provinsbyen der vil være kulturhovedstad og andre... · provinsbyen der vil være kulturhovedstad...

Provinsbyen der vil være kulturhovedstad – en undersøgelse af Århus’ potentiale som vækstlagsby i forbindelse med processen frem mod Europæisk Kulturhovedstad 2017.

Anne Jensen Speciale i musikvidenskab, 2010

Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet

Vejleder: Ansa Lønstrup Afleveret: 1.9.2010

Alle data i dette speciale må benyttes ved angivelse af specialets forfatter

Provinsbyen der vil være kulturhovedstad – en undersøgelse af Århus’ potentiale som vækstlagsby i forbindelse med processen frem mod Europæisk Kulturhovedstad 2017

A provincial town aspiring to become capital of culture – a study into the City of Aarhus’ potential as ”city of growth layer” in the process towards becoming European Capital of Culture 2017

Anne Jensen Speciale, juli 2010

Vejleder: Ansa Lønstrup Afdeling for Musikvidenskab, Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet

Alle data i dette speciale må benyttes ved angivelse af specialets forfatter

Provinsbyen der vil være kulturhovedstad ‐ en undersøgelse af Århus’ potentiale som vækstlagsby i forbindelse

med processen frem mod Europæisk Kulturhovedstad i 2017 Anne Jensen, 20011743

Side | 1

Indholdsfortegnelse

1. Indledning ................................................................................................................... 3

1.1 Problemformulering ............................................................................................................ 5

1.1.1 Dobbeltheder ................................................................................................................................... 6

1.1.2 Tese: Århus som vækstlagsby ........................................................................................................... 6

1.2 Metode ............................................................................................................................... 7

1.2.1 Form og afgrænsning ........................................................................................................................ 8

1.2.2 Begrebsafklaring ............................................................................................................................... 9

2. Konceptet Europæisk Kulturhovedstad ...................................................................... 10

2.1 Europæisk Kulturhovedstad – udvælgelseskriterier ........................................................... 10

2.2 Europæisk Kulturhovedstad – hvorfor? ............................................................................. 11

2.3 Europæisk Kulturhovedstad som ramme for kulturudviklingen i Århus ............................. 11

3. Teori ......................................................................................................................... 13

3.1 Byplanlægning med udgangspunkt i Richard Florida ......................................................... 14

3.1.1 Teorien om den kreative klasse ...................................................................................................... 14

3.1.2 Kritik og diskussion af Florida ......................................................................................................... 16

3.1.3 Instrumentalisering af kulturen? .................................................................................................... 19

3.1.4 Cultural planning ............................................................................................................................ 22

3.1.5 Skalering af teorien om den kreative klasse ................................................................................... 23

3.1.6 Den danske kreative klasse ............................................................................................................ 25

3.2 Oplevelsesøkonomi ........................................................................................................... 26

3.2.1 The Experience Economy ............................................................................................................... 26

3.2.2 Kritik af Pine & Gilmores oplevelsesøkonomi ................................................................................ 28

3.3 Kunst og kapital ................................................................................................................ 30

3.3.1 Hvad kan kunsten gøre for erhvervslivet? ...................................................................................... 31

3.3.2 Hvad kan en interesse i erhvervslivet gøre for kulturlivet? ........................................................... 31

3.3.3 Æstetisering .................................................................................................................................... 32

3.4 Branding ........................................................................................................................... 34

3.4.1 Produktbranding og corporate branding ........................................................................................ 35

3.4.2 Placebranding ................................................................................................................................. 36

4. Analyse ..................................................................................................................... 37



Side | 2

4.1 Dobbeltheder .................................................................................................................... 37

4.1.1 Mellem kultur og erhverv ............................................................................................................... 38

4.1.2 Etableret kultur vs. vækstlag .......................................................................................................... 44

4.1.3 Skal kulturhovedstadsprogrammet stiles mod Århus eller resten af Europa? ............................... 49

4.2 Case: Satsningen på musikkultur i Århus ........................................................................... 50

4.2.1 Den musikalske fødekæde .............................................................................................................. 51

4.2.2 Store koncerter eller ”mange bække små…”? ................................................................................ 55

4.2.3 Musikken i den kommunale prioritering ........................................................................................ 56

4.3 Afrunding på analyse ........................................................................................................ 57

4.3.1 Afrunding: Ambitionen i Århus sammenlignet med tidligere kulturhovedstæder ........................ 57

4.3.2 Afrunding: Århus som vækstlagsby i et globalt netværk ................................................................ 63

5. Konklusion ................................................................................................................ 66

Æstetisering og instrumentalisering ........................................................................................................ 66

Kultur og erhverv ..................................................................................................................................... 67

Cultural planning og branding ................................................................................................................. 68

Musikken som case .................................................................................................................................. 69

Opsamling ................................................................................................................................................ 69

6. Perspektivering og kritik ............................................................................................ 70

7. Abstract .................................................................................................................... 73

8. Bibliografi .................................................................................................................. 74

Bøger, fagartikler, oplæg og rapporter ................................................................................................... 74

Artikler fra dagblade ................................................................................................................................ 82

Websider ................................................................................................................................................. 82

Interviews (bilag) ..................................................................................................................................... 83

Bilag .............................................................................................................................. 84

Bilag 1: Visionstemaer – uddrag af Bilag 1 til indstilling til Byrådet vedr. ............................................... 84

Århus’ kandidatur til Europæisk Kulturhovedstad 2017 (2010) .............................................................. 84

Bilag 2: Interview med Nikolaj Sørensen, 2017‐sekretariatet, 23.6.10 .......................................................

Bilag 3: Interview med Jesper Mardahl, leder af Promus, 12.5.10 .............................................................

Bilag 4: Interview med 2017‐sekretariatet, 18.5.10 ....................................................................................

Bilag 5: Interview med Jim Butler, City of Austin, 29.7.10...........................................................................



Side | 3

1. Indledning

I 2017 bliver en dansk by udnævnt til Europæisk Kulturhovedstad. Århus Kommune har besluttet at kandidere til titlen, og den foreløbigt eneste danske modkandidat er Sønderborg. Hvert år udnævnes to kulturhovedstæder, og i 2017 deles titlen med en endnu ukendt by i Cypern. Projektet i Århus er en langsigtet satsning, som – såfremt de mange planer lykkes – vil få stor kulturel, social og økonomisk betydning for byen. Det viser erfaringer fra tidligere kulturhovedstæder, der ligesom Århus har haft en ambition om at markere sig på det europæiske kulturelle landkort.

Århus Kommune har i sin kulturpolitik 2008‐2011 formuleret visionen for Århus som Europæisk Kulturhovedstad i 2017:

! Århus er kendt nationalt og internationalt som en markant kulturby og bærer titlen Europæisk Kulturhovedstad i 2017

! Århus overrasker og udfordrer med unikke kulturoplevelser

! Århus har et kunst‐ og kulturliv, der er nyskabende, eksperimenterende og som tør gå i front

! Kulturen giver Århus PULS via kulturel mangfoldighed, globalt udsyn og lokal indsigt, levende brug af ny teknologi samt vækstlag og talentudvikling (Århus Kommune, Kulturpolitik 2008‐2011: 4)

Det er i disse visionære punkter tydeligt, at Århus Kommune opfatter ambitionen om at blive Kulturhovedstad på den måde, som det er blevet almindeligt i løbet af de senere år: ”[…] som katalysator for byudvikling og for langsigtede strategiske satsninger”, som det formuleres i en introduktionsbrochure (Århus2017, 2010c). Denne forståelse af ambitionen underbygges af de konkrete mål om høj kunstnerisk kvalitet, om udvikling af eksperimenterende produktionsmiljøer og om at gøre Århus kendt internationalt, som Kulturpolitikken ligeledes indeholder (Århus Kommune, Kulturpolitik 2008‐2011: 6). Der er dermed lagt op til en voldsom udvikling på kulturområdet fra kommunens side, hvilket kan synes paradoksalt, når det sammenholdes med Århus Kommunes begrænsede kulturbudgetter i forhold til andre danske byer1

1 Baseret på Danmarks Statistiks budgettal for kommunerne Ålborg, Odense, Århus og København samt Århus Kommunes Kulturbudget 2010‐2013: 146, som f.eks. viser, at Århus i kategorien ”Andre kulturelle opgaver” ligger på omkring ¾ af Odenses tilsvarende udgift pr. indbygger.

. Ambitionen om at blive Europæisk Kulturhovedstad kan læses som et udtryk for et ønske om at ændre denne (u‐)balance. Den storstilede ambition har dog ikke kun afsæt i kulturudvikling og et ønske om at optimere denne sektor. Projektet skal i lige så høj grad styrke byens erhvervsliv, turisme og økonomi (ibid.: 5).



Side | 4

Kriterierne for succes er markeret i kommunens kulturpolitik, hvis ”[...] tidshorisont er længere end de fire år, som kulturpolitikken dækker. [Den] ser ti år frem i fremtiden, [hvor] konturerne af Århus som Europæisk Kulturhovedstad i 2017 tegner sig” (Århus Kommune, Kulturpolitik 2008‐2011: 4). Erhvervssektoren skal i processen både fungere som ambassadør for Århus 2017‐projektet og som økonomisk sponsor, hvormed der kan anes en dobbelthed i dagsordenen, nemlig skismaet mellem kultur for kulturens egen skyld og kultur som instrument for økonomisk vækst. Den dobbelte og sammensatte målsætning vil i specialet blive overvejet som en fundamental præmis for den forventede kulturudviklingsramme. På samme måde balancerer diskussionen om byudvikling på et tveægget sværd: Mange forskellige aktører har en interesse i at styrke byen, især økonomisk, og i de senere år har man tænkt kulturen ind i en sådan vækst. Kultur giver nemlig ifølge dramaturg Anne‐Britt Gran og økonom Donatella de Paoli dynamik, urban stemning, virker øjenåbnende og tilbyder noget til stort set alle grupper af mennesker. De taler i bogen Kunst og kapital – Nye forbindelser mellom kunst, estetikk og næringsliv om en stigende æstetisering af erhvervslivet, som de ser praktiseret på mange niveauer i samfundet (Gran & de Paoli 2005: 13). De bruger metaforen ”Skønheden og Udyret” om henholdsvis kunsten og erhvervslivet og peger på en tendens til, at sektorernes indbyrdes tilnærmelse til hinanden primært har fundet sted fra erhvervslivet, mens kunstnerne først og fremmest har øjnet en chance for at forbedre økonomien i deres kunst og ikke nødvendigvis har åbnet sig for en kunstnerisk, men snarere forretningsmæssigt begrundet udvikling (ibid.: 96). Balancen mellem de to sektorer behandles således som netop den problemstilling, der skal løses for at opnå succes. Richard Florida udgav i 2002 The Rise of the Creative Class, som hurtigt blev en international bestseller, der er svær at komme udenom i debatten om ovennævnte udvikling. Siden har forskere, byplanlæggere og økonomer diskuteret, hvorvidt Floridas teori om den kreative klasse og de livsforhold, der tiltrækker den, holder stik. Som uddannet geograf og økonom indekserer Florida (amerikanske) byers andel af homoseksuelle, ansatte i kunstneriske erhverv, højtuddannede m.fl. og bruger disse statistiske data til at sige noget om byer og deres potentiale. Han introducerer indikatorerne teknologi, talent og tolerance, som han anvender som udslagsgivende faktorer i forhold til, hvornår en by for alvor formår at tiltrække det, han kalder den kreative klasse. Floridas brug af statistik og indeks‐parametre er blevet voldsomt kritiseret, men for dette speciale er det særligt interessant, hvorvidt den hyppigt refererede Florida overhovedet kan oversættes til en dansk sammenhæng. For det første er skalaen indbyggertalmæssigt en helt anden i Danmark, og for det andet er den tendens til forsimpling af Floridas teorier, som man har kunnet se i mange debatter om kulturel byudvikling – også herhjemme –, en risikabel anvendelse. F.eks. har flere mindre byer brugt tesen om, at flere kreative mennesker skaber mere vækst, til oprigtigt – men måske ikke velovervejet – at vurdere byens potentiale (Duelund 8.9.08). Forskere peger bl.a. på, at de mindre danske byer, hvor



Side | 5

væksten forklares med en høj andel af den kreative klasse, typisk også besidder andre særtræk, der med lige så stor sandsynlighed kunne ligge til grund for den sunde økonomi (Flemming Just in Lavrsen 2009). Dette speciale vil diskutere den kritik af Richard Florida, som bl.a. er formuleret af Lasse Andersson i ph.d.‐afhandlingen Byen og de kreative iværksættere fra 2009, og specifikt vil Anderssons iagttagelser om skalering (særligt i forhold til kulturplanlægningen i Ålborg) blive overvejet i en århusiansk kontekst. Århus Kommune lægger i sin kulturpolitik og i visionen for Århus som Europæisk Kulturhovedstad i 2017 op til, at store projekter som det udvidede Musikhus (Århus Kommune, Kulturpolitik 2008‐2011: 40) og udviklingen af havneområderne med den nye bydel og Multimediehuset (Århus2017, 2008) skal bruges i en branding af Århus. Denne tilgang understøttes af betingelsen i EU‐retningslinjerne for European Capitals of Culture (ECoC) om, at kulturhovedstadsprogrammet skal fremhæve europæiske lighedspunkter og forskelle (European Commission 16.7.10) og desuden have interesse for andre europæere. I den optik er det oplagt at etablere nogle kulturelle fyrtårne, forstået som store kulturinstitutioner og ‐events, i Århus. Når byen skal ses og brandes med europæisk tilsnit, skal den indeholde noget, som ikke‐århusianere og ikke‐danskere også får øje på. I enhver brandingstrategi er det imidlertid altafgørende, at brandet passer til produktet. I dette tilfælde er produktet en by, hvorfor man taler om såkaldt place branding, som bl.a. er gjort til et fokuspunkt indenfor brandingteori af forskerne i urban turisme Gregory Ashworth og Mihalis Kavaratzis. Her er det om muligt endnu vigtigere, at borgerne i byen kan identificere sig med brandet (Ashworth & Kavaratzis 2007: 521), og man kan i denne sammenhæng overveje, hvor meget Århus skal fokusere på fyrtårne og metropol‐sammenligninger i en brandingstrategi.

Beslutningen om at søge om at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017 giver byen en oplagt ramme for at tage emner som udviklingspotentiale, image og fremtid op til overvejelse. Mens kommunen og erhvervslivet ser frem til øget økonomisk vækst og interesse for Århus, er der så at sige skabt et momentum for kulturlivet, der som et minimum vil få tilført flere midler; der vil være fokus på kultur i Århus og der vil sandsynligvis blive skabt nogle netværk, som kan styrke sammenhængen og gennemslagskraften i kulturmiljøet.

1.1 Problemformulering

Specialets hovedfokus ligger på den skitserede dobbelthed: Kultur som middel til økonomisk vækst overfor kultur for kulturens egen skyld, anskueliggjort ved ambitionen om at gøre Århus til kulturhovedstad i 2017. Dobbeltheden, som ses på flere niveauer, bliver belyst gennem en række teoretikere med vidt forskellig baggrund. Udviklingen af en by, her indenfor rammen af Europæisk Kulturhovedstad, har nemlig interesse for flere fagområder, herunder hele det brede æstetisk‐kunstneriske og det kulturelle felt samt f.eks. marketing, økonomi og arkitektur.



Side | 6

1.1.1 Dobbeltheder

Som jeg ser det, er dobbeltheden at betragte som grundlæggende for kulturhovedstadsprojektet. Spørgsmålet er, hvad de forskellige interessenter (jf. s. 5) kan vinde ved at involvere sig i en tværsektoriel satsning som Århus2017. Derfor vil specialet have netop dobbeltheden som rød tråd, hvor de vigtigste dobbeltheder – i prioriteret rækkefølge men også indbyrdes overlappende – er:

1. en dobbelthed i dagsordenen, nemlig skismaet mellem kultur for kulturens egen skyld og kultur som et instrument for økonomisk vækst. Dobbeltheden har betydning for kulturhovedstadsprojektets udformning, målsætninger og afvikling

2. en dobbelthed mellem talentmassen og de etablerede kunstnere, som kulturpolitisk kan ses som en skelnen mellem vækstlag og kulturelle fyrtårne

3. en dobbelthed mellem det internationale eller europæiske niveau og det regionale eller lokale niveau, som primært har betydning for kulturhovedstadsprojektets branding‐mæssige opgave

De overordnede dobbeltsidede problemstillinger vil blive eksemplificeret med det århusianske musikmiljø som case, idet dette område synes at kunne samle trådene fra samtlige dobbeltheder i et felt med potentiale for vækstlagsudvikling, som samtidig kan danne udgangspunkt for en succesfuld brandingstrategi.

1.1.2 Tese: Århus som vækstlagsby

Det er dette speciales formodning, at beslutningen om at kandidere til Europæisk Kulturhovedstad 2017 kan få stor betydning for Århus’ aktører – erhvervsliv såvel som kulturmiljø – hvor kulturlivet og særligt vækstlaget kan drage fordel af kulturhovedstadsprojektet. Der er nogle helt klare ambitioner i beslutningsgrundlaget og oplægget for processen som den ser ud nu, der peger på nogle forbedrede vilkår for dette vækstlag. Samtidig vil en strategisk branding af Århus som kulturhovedstad formodentlig gavne byens fremtidige vækstvilkår og skabe potentiale for udvikling. Det er således specialets tese, at Århus vil kunne få succes med at brande sig specifikt som vækstlagsby. Århus har allerede længe haft en profil som vækstlagsby. Det ses i dette eksempel fra visionen for kulturpolitikken 2000‐2003: ”Byen skal boble af talenternes initiativ og virkelyst og fungere som en kulturel rugekasse for hele landet. Den kulturelle ytringsfrihed skal sammen med evnen til nytænkning og omstilling være en realitet i den lokale kulturpolitik” (Århus Kommune, Kulturpolitik 2000‐2003: 5); det ses ligeledes i kulturpolitikken for 2004‐2007, hvor de frie midler foreslås opnormeret (Århus Kommune, Kulturpolitik 2004‐2007: 22), og ser man bare ud i det århusianske, kulturelle landskab, er der en masse vækstlagsinitiativer, der springer i øjnene: SPOT‐



Side | 7

festivalen1, Oppenheimers Eftermiddag2, TEKO3, som lige har åbnet linjer i Århus, Den Grimmeste Festival4, FLirkus5, I do Art6

Som formuleret i en leder i Århus Stiftstidende i år er der imidlertid”[...] mange dagsordner for, hvad Århus vil være. Måske for mange” (Hvidtfeldt 2010). Med henblik på at diskutere disse dagsordner og afslutningsvis kaste et blik på målsætningerne frem mod 2017 vil jeg undersøge Århus’ potentiale som vækstlagsby inden for rammerne af Århus Kommunes ambition om at gøre Århus til Europæisk Kulturhovedstad i 2017.

og mange flere.

1.2 Metode

Specialet undersøger en proces, der er aktuel, idet undersøgelsens empiri er byen Århus og Århus Kommunes ambition om, at byen skal være Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Undersøgelsen indeholder dermed elementer af følgeforskning, og tager således også hensyn til de faldgruber, denne type forskning indebærer. Det er i forbindelse med følgeforskning i særlig grad vigtigt for undersøgeren at reflektere over sin egen rolle i processen – ofte vil der finde en form for interaktion sted, idet objektet eksisterer og udvikler sig her og nu. Dette kan være medvirkende til, at objektets art tages for givet, og det er sværere at forholde sig objektivt til noget, der på den måde virker naturligt for undersøgeren, end til noget, der er mere på afstand (Segaard 2006: 1). Min medvirken i kulturhovedstadsprojektet i Århus var forud for denne undersøgelse helt konkret, idet jeg som en del af et fællesæstetisk undervisningsforløb7

1 SPOT‐festivalen er en årlig branchefestival, der fungerer som formidlingsplatform for dansk og nordisk musik ift. branchen og udlandet. Festivalen har en upcoming‐profil, og er en markant aktør i opdyrkelsen af nye navne.

tog del i den kulturelle kortlægning af Århus og på baggrund af spørgeskemaundersøgelser, to fokusgruppeinterviews og flere solo‐interviews udarbejdede en grupperapport, som blev bedømt som en skriftlig eksamensopgave og samtidig indgik i kortlægningen: Den rytmiske livemusik i Århus – mangfoldighed, talent og profilering (Jensen et al. 2009). Undersøgelserne blev foretaget med udgangspunkt i det af Århus Byråd oprettede 2017‐sekretariats ønsker til emner, metoder og omfang og var et samarbejde mellem Aarhus Universitet og 2017‐sekretariatet.

www.spotfestival.dk (29.4.10) 2 ”Eftermiddagen er en hyldest til ny dansk musik og er for deltagerne den bedste mulighed for at komme ud til et stort, nyt publikum samt at få kontakter til musikbranchen.” www.oppenheimer.dk (29.4.10) Oppenheimers Eftermiddag er blevet kaldt ”lille‐SPOT” og har til formål at præsentere danske, upcomingmusikere. 3 TEKO er en designskole indenfor mode og livsstil. Oprindeligt placeret i Herning. www.teko.dk (29.4.10) 4 Danmarks Grimmeste Festival har en klar upcoming‐profil og et ønske om at vise undergrund og eksperimenterende musik. www.grimfest.dk (10.7.10) 5 FLirkus var en ”omrejsende multikulturkaravane” under Frontløberne i Århus, som i sommeren 2009 samlede kreative folk på tværs af genrer og arrangementskulturer og afholdt eksperimenterende arrangementer rundt om i Danmark. Indtil videre er planerne for at fortsætte projektet uafklarede. 6 I Do Art er et netværk for visuel kunst, som har til formål at hjælpe kunstnere i vækstlaget med at komme ud til et publikum. Indtil videre har I Do Art fået mulighed for at benytte nogle lokaler på Godsbanen. www.myspace.com/idoartfestival (29.4.10) 7 Kulturel Kortlægning, udbudt på Institut for Æstetiske Fag i efteråret 2009

http://www.spotfestival.dk/

http://www.oppenheimer.dk/

http://www.teko.dk/

http://www.grimfest.dk/

http://www.myspace.com/idoartfestival



Side | 8

Den kulturelle kortlægning af Århus har udover ovenstående rapport resulteret i et omfattende empirisk materiale, som er samlet og udgivet af 2017‐sekretariatet, og det indgår i specialet som materiale til analysen. Ligesom det i forbindelse med følgeforskning per se er en udfordring at opretholde den analytiske distance til objektet, er det et naturligt led i den forskningsmæssige metode, at forskeren reflekterer over sin rolle. Min deltagelse i den kulturelle kortlægning er en vidensmæssig forudsætning for specialet, og det vanskelige er netop, at mit objekt så at sige er i bevægelse, hvor jeg som analytiker bliver en del af denne bevægelse.

1.2.1 Form og afgrænsning

Specialets kapitel 2 indeholder en præsentation af konceptet Europæisk Kulturhovedstad, dets historie og dets relevans for kulturudviklingen i Århus. I kapitel 3 fremlægger jeg den teori, som ligger til grund for specialets analyse, og her anvendes Richard Florida, Lasse Andersson og Dorte Skot‐Hansen til en præsentation og diskussion af Floridas teorier og målemetoder, herunder hvorvidt disse kan omsættes til en dansk kontekst. Jeg gør desuden brug af økonomerne Kristina Vaarst‐Andersen og Mark Lorenzens rapport om den danske kreative klasse fra 2004, hvor Floridas parametre er blevet omsat og målt i en undersøgelse af Danmark.

Til at belyse det klassiske skisma mellem kunst og kapital anvender jeg i afsnit 3.3 Gran & de Paoli, som overvejer kunsten og kulturens plads i dagens samfund. I den moderne oplevelsesøkonomi samarbejder erhvervslivet og kulturen, men er den ene sektor underlagt den anden, og har det i så fald nogle konsekvenser? Joseph Pine og James Gilmores Oplevelsesøkonomien – arbejde er teater og enhver virksomhed en scene bliver i afsnit 3.2 inddraget i en kort introduktion af oplevelsesøkonomien og diskuteres bl.a. med Dorte Skot‐Hansen.

Placebranding står centralt i behandlingen af dobbeltheden, idet kulturhovedstads‐konceptet på én og samme tid skal tiltrække verdens opmærksomhed og favne de lokale nuancer. Jeg anvender i afsnit 3.4 Gregory Ashworth & Mihalis Kavaratzis til en forståelse af placebranding, der defineres som ”[…] the practice of applying brand strategy and other marketing techniques and disciplines to the economic, political and cultural development of cities, regions and countries” (Place Branding and Public Diplomacy 10.7.10). Kapitel 4, som er den empiriske del af undersøgelsen, baserer jeg på Århus Kommunes beslutningspapirer og handlingsplaner indtil juni 2010. Publikationer og procesbeskrivelser fra 2017‐sekretariatet er inddraget i videst muligt omfang med henblik på at sammenholde den foreløbige proces med de i indledningen skitserede visioner. For at få en fornemmelse af



Side | 9

sekretariatets aktuelle opfattelse af processen, har jeg desuden foretaget et kvalitativt interview med dets kommunikationsmedarbejder.

Jeg anvender evalueringsrapporter udgivet af EU‐kommissionen samt information om opnåede eller ikke‐opnåede mål for tidligere kulturhovedstæder, i det omfang det er muligt inden for specialets rammer. Disse bruges til at belyse de dokumenter, som indtil juni 2010 er blevet fremlagt af Århus Kommune og Århus Byråd. Materialet er udvalgt i forhold til specialets fokus. Det var min intention at stoppe indsamlingen af empiri i marts 2010, men dette viste sig umuligt, idet der bl.a. kom afgørende nyt i juni 2010. Dette kan ses som et eksempel på følgeforskningens udfordringer, da specialets tidsramme sætter en naturlig begrænsning. Idet jeg undersøger noget aktuelt og pågående, og mit objekt hele tiden er i udvikling, vil min empiri af samme grund ikke kunne blive fuldstændigt udtømmende.

Jeg har ligeledes foretaget en omfangsmæssig afgrænsning: Region Midtjylland er en aktiv og væsentlig aktør i projektet, men selvom regionens interesser også påvirker kulturhoved‐stadsprojektets udformning og forløb, har jeg valgt udelukkende at fokusere på Århus som omdrejningspunkt i projektet. Efter en afrunding på analysen i afsnit 4.3, afsluttes specialet af kapitel 5 og 6, som består af konklusion og perspektivering, hvorefter der gives et engelsk resumé af de væsentligste pointer i kapitel 7.

1.2.2 Begrebsafklaring

Sekretariatet for Århus 2017 bliver som udgangspunkt betegnet 2017‐sekretariatet i specialet, med undtagelse af visse citater, hvor sekretariatets kommunikationsmedarbejder omtaler det ”Århus2017” samt i bibliografien, hvor også jeg af nemheds skyld bruger den korte titel ”Århus2017”. Selve kulturhovedstadsprojektet betegnes imidlertid også Århus2017, hvorfor forskellen vil være at læse ud af konteksten.

Jeg anvender specialet igennem ”Århus” som samlebetegnelse for Århus’ indbyggere eller Århus by som begreb. Jeg er bevidst om, at en by ikke kan være en aktør, men idet projektet Århus2017 er initieret af Århus Kommune, effektueres af Sekretariatet for Århus 2017 og omhandler alle borgerne i Århus (og omegn), anser jeg det for rimeligt at samle begreberne og anvende ”Århus” som fællesbetegnelse for byen Århus, der agerer.

Forkortelsen ”ECoC” erstatter visse steder den lange titel på EU‐programmet European Capital of Culture eller den danske oversættelse ”Europæisk Kulturhovedstad”.

Udtrykkene ”flagskibe” og ”fyrtårne” dækker over det samme, nemlig store kulturinstitutioner og events, jf. s. 5.

Særligt Gran & de Paoli skelner ikke tydeligt mellem brugen af betegnelserne ”kunst” og ”kultur”. I specialet forstås kultur dog som en bredere kategori end kunst, som ofte refererer mere konkret til noget materielt.



Side | 10

2. Konceptet Europæisk Kulturhovedstad

Kulturhovedstadskonceptet blev lanceret i 1985 af EU’s ministerråd under navnet ”European City of Culture”, og skiftede i 1999 navn til ”European Capital of Culture”, men visionen er fortsat:

! to help bring European citizens closer together

! to highlight the richness and diversity of European cultures and the features they share, promote greater mutual acquaintance between European citizens, foster a feeling of European citizenship (European Commission 10.7.10)

Hvert år udnævnes to europæiske kulturhovedstæder, og i 2017 deles titlen med en by i Cypern. Det er endnu ukendt hvilke byer, der vinder konkurrencen, men det ligger fast, at der bliver tale om en dansk og en cypriotisk by. I Danmark er Sønderborg indtil videre den eneste konkurrent. Efter udnævnelsen modtager de kulturhovedstæder økonomisk støtte til projektet på omkring 1,5 mio. euro fra EU‐kommissionen. Støtten gives i form af en pris, til anerkendelse af et velforberedt projekt (European Commission 18.7.10). Jeg vil kort skitsere de visioner, der bærer projektet fra EU‐kommissionens side, give et overblik over de retningslinjer, som byerne skal følge i ansøgningsprocessen, samt knytte en kommentar til, hvilke interesser der fra byernes side kan være forbundet med at ansøge om titlen som Europæisk Kulturhovedsted.

2.1 Europæisk Kulturhovedstad – udvælgelseskriterier

De udvælgelseskriterier (European Commission 8.7.10: 11), der ligger til grund for den endelige udvælgelse af en europæisk kulturhovedstad, er åbne for fortolkning. Der gives retningslinjer for, hvilke elementer, der skal indeholdes i programmet, og hvad projekterne bedømmes på, men hele forberedelsesprocessen, planlægningen og programsætningen er det op til den enkelte by at udforme. Princippet er, at én by tildeles værtskabet, men det fremgår af retningslinjerne, at den omkringliggende region kan inddrages. Det har den tyske by Essen f.eks. gjort i år, hvor hele Ruhr‐området danner baggrund for projektet. Programmet for kulturhovedstadsåret skal desuden være lagt med henblik på kulturhovedstadsåret: Titlen vindes på baggrund af et enestående kulturprogram for kulturhovedstadsåret; ikke på baggrund af byens historie eller generelle omdømme. Derfor er det også den kreativitet, som byen kan udvise – og ikke fremvise – som skal være i centrum. De overordnede kriterier, som programmet skal opfylde, er European dimension og City and citizens: Kulturhovedstaden skal fremhæve lighed med – og forskellighed fra – resten af Europa, og dermed demonstrere udblik. Den europæiske vinkel er dermed tosidet, idet følelsen af at være europæisk medborger skal styrkes nationalt og lokalt, mens selve kultur‐



Side | 11

hovedstadsprogrammet skal kunne tiltrække andre europæere end værtslandets indbyggere. Dette understreges af, at de to årlige kulturhovedstæder opfordres til at etablere et samarbejde.

2.2 Europæisk Kulturhovedstad – hvorfor?

Tidligere kulturhovedstæder har både været hovedstæder og mindre provinsbyer. De forskellige byer har naturligvis grebet værtskabet vidt forskelligt an, og det har derfor tilført byerne mange forskellige ting. Af EU‐publikationen The road to success, som indeholder evalueringer af de fleste kulturhovedstæder i perioden 1985‐2010, fortalt gennem interviews med nøglepersoner fra de enkelte projekter, fremgår de respektive kulturhovedstæders succeser, ting der kunne have været gjort bedre, og råd til kommende kulturhovedstæder (European Commission 2009). Nøglepersonerne angiver desuden hovedmålsætninger og visioner, der modsvares af de positive ændringer, som alle byer synes at have oplevet. Alt tyder på, at der er noget at vinde ved at blive Europæisk Kulturhovedstad, hvilket også delvist kan forklare, hvorfor så mange byer fortsat er villige til at investere så mange penge og så megen energi i at organisere disse kulturhovedstadsår. Tidligere kulturhovedstæders hyppigste udmeldinger om positivt afkast betoner de områder, som ligger i intentionen fra EU‐kommissionens side (ibid.): 1) Mulighed for at styrke samarbejde på kulturområdet og at udvikle europæiske kontaktflader. 2) Forberedelsesprocessen kan give et generelt boost til byens kulturliv.

Eksempelvis udtaler museumsdirektør i Cork, Mary McCarthy, sig på meget positiv vis om effekterne af Cork 2005:

It enabled those working in the non‐cultural sector to become aware of and familiar with the importance of the arts and culture sector to the economy and the well being of a city. It highlighted the city’s position nationally and internationally as a destination and it made people think and reflect on the city’s strengths and weaknesses. […] It provided the cultural sector operating in the city with an opportunity to collaborate with other partners and organisations in the city and beyond (European Commission 2009: 48).

De forskellige kulturhovedstæder angiver deres vigtigste mål som alt fra forbedring af infrastrukturen, øget turisme, øget samarbejde på tværs af sektorer og landegrænser til styrkelse af den lokale eller regionale selvfølelse. Disse svarer på flere punkter til de visioner, som Århus Kommune har for Århus2017.

2.3 Europæisk Kulturhovedstad som ramme for kulturudviklingen i Århus

I Århus Kommune var det et forslag fra Konservativt Folkeparti i 2007, der initierede idéen om at søge titlen som Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Ambitionen om at blive Europæisk



Side | 12

Kulturhovedstad blev efter en beslutningsperiode skrevet ind i kulturpolitikken for 2008‐2011, hvor visionen lyder:

! Århus er kendt nationalt og internationalt som en markant kulturby og bærer titlen Europæisk Kulturhovedstad i 2017

! Århus overrasker og udfordrer med unikke kulturoplevelser

! Århus har et kunst‐ og kulturliv, der er nyskabende, eksperimenterende og som tør gå i front

! Kulturen giver Århus PULS via kulturel mangfoldighed, globalt udsyn og lokal indsigt, levende brug af ny teknologi samt vækstlag og talentudvikling (Århus Kommune, Kulturpolitik 2008‐2011: 4)

Visionen uddybes med følgende kriterier:

! Kunstnerisk kvalitet Udbuddet af kunst og kultur i Århus skal være kendetegnet ved høj kunstnerisk kvalitet.

! Kulturel mangfoldighed Århus skal være kendetegnet ved kulturel mangfoldighed såvel i det udbud af kunst og kultur, der er tilgængeligt for borgerne, som blandt de udøvende kunstnere.

! Produktionsmiljøer i udvikling Århus skal danne ramme om aktive og eksperimenterende produktionsmiljøer inden for alle kunst‐ og kulturgenrer, hvor vækstlag, talenter og professionelle kunstnere har gode vilkår for udvikling.

! Markant kulturel profil Århus skal være kendt lokalt, nationalt og internationalt via et mangfoldigt kunst‐ og kulturmiljø, markante kulturelle satsninger, en bred vifte af kulturorganisationer og ‐institutioner og for at turde satse på det kvalitative, det nye og det kreative (ibid.: 6).

Disse punkter har en tydelig reference til det internationale udblik, som er en del af ECoC‐programmets grundlag, og dermed er ambitionen om at gøre Århus til kulturhovedstad centralt placeret i den kommunale vision. Kulturforvaltningen i Århus Kommune formulerede i december 2008 en handlingsplan: Århus 2017 – Århus som Europæisk Kulturhovedstad. Handlingsplanen er udformet på baggrund af de kulturpolitiske visioner og den beslutning, som blev taget i Byrådet om at sætte projektet i gang 10 år før det pågældende kulturhovedstadsår, hvilket er tidligt i forhold til andre kulturhovedstadsprojekter. Det fremgår af planen, at nøglevisioner for processen er at forme den moderne, skabende og mangfoldige by (Århus Kommune, Handlingsplan 2008‐2012: 3). Der



Side | 13

trækkes i handlingsplanen på visionerne fra kulturpolitikken 2008‐2011 og blandt de vigtigste er: 1) Udvikling af de kulturinstitutioner, som er bærende i det århusianske kulturliv, 2) at udvikle og forbedre vilkårene (herunder også de fysiske rammer) for kunstproduktion, og dermed vilkårene for professionelle kunstnere og for vækstlag og talenter samt 3) formidling af kulturtilbuddene og udvikling af kontakten til publikum. Det fremhæves, at kunsten skal være meningsfuld og i dialog med publikum, med sig selv og med omverdenen; kulturoplevelserne skal overraske og udfordre publikum; byens samlede kulturliv skal være mangfoldigt; allerede planlagte byudviklingsprojekter og andre investeringer skal gennemføres, og projektet skal inddrage så mange aktører som muligt, på tværs af brancheskel (Århus Kommune, Handlingsplan 2008‐2012: 4).

Handlingsplanen er et omfattende dokument, idet det er et konkret forslag til arbejdet med de kulturpolitiske visioner i perioden 2008‐2012, hvorefter ansøgningen vurderes og den endelige udpegning af en dansk kulturhovedstad vil finde sted. Såfremt Århus vinder titlen, vil der fra 2012 blive iværksat et målrettet arbejde frem mod kulturårets programlægning.

Tidsplanen lå således allerede i 2008 relativt fast, og målsætningerne var overordnet at skabe viden, alliancer, visioner og erfaringer, som uanset udfaldet af konkurrencen vil være nyttige i forhold til byens og især kulturlivets fremtidsplaner i Århus. Trevor Davies blev ansat som projektleder, og fik til opgave ”[...] fra dag ét [at sætte] sig selv ind som inspirator og tovholder for netværk og dialog i forhold til såvel relevante kommunale afdelinger som de mange eksterne aktører” (Lundgaard Konsulenterne 2008: 3). Denne formulering dækker over forventningerne til, at der ved projektets start skulle sikres kendskab, opbakning og aktiv deltagelse fra byens borgere, nøgleinstitutioner, erhvervslivet, medierne og flere offentlige instanser, samtidig med, at en administrativ udarbejdelse af målsætninger, programudkast, finansieringsmodel samt strategier til udmøntning af projektet kunne iværksættes. Davies leder 2017‐sekretariatet, som organisatorisk er placeret under Kulturforvaltningen, men uden at være et politisk organ.

Processen er således ekstensiv og langsigtet og har indtil videre omfattet indledende seminarer, temadage, SWOT‐workshops, ni individuelle kulturelle kortlægninger samt formidlingsudstilling af resultaterne, mm. Fremover er der planlagt 14 visionsseminarer, workshops og derefter nogle mere konkrete arbejdsgrupper, inden ansøgningen formuleres og indsendes i 2011 (Århus2017, 9.7.10).

3. Teori

I de følgende afsnit vil jeg redegøre for den teori, som jeg anvender i min analyse. Nøgleordet er byplanlægning, og her tænker jeg ikke på ordets smalle betydning, forstået som fysisk planlægning af bygninger, pladser etc., men på den brede forståelse som anvendes i politiske strategier for byers kulturudvikling, sociale udviklingsplaner m.m. Mit fokus er kulturpolitikken og de iboende modsætninger, der ligger i en byplanlægning, som både tilgodeser kultur og erhverv. I dag kædes de to områder på mange måder sammen, og det sker blandt andet med afsæt i udgivelser af den



Side | 14

amerikanske økonom og geograf Richard Florida. Jeg vil derfor først redegøre for hans vigtigste pointer, som jeg vil nuancere med bidrag fra kultursociolog Dorte Skot‐Hansen og arkitekt og ph.d. Lasse Andersson. Den tænkning, som anvender kulturen i et vækstperspektiv, har desuden klare paralleller til oplevelsesøkonomien og dens indtog i de danske kulturplaner, men spørgsmålet er, hvor man lægger fokus – og hvad man mener, at kulturen har til formål. Jeg vil give et indblik i dette felt både med grundlæggerne af oplevelsesøkonomi som begreb, Joseph Pine & James Gilmore, samt med dramaturg Ann‐Britt Gran & økonom Donatella de Paoli, der diskuterer de nye samarbejdsformer mellem kultur og erhverv. I et projekt som Europæisk Kulturhovedstad, der sætter rammen for dette speciales problemstillinger, er branding og synlighed for omverdenen et iboende tema, som jeg vil redegøre for med udgangspunkt i teori om produktbranding og udviklingen til placebranding og citybranding.

3.1 Byplanlægning med udgangspunkt i Richard Florida

Richard Florida trækker i sin teori eksplicit på Jane Jacobs, som er mest kendt for sin bog The Death and Life of Great American Cities fra 1961. Med udgivelsen gik Jane Jacobs stik imod tidsånden med sine idéer om et bottom‐up‐konstrueret bysamfund, der – i de rigtige rammer – ville fungere som et økosystem, hvor bymiljøer og mennesker interagerer og udvikler sig sammen (Jacobs 1961). Det er denne urbane dynamik, Florida fremhæver som et af hovedelementerne i den kreative by. Han tager i bøgerne The Rise of the Creative Class og Cities and the Creative Class afsæt i udtrykket low barriers of entry. Med det mener han, at byer som hovedregel skal udvise åbenhed, tolerance og tilgængelighed overfor nye tiltag, nye mennesker og nye steder. Som uddannet økonom ligger hans overordnede fokus på, hvordan byer kan tiltrække den rigtige arbejdskraft og opnå økonomisk vækst, hvilket ifølge Florida gøres ved først at se på byernes stedskvaliteter. Jeg vil i næste afsnit give en præsentation af teorien.

3.1.1 Teorien om den kreative klasse

Richard Florida undersøger den nye globale konkurrence om talent og de udfordringer, den fører med. Dette sker blandt andet ud fra et globalt kreativitetsindeks, der er baseret på målestokke for teknologi, talent og tolerance, betegnet som de tre T’er. De første to T’er giver sig selv, mens det tredje og afgørende T kræver lidt forklaring: Florida fastlægger kort sagt niveauet af tolerance ud fra en bys andel af homoseksuelle – målt i the gay index – og antallet af såkaldte bohemer: forfattere, designere, musikere, skuespillere, instruktører, kunstmalere, skulptører, fotografer og dansere, koblet med antallet af immigranter (Florida 2002: 260). Han beskriver, hvordan byer over hele verden ved hjælp af de tre T’er kan øge deres evne til at konkurrere om den gruppe af mennesker, som han overordnet ser som midlet til vækst: Den kreative klasse (Florida 2005: 29).

Til at beskrive den kreative klasse gør han brug af begrebet kreativ kapital. Ifølge Florida er det en ny tilgang at måle på, hvor de kreative jobs befinder sig, og det er en videreudvikling af



Side | 15

teorier om menneskelig kapital, som baseres på indeksering af befolkningens uddannelsesniveau (Florida 2005: 39) og ligesom den kreative kapital er inspireret af Bourdieus kapitalformer. Den kreative klasse deler Florida op i to kategorier (ibid.: 34): Den ”super‐kreative kerne” (engelsk: the super‐creative core) består af personer, der skaber produkter, som let kan bruges i en bred vifte af områder, danner teorier der kan appliceres på mange forskellige cases, eller – som Florida eksemplificerer – komponerer musik, der kan spilles igen og igen. Det kan være videnskabsmænd og ingeniører, universitetsprofessorer og ‐lektorer, digtere og forfattere, kunstnere, entertainere, skuespillere, designere, arkitekter samt de personer som Florida betegner som the thought leadership of modern society: faglitteraturforfattere, redaktører, kulturpersonligheder, tænketank‐forskere, analytikere og andre meningsdannere. De andre kreative er dem, der ikke tilhører ovenstående kategori, men som arbejder med kreativ problemløsning og søger innovative løsningsformer. De er ifølge Florida professionelle indenfor en lang række videnintensive sektorer, f.eks. IT, finans‐, juridisk, sundheds‐ og business‐sektorer.

Teorien om den kreative klasse tager overordnet udgangspunkt i, at medlemmerne af denne ”klasse” defineres som mennesker på arbejdsmarkedet, der modtager løn for at arbejde med innovation og ”[...] whose function is to create meaningful new forms” (ibid.:34). Floridas motivationsspørgsmål er, hvordan mennesker beslutter, hvor de vil bo? Han argumenterer lidt retorisk: “The companies follow the people – or, in many cases, are started by them” (ibid.: 35). På den baggrund og i et økonomisk perspektiv drejer det sig altså om at tiltrække de mennesker, der kan være motor for vækst: den kreative klasse.

With the decline of physical constraints on cities and communities in recent decades, creativity has become the principal driving force in the growth and development of cities, regions and nations (Florida 2005: 1).

Med en henvisning til det faktum, at tidligere tiders begrænsninger i mobilitet og virtuel kommunikation er i opløsning, betegner Florida den tidsalder, vi er på vej ind i, som kreativitetens tidsalder; en tidsalder, hvor kreativitetens fremkomst er vores økonomis mest signifikante drivkraft. Samfundets drivkraft er ikke længere blot teknologi og information, men også og især menneskelig kreativitet. Med det der af Doreen Massey kaldes time‐space‐compression (Massey 1999: 2), som dækker over de nye kommunikationsformer, der er blevet en del af viden‐samfundets globaliserede måde at leve på, har vi fået nye muligheder for at konstruere vores hverdag. Videndeling kan ske på tværs af landegrænser, og det er som udgangspunkt ikke nødvendigt med fysisk tilstedeværelse for at udføre et job. Men ifølge Florida er det stadig ”[…] mennesker, der designer produkterne. Det er mennesker, der starter nye virksomheder. Det er mennesker, der skaber musikken [...]” (Florida 2008: 34), og med en reference til Jane Jacobs og hendes teorier om, hvordan tæthed i byerne naturligt skaber en dynamik, som genererer vækst, siger Florida, at man ikke kan afskrive følelsen af tilhørssted og input fra en dynamisk omverden



Side | 16

som vigtige elementer i det moderne liv. De kreative mennesker har brug for steder, hvorfra de, indenfor de bedst mulige rammer, kan udvikle deres idéer. Nøglen til vækst er derfor, ifølge Florida, at se på byers stedskvalitet, hvilket betyder at forstå, hvorfor nogle steder er bedre end andre til at generere, tiltrække og holde på de afgørende produktionsfaktorer som teknologi og talent. Svaret skal findes i stedets evne til at udvise åbenhed, mangfoldighed og tolerance; det som han kalder at have ”low barriers of entry” (Florida 2005: 34, jf. s. 14). Desuden skal byen skabe et dynamisk miljø, hvor de kreative befinder sig godt og kan udfolde sig. De tre T’er står centralt i teorien, som betoner, at ”[...] alle tre parametre skal opfyldes, idet teknologi og talent nok skal være til stede, men det der udløser den kreative energi og sikrer væksten, er tolerance” (Jensen et al.: 35, Florida 2002: 249).

Når Floridas teori anvendes som baggrund for at bedrive kulturpolitik, er det værd at bemærke, at Florida ikke er eksponent for det klassiske kultursyn (l’art pour l’art), men for det antropologiske, brede kulturbegreb, og for en økonomisk tænkning, som kulturen anses som drivkraft i. De tre T’er og den kreative klasse er teoriens overordnede parametre.

3.1.2 Kritik og diskussion af Florida

Forsker i kultursociologi og leder af Center for Kulturpolitiske Studier på Danmarks Biblioteksskole, Dorte Skot‐Hansen, stiller i bogen Byen som scene fra 2007 skarpt på Floridas opfattelse af den kreative by. Hun mener grundlæggende, at den bløde model for byudvikling, som Florida (og Jane Jacobs) står for, er et eksempel på en kulturalisering af økonomien, som også Gran & de Paoli problematiserer i Kunst og Kapital. Jeg vil komme nærmere ind på dette i afsnittet om æstetisering af samfundet. Selvom Florida står for en mere nuanceret opfattelse af sammenhængene mellem kultur, livsstil og økonomi end ”flagskibstænkningen” med dens fokus på store kulturinstitutioner og ‐events, så anvendes hans teorier ifølge Skot‐Hansen stadig i en instrumentalisering af kulturpolitikken (Skot‐Hansen 2007: 50). Med en henvisning til Floridas udsagn om, at kultur ikke er et tilbud for den kreative klasse, men i stedet en livsstil, kritiserer Skot‐Hansen Floridas generelle typificering af repræsentanter for den kreative klasse (ibid.: 53). Det gælder både de erhverv, han lister som medlemmer af den kreative klasse (jf. s. 15), og det at han påstår at vide, hvad en så bred gruppe af mennesker har af kulturelle og livsstilsmæssige behov, som det f.eks. sker i følgende citat:

The physical attractions that most cities focus on building – sports stadiums, freeways, urban malls, and tourism‐ and entertainment districts that resemble theme parks – are irrelevant, insufficient or actually unattractive to many Creative Class people.1

[...]

1 Florida bygger her på en undersøgelse fra 2000, skitseret i rapporten Competing in the age of talent. Florida 2000



Side | 17

What [the creative class] look for in communities are abundant high‐quality experiences, an openness to diversity of all kinds, and above all else the opportunity to validate their identities as creative people (Florida 2005: 35‐36).

Der er ifølge Skot‐Hansen brug for mere nuancerede kultursociologiske undersøgelser, hvis den kreative klasses kulturbehov skal analyseres. Ligeledes mener hun ikke, at begreberne mangfoldighed og tolerance, som Florida bruger som parametre for at skabe den by, den kreative klasse efterspørger, kan bruges, før de er bedre definerede og ikke bare anvendes som et bagtæppe for selvrealisering:

Tolerance bliver således nærmest et uforpligtende bagtæppe, som den kreative klasse kan udfolde sig på baggrund af, en slags farverig, multikulti iscenesættelse, hvor synligheden af bøsser, kunstnere og farvede giver lokalkolorit og benyttes til bekræftelse af den kreative klasses opfattelse af sig selv som tolerante (Skot‐Hansen 2007: 56).

I samme åndedrag påpeger Skot‐Hansen, at de redskaber, der bruges til at måle på parametrene, rent metodisk kan diskuteres. Derfor spørger hun: Hvordan kan Floridas model bruges? Og kan den overhovedet bruges til at definere en kulturpolitik? Hendes konklusion er, at enhver by må finde sine stærke ressourcer og dyrke dem (ibid.: 57). Dette hænger samtidig sammen med Lasse Anderssons teori om skalering af Floridas idéer til danske forhold, som jeg vil diskutere senere.

Skot‐Hansens primære anke i forhold til Florida er, at hans teori ikke er nuanceret og detaljeret nok til at indgå som et kvalificeret målingsapparat for de danske kommuner. Hendes virke som konsulent for flere kommuner samt omfattende indlæg i kulturpolitiske debatter i Danmark og Skandinavien vidner om, at det er de nære, lokale eller nationale problemstillinger, som har hendes primære interesse. Derfor kan hun ligesom Andersson siges at efterspørge en omstilling eller omtænkning af Floridas teori. I sit bud på en nuanceret fortolkningsmodel introducerer Skot‐Hansen fire bykulturelle rationaler (Skot‐Hansen 15.9.04):

! Oplysning

! Social forandring

! Økonomisk vækst

! Underholdning Rationalerne definerer overordnet, hvor kulturpolitikken har sit fokus, og på hvilke områder byerne som udgangspunkt vælger at satse. Det første rationale, oplysning, dækker over en idé om, at kultur skal skabe indsigt, viden og dannelse, hvilket typisk manifesteres som bevarelse af kulturarv, formidling og publikumsudvikling, kunstproduktion og uddannelse af kunstnere. Det ses



Side | 18

i de store kulturinstitutioner, der modtager støtte ud fra tanken om, at en mangfoldighed af kultur skal finde ud til alle via det demokratiske kultursyn. Kultur som et middel til social forandring står for myndiggørelse, identitet, fællesskab og deltagelse, og finder f.eks. sted i lokale kunstprojekter, etniske udtryk, subkulturer og lokale medier. Det er her, der primært laves rum for bottom‐up‐bevægelser, hvilket jeg vil komme ind på i afsnittet om skalering og i analysen s. 48. Når kultur bruges som led i en økonomisk vækst, er fokus rettet mod image, turisme, tilflyttere og jobskabelse. Her satses ifølge Skot‐Hansen typisk på events og festivaler, flagskibs‐projekter og branding. Det sidste rationale, underholdning, står for afslapning, leg og rekreation og ses som temaparker, tivolier og legepladser, hvor der er mere vægt på leg end læring. Som modellen nedenfor illustrerer, er der et vist element af alle rationalerne repræsenteret i dansk kulturpolitik, og det afgørende er dermed, hvordan de prioriteres i forhold til hinanden.

Skot‐Hansen 18.9.10

Skot‐Hansen opfatter modellen som en kortlæggende analysemodel og foreslår selv en uddybende nuancering: At man i stedet for at fokusere på, hvordan kultur kan bruges som et middel til eksempelvis at skabe økonomisk vækst eller til at oplyse og skabe viden, overvejer hvordan kulturen i sig selv opleves æstetisk:

Her kunne man i stedet for en instrumentel logik tale om en ekspressiv logik. Frem for at se på kultur og kunst som et middel, der gør os til ”bedre” mennesker, rigere skatteborgere, mere aktive medborgere eller mere afstressede fritidsbrugere, kan det ses som noget, der er værdifuldt i sig selv på grund af den æstetiske oplevelse, den



Side | 19

giver os, dvs. som noget der kan give vores liv dybde og intensitet (Skot‐Hansen 15.9.04).

Hun tilføjer dermed et rationale til modellen – den æstetiske oplevelse –, der skal stå over de andre og fungere som samlet ideal. Appliceret på kulturpolitik betyder det et skift i fokus, således at man ikke fokuserer på effekten (og den formodede økonomiske merværdi) af indsatserne, men på at ”[...] at borgerne har adgang til rige, komplekse og mangfoldige æstetiske oplevelser”(ibid.). Den æstetiske oplevelse er altså det rationale der anvendes, når man sætter kultur for dens egen skyld over kultur som et middel til økonomisk vækst. Ofte anvendes den æstetiske oplevelse imidlertid ikke som et overordnet rationale, som Skot‐Hansen foreslår det, men simpelthen som en modsætning til økonomisk vækst‐rationalet, sådan som jeg også beskriver hoved‐problemstillingen i specialet.

Modellen over rationaler er ikke tænkt som en opskrift på, hvordan kulturpolitik skal tilrettelægges, men den er ifølge Skot‐Hansen et forsøg på en mere reflekteret tilgang til det at designe den kreative by, end den tilgang Richard Florida præsenterer.1

Skot‐Hansens måde at tænke design af bykultur på kan give associationer til begrebet cultural planning, som jeg vil komme ind på i næste afsnit. Lasse Andersson opdeler kulturpolitisk tænkning i to hovedstrømninger, hvor cultural planning kan sidestilles med det som i Anderssons terminologi hedder konsumorientering.

3.1.3 Instrumentalisering af kulturen?

Lasse Andersson har i sin ph.d.‐afhandling Byen og de kreative iværksættere – Oplevelsesbyens kulturelle infrastruktur og iværksættermiljøer fra 2009 set på rammebetingelserne for kreative iværksættere i Aalborg og til det formål taget udgangspunkt i Dorte Skot‐Hansens model over bykulturelle rationaler. Andersson har spurgt til, hvilke hensigter beslutninger i en kommunes kulturpolitik baseres på, og hvilket forventet resultat, der besluttes efter. For at belyse dette har han inddelt rationale‐tænkningen i to overskrifter: konsumorientering og produktorientering, der hver især står for en del af de indvendinger, Skot‐Hansen har overfor Florida, som skitseret i sidste afsnit. 3.1.3.1 Konsumorientering

Konsumorientering kan i forlængelse af Richard Florida beskrives som et fokus på tiltrækning af den kreative klasse, der skaber vækst. Derfor skal byen indrettes eller tilpasses, så den rummer de nødvendige muligheder for personlig og erhvervsmæssig udvikling. Det økonomiske fokus er i denne forståelse indirekte, idet man ønsker at skabe rum for mangfoldighed og plads til kreative

1 Det er i det lys en smule pudsigt, at Skot‐Hansen som en henvisning til Floridas 3 T’er vælger at kalde modellen ”the 4 E’s” på engelsk, dækkende over Enlightenment, Empowerment, Economic impact og Entertainment. Det sidste rationale er Experience.



Side | 20

miljøer, men med vækst som slutmål. Der er dermed tale om en sammenkobling af kultur og kunst med et vækst‐ og erhvervsorienteret byudviklingsrationale, og de to rationaler – æstetisk oplevelse og økonomisk vækst – eksisterer side om side (Andersson 2009: 84). Rationalet indenfor kulturpolitikken skiftede ifølge Andersson i starten af 80’erne fra ”kun” at være et gode – ”kultur for alle” – til at skulle opfylde et formål; først et socialt formål og senere et økonomisk formål, som er det, der også arbejdes med i dag.

Man kan sige, at der fra midtfirserne og frem har været en social og økonomisk instrumentalisering af kultur og kunstpolitikken, som forstærkes i halvfemserne, hvor det bliver en begyndende erhvervspolitisk instrumentalisering (ibid: 86).

Det er det økonomiske rationale og en stigende tendens til at ønske kreative alliancer mellem kultur‐ og erhvervsliv – en udvikling hen imod det der kan kaldes et oplevelsesøkonomisk rationale – som i øjeblikket er i fokus. Men ifølge Andersson er det et rationale under stigende pres, idet kulturen og kunsten i stadig højere grad skal kunne skabe oplevelser og underholdning, og samtidig bidrage til en økonomisk udvikling (ibid.: 87). Der er altså mere og mere, som kunsten forventes at formå.

Derfor er det i denne oplevelsesøkonomi‐prægede tid væsentligt at holde begreberne ud i strakt arm og ikke blot ukritisk anvende økonomiske teorier som Floridas til udvikling af kulturområdet. I den diskussion trækker Lasse Andersson Theodor Adorno ind, fordi der ”[...] visse steder i [Adornos] essays er en dialektik, som ikke blot afskriver massekulturen, men som peger på, at vi skal forstå at skelne mellem den oprindelige kunst og dens udfordrende karakter og massekulturens stræben efter at underholde bredt” (ibid.: 90). Diskussionen om kulturen som et gode eller kulturen som producent til et marked startede tydeligvis allerede hos Adorno, der står som repræsentant for det smalle kultursyn. Det kan hævdes, at Richard Florida primært repræsenterer den sidste af de to syn på hvad kulturen skal, mens Adorno er eksponent for det første. Floridas teorier tager dog hensyn til den kreative klasses behov, som ikke gengives som massekultur og ‐konsum, hvorfor der ikke er tale om et diametralt modsætningsforhold mellem Adornos og Floridas kultursyn. Det er imidlertid en instrumentalisering af kulturen, vi ser hos Florida, idet udbyttet er planlagt oppefra og ned og med et økonomisk sigte. Sagt med en anden forskers ord, Jan Løhmann Stephensen, er det et paradoks, at når Florida skal definere den “fineste form for kreativt arbejde”, så lægges der i særlig grad vægt på kunstens nytteværdi og at den kan bruges til noget, gerne i mange sammenhænge og mange gange (Stephensen 2010: 7, Florida 2002: 69). Stephensens kritik går på, at den kunst, som Florida trods alt berømmer, typisk er kunst, der ikke er berøringsangst overfor varegørelsen, reproduktionen, masseproduktionen af værket. Mens den form for kunst, som ikke kan anvendes i mange sammenhænge eller gentagne gange i det mindste bør kunne reproduceres, hvormed muligheden for ”[...] en betydelig ekspansion af kapitaliseringsmulighederne [bliver] en indlysende konsekvens” (Stephensen 2010:



Side | 21

9). Som Stephensen anfører, er dette i direkte modstrid med den traditionelle opfattelse af kunst som fri af interessepåvirkninger og formålsparagraffer, som Adorno står for. Omvendt passer det meget godt ind i den nye økonomi, hvor oplevelsesøkonomien og de nye samarbejder mellem kultur og erhverv opfatter kunst og kultur som et middel til vækst, der kan indgå i erhvervsmæssige sammenhænge; en udvikling som Stephensen kalder en ”[...] kapitalisering af den kreative ressource” (Stephensen 2010.: 9). Med begrebet konsumorientering kritiserer Lasse Andersson ligesom Stephensen hele udgangspunktet for Floridas tænkning: At den stort set går uden om kunsten og kunstnerne, idet kulturen blot er et middel til noget andet. Der skal skabes miljøer – hvor indholdet ikke nødvendigvis interesserer – med henblik på at tiltrække videnspersoner uden særlig viden om kunsten, men fordi de tiltrækkes af dét miljø! (Andersson 2009: 100) 3.1.3.2 Produktionsorientering

I den produktionsorienterede tilgang ”[...] er byen og rummet ikke målet, men et latent potentiale, som kan udnyttes som rammebetingelse for vækst hos de kreative og kulturelle industrier” (Andersson 2009: 83). Det er følgelig de kreative iværksættere, der skaber vækst via et samarbejde med virksomhederne.

Ligesom Skot‐Hansen har Andersson mindre vægt på Floridas økonomiske forståelse og mere på, hvordan byer reelt kan styrke kreativiteten. Fokus skal dermed ikke være på effekterne af innovation, såsom økonomisk vækst, men i højere grad på at styrke den kreative mangfoldighed:

[...] det [er] nødvendigt at koble den kulturelle byudvikling med udviklingen af iværksætter‐miljøerne, dersom man ønsker at opnå større opbakning fra virksomhederne. Udviklingen af iværksættermiljøerne skal ske ud fra en ’bottom‐up‐strategi’ og i et tæt samspil mellem brugerne og de traditionelle planlæggere og developere. Sidstnævnte indtager dermed en rolle som er faciliterende frem for planlæggende (ibid.: 214).

Ifølge Andersson kan det være et problem, at man i Danmark ikke opfatter kulturindustrien som de virksomheder, der producerer indhold med kultur eller kunst, men i stedet har et nærmest eksotisk forhold til oplevelsesøkonomien, hvis definition forbliver luftig, og om hvilken man forestiller sig, at den kan skabe innovation og vækst inden for alle industrier, ikke bare kunst‐ og kulturindustrien. Dette vil jeg komme tilbage til senere. Andersson antyder en frygt for, at man taler om oplevelsesøkonomien og dens potentialer i stedet for at handle (ibid.: 106), idet han ser handling som kommende nedefra, hvorfra innovationen vil blomstre, hvis rammerne er tilrettelagt for det. Hvor konsumorientering overordnet kan opfattes som byplanlægning, defineres



Side | 22

produktionsorientering i denne optik som det som på dansk kaldes kulturplanlægning. Feltet omtales primært i sin engelske form – nemlig cultural planning – hvorfor det også er denne term, jeg vil anvende i specialet.

3.1.4 Cultural planning

Det felt som citatet i ovenstående afsnit skriver sig ind i, er et meget bredt felt, som opfattes på meget forskellige måder og dermed også har mange forskellige interessenter.

Graeme Evans beskriver i bogen Cultural Planning fra 2001, hvordan teorier om kreative byer etc. har overset betydningen af indbyggernes behov, både som ”deltagere, kreative mennesker og kvalitetsbevidste forbrugere” (Evans 2001: 275). Der har manglet en hensyntagen til den menneskelige dimension i målinger af indbyggerne i en by, og tilgangen har haft en kvantitativ karakter.

Evans står for den tilgang, som også Skot‐Hansen foreslår som en slags middelvej (Skot‐Hansen 2007: 78), hvor cultural planning handler om at etablere rammer og at stille behovsmål op. Rammerne skal baseres på allerede eksisterende faciliteter, aktiviteter og forbrugsmønstre, mens en planlægningsstrategi også skal tage hensyn til beskrevne politiske målsætninger. Planlæggeren skal forstå, hvad befolkningen ønsker og har behov for (Evans 2001: 270). Cultural planning forsøger ikke at planlægge for kulturen på en måde, hvor man ser på forventede resultater og effekter af indsatserne. Her adskiller cultural planning sig fra vækst‐rationalet, som er orienteret mod de forventede økonomiske fordele. Den indretter i stedet kulturen således, at der skabes rum for økonomisk vækst; et rum der ”inspirerer og fornøjer” (ibid.: 149). Hvor Andersson efterlyser en bottom‐up‐strategi, som kan sætte kreative iværksætter‐miljøer i gang, taler Evans om en strategi, der placerer sig et sted midt i mellem. Evans tænker den økonomiske vækst i form af politiske målsætninger med på samme niveau. Richard Floridas teori står med Jane Jacobs i forlængelse af både Andersson og Evans, idet Florida også vil tilrettelægge byen således, at kreativitet og attraktive miljøer kan opstå nedefra. Man kan dermed sige, at Floridas teorier til dels gør op med den tankegang, som Evans kritiserer ovenfor, da Florida indfører tolerance som en parameter i forhold til hvor folk har lyst til at bo, og hvor deres behov som mennesker opfyldes.

Imidlertid kan det gå galt i omfortolkningen til kommunale forhold i Danmark. Jacobs’ og Floridas antagelser er ikke formet med udgangspunkt i de befolkningsmæssigt små forhold, som de fleste byer i Danmark eksisterer på. Byen er med Jacobs’ ord en social konstruktion, som lever på mangfoldighed, dynamik og energi i kraft af sin storby‐størrelse, og den kan ikke nødvendigvis ukompliceret forstås i en dansk velfærdsmodel (Andersson 2009: 97). Det vender jeg tilbage til i næste afsnit.

Cultural planning skal ikke forstås sådan, at man planlægger kulturen, men at man anvender kulturen til at planlægge med. Der er i bysammenhænge tale om en særdeles bred kulturforståelse og en tænkning, der lader kulturen drive byudviklingen og integrerer flere sektorer i processen. Som jeg senere skal komme ind på, er cultural planning en metode, som er meget udbredt i



Side | 23

Storbritannien, hvor kultur og vækst i høj grad kobles, og man i øvrigt tænker meget i nytteværdi. Begrebet anvendes også af briten Charles Landry, som i 2000 udgav The Creative City: A Toolkit for Urban Innovators, og allerede i 1995 præsenterede sine idéer i et samarbejde med Franco Bianchini om bogen The Creative City. Landry er fortaler for, at kultur opfattes antropologisk som en way of life (Landry 2000: 39). Han mener ligesom Florida, at menneskelig kapital er den vigtigste ressource i fremtiden og at fremtidens byer må tiltrække arbejdskraft ved at gøre byen til et attraktivt sted at være. Han ser ligeledes kreativitet i bred forstand som innovation og som noget, alle potentielt besidder. Det kan ikke udelukkes, at Florida i flere henseender er inspireret af folk som Landry og Evans, men hvor Floridas empiriske område er USA og hans tilgang i høj grad økonomisk motiveret, er Landrys udgangspunkt Europa, og tilgangen er præget af et socialt og livsstilsmæssigt syn på kultur.

Cultural planning har en særlig relevans i dette speciale, idet den kulturelle kortlægning af Århus i høj grad er baseret på cultural planning‐tanker. I den handlingsplan, der blev udfærdiget på baggrund af Kulturpolitik 2008‐2011, skitseres ambitionen for kortlægningen således:

At kortlægningen hedder en ‘kulturel kortlægning’ indebærer, at den skal kortlægge ikke alene byens fysiske træk, men også dens identitet(er) og karakter, ressourcer, netværk og potentiale. Der skal benyttes alternative målingsmetoder, sådan at ‘ånden’ i byen, kommunikation og samarbejde mellem mennesker i byen, sanser og symboler i byen mv. kan ‘indfanges’ (Århus Kommune, Handlingsplan 2008‐2012: 25).

Formuleringen virker, med brugen af ”ånden” i byen og henvisningen til, at sanser og symboler kan ”indfanges”, umiddelbart lidt løs. Den brede forståelse af kultur giver på den ene side mulighed for at arbejde holistisk med kultur og byudvikling, mens kritikere af cultural planning frygter, at definitionen af kultur bliver så bred, at begrebet stort set er meningsløst (Smidt‐Jensen 2007a: 6). Dorte Skot‐Hansen udtrykker desuden en bekymring for, at selvom kulturen placeres centralt i cultural planning‐tænkningen, stadig anvendes instrumentelt og som et middel til noget andet. Hun vil i stedet sætte den æstetiske oplevelse i centrum og overordnet se kulturen som en ressource for menneskelig udvikling (Skot‐Hansen 2007: 78).

3.1.5 Skalering af teorien om den kreative klasse

Richard Florida adskiller sig fra andre, der tænker i kulturel byudvikling, dels pga. gennemslagskraften af hans udsagn, men også fordi han bygger sine teser på omfattende, empiriske undersøgelser. Hans teorier bruges derfor hyppigt som argument for, at der skal igangsættes kulturel byudvikling i kommunerne. Det er her vigtigt at forholde sig til, hvordan det omsættes til en lokal virkelighed.

De danske byer har nemlig set ikke det størrelsesmæssige omfang, som Jacobs’ og Floridas teorier er funderet på. København er den eneste danske millionby, hvor Floridas undersøgelser og



Side | 24

forståelser primært er baseret på amerikanske millionbyer.1

En af Kristina Vaarst‐Andersen & Mark Lorenzens iagttagelser i forbindelse med deres undersøgelse af den danske kreative klasse er også, at København og Århus er de eneste danske byer, der kommer i nærheden af at have den kritiske masse, som er en nødvendighed, både i forhold til at gøre byen interessant for folk, der søger job‐ og karrieremæssige muligheder, og for virksomheder, der gerne vil gøre sig i det internationale forretningsliv (Vaarst‐Andersen & Lorenzen 2009: 42). Dette vender jeg tilbage til i næste afsnit.

Floridas tre T’er omskrives af Andersson til ”[...] en opskrift på bevægelsen fra et traditionelt industri‐ og servicesamfund mod en ny kreativ dagsorden, der lover økonomisk vækst som erstatning for de huller, som afindustrialiseringen efterlader [...]” (Andersson 2009: 94). Opskriften synes let anvendelig og oplagt for mindre kommuner, som ikke har ”naturlig” tilvækst af innovative virksomheder. Der sker dermed en overfokusering på Florida: Argumentet om, at implementering af de tre T’er og at det heraf følgende fokus på kulturen giver økonomisk vækst, er så tiltalende og eksplicit, at det ofte omfortolkes fejlagtigt eller efter behov til den aktuelle situation. Dette resulterer snarere i kulturplaner, der fokuserer på velorganiserede kulturhuse og planlagt mangfoldighed i opdelte kvarterer i byen, end på det miks af mennesker og kvarterer og kultur, der samlet set giver et billede af en mangfoldig by og udtrykker den byopfattelse, som Florida og Jane Jacobs står som repræsentanter for (ibid.: 95). Dette kan synes paradoksalt, men det sker bl.a. fordi byerne ikke er store nok og ikke besidder den kritiske masse. Så bliver løsningen at ”samle” kulturen i forsøget på at dele viden og kreativitet, samt at blive set i landskabet, og dermed opnå en kritisk masse.

Tendensen er med andre ord, at Floridas tanker i omsat form knytter det klassiske kulturelle oplysningsrationale til det oplevelsesøkonomiske rationale og helt undgår at tage hensyn til det sociale rationale. Det er dermed mere top‐down end bottom‐up og ikke helt i Floridas ånd. Selve idéen om et kulturhus, et stort museum, eller en opera er lettere at sælge end en uklar definition af en kulturel undergrund, vækstlag og mangfoldighed. Men ifølge Andersson er der ”[...] en fare for, at alle pengene forsvinder i bygninger og at der efterfølgende ikke er økonomi til at befolke disse med kultur” (ibid.: 96). Han bruger Odense som eksempel på, at Floridas idéer anvendes forsimplet i den danske kontekst: Odense formulerede i 2004 en ny kulturstrategi, som tog sit udgangspunkt i en ny, samlet forståelse af kultur og by, manifesteret i en ny forvaltning. I den efterfølgende udmøntning af strategien har man i udpræget grad trukket på Floridas tre indikatorer, samtidig med, at man primært har sat penge i fyrtårne og udvidede sports‐ og fritidstilbud (ibid.: 84). Ifølge daværende kontorchef i den på det tidspunkt nye By‐ og Kulturforvaltning i Odense Kommune, Jannek Nyrop, blev der afsat over 1 mia. kr. til kulturdreven byudvikling over 10 år, mens der kun var afsat 1½ mio. kr. til udviklingsprojekter i vækstlaget

1 Florida har målt i detaljer på 49 amerikanske millionbyer, og i alt på mere end 200 regioner eller byer, der kunne findes tilstrækkelig data på. De mindste har en gennemsnitlig størrelse på 250.000 indbyggere. Florida 2002: 263



Side | 25

(Smidt‐Jensen 2007b).1

Andersson konkluderer, at der ”[s]et fra et forskningsperspektiv [...] derfor [er] behov for teorier og metoder, som i højere grad er kontekstuelt fokuserede end de overordnede teorier og de ’Richard Floridaske’ indikatorer, som sigter mod storbyens skala” (Andersson 2009: 215), hvilket bl.a. betyder en skalering af teorien, inden den omsættes til de mindre, danske forhold. Dette forudsætter i første omgang en undersøgelse af de danske forhold.

Der er dermed tale om en fejlsluttet cirkel, når Floridas argumenter bruges løsrevet til at legitimere disse tiltag, hvor kulturen anvendes instrumentelt i en fyrtårne‐strategi, som skal brande og leve op til nogle formelle kulturplaner, baseret på en forsimplet Florida.

3.1.6 Den danske kreative klasse

I rapporten Den danske kreative klasse fra 2009 undersøger Kristina Vaarst‐Andersen & Mark Lorenzen med bidrag af Trine Bille, hvordan den danske kreative klasse ser ud. Det sker ved en applicering af Richard Floridas teori om den amerikanske kreative klasse på danske forhold, hvor formålet er ”at vurdere relevansen af Richard Floridas teori om den kreative klasse i en dansk kontekst” (Vaarst‐Andersen & Lorenzen 2009: 18). På basis af et omfattende statistisk materiale samt en meget konkret anvendelse af Floridas analysemetode og centrale begreber fokuserer de på den danske kreative klasses geografi, samt deres sociale og kulturelle profil. De understreger det problematiske i at forsimple en ”klasse” til at være kreativ på baggrund af opgørelser af stillingsgrupper, men godtager definitionen for at kunne afprøve den videnskabeligt. Tilsyneladende overraskende for forskerne selv er konklusionen,

[...] at en del af den danske arbejdsstyrke med udvalgte, ikke‐rutinebaserede stillingsgrupper har en meget karakteristisk social og kulturel profil, at den er stærkt overrepræsenteret i visse danske byer med bestemte kvaliteter, og at disse byer samtidig er dem, der er på den mest lovende økonomiske udviklingskurs (ibid.: 16).

Der bliver i undersøgelsen påvist en nogenlunde overensstemmelse mellem resultaterne i Danmark og de tal, som Florida har fundet frem til i USA, idet målingsparametrene er godtaget for sammenlignelighedens skyld. Lasse Andersson fremhæver imidlertid nogle kritikpunkter i forhold til netop de parametre, Florida måler på: 1) at alle med en bachelorgrad eller over automatisk tilhører den kreative klasse, og 2) at boheme‐indekset medtæller alle, der er beskæftiget som kunstnere eller i underholdningsbranchen. En del af kernen af de kreative, nemlig bohemerne, er typisk ikke højtuddannede og passer dermed ikke ind i de andre indeks‐argumenter. Derudover 3) at the gay index er upræcist, da det er baseret på en United States Census of Population fra 1990, hvor det var muligt for respondenterne at markere sig som ”unmarried partners” og ikke som

1 Jannek Nyrop udtrykte i 2006 sin bekymring for, om man på den baggrund var ved at begå en fejl: [...] [D]er er for meget mursten i kulturstrategien og for lidt aktiviteter.” Foredrag november 2006



Side | 26

”roommates” eller ”unrelated adults”, hvorefter man identificerede, hvor mange af de samboende ”unmarried partners”, der var af samme køn. Parameteret er udeladt i den danske undersøgelse.

I forhold til bohemernes andel af den kreative klasse opstår der nogle uklarheder, når man taler om vækstlaget: Mange der udøver f.eks. musik eller arbejder frivilligt med kunst uden at anse det som et decideret erhverv og uden nødvendigvis at få nogen løn for arbejdet, tilhører i princippet den kreative klasse, men medtælles ikke, idet Floridas undersøgelse tager udgangspunkt i lønnet erhverv. Modsat kan det være problematisk at fokusere udelukkende på en kreativ klasse, hvor store dele af den givetvis ikke vil opfatte sig som ”kreativ”. Definitionen af kreativitet er så bred, at rigtig mange forskellige grupper af mennesker hører ind under den. Men det er en definition, som er nem at medtage i politiske rapporter, der søger at koble kultur og erhverv, som det sker i Erhvervs‐ og Byggestyrelsens Vækst via Oplevelser fra 2008, hvor der står ”Kreativitet er evnen til at finde på nye idéer, koncepter og løsninger eller at lave nye koblinger mellem gamle idéer, løsninger og koncepter” (Erhvervs‐ og Byggestyrelsen 2008: 19), med en reference til Florida 2005. Og når det hos Florida samtidig virker som om, at det der er godt for den kreative klasse, er godt for alle, så bliver behovet for en nuancering af begrebet tydelig. F.eks. tænkes traditionelle klasseforskelle og ‐betingelser ikke ind, hvilket ifølge Florida er helt bevidst. Imidlertid er det potentielt problematisk, når man under ét undersøger den kreative klasses behov, fordi de undersøgelser, som tager hensyn til klasseforskelle, også viser klare tendenser til forskelle i kulturbehov (Bille 2008).

3.2 Oplevelsesøkonomi

I dag er der i stort set alle kommuner i Danmark sat fokus på oplevelsesøkonomi – hvis ikke med oprettelse af en enhed for det som i erhvervsafdelingen i Århus Kommune, så i adskillige oplæg og indgangsvinkler til at formulere en kulturpolitik. Staten har i flere år trukket på oplevelsesøkonomiske argumenter. Rapporten Danmarks kreative potentiale – Kultur‐ og erhvervspolitisk redegørelse fra 2000 (Erhvervsministeriet og Kulturministeriet) var den første politiske udmelding, der eksplicit koblede kultur og erhverv. Et af de senere eksempler er førnævnte rapport fra 2008: Vækst via oplevelser – en analyse af Danmark i oplevelsesøkonomien (Erhvervs‐ og Byggestyrelsen), der som navnet antyder, tager udgangspunkt i selve begrebet oplevelsesøkonomi og mange steder trækker direkte på analyserne fra Pine & Gilmores The Experience Economy – work is theatre and every business is a stage fra 1999. Jeg vil i dette afsnit redegøre for Pine & Gilmores vigtigste pointer samt forsøge at indsætte begrebet i en dansk virkelighed, hvor der også er risici forbundet med at sætte ordene oplevelse og økonomi sammen.

3.2.1 The Experience Economy

Da The Experience Economy udkom i 1999 forklarede forfatterne Joseph Pine & James Gilmore på en letforståelig måde, hvordan virksomhederne i vor tids højtudviklede servicesamfund kunne opnå yderligere fortjeneste ved at tilbyde de samme produkter til kunderne, men på en ny måde.



Side | 27

Deraf ordet oplevelsesøkonomi. I Erhvervs‐ og Byggestyrelsens rapport Vækst via oplevelser defineres det kort – og i en dansk kontekst – som ”[...] økonomisk værdiskabelse, hvor oplevelser udgør en andel af produktet eller serviceydelsens værdi” (Erhvervs‐ og Byggestyrelsen 2008: 8). Det handler ifølge Pine & Gilmore om relevans: Hvis en forbruger oplever et produkt som relevant, vil han eller hun være villig til at betale langt mere for det. De giver et eksempel med en person, der har travlt og produktet viser sig tidsbesparende – så ligger fokus på det positive i at spare tid, og ikke på, om det koster dobbelt så meget eller er en smule mere usundt. Det er altså en værdi, der ligger ud over råvarer, produkt og services, og det økonomiske resultat tydeliggøres af Pine & Gilmore med nedenstående simple model.

Pine & Gilmore 1999: 103, oversat til dansk

Hvis man kan designe en oplevelse, der får de fire oplevelseskategorier underholdning, uddannelse, æstetik og eskapisme til at mødes, opstår det oplevelsesrum, som giver (for)brugeren den personlige oplevelse, og der skabes merværdi for de virksomheder, der designede oplevelsesproduktet (Pine & Gilmore 2009: 42). En oplevelse skal altså skabe relevans for forbrugeren, men også fortælle en historie, som ligger udover anvendelsesmuligheder af et givet produkt. Den skal gerne inkludere de fem sanser1

og overordnet inddrage forbrugeren personligt og som en uundværlig del af produktet. Pine & Gilmore giver utallige eksempler fra temaparker og temarestauranter som Disney og McDonald’s, der i særlig grad har været i stand til at gøre produktet til en iscenesættelse, der rækker langt ud over både ydelse og service, og skabe salg via personlig inddragelse og mindeværdige oplevelser.

Når tematiseringen af en oplevelse fungerer bedst, er den ensbetydende med at skrive en fortælling, der ikke ville forekomme fuldstændig uden gæsternes deltagelse (ibid.: 71).

1 Føle, smage, lugte, høre og se



Side | 28

Oplevelsesøkonomiens credo er, at varer og service ikke længere er nok, og dermed bliver teorien interessant for kommuner, der ønsker at give ”kunderne” noget ekstra. Det drejer sig i denne forståelse om at gøre produkter relevante for en given målgruppe. En kommunal udfordring, som f.eks. Århus står overfor i forbindelse med sin ambition om at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017, er, hvordan man gør et projekt relevant for de mange målgrupper, som eksisterer side om side i en by. De vil ikke opfatte det på samme måde, hvorfor ikke bare mulighederne, men selve iscenesættelsen af mulighederne skal tilpasses flere forskellige grupper. I den forbindelse er det interessant, at Århus City Forening i 2010 har fået prisen som årets shoppingby og har modtaget den såkaldte City Branding Award. I Århus Stiftstidende stod nyheden omtalt således:

Kultur og shopping smelter i disse år sammen som en del af oplevelsesindustrien, og det formår Århus City Forening bl.a. at formidle optimalt i foreningens aktivitets‐ og markedsføringsplan for året [...] (Petersen 2010).

Århus City Forening har bl.a. iværksat et Blue Monday‐kort til alle de konfirmander, der kommer til byen på deres Blå Mandag. Kortet giver dem forskellige rabatter, betalt entré til diverse arrangementer og deltagelse i konkurrencer, hvilket tilsyneladende har været en tilstrækkelig målrettet salgsstrategi til at give udslag i form af tildeling af en branding‐pris. Fordi brandingen i dette tilfælde er baseret på køb og salg – shopping – i midtbyen, er det imidlertid ikke alle målgrupper, indsatsen rammer, endsige tiltrækker sig opmærksomheden fra. Hvor produktudvikling tidligere har handlet om at afdække efterspørgsel og praktisk behovsopfyldelse, og det har været kunsten og kulturens opgave at tale til sanserne, er oplevelsesøkonomiens udbredelse en del af den æstetisering af samfundet, som jeg skal komme ind på i afsnit 3.3.

3.2.2 Kritik af Pine & Gilmores oplevelsesøkonomi

Kommunikationsforskerne Christian Jantzen & Tove Arendt Rasmussen retter i artiklen Every business is a stage without actors en skarp kritik mod Pine & Gilmores oplevelsesøkonomi. Særligt finder de det uheldigt, at det menneskebillede, som skitseres i de utallige eksempler på oplevelsessituationer, hvor kunden får en personlig, mindeværdig oplevelse med sig, er ”[...] mekanisk, uhyggeligt og (heldigvis) forkert” (Jantzen & Rasmussen 2004). Der er ifølge forfatterne ikke noget, der peger på, at mennesket har brug for oplevelser og heller ikke, at de nødvendigvis reagerer emotionelt på de effekter, som en virksomhed kan iscenesætte for at ”fremprovokere” oplevelser. Der er altså tale om, hvorvidt kunden er villig til at modtage en merværdi i forbindelse med et køb af en vare, hvorfor det snarere er kundens historiske og kulturelt betingede åbenhed, end en inkluderende iscenesættelse fra virksomhedens side, der er afgørende:



Side | 29

Det er et forestillingsarbejde, som subjektet er både kilde til, producent af og modtager af. Ydre objekter er højest midler eller råstof for denne virksomhed. Oplevelser kan derfor hverken planlægges, iscenesættes eller orkestreres af en ekstern manipulator (Jantzen & Rasmussen 2004).

Hele diskussionen om at gøre kunden villig til at betale mere er konstant til stede indenfor marketing, hvorfor det bliver tydeligt, at tanken bag oplevelsesøkonomi i Pine & Gilmores fremstilling har et primært økonomisk sigte. Dorte Skot‐Hansen understøtter kritikken af manglen på refleksion over den menneskelige diversitet i udlægningen af oplevelsesøkonomien som noget, der kan gøre kulturen relevant for flere. Hun tager afsæt i kommunale handlingsplaner, som i stigende grad baserer sig på at give borgerne oplevelser. Med spørgsmålet ”Hvordan kan man gøre byen til et oplevelsesrum for sine egne borgere, også de marginaliserede?” (Skot‐Hansen 2007: 40) sigter hun til, at udvikling af offentlige, ikke‐kommercielle rum med oplevelsesmæssige og æstetiske kvaliteter, der udfordrer borgerne i hverdagen, typisk ikke har særlig plads i det, der benævnes oplevelsesøkonomi, selvom spørgsmålet tydeligvis kredser om fænomenet oplevelser. Ifølge Skot‐Hansen tager oplevelsesøkonomisk tænkning udgangspunkt i kulturen, men er dog typisk ikke forankret i en humanistisk eller kunstteoretisk baggrund; tværtimod forvaltes oplevelserne netop på en kommerciel måde, med et økonomisk sigte (ibid.: 20). Skot‐Hansen betoner vigtigheden af, at en kommune gør sig disse kategorier bevidst, således at det er klart, hvad de forskellige valg indenfor kulturpolitikken indebærer:

Kulturinstitutioner og byer må i deres planlægning tage stilling til, om det handler om, at oplevelser skal omsættes til økonomisk kapital, eller om det handler om at styrke mulighederne for, at både borgere og besøgende kan møde en mangfoldighed af udfordrende oplevelser i byens rum (ibid.: 22).

Udgangspunktet for oplevelsesøkonomi er hos Pine & Gilmore en økonomisk resultatorientering, og i den form kan det være problematisk at anvende det som en del af en kulturpolitik. Begrebet kan dog udvides, og er også blevet det i danske politiske rapporter, som f.eks. 2003‐regeringens Danmark i kultur‐ og oplevelsesøkonomien, hvor området konsekvent benævnes ”kultur‐ og oplevelsesøkonomien”. Med ovenstående citat af Skot‐Hansen kan det diskuteres, om ikke oplevelsesøkonomien i stedet kunne være med til at sikre, at muligheder og mangfoldige tilbud er til stede for at give den æstetiske oplevelse, fremfor konstant at måle på, hvilke økonomiske resultater den æstetiske oplevelse kan give. I modsat fald er oplevelsesøkonomien udelukkende et udtryk for en form for instrumentalisering af kulturen. Ovennævnte regeringsrapport beskriver både de økonomiske fordele og de fordele, som for kulturen ligger i dette ”nye” område:



Side | 30

Kulturens og kunstens kreativitet udgør i stigende grad væsentlige byggeblokke og et integreret element i alle dele af erhvervslivet. Byggeblokke, der bidrager til at øge værdien af produkterne og serviceydelserne, til gavn for produktiviteten, væksten og for en øget kulturproduktion. Samtidig får kunsten og kulturen i samspillet med erhvervslivet nye scener at udfolde sig på, ny inspiration, nye økonomiske muligheder mv. [...] Kultur‐ og oplevelsesøkonomien [...] udspringer af mødet mellem kulturens verden og det traditionelle erhvervsliv [...] (Regeringen 2003: 9).

Netop dette møde mellem kultur‐ og erhvervsliv kan anskues fra begge ”sider”. Hvor rapporten fremstår ukritisk i sin forventning til områdets potentiale i vores højtudviklede samfund, vil jeg forsøge at nuancere tilgangen i næste afsnit.

3.3 Kunst og kapital

Ann‐Britt Gran & Donatella de Paoli stiller i bogen Kunst og kapital – Nye forbindelser mellom kunst, estetikk og næringsliv spørgsmålene: På hvilke måder mødes kunst, æstetik og erhvervsliv? Og hvad får kulturen og erhvervslivet ud af at mødes? (Gran & de Paoli 2005: 12)

Udgangspunktet er den betragtning, at der i stigende grad ses nye forbindelser og opløsning af grænserne mellem de to sektorer. Det sker bl.a. på baggrund af en vækst i de kreative økonomier, nye udfordringer for den kunst, hvis grundlag er offentlig kulturstøtte og for virksomheder, der i det oplevelsesøkonomiske samfund oplever ændrede markedsvilkår. Gran & de Paoli forsøger at overveje forbindelserne på flere måder og fra begge sider, og forfatternes baggrund som henholdsvis dramaturgi‐ og økonomiuddannet gør dette til en oplagt vinkel. De ser som udgangspunkt tre tendenser, som gør sig gældende i dag (ibid.: 13‐14):

1. Etableringer af mødepladser mellem kunstliv og erhvervsliv Mødepladsen forstås som det sted, hvor de to sektorer mødes, primært for at pleje egne interesser eller overordnede fælles interesser. F.eks. kunne den overordnede fælles interesse være at styrke en by, hvor mødet ofte kaldes et kultursamarbejde. Andre eksempler er sponsoraftaler, kompetenceudvikling etc.

2. Virksomheders udstrakte (strategiske) brug af æstetiske virkemidler uden at kunstlivet er involveret De æstetiske virkemidler anvendes for at opnå bedre kommunikation, f.eks. en æstetisk kommunikationsstrategi om produktet, virksomhedens profil, værdier etc. Konkret kan det være produktdesign, kontorindretning, logoudvikling, men også som en del af en retorisk brandingstrategi i form af storytelling og iscenesættelse af værdier.



Side | 31

3. En gennemgribende æstetisering af hele økonomien, både i teori og praksis Her er tale om en overordnet plan med oplevelsesøkonomien som det bedste eksempel: Oplevelsen er i dag varen, og den sælges til forbrugerens sanser gennem æstetiske virkemidler. Punkt 1 og 2 er desuden begge elementer i den overordnede æstetisering af økonomien.

Disse tre tendenser kræver en forståelse af, hvad hensigterne med mødepladserne og samarbejdsformerne er for henholdsvis kulturen og erhvervslivet.

3.3.1 Hvad kan kunsten gøre for erhvervslivet?

Ifølge Gran & de Paoli er der både konkrete og abstrakte årsager til erhvervslivets interesse i kunsten. De konkrete områder, hvor kunsten kan anvendes, er som inspiration i forbindelse med f.eks. kompetenceudvikling og kreativ nytænkning internt i virksomhederne eller i brugen af kunstens arenaer som ramme for konferencer eller som en del af event‐marketing, hvor kulturelle begivenheder fungerer som kontekst for et produkt. Mere abstrakt anvendes kunsten i markedsføringen, hvor produkterne tilføres en æstetisk merværdi. Det kan være i værdifortællingen om virksomheder, hvor kunsten er en del af den samfundsmæssige legitimitet, nogle gange måske også som corporate social responsibility (CSR1

Erhvervslivets motiver er altså ved hjælp af kunsten at opnå samfundsmæssig legitimitet, innovation og tiltrækningskraft i forhold til kunder og ansatte samt at bringe mening, sjæl og følelser ind i arbejdet. Kunst er desuden en måde for virksomhederne at fremstå anderledes på, f.eks. via sponsoraftaler, der matcher værdierne. Iscenesættelsen af virksomheden er således blevet afgørende for netop at hævde sig konkurrencemæssigt (Gran & de Paoli 2005: 16).

). Den anvendes desuden i erhvervsudviklingen, hvor kunsten – i forlængelse af Florida – skal tiltrække talent og kreativ kapital, og den anvendes i en oplevelsesøkonomisk tænkning, hvor det erkendes, at mennesker, herunder kunder og ansatte, også drives af følelser og sanser, og ikke kun påvirkes rationelt.

3.3.2 Hvad kan en interesse i erhvervslivet gøre for kulturlivet?

Tilsvarende erhvervslivets brug af kulturlivets arenaer kan kunsten bruge erhvervslivet som en ny scene og et udstillingsvindue. Dette kan både være når erhvervslivet er bestillingsgiver og således repræsenterer et nyt marked, hvor kunsten f.eks. er en del af virksomhedens markedsføring, og når kunsten bevæger sig i en relationel retning, som udforsker nye områder for kunsten og lader erhvervslivet være en ny kontekst. Erhvervslivets aktører og arbejdsprocesser kan gøres til virkemidler eller egentligt materiale i selve værket/kunsten (ibid.: 221). Derudover ligger der økonomiske muligheder i f.eks. at lade erhvervslivet sponsorere kunsten, hvilket i højere grad tillader kunsten være autonom, end når den indgår i en kreativ byttehandel som en del af 1 Corporate Social Responsibility – en klar tendens indenfor positionering af virksomheder: At udvise ansvarlighed overfor samfundet sætter virksomheden i et positivt lys. Støtte til kunsten kan anvendes i denne sammenhæng.



Side | 32

virksomheders designudvikling eller brandingstrategi. I forhold til sponsoraftaler er det primært en økonomisk fordel, kunstverdenen ser i at samarbejde med erhvervslivet. Det er en instrumentel og praktisk relation, som af Gran & de Paoli betegnes ”fornuftsægteskab” (Gran & de Paoli 2005: 196). Ovenstående skitsering er ifølge Gran & de Paoli udtryk for, at kunsten og erhvervslivet har forskellige mål. Med en henvisning til Ichak Adizes anfører de, at kunstens mål er menneskelig og æstetisk udvikling, mens erhvervslivets mål er materiel produktion og økonomiske resultater (ibid.: 32). Adizes ser de to sektorer klart adskilt, idet der stadig eksisterer stereotype forestillinger om dem, f.eks. at kunsten per definition er autonom og irrationel, mens erhvervslivet er kontrolleret og rationelt. De står derfor i modsætning til hinanden og udgør en letforståelig og reproducerbar dikotomi.

3.3.3 Æstetisering Med udtrykket æstetisering sigter Gran & de Paoli til en forskønnelse af områder, som ikke reelt har noget med kunst at gøre. Dette kan præciseres med en ny begrebskombination, som udspringer af Bourdieus kapitalformer, i en kobling med det kapitalistiske samfund, hvor æstetikken er blevet en værdi i sig selv, nemlig begrebet æstetisk kapital (ibid.: 53). Æstetisk kapital beskrives yderligere som det sansemæssigt erfarede eller oplevede, det skønne og stilfulde, det formbevidste og det at opfatte kreativitet, historisk aura og det nye som værdibærende. Gran & de Paoli formulerer det således:

Næringslivet1

vil gjerne fremstå som skjønt i en eller annen forstand, og fokuseringen på utformningen av ethvert produkt og enhver tjeneste gjør formbevissthet til et helt sentralt element i den estetiske kapitalen (ibid.: 53).

I rapporten Den danske oplevelsesøkonomi – afgrænsning, økonomisk betydning og vækstmuligheder af Trine Bille & Mark Lorenzen konkluderes det, at det primære potentiale for de kreative samarbejder netop ligger i den brede værdiskabelse, som sker i koblingen til oplevelsesområderne. Forfatterne ser mulighederne i den indirekte værdi, som kan tilføres virksomhederne via kreativt samarbejde, men erkender også, at det er svært at måle det økonomiske afkast (Bille & Lorenzen 2008). Det er imidlertid denne værdi, som gør det meningsfuldt at indtænke kulturen på lige fod med den økonomiske sektor. Det er den udvikling, som også Stephensen i sin ph.d.‐afhandling beskriver som en overordnet tendens i det politiske samfund, men spaltet i to forståelser. For det første kan kultur forstås som et bærende element på lige fod med andre indsatsområder, og dermed ét der skal investeres tilsvarende i og behandles på samme niveau. For det andet kan kultur forstås som legitimeret gennem andre områder, f.eks.

1 På dansk: erhvervslivet



Side | 33

branding, salg, udvikling af uddannelsesværktøjer o. lign. Det er den sidste opfattelse, Gran & de Paoli omtaler som en generel æstetisering af samfundet. Stephensen påpeger, at investeringen i kultur i denne kontekst forudsætter et output. Dermed ses kultur i en instrumentel optik, hvilket trækker linjer til Skot‐Hansens betragtninger om det problematiske i ikke at være bevidst om de underliggende rationaler. Det centrale er dog, at der ikke længere skelnes mellem de to forståelser:

Kunsten, kulturen og kreativiteten er således, [...], blevet skrevet ind i ”den politiske kildekode”, den er blevet en central økonomisk, samfundsmæssig og dermed også politisk faktor, som så at sige er til stede overalt (Stephensen 2010: 13).

Det omvendte af ”æstetisering af erhvervslivet” er økonomisering af kulturlivet, som beskrives som en ny forståelse af, at enhver investering i kultur skal kunne betale sig økonomisk (Gran & de Paoli 2005: 222). Dette begreb anfægtes af Adornos udgangspunkt om at kunsten skal være autonom for at fungere som kunst. Det er i den optik nærliggende at spørge til, hvordan kunsten skal indgå i et samarbejde uden at miste sit grundlag eller sin eksistensberettigelse?

Ifølge Gran & de Paoli kan det have positiv indvirkning på kunsten, at den befinder sig i en ny situation. De nævner bl.a., at den fælles ambition om at være først og om at gøre nye ting på nye måder bidrager til kunstens udvikling, idet kunsten søger det nye, fornyelsen og eksperimenterne, hvor erhvervslivet har brug for det affirmativt nye, altså det der er enighed om er nyt; det ”alltid allerede trendy” (ibid.: 53). Æstetisering er overordnet et udtryk for det, Gran & de Paoli kalder dedifferentiering, hvilket dækker over en tendens til mere flydende grænser mellem sektorerne og som potentielt indebærer et tab af kunstens frihed, men også nye muligheder (ibid.: 242). Det er dermed i de nye forbindelser mellem kunst, æstetik og erhvervsliv, at kunstens nye roller skal findes. I Handlingsplanen for 2008‐2012 står der om Århus2017‐projektet:

[...] et projekt, der redefinerer begrebet ”kulturbegivenhed” [...] Set med kunstens øjne vil det tilmed være en udfordring at engagere sig og påtage sig en nøglerolle i forhold til samfundsudviklingen (Århus Kommune, Handlingsplan 2008‐2012: 14).

Dette er et eksempel på, at den stereotype opfattelse af kunstnerrollen, som udspringer af den romantiske idé om kunstneren som et geni med et særligt kald, er på vej ud, og i stedet erstattes af et syn på kultursektoren på lige fod med finanssektoren. Allerede i 2000 omtalte Kulturministeriet et behov for denne udvikling:

I Danmark er der imidlertid ikke tradition for at betragte kultursektoren som et kommercielt erhverv på lige fod med eksempelvis medicinalindustrien. Men denne



Side | 34

holdning kan vise sig at være en alvorlig hindring for at udvikle fremtidens velstand i Danmark. Derfor er der behov for at betragte kultursektoren med erhvervsøkonomiske briller (Erhvervsministeriet og Kulturministeriet 2000:18).

Ifølge citatet er der i 2000 et behov for at samtænke kultur og erhverv, men ikke tradition for det. Lasse Andersson har i sin afhandling fra 2009 lavet en undersøgelse af projektet Dreamhouse i Aalborg. Aalborg Kommune ønskede at skabe kreative alliancer mellem de to sektorer og oprettede derfor i 2003 iværksætterhuset Dreamhouse, som imidlertid slet ikke mødte de politiske forventninger. Dette skyldes ifølge Andersson at det ikke lader sig gøre at italesætte den slags samarbejder oppefra og ud fra en politisk vision.

Afhandlingen viser igennem kontekstfortællingen, [...], at det ikke lader sig gøre at i‐tale‐sætte et samarbejde mellem kultur og erhverv. Hverken virksomhederne eller kunstnerne efterspørger samarbejdet i nævneværdig grad, og såvel manglen på kvalitet i de samarbejder, der søges udviklet, som manglen på et marked og en risikovillig kapital er udtalt (Andersson 2009: 221).

Hvis behovet for æstetisering eller succesfuld samtænkning af kultur‐ og erhvervssektorerne eksisterer, men ikke kan realiseres udelukkende som en del af en politisk beslutning, må det handle om, hvordan det sikres, at denne udvikling ikke foregår på bekostning af hverken den ene eller den anden sektor. Ifølge Skot‐Hansen pågår der i samfundet ”en stigende økonomisering af kulturen og en kulturalisering af økonomien med oplevelser som omdrejningspunkt” (Skot‐Hansen 2007: 20). Brugere af disse oplevelser har meget individuelle forståelsesrammer, hvilket desuden er i tråd med den selviscenesættelse og det større fokus på selv‐branding og identitetsskabende processer, som vi oplever i dag. Det er altså centralt at skabe en balance mellem de politiske visioner og de individuelle behov, som især den kulturelle sektor står for. De kreative iværksættere er i høj grad til stede i Århus – i modsætning til hvad Andersson fandt om Aalborg i perioden 2003‐2007 (Andersson 2009: 18) – og det succesfulde samarbejde mellem kultur og erhverv er måske netop en forudsætning for, at Århus i forbindelse med Århus2017 kan brandes som en kulturhovedstad.

3.4 Branding

Når kulturen anvendes i en vækst‐tænkning eller i et projekt som Europæisk Kulturhovedstad, hvor kernen hedder kultur, men hvor der også er andre interesser i spil, blandt andet at profilere byen internationalt, så tænkes der også i branding. Med Richard Floridas henvisning til globaliseringen og den deraf afledte større mobilitet kan steder siges at blive noget, der ligesom produkter kan vælges til og fra. Det er i denne forbindelse vigtigt at skille sig ud, og derfor bliver placebranding (som, når det handler om byer, også kaldes citybranding) interessant. I retnings‐



Side | 35

linjerne fra EU‐Kommissionen ligger der som nævnt også en udfordring i at gøre programmet interessant for andre europæere. Disse udfordringer kan imødegås med en brandingstrategi, som både tydeliggør Århus’ fordele og formår at inkludere byens borgere, således at brandet accepteres som en naturlig del af Århus. I og med at ”produktet” her er en by, er der dog tale om en kompleks brandingproces.

Jeg vil kort redegøre for begrebet branding og hvordan det har udviklet sig fra at være produktbranding til også at omfatte branding af virksomheder. Derefter vil jeg tydeliggøre parallellen fra virksomhedsbranding (engelsk: corporate branding) til placebranding.

3.4.1 Produktbranding og corporate branding

Hvor brandingteori tidligere primært drejede sig om produktbranding og derfor var fokuseret på differentiering, logoer og genkendelse, handler det i dag om at tilføre sine produkter eller sin virksomhed en merværdi. Denne merværdi skal gå ud over selve købet og forbrugssituationen og få betydning for forbrugerens selvforståelse. Branding skriver sig ind i en samfundsudvikling, som også er oplevelsesøkonomisk, hvor alle basale behov for længst er dækket, og individet har et stadigt stigende behov for at skabe sin egen identitet og signalere værdier og fællesskaber gennem sit forbrug (Lund et al: 2005). Samtidig bliver forbrugeren bombarderet med tilbud, og det er ikke længere nok for virksomhederne at være bedst og billigst og fortælle om produkternes fysiske fordele ‐ de er også nødt til at skabe personlige forhold til forbrugerne og positionere sig med unikke produkter og brands på markedet.1

I de senere år er brandingbegrebet udvidet til også at omhandle virksomhedens brand, hvilket benævnes corporate brand (Sandstrøm 2006: 11). Virksomheders brandingstrategier er i dag en proces, der involverer forskellige interessenter, budskaber og kommunikationsmetoder og ‐kanaler. Samtidig er der et behov for internt i virksomheder at skabe et værdigrundlag, en identitet og en fortælling om virksomheden, der går på tværs af disse forskelligheder. Det betyder, at man må forholde sig til en udvidelse af produktbrandingteorien, men udgangspunktet er det samme. Et brand er et løfte om noget andet og mere end det generiske produkt, der gemmer sig bag brandet. Fortællingen om virksomheden skal – udover virksomhedens kerneprodukt – indeholde virksomhedens værdier og identitet og desuden tage hensyn til sin modtager.

Ifølge Lars Sandstrøm, der har specialiseret sig i kommunikation og branding, er det ikke længere interessant at tale om produktbranding alene, idet sammenhængen mellem virksomhedens vision og forretningsstrategi og produktbrandet skaber et samlet corporate brand. Hans brede definition af dette er:

1 Også jf. Pine & Gilmores model på s. 27



Side | 36

[...] den totale sum af alt der vides, tænkes, føles og forstås af alle interne og eksterne interessenter om en virksomhed, et produkt en service eller et koncept (Sandstrøm 2006: 19).

Branding er dermed blevet et kompliceret, forretningsstrategisk værktøj, som har mange strenge at spille på. Man brander i dag i lige så høj grad sin virksomhed som sine produkter, fordi virksomheder skal forholde sig til stigende krav om f.eks. social ansvarlighed, ærlighed, miljø, etik og moral, det der også, jf. s. 31, kaldes CSR (Ashworth & Kavaratzis 2005: 512).

3.4.2 Placebranding

Ifølge Gregory Ashworth & Mihalis Kavaratzis, som forsker i branding og urban turisme, handler placebranding basalt set om at overføre teknikken og teorien fra marketing og branding til steder, i et bevidst forsøg på at designe og promovere byers og landes identiteter. Der kan imidlertid opstå nogle vanskeligheder i denne brandingproces.

Det brand man forsøger at skabe skal først og fremmest ”passe til byen”. Steder kan ikke pludselig erhverve sig en ny identitet på grund af et nyt slogan og et genkendeligt logo på samme måde som produkter og til dels virksomheder (Ashworth & Kavaratzis 2005: 508). Gran & de Paoli udtrykker problemstillingen på følgende måde: ”[...] det handler også om å tilføre stedet en identitet som angår dem som bor der; en identitet som de ikke kan velge bort” (Gran & de Paoli 2005:181). Hvis brandet og identiteten ikke korresponderer, kan der opstå brand resistance. Udtrykket dækker over, at byens indbyggere ikke kan identificere sig med brandet, og de ender med at modarbejde brandet (engelsk: counterbrande) i stedet for at fungere som ambassadører for det (Marling & Zerlang 2007: 100).

Ashworth & Kavaratzis forholder sig til dette skisma ved at understrege, at mennesker relaterer til steder og skaber mening med dem igennem nogle processer, som adskiller sig fra den måde hvorpå mennesker relaterer til produkter. Mennesker skaber mental maps, der hjælper dem til at navigere gennem en kompleks virkelighed, og det er netop de mentale billeder, som man indenfor branding og især inden for placebranding forsøger at påvirke:

Place branding centres on people’s perceptions and images and puts them at the heart of orchestrated activities, designed to shape the place and its future. Managing the place brand becomes an attempt to influence and treat those mental maps in a way that is deemed favourable to the present circumstances and future needs of the place (Ashworth & Kavaratzis 2005: 507).

En overbevisende indsigelse imod den tese, at steder kan indeholde produktbrandets karakteristika i forhold til identitet, særtræk og personlighed og dermed også bør kunne designes på samme måde, er, at byer er mere komplekse end produkter. Derfor taler man inden for



Side | 37

placebranding om at bygge videre på noget allerede eksisterende og sikre, at de historier der fortælles om byen så at sige ”bygges ind i byen”. Derudover er ”målgruppen” for placebranding ikke tydelig, idet byer har flere og mere forskelligartede brugere og interessenter end kommercielle produkter. Succesfuld placebranding afhænger af denne erkendelse (Ashworth & Kavaratzis 2005: 511‐512). Det er som nævnt vigtigt, at brandet stemmer overens med byens selvforståelse og borgernes egne opfattelser af deres by. Den urbane brandings indbyggede paradoks er således at tage hensyn til byens kompleksitet og mangfoldighed, samtidig med, at brandet skal være skarpt og tydeligt (Skot‐Hansen 2007: 43). Faldgruben ved citybranding er derfor en stereotypisering af byens egenskaber, udelukkelse af diversiteten og marginalisering af visse befolkningsgrupper, som ikke identificerer sig med det valgte brand. Da der nødvendigvis vil være tale om en slags ”selektiv storytelling” (Jensen 2007: 105), vil en citybrandingproces imidlertid uundgåeligt indeholde nogle stereotypiseringer, og heri ligger hele citybrandingens kompleksitet.

4. Analyse

Baseret på den præsenterede teori vil jeg fokusere på specialets omdrejningspunkt – de politiske dobbeltheder, den europæiske dobbelthed og det som kan kaldes den kunstneriske dobbelthed, der placerer sig mellem vækstlag og etablerede kunstnere, jf. min problemformulering på s. 5. Jeg vil bruge musikbranchen og ‐miljøet i Århus som eksempel i forsøget på at skitsere de forskellige aktørers interesser. Århus2017 er et projekt, som er midt i en udvikling, og med basis i de i teoriafsnittet præsenterede synsvinkler og problemstillinger vil jeg foretage en analyse af, hvor Århus befinder sig pt. i processen, samt sammenligne med tidligere kulturhovedstæder. Afslutningsvis vil jeg desuden diskutere specialets tese om, at Århus i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad 2017 kan brande sig specifikt som vækstlagsby.

Analysen er baseret på kilder fra Århus Kommune, Århus Byråd, Sekretariatet for Århus2017, både officielle publikationer, trykte eller i digital form, og diverse dokumenter fra byrådsmøder, workshops og seminarer. Derudover anvender jeg rapporter og dokumenter fra flere ministerier, EU‐kommissionen og Impacts081

i Liverpool. Jeg anvender desuden min viden fra deltagelsen i den kulturelle kortlægning af Århus, samt personlige interviews med 2017‐sekretariatet.

4.1 Dobbeltheder

I min analyse vil jeg fokusere på de dobbeltheder, som er en del af en politisk vedtaget satsning i størrelsesordenen Europæisk Kulturhovedstad. Projektet er tværsektorielt, og indenfor kommunalpolitik betyder dette, at økonomien i projektet hentes fra forskellige ”kasser”, og derfor

1 Et forskningsprojekt i forbindelse med Liverpools titel som Europæisk Kulturhovedstad i 2008



Side | 38

er der selvfølgelig forskellige interesser i spil. I en politisk kontekst er måden hvorpå man taler om – eller ikke taler om – disse forskellige interesser altid vigtig, og kan være afgørende. Som jeg senere vil komme ind på, kan det være svært at tyde eventuelle uenigheder ud fra det ofte højspændte sprog i politiske dokumenter. Netop derfor kan der være en idé i at se på, hvor den diskursive magtkamp trækker holdningerne hen – derfor er alle dokumenter og møder også angivet med dato i specialet. Med udgangspunkt i de politiske papirer, som er udgået fra Århus Kommune og de retningslinjer, der er lagt for Århus2017, vil jeg undersøge, hvilke rationaler, der ligger til grund for beslutningen om at søge titlen og skitseringen af processen frem mod 2012. Jeg vil inkludere indlæg i dagspressen for at eksemplificere brugen af rationaler, men mit primære fokus vil ligge på skismaet mellem kultur og erhverv og mere specifikt hvilke aspekter Århus Kommune har lagt vægt på i forbindelse med Byrådets vedtagelse af satsningen på titlen som Europæisk Kulturhovedstad i 2017.

Afsnittet er inddelt i tre underafsnit, som hver behandler en ”dobbelthed”. Disse repræsenterer forskellige vinkler, men udspringer af den overordnede problemstilling, som befinder sig mellem kultur og erhverv.

4.1.1 Mellem kultur og erhverv

Som jeg viste i afsnittet om oplevelsesøkonomi på s. 26 er kultur i den grad kommet på den politiske dagsorden som en ressource i den globale konkurrence om højtuddannet arbejdskraft. Når man læser nationalpolitiske publikationer som f.eks. Erhvervs‐ og Byggestyrelsens Vækst via Oplevelser fra 2008, er skellet mellem kultur og erhverv nærmest opløst, og også i Kulturministeriets rapport fra 2006 lægges der op til et samarbejde på tværs, idet det i indledningen pointeres, at ”Danmarks kreative potentiale skal udnyttes optimalt” (Kultur‐ministeriet 2006: 2).

I Storbritannien har man længe defineret kulturen og de kreative erhverv meget bredt og anset dem som den potentielt vigtigste ressource til økonomisk vækst. Dette citat af Blair‐regeringens første kulturminister, Chris Smith, viser tydeligt, hvordan der ikke skelnes mellem de niveauer, som kulturen og de andre sektorer opererer på:

This is not in any sense to downplay the importance of the traditional nurturing of cultural and creative activity; indeed, that is even more vital because it is the seedbed from which the creative industries spring. But it is to recognize fundamentally that the intrinsic cultural value of creativity … sits side by side with, and acts in synergy with, the economic opportunities that are now opening up (Smith 1998: 26).



Side | 39

Jan Løhmann Stephensen taler i sin afhandling om det kulturelle eller kreatives dobbelte potentiale, som består i koblingen af forståelsen af kultur som en bærende kategori på lige fod med andre indsatsområder og kultur legitimeret gennem andre områder, f.eks. branding (Stephensen 2010: 14). Det kulturelle og det kreative blandes i høj grad sammen i den engelske strategi, som det også sker i citatet. Tidligere anvendtes begrebet cultural industries, hvor det senere blev udvidet til creative industries, hvormed det kom til at indgå på lige fod med finanssektoren og desuden fungere som Storbritanniens ”brand” (Schlesinger 2007: 379).

Nogle forskere går så vidt som til at sige, at skellet mellem kultur og erhverv i dag er ikke‐eksisterende og kan her anvende oplevelsesøkonomi som et eksempel, men denne vinkel fordrer et blik på, hvad en sådan sameksistens betyder, for kulturen generelt og i konkret, kommunal sammenhæng. Umiddelbart er ECoC et oplagt eksempel på, at det giver mening at samarbejde. Men er der tegn på, at den ene sektor prioriteres frem for den anden? Er det i det hele taget et sundt samarbejde? Og i så fald i hvilken forstand? 4.1.1.1 Beslutningen blev taget

At Århus skulle kandidere til titlen Europæisk Kulturhovedstad i 2017 blev foreslået af Venstre og Konservative i 2007. I forslaget fremhæves det alsidige århusianske kulturliv og en lang kulturtradition samt helt specifikt Århus Festuge og ”[...] enkelte fyrtårne, der sågar rager op på den europæiske og globale scene” (Århus Byråd, Bilag til byrådsmøde 9.5.07). Dette fokus på kulturinstitutionerne i byen nuanceres med et ønske om at disse ”[...] i højere grad kommer ud i byrummet og ikke kun foregår i lukkede rum” (ibid.). Kulturbegrebet udvides imidlertid med et forslag til temaer, som inkluderer digitale byrum i sammenhæng med IT‐byen på Katrinebjerg og dermed det der kan kaldes de kreative industrier. Kulturforvaltningen påpeger i sin udtalelse vedrørende forslaget, at kulturhovedstadsprojektet skal sikres bred forankring, både ved at gøre det til omdrejningspunkt i Århus Kommunes kulturpolitik, og ved at inkludere så mange forskellige interessenter som muligt. Dermed opfattes Århus2017 af Kulturforvaltningen som et langsigtet projekt, der rækker ud over værtsåret.

Kulturhovedstadsprojektet bør være et naturligt skridt i formuleringen af en langsigtet strategi for kulturen i Århus. En strategi, der tager udgangspunkt i det eksisterende kunst‐ og kultur‐miljø, men som i tid og indhold rækker ud over 2017 og som dermed bliver et vigtigt led i en varig styrkelse af kommunens kunst og kultur (Århus Byråd, Bilag til byrådsmøde 21.11.07).

Der er umiddelbart ikke divergerende politiske holdninger at finde i forhold til forslaget, og i Kulturforvaltningens udtalelse nævnes det også, at ”Kultur og Borgerservice [...] længe [har] arbejdet hen imod, at visionen om at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017, bliver et centralt ankerpunkt i Kulturpolitik 2008‐2011, som skal behandles af Byrådet i efteråret 2007” (ibid.). Dette



Side | 40

peger på en slags delt ansvarsfølelse mellem det parti, som bragte projektet på banen og det område, som projektet organisatorisk forankres i, nemlig Kulturforvaltningen. Jørn Langsted, der gennem mange år har forsket i udviklinger i kulturpolitikken, og som medlem af Århus Kommunes Kunstråd kender til den kulturpolitiske virkelighed i Århus Kommune, ser en tendens i den kulturpolitiske beslutningsmetode til at søge konsensus på et meget tidligt tidspunkt. Han problematiserer tilbøjeligheden til at holde de politiske uenigheder for lukkede døre og ikke fremsætte forslag, før konsensus er etableret, hvilket han ser som en forringelse af borgernes demokratiske muligheder for at blande sig i debatten (Langsted 2000: 7). I forhold til Århus2017 er der påfaldende få tydelige uenigheder i Byrådet, og dette kan enten ses som en bekræftelse af Langsteds observation eller som et udtryk for, at de forskellige grupper i det besluttende organ i Århus Kommune alle har set muligheder i kulturhovedstadsprojektet. Med andre ord, at de har ment, at satsningen på den ene eller den anden måde er pengene værd.

I en vurdering af, om projektet er indsatsen værd, er det de forskellige kulturpolitiske rationaler, der trækkes på, jf. afsnit 3.1.2. I en byrådsbehandling af de foreslåede visionstemaer for Århus2017 d. 9. juni 2010 blev Byrådet af gruppeformand for Venstre, Henrik Vestergaard, opfordret til, at ”[...] [det] begynder at bevæge [sig] væk fra, at det her er et kunst‐ og kulturprojekt til at anerkende og erkende, at det er et byprojekt; at det er hele byens projekt” (Århus Byråd, Byrådsmøde 9.6.10). Vestergaard bakkes op af kulturrådmand Marc Perera Christensen (K): ”Dette er ikke et kunst‐projekt, dette er ikke et kulturprojekt, dette er et byprojekt, [...] Det er et projekt, som skal drive kultur‐udviklingen, [...] byudviklingen og [...] erhvervsudviklingen”(ibid.).

Denne brede vinkel anlægges ligeledes i Kulturforvaltningens indstilling til Kulturpolitikken 2008‐2011, hvor det lyder:

Endelig skal det pointeres, at der med Byrådets beslutning om, at Århus Kommune skal arbejde for at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017, lægges op til et projekt, som ikke kun vil omfatte kulturområdet, men som forventes at påvirke en række øvrige politikområder i kommunen, herunder bl.a. byplanlægning, byudvikling, infrastruktur, sport‐ og fritidsområdet, erhvervsområdet, turisme og branding mv. (Århus Kommune, Indstilling til Byrådet vedr. Kulturpolitik 2008‐2011).

Man kan sige, at kulturhovedstadsprojektet qua sin relevans for mange forskellige politiske områder har tilsvarende mange legitimeringsårsager. Stephensen påpeger, at selve italesættelsen af det kulturelle felt – og herunder de kreative erhverv – som det potentielt mest voksende og vækstskabende område i samfundet giver mulighed for at tale om nødvendigheden i at satse på kreativitet som en samfundsopgave (Stephensen 2010). Det er vel at mærke en økonomisk diskurs, som fører til denne mulighed, og det er dermed også i den økonomiske diskurs, at projektet finder sin legitimeringsgrad. Et lidt underspillet eksempel på dette kan ses i Kulturpolitikken 2008‐2011:



Side | 41

En realisering af de initiativer, der er omfattet af satsningsområderne, vil medføre et betydeligt løft for kulturlivet i Århus – et løft der er nødvendigt, hvis Århus i 2017 skal være Europæisk Kulturhovedstad (Århus Kommune, Kulturpolitik 2008‐2011: 10).

Det er som nævnt forventet, at Århus som Europæisk Kulturhovedstad vil skabe udvikling, både økonomisk, internationalt og byudviklingsmæssigt. Når ordet nødvendighed bruges som her i kulturpolitikken lægges der et pres på de, der ønsker ovennævnte udvikling, for at give kulturlivet i Århus et løft. Projektet finder sin legitimering i en økonomisk forventningsramme, hvilket også kan bruges strategisk. Kulturpolitikken 2008‐2011 omhandler en periode, der ligger flere år forud for kulturhovedstadsåret, men projektet er allerede omdrejningspunkt for denne kulturpolitik. Dette kan netop læses som en strategisk anvendelse af projektets italesættelse som en central faktor i den ønskede byudvikling. Som ovenstående to citater demonstrerer, er der på det tidspunkt hvor beslutningen om at lade Århus kandidere til ECoC og projektet blev indskrevet i Kulturpolitik 2008‐2011, på samme tid fokus på projektets kerne – kulturen – og på de forventede effekter projektet kan have for et langt bredere politisk felt. Denne parallelitet blev skitseret af daværende kulturrådmand Flemming Knudsen (S) på det byrådsmøde i 2007, hvor forslaget blev stillet:

At blive Europæisk Kulturby er en stor chance for byen – vi får et naturligt springbræt til at profilere Århus som markant kulturby, nationalt såvel som internationalt. Vi får også – og det er nok endnu vigtigere – en enestående mulighed for indadtil at sætte endnu mere skub i byens kunst‐ og kulturliv, i bredeste forstand (Knudsen in Århus Byråd, Byrådsmøde 9.5.07).

Ifølge citatet drejer det sig først og fremmest om en profilering af byen, men i næste åndedrag betones vigtigheden af projektet for det lokale niveau, som skal have glæde af et skub til byens kunst‐ og kulturliv. Til sidst påhæftes udtrykket ”i bredeste forstand”, som dækker over, at kunst‐ og kulturliv ikke skal forstås ud fra det smalle kulturbegreb. Knudsen taler om det brede kulturbegreb, hvor man indtænker en mere generel byplanlægning og ‐udvikling. Der kan følgelig være tale om en form for cultural planning, hvor man – også i bred forstand – tænker i rammer og mulighedsskabelse: ”Der skal investeres i rammerne [...] men der skal også investeres i indhold. Det handler altså ikke bare om fyrtårne, men også om mangfoldighed” (ibid.). 4.1.1.2 Visioner for Århus2017

Disse rammer kan bl.a. findes i det forslag til visionstemaer (se bilag 1), som er fremlagt af Kulturforvaltningen og vedtaget i Byrådet d. 9. juni 2010. Tretten visioner er stillet op, men her



Side | 42

skal kun nævnes nogle få, der skitserer, hvordan man forestiller sig, at visionerne kan forme kulturhovedstadsprojektet. Titlen på den første vision, Visionen om den skabende kunsts forandringskraft, trækker på det rationale, som Dorte Skot‐Hansen kalder ”social forandring”, hvor kultur ses som middel til social opstigning (engelsk: empowerment), og vigtigheden af rammer for skabende kunstudfoldelse betones. Den anden vision, Visionen om den kreative by, ligger i forlængelse heraf, idet fokus her er på dét at skabe. Der er i visionen en eksplicit reference til Richard Floridas betoning af den kreative klasses innovative arbejdsform (Bilag 1, s. 87), samt en fremhævelse af vigtigheden af en tættere relation mellem kultur‐ og erhvervsliv. Kultur og erhverv har som samlet felt ligeledes en plads i Kulturpolitik 2008‐2011, hvor fordelene ved koblingen for erhvervslivet ligger i udviklende bidrag til produkter, design, ledelse og profilering, samt i det ”Richard Floridaske” faktum, at et dynamisk kulturliv giver bedre muligheder for at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft. For kulturlivet kan snitfladen med erhvervslivet betyde en styrkelse af dets forretningsmæssige kompetencer samt et grundlag for større omsætning og eksponering (Århus Kommune, Kulturpolitik 2008‐2011: 36, Gran & de Paoli 2005: 221). Der er ikke noget i kulturpolitikken, der peger på nye muligheder for kunstnerisk udvikling, hvilket Gran & de Paoli ellers nævner som en potentiel fordel for kunsten, og de beskrevne fordele er altså primært økonomisk funderede. Rationalet her er derfor økonomisk vækst, hvilket ikke er uden betydning for forståelsen af kulturhovedstadsprojektet Den tredje vision, Visionen om den åbne og levende by, er baseret på flere rationaler. Social forandring ses i visionens ønske om byrum, der giver byen puls og genererer fællesskab for byens borgere, mens underholdnings‐rationalet ligger bag idéen om byrum, der tillige fungerer som kulturelle arenaer, bl.a. til glæde for turister. De planlagte byomdannelsesprojekter, herunder helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj1

De tre ovennævnte visioner betegnes kernevisioner, men også nr. 11, som skal være en del af en fremtidsvision, er interessant i denne sammenhæng: Vision om en by hvor ungdom giver byens profil kant og er en kulturel drivkraft for byen tager udgangspunkt i Århus’ demografiske sammensætning med en stor andel af unge, heraf en overvægt af studerende. Der fokuseres i visionen på den dynamik, som unge kreative skaber, og det konstateres, at ungdommen er værd at satse på, da den ”[...] er en af byens nøgler til fremtiden” (

, er yderligere baseret på social forandring.

Bilag 1, s. 90), hvilket også er i kraft af Århus’ status som uddannelsesby. Rationalet i visionen er en blanding af oplysning og maskeret økonomisk vækst, formuleret som en investering i fremtiden.

En storby som Århus lever først og fremmest af det, man plejer at kalde ”vækstlaget” – det kulturelle vækstlag, videns vækstlag, det skabende vækstlag. Universitetet sammen med de øvrige uddannelsesinstitutioner skaber forudsætninger for Århus som en levende, skabende by, ung by. [...] [...] Den unge og alternative kultur er en

1 Bydelen betegnes med sine store sociale problemer som en ghetto. Det blev i 2007 besluttet at foretage en omfattende fornyelse af området. www.helhedsplangellerup.dk (27.7.10)

http://www.helhedsplangellerup.dk/



Side | 43

hybridkultur, som låner og anvender alle medier og udtryk i en blandingsform, hvor krop, nye medier, netværk og musik udgør helheder, hvor social‐erhvervs‐kunst‐miljø‐politik mixes (Bilag 1, s. 91).

Den eksplicitte kommentar om rationalet bag denne vision, udtrykt som ”social‐erhvervs‐kunst‐miljø‐politik”, er en lidt uskøn sammensætning, der muligvis dækker over, at rationalerne er svære at skille fra hinanden, og det er her Skot‐Hansens sidste rationale – den æstetiske oplevelse – kan hjælpe til at forklare visionen. Den æstetiske oplevelse kan være svær at læse ud af politiske beslutningspapirer, som dem dette speciale trækker på. Denne vision er dog i følgende citat tæt på at formulere et rationale, der har den æstetiske oplevelse i centrum, idet den med udtrykket ”går længere” insisterer på, at der blandt de unge opstår noget andet og mere end et håndgribeligt output:

Blandt de unge møder vi en meget broget og bevægelig kultur, som trives både med og mod byen. Der testes grænser, udformes nye stilarter, og de unge er koblet til alverdens subkulturer med egen musik, mode og sprog. Her er mangfoldigheden størst og det er en mangfoldighed, der går længere end den ”multikulturelle” (ibid.).

Umiddelbart er mangfoldighed og uafhængigt kulturforbrug og ‐skabelse i centrum, men uanset at ungdommen og vækstlaget anerkendes som den gruppe, der eksemplificerer ovenstående, så ses deres kulturforbrug og ‐skabelse også som noget, der ”[...] kan præge helheden i større grad – både i tænkning og i handling og kulturelt” (ibid.), og visionen finder dermed sin afgørende legitimering i fremtiden, fordi der er en ungdom. ”Hvis Århus vil bruge dette projekt til at se fremad, er det givet, at denne gruppe bliver afgørende for byens udvikling” (Bilag 1, s. 90). 4.1.1.3 Kulturen som drivkraft?

Det er gennemgående i visionstemaerne, at kultur opfattes som drivkraft i forhold til resten af samfundet, og det er også referencer til andre områder end kulturen, der trækkes frem for at forklare visionerne. Når Byrådet konstaterer, at Århus2017 ikke er et kulturprojekt, men et byprojekt, som i øvrigt skal vise omverdenen, at Århus er en markant kulturby, er det nogle klare henvisninger til bl.a. Richard Florida, der ligger mellem linjerne: Århus skal satse på kulturen, således at den bemærkes af turister, som skal finde en levende og åben by. Århus skal derudover sætte rammerne for at kreativitet kan blomstre, således at hele byen er attraktiv for den arbejdskraft og de virksomheder, den gerne vil tiltrække. Kulturgeograf Søren Smidt‐Jensen opfatter denne rækkefølge som noget, der har ændret sig:



Side | 44

Tidligere var kultur noget, der opstod, fordi der var et byliv, mens forholdet kultur og by i dag synes at være sat på hovedet i og med at kultur er blevet en dynamo for byers udvikling (Smidt‐Jensen 2007a: 3).

Citatet er rammende, men spørgsmålet er, om Århus2017 repræsenterer et positivt mødested for kultur og erhverv, eller om kultur i virkeligheden er underlagt erhverv i en hierarkisk tænkning af mødet? Forsker i planlægning Darrin Bayliss siger, at

[…] culture is now both an economic sector embedded in diverse growth industries that can contribute to increased employment and area regeneration, and a resource crucial to the re‐imaging of cities and regions as places for tourists, investment and mobile skilled labour (Bayliss 2007: 890).

Han illustrerer hermed det dobbelte potentiale, som Stephensen tillægger kulturen (jf. s. 39) i det moderne samfund, hvor risikoen er, at kulturen kommer til at fungere som ”leverandør” i den økonomiske resultatorienterede virkelighed. Ifølge Palmer‐rapporten, som er den mest omfattende sammenlignende evaluering af tidligere europæiske kulturhovedstæder, foretaget af Palmer‐Rae Associates i 2004, er det ikke tydeligt, at kulturen skulle være drivkraft i kulturhovedstadsprojekterne:

Although the cultural programme of an ECOC may have received substantial attention in terms of public and media interest, it was generally viewed as separate from other initiatives embodied in the objectives of the cultural year. The ECOC cultural programme was not often considered as a unifying force within the process of city development (Palmer/Rae 2004a: 17).

Rapporten omtaler her også den massive opmærksomhed, som de europæiske kulturhovedstæder får, og det er måske netop i den måde, som Århus brander sig på overfor omverdenen, at en balance mellem interesseområderne kultur og erhvervsliv kan findes. Dette vil jeg vende tilbage til i casen, afsnit 4.2, og i det opsamlende afsnit 4.3.2.

4.1.2 Etableret kultur vs. vækstlag

Hvis kulturen er drivkraft i byens udvikling, hvad er så drivkraft for kulturen? Drivkraft kan både beskrives som noget, der driver kulturen frem, noget der skubber til rammerne, så de flyttes, strammes eller udvides, og noget, der har kraft eller talent. Det er dermed oplagt at pege på vækstlaget som drivkraft for kulturen. Vækstlaget er et kreativt lag i samfundet, som dels er et led i en kulturel fødekæde, men som også besidder særlige kvaliteter i sig selv: bevægelighed,



Side | 45

dynamik, åbenhed. Kulturministeriets ”vækstlagsudvalg” formulerede det i 2007 således i forhold til det rytmiske musikvækstlag:

Kompetencer som kreativitet, socialitet og entusiasme bør nævnes. [...] Vækstmiljøerne virker sammen med musikken som kommunikator, fortolker og reflektor af de kulturer, generationer og befolkningsgrupper, som udvikler nye udtryk og kulturelle såvel som samfundsmæssige identiteter (Kulturministeriet 2007: 6).

Medlemmer af vækstlaget er ofte dem, der har fingeren på pulsen i forhold til at indfange og skabe det nye og sprænge rammerne. Af den grund indeholder vækstlaget typisk en høj grad af tolerance og heterogenitet, og dermed agerer det ikke ”bare” kreativ rugekasse for en videre professionel udvikling, men kan kvalificeres i kraft af dets status som vækstlag.

I forhold til Richard Floridas definition af den kreative klasse indtager vækstlaget en lidt speciel plads: Mange medlemmer af vækstlaget er udøvende kunstnere eller arbejder på anden måde frivilligt med kunst, dvs. arbejdet er ofte ulønnet og er ikke en del af en ansættelse. De kan imidlertid opfattes som ”[...] hvis ikke [...] en allerede integreret del, så i hvert fald som aspiranter til medlemskab af den kreative klasse” (Jensen et al. 2009: 37). 4.1.2.1 Den skabende kunst

Visionstemaerne er i denne forbindelse særlige interessante, da de specifikt peger på ”den skabende kunst” som en vigtig faktor for udviklingen i Århus, jf. s. 42:

Visionen om den skabende kunst i forhold til samfundet tager afsæt i det at skabe frem for det at opleve. Der pågår i tiden et kulturpolitisk skifte i Århus, hvor den skabende kunst nu placeres som drivkraft i kulturen, især i forbindelse med Godsbanen, Promus, Filmbyen m.m. (Bilag 1, s. 86)

Den første vision i indstillingen til Byrådet, Visionen om den skabende kunsts forandringskraft, omtaler ovenfor helt konkret et politisk skifte i Århus, der sætter det som Lasse Andersson benævner produktionsorientering, centralt i visionstemaerne for Århus2017. Der står videre:

Visionen handler om at give yngre, nyskabende kunstnere optimale muligheder for, at de kan agere og udvikle sig professionelt i Århus og i regionen ‐ at fødekæden hænger sammen (ibid.).

At visionen nævner det nye Produktionscenter for Rytmisk Musik – Promus – er ikke tilfældigt. Centret er netop et led i den ovennævnte udvikling henimod produktionsorientering, i hvilken



Side | 46

også Filmby Århus1 og Godsbanen2

indgår. Lederen af Promus, Jesper Mardahl, understreger denne strategi:

Promus støtter vækstlaget, men det ligger jo i selve betegnelsen vækstlag, at det er meningen, at det er noget, der skal vokse og blive større. Der skal altså så at sige være noget eller nogen til at opsuge vækstlaget, og den dynamik mellem undergrunden og de etablerede er noget, Promus gerne vil facilitere (Mardahl 12.5.10).

Det er både professionelle og amatører, der skaber kunst, men når der tales om at skabe de bedst mulige rammer for ”yngre kunstnere”, vil dette ofte betyde de unge kreative, som kan siges at tilhøre vækstlaget. Disse forstås både i visionstemaet og af Jesper Mardahl som en del af en fødekæde, altså primært som medlemmer af et ”lag”, hvorfra den professionelle kunst kan vokse. De nye produktionscentre i Århus – Filmby Århus, Promus og Godsbanen – er et led i planen frem mod 2017 og bygger dels på denne rugekassetænkning, som i sidste ende drejer sig om at skabe forretning ud af kunsten. Centrene er dog i høj grad også funderet på rationalerne social forandring og oplysning, hvilket bedst illustreres med amatørerne. Ifølge Dorte Skot‐Hansen kan disse opdeles i tre overlappende ”grupper”. 1) Nogle amatører stræber efter den største kunstneriske kvalitet i deres produkter, qua deres fokus på selve kunsten i et oplysningsrationale. Disse vil typisk have som mål at etablere sig som professionelle. 2) Andre arbejder frivilligt med deres kunst, af lyst og for at indgå i bestemte sociale netværk, hvorfor det kulturelle rationale for denne gruppe beror på social forandring. 3) Endelig eksisterer der et ”hybridrationale” mellem de to ovenstående, som forklarer den gruppe af amatører, for hvem det at udtrykke sig kunstnerisk bliver deres identitet. Dette sker både via det sociale netværk og i deres selvopfattelse, som f.eks. sættes på spidsen overfor et eventuelt publikum (Skot‐Hansen 2005a: 36). Sandsynligvis er det muligheden for at identificere sig som skabende kunstner og at gøre sit kunstneriske udtryk til en livsstil, som gør amatørerne villige til at arbejde med kulturen uden at kunne leve af det. Hvis man sammentænker de idealistiske elementer i Skot‐Hansens opfattelse af amatørerne, ses potentialet ved vækstlaget tydeligt, da det både omfatter høje ambitioner om kvalitet og behov for identitetsskabelse og ‐styrkelse. Det er dermed logisk at satse på produktionscentre, som søger at professionalisere ”branchen” og synliggøre fødekæden. Ifølge

1 http://www.filmbyaarhus.dk/ (24.6.10) Filmby Århus blev etableret i 2003 med det formål at samle film‐ og medievirksomheder i en dynamisk erhvervspark med mange forskellige formål og udveksling på kryds og tværs. Projektet har dog slet ikke levet op til forventningerne, og det konstateres i en evaluering fra marts 2010, at ”Filmby Århus ikke er lykkedes med at integrere talentlaget med det etablerede filmmiljø i Århus. Et samlet miljø, hvor de etablerede virksomheder og det kreative talentlag kunne udgøre en frugtbar enhed, var ellers et vigtigt element i de oprindelige tanker bag Filmby Århus. http://www.filmbyaarhus.dk/Pressemeddelelser‐177.aspx (24.6.10) 2 http://www.godsbanen.dk/ (24.6.10) Godsbanen er et produktionscenter for scenekunst, billedkunst og litteratur, som officielt åbner i 2011. Århus Kommune har i planlægningsfasen inddraget vidt forskellige aktører, særligt er repræsentanter fra kunstarternes vækstlag blevet inviteret til at komme med input, og det er forventningen, at produktionscentret vil kunne skabe helt nye forgreninger indenfor tværkulturel kunstproduktion.

http://www.filmbyaarhus.dk/

http://www.filmbyaarhus.dk/Pressemeddelelser-177.aspx

http://www.godsbanen.dk/



Side | 47

Lasse Andersson er det også netop faciliterende rammer for den skabende kunst, der er brug for i den kreative sektor. Oprettelse af produktionscentrene kan på en og samme tid være udtryk for en produktionsorientering, og et ønske om at støtte kreative erhverv og samle dem i klynger, særligt ses det sidste i Filmby Århus. Professionaliseringstanken skabt med det udgangspunkt, at kunsten er et erhverv, et kreativt erhverv.

Udvikling i produktionsmiljøerne er ensbetydende med veludviklede kunstneriske fødekæder, hvor vækstlag og talenter har rum til at udfolde sig, og hvor etablerede kunstnere og kulturinstitutioner også tager ansvar for at stimulere og udfolde potentialet blandt talenter og vækstlag. Udvikling fordrer således dialog og samspil på tværs af de forskellige led i fødekæden [...] (Århus Kommune, Kulturpolitik 2008‐2011: 8).

Darrin Bayliss henviser i sin artikel The Rise of the Creative City: Culture and Creativity in Copenhagen til en rapport bestilt af Københavns Kommune i 2004 – Copenhagen as Creative City (Bayliss 2007: 899) – som anbefaler en hjælp til de kreative virksomheder bestående af udveksling og inspiration, rådgivning og sparring ang. formelle procedurer, støttemuligheder, mentorordninger etc., hvilket er noget af det, som kulturpolitikken i citatet ovenfor beskriver som et tovejs‐ansvar og essentielt for produktionsmiljøerne. 4.1.2.2 Mellem etablerede kunstnere og vækstlag – mellem fyrtårne og kreative miljøer

Århus Kommune har i sin kulturpolitik fokus både på fyrtårne og på vækstlag. Under diskussionen af visionstemaerne i Århus Byråd blev det ene således ikke nævnt uden det andet, dog hver gang med fyrtårnene først. Før vedtagelsen af kulturpolitikken udtalte byrådsmedlem Henrik Vestergaard (V) eksempelvis følgende:

I forbindelse med den kommende vedtagelse af en ny kulturpolitik vil Venstre kæmpe videre for, at de kulturelle flagskibe, så som børneteaterområdet, bliver prioriteret højest. Uden kvalitet er kulturhovedsstadssatsningen nemlig halsløs gerning (Århus Kommune, Artikel ang. budgetforliget 2008).

Det er, som eksemplet med Odense viste (jf. s. 24), nemmere at remse nogle store kulturinstitutioner op end at pege på de kreative miljøer Det er også lettere at se en gennemslagskraft i store bygninger med store budgetter, end at fordele pengene og håbe på, at innovationen blomstrer fra miljøerne. Dette citat fra Kulturpolitikken antyder imidlertid, at fyrtårnene ikke ses som den vigtigste faktor i Århus:



Side | 48

En bys kulturelle profil vil altid være præget af de store kulturinstitutioner og ‐begivenheder, men Århus skal også fremstå med et internationalt ry som byen, der satser på den enkelte kunstners muligheder for udfoldelse og eksperimenteren og på, at også små kulturinstitutioner eksponeres både i byen og internationalt (Århus Kommune, Kulturpolitik 2008‐2011:9).

At sætte rammer for den kreative udvikling fra kommunal side kan, som jeg beskrev i sidste afsnit, vise sig at være balancen mellem at satse på kulturinstitutioner eller på mere uorganiserede, kreative miljøer. Når man taler om at rådgive de kreative erhverv og vækstlaget, hvormed man professionaliserer, men samtidig skaber mulighed for kreativ udfoldelse, er det helt i tråd med Floridas (og Jane Jacobs’) opfattelse af byen som et økosystem, der med lidt hjælp kan være selvkørende. Det er også denne bottom‐up‐tankegang, Lasse Andersson efterspørger på baggrund af sin undersøgelse i Aalborg, som viste, at top‐down‐initiativer risikerer at efterlade tomme bygninger uden det ønskede indhold. Ved at fokusere nedefra og op sikrer man sig indhold til rammerne. Denne tankegang kan sammenlignes med 2017‐sekretariatets tilgang til selve processen i projektet, hvor åbenhed er en central rød tråd, hvilket bl.a. har betydet, at man endnu ikke har kunnet – eller villet – lægge sig fast på et bestemt tema for Århus2017. Nikolaj Sørensen fra 2017‐sekretariatet formulerer det således:

Vi insisterer på at fastholde den kreative proces, og på det polyfoniske. At indføre et kaos i byen og se hvem der reagerer, det er helt klart et delmål. På den måde tror jeg, at cultural planning trods alt er mere konventionel end os. [...] Godsbanen kan ses som en slags manifestation af cultural planning (Sørensen 23.6.10).

Strategien har indtil videre fået medlemmer af Byrådet til at lykønske sekretariatet og kalde det ”modigt” og ”imponerende”. Det er et udtryk for, at noget har virket. På byrådsmødet i 2007, hvor forslaget om Århus2017 blev præsenteret, sagde Henrik Vestergaard (V) nemlig: ”Hvis vi blot byder på alt, så ender det jo ofte med, at vi byder på ingenting” (Vestergaard in Århus Byråd, Byrådsmøde 9.5.07). Udtalelsen dækkede over en forventning til en snarlig afklaring af, hvad Århus skulle satse på i ansøgningen, mens hans udtalelse på byrådsmødet d. 9. juni 2010 udtrykker en anden holdning:

Jeg er dybt imponeret over, at man kan håndtere en sådan proces; [...], at man kan sikre at denne her proces skrider fremad, [...] samtidig med at man ikke – for sådan virker det – ikke har et fast fastlåst tema inde i hovedet om hvor man gerne selv vil hen; man er åben overfor netop at lade projektet udvikle sig. Jeg tror det kan blive den helt



Side | 49

afgørende faktor i at Århus måske bliver kulturhovedstad i 2017 (Vestergaard in Århus Byråd, Byrådsmøde 9.6.10.).

At vælge et fokus vil alt andet lige være at gå imod 2017‐sekretariatets procesorienterede ideologi om åbenhed, herunder deres insisteren på ikke at vælge et tema. Der er imidlertid også risici forbundet med en så åben strategi, og projektet er i dagspressen blevet kritiseret for ikke at være præcist nok. Også i Byrådet anes der trods alt et mindre pres: ”Der er ingen tvivl om, at vi skal snart ind i en proces, hvor vi har relativt få temaer” (Steen B. Andersen (S) Århus Byråd, byrådsmøde 9.6.10).

4.1.3 Skal kulturhovedstadsprogrammet stiles mod Århus eller resten af Europa?

Da Henrik Vestergaard i 2007 efterlyste en snarlig afklaring på tematisk fokus for kulturhovedstadsprojektet (jf. ovenfor) talte han ind i en overordnet diskussion om balancen mellem rationalerne økonomisk vækst og oplysning eller social forandring. Den diskussion kan føres videre til forholdet mellem at satse på europæisk interesse og lokalt engagement. Der ligger i retningslinjerne fra EU‐kommissionen en forventning om, at kulturhovedstads‐programmet dels skal styrke borgernes følelse af at være europæiske medborgere og dels skal kunne tiltrække et europæisk publikum, jf. afsnit 2.1. Det synes umiddelbart hensigtsmæssigt at koncentrere sig om at gøre sig attraktiv på europæisk plan, både pga. en forventet stigning i antallet af turister og fordi det er ét af hovedmålene i den århusianske kulturpolitik: ”Århus er kendt nationalt og internationalt som en markant kulturby [...]” (Århus Kommune, Kulturpolitik 2008‐2011: 4). Det kan blandt andet ske ved at etablere nogle fyrtårne, som netop er til at få øje på i international sammenhæng. Ifølge en amerikansk undersøgelse, som økonom og forsker i byplanlægning Ann Markusen henviser til, er det dog ikke nødvendigvis en økonomisk fordel at satse på de internationale besøgende:

Though the researchers found that out‐of‐town tourists spend about twice as much as local residents when visiting a cultural destination, overwhelming numbers of visits are made by local residents or by visitors who came to the city for other reasons (conventions, family) and were as likely to stay with family and friends as at a hotel. Thus local and regional residents may be more important as cultural policy targets than visitors (Markusen 2009: 30).

For 2017‐sekretariatet er det at tiltrække turister ikke omdrejningspunktet: ”I 2017‐sekretariatet har vi fokus på at skabe et løft for byen – så skal turisterne også nok komme” (Sørensen 23.6.10). Det er dog et faktum, at Europæisk Kulturhovedstad genererer et højere antal hotelovernatninger



Side | 50

både i selv kulturhovedstadsåret og i årene derefter1, men i projektet i Århus er der større fokus på at dynamisere det lokale kulturliv, både fra 2017‐sekretariatets side og fra Århus Kommune, der synes at opfatte projektet som et momentum til at skabe ”en god by for alle”2

Sønderborg, den anden kandidat i ECoC‐konkurrencen, har valgt at udnytte sin sønderjyske beliggenhed, opland og historie som grænseområde i et projekt, der dermed i sig selv er grænseoverskridende. Byens mission er ”Kultur over grænser – lev mangfoldighed”

. Kommunen og 2017‐sekretariatet satser på at gennemføre allerede planlagte byudviklingsprojekter og – som nævnt i forrige afsnit – at holde processen så åben som muligt og ikke lægge sig fast på ét enkelt tema, der kan kommunikeres til resten af Europa.

3

jf. s. 10. I forhold til

EU‐visionen, at projektet skal bringe europæere tættere sammen ( ) og kravet om, at programmet skal have interesse for andre europæere, har Sønderborg valgt en klar strategi. Når Århus vælger at holde proces og tema åbent og ikke lige så tydeligt fokuserer på at tiltrække international opmærksomhed, så kan det på den ene side læses som, at Århus er bagud i forhold til Sønderborg. På den anden side er det muligt, at Århus nemmere vil kunne opfylde kravet om inklusion og forankring i det lokale (jf. afsnit 2.1). Århus Kommune udarbejdede i 2004 en Århusmodel for borgerinddragelse, som gjorde borgerinddragelse til en obligatorisk overvejelse i startfasen af en enhver opgave for Kommunen (Århus Kommune, Århusmodel for borgerinddragelse 2004: 14). Helt i tråd med dette var den kulturelle kortlægning, som i efteråret 2009 inddrog flere hundrede studerende, workshops og fokusgrupper, hvilket sørgede for, at de folk, som færdes i det pågældende miljø, var med til at kortlægge det, men også, at informationen om kulturhovedstadsprojektet ad den vej skulle sive ud til borgerne. Det er en meget lokalt integreret tilgang til at undersøge byens styrker og svagheder, som repræsenterer den opfattelse, at projektet skal optimere det lokale kulturliv og bymiljø. Det er et klart mål for Århus Kommune, at Århus2017 har en stærk lokal og regional forankring, og at projektet bliver byens projekt, jf. afsnit 2.3. Hvor det kan virke som om, at hovedvægten i denne dobbelthed dermed lægges på det lokale, er der imidlertid også indgået internationale samarbejder med tidligere og kommende kulturhovedstæder, bl.a. for at markere Århus’ kandidatur internationalt (Århus2017, 2010b).

4.2 Case: Satsningen på musikkultur i Århus

En gruppe studerende fra Malmö Högskola blev i 2009 bedt om at foretage en mindre kortlægning af Århus, som byen så ud fra deres ståsted. Det er bl.a. blevet til publikationen Århus som Kulturby2017 – Et kulturelt snapshot. På baggrund af omfattende interviews med nøglepersoner fra det århusianske kulturliv anbefaler de svenske studerende bl.a. at prioritere vækstlaget og den

1 Dog typisk med et dyk i det år, der følger lige efter kulturhovedstadsåret, for derefter at stige igen. (Palmer/Rae 2004a: 20) 2 Århus Kommunes overordnede vision er: Århus – en by for alle og Århus ‐ en by i bevægelse http://www.aarhuskommune.dk/job/den‐attraktive‐arbejdsplads/Vaerdier‐og‐visioner.aspx (27.6.10) 3 http://www.sonderborg2017.dk/ (27.6.10)

http://www.aarhuskommune.dk/job/den-attraktive-arbejdsplads/Vaerdier-og-visioner.aspx

http://www.sonderborg2017.dk/



Side | 51

unge talentmasse, samt at finde det særlige ved Århus uden at skæve til andre byer i en usund sammenligning (Århus2017, 2010a). Jeg er enig i begge udsagn og vil med musikmiljøet og ‐branchen i Århus som case forsøge at redegøre for, hvorfor de studerendes anbefalinger er meningsfulde. Jeg vil desuden med eksempler fra de kulturpolitiske beslutningsdokumenter fra Århus Kommune vise, hvilken plads musikområdet har i kulturpolitikken. Det er ambitionen, at casen skal kunne fungere som prisme for noget, der har bredere status, men det ligger ikke inden for dette speciales rammer at applicere eksemplet på det øvrige kulturmiljø i Århus.

4.2.1 Den musikalske fødekæde

Som nævnt i afsnit 4.1.2.1 er oprettelsen af Produktionscentret for Rytmisk Musik, Promus, et led i en fødekædetænkning, der både kommer vækstlag og etablerede kunstnere til gode. Vækstlaget styrkes via netværksmuligheder, kontorfaciliteter og indspilningsmuligheder samt en mentorordning, som kobler erfarne musikbranchefolk med amatører. Samtidig er det ambitionen at sikre et mere ”professionelt” vækstlag, hvilket i sidste ende kan skabe en større, mere vel‐funderet, talentmasse i Århus.

I Kulturpolitik 2008‐2011 beskrives de overordnede formål for Promus, herunder, at netværket skal styrkes, og at der skal skabes synergi i det århusianske musikliv. Disse tiltag skal bidrage til at styrke Århus’ position internationalt (Århus Kommune, Kulturpolitik 2008‐2011: 16). Der tænkes altså fra kommunens side i sammenhænge. Det samme gør 2017‐sekretariatet:

[...] Aarhus 2017 [vil] nok oftest orientere sig mod vækstlag, producerende miljøer etc. Men allerede i dag rummer byen institutioner og projekter, som enten har karakter af fyrtårne eller måske kunne blive det (Sørensen 23.6.10).

Begrebet musikalsk fødekæde dækker over, at der ses en sammenhæng i den samlede musikbranche. Vækstlag og etablerede kunstnere kan altså ikke adskilles, idet de er indbyrdes afhængige af hinandens eksistens og trivsel. En overbevisende respons på åbningen af Promus (Mardahl, 12. 5. 10) vidner om, at miljøet i Århus har manglet et sådant synergi‐felt.

Der skal også være grundlag for, at større aktører etablerer sig i Århus, eller evt. vender tilbage, når de har været i København eller Berlin, fordi de kan se nogle muligheder i byens musikmiljø (Mardahl 12.5.10).

Jesper Mardahl antyder her et slags udvidet fødekædebegreb, hvor Århus ses som en samlet aktør i et kreativt kredsløb, der enten forstås på nationalt eller internationalt plan. I forbindelse med den kulturelle kortlægning fremgik det af flere fokusgruppeinterviews, at man i den århusianske musikverden er meget optaget af den såkaldte ”talentflugt” til København og hvordan man kan forhindre den. Det samme viste kortlægningens SWOT‐analyser, der pegede på det



Side | 52

uhensigtsmæssige i den konstante sammenligning med København, som resulterer i et ”lillebror‐kompleks”, idet Århus naturligt pga. sin størrelse ikke kan det samme som København (Århus2017 2009b). Det centrale her er, at Århus kan noget andet end København, og det er dette ”andet”, som skal defineres og dyrkes, således at Århus bliver et vitalt led i et kredsløb. Jeg vil senere komme ind på, hvordan kredsløbs‐tanken kan have en fordel for en by som Århus. 4.2.1.1 Motivation som baggrund for succes

Musikområdet kan på flere måder siges at være et godt eksempel på en succesfuld kobling af kultur og erhverv, hvori SPOT‐festivalen er en central aktør. Festivalen satser entydigt på at præsentere danske og nordiske kunstnere for et internationalt marked, der potentielt betyder mersalg for kunstneren, eksport af og opmærksomhed omkring dansk eller nordisk musik i udlandet og en generel brandingværdi overfor den internationale musikindustri.1

Omvendt er det typisk ikke de økonomiske fordele, som musikerne har som gulerod i arbejdet med kunsten. Ifølge forskere i oplevelsesøkonomi ved Roskilde Universitet Jørgen Ole Bærenholdt og Jon Sundbo er innovatørprofit ikke afgørende for ildsjælene i musikbranchen. Deres analyse i bogen Oplevelsesøkonomi – produktion, forbrug, kultur fra 2007 omhandler producere og små pladeselskaber (engelsk: indie labels, også kaldet ”indies”), men da disse ofte er grundlagt af musikere, i første omgang ofte for at få deres egen musik ud, kan konklusionen sandsynligvis overføres også til udøvende musikere:

Der er i musikbranchen en naturlig åbenhed overfor kommercialisering i kunsten, i og med at musik gennem mange år har været mulig at sælge som produkt via LP’er, CD’er, MP3‐filer og i de senere år også som streaming på nettet, og det er i forlængelse af den historie, at SPOT‐festivalen anerkendes både af kunstnere og branchefolk. Kulturministeriets vækstlagsudvalg siger i en rapport fra 2007 om de rytmiske vækstlag: ”De menneskelige, kunstneriske og kommercielle ambitioner går hånd i hånd som klare målsætninger båret af udviklingstrang og nødvendighed” (Kulturministeriet 2007: 19).

Når det tages i betragtning, hvor få af de danske indies, der rent faktisk lever/kan leve af deres [plade‐]selskab, så bliver det vanskeligt at fokusere på innovatørprofit som den drivende kraft hos disse entrepreneurer (Bærenholdt og Sundbo 2007: 99).

Hvis det der driver musikmiljøet ikke er udsigten til stor profit, kan en motivationsfaktor være den identitetsskabelse som Dorte Skot‐Hansen omtaler som et karaktertræk hos en gruppe af amatørerne (jf. s. 46). Identitetsfølelse er med til at styrke sammenholdet eller følelsen af tilhørsforhold i en gruppe, f.eks. det musikalske vækstlag. For denne gruppe er det mindst lige så vigtigt at identificere sig som kunstner eller musiker, hvilket er det, der sker i mødet med publikum

1 Da festivalen startede i 1995 var dette ikke en bevidst strategi, men noget der har udviklet sig over årene (Larsen og Lønstrup 2005:118).



Side | 53

via koncerter eller via internettet i promoveringen af originalmusik. På samme tid identificerer musikmiljøet sig i høj grad med den globaliserede verden, hvilket bl.a. skyldes den bevægelighed, som er speciel for musikken, og som er muliggjort af ovennævnte produktformer og i særlig grad af de elektroniske medier (Larsen og Lønstrup 2005: 120). Forskere i musikvidenskab Charlotte Rørdam Larsen og Ansa Lønstrup stiller i en artikel spørgsmålet ”Hvordan kan det lade sig gøre at forene en statslig erhvervs‐ og eksportinteresse med et (lokalt) musikvækstlags kunstneriske og kulturelle udviklingsinteresser [...]” (ibid.: 119). Svaret skal måske findes i netop den identitetsforhandling, der finder sted mellem musiker og publikum eller fans, samt i det brændende ønske om at krydse grænser og kommunikere musikken globalt, som mange vækstlagsmusikere har, og som kan siges at have rod i musikkens særlige globale potentiale. Der er altså tale om en balanceret behovsopfyldelse. 4.2.1.2 Det særlige ved Århus

SPOT‐festivalen sætter en professionel ramme for danske vækstlagsmusikere1, og fungerer med sine SPOT ON DENMARK2

‐arrangementer som et effektivt bindeled mellem det lokale og det globale. Festivalen er således en væsentlig national aktør, men ifølge Larsen & Lønstrup har den en særlig betydning for musikmiljøet i Århus:

At SPOT afholdes i Århus betyder tilsyneladende ikke mere for de lokale end for de nationale musikere og kunstner, men meget tyder på, at kombinationen af ROSA + SPOT + Århus giver et særligt afsæt og udgør en platform, der benyttes som en lokal rambuk mod det internationale, idet de lokale musikere har et forspring i forhold til rådgivning osv. (ibid.: 118).

Endags‐festivalen Oppenheimers Eftermiddag har på samme måde en ambition om at spotte og præsentere dansk musiks talenter.3 Her er markedet dog primært det danske, hvorfor de to festivaler kan siges at fungere på hver deres niveau. Et tredje niveau er det regionale, som Musikcaféen4 arbejder på. Musikcaféen er et regionalt spillested og får tilskud af Århus Kommune og Statens Kunstråd. I 2007 blev Musikcaféen sammen med nitten andre kulturinstitutioner evalueret af Århus Kommunes Kunstråd5

1 I forhold til udlandet kan selv større danske navne siges at være vækstlag

, og i evalueringen blev stedets repertoireplanlægning fremhævet som unik:

2 SPOT ON DENMARK er en platform for at vise dansk musik i udlandet. Internationale branchefolk udpeger på SPOT‐festivalen, hvilke bands de ser potentiale i for netop deres hjemmepublikum, hvorefter ROSA og MXD (Music Export Denmark) afholder showcases på de pågældende musikere i udvalgte større byer i udlandet. www.spotondenmark.dk (29.6.10) 3 http://www.oppenheimer.dk/ (29.6.10) 4 http://www.musikcafeen.dk/ (29.6.10) 5 Kunstrådet er et led i Århus Kommunes princip om, at kvaliteten af kunst kan bedømmes af fagkyndige. Kunstrådet gennemfører hvert fjerde år en evaluering af de kulturinstitutioner, som Århus Kommune udpeger til evaluering.

http://www.spotondenmark.dk/


http://www.musikcafeen.dk/



Side | 54

Her er planlægningsprocessen så at sige bredt ud til og i dialog med de mange vidt forskellige musikmiljøer, man er i kontakt med. Musikcaféen er i ordets bogstaveligste forstand miljøernes eget spillested (Århus Kommunes Kunstråd 2007: 111).

Musikcaféen er pga. sine mange frivillige og omfattende samarbejder med forskellige koncertforeninger i stand til konkret at inddrage repræsentanter fra de forskellige musikalske miljøer i Århus i repertoireplanlægningsfasen, hvilket giver spillestedet en lokalt velfunderet profil. Den musikalske profil er i overensstemmelse hermed også vækstlag og nye talenter1

, og indtil nu med en snert af undergrund, idet Musikcaféens kapacitet er begrænset og lokalerne er delvist skjult i en baggård. Det er planen, at Musikcaféen skal flytte til lokaler på Godsbanen, når denne åbner, med henblik på en forbedring af disse logistiske begrænsninger.

Det er let at se vækstlaget i ovenstående beskrivelse, men Musikcaféen har imidlertid også nogle projekter, som retter sig helt konkret mod musikalske nicher og vækstlag, f.eks. RADAR, som er en indsats for de smalle genrer og talentudvikling og REAL, som er en koncertrække med ikke‐danske musikere. Her kan man sige, at Musikcaféen især arbejder på det lokale niveau og på denne måde primært kvalificerer det lokale musikmiljø. Det samme er gældende for foreninger som Metal Royale2 og Sunship3, der ligesom Musikcaféen ikke kun booker lokale kunstnere, men dog forstår sig selv som en del af den lokale fødekæde. Instanser som Promus, musikvæksthuset Grobund4 og den kommende Vækstlagsrådgivningen5

Der er altså tydelige indikationer på, at Århus har et levende, opsøgende musikliv, og at der eksisterer en opmærksomhed på og interesse for vækstlaget og den nye musik i byen.

arbejder mere specifikt med at skabe de bedste muligheder for nye, unge musikere og musikere, der gerne vil etablere sig.

SPOT‐festivalen og hiphop‐festivalen Aarhus Took It6

er desuden eksempler på, at man kan brande byens musikliv internationalt med arrangementer, der også fokuserer på vækstlaget. Begge festivaler nævnte laver en kobling på tværs af fødekæde‐niveauer, som synes at fungere godt, men er struktureret forskelligt. Hvor SPOT‐festivalen er defineret som en upcoming‐festival og per definition dyrker det nye og ikke‐etablerede, både i forhold til det lokale og det internationale niveau, mixer Aarhus Took It internationale navne med mindre, lokale kunstnere, og afholder samtidig flere formidlingsarrangementer, workshops og showcases under festivalen.

1 ”Vi har altid fokuseret på noget der kunne kaldes vækstlag eller niche, men via en bred genrespredning, et bestemt niveau af et orkesters liv.”(Robert Ulrich, souschef på Musikcaféen, i fokusgruppeinterview 23.11.09) 2 http://metalroyale.dk/ (29.6.10) 3 http://www.sunship.dk/ (29.6.10) 4 http://grobund.net/ (29.6.10) 5 Steffen Rasmussen, tidl. indehaver af vækstlagspladeselskab, promotion‐ og eventbureau Strange Ears, har etableret en enmands‐rådgivningsservice, som indtil videre dog ikke er aktiv. 6 http://aarhustookit.dk/ (7.7.10)

http://metalroyale.dk/

http://www.sunship.dk/

http://grobund.net/

http://aarhustookit.dk/



Side | 55

4.2.2 Store koncerter eller ”mange bække små…”?

Mens Århus, som beskrevet ovenfor, indeholder nogle lovende elementer indenfor pleje af byens lokale musikmiljø, kritiseres byen for ikke at kunne afholde store koncerter. Der foregår for tiden en diskussion i dagspressen om, hvorvidt Århus skal forsøge at tiltrække store, internationale kunstnere og ligesom Horsens lade kæmpekoncerterne blive et brand for byen. Større koncertarrangører kritiserer manglen på store scener eller pladser til afholdelse af de helt store koncerter samt de mange bureaukratiske retningslinjer, man kan møde i planlægningen af arrangementer (Nygaard 2010). Herunder nævnes meget strenge regler for lydniveauet i midtbyen og krav om, at arrangøren lægger et stort depositum, inden tilladelse til afholdelse gives. Horsens har med sin massive satsning på store koncerter gennem de seneste år vendt sit image fra ”fængselsby” til ”koncertby” (Sckerl 2010), men spørgsmålet er, om koncertby rummer kulturby? At kultur finder sted i byen i form af store koncerter, betyder ikke nødvendigvis, at den kultur, som findes i byen, mærker en forskel. Der bliver selvsagt lagt mærke til store koncerter i en forholdsvis lille by, men det er ikke en selvfølge, at det medfører noget for det lokale musikliv. Som Claus Thomasbjerg (SF) sagde på byrådsmødet d. 9. juni 2010, ”[...] så er det vigtigt, at [kultur‐hovedstadsarrangementerne] ikke bliver ”fyrværkeri‐arrangementer”, altså arrangementer, hvor det hele det springer op i et kæmpe brag og falder ned igen[...]” (Århus Byråd, Byrådsmøde 9.6.10). Såkaldte megakoncerter med udenlandske stjerner kan netop ses som fyrværkeri‐arrangementer, da de ikke har forankring i byen, typisk afvikles på én dag og derudover oftest ikke har nogen sammenhæng med det, der ellers sker i byens kulturliv. Den værdi de skaber, er brandingrelateret, og set i det lys kan det sluttes, at Århus ikke skal forsøge at gøre ligesom Horsens for at blive kulturhovedstad.

I artiklen Wammen: Århus er en stærk eventby fra 18. juni 2010 svarer borgmester Nicolai Wammen på, hvad Århus skal være, hvis ikke hjemsted for megakoncerter: ”Århus Kommune [skal] inden for kulturen især profilere sig som en international by, der rummer en meget stor mangfoldighed ‐ med både bredde, elite og vækstlag” (Sckerl 2010). I den sammenhæng giver det mening at tænke mere i produktionscentre, fødekæder og at gøde jorden lokalt, i stedet for at hente udefrakommende ”raketter” ind.

Denne antagelse stemmer i øvrigt overens med de behov, som Richard Florida tilskriver den kreative klasse (jf. s. 16), og som Mark Lorenzen også beskriver i en artikel i Information d. 15. maj. 2009:

Denne her klasse er i virkeligheden meget forskellige i deres arbejde, men det, der binder dem sammen, er, at de arbejder kreativt med løsninger. De lever af at udvikle ting og sætte det samme på nye måder. Det betyder også, at de efterspørger en meget høj grad af fleksibilitet i deres kulturudbud, så en stor stadionkoncert, der skal planlægges måneder i forvejen, reagere [sic] de ikke på. Så det er udfordringen for de



Side | 56

mindre byer at sammensætte et kulturliv, der kan servicerer [sic] de kreative kontinuerligt (Lavrsen 2009).

4.2.3 Musikken i den kommunale prioritering

Ved budgetforhandlingerne i 2008 vedtager Århus Kommune at opprioritere SPOT‐festivalen til at indgå i det kommunale budget med et årligt driftstilskud på 500.000 kr. fra 2009. Det sker med en henvisning til, at SPOT‐festivalen markerer sig på det internationale marked og ”[...] er ved at udvikle sig til den mest betydende af sin art i Norden” (Århus Kommune, Kulturpolitik 2008‐2011: 47). Den opfattes altså af kommunen som et slags fyrtårn, der bliver lagt mærke til i international sammenhæng. Sammenholdt med SPOT‐festivalens profil, som både i koncept og programlægning har fokus på mangfoldighed og vækstlag, jf. s. 52, anes konturerne for musikområdets plads i den kulturpolitiske prioritering i Århus Kommune. Som beskrevet i afsnit 4.1.2.2 nævnes fyrtårne og vækstlag konsekvent sammen i kulturpolitikken, og i den rækkefølge. Der er dermed tale om et konsekvent dobbeltfokus for musikområdet, og det ses tydeligt i italesættelsen af området i de kommunale kulturpolitiske planer og debatter. Århus Festuges betydning beskrives på følgende vis i den kulturaftale, der blev indgået mellem Århus Kommune og Kulturministeriet i 20091

:

Århus Festuge er den kulturfestival i Norden, der viser vejen frem. Visionen er til stadighed at skabe et rum for fornyelse og chancer, hvor vitalitet og aktualitet er i fokus, og hvor både publikum og kunstnere udfordres og overraskes. [...] I tråd med sin vision satser Århus Festuge ikke bare på de sikre samarbejder, men også på dem, der overrasker og åbner døre til uventede steder (Kulturministeriet 2009: 12 i bilaget).

Det anerkendes i citatet, at Festugen i sig selv er et kulturelt fyrtårn, men det betones samtidig, at Festugen tager chancer og tør satse på de samarbejder, der giver uventede resultater, hvormed der sandsynligvis tænkes på de ikke‐etablerede kunstnere og institutioner. I 2007 udarbejdede et udvalg under Kulturministeriet en rapport med anbefalinger om vilkår for de rytmiske vækstlag. Udvalget lægger i sine anbefalinger, som primært skal ligge til grund for en prioritering af økonomiske midler, vægt på det, der med Lasse Anderssons ord kan kaldes produktionsorientering. En overskrift i rapporten lyder Nok støtte men ikke dirigere (Kultur‐ministeriet 2007: 8), og udvalget anbefaler at støtte initiativer, der skaber kreativitet og produktion hos vækstlaget, som dermed blot skal ”hjælpes på vej”. Det bør ifølge rapporten

[...] sikres [...], at det bliver de skabende og udøvende, som selv får fokus på og ambitioner om udvikling af færdigheder og kompetencer (ibid.).

1 Aftalen tilførte desuden Århus Festuge en million kroner ekstra i statslig støtte



Side | 57

Mens tidligere kulturrådmand Flemming Knudsen (S) i citatet nedenunder har fokus på Musikhuset som et kulturelt fyrtårn, der indtager en vigtig plads i kulturhovedstadsprojektet, vidner andre af Århus Kommunes initiativer på musikområdet om, at der generelt også er tillid til de nedefra kommende kreative kræfter.

Musikhuset er et af byens helt store kulturflagskibe. Det er dejligt at der har tegnet sig et flertal, der er klar til at sikre, at Musikhuset også fremover kan bevare den position. Det er helt afgørende hvis vi vil gøre os håb om at blive europæisk kulturhovedstad i 2017 (Århus Kommune, Artikel ang. budgetforliget 2009).

Århus Kommune har gennem flere år organiseret sig med et armslængdeprincip, bl.a. i form af Kunstrådet, som giver kunstfaglige anbefalinger til Kulturforvaltningen, men uden at kunne tage de politiske beslutninger. Derudover er der nedsat et Rytmisk udvalg og en Konsulent for elektronisk musik, som ligeledes er faglig rådgiver for de besluttende instanser i Kulturforvaltningen. Disse rådgivende organer vurderer ansøgere til diverse støttepuljer, som er til rådighed for både etablerede aktører og vækstlag og vækstlagsprojekter inden for musikmiljøet i Århus. Samlet er dette et udtryk for kommunens fokus på den direkte støtte til kunstnere og mindre arrangører. Puljerne kan læses som et led i en væksttænkning, der ikke er centreret omkring fyrtårnene. Det samme kan etableringen af Promus, som dog i kraft af sin størrelse og plads i den kulturpolitiske satsning på kulturhovedstadsprojektet kommer til at udgøre et pejlemærke i sig selv. Der er på den måde konstant en latent dobbelthed at spore i den kommunale prioritering af musikområdet. På den ene side sikres en ikke for ensidig indsats, men samtidig risikeres det at målsætningen bliver mindre tydelig.

4.3 Afrunding på analyse

Jeg vil i dette afsnit kort følge op på analyseafsnittene. Afrundingen er inddelt i to afsnit, der ikke svarer til analysens opdeling i dobbeltheder med musikmiljøet som eksempel. I stedet samles trådene i en opsummering, der trækker pointerne frem og samtidig retter blikket fremad mod Århus’ konkrete udfordringer.

4.3.1 Afrunding: Ambitionen i Århus sammenlignet med tidligere kulturhovedstæder

Indtil nu har kulturhovedstadsprojektet for en stor del bestået af en kulturel kortlægning af Århus. Kortlægningsfasens formål at indhente statistiske data og førstehåndsviden i alle hjørner og kroge af det århusianske kulturliv og på samme tid informere om kulturhovedstadsprojektet på en inkluderende måde:



Side | 58

Kortlægningen vil [...] sætte fokus på Århus på en måde, som let kan kommunikeres ud og nemt involverer mange forskellige partnere – og borgere generelt (Århus Kommune, Handlingsplan 2008‐2012: 25).

2017‐sekretariatet har ikke i første omgang fokus på ”den almindelige borger”, men har snarere arbejdet ud fra en netværkstanke, der inddrager folk fra de kreative miljøer:

På nuværende tidspunkt er vi dog mindst lige så interesseret i at musikere, museumsfolk og mediedesignere kender til projektet, og da vi jo har inddraget flere tusinde kunstnere og kreative fra hele regionen i kortlægningen, må vi forvente at mange i disse miljøer i hvert fald har hørt om 2017 (Sørensen 18.5.10).

De involverede personer rakte opsøgende ud i deres netværk, som formentlig fortalte videre om projektet i deres netværk. Denne metode giver den kulturelle kortlægning et anstrøg af bottom‐up‐metode, selvom selve kortlægningens struktur lå fast fra starten (Århus2017, 2009a). Mens kortlægningens metodiske validitet kan diskuteres1

, kan dens kommunikative element ses positivt i et cultural planning‐lys, hvor cultural mapping er en forudsætning. Den udvidede form af cultural planning var den man anvendte her, hvor 2017‐sekretariatet som koordinerende instans satte rammerne og lod forskellige aktører skabe deres personlige fortælling om kulturhovedstads‐projektet.

4.3.1.1 Valg af procesform til kulturhovedstadsprojektet

Der er stor forskel på, hvordan tidligere kulturhovedstæder har tilrettelagt denne indledende fase, og hvordan de har organiseret sig. De fleste har ifølge Palmer‐rapporten konsulteret primært politikere og kulturinstitutioner, men også andre grupper og netværk med interesse i kulturhovedstadsprojektet. Kun halvdelen har rådført sig med turismesektoren, og meget få har samarbejdet med erhvervslivet. Dette tyder på, at man kun i mindre grad har tænkt den europæiske kulturhovedstad som noget erhvervsrettet, eller med andre ord, som et projekt funderet på et økonomisk vækst‐rationale. Rapporten stiller sig imidlertid tvivlende overfor, om byerne faktisk har anvendt de konsulterede instanser. København er dog en undtagelse, idet projektet i København i 1996 fremhæves for sin inkluderende karakter:

Although many cities report having consulted, it is not always clear what impact these consultations had on the organisers’ thinking. Copenhagen is an exception to this general rule, since an extensive consultation process including 30 one‐day seminars led

1 Kortlægningen blev bl.a. udført af studerende, hvor en stor del af disse havde begrænset kendskab til kvantitativ metode og begrænset tid til at gøre undersøgelsen repræsentativ. Dermed blev kortlægningen muligvis afhængig af undersøgernes netværk.



Side | 59

to the publication of a White Paper in 1992 outlining the aims and objectives that included a commitment to wide participation […] (Palmer/Rae 2004a: 50).

Det er ikke tilfældigt, at ovenstående, jf. afsnit 2.3, giver associationer til projektet i Århus, idet projektleder Trevor Davies også stod i spidsen for Kulturby ’96 i København. På mange måder er det den samme tilgang der anvendes i Århus, blot med femten års forskydning, hvilket giver mulighed for i langt højere grad at benytte sig af digitale metoder. Men grundtanken – den udvidede form for cultural planning, konkretiseret af en kulturel kortlægning med inputs fra mange forskellige aktører – er sammenlignelig. I Palmer‐rapporten anerkendes København for det meget åbne projekt, men der fremhæves ligeledes nogle risici, som er gældende for den form for proces:

[…] the frequent tensions in this area suggest that cities are struggling to balance the demands of international arts festival programming and local cultural development

[…] Cities that avoided debate and discussion about objectives by merely combining all proposals by all partners in order to keep all interested parties involved, that opted for ill‐defined or ambiguous objectives, or that were unable to go through a process of reconciling different views about the objectives of the ECOC and agreeing clear priorities with all the partners (or having too many or no priorities) tended to be the cities which experienced political and organisational difficulties during the cultural year (ibid.).

Der er ifølge ovenstående citater tilsyneladende risiko for, at den meget procesorienterede tilgang kan skabe nogle uklarheder eller usikkerheder i det omgivende samfund, som kan resultere i problemer og uenigheder i selve kulturhovedstadsåret. 2017‐sekretariatet planlægger imidlertid at afholde løbende arrangementer i årene op til. Det opfatter årene 2013‐2016 som en slags præ‐kulturhovedstadsår, hvorfor det er sandsynligt, at eventuelle problemer vil opstå allerede hér. Dermed har man mulighed for at strømline inden det egentlige værtsår. Desuden er det ifølge rapporten en organisatorisk fordel at adskille det politiske styringsorgan fra den administrative instans, ligesom man har gjort det i Århus.

[...] Hos Aarhus 2017 er vi ikke som sådan underlagt kulturpolitikken, så i praksis forholder vi os ikke nøje til bestemte formuleringer (Sørensen 23.6.10).

Denne model mindsker risikoen for politisk slagsmål om de programmæssige detaljer:

It cannot be said that there is an ideal model for a governance structure of ECOC, although the autonomous structure was most frequently cited as having the most



Side | 60

advantages in developing partnerships and focusing on delivering the event (Palmer/Rae 2004a: 53).

Hvor Palmer‐rapporten er en komparativ evalueringsanalyse af europæiske kulturhovedstæder 1985‐2004, måske særligt anvendelig for senere kulturhovedstæder, har en forskergruppe i Liverpool – som var Europæisk Kulturhovedstad i 2008 – foretaget en mere samfundsrelevant analyse af ECoC’s effekter. Denne kan f.eks. bruges til at legitimere et projekt som Europæisk Kulturhovedstad overfor erhvervsliv og andre ikke‐kulturelle instanser.

4.3.1.2 Liverpool 08

Storbritannien var tidligt ude med en strategi for de kreative industrier, og i 1998 defineredes disse som “[…] those industries which have their origin in individual creativity, skill and talent and which have a potential for wealth and job creation through the generation and exploitation of intellectual property” (Dept. for Culture, Media and Sport 2001: 5). I 2001 konkretiserede man denne definition ved at inkludere “[…] advertising, architecture, the art and antiques market, crafts, design, designer fashion, film and video, interactive leisure software, music, the performing arts, publishing, software and computer services, television and radio” (ibid.). Senere – og også i Impacts 08 – er begrebet igen blevet udvidet:

All [creative industries] originate ideas of expressive value which they commercialise. ‘Ideas of expressive value’ can range from the humblest pleasing song or appealing advert to the latest interpretation of Shakespeare or new design for a car. They create new insights, delights and experiences; they add to our knowledge, stimulate our emotions and enrich our lives (Dept. for Culture, Media and Sport 2007: 19).

Som citatet viser, er det det brede kulturbegreb, man arbejder med i Storbritannien, og jf. beskrivelsen på s. 15 kan forståelsen sammenkædes med Floridas definition af den kreative klasse. Ifølge Dorte Skot‐Hansen kan kulturpolitik i Storbritannien ikke diskuteres, uden at man også tænker i nytteværdi (Skot‐Hansen 2005b). Det kan derfor synes naturligt, at en engelsk kulturhovedstad har stået for den mest omfattende dokumentation og undersøgelse af effekterne af at være Europæisk Kulturhovedstad.

I Liverpool etablerede man tre år før kulturhovedstadsåret en forskergruppe, som løbende skulle undersøge effekterne af Liverpools status som Europæisk Kulturhovedstad i 2008. Gruppen har under titlen Impacts 08 set specifikt på begivenhedens indflydelse på de kreative industrier, turismen mm., samt netop afsluttet den overordnede rapport, Creating an Impact: Liverpool’s



Side | 61

experience as European Capital of Culture1

Liverpools kultursektor har desuden dannet stærke netværk, som bl.a. andet sørger for en målrettet indsats for at søge nationale midler. De mange samarbejder på tværs af sektorerne har desuden givet kultursektoren en mere central plads i bypolitikken, hvor dens betydning eksemplificeres med tilblivelsen af en ny ”city‐wide cultural strategy for 2008 to 2013” (ibid.: headlines). Der er politisk enighed om, at kultursektoren også i fremtiden vil få indflydelse på områder som f.eks. turisme, sundhed og tryghed.

. Dennes primære konklusioner i forhold til indbyggerne i Liverpool er, at der nu er færre af dem, der slet ikke har nogen interesse i kultur, end der var før. Samtidig mener 85 % af indbyggerne, at Liverpool i 2009 er et bedre sted at bo end før kulturhovedstadsprojektet (García et al. 2010: 22, 57).

Regionens kreative industrier har oplevet en større motivation og moral, og i forhold til omverdenens interesse har Liverpool fået en mere markant profil. Helt konkret oplevede byen en stigning på 9,7 mio. besøgende i 2008, hvilket svarer til 34 % flere end i 2007.

Derudover skete der i 2008 et skift i mediedækningen af Liverpool, som tidligere havde tendens til at fokusere på de negative sider: 85 % af de nationale historier om Liverpool var positive i 2008, hvor historier om kultur desuden overhalede de historier, der omtales som ”social/crime related stories” (García 23.‐24.3.10).

Forskergruppens konklusioner er overbevisende: Liverpool har samlet set profiteret af ECoC‐projektet, både på kulturområdet, på det sociale område og i forhold til markedsføring af byen. Århus2017 som projekt er ikke baseret på undersøgelserne fra Impacts 08, men i 2017‐sekretariatet forestiller man sig, at de positive forskningsresultater kan bruges som redskab til at søge eksterne midler og muligvis inspirere diverse samarbejdspartnere til at deltage mere aktivt (Sørensen 23.6.10).

Århus har ikke brug for den form for fornyelse, som lå i det britiske program for 2008. På grund af en årrække med dårlig omtale af Liverpool og en historie som fattig arbejderby havde Liverpool brug for en repositionering. I Århus er ambitionen at bygge videre på noget allerede eksisterende, f.eks. de områder, som Århus i dag er god til, herunder arkitektur og design, som falder inden for kategorien kreative industrier. Det er ligeledes oplagt at indtænke Aarhus Universitet og Århus som studieby, selvom der i skrivende stund ikke er organiseret et forskningsforløb på linje med det i Liverpool.

4.3.1.3 Målsætninger

Udover konkrete målsætninger for kulturhovedstadsprojekterne, som f.eks. Liverpools ønske om at repositionere sig (García et al. 2010: 12) og Prags ambition om at promovere Tjekkoslovakiet før dets indtræden i EU (Palmer/Rae 2004a: 47), er der nogle motivationsfaktorer, der går igen hos de

1 http://www.liv.ac.uk/impacts08/ (24.8.10)

http://www.liv.ac.uk/impacts08/



Side | 62

kulturhovedstæder, som er analyseret i forbindelse med Palmer‐rapporten. Følgende ambitioner har kulturhovedstæderne nævnt som værende af højeste prioritet (Palmer/Rae 2004a: 48):

! Raising the international profile of the city/region ! Running a programme of cultural activities and arts events ! Long‐term cultural development of the city/region ! Attracting visitors from own country and other countries ! Enhancing feelings of pride and self‐confidence ! Growing and expanding the local audience for culture ! Creating a festive atmosphere

Ambitionerne er så bredt formuleret, at det er svært ikke at være enig. Århus2017 har uden tvivl også de fleste af de ovenstående som målsætning. Der kan dog spores en vis udvikling i punkterne, for mens de tidlige kulturhovedstæder primært havde fokus på at lave et godt kulturprogram og skabe en festlig stemning i byen i værtsåret, så er der løbende kommet motivationsfaktorer, der bygger på et socialt forandrings‐rationale, til, f.eks. at styrke selvtilliden og stoltheden over byen blandt indbyggerne. Samtidig er der et stadig stigende fokus på branding‐aspektet i ECoC, da det at tiltrække nationale og internationale besøgende til kulturhovedstadsprogrammet er med til at styrke byens internationale profil og dermed stille den bedre i den internationale konkurrence om f.eks. arbejdskraft. Det der ikke er nævnt som én af de højeste prioriteter, men som hænger tæt sammen med konkurrence‐tanken, er, at Europæisk Kulturhovedstad efterhånden opfattes som et bredt funderet projekt, der på tværs af sektorer vil gavne byen; kulturelt, men i høj grad også socialt og økonomisk. Dette er – også set i Richard Floridas optik – en naturlig udvikling, idet den globale konkurrence om veluddannet arbejdskraft vindes ved at skabe en attraktiv by med et levende kulturliv og mange forskelligartede muligheder. Den underliggende økonomiske motivationsfaktor tydeliggøres af Liverpools Impacts 08, der i høj grad har fokuseret på resultater, der ligger udenfor den kulturelle sektor. Hvordan den attraktive by skal skabes, og hvordan kulturhovedstadsprojektet bliver et led i denne målsætning, kan imidlertid ikke afgøres ved at kigge på andre byer. Antonina Simeti konkluderer i sin undersøgelse af implementeringen af idéen om den kreative by i tre amerikanske byer, at “[w]hile it is important to look to precedents and theory, and to engage in a learning process by sharing within and across municipalities, practitioners engaged in planning and economic development must look first to their own practice, environment, and economy“ (Simeti 2006: 88). Hun advarer mod at følge teoretikere som Richard Florida eller Charles Landry slavisk, fordi nationale og regionale forskelle kan have stor betydning for, hvordan projektet kan angribes og lykkes (ibid.). Det er netop den problemstilling, som Lasse Andersson adresserer med sit fokus på skalering og påpegningen af, at der altid må tages udgangspunkt i den enkelte bys karakteristika og eksisterende muligheder. Således kan der trækkes en parallel til brandingteorien, idet det



Side | 63

indenfor placebranding er af allerstørste vigtighed at søge efter byens specifikke ”sjæl” (eller ”ånd”, som det stod omtalt i handlingsplanen, jf. s. 23). Omdrejningspunktet for branding, nemlig hvordan byen skal blive lagt mærke til, er også et emne i Palmer‐rapporten, hvor én af konklusionerne lyder:

ECOC also had the challenge of balancing big blockbuster events with small‐scale local initiatives. Criticism has often been made against ECOC for favouring one or the other. Blockbuster events attracted large audiences but local initiatives tended to be more sustainable (Palmer/Rae 2004a: 16).

Dette speciales tese er, som beskrevet i afsnit 1.1.2, at de lokale initiativer, som ifølge citatet ovenfor er de mest langtidsholdbare, godt kan fungere som en del af en succesfuld brandingstrategi. Dermed vil både kravene om langtidsholdbarhed og profilering kunne opfyldes. I næste afsnit vil jeg se på, hvordan dette er muligt.

4.3.2 Afrunding: Århus som vækstlagsby i et globalt netværk

Som jeg viste i afsnit 4.1.2 giver det mening at tale om vækstlaget som drivkraft for et projekt som Århus2017. Flere indikatorer i min case viser desuden, at Århus ligger inde med et potentiale, der kan bygges videre på, og dermed gøre byen til centrum for den kulturelle vækstlagsdyrkning i Danmark. Byens størrelse taget i betragtning kan Århus ikke opfattes som en metropol1

og vil derfor ikke nødvendigvis have storbyens tiltrækningskraft. Det er altså specialets en del af specialets konklusion, at et fokus på Århus som vækstlagsby vil kunne skabe en attraktiv profil.

Etableringen af produktionscentre og det kulturpolitiske fokus på den skabende kunst, jf. afsnit 4.1.2.1, er tegn på, at Århus Kommune tager dette potentiale alvorligt, men der findes meget forskellige bud på, hvad Århus egentlig skal være kendt som i forbindelse med kulturhovedstadsprojektet, nedenfor formuleret som henholdsvis ”store sportsevents” og ”lokalområder, subkulturer mm.”:

Store sportsevents giver oplevelser og identitet til byen og har stor branding‐værdi. Århus skal – nationalt og internationalt – være anerkendt som en by, hvor det er attraktivt at placere og opleve store sportsevents (Århus Kommune, Budget 2010‐2013: 120).

1 Defineret som en storby med min. 500.000 indbyggere. Der bor lidt over 300.000 i Århus.



Side | 64

[...] afsættet behøver ikke være i byens fysik og monumentale karakter, men kunne være i byens underbevidsthed eller i byens mange forskellige identiteter, som udtrykt via lokalområder, subkulturer mm. (Århus Kommune, Handlingsplan 2008‐2012: 13).

På trods af at specialets tese har fokus på den skabende kunst og vækstlaget, er det ikke specialets ærinde at udelukke fyrtårnene fra en succesfuld kulturhovedstadsstrategi, for som Kulturpolitik 2008‐2011 siger, så vil ”[e]n bys kulturelle profil [...] altid være præget af de store kulturinstitutioner og ‐begivenheder [...]” (Århus Kommune, Kulturpolitik 2008‐2011: 9). Det er derimod intentionen at pege på, at disse såkaldte fyrtårne ikke behøver at være omdrejningspunkt for projektet, hverken i konkret indhold eller som led i en brandingstrategi. Nikolaj Sørensen fra 2017‐sekretariatet forklarer det på denne måde:

[...] Aarhus2017 [vil] nok oftest orientere sig mod vækstlag, producerende miljøer etc. Men allerede i dag rummer byen institutioner og projekter, som enten har karakter af fyrtårne eller måske kunne blive det. Og i et projekt som i vid udstrækning agerer på strategisk niveau giver det naturligvis rigtig god mening at udnytte dette (Sørensen 23.6.10).

Pointen er, at fyrtårnene har en plads i projektet, men at de ikke skal forme det. Det afgørende er her, hvordan de som store kulturinstitutioner integreres i det omgivende liv og det skabende liv. Formanden for Århus Kommunes Kunstråd Jette Gejl Kristensen peger i et interview på det væsentlige i, at fyrtårnene sættes ind i fødekæden og ikke opfattes som noget afgrænset:

[...] for mig er der ingen tvivl om, at når man har lavet nogle store kultursatsninger som Musikhuset Aarhus og ARoS, må man bakke 100 pct. op om dem. [...] Man kan ikke blot lade stå til med disse fyrtårne. Det er nogle helt centrale pæle i fundamentet for byens kulturliv. Og selv om der er tale om etablerede institutioner, skaber de en synergieffekt, der smitter af på andre dele af kulturlivet (Jacobsen 2008).

Hvordan man kobler de store kultursatsninger med det skabende miljø og sikrer, at de kaster noget tilbage på byens kreative miljø, er det, der så at sige kan skille Århus fra Horsens og markere byen som noget unikt. Hvor Horsens, jf. afsnit 4.2.2, har skabt et brand som en by, der tiltrækker megastjerner og afholder store koncerter, er det udfordringen for Århus at sikre de store institutioners og arrangementers forankring i byens skabende miljø. 4.3.2.1 Hvordan Århus kan brandes

Nationalt og internationalt skal Århus fremstå med en unik og markant kulturel profil. Byens kulturelle profil skal afspejle de unikke træk, som kendetegner Århus –



Side | 65

kendetegn som søges styrket via kulturpolitikken. Nøgleordene er kvalitet, mangfoldighed og produktionsmiljøer i udvikling. De tre nøgleord bør derfor gå igen i såvel byens kulturelle selvforståelse som i profileringen af byen (Århus Kommune, Kulturpolitik 2008‐2011: 8).

Kulturpolitikken kredser i citatet ovenfor om det at skabe byens kulturelle profil og forsøger at balancere de to områder: byens kulturelle selvforståelse og profilering af byen nationalt og internationalt. Når en by skal profileres, tales der om branding, og ifølge brandingteorien gælder det om at fortælle nogle klare historier om byen, som kan kommunikeres ud. Både til byens borgere, hvis forståelse af byen er essentiel (jf. afsnit 3.4.2) og hvis engagement opfattes som en forudsætning for at kulturhovedstadsprojektet kan gennemføres, og til omverdenen, som skal få øjnene op for Århus, både som turistdestination og som attraktiv kulturby. Valg af brandingstrategi er således at opfatte som selektiv storytelling – hvilke historier vil man fortælle om byen?

Der er behov for en brandingstrategi, der peger ud i verden og samtidig prioriterer det lokale kulturelle niveau. På det lokale niveau kan der anes en potentiel og konfliktuel dobbelthed, da der kan være store forskelle på, hvad der forudses som resultat af en given strategi. De der fokuserer på profileringen af byen vil prioritere, at der vælges et klart og tydeligt brand i forhold til en forventet økonomisk vækst, mens de der ser en prioritering af kulturområdet som den største gevinst ved kulturhovedstadsprojektet, muligvis vil fokusere på, hvor udviklingen gror fra, således at en kvalificeret talentmasse opretholdes. I en branding, som fokuserer på Århus som vækstlagsby, bliver begge sider tilgodeset. Århus vil kunne prioritere byens kulturelle vækstlag og samtidig brande sig som ”det værdifulde stop på vejen” (Jensen et al. 2009). Dette udtryk dækker over, at det ofte udtrykte lillebror‐kompleks i forhold til København1

sammen med diskussionen om talentflugt og muligheder for at fastholde talenter med fordel kan placeres i en positiv diskurs, der netop tillægger Århus’ position, størrelse og erfaringer værdi. Hvis man ser byen som en del af et netværk, hvor Århus’ speciale er udvikling, fostring og næring til kreativitet, åbnes der for en erkendelse af Århus’ potentiale, både i national og international sammenhæng, hvor brandingen af byen tager udgangspunkt i betegnelsen vækstlagsby.

En brandingstrategi skal bygge ovenpå allerede eksisterende karakteristika, som det også skitseres i citatet fra Kulturpolitikken på foregående side.2

1 Bl.a. i forbindelse med den kulturelle kortlægning

Men hvor der i citatet fremhæves nøgleordene kvalitet, mangfoldighed og produktionsmiljøer i udvikling, nævner 2017‐sekretariatet mang‐

2 Mary Miller, tidligere direktør for det europæiske kulturhovedstadsprojekt i Stavanger i 2008 peger i sin anbefaling til andre kulturhovedstæder på, at det som er kernen i bybranding, nemlig at bygge videre på allerede eksisterende karakteristika, også kan overføres til selve programlægningen: ”The first thing is to be true to your city and region, to recognize your unique identity, to celebrate its strengths, face up to its issues and build a programme that simply could not happen anywhere else” (Miller in European Commission 2009: 62).



Side | 66

foldighed, dynamik og polyfoni (Sørensen 23.6.10). Selv har jeg angivet bl.a. bevægelse, dynamik og åbenhed som karakteristiske træk ved vækstlaget (jf. s. 44). Begreberne ligger ikke langt fra hinanden, men ved at indsætte Århus i et netværk – med Doreen Masseys ord at se ”all the social relations, all the links between people” (Massey 1999: 7); men hvorfor ikke mellem byer? – og dermed integrere det lokale med det globale i en udadvendt opfattelse af sted, vil man kunne optimere et område, som både vil kunne kvalitetsstemples og kommunikeres klart ud til omverdenen som det område, hvorpå Århus skiller sig ud. Floridas fokus på stedskvalitet, jf. afsnit 3.1.1, kommer dermed i en århusiansk kontekst til at handle om den dobbelthed som ligger i, at vækstlaget på den ene side er den drivende kraft i forhold til de behov, der ifølge Florida er afgørende for den kreative klasse – nemlig dynamik, mangfoldighed, åbenhed – og på den anden side udgør en mulig succesfuld branding af Århus.

5. Konklusion

De senere år – og især siden udgivelsen af Richard Floridas The Rise of the Creative Class – har mange danske kommuner fokuseret på, hvordan et kreativt miljø, eller et miljø, der tiltrækker den kreative klasse, kan skabes. Århus Kommune gennemførte i 2004 en brandingproces, der førte til beslutningen om, at nøgleordene viden, puls og rødder skulle definere Århus og Århus Kommunes indsatsområder.1

afsnit 4.3.1.3

Disse nøgleord kan sammenlignes med Floridas tre T’er, Talent, Teknologi og Tolerance, hvoraf de to første kan siges i Århus‐konteksten at være smeltet sammen til ”viden”, mens ”rødder” er tilføjet i en fremhævelse af Århus’ historie som vikingeby og status som Danmarks næstældste by. Når Kulturpolitikken foreskriver, at Århus skal være kendt nationalt og internationalt som en markant kulturby, er det ikke blot en vision i en kulturpolitik, men en ambition funderet på branding, som rækker ud over kulturpolitikken og placerer kulturen i en økonomisk vækst‐tænkning. Det er blevet normen, at kultur tænkes på niveau med andre samfundsøkonomiske faktorer og som et strategisk middel til at styrke en bys profil og øge dens konkurrenceevne. Århus’ kandidatur til Europæisk Kulturhovedstad er, som vist i , ligeledes et projekt, der med udgangspunkt i kulturen er udtryk for en tværsektoriel, strategisk og byudviklingsmæssigt langsigtet ambition.

Æstetisering og instrumentalisering

At kulturhovedstadsprojektet i dag placeres i denne gråzone, hvor kulturen udfylder en plads, som er til gavn for andre områder, men måske kun i begrænset omfang for kulturen, er et led i den æstetisering af samfundet, som Gran & de Paoli peger på. Det er også et led i en form for instrumentalisering af kulturen. Det er denne instrumentalisering, som Richard Floridas teori bl.a.

1 Fremgår bl.a af VisitAarhus’ hjemmeside, hvor de tre nøgleord bruges i en model for indsatsområder i strategien Århus i dag – Aarhus Tomorrow (2009)



Side | 67

er blevet kritiseret for, fordi Florida som økonom funderer sine holdninger på et tankesæt, der har som slutmål at skabe økonomisk vækst. Samtidig har han formået at formidle sine tanker så populært, at de har fundet vej til rigtig mange kulturpolitiske planer.

Dorte Skot‐Hansens begreb, den æstetiske oplevelse, er et bud på en optik, der ikke accepterer den ovenfor skitserede udvikling som et ”nederlag” for kulturen. Kvalificeringen af både de traditionelle kunstformer, amatørkunst, etnisk kunst og socialt forandrende kunst, samt oplevelsesprodukter, reklameprodukter mv. bør ifølge Skot‐Hansen hvile på et æstetisk oplevelse‐rationale i stedet for et eller flere af de fire ”traditionelle” bykulturelle rationaler (oplysning, social forandring, økonomisk vækst og underholdning, jf. afsnit 3.1.2). Dermed vil den kulturpolitiske diskussion i sidste ende ikke handle om, hvorvidt kulturen går på kompromis eller ej; hvad der er kunst eller ej eller hvad der er høj eller lav kunst, men i stedet ”[...] whether these activities fulfill the need for meaningful aesthetic experience for all groups and lifestyles of the city, not only the privileged” (Skot‐Hansen 2005a: 38). Skot‐Hansen ender på nogle af de samme indholdsmæssige faktorer for byen, som Florida gør, nemlig kultur for alle lag i byen, hvilket kræver diversitet, kulturel mangfoldighed og dynamik, men hendes ærinde er at skabe et andet teoretisk fundament end det, som både det instrumentelle og det oplevelsesøkonomiske kultursyn bygger på.

Kultur og erhverv

Den kommunalpolitiske virkelighed er, at Århus Byråd vedtog at søge om at blive Europæisk Kulturhovedstad på baggrund af en række, også partibestemte rationaler. Ser man derfor konkret på, hvad erhvervslivet og især kulturen har ud af et tværsektorielt samarbejde som Århus2017, kan der med Andersson og Gran & de Paoli argumenteres for, at fordelen ved kultur‐hovedstadsprojektet for kulturlivet ikke ligger i samarbejdet med erhvervslivet, oplevelses‐økonomien eller den generelle sammensmeltning af kultur og erhverv, men simpelthen i et skub til kunst‐ og kulturlivet.

Såfremt vi godtager Anderssons og Gran & de Paolis udmeldinger om, at der ikke er kunstneriske fordele for kulturen i et regulært samarbejde med erhvervslivet, anes der en paradoksal dobbelthed i erhvervslivets ønske om at anvende kulturen som en del af den strategiske tiltrækning af kreativ kapital. For at sikre, at kulturen fortsat kan udvikle sig, gælder det ikke om at forsøge at designe kreative processer, men at stille rammerne for kreativ udvikling til rådighed for kunsten. På baggrund af de dobbeltheder, som er blevet diskuteret i dette speciale, vurderes det, at den bedste, mest kvalificerede kunst findes i det, der kommer nedefra; i det boblende arbejde, som foregår i frugtbare rammer, når disse bliver stillet til rådighed for kreativitet. Det er nemlig hér, kunsten har de betingelser, som giver den mulighed for at være innovativ, dynamisk og eksperimenterende, hvilket er de karakteristika, som også erhvervslivet ønsker fra kulturen. Som jeg beskrev i afsnit 4.1.2 er særligt vækstlaget afhængigt af gunstige rammer, således at der er plads til de eksperimenter, som tillader vækstlaget at drive kulturen fremad. I rapporten Copenhagen as Creative City omtales projektmagere og kulturelle



Side | 68

iværksættere som katalysatorer i skismaet mellem kultur og erhverv, hvor kulturen er det, der sikrer udviklingen. Disse beskrives som en vigtig ressource i samfundet, idet det er dem, der sætter nyt i gang og får nye idéer, og de foretrækker ifølge rapporten steder, der ikke er designet til kultur. Deres bymæssige behov omfatter puls, dynamik, fleksibilitet og mangfoldighed, hvorfor de også tiltrækkes af det ”uplanlagte” (Bayliss 2007:898). Jeg mener, at disse såkaldte katalysatorer må anses for at tilhøre vækstlaget, da de også typisk vil være eksperimenterende, sprænge rammer og starte fra bunden. I forlængelse heraf giver det ikke bare mening, men det er afgørende for både kultur og erhverv, at satse på vækstlag frem for fyrtårne i Århus2017.

Cultural planning og branding

At sætte rammer op og invitere til kreativ selvudfoldelse er en krumtap indenfor cultural planning, der, som nævnt i afsnit 4.1.2.2, er en inspirationskilde for 2017‐sekretariatets arbejdsmetode. Den kulturelle kortlægning af Århus har satset på åbenhed og fleksible rammer som noget fundamentalt for processen. Forsøget på at indfange det særlige ved Århus indebærer et fokus på noget mentalt og dermed ikke noget stramt planlagt. Doreen Massey advarer mod at ”[...] be drawing line around a place”(Massey 1999: 152), og det kan forstås i overført betydning: Den åbne proces, som 2017‐sekretariatet har praktiseret, kan opfattes som en vilje til at undgå at sætte grænser og i stedet fokusere på netværksdannelser og deraf uplanlagte forgreninger.

Der er flere måder at bygge tanken om byen som del af et netværk på, men det handler om ikke at tænke stedet som noget afgrænset eller lukket, men derimod som et element i stadig udvikling og med flydende grænser. Den iboende risiko ved cultural planning‐strategien og idéen om åbne eller flydende grænser er, at selve begrebet kultur kommer til at dække over for meget og dermed bliver uklart. Omvendt er det, med henblik på at kunne vælge kommunale indsatsområder og formidle dem lokalt og internationalt, særligt afgørende at kunne afgrænse ambitionerne. Som casen viste, udgør musikmiljøet i Århus et særligt område med både lokal puls og potentiale for vækst. Med afsæt i dette potentiale, samt i brandingteoriens centrale pointe om at finde og afgrænse noget der i særlig grad karakteriserer stedet og bygge videre på det, synes det oplagt at udvide fødekædetanken til reelt at være en netværkstanke. Hvis Århus’ plads i fødekæden er et af de ”første” led, nemlig omkring opdyrkningen af talenter, kan vækstlags‐fokuset fremhæves som en spidskompetence, der dermed giver mening i en brandingstrategi, både på nationalt og internationalt niveau, og definerer Århus som en succesfuld del af et kulturelt kredsløb, jf. afsnit 4.3.2. Når Århus opfattes som en del af et kulturelt kredsløb, er det ikke nødvendigt for byen at være den bedste til det hele. I stedet bliver det essentielt at være ekspert på det led, som byen fungerer som i fødekæden. Specialets konklusion er, at Århus som vækstlagsby kan udfylde denne ekspertrolle, mens det samtidig sikres, at den satsning, som byen foretager på det kulturelle område – nemlig på det skabende, spirende miljø – skaber den dynamik, som efterspørges af både det etablerede kulturliv og erhvervsliv.



Side | 69

Musikken som case

Udover at være et område, hvor den kulturelle fødekæde i høj grad er tydeliggjort, bl.a. via SPOT‐festivalen, er musikmiljøet tilsyneladende et godt eksempel på et felt, hvor kulturen kan finde fordele i erhvervslivet. At se kulturen som et erhverv, som det f.eks. praktiseres i Promus, vil give kunsten bedre muligheder for at skabe et stabilt økonomisk grundlag. Fordelen ligger dermed i det forretningsmæssige, og er altså ikke kunstnerisk funderet. Århus Kommune har fokus på den skabende kunst, og musikområdet udgør derfor muligvis et brandingmæssigt enestående eller særligt potentiale, som på en og samme tid rummer en markant århusiansk vækstlagsscene og kobler vækstlaget med en udadvendt, international interesse (jf. afsnit 4.2.1).

Opsamling

Dobbeltheden i en satsning, der på den ene side giver kulturen et skub i positiv retning og på den anden side indlemmer den i en politisk strategi, der i lige så høj grad har fokus på projektets vækst‐ og profileringspotentiale, gør den til et oplagt emne for de diskussioner, som dette speciale har fremhævet. Der er ingen tvivl om, at kulturfolk i Århus har løftet armene i begejstring over udsigten til et så massivt fokus på byens kulturliv. Det vidner bl.a. en særdeles aktiv deltagelse i workshops, paneldebatter etc. om. Men parallelt hermed melder sig bekymringerne for, hvad man nu vil fokusere på? Hvem bestemmer, hvad temaet skal være? Og kan man være sikker på, at kulturen ikke forsvinder i forkromede beslutninger om ”vækst”, ”international bevågenhed”, ”ambitiøst byudviklingsprojekt”...? Som gennemgangen af Richard Floridas teori og kritikken af den viste, er der tegn på, at kulturen kan virke trængt i den kulturpolitik, der indsættes i en bredere, samfundsøkonomisk ramme. Det synes imidlertid positivt, at kulturen i den grad er kommet på dagsordenen, idet der – også med Florida – åbnes for nogle strategiske overvejelser om, hvordan kulturen trives bedst og kommer flest mulige interessenter til gode. Specialet har koblet teorien om, at åbne, fleksible rammer og processer skaber rum for den mest kvalificerede kunst og kultur med brandingteoriens fokus på en klar ambition og nemt formidlet strategi, herunder citybrandingens immanente paradoks, idet byer per definition er mangfoldige og dermed ikke lette at koge ned til en klar formidlingsstrategi, jf. afsnit 3.4.2. I forlængelse af den gennemførte analyse er det specialets opfattelse, at Århus’ potentiale som vækstlagsby i rammen af Europæisk Kulturhovedstad 2017 er stort: Vækstlaget og de områder, som specialet har skitseret som platforme for dette begreb, udgør et potentiale, der kan siges at være særligt for Århus og også muligt at bygge videre på, samtidig med at det har mulighed for at samle byens mangfoldighed i et tema, der kan imødekomme den brandingmæssige udfordring.



Side | 70

6. Perspektivering og kritik

”How do you construct life, atmosphere and pulse?” (Svarre 2007: 91). Spørgsmålet skriver sig ind i en debat om branding, hvor branding kritiseres for at prioritere overflade frem for indhold. Som afsnit 3.4 i dette speciale påpegede, så er det afgørende i en brandingproces – og særligt gælder dette for citybranding – at brandet skabes på baggrund af allerede eksisterende karakteristika. Hvis brandet ikke korresponderer med byens selvforståelse og faktiske identitet, vil det virke som en tom skal. Brandet vil typisk blive afvist af modtagerne og ikke fungere succesfuldt som kommunikationsværktøj. I denne teoretiske kontekst kan det synes væsentligt at spørge, om et brand overhovedet kan skabes ved skrivebordet? Hvordan sikrer man, på baggrund af en politisk beslutning, at de store ambitioner forankres i virkeligheden? Det er en mulighed at skæve til erhvervslivets marketingteorier, som ofte antager en mere konkret, handlingsorienteret form end meget humanistisk forskning.

Noget af det væsentlige, når et brand skal udvikles og kommunikeres ud til omverdenen, er ifølge økonomen Philip Kotler at se på brandets værdipositionering. Han lister nogle kategorier, som bør overvejes (Kotler 1999: 73, uddrag, mine kommentarer):

! Speciel egenskabspositionering: Århus positionerer sig vha. en særlig egenskab. F.eks. ”Verdens mindste storby”. Normalt er denne positionering ikke et godt valg, idet der ikke udtrykkeligt peges på en fordel.

! Fordelspositionering: Produktet lover en fordel. F.eks.: Århus er bedst i Danmark til at understøtte kreative iværksættere og vækstlagskunstnere.

! Brugerpositionering: Århus positioneres som ideel for en målgruppe af brugere. Eksem‐pelvis iværksættere. Eller studerende.

! Kategoripositionering: Produktet er bedst indenfor en kategori. F.eks.: Århus er førende på musikområdet.

Kategorierne kan bruges til at overveje mere konkret, hvordan Århus kan imødegå den udfordring, der ligger i at koble et dynamisk kulturliv med en succesfuld brandingstrategi. Brandingdiskussionen og vigtigheden af at positionere sig rigtigt forudsætter et indhold, der kan blive genstand for denne branding, og i den forbindelse dukker spørgsmålet om built‐in‐creativity op: Kan kreative processer designes? Er det overhovedet muligt at planlægge en kulturhovedstad? Selvom der eksisterer et ønske om at planlægge med kulturen og ikke for, hvordan lader det sig da overhovedet gøre? Cultural planning sætter rammer for kulturen, men hvad består disse rammer mere konkret i? Disse spørgsmål er naturligvis nogle af dem, som 2017‐sekretariatet arbejder med, og i enhver kommune vil rammerne afhænge af netop denne kommunes allerede eksisterende karakteristika, hvorfor det ikke her er muligt at bringe løsningen. Der kan imidlertid søges



Side | 71

inspiration i andre byers erfaringer, og én af de byer, som for alvor har haft succes med byudviklings‐ og brandingstrategi er Austin, Texas, i USA. Austin er lidt over dobbelt så stor som Århus, men er ligesom Århus en by med mange unge mennesker, og University of Texas at Austin har omkring 50.000 studerende, hvor der i Århus er ca. 37.000. Byen er internationalt kendt som ”the Live Music Capital of the World”1

, og opfattes samtidig af udøvende kunstnere som et dynamisk og frugtbart sted at være. Tilsammen sikrer dette, at byudviklingen ikke foregår på bekostning hverken af det strategiske niveau eller det skabende niveau.

Bystyret i Austin har målt på, hvilke økonomiske fordele, prioriteringen af musik og kultur har for byen. Kultur opfattes i Austin som en meget rummelig kategori, og direkte inspireret af Richard Florida anerkendes det, at kulturens indvirkning på byens stedskvaliteter betyder lige så meget som den konkrete kulturelle og musikalske atmosfære i byen. Og ligesom kulturen i forbindelse med Impacts 08 i Liverpool ikke ses som adskilt fra de andre sektorer, er der i Austin ingen tvivl om kultursektorens samfundsmæssige værdi:

The traditional stereotype of the arts as a luxury – worth supporting in prosperous times, but disconnected from the performance of the economy – appears to have been disproven, as a vibrant cultural environment is a key element of long‐term economic success (City of Austin 2005: 14).

I forbindelse med SPOT‐festivalen 2010 var Jim Butler og Casey Monahan fra bystyret i Austin på besøg i Århus. De fortalte om byens målrettede satsning på at understøtte Austin som en musikby. Bystyret i Austin har 1) indført en bestemmelse om, at alle nybyggelser i midtbyen skal bidrage til udvikling af musiklivet, opgjort som en vis procentdel af investeringen, 2) besluttet at besøgende i byen, der overnatter på hotel eller motel betaler en særlig afgift, som går til byens støtte til (non‐profit) kunst og kultur samt 3) oprettet et creative industries loan guarantee programme som hjælper bankerne til låne penge til f.eks. musikere, selvom der er større risiko for tab. Bystyret lover at støtte med 50 % af tabet, hvis lånet ikke kan tilbagebetales (Butler 20.5.10).

Fra politisk side har man således anerkendt Austins allerede eksisterende indhold og potentiale og målrettet bygget videre på dette i en insisteren på fleksibiliteten og på at skabe de bedste rammer for kreativitet. Det tydelige fokus på, hvordan kulturen er med til at skabe økonomisk vækst, har tilsyneladende ikke betydet ulemper for det skabende miljø og de kreative brancher. I stedet har kulturen opnået strukturmæssige fordele, idet rammerne er sat op med henblik på at støtte kulturen, som dermed kan bidrage yderligere til byens brand. Det er en model, som Århus i forlængelse af dettes speciales analyse af byens potentiale som vækstlagsby kunne lade sig inspirere af fremover.

1 Tilnavnet blev gjort officielt i 1991, da det blev opdaget, at Austin havde flere spillesteder1 pr. indbygger end noget andet sted i USA.



Side | 72

Det skal her nævnes, at en prioritering af ét strategisk emne altid betyder en nedprioritering af andre, uanset om denne kun finder sted i brandingen og ikke i den konkrete kommunale prioritering. Austin kan f.eks. ikke også i lige så høj grad være ”the Technology Centre of the World” som ”Live Music Capital of the World”, ligesom det for Århus ikke er meningsfuldt både at fordelspositionere sig som vækstlagsby og ”vikingeby”, uanset at historien og vikingetiden har en vigtig plads i byen. Med Kotlers ord skyldes dette, at et forsøg på at skille sig ud på flere områder, som ikke supplerer hinanden, vil virke selvmodsigende og ikke velkommunikeret. Idéen om at se Århus som en del af et kredsløb (jf. s. 65, 68), håndterer denne udfordring.

Omvendt synes det oplagt at anvende begrebet vækstlag i en bredere erkendelse af det videnspotentiale og iværksætterpotentiale, der kommer af byens klare uddannelsesprofil som den by i Danmark, der har procentvis flest studerende samt Aarhus Universitets og Region Midtjyllands fokus på iværksætteri.1

Jeg ser altså en tydelig sammenhæng fra Vækstlagsby over Vidensby til Verdensby.

1 Etablering af Studentervæksthus Århus på Aarhus Universitet samt etablering af Væksthus Midtjylland som et regionalt samarbejde. Desuden har borgmester Nicolai Wammen lovet, at der vil komme et iværksætterinitiativ i løbet af 2010, der skal bakke op om byens mange talenter.



Side | 73

7. Abstract

”How do you construct life, atmosphere and pulse?” (Svarre 2007: 91). The question has become increasingly debated since Richard Florida in 2002 published his bestseller The Rise of the Creative Class. The main statement of this book is that in a globalised world economical growth derives from knowledge, where this knowledge is found in the group called the “creative class”. According to Florida, creative people are people whose function and occupation is to create meaningful new forms. At the same time, it is companies that follow people and not the other way around. Because of this it is essential to look at which type of country or city people want to live in, in order to create a place that can attract the most skilled workforce and thereby creating growth. Therefore, the “quality of place”, which indicates a place that embodies openness, diversity and tolerance (Florida 2005: 34), has become a focus point for cities all over the world. This quality of place is achieved via culture which is interpreted as evidence of diversity, tolerance, entertainment, bohemia, innovation – and life, atmosphere and pulse. Because of this culture can make a city an attractive place to settle down.

The city of Aarhus’ wish to become European Capital of Culture (ECoC) in 2017 can be seen in this light, as reflecting an ambition to create culture, thereby attracting creative people and in turn creating growth in the city and the region. The thesis discusses the conditions for culture in a setting where the economy and regional growth is an underlying premise for the ECoC project, Aarhus2017. Three dualities are used to illustrate the issue of creating a city that can attract the creative class. The idea of duality runs like a red thread through the thesis. The thesis focuses specifically on the duality between culture and business, explained through concepts such as experience economy, aesthetisation, cultural planning and place branding. The second duality discussed is one between the up‐and‐coming and the more well‐established culture or artists, which the thesis examines in relation to the public cultural policy. The third duality is related to the EU‐condition that the ECoC programme must be of interest to a European audience and at the same time must support the local cultural environment.

The main assumption in the thesis is that the cultural “growth layer” possess a potential to balance these three dualities. Growth layer is a direct translation of the Danish expression “vækstlag”. The term describes a group of creative people who are typically urban trendsetters working with innovation. The qualities that are often attributed to the growth layer are tolerance, heterogeneity, mobility and openness. Therefore the growth layer is considered a driving force in the creation of culture and innovative environment. The conclusion is that the Aarhus2017 project by focusing on the growth layer manages to brand Aarhus as a vibrant, interesting Capital of Culture while simultaneously working as momentum for the local culture. By focusing on Aarhus as part of a cultural network in which the city’s role is to develop and inspire the growth layer Aarhus has the basis of a successful branding strategy that meets both the local and the international expectations.



Side | 74

8. Bibliografi

Bøger, fagartikler, oplæg og rapporter

Aaker, David A. (2002): Building Strong Brands. London: Simon & Schuster UK Ltd. Andersen, Hans Thor et al. (2003): Den gode by – hvorfor går det ofte galt? 12 essays om vanskelighederne med byernes planlægning og udvikling. Hafnia Tryk A/S Andersson, Lasse (2009): Byen og de kreative iværksættere ‐ Oplevelsesbyens kulturelle infrastruktur og iværksættermiljøer. Aalborg Universitet: Ph.d.‐afhandling, oktober 2009 Andersson, Lasse: Kultur‐ og oplevelsesbaseret udvikling – basaren om eksempel in Planering i Malmö. Ashworth, Gregory. Kavaratzis, Mihalis (2007): “Beyond the logo – Brand management for cities” in Brand Management. 16: 8, pp. 520‐531 Ashworth, Gregory. Kavaratzis, Mihalis (2005): “City branding: An effective assertion of identity or a transitory marketing trick?” in Tijdschrift voor Economische en Sociale Geografie. 96: 5, pp. 506‐514. Oxford: Blackwell Publishing Ltd. Bayliss, Darrin (2007): “The Rise of the Creative City: Culture and Creativity in Copenhagen“ in European Planning Studies, 15: 7, August 2007 Bille, Trine et al. (2005): Danskernes kultur‐ og fritidsvaner 2004 – med udviklingslinjer tilbage til 1964. 2. oplag. København: AKF Forlaget, juni 2005 Bille, Trine (2008): The creative class and preferences for culture – Paper to be presented at the 5th International Conference on Cultural Policy Research, iccpr2008, August 20‐24, Istanbul. Bille, Trine. Mark Lorenzen (2008): Den danske oplevelsesøkonomi – afgrænsning, økonomisk betydning og vækstmuligheder. København: Imagine… og Forlaget Samfundslitteratur Butler, Jim (20.5.10): Oplæg under seminaret Austin@Aarhus – a seminar on music and regional development... or how can music act as a common denominator for the creative business in a regional area? afholdt som optakt til SPOT‐festivalen 2010, Århus Bærenholdt, Jørgen Ole. Sundbo, Jon (ed.) (2007): Oplevelsesøkonomi – produktion, forbrug, kultur. Frederiksberg C: Forlaget Samfundslitteratur



Side | 75

City of Austin, Texas (2005): The Role of the Cultural Sector in the Local Economy: 2005 UPDATE. Austin, TXP Department for Culture, Media and Sport (2001): Creative Industries Mapping Document 2001. London http://webarchive.nationalarchives.gov.uk/+/http://www.culture.gov.uk/reference_library/publications/4632.aspx (4.7.10) Department for Culture, Media and Sport (2007): Staying ahead: the economic performance of the UK’s creative industries. London: Crown Copyright http://webarchive.nationalarchives.gov.uk/+/http://www.culture.gov.uk/reference_library/publications/3672.aspx (4.7.10) Duelund, Peter (1.3.07): Oplæg om Kulturpolitik i oplevelsessamfundet. Kulturpolitiske torsdage, Københavns Universitet Duelund, Peter (8.9.08): Oplæg til borgermøde i Nysted: Hot or not i Nysted. http://www.guldborgsund.dk/Politik/Kommuneplaner/~/media/Filer/Politik/Kommuneplaner/Oplaeg%20til%20borgermoeder/Duelunds%20indlaeg%20i%20Nysted.pdf.ashx (10.7.10) Erhvervs‐ og Byggestyrelsen (2008): Vækst via oplevelser – en analyse af Danmark i oplevelsesøkonomien. København Erhvervsministeriet og Kulturministeriet (2000): Danmarks kreative potentiale – Kultur‐ og erhvervspolitisk redegørelse. København European Commission (2009): European Capitals of Culture: the road to success. From 1985‐2010. European Communities: Luxemborg European Commission (7.6.10): European Capital of Culture. http://ec.europa.eu/culture/our‐programmes‐and‐actions/doc413_en.htm (7.6.10) European Commission (8.7.10): Guide for cities applying for the title of European Capital of Culture. European Communities http://ec.europa.eu/culture/pdf/doc1100_en.pdf (8.7.10) European Commission (10.7.10): About the European Capitals of Culture. http://ec.europa.eu/culture/our‐programmes‐and‐actions/doc433_en.htm (10.7.10)

http://ec.europa.eu/culture/our-programmes-and-actions/doc433_en.htm

http://webarchive.nationalarchives.gov.uk/+/http:/www.culture.gov.uk/reference_library/publications/4632.aspx




http://www.guldborgsund.dk/Politik/Kommuneplaner/~/media/Filer/Politik/Kommuneplaner/Oplaeg%20til%20borgermoeder/Duelunds%20indlaeg%20i%20Nysted.pdf.ashx

http://www.guldborgsund.dk/Politik/Kommuneplaner/~/media/Filer/Politik/Kommuneplaner/Oplaeg%20til%20borgermoeder/Duelunds%20indlaeg%20i%20Nysted.pdf.ashx



http://ec.europa.eu/culture/pdf/doc1100_en.pdf



Side | 76

European Commission (16.7.10): Purpose and objectives of the event. http://ec.europa.eu/culture/our‐programmes‐and‐actions/doc435_en.htm (16.7.10) European Commission (18.7.10): European funding “Melina Mercouri Prize”. http://ec.europa.eu/culture/our‐programmes‐and‐actions/doc441_en.htm (18.7.10) Evans, Graeme (2001): Cultural planning – an urban renaissance? London: Routledge Fessel, Hjarne et al.: Introduktion til 33 kulturiværksættere på projektkontorerne ved Kulturhus Århus. Århus: kunstPLUS Publishing Florida, Richard (2000): Competing in the Age of Talent – Quality of Place and the New Economy. A report prepared for the R.K. Mellon Foundation, Heinz Endowments, and Sustainable Pittsburgh. January 2000 Florida, Richard (2002): The Rise of the Creative Class: and How It's Transforming Work, Leisure, Community and Everyday Life. New York: Basic Books Florida, Richard (2005): Cities and the creative class. New York: Routledge Florida, Richard (2008): Den kreative klasses flugt – den nye globale konkurrence om talent. Århus: Forlaget Klim García, Beatriz et al. (2010): Creating an impact: Liverpool’s experience as European Capital of Culture. University of Liverpool : Impacts 08, European Capital of Culture Research Programme www.liv.ac.uk/impacts08 (4.7.10) García, Beatriz (23.‐24.3.10): Præsentation ved konferencen 25th anniversary of European Capitals of Culture 23. – 24. marts 2010. http://ecocpolicygroup.files.wordpress.com/2010/03/beatriz‐garcia‐presentation_25ecocanniversary_march‐20101.pdf (16.6.10) Gran, Anne‐Britt. de Paoli, Donatella (2005): Kunst og kapital. Nye forbindelser mellom kunst, estetikk og næringsliv. Oslo: Pax Forlag A/S Gulman, Steffen (2005): CityDesign – byudvikling for borgere. København: Gyldendal Jacobs, Jane (1961): The death and life of great American cities. New York: Vintage.

http://ecocpolicygroup.files.wordpress.com/2010/03/beatriz-garcia-presentation_25ecocanniversary_march-20101.pdf



http://www.liv.ac.uk/impacts08

http://ecocpolicygroup.files.wordpress.com/2010/03/beatriz-garcia-presentation_25ecocanniversary_march-20101.pdf



Side | 77

Jantzen, Christian. Rasmussen, Tove Arendt (2004): “Every business is a stage without actors” in K Forum, 3.12.2004. www.kommunikationsforum.dk/?articleid=11655 (4.5.10) Jensen, Anne et al. (2009): Den rytmiske livemusik i Århus – mangfoldighed, talent og profilering. Aarhus Universitet: Gruppeopgave ifm. den kulturelle kortlægning af Århus Jensen, Ole B. (2007): “Brand resistance and counter branding” in Marling, Gitte. Zerlang, Martin (ed.): Fun city. København: Arkitektens Forlag Juul, Helle (ed.) (2008): Byens rum 1 – Det fremmede i det kendte. København: Arkitekturforlaget Kiib, Hans (2007): Innovative universiteter og kreative vidensbyer in Fremtidens campusområder – fra ”den akademiske landsby” til urban universitetshub. Rapport udarbejdet af UBST og Juul/Frost Arkitekter, november 2007. www.byensrum.dk (29.3.10) Kotler, Philip et al. (1993): Marketing places – attracting investment, industry, and tourism to cities, states, and nations. New York: The Free Press Kotler, Philip (1999): Kotler om marketing – Hvordan man opbygger markeder, får succes og bliver førende: København: Børsens Forlag A/S Kulturby 96 (1993): København 96 – Europæisk kulturby. København: Kulturbysekretariatet Kulturministeriet (2006): Strategi for kultur i hele landet. København Kulturministeriet (2007): De rytmiske vækstlag – Rapport med anbefalinger fra Kulturministeriets udvalg om vilkår for de rytmiske vækstlag. København Kulturministeriet (2009): Kulturaftale mellem kulturministeren og Kulturregion Århus for perioden 1. januar 2009 til 31. december 2012 http://kum.dk/Kulturpolitik/Kultursamarbejde/Kommunerne/Kulturaftaler/AarhusKommune/ (19.7.10) Landry, Charles. Bianchini, Franco (1995): The creative city. London: Demos Landry, Charles (2008): The Creative City: A Toolkit for Urban Innovators. London: Earthscan, 2. udgave

http://kum.dk/Kulturpolitik/Kultursamarbejde/Kommunerne/Kulturaftaler/AarhusKommune/

http://www.kommunikationsforum.dk/?articleid=11655

http://www.byensrum.dk/



Side | 78

Langer, Roy: Place images and place marketing. CBS http://openarchive.cbs.dk/bitstream/handle/10398/7721/langer_place.pdf?sequence=1 (10.7.10) Langsted, Jørn (2000): ”Kvalitet i kulturpolitik ‐ kvalitet i kunst” in Papere presentert under høstseminaret i Kulturpolitisk forskernettverk Bø 23.‐24. oktober 2000, Telemarksforsking‐Bø, Bø Larsen, Charlotte Rørdam. Lønstrup, Ansa (2005): ”SPOT på musikken lokalt – tænkt globalt” in Lehmann, Niels (ed.): Kulturliv i Århus. Århus: Aarhus Universitetsforlag Lund, Jacob M. et al. (2005): Følelsesfabrikken. København: Børsens Forlag A/S Lundgaard Konsulenterne (2008): Job‐ og personprofil for kulturbysekretæren i Århus Kommune, januar 2008 Markusen, Ann (2009): Arts and Culture in Urban/Regional Planning‐ a Research and Review Agenda. Minneapolis: Project on Regional and Industrial Economics, Hubert H. Humphrey Institute of Public Affairs, University of Minnesota Marling, Gitte. Juul, Helle (29.3.10): De danske provinsbyer har fået nye smukke byrum ‐ men er de dynamiske nok? Byens rum som udviklingsstrategi. www.byensrum.dk (29.3.10) Marling, Gitte. Zerlang, Martin (ed.) (2007): Fun city. København: Arkitektens Forlag Massey, Doreen B. (1999): “A global sense of place” in Space, place and gender. Minneapolis: University of Minnesota Press Palmer/Rae Associates (2004a): European Cities and Capitals of Culture. Study Prepared for the European Commission ‐ PART I. Bruxelles Palmer/Rae Associates (2004b): European Cities and Capitals of Culture ‐ City Reports. Study Prepared for the European Commission ‐ PART II. Bruxelles Pedersen, Søren Buhl (2004): “Place branding: Giving the region of Øresund a competitive edge” in Journal of Urban Technology, 11: 1, pp. 77 — 95 Pinder, David. Pløger, John (2009): ”Hverdagslivets magi, kunst og planlægning” in Juul, Helle. Pløger, John (ed.): Byens rum 1,5. Byens rum som udviklingsstrategi www.byensrum.dk (29.3.10)


http://openarchive.cbs.dk/bitstream/handle/10398/7721/langer_place.pdf?sequence=1




Side | 79

Pine II, B. Joseph. Gilmore, James H. (2009): Oplevelsesøkonomien – arbejde er teater og enhver virksomhed en scene. Århus: Forlaget Klim Pløger, John (2009): Byrum og byudvikling – nogle perspektiver. Byens rum som udviklingsstrategi, juli 2009 (29.3.10) www.byensrum.dk (10.7.10) Pløger, John (2008): Flydende planlægning. Byens rum som udviklingsstrategi, juli 2008 www.byensrum.dk (10.7.10) Regeringen (2003): Danmark i kultur‐ og oplevelsesøkonomien – 5 nye skridt på vejen. København Sandstrøm, Lars (2006): Corporate Branding – Et værktøj til strategisk kommunikation. Forlaget Samfundslitteratur, 2. udgave Schlesinger, Philip (2007): ”Creativity: from discourse to doctrine?” in Screen, 48: 3, pp. 377‐387 Segaard, Signe Bock (2007): Refleksivitet i følgeforskning. ‐Strategi, roller og utfordringer. Fagkonferansen 2007, Trondheim 3.‐5. januar, Universitetet i Oslo. Simeti, Antonina M. (2006): The ‘Creative City’: Moving from Ideas to Planning Practice. Massachusetts Institute of Technology, Dept. of Urban Studies and Planning, speciale Skot‐Hansen (15.9.04): Oplæg under Kultur på Tværs på Danmarks Biblioteksskole http://www.dbf.dk/Default.aspx?ID=2479 (27.5.10) Skot‐Hansen, Dorte (2005a): “Why Urban Cultural Policies” in Robinson, Jill (ed.) EUROCULT21 – Integrated Report. Helsinki: EUROCULT21 Skot‐Hansen, Dorte (2005b): ”Kreative byer og kulturel byplanlægning” in AKF Nyt. Nr. 4 Skot‐Hansen, Dorte (2007): Byen som scene – kultur‐ og byplanlægning i oplevelsessamfundet. Frederiksberg: Bibliotekarforbundet Skot‐Hansen, Dorte (18.9.10): Hvorfor kulturpolitik? Fra instrumentelt til ekspressivt rationale. Oplæg på Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet Smidt‐Jensen, Søren (2007a): Kreativitet og bystyring. Working Paper nr. 9, Centre for Strategic Urban Research http://www.byforskning.dk/ (9.7.10)

http://www.byforskning.dk/



http://www.dbf.dk/Default.aspx?ID=2479



Side | 80

Smidt‐Jensen, Søren (2007b): Når kultur skal være drivkræft(sic!) for mellemstore byers vækst, Working Paper nr. 15, Centre for Strategic Urban Research http://www.byforskning.dk/ (9.7.10) Smith, Chris (1998): Creative Britain. London: Faber & Faber Stephensen, Jan Løhmann (2010): Kapitalismens ånd og den kreative etik. Aarhus Universitet: Ph.d.‐afhandling, kap. 2 og 3 Stigel, Jørgen & Frimann, Søren (2006): City Branding – All Smoke, No Fire? In Nordicom Review 27: 2, pp. 245‐268

Strøm, Henning et al.(1993): København! Hvorfor? Hvordan? København: Københavns magistrat, Overborgmesterens afdeling Svarre, Birgitte Bundesen (2007): “Extraordinarily ordinary” in Marling, Gitte. Zerlang, Martin (ed.): Fun city. København: Arkitektens Forlag Therkelsen, Anette. Halkier, Henrik (2008): ”Comtemplating place branding umbrellas” in Scandinavian Journal of Hospitality and Tourism 8: 2, pp. 159–175 Vaarst‐Andersen, Kristina. Lorenzen, Mark (2009): Den danske kreative klasse – Hvem består den af? Hvor bor den? Hvad betyder den for det danske samfund? Århus: Forlaget Klim VisitAarhus (2009): Strategi 2017: Århus i dag – Aarhus Tomorrow. http://www.visitaarhus.com/NR/rdonlyres/C93F2BB7‐1622‐4088‐9D53‐B01E262FF5D1/0/Strategi2017.pdf (15.7.10) Århus Kommune:

! Århus Byråd: Referater af byrådsmøder i 2007 og 2008

! Århus Byråd: Lydoptagelser af byrådsmøder 9.5.07 og 9.6.10

! Århus Byråd: Bilag til byrådsmøde 9.5.07 ‐ Forslag fra Venstres og Det Konservative Folkepartis byrådsgrupper til byrådsbeslutning at Århus bliver europæisk kulturby 2017

! Århus Byråd: Bilag til byrådsmøde 21.11.07 – Århus som Europæisk Kulturhovedstad 2017 – udtalelse vedr. sag nr. 12 på byrådsmødet d. 9. maj 2007. Kulturforvaltningen, juli 2007

! Århus Kommune: Århusmodel for borgerinddragelse (2004)

! Århus Kommunes Kunstråd (2007): Kunstrådets evalueringer af 20 kulturinstitutioner i Århus

! Århus Kommune: Kulturpolitik 2000‐2003, Vækstlag og flagskibe – en kulturel handlingsplan for Århus Kommune 2000‐2003. Fritids‐ og kulturforvaltningen

http://www.visitaarhus.com/NR/rdonlyres/C93F2BB7-1622-4088-9D53-B01E262FF5D1/0/Strategi2017.pdf

http://www.byforskning.dk/

http://www.visitaarhus.com/NR/rdonlyres/C93F2BB7-1622-4088-9D53-B01E262FF5D1/0/Strategi2017.pdf



Side | 81

! Århus Kommune: Kulturpolitik 2004‐2007. Magistratens 4. afdeling

! Århus Kommune: Indstilling til Byrådet vedr. Kulturpolitik 2008‐2011. Kulturforvaltningen, oktober 2007

! Århus Kommune: Kulturpolitik 2008‐2011. Kulturforvaltningen, marts 2008

! Århus Kommune: Handlingsplan 2008‐2012, Århus som europæisk kulturhovedstad, Kulturforvaltningen, december 2008

! Århus Kommune: Kulturforliget Kulturen på skinner – frem mod 2017, marts 2008

! Århus Kommune: Artikel ang. budgetforliget 2008. Kommentar til Flemming Knudsen fra Henrik Vestergaard, Venstre. http://aarhuskommune.dk/politik/Kommunens‐oekonomi/Budgetforlig/Forlig‐om‐budget‐2008/Kommentar‐fra‐Henrik‐Vestergaard.aspx (21.7.10)

! Århus Kommune: Artikel ang. budgetforliget 2009. Budgetforliget er et lille skridt på vejen – kommentar fra Flemming Knudsen. http://aarhuskommune.dk/politik/Kommunens‐oekonomi/Budgetforlig/Forlig‐om‐budget‐2009/Kommentar‐fra‐Flemming‐Knudsen‐0.aspx (21.7.10)

! Århus Kommune: Budget 2010‐2013. 4.70 Kultur og Borgerservice, oktober 2009

! Århus Kommune: Indstilling til Byrådet vedr. Århus’ kandidatur til Europæisk Kulturhovedstad 2017 (2010): Valg af visionstemaer til bearbejdning i projektets visionsfase samt konsolidering af det regionale samarbejde. Kulturforvaltningen, maj 2010

! Århus Kommune: Bilag 1 til indstilling til Byrådet vedr. Århus’ kandidatur til Europæisk Kulturhovedstad 2017 (2010): Valg af visionstemaer til bearbejdning i projektets visionsfase samt konsolidering af det regionale samarbejde, Kulturforvaltningen, maj 2010

Århus2017:

! www.aarhus2017.dk (9.7.10)

! Den kulturelle kortlægning, herunder udstillingen Her er Aarhus! 26.3.10‐11.4.10 og posterpræsentationer samt fokusgruppeinterviews fra gruppearbejde efteråret 2009

! Århus2017 (2008): 2017 – Århus Europæisk Kulturhovedstad. Visionsdokument, udgivet af Århus2017 og Kulturforvaltningen, oktober 2008

! Århus2017 (2009a): Kortlægning Århus: Kick‐off dokument. Arbejdsdokument 18.5.09

! Århus2017 (2009b): SWOT‐analyse og paneldebat.

! Århus2017 (2010a): Århus som kulturby2017 – Et kulturelt snapshot. http://www.aarhus2017.dk/uploads/Snapshot.pdf (28.6.10)

! Århus2017 (2010b): Aktiviteter under kortlægningsfasen. http://www.aarhus2017.dk/uploads/aktiviteter,%202017.pdf (27.6.10)

! Århus2017 (2010c): Aarhus Europæisk Kulturhovedstad – Introduktion. Brochure udgivet af Århus2017, marts 2010

http://www.aarhus2017.dk/uploads/aktiviteter,%202017.pdf

http://aarhuskommune.dk/politik/Kommunens-oekonomi/Budgetforlig/Forlig-om-budget-2008/Kommentar-fra-Henrik-Vestergaard.aspx

http://aarhuskommune.dk/politik/Kommunens-oekonomi/Budgetforlig/Forlig-om-budget-2008/Kommentar-fra-Henrik-Vestergaard.aspx

http://aarhuskommune.dk/politik/Kommunens-oekonomi/Budgetforlig/Forlig-om-budget-2009/Kommentar-fra-Flemming-Knudsen-0.aspx




http://www.aarhus2017.dk/

http://www.aarhus2017.dk/uploads/Snapshot.pdf



Side | 82

Artikler fra dagblade

Christiansen, John (2010): ”Har Århus en chance?” in JP Århus, 18.01.10 Hvidtfeldt, Flemming (2010): ”Jagt på en nødvendig identitet” in Århus Stiftstidende. 26.4.10 Jacobsen, Erling Vester (2008): ”Kulturens blomstring koster penge” på aarhus.dk. 15.9.08 http://www.aarhusportalen.dk/default.asp?Id=309&AjrDcmntId=3299 (8.7.10) Lavrsen, Lasse (2009): ”Den kreative klasse rykker til provinsen” in Information. 16.5.09 Lysheim, Britta (2005): ” Ny analyse afdækker de kreative ressourcer” in Børsen. 16.12.05 Nygaard, Thomas (2010): ”Hvorfor går Århus glip af store koncerter?” in Århus Stiftstidende. 17.6.10 Petersen, Hans (2010): Århus er landets bedste til markedsføring” in Århus Stiftstidende. 17.4.10 Schmidt, Malin (2008): ”Kampen om den gode borger” in Information. 29.8.08 Sckerl, Kirstine Lefevre (2010): Wammen: Århus er en stærk eventby” in Århus Stiftstidende 18.6.10 Skot‐Hansen, Dorte (2005c): ”Her bor de kreative” in Politiken. 04.03.05 Steensgard, Pernille (2004): ”Lækre historier” in Weekendavisen. 30.04.04

Websider

Aarhus Took It: http://aarhustookit.dk/ (7.7.10) City of Austin: http://www.austintexas.org/ (29.7.10) Den Grimmeste Festival: www.grimfest.dk (10.7.10) European Commission – Culture: http://ec.europa.eu/culture/our‐programmes‐and‐actions/doc413_en.htm (25.8.10) Filmby Århus: http://www.filmbyaarhus.dk/ (24.6.10) http://www.filmbyaarhus.dk/Pressemeddelelser‐177.aspx Helhedsplan Gellerup: http://www.helhedsplangellerup.dk/ (28.7.10) Godsbanen: http://www.godsbanen.dk/ (24.6.10)

http://www.godsbanen.dk/

http://www.aarhusportalen.dk/default.asp?Id=309&AjrDcmntId=3299

http://aarhustookit.dk/

http://www.austintexas.org/

http://www.grimfest.dk/



http://www.filmbyaarhus.dk/

http://www.filmbyaarhus.dk/Pressemeddelelser-177.aspx

http://www.helhedsplangellerup.dk/



Side | 83

I do art: www.myspace.com/idoartfestival (29.4.10) Metal Royale: www.metalroyale.dk (21.7.10) Musikcaféen: www.musikcafeen.dk (21.7.10) Oppenheimers Eftermiddag: www.oppenheimer.dk (10.7.10) Place Branding and Public Diplomacy: http://www.palgrave‐journals.com/pb/about.html (10.7.10) SPOT‐festival: www.spotfestival.dk (10.7.10) Sunship: www.sunship.dk (21.7.10) Teko www.teko.dk (29.4.10) VisitÅrhus: www.visitaarhus.com (28.7.10) Århus2017: www.aarhus2017.dk (28.7.10)

Interviews (bilag)

Nikolaj Sørensen 23.6.10 Nikolaj Sørensen 18.5.10 Jesper Mardahl 12.5.10 Jim Butler 29.7.10

http://www.aarhus2017.dk/

http://www.myspace.com/idoartfestival

http://www.metalroyale.dk/

http://www.musikcafeen.dk/


http://www.palgrave-journals.com/pb/about.html

http://www.spotfestival.dk/

http://www.sunship.dk/

http://www.teko.dk/

http://www.visitaarhus.com/



Side | 84

Bilag

Bilag 1: Visionstemaer – uddrag af Bilag 1 til indstilling til Byrådet vedr.

Århus’ kandidatur til Europæisk Kulturhovedstad 2017 (2010)



Side | 85



Side | 86



Side | 87



Side | 88



Side | 89



Side | 90



Side | 91

provinsbyen der vil være kulturhovedstad og andre... · provinsbyen der vil være kulturhovedstad...

Documents