løsninger der er ”grønnest”. Han skillerfølelser fra fakta med detaljerede beregninger af produk-ters samlede miljøbelastning fra vugge til grav. Hverenkelt lille proces i livsforløbet bliver regnet med, indtil detørre tal taler for sig selv. Tidligere har Henrik Wenzel været ansat på DanmarksTekniske Universitet, hvor han var en af hovedaktørernei udviklingen af den prisbelønnede metode UMIP(Udvikling af Miljøvenlige IndustriProdukter) til vurde-ring af miljøbelastninger. Henrik Wenzel har desudenværet projektleder på den hidtil største sammenligning afinternationale studier af affaldshåndtering.

39

Aluminium er et populært metal med mange for-dele. Det er let, stærkt, ruster ikke, og vi brugerdet til mange forskellige formål i dagligdagen -lige fra alu-filmen i juicekartonen over bilfælge tilfly. Men aluminium har også en miljømæssigulempe: Det kræver meget energi at udvinde.Aluminium findes ikke i ren form, men ligger lag-ret som kemiske forbindelser i jordens under-grund. For at udnytte aluminiummet skal detførst graves op fra flere hundrede meters dybde,opkoncentreres, udvindes og renses. Denne proceskræver store mængder energi – ikke mindst til attrække det rene metal ud af den kemiske forbin-delse, det er bundet i. Desuden er der et meget stort spild undervejs. Forhver gang vi producerer et kg aluminium, får viover 85 kg spildmateriale, der også skal håndte-

res. Samlet set koster fremstillingen af et kg nytaluminium således miljøet energi svarende til femliter olie, mod kun to deciliter olie til at genvindeet tilsvarende kg aluminium. Sagt med andre ord:Ved at genvinde aluminium sparer vi over 95 pro-cent energi.Det store energiforbrug til udvinding af nyemetaller trækker på fossile brændsler, især kul ognaturgas, og det fører til stor udledning af CO2.Når vi genvinder aluminiummet i stedet for atudvinde nyt, sparer vi derfor også store mængderCO2. For hvert ton aluminium vi genvinder, spa-rer vi miljøet for 10 tons CO2 i forhold til, hvad detville kræve at udvinde metallet af råmalm. Det erganske meget. Faktisk sparer den årlige danskealuminiumgenvinding på 75.000 tons miljøet forsamme mængde CO2, som opvarmning af omkring

Skrot er godtSkrot er en god forretning for miljøet. Når vi genvinder metal – det vil sige indsam-ler, sorterer og smelter det om - udleder vi langt mindre CO2, end når vi bruger nyemetaller udvundet fra undergrunden. Miljøgevinsten gælder alle metaller og høsteshver gang, vi genvinder dem. Det er et positivt budskab i en verden, hvor vi leder efter metoder til at reducere voresCO2-udledning. Og miljøpotentialet er stort: Der er ingen øvre grænser for, hvormange gange vi kan genvinde metaller, og det gør genvinding til en vigtig del af kam-pen mod global opvarmning.

Af Henrik Wenzel

40

en halv million enfamilehuse udleder. Derforbetyder det meget, om metallerne, vi anvender idagligdagen, ender deres liv i skraldespandeneller som råvarer i en ny produktion.

Metal skal genvindes, ikke brændes

Lad os for eksemplets skyld se på de meget omdis-kuterede øl- og sodavandsdåser. Når du står med entom aluminiumsdåse i hånden, har du to mulighe-der: Enten kan du smide dåsen i skraldespanden,eller du kan aflevere den til genbrug i supermarke-det eller på genbrugsstationen. Vælger du at smide dåsen i skraldespanden, enderden før eller siden i et forbrændingsanlæg. Her gørdåsen ingen gavn, fordi aluminiumsdåser ikke kanbrænde i anlæggets ovne. Istedet bliver dåsen omdan-net til problematisk slagge,der kan smelte fast påristen i forbrændingsan-lægget og give driftsstop ogekstraarbejde. Vi får altsåingen gevinst ved afbræn-dingen, men i stedet etaffaldsprodukt og en massebøvl. Lægger vi dertil den mæng-de energi, som oprindeligter brugt til at producerealuminiumsdåsen, står det klart, at valget af skral-despanden er en skidt miljømæssig forretning.Vælger du i stedet at aflevere dåsen til genbrug, erdu med til at gøre den energi, der er brugt på at

fremstille dåsen, til en bæredygtig investering: Dugenbruger en værdifuld råvare og sparer samtidigmiljøet for CO2 og forurenet affaldsslagge. Det er let at se fidusen i at genvinde aluminium,fordi energibesparelsen i forhold til at udvindemetallet ved minedrift er markant. Men også for deandre metaller er der store energibesparelser athente ved at genvinde skrot. For eksempel sparer vi50 procent energi og et ton CO2, når vi genvinder etton stål.

Skrot – en uudtømmelig ressource

Hvad, der er godt for miljøet, er heldigvis også ren-tabelt for industrien, når det kommer til genvindingaf skrot. Derfor udgør stålskrot i dag halvdelen af

råvarerne i verdensproduk-tionen af nyt stål, mensaluminiumsskrot udgør enfjerdedel af verdens samle-de aluminiumsproduktion. I takt med at jordens kend-te metalreserver svinderind, og vi begynder at graveefter metaller i stadig min-dre koncentrationer, vilbåde den miljømæssige ogøkonomiske fordel ved atgenvinde skrot øges. Og detgode ved skrot er, at det

aldrig slipper op: Så længe vi bruger metal, har viskrot til rådighed. Vi skal blot lade være med atsmide det væk.Selv om der i dag gøres meget for at genvinde metal,

“I takt med at jordens kendte

metalreserver svinder ind, og

vi begynder at grave efter

metaller i stadig mindre kon-

centrationer, vil både den miljø-

mæssige og økonomiske for-

del ved at genvinde skrot

42

kan det stadig gøres bedre. For eksempel ved vi, atmange øl- og sodavandsdåser på trods af pantsyste-met ender i husholdningernes skraldespande ogsiden forbrændes. Hvert år drejer det sig om cirka40 millioner danske pantdåser, der går tabt sammenmed muligheden for at skåne miljøet for 5.600 tonsCO2-udslip. Mængden af aluminiumsdåser udenpant, som ender i forbrændingsanlæggene, er formo-dentlig endnu større.

Myten om transporten

Nogle stiller spørgsmål ved, om genvinding afmetaller virkelig er en fordel for miljøet, når vimedregner den mængde transport, der følger ikølvandet:”Det må da koste en masse transport først at frag-te metallet fra husstanden ude på Lars Tyndskidsmark til sorteringsanlæggene og derefter sendedet hele vejen til Kina for at blive smeltet om. Kandet virkelig betale sig?” Spørgsmålet er relevant, men sandheden er, atdet kræver meget mere transport at udvinde renemetaller. Tænk på, at også råmalm hentes frafjerne egne af kloden, hvor der i øvrigt skal gravesdybere og dybere i jorden for at hente det op.Desuden indeholder malmen mange gange merespildmateriale, der også skal transporteres, indendet rene metal er udvundet. Tænk samtidig på, atdet store energiforbrug ved jomfruelig metalud-vinding i vid udstrækning er baseret på brænds-ler som kul, olie og gas, der også skal transporte-res langvejs fra. Tænk endeligt på, at skrottetogså skulle transporteres væk fra forbrugeren på

Lars Tyndskids mark, selv om det ikke blev gen-vundet – nemlig til et forbrændingsanlæg eller enlosseplads. Det enkle svar er derfor, at selv omskrot skal hentes helt ude hos Lars, så medførergenvinding samlet set meget mindre transportend produktion af metal ved minedrift.

Globalisering med grøn samvittighed

Det er også en sejlivet opfattelse, at vores tids glo-baliserede produktionsformer belaster miljøetunødvendigt meget på grund af den øgede trans-port mellem producent og forbruger. Det passerikke altid. Tværtimod kan globalisering føre til enrationalisering, og hvis transporten indrettesbegavet, kan det være en fordel for miljøet, at ikkealting bliver produceret i vores egen baghave. For eksempel giver det mest mening energimæs-sigt at dyrke tomater i de varme lande og ikke ikolde landes opvarmede drivhuse. I den sammen-hæng betyder transporten ingenting i miljøregn-skabet. Tilsvarende betyder transporten af skrot til Kinaingenting i forhold til, at en del af den stigendeproduktion i Kina kan baseres på skrot i stedet forny metaludvinding. Men nogle transportformer ermere miljøbegavede end andre, og helt uden sam-menligning er søtransport den mest miljøvenlige.Forestil dig, at du har glemt at købe en julegavetil konen. I sidste øjeblik starter du bilen og drø-ner ned til bytorvet efter en lille stegepande, somhun har ønsket sig til sit morgenspejlæg. Der ertre kilometer hver vej. Din kone bliver henrykt forgaven, men hun ved heller ikke, hvor tåbeligt du

43

Bunkevis af energi...

Ved fremstilling af nyt aluminium er både mængden af spildmate-riale og mængden af brændsel til udvinding og transport megetstørre end ved genvinding. Der går således cirka 10 gange mereråmateriale og brændsel til at fremstille nyt aluminium end til atgenvinde aluminium fra skrot.

har båret dig ad rent transportmæssigt. Du harnemlig valgt det værst tænkelige af alle trans-portscenarier – at starte bilen alene for den enestegepandes skyld. For den energi, du har brugt på at køre de i altseks kilometer frem og tilbage med stegepanden,kan du sende den samme stegepande 10 gangerundt om jorden med containerskib, når metalleti den til sin tid skal genbruges. Det koster stortset ingen energi at sejle – en stegepande på et kg

kommer hele vejen jorden rundt for en halv deci-liter olie – og i stegepandens samlede livsforløb ersøtransporten ligegyldig, uanset hvor lang den er.Det, der for alvor betyder noget i energiregnestyk-ket, er, om metallet bliver genvundet.I metallets livscyklus fra produktion til produktover skrot til omsmeltning og nyt produkt er dettransportmæssigt de kilometer, metallet trans-porteres i personbil, der uden sammenligningbelaster miljøet mest. Især ved den indledende

44

Stegepandens jordomrejse...

Tager du én stegepande på et kg og fragter den seks kilometer ipersonbil, bruger du omkring fem deciliter olie. For den sammemængde energi får du stegepanden fragtet 18.000 kilometer medlastbil, eller 450.000 kilometer med containerskib, hvilket svarertil 10 gange rundt om jorden!

sortering af metalskrottet og transporten til gen-brugspladsen er der grund til at tænke sig om.Det er ikke nogen god løsning, at hver enkelt af osstarter bilen for at køre til genbrugsstationen mednogle få kg metal. Derimod er der stor rationalise-ringsgevinst ved at lade skrottet blive afhentetved husstanden sammen med det øvrige hushold-ningsaffald. Sortering og afhentning af metal til genbrug vedhusstandene behøver ikke at medføre mere trans-port, for metallet skal under alle omstændighedertransporteres bort – enten til forbrænding eller tilgenvinding. Alt afhængig af, hvor smart vi indret-ter vores affaldshåndtering, er der meget energiog CO2 at spare. En mere rationel håndtering er

derfor en samfundsopgave med store miljømæssi-ge perspektiver.

Grønne regnestykker efter kunstens regler

Når man beregner forbruget af ressourcer vedgenvinding af metal kontra udvinding af nytmetal, sker det efter skrappe internationale stan-darder, der sikrer, at alle led i metallernes livsfor-løb bliver medregnet. På den måde kan vi regne osfrem til forskellige produkters samlede miljøbe-lastning, herunder deres drivhuseffekt også kal-det CO2-fodaftrykket. Den faglige betegnelse forden type miljøregnskab er livscyklusanalyse. Sombetegnelsen antyder, skal hver enkelt lille procesi metallets livscyklus regnes med – fra det und-

45

fanges i minen til råvaren reinkarneres ved gen-vinding eller går tabt ved afbrænding eller depo-nering. Jeg har været projektleder på den hidtil størstesammenligning af alle internationale metal-livs-cyklusanalyser, der undersøger miljøbelastningenved jomfruelig udvinding og efterfølgende for-brænding eller deponering i forhold til genvin-ding. Undersøgelserne viser samstemmende, atgenvinding koster færre ressourcer og giver storegevinster for miljøet. Der er en vis variation i,hvor stor miljøgevinsten er i forskellige lande,men resultaterne dækker over et gennemsnit påcirka 10 tons CO2, der bliver sparet, hver gang vigenvinder et ton aluminium i stedet for at sendedet til afbrænding eller deponering.

Udviklingen løber ofte fra genbrug af produktet

Hvis vi kan genbruge bilens hjulkapsel som hjul-kapsel, er det bedre for miljøet end at smelte denom. Det er god logik. Ligesådan med genbrugsfla-sken, som vi vasker og genbruger så mange gangesom muligt, før vi til slut smelter den om og foreksempel laver fleece-trøjer af den, hvis det er enplastikflaske.Men genbrug kan ikke altid lade sig gøre. Dels erder en grænse for, hvor mange gange et produktkan genbruges, før det er for slidt. Dels er dermange typer produkter, det vil være miljømæssiggalimatias at genbruge, fordi den teknologiskeudvikling er løbet fra dem. Skal vi for eksempel genbruge de gamle ikke-aerodynamiske karosserier til biler, vel vidende

at en afgørende del af energiforbruget ved bilkør-slen skyldes luftmodstanden, som i dag er reduce-ret meget ved nye karosseri-design? Eller skal viforsøge at reparere og genbruge det gamle køle-skab eller den gamle radioforstærker efter 15 år,vel vidende at den nye generation af køleskabe ogforstærkere bruger under 10 procent af energien idrift, og vel vidende at driften er altafgørende idet samlede regnestykke? Det skal vi selvfølgeligikke, og det strider mod miljøhensynet, når vibegynder at tale om et samfund, hvor produktervarer evigt eller kan genbruges evigt som produk-ter. Dynamikken og innovationen i vores måde at levepå og de produkter, vi fremstiller, vil altid være såstor, at visse produkter efter endt levetid vil væreforældede og miljømæssigt ubegavede. Fornyelseog innovation holder aldrig op. Det er ikke sådan,at vi pludselig opnår teknologisk perfektion ogderefter hører op med at blive klogere.

Vi skal ikke altid efterligne naturen

Der er mange ambitioner i tiden om at skabe detaffaldsfrie samfund. Naturens kredsløb, fantasti-ske indretning og symbiotiske samspil fremhæ-ves ofte som et forbillede, vi mennesker kunnelære af. Naturen er fantastisk. Men vi skal ikke gøre dentil et forbillede for teknologien i et og alt. På nogleområder har teknologien og menneskets måde atindrette sig på faktisk overhalet naturen medflere hestelængder. Planters evne til at fange sol-lys og kombinere det med CO2 under lagring af

47

energi i biomasse er fantastisk. Men ikke nær såeffektiv som den nyeste teknologis evne til atopfange sollys. Hvor de bedste planter kan opfange en halv til enhel watt per kvadratmeter som årsgennemsnit iet tempereret klima, kan solfangere og solcelleropfange op mod 80 watt per kvadratmeter undersamme betingelser. Det er 100 gange mere, ognaturen kommer altså her ind som en klar num-mer to. Naturens stofkredsløb er også fantastiske:Planter optager sollys og CO2 og opbygger plante-materiale, og herefter cirkuleres stoffet gennemfødekæderne og udskilles som mineraler og CO2,der optages igen, og så kører kredsløbet. Mendisse kredsløb er reelt for-bundet med meget storeenergitab undervejs ifødekæderne, både fraplante til dyr og fra dyr tildyr, og de bør ikke gørestil forbillede for, hvordanvi håndterer materialer ogråvarer i samfundet. De materialekredsløb, viallerede har indrettet, er imange tilfælde væsentligtmere effektive end natu-rens kredsløb, for vi til-stræber at undgå energi-tab og bevare så meget afmaterialets funktion og energiindhold som muligtmellem hvert trin i en recirkulering. At tilstræbe

dette er meget mere effektivt end at gå den mod-satte vej og tilstræbe at gøre materialer nedbryde-lige, så de kan omsættes i naturen mellem hveranvendelse. Så vi må ikke lade os forlede til at efterligne natu-rens indretning i et og alt. Begavet miljøoptime-ring handler om at finde den rette kombinationmellem genbrug af produkter og genvinding afmaterialer, energi og råstoffer.

Fremtiden er smartere sortering

Vi kan genvinde metal uendeligt mange gange.Men reelt bliver der uundgåeligt tabt nogetundervejs i metallernes livscyklus – især fordinogle metaller er bygget ind i produkter på en

måde, der gør genvindingvanskelig. Det kan værealufoliet i juicekartoneneller metallet i en lillekomponent i mobiltelefo-nen. Derfor når vi aldrigop på at genvinde 100 pro-cent af metallerne, men vikan komme meget højereop end i dag, og miljøfor-delene er uomtvistelige.For at udnytte potentialetfor genvinding fuldt udskal vi primært tænke osbedre om i designfasen,når vi udvikler nye pro-

dukter. For eksempel udstyres biler i dag medflere og flere små kobberholdige elektromotorer,

“Det er ikke nogen god løsning,

at hver enkelt af os starter bilen

for at køre til genbrugsstatio-

nen med nogle få kg metal.

Derimod er der stor rationalise-

ringsgevinst ved at lade skrot-

tet blive afhentet ved husstan-

den sammen med det øvrige

husholdningsaffald.”

48

VIDSTE DU

... at hver dansk husstand i gennemsnit pro-ducerer 1.311 kg affald om året?

... at man kan sejle et kg. metal rundt om jor-den med kun en halv deciliter olie?

... at med den nuværende forbrugshastighedrækker de kendte reserver af kobber kun til30-40 års forbrug?

... at Danmarks genvinding af aluminium spa-rer lige så meget energi, som det kræver atopvarme omkring en halv million enfamiliehu-se?

... at moderne solceller og solfangere opfan-ger 100 gange mere sollys per kvadratmeterend planterne på marken?

som gør det muligt at rulle vinduer op og ned,drive sprinkleren, vinduesviskeren og megetmere. Den tekniske udvikling øger bilistens kom-fort, men vanskeliggør samtidig genvinding, fordimotorernes små kobberspoler og kobbertråde gri-ber fat i andre genstande og er svære at sorterefra under den automatiserede adskillelse af bilen.Hvis kobber på den måde ender i stål-fraktionen,kan det give problemer med stålets kvalitet. Desmå elektromotorer i bilen er blot ét eksempel påteknik, som designerne må kunne udvikle meremiljøsmart, hvis de prioriterer det. Ligeledes kan affaldssorteringen uden tvivl ind-rettes smartere. Prøv at forestille dig en fremtid,når alle materialer i alle produkter er mærketmed en chip eller en mikro- eller nanostruktur,som gør det muligt for sorteringsanlæggene nemtog billigt at genkende og frasortere metallerne. I dit hjem er skraldespanden indrettet med en tørog en våd afdeling og kræver ingen yderligere sor-tering. Sorteringen af det tørre affald foregårefterfølgende automatisk og højeffektivt på et cen-tralt anlæg, hvor detektorer genkender alle mate-rialer og sorterer det fra, der kan genvindes.Denne fremtid ligger muligvis ikke så langt væk,som man skulle tro. Snart kan din skraldespandnemlig vise sig at være penge værd, og det eringen naturlov, at miljøhensyn nødvendigvis skalvære forbundet med ekstra udgifter eller besværfor forbrugeren.

50

Kapitel 4 : Frem med de gode miner

51

Vi kommer til at have et mere ængsteligt øje på

råstofbalancen end på betalingsbalancen, og det vil

være vigtigere at kunne genvinde effektivt end atvære placeret ovenpå et

lykketræf af geologiskeomstændigheder.

Mads Thimmer og Preben Mejer / Innovation Lab

,,,,

52

Mads Thimmer Teknologisk spåmand, litteraturhistoriker og admini-strerende direktør i videnscenteret Innovation Lab.

At være med helt fremme i maskinrummet, hvor udviklin-gen tager form, har altid været drivkraften for MadsThimmer. Han holder et skarpt øje på morgendagens ten-denser og kan lide at vende tingene på hovedet, rysteposen og se brikkerne falde på plads i nye mønstre. Medsin skarpe pen og ofte provokerende pointer udfordrerMads Thimmer den måde, vi oplever verden på, og hansevne til at sætte udviklingen på spidsen har gjort ham tilen populær kommentator og sparringspartner forerhvervslivet.

Preben MejerTeknologisk spåmand, bestyrelsesformand i videns-centeret Innovation Lab og stifter af TDC Internet.

Når danske medier og virksomheder vil have et kig i denteknologiske krystalkugle, ringer de til Innovation Lab.På mindre end 10 år har videnscenteret slået sig fast somen pålidelig og engageret formidler af fremtidens teknolo-gier, og hvad de kan bruges til. I spidsen for foretagendetsidder direktør Preben Mejer, der har fået prædikatet somDanmarks officielle it-guru for sin evne til inspirerendenytænkning. Preben Mejer er en af landets mest benytte-de foredragsholdere og fast ekspert i TV2 programmet”Go’morgen Danmark”, hvor han gennemgår komplicere-de teknologiske nyskabelser på en måde, så almindeligemennesker kan følge med.

53

Det globale miljøs ærkefjende er ikke isoleredeforureningskilder, olielobbyen eller skruppelløseslyngelstater. Det er den trygge dagligdags stærktklimabelastende overforbrug. Men der er håb for,at vi kan bekæmpe bagsiden af væksten og rovetpå naturens ressourcer. Fremtidens teknologikommer os til undsætning.Der var engang, da al udvikling kom oppefra. Damilitær forskning og store virksomheder var deinstanser, der bragte menneskeheden videre rentteknologisk og introducerede os for computere,mobiler, fladskærme og internet. Da der kun varkursudsving på råvarepriser, og knaphed varutænkelig. Da al vækst var lig økonomisk frem-gang, et uantasteligt gode uden bivirkninger. Detvar dengang.Nu er det nu. På en konference om kommende it-

trends i San Diego, marts 2008, stillede en højt-stående person fra den amerikanske militæreudviklingsafdeling DARPA sig pludselig fremmed et højst usædvanligt budskab. Det var enundskyldning. En uforbeholden erkendelse af, atman i det amerikanske militære udviklingsregi –hvor man har stået fadder til opfindelser sominternet og GPS – ikke længere kunne holde tem-poet uden at involvere brugerne. I dag kommer udviklingen nemlig nedefra, frabrugerne. I dag lærer teenagere erhvervslivet atblive mere effektivt, at kommunikere real timeover instant messaging-systemer som Messengerog SMS og udnytte de mobile muligheder opti-malt. Ingen udviklingsafdeling med respekt forsig selv tør længere kaste sig over de teknologiskemuligheder, hvis ikke grundige og gerne antropo-

Frem med de gode miner Den teknologiske udvikling er menneskets bedste allierede i klimakampen mod sig selv.

Af Mads Thimmer og Preben Mejer

55

logiske undersøgelser har vist, hvilken retningbrugerne og behovene befinder sig i. Og nye,sociale webplatforme – som den virtuelle verdenSecond Life eller fællesskabet Facebook – gør detnæsten umuligt for de store, de institutionalisere-de, at være med i udviklingen. Her er logo og bud-getter nemlig nul og niks, her gælder kun dinegen digitale fingernemhed og digitale sociale net-værksevner. Og det er godt! Det giver grund til håb i en verden,der hele tiden vågner op til grummere og grummereprognoser for menneskeskabte klimafænomener afsærlig destruktiv karakter. Opvarmning, oversvøm-melse, orkan. Dels er den demokratiserede teknolo-giske udvikling med til at give flere og flere for-nemmelse af magt i stedet for afmagt. Og dels erdet definitivt forbi for de kommende generationermed at være iagttagere - alle er nemlig født delta-gende, ansvarspådragende og på alle måder dybtsocialt engagerede med en global rækkevidde forforståelsen.

Redningskransens to dele

Deltagelseskulturen er den ene halvdel af klimaetsredningskrans. Klimaudfordringen består desvær-re ikke kun af isolerede kilder til forurening ogCO2-udledning, som kan løses med politiske tiltag.De største klimaudfordringer kan ikke adresseresmed lovindgreb alene. De udfordringer består nem-lig i at ændre en helt grundlæggende adfærd og fåfolk til at erkende, at alt, hvad vi gennem et langtliv har betragtet som ubestridelige goder, velstandog vækst, har en lige så ubestridelig bagside, som

er ved at tage livet af kloden. Her vil den stærkt til-tagende adfærdsændring i retning af øget engage-ment, deltagelse, ansvar og tværgeografisk, socialsamhørighed være afgørende for bedring af klima-tilstanden.Den anden halvdel af den teknologiske rednings-krans er lige så meget af økonomisk art. Teknologiog økonomi er nemlig historiske perlevenner. Denene ses sjældent uden den anden, og jo bedre for denene, jo bedre for den anden. Enhver samfundsudfor-dring er også en økonomisk og teknologisk mulig-hed, og hvor krig før har været main driver i forholdtil at skabe teknologiske landvindinger og genstar-te nationaløkonomier, fokuserer udviklingen sig nuomkring klimakampen.Meget få teknologiske retninger vil kunne undgåat blive formet efter de enorme efterspørgsler,lovindgreb og meteorologiske ændringer, som kli-makampen over hele verden vil afstedkomme.Hvor mange fredsommelige opfindelser fra velcrotil penicillin og syntetisk gummi vi end skylderkrigstider, vil klimakampen uden sammenligningvære den største iværksætter for teknologiskudviklingsarbejde nogensinde. Et arbejde, derogså fører enorme industrier med sig og får vid-trækkende konsekvenser for samtlige eksisteren-de industrier. Men hvordan ser fremtidsteknologierne så ud, oghvordan kan de komme klimaet til hjælp?

Åben sovs

Hvad der begyndte som meget idealistiske ogbestemt ikke særligt kapitalistiske projekter

56

omkring vindkraft og solfangeranlæg i 1960’erneog 1970’erne står nu som milliard-industrier, derer ved at omforme verdensbilledet på et tiltrængttidspunkt. Og det var kort herefter, at open sour-ce-software og alternativenergi begyndte at voksesig modne som reelle fun-damenter for fremtidenssamfund.Open source er tanken omat gøre digitale program-meringssprog åbne og til-gængelige for alle, så erfa-ringer med udvikling afsoftware kan udveksles fritog på tværs af langt størreorganisationer, nationer ogsprog, end lukkede pro-grammeringssprog kan.Sproget ”tilhører” ikkenogen bestemt virksom-hed, men kan bruges af alle til at skabe software-løsninger. Åbenheden og friheden til på alle tids-punkter at bruge løs af andres erfaringer og løs-ninger er garant for den altid mest hensigtsmæs-sige løsning, som et fællesskab af bidragende par-ter kan finde frem til, og friheden til altid at brydened og begynde forfra, er garant for den bedstmulige kvalitet. I lille skala er open source allerede brugt sommetode til at finde den bedst tænkelige øl og denmest velsmagende sovs. I stor skala vil open sour-ce hurtigt kunne mønstre enorme programme-

ringsressourcer i forhold til løsning af klima-relate-rede problemer eller undfangelse af beregningspro-grammer. Og det kan betale sig. I 2000 benyttedemineselskabet Goldcorp sig af open source til at

stille geologiske informa-tioner til rådighed for pro-grammører, matematike-re, fysikere, grafikere ogandre, der kunne hjælpemed at finde egnede ste-der for minedrift. Der blevidentificeret en række nyeområder, hvor 80 procentviste sig at indeholde guld-forekomster, og Goldcorpgik på 10 år fra at være påranden af konkurs til athave udviklet en rækkenye metoder og teknikker,der gav kontant belønningi form af 226.796 kilo guld

i banken og en 300-dobling af aktiekursen.

Revolution i regnekraft

Den amerikanske regering spurgte i 2007 it-virk-somheden Hewlett-Packard om, hvordan en com-puter, der kunne lave beregninger af klodensklima i 2050, ville se ud. Svaret tog lidt tid at und-fange og var nok ikke det, regeringen havde reg-net med. For computeren ville fylde det sammesom Paris og omegn, først være mulig i 2040, hvisudviklingen i computerkraft ellers holder stik, ogkræve fem terrawatt energi at drive – svarende til

“I en verden med knaphed på

råstoffer er det ultimativt at

kunne indbygge en genbrugs-

proces i selve produktet. Den

ene dag en børnecykel, den

næste dag en bildør – uden

energiforbrug til omsmeltning

og bearbejdning undervejs!”

57

cirka en tredjedel af jordens energiforbrug – ogdermed være klodens største klimaproblem i sigselv! Problemstillingen med akkurate beregninger afklimapåvirkningerne har allerede affødt massiveinvesteringer i nye måder at overføre data på. Ogklimakampen er en oplagt booster på hele udvik-lingen af regnekraft. Her føler vi måske, at det ergået afsindigt stærkt, men i forhold til for eksem-pel energifordelingen i hjernen under beregninger,så forsvinder al energien som varme i en computer.Faktisk svarer udnyttelsen af energien til regne-kraft i en computer til, at man kun kører nogle fåcentimeter på en hel tankfuld benzin. Varmeudviklingen fra processorer er også en afårsagerne til, at verdens brand nummer ét – Google– døjer med enorme udgifter til køling af sine serve-re. Og dem er der mange af, så mange, at mere endhalvdelen af søgemaskinens faste omkostninger erstrømudgifter til køling. Tager man i betragtning, atGoogles credo er ”we are not evil”, er det nok ikke såoverraskende, at Google er særdeles aktiv i kampenfor dels mere klimavenlig strøm og dels mere effek-tiv regnekraft. Her har forskerne blandt andet storeforhåbninger til optiske overførsler, hvor lys skalerstatte de bevægelige dele, som genererer den kli-maopslidende varme. På samme måde som der hel-ler ikke er mange bevægelige dele i en flash hard-disk, som er populær i nøgleringsformat og alleredefindes i de nyeste bærbare computere fra for eksem-pel Apple.Indtil den nye og væsentlig mindre strømslugenderegnekraft kommer, er der trøst at hente i en langt

bedre udnyttelse af kapaciteten. Begrebet cloudcomputing lyder som om, det kommer fra en mil-jøkampagne, men i virkeligheden er det en beteg-nelse for en samling af computerkraft i en sky afpotent kapacitet, som man kan trække på (ogbetale for) efter behov i stedet for at investere iegne digitale infrastrukturer med uundgåelig ogmiljøbelastende overskudskapacitet, der ikke ertil at udnytte for andre. Med cloud computingkøber man sig bare ind i skyen, uanset om man ernæsten uden behov eller for eksempel har en afverdens mest besøgte hjemmesider. Eller går fraet behov på fem servere til et behov på 10.000,som det for eksempel skete for videotjenestenAnimoto, da den åbnede for butikken på det socia-le netværk Facebook. Software og serverplads ernoget, man lejer, ikke noget man ejer. Det kansagtens være en overskudskapacitet et andet sted– for eksempel hos webbutikken Amazon – manfår fingre i, kapacitet der ellers ville være gået tilspilde. Og det betyder noget for miljøet, nårmængden af digital information, som jo primærtligger på kølekrævende servere, fordobles hverteneste år.

Små intelligenser

Regnekraften behøver ikke være koncentreret detsamme sted for at virke gavnlig. I stigende gradbliver basal regnekraft indbygget i produkter, såde kan kommunikere eller i det mindste afgiveinformationer om sig selv. Radiochippen RFIDhar længe bejlet for at blive stregkodens afløser.Oven i købet med potentiale til at kravle helt ind

58

i produktet, for i modsætning til en stregkode,behøver man ikke kunne se en RFID-chip.Fordelen ved RFID-chippen er, at den har en heltunik kode, der kan læses på afstand, og altså ikkebehøver blive ”set” af en laserscanner. En RFID-chip kan altså ligge i maven på en bamse ellermåske sidde på alle værdifulde materialer. Detgør kassedamer overflødige, men det gør det ogsåmuligt at putte en masse ekstra information påvarerne. Ved at holde en vare med RFID op foranen skærm eller en mobiltelefon med læser kan dufå indblik i hele produktionsprocessen, læse detal-jeret om de mulige miljømæssige gevinster og fået totalt billede af den samlede CO2-belastning fraalle varerne i indkøbsvognen. Måske i forhold tilden tilladelige kvote, din husstand er blevet til-delt! Hvor mange gør sig i dag tanker om, at 18procent af al CO2-udledning kommer fra kvæg-drift, når de står bøjet over køledisken med tilbudpå hakket oksefars? RFID er en af de mikroteknologier, der giver over-blik. Mange ville ændre markant på deres for-brug, hvis de have bedre overblik over for eksem-pel CO2-belastningen af de indkøbte varer. Ni udaf ti englændere aner ikke, hvor meget brugbarmad de smider væk om året, selvom det kan opgø-res til 15 millioner tons CO2, svarende til den årli-ge CO2-udledning fra hver femte bil i England.RFID giver også andre kontante fordele videre isystemet. Ens affald bliver pludselige en guldgru-be af data over forbrug og præferencer, der kanbruges til at målrette reklamer og tryksager, såder skal bruges mindre papir – og affaldet kan via

de indbyggede RFID-chips bedre vurderes eftersin råstofværdi og nemmere genanvendes. Nårbilen, bamsen eller computeren så skal skrottes,kan en maskine på genvindingspladsen også læseRFID-chipsene, som kassen i supermarkedetkunne det, og fordele jern, guld og sølv hver forsig. På få minutter.Mange større virksomheder drømmer om en ver-den med RFID i alle varer. Det vil gøre al logistikbetragteligt nemmere med automatiserede bestil-lingsprocedurer, knivskarp lagerstyring og lyn-hurtig status. Alt sammen energibesparende.Nokia har som en af de første lanceret en mobilmed indbygget RFID-læser, og virksomheden harogså i en nyere grøn koncepttelefon, Ecophone,indlagt den daglige måling af din CO2-belastningsom en basisfunktion. Overvågning af vores egenmiljøbelastning bliver mere og mere central. Hvadvi ved, kan vi jo gøre noget ved!

Nano – store gevinster på mikroplan

I det små er der flere banebrydende teknologier,der venter på at kunne give klimaet en hånd. Mendet bliver ikke så detaljeret som nanoteknologi,hvor man påvirker molekyler til at opføre sig, somman gerne vil have det og dermed kan designematerialers egenskaber. En af verdens størsteCO2-syndere er den allestedsnærværende beton,der frigiver store mængder CO2 under fremstillin-gen og kræver meget brændstof at transportere.Med forskere har udviklet særligt nanoforstærke-de udgaver af beton, der er langt mere holdbare ogfrigiver mindre CO2 i sin produktionslivscyklus end

60

almindeligt beton. Ved hjælp af nanoteknologi harforskere modificeret solceller, så de bliver op til 20gange bedre til at indfange og omdanne solens lys tilenergi, og særlige batterier med nanokulstofrøromkring elektroderne kan oplades langt hurtigereog holde strømmen meget længere. I helt op til etprodukts levetid. I katalysatorer er nanofiltre medtil at rense udstødning langt bedre, og i det heletaget kan nanoteknologi tages i brug, når der skaltilføres mere klimavenlige egenskaber til produkterog materialer. På sigt arbejder forskningen på nano-niveau henmod at kunne fremstille ”programmérbart stof”, detvil sige et materiale, der kan få en ny form og nyeegenskaber igen og igen. Ien verden med knaphed påråstoffer er det ultimativtat kunne indbygge en gen-brugsproces i selve produk-tet. Den ene dag en børne-cykel, den næste dag enbildør - uden energifor-brug til omsmeltning ogbearbejdning undervejs!Forhåbentlig er der så godtstyr på programmerne…

Skræddersyede omgivelser

En uforholdsmæssigt stor del af verdens klima-problemer stammer ikke fra forbrug, men fraoverforbrug. I de fleste storbyer blæser gratisavi-serne omkring om kap med efterårsløvet. Det erikke længere nok at være gratis, vi kan simpelt-

hen ikke kapere mere uanset pris. Nye, papirlig-nende skærmtyper er på vej i produktformer, somgør det muligt helt at sammensætte sit eget, per-sonlige reklame- og artikelmedie med miks afonline og avisindhold, blogs og aviser, dynamiskog trådløst opdateret og uden at skulle gennemressourcekrævende tryk og distribution. Oven ikøbet formet helt efter den enkeltes behov oginteresser. Og i lette udgaver, der stort set ikkebruger strøm, tåler fuld sol og altså ikke kræverskovfældning til papirproduktion. Man bladrerved at trykke på en knap, en opladning kanrumme mere end 100.000 sidevisninger, og denkan vise både hjemmesider, blogindlæg, reklamer

og avisartikler. Den erallerede på gaden i foreksempel USA, hvorAmazon sælger den undernavnet Kindle. I takt med at de miljø-mæssige transportom-kostninger bliver mere ogmere uacceptable, tagerudviklingen af teknologiertil hjemmeproduktionogså fart. 3D-printere kanallerede fås i udgaver,

som kan fremstille skræddersyede ting til hjem-met ved at printe i lag på lag, til der til sidst ståren ting tilbage. En ting, der med andre ord”downloades” som 3D-tegning og printes som enfysisk genstand. Det ene øjeblik ser du en taller-ken, du mangler i Mågestellet, du klikker på den

“Hvor mange gør sig i dag tan-

ker om, at 18 procent af al CO2-

udledning kommer fra kvæg-

drift, når de står bøjet over

køledisken med tilbud på hak-

ket oksefars?”

61

og efter et par minutter, kan du tage tallerkenenud af din 3D-printer. Et snart gyldigt alternativ til at fragte råstoffer fraSydamerika til Kina, hvor de forarbejdes og deref-ter sendes til Europa, er at have sådan en printer istuen til at fremstille de ting, du køber over nettet– bestik, legetøj, reservedele eller sågar elektronik.Her er forskere også langt i forsøg med print afstrømførende blæk, der kan udgøre et langt meremiljøvenligt alternativt til kredsløb og modstande,fylde betragteligt mindre og produceres på en brøk-del af tiden dér, hvor man skal bruge dimsen. Såkan du også selv printe en ny fjernbetjening der-hjemme, hvis den gamle bliver væk. Med god sam-vittighed. Især hvis materialerne, der bruges til atprinte med, kommer fra genvinding af affald, for såer kredsløbet jo stort set lukket – råmaterialerneskal bare hentes ud af affaldet, og produktionen kla-rer vi derhjemme og ikke i Kina. Printfabrikationanvendes allerede i stor stil af for eksempel denamerikanske hær af praktiske årsager – det erupraktisk at skulle vente på en reservedel fra hjem-landet, hvis helikopteren er på mission iMellemøsten.Tekstiler er også en favorit at få syet i Østen ogfragtet rundt om jorden til forbrugerne. Uden atman kan være sikker på afsætningen, så hurtigtsom moden skifter. Det har tyske Virtual TryOnforsøgt at ændre på med et virtuelt prøverum. En3D-scanner i prøverummet tager en nøjagtig kopiaf din krop, og du kan ”bladre” i kollektioner udenat skulle prøve dem fysisk – kun digitalt. Du kig-ger blot på et 3D-billede af sig selv og klikker dig

nye klædningsstykker på. Finder du noget, der pas-ser i smag, iværksættes en skrædderrobot, og tøjetbliver specialfremstillet til lige netop dig. Udenoverproduktion, varefragt eller forgæves prøvetu-re med manglende størrelser. Hos det eksklusivestormagasin Harrods i London kan kunderne alle-rede prøve 3D-prøverummet i en forsøgsperiode.Skræddersyning af produkter, medier og beklæd-ning er ikke bare en smart og luksuriøs måde atfå sin vilje på. Det er et grundvilkår for voresomgivelser, som internetgenerationen er opvoksetmed – på nettet kan vi jo selv bestemme og blivergenkendt med vores præferencer. Og skræddersy-ning er en oplagt måde at begrænse spildproduk-tion og overforbrug på.

Virtuelle virkelighed

Flytrafikken er vanskelig at revolutionere medbiobrændstoffer, fordi kerosen er så let et brænd-stof og dermed allerede er miljøoptimeret til entur i luften. Den eneste sikre mødemulighed mil-jømæssigt er derfor ikke at flytte sig, men i stedetat mødes over overbevisende videokonference-udstyr, hvor der er øjenkontakt og ingen forsin-kelse, så det er som at være i stue med hinanden,selvom man står på hver sin side af Atlanten.Efterspørgselen på den slags udstyr er alleredeved at tage fart. Ikke bare på grund af miljøforde-lene, men fordi der med et stadigt accelererendearbejdstempo ikke er tid til at skulle rejse mereend allerhøjest nødvendigt.Får man lyst til at gå skridtet videre end videokon-ferencen, arbejder det amerikanske Teleimmersion-

63

projekt på også at gøre det muligt at udveksle gen-stande over videokonferencer, så et fund fra enudgravning i Kina kan genskabes digitalt og tagesi hænderne af en ekspert i Boston fem minutterefter fundet og oven i købet forstørres og granskesmere indgående. Her er det 3D-scanneren, virtualreality teknologi og en teknik kaldet force feedback, som gør det muligt at ”mærke” digitale 3D-objekter, der får et boost på bekostning af denCO2-syndende transport af ting og mennesker.

Miljø per satellit

Et virtuelt lag af informationer, præsenteret somen virtuel virkelighed, er det, vi får frem i forruden,når GPS’en leder bilen på rette spor. Flere satellit-systemer vil blive taget i brug over de næste ti år,og GPS’en begynder også at virke indenfor, i tunne-ler og i overdækkede bymiljøer. Det gør teknologi-en sikker nok til at kunne beregne CO2-belastnin-gen for ethvert køretøj, målt på mere end bare bil-model og benzinudnyttelse og med central registre-ring af de kørte kilometer, om det er by- eller lan-devejskørsel og ved hvilken hastighed, der er kørt.Det giver en oplagt mulighed for at lave afgiftsbe-regninger på baggrund af antal faktisk tilbagelag-te kilometer, at gøre bilister konstant opmærksom-me på deres køretøjers CO2-udledning, og det giverendnu flere grunde til at indtænke de mere miljø-mæssigt forsvarlige elbiler, der bruger mere end 80procent af energien på fremdrift mod benzinbilersmagre 20 til 25 procent og resten på varme (og der-efter på køling).Men satellitterne kan mere end det. NASA har

udviklet et program til at spotte forskelle i afgrøderrundt om i verden og kan bruge de data til at for-udsige udsving i fødevarepriser og –forsyning. Detgiver potentiale for bedre at koordinere afgrøder ogkvægdrift på globalt plan, så der produceres mestmuligt mad til mindst mulig klimabelastning, udenspildproduktion fordi der er optimal koordineringaf fødevarefremvækst og -forarbejdning. Samtidiger NASA’s program et godt eksempel på den langtmere vidtstrakte brug af datavisualisering, derskal til, for at vi for alvor forstår konsekvenserne afklimakampen. Kombineret med lidt virtual realityer det oven i købet muligt for forbrugeren at mærkekonsekvenserne på sin egen krop i en virtuel simu-lering, hvor man føler stigningen i vandstand ogvarmegrader og kan gå en tur på en isfri Nordpol.Det burde maksimere den pædagogiske effekt.

Home.sweet.home

De fleste ulykker sker i hjemmet. Og det er også her,langt de fleste CO2-fælder befinder sig: Husholdnings-apparater på standby, spildvarme, dryppendevandhaner og unødvendig belysning. I dag opfat-tes de intelligente styringssystemer, Home Auto-mations, som luksuriøse tilkøb til nybyggeri, meni stigende grad kommer basispakker på markedet,der vil kunne automatisere og lukke for de store,hjemlige CO2-huller, som vi ikke skænker en tankei det daglige. Systemerne sørger for, at der ikke erlys i lokaler uden mennesker, pumpende radiatorermidt om natten, og at vaskemaskinen selv kan star-te, når der er overskudsproduktion på elværket.En af de mest effektive elspare-initiativer var ind-

64

førelsen af ABC-energimærkningen, der gør dettydeligt for forbrugeren, hvor meget strøm forskel-lige elapparater sluger. Igen er der ingen tvivl om,at selve overblikket har en enorm elbesparendeeffekt. Hvis man kombinerer overblik med en syn-lig mærkning af hustandenes CO2-belastning,måske placeret ved siden af husnummeret, er dergod grund til at udmærke sig på den hjemlige CO2-front. Og snart kan beboerne programmere dereshjem til den grad af CO2-påpasselighed, de ønsker.

Udviklingslande

Helt oplagt er det det traditionelle Vesten, der erscene for de mange hjælpende håndsrækninger,som moderne, digital teknologi vil yde klimaet. Deter trods alt her, væksten har været koncentreret,og her man gennem årtier har udledt CO2 i taktmed udbygningen af velfærden. Paradoksalt nok er udledningen fra verdens udvik-lingslande omvendt proportional med fordelingenaf velstand. De rige belaster, de fattigste lever iCO2-balance. Derfor er udfordringen dels at gørevelstanden CO2-neutral og dels at hjælpe den sti-gende velstand i verdens udviklingslande henoveret udviklingstrin, så vejen til velstand ikke er ligmed kolossal miljøbelastning. Det betyder, at derreelt er god ræson i at henlægge en del af det glo-bale, klimamæssige miljøarbejde til verdens udvik-lingslande. For det er her, man har forudsætnin-gerne for at kunne etablere en velstand, der er nøjeafmålt i forhold til mulig belastning af det globaleklima. En interessant tanke.I direkte forlængelse af tanken om at se udvik-

lingslande som foregangslande for bæredygtig leve-vis ligger tanken om at indrette vestlig levevis påmere CO2-neutrale vilkår. Det ville betyde færrerejsedage med længere ophold på mere veloverveje-de destinationer. Måske ikke en ulykke, når derkan socialiseres effektivt på tværs af geografi viavirtuelle fællesskaber og videokonferencer. Detville også betyde øget brug af offentlig transport ogikke mindst af cyklen som befordringsmiddel til ogfra arbejde som erstatning for den ensomme og ener-gifrådsende tur i pendler-diesel-bilen. Klimakurensmotionsdel kunne så smække en flue for fedmeepi-demien. Og på tallerknerne ville vi skære andelenaf CO2-belastende kød væsentligt ned og øse min-dre portioner op for at undgå at smide mad væk.Fuldstændigt som alle ernæringseksperter – ogvores dårlige samvittighed – råber på. Kort sagtville vi komme rigtig langt ved simpelthen at leveet liv, som vi ønsker det – men som vi har svært vedat tage os sammen til.

Nye miner

Det næste århundredes teknologiudvikling kom-mer til entydigt at stå i de forsvindende råstofferog de ophobede CO2-mængders tegn, men forhå-bentlig kan teknologien spille en ny rolle og givedet trængte klima en hjælpende hånd. Den kanskabe forudsætningerne for en ændret og mereaktiv klima-engageret adfærd i kommende gene-rationer. Den kan lægge sig tilrette i baggrundenog sørge for at optimere vores tilværelser i mesthensigtsmæssige retninger i forhold til klimaet.Og den kan skabe den transparens og bevidstgø-

VIDSTE DU

... at penicillin blev opfundet ved et uheld meden skimmelsvamp i 1928 og sat i massepro-duktion under 2. Verdenskrig? Siden videre-udviklede forskere penicillin og opfandt blandtandet en salve til betændt hud med hjælp framug fundet på en abelort i Japan.

... at FNʼs medlemslande har sat sig for atudrydde fattigdom og sult og samtidig sikre enmiljøvenlig og bæredygtig udvikling inden2015? Fortsætter vi i det nuværende tempo,når vi først målene om 110 år.

... at offentlige bygninger i Storbritannien udle-der mere CO2 end hele Kenya – nemlig 11millioner tons CO2 på et år?

relse af de langtidskonsekvenser, vores handlin-ger her og nu har. Uanset om det er ved køledi-sken, hvor hånden svæver mellem T-bone og soja-bøf, eller om det er derhjemme, hvor jordvarme-anlægget og solfangerne har gjort husstanden for-tjent til en lavenergi-mærkning.Og det er kun den lille begyndelse. Den økonomiskevækst bliver sekundær i forhold til væksten i bære-dygtighed. Vi kommer til at have et mere ængste-ligt øje på råstofbalancen end på betalingsbalancen,og det vil være vigtigere at kunne genvinde effektivtend at være placeret ovenpå et lykketræf af geologi-ske omstændigheder. Det kræver teknologi, og herer det en god idé at lægge sig forrest i feltet. Måskekan man sige, at Danmarks ringe forekomster afjernmalm, kobber og ædelmetal og den møjsomme-lige udnyttelse af olieforekomsterne pludselig talertil vores fordel. Vi er tvunget til at belave os på atudnytte teknologi og socialt engagement som detnye, vigtigste råmateriale i udviklingen fremover.Så frem med de nye miner!

68

Kilder til faktabokseArtikler:Elkær, Mads & Nicolai Devantier, ”Verdens største søgemaskine fylder 10 år”, Computerworld 1. september 2008.Booth, Robert, ”Government buildings emit more CO2 than all of Kenya”, The Guardian 23. december 2008.Busch, Morten, ”Afslørende afføring: Indianerne var der først”, Videnskab.dk 3. april 2008.Viden om, ”Penicillin – det misbrugte vidundermiddel”, www.dr.dk/DR2/VidenOm.

Statistik og beregninger:Danmarks Meteorologiske Institut, www.dmi.dkEnergistyrelsen, www.energistyrelsen.dkMiljøstyrelsen, www.mst.dkDansk Retursystem, www.dansk-retursystem.dkDanmarks Statistik, www.dst.dkElsparefonden, www.elsparefonden.dkInformationscenter for Miljø og Sundhed, www.miljoogsundhed.dk2015 Mål med mening, www.2015.dk

Fotografi og illustration

Camilla Hey: Portræt af Suzanne C. Beckmann.Innovation Lab/Morten Fauerby: Portræt af Preben Mejer og Mads ThimmerUlrik Samsøe Figen: Side 20, 31, 35, 43, 44, 46, 49, 54 og 66.Scanpix: Side 59, 62, 65 og bagsats.Polfoto: Side 13 Nasa/Polfoto, side 16 Workbook/Polfoto, side 23 Topfoto/Polfoto, side 28 Nordicphoto/Polfoto og side 41 Mauritius/Polfoto.

69