PPrrooffeetteennss KKrriiggee

Af Ibn Kathir

ISBN 978-87-92259-50-9

Zeytuna Publication

1. udgave, 1. Oplag Printed in Copenhagen 2008

Fotografisk, mekanisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele deraf er kun tilladt med nøjagtig gengivelse af titel og forfatternavn. Omslag og grafisk tilrettelægning: Abdelhaqq Berg

Indholdsfortegnelse

FORORD ......................................................................................... 5

IBN KATHIR ..................................................................................... 6

INDLEDNING ................................................................................... 9

DET MÆGTIGE BADR-SLAG ............................................................ 11

ABDULLAH IBN JAHSHS EKSPEDITION: EN GRUNDLÆGGENDE ÅRSAG TIL DET

MÆGTIGE BADR-SLAG. .......................................................................... 11

ANLEDNINGEN TIL SLAGET ...................................................................... 15

MUSLIMERNE DRAGER UD FOR AT TRÆFFE KARAVANEN .............................. 19

KRIGENS START .................................................................................... 29

MUSLIMERNES SEJR .............................................................................. 33

FORDELINGEN AF KRIGSBYTTET ............................................................... 36

UHUD-SLAGET ............................................................................... 37

ANLEDNINGEN TIL UHUD-SLAGET ............................................................ 39

MUSLIMERNE GØR SIG KLAR TIL KAMP ..................................................... 40

MORDET PÅ HAMZAH ........................................................................... 45

MORDET PÅ MUS’AB IBN ’UMAIR ........................................................... 46

KONSEKVENSERNE VED SLAGET ............................................................... 52

AHZAB-SLAGET ............................................................................. 54

ANLEDNINGEN TIL SLAGET ...................................................................... 57

MUSLIMERNE FORBEREDER SIG ............................................................... 58

BEMÆRKELSESVÆRDIGE BEGIVENHEDER ................................................... 61

QURAISHS LEJR .................................................................................... 65

PROFETENS � DU’A MOD QURAISH OG DERES ALLIEREDE ........................... 68

HUDHAIFAS LIVSFARLIGE MISSION ........................................................... 69

ALLAHS SEJRS KOMME ........................................................................... 70

BANU QURAIDHAH-SLAGET ........................................................... 73

AL-MURAISI’ SLAGET ..................................................................... 76

IFK EPISODEN ....................................................................................... 77

KHAIBAR-SLAGET .......................................................................... 86

PROFETEN � GIFTER SIG MED SAFIYAH BINT HUYAYY ................................. 92

EROBRINGEN AF KHAIBARS FÆSTNINGER .................................................. 93

FORDELINGEN AF KRIGSBYTTET ............................................................... 93

JA’FAR IBN ABI TALIB OG NOGLE MÆNDS KOMME TIL KHAIBAR FRA YEMEN ... 94

ET FORGIFTET FÅR GIVES I GAVE TIL SENDEBUDDET ..................................... 96

MU’TAH-SLAGET ........................................................................... 97

EROBRINGEN AF MAKKAH ..................................................................... 99

ANLEDNINGEN TIL EROBRINGEN AF MAKKAH .............................. 101

EPISODEN MED HATIB IBN ABI BALTA’AH ............................................... 101

MUSLIMERNE DRAGER UD MOD MAKKAH .............................................. 103

ABU SUFYAN TILSLUTTER SIG ISLAM ....................................................... 103

BESKRIVELSEN AF PROFETENS � INDTRÆDEN I MAKKAH ........................... 105

PROFETENS OPHOLD I MAKKAH ............................................................ 108

PROFETENS DOMME UNDER HANS OPHOLD I MAKKAH ............................. 108

HUNAIN-SLAGET ......................................................................... 113

ANLEDNINGEN TIL SLAGET .................................................................... 113

DEN MUSLIMSKE HÆRS MARCH ............................................................ 114

KRIGEN BEGYNDER ............................................................................. 114

FORDELINGEN AF KRIGSBYTTET ............................................................. 116

TABUK-SLAGET ........................................................................... 119

ANLEDNINGEN TIL SLAGET .................................................................... 119

DE GRÆDENDE ................................................................................... 122

MUSLIMERNES HÆR DRAGER FREMAD ................................................... 124

PROFETEN � FORBYDER SAHABAH AT DRIKKE AF VANDET VED AL-HIJR ........ 126

KHALID IBN AL-WALID DRAGER FREM TIL UKAYDIR VED DUMA .................. 126

TILBAGEKOMSTEN TIL MADINAH ........................................................... 127

DE TRE ANGRENDE MUSLIMER .............................................................. 127

KLASSIFICERINGEN AF DEM, SOM BLEV TILBAGE UNDER TABUK-SLAGET........ 136

5

Forord

I nyere tid har Islam vundet mere og mere indpas hos unge musli-mer opvokset i Danmark, ja selv etniske danskere har udvist en stor interesse for Islam på trods af den massive dæmonisering af Islam og den tiltagende mistænkeliggørelse og stigmatisering af muslimer.

Debatten om Islam har tit været på nogle helt urimelige præmisser. For det første har store dele af Islam skulle vurderes og fordømmes ud fra et vestligt værdidekret. For det andet har det været en mål-rettet fordrejning af koranvers og islamiske love og tanker for at gøde det islamofobiske debatklima og afskrække den almene bor-ger. Den tiltagende højredrejning, hån, spot og latterliggørelse og den hårdere retorik og fordømmelse af forskellige elementer i Is-lam er nok det bedste bevis på ovenstående.

Mens den islamofobiske debatklima ikke er overraskende når man tager i betragtning til hvordan Europa tidligere har behandlet "fremmede" med en anden kultur så er det værd at bemærke at regeringen længe har forsøgt at udvikle en ”protestantisk” Islam. Denne statsautoriseret Islam udgave er i de sidste 10 år forsøgt promoveret og det har øget behovet for at muslimer vender tilbage til klassisk islamisk litteratur for at forstå Islam.

Denne litteratur blev oprindeligt forfattet på arabisk men en større gruppe af muslimer i Danmark forstår desværre ikke arabisk. Der-for har Zeytuna Publications valgt at udgive en række klassikere på dansk så muslimer født og opvokset i Danmark kan få indsigt i klassisk islamisk tænkning. Vi ser frem til at bidrage med klassiske retslærdes værker så muslimen i det 21. århundrede ikke foran-drer og tilpasser Islam europæiske vilkår men derimod står vagt om egen identitet og kultur.

Zeytuna Publications, København august 2008

6

Ibn Kathir

Hans fulde navn var Abu Al-Fida, 'Imad Ad-Din Isma'il bin 'Umar bin Kathir Al-Qurashi Al-Busrawi og han blev født i et område ved navn Majdal, i byen Busra i Syrien, i året 701. Hans far var byens khutba-holder om fredagen, og døde da Ibn Kathir var blot fire år gammel. Derefter tog hans onkel ansvaret for hans opdragelse og uddannelse, og da Ibn Kathir var fem flyttede han til Damaskus.

Her studerede han under nogle af de mest prominente lærde Islam har rummet. Hans lærere var Ibn Taymiyya, ibn Hajjar, Jamal Ad-Din Yusuf bin Az-Zaki Al-Mizzi, adh-Dhahabi, imam Hafiz og Ibn al-Firkah. Disse er blot nogle af de, der blev en del af ibn Kathirs ud-vikling. Han giftede sig med lærer, Ad-Din Yusuf bin Az-Zaki Al-Mizzi’s datter.

I 1366 fik han en højtstående position i Damaskus’ store moske efter blandt andet at have arbejdet i officielt embede i 1341.

Ibn Kathir nåede at påvirke et utal af lærde der studerede under ham. Deri tæller blandt andet ibn Hajji og Ibn al-Imad al-Hanbali. Ibn Hajji beskrev ham med følgende ord:

Han havde den bedste hukommelse når det handlede om Hadith tek-sterne. Han havde også mest viden når det drejede sig om berettere og autenticitet. Hans samtidige og lærere var enige om disse kvalite-ter. Hver gang jeg mødte ham, lærte jeg noget fra ham.

Blandt Ibn Kathirs mange værker tæller følgende:

Tafsir Ibn Kathir, et af de meste anerkendte tafsir værker over Qur’an.

7

Al-Bidayah An-Nihayah, et 14 binds historisk værk fra Adam as. tid indtil hans egen. Indeholder blandt andet profetens saws seerah, profeternes seerah og om tidligere nationer.

Al-Ijtihad fi Talabi Al-Jihad, som var et undersøgende værk om ji-had

Tabaqat Ash-Shafiyah,

Disse er blot nogle af de mange værker Ibn Kathir har efterladt, nogle nåede han ikke at færdiggøre inden sin død i 774. Han miste-de synet lige inden hans død indtraf, og han plejede at angive sit natlige arbejde med det store værk, Musnad ibn Hanbal, som årsag hertil.

Al-Hafiz Ibn hajar Al-Asqalani sagde om ham; ’’ Ibn Kathir mistede sit syn lige inden hans liv sluttedes, han døde i Damaskus i 774. Må Allah skænke ham sin barmhjertighed og gøre ham til et af jannahs beboere.’’

9

Indledning

At studere Profetens � slag er af yderste vigtighed. Ali Ibn Al-Husain � sagde: ”Vi plejede at undervise i Profetens � slag, på sam-me måde som vi underviste i Sunnah og den beærede Qur’an.”

Az-Zuhari sagde ligeledes: ”I studiet af Profetens � slag ligger viden om dette liv så vel som det næste.”

Mu’ammar berettede, at Az-Zuhari sagde: ”Efter Profetens � udvan-dring til Madinah var det første Qur’an vers, der blev åbenbaret i forbindelse med kamp for Allahs sag følgende:

�يرلقد مرهصلى نع إن اللهوا ومظل مهلون بأنقاتي ينلذن لأذ�

”Tilladelse til at kæmpe er blevet givet til dem, som bli-ver bekæmpet, idet de blev forurettet, og Allah er sande-lig i stand til at give dem sejr.” (Al-Hajj:39)

Derefter var det første slag, Profeten � udkæmpede, Badr-slaget, som fandt sted fredag d. 17. ramadan år 2 e.H. Dernæst kom Banu An-Nadir efterfulgt af Uhud-slaget (begge i år 3 e.H.), Khaibar-slaget (år 6 e.H.), erobringen af Makkah (år 8 e.H.) og Hunain-slaget (år 8 e.H.). Profeten � iværksatte desuden 11 slag, hvor han ikke drog ud med hæren, disse slag var følgende: Al-Abwa’ (Profetens første slag), Al-Aashirah, Ghatafan, Banu Sulaim, Al-Abwat, det første Badr-slag, At-Ta’if, Al-Hudaibiyyah, As-Safra’ og Tabuk.”

Ifølge Al-Bukhari sagde Ib Ishaq: ”Det første slag, Profeten udkæm-pede, var Al-Abwa’-slaget, derefter Buwait og derefter Al-’Ashira.”

Al-Bukhari berettede også følgende, via Ibn Ishaq, som sagde: ”En-gang, mens jeg sad ved siden af Zaid Ib Al-Arqam, blev han spurgt: ”Hvor mange slag iværksatte Profeten?” Zaid svarede: ”Nitten.” De sagde: ”I hvor mange af disse slag deltog du med ham?” Han svarede:

10

”Sytten.” Jeg spurgte: ”Hvilket af disse var det første?” Han svarede: ”Al’Ashira” eller ”Al-’Ashirau.””

Buraida berettede, at han udkæmpede seksten slag med Profeten �.

I sin Sahih (Hadeeth-samling), beretter Muslim, at Buraida sagde, at profeten � iværksatte nitten slag, hvoraf han selv kæmpede i otte slag.

Buraida sagde desuden, at hans far berettede, at Allahs Sendebud � iværksatte sytten slag og deltog i kamphandlingerne i otte slag: Badr, Uhud, Al-Ahzab, Al-Muraisi, Qadid, Khaibar, erobringen af Makkah og Hunain.

11

Det mægtige Badr-slag

Abdullah Ibn Jahshs ekspedition: en grundlæggende årsag

til det mægtige Badr-slag.

Ibn Ishaq berettede, at Allahs Sendebud � sendte Abdullah Ibn Jahsh Ibn Ri’ab Al-Asadi i Rajab måneden efter hans tilbagevenden fra det første Badr-slag. Han � sendte otte mænd fra Al-Muhajireen med ham. Navnene på de otte Muhajireen var Abu Huzaifah Ibn ’Utbah, Akashah Ibn Mihsin, Utbah Ibn Ghazwan, Sa’d Ibn Abi Waq-qas, ’Amir Ibn Rabi’ah Al-Wa’ili, Waqid Ibn Abdullah Ibn Abd Ma-naf, Khalid Ibn Al-Bakir og Sahl Ibn Baida’ Al-Fihri.

Ibn Ishaq fortsatte og sagde, at Allahs Sendebud � fik skrevet et brev til Ibn Jahsh og beordrede ham til ikke at åbne det, før han havde rejst i to dage, at udføre de ordrer, som stod anført i brevet, uden at tvinge nogen af sine ledsagere til at gøre det. Efter to dages rejse åbnede Ibn Jahsh brevet, hvori der stod: ”Når du læser mit brev, så fortsæt fremad, indtil du når Nakhlah mellem Makkah og At-Ta’if. Lig i skjul der, vent på Quraish og bring os deres nyheder.” Efter at have læst brevet sagde han: ”Jeg er den, som hører og adlyder.” Derefter fortalte han sine ledsagere, hvad der stod i brevet og erklærede: ”Han – Allahs Sendebud – har forbudt mig at tvinge nogen af jer til at udføre dette. Lad da den, der ønsker martyrium, fortsætte fremad, og den som ikke gør, lad ham drage tilbage. Hvad angår mig, så vil jeg udføre det, som Allahs Sendebud har beordret mig.”

Han fortsatte derefter fremad, og det samme gjorde alle hans led-sagere. Han rejste langs Hijaz indtil en mine ved navn Bahran, en smule nord for Al-Furu’, hvor Sa’d Ibn Abi Waqqas og Utbah Ibn Ghazwan blev tilbage for at lede efter den kamel de skiftevis red på, idet den var flygtet fra dem. Imens fortsatte Abdullah og resten af hans ledsagere indtil de nåede Nakhlah. En af Quraishs karavaner

12

passerede dem i mellemtiden. Quraishi mændene i karavanen var Amr Ibn Al-Hadrami, Uthman Ibn Abdullah Ibn Al-Mughirah Al-Makhzumi og hans bror Naufal samt Al-Hakam Ib Kisan, Hisham Ibn Al-Mughirahs frigivne slave.

Da karavanen fik øje på dem, dvs. Ibn Jahsh og hans ledsagere, blev de skræmt af dem, da de (muslimerne) havde slået lejr nær kara-vanen. De følte sig imidlertid trygge, da de så Akashahs barberede hoved, og Ammar sagde: ”De vil ikke skade jer.” De troede altså, at muslimerne var pilgrimme.

Hvad angår Ibn Jahsh og hans ledsagere, så rådførte de sig med hinanden om, hvad de burde gøre. Det var nemlig den sidste dag i Rajab, og de sagde: ”Hvis vi lader dem være i nat, vil de indtræde det forbudte område, og så vil de være fredet mod os, og hvis vi dræber dem, dræber vi dem i den forbudte måned.” Som følge af dette di-lemma var de tøvende og frygtede at angribe dem. Så begyndte de at opmuntre hinanden, og de besluttede sig for at dræbe så mange af dem som muligt og konfiskere deres besiddelser. Waqid Ibn Ab-dullah skød og dræbte Amr Ibn Al-Hadrami, Uthman Ibn Abdullah og Al-Hakam Ibn Kisan blev taget til fange, mens Naufal Ibn Abdul-lah formåede at flygte.

Abdullah Ibn Jahsh og hans ledsagere drog tilbage til Madinah med karavanen og de to fanger, indtil de kom til Allahs Sendebud �.

En af Abdullahs slægtninge berettede, at han sagde til sine ledsage-re: ”En femtedel af det vi har taget tilhører Allahs Sendebud �.” Det-te var før åbenbaringen af de Qur’an vers, som omhandler fordeling af krigsbytte. Derfor lagde Abdullah en femtedel af karavanens last til side til Allahs Sendebud � og delte resten mellem sine ledsagere og sig selv.

Da Qur’an versene vedrørende fordeling af krigsbytte blev åbenba-ret stemte de overens med det, som Abdullah Ibn Jahsh havde gjort.

13

Da de kom til Allahs Sendebud �, sagde han: ”Jeg har ikke beor-dret jer at kæmpe i den forbudte måned.” Derpå hold han � karavanen og fangerne i henstand og nægtede at tage noget fra dem. Da Allahs Sendebud � sagde dette, troede mændene, at de var dømt til undergang. Deres muslimske brødre bebrejdede dem for det de havde gjort. Quraish sagde ligeledes, at Muhammad og hans sahabah havde brudt den forbudte måned, udgydt blod i den, taget krigsbytte og taget mænd til fange. Muslimerne, som befandt sig i Makkah forsvarede dem ved at påstå, at de havde gjort det i Sha’ban måneden. Jøderne forsøgte at gøre angrebet til et tegn mod Allahs Sendebud � ved at påstå, at Waqid Ibn Abdullahs drab på Amr Ibn Al-Hadrami havde dybere betydning. Navnlig, at Amr be-tød Amarat al-harb (krigen er kommet til live), at Al-Hadrami be-tød Hadarat al-harb (krigen er til stede), og at Waqid betød Waqa-dat al-harb (krigen er tændt).

Allah �, den almægtige, vendte imidlertid situationen imod dem (kuffar) og ikke til deres fordel, og da snakken om denne sag var på sit højeste, nedsendte Allah � følgende Qur’an vers til sit Sendebud �:

� نع دصو كبري يهال فتقل ق يهال فتام قرر الحهالش نع كألونسي الله دنع رأكب هنم هلأه اجرإخام ورالح جدسالمو به كفرو بيل اللهس

نم رة أكبنتالفو ينكمد نع وكمدرى يتح كملونقاتالون يزال يل والقت كلئفأو ركاف وهو تمفي ينهد نع كمنم ددتري نموا وطاعتإن اس

هم فيها حبطت أعمالهم في الدنيا واآلخرة وأولئك أصحاب النار �خالدون

”De spørger dig (Muhammad) angående kamp i den forbudte måned. Sig: Kamp deri er en stor (overtrædel-se). Men at forhindre adgang til Allahs vej, at benægte Ham, at forhindre adgang til den hellige moske og at

14

uddrive dens folk er større hos Allah. Og Fitnah er større end drab. Og de vil ikke ophøre med at bekæmpe jer, førend de får jer væk fra jeres Deen, hvis de formår det.” (Al-Baqarah:217)

Dette Qur’an vers betyder, at hvis I har dræbt i den forbudte må-ned, så har de holdt jer væk fra Allahs vej gennem deres benægtel-se af Ham �, og de har forhindret jer adgang til den hellige moske og uddrevet jer fra den, skønt i var dens folk. Dette er en mere seri-øs overtrædelse hos Allah end drabet på dem, i har slået ihjel. ”Og Fitnah er større en drab” betyder, at kuffar plejede at forlede mus-limerne i deres Deen, indtil de fik dem til at vende tilbage til kufr efter deres Iman. Og dette er værre og en mægtigere overtrædelse hos Allah end drab. Kuffar plejede at vedvare med at udføre denne slette praksis, uden anger eller fortrydelse. Allah � siger:

�وال يزالون يقاتلونكم حتى يردوكم عن دينكم إن استطاعوا �

”… Og de vil ikke ophøre med at bekæmpe jer, førend de får jer væk fra jeres Deen, hvis de formår det…” (Al-Baqarah:217)

Ibn Ishaq fortsatte og fortalte, at the beærede Qur’an kom med behandling til denne sag, og Allah � aflastede muslimerne deres bekymring i dette spørgsmål. Allahs Sendebud � tog derefter kara-vanen og fangerne. Quraish sendte en delegation til ham for at til-bagekøbe Uthman og Al-Hakam, men Allahs Sendebud � svarede: ”Vi vil ikke lade jer tilbagekøbe dem, før vores to ledsagere kommer (dvs. Sa’d og Utbah), for vi frygter, at I vil gøre dem ondt. Hvis I dræber dem, vil vi dræbe jeres to venner.” Da Sa’d og Utbah så dukkede op, lod Allahs Sendebud � de to fanger blive frikøbt.

Hvad angår Al-Hakam, så blev han en god muslim, og han blev med Allahs Sendebud � i Madinah, indtil han døde som martyr ved Bi’r al Ma’unah. Uthman tog tilbage til Makkah og døde der som kafir.

15

Ibn Ishaq tilføjede, at da Abdullah og hans ledsagere blev afhjulpet deres bekymring, efter at Qur’an verset var blevet nedsendt, var de ivrige efter belønning. De spurgte derfor Allahs Sendebud �: ”O Allahs Sendebud, kan vi håbe, at det vil tælle som et angreb, for hvil-ket vi vil blive givet Mujahideens belønning? Derefter åbenbarede Allah � følgende Qur’an vers:

ذين هاجروا وجاهدوا في سبيل الله أولئك إن الذين آمنوا وال� يمحر غفور اللهو ة اللهمحون رجري�

”Sandelig, dem, som har Iman, og dem, som udvandrede og kæmpede (Jihad) for Allahs sag, de har håb om Allahs barmhjertighed. Og Allah er tilgivende og barmhjertig.” (Al-Baqarah:218)

I dette vers gav Allah dem det mægtigste håb om belønning og barmhjertighed.

Anledningen til slaget

Allah � refererer i mere end et Qur’an vers til Badr-slaget. Fx siger Han �:

� الله كمرصن لقدونوكرشت لكملع قوا اللهلة فاتأذ متأنر ودبب�

”Og Allah gav jer sej ved Badr, mens I var hjælpeløse, så frygt Allah, således at I kan vise taknemmelighed.” (Âl Imran:123)

� قبالح كتيب نم كبر كجرا أخكم ننيمؤالم نإن فريقا مويجادلونك في الحق بعد ما تبين كأنما يساقون إلى � لكارهون

وإذ يعدكم الله إحدى الطائفتين أنها لكم �الموت وهم ينظرون قالح قحأن ي الله ريديو كون لكمت كةوالش ذات رون أن غيدوتو

16

رينالكاف ابرد قطعيو هاتمل �بكلاطل البطبيو قالح قحيل لوو �كره المجرمون

”Ligesom din Herre beordrede dig at udvandre dit hjem med sandheden, selvom en gruppe blandt Mu’mineen ik-ke brød sig om det. De strides med dig om sandheden, ef-ter at den er blevet gjort tydelig, som blev de drevet mod døden, mens de så det. Og (husk) da Allah lovede jer, at et af de to partier skulle være jeres. I ønskede, at det uden magt (våben) skulle være jeres, men Allah ønskede at etablere sandheden med Sine ord og skære kuffars rødder væk, således at sandheden bliver grundfæstet og falskheden bliver opløst, selv hvis forbryderne måtte ha-de det.” (Al-Anfal:5-8)

Ibn Ishaq � sagde, at Allahs Sendebud � hørte, at Abu Sufyan Ibn Harb var på vej til Syrien med en stor karavane lastet med Quraishs penge og varer, og at han var ledsaget af tredive til fyrre mænd blandt andre Makramah Ibn Nawfal og Amr Ibn Al-’Aas.

Allahs Sendebud � sammenkaldte muslimerne og sagde: ”Dette er Quraishs karavane, som er lastet med deres penge. Gå ud og angrib den, Allah vil måske give jer den som krigsbytte.”

Folk besvarede hans kald, nogle ivrigt, andre tøvende, idet de ikke havde forventet, at Allahs Sendebud � ville gå i krig på det tids-punkt.

Da Abu Sufyan nærmede sig Al-Hijaz (Den Arabiske Halvø), søgte han nyt blandt nogle ryttere, indtil han fik nyheden om, at Mu-hammad � havde sendt sine Sahabah mod ham og hans karavane. Dette foruroligede ham, og han hyrede Damdam Ibn Amr Al-Ghifari til at tage til Makkah og kalde Quraish ud for at beskytte deres ejendom og fortælle dem, at Muhammad og hans Sahabah lå i skjul

17

for at angribe karavanen. Damdam tog derpå af sted mod Makkah i fuld fart.

I denne forbindelse berettede Al-Bukhari følgende: ” Abdullah Ibn Mas’ud berettede fra Sa’d Ibn Mu’adh, at sidstnævnte var nær ven af Umayyah Ibn Khalaf, og når som helst Umayyah kom forbi Madi-nah, ville han bo som gæst hos Sa’d, og når som helst Sa’d tog til Makkah, plejede han at bo som gæst hos Umayyah. Da Allahs Sen-debud � ankom til Madinah, tog Sa’d af sted for at udføre Umrah, og han boede i den forbindelse i Umayyahs hjem i Makkah. Han sagde til Umayyah: ”Fortæl mig, hvornår (moskeen) er tom, så jeg kan udføre Tawaf rundt om Ka’bah.” Så tog Umayyah af sted med ham omkring middag. Abu Jahl mødte dem og sagde: ”O Abu Saf-wan! Hvem er den mand, som ledsager dig?” Han svarede: ”Han er Sa’d.” Abu Jahl henvendte sig til Sa’d sigende: ”Jeg ser, at du vandrer sikkert rundt i Makkah til trods for, at du har ydet beskyttelse til de folk, som har skiftet deres religion, og du har erklæret, at du vil hjæl-pe og støtte dem. Ved Allah, hvis ikke du var i Abu Safwans selskab, så ville du ikke have været i stand til at besøge din familie i sikkerhed.” Sa’d hævede sin stemme og sagde: ”Ved Allah, hvis ikke du lader mig udføre dette (Tawaf) vil jeg med sikkerhed forhindre dig i noget, som er endnu mere værdifuldt for dig. Det er din passage gennem Madi-nah.” Derpå sagde Umayyah til ham: ”O Sa’d, hæv ikke din stemme foran Abu Al-Hakam, lederen af (Makkah) dalens folk.” Sa’d svarede: ”Stop det! Ved Allah, jeg har hørt Allahs Sendebud forudsige, at mus-limerne vil dræbe dig.” Umayyah spurgte: ”I Makkah?” Sa’d sagde: ”Jeg ved det ikke.” Umayyah blev mægtig forskrækket over denne nyhed.

Da Umayyah vendte hjem til sin familie, sagde han til sin kone: ”O Umm Safwan! Ved du, hvad Sa’d fortalte mig?” Hun sagde: ”Hvad har han fortalt dig?” Han svarede: ”Han påstår, at Muhammad har in-formeret dem om, at de vil dræbe mig. Jeg spurgte ham om det ville blive i Makkah, han svarede, at han ikke vidste det.” Derefter tilføje-de Umayyah: ”Ved Allah, jeg vil aldrig forlade Makkah.” Men da Badr-dagen kom, kaldte Abu Jahl folk til krig ved at sige: ”Gå, og

18

beskyt jeres karavane!” Men Umayyah ønskede ikke at drage ud. Abu Jahl kom til ham og sagde: ”O Abu Safwan! Hvis folk ser, at du bliver tilbage, selvom du er leder af dalens folk, så vil de blive tilbage med dig.” Abu Jahl fortsatte med at plage ham om at tage af sted, indtil han (Umayyah) sagde: ”Eftersom du har tvunget mig til at ændre mening, vil jeg, ved Allah, købe den bedste kamel i Makkah.” Derefter sagde Umayyah til sin kone: ”Umm Safwan, forbered det, som jeg får brug for (på rejsen).” Så sagde hun til ham: ”O Abu Saf-wan! Har du glemt hvad din broder fra Yathrib fortalte dig?” Han sagde: ”Nej, men jeg vil kun rejse en kort del at strækningen med dem.” Så da Umayyah drog ud, bandt han sin kamel, hvor end han slog lejr. Således fortsatte han indtil Allah lod ham blive dræbt ved Badr.”

Da Damdam nåede Quraish råbte han: ”O Quraish, transportkame-lerne, transportkamelerne! Muhammad og hans ledsagere ligger på lur efter jeres ejendom, som er hos Abu Sufyan. Jeg tror ikke i vil kun-ne komme over det (tabet). Hjælp! Hjælp!”

Quraishi mændene sagde som svar på Damdams kald: ”Tror Mu-hammad og hans ledsagere, at dette vil være ligesom Ibn Al-Hadramis karavane.” De drog alle enten selv af sted eller sendte en i deres sted. Således drog alle af sted, ikke én af Makkahs adelige blev tilbage, undtagen Abu Lahab Ibn Abdul-Muttalib.

De var ni hundrede og halvtreds mænd og to hundrede heste. Selv kvinderne tog med for at opmuntre mændene med sang.

På muslimernes side drog Allahs Sendebud �, ifølge Ibn Ishaq, ud sammen med sine Sahabah �. Det var ramadan måned. Ibn Umm Maktum blev beordret af Profeten � til at lede muslimerne i bøn og Abu Lubabah blev udpeget som regent af Madinah, indtil Profeten � tilbagekomst. Allahs Sendebud � gav falget, som var et hvidt flag, til Mus’ab Ibn Umair.

Allahs Sendebud � drog af sted med to sorte flag, det ene, som Ali Ibn Abi Talib bar, blev kaldt Al-’Uqab, og det andet blev holdt af en

19

blandt Ansar. Ifølge Ibn Hisham var sidstnævnte Sa’d Ibn Mu’adh. Den muslimske hær havde halvfjerds kameler, som mændene skif-tedes til at ride på. Allahs Sendebud �, Ali Ibn Abi Talib og Marthad Ibn Abi Marthad red skiftevis på samme kamel.

Muslimerne drager ud for at træffe karavanen

Al-Bukhari berettede, via Ka’b Ibn Malik, at Ka’b sagde: ”Jeg fejlede aldrig i at ledsage Allahs Sendebud � i nogen af hans slag foruden Tabuk. Jeg deltog imidlertid ikke i Badr-slaget, men ingen af dem, som ikke deltog i det blev bebrejdet, idet Allahs Sendebud � drog ud for at gå Quraishs karavane i møde, men Allah lod dem (muslimerne) møde fjenden uforventet.”

Ibn Ishaq sagde, at Allahs Sendebud � tog vejen til Makkah ved den øvre rute fra Madinah. Vejen gik dernæst forbi Al-’Aqiq, Dhul-Hulaifah og Ulat Al-Jaish. Så passerede han � Turban, Malal, Gha-mis Al-Hamam, Sukhayrat Al-Yamam og As-Sayalah. Derfra tog han � Ar-Rauha hulvejen til Shunakah, som er den direkte vej, Indtil han mødte en beduin ved Irq Al-Zabyah. Sahabah spurgte ham om nyt fra Quraish, men fandt ud af, at han ingen nyheder havde. Så sagde folk til ham: ”Hils på Allahs Sendebud �” Manden spurgte: ”Har i Allahs Sendebud � med jer?” Da de svarede ham, sagde han: ”Hvis du er Allahs Sendebud, så fortæl mig, hvad der er i maven på min hun-kamel her.”

Salamah Ibn Salamah Ibn Waqsh sagde til beduinen: ”Spørg ikke Allahs Sendebud �, men kom til mig, og jeg vil fortælle dig om det. Du har hoppet oven på den, og i sin mave har den en lille ged fra dig!” Allahs Sendebud � sagde: ”Hold op! Du har talt modbydeligt til manden.” Så vendte han � sig væk fra Salamah.

Allahs Sendebud � stoppede ved Sajsaj, som er Ar-Rauha brønden. Derefter fortsatte han til Al-Munsaraf, hvor han lod vejen mod Makkah være til venstre, og tog vejen til højre mod Al-Naziyah og Badr. Han krydsede en dal kaldet Ruhqan mellem Al-Naziyah og Al-Safra’ passet, og gik langs passet, hvorefter han bevægede sig væk

20

fra passet, indtil han, da han var tæt på Al-Safra, sendte Basbas Ibn Amr Al-Juhani, som var allieret med Ibn Sa’idah stammen, og ’Adi Ibn Abi Az-Zughaba Al-Juhani, som var allieret med An-Najjar stammen, til Badr for at spejde efter Abu Sufyan og hans karavane.

Ibn Ishaq fortsatte og sagde, at da Profeten � havde sendt dem forud, bevægede han sig videre, og da han kom til en landsby mel-lem to bjerge, spurgte han efter bjergenes navne. Han fik at vide, at det var Muslih og Mukhri bjergene. Han spurgte angående deres indbyggere, og fik at vide, at de var Banu An-Nar og Banu Al-Huruq, to klaner fra Banu Al-Ghifar.

Allahs Sendebud � fandt de to stammers navne som et dårligt tegn og nægtede derfor at passere mellem de to bjerge. Han lod derfor disse samt Al-Safra’ være mod venstre og drog mod højre til en dal ved navn Dhafiran, som han krydsede, hvorefter han gjorde holdt.

Nyheden om, at Quraish var draget ud for at beskytte sin karavane, nåede Allahs Sendebud �. Da han havde leveret denne nyhed til sine Sahabh, søgte han deres råd. Abu Bakr og derefter ’Umar � rejste sig og talte godt. Derefter rejste Al-Miqdad sig og sagde: ”O Allahs Sendebud �! Gå hvor Allah beordrer dig hen, og vi er med dig. Vi vil ikke sige som Israels børn sagde til Moses, ”Gå du og din Herre og kæmp, og vi vil blive her”, men gå du og din Herre og kæmp, og vi vil kæmpe med dig. Ved Allah! Hvis du skulle tage os til Bark Al-Ghimad, ville vi kæmpe beslutsomt med dig mod dens forsvarere, indtil du tog den.” Allahs Sendebud � takkede ham og bad til Allah på hans vegne.

Derpå sagde Allahs Sendebud � ”O folk! Giv mig råd.” Han � men-te her Ansar, idet de udgjorde majoriteten, og fordi, at de, da de gav ham lydighedsløftet ved Al-’Aqabah, stillede som betingelse, at de ikke var ansvarlige for ham, før han indtrådte deres territorium, og at de inden for deres område ville beskytte ham, som de beskytte-de deres kvinder og børn. Så Allahs Sendebud � var bange for, at Ansar ikke ville føle sig forpligtet til at hjælpe ham, medmindre han

21

blev angrebet af en fjende i Madinah, og at de ikke ville føle sig på-lagt at gå med ham mod en fjende uden for deres territorium.

Efter at have hørt dette sagde Sa’d Ibn Mu’adh: ”Det ser ud til, at du mener os.” Og da Profeten � sagde, at det gjorde han, sagde Sa’d: ”Vi har Iman på dig, vi erkender din sandhed, og vi bevidner, at du har bragt os sandheden, og vi har givet dig vores ord på at høre og adly-de. Og ved Allah, selv hvis du bad os krydse dette hav, og du svømme-de ud i det, så ville vi alle svømme med dig, ikke en mand ville blive tilbage. Vi hader ikke, at du måske beordrer os til at møde fjenden i morgen. Faktisk er vi udholdende i krig og pålidelige i kamp. Det kan være, at Allah lader dig se, hvad der behager dig fra os. Så tag os med dig, med Allahs velsignelse.

Allahs Sendebud � glædede sig over sa’ds ord, som opmuntrede ham meget. Så sagde han: ”Drag fremad. Jeg giver jeg glade ti-dender om, at Allah har lovet mig én af de to gode ting: marty-rium eller sejr. Ved Allah, det er som om, jeg ser stedet, hvor folkene (fjenden) vil blive dræbt.”

Ibn Mas’ud � kommenterede ovenstående ved at sige: ”Jeg bevid-nede Al-Miqdad Ibn Al-Aswad i en situation, som ville have været mig mere kær end noget andet, havde jeg været helten i den situation. Han kom til Profeten �, mens Profeten bad muslimerne indtrængen-de om kæmpe mod kuffar. Al-Miqdad sagde: ”Vi vil ikke sige som Mo-ses’ folk sagde: ”Gå du og din Herre, og kæmp i to.” Men vi vil kæmpe på din højre side og din venstre side og foran dig og bag dig.” Jeg så Profetens � ansigt blive lyst af glæde, for denne udtalelse glædede ham.”

Snart efter, som Ibn Ishaq berettede, rejste Profeten � videre fra Dhafran og gik gennem pas ved navn Asafir. Derefter bevægede han sig ned fra passene til en lille by ved navn Ad-Diyah, og han lod Al-Hanan være til højre. Dette (Al-Hanan) var et stort klitagtigt bjerg. Så stoppede han � nær Badr, og gik videre med kun én af sine ledsagere, Ibn Hisham sagde, at denne ledsager var Abu Bakr,

22

indtil han nåede en ældre mand blandt beduinerne, som han ud-spurgte angående Quraish og Muhammad og hans ledsagere, og hvad han havde om dem. Den ældre mand sagde: ”Jeg vil ikke for-tælle jer det, før i fortæller mig, hvilken part i tilhører.” Allahs Sen-debud � sagde: ”Hvis du fortæller os, vil vi fortælle dig.” Man-den sagde: ”Det ene for det andet?” ”Ja.” svarede Profeten �. Man-den sagde: ”Jeg har hørt, at Muhammad og hans ledsagere drog ud på den og den dag. Hvis det er sandt, er de i dag ved det og det sted (refererende til det sted, hvor Profeten � rent faktisk befandt sig). Og jeg har hørt, at Quraish drog ud på den og den dag, og hvis det er sandt, er de i dag ved det og det sted (dvs. det sted, hvor Quraish fak-tisk befandt sig). Da han var færdig med at tale sagde han: ”Hvem tilhører i (af stamme)?” Allahs Sendebud � sagde ”Vi er fra Ma.”

[”Ma” betyder på arabisk ”vand”. Profeten � fortalte ikke en løgn i denne situation, da mennesket er skabt af vand (sæd), som Allah siger i Surat At-Tariq, vers 6.]

Derefter forlod han � ham, mens den ældre mand sagde: ”Hvad vil ”fra Ma” sige? Vil det sige fra Iraks vand?” Ibn Hisham sagde: ”Denne mand var kendt som Sheikh Sufyan Ad-Dimiri.”

Allahs Sendebud � vendte så tilbage til sine Sahabah, og da mørket brød frem, sendte han Ali Ibn Abi Talib, Az-Zubair Ibn Al-’Awam og Sa’d Ibn Abi Waqqas sammen med nogle flere Sahabah til brønden ved Badr i søgen efter nyt om begge parter, ifølge hvad Ibn Ishaq berettede. Ibn Ishaq tilføjede, at de stødte på nogle af Quraishs vandbærende kameler og slaver, heriblandt Aslam, slave af Banu Al-Hajjaj, og ’Arid Abu Yassar, slave af Banu Al-’Aas Ibn Sa’id. De bragte dem med sig og forhørte dem, mens Allahs Sendebud � stod og udførte Salah.

De sagde: ”Vi er Quraishs vandbærere, de sendte os for at hente vand.” Sahabah brød sig ikke om deres udmelding, for de havde håbet, at de tilhørte Abu Sufyan, så de tæskede dem. Da de havde

23

tæsket dem, sagde de to mænd: ”Vi tilhører Abu Sufyan.” Så lod Sa-habah dem gå.

Da Allahs Sendebud � havde færdiggjort sin Salah sagde han: ”Da de fortalte jer sandheden tæskede i dem, og da de løj, lod i dem gå fri. De fortalte jer sandheden. De tilhører Quraish. For-tæl mig om Quraish i to!” De to mænd svarede: ”De er bag denne bakke, som du ser på den fjerneste side.” Det var Al-Aqnaqal bakken, og Allahs Sendebud � spurgte dem, hvor mange der befandt sig der, og da de sagde ”mange” spurgte han efter deres antal, men de kendte det ikke. Så spurgte han dem, hvor mange kameler de slag-tede hver dag, og de sagde ni eller ti. Så sagde Allahs Sendebud: ”De er mellem ni hundrede og tusind.” Så spurgte han, hvor mange af Quraishs adelsmænd, der var blandt dem. De svarede: ”Utbah, Shaybah, Abu Al-Bukhtari Ibn Hisham, Hakim Ibn Hizam, Nawfal Ibn Khuwalid, Al-Harith, Zam’ah Ibn Al-Aswad, Abu Jahl Ibn Hisham, Umayyah Ibn Khalaf, Nabih Al-Munabh, Al-Hajjajs to sønner, Sahil Ibn ’Amr og ’Amr Ibn Wudd.” Allahs Sendebud � gik til folket (Sahabah) og sagde: ”Makkah har kastet stykkerne af sin lever til jer.”

Basbas og ’Adi havde redet, indtil de nåede Badr, hvor de gjorde holdt på en bakke nær vandet. Så tog de et gammelt skind for at fylde det med vand, mens Majdi Ibn ’Amr Al-Juhani (fra Quraish) befandt sig ved vandet. ’Adi og Basbas hørte to piger fra landsbyen diskutere noget gæld, og den ene sagde til den anden: ”Karavanen kommer i morgen eller i overmorgen, og jeg vil arbejde for dem og betale dig det jeg skylder dig tilbage.” Majdi sagde: ”Du har ret.” Og han lavede en aftale med pigerne. ’Adi og Basbas overhørte dette og red af sted til Profeten � og fortalte ham, hvad de havde over-hørt.

Ibn Ishaq fortsatte og sagde, at Abu Sufyan gik fremad for at kom-me foran karavanen som en sikkerhedsforanstaltning, indtil han nåede ned til vandet og spurgte Majdi, om han havde bemærket noget. Han svarede, at han ikke have set noget ualmindeligt: blot to

24

ryttere, som stoppede på bakken og fyldte vand i et skind. Abu Su-fyan gik til det sted, hvor de to ryttere havde gjort holdt og samlede nogle kamelekskrementer op, knækkede dem i stykker og fandt daddelsten. ”Ved Allah”, sagde han ”dette er foder fra Yathrib.” Han vendte øjeblikkeligt tilbage til sine ledsagere, og ændrede karava-nens kurs fra vejen til kysten, hvormed de lod Badr være til venstre og rejste fremad mod Makkah i størst mulige hast. Quraish fortsat-te derimod fremad indtil Al-Juhafah.

Da Abu Sufyan så, at han havde reddet karavanen sendte han be-sked til Quraish: ”Eftersom I drog ud for at redde jeres karavane, jeres mænd jeres ejendom, og Allah har reddet dem, så vend om.” Abu Jahl sagde: ”Ved Allah, vi vil ikke vende om, før vi har været ved Badr, (Badr var et af de steder, hvor araberne plejede at afholde store markeder hvert år) for vi vil opholde os der i tre dage, slagte kame-ler, spise festmåltider og drikke vin, og pigerne vil optræde for os. Araberne vil høre, at vi er kommet og har samlet os, og de vil respek-tere os i fremtiden! Så kom nu!”

Al-Akhnas Ibn Shuraiq Al-Thaqafi, én af Banu Zuhrahs allierede, nægtede imidlertid at slutte sig til Quraish i denne sag, da Allah havde reddet karavanen. Derfor vendte Banu Zuhrah tilbage til Makkah sammen med Al-Akhnas og disse to stammer var således ikke repræsenteret i Quraishs hær. Desuden var der en diskussion mellem Talib Ibn Abu Talib, som var med hæren, og nogle blandt Quraish. Sidstnævnte sagde: ”Vi ved, o Banu Hashim, at selv hvis I er draget ud med os, så er jeres hjerter med Muhammad.” Så Talib og nogle andre vendte tilbage til Makkah.

Quraish fortsatte indtil de gjorde holdt i den fjerneste side dalen bag Al-’Aqanqal. Dalens midte, Yalyal, lå mellem Badr og Al-’Aqanqal, bakken, som Quraish lå bag, mens brøndene ved Badr lå i den del af dalen, som er tættest på Madinah.

Den beærede Qur’an beskriver denne situation således:

25

� كمنفل مأس كبالرى ووالقص ةودبالع مها وينالد ةودبالع متإذ أن الله يقضيل نلكو اديعي المف ملفتتالخ مدتاعوت لووال وفعا كان مرأم

يعملس إن اللهو ةنيب نع يح نا ميحيو ةنيب نع لكه نم كلهيليملع�

”(Husk) da I var på den nære side af dalen, og de var på den fjerne side, og karavanen (var på) lavere (terræn) end jer. Selv hvis I havde lavet en indbyrdes aftale om at mødes, ville aftalen have slået fejl. Men (således mødtes I) for at Allah fuldender en sag, som (allerede) er af-gjort, så dem, der dør, dør, efter et klart bevis (er blevet fremlagt), og dem, der (over)lever, lever, efter at et klar bevis (er blevet fremlagt). Og sandelig, Allah er den som hører og ved (alting).” (Al-Anfal:42)

Allah � nedsendte regn, som gjorde dalens bløde sand til en kom-pakt overflade, der ikke hæmmede Sendebudets � bevægelser, men begrænsede Quraishs bevægelser betydeligt. Allah taler om situationen i følgende Qur’an vers:

إذ يغشيكم النعاس أمنة منه وينزل عليكم من السماء ماء � ط على قلوبكم ليطهركم به ويذهب عنكم رجز الشيطان وليرب

اماألقد به تثبيو �

”… og Han sendte regnen ned over jer fra himlen, for at rense jer med den og fjerne Satans snavs fra jer og for at styrke jeres hjerter og grundfæste jeres fødder med den.” (Al-Anfal:11)

Allah � nedsendte desuden sin sejr til dem, idet han sagde:

26

يوحي ربك إلى المالئكة أني معكم فثبتوا الذين آمنوا سألقي في � قلوب الذين كفروا الرعب فاضربوا فوق األعناق واضربوا منهم كل

اننفإن �ب ولهسرو ق اللهاقشي نمو ولهسرو اقوا اللهش مهبأن كذل �الله شديد العقاب

”(Husk) da Allah åbenbarede til englene: Jeg er med jer, giv sikkerhed til dem, som har Iman. Jeg vil så frygt i kuf-fars hjerter, hug da over deres nakker og hug alle deres fingerspidser af dem. Det er, fordi de bekæmpede Allah og Hans Sendebud, og hvem end, der bekæmper Allah og Hans Sendebud (skal vide, at) Allah er sandelig hårdt straffende.” (Al-Anfal:12-13)

Dette fandt sted fredag nat, d. 17. Ramadan, år 2 e.H. Allahs Sende-bud � tilbragte hele natten med at lave Salah og påkalde Allah, mens han sad på knæ. For det meste sagde han: ”O livet, det evi-ge.” Han � vedblev med at påkalde Allah � med denne Du’a.

Ibn Ishaq sagde, at Allahs Sendebud � drog fremad for at få sine Sahabah hurtigt hen til vandet, og da de nåede Badrs nærmeste vande gjorde han holdt. Al-Hubab Ibn Al-Mundhir Ibn Al-Jamuh sagde: ”O Allahs Sendebud! Er dette sted en position, som Allah har beordret dig at indtage, således at vi hverken kan rykke frem fra den eller trække os tilbage. Eller er det en skønssag og krigstaktik?”

Da han � svarede, at det var sidstnævnte, pointerede Al-Hubab, at det ikke var det bedste sted at slå lejr, men at de i stedet burde fortsætte frem til det vand, som var tættest på fjenden, slå lejr der, fylde en cisterne og stoppe brøndene. Således ville de have rigelige mængder af vand, og de ville kunne kæmpe mod deres fjende, som intet ville have at drikke. Allahs Sendebud � var enig i, at dette var en fortræffelig plan, og de handlede ifølge den.

27

Ibn Ishaq tilføjede, at Sa’d Ibn Mu’adh sagde: ”O Allahs Profet, lad os lave en lille hytte (af palmegrene) til dig, som du kan opholde dig i og have dine kameler stående ved. Så vil vi møde fjenden, og hvis Allah giver os sejr, er det dét, vi ønsker, og hvis det værste sker, kan du sæt-te dig op på din kamel og tilslutte dig vores folk, som er blevet tilba-ge, for de er ligeså tæt knyttet til dig, som vi er. Havde de troet, at du ville kæmpe, ville de ikke have blevet tilbage. Allah vil beskytte dig med dem, de vil give dig råd og kæmpe med dig.”

Allahs Sendebud � takkede ham og velsignede ham. Således blev en lille hytte opført til Allahs Sendebud �, og han blev der.

Efter at have marcheret fremad ved daggry kom Quraish nu frem. Da Allahs Sendebud � så dem komme ned fra ’Aqanqal bakken og ned i dalen, råbte han: ”O Allah! Her kommer Quraish i deres forfængelighed og stolthed, mens de bekæmper Dig og kalder dit Sendebud en løgner. O Allah! Giv den hjælp, som Du har lovet mig. Destruer dem denne morgen!”

Før han udtalte disse ord, havde han � set ’Utbah Ibn Rabi’ah ri-dende på en rød kamel blandt fjenden, hvorefter han havde sagt: ”Hvis der noget godt i nogen af dem, vil det være i manden på den røde kamel. Hvis de følger ham, vil de tage den rette vej.”

Da Quraish slog lejr, gik nogle af dem, blandt andre Hakim Ibn Hi-zam, til den cisterne, Allahs Sendebud � havde ladet opføre, for at drikke. ”Lad dem være!” sagde han �, og alle mændene som drak af den på den dag blev dræbt, undtagen Hakim, som senere blev en god muslim, som plejede at sige, når han sværgede for alvor, ”Ved den, som reddede mig ved Badr.”

Hvad angår muslimernes antal ved Badr, så berettede Al-Bukhari. At Al-Bara’ sagde, at de af Profeten Muhammads � Sahabah �, som deltog ved Badr, fortalte ham, at deres antal var det samme som antallet af Sauls (dvs. Taluts) ledsagere, som krydsede (Jor-dan)floden med ham, og de var over tre hundrede og ti mand. Han tilføjede: ”Ved Allah, alene Mu’mineen krydsede floden med ham.”

28

Al-Bara’ berettede også, at han og Ibn ’Umar blev betragtet, som værende for unge til at deltage i Badr-slaget, og at antallet af Muha-jireen krigere var over 60, og Ansar var over 249.

Allah � siger følgende om Badr-slaget i den beærede Qur’an:

� ملتا لفشريكث ماكهأر لويال وقل كامني مف الله مريكهإذ يوإذ �ولتنازعتم في األمر ولكن الله سلم إنه عليم بذات الصدور

يقضيل نهميي أعف قللكمييال وقل نكميي أعف متقيإذ الت موهريكميوراألم عجرت إلى اللهوال وفعا كان مرأم الله�

”(Husk) da Allah viste dig dem i din drøm, som var de få. Og hvis Han havde vist dig dem, som var de mange, ville I have tøvet og været uenige i jeres beslutning, men Al-lah reddede (jer). Sandelig, Allah kender til det, som gemmer sig i hjerterne. Og (husk) da I mødtes, og Han viste dem som værende få i jeres øjne, og Han fik jer til at se ringe ud i deres øjne, således at Allah gennemfører en sag, som allerede er afgjort.” (Al-Anfal:43-44)

Al-Amawi kommenterede ovenstående Qur’an vers ved at forklare, at Profeten � sov natten til Badr og beordrede sine mænd til ikke at kæmpe, før han gav tilladelse til det. Senere vækkede Abu Bakr � ham og sagde: ”De (Quraish) er kommet så tæt på.” Allahs Sende-bud � stod op, efter at Allah havde vist ham Quraishs hær i et drømmesyn.

Ud af guddommelig visdom så begge parter hinanden som værende få af antal. Dette står klart ud fra førnævnte Qur’an vers.

Ifølge Ibn Ishaq og andre retslærde indenfor Seerah, foretrak Profe-ten �, at mændene kæmpede i rækker. Da de forberedte sig på at marchere fremad bemærkede han, at en person var trådt ud foran resten. Profeten � stak ham i siden med en pil og sagde: ”Stå i

29

række!” Manden, Sawad, udbrød: ”Du har skadet, O Allahs Sende-bud! Allah har sendt dig for at være retfærdig og god.” Så løftede Profeten � op i sin skjorte og sagde: ”Gør da det samme mod mig.” Manden gik frem og kyssede ham i stedet på det sted, hvor han selv var blevet stukket, og sagde: ”O Allahs Sendebud, du ser, hvad der venter os, og det kan være, at jeg ikke overlever kampen. Hvis dette er min sidste tid med dig, ønsker jeg, at det sidste jeg gør i livet er dette.” Kort efter gik kampen i gang, Sawad døde som mar-tyr.

Da Profeten � havde efterset rækkerne gik han tilbage til den lille hytte. Abu Bakr � blev med ham, mens Sa’d Ibn Mu’adh og adskil-lige af Ansar stod vagt udenfor.

Krigens start

Ifølge de retslærde indenfor Seerah begyndte slaget med en duel, da en fra Quraish, Al-Aswad Ibn Abdul Asad Al-Makhzumi, svor, at han ville drikke af muslimernes vandreservoir og ødelægge det bagefter, eller dø i forsøget. Hamzah �, Profetens � onkel, kom frem for at stå ansigt til ansigt med ham og dræbte ham. Tre af Qu-raishs vigtigste mænd, ’Utbah Ibn Rabi’ah, hans bror Shaibah og hans søn Al-Walid trådte frem og udfordrede til duel. Tre mænd fra Ansar kom frem for at kæmpe imod dem: ’Awf og Mu’adh, sønner af Al-Harith, og Abdullah Ibn Rawahah. Mændene fra Quraish sag-de: ”Hvem er I?” De svarede: ”Nogle blandt Ansar.” Hvorpå Quraishi mændene råbte: ”O Muhammad! Send nogle af vores ligemænd fra vores stamme frem imod os!” Profeten � sendte derfor Ali, Hamzah og ’Ubaidah Ibn Al-Harith frem for at duellere mod dem. Det tog ikke længe for Hamzah og Ali at dræbe deres modstandere. Hvad Angår ’Ubaidah, så sårede han sin modstander, men blev også selv såret, så to af hans fæller dræbte Quraishi manden og råbte: ”’Ubai-dah! Tilbage i sikkerhed i muslimernes rækker!”

I denne forbindelse berettede Al-Bukhari følgende, via Abu Dharr, som sagde: ”Qur’an verset som lyder:

30

�همبي روا فمصتاخ انمصخ ذانه�

”Disse to modstandere (Mu’mineen og kuffar) strides om deres Herre.” (Al-Hajj:19)

Blev åbenbaret vedrørende seks mænd fra Quraish: Ali, Hamzah, ’Ubaidah Ibn Al-Harith; Shaibah Ibn Rabi’ah, ’Utbah Ibn Rabi’ah og Al-Walid Ibn ’Utbah.” (Dvs. de mænd som duellerede i starten af Badr-slaget)

Abu Mijlaz berettede ligeledes fra Qais Ibn ’Ubad, at Ali Ibn Abi Talib sagde: ”Jeg vil være den første mand til at knæle foran (Allah) Den Barmhjertige for at modtage Hans dom på dommedagen.” Qais Ibn ’Ubad sagde også: ”Følgende Qur’an vers blev nedsendt i deres forbindelse:

� همبي روا فمصتاخ انمصخ ذانه �

”Disse to modstandere (Mu’mineen og kuffar) strides om deres Herre.” (Al-Hajj:19)

Altså dem, som kæmpede på Badr-dagen: Ali, Hamzah, ’Ubaidah Ibn Al-Harith; Shaibah Ibn Rabi’ah, ’Utbah Ibn Rabi’ah og Al-Walid Ibn ’Utbah.”

Den første fra den muslimske hær, der døde som martyr, var Ma-hja’, ’Umar Ibn Al-Khattabs slave. Den anden var Harithah Ibn Su-raqah. Bå Al-Bukhari og Muslim berretede, via Anas, at Harithah døde som martyr på Badr-dagen, og at han var en ung dreng på det tidspunkt. Hans mor kom til Profeten � og sagde: ”O Allahs Sende-bud! Du ved, hvor kær Harithah var mig. Hvis han er i Jannah, vil jeg forblive tålmodig og håbe på Allahs belønning, men hvis det ikke er således, fortæl mig, hvad jeg da skal gøre?” Han � sagde: ”Må Allah være dig nådig! Har du mistet forstanden? Tror du, der kun er en Jannah? Der er mange Jannat, og din søn er i Jannat Al-Firdaus (den højeste Jannah).”

31

Ibn Ishaq sagde, at de to hære rykkede fremad og kom tættere på hinanden. Allahs Sendebud � beordrede sine Sahabah til ikke at angribe, før han gav ordre til det, og hvis fjenden omringede dem, skulle de holde dem på afstand med byger af pile. Al-Bukhari beret-tede, via Abu Usaid, som sagde: ”På Badr-dagen sagde Allahs Sende-bud � til os: ”Når fjenden kommer tæt på jer (dvs. overvælder jer i antal), så skyd på dem, men brug jeres pile sparsomt.””

Profeten � blev i hytten med Abu Bakr og bad indgående til Allah � om, at Han skulle beskytte muslimerne og give dem sejr. I denne forbindelse siger Allah � i den beærede Qur’an:

� كةالئالم نم بألف كمدمي مأن لكم ابجتفاس كمبيثون رغتسإذ تنيفدرإال �م الله لهعا جمو رصا النمو كمقلوب به نئطمتلى ورشب

يمكح زيزع إن الله الله دنع نإال م�

”(Husk) da du bønfaldt din Herre om Hans hjælp. Og Han svarede jer: ”Jeg vil hjælpe jer med tusind af engle-ne, række på række.” Og Allah gjorde det ikke til andet end et budskab om håb og en sikkerhed for jeres hjerter. Og sejr kommer udelukkende fra Allah. Sandelig, Allah er ophøjet i magt, (Han er) Vis.” (Al-Anfal:9-10)

Al-Bukhair berettede, via Ibn Abbas �, som sagde: ”På Badr-slagets dag, sagde Profeten �: ”O Allah! Jeg påkalder Dig (for at Du op-fylder) Din pagt og dit løfte. O Allah! Hvis Dit ønske er, at ingen skal tilbede Dig (så giv sejr til Kuffar)!”

Så tog Abu Bakr � fat i hans � hånd og sagde: ”Det er nok for dig.” Profeten � kom derefter ud og sagde:

32

�ربلون الدويو عمالج مزهيس�

”Deres mængde vil blive sat på flugt, og de vil vende de-res rygge til.” (Al-Qamar:45)

Ibn Ishaq sagde, at Allahs Sendebud � vedblev med at bede Allah � om at skænke ham sejr, hvilket Han � havde lovet ham, og blandt hans (Profetens) ord var disse: ”O Allah! Hvis denne skare går til grunde i dag, vil Du aldrig mere blive tilbedt.”

Men Abu Bakr � sagde: ”O Allahs Profet, din Herre vil opfylde Sit løfte til dig.” Mens Allahs Sendebud � var i hytten, sov han en let søvn, hvorefter han vognede og sagde: ”Vær ved godt mod, O Abu Bakr. Allahs hjælp kommer til jer. Her er Jibreel, han holder tøjlerne på en hest og fører den. Støvet er på hans fortænder.”

Derefter gik Allahs Sendebud frem til muslimerne og opmuntrede dem, mens han sagde: ”Ved Den i hvis hånd Muhammads sjæl ligger, ingen mand vil blive dræbt i dag, mens han bekæmper dem med standhaftigt mod og går fremad og ikke trækker sig tilbage, uden at Allah vil lade ham indtræde Jannah.”

’Umair Ibn Al-Humam var i gang med at spise nogle dadler, som han havde i sin hånd. ”Mægtigt, mægtigt!”, sagde han, ”er der intet imellem mig og min indtrædelse i Jannah, andet end at blive dræbt af disse mænd?” han smed dadlerne ud af hånden, greb sit sværd og kæmpede indtil han blev dræbt.

Ved Badr tog englene del i kamphandlingerne. Al-Bukhari berette-de, via Rafi’ Al-Zurqi, som var en af krigerne ved Badr, at Jibreel kom til Profeten � og sagde: ”Hvordan ser du på Badr-krigerne blandt jer?” Profeten � svarede: ”Som de bedste af muslimer-ne.” Eller en lignende udtalelse, hvorpå Jibreel sagde: ”Det samme er englene, som deltog ved Badr.”

33

I denne forbindelse berettede Ibn Ishaq, at Waqid Al-Laith sagde: ”Jeg forfulgte en polyteist ved Badr for at ramme ham, da hans hoved faldt af, før jeg kunne nå ham med mit sværd, og jeg vidste, at en anden havde dræbt ham.” Ibn Abbas � sagde, at englene ikke kæm-pede i noget andet slag end Badr. De var til stede som forstærknin-ger ved andre slag, men de kæmpede ikke.

Muslimernes sejr

Selvom muslimerne var langt færre af antal, vandt de en mægtig sejr, destruerede Quraishs hær og dræbte de fleste af dens ledere. Blandt de ledende mænd fra Quraish, som blev dræbt, var Abu Jahl og Umayyah ibn Khalaf, som blev dræbt af sin tidligere slave, Bilal.

Abu Talhah berettede, at Profeten � på Badr-dagen gav ordrer til, at ligene af fireogtyve af Quraishs ledere skulle smides i én af de beskidte udtørrede brønde ved Badr. (Det var Profetens � vane, at han blev ved slagmarken i tre nætter, når han havde besejret et folk) Så på den tredje dag efter Badr-slaget beordrede han sin ka-mel sadlet, hvorefter han red af sted, og hans Sahabah fulgte efter ham, mens de sagde til hinanden: ”Han begiver sig sikkert fremad af en mægtig årsag.” Da han standsede ved brøndens kant henvendte han sig til ligene af kuffar fra Quraish ved at nævne deres navne og deres faderes navne: ”O den-og-den, søn af den-og-den og O den-og-den, søn af den-og-den! Ville I have været fornøjede, hvis I havde adlydt Allah og Hans Sendebud? Vi fandt det, som Allah havde lovet os sandt. Har i da fundet, at det, Allah lovede jer, var sandt?” ’Umar sagde: ”O Allahs Sendebud! Du taler til lig, som ingen sjæle har!” Allahs Sendebud � sagde: ”Ved Ham, i hvis hånd Muhammads sjæl ligger, du hører mig ikke bedre, end de gør.”

Som kommentar til denne beretning sagde Qatadah: ”Allah bragte dem til live for at lade dem høre ham (Profeten), så han kunne irette-sætte dem, ringeagte dem, tage hævn over dem og få dem til at føle anger og fortrydelse.”

34

Desuden var 70 mænd fra Quraish blevet taget som fanger. Fra hans side, rådførte Allahs Sendebud � sig med sine Sahabah angå-ende fangerne.

Muslim berettede, via ’Umar Ibn Al-Khattab, som sagde, at på den dag, hvor Badr-slaget blev udkæmpet, kastede Allahs Sendebud � et blik på Kuffar, og de var tusind mand, mens hans egne Sahabah var tre hundrede og nitten. Profeten � vendte sig mod Qiblah. Så rejste han sine hænder og begyndte sin bøn til sin Herre: ”O Allah, opfyld det for mig, som Du har lovet mig. O Allah, fremkald det, Du har lovet mig. O Allah, hvis denne lille skare af musli-mer bliver udslettet, vil Du ikke blive tilbedt på denne jord.”

Han fortsatte sin bøn til Allah �, vendt mod Qiblah med hænderne i vejret, indtil hans kappe gled af hans skuldre. Så kom Abu Bakr � til ham, samlede hans kappe op og lagde den på hans skuldre. Så omfavnede han ham bagfra og sagde: ”O Allahs Profet, denne bøn til din Herre er nok for dig, og Han vil opfylde det for dig, som Han har lovet dig.” Så nedsendte Allah � følgende:

� كةالئالم نم بألف كمدمي مأن لكم ابجتفاس كمبيثون رغتسإذ تنيفدرم�

”(Husk) da du bønfaldt din Herre om Hans hjælp. Og Han svarede jer: ”Jeg vil hjælpe jer med tusind af engle-ne, række på række.”” (Al-Anfal:9)

Abu Zumail sagde, at følgende hadith blev berettet til ham af Ibn Abbas �, som sagde, at mens en muslim den dag (Badr-dagen) jag-tede en kafir, som løb foran ham, hørte han et piskesmæld over sig og en rytters stemme, som sagde: ”Fremad, Haizi’m!” Han kastede et blik på polyteisten, som (nu) var faldet på ryggen. Da han så på ham, opdagede han, at der var et ar på hans næse, og hans ansigt var blevet flået, som var det blevet ramt af en pisk og blevet grønt af dens gift. En Ansari kom til Allahs Sendebud � og berettede ham

35

denne begivenhed. Han � sagde: ”Du har talt sandt. Det var hjælpen fra den tredje himmel.”

På den dag dræbte muslimerne halvfjerds personer og tog halv-fjerds som fanger. Allahs Sendebud � sagde til Abu Bakr og ’Umar �: ”Hvad er jeres mening vedrørende disse fanger?” Abu Bakr sagde: ”De er vores slægtninge og bekendte. Jeg mener, du bør lade dem gå, efter at have fået løsepenge for dem. Dette vil være en styrke for os imod kuffar. Det er meget muligt, at Allah retleder dem til Is-lam.” Så sagde Allahs Sendebud �: ”Hvad er din mening, Ibn Khattab?” Han svarede: ”Allahs Sendebud, jeg er ikke af samme holdning som Abu Bakr. Jeg er af den holdning, at du burde udlevere dem til os, so vi kan hugge deres hoveder af. Udlever ’Aqil til Ali, så han kan hugge hans hoved af, og udlever den og den af mine slægt-ninge til mig, så jeg kan hugge deres hoveder af. De er kuffars ledere og de erfarne iblandt dem.” ’Umar sagde: ”Allahs Sendebud � tog Abu Bakrs holdning, og billigede ikke det jeg sagde. Da jeg kom til Allah Sendebud � næste dag, fandt jeg både ham og Abu Bakr græ-dende. Jeg sagde: ”Allahs Sendebud, hvorfor græder du og din ledsa-ger? Fortæl mig årsagen. For jeg vil også græde, hvis ikke, vil jeg i det mindste lade som om jeg græder i sympati med jer.”” Allahs Sende-bud � sagde: ”Jeg græder for det, der er hændt jeres fæller, da de tog løsepenge. Jeg blev vist den tortur, de blev udsat for. Det blev bragt lige så tæt på mig som det træ (han pegede på et nært træ).” Så åbenbarede Allah følgende Qur’an vers:

ما كان لنبي أن يكون له أسرى حتى يثخن في األرض تريدون � لوال كتاب من �ه يريد اآلخرة والله عزيز حكيمعرض الدنيا والل

يمظع ذابع مذتا أخيمف كمسلم قبس الله� متا غنممفكلوا ميمحر غفور إن الله قوا اللهاتا وبالال طيح�

36

”Det er ikke passende for en profet, at han skulle have krigsfanger, før han dræber mange (triumferer) på jor-den… Så nyd nu, hvad i har taget i krigsbytte, retmæs-sigt og godt.” (Al-Anfal:67-69)

Fordelingen af krigsbyttet

Ifølge de retslærde i Seerah, var muslimerne, som deltog ved Badr, uenige om fordelingen af krigsbyttet. Ved Badr var muslimerne hovedsageligt tre grupper. En, som beskyttede Profeten �, en an-den, der bekæmpede og forfulgte fjenden, og en tredje, som samle-de krigsbyttet. Hver gruppe påstod, at de havde ret til at tage byt-tet. Og mens de skændtes om krigsbyttet, tog Allah � det ud af de-res hænder og gav det til Sendebuddet �, som fordelte det ligeligt imellem dem.

I denne forbindelse siger Allah �:

ل فاتقوا الله يسألونك عن األنفال قل األنفال لله والرسو� ننيمؤم مإن كنت ولهسرو وا اللهيعأطو نكميب وا ذاتحلأصو�

”De spørger dig vedrørende krigsbyttet. Sig: ”Krigsbyt-tet tilkommer Allah og Sendebuddet (at fordele)”, så frygt Allah og restituer jeres indbyrdes forhold og adlyd Allah og Hans Sendebud, hvis I har Iman” (Al-Anfal:1)

37

Uhud-Slaget

”Uhud er et bjerg, som elsker os, og som er elsket af os,” sagde Profeten �. Ifølge nogle retslærde refererer Profeten � i denne hadith til sin familie, og altså ikke bjerget selv, idet Allahs Sende-bud � plejede at passere bjerget, da han var på hjemrejse. På den anden side siger nogle retslærde, at der er tale om selve Uhud-bjerget i ovennævnte hadith. Disse benytter følgende Qur’an vers til at understøtte deres holdning:

ثم قست قلوبكم من بعد ذلك فهي كالحجارة أو أشد قسوة وإن � هنم جرخفي ققشا يا لمهنإن مو ارهاألن هنم رفجتا يلم ةارجالح نم

�لماء وإن منها لما يهبط من خشية الله وما الله بغافل عما تعملونا

”… og andre (sten/bjerge), som synker af frygt for Al-lah.”(Al-Baqarah:74)

Quraish indledte angrebet ved Uhud i shawwal, år 3 e.H. Angående Uhud-slaget åbenbarede Allah � følgende Qur’an vers:

� يعمس اللهال وتلقل دقاعم ننيمؤالم ئوبت كلأه نم توإذ غدويملع� لى اللهعا ومهيلو اللهال وفشأن ت كمنم انفتطائ تمإذ ه

ولقد نصركم الله ببدر وأنتم أذلة فاتقوا الله �فليتوكل المؤمنونلن يكفيكم أن يمدكم ربكم إذ تقول للمؤمنني أ �لعلكم تشكرون

نيلزنم كةالئالم نم آالف بثالثة� وكمأتيقوا وتتوا وبرصلى إن تب كةالئالم نم آالف ةسمبخ كمبر كمددمذا يه مرهفو نم

نيموسل �معا جما ومو به كمقلوب نئطمتلو ى لكمرشإال ب الله ه

38

ليقطع طرفا من الذين �النصر إال من عند الله العزيز الحكيمبنيائوا خبقلنفي مهكبتي وا أوء �كفرير شاألم نم لك سلي أو

ولله ما في السماوات وما �يتوب عليهم أو يعذبهم فإنهم ظالمونيمحر غفور اللهاء وشي نم ذبعياء وشي نمل رفغض يي األرف�

”(Og husk) Da du forlod dit hjem (tidligt) for at stille Al-Mu’mineen i position til kamp, og Allah er hørende og vidende (om alting). (Husk) Da to grupper blandt jer havde besluttet sig for at vise fejhed, men Allah var de-res beskytter. Lad da dem, som har Iman, sætte deres lid til Allah. Og Allah gav jer sejr ved Badr, da I var hjælpe-løse, så frygt Allah, således at I kan vise taknemmelig-hed. Og (husk) da du sagde til Al-Mu’mineen: ”Er det ik-ke nok for jer, at Allah støtter jer med tre tusinde (sær-ligt) nedsendte engle?” Ja, hvis I holder ud og frygter (Al-lah), selv hvis fjenden skulle storme frem imod jer, så vil jeres Herre støtte jer med fem tusinde engle i et vældigt angreb. Og Allah gjorde det ikke til andet end et bud-skab om håb og en sikkerhed for jeres hjerter. Og sejr kommer udelukkende fra Allah den Ophøjede, den Vise. Således at Han afskærer en del af kuffar eller overvæl-der dem, så de trækker sig tilbage, frustrerede. Ikke op til dig (men til Allah) er det at afgøre, om Han vender sig mod dem i barmhjertighed eller straffer dem, for de er overtrædere. Og til Allah hører alt, hvad der er i him-lene og på jorden. Han tilgiver, hvem Han ønsker, og straffer, hvem Han ønsker. Og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.” (Âl ’Imran:121-129)

39

Anledningen til Uhud-slaget

De retslærde i Seerah sagde, at da overleverne blandt det besejrede Quraish vendte hjem til Makkah fra Badr, samledes de for at tale med Abu Sufyan. De sagde: ”Muhammad har dræbt vores mænd, så hjælp os med at bekæmpe ham, så vi kan hævne dem, vi har mistet.” For at opnå deres erklærede mål, blev de enige om, at enhver, som havde en andel i karavanen, skulle bruge sin fortjeneste på finan-sieringen af en ny hær, som skulle være tre gange så stor som den ved Badr.

I den forbindelse har Allah � åbenbaret følgende i den beærede Qur’an:

� بيل اللهس نوا عدصيل مالهوقون أمفنوا يكفر ينإن الذفسينفقونها ثم تكون عليهم حسرة ثم يغلبون والذين كفروا إلى

�جهنم يحشرون

”Sandelig, de, som er kuffar, giver ud af deres ejendom for at få (folk) væk fra Allahs vej. Og de vil fortsætte med at give ud af den, hvorefter det vil blive en kilde til be-klagelse for dem, hvorefter de vil blive besejret. Og de, som er kuffar, vil blive samlet i helvede.” (Al-Anfal:36)

Blandt dem, som tilsluttede sig den nye hær, var en etiopisk slave ved navn Wahshi, som var kendt for sin præcision med et spyd. Hans herre, Jubair Ibn Al-Mut’im, sagde til ham: ”Tag af sted med hæren, og hvis du dræber Hamzah, Muhammads onkel, som hævn for min onkels død, vil jeg sætte dig fri.”

Da Hind, Abu Sufyans kone, hørte om dette, sendte hun en besked til Wahshi om, at hun ville beklæde ham i guld og silke, hvis han udførte sin herres befaling. For hun ønskede også Hamzah død, fordi han havde dræbt både hendes far og bror.

40

Quraish drog fremad med deres bedste hær, deres sorte (sla-ve)tropper, deres tilhængere fra Kinanah stammen, folkene fra Tumamah samt kvinderne, som tog med for at vække deres vrede og forhindre dem i at stikke af. De drog frem, indtil de gjorde holdt ved ’Aynayn på et bjerg i Al-Sabkhah dalen ved siden af den dal, der ligger foran Madinah.

Muslimerne gør sig klar til kamp

Da Allahs Sendebud � hørte om Quraish, og muslimerne havde slået lejr sagde han til dem: ”Ved Allah, jeg har set noget (i en åbenbaring), som er tegn på noget godt. Jeg så køer, og jeg så et hak i klingen på mit sværd, og jeg tyder, at det betyder Ma-dinah.”

Både Al-Bukhari og Muslimmboliserede berettede, via Abu Musa, som sagde, at Profeten � sagde: ”Jeg så i en drøm, at jeg bevæge-de mit sværd, og dets klinge knækkede, og at det symbolisere-de de tab, Mu’mineen led på Uhud-dagen. Så bevægede jeg det igen, og det blev så perfekt, som det havde været før, og det symboliserede overtagelsen (af Makkah), som Allah hjalp os med at opnå, og foreningen Mu’mineen. Jeg så køer i drøm-men, og det Allah gør er altid gavnligt. Disse køer så ud til symbolisere de trofaste Mu’mineen (der blev dræbt som mar-tyrer) på Uhud-dagen.”

Da Profeten � samlede sine Sahabah for at diskutere, hvad de skul-le gøre, mente han, at det var bedst at blive i byen og vente på fjen-den, fordi det ville være lettere at forsvare Madinah inde fra bymu-ren. Men de unge muslimer var ivrige efter at drage ud og møde Quraish. De sagde: ”O Allahs Sendebud, led os ud mod vores fjender, ellers vil de tro, at vi er for svage og feje til at kæmpe mod dem.” Da Allahs Sendebud � så, at majoriteten ønskede at drage ud for at møde Quraish, besluttede han sig for at gøre det.

I mellemtiden fortrød folk deres forslag og sagde, at de overtalt Allahs Sendebud � imod hans vilje, hvilket de ikke havde nogen ret

41

til, så da han � kom ud til dem indrømmede de dette og sagde, at hvis han ønskede at blive inde i byen, ville de ikke modsætte sig ham. Men Allahs Sendebud � sagde: ”Det sømmer sig ikke for en profet, som har taget sin rustning på, at lægge den til side, før han har kæmpet.”

Han � drog derfor ud med tusind af sine Sahabah, indtil de nåede Al-Shaut mellem Madinah og Uhud, hvor Abdullah Ibn Ubai trak sig tilbage sammen med tre andre mænd.

Om dem, som trak sig sammen med Ibn Ubai, siger Allah � i den beærede Qur’an:

وليعلم الذين نافقوا وقيل لهم تعالوا قاتلوا في سبيل الله أو ادفعوا � التبعناكم هم للكفر يومئذ أقرب منهم لإلميان قالوا لو نعلم قتاال

�يقولون بأفواههم ما ليس في قلوبهم والله أعلم بما يكتمون

”Og for at Han kan kende hyklerne. Og der blev sagt til dem: ”Kom og kæmp for Allahs sag eller forsvar jer.” De sagde: ”Havde vi erfaring med kamp, ville vi bestemt ha-ve fulgt jer.” De var tættere på kufr den dag, end de var på Iman. De siger med deres munde, hvad der ikke er i deres hjerter, og Allah er i fuld viden om det, de skjuler.” (Âl ’Imran:167)

فما لكم في المنافقني فئتين والله أركسهم بما كسبوا أتريدون أن � �تهدوا من أضل الله ومن يضلل الله فلن تجد له سبيال

”Hvorfor er I da splittet i to grupper (i sagen) om hyk-lerne, når Allah har kastet dem bort for deres (onde) gerninger? Ønsker I mon at retlede dem, som Allah har vildledt? Og den, som Allah vildleder, for ham finder du aldrig nogen vej.” (An-Nisa’:88)

42

Al-Bukhari berettede, via Zaid Ibn Thabit, som sagde: ”Da Profeten � drog ud mod Uhud, var der nogle af dem, som var draget ud med ham, som vendte om. Profetens � Sahabah blev delt i to grupper, én som sagde: ”Lad os bekæmpe dem (dvs. Quraish).” Og en anden grup-pe som sagde: ”Lad os ikke bekæmpe dem.” Så kom den guddommeli-ge åbenbaring:

فما لكم في المنافقني فئتين والله أركسهم بما كسبوا أتريدون أن � � تهدوا من أضل الله ومن يضلل الله فلن تجد له سبيال

”Hvorfor er I da splittet i to grupper (i sagen) om hyk-lerne, når Allah har kastet dem bort for deres (onde) gerninger? Ønsker I mon at retlede dem, som Allah har vildledt? Og den, som Allah vildleder, for ham finder du aldrig nogen vej.” (An-Nisa’:88)

Derpå sagde Profeten �: ”Det er Taibah (Madinah), som renser én fra sine synder, som ilden uddriver urenheder af sølv.”

Ifølge ’Urwah Ibn Musa, havde Salamah og Harithah stammerne nær opgivet at kæmpe, da Ibn Ubai og hans følgesvende vendte om. Derfor åbenbarede Allah � følgende Qur’an vers:

إذ همت طائفتان منكم أن تفشال والله وليهما وعلى الله فليتوكل � � المؤمنون

”(Husk) Da to grupper blandt jer havde besluttet sig for at vise fejhed, men Allah var deres beskytter. Lad da dem, som har Iman, sætte deres lid til Allah.” (Âl ’Im-ran:122)

43

Jabir sagde: ”Qur’an verset:

إذ همت طائفتان منكم أن تفشال والله وليهما وعلى الله فليتوكل � �المؤمنون

”(Husk) Da to grupper blandt jer havde besluttet sig for at vise fejhed, men Allah var deres beskytter. Lad da dem, som har Iman, sætte deres lid til Allah.” (Âl ’Im-ran:122)

Blev åbenbaret i forbindelse med os, dvs. Salamah og Harithah stammerne, og jeg ville ikke, at det ikke var blevet åbenbaret, for Allah sagde:

”Men Allah var deres beskytter…”

Resten af muslimerne fortsatte, indtil de nåede Uhud bjerget. Der beordrede Profeten � dem til at stå i rækker foran bjerget, således at de ville være beskyttet bagfra. Derefter placerede han halvtreds bueskytter på toppen af bjerget.

I Al-Bukharis Sahih findes følgende beretning, via Al-Bara’, som sagde: ”Vi stod overfor kuffar den dag (Uhud-slaget), og Profeten � placerede gruppe bueskytter (et særligt sted) og udpegede Abdullah (Ibn Jubair) som deres kommandør og sagde: ”Forlad ikke dette sted. Hvis I ser os besejre fjenden, så forlad ikke dette sted, og hvis I ser dem besejre os, skal I ikke (komme for at) hjælpe os.” Da vi så mødte fjenden, flygtede de, indtil jeg så deres kvinder løbe mod bjerget, mens de løftede op i deres klæder, så de blottede deres ankelringe. Muslimerne begyndte at sige: ”krigsbyttet, krigs-byttet!” Abdullah Ibn Jubair sagde: ”Profeten � har fået mit sikre løfte på, at vi ikke forlader dette sted.” Men hans følgesvende nægte-de (at blive). Da de nægtede (at blive der), gjorde Allah dem forvirre-de, så de ikke vidste, hvor de skulle gå hen, og de led halvfjerds tab. Abu Sufyan stillede sig på en høj og sagde: ”Er Muhammad til stede blandt folket?” Profeten � sagde: ”Svar ham ikke.” Abu Sufyan sag-

44

de: ”Er Abu Quhafahs søn tilstede blandt folket?” Profeten � sagde: ”Svar ham ikke.” Abu Sufyan sagde: ”Er Al-Khattabs søn til stede blandt folket?”, og han tilføjede: ”Alle disse er blevet dræbt, for havde de været i live, ville de svaret.” Da kunne ’Umar ikke lade være med udbryde: ”Du er en løgner, fjende af Allah! Allah har bevaret, hvad der vil gøre dig ulykkelig.” Abu Sufyan sagde: ”Ophøjet er Hubal!” Profeten � sagde: ”Besvar ham!” De spurgte: ”Hvad bør vi sige?” Han � sagde: ”Sig: Allah er mere ophøjet og mægtigere!” Abu Sufyan sagde: ”Vi har Al-’Uzzah, og I har ingen ’Uzzah!” Profeten � sagde: ”Besvar ham!” De sagde: ”Hvad bør vi sige?” Profeten � sag-de: ”Sig: Allah er vores hjælper, og I har ingen hjælper!” Abu Sufyan sagde: ”Denne dag kompenserer for vores tab ved Badr, og (i) krig er (sejren) altid uafgjort og delt på skift mellem parterne. Du vil se, at nogle af dine døde mænd er lemlæstede, men jeg tilskyndede ikke denne handling og er heller ikke ked af den.””

Ved Uhud nægtede Profeten � nogle unge muslimer som Abdullah Ibn ’Umar og Usamah Ibn Zaid at deltage, idet de var for unge til at deltage i kamphandlinger.

Quraishs hær bestod af omkring 3.000 mænd med 200 heste, som de havde bragt med sig. Deres kavaleri blev på den venstre flanke kommanderet af Khalid Ibn Al-Walid, og på den højre side af ’Ikri-mah Ibn Abi Jahl.

Da muslimerne stod i position, holdt Profeten � sit sværd op og sagde: ”Hvem vil bruge dette sværd med dets ret?” Dette var en mægtig ære, og mange mænd gjorde påberåbte sig det, men Profe-ten � valgte at give det til Abu Dujanah, som spurgte: ”Hvad er dets ret, O Allahs Sendebud?” Allahs Sendebud svarede: ”At du hugger med det, indtil det bøjer.”

Abu Dujanah var en modig og stærk mand i kamp, og når som helst han tog sin røde turban på, vidste hans folk, at han skulle til at kæmpe. Så begyndte han at gå arrogant og stoltserende frem og tilbage mellem rækkerne, hvorfor Allahs Sendebud � sagde: ”Dette

45

er en gangart, som Allah hader, undtagen i en situation som denne.”

Som kampen intensiveredes, begyndte Quraishs kvinder, anført af Hind, at slå på deres trommer for at opmuntre deres mænd. I den-ne forbindelse sagde Abu Dujanah: ”Jeg så en person drive fjenden frem og råbe vildt, og jeg satte efter ham, men da jeg løftede mit sværd mod ham, skreg han, og jeg så at det var en kvinde. Jeg respek-terede Sendebuddets sværd for meget til at bruge det mod en kvinde.” Denne kvinde var Hind.

Mordet på Hamzah

Sædvanen tro kæmpede Hamzah, Profetens onkel, med mægtigt mod, men mens han ledte muslimerne i et voldsomt angreb, som næsten gjorde det af med fjenden, blev han pludseligt og grusomt ramt af slaven Wahshis spyd.

I sin Sahih berettede Al-Bukhari, via Ja’far Ibn ’Amr Ibn Umayyah, som sagde: ”Jeg drog ud med ’Ubaidullah Ibn ’Adi Al-Khayyar. Da vi nåede Hims (en by i Syrien) sagde ’Ubaidullah: ”Kunne du tænke dig at se Wahshi, så vi kan spørge ham om drabet på Hamzah?” Jeg sva-rede: ”Ja.” Wahshi plejede at bo i Hims. Vi forhørte os om ham, og en person fortalte os: ”Han går i skyggen af sit palads, som var han af vand (gennemsigtig).” Så gik vi op til ham, vi hilste ham, og han hil-ste os tilbage. ’Ubaidullah havde sin turban på, og Wahshi kunne ikke se andet end hans øjne og fødder. ’Ubaidullah sagde: ”O Wahshi! Kender du mig?” Wahshi kiggede på ham og sagde: ”Nej, ved Allah! Men jeg ved, at ’Adi Ibn Al-Khiyar ægtede en kvinde ved navn Umm Qital, datter af Abu Al-Is, og hun fødte ham en dreng i Makkah, og jeg ledte efter en amme til barnet. Jeg bar barnet og fulgte hans moder, hvorefter jeg afleverede ham til hende, og dine fødder ligner det barns føder.” Så afslørede ’Ubaidullah sit ansigt og sagde: ”Vil du fortælle os om mordet på Hamzah?” Wahshi svarede: ”Ja, Hamzah dræbte Tuaimah Ibn ’Adi Ibn Al-Khayyar ved Badr, så min herre, Jubair Ibn Mut’im, sagde til mig: ”Hvis du dræber Hamzah for min

46

onkel, vil du blive sat fri.” Da folk drog ud (til Uhud-slaget) i ’Ainain året (’Ainain er et bjerg nær Uhud bjerget, og mellem det og Uhud er en dal), drog jeg med folk ud mod slaget. Mens hæren stillede sig op til kamp, kom Siba’ ud og sagde: ”Er der nogen, der accepterer min udfordring til duel?” Hamzah ibn ’Abdul Muttalib kom ud og sagde: ”O Siba’. O Ibn Umm Anmar, den som omskærer andre kvinder! Ud-fordrer du Allah og Hans Sendebud?” Så angreb Hamzah og dræbte ham, så han blev ikke-eksisterende som en forbigangen dag. Jeg gem-te mig under en klippe, og da han (Hamzah) kom tæt på mig, kastede jeg mit spyd mod ham, så det ramte ham i navlen og kom ud gennem hans balde, således at han døde. Da alle folkene vendte tilbage til Makkah, vendte jeg også tilbage med dem. Jeg blev der, indtil islam spredtes i den (Makkah). Så tog jeg af sted til Ta’if, og da dens folk sendte sine sendebude til Allahs Sendebud, fik jeg at vide, at Profeten ikke skadede sendebuddene. Så jeg tog også ud med dem, indtil jeg nåede Allahs Sendebud. Da han så mig, sagde han: ”Er du Wahshi?” Jeg sagde: ”Ja.” Han sagde: ”Var det dig, der dræbte Hamzah?” Jeg svarede: ”Det, som skete, er det, du er blevet fortalt.” Han sagde: ”Kan du gemme dit ansigt for mig?” Så drog jeg ud, da Allahs Sen-debud døde, og Musailimah Al-Kaddhab dukkede op, jeg sagde: ”Jeg vil drage ud til Musailimah, så jeg kan dræbe ham og kompensere for at have dræbt Hamzah.” Så jeg drog ud med folk (for at bekæmpe Musailimah og hans følgesvende), og så fandt de berømte begivenhe-der i forbindelse med det slag sted. Pludselig så jeg mand (Musaili-mah), som stod nær en åbning i muren. Han lignede en aske-farvet kamel, og hans hår var pjusket. Jeg kastede mit spyd mod ham, så det ramte ham i midten af brystet og fortsatte, indtil det ud gennem hans skulder, hvorpå en Ansari mand angreb ham og huggede ham på hovedet med et sværd. ’Abdullah Ibn ’Umar sagde: ”En slavepige på taget af et hus sagde: ”Ak! De troendes leder (dvs. Musailimah) er blevet dræbt af en sort slave” ”

Mordet på Mus’ab Ibn ’Umair

Mus’ab Ibn ’Umair kæmpede i forsvar af Profeten �, indtil han blev dræbt. Den, som dræbte ham var Ibn Qami’ah Al-Laythi, som troe-

47

de, at han (Mus’ab) var Allahs Sendebud, så han vendte tilbage til Quraish og sagde: ”Jeg har dræbt Muhammad.”

Al-Bukhari berettede, at Sa’d Ibn Ibrahim sagde, at et måltid blev bragt til ’Abdur-Rahman Ibn ’Awf, mens han fastede. Han sagde: ”Mus’ab Ibn ’Umair blev dræbt som martyr, og han var bedre end mig, alligevel blev han dækket af et ligklæde, (der var så kort, at) hvis hans hoved blev dækket, blev hans fødder nøgne, og hvis hans fødder blev dækket, blev hans hoved nøgent.” Abdur-Rahman tilføjede: ”Hamzah blev dræbt som martyr, og han var bedre end mig. Derefter blev jordisk rigdom skænket os, og vi blev givet for meget deraf. Vi frygter, at belønningen for vore gerninger er blevet givet os i dette liv.” Abdur-Rahman begyndte derefter at græde så meget, at han lod maden være.

Da Mus’ab blev dræbt, gav Allahs Sendebud � fanen til ’Ali, og ’Ali og muslimerne kæmpede videre.

Kuffar blev snart spredt og tvunget til at trække sig tilbage. Det så ud til, at de var besejrede. Ved synet af dette løb fyrre af de halvtreds muslimske bueskytter på bjerget ned fra deres positioner for at samle krigsbytte, for Quraishs hær havde efterladt mange af deres ejendele. Bueskytterne skyndte sig at tage, hvad de kunne, mens de glemte Profetens � ordrer.

Khalid Ibn Al-Walid, Kommandøren af Quraishs kavaleri, så, hvad der foregik og vendte hurtigt sine mænd om og beordrede dem at angribe muslimerne bagfra. Muslimerne blev fuldstændig over-rumplet. Quraish begyndte så at angribe fra begge sider på én gang. Mange muslimer blev dræbt, og i stedet for at vinde, begyndte de at tabe slaget. Muslimerne blev drevet på flugt, og fjenden dræbte mange af dem.

Det var en prøvelsernes dag, på hvilken Allah � ærede adskillige med martyrium, indtil fjenden nåede Allah Sendebud �, som blev ramt med en sten, så han faldt på siden, og én af hans tænder blev

48

knust, hans ansigt blev ridset og hans læbe blev flænget. Manden, som skadede ham, var ’Utbah Ibn Abi Waqqas.

Abu Huraira sagde, at Allahs Sendebud (pegende på sin hjørne-tand) sagde: ”Allahs vrede er blevet mægtig mod folket, som gjorde Hans Profet fortræd. Allahs vrede er blevet mægtig mod en mand, som bliver dræbt af Allahs Sendebud for Allahs sag.”

Samtidig åbenbarede Allah � følgende Qur’an vers:

� نم لك سلي مهفإن مهذبعي أو همليع وبتي ء أوير شاألم �ظالمون

”Ikke op til dig (men til Allah) er det at afgøre, om Han vender sig mod dem i barmhjertighed eller straffer dem, for de er overtrædere.” (Âl ’Imran:128)

Da fjenden omringede Profeten �, sagde han ifølge de retslærde i seerah: ”Hvem vil sælge sit liv for os?” Ved dette trådte fem blandt Ansar frem og kæmpede, indtil de blev dræbt, én efter én. Deres pladser blev imidlertid hurtigt taget af en række muslimer, som drev angriberne væk. Blandt de forsvarende muslimer var Abu Dujanah, som lagde sin arm omkring Profeten � og gjorde sig selv til et menneskeligt skjold. Pile ramte ham i ryggen, mens han læne-de sig over Allahs Sendebud �, indtil der sad mange pile fast i ham.

Sa’d Ibn Abi Waqqas affyrede sine pile i forsvar af Profeten �. Han sagde: ”Jeg har set ham (Profeten) række pile, mens han sagde: ”Skyd! Må min fader og min moder blive ofret for dig,” indtil han endda rakte mig en pil, der ikke havde noget hoved, og sagde: ”Skyd med denne.”

Al-Bukhari berettede, via ’Ali �, som sagde: ”Jeg har aldrig hørt Profeten � nævne sin fader og moder fon nogen anden end Sa’d Ibn

49

Malik. Jeg hørte ham sige på Uhud-dagen: ”Skyd, Sa’d! Lad min fader og min moder blive ofret for dig!”

For at skabe yderligere forvirring, blev der spredt et rygte om, at Profeten � var blevet dræbt. Da muslimerne hørte dette vidste de ikke, hvad de skulle gøre. Anas Ibn An-Nadr sagde: ”O folk! Hvis Muhammad � er blevet dræbt, hvad er vores liv da værd uden ham? Tænk ikke på at leve eller dø. Kæmp for Allah. Rejs jer og dø på sam-me måde, som Muhammad � døde.” Derefter vedblev han med at kæmpe, indtil han døde som martyr.

Angående dem, som sagde, at de burde tage tilbage til deres folk, idet Muhammad � var blevet dræbt, åbenbarede Allah � følgende Qur’an vers:

وما محمد إال رسول قد خلت من قبله الرسل أفإين مات أو قتل � عقبيه فلن يضر الله شيئا انقلبتم على أعقابكم ومن ينقلب على

ريناكالش زي اللهجيسو �

”Og Muhammad er intet andet end et sendebud, (og) sendebude er gået bort før ham. Hvis han døde eller blev dræbt, ville I da vende om på jeres hæle? Og den, som vender om på sine hæle, vil aldrig skade Allah det mind-ste, og Allah vil belønne de taknemmelige.” (Âl ’Imran:144)

Ifølge Al-Bukhari berettede Anas, at folk på Uhud-dagen forlod Profeten �, mens Abu Talhah var foran Profeten � og beskyttede ham med sit læderskjold. Abu Talhah var en dygtig bueskytte, som plejede at skyde voldsomt. Han knækkede to eller tre buer den dag. Hvis en man kom forbi med et kogger fyldt med pile, ville Profeten � beordre ham give Abu Talhah pilene. Profeten � løftede sit ho-ved for at se fjenden, hvortil Abu Talhah sagde: ”Lad min fader og min moder blive ofret for dig! Løft ikke dit hoved, så ikke du bliver ramt af en af fjendens pile. (Lad) hellere min nakke (blive hugget over) end din.” Anas fortsatte ved at sige: ”Jeg så ’Aishah, Abu Bakrs

50

datter, og Umm Sulaim smøge deres kjoler op, så jeg så deres ankel-bånd, mens de bar vandfyldte skind på deres rygge og tømte dem i mundene på de sårede folk, hvorefter de ville vende tilbage for at genfylde dem og tømme dem igen i mundene på de sårede. Sværdet faldt ud af Abu Talhahs hånd to eller tre gange (den dag).”

Desuden berettede Al-Bukhari, via Abu Talhah, som sagde: ”På Uhud-dagen, var jeg blandt de folk, der faldt i søvn, til sådan en grad, at mit sværd faldt ud af min hånd mere end én gang.”

I denne forbindelse blev følgende Qur’an vers åbenbaret:

�الغ دعب نم كمليل عزأن فة ثمطائو كمنفة مى طائشغا ياسعة ننأم مقد أهمتهم أنفسهم يظنون بالله غير الحق ظن الجاهلية يقولون هل

سهم ما ال لنا من األمر من شيء قل إن األمر كله لله يخفون في أنف ا قل لوناها هلنا قتء مير شاألم نا مكان لن قولون لوي ون لكدبي هماجعضل إلى مالقت همليع بكت ينالذ زرلب كموتيي بف متكن

حميلو وركمدي صا فم الله يلتبيلو يملع اللهو ي قلوبكما فم صإن الذين تولوا منكم يوم التقى الجمعان إنما �بذات الصدور

غفور إن الله مهنع فا اللهع لقدوا وبا كسض معطان ببيالش ملهزتاسيملح�

”Så nedsendte Han, efter sorgen, en sikkerhed (in form af) en søvn, som en del af jer blev indhyllet i, mens en (anden) del af jer var blevet gjort ængstelige af deres eget indre, idet de troede om Allah, hvad der ikke er sandt, uvidenhedens tro. De sagde: ”Har vi noget at gøre i denne sag?” Sig (til dem, O Muhammad): ”Visselig, sa-gen er aldeles op til Allah.” De skjuler i deres indre, hvad de ikke viser dig. De siger: ”Havde vi haft noget at gøre i

51

denne sag, ville vi ikke være blevet dræbt her.” Sig: ”(Selv) Hvis I var blevet i jeres hjem, ville de, for hvem døden var forordnet, med sikkerhed have draget frem til det sted, hvor de ville blive dræbt.” For at Allah kunne prøve jeres indre og rense det, som er i jeres hjerter, og Allah er vidende om det, hjerterne skjuler. De af jer, som vendte om, den dag de to parter (hære) mødtes, alene Satan var det, som fik dem til at svigte, på grund af no-get af det (onde) de havde gjort. Men Allah har tilgivet dem, sandelig, Allah er Tilgivende, Over-bærende.” (Âl ’Imran:154-155)

’Uthman Ibn Mauhab berettede også, at en mand kom til Huset (Ka’bah) for at udføre Hajj. Da han så nogle folk sidde, sagde han: ”Hvem er disse siddende folk?” En person sagde: ”De er Quraish fol-ket.” Han sagde: ”Hvem er den ældre mand?” De sagde: ”Ibn ’Umar.” Han gik over til ham og sagde: ”Jeg vil spørge dig om noget. Vil du fortælle mig om det? Jeg spørger dig med respekt på grund af dette hus’ hellighed, ved du, at ’Uthman Ibn ’Affan flygtede på Uhud-dagen?” Ibn ’Umar sagde: ”Ja.” Han sagde: ”Ved du, at han fejlede i at være til stede ved Ridwan lydighedsløftet (lydighedsløftet ved Hu-daybiyah), og ikke bevidnede det?” Ibn ’Umar svarede: ”Ja.” Så sagde manden: ”Allahu Akbar, Allahu Akbar!” Ibn ’Umar sagde: ”Kom med, jeg vil fortælle dig og forklare dig det, du har spurgt om. Hvad angår flugten på Uhud-dagen, bevidner jeg, at Allah tilgav ham. Hvad an-går hans fravær ved Badr-slaget, så var han gift med Allahs Sende-buds datter, og hun var syg, så Profeten sagde til ham: ”Du vil få samme belønning, som en mand, der har kæmpet, og du vil have samme andel i krigsbyttet.” Hvad angår hans fravær ved Ridwan lydighedsløftet, så ville Profeten bestemt have sendt en an-den end ’Uthman, havde der været en mere respekteret mand blandt Makkahs folk end ’Uthman Ibn ’Affan. Så Profeten sendte ham, og Ridwan lydighedsløftet fandt sted, efter ’Uthman var taget til Mak-kah. Profeten � løftede sin højre hånd og sagde: ”Dette er ’Uthmans hånd,” og klappede den på den anden hånd og sagde: ”Dette er for

52

’Uthman.” Så sagde Ibn ’Umar (til manden): ”Gå nu, du har fået disse oplysninger.”

På Uhud-dagen, var sejren først på muslimernes side. Allah � si-ger:

شلتم ولقد صدقكم الله وعده إذ تحسونهم بإذنه حتى إذا ف� نم كمنون مبحا تم اكما أرم دعب نم متيصعر وي األمف متعازنتو لقدو كميلتبيل مهنع فكمرص ة ثمراآلخ ريدي نم كمنما وينالد ريدي

إذ تصعدون وال تلوون �مؤمننيعفا عنكم والله ذو فضل على العلى أحد والرسول يدعوكم في أخراكم فأثابكم غما بغم لكيال

�تحزنوا على ما فاتكم وال ما أصابكم والله خبري بما تعملون

”Og Allah opfyldte sandelig sit løfte til jer, idet I slog fjenden med Hans tilladelse, indtil i fejlede og faldt i strid om ordren og var ulydige, efter at Han lod jer se, hvad i begærer. Blandt jer er der dem, som ønsker dette liv (Dunyâ), og blandt jer er der dem, som ønsker det hinsidige. Derefter vendte Han jer væk fra dem (fjenden) for at prøve jer. Men han tilgav jer, og Allah er fuld af godhed (nåde) mod Al-Mu’mineen. (Husk) Idet I klatre-de op (ad højen) uden at ligge mærke til nogen (andre), mens Sendebuddet var bag jer og kaldte jer (til at kæm-pe). Dér gav Han jer sorg oven på sorg som gengæld, for (at vise jer) at I ikke skulle sørge over det (krigsbytte) i gik glip af og det (onde) som er ramt jer. Og Allah er vi-dende om alt hvad I gør.”(Âl ’Imran:152-153)

Konsekvenserne ved slaget

Slaget kom til en ende. Omkring halvfjerds muslimer blev martyrer den dag. I Al-Bukharis Sahih står følgende beretninger anført:

53

Qatadah berettede, at Anas Ibn Malik fortalte os, at halvfjerds Ansar blev martyrer på Uhud-dagen, halvfjerds andre på Bir Ma’unah dagen samt halvfjerds på Al-Yamamah dagen.

Jabir Ibn ’Abdullah berettede, at Allahs Sendebud � ville indhylle to af martyrerne ved Uhud i ét klæde og sige: ”Hvem af dem kunne mest Qur’an?” Da én af de to blev udpeget, ville han blive puttet i graven først. Så sagde han �: ”Jeg vil vidne for dem på domme-dagen.” Han beordrede dem begravet med deres blod. Der blev heller ikke bedt Janazah for dem, ej heller blev de vasket. Jabir tilføjede: ”Da min far blev martyr, begyndte jeg at græde og tørre hans ansigt. Profetens � Sahabah forhindrede mig i at gøre det, men Profeten � forhindrede mig ikke. Så sagde Profeten �: ”Græd ikke over ham, for englene fortsatte med at dække ham med sine vinger, indtil hans krop blev båret væk.””

54

Ahzab-slaget

Med Hensyn til Ahzab-slaget også kaldet Khandaq-slaget (vold-gravsslaget), åbenbarede Allah � følgende Qur’an vers:

� ودنج كماءتإذ ج كمليع ة اللهموا نعوا اذكرنآم ينا الذهاأييفأرسلنا عليهم رحيا وجنودا لم تروها وكان الله بما تعملون

إذ جاءوكم من فوقكم ومن أسفل منكم وإذ زاغت �بصرياون باللهظنتو اجرنالح القلوب تلغبو ارصاألب� كالنه يلتاب

وإذ يقول المنافقون والذين في �المؤمنون وزلزلوا زلزاال شديداوإذ قالت طائفة �قلوبهم مرض ما وعدنا الله ورسوله إال غرورا

فار لكم قامال م ثربل ياأهي مهنم بيالن مهنم ن فريقأذتسيوا وجعولو �يقولون إن بيوتنا عورة وما هي بعورة إن يريدون إال فرارا

دخلت عليهم من أقطارها ثم سئلوا الفتنة لآتوها وما تلبثوا بها إالولقد كانوا عاهدوا الله من قبل ال يولون األدبار وكان �يسريا

قل لن ينفعكم الفرار إن فررتم من الموت أو �عهد الله مسئوالا الذي يعصمكم من الله قل من ذ �القتل وإذا ال تمتعون إال قليال

الله وند نم مون لهجدال ية ومحر بكم ادأر وءا أوس بكم ادإن أر ألخوانهم �وليا وال نصريا نيلالقائو كمنم نيقوعالم الله لمعي قد

نإلي لميالهإال قل أسون البأتال ياء �ا وفإذا ج كملية عحأش نم هليى عشغي يكالذ مهنيأع وردت كون إليظرني مهتأير فوالخ

على الخير الموت فإذا ذهب الخوف سلقوكم بألسنة حداد أشحة

55

�أولئك لم يؤمنوا فأحبط الله أعمالهم وكان ذلك على الله يسريا مهأن وا لودوي ابزاألح أتإن يوا وبذهي لم ابزون األحبسحي

ئكم ولو كانوا فيكم ما قاتلوا إال بادون في األعراب يسألون عن أنبالقد كان لكم في رسول الله أسوة حسنة لمن كان يرجو �قليال

ولما رأى المؤمنون األحزاب �الله واليوم اآلخر وذكر الله كثرياوعدنا الله ورسوله وصدق الله ورسوله وما زادهم إال قالوا هذا ما

من المؤمنني رجال صدقوا ما عاهدوا الله عليه �إميانا وتسليماليجزي �فمنهم من قضى نحبه ومنهم من ينتظر وما بدلوا تبديال

ع وبتي اء أوإن ش نيقافنالم ذبعيو همقدبص نيقادالص إن الله همليورد الله الذين كفروا بغيظهم لم ينالوا �الله كان غفورا رحيما

وأنزل �خيرا وكفى الله المؤمنني القتال وكان الله قويا عزيزااب متل الكأه نم موهرظاه ينالذ ي قلوبهمف قذفو يهماصيص نوأورثكم أرضهم وديارهم �الرعب فريقا تقتلون وتأسرون فريقا

�وأموالهم وأرضا لم تطئوها وكان الله على كل شيء قديرا

”O I, som har Iman, husk Allahs velsignelse over jer, da hærene kom (imod) jer, og Vi nedsendte en (kraftig) vind over dem og hære, som I ikke så. Og Allah ser (alt), hvad I gør. Da de kom imod jer fra oven og nedefra, og da øjnene blev matte, og hjerterne nåede halsen, og I begyndte at tro tomme tanker om Allah. Dér blev Mu’mineen prøvet, og de blev rystet med en voldsom ry-stelse. Da sagde hyklerne, i hvis hjerter, der var sygdom, ”det Allah og Hans Sendebud har lovet os er ikke andet end bedrag”. Og da en gruppe blandt dem sagde: ”O folk af Yathrib! I kan ikke stå (imod angrebet), så træk jer

56

tilbage.” Og en del af dem bad Profeten om tilladelse, idet de sagde: ”Vores huse er udsatte (ubevogtede)”, men de var ikke ubevogtede, og de ønskede ikke andet end at flygte. Og hvis fjenden havde indtrådt byen fra (alle) dens sider, og de var blevet tilskyndet til oprør (forræderi), ville de have begået det, og de ville kun have tøvet en smule med det. Og de havde allerede sluttet en pagt med Allah om ikke at vende deres rygge til (flygte), og en pagt med Allah, vil der blive krævet svar for (gjort regnskab for). Sig: ”Flugt vil ikke gavne jer, hvis I flygter fra døden eller drab, og så vil I kun blive givet nydelse for en kort stund”. Sig: ”Hvem er det da, der kan sikre jer mod Allah, hvis Han ønsker jer ondt eller ønsker jer barmhjertighed?” Og de vil ikke finde nogen beskytter eller hjælper til sig selv, foruden Allah. Allah kender de af jer, som forhindrer (andre) og siger til sine brødre: ”Kom til os”, og de deltager ikke i kampen, andet end en smule. Nærrige (i deres støtte) til jer, men når frygten kommer, ser du dem kigge mod, mens deres øjne ruller, som den, døden sænker sig ned over. Men frygten så for-svinder, vil de skolde dig med skarpe tunger, (der er) nærrige med godhed. Disse havde ikke Iman, så Allah gjorde deres handlinger værdiløse, og dette er let for Al-lah. De troede, at koalitionen ikke havde trukket sig til-bage, og hvis koalitionen skulle komme (igen), ville de ønske, at de var i ørkenen blandt beduinerne, søgende nyt om dig, og hvis de var blandt jer, ville de kun kæmpe en smule. I Allahs Sendebud er der det bedste eksempel for jer, for dem, som ser frem til Allah og Den Yderste Dag og ihukommer Allah meget. Og da Mu’mineen så Al-Ahzab (koalitionen) sagde de: ”Dette er, hvad Allah og Hans Sendebud har lovet os, og Allah og Hans Sendebud talte sandt.” Og det gjorde ikke andet end at forøge de-res Iman og underkastelse. Blandt Mu’mineen er mænd, som har været tro mod deres pagt med Allah, nogle af

57

dem har fuldført sit løfte (fuldt), og nogle venter (sta-dig), og de har aldrig ændret (deres beslutsomhed) det mindste. Således vil Allah belønne de sandfærdige for deres sandfærdighed og straffe hyklerne, hvis Han øn-sker det, eller vende sig mod dem i barmhjertighed. San-delig, Allah er Tilgivende, Barmhjertig. Og Allah tilbage-drev kuffar i deres raseri, de opnåede intet godt. Og Al-lah er tilstrækkelig for Mu’mineen i deres kamp, og Al-lah er Stærk, Mægtig. Og Han drev de af bogens folk, som støttede dem, ned fra deres fæstninger og såede skræk i deres hjerter, nogle af dem dræbte I, og nogle tog I som fanger. Og Han gjorde jer til arvtagere af de-res jord, deres huse, deres ejendomme og land, I endnu ikke har betrådt. Og Allah har magt over alle ting.” (Al-Ahzab:9-27)

Ifølge størstedelen af både tidlige og nyere retslærde, fandt Ahzab-slaget sted i shawwal, år 5 e.H.

Anledningen til slaget

Retslærde i Seerah beretter, at en række jøder, som havde formet gruppe imod Allahs Sendebud �, blandt andre Sallam Ibn Al-Huqayq An-Nadri, Huyay Ibn Akhtab An-Nadri, Kinanah Ibn Abu Al-Huqayq An-Nadri, Haudhah Ibn Qays Al-Wa’ili og Abu ’Ammar Al-Wa’ili samt en række andre fra An-Nadir og Al-Wa’ili stammer-ne, tog til Quraish i Makkah og opfordrede dem til at tilslutte sig et angreb på Sendebuddet �, så de kunne slippe af med ham, én gang for alle. Quraish sagde: ”I jøder, er det første af skrifternes folk, og I kender til vores konflikt med Muhammad. Er vores deen den bedste, eller hans?” De svarede: ”Jeres deen er bestemt bedre end hans, og I har større krav på at have ret.”

Det var om dem, at Allah � nedsendte følgende Qur’an vers:

58

� تون بالجبنمؤاب يتالك نا ميبصوا نأوت ينإلى الذ رت ألمهؤالء أهدى من الذين آمنوا والطاغوت ويقولون للذين كفروا

أولئك الذين لعنهم الله ومن يلعن الله فلن تجد له �سبيال �نصريا

”Har du da ikke set dem, som blev givet en del af bogen, de tror på trolddom og Tâghut, og de siger til kuffar, at de følger en mere ret vej, end dem, som har Iman. Det er disse, som Allah har forbandet, og til den, som Allah for-bander, vil du aldrig finde nogen hjælper.”(An-Nisa’:51-52)

Disse (jødernes) ord frydede Quraish, og de besvarede med glæde deres kald til at bekæmpe Sendebuddet �, hvorefter de samledes og påbegyndte forberedelserne. Herefter tog jøderne videre til Ghatafan af Qays ’Aylan, kaldte dem til at bekæmpe Sendebuddet � og forsikrede dem, at de ville kæmpe med dem, samt at Quraish allerede havde tilsluttet sig deres sag. Således tilsluttede også Gha-tafan-stammen sig.

Quraish drog af sted under ledelse af Abu Sufyan Ibn Harb, Ghata-fan blev anført af ’Uyayna Ibn Hisn Ibn Hudhaifah sammen med Fuzarah-stammen, mens Al-Harith Ibn ’Awf Ibn Harithah Al-Marri ledte Murra-stammen, og Mis’ar Ibn Rukhlah Ibn Nuwayrah Ibn Tarif Ibn Suhmah Ibn ’Abdullah Ibn Hilal Ibn Khalwah Ibn Ashja’ Ibn Rayth Ibn Ghatafan stod i spidsen for den del af sit folk fra As-hja’, som valgte at følge ham.

Muslimerne forbereder sig

Da Allahs Sendebud � hørte om hans fjenders intentioner beor-drede han, at der skulle graves en fæstningsgrav rundt om Madi-nah. Ifølge Ibn Hisham var det Salman Al-Farisis forslag at grave en fæstningsgrav. Allahs Sendebud � deltog med muslimerne i ud-gravningen af fæstningsgraven, hvorved han opmuntrede musli-

59

merne med håbet om belønning i Jannah. De tro muslimer arbejde-de yderst hårdt med Profeten �, mens de oprørske holdt sig tilbage og begyndte at skjule deres reelle hensigt ved at arbejde sløset og liste sig bort til sine familier uden Sendebuddets � tilladelse eller viden. I denne forbindelse åbenbarede Allah � følgende Qur’an vers:

بالله ورسوله وإذا كانوا معه على أمر إنما المؤمنون الذين آمنوا � ينالذ كلئأو كوننأذتسي ينإن الذ وهنأذتسى يتوا حبذهي ع لمامج

ت يؤمنون بالله ورسوله فإذا استأذنوك لبعض شأنهم فأذن لمن شئيمحر غفور إن الله الله مله رفغتاسو مهناء �معلوا دعجال ت

الرسول بينكم كدعاء بعضكم بعضا قد يعلم الله الذين يتسللون مره أن تصيبهم فتنة أو منكم لواذا فليحذر الذين يخالفون عن أ

يمأل ذابع مهيبصي� ض قداألرو اتاومي السا فم لهأال إن ليعلم ما أنتم عليه ويوم يرجعون إليه فينبئهم بما عملوا والله بكل

يملء عيش�

”Sandelig, Mu’mineen er udelukkende dem, som har Iman på Allah og Hans Sendebud, og når de er med ham i en fælles (samlende) sag ikke forlader, før de har søgt tilladelse. De, som søger din tilladelse, er dem, som har Iman på Allah og Hans Sendebud, så hvis de spørger dig om tilladelse til nogle af deres ærinder, så giv tilladelse til dem du ønsker og bed Allah om tilgivelse for dem. Sandelig, Allah er Tilgivende, Barmhjertig. Anse ikke Sendebuddets kald til jer som jeres kald til hinanden indbyrdes, Allah er sandelig vidende om de af jer, som sniger sig bort i (dække af) undskyldninger. Lad da dem, som går imod hans (Sendebuddets) ordrer, tage sig i agt for, at en prøvelse rammer dem, eller at de bliver ramt

60

af en smertelig straf. Sandt er det, at alt hvad der er i himlene og (på) jorden tilkommer Allah. Han er velvi-dende om det i har intentioner om, og den dag de vil bli-ve bragt til Ham, vil Han fortælle dem sandheden om det de gjorde, og Allah er vidende om alting.” (An-Nur:62-64)

Muslimerne arbejdede ved fæstningsgraven, indtil de færdiggjorde den, og de en sang om en muslim ved navn Ju’ayl, som Allahs Sen-debud � kaldte ’Amr.

I sin Sahih berettede Al-Bukhair følgende ahadith:

Anas sagde, at Allahs Sendebud � gik ud mod fæstningsgraven og så Muhajireen og Ansar udgrave fæstningsgraven i den kolde mor-gen. De havde ingen slaver til at gøre det for dem. Da Profeten � så deres besværligheder og sult, sagde han: ”O Allah! Det rigtige liv er det hinsidige liv, så tilgiv Ansar og Muhajireen.” De sagde til ham som svar: ”Vi er dem, som har givet lydighedsløftet til Muham-mad om at opretholde jihad så længe vi lever.”

Anas berettede også, at Muhajireen og Ansar gravede en fæst-ningsgrav rundt om Madinah og bar jorden på deres rygge, mens de sagde: ”Vi er dem som har givet lydighedsløftet til Muhammad for islam så længe vi lever:” Profeten � sagde som svar på deres udta-lelse: ”O Allah! Der er ingen godhed bortset fra den hinsidige godhed, så skænk Ansar og Muhajireen din velsignelse.”

Folk plejede at medbringe en håndfuld byg, hvoraf de ville tilbere-de et måltid ved at koge det og tilsætte fedtstof (olie, fedt eller smør), hvorefter det blev givet til folk (arbejderne), som var sultne, og det plejede at klistre sig fast i halsen og havde en ubehagelig lugt.

Sahl Ibn Sa’id berettede følgende: ”Vi var med Allahs Sendebud � i fæstningsgraven, og nogle udgravede fæstningsgraven, mens vi bar jorden (væk) på vores skuldre. Allahs Sendebud � sagde: ”O Allah!

61

Der er intet liv udover det hinsidige, så tilgiv Muhajireen og Ansar.”

Al-Bara’ berettede, at Allahs Sendebud � bar jord på Al-Khandaq (fæstningsgravens) dag, indtil hans overkrop var fuldstændig dæk-ket af støv, og han sagde: ”Ved Allah, uden Allah ville vi ikke væ-re blevet retledet, vi ville heller ikke have givet ud i Sadaqah, ej heller ville vi have udført Salah. Så nedsend ro over os (O Allah) og grundfæst vores fødder, hvis vi møder fjenden, idet fjenden har gjort oprør mod os, og hvis de har i sinde (at påfø-re os) lidelse, så vil vi nægte (at flygte og bukke under).”

Profeten � plejede at hæve sin stemme og sige: ”Abaina! Abaina! (Vi vil nægte! Vi vil nægte!)”

I en anden beretning sagde Al-Bara’: ”Da Al-Ahzab dagen oprandt, og Allahs Sendebud � gravede fæstningsgraven, så jeg ham bære jord ud af fæstningsgraven, indtil støvet gjorde, at jeg ikke kunne se huden på hans overkrop, og han � var en behåret mand. Jeg hørte ham recitere de digtvers, Ibn Rawahah havde fundet på, mens han bar jorden: ”O Allah, uden Dig ville vi ikke være blevet retledet, vi ville heller ikke have givet ud i Sadaqah, ej heller ville vi have udført Salah. Så nedsend ro over os (O Allah) og grund-fæst vores fødder, hvis vi møder fjenden, idet fjenden har gjort oprør mod os, og hvis de har i sinde (at påføre os) lidelse, så vil vi nægte (at flygte og bukke under).” Profeten � ville så for-længe udtalelsen af de sidste ord.”

Bemærkelsesværdige begivenheder

Ibn Ishaq sagde: ”Jeg har hørt nogle historier om udgravningen af fæstningsgraven, i hvilke der er et eksempel på Allahs berettigelse af sit Sendebud og bekræftelse af hans profetskab. Ting, som muslimer-ne så med deres øjne:”

I denne forbindelse berettede Al-Bukhari, via Jabir, som sagde: ”Vi var i gang med at grave på Al-Khandaq dagen, da vi stødte på en stor

62

solid sten. Vi gik til Profeten � og sagde: ”Der er en stor sten på tværs af fæstningsgraven.” Han sagde: ”Jeg kommer ned.” Så rejste han sig, og en sten var bundet fast til hans mave, for han havde intet spist i tre dage. Så tog Profeten � en spade og slog til den store solide sten, hvorefter den smuldrede som sand. Jeg sagde: ”O Allahs Sendebud! Tillad mig at gå hjem.” (Da Profeten � gav mig tilladelse) sagde jeg til min kone: ”Jeg så Profeten � i en tilstand, som jeg ikke kan se let på. Har du noget (han kan spise)? Hun svarede: ”Jeg har byg og en hun-ged.” Så slagtede jeg hun-kiddet, og hun malede byggen, så put-tede vi kødet i en lergryde. Så kom jeg til Profeten �, da dejen var blevet blød og hævet og gryden over stentrefoden næsten havde kogt færdig, og sagde: ”Jeg har en smule mad tilberedt, så rejs dig O Allahs Sendebud, du og to eller tre mænd med dig.” Profeten � spurgte: ”Hvor meget mad er det?” Jeg fortalte ham det. Han sagde: ”Det er rigeligt og godt. Sig til din kone, at han hun ikke skal fjerne lergryden fra ilden, og at hun ikke skal tage noget brød ud af ovnen før jeg når frem.” Så sagde han (til alle sine følgesvende): ”Rejs jer.” Så Muhajireen og Ansar rejste sig. Da jeg kom til min ko-ne sagde jeg: ”Må Allahs fred være med dig! Profeten � kommer forbi med Muhajireen og Ansar og de, som var til stede med dem.” Hun sagde: ”Spurgte Profeten � dig (hvor meget mad du har)?” Jeg sva-rede: ”Ja.” Så sagde Profeten �: ”Kom ind og lad være med at stimle jeg sammen.” Profeten � begyndte at skære brødet ud og lægge det kogte kød på. Han tildækkede lergryden og ovnen, hver gang han tog noget ud af dem. Han gav maden til sine ledsagere og tog kød ud af gryden. Han fortsatte med at skære brød og tage kød op, indtil de alle spiste sig mætte, og selv da, var der noget mad tilba-ge. Så sagde Profeten � (til min kone): ”Spis, og giv til andre, for folket er ramt af sult.””

I en anden beretning sagde Jabir Ibn ’Abdullah: ”Da fæstningsgra-ven blev udgravet, så jeg Profeten � i en tilstand af alvorlig sult. Så tog jeg hjem til min kone og sagde: ”Har du noget (at spise), for jeg har set Allahs Sendebud � i en tilstand af alvorlig sult.” Hun bragte en sæk frem til mig, som indeholdt en Sa’ (vægtenhed) byg, og vi hav-de et tamt hundyr (dvs. et gedekid), som jeg så slagtede, og min kone

63

malede byggen, og hun blev færdig på samme tid, som jeg blev færdig med min opgave (at slagte kiddet). Så skar jeg kødet i stykker og anbragte det i en lergryde og vendte tilbage til Allahs Sendebud �. Min kone havde sagt til mig: ”Vanær mig ikke foran Allahs Sendebud og dem, som er med ham.” Så jeg gik til hen til ham og sagde hemme-ligt: ”O Allahs Sendebud! Jeg har slagtet et hundyr, vi ejede, og vi har malet en Sa’ byg, vi havde. Så kom venligst, du og en anden person med dig.” Profeten � hævede sin stemme og sagde: ”O fæstnings-graven folk! Jabir har forberedt et måltid, så lad os gå.” Allahs Sendebud � sagde til mig: ”Tag ikke jeres lergryde (væk fra il-den), og bag ikke dejen før jeg kommer.” Så kom jeg (til mit hus), og Profeten � kom også før folk. Da jeg kom til min kone sagde hun: ”Må Allah gøre sådan og sådan ved dig.” Jeg sagde: ”Jeg har fortalt Profeten �, hvad du fortalte mig (om mængden af mad).” Så kom hun med dejen til ham (Profeten �), og han spyttede i den, og bad Allah � om at velsigne den. Så gik han videre til vores lergryde og spyttede i den og bad Allah � om at velsigne den. Så sagde han (til min kone): ”Tilkald en kvindelig bager, så hun kan bage med dig og fort-sætte med at øse mad op fra jeres lergryde, og tag den ikke væk fra ildstedet.” De var tusind mand, og ved Allah, de spiste alle, og da de forlod maden og tog af sted, boblede vores lergryde stadig (fuld af kød), som var den (mængden af mad) ikke formindsket, og vores dej blev stadig bagt, som om intet var blevet taget af den.”

Ifølge Ibn Ishaq sagde en af Bashir Ibn Sa’ds døtre, søsteren til An-Nu’man Ibn Bashir: ”Min moder, ’Arah Bint Rawahah, tilkaldte mig og gav mig en håndfuld dadler, som hun puttede i mit klæde og bad mig bringe til min fader og min onkel ’Abdullah Ibn Rawahah som deres mad. Mens jeg gik og ledte efter dem passerede jeg Allahs Sen-debud �, som kaldte på mig og spurgte mig, hvad det var jeg havde. Da jeg fortalte ham, at jeg var på vej med dadler til min fader og min onkel, bad han mig give ham dem. Så jeg hældte dem ud i hans hæn-der, men de fyldte dem ikke, så spurgte han efter et klæde, som blev lagt frem for ham, og han smed dadlerne på det, så det blev spredt på det. Så sagde han til mændene, at de skulle kalde graverne til frokost, og da de kom, begyndte de at spise, og dadlerne blev ved med at for-

64

øges indtil de vendte sig væk fra dem, mens de stadig faldt ud over klædets kanter.”

Ibn Ishaq berettede desuden, via Salman Al-Farsi, at sidstnævnte sagde: ”Jeg arbejdede med en hakke i fæstningsgraven, da en klippe gav mig store problemer. Allahs Sendebud �, som var nær stedet, så mig hakke, og så hvor besværligt stedet var. Han kom ned i fæst-ningsgraven og tog hakken, og gav (klippen) et hug, så man kunne se lyn (gnister) under hakken. Dette skete en anden og en tredje gang. Jeg sagde: ”O du, som er mig mere kær end min fader og moder, hvad er meningen af dette lys under din hakke, når du slår?” Han sagde: ”Så du virkelig dét Salman? Det første betyder, at Allah har åbnet Yemen for mig, det andet Syrien og Vesten, og det tredje Østen:””

Abu Hurairah I ’Umar og ’Uthmans tid, og senere end det, når lande blev erobret: ”Erobr hvor I vil, ved Allah, I har ikke erobret, og vil indtil dommedagen ikke erobre, en by, uden at Allah har givet dens nøgler til Muhammad � i forvejen.”

I denne forbindelse kan følgende beretninger læses i Sahih Al-Bukhari:

Abu Hurairah berettede, at Profeten � sagde: ”Jeg er blevet givet nøglerne til den udtryksfulde tale og er blevet givet sejr gen-nem ærefrygt (i fjendens hjerter), og mens jeg sov i nat, blev nøglerne til verdens skatte bragt til mig, indtil de (alle) blev anbragt i min hånd.”

Abu Hurairah tilføjede: ”Allahs Sendebud � forlod (denne verden), og nu er det jer folk, der bærer disse skatte fra det ene sted til det andet.”

Abu Hurairah berettede også, at Allah Sendebud � sagde: ”Når Chosroes bliver styrtet, vil der ikke være nogen Chosroes efter ham. Og når Cæsar bliver styrtet, vil der ikke være nogen Cæ-

65

sar efter ham. Ved Ham, i hvis hånd min sjæl ligger, I vil bruge deres skatte på Allahs sag.”

Quraishs lejr

Da Allahs Sendebud � havde færdiggjort fæstningsgraven, kom Quraish og slog lejr, hvor Rumas flodlejer mødes mellem Al-Jurut og Zughabah med ti tusinde af deres sorte lejesoldater og deres følge fra Kinanah-stammen og Tumamahs folk. Ghatafan kom også med deres følge fra Najd og gjorde holdt ved Dhanab Naqma i ret-ning af Uhud.

På den anden side drog Allahs Sendebud � og muslimerne ud med tre tusinde mænd med ryggen mod Sala’. Han slog lejr dér, med fæstningsgraven mellem ham � og fjenden, og gav ordre til, at kvinderne og børnene skulle føres op i fæstningerne.

Ifølge Ibn Hisham udpegede Allahs Sendebud � Ibn Umm Maktum som leder af Madinah i den periode.

Al-Bukhari berettede, via ’Aisha, at hun sagde: ”Hvad angår følgen-de Qur’an vers:

� ارصاألب اغتإذ زو كمنفل مأس نمو كمقفو نم اءوكمإذ ج �وبلغت القلوب الحناجر وتظنون بالله الظنون

”(Husk) Da de kom imod jer fra oven og nedefra, og da øjnene blev matte, og hjerterne nåede halsen, og I be-gyndte at tro tomme tanker om Allah.” (Al-Ahzab:10)

Så fandt den begivenhed sted på Al-Khandaq dagen.”

Den jødiske stamme, Banu Quraidhah, som havde overholdt aftalen (med Profeten �) blev af en jødisk udsending fra fjenden presset til at bryde deres løfte. Til sidst gik de med til at gøre dette, og da

66

denne nyhed nåede Profeten � og hans Sahabah for øre, blev de yderst bekymrede.

Sa’d Ibn Mu’adh, lederen af Aws-stammen, blev sendt med to andre mænd af Profeten � for at finde ud af om det var sandt. Da de an-kom til det område i Madinah, hvor jøderne plejede at bo, fandt de, at tingene stod endnu værre til, end man først havde troet. Sa’d Ibn Mu’adh, hvis stamme var nær allieret af Banu Quraidhah, prøvede at overtale deres leder til ikke at bryde sin traktat med muslimer-ne, men han nægtede at lytte. Dette betød, at muslimerne ikke kunne lempe på deres forsvar i et eneste øjeblik, for nu var de ikke blot truet af fjenden på den anden side af fæstningsgraven, men også af Banu Quraidhah, inden for byens mure.

Situationen blev, ifølge Ibn Ishaq, alvorlig, og frygten var overalt. Fjenden kom mod dem oppefra og nedefra (bjerge og dale), indtil Mu’mineen forestillede sig dystre ting, og oprørsånden florerede blandt de oprørske til den grad, at Mu’attib Ibn Quraish, bror til Banu ’Amr Ibn ’Awf, sagde: ”Muhammad plejede at love os, at vi ville spise af Chosroes og Cæsars skatte, men i dag kan ikke én af os føle sig sikker, når han går på toilettet.”

Det nåede til sådan en grad, at Aws Ibn Qaizi sagde: ”O Allahs Sen-debud! Vores huse er ubeskyttet mod fjenden,” han sagde dette foran en stor forsamling af sit folk og fortsatte: ”Så lad os gå ud og vende tilbage til vores hjem, for de ligger uden for Madinah.”

I denne forbindelse siger den gloværdige Qur’an:

� ا اللهندعا وم ضرم ي قلوبهمف ينالذقون وافنقول المإذ يووإذ قالت طائفة منهم ياأهل يثرب ال مقام �ورسوله إال غرورا

لكم فارجعوا ويستأذن فريق منهم النبي يقولون إن بيوتنا عورة وما �هي بعورة إن يريدون إال فرارا

67

”Da sagde hyklerne, i hvis hjerter, der var sygdom, ”det Allah og Hans Sendebud har lovet os er ikke andet end bedrag”. Og da en gruppe blandt dem sagde: ”O folk af Yathrib! I kan ikke stå (imod angrebet), så træk jer til-bage.” Og en del af dem bad Profeten om tilladelse, idet de sagde: ”Vores huse er udsatte (ubevogtede)”, men de var ikke ubevogtede, og de ønskede ikke andet end at flygte.” (Al-Ahzab:12-13)

Allahs Sendebud � og polyteisterne forblev i denne tilstand i over tyve dage, næsten en måned, uden kamp ud over affyringen af nog-le pile og selve belejringen. Da vilkårene blev hårde for folket, øn-skede Allahs Sendebud � at tilbyde Ghatafan en tredjedel af Madi-nahs afgrøder på den betingelse, at de ville trække sig tilbage og forlade ham og hans mænd. Der blev skrevet et dokument med disse betingelser. Allahs Sendebud � rådslog sig både med Sa’d Ibn ’Abadah og Sa’d Ibn Mu’adh, lederne af Aws og Khazraj, vedrørende overgivelsen af en tredjedel af Madinahs afgrøder til gengæld for frem med Ghatafan. De sagde: ”O Allahs Sendebud, er det blot en plan fra dig, eller er det en guddommelig ordre, som vi skal adlyde?” Han sagde: ”Det er min plan for at beskytte jer mod arabernes allierede styrker.” Sa’d Ibn Mu’adh sagde: ”O Allahs Sendebud, vi var hedninge, og disse folk forventede aldrig at tage nogen af Madi-nahs afgrøder. Nu har Allah beæret os med Islam, retledet os til Ham samt skænket os værdighed ved at have Iman på Ham og følge dig. Hvordan kan vi give dem vores ejendom!? Der er intet behov for at gøre det. Ved Allah, vi vil ikke give dem andet end sværdet, indtil Al-lah dømmer imellem os.” Profeten � sagde: ”Handl ifølge dét.”

I mellemtiden iførte nogle ryttere fra Quraish sig sine rustninger, bladt andre ’Amr Ibn ’Abd Wudd og ’Ikrimah Ibn Abu Jahl, de drog fremad på hesteryg til Kinanah-stammens lejr, mens de råbte: ”Gør jeg klar til kamp, og i vil komme til at vide, hvem der er de sande riddere i dag!” De red fremad indtil de stoppede ved fæstningsgra-ven. Da de så den udbrød de: ”Dette er et påfund, araberne aldrig har gjort brug af.”

68

Så rettede de sig mod en snæver del af fæstningsgraven og slog deres heste, så de fór hen over den og førte dem over på den sum-pede grund mellem Sala’ og fæstningsgraven. ’Ali og nogle andre muslimer kom ud for at sikre den åbning, rytterne havde brugt som passage, mod resten af fjendens styrker, og rytter kom galoppe-rende imod dem.

’Abd Ibn Wudd var iført et særligt tegn for at vise sin rang, og da han og hans følge stoppede, udfordrede han enhver til kamp. ’Ali accepterede udfordringen og sagde til ham: ”’Amr, du svor, at hvis en mand fra Quraish tilbød dig to valgmuligheder, så ville du accep-terede den ene af dem?” ”Ja, det gjorde jeg”, svarede han. ’Ali svare-de: ”Jeg kalder dig til Allah og Hans Sendebud og til Islam.” Han sag-de, at han ikke havde brug for dem. ’Ali fortsatte: ”Så udfordrer jeg dig til duel.” Han svarede: ”O Søn af min broder, jeg ønsker ikke at dræbe dig.” ’Ali sagde: ”Men jeg ønsker at dræbe dig!” Dette gjorde ’Amr så rasende, at han hoppede af sin hest, skar haserne over på den og huggede den i hovedet. Så gik han videre til ’Ali, og de kæm-pede den ene runde efter den anden. Til slut dræbte ’Ali ham, og de andre ryttere flygtede, farende hovedkulds over fæstningsgraven.

Situationen var så svær, at Profeten � og hans Sahabah blev for-hindret i at udføre ’Asr bønnen i rette tid.

Al-Bukhari berettede, via ’Ali, at han sage: ”På Al-Khandaq dagen sagde Profeten �: ”Må Allah fylde deres huse og grave med ild, som de forhindrede os i at udføre Salat-ul-’Asr før solned-gang.””

Profetens � Du’a mod Quraish og deres allierede

I denne forbindelse kan følgende beretninger læses i Al-Bukharis Sahih:

’Abdullah Ibn Abi Awfah berettede, at Allahs Sendebud � nedkaldte ondt over stammerne, idet han sagde: ”O Allah, Nedsenderen af

69

Den Hellige Bog, Den hurtige til at straffe! Besejr klanerne (koalitionen). O Allah! Besejr dem og ryst dem.”

Det blev også berettet af ’Abdullah, at når som helst Allahs Sende-bud � vendte hjem fra kamp, Hajj eller ’Umrah, plejede han at be-gynde ved at sige ”Allahu Akbar!” Hvorefter han � ville sige: ”In-gen har ret til at blive tilbedt foruden Allah alene, intet er sidestillet med Ham. Til Ham hører Herredømmet, al tak-nemmelighed tilkommer Ham, og Han har fuld magt over al-ting. Vi vender tilbage med anger, tilbedende, bøjende os og lovprisende vor Herre. Allah har fuldbyrdet Sit løfte, gjort sin tjener sejrrig, og Han alene besejrede klanerne (koalitionen).”

Hudhaifas livsfarlige mission

Allahs Sendebud � ville vide, hvad Quraish lavede om natten. Hudhaifah blev beordret af Profeten � til at spionere mod fjenden.

Det blev berettet af Ibrahim, via hans far, som sagde: ”Vi sad i Hudhaifahs selskab. En mand sagde: ”Hvis jeg havde været i live i Allahs Sendebuds tid �, ville jeg have kæmpet ved hans side og stræbt ihærdigt for hans sag.” Hudhaifah sagde: ”Det er muligt at du ville have gjort det. (Men) Jeg var med Allahs Sendebud � den nat, hvor Al-Ahzab slaget fandt sted, og vi blev grebet af en voldsom vind og alvorlig kulde. Allahs Sendebud � sagde: ”Hør! Den mand, som bringer mig nyt om fjenden vil være min fælle den dag, vi skal dømmes af Allah �.” Vi forholdt os alle tavse, og ingen af os svare-de ham. Han sagde (igen): ”Hør! Den mand, som bringer mig nyt om fjenden vil være min fælle den dag, vi skal dømmes af Allah �.” Vi forholdt os tavse, og ingen af os svarede ham. Han sagde (end-nu en gang): ”Hør! Den mand, som bringer mig nyt om fjenden vil være min fælle den dag, vi skal dømmes af Allah �.” Så sag-de han: ”Rejs dig, Hudhaifah, og bring mig nyt om fjenden!” Da han kaldte på mig ved navn, havde jeg intet valg, ud over at rejse mig. Han sagde: ”Gå, og bring mig information om fjenden og gør intet, som kan provokere dem imod mig.” Da jeg forlod ham,

70

følte jeg mig varm, som gik jeg rundt i et varmt bad (hammam), ind-til jeg nåede dem. Da jeg så Abu Sufyan varme sin ryg mod ilden, spændte jeg en pil i midten af min bue, med hensigt om at skyde ham. Men så genkaldte jeg Allahs Sendebuds ord: ”Provoker dem ikke imod mig.” Havde jeg skudt mod ham, ville jeg have ramt ham. Men jeg vendte tilbage og (følte, at jeg) gik i et varmt bad. Efter at have præsenteret mig til ham (Profeten), gav jeg ham information om fjenden. Da jeg havde gjort dette begyndte jeg at føle mig kold, så Allahs Sendebud svøbte mig i et tæppe, han havde, ud over dem han havde behov for, som han plejede at tildække sig med, mens han la-vede Du’a. Så sov jeg, indtil det var morgen. Da det blev morgen, sag-de han: ”Stå op! Du, som sover tungt.”

Allahs sejrs komme

Allah � sendte en bitter kold vind mod polyteisterne i vinternæt-terne, som væltede deres gryder og kastede deres telte omkuld. I denne forbindelse åbenbarede Allah � følgende Qur’an vers:

� ودنج كماءتإذ ج كمليع ة اللهموا نعوا اذكرنآم ينا الذهاأيينجا ورحي همليا علنسلون فأرمعا تبم كان اللها وهورت ا لمود

إذ جاءوكم من فوقكم ومن أسفل منكم وإذ زاغت �بصرياون باللهظنتو اجرنالح القلوب تلغبو ارصاألب� يلتاب كالنه

وإذ يقول المنافقون والذين في �ا زلزاال شديداالمؤمنون وزلزلووإذ قالت طائفة �قلوبهم مرض ما وعدنا الله ورسوله إال غرورا

مهنم ن فريقأذتسيوا وجعفار لكم قامال م ثربل ياأهي مهنم بيالنولو �يقولون إن بيوتنا عورة وما هي بعورة إن يريدون إال فرارا

دخلت عليهم من أقطارها ثم سئلوا الفتنة لآتوها وما تلبثوا بها إال ا الله من قبل ال يولون األدبار وكان ولقد كانوا عاهدو �يسريا

71

قل لن ينفعكم الفرار إن فررتم من الموت أو �عهد الله مسئوالقل من ذا الذي يعصمكم من الله �القتل وإذا ال تمتعون إال قليال

الله وند نم مون لهجدال ية ومحر بكم ادأر وءا أوس بكم ادإن أر ألخوانهم �وليا وال نصريا نيلالقائو كمنم نيقوعالم الله لمعي قد

أشحة عليكم فإذا جاء �م إلينا وال يأتون البأس إال قليالهل نم هليى عشغي يكالذ مهنيأع وردت كون إليظرني مهتأير فوالخ

اددح ةبألسن لقوكمس فوالخ بفإذا ذه تور الميلى الخة عحأش �أولئك لم يؤمنوا فأحبط الله أعمالهم وكان ذلك على الله يسريا

مهأن وا لودوي ابزاألح أتإن يوا وبذهي لم ابزون األحبسحيعن أنبائكم ولو كانوا فيكم ما قاتلوا إال بادون في األعراب يسألون

لقد كان لكم في رسول الله أسوة حسنة لمن كان يرجو �قليالولما رأى المؤمنون األحزاب �الله واليوم اآلخر وذكر الله كثريا

وا هذا ما وعدنا الله ورسوله وصدق الله ورسوله وما زادهم إال قالمن المؤمنني رجال صدقوا ما عاهدوا الله عليه �إميانا وتسليما

دا بمو رظتني نم مهنمو هبحى نقض نم مهنيالفمدبلوا ت� زيجيلالله الصادقني بصدقهم ويعذب المنافقني إن شاء أو يتوب عليهم إن

ورد الله الذين كفروا بغيظهم لم ينالوا �الله كان غفورا رحيما �لمؤمنني القتال وكان الله قويا عزيزاخيرا وكفى الله ا

”O I, som har Iman, husk Allahs velsignelse over jer, da hærene kom (imod) jer, og Vi nedsendte en (kraftig) vind over dem og hære, som I ikke så. Og Allah ser (alt), hvad I gør[…] Og Allah tilbagedrev kuffar i deres raseri, de opnåede intet godt. Og Allah er tilstrækkelig for

72

Mu’mineen i deres kamp, og Allah er Stærk, Mægtig.” (Al-Ahzab:9-25)

Al-Bukhari berettede, via Sulaiman Ibn Surd, som sagde: ”Da koali-tionen blev drevet bort, hørte jeg Profeten � sige: ”Fra nu af vil vi drage ud for at angribe dem, og de vil ikke komme for at an-gribe os, men vi vil gå til dem.””

I forbindelse med Al-Khandaq blev følgende muslimer martyrer: Sa’d Ibn Mu’adh, Anas Ibn Aws, ’Abdullah Ibn Sahl, At-Tufail Ibn Nu’man, Tha’labah Ibn Ghanamah og Ka’b Ibn Zaid. Må Allah være tilfreds med dem alle.

73

Banu Quraidhah-slaget

I den gloværdige Qur’an siger Allah �:

وكفى الله المؤمنني ورد الله الذين كفروا بغيظهم لم ينالوا خيرا� وأنزل الذين ظاهروهم من أهل �القتال وكان الله قويا عزيزا

الكتاب من صياصيهم وقذف في قلوبهم الرعب فريقا تقتلون هم وديارهم وأموالهم وأرضا لم وأورثكم أرض �وتأسرون فريقا

�تطئوها وكان الله على كل شيء قديرا

”Og Allah tilbagedrev kuffar i deres raseri, de opnåede intet godt. Og Allah er tilstrækkelig for Mu’mineen i de-res kamp, og Allah er Stærk, Mægtig. Og Han drev de af bogens folk, som støttede dem, ned fra deres fæstninger og såede skræk i deres hjerter, nogle af dem dræbte I, og nogle tog I som fanger. Og Han gjorde jer til arvtagere af deres jord, deres huse, deres ejendomme og land, I endnu ikke har betrådt. Og Allah har magt over alle ting.” (Al-Ahzab:25-27)

I Sahih Al-Bukhari findes følgende beretninger angående Banu Qu-raidhah-slaget:

Aishah berettede, at da Profeten � kom hjem fra Al-Khandaq og lagde sine våben ned og tog et bad, kom Jibreel til ham og sagde: ”Har du nedlagt dine våben? Ved Allah, vi engle har ikke ned-lagt dem endnu. Så drag af sted mod dem.” Profeten � sagde: ”Hvor skal jeg gå hen?” Jibreel sagde: ”Mod denne side,” mens han pegede mod Banu Quraidhah. Så drog Profeten ud mod dem.

74

Ibn ’Umar berettede ligeledes, at Profeten � på Al-Ahzab dagen sagde: ”Ingen af jer skal udføre Salat-ul-’Asr før (han er) ved Banu Quraidhah.”

Tiden for ’Asr var ved at løbe ud for nogle af dem på vejen. Nogle af disse sagde: ”Vi vil ikke udføre Salah, før vi når Banu Quraidhahs tilholdssted,” mens andre sagde: ”Nej, vi vil bede her på dette sted, for det var ikke det (I siger) Profeten � mente for os.” Senere blev det nævnt for Profeten �, og han irettesatte ingen af de to grupper.

Allahs Sendebud � belejrede dem (Banu Quraidhah) i femogtyve nætter, indtil de var hårdt presset, og Allah skabte skræk i deres hjerter. Følgelig, overgav de sig til Sendebuddets � dom. Al-Aws stammen trådte frem og sagde: ”O Allahs Sendebud, de er vores alli-erede, ikke Al-Khazrajs allierede, og du ved, hvordan du for nylig behandlede vores brødres allierede (refererende til hans benådning af Banu Qainuqa’).” Så sagde Allahs Sendebud: ”Vil I være tilfred-se, Aws, hvis en fra jeres egen stamme afsiger dom mod dem?” Da de gik med til dette, sagde han, at Sa’d Ibn Mu’adh var den mand.

Al-Nukhari berettede, via Abu Sa’id Al-Khudari, som sagde Qu-raidhah stammen gik med til at acceptere Sa’d Ibn Mu’adhs dom. Så Profeten � sendte bud efter Sa’d, som kom ridende på et æsel, og da han nærmede sig moskeen, sagde Profeten � til Ansar: ”Rejs jer for jeres leder, eller for den bedste iblandt jer.” Så sagde profe-ten � til Sa’d: ”Disse (Banu Quraidhah) er gået med til at accep-tere din dom.” Sa’d sagde: ”Dræb deres krigere (mænd) og tag de-res afkom som fanger!” Derpå sagde Profeten �: ”Du har dømt i overensstemmelse med Allahs dom,” eller ”i overensstemmel-se med Herskerens dom.”

Desuden sagde ’Aisha: ”Sa’d blev såret på Al-Khandaq dagen, da en mand fra Quraish ved navn Hibban Ibn Al-’Araqah ramte ham (med en pil). Manden var Hibban Ibn Qais fra Bani Mais Ibn ’Amer Ibn Lu’ai, som skød en pil i Sa’ds hovedpulsåre i armen. Profeten � slog et

75

telt op (til Sa’d) i moskeen, så han kunne være let at besøge for Profe-ten �. Da Profeten � vendte tilbage fra Al-Khandaq og lagde sine våben ned og tog et bad, kom Jibreel til ham, mens han (Jibreel) ry-stede støv af hovedet og sagde: ”Har du nedlagt våben? Ved Allah, jeg har ikke lagt mine. Gå ud til dem.” Profeten � sagde: ”Hvor?” Jibreel pegede mod Banu Quraidhah. Så gik Allahs Sendebud � til dem (dvs. belejrede dem). De overgav sig så til Profetens � dom, men han henviste dem til Sa’d, som skulle afsige dommen mod dem. Sa’d sagde: ”Jeg dømmer, at deres krigere skal dræbes, deres kvinder og børn skal tages til fange, og deres ejendom fordeles.”

Hisham sagde: ”Min fader fortalte mig, at ’Aishah sagde, at Sa’d sag-de: ”O Allah! Du ved, at intet er mig mere kært end at kæmpe for Din sag imod dem, som afviste Dit Sendebud og uddrev ham. O Allah! Jeg tror Du har gjort en ende på kampen mellem os og dem. Og hvis der stadig er nogen kamp tilbage mod Quraish, så hold mig i live, indtil jeg kæmper mod dem for Din sag. Men hvis du har gjort en ende på krigen, så lad dette sår briste, og lad mig dø derved.” Så fossede blo-det ud af såret. Der var et telt i moskeen, som tilhørte Banu Ghifar, som blev overrasket over blodet, som strømmede hen mod dem. De sagde: ”O I folk i teltet! Hvad er dette, der kommer mod os fra jeres side? Se!” Blodet flød ustyrligt ud af Sa’ds sår.” Sa’d døde af såret.”

76

Al-Muraisi’ slaget

Ifølge Al-Bukhari kaldes dette slag også Banu Al-Mustaliq slaget. Det fandt, ifølge Ibn Ishaq, sted i år 6 e.H. Musa Ibn ’Uqbah sagde imidlertid, at det var i 4 e.H. Az-Zubair sagde: ”Episoden om de fal-ske beskyldninger mod ’Aishah fandt sted under Al-Muraisi’ slaget.”

Ifølge Ibn Ishaq modtog Allahs Sendebud � nyt om, at Banu Al-Mustaliq samlede deres styrker mod ham. Deres leder var Al-Harith Ibn Abu Dirar, faderen til Juwariyah, som Profeten � senere blev gift med. Da Allahs Sendebud � hørte dette drog han ud og mødte dem ved et af deres vandingssteder ved navn Al-Muraisi’, som lå i retning af Qudayd, hen mod kysten. Der var kamp, og Allah drev Banu Al-Mustaliq på flugt, tog nogle af deres mænds liv og gav deres kvinder, børn og ejendom til Sendebuddet � som krigsbytte.

Al-Bukhari berettede, at ’Abdullah Ibn ’Awf sagde: ”Jeg skrev et brev til Nafi’, og Nafi’ skrev tilbage som svar på mit brev, at Profeten � pludselig havde angrebet Banu Al-Mustaliq, uden varsel, mens de var uagtsomme, og de vandede deres kvæg ved vandingsstederne. Deres mænd, som kæmpede, blev dræbt, og deres kvinder og børn blev ta-get til fange. Profeten � fik Juwairiyah den dag. Nafi’ sagde, at Ibn ’Umar fortalte den ovennævnte beretning, og at Ibn ’Umar var i den hær.”

Al-Buhari berettede også, at Ibn Muhairiz sagde: ”Jeg indtrådte mo-skeen, så Abu Sa’id Al-Khudhri, satte med ved siden af ham og spurg-te ham om ’Azl (at trække sig før ejakulation under samleje). Abu Sa’id sagde: ”Vi drog ud med Allahs Sendebud � mod Banu Al-Mustaliq slaget, og vi blev givet fanger blandt de arabiske fanger (som blev taget), og vi begærede kvinderne, og afholdenhed blev svært for os, og vi elskede at udføre ’Azl. Så da vi havde hensigt om at udføre ’Azl, sagde vi: ”Hvordan kan vi udøfre ’Azl uden at have spurgt Allahs Sendebud �, som er til stede blandt os?” Vi spurgte ham om

77

det, og han sagde: ”Det er bedre for jer ikke at gøre det, for hvis en sjæl er forudbestemt til at eksistere, vil den komme til ek-sistens.”

På Banu Al-Mustaliq dagen, blev en muslim fra Banu Kalb In ’Awf Ibn ’Amer Ibn Layth Ibn Bakr dræt af en mand blandt Ansar fra ’Ubadah Ibn As-Samits familie, som troede, han (den dræbte) var en fjende, og dræbte ham ved fejl.

Grundet deres fjendskab mod Islam og Muhammad � prøvede hyk-lerne at splitte muslimerne og ødelægge deres enhed. Allahs Sen-debud � var imidlertid skarp nok til at håndtere deres planer med visdom.

Ifk episoden

”Ifk” er et arabisk ord, som betyder ”løgn” eller ”at lyve”. Her refe-rer begrebet til de falske anklager mod ’Aishah, som hyklerne spredte.

I sin Sahih berettede Al-Bukhari hele historien om Ifk via ’Aishah som sagde: ”Når som helst Allahs Sendebud � skulle på en rejse, ple-jede han at lade sine koner trække lod, og Allahs Sendebdu � plejede at tage den med, som vandt lodtrækningen. Han lod os trække lod under et af de slag, han udkæmpede. Jeg vandt, så jeg tog af sted med Allahs Sendebud �, (og det var) efter Allahs påbud om Hijab var ble-vet åbenbaret. Jeg blev båret (på kamelryg) i mit teltsæde og blev båret ned, mens jeg stadig sad i det (da vi gjorde holdt). Sådan fort-satte vi, indtil Allahs Sendebud � var færdig med det slag, han var i gang med, og vendte tilbage.

Da vi nærmede os Madinah meddelte han om natten, at det var tid til afgang. Så da de meddelte, at vi skulle af sted, rejste jeg mig og gik væk fra hærens lejr, og da jeg havde trådt af på naturens vegne, kom jeg tilbage til mit ridedyr. Jeg rørte mit bryst og fandt, at mit hals-smykke, som var lavet af zifar-perler (yemenitiske perler, delvist sor-te og hvide) manglede. Så jeg vendte tilbage for at lede efter mit

78

halssmykke, og min søgen opholdt mig. Folkene, som plejede at bære mig op på min kamel, kom og tog mit teltsæde og satte det tilbage på den kamel, jeg plejede at ride på, idet de troede, at jeg stadig sad i det. I de dage var kvinder lette i vægt, for de blev ikke tykke, og kød dækkede ikke deres kroppe i overflod, da de kun plejede at spise lidt. Derfor bemærkede folkene ikke teltsædets lette vægt, mens de løftede og bar det, og på det tidspunkt var jeg (endda) stadig en ung pige. De fik kamelen til at rejse sig, og de tog alle af sted. Jeg fandt (først) mit halssmykke, efter hæren var taget af sted.

Så kom jeg til lejrpladsen, men der var ingen, som kaldte efter mig, og ingen der besvarede mit kald. Jeg havde i sinde at gå til det sted, hvor jeg plejede at opholde mig, idet jeg troede, at de ville opdage, at jeg manglede og komme tilbage efter mig. Men jeg sad på mit hvile-sted, blev jeg overvældet af træthed og faldt i søvn. Safwan Ibn Al-Mu’attal Adh-Dhakwani var bagud (i forhold til) hæren. Da han kom til mit sted om morgenen, så han skikkelsen af en sovende person, og han genkendte mig da han så mig, da han havde set mig før påbud-det om tildækning. Så vågnede jeg, da han reciterede Istirja’ (”Inna lillahi wa inna ilayhi raji’un”), så snart han genkendte mig. Jeg dæk-kede mit ansigt med mit hovedtørklæde med det samme, og ved Al-lah, jeg hørte ham ikke sige et ord ud over Istirja’. Han steg af sin kamel og fik den til at knæle ved at placere sin fod på dens forben, og jeg rejste mig og steg på den. Så drog han af sted, mens han ledte kamelen, der bar mig, indtil vi indhentede hæren i den ekstreme mid-dagsvarme, mens de var standsede (hvilede sig). Nogle folk bragte undergang over sig selv, og den som spredte Ifk (sladderen/løgnen) mest var ’Abdullah Ibn Ubai Ibn Salul.”

(’Urwah sagde: ”Folk spredte bagvaskelsen og talte om den i hans (dvs. ’Abdullah Ibn Saluls) nærvær, og han bekræftede den og lyttede til den og spurgte om den for at lade den florere.” ’Urwah tilføjede: ”Foruden ham blev ingen nævnt som en del af den bagvaskende gruppe ud over Hassan Ibn Thabit, Mistah Ibn Uthathah og Hamnah Bint Jahsh samt nogle andre, jeg ikke har kendskab til, men de var en gruppe, som Allah � sagde. Det siges, at den, som spredte det meste

79

af bagvaskelsen, var ’Abdullah Ibn Ubai Ibn Salul.” ’Urwah tilføjede yderligere: ”’Aishah brød sig ikke om, at Hassan blev skældt ud i hendes nærvær, og hun plejede at sige: ”Det var ham som sagde: ”Min fader og hans fader og min ære, alle (vil jeg ofre) for at beskytte Mu-hammad’s ære fra dig.”

’Aishah fortsatte og sagde: ”Efter vi vendte hjem til Madinah, var jeg syg i en måned. Folk spredte de falske påstande og bagvaskelsen, uden at jeg var klar over noget som helst af det, men jeg følte, at jeg under min sygdom ikke fik samme venlige behandling fra Allahs Sen-debud �, som jeg plejede at gøre, når jeg blev syg. Allahs Sendebud � ville (nu) blot komme ind, hilse på mig og sige: ”Hvordan har hun det?” og forlade. Det vækkede min betænksomhed, men jeg opdagede det onde (dvs. bagvaskelsen), før jeg gik ud efter min bedring. Jeg gik ud sammen med Umm Mistah til Al-Manasi’, hvor vi plejede at træde af på naturens vegne, og vi plejede ikke at gå ud (for at gøre det) før det var nat, og det var før vi havde latriner nær vores huse. Så jeg og Umm Mistah, hvis moder var datteren af Sakhr Ibn ’Amer og tante til Abu Bakr As-Siddiq, og hvis søn var Mistah Ibn Uthathah Ibn ’Abbas Ibn Al-Muttalib, gik ud. Umm Mistah og jeg vendte hjem til mit hus, da vi havde trådt af på naturens vegne. Umm Mistah snublede ved at få sin fod viklet ind i sit klæde, hvorpå hun sagde: ”Må Mistah gå til grunde!” Jeg sagde: ”Hvilket hårdt ord du har sagt. Bander du af en mand, som deltog ved Badr-slaget?” Derpå sagde hun: ”Har du da ikke hørt, hvad han har sagt?” Jeg sagde: ”Hvad har han sagt?”

Så fortalte hun mig om Ifk-folkenes rygter. Så blev min sygdom vær-re, og da jeg nåede mit hjem, kom Allahs Sendebud � til mig, og efter at have hilst på mig sagde han: ”Hvordan har hun det?” Jeg sagde: ”Vil du tillade mig at tage hen til mine forældre?” Jeg ønskede nemlig at være sikker omkring disse nyheder gennem dem. Allahs Sendebud � gav mig tilladelse, og jeg spurgte min moder: ”O moder! Hvad er det folk taler om?” Hun sagde: ”O min datter! Vær ikke bekymret, for sjældent er der en charmerende kvinde, som er elsket af sin mand, og hvis mand har andre koner end hende, uden at de (dvs. kvinder) vil dadle hende (småligt).” Jeg sagde: ”Subhan-Allah. Taler folk virkelig

80

på den måde (om mig)?” Jeg blev ved med at græde den nat, indtil daggry. Jeg kunne hverken stoppe med at græde eller sove. Og så fortsatte jeg med at græde om morgenen. Da den guddommelige åbenbaring endnu ikke var kommet, tilkaldte Allahs Sendebud � ’Ali Ibn Abi Talib og Usamah Ibn Zaid for at spørge dem og rådslå sig med dem om at lade sig skille fra mig. Usamah Ibn Zaid fortalte, hvad han kendte til af min uskyldighed og den respekt, han nærede for mig. Usamah sagde: ”O Allahs Sendebud! Hun er din hustru, og vi kender ikke til andet end godt om hende.” ’Ali Ibn Abi Talib sagde: O Allahs Sendebud! Allah stiller dig ikke i vanskeligheder, og der er rigeligt med kvinder ud over hende, men, spørg tjenestepigen, hun vil fortælle dig sandheden.” Derpå tilkaldte Allahs Sendebud � Barirah (tjenestepigen), og sagde: ”O Barirah! Har du nogensinde set no-get, som gjorde dig mistænksom?” Barirah sagde til ham: ”Ved Ham, som har sendt dig med sandheden! Jeg har aldrig set noget i hende, jeg ville skjule, ud over at hun er en ung pige, som sover, mens hendes families dej er utildækket, så de tamme geder kommer og spiser den.”

På den dag, gik Allahs Sendebud � så op på talerstolen og beklagede sig over ’Abdullah Ibn Ubai til sine Sahabah, idet han sagde: ”O I muslimer! Hvem vil aflaste mig for denne mand, som har såret mig med sin onde påstand om min familie? Ved Allah, jeg ken-der ikke til andet end godt om min familie, og de (rygtespre-derne) har dadlet en mand, om hvem jeg ikke kender til andet end godt, og han plejede aldrig at indtræde mit hjem, undta-gen hvis han var med mig.” Sa’d Ibn Mu’adh, Banu ’Abd Al-Ashhals bror, rejste sig og sagde: ”O Allahs Sendebud! Jeg vil aflaste dig for ham. Hvis han er fra Aws-stammen, vil jeg hugge hans hoved af, og hvis han er fra vores brødre (Khazraj), så giv dine ordrer, og vi vil adlyde dine ordrer:”

Derpå rejste en mand fra Khazraj sig, Umm Hassan, hans kusine, var fra hans gren af stammen, og han var Sa’d Ibn ’Ubadah, lederen af Khazraj. Før denne begivenhed var han en gudfrygtig mand, men hans kærlighed til sin stamme drev ham til at sig til Sa’d (Ibn

81

Mu’adh): ”Ved Allah, du har sagt en løgn! Du vil ikke komme til og vil ikke få lov til at dræbe ham. Hvis han tilhørte dit folk, ville du ikke have ønsket ham dræbt.”

Så rejste Usaid Ibn Hudair sig, som var Sa’d (Ibn Mu’adhs) fætter og sagde til Sa’d Ibn ’Ubadah: ”Ved Allah! Du er en løgner! Vi vil bestemt dræbe ham, og du er en hykler, som taler på vegne af hyklerne.” Da blev de to stammer så ophidsede, at de var ved at slås, mens Allahs Sendebud � stod på talerstolen. Allahs Sendebud � blev ved med at berolige dem, indtil de blev stille, og det samme gjorde han. Hele den dag fortsatte jeg med at græde, uden at mine tårer stoppede, og uden at jeg kunne sove.

Om morgenen var mine forældre med mig, og jeg græd i to nætter og en dag, uden at mine tårer stoppede og uden at jeg kunne sove, indtil jeg troede min lever ville sprænges af gråd. Så, mens mine forældre sad med mig, og jeg græd, bad en Ansari kvinde mig give hende tilla-delse (til at komme ind), jeg lod hende komme ind, og da hun kom ind, satte hun sig ned om begyndte at græde med mig. Mens vi var i denne tilstand, kom Allahs Sendebud �, hilste os og satte sig ned. Han havde slet ikke siddet med mig siden den dag (jeg opdagede) bagva-skelsen. En måned var gået, og der var ikke kommet nogen åbenba-ring til ham angående min sag. Allahs Sendebud � reciterede så Tashahhud og sagde: ”… O ’Aishah! Jeg er blevet fortalt sådan og sådan om dig. Hvis du er uskyldig, så vil Allah snart åbenbare din uskyldighed, og hvis du har udført en synd, så angr til Al-lah og bed Ham om tilgivelse, for når en tjener tilstår sine syn-der og beder Allah om tilgivelse, så accepterer Allah hans an-ger.” Da Allahs Sendebud var færdig med sin tale, stoppede mine tårer med at flyde fuldstændigt, så jeg ikke længere følte en eneste dråbe tåre, der flød. Jeg sagde til min fader: ”Besvar Allahs Sendebud � på mine vegne, angående det, han sagde.” Min fader sagde: ”Ved Allah, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til Allahs Sendebud �.” Så sagde jeg til min moder: ”Besvar Allahs Sendebud � på mine vegne, angå-ende det, han sagde.” Hun Sagde: ”Ved Allah, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til Allahs Sendebud �.”

82

Til trods for det faktum, at jeg var en ung pige og havde lille viden om Qur’anen, sagde jeg: ”Ved Allah, der er ingen tvivl om, at jeg ved, I har hørt denne (bagvaskende) tale, således at den er blevet plantet i jeres hjerter, og I har taget det til jer som en sandhed. Hvis jeg nu fortæller jer, at jeg er uskyldig, så vil I ikke tro mig, og hvis jeg tilstår til jer om det, og Allah ved, at jeg er uskyldig, så vil i med sikkerhed tro mig. Ved Allah, jeg finder ingen anden sammenligning for mig og jer, end Yusufs fader, da han sagde: ”Tålmodighed er da det bedste (i denne sag), og Allah er den eneste, hvis hjælp kan søges mod det i hævder.” Så vendte jeg mig om på den anden side og lagde mig på min seng, og Allah vidste, at jeg var uskyldig, og jeg håbede, at Allah ville åbenbare min uskyldighed. Men ved Allah, jeg havde aldrig troet, at Allah ville åbenbare, om min sag, den guddommelige åben-baring, som ville blive reciteret (for evigt), da jeg betragtede mig selv som værende for uværdig til at blive talt om af Allah vedrørende no-get, som bekymrede mig. Men jeg håbede, at Allahs Sendebud � ville få en drøm, i hvilken Allah ville bevise min uskyldighed. Men ved Al-lah, før Allahs Sendebud � havde forladt sin plads, og før nogen i husstanden havde forladt stedet, kom den guddommelige åbenbaring til Allahs Sendebud �

Der greb ham så den samme hårde tilstand, som plejede at overvælde ham (når han fik åbenbaring). Sveden dryppede fra hans krop som perler, selvom det var en kølig dag, og det var på grund af den vægti-ge meddelelse, som blev åbenbaret til ham. Da denne tilstand, Allahs Sendebud � var i, ophørte, rejste han sig smilende op, og de første ord han sagde, var: ”O ’Aishah! Allah har erklæret din uskyld!” Så sagde min moder til mig: ”Rejs dig og gå til ham (dvs. Allahs Sen-debud).” Jeg svarede: ”Ved Allah, jeg vil ikke gå til ham, og jeg lovpri-ser ingen anden end Allah.” Så åbenbarede Allah følgende ti vers:

اإلفك عصبة منكم ال تحسبوه شرا لكم بل هو إن الذين جاءوا ب� هربلى كوي تالذاإلثم و نم بسا اكتم مهنرئ مكل امل لكم ريخ

يمظع ذابع له مهنون �منمؤالم ظن وهمتعمال إذ سلو

83

نمؤالموبنيم ذا إفكقالوا ها وريخ بأنفسهم ات� هلياءوا عال جلو مه الله دنع كلئاء فأودهوا بالشأتي اء فإذ لمدهش ةعببأر

واآلخرة ولوال فضل الله عليكم ورحمته في الدنيا �الكاذبونيمظع ذابع يهف متا أفضي مف كمسلم� كمتبألسن هنلقوإذ ت

الله دنع وها ونيه هونبسحتو لمع به لكم سا ليم كماهقولون بأفوتويمظع� مقلت وهمتعمال إذ سلوذا وبه كلمتا أن نكون لنا يم

يمظان عتهذا به كانحبا إن �سدأب هثلموا لودعأن ت الله ظكمعيننيمؤم مكنت� يمكح يملع اللهو اآليات لكم الله نيبيإن �و

الذين يحبون أن تشيع الفاحشة في الذين آمنوا لهم عذاب أليم في ولوال فضل الله �الدنيا واآلخرة والله يعلم وأنتم ال تعلمون

�عليكم ورحمته وأن الله رءوف رحيم

”Sandelig, de, som frembragte løgnen (’Aishah) er en gruppe iblandt jer… I skal ikke mene, at det er ondt for jer. Nej, det er godt for jer. Hver enkelt af dem skal få (straffen for) hvad han har erhvervet sig af synden. Og den af dem som bar hovedansvaret for denne (sladder), skal få en stor straf. Hvorfor tænkte mominun og momi-naat, da de hørte det, ikke godt om deres egne folk, og (hvorfor) sagde de (ikke): Dette er en åbenbar løgn? Hvorfor kom de ikke med fire vidner til det? Men da de ikke kommer med vidnerne, er de sandelig løgnere i Al-lahs øjne. Og havde det ikke være for Allahs nåde mod jer og Hans barmhjertighed i denne verden og det kom-mende, så ville en stor straf visselig have ramt jer for (den sladder), I hengav jer voldsomt til. Da I modtog det med jeres tunger og sagde med jeres munde, hvad I ikke havde viden om, og I syntes, at det var noget ubetydeligt,

84

mendens det i Allahs øjne var noget alvorligt. Og hvorfor sagde I ikke, da I hørte det: Det er os ikke tilladt at tale om det. Ophøjede er Du, dette er en alvorlig bagvaskelse. Allah formaner jer, at i aldrig vender tilbage til noget li-gende, hvis I er mominun. Allah gør tegne klare for jer, og allah er Alvidene, Alviis. Sandelig, de, der ønsker, at skændighed skal sprede sig blandt dem som har Iman, vil få¨en pinefuld straf i denne verden og den kommende. Og Allah ved, men I ved ikke. Og havde det ikke været for Allahs nåde mod jer og Hans barmhjertighed, og for at Allah er Mild (og) Barmhjertig, (så ville det været gået jer ilde).” (An-Nur:11-20)

Allah åbenbarede disse Qur’an vers for at erklære min uskyld. Abu Bakr As-Siddiq, som plejede at udbetale penge til Mistah Ibn Uthathah grundet sit forhold ham samt hans fattigdom, sagde: ”Ved Allah, jeg vil aldrig give Mistah Ibn Uthathah noget efter det, han har sagt om ’Aishah.” Så Åbenbarede Allah:

وال يأتل أولوا الفضل منكم والسعة أن يؤتوا أولي القربى � والمساكني والمهاجرين في سبيل الله وليعفوا وليصفحوا أال تحبون

�يغفر الله لكم والله غفور رحيمأن

”Og lad ikke de af jer, som er begavet med det gode og (mange) midler, afholde sig fra at give ud til deres slægtninge, dem i nød og dem, som er udvandret (deres hjem) for Allahs sag. Og lad dem tilgive og være overbæ-rende, ønsker I da ikke, at Allah skal tilgive jer. Og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.” (An-Nur:22)

Abu Bakr As-Siddiq sagde: ”Jo, ved Allah, jeg ville elske det, hvis Allah tilgav mig.” og han fortsatte med at give Mistah de penge, han pleje-de at give ham før. Han tilføjede også: ”Ved Allah, jeg vil aldrig frata-ge ham dem (pengene) overhovedet.””

85

’Aishah sagde yderligere: ”Allahs Sendebud � spurgte også (sin ko-ne) Zainab Bin Jahsh om sagen. Han sagde til Zainab: ”Hvad ved du, og hvad så du?” Hun svarede: ”O Allahs Sendebud! Jeg afholder mig fra at påstå løgnagtig, at jeg havde hørt eller set noget. Ved Allah, jeg ved intet andet end godt (om ’Aishah).” Blandt Profetens koner var Zainab min lige (i skønhed og i den kærlighed hun fik af Profeten), men Allah reddede hende fra denne ondskab (spredningen af løgnen) på grund af hendes gudsfrygt. Hendes søster, Hamnah, begyndte (derimod) at bestræbe sig til sit yderste (på at sprede rygterne), og hun gik til grunde, med dem, der gik til grunde. Manden, som blev beskyldt, sagde: ”Subhan-Allah! Ved Ham, i hvis hånd min sjæl ligger, jeg har aldrig løftet sløret på en kvinde.” Denne mand blev senere martyr for Allahs sag.”

86

Khaibar-slaget

Ifølge Abdur-Rahman Ibn Laylah referer følgende Qur’an vers til Khaibar:

لقد رضي الله عن المؤمنني إذ يبايعونك تحت الشجرة فعلم ما � �في قلوبهم فأنزل السكينة عليهم وأثابهم فتحا قريبا

”Allah er tilfreds med Mu’mineen, idet de gav dig (Mu-hammad) lydighedsløfte under træet, og Han vidste, hvad der var i deres hjerter, så Han nedsendte tryghed over dem og belønnede dem med en nærtstående sejr.” (Al-Fath:18)

Nogle lærde i Seerah siger, at Khaibar-slaget fandt sted i det 6.år e.H., men ifølge flertallet af de lærde, fandt det sted i år 7 e.H.

Ibn Ishaq sagde, at da Allahs Sendebud � drog fra Madinah til Khaibar, gik han ad vejen forbi Isr, og en Moske blev bygget for ham dér, hvorefter han drog videre forbi Al-Sahba’. Derefter fort-satte han fremad med hæren, indtil han gjorde holdt i en dal ved navn Al-Raji’ mellem Khaibar og Ghatafans mænd for at forhindre sidstnævnte i at komme Khaibar til undsætning, idet de var på Khaibars side imod Allahs Sendebud �. Da Ghatafan hørte om Sen-debuddets � angreb på Khaibar, samledes de og drog ud for at hjælpe jøderne imod ham, men efter en dags rejse spredtes et rygte om deres ejendom og familier, og de troede, at de var blevet angre-bet, mens de var væk. Så de drog tilbage i deres egne spor, og efter-lod vejen til Khaibar åben for Allahs Sendebud �.

I sin Sahih berettede Al-Bukhair følgende beretninger, som kaster lys over begivenhederne ved Khaibar:

87

Suwaid Ibn An-Nu’man berettede: ”Jeg drog ud i Profetens � selskab i Khaibar-året, og da vi nåede As-Sahba’, som var den nedre del af Khaibar, bad Profeten ’Asr, hvorefter han bad folk komme med rejse-provianten. Intet andet end Sawiq (en type mel) blev frembragt, og Profeten � beordrede, at det skulle fugtes i vand, hvorefter han spiste det, og vi spiste det også. Så rejste han sig for at bede Maghrib. Han vaskede sin mund, og vi vaskede også vores munde, og han udførte Salah uden at gentage sin Wudu’”

Salamah Ibn Al-Akwa’ sagde: ”Vi drog ud til Khaibar i Profetens � selskab. Mens vi gik fremad om natten, var der en mand, som sagde: ”’Amer, O ’Amer! Vil du ikke lade os høre dine digte?” ’Amer var en digter, så han kom ned (fra sit ridedyr) og begyndte at recitere digte for folkene, som holdt trit med kamelernes skridt. Han sagde:

”O Allah! Uden Dig ville vi aldrig være blevet ledt til den rette vej. Vi ville heller ikke have givet almisser, ej heller ville vi have udført Sa-lah. Så tilgiv os for det vi har begået, lad os alle blive ofret for Din sag og nedsend tryghed over os for at grundfæste vores fødder, når vi møder fjenden. Og hvis de kalder os til noget uretfærdigt, vil vi afvise. Kuffar har skreget gevalt for at søge andres hjælp imod os.”

Derpå spurgte Profeten �: ”Hvem er den (kamel)fører (som reci-terer digte)?” Folk sagde: ”Han er ’Amer Ibn Al-Akwa’.” Så sagde Profeten �: ”Må Allah skænke ham nåde.” En mand blandt folkene sagde: ”O Allahs Profet! Er det (martyrium) blev givet til ham? Jeg ville ønske, du lod os nyde hans selskab længere.” Så nåede og belej-rede vi Khaibar, indtil vi blev ramt af voldsom hunger. Så hjælp Allah muslimerne til at erobre den. Om aftenen, den dag, byen blev erobret, tændte muslimerne enorme bål. Profeten � sagde: ”Hvad er disse bål til? Hvad vil i tilberede, siden I har tændt disse bål?” Folk svarede: ”Kød.” Han spurgte: ”Hvilken slags kød?” De sagde: ”Kød fra æsler.” Profeten � sagde: ”Smid kødet væk og knus (ler)gryderne!” En mand sagde: ”O Allahs Sendebud! Kan vi smide kødet væk og vaske gryderne i stedet?” Han sagde: ”Det (kan I) og-så.”

88

Da hæren så var arrangeret i rækker, (og slaget gik i gang) var ’Amers sværd kort, og han sigtede på en jødes ben for at hugge det, men den skarpe klinge vendte tilbage til ham skadede hans eget knæ, hvilket gjorde, at han døde (af skaden). Da vi vendte tilbage fra sla-get, så Allahs Sendebud � mig (bedrøvet). Han tog min hånd og sag-de: ”Hvad nager dig?” Jeg svarede: ”Lad min fader og moder blive ofret for dig! Folkene siger, at ’Amers gerninger er gået tabt (da han selv forskyldte sin død).” Profeten � sagde: ”Hvem end, der siger dette, tager fejl, for ’Amer har fået dobbelt belønning.” Profeten løftede to fingre og tilføjede: ”Han var en ihærdig kæmper for Allahs sag, og der er få arabere, som har opnået det ’Amer har gjort.””

Anas berettede, at Allahs Sendebud � nåede Khaibar om natten, og han havde for vane ikke at angribe fjenden, hvis han kom til dem om natten, før det blev morgen. Da det var morgen, kom jøderne ud med deres spader og kurve, og da de så ham �, sagde de: ”Muham-mad! Ved Allah, Muhammad og hans hær!” Profeten � sagde: ”Khaibar er gået til grunde, for når vi nærmer os (fjendtlig) nation, så vil ondt være morgendagen for dem, som er blevet advaret.”

Anas Ibn Malik sagde også: ”Vi nåede Khaibar tidligt om morgenen, og Khaibars indbyggere kom ud, mens de bar på deres spader, og da de så Profeten � sagde de: ”Muhammad! Ved Allah, Muhammad og hans hær!” Profeten � sagde: ”Allahu Akbar! Khaibar er gået til grunde, for når vi nærmer os (fjendtlig) nation, så vil ondt væ-re morgendagen for dem, som er blevet advaret.”

Senere fik vi fat i noget æselkød, men der kom en meddelelse fra Pro-fetens � meddeler: ”Allah og Hans Sendebud forbyder jer at spise æselkød, da det er en uren ting.””

Anas berettede desuden, at Profeten � bad Fajr nær Khaibar, mens det stadig var mørkt, hvorefter han sagde: ”Allahu Akbar! Khai-bar er gået til grunde, for når vi nærmer os (fjendtlig) nation,

89

så vil ondt være morgendagen for dem, som er blevet advaret.” Så kom Khaibars indbyggere løbende ud på vejene. Profeten � fik deres krigere dræbt og deres afkom og kvinder taget som fanger. Safiyah var blandt fangerne. Først var hun i Dahya Al-Kalbis andel (af krigsbyttet), men hun tilhørte senere Profeten �. Profeten � gjorde hendes frigivelse til hendes Mahr (medgift).

Salamah Ibn Al-Akwa’ berettede følgende: ”’Ali blev (oprindeligt) tilbage bag Profeten � under Khaibar-slaget, da han led af øjenpro-blemer. Så sagde han: ”(Hvordan kan) jeg blive tilbage bag Profeten �,” hvorefter han fulgte ham (Profeten). Da han så sov, natten til erobringen af Khaibar, sagde Profeten �: ”Jeg vil i morgen give flaget til en mand, som er elsket af Allah og Hans Sendebud, og (Khaibar) vil blive erobret gennem ham (med Allahs hjælp).” Mens vi alle var håbefulde om, at få flaget, blev der sagt: ”Her er ’Ali” og Profeten � gav ham flaget, og Khaibar blev erobret gennem ham (med Allahs hjælp).”

Sahl Ibn Sa’d sagde, at Allahs Sendebud � på Khaibar-dagen sagde: ”I morgen vil jeg give dette flag til en mand, igennem hvis hænder, Allah vil give os sejr. Han elsker Allah og Hans Sende-bud, og han er elsket af Allah og Hans Sendebud.”

Sahl sagde yderligere: ”Folk blev (vågne) den nat, mens de spekule-rede over, hvem det ville blive til. Om morgenen gik folk til Allahs Sendebud �, og de var alle håbefulde om, at de ville modtage det. Profeten � sagde: ”Hvor er ’Ali Ibn Abi Talib?” Der blev sagt: ”Han lider af øjenproblemer, O Allahs Sendebud.” Han sagde: ”Send bud efter ham.” ’Ali blev bragt til stedet, og Allahs Sendebud spyttede i hans øje og lavede Du’a til Allah for ham. ’Ali blev helbredt, som hav-de han aldrig haft noget problem. Profeten � gav ham flaget. ’Ali sagde: ”O Allahs Sendebud! Jeg vil bekæmpe dem, indtil de bliver som os.” Allahs Sendebud � sagde: ”Gå fremad, og forhast dig ikke. Når du indtræder deres territorium, så kald dem til at omfav-ne Islam og informer dem om Allahs rettigheder, som de skal overholde, for ved Allah, hvis blot en enkelt mand bliver ledt

90

til den rette vej af Allah gennem dig, så er det bedre for dig end de røde kameler.”

Yazid Ibn Abi ’Ubaid sagde: ”Jeg så ar af et sår på Salamahs ben. Jeg sagde til ham: ”O Abu Muslim! Hvad er det sår?” Han sagde: ”Dette blev påført mig på Khaibar dagen, og folk sagde: ”Salamah er såret!” Så gik jeg til Allahs Sendebud �, og han pustede lidt af sit spyt i det tre gange, og siden da har jeg ikke haft nogen smerte i det helt til denne tid.”

Sahl sagde, at under et af sine slag, stødte Profeten � sammen med kuffar, og de to hære kæmpede, og hver af dem vendte tilbage til sin lejr. Iblandt muslimerne var en mand, som ville forfølge enhver kafir, der blev skilt fra hæren og hugge ham med sit sværd. Der blev sagt: ”O Allahs Sendebud! Ingen har kæmpet så bravt som den og den (dvs. den modige muslim).” Profeten � sagde: ”Han er blandt helvedes beboere.” folk sagde: ”Hvem af os vil være blandt Jannahs beboere, hvis denne (mand) er blandt ildens beboere?” Så sagde en mand: ”Jeg vil følge ham i hans langsomme og hurtige be-vægelser.” Manden (den modige) blev såret og ønskede at dø med det samme, hvorfor han stak skæftet på sit sværd i jorden og place-rede dets spids midt i sit bryst, hvorpå han kastede sig oven på det og begik selvmord. Så vendte manden (som havde fulgt efter den afdøde) tilbage til Profeten � og sagde: ”Jeg bevidner, at du er Allahs Sendebud.” Profeten � sagde: ”Hvad er dette?” Manden fortalte ham hele historien. Profeten � sagde: ”En mand kan gøre, hvad der af folk anses som Jannahs beboeres gerninger, men han er blandt helvedes beboere. Og en mand kan gøre, hvad der af folk anses som helvedes beboeres gerninger, men han er blandt Jannahs beboere.”

Abu Hurairah berettede: ”Vi var vidner til Khaibar(-slaget). Allahs sendebud � sagde angående en af dem, som var med ham og påstod at være muslim: ”Denne er blandt helvedes beboere.” Da kampen startede, kæmpede manden så voldsomt og modigt, at han blev på-ført adskillige sår. Nogle af folkene var ved at blive i tvivl (om Profe-

91

tens udtalelse), men manden puttede, idet han følte smerten fra sine sår, hånden ned i sit kogger og tog nogle pile ud af det, med hvilke han slagtede sig selv. Så kom nogle mænd blandt muslimerne skynd-somt og sagde: ”O Allahs Sendebud! Allah har gjort din udtalelse sand. Den og den har begået selvmord.” Profeten � sagde: ”O den og den! Rejs dig og bekendtgør, at ingen anden end en Mu’min vil indtræde Jannah, og at Allah kan støtte denne deen gennem en uren, syndig mand.””

Allahs Sendebud � tog, som Ibn Ishaq berettede, ejendommen styk for styk og erobrede fæstningerne en efter en, som han kom til dem. Den første til at falde var Na’im (-fæstningen) og derefter Al-Qamus, Banu Al-Huqayq stammens fæstning. Sendebuddet � tog fanger fra dem, og blandt dem var Safiyah, datter af Huyay Ibn Ak-tab, som havde været hustru til Kinanah Ibn Al-Rabi’ Ibn Al-Huqayq samt to af sine fætre. Allahs Sendebud � valgte Safiyah til sig selv.

Ifølge Ibn Ishaq kom Sahm-stammen af Aslam(-klanen) til Sende-buddet � og klagede over, at de havde kæmpet uden at modtage noget, og at de ikke fandt noget hos Allahs Sendebud �, han kunne give dem. Han � sagde: ”O Allah, Du kender deres tilstand og (ved) at de ingen styrke haver, og jeg har intet at give dem, så erobr for dem den rigeste af fjendens fæstninger, hvori der er den mest overdådige mad.”

Dagen derpå lod Allah Al-Sa’b Ibn Mu’adhs fæstning erobre, og i den var den mest overdådige mad i Khaibar.

Da Allahs Sendebud � havde erobret nogle af deres fæstninger og overtaget noget af deres ejendom, kom han til de to fæstninger Al-Watih og Al-Sulaim, som var de sidste til at blive overtaget, og Al-lahs Sendebud � belejrede dem i omkring ti nætter.

92

Profeten � gifter sig med Safiyah bint Huyayy

Anas berettede, at Profeten � bad Fajr nær Khaibar, mens det sta-dig var mørkt, hvorefter han sagde: ”Allahu Akbar! Khaibar er gået til grunde, for når vi nærmer os (fjendtlig) nation, så vil ondt være morgendagen for dem, som er blevet advaret.” Så kom Khaibars indbyggere løbende ud på vejene. Profeten � fik deres krigere dræbt og deres afkom og kvinder taget som fanger. Safiyah var blandt fangerne. Først var hun i Dahya Al-Kalbis andel (af krigsbyttet), men hun tilhørte senere Profeten �. Profeten � gjorde hendes frigivelse til hendes Mahr (medgift).

Anas Ibn Malik sagde også: ”Vi ankom til Khaibar, og Allah hjalp Sit Sendebud til at erobre fæstningen, skønheden Safiyah Bint Huyayy Ibn Akhtab, hvis mand var blevet dræbt, mens hun var en brud, blev nævnt for Allahs Sendebud �. Profeten � valgte hende til sig selv og drog ud med hende, og da vi nåede et sted ved navn Sidd-As-Sahba’, blev Safiyah ren fra sin menstruation, hvorefter Allahs Sendebud � giftede sig med hende. Hais (en arabisk madret) blev tilberedt på en lille lædermåtte. Så sagde Profeten � til mig: ”Jeg inviterer folkene omkring dig.” Det var så Profeten � og Safiyahs bryllupsmåltid. Så fortsatte vi mod Madinah, og jeg så Profeten � lave en slags hynde af sin kappe bag sig (på sin kamel). Så satte han sig ved siden af sin kamel og lagde sit knæ til Safiyah, så hun kunne sætte sin fod på det for at komme op (på kamelen).”

Anas Ibn Malik sagde yderligere: ”Profeten � blev med Safiyah Bint Huyayy tre dage på vejen fra Khaibar, hvor han fuldbyrdede sit ægte-skab med hende. Safiyah var blandt dem, der blev beordret til at bru-ge Hijab.”

I en anden beretning sagde Anas: ”Profeten � blev tre nætter mel-lem Khaibar og Madinah og giftede sig med Safiyah. Jeg inviterede muslimerne til hans bryllupsmåltid, og der var hverken kød eller brød i dette måltid, men Profeten � beordrede Bilal til at sprede nog-le læddermåtter, hvorpå dadler, tørret yoghurt og smør blev lagt.

93

Muslimerne sagde indbyrdes: ”Vil hun være en af Mu’mineens mødre (Profetens � koner) eller blot af det, hans højre hånd besidder (tjene-stepige).” Nogle af dem sagde: ”Hvis Profeten � får hende til at bære Hijab, så vil hun være en af Mu’mineens mødre, og hvis han ikke får hende til at bære Hijab, vil hun være hans slavepige.” Da han så tog af sted, gjorde han plads til hende (på sit ridedyr) og fik hende til at bære Hijab.”

Erobringen af Khaibars Fæstninger

Ifølge Ibn Ishaq belejrede Allahs Sendebud � Khaibars folk i deres to fæstninger Al-Waith og Al-Sulaim, indtil de ikke længere kunne holde ud, og de bad ham lade dem gå og skåne deres liv, og det gjorde han. Nu havde Allahs Sendebud � overtaget al deres ejen-dom – Al-Shaqq, Nata og Al-Katibah og alle deres fæstninger, und-tagen hvad der tilhørte disse to (fæstninger).

Da Fadaks folk hørte om det, der var sket, sendte de bud til Sende-buddet � og bad ham lade dem gå og skåne deres liv, og så ville de efterlade ham deres ejendom, og han gik med til det. Den, der fun-gerede som mægler, var Muhqiysa Ib Mas’ud, Banu Harithas bro-der. Da Khaibars folk var omringet på disse betingelser, bad de Allahs Sendebud � ansætte dem på jorden med halv andel i afka-stet, de sagde: ”Vi ved mere om den end I gør, og vi er bedre land-mænd.”

Allahs Sendebud � gik med til denne ordning på den betingelse, at: ”Hvis vi ønsker at forvise jer, vil vi forvise jer.” Han � indgik en lignende aftale med mændene fra Fadak.

Fordelingen af krigsbyttet

I sin Sahih berettede Al-Bukhair følgende beretninger, som forkla-rer, hvordan Profeten � fordelte krigsbyttet ved Khaibar:

Jubair Ibn Mut’im sagde: ”’Uthman Ibn ’Affan og jeg gik til Profeten � og sagde: ”Du har givet Banu Al-Muttalib af femtedelen (den fem-

94

tedel, der tilkommer Profeten �) af Khaibars bytte og efterladt os til trods for, at vi og Banu Al-Muttalib er ligeligt beslægtede med dig.” Profeten � sagde: ”Banu Hasim og Banu Al-Muttalib er udeluk-kende én og samme.” Så Profeten gav ikke noget til Banu ’Abd As-Shams og Banu Nawfal.

Ibn ’Umar sagde, at Profeten � på Khaibar-dagen fordelte krigsbyt-tet i forholdet to andele per hest og en andel per mand.

Nafi’ forklarede dette ved at sige: ”Hvis en mand havde en hest ville han blive givet tre andele, og hvis ingen hest havde, så ville han blive givet én andel.”

’Umar Ibn Al-Khattab sagde: ”Ved Ham, i hvis hånd min sjæl ligger, hvis ikke jeg var bange for, at muslimerne måske ville blive efterladt i fattigdom, ville jeg fordele hvilken som helst landsby, jeg måtte ind-tage, som Profeten � fordelte jorden ved Khaibar. Men jeg foretræk-ker at lade den (jorden) være et fælles skatkammer for dem (folket), så de fordeler dens indtægt indbyrdes.”

Abu Sa’id Al-Khudri og Abu Hurairah berettede, at Allahs Sendebud � udpegede en mand som regent af Khaibar, og han kom senere med nogle Janib (dadler af udsøgt kvalitet) til profeten �. Derpå sagde Allahs Sendebud �: ”Er alle Khaibars dadler som disse?” Han sagde: ”Nej ved Allah, O Allahs Sendebud! Men vi tager en Sa’ (vægtenhed) af disse for to eller tre Sa’ af andre dadler.” Så sagde Allahs Sendebud �: ”Gør ikke det, men sælg først dadlerne af ringere kvalitet for penge, og køn så Janib for de penge.”

Abu Sa’id og Abu Hurairah sagde: ”Profeten � udpegede Banu ’Adis broder fra Ansar til regent af Khaibar.”

Ja’far Ibn Abi Talib og nogle mænds komme til Khaibar fra

Yemen

Al-Bukhari berettede via Abu Musa, at han sagde: ”Nyheden om Profetens � udvandring fra Makkah til Madinah nåede os, mens vi

95

var i Yemen. Vi var (tre sammen) to af mine brødre og jeg. Jeg var den yngste af os, den ene af de to var Abu Burda, og den anden var Abu Ruhm, og vores totale antal var 53 eller 52 mænd af mit folk. Vi gik ombord på et skib, som tog os til Negus i Etiopien. Der mødte vi Ja’far Ibn Abi Talib og blev med ham. Senere kom vi alle og mødtes med Profeten � på det tidspunkt, hvor Khaibar blev erobret. Nogle folk (i Madinah) plejede at sige til os (folk fra skibet): ”Vi udvandrede før jer.”

Asma’ Bint ’Umais, som var en af dem, der var kommet med os, tog på besøg hos Hafsah, Profetens � kone. Hun var udvandret sammen med os andre muslimer, som udvandrede til Negus. ’Umar kom til Hafsah, mens Asma’ Bint ’Umais var sammen med hende. Da ’Umar så Asma’ sagde han: ”Hvem er dette?” Hun sagde: ”Asma’ Bint ’Umais.” ’Umar sagde: ”Er hun etiopieren? Er hun den søfarende kvinde?” Asma’ sva-rede: ”Ja.” ’Umar sagde: ”Vi udvandrede før jer, så vi er mere beretti-get til Allahs Sendebud end jer.” Da blev Asma’ vred og sagde: ”Nej, ved Allah, mens I var med Allahs Sendebud �, som bespiste de sultne af jer og rådgav de uvidende af jer, var vi i det fjerne, hadede land, Etiopien, og alt dette for Allah og Hans Sendebuds � sag. Ved Allah, jeg hverken spise eller drikke, før jeg har informeret Allahs Sendebud � om alt det, du har sagt. Vi blev gjort fortræd og skræmt der (i Etio-pien). Jeg vil nævne dette for Profeten �, og jeg vil ikke fortælle no-gen løgn eller beskære din udtalelse eller tilføje noget til den.”

Da Profeten � så kom, sagde hun: ”O Allahs Sendebud! ’Umar har sagt sådan og sådan.” Han sagde: ”Hvad sagde du til ham?” Asma’ sagde: ”I fortalte ham sådan og sådan.” Profeten � sagde: ”Han har ikke større berettigelse til mig end jeres folk, idet han og hans ledsagere kun har (belønningen for) én udvandring, mens I, skibets folk, har (belønningen for) to udvandringer.”

Asma’ sagde senere: ”Jeg så Abu Musa og resten af skibets folk kom-me hen til mig i grupper efter hinanden og spørge mig om denne beretning, og for dem var intet i verden mere opmuntrende og mæg-tigt, end det, Profeten � havde sagt om dem.””

96

Abu Burada berettede, at Asma’ sagde: ”Jeg så Abu Musa bede mig om at gentage denne beretning igen og igen.”

Abu Burada berettede også, at Abu Musa sagde: ”Profeten � sagde: ”Jeg genkender gruppen af Ash’ariyoons (folk fra Ash’ari-stammen) stemmer, når de reciterer Qur’an, når de indtræder deres hjem om natten, og jeg genkender deres huse ved (at lytte til) deres stemmer, mens de reciterer Qur’an om natten, selvom jeg ikke har set deres huse, da de kom til dem i dagti-merne. Blandt dem er Hakim, som, når han mødte (fjendens) kavaleri eller fjenden, plejede at sige til dem: ”Mine fæller be-ordrer jer til at vente på dem.”””

Abu Musa berettede: ”Vi kom til Profeten �, efter han havde erobret Khaibar. Så gav han os en del (af krigsbyttet), men ud over os, gav han ikke til nogen andre, som ikke tog del i erobringen.”

Et forgiftet får gives i gave til Sendebuddet

Ved Khaibar tilberedte jøderne et får, som indeholdt gift, og for-ærede det til Profeten �.

I sin Sahih berettede Al-Bukhari Abu Hurairahs udtalelse: ”Da Khaibar blev erobret, blev et (tilberedt) får indeholdende gift foræret som gave til Allahs Sendebud �.

’Aishah sagde: ”Under den sygdom, han døde af, plejede Profeten � at sige: ”O ’Aishah! Jeg mærker stadig smerten forårsaget af den mad, jeg spiste ved Khaibar, og på nuværende tidspunkt føles det som om min aorta bliver skåret over af den gift.””

97

Mu’tah-slaget

Ifølge de lærde i Seerah fandt Mu’tah-slaget sted i år 8 e.H. ’Urwah Ibn Al-Zubair sagde, at Allahs Sendebud � sendte denne ekspediti-on til Mu’tah i Jumada Al-Thani (måneden) i år 8 e.H. Og han gav kommandoen til Zaid Ibn Harithah og sagde: ”Hvis Zaid bliver dræbt, så skal Ja’far Ibn Abi Talib tage kommandoen, og hvis han bliver dræbt, så ’Abdullah Ibn Rawahah.”

Folk gjorde sig klar til at tage af sted. Deres antal var 3.000. Da de skulle til at drage ud, tog de afsked med de ledere af Madinah, Sen-debuddet � havde udpeget.

Så drog folk fremad, og Allahs Sendebud � ledsagede dem, indtil han tog afsked med dem og tog tilbage til Madinah.

De gik af sted helt til Ma’an i Syrien, hvor de hørte, at Heraclius var kommet til Ma’ab i Balqa’-området med 100.000 grækere, fulgt af yderligere 100.000 mand fra Lakhm, Judham, Al-Qayn, Bahra og Baliy. Da muslimerne hørte dette brugte de to nætter i Ma’an på at overveje, hvad de skulle gøre. ’Abdullah Ibn Rawahah opmuntrede mændene og sagde: ”Mænd! Hvad I viser uvilje mod, er det, I er dra-get ud i søgen efter, nemlig martyrium. Vi bekæmper ikke fjenden med antal eller styrke eller mængde, men vi konfronterer dem med denne Deen, med hvilken Allah har beæret os. Så kom nu! Begge ud-sigter er fremragende: sejr eller martyrium.” Så sagde mændene: ”Ved Allah, Ibn Rawahah har ret.”

Folk drog fremad, indtil de var ved grænsen til Balqa’, hvor He-raclius’ græske og arabiske styrke mødte dem ved en landsby kal-det Masharif. Da fjenden kom nærmere, trak muslimerne sig tilba-ge til en landsby ved navn Mu’tah. Her mødtes hærene, og musli-merne opstillede sig i to flanker, hvoraf Qutbah Ibn Qatadah af Ba-

98

nu ’Udhrah anførte den højre, mens en Ansari ved navn ’Ubayah Ibn Malik stod i spidsen for den venstre.

Da kampen begyndte, kæmpede Zaid Ibn Harithah, mens han holdt Profetens � fane, indtil han døde af blodmangel mellem fjendens spyd. Så tog Ja’far fanen og kæmpede, mens han holdt den, indtil han blev martyr. ’Abdullah tog fanen og kæmpede, indtil han døde som martyr.

I denne forbindelse berettede Al-Bukhari følgende beretninger:

Nafi’ berettede: ”Ibn ’Umar fortalte mig, at han den dag stod ved siden af Ja’far, som var død, og han talte halvtreds sår på hans krop, forårsaget af stød og hug, og ingen af disse sår var på hans ryg.”

’Abdullah Ibn ’Umar sagde: ”Allahs Sendebud � udpegede Zaid Ibn Harithah som kommandør af hæren under Mu’tah-ekspeditionen og sagde: ”Hvis Zaid bliver martyr, skal Ja’far tage hans position, og hvis Ja’far bliver martyr, skal ’Abdullah Ibn Rawahah tage hans position.”

’Abdullah Ibn ’Umar sagde yderligere: ”Jeg var til stede blandt dem under det slag, og vi ledte efter Ja’far Ibn Abi Talib, og fandt hans lig blandt martyrernes lig, og vi fandt over 90 sår på hans krop, forårsa-get at stod skud (pile).”

Anas sagde: ”Profeten � havde informeret folk om Zaid, Ja’far og Ibn Rawahahs martyrium før nyheden om deres død nåede frem. Profe-ten � sagde: ”Zaid tog flaget og blev martyr, derefter tog Ja’far det og blev martyr, og så tog Ibn Rawahah det og blev martyr.” På det tidspunkt var Profetens � øjne fyldt med tårer. Han tilføjede: ”Så blev flaget taget af et sværd blandt Allahs sværd (Khalid Ibn Al-Walid), og Allah gjorde dem sejrrige.””

’Amrah sagde: ”Jeg hørte ’Aishah sige: ”Da nyheden om Zaid Ibn Ha-rithah, Ja’far Ibn Abi Talib og ’Abdullah Ibn Rawahahs martyrium nåede frem, sad Allahs Sendebud � med tydelig sorg i ansigtet.”

99

’Aishah tilføjede: ”Jeg kiggede gennem en sprække i døren. En mand kom og sagde til ham: ”O Allahs Sendebud! Ja’fars kvinder græder.” Derpå gav Profeten � ham besked på at forbyde dem at gøre det. Så gik manden væk, hvorefter han vendte tilbage og sagde: ”Jeg forbød dem det, men de lyttede ikke til mig.” Profeten � beordrede ham at gå igen. Han gik og kom tilbage og sagde: ”Ved Allah, de overvældede mig (lyttede ikke).” ’Aishah sagde: ”Allahs Sendebud � sagde: ”Gå og kast støv i deres munde.””

’Aishah tilføjede: ”Jeg sagde: ”Må Allah sænke din næse i støvet! Ved Allah, du har ikke gjort, hvad du blev beordret til, ej heller har du aflastet Allahs Sendebud for problemer.””

’Amer sagde, at hver gang Ibn ’Umar hilste på Ja’fars søn sagde han: ”Assalamu Alaika, O søn af ham med de to vinger.”

Khalid Ibn Al-Walid sagde: ”På Mu’tah-dagen blev ni sværd knækket i min hånd, og intet blev tilbage i min hånd ud over et yemenitisk sværd, jeg havde.”

Erobringen af Makkah

Erobringen af Makkah fandt, ifølge de lærde i Seerah, sted i Rama-dan, år 8 e.H. I den Gloværdige Qur’an siger Allah �:

�اتاوماث السريم لهلو بيل اللهي سقوا ففنأال ت ا لكممض واألرو نة مجرد ظمأع كلئل أوقاتح ول الفتقب نم فقأن نم كمنوي متسال يالذين أنفقوا من بعد وقاتلوا وكال وعد الله الحسنى والله بما

بريلون خمعت�

”Og hvorfor skulle I ikke give ud (af jeres ejendom) for Allahs sag, når alt arvegods i himlene og (på) jorden til-kommer Allah. De er ikke lige, (men) dem af jer, som gav ud før sejren, og kæmpede; de er af højere status, end

100

dem der gav ud (af deres ejendom) og kæmpede efter-følgende. Og dem alle, har Allah lovet vældig (beløn-ning). Og Allah er vidende om (alt), hvad I udfører.” (Al-Hadid:10)

�حالفتو الله رصاء نإذا ج� ين اللهي دلون فخدي اسالن تأيرو �غفره إنه كان توابافسبح بحمد ربك واست �أفواجا

”Når Allahs støtte og sejren kommer, og du ser folk ind-træde Allahs Deen i masser, så lovpris din Herre og søg Hans tilgivelse. Sandelig, Han er Tilgivende.” (An-Nasr:1-3)

101

Anledningen til erobringen af Makkah

Til trods for de forbedrede forhold mellem Makkah og Madinah efter indgåelsen af Hudaybiyah-aftalen, blev freden brudt af Qu-raish, som med deres allierede, Bakr-stammen, angreb Khuza’ah-stammen. Khuza’ah var muslimernes allierede, og da Profeten � hørte om angrebet, beordrede øjeblikkeligt sine mænd til at gøre klar til krig. Senere fortalte han mændene, at han ville drage mod Makkah og beordrede dem til at forberede sige nøje. Han sagde: ”O Allah, tag øjnene og ørerne fra Quraish, så vi kan overraske dem i deres land.” Følgelig forberedte mændene sig til kamp.

Episoden med Hatib Ibn Abi Balta’ah

I sin Sahih berettede Al-Bukhari via ’Ubaidullah Ibn Abi Rafi’, at sidstnævnte sagde: ”Jeg hørte ’Ali sige: ”Allahs Sendebud � sendte mig, Abu Marthad og Az-Zubair, og vi red alle på heste, og han sagde: ”Rid, indtil i når til Raudat-Khakh, hvor der er en kafir kvinde, som bærer på et brev fra Hatib Ibn Abi Balta’ah til kuffar i Makkah.” Så fandt vi hende ridende på sin kamel på det sted, Allahs Sendebud � havde nævnt. Vi sagde: ”Brevet!” Hun sagde: ”Jeg har intet brev.” Så fik vi hendes kamel til at sætte sig, og vi visiterede hende, men vi fandt intet brev. Så sagde vi: ”Allahs Sendebud � har ikke fortalt os en løgn! Tag brevet frem, ellers vil vi klæde dig af til nøgenhed.” Da hun så, at vi var fast besluttede, puttede hun sin hånd ind under sin livrem, for hun havde bundet sin kappe rundt om taljen, og hun tog brevet frem, og vi bragte hende til Allahs Sendebud �. Så sagde ’Umar: ”Han (Hatib) har forrådt Allah, Hans Sendebud og Mu’mineen! Lad mig halshugge ham!” Profeten � spurgte Hatib: ”Hvad fik dig til at gøre dette?” Hatib sagde: ”Ved Allah, jeg havde ikke til hensigt at opgive min Iman på Allah og Hans Sendebud, men jeg ønskede at have en påvirkning på (Makkahs) folk, så Allah gen-nem den kunne beskytte min familie og ejendom. Der er ingen af dine ledsagere, der ikke har nogle af sine slægtninge der, igennem hvilke

102

Allah beskytter deres familier og ejendom.” Profeten � sagde: ”Han har talt sandt, sig intet andet end godt til ham.” ’Umar sagde: ”Han har forrådt Allah, Hans Sendebud og Mu’mineen. Lad mig hals-hugge ham!” Profeten � sagde: ”Er han ikke blandt Badr-krigerne? Det er muligt, at Allah kiggede på Badr-krigerne og sagde: ”Gør hvad end I ønsker, da jeg har givet jer Jannah, eller han sagde, da jeg har tilgivet jer.”

Da han hørte dette, flød der tårer fra ’Umars øjne, og han sagde: Al-lah og Hans Sendebud ved bedst.””

Så åbenbarede Allah � den Surah, der starter således:

� هملقون إلياء تيلأو كمودعي وودذوا عختوا ال تنآم ينا الذها أيي اكمإيول وسون الررجخي قالح نم اءكما جوا بمكفر قدو ةدوبالم

تجرخ مإن كنت كمبر وا باللهنمؤاء أن تغتابي وبيلي سا فادجه م نمو ملنتا أعمو متفيا أخبم لما أعأنو ةدوبالم همون إليسري تاتضرم

�يفعله منكم فقد ضل سواء السبيل

”O I, som har Iman! Tag ikke mine fjender og jeres fjen-der som venner (eller beskyttere), (idet I) tilbyder dem kærlighed, efter at de har afvist det, der er kommet til jer af sandhed, de har (endda) uddrevet Sendebuddet og jer, (udelukkende) fordi I har Iman på Allah, jeres Herre. Hvis I er draget ud for min sag og for at søge min til-fredshed (så tag dem ikke som venner), mens I hemme-ligt viser dem venskabelighed, og Jeg er vidende om (alt), hvad I skjuler og åbenbarer. Og enhver af jer som gør dette er vildledt fra den rette vej.” (Al-Mumtahinah:1)

103

Muslimerne drager ud mod Makkah

D. 10. Ramadan, år 8 e.H., tog Allahs Sendebud � af sted på sin eks-pedition, og han udpegede Abu Rumh Kulthum Ibn Hussain som leder af Madinah. I denne forbindelse berettede Al-Bukhari via Ibn ’Abbas, som sagde: ”Allahs Sendebud � rejste i Ramadan måneden, og han fastede, indtil han nåede til ’Usfan, så bad han om en kop vand, og han drak den mens det var lyst, så folk kunne se ham. Han brød fasten, indtil han nåede Makkah.”

Ibn ’Abbas plejede at sige: ”Allahs Sendebud � fastede nogle gange og undlod at faste (andre gange), mens han var på rejse, så man kan faste eller lade være (på rejse).”

Det bør nævnes, at muslimernes antal var 10.000 mand.

Abu Sufyan tilslutter sig Islam

Ifølge Al-Bukhari berettede Hishams far, at da Allahs Sendebud � drog ud i det år, hvor erobringen af Makkah fandt sted, og nyheden om dette nåede Quraish for øre, gik Abu Sufyan, Hakim Ibn Hizam og Budail Ibn Warqa ud for at samle information om Allahs Sende-bud �.

De fortsatte af sted indtil de kom til et sted kaldet Marr Az-Zahran (nær Makkah). Der så de en masse bål, som var det bålene ved ’Arafah. (Under Hajj-sæsonen ville mange arabere besøge Makkah og slå lejr ved ’Arafah-bjerget og tænde bål om natten). Abu Sufyan sagde: ”Hvad er dette? Det ligner bålene ved ’Arafah.” Budail Ibn Warqa sagde: ”Banu ’Amr er færre i antal end dette.” (Dvs. dette kan ikke blot være ’Amr-stammen)

Nogle af Allahs Sendebuds � vagter fik øje på dem, overrumplede dem og bragte dem til Allahs Sendebud �. Abu Sufyan tilsluttede sig Islam. Da Profeten � så drog videre, sagde han til Al-’Abbas: ”Hold Abu Sufyan på toppen af bjerget, så han kan se musli-merne.” Al-’Abbas holdt ham så stående dér (på bjerget), og

104

stammerne, som var med Profeten �, begyndte at passere Abu Su-fyan i militærdelinger. En deling gik forbi, og Abu Sufyan sagde: ”Hvem er disse?” Al-’Abbas sagde: ”De er Ghifar-stammen.” Abu Su-fyan sagde: ”Jeg har intet udestående med Ghifar.” Så gik en deling fra Juhaina-stammen forbi, og han sagde igen det førnævnte. Så gik Sa’d Ibn Huzaim forbi med en deling fra sin stamme, og igen sagde Abu Sufyan det samme. Så gik Banu Sulaim-stammen forbi, og end-nu engang gentog Abu Sufyan sig. Så kom en deling forbi, som Abu Sufyan aldrig havde set magen til. ”Hvem er disse?” sagde han. Al-’Abbas svarede: ”De er Ansar, anført af Sa’d Ibn ’Ubadah, ham, der holder fanen.”

Sa’d Ibn ’Ubadah sagde: ”O Abu Sufyan! Denne dag er et mægtigt slags dag, og i dag vil Ka’bah’en blive gjort tilladt.” (Quraish forbød muslimerne adgang til Ka’bah). Abu Sufyan sagde: ”O ’Abbas! (se) hvor vidunderlig ødelæggelsesdagen er!” Så kom endnu en deling, som var den mindste af alle, og i den var Allahs Sendebud � og hans ledsagere, og Profetens � flag blev båret af Az-Zubair Ibn Al-’Awwam.

Da Allahs Sendebud gik forbi Abu Sufyan, sagde sidstnævnte: ”Ved du, hvad Sa’d Ibn ’Ubadah sagde?” Profeten � sagde: ”Hvad sagde han?” Abu Sufyan forklarede, hvad Sa’d Ibn ’Ubadah havde sagt, hvorpå Profeten � sagde: ”Sa’d har sagt en løgn, men i dag vil Allah gøre Ka’bah overlegen, og i dag vil Ka’bah blive dækket med et betræk.”

Allahs Sendebud � beordrede sit flag fastgjort ved Al-Hajun.

Al-Bukhari berettede også, at ’Urwah sagde, at Nafi’ Ibn Jubair Mut’im sagde: ”Jeg hørte Al-’Abbas sige til Az-Zubair Ibn Al-’Awwam: ”O Abu ’Abdullah! Beordrede Allahs Sendebud � dig til at fastgøre flaget her?””

Allahs Sendebud � beordrede Khalid Ibn Walid til at indtræde Makkah, fra byens øvre del ved Ka’bah, mens Profeten � selv kom

105

ind i byen fra Kuda. To mænd fra Khalids Kavaleri, Hubaish Ibn Al-Ash’ar og Kurz Ibn Jabir Al-Fihri, blev martyrer den dag.

Beskrivelsen af Profetens � indtræden i Makkah

’Aishah sagde: ”I det år, hvor erobringen (af Makkah) fandt sted, indtrådte Profeten � Makkah fra Kuda, hvilket var den øvre del af Makkah.”

Både Al-Bukhari og Muslim berettede via Anas Ibn Malik, at han sagde, at Profeten � på erobringsdagen, trådte ind i Makkah, mens han bar en hjelm på hovedet. Da han tog den af, kom en mand og sagde: ”Ibn Khatal klynger sig fast til Ka’bahs betræk.” Profeten � sagde: ”Dræb ham.”

Al-Bukhari berettede desuden via ’Abdullah Ibn Mughaffal, som sagde: ”Jeg så Allahs Sendebud � den dag, Makkah blev erobret, hvor han sad på sin kamel og reciterede Surat-al-Fath med en klangfuld, dirrende stemme.” Mu’awiyah kommenterede dette, idet han sagde: ”Hvis ikke jeg var bange for, at folk ville samles om mig, ville jeg reci-tere i den klangfulde dirrende tone, han (’Abdullah Ibn Mughaffal) gjorde, da han efterlignede Allahs Sendebud �.”

Muslimerne var af Profeten � blevet beordret til ikke at gøre nogen fortræd, med mindre de forsøgte at forhindre dem i at komme ind i byen. Ifølge Ibn Ishaq havde Safwan Ibn Umayyah, ’Ikrimah Ibn Abi Jahl og Suhail Ibn ’Amr imidlertid samlet nogle mænd i Al-Khandamah for at kæmpe. Himas Ibn Qays Ibn Khalid, Ibn Bakrs bror, sleb sit sværd, før Allahs Sendebud � ankom til Makkah, og hans kone spurgte ham, hvorfor han gjorde det. Da han fortalte hende, at det var for (at bekæmpe) Muhammad og hans ledsagere, sagde hun, at hun ikke mente, det ville gøre nogen skade på dem. Han svarede, at han håbede, at han ville kunne give hende én af dem som slave. Så gik han til Khandamah med Safwan, Suhail og ’Ikrimah, og da muslimerne, under Khalids ledelse, ankom, blev de mødt af et bagholdsangreb, hvor Kurz Ibn Jabir fra Muharib Ibn Fihr-stammen og Hubaish Ibn Khalid Ibn Rabi’ah Ibn Asram, en af

106

Munqidh-stammens allierede, begge blev dræbt. De havde taget deres egen vej, adskilt fra Khalid, og blev dræbt sammen. Salamah Ibn Al-Mayla, en af Khalids ryttere, blev ligeledes dræbt, og polytei-sterne mistede 12 eller 13 mænd, før de flygtede.

Allahs Sendebud � havde givet hærlederne instrukser om kun at bekæmpe dem, som gjorde modstand, ved deres indtrædelse i Makkah, med undtagelse af nogle få, som skulle dræbes, selv hvis de blev fundet under Ka’bahs stofbetræk. Blandt dem var ’Abdullah Ibn Sa’d Ibn Abi Sarh, ’Abdullah Ibn Khadl og Al-Wuraith Ibn Naqid Ibn Wahb Ibn ’Abd Qasa’.

I sin Sahih berettede Al-Bukhari via ’Abdullah, som sagde: ”Da Pro-feten � indtrådte Makkah på erobringsdagen, var der 360 idoler omkring Ka’bah. Profeten begyndte at slå dem itu med en stav, han havde i hånden, mens han sagde: ”Sandheden er kommet, og falskheden vil ikke opstå, ej heller vil den vende tilbage.”

Desuden berettede Al-Bukhari via ’Abdullah Ibn ’Umar, som sagde: ”Profeten � ankom (til Makkah) i det år, hvor erobringen fandt sted, mens Usamah red bag ham. Al-Qaswa, Bilal og ’Uthman Ibn Talhah ledsog ham. Da han � fik sin kamel til at sætte sig på knæ nær Ka’bah, sagde han til ’Uthman: ”Skaf os nøglen.” Han bragte ham nøglen og åbnede Ka’bahs port for ham. Profeten �, Usamah, Bilal og Uthman Ibn Talhah gik ind i Ka’bah og lukkede porten efter sig. Pro-feten � blev derinde i lang tid, hvorefter han kom ud. Folk stormede frem for at komme ind, men jeg gik ind før dem og fandt Bilal ståen-de bag porten, og jeg sagde til ham: ”Hvor udførte profeten � Salah?” Han sagde: ”Han udførte Salah mellem de to forreste søjler.” Ka’bah var bygget på seks søjler i to rækker, og han havde bedt mellem de to søjler i den forreste række med porten til Ka’bah bag sig og ansigtet mod den væg, som står over for én, når man kommer ind i Ka’bah. Mellem ham og væggen var (ca. 60 tommer). Men jeg glemte at spør-ge Bilal om, hvor mange Rak’ah Profeten � havde bedt. Der var et rødt stykke marmor der, hvor han � havde udført Salah.”

107

Mujahid berettede også, ifølge Al-Bukhari, at Allahs Sendebud � gik op, den dag, hvor Makkah blev erobret, og sagde: ”Allah har gjort Makkah til et fredhelligt sted siden den dag, Han skabte him-lene og jorden, og den vil forblive et fredhelligt sted i kraft af den hellighed, Allah har givet den indtil opstandelsesdagen. Det (at kæmpe militært i den) blev ikke gjort tilladt for nogen før mig, ej heller vil det blive gjort tilladt for nogen efter mig, og det blev ikke gjort tilladt for mig, undtagen i en kort perio-de. Dens dyr bør ikke blive jaget, dens træer bør ikke blive fældet, dens bevoksning og græs bør ikke rykkes op med rød-derne, og den Luqata (mistet ejendom, som bliver fundet) bør ikke samles op, undtagen af en, som kommer med en offentlig erklæring af det (fundet).”

Al-’Abbas Ibn ’Abdul Muttalib sagde: ”Undtagen Idhkhir(-planten), O Allahs Sendebud, da den er uundværlig for smede og (bygning af) huse.” Da blev Profeten � tavs, hvorefter han sagde: ”Undtagen Idhkhir(-planten), da den er tilladt at skære.”

Abu Shuraih berettede, at han sagde til ’Amr Ibn Sa’id, mens sidst-nævnte sendte tropper i delinger til Makkah: ”O leder! Tillad mig at berette dig en udtalelse, som Allahs Sendebud � udtalte på andenda-gen for Makkahs erobring. Mine to ører hørte det, og mit hjerte hu-skede det, og mine to øjne så ham, mens han sagde det. Han � lovpri-ste Allah, hvorefter han sagde: ”Makkah er blevet gjort til et fred-helligt sted af Allah og ikke af folk, så det er ikke tilladt for nogen, som har Iman på Allah og den sidste dag at udgyde blod i den eller at fælde dens træer, og hvis nogen spørger om tilla-delse til at kæmpe i den, sig da til ham: ”Allah fav Sit Sendebud tilladelse og gav ikke jer tilladelse, og selv han (Sendebuddet) blev givet tilladelse i en kort periode af dagen, og i dag er dens (Makkahs) hellighed blevet den samme, som den var før, så lad dem, der er til stede, informere dem, som er fraværende.””

Abu Shuraih blev så spurgt: ”Hvad sagde ’Amr til dig?” Abu Shuraih sagde: ”Han sagde: ”Det vidste jeg bedre end dig, O Abu Shuraih! Al-

108

Haram (Makkah) giver ikke tilflugt til en synder eller en flygtende morder eller en person, der flygter, efter at have forårsaget ødelæg-gelse.””

Ifølge Al-Bukhari berettede Salmis fader: ”Profeten � sendte Khalid Ibn Al-Walid til Jadhimah-stammen, og Khalid kaldte dem til Islam, men de kunne ikke udtrykke sig ved at sige: ”Aslamna (vi har taget imod Islam)”, men de begyndte at sige: ”Saba’na! Saba’na!” (Vi er frafaldet en levemåde og indtrådt en anden).” Khalid blev ved med at dræbe (nogle af) dem og tage (andre) til fange, og han gav os hver sin fange. Så kom dagen, hvor Khalid beordrede, at hver mand skulle dræbe sin fange. Jeg sagde: ”Ved Allah, jeg vil ikke dræbe min fange, og ingen af mine fæller vil dræbe deres fanger.” Da vi nåede frem til Profeten �, nævnte vi hele historien for ham, hvorpå Profeten � løf-tede begge hænder og sagde to gange: ”O Allah! Jeg er fri for det, Khalid har gjort.”

Profetens ophold i Makkah

Der er enstemmighed blandt de lærde i Seerah om, at Profeten � blev de resterende dage af Ramadan i Makkah, hvor han forkortede Salah og ikke fastede.

I denne forbindelse berettede Al-Bukhari, at Anas sagde: ”Vi blev (i Makkah) i ti dage sammen med Profeten �, og vi plejede at udføre forkortet Salah (rejse-Salah).”

Ibn ’Abbas berettede, at Profeten � blev i Makkah i 19 dage, i hvilke han bad 2 Rak’ah i hver Salah (Dhuhr, ’Asr og ’Isha)

Profetens domme under hans ophold i Makkah

I sin Sahih berettede Al-Bukhari nogle af Profetens � domme under hans ophold i Makkah. Følgende er nogle af disse beretninger:

’Aishah sagde, at ’Utbah Ibn Abi Waqqas bemyndigede sin bror Sa’d Ibn Abi Waqqas til at tage sønnen af Zam’ahs slavepige i sin vare-tægt. ’Utbah sagde: ”Han er min søn.” Da Allahs Sendebud ankom til

109

Makkah under erobringen, tog Sa’d Ibn Abi Waqqas sønnen af Zam’ahs slavepige til Profeten �. ’Abd Ibn Zam’ah kom også med ham. Sa’d sagde: ”Dette er min broders søn, og han (min broder) har fortalt mig, at det er hans søn.” ’Abd Ibn Zam’ah sagde: ”O Allahs Sendebud! Dette er min broder, som er søn af Zam’ahs slavepige, og blev født i hans (Zam’ahs) seng.” Allahs Sendebud � så på sønnen af Zam’ahs slavepige og bemærkede, at han af alle folk havde den største lighed med ’Utbah Ibn Abi Waqqas. Allahs Sendebud � sag-de så (til ’Abd): ”Han er din, han er din broder, O ’Abd Ibn Zam’ah, han blev født på sengen (tilhørende din fader).” Allahs Sendebud � sagde samtidig (til sin kone Sawdah): ”Dæk dig foran ham (slavepigens søn) O Sawdah,” grundet den lighed han be-mærkede mellem ham og ’Utbah Ibn Abi Waqqas. Allahs Sendebud � tilføjede: ”Drengen er til sengen (til ejeren af den seng, hvor han blev født), og stenen er til horkarlen.”

’Urwah Ibn Az-Zubair berettede, at en kvinde begik tyveri under Allahs Sendebuds � levetid ved erobringen af Makkah. Hendes folk gik til Usamah Ibn Zaid for at få ham til at gå i forbøn for hende hos Profeten �. Da Usamah gik i forbøn for hende hos Allahs Senedbud �, ændrede Allahs Sendebuds � ansigtsfarve sig, og han sagde: ”Går du i forbøn hos mig i en sag vedrørende én af de lovmæs-sige straffe, som er fastlagt af Allah?” Usamah sagde: ”O Allahs Sendebud! Bed Allah om tilgivelse for mig.” Om eftermiddagen rejste Allahs Sendebud � sig så og henvendte sig til folket. Han lovpriste Allah, som Han bør lovprises, hvorefter han sagde: ”… Nationerne før jer gik til grunde, fordi, at hvis adelig iblandt dem stjal, så ville de undskylde ham, og hvis en fattig iblandt dem stjal, ville de indføre den lovmæssige straf over ham. Ved Ham i hvis hånd Muhammads sjæl ligger, hvis Fatimah, datter af Mu-hammad, stjal, ville jeg afhugge hendes hånd.” Så gav Allahs Sendebud � sin ordre i sagen om kvinden, og hendes hånd blev hugget af. Senere viste hendes Tawbah sig at være oprigtig, og hun blev gift. ’Aishah sagde: ”Denne kvinde plejede at besøge mig, og jeg plejede at overbringe hendes spørgsmål til Allahs Sendebud �:”

110

Den dag, hvor Makkah blev erobret, tog Allahs Sendebud � imod lydighedsløftet fra både mænd og kvinder om, at der ingen Ilah er ud over Allah og om at tilslutte sig Islam. Ifølge Ahmad tog Allahs Sendebud � folks løfte om at have Iman på Allah og at bevidne, at der ingen Ilah er foruden Allah, og at Muhammad er Allahs Sende-bud. I Qur’an finder vi følgende vers:

� بالله ركنشلى أن ال يع كنايعبي اتنمؤالم اءكإذا ج بيا النهاأيي انتهبب نيأتال يو نهالدأو لنقتال يو ننيزال يو رقنسال يئا ويش هرينفتي

نله رفغتاسو نهايعفب وفرعي مف كينصعال يو هنلجأرو يهندأي نيبيمحر غفور إن الله الله�

”O du Profet! Når troende kvinder kommer til dig for at give dig løftet om, at de ikke vil sidestille noget med Al-lah, at de ikke vil stjæle, at de ikke vil begå hor, at de ik-ke vil dræbe deres børn, at de ikke vil ytre bagvaskelse og bevidst opfinde falskheder, og at de ikke vil være uly-dige mod dig i nogen retfærdig sag, tag da imod deres løfte og bed Allah om tilgivelse for dem. Sandelig, Allah er Tilgivende, Barmhjertig.” (Al-Mumtahinah:12)

Majashi sagde ifølge Al-Bukhari: ”Jeg tog min broder til Profeten � efter erobringen og sagde: ”O Allahs Sendebud! Jeg er kommet til dig med min broder, så du kan tage imod lydighedsløfte om udvandring fra ham.” Profeten � sagde: ”Udvandringens folk (dem, der ud-vandrede før erobringen) nød godt af udvandringens privile-gier (dvs. der er ikke længere nogen grund til udvandring).” Jeg sagde til Profeten �: ”Om hvad, vil du tage imod hans lydigheds-løfte?” Profeten � sagde: ”jeg vil tage imod hans løfte om Islam, Iman og Jihad.””

Mujahid sagde ligeledes: ”jeg sagde til Ibn ’Umar: ”Jeg ønsker at udvandre til Syrien.” Han sagde: ”Der er ingen udvandring, men Ji-

111

had. Gå og tilbyd dig selv til Jihad, og hvis du finder mulighed for Jihad (så bliv der), ellers så kom tilbage.””

I en anden beretning sagde Ibn ’Umar: ”Der er ingen udvandring i dag efter Allahs Sendebud �.” Derefter fortsatte han sin udtalelse som nævnt ovenfor.

Ibn ’Abbas sagde: ”’Umar plejede at give mig adgang til hans hus sammen med nogle af de ældre mænd, som havde kæmpet ved Badr-slaget. Nogle af dem sagde: ”Hvorfor lader du denne unge mand komme ind med os, mens vi har sønner på hans alder?” ’Umar sagde: ”I ve, hvilken person han er.” En dag tilkaldte ’Umar dem, og han tilkaldte mig sammen med dem, og jeg tænkte, at han havde kaldte på mig den dag for at vise dem noget om mig. ’Umar spurgte dem: ”Hvad i siger om (den Surah) der lyder:

�صاء نإذا جحالفتو الله ر� ين اللهي دلون فخدي اسالن تأيرو �فسبح بحمد ربك واستغفره إنه كان توابا �أفواجا

”Når Allahs støtte og sejren kommer, og du ser folk ind-træde Allahs Deen i masser, så lovpris din Herre og søg Hans tilgivelse. Sandelig, Han er Tilgivende.” (An-Nasr:1-3)

Nogle af dem svarede: ”Vi er befalet til at lovprise Allah og angre til ham, idet vi er blevet hjulpet og skænket sejr.” Nogle sagde: ”Vi ved det ikke.” Andre forblev tavse. Så sagde ’Umar til mig: ”Siger du det samme?” Jeg sagde: ”Nej.” ’Umar sagde: ”Hvad siger du da?” Jeg sag-de: ”Disse Qur’an-vers indikerer Allahs Sendebuds � forestående død, som Allah har informeret ham om. Når Allahs hjælp og erobringen kommer, dvs. erobringen af Makkah, så vil det være tegner på jeres Profets forestående død, så bevidn jeres Herres eneståenhed og lov-pris Ham og angr til ham, da han er klar til at tilgive.” Derpå sagde ’Umar: ”Jeg ved ikke andet om det, end hvad du ved.””

112

’Amr Ibn Salamah sagde: ”Vi var ved et sted, som var en færdselsåre for folk, og karavanerne plejede at passere os, og vi ville spørge dem: ”Hvad er der galt med folk? Hvem er den mand?” De ville sige: ”Den mand påstår, at Allah har sendt ham, at han har modtaget guddom-melig åbenbaring, og at Allah har åbenbaret sådan og sådan til ham.” Jeg plejede at memorisere den (guddommelige) tale, og det føles som var det indprentet i mit bryst, og araberne forsinkede deres konvertering til Islam, indtil erobringen (af Makkah). De plejede at sige: ”Lad ham (Muhammad) og hans folk Quraish være. Hvis han overmander dem, er han en sand profet.” Så da Makkah blev erobret kom alle stammerne farende for at tilslutte sig Islam, og min fader skyndte sig at tage imod Islam før min stamme. Da min fader vendte tilbage (fra Profeten �) til sin stamme sagde han: ”Ved Allah, jeg er med sikkerhed kommet til jer fra Profeten �!” Profeten � sagde ef-terfølgende til dem: ”Udfør den og den Salah til den og den tid, og når tiden for Salah går ind, bør én af jer udføre Adhan (kal-det til Salah), og lad den af jer, der kan mest Qur’an, lede Sa-lah.” Så ledte de efter en sådan person, og de fandt ingen, der kunne mere Qur’an end jeg, grundet det af Qur’an, jeg plejede at lære fra karavanerne. De gjorde mig derfor til deres Imam, og på det tids-punkt var jeg en dreng på seks eller syv år, som gik i en Burda (sort, firkantet klæde), som viste sig at være for kort til mig (og en del af min krop blev blottet under Salah). En kvinde fra stammen sagde: ”Vil i ikke dække jeres recitators bagdel for os?” Så købte de (et styk-ke stof) og lavede en (lang) skjorte til mig. Jeg havde aldrig været så glad for noget, som jeg var for den skjorte.”

113

Hunain-slaget

Den gloværdige Qur’an siger om dette slag:

مواطن كثرية ويوم حنين إذ أعجبتكم لقد نصركم الله في � ثم تبحا ربم ضاألر كمليع اقتضئا ويش كمنن عغت فلم كمتكثر

بريندم متليو� ننيمؤلى المعو هولسلى رع هتينكس ل اللهأنز ثمنزل جنودا لم تروها وعذب الذين كفروا وذلك جزاء وأ

رينالكاف� غفور اللهاء وشي نلى مع كذل دعب نم الله وبتي ثميمحر�

”Allah støttede jer visselig på mange slagmarker og på Hunain-dagen, da jeres store antal gjorde jer opstemte, men det gavnede jer intet, og jorden, i al dens vidde, hæmmede jer, og i vendte jer om i flugt. Men Allah ned-sendte rolighed over Sit Sendebud og Mu’mineen, og Han nedsendte styrker, I ikke så, og Han straffede kuffar, og således er kuffars gengæld. Og efter dette tilgav Allah dem, Han ønskede. Og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.” (At-Tawbah:25-27)

Ifølge majoriteten af de lærde i Seerah fandt Hunain-slaget sted i år 8 e.H.

Anledningen til slaget

Da Hawazin, en nabo-stamme til Makkah, hørt nyheden om Profe-ten � og erobringen af Makkah, aftalte de, sammen med en anden stamme fra Ta’if kaldet Thaqif, at de ville bekæmpe muslimerne og

114

destruere dem før de kunne sprede deres Deen til hele den arabi-ske halvø. Andre stammer tilsluttede sig disse to stammer.

Malik Ibn ’Awf, lederen af Hawazin, lagde en plan. Han beordrede sine mænd til at tage deres familier og ejendom med sig, idet han troede, at dette ville tvinge dem til at kæmpe voldsomt. Durayd, en gammel blind mand, bebrejdede ham dette og argumenterede for, at ”hvis en mand er kujonagtig nok til at flygte fra kampen, så vil han også efterlade sin familie. Kvinderne og børnene vil blive en stor be-kymring for os, og hvis vi bliver besejret, vil al vores rigdom falde i fjendens hænder.” Men Malik ignorerede hans råd og holdt sig til den oprindelige plan.

Da Profeten � hørte, hvad de fjendtlige stammer planlagde, fandt han sig tvunget til at kæmpe, og han beordrede sin hær at bevæge sig mod Ta’if.

Den muslimske hærs march

Allahs Sendebud � marcherede med 2.000 folk fra Makkah og 10.000 af sine Sahabah, som var draget ud med ham, da han erob-rede Makkah, 12.000 mænd i alt. Allahs Sendebud � lod ’Attab Ibn Asid Ibn Abu Al-’Is Ibn Umayyah Ibn ’Abd Shams blive tilbage som leder af Makkah for at tage sig af de folk, der var blevet tilbage. Så drog han � frem for at møde Hawazin.

Krigen begynder

Ifølge Ibn Ishaq sagde Jabir Ibn ’Abdullah, som bevidnede Hunain-slaget: ”Da vi nærmede os Hunain-dalen kom vi ned gennem en bred, svingende dal. Vi gik gradvist nedad i morgenens halvmørke. Fjenden var nået frem før os, og de havde gemt sig i dalens stier, kløfter og smalle steder. De havde samlet sig og var fuldt forberedt, og ved Al-lah, vi var skrækslagne da vi, idet vi var på vej ned, blev angrebet af delinger, der angreb som var de én mand, og folk flygtede uden at ænse hinanden. Mændene løb væk, undtagen nogle Muhajireen og Ansar, som blev med Profeten � sammen med nogle mænd fra hans

115

familie. De Muhajireen, som stod fast, var Abu Bakr og ’Umar og af hans � familie blev ’Ali, Al-’Abbas, Abu Sufyan Ibn Al-Harith og den-nes søn, samt Al-Fadl Ibn ’Abbas, Rabi’ Ibn Al-Harith, Usamah Ibn Zaid og Ayman Ibn Umm Ayman Ibn ’Ubaid, som blev dræbt den dag.

Da han så mændene flygte trak Allahs Sendebud � sig til højre og sagde: ”Hvor skal i hen, mænd? Kom til mig. Jeg er Allahs Sen-debud. Jeg er Muhammad Ibn ’Abdullah.” Og det var ikke for ingenting, at kamelerne stødte ind i hinanden (folk var på vild flugt).”

I denne forbindelse berettede Al-Bukhari via Abu Ishaq, som sagde: ”Jeg hørte Al-Bara’ berette, da en mand kom og sagde til ham: ”O Abu ’Umarah! Flygtede du på Hunain-dagen?” Al-Bara’ svarede: ”Jeg be-vidner, at Profeten � ikke flygtede, men de hurtige folk skyndte sig væk, og folkene fra Hawazin skød pile efter dem. På det tidspunkt holdt Abu Sufyan Ibn Al-Harith Profetens � hvide mulddyr fra hove-det, og Profeten � sagde: ”Jeg er Profeten, uden tvivl. Jeg er søn-nen af ’Abdul-Muttalib.””

Til sidst samledes hundrede mænd omkring ham, og de gik fremad og kæmpede. Hans � første kald var: ”(Kom) til mig, Ansar!” Og derefter: ”Til mig, Khazraj!” De var standhaftige i kampen. Mæn-dene fortsatte med at kæmpe, og dem, som var flygtet, vendte til-bage. Men de fandt kun krigsfanger i lænker hos Allahs Sendebud �. Mange kuffar blev dræbt, og de blev besejret. Allah skænkede Sit Sendebud � sejr, og gav ham deres ejendom og familier som krigs-bytte.

Ifølge Al-Bukhari berettede Abu Qatadah: ”Vi drog ud med Profeten � i Hunain-året, og da vi stod over for fjenden, flygtede muslimerne (bortset fra Profeten � of få Sahabah). Jeg så en kafir overmande en af muslimerne, så huggede jeg ham (kafir) bag på nakken, så hans rustning faldt af. Han vendte sig mod mig og pressede mig så hårdt, at jeg følte, at jeg skulle dø. Så tog døden ham, og han slap mig. Efter-følgende fulgte jeg efter ’Umar og sagde til ham: ”Hvad er der galt

116

med folk?” Han sagde: ”Det er Allahs befaling.” Så vendte muslimerne tilbage (til kampen) og (da fjenden var besejret) satte Profeten � sig og sagde: ”Den, der har dræbt en kafir og har et bevis på dette, vil få hans Salb (ejendom, afkom mv.)” Jeg rejste mig og sagde: ”Hvem vil være mit vidne?”, hvorefter jeg satte mig. Så gentog Profe-ten � sin udtalelse. Han gentog så sin udtalelse ednnu en gang, og jeg rejste mig og sagde: ”Hvem vil være mit vidne?”, hvorefter jeg satte mig igen. Da Profeten � sagde det førnævnte endnu en gang, og jeg rejste mig, sagde han: ”Hvad er der i vejen, O Abu Qatadah?” Så berettede jeg hele historien, og en mand sagde: ”Abu Qatada har fortalt sandheden, og den afdødes Salb er i min besiddelse, så godt-gør for Abu Qatadah på mine vegne.” Abu Bakr sagde: ”Nej! Ved Al-lah, det vil aldrig ske, at Allahs Sendebud � efterlader (uden noget) en af Allahs løver, som kæmper for Allah og Hans Sendebuds sag, og giver hans (retmæssige) krigsbytte til dig.” Profeten � sagde: ”Abu Bakr har talt sandt giv det (krigsbyttet) tilbage til ham!” Så gav han mig det, og jeg købte en have i Banu Salamah(-stammens land) for det, og det var den første ejendom, jeg tilegnede mig, efter jeg tog imod Islam.”

Da krigsbyttet var blevet samlet, beordrede Allahs Sendebud � sine ledsagere til at tage det til Al-Ja’faranah. Profeten � gjorde Mas’ud Ibn ’Amr Al-Ghifari ansvarlig for Krigsbyttet.

Fordelingen af krigsbyttet

I sin Sahih berettede Al-Bukhari følgende Ahadith, der omhandler fordelingen af krigsbyttet ved Hunain:

Marwan og Al-Miswar Ibn Makramah berettede, at en udsending fra Hawazin kom til Allahs Sendebud � og erklærede deres konver-tering til Islam og bad ham give dem deres ejendom og fanger til-bage. Allahs Sendebud � sagde: ”De folk, du ser med mig, er in-volveret i denne sag, og den mest elskede tale hos mig er den sande tale. Så vælg én af de to: enten fangerne eller ejendom-men. Jeg har ventet på jer (endnu ikke fordelt krigsbyttet).”

117

Allahs Sendebud � havde forsinket fordelingen af deres krigsbytte ti nætter efter hans tilbagevenden fra Tai’f. Så da de fandt ud af, at Allahs Sendebud � kun ville give dem én af de to ting, sagde de: ”Vi foretrækker, at få fangerne.” Så rejste Allahs Sendebud � sig blandt muslimerne og lovpriste Allah, som Han bør lovprises, hvorefter han sagde: ”Jeres brødre er kommet til jer med anger, og jeg finder (det passende) at give dem deres fanger. Så den af jer, der ønsker at gøre dette som en tjeneste, kan gøre det. Og den af jer, der ønsker at holde fast i sin del (af byttet), indtil vi gi-ver ham af det første krigsbytte, Allah vil give os (efter dette), han kan gøre det.” Folk sagde: ”Vi gør det velvilligt som en tjeneste, O Allahs Sendebud!” Allahs Senedbud � sagde: ”Vi ved ikke, hvem af jer, der er gået med til det, og hvem der ikke er. Så gå tilbage til jeres ledere og overbring os jeres afgørelse.” De gik tilbage til deres ledere, talte med dem, og vendte tilbage til Allahs Sende-bud � og informerede ham om, at de alle var gået med til det med glæde, og at de havde givet deres tilladelse.

Anas berettede, at Profeten � på Hunain-dagen, konfronterede Hawazin-stammen, mens der var 10.000 mænd foruden Tulaqa’ (dem, der konverterede ved erobringen af Makkah) sammen med Profeten �. Da de (muslimerne) flygtede, sagde Profeten �: ”O samling af Ansar!” De svarede: ”Labbaik (til din tjeneste), O Allahs Sendebud, og Sa’daik (under din kommando)!” Så steg Profeten � af (sit mulddyr) og sagde: ”Jeg er Allahs tjener og Hans Sendebud.” Så blev kuffar besejret. Profeten � fordelte krigsbyttet mellem Tu-laqa’ og Muhajireen, men gav ikke noget til Ansar. Ansar talte så (i utilfredshed), og han � kaldte på dem og fik dem til at komme ind i et skindtelt, hvor han sagde: ”Vil I ikke være tilfredse med, at folk tager får og kameler, mens I tager Allahs Sendebud med jer?” Profeten � tilføjede: ”Hvis folk tog én vej gennem en dal, og Ansar tog en anden vej gennem et bjergpas, ville jeg vælge An-sars bjergpas.”

Anas berettede også, at Allahs Sendebud på erobringsdagen (af Makkah) fordelte krigsbyttet mellem folkene fra Quraish, hvilket

118

gjorde, at Ansar blev vrede. Så sagde Profeten �: ”Vil i ikke være tilfredse med, at folk tager de jordiske ting, mens I tager Al-lahs Sendebud med jer?” De sagde: ”Jo.” Profeten � Sagde: ”Hvis folk tog deres vej gennem en dal eller et bjergpas, ville jeg tage min vej gennem Ansars dal eller bjergpas.”

119

Tabuk-slaget

Ifølge de lærde i Seerah fandt dette slag sted i Rajab måneden, år 9 e.H.

Anledningen til slaget

Da Allah � befalede Mu’mineen at forbyde kuffar at indtræde eller nærme sig Den Hellige Moske (Ka’bah), tænkte Quraish, at dette ville mindske deres profit fra handel. Derfor godtgjorde Allah � for dette ved at befale dem til at bekæmpe bogens folk, indtil de tog imod Islam eller betalte Jizyah. Allah � siger:

� جدسوا المبقرفال ي سجركون نشا المموا إننآم ينا الذها أيي هلفض نم الله نيكمغي فولة فسيع مفتإن خذا وه همامع دعب امرالح

قاتلوا الذين ال يؤمنون بالله وال � الله عليم حكيم إن شاء إن قالح ينون ديندال يو ولهسرو الله مرا حون ممرحال ير وم اآلخوبالي

و دي نة عيطوا الجزعى يتح ابتوا الكأوت ينالذ نونمراغص مه�

”O I, som har Iman! Sandelig, polyteisterne er urene, så lad dem ikke nærme sig Den Hellige Moske efter dette år. Og hvis I frygter fattigdom, så vil Allah snarligt gøre jer rige, ud af Sin godhed, hvis Han ønsker det. Visselig, Allah er Alvidende, Vis. Bekæmp dem, som ikke har Iman på Allah og den sidste dag, ikke forbyder, hvad Allah og Hans Sendebud har forbudt og ikke vedkender sig sand-hedens Deen, blandt bogens folk, indtil de giver Jizyah med villig underkastelse og er underlegne.” (At-Tawbah:28-29)

120

Derfor besluttede Allahs Sendebud � sig for at bekæmpe romerne for at kalde dem til Islam. Allah � siger:

� يكموا فجدليالكفار و نم كملوني ينلوا الذوا قاتنآم ينا الذها أيي �الله مع المتقنيغلظة واعلموا أن

”O I, som har Iman! Bekæmp dem, som er nær jer af kuf-far, og lad dem finde hårdhed i jer. Og vid, at Allah er med dem, som frygter Ham.” (At-tawbah:123)

Desuden tilskynder Allah � Mu’mineen til at drage frem i kamp for Allahs sag. Han � siger:

� بيل اللهي سف أنفسكمو كمالووا بأمداهجقاال وثفافا ووا خرانفلو كان عرضا قريبا وسفرا �ذلكم خير لكم إن كنتم تعلمون

لو فون باللهلحيسقة والش همليع تدعب نلكو وكعبا التدقاص �استطعنا لخرجنا معكم يهلكون أنفسهم والله يعلم إنهم لكاذبون

”Drag frem, let eller tungt (udrustet), og kæmp med je-res ejendom og liv for Allahs sag. Dette er bedst for jer, hvis I (blot) vidste. Hvis der havde været umiddelbar gavn, og rejsen havde været let, ville de alle med sikker-hed have fulgt dig, men denne (rejses) afstand var lang og hård for dem. Og de vil sværge ved Allah: ”Hvis vi var i stand til det, ville vi visselig være draget ud med jer.” De tilvejebringer deres egen undergang, og Allah ved, at de med sikkerhed lyver.” (At-Tawbah:41-42)

لينفروا كافة فلوال نفر من كل فرقة منهم طائفة وما كان المؤمنون � �ليتفقهوا في الدين ولينذروا قومهم إذا رجعوا إليهم لعلهم يحذرون

121

”Og Mu’mineen bør ikke alle drage ud. Men lad en skare drage ud fra hver en gruppe af dem, for at (dem, der bli-ver tilbage) kan studere Deen og formane deres folk, når de vender tilbage, så de kan (lære) at beskytte sig (mod ondt).” (At-Tawbah:122)

Allahs Sendebud � befalede sine Sahabah at forberede sig til at bekæmpe romerne i en tid, hvor mændene var hårdt presset. He-den var voldsom, der var tørke, frugterne var modne, og mændene ønskede at blive i skyggen og nyde deres frugter og hadede at rejse i den årstid.

I modsætning til de tidligere ekspeditioner, forklarede Allahs Sen-debud denne gang sine Sahabah, hvem det var, de skulle kæmpe imod, fordi rejsen var lang, årstiden var hård og fjenden var mæg-tig i styrke, således at mændene kunne gøre passende forberedel-ser.

En dag, mens han var i gang med at gøre sine forberedelser, sagde Allahs Sendebud � til en mand ved navn Jadd fra Qays Ibn Sala-mah-stammen: ”Kunne du tænke dig at kæmpe mod Al-Asfar-stammen, Jadd?” Han svarede: ”Vil du tillade mig at blive tilbage og ikke udsætte mig for fristelse, for alle ved, at jeg er stærkt afhæn-gig af kvinder, og jeg er bange for, at jeg ikke kan styre mig, hvis jeg ser de romerske kvinder.” Allahs Sendebud � lod ham blive tilbage og vendte sig bort fra ham. Det var om ham, Allah � åbenbarede følgende Qur’an vers:

ن لي وال تفتني أال في الفتنة سقطوا وإن جهنم ومنهم من يقول ائذ� رينيطة بالكافحلم�

”Og blandt dem er folk, som siger: ”Giv mig tilladelse og udsæt mig ikke for Fitnah.” Er de da ikke allerede faldet i Fitnah? Og helvede vil sandelig omringe kuffar.” (At-Tawbah:49)

122

Allahs Sendebud � opfordrede desuden de rige blandt Sahabah til at give ud for Allahs sag. Ifølge Ibn Hisham gav ’Uthman 1000 dina-rer for Allahs sag på Tabuk-dagen, og Allahs Sendebud � sagde: ”O Allah, må du være tilfreds med ’Uthman, for jeg er tilfreds med ham.”

De grædende

Allah � omtaler denne gruppe af muslimer i følgende Qur’an vers:

� كأذنتاس هولسر عوا مداهجو وا باللهنة أن آمورس إذا أنزلتورضوا بأن �نكن مع القاعدين أولوا الطول منهم وقالوا ذرنا

لكن �يكونوا مع الخوالف وطبع على قلوبهم فهم ال يفقهون مله كلئأوو أنفسهمو همالووا بأمداهج هعوا منآم ينالذول وسالر

ه كلئأوو اتريونالخحفلالم م� نري مجت اتنج مله الله دأعيمظالع زالفو كا ذليهف يندالخ ارها األنهتحون �تذرعاء المجو

يبصيس ولهسرو وا اللهكذب ينالذ دقعو مذن لهؤياب لراألع نمليس على الضعفاء وال على �ذين كفروا منهم عذاب أليمال

لهوا لحصإذا ن جرقون حنفا يون مجدال ي ينلى الذال عى وضرالميمحر غفور اللهبيل وس نم سننيحلى الما عم هولسرال �ولى وع

الذين إذا ما أتوك لتحملهم قلت ال أجد ما أحملكم عليه تولوا إنما السبيل �وأعينهم تفيض من الدمع حزنا أال يجدوا ما ينفقون

رضوا بأن يكونوا مع الخوالف على الذين يستأذنونك وهم أغنياء �وطبع الله على قلوبهم فهم ال يعلمون

”Og når en Surah bliver nedsendt, som befaler dem at have Iman på Allah og at kæmpe sammen med Hans

123

Sendebud, spørger dem med ejendom og indflydelse dig om undtagelse, og de siger: ”Lad os blive med dem, som sidder (i deres hjem).” De foretrækker at være blandt de (kvinder), som bliver tilbage. Deres hjerter er blevet luk-ket, så de begriber ikke. Men Sendebuddet og dem, som havde Iman med ham, kæmpede med deres ejendom og liv, til dem er alle gode ting (belønningen), og de er de succerige. Allah har beredet haver til dem, under hvilke floder strømmer, for at de skal forblive deri (evigt). Det-te er den mægtigste sejr. Og dem, som kom med und-skyldninger, blandt beduinerne kom til dig for at få und-tagelse, og dem, som var falske mod Allah og Hans Sen-debud, blev tilbage. En smertelig straf vil ramme dem, som er kuffar, iblandt dem. Ingen skyld er på(lagt) dem, som er svage, syge eller intet finder at give ud (for sa-gen), hvis de er oprigtige mod Allah og Hans Sendebud, der kan ingen bebrejdelse af dem, som handler godt, og Allah er Tilgivende, Barmhjertig. Ej heller af dem, som kom til dig for, at du skulle lade dem bære (på ridedyr), hvor du sagde: ”Jeg kan ingen (ridedyr) finde, som kan bære jer,” og de vendte om, mens deres øjne var fyldt med tårer af sorg for, at de intet havde at give ud. Be-brejdelsen er udelukkende mod dem, som søger undta-gelse, mens de er rige. De foretrækker, at blive tilbage med de (kvinder), som bliver tilbage. Allah havde lukket deres hjerter, så de begreb ikke.” (At-Tawbah:86-93)

Ifølge Ibn Ishaq var de grædende personer syv mænd blandt Ansar. Yamim Ibn ’Umayr Ibn Ka’b mødte Abu Layla og ’Abdullah Ibn Mughaffal, mens de græd, og da han spurgte dem, hvorfor de græd, fortalte de ham, at de havde meldt sig til Allahs Sendebud � for at få et ridedyr, men havde intet at give dem, og de havde intet selv. Derpå gav han (Yamim) dem en kamel, som plejede at blive brugt til at hente vand, og de sadlede den og forsynede sig med nogle dadler, hvorefter de drog af sted med Allahs Sendebud �.

124

I denne forbindelse berettede Al-Bukhair, at Abu Musa sagde: ”Vi, en gruppe Ash’ariyyoon (fra Ash’ari-stammen) gik til Profeten � og bad ham give os noget at ride på, men Profeten � nægtede. Så spurg-te vi ham for anden gang, om han ville give os noget at ride på, men Profeten � svor, at han ikke ville os noget at ride på. Efter et stykke tid blev fem kameler bragt til Profeten � som krigsbytte, og han befalede, at de fem kameler skulle gives til os. Da vi tog de kameler sagde vi: ”Vi har fået Profeten til at glemme sin ed, og vi vil aldrig få succes efter det.” Så gik jeg til Profeten � og sagde: ”O Allahs Sende-bud! Du svor, at du ikke ville give os noget at ride på, men du har givet os.” Han sagde: ”Ja, for hvis jeg sværger (i en sag) og senere ser en bedre løsning end den (jeg har sværget på), handler jeg efter den sidste”” (I denne hadith ligger en generel forklaring af, hvorledes man ikke i alle anliggender er bundet af, at man har sværget)

Nogle beduiner kom for at undskylde, at de ikke tog af sted. Men Allah vil ikke acceptere deres undskyldning (ud fra tidligere nævn-te vers).

Muslimernes hær drager fremad

Da der var klar bane for Allahs Sendebud � besluttede han sig for at tage af sted. Nu var der en række muslimer, som var tøvende i deres beslutning om at tage af sted, så de blev tilbage, hvilket er fuldt bekræftet. De var Ka’b Ibn Malik, Murarah Ibn Ar-Rabi’ og Hilal Ibn Umayyah. Deres historie vil imidlertid blive nævnt i detal-jer senere.

Da Allahs Sendebud � var taget af sted, slog han lejr ved Thaniyat-ul-Wada’. ’Abdullah Ibn Ubai Ibn Salul slog lejr for sig selv, længere nede end Profeten � i retning af Dhuhab. Da Allahs Sendebud � fortsatte fremad skilte Ibn Salul sig fra hæren og blev tilbage med hyklerne og tvivlerne.

Allahs Sendebud � beordrede ’Ali til at blive i Madinah for at tage sig af hans familie. Al-Bukhari berettede, at Sa’d sagde: ”Allahs Sen-

125

debud � drog ud mod Tabuk efter at have udpeget ’Ali som sin sted-fortræder (i Madinah). ’Ali sagde: ”Vil du efterlade mig blandt kvin-der og børn?” Allahs Sendebud � sagde til ham: ”Vil du ikke være tilfreds med, at du er for mig, som Harun var for Musa? Men der vil ingen Profet være efter mig.””

Abu Khaitamah vendte, ifølge Ibn Ishaq, tilbage til sin familie på en varm dag, nogle dage efter Allahs Sendebud � var taget af sted. Han fandt to af sine koner i hver deres hytte i hans have. De havde beg-ge sprøjtet vand på deres hytter og afkølet dem samt tilberedt mad til ham. Da han ankom, stod han foran hytterne, kiggede på sine koner og det de havde forberedt til ham og sagde: ”Allahs Sendebud � er ude i solen, vinden og heden, mens Abu Khaithamah er i en kølig skygge, mad er tilberedt for ham, og han hviler i sin ejendom med en god kvinde. Dette er ikke retfærdigt. Ved Allah, jeg vil ikke komme ind i jeres hytter, men jeg vil tilslutte mig Allahs Sendebud �, så for-bered noget mad til mig.” Det gjorde de så, og han gik ud til sin ka-mel, sadlede den og drog ud i søgen efter Sendebuddet �, indtil han nåede ham ved Tabuk.

’Umayr Ibn Wahb Al-Juhani havde indhentet Abu Khaithamah på vejen, mens han ledte efter Allahs Sendebud �, og de slog sig sam-men. Da de nærmede sig Allahs Sendebud �, mens han havde slået lejr ved Tabuk, gjorde hæren ham opmærksom på, at en mand kom ridende deres vej, og Allahs Sendebud � sagde: ”Det ville være Abu Khaithamah,” hvilket det var. Da han var steget af sin kamel, kom han og gav Allahs Sendebud � sin hilsen. Sendebuddet � sag-de: ”Ve dig, O Abu Khaithamah!” Så fortalte Abu Khaithamah ham, hvad der var sket, hvorefter Allahs Sendebud � talte godt til ham og velsignede ham.

Så fortsatte Allahs Sendebud sin rejse, og nogle mænd begyndte at sagtne bagud. Da Allahs Sendebud � blev fortalt, at den og den fra sagtnet bagud, sagde han: ”Lad ham være, for hvis der er noget godt i ham, vil Allah sørge for, at han slutter sig til jer, og hvis ikke, så har Allah skaffet jer af med ham!”

126

Det blev rapporteret, at Abu Dharr var sagtnet bagud, og hans ka-mel havde forsinket ham. Allahs Sendebud � sagde igen det før-nævnte. Abu Dharr ventede på sin kamel, og da den gik meget lang-somt med ham, tog han sit udstyr på ryggen og tog af sted i Allahs Sendebuds � spor til fods. Allahs Sendebud � var standset, da en mand henledte hans opmærksomhed på én, som gik alene på vejen. Allahs Sendebud � sagde, at han håbede, det var Abu Dharr, og da folk havde kigget grundigt efter, sagde de, at det var ham. Allahs Sendebud � sagde: ”Allah, hav barmhjertighed med Abu Dharr. Han går alene, han vil dø alene, og han vil blive genoplivet ale-ne.”

Profeten � forbyder Sahabah at drikke af vandet ved Al-

Hijr

Ifølge Ibn Ishaq standsede Allahs Sendebud �, da han var gået forbi Al-Hijr, og mændene tog vand fra brønder dér. Da de gik videre, sagde han: ”Drik ikke af dens vand og brug det ikke til Wudu’. Hvis har brugt noget af det til dej, så fodr kamelerne med den og spis ikke af den. Lad ingen af jer gå ud om natten alene, men tag en ledsager med.”

I sin Sahih berettede Al-Bukhari, at Ibn ’Umar sagde: ”Da Profeten � passerede Al-Hijr, sagde han: ”Gå ikke ind i boligerne tilhøren-de de folk, som var uretfærdige mod dem selv, med mindre i går ind i en grædende tilstand, for ikke at den samme kata-strofe som deres skal ramme jer.” Så dækkede han sit hoved og satte farten op, indtil han havde krydset dalen.”

Da Allahs Sendebud � nåede Tabuk, kom Yuhanna Ibn Ru’bah, gu-vernøren af Ayla, og indgik en pagt med ham og betalte ham Jizyah. Jarba’ og Adhrahs folk kom også og betalte Jizyah.

Khalid Ibn Al-Walid drager frem til Ukaydir ved Duma

Allahs Sendebud � sendte Khalid Ibn Al-Walid til Ukaydir ved Du-ma. Ukaydir Ibn ’Abdul-Malik var en mand fra Kinda-stammen, han

127

var regent af Duma og kristen. Allahs Sendebud � fotalte Khalid, at han ville finde ham i færd med at jage vilde okser. Da Khalid drog fremad, fandt han Ukaydir og hans bror i færd med at jage vilde okser, som Allahs Sendebud � havde fortalt ham. Khalid og hans ledsagere tog Ukaydir til fange og dræbte hans bror. Ukaydir var iført en embedskappe af brokade, dækket med guld. Khalid trak denne af ham og sendte den til Allahs Sendebud �. Derefter bragte Khalid Ukaydir til Profeten �, som skånede ham og indgik fred med ham på den betingelse, at han betalte Jizyah.

Tilbagekomsten til Madinah

Ifølge Ibn Ishaq blev Allahs Sendebud � ved Tabuk i omkring ti nætter, ikke mere. Så vendte han tilbage til Madinah.

I sin Sahih berettede Al-Bukhari via Anas Ibn Malik, som sagde: ”Allahs Sendebud � vendte tilbage fra Tabuk-slaget, og da han nær-meed sig Madinah sagde han: ”Der er nogle folk i Madinah, som var med jer hele tiden, i rejste ikke én del af rejsen og krydse-de ikke én dal, uden at de var med jer.” De sagde: ”O Allahs Sen-debud! Selvom de var i Madinah?” Han sagde: ”Ja, for de blev tilba-geholdt af virkelige årsager.”

Abu Humaid berettede også, at ”Vi vendte tilbage i selskab med Pro-feten � fra Tabuk-slaget, og da vi så på Madinah, sagde Profeten �: ”Dette er Taibah (Madinah), og dette er Uhud, et bjerg, som elsker os, og er elsket af os.”

As-Sa’ib Ibn Yazid sagde: ”Jeg husker, at jeg gik ud med de andre drenge til Thaniat-ul-Wada’ for at modtage Allahs Sendebud �.”

De tre angrende muslimer

Som nævnt tidligere, var de tre muslimer, som tøvede med at be-slutte sig for at tage af sted, så de blev tilbage i Madinah ved Tabuk-slaget, og de var uden tvivl Ka’b Ibn Malik, Mararah Ibn Ar-Rabi’ og Hilal Ibn Umayyah.

128

Ifølge Al-Bukhari sagde ’Abdullah Ibn Ka’b Ibn Malik, som var den af hans sønner, der fungerede som hans guide, da han blev blind: ”Jeg hørte Ka’b Ibn Malik berette historien om Tabuk, som fejlede i at tage del i. Ka’b sagde: ”Jeg blev ikke tilbage efter Profeten � i noget slag, han udkæmpede, undtagen Tabuk, og jeg deltog ikke i Badr-slaget, men Allah irettesatte ikke nogen, som ikke detog i det, for Allahs Sendebud � var faktisk draget ud i søgen efter en af Quraish’ karavaner, men Allah sørgede for, at de mødte fjenden uden nogen aftale. Jeg bevidnede Al-’Aqabah natten med Allahs Sendebud �, hvor vi gav lydighedsløfte til Islam, og jeg ville ikke bytte det for Badr-slaget, selvom Badr-slaget er mere populært blandt folk end det (Al-’Aqabah).

Hvad angår min tilstand (ved Tabuk), så havde jeg aldrig været stærkere eller rigere, end jeg var, da jeg blev tilbage bag Profeten � ved det slag.

Ved Allah, aldrig før, havde jeg haft to hun-kameler, men det havde jeg på tidspunktet for dette slag. Når Allahs Sendebud � havde hen-sigt om at iværksætte en ekspedition, plejede han at skjule sine hen-sigter ved at referere til tilsyneladende forskellige ekspiditioner, (det-te gjorde han ved alle andre slag) indtil tiden oprandt for denne eks-pedition (Tabuk), som Allahs Sendebud � udkæmpede i voldsom he-de, med en lang rejse foran sig gennem ørkenen, og fjendens antal var mægtigt. Så Profeten � erklærede tydeligt (destinationen) for muslimerne, således at de kunne forberede sig på deres ekspedition. Han informerede dem altså tydeligt om destinationen, han var på vej mod. Allahs Sendebud � blev ledsaget af et stort antal muslimer, som ikke kunne anføres ved navn i en bog eller et register.”

Ka’b tilføjede: ”Enhver mand, som havde intentioner om at blive til-bage ville tro, at sagen ville forblive skjult, medmindre Allah åbenba-rede det gennem en guddommelig åbenbaring. Allahs Sendebud � udkæmpede dette slag på det tidspunkt, hvor frugterne var modne, og skyggen så behagelig ud. Allahs Sendebud � og hans Sahabah gjorde sig klar til kampen, og jeg begyndte at gå ud for at gøre mig

129

klar sammen med dem, men jeg vendte tilbage uden at have udført noget. Jeg ville sige til mig selv: ”Det kan jeg gøre (senere).” Således blev jeg ved med at udskyde det hele tiden, indtil folk var blevet klar, og Allahs Sendebud og muslimerne tog af sted, uden at jeg havde forberedt noget til min afgang, og jeg sagde: ”Jeg vil gøre mig klar og slutte mig til dem.” Morgenen efter deres afgang gik jeg ud for at gøre mig klar, men jeg vendte tilbage uden at have gjort noget.

Sådan var min situation, indtil de skyndte sig væk, og jeg gik glip af slaget. Selv da, havde jeg hensigt om at tage af sted og indhente dem. Jeg ønsker jeg havde gjort det! Men det lå ikke i min lykke. Efter Al-lahs Sendebuds � afgang sorgede det mig, hver gang jeg gik ud, at jeg ikke så andre omkring mig, end folk beskyldt for hykleri og de svage mænd, om Allah havde undtaget. Allahs Sendebud � kom ikke i tanke om mig før han nåede Tabuk. Mens han sad blandt folk ved Tabuk, sagde han så: ”Hvad gjorde Ka’b?” En mand fra Banu Sala-mah-stammen sagde: ”O Allahs Sendebud! Han er blevet forhindret af sine to Buradah (klæder) og af at kigge op og ned af sine egne sider i stolthed.” Så sagde Mu’adh Ibn Jabal: ”Hvilken slet ting, du har sagt! Ved Allah! O Allahs Sendebud, vi ved intet andet end godt om ham.” Allahs Sendebud � forblev tavs.”

Da jeg hørte, at han � var på vej tilbage til Madinah, sank jeg ned i min bekymring og begyndte at tænke på falske undskyldninger, mens jeg sagde til mig selv: ”Hvordan kan jeg undgå hans vrede i morgen?” Og jeg tog en vis mand fra min families råd i denne sag. Da det blev sagt, at Allahs Sendebud � var kommet nær, forlod alle de onde fal-ske undskyldninger mit sind, og jeg vidste udmærket, at jeg aldrig kunne komme ud af dette problem ved at opdigte en falsk udtalelse. Så jeg besluttede mig for bestemt at fortælle sandheden. Allahs Sen-debud � ankom så om morgenen, og hver gang han kom hjem fra en rejse, plejede han at besøge moskeen først af alt og bede to Rak’ah Salah der og sætte sig for folk. Da han så havde gjort dette, kom alle dem, som ikke havde deltaget i ekspeditionen og begyndte at frem-lægge (falske) undskyldninger og sværge foran ham. Der var lidt over 80 mænd, Allahs Sendebud � godtog de undskyldninger, de havde

130

givet udtryk for, tog imod deres lydighedsløfte og bad Allah om tilgi-velse for dem, og lod det være op til Allah at dømme dem for de hemmeligheder, de skjulte i deres hjerter. Så kom jeg til ham, og da jeg gav ham min hilsen, smilede han en vred persons smil og sagde: ”Kom.” Så kom jeg gående, indtil jeg satte mig foran ham. Han sagde til mig: ”Hvad forhindrede dig i at slutte dig til os? Havde du ikke anskaffet et dyr, der kunne bære dig?” Jeg svarede: ”Jo, O Allahs Sendebud! Men ved Allah, hvis jeg sad over for en hvilken som helst person i verden ud over dig, ville jeg have undgået hans vrede med en undskyldning. Ved Allah, jeg er blevet givet evnen til at tale flydende og udtryksfuldt, men ved Allah, jeg ved med sikkerhed, at hvis jeg fortæller dig en løgn i dag for at opnå din gunst, så vil Allah visselig gøre dig vred på mig i den nære fremtid, men hvis jeg fortæl-ler dig sandheden, selvom du vil blive vred over den, så håber jeg på Allahs tilgivelse. Ved Allah, i virkeligheden var der ingen undskyld-ning for mig. Ved Allah, jeg havde aldrig været stærkere eller rigere, end jeg var, da jeg blev tilbage bag dig.” Så sagde Allahs Sendebud: ”Angående denne mand, så har han med sikkerhed fortalt sandheden. Så rejs dig, indtil Allah afgør din sag.”

Jeg rejste mig, og mange mænd fra Banu Salamah fulgte efter mig og sagde til mig: ”Ved Allah, vi har aldrig set dig begå en synd før dette. Du formåede ikke at fremlægge en undskyldning for Allahs Sendebud �, som andre, der ikke sluttede sig til ham, havde fremlagt. Allahs Sendebuds � bøn til Allah om at tilgive dig ville have været nok for dig.” Ved Allah, de blev ved med at bebrejde mig så meget, at jeg overvejede at gå tilbage og beskylde mig selv for at have løjet, men jeg sagde til dem: ”Er der nogen andre der har mødt samme skæbne som mig?” De svarede: ”Ja, der var to mænd, der sagde det samme som dig, og de blev begge givet den samme ordre som dig.” Jeg sagde: ”Hvem er de?” De svarede: ”Murarah Ibn Ar-Rabi’ Al-’Amri og Hilal Ibn Umayyah Al-Waqifi.” De nævnte derved to gudfrygtige mænd, som havde deltaget i Badr-slaget, og i hvilke der var et eksempel for mig. Så jeg ændrede ikke min mening, efter at de havde nævnt dem for mig. Allahs Sendebud � forbød alle muslimer at tale til os, de tre førnævnte personer, ud af alle dem, som udeblev fra ekspeditionen.

131

Så vi holdt os væk fra folk, og de ændrede deres holdning over for os, indtil selve jorden virkede fremmed for mig, som om jeg ikke kendte den.

Vi forblev i denne tilstand i 50 nætter. Hvad angår mine fæller, så blev de i deres hjem og vedblev med at græde, men jeg var den yngste og mest bestemte af os, så jeg plejede at gå ud og udføre Salah sam-men med muslimerne og gå omkring på markederne, men ingen ville tale til mig, og jeg ville komme til Allahs Sendebud � og give ham min hilsen, mens han sad i forsamlingen efter Salah, og jeg spekule-rede over, hvorvidt Profeten � bevægede sine læber som gengæld for min hilsen. Så ville jeg udføre Salah nær ham og se diskret på ham. Da jeg var optaget med min Salah, ville han vende sit ansigt mod mig, men da jeg vendte min ansigt mod ham, ville han vende sit an-sigt væk fra mig. Da denne hårde indstilling fra folk havde varet læn-ge, gik jeg, indtil jeg klatrede op ad muren til Abu Qatadahs have, han var min fætter og den person jeg holdt mest af, og jeg gav ham mine hilsener. Ved Allah, han besvarede ikke min hilsen. Jeg sagde: ”O Abu Qatadah! Jeg bønfalder dig, ved Allah! Ved du ikke at jeg elsker Allah og Hans Sendebud?” Han forblev tavs. Jeg spurgte ham igen, bønfaldende ham ved Allah, men han forblev tavs. Så spurgte jeg ham igen i Allahs Navn. Han sagde: ”Allah og Hans Sendebud ved bedst.” Derpå blev mine øjne fyldt med tårer, og jeg vendte om og hoppede over muren.”

Mens jeg gik omkring på markedet i Madinah, så jeg pludselig en Nabati (kristen landmand) fra Levanten, der var kommet for at sæl-ge sine korn i Madinah, han sagde: ”Hvem vil lede mig til Ka’b Ibn Malik?” Folk begyndte at udpege mig for ham, indtil han kom til mig og overrakte mig et brev fra kongen af Ghassan, i hvilket følgende stod skrevet:

”Jeg er blevet fortalt, at din ven (Profeten) har behandlet dig hårdt. Under alle omstændigheder, så vil Allah ikke lade dig leve et sted, hvor du føler dig undertrykt, og hvor din ret går tabt. Så slut dig til os, og vi vil give dig trøst.”

132

Da jeg læste det, sagde jeg til mig selv: ”Dette er også en form for prøve.” Så tog jeg brevet til min ovn, og startede en ild ved at brænde det. Da fyrre ud af de halvtred nætter var gået, se da! Allahs Sende-buds � sendebud kom til mig og sagde: ”Allahs Sendebud � befaler dig, at holde dig væk fra din kone.” Jeg sagde: ”Skal jeg lade mig skille fra hende, eller hvad skal jeg gøre?” Han sagde: ”Nej, bare hold dig på afstand fra hende og bo ikke med hende.” Profeten � sendte den samme besked til mine to fæller. Så sagde jeg til min kone: ”Gå til dine forældre og bliv hos dem, indtil Allah giver sin dom i denne sag,”

Hilal Ibn Umayyahs kone kom til Allahs Sendebud � og sagde: ”O Allahs Sendebud! Hilal Ibn Umayyah er en hjælpeløs gammel mand, som ikke har noget tjener til at tage sig af ham. Ville du være imod det, hvis jeg tog mig af ham?” Han sagde: ”Nej, men han må ikke nærme sig dig.” Hun sagde: ”Ved Allah, han har ikke lyst til noget. Ved Allah, han er ikke stoppet med at græde siden den dag.”

Derpå sagde nogle af mine slægtninge til mig: ”Vil du også bede Al-lahs Sendebud give din kone tilladelse, som han gav Hilal Ibn Umayyahs kone tilladelse til at tage sig af ham?” Jeg sagde: ”Ved Allah, jeg vil ikke søge Allahs Sendebuds � tilladelse vedrørende hen-de, for jeg ved ikke, hvad Allah Sendebud � ville sige, hvis jeg bad ham tillade hende (at tage sig af mig), mens jeg er en ung mand.”

Ka’b fortsatte: ”Jeg forblev i denne tilstand i endnu ti nætter derefter, indtil perioden på halvtreds nætter far overstået, begyndende fra den dag, hvor Allahs Sendebud � forbød folk at tale til os. Da jeg havde bedt Fajr på den 50. morgen på taget af et af vores huse, mens jeg sad i den tilstand, Allah beskrev i Qur’an, dvs. selv min sjæl føltes trang for mig i al dens vidde, da hørte jeg en mand, som havde beste-get Sala’ bjerget, kalde med sin højeste stemme: ”O Ka’b Ibn Malik! Vær lykkelig!” Jeg kastede mig ned i Sujud til Allah, idet jeg indså, at lettelsen var kommet. Allahs Sendebud � havde erklæret Allahs ac-cept af vores tawbah, da han havde bedt Fajr. Folk gik derefter ud for at lykønske os. Nogle af dem, som bragte den glædelige nyhed gik ud til mine to fæller, og en rytter kom til mig i fart, mens en mand fra

133

Banu Aslam kom løbende ned ad bjerget, og hans stemme var hurti-gere end hesten. Da ham, hvis stemme jeg havde hørt, kom til mig med den glædelige nyhed, tog jeg mine klæder af og gav ham dem på, og ved Allah, jeg ejede ikke andre klæder end dem, den dag. Så lånte jeg to klæder og tog dem på og gik til Allahs Sendebud �.

Folk begyndte at tage imod mig i flokke, mens de lykønskede mig med Allahs accept af min tawbah, idet de sagde: ”Vi lykønsker dig med Allahs accept af din tawbah.” Da jeg indtrådte moskeen, så jeg Allahs Sendebud � siddende med folk omkring sig. Talhah Ibn ’Ubai-dullah kom hurtigt til mig, gav mig hånden og lykønskede mig. Ved Allah, ingen af Muhajireen rejste sig for mig ud over ham, og jeg vil aldrig glemme Talhah for dette.”

Ka’b sagde yderligere: ”Da jeg hilste på Allahs Sendebud �, var hans ansigt lyst af glæde, og han sagde: ”Vær lykkelig for den bedste dag, du har haft, siden din mor fødte dig.” Jeg sagde til Profeten �: ”Er dette tilgivelse fra dig eller fra Allah?” Han sagde: ”Nej, det er fra Allah.” Når som helst Allahs Sendebud � blev glad, ville hans ansigt skinne, som var det et stykke af månen, og vi kendte alle den af hans egenskaber. Da jeg satte mig over for ham, sagde jeg: ”O Allahs Sendebud! Grundet Allahs accept af min tawbah, vil jeg give al min ejendom ud som sadaqah for Allah og Hans Sendebuds sag.” Allahs Sendebud � sagde: ”Behold noget af din ejendom, da det vil væ-re bedre for dig.” Jeg sagde: ”Så vil jeg beholde min andel fra Khai-bar (krisbyttet),” og tilføjede: ”O Allahs Sendebud! Allah har reddet mig, fordi jeg fortalte sandheden, så det er en del af min tawbah, at jeg ikke vil fortælle andet end sandheden så længe jeg lever. Ved Al-lah, jeg kender ingen blandt muslimerne, som Allah har hjulpet mere end mig for at fortælle sandheden.” Siden jeg fortalte Allahs Sende-bud � den sandhed og indtil i dag, har jeg aldrig haft intention om at fortælle en løgn. Jeg håber, at Allah også vil redde mig (fra at fortælle løgne) resten af mit liv. Allah åbenbarede så følgende Qur’an vers til Sit Sendebud �:

134

� اجرينهالمو بيلى النع الله ابت ي لقدف وهعبات ينار الذاألنصو همليع ابت ثم مهنفريق م زيغ قلوبي ا كادم دعب نم ةرسالع ةاعس

يمحر ءوفر بهم هإن� اقتى إذا ضتلفوا حخ ينالذ لى الثالثةعوبم ضاألر همليأ علجوا أن ال مظنو مهأنفس همليع اقتضو تبحا ر

يمحالر ابوالت وه وا إن اللهوبتيل همليع ابت ثم هإال إلي الله نم� نيقادالص عوا مكونو قوا اللهوا اتنآم ينا الذها أيي�

”Allah vendte Sin barmhjertighed mod Profeten og de Muhajireen og Ansar, som fulgte ham i en hårhedens tid, efter at hjertene i nogle af dem nær afveg, hvorefter Han vendte Sin barmhjertighed mod dem, sandelig, Han er Tilgivende og Barmhjertig mod dem. Og (ligeså) mod de tre, som blev tilbage, (de følte skyld) til sådan en grad, at jorden i al den vidde føltes trang for dem, og deres sjæle føltes trange for dem, og de var overbeviste om, at der ingen flugt er fra Allah (og ingen tilflugt) undtagen hos Ham. Derefter vendte Han sin barmhjertig mod dem, således at de kunne søge tilgivelse, sandelig, Allah er Den Tilgivende, Den Barmhjertige. O I, som har Iman, frygt Allah og vær blandt de sandfærdige.” (At-Tawbah:17-19)

Ved Allah, Allah har aldrig skænket mig en mægtigere velsignelse, ud over Hans retledning af mig til Islam, end det faktum, at jeg ikke for-talte Allahs Sendebud � en løgn, som ville have gjort, at jeg var gået til grunde, ligesom dem, der løj, gik til grunde, for Allah beskrev dem, der fortalte løgne med den værste beskrivelse, Han nogensinde til-skrev nogen. Allah � sagde:

سيحلفون بالله لكم إذا انقلبتم إليهم لتعرضوا عنهم فأعرضوا � �يكسبونعنهم إنهم رجس ومأواهم جهنم جزاء بما كانوا

135

نى عضرال ي فإن الله مهنا عوضرفإن ت مهنا عوضرتل فون لكملحينيقم الفاسالقو�

”De vil sværge for jer ved Allah, når I vender tilbage til dem, således at I vil lade dem være i fred. Så lad dem væ-re, for de er urene, og deres (endelige) bosted vil være helvede, til gengæld for det, de plejede at udøve. De vil sværge for jer, således at I bliver tilfredse med dem. Men hvis I er tilfredse med dem, så (vid at) Allah ikke er til-freds med de oprørske.” (At-Tawbah:95-96)

Ka’b sagde videre: ”Vi, de tre personer, var forskellige fra de perso-ner, hvis undskyldninger, Allahs Sendebud havde godtaget, da de sværgede for ham. Han tog imod deres lydighedsløfte og bad Allah om at tilgive dem, men Allahs Sendebud � lod vores sag vente, indtil Allah gav sin dom vedrørende den. Hvad det angår, sagde Allah:

وعلى الثالثة الذين خلفوا حتى إذا ضاقت عليهم األرض بما � نأ ملجوا أن ال مظنو مهأنفس همليع اقتضو تبحر ثم هإال إلي الله

يمحالر ابوالت وه وا إن اللهوبتيل همليع ابت�

”Og (ligeså) mod de tre, som blev tilbage, (de følte skyld) til sådan en grad, at jorden i al den vidde føltes trang for dem, og deres sjæle føltes trange for dem, og de var overbeviste om, at der ingen flugt er fra Allah (og ingen tilflugt) undtagen hos Ham. Derefter vendte Han sin barmhjertig mod dem, således at de kunne søge tilgivel-se, sandelig, Allah er Den Tilgivende, Den Barmhjertige.” (At-Tawbah:118)

Hvad Allah sagde (i dette vers) indikerer ikke vores manglende del-tagelse i ekspeditionen, men det refererer til Profetens � udsættelse af sin beslutningstagen i vores sag, i modsætning til sagen med dem,

136

som sværgede foran ham, hvor han undskyldte dem ved at godtage deres undskyldninger.”

Klassificeringen af dem, som blev tilbage under Tabuk-

slaget

Dem, som blev tilbage under Tabuk-slaget kan klassificeres i føl-gende tre grupper:

• Dem, som Profeten � befalede at blive tilbage, såsom ’Ali Ibn Abi Talib og Ibn Umm Maktum. Ved at blive tilbage ad-lød de Allahs Sendebud �, og derfor vil Allah � belønne dem.

• ”De grædende”, som ikke havde midlerne til at rejse og kæmpe samt de handicappede og syge. Disse er fri for synd.

• De syndige muslimer, som blev tilbage uden nogen gyldig årsag. Nogle af disse angrede deres synd til Allah �, og Han accepterede deres tawbah.