østervangkirken- Danmarks første moderne rundkirke

Glostrup

2 33

Denne folder blev publiceret i anledning af Østervangkirkens 40 års jubilæum, den 19. april 2010.Kapitlet om kirkens historie er skrevet af Carsten Høyer.Kapitlet om kirkens inventar er skrevet af Dorothea Glöckner. I dette kapitel indgår flere delvis reviderede passager af den tidligere omtale af kirkens inventar, som blev skrevet af Marianne Leonhard Ring. Afsnittet om Adamfiguren er skrevet af Marianne Leonhard Ring. Afsnittet om kirkeskibet er skrevet af Carsten Høyer.

En stor tak for samarbejde rettes til Hans-Henrik Rasmussen og Eric Klitgaard på Glostrup Lokalhistori-ske Arkiv for deres altid levende interesse og hjælpsomhed. Tak til organist Gerner Bøwig, sognepræst

Jørgen Degn Bjerrum, Birthe Dyhr og K.A. Henriksen for oplysninger om detaljer, alle andre havde glemt. For oplysninger og udlån af uvurderligt billedmateriale om kirkeskibet rettes en særlig tak til Ib Ketler og Jytthe Larsen - enke efter Marineforeningens tidligere formand, Torben Jensen. Og endelig en tak til alle, der har givet et bidrag til denne folder, uden at vide det.

På vegne af Glostrup Sogns Menighedsråd

Jette Skovgaard, Birthe Dyhr, Dorothea Glöckner & Carsten Høyer

Østervangkirken

Forord

Skrevet af: Carsten Høyer, Kirkens Historie, & Dorothea Glöckner, Kirkens inventar.

Fotos: Eric Klitgaard, Yvonne Christiansen, Jørgen Degn Bjerrum, K.A. Henriksen, Kurt Nielsen og Mikael Staalnacke, Odsgard A/S.

Art Direction & grafisk tilrettelæggelse: Odsgard A/S. Tryk: RFT - Tølløse.

s. 13 nederst: Fra indvielsen 19. april 1970. Biskop Leer-

Andersen ved alteret. F.v. sognepræsterne Knud

Langberg, Knud Magnusson og Poul Jacobsen.

På pulpituret Glostrup Sangforening.

s. 25 t.v.: Pastor Ole Aasted på prædikestolen.

s. 27: Organist Gerner Bøwig ved orgelet.

s. 29 i midten: Ved en lille ceremoni overrækker Torben Jensen,

formand for Marine-foreningen, kirkeskibet til

menighedsrådsformand Christian Glyrskov.

s. 29 nederst: Fra festgudstjenesten 12. november 1978.

F. v. modelbygger Knud Yllner Almgreen,

menighedsrådsformand Christian Glyrskov,

formand for Marineforeningen, Torben Jensen

og pastor Flemming Gordon Møller.

Billedtekster til udvalgte billeder

4 5

Om Kirkens historie

Østervangkirken – Danmarks første moderne rundkirke

Østervangkirken blev indviet 19. april 1970 som den første rundkirke, der blev bygget i Danmark siden middelalderen. Østervangkirken er den ottende rundkirke i rækken herhjemme – mens den syvende rundkirke blev indviet for ca. 800 år siden.Forbilledet for rundkirken er

gravkirken i Jerusalem, som ifølge kristne traditioner blev bygget på Golgata, dér hvor Jesus blev korsfæstet.

Gravkirken i Jerusalem er i dag en labyrint af kirker og kapeller, som er blevet destrueret og genopbygget over århundreder. På græsk hedder denne kirke ”Anastasis”, som betyder ”opstandelse”. Gravkirken omfatter nemlig efter traditionen både Golgataklippen og den Opstandnes tomme grav. Allerede i de første århundreder efter Jesu korsfæstelse var både Golgata og gravstedet centrale pilgrimsmål for jødekristne og kristne.

Ifølge den bibelske tradition blev Jesu legeme lagt i en grav, som rigmanden Josef fra Arimatæa havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Gravkapellet i kirken siges at være blevet bygget over dette sted, hvor kvinderne kom påskemorgen og fandt, at graven var tom.

Østervangkirkens runde form, der har sit forbillede i gravrotunden i Jerusalem, minder således vedvarende om den centrale begivenhed for kristenheden. Kristus har overvundet døden: ”Han er ikke her, han er opstået”.

Tilsvarende udtalte arkitekt Holger Jensen om sin idé med udformningen af Østervangkirken: ”Man må gerne få en fornemmelse af, at der foregår alvorlige ting bag murene. […] Når man skal bygge en ny kirke, er der ét krav, som må gå forud for alle andre. Ligesom det ord, der skal lyde i kirken, er sandheden, må rammen være af sandhed. Bygningen må være ægte”.

Som kriterium for bygningens ægthed nævnte arkitekten, at kirken skulle stå som et monument for vor tid, mens dens indretning skulle være formet i overensstemmelse med kirkens ældgamle traditioner. Østervangkirken lever i høj grad op til dette kriterium: Den er en moderne kirke med et lyst, venligt og harmonisk indtryk. Den er en levende kirke, hvor menigheden samles til gudstjenester og kirkelige handlinger.

Den er et rum med korset i centrum.

Om Kirkens historie

Søndre Kirkekomité bliver dannet i Glostrup Sogn

6 7

Østervangkirken blev bygget takket være en stor indsats af frivillige, der i fællesskab dannede en såkaldt kirkekomité. Denne kirkekomité var ikke den eneste i landet, men den var en del af en landsdækkende bevægelse, hvis rødder går helt tilbage til 1890’erne.

Den stigende befolkningstilvækst i København i 1800-tallet betød, at antallet af kirker og præster sakkede meget bagud i forhold til antallet af borgere. Nogle af sognene var i slutningen af 19. århundrede blevet så store, at de gav sognenes præster en uoverkommelig arbejdsbyrde.

Nogle driftige og initiativrige mænd indså problemets alvor og stiftede derfor i 1890 ”Udvalget for kirkesagens fremme i København”, forløberen for ”Det Københavnske Kirkefond”, som blev grundlagt i 1896 bl.a. med det formål at bygge flere kirker i hovedstaden.

Institutionen, i daglig tale kaldet Kirkefondet med henblik på at være landsdækkende, fik med udgangspunkt i skabelse af menigheder og penge-indsamlinger på landsbasis en enorm betydning for kirkebyggeriet op til 1970’erne, hvor menighedsrådene efterhånden selv fik ret til at anvende kirkeskattemidler til kirkebyggeri.

I hele landet blev alene i perioden 1850-1950 bygget 400 kirker på trods af en i 1900-tallet mere

og mere sekulariseret verden. Perioden var præget af en konservativ og tilbageskuende opfattelse af kirkebyggeri. Var kirken ikke fra middelalderen, var den gerne bygget efter forbilleder fra middelalderens stilformer.

Efter 1950 er der blevet bygget omkring 200 kirker præget af nytænkning. Med udgangspunkt i moderne arkitektur og inspiration fra ældre stilarter udfolder arkitekterne en varieret og fantasifuld forståelse af vor tids krav til kirkebyggeri.

Som følge af befolkningstilvæksten og udbygningen af forstæderne til København fra begyndelsen af 1950’erne blev disse en tumleplads for arkitekternes eksperimenter inden for kirkebyggeriet. En af udfordringerne for arkitekterne var, at budgetterne ikke var særlig store.

Allerede i 1952 havde menighedsrådet i Glostrup forudset udviklingen i sognet. I perioden fra 1940 til 1950 var indbyggertallet steget fra ca. 8.600 til lidt over 13.000 og alt talte for, at udviklingen ville fortsætte. Menighedsrådet havde dog ikke på dette tidspunkt selv lov til at være bygherre. Hvis der skulle bygges en ny kirke, skulle det ske ved dannelse af en kirkekomité på borgernes initiativ.

I et referat fra Glostrup Menighedsråds møde 16. maj 1952, offentliggjort i Glostrup Sogns Menighedsblads

juninummer samme år, kunne man læse følgende: ”Fra frk. Siri Lagoni forelå en skrivelse, hvori hun på en kreds af beboernes vegne foreslog, at menighedsrådet arbejdede for:

1. ansættelse af en 3die præst i sognet og2. påbegyndte forarbejderne til en ny kirke.”

Spørgsmålet om en ny præst havde tidligere været på dagsordenen. Heraf fremgik det, at befolkningstallet endnu ikke var nået op på de omkring 15.000 borgere, der krævedes, for at sognet kunne få en tredje præst. Det kunne derfor først komme på tale, når dette krav var opfyldt. Forslaget om en ny kirke kunne derimod sættes i gang med det samme.

Menighedsrådet vedtog at rette henvendelse til sognerådet om i byplanen at reservere plads til en ny kirke, og man nedsatte et udvalg bestående af pastor Knud Langberg, lærer Helmer Sørensen og blomsterhandler Marcus Nielsen, der skulle arbejde videre med sagen. Den 12. februar 1953 kunne resultatet af udvalgets arbejde ses i et indlæg i Glostrup og Omegns Folkeblad. Under overskriften ”Opråb til befolkningen i Glostrup Sogn” kunne man læse følgende: ”På alle områder har Glostrup for længst måttet tage de naturlige følger af den voldsomme befolkningstilvækst, der i en længere årrække har fundet sted. Kun i kirkelig henseende har det ikke været muligt før nu at tænke på en ændring af de forhold, der i generationer har været rammen om det arbejde, der skal gøres fra kirkens side. Nu er imidlertid det tidspunkt kommet, hvor man må anse det for en uomgængelig nødvendighed at lægge planerne for en ny kirke og søge den rejst, så snart det er muligt. En lang række personer repræsenterende forskellige samfundslag og politiske meninger og med forskellig kirkelig indstilling har da også besørget nedsat en komité til at arbejde med denne sag, og vi undertegnede komitémedlemmer fremlægger hermed vore planer for befolkningen i Glostrup og beder alle borgere om deres hjælp til planernes realisation.”

8 9

I indlægget orienterede man også borgerne om kirkens eventuelle beliggenhed, om dannelsen af et nyt sogn, og at man tænkte at bygge en beskeden og billig kirke, der dog skulle kunne danne en værdig ramme om gudstjenester og kirkelige handlinger, og som tillige skulle kunne afgive plads til socialt arbejde.

Til formålet regnede man med en udgift på ca. 300.000 kr. Af dette beløb skulle komitéen efter de gældende regler selv skaffe halvdelen ad privat vej, hvis de skulle opnå et offentligt tilskud på resten af beløbet. Borgerne blev derfor orienteret om, at de i de kommende år ville få besøg af komitéens indsamlere med regelmæssige mellemrum.

En kirkekomité var dannet. Den bestod af 12 medlemmer. Pastor Knud Langberg blev formand, frk. Siri Lagoni næstformand, og blandt de resterende navne finder man postkontrollør N.G. Sortsø, der blev udnævnt til viceborgmester i 1952, og borgmester i 1961. Disse tre personer fik stor betydning. Pastor Langberg blev byens absolutte sognekonge efter provst Charles Nedermarks død i 1954. Siri Lagoni, der var kommunelærer, blev både i kraft af sin personlighed og et testamente - hun skænkede hele sin formue til kirkerne i Glostrup - en stor støtte på længere sigt. Der kan heller ikke herske tvivl om, at N.G. Sortsø på grund af sin lokalpolitiske position fik stor indflydelse. Glostrup Sogn var ikke alene om at planlægge et kirkebyggeri. Ikke mindre end 18 komitéer blev dannet i Københavns omegn i løbet af 1950’erne.

Om Kirkens historie

Glostrup sogn får en ny kirke

I de efterfølgende år fik borgerne i Glostrup jævnligt besøg af kirkekomitéens indsamlere. Både i Glostrup Sogns Menighedsblad og i de lokale aviser blev borgerne, som lovet, løbende orienteret om kirkekomitéens arbejde. Der blev udvist stor tålmodighed fra begge sider.

Den 13. oktober 1955 kom et indlæg samt en annonce fra kirkekomitéen i Glostrup og Omegns Folkeblad. Annoncen var en opfordring til byens handlende om at støtte komitéens kirkebasar, og i indlægget varsler man en kommende indsamling. Tonen i indlægget er bydende, og der udtrykkes utilfredshed med borgernes hidtidige indsats. Komitéen understregede, at det ikke kun var en kreds med særlig kirkelig interesse men alle medlemmer af folkekirken der havde en interesse i at få bygget en ny kirke i sognet.

Noget var der om det. I 1959 havde komitéen efter syv år blot indsamlet 60.000 kr. Det svarede til lidt over en tredjedel af det beløb, der var nødvendigt for at opnå det offentlige tilskud. Situationen var slet ikke tilfredsstillende, men paradoksalt nok kunne man i marts 1958 læse følgende om kommende indsamlinger i menighedsbladet: ”Vi gør det med frimodighed alene af den grund, at der i kirkekomitéens fire leveår har været så megen interesse om dens arbejde, at ingen anden kirkekomité i Københavns omegn – efter Kirkeministeriets oplysninger – har nået samme gode resultat som vort på så kort tid”.

Befolkningstilvæksten i 1950’erne fortsatte i en takt, der medførte, at Glostrups stilling som forstad blev yderligere styrket. Der blev bygget som aldrig før. Skoler, boliger, et nyt rådhus og ikke mindst Glostrup Hospital. Det var derfor bydende nødvendigt, at kirkebyggeriet måtte holde nogenlunde trit med byens udvikling, hvis borgerne skulle kunne forvente en ordentlig kirkelig betjening.

Men ikke bare kirkesituationen haltede i sognet. Glostrup Menighedsråd stod over for andre problemer, som måtte løses. Et stigende behov for gravpladser havde gjort sig gældende. Der var ingen mulighed for at udvide den gamle kirkegård, så menighedsrådet erhvervede et større jordstykke ved Nordre Ringvej og Gamle Landevej. Man planlagde et større anlæg med kirkegård - Nordre Kirkegård - og kapelkrematorium, som i sin helhed kunne tages i brug efter indvielsen 29. marts 1960. Der er vel ingen tvivl om, at kirkekomitéen, der jo havde flere menighedsrådsmedlemmer, igennem dette projekt fik nogle erfaringer, der kunne komme den til gode.

Den 13. februar 1958 vedtog kirkekomitéen enstemmigt, at man snarest skulle indgå et samarbejde med ”Det københavnske Kirkefond” for at få praktisk og økonomisk støtte til at få sin opgave løst. I juni måned samme år blev det offentliggjort, at samarbejdet var begyndt. Dette initiativ satte gang i tingene. Den 21. januar 1959 holdt man et offentligt møde om

10 11

byggesagen i restaurant Byparken, hvor pastor Bützow-Rohde fra Lundehuskirken talte over emnet ”Hvordan bygger man en kirke?”. Lundehuskirken, der stod færdig i 1957, var tegnet af arkitekt Holger Jensen (1918-2004).

Dette foredrag må havde gjort indtryk og fik uden tvivl betydning for valget af arkitekt. I maj 1959 blev det offentliggjort i menighedsbladet, at kirkekomitéen havde antaget den kendte kirkebygger Holger Jensen som sin arkitekt, og det var ikke noget dårligt valg. Holger Jensen, præstesøn fra Sæby, skulle blive en af vore betydeligste og flittigste kirkearkitekter i nyere tid. I perioden 1952-1994 byggede han mere end 42 kirker i Danmark, de fleste i samarbejde med Kirkefondet. Holger Jensen var til sin død medlem af fondets repræsentantskab.

Den 27. august 1959 tog kirkekomitéen et afgørende initiativ. Med den største helsidesannonce, der nogensinde har været i Glostrup og Omegns Folkeblad, prøvede komitéen at foretage et nyt og afgørende fremstød i Glostrups kirkesag, så det store sogn kunne få en kirke til – og en kirke, der svarede til de krav, som tiden stillede. Det var nye toner. Komitéen havde åbenbart indset, at den lille beskedne kirke, som de lagde ud med i 1953, ikke kunne opfylde sognets voksende behov.

Annoncen gjorde rede for projektets økonomi ved at sammenligne med andet byggeri, og de beregnede

omkostninger til den nye kirke ville beløbe sig til omkring 700.000 kr. En ny lov havde fastsat, at kirkekomitéen skulle rejse en fjerdedel af bygnings-summen, mens resten af summen skaffedes dels ved statstilskud dels ved lån. Der var indsamlet ca. 60.000 kr., og med værdien af en byggegrund, som kommunen havde i sinde at skænke komitéen, ville en indsamling på 75.000 kr. være mere end tilstrækkelig.

Den nye kirkes beliggenhed havde været et af de store springpunkter. Fra start var en beliggenhed mellem

Hovedvejen og jernbanen i sydøst på tale, dér hvor Glostrup Park Hotel ligger i dag. Også en beliggenhed ved Springholmen mod vest blev drøftet, især på grund af det omfattende boligbyggeri, der blev opført fra 1950 til 1965 mellem Hovedvejen og Vestergårdsvej samt anlæggelsen af Stadionkvarteret. Kommunen lukkede denne debat ved at stille en byggegrund i udsigt for kirkekomitéen ved krydset Dalvangsvej - Byparkvej.

Argumenterne for placeringen var ikke alene af byplanmæssige årsager, men også af økonomisk art. Tanken var også, at kirken skulle ligge i rolige og forholdsvis smukke omgivelser. Og sådan blev det. I 1965 skænkede kommunen kirkekomitéen en grund lidt nordvest for det omtalte kryds mellem Dommervangen og Byparkvej.

I annoncen blev Holger Jensen præsenteret, og borgerne kunne få et indtryk af den nye kirke ved at

se arkitektens første ambitiøse skitser. Dette forslag blev dog ændret af økonomiske årsager. Tegningerne viste mod og nytænkning, og det var helt bevidst. I Kirkefondets årbog fra 1959 udtaler Holger Jensen sig om Østervangkirken og siger bl.a.: ”Er kristendommen sandheden, der gælder til alle tider, skal den kunne finde sit kunstneriske udtryk også i dag. Vi arkitekter ville svigte vor opgave totalt, dersom vi bøjede os for krav om at snylte på fortiden – selv om vi derved kunne opnå en letkøbt popularitet. Når de siger, at vi ikke har åndelig kraft til at skabe en ny kirketradition, vil jeg svare, at det tror jeg heller ikke, at vi skal prøve på. Alle redelige kunstnere og arkitekter ned gennem tiderne har søgt at løse de opgaver, som de har fået betroet ud fra deres samtids forudsætninger. Vi gør det samme.”

Formålet med denne annonce var selvfølgelig at skabe et sagligt grundlag for en større indsamling i den efterfølgende tid. Indsatsen lykkedes over al forventning. I menighedsbladet kunne man læse følgende i december 1959: ”Indsamlingen til den ny kirke har givet et resultat, der langt har oversteget, hvad vi turde håbe. Ved en foreløbig opgørelse viser det sig, at den i alt havde givet 55.633 kr. den dag, den afsluttedes.” Det må siges at være forbløffende. På nogle ganske få måneder havde man indsamlet nogenlunde det samme, som tidligere havde taget syv år, og der kom stadig flere penge ind. Kirkekomitéen udtrykte en stor taknemmelighed for denne håndsrækning fra borgerne i sognet. Indsamlingerne fortsatte, og i 1965 kom det afgørende gennembrud for projektets fuldførelse.

Som tidligere nævnt forærede kommunen vederlagsfrit kirkekomitéen en byggegrund.

Nu kunne de påbegynde projekteringen af deres byggeplaner. I 1966 havde kirkekomitéen formået at indsamle 180.000 kr., og resten af beløbet blev finansieret ved tilskud og lån. Afgørende blev det også, at en ny lov i foråret 1966 gav Glostrup Menighedsråd lovhjemmel til at låne og bruge midler til sognets nye kirkebyggeri. Kirkekomitéen fik brug for denne mulighed i de efterfølgende år. Samme år

forelå en byggetilladelse, og Holger Jensen havde de endelige tegninger klar. Kirkekomitéens arbejde havde båret frugt, men de mange års slid havde gjort sit ved komitéens medlemmer. Pastor Knud Langberg trådte tilbage som formand. Han havde trofast forsynet borgerne med oplysninger om kirkesagen i menighedsbladet og lokalaviserne. Men det forestående byggeri krævede helt andre kompetencer. En udskiftning af medlemmerne

var derfor naturlig. Kun tre medlemmer fra den oprindelige komité blev. Den nye kirkekomité, der bestod af 18 medlemmer, fortsatte hvor de andre slap.

Den 11. juni 1967 kunne grundstenen nedlægges. Kirkeminister Orla Møller murede den første sten, og de næste blev indviet af borgmester N.G. Sortsø, provst E. Miland og generalsekretær for Københavns Kirkefond, pastor Cai Rasmussen. Til dette formål havde murermester Kjær-Knudsen stillet en murske

12 13

af tretårnet sølv til rådighed. Grundstensdokumentet blev af kirkekomitéens formand, politikommissær E. Kristensen, anbragt i en stålcylinder for sammen med et eksemplar af alle danske mønter af årgang 1967 samt bryllupstikronen at blive muret ind under alteret.

Byggeriet kunne nu for alvor begynde, og det kom til at tage tre år. Problemerne var mange: mangel på murere, nye ideer fra arkitekten, ja sågar hærværk, forsinkede tidsplanen; men især det indvendige voldte en del besvær. De lokale håndværksmestre fortsatte dog ufortrødent deres arbejde, og byggeriet tog form. I lokalaviserne kunne borgerne få oplyst det, som de ikke kunne se med deres egne øjne. Det gik ikke stille af.

I slutningen af november 1968 var selve bygningen færdig, men inventaret skulle godkendes af Kirkeministeriet, før kirken kunne indvies. Bygningen faldt ikke i alles smag - skulle det være en kirke! Ja, selv Folkebladet holdt sig ikke tilbage med sin bedømmelse. ”En ny og rædselsfuld kirke” blev den kaldt, og kirken skulle mest af alt ligne ”en knækket flaske”. Flere øgenavne kom til, som ”Læbestiften”, ”Tønden”, ”Siloen” med mange flere. Holger Jensen tog til genmæle med stoisk ro, han var vant til det. Men på trods af disse ytringer fortsatte slagets gang. Komitéen arbejdede nu ihærdigt for, at rundkirken skulle indvies i løbet af 1969.

Selv om alle forberedelser var gjort, måtte indvielsen udsættes på grund af nogle fodfejl. Lokalaviserne fik travlt med at skrive om, hvem der var skyld i skandalen - håndværkerne, komitéen eller arkitekten – men det var spild af krudt, for komitéen fik omsider grønt lys fra myndighederne. De kunne fastsætte indvielsen af rundkirken til 19. april 1970. Kirken, som fik navnet Østervangkirken, stod nu færdig.

Rundkirken var med sine knap 15 meter til loftet en imponerende bygning og regnes for et af Holger Jensens bedste arbejder. Det smukke lyse kirkerum med det elegante sildebensmønster i murforbandet er omkranset af lokaler med alle de faciliteter, som kræves af en moderne kirke. Men der var også mangler.

Kirken havde endnu ikke sit eget orgel. Ved kirkens indvielse klarede man sig med et midlertidigt kisteorgel. Et planlagt klokketårn bestående af fire runde pæle blev ikke realiseret på grund af projektets økonomi og et ønske fra Holger Jensen om at vente, til man vidste mere om kirkens omgivelser. Kirkefondet tilbød derfor komitéen, at de kunne låne en mindre klokkestabel. Den kom til at tjene Østervangkirken i mange år. Et kapel var der heller ikke penge til. Prisen på byggeriet var 1.900.000 kr.

Atten år skulle der gå, før kirkekomitéen kunne se frugten af sit slid. På trods af ovennævnte mangler kunne Søndre Kirkekomité overdrage en smuk og fuldfunktionel kirke til Glostrup Menighedsråd og Glostrups borgere ved indvielsen. Arrangementet blev et tilløbsstykke uden lige. Skønt kirken kan mønstre 350 siddepladser, måtte mange stå op.

Indvielsen blev en vellykket og medrivende begivenhed. Indvielsestalen blev holdt af biskop J.B. Leer Andersen. Han bemærkede bl.a. det unikke ved, at det blev en rundkirke, den første efter ca. 700 år, og udtrykte sin glæde over at få lov til at medvirke ved denne festlighed, men også at der havde været en betydelig modvilje mod, at der skulle bygges en ny kirke. En modvilje han kun kunne beklage. Efter biskoppens tale prædikede pastor Knud Langberg, som desuden takkede menigheden for dens store indsats og arbejde for kirkesagen.

14 15

Indtil Østervangkirken stod færdig, havde Glostrup Kirke måttet tage det store slæb. I sidste halvdel af 1960’erne mener man, at ca. 30.000 mennesker om året passerede igennem den gamle kirke. Glostrup Kirke var blevet slidt ned, og i 1970 begyndte man en tiltrængt renovering. Menighedsrådet offentliggjorde, at kirken skulle være lukket i et års tid, og mens denne renovering fandt sted, fik Østervangkirken status som Glostrups sognekirke.

Først i 1974 kunne Glostrup Kirke genåbnes. Glostrups borgere fik derfor alle chancer for at opleve Østervangkirkens muligheder – se den som en ligeværdig kirke til den ”rigtige” Glostrup Kirke. Det fik selvfølgelig betydning for Østervangkirken. Glostrup Kirke havde på dette tidspunkt slet ikke de faciliteter, som den nye kirke kunne byde på. Først da sognegården i 1983 stod færdig, kunne den gamle kirke følge med. I disse første år fik Østervangkirken også sit pragtfulde orgel, der blev indviet i 1972. Spørgsmålet om sognedelingLige fra begyndelsen havde kirkekomitéen et ønske om at få sit eget sogn, når kirken var færdigbygget. Under byggeriet forbeholdt komitéen sig retten til at vælge egen præst, men stillede også et krav til Glostrup Menighedsråd om at finde en løsning på en sognedeling og eventuelt bygning af endnu en kirke. Sognet var nu delt op i fire distrikter med hver sin præst, og det havde omkring 21.000 indbyggere. Der blev udarbejdet et

forslag om tre sogne: ét omkring den gamle kirke, ét omkring Østervangkirken og et sogn med en eventuel ny kirke, der skulle dække den nordlige del omkring Ejby. Intentionerne var gode, men projektet blev aldrig realiseret.

Mange år senere blev tanken om en sognedeling genoptaget. Men heller ikke denne gang lykkedes det at dele sognet. I dag er vi ét sogn med to kirker og ét kapelkrematorium, der betjenes af seks præster: to præster ved Østervangkirken, to præster ved Glostrup Kirke, en præst som deles af begge kirker, samt en, der er ansat som hospitalspræst.

Østervangkirken – på vej til sit 25 års jubilæum I de efterfølgende år blev menigheden en fasttømret enhed, der sammen med kirkens præster indså og benyttede sig af kirkens muligheder. Foruden det at være kirke blev mange sociale traditioner til i disse første 25 år. ”De grønne damer”, ”Torsdags-klubben”, ”Studiekredsen”, de meget populære ”Sangmatinéer”, ”Film- og danseaftener” og ikke mindst det årligt tilbagevendende ”Adventsmarked”. Alle disse initiativer sammen med en lang række mindeværdige koncerter og foredrag har gjort Østervangkirken til en velfungerende og levende kirke.

En indsats blev også gjort for at gøre kirken færdig. I 1987 forelå der et skitseforslag fra arkitekt Klaus

I denne forbindelse fik kirkeskibet sin nuværende placering, nemlig ophængt i loftet. Det første skridt mod kirkens udseende i dag var taget. Det var arkitekt Lars Jensen, søn af Holger Jensen, der havde tegnet de nye lamper og døbefonten. I 1995 fejrede man kirkens 25 års jubilæum og kunne se tilbage på nogle medrivende år og en masse nye erfaringer. Drømmen om at gøre kirken færdig var stadigvæk i alles tanker.

Østervangkirken bliver en ”rigtig kirke” I de næste mange år arbejdede menighedsrådet på en helhedsløsning for Østervangkirken. Mere end 25 års intens brug af kirken havde sat sine spor. Den trængte til en gennemgribende renovering, og i 2004 havde menighedsrådet færdiggjort planer om, hvad der skulle gøres. Det blev Holger Jensens søn, arkitekt (MAA) Lars Jensen, som fik opgaven.

Om Kirkens historie

De første år.

Hansen til ”Siri Lagonis Klokketårn” samt et tilbud på ringeværk og klokker. Pengene slog dog ikke til, og man prøvede ligeledes - forgæves - at henlægge projektet til 1989/90.

I 1978 skænkede Marineforeningen kirkeskibet ”Karen Regina”. I første omgang blev skibet placeret på dåbshimlen over døbefonten, og der stod det i mange år.

I 1985 blev skibet taget ned, fordi der var ønsker om at fjerne dåbshimlen, da mange mente, at den skæmmede kirkerummets udseende. Dåbshimlen blev dog først fjernet i 1989. Efter at have stået i et af kirkens lokaler blev skibet i 1987 anbragt i en glasmontre i dåbsventeværelset. I året 1994 fik Østervangkirken ny belysning, en ny døbefont og den smukke dåbsgobelin.

16 17

I flere år havde det generet præsterne i sognet, at mange ikke vidste eller kunne se, at bygningen var en kirke. Man blev derfor enige om at anbringe et kors over glasfrisen mod øst. Det skete i oktober 2004. Korset, som er tre meter højt og forgyldt, pryder nu kirken på bygningens højeste sted.

Også et nyt gulv skulle lægges i kirkerummet. Holger Jensen havde oprindeligt ønsket et klinkegulv, men man måtte beklæde gulvet med tæpper. Årsagen til denne løsning var især akustikken i rummet, men også mangel på penge. Gulvet er nu belagt med klinker i en lysegrå farve. Den ny farve fik indflydelse på knæfaldet og stolene i rummet. Alle stolene fik lysegrå hynder, og knæfaldet er beklædt med samme stof. Men af størst betydning blev beslutningen om at bygge et kapel og et klokketårn.

Kapellet er en fint afstemt bygning, der sammen med en arkade danner et cirkeludsnit, som følger kirkens grundplan. Imellem kirken og denne bygning er en lille plads blevet til foran hovedindgangen. Umiddelbart bagved kapellet og arkaden er anlagt en ”stillehave”, hvor skulpturen ”Adam” er placeret på sin sokkel sammen med havens vandkunst.

Klokketårnet og klokkerneDer var gået 15 år, siden ”Siri Lagonis Klokketårn” blev skrinlagt. Nu var situationen anderledes, og det var bare et spørgsmål om tid, før det nye klokketårn kunne ringe til højmesse. Alle ventede spændt på resultatet. Den 19. marts 2004 blev Thubalka kontaktet af arkitekt Lars Jensen. Han ønskede hjælp til udarbejdelse af skitseprojekt til opførelse af en kampanile med to klokker. Den 27. april 2004 fremsendte Thubalka så overslagspriser på to klokker, klokkestol og automatisk ringeanlæg. I de efterfølgende år, imens tårnet tog

form, blev klokkestol og ringeanlæg til to klokker konstrueret af Thubalka i samarbejde med arkitekt Lars Jensen. I december 2008 var denne opgave løst. I august 2008 blev der arbejdet med inskriptioner og udsmykning af klokkerne. Præsterne fremførte i fællesskab forslag til klokkernes tekster og udsmykning, som blev godkendt af menighedsrådet.

Klokkerne, der var udarbejdet af Thubalka og Kirkeministeriets klokkekonsulent, blev i løbet af september - oktober 2008 støbt på klokkestøberiet Koninklijke Eijsbouts i Holland. Det kan nævnes, at Eijsbouts er et af verdens førende klokkestøberier og har eksisteret siden 1872. Der bliver ikke støbt klokker i Danmark mere.

Den 17. november 2008 blev klokkerne godkendt på Thubalkas værksted i Vejle. Klokkekonsulent Per Rasmus Møller havde følgende kommentar: ”Klokkerne indgår i en særdeles smuk samklang og overholder rigeligt de i kirkeministeriets cirkulære angivne tolerancer for ringeklokker,[...]. Klokkerne er så velafstemte, at de uden problemer vil kunne danne grundlag for et evt. kommende klokkespil.”

De to klokker har følgende inskriptioner:1: G1, ca. diameter 1027 mm, malmvægt ca. 660 kg.Jeg kalder til glæde og sangeJeg kalder på alle og enJeg kalder på sjælene mangekalder til kirken Guds hjørnesten

2: H1, ca. diameter 808 mm, malmvægt ca. 317 kg.Er Gud for os hvem kan da være imod osHerrens ord forbliver til evig tidAt frygte Herren er begyndelsen til visdom

Teksten på den lille klokke er os bekendt. Det er den danske oversættelse af den latinske tekst som findes på Laurids Madsens klokke i Glostrup Kirke.

Den 8. januar 2009 blev klokkestolen hejst op i tårnet og monteret. Dernæst var det klokkernes tur, og det blev klaret samme dag. I løbet af februar - marts monteredes ringeanlæg, og klokkerne blev afprøvet. Der gik fem år, før Østervangkirkens klokketårn var en realitet. Det var derfor en glad arkitekt Lars Jensen, der ved receptionen efter festgudstjenesten 5. april 2009 kunne sige, at hans fars projekt var fuldendt. Man kan ikke andet end beundre og have respekt for alt det frivillige initiativ og arbejde, der har skabt denne dejlige kirke for borgerne i Glostrup sogn.

Det pragtfulde kirkerum, kapellet, stillehaven og klokketårnet er et unikt projekt.

18 19

Korset er det mest centrale kristne symbol. Det peger hen på Kristi korsfæstelse og død. Derfor fremstår korset umiddelbart som et torturinstrument. Det fremkalder forargelse. Men korset henviser også til troen på Kristi opstandelse. ”Ordet om korset er Guds kraft.”

(jf. 1. Korintherbrev, kap. 1, vers 18)

Korsets tegn anvendes i flere sammenhænge under gudstjenesten. Ved dåben slår præsten korsets tegn for dåbsbarnets ansigt og bryst. Hermed gives der udtryk for, at den døbte skal tilhøre den korsfæstede og opstandne Herre, Jesus Kristus. Også under velsignelsen slår præsten korsets tegn over menigheden. Mange kristne slår korsets tegn over sig selv.

Østervangkirkens kors er udformet som et Jerusalemkors. Det store kors leder tankerne hen imod Jesu korsfæstelse, død og opstandelse. De fire mindre kors symboliserer dels de fire verdenshjørner, dels de fire evangelister. Derved minder kirkens kors om Jesu dåbsbefaling:

Jesus sagde: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

(Matthæusevangeliet, kap. 28, vers 18-20) Jerusalemkorset er også kendt i forbindelse med korstogene. Pave Urban II gav korsridderne på det første korstog et banner med dette kors som tegn på romernes magt over Jerusalem.

Endelig kan de fem kors tolkes som hentydning til de sår, Jesus fik, da han blev korsfæstet: ét sår i hver hånd, ét sår i hver fod og ét i siden.

Til korset knyttes også bønnen om, at ”Kristus ved troen må bo i vores hjerter og vi må være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at vi sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse.”

(jf. Efeserbrevet, kap. 3, vers 18f.)

Om Kirkens Inventar

Korset

Om Kirkens Inventar

Alteret

Omkring dette bord fejrer menigheden nadveren. Foran alteret læser præsten de bibelske læsninger, beder og lyser velsignelsen. Ordet ”alter” kommer oprindelig af det latinske begreb: ”altaria”, der betegner et brandoffersted. Alteret opfattes i mange religioner som det sted, hvor man erfarer Guds nærvær. Derfor betragtes det også som hellested. Her kan man søge tilflugt og endda få asyl. I den lutherske kirke blev der fastsat følgende ydre kendetegn for et alter: Det indrettes i kirkens østside, står fast i midteraksen og fremstilles enten af sten eller i en massiv trækonstruktion.

Østervangkirkens alter er en stor Ølandssten, som blev sejlet til Danmark i rå udgave og forarbejdet på Nielsens Mekaniske Stenhuggeri af 1797. Den færdige sten blev anbragt direkte på den opmurede base.

På alle altre står to lysestager. Lysestagen til venstre symboliserer det Gamle Testamente, mens den til højre symboliserer det Nye Testamente. Østervangkirkens alterstager af tin er tegnet af Mogens Koch. De blev indkøbt i 1988 og afløste to spinkle sølvstager, som borgme ster N.G. Sortsø havde skænket kirken ved dens indvielse. To gange i kirkeåret sættes der nye lys i disse stager: den 1. søndag i advent og i påsketiden.

Lysenes længde viser dermed, hvor i kirkeåret vi aktuelt befinder os.

Kirken har ingen altertavle. Bag ved alteret er der udført en lysstribe af glasruder i 14 forskellige gule nuancer, som giver kirken et festligt præg, især om morgenen. Det var arkitekt Holger Jensens bevidste valg, at kirkens kors skulle hænges op ud for denne lysstribe. Alteret udsmykkes altid med friske blomster. Menighedsrådet har en fast aftale med en lokal blomsterbinder, som leverer alter buketterne. Ved bryllup er alterskrankerne pyntet op med levende lys og blomster. Som alterdug bruges to dækkeserviet ter, der er vævet på Hanne Vedels Vævestue i 1985.

Skærtorsdag aften tømmes alterbordet som afslutning på den gudstjeneste, hvor menigheden mindes Jesu indstiftelse af nadveren. Bibelen, lysestagerne, blomsterne og de hellige kar tages ud af kirkerummet. Tilbage står et bart og nøgternt bord. Alt det, der skaber glæde i livet, undværes nu. Dette varer henover langfredag og indtil påskemorgen, hvor opstandelsen og livet fejres på ny.

Det er en stærk oplevelse, når alteret bliver tømt. Intet kan mere tages for givet. Desto større bliver glæden påskemorgen ved at gense den Hellige Skrift, lysene og blomsterne i kirken.

20 21

Døbefonten kan stå mange steder i kirkerummet. I romanske kirker står den oftest ved indgangen for at symbolisere, at dåben er indgangen til et liv som kristen og til et liv i menigheden. I Østervangkirken er døbefonten - set fra menigheden - placeret på højre side af alteret.

Kirkens døbefont er muret op om en stor granitsten, som man fandt i områ det, da kirken blev bygget. I denne sten er der hugget en fordybning, hvor der i de første 25 år lå en lille tinskål som dåbsfad. Men dette dåbsfad var for småt og for lavt. Derfor har arkitekten Lars Jensen, der dengang var ansat hos sin far Holger Jensen, tegnet et nyt: det nuværende, som står let svævende i messing. Dåbskanden er udført i samme materiale. Sølvsmed John Rimer har formgivet den specielt til kirken, tydeligt inspireret af kirkens rum. Kandens låg er sat skråt på som kirkens taghældning, og ned langs forsiden af kanden går en frise af sølv, der gengiver lysstriben i kirkens mur. På låget sidder et sølvkors, der har de samme proportioner som korset på den hvide messehagel.

Fonten står i en enkel niche. På væggen bag fonten hænger en gobelin, der er udført specielt til denne plads af væveren Berit Hjelholt. Motivet for kirkens gobelin er inspireret af Jesu dåb i Jordanfloden:

Da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se,

himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig, og der lød en røst fra himlene: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”

(Matthæusevangeliet, kap. 3, vers 16f.).

Gennem dåben får et menneske del i Jesu død og opstandelse. Derfor kan dåben opfattes som begyndelse på en livsvarig vej, der først bliver fuldkommen i opstandelsens virkelighed.

Takkebøn efter dåbenDu kære og trofaste Gud, et under har du lagt i vore hænder.Vi takker dig for den rigdom, du giver os i vores børn. Med glæde og bekymring kommer vi til dåben med vore børn.Vi ved ikke, hvad livet vil rumme for dem.

Derfor beder vi dig:Giv dem din velsignelse,lad dem leve nær ved dig, i tro, håb og kærlighed,så de altid må stole på, at intet kan skille dem fra dig.Amen.

Bønnen stammer fra: Dåbsmanual. Unitas Forlag 2008, s. 29 (forkortet).

22 23

Om Kirkens Inventar

Døbefonten

Prædikestolen har ligesom alteret og døbefonten en central funktion i gudstjenesten. Mens alteret og døbefonten er knyttet til sakramenterne, nadver og dåb, bruges prædikestolen til forkyndelsen af Guds ord. Fra dette sted i kirkerummet læser præsten evangeliet og prædiker over bibelske tekster, hvis aktualitet fortsat skal tolkes ind i menighedens moderne og konkrete liv.

I den protestantiske tradition betragtes forkyndelsen af Guds ord som en afgørende del af gudstjenesten. ”Troen

kommer af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord” (Romerbrevet, kap. 10, vers 17). Denne bibelske sætning fastslår prædikenens fornemste opgave: Præst og menighed skal i fællesskab lytte til et budskab, der har magt til at forandre vores liv.

Tilsvarende skriver Martin Luther i sin forklaring af det tredje bud, ”at vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter forkyndelsen og hans ord, men holder det helligt, gerne hører og lærer det.”

Kirken disponerer over messehageler i de liturgiske farver hvid, grøn, lilla og rød. Den hvide, grønne og lilla messehagel er vævet som unika, inspireret af og skabt til Østervangkirken af Vibeke Lindhardt.

Den hvide messehagel benyttes ved kirkens store højtider og festdage. Farven hvid symboliserer renhed, uskyld og hellighed. På forsiden af Østervangkirkens hvide messehagel har væveren valgt at lade den smalle orange stribe fra glasfrisen over alteret fortsætte ned over stoffet. Farverne i det gyldne mosaikbælte toner op i samme styrke og nuancer som i kirkens lysstribe og henviser således til opstandelsen med lysets tiltagen med solen. Motivet på ryggen er et klassisk latinsk kors.

Den grønne messehagel anvendes i helligtrekongers- og trinitatistiden. Dens farve samt dens motiv, et aks,

symboliserer menneskets indre vækst i de tre kristne dyder: tro, håb og kærlighed. Motivet på den grønne messehagel er inspireret af Jesu lignelse om Guds Rige, hvor den tilsåede jord bliver til en kornfuld mark (Markusevangeliet, kap. 4, vers 26ff.). Et gennemført flerfarvet bånd i kanten af kirkens grønne messehagel minder om en dansk frodighed, en blomsterhave.

Den lilla messehagel anvendes i advents- og fastetiden samt på Store Bededag. Farven lilla symboliserer anger og bod. Motivet på den lilla messehagel er en tornekrans.

Den røde messehagel kan bruges til pinse, Allehelgensdag og Skt. Stefansdag, som er Anden Juledag. Farven rød symboliserer blandt andet kærlighed, ild og blod. Derfor er den både pinsefestens og martyrernes farve.

Messehagelerne

24 25

Om Kirkens Inventar

Prædikestolen

Om Kirkens Inventar

Orglet

Arkitekt Holger Jensen har udtrykkeligt villet dimensionere Østervangkirken på en sådan måde, at kirken kan danne den bedst mulige ramme om dyrkelsen af den kirkelige musik. Derfor blev der ved arbejdet med rummets akustik oprindeligt taget meget hensyn til musikken.

Østervangkirkens orgel blev leveret af orgelbyggerfir-maet Jensen og Thomsen, Hillerød, i årene 1970-72. Instrumentet har 22 stemmer, fordelt på hovedværk, brystværk og pedalværk.

Orgelbyggerne, Knud Jensen og Richard Thomsen, kunne påtage sig den store opgave på rekordtid, idet de havde startet deres egen virksomhed; tidligere havde de arbejdet hos orgel byggerfirmaet Frobenius. I løbet af

to år - mod normalt tre til fem års leveringstid - stod orglet klar til indvielse oktober 1972.

Orglet er med sine næsten 1500 piber i tin, kobber og træ blevet et usædvanligt velklingende instrument, også takket være intonatøren Jacob Heinesen.

Orglets pla cering mod nord er usædvanlig, men kirkens runde form og det store vestvin due har ”presset” orglet frem i rummet. Både visuelt og funktionelt er placerin-gen vellykket. Orgelpulpituret er stort nok til at kunne rumme et sangkor på 20-25 personer. Under søndagens højmesser medvirker oftest et motetkor, der enkelte gange i kirkeåret afløses af sognets børnekor.

26 27

Når man træder ind i Østervangkirkens prægtige rum, er kirkeskibet noget af det første, man bemærker. Med alle sejlene sat nærmest svæver skibet igennem rummet med kurs mod øst, som grebet ud af en eventyrfortælling.

Søndag den 12. november 1978 kl. 9 om morgnen foregik en usædvanlig begivenhed i Glostrup. Fra mødestedet foran Glostrup Rådhus gik medlemmer af Marineforeningen for Glostrup, Tåstrup og omegn, to orlogsgaster med et modelskib på en båre anført af Kvindelige Marineres musikkorps i samlet procession igennem byen med kurs mod Østervangkirken. Anledningen var overrækkelsen af Østervangkirkens kirkeskib ”Karen Regina”. Foran Østervangkirken tog pastor Flemming Gordon Møller imod det festlige optog, fik overrakt kirkeskibet af kommandanten på behørig vis, sandsynligvis med ordene ”Jeg stryger herved kommandoen og afleverer flåden/skibet ”Karen Regina” uden skår og skrammer”, hvorefter en festgudstjeneste blev afholdt i rundkirken.

Kirkeskibet ”Karen Regina,” der er bygget af modelbygger Knud Yllner Almgreen fra Albertslund, er opkaldt efter modelbyggerens barnebarn Karen, som er døbt i rundkirken. Almgreen forærede skibet til Marineforeningen, der ved Marineforeningens

daværende formand Torben Jensen skænkede det til Glostrup Menighedsråd, som en gave til Østervangkirken. Den rigt detaljerede ”Karen Regina” er en tro kopi af den amerikanske Clipper ”Young America.”

Clipperen ”Young America”, blev bygget i 1853 for George B. Daniels i New York af den berømte skibsbygger William H. Webb (1816-1899). Denne type handelsskib blev et højdepunkt i den teknologiske udvikling af oceangående sejlskibe bygget af træ. Clipperens smukke linjer og dens fantastiske hurtighed er legendarisk i skibsfartens historie. ”Young America”, der af mange betragtes som den smukkeste Clipper nogensinde, blev det sidste skib af denne type, Webb byggede. Den fremsynede skibsbygger var blandt de første der indså, at sejlskibenes æra var ved at være slut. I 1883 skiftede ”Young America” ejer og blev omdøbt til Miroslav. Tre år senere, i februar 1886, blev Clipperen set for sidste gang, og i juni samme år meddelte man officielt, at skibet var gået tabt.

Det store modelskib, 180 cm langt og over 100 cm højt, er hult og under den forreste luge er nedsænket en skrivelse med skibets historie samt en samling mønter fra 1874, der er udsmykket med delfiner. Ornamentikken på mønterne stemmer overens med skibets, hvis udsmykning er hentet fra samme periode.

28 29

Om Kirkens Inventar

Kirkeskibet ”Karen Regina”

En vision. En drøm, et syn: et menneske, som vågner og rejser sig, som varverden ny, var alting nyt og ukendt, men tillokkende dejligt og fuldt af

løfter.

Jeg ville have dette syn virkeligt for mine øjne, og ”Adam” tog form. Adam, urmennesket i tre verdensreligioner, netop formet af jord

og sat i sving(ninger) af Skaberens Ånd.

Adam som ser og undrer sig, glæder sig, tøver, vælger og vil, eller Adam, som sov så tungt, og da han vågnede, lå der en kvinde ved hans side. En kvinde som hurtigt så, hvor skøn manden var. Nyt liv. Nye muligheder. Fremtid, håb...

Og så æblet. Adam og æblet: at det kan gå galt, at vi kan fare vild, at vikan dø, skal dø, dør.

Men jeg ville jo se liv, visionen var liv.

Og Adam blev til liv, da jeg huskede den kristne vision om Jesus som Den anden Adam, vores nye chance, billedet på at vores kærlighed og store drømme

for vort liv med hinanden kan lykkes. ”Genopstanden”.

Født på ny. Af jord, af livskraft og - Hellig Ånd. Nyt liv.

Marianne Leonhard Ring, skulptør.

Figuren er udført efter levende model og støbt i bronze efter cire perdu metoden på Leif Jensens Bronzestøberi i Bagsværd.Soklen er en lagdelt natursten, som isen har ført med sig til Danmark i istiden. Den seks tons tunge sten, som er fundet i Vindinge ved Roskilde Fjord, er blevet delt i to. Den ene del anvendes til soklen, og af den anden del er stillehavens vandkunst blevet til.

30 31

Om Kirkens Inventar

Adam