På jagt efter en

E u r o p æ i s kF i l m h ø j s k o l e

En r ø ve r ro m a n fortalt af Knud Pedersen

N E T- B O G - K L U B B E N

På jagt efter en

E u r o p æ i s kF i l m h ø j s k o l e

ISBN 87-90733-46-0Copyright Knud Pedersenår: 2000Server: CybercityTryk: Levison+Johnsen+Johnsen a/s

Advarsel: Enhver erhvervsmæssig kopiering eller over-dragelse er ulovlig og vil blive retsforfulgt med krav omerstatning.Antal sider: 142

Notabene Net-Bog-Klubbens bøger er alle fremstillede efter densåkaldte print-on-demand teknik.

Den består i, at trykning og indbinding foregår isamme proces.

Endvidere stiller teknikken begrænsninger forpapirtykkelse til at trykke på og papir til indbinding.

Desværre er det nødvendigt at acceptere disseb e g r æ n s n i n g e r. De skyldes, at der ikke trykkes flerebøger end der bestilles.

Forfatterne ville stå overfor helt andre krav til inves-teringer, hvis læserne ikke kan se bort fra disse skøn-hedsfejl og koncentrere sig om indholdet.

G a l l a

Det blev en strålende aften. Bordene stod hvid-klædte med skinnende glas, og gæsterne flokke-des ved indgangsdørene. Lige indenfor til højrestod formanden for Politikens bestyrelse, Ern s tKlæbel, med sin frue. Dem måtte jeg hilse på.Han havde intere s s e ret fulgt de sidste års udvik-ling med et lille gådefuldt smil, mere og meregådefuldt for hver gang vi mødtes.

Men hvor var Claes Kastholm? – Jeg så udoverde mange festklædte mennesker. Nej, nu huske-de jeg:Han havde jo sagt, at han ikke gad kom-me. Og så havde jeg sendt ham med posten et afdisse fotokopierede manuskripter, jeg nu gikrundt med over armen for at forære til særligu d v a l g t e .

D e r, bagved en gruppe livligt talende gæstermed den afholdte lærer Thomas Winding i mid-ten, stod landsre t s s a g f ø rer Åge Spang-Hanssenmed frue. Vi fik samtidig øje på hinanden, ogBodil og jeg gik hen og vi hilste hjerteligt. Hanhavde været til stor hjælp i den vanskelige tid,der nu var lykkeligt overstået.

K rudtuglen Ingrid Edström, der var direktør fordet svenske Filminstitut, blev udpeget for mig.Hun stod i samtale med to finner. Finnerne hav-

3

de om eftermiddagen spurgt mig, om de ikkemåtte få et af mine manuskripter. Når de kunnelæse svensk kunne de vel også læse dansk, påstodde. Jeg gik hen til dem og afleverede et manu-skript. De fik en dedication. Det var de to fre m-ragende arkitekter, der havde bygget det hus vivar i færd med at indvie, Mikko Heikkinen ogMarkku Komonen.

Ved det store gavebord stod den russiske filmin-s t ruktør Andrej Smirn o w, der var kommet helevejen fra Moskva.. Han lagde Eisensteins story -b o a rd til “Ivan den Grusomme” – eller som sven-s k e rne kalder den “Ivan den forskrækkelige” –på gavebordet. Der lå også flere årgange af Kos-morama, og der var et utal af andre indflyt-n i n g s g a v e r.

Jeg ville ikke lægge mit manuskript på gave-b o rdet, så alle og enhver kunne blade i det.

Lidt for sig selv stod den aristokratiske ru m æ n-ske professor Dr. Manuela Cernat. Jeg havde taltmed hende om eftermiddagen. Hun bar nu enelegant kjole og håret var skinnende sort ogstramt redt tilbage. Hendes ansigt havde fine træk.Hun var en verdensdame. Hvis jeg havde skre v e tmit manuskript på latin, tysk, engelsk eller fransk,

4

skulle det glæde hende at læse det, sagde hunu n d s k y l d e n d e .

Man kunne blive ved med at droppe navne frade små to hundrede gæster.

D i re k t ø ren for Bikubens boligfond Kaj Dam Stef-fensen stod lige bag mig med chefen for TVs fak-taafdeling Kjeld Ve j ru p .

Henne ved en af pillerne stod Bo Christensensamtalende med nogle mindre kendte danskefilmfolk. Bo Christensen var direktør for EFs ScriptFund under Media 95 i London. Han var ankom-met om efterm i d d a g e n .

En verdensberømt ungarsk kort f i l m s i n s t ru k t ø r,hvis navn jeg ikke fik fat på, en lille tæt mand,der førte sig med en stejlhed som en stations-f o r s t a n d e r, stod i samtale med Jørgen Roos.

Vi cirkulerede hilsende til alle sider, hver isærfor at finde den plads, som var tildelt os ved des m å b o rde, der stod spredt over hele salen, oghvor nu tjenerne hastede rundt med hors d’ œuv-re n .

O v e rfor mig, ved mit bord, sad Max von Sydowog til højre for ham re k t o ren for Statens Film-skole i København, Poul Neesgaard Jeg sad sam-men med min kone og medlem af bestyre l s e nBodil. Til venstre sad to svenskere, dire k t ø ren fordet svenske kulturhus i Paris, Carl Henrik Sven-

5

stedt, og hans yndige forlovede, teaterpro d u c e n-ten Barbara Secher fra Stockholm. Vi opdagede,at vi tilfældigvis var tre præstesønner samlede vedsamme bord : N e e s g a a rd, Svenstedt og jeg..

Max von Sydow slog venligt ud med hånden ogpegede rundt “.... och tack för allt dette”, sagdehan, og vi skålede sammen.

Nu kom Carl Nørrested fra et bord, hvor jeg fikøje på vores tidligere kulturm i n i s t e r, Grethe Rost-bøll. Hun havde været os en stor hjælp. Jeg måt-te hen og hilse på hende.

Jeg gav i forbifarten forstander Bjørn Erichsenet af mine manuskripter. Nu havde jeg heller ikkef l e re .

- Jeg ville ikke lægge det på gavebordet, så alleog enhver kunne se det, sagde jeg.

Ta l e rne begyndte.A n d rej Smirnow fortalte om, hvordan han var

kommet i besiddelse af Eisensteins story - b o a rd ,og han efterfulgtes af den spanske direktør forMedia Business School under EF. Der var en inter-national atmosfære også udtrykt i de forv e n t-ninger , der internationalt blev stillet til hele ini-tiativet:En forpligtende forventning, form a n e d eden unge spanier.

6

Det hele blev ikke mindre internationalt af, atden elskelige underv i s n i n g s d i rektør K. E. Larsengik på talerstolen og talte på dansk.

Talen var opbygget i et sådant crescendo og meden sådan livfuldhed, at også udlændinge, der ikkeforstod et ord af det danske sprog, sad himmel-faldne og fulgte denne mester i det levende ord ,et begreb flere af talerne beskæftigede sig med,det, som vi danskere kalder “Vølkehighskoole“.De udtalte dette mærkelige ord på mange måder.

F o rmanden for bestyrelsen, Morten Arn f re d ,læste en kort tale op på engelsk.

Bagefter lykønkedes alle tilstedeværende af Loui-se Casey fra EF Media Desk Information Off i c e .Også hun fra London.

Jeg havde talt med hende om efterm i d d a g e n .Vi regnede med at indvælge hende i den uden-landske del af bestyrelsen ved generalforsamlingennæste dag, når festen var slut og arbejdsdagenb e g y n d t e .

M o rten Arn f red kom hen til mit bord underd e s s e rt e n .

- Hvad er det, du går og deler ud? Er jeg deneneste, der ikke må læse det?

Jeg kom i tanker om, at jeg ville have sendt hamdet forinden, men var kommet fra det. Nu hav-de jeg ikke flere manuskripter. Han måtte ikke

7

t ro, han ikke også.... det er bare helvedes dyrt atf o t o k o p i e re. Jeg tro r, jeg har et enkelt mere .

Jeg undskyldte mig ved bordet og gik over påmit værelse, hvor et sidste eksemplar lå. Det varellers bestemt for en anden.

Jeg vendte tilbage og gav det til Morten Arn-f red, der lod en finger løbe gennem sidern e .

- Tak skal du ha. Det glæder jeg mig overo r-dentlig meget til at læse.

- Hvad er det? spurgte Peter Duelund, kultur-m i n i s t e rens netop udnævnte særlige kulturr å d-giver og geheimeråd. Kan vi ikke bytte? Jeg skri-ver på en bog for øjeblikket, som vil intere s s e red i g .

- Jeg sender dig et eksemplar, Peter. Jeg har ikkef l e re .

- Og jeg kan selv fotokopiere, hvis du tillader,brød den uundværlige byggestyrer Hans Kjær indfra sidelinien.

Klokken blev mange. Nogle gæster sivede hjem-ad, til byens hoteller eller til et elevværelse, dervar stillet til deres rådighed.

B o rdene blev stillet tilside, og der blev spillet optil dans.

B o rg m e s t e ren selv spillede klarinet i skjort e æ r-m e r.

8

N a t t e t i m e rne ankom som højst afslappede gæs-t e r.

En kendt dansk skuespiller dansede slæbendeog forstenet over gulvet holdt oppe med et fastg reb af en lille lokal teenagerpige, der fungere-de som lygtepæl for at undgå, han skulle klaskesammen på gulvet af druk. Hans ansigt var her-metisk tillukket af spritten. Kun i hvert øje syntesen lille sølvfarvet spritsardin at svømme rundt ien tomatpuré af blodsprængninger.

Havde det været en rolle, havde han være tu o v e rt ru ff e n .

Klokken var halvfire. Der var kun få par tilba-g e .

U d e n f o r, som silhuetter imod horisonten bag detvoldsomme landskab, der omgav os, gik tre ungemennesker syngende arm i arm bort. Der lå etrosa skær om deres hoveder, en lysning fra dendagende himmel faldt over de mange huse i detf j e rne, små huse, der lå i et brudeslør af dagslys,der var på vej ind fra havet.

Et øjeblik var jeg helt alene.Jeg greb mig i muntert at nynne Hostrups gam-

le studenterv i s e

9

Nu er det stille; han har os forladt,Solen, den gamle Uro s t i f t e r,Og i den tavse, kølige NatVil vi skride til svare Bedrifter.: B o rg e ren snorker alt, men vi –Vi gaae paa Perlefiskeri.

For os paa Bordet see vi et Hav,B ø l g e rne vildt mod Kysten skummer;Men i sin dybe, skrækkende GravMangen kostelig Perle det ru m m e r.:See hvor de funkle! Bølgen herhar lånt af dem sit Gyldenskjær.

B redden er stejl, det gaaer vel ej saa nemt,F rejdig vi dog paa Fangsten drage:Kjækhed og Haab og Lystighed og Skjæmt,Det er Perler, man ikke bør vrage, –:Halsen er tør og Lysten stærk, –Det glider nok, det store Værk!

Knud Pedersen

9. Maj 1993

10

Den europæiske filmhøjskole

Mange unge mennesker, og for den sags skyldogså ældre, søger Bodil, når de kommer ned iKunstbiblioteket. De kommer med deres pro-b l e m e r, og Bodil er god til at lytte. Det er i sigselv blevet en væsentlig del af Kunstbiblioteketsaktivitet. –Mine mange børn, kalder hun demunder et, og de kommer med kærlighedspro b l e-m e r, problemer med den arbejdsplads, de ikkeh a r, eller med et behov for at fortælle de daglig-dags hændelser, som de netop mangler een, dekan fortælle til.

På en låner, der kommer ned for at se på bil-leder i Kunstbiblioteket, kan det sommetider vir-ke, som om han er gået forkert. For al intere s s esamler sig om f. eks. at høre rejseoplevelser fraen ung mand, der netop er vendt hjem fra Syd-amerika, eller en ung kvinde, der netop er sendthjem fra et hospitalsophold med en alvorlig syg-d o m .

Det hænder, at låneren sætter sig ved kaff e b o r-det og lytter med. Billederne blegner i forh o l dtil de dramaer, der udfolder sig i menneskene,og menneskene imellem.

11

Da en ung pige kom ind i Kunstbiblioteket, efterhun var nægtet optagelse på Filmskolen, sagdeBodil på sin sædvanlige hjælpsomme og lige-f remme måde: - Man skulle lave en ny filmskolei Danmark. Der er alt for mange, der må gå for-gæves til den, vi har.

- Måske skulle den org a n i s e res som en højsko-le, tilføjede hun eftertænksomt. Bodil har selv isin ungdom været på Askov. Det er en tid, hunofte vender tilbage til: De bedste bøger hun hav-de læst, havde hun læst, da hun gik på højskole.De bedste sange, hun havde sunget, de bedstel æ re re, de bedste venner. - Måske en euro p æ i s kFilmhøjskole, tilføjede jeg... nu, hvor min sønKlaus er valgt ind i EF-Parlamentet. Det skulle jegnu senere opdage, at det var ikke sådan, det fore-g i k .

Hun gentog det samme i flere forbindelser: Førsttil vore børn, så til nogle venner og skolefolk iH e r l e v, der diskuterede lukningen af flere semi-n a r i e r.

- Man kunne jo bruge et af de nedlagte semi-narier til filmhøjskole, sagde hun, som om detda var den enkleste sag af verd e n .

Sluttelig sagde hun til mig, da hun havde fåetden oplysning, at ikke 400, men nærm e re 600f o rgæves havde søgt ind på filmskolen, og at de

12

få udvalgte var sort e ret på et headhunterbure a u ,hvor filmskolen havde betalt 40.000 kr for hvera n s ø g e r, der skulle vurd e re s :

- Hvorfor tager du dig ikke for en gangs skyldnoget fornuftigt til ? I stedet for alle dine Fut-p ro j e k t e r, skulle du undersøge, om du ikke kun-ne få et af de der seminarier, der nu skal lukke,stillet til rådighed for en filmhøjskole.

- Jeg kan nævne dig de første ti, som ville havegodt af et sådant ophold. Det ville du såmænds e l v.

Jeg sad bare og spekulere d e .Det der med... en filmhøjskole...Og så det der med det euro p æ i s k e . . .

- Uden du sætter krogen i vandet, fanger du ingenfisk. Uden film i apparatet tager du ingen bille-d e r, sagde Bodil, der på den måde prøvede at fåmig til at bide på den krog, der hed en filmhøj-skole. Til sidst var der ingen vej udenom.

Jeg skrev et brev til kulturm i n i s t e re n .

K o rt tid efter modtog jeg svar fra kulturm i n i s t e-ren. Han skre v, at en filmhøjskole godt kunneo p rettes indenfor højskolelovens rammer, det vilsige med støtte fra staten til underv i s n i n g e n .

13

København, den 3. maj 1989.

K æ re Knud Pedersen

Tak for Deres brev af 4. april 1989, hvor De skit-s e rer Deres ide om oprettelse af en EF-Filmhøj-skole i Danmark.

Jeg kan umiddelbart oplyse, at ydelse af EF-til-skud til etablering ikke i sig selv medføre r, at sko-len ikke kan godkendes efter højskoleloven.

Ydelse af EF-tilskud til drift af skolen udelukkerheller ikke driftstilskud efter skolestøtteloven.

Oplysning om mulighederne for EF-tilskud kanfås hos EF-kommissionens inform a t i o n s k o n t o r,Ø s t e rgade 61, 1166 København K.

D e res planer om elevkredsen giver mig dog anled-ning til at oplyse, at det efter højskole- og skole-støttelovgivningen gælder, at der i årselevtallet –og dermed i beregningen af tilskud – kun kanm e d regnes elever på kurser, der er tilrettelagt fordanske elever, d. v. s., at undervisningen skal fore-gå på dansk eller med dansk tolkning. Samtidigskal kurserne være gennemført med et flertal af

14

danske elever. Der er altså grænser for, hvor inter-national skolen kan være .

Med venlig hilsenOle Vig Jensen

F i l m i n s t ru k t ø re rne Henning Carlsen og Jørg e nRoos var de to filmfagfolk, jeg først kontaktedeom filmhøjskolen.

Jeg besøgte dem på Chr. Winthersvej på Fre d e-r i k s b e rg, hvor Jørgen Roos boede.

En dame viste mig ind i det rummelige atelier.I et hjørne, bøjet over et klippebord med en

monitor kørende foran sig, sad de begge, ufor-s t y rrede af min ankomst med ryggen til.

De kunne godt minde om to børn, opslugte afd e res legetøj. Jeg var ved at vende om igen. Detvar tydeligt, at jeg forstyrrede, og at de ikke ønske-de at lade sig forstyrre. Jeg så mig omkring.

På en reol for enden af værelset stod de præ-mier opstillet, som Jørgen Roos igennem en langk a rr i e re havde vundet på filmfestivaler. På væg-gen oven over hang et gammelt indrammet stik,der forestillede små børn i fine kjoler med sløj-f e r. De stod bøjet over et Laterna Magica, spænd-te til bristepunktet foran filmens forunderlige ver-d e n .

15

Fotoudstyr lå spredt rundt omkring på bord e-ne, og der hang pro j e k t ø rer i alle hjørn e r. Jør-gen Roos brugte sit hjem som filmstudie.

En stor voliere med sangfugle fik mig til at spe-k u l e re over, hvordan han optog lyd i det studie.

Jeg havde mødt Jørgen Roos i mine unge dagepå Nordisk Film. Han gik altid rundt dengangmed en lysmåler om halsen.

På mig virkede den lysmåler som en slags rid-derkors i filmens verd e n .

Henning Carlsen havde jeg også mødt som ung.Vi havde gået i skole sammen i Aalborg, omendikke i samme klasse.

Som de sad der med deres livs råmateriale, film-strimlen, snurrende foran sig, var mit første ind-t ryk, at der var noget tragisk over dem, som omde arbejdede med noget, som ikke ville lystre ,noget ustyrligt. Men før maskinen stoppede ogde rejste sig og vendte sig imod mig, havde jegskiftet opfattelse: Der var ikke noget tragisk overdisse to gamle kæmper. Der var noget patetisk,som over gamle veteraner , der træder ned igen-nem avenyen i parade, og som der forøvrigt ogsåaltid er noget tragisk over.

- Det er mange år siden, hilste Jørgen Roos.

16

I telefonen havde jeg orienteret dem begge, ogde havde allerede drøftet sagen indbyrdes. I vir-keligheden skulle vi bare snakke om, hvordan viskulle gribe det hele an. Og det vidste de megetm e re om end jeg.

Henning Carlsen var dengang formand forsammenslutningen af danske filminstru k t ø re r, oghan havde indkaldt til bestyrelsesmøde og fore-lagt ideen om en filmhøjskole.

Den havde vakt almindelig bifald , og vi kunnegå videre .

J ø rgen Roos foreslog, at vi alle tre lavede en lis-te med 50 navne på hver, og vi satte os nu henved hver sit bord og begyndte.

Disse navne skulle indkaldes for at danne ens t ø t t e k reds bag ideen.

Da damen kom ind og ville skænke mere te op,må hun have undret sig over den tyste atmosfæ-re: 3 ældre alvorlige herrer med ryggen til hin-anden, foroverbøjede over hver sit stykke hvidep a p i r, hvorpå navnene på de mest betydeligek u n s t n e re og kulturpersonligheder i landet blevo p t e g n e t .

En gang imellem hævede en hovedet og såtænksomt ret frem for sig for derefter at fort s æ t-te, efter at have afgjort et spørgsmål med sig selv.

17

Eller en nævnte et navn, som en tid stod ube-vægeligt i luften foran ham. Så blev fluen banketpå plads ind mod væggen i form af et nik elleren kommentar fra de øvrige.

- Jo, lad os tage ham med. Han er farligere athave udenfor end indenfor.

Bagefter blev listerne luget for gengangere .Da jeg kom hjem til Bodil føjede hun lige så stil-

le en række unge navne til listen.- Det er de unge, det drejer sig om, sagde hun,

og jeg begyndte at forfatte det bre v, som medHenning Carlsens, Jørgen Roos’, og mit navnu n d e r, skulle rundsendes til de udvalgte.

Efter bare en uge havde 65 af de udvalgte meldtsig til en støttekreds, og der kunne indkaldes tilstiftende møde. Klokken lidt før halvfire en hver-dag eftermiddag begyndte filmfolk at strømmeind gennem døren til Kunstbibliotekets atelier påChristianshavns Kanal.

De fleste kendte hinanden og faldt straks i snak.De bænkede sig rundt om det store arbejdsbord ,de unge, respektfulde, i en stående kreds uden-om de ældre kendte filminstru k t ø re r, der – somen naturlig inderkreds – sad bænkede side oms i d e .

18

Der blev valgt en bestyrelse, og filminstru k t ø re nM o rten Arn f red, der havde fået flest stemmerblev bestyrelsens formand. Også Bodil blev ind-valgt i bestyrelsen. Jeg stillede ikke op.

Efter mødet blev der sendt hvidvin rundt , ogen af deltagerne tog ordet og spurgte, om ikkeBodil og jeg skulle have et Hurra. Der blev råbt“De længe leve!” , og der var en livsalig atmo-s f æ re .

Til 275 borg m e s t re har jeg nu sendt brev om hus-ly for vores europæiske filmhøjskole.

- Der kommer 275 tilbud, pro f e t e rede en borg-mester i telefonen. - Den borg m e s t e r, der ikkes v a re r, ved ikke, hvad det er, han bliver betalt for,f o rtsatte han.

Og sådan gik det næsten bogstaveligt. Detstrømmede ind med tilbud om nedlagte slagte-rier og hospitaler, skoler og biblioteker. Alle lan-dets borg m e s t re kastede tilsyneladende om sigmed herre g å rde, fredede 1600-tals bygninger, idyl-liske marker, lige til skov og sø.

Jeg sidder og læser det hele højt derhjemme foret medlem af bestyrelsen, der er kommet påb e s ø g .

19

Og min datter Kristine og hendes mor sidderved symaskinen og skæver en gang imellem hentil os, som om vi ikke var rigtig kloge, mens vilæser dagens tilbud højt. Men det er, som om desynes, det er synd for os at sige det højt. I stedetsidder de sommetider og ser hinanden ind i øjne-ne, med tavse, skrupgrinende øjne. Jeg lader, somom jeg ikke opdager det.

Nu er der så kommet 140 tilbud fra hele landet.Nogle sender bare et smukt billede af en grønmark og skriver:

- Her er stedet!B o rg m e s t e ren i Skanderborg har sendt 2 fragt-

mænd med et 3 meter højt tårn bygget af pap-mache og hele vejen rundt forsynet med foto-grafier af Skanderborgs herligheder. Omkring tår-net har den fantasifulde borgmester bundet enrød silkesnor med en sløjfe og sit visitkort: - Medkærlig hilsen fra borg m e s t e ren i Skanderborg .

Personlige “kærlighedsbreve” strømmer til besty-relsens formand, familiære indbydelser fra amts-b o rg m e s t re. Og telefonen kimer dagen igennemi K, unstbiblioteket med kommunaldire k t ø re r,der lige skal orientere sig om slagets gang. Densamlede bestyrelse har frokostinvitationer for ethelt år. Jeg har selv været på rejser til Sydfyn, til

20

21

Den europæiske filmhøjskoles første støttekre d spå vej til det stiftende møde på Christianshavn.

Sønderjylland, Nordjylland og Mols. Hver gangen tilbudt lokalitet ser ud til at være netop detegnede sted, pakker jeg en mappe og rejser der-hen. Jeg rejser for min egen regning. Filmhøj-skolen har endnu ingen penge til den slags.

22

Besøg i det sydfynske

Den samlede bestyrelse har været på udflugt tilSydfyn. Jeg havde fortalt bestyrelsen – efter demange rejser rundt i landet – at valget måtte bli-ve et valg af stil: Havde jeg været en Carl Th Dre-yer havde jeg valgt den blege Håndværkerh ø j-skole i Ollerup med dens indre disciplin. Havdejeg været Lars von Trier havde jeg valgt den gam-le marskgård “Hohenwarde” lige op til Højer gam-le dige ved den dansk-tyske grænse. Gården varo p v a rmet med Danmarks første halmfyr. Havdejeg været en ung genial og ukendt polsk filmin-s t ru k t ø r, havde jeg valgt Spejderhøjskolen i RoldS k o v, som er tilbudt os helt gratis, da den skal påtvangsauktion til efteråret. Efter 5 års forbere-dende arbejde stod den nyopført og højtideligindviet, men med kun 2 elever til første kursus.

B e s t y relsen var naturligvis faldet for Carl Th Dre-y e r-versionen, og den samlede bestyrelse re j s t ehver for egen regning til Ollerup Håndværker-skole. Der blev serv e ret stor frokost. Sild øl, snaps,laks, lune re t t e r, lune skaldyrstart e l e t t e r, mør-bradsmedailloner og lunt andebryst. Bestyre l s e nfor skolen samlede sig omkring borg m e s t e re n ,der kunne have solgt os en trepattet ko med siniver og hjert e l i g h e d .

23

Det var, når man tog den voldsomme tykke ogjoviale borgmester i betragtning, et helt mytolo-gisk gæstebud. Det var Thors gæstebud i Va l h a l-la. Loke var en filmmand.

Håndværkerskolens bestyrelse var mere mørkei deres åsyn end den muntre borg m e s t e r. Besty-relsen bestod af 3 LO-re p r æ s e n t a n t e r, 3 hånd-v æ r k s m e s t re og en repræsentant for Fyns Amts-råd. Fllmbestyrelsen sad som iført slør og fra enanden verden. De konverserede mere indbyrd e send med deres vært e r. Det var et helt orientalsksceneri. De har deres egen verden, som ingenskal trænge ind i.

Rundvisningen før frokosten havde vist detpæne, det omhyggeligt udførte, det rene og fak-tisk også det kultiverede: PH-lampetterne langsvæggene, de udsøgte møbler, malerier af AnnaA n c h e r, Michael Ancher, P. S. Krøyer og, i et heltv æ relse for sig, Frits Syberg .

Flygel i opholdsstuen. Foran skolen lå parklig-nende græsplæner, og over det hele hvilede denkedelighed, som pænheden desværre ofte er, selv-om borg m e s t e ren med sædvanlig livfuldhed kom-m e n t e rede at: - Der findes da også spændendep æ n e p i g e r !

24

- Der skal en anden MØF ind i de lokaler, kom-m e n t e rede Henning Carlsen surt, da vi efter besig-tigelsen og frokosten sad bænkede i hans havekun nogle få kilometer fra Håndværkerskolen.Hans sommerhus lå helt ud til vandet. Solen varpå vej ned, vandet lå som en blød silke, og i detf j e rne øhav lå næsten kulisseagtige bændler, bor-ter og kniplinger som baggrunden på et gammelthollandsk maleri, hvor vor tilstedeværelse var etstykke fejlplaceret fransk impre s s i o n i s m e .

- Hvordan bliver forholdet lejer/ udlejer? Detkan skabe et helvede på begge sider inden 3måneder er gået.

F l e re havde samtidig dette spørgsmål på læber-n e .

- Navnlig når vi får gravet den græsplæne opeller lader den vokse vildt, tilføjede en.

Vi havde fået noget at tænke over til trods forden fine frokost, den store gæstfrihed, tilbudetom gratis leje af den fine skole, inklusive maleri-er og flygel. Hvad nyttede det altsammen, hvis lej-er og udlejer ikke i det lange løb kunne trivess a m m e n .

Det blev min opgave at undersøge dette spørg s-mål. Jeg ville spørge ligeud:

25

- Hvad vil al pænheden svare, når disse stor-snudede filmfolk, for slet ikke at tale om de end-nu mere storsnudede fra Rom flytter ind. Og læg-ger benene på bordet-. Og klistrer en Sofia Lore nplakat over Anna Ancher... med tegnestifter!

- Når Ollerup bliver befolket med bøsser og les-biske fra hele Europa, så Ollerup Gymnastikhøj-skole vil ligne et meditationscenter i forhold tila k t i v i t e t e rne på de 57 pæne små værelser ru n d tomkring i den pæne bygning. Det er mit håb, atde selv trækker sig. Men jo mere jeg taler om denf o restående dekadence, jo mere begejstrede lyderde i den anden ende af telefonen.

- Ja, borg m e s t e r, det ville naturligvis ikke værenoget problem, hvis det var dig og mig, der skul-le lave den aftale. Men tænk på jeres fine hæk...

- Ja, siger borg m e s t e ren begejstret. Der er net-op indkøbt en automatisk hækkesakskøre m a s k i-ne for 180.000 kr.

- Men der er ingen filmfolk, der kan bruge denhæk til noget! Lejer og udlejer vil liste omkringhinanden med kastesten knuget i de hvide hæn-d e r, når mørket falder på.. Og Ollerup har ingenf a rt g r æ n s e r, der kan stoppe disse Ferr a r i - m e n-neskers rasen. Vi kan ligeså godt med det sam-me se det i øjnene.

26

Jeg har kun det ønske, at bestyrelsen for hånd-værkerskolen selv kan indse det. Men de bliverm e re og mere begejstrede. Det er en del af spil-let med det borgerlige: Før man kender det påsin egen krop, er man kun nysgerrig. Vi kenderdet med al kunst og kunstens forhold til borg e r-skabet. Bestyrelsen satte fingeren på det ømmepunkt den smukke eftermiddag hvor vi sad ogslog mave i Henning Carlsens idyl i det sydfyn-s k e .

27

– Koldinghus eller Ebeltoft?

Det er, som at være til uafbrudt jagtmiddag. Ogligeså festligt. Fasanerne dratter ned om øre rn epå os. Vi skyder til højre og venstre. Lokaliteterundersøges, EF-støttemuligheder studeres. Besty-relsen holder det ene møde efter det andet, ogf o rhandlinger føres på mange fronter imellemb e s t y re l s e s m ø d e rn e .

Peter Hiorts re k l a m e b u reau har udarbejdet logoog fremstillet bre v p a p i r. En bro c h u re forbere d e spå engelsk, fransk, tysk og dansk. Henning Carl-sen og Jørgen Roos har gennem deres intern a-tionale kontaktnet samlet en række navne i enæ reskomite, et internationalt panel, der tællerrepræsentanter fra de fleste europæiske lande:F i l m i n s t ru k t ø ren Smirnov fra Moskva, Bern a rd oB e rtoluzzi fra Italien, Milos Forman og Max vonS y d o w, allesammen personer, der har indvilligeti at danne et internationalt re p r æ s e n t a n t s k a b .D e res navne paraderer ned langs hele den eneside af det imponerende bre v p a p i r. To fonde harved næstformanden Axel Jepsens hjælp givet110.000 kr til forberedende forhandlinger i EF.Jeg har kautioneret for et mindre banklån, derkan dække de nære daglige omkostninger. Endag bevilligede Århus Amtsråd 10 millioner kr

28

som rente- og afdragsfrit lån fra Frigøre l s e s f o n-den, hvis filmhøjskolens bestyrelse ville bestem-me sig for at slå sig ned i Amtet. Ebeltoft har til-budt en 10 ha stor naturg rund til Filmhøjskolen.Å rhus amt begyndte at ligne en vinder.

Men så pludselig en dag meddelte Kolding kom-mune, at Vejle amt også havde bevilliget 10 mil-l i o n e r, hvis vi ville slå os ned i Kolding kommu-n e

- Et sådant tilbud kræver et besøg, sagde besty-relsens formand og sendte mig af sted. En tidligsøndag morgen kørte jeg over Sjælland for atmødes med økonomidire k t ø ren og kulturc h e f e nfor Kolding.

Det var en let, lys sommerm o rgen, jeg sejledeover Storebælt. Hvor mange gange har jeg ikkeden sidste tid været den vej. På vej til et slot vedAssens, eller to herre g å rde ved Bogense, for ikkeat tale om Dallund Slot, hvor vi næsten var ble-vet stenet, da vi mødte op og begyndte at måleslottet op, før nogen havde nævnt et ord om, atdet overhovedet ville blive til salg.

Ja, det var ikke første gang: Udenfor et fynskgods stod et skilt plantet inde i fire bildæk foranindgangen. “Til Salg” stod der på skiltet, og jeg

29

b remsede op og besøgte godsets ejere, to ældrem e n n e s k e r. Ved synet af mig hilste de venligt ogviste mig rundt på godset, da jeg bad om at sedet. Efter rundvisningen spurgte jeg, hvor megetde havde tænkt sig de skulle have for bygning-e rn e

- Godset, udbrød de rædselsslagne. Det er daikke til salg!

- Men udenfor står der et skilt med “Til Salg”- Åh det. Det er da bildækkene!Der er uddelt mange lange næser. Hvad mon

Kolding har at byde på ?

Efter ankomsten ved middagstid gik turen ru n d ttil Koldings nedlagte sygehus, en nedlagt skole,og et nedlagt afdelingsbibliotek. Ved hvert stedmåtte vi faktisk i enighed konstatere, at det ikkerigtig egnede sig som adresse for en intern a t i o-nal institution.

Og vi kørte videre ud imod julemærkehjemmetved Koldingfjord. Hvorfor de ville vise det, blevjeg aldrig klar over, for det var som mange andresteder heller slet ikke til salg.

Men fra alle steder vi opholdt os i og omkringKolding, tegnede sig den sorte truende profil afden majestætiske borg ruin, Koldinghus.

30

Det var et imponerende bygningsværk, et natio-nalt monument, et jysk kongeslot, det eneste, vortbolværk imod syd lige siden det 12. årh u n d re d e .Hævet stolt over byen og samtidig udford re n d e ,som om byen var en del af slottet, pressede detsig så meget frem i beskuerens bevidsthed, at jegtil sidst ikke kunne tilbageholde et

- Hvad er der i vejen med det deroppe. Vi serdet hele tiden, ligegyldigt hvor vi befinder os ib y e n .

N æ rmest som en morsomhed – eller var det forat underholde? – kørte økonomidire k t ø ren oppå slottets parkeringsplads, hvor de kolossale byg-ningsmasser af røde sten vældede op foran øjne-ne af os.

Jeg tro r, det gjorde et vist indtryk, at ingen afde steder, de hidtil havde vist mig, kunne kom-me i betragtning. De skulle nok vise mig, at dehavde noget at imponere med!

Vi havde nærmest set på hinanden som uart i g eb ø rn i en legetøjsbutik , mens vi gennemgik heleslottet rum for rum. Koldinghus var netop re s-t a u re ret for 75 millioner kr. En kappe af egefli-ser var bygget op over de historiske brandtomter.Fra gulv ti1 øverste etage var ført trapper, der løbfritstående i det kæmpemæssige hovedrum, hvor

31

de gamle mursten foroven var dækket af grønnep l a n t e r, der faldt nedover de gamle sten. Tr a p-p e rne førte fra kirkerum til Christian den 3.’skapel og øverst oppe til den imponerende rid-dersal. Restaureringen havde dog de gode viljertil trods fået det hele til en lille smule at ligne enkæmpemæssig turistsouvenir. Dronningen havdeo v e rv æ ret indvielsen af det re s t a u re rede slot kunk o rt tid forinden. Det store firkantede tårn knej-sede mod himmelen og udenfor slotsgård e n ,men indenfor voldene, lå de lange og høje rødestaldlænger til de kongelige stalde. Med den dra-matik, der fulgte af, at jeg blev overrumplet afdet imponerende syn, rakte jeg en arm frem ogpegede – lidt som den måde, der bliver peget idet berømte maleri af de sammensvorne der riderb o rt fra Finderup Lade.

- Hvis I kan skaffe os det slot, så har I den eur-opæiske filmhøjskole placeret i Kolding. Og hvisikke, kan I godt glemme os.

Vi red bort i et uoverskueligt hav af pro b l e m e r smørke, og jeg rejste hjem.

Ved næste bestyrelsesmøde, hvor jeg kunne læg-ge fotografier og tegninger frem af det storslåe-de slot, var der et øjeblik blevet helt stille omkringb o rdet. Jeg udpegede staldlængerne med den der

32

33

K u l t u rchefen for Kolding diskuterer med for-f a t t e ren om anvendelsen af Koldinghus til eur-opæisk filmhøjskole.

finger fra billedet med de der sammensvorne, ogHenning Carlsen gik rundt og betragtede teg-n i n g e rne fra alle sider. Derefter trådte han høj-tideligt tre skridt tilbage , og så kom det dæmpetfra ham som en dyb lettelse

- Dette er stedet. Her skal vi være .Et andet medlem af bestyrelsen, Claes Kastholm,

så med et uudgrundeligt smil rundt og spurg t e :- Er det muligt ? Kan man det?Den almindelige andægtighed blev ikke min-

d re, da Jørgen Roos fortalte, at han fornylig hav-de været til aftenselskab på slottet. Et strålendeaftenselskab i riddersalen, damer i ro b e r, dans tilden lyse morg e n .

Han beskrev den nyindrettede foredragssal iChristian den 3.’s kapel. Den egnede sig lige net-op til en udvalgt kreds af internationale notabi-l i t e t e r. Slottets empiresal, der var overflyttet fraRigsarkivet i København, egnede sig glimre n d etil foredrag med lidt flere tilhøre re. Det hele egne-de sig i det hele taget så perfekt, at alle andre til-bud måtte blegne i lyset fra Koldinghus. Ingens p e k u l e rede i det højtidelige øjeblik over den lil-le detalje, at der sletikke var indlagt elektricitetpå slottet. Så film kunne man i hvert fald ikke se!

34

Koldinghus er en national helligdom. Alle vorekonger fra Erik Glippinges dage til nyere tid harboet der i perioder beskyttet imod omverd e n e n( b o rtset fra ham der i Finderup Lade).

Der kom på en gang noget historisk over besty-relsen og samtidig et format, som stod mål medde stolte drømme, der havde startet hele fore t a-gendet. Alle niveauforskelle syntes udlignede påK o l d i n g h u s .

Sagen må undersøges nærm e re, konstaterede for-manden, og så gik man igang: Formanden fordet særlige bygningssyn kontaktedes, planstyre l s e n ,f re d n i n g s s t y relsen. En arkitekt påtog sig opgavenat vurd e re mulighederne for indretning af film-højskolen i og omkring slottet. I den følgende tidvar der livlig diplomatisk aktivitet, som det hed-d e r. Tegninger af slottet og dets staldgård blevsendt over, og der blev ført forhandlinger medboligministeriet, der ejede slottet. Kolding kom-mune forberedte sig på at skaffe andre boligertil de lejere, der havde indlejet sig i staldbyg-n i n g e rne, hvor det var planen, at elevvære l s e rn eskulle bygges.

Vor Herre Bevare s !

35

Arkitekten begyndte at tegne stre g e r. Han udhu-lede på sine tegninger slotsgården imellem stald-b y g n i n g e rne og gravede ned i 3 etagers dybde,hvor han anbragte underjordiske studier eg works-hops, og to underjordiske biografer – film skal joses i mørke – og hemmelige gange imellem det re længer. Man forberedte at bygge et under-j o rdisk Koldinghus til film.

Midt på den gamle fornemme gårdsplads, hvork o n g e rnes ry t t e re i årh u n d reder havde opstaldetd e res heste, havde arkitekten tegnet samme tre-kantpyramide i glas, som vi i dag finder som ned-gangen til Louvre i Paris. Vi stod overfor Kol-dinghus i rollen som filmkunstens Louvre .

Jeg hørte senere, at arkitekten havde været sam-men med boligministeren til et aftenselskab i dedage. Hun havde spurgt ham:

- Hvem er de gale mennesker ? Det er impo-n e rende, at de er kommet så langt. Men det vilaldrig lykkes for dem. Der vil opstå alt for mangep ro b l e m e r.

Det blev også et vanskeligt valg. Ebeltoft eller Kol-dinghus ? Bestyrelsen havde en aften på Christi-anshavn pålagt sig selv ikke at ville skilles, førbeslutningen var tru ffet. Koldinghus lå som en

36

k ronet drøm om det uopnåelige. Men vanskelig-h e d e rne med fre d n i n g s s t y relsen, de små vindu-e r, de blege elever efter fire måneder under jor-d e n . . . .

Det var fatale pro b l e m e r. Det dybe hul i jord e nog så de der hemmelige gange. Henning Carlsenså bebrejdende over mod mig. Hans ansigt udtry k-te re s i g n e ret beslutsomhed, da han så mig ligeind i øjnene og sagde

- Det er d i n ide med Koldinghus.

Det blev Ebeltoft.

37

Den lange vej til Ebeltoft

Der skulle gå det meste af et års tid før besty-relsen nåede frem til Ebeltoft. Det, der navnligjog os landet rundt det første år, var pro b l e m e tom en økonomisk løsning. Den første tid ejedeb e s t y relsen jo slet ingen midler og i tykke tågeraf manglende erf a r i n g e r, som vi iøvrigt delte medstørstedelen af landets befolkning, også de somskulle vide bedre, foresvævede der os løsningergennem EF-tilskudsord n i n g e r.

Medlem af bestyrelsen, Peter Duelund, vare k s p e rten i EF-økonomi, og han kunne hurt i g to r i e n t e re bestyrelsen om, at mursten faktisk varen af de ting, EF ikke ydede støtte til. Og det varnetop det eneste, vi stod og havde brug for. Der-for den vilde jagt på nedlagte offentlige institu-t i o n e r.

Det var alligevel EF-støtteord n i n g e rne, der i før-ste omgang lagde køreplanen: Navnlig var der toE F - o rdninger vi havde kig på.

De meget omfattende EF-socialfonde blev detmeget hurtigt af en enig bestyrelse besluttet, viville holde os borte fra. Selvom kravet om, at etvist antal elever skulle være langtidsledige, blevf o rtolket som en formssag af mange kommuna-le eller amtskommunale rådgivere, så var allere-

38

39

Den europæiske filmhøjskole opgiver en place-ring i Storstrøms Amt.

de på den tid – nu er det anderledes – alt formange højskoler blevet ødelagt ved at blive bru g ttil hensættelser af sociale pro b l e m e r.

Sagen forholdt sig anderledes med EF-stru k-t u rfondene, som indeholdt meget store beløbgivet til særlig udsatte områder af landet. Overh u n d rede millioner til Storstrøms Amt med Lol-land-Falster begrundet i nedlægningen af skibs-v æ rftet i Nakskov og områdets problemer i dethele taget. RENEVA L - m i l l i o n e rne blev de kaldt.D e refter ligeledes mere end hundrede RENE-VAL-millioner til Nordjyllands Amt, hvor Aalborgs k i b s v æ rft var nedlagt. I Sønderjyllands Amt varp roblemet for os, at medens der var EF stru k-turstøtte til en ret linie mod nordvest fra Ti n g l e vtil Ribe henover marsklandskabet, så var deringenting til de østlige egne, hvorfra der lå enrække meget attraktive tilbud til Filmhøjskolen.

I Århus amt var der stru k t u rfond-områder påDjursland, men problemet var iøvrigt, at praktisktalt fra måned til måned skiftede re g l e rne og efterde første seks måneder var der kun ganske fåafgrænsede områder tilbage, f. eks Samsø i Årh u samt og nogle småøer vest for Sjælland, områder,der alle var meget lidt attraktive, men alligevelv o re tilsyneladende eneste muligheder, hvis viønskede EF-stru k t u rf o n d - s t ø t t e .

40

Paradokser opstod også: Hverken Nord s j æ l l a n d seller Roskildes eller Københavns amter havde deli stru k t u rfondene og flere både indenfor og uden-for bestyrelsen havde påpeget vigtigheden af, atFilmhøjskolen blev placeret på Sjælland, da detvar her 95% af filmmiljøet boede og arbejdede.Kun oppe ved det nedlagte Nykøbing Statshos-pital var der enkelte områder på Sjælland, dervar omfattede af støttemuligheder fra EFs stru k-t u rf o n d e .

Til de øvrige problemer med EF føjede sig denvanskelighed, at for at få adgang til stru k t u rf o n-dene skulle 50% komme fra en national off e n t-lig myndighed, kommune, amt eller stat. Det nyt-tede altså ikke med penge fra nok så almennyt-tige fonde.

Alt dette gjorde de første måneder fru s t re re n-de for alle, og i begyndelsen var det mig, derudover Peter Duelund lå inde med al ekspert i s ev e d r. EF-mulighederne , og bestyrelsens øjne hangved min mund ved hver nedslående oplysning ogstigende hjælpeløshed.

N æ rmest for at holde skruen i vandet tog vi påy d e r l i g e re udflugter og besigtigelser i denne før-ste tid. Af de seminarier vi fra allerførste tid hav-de haft i kikkerten , kunne vi hurtigt se bort fradem allesammen, idet de, selvom de skulle ned-

41

lægges som seminarier, allerede var genstande foralle mulige andre anvendelsesforslag.

Det gjaldt som det første Jonstrups Seminarium,som borg m e s t e ren i Lyngby-Tårbæk fortalte migde havde lovet undervisningsministeriet (ellerhandelsministeriet ?) skulle indgå i planer om enudvidelse af handelsskolen i Ly n g b y.

Tønder seminarium besøgte jeg. Det lå inden-for EF-stru k t u rfondenes rækkevidde og centraltfor Europa med Hamburg som lokal hovedstad.

Jeg gik rundt og fotograferede de gamle rødebygninger bag de høje lindetræer i den storesmukke park, hvor en hvid bro var bygget overen å ved en sø med ænder og nøkro s e r. I bag-g runden sejlede stolt hvide svaner ud imod ennedgående sol.

Jeg havde indlogeret mig på et hotel og indimellem tænkte jeg, at man godt kunne leve ogdø i denne smukke by.

Der var problemer i byen, og da jeg læste denlokale avis forstod jeg godt, hvad der var galt.Tværs henover forsiden stod en 6-spaltet art i k e lom kommunens beslutning om at benytte Tøn-der seminarium til videreuddannelse af land-mænd. Det ville ikke være særlig heldigt, hvis pre s-sen – hvis stedlige repræsentant måske netop idette øjeblik sad i det selvsamme spisehus som

42

jeg og læste avisen – hvis denne lokale, der sik-k e rt kendte alle i byen, og for hvem jeg sikkertvar en hemmelig agent, snusede op, at kommu-nen samme dag, denne beslutning var tru ffet ogo ff e n t l i g g j o rt, sad og forhandlede med mig omen helt anden fantastisk brug af seminariet.

Lidt senere ringede kommunen mig op påhotellet, og jeg blev afhentet af en ung kontor-mand og vist ind på rådhuset ad bagvejen og –for Guds skyld – jeg måtte være incognito. Kun-ne jeg ikke bruge et andet sted i kommunen ?Der var muligheder nok. Og det var jo slet ikkes i k k e rt, det ville lykkes at etablere denne efter-uddannelse for landmænd.

På amtets kontor i Åbenrå, hvor jeg næste dagsad i møde, var jeg mere optaget af sømands-skolen i Sønderborg, smukt beliggende medudsigt over Alssund og nedlagt. Der var andreplaner med den.

Men hvad syntes jeg om Sønderborg kaserne ?Den var der planer om at flytte til Fyn.

Men hvor langt var de planer, og der var jo hel-ler ingen stru k t u rf o n d m i d l e r.

43

Amtet havde måske ca. 9 millioner i udstyr vikunne få, fordi en planlagt videoskole var gået tilVi b o rg i stedet for Haderslev.

Sjælland måtte undersøges nærm e re. Bestyre l s e naflagde besøg på nervesanatoriet Montebello iH e l s i n g ø r. Der skulle skaffes mange penge til detp rojekt, og Fre d e r i k s b o rg amt var slet ikke inter-e s s e ret. Amtskommunaldire k t ø ren, som var engammel skolekammerat fra Aalborg, havde betro-et mig i en telefonsamtale, at amtet kun og ale-ne var intere s s e ret i industrivirksomheder til Nord-sjælland. Vi kunne godt spare os enhver ulejlig-h e d .

Så var der Jens Olsen-skolen ved Nivå, som jegogså havde besøgt, og som var tegnet af Køben-havns Rådhus’ arkitekt Nyrop. Den måtte ogsåudelukkes. Den lå ellers smukt med udsigt overØ resund, og den forfaldt mere og mere. Den hav-de allerede ligget tom i 4-5 år. Men det var sam-me amt som Montebello, og fondet, der ejedeskolen,, skulle have penge til hjælpeløse børn .

F l e re gange faldt det os ind i bestyrelsen, at nårvi nu havde fundet frem til det rigtige sted, såskulle det halvanden meter ringbind, vi efter-hånden havde samlet, sendes med venlig hilsentil Dansk Flygtningehjælp.

44

Det fortjente de halvhjertede kommunalfolk, viind imellem mødte, som næsten blot tilbød oslokaliteter på skrømt, fordi det var deres arbejdeog det, de blev betalt for. Men: Vor Herre beva-res for besværet, hvis det skulle gå hen og blivetil noget!

En ostefabrik nede i Haslev på Midtsjælland ledu n d e r, at kun, hvis det hele blev revet ned stenfor sten, kunne man slippe af med lugten afgammel ost.

Og Bjørn Wiinblads gamle keramiske fabrik bag-ved Knabstrup Hovedgård ved Holbæk var endrøm af en fremtidig filmby, men så langt fraalting, kun den romantiske placering talte for.Her kunne etableres en italiensk landsbyidyl somen filmkulisse omkring en kæmpebrønd, der kun-ne levere vand til kunstige rislende vandløb ru n d ti gaderne og langs de små Dragør-huse, der varo p f ø rt til arbejderne lige rundt om fabrikken.Lidt tilbagetrukket i en lille russisk birkeskov låd i re k t ø r-boligen, som var et arkitektonisk mes-t e rværk udført af Steen Eiler Rasmussen. En fre m-tidig æresbolig for en international filmnotabili-tet. Et Walt Disney eventyrslot i form af et stortt ø rre t å rn til keramikken afrundede hele den lil-le dødningeagtige idyl. Det hele skulle koste sålidt. Man kunne vel altid begynde i det små!

45

Tølløse slot blev besøgt og overvejet. En nødli-dende højskole ned til fjorden ved Fre d e r i k s s u n d ,et kulturhus i Frederiksværk, et gammelt slot vedSkælskør og et julemærkehjem på Stevns lige in æ rheden af en diskret placeret japansk højsko-le, der var opført af en japaner, der for mange årsiden havde gået på Askov og havde tabt sit hjer-te til den danske folkehøjskole. Jeg var såmændogså en sen eftermiddag henne og overveje, omman ikke kunne bruge Sophieholm ved BagsværdS ø .

Men nu gjaldt det virkeligheden.Nykøbing Statshospital.Der var EF stru k t u rfonde og tomme bygninger.

Jeg husker ikke hvem fra bestyrelsen, der tog medmig, men der blev budt på frokost på hospitaletog en repræsentant for Vestsjællands Amt varmed. Nogle afdelinger var nedlagte, andre varfyldt op med så syge mennesker, at det end ikkevar tilladt os at gå derind. Andre afdelinger lågabende tomme. Det var en forstemmende van-dring. På et tidspunkt kom vi igennem værkste-d e rne med de indsatte kriminelle, der var anbragtpå ubestemt tid som sindssyge utilregnelige for-b ry d e re, der ikke engang havde kunnet straff e sfor de forbry d e l s e r, de havde begået. En enkelt

46

gik med maske for ikke at blive genkendt af dea n d re indsatte.

I et hjørne sad en meget smuk ung pige. Vo reøjne strejfede hinandens. Mine blev hængende iet stort spørgsmålstegn – og jeg hørte ikke, hvadguiden forklarede og fortalte i lang tid dere f t e r.Jeg tænkte på hende resten af dagen.

Da vi gik udenfor på grusgangene imellem afde-l i n g e rne, blev vi passeret af en ung mand, der lys-tigt svingede med sin hue hilsende på forstan-derinden, som fulgte os. Da han havde passere t ,f o rtalte forstanderinden med let stemme, at detvar en massemord e r, der nu var fuldstændig rask,og var ved at blive udsluset til en dagligdag uden-for sygehuset. Vi nåede omsider helt bagud i dets t o re kompleks, der lå spredt over flere hektar. Inogen afstand opdagede vi en lav grå bygning.Der var nedgravede pro j e k t ø rer i marken helevejen rundt. Fuldstændig afrundet mur, somingen kunne forc e re. Der var knap nok vinduer,men bare små glukker hist og her, højt anbrag-te. Bygningen var ikke ret stor. Det var Danmarksbedst bevogtede fængsel. Det lignede et nedgra-vet ørkenfort i jern b e t o n .

Trods de tusinder af ubenyttede kvadratmeterpå dette smukt beliggende sted i Danmark, kun-ne jeg ikke uanset millioninvesteringer fore s t i l l e

47

mig den europæiske filmhøjskole placeret på det-te sted. Fortiden havde dræbt det for nutiden.

Peter Duelund og jeg sad en dag på Christians-havn. Der var kommet tilbud om et gods, somvar købt af en jydsk entre p renør ved Bogense.Han skulle bare bruge jagten, men kunne for 16millioner kroner indrette resten af godset til dene u ropæiske filmhøjskole. Han sendte skitser tili n d retningen. Det måtte vi se!

Der ville snart komme en Store b æ l t s b ro, så Bog-ense var ikke verdens ende. H. C. Andersen hav-de overnattet på godset, og H. C. Andersens sove-v æ relse stod der endnu som dengang.

Godset lå smukt ,og den lokale erh v e rvschef vis-te os stedet sammen med den jyske entre p re n ø r.F rokost. Der var problemer med at få nedlagtl a n d b rugspligten, men det skulle nu nok lykkesden entre p renante entre p re n ø r.

Det skulle senere vise sig, at det kunne han ikkek l a re. Han måtte sælge hele herligheden og nøj-es med at forpagte jagten. Men et nyt begreb duk-kede op her ved fro k o s t b o rdet i det rigelige god-skøkken : Amternes frigørelsesfond. Det var enfond alle amter havde, hvor de penge blev opsam-let, hvormed der blev betalt afgifter for overg a n gfra land- til byzone. Pengene blev af amtern e

48

b rugt til at sætte initiativer igang og ydedes somrente- og afdragsfri lån for en 5-8 årig periodeforskellig fra amt til amt, hvorefter de skulle afdra-ges. Og det havde ingenting med EF at gøre .E rh v e rvschefen kunne godt mærke, at der kun-ne komme problemer med at nedlægge godset,så på vej bort anbefalede han Peter Duelund ogmig at lægge vejen om ad Dallund slot.

Et slot, der havde ligget på samme sted fra Chris-tian den 2.’s tid.

Smukt lå det ved en sø. Givet af sygekasser, deng-ang disse blev lagt ind under staten, til en fæl-leskommunal fynsk fond som re k re a t i o n s h j e m ,nu kun halvt belagt, fordi hjemmet havde fået etdårligt ry som afvænningshjem for narkomaner.

Ingen syg tog frivilligt på re k reation på Dallundslot. Lige bag slottet lå to store ladebygninger,nogle af disse, der rundt omkring i de senere årvar bygget som oplagringsplads for EFs over-s k u d s l a g re og en god forretning, hvis man kun-ne træffe aftale med EF om, at de lejede lader-ne. Ellers en katastrofe. Og disse her kunne vi fåfor en slik til filmstudier, inform e rede erh v e rv s-chefen. Men han turde ikke gå med ind – alle-rede her skulle vi have lugtet lunten.

De ansatte vidste nemlig endnu ikke, at heleherligheden skulle nedlægges.

49

Sådanne småting bekymrede ikke Peter Due-lund og mig. Vi gik ind på slottet og lod os detvise frem. Vi må være blevet opfattet som entenh i s t o r i k e re eller bygningsbevare re, for vi blev pæntvist omkring og Peter Duelund var ikke fri for atmåle op hist og her og kaste vurd e rende side-blikke, som var han på eftersyn ved en tvang-s a u k t i o n .

Så faldt helvede ned over os, da vi officielt søg-te om at komme i betragtning. Det var slet ikketil salg! Og skulle det bruges til noget andet skul-le det være til re k reativt formål. Samtidig havdevi søgt amtet om 16 millioner fra frigøre l s e s f o n-det til det der gods.

H v o rdan kunne vi vide, at de lige nøjagtig hav-de 16 millioner til rådighed (Det havde vi hellerikke haft nogen anelse om). Hvis de havde haft14 millioner i Amtet havde vi nok kun søgt om14 millioner. For Fyns amt var vi nogle Køben-h a v n e r s n u d e r.

Det hele var for idiotisk. Handelsfore n i n g e r,u d v i k l i n g s f o reninger og mediecentre på Fyn søg-te at støtte os, men vi kunne bare få 8 millionerfra frigøre l s e s m i d l e rne, og dem kunne vi jo ikkeb ruge til noget som helst.

Og dog.

50

For at vise tempobetegnelsen i dette afsnit, gikder ikke mange dage før en odenseansk entre-p renør havde hørt om de 8 millioner og på Chris-tianshavn fremlagde et projekt med et nybygge-ri syd for Odense, han havde planer om, og hvorde 8 millioner ville være en tilstrækkelig begyn-delse. Han havde nogle skitser og en arkitekt med.

Jeg følte mig ikke sikker på, at Fyn i det heletaget havde det rette sindelag som vært for eni n t e rnational kulturinstitution. Det var nærm e s t ,som om de følte, de gjorde os en tjeneste og ikkeo m v e n d t .

Et stort slot nede ved Assens, der blev brugt tilmentalt syge, skulle nu nedlægges fortalte enembedsmand fra Fyns Amt i telefonen ind tilK u n s t b i b l i o t e k e t .

Den nye politik overfor mentalt syge var at udsta-t i o n e re dem i mindre villaer rundt omkring. Der-for skulle man til over hele landet at nedlæggede store psykiatriske hospitaler. Derfor havde vimodtaget så mange tilbud. Også fra Rødbygårdved Rødbyhavn og Svanegården i Fre d e r i k s b o rgamt, men udenom amtet.

B e s t y relsen besluttede, at Fyn skulle have en sid-ste chance ,og jeg inviterede bestyre l s e s f o rm a n-dens far, arkitekt Thyge Arn f red, med på en besig-

51

tigelse. Et slot måtte kræve store ombygninger.Og hvad var det for et slot ?

Da vi nærmede os slottet ved Assens kørte vi igen-nem en lang allé og forbi velholdte avlsbygning-er i hvidkalkede kampesten. På pladsen foran dens t o re port stod en stol. Og på stolen sad en ungmand. Han bare sad og bukkede i et væk hove-det forover i en uendelig rytme, som gemte hanshoved en utrøstelig smerte. Han befandt sig heltu f o r s t y rret alene inde i sin egen verden og i enmonotoni med en metronoms re g e l m æ s s i g h e dbukkede han overkroppen forover og bagover.

Han kunne have siddet der i timer dag ud ogdag ind, år ud og år ind. Først lod Thyge Arn-f red høfligt, som om han slet ikke bemærkededet stakkels menneske.

Han koncentre rede sig i stedet om de smukkea v l s b y g n i n g e r.

Vi blev vist rundt og beså tegninger. Der varkommet en embedsmand fra Fyns Amt. Det hav-de været et gennemgående træk, at hver gang enarkitekt var blevet spurgt, så havde det vist sig, atv u rderingen af ombygningsprisen og nybyg-ningsprisen stort set var den samme alt efter lokal-samfundet, men i reglen liggende omkring 10.000k r. pr. kvadratmeter. En undtagelse var Sønder-

52

jyllands amt hvor man kunne ombygge for ca.4.000 kr.

Alle disse rejser! Og så ringede Jørgen Roos medforslag om et gammelt slot inde i Midtjyllandsskove. Han havde telefonnummere t .

Og jeg udarbejdede min tilbagevendende 14dages liste til bestyrelsen, hvor jeg berettede omsamtlige tilbudte lokaliteter med den fore l ø b i g ev u rdering enten efter besøg eller uden besøg,hvis lokaliteten eller betingelserne var for langtu d e .

53

Nordjyllands Amt

Henning Carlsen og jeg var begge fra Aalborg ,og fra en lokal igangsætter med store planer, enaf disse bru g t v o g n s i n i t i a t i v t a g e re, som dennelandsdel er så rig på, havde jeg modtaget oplys-ninger om en lang række muligheder i det nord-jydske. Jeg tror kun, han skulle have nogle få pro-c e n t e r, hvis det lykkedes. Sådan er de nu engangi det nordjyske. Det må man leve med eller flyt-te fra. Ja, han hjalp mig naturligvis kun af idea-lisme. Sådan er de også. Det hører med i ritua-let. Og så skal man også lige have en historie om,hvor mange penge han havde sat til på sit sidstealdeles idealistiske projekt, som jeg imidlertid fraen kommune i det nordjyske havde læst om. Dervar krig mellem borg m e s t e ren og den pågæl-dende, og han var nærmest fremstillet som omhan var løbet med kassen.

Han forklarede selv, at kommunen var løbet fraindgåede aftaler.

Man skulle passe på de nord j y d e r. Sagde han!Men hvad var der galt med Nordjylland ?Praktisk talt alting syntes jeg bortset fra de

mange millioner, de havde fået i EF’s stru k t u r-fonde, RENEVA L - m i l l i o n e rne. Og der var ikkerigtig nogen kommuner, der gad tage besvære t

54

55

Knud Pedersen leder efter en placering i N o rdjyllands Amt.

med at aktivere noget, der kunne bruge penge-ne. Der havde været et forslag fremme på Læsø,men Vor Herre bevares havde kommunalbesty-relsen i Frederikshavn været enige om. Sådan erN o rd j y l l a n d .

De havde et gods liggende lige udenfor byen.Det kunne vi såmænd få for at sætte det i stand.

En aalborgensisk entre p renør ringede til migdagligt, og jeg besluttede mig nu for denne sid-ste rejse, den rejse, der skulle vise sig at ende meden invitation til morg e n k a ffe hos amtsborg m e s-ter lb Frederiksen, den morg e n k a ffe drukket afBing og Grøndahls musselmalede, der skulle endemed et tilsagn om 10 millioner kroner fra frigø-re l s e s m i d l e rne, hvis vi lagde den europæiske film-højskole i Århus Amt.

Tidspunktet var heldigt. For denne sidste re j s e sf o rmål var led i en udelukkelsesproces, som hid-til havde udelukket Fyns Amt, Storstrøms Amt,de sjællandske amter og Sønderjyllands amt. Ring-købing amt havde ikke rigtig været på banen.

Geografisk var bestyrelsen heller ikke opstemtover at skulle til Ringkøbing.

Den aalborgensiske entre p renør havde lejetv æ relse til mig på et hotel, de netop havde byg-get. Så ville jeg få lejlighed til at opleve, hvord a nman befandt sig i deres byggerier. Ja, Gomorg e n .

56

Da jeg rejste lå der en hotelregning til mig – ogden skulle betales af mig personligt – på knap2.000 kr. Til gengæld havde jeg da også fuld-stændig fået afskrevet Nordjyllands amt.

Om formiddagen hentede entre p re n ø ren mig.Han ville vise mig det skønne Vodskov sindssy-gehospital, som lå i Hammer bakker og kostedeN o rdjyllands Amt 1 million om året i opvarm-ning, mens det lå tomt.

De strenge bygninger rummede i de funktio-nalistiske linier midt i den smukke natur en egenskønhed. Jeg var nu ikke i tvivl om, at jeg sikkertville komme til at stå alene med den betragtning.Hele byggeriet var opført af arkitekt C. F. Møller,som også havde bygget Århus Universitet. Der varplaner om at bruge bygningerne som en efter-uddannelsesskole for politiet og politiskole syn-tes en udmærket anvendelse for mig. Men jegkunne heller ikke lade være med at overveje helekomplekset i de smukke omgivelser som et Loui-siana-sted, – et kunstmuseum i smuk natur i detn o rdjyske. En kunst-politiskole!

Jeg luftede oven i købet tanken for entre p re-n ø ren og foreslog ham, at man flyttede de ikkesærlig ophidsende samlinger fra Nord j y l l a n d smuseum i Alvar Aaltomuseet i grusgraven i Aal-b o rg til Vodskov og overlod Kunstmuseet til den

57

e u ropæiske filmhøjskole, hvor elevfløjene så kun-ne bygges rundt om på skrænterne til museetmåske af nogle finske arkitekter, der kunne til-passe sig Aalto-stilen.

Man kan sige hvad man vil om disse nord j y s k ef o rretningsfolk. Men de er altid med på den vær-ste, og vi udviklede store planer, mens vi kørte tilF rederikshavn for at bese de nedrivningsværd i g eforblæste godsbygninger, som Frederikshavn hav-de tilbudt. Det var nærmest en forn ø j e l s e s t u r. Jeghavde næste dags formiddag en aftale med Aal-b o rgs borgmester Kjær, og blev hentet af den aal-b o rgensiske entre p re n ø r, der spillede en aktiv ro l-le under hele mit besøg, så jeg mere end eengang fik den tanke, at for ham var det vigtigt, atjeg ikke trådte i forbindelse med andre end hansf i rma i Aalborg. Sadan noget er de også gode tili det nordjyske. Det viser antallet af udskænknings-s t e d e r.

Mødet på Aalborg Rådhus fandt sted i en atmo-s f æ re, hvor jeg allerede på bunden af mit hjert ehavde afskrevet hele amtet, hele hele amtet. Jeghavde også fået så mange negative udmeldingerom selve amtsborgmester Madsen og hans alt-d o m i n e rende amtskommunaldire k t ø r. Jeg tro r,de havde problemer med at afse tid til et mødemed mig, og det var jo heller ikke beford re n d e .

58

Jeg kunne bare tage stilling til Vo d s k o v. Det varamtets tilbud. Og det var lige til at rykke ind i.

Omkring bordet på borg m e s t e r k o n t o ret fort a l-te jeg om planerne ,og det blev gjort klart formig, at i hele Aalborg var der intet med mindrejeg kunne tage til takke med en eller anden ned-lagt skole.

Og så var det, jeg ikke kunne dy mig.Uden at fortrække en mine forelagde jeg borg-

m e s t e ren planen om, at vi flyttede Nord j y l l a n d sKunstmuseum til Vodskov og overd rog Alvar Altobygningen til den europæiske filmhøjskole.

Min entre p renør var ved at skvatte ned af sto-len. Først smilede borgmester Kjær lidt usikkert .De der nordjyder der plejer at være med på denværste. Og i virkeligheden kunne de rende oghoppe. Nu kunne vi bare prøve at få noget sjovud af de sidste timer i denne min barn d o m s b y.Som en flot sidste gestus til byen fortalte jegb o rgmester Kjær, at på denne måde kunne dem a r k e d s f ø re kunstmuseet en gang til overfor ethelt andet publikum, for hvem byggeriet villeoptræde som noget helt nyt og europæisk. FraA a l b o rg gik denne sidste Odyssé – efter jeg hav-de betalt den dyre hotelregning – videre til Årh u s ,hvor jeg havde aftaler næste dag.

59

Det er smukt at køre på de jyske motorveje omnatten. Hele Jylland ligner en stor ryg, der liggerog sover, og byerne ligger med halvt tillukkedeøjne. I Århus bandt jeg min bil fast foran en kro ,hvor jeg lejede mig ind. Der var sat en kop mus-selmalet ekstra frem på Amtsborg m e s t e rens kon-tor næste morgen Den var til suppleant i besty-relsen Stig Krabbe Barfoed fra Århus, som hav-de lovet at deltage i mødet. Af en eller andeng rund var han blevet forh i n d ret, og det blev der-for alene amtsborgmester Ib Frederiksen, amts-k o m m u n a l d i re k t ø ren og mig, der sad dennem o rgen og drak en kop dampende stærk mor-g e n k a ffe, der gjorde os alle godt. Jeg har senere– i den tale amtsborg m e s t e ren holdt ved præ-sentationen af resultatet af den senere afholdtea r k i t e k t k o n k u rrence – hørt ham berette om sineegne indtryk af dette møde, hvor der ærlig taltheller ikke var meget at lægge på bordet. Mensådan var det jo alle steder. Amtsborg m e s t e re nhavde, fortalte han i sin tale, bedt amtskommu-n a l d i re k t ø ren undersøge lidt nærm e re, hvad det-te fantastiske projekt overhovedet drejede sig om.Og hvem var ham der Knud Pedersen, og hvemstod bag ham. Det hele lød lidt for fantastisk. Jeghar sikkert ikke gjort noget for at fremstille pro-jektet mindre fantastisk. Jeg tror nok, jeg lod mig

60

rive meget med den morgen. Det var endesta-tionen på en lang rejse. Jeg følte mig lidt, somhavde jeg været i slag hele tiden, men selvom jeghavde hugget ned for fode, havde jeg tabt hvertslag. Men, havde amtsborg m e s t e ren tænkt, derkunne jo ikke ske noget ved at love nogle penge,hvis vi kunne finde et sted i amtet, for selvfølge-lig ville de gerne have en europæisk institutiontil amtet. Hvem ville ikke det? Hvis der ikke varnoget i planerne, så kostede tilbudet jo hellerikke noget. Det var problemet om, hvorvidt manskulle fyre et skud af ind i et buskads hvor nogetr ø rte sig eller vente at se, hvad der kom ud afbusken. Han fyrede 10 millioner kr. ind i busken.Han vidste ikke, at jeg sad i mit stille sind ogtænkte på Kalø Gods, de smukke bygninger manp a s s e rede, når man kørte fra Ebeltoft til Årh u s .Der var på den tid megen uro om netop dettested. Når amtsborg m e s t e ren som jeg vidste togmeget aktiv del i disse drøftelser ikke selv nævn-te det, måtte det have en grund, så jeg ville ikkes p ø rg e .

Efter morg e n k a ffen og diverse forbindtlighederog løftet om de 10 millioner fra frigøre l s e s f o n d e t– det var dog noget at komme hjem med for før-ste gang i lang tid – aflagde jeg besøg på Årh u srådhus og rådhusets særlige kontor for EF-råd-

61

givning, der var et af landets mest aktive, der vist-nok oven i købet havde et særligt kontor i Bru x-elles. Der var specielt for mit projekt ikke megetråd at hente om EF, og der eksisterede ikke i heleÅ rhus en eneste egnet lokalitet. En nedlagt jern-b a n e remise var en speciel udfordring, en tilbudtskole var nærmest en forn æ rmelse og hovedbyg-ningen til godset, hvor Team Danmark havde tilhuse, kunne være egnet, men kun hvis også avls-g å rden hvor Team Danmark arbejdede hørt emed. Og det gjorde den ikke.

På mit forsæde i bilen havde jeg mappen lig-gende med tilbud fra Mols. Nu var der faktisk 10millioner kroner fra amtet til Mols, hvis man kun-ne finde noget, der egnede sig. Jeg vidste ikke pådenne dag, at der for mindre end 10 dage sidenvar kommet et nyt EF-dire k t i v, som unddrog heleMols fra stru k t u rfondene og kun lod Samsø til-b a g e .

Et plejehjem indenfor Rønde kommune ogbeliggende direkte til Kalø Vig var et af de mod-tagne tilbud.

Hele plejehjemmet virkede lidt som et pap-machébyggeri. Kun beliggenheden var fin. Jeg såi ånden, hvordan speedbåde sejlede eleverne indtil Århus by night hver aften og re t u rn e rede på

62

festaftener med kulørte lamper hængende i guir-lander fra mastetoppene.

Kalø Vig lå forf ø rende med sin spejlblanke fla-de. Det var en udfordring. På skrænten ned modvandet kunne man i sommeraftenerne sidde ogsynge af højskolesangbogen, piger og dre n g e ,måneskin og fore l s k e l s e r. Jeg bladede videre imine papire r. Så var der Rosenkrandsernes slotRosenholm i Hornslet. Men jeg havde gjort notatom, at der var problemer med den gamle baro-nesse, der levede endnu.

Jeg havde talt med baronesssens århusianske sag-f ø rer før min afrejse til Jylland. Der var mangep roblemer med det slot, først og fremmest, for-di det var fredet i klasse A og en national hellig-dom på højde med Koldinghus. Jeg undlod dogikke at køre derud og sidde og drømme storedrømme ved voldgraven.

Her var plads til hele Europas ungdom. Mendet krævede et kæmpearbejde og et mere endaktivt byråd at få trukket den torsk i land. Jegkunne godt skimte den lille bygning nede i par-ken,, som den århusianske sagfører havde sagte n k e b a ronessen udmærket kunne flytte ind i. Hvishun ville. Og det ville hun ikke! Hun var ikkesådan at komme om hjørner med. Horn s l e t sb o rg m e s t e r, kommunalbestyrelse og embedsmænd

63

bød hun een gang om året til middag på slottet,og hun betragtede dem nærmest som sit tyende.Men netop i denne tid lå hun i et drabeligt skat-teslagsmål med sine middagsgæster fra kommu-nen. Hun havde som straf undladt at invitere demtil middagsselskab netop i år. Det var ikke særligb e f o rd rende for at skabe visioner for fre m t i d e n .

B o rg m e s t e ren havde ikke noget at skulle havesagt over hende. Og hun kunne leve mange årendnu. Ingen kunne vide, at hun ville dø det føl-gende år.

Indenfor Ebeltofts kommunes grænser og dire k-te ned til Ebeltoft Vig lå et lille filmatelier, et stu-die, i nogle små praktiske bygninger. Ejeren hav-de skrevet til bestyrelsen, og jeg ville aflægge hamen visit. Jeg havde fra anden side hørt, at der varøkonomiske pro b l e m e r. Det var et rigtig baby-Hollywood. Dybe lænestole i moderne arkitekturmed moderne kunst på væggene.

D a t t e ren havde en hest, der græssede i en ind-hegning. Hele denne indhegning kunne anven-des til at bygge på,

- 0m jeg ikke ville have en Whisky? For førstegang i mit liv så jeg en af disse istern i n g e k n u s e-re, som man enten skal have en meget god elleren meget dårlig økonomi for at installere. Jeg vartræt af ru n d t u ren og fortalte den begejstrede ejer,

64

65

B o rgmester Christian Rose

K o m m u n a l d i re k t ø rBent Christiansen

der førte sig frem i ridebukser og halvt tømte glas,at jeg nu ville tage tilbage til bestyrelsen i Køben-havn. Det var sikkert, at alting på Mols nu plud-selig havde fået særlig interesse efter morg e n-k a ffen hos amtsborg m e s t e ren. Det hele måtte nukomme an på, at bestyre l s e s f o rmanden og for-s t a n d e ren, som ved denne sidste rejses gennem-f ø relse var blevet fundet, men endnu ikke ansat,at disse to og andre fra bestyrelsen ulejligede sigover til Ebeltoft. Jeg følte mig overbevist om, atdet opnåede resultat med de 10 millioner nokskulle få dem til at slå tågelygterne til og afsøgehele egnen.

Få dage efter min hjemkomst rejste Morten Arn-f red og Bjørn Erichsen til Mols. Jeg var ikke selvmed på denne rejse. Der var kommet et godt sjakud af de to, og de tog gerne opgaverne alene.Sammen med borgmester Christian Rose fra Ebel-toft og kommunaldirektør Bent Christiansenbesøgtes det lille filmlaboratorium ved EbeltoftVig, og det fremgik snart, at det var meget lidtegnet og for store opgaver ventede, hvis det skul-le blive til noget.

På vej væk kørte borg m e s t e ren og kommunal-d i re k t ø ren i én bil, Morten Arn f red og BjørnErichsen i en anden.

66

- Vi kører lige foran, havde borg m e s t e ren sagtmed en hemmelighedsfuld undertone, og lidthenne ad vejen havde de holdt ind til siden oghavde gjort tegn til de to filmfolk om at holdeind bag dem.

- Følg lige efter os, havde borg m e s t e ren sagt, også kørte de to biler op til Skelhøje oppe ved Entre-p renørskolen, som en tid havde været forh a n d-let som egnet sted for en europæisk Filmhøjsko-le, forh a n d l i n g e r, der på dramatisk måde varafsluttet uden resultat, men med mange intern eslagsmål i entre p re n ø rf o reningens bestyrelse. Skel-høje bakker. 9 Hektar naturg rund, en istidsgru n dmed udsigt over Ebeltoft by og Ebeltoft Vig tilden ene side og fra grundens top, ved en gam-mel bro n z e a l d e rgravplads, med udsigt til Katte-gat i den anden re t n i n g .

- Dette her har vi haft liggende til en passendelejlighed, sagde borg m e s t e ren. Og det kan godtv æ re, I ikke kan bruge det sted, vi netop harbesøgt. Men vi kan godt bruge jer, og vil tilbydejer denne grund. Det betyder jo også noget, atamtet er med nu. Og vi kan også gøre noget her-fra. Vi er indstillet på at hjælpe den euro p æ i s k efilmhøjskole til Ebeltoft.

67

Og det er så forhistorien til, hvorledes bestyre l s e nen eftermiddag samledes på Christianshavns Kanali det store rummelige og hyggelige atelier og hav-de pålagt sig selv, at nu skulle det besluttes:

En naturskøn grund i Ebeltoft, hvorpå der skul-le bygges fra grunden eller Koldinghus, som efterde havde hørt om Århus Amts udspil, nu ogsåhavde lovet 10 millioner af frigørelsesfondet underVejle Amt, hvis vi ville vælge Koldinghus.

10 millioner var nu kun en madding til at fiskeefter meget større beløb. Men samtidig bre d t eder sig optimisme i bestyrelsen, og jeg havde enmærkelig fornemmelse af, at min tid til at træk-ke mig nærmede sig. Bestyrelsen var også lidttrætte af at høre om de tusinder af kvadratmetermuligheder i et så lille land.

Måske skulle man fortsætte til alle de øvrige EF-lande og på den måde få kortlagt alle ledige slot-te, klostre og herre g å rde i Europa i en kolossalDoomsbook i 12 bind. Hvad ville de ikke tilbydei Ty s k l a n d ?

Man kunne slutte det 12 bind med en gen-nemgang af klostre og gårde på Sicilien. De kun-ne sikkert også rejse god filmkapital dernede. Jegtør ikke sige, om formanden for bestyrelsen ogf o r s t a n d e ren ville passe fint ind på en lille ter-

68

rasse dernede med et cocktailglas i hånden ogbevæbnede vagter ved indgangen.

E u ropa har så mange muligheder, at det på det-te tidspunkt var svært for mig at se Ebeltoft kun-ne rumme dem alle. Det skulle jeg efterh å n d e nopdage Ebeltoft kunne.

69

70

B e s t y relsesmøde på Christianshavns Kanal.

B e s t y r e l s e n

Det første års tid foregik bestyre l s e s m ø d e rne påChristianshavn. De fandt sted hyppigere og hyp-p i g e re og trak længere og længere ud. Der varen meget høj mødeprocent, og der blev taltmeget. Det vil sige nogle talte meget, andre sadb a re og var med.

Det var en meget forskellig samling. Jørgen Rooskom slentrende ind, faldt ned på en stol og kun-ne ofte sidde trukket helt ind i sig selv uden atsige et muk og uden tilsyneladende at deltage if o rh a n d l i n g e rne. Ingen var dog i tvivl om, at hansad og havde en mening om ethvert spørg s m å l .

- Han er bestyrelsens eneste kunstner, betro e d eClaes Kastholm mig en aften. Formanden forb e s t y relsen hørte til den slags bestyre l s e s f o rm æ n d ,der leder møderne på den måde, at når ikkea n d re har ordet, har han det. Det er et spørg s-mål om stil, og den ene stil kan være lige så godsom den anden.

Ved hans fødder stod en stedse voksende map-pe med papire r. Næstformanden, Axel Jepsen,h ø rte til de mere tavse. Han kunne sidde langestunder uden at blande sig. Til gengæld start e d ealle hans indlæg som regel med:

- Til dette vil jeg gerne anføre 3 ting.

71

De 3 ting varede 9 minutter. Han var kancellis-ten, embedsmanden, og hans indlæg var omhyg-gelige, som overstregede og rettede koncepter,der langsomt dikteres, undervejs bliver rettet, bli-ver fortalt i den ny form, rettet igen og fort a l tf o rfra. Havde han været præst, havde han tømten kirke. Til gengæld for den lange tid han bru g-te på de få indlæg, var der dog altid en god delf o rnuft og forstand i det han sagde.

Omvendt tog jeg for tit ordet, selvom jeg ingen-ting havde at skulle have sagt.

Anne Eggen, som af profession var journalist påL o rry-Kanalen havde en forfriskende måde at stil-le lette spørgsmål på, som foretog hun kritiskei n t e rviews til sin TV-station. Hun var en af de før-ste til at re a g e re, da kommunikationen fra de løn-nede medarbejdere til bestyrelsen begyndte ats v i g t e .

- Havde hun levet i Tyskland i tre d i v e rne, varhun blevet hængt.

Bodil var under møderne konstant beskæftigetmed at lave kaffe og serv e re vand og ved 6-tidenden varme mad, som alle forventede, men somden første lange tid serv e redes helt for hendesegen regning og sommetider blev modtaget medlidt for flot selvfølgelighed. Bodil var også besty-relsens kassere r, og efterhånden som det hele

72

udviklede sig, brugte hun ulønnet det meste afsin arbejdstid på at føre regnskaber og udbetalepenge. Dette kæmpearbejde blev efter minmening også modtaget med lidt for flot selvføl-gelighed. Men Bodil beklagede sig ikke.

Henning Carlsens indlæg var ofte pompøse oghandlede oftest om noget, han havde oplevet iudlandet. Han stoppede altid op før han nåedef rem til mødebordet og studerede de fre m l a g t etegninger og fotografier fra tilbud om placeringeraf højskolen modtaget siden sidste møde. På ets t o rt dobbelt-skrivebord var disse fremlagte. Nog-le af bestyre l s e s m e d l e m m e rne så dem slet ikke.

I dette var Henning som i så meget andet megetg rundig. Hvidt hår og skæg, rød sweater.

Som regel lidt forsinket ankom Claes Kastholm.Det var altid lidt af en tilfældighed, at han var til-stede. Var han på udlandsrejse for sin avis opda-gede vi det først ved hans udeblivelse. Man skul-le ikke vente på ham. Til gengæld blev der altidstille omkring bordet, når han lænede sig fre mog først med lav inderlig stemme, og dere f t e rmed flammende øjne gav sit definitive besyv medi et eller andet spørgsmål. Spørgsmål afgjord e softest i overensstemmelse med hans holdning,hvilket kunne gøre det katastrofalt, når hans hold-ning var forkert .

73

Har jeg glemt nogle af bestyre l s e s m e d l e m m e r-ne fra den allerførste tid, så har de selv været udeom det.

Det kunne ofte undre, så lidt der blev diskutere tindhold på højskolen, og hvor meget der blev dis-k u t e ret den nærmeste fremtids praktiske gøre-mål. Og kroner og øre r. Sålænge der mangledem i l l i o n e r, og det gjorde der til sidste øjeblik, såer det måske nok forståeligt. Men når millioner-ne var der, ville det også være vigtigt at vide, hvadde skulle anvendes til.

Hvad kunne det, for at citere Kirkegaard nytte,at man havde et slot, hvis man opholdt sig i lade-b y g n i n g e rne. Jeg har faktisk oplevet Claes Kas-tholm en sen aftentime fyre den salut af, at hano v e rvejede at trække sig, for det hele var ved atudvikle sig til noget helt andet, end han først hav-de forestillet sig. Han ville håbe den gode Gudville forskåne os for det værst tænkelige: At vi fikfor mange penge.

Hvad var vigtigst, Grundtvig eller filmen? Detlevende ord eller det levende billede? Med eti n t e rnationalt publikum kunne vi i hvert fald godtglemme højskolesangbogen. Eller kunne vi? Hvadd rejede det hele sig i grunden om? Jeg var sletikke sikker på, jeg brød mig om filmmiljøet.

74

Hvilke kulturpersonligheder ville man kunnef o rvente som gæstelære re på en europæisk Film-h ø j s k o l e ?

Det ville ikke være dårligt, hvis en Emil Aare s-t rup blev horisonteret med en Heinrich Heine.Men hvad vil der ske, hvis det udelukkende bli-ver filmfolk, der ankommer med deres Samsoni-te-mapper i hånden og deres filmruller undera rmen og vil fortælle om deres sidste film?

Dette spørgsmål bliver såvidt jeg kan bedømmeskolens vigtigste – og vigtigere end økonomien.

Ud på aftenen blev der delt øl og vand ru n d t .Men når der henad midnat kun var et enkelt ellerto bestyrelsesmedlemmer tilbage kom der en flas-ke vin eller to fra familiens private vinkælder påb o rdet. Nu skulle mødet være slut. Jeg skal ikken æ rm e re beskrive disse aftener og nætters rigeindhold af meningsfuld højskolesnak hvor f. eksde ovennævnte eksistentielle spørgsmål blev drøf-t e t .

75

76

F i re medlemmer af den første bestyrelse. Fra ven-s t re: Henning Carlsen, Axel Jepsen, Claes Kas-tholm og Jørgen Roos.

Lidt privat om den der skriver

Om natten efter møderne kunne man ligge i sinseng og tænke videre om alt dette, som ikke nåe-de frem ved mødernes stedse mere og mere prak-tiske drøftelser. At s t a r t e en højskole er somat v æ r e på højskole.

Efter møderne kunne man ligge og huske enkel-te bro k k e r. Henning Carlsen havde en aften haften fin vision om, at man skulle søge om sende-tilladelse, så man kunne sende programmer udi området. Jeg filede lidt på ideen og lå underdynen og forestillede mig i stedet, at der var fjern-syn på alle elevvære l s e rne og hver aften blev dersendt nyheder, fiktion og faktion, re k l a m e r, slad-der og portrætter af eleverne, lavet af dem selv iløbet af dagen. Ak gid man var 35 år yngre. Såville det være en pragtfuld udfordring at værel æ rer på sådan en højskole.

Jeg var for gammel til, at jeg kunne fore s t i l l emig selv i rollen som elev.

Da jeg var dreng ejede min far en gammel Nash.Det vil sige, den var slet ikke gammel, men en nyflot 1935-model med en tynd gul guldstribe malethele vejen langs siden og rundt omkring den sto-re kuff e rt, der sad bag på. Bag forsæderne var

77

der to børn e s æ d e r, man kunne slå op og på denmåde kunne der sidde 6 mennesker i bilen.

I den store Nash kørte min far med hele fami-lien rundt til alle højskoler på Fyn.

På den anden side af gaden, på Ve s t re Stationsveji Odense, hvor min fars præstegård lå, var der enShell-tank, hvor vi tankede bilen op, før vi kørt e .Shell-tanken bestod af små obeliskformede guleS h e l l - s t a n d e re, der havde en pumpe, således atman kunne pumpe 5 liter op ad gangen i et højtglas. Når glasset var fyldt, lukkede man de 5 literind i bilens benzintank.

Tanken blev passet af ejeren, der hed Oxholm.Min far fortalte, at det var en meget fin familie,så han måtte bestemt være det sorte får i famili-en, når han kun havde en benzintank. Oxholmhavde Odense bys største underbid. Benzintan-ken var også taxaholdeplads, og fra det lille kon-t o r, hvor Oxholm sad og skrev store 3-taller og 2-taller på sine regnskabsark, var der en luge indtil chauff ø re rnes varmestue, hvor de sad og røgpibe og ventede på tur. En dag tog en af taxa-c h a u ff ø re rne mig med ud på en køre t u r, som jegf o rtalte mine forældre om, da jeg kom hjem. Næs-te dag hentede politiet taxachauff ø ren og satteham i fængsel.

78

79

Statens Filmskole i København diskuterer bekym-ret den europæiske filmhøjskoles opre t t e l s e .

Vi kørte oftest til Middelfart højskole, hvor for-s t a n d e ren hed Skovrup og til Ryslinge højskole,hvor forstanderen hed Monrad. Men vi kom indimellem også til nogle steder, hvor en masse men-nesker var forsamlede, men hvor der ikke varnogen højskole. Det var højskolefore n i n g e r. Derholdt min far foredrag om “Det levende ord ” ,sommetider i fri luft, hvor der var stillet bænkeop på en fodboldbane... måske, når jeg tænkere f t e r, var det kun en håndboldbane. En gangimellem kørte min far også i sin store Nash tilVallekilde højskole på Sjælland. Den havde minm o rfar været med til at start e .

Men hver sommer kørte hele familien til Ker-teminde højskole, hvor vi boede hele sommerf e-rien, mens min far holdt foredrag for elevern ehver dag. Han holdt foredrag om Grundtvig ogom “Den danske sangskat”. Dagligt spillede hantennis med de andre lære re i middagspausen. Ogvi spiste i en stor spisesal sammen med alle ele-v e rne. I spisesalen var der udskåret træ i højepaneler og malerier med scener fra Danmarks-historien på alle væggene. Der blev hele tidensunget, og det var altid min far, der sang for. Detv a r, som om hans stemme løb lidt foran de andre ,der prøvede at indhente ham. Hvis der var nogen,der var lige ved at indhente ham, så min far bare

80

v redt på ham, så holdt han sig lidt tilbage igen.Min far var både større og tykkere end nogen afde andre lære re. Vi børn troede også, han varlidt bedre .

Min mor sad oftest ude i haven i en flugtstolunder en stor solparasol. Hun var – som jeg hus-ker hende fra dengang – altid i hvidt med en storhvid hat. Hendes hår var fletninger, der var ru l-let sammen i snegle omkring begge øre rne. Hunsad altid begravet i den nyeste litteratur, og bådel æ re re og elever elskede at sætte sig hen i græs-set ved hendes flugtstol og tale med hende. Såsænkede hun bogen ned i skødet, og hun kun-ne lytte, så folk altid sagde meget mere til hen-de, end de først havde tænkt sig.

I den grønne lund bagved den gamle røde høj-skolebygning med de takkede gavle dansede ungepiger i knælange blå gymnastikkjoler gymnastis-ke danse, mens de sang “Vipper og springe overklinge”. De svedte under armene, og jeg kunneikke forstå, hvorfor de mandlige elever kunne ståi timevis og følge pigernes dans.

Ja, erindringen om disse piger har hele mit voks-ne liv stået for det, jeg forstod ved nationale,æ r b a re, uskyldige, danske højskolepiger. Det vari 3o-erne, så der har sikkert også over hele sce-neriet hvilet et svagt skær af nationalsocialisme

81

som almindeligt udtryk for tidsånden i disse kre d-se. Man havde ikke sociale interesser i min farsg rundtvigianske venstre k redse, som var datidensh ø j s k o l e m i l j ø .

Imellem de høje lindetræer, der omgav lunden,oplevede jeg højskoleelevernes opførelse af Chris-tian Winthers “Hjortens Flugt”. Enkelte vers blevu f o rglemmelige for mig:

Hvor tindrer nu min stjern e ,hvor dølger sig min skatdig søger jo så gern emin sjæl ved dag og nat

Hver nat den er vor sommerdens blomster ere vinår dagen den kommerer vor sommer forbi...

H v o rdan lyder sådan et digt på en europæisk film-højskole? Er det holdt op med at eksistere ?

Det må naturligvis være en forskydning i erin-dringen, men jeg synes ganske bestemt, jeg kanhuske en stor levende kro n h j o rt komme jagen-de igennem Lunden lige på det rigtige sted ih a n d l i n g e n .

82

På lundens grønne skrænter kunne vi bageftersidde, piger, drenge, lære re og familier i timevisi sommernatten, mens skrænterne blev mørkereog mørkere og stemmerne lysere og lysere, efter-hånden som de ældre trak sig tilbage.

83

A r k i t e k t k o n k u r r e n c e n

De ind imellem hyggelige men oftest alt for lang-varige bestyrelsesmøder havde i denne første tidg j o rt atelieret på Christianshavn til samlingsste-det for arbejdet med ideen om at oprette en eur-opæisk filmhøjskole. Jeg føler mig ikke overbe-vist om, at det havde været muligt at oprette denførste støttekreds ,om ikke denne i filmkre d s ehelt neutrale lokalitet havde været til Kunstbi-bliotekets disposition for dyre penge.

Jeg er heller ikke sikker på, det hele var blevettil noget, hvis ikke dette sted havde været til dis-position for møder med Århus Amtsborg m e s t e r,p o l i t i k e re og andre, som i det 200 kvadratmeters t o re rum, der lå som salondækket på en størref æ rge, havde været der som en fascinerende skalom en fascinerende nød, vi sad 10 mennesker iflok for at knække omkring det hvide ru n d em ø d e b o rd. Her holdtes møder med fond-raise-re, med formanden for Bikubens Fond, meda n s ø g e rne til forstanderposten, og også med ene k s p e rt, der kunne rådgive bestyrelsen om hvil-ke danske arkitektfirm a e r, der skulle inviteres tilden indbudte arkitektkonkurrence, som besty-relsen havde aftalt, for at finde det helt rigtige

84

bygningsværk til det ambitiøse projekt, der skul-le re a l i s e res på den smukke mark ved Ebeltoft.

Jeg syntes, det var vigtigt at have blot en enkeltudenlandsk repræsentant med og havde ringetden finske ambassade op og spurgt, om ikke dervar nogle talentfulde finske arkitekter, man kun-ne indbyde.

Jeg fik en dansk kontaktperson, der forsynedemig med litteratur om bl. a. et par yngre finskea r k i t e k t e r, der foruden andre ting, havde byggetHelsinkis videnskabscenter Heureka. Jeg ville ger-ne have dem med og kom til at vise nogle spæn-dende eksperimenterende bygningsværker, somslet ikke var udført af dem for at overtale besty-relsen. Ja, det var det eneste ene meget lille sny-denummer i al den tid. Eksperten, som vi havdebedt råde os, udpegede nogle betydelige danskea r k i t e k t f i rm a e r, bl. a. Henning Larsen, 3 XNielsen, Vandkunsten og endnu et par arkitekt-f i rm a e r, og det besluttedes også at indbyde de tofinske arkitekter.

Der blev udpeget en bedømmelseskomite medHenning Carlsen som formand, og imod mitprincip lod jeg mig vælge ind i bedømmelsesud-valget. Der hører mange formalia til en sådank o n k u rrence, og den kostede mere end en halvmillion, som vi måtte tage af de midler, som Årh u s

85

Amt havde bevilliget. Uden et konkret forslag tilen højskole ,ville det blive vanskeligt om ikkeumuligt at rejse flere penge, så der blev fyret kulunder den konkurre n c e .

Der blev givet en meget kort tidsfrist og arki-tektsammenslutningen, som kontro l l e rede heleforløbet, form u l e rede betingelserne i det spro g ,som kun arkitekter forstår og med lige vilkår fora l l e .

På afleveringsdagen blev de anonymt indleve-rede projekter modtaget og ophængt på atelie-ret på Christianshavn af repræsentanten for arki-tektsammenslutningen, konkurrencens sekre t æ r,som fulgte konkurrencen for at overse, at alle des t renge regler blev nøje overh o l d t .

Det var spændende at se de vidt forskellige løs-n i n g e r. Arkitekten Allan de Waal og en norsk arki-tekt var udpeget af arkitektforeningen som fag-d o m m e re, og da det hele startede i al fre d e l i g-hed, var der ingen, der anede, at et af den eur-opæiske filmhøjskoles største dramaer skulleudspilles her i løbet af de næste dage.

Henning Carlsen var fløjet hjem fra Los Ange-les for at lede bedømmelsesudvalgets arbejde.B e s t y re l s e s f o rmanden var inhabil, fordi hans bro rvar blandt de indbudte arkitekter. ForstanderB j ø rn Erichsen var medlem af komiteen. Der står

86

meget på spil både for os og for de deltagendea r k i t e k t e r, så forløbet udvikler sig efter stre n g ere g l e r. På alle væggene hang tegninger. Løs-n i n g e rne var vidt forskellige.

Alle havde deres særlige kvaliteter. Med mellem-rum gled øjnene hen forbi det lettest skitsere d e ,som kunne minde om et Malewitz-maleri med enstor bygningskrop, der skar sig tværs henover dendybe slugt, som var en del af filmhøjskolens land-skab i Ebeltoft. Det så strengt og formelt ud tilforskel fra en hyggelig Dragør-lignende samlingsmåhuse forbundet med trapper og idyl, somre p r æ s e n t e rede det helt modsatte. Bagved denlet skitserede bygnings krop, der på det ene pro-jekt skar sig over slugten lå en buet banan medelevfløje. Det var svært at forestille sig, at den sto-re krop, der skulle fremstilles i stål kunne havenoget at gøre med en dansk folkehøjskole, og detraditionelle forestillinger om de røde takkedegavle og de høje lindetræer, sådan som de havdeset ud lige siden Grundtvigs tid.

Jeg husker, jeg tænkte en kort overgang: Manskal huske på, at om 5 år kan det være, at for-s t a n d e ren her bliver en nålestribet japansk fil-mentusiast udstationeret af SONY. Men jeg sag-de det ikke højt. De faglige arkitektdommeregennemgik hvert enkelt projekt i objektiv og neu-

87

tral form, fremhævende hvert projekts fortrin forde øvrige. Fru s t r a t i o n e rne begyndte så småt atindfinde sig. Der kunne godt hurtigt opnås enig-hed om, at et par af pro j e k t e rne ikke kunne målesig i konkurrencen. Vi læge dommere var natur-ligvis ikke klar over, hvem der havde stået for dem.Men problemet opstod omkring de to til tre pro-j e k t e r, som alle med høje kvaliteter re p r æ s e n t e-rede forskelle i stil og ideologi. Det var den eur-opæiske filmhøjskoles første konfrontation medsit eget ambitionsniveau og vore fore s t i l l i n g e r sførste visuelle virkeliggørelse. Dette var en storo p l e v e l s e .

Te g n i n g e rne med den lille samling huse, dervar forbundet med trapper, så smittende ud. Etintimt miljø. Det måtte bestemt være et af dedansk arkitektfirm a e r. Men var det det, der varb rug for? Og det var et af konkurrencens tabu-er at begynde at gætte navne, ikke engang påtomandshånd var dette tilstedeligt.

Vi skal bygge for fremtiden. Der gik meget langtid, før der kun var to projekter tilbage. De andreblev simpelthen taget ned fra væggene, og dis-k u s s i o n e rne begyndte: De hyggelige småklyngeraf huse eller det strenge arkitektoniske lokomo-t i v.

88

Dagen sluttede uden afgørelse. Næste dag skul-le vi mødes. Afgørelsen skulle falde den dag, forden norske dommer skulle flyve hjem dagen efter.Og der skulle forinden skrives rapport af fag-d o m m e rne. Sådan er re g l e rn e .

Der var bestilt middag ude i byen. Den skullekomme kl. 18. På den tid gik alle medlemmern ei bedømmelsesudvalget rundt på gulvet både id i rekte og indirekte forstand. Der diskuteredes ismå gru p p e r. Det blev i et chokerende øjeblikk l a rt, at der ikke kunne opnås enighed. Det blevk l a rt, at bestyrelsen, uden at være blevet kon-f ro n t e ret med dette tidligere, bestod af to heltmodsat rettede livsholdninger.

Det blev også klart at rumskibet, Malewitz-byg-ningen, som ville blive en tre s t j e rnet arkitekto-nisk perle af international kvalitet, blev fore t ru k k e taf nogle, mens lige så mange, der tænkte i tra-ditionelle højskolebaner, fandt den selvsammebygning umenneskelig, uhyggelig, afvisende ogalt for streng. De små huse indbød til varme ogu d f o l d e l s e .

Jeg havde gjort min stilling op. Men det stodlige. Kun hvis en af fagdommerne ville vige sitsynspunkt, kunne der skabes spinkelt flertal fordet ene projekt. Han var ikke tilbøjelig til et

89

sådant kompromis. Bodil tilbød at være den, derskiftede side.

Henning Carlsen forbød, at nogen skiftede ind-stilling for bekvemmeligheds skyld. Hver især sadvi og talte på fingrene. Der var flertal for Male-witz, hvem fanden der så havde tegnet det.

Der blev nu åben krig. Det var to verd e n e r, derstod overfor hinanden. To ideologier, den enelige så god som den anden. På sin vis var beggeløsninger muligheder. Måske var Malewitz-løs-ningen lidt mere modig. Men det var også, ford iden var mere risikabel.

Maden var kommet kl. 18. Den stod nu ved 22-tiden og var blevet ligeså iskold som hele atmo-s f æ ren. Der var en fjendtlig holdning mellem deto gru p p e r. Det stod klart, at ingen havde lyst tilat sætte sig til at spise ved samme bord. Enkeltesnuppede en tallerken og stillede sig hen i enk rog. Sekre t æ ren fra arkitektforeningen fort a l t emig senere, at han aldrig havde oplevet noget lig-nende. Det ville ikke være rigtigt at udpensle denblodige borgerkrig i denne lukkede kreds nær-m e re .

F l e rtallet blev erkendt. Den ene halvdel af udvæl-gelsesudvalget sad med mørke miner, og vinder-ne sad med dårlig samvittighed. Det var en gro-

90

tesk situation. Vi n d e rne begyndte at undskyldesig og taberne blev gro v e re og gro v e re. Person-lig har jeg aldrig oplevet en sådan situation. Ogingen turde vise glæde over at have nået denne600. 000 krs milepæl,prisen for arkitektkonkur-re n c e n .

Vi n d e rne strakte hånden ud til tabern e .Nej, så nemt var det ikke.Helt groteske situationer opstod. Ingen ro k k e-

de sig en tomme. Fagdommerne var på vinder-nes side. Det ville have udløst en eksplosion, hvisen havde foreslået at udbringe en skål for vind-e r p rojektet, eller blot havde smilet en smule.Vi n d e rne var overladt til at gå rundt med en surbeklagende mine. Og sådan sluttede denne vig-tige epoke.

Det tjener dommerkomiteen til megen ære, atdet blev vedtaget, at taberne skulle have lov atgennemgå projektet med vinderarkitekterne medhenblik på at gøre det prægtige bygningsværk lidtm e re spiseligt. Kuverten med vinderarkitektern e snavne blev åbnet under et højtideligt cere m o n i-el af formanden for udvalget assisteret af sekre-t æ ren fra arkitektforeningen. Det var de to fin-ske arkitekter Mikko Heikkinen og MarkkuKomonen, der havde vundet foran de fre m t r æ-dende danske arkitekter.

91

Det behøver ikke være nogen hemmelighed – dadet senere er officielt erkendt af ham selv – atf o r s t a n d e ren, der var den eneste af de tilstede-v æ rende, der skulle leve i den arkitektur, var påt a b e rnes side, og var helt fordømmende og uro k-kelig i sin foragt for flertallets beslutning. Hanerkendte i en smuk tale den sidste aften før deførste elever skulle komme, at han fra at hadedet byggeprojekt ,nu havde den tilståelse at gøre ,at nu elskede han den bygning.

Han tilføjede, at hans oprindelige uvilje måskeskyldtes manglen på evne til at studere arkitekt-t e g n i n g e r. Men den mangel havde vi øvrige læged o m m e re måske også. Jeg for min part blev ih v e rt fald ganske overvældet, da bygningenbegyndte at vokse op i Ebeltoft, og den kolossa-le størrelse af studiebygningen med administra-t i o n s k o n t o re rne, og de to biografer og aulaenbegyndte at tage form .

Det var som en atlanterh a v s d a m p e r, som QueenElizabeth II. Ta b e rne, eller skal vi med en lidtf i n e re betegnelse kalde det mindretallet, fik deno v e renskomst med arkitekterne, at den elegantbuede banan blev vendt om ,så den ikke vendteryggen mod studiebygningen, men ligesom fav-nede den ved at vende indad. Arkitektonisk var

92

det et tab, fordi den bortvendte banan netopu n d e r s t regede strengheden og spændstighedeni bygningskomplexet, men menneskeligt set, somhøjskoledel, var det måske til at leve med detteomend ret store ændringsforslag.

Det medførte f. eks. at elevvære l s e rne i stedetfor at have udsigt ind over Ebeltoft Vig fik udsigtmod en græsmark, hvoraf de, der boede på før-ste sal dog kunne se op imod den gamle bro n-z e a l d e rgravhøj, der afsluttede gru n d e n .

B o rtset fra Alvar Aaltos kunstmuseum i Ålborger det flere hundrede år siden, at udenlandskearkitekter har fået lov til at bygge i Danmark. Selv-om de finske arkitekter fortalte dette med stolt-hed, og havde deres oplysninger fra danske kol-l e g e r, er jeg ikke helt sikker på, det kan være rig-tigt. Men en majestætisk og enestående bygningblev det.

Fra Information har jeg lyst til at citere en art i-kel skrevet af arkitekt Allan de Waal om sønda-gen, inden de første elever skulle ankomme. Hanvar som bekendt en af de to fagdommere .

... Konkurrencens dommerkomite har haft enb e n h å rd diskussion om, hvorvidt europæisk kon-f e renceesprit eller dansk højskolemøf skulle have

93

første prioritet i bedømmelsen. (...) Og slag erder også i huset. Ikke slag i luften, men g e n n e mluften, som klare rum og skærme i landskabet.Bygningsanlægget udgøres (...) af tre hovedele-menter i landskabet – kursusbygningen med foyerog studier på tværs af kløften, lære r b o l i g e rne somdominobrikker på kanten af skrænten, og baghovedfløjen et halvcirkelslag med hver sin kan-tede opholdsstue.

Den kombinerede foyer og spisesal med højthævet gangbro (giver)udsigt ned over bakkern eog Ebeltoft Vig, og der er indgang til biografeni den ene og til studierne i den anden ende afdet lange hus på tværs af kløften

Den høje foyer med åben køkkenskranke erhusets krydsfelt, hvor eleverne kommer over frav æ relsesfløjene og biografgængere eller gæsterind fra gangbroen over kløften. Aftenbelysning-en i foyeren klares med stearinlys på bordene ogf i l m p ro j e k t ø rer på skinner højt oppe under lof-tet. Så i skumringen, når sidste solstrejf har for-ladt de hvide vægge og pro j e k t ø re rnes skygge erved at tage over, træder to indskudte kasser i foye-rens bagvæg frem som filmkulisser – et lydstudiei røde mursten og køkkenet i kobberbeklædning.

94

I Informations leder skriver Allan de Waal sam-me dag bl. a. følgende:

Går man tur i de fyrrebevoksede højder kan par-c e l h u s k v a rt e ret rundt om godt minde om nogetfra Twin Peaks. Dalen under hovedbygningenkunne godt danne ramme om en western af Larsvon Tr i e r, eller være Set-up for en St. St. Blicher-musical fra Metronome. Og bliver man inden-dørs i højskolefoyeren kunne det være Styrm a n dCarlsen og hans Flammer, der holdt vagt på bro-en for at styre uden om Fregatten Jylland og luft-havnen i Ti r s t ru p .

L e d e ren blev bragt under overskriften “Dre a mVa l l e y ” .

Den søndag var der også artikler i andre aviser,og Jyllandsposten bragte et interview med for-manden for bestyrelsen, filminstru k t ø ren Mort e nA rn f red. I interviewets afsnit om forhistorien udta-ler Morten Arn f re d :

- Den europæiske filmhøjskole blev startet vedat Henning Carlsen ringede mig op en gang forca. 3 år siden og spurgte, om jeg ikke ville væremed til at lave en europæisk filmhøjskole og væref o rmand for bestyrelsen. Det sagde jeg, at jeg ger-ne ville på betingelse af, at der hurtigt blev fun-

95

det en forstander. Og det blev der. Det blev sombekendt Bjørn Erichsen.

S i c !Og det kan jeg skrive en så lang historie om!

Når det kan fortælles så kort! Som en cigaret, derskoddes i askebægere t .

96

Til Kortfilm i Kiel

På et af bestyre l s e s m ø d e rne, der efterhånden ude-lukkende drejede sig om flere penge og forh ø j-else af budgetter vedtaget ved det fore g å e n d emøde, havde Claes Kastholm på sin egen stilfær-dige måde taget ordet og spurgt, om ikke besty-relsen syntes, det ville være en god ide at forsø-ge at få f. eks. 300.000 DM ud af Bjørn Engholm,der var ministerpræsident for Schleswig-Holsten,og som både havde kulturelle interesser og inter-esse for et tættere samarbejde med Nord e n .

- Skulle vi ikke overdrage denne specialopgavetil Knud. Det tror jeg lige vil være noget for ham,sagde Claes.

Jeg takkede for tilliden. Jeg havde nu den opfat-telse, at hvis det var svært at få åbnet danske peng-e k a s s e r, så ville det være dobbelt så svært at fååbnet udenlandske. Men for sportens skyld villejeg gerne gøre et forsøg, hvis jeg kunne få CarlN ø rrested med. Carl Nørrested sad lige overf o rmig ved bordet med et overrasket smil i øjenk-ro g e n e .

- Hvad er han ude på?, syntes hans blik at spør-g e .

Få måneder forinden havde jeg mødt Carl Nør-rested på trappen til Statens Museum for Kunst,

97

hvor han netop havde indrettet en biograf, derskulle vise kunstneriske film. Han var magister ifilmvidenskab og havde undervist på universite-tet. Nu var han arbejdsløs, men havde påtaget sigat indrette den netop færdigbyggede biograf. Jegkendte kun Carl løseligt som eksperimentere n-de, en af dem, vi netop manglede en re p r æ s e n-tant for i bestyrelsen, og mens vi stod og hang påden store stentrappe ind til de fine samlinger,s p u rgte jeg ham, om han ikke kunne tænke sigat blive foreslået til bestyrelsen for Filmhøjskolen.Han sagde ja med en velvilje, som havde jeg til-budt ham rollen som førsteelsker i en Greta Gar-b o - f i l m .

Carl Nørrested er barn e b a rn af Fyrt å rnet, og tilt rods for, at han er et omvandrende filmleksikon,står han oftest som 22 lukkede bind i en re o l .Åbner man et bind forbløffes man over hansv i d e n .

Det var Carl Nørrested, bestyrelsen henvendtesig til efter hans optagelse, da Fre d e r i k s b e rg Spa-rekasses Fond gerne ville give os en million kro-n e r, hvis vi kunne henvise til en eller anden til-knytning mellem Fre d e r i k s b e rg og filmen. Carlhavde undersøgt sagen og kunne fortælle, at CarlTh. Dreyer havde boet på Fre d e r i k s b e rg hele sitl i v, og ved elegant at kalde vejen op til Filmhøj-

98

skolen i Ebeltoft for Carl Th. Dreyersvej, var dernu kommet en million mere i kassen.

Vi skulle tage toget til Kiel og den Schleswig-holstenske Landdag. 2. klasse, og jeg kunne re j-se på 65 billet. Sådan noget havde bestyre l s e ngodt af at lære lidt af. Og det var også helt i CarlN ø rresteds ånd. Han bar skuldert a s k e .

Jeg havde forinden afrejsen til Kiel bombard e-ret Staatsamtet med breve og fore s p ø rgsler omet møde direkte med Bjørn Engholm. Carl og jeghavde psykoanalyseret hans ansigtstræk i en TV-udsendelse og vi indså snart, at vi måtte leve med,at det ville blive umuligt at træffe Bjørn Engholmpersonligt. Han var lige midt i en valgkamp, hvorhan var opstillet som kanslerkandidat for SPD,og hele hans kalender var overbro d e ret med afta-l e r.

Det hjalp ikke engang, at Claes Kastholm fre m-s k a ffede en introduktionsskrivelse fra musikfor-lægger Wilhelm Hansens enke, som var person-lig ven med Bjørn Engholm. Men embedsmændpå højeste niveau kunne vi få en aftale med, ogen middagsstund satte Carl Nørrested og jeg hin-anden stævne på hovedbanegård e n .

- Lübeck er meget smukkere end Kiel, start e d eCarl med at sige, da ekspressen satte sig igang.Skulle vi ikke hellere tage til Lübeck? Tonen var

99

slået an. Vi var næppe kommet forbi spøgelses-byen Høje Tåstrup, før jeg halede en dansk tysko rdbog op af mappen. Hvad han ville sige til atvi tog et lille repetitionskursus i tysk? Det er for-b l ø ffende, så få mennesker i udlandet, der talerandet end deres hjemlands spro g .

Carl afviste mig hånligt. Han var helt hjemme idet tyske. Jeg kunne blot stille ham på en prøve,hvis jeg havde lyst.

- Hvad hedder mursten ? spurgte jeg, og hansad længe med sit uudgrundelige smil, mens skin-n e s k i f t e rne talte sekunderne under fødderne påos. 20 sekunder gik.

- Spørg om noget andet.- En sponsoreringsaftale ? Ja, bare en aftale.

Hvad hedder det?- Hold så op, grinede Carl Nørrested. Du spør-

ger mig kun om det, jeg ikke ved. Vil du ikke hel-l e re vide, hvad 300. 000 DM hedder? Det hedderd rei hundert tausend D-Mark.

Selvom Carl var barn e b a rn af Fyrt å rnet, så min-dede han faktisk mere om Bivognen specielt ihans større l s e s f o rhold til mig, og først og fre m-mest den måde smilehullerne sad i hans mund-v i g e . . .

Da vi i mørkningen ankom til Kieler Haupt-bahnhof, medbragte vi en af disse små transpor-

100

table ru l l e k u ff e rter imellem os. Med en snor i, såden lignede en lille moppe på fire lave benu d g j o rde vi et godt bud på en ny dansk stumfilmmed titlen Flugten til Amerika.... i den forkert eretning... og på den forkerte tid, men med desamme forv e n t n i n g e r. Moppen trillede og spranghenover fortovet. Med en verdensmands flegmaviftede jeg en taxi hen foran os, som man vifteren måge væk fra toppen af en bundgarn s p æ l .

- Hotel Neue Europa, sagde jeg.C h a u ff ø ren kunne dårligt nå at skifte til 2 gear

før vi var fremme ved hotellet, som lå lige på denanden side af gaden overfor stationen. Efter jak-ken, som jeg skulle bære ved morgendagens for-h a n d l i n g e r, var hængt pænt på bøjle i hotelvæ-relsets gard e robeskab, begav vi os ud at spise.

Vi tog os god tid. Dette skulle baseres på gru n-dighed som alt i denne sag. Netop i en pro v i n s-by sætter i hvert fald en enkelt restaurant en ærei at være enestående. Carl Nørrested kiggede indgennem alle vinduer.

- Der må være en luksusrestaurant et eller andets t e d .

Vi fandt en diskret placeret restaurant. Uden-for hang et lige så diskret placeret skilt hvorpåder stod “Denne restaurant er udvalgt som et af

101

Tysklands 10 fineste køkkener”. Carl Nørre s t e dog jeg så på hinanden.

Vi vidste, at bestyrelsen havde fået 800. 000 kr.af EFs Media Business School fond, og at dissepenge udelukkende måtte bruges til at rejse op,“tilat udbygge det europæiske netværk”. Sådan vardet form u l e ret. Og vi vidste også, at bestyre l s e nhavde nogle helvedes problemer med at få bru g talle pengene, så man kunne forsvare at søge omde samme penge til næste år. Her kunne vi dagodt tilbyde en hjælpende hånd.

En italiensk mafiabandeleder åbnede den låsted ø r, da vi pænt bankede på. Vi iførte os vore smest forbindtlige smil, mens han sa op og nedad os.

- Beklager, sagde han så. Restaurationen er udlej-et i aften til et privat selskab.

Et hastigt blik forbi den sikkert tungt bevæb-nede gangster overbeviste os om, at der ikke saden kat ved nogen af de små borde inde i re s t a u-rationen. De havde sikkert kokainaften i køkke-net. Vi var skuffede. Enten skulle vi lave en TV-serie her eller... Sådan en historie ender selvføl-gelig på en Mc Donaldlignende bar. Ellers villeden ikke være værd at nævne.

102

Næste morgen var vi i god tid ude ved Staatsam-tet, som lå i den anden ende af byen. Under udø-velsen af vores indarbejdede modsat-al-forn u f t -metode, spadserede vi hele vejen med den tungemoppe af en kuff e rthund trillende imellem oseller bag os, eller den ene på vagt for at efterse,den anden ikke får den livagtige vasketøjsbylt tilat skvatte ned i re n d e s t e n e n .

Vi var dem allesammen: Gøg og Gokke. Fyrt å r-net og Bivognen, Brüel og Kjær, Henriques ogL ø v e n g re e n .

- De kan ikke sige nej, ytrede jeg med stoisk ropå et tidspunkt, hvor Carl lå på alle fire i re n-destenen i et forsøg på at få kuff e rten på højkant.Moppen var faldet omkuld.

Den første vi skulle møde var Schleswig-Holstensk u l t u rchef Fre i h e rr von Randow. Han var mage-løst sympatisk. Vi skulle senere gense denne ungemand og hans kone ved gru n d s t e n s n e d l æ g g e l s e ni Ebeltoft. Jeg tro r, der var stor gensidig sympati,og han fortalte med humor og intimitet, at vi ikkeskulle tro, tyskerne i Schleswig-Holsten ikke føl-te sig meget mere i familie med danskerne endmed andre tyskere .

Von Randow fortalte om de Lübecker filmdage,som havde vist skandinaviske film een gang omå ret lige siden krigens afslutning for at søge gen-

103

o p rettet, hvad der under krigen blev forbru d t .For at klare finansieringen havde man nu indførtogså baltiske film i Lübeckerfilmdagene. Det åbne-de EF-kasser og hans højeste chef, depart e m e n t-chefen lige under Bjørn Engholm, som vi skullebesøge om nøjagtig et kvarter – han så tysk dis-c i p l i n e ret på sit armbåndsur – han sidder i EFsMedia Business Committee i Bruxelles, så hanved, hvad han taler om.

Jeg tænkte, at vi nu nok var på vej til et fore-træde for den højest placerede embedsmand iEF nogen fra bestyrelsen endnu havde tru ff e t .Man skal nok lige huske på, at det er svære re iet land som Tyskland, at nå helt til tops i bure-aukratiet. Det er sikkert lige så svært ,som det vari Danmark for 200 år siden. Von Randow fort-satte: Måske kunne det aftales, at der kom nog-le schleswig-holstenske elever på filmhøjskolen iEbeltoft. Måske kunne de vise elevfilm fra film-højskolen på Lübeckerfilmdagene. Måske kunnede lægge nogle møder deroppe, eller vi dern e-de. Men DM ? Han løftede beklagende begges k u l d re helt op om kindern e .

- Dette møde drejer sig kun om kontanter tilmursten, sagde jeg. Baustein hedder det. Og detvar netop det svære. Kontanter var allersvære s t .Specielt kontanter ud af landet, og hvis man sam-

104

men gik til fonde, var der faktisk ikke det tyskefond, der ikke anlagde nationale synspunkter ford e res bevillinger. Det står de fleste steder udtry k-keligt i fundatserne. Der er virkelig noget for EFat få luget i, sagde han leende, mens han løfte-de armene som englevinger og uskyldigt trak osmed op til sin chef. Det var med mørke miner vitog plads i forkontoret hos den højeste. Der varen let nervøs travlhed herinde. Sekre t æ rer jog udog ind. Von Randow havde hele sagen i et cha-teque under sin højre arm. Den højestes ældres e k re t æ r, en dame, der kunne have gjort hele kri-gen med, sendte os venlige medfølende smil.

Herind kommer kun de få udvalgte, syntes hen-des øjne at sige. To embedsmænd yderligere skul-le deltage i mødet. Døren gik op, og den megetbetydningsfulde mand modtog os med åbnea rm e .

Først – da vi var bænkede omkring mahogni-b o rdet – spurgte han elegant, hvilket sprog, viskulle forhandle på, og med min indbyggedefrækhed, ønskede jeg som ydmyg gæst i landet atf o rhandle på værtslandets sprog, hvis de blot vil-le tilgive mig de fejl, jeg måtte sige. Der var dogen enkelt ting, jeg nok skulle undgå at gøre fejli, sagde jeg. Det var den korrekte udtale af det

105

beløb på drei hundert tausend D Mark, som den-ne rejse gjaldt.

Denne lille indledning tøede luften op på beha-gelig vis. Det undgik sikkert heller ikke den aller-højestes opmærksomhed, at han og jeg havdesamme håndmalede silkeslips på. Det var sådanet, der kostede næsten lige så meget som to for-dæk til en Mercedes. Det vidste både han og jeg.

Det var ikke småpenge vi sad og talte om.- Vi kan altid få et samarbejde. Det kan vi med

alle. Men SchleswigHolsten er de eneste, hvor vigiver nogen muligheden for med et eneste hugat springe en række forudgående vanskelighederover og træde ind som medetablerende. Schles-wig-Holsten er ikke en station på en ru n d rejse iE u ropa. I er de eneste og de nærmeste, vi hen-vender os til, og selvfølgelig skal det koste et ellera n d e t .

- Jeg betragter kun 300. 000 DM som et sym-bolsk beløb.

- Den allerhøjeste skulle dog lige orientere migom, at det var faktisk hele budgettet for Lübec-k e rfilmfestdagene, jeg talte så nedladende om.Og de var ellers svære nok at skaffe, ville han ger-ne betro mig. Den allerhøjeste var en mand påknap 50 år. Han var født på det tidspunkt, hvordet ikke var moderne, at alle og enhver fik stan-

106

d a rd i s e ret deres ansigt ved en korr i g e rende tand-behandling, når et ungt menneskes tænder hav-de fundet på at anbringe sig lidt vel langt ude iden fri luft, ja dennes tænder stod nærmest hori-sontalt ud i luften uden det dog anfægtede,omend det distraherede. Men da jeg pludseligtalte mig varm for at få den allerhøjeste til at for-stå, at her var der ikke tale om Lübeckerf e s t d a-ge, men et paneuropæisk initiativ på et niveau,hvor de her fik tilbudet om med et eneste hugat bringe sig med ind i første række... .... Ja, sag-de jeg nærmest hakkende og stammende ude iakutte spro g p ro b l e m e r. Det er ikke noget, dermøjsommeligt skal bygges op måned for måned,som vi har måttet gøre det. Det er som.... jeg led-te efter ordene, Carl hjalp mig ikke... jeg var oppei for mange omdre j n i n g e r, og jeg følte, jeg re dpå en bølge af sympati fra embedsmændeneomkring mig inclusive den allerh ø j e s t e .

Så kom katastrofen: Jeg så mig om for at kun-ne finde det rette rammende udtryk – og på tysk.Og så kom det:

De 300. 000 DM er jo kun en ulejlighed en gangfor alle, som en tand der rykkes ud med en tangi et eneste ryk, og så er den kure ret ! I et ånde-løst sekund så alle embedsmændene hen på dere shøje chef og derpå på hinanden. Jeg nåede lige

107

at kaste et desperat blik på Carl Nørrested, såmåtte jeg for himlens skyld videre, som om intetvar sket. Jeg våsede i et væk. Ingen tid til latter.Men jeg tør slet ikke tænke på de historier, derden dag er gået i kantinen omkring den sympa-tiske von Randows bord, eller den allerh ø j e s t e st a n k e r, når han hjemme i sengen skulle fort æ l l esin kone om dagens begivenheder og heru n d e rbesøget fra Danmark.

K o rt tid efter vi var kommet hjem til Danmarkkom der brev fra den højeste. Brevet var positivtog afspejlede hele den hjertelige atmosfære vedv o rt møde,og det tilbød samarbejde på en langrække områder. Brevet manglede bare en enes-te ting: en check på 300.000DM.

Blandt det første hold elever på den euro p æ i s-ke filmhøjskole var der fire elever fra Schleswig-Holsten, og lederen af de Lübecker Filmfestda-ge Andrea Kunzemüller var indtrådt i filmhøj-skolens Advisory Committee.

Noget var der kommet ud af vores kortfilm iK i e l .

108

Byggeriet påbegyndes

Sideløbende med det stadig større arbejde for ats k a ffe de re s t e rende millioner til byggeriet blevresultatet af arkitektkonkurrencen præsentere tpa Gammel Dok på Christianshavn med taler afk u l t u rm i n i s t e ren, amtsborgmester Ib Fre d e r i k s e nog Max von Sydow, der som medlem af ære s k o-miteen var kommet tilstede. Max von Sydow for-talte i sin tale, at han godt selv kunne tænke sigat være elev på en sådan filmhøjskole.

Også de finske arkitekter var tilstede, og det kun-ne ikke undgå deres opmærksomhed, at der hav-de været kamp om at få netop deres projekt valgt.

Det danske arkitektfirma 3 X Nielsen, som ogsåhavde deltaget i konkurrencen, skulle nu væred e res danske korre s p o n d e rende samarbejdspart-n e re. Det blev bestemt over pindemadderne ogden sure hvidvin. Bodil og jeg hiIste på MikkoHeikkinen og Markku Komonen, og invitere d edem ned i Kunstbiblioteket.

A r k i t e k t k o n t o ret i Helsinki omfattede 12 ungea r k i t e k t e r, der alle havde det tilfælles, at de stam-mede fra det landlige Karelen. De havde nu ogsåfået til opgave at opføre den finske ambassade iWashington DC.

109

Markku Komonen havde den sarthed, forn e m-hed og humor, og den milimetersans som gjor-de, at hans talent nærmest strålede ud af øjnenepå ham. Når jeg tænkte tilbage på deres enkleoplæg, kunne jeg ikke lade være med at føre sam-talen ind på det konceptuelle, som fra min sidehavde været igangsætteren til hele projektet. Detkunne ikke undgås, at vi kom ind på de fore s t å-ende vanskeligheder. Den dag var Komonen nufuld af fortrøstning, men senere hen hørte vi des-v æ rre, hvad man godt kunne befrygte, at de fin-ske arkitekter, efterhånden som ændringsforslagpå ændringsforslag indløb fra formanden for byg-geudvalget, modstanderen af projektet, BjørnErichsen, tilsidst havde valgt at slå hånden af ham.Det var naturligvis også en provokation i begyn-delsen at korre s p o n d e re med de finske arkitek-ter – på dansk og sidde overhørigt, at de bad hamskrive til dem på engelsk. Det var ikke forstan-d e rens problem, at de var finske.

Der skulle endnu skaffes mange millioner til byg-geriet. De første 10 millioner fra morg e n k a ffen iÅ rhus forslog kun lidt. Et møde i kulturm i n i s t e-riet var slået fejl. Der havde været en dårlig stem-ning og en meget afvisende holdning. I virkelig-heden er der tale om et taktisk spil. Hvis minis-

110

111

De første elever fra Schleswig-Holsten ankommertil Ebeltoft.

t e ren møder op i kulturudvalget og ønsker ensærbevilling, vil den hurtigt kunne misbruges tilpolitiske studehandler om andre spørgsmål. Hvisderimod kulturudvalget enigt pålægger ministe-ren en udgift, så vil denne være unddraget poli-tik, så det er altså ikke i egentlig forstand ets p ø rgsmål om kulturm i n i s t e rens eller embeds-mændenes sympati for den enkelte sag, men ets p ø rgsmål om metode.

De enkelte partiers medlemmer af kulturu d-valget blev fordelt blandt bestyrelsens medlem-m e r, og personlige møder blev aftalt, hvor mate-riale kunne fremlægges og spørgsmål besvare s .Fra samtlige politiske partier var der positivopbakning, og der kunne fremlægges støtteer-klæringer både fra statsminister Poul Schlüter,udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen og oppo-sitionens leder, socialdemokraten Svend Auken.

Og så en dag skulle bestyrelsen møde op forFolketingets kulturudvalg. Et sådant møde har etganske særligt ceremoniel: Foretræde for kultur-udvalget har højst en varighed af 10 minutter.Der findes en protokol for sådanne møder. Heleb e s t y relsen møder op, mødet finder sted ståen-de, medens kulturudvalget sidder ned. Og ingenmå tale uden at være spurgt. Hvert enkelt med-lem af kulturudvalget sidder så med sagen foran

112

B e s t y relsen har fået foretræde for FolketingetsK u l t u rudvalg og har søgt om 15 millioner kro-n e r.

sig, en efter en var de allesammen blevet orien-t e ret i forvejen. Ikke et eneste parti stemte imodansøgningen om en bevilling til det ambitiøse for-mal, og kulturudvalget bevilligede 15 millionermed 5 millioner udbetalt om året i 3 år. Det skul-le senere – ved grundstensnedlægelsen – blivef o rhøjet fra talerstolen af kulturm i n i t e ren til 20m i l l i o n e r.

Og nu begyndte de to store bevillinger, bevil-lingen fra Århus amt og fra kulturudvalget at væk-ke andre fondes interesse. Der kom to millionerfra Højlund-fondet og en million fra Bikuben-fondet. Der blev også skruet aftaler sammen, somkunne kapitaliseres: Aftaler om videre u d d a n n e l s efor ansatte ved Danmarks Radio og DanmarksJ o u rnalisthøjskole, aftaler med udenlandske insti-t u t i o n e r, der på kontrakt lovede at lægge dere smøder på den europæiske filmhøjskole. Nårsådanne kontrakter har en løbetid på mindst femår kan de omsættes til penge, så at sige diskon-t e res. Og kre d i t f o reningen blev naturligvis ogsås ø g t .

Jeg ved at Bjørn Erichsen og Morten Arn f red iden forbindelse havde nogle benhårde forh a n d-linger fordi kre d i t f o re n i n g e r, hårdt presset af denalmindelige krisesituation, var bange for at vovesig ud i institutionsbyggeri. Parallelt med disse

114

115

I n t e rnationale fondraisere prøver at gøre indtry kpå et medlem af bestyre l s e n .

ting forelå løbende de godkendelser, som høj-skoleloven kræver.

Den internationale fondraising gik det knap sågodt med. Først løb bestyrelsen sig en staver i livetved at engagere en dansker med adresse i Parisog Bruxelles, men som det senere viste sig lå ip roces med alle de vigtigste personer indenfore u ropæisk fondraising. Det korte bekendtskabkostede bestyrelsen 25.000 kr til indledendeo m k o s t n i n g e r, penge, den pågældende hurt i g tfik anvendt til at udfylde nogle meget påtræng-ende huller i den internationale fordraisers re n tprivate økonomi.

Der blev nu, efterhånden som pengene og afta-l e rne begyndte at rulle ind, og som en af besty-relsens lykkeligste beslutninger, ansat en sagkyn-dig byggestyre r, der kunne re p r æ s e n t e re bygher-ren, den europæiske filmhøjskole, overfor arki-tekter og entre p re n ø r. Hans navn var Hans Kjær,og han sparede sin egen gage hjem flere gangeved sin kyndige ledelse af hele den vigtige afgø-rende byggefase.

Jeg kan ikke berette om de vanskeligheder, deropstod under selve byggeriet. Det var vanskelig-h e d e r, der kun opstod for at blive fjernet – af højtbetalt ekspertice – og glemt.

116

De vanskeligheder jeg derimod her har fort a l tom er vanskeligheder, der er berettet om, for atde kan blive husket. Med huse er det jo sådan,at når de først står der, skal man nok huske dem.

117

Bestyrelsens skæbne

B j ø rn Erichsens udvælgelse til forstander var etaf disse skridt, der blev taget af bestyrelsen medmegen nølen og lange forh a n d l i n g e r. Resultatet,at Bjørn Erichsen blev valgt, skulle senere vise sigat være en afgørende betingelse for, at hele ide-en overhovedet blev re a l i s e re t .

B j ø rn Erichsen var en fighter, der med et bør-n e h j e m s b a rns stædighed gav en helt anderledesdynamik og en ny livsstil for bestyre l s e s a r b e j d e t .

Men den nye livsstil var ikke omkostningsfri.M ø d e rne blev nu hurtigt styrede af forre t-

ningsmæssige dagsord e n e r, der vekslende gavo rdet til forstanderen eller formanden for besty-relsen, og de øvrige bestyrelsesmedlemmer kun-ne kun føle sig sat mere og mere ud af spillet.

Jeg sad jo slet ikke i bestyrelsen, men det blevet vendepunkt for mig personligt, den dag Bjørnvendte sig imod mig og sagde:

- Du er med til møderne og det er også dig, derhar fået ideen. Men hvad havde du tænkt dig ?Hvorlænge, jeg mener... Skal du være med i alevighed ? Eller hvornår har du tænkt dig at stop-p e ?

Jeg kunne have svaret, at så længe han var gæsti mit hjem, atelieret på Christianshavn, måtte han

118

leve med min tilstedeværelse. Men jeg sagde deti k k e .

B e s t y re l s e s m ø d e rne blev straks efter henlagt tilf i l m i n s t ruktørsammenslutningens lokaler- også påC h r i s t i a n s h a v n .

Det var vigtigt at begynde at trække sig. Menb e s t y relsen blev også umærkeligt trukket bort fraarbejdet, og det holdt mig endnu et stykke tid påbanen, for at jeg kunne følge nogle fuldmagtssi-t u a t i o n e r, der var en totalitærstat værd i g .

B e s t y re l s e s m e d l e m m e rne begyndte imellemm ø d e rne at komme ind i Kunstbiblioteket ogdrøfte hele udviklingen. Det var som den spædefødsel af en art modstandsbevægelse.

Der blev i hvert fald i Kunstbiblioteket sagt tingog diskuteret spørgmål, som det nu ikke længe-re var muligt at finde plads til i de dagsord e n e r,der udsendtes som indholdsfortegnelse for besty-re l s e s m ø d e rn e .

Der var nu også ved at komme rigtig gang iudgiftsiden. Forstanderen flyttede med familientil Ebeltoft, hvor der blev afsat et kontor til hampå rådhuset.

K o n t o rets drift blev i det store og hele finansi-e ret af den gavmilde Ebeltoft kommune, der for-b e redte sig på at få en tre s t j e rnet intern a t i o n a lkulturinstitution til byen. Kommunen betalte også

119

f o r s t a n d e rens løn det første år, og budgettern eindeholdt flere og flere cifre og fra bestyre l s e s-møde til bestyrelsesmøde blev tallene sparket opadmed endnu større udgifter.

B e s t y re l s e s f o rmanden havde, som det så oftesker i filmbranchen, gået uden arbejde i en læng-e re periode og havde alene beskæftiget sig medarbejdet for filmhøjskolen. Nu slog hans privateøkonomi bagud, og det var det samme som atlægge alt videre arbejde for filmhøjskolen på hyl-den, hvis man pludselig stod med en falleret for-mand for bestyrelsen. For at redde, hvad re d d e skunne, blev formanden herefter med et halvt årstilbagevirkende kraft aflønnet for sit arbejde somarbejdende bestyre l s e s f o rm a n d .

Den øvrige del af bestyrelsen arbejdede uløn-net og med et meget stort tidsforbrug, der selv-følgelig ikke kunne eller skulle sammenlignesmed det arbejde, der udførtes af bestyre l s e n saflønnede arbejdskraft.

Der var for mig ingen tvivl om, at for de to ispidsen, var den menige bestyrelse kun ena n s t rengende ulejlighed, som man gerne ville afmed, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre .Og dog havde de to brug for ind imellem at dæk-ke en eller anden disposition ind med, at man

120

havde bestyrelsen bag sig. Der kan siges megetfor og imod et sådant system.

I princippet er det livsfarligt, og hvis det udvik-ler sig, efter en virksomhed er kommet op at stå,er det dødsensfarligt. Man kan ikke udelukke, atdet i den foreliggende situation simpelthen varen livsbetingelse.

Det må betragtes som et nederlag for bestyre l s e n ,at Bodil til sidst så sig nødsaget til at trække sigfra byggeudvalget.

Det er et lidt surt afsnit af en glædelig historie,jeg her er kommet ind i. Men man ville være enuforbederlig løgnhals, hvis man alene kunne fre m-stille 3 års arbejde med at skaffe penge til og byg-ge en international institution op uden ringestes k æ rmydsler indadtil.

Det internationale arbejde måtte sideløbendeudvikles. Det var ikke tilstrækkeligt, at Jørgen Roosog Henning Carlsen via deres kontaker havdes k a ffet en “Honorary Committee”, hvis navnep a r a d e rede på filmhøjskolens bre v p a p i r.

Der måtte også etableres en “Advisory Com-mittee” – en komite bestående af filmfolk, derhavde faglige kontakter i de nationale miljøer udei Europa og både i øst og vest. Komiteen skulle

121

s k a ffe udenlandske gæstelære re og udenlandskee l e v e r. Umærkeligt var det almene veget for detf i l m f a g l i g e .

Og så skulle der internationalt arbejdes for aner-kendelse indenfor de europæiske institutioner,som filmen hørte under i Bruxelles. Det gjaldt,hvad isenkram angik, Eure k a - p rogrammet, MediaBusiness School, hvad filmundervisningen angik,og mindre institutioner, som f. eks en komite, derunder navnet SCALE arbejdede for særlig støttetil små spro g o m r å d e r.

Her lykkedes det at skaffe de første EF-mursten,for det blev SCALE, der finansierede opbygningenaf boligerne til de udenlandske gæstelære re .

I hele dette internationale arbejde kom filmin-s t ru k t ø ren Ebbe Preisler ind på banen. Han re j-ste i forvejen meget rundt som formand forsammenslutningen af danske filminstru k t ø re r.Efter at være valgt ind i bestyrelsen blev hansarbejde form a l i s e ret, og hans løn i instru k t ø r-sammenslutningen blev nu for en god dels ved-kommende betalt af filmhøjskolen i form af løntil en medhjælper i instru k t ø r s a m m e n s l u t n i n g e nog refusion af kontorh o l d s u d g i f t e r.

Der var således nu tre lønnede og forstandere n skone kom nu også med på lønningskontoen somk o n t o rhjælp i Ebeltoft. En dygtig sekretær blev

122

her ud over ansat til forstanderen. Det hele ermed til at illustre re ,at arbejdspresset i denne fase,hvor fantasi var ved at blive skinbarlig virkelig-hed, blev mangedoblet. Der blev kørt i perm a-nent lejede AV I S - b i l e r, og det hele lignede til for-veksling en rigtig dansk filmproduktion med spon-s o reringer og tilskud, flyrejser og mistænkelig højl e v e s t a n d a rd .

Man kunne godt have forestillet sig den situa-tion i stedet, at der blev sat et brandbælte op imel-lem dem, der arbejdede for filmhøjskolen imodbetaling for deres arbejde, og dem, der sad ogvar ulønnede medlemmer af en bestyre l s e .

B e s t y relsen var reelt sat ud af spillet.F o ruden efterre t n i n g s s a g e rne kom der nu også

fra de betalte medarbejdere forslag om uden-landske navne til en udvidet bestyrelse, navnebåde fra Ungarn, Rusland, Sverige og England,p e r s o n e r, ingen kendte noget til bortset fra debetalte, som stillede alle forslag.

Ved generalforsamlingen i Ebeltoft som fandtsted i tilknytning til grundstensnedlæggelsen, oghvor kun ganske få støttekredsmedlemmer kun-ne deltage, blev der indvalgt to udlændinge ib e s t y relsen, en belgisk international fundraiser,som igen drænede lidt på filmhøjskolens konto,og en af alle andre ukendt ungarnsk kandidat,

123

der var kørt i smadder med sin Lada på vej tilmødet. Vi så ham aldrig, og havde aldrig mødtham. Bestyrelsen fik blot af en af de lønnede med-a r b e j d e re at vide, han var dygtig.

Vi var nu næsten nået til en tredie og sidste livs-stil for bestyrelsesarbejdet. Bestyrelsen var ved dis-se valg blevet endnu mere illusorisk. For det før-ste skulle alle fremtidige møder foregå på eng-elsk, de udsendte referater skulle ligeledes værepå engelsk, og der kunne ikke afholdes mere endto til tre bestyrelsesmøder om året i fre m t i d e n ,for det var jo ikke omkostningsfrit at trække uden-landske bestyrelsesmedlemmer til Ebeltoft!

Også her kunne man have forestillet sig enanden konstruktion, hvis ikke den endeliged e s t ruktion af bestyrelsen havde været et heltå b e n b a rt sigte. De ubetalte var våbenløse ofre foren massakre .

Heil Hitler! De totalitære systemer er eff e k t i v e ,og skolen står der nu i dag. Det kan ikke ude-lukkes, at det havde den ikke gjort, hvis der vararbejdet og gået frem på nogen som helst andenm å d e .

I stille stunder griber jeg mig selv i at sidde ogtænke over, at det hele formentlig set over etl æ n g e re tidsperspektiv vil rette sig op, dels når

124

s t ø t t e k redsen i voksende omfang kommer til atbestå af gamle elever, dels når bestyrelsen måskehen ad vejen kommer til at bestå af tidligere lære-re og gamle elever.

Der er tale om tre vidt forskellige situationer:1) At få en ide, der har international bære k r a f t

o g2) at finde kvalificerede folk til at omdanne ide-

en fra fantasi til virkelighed og endelig3) Det daglige forløb, når tingen er re a l i s e re t ,

og i virkeligheden har fået et helt andet liv enddet fosterstadium, der her er beskrevet forud forf ø d s l e n .

De mange penge kunne kun skaffes på en måde:Ved hårdt arbejde, som blev udført af alle debetalte personer, som den europæiske filmhøj-skole havde i sit brød og for hvem, der blev ænd-ret skæbner. Men det var den samlede bestyre l s e ,der var en betingelse for re s u l t a t e t .

125

Dagen før dagen

Det var sidste weekend en rumstation af en eur-opæisk filmhøjskole stod tom før 100 elever fra25 forskellige lande ville ankomme i løbet af man-d a g e n .

Bodil og jeg var på vej over i strid blæst og janu-a rv e j r. Bestyrelsen var inviteret til arbejdsweekend.L æ re rne, der den sidste tid var ansatte, og hvor-af nogle allerede havde købt hus i Ebeltoft, varalle flyttet ind. Vi skulle også have lejlighed til athilse pa dem for første gang. Det første pilot-kursus på kun 4 måneder skulle efterfølges af deno fficielle åbning til foråret, og så skulle det før-ste kursus følges op af internationale pro f e s s i o-nelle kurser i 4 måneder. Derefter ville skolen stååben for det første re g u l æ re 8 måneders højsko-leophold med internationale elever.

Selv dette kursus var man allerede nu begyndtat optage elever til. I høj blæst ankom vi i løbetaf formiddagen og spiste en let frokost anre t t e ti det elegante kobberomkransede køkken dire k-te til den store hvide aula. Frokosten var tilbere d taf filmhøjskolens kup af en kok, den berømtechef Søren Gericke, som var blevet antaget korttid forinden.

126

127

F o rmanden for bestyrelsen og forstandere nmøder bestyre l s e n .

B e s t y relsen skulle i denne arbejdsweekend instal-l e re sponsore rede telefoner på alle de 56 elev-v æ re l s e r, der lå som en lang banan i en elegantbue igennem landskabet med små champignon-udvækster i forskellige farv e r, fælles opholdsru mfor hvert af de fire sammenstødende elevfløje,bananen bestod af.

Te l e f o n e rne var af den nylig ansatte tekniskechef skaffet ved sponsorering fra B&O, og bagef-ter skulle turen gå rundt til de 56 værelser medclock-radioer sponsore ret af SONY.

A n d re medlemmer af bestyrelsen lavede andreting, medens jeg, med borg m e s t e rens datter tilhjælp, gik rundt, og vi hjalp hinanden med atindstille alle urene på europæisk filmhøjskoletid.

Sidst på eftermiddagen blev der delt papirkur-ve ud på de 56 værelser og i alle underv i s n i n g s-lokaler og andre steder. De var billigt indkøbtefra Statsfængslet i Vridsløselille gennem statensslots- og ejendomsindkøbskontor.

M o rten Arn f red sad på hug i det store studieog skruede borde sammen. To medlemmer afb e s t y relsen stod og fotokopierede de instru k s e r,som skulle udleveres til eleverne ved dere sa n k o m s t .

128

Der var en livsalig aktivitet og et lettere tilbage-holdt åndedræt af forventning. Bodil var i sit esog støvsugede på kontore rne. Og delte clock-radioer ud – og skiftede de telefoner, som jeghavde installeret, fordi jeg ikke havde være topmærksom på, at de røde telefoner skulle instal-l e res i den røde fløj og de blå telefoner i den blå,ja, næsten ligegyldigt, hvor man kastede blikket,var Bodil til stede optaget af et eller andet. Detvar en ikke tidligere nævnt detalje i hele pro j e k-tet, at den europæiske filmhøjskole af alle stederi Danmark var kommet til at ligge på Bodils gam-le skolevej ikke fem kilometer fra hendes fædre-ne gård, hvor hendes forældre endnu boede.Henad eftermiddagen kom de på besøg og blevvist rundt. Også de kunne tage del i disse lettel-sens stunder, der udmøntede sig i fysisk arbejde,som nærmest havde symbolsk, om ikke iro n i s kk a r a k t e r.

Om aftenen skulle der være fest. Sidste weekendmed huset for os selv og afleveret af entre p re-n ø re rne kun 14 dage i forvejen... imod 72 mil-lioner kro n e r.

F o r s t a n d e ren gik venligt rundt og inviterede tilv i n p a rty kl. 18 i den elegante forstanderbolig,hvor han var flyttet ind med sin kone, sine to

129

b ø rn og tante Ruth, en ældre dame, som for-s t a n d e r p a rret havde besluttet sig for at medføresom mascot.

K u ff e rter og bogkasser stod rundt omkring pågulvene, men vi mødte op i pænt tøj klokken 18.

Det skulle også blive spændende at hilse pål æ re rne, som alle ville komme til stede bort s e tfra en russisk lærerinde, der havde haft vrøvl medsit pas.

Sammen med borgmester Roses kone stod jegog talte med en yngre sympatisk engelsk lære r.Jeg kendte ikke hans navn. Og han kendte intettil filmhøjskolens forhistorie. Måske var han ogsåligeglad. Han havde dog allerede hørt om mig.Jeg havde også en navnebroder ved TV, havdejeg ikke? Hvem af dem var mig? Lidt træt af film-højskolen fortalte jeg ham om min nyeste ide,ideen om at lave et elevatormuseum.Sådan enManhattan Skyline bare med elevatore r. Splen-did idea, sagde den engelske lærer leende ,og jeghavde indtryk af, at han betragtede mig, som enaf den slags originaler, han nok ville støde på endel af.

- By the way, sagde englænderen stadig leendeaf mit elevatormuseum. - En af mine bedste ven-ner i England er præsident for alle OTIS-elev-a t o rer i Afrika.

130

Jeg foreslog ham, at han skulle fortælle sin venom ideen og foreslå ham, at man lagde elev-a t o rmuseet i Egypten side om side med pyrami-d e rn e .

- Splendid idea, lo min engelske ven nu igen,og jeg kunne se på ham, at n u var han ikke itvivl mere. Her havde han tru ffet filmhøjskolenslandsbytosse. Tiltalende mand, den englænder.

Ved middagen sad jeg sammen med Bodil over-for Henning Carlsen og hans kone Else. Han varalene taget over, fordi han ikke ville snyde sig selvfor at se de første elever ankomme. Nu var detafskedstimen. Nu begyndte det.

Da der blev holdt taler, lænede jeg mig overmod Henning Carlsen og sagde med lav stemme:

- Henning. Nu er det kunst at holde sin kæft.Henning Carlsen nikkede.

Men midt under det hele, og upåagtet af de fes-tende gæster stod pludselig i indgangen til denpompøse aula to piger i islandske sweatere. Uden-for holdt deres dampende folkevognsru g b r ø dendnu med motoren i gang. Bilen havde finsken u m m e r p l a d e r. Det var de to først ankommen-de elever. Jeg sprang straks op og gik hen til dem,som den første til de første.

- What is this? Is it a private party ?

131

Det kunne man jo godt kalde det.- Are you a teacher? spurgte den anden.- No, I am a founder, svarede jeg. Hendes strå-

lende øjne mistede enhver glans.- Where can I find a teacher?Jeg udpegede betuttet en lære r, ja, jeg vidste

ikke rigtig, om det nu også var en lære r. Lidt eftervar de blevet installeret på det første elevvære l s e .Dette var ankomstens og afskedens time. Va g t-s k i f t e .

U d s t y ret næste morgen med nogle solide tøm-m e rmænd, havde jeg en svag erindring om, atf o rmanden for bestyrelsen sent på natten havdekysset mig, og vistnok – men her er jeg ikke heltsikker – også forstanderen havde kysset mig. Mås-ke var det bare noget, jeg havde drømt.

På et tidspunkt kom jeg til værelset, hvor de tofinske piger var blevet anbragt. De var der ikke.S i k k e rt taget på sightseeing i Ebeltoft. I hele mitliv har jeg aldrig set sådan et roderi. Tværs hen-over gulvet lå en brystholder så stor som sivbå-den Ra og sokker lå rodet sammen med bluserog undertøj på bordet ,så jeg nænsomt måtte gøreplads til den skinnende røde telefon. Kuff e rt e npå gulvet så ud,, som havde den indeholdt entidsindstillet bombe, der var eksploderet i sam-

132

133

Bodil Riskær udskiber elever til filmhøjskolen fraLarsens Plads i København.

me øjeblik, den var blevet åbnet og havde blæstde to piger ud af være l s e t .

I løbet af mandagen ankom eleverne enkeltvisog i gru p p e r. Jeg så en stor Mercedes svinge indpå parkeringspladsen, og en ung mand med skul-derlangt hår stige ud og trække en kuff e rt medsig. Der skulle komme en hel busfuld med 40 ele-ver med færgen kl. 4. Vi besluttede ikke at afven-te dem. Der var stormmeldinger i luften. Vi hav-de taget afsked og sagt goddag. Ved afskedenpegede Karen, filmhøjskolens ubetalelige sekre-tær og førstekraft, en ung nordmand ud for mig.Han gik underligt adresseløs rundt i aulaen.

- Vil du høre historien om ham, spurgte Kare npå sit slæbende sensuelle århusianske. For et parmåneder siden, under en af efterårets værste stor-me, hvor byggeriet kun stod halvt færdigt, komdenne unge mand drivvåd ind gennem døren påv o rt kontor på rådhuset. Han havde rejst hele vej-en fra Bergen for at ansøge om at blive optagetpå den europæiske filmhøjskole. Forstanderen oghans kone og Karen var blevet stumme og hav-de trukket sig tilbage og bedt ham tage plads ogvente. Og så var de vendt tilbage til den drivvå-de nord m a n d :

- Ved du hvad. Vi har besluttet, at du skal væreden første elev, der bliver optaget.

134

135

Ebeltofts lokalbefolkning inviteres på kultur- ogfilmaften på den europæiske filmhøjskole umid-d e l b a rt efter åbningen i 1993.

Den unge nordmand strålede.Da Karen havde kørt ham op på byggegru n d e n ,

havde hun peget elevfløjene ud for ham og sagt:- Dero v re ligger elevfløjene. Hvilket værelse vil

du helst bo i, som den første?Det havde været for meget for den unge mand.

Han var bristet i gråd over al den lykke.Nu var han der.Den europæiske filmhøjskole kunne begynde.

136

T æ p p e

Da jeg nogle dage efter den store Galla kom hjemog trådte ind i min entre, lå der to breve på gul-v e t .

Det ene bar Politikens logo. Jeg kunne straksse, det var fra Claes Kastholm.

Det andet bar den europæiske filmhøjskolesl o g o .

Jeg satte mig ind i stuen med Claes Kastholmsb rev og læste

K æ re Knud,

Tak for tilsendte manuskript. Ved du hvad? Jegsynes faktisk, at det er skøn læsning, og jeg synesideen med billederne er storslået. Jeg synes også,at du skulle gøre noget alvorligt for at få den udgi-vet, det fortjener den. Af indvendinger har jegkun tre .

For det første, at der står for meget om Hen-ning Carlsen (underforstået naturligvis:Der stårfor lidt om mig). For det andet:Der står for lidtom verdens kedsommeligste makkerpar, nemligp ro m o t i o n s f i rmaet Arn f red & Erichsen ( meningenting at sige er naturligvis også sigende). Ogfor det tredie:Jeg synes, det storslåede drama i

137

dommerkomiteen, en psykologisk lækkerbisken,er underbelyst, specielt figuren:den grædendeb j ø rn, det kapitel kan du skrive bedre – hvis dug i d e r !

Ellers alt godt. Jeg gider ikke være med i besty-relsen mere, og jeg tror ikke, jeg orker at delta-ge i indvielsesfesten, for jeg synes efterh å n d e n ,jeg har fået nok af Bjørn - M o rtens selvpro m o v e-ring. Hvis den endda var morsom. Og Ebbe Pre-islers! Meget kan man sige om Henning (Carlsenred), men han har i det mindste lune.

De kærligste hilsener til jer beggeC l a e s

B revet fra filmhøjskolen var fra formanden forb e s t y relsen, Morten Arn f re d .

Jeg gengiver kun den første del af hans bre v, dab revet slutter med nogle betragtninger omkringb e s t y relsesvalget dagen efter Gallaen, et valg, hvordet meste af den gamle stiftende bestyrelse valg-te at gå ved dette naturlige sceneskift.

M o rten Arn f reds brev begynder

K æ re Knud!

Tak for manuskriptet til “Jagten på en filmhøj-skole”. Jeg hæfter mig ved betegnelsen “røver-

138

139

Den europæiske filmhøjskoles første forstandermøder nye elever ved højskolens 25 års jubilæum.

140

F o r s t a n d e ren som barn .

historie” og med mængden af faktuelle fejl, ude-ladelser af fakta og din tendentiøse beskrivelse afforskellige hændelsesforløb tager jeg det som etu d t ryk for dit ( om ikke endelige) forsøg på atsige din uforbeholdne mening om sagen.

Man tager nogle dybe indåndinger,når du væl-ter dig i pro p o rt i o n s f o rvrængning og mistænke-l i g g ø relse, men da ordet heldigvis er frit er detvel, som det skal være .

En detalje føler jeg dog anledning til at kom-m e n t e re .

Du undlader totalt at nævne, hvem der i sin tidf o reslog mig som formand for bestyrelsen, nem-lig hr Knud Pedersen. Lige præcis det forh o l dhavde klædt dit skrift. Men problemet er vel, atdu derigennem påtager dig et ansvar, som du iøv-rigt konsekvent fraskriver dig, når du ser bort fradine egne fort j e n e s t e r.

Din timing af overdragelsen af manuskriptet pået tidspunkt, hvor du ved, at jeg ikke har en jor-disk mulighed for at studere det inden festmid-dagen (med taler etc) er også formidabel. På detområde er du uovert ru ff e n .

141

.... Derefter følger ovennævnte detaljer fra besty-relsesvalget og brevet slutter jagten på en euro-pæisk filmhøjskole med ord e n e :

Tak for kampen og hils Bodil!

P a rdon, jeg glemte sidste vers af Hostrups drik-kevise. Det vil jeg meget hellere slutte af med

Sej, mine Gutter! nu skal vi tilbunds!Glasset det er vor Dykkerklokke,D e rmed vi synker i den dybe PunsHvor de funklende Perler os lokke.:Efter dem – rask! nu ned det gaaer;En Skaal for ham der først dem naaer!

De færreste kender beretningen om realiseringen afideen om en europæisk filmhøjskole:

Først var der ikke noget.

Så var der en idé.

Så var der 2 mennesker.

Så 2 mennesker mere .

Så en lille kreds af personer.

Så en bestyre l s e .

Så stillede 275 kommuner sig i kø.

Så begyndte der at komme penge ind.

Så tegnede to finske arkitekter et mesterv æ r k .

Den europæiske filmhøjskole blev bygget iE b e l t o f t

og i dag er det rammen om over 100 ungemenneskers dagligdag

unge mennesker fra 25 forskellige lande overhele verd e n .

Et eventyr af virkelighed.