1

Pergamentet no. 1, 2012

Tema: ” Fjendebilleder”

2

Pergamentet Redigeres af studerende på historiestudiet på AAU Midl. Ansvarshavende Redaktør: Martin O. Jørgensen (moj@cgs.aau.dk) Redaktion: Jonas Bertelsen (1.sem) Johan Heinsen (Ph.D stip.) Katrine Funding Højgaard (1.sem) Martin Minka Jensen (1.sem) Martin O. Jørgensen (undervisningsass.) Mia Bundgaard Rasmussen (1.sem) Søren Christian Winther (1.sem)

Korrektur: Johan Heinsen (Ph.D stipendiat) Layout: Martin O. Jørgensen Daniel Nielsen Forside: Mia Bundgaard Rasmussen Skribenter i dette nummer: Jonas Bertelsen Yusuf Cakin Johan Heinsen Katrine Funding Højgaard Martin O. Jørgensen Knud Knudsen Mia Bundgaard Rasmussen Malene Bjørnskov Schmidt Søren Christian Winther Deadline for indlæg næste nummer:) 01.04.2012 (udgives 01.05.2012 med temaet kulturmøder) moj@cgs.aau.dk Oplag: 150. Kan fås som PDF ved henvendelse.

Indlæg repræsenterer alene forfatterens holdning, Redaktionen holder sig derfor ikke ansvarlig.

Anonyme oplæg optages derfor heller ikke.

Indholdsfortegnelse

Leder 3- Velkommen Tema 4 - Temaindledning 5 - Martin Luther og de ’djævelske tyrkere’ 7 - Tyskland som fjendebillede 9 - Side 9 pigen 9 - Sovjetunionen som fjendebillede for Danmark 12 - Fjendebilleder og sovjetiske propagandaplakater 19 - ’Balkan’ og den serbiske nationalisme 27 - Boganmeldelse: Paradigm Wars 29 - Boganmeldelse: Terror og Film 30 - Boganmeldelse: Fjendens ansigt 33 - Filmanmeldelse: Kingdom of Heaven Udenfor tema: 34 - Aalborgs skolehistorie Erfaringer fra medstuderende 35 - Arkivpraktik i Viborg

3

Leder

Velkommen til kære læser!

Du sidder nu med det nye blad Pergamentet, der er skrevet af og for studerende på Aalborg Universitets

historiestudie. Der har tidligere været et blad for de studerende, men grundet manglende opbakning blandt

de studerende gik det langsomt, men med hævet pande sin undergang i møde. Dette er ikke udtryk for en

kritik af tidligere tiders redaktioner eller deres indsats, langt fra. Derimod er det netop en anerkendelse af

denne samt en erkendelse af nødvendigheden af den større indsats det kræver at få et blad op at stå, men

også at holde det i gang.

Det er derfor nye kræfter, der er i gang. Pt. er det primært første semesters studerende, der har taget fat.

Det synes dermed at love godt for fremtiden, da vi håber at den nuværende redaktion (som god vin og ost)

bliver bedre og mere moden med tiden. Ikke desto mindre kan læserne se denne leder og resten af bladet

som en opfordring til alle om at give en hånd med i form af et indlæg på baggrund af et projekt, en bogan-

meldelse, konstruktiv kritik, debatindlæg, praktik- og studieopholdserfaringer, fotos, ideer til et tema, øn-

sker om læsegrupper, layouttips osv. Kun jeres fantasi sætter begrænsningen for hvad bladet kan rumme.

Derfor burde der med andre ord ikke være nogen begrænsning overhovedet. Vi holder os et stort køkken

her, så der skal mange kokke til. Og man løfter som bekendt bedst i flok!

Bladet er tænkt som et forum for dialog mellem os på studiet. Dvs. primært os studerende, men bladet vil

også af og til rumme indspark fra underviserstaben. Planen og håbet er, at vi i fællesskab kan få udviklet

bladet til et givtigt forum og få det til at fungere som et lærings- og formidlingsrum. Det lyder måske af

store ord. Men når alt kommer til alt, er det faktisk det vi skal leve af: at analysere og formidle. Så jo før vi

lægger os i selen, jo bedre kommer vi ud på den anden side. En kalender og meddelelsessektion vil også

indgå fra næste nummer med henblik på f.eks. at få etableret en filmklub, en tradition for formidlings- eller

debataftener og læsegrupper. Så tag endelig fat i redaktionsmedlemmerne på e-mail, på facebook, på tele-

fon eller på gammeldags facon på gangen hvis du har noget på hjerte.

Indholdsmæssigt kommer der fire numre om året opbygget omkring temaer, som vi beslutter på redakti-

onsmøderne, hvor alle er velkomne. Dog vil bladet også gøre plads til indlæg udenfor tema. Næste tema

bliver kulturmøder - en af stedets specialiteter.

Vi glæder os til at høre fra jer! Og god læsning!

Med venlig hilsen Redaktionen

4

Tema-introduktion: Fjendebilleder Skrevet af Redaktionen

Fjendebilleder kommer i mange afskygninger. Fra

de voldelige forestillinger om fjenden som den,

der truer os på selve vores eksistens. Til politiske

fjendskaber, hvor fjendens bajonet er skiftet ud

med retorisk konkurrence. Hvis vi tillader os at

tænke fjendskabet i dets flertydigheder bliver det

til en næsten allestedsnærværende relation. Alle

har fjender. Alle føler fjendskabet. Der er ingen

vej udenom.

Hvad er en fjende? Fjenden er som oftest en an-

den end os selv. I visse religiøse sammenhænge

skal fjenden ganske vist uddrives fra selve krop-

pen, men også her lurer oftest en forestilling om

dualisme. Fjenden er en anden, selv hvis denne

anden er (i) vores egen krop. Det samme gør sig

gældende i forhold til vores politiske fællesska-

ber. Fjenden er essentiel i det politiske projekt,

fordi det oftest er fjenden, der giver vores fælles-

skaber en projektkarakter som sådan. I forsøget

på at udradere, korrigere eller assimilere fjenden

får vores fællesskaber en potentiel fremtid, hvor

utopien afhænger af om operationen lykkes.

Denne utopi ledsages derfor også af truslen om

det dystopiske, hvis projektet slår fejl. En tilsva-

rende variant over denne tidslige dimension i

fortællingen af fjendskabet er i de konservatisti-

ske fortællinger om en svunden, men gylden for-

tid. Her er det fjenden, som har forvoldt skaden

og henkastet samtiden i en falden tilstand.

Derfor har vi brug for fjenden. Eller måske skulle

vi rettere sige: uden fjenden har vi intet 'vi' som

sådan. Fjenden er den kontrast, der gør det mu-

ligt for os at fortælle hvem vi er. I lyset af den

truende 'anden' kender vi os selv med sikkerhed:

for vi fortæller her os selv, at vi netop er alt det,

som vores fjende ikke er.

Fjendebilledet spiller derfor en vigtig rolle i vores

samfundsfortællinger. Alligevel kan fjendskabet

komme bag på os, når vi selv finder os som gen-

standen for en andens fjendskab. Her føler vi

ofte, at den som har gjort os til fjende har et for-

kert billede af os. De seneste årtiers krige er rige

på sådanne eksempler og har fremavlet spørgs-

mål som: vi bringer demokratiet så hvorfor kalder

I os for besættere? I fjendskabets konfrontation

oplever vi derfor den ubehagelige indsigt, at gen-

sidigheden ikke er symmetrisk. Virkeligheden er

mere rig på betydning, end vi bryder os om.

Vi sparker dette første nummer af Pergamentet

igang med at kigge på fjendebilledet fra forskelli-

ge vinkler. Vi bevæger os primært omkring de

store fortællingers fjendebilleder - dem vi finder i

vores samfundsfortællinger, eller i religiøse ver-

densbilleders modsætninger imellem godt og

ondt. Fra Luthers nedværdigende beskrivelse af

den muslimske fjende, der tjener til konstruktio-

nen af hans eget projekt. Over historier om dan-

ske trusselsbilleder, der drøfter sammenhænge

(og manglen på samme) imellem de reelle trus-

selsbilleder og fjendebilledet. Endeligt kaster vi os

over Balkan, der ofte er blevet set som en geo-

grafi defineret af fjendskaber og som rummer en

skræmmende historie om fjendskabets magt.

Vi bringer i dette nummer desuden en række

anmeldelser af bøger og film, som fra forskellige

vinkler fortæller om fjendskabet. Vi håber, at

gøre anmeldelser til en fast del af dette blads

repertoire, om end anmeldelserne i fremtidige

numre ikke nødvendigvis behøver at illustrere

temaet.

Men nu: Lad fjendskabet begynde!

5

Martin Luther og de ”djævelske”

tyrkere Skrevet af Yusuf Cakin

Forholdet mellem de kristne europæere og mus-

limer har været anstrengt siden mødet mellem

Kristendommen og Islam. Ligeså gammel er den

fjendtlige fremstilling af hinanden.

Martin Luther

Martin Luther fremførte et af hans fjendebilleder

mod det Osmanniske Rige i 1528, hvor Sultan

Süleyman spredte frygt i Europa - især efter hans

triumferende sejr ved Mohács i det nuværende

Ungarn i 1526. Dette billede af fjenden frem-

kommer i Martin Luthers brev til Landgreven

Philip af Hessen, som også blev udgivet som en

lille bog i 1529, der kom til at hedde ”Om Krigen

Mod Tyrkerne”. Samtidig i 1529 vendte Süleyman

for alvor blikket mod vesten og belejrede Wien.

Derefter skrev Luther sin anden prædiken i 1530,

som kom til at hedde ”Hærprædiken imod tyr-

kerne”.

Luthers skrifter fra 1529, hvor han flere steder

kalder tyrkerne og deres tro for djævelsk, kan

bruges til at illustrere et fint eksempel på et vold-

somt fjendebillede. Men fjendebilledet bruges

også til at fremsætte en lektie til Luthers egne

medkristne. Her proklamerer Luther blandt an-

det:

”Førend jeg nu formaner eller opmuntrer

til at kæmpe mod tyrken, så hør dog for

Guds skyld på mig, jeg vil først lære dig at

kæmpe med den rette samvittighed. For

selv om jeg godt, hvis jeg ville lade Adam

være, kunne tie stille og bare se til, hvor-

dan tyrken hævnede mig på de tyranner,

der forfølger evangeliet og forvolder mig

al mulig ondt, og betaler dem tilbage, så

vil jeg dog ikke handle sådan, men tjene

både venner og fjender, så at min sol kan

gå op over både onde og gode, og jeg lade

det regne over både taknemlige og utak-

nemlige.” 1

Martin Luther startede protestantismen og blev

forfulgt af katolikkerne. Han velsigner sit eget

budskab ved at sammenligne det med solen.

Trods denne konflikt vil han ikke svigte det krist-

ne Europa og signalerede nødvendigheden af at

stå sammen imod tyrkerne.

Martin Luther mente, at man ikke blot skulle

modstå tyrkerne i krig, men modstå deres tro,

som han mener, er noget djævelsk. Kampen skal

ske på det guddommelige og åndelige stadie:

”Dette her ønsker jeg skal påvises for den

første mand, nemlig hoben af kristne

mennesker, for at han kan vide og indse,

hvor nødvendigt det er at bede, og indse,

at man først må slå tyrkernes Allah, det vil

sige, hans gud, djævelen, og således støde

hans magt og guddommelighed fra ham;

ellers er jeg bange for, at sværdet kun vil

udrette lidt. ”2

Og den åndelige kamp skal modstå tyrkerens

sværd:

”Deraf kan nu enhver nok mærke, at Mu-

hammed ødelægger vor Herre Kristus og

1 Martin Luther: Vom Kriege wider die Türken. 1529.

2Martin Luther: Vom Kriege wider die Türken. 1529.

6

hans rige. For den, der fornægter det om

Kristus, at han er Guds søn og er død for os

og endnu stadig lever og regerer ved Guds

højre hånd, hvad har han mere tilbage af

Kristus? Så er Fader, Søn, Helligånd, dåb,

nadver, evangelium, tro og hele den kristeli-

ge lære og hele det kristelige væsen for-

svundet, og i stedet for Kristus er der ikke

andet end Muhammed tilbage med samt

hans lære og egne gerninger og især hans

lære om sværdet. For det er den tyrkiske

tros hovedartikel, hvori al vederstyggelig-

hed, al vildfarelse og alle djævle er samlet til

ét.”

Som Martin Luther beskriver nederst i teksten er

sætningen ”samlet i ét” en korrekt bemærkning.

For i Islam lyder trosbekendelsen som: ”Der fin-

des ingen gud, udover gud og Muhammed er

hans budbringer”. Derfor ville idéen om treenig-

heden i muslimernes øjne også være en ”vildfa-

relse” som Martin Luther selv beskriver det. Det

er et eksempel på, at fjendebilleder kan være

gensidige. Det nedenstående citat bakker op om-

kring den forrige citat.

”Og hvad der vel er endnu mere: Når tyrker-

ne går i slag, så er deres løsen og skrig intet

andet ord end Allah, Allah, og det skriger de,

så himmel og jord giver genlyd af det. Men

Allah betyder Gud på deres arabiske sprog,

på det gebrokkent udtalte hebraiske: Eloha;

for de har lært i deres koran, at de altid skal

prale af disse ord: Der er ingen gud undta-

gen Gud, hvilket altsammen er et djævelsk

kneb.”3

Teksten byder på flere eksempler på Luthers frygt

for osmannernes intentioner og den djævel, som

handler igennem dem:

”For djævelen søger gennem sit redskab,

tyrkerne, ganske vist ikke alene at opnå det

3 Martin Luther: Vom Kriege wider die Türken. 1529.

verdslige herredømme, men også at støde

Kristi rige og hans hellige lemmer fra troen,

som Daniel siger i 7,8. Derfor vil jeg dele

denne prædiken i to dele; først undervise

samvittighederne, derefter formane næven.

[...] Derfor, hold fast ved det og vær sikker

på, at tyrken ganske sikkert er den sidste og

værste vrede fra djævelens side mod Kristus,

hvormed han støder bunden ud af karret og

ganske udgyder sin vrede over Kristi rige;

dertil kommer så Guds største straf på jor-

den over de utaknemlige og gudløse forag-

tere og forfølgere af Kristus og hans ord,

hvilket uden tvivl er forløberen for helvede i

den evige straf.4

Portræt af Sultan Süleyman, lavet af den danske maler Melchior Lorck under hans ophold i det Osmanniske Rige. Den er i dag i Statens Museum for Kunst:

http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/samlingerne/vaerk-i-kunstdatabase/view/index/Start/kunstvaerk/portraet-af-sultan-suleiman-den-store/

Den osmanniske fjende har dog muligvis været

behændig for Luther. Professor Murat Iyigun fra

University of Colorado skriver, at det Osmanniske

Rige har hjulpet Martin Luther omkring

spredningen af protensantismen. Budskabet ville

4 Martin Luther: Heerpredigt wider den Türken. 1530.

7

dele det kristne Europa i to og dermed svækkede

Pavens magt - en svækkelse, der ville være til

osmannernes fordel. Det siges for eksempel, at

osmannerne indirekte sendte penge til de

prinser, grever osv. der støttede Martin Luther og

budskabet.

For yderligere læsning:

Murat Iyigun: “Luther and Suleiman”, University

of Colorado, 2008:

http://www.colorado.edu/Economics/courses/iyi

gun/ottoman081506.pdf

Hvis man vil læse yderligere af Martin Luthers

værker:

http://www.martinluther.dk

Om krigen mod tyrkerne:

http://www.martinluther.dk/tyrk1.html

Hærprædiken imod tyrkerne:

http://www.martinluther.dk/tyrk3.html

Tyskland som fjendebillede Skrevet af Søren Christian Winther

Spørger man ældre generationer om deres

holdninger til Tyskland, vil disse ofte, forstå-

eligt nok, være præget af deres egne erfa-

ringer og derfor anses Tyskland ofte som det

overskyggende fjendebillede. Men Tyskland

som fjendebillede hører reelt nyere tids hi-

storie til.

I 1864 blev den danske hær slået af det daværen-

de tyske forbund og var nødsaget til at afstå her-

tugdømmerne Slesvig og Holsten. Dette er den

første større konflikt Danmark og Tyskland ople-

ver, hvilket er temmelig imponerende, når man

tager begge landes krigs- og udvidelsespolitik

igennem historien i betragtning.

Når der siges Tyskland menes for nemheds skyld,

også det Tyske Forbund, der opstod i kølvandet

på Napoleonskrigene. Da krigene sluttede samle-

des de styrende kræfter i Europa ved Wienerkon-

ferencen, hvor nye grænser blev oprettet, områ-

der skiftede herredømme og det Tysk-Romerske

rige definitivt gik til grunde. Dele af dette gamle

imperium blev samlet igen, da det meste af det

nuværende Tyskland blev samlet i det Tyske For-

bund i 1815.

På dette tidspunkt i historien har der ikke været

de store konflikter danskere og tyskere imellem.

Danmark har primært ligget i krig imod arvefjen-

den fra Sverige, som måske har været allieret

med et tysk fyrstedømme i nogle af konflikterne.

Sådanne alliancer må siges at være det tætteste

på reelle kamphandlinger Danmark og Tyskland

imellem. I flere hundrede år har Danmark og Sve-

rige skiftedes til at erklære hinanden krig af enten

åbenlyse årsager eller småligheder fra de forskel-

lige regenters side. Faktum er i hvert fald at disse

to lande har ligget i krig imod hinanden flere gan-

ge end de fleste andre lande. Den sidste af disse

større konflikter sluttede i 1720 med afslutningen

af det, der senere bliver kendt som den (sidste)

Store Nordiske Krig. I efterspillet af Napoleonskri-

gene har Danmark måtte afstå Norge og har

dermed mistet størstedelen af sine landområder.

Jylland, Fyn, Sjælland og fyrstedømmerne Slesvig-

Holsten var nu de eneste områder under dansk

kontrol og med tabet af det sidstnævnte område,

var Danmark for alvor blevet en lilleputstat uden

større europæisk indflydelse.

De slesvigske krige i 1864 affødte en ren dansk

stat, hvilket mange historikere mener, har været

til fordel for landet, da det skabte en 100 % dansk

nation, og perioden i årene efter er desuden ble-

8

vet udråbt til guldalderen i dansk litteratur. Paro-

len ”hvad udad tabes skal indad vindes” vandt

indpas både i litteraturen og kunsten, men også

blandt den bredere befolkning, og dermed var

grundlaget lagt for et had imod naboen imod syd.

En nabo man før havde haft et godt samarbejde

med. Et reelt ”tyskerhad” opstod ligefrem - et

had som på denne måde er knyttet til opblom-

stringen af en 'dansk' identitet.

Der fandtes dog stadig danskere eller dansksin-

dede syd for den nye grænse, og med udbruddet

af 1. Verdenskrig blev disse mennesker nu kon-

fronteret med deres nye status som tyskere. Af

disse blev ca. 1000 sendt ned i skyttegravene,

hvoraf kun ca. 250 vendte tilbage. Med afslutnin-

gen af 1. Verdenskrig blev Europas grænser teg-

net op på ny, hvilket medførte at Danmark fik en

del af Slesvig tilbage. 1. Verdenskrig lagde som

sådan ikke op til fjendtligheder imellem Danmark

og Tyskland, da langt de fleste krigshandlinger gik

udenom danske interesser. Tværtimod erklærede

Danmark sig neutralt, og en lukrativ handelspoli-

tik blev gennemført, så både tyske og engelske

interesser blev tilgodeset. Aftalen gik kort fortalt

ud på, at der ikke måtte eksporteres materiel, der

kunne bruges til krigshandlinger, hvilket f.eks.

talte kødkonserves. Dette blev udnyttet til fulde

af skrupelløse købmænd der sendte kød af tvivl-

som kvalitet - kaldet Gullasch - ned til skyttegra-

vene. Dette skabte mange nyrige, såkaldte Gul-

laschbaroner, i et Danmark der ellers var præget

rationeringer og mangel på kapital i det meste af

samfundet.

Først igen under 2. Verdenskrig bliver Tyskland

set som en fjende af landet. 9.april 1940 går de

tyske tropper over den danske grænse og besæt-

ter landet stort set uden modstand, og den dan-

ske regering forsøger hurtigt at etablere en sam-

arbejdspolitik med overmagten. Dette ender dog

i 1943, da regeringen går af i protest imod de

stadig strengere krav fra besættelsesmagten. Ved

afslutningen af krigen ligger Europa nok engang i

ruiner, både fysisk også økonomisk, men i mod-

sætningen til efterspillet efter 1. Verdenskrig,

hvor Tyskland får pålagt indtil flere hårde sankti-

oner af forskellig grad, får landet i stedet øget

opmærksomhed fra udlandet med henblik på

genopbygning, bl.a. den såkaldte Marshall-hjælp

fra USA.

Historisk set har forholdet imellem Danmark og

Tyskland altså ikke været præget af vanvittigt

mange væbnede konflikter. Det er først indenfor

”nyere” historie, at de to lande er raget uklar

med hinanden, og det er derfor mange i dag, der

stadig har et negativt syn på landet. Heldigvis er

forholdet landene imellem blevet langt bedre,

bl.a. i kraft af, at fjendebilledet under den kolde

krig blev flyttet fra Tyskland til Sovjetunionen og

Østblokken. Det har også hjulpet, at begge lande

har opgivet tanken om at udvide sine grænser.

Faktum er, at de to lande altid har haft utrolig

meget tilfælles, og udover de nævnte krigshand-

linger, har tonen de to lande imellem som regel

har været overraskende positiv. At Tyskland for

mange især ældre danskere står som det danskes

modsætning kan derfor i dette perspektiv synes

paradoksalt.

Den tyske indflydelse på dansk kultur og især

sprog kan man heller ikke undgå at bemærke.

Efter 2. Verdenskrig forsøgte man i Danmark at

distancere sig fra det tyske ved bl.a. at reformere

sproget, hvilket ses tydeligst ved at man fjernede

navneordenes store begyndelsesbogstav. Man

kommer dog ikke udenom at tysk er det sprog,

der har haft en af de største indflydelser på det

danske sprog - langt mere end f.eks. det engel-

ske. Sammenfattende kan det siges, at Tyskland

som fjendebillede først er opstået i tiden efter

1864, hvilket må siges at være imponerende når

man ser på det generelle europæiske billede og

de forskellige nabonationers forhold til hinanden

op igennem historien. Set i historiens lange lys

burde Sverige måske være et større fjendebillede

for danskerne, men denne konflikt ligger givetvis

9

så langt tilbage, at den generelle befolkning ikke

tænker over den anstrengte fortid i hverdagen -

medmindre selvfølgelig man taler i sportsregi

hvor der stadig tales om Sverige som arvefjen-

den. I denne henseende er Tyskland derimod ofte

blot endnu en modstander, der skal overvindes

for at kunne stå øverst på sejrskammelen.

Side 9 Pigen Skrevet af Yusuf Cakin

Theodora (500-548 AD.) er en af de mest frem-

trædende kvinder igennem historien og måske

den mest magtfulde kvinde indenfor den Byzan-

tinske historie. Hun var Kejser Justinian den 1.s

kone og var ikke af adelig herkomst. Hun var sær-

deles aktiv i det politiske miljø, og som kejserinde

hjalp hun sin mand med at styre det Østromerske

Rige. Det siges endda, at inden Kejser Justinian

skulle beslutte sig for noget eller vedtage noget

måtte han først høre hvad kejserinden havde på

hjertet omkring sagen.

Hvis man vil læse mere om denne magtfulde

kvinde anbefales værket:

James Allan Evans: “The Empress Theodora: Part-

ner of Justinian”, University of Texas Press, 2003

Indsend gerne forslag til næste nummers s.9 pige.

Danmarks fjendebillede: Fra Tyskland

til Sovjetunionen Skrevet af Katrine Funding Højgaard

Danmark har igennem de sidste 150 år frygtet

de europæiske stormagter, først Tyskland og

siden Sovjetunionen.

Danmark har en fortid som stolt krigsførende

nation på linje med de øvrige europæiske stor-

magter. Gennem tiderne har det danske riges

territorium varieret i størrelse, især bestemt af de

mange krige mod Sverige, hvor Kalmarunionen

1397 kan ses som et højdepunkt for Danmarks

magt med Dronning Margrethe I som regent for

både Danmark, Norge og Sverige. Det 19. århund-

rede skulle dog byde på begivenheder, der redu-

cerede Danmark til en småstat - blot en skygge af

sin tidligere storhed. I 1807 bombede englæn-

derne København og overtog den danske flåde,

hvilket afsluttede Danmarks status som søfaren-

de stormagt, og endvidere måtte Danmark i 1814

afstå Norge. Det sidste store hug i det danske

territorium skete i 1864, hvor de sviende neder-

lag mod de overlegne preussiske styrker ved

Dybbøl og Als resulterede i tabet af hertugdøm-

merne Slesvig og Holsten. Det var i treårskrigen

1848-50 lykkedes danskerne at nedkæmpe sles-

vig-holstenske oprørere, der kæmpede for løsri-

velse af helstaten, og disse blev støttet af preus-

siske styrker. Sejren gjorde de danske politikere

overmodige, hvilket betød, at man ikke betvivle-

10

de Danmarks evne til også at forsvare territoriet i

1864, men nederlaget gav ar på selvtilliden. Efter

1864 måtte Danmark se nederlaget i øjnene, et

nederlag, der fratog nationen 40 % af sit territo-

rium til fordel for det tyske forbund. Danmark var

for alvor reduceret til småstatsstatus, og måtte

fremover forholde sig som underlegen i forhold

til de europæiske stormagter, hvor især samlin-

gen af det tyske rige i 1871 skabte et naturligt

fjendebillede for det danske folk, der stadig hav-

de nederlaget 1864 i frisk erindring. Grundet sin

småstatsstatus måtte Danmark føre en passivi-

tets- og neutralitets-politik for ikke at provokere

fjenden i syd til yderligere invasion. Neutralitets-

politikken blev en del af Danmarks identitet, og

varede ved op gennem den første halvdel af det

20. århundrede, hvor Danmark forholdt sig pas-

sivt under Første Verdenskrig, og førte en i man-

ges øjne nedværdigende samarbejdspolitik med

tyskerne under Anden Verdenskrig.

1945 blev dog et skelsættende år, hvor tyskerne

blev besejret af de allierede stormagter, og ikke

længere kunne opretholdes som en trussel for

Danmark. Det langvarige fjendebillede var nu

slået og under administration af USA, Sovjetunio-

nen, Storbritannien og Frankrig. Samtidig bød

afslutningen på Anden Verdenskrig på et skifte i

den internationale rangorden, da de tidligere

stormagter, heriblandt Frankrig og Storbritanni-

en, grundet krigsskader og dårlig økonomi ikke

kunne opretholde sin stormagtstatus. Det tidlige-

re multipolare system blev erstattet af et bipolart

system, hvor kun Sovjetunionen og USA havde

magtgrundlag til at blive kaldt supermagter. Disse

to havde kæmpet på samme side under Anden

Verdenskrig, men stod ideologisk som diametrale

modsætninger, da USA stod for kapitalistiske

idealer og demokratisk styreform, mens Sovjet-

unionen med sin totalitære styreform håndhæ-

vede den kommunistiske ideologi. Der opstod en

tydelig splittelse mellem de to supermagter, en

splittelse, der med tiden kom til at påvirke hele

verden, og perioden indtil Sovjetunionens opløs-

ning i 1991 kendes som den kolde krig.

Den 5. maj 1945 kunne det meste af Danmarks

befolkning fejre befrielsen fra den tyske besæt-

telsesmagt, da britiske tropper marcherede ind i

Danmark, mens tyskerne vandrede den anden

vej. Men på Bornholm var situationen anderledes

dyster, da det var de sovjetiske tropper, der på-

tog sig opgaven at befri øen for den tyske besæt-

telsesmagt. Befrielsen blev med bombardemen-

ter af Rønne og Nexø en voldsom begivenhed, og

Sovjetunionen fastholdt Bornholm frem til marts

1946, hvor administrationen af øen blev leveret

tilbage til Danmark under betingelse af, at ingen

udenlandske tropper måtte opholde sig på eller i

nærheden af øen - et forbehold, der faktisk blev

håndhævet helt frem til år 2000. Denne betingel-

se forekom naturlig for Sovjetunionen, da forhol-

det til USA og den øvrige vestlige verden allerede

var begyndt at blive anspændt. Desuden må

Bornholms beliggenhed tages i betragtning, da

øen ligger forholdsvis tæt på Polen og det davæ-

rende sovjetbesatte Østtyskland. Med denne

beliggenhed havde Sovjetunionen en naturlig

interesse i at bevare en vis kontrol over Born-

holm, og med et forbud mod udstationering af

udenlandske tropper, kunne man undgå, at øen

blev et vestligt ’brohoved’ til øst. De sovjetiske

tropper trak sig fredeligt tilbage fra Bornholm i

marts 1946, men besættelsen, der havde varet i

næsten et år, demonstrerede Sovjetunionens

magt overfor småstaten Danmark. Det var altså

reelt at frygte en sovjetisk invasion af Danmark,

hvis Sovjetunionen skulle have sådanne intentio-

ner.

Årene 1945-49 blev en periode hvor Danmark

gradvist bevægede sig fra neutralitetspolitik til

alliancepolitik, hvilket d. 4. april 1949 endte med

dansk tilslutning til Atlantpagten, det senere NA-

TO (se kort nedenfor).

11

Kilde: http://www.nato.int/multi/interactive-maps/dl_map_en.html

En tydelig og umiddelbar årsag til medlemskabet

af Atlantpagten var den potentielle trussel mod

Danmarks sikkerhed og suverænitet. Arven fra

1864 gjorde, at ønsket om neutralitet var stærkt

iblandt både den danske befolkning og politiker-

ne, men spændingerne mellem supermagterne

øgede frygten for en sovjetisk invasion af Dan-

mark. Det var svært at vurdere Sovjetunionens

intentioner på daværende tidspunkt, og der var

ikke klarhed over hvor stærkt et militær Sovjet-

unionen reelt rådede over. Man havde kendskab

til Den Røde Hær, der betragtedes som verdens

største landhær, og Sovjetunionen måtte trods

alt i kraft af sin enorme territoriale størrelse reg-

nes som overlegen i forhold til Danmark. (Kortet

viser Sovjetunionen med satellitstater)

Kilde til kort med Sovjetunionens satellitstater. http://news.bbc.co.uk/2/shared/spl/hi/europe/04/changing_border

s/html/1949.stm

Hvordan udfaldet af en eventuel ny verdenskrig

ville være, var et åbent spørgsmål, ligesom Dan-

marks skæbne i tilfælde af en storkrig mellem

supermagterne var uvis. Danmarks geostrategiske

placering som et såkaldt ’stepping stone country’

mellem øst og vest gjorde, at der var en vis inter-

national interesse for at have kontrol over det

danske territorium, heriblandt Østersø-

indsejlingen og baserettighederne på Grønland.

Danmark var blot en lille brik i det store interna-

tionale spil, og frygten for invasion syntes reel.

Hans Hedtoft, der var Danmarks statsminister i

perioden 1947-50, indså at Danmark ikke kunne

fortsætte neutralitetspolitikken, som udtrykt i

følgende citat: ”Pacifismen er et smukt ideal, men

dur i praktisk politik ikke som metode”.5 I 1948-

49 forhandlede Danmark med Norge og Sverige

om at danne et skandinavisk forsvarssamarbejde.

Der var flere fordele ved et sådant samarbejde:

For det første var der mange både sproglige og

sociale ligheder mellem de nordiske lande, og en

lang fælles historie samt lignende socialdemokra-

tiske ønsker om at udvikle en stærk velfærdsstat.

For det andet kunne de nordiske småstater skabe

et fælles samarbejde for bevarelse af suveræni-

tet, og, for det tredje, bevare en vis form for neu-

tralitet ved at holde sammen som skandinaviske

nationer uden at tage stilling til tilhørsforholdet

mellem øst og vest. Uenigheder ødelagde dog

visionen om et nordisk samarbejde, da Sverige

talte for en fuldstændigt neutral sammenslutning

i forhold til øst-vest konflikten, mens Norge øn-

skede et samarbejde med de vestlige magter.

Sverige fortsatte derfor sin neutralitetspolitik,

mens Norge og Danmark gik med i Atlantpagten,

og Danmarks neutralitetsprincip var hermed for-

tid.

Man må vurdere, at den primære grund til ind-

lemmelsen i Atlantpagten var frygten for Sovjet-

unionen - altså den potentielle trussel om invasi-

5 Thorsen, Leif (1998): Hans Hedtoft. En biografi. S.

207.

12

on. Det er tydeligt, at selv statsminister Hans

Hedtoft indså, at passivitet og neutralitet ikke

længere var farbare veje i udenrigspolitikken. I

løbet af det 19. århundrede havde først Storbri-

tannien og siden Tyskland erstattet rollen som

fjendebillede for Danmark, en rolle Sverige tidli-

gere havde varetaget. Omvæltningerne i det in-

ternationale system ved Anden Verdenskrigs

afslutning i 1945 betød, at Sovjetunionen overtog

pladsen som Danmarks fjendebillede nu hvor

Tyskland var besejret og opdelt i de allieredes

besættelseszoner. Fra 4. april 1949 var Danmark

erklæret medlem af de vestlige magter, og opnå-

ede dermed en vis form for beskyttelse. Der var

dog ingen umiddelbar garanti for, at USA og de

øvrige vestlige magter ville skride ind i tilfælde af

en pludselig sovjetisk invasion af Danmark i freds-

tid, men medlemskabet af Atlantpagten kunne

fungere som et budskab til Sovjetunionen om, at

en invasion af Danmark ikke var risikofri. I tilfælde

af krigsudbrud mellem supermagterne ville situa-

tionen sandsynligvis se anderledes ud, da det

danske territorium grundet sin strategiske place-

ring ville være interessant for både øst og vest.

Selvom Danmark nu i 1949 erklærede sit tilhørs-

forhold til de vestlige magter, søgte man samtidig

at bevare et godt forhold til Sovjetunionen via

ikkeprovokations-politik, som betød, at Danmark

havde visse forbehold i forhold til NATO. Grundet

aftalen med Sovjetunionen om tilbagetrækningen

af sovjetiske tropper fra Bornholm i 1946, måtte

der naturligvis ikke udstationeres NATO-tropper

her, men Danmark øgede forbeholdet til at gælde

hele det danske territorium (med undtagelse af

Grønland, hvor USA havde baserettigheder). Der-

udover forbød Danmark atomvåben på dansk

territorium, således at NATO ikke kunne opstille

atommissiler pegende mod Sovjetunionen. De

danske NATO-forbehold afspejler ikke-

provokations-politikken: Der var en naturlig frygt

for at tirre den store magt i øst til at foretage en

pludselig invasion af Danmark.

Sovjetunionen forblev i bund og grund et fjende-

billede indtil afslutningen på den kolde krig i

1991, men den lurende trussel om invasion eller

en tredje verdenskrig blev heldigvis ikke opfyldt,

og til trods for den anspændte internationale

situation, blev freden dog bevaret, således at

anden halvdel af det 20. århundrede blev betyde-

ligt mere fredeligt end første halvdel.

Litteratur:

Bent Jensen: ”Bjørnen og Haren”, Odense

Universitetsforlag, 1999

DIIS: ”Danmark under den kolde krig”, DIIS, 2005

Leif Thorsen: ”Hans Hedtoft. En biografi”, Odense

Universitetsforlag, 1998

Fjendebillederne i Sovjetunionen, set gennem propaganda plakater fra Revolutionen til Kruschev

Skrevet af Martin O. Jørgensen

Den visuelle propaganda har været ivrigt benyt-

tet af samtlige stormagter i det 20. århundrede.

Her vises et udsnit af Sovjetunionens.

I dette indlæg lægges vægten bogstaveligt på det

visuelle i begrebet fjendebillede. Udgangspunktet

er den relativt store sovjetiske produktion af pro-

paganda i plakatformat. Gennem 15 plakater

følger vi udviklingen i den sovjetiske elites fjen-

debilleder og selvopfattelser fra revolutionen i

1917 med introduktionen af plakaterne som poli-

tisk (envejs) masse-kommunikationsmiddel til

slutningen af 1950’erne, hvor plakaterne gradvist

blev udkonkurreret af det nye fjernsynsmedie.

Plakaterne - og givet vist ikke kun de sovjetiske

men også de tilsvarende tyske, franske, britiske,

amerikanske pendanter for blot at tage nogle –

skal langt hen ad vejen ses som det modsatte af

kunst og er ofte groteske set i kontekst. Det skal

forstås på den måde, at hvor kunst er skabt unikt,

13

og fordrer til lange og dybe refleksioner og even-

tuelt handlinger, er plakater et produceret mas-

sefænomen, med det ene formål at skabe umid-

delbare handlinger og ideer.

Den korte forhistorie

Fra plakaternes fremkomst under tsarstyret og

industrialiseringen spillede de ikke nogen større

politisk rolle. De blev primært brugt til at promo-

vere ballet og internationale udstillinger såvel

som reklame for diverse produkter som symaski-

ner, krudt og patroner til jagt, te, øl, vodka, to-

bak, parfumer, kakao og chokolade.

Livet var dog for flertallet langt fra præget af luk-

sus. De ringe kår på landet (trods reformer), ne-

derlaget til Japan i krigen 1904-1905 og massak-

ren af demonstranter i Sankt Petersborg i 1905

førte til en voksende kritik af tsaren, der dog ikke

lod sig flytte. Her blev plakaterne dog anvendt til

indsamlinger til Røde Kors og støtte til krigsofre-

ne. Samlet set førte den voksende elendighed til

en gradvis radikalisering af forskellige grupperin-

ger i samfundet. I årene fra 1914 frem til 1917 led

den russiske befolkning under tyskerne og os-

mannernes inddæmning, da det ikke var muligt at

importere fødevarer, brændsel og olie samtidig

med, at værdien af penge faldt, og strømmen af

sårede soldater ikke holdt op.

Fra 1917 til midten af 1930’erne

Efter Februar- og Oktoberrevolutionerne og un-

der borgerkrigen begyndte man fra bolsje-

vikkernes side, givetvist med inspiration fra Euro-

pa, at søge efter mere effektive masse-

kommunikationsmidler. Plakaten blev et af dem,

og plakaten fra 1918 er en af de første. Stilen og

stregen er præget af tidligere års plakatstile og

inden topstyringen fra slutningen af 1920’erne

slog igennem for alvor.

Aleksandr Petrovich Apsit: “The year of the proletarian dicta-

torship” (1918)

Den næste plakat af Deni fra 1920 markerer dog

den begyndende ’socialistisk realisme’ som stilen

stedmoderligt siden er blevet døbt. Her er fjen-

den ikke længere udelukkende tsaren, men ’de

hvide’ og ’andre reaktionære’.

Viktor Nikolaecich Deni: ”Each Strike on the Anvil Is a Strike against the Enemy!” (1920)

14

Da sejren for kommunistpartiet var i hus igennem

dominans af det russiske, nu sovjetiske, samfund

og de fleste af de løsrevne republikker var ind-

fanget igen overgik man fra fjendebilleder til

selvglorificerende og topstyrede plakater som

den nedenfor med Lenin og ’fremskridtet’ fint

illustrerer det.

Yulii Ezakielevich Shass og Vasilii Alekseevich Kobelev: “Lenin and Electrification” (1925)

I tiden efter 1921 med nationaliseringen af ban-

kerne, virksomheder, jord- og pengeøkonomien

gik man dog over til mere inklusive plakater for

også at lade befolkningen indgå i ‘proletariatets

diktatur’.

Plakaten nedenfor viser en frigjort kvinde foran

rygraden af det nye sovjetiske samfund, industri-

en. Som navnene på nogle af plakatmagerne vi-

ser, var jagten på de jødiske kadrer endnu ikke

gået i gang. Fabrikkerne måtte endnu også ose,

idet man først efter krigens afslutning i 1945 er-

kendte sundhedsproblemerne og afskaffede fa-

brikkernes osen på plakaterne.

Adolf Iosifovich Strakhov Braslavskii: ”Emanci-pated Women – Build Socialism!” (1926)

Stalins tvangskollektivisering, der førte til millio-

ner af døde og den ideologiske udrensning i par-

tiet, hæren og resten af samfundet og oprettel-

sen af Gulag fangelejrsystemet fulgte i slutnin-

gen af 1920’erne og starten af 1930’erne, hvor

plakaterne dog reklamerede for bl.a. øl, choko-

lade, zoologiske haver og sutter. Her var der ikke

behov for at reklamere for befolkningen, idet

man systematisk var ved at udrydde bestemte

dele af den.

Fra midten af 1930’erne til 1945

Med nazisternes vej mod magten og tilsvarende

udvidelsesplaner voksede ængstelsen hos Stalin,

hvad plakaterne i disse år kom til at understrege

om end der også blev reklameret for forbrugs-

goder. For at berolige befolkningen portrætere-

de man den stærke ledelse, dvs. Stalin og den

15

loyale Røde Hær som patriotiske forsvarere af de

sovjetiske grænser.

Gustav Gustavovich Klutsis: ”Long Live the Worker-Peasant Red Army – The Loyal Guard of the Soviet Borders”

(1935)

Samtidig blev politiske fjender indenfor de sovje-

tiske grænser sat lig nazisterne og NKVD, det

hemmelige politi, illustreret som garanten for

sikkerheden i form af en stærk (rød) arm som på

efterfølgende plakat.

Sergei Dmitrievich Igumnov: ”We’ll Uproot Spies and Diversionists of the Trotsky-Bukharinite Agents of Fascism” (1937)

Under krigen blev Hitler og upersonificerede na-

zistiske soldater yndede tegneobjekter. De natio-

nale helte var nu individuelle om end ensformige

og ofte store og stærke (ofte røde) soldater fra

den Røde Hær, mens sovjetiske, truede kvinder

og børn blev anvendt til at højne kampmoralen.

Dette ses på de to følgende plakater på næste

side.

16

Mikhail Vasilevich Kupriianov, Porfirii Nikitich Krylov og Nikolai Aleksandrovich Sokolov: ”We Will Mercilesssly Crush and Destroy the Ene-

my” (1941)

Viktor Borisovich Koretskii: ”Red Army Warrior, Save Us!” (1942)

Efter krigen, hvor ca. 27 millioner soldater og

civile fra Sovjetunionen døde, blev de sovjetiske

soldater forståeligt sat på plakaterne som helte.

Viktor Semenovich Klimashin: ”Glory to the Victorious Warrior!” (1945)

Fra til 1945 til Kruschev

I produktionen af plakater efter krigen går en-

kelte navne ofte igen. Det indikerer, at Stalin

fandt sig nogle leveringsdygtige plakatmagere

som f.eks. Koretskii, der også er præsenteret på

næste side med to plakater. Strategien fra slut-

ningen af 1920’erne og starten af 1930’erne

gentog sig. Igen var temaerne indadtil en blan-

ding af de to spor ’ingen indre fjender’ og ’frem-

skridtet’ i form af eksempelvis voksende høstud-

bytter, små velfodrede skolebørn og en glorvær-

dig landsfaderskikkelse i form af Stalin der mar-

kerede denne del af propagandaen.

17

Mikhail Mihailovich Soloviev: ”It’s Good to Work – There Will Be a Good Grain Crop” (1947)

Viktor Semenovich Ivanov: ”We’ll Ar-rive at Abundance” (1949)

Viktor Borisovich Koretskii: ”Love the Mother-land” (1950)

Fjendebilledet udadtil viste, ikke overraskende,

både det stærke USA og de europæiske stor-

magter. Relationerne imellem de vestlige lande

blev præsenteret som suspekte, mens USA kom

til at stå som imperiebygger med et globalt net

af militærbaser - en ikke helt skæv observation.

Viktor Borisovich Koretskii: ”We De-

mand Peace” (1950)

18

Viktor ivanovich Govorkov: ”Phrases and … Bases” (1952)

Viktor Semenovich Ivanov: ”Vigi-lance is Our Weapon” (1953)

Efter Stalins død synes det at være muligt at spo-

re et svagt skifte. De indre fjendebilleder ophørte

og de små velernærede børn og moderlandet

blev skiftet ud med et mere globalt narrativ i

form af sport og OL-deltagelse og globale relatio-

ner i form af fredsmedaljer og et mere imøde-

kommende indenrigs narrativ med sunde familier

og selvfølgelig Kruschev med Lenin i baggrunden

og Stalin skrevet ud af narrativet. I slutningen af

1950’erne synes plakaterne at have fået en min-

dre rolle, idet det levende billede med lyd i form

af fjernsynet overtog plakatens funktion med stor

effektivitet.

Afslutning

Plakaterne, der er blevet bragt her, udgør selvføl-

gelig kun et lille hjørne af den samlede produkti-

on, men er valgt med henblik på at vise de over-

ordnede linjer. Generelt kan der på baggrund af

disse 15 plakater udledes, at fjendebillederne

såvel som selvopfattelserne afbildet derpå afspej-

lede elitens tanker, den bredere kontekst for det

sovjetiske samfund både indadtil og udadtil såvel

som plakatens rolle som envejs massekommuni-

kationsmiddel i dens levetid.

Litteratur

Aleksandr Snopkov, Pavel Snopkov og Aleksandr Shklyaruk:

”Classic Russian Posters”, Moscow Kontakt-Kultura (2006)

Skriv til os på moj@cgs.aau.dk

hvis du har kommentarer eller

kritik af indlæggene, en anmel-

delse, et indlæg eller har lyst

til at bidrage på anden vis.

Kommentarer til indlæg vil efter

aftale blive bragt i det næste

nummer.

19

Imod en dekonstruktion af ’Balkan’

igennem en skitse af den serbiske na-

tionalisme og dens fjendebilleder Skrevet af Martin O. Jørgensen

Balkan er ofte blevet fremstillet som Europas

rådne hjørne, men i artiklen argumenteres for,

at denne udlægning ikke kan opretholdes.

Jugoslaviens sammenbrud og krigene, der både

under deres forløb og igennem to årtier siden har

mærket Balkan som region og dens forskellige

befolkningsgrupper dybt om end forskelligt, har

med ’hjælp’ fra både lokale og internationale

medier og politikeres side fået italesat/iscenesat

regionen som en særegen primitiv og næsten

dyrisk brutal region (’Balkan’). Desværre ser det

ud til, at ingen af disse forhold vil ændres i mange

år fremover. I Vesten er serberne endvidere også

langt hen ad vejen meget ensidigt blevet præsen-

teret som de ’onde’ og søgt gjort eneansvarlige

for ’Balkans’ problemer.

I dette indlæg vil jeg derfor søge at dekonstruere

dette misvisende billede af ’Balkan’ som noget

særligt voldeligt og primitivt igennem en skitse af

udviklingen i den serbiske nationalisme, herunder

andre jugoslaviske og europæiske paralleller og

de serbiske fjendebilleder og selvopfattelser med

tyngden i perioden fra 1989 til 2011. Jeg trækker

på Jens-Martin Eriksens og Frederik Stjernfelts

bøger om Jugoslaviens sammenbrud og krigene,

Timothy Snyders bog Bloodlands om det blodige

20. århundrede i de østlige dele af Østeuropa,

Rusland/Sovjet og Ukraine, Dana Schmidts artikel

om manglende politiske kultur i Centraleuropa

samt Philip Ther og Ana Siljaks antologi om etnisk

udrensning i Øst- og Centraleuropa fra 1944 til

1948 samt mine egne erfaringer fra rejser i Un-

garn, Slovakiet, Kosovo og Kroatien.

Et historisk perspektiv

Indledningsvist er der en række forskellige for-

hold, forestillinger og flytninger af befolknings-

grupper med dybere rødder i tiden under de Os-

manniske og Habsburgske riger, der kort skal

gennemløbes. Således havde de sydslaviske be-

folkningsgrupper, der siden kendes og identifice-

rer sig selv som kroater og slovenere hørt under

det Habsburgske Rige og den katolske kirke. De

andre sydslaviske befolkningsgrupper, der siden

kendes og identificerer sig selv som serbere,

montenegrinere og makedonere samt albanere,

tilpassede sig delvist under det Osmanniske Riges

skatter og for kristne tvungne militærtjeneste,

mens andre flyttede som ca. 200.000 ’proto-

serbere’ gjorde til det, der siden blev til Kroatien

efter invitation fra habsburgerne, eller konverte-

rede til islam som albanerne og den gruppe vi i

dag kender som bosniakker (de bosniske musli-

mer).

På russisk foranledning, som led i et forsøg på at

svække det Osmanniske Rige, og på baggrund af

de nationalliberale strømninger Europa i 1800-

tallet gjorde serberne oprør og fik både egen

kirke og udpræget selvstyre. Da Serbien endegyl-

digt blev selvstændigt i 1878 forblev Bosnien-

Hercegovina en del af Østrig-Ungarn til serbernes

store skuffelse. I krigene i 1912-13 lykkedes det

dog Serbien at indlemme Kosovo og det område

vi i dag kender som Makedonien, der var bosat af

både græsk- og bulgarsktalende såvel som alba-

nere og nu serbere. Albanien blev dog oprettet

på stormagternes ønske som selvstændig stat for

at afbalancere det større Serbien, selv om mange

albanere boede i Kosovo, Grækenland og det nye

serbiske område vi kender som Makedonien.

Efter første verdenskrig blev Jugoslavien efter

sejrherrernes beslutning i Lausanne oprettet som

et sydslavisk kongerige med Serbien, fyrstedøm-

met Montenegro, Bosnien-Hercegovina, Kroatien

og Slovenien, sidstnævnte til Italiens skuffelse

20

idet man gerne havde indlemmet dette relativt

vestligt orienterede område.

Fra 1930’erne begyndte et voksende antal kroa-

ter at vise deres utilfredshed over at være havnet

under serberne i det jugoslaviske hierarki på

samme måde som man var havnet under unga-

rerne i Østrig-Ungarn (som det hed fra 1867), på

trods af at have hjulpet østrigerne mod ungarer-

ne i deres oprør i 1848. Utilfredsheden blev i

stigende grad voldelig og styret af Ustaŝa-

bevægelsen. Denne fik i stigende grad en fasci-

stisk karakter og myrdede med hjælp fra det bul-

garske mindretal den serbiske konge for Jugosla-

vien. Den myrdede konges efterfølger gjorde sig

tanker om at alliere sig med Hitlers Tyskland og

blev derfor afsat ved et kup. Snart efter var Jugo-

slavien besat af både Tyskland, Italien, Bulgarien

og Ungarn.

Modstanden blev organiseret af forskellige grup-

per. En var den førnævnte Ustaŝa-bevægelse, der

undervejs også begik folkemord på serbiske be-

folkningsgrupper i både Bosnien-Hercegovina og

Kroatien på baggrund af et storkroatisk projekt

(men ikke de bosniske muslimer, da de blev set

som kroater). En anden var den fælles bevægelse

under den kommunistiske kroat Josef Tito, hvori

både kroater, slovenere, bosniske muslimer og

serbere kæmpede sammen imod de fælles fjen-

der, herunder albanere der samarbejde med den

italienske besættelsesmagt. En selvstændig ser-

bisk og fascistisk gruppe, tjetnikkerne, udviklede

sig også og var i stigende grad imod Titos voksen-

de magt. Dette serbiske spor blev forstærket

yderligere af albanernes samarbejde med italie-

nerne og folkemordet på store grupper af serbere

i Kosovo.

Efter afslutningen på krigen blev et føderalt Jugo-

slavien oprettet med i princippet ligestillede re-

publikker, herunder det område Tito var stærk

nok til at fravriste Grækenland og Bulgarien, og

som kom til at hedde Makedonien. Efter bruddet

med Sovjetunionen i 1948 og frem til hans død i

1980 styrede Tito det kommunistiske, men løs-

revne Jugoslavien centralistisk ved at balancere

mellem de forskellige republikker. Blandt især

kroater og serbere herskede en følelse af bitter-

hed over Titos politik, der bl.a. ikke havde taget

hånd om de indbyrdes fjendskaber efter krigen

og givet mindretallene, især de bosniske og al-

banske muslimer, en større grad af frihed i at

dyrke deres kulturelle fællesskab.

Landet var som stat kun 35 år gammel da den

stærke forbundspræsident, den kroatiske Josef

Tito, døde. Kort tid efter hans død led den svage

men centralistiske føderale konstruktion lang-

somt skibbrud ved det jugoslaviske kommunist-

parti igennem 1980’erne uofficielt blev gradvist

splittet op i nationale fraktioner.

Det serbiske kommunistpartis leder, Slobodan

Milošević, ville derfor oprindeligt have mindre

autonomi for både Kosovo og Vojvodina indenfor

Serbien såvel som et stærkt centralistisk Jugosla-

vien under serbisk ledelse da han kom til magten

i 1987 og siden blev serbisk præsident. Slovener-

ne, makedonerne og kroaterne løsrev sig dog for

at undgå dette og eksisterende planer måtte til-

passes situationen. Fra serbisk side ville man nu

et Storserbien, der også indirekte skulle rumme

to officielle selvstændige serbiske republikker i

Bosnien og Kroatien. Serberne var dog ikke alene

om store nationalistiske ideer og tilhørende pro-

jekter. Kroaterne havde lignende ideer i nationa-

listen Franjo Tudjmans parti og bosniakkerne, de

bosniske muslimer, havde derudover også religiø-

se understrømninger i Alija Izetbegovics parti.

21

Kilde: http://maps.grida.no/go/graphic/political-history-of-the-balkan-region

22

Et udblik

Før vi fortsætter på Balkan, skal vi dog hæfte os

ved de strømninger, der tegnede den politiske

udvikling i Jugoslavien på baggrund af et større

hele. I årene efter afslutningen på den kolde krig

og dens globale fortællings bortfald fandt natio-

nalismen, konstrueret som både slægtskab og

skæbnefællesskaber, sine tilhørere i både brede-

re såvel som personbundne partier og de tilhø-

rende politiske bevægelser og organisationer

udenfor de normale politiske rammer i eksem-

pelvis Australien, USA, ’det gamle’ Vesteuropa og

’de nye’ Central- og Sydøsteuropa’er.

I Australien var det Pauline Hansons parti One

Nation, i Østrig Jörg Heiders Frihedsparti, Gert

Wilders Frihedsparti i Holland, Vlaams Belang i

Belgien, Le Pen i Frankrig, Lega Nord i Italien,

Dansk Folkeparti i Danmark, Fremskridtspartiet i

Norge, Fidesz og Jobbik i Ungarn, Prawo i Polen

under de to Kaczynski-brødre og i USA først

George Walker Bush og dennes afhængighed af

den religiøse fløj i det Republikanske parti og

siden fremkomsten af Teaparty-bevægelsen og

det markante republikanske persongalleri af præ-

sident-kandidater for blot at nævne nogle ek-

sempler. Fælles var dog, at de langt hen ad vejen

søgte at nå indflydelse og at realisere deres pro-

jekter imod multi-kulturalisme herunder især

både reel og imaginær muslimsk indflydelse, im-

migration og globaliseringen indenfor demokrati-

ets vægge.

Det hedengangne DDR og de baltiske lande, Ukra-

ine, Hviderusland og Rusland har set både natio-

nalistiske partier i samme format som ovenstå-

ende, men også en langt større grad af organisa-

tioner og bevægelser, der ville søge deres projek-

ter realiseret udenfor demokratiets spilleregler

herunder igennem brugen af vold. I krigsårene,

såvel som efter, findes også mange eksempler på

at polakkerne, ukrainerne og tjekkoslovakkerne

ikke har været fremmede for hverken systematisk

og gensidige omfattende massemord, vold og

tvungne migrationer.

I både ’det nye’ Centraleuropa og ’det gamle’

Vesteuropa synes en underliggende religiøs di-

mension dog også i stigende grad at have gjort sig

gældende, og gør det stadig, både indenfor den

katolske kirke og i endnu højere grad den orto-

dokse kirke. På sin vis er det derfor en forhastelse

eller decideret ensidig erklæring at tale om ideo-

logiernes død efter den kolde krig. Der er måske

snarere tale om, at der nu blev plads til andre

politiske og kulturelle fortællinger i rammen af

den ’nye’ neoliberale verdensorden.

Tilbage til det tidligere Jugoslavien og Serbien

Der var forskelle på indholdet i strømningerne i

f.eks. Vesteuropa og det forhenværende Jugosla-

vien. Det afgørende var den politiske ramme hvor

man i de forskellige tidligere jugoslaviske repu-

blikker ikke kunne tale om deciderede national-

stater som i Vesteuropa såvel som folkemordene

før Jugoslaviens oprettelse, der i den grad skabte

fjendebilleder før selvopfattelse og nogle kyniske

ledere. I det desintegrerende Jugoslavien førte de

serbiske, kroatiske og bosnisk-muslimske sam-

menfaldende interesser derfor til nogle kyniske

og modbydelige planer i Beograd, Sarajevo og

Zagreb. Tilsyneladende var der tale om, at man

blandt få mennesker i kroaternes, bosniakkers og

serbernes politiske og militære ledelser opnåede

enighed om at gå i krig for at oprette etnisk rene

områder. Men iværksættelsen af dette projekt

krævede primært ’folk på jorden’ til at gøre det

beskidte arbejde. Dette krævede store planer

med at få involveret folk, der troede på sagen og

dermed ikke ville stille spørgsmål ved ordrerne,

når disse ville komme.

I Serbien under Milošević tilranede den øverste

politiske ledelse i Serbien, herunder Milošević

selv og hans familie samt meningsfæller, politisk

23

magt ved at overtage flere medieplatforme og

rense ud blandt deres politiske modstandere.

Man var i den grad bevidste om hvad man fore-

tog sig, herunder brugen af filosoffer og andre

akademikeres tanker og ’kulturelle’ manifester

såvel som populærkultur som musik, tv, radio og

fodboldklubber til at promovere en nationalistisk

ideologi styret fra toppen af det (post)-

kommunistiske regime. Dertil kan lægges den

serbiske ortodokse kirkes philetistiske opfattelse

af dens forpligtigelser, dvs. første prioritet tillæg-

ges nationen og anden prioritet kirken. Denne

religiøse nationalisme skulle også komme til at

spille en central rolle som legitimering og støtte

for de serbiske planer, både på det diskursive

plan omkring et Storserbien såvel som det kon-

krete i form af den anti-muslimske retorik og

velsignelser af militære enheder, regulære som

irregulære, før slag og massakrer.

Fra serbisk side endte bl.a. fodboldklubberne

Partizan og Røde Stjerne med at blive ’leverings-

dygtige’ fra byerne til paramilitære enheder som

Arkans Tigre ligesom de bosnisk-serbiske militser

som bl.a. Skorpionerne kunne trække på provin-

sen mhp. at fylder geledderne i militserne. I den

jugoslaviske hær blev ensretningen tydelig, idet

serberne gradvist placerede folk på de centrale

poster og herved overtog væsentlige dele af den

føderale hær.

Eskalationsspiralen på alle sider medførte en

ideologisk oprustning på et dehumaniserende og

fordummende grundlag. Fjendebillederne blev på

kollektivt plan derved så absolutte, at krigen fra

1992 til 1995 ikke kun blev udkæmpet mellem

regulære militære enheder efter regulære mili-

tære doktriner, men også i form af kampagner

hvor regulære enheder fik ’assistance’ fra parami-

litære enheder med henblik på at udføre ’etniske

udrensninger’.

Fra både den serbiske og bosnisk-serbiske ledelse

og toneangivende nationalistiske akademikeres

side søgte man efter krigen at lade disse ’primiti-

ve bjergfolk’ i de paramilitære enheder stå som

syndebukkene. Man søgte at undgå at skulle er-

kende opbakningen til og ansvar for den systema-

tiske og planlagte udførelse af folkemord, masse-

voldtægter og destruktionen af kultur-bærende

institutioner i Bosnien-Herzegovina. Selvom det

skulle tage en del år at få draget konsekvenserne

mhp. at arrestere topfolk (på alle sider), lod det

topstyrede islæt på serbisk side sig dog ikke skju-

le.

Dette synes derimod at have været tilfældet langt

hen ad vejen i forhold til kirkens rolle selvom

serbiske og bosnisk-serbiske kampkøretøjer og

kampvogne bar kors, og tilstedeværelsen af flere

præster og enkelte biskopper, og deres velsignel-

se af både militære og paramilitære enheder før

massedrab blev optaget på både fotos og video.

Religionerne i det tidligere Jugoslavien er med

undtagelse af albanerne bundet op på nationali-

tet, dvs. at befolkningsgrupperne er monokonfes-

sionelle. Tilhører man en bestemt etnisk gruppe,

tilhører man også den samme religion. Kroaterne

er således katolikker, bosniakkerne muslimer og

serberne ortodokse. På denne baggrund tales der

blandt få serbiske intellektuelle, herunder religi-

onssociologer, om et europæisk og kristent fol-

kemord på de bosniske muslimer. Et folkemord

der primært, grundet styrken i ’Balkan’-diskursen

og dens fokus på det etniske aspekt, dog er ble-

vet omtalt og fortsat omtales som etnisk udrens-

ning, dvs. en ’balkansk specialitet’. Fastholdes

dette perspektiv, er der dog på denne baggrund

tale om flere folkemord og ikke kun et kristent.

Andre taler derfor om en borgerkrig med elemen-

ter af både politisk/territoriel og religiøs nationa-

lisme.

At diskussionen ikke er foretaget på europæisk

plan synes et tegn på styrken i konstruktionen om

’Balkan’ som noget særegent. På regionalt plan

spiller andre forhold også ind. Fra græsk side har

det kristne og politiske broderskabsforhold dog

24

således ikke kun usynliggjort diskussionen. De

tætte relationer førte bl.a. til oprettelsen af et

græsk kompagni af frivillige, der kæmpede under

serbiske officerer, falske arrestationer af krigsfor-

brydere mhp. overlevering til Serbien i stedet for

overlevering til domstolen i Haag, og ikke mindst

at hemmelige NATO-bombeplaner blev givet til

serberne. At grækerne i selskab med tyrkerne

selv har en makaber tradition for hvad de kalder

’etnisk udveksling’ og ’etnisk genbosættelse’ spil-

lede og spiller givetvist også en rolle.

Krigen i Bosnien endte med Dayton-aftalen, der

har været udsat for stor kritik pga. accepten af

de-facto delingen mellem bosniere og bosniske-

serbere og dermed yderligere cementering af

eksisterende politiske projekter.

Den serbiske ortodokse kirke blev med voksende

styrke efter kommunismens endeligt en vigtigere

aktør i Serbien med sin opbakning til projektet

om at inkludere de bosniske serbere i et Storser-

bien. Da Milošević under krigen måtte opgive

ideen om at inkludere de bosniske serbere pga.

internationalt pres, mistede han støtten fra kir-

ken selv om han i 1997 blev Jugoslaviens præsi-

dent. Kirkens manglende støtte spillede i den

grad en rolle ved hans senere fald.

Før det kom til dette, fulgte endnu en krig mod

en muslimsk befolkningsgruppe indenfor det

tidligere Jugoslavien, primært på Miloševićs re-

gimes foranstaltning få år senere. Denne gang

vendtes blikket indad imod den autonome pro-

vins Kosovo og dens majoritetsgruppe af muslim-

ske kosovo-albanere. De dybere historiske spor

fra det Osmanniske Rige spillede således igen ind

i vor dages politik om end Milošsevićs politiske

overlevelse samt elementer i den kosovo-

albanske elite og kriminelle underverden og deres

handlinger også var en del af serbernes motivati-

on. Kosovo og den famøse Solsorteslette havde

dog også fra start spillet en væsentlig rolle i den

serbiske nationale fortælling fra 1989 og frem

som et diskursivt referencepunkt.

Mens Rusland i kraft af det ortodokse broderskab

hørte til de allierede med bl.a. grækerne, intensi-

verede indtrykket af ’det internationale samfund’

med USA og NATO i spidsen som Serbiens hoved-

fjende. Dette eksterne fjendebillede blev intensi-

veret både før, under og efter de vestlige magters

bombekampagne. Nederlaget og det efterfølgen-

de valg i Serbien overlevede Milošević derfor

ikke. Nationalismen var dermed ikke længere et

elitært projekt, men en folkeligt rodfæstet poli-

tisk magtfaktor med kongemagerfunktion.

Med Miloševićs fald fra magtens tinder overtog

den ligeså nationalistiske Vojislav Koštunica po-

sten som jugoslavisk præsident, mens den tidlige-

re oppositionspolitiker og EU-venlige Zoran

Đinđić året efter blev valgt til serbisk premier-

minister. Đinđić blev dog myrdet på baggrund af

en sammensværgelse mellem den nye serbiske

organiserede kriminalitet og den gamle garde

indenfor det serbiske sikkerhedsapparat i 2003.

Samme år overgik resterne af Jugoslavien, Serbi-

en og Montenegro, til en union. Tre år senere

udtrådte det mindre Montenegro dog af unionen

og erklærede sig selvstændigt og hamrede derved

de sidste søm i ligkisten på det i forvejen vinge-

skudte storserbiske projekt.

På denne baggrund fik Koštunica, Miloševićs lige-

så nationalistiske afløser, posten som serbisk

premierminister mens Boris Tadić fra Koštunicas

parti blev Serbiens præsident. Under Koštunica

blev Serbien yderligere klerikaliseret, idet han i

det store hele tilsluttede sig kirkens ideologi om-

kring det nødvendige i at indlemme Republika

Srpska i Serbien såvel som at fastholde Kosovo.

Til forskel fra Miloševićs væbnede politik, var

Koštunica kun i stand til at føre ideologisk krig

grundet Serbiens lille udenrigspolitiske og militæ-

re manøvrerum. Koštunicas nationalistiske be-

kendelser og afhængighed af den ortodokse kirke

25

blev dog fra vestlig side enten ignoreret eller

vurderet som en nødvendighed mhp. hans politi-

ske overlevelse, idet Serbien blev en partner i

NATOs intensiverede dialogprogram.

At de nationalistiske strømninger fortsat var at

regne med, viste sig ved valgene i 2008. Den nu

moderate Boris Tadić blev genvalgt som præsi-

dent ved præsidentvalget med lidt over 50% af

stemmerne i anden runde, men med 48% til den

nationalistiske Tomislav Nikolić fra det krigsfor-

brydersigtede Voijslav Šešeljs Radikale Parti. Ved

parlamentsvalget samme år fik dette parti 30%.

Nationalismens styrke er dog endnu tydeligere

udenfor det etablerede politiske system, hvor

nationalister og præster ofte i dag møder hinan-

den i flere og flere forgrenede netværk og organi-

sationer i højere grad end tidligere. Med forskel-

lige mere eller mindre klare europæiske parallel-

ler havde den topstyrede post-kommunistiske

nationalisme fra de tidligere 1990’ere på dette

tidspunkt skiftet karakter til at være langt mere

både religiøst og folkelig rodfæstet, men også

med en egendynamik med rod i de serbiske ne-

derlag. Derfor er der i dag i Serbien nationalister i

diverse afskygninger som f.eks. medlemmerne fra

Dveri Srpska, der agiterer for sin sag indenfor

demokratiets vægge og medlemmerne fra den

radikale og delvist religiøse organisation Obraz,

der i folkets navn bruger vold til at fremme sine

ideer udenfor demokratiets vægge med støtte fra

flere præster. Trods eller måske netop pga. Præ-

sten Gavrilos velsignelser af serbiske og bosnisk-

serbiske enheder i krigen i Bosnien, herunder

Srebrenića-massakren, er han også fortsat både

populær og indflydelsesrig. Fra kirkens side søger

man også at flytte fokus til uretfærdighederne

begået af ’de andre’ flere århundreder før, under

Anden Verdenskrig og i 1990’erne både retorisk

og ved processioner med de udgravede fysiske

rester af døde bosnisk-serbere. Kirken kører altså

efter ren serbisk tid, hvor fortiden på en gang er

nærværende og eksklusiv.

At det først er mere end et årti efter krigen i Bos-

nien, at de bosnisk-serbiske politiske og militære

ledere Radovan Karadić og Ratko Mladić er blevet

pågrebet, vidner også om det stærke greb natio-

nalismen har i den serbiske og bosnisk-serbiske

befolkning i dag.

Opsamling

For at opsummere har jeg søgt at afmystificere

konstruktionen ’Balkan’ igennem et fokus på den

ikke-eksisterende tradition for demokratisk dialog

og et forum at føre denne i, en skitse af udviklin-

gen i den serbiske nationalismes fjendebilleder og

selvopfattelser med paralleller både i det tidligere

Jugoslavien og Europa samt de serbiske frustrati-

oner over deres nederlag samt med og pga. det

internationale samfund i perioden fra 1989 til

2011.

Det meste af det tidligere Østeuropa, nu Central-

europa, slås stadig med nogle af de samme pro-

blemstillinger vedrørende den manglende poli-

tisk-kulturelle baggrund for bred og åben sam-

fundsorienteret dialog fra tiden under det Habs-

burgske Rige og ikke mindst årtierne som sovjeti-

ske satellitstater hvor illegitime og topstyrede

regimer kun var sikret igennem statslige sikker-

hedsapparater, staternes monopol på organiseret

vold og Sovjetunionens opbakning. Tegnene, der

har vist sig oftere over de sidste ti år ses i omfat-

tende korruption, den voksende populisme i bl.a.

Tjekkiet, Slovakiet, Polen og Ungarn, og i at en

markant høj procentdel af politikerne er at finde

blandt nogle af de mest velstående i landene.

Perspektiv: En europæisk nabo

I Serbiens naboland Ungarn har det nationalkon-

servative regeringsparti Fidesz og det både radi-

kalt nationalkonservative og populistiske støtte-

parti Jobbik i de sidste par år forsøgt at slå plat på

26

fortidens større territorium og de nu ’afskårne’

ungarere i Slovakiet, Rumænien og forståeligt nok

i mindre grad Vojvodina i Serbien. Der har været

ytret ønsker om at give disse statsborgerskab og

stemmeret i Ungarn lidt på samme måde som

serberne og deres ’afskårne’ uden snak om frivil-

lige eller tvungne deciderede grænse-

omlægninger. Retorikken og intentionerne er

heldigvis endnu ikke så markant, som det var

tilfældet i det tidligere Jugoslavien. Andre proces-

ser er dog i gang; Premierminister Viktor Orban

har igennem en ny forfatning og 350 andre love

’fået’ kontrollen med både pressen og Central-

banken, og udnævnt flere loyale dommere for

blot at nævne nogle eksempler. Den væsentligste

forskel i forhold til de andre nationalistiske pro-

jekter på Balkan har indtil nu været og er fortsat

NATO-medlemskabet, der forhåbentligt umulig-

gør et voldsbaseret projekt. Man ’nøjes’ derfor

med at centralisere statsmagten (hvad EU dog nu

synes at reagere imod), føre kopier af de gamle

kronregalier rundt i de slovakiske grænseegne

med dertilhørende kirkelige processioner, natio-

nalt orienteret musik, osv.

Afsluttende bemærkninger

Nationalisme, folkemord eller ’etnisk udrensning’

og blandingen af dem er ikke en serbisk eller ’bal-

kansk’ specialitet, men desværre en gennem-

gående historisk erfaring i den europæiske natio-

nalismes navn, der spænder fra Grækenland og

Tyrkiet nordpå over Balkan til Tyskland, Polen og

Ukraine og Rusland. Anlægger vi et større per-

spektiv bliver listen med eksempler desværre kun

endnu længere. Cambodia, Rwanda, Indonesien

osv.

Litteratur

Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfeldt: ”Hadets Anato-

mi”, Lindhardt og Ringhof, 2003

Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfeldt: ”Krigens sceno-

grafi”, Lindhardt og Ringhof, 2004

Jens-Martin Eriksen: ”Fra skorpionernes verden. Kirken,

krigen og nationalismen: Beretninger fra rejser i Serbien”,

Gyldendal, 2011

Dana Schmidt: “Centraleuropas manglende politiske kultur”,

Udenrigs nr. 3, 2006, s. 18-22

Timothy Snyder: ”Bloodlands”, Basic Books, 2010

Philipp Ther og Ana Siljak (red.): “Redrawing Nations – Ethnic

Cleansing in East-Central Europe 1944-1948”, Rowman and

Littlefield Publishers, 2001

Skriv til os på moj@cgs.aau.dk

hvis du har kommentarer eller kritik

af indlæggene, en anmeldelse,

et indlæg eller har lyst

til at bidrage på anden vis.

Kommentarer til indlæg vil efter

aftale blive bragt i det næste num-

mer.

27

Boganmeldelse: Paradigm Wars – In-

digenous Peoples’ Resistance to Glob-

alization

Jerry Mander, Victoria Tauli-Corpuz og Interna-

tional Forum on Globaliszation (red.):”Paradigm

Wars – Indigenous Peoples’ Resistance to Glob-

alization”, Sierra Club Books, 2006, 227 siders

tekst

Skrevet af Martin O. Jørgensen

Antologien er skrevet af individer, som forskere

og politikere, til kollektive enheder, som bonde-

bevægelser og organisationer for oprindelige folk

fra alle kontinenter, og samlet med henblik på at

afdække (og kritisere) karakteren, bredden og

voldsomheden af konsekvenserne af den globale

økonomiske liberalisering for de oprindelige sam-

fund. Ikke at den og bidragyderne hermed kan

ses som globalt repræsentative. En enkelt organi-

sation, uanset bredden i dens medlemsskare og

en enkelt udgivelse fra denne, kan ikke på nogen

måde blive repræsentative. Udgivelsen fra IFG er

dog glimrende til at give et fingerpeg om hvorle-

des det overordnede fjendebillede i form af det

vestlige paradigme og dettes aktører kan analyse-

res i mindre bidder, og hvor udbredt kritikken

tilsyneladende er.

Antologien ”Paradigm Wars: Indigenous Peoples’

Resistance to Globalization” indeholder 27 for-

skellige kapitler med endnu flere forskellige bi-

drag fra alle planetens kroge, eller det som vi

herhjemme forstår ved ’den tredje verden’. Man

derfor skal også holde sig det for øje, at antologi-

en ikke er en samling af akademiske analyser,

men et forsøg på et opråb og dermed et partsind-

læg. Men et ikke desto mindre særdeles interes-

sant partsindlæg.

Der er imidlertid ikke kun tale om en paradigme-

kritik eller gennemgang af fjendebillederne den-

ne samlet set udgøres af, men også et stærkt

fokus på de forskellige aspekter af de forskellige

befolkningsgruppers levevis som de ønsker at

beholde. Man kommer som læser vidt omkring:

forskellige perspektiver vedrørende kultur og

filosofi, forskellige oplevelser af den neoliberale

dagsordens institutionelle og juridiske indflydel-

se, flere erfaringer med konkrete infrastruktur-

projekter med fokus på vand og veje, problemer-

ne med dumpning af kemisk og atomart affald,

ressourceudvinding som olieproduktion og mine-

drift og transport som f.eks. anlægningen af pipe-

lines samt naturreservater, handel med indfødte

kulturgenstande samt.

Perspektiverne eller fjendebillederne synes ofte

langt bredere og langt mere omfattende i forhold

til de mere typiske fjendebilleder, der ofte er

bundet op på f.eks. politisk tilhørsforhold, inter-

statslige og/eller intrastatslige aggressioner på

baggrund af en politisering af etnicitet eller øko-

nomiske skævheder mv. Grundlæggende er der

ikke kun tale om fysiske forhold, f.eks. udvinding

af ressourcer og etablering af en parallel omsig-

gribende infrastruktur medvirkende til forringede

28

levevilkår, tvangsforflyttelser mv. for de lokale

befolkningsgrupper. Der er reelt tale om forskel-

lige måder at leve på, samt videnskonventionerne

bag. Det fælles tankegods, der præsenteres, kan

lidt groft opsummeres som en viden og verdens-

opfattelse, der er defineret af menneskets af-

hængighed af og respekt for naturen, både gene-

relt og i bosættelsesområdet. I forlængelse deraf

følger, at jord og land ikke tilhører menneskene,

men omvendt. Det er menneskene, der er på

besøg som gæster, eller rettere som midlertidige

forvaltere. Der ligger derfor også en eksplicit er-

kendelse af, at mennesket både vil få af naturen

og altid vil forandre denne, der i sig selv også er i

evig forandring.

I antologien gives endvidere talrige eksempler på,

at de indfødte og oprindelige folk ikke kun er

ofre, men også agents of change med handlemu-

ligheder og manøvrerum, om end indenfor en

bestemt ramme. Som det også påpeges deri, er

oprettelsen af forskellige poster i FN, herunder

valget af Victoria Tauli-Corpuz fra Igorot-folket i

Filippinerne som talskvinde, og andre internatio-

nale organisationer, også tegn på at der i stigende

grad lyttes. På samme måde har efterhånden en

god snes indianere fra forskellige nord-

amerikanske nationer studeret deres egne filoso-

fier, logikker og tankegange på flere af de større

’traditionelle’ amerikanske universiteter. I Ecua-

dor er det også efter en periode på mere end 10

år lykkedes at få etableret et atypisk og stærkt

decentraliseret universitet med undervisning på

både spansk og quechua, men ud fra egne filoso-

fier, metoder og uddannelsesmål. Der er måske

ikke de helt store afledte konsekvenser, men dog

et lille skridt på vejen for disse samfund.

Bogen er derfor på sin vis ikke kun en samling af

hvad bidragyderne ikke bryder sig om, men også

deres egne alternativer og netop derfor spæn-

dende, da det ikke kun tilkendegives hvad man er

imod, men også hvad man er for, og hvilken leve-

vis man selv repræsenterer. Antologien er på den

baggrund spændende læsning og også egnet som

dele af et materiale i et projekt omkring eksem-

pelvis udviklingsparadigmets indtog i 1950’erne

eller nyere tids miljøhistorie. Det er dog nødven-

digt i denne forbindelse at stille sig kritisk overfor

opfattelsen af det ’at være indfødt’, idet dette

relationelle begreb har en specifik kontekst i form

af kolonial tid og rum såvel som den romantiske

forestilling om de indfødte befolkningsgrupper,

der lever i et statisk forhold med naturen. Det er

dog ikke noget man kan forvente taget op i et

partsindlæg som dette.

29

Boganmeldelse: Terror og film

Carsten Bagge Laustsen og Kasper Vandborg

Rasmussen (red.): ” Terror og film”, Aarhus Uni-

versitetsforlag, 2010, 248 siders tekst

Skrevet af Jonas Bertelsen

Bogen er udarbejdet af forskere primært tilknyt-tet Aarhus universitet, der hver har været ansvar-lig for et kapitel. Som et blik over kapitlerne viser kommer den vidt omkring:

Carsten Bagge Laustsen, Terror og film - en introduktion.

Thor Hvidbak, USA's afghanske jihad - Ram-bo III.

Lone Juul Jepsen, Når netværkssamfundet løber løbsk - Fight Club.

Marc Grønlund, Den totale krig - Starship troopers.

Rasmus Ugilt Holten Jensen, Mellem demo-krati og totalitarisme - Brazil.

Anders Hyldig, Antiterror - The Siege.

Sarah Rosenkrands Witzel Bech, Den præventive logik - Minority report.

Jonas Greve Lysgaard, Imperiet under pres - Independence day.

Ditte Bak, Frygt og angst - Alien: Den 8. pas-sager.

Martin Bæk Carstensen, Terror og medier - Mad City.

Otto Toft Ohrt, Forskansningens og overvåg-ningens samfundsmæssige dilemmaer -The Truman show.

Hvert kapitel tager således fat på relevante film i

deres analyse og diskussion af forskellige pro-

blemstillinger indenfor emnet terror og terrorbe-

kæmpelse. Forfatterne har udarbejdet bogen

med stor tværfaglighed og forholder sig kritiske

til bl.a. politikeres udtalelser/reaktioner i forhold

til terror og terrorbekæmpelse siden 11. septem-

ber 2001. Det er interessant, at de anvendte film

kronologisk ligger før ”9.11”, da der ellers i årene

efter også har været en stor produktion af Holly-

wood film netop om emnet terror, som også

kunne have været relevante at anvende, men

Laustsen argumenterer i sin introduktion for at

de nyere terrorfilm, der kunne have virket oplag-

te, såsom Oliver Stones WTC og Paul Greengraas’

United 93, i alt for høj grad er indskrevet i den

politiske korrekthed og moralisering vi i dag for-

binder 11. september med. Bogens forfattere

argumenterer for, hvordan der er sket en stor

udvikling i opfattelsen af terror siden 11. sep-

tember 2001. Terror er i dag nærmest blevet

synonym med al-Qaeda og muslimsk fundamen-

talisme selvom terroristiske metoder er brugt af

mange andre end religiøse fanatikere og friheds-

kæmpere.

Bogen er relevant inden for temaet om fjendebil-

leder, fordi den behandler emnet terror, som i

dag opfattes som den største sikkerhedspolitiske

trussel for den vestlige verden. Men bogen er

også relevant fordi den gennem de film den be-

handler i sine analyser, diskuterer hvordan terro-

ristiske metoder ofte er blevet brugt af gruppe-

30

ringer som historisk er blevet hyldet som friheds-

kæmpere. Dette leder f.eks. tankerne hen på

mujahedinerne som i den vestlige verden blev

hyldet som helte, der kæmpede for deres frihed

mod en fælles fjende. Det faktum, at mujahedi-

nerne brugte terroristiske metoder overfor det

kommunistiske styre som modtog støtte fra Sov-

jetunionen var ikke et problem for USA eller re-

sten af den vestlige verden ligesom den ameri-

kanske regering heller ikke anså det for at være

et problem, at deres støtte gik til islamistiske

frihedskæmpere. I Sovjetunionen kaldte man

mujahedinerne for terrorister hvilket illustrerer

vendingen ”Den enes frihedskæmper den andens

terrorist”. Noget bogen tager fat på flere gange.

Antologien er efter min mening en utroligt vellyk-

ket behandling af et af nutidens største problem-

stillinger, og det har været en lærerig oplevelse at

læse den. Bogens brug af film til at konkretisere

forfatternes pointer har haft en virkelig god ef-

fekt for mig, også i de tilfælde hvor jeg ikke havde

set filmen på forhånd. Eventuelle læsere skal dog

ikke forvente de store filmtekniske redegørelser,

idet bogen er udarbejdet af forskere indenfor de

samfundsvidenskabelige traditioner. I stedet for

tekniske forklaringer bruger disse filmene til at

forklare deres pointer på en sjove og ganske pæ-

dagogisk vis.

Boganmeldelse: Fjendens ansigt

Kjeld Galster: ”Fjendens ansigt – Indbildning og

virkelighed”, historie-nu.dk, 2007, 312 siders

tekst

Skrevet af Martin O. Jørgensen

Militærhistorikeren Kjeld Galster har skrevet

”Fjendens ansigt – Indbildning og virkelighed” for

at dække et hul i den militær-historiske litteratur

ved at se dannelsen af et fjendebillede som en

social konstruktion via et historisk og filosofisk

perspektiv. Bogen er skrevet ud fra flere krigsteo-

retikere og i forhold til det militære fjendebillede

og den civile parallel. Den militære dimension ser

han kort fortalt som de militære styrkers behov

for at opnå viden om modstanderens styrker for

selv at kunne agere på strategisk, såvel som ope-

rativt og taktisk niveau ved at opstille nye mål,

31

skifte tyngdepunkt, manøvrere enheder osv.,

mens den civile dimension udgøres af befolknin-

gernes holdning til fjenden.

I kapitlerne om de civile fjendebilleder argumen-

terer Galster for, at behovet for fjendebilleder

har været et mere eller mindre fast element i alle

samfund historisk set. Det er dog først med ud-

viklingen i indledningsvist Europa og siden andre

industrialiserende stater og nationalstater samt

den parallelle udvikling i disses kommunikations-

og agitationsmidler, at det civile fjendebillede har

taget en retning væk fra det elitære til nu at om-

handle hele befolkningsgrupper både som mod-

tagergrupper for politisk agitation eller som cen-

trale omdrejningspunkter. Virkemidlerne har

været mange; nationalitet, etnicitet, religion,

tidligere aggressioner, mindreværdskomplekser

og nationale myter osv. Her behøver man blot at

tænke på det 20. århundredes blodige historie for

at følge hans pointe. Galster lægger ikke skjul på

at dannelsen af fjendebilledet er en kompleks

proces og ofte en sammenblanding af fiktion og

fakta.

Hvad angår kapitlerne med fokus på de militære

fjendebilleder, formår Galster igen at fremhæve

hvorledes midlerne til at få det klarest mulige

fjendebillede - mhp. at undgå uvished i forhold til

egen og fjendtlige styrkers ageren – både afspej-

ler det omgivende samfund og har forandret sig

over tid. Den ældste indhentningsmetode af ef-

terretninger til dette formål på det strategiske

niveau foregik via spioner, diplomater og han-

delsfolk, mens det på de operative og taktiske

niveauer var spejdere til fods, opklaringsrytteri

eller andre specialenheder (f.eks. til søs), indsam-

lede disse efterretninger. Den næste generation

militære indhentnings-værktøjer for statsdannel-

serne med regulære hære afspejlede skiftet fra

tidligere tiders sø- og landstyrker og disses rod i

landbrugssamfund og -økonomier til de industria-

liserende staters hastigt voksende sø-, luft- og

landstyrker og disses stigende interne kommuni-

kationsbehov. Herved blev det militære fjendebil-

lede opdateret ved hjælp af opsnappede såvel

som egne telegraf- og radiosignaler, anden kom-

munikation, elektronisk samt visuelt input i form

af satellitbilleder og ikke mindst videofeeds fra

ubemandede droner som det sidste nye. Som

Galster dog pointerer, har tidligere tiders uvishe-

der og mangel på efterretninger ikke afhjulpet af

disse teknologiske fremskridt, idet det fortsat er

nødvendigt at indhente viden via menneskelige

kilder såvel som at omdanne information til

brugbar viden. Dette besværliggøres kun af den

voksende mængde information til rådighed. Det-

te kan dog vendes til en fordel af en regering

mhp. at vejlede ’dens egen’ befolkning i det ’rig-

tige’. Dette stik trækker Galster hjem i konklusio-

nen ved beundringsværdigt - qua hans position

som ansat i forsvaret - at søge efter en beklagelse

fra den daværende danske regering tilsvarende

Colin Powells efter beslutningen om også at sen-

de tropper kort tid efter den amerikanske invasi-

on.

Hans krigsfilosofiske såvel som historiske ramme

stiller jeg mig dog lidt forbeholden over for. Gan-

ske vist er kinesiske eksempler og den bredt

kendte Sun Tzu inkluderet i et vist omfang, men

bogen er præget af hans primært nordatlantiske

eller vestlige inspirationskilder. Eksempler fra

andre kulturkredse ville have gjort en stor forskel.

Og der er en rig litteratur, der kunne være trukket

på. Den spænder fra historie, antropologi, over

politologi til sociologi. Om det er fjendebilleder i

eksempelvis lokale og regionale krige såvel som

kolonikrige i Central- og Sydamerika eller Syd- og

Sydøstasien, forskellige afrikanske befolknings-

gruppers forsvar mod europæiske kolonimagter,

den indonesiske selvstændighedskamp mod Hol-

land fra 1945 til 1949, folkemordet i Indonesien i

1966-1967, krigene i Mellemøsten i 1967 og

1973, borgerkrigen mellem Øst- og Vestpakistan i

1971, Rwanda under folkemordet i 1994, den

32

afrikanske ’verdenskrig’ i 2000’erne med flere

millioner døde eller den fortsat igangværende

konflikt i det østlige Congo. En brug af denne

mangfoldige litteratur havde løftet bogen og dens

perspektiver ud af den vestlige ramme.

I relation til spørgsmålet om fjendebilleder lurer

også spørgsmålet om hvordan krige udkæmpes.

Langt størstedelen af de konflikter, der både i dag

og de sidste mange årtier - og især i Afrika, Syd-

østasien og Centralasien - er blevet eller bliver til

krige, udkæmpes ikke på baggrund af kontrolle-

rede, højteknologiske indhentningsmidler og med

større højteknologiske køretøjer, kampvogne,

langtrækkende våben og luftstøtte i netværksori-

enterede aktioner osv., men derimod ofte med

sovjetiske våben (eller nyere amerikanske). Jeg vil

ikke her gå ind i en bredere diskussion af krig eller

beskyldes for at ignorere f.eks. grænsekrigene i

Syd- og Centralasien og Sydamerika efter 1945,

der alle blev udkæmpet efter moderne vestlig og

industrialiseret doktrin trods et vist kompetence-

og materiale-’efterslæb’ for blot at tage nogle

eksempler. Disse krige var og er i den grad virkeli-

ge og med beklagelige tab af menneskeliv. Min

pointe går i en anden retning. Flere og flere mili-

tærhistorikere er blevet opmærksomme på, at

måden at føre krig på ikke er den samme overalt

og ligeledes synes at udvikle sig i flere retninger.

Dette ved Galster langt mere om end jeg. Derfor

kunne dette aspekt have fortjent lidt mere op-

mærksomhed, selvom han fokuserer på fjendebil-

ledet og ikke krige som sådan. (Har man yderlige-

re interesse i dette kan man med fordel lytte til

John Hornes 15 minutters keynote præsentation

ved en konference om krig på flg. Link som en

introduktion til studiet af krig:

http://wileyblackwellexchanges.com/2011/11/14

/keynote-lecture-john-horne/)

Samlet set udgør Galsters bog dog et flot om end

en anelse rodet bidrag til den seneste generation

af danske civile og militære historikeres voksende

produktion om primært dansk militærhistorie.

Kort fortalt er målet for denne gruppe at over-

komme det 20. århundredes store skisma mellem

den tidligere dominerende radikale historikertra-

dition og dens grundlæggende liberale pacifisme

og følgende afstandtagen fra krigs- og militærhi-

storie og de officerer, der ofte søgte at promove-

re en næsten positivistisk form for militærhisto-

rie. Over de senere år har de på baggrund af mili-

tariseringen af udenrigspolitikken også fået vind i

sejlene. Deres mål søges opnået ved at placere

krigen som yderligere en faktor med indflydelse

på stat, samfund, kultur og normer. Bortset fra

det sidste skridt vedrørende den globale ramme,

har Galster i mine øjne langt hen ad vejen opnået

dette og på en måde, der har formidlingen højt

på prioritetslisten. Har man derfor en bredere

militærhistorisk interesse eller blot en interesse i

at se analytisk på forskellige aspekter vedrørende

krigsførelse og dannelsen af fjendebilleder, er

denne bog værd at læse.

33

Filmanmeldelse: Kingdom of Heaven

Ridley Scott: ”Kingdom of Heaven”, 2005, 144

minutter

Skrevet af Mia Bundgaard Rasmussen

En historie om modsætninger

Året er 1198 og korstogene i Jerusalem er i fuld

gang. Filmen springer abrupt ind i perioden ved

at tage udgangspunkt i smeden Balian, der uven-

tet får besøg af sin far: ridder Godfrey de Ibelin.

Han beder ham om at tage med til Jerusalem og

forsvare Guds Rige. I starten siger Balian nej, men

han ender med at tage med ham. Godfrey bliver

dog såret under rejsen og ender med at dø, men

han får dog lige gjort Balian til ridder og hans

arvtager inden. Balian overtager hans fars rolle og

hans faders støtte til Jerusalems konge, som for-

søger at gå diplomatiets vej i krigen med araber-

nes hærfører, Saladin. Det er dog ikke alle i kon-

gens bagland, der er enig i hans måde at regere

på, og disse er repræsenteret ved Guy de Lusig-

nan, der ønsker at krigen mellem korsridderne og

araberne skal blusse op igen. Jerusalems konge

dør i midlertidig og Guy de Lusignan kommer til

magten. Det varer ikke længe før Guy går i krig

med Saladin, men han bliver taget til fange, og

Balian er nødt til at træde til for redde Jerusalem

og forsvare civilbefolkningen. Balian fører en

alternativ krigsstrategi, hvor han får slået mange

arabere ihjel og det lykkes Balian at indgå en

fredsaftale med Saladin. Fredsaftalen indebærer,

at Balian og resterne af de overlevne får lov til at

tage hjem til Europa og Saladin får Jerusalem.

Der går dog ikke mange år før korstogsriddere

igen banker på Balians dør for at få ham til at

hjælpe til med at tage Jerusalem tilbage, men han

takker nej, da han har lært af sine fejl – en ting

som kirken åbenbart ikke har.

Fjendebilleder

Fjendebilledet er interessant i denne film, da der

bliver præsenteret to billeder af araberne: Jerusa-

lems konge, som ser araberne som samarbejds-

partnere og Guy de Lusignan, der ser araberne

som onde, fordi de er anderledes.

Det første synspunkt repræsenterer en forståelse

af forskellige kulturer, der fremhæver det homo-

gene, hvor det sidste synspunkt hæfter sig ved

det heterogenes skadelighed ved at fremsætte en

dem/os-diskurs. Synspunkterne præsenterer altså

to forskellige kulturforståelser, hvor der i en før-

ste forståelse af, at en fremmed kultur som noget

ukendt, men at de er en del af ”os” bare med en

anden baggrund. Det andet synspunkt repræsen-

terer en kulturforståelse, hvor den anderledes

kultur er fjenden. Den anderledes kultur repræ-

senterer et fjendebillede, hvor dét, der er ander-

ledes er fjendsk.

34

Tanken at relatere filmens budskab til nutidige

forhold synes at ligge ligefor. Derved kan filmen

ses som et forsøg på at rejse spørgsmål om hvor-

vidt fremmede kulturer skal forstås som fjender

og om det en mulighed for en kultur at udvide

dens horisonter ved at lære det fremmede at

kende?

Balian tager det standpunkt i filmen, at han over-

fører den viden han har om overlevelse fra Eng-

land til dét at bygge en brønd i Ibelin. Han tager

altså dét han ved om overlevelse fra sin kultur og

overfører det til kulturen i Ibelin. Han udvisker

derved synet omkring araberne som fjendebille-

det og gør dem til en del af hans egen befolkning.

Ved at tage afstand fra fjendebillederne omkring

araberne udvider han sin horisont ved ikke at

falde for den gængse opfattelse af fremmed kul-

tur.

Filmen lægger også fokus på religionens rolle i

fjendebilledet. Araberne er også fremmede fordi

de har en anden religion end katolicismen. Som

udgangspunkt er bare dét, at en person har en

anden religion noget fremmed og noget fjendsk,

men filmens har et utroligt smukt budskab: det

enkelte individ har friheden til at vælge, og det er

denne frihed, som kan gøre fjender til venner.

Udenfor Tema:

Skolehistorie - Et specialeemne

Skrevet af Knud Knudsen

Gemmer du på en interesse for skolehistorie

eller mangler du et specialeemne, så læs neden-

for.

Før jul fik jeg en henvendelse fra en af vore for-

henværende studerende, som nu er lærer på

Aalborg Katedralskole. Den 19. november 2011

fejrede skolens elevforening sit 150 års jubilæum,

og i den anledning blev der udgivet et jubilæums-

skrift. Der er imidlertid materiale til mere, og det

var baggrunden for tanken om, at nogle på studi-

et kunne være interesseret i et sådant projekt.

Der gemmer sig et fint specialeemne her.

Jeg aftrykker udsnit af henvendelsen, og interes-

serede kan henvende sig til Torben K. Nielsen

eller undertegnede.

”Jeg skriver til dig, fordi jeg arbejder på Aal-

borg Katedralskole og vores elevforening

Ydun holder 150 års jubilæum den 19. no-

vember. Jeg har derfor været ved at skrive

en del om foreningens historie bl.a. til sko-

lens hjemmeside og i den forbindelse opda-

gede jeg, at vi på skolen har et helt enestå-

ende arkiv tilbage til foreningens start med

protokoller, der viser hvad der foregik på

møderne, elevernes egne litterære (og knap

så litterære) frembringelser, referater fra de

måske løsslupne fester, korrespondance

med andre elevforeninger i Norden mv. Kort

sagt indeholder dette arkiv et glimrende bil-

lede af såvel fællesskab samt tankegang og

normer hos den gruppe af privilegerede un-

ge, som skolens elever tilhørte.

35

Jeg tænkte, at det måske engang kunne væ-

re interessant for nogle af jeres studerende

at arbejde med det omfattende kildemate-

riale, som samtidig er rimelig lettilgængeligt

og sjovt at beskæftige sig med, fordi det gi-

ver et så levende billede af de unge.”

Indtil videre opbevares materialet på skolen. Det

dækker perioden fra 1861 til slutningen af

1950'erne. For 50'erne vedkommende er der

fortrinsvis tale om skoleblade.

Man kan læse mere om Yduns historie på:

http://www.aalkat-gym.dk/om-skolen/skolens-

historie/yduns-historie/

Ta’ i praktik på dit 9. semester! – Et praktikophold ved Landsarkivet for Nørrejylland Skrevet af Malene Bjørnskov Schmidt

På vores 9. semester har vi mulighed for at kom-

me i et praktikophold i en selvvalgt institution.

Derfor var jeg i efteråret 2011 i praktik ved

Landsarkivet for Nørrejylland i Viborg under Sta-

tens Arkiver. Jeg har på min specialisering i In-

formationsforvaltning arbejdet med arkivinstitu-

tionen og ville gerne have en dybere indsigt i

arbejdsgangene i Statens Arkiver.

Jeg interesserer mig særligt for formidling og

arkivpædagogik på digitale platforme, og var hel-

dig at følge flere igangværende web-

formidlingsprojekter i mit praktikophold. Et af

projekterne var web-projektet ”Statens Arkivers

Kildepakker” tiltænkt historiestuderende ved

universiteterne. Kildepakkerne har til formål at

inspirere flere til at bruge utrykt kildemateriale i

deres opgaver og projekter. Med web-

formidlingsprojektet identificeres grupper af arki-

valier tilgængeliggjort på nettet, – så vi studeren-

de nemmere kan benytte arkivalier og undersøge

bestemte sammenhænge i forbindelse med vores

studier.

Til Statens Arkiver Kildepakker fik jeg til opgave at

udfærdige en temapakken til kildepakkens intro-

duktionspakke. Temapakken skulle omhandle

forbryderen Jens Nielsen, den sidste henrettede i

fredstid, hvortil jeg skulle lave et opgavesæt. Det

var udfordrende at lave temapakken, og inspire-

rende at deltage i den igangværende proces, hvor

jeg kunne bidrage med ideer og konstruktiv kritik

til projektet.

Foruden web-formidlingsprojektet indgik jeg i

landsarkivets dokumentationsteam og hjalp tea-

met med; at lave faderskabs- og arveundersøgel-

ser og at fremfinde af bl.a. folkeregisteroplysnin-

ger til ansøgning om folkepension samt skøde- og

panteprotokoller i forbindelse med tinglysning.

Det har været givende at følge hhv. landsarkivets

formidlings- og dokumentationsteam. Jeg havde

oplevelsen af en alsidig arbejdsdag, hvor jeg fik

lov til at komme rundt i institutionen og arbejde

med materiale, jeg aldrig tidligere har anvendt.

Jeg har lært meget nyt og er blevet inspireret i

forhold til mit studium og kommende karriere-

valg. Jeg vil råde alle til at bruge et semester i et

praktikophold i en selvvalgt institution – og anbe-

faler samtidig Landsarkivet for Nørrejylland som

praktikinstitution.

36

To be continued