peruh-f-lauritsen.dk/ferier/092-chile-peru.pdf · inkaernes forsvundne by machu picchu var en meget...

Chile -

det lange land i ly af Andesbjergene

Peru - inkaernes land

Frede Lauritsen

Chile – det lange land i ly af Andesbjergene

Peru – inkaernes land

2

Indholdsfortegnelse: Indholdsfortegnelse side 2

Forord side 3

Chile kort og flag side 4

Peru kort og flag side 5

Formødet på Brandbjerg Højskole side 6-7

Ferieturen i Chile side 8-24

Ferieturen i Peru side 25-61

Turens afskedsmiddag og festaften side 62-70

Republica de Chiles minihistorie side 71-80

Republica del Peru minihistorie side 81-85

Supplerende historiske oplysninger side 86-96

Tidligere udgivelser side 97

Frede Lauritsen



3

Forord:

Rejsen til Chile og Peru har budt på adskillige store oplevelser.

Storbyen Santiago i det frugtbare Midtchile. Nordchile med såvel søløver som gold ørken. I ørkenen besøgte vi salpeterminer, på

bjergsiderne så vi geoglyffer, og pludselig var der en oase med

mangofrugter.

I Peru oplevede vi gigantiske bjerge og dybe kløfter, hvorfra

kondoren pludselig dukkede op. På madsiden var den største overraskelse, at marsvin smagte fortræffeligt.

Vi har beundret inkaernes fantastiske byggeteknik, besøgt deres templer og hørt om spaniernes grusomheder. Men heller ikke

inkaerne var søndagsskolebørn. De ofrede unge piger for at redde

høsten, hvad der er bevist af fundne frosne mumier på bjergtoppene.

Inkaernes forsvundne by Machu Picchu var en meget stor og speciel

oplevelse. Det samme kan siges om Titicacasøens sivøer, der i dag nok mest er der for turisternes skyld. Vi så mænd der strikkede, og en

rigtig købmand der er ægte indianer.

Det var tredje gang vi gæstede Sydamerika, men det var første gang

Peru fik vort besøg. Chile besøgte vi i 1991, i forbindelse med en

vinrejse arrangeret i samarbejde med vinfirmaet Santa Rita. Dengang besøgte vi også Brasilien.

I 1995 besøgte vi Colombia i forbindelse med, at et af vore børn

adopterede deres andet barn, Signe.

Velkommen med på en kikker

Hanne og Frede Lauritsen



4

Chile

Det lange land er ca.

4.500 km fra N til S.

På tværs nogenlunde

som Jylland.

km angivelserne passer

ikke i herværende

aftryk.

Chile flag fra 18. okt.

1817

Flagets røde farve symboliserer frihedskampen, den blå himmel, den hvide sne

i Andesbjergene og den hvide femtakkede stjerne er symbol for enhedsstaten.

Såvel i Chile som i Peru er det sjældent at se deres nationale flag, de flager

næsten kun på offentlige bygninger. Der er ingen villaer, der har en flagstang i

haven.

Ingen steder på vores klode flages der så meget som i Danmark, lad os blive ved

med det, for vi har jo også verdens smukkeste flag.



5

Peru

Peru er ca. 2.000 km

fra N til S

km angivelserne passer ikke i

herværende aftryk

Perus flag er fra 1820, hvor José de San Martin marcherede med sin

andeshær fra Argentina og Chile ind i Peru og slog spanierne. Først var

striberne vandrette, men det lignede det spanske flag for meget, så blev

striberne ændret til lodret. Den hvide farve står for renhed og den røde

for patrioternes blod. Farverne skal også symbolisere en flamingoflok

Perus Statsflag

Våbenskjold med vikunja, træet cinchona og overflødighedshorn,

omkranset af palme- og laurbærgrene

Perus Krigsflag her er palme- og laurbærgrene udskiftet med faner



6

Formødet på Brandbjerg Højskole 20.- 24. aug. 2008 Tæt på vores gamle kongeby Jelling, N for Vejle, ligger Brandbjerg Højskole. Oprindelig en

herregård fra 1541, der, som alle herregårde skal, har sit eget spøgelse, Den Grå Dame.

Mange forskellige har gennem årene ejet herregården. På et tidspunkt kunne ejeren gå fra

Brandbjerg til Horsens på egne jorde. Under 1600-tallets Svenskekrige led bygningerne

meget og har siden omgået store forandringer. Ombygget i 1800-tallet, brand i 1935 og igen

1937. Herefter blev jorden udstykket til 17 gårde, 3 husmandsbrug og 2 gartnerier.

Den 1. nov. 1950 startede Brandbjerg Højskole med 20 elever, heraf kun 1 pige. I 1970 kom

de første tilbygninger med tilskud fra Dansk Arbejdsgiverforening. I 1984 startede forstander

Slipsager et nyt tiltag, en rejse til udlandet med eleverne. I 1986 fik man en sportshal og i

1996 en musikhal. Væggene på højskolen er prydet med ”Kogepladerne” kunst af Ole

Schwalbe samt mange malerier af billedkunstneren Knud Nielsen. Emner som jagt, fiskeri,

idræt, musik, keramik og glas er fremherskende på skolens program. Elevtallet har store

svingninger fra 25 til 70. Vejle Lokalradio startede i lokaler på Brandbjerg Højskole.

Her fra Brandbjerg Højskole startede egentlig vores ferietur til Chile og Peru, som Højskole

i Udlandet altså kalder for et kursus. Her mødtes 25 af turens 26 deltagere med turens leder

Hans Mortensen. Fire andre rejsehold har i samme periode tilsvarende ophold på højskolen.

Vi bydes alle velkommen af rejseselskabets forstander Inger Kragh Schwarz.

Kurset strækker sig over fem dage, med det formål at forberede deltagerne bedst muligt til

de kommende lange rejser, såvel på det praktiske som på det kulturelle plan. Efter

morgenmad og morgensang holdes hver dag et indlæg af en af kursuslederne. Alle præsterede

interessante og flere af dem morsomme indlæg. Også et tre kvarters motionsprogram i

idrætshallen præsenteres for alle hver dag, dygtig ledet af Bente Brudsgaard, med deltagelse

af næsten alle. Om aftnerne er der forskellige fælles arrangementer: Foredrag, film og

underholdning. En dag er der arrangeret en fælles udflugt til Jelling med besøg i Jelling Kirke

(se 1100) og korsang. Samt til Tørskind Grusgrav med Robert Jacobsens (se 1912)

skulpturer.

På de enkelte hold gennemgås de praktiske ting som fx hoteller, vaccinationer, forsikringer,

klima, beklædning, bagage og valuta, der i Chile er pesos, 100 af dem svarer til ca. 1 kr.

Så det er ganske let, du skal blot fjerne de to sidste cifre, så har du prisen i kroner.

I Peru hedder møntenheden sol, også her er det ganske let, for en sol svarer til ca. 2 kr.

Hver dag er der på de enkelte hold forskellige foredrag med relevante emner. Alle dage er vel

tilrettelagt med mange gode indlæg, der gav en god viden om de lande, vi snart skal besøge.

Forplejningen på højskolen er også perfekt. Og så fik vi et behageligt kendskab til hinanden,

en flok af individualister, der skal være fælles om de kommende store rejseoplevelser. Her et lille uddrag af foredragene:

Rejseleder Hans Mortensen:

Gennemgang af rejseprogrammet. Vi ser en flot lysbilledserie fra Peru med fascinerende

baggrundsmusik. Altet er alteret. Hans fortæller om: ”Salpeterkrigen – Chile, Bolivia, Peru”

(se 1879), ”Den hellige Dal og mælkevejen,” og mange flere historiske og praktiske ting.

Langt og vidt var vi omkring. Vi stifter også bekendtskab med indianske begreber som:

ANTI = Solen ”fødes” dvs. står op, INTI = Sol i zenit, QONTI = Solen ”dør” går ned,

WATI = Den skjulte sol, TI = Solen og PACHA = rom/tid.

Højskolelærer Brita Haugen:

Fortalte om digteren Homers to bøger ”Iliaden” og ”Odysseen” (se 800 fvt.).



7

Om den tiårige krig i Troja og specielt om kvinderne der stod bag bl.a. den skønne Helena.

Brandbjerg Højskoles forstander Simon Lægsgaard:

Fortalte om at bevæge sig. Grundtvig sagde: ”Ikke at bevæge sig er godt nok for gudeord og

kålhoveder.” Simon Lægsgaard er opvokset på Endelave, hvor han var med ved landbrugets

forskellige gøremål i de skiftende årstider, hvor særlig høsten havde fået stor betydning for

ham. Derudover fortalte han om en jagttur på New Zealand, med kammeraten ”Fedtmule”

med de store fødder. De var meget forskellige, specielt var ”Fedtmule” ikke egnet til jagt.

Simon var ”Vildmanden” og ”Fedtmule” bymennesket. Historiens morale: Det er altid

vigtigt at vælge den rigtige rejseledsager.

Cand. mag. Marcela Munoz:

Flygtning fra Chile efter kuppet mod Salvador Allende i 1973 (se 1973). Marcela Munoz

fortalte om Isabel Allendes forfatterskab. Isabel Allende var datter af Salvador Allendes

fætter. Familien flygtede til Venezuela, herfra skrev Isabel Allende breve til sin bedstefar, det

var disse breve, der blev til hendes debutroman familiesagaen: ”Åndernes hus.”

Marcela fortalte meget levende om sine oplevelser i Chile og træk fra det nuværende Chile.

Cand. mag. Mettelise Fritz Hansen:

Holdt tre foredrag under følgende titler:

”Tidlige kulturer i Andesområdet,” ”Inkaimperiet” og ”Inkaernes naboer og Galathea.”

Vi hørte om menneskene, der for 15-30.000 år siden kom fra Asien over Alaska til Amerika

og videre ned gennem det amerikanske kontinent (se 11.000 fvt.). Om mumier 9.000 fvt.

Om squash, kartofler, bønner og peber 6-7.000 år fvt.

Indianerne mumificerede deres døde ledere, de blev sat op ved bordet og spiste med, blev

fragtet med til møder og var altid med ved betydelige begivenheder. Vi hørte om spanierne,

der tog magten i Sydamerika i 1532 og den endelige erobring i 1572. Spanierne massakrerede

en indianerhær fra 12.000 til 1.200, de brændte indianernes mumier, som de troede, var

djævelens værk, og derfor ville de mane denne magi til jorden.

Vi hørte om Galathea ekspeditionen til Peru, der drejede sig om nedsænkede marker, hvor de

gennem 1000 år har dyrket siv og brugt fiskehoveder som gødning.

Medarbejder ved Højskole i Udlandet, Kim Lund Nielsen:

Fortalte om sin dobbeltgænger og længsel efter oplevelser. Familiens forberedelser til en rejse

til Nordnorge og skraldemændene der uheldigvis kom og troede, at pakkegrejet var beregnet

for dem. Familiefaren blev senere udråbt til årets molbo.

Kursusleder til Australien Leif Lemke:

Leif er født i Australien. Han fortalte om nogle af de personer, der havde haft stor betydning

for landets udvikling. Også den type der sagde: ”Naturen står i vejen for fremskridtet.” Enkelte arrangementer måtte Hanne og jeg undlade, da vi uheldigvis for længst havde

arrangeret familieweekend for vores store børne- og børnebørnsflok i netop samme periode.

Men det blev fem veltilrettelagte dage med god forplejning. De mange gode indlæg gav en

god baggrundsviden om de lande, vi snart skal besøge. Vi fik foreslået relevant litteratur til

videre udbygning af vores forståelse for landenes kulturer.

Vi har læst to af dem:

Palle Petersen: ”Indianeren med to tunger.” Romanen er skrevet i 1999 og bygget over en

virkelig historie om spanierne og indianernes liv. (Se 1943 og referat af bogen)

Ib Michael: ”Paven af Indien.” Romanen er skrevet i 2003, den handler om inkaprinsen Don

Felipe, der var den eneste indianer, der kunne læse. Han har set sit folk bukke under for de

spanske erobrere, og skriver om tilstandene til kongen af Spanien.

(Se 1945 og referat af bogen)



8

Ferieturen starter mod Chile: Torsdag 13. nov. 2008 kl. 8:00

Vores lange tur til Chile og Peru startede. Vore venner Ellen og Hans havde venligst tilbudt

at køre os til Billund Lufthavn, hvad vi naturligvis var meget taknemmelige for.

Ved indtjekning af vore kufferter i Billund fik vi en fin service, der blev ringet til ”højre og

venstre,” og det blev arrangeret, så kufferterne blev dirigeret helt frem til Santiago i Chile,

skønt vi skulle skifte både i København og Madrid - en stor lettelse. De indrømmede da også,

at det havde været lettere, hvis vi kun skulle til Vorbasse.

Efter indtjekning var der to timer til afgang, så vi fristes af to kopper kaffe en snegl og en

københavner til en pris af 74 kr., det er der ikke megen foræring i.

Derudover er der god tid til en vandretur i lufthavnsbygningerne (se 1962) og vi beundrer de

fine konstruktioner. Butikkernes vareudbud bærer præg af, at kunderne er velhavende

rejsende på luksusklasse, så det er vi nødt til at leve op til.

Velankommet til Kastrup Lufthavn (se 1925) vandrer vi fra indenrigsterminalen til

udenrigsterminalen, en lang vandretur, hvor vi for første gang ser de nye sammenbyggede

store og harmoniske terminaler.

De fleste af vore kommende rejsekammerater er allerede mødt op, skønt vi næsten er en time

forud for den aftalte mødetid, ingen vil risikere at komme for sent til den lange rejse. Der

hilses til højre og venstre, vi kender jo allerede hinanden fra forberedelseskurset på

Brandbjerg Højskole.

Efter at vi er kommet gennem sikkerhedskontrollen, noget vi bliver udsat for adskillige gange i de kommende

uger, er der god tid til en vandretur rundt mellem de flotte forretninger, der er endnu flottere

end i Billund, en ubehagelig indrømmelse af en jyde. Her er det i endnu højere grad luksusvarer, der

præger forretningernes hylder og udstillinger. Bemærkelsesværdigt er prisforskellen mellem

Billund Lufthavn og Kastrup Lufthavn markant, her to eksempler:

1/1 liter Rød Aalborg Billund 74,95 kr. Kastrup 99,00 kr.

1/1 liter Kahlua Billund 114,95 kr. Kastrup 149,95 kr.

Det er ikke kun priserne på kioskvarer der ligger højt. Hvis sulten plager dig, koster en burger

i Kastrup 119,00 kr. Samme pris må du ofre, hvis du vælger en portion salat, dertil kommer ½

liter fadøl 49,00 kr. Nej, det er ikke her, man skal gøre sine daglige indkøb.

Som undskyldning må nok siges, at huslejen i Kastrup sikkert er betydelig højere end

Billund, til gengæld er kundestrømmen seks gange større.

Af og til ser man i lufthavne indsamlingsbokse, hvor de rejsendes kan donere overskydende

penge primært af fremmed valuta mønter såvel som sedler, hvor det indkomne beløb går til

velgørende formål. I Kastrup ser vi en boks opsat af Rotary (se 1905). Jeg benytter derfor

lejligheden til at informere læserne om Rotary International, som jeg er medlem af. Det er

sikkert kun de færreste der ved, at Rotary er verdens største humanitære serviceorganisation

med mottoet ”at gøre godt i verden.”

Efter et par timers ventetid, hvor vi har nydt tre håndmadder 55 kr. vand 29 kr. øl 59 kr.

samlet 198 kr., ren foræringspris, er vi klar til næste trip. Servering på flyruterne er efterhånden

ikke obligatorisk, så Hans Mortensen afleverer til hver enkelt en pose med sandwich og vand

på denne vor første fælles rute, som gælder 3½ times flyvetur med Liberia til Madrid.



9

Madrid Barajas Lufthavn

Så sent som i 2006 blev Madrids nye lufthavn indviet. Den ligger 13 km udenfor centrum og

er enorm stor og utrolig flot. Desværre har vi en ventetid i Madrid på 5 timer, det gør, at der

er god tid til at orientere sig og studere det fantastiske og charmerende byggeri.

Taget bæres oppe af 20-25 meter høje betonsøjler, hvor

øverste del er malet i friske farver, der for hver 8-10 fag

skifter farvenuance. I den største af de to nye store haller

er der ca. 95 søjler med ca. 10 meter mellem hver, dvs. at

hallen i længde nærmer sig en km.

Tagkonstruktionen består af tynde brædder, der bølger

som et hav hen under det kæmpestore loft, der trods sin

enorme størrelse virker ganske let. Belysningen er ganske

speciel, for hver 5 meter hænger 3 kraftige spot, der lyser

^ Interiør fra Madrid Lufthavn op mod en hvid dug og to refleksplader, der i fællesskab

tilbagesender et dejligt blødt lys ud i det enorme rum.

Fra hvor vi kom ind i ankomsthallen, til den gate vi skal finde til Santiago, er der først 30

minutter på gåben, hvorefter vi skal med et transittog, og stå af tredje gang den holder, det vil

sige efter adskillige minutter. Pyh ha - hvor stor.

Ifølge opsatte informationer kan man se, hvor mange minutter der er mellem de forskellige

gates, yderpunkterne er 65 minutter, så det er bestemt ikke en smal sag at finde rundt i

verdens største lufthavne, og fuldstændig håbløs for den ældre generation, hvor en tur til

Vorbasse hørte til de største udfordringer. Så det er godt, vi ikke hører til i den ældre generation. I den lange

ventetid investerer vi i to kopper kaffe og en butterdejswienerbrød pensionist pris 8.10 €.

Den 10.682 km lange flyvetur med Iberia Airbus Madrid-Santiago starter kl. 00:20. Vore ure

stilles fire timer tilbage, og der serveres middag kl. 01:00, et lidt akavet tidspunkt. Middagen

består af velsmagende kylling med salat. Vi flotter os med champagne til middagen, fint skal

det være, nu vi er blandt rige mennesker. Efterfulgt af kaffe og kage. Efter oprydningen falder der ro

over passagererne, alle kroppe er trætte, skønt uret kun viser kl. 23.00, men efter kroppens

hidtidige indstilling er den faktisk 03:00. Vi konstaterer med begejstring, at dette flys

nakkestøtters yderste fløje kan vippes ud, så ens hoved kan hvile i en slagt nakkestøtte, meget

behagelig og en stor hjælp, at hovedet ikke falder ned på skulderen, når søvnen melder sig.

Virkelig en fiks opfindelse.

Med knap 400 passagerer om bord når vi Santiago i Chile 13 timer senere. Ruten går ned

langs Afrikas vestkyst, hvor flyet ved Gambia stikker ud over Atlanten mod Brasilien,

passerer Paraguay i nærheden af det utrolig flotte vandfald Foz Iguazu, som vi tidligere har

haft fornøjelsen at se og opleve.

Fredag 14. nov. 2008

I Santiago Lufthavn bydes vi velkommen af Ana Lise Hofmann - kaldet Lise, hun er en

kusine til Hans og bosiddende i Argentina, men skal være med som hjælpeguide på vores tur.

Før vi flyver videre, er der afsat tid til en tre timers busrundtur i Santiago, Chiles største by

og hovedstad med ca. 5 mio. indbyggere og landets kulturelle, industrielle og

handelsmæssige centrum. Byen blev grundlagt i 1541 af Don Pedro de Valdivia, der troner på

en hest på en af byens mange torve. Santiago er faktisk Sydamerikas kapitalcentrum med et

væld af banker, tilsvarende som Schweiz er det i Europa.



10

Undervejs får vi forskellige informationer, fx at der på toiletter overalt i Sydamerika står en

spand ved siden af klosettet, den er beregnet til toiletpapir, som ikke må skyldes ud med,

hvad der ellers afleveres i klosettet, idet kloaksystemerne i Sydamerika ikke har kapacitet til

at klare papiret også. Selv om vi har oplevet det før, virker det på os temmelig underligt og en

smule ulækkert, men sådan er hverdagen i Sydamerika, og hurtigt vænner man sig til denne

for os så uvante handling.

På vej ud fra lufthavnen bemærker vi først den meget anderledes vegetation med bl.a.

palmer. Noget der også slår os er, at der langs lufthavnsvejene er opsat kæmpe reklameskilte

for vin, spiritus og andre lækkerier. Mere negativt er det, at der langs disse veje ligger store

mængder af affald primært tomme dåser og flasker men også mængder af plastaffald, nogle

steder har man forsøgt at sætte ild på affaldsdyngerne. Virkelig synd at vi mennesker takler

vore affaldsprodukter så ekstrem dårligt. Og her ser det ikke ud til, at de har kommunal

byrenovation.

På rundturen ser vi et vejskilt med navnet Petersen, uden at vi finder ud af, hvorfor dette

danske navn optræder som vejnavn netop her. Graffiti er meget udbredt oftest som

skamferende, men undertiden smukke og kunstneriske. Langs floden er der store

slumkvarterer, sammenflettede huse af pandeplader, planker, plast og pap eller hvad man har

kunnet finde på lodsepladsen. Det er, som det ses i alle verdens storbyer.

I centrum ser vi Santiago Domkirke på Praza do Obradoiro og

centralposthuset. Men

indianerstatuen som Hans

ville vise os er væk. Ak ja,

selv eksperter kan fejle. Det

viser sig dog, at indianeren

Eduardo Frei Montalva stod

på det modsatte hjørne.

Montalva havde været

Chiles præsident 1964-70,

men døde under en

hospitalsoperation og blev

afløst af Salvador Allende,

der også er foreviget med en

statue. Også Arturo

Alessandri Palma har fået sin

statue, han var præsident i

Chile 1925-1927.

Et meget flot springvand

markerer Centro Cultural Palicio La Moneda. Der er mange

grønne pladser i Santiago, de markerer sig ved, at der i dem alle

ses arbejdere, der ligger og sover. Undervejs bliver der tid til

besøg på en cafe, hvor der serveres sandwich, juice, kaffe og

kage.

Efter denne oplevelsesrundtur er vi tilbage i lufthavnen, denne

gang indenrigs. Her ser vi en meget flot ca. tyve meter høj

skulptur, skabt af kufferter af vidt forskellige modeller og farver

en yderst kreativ, original og sjov ide.



11

Vort mål er Iquique 1790 km N for Santiago svarende til 2½ times flyvning til det nordligste

Chile, der tidligere har været en del af Bolivia. Under turen serveres sandwich, croissant,

chokolademousse, syltede frugter, juice og kaffe, men ingen kager – øv.

I Iquique Lufthavn modtages vi af Karen Mortensen, der er Hans’ datter. Lufthavnen ligger

et godt stykke uden for Iquique, da det er det nærmeste sted, hvor der er plads nok til en

lufthavn, idet Iquique ligger på et fladt landareal med stejle bjerge på de tre sider, hvor

bjergenes bagside strækker sig ind i Atacamaørken, og mod V strækker Stillehavet sig så

langt øjet rækker og betydelig længere. Klippestykkerne langs kysten er fyldt med hvilende

søløver, og bynavnet

Iquique betyder nemlig - at

hvile sig, den der er søvnig

eller den der drømmer -

derfor navnet. Et andet sted

læser jeg godt nok, at ordet

Iquique betyder løgneren,

men det er knapt så

charmerende, så det lader

jeg som om, jeg ikke har set.

For øvrigt bliver søløvernes

blære brugt som

vandbeholdere. Et tredje

sted læser jeg, at hvis du

spiser en guava frugt, vil du altid blive i Iquique. Også det lader jeg som om, jeg ikke har

læst. Iquique har 221.400 indbyggere, en betydelig fiskerihavn og er en af Sydamerikas

vigtigste eksporthavne.

Vi indlogeres på Hotel Cavancha, hvor alle værelser har smuk udsigt over Stillehavet, byen

og med bjergene som baggrund. Efter et stærkt tiltrængt og yderst behageligt bad møder vi op

til middag på en nærliggende restaurant Canta ba la Rana, der kan oversættes til - frøens sang.

Middagen indledes med en hjemmebagt bolle med krydret smør og pebre. Pebre er en

blanding af hakket rødløg, peber, chilipeber i større eller mindre grad, krydret med lime og en

klar dressing. Denne pebre bliver næsten obligatorisk som indledning til de fleste middage, vi

får på vores tur. En rigtig god og velsmagende start på måltidet om end den er ret forskellig

fra restaurant til restaurant, men den forbliver populær turen igennem.

Hovedretten er svitsede grøntsager, pommes frites og mørbrad stykker. Til retten drikker vi

naturligvis chilensk rødvin Marques Case Concha Cabernet Sauvignon 2006 en vin med krop

et usædvanlig godt valg til 14.900 pesos, to decimaler væk og du har prisen 149 kr.

Desserten er pandekage med is, som ingen bør finde anledning til at kritisere. Middagen

nydes i hinandens behagelige selskab, men alle bryder tidligt op efter næsten to døgns rejse

uden en rigtig seng.

Lørdag 15. nov. 2008

Efter en meget tiltrængt søvn mødes selskabet friske til en beskeden men traditionel

morgenmad. Herefter går vi langs stillehavsstranden til byens centrum. Undervejs ser vi flere

personer, der har job som plænevandere, for når det aldrig regner, er kunstvanding en

nødvendighed, hvis noget som helst skal være grønt. Mens vi går mod centrum, fortæller

Karen forskellige træk om livet i Chile og i Iquique specielt. Hun fortæller, om et stort

jordskælv der var i Chile 2005, der på Richterskalaen nåede 8,0. Vi hørte om byens højeste



12

huse, der svajede eller nærmest roterede over en meter til hver side. Og om den angst hun

også selv oplevede, indtil hun havde hentet børnene i skolen. Der omkom kun fem mennesker

i Iquique, og det skyldtes en klippeblok, der rev sig løs og styrtede ned. Ingen bygninger

styrtede sammen trods de kraftige rystelser, men fik højst skader, årsagen skal findes i, at

konstruktører og ingeniører i området er meget bevidst om jordskælvsrisikoen og faren for

sammenstyrtning, så bygningerne er utrolig solidt fundamenteret med stålkonstruktioner op

gennem hele bygningen.

I Pakistan skete 8. okt. 2005 et jordskælv (se 2005), der kræver 86.000 menneskeliv, skønt

her nåede Richterskalaen kun 7,6, et tydeligt bevis på at bygningskonstruktionerne i Chile er

meget sikre. Også i 2002 oplevede Chile et voldsomt jordskælv, men uden nævneværdige

skader. Chile er det land i verden, der har flest jordskælv, men pressen skriver ikke meget om

dem, for der er sjældent mange lig på bordet, og mange lig på bordet er det, der får pressen til

at reagere. At bygningskonstruktionerne er fremragende fremstillet skrives der ikke meget

om, også i Chile er det ulykkerne der sælger aviser. Vi bemærker også, at næsten alle huse

har fladt, eller næsten fladt tag.

Vi er nu nået frem til Iquiques hovedgade Baquedano. Gadens bygninger stammer fra Chiles

storhedstid i 1800-tallet med salpetereventyret. Det var her de velbjergede byggede deres

huse, skulder ved skulder, for at skærme mod den skarpe sol. Husenes første sal var som

oftest beregnet til teselskaber. Næsten

alle bygninger er opført i træ, med den

risiko der hermed medfulgte, at en

brand ville forplante sig til adskillige

huse. Selv gadelamperne var af træ,

det resulterede også i, at næsten

halvdelen af byens huse på et

tidspunkt er brændt, og vi ser da også

et af husene, der for nylig er

nedbrændt. Gaden er fredet og har

opnået at komme med på Unescos

World Heritage List, netop fordi

gaden ikke er forandret, men har

beholdt sin oprindelige stil.

En lokal guide er hyret til at fortælle gadens historie, han vil komme - al tido - et almindeligt

udtryk i Chile, der direkte oversat betyder - om et skud, hvor vi ville sige om et øjeblik.

Guiden viser os ind i det fornemste af husene, det er bygget af en rigmand, og rig var han,

fordi han havde giftet sig med en meget velhavende dame. Huset, der er på 1000 m2, stod

færdig i 1903 med flotte stuklofter og fornemme prismelysekroner. I husets specielle

spilleværelse spillede herrerne bridge, domino og yatzy med den ene hånd, mens de holdt

whiskyglasset i den anden hånd. Men desværre for manden døde han samme år, som huset

stod færdig. Konen blev herover så deprimeret, at hun flyttede og solgte villaen i 1909. Siden

1972 har villaen tilhørt Iquique Universitet.

På rundturen konstaterer vi, at også her er graffiti en udbredt skavank, ganske vist er der

flotte kunstværker imellem, men flertallet er skæmmende. Guiden fortæller forskellige træk

fra salpeterminerne, men disse oplysninger dukker op senere i herværende historie.

På den videre rundtur besøger vi Area Antropologica og det interessante Museo Regional,

der kan fremvise nogle af verdens ældste mumier.



13

Også et ældre fornemt bygget teater får vort besøg. Et prestigebyggeri skabt først i 1900-

tallet udelukkende til den velbjergede del af befolkningen.

Her er der god lejlighed til at få oplyst detaljer fra hverdagslivet og stille spørgsmål.

Skolegangen i Chile starter i seks års alderen. Forskellen til det danske skolevæsen er, at her

går børnene i skole næsten dobbelt så mange timer om ugen som danske børn, til gengæld har

de en sommerferie på tre måneder.

Skolebusser, fritidsordning og skolemad er ikke noget der kendes. Det gør, at stort set alle

børn bliver kørt til skole i den ublide trafik, der hermed bliver yderligere belastet. Men ikke

nok med det, det er i Chile normalt at spise varmt mad om middagen, derfor kører mange

forældre til skolen med varmt mad til middagsfrikvarteret. Det giver endnu mere ekstrem

trafik midt på dagen, tilmed hæmmer det forældrene i at gøre deres normale dagsarbejde.

Vi forstår ikke helt, at man ikke blot ændrer nogle af disse vaner, men det hører nu med til

deres kultur.

Trods de mange skoletimer har børnene mange lektier, der i mange tilfælde også kræver en

times daglig lektiehjælp fra forældreside.

Der findes ikke plejehjem i Chile, familien må passe den ældre generation, og det er en

selvfølge, at familien går forud for arbejdet. Her kunne vi danskere måske lære noget af

chilenerne.

Hele familien spiser sammen hver søndag. Hvis et barn udviser særlige evner på et specielt

felt, betaler familien gerne for barnets uddannelse, og det gælder ikke kun forældre, men også

fætre, kusiner, onkler, tanter osv. Det er nemlig en ære at have familiemedlemmer, der klarer

sig godt i samfundet.

Vi besøger en butik, der drives af indianersamfundet. De handler udelukkende med egne

fremstillede varer primært af alpacauld. Der udtrykkes stor beundring for det fine håndværk,

hvad der også kan ses af den store købelyst, der udvises for de mange lækre tekstiler. Så

butikken forlades med adskillige fyldte bæreposer.

På en lille cafe bliver der også tid til en kop cappuccino i behageligt afslappet socialt

samvær, hvor de erhvervede tekstiler stolt vises frem.

På torvet i Iquiques står byens vartegn et klokketårn omgivet af springvand. Ved nærmere

eftersyn opdager vi, at tårnet er bygget af træ. Her ligger også Restaurant Carmo Espanol,

bygget i maurisk stil, hvor vi får lov at kikke ind i de fornemme lokaler, en spansk restaurant

med udsøgt spansk interiør med vægmalerier af Spaniens historie bl.a. Don Quijote. Herfra

går vi på en cafe, der åbenbart passer bedre til vores pengepung, den er indrettet i en tidligere

fagforeningsbygning, her serveres frokost: Avokadosalat, kylling med ris og som afslutning

kage. Til den lækre frokost drikker vi chilensk øl Cervesa Cristal 4,6%, ½ liter endda.

Næste besøg gælder et dansk hjem i Chile. Karen Mortensens hjem et lækkert moderne hus

med gitter omkring hele parcellen, lås på lågen og vagthund i forhaven, noget vi også ser hos

alle andre huse her i den pænere del af byen. Der ringes på, og lågen bliver åbnet. Villaens

vægge er præget af god smag, kunstgenstande, bøger og moderne malerier en del af dem

bærer kunstnernavnet Luciano. Senere finder vi overraskende ud af, at Luciano er 12 år og

den ældste af Karen og Pedros to drenge.

Den charmerende have skråner mod V med udsigt mod Stillehavet. En stor plæne omkranses

af mange forskellige blomster bl.a. jacaranda, datura, begonier, asters, hawaiiblomster,

lavendel og bougainvillea i forskellige farver. Med til blomsternes historie hører, at de skal



14

vandes dagligt for at klare sig i det knastørre klima. Og vandudgifter er her en betydelig

udgift ca. 100.000 pesos pr. måned svarende nogenlunde til danskernes udgift til varme.

Et stort svømmebassin hører med til havens inventar.

Huset ligger over tsunamigrænsen, en grænse der blev indført efter tsunamien 2004, idet

risikoen findes her tæt på, hvor kontinentalsoklerne mødes.

Husets værdi ligger omkring 75.000.000 pesos, altså 750.000 kr., set med danske øjne meget

billig. Senere ser vi luksuslejligheder ved kysten, som vi ville kalde penthouselejligheder til

samme pris, og de har endda svært ved at sælge dem. Men priserne afspejler naturligvis

befolkningens økonomiske formåen herunder også skattetrykket. Lønnen er lav i Chile, og

bundgrænsen, før der skal betales skat, er høj og skatteprocenten maksimum 20%.

Pedro, Karen og en tjener serverer kølige drinks, snacks, oliven og lækre tapas for den store

flok på 28 personer. Der er særdeles stor aftræk på lækkerierne, og der dukker fad efter fad

frem med nye forsyninger.

Aftenens menu får vi på El viejo Wagon. Her er forretten den næsten sædvanlige og tidligere

omtalte hjemmebagt brød med krydret smør og pebre. Hovedretten er en fisk med det for os

så fremmede navn albagara, den er usædvanlig lækker, tilbehøret er kartofler, palmemarv,

bladselleri og lime, desserten er ikke mindre lækker mangois exceptionel. Til herlighederne

drikker vi Tres Medallas Santa Rita, Sauvignon Blanc 2007. Et valg i den absolut gode ende.

Hanne og jeg har tidligere besøgt Santa Rita, nu skal du bare høre - - - stop, stop Frede.

Søndag 16. nov. 2008

Om søndagen har chilenerne tre opgaver - gå i kirke, gå på markedet og gå til stranden. Vores

opgave denne søndag morgen er noget anderledes. Efter en god nats søvn skal vi møde til

morgenmad i restaurationen til den aftalte tid. Her mødte os en dybt brummende Hans:

”Køkkenet er totalt tømt for varer såvel som for personale, så jeg ved ikke, om vi overhovedet

får morgenmad.” Tid er nemlig ikke noget, man tager så bogstaveligt i Chile. Derfor gik vi

alle i gang med at dække bord, og lidt efter lidt dukkede personalet op, så det endte med, at vi

nogenlunde nåede det ellers planlagte beskedne morgenbordssortiment. Men Hans’ blodtryk

var steget betragteligt. Episoden blev påtalt på rette sted, og vi konstaterede, at nogle af de

ansigter vi så første dag ikke oftere viste sig.

Vi er på vej ud af Iquique for at se på salpeterminer. Jernbanelinjen ser vi følger langs

bjerget, men forsvinder ind i en tunnel. Da vi kører op langs bjergsiderne ud af Iquique, får vi

et storslået syn over byen, der herfra synes betydelig større. Iquique virker nærmest som en

totalt udbygget ø mellem de stejle bjergklipper og Stillehavet. Jo, højere vi kommer op i

byen, jo fattigere ser vi, at befolkningen bor.

Da vi kommer op over bjergkammen, flader landskabet ud, her er der også skabt en by,

Aldor Aspicio med 12.000 indbyggere. Det ses ret tydeligt, at befolkningen her ikke har

samme økonomiske muligheder som nede i byen, husene er ret simple. Her i Aldor Aspicio

kan enhver bygge, hvor man har lyst, grundene er gratis. Udkanten af Aldor Aspicio er det

rene slum, hvor folk bor i hytter skabt af pandeplader, plast og papkasser, så de må bestemt

være lykkelige for, at det aldrig regner. Vi er nemlig i udkanten af den 20 mio. år gamle

Atacamaørken, der dækker 181.300 km2, svarende til godt fire gange Danmarks størrelse.

Ørkenens overflade er blevet sammenlignet med overfladen på Mars, den øverste ½ til 1

meter er sand over klipper - ingen frodighed overhovedet. Med en årsnedbør på 0 er

Atacamaørken det tørreste sted på Jorden, og med 350 skyfri dage er der visse steder, det

aldrig nogensinde har regnet. Et sted i Atacamaørken står et rumteleskop.



15

Her fra bakkekammen er der en fantastisk udsigt over hele Iquique. Det er netop herfra,

ganske mange dyrker sporten paragleiding. Det fortælles, at netop klipperne her, grundet

gunstige opvinde, hører til blandt verdens allerbedste til denne sport. Der kommer udøvere fra

hele verden til Iquique for at dyrke paragleiding, og vi ser da også ganske mange i aktivitet.

Chiles mineraler

Chile er enorm rig på mineraler, hvilket har været afgørende for landets økonomi og

historiske udvikling. Tidligere havde Chile også gode indtægter fra guano – fuglegødning.

Landets vigtigste mineral er natriumnitrat, også kaldet chilesalpeter. Men også kobber har

været meget betydelig og er i dag Chiles største eksportvare. Derudover er der jernmalm,

jod, lithium, rhenium, molybdæn, guld, sølv, kobolt, bly, zink, kviksølv og mangan.

Og endelig er der en del kul og olie i Chiles undergrund.

Der er sandsynligvis endnu mange uopdagede områder i de enorme Andesbjerge - Amerikas

rygrad, hvis udstrækning kan tælles i tusinder af km, med guld, sølv og mange andre vigtige

metaller. Under Chiles historie kan du læse meget mere om de mange forskellige mineraler.

(Se side 76)

Der var 220 salpeterminer i området. Vi besøger en af dem, Santa Laura, der åbnede 1872,

lukkede i 1930, men genåbnede og lukkede endeligt i 1970. Ved jernbanen med tipvognene

ser vi en fordybning i terrænet, forstår ikke helt hvad det kan være, men får så at vide, at det

er et muldyrfodbadsvaskekar – herligt ord. Dette fodbad var meget nødvendigt for at holde

muldyrenes flittige ben intakte.

Santa Lauras bygninger er meget

skrøbelige bygget af brædder, planker og

pandeplader og ligner allermest stumper

fra en spøgelsesby. Bygningerne bliver

da også meget brugt som kulisser i

modekataloger. Santa Laura var, som de

fleste andre miner, en meget farlig

arbejdsplads. Det gælder ikke mindst

indånding af dampe. Arbejdernes

gennemsnitlige levealder var under 50 år.

Hen over de dampende kogekar lå

brædder, der var fugtige og glatte af de

farlige dampe og helt uden afspærringer.

På disse brædder gik arbejderne for at røre i

kogekarrene, af og til skete det, at en arbejder

faldt ned i kogekarret til den visse død.

Arbejderne forlangte afskærmninger, men

kravet blev ikke efterkommet. Det blev en af

årsagerne til arbejdernes oprør i 1907.

En anden af de væsentlige årsager til dette

oprør var, at arbejdernes løn, efter at huslejen

var trukket, udbetaltes i fitjas eller jetoner. Og

arbejderne fik kun lige netop den løn, de kunne

leve for. Men jetonerne var ikke gangbar mønt,

de kunne kun bruges i mineejerens egne

forretninger.



16

Det hed sig, at maden blev solgt til billige priser. Men i forretningerne solgtes alle typer kød

til samme pris. Men de personer, der sad i administrationen, kunne vælge først, derfor måtte

arbejderne nøjes med at få udleveret de mindre spændende kødstykker. Hvis de ønskede de

gode stykker, måtte de betale en betydelig højere pris. En usædvanlig grov udnyttelse af

minearbejdernes i forvejen surt tjente løn.

Det meget forståelige oprør fra minearbejderne startede 9. dec. 1907 på havnen. Oprørerne

forlangte også, at flere chilenere blev uddannet på et højere niveau som fx ingeniør. Men

mineejerne fik regeringen til at sætte hæren ind med 500 soldater mod arbejderne. Resultatet

blev en sand massakre, hvor omkring 2.000 børn, kvinder og arbejdere blev majet ned med

maskingeværer af militæret i dagene 14.-21. dec. 1907.

Den mest forhadte af mineejerne var John Northe, han havde de samme utilgivelige

tilbøjeligheder som mange andre mineejere med løn i fitjas og manglende arbejdssikkerhed.

Udover miner ejede John Northe jernbaner, skibe og forretninger, og han tænkte kun på sig

selv, havde overhovedet ikke øje for arbejdernes ve og vel. Fitjas blev forbudt ved lov i 1920.

Efter besøget i salpeterminen Santa Laura kører vi til en rigtig westernby Pozo Almonta. Her

gøres et lille stop, hvor Karen serverer juice og lækker hjemmebagt kage, et yderst populært

indslag her midt i ørkenens varme. Skønt den hjemmebagte kage her i ørkenen burde have været tørkage.

Vi er i det område, der har verdens største forekomster af salpeter. Nu går vi ombord på et

veterantog, der tidligere har transporteret minearbejderne fra Pozo Almonta til minerne.

Veterantog hedder den, og dog kører den på solenergi. Toget kører fra Pozo Almonta gennem

ørkenområdet til Humberstones Mine, undervejs ser vi en fodboldbane, men ikke en

græsbane - en cindersbane. Også en kirkegård passerer vi med masser af blomster af plast,

papir og blik.

Humberstones Mine ligger 1100 meter over havet, den er startet af Englænderen

Humberstone (1865-1938) og adskiller sig fra andre af Chiles salpeterminer ved en meget

anderledes politik over for arbejderne. Humberstone byggede boliger til minens 4.000

arbejdere og til administrationen, han sørgede for en god udvikling i byen, der også fik navnet

Humberstone. De gifte par fik de største boliger og fik lidt mere i løn end ungkarlene. Byen

fik sin egen skole med seks års skolegang til arbejdernes børn. Der var to typer lærere, de

offentligt ansatte og firmaets egne lærere. Mellem disse to grupper opstod der konkurrence.

På en 7-skale fik kun de allerdygtigste elever karakteren 5, aldrig nogen over, 7 var

forbeholdt Vor Herre og 6 forbeholdt lærerne. Humberstone byggede teatersal, bibliotek,

kirke, svømmebassin og radiostation, der begyndte sine udsendelser med: ”Her er Radio

Humberstone, Chile, Amerika.” I det hele taget gjorde Humberstone meget for at hæve den

kulturelle interesse.

Selv boede han i byen og fik 12 børn, men fem af dem døde, formentlig grundet dårlige

sanitære forhold, som han også forsøgte at rette op på.

”Der fødtes flere kvinder end børn,” kom Hans for skade at nævne. Efter en byge af protester

rettede han det til flere piger end drenge, hvad vi bedre kunne tolerere.

Humberstone indførte også, at hvis en arbejder omkom, fulgte lønnen med enken, så enken

havde mulighed for at fortsætte en acceptabel levevis.

I dag står både Santa Laura Mine og Humberstone Mine tomme som spøgelser, det gør også

Humberstone By, der næsten virker endnu mere spøgelsesagtig med de adskillige bygninger,



17

der alle er tomme. Men de er alle bevaringsværdige for historiens skyld og er med på listen

over Unesco Kulturarv.

Efter en oplevelsesrig tur er vi nået tilbage til Iquique, hvor vi får serveret sen frokost på

Restaurant El Tercer Ojito som ejes af Karens veninde. Restaurationen ligger med en meget

charmerende have, hvor vi får anvist pladser her midt i sommervarmen. Den lækre frokost

indledes med quinoa, herefter serveres lasagne med grøntsager, sluttelig får vi mangotærte

med creme. Til det lækre mad drikker vi Cerveza Zquiquena Rubia 4,5% - 330 cl. endda.

Tilbage på hotellet sent på eftermiddagen bliver der tid til et bad i Stillehavet. Meget køligt

men frisk - 150 C vurderer jeg. Vinterbaderen Hanne er bestemt ikke enig med mig i, at

vandet er køligt - ulideligt varmt, hedder det. Køligheden, efter min gradestok, skyldes den

kolde Humboldtstrøm, der sniger sig op langs Sydamerikas vestkyst fra Ishavet.

Til kl. 20:00 møder vi op i Iquiques centrum, hvor der på byens store torv er arrangeret en

udendørs musik- og danseopvisning. Vi haster travlt af sted, og kommer kun få minutter før

forestillingen er programsat til start. Scenen og de få kulisser er opsat foran en høj, gul

bygning. Stolerækker til flere hundrede publikummer står næsten tomme foran scenen. Det

hele ligger tomt hen i tusmørket. Ikke meget bærer præg af, at forestillingen skal begynde om

få minutter. En person flytter rundt på mikrofoner og ledninger, en anden person fodrer et

højtaleranlæg med plader

Kl. 20:15 tændes de første lys bag scenen, de afslører en meget flot og aristokratisk gul

bygning som baggrund for scenen. Yderligere et par teknikere springer rundt med endnu flere

mikrofoner og ledninger. Mange tilskuere er der fortsat ikke dukket op. Det er derimod en

gruppe musikere med deres blæseinstrumenter, de placerer sig skråt bag scene og kulisser,

hvor de varmer deres mundtøj op. Små grupper af dansere eller måske sangere vimser rundt

og gør mindre prøver med mikrofoner og dansetrin. Højtaleren er fortsat leverandør af

udmærket pausemusik, men desværre et antal decibel for højt. Det synes som om der gradvis

dukker flere tilskuere op.

Klokken er nu blevet 20:45, så entrer en fin habitklædt chilener scenen. Han bemægtiger sig

højtaleren og fortæller, hvad vi kan glæde os til med mange - rigtig mange, for de fleste i vort

selskab, uforståelige ord. Stolerækkerne er efterhånden ved at være godt besat.

Den reelle forestilling tager sin begyndelse kl. 20:55. Forestillingen skuffer ikke, den rummer

rigtig mange herlige musik- og sangstykker og et væld af chilenske danse udfærdiget af

dygtige musikere, sangere og dansere. Alle klædt i flotte, kreative kostymer, der ikke står

tilbage for, hvad vi har oplevet på Det kgl. Teater.

En del morskab skaber det på tilskuerrækkerne, da en golden retriever entrer scenen, og

uimponeret forsøger at lege med de optrædende, der også har sit hyr med at bevare

seriøsiteten i deres præstationer.

På et tidspunkt sidst på aftenen indfanger skuespillerne en del af de nærmest siddende

publikummer til en kædedans. Heraf flere fra vores trup, de følte sig en hel del, kunne man

tydeligt se, nu er de ret forvisset om, at en professionel karrierekontrakt ligger og venter. Desværre sad Hanne og jeg på 2. række.

Det blev en rigtig god aften, der først sluttede omkring kl. 23:00, væsentlig senere end vi

havde forventet, men hvad, starten lod jo også vente længe på sig. Her var vi stødt på et

område, hvor vore landes kulturer kolliderede. Det var lidt synd for aftenen, at vi lod os

irritere over tre kvarters forsinkelse, men vi danskere er nu sådan indrettet, at vi ikke holder

af at spilde tre kvarter på ingen ting. Her vil jeg helt undlade at kommentere en sætning, jeg

læste forud for turen i de mange beretninger om Chile: ”I Chile er man præcis.” Men hvad, jeg skriver jo også af og til noget værre sludder.



18

Efter forestillingen kl. 23:15 serveres dagens middag på en nærliggende restaurant, et ikke

særlig praktisk tidspunkt. Ret hurtigt blev måltidet da også omdøbt til natmad. Først fik vi

serveret en mangodrik, dernæst den obligatoriske pebre, hovedretten var en farsret med

kartoffelmos og tomater, hertil nød vi Leon de Tarapaca Cabernet Sauvignon 2006 12%.

Klokken har passeret et pænt stykke over midnat, inden vi vender næsen mod hotellet efter en

begivenhedsrig dag med mange gode oplevelser.

Mandag 17. nov. 2008

Morgenmaden er klar, ja, næsten mere end klar. Endda i god tid før vi er mødt. Karen, der har

stået for de forudgående aftaler, har, så vidt vi forstod, talt med store bogstaver over for

hotellets ejer. Han driver samtidigt et ejendomsmæglerfirma, og er ikke så engageret i

hotellet, men ”svadaen” har åbenbart virket efter hensigten.

Dagens første besøg gælder Colegio Ingles, en privat skole der blev startet af englænderen

William Taylor i 1879, får vi at vide, skønt der ved skolens indgang står 1885. Så hvem ved?

Skolen støttes af metodister primært fra USA. Ved skolens indgang bliver vi visiteret af

politilignende vagter, næsten som var det i en lufthavn. Vores rundviser er født i Holland, hun

har boet på Island, men er nu en af den frivillige lærerstab på skolen her i Iquique udsendt af

metodistkirken. Lærerne er alle frivillige, de får kun en beskeden løn, men har alle taget

jobbet for at være med i det kreative skolearbejde.

Hun fortæller om det grundige sikkerhedstjek, at det er et værn mod kidnapning, da der her

på skolen går en del af byens mere velhavende borgeres børn.

Skolen drives efter kristne principper, men accepterer forskellige trosretninger. Man dyrker

det sociale aspekt mere end religion. Skolen har 1.600 elever, der går mellem 35-40 elever i

hver klasse, og hver klasse har sin blok, klassetrinene strækker sig fra legestue til 3G.

Skoletiden starter fra morgen kl. 7:30 og slutter kl. 17:00. Tidligere var det en kostskole, hvor

også missionærerne boede. Undervisning kan vælges i forskellige retninger administration /

elektronik / håndværk / geologi.

Der gives morgenmad og frokost til børn af mindre bemidlede familier. Der er nemlig stor

forskel på rig og fattig i Chile, og det er helt naturligt for børnene, at ikke alle har de samme

økonomiske vilkår eller muligheder. Så der er ingen der moppes af kammeraterne på grund af

gratis mad. I Danmark, hvor alle helst skal være ens, ville en sådan forskelsbehandling sikkert

give problemer.

Den store skole er et virvar af bygninger, med skolestuer, rum, der er auditorium til foredrag

og lærermøder. Fem af klasseværelserne har pc’ere, i det hele taget en meget kreativ skole.

Børnene er meget høflige overfor lærerne og har respekt for de ældre. De siger De til alle

voksne, og kalder dem tanter og onkler. Ude i samfundet bruges også tiltalen De, til dem man

ikke kender, og til alle der er ældre end en selv.

I et af de mange lokaler er der musikundervisning. På musikken kan vi godt høre, at det ikke

er klassen for viderekomne, men der gås ihærdigt til tonerne. Alle skolens elever skal

undervises i at spille på mindst et instrument. Det er også alles pligt at dyrke mindst en

sportsgren, og rigtig mange dyrker flere. Alle skal også læse en bog hver tredje måned, og

bogens handling skal gengives på klassen, samt lidt om bogens forfatter.

I en geologiundervisning får vi af eleverne forklaret, hvordan der udvindes metaller af sten,

der først knuses, og de forskellige processer som langt overstiger skribentens evner at



19

gengive. Alle elever skal bruge skoleuniform, som de selv skal købe, der handles meget med

brugte uniformer.

Den største oplevelse for os var et besøg i en børnehaveklasse. Straks vi kom ind i deres

klasse istemte de med: ”What shall we do with the drunken sailor,” vi var helt overrumplet,

og følte os provokeret til også at levere lidt

underholdning for dem. Det blev til: ”Lille Peter

Edderkop” som vi sang efter bedste evner, hvad der

bestemt ikke blev en særligt professionel eller

optagelsesværdig forestilling. Vores held var, at de

ikke kendte ”Lille Peter Edderkop.”

Jeg vil her tillade mig at komme med et forslag.

Nemlig at kommende rejsedeltagere med ”Højskole i

Udlandet” på forkurset indøver et par sange, så man er

forberedt på, at kunne optræde med et par numre, når

det kræves, eller blot når lejlighed eller lyst byder sig.

Efter rundgangen samles vi på biblioteket, hvor der

serveres sandwich, småkager og kaffe/te for os.

Derudover foræres vi kuglepen, lille notesblok og

nøglering, hvor der for øvrigt også står 1885.

Skolens forstander fortæller om skolens tilblivelse,

hvorefter såvel Karen som Hans takker for besøget,

som vi alle har nydt, og det har gjort os mere vidende

om det chilenske skolesystem.

Et kort besøg gør vi i Iquiques Domkirke San Cataldo, der er bygget i 1885, to år efter at den

gamle sognekirke var brændt. Senere har den gennemgået mange ombygninger og blev i

1929 udnævnt til katedral. Domkirken har mange flotte altre og glasmosaikker.

Iquique er et frihandelsområde, og derfor et paradis for shoppende chilenere. Det er også

årsag til, at 57% af byens omsætning går videre til Bolivia og Peru. Fiskeri er byens

næststørste erhverv, 199 fiskefartøjer har hjemme i Iquique Havn. Her ses også et

industriområde med bl.a. en fiskemelsfabrik, der har en betydelig eksport. Byens tredje

betydeligste erhverv er mineindustrien, hvor salpeter og kobber tegner sig for den største part.

Herefter følger turisme, der gennem de senere år har været stærk stigende.

På havnen entrer vi en båd, der den næste times tid skal sejle os på en havnerundfart.

Allerførst bliver vi udstyret med oppustede svømmeveste, så vi alle føler os som gravide. Skønt

vist ingen er det. Det lille selskab fylder ganske meget på turbåden. Undervejs fortælles forskellige

træk fra havnens historie. Alt imens vi studerer de talrige søløver, der boltrer sig i leg. En

søløvehan er en ordentlig tamp, kan veje op mod 600 kg., og de mest adrætte hanner har et

harem på mellem 10-15 hunner. Mærkeligt nok taber hannerne sig ikke af den grund. Hvordan

ville det mon se ud i menneskeracen?

Der er også andre dyrearter at studere fx pingviner. Der findes 17 arter af pingviner, her ser

vi de charmerende humboldt pingviner, der lever i kolonier. De er knap ½ m høje, vejer knap

5 kg., kan dykke i to minutter, blive 30 år gamle og er den fugl, der har flest fjer pr. cm2 for at

skærme mod de meget kolde vande fra ishavet. Skønt pingviner er fugle, kan de ikke flyve,

men de svømmer fantastisk.



20

Ude i bugten ser vi den tremastede ”Esmeralda,” den er bygget til en film, der skal optages

om salpeterkrigen (se 1879) mellem Peru og Chile. I denne film bliver ”Esmeralda” skudt i

brand og synker. Der er også

bygget en kopi af skibet til byens

museum. ”Esmeraldas” skipper

Aldolo Bratsh blev i

salpeterkrigen en nationalhelt, der

i Chile næsten kom på højde med

vores Tordenskjold.

Efter at vi igen er kommet

levende i land, ser vi Iquiques

fængsel, dog kun udenfor muren. De

fleste, der sidder her, har gjort sig

skyldig i narkokriminalitet,

landets talrigeste forbrydelse.

Vi deles nu op i to hold. Det ene hold har valgt et afslapningseftermiddagsbutiksrundebesøg,

det andet hold besøger Iquiques enlige skibsværft - Astilleros Marco. Til sidstnævnte har jeg

meldt mig, da jeg klart vurderer dette besøg som værende mere afslappet end en rundtur i alle

Iquiques butikker. Jeg har set rigeligt af butikker i min tid, nu skal du bare høre - stop, stop Frede.

Allerførst får vi udleveret sikkerhedshjelm og briller, og vi bliver belært om, at vi ikke må gå

udenfor de afmærkede grønne gangstier på grund af nedstyrtningsfare og kørende trafik af

gaffeltruck, der transporterer 6-8 mm stålplader og alle mulige andre skibsdele. Mon det

alligevel ikke er et noget farligt besøg, vi har indladt os på? I byens butikker er der næppe

nedstyrtningsfare, men nu er vi jo allerede næsten begyndt på turen, så at trække sig tilbage

nu er jo ensbetydende med at tabe ansigt, vi er jo i gammel indianerland. Men de forskellige

sikkerhedsregler er nu skibsværftets politik.

En ingeniør stilles os til rådighed, han skal trave rundt med os, vise og fortælle. Men her har

de både livrem og seler, for ingeniør nr. to følger også med, han skal sikkert værne mod

industrispionage og råbe vagt ved gevær, hvis vi sniger os udenfor de grønne gangstier.

Skibsværftet har mellem 500-600 arbejdere, de tæller mange forskellige nationaliteter.

Værftet har mange reparationer samt om- og tilbygninger. Nybyggede skibe bygges i

sektioner op til maksimum 90 meter. Fiskefartøjer har været det bærende, men da fiskeriet er

i tilbagegang, har produkterne ændret sig, så det i dag mest er lystyacht til arabiske

oliesheiker og andre milliardærer, der er på tegnebrættet.

Bjørn og Erik er specielt interesseret i de mange forskellige arbejdsfunktioner og ikke mindst

samlebåndet. Som tidligere henholdsvis smed og kaptajn er de miljøskadet og stiller meget

begavede spørgsmål, ikke amatørspørgsmål som os andre. Det er sikkert også deres skyld, og

deres skumle udseende, at der blev sat en ekstra ingeniør på vores lille beskedne gruppe, der tæller

under ti. Industrispionage er en farlig ting, de kunne jo også bare lade være at stille så

begavede spørgsmål.

Tilbage på hotellet mødes vi igen med afslapningseftermiddagsbutiksrundebesøgsholdet,

også de er kommet nogenlunde levende gennem et par timers butiksbesøg, men deres kontoer

har fået alvorlige skrammer.



21

”Vi har haft en kanonformiddag,” som Kjeld fra vort skibsværftshold udtrykte det, og det

var ganske korrekt formuleret. Ikke blot har formiddagen været særdeles lang, den har også

givet os mange gode oplevelser.

Frokosten kalder, det sker på Restaurant Club Nautico Cavan Cha. Indledningsvis får vi

pebre efterfulgt af kartoffelsuppe. Hovedretten er lækkert kalvekød med kartoffelmos og

tomat, en kæmpekødskive så stor at kun de færreste kan konsumere den. Afsluttende får vi

budding med creme, men den er så sød, at selv jeg kalder den uspiselig, og så er den virkelig sød.

Igen får vi chilensk øl den fortræffelige Cervesa Cristal.

Efter frokost bliver vi kørt til Iquiques største indkøbscenter - Zofri, der er toldfrit, et navn

der også bruges for Iquique. Ved centrets indgang står et stort flot pyntet juletræ, men fy dog

af plastic. Stort er centret bestemt, hvor et utal af forretninger præsenterer et utal af varer.

Kort og godt et kæmpeudvalg af de varer, vi ikke har brug for, som det blev udtrykt. Centret

er delt op i gader, fx ligger alle banker og vekselbutikker i World Street, ja, hvad skulle en sådan gade

ellers hedde. En butik der handler med kosmetik bærer navnet Cheminova, et navn vi med vort

kendskab til dette firmanavn bestemt ikke forbinder med kosmetik, men nærmere med

udryddelse af skvalderkål. Det nærmeste vi kommer her i den kosmetiske verden er til

fjernelse af hudorme. Centrets utallige butikker er stort set kun små forretninger, der findes

ingen større supermarkeder eller varehuse. Efter et par timers traven rundt i de endeløse

gange, er langt de fleste af os mere end klar til igen at komme hjem til vor base.

Her bliver der lige tid til et hurtigt bad, før vi møder op til aftenens menu på restaurant

El viejo Wagon som vi også besøgte første aften her i Iquique. Der startes med pebre.

Hovedretten er høne med ris, kartofler og karrysauce, desserten is med yoghurt. Menuen er

udmærket, men ikke på højde med den restaurationen serverede den første aften.

Til middagen drikker vi Come Sur Reserva Merlot 14% 2005. Et godt valg.

Tirsdag 18. nov. 2008 Dagens tur går ud i Atacamaørkenen, og den er stor, meget stor. Den strækker sig omkring et

par tusind km fra N til S, og i bredden flere steder op mod 100 km. Og der er langt mellem

benzinstationerne, meget langt, så det er klogt at tænke sig godt om, inden man vover at køre

ud i ørkenen. Ud over en stor saltsø ser vi kun sten, grus og sand, stort set ingen vegetation er

der her i ørkenen, kun ganske enkelte damareos træer. Men pludselig kommer vi ind i et

område med en plantage af damareos træer. De er specielle derved, at det synlige mandshøje

træ kun er 1/10 af, hvor langt rødderne når ned i undergrunden for at finde den nødvendige

væde. Engang dækkede disse træer store områder i ørkenen, men de blev fældet, da man

udvandt salpeter. Senere har man startet en beplantning, og her ser vi altså en plantage, men

det tager sine år, før rødderne når over 10 m ned i undergrunden til de vandbærende lag.

I en lille oaseby La Tirana gør vi et lille stop, en by der opstod under udvinding af sølv i

1542. Ad mindre ørkenveje kører vi herfra ud til bjergene med geoglyffer. Geoglifos, som de

her hedder, er udlagte sten som mønstre af symboler og figurer på bjergsiderne, formentlig

udlagt af inkaerne i 14-1500-tallet, dvs. før den tid, hvor spanierne var nået så langt mod S.

Andre steder findes petroglyffer, eller petroglifos, som er den arkæologiske betegnelse for

tilsvarende symboler og figurer, men de er udhugget eller ridset i bjergenes grundfjeld eller

på løse sten. De er betydelig ældre end geoglifos, og de kan være op mod 5.000 år gamle, og

derfor udført af forhistoriske mennesker.



22

Vi vandrer et langt stykke ud langs bjergene og betragter de mange figurer højt oppe på

bjergsiderne. De er kaldt for den tids

runer, men endnu har ingen fundet

ud af, hvad disse tegninger af dyr og

symboler har haft af betydning. Det

er en fantastisk fornemmelse at vide,

at mennesker for 500 år siden har

kravlet højt oppe på disse bjerge for

at skabe disse tegn, og at vi stadig

spekulerer på – hvorfor? Hvert år i

august holdes festdage her ved

geoglyfferne.

Ofte ser vi på bjergsiderne forskellige slogans, som regel et reklameslogans for et bestemt

politisk parti. Men det er absolut ikke noget, vi kan tage fejl af i forhold til de herværende

geoglyffer, forskellen er meget tydelig. Chiles højeste bjerg er for øvrigt Ojas del Salado med

6.887 m.

Efter disse store oplevelser bliver næste stop i en lille oaseby ved en lille kunstbod Arte

Sania Nidia, hvor de viser deres

kunst i keramik og vævede sjaler.

Der er mange smukke ting i

keramik, specielt er krukkerne i

særklasse endda til meget rimelige

priser, men keramikkrukker fylder

meget i en kuffert. Trods det ser

det ud, som om boden har et rigtig

godt salg. Her serverer Karen en

lille forfriskning af juice og lækre

hjemmebagte snegle et meget

populært indslag. Der er endda to

snegle til hver, men jeg har altid haft det

svært med tal.

Igen går det adskillige km gennem ørkenen, hvor vi kun ser enkelte damareos træer. Næste

stop er endnu en lille oaseby med kun 500 indbyggere. Byens kirke blev bygget i 1780, men

blev totalt ødelagt af jordskælvet i 2005, et jordskælv der ødelagde adskillige chilenske

landsbyer. Kirken er dog genopbygget, hvor byggematerialet er dækket med bambus og en

mørtelblanding af kridt og kalk. Nadverscenen er her gengivet på en lang væg med figurer i

legemsstørrelse. Kirken har ingen fast præst, men får hver søndag besøg af en præst fra

Iquique.

I haven udenfor kirken står to figurer en bager og en frugtsælger. De skal symbolisere byens

specialitet en ganske speciel kage bagt på majs- og hvedemel, i kagen er iblandet stedets

frugter, mangohonning og kokos. Naturligvis er der på stedet en lille kiosk, der bærer navnet

Jugueria Hilda, her sælges byens berømte kager. Og naturligvis slipper vi et par pesos for at

smage og opleve byens berømte kage, den er meget velsmagende, men særdeles sød.



23

Byen har også et vinmuseum, indrettet i en gammel vingård fra 1700-tallet. På den tid var

der stadig mange druer i området. I dag avles der kun druer i den Chilenske Længdedal nær

Santiago i Midtchile. Dengang bestod vinpressen af slaver, der trådte i druerne for at presse

saften ud i kar og vintønder. Herefter blev druesaften hældt i lerkar, der stod halvt nedgravet i

jorden, det gav den ideelle temperaturforskel mellem dag og nat og dermed den bedste

udvikling på saftens vej til vin. Årets første vin blev altid drukket 11. juni til byens religiøse

fest med musik og procession. Det allerførste glas blev drukket af vinmarkens ejer, der

fortsatte med at drikke, til han dejsede.

Det er blevet godt og vel frokosttid, på Restaurant Socavon serveres en tallerken med

gulerødder, majs, rødbeder, broccoli, mayo og kylling med ris, desserten er is med rosiner.

Til frokosten drikker vi Cervesa Cristal 4,6%, 1/1 liter endda, men det er jo tilladt at dele,

men ikke alle evner at finde en delemakker. Som undskyldning skal siges, at det er varmt, meget varmt 350

C i skyggen. Det får os til at undres over, at vi så sjældent ser solceller på tagene, med de

mange solskinstimer, må der være store muligheder for at udnytte solens energi.

Næste besøg er en lille oase med frugtplantagen Sambre Verde. Netop her er jorden meget

næringsrig, men den kræver naturligvis vand, bliver den vandet, så spirer alt. Vandet ligger

netop her i en dybde af kun 5-10 m, hvor vandet andre steder skal hentes 100 m under jordens

overflade. Nogle steder er det saltvand der pumpes op. Retten til fersk vand er så absolut en

livsbetingelse her, derfor arves denne ret af familien. Et muret kanalsystem med skodder

leder vandet ind i mindre områder omkantet af jordvolde.

Frugtplantagens betydeligste afgrøde er citrusfrugter citroner, grape, pomelo og appelsiner.

Der høstes året rundt. Frugterne her er mere saftige, sødere og har en lang holdbarhed.

Grunden er en kombination af jordens beskaffenhed, solens varme og, at der er vand nok.

Der avles også mange guava, de høstes fra maj til august. Guava findes i seks typer gule og

grønne med rødt eller hvidt indmad.

Frugtplantagens ejer, en adræt ung mand, fortæller om de forskellige gøremål i

frugtplantagen. Pludselig springer han op i et højt mangotræ for at demonstrere, hvordan man

plukker mango. På et

øjeblik er han ti meter

over vore hoveder, og

straks smider han et par

mangofrugter ned til os.

Mango høstes mens de

endnu er grønne, for

ellers kommer en

rottelignende gnaver

først, for den tager

frugterne i samme

øjeblik, de får den

modne rødlige farve og

dufter.

Der gødes kun med organisk gødning i frugtplantagen. Men træerne spules med sulfovand

og sprøjtes mod moskitoangreb. Et meget interessant besøg der slutter med, at vi får serveret

et glas friskpresset mango- eller appelsinsaft. En herlig forfriskning der kommer os meget

tilpas i den gloende varme.



24

Efter dagens mange oplevelser går det igen mod Iquique, hvor vi inden aftenens menu har

tid til en tiltrængt dukkert i Stillehavet. Enkelte nøjes med et badeværelsesbad og nogen tager

måske hele pakken.

Restaurant Club Nautico Cavan Cha får igen vort besøg. Der indledes, ikke overraskende,

med pebre, hovedretten er sværdfisk, som her hedder alba corda, kogt med grøntsager hertil

får vi en meget velsmagende kartoffelgratin, desserten er pandekage med is. Til middagen

drikker vi lokal hvidvin, der her får betegnelsen næsten acceptabel.

Onsdag 19. nov. 2008 Vores tid i Iquique er nu opbrugt, og vi skal flyve via Arica, Chiles nordligste by, til

Arequipa i det sydlige Peru.

Afgang fra hotellet fem minutter før den aftalte tid er en bekræftelse af, at hele selskabet er

meget præcise, dejligt vi ikke har taget ved lære af chilenernes vane. I lufthavnen skal vi møde to timer før

afgang. Men så har vi igen det chilenske problem, hvorfor skal vi møde to timer før afgang,

når skranken, der skal servicere os, først åbner en time før afgang? Kulturkollision.

Det fatter jeg ikke en brik af, men som Hans siger: ”Sådan er det bare.” Mit svar:

”Hvis chilenerne besøger Danmark, vil de faktisk komme for sent til såvel fly, tog, rutebil

som skib, så der er ingen grund til, at de tager den lange rejse.”

Skønt ventetid fejler humøret ikke noget. Det starter med, at William viser sit pasbillede

frem og hævder, at billedet er taget af hans bedstefar, lige før han døde.

Efterfølgende hagler spørgsmålene ned over William.

Er du sikker på han er død?

Han rører da vist på sig?

Er det før eller efter han døde?

Erling melder sig også på banen. Han viser sit pasbillede frem og hævder, det er hans

konfirmationsbillede.

Også Knud blander sig med sit pasbillede. Her er alle rørende enige om, at det hører hjemme

i politiets efterretningsvæsens kartotek over eftersøgte narkosmuglere.

Men hvad, et billede kan vel ikke både ligne og se godt ud.

Underligt – men ingen af pigerne blander sig, de skulle ikke have noget klinket. Men måske

var det her, Helle kom med sit københavnerudtryk: ”Nul og en prut.” Nej, helt normale har

de ”køvenhavnere” jo aldrig været.

Derimod fik Mona en interessant oplevelse. Hun gik på toilettet, men da hun kom helt ind,

opdagede hun, at isenkrammet på væggene var anderledes, end hvad hun plejede at se, det var

nemlig et herretoilet. Ved et af urinalerne stod en mand med spredte ben og forrettede sin

nødtørft. Men her var Mona meget uheldig, for herren var såmænd kun Erling. Så hvad det

mandlige angår, så var der ingen nye oplevelser for stakkels Mona.

Og så er der afgang fra Iquique til Arica, en flyvetur på kun 35 minutter. Arica er et

populært feriested og en travl havneby, her venter vi igen et par timer, før vi forlader Chile og

flyet letter til Arequipa i Peru. Også denne tur tager kun 35 minutter. Set i relation til de 35

minutter synes det endnu mere komisk, at skulle møde i lufthavnen to timer før afgang. Dog

skal det siges, at vi på den sidste tur krydser landegrænsen Chile-Peru. Da der er to timers

tidsforskel landene imellem, skal urene stilles to timer tilbage. Udover et enkelt bolsje er der

ingen servering på disse to korte flyruter.



25

Vi er nu kommet til Peru: Endelig er vi velankommet til Peru og landets næststørste by Arequipa, der ligger 2.325

m.o.h. Peru har 28 mio. indbyggere, næsten halvdelen, eller 12 mio. af dem, bor i

hovedstaden Lima med omegn, en utrolig stor koncentration, og utryg er det, at ca. halvdelen

af dem er uden fast indtægt. I 1988 levede 82% af Perus befolkning under

fattigdomsgrænsen, og selv om det er blevet meget bedre, så er der stadig 41%, der lever

under denne grænse.

Arbejdsløsheden er meget mærkbar i Peru, hver morgen tropper arbejdsvillige op på

bestemte gadehjørner i byerne, noget vi så flere eksempler på, her kan arbejdsgiverne se dem

an og måske finde netop den hjælper, de har brug for. Det kan være for en enkelt dag, en uge,

en måned eller længere tid. Det får os til at tænke på tidligere tiders slavehandel, hvor

arbejderen, eller kvinden for den sags skyld, blev fremvist som en anden salgsudstilling og

købt af højstbydende. Men den fantasi må vi mane i jorden.

Perus vigtigste erhverv er minedrift, først og fremmest kobberminer. Dernæst følger

landbrug, hvor asparges er topscorer efterfulgt af frugter. Turismen er også vokset stærk

gennem de sidste ti år.

Mindre bemidledes børn får mad i skolen. På spørgsmålet om, hvorvidt disse børn af den

grund følte sig devalueret, blev kraftigt benægtet. Som i Chile er der en almindelig forståelse

for og accept af, også blandt børn, at ikke alle mennesker ejer lige meget.

Fra lufthavnen læsses vore kufferter på en bus de fleste oven på bussen. Drageren, der har

dette ansvar, er en rigtig sprællemand, der ikke står tilbage for at levere et skuespil. Med i

dette skuespil kommer en af gruppens deltagere, der straks overtager dragerens meget fine og

fornemme kasket og udnævnes til overkontrollør. Det skal ikke her afsløres hvem, så vi

kalder ham blot for Frede.

Efter ½ times bustur når vi til La Casa de la Abuela Hostal, der betyder Bedstemors Hus.

En herlig have omkranser hotellet, hvor flotte hortensia, kanna, jacaranda og mange andre

frodigheder modtager os. Der serveres en ualmindelig velsmagende sandwich af friskbagt

brød med kylling og avokado, hertil serveres Cusquena 5% øl, cola eller vand efter ønske.

Værelserne ligger rundt omkring i den store frodige have, der også rummer et svømmebassin.

Værelset er stort og velfungerende på væggen hænger vævede billedtæpper. Efter en

vekselrunde sikrer alle sig peruanske sol, en sol svarer til to kr. Og så er det tid til et par

timers byvandring.

Forskellen fra Iquique til Arequipa er ret betydelig, luften er klarere, husene flottere, mere

velholdte og graffiti ses næsten ikke. Til gengæld er der væsentlig flere påtrængende

gadesælgere, tiggere og et sted ser vi en gadejonglør, der midt ude mellem bilerne sender en

skov af kegler op i luften for igen at fange dem på nedturen. Når bilerne så må holder for

rødt, springer han behændigt om til førersædet, for om der muligvis skulle falde en sol eller to

af som belønning for det farlige job.

Gaderne vrimler med et væld af små gule taxaer, de tæller langt over halvdelen af samtlige

biler, ja, jeg tør næsten spå 90% af dem. En taxa er utrolig billige, for 3-5 sol kan du køre

næsten byen rundt. Med til gadebilledet hører også skopudsere. Ind imellem sidder en person

direkte på fortovet med en badevægt, og håber på at en eller anden turist står op på vægten for

at konstatere sin overvægt og dermed slippe en sol eller to.



26

Arequipa er grundlagt af spanierne i 1540. I 1970 boede

der 170.000 mennesker i byen, men den har siden haft en

enorm tilvækst fra landområderne, og er i dag en by på

800.000 indbyggere og i hele regionen bor der 1,1 mio.

Arequipa ligger 2.325 meter over havet, hvad vi godt kan

mærke, men luften er herlig frisk. Og så har byen 360

solskinsdage om året, ja, det står der virkelig. Men

grundet højden bliver det aldrig for varmt. I år 2000 blev

Arequipas Plaza de Armas, et af Perus smukkeste torve,

optaget i Unescos World Heritage List “verdens

kulturarv.” Byen har to slogans: ”Den hvide by” fordi

plazaen er omkranset af store hvide bygninger i kolonistil,

eller ”Byen med evigt forår.” Det sidste tilnavn er skabt af

Cervantes Saavedra, der skrev ”Don Quijote,” da han i

1500-tallet var på vej hjem til Spanien efter at være blevet

vraget til borgmesterposten i La Paz.

På en hjørnecafe får vi en lille pause, her serveres

cappuccino, vand, øl eller hvad den enkelte er til. Ind

imellem vandrer vi rundt til gadens mange boder, der har

et stort udvalg i lækre tekstiler med alpacauld som råvare.

Igen handles der ivrigt. Gad vist hvor længe kufferterne er store nok?

Her i gaden har de også postkort og frimærker, noget der

mærkeligt nok ikke ses mange steder.

Aftenens menu får vi på Restaurant La Quinta på gaden Jerusalen. En buffet bestående af

alpaca, kylling, marsvin, blæksprutter og et væld af forskellige grøntsager. Som dessert

serveres lækre friske meloner. Marsvin er for øvrigt ganske lækkert kød. Da vi i morgen skal

op i højder over 4.000 meter, anbefales det kraftigt, at vi ikke drikker nogen form for alkohol,

så desværre

årgangsvinen

erstattes af vand i

mange forskellige

afskygninger. Vi

bemærker

restaurantens lave

stole, men til

gengæld er bordene

høje, men det er nu en dårlig hjælp. Vi føler os som små

børn siddende ved

voksent møblement.

Lidt underligt, for peruanerne er ikke særlig høje mennesker.

Tidligt er vi tilbage på hotellet, hvor alle synes at gå tidligt til ro trætte efter dagens

flyveture, lufthavnsventetider, byvandring og øvrige oplevelser.



27

Torsdag 20. nov. 2008

Morgenmaden, her i Bedstemors Hus, er meget lækker og velassorteret, med et stort udvalg i

hver enkelt kategori juice, yoghurt, frugt, marmelade, brød, kaffe, te og kokathe. Det forblev

klart turens bedste morgenmad.

Dagens tur går til Cabanaconde. Turen fra Arequipa til Cabanaconde er meget storslået, vi

passerer så kendte vulkanske bjerge som den kegleformede El Misti 5.822 m, der er et yndet

mål for amatørbjergbestigere, Pichu Pichu 5.571 m, som du senere vil høre meget mere om,

Chachani 6.075 m, Nevado Ampato 6.325 m, hvor de fandt Juanita, som du også vil høre

meget mere om senere og Coropuna 6.425 m. Flere af disse bjerge er aktive vulkaner med

evigt sne på tinderne. Vi kommer op i højder lige over 4.000 m, noget vi alle godt kan

mærke, vi bliver hurtigt forpustede, og enkelte får det dårligt.

Perus højeste bjerg er Huascaran med 6.768 meter, den ligger i Cordillera Blanca Den Hvide

Bjergkæde i det nordlige Peru.

I bjergområdet ser vi store flokke af lamatypen vikunja. De kan blive op til 25 år, lever vildt

og kan ikke tæmmes. Men da deres uld er kostbart, drives de af lokale folk ind i folde, hvor

de indfanges og klippes, men kun hvert

andet år og kun på ryggen og under bugen,

ikke på halsen for så vil de dø af kulde.

De holdes kun i fangenskab højst et døgn.

Der findes omkring 6.000 vikunjaer i

området. Hver han har op til ni hunner.

De svage hanner samles i flokke, men de

bliver sjældent over 15 år. Hunnerne føder

hvert år en kalv, efter to uger kan kalven

løbe 25 km/t, de voksne kan løbe 50 km/t.

Deres uld er næsten så fin som silkeormens

tråde og derfor meget kostbar.

Vikunjaer opholder sig tæt på de større veje,

fordi ræve flygter fra trafikken, og ræve er

vikunjaernes værste fjende, da de tager

kalvene.

Der findes flere lamatyper, de kan leve en

uge uden vand, og de spiser alle former for

beplantning. Alpaca er en anden af lamatyperne, den giver 118 gram uld hvert andet år,

sammenlignet med et almindeligt får der giver 140 gram uld, men hvert år.

Andre steder går der fåreflokke, men regeringen overvejer at forbyde får, fordi deres klove

slider på den sparsomme vegetation, som fårene bider tættere end lamadyr. Af den grund er

får med til at gøre ørkenområderne endnu mere golde. På de dyrkede marker ses mange majs

og hestebønner. Det undrer os meget, at der findes 300 forskellige majssorter, også i

adskillige farvenuancer.

Jævnligt har vi et stop, dels for at nyde de helt fantastiske udsigter der åbner sig for os, dels

for at fotografere. Dertil kommer, at vi er beordret til at drikke mindst to liter vand om dagen,

det betyder mange toiletbesøg. Efterhånden som disse toiletstop bliver hyppigere, daler

blufærdigheden tilsvarende. Her ude i naturen kalder Hans toiletterne for økologiske, men

håndvasken mangler.



28

Ørkenområdet er rig på fugle, mest naturligvis i de grønne oasepletter. Af kendte fugle ser vi

gæs, ænder, blishøns, duer, gråspurve og mange for os ukendte racer. En af dem hedder jote

en stor sort fugl med rødt hoved.

Vi er kommet langt hen på dagen før vi får en regulær pause, det sker i bjergbyen Patahuasi,

hvor der serveres en kop kokathe, der skulle modvirke højdesyge. Trods kokabladene smager

theen ikke af meget, nogenlunde som grøn the, og grønne er thebladene jo også. Vi investerer

endda i en pose kokathe, en pose kokabolcher og et stykke kokachokolade. Derudover fristes

både Hanne og jeg af lækre striktrøjer af alpacauld til en yderst human pris.

Kokablade er et af indianerfolkenes vigtigste afgrøder, som de har dyrket og levet af i flere

årtusinder. Men industrien har fundet ud af at tilsætte forskellige kemikalier, og på den måde

kom kokain. USA forsøger at bekæmpe produktion af kokablade. Men det var mere på sin

plads, om man virkelig bekæmpede, dem der skaber og handler med kokain frem for de

stakkels bønder, der i forvejen har svært ved at skaffe til dagen og vejen.

Mange af de steder hvor der dyrkes korn, bruger man heste som tærskeværk, idet de driver

hestene hen over det høstede korn for at tærske kærnerne af stråene.

Den sidste del af vejen til Cabanaconde følger vi Colcadalen, også kaldet Livets Dal, en

frugtbar og smuk kløft dannet af vulkaner tusinder af år tilbage i tiden. Der findes 6.000 ha

terrasser langs dalen, de er fra 800-tallet. Trods det er 75% af terrasserne stadig opdyrkede.

Men teknikken er ikke nået langt, vi ser stadig oksespand, der trækker en ard datidens plov,

som vi danskere brugte på Gorm den Gamles tid. Der er ingen risiko for traktose på deres

marker. Ejendommeligt er det også at tænke på, at bonden, når han kommer hjem, sikkert

sætter sig hen for at se tv, måske spiser han pommes frites og drikker cola. Ja, det er ikke

overalt på Jorden, der har været fremgang.

Levealderen her langs Colcadalen nærmer sig 70 år, hvor den i Perus større byer kun er 60

år. Det fortæller en hel del om stres, jag og sikkert ikke mindst de mange grøntsager,

befolkningen her i dalen spiser, og den megen motion de får ved bjergvandringerne.

Et par gange kører vi gennem en tunnel, og beundrer den enorme arbejdsindsats og ikke

mindst de komplicerede ingeniørberegninger, der må være gået forud. Det har sikkert været

en kostbar indsats, og i forhold til et så tyndt befolket område også en stor økonomisk

belastning.

En meget sen frokost får vi på Restaurant Urinsaya. En buffet med tre forskellige supper,

mange forskellige grøntsager, dressing, stegt banan, rispandekager, marsvin, alpaca, pommes

frites, frugtdessert og granatæbler. Til de mange herligheder drikker vi Inka Kola til 2 sol.

Fremme i Cabanaconde på Kuntur Wassi Colca Hotel, der ligger i en højde af 3.300 m, får vi

nøglen til vort værelse. Der er god plads og indianerkunst på væggene. Primitivt, men rent og

et meget venligt personale. Til aftenens menu samme sted serveres:

Grønsagssuppe m/spaghetti, ørred med grøntsager, pebermyntefromage og sandkage med

karamel. Alle undlader at drikke øl/vin, det er forskellige vand og cola der pryder bordet.


Morgenvækning begynder ved femtiden med hanegal. Kort efter falder skrydende æsler ind,

heste der vrinsker, får der bræger, køer der brøler, hunde der glammer, grise der grynter og

under dyrene vrimler det med mange forskellige fuglearter, der tager for sig af kornrester og

dyrenes efterladenskaber. De mange lyde fra dyrene virker ikke som spektakel, men som et



29

naturligt led i den gryende dag. En lille time senere falder kirkeklokkerne ind med deres

dunkle klang, og så kan vi lige så godt stå op og gå en morgentur i byen.

Udsigten fra vort vindue bekræfter de mange forskellige dyr, der går i små indhegninger

mellem husene, eller skal vi kalde dem baggårde, i landsbyen, der ligger smukt klemt inde

med bjerge til alle sider. Skønt det tidlige tidspunkt er der allerede aktiviteter i de små

baghaver, en vasker sig, en anden pudser sko, små bål vidner om, at der også laves

morgenmad, og børn pakker deres skoletasker. Alle gør sig klar til dagens dont. Luften er

herlig frisk og ren, men meget kølig og tynd. Arbejdsklædte mænd går ud mod

bjergskråningernes terrasser, hvor der allerede fra kl. 5:00 kan ses aktiviteter med spader og

hakker.

Også her er næsten alle byens tage flade med pandeplader, enkelte huse er med rejsning og

stråtag fremstillet af forskellige korn- og græsstrå væsentlig tyndere, end hvad vi kender i

Danmark. Det fortælles os, at tækkematerialet plukkes i højder over 4.500 m. Det tager vi

dog ikke helt for pålydende, for disse stive strå ses overalt også her i højder omkring 3.000 m.

At næsten alle tage er dækket med pandeplader skyldes, at regeringen engang indførte, at

pandeplader var gratis, og stråtag blev derfor efterhånden sjældne. Men stråtag var betydeligt

bedre isolerende såvel mod kulde som mod varme, så det betød et dårligere indeklima og

større forbrug af brændsel i den kolde periode.

Cabanaconde Plaza er både ren og flot. I centrum

står en statue af en kondor. De små boder i gaderne

er i fuld gang med at åbne og stille deres varer frem

og ud på gaden. Allerede her kl. 6:30 køber vi

batterier til fotoapparatet, vand og chokolade. En

indianerkone har sin butik på en ladcykel, herfra

sælger hun dampende varm kokathe til de lokale,

der er rimelig trafik omkring hendes bod. Festligt

klædte og velnærede indianerkoner entrer de lokale

busser på vej ud til deres salgssteder langs vejene.

På nakken har de store tøjsække fyldt med souvenir,

tekstiler og andre salgbare ting.

Efter morgenmaden går dagens tur ud i bjergene.

Et storslået landskab åbner sig for os, hver gang vi

runder en bjergkam. Landbruget der praktiseres, på

de tusindvis af terrasser, er stort set baseret på at

skulle være selvforsynende, ellers bytter de med

hinanden. Avlen er hovedsageligt hestebønner, majs,

grøntsager og frugt, alt bliver brugt på

hjemmemarkedet, så der avles ikke landbrugsvarer

til eksport i Cabanaconde området.

Flere af de små bjerglandsbyer ligger i op til 4.000

meters højde. Nogle af dem har du kun mulighed for

at komme til, hvis du bruger gåben eller muldyr. Ofte ligger disse landsbyer så afsides, at det

tager over 12 timer at gå til nabobyen. Flere af disse isolerede bjerglandsbyer har deres eget

sprog, quechua, taler endog ikke spansk, og flere af de ældre beboere har aldrig været udenfor

byen. Trods isolationen menes det ikke, at der er tale om indavl af betydning. Fertiliteten

ligger mellem 2-3, men 12% af børnene dør i deres første leveår.



30

For 15 år siden havde disse små landsbyer ingen læger, men nu har regeringen bestemt, at

nyuddannede læger skal udstationeres i en af Perus mange små bjerglandsbyer i mindst et år.

Befolkningen bruger mest naturmetoder som fx lægeurter, og de er afvisende overfor vestens

lægekultur. Læge og hospital er gratis, men til gengæld er medicin dyr. Trosretningen i

landsbyerne er primært katolsk godt iblandet den gamle indianertro, men der er stor

fleksibilitet og tolerance for andre trosretninger.

Vand får man fra vandreservoir 4.500 meters højde oppe i bjergene, det er smeltet sne og is.

Vandet ledes i kanaler ud til terrasserne, hvor der åbnes og lukkes efter ganske fastsatte

regler, et system der styres af selvjustits.

Det skal her også nævnes, at 1/3 af Perus boliger ikke har installeret vand og el.

Her fra udsigtspunktet Huncapampo

er der fra bjergets top til kløftens

bund 3.600 m. Herfra er der udsigt til

to små landsbyer hver med 175

indbyggere. Der synes dog at være et

større antal huse, men det skyldes, at

mange, specielt de unge, i de senere

år er flyttet til større byer. Lokket af

tv-billeder af livet i storbyerne, der

viser luksus som værende normalt for

alle. Men ofte bliver de fælt skuffede,

mange af dem havner i de rene

slumkvarterer uden store muligheder

for at kæmpe sig frem til overfladen.

De små landsbyer har ingen kontakter til den vestlige verden, og mange af indbyggerne er

stadig fjendtlige over for os, der kommer fra Europa, de betragter os som spaniere, der

myrdede og stjal - egentlig ikke uforståeligt.

Vi står faktisk på 120 mio. år gammel

havbund, for her har to af

kontinentalpladerne dengang haft en så

voldsom kollision, at to bjergkæder er skudt

op ved siden af hinanden, og de vokser

stadig med en cm hver 25. år. Utroligt at det

kan regnes så nøjagtigt ud. En besynderlig

fornemmelse at stå her på en gammel

havbund 3-4 km over havets overflade.

Netop her er der mange kaktus på

bjergsiderne, i enkelte af dem er der bygget

fuglereder, det skyldes at kaktus beskytter

de mindre fugle mod rovfuglene. I området

findes der stinkdyr, ræv, få slangetyper og

puma, men de ses yderst sjældent af

mennesker for de er sky og skjuler sig altid i

højder over 3.500 m.



31

Det er blevet frokosttid, og i dag har vi den med i bussen i form af madpakke og vand.

Chaufføren holder ind på et plateau, en meget flad, sandet og kedelig rasteplads, vi er bestemt

ikke begejstret for hans valg af plads til frokost i det fri. Da vi kommer ud af bussen, går vi

langs en 4-500 m lang sti hen til en jordvold. Netop som vi passerer denne vold, bliver vi

stumme af beundring, en fantastisk panorama åbner sig for os, en lang frodig og meget dyb

dal strækker sig til begge sider, over for os ligger charmerende bjerglandsbyer. Næppe har vi

nogensinde nydt en madpakke i flottere omgivelser, så en times tid gik der sikkert til denne

frokost.

Uden at vi har bemærket det,

er vi igen kommet tæt på

Cabanaconde, dette

udsigtssted hedder Sct. Michel

og ifølge den lokale brochure,

er der kun ti minutters

vandretur til Cabanaconde,

men det er en styg usandhed,

en time passer bedre. Derfor -

hvad der står i denne

beretning, men ikke i diverse

turistbrochurer eller andre

begavede skrifter, kan blot

betragtes som mit bidrag til videnskaben.

De friskeste af os vælger at gå til vort hotel. Undervejs besøger vi en kirkegård, alle blomster

er af blik, papir eller plastic, og de fleste buketter står stadig indpakket i plastic. Farverne er

overvejende lilla, som er inkaernes farve for døden.

I Peru bliver alle begravet, ingen bliver kremeret. Otte dage efter begravelsen går en

prosession fra afdødes hjem til

kirkegården med store blomsteropsatser

i front og med levende hornmusik

bagerst. Tre måneder efter og et år efter

foretages samme prosession.

Vi var så heldige at se en sådan

prosession, de kom i ganske lystig

stemning, ingen bar præg af sorg.

Den 2. nov. er de dødes dag, denne dag

samles alle afdødes familier på

kirkegården, hvor musikken spiller op,

der danses og der spises medbragt mad,

øl og vin, det er i det hele taget en rigtig

festdag.

Da vi kommer til Cabanacondes byport, ser vi et kæmpeskilt, der appellerer til de voksne, at

de skal melde sig til læse- og skriveundervisning. En slags VUC-undervisning for at komme

analfabetismen til livs.



32

Tilbage på vort hotel samles vi med de magelige, dem der brugte bussen. Der er nu lejlighed

til at stille spørgsmål til dagens guide Elias, han har først gået på gymnasium og dernæst fem

år på universitet, hvor han har læst historie og turisme, han er født i Arequipa 1981, hertil var

forældrene flygtet fra Chile.

Her ses et lille udpluk af de mange emner der var på banen:

Et nyt parti dukkede op ved valget maj 1980 Perus kommunistisk parti Sendero Luminoso -

Den Lysende Sti startet af universitetslærer Abimael Guzman med Mao som forbillede.

Af andre organisationer kaldt - Den Lysende Blodige Sti. Partiet fik stor tilslutning i

bjergområderne, som regeringen aldrig havde interesseret sig for. Valgets vinder Fernando

Belaunde satte militæret ind mod Den Lysende Sti. Op gennem 1980-erne optrappedes

urolighederne i de underudviklede bjergegne med overgreb mod lokalbefolkningen fra begge

parter. Derfor tabte bjergbønderne tilliden til Den Lysende Sti. Året 1988 var Perus værste år

med en inflation på 2000%, og da Guzman i 1992 blev taget til fange, blev der igen roligt i

bjergområderne. Guzman sidder stadig fængslet. Den Lysende Sti har ansvar for drab og

terror på tusindvis af civile, der tales om 70.000. Først og fremmest sigtede de efter

borgmestre og embedsmænd med det resultat, at ingen ønskede at påtage sig disse jobs.

Den Lysende Stis terror betød en voldsom nedgang i turiststrømmen til Peru med

valutaproblemer til følge.

Peru har ikke dødsstraf, men nuværende præsident Alan Garcia Perez arbejder for at få

gennemført dødsstraf for medlemmer af Den Lysende Sti, det er dog endnu ikke lykkedes for

ham.

Peru ser meget gerne flere turister

Skolebøgerne har tidligere været et skønmaleri af det peruanske samfund, men de er nu

blevet mere objektive, hvor racismen træder i baggrunden. Der er også flere og flere voksne,

der uddanner sig, og analfabetismen er de sidste 30 år faldet fra 75% til 35%. En mærkbar

forbedring, selv om det stadig er en tredjedel af befolkningen, der ikke kan læse og skrive.

Perus forhold til nabolandene:

Brasilien, Ecuador og Colombia et godt naboskab

Bolivia tålelig, men gammel grænsestrid om retten til vand lever stadig

Chile stadig uenig om grænsedragning selv om det er i ørkenområdet, årsagen er, at der

findes værdifulde mineraler i undergrunden

Peruanerne betaler ikke skat, får vi at vide. Senere fortælles det modsatte. Så hvad der er

korrekt, skal jeg lade være usagt. Momsen er 19%. Statens væsentligste indtægt kommer fra

de mange forskellige miner.

Perus nationalsport er fodbold

Almindelig skolegang er gratis, det gælder også hospital og læger. Hvorimod der betales på

privatskoler. Morgenmad og frokost spises i skolen. Men fordi mange familier lever meget

isoleret i bjergene, er der mange, der ikke går i skole.

Folkepension findes, men kun til dem der har haft arbejde

Cancer er ikke særlig udbredt i Peru, dog får mange hudkræft grundet den skarpe sol

Byggeindustrien binder husbjælkerne sammen med reb, det betyder, at bygningen har større

mulighed for at give efter i tilfælde af jordskælv.

http://da.wikipedia.org/wiki/Alan_Garc%C3%ADa



33

Det blev en udbytterig time, hvor vi fik fortalt meget og fik svar på mange af de stillede

spørgsmål. Der var almindelig enighed om, at vi oftere burde have en tilsvarende time

vekslende mellem fortælling om landets forhold og efterfølgende spørgsmål. Det sker nemlig

dagligt, at vi står tvivlende over for et eller andet, vi har set eller hørt. Og det er bestemt ikke

sikkert, at vi næste gang, der er lejlighed til at spørge, kan huske, hvad det var, vi ville spørge

om.

Efter denne positive samling serveres der buffet i hotellets restaurant, her nyder vi

forskellige supper, flere kødretter, grøntsager an mas, desserter og Cusquena øl 5%.

Efter middagen holdes en religiøs ceremoni ”Pago a la tierra” betaling til Moder Jord –

Santa Kinua. Det sker under åben himmel på tagterrassen på toppen af hotellet, hvorfra der er

en fin udsigt over byen. ”Pago a la tierra” er en offerfest for at bede om helse og god høst.

Hotelejeren forklarer de forskellige ritualer, der udføres på gulvet af en indianer og hans kone

i originale klædninger, noget de har arvet fra deres forgængere.

I en skåret lerkrukke, med en diameter på ca. ½ meter, er der tændt et bål. Indianeren

velsigner forskellige afgrøder såsom blomster, frugter, korn, kokablade og en cigaret, disse

ting tager han fra simple brugte chipsposer, andre brugte plastposer og tilfældigt papir. Efter

velsignelsen lægger han dem på en gammel delvis krøllet avis, som han forsøger at gøre pæn

ved at glatte de ombøjede hjørner ud, hvad der dog ikke lykkes særlig godt. De velsignede

afgrøder omkranses nu af serpentiner, der forinden også har fået en velsignelse med på vejen.

Rundt om indianeren og hans kone sidder vi tavse og iagttager de primitive ritualer. Vi får nu

udleveret nogle kokablade, som vi skal tygge til en lille kugle.

Fra bålet fylder indianeren gløder i en lille lerskål, den går han rundt med, så hver enkelt kan

ånde ned i skålen tre gange, og derpå smide den tyggede kokakugle ned i skålen og samtidig

opsende et ønske til guden. Dernæst skal vi drikke et lille bæger vin, men en lille rest af vinen

skal levnes og hældes ud på jorden som en offergave, terrassen gør det her ud for jorden.

Det er det samme glas, der går rundt fra mund til mund, men så vidt vides, har ingen lidt tort

af den grund. Efter vinen kommer turen til en cigaret, tændt af indianeren med ild fra bålet,

hver enkelt skal tage tre sug af cigaretten, der også går fra mund til mund, men den slår ikke

til hele vejen rundt, så en ny cigaret kommer i drift.

Hotelejerens forklaringer undervejs kommer med stor alvor og seriøsitet, så vi klart

fornemmer, at der er tale om en stærk tro, der bunder i indianernes tusindårige kultur. Så selv

om vi nok synes, det er en løjerlig form for religion, kan vi godt vise respekt for deres

traditioner. Vi har jo også i vores religion og kultur traditioner, der for andre folkeslag synes

tåbelige og uforståelige.

Da vi er det største selskab, der har boet på Kuntur Wassi Colca Hotel, er såvel aftens menu

som den religiøse ceremoni blev filmet for senere brug i hotellets brochurer.


Denne morgen er morgenhanen endnu mere frisk, den starter allerede kl. 4:00 med sin

overfriske morgensang, så det bliver en rigtig lang dag. Betydelig længere end ønskelig skal

det senere vise sig.

Turen går tilbage til Arequipa, hvor første stop er ved udsigtspunktet Colca Canyon -

Mirador Cruz del Condor. Det er det sted i Peru, hvor der er størst chance for at se kondorer,

som det blev sagt: ”Der er altid tusinder af turister og sommetider også kondorer.”



34

Vi er meget overraskede, mange andre end

os har fået denne glimrende ide. På den

nærliggende parkeringsplads holder der vel

omkring 50 større busser, mange mindre og

adskillige personbiler. Det vrimler med

hungrige turister, der i tal langt overstiger

tusind, vi står på udsigtsplatforme og langs

bjergkanterne overalt er der mennesker.

Langt under os ser vi stier langs

bjergsiderne, også her står turister tæt, de

venter og venter og venter. Overalt vrimler

det med salgsboder. Fra stedet hvor vi står,

er der 1.200 meter ned til Colcafloden, der

bruser gennem kløften mod Stillehavet 150

km mod V, og 1700 m er der til toppen af

Peregrinobjergets sneklædte top, det

betyder, at det er verdens dybeste kløft. Det

nævnes godt nok diskret, at

Cotahuasikløften, 100 km mod V, er få

meter dybere, men det gør dog ikke vore

oplevelser mindre.

Alle tænker vi, at de mange turister er

småtossede, stå her i timevis og vente

på ingenting, bortset altså fra den utrolig

smukke udsigt. De tre kvarter, der er

afsat til dette stop, er nu udløbet, og vi

vandrer modløse mod vores bus.

Desværre blev det ikke os forundt at se

kondoren - - - MEEN pludselig høres et

sus fra tusind mennesker, vi vender os

om, og der - der kommer kondoren

sejlende op fra kløften ind over os i en

flot runde, og igen er den væk bag en

bjergtop. Tusinder af fotoapparater

klipser og klipser. Vores leder

”Kondorhans” nåede at klipse 32

billeder, han var nemlig så heldig at stå,

netop hvor kondoren dukkede op fra

kløften. Vel, han var lidt heldig, men

alligevel var hurtigheden godt klaret i

hans alder.

Der findes ca. 7.000 kondorer i tre

typer i Sydamerika, heraf 500 i Peru, og det er meget lidt i det mægtige bjergland. Kondorer

er verdens største flyvende fugle, de er ca. 115 cm høje, vejer mellem 10-15 kg. og har et

vingefang op til tre meter, det betyder, at de må løbe op til 15 meter, før der er luft nok under

vingerne til, at de kan lette, men så kan de også nå op i højder af 7.000 meter.



35

Kondorer er ådselædere, og når de ikke kan finde føde nok i bjergene, flyver de til

Stillehavet, hvor de stjæler søløvernes moderkager, en tur på 80 km, men da den kan flyve

120 km/t, er denne afstand uden betydning. De kan også forfølge får og lamaer, så de styrter

ud over klippen, og otte dage efter er de

spiselige. Albatrossen har et vingefang op til

3,20 meter, men vejer kun op mod 8 kg. Vores

havørn har et vingefang på 2½ meter.

Kondorer parrer sig kun hvert andet år og

lægger kun et æg, reden bygges i bjergkløfter i

mindst 3.000 meters højde, rugetiden er 60 dage,

det betyder, at fuglen har en langsom udvikling,

skønt de kan blive op mod 80 år gamle. Ungen

bliver i reden i ni måneder og er først

flyvefærdig, når den er to år og kønsmoden som

seksårig, hvor den skifter fjerdragt til en med

hvid krave. Et kondorpar holder sammen livet

igennem.

Vi er tæt på Amazonflodens udspring, den

starter nemlig på nordsiden af Colcakløften. Fra

en lille sø på kun 100 m2 begynder den med et

2-3 meters vandfald og fortsætter 6.480 km mod

Ø for at løbe ud i Atlanterhavet. Man kan vandre

op til den lille sø Laguna Mclntyre, på stier fra byen Lari, men det er en to dags vandretur, så

vi fortsætter vores tur i bussen.

Her i bjergkløften har de visse steder store indtægter af cuchinilla en rød lus, der lever på

tunakaktus. Lusene bruges som rødt farvestof i bl.a. kosmetikindustrien.

I byen Lari gør vi et lille stop ved byens domkirke, der blev bygget i 1876. Det indtryk, vi

bedst husker fra dette besøg, er de mange gule valmuer, der prydede arealet omkring kirken.

Frokosten får vi på Restaurant Urinsaya, som tidligere har serveret os et måltid.

Næste stop er ved termalbadene i La Calera, af samme grund har de fleste af os medbragt

badetøj. Det blev en rigtig varm dukkert - 340 C. Det er rigeligt varmt til at svømme i, man

behøver i hvert fald ikke at svømme for at holde varmen, men det var der sikkert mange, der

nød. Til gengæld var der en særdeles livlig snak i bassinet.

Efter at vi igen er kommet på det tørre, går det mod vort hotel Bedstemors Hus, en rimelig

lang bustur på 3-4 timer. Efter ½ times kørsel lyder et stort brag, eller var der to? Vi ser røg

stige op fra et af baghjulene, den er punkteret – øv – øv - øv. Nu trængte vi lige til at komme

hjem til hotellets diner med vand/cola, et tiltrængt bad og hvil efter en lang dag, der for nogen

af os begyndte med hanegal kl. 4:00. Men nu er der kommet grus i maskineriet. Chauffør og

guide går straks i gang med et hjulskift, men det var ikke - bare, for bussens donkraft havde

ikke kapacitet til at løfte os passagerer med, så vi blev beordres udenfor. Og det var

hundekoldt her ved aftenstid oppe i 3 kms. højde, hvor også vinden mærkes. Så vi påklædte

os alt, hvad der kunne holde kulden på afstand dvs. aviser, rejsebrochurer, plastposer mv.

Et skønt syn af rige danske turister i Peru der bestemt ikke lignede et udpluk af det

velhavende lands turister.



36

Nu er jeg bestemt ikke en ørn til at vurdere bussens tekniske formåen eller mangel på

samme, men den type var der så rigeligt af på vort hold, nogle endda på professionelt plan.

Min opfattelse af de mange kloge ord der blev slynget ud i æteren, er sammenfattet her til:

1. Det er for dårligt, at bussen kun har en yderst beskeden donkraft

2. Det er for dårligt at en bus, hvis opgave det er at køre på Perus dårlige veje, kun har et

reservehjul med

3. Det er uansvarligt, at bussen kører med så nedslidte dæk, at de i hvert fald ikke kunne

accepteres i Danmark

4. Alle dem jeg ikke kan huske

Efter næsten en times tid er reservehjulet på plads, bussen vendes, og vi entrer den ganske

forsigtigt. Og retur går det til Chivay. Vi læsses af på plazaen, og bussen forsvinder med

chauffør og guide, der skal finde et værksted, der kan lappe det punkterede hjul, for køre til

Bedstemors Hus uden reservehjul gennem øde bjergegne med dårlige veje, den går ikke.

Hans finder en fin cafe Las Delicias, hvor han bestiller kaffe/te og lagkage til hele selskabet.

Og det er lagkage i storskærmformat, der er flere modeller at vælge imellem, og der skæres

med den brede kniv - høje bred stykker, det er virkelig guf for mange af os. Skønt det ærgrer

os lidt, at vi bliver et antal timer forsinket, fejler humøret ikke noget, snakken går livlig.

Efter et par timers lagkagespisning og kaffedrikning går flere af os en runde på plazaen for at

studere det brogede folkeliv. Plazaens mange boder og deres vareudbud får også en grundig

gennemgang. Vi bemærker de mange skakspil, hvor brikkerne ikke er sort mod hvid, men

spaniere mod indianere.

Efter ca. tre timer dukker bussen op med lappet baghjul, det fortæller lidt om, hvor beskeden

værkstedernes isenkram er til slige operationer. Men nu står bussen klar til at bringe os til

Bedstemors Hus. Heldigvis skete der ikke flere uforudsete hændelser. Få minutter før midnat

er vi tilbage i Bedstemors Hus i Arequipa, med en forsinkelse på ca. fire timer. Den middag,

de havde klar til os kl. 20:00, er blevet ændret til et let traktement med te/kaffe/vand og endnu

engang lagkage. Ikke alle deltager i måltidet, mange søger straks til værelserne for at finde

hvile efter en meget lang dag. Der går da heller ikke mange minutter, før måltidet er ovre, alle

er trætte og søger dyner efter dagens mange oplevelser.


Efter en god nats meget tiltrængt søvn og et herligt morgenmåltid går vi ned i byen, hvor vort

første besøg gælder - Juanita ”The Ice Princess.”

På Museo Santuarios Andinos opbevares mumien af en 12-13-årig ung pige, Juanita, der for

omkring 500 år siden blev ofret til guderne.

Hun blev fundet 8. sept.1995 efter et bjergskred

tæt på vulkanen Nevado Ampatos 6.325 m høje

sneklædte top. Da liget altid har ligget højt, har

det altid været frosset, og er derfor stadig intakt.

Der er til nu fundet omkring 20 børnelig i

Andesbjergene, alle så højt at de altid har været

dybfrosne. Den almindelige antagelse er, at de

ofrede piger blev drukket fulde eller bedøvet

med kokain, inden halsen blev skåret over eller

de blev stranguleret og sov ind i den kolde død.

Undersøgelser har nemlig vist, at flere af børnenes hår indeholdt store mængder af kokain.



37

I modsætning til andre fundne ofrede børn har isjomfruen haft en voldsom død, idet

skanninger viser, at hun har en flænge i kraniet. Men nu er hun blevet ophøjet til en af

Arequipas største turistattraktioner, og opbevares i dag i en tredobbelt fryseboks på museet,

eller skal vi kalde det en glaskiste. Her sidder hun med benene trukket op under sig, som om

hun ikke har rørt sig, siden hun blev sat der, og det har hun vel heller ikke.

Inkaerne havde sans for kvindelig skønhed, årligt blev landsbyerne besøgt af udsendinge,

hvis opgave det var at udvælge de smukkeste 10årige piger. Pigerne blev sendt i skoler,

uddannet i madlavning og vævning, andre blev sendt til templer som hellige soljomfruer.

Inkaherskeren udvalgte nogle af de allersmukkeste til sine hustruer eller elskerinder. Pigerne

blev også brugt som gaver for at formilde erobrede ledere. Ret uforståelig for os var det en

stor glæde for forældrene, hvis deres datter var blandt de udvalgte piger, det gav prestige.

Så de gav med glæde deres datter bort, også hvis det gjaldt ofring.

Forskerne har hidtil troet, at bjergtinderne blev valgt som begravelsessted, fordi de var

nærmest Solen, der var den øverste gud. Man er dog nu overbevist om, at det er selve bjerget,

der blev betragtet som gud, da indbyggerne levede på bjergets nåde. Bjergene skabte vejret,

kunne dræbe med laviner, stenskred, jordskælv, lyn og snestorm, men også give liv med

smeltevand til floderne og markerne. En tørke kunne være gudernes straf for en synd. Man

kunne komme gudernes vrede i forkøbet, ved at forkæle dem med et perfekt barn. Nuværende

indbyggere i Peru ofrer stadig til bjergguderne, som deres forfædre gjorde for 500 år siden.

Dog ikke børn, men lamafostre, øl, cigaretter, slik osv. kan give god høst og frugtbare husdyr.

Det siges endda, at det kan hjælpe på gode karakterer i skolen.

Udover Juanita viser museet forskellige genstande fra inkatiden, vævede stoffer, krukker,

dukker og dyrefigurer.

Næste besøg gælder Monasterio de Santa Catalina, et kloster der blev grundlagt i 1580 af

den rige enke Maria de Guzman. I kolonitiden var det almindeligt, at den næstældste datter af

velhavende familier blev nonne. Da klostertilværelsen ikke skulle stå tilbage for den

tilværelse, som resten af familien

nød, blev nonnernes løfter om at

leve i fattigdom og bøn kun i ringe

grad overholdt. Nonnerne levede

under luksuriøse forhold bag

klostrets høje mure, hvor de mest

velhavende kunne have op til fire

slaver eller tjenestepiger. Klostret

blev først åbnet for offentligheden

15. aug. 1970. Det er et enormt

stort bygningskompleks over

20.000 m2, en hel by med masser

af bygninger, små og store rum,

kældre, køkken, kirke og flere

dejlige haver. I en af dem ser vi en

kolibri, der står stille i luften og suger nektar af trompetblomster. Mange kostbare malerier af

Cuzcoskolens malere hænger på væggene rundt omkring. Cuzcoskolen er verdens første

malerskole og kunstcenter fra 17-1800-tallet. Overalt i klostret høres en dejlig dæmpet musik.

Det undrer os noget, at i et af de mange rum står en barnestol, hvad har en barnestol at gøre

på et kloster? Men hvad nonner kan vel også komme ”galt afsted.”



38

Efter disse to meget oplevelsesrige besøg er vi oplagt til en lille frokost den serveres på

Wayrana Restaurante & Cafe, til maden drikkes igen kokathe og forskellige vand og cola.

Overalt går indfødte kvinder og børn rundt i flotte originale nationaldragter. Med sig i en

snor har de en lama eller to undertiden med kid. Lamaerne er også udklædt kreativt med

krans og bånd om halsen og sløjfer i ørerne. De er vandrende fotomodeller, og håber dermed

at tjene et par sol. Hvis vi fotograferer personer, er det god latin først at spørge

om lov. Efterfølgende forventer fotomodellen at få et par sol. Erling er dog undtaget, for han

fotograferer så meget, at hvis han skulle ofre et par sol hver gang han klipsede, så ville han

hurtigt havne i Ribers, og det er ikke spor sjovt. Men her vil jeg gerne pege på, at vi

nordboere meget tydeligt udsættes for racisme, for når vi kommer trillende med vore

kufferter i lufthavnene, så er der gang på gang indfødte, der knipser og knipser, uden at de på

forhånd har spurgt, og når de præsenterer os for billederne, tænk så forlanger de penge for

dem. En meget grov udnyttelse af os indvandrere.

I syden minder folks huse ofte mere om et fængsel end en bolig. Med høje gitre hele vejen

rundt om huset, eller byggede mure med cementerede glasskår, pigtråd eller andet djævelskab

i toppen, en tonstung port, armeret jernlænke omkring en hængelås på størrelse med en

postkasse. Det hele leder tanken hen på Neuengamme. Eller måske er det en moderne villa,

for så foretages al overvågning elektronisk. Men her på turen har vi set noget nyt, nemlig at

hele ”Berlinmurens” ryg er tilplantet med kaktusser, de er sikkert også særdeles uvenlige

mod fremmede. Et er i hvert fald sikkert, alle uden undtagelser beskytter sig i sin egen lille

kravlegård. Jeg fatter slet ikke, at det skal være nødvendigt at være så fjendsk overfor sine

medmennesker. Næsten uanset hvilket land vi har besøgt, så ser vi samme tendens gitter,

gitter og fem meter fra livet. Det svarer bestemt ikke til den opfattelse, vi har af landenes

befolkninger, der bortset fra franskmændene, der ikke gider snakke med mennesker, der ikke

kan det franske sprog, så har vi altid mødt venlige, imødekommende og ærlige mennesker.

Men kommer det til ejendomsrettens krænkelser, så farer der en djævel i folk, og det uanset

om du er europæer, asier, afrikaner eller amerikaner. I Danmark er det heldigvis ikke så grelt.

På vores årlige cykelture har vi kun oplevet Nordsjælland, der har fået tendens til at bure sine

værdier inde, og det er også her, vi har mødt den mindste venlighed. Nå, sure gamle mænd

gider ingen alligevel høre på, men et er efter min opfattelse sikkert, hvis du viser tillid til din

næste, viser næsten også dig tillid. Nu burde vi tage en dispus om Dansk Folkeparti og

danskernes fremmedhad, stop, stop Frede - - - du trænger vist til en lur, ja, men – du - - kan - - - da - - f--

Aftenens menu serveres på restauranten i Bedstemors Hus. Da vi møder op, er der sat

rødvin på bordet. Hvad er nu det, vi har da fået forbud - næsten da. Men det skulle vise sig, at

Helle Anne-Lise Jensen netop i dag har fødselsdag. Nu er jeg ikke så god til tal, men så vidt

jeg forstod, fyldte damen 46 somre og tilsvarende vintre, men måske har jeg kludret med

tallene, som jeg kludrer med så meget andet. Helle holdt en lille smuk tale, hvor hun takkede

os for, at vi ville være med til at holde hendes fødselsdag. Og det ville vi jo meget gerne, al

den stund det var Helle der sponserede rødvinen, der naturligvis var fra Peru. Så vi takkede

Helle i store vendinger med hurraråb, og lod antyde, at hvis andre skulle få tilsvarende gode

ide, skulle man ikke holde sig tilbage. Skønt festlighederne er der ingen der hænger længe,

for i morgen skal vi meget tidlig op – meget tidlig.

Fødselsdagsmenuen:

Forret: Spinatsuppe. Hovedret: Oksesteg med sovs, kartofler og ris. Dessert: Karamelbudding



39

Mandag 24. nov. 2008

Kort tid efter at vi er faldet til ro, så er det pludselig blevet morgen, i hvert fald efter vores

rejseleders mening. Op kl. 3:45. En lille pose morgenmad og afgang fra hotellet kl. 4:50 til

Arequipa Lufthavn selv om vi først skal flyve kl. 6:50. Men der er, som jeg tidligere har

antydet, altid lange ventetider i lufthavne, nogle gange uforståelig lang tid.

Med mellemlanding i Juliaca ankommer vi efter et par timers flyvetid til Cuzcos Lufthavn.

Herfra kører vi til vort hotel San Agustin International, hvor vi igen får en morgenanretning.

For de der ønsker det, er der efterfølgende arrangeres en lille byrundtur i nærområdet og til

Cuzco Plaza. Cuzco ”Verdens Navle” har 300.000 indbyggere, og ligger i en højde af 3.350

m. Byen, der kendes på sine mange maleriske blå altaner, besøges årlig af 1 mio. turister og

turisternes medbragte hårde valuta, for den kan de nyde Perus bedste øl, Cuzquena med den

tolvkantede sten på etiketten. Sydamerikas næststørste karneval, efter Rio de Janeiro, foregår

i Cuzco hvert år fra 24. juni.

Der serveres en lille frokost: Hvidløgsbrød, grønsagssuppe, ørred, kylling, pasta og is til

dessert. Vi drikker vand og cola til retterne.

Efter frokosten gik vi til Qorikancha – solens og månens tempel. Ordet qori betyder guld.

Templet er bygget af vulkanske sten, mange af murene står stadig, de er bygget svagt

skrånende ind mod bygningens centrum for at modvirke jordskælv. Overalt er der behageligt

stille baggrundsmusik. Rigtig mange rum findes der med navne som regnbuen, vand, lynet,

stjerner, måne og sol. Samtlige disse vægge var i inkatiden beklædt med guld, sølv og

ædelstene. Malerier er der, de er samlet af inkaerne i 15-1700-tallet, mumier og en sjælden

statue af Jomfru Marie som gravid. Kirken er flot med mange malerier fra Cuzcoskolen.

Pludselig brillerer Hans med en udtalelse, han fik lov at høre for: ”I kan stå her og kikke,

mens vi går hen til det næste.” Jaså, hvordan gør man det? I inkaernes tid var haven foran

templet fyldt, ikke kun med blomster, men med blomster og dyr af det pureste sølv og guld.

Inkaerne har haft en fantastisk

byggeteknik, kæmpesten har de

sammensat som legoklodser uden brug

af bindemiddel, præcist passede de ind

i hinanden. Kikker du på en væg, vil

du bemærke, at der skiftes mellem

store sten og små sten, det betyder, at

når der kommer jordrystelser, som der

på disse egne gør næsten daglig, så

virker små og store sten så de

neutraliserer bevægelserne. Faktisk

styrter de gamle inkabygninger aldrig

sammen, hvorimod nye bygninger

ikke altid kan stå for jordrystelserne.

De alvorligste jordskælv der har ramt

Cuzco var i 1650 og 1950. En enkelt af de sten vi studerede i de mange mure, har 12 hjørner,

og tænk så på, de er hugget ud med håndkraft.

Alle, der ønsker det, tager en taxa op til byen højst beliggende plaza, her er et særligt miljø

og et pænt udvalg af eksklusive og spændende forretninger. Fra denne plaza går en meget

stejl og meget snæver gade ned til vort hotel. For dem der ikke oplevede denne gade, kan jeg

nævne, at den er betydelig stejlere og kun en tredjedel så bred som Sønderbjerg i Lemvig,



40

som jeg oplever som Danmarks stejleste gade, man næsten ikke tør cykle ned af. Trods

gadens stejlhed futter der konstant biler ned forbi os.

Aftenens menu serveres på vort hotel San Agustin International som en stor buffet: Supper,

varme retter, grøntsager, quinua og desserter, hvortil vi, nu vanen tro, drikker div. vand/cola.

Quinua er en meget næringsrig lokal kornsort, i udseende en mellemting mellem ris og hirse,

den er glutenfri og indeholder 12-15% protein. Ordet quinua betyder ”Moder Korn,” den har

været dyrket i over 5.000 år i Peru og Bolivias højland i op til 4.000 meter. Planten er etårig

og i familie med spinat, sølvbeder, rødbeder og sukkerroer, dens brede blade bruges som en

art spinat. For øvrigt ligner quinua en anelse sago.

Da det endnu engang har været en meget lang dag, forlader selskabet ret hurtigt spiselokalet,

og der falder tidligt ro over hotellets område.

Tirsdag 25. nov. 2008

Hotellets morgenmad er meget alsidig. Men der er stor trængsel omkring bordene, idet der

netop er ankommet et hold nye turister. Det viser sig, at de også er fra Danmark og rejser med

et selskab af navnet - Skørping Rejser. Det er jo altid rart for os, der er kommet lidt op i

hierarkiet, at få lejlighed til at brillere med viden de nye endnu ikke har erhvervet sig, så det

udnytter vi.

Dagens udflugt gælder seværdigheder i Cuzcos omegn. Men da vi samles ved morgenens

afgangstid, viser det sig, at ikke færre end syv af selskabet lider af maveonde, hovedpine,

træthed og manglende appetit, og derfor føler sig uegnet til at deltage i dagens strabadser.

Åe så sølle. De har i stedet valgt at blive hjemme og reparere på sig selv. Der er næppe tvivl

om, at det er et udslag af højdesyge, tilpasning af højden tager sin tid. Advarslerne om hvor

vigtigt det var at drikke meget vand blev ikke af alle taget lige alvorligt. Ved meget vand

forstås mindst to liter om dagen. Der er onde tunger, der mener, at de der er hårdest ramt af

højdesyge, er dem der har indtaget medicinen Diamox, som er et middel mod højdesyge.

Temperaturen er behagelig, men klimaet kan skifte på et øjeblik mellem varme, kulde og

regn. En af grundene hertil er, at spanierne i 1500-tallet fældede landets oprindelige træer

quenia. I 1804 indførtes eukalyptus fra Australien, primært fordi det er det træ, der vokser

hurtigst. Men det uheldige var, at eukalyptus bredte sig så hurtigt, at landets oprindelige træer

havde svært ved igen at vokse op i konkurrence med eukalyptus.

Da spanierne i 1533 kvalte inkakongen Atahualpa og erobrede landet, ville de omvende alle

indianerne, med ”kors og sværd” lød det så flot, men desværre fik korset ikke den store

betydning, den var kun med som et alibi, midlet blev sværdet, for det udviklede sig til den

rene massakre i kristendommens hellige navn, eller skal vi sige det absolut modsatte af, hvad

kristendommen burde stå for - nemlig næstekærlighed. Men der findes næppe et eneste ord på

denne jord, der i den grad er blevet misfortolket som netop ordet næstekærlighed.

Cuzco var en meget velorganiseret by, noget der overraskede spanierne meget. Det kunne de

ikke acceptere, derfor kaldte de det for Djævelens værk og ændrede byen på en lang række

punkter. Efter en kort årrække blev byen ændret markant til en snavset by fyldt med

sygdomme.

Vi besøger Sachsayhuaman et tempel for solguden og et enormt fæstningsværk fra inkatiden

af tilhuggede kæmpesten. Den største af disse sten menes at veje 190 tons, og det er altså ikke

mig, der har sat et tal for meget på. De enorme mure er bygget uden bindemiddel, hver enkelt

sten er tilhugget. Måske var det her, Kirk Christiansen fik ideen til LEGO-klodserne.



41

Mange kulturer før inkaerne har bygget på Sachsayhuaman, der blev erobret af Pizarro og

hans 187 mand og 37 heste i 1530-erne, fordi indianernes pile ikke kunne gå gennem

spaniernes rustninger.

Skønt Sachsayhuaman ser utrolig stor ud, så menes det, at kun 20% er udgravet. Frem til

1935 kunne områdets beboere for

fire sol tage alle de sten fra

anlægget, de ville til at bygge eget

hus, men da stenene for det meste

var for store til transport, blev de

hugget eller sprængt i mindre

stykker. De oprindelige sten blev

rullet til stedet på andre runde

tilhuggede og polerede sten,

træstammer kunne ikke bære de

mange tonstunge stenblokke.

Det religiøse bevises af, at nogle af

de indbyggede sten ligner en lama,

der var inkaernes vigtigste dyr, og

betragtedes som en gave fra gud.

Den store plads foran har været en slags eksercitsplads, hvor inkaerne holdt deres

militærparader og religiøse ceremonier. Når vi bruger benævnelsen inkaerne, er det faktisk

forkert. Inka var kongen, folket hed andinerne, dvs. alle dem der bor i Andesbjergene og som

vi ofte betegner inkaerne.

En ældre kone i flot indianerdragt går og plukker af

de planter, der den dag i dag bruges i

medicinalindustrien, måske sælger hun dem til

industrien, eller måske bruger hun dem i egen familie.

En af de mest gængse urter er mynte, der drikkes som

te, det er godt mod højdesyge og generelt godt for

helbredet. I dag har hun en god dag, for vi turister

vimser om det oplagte fotomotiv, så der klipses og

klipses, så hun får en ganske hæderlig indtjening, for

vi flyr hende adskillige sol, der bestemt langt

overstiger hvad hendes planter kunne indbringe på

apoteket, hun ser da også yderst glad og tilfreds ud.

Næste stop er ved Centre Esqiritual de los Andes, et

amfiteater tilhugget og slebet i en naturlig

klippespalte, der bruges til religiøse ceremonier og til

mumiernes fest. I klippehulen opbevares de døde

inden begravelsen i lighed med vore kapeller.

Puca Pucara ”Det røde Fort” er bygget som en

fæstning til kontrol af trafikken til inkaernes vigtigste

by Cuzco en slags landevejskro. Her ses

kæmpemæssige mure i flere etager, gigantiske sten og

et ceremonielt bad, hvor inkaerne foretog hellige

afvaskninger.



42

Tambo Machay inkakongens

feriested ligger i en højde af

3.765 meter. Lidt højere ligger

en lille sø. Herfra får man vand,

drikker man af dette vand, siger

legenden, at man beholder sin

ungdom og får børn. På

vandreturen op mod Tambo

Machay er der et stort udbud af

sælgere, der har lagt deres

farvestrålende kollektioner frem

af diverse tekstiler. Sælgerne er

selv de rene fotomodeller, så der

klipses som sædvanlig ivrigt.

Mursten laves, af dem der bygger huset. Strå blandes med vand og jord, puttes i forme og

soltørres. Det siges, at murstenene kan modstå regn – ret uforståeligt. Når et hus er bygget

færdigt, holdes en stor indvielsesfest for familie, venner og håndværkere. På husets

tagrygning fastmures to tyre i tegl, de er fyldt med øl eller spiritus, som drikkes under

indvielsen. Tradition svarer nogenlunde til vore rejsegilder.

Med et glimt i øjet fortæller vores lokale guide, at klimaet i Cuzco er sammenlignelig med

kvinder, det skifter meget. En bemærkning alle mændene grinede højlydt af.

Valle Sagrado - Den hellige Dal med floden Urubamba er utrolig frodig og smuk. Floden har

mange lokale navne, men er desværre meget forurenet, trods det har byen Pisaq, i 2.800

meters højde, ord for at lave verdens bedste mad, for de råder over 800 forskellige planter.

Men de smager ikke selv meget på maden, idet næsten alt bliver eksporteret.

Det er blevet frokosttid, og den får vi ved flodens

bred på Dona Clorinda Restaurant en dejlig buffet

samt hotelfruens lækre hjemmebag til kaffe/te som

hun får meget ros for. Til restaurationen hører en

hyggelig have med bl.a. ekstra flotte datura.

Da vi skal betale for drikkevarerne, bliver jeg

opmærksom på portrætterne på pengesedlerne:

10 sol Jose Abelardo Quinones Gonzales

20 sol Raul Porras Barrenechea

50 sol Abraham Valdelomas Pinte

Efter den lækre frokost gør vi et stop ved Pisaq

Marked. Der er et utal af boder med flotte ting

håndgjorte tæpper, tekstiler og beklædning i et

utroligt stort udvalg, flotte udskårne træfigurer og

smykker. Hver bod har en skov af bambusstokke, over dem er udspændt presenninger som et

tag, primært af plastic. Disse skal beskytte varerne mod regn og solens falmende stråler.

Pludselig, mens vi beundrer de mange flotte varer, styrter regnen ned, ikke en stille silende

regn, men en omgående, pladask, sjaskende regn. Resultatet er, at de mange interimistiske

opstillede tage bliver tungere og tungere og svajer mere og mere. De mange sælgere gør,



43

hvad de kan for at redde flest mulige varer indenfor tagenes rækkevidde. Deres øjne følger

spændt tagets mulighed for at undgå en kollaps. Vi andre følger også spændt udviklingen, vi

må vurdere, hvor det er sikkert at gå eller stå. Ind imellem lyder et ordentlig plask, og vi ser

et vandfald der pludselig fødes. Det lykkes ikke for os alle, at komme tørskoet tilbage til

bilen, men hvad – en gang imellem skal man jo alligevel have et bad.

Tilbagevejen fra Pisaq går over byerne Chongo, Nustayuj, Huancalle, Rayanniyoq, Qorao,

hvor vi så sorte grise, Tambomachay og Saqsaywaman, og tænk, vi har aldrig været der før.

Igen er vi på vort hotel i Cuzco.

Nu var der jo en lille flok på syv, der i morges skønnede ikke at havde kræfter nok til at tage

med på dagens tur, men havde valgt at pleje sig selv i hjemlige omgivelser.

Derfor var det ret sjovt at se, at da vi kom til hotellet stod en af ”disse syv” på hotellets trappe

spejdende ud i trafikken med hånden over øjnene med længselsfulde blikke, om hans viv ikke

snart ville indfinde sig. Og da hun så var at øjne, ja, da fejlede han bestemt ikke en døjt.

Sjældent har jeg set et gensynsknus af den kaliber, vi taler dog kun om en adskillelse på 6-8

timer, hvordan havde det mon været, hvis det var 6-8 dage. Nu afslører jeg jo aldrig navnene

på sådanne personlige oplevelser, så vi kalder blot manden for Erling.

Efter at vi har drukket en kop te, går vi op til Plaza de Armes, byens gamle våbenplads, som

dengang hed Krigspladsen, og dengang var betydelig større og delt af Rio Saphi, floden der i

dag er ledt under plazaen. Det var også her henrettelserne foregik, fx den sidste inkakonge

Tupac Amaru i 1572 og hans navnebror Tupac Amaru II to hundrede år senere. Her var

centrum for det mægtige inkarige, og herfra førte veje ud til alle verdenshjørner, som vejene i

Danmark førtes ud i det ganske land fra landsbykirkerne. Stammer underlagt Inkakongen

skulle bringe en håndfuld jord fra deres egen egn til plaza, hvor det symbolsk skulle blandes

med jord fra inkarigets centrum.

Vi besøger Cuzco Domkirke, der er opført over 100 år fra 1559. Det blev en stor oplevelse.

Da vi kommer ind i kirken, duperes vi af det enorme hovedalter, der er belagt med 1.250 kg.

sølv, men bag dette alter står et langt mere imponerende og flot alter udskåret i cedertræ.

Og vi fortsætter med at lade os dupere af de mange store rum med hver sit alter eller flere

altre, der vel i antal nærmer sig en snes, det ene flottere end det andet, men alle glimtende i

det pure guld - 22 karat. Af og til står der et lille skilt, der fortæller navnet på den biskop, der

af sit gode hjerte har skænket netop dette alter til kirken. Vi har stor lyst til at lave et meget

større og synligt skilt. Det skulle fortælle følgende: Først har biskoppen med sit gode hjerte,

myrdet en hob af indianere, voldtaget deres koner, stjålet deres guld og andre værdier, sikret

værdier nok til udsmykning af egne godser og dernæst brugt en anelse af de tilbageværende

værdier for at kaste en glorie over sine handlinger.

Det er en glorie, der ikke lader sig pudse.

Mange steder i kirken hænger der malerier fra Cuzcoskolen, fx er jordskælvet 1650

foreviget. At malerierne er indiansk inspireret, er der ingen tvivl om, måltidet ”Den sidste

Nadver” består nemlig af stegt marsvin og papaya, trods det de på skiltet kalder marsvinet for

et lam. Også her, som vi efterhånden har set det så tit, er personen til venstre for Jesus en

kvinde. I domkirkens krypt blev flere bisper begravet helt op til 1980.

Opfyldt af mange hellige tanker forlader vi den smukke domkirke, og vi begiver os ud i den

farlige bytrafik på vej til vort hotel. Her bliver vi opmærksomme på et trafikalt problem, hvor

dansk og peruansk kultur fuldstændig kolliderer. Når vi i den tætte bytrafik skal over gaden,

så er det os danskeres klare opfattelse, at hvis en bil dytter, så er det en advarsel mod at træde



44

ud i trafikken, vi skal blive stående. Men sådan er det ikke i Peru. Når en bil dytter, så er det

for at fortælle, at den holder tilbage, du kan roligt gå over.

Ligeledes hvis en bil lægger an til overhaling, og den der overhales blinker til venstre, så er

det ikke en advarsel, men et signal om, at du roligt kan overhale. Det er ting, du skal være

opmærksom på, hvis du sidder bag bilens rat i Peru.. Benzin koster ca. 12 sol for en gallon,

som er fire liter, dvs. 3 sol for en liter.

Aftenens menu serveres på vort hotel. Det er også ganske praktisk, idet nogle af ”de syv

kranke,” stadig ikke er friske og ret uinteresseret i mad. Men det må her indrømmes, at en

kreativ restaurant i byen havde været mere spændende. Alle går ganske tidligt til ro, dvs. ca.

kl. 22:00, er der ikke et øje af selskabet at finde. Hanne og skriverkarlen nyder hver en flaske

Cuzquena til et spil yatzy, vi må jo sørge for at udnytte flest mulige timer.

Onsdag 26. nov. 2008

Efter morgenmaden går vi til bussen, der skal køre os rundt til dagens oplevelser.

Området, vi kører gennem til Ollantaytambo, er primært landbrugsland væsentlig

anderledes, end hvad vi tidligere har set med betydelig større marker, det er både kvægdrift

og agerbrug. Også her ser vi oksespand for en ard, endda fire spand på en mark. Det er

samarbejde mellem fire jordbrugere, der på den måde hjælper hinanden. Den samme

hjælpsomhed gælder også, hvis en af dem skal have nyt tag eller andre arbejdsopgaver, der

kræver flere personers arbejdskraft. Vi ser også enkelte traktorer her, hvad der ikke har været

behov for på de mange terrasser.

Landbrugerne her taler getchus, og nogle af dem kun det, hvad vi opdager på et senere

tidspunkt, hvor vi spørger om vej, fordi en vej er spærret grundet vejarbejde.

Her i området er det kvinderne, der bestemmer, hvornår der skal sås, høstes og mange andre

ting, det er hende der har respekten.

Vi er nu nået til byen Chinchero. Her besøger vi tekstilcentret Awana Wasi, hvor de viser

arbejdsprocessen fra uld til de færdige produkter. Ulden vaskes rent i varmt vand, der gøres

sæbeholdig ved hjælp af en bestemt trærod, der rives ned i vandet og piskes til skum.

Virkningen er hurtig og effektiv. Dernæst spindes ulden til garn, der farves af bl.a. cuchinilla,

de små røde kaktuslus, der kan

give mange forskellige røde

farvenuancer. Derudover farves

garnet til mange forskellige farver

af forskellige blomster, rødder og

planter, der bruges kun

naturfarver. Dernæst væves

garnene til mange forskellige

varer bælter, halstørklæder,

tæpper, trøjer, huer og m.m.

Væverne bruger 35 forskellige

motiver, som de har arvet fra

tidligere generationer. Den enkelte væver har motiverne i hovedet, de er ikke nedskrevet, men

skal fortsat gå videre i arverækken. Opskrifterne kombineres til en helhed. Efter deres

demonstration af de forskellige arbejdsgange handles der, også denne gang, ganske livligt.

Gennem den lille landsby går vi op til byens kirke, der ligger i toppen af byen. Også her

langs gaderne op mod kirken er der tæt af boder, der tilbyder deres farvestrålende produkter.



45

Af og til kan man blive helt deprimeret over de mange sælgere med deres bedende øjne.

Skønt vi er en del turister, så er vi ikke mange i forhold til de mange sælgere, der sikkert tit

har en ”mager” dag. Også på selve pladsen foran kirken står sælgerne tæt, hvor de har

udstillet deres varer på tæpper liggende på jorden. Desværre for os alle begynder det at regne,

indianerne pakker i hast deres ting sammen i tæpperne eller overdækker dem med blå

plasticpresenninger. Vi andre haster ind i kirken. Men her er lyset gået ud, så det bliver et

dunkelt besøg. Mest imponerende er det store loft skabt i træplanker og tæt bemalet. Vi aner

et stort barokt alter med udskårne træfigurer.

Spaniernes mål var at udrydde de vantro, det gjorde de med deres barske midler. Men her

virkede det modsat, for indianernes oprindelige tro blev stærkere i modvind.

Kirken, der stadig er i brug, er bygget af spanierne i årene 1570-1607. Den bruges til de

forskellige lokale kirkelige handlinger, og så holdes der en årlig ceremoni, der bakkes kraftigt

op af tusinder af lokale beboere.

Vort næste besøg gælder Moray Archeological Complexe nær byen Maras. Det er inkaernes

forsøgsstation for frø og planter, det blev bygget allerede i 1400-tallet. Ikke mindst fordi

inkaernes rige strakte sig over forskellige klimabælter, var det vigtigt, at afgrøderne gav det

optimale udbytte. Derfor plantede man samme afgrøde i forskellige højder og dermed under

forskellige temperaturforhold for at finde frem til den højde og temperatur, der gav det bedste

udbytte. En af de første planter de arbejdede med var kartofler, der oprindelig var en giftig

plante, men som de fik forædlet til spisekartofler (se 1534 ).

Inkaerne fandt også ud af, at bønner kan vokse såvel i 4.000 meters højde som helt nede ved

havet. Stedets specielle placering, som en gryde mellem bjergene, med runde terrasser giver

et meget specielt klima. Fra bund til øverste terrasse er der 30 meter, med en

temperaturforskel på 150 C. Der findes ikke tilsvarende forsøgsstationer. Det er en fantastisk

følelse at stå her og studere, hvor fremsynede inkaerne var 5-600 år før vores Foulum.

Terrasser bygges ikke mere, dels

er de udbygget, hvor de er rimelig

tilgængelige, og dels er de blevet

meget kostbare at etabler. Vi får

fortalt, at det koster 30.000 $ at

bygge 50 meter terrasse, hvad der

er helt urationelt. Det høje beløb

vil skriverkarlen ikke umiddelbar

acceptere, det lyder for

usandsynligt. Men dog blev

beløbet gentaget som værende

korrekt.

På landevejene her i området er der af og til bygget vejbump, Hans kalder dem for

”fjederknækkere.” De har formentlig samme formål som i Danmark, nemlig at bremse

trafikanternes fart.

Det er nu blevet frokosttid, og vi stiler mod Tunupa Cuzco Restaurant Orial Tampo, der

viser sig at være et ualmindelig lækkert og tiltalende sted med stor flot blomsterhave helt ned

til floden. Også maden er helt perfekt og rigelig, og tænk dessertbordet talte 16 forskellige

muligheder. Desværre nåede jeg kun de 14. Det er turens til nu mest tiltalende sted og bedste

mad, der fortjener * * * * *.



46

Vi kører gennem Den hellige Dal til Ollantaytambo, her ser vi imponerende bygningsværker

fra inkatiden. Et inkatempel med døbefont og originale brolægninger fra inkatiden. De blev

aldrig gjort færdige, fordi spanierne kom dem i vejen. På bjergsiden ser vi spisekamre til

opbevaring af majs og andre kornsorter, for her var de i sikkerhed og godt isoleret.

På bjergsiderne ses også mange figurer af forskellige dyr, hvor næsten kun fantasien sætter

sine grænser.

Efter dagens mange oplevelser er vi tilbage på vort hotel, hvor et bad gør godt. Herefter er

det blevet aftendinertid, den serveres på vort hotel og igen bestående af en buffet og diverse

drikke uden volt.

Torsdag 27. nov. 2008

Efter en tiltrængt nattesøvn og en tidlig morgenbuffet

fører bussen os meget tidlig til Ollantaytambo, hvor vi

tager med Perutrail til byen Aguas Calientes. Om bord

på toget får vi overraskende serveret endnu en

morgenmadspakke med sandwich, kage, te og koka.

Fremme i Aguas Calientes bliver vore kufferter sendt

med kurer til vort hotel MP In. Mens vi andre entrer en

bus, der skal føre os op til Machu Picchu, hvor vi efter

et kvarters tid og ca. tredive sving står ved indgangen til

et af verdenskulturens syv nye vidundere. Vi gøres

kraftigt opmærksom på, at der ikke findes et eneste

toilet i det ret store område, der hører til Machu Picchu,

men at de har toiletter her ved indgangen. Der er

virkelig penge i toiletverdenen, så alle må investere i en

”tissebillet,” jeg i nr. 85917.

Machu Picchu ligger i 2.400 meters højde 700 meter over Urubambafloden. Navnet Machu

Picchu betyder Det Gamle Bjerg, dvs. det bjerg der ligger til venstre for hovedindgangen.

Det bjerg vi ser bag ruinerne er Wayna Picchu Det Unge Bjerg. Den kan bestiges, men vi har

ikke så megen tid, at vi kan indlade os på denne ekspedition. Det fortælles, at udsigten fra

toppen så rigeligt er de store anstrengelser værd.

Den uindtagelige fæstning

Machu Picchu med templer,

beboelseshuse, agre i terrasser,

begravelsespladser,

vandkanaler etableret under

jorden og trapper i stedet for

gader er påbegyndt i 1438 af

Pachucutec, inkaernes svar på

vores Christian IV.

Inkaerne flækkede sten efter

samme princip som egypterne,

borede hul ind i stenene,

indsatte en trækile der blev

overhældt med varmt vand og

på et tidspunkt flækkede stenen.



47

Også her er byggeteknikken af høj kvalitet med mure af tilhuggede granitblokke uden

bindemiddel, og et knivsblad kan ikke presses ind i mellemrummene. Det menes, at kun 40%

af Machu Picchu til nu er udgravet.

Machu Picchu, "Inkaernes forsvundne by," blev grundet det

uvejsomme terræn først opdaget i 1911 af den amerikanske

historiker og eventyrer Hiram Bingham.

Det er en meget stor oplevelse at gå her på inkaernes gamle

højdedrag, og det koster kræfter, rigtig mange kræfter at

komme helt op til toppen, men vi når toppen. Der tales også

meget om inkastien, den er anlagt som en pilgrimsrute i

nærområdet af Machu Picchu, og udgør også en del af de stier,

vi har betrådt.

Efter disse store historiske oplevelser kører vi til hotel MP In,

hvor vi forenes med vore kufferter og får udleveret nøgler til

vore værelser.

Kort efter serveres aftenens menu.

Forret: Cremesuppe med crota

Hovedret: Kylling, ris, kartofler, æg

Dessert: Massey mazee, ligner vores ris a la mande, men

indrømmet knap så lækker

Rødvin: Seleccion Espicial Tacama 2007 14%, men det var da vist en fejl.

Trætte efter dagens tusindvis af trapper op og ned, store

oplevelser og synsindtryk går alle ret tidlig til ro.


Til morgenmaden på MP In er der, hvad vi ønsker. Der er arrangeret en gåtur til Botanical

Garden, ruten anvises langs banelinjen. Vi bemærker, at sporbredden er noget smallere end

de på europæiske baner, men at togvognene er af samme bredde, så når toget kommer, skal vi

være opmærksomme på, at den fylder meget i forhold til skinnerne, så vi går godt ind til

siden, når der kommer et tog, og det oplever vi fire gange, mens vi går turen på omkring en

times tid.

Ingen store skilte viser til Botanical Garden. Ved en beskeden indgang står en ung mand med

en lille bod med forskellige frugter og læskende drikkevarer, der bestemt er aktuelle her i

varmen. Det viser sig, at den unge mand samtidig er rundviseren, og endda en god en af

slagsen opdager vi. Han har gået fem år på universitetet og yderligere tre år på

specialuddannelse i botanik og turisme. Hans løn er netop salg af frugt og vand, samt den

bolig der ligger i haven. Rundturen, der kostede 10 sol, er så rigelig pengene værd, for han

viser sig at være en rigtig god fortæller, der ved alt om de tusinder af planter haven råder

over, og ikke mindst dyr og insekters indflydelse på den botaniske udvikling. Her nævnes et

yderst beskedent udvalg af, hvad skriverkarlen fik nedprentet: Kokaplanter, hibiscus,

løvehoveder, yucca, datura i flere farver, de er euforiserende og bruges til bedøvelse ved

operationer, kaktus, hvoraf nogle bruges til fremstilling af reb, lime, appelsin, orkideer, hvor

vi ser en af de mindste af verdens 20.000 arter, avokado i fem forskellige arter, te, banan i

flere varianter bl.a. den lilla elecania, julestjerner, elefantøre, adskillige planter til

medicinindustrien, cancer urt, det gælder også krydderplanter, tomat med hale, der er stærk

http://da.wikipedia.org/wiki/Machu_Picchu



48

som chili og langt, langt flere. Vi ser også den lille

kolibri, der står stille i luften og stikker sit lange spidse

næb ind gennem kronbladet på en dyb liljeagtig rød

blomst for at nå ind til nektar.

Pludselig stopper det lille selskab op, alle undres over

en meget skarp og yderst speciel blomsterduft. Det

viser sig at være min myggespray, hvad jeg naturligvis

inkasserer en håndfuld spydige bemærkninger om.

Den tyve år gamle have blev åbnet for publikum i

2005 og skabt for at vise turister regnskovens utrolige

store rigdomme af planter langs inkastien og inkaernes

hellige flod. Det var netop stien her, der blev brugt, da

de første kom til Machu Picchu.

Besøget blev for os en meget stor, dejlig og positiv

oplevelse ikke mindst på grund af den unge mands

viden og venlighed. Som en ekstra tak til vores guide,

og hans unge kone, der også er dukket op, gav vi ham

en lille håndfuld ekstra sol, og vi købte vist også lidt

flere appelsiner og vand end vi havde forestillet os.

På hjemvejen opdager vi en anden og behageligere vej end den langs banen. Så vi kommer

ind til Aguas Calientis ad en anden vej. Her opdager vi nybyggede huse forsøgt lavet i samme

byggestil som inkaernes med sten i forskellige størrelser og former.

På et lille hotel i byen får vi en dejlig frokost. Herefter går vi en rundtur i den charmerende

by, også den markerer sig med et utal af boder. Hanne investerer 40 sol i et smukt

halssmykke i sølv med emalje. Smykket har facon som en panfløjte, hvor de mange toner

fremstår i smuk emalje med forskellige stærke farver. Min investering gælder en T-shirts til

25 sol – uden emalje. På hotellet serveres en sandwich, før vi går til stationen for at tage Perutrail

midt på aftenen tilbage til Ollantaytambo en tur på 1½ time.

Næppe har toget sat sig i gang før den lille madvogn rulles frem og som på udturen tilbyder

en fin lille æske med sandwich, roulade og en meget

ubestemmelig, men dog velsmagende juice. Straks de fine

æsker igen er samlet ind, er det vist de flestes ønske at lade

hvilen tage over og lukke øjnene en times tid. Men sådan

skulle det ikke være.

De tre unge togbetjente, der netop havde fået madvognene

rullet til side, ville det anderledes, de startede en

modeopvisning som en catwalk ned gennem togvognen.

Først en der optræder i egnens traditionelle

folkedansedragt, herefter følger virkelig pænt tøj, skiftende

mellem den kvindelige og mandlige deltager, og der er

virkelig mange flotte og fristende ting. Efter opvisningen,

der høster stort bifald, forsøger de unge mennesker at sælge

tøjet, men det synes de ikke at have succes med.




49

Ikke uforståelig for det første var tøjet ret dyrt set i forhold til, hvad vi har set i butikker og

for det andet, er det ikke særlig praktisk, at skulle prøve tøjet midt i togvognen som en anden

mannequin under alles påsyn.

Men indslaget var forfriskende, morsom og meget overraskende. Og alle glemte fuldstændig

at lukke øjnene, som vi havde lagt an til.

I Ollantaytambo venter bussen på os og efter endnu et par timer, uden modeopvisning, er vi tilbage

i Cuzco. Klokken var efterhånden blevet 23:00, der blev gjort stop ved en større restaurant til

aftenens menu. Men kun ca. halvdelen ønskede at benytte sig af dette tilbud, de øvrige blev

kørt til hotellet. Efter en times tid blev også vi kørt til vort hotel. Så det endte med, at også

denne dag blev lang og oplevelsesrig.


Til morgen får vi den triste meddelelse, at Laust tidlig morgen blev indlagt på sygehuset i

Cuzco med et hjertetilfælde. Ester og Hans er taget med på sygehuset. Efter et par dage

overflyttes Laust til Lima, Ester tager naturligvis med. Senere tager Lise også til Lima for at

bistå ikke mindst med de sproglige problemer. Laust fik et længere sygeleje og kom først til

Danmark kort tid før jul. Senere er det gået pænt, men langsomt fremad.

Igen går det til lufthavnen i Cuzco, hvor vi efter endnu en rum ventetid skal flyve til Juliaca.

Velankommet hertil entrer vi en bus, der kører os gennem byen Puno, der har 80.000

indbyggere og ligger i 3.830 meters højde, her øjner vi byens universitet. Turen fortsætter

over en blæsende, meget flad og stor højslette med små spredte indianersamfund, hvor der ses

store flokke af køer, får og lamaer. Jorden synes ikke særlig frugtbar, minder lidt om ørken.

I den fjerne baggrund ses Titicacasøen, som er vort mål.

Som i området ved Ollantaytambo er det også her kvinderne, der bestemmer og arbejder

mest. Det fortælles, at en kvinde kan bære 60 kilo, mens en lama kun kan bære 3o kilo, derfor

vil en mand hellere satse på to kvinder frem for fire lamaer.

Vi er kommet frem til den lille indianerlandsby Chucuito, hvor vi indkvarteres på Taypikala

Hotel & Spa med fin udsigt ud over Titicacasøen. Værelset er rimeligt, men udover udsigten

ikke overvældende, toilettet er så småt, at man næsten skal bakke ind til toiletsædet.

Væggene er dekoreret med vævede inkasymboler og et stort relief, hvori er indbygget

kontakter til værelsets lys, hvad vi først opdager efter lang tids søgning.

Før aftenens menu når vi at gå en lille tur rundt i landsbyen. Her gør vi et besøg på et meget

lille museum, Wawa Marca, nok det mindste museum vi nogensinde har set, det består af 5-6

montre, naturligvis med fundne ting fra indianernes fortid. Billetter købes for en sol i en lille

bod, der ligger ved siden af museet, min billet har nr. 216.

Landsbyen virker meget øde, måske skyldes det, at der på en stor plads er musik og dans

med flere hundrede deltagere. Det synes som værende et bryllup, da en bil dekoreret med

bånd og sløjfer står parkeret tæt ved. Fra en scene spiller et lille orkester. Her styres

begivenhederne af en mand i fornemt og fint indianerantræk. Vi lurer beskedent i baggrunden

for at opleve deres måde at feste på. Men mange minutter går der ikke, før en indianer bukker

dybt for Hanne, der naturligvis går med ud i dansen.

Desværre kommer der ikke en indianerpige og nejer for mig, så jeg må nøjes med at holde

øje med et af pladsens mange ”øldepoter” en stabel fyldte ølkasser, og det er imponerende,

hvor hurtigt der knappes øl op af 3/4 liters indhold, og det er ikke kun mændene, også de

rimelig kraftige indianerkvinder tager godt for sig af flaskerne, nogle tager to flasker med, nu



50

de er kommet i gang. Der drikkes ganske tæt, så rødhuderne bliver endnu mere røde i

ansigterne. Det ses også på muren udenfor pladsen, hvor der konstant står en håndfuld mænd

og klarer den tiloversblevne væske.

Om der også spises mad, så vi ikke, men muligvis. For Hanne berettede efter at være

kommet tilbage, at indianeren insisterede på at invitere hende ind i et tilstødende lokale, og

det kunne jo være, det var mad han ville invitere på, man ved jo aldrig.

Lidt efter er vi tilbage på hotellet. Her kommer bryllupsprocessionen lidt senere forbi vore

vinduer med hornmusikken bagerst, som vi tidligere oplevede til en anden dags begravelse.

Det ses tydeligt, at nogle af deltagerne har stort besvær med at holde balancen. En af de store

indianerkvinder, store er nemlig mange af dem, har åbenbart for meget væske i kroppen, så

hun går få meter væk fra processionen og sætter sig ned i græsset. Nu er hun jo så rigeligt

påklædt med et lysegrønt strutskørt i nummeret lige før teltet i Cirkus Miehe, så det er

beskedent, hvad vi kan se, men af hendes bevægelser at dømme, er der ingen tvivl, trykket

skal af tanken. Hvad der er sket ses endnu tydeligere, da bukserne skal bugseres på plads.

Hun rejser sig retter på sin hat i samme fine lysegrønne farve, og træder igen ind i

processionen som intet var hændt.

Aftenens menu på hotellet. Forret: Aspargessuppe. Hovedret: Frit valg fisk/oksekød, begge

dele meget velsmagende, men overraskende samme tilbehør kartoffelmos, franske kartofler

og grøntsager der denne gang var varme. Dessert: Lagkage med citronsmag, men meget sød

som desserter i Peru næsten altid er. Da vi stadig er i højderne, dvs. tæt på 4.000 meter,

drikker de fleste vand af forskellig art. Men enkelte af de mere hårdførte flotter sig med en øl.

Knap er middagen begyndt, før et orkester på tre mand og en kvinde entrer restauranten og

spiller behagelig musik, dog en anelse for højt. De er alle indianere og fortæller ind imellem

musikken træk fra indianernes historie omkring Titicacasøen. Efter nogle numre går de rundt

ved bordene for at sælge indspillede cd’er for 15 $ eller 40 sol. Også vi investerer i et af

båndene og beder sælgeren, der er orkestrets ældre leder, signere cd’en, men han er åbenbart

en af analfabeterne, for han får fat i en af de yngre, der kommer og sætter sit autograf.


Efter en god nats søvn stævner vi ud til dagens oplevelser. Først går det med bus til Puno.

Vi bemærker, at der på rigtig mange af varebilerne ses store antenner på ladet, de er der fordi

radiodækningen her i området er for dårlig. I Puno går vi om bord på en katamaran turistbåd,

der sejler os ud til en af Titicacasøens mange berømte sivøer, hvor vi modtages med synlig

begejstring.

Efter en kort rundgang på den lille ø samles vi foran et af sivhusene, hvor 7-8 af øens

beboere, med Rouel og hans

kone Silva i spidsen,

fortæller om sivøernes

historie og ikke mindst

hvordan nutidens hverdag

fungerer. Der er rigelig

lejlighed til at stille

spørgsmål til panelet, også

de spørger os om

forskelligt, fx synes de, at

vore navne lyder mærkelige.



51

Titicacasøen er med 8.560 km2 Sydamerikas næststørste sø, nogenlunde på størrelse med

Sjælland, den deles mellem Peru og Bolivia. Peru har 58% og Bolivia 42%, men Bolivia har

dog den opfattelse, at tallene burde være omvendt. Men bortset fra denne stridighed er der et

godt naboforhold de to lande imellem.

De flydende sivøer menes at have været brugt gennem 9.000 år. Selve sivplanten hedder

totora. Først var øernes beboere nomader, der levede af at fiske med spyd. Det skal foregå,

før solen står op, eller efter at den er gået ned, for når solen opvarmer vandet, søger fiskene

ned i dybet.

I 1440 kom inkaerne til Titicacasøen, de der levede på sivøerne måtte betale inkaerne med

cuchinilla, de små rød lus der blev brugt som rødt farvestof i tekstil- og kosmetikindustrien.

Da spanierne kom, krævede de, at inkaerne arbejdede i sølvminerne op til 20 timer om

dagen, det fik til følge, at inkaernes levealder faldt betragtelig. De to indianertyper aymara og

uro var oprindelig meget forskellige af bygning, begge kaldtes for uro, men racerne blev

efterhånden blandet.

Øernes beboere har altid måttet bygge videre på sivøerne, det gør de ved at save blokke af

sivenes rødder fra steder, der ligger flere km væk. Disse afsavede blokke skubber de frem

med deres både, hvorefter de

forankrer blokkene til deres egen

sivø med reb, som de laver af

sivstrå. Herefter skæres siv af, som

lægges ovenpå blokkene skiftevis på

kryds og tværs, til der er et lag på

omkring en meter. Et nyt lag skal

lægges over ca. hver 15. dag, så der

er altid arbejde med øen. Selve

sivøen holder normalt omkring

femten år, så er den blevet rådden,

og beboerne må etablere sig på en

ny ø. Rouel stikker sin hånd dybt

ned i sivene og trækker nogle strå

op, som han vrider for vand, det

giver os en god forståelse af øens

forgængelighed.

På sivøerne bygger de deres sivhuse, men de holder kun et enkelt år, så skal sivene skiftes

ud, men husets træskelet holder i flere år. Der findes ingen form for opvarmning i husene.

Men staten har bevilget solceller til sivøerne, for at formindske brugen af stearinlys, der ofte

har været skyld i farlige brande. Først på året var en mindre sivø blevet hærget af brand. Men

det var, fortalte Rouel, en ø hvis befolkning holdt sig fuldstændig isoleret fra alle andre øer.

Beboerne bygger også selv deres både naturligvis også af siv. Det tager syv mand to

måneder at bygge en sivbåd, og båden holder kun i andre syv måneder. I dag puttes der

tilproppede plastflasker ind mellem sivene for at forbedre bådens opdrift. Tilsvarende

plastflasker bruges som svømmeveste til børn, når de skal lære at svømme.



52

Vandet omkring sivøerne er meget forurenet ikke mindst fra Puno By. Vanddybden er ca. 10

meter, men i hele Titicacasøen er der stor variation i dybden helt ned til 283 meter, det er

præcist som i bjergene omkring Titicacasøen.

Øen vi besøger er en af de mindre, vel næppe over 200 meter på hvert led, den bebos af syv

familier med 13 børn. Der findes en børneskole på en af de nærliggende øer, men beboerne er

meget bevidst om, at yderligere uddannelse af børnene er nødvendig, og den må tages på

fastlandet, og erfaringerne siger, at de unge sjældent kommer tilbage. Der er stort

sammenhold blandt de syv familier, de har alle boet på andre øer, men har samlet sig, fordi

nogle var i familie, og andre var venner. Beboerne har spanskklingende navne. Et spørgsmål

om hvorvidt de stadig følte nag til spanierne, blev benægtet, spanske turister er lige så

velkomne som andre turister.

Tidligere har der været en del problemer med degenerering,

fordi familiemedlemmer giftede sig med hinanden. Det problem

er gennem de senere år blevet mindre. I dag sejler de unge mere

rundt mellem småøerne og får dermed kontakt til forskellige

familier. Unge forelskede skal bo sammen i 2-3 år, før de bliver

gift, men hvis de får børn, skal de straks giftes. Når der så holdes

bryllup, skal brud og brudgom først mades af forloveren.

Bryllupsfesten varer en uge. Børnene fødes på øen med hjælp fra

erfarne kvinder. Årsagen skal findes i, at de ikke har råd til at

komme på hospitalet, da hospitalsindlæggelse er dyr i Peru.

Tidligere har vi fået fortalt, at læger og hospitaler er gratis i Peru,

men måske gælder det ikke fødsler?

I lægebehandlingen bruges der meget naturmedicin. Der verserer

mange ”kloge kone råd” indenfor lægekunsten. Her et par

enkelte eksempler: Alkohol ilagt levende slanger kan fjerne

rygsmerter på otte dage. Det samme kan snot, når det gnides ind

på de smertende steder. Og en enkel opskrift fra slikverdenen:

Eukalyptus blandet med komælk og saft fra gausilevroden kan

bruges til tyggegummi.

Jacques-Yves Cousteau har også været på opdagelse på Titicacasøen, han påstod at have

fundet en 40 cm lang frø. Frøer siges at være godt for fertiliteten, de koges uparterede til en

herlig suppe, hævdes det. Nogle frøer presses til en energirig juice, der skulle virke, som når

Skipper Skræk spiser spinat, og være uden bivirkning. Måske var det en sådan juice, vi på

Perutrail kaldte en ubestemmelig og velsmagende juice.

Her på øen har de tv, men der findes ingen toilet. Hvis det er aktuel, skal de sejle fem

minutter for at komme på toilet, to minutter er rekorden, fortælles det med et smil i øjet, det

var fordi, det virkelig hastede. Det ville ikke være rart med roterende maveonde lige her.

Vi er nok også af den opfattelse, at der undertiden snydes lidt.

Beboerne laver også selv deres egne geværer og ammunition, hvor krudt, salpeter og svovl

blandes med metalkugler. Af fugle jager de ibis, hejre og skarv, som de skærer halsen over på

og drikker blodet. Fuglene lufttørres og koges efterfølgende. De fanger mange fisk og spiser

mange af dem, de tiloversblevne tager de med til fastlandet og bytter til grøntsager.

På samtlige sivøer bor der i dag 2.500 mennesker. Befolkningen på sivøerne får penge af

staten til deres ophold. I dag lever beboerne mest af turister, der som os kommer og får fortalt



53

om det liv, der engang var. For det hele virker meget som et beboet museum, der kun holdes i

live for turismens skyld.

Efter en god dialog byder de enkelte familier os indenfor i deres primitive sivhuse. De håber

også meget på, at vi vil købe noget af deres husflid. Hanne investerer i en flot minisivbåd ca.

20x30 cm, den passer fint som frugtskål og bruges dagligt som sådan.

Øens beboere inviterer os ombord på en rigtig sivbåd. Den drives frem ved årekraft, der er

flere i vort selskab, der viser store evner udi denne sportsgren, for det lykkes dem virkelig at

styre båden udenom de mange små, tætliggende øer. Ved en anden sivø bliver vi samlet op af

vores turbåd, og vi skal nu forlade den venlige befolkning. Der hilses pænt af, og beboerne

synger en sang for os, mens vi sejler videre ud på den store Titicacasø.

Der er mange naturlige og beboede øer i Titicacasøen. Vi sejler ud til den 11 km2 store

Taquile, der bebos af 2.400 mennesker, hver familie på øen har seks jordlodder. Øen blev

brugt af spanierne som fængselsø helt frem til 1926.

Fra skibets landgang går det meget stejlt op til en lille restaurant. Hele selskabet er klædt

solidt på, for vi er højt oppe, tæt på 4.000 meter, og er blevet forberedt på, at det kan være

hundekoldt. Men flere af os har det som katten på et varmt bliktag. Jeg lister diskret ind bag

en fårefold, smider bukserne og krænger mine gamle godt slidte mørkeblå skibukser af, som i

den grad er til overs og har været det længe. Herligt - nu kan jeg igen bevæge mig.

Da vi når den lille restaurant, serveres en lækker og tiltrængt frokost i det fri med en flot

udsigt over til Bolivia. Der serveres brød med pebre, suppe, ørred med ris og pommes frites,

meget velsmagende, hertil drikker vi forskellige typer vand og Inka Kola. Mændene er de

mest aktive til at servere. Under frokosten optræder alle indianerne kvinder som mænd med

musik og dans, de tager nogle fra vort selskab med i dansen.

Samtidig med at mændene serverer, går de rundt

med strikketøjet om halsen, og har de en ledig

stund, så strikker de, det ser lidt komisk ud.

Også drengene går og strikker, for de lærer denne

kunst, fra de er otte år. Det er også mændene, der

syr tøj til familien, og indianernes tøj giver mange

signaler. Farven på kvindernes yderste skørt

afslører, om pigen er gift eller ugift. Hos mændene

er det hattens farve, stilling og topkvast der

afslører, om han er gift. Manden syer et skørt til sin

kone hvert femte år. Vi får fortalt, at der er set en

dame med 19 lag skørter. Historien fortæller ikke,

hvor gammel denne dame er, men 19x5 er jo 95,

så hvem ved? Til gengæld syer konen et skærf til

sin mand.

Taquiles befolkning er meget ærlige, oprindelig

fandtes der ikke låse og nøgler på øen, men nu der

kommer mange overnattende turister, kræver disse,

at de kan låse deres dør. I feriemånederne kommer

der 500 turister om dagen, den øvrige tid 150-200 om dagen. Øen har katte, får, køer, kaniner,

men ingen heste, lamaer og hunde. Husene har kun tre rum køkken, opholdsrum og

soveværelse, og der findes ingen form for opvarmning.



54

Efter frokosten går vi op til øens top, hvor plazaen med rådhuset ligger. Her ses endnu flere

boder samt et kollektivt

salgsfirma, der specielt har

mange huer, for koldt kan

det være her.

Et stort vejskilt fortæller, at

der er 10.100 km til Paris,

2.897 km til Rio de Janeiro,

9.256 km til Madrid og

mange flere muligheder,

men Ringkjøbing havde de

glemt.

For nogle år siden steg vandstanden i Titicacasøen fem meter, det var en stor katastrofe.

Afgrøderne blev ødelagt, og mange familier mistede, alt hvad de ejede. Regeringen greb ind

med et tilbud til hver af de ramte familier, tilbuddet lød på 5$ altså under 50 kr. Det skabte

forståeligt nok stor forargelse, og kunne da også kun opfattes som en fornærmelse mod den

fattige befolkning. Alle nægtede at modtage denne almisse, og der iværksattes indsamlinger

som viste, at befolkningen stod stærk samlet, og efter få år kom der igen gang i aktiviteterne.

I Peru er der, som alle steder, forskel på rig og fattig, men det fornemmes ikke af os som et

skel mellem folk. Mest fornemmes forskellen i Lima, der blev grundlagt 1535 og i dag har 12

mio. indbyggere. Her findes enorme slumkvarterer, fordi mange fra landdistrikterne søger til

de større byer for at finde den rigdom og lykke, der læses og høres om specielt i tv. Men

virkeligheden er ofte ganske anderledes og langt fra det skønbillede, der fortælles om. For de

fleste går det den modsatte vej, de havde det bedre, hvor de kom fra.

På vej ned til turistbåden møder vi flere, både kvinder og mænd, med enorme bylter på

ryggen, varer af enhver art der skal bruges i landsbyerne længere oppe på øen. Det undrer os

meget, at de ikke bruger æsler eller andre trækdyr til dette meget slidsomme arbejde, der nok

kan ødelægge den bedste ryg. Men det er åbenbart en del af deres kultur, men en del, som vi

opfatter som værende meget ufornuftig. Det kunne være spændende at høre, hvad disse

indianere ville pege på af ufornuftige aktiviteter i vores kultur.

Efter rigtig mange og gode oplevelser er vi igen kommet om bord på vores katamaran

turistbåd, og er nu på vej ind til fastlandet. Mine tanker er havnet hos mine godt slidte

mørkeblå skibukser, der vel har tjent mig gennem det bedste af 30 år på adskillige skiture.

Lige nu har jeg bestemt ikke brug for dem, men får jeg det mon senere? Næppe - er min

nuværende konklusion. De er bestemt heller ikke særlig sexede, enes jeg med mig selv om.

De der kender mig ved, at jeg smider ikke mere væk end højst nødvendigt, - det kunne jo

være? Men disse usexede mørkeblå skibukser fra langt tilbage i forrige årtusinde har

efterhånden nået teltstørrelse, så de har lige nået den grænse, hvor jeg overvejer at kassere

dem? Og så sker der det, som kun er sket få gange i min tilværelse. Jeg tager en rask

beslutning. Disse elskelige gamle bukser har udtjent. Diskret lister jeg dem ud af min rygsæk,

ruller dem sammen og stikker dem ind bag et varmerør, der løber langs bådens sider. Det var

så den del af mit liv, der her blev afsluttet.

Da vi forlader båden på vej til vores ventende bus, er der pludselig en dame, Lise - den skid, der

råber højt efter hele flokken: ”Der er en, der har glemt disse bukser.” Og så holder hun hele

”teltet” op i fuld størrelse til stor morskab for alle - undtagen en enkel.



55

Lidt senere møder vi et brudepar og deres flot dekorerede bil med bånd og sløjfer. Og så har

”folket” pludselig andet at gå op i. Fint.

Tilbage på vort hotel mødes vi af Cia Dragons, stedets politi, der holder øje med, hvad der

foregår omkring os. Alle har tid til et tiltrængt og velfortjent bad, inden vi mødes til aftenens

menu. Den indledes med det efterhånden kendte men velsmagende brød med pebre, herefter

avokado med palmemarv og dressing, frisk pastaret med ost og afsluttende en frisk

frugtdessert. Og det drikkelige er, som det nu er blevet en vane, vand af forskellige arter.

Som sædvanlig går alle tidligt til ro mætte og trætte efter endnu en dag med mange gode og

store oplevelser.

Mandag 1. dec. 2008

Her tredje dagen på dette fortrinlige hotel får vi at vide, at vi udmærket kan drikke det vand,

der kommer fra hotellets haner. Fint – men en noget sen oplysning.

I dag er turens mål de imponerende gravmonumenter Chullpas ved Sillustani. Første stop er

på Punos højeste punkt, hvor en ti meter høj kæmpepuma fungerer som vartegn og

udkikstårn. Vi er ikke alle af den opfattelse, at kæmpeskulpturen er smuk, ordet dominerende

kan vi bedre enes om. Herfra er der, som alle steder når vi kommer op i højden, et betagende

landskab, på trods af at selve Puno By er meget charmeforladt. Flertallet af byens huse står

halvfærdige og er helt uden arkitektonisk smag. De halvfærdige huse har noget med Perus

skattesystem at gøre, som også var gældende i Chile og i mange andre lande, der skal nemlig

ikke betales ejendomsskat, før huset er meldt færdigt. Puno har et stort universitet med plads

til 400 elever pr. årgang, men der er 12.000 ansøgere, så det er selvsagt meget svært at

komme ind. Endnu en ting er Puno kendt for, de har det fængsel i Peru, der betragtes som

landets sikreste. Men vi fortsætter uhindret.

Sillustani er en gruppe tårne på en halvø i Umayosøen, der ligger en snes km V for

Titicacasøen og 25 km NV for Puno. De fleste af os har altid hørt, at Titicacasøen er verdens

højst beliggende sø, 3.895 m.o.h., men det er ikke korrekt, Lake Umayo ligger få meter

højere, men er meget mindre og har kun dybder ned til 26 meter. Til gengæld betyder højden,

at det er en meget ren sø, hvis vand føres i rør ud til de omkringliggende landbrug.

Verdens højst beliggende sø er Chungara, den

ligger i en højde af 4.517 meter i det nordlige

Chile nær bjerget Parinacota på 6.222 meter.

Tårnene er gravmonumenter, eller som vi ville

opfatte det familiegravsteder. De er bygget af

tilhuggede sten, og er beregnet til høvdinge og

betydelige personer før inkatiden. Arkitekterne

bag byggerierne har været dygtige, men også

inkaerne lærte denne byggeteknik. De døde fik

afskåret hovedet, der blev ofret til Moder Jord.

Men den døde høvding fik følgeskab i graven af

sin kone, sin familie, på nær de to ældste sønner

for arvefølgens skyld, venner og sine tjenestefolk.

De blev alle dræbt og gravlagt sammen med

høvdingen. Tjenerstaben blev undertiden kvalt i

kokainpulver, en frygtelig pinefuld død der

afspejlede rædsel i ligenes ansigtsudtryk.



56

De fleste tårne blev ødelagt og plyndret for værdier af spanierne under kolonitiden, men en

enkelt af dem er ejendommeligt nok fundet næsten urørt. Her fandt man 37 lig, en masse

værdier og under templet mange forskellige hengemte frø.

Da inkaerne erobrede området, samledes det under et med det øvrige Peru, og

befolkningstallet steg til 12 mio. mennesker. De mange mennesker krævede mange fødevarer,

og da alle spiste lamaer, og en lama er gravid i 347 dage, så var der ikke mad nok til

befolkningen, derfor begyndte man at dyrke jorden og drive landbrug.

Men religionen, eller overtroen, talte også med. Hvis der var tørke i flere år, så ofrede man

en af klostrets unge piger. Shamanen udpegede hende, og det var en ære for den familie, hun

tilhørte. Fire dage gik der, hvor pigen blev opvartet med spiritus og kokain, når hun var

tilstrækkelig bedøvet, blev hun dræbt af shamanen med en sten, og hendes blod blev ofret til

Moder Jord. Pigen var behængt med

guldsmykker og dækket med tørret

siv. Hun blev begravet i

fosterstilling. Juanita, som jeg

tidligere har fortalt om, er et

eksempel på en sådan ofring.

Senere er der fundet flere tilsvarende

pigeofringer. Indtil for få år siden var

det almindeligt med grædekoner ved

dødsfald og begravelser.

Det overraskede os meget, at der

findes 200 forskellige slags

kokaplanter, men at det kun er tre af

disse, der indeholder stoffer, der kan

bruges til fremstilling af kokain.

Alt imens vi lytter til dette historiske steds mange forskellige beretninger, buldrer en torden i

det fjerne. Den er ligesom med til at underbygge vores forståelse af menneskehedens respekt

og angst for gudernes og universets enorme kræfter. For hvornår er det guderne, der

bestemmer, og hvornår er det universet? Her i den smukke natur mellem de vidtstrakte,

betagende bjerge langs Lake Umayos bredder føler vi os i hvert fald magtesløse som et fnug.

På hjemturen ser vi folkedans på en stor plads i en lille landsby. Vi gør et stop og betragter

de ret primitive og ensformige danse. Men det blev et ret kort stop, for det er pludselig blevet

regnvejr.

På den videre tur lyder det pludselig nede fra bussen: ”Stop, stop - flamingoer.”

Ganske rigtigt på søbredden ser vi en lille flok flamingoer, der går og fisker. Bussen stopper,

alle fotoapparater kommer frem, og der klipses og klipses. Nogle går ud af bussen, der klipses

igen. Et par af holdets ivrigste fotografer fortsætter ned mod søen, der klipses i et væk.

Men på et tidspunkt er to ivrige fotografer kommer for tæt på flokken, der letter, men det har

så den fordel, at vi også ser flokken flyve.

Ved de fleste huse her i bjergegnen står et lille firkantet skur, næppe meget over 3 m2, det er

husets toilet. Først graves et hul i jorden, et par brædder placeres til benene, huset bygges

ovenpå og toilettet er færdig. På husets tag sættes en lille skorsten, eller det øverste bræt i

huset undlades, frisk luft er nemlig en god ting. Når hullet er fyldt op, kommes der kalk på,



57

og huset flyttes hen over et nyt gravet hul. Efter fem år bruges det gamle toilet som gødning.

Det siges, at dette er årsagen til, at Peru er så berømt for sine fine kartofler. Det har for øvrigt

overrasket os meget, at andesindianerne i 1500-tallet avlede mindst 3.000 forskellige

kartoffelsorter.

Tilbage på hotellet serveres der frokost bestående af suppe, kylling med pommes frites og

varme grøntsager, og som afslutning isdessert. De flydende drikkevarer er fortsat alkoholfri.

Eftermiddagen er til fri disposition. Vi går en tur ud for at se på indianerlandsbyen

Chucuitos største seværdighed - Frugtbarhedstemplet, der også er bygget af inkaerne. Da vi

har købt to billetter i den lille bod ind til pladsen, dukker straks en stor dreng op og insisterer

på at vise os Templo del Sol. I hans kølvand følger lillebroren. Drengen fortæller på rimelig

forståelig skoleengelsk som en bedre grammofonplade om indgangens betydning, om de

forskellige stens betydning i helheden, om de tilhuggede sten med mange hjørner der passer

perfekt ind i hinanden, om fester der har været holdt i

templet, om fallossymbolets betydning og meget

mere. Alt imens følger lillebroren med, synlig

beundrer han sin storebror. Da ”grammofonpladen”

er løbet tør, flyr vi drengene nogle få sol for en god

oplevelse, og glade er vi alle.

Vi fortsætter op i landsbyen til plazaen, for enhver

by i Peru har sin plaza - selv de små. Den er, trods

byens lidenhed, stor, meget renholdt og markeret med

mange faconklippede træer. Bortset fra enkelte af

vore rejsefæller er der stort set ingen at se i byens

stille gader. Få mindre butikker er der samt byens

katedral, som desværre er låst. På forsiden ser kirken

tiltalende ud. Desværre går vi også om på kirkens

bagside, her er der ikke meget at rose, papir- og

plastaffald, tomme dåser og flasker er hvad der

stjæler hele billedet.

Hos en lille købmand gør vi et besøg for at købe vand og chokolade, og så lige for at studere

sortimentet i en sådan butik, og det er, som det ses af billedet, meget blandet. Det beskedne

beløb købmanden forlanger, betaler vi og går videre ud i byen. Da vi har rundet det næste

hjørne, regner vi lidt efter på tallene og

får fornemmelsen af, at vi har betalt for

lidt for varerne. Vi vender om for at

gøre den arme købmanden opmærksom

på dette, købmænd er nemlig altid fattige.

Næppe har vi vendt os om, så kommer

købmanden springende om hjørnet og

ganske rigtigt, han har også fundet ud

af, at hans ”hovedregnemaskine” ikke

har givet ham det korrekte facit.

Glad bliver han, da han får de par sol,

det drejer sig om, og tilfredse er vi, for

det er ikke rart at være årsag til en

bankerot.



58

Aftenens menu serveres på vort hotel, der er byens eneste spisemulighed. Der startes med

grøn salat, oksesteg, frugtdessert og de traditionelle drikkevarer i vand og Inka Kola og

sluttende med kaffe.

Tirsdag 2. dec. 2008

Dagen er kommet, hvor vi skal forlade hotel Taypikala og Titicacasøens bredder. Ombord på

vores bus går det mod Juliaca Lufthavn. Med fra hotellet får vi en sandwich, da der ikke er

servering på de korte flyruter. Det skal dog lige nævnes, at en mere kedelig sandwich er det

bestemt ikke muligt at fremstille. Meget skuffende - for maden på hotellet har ellers været

udmærket. Det er næppe en stor procentdel af disse sandwich, der bliver spist, for vi lider jo

ikke ligefrem af sult.

Velankommet til Arequipa indkvarteres vi i kendte

omgivelser, endda i vore ”gamle” værelser i

Bedstemors Hus. Efter en let frokost er eftermiddagen

til fri afbenyttelse. Det betyder, at langt de fleste går

en tur ned i den charmerende by, som vi nu føler os

ret kendt med. Vi besøger Arequipa Domkirke. Den er

overraskende stor, flot og yderst harmonisk med et

flot stukloft en snes meter over os. Kirken har

Sydamerikas største orgel, som er en gave skænket af

Belgien. Domkirken ligger ud til byens smukke plaza,

hvor de netop er i færd med at pynte et kæmpejuletræ

- men ak plastic.

I samme område er der mange tiltalende butikker, de

bliver flittigt besøgt af os turister. Og det synes som

om mange af flokken, trods ihærdig indsats gennem

snart tre uger, stadig har en del penge på lommen.

I hvert fald gøres der mange og store indkøb, det

bliver spændende at tælle, hvor mange ekstra kufferter

der skal med på hjemturen.

Lidt pudsigt er det, at vi turen igennem overhovedet

ikke har set, det som vi danskere forstår ved et supermarked, alle butikker er små, og det

gælder i såvel store som små byer. Der bliver også tid og nogle sol til en lille pause på en af

de mange cafeer, hvor vi i hinandens behagelige selskab nyder en eftermiddagspauseøl.

Da glassene er blevet tomme, går vi tilbage til Bedstemors Hus, for netop i aften skulle vi

meget nødig komme for sent. Det er nemlig i aften, vi skal have turens fest- og

afskedsmiddag. Så efter et behageligt bad iklæder vi os så godt, vi formår i vort bedste skrud.

Det skal dog straks indrømmes, damerne er de smukkeste.

Turens festaften og afskedsmiddag:

Velkomstdrik: Pisco Sour - en peruviansk specialitet

Sang: Jeg elsker den brogede verden

Forret: Grønsagssuppe m/ost meget velsmagende

Vin: Tacama Grand Tinto 2008 13% og vand

Hovedret: Aji de gallina – hønsechili, hønsekød med ris, kartofler, tomat og æg

Dessert: Chokoladelagkage, der i forhold til en festmiddag var lidt kedelig

Underholdning: Se festaften (side 63)



59

Onsdag 3. dec. 2008

Efter en god nats søvn og en velassorteret

morgenbuffet, farer flokken ud i byen for at gøre de

sidste indkøb i Peru for de resterende sol, der brænder

i lommerne.

Det lykkes Hanne, at finde en meget spændende butik

- Gourd Art Third Generalian. De har et fint, smukt og

unikt sortiment i særpræget julepynt skabt af små

alabastfrugter. Hånddekoreret med nisser, engle,

stjerner og hvad der ellers hører julen til.

Der handles ivrigt, specielt trøjer i alpaca synes at

blive vurderet højt til priser omkring 100 sol yderst

rimelig. Alpaca halstørklæder til 12 sol er jo det rene

fund. Selv om kunderne synes at være meget tilfredse,

afspejler de handlendes ansigter bestemt også stor

tilfredshed. Og så er alt jo godt. Det skulle ikke undre

mig, om de handlende, når vi har forladt Peru, sætter et

skilt i døren: Lukket grundet velstand.

Det er blevet tid til, at vi skal forlade den tiltalende by

Arequipa, og bussen fører os til lufthavnen. For at

spare tid har Hans bestilt en parnada i lufthavnen, den

var en meget positiv og velsmagende overraskelse,

krydret så alle syntes om den, og nogle af os lister os

til at købe en øl, vi er jo på vej ned fra højderne.

På ruten Arequipa i Peru til Santiago i Chile skal vi mellemlande tre gange. Alt vort

habengut må gennem diverse kontroller i Arica, der tages ikke let på tingene. Hans har store

problemer med at få sin ”farlige” stok med gennem sikkerhedstjek, så han opsøger

lufthavnsdirektøren med det resultat, at han denne gang kommer til sikkerhedstjek i en

rullestol, for som handicappet er stokken pludselig ikke farlig.

Skønt hele holdet skal fortsætte med samme fly, skal vi alle forlade flyet, efter at en

kittelklædt mand, med en hårlaklignende spraydåse, har sprayet overalt, formentlig for at

sterilisere såvel passagerer, bagage som den luft vi indånder. Ud af flyet må vi, det gælder

også vores håndbagage og kufferter, alt skal endnu engang gennem diverse kontroller,

sikkerhedstjek og røntgenfoto. Ure, punge, bælter, sko alt må af, og næsten nøgne må vi med

gennem røntgenfotoporten. En times tid går der mindst med denne, synes vi, meningsløse

besvær, men grunden er, at det er første landing i et nyt land, og Sydamerika har jo ikke som

de europæiske lande noget tilsvarende vores EU. Der går en rum tid, før vi er frigivet til at

kunne gå ombord på flyet, hvor næste stop er Iquique. Inde over Atacamaørkenen bemærker

vi, at der, trods ørken, ikke er langt mellem floderne, der snor sig mellem bjergene. I Iquique

tager vi afsked med Karen, der får vores velmente og store tak for sin bistand undervejs.

Næste mellemlanding er Antofagasta, som vi uden besvær kommer igennem. Antofagasta er

en travl by på 120.000 indbyggere og et populært feriested, men byen har ingen havn, skibene

ankrer op bag en mole. Halvdelen af Bolivias udenrigshandel går gennem byerne Antofagasta

og Arica.



60

Efter Antofagasta serveres en lækker flyanretning med kylling, frisk salat, bolle, smør og

syltede frugter. Til maden serveres rød- eller hvidvin efterfulgt af kaffe.

Da vi forlader flyet i Santiago, er det også uden nogen som helst besvær, og vi går lige til

Hotel Holiday Inn, der ligger klods op ad Santiago Lufthavn. Et meget flot hotel der

arkitektonisk rager langt op. Det gør også Santiago Lufthavn, hvor der også er tænkt på

jordskælvsrisikoen. Selve lufthavnsbygningen er delt op i sektioner, hvor der for hver ca. 20

meter er indsat gummimuffer, så hele bygningen kan give sig ved jordskælv uden at kollapse.

Værelserne er i luksusklasse, vi nyder de luksuriøse omgivelser, og der bliver netop tid til et

behageligt bad inden der på Hotel Holiday Inn serveres lækker kyllingesandwich og rødvin,

skønt det er blevet langt hen på aftenen.

Torsdag 4. dec. 2008

Efter en behagelig overnatning mødes vi til et herligt morgenbord. Her tager vi afsked med

Birgit og Villiam og ønsker dem god tur. De fortsætter deres rejse først ud til Santiagos

kystby Valparaiso med næsten 900.000 indbyggere, dernæst et lille smut på et par måneder

rundt om Argentina, Paraguay og Brasilien. At de gider.

Tiden nærmer sig, hvor vi skal forlade det lækre Hotel Holiday Inn og Sydamerika. Sikkert

med lidt flere kufferter end på udturen går vi over gaden og ind i Santiagos

Lufthavnsbygninger. Her mødes vi igen af et stort udvalg af fornemme butikker. Hanne går

på jagt for at få brugt sine sidste pesos, jeg foreslår chokolade, men nej siger hun, Hanne bryder sig

nemlig ikke om chokolade - uforståeligt, en taske er en meget bedre ide, det er jeg helt enig i, for Hanne

har kun 19 tasker i forvejen, og det er jo altid rart at have en ekstra taske ved hånden. Men

heldigvis synes hun, den er for dyr. Så et besøg i butikken Tommy Pilfinger, nåe nej, Tommy

Holfiger, heller ikke her falder Hanne for butikkens mange fristelser. Overraskende tilbyder

hun i stedet en kop kaffe hos Donkin Donols, jeg accepterer skyndsomt, og lister en muffins med på

bakken. Skønt denne udgift er der stadig en sjat pesos tilbage i portemonnæen.

Igen indledes en intensiv jagt, og tænk hun køber en pose med sten, de er så kønne, siger

Hanne. Sten - dem har vi tonsvis af både i haven og ved sommerhuset, og der er da heller

ikke langt til Vesterhavet, så hvorfor slæbe sten 10.000 km hjem til Ringkjøbing for på et

tidspunkt at smide dem ud i haven? En plade chokolade havde nu været meget bedre. Hun har undertiden

utilregnelige meninger, men det må du endelig ikke sige til hende, for så får jeg ballade.

Nu er pengene brugt, og dermed er roen faldet over os.

Jeg studerer en fin butik med et separat rum til cigarer, hvor fugtigheden holdes konstant.

Der er ingen kunder i butikken, men der er vel efterhånden heller ikke mange cigarrygere, så

det er næppe den type forretning, det er klogt at investere i.

Så går vi ind i en af de utallige kosmetikbutikker, hvor der er et tusindtal af prøveflasker.

De ”løjter” alle godt, men lang tid går der ikke, før de alle lugter næsten ens.

Så er der udkald til vort fly Iberia - Pio Boroya, Airbus A 340. Selv om det ikke er verdens

største fly, så er den 74,8 meter lang, 63,4 meter fra vingespids til vingespids. Flyet har plads

til 352 passagerer, benzin til 12.700 km, det håber vi, der passer, for vi skal flyve 10.682 km.

Det undrer os, som så ofte tidligere, at flyet med sin vægt overhovedet kan lette. Hvis 352

passagerer inklusive bagage hver vejer 100 kg, svarer det til 35 tons, dertil kommer personel,

mad og drikke, benzin og selve flyet, mon vi så ikke når en stump over 50 tons. Det er noget

af en kraftpræstation der skal til, men vi kommer i luften. Lidt vemodigt at de mange

oplevelser i det fremmede skal stoppe, men også en forventning om igen at komme hjem til



61

bolig, familie og venner. Kort efter start serveres en lækker frokost bestående af lasagne og

salat, og da der trods alt er lidt fest over denne tur, fejrer Hanne og jeg begivenheden med en

flaske champagne. Kaffe og kage hører naturligvis også med. Mætte og godt tilpas slumrer vi

ind så godt vi kan 10 km over Jordens overflade.

Fredag 5. dec. 2008

Efter godt en halv snes timers flyvetid ankommer vi til Madrid Barajas Lufthavn. Også denne

gang er der næsten fem timers ventetid i Madrid. Den går med at se på endnu flere

luksusbutikker, men nu orker vi det snart ikke mere. Her er valutaerne sol og pesos ikke

gangbar mønt, men det viser sig, at nogen af selskabet både har € og betalingskort af vidt

forskellige arter. Så igen gøres der indkøb. Igen kaldes der ud til Iberia.

En flyvetid på endnu ca. tre timer og vi er i Kastrup. Her hilser vi af og takker hinanden for

en god tur, hvorefter de forskellige hentes eller fortsætter til andre destinationer. For vores

vedkommende lander vi efter endnu en times tid ud på aftenen i Billund, hvor Lis fra vores

vennegruppe har indfundet sig med sin bil, men ikke nok med det, hun har sandelig forberedt

et måltid i hendes hjem. En rar og behagelig velkomst, som vi er meget taknemmelige for.



62

Chile/Peru Turens afskedsmiddag og festaften En hyggepianist var hidkaldt, så vi havde behagelig musik under hele middagen.

Aftenens menu:

Velkomstdrik: Pisco Sour - en peruviansk specialitet

Sang: Jeg elsker den brogede verden

Forret: Grønsagssuppe m/ost meget velsmagende

Vin: Tacama Grand Tinto 2008 13% og vand

Hovedret: Aji de gallina – hønsechili, hønsekød med ris, kartofler, tomat og æg

Dessert: Chokoladelagkage, der i forhold til en festmiddag var lidt kedelig

Hans indledte aftenen med ordene: ”I aften er det ikke mig, men jer der skal underholde.”

Dog takkede han for vores gode opførsel turen igennem, hvad vi naturligvis var helt enige i, og nævnte

muligheden for et senere træf hos Ester og Laust, men det ville han vende tilbage til, når

Laust var blevet rask. Hans nævnte også, at det var hans sidse tur med Højskole i Udlandet,

men ville ikke afvise, at han måske i eget regi ville gennemføre endnu en tur, vi gætter

Argentina.

Helle var blevet bedt om at være aftenens toastmaster. Til hende skulle de melde sig, der

havde noget på hjerte og lyst til at optræde med et seriøst eller humoristisk indslag og dermed

berige aftenens festlighed. Først gav Helle ordet til

Tove: Resume over turens deltagere: I august på Højskole mødtes vi første gang.

Til forkursus med tale og sang.

Med Hans i spidsen for 26

blev vi klar til Sydamerika at flyve.

Som skribent har vi Frede med,

endnu ved vi ikke, hvad han noterer ned.

I Arequipa var han ikke så kålhøj,

da han smækkede nøglen inde – det var noget møg

Hanne er rask, hurtig, adræt,

på oplevelser bliver hun vist ikke mæt.

Karen som guide er rigtig god at få frem,

hun har vist os Chile og sit hjem.

Nogle dejlige, varierende dage, hvor vi fik vist

Iquique med sol og strand og blev bespist.

Hans har god grund til at være stolt, så

han nu har to piger at trække på.

Lise danner bagtrop – ”Er alle med”?

før vi igen drager af sted.

Hun klarer priser på vand, øl og vin,

er det 3 – 5 – 8 soles, den er fin!

I Chile så vi, at man

producerede vin og hvordan.

Lise sagde, at ”den øverste helgen” først skulle smage,

”Hør Lise – har en helgen ikke sluttet sine dage”?



63

Jette snakker og herser, så Bjørn må døje;

”Husk nu at drikke dit vand – har du glemt din trøje”?

Kun på museet slap han af med alt,

og han syntes slet ikke, det var så galt.

Klostret i Arequipa skulle vi alle se,

og her oplevede vi, hvad der kunne ske,

når mænd kommer der – du gode Gud:

Hans og hans ”jomfruer” kunne ikke finde ud!

Esther har et fint ur med hjemmefra,

Det går præcist – 2 dage ad gangen –

men strejkede så, og da vi skulle af sted,

sad hun og hyggede, og var nær ikke kommet med.

Heddi, den glade pige,

har haft en dårlig oplevelse – tænk lige:

Hun prøvede bælter på må og få

og opdagede, at alle var alt for små.

Hans gav kompliment ved at sige:

At ”Glædens Bjerg” må være opkaldt efter denne pige.

Erling ta’r flotte billeder – og passer på

sin søde Mona, så alt kan gå.

De holder i hånd og hjælper hinanden på gled,

når Monas hofte gør ondt ”i knæet ned.”

Elsebeth og Wivi følges ad på ture rundt i verden,

og de får straks færden

af boder på torve, stræder og gade,

mens Hans sukker, så er de glade.

Også Lene vil gerne handle ind,

bevæger sig rask og gesvind

snakker og spørger og har selv forklaring på alt,

både hvad vi ser, og hvad vi får fortalt.

Selv om vi stadig højt var oppe

og har besvær med vore kroppe,

så fejrede Helle sin fødselsdag med klang

og gav rødvin – så vi gav en sang.

Knud er meget interesseret i, hvor

i landet spiritusgrænsen går.

For øvrigt er han noget ganske særligt, men må

dog selv fortælle om det, før vi det kan forstå.



64

Karin smiler og kiler på,

selv om hun også maveonde få,

var på Machu Picchu blandt de seje fem,

- en oplevelse ingen af os vil glem.

Ester smiler, og synes det er skønt,

med guiden på Machu Picchu med et ansigt så kønt.

Laust vil gerne med igen – især

med pigen med de varme hænder – så kær.

Kjeld minder ham om, at vi hjemme

har en 24 års regel, det må han ikke glemme.

Desværre må Laust og Ester på

sygehus – og der hjælp af fagfolk få.

Vi sender tanker og ønsker til dem

om, at de snart er raske og kommer hjem.

Jørgen på sine lange ben

traver over stok og sten.

Glad og tilfreds med en lun bemærkning

ikke nogen muggeri med ham.

Det er værre med Erik, når

vi de dejlige grønsager får.

Vi har nu fået så meget dejligt at spise:

Fisk, alpaka, kylling og endda marsvinegrise.

Birgit og Villiam plejer vist at cykle på

deres ture, men her må de gå.

De nyder, vi er et godt hold på 26 – flot!

Der snakker sammen og har det godt.

Som Villiam siger: ”Der er ingen at se,

som samler Hof” – tak for det!

Selvom Margit er lille, og tæt på jorden må vandre,

lider hun lige så meget af højden, som os andre.

Kamma har købt ind her og der og ser

på alle de gode tilbud både her og der.

En trøje her og en hue der,

og så lige et smykke med mer`.

Efter ceremoni med dans og musik fik Kjeld

lyst til at prøve det selv,

vil gerne gå til folkedans

på Påskeøen, men hans

Gudrun protesterer, det bliver for dyr en sag,

at tage af sted hver eneste onsdag.



65

Efter mange spændende og begivenhedsrige dage,

har vi nu kun hjemrejsen tilbage.

til Hans og Karen og Lise vil vi

til jer alle tre gerne si`:

”Mange tak for en dejlig tur”!

Tove Andersen

Erling: Viste sig som en fremragende tenor og sang under akkompagnement O Solo Mio.

Han høstede enormt bifald.

Bjørn: Fremførte en tak til såvel ledere som hele selskabet for en rigtig god tur. Han

bedyrede, at med de år han havde på bagen, var dette hans sidste lange tur. Skriverkarlen

erindrer en lignende udtalelse fra Bjørn for to år siden i Sydafrika, så kære Bjørn, så længe

der ikke skal bruges tre cifre til din alder, kan det vel næppe være et problem.

Elsebeth: ”En lille påmindelse” Har du nogensinde set en person på din egen alder og tænkt:

”Godt jeg ikke ser så gammel ud”!

Jeg sad i venteværelset hos min nye tandlæge, der læste jeg et diplom på væggen og

opdagede tandlægens navn. Det var det samme navn som en flot mørkhåret fyr i min klasse

for ca. 30 år siden.

Jeg tænkte, kan han være den samme fyr, som jeg var lidt forelsket i dengang.

Da jeg kom ind til ham, rystede jeg hurtigt denne tanke af mig igen.

Denne halvskaldede grå mand med rynket ansigt er alt for gammel til at have været min

klassekammerat.

Efter at han havde undersøgt mine tænder, tog nysgerrigheden over, og jeg spurgte ham, om

han havde gået på Gammel Hellerup Gymnasium.

-- Ja, det havde han, var svaret

-- Jeg spurgte, hvornår han gik ud.

-- Han svarede, at han gik ud i 1978.

-- Så gik du i min klasse! Jeg ler.

Han ser nærmere på mig, og så siger denne gamle halvskaldede, ubehøvlede,

fede og onde mand:

Hvad underviste du i?

Karen: Rundkastede en for os ukendt vendelbosang: ”Hvor mågerne skriger.” Efter et par

gentagelser fik vi den lært.

Heddi: Fortalte et par historier om duer og bøsser. Men jeg fik desværre ikke noteret alle

detaljerne ned, og Heddi er ikke ynder af at sende mail, så de er ikke dukket op. Heddi

overraskede også med at synge en smuk sang for os og modtog efterfølgende et stort og

velfortjent bifald.

Helle: En rigtig punkerhistorie

En nydelig nobel påklædt herre sad i en togkupe og læste sin avis.

Ind i kupeen kom en ægte punker håret sat som hanekam, nitter i læderjakken, sporer på de

spidse støvler, tatoveringer langt op på halsen og piercing i ører, læber og næse.

En tid går der, ingen siger noget, men begge ser hinanden an.

Så mister punkeren tålmodigheden og spørger herren:

”Har du aldrig lavet noget vildt i dit liv?”

”Jo,” var svaret, ”Jeg har engang elsket med en høne, og nu sidder jeg og spekulerer på, om

du måske er min søn?”



66

Erling: Igen optrådte Erling først med et digt:

”Noget om hævnens sødme.”

Jeg rejser mig op ved et veldækket bord

og talte til nogle forsteninger.

Men gæsterne åd og gav fanden i ord,

ideer og åndfulde meninger.

At falde igennem er allemands sag

ifald man med ånd vil befatte sig.

Jeg satte mig ned på en stol med et brag,

men stolen var væk, da jeg satte mig.

Så jublede alle de halvfulde mænd,

mens kvinderne syns jeg var rørende.

Men hævnen er sød og lyksalig for den,

hvis åndsliv er rigt og forførende.

De trampede, hylede, råbte og skreg,

med ord der var dumme og sårende.

Men mellem de vaklende bordben sad jeg

og tog deres koner på lårene.

Halfdan Rasmussen

Erling: Fortsatte med en række historier. Heller ikke her fik skriverkarlen, grundet grin,

noteret historiernes mange detaljer, og de er ikke dukket op. Men måske kan du erindre nogle

af dem, hvis du ser mine stikord: tele / syndflod / Kr. Pejsen / vej til Ringkjøbing / hæmorider

jøder / kroen cykel / gammel smed / fødeklinik. Da latteren ebbede ud, stod den næste for tur.

Lise: Rettede en tak til os alle for de gode oplevelser vi i fællesskab havde bidraget med.

Vi fik også en hilsen fra Ester og Laust i Lima. Med helbredet gik det fremad, men langsomt.

Jørgen: Var bedt om at rette en tak fra os alle til vore tre guider. Det gjorde han på

blændende vis. Han takkede Hans for god ”påklædning” på forberedelseskurset med gode

råd om de mange farer, der lurede med sol, kulde og regn.

Tak til Karen for rejselederassistance specielt på den del der tilhørte Chile, et for os ukendt

område. Og tak for et hyggeligt besøg og beværtning i Karens hjem.

Tak til Lise for hendes indsats på mange forskellige fronter. Hun kaldte os til orden, hvis der

var uro i geledderne, og kom med sine små formaninger: ”Nu er der lige tid til at vaske

hænder, inden vi skal spise.”

Med fynsk blod i årerne er det ikke så sært, at trekløveret løste opgaven så godt. Som alle jo

ved, er vi fynboere de klogeste, mest tiltalende og mest intelligente. I tre har fuldt ud levet op

til Jettes standard, som bekendt er Jette den klogeste pige på Fyn. Det fremgår af, at når jyder,

sjællændere, københavnere eller andre udlændinge besøger Fyn og spørger om dette eller

hint, så er svaret altid: ”Det ve jette.”

Frede: Serverede en stor håndfuld vers. Han var ikke den sidst optrædende i rækken, men

da skriverkarlen tidligere har været med Frede på tur, har han erfaring for, at Frede har utrolig

svært ved at begrænse sig, derfor er han i herværende historie placeret sidst, for tænk nu hvis

papiret slap op.



67

Vers brygget over Chile – Peru turens oplevelser: 01. Få dage efter at mortensgåsen har måttet lade sit liv,

mod Chile og Peru drager mig og min viv.

02. Fra Billund vi flyver til dronningens København,

for her at lande i Hans Mortensens favn.

03. Med 26 forventningsfulde og glade gæster vi mod Madrid nu drage.

At forlade det fugtige, kølige nord vi ej beklage.

04. Madrids nye lufthavn er elegant, flot, ja, og kæmpestor.

Fra ende til anden med rulletrappe, tog og gåben flere km jeg tror.

05. Alle lufthavne frister med spiritus, slik og kosmetik.

Men ak! Højskole i Udlandet alle vore penge fik.

06. Nu Santiago i Chile er vort næste mål.

Efter 10.000 km og 13 timer Sydamerika vi har under vor sål.

07. I Santiago blev ventetiden meget knap,

men for en rundtur i byen, dog ej vi slap.

08. Palmer, graffiti, slum og statuer vi ser en mas

og dog, for indianeren er ikke på sin plads.

09. Derimod en gade med navnet Petersen vi se,

og så må der være tid til kaffe og kage på en cafe.

10. Tilbage i lufthavnen vi beundrer en kæmpehøj kuffertskulptur.

Men nu vi tager flyet til Iquique en tur.

11. Meget her vi ser om et skud - al tido,

søløver, en plænevander og alpakauld i en poncho.

12. Et dansk hjem ja - Karen beværter os i haven med tapas og drinks.

Væggene er prydet med Lucianokunst, og havens blomster vi nyder imens.

13. Tid tages ikke så bogstaveligt her, en morgen var køkkenet tom.

En brummende Hans skældte og smelte, blodtrykket i vejret kom.

14. På en skole i Iquique vi visiteres ind,

her frivillige lærere viser frem af venligt sind.

15. Børnehavebørn med ”What shall we do with the drunken sailor” velkommen os byder.

Med ”Lille Peter Edderkop” vi kvitterer, ikke særligt professionelt det lyder.

16. På det kristne grundlag er skolens ide bygget op.

Respekt for lærerne ”yes miss” synes at være helt i top.

17. Salpeterminernes eventyr er nu en saga blot.

Arbejdslønnen i fitjas betaltes, det var ikke godt.

18. Men i Humberstones Salpetermine herskede en anden ånd.

Her gik arbejde, skole, kultur og teater hånd i hånd.

19. Men skolen gav højst karakteren fem for den allerbedste tørn.

Det var nok fordi, Hans fortalte: ”Der fødes flere kvinder end børn.”

20. I Iquique findes flere huse af pandeplader, brædder, plast og pap, vi kalder det slum.

Hvis regnen kom, ville det for dem være meget grum.

21. På torvet vi oplevede musik og dans i dragter så spraglende flotte.

Vi forestillingen nød, mens Bjørn og andre kendte kædedansen trådte.

22. Som frihandelsområde er Iquique en meget blandet by,

med kunst, skibsværft, skarv og et køligt stillehavsbad i næ og ny.

23. På havnerundfart vi med svømmeveste pustes ud.

Vi søløver studerer, samt ”Esmeralda” der snart står for skud.



68

24. Fantastiske geoglyffer af dyr og symboler på bjergets top vi ser.

Skabt af inkaerne for 500 år siden eller mer.

25. Atacamaørknen er kæmpestor, tælles i tusinde mile.

Vi rumler i bus, traver på sti og tørster efter vand og hvile.

26. Kontinentalsoklerne strides om plads under vor jord,

derfor bjergene vokser, så de er højere end i fjor.

27. På vinmuseet vi hørte, om slaver der trådte druer til saft.

Men nu er det mange år siden, de sidst slaver har haft.

28. I oasen Sambre Verde der avles meget og saftigt frugt.

At springe i træets top efter mango han havde ingen frygt.

29. Så langt fra hjemmet vi ej sproget forstår,

derfor Mona frejdigt på herretoilettet går.

30. Her hun Erling ser, med spredte ben han ved urinalen stå.

Så desværre Mona, der var ingen nyheder her at få.

31. Nu til højderne vi flyver, hvor spiritus er strengt forbudt.

Vi må nøjes med cola og vand, i det er der ikke meget krudt.

32. Vand vi drikker en mas, mindst et par liter om dagen,

bortset fra Bjørn, der ikke mener vand er sagen.

33. Med alt det vand vi drikker, mange toiletbesøg det kræver.

Men bjerge har kun naturen som toilet, så derfor blufærdigheden daler.

34. På bjerge bygges veje som hylder, tusinder af kilometer, ikke altid nogen spøg.

At køre på dem er ikke som at køre på et strøg.

35. Udsigten over de frodige dale er usigelig smuk.

Vi er så benovede, at selv damerne ikke siger et muk.

36. Der er 6.000 hektar terrasser fra Gorm den Gamles tid.

Her oksespand trækker ard, det kræver bondens flid.

37. Mange bjerglandsbyer meget isoleret ligger med sit eget sprog,

på gåben eller æselryg i flere timer, men dertil dog ej vi drog.

38. Isolationen betyder, at lægehjælp de sjældent har,

derfor lægeurter som naturmedicin de ta’r.

39. Vand til tusinder af terrasser gennem kanaler ledes, det er ganske vist.

Efter bestemte regler åbnes – lukkes, alt styres af selvjustits.

40. Når bonden dagen lang har travet efter ard og oksespand, han mødig hjem til konen iler,

her mobiltelefon og tv venter ham, mens cola og pommes frites han spiser.

41. I Peru er lamaer et talrigt dyr.

Vikunjas uld er tynd og fin, som var det silkeormen, der havde haft sit hyr.

42. Mynte er et udmærket middel mod højdesyge,

det Gudrun vil huske, når hun sit udhæng i Saltum skal stryge.

43. Til børnebørnene Elsebeth køber gaver, mon nogen bliver snydt?

Nogen får for 20 soles andre kun for 10, men de ved det jo ej - så pyt.

44. Adskillige tusinde kroner turen koster,

men hvis en indianer kræver tre sol for en vand, straks til næste bod vi haster.

45. Det fortælles, at klimaet i Cuzco er ligesom kvinder,

hurtigt skiftende mellem varme, kulde, regn og blæst, men giver gode minder.

46. En dag Erling var sløj og ikke med på tur,

i flere timer han på trappen vented, til Mona kom retur.

47. Også Villiam en dag var temmelig sløj og meget utilpas,

til gengæld lignede han billedet i sit pas.



69

48. I Cabanaconde allerede kl. 4 morgnen begynder, med hanen der galer,

hesten vrinsker, fåret bræger, hunden glammer, grisen grynter og æslet skryder.

49. Festligt klædte indianerkoner med tøj- eller barnebylt på nakken,

tager morgenbussen til stadepladsen på bakken.

50. Kirkegårde er fyldt med blomster af blik, papir eller plastic,

de fleste er lilla, for det er nu indianernes skik.

51. Skønt tre kilometer over havet vi på gammel havbund står.

Det var kontinentalpladerne, der gav jordskorpen disse skår.

52. Før vi en indianer fotograferer, spørger vi pænt om lov og giver en sol,

men vi turister bli’r clipset in face, ingen spørger, og vi får ingen sol.

53. Lise om Gud Sol os ganske meget beretter.

Det hun også har om Jord Mor, og vi ikke tror, det er noget hun gætter.

54. I Colca Canyon vi længe forgæves efter kondoren spejder,

men netop ved afgang den tæt over vore hoveder sejler.

55. Her i højderne vi hiver efter vejret, vi alle mangler lidt krudt.

Hovedpine, svimmelhed, maverumlen og nogle slår for mangen prut.

56. I de øde bjerge pludselig der lyder et mægtigt brag.

Punkteret - det er ikke en behagelig sag.

57. Tilbage til Chivay i røg og damp det går.

Et par timer ekstra, mens kaffe og fornem lagkage vi får.

58. Stadig mange peruvianere til Spanien nærer nag.

Trods 500 år er der noget, der huskes den dag i dag.

59. På Museo Santuarios Andinos historien om Juanita vi får,

om den unge piges ofring skønt sine unge år.

60. Santa Catalina Kloster er ganske enorm, skønt den store kirke vi går lige forbi.

Behageligt dæmpet klostermusik og i haven en enkelt kolibri.

61. Til aftenmenuen rødvin på bordet er sat, overraskelsen lurer.

Sponsor er Helle, der fejrer fødselsdag, en tak fra os alle lyder.

62. Meget forskelligt og spændende mad undervejs os bydes,

ikke blot kartofler og ris, men også alpaca og marsvin nydes.

63. Til halstørklæder, vanter, hatte og trøjer alpacauld er mest populær.

Der prøves – fortrydes, prøves – købes, det gælder damerne især.

64. Tænk, der var en dag, vi før klokken fire blev tvunget op,

med hjælp af en flyver at komme over bjergets top.

65. I Qorikancha Tempel væggene engang var beklædt med det pure guld,

og med blomster og dyr af guld var plænen fuld.

66. Men så spanierne med krudt og kugler kom,

alt det gamle guld de stjal, smelted det hele om.

67. De omvende indianerne ville med kors i Jesu navn og sværd.

Det blev en massakre, hvor indianernes liv ikke var meget værd.

68. Mange spændende ting Hans os fortæller, og gode råd vi får,

som fx: ”I kan stå og kikke på det, mens vi til det næste går.”

69. Solgudens Tempel Saqsaywaman er ganske kolossal,

i de enorme fæstningsmure findes sten så store som en hval.

70. Hvis hus i Pisaq du bygge vil, mursten du selv må fabrikere.

Strå, jord og vand i en form, styrken må Solen levere.

71. Også i Pisaq er der marked med tusindtal af boder.

Men pludselig styrter regnen ned, al handel går i stå, og de handlende får triste hoveder.



70

72. Her kvinder repræsenterer Moder Jord, hun bestemmer såtid såvel som høst.

Det er kvinden, der har landsbyens respekt, manden arbejder kun, når han har lyst.

73. Lamaer kan bære 3o kilo, mens kvinder 60 kilo bære må,

derfor manden ønsker to kvinder frem for fire lamaer at få.

74. Når vi i den tætte bytrafik skal over gaden, vi ikke altid er forstående,

for når biler dytter, mener de gå, men vi tror, vi skal blive stående.

75. Cuzco Domkirke er en oplevelse, der virkelig batter,

med altre i snesevis og træskærerarbejde så smuk, at vi ej det fatter.

76. I Awana Wasi vi ser uld blive vasket og forarbejdet,

det bliver spundet, farvet og mønstret efter hukommelsen vævet.

77. I Moray en imponerende forsøgsstation fra inkatiden vi ser,

i den 30 meter dybe gryde mellem bjergene temperaturen svinger 150 C eller mer.

78. I Perutrail vi overraskes med sandwich og the.

Og tænk på catwalk får vi modeopvisning at se.

79. Machu Picchu var en af turens allerstørste mål, den ikke var så let at forcere,

men først i en tissebillet vi måtte investere.

80. Botanic Garden som i en urskov der var,

om myrer, kolibrier, datura og 250 orkideer på alt fik vi svar.

81. I Cuzco må Ester og Laust grundet sygdom os forlade.

Vore tanker har fulgt jer hver dag med håbet om, at I friske til Rødding må vende tilbage.

82. Igen i fly - nu til Juliaca det går.

Herfra i bus over højsletter med indianerlandsbyer til Chucuito, igen et hotel vi når.

83. I Titicaca har sivøer været brugt i 9.000 år, til toilettet de sejler, efter fem minutter de når.

Mon ikke de snyder, hvis det kun er en bette tår.

84. På øen Taquile turister tropper op, tidligere var det fanger der sås.

Øens beboere er ærlige folk, de hverken ønsker hegn eller lås.

85. På vores færd pludselig på flamingoer vi får øje.

Fotoapparaterne klipser, men så to ”hejrer” kommer for tæt, og så er flokken fløjet.

86. Også gravmonumenterne Chullpas os imponerer.

Vi hører om menneskeofringer og grædekoner, mens tordenen i det fjerne buldrer.

87. I Puno de har en puma så stor som Rundetårn,

fra den over bjergene vi skuer en ørn.

88. At kokain er en farlig ting vi ved, og det er det triste.

Men at der findes 200 slags kokablade, det var der ikke mange, der vidste.

89. For sine kartofler er Peru berømt,

ikke underligt for det er her, latrinspanden bli’r tømt.

90. Når Erling Solo Mio for hele selskabet synger,

vi alle med hele huset gynger.

91. Endnu et par dage der går, før til hjemmet vi kommer,

dage med oplevelser, lufthavne og fly. Så måske endnu et par vers der kommer.

92. Den sidste formiddag i Arequipa alle farer ud i byen i hast.

Igen der købes vanter, hatte, halstørklæder, trøjer og julepynt i alabast.

93. Esther hun går helt amok, handler som var hun grossist,

forretningen helt blev tom, det vi andre syntes var trist.

94. Vore allersidste soles er nu brugt,

til stor glæde for Perus bruttonationalprodukt.

95. Kære Karen, Lise og Hans - tak for en spændende tur hermed der lyder

fra en fynbo, nogle sjællændere og allerflest jyder. Frede Lauritsen



71

Republica de Chile Landets historie i miniudgave og forskellige andre oplysninger: Indianerstammerne aymara og quechua i Nordchile var en del af Sydamerikas højkultur.

I 1400-tallet kom de under Inkariget. I Midtchile herskede arauka indianerstammen, de satte

sig effektivt til modværge mod spanierne, da Columbus fra 1492, med den katolske kirkes

velsignelse, indledte et blodigt opgør mod den indfødte befolkning. Arauka indianerne

bevarede en vis selvstændighed helt frem til 1883. Mange bukkede dog under pga. de

sygdomme, spanierne førte med sig, og som den sydamerikanske befolkning ingen

immunforsvar havde imod. Sydchiles befolkning var mere primitive stammer med navnene

chonos, yaghan og alacaluf.

Spaniernes eneste formål var at udplyndre landet og befolkningen for guld og andre værdier.

Spanierne koloniserede landet i 1530-erne, og Santiago blev grundlagt i 1541.

De spaniere, der bosatte sig i Chile, kaldtes kreoler. De frigjorde sig fra spanierne, da

Napoleon besatte Spanien, og den spanske krone dermed blev svækket.

I 1817 blev spanierne slået af chilenerne, der 12. feb. 1818 erklærede Chile for en republik og

uafhængig af Spanien. Men det var en befrielse, den oprindelige befolkning ikke havde

megen gavn af, for nu overtog kreolerne det barske styre. I over hundred år var forfatningen

ultrakonservativ på bekostning af de ubemidledes levevilkår og politiske rettigheder.

Efter Første Verdenskrig, hvor Chile var neutral, og den økonomiske verdenskrise Wall

Street krakket ”den sorte torsdag” 24. okt. 1929, vekslede Chiles styre mellem demokratisk

styre og militærdiktatur. Under Anden Verdenskrig tog Chile parti for De Allierede.

Da Salvador Allende Gossens (1908-73), som kandidat for Folkefronten, efter fjerde forsøg

kom til magten i 1970 med en kneben sejr, var han den vestlige verdens første marxistisk

valgte leder. Han forsøgte at opbygge et socialistisk samfund inden for rammerne af

parlamentarisk demokrati. Imidlertid, eller måske rettere sagt naturligvis, blev det

modarbejdet af amerikansk støttede erhvervsinteresser, den velhavende del af befolkningen

såsom virksomhedsejere, storbønder og en stor del af middelstanden. Salvador Allende

indledte nemlig vidtgående sociale reformer, han forhøjede arbejdernes lønninger,

nationaliserede minerne, bankerne, industrien og jordbesidderne, og det skete delvis uden, at

der blev udbetalt erstatninger, hvad der naturligvis ramte velhaverne, herunder de

amerikanske investorer hårdt. Strejker og sabotager blev dagens orden. Alle aktiviteter gik i

stå, det gjaldt også handel med udlandet, kort sagt alt blev kaos.

Da urolighederne var på sit højeste, tog hærchefen general Augusto Pinochet Ugarte

(se 1915) magten ved et velovervejet blodigt statskup 11. sept. 1973. Præsidentpaladset La

Moneda blev bombet af Ugarte, der tidligere havde været en tro støtte af Salvador Allende.

Det blev et blodigt kup, hvorunder Allende blev skudt, sådan blev den første historie i alt fald

serveret, men senere er det kommet frem, at Salvador Allende ikke blev myrdet, med begik

selvmord, endda med et maskingevær skænket ham af Fidel Castro.

Pinochet satte forfatningen ud af kraft, tusinder blev dræbt, 100.000 blev arresteret, og flere

hundred tusinde måtte forlade landet. Han indførte pressecensur og for frem mod sine

modstandere såvel de virkelige som de formodede, der på brutal vis blev fjernet. Der blev

oprettet koncentrationslejre i Atacamaørkenen, hvor man formoder, at 3.000 politiske

modstandere blev myrdet af politiet. Derudover flygtede 200.000 personer til andre lande

heraf 800 til Danmark. Hændelsesforløbet fremkaldte en storm af protester fra udlandet.



72

I løbet af 1970-erne blev der tilsyneladende styr på Chiles økonomiske kaos, der var opstået

under Salvador Allende, derfor blev der en vis sympati for Pinochet. Ved en folkeafstemning

i 1981 vandt Pinochet, hermed blev militærjuntaen den lovgivende magt og Pinochet

præsident for en valgperiode på 8 år frem til 1989. Imidlertid gik økonomien igen skæv, ikke

mindst på grund af en opblomstrende korruption, og ved valget 1988 tabte Pinochet stort til

den kristelige demokrat Patricio Aylwin, der fik 55,2% af stemmerne. Han tiltrådte som

præsident i 1990, men Pinochet nægtede at gå af som forsvarschef. Resultatet blev, at

politikerne og militæret holdt hinanden i skak.

Derfor var de politiske spændinger i landet markante, bl.a. omkring jordreform. Så længe

regering og militær ikke kunne gå i takt, vil der være en forståelig tilbageholdenhed fra

udenlandske investorer, der vurderede de politiske spændinger som en stor risiko for et nyt

militærkup, der ville gøre deres eventuelle investeringer særdeles problematiske.

Chile fik sin første kvindelige præsident Michelle Bachelet efter valget 2005. Hun er

socialist, læge, tidligere forsvarsminister, fraskilt og mor til tre. Michelle Bachelets far blev

tortureret og dræbt under Pinochets diktatur, sammen med sin mor blev hun selv arresteret og

tortureret, inden hun gik i eksil. Hendes mål er at reducere afstanden mellem rig og fattig.

Chile er Sydamerikas mest industrialiserede land med hovedvægt på fødevarer, tekstiler og

mineraler. Det er også det land, der både kulturelt og arkitektonisk ligner Europa mest. For

øvrigt betyder navnet Chile fjernt land eller verdens ende.

Beliggenhed: Chile strækker sig over ca. halvdelen af den vestlige side af det Sydamerikanske kontinent.

Omtrent midt i republikken 6-800 m over havet ligger landets hovedstad Santiago de Chile

med ca. 5½ mio. indbyggere inklusive forstæder. Her bor hver tredje indbygger i landet, og

hver fjerde af dem bor i "poblaciones" dvs. slum. Santiago er Sydamerikas fjerdestørste by,

den dækker et areal svarende til Lolland. I centrum findes moderne skyskrabere, og halvdelen

af landets industri har hjemme her. Chiles nabolande er mod N Peru mod Ø Bolivia og

Argentina.

Størrelse: Chile er 756.950 km

2 eller 17 gange så stor som Danmark. Der er 4.270 km fra Arica i N til

Ildlandet i S, bredden Ø-V varierer mellem 15 og 355 km, gennemsnitsbredden er 180 km.

Det giver landet en særdeles særpræget facon. Det lange lands luftlinie svarer til afstanden fra

Skagen og et godt stykke ned i pyramidernes land, og bredden svarer stort set til Jylland.

Trods det lange lands 4.270 km kyst, så kan lille Danmark prale med 7.000 km. kyst. Grundet

Chiles udstrækning fra N til S taler man altid om tre regioner Nord-, Midt- og Sydchile.

At afstandene i Chile er betydelige, kan bl.a. ses af, at en togrejse først i 1900-tallet fra

Santiago i Midtchile til Iquique i Nordchile tog fire døgn.

Befolkning: Den oprindelige befolkning er indianere fra inkarigets tid. De levede af agerbrug, lamaavl,

jagt og fiskeri. I dag er 5% af Chiles befolkning indianere, 30% er hvide og 65% mestizer en

blanding af folkeslagene. De nordlige indianere tæller i dag omkring 20.000, en stor del af

dem arbejder i minerne. Befolkningen i Chile bor meget koncentreret, 88% bor mellem

bjerget Aconcagua, 150 km N for Santiago, til øen Chiloe 1.000 km S for Santiago.

Hvorimod landets nordlige og sydlige egne er meget tyndt befolket. I Santiago og Valparaiso

er befolkningstætheden 100 indbyggere pr. km2, for hele Chile er befolkningstætheden 21,6

pr. km2. Befolkningstilvæksten er 1,2%, 27,4% af befolkningen er under 15 år og 7,3% er

over 65 år. Gennemsnitslevealderen i Chile er 76 år.



73

Chiles befolkningsudvikling: 1817: 650.000 1836: 1.031.000 1855: 1.400.000

1875: 2.075.971 1885: 2.497.797 1895: 2.688.000

1907: 3.250.000 1920: 3.750.000 1930: 4.464.000

1952: 5.900.000 1970: 9.300.000 1982: 11.275.000

1990: 13.000.000 1998: 14.800.000 2002: 15.600.000

2007: 16.300.000

Øerne og ganske lidt af deres spændende historie: I Stillehavet ejer Chile en del øer, hvoraf den mest kendte er den 180 km

2 store Easter Island

eller Påskeøen, som vi kalder den ved 270 sydlig bredde. En vulkanø med 600 berømte

menneskestatuer der vejer op mod 30 tons stykket og er op mod 7 m høje. Det er stadig en

gåde, hvordan de tunge skulpturer blev transporteret og rejst, legenden siger, "de gik selv."

Påskeøen ligger i Polynesien 3.760 km fra Chiles kyst ude i Stillehavet, næsten midt imellem

Chile og New Zealand. Påskeøen er verdens mest isolerede beboede ø, de 2.000 indbyggere

har 2.000 km til nærmeste beboede område. På polynesisk hedder øen Raja Nui, den blev i

1888 indlemmet i Chile.

Thor Heyerdahl (se 1914-47) gennemførte 1947 "Kon-Tiki ekspeditionen" ved at sejle fra

Sydamerika til Polynesien i en tømmerflåde af det lette balsatræ, men det kræver sin helt

egen og særdeles spændende historie.

Juan Fernandez Øerne hører også til Chile og ligger 620 km fra kysten. Det var her,

Alexander Selkirk i 1704 blev sat i land på den dengang øde ø med en bibel, en kniv, en økse,

et gevær, et pund krudt og en kasse tøj. Efter 4 år og 4 mdr. fik han kontakt med et skib, der

bragte ham tilbage til civilisationen. Historien er skildret i Daniel Defoes (se 1660) berømte

roman fra 1719 "Robinson Crusoe." Her Foregår handlingen ganske vist i Det Caribiske Hav

og først efter 28 år slipper Robinson væk. De tre Fernandez øer hedder Robinson Crusoe,

Alejandro Selkirk og Santa Clara. Øerne har et enestående planteliv, hvor der er over 100

arter, som ikke findes andre steder på Jorden. En ikke mindre interessant historie kunne

bestemt også ”syes” om Juan Fernandez Øerne, men det må vente.

Terræn: Helt fra nordkysten af Sydamerika ved Punta Gallinas i Colombia til det sydligste punkt Cabo

de Hornos i Ildlandet, det vi kender som Kap Horn, strækker Andesbjergene sig, Cordilleras

de los Andes som de her hedder. Mere end 8.000 km ned gennem Venezuela, Colombia,

Ecuador, Peru og Chile. Andesbjergene - Amerikas rygrad, kaldes af mange for verdens

smukkeste bjergkæde, det er et ungt bjergsystem af foldebjerge, med en bredde der varierer

fra 200-800 km. De fleste steder i Andesbjergene skelnes mellem to hovedbjergkæder

Østcordillereren og Vestcordillereren.

Andesbjergenes og samtidig hele Amerikas højeste punkt er den udslukte vulkan Cerro

Aconcagua med 6959 m. Lokalt hedder den Quechua, som betyder "Den hvide Skildvagt."

Den ligger på grænsen lige N for Chiles hovedstad Santiago, og blev besteget første gang i

1897 af en gruppe mænd, hvoraf flere døde under ekspeditionen. De højeste toppe, der alle er

vulkaner, er dækket af evig sne. S for 450 sydlig bredde er et større område dækket af

gletsjere, heraf ligger hovedparten i Chile.

Lige N for Chile, på grænsen mellem Peru og Bolivia, ligger verdens højst beliggende

bjergsø Titicaca 3.812 m. over havet. Igen opdager vi, at det ikke altid er rigtigt, hvad der står

at læse i turistinformationer, for tæt ved Titicaca ligger den betydelig mindre Lake Umayo få



74

meter højere. Men rigtig er det, at Titicaca er Sydamerikas største sø med 8.300 km2, dvs. lidt

større end Sjælland, og en dybde ned til 272 m.

Også Sydamerika har sin Colorado flod, den udspringer i Andesbjergene tæt ved Chiles

grænse og løber ca. 1500 km gennem Argentina til Atlanterhavet.

I havet ud for Chile fra Peru i N til Talcahuano i S findes en dybsøgrav, hvis største dybde er

7.819 m.

Ned midt i Andesbjergene på de sydligste 4.000 km, nogenlunde følgende vandskellet, går

Chiles landegrænse mod Ø til Bolivia, Argentina og Ildlandet. Bjergenes dannelse er endnu

ikke afsluttet, idet der er adskillige steder med vulkansk virksomhed, hvor jordskælv ofte

forekommer. I Santiago området er der omkring 500 jordskælv om året, men kun et fåtal af

dem registreres af beboerne. De seneste alvorlige var i 1985, den udløste 8,7 på

Richterskalaen, og i 2005 der udløste 8,0, men uden væsentlige skader. Ingeniørerne i Chile

har nemlig erfaringer på dette område og er derfor meget forudseende, så alle bygninger er

utrolig solidt fundamenteret med stålkonstruktioner op gennem hele bygningen.

Det er kontinentalpladen i Stillehavet, der dykker ned under den Sydamerikanske

kontinentalplade, de forskubber sig 10 cm om året imod hinanden. Bjergene har stejle tinder,

højtliggende plateauer og dybe erosionsdale, der er meget vanskelig tilgængelige.

Terræn i de tre regioner:

Nordchile går fra Perus grænse ved Arica på 180 sydlig bredde og 1.100 km mod S til

Copiapo på 270 sydlig bredde, ca. 600 km N for Santiago. Der er her stejle kyster, hvis højde

varierer fra 700 m i det nordlige og op til 2.600 m i den sydlige del af regionen. En strækning

med en meget utilnærmelig kyst.

Mellemchile går fra Copiapo til Puerto Montt nær øen Chiloe på 420

sydlig bredde, også her

er der en stejl kyst, men gennemgående lavere end i N. Strækningen er på 1.500 km, og her

løber den frugtbare Chilenske Længdedal - Chiles spisekammer. Der er her kun få naturlige

havne.

Sydchile går fra den 8.000 km2

store ø Isla de Chiloe og 1.600 km mod S til Kap Horn på 560

sydlig bredde. Sagt med andre ord lige så langt fra ækvator mod S som Danmark er fra

ækvator mod N. På denne strækning er der udelukkende skærgårdskyst med øer og dybe

fjorde.

Jordbund: Mange steder i bjergene er der saltaflejringer, hvor der i sumpede lavninger dannes hvide

skorper. Aflejringerne er mest chilesalpeter, men også gips, kogesalt, magniumsulfat og

boraks. Jordens største forekomster af salpeter findes her. Kystcordillereren består mest af

skiffer, kalksten og sandsten.

Nordchile. I store dele af regionen er der ørken og derfor meget få mennesker. I den

nordligste del af regionen findes Chiles rigeste kobberminer, men også guld- og sølvminer.

Svovl, zink og jern forekommer også i regionen. Kobber er i dag langt den vigtigste af Chiles

mineraler.

Midtchile. Her findes den 1.000 km lange Chilenske Længdedal, hvis jordbund er meget

frugtbar grundet vulkansk aske samt moræne og flodaflejringer. Landbrugsjord udgør 1/3 af

Chiles areal, men kun en mindre del udnyttes. Lige S for Santiago findes også kobberminer.

Guld, sølv, jern, kobolt og zink findes også i denne region, samt kulaflejringer fra juratiden.

Sydchile. Et blæsende og skovrigt område. Ca. 25% af Chiles areal er dækket af skov, mest

intensivt i den sydlige region. Chile hører til blandt verdens mest træproducerende lande.

Træet bearbejdes til cellulose, møbler, trækasser, papirmasse og papir. Araucarien er det mest

udbredte træ, et urgammelt nåletræ. Akacie, lærk, pinje og eukalyptus, der indførtes fra



75

Australien, er mere almindelige længere mod N. Beplantningen sker primært for at opdæmme

jorderosionen. Her findes også zink, kobber og mod S kul, gas og olie.

Chiles mineraler: Chile er enorm rig på mineraler, hvilket har været afgørende for landets økonomi og

historiske udvikling. Tidligere havde de dog også gode indtægter fra guano – fuglegødning.

Kobber:

I det nordlige Chile findes 40% af verdens beholdning af kobber. Chile er verdens næststørste

producent af kobber, i 1989 var produktionen 1.609.000 tons. 90% af produktionen

eksporteres, og det er Chiles absolut største eksportvare. Verdens største åbne kobbermine er

Chuquicamata i Atacamaørkenen 125 km NØ for Antofagasta, den strækker sig over 4,5 km

x 3,5 km og er 800 m dyb. Antofagasta betyder egentlig kobberets skjulested. I

Chuquicamata, der lokalt kaldes ”Chupui,” fremstilles halvdeles af Chiles kobber. Men det

er et upraktisk sted, for da det aldrig regner i Atacamaørkenen, må man transportere vand i

rørledninger hertil 300 km fra Bolivia og Argentina og el skal transporteres 140 km. Det er

med til at fordyre produktionen, men så hjælper det, at der er tale om åbne miner, hvor de

slipper for at grave underjordiske gange.

Kun 1/3 af kobberproduktionen er på chilenske hænder, resten produceres med USA kapital.

Kobber er en god leder af el og varme, og bruges derfor meget i el- og varmeindustrien.

I bil- og skibsindustrien bruges kobber også meget, fordi det trodser salt.

Kobber blandet med zink danner messing, og kobber blandet med tin danner bronze.

Chilesalpeter:

Natriumnitrat, også kaldet chilesalpeter, en vigtig kvælstofgødning skabt af forrådnede

planter der findes i de regnfattige områder i Chile og Peru i et op til fem meter tykt lag.

Chilesalpeter har tidligere været Chiles absolut største eksportvare. Men i dag har kobber

altså overtaget førstepladsen.

Allerede i 1400-tallet, da Chile var underlagt inkaerne, var man klar over, at

Atacamaørkenens salpeter var værdifuldt som gødning. Salpeterforekomsterne findes

overvejende i et 25 km bredt og 800 km langt bælte i Atacamaørkenen, et område Chile

delvis erobrede fra Bolivia og Peru i Salpeterkrigen (se 1879). Krigen opstod, netop fordi

man opdagede rige salpeterforekomster i Atacamaørkenen, hvor grænserne endnu ikke var

fastlagte. Chile besatte den bolivianske havneby Antofagasta, Peru forsøgte sig som mægler,

men Chile erklærede også Peru krig og erobrede provinserne Tarapaca og Arica. Bolivia trak

sig ud af krigen og mistede dermed Antofagasta og adgang til Stillehavet.

Den politiske styring af salpeterudvindingen i Chile sammen med andre politiske brydninger

var årsag til en voldsom, men kort borgerkrig i 1891, den endte med, at præsidenten, Jose

Manuel Balmaceda (1840-91), der var Chiles præsident fra 1886, blev væltet og senere skød

sig selv. Balmaceda ønskede, at den chilenske stat skulle have større andel og større kontrol

med salpeterudvindingen, idet den væsentligste fortjeneste fra minedriften gik til udlandet,

mens rebellerne, der var støttet af flåden, ønskede minedriften helt åben for udenlandsk

investering og ejerskab. Mange af mineejerne var chilenere, men der kom også adskillige

ejere fra Canada, Australien, USA og Japan.

I næsten 50 år, indtil omkring Første Verdenskrig, var det salpeter der dominerede Chiles

økonomi, i den periode stod salpeter for over halvdelen af landets eksportindtægter. Salget

foregik direkte mellem minerne og de enkelte lande, der var ikke tale om nogen auktion. Op

til 1875 producerede Chile al den salpeter, der blev brugt i hele verden. Ved starten af 1900-

tallet var dette tal reduceret til 70%. Salpeter blev brugt til krudt og gødning. Mange af os



76

husker betegnelsen chilesalpeter, der i min barndom var det gængse udtryk for den salpeter,

der blev spredt ud på landmændenes marker som gødning.

Den største aftager af det kvælstofholdige mineral var Tyskland. Men under Første

Verdenskrig blev salpeter udsat for blokade. Det bevirkede, at tyskerne Fritz Haber (1868-

1934) og Carl Boschs (1874-1940) udviklede en måde til fremstilling af ammoniak - NH3 til

syntetisk kvælstofgødning ud af luftens kvælstof. Dermed fik den chilenske eksport sig et

skud for boven. Chiles salpeterindustri fik sit endeligt med Wall Street krakket ”den sorte

torsdag” 24. okt. 1929. På produktionens højdepunkt var omtrent 300.000 mennesker

beskæftiget i minerne med udvinding af flere millioner tons salpeter om året. Salpeter er dog

også i nyere tid blevet en vigtig eksportvare og stod fx i 1971 for 3,2% af Chiles samlede

eksportindtægt.

En stor del af affaldet fra salpeterfremstillingen blev brugt i byggeindustrien, men meget blev

til overs og skabte bjerge af salpeteraffald. I dag er der 20 virksomheder, der udvinder

værdier af disse store affaldsbjerge fra salpetertiden, hertil bruges svovl. Disse virksomheder

udvinder endnu mere salpeter, jod og lithium.

Jernmalm – Fe:

Der er også store forekomster i Chile af jernmalm, hvis udvinding toppede i 1981.

Kul, gas og olie:

I den sydlige del af Chile er der rige kul-, gas- og olieforekomster, tilmed er solen meget

gavmild i store dele af Chile. Trods disse rige muligheder for energi importerer Chile 60%

af sit energiforbrug. Set med os nordboeres øjne står såvel Solen som Månen ”forkert.”

Jod –J:

Et biprodukt af salpeter er jod. Næst efter Japan har Chile verdens største forekomst af jod,

der bruges i medicinindustrien og som tilsætning i fødevarer. Jod er metalglinsende og giftig,

det farver huden brun, ætser og har en ubehagelig lugt.

Lithium – Li:

Næst efter Rusland har Chile de største forekomster af grundstoffet lithium, et sølvhvidt

metal med atomnummer 3 og det metal der har den laveste vægtfylde 0,534. Stoffet blev

opdaget i 1817 af den svenske kemiker Johann August Arfvedson (12/1 1792-28/10 1841).

Lithium bruges primært til fremstilling af batterier, derudover til rednings- og alarmudstyr i

søfarten og luftfarten, til afisning af fly og brændstof til rumraketter. Men lithium salte har

også vist sig at have en gavnlig effekt til at stabilisere patienter, der er maniodepressive.

Rhenium – Re:

Chile har verdens største forekomster af det yderst sjældne og svagt radioaktive grundstof

rhenium, det findes også i U.S.A. og i Rusland. Verdensproduktionen af rhenium ligger

mellem 40 og 50 tons om året. Rhenium er et gråhvidt, sølvskinnende og meget tungt metal,

det blev opdaget i 1925 af Walter Noddack, Ida Tacke og Otto Berg i Tyskland og navngivet

efter floden Rhinen. I 1928 udvandt de ét gram, det fortæller en del om, hvor sjældent stoffet

er. Udvindingen af rhenium var så omstendigt og kostbart, at en egentlig produktion først

kom i gang omkring 1950. Da rhenium er et så sjældent grundstof, er det meget kostbart,

derfor begrænser den høje pris stoffets anvendelsesmuligheder. Metallet bruges som en

speciel legering til brug i bl.a. komponenter til jetmotorer, røntgenstrålingskilder,

elektroniske kontakter, glødetråde, blitzlys og termoelementer, der kan måle temperaturer helt

op til 2500° C. Men det er et stof, der skal behandles med stor forsigtighed, for rhenium har

en ekstrem lang halveringstid nemlig 41,2 milliarder år - 41.200.000.000 år. Og da jordens

alder menes at være 14 mia. år, så er det godt nok lang tid.



77

Molybdæn – Mo:

Chile har desuden de næststørste forekomster i verden af metallet molybdæn. Et blyagtigt

gråt grundstof som anvendes i legering til fremstilling af kvalitetsstål til fly, missiler,

røntgenrør og rørledninger til olie. Molybdæn blev opdaget i 1778 af den svenske apoteker og

kemiker Carl Wilhelm Scheele (se 1742). En af den moderne kemis grundlæggere der har

mange opdagelser på sin samvittighed bl.a. otte grundstoffer og ni syrer.

Guld, sølv m.m.:

Udover de her nævnte er der i Chile betydelige forekomster af guld, sølv, kobolt, bly, zink,

kviksølv og i mindre grad også mangan. De sølvminer, der blev åbnet allerede i 1500-tallet,

er i dag udtømte. Men der er sandsynligvis endnu mange uopdagede forekomster af

forskellige værdifulde mineraler i Andesbjergenes enorme udstrækning.

Klima: På den sydlige halvkugle er sommer og vinter modsat som hos os i Danmark. Juli er deres

vintermåned.

Nordchile. Klimaet er subtropisk. Vestlige vinde er fremherskende om sommeren. Om

vinteren skifter det til overvejende sydlige vinde. Gns. temperaturen for juli er i den nordlige

del 200 C i den sydlige del 0

0 C. Her er der meget lidt nedbør, stort set kun den nedbør der

følger med den kysttåge, der driver ind over land, skal man tro målingerne, er der visse

steder, hvor der aldrig falder regn. I Arica, der ligger allerlængst mod N, melder

måleapparaterne en årsnedbør på 0 millimeter. Kysten hører til Jordens tørreste områder og er

helt uden vegetation, bag kysten finder vi Atacamaørkenen.

Midtchile. Den nordligste del har subtropisk vinterklima, nogenlunde svarende til

Middelhavslandene med vegetationer som akacie og kaktus. Omkring 330 sydlig bredde ved

hovedstaden Santiago skifter klimaet til det sydlige regnrige tempererede bælte. Et område

med ekstensiv husdyravl, skove og frugtplantager herunder vindyrkning.

I Valparaiso er den årlige nedbør 60,2 cm., heraf falder de 91% om vinteren fra maj-aug.

Vestlige vinde er dominerende hele året, lavtrykkene trækker fra V mod Ø. I den sydlige del

regner det jævnt over hele året, og nedbøren er her mindst to meter om året. Temperaturen

langs vestkysten af Sydamerika er væsentlig lavere, end man kunne forvente efter den

geografiske bredde. Fx er gennemsnitstemperaturen i januar, deres midsommer, ved

Valparaiso på vestkysten 17,40 C, hvor den i Buenos Aires, der ligger på samme højde på

Argentinas østkyst, er 23,10 C. Samtidig er der også kun 5-6

0 C mellem koldeste og varmeste

måned. Årsagen er Humboldtstrømmen en nordgående strøm, der kommer fra Ishavet.

En strøm i stil med Golfstrømmen som vi kender fra vores himmelstrøg, men hvor

Golfstrømmen er varm, er Humboldtstrømmen kold. Ved Valparaiso, Chiles største havneby

med ca. 900.000 indbyggere, ud for hovedstaden Santiago, er vandets temperatur året rundt

ca.100 C, bestemt ikke det man forventer, når man bader i Stillehavet på et sted med den

samme afstand fra Ækvator til Nordafrika. Men egne erfaringer siger, "det er hundekoldt,"

man bader ikke her af lyst, men kun for at kunne prale i vennelag, og det kom Hanne og jeg

engang for skade at gøre, det hævnede sig. Måske er det derfor, Hanne er blevet vinterbader?

Sydchile. Ligger i det sydlige tempererede bælte. Vegetationen er nåletræer, bambus,

træbregner, buske og bøg. Helt mod S er der forkrøblede træer. Over skovgrænsen findes

moser, enge og heder. Selve sydspidsen ved Kap Horn tangerer det sydlige polarbælte.

Det blæser meget og er ofte så koldt, at udtrykket "trænger gennem marv og ben," får sin

rette betydning.

I regionen er der kun få meteorologiske stationer, og de er alle ved havets overflade. Fra øen

Chiloe på 420 sydlig bredde går der en relativ varm strøm mod S ned forbi Kap Horn, grundet

det vakuum Humboldtstrømmen har skabt, med det resultat at den sydlige del af Sydamerika



78

er forholdsvis varm, og der findes her tempererede regnskove. På Chiloe er gns. temperaturen

i juli 7,60 C og i jan. 14,1

0 C. Snegrænsen er her 1.400 m. Ved Magallanesstrædet på 52

0

sydlig bredde er gns. temperaturen i juli 1,50 C og i jan. 11,1

0 C. På Kap Horn er gns.

temperaturen i juli 2,10 C og i jan. 8,1

0 C. Nedbøren her er på 151,1 cm fordelt på 306 dage,

det vil sige, der stort set altid er nedbør, og mere end halvdelen af året er det i form af sne.

Her i polarklimaet er snegrænsen 900 m.

Her i Sydchile ligger verdens sydligste større by Punta Arenas med 70.000 indbyggere.

Tidligere hed byen Magallanes.

Husdyrhold og fiskeri:

Fåreavl og fiskeri er Sydchiles vigtigste indtægtskilder. Over halvdelen af Chiles 5 mio. får

findes i Ildlandet. Her kan du se antallet af husdyr:

Får 4.840.000 Kvæg 3.370.000 mest den sortbrogede race

Svin 1.060.000 Geder 460.000 Heste 340.000

Fiskeriet er accelereret kraftigt de senere år, ikke mindst pga. faglig bistand fra Danmark.

Chilenske fiskere har tidligere brugt meget dårlige fiskeredskaber. Chile er nu verdens

fjerdestørste fiskerination, og landet er kendt for sine mange fiskeretter. Fangsten var:

1950 69.000 tons 1970 1.160.000 tons 2005 5.000.000 tons.

Eksporten af fiskekonserves, fiskeolie og fiskemel er størst til USA. Fiskerigrænsen er sat op

til 370 km, hvad der giver gode muligheder for stordrift på industrifisk.

I Ildlandet fanges årligt op mod 2.000 sæler og søløver udelukkende for skindets skyld. Her

ses søløver i deres rette element. Hvalfangst er af mindre betydning. Chilenerne spiser mere

fisk end kød.

Landbrug – korn, frugt og vin:

Kun 44.000 km2 eller 4,7% af Chiles 756.950 km

2 er under plov, af dem kunstvandes 15.000

km2. Der findes 375 storfarme, dvs. haciendas over 5.000 ha, men 375.000 landmænd har

under 2 ha jord. En haciendas stuehus er bygget af brændte sten med veranda ud til en

parklignende have. Til hver hacienda hører ca. 15 landarbejderfamilier eller 30 arbejdere. En

arbejder får 4 kr. om dagen samt hus, græsning til en ko, en hest og 0,4 ha jord, som de må

dyrke til eget forbrug.

Vigtigste afgrøder er hvede og majs, der kun dyrkes med kunstvanding. Derudover byg,

havre og først efter Anden Verdenskrig avlede de også ris. Solsikkefrø, hørfrø og hamp hører

også med til repertoiret og tobak, hvor Chile er selvforsynende.

Sukkerroer, kartofler, grøntsager som bønner, løg, ærter og peber er betydelige afgrøder.

Frugter dyrkes i mange forskellige arter citrus, fersken, abrikos, mandel, valnød, figen, æbler,

pærer, blommer samt oliven ikke blot til eget forbrug, men også en stor eksport. Druer til vin

er blevet den allervigtigste frugt. Vin er nemlig blevet et af Chiles betydeligste produkter.

Produktionen havde sin spæde begyndelse omkring år 1851, da man importerede nogle

vinstokke fra Frankrig til udplantning, men en vinstok er mange år undervejs. Så først i 1970-

erne kom der gang i produktionen, der kun bruger 3½% af det kultiverede landbrugsareal.

Druerne dyrkes, med salg og eksport for øje, i den 1.000 km lange Chilenske Længdedal S

for Santiago. Der har aldrig været sygdom i de chilenske vinmarker, insekt- eller

svampeangreb af diverse utøj er blevet bremset af de kilometerhøje Andesbjerge. Derudover

har Chile den fordel, at de er sikret et stabilt vejrforhold, de overraskes aldrig af frost eller

andre former for uhensigtsmæssigt vejr, når druerne skal høstes. Hvis den chilenske vinbonde

vurderer, at druerne er på sit højeste onsdag kl. 14, så høster de onsdag kl. 14. Druerne høstes

marts-april. Forbruget af vin i Chile er 42 liter pr. person.



79

Erhvervenes fordeling i Chile:

Landbrug / skovbrug / fiskeri 21% Handel 17%

Industri 14% Transport/kommunikation 6%

Byggeri 5% Bank/finans 4%

Minedrift 2% Andet 31%

12% af arbejderne er medlem af en fagforening

Udviklingsmuligheder:

Som tidligere nævnt er Chile rig på råstoffer og har store uudnyttede arealer særdeles

velegnet til forøgelse af landbrugsproduktionen. Men landet har haft store indre politiske

problemer, der bremsede landets enorme udviklingsmuligheder.

Økonomi

Chile er Sydamerikas duks. Økonomien vokser kraftig, og inflationen er begrænset. Udlandet

investerer i landet, og der er overskud på statsbudgettet. Chili har revalueret fordi eksporten

slår rekord, målet er en lavere inflation. Chiles befolkning vokser 5-6 gange hurtigere end

levnedsmiddelproduktionen, derfor er importen steget mærkbart til 70 mia. kr., men

eksporten er dog stadig størst med 73 mia. kr. Danmarks eksport til Chile er 400 mio. kr.

Importen fordelt på: Importen fordelt fra:

Maskiner/udstyr 19% USA 20%

Råstoffer 16% Japan 11%

Forarbejdet industrivarer 14% Brasilien 10%

Brændstof/smøremidler 12% Vesttyskland 7%

Forbrugsvarer 11% Argentina 6%

Andet 28% Andre lande 46%

Infrastruktur:

Der findes 9,757 km jernbaner i Chile og 79.750 km veje, af dem er kun de 11.006 asfalteret.

Chilenerne ejer 591.000 biler. Benzinprisen er ca. 60.000 pesos pr. liter altså 6 kr. Der er

fartbegrænsning i Chile på 80 km/t, men ingen tager det særlig alvorligt. Chile har to

flyselskaber, der årligt befordrer 999.000 passagerer.

Forsvar:

Hæren 57.000 Luftvåben 15.000

Flåden 29.000 Militariseret politi 27.000

Reserven 50.000

Værnepligt for alle mænd i to år

Forsvarsbudget 15% af statsbudgettet

Religion:

Romersk-katolsk 70% Protestanter 15% Ateister 8%

De resterende 7% tilhører Jehovas Vidner, Syvende dags Adventister og forskellige

indianerreligioner.

Ved dødsfald holder chilenerne fest – fiestas

I inkaernes tid, dvs. 14-1500-tallet, havde de to former for begravelser. Ved den ene blev alle

indvolde taget ud og kroppen fyldt op med urter, den anden mulighed var at salte liget.

I begge tilfælde blev liget altid begravet i fosterstilling.

Skole:

Obligatorisk skolegang fra 6 år til 14 år. 95% af børnene går i skole. Analfabetisme er 4%

Turisme:

Chile besøges årligt af 2 mio. turister, lidt flere chilenere rejser på ferie i udlandet



80

Kaffe:

Kaffeforbruget i Chile er kun 0,6 kg pr indbygger om året. Os danskere bruger 9,0 kg.

Sproget:

Sproget i Chile er spansk, som er verdens fjerdestørste sprog efter kinesisk, engelsk og hindi.

Læger:

I Chile er der 115 læger pr. 100.000 indbyggere, i Danmark er der 338 pr. 100.000

indbyggere, og endda klager vi os over for få læger.

Korruption:

Chile er Latinamerikas mindst korrupte land. Latinamerika er de lande i Amerika, som blev

opdaget og befolket af spaniere og portugisere dvs. Mexico, Antillerne og hele Mellem- og

Sydamerika.

Chiles nationalhymne fra 1819: Ren, Chile, er din blå himmel,

rene briser blæser over dig,

og din jord, broderet med blomster,

er en glædelig kopi af Edens Have.

Majestætisk er det hvide bjerg,

Herren gav dig som bolværk.

Og havet, som roligt bader dig,

giver dig løfter om fremtidig glans.

Søde fædreland, modtag det løfte,

at Chile, der sværges dig,

at du enten bliver de fries grav,

eller et helle for undertrykkelse.



81

Republica del Peru Landets historie i miniudgave og forskellige andre oplysninger: De tidligste beviser på menneskelig tilstedeværelse i Peru dateres til 11.000 fvt. Menneskene

levede langs stillehavskystens flodmundinger. De efterfølgende kendteste kulturer er

nazcakulturen (se 900 fvt.) fra 900 fvt. til 800 evt., men der er stor usikkerhed om perioden.

I 1400-tallet opstod inkakulturen, der udgjorde det største rige i præcolumbiansk Amerika.

Det spanske imperium erobrede regionen i 1500-tallet og indsatte en vicekonge. Ordet Peru

er indiansk hentet fra Biru, navnet på en lokal hersker, som levede nær San Miguel bugten i

Panama i 1500-tallet. Efter spaniernes sammenstød med inkariget i 1529 fik området navnet

Peru. Birus besiddelser blev opdaget af spanieren Francisco Pizarro (1476-1541), der

”lugtede” uhyre rigdomme i guld og sølv, og derfor ville udforske området. I 1532 gik han i

land i Ecuador, det nuværende nordlige Peru, med 187 mand og 37 heste drog han ind i

Cajamarca. Inkaerne brugte deres kræfter på indbyrdes krige mellem brødrene Atahualpa, der

besejrede Huascar. Det kom spanierne meget tilpas, så det blev noget lettere for Pizarro, der

med list gav Atahualpa frit lejde efter sejren over sin bror, men i stedet blev han taget til

fange. Skønt en uhyre løsesum i ædelt metal som sølv og guld, blev Atahualpa svigefuldt

kvalt af Pizarro i Cajamarca i 1533. At holde ord blev af indianerne betragtet som et helligt

løfte, men spaniernes kendte ikke til at holde ord. Hvis en handling var til egen fordel, så

gjorde de det, selv om de havde givet løfte om noget ganske andet, moral og etik var ord de

ikke kendte, det var ikke deres stil.

Men der var også splid i de spanske rækker. I 1532 besejrede spanierne inkariget skønt deres

beskedne hær kun var på 187 mand, en væsentlig årsag til spanierne sejr var, at indianernes

pile ikke kunne gå gennem spaniernes rustninger. Inkariget blev underlagt det spanske styre,

og den jord, som indianerne havde dyrket i årtusinder, fik kolonisterne nu råderet over.

Spanierne indsatte en marionetkejser, Inca Manco, der imidlertid flygtede og rejste en

frihedskamp, der holdt liv i inkariget til 1572, da den sidste inkakonge, Tupac Amaru, der

havde skjult sig i utilgængelige bjergområder, blev fanget, pint og grusomt henrettet i Cuzco.

Imens myrdede spanierne løs ikke blot mellem indianerne, men også blandt sine egne.

Visekongen af Ny Spanien, som er Mexico, Antonio de Mendoza blev tilkaldt, og han

skaffede ro i landet omkring 1550. Men de gamle indianerkulturer gik til grunde.

Vicekongen Francisco de Toledo reorganiserede landet i 1570-erne, drift af sølvminer var den

vigtigste aktivitet, og de indfødte blev tvunget til at arbejde i minerne. Sølvudvinding

stoppede allerede i 1700-tallet. I 1739 udskiltes Colombia og Ecuador. Sammen med

Venezuela og Panama dannede de visekongedømmet Ny Granada. I 1780 ledede Tupac

Amaru II et oprør, men den fik ikke varig betydning.

Argentineren José de San Martin (1778-1850), der havde befriet Argentina og Chile,

bekæmpede den spanske hær i Peru og erklærede Peru uafhængighed 28. juli 1821 som

Republica del Peru, en demokratisk republik med flerpartisystem.

I 1824 besejrede frihedshelten Simon Bolivar (se 1783) spanierne, han trak sig tilbage i 1826.

Men så begyndte lokale kampe mellem militærledere af spansk herkomst. Halvindianeren

Santa Cruz forsøgte i 1836 med en union, men hans modstandere væltede ham i 1839 med

hjælp fra Chile, der frygtede en stærk union i N. Fra 1845 skabte mestizen Ramon Castilla ro.

Han forbød negerslaveriet, forbedrede indianernes kår, oprettede et undervisningsvæsen og

http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Nazca&action=edit&redlink=1

http://da.wikipedia.org/wiki/15._%C3%A5rhundrede

http://da.wikipedia.org/wiki/Inkariget

http://da.wikipedia.org/wiki/Pr%C3%A6columbiansk

http://da.wikipedia.org/wiki/Spanske_imperium


http://da.wikipedia.org/wiki/Vicekonged%C3%B8mmet_i_Peru

http://da.wikipedia.org/wiki/San_Miguel_bugt

http://da.wikipedia.org/wiki/Panama


http://da.wikipedia.org/wiki/Inkariget

http://da.wikipedia.org/wiki/Francisco_Pizarro

http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Inkarigets_fald&action=edit&redlink=1

http://da.wikipedia.org/wiki/Francisco_de_Toledo

http://da.wikipedia.org/wiki/Jos%C3%A9_de_San_Mart%C3%ADn

http://da.wikipedia.org/wiki/1821

http://da.wikipedia.org/wiki/Demokrati

http://da.wikipedia.org/wiki/Republik



82

udnyttede de store forekomster af fuglegødningen guano, der blev eksporteret og gjorde Peru

velhavende.

I årene 1864-69 forsøgte spanierne at generobre det vestlige Sydamerika, men blev slået.

Men så kom Salpeterkrigen 1879–1883, hvor Peru og Bolivia blev besejret af Chile. Peru

blev besat, Lima blev udplyndret og Nationalbiblioteket, med sine 58.000 bind, blev ødelagt.

Samtidig mistede Bolivia adgang til Stillehavet, og Peru mistede provinserne Arica og

Tarapaca. Krige, kostbare jernbaneanlæg og korruption forarmede Peru i en sådan grad, at det

var tæt på en statsbankerot.

I 1895 kom Det demokratiske Parti til magten. Med demokrati og sociale reformer fik de

genoprettet tilliden til nationen. Økonomien blomstrede, godt hjulpet af Første Verdenskrigs

konjunkturer. I 1920 kom Leguia med en ny forfatning, der beskyttede indianerne mod

overgreb, men den blev ikke respekteret af godsejerne. Indianerne begyndte at røre på sig, og

et kommunistparti opstod. Men i 1931 blev Leguia smidt ud af en militærjunta med Sanchez

Cerro som leder, og i 1933 blev Leguia myrdet. I 1941udbrød der krig mellem Ecuador og

Peru om et olierigt område i Amazonjunglen. Under Anden Verdenskrig samarbejdede

præsident Prado med USA, det gav et godt økonomisk udbytte. I 1948 blev general Odria

indsat som diktator. Ved valget 1962 fik militæret magten, og Fernando Belaunde Terry blev

præsident. Han var venligsindet overfor indianerne, bekæmpede analfabetismen, byggede

veje og vandingsanlæg.

I 1968 planlagde væbnede styrker, ledet af general Juan Velasco Alvarado, et kup, der

afsatte præsident Fernando Belaunde Terry. Han satte forfatningen ud af kraft, undertrykte

oppositionen, kom med en ny jordreform og nationaliserede industrien og minerne. Men det

gik alt for hurtigt, tilmed ramte jordskælv Peru, landet fik et voldsomt økonomisk tilbageslag,

og Velasco Alvarado måtte træde tilbage i 1975. En ny general Morales Bermudez kom til,

uden at det hjalp det nødlidende folk synderlig.

Guerillaorganisationen Den Lysende Sti (se 1980) så dagens lys i 1980. I løbet af 1980-erne

fik Peru en betydelig gæld til udlandet, der fortsatte med at vokse, en inflation, og en massiv

politisk vold. Igen blev Fernando Belaunde Terry valgt til præsident. Ved valget 1985 sejrede

Alan Garcia Perez. Valget 1990 gav den ukendte agronomen af japansk afstamning, Alberto

Fujimori sejren, han havde bebudet kamp mod narkotikatrafikken, Den Lysende Sti og

landets økonomiske kaos. Som præsident viste han en fast hånd, og Peru begyndte fra 1990 at

genoprette sig. Han solgte statsvirksomheder og byggede skoler og hospitaler for pengene,

bygningerne blev, for at minde folket om de store fremskridt, malet lyserøde. I 1992 blev Den

Lysende Stis leder Abimael Guzman taget til fange, og langsomt genopstod roen i landet.

I 1995 vandt Alberto Fujimori igen en valgperiode, det gjorde han også i år 2000, men så

rejstes der beskyldninger om omfattende valgsvindel, magtmisbrug, korruption og vold mod

mennesker. Og da Fujimoris højre hånd og sikkerhedschef Vladimiro Montesinos blev

afsløret i en bestikkelsessag, måtte Montesinos flygte til Panama og Fujimori blev tvunget til

at træde tilbage i 2000. Vladimiro Montesinos fik otte års fængsel for bedrageri. Siden har

Peru med besvær prøvet at bekæmpe korruption og at opretholde landets økonomiske vækst.

I 2001 blev Alejandro Toledo præsident, men modstanden mod ham voksede. Ved valget juni

2006 blev Alan Garcia Perez med 52,6% af stemmerne for anden gang valgt som Perus

præsident. Han arbejder for at få gennemført dødsstraf for medlemmer af Den Lysende Sti.

Den peruanske regering vælges direkte for fem år ad gangen. Valgretsalderen er 18 år.

Størrelse og beliggenhed:

http://da.wikipedia.org/wiki/Salpeterkrigen

http://da.wikipedia.org/wiki/Arica_(provins)

http://da.wikipedia.org/wiki/Tarapac%C3%A1

http://da.wikipedia.org/wiki/Juan_Velasco_Alvarado

http://da.wikipedia.org/wiki/Fernando_Bela%C3%BAnde_Terry

http://da.wikipedia.org/wiki/Inflation

http://da.wikipedia.org/wiki/Fernando_Bela%C3%BAnde_Terry

http://da.wikipedia.org/wiki/Alberto_Fujimori




http://da.wikipedia.org/wiki/Alan_Garc%C3%ADa



83

Peru er med 1.285.220 km² ca. 28 gange så stor som Danmark. I det vestligste Sydamerika

grænser landet op til Ecuador og Colombia mod N, Brasilien og Bolivia mod Ø, Chile mod S

og Stillehavet mod V.

Peru er inddelt i 25 regioner. Hver region har en valgt regering sammensat af præsident og

råd, der er på valg hvert fjerde år. Disse regeringer planlægger sin egen regions udvikling,

udfører offentlige investeringsprojekter, fremmer aktiviteter og håndterer det sociale område.

Natur:

Landets natur varierer voldsomt 11% kystørken, 39% bjerge og 50% tropisk lavland. Landet

inddeles i tre geografiske regioner. Tropiske skove i amazonområdet, tørre ørkenområder

langs Stillehavets kyst, skønt der her er mange frugtbare oaser dannet af de mange floder fra

bjergene, og Andesbjergenes høje bjergtinder med Huascaran som Perus højeste punkt på

6.768 m. Andesbjergene løber parallelt med Stillehavet, dets bjergtinder er kilde for mange af

de peruanske floder.

Der findes i Peru 21.462 arter af planter og dyr. Regeringen har etableret adskillige

beskyttede områder til deres bevarelse.

Peru oplever hvert år flere hundrede jordskælv. I 1970 omkom op mod 100.000 mennesker,

hvor havnebyen Chimbote (se 1970) og nærliggende bjergbyer blev totalt ødelagt.

Klima:

Det strækker sig virkelig vidt, fra tropisk regnskov over tør ørken til kolde bjerge. Hvis du

under Peru læser om klima, støder du sikkert på udtrykket El Nino. Ordet er spansk og

betyder "den lille dreng." Det hentyder til Jesusbarnet, for El Nino var oprindelig betegnelse

for en svag varm havstrøm, der løber langs Ecuadors og Perus kyster hvert år netop ved

juletid.

I dag ved man mere, det er nemlig navnet for et vejrfænomen, en unormal opvarmning af den

centrale og østlige del af det tropiske Stillehav til 300 C. Et fænomen som dukker op med

intervaller mellem to og syv år. Den høje vandtemperatur er skyld i fiskedød med reduceret

fiskefangst til følge. El Nino begynder som en kortvarig svækkelse af passatvinden i det

vestlige Stillehav. Tilsyneladende uskyldigt, men 12 måneder senere kan den skabe store

oversvømmelser i Californien, fordi havoverfladen stiger med 15-20 cm. Det sker, fordi en

svækkelse af passatvinden igangsætter en meget langsom bevægelse langs ækvator fra V mod

Ø i den øverste del af oceanet - en Kelvinbølge. Når bølgen efter adskillige måneders rejse

når i nærheden af Sydamerikas vestkyst, er overfladetemperaturen steget, og

temperaturforskellen mellem den vestlige og østlige del af det tropiske Stillehav er blevet

mindre.

Det ændrer de atmosfæriske forhold, så der kommer øget nedbør og faldende lufttryk i det

centrale og østlige Stillehav ved Ecuador, Peru og Chile og mindre nedbør og øget lufttryk i

det vestlige Stillehav ved Indonesien. Samtidig svækkes passatvinden i den vestlige og

centrale del af det tropiske Stillehav. Ændringerne i atmosfæren er i høj grad med til at

forstærke og opretholde de usædvanlige forhold i oceanet, som Kelvinbølgen satte i gang.

El Nino har ikke kun konsekvenser for det lokale klima. Den griber forstyrrende ind i

vejrforholdene mange steder på Jorden. Nedbørsforholdene i troperne forskubbes, så

Indonesien, Australien, Brasilien og store dele af Afrika får tørke. I Ecuador, Peru og Chile

kommer der kraftigere regn med tornadoer, hvilket selvsagt øger risikoen for oversvømmelse.

Men klimaet påvirkes også uden for troperne. Den indiske monsun svækkes, de sydlige stater

i USA får øgede mængder af nedbør, og så langt fra troperne som i Alaska og det vestlige

Canada kan man regne med en mildere vinter.

Sidste gang man oplevede en kraftig udgave af El Nino var i 1997-98. Ifølge Verdens

Meteorologiske Organisation - VMO kostede dette vejrfænomen 21.700 mennesker livet og

http://da.wikipedia.org/wiki/Sydamerika

http://da.wikipedia.org/wiki/Ecuador

http://da.wikipedia.org/wiki/Colombia

http://da.wikipedia.org/wiki/Brasilien

http://da.wikipedia.org/wiki/Bolivia

http://da.wikipedia.org/wiki/Chile

http://da.wikipedia.org/wiki/Stillehavet

http://da.wikipedia.org/wiki/Perus_administrative_inddelinger

http://da.wikipedia.org/wiki/Amazonomr%C3%A5det

http://da.wikipedia.org/wiki/Andesbjergene

http://da.wikipedia.org/wiki/Huascar%C3%A1n

http://da.wikipedia.org/wiki/Andesbjergene



84

forårsagede ødelæggelser for 33 milliarder $. Den kraftige El Nino menes samtidig at være en

del af forklaringen på, at 1998 blev det varmeste år, man har målt på kloden i nyere tid.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut tyder observationer på, at El Nino også har en svag

indflydelse på det europæiske vintervejr. Så, jo - El Nino betyder virkelig noget.

Befolkning:

Peru er en multietnisk nation dannet siden 1500-tallet af forskellige grupper af indfødte,

europæere, afrikanere og asiater, 54% er af indiansk afstamning, 32% mestizer, altså blandet

race og 12% af spansk afstamning.

Den peruanske befolkning er anslået til ca. 28 millioner. Af dem tilhører 46,1%

indianerstammen quechua, 32% mestiz, 12% hvide, 5,4% aymara, 1,7% lavlandsindianere,

der består af 40-50 forskellige etniske grupper og 1,8% andre indvandrere.

Bemærkelsesværdig er det, at næsten halvdelen, eller 12 mio. af borgerne, bor i hovedstaden

Lima, en utrolig stor koncentration. Derfor bor 72,6% af landets befolkning i byområder og

27,4% i landområder.

Den hurtige og voldsomme vækst i de større byer, har slumdannelser til følge og store sociale

problemer. Befolkningstætheden er 21,8 pr. km2, næsten som i Chile. Den gennemsnitlige

levealder i Peru er for kvinder 71,4 år og for mænd 67,4 år.

88,9% af befolkningen kan læse og skrive, så der er stadig over 10% analfabeter. Der er ni års

skolepligt, som er gratis. Peru har 30 universiteter.

Erhverv: Landbrug er fra en økonomisk betragtning Perus vigtigste erhverv. Husdyrene er kameler,

flere lamaarter og marsvin, som er en stor delikatesse, og smager fortræffelig.

Der avles kaffe, tobak, bomuld, sukkerrør, ris, majs, bønner, kartofler og asparges som er

topscorer og ikke mindst frugter. Hvor der er bjergterrasser, kræves der kunstvanding.

Fiskeri Peru er verdens største fiskerination med en betydelig eksport, og derfor et meget

vigtigt erhverv.

Turisme er gennem de sidste ti år vokset voldsomt, og er nu Perus tredje største erhverv.

Det der trækker er de spanske kolonisters arkitektur i Lima, inkarigets stenværker i Cuzco,

Nazcalinjerne, Titicacasøen og ikke mindst Machu Picchu, der har 2.500 besøgende hver dag

og er med på Unescos World Heritage List. Efter Brasilien og Argentina modtog Peru i 2007

den tredjestørste mængde turister i Sydamerika.

Minedrift den vigtigste produktion i landets mange miner er kobber. Men der findes også

olie, zink, bly, sølv, guld, jern, molybdæn og kviksølv.

Industri her bør fabrikation af tekstiler fremhæves som en af de betydeligste, med lamauld

som råvaren.

Arbejdsløshed:

Der er meget mærkbar arbejdsløshed i Peru. Hver morgen tropper arbejdsvillige op på

bestemte gadehjørner i byerne, noget vi så flere eksempler på, her kan arbejdsgiverne se dem

an og måske finde netop den hjælper, de har brug for. Det kan være for en enkelt dag, en uge,

en måned eller længere tid. Det får os til at tænke på tidligere tiders slavehandel, hvor

arbejderen, eller kvinden for den sags skyld, blev fremvist som en salgsvare og købt af

højstbydende. Men den fantasi må vi mane i jorden.

Økonomi:

Peru er et uland, i 1988 levede 82% af befolkningen under fattigdomsgrænsen, og selv om det

er blevet meget bedre, så er der stadig 40%, der lever under denne grænse.

Perus største eksportvarer er kobber, guld, zink, tekstiler og fisk. De vigtigste handelspartnere

er USA, Japan, Colombia, Argentina, Kina, Brasilien, Tyskland, Venezuela og Chile.

http://da.wikipedia.org/wiki/Oprindelige_amerikanere

http://da.wikipedia.org/wiki/Europa

http://da.wikipedia.org/wiki/Afrika

http://da.wikipedia.org/wiki/Asien

http://da.wikipedia.org/wiki/Kameler_og_lamaer

http://da.wikipedia.org/wiki/Kameler_og_lamaer

http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Terasse_(landbrug)&action=edit&redlink=1

http://da.wikipedia.org/wiki/Kunstvanding

http://da.wikipedia.org/wiki/Nazca-linjerne


http://da.wikipedia.org/wiki/Brasilien

http://da.wikipedia.org/wiki/Argentina

http://da.wikipedia.org/wiki/2007

http://da.wikipedia.org/wiki/Sydamerika

http://da.wikipedia.org/wiki/Uland

http://da.wikipedia.org/wiki/USA

http://da.wikipedia.org/wiki/Folkerepublikken_Kina



85

Udenrigspolitik:

Perus udenrigsrelationer er blevet domineret af grænsekrige med nabolandene. Der er en

igangværende strid med Chile om, hvor grænsen i Stillehavet og i Atacamaørkenen skal gå.

Militær:

Det peruanske militær er sammensat af hær, flåde og luftvåben på i alt 125.000 soldater og

188.000 i reserven. Landets værnepligt er ophævet og erstattet af et frivilligt militær.

Infrastruktur:

Perus vejnet har en længde af 78.829 km, heraf 276 km motorvej, men vejene er af meget

dårlig kvalitet. Den betydeligste vej er Pan American Highway, verdens længste vej der

strækker sig fra Alaska i Nordamerika til Puerto Montt i Sydchile, den er såmænd kun 48.000

km, det står der i hvert fald i rutens beskrivelse. Det lyder for mig lidt pralende, for der er

”kun” 40.000 km rundt om Jorden. Men skidt pyt lidt småfejl skal ”mappedyrene” vel også

have lov til.

Peru har 237 lufthavne, 1.989 km jernbane, heriblandt verdens højst beliggende bane 4.817 m

over havet, 8.808 km vandveje, de giver, trods den meget længere vej, Peru en lettere

forbindelse til Atlanterhavet end til Stillehavet, 13 tv-stationer og 79% af befolkningen har

adgang til elektricitet.

Havnebyen ud for Lima, Callao med ½ mio. indbyggere, er Perus største eksporthavn.

Sprog:

Spansk er det primære sprog, som tales af 80,3% af peruanerne. Derudover eksisterer der

adskillige indfødte sprog, hvor de vigtigste er aymara og quechua, der tales af 16,5% af

befolkningen. Denne blanding af kulturelle sproglige traditioner har resulteret i en bred

variation af udtryk på områder indenfor kunst, mad, litteratur og musik.

Kunst:

De peruanske kunstneriske traditioner dateres tilbage til forarbejdede lervarer, tekstiler,

smykker og skulpturer af inkarigets kulturer. Inkaerne opretholdt disse traditioner og lavede

arkitektoniske værker, som fx konstruktionen af Machu Picchu og malerierne fra

Cuzcoskolen.

Mad:

Den peruanske madlavning er en blanding af indfødt og spansk mad.

Litteratur:

Perus mest kendte forfatter er Mario Vargas Llosa (f 1936). Han forsøgte forgæves at blive

Perus præsident i 1990.

Religion:

Af den peruvianske befolkning tilhører 90% den romersk-katolsk kirke, 5,5% er protestanter,

de resterende 4,5% tilhører adventister, mormoner, Jehovas Vidner og jøder.

http://da.wikipedia.org/wiki/V%C3%A6rnepligt

http://da.wikipedia.org/wiki/Motorvej

http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Pan_American_Highway&action=edit&redlink=1

http://da.wikipedia.org/wiki/Lufthavn

http://da.wikipedia.org/wiki/Jernbane

http://da.wikipedia.org/wiki/Vandvej

http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Tv-station&action=edit&redlink=1

http://da.wikipedia.org/wiki/Callao

http://da.wikipedia.org/wiki/Quechua


http://da.wikipedia.org/wiki/Katolicisme

http://da.wikipedia.org/wiki/Protestantisme

http://da.wikipedia.org/wiki/Syvende_Dags_Adventistkirken

http://da.wikipedia.org/wiki/Mormon

http://da.wikipedia.org/wiki/Jehovas_vidner

http://da.wikipedia.org/wiki/J%C3%B8dedom



86

Supplerende oplysninger til – Chile - Peruturen Uddrag fra – ”Mine Tidsbilleder” Opbygget kronologisk 900 fvt.-800 evt.

Nazcalinierne, kunstigt frembragte linjer i terrænet, skabt af nazcafolket i

kystområderne i det nordlige Chile og det sydlige Peru med størst koncentration

på ørkensletterne mellem byerne Nazca og Palpa. Nazcalinierne består af

titusindvis af linier i varierende bredder og længder, tusindvis af geometriske

figurer og dyr i alle størrelser tegnet i ørkensandet. Mange af figurerne er kun

genkendelige fra luften. De mystiske linier har affødt forskellige teorier, såsom

landingsbane for rumfartøjer eller hellige vandreruter for præster for at tiltrække

regnvand, hvad der var en absolut livsbetingelse for disse meget tørre

ørkenområder. Nazcafolket var dygtige geologer med stor viden om

undergrundens net af brudlinier og vandårer. Muligvis har de brugt pilekviste for

at finde vandårerne. De byggede akvædukter som opfangede vandet i de

underjordiske løb, der næsten alle løb Ø-V.

Et amerikansk forskerhold, med historikeren David Johnson i spidsen, har nu

påvist, at de mystiske linier afspejler de usynlige, underjordiske vandløb, som

ifølge målinger kommer fra bjergkæden, og løber ud mod havet.

En anden ting, der antyder en speciel kultur, er deres kirkegårdskultur, hvor

knogler, kranier og testikler ligger spredt i ørkensandet, man ved endnu ikke

hvorfor.

11.000 fvt. Mennesker indvandrede fra Asien til Amerika. Det kunne de, fordi Jordens

enorme vandmasser var bundet i istidens gletschere, derfor var vandstanden i

verdenshavene 50 m lavere end i dag. Det betød, at landtangen mellem Sibirien

og Alaska var tørlagt, altså der hvor Beringstrædet er i dag, og derfor farbar for

mennesker og dyr.

10.500 fvt. Amerika beboet. Spor af mennesker fundet i Monte Verde i Sydchile. 12 små

hytter hvor der formentlig har boet 20-30 mennesker. De har været jægere og som

sådan skaffet sig kød, og de har samlet bær, nødder, frugter, svampe og

muslinger.

Menneskene er sandsynligvis kommet fra Sibirien over Beringstrædet til Alaska

og vandret videre de 16.000 km ned gennem Nord- og Sydamerika, men det har

sikkert taget masser af år.

800 fvt. Homer i græsk tradition en blind digter der levede i Lilleasien. Formodes at have

digtet ”Iliaden” der i 24 sange med 15.698 vers skildrer rov, hævn, had og ære i

kampene om Ilion (Troja), den betydningsfulde handelsby ved indsejlingen til

Sortehavet ved Dardanellerstrædet samt striden mellem Kong Agamemnon og

Kong Achilleus. ”Iliaden” betragtes som verdenslitteraturens største digterværk,

det ansås af oldgrækerne for at være skildringer af begivenheder 1184 fvt. Homer

skrev også ”Odysseen” en rejsebeskrivelser af Odysseus tur hjem fra det erobrede

Troja.

1100-tallet Jelling Kirke. Den lille hvidkalkede, blytækket frådstenskirke dukker sig med sit

lave tårn mellem Danmarks to største gravhøje, skønt den er så rig på historie.

Gravhøjene er lavet af Harald Blaatands trælle, der som kendemærke fik skåret

næsetippen af. Sydhøjen blev i 1861 udgravet af Frederik VII, der havde

udgravning af oldsager som hobby, men han fandt ingen grav. Det er Danmarks



87

største høj med en diameter på 77 m og en højde på 11m, men åbenbart ikke en

gravhøj. Skibssætningen ved kirken er med 170 m Danmarks længste. Hvor den

nuværende Jelling Kirke ligger, har der tidligere været tre trækirker, der ret

usædvanligt har været større end den nuværende kirke. Den ældste af dem er

dateret til 960-985, og har formentlig været rejst som et gravmonument over

Gorm den Gamle. De menes alle tre at være brændt og hørte sandsynligvis til

landets største kirker. Kirken har nogle af Danmarks ældste kalkmalerier fra ca.

1100. Meget af kirkens historie omtales under Gorm den Gamle og Harald

Blaatand.

Sammen med Jellingstenene og Jellinghøjene er kirken i 1994, som det første i

Danmark, optaget på Unesco’s World Heritage List fra 1972 “verdens kulturarv.”

Det er i fornemt selskab med bl.a. Den Kinesiske Mur, Taj Mahal, Egyptens

Pyramider, Akropolis og 730 andre kulturskatte i hele verden, hvoraf de 376

ligger i Europa. Fra Danmark er senere Roskilde Domkirke, Kronborg og Hover

Kirke kommet med på listen. Efter en femårig gennemgribende renovering

åbnede kirken 3. dec. 2000 med deltagelse af Dronning Margrethe, Prins Henrik,

statsminister Poul Nyrup og Folketingets formand Erling Olsen. Udsmykningen

er forestået af Jørn Larsen, det gælder også kirkens smukke gulv af svensk granit.

1480-1521 Fernäo de Magalhäes eller Hernando de Magallanes portugisisk søfarer.

Begyndte i den spanske konges tjeneste den først kendte jordomsejling med 5

skibe og 240 mand. De startede 20. sept. 1519 for at finde en ny søvej til Østasien

via Amerika. To af skibene vendte om, inden de den 28. nov. 1520 nåede frem til

Stillehavet. Magalhäes havde fundet strædet mellem Sydamerika og Ildlandet, en

genvej fra Atlanterhavet. Forståeligt nok fik strædet navnet Magallanesstrædet.

Det var også ham, der gav navn til Ildlandet, på grund af indianernes mange bål.

I dag kommer ilden fra boreplatformenes overskydende gas.

Magellan, som han kaldes på dansk, blev dræbt 27. april 1521 af de indfødte på

Molukkerne i Filippinerne, og nåede altså ikke tilbage. Kun ét skib og 18 mand

nåede Jorden rundt og hjem til Spanien 6. sept. 1522.

Første mennesker i Chile dateres til 10.000 fvt. De var kommet fra Asien hvor

Sibirien dengang var landfast med Alaska

1534 Kartofler kom til Spanien med den spanske erobrer Pizarro fra Peru, hvor

inkaerne dyrkede dem. Prisen for kartofler var dengang høj, for de blev betragtet

som et godt elskovsmiddel. Først i 1719 menes de at være kommet til Danmark.

1660-1731 Daniel Defoe britisk købmand, spion og forfatter. I 1702 skrev han en satirisk

bog om regeringens behandling af de, der ikke bekendte sig til den engelske

statskirke: “Shortest Way with the Dissenters,” en bog der skaffede Daniel Defoe

i gabestokken. Men det var romanen: “Robinson Crusoe” fra 1719, der gjorde

ham verdensberømt. Romanen er bygget over den skotske sømand Alexander

Selkirks (1676-1721) dagbøger. Han var søn af en kærlig, alvorlig men

velmenende far, der var skomager. I en duel om sin elskede Mary dræbte

Alexander Selkirk sin rival, omen det var rivalens egen skyld. Han nødsages at

flygte ud af landet grundet hævn fra rivalens rige købmandsfamilie, det gjorde

han ved at tage hyre på et fragt- og handelsskib. I en storm forliste skibet 30. sept.

1705 ved en øde Ø ud for Guinea på Afrikas vestkyst. Foruden “Robinson

Crusoe” overlevede kun skibshunden, de opbyggede en primitiv tilværelse på den

øde ø. Øen blev brugt af naboøens beboere til menneskeofringer, ved en sådan

ofring reddede Robinson Crusoe en, der var udset til at skulle ofres. Da



88

hændelsen foregik på en fredag, kaldte han den indfødte for Fredag. Efter store

besværligheder med kommunikation og livsopfattelse blev de to gode venner.

Flere af Daniel Defoes romaner var meget populære i hans samtid. Han døde 26.

april 1731.

Tyskeren J.H. Campe (1746-1818) skrev i 1779 en mere pædagogisk og artig

udgave af historien, bearbejdet for børn: ”Robinson der Jüngere.”

1742-1786 Carl Wilhelm Scheele svensk apoteker og kemiker. En af den moderne kemis

grundlæggere. Opdagede grundstofferne ilt, kvælstof, klor, barium, mangan,

wolfram, oxygen og molybdæn. Carl Wilhelm Scheele udførte og nedskrev

20.000 eksperimenter. Fremstillede talrige organiske og uorganiske forbindelser

fx ni forskellige syrer: Mælkesyre, citronsyre, vinsyre, oxalsyre, æblesyre,

blåsyre, urinsyre, slimsyre og gallesyre samt glycerin.

1783-1830 Simon Bolivar født 24. juli 1783 i San Mateo, Caracas, Aragua. Frihedshelt der

kæmpede for Venezuelas, Colombias og Ecuadors frihed i oprøret mod Spanien,

som besejredes i Peru 1824. Simon Bolivar blev i 1802 gift med Maria Terese

Rodriguez del Toro y Alayza, men hun døde af gul feber i 1803, og Simon

Bolivar giftede sig aldrig igen. Han kaldtes El Libertador, der betyder Befrieren.

Simon Bolivar gav navn til Bolivia, og blev præsident i Colombia. Han døde 17.

dec. 1830 af tuberkulose.

1821 Peru erklærer sig 28. juli uafhængig af Spanien

1879-1883 Salpeterkrigen en væbnet konflikt mellem Chile og Bolivia–Peru. Baggrunden

for krigen var opdagelsen af rige salpeterminer i Atacamaørkenen, hvor

grænserne ikke var fastlagt. I 1879 besatte Chile den bolivianske havneby

Antofagasta. Peru forsøgte sig som mægler, men Chile svarede med også at

erklære Peru krig og erobrede provinsen Tarapaca og byen Arica. Dermed havde

Bolivia mistet adgang til Stillehavet, og landet trak sig ud af krigen.

1905 Rotary blev stiftet 23. feb. i Chicago af ungkarl og advokat Paul Harris (19/4

1868-27/1 1947). Tidligere havde han været reporter for et blad, frugtplukker,

lærer, skuespiller, cowboy, sælger og natportier. Paul Harris inviterede en aften i

feb.1905 tre bekendte til et møde for at udveksle erfaringer med andre mennesker.

Det var kulhandler Silvester Schiele, skrædder Hiram Shorey og ingeniør

Gustavus Loehr, på hvis kontor mødet blev holdt. På mødet blev det besluttet, at

medlemskab af klubben skulle begrænses til én fra hver branche. Første

europæiske klub startede 1911 i London. Første spansktalende klub på Cuba

1916. Første danske klub 3. aug. 1921 i København. Medlem nr. 1 mio. kom i

1986. I dag (1/7 2007) er organisationen verdensomspændende med 1.221.298

rotarianere i 32.747 klubber i 168 lande, de giver hinanden omkring 30 mio.

håndtryk om ugen. Derfor tilhører Rotarianere et bredt spektrum af religiøse,

politiske og filosofiske ståsteder. Pr. 1. feb. 2008 har Danmark 11.806

medlemmer, heraf 900 kvinder, i 277 klubber.

Ungdomsudveksling er en dansk ide, der blev startet af København Rotary Klub i

1925. Der udsendes årligt over 150 unge til mange forskellige lande, fra de

samme lande modtager vi et tilsvarende antal.

The Rotarian er Rotary Internationals officielle tidsskrift. Men der findes 31 andre

regionale Rotary Tidsskrifter udgivet på 24 forskellige sprog rundt om i verden. I

Norden bruges Rotary Norden, der startede i 1930-erne. Rotary er verdens største

humanitære service organisation. Rotary Foundation blev oprettet i 1917 og er

organisationens verdensomspændende økonomiske samlingspunkt med det formål



89

at ”gøre godt i verden.” Til 2007 har Rotary Foundation verden over medvirket i

ca. 25.000 velgørende projekter. Dansk Rotarys Hjælpefond startede i 1969, den

yder støtte til sociale, kulturelle og andre samfundsgavnlige opgaver og

katastrofer. Fonden er karakteristisk ved få dages behandlingstid.

Rotarys Fonde råder over 1,5 mia. US $. Hvert år får man fra Rotarymedlemmer

over 500 mio. kr., dertil kommer renter fra kapitalen på over 400 mio. kr. Som

gennemsnit over de sidste 5 år har Rotary doneret 897 mio. kr. til forskellige

velgørende formål. Organisationens største projekt er kampagnen Polio Plus, der

startede i 1985, hvis formål er at udrydde polio i hele verden. Der er vaccineret

over 2 mia. børn med hjælp fra 100.000 frivillige, det har kostet 4 mia. kr. altså

kun 2 kr. pr. vaccination. Indsatsen har været mærkbar, i 1987 var der 350.000

nye poliotilfælde, tallet er i 2007 reduceret til 1.700 nye tilfælde. Polio findes nu

kun i fire lande Afghanistan, Pakistan, Indien og Nigeria. Det frygtes, at polio

igen vil blusse op, hvis behandlingerne stoppes, inden den er totalt udryddet. Det

er den største indsats i verden nogen sinde mod en enkelt sygdom.

Rotarys hovedformål er at udrydde polio og analfabetisme, skaffe rent vand for

alle samt arbejde for fred på hele kloden. Rotary danner forbillede for Lions og

Soroptimistklubben. I 1989 blev det tilladt at optage kvinder i Rotary. Da Kofi

Annan (f. 8/4 1938) i 2006 fratrådte som FN’s generalsekretær, fremhævede han i

sin afskedstale Rotary International som et enestående eksempel på samarbejde

med offentlige organisationer for at opnå sociale mål. Han udtrykte beundring for

RI’s uddannelses- og humanitære initiativ og fremhævede specielt kampen for

udryddelse af polio. Rotary er et levende bevis på, at mennesker med forskellig

baggrund kan samarbejde om fælles opgaver, udtalte han.

1912-1993 Robert Jacobsen dansk billedhugger bosat i Frankrig fra 1947-69. Flyttede 1969

til Tågelund ved Egtved. Startede som smed og eksperimenterede sig frem til et

abstrakt formsprog. Professor i billedhuggerkunst ved Akademie der bildenden

Künste i München fra 1962-81 og ved Det kgl. danske Kunstakademi fra 1976-

83. Robert Jacobsens verden er vidtspændende, han har medvirket i 44 film fx

spillet hovedrollen i ”Historien om en mand.” Han har lavet forskellige former

for collager, de såkaldte ”skrammeldukker” dvs. ting fra gamle cykler, toiletter,

træstumper, og hvad han ellers har fundet på lossepladser. Disse collager grinede

kunstnerkollegaerne meget af, men Robert Jacobsen sagde, det var datterens

værk. Han har også malet billeder, men især har hans jernskulpturer vundet

international berømmelse. I Tørskind Grusgrav i Vejle Ådal findes et spændende

frilandsmuseum for hans moderne kunst. Det blev, efter fem års arbejde, indviet

1. juli 1991 i overværelse af Dronning Margrethe og Prins Henrik. Her har “Store

Robert” sammen med kunstneren Jean Clareboudt boltret sig i beton, jern, sten og

400 år gammelt egetræ med ni store skulpturer, der råber til naturen. De fire skabt

af Robert Jacobsen de fem af Jean Clareboudt (1944-97). Robert Jacobsens

svigersøn Bernard Léauté har bistået begge som kyndig håndværker og

kunstnerisk assistent. Det er ikke helt almindelige skulpturer, den største

“Fremspring” består af 125 tons beton, 29 tons jern og 12 tons granit. Robert

Jacobsen har udsmykket Hjerting Kirke. Han var medlem af Grønningen og har

fået mange hædersbevisninger, bl.a. har en gade i Beijing fået hans navn. Robert

fået mange hædersbevisninger, bl.a. har en gade i Beijing fået hans navn. Robert

Jacobsen øde som 80-årig 26. jan. 1993 i sit hjem i Tågelund.



90

1914-2002 Thor Heyerdahl norsk biolog, arkæolog, eventyrer, globetrotte, kosmopolit,

søfarer, forfatter og opdagelsesrejsende. Thor Heyerdahl er født i Larvik, hans

barndom var overbeskyttet, præget af en ateistisk og dominerende mor. Derfor

søfarer, forfatter og opdagelsesrejsende. Thor Heyerdahl er født i Larvik, hans

barndom var overbeskyttet, præget af en ateistisk og dominerende mor. Derfor

var han noget af en bangebuks, der ganske morsomt var vandskræk. Desuden var

han en yderst genert ung mand, der ikke turde danse med pigerne, men nåede dog

at blive gift et par gange og levede i flere forhold. Første gang blev han gift med

Liv på 20, de boede primitivt som Robinson Crusoe på en af Marquesasøerne i

Polynesien. Thor Heyerdahl meldte sig til krigen, det og adskillelse grundet

ekspeditioner gjorde, at de voksede fra hinanden og blev skilt. Han blev igen gift,

denne gang med Yvonne. Efter få år meddelte han ved julefesten, at han forlod

hjemmet. Der blev meget stille, fortæller et af børnene. Den næste kvinde i hans

liv hed Lilliana, heller ikke dette forhold varede ved. Hans sidste samleverske var

Jacqueline, de boede på Tenerife og havde sommerbolig i Colla Mishari ved den

italienske riviera. Her døde Thor Heyerdahl af en hjernesvulst 18. april 2002.

Thor Heyerdahl blev verdenskendt, da han i 1947 gennemførte Kon-Tiki

ekspeditionen fra Sydamerika til Polynesien. Formålet var at bevise, at

Stillehavsøerne var blevet befolket fra Sydamerika. Men det var svært at skaffe

midler til den omkostningskrævende seks mand store ekspedition. Fra Watergate

fik de radioudstyr og gummibåde, mod at skulle afrapportere. Og fra et forlag fik

han forskud på en kontrakt til en senere bogudgivelse.

I årene 1955-56 foretog han en ekspedition til Påskeøerne, beskrevet 1957 i

”Aku-Aku.” I 1969 forsøgte Thor Heyerdahl at krydse Atlanterhavet fra Marokko

til Mexico i sivbåden Ra, men det mislykkedes. Efter 5.000 km, kun 1.500 km fra

målet, måtte Ra opgive. Året efter, i 1970, forsøgte Thor Heyerdahl sig igen

denne gang med sivbåden Ra 2 hvor nogle af de fejl, man havde konstateret på

den første tur, var blevet rettet. Denne gang lykkedes færden, to måneder efter

afsejlingen nåede de Barbados 12. juli 1970.

Med en 11 mands besætning fra ni nationer foretog sivbåden Tigris en

ekspedition fra 18. nov. 1977 fra Irak til Djibouti i NØ Afrika. Turen gik over

Persiske Bugt, Oman, Pakistan, Arabiske Hav til Eritrea i Østafrika. Men pga.

krigstilstand blev Tigris nægtet at lægge til land. Som en protestdemonstration

mod krigen afbrændte Thor Heyerdahl 3. april 1978 Tigris uden for Djiboutis

Havn, efter at den med FN’s flag havde tilbagelagt 6.800 km og holdt sig

sødygtig i fem måneder.

Heyerdahl mente hermed at have bevist, at gamle indianerkulturer havde

samfærdsel over de store have.

Thor Heyerdahl havde stor skepsis overfor eksperter, som han kaldte

skrivebordsforskere. Han har fået utallige priser og hædersbeviser og er

æresdoktor ved Oslos Universitet.

Han er forfatter til flere bøger: ”Kon-Tiki ekspeditionen” fra 1948 der er oversat

til 67 sprog, og filmen indbragte to Oscar. Det er blevet nævnt, at kun en bog er

blevet læst mere end ”Kon-Tiki ekspeditionen” nemlig ”Bibelen.” I 1957 udkom

”Aku-Aku,” i 1970 ”Ra” og ”Ra 2” i 1974 ”Fatuhiva. Tilbage til naturen,” i

1976 ”The Art of Easter Island” og sidst ”I Adams fodspor.”



91

1915-2006 Augusto Pinochet U’garte chilensk officer og politiker født 25. nov. 1915 i

Valparaiso. Blev i 1934 gift med Lucia Hiriart parret fik fem børn. Pinochet kom i

1932 på Militærakademiet. I 1973 blev han øverstkommanderende for hæren,

udvalgt af den nyvalgte socialistiske præsident Salvador Allende Gossens.

Samme år væltede Pinochet ved et kup, støttet af den amerikanske

efterretningstjeneste CIA, Salvador Allende, der under kuppet bliver dræbt.

Pinochet ledede den militærjunta, der i 17 år overtog landets styre med jernhånd.

Hans far blev fængslet og tortureret, venner blev dræbt. Al politisk opposition

blev forbudt, og sikkerhedspolitiet jagtede, fængslede og torturerede

modstandere. Officielt blev der i perioden dræbt 2.147 borgere, men tallet menes

at være mange gange højere. I 1980 indførte Pinochet en ny forfatning med

benådning for alle politiske forbrydelser efter 1973 og oprettede livsvarig plads i

senatet for alle ekspræsidenter, som sad mere end seks år. En søn blev anklaget i

en korruptionsskandale, hvor store beløb forsvandt fra flådens regnskaber.

Pinochet overlevede et attentatforsøg af venstreorienterede oprørere i 1986.

I 1989 blev han efter en folkeafstemning tvunget til at trække sig tilbage, men

forblev hærens øverste chef. Regeringsmagten gik over til et nyvalgt ikke militært

parlament, men Pinochet sad hele tiden i baggrunden med den militære magt. Han

blev truet i 1998 med retsforfølgelse anklaget for folkedrab, bortførelse og

ulovlige massebegravelser. Den 17. okt. 1998 anholdtes han i London, hvor han

har gennemgået en mindre rygoperation, og blev sat under væbnet bevogtning.

Det udløste stor diplomatisk aktivitet, skulle han udleveres til retsforfølgelse fx i

Spanien eller til friheden? Marts 2000 vendte Pinochet tilbage til Chile,

begrundelsen var hans dårlige helbred. Her har Pinochet også mødt megen

modstand anklaget for massemord, tortur og bortførelser, blev han sat i husarrest.

Retssagerne mod Augusto Pinochet stoppede, da han døde 10. dec. 2006 af

hjerteproblemer på et militærhospital.

1925 Kastrup Lufthavn på Amager blev åbnet 20. april som Danmarks første

lufthavn. De første ruter gik til Berlin, Hamburg og Amsterdam. Kastrup

Lufthavn er Nordens største lufthavn og nr. 17 i Europa. I 2007 passerede 21,4

mio. mennesker lufthavnen.

1943 Palle Petersen dansk lærer og forfatter. Født på Nørrebro i København. Har

undervist på Grønland og i Roskilde. Siden 1975 levet af sit forfatterskab der

tæller over 120 bøger af vidt forskellig art såsom digte, billedbøger, børne- og

ungdomsbøger, biografier, historiske romaner og alm. romaner, fx ”Ludvig på

Bjerget” en folkebog om Ludvig Holberg. Palle Petersens første udgivelse kom i

1971: "Miki - en grønlandsk slædehund." Vi har læst: ”Indianeren med to

tunger” skrevet i 1999. En glimrende roman der beskriver Inkarigets fald. Palle

Petersen har desuden lavet mange udsendelser i radio og tv. Han har modtaget

flere priser bl.a. Børnebogsprisen 1974.

Referat af: ”Indianeren med to tunger” skrevet i 1999. Romanen er bygget over

en virkelig historie i indianernes liv. Christoffer Columbus sejlede i 1492 fra

Spanien mod V og opdagede det land, han troede var Indien, og kaldte derfor

menneskene indianere. Drømmen var at finde guldlandet Eldorado, for det var

guldet, der drog dem.

Ved list og utroværdige løfter erobrede spanierne fremmede lande. Først Mexico

og fra 1532 stod Peru og Chile for tur. Det var enorme mængder af guld,



92

heriblandt også fint forarbejdet kunsthåndværk, der blev presset sammen, stuvet i

skibe og sejlet til den spanske Kong Karl 5.

De indfødte havde aldrig før set heste, og havde stor angst for de ”farlige” dyr,

derfor kaldte de spanierne for hestemændene. Men de indfødte stammer lå også i

krig med hinanden, hvad der svækkede dem, når de skulle kæmpe med en fælles

fjende. I starten opfattede de ikke spanierne som fjender, men som gæster der

skulle behandles venligt.

Blandt de indfødte var det en æressag at holde ord, men netop her tog de så

grusom fejl, for spaniernes moral på dette område kunne ligge i skyggen af en

geværkugle. Spanierne havde nemlig ildrør og var, hvad våben angår, langt

overlegne selv om de i tal kun talte100 for hver 10.000 indfødte. De indfødte

kendte ikke jern, skydevåben eller hjul.

Præsterne var de allerværste, de omvendte indianerne undertiden med tvang.

Godsejere og mineejere udplyndrede landet og udnyttede de indfødte som slaver.

Enorme rigdomme vandt erobrerne, men i kølvandet fulgte begær, misundelse og

opslidende magtkampe. Spanierne skabte gru og rædsel, fyrede ind i mængden af

mennesker med deres ildrør, huggede lemmer og hoveder af dem. Det var en

makaber nedslagtning af de forsvarsløse indfødte, hvis pile prellede af på

spaniernes ”hårde hud.” Der skulle gå flere år, før indianerne fik nedlagt blot en

enkel hest.

I Peru var Inka de indfødtes konge, Solens Søn. Han var født af en Inka og dennes

søster, der som oftest var en halvsøster, idet Inkaen havde mange elskerinder. Han

regerede enevældigt, straffede ulydighed strengt og grusomt og undertvang

stammer til lydighed. Til gengæld sørgede Inka for, at der altid var mad nok til

alle, også i dårlige tider.

Inka var i folkets øjne usårlig og ville, hvis nød opstod, hidkalde guderne til

hjælp. Men sådan var virkeligheden ikke, Solen brændte ikke hestemændene.

Inka var også kun et menneske med angst og svig.

For at kunne kommunikere, tog spanierne unge indfødte drenge til fange og

udlærte nogle af dem til tolke. En af disse er Filipillo kaldt Wawa, Indianeren

med to tunger. Han er romanens hovedperson. Det er hans nedskrevne historie,

der fortælles i romanen.

Inkariget bestod kun i godt 100 år. Landet havde 10 mio. indbyggere, 30.000 km

veje og var fantastisk velorganiseret. På et tidspunkt fandt den regerende Inka dog

ud af, at spanierne kun var ude på at plyndre landet, men da var det for sent,

spanierne havde taget ham til fange, og senere henrettede de ham.

Wawa var, som tolk for spanierne, i krig mod sin egen Inka, men blev beskyldt

for forræderi af spanierne. Først fik han sin tunge skåret af, og blev senere

henrettet ved garrottering (kvælning). Men forinden havde han altså nået at

nedskrive historien, der blev sendt til den spanske Kong Karl 5., der skulle vide,

hvad der takket være spanierne gik til grunde. Ejendommeligt er det, at dette

dokument er havnet på Det kgl. Bibliotek i København.

I romanen får læseren et godt indblik i indianernes leveregler, love, skikke og

ikke mindst moral. Meget er væsentlig anderledes, end hvad vi som danskere

finder normalt. De levede i ældre tid som vilde dyr, uden huse og husdyr. Gik

klædt i bark og blade, boede i jordhuler, levede af græs, rødder, frugter og

menneskekød. De ofrede mennesker. Den dovne fik hugget hænderne af.

Mændene havde ringe i ørerne, for at ørerne skulle blive store, for det signalerede



93

en ædel mand. Også naturen overrasker fx: Et menneskes sår bides sammen af

myrer.

1945 Ib Michael Rasmussen dansk forfatter født 17. jan. i en grossererfamilie i

Roskilde. Ib Michael læste indianske sprog og kulturer på Københavns

Universitet. Hans selvbiografiske romantrilogi ”Vanillepigen” fra 1991,”Den

tolvte rytter” fra 1993 og ”Brev til månen,” er blandt hans mest kendte. Ib

Michael har skrevet over 30 titler blandet af romaner, rejsebøger, hørespil,

digtsamlinger og en indianerbibel. Romanen ”Kilroy Kilroy” fra 1989 indbragte

ham 1993 boghandlernes Gyldne Laurbær, derudover har han modtaget over ti

hædersbevisninger. ”Paven af Indien” fra 2003 fortæller om spaniernes

grusomheder over for inkaerne. Med eventyrlige beretninger, eksotiske rejser og

mirakuløse sammentræf er han eventyrets digter. Mange rejser har han foretaget

bl.a. sammen med Troels Kløvedal på Nordkaperen. Ib Michael blev i 1988 gift

med journalist Hanne Danielsen.

Referat af: ”Paven af Indien” skrevet i 2003.

Inkaprinsen Don Felipe er fordrevet fra sine besiddelser i Huamanga, hvor han

var den eneste, der kunne læse. Nu er han kommet til en landsby i Andesbjergene

i Peru. Han har set sit folk bukke under for de spanske erobrere. Deres ærinde er

at erobre Sydamerikas sølv og guld.

Spanierne har medbragt sygdomme og spredt smitte som pest, kolera, tyfus,

mæslinger og snotnæser. Ikke mindst spaniernes grusomheder vækker frygt.

Fanger blev sendt i jernskruen, hængt med hovedet nedad, halshugget eller

brændt på kætterbål med håret i flammer og øjenhvider der spruttede som æg i

olie. De brændte indianernes hytter af og grundlagde Kongernes By, den vi i dag

kalder Lima. De spanske munke har ingen mødre, kommer fra Helvede, føder sig

selv, vader i blod og slagter løs i panik.

Men inkaerne selv er også barske, ofrer egne børn og andre onde handlinger.

Men i indianernes verden er det en æressag at holde ord, derfor tror de på de

aftaler, de laver med de spanske erobrere, men spanierne kender ikke moral, så

indianerne bliver så frygtelig snydt. ”Tiderne er blevet så magre, at maveskindet

klæber sig til rygsøjlen som på mumier.” Som det her læses, har Ib Michael et

meget malerisk sprog.

Don Felipes søn Francisco er en rigtig laps, han svigter sin far, øder alt bort og

drager til storbyen.

Don Felipe møder fårepigen Avelina, der er stum og døv. Hun bor i Brøndhuset

hos tanten Zenobia, men onklens navn vil hun ikke nævne, for han har udnyttet

hende seksuelt. Avelina får en lillesøster Nelva, hendes legekammerat er Pablo.

Efterhånden som de vokser op, bliver de kærester. Avelina er også forelsket i

Pablo, en enkelt gang oplever hun hans elskov. Men Nelva er lovet til egnens

rigeste bonde, den metusalemgamle Valentin, der lugter ud af munden og har

strittende hår ud af næsen. Don Felipe tænker i den forbindelse på, om skønhed er

en gave eller en forbandelse. Imidlertid forstår Don Felipe og den begavede

Avelina hinanden, ved hjælp af et knudesprog som de udvikler. Snore i

forskellige farver knyttet med hundreder af knuder. Spanierne fandt disse

knudesnore mistænkelige og brændte dem på bål som Djævelens værk. Vi møder

borgmester Don Tiburcio, der er en rigtig puger. Men ikke nok med det han og

hans svende voldtager Avelina.



94

Don Felipe får brev fra sønnen Francisco, der har giftet sig og har en søn, Patricio

på 13 år. Men også Patricio er skuffet over sin far, der har udnyttet ham. Don

Felipe får en hjerneblødning, men han kommer sig, og hans første sætning er:

”begravelsen er udsat.”

Men han fornemmer, at hans egen tid er ved at rinde ud, så han beslutter, at skrive

et brev til kongen af Spanien, med en appel om at gribe ind, før det er for sent.

Brevet bliver på 1200 sider, heraf 400 sider som illustrationer, for Don Felipe er

nemlig en dygtig tegner. Han er også en hårdnakket drømmer, der stædigt tror på,

at der kan skabes fred i verden.

Don Felipe beder sin søn om at hjælpe sig til Lima, men det bliver sønnesønnen

Patricio, der sendes af faren med besked om at sørge for at få arven. Med

barnebarnet Patricio begiver Don Felipe sig ud på den lange rejse over bjerge og

gennem jungle for at aflevere brevet i ”Kongernes By” Lima. Det er en barsk tur,

hvor Patricio og bedstefaren oplever mange farer og ydmygelser. Men de forstår

hinanden, og Patricio, med sin ungdom, klarer de farlige situationer.

Don Felipe er tilbage i Lima, sidst han var her, var det med tjener, fine klæder,

skøde stemplet til sine ejendomme, søn af stormand og prins af blodet. Nu er han

jaget ud af byen, har mistet alt og fået 200 piskeslag. Den gamle konge bor i en

æselstald, han skal passe på at dukke sig, når potter tømmes ud af vinduerne. Her

i æselstalden dør han, og liget køres til den store fælles kirkegård - lossepladsen.

Papirerne har han fået afleveres til notaren, der har bestemt, at de skal makuleres,

men sekretæren redder det skrevne værk, der herefter sendes til kongen af

Spanien.

Romanen har en del fremmede ord, som muligvis er indianske, men der er ingen

ordforklaring, hvad der er en meget stor mangel.

1947 Kon-Tiki ekspeditionen fra Callao i Peru til Polynesien foretaget fra 28. april af

den norske biolog, arkæolog, eventyrer, globetrotte, kosmopolit, søfarer, forfatter

og opdagelsesrejsende Thor Heyerdahl (1914-18/4 2002) og hans 6 mands store

besætning. Ekspeditionen lykkedes, 101 dage og 6000 km senere nåede

balsamtømmerflåden Polynesien. Formålet var at bevise, at Stillehavsøerne var

blevet befolket fra Sydamerika. Bogen om Kon-Tiki ekspeditionen er oversat til

67 sprog, og filmen indbragte to Oscar. Kon-Tiki er for øvrigt en peruviansk

solgud.

1962 Billund Airport blev anlagt af Godtfred Kirk Christiansen, der ejer

legetøjsfabrikken LEGO. LEGO etablerede sig fra 1956 i mange lande, det

samme havde Danfoss gjort, så de investerede fælles i et lille fire personers

propelfly, så man hurtigt kunne komme frem til de forskellige salgskontorer i

udlandet. Først var flyet stationeret i Sønderborg Lufthavn, og LEGO brugte den

militære Flyvestation Vandel som start- og landingsplads, derefter var Esbjerg

Flyveplads inde i billedet. Det blev imidlertid for upraktisk, en græsbane udenfor

Billund blev afgrænset af store gule, røde og blå LEGO klodser, og brugt som

landingsbane. Senere købte Godtfred Kirk Christiansen en gård, jævnede

bygninger og beplantninger med jorden og dermed var starten gjort til Billund

Lufthavn.

I 1962 købte LEGO sit eget og større fly i USA og indviede en 1600 m lang

privat flyveplads med landingslys. Senere tilbød LEGO byerne Vejle, Fredericia

og Kolding flyvepladsen gratis, hvis de ville udbygge den til offentlig lufthavn.

Samtidig garanterede LEGO for lufthavnens drift i de første fem år. Tilbuddet



95

blev accepteret, og 1. nov. 1964 blev Billund Lufthavn indviet under beskedne

forhold som officiel lufthavn af trafikminister Kai Lindberg. I luften var der fly

og på jorden som kontrast - et oksespand, samt 60.000 gæster for at se på.

Gæsternes 10.000 biler skabte et totalt trafiksammenbrud. SAS ruteflyvningen

mellem Billund og Kastrup var blevet en realitet. Marts 1966 var den første

terminalbygning klar, og Eilif Krogager sendte de første chartergæster med

Tjæreborg Rejser til Mallorca.

Billund Lufthavn ligger med arealer både i Vejle - og Ribe Amt. Ejerforholdet er:

Vejle Amt 50%, Kolding Kommune 15%, Vejle Kommune 15%, Billund

Kommune 7½%, Grindsted Kommune 7½% og Give Kommune 5%.

Lufthavnen har 7-800 ansatte, dertil kommer 8-900 ansatte i virksomheder med

tilknytning til lufthavnen, der råder over 5.000 P-pladser, hvor man konstaterer, at

20% af bilerne er med tyske indregistreringsplader.

I 1993 havde Billund Lufthavn 1 mio. passagerer og en fragttonnage på 2.000

tons, i 1997 var tallet steget til 2 mio. passagerer og 3.500 tons. Ca. 50% af

flytrafikken stammer fra charterflyvninger, men den kraftigste vægt ligger på

udlandsruterne. Det giver imidlertid det problem, at mange passagerer skal skifte,

derfor ligger ankomst- og afgangstider tæt på hinanden for at mindske

passagerernes tidstab med det resultat, at der i disse perioder er et stort trafikpres.

Den 15. okt. 1999 blev første spadestik taget til en udvidelsen af Billund

Lufthavn, en tilladelse trafikministeriet gav i 1996.

Den nye passagerterminal på 40.000 m2 blev indviet 30. maj 2002. Udgifterne til

første fase af Billund ny Lufthavn: Jord 10 mio. kr., terminal 570 mio. kr.,

forplads 100 mio. kr., taxiveje 90 mio. kr., servicebygning 30 mio. kr. Total 800

mio. kr. Dertil kommer vejanlæg N om Billund 40-50 mio. kr. Den gamle

terminalbygning skal bibeholdes til luftfragt og administrative formål.

Lufthavnen er designet til at kunne ekspedere 3½ mio. passagerer om året. I

forbindelse med indvielsen ændredes navnet til Billund Airport.

Navnet Billund stammer fra fordums tid, fordi der her lå en lille lund, hvor der

holdtes bier.

1970 Jordskælv i Peru op mod 100.000 mennesker omkom. Havnebyen Chimbote og

nærliggende bjergbyer blev totalt ødelagt. Peru oplever hvert år flere hundrede

jordskælv.

1973 Salvador Allende Gossens chilensk statsmand. Blev myrdet 11. sept. under et

statskup ledet af hærchefen Augusto Pinochet Ugarte (25/11 1915-10/12 2006).

Senere er det dog kommet frem, at Salvador Allende ikke blev myrdet, med begik

selvmord, endda med et maskingevær skænket ham af Fidel Castro.

Pinochet tog magten og erklærede, at kuppet var for at redde landet ud af

fuldstændig kaos. Den socialistiske Salvador Allende havde vundet

præsidentvalget i Chile 5. sept. 1970 og tiltrådte 3. nov., hvor han erklærede, at

banker og større industrivirksomheder ville blive nationaliseret.

1980 Den Lysende Sti - Sendero Luminoso et nyt kommunistisk parti i Peru startede i

maj af universitetslærer Abimael Guzman med Mao som forbillede. Af andre

organisationer kaldt - Den Lysende Blodige Sti. Partiet fik stor tilslutning i

bjergområderne, som regeringen aldrig havde interesseret sig for. Præsident

Fernando Belaunde satte militæret ind mod Den Lysende Sti. Op gennem 1980-

erne optrappedes urolighederne i de underudviklede bjergegne med overgreb mod

lokalbefolkningen fra begge parter. Derfor tabte bjergbønderne tilliden til Den



96

Lysende Sti. Året 1988 var Perus værste år med en inflation på 2000%, og da

Guzman i 1992 blev taget til fange, blev der igen roligt i bjergområderne.

Guzman sidder stadig fængslet. Den Lysende Sti har ansvar for drab og terror på

tusindvis af civile, der tales om 70.000. Først og fremmest sigtede de efter

borgmestre og embedsmænd med det resultat, at ingen ønskede at påtage sig disse

jobs. Den Lysende Stis terror betød også en voldsom nedgang i turiststrømmen til

Peru med valutaproblemer til følge.

1982 Javeir Pe’rez de-Cuella, Peru vælges til FN’s generalsekretær.

2005 Jordskælv i Kashmir Pakistan 8. okt. kl. 5:50 dansk tid krævede 86.000

menneskeliv. Jordskælvet, der er målt til 7,6 på Richterskalaen, medførte

omfattende ødelæggelser i det fattige område, hvor husene ikke kunne modstå de

kraftige rystelser. Veje blev blokeret af store stenskred, og redningsarbejdet blev

yderligere vanskeliggjort af talrige kraftige efterskælv, flere af dem op til 6,0 på

Richterskalaen, der vedvarende rystede området i ugerne efter. Huse, som var

delvis beskadigede af hovedskælvet, kollapsede under efterskælvene og gjorde

livet farligt for redningsarbejderne og de overlevende. En meget stor del af

husene i byen Muzaffarabad 10 km fra jordskælvets epicenter blev ødelagt. Det er

skønnet, at op mod 4 millioner mennesker mistede deres hjem, og over 86.000

blev dræbt i det bjergrige område. Rystelserne fra jordskælvet kunne mærkes over

et stort område, og medførte også ødelæggelser og tab af menneskeliv i Indien,

hvor over 1.300 mennesker omkom. Både i Islamabad, New Delhi og Kabul

kunne rystelserne tydeligt mærkes.



97

Tidligere udgivelser: 1980 Andorra 1987 Arnold - novelle 1990 Thailand på godt og ondt 1991 Sydamerika Chile - Brasilien 1992 "Jambo" Kenya - du forunderlige land 1993 Barnløshed - adoption 1994 En lille bid af tilskudssamfundet: "Jeg løfter røret" 1994 Tidsbilleder. Kronologisk leksika. Ajourføres løbende

1994 Leksikassen. Ord jeg er ramlet i uden til fulde at forstå. Ajourføres løbende 1995 De Slesvigske Krige 1995 Østeuropa i forandring 1995 Colombia - smuk og mangfoldig 1996 Hærvejens historie - i cykelhøjde 1996 Øretæver i tilværelsen 1996 Æseløre - litteraturanmeldelser. Ajourføres løbende 1997 En dag i 1997

1997 Budapest & Ungarn - i efterårsdragt 1997 Lolland-Falster & Møn - i cykelhøjde 1997 Ego - det bevidste jeg 1998 En lille stump af det mægtige Kina 1998 Storebælt - i cykelhøjde 1999 Skt. Petersborg - paladsernes by bygget på sumpen 1999 Sjælland Stevns - Masnedø - Asnæs - i cykelhøjde 1999 Et eventyr om julenissens morgensvømmetur

2000 Madeira - en blomstrende ø 2000 Rom - Den evige Stad 2001 En lille stump af Himalaya - verdens tag 2001 Samos - en ferieø for alle 2001 Samsø - i cykelhøjde 2002 Limfjorden øst - i cykelhøjde 2002 Vest Stadil Fjord – i cykelhøjde 2002 Wien - musikkens by

2002 Mozart - hvordan var han egentlig? 2002 Egypten – Nilens gave 2003 Steen Steensen Blicher - hvordan var han egentlig? (Redigeret 2010) 2003 Vietnam – Østens smukke, venlige land i forandring 2003 Limfjorden vest - i cykelhøjde 2004 Grænselandet – i cykelhøjde 2005 H.C. Andersen - hvordan var han egentlig? 2005 Mexicos - Store Riger 2005 Sjælland nord – i cykelhøjde

2005 Paris – byernes by 2006 IKA MARKED - gennem 27 år 2006 Skal vi hejse Dannebrog, eller skal vi brænde det? 2006 Hven – i cykelhøjde 2006 Sydfyn og Det Fynske Øhav - i cykelhøjde 2006 Bulgarien – et smukt og alsidigt land 2006 Sydafrika – en regnbuenation 2007 Søren Aabye Kierkegaard - hvordan var han egentlig?

2007 Kaj Munk - hvordan var han egentlig? 2007 Vendsyssel - i cykelhøjde 2007 N.F.S. Grundtvig - hvordan var han egentlig? 2007 Cornwall – den sydvestlige del af England 2008 Læsø ”Kattegats Perle” – i cykelhøjde 2008 Ti Radioforedrag - fra The Big Bang til år 1380 2009 Ti Radioforedrag - fra år 1380 til år 1682 2009 Chile – det lange land i ly af Andesbjergene Peru – inkaernes land

2009 Lissabon – en smuk og alsidig by

Frede Lauritsen - Herningvej 7B 1.1.

6950 Ringkjøbing Tf: 97 32 15 32

[email protected]

peruh-f-lauritsen.dk/ferier/092-chile-peru.pdf · inkaernes forsvundne by machu picchu var en meget...

Documents