Maurice RavelI sine ungdomsår kæmpede Ravel hårdt for at slå igennem som komponist, men gang på gang måtte han se sine værker afvist af både den franske presse og de konservative dommere ved den eftertragtede “Romerpris” (En årlig fransk komponistkonkurrence som sikrede vinderen et treårigt studieophold i Rom). Gradvist lykkedes det dog Ravel at skabe sig en voksende publikumsskare, og særligt hans klaverværk Pavane pour une infante défunte sikrede ham bred anerkendelse, og fra begyndelsen af 1900-tallet oplevede han en støt stigende popularitet. Blandt tidens komponistkollegaer vakte Ravel også opsigt, og den evigt polemiske Stravinskij udtalte med lige dele fascination og foragt, at Ravels kom-positionsmetode bedst kunne sammenlignes med en schweizisk urmager. Ravel samlede også en stor skare af elever omkring sig - blandt andet den engelske komponist Vaughan Williams, som fortæller, at Ravels motto for musik var komplexitet men ikke kompliceret. Her er én af grundene til, at Ravels musik bliver ved med at fascinere, fortrylle og forun-dre. I sin orkestermusik søger han hele tiden nye klange og kombinerer instrumenterne på nye og ofte uvante måder. Han presser orkestermusikerne til det yderste, men åbenbarer samtidig den kalejdoskopiske klangverden, som er lyden af Ravel.

La ValseEfter deres store succes med samarbejdet omkring balletten Daphnis og Chloë i 1912 havde ballet-impresarioen Sergei Diaghilev et ønske om at gentage succesen, og i 1918 bestilte han endnu en ballet hos Ravel. Siden 1906 havde Ravel haft et værk i tankerne, som skulle være en hyldest til valsekongen Johann Strauss II - han havde givet værket arbejdstitlen Wien. I løbet af 1919 omarbejdede han fuldstændigt partituret, og ud af skit-serne til Wien kom mesterværket La Valse. Fyldt med begejstring præsenterede Ravel vær-ket for Diaghilev, som med det samme erkendte, at dette var et mesterværk, men afviste samtidig værket som ballet: “... dette er ikke en ballet. Det er et portræt af en ballet.” Ravel blev fornærmet og gjorde en ende på deres venskab. La Valse blev i 1926 opsat som ballet i Antwerpen, men har siden opnået størst udbredelse ved orkesterkoncerter.

Betydning: Glædens symbol forvandlet til dæmoni?Siden uropførelsen har man diskuteret betydningen og indholdet af La Valse. Mange har hørt La Valse med samme øre som komponisten George Benjamin. Han fremhævede, at med tanke på at værket er skabt lige efter 1. verdenskrig, er det oplagt at høre La Valse som valsens historie fra dens fødsel over dens henfald til dens undergang.Ravel fastholdt, at dette på ingen måde var tilfældet. Han fremhævede, at værket nok er en tragisk dans, men i græsk mytologisk forstand og ikke et billede på den samtidige historiske situation.En ting ligger imidlertid helt fast: Når man lytter til La Valse, bliver man taget med på en fantastisk tur gennem orkestrets klanglige muligheder, og valsens udtryk bliver udforsket til det yderste.

Samuel BarberSom ung mand stormede Barber i 1930’erne ind på den amerikanske musikscene og oplevede stor succes med bl.a. School for Scandal Ouverture og ikke mindst Adagio for Strings, som blev et hit ikke kun i Amerika men over hele verden. Store stjerner som Horowitz, Fischer-Dieskau og Toscanini stod i kø for at opføre hans musik, og i tiden efter 2. verdenskrig strømmede det ind med bestillinger på værker. Barber skabte en række fan-tastiske værker, der fortjener langt større opmærksomhed end tilfældet er: cellokoncerten, klaverkoncerten, klaversonaten og Prayers of Kierkegaard for blot at nævne nogle. I en tid hvor musikken i Europa gennemgik voldsomme forandringer, og hvor komponister hele tiden søgte nye veje og udtryk med deres musik, virker Barbers musik som et friskt pust fra en svunden tid – nogle kalder med god grund Barber for den sidste romantiske komponist.

Toccata Festiva, op. 36I 1924 havde Mary Curtis Bok Zimbalist grundlagt The Curtis Institute of Music i Philadelphia, og blandt de første studerende var Samuel Barber. Så da Mary Curtis Bok Zimbalist i 1960 besluttede at donere et stort koncertorgel til skolen, var det naturligvis

Barber, som blev bedt om at skrive et værk til brug ved indvielsen af orglet. Koncerten fandt sted den 30. september 1960 med Philadelphia orkestret under ledelse af Eugene Ormandy og med Paul Calaway på orgel. Barbers Toccata Festiva blev modtaget med bragende bifald og med nærmest tumultariske scener til følge.I løbet af de 14 minutter Toccata Festiva spiller, formår Barber at skabe et fantastisk musi-kalsk festfyrværkeri, hvor vi som tilskuer får rig lejlighed til at opleve organistens evner med både hænder og fødder i hurtige og yderst virtuose passager. Den store kadence i pedalerne i slutningen er særligt fascinerende at betragte med både ører og øjne.Ser man bort fra de virtuose elementer, rummer musikken også et dybere indhold, som viser Barbers evner og dybde som komponist. Orglets sammenspil med orkestret er sublimt og fantasifuldt, og Barber skaber her vidunderlige passager. Endelig bliver der også rig lejlighed til at høre orglets mange klanglige muligheder - helt fra de store tutti-klange til inderligt triospil.

Camille Saint-Saëns Saint-Saëns blev født som barn af højromantikken og kunne i sin alderdom se og høre musikken forandre sig til det ukendelige; atonalitet, dodekafoni og sammenbrud af de etablerede former og rytmer var den nye klanglige virkelighed. De klassiske komponister Bach og Mozart var gennem hele livet Saint-Saëns’ tro følgesvende, og han brød sig ikke meget om de musikalske forandringer, der omgav ham. I sine ungdomsår opnåede han stor anerkendelse blandt sine komponistkollegaer i både Frankrig og Tyskland for sine utrolige evner til at spille nye partiturer fra bladet og for sin store opfindsomhed som improvisa-tor. I midten af 1880’erne var Saint-Saëns på toppen af sin karriere som komponist, og det er fra denne periode, at hans absolutte mesterværker stammer: bl.a. Dyrenes karneval og Symfoni nr. 3 i c-mol. Efter frembringelse af disse værker blev der langt mellem nye værker fra Saint-Saëns’ hånd, og når han komponerede, var det kun mindre klaverstykker og kammermusik. Han røg uklar med flere af sine franske komponistkollegaer - først og fremmest Vincent d’Indy, der fik ham smidt ud af foreningen Société Nationale de Mu-sique. Han mistede også sin højt elskede moder i denne tid og “flygtede” så at sige til de kanariske øer, men begav sig i de efterfølgende år ud på længere rejser til mere eksotiske rejsemål.

Symfoni nr. 3, c-mol, op. 78 (Orgelsymfonien)Da Saint-Saëns i 1886 færdiggjorde sin 3. symfoni, udtalte han: “... jeg har givet dette værk alt hvad jeg formår. Det jeg her har skabt vil jeg aldrig kunne gøre igen.” På trods af sin unge alder vidste han, at dette ville blive hans sidste symfoni, og man fornemmer i værket, at han synes at opsummere hele sit virke og karriere: Virtuose klaverpassager blander sig med romantiskklingende orkesterklange, og sidst men ikke mindst høres lyden af det store orgel. Han dedikerede symfonien til sin gode ven Franz Liszt, som døde i 1887.Symfonien forløber i to lange satser, der hver kan underdeles, og man fornemmer tydeligt de klassiske fire satser.1.sats: En kort langsom introduktion indleder symfonien med et drømmende univers. Tem-poet og intensiteten stiger, og satsens hovedtema præsenteres. Dette tema kommer til at være gennemgående i hele symfonien. Sidetemaets milde karakter skaber en smuk kon-trast til hovedtemaet, og satsen bølger herefter frem og tilbage. Musikken falder til ro på et langt orgelpunkt og danner på den måde bro til den smukke og inderlige adagio-del, som begynder med en smuk dialog for orgel og orkester. Gradvist og roligt vokser musikken i styrke.2. sats indledes for fuld kraft med en presto-udgave af hovedtemaet, der nu har karakter af en scherzo. I triodelen høres temaet fra den smukke adagio i helt nye udformninger. Den sidste del af symfonien indledes med en mægtig orgelklang, der bliver startskuddet til en eventyrlig finale, hvor hele symfonien opsummeres, og hvor klaver og orgel bidrager med virtuose og pompøse passager. Efter et fugeret afsnit høres et interludium af pastorale-karakter, inden musikken igen eksploderer i endnu et polyfont afsnit. Symfonien bringes til afslutning med et sandt festfyrværkeri af orkester- og orgelklange.

© Jan Mygind

Petri Sakari, dirigent

Finske Petri Sakari begyndte at spille violin i en tidlig alder og kom ind på Tampere Konservartoriet allerede som 9-årig, hvor han også studerede obo og klaver. Senere uddannede han sig til di-rigent ved Sibelius Akademiet.Siden 1983 har han dirigeret finske symfoniorkestre som f.eks. Det Finske Radiosymfoniorkester, Lahti Symfoni-orkester, Turku Filharmonikerne og Tampere Filharmonikerne, ligesom han har optrådt med så godt som alle sym-foniorkestre i Skandinavien foruden optrædener i blandt andet Tyskland, Østrig, Schweiz, Holland, Belgien,

Storbritannien, Spanien, Grækenland og Rumænien.Petri Sakari var i en årrække både chefdirigent og musikchef for Islands Symfoniorkester og har fået tildelt ridderkorset af Den Islandske Falkeorden for sit store arbejde for den klassiske musik i Island.

Olivier Latry, orgel

Den franske organist Olivier Latry er en af de mest opsigtsvækkende organister i sin generation – ikke kun i Frankrig, men på den interna-tionale scene i det hele taget. Han er født i 1962 i Boulogne-sur-Mer, Frankrig, hvor han også påbegyndte sine musikstudier. Senere blev han optaget ved Conservatoire National Région de Saint-Maur des Fossés, hvor han studerede orgel hos Gaston Litaize. I en alder af 23 år vandt han en konkurrence, som sikrede ham det eftertragtede embede som en af tre or-ganister ved Cathédrale Notre-Dame

i Paris. I 1990 overtog Latry sin lærermester, Gaston Litaizes stilling som professor i orgel ved musikakademiet i St. Maur-des-Fossés, og i 1995 blev han professor i orgel ved Conservatoire Superior de Paris, en stilling som han stadig besidder. Olivier Latry blev i 2000 tildelt ’Prix de la Fondation Cino et Simone Del Duca’ for sine orgelstudier og koncerter. I 2006 modtog han stipendiet ’Honoris Causa’ fra North and Midlands School of Music og i 2010 en pris fra McGill University i Montreal. I 2009 blev han udnævnt til ‘International Performer of the Year’ af American Guild of Organists i New York.

SPONSORER

Maurice Ravel La Valse – koreografisk digt (ca. 12 min.)(1875-1937)

Samuel Barber Toccata Festiva, op. 36 – for orgel og orkester (ca. 14 min.)(1910-1981)

Orgelimprovisationer ved Olivier Latry

PAUSE

Camille Saint-Saëns Symfoni nr. 3, c-mol, op. 78 – ”Orgelsymfonien” (ca. 36 min.) (1835-1921) Adagio – Allegro moderato – Poco adagio Allegro moderato – Presto – Maestoso – Allegro

Følg os på facebook.com/aalborgsymfoni eller se alle koncerter på aalborgsymfoni.dk

ORGELKONCERT: FRANSKE UNDERTONER

Torsdag den 18. september 2014

Kl. 19.30 i Musikkens Hus

Dirigent: Petri Sakari

Solist: Olivier Latry, orgel

Koncertmester: Yana Deshkova

PROGRAM

Ret til ændringer forbeholdes.Fotografering samt lyd- eller videooptagelser under

koncerten er ikke tilladt.Dørene til koncertsalen holdes lukket, mens der spilles.

Tak til vores sponsorer og samarbejdspartnere

Aalborg Symfoniorkester indgår sammen med de øvrige landsdelsorkestre et nyt samarbejde med Den2radio.dk, hvor orkestrene fremover vil være tilgængelige.

Aalborg Symfoniorkester transmitteres også ved udvalgte koncerter af Danmarks Radio.

den2radio.dkrd2

Koncerten optages og sendes på den anden radio

Musikkens Plads 1 . 9000 Aalborg . tlf. 98 13 19 55 (kl. 10-15)aalborgsymfoni.dk . chopingo.dk

mærk magien – luk musikken ind – mærk magien – luk musikken ind – mærk magien – luk musikken ind – mærk magien – luk musikken ind – mærk magien – luk musikken ind – mærk magien – luk musikken ind – mærk magien – luk musikken ind – mærk