m. Dialektisk og

materialistisk

psykologi søges

På jagt efter den nye almenpsykologi 133

KAPITEL lO

PÅ JAGT EFTER DEN NYE ALMENPSYKOLOGI

Psykologiens to spor

Vi har nu set, hvordan problemet om subjektets og objektets (inkl. individets og samfundets) samtidige sammenhæng og adskilthed - der er psykologiens viden­skabelige genstandsproblem - har delt den unge psykologi i henholdsvis en sam­mensætningslære (psykologien som Naturwissenschaft eller stoflære) og en sammenhængspsykologi (psykologien som Geisteswissenschaft eller formlære).

Det første - elementistisk forklarende - sammensætningssynspunkt genfinder vi i diverse psykologiske discipliners studier af psykiske delprocesser (fysiologisk psykologi, motivationspsykologi, indlæringspsykologi, kognitionspsykologi, etc.). Ingen af disse delstudier gør (almindeligvis) krav på at rumme hele hemmelig­heden om den menneskelige psyke, men den eksplicitte forudsætning er, at til­sammen udgør de svaret på den menneskelige psykologis gåder. Tilknyttet dette spektrum af discipliner findes der derfor også en disciplin, der anskuer de mangfoldige specielle 'brikker' i deres 'Gesamtheif. Dette er almenpsykologien, som den traditionelt har været udøvet. I de fleste definitioner - omend sjæld­nere i praksis - dækker dens samlebestræbelse også de socialpsykologiske og personlighedspsykologiske discipliner. Men i så fald opfattes personlighedspsy­kologi og socialpsykologi også som brikker i sammenstykningen af den menne­skelige psyke.

Det andet - holistisk forstående - sammenhængssynspunkt finder vi i person­lighedspsykologien, der med Stem og Kroeger opfatter personligheden som en irreducibel 'Ganzheit' eller form. Eller i socialpsykologien, der med Mead opfatter den sociale gruppe ( dyaden som minimum) som en irreducibel enhed. Eller- og det er reglen snarere end undtagelsen ~ i de to i en kombination, hvor personligheden henter sit indhold fra den sociale helhed og den sociale helhed konstitueres af personlighedspsykologiske forhold (selvbevidstheden).

Som ren form (som Stem tænkte sig det) har personligheden nemlig vist sig at være temmelig tom. Er man som personlighedspsykolog veget tilbage fra som f.eks. Jung at gøre personligheden direkte spirituel og dermed flytte den uden for det, man normalt forstår ved videnskabelig undersøgelse, så synes val~ get at have været, enten at give personligheden et biologisk indhold og dermed forvandle den til Gesamtheil (Freud kan læses på den måde, hvad behaviorister som Dollard og Miller har udnyttet på en interessant måde), eller at give den indhold fra den sociale form.

134 Personlighedens Almene Grundlag l

Det sidste har været normen. Hvad enten man har gjort det direkte som Wundt, Mead og McDougall. Og som Adler, Fromm, Horney og Sullivan, hvis personlighedspsykologi egentlig er en slags syntese af klinisk psykologi (analy­tisk psykiatri) og socialpsykologi. Eller indirekte som de fænomenologisk orien­terede personlighedspsykologer fra James til Rogers, der med selvet som grund­begreb er socialpsykologisk forpligtet, selv om de uforpligtende nøjes med at beskæftige sig med individets subjektive oplevelsesverden.

Med almenpsykologiens Gesamtheitslære på den ene side og den sociale per­sonlighedspsykologis Ganzheitslære på den anden, kan man altså sige, at den unge videnskab faktisk følger Wundts dualistiske program og Diltheys tvedeling i Naturwissenschaft og Geisteswissenschaft.

Romantikkens pris

Selv om man skal skubbe et betragteligt eklektistisk bunddække til side for at se det, så er delingen af psykologien i en stof- og en formlære fortsat reglen sna­rere end undtagelsen. Og man skal ikke lade sig narre af, at den åndsvidenska­belige psykologi synes at være forsvundet. Det er bare navnet Geisteswissen~ schaft, der er forsvundet ud af sprogbrugen. Den brede strøm af sammenvæ­vede fænomenologiske, hermeneutiske, essentialistiske og eksistentialistiske1

retninger, der i USA har slået sig sammen ideologisk og organisatorisk under betegnelsen humanistisk psykologi (eller 'the third force' - i kontrast til hen­holdsvis behaviorismen og psykoanalysen) er den samme psykologiske formlære - med de samme intentioner, indsigter og svagheder - som den psykologiske Geisteswissenschaft fra århundredeskiftet. Hvilket klart fremgår af det grund­synspunkt, som præsidenten for The American Association for Humanistic Psy­chology lagde til grund for bevægelsen i 1963: "Man, as man, supersedes the sum of his parts; Man has his being in a human context; Man is aware; Man has a choice; and Man is intentional."2 Eller mere pluralistisk uddybende i bevæ­gelsens statutter, hvori det hedder: ''Humanistic psychology is primarily an ori~ entation toward the whole o f psychology rather than a dislinet area or school. .. As a 'third force' in contemporary psychology it is concerned with topics having littie place in existing theories and systems: e.g., love, creativity, self, growth, or­ganism, basic need~gratification, self~actualization, higher values, being, beco­ming, spontaneity, play, humor, affection, naturalness, warmth, ego-transcen~ dence, objectivity, autonomy, responsibility, meaning, fair~play, transcendental experience, peak experience, courage and related concepts."3

Og man skal naturligvis ikke efterlyse den indre konsistens i denne ikke helt stringente bestemmelse, for dens formål er først og fremmest stikordsagligt at definere bevægelsen i modsætning til noget andet. Nemlig i modsætning til den hårde og kolde, scientific og fact-finding, kvantificerende og eksperimentelt mardpulerende psykologi, i hvis analytiske og reduktionistiske kvælergreb den menneskelige personligheds sommerfugl pulveriseres. Altså et ekko af Ma-

På jagt efter den nye almenpsykologi 135

dame de Staels og Diltheys protest mod den mekanisk-naturalistiske naturvi­denskab. Den humanistiske personlighedspsykologi er ganske enkelt den ro­mantiske anskuelse i en ny iklædning.

Dette bekræfter, hvad vi allerede tidligere har set, nemlig at den romantiske anskuelse altid er et svar på den mekaniske. Erkendelsesvejen går fra det be­kendte (fænomenale og erfarede) over det abstrakt-analytiske til den egentlige erkendelse. Eller fra synkret eller pseudokonkret sammenhæng over abstra­heret sammensætning til den konkrete sammenhæng. Den mekaniske videnskab er udtryk for anstrengelserne på det andet trin, hvor fænomenerne forstået som sammensætninger vitterligt bliver gjort noget virkelighedsfjerne. En naturlig reaktion herimod er at gå tilbage til den fænomenale og holistiske sammen­hængsforståelse på det bekendte trin. Det er det, som vi kalder en romantisk bestræbelse.

Det fremgår heraf, at romantisk tænkning er lidt af et tilbageslag. Men selv om det ikke er svært at indvende meget imod den4

, så må man ikke glemme, at romantikken fylder et stort hul, som det er nødvendigt at fylde. Mennesket kan ikke give afkald på en forståelse af menneskelivets molære sammenhænge, blot fordi den psykologiske videnskab hakker i det på trin to og har svært ved at nå den konkrete sammenhæng på trin tre. Romantikken tilbyder derfor den 'hu· man understanding', der indtil videre må erstatte egentlig videnskabelig erken­delse. Og det er uhyre vigtigt. Hermed tilvejebringes ikke blot de vedensbille­der, som er ligeså nødvendige for det menneskelige liv som næring, men roman­tikken holder også sigtet højt for videnskaben. Overladt til sig selv er den ikke for god til at tro, at de clementistiske sammensætninger, som den strides med, er hele virkeligheden.

Men det får den altså ikke lov til, fordi romantikken holder hele virkelig­heden åbent frem i sine beskrivelser. I den forstand har romantikken sine de­fekter til trods en betydelig andel i den fremadskridende videnskabelige erken­delse af mennesket. Dette gælder også psykologiens romantiske formlære, der går ud fra personligheden (eller den sociale gruppe) som en given og irreducibel helhed. Hvad navn den så end er gået under, har den ikke i mindre grad end den mekaniske stoflæres discipliner (samlet under almenpsykologiens hat) væ­ret med til at skubbe psykologiens videnskabelige erkendelse betragteligt frem.

Genstandens vej

Er delingen af psykologien i den almenpsykologiske sammensætnings- eller stoflære og den personlighedspsykologiske sammenhængs- eller formlære ikke i sig selv en hindring for videnskabelige fremskridt (og som et nødvendigt trin i den videnskabelige erkendelsesudvikling på ingen måde en fejl), så er det imid­lertid ikke en deling, som man bør stille sig tilfreds med. Psykologien må af al magt stræbe efter at blive en forenet genstandslære i stedet for et uvillig! og uligevægtigt parløb mellem en stoflære og en formlære. For genstanden er det

136 Personlighedens Almene Gmndlag l

videnskabelige udgangspunkt, hvorimod stof (og dermed sammensætning) såvel som form (og dermed sammenhæng) isoleret fra hinanden blot er folie katego­rier. Det vil sige filosofiske kategorier, svarende henholdsvis til den mekanisk­materialistiske filosofi og den idealistiske filosofi.

Hvilket løvrigt vil sige, at såvel almenpsykologi (som Gesamtheitspsykologi) som personlighedspsykologi (som Ganzheitspsykologi) er filosofiske kategorier og ikke videnskabelige kategorier, idet de henviser til filosofiske grundantagel­ser og ikke til genstandskvaliteter.

I det første tilfælde er det temmeligt klart. Almenpsykologiens sættekasse har ikke meget med den virkelige genstand at gøre. Men det gælder også i det andet. Personlighed er- jvnf. Sterns Unitas multiplex- blot et andet ord for form (væsen), som det anvendes om det menneskelige subjekt. Ganske vist peger begrebet på noget, som vi med spontan vished forbinder med virkelige individer, men når begrebet skal gives et konkret indhold, så er det så godt som uden undtagelse et allerede givet indhold af fi/oso[!Ske fomdsætninger. F.eks. at mennesket (i kraft af personligheden) er mere end summen af sine dele; at det har et valg el1er en vilje; og at det er intentionelt stræbende, som præsident Bu~ genthai sagde. Alt dette er noget, man går ud fra (tager som givet) inden, man begynder sine faktiske studier af personligheden. Følgelig bliver disse studier en stadig anstrengelse for at få de iagttagne fænomener indpasset i den forud­givne definition af personligheden.

Dette er der sådan set ikke noget odiøst i. Erkendelsesprocessen følger i meget ringe udstrækning metodelærens ideelle krav om det subjektives adskil­lelse fra det objektive og er i vid udstrækning en anstrengelse for at bevise det, man allerede har forudsat. Hvilket i praksis hverken forhindrer ny eller sand erkendelse. Blot må man ikke gerne gøre sig blind for, at det forudsatte begreb - f.eks. personligheden - ikke er erkendelsens resultat, men derimod netop dens udgangspunkt.

Dette er erfarinsrnæssigt tilsyneladende svært. Studerer man de personlig­hedsdefinitioner, som litteraturen tilbyder, så får man først og fremmest et ka­talog over filosofiske forudsætninger, som holistisk udfolder sig fra den idea­listiske formlære. (Eller alternativt reduktionistisk udskiller sig fra den meka­nisk-materialistiske stoflære.) Faktisk er der noget, der tyder på, at den viden­skabelige genstandsbestemmelse af personligheden endnu ikke er nået inden for psykologien. Hvilket selvfølgelig heller ikke kan forbavse. Hvor bekendte vi end måtte være med den menneskelige psykologis mest omfattende og fun­darnentale begreb, så ligger det naturligvis ikke umiddelbart åbent for erkendel­sen. Det arbejde, der må gå forud for plukningen af denne frugt, er langtfra til­bagelagt.

Overvindelsen af den filosofiske deling i på den ene side en mekanisk-mate­rialistisk stoflære og på den anden en romantisk-idealistisk formlære kan kun ske gennem den videnskabelige genstandslære.

På jagt efter den nye almenpsykologi 137

Genstandslæren ·er imidlertid ikke en tredje vej, som den humanistiske psy­kologi er det. Den er de to veje forenet, som de er forenet i den virkelige gen­stand, der altid udgør en ubrydelig enhed af sammenhæng og sammensætning. Det vll sige subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed, der er den psykologiske videnskabs genstandsproblem i dets mest almene formule­ring.

Kandidaterne

Er genstandslæren ikke en tredje vej, så kunne man alligevel godt bruge et tredje navn til at fastholde dens adskillelse fra stoflæren og formlæren.

Kunne man begynde forfra, ville betegnelsen almenp>ykologi være et godt valg, fordi psykologien som videnskab er centreret omkring subjektets og objek­tets samtidige sammenhæng og adskilthed som alment genstandsproblem. Og fordi dette genstandsproblem, hvad enten man ved det eller ej, ligger til grund for de anstrengelser, der henregnes til almenpsykologien. Men hvordan man end vrider og vender det, så er almenpsykologien belastet af sin historie, der identificerer den med delingens el e mentistiske side.

Betegnelsen personlighedspsykologi kunne også være et valg, fordi begrebet personlighed (når det også rummer det sociale) er den menneskelige psykologis mest omfattende og fundamentale begreb og angiver arten og omfanget af den genstand, som det er den videnskabelige psykologis ultimative opgave at blot­lægge. Man kan indvende, at personlighedspsykologi er noget snævrere end almenpsykologi. Men selv om visse tendenser til at dyrke personlighedspsyko­logi som et snævert fagspeciale kunne give det indtryk, så er indvendingen fak­tisk ikke berettiget. Personlighedspsykologien er - rigtigt forstået - ikke væsent­ligt mindre almen end almenpsykologien (i forhold til den hidtidige almenpsy­kologiske praksis i visse henseender faktisk mere almen). Hvad Calvin S. Hall og Gardner Lindzey udtrykker temmeligt godt på denne måde: "While psycho­logists in general have shown increased specialization, leading to the complaint that they were learning more and more about less and less, the personality theo­rist accepted at least partial responsibility for bringing together and organizing the diverse findings of specialists ... The Personality psychologist was, in this sense, more concerned with reconstruction or integration than he was with ana­lysis ... From these considerations comes the sarnewhat romantic conception of the personality theorist as the individual who will put together the jigsaw puzzle provided by the discrete findings of seperate studies within the various speciali­ties that makeup psychology."5

Personlighedspsykologien er ganske enkelt en alternativ almenpsykologi. Og sådan har den ikke blot udviklet sig i praksis, sådan er den også oprettet som selvstændig bestræbelse. Det er præcis det, som Stern udtrykker, når han defi­nerer personligheden som et unit as multiplex.

138 Personlighedens Almene Gmndlag I

At psykologien på den måde rummer to almenpsykologier, kommer forhå­bentlig ikke bag på nogen. Det må den i den tvedelte fase, hvor helheden enten må opfattes som Gesamtheil eller som Gat1Zheit og derfor fører til to forskellige samlebestræbelser: almenpsykologien og personlighedspsykologien.

Heraf fremgår imidlertid straks, at betegnelsen personlighedspsykologi er okkuperet af formlæren og ikke kan frigøres til anden brug. Den almene psy­kologi, der fokuserer på problemet om subjektets og objektets samtidige sam­menhæng og adskilthed, kan altså ikke uden videre kaldes hverken almenpsy­kologi eller personlighedspsykologi.6

Antropologisk psykologi

Leg med navne kan være sjovt, det oplever alle vordende forældre. Når barnet er født, og det begynder at haste, så kan navngivningen imidlertid blive lidt af et hovedbrud.

Det barn, vi taler om - psykologi begrebet som en enhed af sammenhæng og sammensætning- er blevet bragt til verden. Det er derfor, at vi kan tale om det. Det er sket adskillige steder i verden, men interessant nok er det også sket i Danmark, hvad der efter min mening anbringer dansk psykologi i frontlinien af psykologiens videnskabelige udvikling.

Ligeså interessant er den spontane måde, det nye er kommet til syne på. Der har nemlig ikke været tale om noget programsat, men derimod et sammen­fald i de forestillinger, som en række mennesker temmeligt uafhængigt af hin­anden ("Nej da, mener du også det!") har udviklet i deres arbejde. Det er næ­sten, som en Geist har været på spil i dansk psykologi og formet de individuelle teoretiske forestillinger i en bestemt retning (der vel at mærke ikke kan redu­ceres til de ikke ubetydelige fælles udenlandske inspirationskild er). lhvertfald kunne det være videnskabsteoretisk interessant at undersøge, hvad det er for fælles forudsætninger, der tilbyder netop dansk psykologi disse nye teoretiske muligheder. Og det skal jo nok også blive undersøgt, hvis retningen engang bli­ver kendt (sweet dreams!) som den danske skole.

Her skynder vi os dog at fremhæve hvis og engang. Det skal nemlig ikke skjules, at barnet endnu kun er en baby og kan blive offer for den teoretiske spædbørnsdødelighed længe inden, nogen hører om den.

Hvor spædt og undseligt barnet end er, så skal det dog holdes over dåben. Da de nye forestillinger er særligt koncentreret ved Psykologisk Institut i Århus (og da ministeriet forlangte instituttets projekter lyst i køn og knld), påtog man sig her navngivningens hovedbrud. Resultatet blev navnet - antropologisk psy­kologi!

Lad os se lidt på denne antropologiske psykologi, der ifølge den stiftende adresse på det tidspunkt omfattede Boje Katzenelson, Henrik Poulsen, Jens Mammen, Lars Hem, Siwarn Cawasje og Niels Engelsted i Århus. Og som -uden at spørge - identificerede Benny Karpatschof, Ole Dreier, Rolf Kuschel og

På jagt efter den nye almenpsykologi 139

Ole Elstrup Rasmussen ved Psykologisk Laboratorium i København og Sten Larsen ved Laererhøjskolen med den samme bestræbelse. (Og som selvfølgelig havde glemt eller været uvidende om adskillige personer besat af samme gejst, både her og hisset.)

Allerede i denne personliste har vi - selv om den nok i nogen grad udtrykker sammensætning snarere end egentlig sammenhæng ~ den første antydning af, at 'antropologisk psykologi' i det mindste er på sporet af en syntese mellem stof­psykologien og formpsykologien. Listen omfatter nemlig såvel personer med udgangspunkt i almenpsykologien som personer med udgangspunkt i personlig­hedspsykologien. Socialpsykologien mangler heller ikke, og der er tilmed re­præsentanter for det, man kunne kalde kulturpsykologi ( tværkulturelle studier), således at alle formlærens tre manegestørrelser (personlighed, social gruppe og kultur/samfund) er repræsenteret. Man skal derfor ikke Jade sig forlede af, at adressens forfatter identificerer den 'antropologiske psykologi' som en særlig angrebsvinkel inden for almenpsykologien. Det er almenpsykologi i en ny be­tydning. Det er derfor, at man overhovedet må finde på et nyt navn.

Om navnet er gennnemtænkt eller en øjebliksindskydelse, kan vi ikke be­svare. Her må man spørge Boje Katzenelsa n. Men vi kan se på, om det er vel~ valgt. (Noget kan sagtens være velvalgt uden at være gennemtænkt og være gennemtænkt uden at være velvalgt.)

Det første, vi i så fald bemærker, er, at antropologL'k psykologi forekommer at være nærtbeslægtet med humanistisk psykologi, ihvertfald henviser begge til det menneskelige, idet antropos og homo betyder menneske på henholdsvis græsk og latin. Denne henvisning til det menneskelige er ikke tilfældig, for det er nødvendigheden af at fange hele den menneskelige virkelighed, der be­grunder såvel den antropologiske psykologis nye vej som den humanistiske psy­kologis tredje vej.

Imidlertid gør det her en forskel, om man udtrykker sig på græsk eller latin. Såvel den antropologiske som den humanistiske anskuelse har lange rødder, og når der er to synsvinkler på menneskeligheden, så melder den nærliggende tanke sig, at det må have noget at gøre med den tvedeling i natur og ånd, som vi nu har set så mange eksempler på. Og det har det.

Forenklet kan vi sige, at den antropologiske anskuelse har rod i den materiaw listiske stoflære, mens den humanistiske har rod i den idealistiske formlære. Hvor den humanistisk tænkende ser det menneskelige i det åndelige værdier (dem vi så opregnet i de humanistiske psykologers katalog), så opfatter den an­tropologisk tænkende det menneskelige på en mere jordbunden måde. Som f.eks. Feuerbach, når han erklærede, at mennesket "ist was er isst" (er hvad det æder).

Selv om der findes megen elementistisk reduktionisme i den antropologiske tænkning (som f.eks. hos Rousseau), så er det imidlertid ikke det, der først og fremmest karakteriserer den antropologiske forståelse. Som selve betegnelsen

140 Personlighedens Almene Grundlag I

antropologi angiver, så er det en forståelse, der fastholder den menneskelige sammenhæng. I den forstand er den næsten identisk med humanismen.

Forskellen mellem humanisme og antropologi ligger i måden, hvorpå den menneskelige sammenhæng bestemmes. Humanismen bestemmer den positivt i den betydning, vi har anvendt tidligere. Det vil sige, at den bestemmer menne­sket som mennesket. Måler det ved sig selv efter princippet om, at menneskets målestok er mennesket. En sådan målestok giver vældigt dækkende beskrivel­ser, men den formår ikke at trænge bag om fænomenet og bliver derfor kun for­stående (eller selvforklarende). Fastholdes med andre ord af det bekendte og fænomenale.

Antropologien bestemmer derimod den menneskelige sammenhæng nega­tivt. Det vil sige, at den søger at trænge bag om mennesket og se det i lyset af dets andenværen. Dens målestok for mennesket er ikke mennesket selv men den natur og det samfund, der giver mennesket dets menneskelige form. Dens intention er derfor mere end blot at forstå, den vil faktisk begribe.

Antropologien er derfor udtryk for den materialistiske stoflære i en noget anden udgave end den klassiske mekaniske materialisme, der som Hobbes re­ducerede den menneskelige sammenhæng til en sammensætning af elementære partikelbevægelser. Hvad vi tidligere har kaldt stoflærens positive bestemmelse af stoffet (den direkte modsætning til formlærens poslive bestemmelse af for­men). Antropologien derimod taber ikke den menneskelige sammenhæng af syne. Den er - og det er det nye - udtryk for stoflærens negative bestemmelse af formen.

En sådan materialistisk kovending forudsætter næsten Hegels indsigt, at al begrebsbestemmelse først og fremmest må være en negativ bestemmelse. Det kan derfor ikke forbavse, at Feuerbach, der først formulerer den materialistiske antropologi, var elev af den geniale tyske filosof og gjorde sin opdagelse på grundlag af og i opposition til (sådan er det altid) Hegels lære.

Hermed ser vi imidlertid også, at den materialistiske antropologi allerede i kimform er den videnskabelige genstandslære om mennesket, fordi den i mod­sætning til såvel den positive stoflære som den positive formlære rummer en enbed af sammenhæng og sammensætning. Hvilket fremgår af Feuerbachs eget udsagn, hvor han siger: "Die neue Philosophie macht den Menschen mit Ein­schluss der Natur, als der Basis des Menschen, zum alleinigen, universalen und kochsten Gegenstand der Philosophie - die Anthropologie also, mit Einschluss der Physiologie zur Universalwissenschaft."7

Som vi ser, får Feuerbach først og fremmest menneskets naturbestemmelse med i sin negative bestemmelse af den menneskelige sammenhæng. Men hvad der mangler, rådes der hurtigt bod på gennem Feuerbach-eleven Karl Marx' indsats, der tilføjer den samfundsmæssige bestemmelse til definitionen af men­nesket. Sammen med Friedrich Engels skriver han: "Der Mensch, das ist kein abstraktes, ausser der Welt hockendes Wesen. Der Mensch, das ist die Welt des Menschen, Staat, Sozietiit..."8 Og videre - i Marx' kritik af Feuerbachs begræns-

På jagt efter den nye almenpsykologi 141

ning: nDas menschliche Wesen ist kein dem einzelnen Individuum inwohnendes Abstraktum. In seine Wirklichkeit ist es das Ensemble der gesellschaftlichen Verhåltnisse."9 Og i Marx' insisteren på, at mennesket ikke må begribes ab­strakt, ser vi selvfølgelig den nye opfattelses rækken ud efter den konkrete er­kendelse og dermed den videnskabelige genstandslære.

Det er den antropologiske materialismes indsigt og intention, der gemmer sig bag valget af betegnelsen 'antropologisk psykologi' i Århus. Det fremgår af den stiftende adresses indledning, der karakteriserer den nye synsvinkel ved l) at den "undersøger de psykiske grundfænomener, således som de er indlejret i deres samfundsmæssige, kulturelle og sociale sammenhænge", og 2) at "dens empiriske materiale i højere grad består af naturalistiske observationer (også hentet fra andre videnskaber end psykologien selv) end tilfældet sædvanligvis er i almenpsykologien." Det vil sige, at den bestemmer den menneskelige psyke og personlighed ud fra dens naturmæssige og samfundsmæssige betingelser. Hvilket naturligvis er en negativ bestemmelse, fordi den begriber den menneskelige psyke og personlighed ude fra eller ud fra dens afgrænsende bestemmelser (na­tur og samfund) og ikke blot inde fra som sig selv (den positive bestemmelse). Det er derfor, at den antropologiske psykologi må gå ud over psykologiens om­råde og hente bestemmelser fra nabovidenskaberne.

For en overfladisk betragtning kan dette se ud som om, at man går over åen efter vand, og det kan være svært at forstå, at et arbejde der åbenbart handler om biologi og samfund, naturhistorie og historie, måske i virkeligheden (omend negativt) først og fremmest handler om psykologi. Den fænomenale bevidsthed forlanger det positive og interesserer sig ikke for grunden, der definerer figuren.

Men hjerte kan ikke rime på smerte i alle digte. Man gør vel i at huske, at den videnskabelige psykologis opgave ikke er at tilbyde en psykologisk forkla­ring. Dens opgave er at forklare (eller rettere begribe) psyken. Og det er ikke nødvendigvis det samme.

Uden iøvrigt at underkende den positivt bestemmende formlære, så er det som oftest en psykologisk forklaring af psyken, den tilbyder. Psykens hemme­lighed er psykisk! Hvilket - som vi har set - fører til cirkelslutninger og selvfor­klaringer. Selvfølgelig er psyken psykisk, og det er ikke overflødigt at fremhæve over for den mekaniske stoflære, der hævder, at psyken ikke er psykisk. Men psykiskhed er ligegodt ikke psykens hemmelighed. Psyken som en særlig form (kvalitet) i den materielle verden kan ikke bestemmes alene inden for sin egen grænse. Konsekvensen heraf er nemlig grænseløshed, og det er ikke-bestem­melse. Bestemmelse er altid grænsedragning. Skal man bestemme det psyki­ske, må man derfor gå ud over grænsen for det psykiske. Omnis determinatio est negatio (Spinoza). Den videnskabeligt arbejdende psykolog kan derfor ikke bli­ve ved sin læst i den konventionelle betydning. Den læst, hvorover psyken er formet, ligger nemlig uden for det psykiske selv.

142 Personlighedens Almene Grundlag I

Undtagelsen der bekræfter reglen

Er definitionen af humanistisk og antropologisk psykologi som henholdsvis en (positiv) bestemmelse af mennesket som menneske og en (negativ) bestemmelse af mennesket som natur og samfund både principiel korrekt og pædagogisk af­klarende, så findes der selvfølgelig en retning, der ikke ser sig for god til at ødelægge et godt princip. Og dette må vi ihvertfald nævne, hvis vores definition ikke skal føre til unødig forvirring.

Definitionsbruddet kommer til udtryk i den filosofiske retning, der kalder sig filosofisk antropologi. Den filosofiske antropologi opfatter nemlig ligesom hu­manismen mennesket som menneske.

Det betyder ikke, at humanisme og filosofisk antropologi er det samme. Tværtimod er der en stor og væsentlig forskel. Hvor den humanistiske opfat­telse er frodig, åben, optimistisk, mangfoldig, rodet og fænomenalistisk, der er den filosofiske antropologi steril, streng, pessimististik og lukket. Den humani­stiske opfattelses styrke og svaghed er dens positivitet. Den ser på verden med åbne øjne og forvilder sig let i den menneskelige sammenhængs synkrete rig­dom. I modsætning hertil ser den filosofiske antropologi den menneskelige sammenhæng med stærkt sammenknebne øjne. For den er mennesket ikke en pseudokonkret mangfoldighed af fænomener. Det er en abstrakt ide. Hvilket tydeligt kommer til udtryk i titlerne på M. Schelers (retningens hovedmand) værker: Zur Ide des Menschen (1915), Vom Ewigen im Menschen (1923) og Die Stel/ung des Menschen im Kosmos (1928).

Den filosofiske antropologi ser ganske enkelt mennesket som noget ideelt, noget evigt og noget kosmisk: Det evigt (og uforanderligt) menneskelige. Hvil­ket på det nærmeste vil sige, at den på platonisk vis hiver 'det menneskelige' ud af dets jordbundne sammenhæng, forandring og udvikling og anbringer det i Guds øje.

Dette var der ingen grund til at beskæftige sig med, hvis det ikke var fordi, at vi genfinder noget af den filosofiske antropologis tankegang i en filosofisk ret­ning, der har øvet stor indflydelse på visse af psykologiens retninger. Nemlig ek­sistentialismen.

Ordet eksistens betyder fremtræden ligesom ordet fænomen, og imellem de eksistentielle og de fænomenologiske retninger er der da også et vist sammen­fald. Alligevel gør det igen en forskel, om man taler græsk eller latin. Hvor det græske fænomen henviser til, hvordan verden fremtræder for en, så henviser det latinske eksistens til, hvordan man fremtræder over for verden. For den første glider det subjektive og det objektive sammen i bekendthed og erfaring -det fænomenale; for den anden bliver det objektive konfronteret af det subjek­tive - det eksistentielle. Det er denne individets ståen uden for den menneske­lige sammenhæng, der forener eksistentialisme og filosofisk antropologi.

Forenklet kan man derfor sige, at den filosofiske antropologi anskuer men­nesket eksistentielt (over for den menneskelige sammenhæng), mens humanis-

P !l jagt efter den nye almenpsylw/ogi 143

men anskuer mennesket essentielt (i den menneskelige sammenhæng). Dette gør en vældig forskel, og det er derfor ikke noget udelt gode, at humanistiske, fænomenologiske og eksistentielle psykologer så villigt lader sig slå i samme bås. Vi skal i andet bind fastholde forskellen på den essentielle (humanistiske) og den eksistentielle opfattelse og her vise, hvad det er for en uhyre vigtig gen­standspåpegning eksistentialismen faktisk foretager. Fra sammenknebne øjne kan man nemlig følge sigtelinien lige så vel som fra åbent skuende øjne. Og i den sammenhæng viser det sig endda, at den filosofiske antropologi i eksisten­tialismens form faktisk er en negativ bestemmelse af mennesket som samfunds­væsen, hvorfor antropologi-definitionen nok er blevet perverteret men i sidste ende alligevel ikke brudt!

Den vigtigste bestemmelse

Den århusianske betegnelse er antropologi forstået i traditionen fra Feuerbaeh og ikke fra Scheler. Dette kommer til udtryk i den måske allervigtigste be­stemmelse af retningen. Nemlig at den grundlæggende er historisk. Det vil sige, at den forstår psyken diakront, dvs. som noget, der kun kan begribes i sin udvik­ling. Hvilket er begrundet "deri, at psyken ikke udgør en fast og uforanderlig størrelse, men har undergået væsentlige forandringer i løbet af naturhistorien såvel som i den menneskelige samfunds- og kulturhistorie. Psyken er blevet til for millioner af år siden og har - med opståen af stadigt nye dyrearter på den udviklingslinie, der har ført frem til Homo sapiens - udviklet sig fra lavere til højere former indtil dannelsen af psyken hos det samfundsmæssige menneske. Hertil kommer den formning og stadige omformning af psyken, der er gået for sig i løbet af menneskets samfunds- og kulturhistorie, hvorunder mennesket med accelererende kraft har skabt stadigt nye livsvilkår, som har krævet til­svarende nye mentale kapaciteter og dispositioner. Den diakrone antropologi­ske psykologi undersøger således erkendelsen af de kræfter (naturlige og sam­fundsmæssige) og de kræfters virkningsmåde ved hvilke, der er skabt og fortsat skabes nye former for psyke. Den historiske tilgang er også begrundet deri, at vi i og med erkendelsen af de forskellige former for psyke, der har været karakte· ristisk for dyrene på de forskellige trin i fylogenesen, får klarlagt kontraster til den humane psyke. På tilsvarende vis vil der i og med erkendelsen af forskel­lige former for psyke, der har været karakteristiske for mennesket på de for­skellige stadier i samfunds- og kulturhistorien, blive klarlagt kontraster til den form for psyke, der hører til i vor tid og i vor samfundsform og kultur, hvorved vort blik for vor egen psykes særegenhed skærpes."10

Dialektisk-materialistisk psykologi

Hertil kan tilføjes, at den diakrone blotlægning af psyken er den eneste måde, hvorpå man kan løse problemet om subjektets og objektets samtidige sammen­hæng og adskilthed. Det vil sige subjekt-objekt-problemet (det psykofysiske) og

144 PersonlighedensAlmene Grundlag I

individ-samfund-problemet (det psykosocial e). Anskuer man kun disse forhold syokront, så vil man nemlig Uvnf. V-tegningerne på side 128-29) kun kunne få enten adskiltheden, hvor problemet er uløseligt, eller sammenhængen, hvor problemet er forsvundet.

Når vi gør Feuerbach til ophavsmand til den antropologiske synsmåde (for­mens negative - materielle - bestemmelse), så er det historisk set måske lidt af en tilsnigelse at gøre erkendelsen af det udvildingsmæssige til kernen i den an­tropologiske tænkning. Ret beset var Feuerbachs antropologi nemlig ikke fri for (som Scheler) at opfatte det menneskelige som noget evigt-abstrakt. (Det er imod denne opfattelse, at Marx i 1844 tager afsæt.) Men vi ser først og frem­mest Feuerbach som det første skridt i den nye synsmådes udvikling og tøver ikke med at inddrage næste generations indsigt. Det vil sige Marx og Engels, for hvem udvikling er alfa og omega i begribelsen af mennesket og den menne­skelige sammenhæng.

Hvorved selvfølgelig heller ikke længere kan skjules, at den nye retning kunne være blevet kaldt noget andet. Nemlig dialektisk-materialistisk psykologi.

Hvad der dog ikke betyder, at betegnelsen antropologisk psykologi ikke er velvalgt. Beskedenhed er klædeligt, især når den er velbegrundet. Man skal ikke tage munden for fuld, og man skal heller ikke skræmme nogen med et udfordrende navn. Ikke desto mindre er intentionen i den nye spæde danske retning en psykologi på den dialektisk-materialistiske erkendelses grundlag.

Den dialektisk-materialistiske psykologi som vejen til den konkrete gen­stands begribelse og dermed til overvindelse af formpsykologiens og stofpsyko­logiens ensidighed er naturligvis ingen århusiansk eller københavnsk nyopda­gelse. (Hvilket ikke betyder, at der ikke er århusianske og københavnske nyop­dagelser.) Selv om denne nye videnskabelige vej i psykologien endnu kun står ved begyndelsen af sin udvikling, så har der allerede nu været arbejdet meget med den forskellige steder i verden. Og dette arbejde er en væsentlig forud­sætning for det arbejde, der nu erigang i Danmark. Et indblik i disse forudsæt­ninger er derfor også væsentligt, men det fordrer, at der er to retningsbestem­melser, som man ikke bruger.

Selv om udviklingen i høj grad er sammenknyttet med marxismen, må man ikke bruge betegnelsen marxistisk psykologi. Og selv om udviklingen i høj grad er knyttet til psykologien i Sovjetunionen, må man ikke bruge betegnelsen sov­jetpsykologi. Disse betegnelser udvisker nemlig vigtige forskelle, som det er af­gørende at fastholde.

Det 'marxistiske' spektrum

Hvis vi skallave en hurtig grovskitse, så kan betegnelsen 'marxistisk' henvise til (mindst) tre forskellige aspekter af Marx' og Engels teoretiske indsats. Vi kan benævne de tre aspekter som henholdsvis unge Marx, ældre Marx og Engels og se på dem i samme rækkefølge.

På jagt efter den nye almenpsykologi 145

Da Marx i 1840'erne lagde grunden til den dialektisk-materialistiske indsigt ved at konkretisere og historisere (samfundsgøre) Feuerbachs antropologiske materialisme, udstak han også konturerne af en psykologi, der begriber indivi­det som et aktivt, selvforvandlende subjekt. Hovedværket her er de Økono­misk-filosofiske Manuskripter fra 1844, der (obs!) først er blevet offentliggjort i 1932.

Med et andet arbejdsmanuskript, Den tyske Ideologi (1845), som omdrej­ningspunkt skifter Marx nu kurs. Han mener ikke at kunne komme videre på sit oprindelige ung-begelianske grundlag og bevæger sig vestpå fra den tyske idea­listiske tradition (romantikken) til den franske materialisme. Og videre vestpå herfra til den britiske politiske økonomi, som han revolutionerer med opdagel· sen af profittens (merværdiens) hemmelighed.

Det er blevet meget diskuteret, om der her er tale om en kontinuert eller diskontinuert udvikling af Marx' forestillinger. Det er den sidste opfattelse sna­rere end svaret, der er interessant i sammenhæng med den 'marxistiske' psyko­logis udvikling. (Svaret er, at udviklingen i Marx' forestillinger er en enhed af kontinuitet og diskontinuitet, ligesom enhver anden udvikling.) Ved at opfatte udviklingen i Marx' forestillinger som en brudt linie, dukker der nemlig to for­skellige Marx'er op. På den ene side den unge Marx, der anskuer mennesket som et individuelt subjekt i samfundet (psykologi), og på den anden side den ældre Marx, der anskuer individet som et objekt for samfundsmæssige love (økonomi). Altså på en måde Marx som henholdsvis geisteswissenschaftlich humanist og psykolog og som naturwissenschaftlich sociolog og økonom.

Til den unge Marx som humanist og den ældre Marx som økonom skal så til· føjes Engels som den dialektisk-materialistisk• erkendelses propagandist og fi. losof. Efter 1848 opstod der nemlig den arbejdsdeling mellem Marx og Engels, at Marx helligede sig de videnskabelige økonomiske fagstudier, mens Engels tog sig af at sammenfatte og udbrede deres fælles verdensanskuelse.

Af disse tre brikker havde man til at begynde med kun den ældre Marx og Engels at spille med. Den unge Marx blev først sent offentligt kendt. Der var derfor to psykologi-opgaver, som man kunne forsøge at løse. Man kunne i overensstemmelse med Engels forsøge at begribe den menneskelige psykologi som en materialistisk-dialektisk udvikling i natur og samfund. Eller man kunne forsøge at skabe en sammenhæng af samfundslæren, som man finder den hos den ældre Marx, og den individuelle psykologi, som man må have et andet sted fra. Den første opgave forsøgte man at løse i Sovjetunionen, som vi skal se det om lidt. Den anden opgave forsøgte man at løse i Tyskland.

Freudo-marxisme

Vi husker, at Freud meget smart gjorde det psykosociale problem til en egen­skab ved genstanden selv, hvor den udspiller sig som en konflikt mellem natur (drift eller id) og kultur/samfund (repræsenteret ved overjeget). Det vil sige, at

146 Personlighedens Almene Gmndlag f

Freuds teori (forenklet sagt) er en teori om individet som socialt begræn~ set/undertrykt.

Da Marx~ kapitalismeteori i en vis henseende også er en teori om individets samfundsmæssige undertrykkelse, så forekom det nærliggende at forsøge at for­ene tidens betydeligste psykologiske teori og tidens betydeligste samfundsteori, så den første blev suppleret med den teori om samfundet, som den manglede, og den anden blev forsynet med den teori om den individuelle psyke, som den manglede.

Resultatet blev den freudo-marxistiske retning, der bevæger sig igennem tre etaper fra Reichs og Fenichels bestræbelser i 20'erne, over Frankfurterskolen (Adorno, Horkheimer og Marcuse) til Hanoverskolen (Lorenzer og Dahmer) i '60'erne.

Freudo~marxismen forblev imidlertid ikke et akademisk anliggende, det var nemlig med den som ideologisk ledetråd, at ungdomsoprøret bredte sig ud fra universiteterne og blev en socio~kulturel massebevægelse, der satte de vestlige samfund på den anden ende i slutningen af 60'erne.

Som socialpsykologisk fænomen kan ungdomsoprøret og kulturrevolutionen ikke sættes på nogen enkelt formel. Men det er ikke af den grund forkert at sige, at der var tale om et individets oprør mod den samfundsmæssige institu­tions- og betydningsverden. Som delvis var begrundet i proletariseringen af de intellektuelle og universiteternes forvandling tillærdomsfabrikker, der ikke lev· nede plads for den individuelle selvudfoldelse. Hvorfor man selvfølgelig kan se bevægelsens tiltrukkethed af det freudianske tema kombineret med marxismens kritik af det kapitalistiske og borgerlige samfund. Og til den unge Marx' skrif­ter, der blev opdaget og gjort til en vigtig ballast for bevægelsen, fordi de foku· serer på det individuelle subjekts fremmedgørelse og frigørelse.

Seves modspil

Bevægelsens opdagelse af den unge Marx førte til dannelsen af neo-marxismen, der som en vigtig skydeskive havde 'gammel-marxismen' (og dermed det 'for­stenede' kommunistiske parti), der ikke havde forstået Marx (den unge) og ind­sigtsløst reducerede det persorrlige liv til upersordig samfundsøkonomi, som det blev sagt.

Da bevægelsens europæiske arne (der var også en amerikansk og en kine~ sisk) lå i Frankrig, hvor striden ligefrem førte til en borgerkrigsagtig opstand, er det måske ikke underligt, at det er en fransk kommunist, der teoretisk drager i felten mod freudo-marxismens rousseau-agtige kulturnihilisme. Nemlig filosof­fen Lucien Seve, der i værket Marxisme og Personlighedsteori fra 1974lader sam­fundet tage til genmæle mod den driftsbestemte individualisme.

Seves grundsynspunkt lader sig enkelt udtrykke med det Politzer·citat, hvormed han indleder bogen. Der står: "Psykologien besidder på ingen måde

På jagt efterden nye almenpsykologi 147

'hemmeligheden' ved de menneskelige kendsgerninger, simpelthen fordi denne 'hemmelighed' ikke er af psykologisk orden.""

Hvad er så hemmeligheden? Jo, det er den, som Marx udtrykker i 6. Feuer· bachtese: "Det menneskelige væsen er ikke noget det enkelte individ iboende. I sin virkelighed er det indbegrebet af de samfundsmæssige forhold."" Hermed gør Seve to ting. For det første tilbageerobrer han Marx ved at afvise et brud mellem den unge og den ældre udgave. For det andet formulerer han en opfat· telse af samfundet som dominerende form, der leder tanken hen på den franske sociologiske tradition fra Durkheim.

Grundproblemet for såvel Seve som for freudo-marxismen er pricipielt det samme. Det er det psykosociale problem om, hvordan man får individets psy· kologiske form hægtet sammen med samfundets sociologiske form. Formuleret på den måde gives der iøvrigt også kun een løsning. Nemlig at lade den indre psykologiske form svulme op til den udfylder den ydre sociologiske form, lige­som dej, der svulmer op og fylder kageformen.

Men det er en løsning, der kan forstås ud fra to forskellige grundpositioner. Freudo-marxisterne opfatter den oprindelige (freudiansk forstået) psykologiske individualitet som dei grundlæggende og må derfor opfatte det samfundsmæs­sige bånd, der lukker sig om individet udefra som en negativ begrænsning af det naturlige. Seve, derimod, ser den ydre samfundsmæssige cirkel som det menne­skeligt konstituerende, hvorfor det psykologiske individ først har nået sin fulde personlighedsudvikling, når det indefra har fyldt den samfundsmæssige ramme ud og antaget dens form. Eller som han selv udtrykker det: "Den videnskabe· lige personlighedspsykologi begynder i det øjeblik, hvor man har forstået, at det er dette, som det først gælder om at studere: de samfundsmæssige forhold mel­lem adfærdsmåderne som grundlæggende strukturer i det individuelle liv."13

Anskuet temmeligt ens giver det psykosociale problem altså to forskellige løsninger, der dog har det tilfælles, at det stadig er en temmelig udvendig (me· kanisk) forbindelse, som de etablerer mellem individ og samfund. Freudo· marxismens, der reducerer problemet individualpsykologisk (den individuelle psyke bestemt forud for mødet med samfundet), og Seves, der reducerer pro· biernet sociologisk ved at lægge den psykologiske bestemmelse uden for den in­dividuelle psyke (psykens hemmelighed er ikke psykologisk).

Andre alternativer

Alt i alt må dette give anledning til forvirring. Begge reduktioner er nemlig ind· lysende utilstrækkelige, og dog synes det at være de to eneste muligheder, når det psykosociale problem skal løses. Hvis man ·vel at mærke · insisterer på at løse problemet synkront, dvs. med individet og samfundet som allerede for· håndenværende størrelser, der er defineret uafhængigt af hinanden.

Man kan imidlertid isterlet forsøge at løse problemet om det individuelles og det samfundsroressiges sammenhæng diakront, dvs. som en udvikJingssammen-

148 Personlighedens Almene Grundlag I

hæng. Det er denne vej, som vi har identificeret med navnet Engels, og det er den, som russerne - først og fremmest AN. Leontjev - har bevæget sig ad. Hermed er Leontjev undsluppet noget af modsigelsen mellem det individuelle og det samfundsmæssige, men det er heller ikke nødvendigvis godt. I Vesten har man ihvertfald haft svært ved at acceptere teorier, der ikke lader det indivi­duelle og det samfundsmæssige skurre imod hinanden, som de gør det i det borgerlige samfund. Og i denne indstilling er der i det mindste det gode, at genstandsproblemets iboende modsigelse ikke bliver hverken gemt eller glemt.

Hvis de tre nævnte løsninger hver især er utilstrækkelig, kunne man fore~ stille sig, at de tilsammen kom sandheden temmeligt nær. En sådan sammen­ligning er netop, hvad den fjerde 'marxistiske' psykologi, som vi bør nævne, til­byder. Vi taler her om Berliner-skolen og Klaus Holzkamp, der prøver at ind­drage den genuine indsigt fra de forskellige retninger i et samlet synspunkt eller system. Om et sådant eklektisk kunststykke afklarer eller forvirrer, må være op til den enkelte at afgøre. Klart er det imidlertid, at med fire forskellige ret­ninger har det ingen mening blot at tale om marxistisk psykologi.

Når vi nu har nævnt dette spektrum af retninger, der forsøger at udvikle den dialektiske psykologi, så bør vi også relatere det danske barn til dem. Her kan vi sige, at såvel Seve som Berlinerskolen har øvet stor indflydelse. Men som en slags fætre. Nærmest beslægtet er det danske fremstød efter min mening med sovjetpsykologien, som man ikke må kalde sovjetpsykologien. Lad os derfor kort se på, hvorledes forholdet mellem dialektisk materialisme og psykologi hi­storisk har udviklet sig i Sovjetunionen.

Noter til kapitel lO

l. Kombinationen af essentialisme og eksislentialisme strækker eklcktiscismen udover det tilla­delige, hvad vi skal vende tilbage i andet bind.

2. J .F.T. Bugenthais 'prcsidential a dress to the meeting of the Arnerkan Association of Humani­stic Psychology' i 1963, cf. H. Misiak og V.S. Sexton: History oj Psychology: An Overview, USA 1966, s. 455.

3. Artides o[ Association o[ the American Association o[ Humanistic Psychology, cf. ibid., s. 454.

4. Se f.eks. Holl, R.R.: Individuality and gcncralization in the psychology of personality, !.Pers., 1962, vol. 30, s. 377~404. Den fmdcs i flere antologier, f.eks. R.S. La7.MUS & E.M. Opton jr.: Personality, Pcnguin Modern Psychology, GB 1%7, og med titlen 'Thc logic of the romantic point of view in personology' i T. Millon: Theories o[ psychopathology and personality, USA 1973.

5. Hall, C .S. & G. Lindzey: Theories o[ Personality, New York 1957 (1%7), s. 6~7.

6. I sidste ende må den rigtige betegnelse være almenpsykologi, men det fordrer, at almenpsy­kologien teoretisk og i praksis vinder denne nye betydning. Nærmer personlighedspsykolo­gien sig genstandsproblemet fra den anden side, vil skellet mellem almenpsykologi og per­sonlighedspsykologi udviskes.

7. Feuerbach, L.: Gesamme/te Werke 1967, 2, s. 343. Cf. G.Klaus & M. Buhr: Philosophische WOrterbuch, Lcipzig 1975, l, s. 84.