113N

ET

VÆ

RK

Netværk

En gørtler fremstiller og reparerer mindre genstande – som beslag eller lysekroner – af messing, kobber, bron-ze eller andre metaller. Der er ikke mange gørtlere tilbage, deres arbejde er overtaget af andre faggrupper, for-tæller Wikipedia. En af gørtlerne bor og arbejder i Gjern, og det går strålen-de. Hvad er hans hemmelighed?

Morgenkaffen er First Price Instant Kaffe, wienerbrødet er fra

Gjern Bageri, telefonen ringer:

– Den Jyske Gørtler, det er Frank.

De øvrige fem mænd i lokalet ved siden af værkstedet snak-

ker videre, diskuterer et armatur, som er tændt, selv om de an-

dre ikke lyser. Kan der være en fase i en ledning, selv om der er

slukket på kontakten? Frank Thuesen snakker i sin telefon på

drævende jysk:

– Deet kawida finnn’uuj a.

– Jeg slog lige løven i går i billard, det kørte bare for mig. Så

er det dig næste gang. Årets vigtigste kamp, det er at vinde over

dig, siger Ove.

– Det kommer ikke til at ske, svarer Jørgen. Han er indfødt,

i modsætning til Frank, som er tilflytter. Frank har kun boet i

Gjern i femten år, han siger:

– Dvs. der er en time med at pille ned og en time med at sætte

op.

Frank er færdig med at snakke i telefon, blander sig i samtalen:

– Jeg tabte sgu til bageren, det var ikke godt.

Til stede aftenen i forvejen var også bageren, tømreren, mu-

114 115D

AN

SK

HÅ

ND

VÆ

RK N

ET

VÆ

RK

reren, advokaten, revisoren og politimanden, de var alle sam-

men med til at spille billard.

– Engang var det en rigtig lukket kreds. Hvis ikke du var no-

get ved musikken, kom du ikke ind, forklarer Jørgen. „Noget ved

musikken“ betyder selvstændig erhvervsdrivende. I dag er reg-

lerne for optag slækket lidt, nu er kun halvdelen selvstændige.

– Vi mangler en blikkenslager, siger Jørgen.

– Jeg har sgutte tid te’ed, siger blikkenslageren.

Mændene om bordet snakker om fordelene ved at bo i Gjern:

Husene er billige, Gjern har nemt til motorvejen sydpå, for-

holdsvis nemt til motorvejen nordpå, nemt til Herning, Aar-

hus, Viborg og Randers. Skanderborg og Horsens er lige uden

for døren:

– Det er simpelthen verdens navle. Det ligger perfekt, siger

Frank.

De seks mænd rejser sig, de har alle et arbejde at passe.

Den Jyske Gørtler ligger i en gammel lagerbygning i Gjerns in-

dustrikvarter, 400 m2 med værksted, lagerhal og udsigt fra kaf-

festuen til Spar-købmanden og tanken – mændene holder i deres

pauser opmærksomt øje med, hvem der kører ind og ud.

Når Frank ser sig omkring på værkstedet, ser han sin fars

maskiner – fra Hadsten Metalvarefabrik. Han løb mellem dem

som barn, var fejedreng og lærte lige så stille at polere og fræse.

Han husker, at han stod som syvårig og drejede kobbergryder,

„så spånerne stod om ørerne“. Dengang var der ikke noget, der

hed sfo, og værkstedet lå det samme sted, som familien boede,

så når han havde fri, gik han i værkstedet, lavede cykler, knal-

lerter. Siden biler med kammeraterne i weekenden, en håndfuld

knejter. Bagefter gik de i bad og drak nogle øl, inden de skulle

i byen på diskotek Sommerfuglen, som var del af Hadsten Kro.

Måske sov de på værkstedet, når de kom tilbage meget sent – de

havde madrasser på loftet. Bare værkstedet var ryddet mandag

morgen!

Frank passede sin skole:

– Jeg var ikke superstærk bogligt. Der var ikke noget med, at

de sagde: Du skal videre på gymnasiet.

Frank blev udlært maskinarbejder i 1991. Han snakkede med

sin far om at overtage, men havde hverken modet eller alderen

til det.

Det var Franks mor, der passede farens regnskaber, og svære

tider kunne mærkes ved middagsbordet:

– Man var ikke i tvivl. Så snakkede vi ikke så meget om, hvor

vi skulle hen på ferie.

Frank valgte sikkerheden i fast arbejde:

– Hvis du ikke har noget at lave, får du ikke noget at spise.

116 117D

AN

SK

HÅ

ND

VÆ

RK N

ET

VÆ

RK

118 119D

AN

SK

HÅ

ND

VÆ

RK N

ET

VÆ

RK

Det er nemmere at gå på arbejde og få sin løn.

Franks far havde problemer med at få det til at løbe rundt.

Man skal følge med tiden, det gjorde han ikke. Han drejede af

ved en niche i messing og kobber, leverede fortrinsvis til en lang

række kirker. Men det var ikke nok, og faren valgte at sælge i

2000. Efter et par ejerskift og en konkurs blev Frank kontaktet af

Hadsten Bank i 2008, som spurgte, om han ville købe maskiner-

ne. Frank slog til. Han havde været deltidsgørtler fra 2006, tog

springet til selvstændig fuldtidsgørtler i 2008 og købte det nuvæ-

rende værksted i 2013. I dag har han fire hele og to halve ansatte.

Det er stadig konen, nu Franks kone, Susanne, der passer

regnskaberne, men der er ikke den samme usikkerhed som på

farens tid. Frank har lært, hvad det vil sige at være gørtler i dag.

Derfor bærer han altid sin telefon med sig, og han tager den lige

meget hvad. Den har et solidt metalskelet, ligger i læderomslag.

Det er den første telefon, han har haft i mere end et år; de kan

normalt ikke holde til at blive tabt fra stilladser og klemt i døre.

Frank har lært at brede sig. Han har stadig sin fars kirkekun-

der, de udgør 25 procent af hans omsætning. 25 procent er un-

derleverandøropgaver til andre; han spiller billard med mange

af håndværkerne i Gjern og omegn. De sidste 50 procent er „alt

muligt andet“.

En lokal kvinde, endnu en tilflytter – Dorte har kun boet i

Gjern i nitten år – kigger ind med en kurvfuld lysestager og skå-

le. Arv, bryllupsgaver, rejseminder. Hendes teenagedatter elsker

at se stearinen rende ned ad stagen:

Aarhus Rådhus og et overvåg-ningskamera som Arne Jacob-sen ville lave det.

120 121D

AN

SK

HÅ

ND

VÆ

RK N

ET

VÆ

RK

– Det gode ved, at folk bruger tingene, er, at så skal de pudses

igen og igen, fortæller Frank.

„Alt muligt andet“ kan også være: Samarbejde med arkitek-

terne Birch & Svenning A/S – et samarbejde, der også er i arv fra

Franks far, en trompet, som skal skilles ad og pudses, en lyse-

slukker, der er knækket – og Aarhus Rådhus.

Hvordan ville Arne Jacobsen designe et overvågningskamera?

Aarhus Rådhus er tegnet og designet, fra tårn til nøglehuller, af

de to arkitekter og designere Arne Jacobsen og Erik Møller. Alt i

huset er enestående og fredet. Derfor skal den nye tid tilpasses

den gamle, inden den lukkes ind. Overvågningskameraet, kon-

sollen, det sidder i, og kabelføringen er inspireret af de farver,

former og materialer, der i forvejen er i huset, og godkendt af Kul-

turstyrelsen. Derefter blev tegningen givet til Frank. Nu sidder

kameraerne her, holder øje med, at han udfører sin nuværende

opgave – om han, med hjælp fra bl.a. Jørgen og Simon, monterer

foldedørene mellem rådhussalen og det øvrige rådhus ordentligt.

På Aarhus Rådhus går nogle tunge, vævede gardiner i skin-

ner som en slags foldedøre på hver etage, mellem den store sal i

hele husets fem etagers højde og det øvrige rådhus. Gardiner og

skinner er selvfølgelig specialdesignede, speciallavede. Gardi-

nerne er, efter mange års tro tjeneste, udskiftet. De nye er i de

oprindelige farver, den oprindelige vævning. Nu skal de monte-

res i de skinner, som har været på værkstedet i Gjern for at blive

pudset op, gjort i stand. Det er ikke problemfrit:

– Hvis nu bare Arne Jacobsen havde lavet skinnerne lige,

brokker Frank sig.

– Det ser skidegodt ud, forsvarer Jørgen den afdøde mester.

– Jamen når det nu ikke virker!

Problemet er, at der ligger metalstivere ned gennem stoffet.

Stiverne kører på hjul i skinner i top og bund. Skinnerne slår

et sving, og hvis ikke stiverne møder svinget samtidigt i top og

bund, drejer de rundt i toppen og kiler sig fast i bunden. Der er

lavet en række tilpasninger, og der er tiendedele millimeter til

forskel på, om det kører eller ej. De tiendedele skal justeres på

mange af metalstiverne under opsætningen, og det tager tid.

Det er egentlig ikke noget, som Frank har nogen grund til

122 123D

AN

SK

HÅ

ND

VÆ

RK N

ET

VÆ

RK

at være utilfreds med. Når alt er enestående, kan reservedele

ikke købes, de skal laves, og det er fast arbejde. Frank husker

sin første opgave her: Aarhus havde haft sin første borgmester i

historisk tid, som hverken var mand eller socialdemokrat, ven-

strekvinden Louise Gade. I 2006 skulle borgmesterens Wegner-

skrivebord så op i højden til socialdemokraten Nicolai Wammen,

og det krævede nye messingfødder.

Sådan er der hundreder af ting på rådhuset, som tiden tærer;

de skal justeres, repareres, udskiftes.

Frank og Jørgen skubber på gardinerne, et hjul i toppen er

ikke kommet ind, det hele skal af og på igen:

– Simon! råber Jørgen vredt.

– Han kan lige så godt lære det, det er altid yngstemandens

skyld, forklarer Jørgen.

Jeg møder igen yngstemanden Simon på værkstedet i Gjern. Han

er seksten, går i ottende klasse. Når han er færdig med skolen,

skal han i lære som gørtler. Han er ved at lave en konfirmations-

gave til sin lillesøster; et staldvindue fra et nedrevet hønsehus

på gården bliver sammen med nogle messingplader til et smukt

og rustikt kosmetikspejl.

Simon begyndte som fejedreng for to år siden:

– Det var lidt træls i skolen, fortæller han. Simon gik to gan-

ge i sjette klasse; han fik så lov til at komme hos Frank én dag

om ugen i stedet for at gå i skole:

– Han fik lige så meget ud af at komme her en dag om ugen

som af at gå i skole. Hans far og mig er kammerater, fortæller

Frank.

„Skal du have tømmermænd, så få dem fra tømreren i Lys-

bro,“ indskærper Din Radio i Silkeborg hundrede-tre-komma-ot-

te. Simon skal sølvlodde messingpladerne til kosmetikspejlet

sammen. Frank instruerer ham i at tænde og regulere lodde-

flammen: Først dreje den røde knap, tænde, så dreje den blå, til

der kommer en blød flamme.

Loddesølvet og pladerne skal varmes op til 700 grader. Pla-

derne smelter ved 1000 grader, så den farve, som Simon skal

finde, er en mørk bordeaux med et rødligt skær. Bliver pladerne

røde, er de for varme.

124 125D

AN

SK

HÅ

ND

VÆ

RK N

ET

VÆ

RK

Ved siden af Simon står Tina, hun er ved at restaurere en

lysekrone til Foldby Kirke. Hun lægger et visitkort i det hule cen-

trum af kronen:

– Så ved de, hvor de skal gå hen om 30-40 år.

Hun er Danmarks næstsidst udlærte gørtler. Det blev hun i

2010, uddannelsen lukkede og slukkede efter hende.

Tina er den næstsidste; det er Franks og Simons ambition,

at Simon bliver den næste første. Det er ikke længere muligt at

blive udlært, så hvis Simon skal være gørtler, kræver det et klu-

detæppe. Frank er i kontakt med VUC i Silkeborg og har en pen-

sioneret studievejleder, som han bor på vej med, og som udmær-

ket kender Simon, med som vejleder på „projekt gørtlerlærling“.

Først skal Simon begynde på uddannelsen som metalsmed. Han

skal også til Aalborg Bronzestøberi og gå i en tre måneder og til

Gunnar Balles Maskinfabrik, der har de laserskærere, vandskæ-

rere og robotsvejser, det skal man jo også kunne i dag. Han skal

have en skoleperiode med nogle guldsmede, det er jo noget med

at strække metal. På den tekniske skole i Hadsten har de en køle-

montøruddannelse, der har de en masse med lodning:

– Men det er jeg ikke lige kommet til endnu, fortæller Frank.

Når Simon har været alt det igennem, kan han kalde sig

gørtler, den første udlærte, efter at uddannelsen blev nedlagt:

– Halvt maskinarbejder, halvt smed, halvt blikkenslager,

guldsmed og støber, det hele er blandet sammen i det her fag,

fortæller Frank.

Min forlægger bor også i Gjern, det var ham, der foreslog Den

Jyske Gørtler. Forlagsmanden selv har ikke været så god til at

komme ud og blive set. Han er for eksempel ikke med i erhvervs-

klubben:

– Vi har en lille erhvervsklub herude, vi kalder det en drenge-

klub. Nogle af bønderne var trætte af, at hver gang de skulle til

noget, så skulle de ansatte med. Og der er kun én til at betale. Vi

ville lave nogle ting sammen – os mestre.

Idéen fik Frank og to af bønderne på en spejdertur med bør-

nene. Efter natløb, børnene var vippet i seng i hytten, de tre sad

om bålet, fik et glas rødvin:

– Så skrev vi rundt til dem, vi syntes kunne være interessante.

Forlagsmanden blev ikke spurgt. Han har været i Gjern i tre

år uden at gøre særligt væsen af sig, men han er dog begyndt at

blive lidt mere synlig, fortæller Frank. Nu kommer der boggaver

til både bankospil og Sct. Hans-fest.

Frank understreger, at klubben er helt uformel. Bare noget

med at mødes en gang om året, lave noget sjovt – næste gang

skal de til Essen og se på veteranbiler. Hvis der er én, der har en

god idé, mailer han rundt til de andre, og så hopper man på,

hvis man kan og har lyst.

Frank Thuesen er tilfreds, han har en god forretning. Han for-

tæller, at de sidste par år er det „gået godt“, at han selv tjener

en helt almindelig løn som alle andre, at han i 2014 havde en 40

procent stigning i omsætning. Folk kommer fra hele Jylland:

– Men jeg har også en god hjemmeside. Det tror jeg, er ret

vigtigt i dag – at man har en god hjemmeside, hans telefon rin-

ger:

– Den Jyske Gørtler, det er Frank.

Frank Thuesen

Født 1969 i Hadsten; som den ældste af to. Faren var maskinarbejder, inde-haver af Hadsten Maskinfabrik, moren var hjemmegående og passede regn-skaberne. 10’ende klasse fra Østervangssko-len, Hadsten, 1987. Udlært maskinarbejder 1991. Deltidsgørtler med arbejde ved siden af fra 2006. Fuldtidsgørtler fra 2008, har nu fire hele og to halve ansatte.

Bor i Gjern med sin kone og deres fire børn (de ville bare have en tredje, men det blev tvillinger!). Da Frank og hans kone skulle bo-sætte sig, han fra Hadsten, hun fra Silkeborg, skulle de finde et billigt hus midt imellem deres to forældrepar. Det blev Gjern: – Jeg havde aldrig drømt om at bo i Gjern. Det føltes som en by, hvor der groede spindelvæv i gaderne. Der skete jo ingenting, fortæller Frank.